2

Kære elever og undervisere

Dette undervisningsmateriale omhandler Aalborg Teaters opsætning af Molières Don Juan sæson

2016/17.

Materialet er udarbejdet af dramaturg, Signe Tølbøll, og det består af: Baggrundsmateriale,

inspirationsmateriale og konkrete forslag til arbejde med Don Juan både før og efter forestillingen.

Undervisningsmaterialet kan frit downloades og kopieres, og vi står som altid til rådighed for

yderligere dialog i forbindelse med forestilling.

I er velkomne til at henvende jer til Aalborg Teater via mail: dramaturg@aalborg-teater.dk eller

telefon: 96316026.

3

Holdet bag Aalborg Teaters Don Juan sæson 2016/17:

Don Juan

af Molière

oversat af Per Aage Brandt

Instruktør Johannes Holmen Dahl

Scenograf Katja Frederiksen

Komponist Alf Lund Godbolt

Lysdesign Kasper Daugberg

Lyddesign Aske Bergenhammer Hoeg

Medvirkende:

Don Juan Patrick Baurichter

Sganarelle Niels Anders Manley

Donna Elvira Amanda Radeljak*

Don Carlos Kasper Dalsgaard

Don Alonso Morten Kjær*

Don Louis Jørgen W. Larsen

Mathurine Kristine Elmedal Johnsen

Charlotte Karoline Brygmann

Pierrot Jakob Moth-Poulsen

Musiker Gunhild Kjær

*) Praktikanter fra Den danske Scenekunstskole Odense og Aarhus

4

INDHOLDSFORTEGNELSE:

Introduktion

- Kort om Molière

- Kort om Don Juan: Karakteren og myten

Aalborg Teaters opsætning af Don Juan sæson 2016/17

- Instruktør Johannes Holmen Dahl om forestillingen.

Arbejde med forestillingen

- Før forestillingen

- Under forestillingen

- Teateroplevelsen

- Efter forestillingen

Bilag 1. Kortfattet referat af Don Juan.

Bilag 2. Niels Anders Manley om at spille Sganarelle i dag.

Bilag 2. Tekstuddrag, Don Juan, AAT 2016/17, Don Juan om forførelse og kærlighed.

Bilag 3. Tekstuddrag, Don Juan, AAT 2016/17, Don Juan om hykleri.

5

INTRODUKTION TIL MOLIÈRE

Den franske dramatiker Molière (Jean Baptiste Poquelin (1622-1673) må siges at være en absolut

klassiker, når man taler om europæisk komedietradition. Eksempler på andre værker af Molière er

bl.a.: Tartuffe, Fruentimmerskolen, Misantropen og Den indbildt syge. I Danmark forbindes han

ofte med at have været til stor inspiration for den danske dramatiker Ludvig Holberg.

Molière var, ligesom Shakespeare, både skuespiller, instruktør og dramatiker i sin egen trup, som

efter at have turneret rundt i det sydfranske blev tilknyttet det franske hof af kong Ludvig XIV’s

bror i 1658. Fra 1660 spillede truppen fast i Palais Royal og i 1665 fik de titlen Toupe du Roi

(Kongens trup).

Det siges, at komedien, med Molière, nåede samme niveau i popularitet og kvalitet som tragedien.

Molières komedier er i høj grad samfundssatiriske, og han var i lang tid i åben konflikt med en del

af den romersk katolske kirke. Han have et noget anstrengt forhold til de gejstliges hykleri, og

dette hykleri skildrede han i flere af sine stykker. Det mest kendte eksempel er Tartuffe, hvis

hovedkarakter er indbegrebet af manipulerende, religiøst hykleri. Der blev øjeblikkeligt efter

premieren nedlagt forbud mod at opføre Tartuffe, og Molière svarede igen ved meget kort tid

efter at opføre Don Juan, som handler om den skrupelløse forfører, der konsekvensløst forfører sig

vej gennem livet. Også han bliver hykler. Don Juan straffes til sidst af himlen og går til grunde i

usynlige flammer. Don Juan nåede at spille 15 gange, før også den blev lagt ned.

Det har været helt afgørende for Molières fortsatte karriere, at han havde kongens gunst, så at

sige. For den unge kong Ludvig XIV har Molière givet vis været et vigtigt redskab i hans egen

positionering i kampen med kirken om regeringsmagten.

Det satiriske omdrejningspunkt i Molières komedier griber typisk fat i arketypiske træk hos

mennesket, og der findes klare referencer i hans dramatiske virke til den italienske Commedia

dell’arte tradition, hvis persongalleri netop bygger på arketyper. Det er bl.a. på grund af det

arketypiske, at Molières forestillinger forbliver aktuelle. Vi genkender os selv og andre i flere af

karaktererne og situationerne i Don Juan, og vi har et ligeså stort behov for at blive spejlet, for

selvrefleksion og for at grine af os selv, som publikum havde dengang.

6

Molière døde 17. februar 1673 af tuberkulose i sit eget hjem efter at være faldet om under

forestillingen, Den indbildt syge, hvor han selv spillede rollen som Argan, den ”indbildt syge”.

Molières trup blev kort efter hans død videreført af hans kone Armande Béjart og skuespilleren

LeGrange (Charles Varlet). Truppen blev i 1680, efter ordre af Ludvig XIV, en del af Comédie

Francaise, verdens første nationalteater (set i europæisk teaterhistorisk perspektiv i hvert fald).

INTRODUKTION TIL DON JUAN

Molière skrev som sagt Don Juan eller Stengæsten i 1664 kort tid efter forbuddet mod Tartuffe.

Don Juan eller Stengæsten mødte også stærk kritik fra kirken og spillede derfor kun 15 gange.

Forestillingen blev aldrig genopført eller trykt i Moliéres tid og blev først sat på plakaten igen i

1847 af Comédie Francaise.

