1

INDFØRING

MENNESKET IFØLGE HOLBERG Af Ole Thomsen

[Motto for bogen:]

Holberg var overhovedet en Renæssanceskikkelse. Man maa endelig ikke lade sig narre af

hans Paryk eller af hans sobre Levemaade. Hans Fantasiliv og konstruktive Kraft var uhyre.

Rubow (1942)

[Tilegnelse:]

Tilegnet dem, der gør en indsats for at bevare dansk som et kultursprog – så længe det varer

Indhold: Indføring Narrene slår sig fri Satirisk filosofi. Filosofisk satire Physis og Natura Universalisme eller kulturalisme? En frimodig sandhedsefterforsker Psykologi og etik

”Nu gaaer den So ind og æder Frokost…” Humoristisk humanisme At ransage Sokrates, en forelsket lærer Hellenistisk humanisme. Lægekunst for sjælen Uvorn Åben tankestil: at moralisere via paradokser Diatribe: filosofi i blomstret kjole Sanselig skriftglæde Et læsende skelet En Fader i kåde fantasiers vold Lykkelige Holberg! Holberg – et humanum Kritikhistorie Åndsværk eller bricolage Antikken for Holberg: Livsklog og stilsikker Antikken for Holberg: Sølv og saft Omslag ude (fortuna), omslag inde (affectus) Senil eros (Barselstuen)

2

Ugudelig jul (Jule-Stue) ”Professor Holbergs formål med sine komedier: propaganda for enevælden” (Jens Kr. Andersen) Malet humor: Den nederlandske Holberg Henrik Malberg til ære Jeppe Lykken kræver løgn Enheden i Holbergs værk Holbergs arsenal Selvsatire – selvbesindelse (4. satire, Holbergs første) For kærlighed, mod tvangsægteskab Græde eller le? (1. satire, Heraklit og Demokrit) Klassicist Sygdommen – Holbergs og alverdens Skribent. Artist ”Det gamle Begreb om Humor” (Rubow) Goethe mod Holberg (Roos) Kådhed i blodet (3. satire, ”Critique over Peder Paars”) Satirens grønne gift. Satirens intet Spil med ord Regnemester uden sten Satirikeren Holberg: Se min underlødighed! ”Uden krop, uden børn, uden tro, uden skæbne” (Erik A. Nielsen) Europa, en ung historie Holbergs humor stille glemt Vrede og værk (aspekter af Hojer-striden) Nedslagen lystighed Illusionens almagt Decorum – et værn mod latterlighed Theatrum Mundi, Alverdens Gøglespil Komik på hele verdens plan (2. satire, Tigellius) Et menneske – en nar Holberg-forskernes idé om oldtidens menneske som statisk Natur mod natur Drift brændt til dyd Tragisk bevidsthed ”Den Religion, som Naturens Lys dicterer” Ånden fri Fornuften ydmyg Epilog: Konturen af Holberg Bibliografi Register

3

INDFØRING

Emnet for Mennesket ifølge Holberg er Holbergs tankebaner, specielt de baner, i hvilke han tænker over Mennesket, inklusive mennesket Ludvig Holberg, dette forbløffende og (som han selv insisterende siger) syge individ. Min bog undersøger altså Holbergs menneskesyn, hans særlige form for psykologiserende humanisme.

Oplysningsmanden Holberg forestiller sig, at Mennesket hjælpes på vej gennem livet af især disse to nært beslægtede lyskilder: Fornuftens Lys og Naturens Lys; og han bruger ofte disse udtryk. Men igen og igen melder der sig to modspørgsmål for ham, både som psykolog og som filosof: Hvor driftssikker er Menneskets fornuft? Og hvor gennemførlig er naturens norm? Motoren i hans forfatterskab er disse to modspørgsmål.

Allerede længe før Holbergs tid var den tanke opkommet i verden, at hvis Mennesket er et fornuftsvæsen, vil det indrette både sine love og sin religion i overensstemmelse med naturen, idet nemlig naturen, til forskel fra tidsbundne bøger som Bibelen og Koranen, har det fortrin at være universel, fælles for alle og enhver. Fornuftsvæsener vil, når de giver love, henholde sig til naturretten, hvilket er det samme som menneskeretten. Og fornuftsvæsener vil, når de dyrker Gud, følge Den Naturlige Religion.

Naturretten er emnet for Holbergs første hovedværk: Introduktion til Natur- og Folkeretten (1716)1, og den naturretlige humanisme er et blivende element i hans filosofi, den er der fra først til sidst. Introduktion til Natur- og Folkeretten er altså en introduktion til Ludvig Holberg.

Holberg sætter selv naturretten i forbindelse med moralfilosofien, som var det vigtigste, han vidste2. Denne forbindelse kan udlægges sådan her:

Naturretten er en livsfilosofi. Den rummer et helhedssyn på samfundets indretning, menneskets rettigheder og pligter, og hvad der er lov og ret. At tro på naturretten er at tro på, at der eksisterer idealer om ret og retfærdighed hævet over dagligdagens juridiske trakasserier og uafhængigt af, hvad lovgiver måtte have bestemt, eller hvad rettens håndhævere måtte nå frem til.

Det var teolog og historiker, Holberg var3, ikke jurist af faget. Den Naturlige Religion optog og anfægtede ham, ikke mindst i hans sidste hovedværk, Epistlerne. Her har han

1 Ludvig Holbergs Introduction til Naturens- og Folke-Rettens Kundskab, uddragen af de fornemste Juristers, besynderlig [især] Grotii [Grotius, 1583-1645, nederlænder, beundret af Holberg], Pufendorfs [1632-1694, tysker, hovedkilde til Holbergs værk] og Thomasii [Thomasius, tysker, 1622-1684, Leibniz’ lærer] Skrifter, illustreret med Exempler af de Nordiske Historier og confereret med disse Rigers saa vel gamle som nye Love. – Ordet ’menneskeret’ bruges ikke af Holberg; men se nedenfor hans refleksioner over ordet ’Menneske’. 2 Se Holbergs Første Levnedsbrev s. 206 om forbindelsen mellem naturret og philosóphia moralis (denne forbindelse tager Holberg dér som en naturlig sag, der slet ikke kræver kommentar) og Tredje Levnedsbrev s. 436 om Hugo Grotius og moralfilosofien (doctrina moralis). De i teksten citerede ord skyldes Ditlev Tamm, s. 43 i Holberg og juristerne. 3 I 1704 tog han teologisk eksamen. I 1711 udsendte han en moderne Europa-historie.

4

talrige indvendinger mod en fritænker som Pierre Bayle (1647-1706); og dog overvældes og imponeres han af Bayles vidtspændende religionskritik, for Bayle4

haver betient sig af all den Subtilitet, som et stort Hoved kand udfinde.

Mod den engelske deisme skriver Holberg krast; og dog finder han, at nogle af deismens talsmænd virkelig ser ud til ”at leede efter Sandhed og efter den Religion, som er grundet alleene paa Fornuften”5. Hvis de ikke vil være kristne, så vil de i det mindste være mennesker, følgende den religion, ”som Naturens Lys dicterer.”6

De ærlige, humane ransagere må man respektere. Dette sidste moment – den tolerante respekt for den åbne holdning, den gode intention og ”det reedelige Hiertelav”– er karakteristisk for Holberg. Derfor kommer man aldrig helt ind på livet af ham med bastanthed. Afkræver du ham ”et klart ja” eller ”et klart nej”, vender han siden til og kender dig ikke.

Natur, menneskeret, religionskritik, intellektuelt mod, forskersind og hjertelag er højt noteret på Holbergs dagsorden. Som vel på vores.

Narrene slår sig fri

Introduktion til Natur- og Folkeretten blev Holbergs største salgssucces. Endnu mens han levede, kom bogen i fire nye udgaver (1728, 1734, 1741 og 1751) og voksede således fra mellemstor til stor. Den blev benyttet som håndbog i Danmark-Norge i hundrede år (regulær juridisk eksamen blev indført ved Universitetet i 1736). I 1748 blev Natur- og Folkeretten oversat til tysk, i 1789 til svensk7.

