Hvad siger eksperterne?

1

2

ASKOVFONDEN

AskovFonden har gennem 70 år skabt sociale løsninger for udsatte

mennesker i vores samfund. Vores ønske har altid været – og vil

altid være - at finde og fremelske de ressourcer og kompetencer,

den enkelte har og derved skabe en platform for forandring, hvor

mennesket er i centrum.

Visionen med denne bog er at give stemme til de mennesker, der

bruger AskovFondens tilbud. Mennesker som vi betragter som de

virkelige eksperter. Dem der - på egen krop og sjæl - har oplevet,

hvad det vil sige, at være udenfor og kæmpe sig tilbage til livets

mange muligheder.

Det her er historierne som aldrig bliver fortalt. Historier som kan gøre

os klogere på, hvad der virker, hvorfor det virker og hvad der skal til,

for at vi fremover kan blive endnu bedre til at skabe de bedste vilkår

for endnu flere mennesker.

Det er med den største ydmyghed og respekt, at vi skriver disse

historier, og vi er taknemmelige for, at så mange havde modet og

lysten til at dele deres historie med os.

Vores fornemste opgave er at få mennesker til at føle sig værdifulde, så de kan genoptage

ansvar og ejerskab for deres eget liv, med alt hvad det indebærer af valg og udfordringer.

De mennesker vi møder i denne bog, har om nogen taget ansvar og ejerskab, og måske er

det dét, vi skal lære af historierne. At det altid kan lade sig gøre at skabe forandringer, så

længe håbet, viljen og troen er til stede!

Jeg håber, at du som læser vil sidde tilbage med en følelse af, at være blevet lidt klogere.

Og måske også ramt og rørt ligesom jeg er blevet. En lille forskel for den enkelte, er en stor

forskel for os alle.

Så – hvad venter vi på?

God læselyst og kærlig hilsen

Helle Øbo, adm. direktør AskovFonden

INTRO

3

ASKOVFONDEN

Åh, hvor bliver man glad i låget af at læse

historierne om Malene, Ali, Cornelia, Nadia

og alle de andre bevægende skæbner, der

foldes ud i denne bog. Selvom personerne

er vidt forskellige både hvad angår alder,

køn, etnisk og social baggrund har de

nemlig det afgørende til fælles, at det kunne

være endt grueligt galt, men er gået godt.

På trods af de dårlige odds de hver især

har haft imod sig. Hvorfor? Det enkle svar

er: Fordi nogen rakte dem en eller flere

hænder på det afgørende tidspunkt. Fordi

nogen tilbød dem hjælp og de selv tog

beslutningen om at tage imod den, så de

kunne komme ud af den hjælpeløshed, som

de var ved at synke ned i.

Hvis ikke den paranoid skizofrene Malene

var stødt på en kontant kvindelig leder

af Netværkscafeen, der havde tiltro til

hendes evner som kok og forventede

noget af hende som menneske, var hun

sandsynligvis forblevet psykiatrisk patient

livslangt parkeret på overførselsindkomst.

I dag er hun i kokkelære på en

københavnsk gourmetrestaurant og laver

komplicerede desserter (”saltet karamel

med kærnemælkssorbet og smørristede

croutoner” …) og kan se frem til en karriere

indenfor den højere kogekunst. Hvis

ikke Ali fra Nørrebro havde haft klubben

KBH18+ som et fristed, hvor han og de

andre indvandrerrødder kunne hænge ud

og få noget modspil, var han måske blevet

FORORDfristet af gadebandernes tilbud om hurtige penge og machostatus. I stedet motiverede

pædagogerne i klubben ham til at tage en uddannelse og i dag læser han finansøkonomi og

vil være revisor! Og hvis ikke Cornelia igennem flere år havde fået massiv og indfølt støtte fra

Askovhus var hun formentlig død af den anoreksi, som hun har kæmpet så hårdt med siden

den tidlige ungdom. I dag har hun lært at forstå og håndtere sin spiseforstyrrelse, er blevet

gift, har fået en søn og er i gang med en uddannelse. Nå ja, og hvis ikke Viggo med en

recept på antidepressiver i lommen havde ringet på hos Dialog Mod Vold og var gået i terapi

hos behandlerne dér, var han formentlig blevet ved med at tænde af og udøve vold overfor

sin kone og råbe ad sine børn til der ikke var flere at hælde sine frustrationer ud over. Og så

videre.

Naturligvis er udvalget her en stribe solstrålehistorier, de gode eksempler. Men det rokker

ikke ved det grundlæggende – at selv den mest truede og udsatte lille spire kan vokse og

blive til et vældigt, livskraftigt træ, hvis bare nogen i rette tid kommer med en vandkande og

en smule gødning. Noget omsorg, noget personligt engagement, en vilje til at ta’ ansvar for

medmennesket. Det opleves jo ikke, som om det er staten eller kommunen, der har løftet de

her mennesker. Nej, det er altid fortællingen om det enkelte individ, en særlig pædagog, en

empatisk læge, en klog chef, der gjorde en forskel. Men når det er sagt, må man huske på

vigtigheden af, at samfundet (velfærdsstaten, you know,) sørger for at afsætte de ressourcer

og midler, der skal til for at kunne yde kompetent og professionel hjælp til selvhjælp. Ikke

mindst i disse år, hvor velfærdsstaten er under pres, må der højlydt mindes om, at det

simpelthen ikke kan betale sig at spare på at få de kuldsejlede på ret køl. Som historierne

her viser, kommer investeringen mangefold igen, i stedet for at blive tunge udgiftsposter vil

både Malene og Ali blive glimrende skatteborgere. Og det er kun det kølige cost-benefit-

argument. Dertil kommer den moralske ekstrabonus, at vi lykkelige danskere bevisligt bliver

endnu lykkeligere, når vi rækker ud til dem, som ikke kun er nær ved at blive opgivet af

samfundet, men som også er ved at opgive sig selv. Ingen liv behøver at gå til spilde, enhver

har et potentiale at folde ud. Som AskovFonden siger: ”Fordi alle vinder, når ingen taber”.

Nemlig.

Hanne-Vibeke Holst

4

ASKOVFONDEN

AskovFondens Social Psykiatriske Afdeling henvender sig til psykisk sårbare.

Vi tilbyder aktiviteter og socialt samvær samt beskæftigelses- og uddannelsestilbud.

Vi skaber mulighed for, at udvikle personlige kompetencer og har fokus på at facilitere

tilknytning til arbejdsmarkedet. Hos ASPA tilbyder vi både personlige samtaler, men også

anonymitet for mennesker der søger et ikke struktureret samvær.

AskovFondens børneinstitution Børnehuset velkommer dagligt 13 vuggestuebørn,

44 børnehavebørn og 70 fritidshjemsbørn. Vores miljø byder på anerkendelse og fokus

på at skabe lige vilkår uden sproglige, sociale og kulturelle barrierer.

Askovhus tilbyder behandling indenfor spiseforstyrrelser, psykosociale vanskeligheder og/

eller selvskadende adfærd. Vi sammensætter individuelle rehabiliteringsforløb med udvikling

og træning af færdigheder med den målsætning at brugerne hen ad vejen kan magte et

selvstændigt hverdagsliv. Askovhus’ tilbud er dagtilbud, botilbud samt ambulant terapi.

Hos Dialog Mod Vold tilbyder vi behandlingsforløb for voldsudøvere i form af individuelle

samtaler og gruppeforløb samt sideløbende terapeutiske samtaler for partneren. Behandling

til børn i voldsramte familier tilbyder vi til børn i alderen 4-18 år. Samtalelinien Voldsom

Kærlighed er vores tilbud til unge mellem 14 og 18 år, der udøver kærestevold.

ASKOVFONDENS AFDELINGER MED HVER DERES HISTORIE

5

ASKOVFONDEN

KBH18+ er et tilbud på ydre Nørrebro for de 18-25 årige uden job eller uddannelse.

Vi bidrager til at motivere de unge til at gå i gang med en uddannelse eller finde

beskæftigelse. KBH18+ er et attraktivt alternativ til gaden og udover aktiviteter og events,

tilbyder vi at hjælpe med at formidle kontakt til arbejdsgivere, skrive ansøgninger og tage

kontakt til jobcentre

MIR er et behandlingstilbud med specialundervisning for normalt eller godt begavede elever

med udfordringer inden for bl.a. autisme og ADHD. Vi styrker eleverne og hjælper dem til at

genfinde lysten til læring, samvær og udvikling, så de kan vende tilbage til og profitere af de

almindelige undervisningstilbud.

I Aktivitetshuset tilbyder vi afklaringsforløb for sygemeldte og dagpengemodtagere samt

mentorpakker for samme gruppe og unge. Aktivitetshusets medarbejdere har stor erfaring

med at arbejde med traumatiserede og socialt isolerede borgere. Tryghed og praktiske

aktiviteter er centrale elementer i de forløb, vi tilbyder, hvor vi blandt andet understøtter

fordybelse og læring med sprogstimulering samt træning i sociale færdigheder.

I KBH+ arbejder vi med udvikling af innovative metoder og modeller for arbejdet med unge,

uddannelse og beskæftigelse. Vi har fokus på inklusion og mangfoldighed, og på inddragelse

af aktører fra både det private, det offentlige og civilsamfundet. Vi skaber nye løsninger og

muligheder, som styrker de unge og bidrager til udligning af den sociale ulighed.

6

ASKOVFONDEN ASPA

SKIFTEDE MEDICINEN UD MED MICHELIN-DESSERTERMALENE var paranoid skizofren

og startede med at

arbejde fire timer om dagen i Netværks-

caféen. Hun fandt ud af, at hun kunne

lide at lave mad. Nu er hun i lære som

kok og arbejder 50 timer om ugen på

gourmetrestauranten formel B.

Jeg laver desserter som ’Saltet karamel

med kærnemælkssorbet og smørristede

croutoner’ og ’Havtorn en surprise’ på gourmetrestauranten formel B på Vesterbrogade

i København. Det havde jeg ikke set komme, for med min sygdom og diagnose var jeg

ligesom afskrevet.

Jeg blev syg allerede i begyndelsen af tyverne. Efter gymnasiet arbejdede jeg et år i Netto.

Jeg gik på Biblioteksskolen på Amager, men efter et stykke tid gik det ned ad bakke, og

jeg stoppede. Jeg fik diagnosen paranoid skizofren. Havde det rigtig skidt og var skide skør.

Og fik også at vide, at det var kronisk, og jeg ikke ville blive rask. Så var jeg ’parkeret’. Jeg startede på

et daghospital og kom senere hen på Thorupgården, som er et socialpsykiatrisk bocenter

for unge. Jeg var flyttet til Sydhavnen, hvor de også havde en afdeling. De mente, de kunne

stabilisere mig med medicin, men jeg skulle

ikke regne med, at jeg nogensinde kunne

arbejde eller studere.

I Sydhavnen var det op til en selv, hvordan

man brugte de kontaktpersoner, man havde.