Molières Don Juan er bygget på den spanske dramatiker, Tirso de Molinas, El burlador de Sevilla y

convidado de piedra, ”Bedrageren fra Sevilla og gæsten af sten”, fra 1630. Tirso de Molinas værk

menes at være ophav til langt størstedelen af de kendte litterære og dramatiske fortællinger om

Don Juan. Selve opfattelsen og brugen af Don Juan-karakteren har dog ændret sig gennem tiden.

Jeg har valgt kort at komme ind på denne udvikling i opfattelse, da den naturligvis også har

indflydelse på Aalborg Teaters produktion og bearbejdning af Molières Don Juan.

DON JUAN

Tirso de Molina (Gabriel Téllez ca. 1580-1648) var en kirkens mand. Han blev i 1645 udnævnt som

forstander for et kloster, og han har derfor med stor sandsynlighed ment sin fortælling som en

teologisk moralprædiken. Fortællingen handler i bund og grund om, at hvis man ønsker himlens

velsignelse, må man acceptere den verdensorden Gud Herren har skabt. Hvis man, som Don Juan,

ikke accepterer denne verdensorden, modtager man himlens straf og ryger lige lukt i helvede.

Det menes, at Molière ikke på samme måde som Tirso de Molina har haft til formål at holde

religiøs dundertale, men at han har brugt forestillingen som del i sit oprør mod de yderliggående

religiøse og med hensigt at bakke politisk op om Ludvig XIV i dennes magtkamp med kirken.

7

Det er gennemgående i Don Juan karakterens vandring gennem historien, at han er en forfører, og

at oprør straffes med død.

Men fra at være en retmæssig straffet, opfatter romantikkerne i højere grad Don Juan som en helt

med mod til at gøre oprør mod de samfunds-(kirken)dikterede normer. Han opfattes af

romantikkerne i højere grad som en menneskelig drift, en naturkraft, noget at ophøje og forgude i

forhold til både lyster, begær, drifter og kærlighed. Romantikkerne anerkender, at Don Juans

opførsel er problematisk i forhold til hans omgivelser, men i stedet for at opfatte ham som

retmæssig dømt, sætter de spørgsmålstegn ved den samfundsnorm, der dømmer ham.

Kierkegaard går et skridt videre i sin sammenligning med Mozarts musikalske værk, operaen ”Don

Juan”, og skriver i bogen ”Om Mozarts Don Juan”:

”Når Don Juan opfattes musikalsk, da hører jeg i ham lidenskabens hele uendelighed, men tillige dens uendelige magt, som intet kan modstå; jeg hører attråens vilde begær, men tillige denne attrås absolutte sejrrighed, mod hvilken det ville være forgæves om nogen ville gøre modstand. Dvæler tanken en enkelt gang ved hindringen, så får denne snarere betydning af blot at ophidse lidenskaben end virkelig at sætte sig imod, nydelsen forøges, sejren er vis og hindringen kun en pirring. Et sådant elementarisk bevæget liv, dæmonisk mægtigt og uimodståeligt, har jeg i Don Juan. Dette er hans idealitet,…”

Han fortsætter med at forklare, hvordan denne idealitet forsvinder, så snart Don Juan får replik og

fremstilles som person eller individ og ikke som den magt, Kierkegaard oplever i musikken.

Hvad er det så, den dramatiske fortælling kan? Poul Larsen kommer ind på dette i sin bog, ”Don

Juan-motivet” fra 1974, hvor han meget nøje gennemgår Don Juan-motivets udvikling gennem

tiden. Han mener, at fordømmelsen af Don Juan bl.a. bliver et sonoffer, gennem hvilket

mennesket føler en vis katarsis. En følelse af renselse ved at fordømme noget i os selv.

Men måske kan den også noget andet og noget mere?

8

DON JUAN Aalborg Teater sæson 2016/17

Egne referencer har stor betydning for, hvordan vi oplever og forstår en tekst og en forestilling, og

det er ofte gennem et nyt blik, et nyt perspektiv, at de gamle klassikere får liv, betydning og

aktualitet. To instruktører kan opleve og formidle en dramatisk tekst ligeså forskelligt, som to

publikummer kan opleve en given forestilling forskelligt. Jeg har derfor talt med instruktøren til

denne sæsons opførelse af Don Juan, Johannes Holmen Dahl, om nogle af de tanker, han har gjort

sig omkring forestillingen.

Johannes Holmen Dahl om Don Juan

Historien er aktuel, fordi den på mange måder udfordrer en fornufttankegang, som har sat sig

markant i dagens samfund. Den handler om et menneske, som på ingen måde er bange for at

krydse alle mulige grænser og ikke føler et moralsk ansvar overhovedet. Han er kun interesseret i

at undersøge, hvad der ligger der fremme, totalt konsekvensløst.

Måske specielt for den unge generation er Don Juan særlig aktuel. Vi gør ikke samme oprør som i

60-70’erne. I Norge taler man om en ”Flinkis generation”: Vi gør, som forældrene siger. Og der er

noget meget aktuelt i det at være bange for at vise sig sårbar i dag. Vi efterstræber en perfektion,

en pakke af alle mulige ydre faktorer, som bliver beskyttelseslag, og som man må have for at være

nogen. De egenskaber, Don Juan repræsenterer, i modsætning til det, er: Anerkendelse af at vi er

uperfekte, mod til at være sårbar og til at vise sig som det, man egentlig er, som fuldt og helt

menneske.

Gennem den han er, en charmerende, karismatisk, kreativ og ikke mindst meget modig person,

smitter dette af på de mennesker omkring ham. Man ser, at mange af karaktererne ændrer

livskurs som konsekvens af deres møde med Don Juan. Der er noget i tematikken, som jeg tror, er

en opfordring til at tage kontrol over sit eget liv og ikke at være så bange for, hvad alle andre

synes.