I tredjeudgaven har Holberg, under gennemgangen af børns pligt til lydighed mod deres forældre, gjort denne tilføjelse8:

Dog synes det, at et Barn med Ærbødighed kand væigre sig for at binde sig til en Ægtefælle, som dets Sind ikke falder til, efterdi Ægteskabs Baand bør være tilfælles Kiærlighed, og det er vanskeligt at elske efter Ordre.

Må jeg godt kommentere disse ord: ”Og det er vanskeligt at elske efter Ordre…” Sådan blomstrer Holbergs poesi, når han er allermest tør og prosaisk; og ud af denne tørre poesi knitrer humor. Jævnfør udsagnet om Pierre Bayle lige før: ”haver betient sig af all

4 Epistel 1. 5 Epistel 466. 6 Her benytter jeg vendinger fra epistel 520 om tolerance (efter Montesquieu). 7 Billeskov Jansen 1999: 23. 8 SS XVIII 86.

5

den Subtilitet, som et stort Hoved kand udfinde.” Ordene ”et stort Hoved” vugger frem og tilbage mellem ’hoved’ i betydningen en fysisk knold og ’hoved’ i betydningen et tænkeapparat; og ud af en sådan uvis vuggen svupper humor9.

Ved fortolkningen af en hel række Holberg-komedier, bl.a. Den Stundesløse med dens skildring af et fint, momentvis spøgefuldt, aldrig virkelig brutalt, forhold mellem enkemand Vielgeschrey og hans datter Leonora, er det værdifuldt at medbringe den netop citerede passage fra Natur- og Folkeretten, der siger så meget som, at en søn eller datter uden at forbryde sig mod den ærbødighed, som naturens lov befaler børn at vise deres forældre, kan følge sit hjerte ved valget af ægtefælle. Altså ved det afgørende valg i livet.

Vel har den stundesløse – stresset, cirklende, komplet fikseret på bogholderiet, denne vindtørre, uproduktive profession – indædt forsikret (II 2):

Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere!

Og vel må der en vældig intrige til, før Leonora får sin Leander. Denne iskolde intrige isolerer fader Vielgeschrey, driver ham op i en krog og fører til, at den lille belejrede mand eksploderer i storhedsvanvid, og ”springende op af Stolen” udbryder han (III 5): Jeg er Alexander den Store, og alle I andre er slyngler, der skal dø for min hånd!

Jeg er Alexander Magnus, og I Andre ere Alle Slyngle, som skal døe for min Haand!

Han farer rundt med stolen over hovedet for at udslette dem.

Men så sætter naturen ind: Hans bror Leonard ”fatter ham om Livet og sætter ham”, og han spørger Vielgeschrey:

Min hierte Broder, kender I mig ikke?

Og det gør han. For naturen er stor, naturen er nådig. Lidt senere siger broder Leonard til nervevraget (som dog så småt er ved at vise tegn på munterhed):

LEONARD: Hør, Monfrere, vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle Jere Skriverkarle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov Jer Middagssøvn, og bild Jer ind, at I har Intet at forrette. Og see saa til, om der ikke skal blive Mere bestilt udi Huset.

9 Se om bisociation i Komediens Kilder: Så længe vittigheden hersker, bliver det behandlede fænomen ikke som normalt as-socieret med én enkelt referenceramme – enten overført eller ligefrem, enten begrebslig eller sanselig – nej, i vittighedens rige bliver begivenheden bi-socieret, dvs. dobbelt-forbundet, med to referencerammer, både begrebslig og sanselig.

6

Altså: Den naturlige, enkle, venskabelige, behagelige livsform er simpelt hen effektiv; den betaler sig i praksis. Men søvn og snak gør det ikke alene; der kræves også en mental indsats; indbildningskraften, fantasien, må med: ”bild Jer ind, at I har Intet at forrette.”

Så vidt oplysningsmandens inddæmning af patriarkatet. Senere skal vi høre, hvad naturretten dikterer om herre og slave, om mand og kvinde, og om kristne og anderledes troende (jøder, muslimer og indianere).

Men hvad var det for noget med, at den stundesløse viser tegn på munterhed! Munterhed er jo dog noget af det sidste, man forbinder med en nar i en komedie. Men den er god nok. Da finalens ægteskaber skal arrangeres, indser Vielgeschrey, at der ikke er andre end den aldrende, rødt brunstige husholderske Magdelone tilbage til Peder Erichsen, den unge bogholder, som ellers havde fået stillet Leonora i udsigt. Til Peders far siger Vielgeschrey da om Magdelone:

Hun er ellers et skikkeligt Menneske, er kommen af godt Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kan være Forhaabning, at hun kan fortplante Bogholderiet.

Gennem hele stykket har Vielgeschrey som en druknende klamret sig til bogholderiet (”Skriver I, Karle!”), og nu ironiserer han over just det: bogholderiet!

I sit værk Meister der Komödie. Von Aristophanes bis G. B. Shaw skriver Heinz Kindermann, at Holberg overbelyser og spidsbelaster de cirklende komiske manier hos sine karakterkomediers hovedpersoner på en måde, ”som endnu ikke var forsøgt i den europæiske komedie.”10 Ja, Holberg driver naragtigheden op i en spids, han chargerer den (som de lærde siger), han outrerer den (som han selv siger11). Holberg bygger monomanien op til et tårnhøjt helvede; vi ser det også hos den politiserende kandestøber, hvis herskende egenskab netop er Høyhed.

Men hvis sådan et væsen kan præstere humor – sådan som vi lige før hørte Vielgeschrey gøre – så tilgiver vi i salen ham alt, og vi ler ikke længere mod ham, men nu med ham. Dette komedieunder kan opleves i en hel række af Holbergs komedier, når han tildeler sine narre og udskud, sine fantaster og paranoide, sine hanrejer og sprittere – dem af alle – affektovervindelsens heltemod, viddets format og humorens sjælsstorhed. Det foregår i vidt forskellige tonearter; vi nævner kun Vielgeschrey, kandestøberen, Erasmus Montanus, Jeppe, Studenstrup i Den 11. Junii, Jacob von Tyboe, Corfitz i Barselstuen.

Salig den stad, hvor de unge, inklusive skuespillerskolernes unge, lærer at påskønne det holbergske komedieunder!

10 Kindermann 1952: 174. 11 Epistel 66, om karakteren Jacob von Tyboe. Se Komediens Kraft under ’outreret’.

7

Hvoraf kommer det, at Holberg tiltror Mennesket denne kraft til udbrud og gennembrud? Det er det, jeg søger at opspore her i bogen. Her kommer et par ord om den metode, jeg følger. Min fremgangsmåde er tekstanalyse på idéhistorisk grundlag, eller med lidt andre ord: tekstlæsning på motivhistorisk grundlag. Det kommer næsten af sig selv for en klassisk filolog. Holberg skrev hurtigt, men har så mange stemmer i sig, at han må læses langsomt. Meget af det idéhistoriske grundlag under hans tekster stammer, direkte eller via formidlere, fra antikken. Det siger Holberg selv, så det ved alle, og det taler alle Holberg-forskere om. Men noget af det, forskerne hævder om antikken og lægger til grund for deres fortolkning af Holberg, har længe trængt til at modificeres og suppleres.

Finder man det rette antikke frem, kan man opleve det herlige, at Holbergs mening vokser. Udsagnene får klang12.

Man kunne indvende: Men er Holberg da ikke en klassiker, dvs. en der har bud til alle? Bør han ikke snarest befries for alle disse akademiske udenværker (alt det om de antikke forudsætninger og påvirkningerne fra Montaigne og Molière) og alt dette professorale tøjeri (rækken af lærde Holberg-forskere og alle deres meninger)? Jeg vil svare: Men en således ”befriet” Holberg bliver en udsat Holberg – udsat for at få hvad som helst påstået om sig (jeg skal nok anføre eksempler). Men ellers er indvendingen på sin plads. Digterfilosoffen Holberg skal kunne nydes direkte, frit fra bladet; og det kan han også.

Men hvis dette skal blive en nogenlunde dækkende bog om Holberg, må vi bevæge os frit mellem det filosofiske og det digteriske i hans store og storsindede værk. Og ikke nok med det: Til værket – det filosoferende og det fiktive – må føjes livet. For eksempel oplevede pebersvend Holberg jo patriarkatets, tvangsægteskabernes og de brudte ægteskabsløfters tragedier i kød og blod, når han, som medlem af Universitetets konsistorium13, fire gange årligt sad som dommer i ægteskabsdomstolen, tamperretten, for Sjælland.

