Jeg skal gøre dig så lykkelig

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012/first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie


JEG SKAL GØRE DIG SÅ LYKKELIG



ANNE B RAGDE

Jeg skal gøre digså lykkelig

På dansk ved Camilla Christensen

Rosinante


Jeg skal gøre dig så lykkelig

er oversat fra norsk

af Camilla Christensen efter Jeg skal gjøre deg så lykkelig

Copyright © 2011 by forlaget Oktober as, Oslo

Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København

1. udgave, 1. oplag, 2012

Omslag: Henriette Mørk

Bogen er sat med Aldus hos Rosendahls − BookPartnerMedia

og trykt hos CPI/Clausen & Bosse, Leck

ISBN 978-87-638-2264-0

Printed in Germany 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


3. Foss Karlsen2. Berg Salvesen1. Rudolf Larsen

St. Åsen Moe



DEL I



Godt vand

Hun ville jo bare være hjælpsom. Hun kunne godt lide atgøre rent, føle, at hun gjorde nytte. Hun kunne godt lide atblande sæben i vandet og kigge ned i det rene skum, der byg-gede sig op i plasticspanden. Bagefter mærkede hun tilfreds-stillelsen ved at hælde meget snavset vand ud. Jo mere snav-set vandet var, des bedre et stykke arbejde havde hun gjort.Derfor glædede hun sig altid, når hun stod og kiggede ned iskummet, mens vandet strømmede ned i spanden, og salmi-akduften sved løfterigt i øjne og næse. Desuden havde hun joogså tid til at gøre det hyggeligt her i opgangen, fordi hun ogEgil ikke havde børn.

Hun kunne ikke begribe, at det blev set som en personligfornærmelse, når hun vaskede trapperne op til første sal,selv om hun ikke behøvede at gøre det. Der var selvfølgeligaltid mest snavset nede hos dem selv, fordi de boede i stuen,og alle kom forbi. Når hun så alligevel gjorde sig den ulej-lighed at vaske højere oppe ... At de så ikke forstod, at hunkun gjorde det for at være venlig? Det var umuligt at for-stå. Fra hun var barn, var hun blevet opdraget til, at derblev sat pris på et ekstra stykke arbejde. Det uventede vedat hun gik længere, end hun egentlig var nødt til. For hendehandlede det næsten lidt om kærlighed, i hvert fald om om-sorg. Men her i opgangen var der ikke ret meget omsorg atmærke.

9


Uanset hvordan vejret var, tørrede næsten ingen fødderneaf, før de gik ind, selv om hun hver eneste dag lagde en pæntopvredet gulvklud inden for gadedøren. Børnene var de vær-ste. Og postbuddet selvfølgelig. Men han skulle jo ind i såmange opgange her i boligforeningen og havde vel ikke tid tilat vise respekt for andres arbejde. Og så var der de snavsedehjul på barnevognen, der tilhørte det unge par overfor, denunge mor parkerede altid barnevognen under postkasserne,selv om hun fint kunne have taget den med op ad de få trin tilsin lejlighed. Og hun vaskede aldrig gulv, simpelthen aldrig.

Men måske ville det alligevel ske en dag, at fru Rudolf påførste sagde tusind tak en enkelt gang. Man havde da lov athåbe. At hun en skønne dag ville blive glad for det og holdeop med at tro, at underboen vaskede hendes trappe for atvære ubehagelig.

Og hun havde nået at vaske næsten helt op til reposen påførste sal, da fru Rudolfs hoveddør blev åbnet og slap en lugtaf kogt kål ud, der oven i købet var i stand til at gøre sig be-mærket hen over lugten af brun sæbe og salmiak.

– Tænk engang, sagde fru Rudolf. Nu igen?– Mit vand var så godt, sagde fru Åsen uden at kigge op,

hun kiggede bare lige frem på fru Rudolfs ankler, hvide halv-strømper i hjemmeskoene og nøgne lægge, selv om det kunvar midt i april. Hun mærkede pulsen pumpe helt nede ihåndleddene. Nu kunne hun ikke vaske det sidste trin, fruRudolf lød som sædvanlig overhovedet ikke glad. I stedetknugede hun langsomt gulvkluden sammen og rykkedenogle trin ned ad trappen, inden hun greb ud efter gelænde-ret og rettede sig op, slap kluden ned i spanden med det godevand, vendte sig om og gik roligt og med almindelige skridtned ad trapperne, stadig uden at kigge på fru Rudolf; hunvidste nøjagtig, hvilke anklager der ventede hende bagfra.