9

Don Juan

Det er ikke let at sige, hvem han er. Han er en litterær skikkelse, en slags mytisk figur, som vandrer

igennem stykket, og en skikkelse, som vandrer gennem alle tider. Han repræsenterer en slags

urkraft, som gør op med den afhængighedsfølelse af fornuft, som bor i os mennesker. Han

repræsenterer vort begær, lidenskab, lysterne, som ligger stærkt tilstede i os hele tiden, men som

vi bliver nødt til at sætte til side, for at et samarbejde og et samfund skal fungere, men som altid

ligger potent i os.

Vi prøver at lave en Don Juan, som ikke er glansbilledet Don Juan med sixpacken og smilet. Det er

mere interessant at finde en Don Juan, som bryder mere og mere. Hvis det, Sganarelle

repræsenterer, er kontrol, perfektion og fornuft, så må Don Juan være noget andet: Et behov for

at slippe fri fra alt det. Han repræsenterer en længsel. Han er et møde, som bliver til ud af et

problem hos den anden.

Fordi Don Juan fremstår så mytisk og ikke menneskelig på en måde, kan man spørge sig selv, om

han overhovedet er menneske, eller om han bliver til i de andres øjne. Om han bare er noget

konstrueret, hvilket selvfølgelig er vanskeligt at spille.

Don Juans oprør er på mange måder spirituelt. Han handler ud fra en tro på noget smukt, men han

mangler en dimension, og det er noget af det, vi undersøger. Jeg tror, at han har empati men et

andet livssyn. Grækerne snakker om det tragiske livssyn. En filosofi, som anerkender alle de

voldsomme ting, som et menneske gennemlever. Et bredere spekter af det at være menneske. Der

er en enorm brutalitet i Don Juan, men den kan måske komme ud af kærlighed. At blande sig i et

ulykkeligt parforhold og give denne kvinde (Charlotte) en tro på, at hun er større end det, hun er i,

at så det frø i hende. Det er jo ikke den fine måde at gøre det på, men nogle gange må man

chokere for, at det skal have effekt. Det sætter gang i en masse og tilfører en masse smerte,

særligt hos den anden, men hvis det kom frem i den situation, at de to ikke var skabt for hinanden,

var det også godt for den anden.

En af de største udfordringer, eller et af de sværeste spørgsmål i denne fortælling, er at forstå,

hvor reflekteret Don Juan er over det, han gør. Hvor bevist han er om, hvem han er. Det er den

gåde, som er vanskelig. Er det et opgør med sin far? Er det fortiden, som præger ham? Eller hvad

er det?

10

Forestillingen

Forestillingen skal handle om at gøre ting, som er med til at udfordre grænserne, som handler om

at dumme sig, ting som er flove, om inderlighed og sårbare situationer. Vi har arbejdet med at

prøve at finde en gruppefornemmelse, som handler om at vove og at vise sig sårbar.

Jeg håber, at publikum vil få en følelse af at blive inspireret til at leve lidt galere, lidt modigere og

til at gøre det, man har lyst til. At de kunne få et blik på livet, som ikke er helt så alvorligt. Det kan

gå an at være lidt mere hæmningsløs på en rigtig måde. Jeg tror, at hvis vi kunne tage mere vare

på hinanden, ville vi også opleve, at vi tåler mere, end vi tror. Vi kan strække os meget længere i

livsudfoldelsen, leve lidt stærkere, lidt hårdere. Meget af det, som holder os igen, er egentlig

konventionelle dumme idéer. Megen tradition kan siges bare at være opdigtet frygt.

Iscenesættelsen

Vi arbejder med at åbne teaterrummet. Scenografien er et stort åbent livløst rum, hvor livet bliver

til gennem teatrale virkemidler ud fra tanken om, at der ingenting er, før det opstår. Dette giver os

mulighed for at bruge forskellige teatrale effekter, som er med til at give scenografien et dynamisk

udtryk. Det handler om at skabe øjeblikke, som forsvinder igen. Vi arbejder ud fra et nulpunkt for

at synliggøre, at et øjeblik kan komme og gå.

Teksten er skrevet som et slags tilbageblik for Sganarelle. Det er ham, som tager os med på rejsen

og står tilbage til slut. Han er vidne til fortællingen, han står på publikums side, men

hovedpersonen i vores forestilling er Don Juan og ensemblet, og forestillingen lægger i høj grad op

til ensemblets møde med publikum.

Et band

I forestillingen udgør ensemblet et band, som agerer som Don Juans entourage. Vi har et vildt

talentfuld ensemble i forhold til at spille musik, og det at spille i band handler om noget kollektivt.

Det samler ensemblet og skaber én kraft på en måde. Musik har denne evne til at samle og til at

indvirke på vores følelser uanset, hvor vi er i verden. Musik er på mange måder en emotionel

sprængkraft.

11

Det er desuden gennem bandet, at vi har konstrueret muligheden for den totale ekskludering af

Don Juan, som til sidst oplever at stå helt på bar bund uden økonomisk forsørgelse, helt hjælpeløs

i virkeligheden, i det, som kan være et udtryk for den totale ensomhed.

Komik

Traditionelt er stykket bygget op omkring den traditionelle Commedia dell’arte komik. Vi har valgt

at arbejde på en anden måde. Vi arbejder indefra og ud. Når situationen er god, bliver det

morsomt, men vi arbejder naturligvis også med både timing og replikføring. Vi improviserer meget

og snakker samtidig om konkrete timingsting. Vi arbejder med at indføre, at når der f.eks. er en

vanskelig kærlighedsscene mellem Don Juan og Charlotte, er det sjovt at kaste en musiker, som

spiller noget romantisk kærlighedsmusik, ind midt i mellem dem. På den måde arbejder vi med en

tanke om, at man altid kan lægge til problemerne med de virkemidler, vi allerede har valgt. Det

skaber en fin sten i skoen (en modstand) for noget, som allerede er vanskeligt.