Satirisk filosofi. Filosofisk satire

Holberg er hvas humanist, han forener det satiriske og det filosoferende; denne fusion er hans metode: Satýricus & Philósophus. Længere henne i bogen her beskrives denne

12 Men jeg havde ikke kunnet skrive Mennesket ifølge Holberg, hvis jeg ikke havde haft min Veje til Rom. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal (2008) ved hånden. 13 Holberg var medlem af konsistorium fra 1720.

8

metode, dens lange historie og dens mange forgreninger. Villy Sørensen, det nyere Danmarks opdrager, the educator of his age, bekender sig ofte til metoden, bl.a. i disse ord14:

Jeg har gerne villet drage noget frem af fortiden, netop den tradition med Seneca og Erasmus af Rotterdam – som Holberg og Brandes jo også hører med til, og som jeg også selv gerne vil være i.

Sin essaysamling Uden mål – og med (1973) gav Sørensen da også den holbergske undertitel Moralske tanker.

I Villy Sørensens bøger gnistrer der ironi – som hos alle satiriske filosoffer. De prædiker ikke med patos, de problematiserer med ironi; deres udsagn har dobbelt bund. Når man er ironiker, leger man høfligt, hjerteligt eller ligefrem kærligt med tåbeligheden; hør blot Holberg i dette stykke fra epistel 238:

Min Herre skriver, at han Dagen før sin Hiemrejse med sin Frue en Gang var paa den Danske Comoedie, hvorudi han selv fandt stor Behag, men at hans Frue havde befundet sig ilde derefter, saasom hun havde hørt adskillige modbydelige Expressioner, som ’Canaille’, ’Jomfrudom’ og deslige. –Det giør mig hierteligen ondt, at deslige Ting have haft hos den gode Frue saadan Virkning. Jeg ønsker hende en god Bedring, og raader, at, saasom hun er af den Delicatesse, at hun ikke kommer der oftere: thi Sundheden er et Menneskes største Klenodie.

Med en elskelig håndsrækning lokker han den stive, snerpede, forstokkede på glatis. Det er dårskab, ironien ondulerer, ikke ondskab.

Sært i øvrigt, at Holberg kan blive så nærværende for os just gennem ironiske ord. For vi tænker jo dog på ironi som noget, der skaber distance. Men når man hører et udfald som det netop citerede, så net kostumeret, så bølgende koreograferet, ja, så mærkes det, som om man har ham her på sin stues gulv, denne tåspidsdanser fra rokokoens dage.

Efter at jeg havde anmeldt Villy Sørensens Seneca-værk (Information 24.-25.april 1976), korresponderede vi lidt. Villy Sørensen udtrykte glæde over, at vi filologer tog venligere imod hans ”indtrængen på vore enemærker”, end han forud havde oplevet filosofferne gøre i forbindelse med bøgerne om Nietzsche og Schopenhauer. Han betonede, at det var stoikeren Senecas syn på naturen, der havde motiveret ham til at fordybe sig i hans omfattende værk, både de filosofiske essays og tragedierne. Stoikeren så jo, trods al sin indsigt i menneskers blodige svigt, lysere på menneskenaturen, end kristendommen gør. ”Frihed! Lighed! Broderskab!” lød det under Den Franske Revolution. Hvad byggede de revolutionære ideologer dette krav på? På overbevisningen om, at der er nedlagt kim til det universelle broderskab – socíetas géneris humáni, menneskeslægtens fællesskab – i vor fælles natur. Det havde de, ligesom også Holberg, lært af de ny-stoiske forkyndere af

14 Villy Sørensen Talt. Et interview ved Finn Hauberg Mortensen (Kbh. 2002) 72. Mere end én gang betoner Villy Sørensen (1929-2001) dér i bogen det satiriske, det ordspillende og det humoristiske ved sine værker. – De fire ironikere, Thomas Bredsdorff behandler i sin bog Ironiens Pris (2011), er: Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen.

9

natur- og menneskeret, ikke mindst den af Holberg så højt værdsatte Hugo Grotius, som igen havde lært det af stoikerne, ikke mindst Seneca, humanisten ved Neros hof. Naturen er for en stoiker på én gang den menneskelige og den ikke-menneskelige natur (kosmos); herom skriver Seneca15: Dette verdensalt, som du ser, og i hvilket guddommeligt og menneskeligt sammen er sluttet inde, er ét. Vi er lemmer på en stor krop16. Naturen har sat os i verden som beslægtede, idet den fødte os fra det samme og til det samme; dén har indgivet os gensidig kærlighed og gjort os til samfundsvæsener. Naturen har sammenstillet rimelighed og retfærdighed17; efter déns bestemmelse er det ulykkeligere at volde skade end at lide skade18; på déns befaling skal hænder være rede for dem, der har hjælp behov. Dette vers skal vi bære i hjerte og på læbe: ”Jeg er et menneske, intet menneskeligt anser jeg for at være fremmed for mig.”19 Lad os have alt i fællesskab; til fællesskab er vi født20. Vi menneskers samfund har en slående lighed med en sten-hvælving: Den ville styrte sammen, hvis stenene ikke stod hinanden i vejen, og det er det, der holder den oppe.

Holbergs første hovedværk er som sagt Introduktion til Natur- og Folkeretten. Første dels kapitel 6 – som bærer overskriften ”Om den naturlige Lighed imellem alle Mennesker” – handler om den frihed, lighed og broderskab, som oprindelig herskede i den naturlige tilstand, fra hvilken vi siden er faldet (”faldet” er Holbergs ord). Holberg skriver, at der ligger værdighed i selve det ord Menneske, og at den kraftigste indvending, man kan anføre mod dem, der foragter andre, er disse ord: Jeg er et Menneske ligesaa vel som Du.

Og han citerer Seneca for den lære, at ingen er født fri eller født slave. Det er ikke naturen, der har gjort nogle til slaver, det er de ydre forhold (fortuna). Med en kombination af human lighedstænkning og økonomisk nyttetænkning, altså med en forening af visdom og klogskab, skriver Holberg i anden udgave af Introduktion til Natur- og Folkeretten følgende om jøderne21:

15 Seneca epistel 95.52-53, oversat af mig. Se Max Mühl Die antike Menschheitsidee in ihrer geschichtlichen Entwicklung (Leipzig 1928, Darmstadt 1975) 84ff. Mühl skriver bl.a. (her oversat): ”Ideen om de universelle menneskerettigheder vandt netop ved Senecas lære større og større styrke og blev til en kulturel magt.” 16 Vi er kosmopolitter. Dette græske ord, kosmo-polítes, betyder kosmos-borger, borger i den altomfattende stat under stjernerne. 17 Naturret: Naturen har sammen-sat rimelighed/billighed (aequum) og ret (justum). Billigheden tager – da undertiden ”den højeste ret er den højeste uret” – individuelle hensyn og lader i bestemte tilfælde nåde gå for ret. 18 Sokrates’ maksime. 19 Terents’ komedie Selvplageren 77: homo sum, humani nil a me alienum puto. Otto Steen Due (1985) oversætter: ”Som menneske er jeg forpligtet i alle menneskers sag.” 20 Kommunisme, urkommunisme som i den tabte Guldalder. 21 SS XVIII 93.

10

Der disputeres meget, om en Regent giør vel eller ilde at tillade Jøder at boe i sit Land. De blant Geistlige, som ere derimod, holde for [mener], at det er syndigt at give Christendommens afsagde [erklærede, svorne] Fiender Borgerskab udi Christelige Stæder; Verdslige derimod ansee dem som skadelige Borgere, der ved Aager og Underfundighed giøre et Land Skade. Man kand dog svare de første, at hvis alle Potentater negtede dem at boe i deres Land, maatte nogle Million Mennesker enten omkommes, hvilket strider imod Christi Lærdom, eller de kunde drives til Desperation og yppe de Ting, som de ellers ikke tænkte paa. Hvad de Verdsliges Domme er angaaende, da, endskiøndt de synes meer grundige [velbegrundede], saa flyder dog samme Uleylighed [vanskelighed] deraf. Derforuden kand man sige, at Jøder paa mange Steder ere nyttige, saa at de Lande, hvor Handel florerer, gierne tilstæde dem Boepæl. Udi Christian den Femtes Lov forbydes Jøder, under 1000 Rigsdalers Straf, at begive sig hid i Landet. Men efter en Forordning af den 30. Junii 1684 blev det Forbud ophæved.