Jeg fik medicin og tog meget på, så jeg

trænede sammen med en kontaktperson.

Jeg var tilknyttet distriktspsykiatrisk center,

og ved en fælles beslutning fandt vi ud af,

at jeg skulle trappe ud af medicinen. Jeg

fandt også ud af, at jeg var nødt til at lave noget.

Tiden er lang, hvis man ikke har noget at lave.

Min interesse for mad kom, da jeg boede

på Thorupgården. Begge mine forældre er

fra landet. Min mor er god til at lave mad,

min far er håndværker og kan ikke finde ud

af det. Så jeg er vokset op med frikadeller

og opbagt sovs, rigtig dansk landkost. Men

på Torupgården var en kok, som kom og

lavede mad. Vi skulle lave maden sammen

og spise fælles, men vi var for syge og

7

ASKOVFONDEN ASPA

8

dårlige til at kunne det. Så kom kokken, og

lavede mad med os. Det var så fedt. Han

var pissedygtig, og han var ligeglad med,

hvordan vi havde det. Han fortalte en masse

om råvarer, og det var som et rart break,

for man var ligeglad med, hvor dårligt man

havde det, det handlede om noget andet.

Så var det pludselig fedt at have de der

maddage. Jeg prøvede at lave sund mad,

de andre gad så ikke spise det, men det var

fedt, at man fik lov. Vi var 10 mennesker,

der boede der, så vi kunne købe ind for

mange penge.

En dag kom jeg i kontakt med nogen,

som arbejdede i Netværkscaféen. Det gav

mig lyst til at prøve at arbejde i køkkenet.

Jeg var nu trappet helt ud af medicinen,

udskrevet fra distriktspsykiatrisk og

ønskede et rigtigt job. Det skulle ikke bare

være noget med at sidde og drikke kaffe.

Så via kommunen kom jeg til jobsamtale

med lederen af Netværkscaféen og fik

lov til at starte. I starten skete der ikke

så meget. Cafeen lavede kun frokost til

administrationen. Men køkkenet skulle

ændres, så vi kunne lave rigtig mad. Vi

kom på hygiejnekursus og fik en aftale

med distriktspsykiatrisk afdeling, så de

kunne købe mad billigt i caféen. I et stykke

tid, var vi kun tre - lederen, en frivillig og

mig, der skulle få det til at fungere. Jeg

synes, det var rigtig sjovt. Vi arbejdede

mandag til torsdag fire timer dagligt.

Det var i caféen, jeg fandt ud af, jeg ville

være kok. Jeg talte ikke med nogen om

det i starten, for jeg var bange for at blive mødt med bemærkninger om, at det var en hård

branche med hårde arbejdstider osv. Så jeg holdt det for mig selv. Det var først, da jeg gik

på grundforløbet på Teknisk Skole og lavede en liste over, hvor jeg gerne ville hen, at det

gik op for mine forældre, at det var det her, jeg ville. Men hvordan skulle jeg kunne tro på, at

det kunne lade sig gøre? Jeg havde jo fået at vide, at jeg aldrig ville kunne læse videre eller

passe et job.

For at sige det kort, så udgjorde den kvindelige leder af Netværkscaféen forskellen mellem

begrænsninger og håb. Hun var anderledes, ikke som de andre pædagoger jeg har mødt. Hun var

ASKOVFONDEN ASPA

9

ligefrem og ikke bange for at tale personligt.

I starten syntes jeg, det var svært at skulle

forholde mig til nye mennesker, men hun

viste mig, at jeg kunne slå hjernen fra

de private ting – lade privat være privat

og tage en pause fra det, når jeg var på

arbejde - og det virkede for mig. Når man

var der, skulle man lave noget. Jeg kunne

godt lide, at det var et rigtigt arbejde.

Og jeg kunne se, at jeg rykkede hurtigere end så mange andre, fordi hun som chef også

var god til at anerkende, at jeg gerne ville mere, ville arbejde mere og have mere ansvar.

Hun havde tillid til mig og gav mig flere opgaver. Det var fantastisk at lave mad, men også

fedt at det var et arbejde. Hun forventede, at jeg mødte til tiden. Der kom gæster, jeg skulle

”være på”. Det var godt for mig, for det var jeg meget dårlig til. Min chef var rigtig god. Hun

heppede på mig. Hun lyttede, indtil hun ikke gad mere og bare sagde: Nu skal vi videre! Folk er tit for

høflige til at stoppe en, når man er syg. Så man er vant til at tale om, at man har det skidt hele

tiden. Hun var god til at give plads, men også god til at sætte grænser og stille krav.

På formel B arbejder jeg på lige vilkår med andre elever. Vi har det godt her i køkkenet. Der

skal være rart at være, når vi bruger så mange timer her, siger min chef Kristian Arpe-Møller.

Restauranten har en Michelin-stjerne. Så nu laver jeg Michelin-desserter, men jeg skal ikke

tænke for meget over det. Kristian er lidt mere rolig omkring det. Konceptet er a la carte

menu og fast pris på retterne, så der kommer alle mulige gæster ind. I hverdagene har vi

omkring 50 gæster og i weekenderne 80-90. Det er sjovt.

Det bliver spændende med uddannelsen. I starten troede jeg nok ikke på, jeg kunne arbejde

på den måde, jeg gør nu. Mine venner og familie er også overraskede over, at jeg er glad,

og at jeg kan arbejde 50 timer om ugen. Jeg har altid troet, jeg skulle læse. Det var ret sent,

at jeg fandt ud af, jeg ville noget med mad. Det har taget lang tid, men min kæreste har hele

tiden heppet på mig. Vi mødte hinanden på Thorupgården, og nu har vi fået en lejlighed

sammen. Nu skal vi bare arbejde. Jeg er elev nu, det kommer han også til at være, han

skal nok være håndværker.

Det vigtige er, at jeg er et sted, hvor jeg ikke skal fortælle min historie, og sådan var det

også i Netværkscaféen. Min chef tog mig alvorligt og sagde, at man selv kan bestemme, hvem man

gerne vil være. At man ikke behøver være hende den skøre, men hende, der arbejder og gør

noget fedt. Hun har troet på mig hele tiden og sagt, at det var mig selv, der bestemte, om jeg

kunne eller ville arbejde. At det bare handlede om, hvor meget jeg ville det. Og jeg mærkede,

at hvis hun troede på mig, så blev jeg også nødt til at tro på mig selv. Da hun fik at vide, at

jeg skulle på grundskole, var hun glad og sagde, det var rigtigt, jeg kom videre. Og det var

det. Det har været mega hårdt, men det er sgu gået meget godt.

ASKOVFONDEN ASPA

10

ASKOVFONDEN BØRNEHUSET

ET NYT SYN PÅ LIVETRADIA er berber fra Marokko. Hun er 29 år, født og

opvokset i Danmark. Som teenager fandt hun

et helle, hvor hun havde lov til at være sig selv nemlig

i Pigeklubben.

Min far kom til Danmark i 1960erne, dengang der var behov for

arbejdskraft, og et par år efter hentede han min mor hertil. Jeg

har seks søskende. Jeg er nummer tre. Barnet i midten - det hvide

i flødebollen. Jeg er født muslim, og imens jeg boede med min mor

og far, har jeg praktiseret det med alle de ting, man må og ikke må.

Dog besidder jeg en del værdier fra islam den dag i dag, der også

har været med til

at forme mig som

person.

Min mor og far

blev skilt, da jeg

var tretten. Min

mor flyttede ind på

et krisecenter, fordi

hun ikke ville finde

sig i den voldelige

behandling hun fik

af min far. (som

nu er blevet et

dejligt menneske) Hun havde mine mindre søskende med, men vi

ældre børn måtte ikke være der. Så kommunen ville sende mig på

institution, men det var min mor ikke så glad for. Heldigvis kendte

hun en kvinde, der arbejdede som pædagog hos AskovFonden.

Hun tilbød min mor, at jeg kunne bo hos hende, indtil min mor

havde fundet en lejlighed. Så i et års tid boede jeg hos hende og gik

samtidig i Pigeklubben, og det var et lærerigt befriende år. Jeg skulle

dog stadig begå mig under min mors regler, for hun er min mor og

jeg elsker hende. Jeg kom fra et hjem, der var semi-disciplineret.

Mens jeg boede med min mor og far, fortalte de mig, hvad jeg

måtte, og hvad jeg ikke måtte. Det baserede sig mest på traditioner,

og reglerne blev ikke forklaret. Jeg fik aldrig begrundelser for

hverken det ene eller det andet, og jeg spurgte heller ikke ind til

det. Man skulle bare høre efter og makke ret. Jeg klagede ikke,

jeg gjorde hvad mor og far sagde. Ligesom i skolen der også var

præget af kæft, trit og retning.

Der skulle man altid bare sidde og lytte til læreren og huske alt det,

han skrev på tavlen. Det var bare så ’Åh!’ Men så flyttede jeg ind hos

den kvindelige pædagog, og her var det helt

anderledes. Hos hende var det helt i orden

at tænke på en anden måde og opføre sig

lidt skørt. Der var selvfølgelig regler, men

samtidig også meget frihed. Hun arbejdede

også i Pigeklubben, og jeg kunne rigtig

godt lide den måde, hun gik ind i mig og de

andre piger på. Når hun for eksempel spurgte:

”Hvorfor synes du det? Hvorfor tror du det?” –

spørgsmål, der krævede, at man selv måtte have

en mening om tingene. Her kunne jeg danne

mine egne teorier om tingene. Det var virkelig

en ’eye-opener’ og en befrielse for mig, der

gik i 8. klasse. Det var fantastisk at bo hos

hende, ikke kun fordi hun gav mig husly, men fordi hun støttede mig

på alle mulige måder. Hun var der for mig, hun åbnede døre, jeg ikke

kendte og viste mig andre døre, jeg ikke vidste, jeg selv havde nøgle

til. Hvordan forklarer man sådan noget? Det var et nyt syn på livet.

Virkelig et nyt syn! Hun tog mig også med ud at rejse. Til Mallorca

med vand og palmer og alt muligt. Jeg havde aldrig set andet end

Danmark og et område af Marokko. Det var så stort, og jeg sagde

til mig selv, at når jeg fik mulighed for det, var det det, mit liv skulle

11


handle om: arbejde, rejse, arbejde, rejse, arbejde, rejse – og sådan

blev det. I tre år af mit liv gentog jeg det med at arbejde og rejse.

Og det føler jeg slet ikke, jeg er færdig med endnu. Det er blevet en

af mine passioner!

Det eneste, jeg husker fra den første dag i Pigeklubben, er skiltet.

Nogle tøser dernedefra og jeg kom på ideen, og så malede jeg det.

Ingen af mine andre søskende kom i klubben, og for mig var det et

helle, nogle timers daglig eskapisme. Hjemme blev der råbt meget,

og når det hele var kørt op, var det rart bare

lige at løbe ned i klubben og sætte noget

musik på og chit chatte med pigerne.