Afslutningsvis

Noget af det, som for mig er spændende ved at arbejde med Molières Don Juan, er desuden, at

fortællingen rammer mig på en måde, hvor jeg kan få lov at udtrykke mig lidenskabeligt og få

udløb for mange forskellige emotioner. Det er på en måde det, teatret er – lidenskab og

emotioner, og det er interessant at tage fat i noget, som handler om det. At arbejde med hvad

lidenskab er i teaterrum.

12

ARBEJDE MED FORESTILLINGEN

Der er flere måder at gå til en klassiker, som Molières Don Juan, på.

FØR FORESTILLINGEN

Uanset indgangsvinkel vil det være fint at starte ud med den originale tekst og arbejde sig videre

ud fra den. Det vil give eleverne en god fornemmelse for, hvad udgangspunktet for forestillingen

har været. Det vil desuden danne et godt grundlag for en debat om aktualitet i de klassiske

tekster. Og de vil forhåbentlig under forestillingen opleve at sidde i teaterrummet og føle sig

spejlet eller genkendt i noget, som faktisk er 450 år gammelt. Arbejdet med teksten er med til at

synliggøre forbindelsen mellem den tid og os, når vi sidder der i salen og oplever forestillingen. Det

er særligt, mener jeg, i forbindelse med f.eks. Molière, fordi han netop arbejder med at pege på

noget af det allermest menneskelige i os alle sammen, som i hans skildring desuden er nemt at få

øje på. Det er meningen, at vi skal få øje på det, og det er meningen, at grinet skal hjælpe

selvrefleksionen frem.

I kan arbejde med at stifte bekendtskab med Molières forfatterskab og gå ind i hans brug af komik

og samfundssatire og sammenholde dette med den satire, vi typisk kender i dag. Molières mål var

ofte som sagt at lange ud efter de gejstliges hykleri.

- Denne undersøgelse kan både gå på satiren som dramatisk form, herunder brug af

arketyper og komik, som i dag vil være anderledes end dengang.

- Brugen af samfundssatire kan også med fordel behandles i et samfundsmæssigt

perspektiv, hvor man kan gå ind i en debat om satirens funktion dengang og i dag.

I kan arbejde med det verdenssyn, værket præsenterer, og via det arbejde med:

- Fransk politik og kulturhistorie i 1600 tallet.

- Tekstens religiøse udsagn -

- og hvordan det, der ligger til grund for dette, ville kunne formidles i moderne kontekst.

- Lever vi fx under en tilsvarende trussel i dag?

- Hvad ville den yderste konsekvens kunne være i dag?

I kan også med fordel dykke ned i teksten og arbejde med karaktererne. Det er særligt interessant

i dette tilfælde at arbejde med deres relationer, fordi karaktererne i høj grad bygger på arketyper

13

og derfor nærmest udelukkende er til i kraft af hinanden. Det vil være oplagt at arbejde med både

Don Juan og Sganarelle.

I kan arbejde med karakteranalyse:

- Hvad får vi at vide om karakteren?

- Hvilken udvikling gennemgår han?

- Hvad er venderpunkterne, dvs. hvor sker der noget, som skaber en forandring hos

karakteren?

- Hvad er karakterens primære relationer, og hvilken betydning har de for karakteren og

for de andre?

- Hvad oplever I fx at Sganarelle er for Don Juan og for de andre karakterer?

- Og hvad oplever I, at Don Juan er for Sganarelle og for de andre?

- Brug f.eks. de to tekstuddrag, bilag 3 og 4, til at arbejde med en karakteristik af Don

Juan karakteren.

Før I ser forestillingen, kan I foregribe en snak om aktualisering yderligere ved fx på baggrund af

teksten at tale om:

- Hvordan oplever I fortællingen?

- Er den vedkommende på et eller andet niveau og i givet fald hvilket?

- Eller opleves den som helt afskåret fra noget, som har med jeres virkelighed at gøre?

- Er der ting I genkender og kan relatere til? Det kan både være noget i karaktererne og i

situationerne.

Den samme øvelse kan med fordel gøres efter forestillingen.

UNDER FORESTILLINGEN

Nu er I forberedt på selve værket, men det kan også være fint at forberede sig på, at det I kommer

til at se, måske vil opleves som en helt anden slags fortælling. En fortælling kan ændre karakter fra

manuskript til scene, særligt når der er tale om en bearbejdning af en klassiker.

Det kan desuden være fint at forberede sig på, at det faktisk kan være en ret grænseoverskridende

oplevelse at være i teatret, fordi man er tilstede i samme rum som skuespillerne. Fortællingen

bliver levendegjort af mennesker, som faktisk kan se dig, og som har glædet sig super meget til at

14

dele denne fortælling med dig, fordi de synes, at den har noget at byde på. Hvis du tør, så giv dig

selv den oplevelse det er, at turde være 100 % tilstede sammen med fortællingen.

TEATEROPLEVELSEN

I forhold til selve teateroplevelsen er der et, synes jeg, helt særligt fænomen, som det er

interessant at give fokus. Dette fænomen handler om, hvordan vi modtager fortællingen. Når vi

sidder i biografen og får fortællingen præsenteret på skærmen, mangler vi ingenting i det visuelle

udtryk, der møder os. Det er som oftest en fuldstændig visuel mættet fortælling. Jeg kunne kigge

gennem lærredet direkte ud på virkeligheden. Vi kan derfor læne os tilbage og lade fortællingen

fare forbi.