De gejstliges begrundelser afviser han fuldkommen og aldeles. Mange savner begejstring hos Holberg; men overse ikke, at hans snusfornuft i sammenhænge som denne kan nå det sublime. Jeg tænker især på de udhævede ord. Perspektivet i dette radikale tankeeksperiment er internationalt (hvis alle magthavere…), og hans argument er på én gang moralsk (udryddelse ville være ukristelig) og praktisk politisk (forsøg på udryddelse ville gøre de nu rolige jøder til desperate, farlige revolutionære). Derfor tolerance!

Det skete ikke i Holbergs tid, men det skete: at denne anti-hierarkiske naturretslære om frihed, lighed og broderskab udløste (bedre sagt: bidrog afgørende til at udløse) revolutioner. Verden fik Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776), Den Franske Erklæring om Menneske- og Borgerrettigheder (1789) og endelig FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948).

Man fremhæver, at der mellem antikkens stoikere og 1700-tallets oprørere er sket en konkretiserende og individualiserende udvikling fra menneskeret til menneskerettigheder22. Stoikerne talte om menneskeretten som de evige bindinger, der ligger i det menneskelige fornuftsvæsens natur: samvittigheden i mig i samklang med stjerneteltet over mig. De revolutionære talte, men sandelig med basis i stoikerne, om de individuelle rettigheder, som enhver kunne hævde over for statsmagten, inklusive retten til oprør. – I FN’s erklæring henvises der ikke udtrykkeligt til naturen som norm23; men dokumentets tankegang er naturretlig.

22 Om dette og andet se Sten Schaumburg-Müllers bidrag ”Universelle rettigheder – oplysningstidens ret?” i Oplysningens Verden (2007: 307-318). – Som nøglefigurer bag denne udvidelse af ret til rettigheder ses Hugo Grotius og John Locke. Men der er mere samfundsteoretisk og strafferetlig konkrethed allerede i Senecas Om Mildhed, end Schaumburg-Müller vist er opmærksom på. Om Senecas skrift se Villy Sørensen 1976: 155-162 (staten er ikke fyrstens, men fyrsten statens) og min Veje til Rom 327-331. Min fortolkning bygger især på en afhandling af Manfred Fuhrmann (i tidsskriftet Gymnasium 70 [1963] 481-514). 23 ”Udtrykkeligt” skriver jeg. For når artikel 1 lyder: “All human beings are born [på latin: nati sunt] free and equal in dignity and rights”, behøver man ikke megen latin for at indse, at der dog bygges på natura. – Det er noget ganske andet, når der i 1776-erklæringen står: ”We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal […].”

11

Den 27. september 2012 vedtog et flertal i FN en resolution, som indebærer et stort tilbageslag for de universelle menneskerettigheder, der i længere tid har været under hårdt pres. Man vedtog resolutionen om ”bedre forståelse af menneskehedens traditionelle værdier”. Da der ikke er foretaget nogen nærmere definition af disse traditional values of humankind, vil de i adskillige samfund komme til at omfatte: bryllupper med barnebrud, omskæring af kvinder, æresdrab, henrettelse af homoseksuelle og andet lignende. Hvis de mørkets fyrster, der har orkestreret dette tilbageslag, forestiller sig, at deres herredømme til evig tid er garderet mod oprør og revolution, tager de forhåbentlig fejl.

Physis og Natura

Det var grækerne, der opfandt begrebet natur: phýsis er det græske ord, natúra blev det latinske24. Med den idé har grækerne, med større eller mindre eftertryk, styret vores tanker i 2500 år, altså lige siden den alt omvurderende epoke, vi kalder Den Græske Oplysningstid, the Greek Enlightenment, die griechische Aufklärung25.

I 400-tallet f. Kr. skete der nemlig det, at nogle græske læger sagde farvel og tak til magien. Skriftet Den Hellige Syge kan sammenfattes som følger: Der er ingen grund til at kalde specielt epilepsi for Den Hellige Syge; alle sygdomme er naturlige, og hvis en af dem er hellig, er de det alle. Det er heller ikke sådan, at bestemte sygdomme vidner om gudernes vrede; guder har intet at gøre med sygdomme, det er blasfemi at gøre guderne til dræbere. Hver sygdom har sin egen natur, physis, og sin egen årsag. Der findes intet over-naturligt.

Sådan bekæmpede man overtro. Og samtidig fik de græske slaveholdere af sofisten Alkidamas at høre, at den produktionsmåde, hele deres samfund hvilede på, var ugudelig, unaturlig og umenneskelig26:

Guddommen har sat alle fri, naturen har ikke gjort nogen til slave.

Det var mange uenige i; og såvel de medicinske som de religiøse og politiske aspekter af sagen drøftedes intenst.

Ud af dette krystalliserede sig Aristoteles’ syn: (1) Det naturlige er det, der altid eller for det meste er sandt. (2) Det naturlige er formålet, idealet. Dette dobbelte begreb om det

24 Phýsis betyder: vækst, det at vokse. Natúra betyder: fødsel, det at fødes. – G. E. R. Lloyd Methods and Problems in Greek Science (Cambridge 1991), kapitel 18 ”The Invention of Nature”, er prima, men tager ikke rigtig det sproglige med. 25 Det mest potente dokument fra og om Den Græske Oplysning er Aristofanes’ komedie Skyerne fra 423 f. Kr. (som jeg har oversat to gange, 1982 og 2002). 26 Citeret af Aristoteles i Retorikken 1.13.1373b18. Det var disse sofister, Karl Popper kaldte the Great Generation; jf. Hippias hos Platon, Protagoras 337d-338b. Se den vægtige bog Sofistikken af Gudrun Haastrup og Andreas Simonsen (Kbh. 1984).

12

naturlige – det naturlige er det, der er; men det naturlige er også det, der bør være – gik videre til stoikerne, og fra dem til os. Til os kom også dobbeltbegrebet om den menneskelige og den ikke-menneskelige natur, altså tanken om naturen som noget, Mennesket er indfældet i; så forgriber vi os på naturen, forgriber vi os på Mennesket.

Da disse emner ikke er helt så kendte, som deres betydning tilsiger (ligesom nogle overser, at der var en Græsk Oplysningstid i 400-tallet f. Kr.), tillader jeg mig at gentage noget af det netop sagte, men nu på sprogligt grundlag. Når en græker som Platon eller Aristoteles taler om en tings, herunder et menneskes, natur, sigter han ikke kun til det, tingen er, men også til tingens mål, altså det gode, den efter sine anlæg kan indfri. Denne i grunden biologiske opfattelse skal ses i lyset af, at det græske ord for natur, physis, betyder: vækst, den proces at vokse. Det er det, der ligger gemt i begrebet natur, også for Holberg.

Holberg tager i det kapitel fra Introduktion til Natur- og Folkeretten, som jeg før henviste til, udgangspunkt i det enkelte menneskes selvagtelse. Her har vi selve kendetegnet på den hedenske idé om næstekærlighed, bundforskellig fra den kristne. For stoikeren åbenbarer Gud sig både på makroplanet og på mikroplanet: i det fælles kosmos og i hvert enkelt menneskes samvittighed. Om du er nok så forhutlet og foragtet, i dit indre menneske er du aristokrat, nej, du er Gud (tanken om deus internus, Den Indre Gud). På denne baggrund siger Seneca27:

Du skal leve til gavn for din næste, hvis du vil leve til gavn for dig selv.

Holberg deler altså den hedenske opfattelse, ifølge hvilken broderkærligheden er begrundet i selvrespekt og selvopretholdelse.