10


Fru Rudolf slog asken af cigaretten af på sin egen dørmåtte.At fru Åsen ikke mødte hendes blik, gav hende anledning tilmere grundigt at studere den hval af en kvinde, som flere afmændene i blokken omtalte som en blanding af en amazoneog en sirene, som om der ikke fandtes sirener nok med Peg-gy-Anita Foss på tredje.

Fru Åsen havde bundet et forklæde uden på en blåmøn-stret kjole, der aldrig var blevet designet eller syet for athylde de kvindelige former, men som på fru Åsen alligevelgjorde netop dét. Hun har aldrig født et barn, tænkte fru Ru-dolf, måske var det grunden til, at hofterne stak længere udend maven. Kjolen var desuden ved at revne i sømmen underlynlåsen bagpå, man kunne se huden på hendes lænd gen-nem lange, glinsende nylontråde, der var ved at blive slidt istykker.

– Det interesserer mig overhovedet ikke, hvor godt vandDeres vand er, sagde fru Rudolf. Det her er mine to trapper,mine og fru Larsens. Jeg kan forstå, De synes, jeg er en sju-ske, men når det er min tur, vasker jeg aldrig, før vi har spist.

Måske ville sådan en kjole også klæde hende selv, hun varda ikke så værst at se på, men selvfølgelig i en meget mindrestørrelse.

– Jeg synes da overhovedet ikke, De er ...– Men hvorfor skal De absolut vaske alle mulige andre

steder end der, hvor De er nødt til at vaske?– Jeg havde bare sådan noget godt vand, jeg ville ikke lade

det gå til spilde, sagde fru Åsen.Fru Rudolf betragtede hendes krumme ryg, fordybningen

fra bh-stroppen, der åd sig ind i rygflæsket.– Det er da bare at hælde det ud. Vand er vand. Eller også

kan De vaske fortovet udenfor.– Vaske fortovet?– Ja. Der er vel også brug for lidt godt vand, De kan vaske

11


først, og så kan Deres mand spule bagefter, sagde fru Rudolfog mærkede den ekstra irritation, der kom af at føre en sam-tale med en gyngende ryg på vej ned ad trapperne.

– Men jeg synes ikke, De er en ...– Nu skal jeg ind, så jeg kan blive færdig med maden. Og

bagefter vasker jeg selv mine trapper, sagde fru Rudolf tilden blåmønstrede ryg, der langsomt forsvandt ned til stue-etagen. Det var utroligt, hvordan visse mennesker besadfrækhedens nådegave. Som om hun ikke selv kunne vaske deto trapper tilfredsstillende og i tide.

Hun hørte fru Åsen skylle kluden overdrevent grundigtdernede. Nu ville hun folde kluden stramt om sin dørmåtte,og der ville den ligge og lugte stolt nyvasket nogle timer, in-den den gudskelov blev til en tør og begivenhedsløs gulvkludigen.

Fru Rudolf kiggede ned på sin egen gulvklud, den lå som enbrun, sandet, krøllet strimmel halvvejs oppe på dørmåtten aflysegrønt, riflet gummi. Hun inhalerede skarpt, kunne ikkelade være med at hoste, slog asken af mentolcigaretten,denne gang på sit øverste trappetrin, og stod og lyttede tilekkoet af fru Åsens hoveddør, der blev åbnet og lukket, indenhun selv gik tilbage til maden, hun ville lave hvid sovs til kå-len; Owe elskede stuvet hvidkål med revet muskatnød tilsine karbonader, han påstod, at han næsten ikke behøvedekartofler, bare han fik sin kål.

Fru Åsen løftede wc-brættet og hældte det snavsede vaske-vand ud i kummen, fyldte en sjat vand i spanden fra hanen ibadekarret og slyngede det rundt og rundt i bunden af span-den, så selv det fineste sand blev hvirvlet op i vandet, oghældte også det i wc-kummen, før hun trak ud. Hun tappedelidt mere vand i spanden, denne gang varmt, og hældte det i

12


wc-kummen fulgt af en sjat Klorin og lidt skurepulver og be-gyndte at arbejde med toiletbørsten, rundt og rundt i bun-den og op ad kummens sider, derefter langs kanten højereoppe og ind under kanten foroven så langt hun kunne nåmed børsten.