I teatret er det anderledes. De billeder, vi ser på scenen, er aldrig fuldstændig mættede. Vi skal

selv, som publikum, være med til at færdiggøre den visuelle fiktion. Når Don Juan møder

Charlotte, kan vi ikke se, hvordan der ser ud, der hvor de er. Det forestiller vi os, og det vi

forestiller os, er taget ud af vores egen hukommelse, vores egen referenceramme. Jeg vil derfor

forestille mig stedet anderledes end min sidemand. Det, at vi aktivt er med til at færdiggøre

fiktionen, betyder, at fortællingen til en vis grad får liv i vores personlige referenceramme, og

sådan som jeg oplever forestillingen, vil derfor være præget af den del af mig. Derfor kan man

også opleve, at man i højere grad end på film, møder noget af sig selv på scenen. Don Juan er et

godt eksempel på en forestilling, der virkelig aktiverer sit publikum. Jeg oplever at grine, ikke af

karaktererne, men af mig selv igen og igen. Denne refleksion omkring, hvordan vi oplever

fortællingen, er værd at tage i betragtning, når I arbejder med jeres oplevelse. Når dette fænomen

lykkes, og en forestilling bryder distancen til sit publikum, er teatret et særlig godt medie for

selvrefleksion.

EFTER FORESTILLINGEN

Nu hvor I har set forestillingen, kan I med fordel vende tilbage til nogle af de fokuspunkter, I

arbejdede med før forestilling.

I kan på den baggrund vælge at arbejde med iscenesættelsens betydning for fortællingen:

15

- Johannes Holmen Dahl taler om ensemblet og den her gruppe fornemmelse, de har

arbejdet med. Hvilken betydning oplever I, at den har for fortællingen?

- Hvilke elementer i forestillingen, oplever I, har betydning for, om I kan identificere jer

med det, der foregår på scenen?

- Hvilke elementer i forestillingen, oplever I, er med til at skabe distance mellem jer og

fortællingen? At I oplever, at det der har ingenting med mig at gøre.

- Hvilken rolle og betydning oplever I, at bandet har i fortællingen?

Og I kan arbejde videre med aktualiseringstematikken:

- Efter at have set forestillingen, er det interessant igen at stille spørgsmålet: I hvilken

grad er vi i stand til at spejle os i Molières tekst? Hvor genkender du dig selv, en anden

eller en situation?

- Hvordan kan man forstå slutningen i dag, hvor Don Juan karakteren kan opfattes og

forstås ud fra forskellige perspektiver? Og hvor den kirkelige moralisering til en vis grad

er mindre aktuel?

- Finde et tekststykke i f.eks. bilag 2 eller 3 og tal om: Hvad det handler om i dag? Hvad

er det billede på i dag?

I kan arbejde med Don Juan og Sganarelle (bl.a. indenfor aktualiseringstematikken):

- Hvordan oplever I Don Juan?

- Er Don Juan en helt? Er han sympatisk? Hvilken værdi har det, han har gang i?

- Hvordan oplever I Sganarelle?

- Prøv at give et bud på Sganarelles bue – hans udvikling. Hvor starter han

følelsesmæssigt, og hvor slutter han?

- Hvad står Sganarelle tilbage med til sidst?

- Hvad står vi tilbage med til sidst?

16

Bilag 1.

KORT RESUMÉ

I forestillingen følger vi det, man kunne kalde, Don Juans erobringsrejse. Han flytter sig fra sted til

sted, fra erobring til erobring, uden tanke på fortid eller fremtid. Med sig har han Sganarelle, som

oprindeligt er Don Juans tjener, men som i denne version har fået en mere tidssvarende karakter

af ven.

Da vi møder Don Juan, er han lige rejst fra sin seneste erobring Donna Elvira, som han har forført

bort fra klosterlivet. Han er nu på jagt efter en anden ung kvinde, som han har forelsket sig i, og

som han planlægger at bortføre, da hun allerede tilhører en anden. Han ved ikke, at Donna Elviras

brødre er rejst efter ham for at hævne hans svigt af deres søster, og han ved slet ikke, at Donna

Elvira selv også er fulgt efter. Forestillingen starter med Sganarelles møde med Donna Elviras bror

Don Alonso. Don Juan er naturligvis ikke begejstret for situationen, da han finder ud af det, og han

forsøger undvigende at slippe for at skulle stå til regnskab overfor såvel Don Alonso som Donna

Elvira, men under ingen omstændigheder vil han lade sig distrahere fra sin erobringsplan. Planen

mislykkes dog, og både han og Sganarelle ender i vandet, hvor Pierrot, en lokal bonde, reder dem

fra at drukne. Pierrot er forelsket i bondepigen Charlotte, men han er noget utilfreds med, at hun

ikke elsker ham rigtig, eller i hvert fald ikke viser det på den rigtige måde. Charlotte er, som hun er,

og hun bliver naturligvis hurtigt mål for Don Juans næste erobring. Han ender dog i direkte

konfrontation med både Charlotte og Mathurine, en anden bondepige, han kun meget kort tid

forinden havde lovet ægteskab. De påstår begge, at han har lovet dem ægteskab og kræver en

forklaring, som han forsøger at afværge ved at sige til dem hver for sig, at den anden lyver, at de

hver især jo kender sandheden, og at det desuden vil vise sig, hvem han har tænkt sig at gifte sig

med, den dag han gifter sig. Sganarelle forsøger at advare de to piger om Don Juan, men det

lykkedes kun halvt, før Don Juan afbryder, og de må haste videre. På vej videre redder Don Juan

Donna Elviras bror, Don Carlos, som netop er blevet overfaldet i skoven. Don Carlos genkender

ikke Don Juan, men hans identitet afsløres, da en anden af Donna Elviras brødre, Don Alonso,

dukker op. Brødrene drog ud for at slå Don Juan ihjel, men nu hvor Don Carlos skylder Don Juan sit

liv, sværger han i stedet at beskytte ham med sit liv. Don Juan lover dem oprejsning men bliver

distraheret, da han får øje på kommandantens statue. Dette er mindestatuen for selvsamme

17

kommandant, som Don Juan tidligere på sin rejse, slog ihjel. Don Juan beder Sganarelle om at

invitere statuen til middag, og statuen giver til stor overraskelse et indforstået nik. Don Juan får

herefter besøg af sin far, Don Louis, som forsøger at få Don Juan på ret køl. Han er mildest talt ikke

tilfreds med den måde, Don Juan lever sit liv på. Og efter ham kommer Donna Elvira på besøg.

