Upload
natacha-tjoernholm
View
240
Download
0
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Handicappede
Citation preview
De handicappede er blevet kastebold mellem kommunerne. Foto: Gettyimages
Kommunernes kassetænkning koster handicappede dyrt Med styringsaftalen får kommunerne mulighed for at bestemme, hvilke tilbud handicappede, der
bor uden for kommunegrænsen, skal have. Handicaporganisationerne frygter for kvaliteten af
servicen i fremtiden.
Af Natacha Tjørnholm
Hr. Jensen er handicappet og
modtager et brev fra
kommune A, som han flyttede
fra for 30 år siden. I den
periode har kommune A
betalt kommune B for at sørge
for ham i et botilbud.
Kommune A vil nu igen
bestemme, hvilke tilbud hr.
Jensen skal have.
Lovændringen rammer ca.
15.000 handicappede. Nu får
en kommune, de flyttede fra
for måske 50 år siden, enorm
indflydelse på deres hverdag.
Ofte har den nye
handlekommune en dårligere
servicestandard end den, de
bor i. Ellers var det mere
fordelagtigt for kommunen at
lade handleansvaret ligge hos
den kommune, borgeren bor
i.
Hele proceduren betyder,
at hr. Jensen, at han skal have
nye sagsbehandlere, som ikke
kender ham, og han skal
sandsynligvis forsvare den
hjælp han allerede har og kan
se frem til dårligere hjælp
fremover.
Formanden for
Spastikerforeningen Mogens
Wiederholt kritiserer
kommunerne for kun at
tænke med pengepungen.
Han kan ikke se fordelen ved,
at sagsbehandlerne skal tage
stilling til forhold, der ligger
langt fra deres egen
dagligdag, men som har
altafgørende betydning for
den handicappedes liv.
”Det er en håbløs
konstruktion,” siger Mogens
Wiederholt.
Billigere og bedre?
Kurt Hjortsø Kristensen er
visekontorchef på
socialkontoret i
Kommunernes Landsforening.
Han siger, at han har set
mange eksempler på borgere
med sindslidelser, der var
fastholdt i et botilbud i stedet
for at få deres egen bolig.
Handlekommunen havde ikke
interesse i at få dem videre,
forklarer han.
”Der var nogle steder, hvor
indsatsen slet ikke stod mål
med, hvad der egentlig burde
gives til dem, og det handler
om, at give dem et bedre
tilbud. Der kan så også være
nogle besparelser ved nogle af
de her ting, det er fuldstændig
rigtigt,” siger Kurt Hjortsø
Kristensen.
I de udviklingshæmmedes
forening LEV oplever man
dog, at nogle kommuner går
langt over stregen i kampen
for at finde de eftertragtede
besparelser.
Sparepæren blinker
”Nogle kommuner laver en
helt vanvittig fortolkning af,
hvad regelsættet giver dem
mulighed for. De tror, at de
har fået ret til at flytte
borgerne hjem fysisk. Det er
der rigtig mange sager på,”
siger Thomas Gruber, der er
politisk konsulent for LEV.
Mange kommuner
opretter for øjeblikket deres
egne boligtilbud. Og hvis de er
velfungerende, ser han ikke
noget problem i det. Men
nogle kommuner prøver at
presse de handicappede hjem
til kommunens eget tilbud, og
det er især et problem for
udviklingshæmmede. Når
kommunen pakker forslaget
ind som en nødvendighed,
tror de udviklingshæmmede,
at de ikke har noget valg.
”De udviklingshæmmede
kan nogle gange have svært
ved at gennemskue de tilbud,
de får fra kommunen. De er
ikke vant til at have ret til at
bestemme selv,” forklarer
Thomas Gruber.
Nærheden forsvinder
De handicappede, der ikke
bliver flyttet tilbage til deres
gamle kommune, kan dog se
frem til mere bøvl. For når
sagerne skal overdrages,
kommer der samtidig nye
sagsbehandlere til. De skal
genvurdere sagen, og de
handicappede skal forsvare,
hvorfor de får den hjælp, de
har. Og det bliver
sandsynligvis uden, at
sagsbehandleren overhovedet
møder den handicappede.
”Det er i forvejen meget
svært at få sagsbehandlerne
ud og kigge på forholdene i
deres egen kommune. Det
bliver med garanti endnu
vanskeligere i fremtiden. Når
det endelig lykkedes, bliver
det dyrt, og der kommer til at
gå en masse ekstra tid med, at
sagsbehandlerne skal tage
kontakt med de borgere, de
pludseligt har fået ansvar for.
Typisk bliver der også et
videnstab. Det er der i
forvejen løbende, når
sagsbehandlerne bliver skiftet
ud i kommunen,” siger
Thomas Gruber.
Samtidig mister den
handicappede og familien
muligheden for at holde
politikerne ansvarlige. De
politikere, der bestemmer
rammerne for den
handicappedes forhold, bor
nemlig langt væk.
”De pårørende forsøger
selvfølgelig at råbe politikerne
op. Det er en vigtig del af den
lokale politiske udvikling. Hvis
de vil klage over en beslutning
eller et serviceniveau, kan
pårørende i Guldborgssund
kommune risikere at skulle
tage fat i politikerne i Aalborg.
Politikerne i deres egen
kommune vil bare sige:
’jamen, det er jo ikke vores
problem.’ Og det er jo i
virkeligheden fuldstændigt
forrykt,” mener Thomas
Gruber.
Fakta:
Kommunerne havde mistet
overblikket over udgifterne på
handicapområdet. Derfor fik de
fra 1. august 2010 ret til at tage
handleansvaret for sagerne
tilbage til eget skrivebord. Resten
af sagerne overgik til
betalingskommunen d. 1. januar,
hvis ikke det var aftalt, at
opholdskommunen skulle
beholde sagen.
Da socialminister Benedikte Kiær i
socialudvalget blev spurt, hvor
mange handicappede, der med
lovforslaget kunne få ny
handlekommune, lød svaret:
”Der foreligger ikke sikre
oplysninger om antallet af
personer, der vil blive omfattet af
de nye regler.” Tallet 15.000 er et
skøn fra oppositionen.