I den muslimske kultur er det sådan, at når

piger er sammen, må de gøre lige præcis,

hvad de har lyst til, og der kun var piger i

klubben, så jeg vidste, at jeg ikke gjorde

noget forkert. Det var det fedeste. Hver

gang de havde åbent, så tog jeg derned fra

åben til luk.

Jeg kom i Pigeklubben hver dag. Efter skole

mødtes jeg med de andre nede i gården,

og så gik vi ned i klubben. Åh, vi glædede

os, og det blev næsten et ritual, når vi kom

derhen, at vi skyndte os ind i danserummet

og lukkede døren. Så skulle vi alle sammen

lige ind og snakke om tingene. Vi lavede

en masse skægge ting. Vi kopierede f.eks.

et gameshow fra tv, ’Knald eller Fald’, hvor en pige skulle vælge en

ud af tre piger. Så fandt de hinanden og skulle ud på bryllupsrejse.

Vi rodede med al mulig kreativt. Jeg gik til street funk, hip hop,

jazzballet og anden dans, og jeg begyndte at koreografere. Jeg har

også trænet nogle af de mindre piger i klubben. Ingen begrænsninger.

Vi ville bare gerne smile og være piger. Have lov til at gøre, sige og

opføre os som nogle, der havde fundet et kighul indtil friheden.

Følelsen var smuk og stedet trygt.

Vi fik hygge, vi fik mad, vi fik ture. Vi fik privat tid med de voksne,

hvis der var noget vi kæmpede med, og der var ingen, der skældte

ud. Hey, jo, forresten, én gang skældte den pædagog ud, som jeg

boede hos. Jeg indrømmer, jeg var en lille rebel dengang. Vi var på

en luksustur, på koloni, og vi piger havde aldrig rigtigt gjort noget

alvorligt forkert. En aften lod vi, som om vi sov, og så stak vi af

fra kolonien. Vi gik og gik ind i naturen og ud på en stor motorvej.

Derefter så vi et diskotek der var tomt, men der var en dj. Vi gik

ind og begyndte at danse. Haha det var det første vi gjorde og

vi dansede som om, der ikke fandtes i morgen. DJ’en spurgte, om

vi var gamle nok, og ja-ja, selvfølgelig var vi det!

Lige pludselig kom en pige, der var med på kolonien og fortalte,

at de voksne var stået op. Vi skyndte os hjem, men det var for sent.

De havde allerede opdaget, at vi var væk. Og de voksne fortalte det

til mødrene, og så blev der ballade. Vi piger måtte jo ikke engang

tænke på at tage på diskotek. Men sådan er det: forbud avler

modstand. Selvfølgelig skulle vi prøve det. Hende, jeg boede hos,

12


13


skruede bissen på. Hun råbte af mig, og jeg

blev bange, for jeg havde aldrig set hende

sådan. Men skideballen var velfortjent,

for vi misbrugte de voksnes tillid, og det

skete aldrig igen.

Jeg gik på forskellige skoler, og blev

moppet alle stederne. Jeg har altid været

en særling, en drenge-pige der både var

køn, sød, sjov og måske lidt mærkelig.

Jeg blev også mobbet med, at jeg havde

akne. Jeg blev kaldt pizzaface med alt

mulig ekstra på. Den dag i dag griner jeg

af dem, der mobbede mig. Min akne er

blevet mit kendetegn, og jeg vil ikke have

en laser operation eller noget, for det er

sådan Radia ser ud! Men dengang gik det

mig psykisk på. Det eneste sted, jeg ikke

blev mobbet, var i Pigeklubben. Så også

på den måde var det et helle.

Hvis pigeklubben ikke havde eksisteret,

havde man helt sikkert set mig hænge

mere ud på gadehjørnerne sammen med

tøserne. Det var jo det, man gjorde, hvis

man ikke var i pigeklubben. Det var sådan

noget teenage-noget med at hænge ud

på specifikke gadehjørner, for vi skulle

beskytte vores kvarter. Beskytte hinanden

imod folk, som ville os det ondt. Vi havde

sådan noget med, at vi skulle være der for

hinanden, selv om vi ikke kendte hinanden

særlig godt. Inde i vores hoveder gjorde

vi gaderne lidt mere barske end vi kunne

se, de var. Det, der foregik, skete jo ikke

foran vores øjne, det foregik i undergrunden

og bag ved høje bygninger. Nørrebro i

1990erne var en masse ballade og en del kriminelle organisationer,

der begyndte at bygge sig selv op. Og selv om vi kun var små piger,

kunne vi ikke undgå at blive påvirkede af stemningen.

Så vi lavede vores egen lille klan, der var ikke nogen, der skulle fucke med

os og sådan noget pjat, ik’!

Fra jeg udviklede en forstand og til i dag, har jeg kæmpet

med at være mig selv, og jeg kæmper stadig. Det er en slags

selvrealiseringsproces, og jeg er ikke landet endnu.

Med min baggrund – de regler jeg ikke forstod og mine forældres

skilsmisse – har jeg ofte følt, at jeg måtte starte helt fra bunden

af. Jeg havde aldrig nogen til at fortælle mig hvordan og hvad jeg

kunne gøre i de små detaljer af livet som jeg fandt væsentlige og

værdifulde. Ikke nogen til at give mig nogle retningslinjer for at nå

frem her i livet. For mig handlede det ikke kun om uddannelse og et

sikkerhedsnet, det handlede også om min indre frihed. Det er som

om, jeg havde fået en masse ind på vrangen, en masse info som så

skulle redigeres indeni mig og flettes ind i det jeg står for. Det var

det, pædagogen fra AskovFonden hjalp mig med. Hun bekymrede

sig om os og tog os alvorligt. Hun lærte os, hvordan vi lærer at finde

ud af, hvad vi selv tænker om tingene.

De sidste par år i Pigeklubben har været sådan lidt on and off,

når jeg har brug for at være i mit helle, tager jeg derned. Vi piger

voksede fra hinanden, men de år vi havde sammen dér var med til

at forme mig. Derfor var Pigeklubben et dejligt sted at komme og

et fantastisk sted at være. Det var noget særligt. I modsætning til

derhjemme, hvor stemningen var trykket, og skolen, hvor der kun

var dårlig energi, var Pigeklubben en helt anden verden.

Et sted, hvor der var godt og trygt. Et varmt sted, et rigtigt sted.

Mit sted..

14

ASKOVFONDEN ASKOVHUS

NU ER JEG PÅ VEJTRODS ÅRELANG ANOREKSI, et hav af indlæggelser og 13

selvmordsforsøg har Cornelia

med stor hjælp fra Askovhus fået mod på livet. Hun er blevet gift, har en søn og er

i gang med en uddannelse til socialrådgiver.

Min sygdom begyndte, da jeg var omkring 13 år. Jeg dyrkede meget sport, var gymnast

og dansede meget. Pludselig fik jeg en knæskade, der blev negligeret, fordi jeg var så ung.

De sagde, det var vokseværk, så jeg fortsatte med at træne. Først tre år senere fandt man

under en operation ud af, at mit korsbånd var sprunget. Og et halvt år efter operationen viste

det sig, at lægerne også havde overset en 2,5 cm dyb flænge i noget brusk bag knæskallen,

og det endte med, at jeg udviklede en nervesygdom. Men da jeg fik skaden, kom jeg ind

på Rigshospitalets smerteklinik, og der kunne de se, at der også var noget andet, noget

psykisk, der fyldte helt vildt meget for mig.

Da jeg var seks år, overværede jeg, at min mor fik tæsk af min søsters far. Min søster var

lige født, så jeg måtte ind og hente min nyfødte søster og videre ind til naboen, så der kunne

komme hjælp. Jeg skulle være voksen ret tidligt og prøvede at leve op til at være min mors

sparringspartner. Da jeg var 13, skred det hele. Min mor fik en ny kæreste, og så var jeg

ikke sparringspartner længere. Samtidig fik jeg det med mit knæ og kunne ikke træne. Jeg

fik at vide, at det ville tage et halvt år, men det tog syv år med krykker og skidt og møg.

Jeg tror på mange måder, at min spiseforstyrrelse og senere anoreksi blev en måde, jeg

kunne flygte fra det hele på. Jeg kunne i hvert fald styre, at jeg ikke blev tyk. For jeg skulle

jo tilbage til gymnastikken og dansen igen. Men det tog overhånd, og jeg mistede overblikket.

Jeg røg ind i en verden, hvor virkeligheden var forvrænget. Det handlede om nogle åndssvage ting.

Bare jeg havde taget 200 gram på, gik min verden i stykker. Jeg tabte mig helt vildt, og det

påvirkede også min hjernefunktion. Da jeg vejede 33 kilo, gik jeg i stå midt i samtaler, og

der var bare ikke noget at hente i mit hoved. Der var jeg ved at stille træskoene.

Jeg fik kontakt med Askovhus i 2003. Det kom i stand via overlægen på Anoreksiklinikken

på Rigshospitalet, hvor jeg først var i ambulant behandling. Indtil da havde jeg bare været

indlagt på medicinske afdelinger og havde ikke selv tænkt, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Så da jeg endelig langt om længe fik en diagnose, var det svært at forholde sig til det. Og

så det at skulle ud af det igen. Der var en periode, hvor jeg fik behandling forskellige steder i

15


landet, men overlægen fra Anoreksiklinikken

og min kontaktperson på Askovhus var hele

tiden inde over, og i 2006 flyttede jeg ind

i en af Askovhus’ boliger i Brohusgade på

Nørrebro.

Jeg fik så meget støtte. I weekenderne fik

jeg fire besøg om dagen, hvor de spiste

med mig. Det var helt ekstraordinært.

Normalt har man én spiseaftale om ugen,

og det er dét, men jeg skulle have alle mine

hovedmåltider dækket, og det blev der

bakket intensivt op om. Det var en turbulent

tid. Jeg var stadig inde i sygdommen. På den

ene side ville jeg rigtig gerne videre med mit liv,

og på den anden side var det også bare svært.

De skulle sørge for, at jeg fik spist min mad,

fordi jeg havde rigtig svært ved det. Det

var for voldsomt for mig. Men det hjalp, at

der kom nogen, og at de var der til at tage

den uro, der kom bagefter. De betød rigtig

meget for mig, at personalet på Askovhus

var så fleksible. Det hele var lagt i skemaer,

hvem der skulle komme klokken hvad. Det

fungerede rigtig godt, og gradvist blev det

bedre.

Alligevel blev jeg indlagt på den almindelige

psykiatriske afdeling, efter at jeg havde

taget alt for mange afføringspiller. Der

havde de ikke rigtig nogen erfaring med

spiseforstyrrelser. De kom med mad,

man kunne gøre med, hvad man ville,

og alligevel kunne de ikke forstå, at man

ikke tog på. Så kom min kontaktperson

fra Askovhus og sagde til dem: ”Vi har

16


nogle gode medarbejdere. De kommer hver

aften og spiser med Cornelia”. Så jeg havde

seks bo-medarbejdere, som kom i turnus,

primært i hverdagene. Min kontaktperson

kom og holdt samtaler med mig, og det

betød meget, at jeg bare kunne ringe næsten

døgnet rundt. Hvis hun ikke lige tog den,

ringede hun altid tilbage. Jeg har nærmest

været indlagt on and off i tre år. Jeg har haft

13 selvmordsforsøg, også imens jeg har

været indlagt, men fra især Askovhus og

Anoreksiklinikken fik jeg råd og støtte, og det

gode samarbejde har betydet alverden.