Det er ikke først i vor tid, at denne sandhed er blevet erkendt, at ”for at kunne elske andre, skal man elske sig selv.” Det er faktisk rodfæstet antik venskabs- og kærlighedsetik; både Platon, Aristoteles og stoikerne analyserer dette ”at være ven med sig selv” og ”at elske sig selv” – og de dertil hørende farer for udskridning i asocial selvforlibelse28. Det samme gør Holberg, når han på den ene side, i 4. satire, til den giftelystne Jens Larsen siger, at han umuligt kan holde af en kone, når han ikke engang kan lide sig selv (”du, som dig fast ey selv, endsige andre, lider”), og på den anden side fremstiller den urokkelige selvkærlighed som tossernes og dårernes privilegium. Denne dialektik mellem ”selvrelateret” og ”andrerelateret” var Holberg ekspert i; for ingen kender denne delikate balance bedre end en satiriker og komediedigter. Komedier handler jo typisk om kontaktforstyrrede væsener, blokerede, selvspejlende, forfjamskede. Det er en grundopstilling i komedier, fra de mest sublime værker til de mest trivielle sit-

27 Seneca epistel 48.2: álteri [egentlig: for den anden] vivas oportet, si vis tibi vívere. 28 Mange aspekter af dette emne er behandlet i kapitel 5 ”Venskab” i Troels Engberg-Pedersen Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius (Kbh. 1996). Aristoteles Den Nikomakeiske Etik, 9. bog kapitel 8, er en nøgletekst.

13

coms, at en selvforstørrende narcissist udsættes for en selvformindskende ironiker – og bliver til grin. Den klassiske komedie er socialitetens drama. Universalisme eller kulturalisme? Ligesom sin læremester Montaigne citerer Holberg så godt som intet fra Det Ny Testamente29, men derimod snese og atter snese af sentenser fra hedenske tænkere. Og lige så nærværende hedenske vismænd som Sokrates og Epiktét er for Holberg, lige så blegt synes Jesus at stå. Det er derfor ikke spor sært, at Holberg måtte forsvare sin etik mod anklager for hedenskab (herom mere s. xxxx).

Menneskerets-tanken og dens universalisme angribes fra højre – angribes for sin naturdyrkelse og menneskekult, for sin ensrettende nedbrydning af nation og folk30. Klar tale, indledt for et halvt årtusinde siden af Martin Luther. Mere kompliceret forholder det sig med venstrefløjen, som, påvirket af postmoderne tænkere, efterhånden er gået over fra universalisme til kulturalisme, og for eksempel ikke længere påberåber sig alle menneskers ret til ind over alle kulturers grænser frit at ytre kritik, inklusive religionskritik – som jo af de kritiserede, hvis de er ”stærke i troen”, vil blive opfattet som religionsspot31.

Universalisme eller kulturalisme? Det spørgsmål har været påtrængende siden 1989, hvor den såkaldte fatwa mod Salman Rushdie blev startskuddet til den islamistiske offensiv mod ”Vestens vantro”. Hvad angår Holbergs stilling i 1700-tallet (hvor Rousseau var kulturalist), vil jeg ikke mene, den er helt entydig. Hør fx denne passus om den synd at foragte, fra samme kapitel 6 i Natur- og Folkeretten: […] og er den Synd des højere at agtes, jo mindre andre kand fordrage saadan Spot, thi der findes mange, der heller ville sætte deres Liv udi højeste Fare end drikke en Spot i sig, hvorved deres Navn og Rygte krenckes.

Det var ellers god stoisk lære, udfoldet med fest og farver i Senecas essay Om den Vises Standhaftighed, at et menneske kan styrke sin karakter ved at gøre sig hård mod andres hån og således vende dette ondt mente til noget godt virkende. Holberg siger modsat: Jo modtageligere et menneske er for krænkelser, desto større en synd er det at krænke det. I passage efter passage har Holberg beskæftiget sig med Muhammed, hans person og hans lære. Nok erkender Holberg, som den utrættelige pro & contra-ræsonnør han er, at

29 I epistel 467: ”som Skriften siger”, en henvisning til Romerbrevet 7.19. Jf. den løbende diskussion med Pierre Bayle, hvor Holberg til sidst giver afkald på ”Filosofiens Hjælpemidler og holder sig til Aabenbaringstroen alene.” (Billeskov Jansen i kommentaren til epistel 1). 30 Se bl.a. Søren Krarup Dansen om Menneskerettighederne, Kbh. 2000. 31 Jf. fx dagbladet Politikens offentlige undskyldning (26.2.2010) til Muhammeds forenede efterkommere for genoptrykket af Kurt Westergaards tegning. I 1989, ved fatwaen mod Salman Rushdie, var avisens linje derimod rent universalistisk.

14

megen kristelig propaganda mod Mahomed og Alcoranen er løgnagtig; men hans vurdering er ikke desto mindre uden nåde, idet han vedrørende Muhammed opstiller dette enten-eller: Var den mand en bevidst bedrager, eller var han en forvirret sværmer (Fanaticus)? Og dog…32 Dog, saasom der er ingen Religion i Verden saa daarlig, at der jo [= ikke] derudi findes ogsaa noget got, saa findes der besynderlig [= især] 3 Lærdoms Puncter, som ere meget gode, og som Mahomedanerne efterleve med saadan Iver, at de derudi giøre de Christne tilskamme.

Det er (1) deres almisser, deres hospitaler, deres karavan-serai’er, som er indstiftet ”reisende Folk til Husvalelse”, generelt: deres aldeles enestående gæstfrihed, (2) deres tolerance, ”den Religions Frihed, som gives alle andre Secter”, og (3) deres dybt andægtige bønner; ”en Mahomedaner, naar han vil bede, sætter alle verdslige Tanker til Side, og staaer lige som henrykt udi sin Andagt.” Hvis man kender Holbergs syn på religion og moral (religion er moral for ham – moral og ydmyg andagt), og ved, at det for ham er efterlevelsen, altså den godgørende praksis, der tæller, og at han vurderer religiøs tolerance som et af kulturens ædleste goder, så ser man, at det faktisk er en formidabel anerkendelse af muslimernes moral og religion, han her udtaler. Har han noget forbehold overhovedet? Det skulle da lige være, at de skal have penge for at være tolerante (”en liden aarlig Skat, efter Mahomeds Anordning”). I ser nok, hvorfor jeg holder på, at denne dobbeltbundede skribent bør læses langsomt. I citatet fra Seneca hørte vi disse ord om universet: ”Dette verdensalt, i hvilket guddommeligt og menneskeligt sammen er sluttet inde, er ét.” Stoikerne sætter nemlig lighedstegn mellem Natur og Gud; de er altså monister (enhedstænkere), panteister (Gud er i altet) og i en vis forstand materialister. Hermed er vi inde på kætteriernes felt! I Forberedelsen til Moralske Tanker afviser Holberg da også med hån dem, der i hans utopi Niels Klim mener at have fundet ”en Slags Naturalismum”. Naturalismus vil netop sige identifikation af Gud og Naturen, med dertil hørende bortseen fra den åbenbarede kristendom (åbenbaret i Den Hellige Skrift)33. Med en argumentation, der er langt mere undergravende, end han vil være ved, skriver Holberg: Der viises udi Skriftet [Niels Klim], hvor meget et Folk alleene af Naturens Lys og de skabte Tings Betragtning kand forfremmes udi Moralitet og Guds Kundskab. Saadant er noget, som alle Theólogi tilstaae, og viise, at den sande revelerede [åbenbarede] Religion er grundet paa den naturlige.

32 Sammenlignende Helte-Historier, SS XI 300f. I epistel 434 sammendrager Holberg sit syn på Muhammed. Udviklingen i dette syn skitseres af Billeskov Jansen i kommentaren til epistel 434. 33 Betydningen af Naturalismus (jf. Deismus) er ikke helt nøje fastlagt. I en passage i epistel 210 betoner Holberg, at man må skelne mellem naturalister, som kun benægter åbenbaringen, men anerkender en Gud, der straffer og belønner i det andet liv, og så ateister, som benægter Guds eksistens og opstandelsen.

