2

John Green

Gåden om Alaska

På dansk ved nanna Gyldenkærne

høst & Søn

Gåden om Alaska

er oversat fra engelsk

af nanna Gyldenkærne efter Looking for Alaska

Copyright © 2005 by Dutton Children’s Books

A Division of Penguin Young readers Group US,

Published by agreement with Ia Atterholm Agency

Denne udgave: © høst & Søn/rosinante&co, København

2. udgave, 1. oplag, 2014

omslag: harper Collins Publishers Ltd., 2013

Dansk versionering Jette Aagaard enghusen

Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, riga

ISBn 978-87-638-3580-0

Printed in Latvia 2014

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

citatet s. 24 og s. 173 er fra Annette rosenlunds oversættelse af Gabriel García Márquez’ Generalen i sin labyrint. Samleren, 1989.

rapteksterne s. 52 og s. 126-127 er oversat af Per Vers.

høst & Søn er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

før

5

før

7

et hundrede og seksogtredive dage før

Ugen inden jeg forlod min familie og Florida og resten af mit liv som mindreårig for at gå på kostskole i Alabama, insiste-rede min mor på at holde afskedsfest for mig. At sige at mine forventninger var små, ville være en alvorlig underdrivelse af tingenes tilstand. Selvom jeg mere eller mindre blev tvunget til at invitere alle mine “skolekammerater”, det vil sige den usle flok af dramaelever og engelsknørder som jeg af social nødvendighed sad sammen med i skolens huleagtige kantine, vidste jeg at de ikke ville komme. Men min mor fremturede, forblændet af en vrangforestilling om at jeg havde holdt min popularitet hemmelig for hende igennem alle årene. Hun lavede et mindre bjerg af artiskokdip. Hun dekorerede dagligstuen med bånd i grønt og gult, min nye skoles farver. Hun købte femogtyve bordbomber og stillede dem op langs kanten af sofabordet. Og da den sidste fredag kom, da jeg næsten var færdig med at pakke, sad hun sammen med min far og mig på sofaen i dagligstuen kl. 16.56 og ventede tålmodigt på at Farvel til Miles-kavaleriet skulle dukke op. Det omtalte kavaleri bestod af præcis to personer. Marie Lawson, en lille blondine med firkantede briller, og hendes buttede (for nu at udtrykke det mildt) kæreste, Will. “Hej, Miles,” sagde Marie da hun satte sig. “Hej,” sagde jeg. “Hvordan har sommeren været?” spurgte Will. “Okay. Og jeres?”

7

7

et hundrede og seksogtredive dage før

Ugen inden jeg forlod min familie og Florida og resten af mit liv som mindreårig for at gå på kostskole i Alabama, insiste-rede min mor på at holde afskedsfest for mig. At sige at mine forventninger var små, ville være en alvorlig underdrivelse af tingenes tilstand. Selvom jeg mere eller mindre blev tvunget til at invitere alle mine “skolekammerater”, det vil sige den usle flok af dramaelever og engelsknørder som jeg af social nødvendighed sad sammen med i skolens huleagtige kantine, vidste jeg at de ikke ville komme. Men min mor fremturede, forblændet af en vrangforestilling om at jeg havde holdt min popularitet hemmelig for hende igennem alle årene. Hun lavede et mindre bjerg af artiskokdip. Hun dekorerede dagligstuen med bånd i grønt og gult, min nye skoles farver. Hun købte femogtyve bordbomber og stillede dem op langs kanten af sofabordet. Og da den sidste fredag kom, da jeg næsten var færdig med at pakke, sad hun sammen med min far og mig på sofaen i dagligstuen kl. 16.56 og ventede tålmodigt på at Farvel til Miles-kavaleriet skulle dukke op. Det omtalte kavaleri bestod af præcis to personer. Marie Lawson, en lille blondine med firkantede briller, og hendes buttede (for nu at udtrykke det mildt) kæreste, Will. “Hej, Miles,” sagde Marie da hun satte sig. “Hej,” sagde jeg. “Hvordan har sommeren været?” spurgte Will. “Okay. Og jeres?”