Jeg har virkelig været overrasket over, at de har

lagt så meget energi i at hjælpe mig.

Sidst i forløbet, da jeg var indlagt, blev jeg

optaget på socialrådgiveruddannelsen.

Jeg søgte om revalidering og fik den bevilget.

Men så ville de alligevel ikke give mig den,

fordi jeg havde søgt ind på lige netop den

uddannelse. De mente ikke, at jeg egnede

mig rent psykisk til den, at det ville være for mentalt belastende for mig at skulle arbejde med

andre, der måske havde det psykisk dårligt. Men igen gik Askovhus og Anoreksiklinikken ind

og bakkede mig op, og sagde, at jeg sagtens kunne klare det. Revalideringen gik igennem,

og jeg fik at vide, jeg kunne starte på uddannelsen. Det løftede min selvtillid, og jeg tænkte,

at jeg måtte hanke op i mig selv. Jeg ville gerne have et liv med børn og mand. Jeg måtte

gøre noget aktivt, og jeg tænkte, at det kunne være fedt at få en hund. Jeg vidste, at hvis jeg

havde en hundehvalp, ville det være rigtig svært at bede om at få den passet, hvis jeg skulle

indlægges. Man måtte ikke have hund i Brohusgade, men ved alles hjælp fik jeg ordineret

en lille terapihund. De gjorde en undtagelse, og jeg har ikke været indlagt på grund af min

spiseforstyrrelse siden. Det er selvfølgelig ikke kun min hund, der har gjort det. Men det,

at jeg havde nogen, der havde brug for mig, og at der samtidig var nogle fremtidsplaner,

gjorde, at jeg bare ikke måtte fucke det op. Det var selvfølgelig benhårdt.

Fire måneder senere mødte jeg min mand. Uofficielt flyttede han bare ind den dag, han

kom. Han var med, når bo-medarbejderne kom og lavede mad en gang om ugen, og da jeg

blev gravid, fik han lov til at flytte ind som

backup, så jeg ikke skulle få tilbagefald.

Man ved ikke, hvordan det kan påvirke én

at være gravid, så det var rigtig fedt, at han

kunne få lov til at flytte ind officielt.

Mange anorektikere har svært ved at sige

fra. Jeg er klassisk og lige efter bogen

på det punkt. Jeg siger gerne ja til alt og

tænker mere på andre end mig selv, er

meget pæn i det og vil gerne være god ved

alle. Man lærer i behandlingen at sige nej,

og at man godt må sige nej, men verden

uden for er jo ligeglad med, om jeg har

lært at sige nej. Min spiseforstyrrelse er der

17


stadigvæk, og når jeg er presset, ligger det lige for at synes, at jeg er for tyk. Men jeg kender

advarselssignalerne, og det gør, at jeg kan nå at råbe vagt i gevær, for jeg har ikke lyst til at

komme der hen igen. Jeg har min søn nu, og han skal ikke være påvirket af at have en mor, der har en

spiseforstyrrelse.

Den her sygdom er jo ret kompleks og er egentlig bare et symptom. Når noget er svært,

kommer alle de gamle mønstre op igen, og man begynder måske at skære ned på maden

igen, selv om det i virkeligheden handler om, at det kan være svært at starte på en

uddannelse. Jeg havde jo ikke arbejdet med noget, før jeg startede. Jeg var ældre end

de fleste, men det var fordi, jeg havde været syg så længe. Så selv om min kontrakt med

Brohusgade udløb i 2011, er jeg fortsat med at komme i Askovhus, og jeg taler stadig en

del med min kontaktperson. Så taler vi for eksempel om, hvordan man tackler det, når man

har været lukket ned i så mange år. Jeg skal jo lære at bo og leve og agere ude i samfundet.

Jeg er blevet gift med min mand, vi har vores søn, jeg har min uddannelse. Nu er jeg på vej.

Samtidig med min sygdom har jeg gået i terapi i mange år, for en stor dels vedkommende i

dialektisk adfærdsterapi, som de også bruger i Askovhus. Jeg har kunnet bruge rigtig meget

af det, og det tror jeg også har været med til at forme mig. Når jeg hører folk sige, at de ikke

kan ændre på noget, så vil jeg se det, før jeg tror det. For det kan man godt. Det tager bare

lidt tid.

18

ASKOVFONDEN DIALOG MOD VOLD

MEN DERFOR KAN JEG JO GODT DRØMME…SIMON hadede sin far, når han

slog moren. Men volden

blev også Simons sprog. Indtil den dag

han mistede sin kone, fordi han stak

hende nogen på hovedet. Nu er han

startet forfra, og har ikke opgivet håbet

om at finde en kvinde, der vil have

ham, for den han er.

Hvad kærligheden angår, kan man sige, at jeg

var havnet der, hvor jeg altid havde drømt om

at være. Jeg fandt mit livs kærlighed, en

kvinde jeg forgudede, hende jeg ville bruge

resten af mit liv med. Det var nøjagtig det,

jeg havde drømt om. Indtil jeg stak hende

nogen på skrinet.

Jeg har ikke nogen helt klar erindring

om, hvornår det blev naturligt for mig

at udøve vold. Men det startede tidligt i

teenageårene, hvor jeg havde været udsat

for mobning i forbindelse med, at vi flyttede

længere ud på landet, og jeg ikke lige

passede ind i kliken i den lille flække. Der

slog jeg sgu fra mig, og det gav en form for

respekt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud, at

jeg kunne løse komplekse problemer med vold.

Der var altid ballade hjemme i min familie,

skænderier var dagligdag. Jeg husker

utallige episoder fra familiefester med

19


slagsmål, pinlige scener og optrin fra min

fars side - også inden for hjemmets fire

vægge. Min far har drukket massivt, så

længe jeg kan huske. Han er uddannet

håndværker og lærte at drikke bajere

som en del af pensum. Min mor drikker

overhovedet ikke, og jeg ved ikke, hvorfor

de blev sammen. Jeg ved heller ikke,

hvordan han kunne klare at holde på sit job,

men det kunne han. Han kom ofte meget

fuld hjem, og sommetider fik min mor

nogen på hatten. Så sagde min mor:

Nu flytter vi! Men det gjorde vi ikke. Han

kom på antabus og holdt op med at drikke

i en periode. Indtil han begyndte igen, og

sådan gik det i ring. Min far er en god mand,

når han ikke drikker, men når han gør … pyha.

Det har smittet af på mig. Jeg kan godt

lide fester og farver. Men de fester har altid

resulteret i ballade, og jeg har også opsøgt

ballade i stor stil. Jeg har en aggression i

mig, som bare skal ud. For helvede, hvad

jeg ikke har lavet af vanvittige ting! Når

man bliver kriminel, kan man ikke lave

relationer til almindelige mennesker. Man

får et forskruet billede, for alting kommer

til at handle om penge. Jeg har en kriminel

løbebane. Jeg er dømt for noget hash, har

en dom for bankrøveri og lang serie

af voldsdomme bag mig.

Jeg har udøvet vold over for min familie.

Jeg har tævet min egen far. Jeg har set,

hvordan han var gennem hele min opvækst.

Jeg advarede ham, da jeg var 14, da han

havde fat i min mor, og da jeg blev 18, fik

han virkelig bank. Jeg har udøvet vold i

skolen, på min arbejdsplads, på værtshuse

og i form af kriminel vold. Og så hustruvold

… Det er hustruvolden, jeg har så svært

ved at tage på mig. At jeg har tævet den,

jeg holdt allermest af. Man kan altid finde

en forklaring. Jeg ved også, hvorfor jeg gik

amok den dag, men jeg kan ikke forsvare

det, uanset hvad jeg gør og siger. Det hele

bundede i jalousi, og hun sagde nogle rigtig

modbydelige ting til mig. Jeg kunne have

rejst mig og være gået, og det havde jeg

prøvet rigtig mange gange, men det blev

balladen kun større af. Jeg er virkelig dårlig til

at modtage kritik. Hun kritiserede mig, og jeg tog

det som et angreb og blev sur, og så slog det klik.

Det var ren affekt og afmagt. Og da det var

sket, rev det tæppet væk under mig. Jeg

har hadet min far, når han var voldelig, og

nu blev jeg selv det, jeg hadede allermest.

Forinden havde min kone og jeg gået i

parterapi. Jeg syntes, parterapeuten var

meget partisk. Jeg fik at vide, at vold var

min identitet. Først bagefter, da det var

gået galt med min kone, fandt jeg ud af,

at terapeuten havde ret.

Jeg har bygget et had op hele mit liv

og gået med en vrede i mig hele tiden.

Og det er hårdt at opleve, at jeg levede som

det dumme svin, min far var. Jeg er ikke ond.

Jeg har aldrig ønsket at undertrykke min

kone eller være dominerende. Jeg har for

eksempel aldrig diskuteret en opvask eller

en ridse i bilen. Mit problem har været, når

der kom personlig kritik ind i det. Så blev

jeg nærtagende. Jeg er sikker på, jeg har

savnet anerkendelse. Det hele bunder i

mindreværd. Jeg har følt mig som røv og

nøgler, men jeg har altid fået respekt og

anerkendelse ved at udøve vold. Men for

20


fanden, hvor jeg skammer over, at jeg slog

min kone. Jeg gik også helt stille med det i

fængslet. Hustruvold er bare det laveste. Ingen

derinde vil sige, at de har tævet deres kone

eller kæreste. Det gør man bare ikke. Det er

det mest nederen, man kan gøre. Hvis du

spørger folk, om de har slået deres kæreste,

vil 99 procent sige nej. Uanset om de har

gjort det eller ej. Det er et tabu.

Da det var gået galt, tog jeg selv kontakt til Dialog

Mod Vold. Helt frivilligt. Det var ikke noget,

nogen trak ned over hovedet på mig. Man

er nødt til selv at erkende, at man har et

problem, ellers kan man ikke blive hjulpet.

Jeg har snart gået herinde i to år, og det er

lidt usædvanligt med så lang tid, men jeg

var også lidt ekstrem.

Jeg startede med individuel terapi, inden

jeg kom i gruppeterapi. Indimellem er det

svært at sidde i en gruppe med folk, man

ikke kender. I den første gruppe var der

rigtig dårlig kemi. Jeg kom kun tre-fire

gange. Så kom jeg i en ny gruppe, og den

er jeg meget glad for at være i. Man sidder

og får at vide, at man ikke må dømme

andre, fordi man ikke er i en position,

hvor man kan tillade sig at dømme andre.