15

Det ville unægtelig have været klogere af Holberg slet ikke at diskutere med disse kritikere af Niels Klim! Men sådanne apologetiske uforsigtigheder skal vi mere end én gang se ham vove sig ud i. I naturretsskriftet fra 1716 benytter Holberg kun sjældent naturretten som afsæt for kritik af samtidige foreteelser. Det gør han til gengæld mange andre steder i sit forfatterskab, farligst i Niels Klim, hvor en række af naturrettens ideer fremstilles som realiseret i nogle af de lande, Klim besøger34. Klogt lod Holberg denne latinske roman trykke i Leipzig (1741), hvorved han undgik de danske teologers censur, her under Christian den Sjettes pietistiske regering (1730-1746). Niels Klim lå på linje med Montesquieus og Voltaires kamp for religiøs tolerance og var altså i tidens ånd. Inden for et år blev romanen oversat til tysk, hollandsk, fransk, engelsk – og dansk. Var Holberg så universalist? Det var han utvivlsomt i den forstand, at han var overbevist om, at alle mennesker er født frie og lige, i henhold til ”naturens lov, som er fælles for alle”35. Det var hans overbevisning. Men erfaringen, Erfarenheden, som han aldrig vil fornægte, blokerer, og det samme gør alle de paradoksale iagttagelser, som polemikeren ikke kan lukke øjnene for. Se nu bare muslimernes tolerance: Heraf kommer det, at mange betrængte Christne flygte fra Roman-Catholske Lande, hvor det holdes for en Dyd at steyle og brænde Folk, alleene efterdi de ikke vil troe de Ting, som de ikke kand begribe, til de Mahomedanske, hvor de have Religions fri Øvelse.

Holberg var ikke et øjeblik i tvivl om, at kristendommen – inklusive den romersk-katolske, som han ikke kunne udstå – måtte anses for den mest menneskevenlige religion. Men se nu, hvad erfaringen alligevel lærer! Hvordan skal vi nogen sinde komme ned til det fælles og ind til det fri? Jo, jo, vil nogle indvende, men hvordan kan en glødende tilhænger af enevælden kaldes universalist? Hertil kan svares, at Holberg, til forskel fra den oldenborgske enevældes tidligste ideologer, hvis panegyrik var aldeles uhæmmet, er højst tilbageholdende med at fremstille enevælden som guddommeligt hjemlet. Holberg var trods alt elev af naturretslæreren Thomasius, hvis skrift mod enevælden var blevet brændt af bøddelen i København36. Og glem, for det andet, aldrig, at Holbergs skrifter er gennemtrængt af en stærk, ustyrlig lighedsånd – selve årsagen til, at han altid vil glæde os. Denne lighedsånd skyldes, at satiriker Ludvig havde taget universalist Holberg ved hånden. Her taler en holbergsk bonde, henvendt til en anden bonde (i Melampe I 1):

34 Ditlev Tamm, s. 43ff. i Holberg og juristerne. 35 Aristoteles i Retorikken 1.13.1373b. 36 Edvard Holm 1879: 6ff. ”Læren her hjemme om Kongedømmet som Guds umiddelbare Indstiftelse og den heraf udviklede Royalisme”. – Om det egalitære, det anti-snobbede, det socialt demokratiske hos Holberg se s. xxxx (Edvard Holm), s. xxx (Jeppe) og s. xxxx (Mascarade) nedenfor.

16

Men det er Ulykken, at vi Bønder blir aldrig meer end det, vi er. Vi skal gaae i Krig og sætte Arme og Been til for en Lieutenant at blive Capteen, og en Capteen at blive Øverst [oberst]; men vi bliver de Samme. Det gaaer der til ligesom i Skakspill: Bønderne maa opoffres, at Officererne kand komme frem.

Der er mere at melde om den filosofiske naturalisme (naturalisme i 1600- og 1700-tallets forstand, begribeligvis). Den farligste naturalist var Spinoza (1632-1677), som sagde: Deus sive Natura, ”Gud, alias Naturen”. Han var monistisk panteist. Historikeren Jonathan Israel har i et stort trebindsværk (2001-2011) gjort Nederlandene i 1600-tallet og ikke mindst Spinoza til den radikale, demokratiske oplysnings ophav. Jonathan Israel er blevet angrebet fra postmoderne, marxistisk og anden side for diverse punkter i sin fortolkning af Spinoza og for sin bastante opdeling af oplysningstænkerne i radikale og moderate. Her er et citat fra s. 11f. i Israels første bind: Radical Enlightenment: Philosophy and the Making of Modernity, 1650-1750, hvor han, efter at have udpeget en hovedstrøm af moderat, kompromissøgende oplysning omkring Isaac Newton og John Locke, skriver (oversat af mig): Derimod afviste Den Radikale Oplysning, hvad enten det nu var på ateistisk eller deistisk grundlag, alle kompromisser med fortiden og forsøgte helt at feje de eksisterende strukturer ud, idet den afviste Skabelsen, som denne almindeligvis forstås i den jødisk-kristne civilisation, og et guddommeligt forsyns indgriben i menneskelige anliggender37, og idet den benægtede muligheden af mirakler, og belønning og straf i et liv efter døden38, og viste alle former for kirkelig autoritet vintervejen, og nægtede at godtage, at der findes noget af Gud forordnet samfundshierarki, en koncentration af privilegier eller ejendomsret til jord på adelige hænder, eller nogen religiøs hjemmel for monarki39. Lige fra oprindelsen i 1650’erne og 1660’erne var det karakteristisk for den europæiske Tidlige Oplysnings filosofiske radikalisme, at den forenede en vældig ærefrygt for (natur)videnskaben og for matematisk logik med en eller anden form for deisme uden forsynstro, om ikke med ren og skær materialisme og ateisme i forening med klart republikanske, ja, demokratiske tendenser.

Holberg var bestemt ikke spinozist40! Men jeg synes, Jonathan Israels ord er en god baggrund at fortolke hans politik og religion på; for Holberg kendte alle disse synspunkter; de foresvævede ham. Og så er der måske endda alligevel en underjordisk forbindelse mellem Spinoza og Holberg: Ifølge Israel var Pierre Bayle – som efter fordrivelsen fra Frankrig var bosat i Rotterdam fra 1681 til 1706 – maskeret spinozist41, hvormed Spinozas indirekte betydning for Holberg bliver meget stor, idet Bayle var Holbergs kære, uafrystelige dialogpartner, især i Epistlerne, disse kostelige livstegn.

37 Se s. xxx nedenfor Holbergs satiriske protest mod de helliges udlægning af Københavns brand i 1728 som Himlens straf over de ugudelige. 38 Dette punkt var urokkeligt afgørende for Holberg. Det var det ikke for hans antikke forbilleder (se Veje til Rom 305f., 532). 39 Dette er middelalderlige doktriner, ikke antikke. 40 Holbergs holdning til Spinozas filosofi er ”antipatisk, som hos de fleste i den store Filosofs Samtid og nærmeste Eftertid […].” Således Billeskov Jansen i kommentaren til epistel 210. Holberg har åbenbart ikke benyttet Pierre Bayles omfattende artikel ”Spinoza” i Dictionnaire historique et critique (1. udgave 1695-97). 41 Jonathan Israel 2006: 82ff.

17

En frimodig sandhedsefterforsker Nu lidt mere om de vilkår, man har at arbejde under, og om det grundlag, man har at arbejde på, hvis man i disse tider vil skrive en bog om digterfilosoffen Ludvig Holbergs menneskesyn. Det er hovedsagelig Holbergs satirer, nogle af hans komedier og essays og dele af hans latinske selvbiografi, jeg analyserer her i Mennesket ifølge Holberg – uden at hans samfundsfilosofiske værk (altså Natur- og Folkeretten), hans historiske værker, eposset (Peder Paars), romanen (Niels Klim), de latinske epigrammer og fablerne forbigås. Med ”essays” menes naturligvis Moralske Tanker og Epistler, men også de interessante fortaler, Holberg har medgivet nogle af sine værker. I mange morgentimer har jeg kunnet hengive mig til den skønne, svævende syssel at oversætte. Det meste af det på latin skrevne – hvad enten forfatteren er Holberg eller en antik romer – ville nemlig gerne nyoversættes til ære for læserne af denne nye bog, og blev det. Humanist var Holberg; men hvad ligger der i det? Vi lærer i skolen, at Holberg var talsmand for fornuft, naturlighed, selverkendelse og mådehold. Bogen her ser ham også som satiriker; og en satiriker er en porøs skikkelse i hænderne på en stikkende genre med en flimrende filosofi. Selverkendelse… javist, men problemet er, at Mennesket slet ikke kan bære at erkende sig selv, ifølge satirikeren Holberg. Her i bogen ses Holberg som rationalist og ironisk satiriker; det er bogens styrke, om den ellers har nogen. Selvgodhed, hykleri og griskhed er satirens føde. I Sammenlignende Helte-Historier har Holberg et med nobel patos udført dobbeltportræt af de to indianerherskere Montezuma (azteker) og Atapaliba (inka). Emnet er fra første færd spaniernes adkomst til at ødelægge disse riger. Holberg: Ganske vist retfærdiggør spanske teologer og jurister Spaniens fremfærd med, at indianerne hengav sig til noget så barbarisk som menneskeofringer. Men spørg så disse apologeter: Er det da kun de rige indianere, der ofrer mennesker? For det er jo kun de rige, I bekriger! Atapaliba lod sig døbe af den spanske biskop lige før sin død. Hertil noterer Holberg, Historicus & Satyricus: Det er troeligt, at saadan Daab havde ikke meget at betyde, og de Spanske Scribentere burte skiemme sig ved at anføre saadant som en Merite, uden at de ville sige [= medmindre de da vil sige], at det puure Vand kunde giøre ham salig alleene. Hvis hans Salighed havde lagt dem paa Hiertet, burte de have ladet ham leve for at underviise ham i den Christelige Troe, skiønt det havde blevet vanskeligt at bringe denne Monarch til at antage udi Hiertet en Religion, som læredes af de Folk, der udi Gierningen lode see, at de selv havde ingen anden Gud end uretfærdig Mammon, for hvis Skyld de røvede, plyndrede, myrdede uskyldige Mennesker, giorde store og florisante Riger til Udørkener, exterminerende