8

8

“Fin. Vi satte Jesus Christ Superstar op. Jeg hjalp med sce-nografien. Marie lavede lys,” sagde Will. “Cool.” Jeg nikkede medvidende, og dermed var vores sam-taleemner stort set udtømt. Jeg kunne have spurgt til Jesus Christ Superstar, bortset fra at: 1. Jeg vidste ikke hvad det var, og 2. Jeg var ikke interesseret i at finde ud af det, og 3. Jeg har aldrig rigtig brilleret når det gælder smalltalk. Min mor kan til gengæld smalltalke i timevis, så hun forlængede den kejtede situation ved at spørge til deres øvetider og hvordan det var gået, og om det havde været en succes. “Det tror jeg nok,” sagde Marie. “Jeg tror der kom ret mange mennesker for at se det.” Marie var en af den slags personer der troede en hel masse. Til sidst sagde Will: “Nå, men vi kom også bare forbi for at sige farvel. Jeg skal have Marie hjem inden klokken seks. Hyg dig på kostskolen, Miles.” “Tak,” svarede jeg. Lettet. Det eneste der er værre end at holde en fest hvor ingen kommer, er at holde en fest hvor der kun kommer to helt og aldeles uinteressante mennesker. De gik, og jeg sad sammen med mine forældre og gloede på den blanke tv-skærm og havde lyst til at tænde, men vidste at jeg skulle lade være. Jeg kunne mærke at de begge to kiggede på mig, ventede på at jeg skulle bryde sammen i gråd eller noget i den retning, som om jeg ikke hele tiden havde vidst at det ville blive præcis sådan her. Men jeg havde vidst det. Jeg kunne mærke deres medlidenhed mens de skovlede artiskokdip op med de chips der var beregnet til mine usynlige venner, men de havde selv mere brug for medlidenhed end jeg havde: Jeg var ikke skuffet. Mine forventninger var blevet opfyldt. “Er det derfor du gerne vil væk, Miles?” spurgte min mor. Jeg grublede over det et øjeblik, omhyggelig med ikke at kigge på hende. “Næh,” sagde jeg. “Jamen, hvorfor så?” spurgte hun. Det var ikke første gang hun havde stillet det spørgsmål. Min mor var ikke specielt

9

begejstret for at lade mig komme på kostskole, og det havde hun ikke lagt skjul på. “På grund af mig?” spurgte min far. Han havde gået på Culver Creek, den samme kostskole som jeg var på vej til; det samme havde begge hans brødre og alle deres unger. Jeg tror godt han kunne lide tanken om at jeg fulgte i hans fodspor. Min onkel havde fortalt historier om hvordan alle på skolen havde kendt min far fordi han på samme tid havde lavet masser af ballade og været bedst i alle fag. Det lød som et bedre liv end det jeg havde i Florida. Men nej, det var ikke på grund af min far. Ikke rigtig. “Vent lige lidt,” sagde jeg. Jeg gik ind på fars arbejdsværelse og fandt hans François Rabelais-biografi. Jeg kunne godt lide at læse forfatterbiografier, selvom jeg (som det var tilfældet med monsieur Rabelais) aldrig havde læst noget af det de havde skrevet. Jeg slog op bagi og fandt det citat der var blevet high-lightet (“DU VOVER PÅ AT BRUGE EN HIGHLIGH-TER I MINE BØGER,” havde far sagt til mig tusindvis af gange. Men hvordan skal man ellers finde det som man leder efter?). “Ham her gutten,” sagde jeg da jeg stod i døren til daglig-stuen. “François Rabelais. Han var digter, ikke? Og hans sidste ord var ‘Jeg tager af sted for at finde Et Stort Måske’. Det er derfor jeg flytter. For at jeg ikke skal vente til jeg dør, med at lede efter Et Stort Måske.” Det lukkede munden på dem. Jeg søgte efter Et Stort Må-ske, og de vidste lige så godt som jeg gjorde, at det ville jeg ikke finde sammen med Will og Maries slags. Jeg satte mig igen på sofaen, mellem min mor og min far, og min far lagde armen om mig, og vi blev siddende på den måde, tavse sammen på sofaen, i lang tid, indtil det virkede okay at tænde fjernsynet, og så spiste vi artiskokdip til aftensmad og så History Chan-nel, og af en afskedsfest at være, kunne den sagtens have været meget værre.