Det varme vand gjorde børsten blød og god at arbejdemed. Hun rev rigeligt med lyserøde stykker wc-papir af, væ-dede papiret under vandhanen og strøg langs kanten af por-celænet, vendte papiret og gnubbede hele vejen rundt om toi-lettet. Hun tog nogle flere stykker, vædede dem og strøg heltinde ved cisternen og på undersiden af wc-brættet. Tænk atspise aftensmad så tidligt. Det gjorde alle dem med børn.Hun bøjede sig ned og lugtede til den nylonpels, der var satfast omkring wc-låget, men der var ingen dårlig lugt endnu,hun vaskede den jo i sidste uge. Det var bindebåndet på un-dersiden af låget, der plejede at begynde at lugte efter etstykke tid, fordi Egil ikke altid løftede brættet, når han tis-sede. Hun tænkte på kållugten fra fru Rudolfs lejlighed, må-ske lavede hun kåldolmere. Det smagte godt, det ville hunsøreme også selv lave en dag. Med tyttebær og hvid sovsmed løg. Hun og Egil spiste altid aftensmad til TV-aktueltklokken halv otte, med tallerkenerne på skødet.

Sidste jul havde hun købt tv-tallerkener til dem, firkantedetallerkener med ekstra høj kant og med små afgrænsede for-højninger, der delte tallerkenen i tre felter, et stort til hoved-maden, kød, fisk eller fugl, og to mindre til kartofler og grøn-sagstilbehør. Tv-tallerkenerne var en fantastisk opfindelse,for på den måde risikerede de ikke at spilde ned i skødet, hvisnyhederne var så voldsomme og altopslugende, at de glemteat holde tallerkenen i vater. Men dem med børn var jo nødttil at få aftensmaden overstået i god tid, så krapylet havdeplads i maven til et lille ekstra måltid, inden de skulle i seng.

13


Hun og Egil var nok de eneste, der spiste så sent, eller måskegjorde Peggy-Anita Foss det også, hun havde jo heller ingenbørn. Eller ... fru Foss kom jo fra landet og var af bon-deslægt, så hun spiste måske varm mad klokken to for densags skyld. Og al den letbenede mad, hun købte, hun havdeendda set hende købe O’Boy i supermarkedet.

Selv om hendes mand var handelsrejsende i supper ogbouillonterninger fra Toro og på den måde forfægtede en let-benet husholdning, måtte det da være muligt at bruge al-mindelig kakao, der kostede langt mindre end O’Boy. Mender havde hun stået fuldstændig skamløst med den storedåse stående foran sig på disken, en dåse O’Boy kostede sik-kert fem gange så meget, som hvis hun havde lavet kakao frabunden, det skulle hendes mand bare have vidst, når hankørte land og rige rundt med frugtsuppe og abrikossuppe ognæsten aldrig kunne være hjemme. Men det værste var, athun altid købte færdigbagt brød. Alle kunne jo finde på atskeje ud med bagerbrød om lørdagen. Men madam Fosskøbte hvedebrød og sigtebrød på alle hverdage. Stakkelsmand.

Aldrig om hun ville købe så meget som én pose suppe ogpå den måde støtte hende. Hverken abrikos-, sveske- ellerhybensuppe. Toro-supperne kostede en krone og femogfirsøre posen. Man kunne lave dem selv for langt under dethalve, langt under! Det var jo bare at lægge tørrede, opklip-pede abrikoser eller svesker i blød natten over for så at kogedem op og jævne med kartoffelmel. Med hyben var det selv-følgelig lidt værre, man var nødt til at fjerne den lodne ind-mad først, men det nemmeste var at koge hyben hele og der-efter presse dem igennem et dørslag.