Også hun vil overtale Don Juan til at leve et retskaffent liv. Hun er vendt tilbage til klosteret og

taler nu til ham i ren omsorg og bekymring for hans skæbne. Hun beder ham grædende om at

angre sit liv og frelse sig selv. Don Juan er tilsyneladende helt upåvirket af hendes bøn men fatter

ny interesse for hende. Han og Sganarelle begynder at spise, og da kommer kommandantens

statue, som aftalt, til middag. Statuen beder Don Juan komme til middag hos sig. Don Louis

kommer igen på besøg, og Don Juan betror nu sin far, at han har indset sine vildfarelser, og at han

vil forbedre sig. Dette viser sig at være løgn, og Sganarelle kan næsten ikke rumme, at Don Juan nu

også er hykler. Don Juan møder endnu engang Don Carlos, som protesterer over den oprejsning,

han er blevet lovet. Han vil, at Don Juan skal gifte sig med Donna Elvira, selvom hun er vendt

tilbage til klosterlivet. Dette vil Don Juan ikke, og Don Carlos udfordrer ham derfor til duel en

ubestemt dag. Sganarelle er fortvivlet, Don Juan bliver værre og værre, mener han. Da Don Carlos

er gået, opsøger et spøgelse Don Juan. Hun siger: ”Himlens barmhjertighed udløber om et øjeblik;

hvis Don Juan ikke angrer i dette nu, er han fortabt.” Don Juan tror først, at det er fup. Han nægter

uanset at angre og tager flugten, men statuen standser ham. Han minder Don Juan om hans løfte

om at komme til middag og beder Don Juan række ham hånden. I det han griber hånden, siger

statuen: ”Don Juan, forhærdelse i synden fører til en grufuld død, og den, som afviser Himlens

nåde, nedkalder dens vredes lyn over sig.” Og Don Juan går således til grunde, brændt op af en

usynlig ild, og alene tilbage står Sganarelle.

18

Bilag 2.

Niels Anders Manley om Sganarelle

Arbejdet med rollen

Sganarelle er typisk tjenerarketypen. Han er en figur, som er sat i stykket for at give modspil til

hovedfiguren. Og han er selvfølgelig en figur, som bliver latterlig gjort. Der står f.eks. eksplicit i

teksten, at han snubler. Han er en latterlig figur, men han er den, der har det rationelle synspunkt.

Han er den, der taler ind i det fornuftige politisk korrekte synspunkt, hvor man helst ikke skal

træde udenfor rammerne.

Magtdynamikken i teksten er herre og tjener. Men i denne version, har vi renset ud i det, fordi vi

for det første leder efter en anden slags humor, som ikke er den slap stick, du finder i manus. Og

fordi vi leder efter noget, som er tidløst, leder jeg også efter en anden grund til, at han er der, end

at han er Don Juans tjener og bare skal være der. Han åbner i teksten med en monolog, hvor han

taler om, at Don Juan er et forfærdeligt menneske, og at han kun er hos ham, fordi han er bange

for ham for at få tæsk og har brug for min løn. Vi arbejder med, at det er en undskyldning, så hvad

19

er den reelle grund? Er der måske dybest set en lyst til at være en Don Juan? Synes han i

virkeligheden, at det er spændende, men er ikke modig nok til at sige: ”Jeg vil også være en Don

Juan”.

Jeg arbejder med, hvad det vil sige at være en slags bedste ven på trods, en modsætning, i forhold

til det her med at have brug for sin modsætning.

Sganarelles dilemma er tydeligt: Hvis vi alle sammen gjorde som Don Juan, ville verden ikke kunne

fungere. Du kan kun gøre det der, fordi du er en af de eneste, som gør det. Det er en meget brugt,

simpel og nutidig argumentation egentlig. Den står han for.

Sganarelle starter og slutter forestillingen og har en direkte kontakt til publikum. I vores version

bliver Sganarelle en straight man. Jeg spiller ikke klassisk falden-på-halen komik. Derfor kommer

figuren i virkeligheden ikke til at ligge meget langt fra mig selv. Det er ham, der sammen med

publikum, ser alt lidt udefra og tænker, hvad f….. er det?

Hvad tænker du, at forestillingen kan? Eller skal?

Det, som gør den aktuel, handler ikke om at leve efter biblens bud, men aktualiteten er enormt

præsent i forhold til det her med, om man kan finde en, man vil leve sammen med resten af livet?

Eller er det biologisk umuligt? Tvinger man, som Don Juan ville sige, sin lyst og sine dyriske

instinkter ned i kasse, hvor de ikke hører til, hvor de ikke bør holdes? Jeg kan godt forstå den

tankegang. Det er ofte oppe, om det monogame forhold er en illusion, som er noget, samfundet

har lagt ned over os. Er det noget vi gør, fordi vi ikke tør andet? Men det vækker heller ikke så

meget genklang, at jeg tænker, at: ”Ja! Det er bare rigtigt.” Men jeg synes, det er spændende,

fordi det handler om, hvad mennesker er. Det handler om kultur og natur, hvad er man mest? For

mig er der heller ikke noget smukkere, end når jeg ser ældre par, som har været sammen hele

deres liv. Det bliver nærmest alle rørt af. Og den måde jeg kan huske, min farmor sagde farvel til

min farfar på, da han døde, og vi alle sammen stod rundt om ham, og hun sagde tak til ham for alle

de ting, han havde været for hende. Det taler jo ind i nogle følelser, som ikke har så meget med

kultur at gøre. Det er jo natur, der handler om at høre til og om tryghed og kærlighed. Sådan nogle

ting er helt vildt spændende. Det giver det aktualitet, for det har jo ikke noget med kristendom at

gøre i dag, som det havde den gang.