Der kommer folk med mange forskellige

problemer. For eksempel var der en stalker,

som lavede psykisk terror og drev sine

ekskærester til vanvid. Han skabte virkelig

dårlig stemning i gruppen, og jeg havde

det meget svært med ham. Så talte jeg

med lederen, der gjorde mig opmærksom

på, hvor stor en udvikling stalkeren havde

været igennem. At der var kommet et

sympatisk menneske ud af det, og det blev

jeg overrasket over, for jeg troede ikke, man

kunne nå ind til sådan en fyr. Men det kan

lade sig gøre.

I gruppen taler vi om, at man ikke skal

forsøge at ændre det, som ikke kan

ændres. Ikke kæmpe de kampe, der ikke

kan vindes. Jeg kan ikke bare sige til mig

selv, at jeg ikke skal skamme mig over det,

jeg har gjort. Jeg er så flov over det, at jeg

nærmest har haft lyst til at hoppe ud foran

et tog. Men det nytter ikke. Jeg skal arbejde

med det, og det kan jeg alene. Man må tale

med andre om det og prøve at finde ud af,

hvordan man kan gøre tingene anderledes

i fremtiden. Det første er at finde ud af ens

egne grænser og lære at sige fra i tide.

Min familie ved, at jeg er i behandling, og

det får jeg faktisk anerkendelse for. Og det

er nyt at finde ud af, at jeg får anerkendelse

for at gøre noget andet end normalt. Det er

jo en sund anerkendelse.

Nu har tingene desværre formet sig, som de

har, og jeg må forholde mig til, at jeg skal

finde en ny drøm. Jeg har jo altid set ned på

de af mine venner, som trak sig tilbage og ville

leve et stille og roligt liv. Men det er nok det, jeg i

virkeligheden gerne selv vil. Jeg har bare ikke

kunnet finde vejen derhen. Jeg drømmer

om på et tidspunkt at finde en, der kan

acceptere min fortid. En, der tager mig

for den, jeg er - og for den jeg har været.

Udfordringen for mig er, at næste gang

jeg møder en, så

skal jeg svare på

det obligatoriske

spørgsmål ”har du

nogensinde slået

på en kæreste?”.

Og jeg er tvunget

til at svare ja, selv

om tanken giver

mig myrekryb.

Jeg ved godt, jeg

har skabt dårlige

odds for mig selv,

men derfor kan jeg

jo godt drømme

om den store

kærlighed. Jeg

håber klart at finde

en kvinde, der vil

tage mig for det

gode, jeg har i mig,

og gerne en, der vil

give mig den glæde

at blive far en

skønne dag..

21


22


VIGGO fortæller om erfaringen med

at ændre sit liv, om sit forløb

i Dialog Mod Vold og om sin dybe indsigt

i voldens væsen.

Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor

jeg begyndte at se et mønster. Det

gik ikke skide godt. Jeg opførte mig

uhensigtsmæssigt i mine parforhold.

Jeg havde på daværende tidspunkt fået

endnu et barn med en kvinde, som jeg også

blev gift med, og det endte med at gå op i

råben, skrigen og vold. Til sidst stillede min

kone et ultimatum, som lød på, at hvis jeg

ikke fik noget hjælp, så var hun skredet.

Den sommer, hvor det hele brændte på, gik

jeg i første omgang til min læge. Jeg havde

det ad helvede til, jeg kunne ikke stå op om

morgenen. Det tog min læge 5 minutter at

stille diagnosen depression og udskrive en

recept på antidepressiv medicin. Nede på

apoteket tænkte jeg, ”det gør jeg bare ikke

det her. Det kan simpelthen ikke passe.

Der må være noget andet man kan gøre”.

Jeg kunne ikke leve på den måde resten

af mit liv. Jeg fik en slags åbenbaring.

Pludselig kunne jeg se mig selv befinde

mig i situationer, hvor jeg optrådte stærkt

uhensigtsmæssigt over for de mennesker,

som jeg holder allermest af. Der tegnede

sig et mønster, og jeg nåede til et punkt,

hvor jeg ikke længere kunne finde eksterne

OPGØRET MED ENSOMHEDEN

faktorer, jeg kunne

ikke længere skyde

skylden på andre.

Det kunne jo ikke

passe, at problemet

lå i mit valg af

forkerte partnere.

Fællesnævneren

for de dårlige ting

måtte ligge hos mig, i

mine handlinger. Jeg

kunne se, at mine

børn havde det skidt,

min kone havde det

skidt og jeg havde det skidt, så jeg måtte gøre noget for, at også de fik det bedre.

Herefter fandt jeg Dialog Mod Vold på nettet og tog kontakt til dem. Jeg blev ret hurtigt

indkaldt til samtale, hvor jeg blev oplyst om, at der i hvert fald var nogle måneders kø.

Til sidst ringede de så.

Det første skridt er at indse, at man har behov for hjælp. Men det var svært at møde op den

første gang, at sige ja tak til den allerførste aftale. Der var jeg skide bange. Jeg var faktisk

ved at vende om. Jeg har førhen haft lidt at gøre med institutioner, som eksempelvis politiet,

hvor man allerede fra starten bliver set som lidt af en delinkvent. Sådan var det ikke hos

DMV. Her virkede folk langt venligere og fornuftigere, ikke som et stift offentligt system.

Jeg følte, at jeg blev mødt. Det handler jo om at blive taget alvorligt for den man er, og for

det man kommer med. DMV startede ikke med at fortælle mig, hvem jeg var eller hvordan,

jeg skulle opføre mig. Derimod var de åbne overfor hvem jeg var, og hvad jeg havde brug for;

”Hvad skal vi hjælpe dig med? Hvad vil du gerne lave om på?”.

Først gik jeg til individuelle samtaler en gang om ugen, før jeg begyndte i gruppeterapi.

En sådan gruppe er et interessant rum, men det er også skræmmende, at skulle forholde

sig til otte fuldkommen fremmede mennesker. Det tager tid at opbygge tillid, men man lærer

23


24


hinanden at kende på en anderledes måde.

Jeg aner f.eks. ikke, hvor de andre bor. Jeg

ved stort set ikke, hvad de laver til hverdag,

men til gengæld ved jeg om den ene, at han

har fået enormt mange tæsk af sin far, og

om den anden, at han tissede i bukserne

hver gang han gik hjem fra skole og fik

bank, når han kom hjem med våde bukser.

Samtidigt ved de andre så nogle ting om

mig, som er uden for hvad man normalt ved

om fremmede.

Man kan ikke sætte en type på os, der

udøver vold i nære relationer. Vi havde en

aldersfordeling fra 25 til godt op i 60’erne

og var i øvrigt fra forskellige steder i landet

med vidt forskellige tilværelser; der var alt

fra håndværkere til kommunalarbejdere og

akademikere. Vold sker i alle samfundslag,

ikke kun i socialklasse 5. Jeg ser det selv

omkring mig. Såvel direktører som ”sutter”

kan være både voldelige og kærlige i deres

relationer. Jeg har venner i de højeste

samfundslag, som kunne have godt af en

tur forbi DMV.

Jeg er ikke selv blevet slået, men jeg har

været udsat for psykisk terror. Både min far

og min farfar har haft problemer, både med

fysiske grænser, men også med psykisk

terror. Min far mener, at min farfar bare

var en del af sin tid og at ”sådan gjorde man

dengang”. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg

tror ikke på, at mennesket som art eller som

dyr ændrer sig så hurtigt. For 3 generationer

siden kan man sagtens have været en

god og kærlig far. Hvis man er født i 1917,

betyder det ikke nødvendigvis, at man er en skiderik overfor sine medmennesker. På samme

måde kan man se, hvis man kigger rundt i samfundet i dag, at der er mange mennesker, som

har det godt, og som har gode relationer og er elskelige overfor deres koner og børn. Det har

selvfølgelig også kunne foregå for 70 år siden.

Det man har med hjemmefra hjælper én til at kunne håndtere det rod, den stress og den

vold man bliver udsat for i samfundet. Hvis der var nogen som havde langet ud efter mig,

eller en af de andre fra min terapigruppe, ville vi alle sammen prompte have slået igen.

Mennesker med en anden baggrund ville i samme situation nok have dukket hovedet, eller

være gået den anden vej. På den måde er vi jo nogle individer, som sætter nogle mærkelige

spor i vores omverden. Folk, der som jeg har været udsat for den ene eller den anden form

for vold, laver overlevelsesstrategier som dybest set handler om ikke at mærke, hvad der

sker - ikke at mærke hvem man er eller hvordan man har det. Vi har ikke lært at håndtere

det, vi bliver bange for vores følelser og reagerer derfor udad, i stedet for at sætte os ned

og forholde os til det. Bearbejdelse af sådan en angst er dagligt arbejde. Jeg kan mærke

det fysisk, hvis jeg har været udsat for noget truende, hvis der er nogen, som råber af mig

eller lignende. Min krop reagerer direkte, jeg får det fysisk dårligt. Først senere kommer der en

følelsesmæssig reaktion, og der er det vigtigt at forholde sig til, hvad der er sket.

En af de helt store indsigter fra mit forløb hos DMV er, hvor meget éns virkelighedsopfattelse

ændres af vold i familien. Rigtig mange af os voldsramte voldsudøvere sad jo der, og troede

vi havde haft en helt almindelig og nogenlunde tryg barndom. Jeg tror, det er en del af

grunden til, at det kan tage så lang tid at få noget hjælp. Som barn ved man jo ikke bedre.

Jeg vidste jo ikke, at det var forkert, når min farfar skød med små hårde umodne æbler efter

min bror og jeg. Det gjorde virkelig ondt, og han havde et mesterligt boldøje. En gang skød

han durk igennem et af sine egne kældervinduer, så hårdt at ruden ikke knækkede, men bare

fik et fint rundt hul. Det var en leg, men en afsporet leg. Jeg troede, det var rigtigt, når han

kaldte mig et skvat og en tøsedreng. Jeg troede min fars enorme fravær var sådan man var

en voksen mand og en far. Man ved jo ikke bedre, og mange af os vokser op med de skæve

briller på, og går rundt og tror, at det er sådan man forholder sig til andre mennesker, sådan

de må gøre ved mig og med det selvværd det giver at få bank eller blive terroriseret psykisk.

Netop den forskydning i fortolkningen af verden er en pointe, der ligger mig på sinde. Jeg

tror, der ligger en nøgle til forståelse der.

Da jeg begyndte hos DMV havde jeg - ligesom de andre i gruppen - en forestilling om, at

det her var en slags kursus, hvor man kunne trykke på en knap, og så ville jeg holde op med

at opføre mig voldeligt og i øvrigt fortsætte med mit liv. Det viste sig at være fundamentalt

25


forkert. Det handler om, at finde en helt

ny måde at være mig på. I lang tid havde

jeg det som om, der var sprunget en

håndgranat inden i mig. En svævende, trist

og glad fornemmelse, en lettelse over at få

lukket op for noget, der havde gjort ondt

så længe, at jeg troede livet var sådan, at

det var et menneskeligt vilkår. En kæmpe,

gammel smerte. Som et puslespil, der var

blevet samlet forkert med hobbykniv og

tape og tyggegummi, som nu lå og flød i en

bunke, med muligheden for at blive samlet

rigtigt, med fejl og ar, men i den rigtige

orden. Jeg har tit måttet opgive alt andet,

når jeg havde været hos DMV. Ringet til en

ven eller gået en lang tur, eller siddet med

en cigaret ved søerne. Eller bare grædt.