De ville alle sammen have haft det så inderligt meget bedreher i opgangen uden den flane på tredje, der var ikke et ene-

14


ste mandfolk, der ikke hang med tungen ud af halsen, nårhun vrikkede og svansede hen ad gangstierne på høje hæleog med chiffontørklæder, der altid gik op og faldt af håret iblæsten, så hun stavrende var nødt til at løbe efter dem for atfange dem og samle dem op, mens det korte skørt afsløredealting herfra og til Kina. Sikke en tøjte.

Så kom hun heldigvis i tanke om den krydsord, hun var igang med i Norsk Ukeblad, ja, det passede godt med lidtkaffe og en krydsord nu, tanken gjorde hende straks i bedrehumør. Hun tog forklædet af og hængte det på knagen bagved badeværelsesdøren, hentede en ren vaskeklud fra dennyvaskede stabel og vaskede sig grundigt under armene ogmellem brysterne og til sidst også forneden, hun burdeslanke sig, tænkte hun, så ville hun sikkert ikke svede så me-get, når hun vaskede trappen. Gadedøren gik, hun kunnehøre på trinene, at det var Karlsen på tredje, han småløb altidop ad de otte trapper, tænkte ikke et øjeblik på den støj, hanlavede, på det punkt som på alle andre var han helt i sin egenverden. Ja, hun burde slanke sig, selv om Egil påstod, at hanelskede hver eneste del af hendes krop og stadig beviste det,uden at der kom børn ud af det, men det ville hun ikke tænkepå nu. Var det ikke i en kærlighedsnovelle i Allers, hunhavde læst, at mænd ville have kvinder, der var tykke omnatten, men slanke om dagen?

Hun tog en ny vaskeklud og lod det kolde vand løbe, tilhanen duggede, inden hun fugtede den og vaskede sig inakken, på halsen og langs hårgrænsen, mens hun tænktepå maden, hun ville stege lidt fiskebudding og lave råkost afrevet gulerod og rosiner. Hun havde ikke noget appelsin-saft, hun var nødt til at bruge den halve citron, hun havde,og tilsætte lidt mere sukker. Kartofler havde hun, det varrester fra aftensmaden i går, og dem kunne hun stege sam-

15


men med fiskebuddingen, kartofler stegt i godt smør varfaktisk bedre end nykogte.

Hun gik ud i køkkenet og åbnede køkkenvinduet for at lufterøgen ud, inden hun selv tændte en cigaret. Egil lod altidbare cigaretten ligge og ose i askebægeret, når han klippedegarn til sine ryatæpper. Han var i gang med et turkisfarvet,der skulle ligge på gulvet i gæsteværelset, det værelse, de al-drig brugte, for de havde aldrig gæster. Men det var et pæntværelse, og døren stod altid åben, undtagen når Rudolfsknægt kværnede den fæle musik på sit værelse på etagenovenover, for så var hun nødt til at lukke døren, og lejlighe-den blev ligesom lidt mindre.

Mønsteret i det tæppe, han arbejdede på nu, var en storroset, der begyndte med en lyseblå kerne og gradvis endte iknaldende turkisfarvet ude ved kanterne. Hun inhalerededybt og betragtede ham, mens han sad med en lineal oglagde uldtråden på langs, før han klippede nøjagtig ti centi-meter af. De korte stumper lagde han i sirlige bunker, det varde blidere nuancer af den skarpe turkise, han klippede ligenu. Bunkerne havde han lagt på låget af fryseren, der stodbag ved ham op ad væggen ud til køkkenet, han havde hel-digvis husket at tage den broderede løber af, der plejede atligge på fryseren, og lagt den pænt sammen helt ude på hjør-net af fryserens låg.

– Er du færdig med at vaske trapper?– Kan du ikke ryge cigaretten eller skodde den? Den ligger

jo bare og oser.– Åh. Den havde jeg glemt, sagde han.– Fru Rudolf kom ud, inden jeg var helt færdig.– Og blev sur?– Hun skulle hellere have sagt pænt tak. Jeg fatter det

ikke. Jeg er ikke vant til den slags.

16


– Og jeg fatter ikke, at du gider vaske de to ekstra trapperop til hende, når du ved, at hun ikke kan lide det.

– Mit vand var så godt.– Det siger du altid.– Så længe det er varmt, er det godt. Jeg laver det altid så

varmt i begyndelsen, at jeg næsten skolder mig, så holderdet sig godt meget længere.