20

Det handler dybest set om, hvilket behov i mennesket, der vejer tungest.

Jeg prøver at fremstille en figur, der prøver at nå frem til den pointe at, at man vil blive tiltrukket

af forskellige mennesker igennem sit liv, men det handler ikke om det, det handler om at finde en,

som man kan blive gammel med, som man kan få det der, hvor man gå sammen og tænke tilbage

på sit lange liv sammen.

Hvad er det sværeste ved at spille denne karakter?

Det kan være svært at være betragteren og være den, gennem hvis øjne, publikum oplever, for det

kommer med en ret stor grad af passivitet. Hvornår skal jeg blande mig, hvornår skal jeg kigge,

hvornår skal jeg fortælle, hvordan jeg har det? Skal jeg vise publikum her, at det her sætter jeg

ikke pris på, det misbilliger jeg? Eller hvornår jeg skal stå og opleve det som mig selv. Der er en

dobbelthed der, som er svær at finde.

Og det andet er det her med at lave en bue. Det taler man altid om som skuespiller, at man skal

lave en bue for sin karakter, så man skal vide: Hvor slutter min karakter følelsesmæssigt, og hvor

starter den følelsesmæssigt? Og ligesom etablere et form for vendepunkt og genre flere. For

Sganarelle kan man ikke tage det ud af teksten, fordi han altid ser det ude fra. Der er nogle steder,

hvor han investerer følelsesmæssigt, fordi han tror, at nu er Don Juan blevet omvendt, men det

viser sig, at Don Juan har løjet. Der bliver han taget ved næsen og kommer til at investere sig

følelsesmæssigt og bliver til grin igen. Når vi tager alt det med den kristne moral og tjeneren og

det med at være bange for at få tæsk ud, så skal man lede efter noget andet. Så bliver det en

anden følelsesmæssig bue, som jeg skal opfinde, og det er faktisk svært, fordi det ikke står i

teksten. Det, vi laver, er en mere moderne Don Juan, og så må jeg også rette ind med en mere

moderne tjenerfigur, en mere moderne Sganarelle figur.

Hvad vinder man ved, at det ikke er en herre-tjener relation?

Man vinder, at det forhåbentlig bliver mere vedkommende, at man kan fortælle en mere tidløs

historie. Jeg oplever, at det giver en større nuance til Sganarelle, at vi er gået væk fra herre-tjener

relationen, fordi jeg bliver nødt til at arbejde under teksten. Molière spillede selv Sganarelle i

uropførelsen af Don Juan, og han må have syntes, at der var noget mere i den rolle end bare

funktionen og humoren. Så der føler jeg, at vi går et godt ærinde.

21

Der er også noget med det her med, at det var Molières egen mission, at man skulle kunne grine af

sig selv i hans stykker, og ved at pille den ud af tid og miljø, som I har gjort, bliver den mere

tilgængelig. Her står kun grundkaraktererne tilbage.

Hvad er det, han mister til sidst?

I originalen mister han sit arbejde og sin løn. Det kan vi ikke bruge, men det vi kan bruge er, at nu

er han pludselig alene med sit synspunkt, sit rationale over moral, og hvad er så det sjove i det?

Det fede var jo at blive sagt imod. En del af deres dynamik er, at de begge to har behov for at blive

sagt imod. Sganarelle er der, fordi Don Juan også har brug for at blive modsagt. Hver især er de

hinandens projekt, og det er smukt, synes jeg egentlig. At Don Juans ultimative projekt ville være

at omvende Sganarelle til at være en libertiner, ligesom ham selv. Og Sganarelles ultimative

projekt er egentligt at få Don Juan til at indse, at han burde finde en at være sammen med. Det

handler ikke om, at han er bange for, at Don Juan skal modtage himlens vrede. Men det er egentlig

bare, at jeg ved bare, at du ville blive lykkelig, hvis du fandt en, som kunne tilfredsstille dig og en,

som du ville føle, at du ville bruge dit liv på at tilfredsstille. Men når han står tilbage helt alene –

forestillingen er jo en stor fest, og pludselig sidder Sganarelle tilbage helt alene – den tomhed, når

man har været vidne til den storm, Don Juan er en storm, og Sganarelle er med på hans tur, og

pludselig er der ikke noget. Og hvad skal man så? Hvis man skal sige noget helt plat, så er det

ligesom, når man siger, at man ikke vil med i byen, og ens venner siger, jo kom nu mand… Det er

det bedste. Og Sganarelle har mistet den, der siger, jo kom nu med. Han eksisterer i kraft af sin

modsætning.

At være helt alene til sidst. Det må handle om ensomhed, som også er en helt central ting i forhold

til forestillingen. Don Juan må være virkelig bange for at være ensom. Det må man være, når man

er en Don Juan. Man bliver ensom. Samfundet kan være hårdt og brutalt, og man kan nemt føle sig

ensom. Den ensomhed personificerer Sganarelle til sidst. Måske er det han står tilbage med

tomhed.

Måske er det største udsagn det, man står tilbage med, når Don Juan er væk.

22

Bilag 3. Don Juan, AAT 2016/17

Don Juan

Jamen vil du da virkelig have, at man skal binde sig til den første den bedste, man falder for, og

sige verden farvel for hendes skyld, det vil sige holde helt op med at se på nogen som helst andre?