18

[udslettende] 9 Deele af Indbyggerne for des sikrere at kunne holde den 10de Deel udi bestandig Slaverie. At øve saadanne Gierninger og tilligemed at ville overtale andre til at antage sin Troe rimer sig ikke vel sammen. De Spanske Prædikener havde derfore saa slette Virkninger hos mange Indianer, at, naar de hørte tale om Himmerig, spurte de, om der ogsaa komme Spanier; thi hvis saa var, forlangede de ikke at have Deel udi den Boelig.

Rørt og oprørt er forfatteren. Og dåbens blotte sakramente, ”det puure Vand”, siger ham ikke meget; der måtte i givet fald undervisning, samtale og moralske tanker til. Men det snød de inkaernes kong Atapaliba for, og tog så livet af ham. I 1774, altså tyve år efter Holbergs død, skrev Tyge Rothe, teolog, prinseopdrager, europæer, landboreformator og under Struensees oplysningsregime en overgang Københavns borgmester42: Vi Europæer ere stolte, og vi ere det med Føie: hos os skal man lære, hvor ædel Arten er, den, Mennesken udgiøre, og hvor hæderlig en Rulle den Art paa Jorden her kan spille. – Hvilken Masse af Kundskab iblant os! Hvilken Masse af Frihed, og hvilken Moralitet! – Ja, hvilket Aarhundrede, dette attende, der nu løber hen. Saa lyst var aldrig paa Jorden.

”Saa lyst var aldrig paa Jorden,” udbryder patetikeren Rothe. Nok har jeg endnu ikke været igennem alle de tyve tusinde sider, Holberg efterlod. Men jeg tør alligevel godt vove den påstand, at noget lignende har ironikeren Holberg aldrig i livet skrevet om 1700-tallet og dets mennesker, og om Mennesket som art43. Dette fravær af lyssyn hos den danske litteraturs grundlægger kan man begrunde med, at Holberg er en tidlig oplysningsskribent. Man kan også begrunde det med, at Holberg som satiriker er forpligtet på satirens pessimistiske menneskesyn og mørke historiefilosofi. Jo, men Holberg var jo dog komediedigter, og komedien er vel optimistisk og tragedien pessimistisk? Nej, sådan bør forholdet mellem genren tragedie og genren komedie ikke stilles op; komedien har sit sortsyn. Dens mennesker er små. Holberg var ”en frimodig Sandheds Efterforsker”44. Men Holbergs tænkning er ikke særlig kendt længere45, ikke i sin frodighed i alt fald – hvad der ikke bør undre, for hvor kan man gå hen og se den fremstillet? Et eksempel på, givetvis ufrivillig, forbigåelse af holbergske kerneudsagn:

42 Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa, citeret efter Ellen Jørgensen Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 (Kbh. 1931) 173. Dette værk af Tyge Rothe (1731-1795) påvirkede Grundtvig, som jo i mangt var et barn af 1700-tallet. 43 I epistel 520 er der en længere passage, der klinger som Tyge Rothe, nemlig ”I leve udi en Alder, hvorudi Naturens Lys […].” Men her oversætter Holberg, som han selv giver til kende, Montesquieu. 44 Et udtryk, han bruger om Montesquieu i epistel 518. 45 I værket Tankens Magt er der én substantiel omtale af Holberg (II 1122). De to nyere disputatser om Holberg, Erik A. Nielsens fra 1984 og Jens Kr. Andersens fra 1994, udbreder jo da heller ikke ligefrem appetit på studiet af hans tanker. Om én ting er de to disputerende nemlig enige: at gå reduktivt til Holberg. Herom mere siden.

19

Egenkærlighed og egeninteresse er nogle af de menneskelige holdninger, som 1700-tallet udforskede for at afvinde dem en positiv side, ud over den af alle kristne moralister fremhævede negative, egoistiske side. Nu lød det: Lad os komme videre end denne fortærskede modstilling af altruisme og egoisme! For eksempel skelnede Rousseau mellem selvkærlighed (amour de soi) og egenkærlighed (amour propre). Og uden ret mange forbehold priste en tænker som Adam Smith egeninteressen, da han søgte at fundere de nye liberalistiske tanker i selve den menneskelige natur (An Inquiry into the Nature and Causes of Wealth of Nations kom i 1776): It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest.

Om menneskets natur skrev Adam Smiths ven og fælle David Hume, at det er en misforståelse at tro, at fornuften skulle spille en afgørende rolle ved menneskets skelnen mellem ondt og godt; moralens grundlag er slet ikke fornuften. Det er alene lidenskaberne, der bevæger os. Fornuften – udelukkende en tænkeevne til at skelne mellem sandt og falsk med – er og bør være underlagt lidenskaberne. Som vel at mærke, i al deres kompleksitet, har et empatisk potentiale. Som man ser, både uden for og inden for Holberg, er oplysningstiden langt fra at være nogen entydigt rationalistisk æra. Et heftigt vidnesbyrd herom finder jeg i epistel 467, hvor Holberg uden protest går ind på at betragte ikke blot affekter og tilbøjeligheder, men også ”det, som man kalder Fornuft” som delvist produceret af rørelser i organer, blod, galde og slim. Det er almindeligt at fremhæve, at Mandevilles satirisk-filosofiske digt om bierne – om private vices, der kan blive publick benefits, altså om selviske, luksuøse laster, der kan blive velgørende for samfundshelheden46 – brød isen for hele denne illusionsløse betragtning af samfundsøkonomien (uden at filosofferne dog gik så vidt som provokatøren i lovprisning af selviskheden). Men når der skrives om disse ting på vore breddegrader, måtte det gerne huskes, at Holberg – som aldrig blev liberalist47 – har viet en lang epistel, nemlig nr. 21, til Mandevilles ideer48, hvad der så meget desto mere bør ihukommes, som Holberg argumenterer strikte samfundsøkonomisk, og ikke tyr til de trivielt moralske argumenter, som den rabiate fritænker dr. Mandeville naturligvis prompte blev overdænget med fra mange sider. Ja, Mandevilles bi-fabel var faktisk en stor inspirationskilde for Holberg, som i Moralske Fabler nr. 122 vender Mandeville på hovedet, og i sin komedie Plutus (1751) forener personer fra Aristofanes’ komedie Plutos

46 The Grumbling Hive: or, Knaves Turn’d Honest (1. udgave 1705, hovedudgave 1714), Det knarvorne Bistade, eller: Slyngler der blev hæderlige [det blev de oprindelige slyngler ved Juppiters indgriben – med fatale følger for samfundet]. 47 Se epistel 518: ”Jeg skulde meene, at Frihed heller foraarsager Dovenhed og Vellyst end Flid og Arbeydsomhed.” – Dog advarede han mod at lade statsunderstøttelsen af fabrikker gå for vidt (epistel 529). Se Holm 1879: 26f. 48 Erik Kloppenborg Madsen har i sit fortrinlige bidrag ”Den skotske oplysningstænkning – og forståelsen af det moderne kommercielle samfund” i Oplysningens Verden (2007: 319-334) meget om Mandeville, men intet om Holberg og Mandeville.