– Det er klart.– Skal jeg lave kåldolmere en dag? Det er længe siden.

Uf, det fnugger sådan på gulvet, når du er i gang med atklippe.

– Det fnugger mere, når jeg knytter selve tæppet.– Ja, men så er det ligesom til gavn for noget. Bliver til no-

get.– Ikke uden de her garnstumper, min ven.– Har du lyst til en kop kaffe?– Gerne.– Er der noget spændende i fjernsynet i dag?– Tv-teater, sagde han.– Ja, det ved jeg godt, det er jo tirsdag, men hvad er det i

dag?– »Frydenberg«, hedder det. Veslemøy Haslund er med.– Nå da. Så glæder du dig til at se det, kan jeg tænke mig.– Du ligner hende lidt. Toralv Maurstad er også med.– Godt. Men han ligner ikke dig!Han kiggede op og lo, hun pustede røg på ham, gik hen til

komfuret og skubbede kaffekedlen lidt ind på den lille hur-tigplade.

– Jeg laver bare varmekaffe, er det i orden?– Javist.

Hun huskede udmærket den søndag, hvor alle i opgangenvar væk, på tur eller hvad de nu alle sammen lavede. Det var,

17


inden de købte hytten, så det måtte være over et år siden. Ef-ter at de havde købt hytten, tog de jo bussen til Skaun næ-sten hver eneste weekend, undtagen hvis det havde sneet formeget. Men den søndag var de hjemme, og hun kunne høreden ene efter den anden forsvinde ud gennem gadedøren.Fordi de boede i stuen, kendte hun skridtene fra alle, der bo-ede i opgangen, og pludselig gik det op for hende, at de allesammen var gået deres vej. Den dag havde Egil siddet meddet orange og brune ryatæppe, der nu hang på væggen overfjernsynet. Hun havde straks blandet en god spand sæbe-vand, skoldhedt og med brun sæbe og lidt salmiak, og var be-gyndt helt oppe på tredje på trappen ned fra Peggy-AnitaFoss’ lejlighed til venstre og Karlsens overfor.

Tre gode spande vand var der gået til, inden hele opgangenduftede af renvasket trappe. Hun havde endda skyllet allesgulvklude og lagt dem omkring dørmåtterne. Når huntænkte sig om, var det en af de allermest tilfredsstillendedage, hun havde haft, siden de flyttede ind i blokken for to årsiden. Ingen havde selvfølgelig sagt tak, men netop da spil-lede det ikke nogen rolle. Måske havde de ikke engang lagtmærke til, hvor rent der var blevet, da de kom hjem. Eller dehavde hver især troet, at det var familien overfor, der havdevasket gulv. Så havde fru Rudolf troet, at fru Larsen havdevasket, og omvendt, og ingen havde set nogen grund til atkritisere noget som helst.

Hun skænkede en kop kaffe til sig selv og Egil og fandt noglehavrekiks, hun smurte med smør og gedeost. Hun var alle-rede over halvvejs i krydsorden, og i morgen kom der nyeugeblade, det var noget at glæde sig til.

Hun hørte køkkenstolene blive trukket travlt rundtovenpå. Nu satte de sig til bords, til deres kåldolmere. Ellermåske var det stuvet kål, fru Rudolf havde lavet, kålstuv-

18


ning smagte også vældig godt. Og det var billigt, ikkemindst billigt. Især for Rudolf, de manglede nok ikke kål idet hus.