Det bedste man kan gøre ved skyldfølelsen

er at lære at leve med den, tillade den at

være der. At sige undskyld, og at bede dine

medmennesker om tilgivelse. Men også

at acceptere, at en del af den skyldfølelse

stadig er der bagefter. Skammen over at du

har opført dig så fuldkommen åndssvagt,

den vil jo altid være der. Det handler om at

gøre noget for at ændre det mønster, man

går rundt i. Der er en enorm kraft i at handle

i forhold til det. Indrømme det overfor sig

selv, og sætte en stopper for det. Man kan

sørge for, at det ikke gentager sig og derved

tilgive sig selv. Skammen kan man aflive

ved at fortælle om det. Jeg er stolt af at

være i gang med dette arbejde, stolt af at

være begyndt på at bryde min families arv,

stolt af at tale om det, der er allersværest

at tale om.

I dag har jeg det bedre end jeg nogensinde kan huske at have haft det. Men på trods af, at

jeg snart har afsluttet forløbet hos DMV, synes jeg overhovedet ikke at arbejdet er færdigt.

Jeg bliver aldrig færdig. Det er ikke et værk jeg er ved at færdiggøre, men et liv jeg er ved

at leve, en livslang proces. Nu går arbejdet ud på at etablere kontakt, og at bruge mine

venner og min familie, tale med folk; det at jeg fortæller om det nu, er en del af det, og jeg er

heldig at have nogle gode venner, som er der for mig. Når man begynder at fortælle om sit

terapiforløb og om sin opvækst, går det pludselig op for en, hvor store og kærlige mennesker

ens venner kan være, selvom det selvfølgelig også har været en enormt hård opgave at sige

til sine venner: ”Jeg har været voldelig overfor min kone og mit barn. Derfor går jeg ude hos DMV for at

få noget hjælp. Tag lige stilling til det”.

Til tider har det været en kamp, at hale mig selv ud til møderne. Men jeg har ikke en eneste

gang måtte aflyse eller vende om. Og det er især DMV’s store fortjeneste, fordi jeg har

kunnet føle mig fuldkommen tryg dér. Jeg kæmper stadig for mine børn og for mit ægteskab,

men det er i hvert fald lykkedes mig at flytte mig selv. Jeg er ikke længere den samme

person, som jeg var for 2 år siden. Uden DMV havde jeg nok spist de piller min læge tilbød

mig, og så var jeg endt i det psykiatriske system. Måske er opgøret med ensomheden det

vigtigste, jeg har lært under forløbet - det, at man ikke er sindssyg, at man ikke er alene om

det hele. Så ja, det har været en succes.

26

ASKOVFONDEN KBH18+

ET FRISTED I MØRKET

ALI er opvokset på Nørrebro, i et

miljø med en altid lurende risiko

for at havne i bandekriminalitet. Men han

fandt sit fristed i KBH18+ - en klub, der

har givet ham et sted at være væk fra

gaden. Nu læser han finansøkonomi

og vil være revisor.

For drengerøve som os kan det være en

dårlig ting at vokse op på Nørrebro. Vi er

vokset op sammen, har alle boet i samme

område, vi er vant til at samles som

venner. Men det har altid været et skridt fra

bandekriminalitet, for vi har været omgivet

af kriminalitet. Derfor er det meget vigtigt,

at vi har et sted at være, som ligger et

andet sted end på selve Nørrebro. Vores

klub ligger i Ragnhildgade på Ydre

Nørrebro. Alle de unge, der kommer her,

er fra Nørrebro. For os har stedet samme

funktion, som Jagtvej 69 havde for dem,

der holdt til der. Det er vores sted, vi kan

lide at være her.

Vi skal ikke længere hænge ud på gaden,

og det betyder, at vi ikke hele tiden

skal være påvirkede af den kriminelle

atmosfære. Det er en form for fristed eller

helle. Når vores fætre ringer og spørger,

hvor vi er henne, og vi svarer, at vi er i

klubben, så ved de, vi er et sikkert sted.

Klubben åbner klokken 17, og som regel

tager jeg herhen, når jeg har fået fri fra

skole og har lavet mine lektier. Man kan

også hjælpe de andre her. Alle prøver

at hjælpe hinanden. Vi har råderum og

mange muligheder i klubben. Vi kan spille

playstation, computer, billard og se

fjernsyn. Vi kan snakke og spille kort.

Der er træningsrum, hvor vi kan træne.

Et køkken, hvor vi kan lave mad sammen,

hvis vi vil. De fleste af os ved, hvad vi vil.

Der er en del, der går på uddannelser.

Der er mange, der laver noget aktivt.

Nogle har små brødre, der begynder at

komme her, fordi vi kommer her, og så

får de positiv påvirkning herfra. Der er en

gensidig respekt mellem medarbejderne

og medlemmerne. De ved, vi laver ikke

ballade her. Jeg tror, det er den eneste

klub i området, hvor der ikke er blevet

fundet noget ulovligt. Det er i det hele taget

et sjældent syn, at politiet er her. I andre

klubber kan der være proppet med politi.

Vi er meget frie herude. Vi deltager ofte i

sociale arrangementer med for eksempel

Projektakademiet og Bolsjefabrikken,

og på den måde møder vi andre slags

mennesker, og får en varieret påvirkning.

Vi får lov til at være os selv, og får også lov

til at tage på tur, det er rigtig rart. Når jeg

fortæller om stedet, skulle man næsten tro,

vi er en isoleret ø, men det er vi jo ikke, vi

27

ASKOVFONDEN KBH18+

28

ASKOVFONDEN KBH18+

får bare set en anden form for samfund

end det, vi er vokset op i. Der er mange

unge mennesker, der kommer herover i

weekenderne, så man lærer mange sjove

mennesker at kende. Vi er nærmest en

forsamling af normale mennesker! Jeg

kan virkelig godt lide ham, der er leder i

klubben. Han kender jo os allesammen fra

vores barndom. Han har også selv boet

på Nørrebro med sin familie. Jeg kender

ham, for to af hans nevøer boede i vores

gård. Han kan sit kram. Han giver os, hvad

vi vil have på den gode måde. Han er ikke

bare sådan ’ja ja’. Han forholder sig til

det, vi gerne vil, og går ind i, hvordan vi

kan realisere det. Når vi vil noget, skal vi

kæmpe for det. For eksempel ville vi gerne

på en tur. Så sagde han, vi måtte yde

noget for det. På den måde blev vi engagerede

i en projektdag, der hed ’Change Your Hood’.

Det var i april 2013. Der var blandt andet

29

en workshop og en gadefest på det, der

hedder KTK-grunden i Ragnhildgade, og

bagefter musik på Bolsjefabrikken. Vi var

med i den sociale del af arrangementet.

Vi stablede et folkekøkken på benene

med stole og borde udenfor, hvor vi stegte

bøffer og lavede burgere. Vi lavede en

vandpibecafé, og folk kunne også købe

kaffe og kage. Det var en kæmpe fest og

rigtig hyggeligt. Så på den måde gjorde

vi os fortjent til at tage på tur. Vi gjorde en

indsats, og så fik vi lov. Alle var glade.

Det er jo også et sted, hvor man bliver

motiveret til at gå i gang med en

uddannelse, og det er jeg også. Jeg læser

finansøkonomi. Den åbner for, at man kan

blive bankrådgiver eller ejendomsmægler

eller revisor eller noget med økonomisk

rådgivning. Faktisk åbner det alle dørene

til alt i erhvervsbranchen. Jeg lærer en

masse om finanspolitik, skattelovgivning,

skatteregler og fradragsregler. Jeg kan godt

lide det, fordi det er meget praktisk anlagt,

altså hvordan økonomien egentlig påvirker

os. Det er rigtig spændende. Min drøm er at

blive revisor. 100 procent. Der er ikke noget

federe i mine øjne. Tænk at komme på

arbejde i jakkesæt. Det er bare lige min stil.

Klubben har givet mig virkelig meget, og

det er et sted, vi passer godt på. Her er

en god fællesskabsfølelse. Den kommer

helt automatisk. Det er, som om der er en

speciel aura omkring stedet. Den er dannet,

uden at man har mærket det, men det

kommer meget inde fra os selv, tror jeg.

Den er blevet en slags lys i mørket, og på den

måde har jeg været heldig. Hvis den ikke

havde været her, kunne det jo meget nemt

været gået en forkert vej, når man tænker

på, hvor jeg kommer fra.

ASKOVFONDEN KBH18+

30

ASKOVFONDEN MIR SKOLERNE

PLUDSELIG ELSKEDE HUN AT GÅ I SKOLE

DET GIK IKKE for Victoria i folkeskolen. Hun droppede ud, lukkede sig inde

i sin hættetrøje og var negativ. Da hun kom på MIR, blev hun

tryg og følte sig set. Nu går hun på HF og har en drøm om at blive skolelærer.

Jeg er vokset op med min mor, som smed

min far ud, inden jeg var fyldt et år. Han er

alkoholiker og har psykiske problemer. Jeg

har ikke noget forhold til ham overhovedet,

og siden min mor smed ham ud, har jeg kun

set ham to gange. Sidste gang var jeg 10

år, og siden har jeg ikke hørt fra ham. Jeg

føler ikke, det er mig, der skal tage kontakt

til ham, men omvendt. Han har aldrig vist

interesse for mig, og det har jeg heller ikke

for ham. Min storesøster på 22 har jeg et

rigtig godt forhold til. Hun bor for tiden med

sin kæreste hos min mor, så jeg ser dem

næsten hver dag. Jeg er 17 år. Siden april

2013 har jeg boet på en ungdomspension

med 10 andre unge, og det er jeg rigtig glad

for.

Jeg havde det svært i folkeskolen. Vi boede

i Gentofte Kommune, og jeg startede med at

gå på én skole, men efter 5. klasse splittede

de klasserne ad og blandede os, og det var

rigtig skidt for mig. Så kom jeg på en anden

skole i kommunen. Der var jeg indskrevet

i halvandet år, men jeg var der nærmest

aldrig, for jeg havde det ikke særlig godt.

Jeg vil ikke sige, jeg blev mobbet, men

jeg kunne ikke holde min klasse ud

overhovedet. Jeg stoppede med at gå

i skole, og så sad jeg bare derhjemme.

31


Sådan er jeg: Jeg har brug for at trække mig

væk uden for mange forklaringer. Min mor var

meget energisk. Op hver dag, og nu skal du

i skole! Men jeg ville ikke, og hun vidste jo

ligesom godt, at hun ikke kunne tvinge mig.