Hvor herligt, sådan at kunne gå rundt og gøre sig til af at være trofast, det vil sige at have begravet

sig selv for altid, i én og samme kærlighed, og at spille død lige fra ungdommen, over for alle andre

skønheder, der måtte dukke op lige for øjnene af en! Næ, nej, troskab er kun god for tosser; alle

de skønne har ret til at betage os, og fordelen ved at være den første, vi har mødt, bør ikke fratage

de andre det retfærdige krav, de alle sammen har på vores hjerter.

For mit vedkommende bliver jeg overvældet af skønhed overalt, hvor jeg finder den, og jeg giver

let efter for denne søde vold, som den indtager os med. Hvor gift eller forlovet jeg end er, kan den

kærlighed, jeg nærer til én pige, ikke forpligte min sjæl til at gøre de andre piger uret; jeg bevarer

mit blik for enhver piges skønhed og tilstår hver og én den hyldest og opmærksomhed, som vi

skylder hende ifølge naturen. Jeg kan under ingen omstændigheder nægte nogen mit hjerte, når

jeg ser hendes fortrin; og så snart et yndigt ansigt beder mig om det, gav jeg gerne titusind hjerter,

hvis jeg havde dem. Forelskelser er i begyndelsen uforklarligt fortryllende, og hele elskovens lyst

beror på forandringen. Man føler en ekstrem vellyst ved at blødgøre en ung skønheds hjerte med

hundrede ømhedsbeviser og mærke de små fremskridt, man gør fra dag til dag, og ved hjælp af

lidenskabelige udtryk, tårer og suk at overvinde den uskyldige blufærdighed hos en sjæl, der

meget nødigt vil overgive sig, og skridt for skridt at tilbagelægge de små forhindringer, hun stiller

op for os; at besejre de betænkeligheder, hun sætter en ære i at nære, og lige så blidt og forsigtigt

føre hende derhen, hvor vi har lyst til at bringe hende. Men når man først er nået dertil, og hun er

i ens magt, er der til gengæld ikke mere at sige, ikke mere at ønske sig; hele lidenskabens sødme

er forbi, og vi dysses i søvn af en fuldbyrdet kærligheds vindstille ro, medmindre en ny genstand

genopvækker vores begær og lader vores hjerte mærke tiltrækningskraften fra endnu en lokkende

erobring. Der er i det hele taget ingenting, der er så skønt som at overvinde modstanden fra en

smuk person, — jeg nærer den samme attrå som de store erobrere, der uden ophør går fra sejr til

sejr, og som slet ikke kan pålægge deres ærgerrighed nogen grænse. Der er ingenting, der kan

standse mit begærs heftighed; det er, som om mit hjerte kunne elske hele jorden, og ligesom

Aleksander ville jeg ønske, der var flere verdener til, så jeg kunne udvide mine elskovserobringers

kampzone endnu mere.

23

Bilag 4. Don Juan, AAT 2016/17

Don Juan

I vore dage er det slet ikke noget at skamme sig over; hykleri er en last, der er på mode, og alle

laster, der er på mode, betragtes som dyder. Rollen som god og from er den bedste, man

overhovedet kan spille i dag, og professionen som hykler indebærer de mest eklatante fordele.

Det er nemlig en kunstart, hvor bedrag altid respekteres; og selv når det gribes på fersk gerning,

drister ingen sig til at påtale det. Alle de andre menneskelige laster er udsat for en vis censur, og

enhver kan frit kritisere dem højlydt; men hykleri er en privilegeret last, som egenhændigt lukker

munden på alle kritikere, og som skænker én fuldkommen immunitet. Med dens grimasser skaber

man en sammensvoren horde af folk med samme tilbøjelighed. Hvis én så bliver angrebet,

kommer alle de andre ham straks til hjælp; og selv de, der vitterligt handler i god tro, idet de

hjælper til, fordi de virkelig er religiøse, bliver trukket rundt i manegen af den første slags; de går

villigt lige i hyklernes fælde og støtter blindt deres abekattestreger. Hvor mange tror du ikke, jeg

kender, der med denne strategi let og elegant har repareret deres ungdoms vildskab, og som har

gjort religionens kappe til deres skjold og i denne højagtede mundering nu kan tillade sig at være

de største skurke i verden? Selv om deres intriger er nok så kendt, og man udmærket ved, hvordan

det forholder sig med dem, forhindrer det dem ikke i at nyde den største almindelige agtelse; og

bare de bøjer hovedet lidt, udstøder et og andet brødebetynget suk og ruller et par gange med

øjnene, har de offentligt sonet alt, hvad de måtte finde på. Det er under fromhedens komfortable

dække, jeg har tænkt mig at bringe mine affærer frelst i sikkerhed. Jeg opgiver på ingen måde

mine søde vaner; men jeg vil sørge for at dyrke dem i det skjulte og more mig på en mindre

støjende måde. Hvis jeg så bliver afsløret, vil jeg ganske automatisk blive forsvaret af hele rakket,

der vil tage mit parti mod hvem det skal være. Det er det eneste sikre middel til uhindret at gøre

lige, hvad jeg vil. Jeg ophøjer mig til dommer over andres handlinger, dømmer alverden til

fortabelse og fremhæver kun mit eget gode eksempel. Så snart man bare har stødt min fromhed

den mindste smule, bliver jeg ubønhørlig og bevarer for evigt et diskret, men uforsonligt had. Jeg

skal blive Himlens hævner, og i dens ganske belejlige navn plage livet af mine fjender, anklage dem

for ugudelighed og slippe hele det hellige kobbel af fanatikere løs på dem, så de uden at kende det

mindste til sagen udskriger dem offentligt, overøser dem med skældsord og fordømmelser ud fra

deres uimodsigelige egenmægtighed. Det er sådan, man må udnytte menneskenes svaghed, hvis

man er klog nok til at tilpasse sig sin samtids laster.