Hun tyggede på en kiks og fordybede sig i krydsorden. Ac-cepterer ... godtager. Levet ... eksisteret. Knap ... næppe.Flod ... Ob eller Po. Gadedøren gik, hun lyttede og kunnetydeligt høre Susys skændende stemme, men hun hørte ikkehendes lillebror svare, de var naboer til Rudolfs. Susys sto-resøsterpligt bestod i hver eftermiddag at opspore Oliver påti år og få ham med hjem og spise, og han kunne befinde sighvor som helst, det kunne hun bestemt selv bekræfte, denknægt var alle vide vegne. Det ene øjeblik på toppen af klat-restativet, det næste oppe i vejkrydset på sin cykel. Det var etunder, at pigebarnet gik med til at leve med den dagligebyrde, men fru Larsen var alt for mageligt anlagt til selv athente knægten hjem til bords, det var sikkert og vist. FruLarsen var det eneste engelske menneske, hun nogensindehavde kendt. Eller kendt og kendt, det var så meget sagt. Varpå nik med var vel en mere rigtig beskrivelse, og af og til lidtsmåsnak, fru Larsen på gebrokkent norsk, men hun havdealdrig været inde hos dem. At englændere skulle være sådovne, var noget helt nyt for hende. Hun havde heller aldrigværet inde i nogen af de andre lejligheder med undtagelse afden overfor, dengang de havde fået vandskade, og Egil skullevise dem, hvor hovedhanen til lejligheden befandt sig, oghun selv ligesom bare fulgte efter midt i al dramatikken.Men det var, dengang Øverberg boede der, før hr. og fru Moeflyttede ind, og de havde sikkert malet og tapetseret om oghavde selvfølgelig helt andre møbler. Øverbergs havde maletalle køkkenlågerne lysegrønne og haft lysegrønne hækledekapper over gardinerne, huskede hun, det var vældig pænt.Men udefra kunne hun se, at Moe nu havde mørkerøde gar-

19


diner, og det passede overhovedet ikke til lysegrønt, så dehavde nok også malet køkkenlågerne.

– Tag dog en kiks, Egil.– Er der smør på?– Ja, selvfølgelig er der smør på.– Så bliver garnet fedtet.– Du kan da holde en lille pause.– Nej, jeg vil gerne være færdig med det her nu.– Vil du så have en kun med ost?– Ja tak. Amerikanerne har landsat fjorten hundrede ma-

rinesoldater i dag. Det sagde de i radioen, sagde han.– Du godeste, sagde hun og tog to skiver gedeost af.– Det kan man godt sige, ja.– Jeg fatter ikke, hvad de laver derude. Kan vietnameserne

ikke selv klare tingene, sagde hun.– Det er der jo mange, der mener.– Vil du have en eller to kiks?– To.Nu ville der være en masse om Vietnam i TV-aktuelt i af-

ten, og det var det kedeligste, hun vidste. Det sagde hunselvfølgelig ikke til Egil, han slugte alle nyheder om viet-namkrigen og ville absolut snakke med hende om det. Deomgikkes jo ikke nogen af de andre i opgangen og slet ikkenogen fra opgang B og C, og han havde vel behov for atsnakke om det. Og på hans arbejde var de heller ikke særligoptaget af den krig, bankfolk havde åbenbart hovedet fyldtmed helt andre ting end Vietnam.

– Gad vide, hvad hr. Rudolf mener om det, sagde hun.– Om hvad?– Det med Vietnam. Som du sagde, sagde hun og klemte

osteskiverne med flad hånd mod kiksene for at få dem til athænge fast.

– Det interesserer mig ikke. Den nazist, sagde han.

20


– Det ved du da ikke.– Jo, det ved jeg. Han burde køre rundt med sin frugt og

sine grønsager i en Borgward i stedet for den Bedford. Gart-nerhallen samarbejdede med Wehrmacht under krigen, deter noget, alle ved.

– Jamen herregud, dengang havde hr. Rudolf da ikke køre-kort, han var kun et barn! Og det er ikke sikkert, at det errigtigt. Måske var de nødt til at samarbejde. Alle havde jobrug for kartofler, kål og gulerødder. Du må snart holde opmed det nazisnak. Du ved det jo ikke. Det er farligt at sladrepå den måde, Egil.

– Pøh. Hvis der er nogen, der elsker sladder, er det da dig!– Ikke farlig sladder.– Hvad så med de slægtninge, der kom sidste sommer? Fra

Tyskland? Om jeg må spørge? De kommer sikkert også i år.Tyskerne kan godt lide faste vaner. Typisk nazi.

– Der er vel mange slags tyskere. Sikkert også almindeligemennesker. Som ikke var nazister.

– Ja ja. Men det havde klædt ham bedre med en tysk krigs-lastbil. En Borgward ville have været et passende transport-middel for en, der ...

– Så ville du være blevet endnu mere irriteret, når hanparkerer lige uden for vores vinduer.

– Jeg ville have skåret dækkene op.– Egil dog!Hun lo højt.– Jeg mener det, sagde han.– Jeg ved godt, at du mener det, sagde hun. Men du ville

aldrig have turdet gøre det.