Hun kunne ikke bære mig over i skole, vel?

Så hver morgen havde vi et skænderi, og til

sidst blev kommunen indblandet. Først var

det meningen, at jeg skulle gå på efterskole,

men det ville jeg

heller ikke. Jeg

prøvede Gentofte

Ungdomsskole,

men kun tre-fire

dage, det var

overhovedet ikke

noget for mig. Da

jeg efterhånden ikke havde gået i skole i et par år, var Skolen MIR

sidste udvej.

Jeg var ikke særlig begejstret for den idé, for jeg følte, det var

noget, jeg var tvunget til. Jeg havde faktisk droppet tanken om at

gå i skole, for jeg syntes, jeg var dårlig til det meste. På det tidspunkt

var jeg meget indelukket og talte nærmest ikke med nogen. Jeg gik

rundt i hættetrøje og joggingbukser, og var meget negativ. Meget

anderledes end jeg er nu!

Jeg husker ikke så meget fra første skoledag på MIR, andet end at

jeg blev taget godt i mod af alle elever og lærere. De fortalte mig

om skolen og sådan, og lidt om hvorfor de var der, og så spurgte

de hvorfor, jeg var der. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Jeg

har fået fortalt, at jeg virkede lidt sky og sur de første par dage. Det

var mest, fordi jeg ikke gad gå der. Jeg blev især taget godt imod af

Cecilie, som var den eneste pige udover mig. Hun var glad for, at der

kom en pige, så hun ikke var alene. Vi havde meget til fælles, og vi

er stadig gode veninder.

Der gik nu ikke så lang tid, før jeg godt

kunne lide det. Jeg havde brug for tryghed,

og det er et lille trygt hus, hvor alle kender

hinanden. Der er mange lærere, tre lærere

om en klasse på otte elever. Så der er

meget tid til hver elev, de kan fokusere

på den enkelte. Der er ikke nogen elever,

der bliver glemt eller sakker bagud, for

det bliver der taget hånd om. Lærerne

kender én, og de er mere personlige, end de er

på folkeskolen. De fleste, som kommer på

MIR, er her jo, fordi de ikke kan fungere

i folkeskolen. Fordi de er voldelige eller

er blevet mobbet eller har diagnoser og

indlæringsproblemer. Men her tager lærerne

hånd om én. De kan se, hvis der er noget

galt, og så snakker vi om det. Det gjorde

de aldrig i folkeskolen. Skoledagen er fra

kl. 9-14, man får opgaver, der passer til ens

niveau, og der er ikke så mange lektier.

32

Men det bedste ved MIR er, at man føler

sig som en lille familie, og at man føler sig

hjemme på skolen. Det er meget trygt.

For mig har det været super fedt at komme

på MIR. Vi har for eksempel været på

lejrture. Min første i 2011 var virkelig hård.

Jeg havde kun gået på skolen i en måned,

og de første dage led jeg meget af hjemve.

Men skituren i 2013 var simpelthen så sjov

og hyggelig. Det var som at være af sted

med familien, fem dage og vi morede os

meget alle sammen.

På MIR går man til eksamen som på alle

andre skoler. Vi har bare ikke så mange

fag, kun dansk, engelsk og matematik.

Til eksamen fik jeg tre 12-taller! I mundtlig

dansk, dansk læseprøve og engelsk.

Jeg havde aldrig troet, jeg ville få så gode

karakterer. Da jeg fik mit eksamensbevis til

dimissionen, var jeg simpelthen så stolt af

mig selv. Stolt over, at jeg klarede det, fordi

jeg ikke havde gået i skole så lang tid og

var kommet langt bagud. Og så endte jeg med at få 12 i både dansk og engelsk!

Jeg elskede at gå i skole, og da min mor så mig falde til på MIR, blev hun virkelig glad.

Da vi havde sidste skoledag, stod jeg en halv time sammen med lærerne og et par elever, der heller

ikke var gået endnu, efter at de andre var taget hjem. Der var mange følelser, og jeg havde ikke

rigtig lyst til at gå …

Nu er jeg startet på HF, og det går langt bedre end forventet. Jeg skal altid helst se tingene

an, før jeg går ind i dem. Her på HF har jeg været på brobygning, og jeg har også snakket

med nogle af min søsters veninder. Men jeg troede, det ville være sværere for mig, for jeg var

i tvivl om, om jeg kunne finde ud af det med så mange elever. Men jeg tror, MIR har modnet

mig. Jeg kommer stadig på MIR, og jeg kan få hjælp med det sociale, hvis der er noget, der

kikser. Men jeg kommer faktisk ikke så ofte længere.


Min drøm er at blive skolelærer. Og det skal

være på MIR. Jeg håber, jeg en dag kommer

tilbage som lærer. Det kunne være fedt.

33

ASKOVFONDEN AKTIVITETSHUSET

JEG SLIPPER DET NOK ALDRIG HELTNADIA er 41 år, og med seks

børn har meget af

hendes tid været bundet til hjemmet.

Aktivitetshuset blev hendes chance for

at komme ud og møde andre kvinder,

der som hende følte sig isolerede.

Jeg er oprindeligt fra Jordan, hvor jeg

blev gift med en mand, der havde boet i

Danmark i 26 år. Efter brylluppet kom jeg

hertil. Det var i 1992. Jeg har seks børn,

fire piger og to drenge. Det er et stort

arbejde med så mange børn, og jeg har

ikke haft så meget tid til mig selv. Børn har

meget energi, og jeg har tit siddet med

dem, når de lavede lektier fra klokken 20

til midnat. Jeg taler ikke så godt dansk,

det er et svært sprog at lære. Jeg har lært

lidt af mine børn, men min mand taler kun

lidt dansk, for han har glemt det. Han er en

ældre mand og på folkepension nu.

Jeg begyndte at komme i Aktivitetshuset

i Skyttegade omkring år 2000, men jeg

har holdt pauser, hver gang jeg har været

gravid. Jeg startede med at komme her, fordi jeg trængte til at

komme uden for hjemmet. Dengang var vi mange kvinder med små børn,

der følte os isolerede. Og det var fint, det var næsten som en lille børnehave.

Jeg elsker at være her. Her kommer altid mange kvinder, og vi

kan tale sammen, sy og dyrke yoga, lære om sund mad eller

computere. Men jeg er også blevet ved med at komme, fordi jeg

har fået hjælp til en masse ting. For eksempel havde min datter det

ikke godt på sin skole. Der var altid mange problemer, tonen var

grim, og de andre elever kunne ikke lide, at min datter var glad for

at læse lektier. Det talte jeg med personalet i Aktivitetshuset om,

og de hjalp mig med at finde en ny skole på Frederiksberg. Det var

34


35


godt, og min datter blev glad. Året efter var det min næstældste

datter, der flyttede skole, også til Frederiksberg, også med hjælp

fra Aktivitetshuset. De har også hjulpet med at ringe til kommunen

eller familieteamet, der følger min lille søn. Der har været mange

problemer med børnene, også i mit hjem, så vi har også fået hjælp til at

finde en psykolog. De hjalp mig også med at udfylde papirer og blive

separeret fra min mand. Det er otte år siden, men efter tre år alene

gik jeg tilbage til ham. Nu er vi sammen igen. Det var hårdt dengang,

men mine børn savnede ham og ville gerne snakke med deres far.

Personalet i Aktivitetshuset har altid støttet mig og hjulpet mig, og det er

jeg utrolig glad for.

Nu er min ældste datter færdig med gymnasiet, og snart starter hun

med at læse til socialrådgiver. Den næstældste bliver snart færdig

med HF. De er begge flyttet hjemmefra

og bor sammen med nogle veninder. Så

jeg har stadig to drenge og to piger boende

hjemme. Den største læser HF på første år.

De tre mindste går i 9., 6. og 2. klasse.

Så de er allesammen store nu. Meget er

blevet nemmere, og pludselig er de alle

fløjet hjemmefra. Mit håb er, at alle mine

børn får en uddannelse, at de får arbejde,

at de bor godt og bliver gift.

Jeg flyttede fra Nørrebro til Valby for

nogle år siden, men jeg kommer stadig

på Nørrebro, hvor jeg mødes med mine

veninder. Vi drikker kaffe og taler sammen.

Jeg kommer også stadig i Aktivitetshuset,

og nu hvor jeg har fået mere overskud,

elsker jeg at hjælpe de kvinder, der kommer

her. De ved ikke, hvordan man syr, og det

kan jeg hjælpe dem med. For eksempel

med at tegne mønstre, hvis de vil sy en

bluse eller en kjole.

Nu når jeg begynder på sprogskolen, bliver det nok sjældnere, men jeg vil

altid blive ved med at komme i Aktivitetshuset. Helst en gang om ugen,

hvis tiden tillader det. Jeg elsker stedet, og jeg ved, jeg altid kan få

hjælp. Så nej, jeg slipper det nok aldrig helt.

36

ASKOVFONDEN KBH+

…OG SÅ SAGDE JEG: Prøv at høre Pia. Jeg er

glad for dit tilbud, men

jeg takker nej, for jeg vil gerne have en god uddannelse, så jeg

kan tjene penge, få en god løn og forsørge min familie.

Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, og jeg aner ikke, hvad

Novo Nordisk er for noget”. Murtadha Issa (født 1992), der som

attenårig blev kontaktet af MATCH med henblik på at deltage i

et undervisningsforløb, som forberedelse til en læreplads i Novo

Nordisk, ler højlydt ved tanken om, hvad han nær var gået glip af.

Murtadha er opvokset på Nørrebro, hvor han, som barn af

flygtninge, kom til som femårig. I de tidlige år i Bagdad var der

kun råd til et måltid om dagen til ham og hans to lillesøstre, så

forklaringen på, hvorfor familien skulle flytte til Danmark var, at de

skulle forbedre deres vilkår. Murtadha var dengang uvidende om,

at hans far led af sukkersyge, en sygdom der - kort efter ankomsten

til Danmark - kostede ham livet.

Det var rimelig hårdt. Det, at du mister din far i et fremmed land,

det betyder meget, og jeg kendte ham ikke særlig godt. Jo, jeg kan

huske, at vi gik på Nørrebro sammen, jeg gik ind i folk og så sagde

min far: du skal altså lære at respektere andre folk. Du skal ikke gå

ind i dem. Giv dem noget respekt og du vil få respekt igen. Det er

det eneste, jeg ligesom har tilbage fra ham. Ved at følge det råd

synes jeg selv, at jeg når rigtig langt. Det er nok det bedste råd, jeg

har fået i mit liv.

Men dengang min far døde, kunne jeg ikke dansk, min mor gik

ned med depression og det betød, at jeg rent faktisk blev hidsig,

aggressiv, så den eneste måde jeg kunne kommunikere på var

FRA ZERO TIL HERO

via næver. Jeg begyndte at slås rigtig meget, jeg kunne ikke styre

mig, og hvis jeg følte at mine søstre blev truet, så ville jeg forsvare

dem, beskytte dem. Selvom jeg kun var fem år gammel, så var jeg

manden i huset.