20

(388 f. Kr.) med kynikeren Diogenes, men uden at glemme den nederlandske doktors paradoksale provokationer. Hvis det er rigtigt, at der ikke altid har været mørkt omkring filosoffen Holberg, kan det ikke undre, at nogle af de gode bøger om ham er gamle, lysende gamle. Et par af de mest gedigne handler om hans politik og hans religion, to af denne indførings hovedemner. Det er Edvard Holms Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade (Kjøbenhavn 1879) og Ludvig Selmers Ludvig Holberg og religionen (Kristiania 1914). Forskere som Holm og Selmer formåede at fremstille slidstærke bøger: bredt funderede, skarpt fokuserede. De arbejdede i en guldalder for nordisk humaniora. Med et citat fra Ludvig Selmers værk (s. 70) kan behandlingen af Holbergs universalisme nok få en værdig afslutning. Bag ikke kun Holbergs, men også mange andre oplysningstænkeres ret uanfægtede brug af hedensk, altså førkristen, etik til supplering af den kristne religion må der ligge en universalistisk antagelse, siger Selmer: Den moral, som man [i oplysningstiden] forkyndte som religionens egentlige indhold, var likesom den naturlige religion selv for en stor del hentet fra de gamle klassiske religions- og moralfilosofer49. Forutsætningen var naturligvis, at moralloven var en fælles norm, git alle mennesker i og med fornuften, saa det forsaavidt var likegyldig, hvor man hentet det nærmere indhold fra, naar det blot stemte med menneskets egen iboende moralske sans.

Psykologi og etik Til at begynde med talte jeg om Holbergs ”psykologiserende humanisme”. Det udtryk vil jeg gerne vende tilbage til her ved kapitlets slutning. Tove Ditlevsen spurgte såret: ”Hvorfor ærer Danmark ikke sine digtere?” Men sine opdragere ærer Danmark endnu mindre: Villy Sørensen er godt på vej til at blive glemt, hvad han selv nåede at registrere, ret fortabt. Og Harald Høffding (1843-1931), som i endnu højere grad end Sørensen var nationalfilosof, og dertil internationalt berømt, er helt og aldeles forglemt. Som om vi havde overflod på vejledere med et udsyn og en dømmekraft som deres. I indledningen til sin bog Danske Filosofer (1909; på engelsk i 1905) skriver Høffding om det vilkår for små lande, at de mere end de store ligger åbne for indflydelser udefra, idet deres tankeliv ikke kan få den faste sammenhæng gennem tiderne, som er mulig, når et land selv kan frembringe en mangfoldighed af tænkende ånder. Alligevel er der – således

49 Selmer ved alt! Om Den Filosofiske Religion – et opgør i den universelle morals navn med Den Olympiske Religions polyteisme og antropomorfisme – se Burkert 1977: kapitel VII (det afsluttende kapitel i Burkerts religionshistorie). 10. bog af Platons Lovene er et nøgleskrift; stoikernes kosmos-fromhed og forsyns-tro er dybt påvirket deraf.

21

fortsætter Høffding – blevet tænkt alvorligt og selvstændigt herhjemme om de spørgsmål, som det er filosofiens kald at drøfte. Da danske filosoffer typisk har taget sådanne problemer op, ”der ligge paa Grænserne mellem den strenge Videnskab og Livet”, spiller hver enkelt tænkers personlighed en betydelig rolle, og dermed også folkets nationale egenskaber. At dansk Tænkning har sin Ejendommelighed, kan ses ved Sammenligning med svensk Tænkning. Sveriges Aandsliv har modtaget de samme Strømninger fra Udlandet som Danmarks, men de ere paa Tankens Omraade blevne tilegnede og udviklede paa anden Maade og i anden Retning end hos os. Spekulation og Mystik have spillet en langt større Rolle i Sverige end i Danmark, og i Sammenhæng dermed har en Trang til systematisk Afslutning gjort sig gældende, der aldrig har fundet fast Jordbund hos os. Den danske Tænkning har væsentligt været baaret af psykologisk og etisk Interesse, og der har atter og atter gjort sig en besindig Kritik gældende overfor Systemdannelserne. Hos vore ypperste tænkende Aander (Holberg, Ørsted’erne, Sibbern, Kierkegaard) gør denne Ejendommelighed sig gældende, og den afføder Tanker og Værker, der vel ikke have grebet ind i den store internationale Diskussion om Erkendelsens og Livets Spørgsmaal50, men som dog have deres Værdi – og det ikke blot for os.

Ved sin psykologiske og etiske interesse og ved sin kritik af de afsluttede systemer – altså ved sin livsfilosofi og eklekticisme – ligner dansk tænkning den efterklassiske, hellenistiske, langt mere end den klassiske, hellenske. Herom siden. Som Høffding var Det Moderne Gennembruds tænker, var Georg Brandes (1842-1927) Gennembruddets indstifter og lovgiver. Til Holbergs 200-årsdag i 1884 udsendte Brandes efter indløben bestilling det værk, der stadig er det tætteste, vi kommer på en bog om Holberg – hans person, tid og værk. Som sædvanlig identificerer Brandes sig med sin Helt i så høj grad, at en kæntring truer. Men han reddes af sin lærde viden om tiden og af sin friske fortrolighed med værkerne, mange af hvilke han har kendt fra sin drengetid. Ingen har skrevet så konkret og indlevet om Holberg. Ikke en evigglad superoptimist, ikke en frustreret, pansret pebersvend og ikke blot en reaktionær foragter af fæstebonden fra Bjerget fremstiller Brandes, men snarere en vital tabustormer fra Bergen, denne europæiske, ja, internationale enklave i det dansk-norske rige51. Nær bogens slutning skriver Brandes, efter at have anført mange eksempler på den uforstand, som fromme eller fintfølende mørkemænd har mødt Holberg med i samtid og eftertid: Er Holbergs Digterskib imidlertid kommen uskadt igennem alle disse Brændinger, saa har det gode Udsigter for Fremtiden. I det nærværende Øjeblik glider det ikke imod Strømmen, men med den. Ved sin stærke, fordomsfrit prøvende Aand, sin Naturtroskab og sin i vor hele Literatur enestaaende Virkelighedsskildring er Holberg i Øjeblikket den af alle store Skikkelser i vor Kultur, som den nulevende Slægt føler sig dybest og i flest Henseender forpligtet.

50 Således i 1905. Det skulle blive anderledes for Kierkegaards vedkommende! 51 Således karakteriserer Brandes Bergen i bogens første, programmatiske sætning.

22

Mange spørgsmål, også store, er stadig uafklarede og ubesvarede inden for Holberg-studiet. De indiskutable fremskridt, som dette studium dog gjorde gennem 1900-tallet, skyldes især én bestemt fortolker, ved hvem der imidlertid er det særlige, at man, alt imens man øser af ham, må værge sig imod ham: Fra 1936 og århundredet ud gjorde Frederik Julius Billeskov Jansen (1907-2002) en mageløs indsats for kommenteringen af Holberg. Men Billeskovs skrifter om Holberg er mindst lige så særegent personlige som Brandes’ festskrift, dog på en mere dunkel måde. Hos Billeskov kommer særpræget af, at han forholder sig nedladende til Holberg, sit livslange studieobjekt. Vel er der glimt af beundring, mange glimt endda, men herretonen dominerer. Billeskov patroniserer Holberg, og det kan ingen, der har fordybet sig så meget i Billeskovs kommentarer og noter, som de fortjener, undgå at blive mærket af. Man bliver en smule knuget, medmindre man holder sig for øje, at Høffding og Brandes satte Holberg så højt som fordomsfri forsker og dristig virkelighedsskildrer, som vi nu ved, at de gjorde. Og så i øvrigt bruger sine egne øjne. For venlig hjælp takker jeg Brian Andreasen, Søren R. Fauth, Anders Frøland, Andreas Hjort Møller, Jens Refslund Poulsen, Flemming Hedegaard Rasmussen, Christian Simonsen xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Ole Thomsen