Nationalitet ... svensk eller flamsk. Tøj ... jakke. Egil kunnegodt trænge til et nyt sæt tøj. Hun løftede blikket og kiggede

21


ud ad de nypudsede vinduer. Den unge mand med snedker-bæltet cyklede i rasende fart hen ad den flisebelagte sti på encykel, der virkede alt for lille og barnlig til ham. Hun havdeset ham flere gange her på det sidste, han arbejdede sikkertmed noget for boligforeningen. Og der kom gårdmand Pet-tersen, der boede i opgang C i blokken overfor, han kom gå-ende hen ad stien med en løvrive i hånden og iført den un-derlige, blå stofhat, han altid gik med. Gårdmanden råbtenoget efter knægten, sikkert en formaning om, at han ikkemåtte cykle så hurtigt på stierne, det var virkelig også påtide, at nogen satte den grønskolling på plads. På stierneburde alle kunne føle sig sikre på ikke at blive kørt ned.

Han havde vel gode dage nu, gårdmanden – der var ikkelængere sne, der skulle skovles, og endnu ikke græs, derskulle slås. En slags mellemperiode, tænkte hun, næsten enslags ferie. Nu rev han her og der og fandt alt muligt mærke-ligt, efter at sneen var smeltet. Vanter, skistave, kælke, huerog nøgler. Han var gårdmand for alle de fem blokke, og der-for lagde han alt det, han fandt, ved det overdækkede tørre-stativ ud for den midterste blok, så mødrene med jævne mel-lemrum kunne lede og måske genkende et eller andet. Kvasog kviste rev han sammen og brændte på store bål næstenhver eneste aften, mens børnene hujede rundt, indtil de blevkaldt op til aftensmad. Hun syntes, det var synd for ham,fordi de havde den hjertesyge datter og boede helt oppe påtredje sal. Hun plejede at smile venligt, hver gang hunmødte ham. På gode sommerdage bar de pigebarnet ned oglod hende sidde lidt på en bænk ude i solen med et tæppe omsig. Hendes læber og negle var altid blå, men hun kunne ikkeblive opereret, før hun blev ældre, og hjertet ikke voksedemere.

– Stakkel, sagde hun.– Hvem?

22


– Gårdmanden.– Er det synd for ham?– Hans datter.– Nå, hende, ja. Hende med hjertet.– Alle har et hjerte, Egil.

Nu gjorde det ondt i langfingeren på højre hånd efter saksen,og det brændte i musklerne i nakken. Han havde snart klip-pet garn i to timer, lige siden han kom tidligt hjem fra ar-bejde. Han ville gerne klippe nok til tre afteners arbejde medtæppet, så kunne han glæde sig til aftenens tur med knytte-nålen. Han elskede sirligheden og præcisionen ved arbejdet.At følge mønsteret og se tæppet stige frem på en bund afgrov og regelmæssigt gennemhullet jute. Og tæpperne lu-nede godt, når de lå på gulvet, lejligheden var meget fodkold,fordi de boede i stuen. Blokkens hobbyrum lå lige under lej-ligheden, og der blev kun sat varme på, når hr. Larsen var igang dernede, han var den eneste, der brugte det. De kunnegodt mærke, når hr. Larsen tændte for elpanelet i hobby-rummet om aftenen eller i weekenden.

Else insisterede på at hænge flere af ryatæpperne på væg-gen, han ville helst have haft dem alle sammen liggende pågulvet, men han kunne godt se, hvor dekorative de var, nårmønsteret ikke blev fladtrykt og farverne matte af brug. Detville have været sjovt at prøve med tyndere garn og merekomplicerede mønstre, at efterligne de persiske tæpper, detkunne tage flere år at knytte. Men så fik han brug for en træ-ramme, for de skulle knyttes stramt og knuderne fæstes tilhver enkelt skudtråd, det var et evighedsarbejde. Det villenok tage et helt år at lave et lille bitte tæppe. Og han kunnegodt lide at blive færdig med et tæppe i løbet af allerhøjst enmåned for så at kunne skifte mønster og farver.

Han blev altid præget af den farveskala, han arbejdede i.

23

Documents

Jeg skal gøre dig så lykkelig