Allerede i en ung alder kan jeg huske, at jeg var ude og handle,

ordne vaskeri og være tolk for min mor. Det første arbejde fik jeg, da

jeg var tretten. Alle pengene gik til min mor. Jeg prøvede at hjælpe

og støtte, for jeg vidste godt, at vi havde det hårdt økonomisk. Min

mor levede af bistand, så det var ligesom op til mig. Jeg var ikke

den mest forkælede blandt vennerne. Det var jeg lidt ked af. Mine

kammerater fik jo alt, hvad de pegede på af deres forældre, og jeg

stod bare og kiggede på. Når vi for eksempel skulle ud og spise,

det drejede sig om tredive kr. til en shawarma, så kunne jeg ikke gå

hen til min mor og bede hende om penge, og så var det altid mine

venner, der skulle lægge ud for mig.

Jeg må indrømme, at der har været tider, hvor jeg har været fristet til

at gøre nogen ting. Hvad hvis nu jeg solgte hash ligesom alle mulige

andre? Så kunne jeg skaffe penge til min familie, forsørge den på

den måde, gå den nemme og hurtige vej. Det har jeg været fristet til

mange gange, men det har altid siddet i baghovedet, at det måske

ikke ville ende godt. Hvis jeg forsvinder, så kan de ikke klare sig alene. Jeg turde bare ikke tage det skridt. Konsekvenserne for min

familie. Det turde jeg bare ikke. Jeg tænkte på, hvordan min mor

ville reagere, hvordan hun ville have det, hvis ja, hendes søn sad

i fængsel. Og hvordan ville mine søstre reagere, når nu jeg skulle

være et forbillede for dem.

Efter tiende klasse var Murtadha overbevist om, at HTX ville være

vejen frem i livet. Dog lod han sig, med løfter om mentorordning og

37

ASKOVFONDEN KBH+

læreløn, overtale til at give MATCH projektet en chance.

Selvom jeg først takkede nej, valgte jeg alligevel at følge deres råd.

Jeg mødte op i en kælder i AskovFonden i pænt tøj, men det så

ikke særlig godt ud, jeg havde altid det samme tøj på, og så mødte

jeg alle de andre rødder. Og jeg tænkte: okay, hvor er jeg havnet

henne? Det her er jo ikke, det er jo ikke Novo Nordisk, hvad er det

her for noget? Altså, det er jo en flok unge fra Mjølnerparken og

Blågårdsgade, jeg ved ikke hvad… Lundtoftegade, jeg tænkte, okay!

Jeg giver det alligevel et skud, jeg giver det et skud.

I MATCH skulle jeg først svare på, om jeg havde været afhængig af

hash og narko, om jeg havde lavet kriminalitet, men jeg svarede jo

nej til det hele. I starten skulle vi bare lære hinanden at kende. Der

havde vi det sjovt. Vi spiste pizza hver dag, hyggede og spillede

computer efter skoletid, og jeg tænkte, det er jo godt, det er sjovt,

det er hyggeligt. Efterhånden blev det strammere. Vi skulle lære at

opføre os ordentligt, komme til tiden og lave vores opgaver.

Efter et halvt år kom jeg i ”snusepraktik” i Novo Nordisk og jeg

tænkte: det er sgu da pænt stort det her. Vi skulle ud og forstå,

hvad Novo Nordisk faktisk stod for, prøve at arbejde i forskellige

afdelinger. I starten var jeg lidt bange for, hvordan de ville reagere

over for sådan nogen som os, med alt det man hører i medierne,

det var jeg urolig for. Tøjet var helt anderledes. Her gik alle rundt

med slips og jakkesæt og så kom vi, os fra MATCH, med det tøj

du ser på gadeplan. At jeg har sort hår, og er mørk i huden kunne

jo have betydet, at jeg var blevet behandlet på en helt anderledes

måde, men nej. Sådan var det ikke! Det var ellers det jeg gik rundt

og troede, fordi jeg aldrig før havde været på en rigtig arbejdsplads

som denne her. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle falde ind, hvad

jeg skulle tale om omkring frokostbordet. Men jeg stillede en hel

del spørgsmål. Ja, jeg drev dem faktisk til vanvid med alle mine

spørgsmål. Jeg var nysgerrig, og det synes de var lidt sjovt, for

nogen af tingene havde de ikke en gang selv styr på. Vi havde

åbenbart gjort et rigtig godt indtryk, så lige pludselig fik jeg faktisk

tilbudt en læreplads i Peoples support. Jeg var jo helt oppe og flyve

– lykkelig! Jeg tænkte: hvornår kommer min første løn?

38

ASKOVFONDEN KBH+

Det, at jeg startede i Novo Nordisk, har gjort rigtig meget for mig.

I løbet af de tre år, der nu er gået, er der er sket en masse. Der er

først og fremmest det med økonomien. Nu kan jeg hjælpe familien,

især min mor. Når hun har betalt sine regninger, er hun på minus.

Så er det jo min opgave og sætte den på plus igen. Mine søstre

spørger om penge, og jeg kan sige værsgo’, og når jeg går ud

med mine kammerater og spiser, så er det mig, der giver!

Dengang jeg startede i MATCH mente mine venner, at det var dumt af mig,

men når jeg møder dem i dag og fortæller dem, at jeg arbejder i Novo

Nordisk, så siger de, hvad gør du? Hvordan er du kommet derhen?

Det er jo det, vi alle sammen har drømt om. At det er der jeg er,

bliver de lidt overraskede over. Det har lært mig, at man lægger

planer for fremtiden, men man aner ikke, hvordan den kommer til at

se ud. Pludselig sker der noget, man får en mulighed, som man bare

39

ASKOVFONDEN KBH+

ikke kan sige nej til. Man er nødt til at ofre noget, man er nødt til at

træffe svære beslutninger, men så er det også op til en selv at gøre

den god.

Fælles for os, der har klaret den, er egentlig bare, at vi har været

åbne for nye udfordringer. Vi har været klar til at forandre os og sige:

nu har vi et arbejde. Vi kan se, at alle omkring os har økonomiske

problemer, men nu er vi sikrede, og så har vi også bare at holde

fast i det. Sørge for at vi ikke, ja, at vi ikke skuffer vores forældre,

sådan som vi altid gjorde før. Det med at de siger, det er godt gået

og forældre, der er stolte af en. Det er det, der gør, at du fortsætter,

og samtidig er det også pengene. Nu behøver du ikke gå rundt

omkring, og lave noget kriminelt for at få penge mellem hænderne.

På den her måde er det rent faktisk OK, for du har knoklet for det.

Du bliver mere bevidst og ansvarsfuld overfor de penge, du bruger,

for du ved, hvor de kommer fra, for du har faktisk selv knoklet for

dem, og er klar over, hvad de penge skal bruges til.

Jeg har sagt til mange af dem som bor, dér hvor jeg bor: I har det

jo godt her, I er født i Danmark, jeres forældre arbejder, I mangler

ikke noget og alligevel siger I, at systemet og regeringen er imod

jer. Men i virkeligheden er det jer, der bare ikke gider. Hvis I havde

boet dér hvor I mener at komme fra, så havde I ikke kunnet klare

jer én eneste dag. Det tror jeg ikke på, at I kunne. Så ville I virkelig

skulle finde ud af, hvor meget man faktisk skal arbejde for at få

en skilling. Der er mange, der glemmer at sætte pris på alt det, de

får, de har haft det så godt. Og så bliver de hurtigt påvirkede af de

store, som spiller seje og hårde, og så bliver det bare en gentagelse

- generation efter generation. De tror, det er sejt, fordi de andre gør

det, men de burde indse, at de rent faktisk har potentiale til at nå

langt.

Dengang vi kom til MATCH, ville man ikke tænke, at vi havde

potentiale. Om mange af os ville man tænke, at vi ikke kunne

opnå noget som helst, men det har forandret sig. Nogle af os har

være rimelig slemme. Men, i dag ville du ikke kunne genkende

os. Tøjstilen er forandret, humøret, personligheden. Den måde, vi

ligesom ser på tingene på, på verden, den er fuldstændigt ændret.

Vi er blevet mere åbne overfor verden, og hvordan den egentlig ser

ud. I starten kender du jo kun de mennesker, der er dér, hvor du bor.

De ser hårde ud, men de har sådan en kerne indeni, ja, for eksempel

indvandrere, der hvor vi kommer fra, vi er jo meget hårde udvendig,

men prøv at se det som sådan en kerne, der er hård udvendig, men

blød indvendig. Det er sådan mange indvandrere er. De er hårde

udvendig, i starten, men når du lærer dem at kende, så er de rigtig

bløde indeni, og så vil de gøre alt for dig. I modsætning til hvis det

var en dansker. Der er det omvendt. Han er blød udvendig, men

hård indeni. Man spørger jo ikke en dansker om, hvor meget han

tjener om måneden vel? Der går grænsen. Det er jo personligt, ikke?

Det vigtige er at bore sig igennem den der hårde kerne. Måden du gør det på

det er ved hjælp af tillid og selvtillid. Tillid og selvtillid, det er vejen frem,

fordi de mennesker har ikke særlig meget selvtillid. De tror ikke på,

at de kan opnå noget som helst. De tror, at hvis de ikke har nogen

selvtillid, jamen, så kan de bare gøre, hvad der passer dem, fordi

der er ikke nogen, der tror på dem alligevel, der er ikke nogen, der

tænker på dem. De føler sig nede. Og tillid…ja, igen, medierne har

gjort meget dårligt, og det gør, at tilliden er helt nede. Man stoler

ikke på nogen. Men, hvis du har styr på de to ting dér, tillid og

selvtillid, så får du virkelig at se, hvor deres potentiale ligger, hvor

langt de faktisk kan nå. Ja, det tror jeg er nøglen.

Fra zero til hero, det er mig. Det er dér, hvor du ikke har nok selvtillid

og ingen tillid til nogen, men så sker der noget, du ikke havde

ventet, og så forandrer det hele sig. Jeg føler mig faktisk som en

helt, og dér, hvor jeg bor, føler de også, at jeg er en helt. De synes

jeg er kommet et nogenlunde ordentlig sted hen nu, så jeg betragter

faktisk også lidt mig selv som en helt…hos min mor!.

40

KOLOFON

AskovFonden

Hvad siger eksperterne?

Copyright © 2013 AskovFonden

1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-992315-2-2

AskovFonden

Korsgade 60

2200 København N

askovfonden.dk

Journalist: Michael Holbek Jensen

Fotograf: Henrik Vind

Redaktør: Katja Faurschou, AskovFonden

Bureau: addLemon

Design: Nathalie W. Hovey

Tryk: PrintDivision

Tak til: Maj Bovin, Tine Freiesleben

Kopiering af denne bog må kun finde sted i overensstemmelse med aftale mellem Copy-Dan og Undervisningsministeriet.

ISBN: 978-87-992315-2-2

Documents

Hvad siger eksperterne?