9

8

“Fin. Vi satte Jesus Christ Superstar op. Jeg hjalp med sce-nografien. Marie lavede lys,” sagde Will. “Cool.” Jeg nikkede medvidende, og dermed var vores sam-taleemner stort set udtømt. Jeg kunne have spurgt til Jesus Christ Superstar, bortset fra at: 1. Jeg vidste ikke hvad det var, og 2. Jeg var ikke interesseret i at finde ud af det, og 3. Jeg har aldrig rigtig brilleret når det gælder smalltalk. Min mor kan til gengæld smalltalke i timevis, så hun forlængede den kejtede situation ved at spørge til deres øvetider og hvordan det var gået, og om det havde været en succes. “Det tror jeg nok,” sagde Marie. “Jeg tror der kom ret mange mennesker for at se det.” Marie var en af den slags personer der troede en hel masse. Til sidst sagde Will: “Nå, men vi kom også bare forbi for at sige farvel. Jeg skal have Marie hjem inden klokken seks. Hyg dig på kostskolen, Miles.” “Tak,” svarede jeg. Lettet. Det eneste der er værre end at holde en fest hvor ingen kommer, er at holde en fest hvor der kun kommer to helt og aldeles uinteressante mennesker. De gik, og jeg sad sammen med mine forældre og gloede på den blanke tv-skærm og havde lyst til at tænde, men vidste at jeg skulle lade være. Jeg kunne mærke at de begge to kiggede på mig, ventede på at jeg skulle bryde sammen i gråd eller noget i den retning, som om jeg ikke hele tiden havde vidst at det ville blive præcis sådan her. Men jeg havde vidst det. Jeg kunne mærke deres medlidenhed mens de skovlede artiskokdip op med de chips der var beregnet til mine usynlige venner, men de havde selv mere brug for medlidenhed end jeg havde: Jeg var ikke skuffet. Mine forventninger var blevet opfyldt. “Er det derfor du gerne vil væk, Miles?” spurgte min mor. Jeg grublede over det et øjeblik, omhyggelig med ikke at kigge på hende. “Næh,” sagde jeg. “Jamen, hvorfor så?” spurgte hun. Det var ikke første gang hun havde stillet det spørgsmål. Min mor var ikke specielt

9

begejstret for at lade mig komme på kostskole, og det havde hun ikke lagt skjul på. “På grund af mig?” spurgte min far. Han havde gået på Culver Creek, den samme kostskole som jeg var på vej til; det samme havde begge hans brødre og alle deres unger. Jeg tror godt han kunne lide tanken om at jeg fulgte i hans fodspor. Min onkel havde fortalt historier om hvordan alle på skolen havde kendt min far fordi han på samme tid havde lavet masser af ballade og været bedst i alle fag. Det lød som et bedre liv end det jeg havde i Florida. Men nej, det var ikke på grund af min far. Ikke rigtig. “Vent lige lidt,” sagde jeg. Jeg gik ind på fars arbejdsværelse og fandt hans François Rabelais-biografi. Jeg kunne godt lide at læse forfatterbiografier, selvom jeg (som det var tilfældet med monsieur Rabelais) aldrig havde læst noget af det de havde skrevet. Jeg slog op bagi og fandt det citat der var blevet high-lightet (“DU VOVER PÅ AT BRUGE EN HIGHLIGH-TER I MINE BØGER,” havde far sagt til mig tusindvis af gange. Men hvordan skal man ellers finde det som man leder efter?). “Ham her gutten,” sagde jeg da jeg stod i døren til daglig-stuen. “François Rabelais. Han var digter, ikke? Og hans sidste ord var ‘Jeg tager af sted for at finde Et Stort Måske’. Det er derfor jeg flytter. For at jeg ikke skal vente til jeg dør, med at lede efter Et Stort Måske.” Det lukkede munden på dem. Jeg søgte efter Et Stort Må-ske, og de vidste lige så godt som jeg gjorde, at det ville jeg ikke finde sammen med Will og Maries slags. Jeg satte mig igen på sofaen, mellem min mor og min far, og min far lagde armen om mig, og vi blev siddende på den måde, tavse sammen på sofaen, i lang tid, indtil det virkede okay at tænde fjernsynet, og så spiste vi artiskokdip til aftensmad og så History Chan-nel, og af en afskedsfest at være, kunne den sagtens have været meget værre.

10

10

et hundrede og otteogtyve dage før

Der var godt varmt i Florida, og fugtigt var der også. Varmt nok til at tøjet klistrede til én som Scotch tape, og sveden dryppede som tårer fra panden ned i øjnene. Men der var kun varmt udenfor, og almindeligvis gik jeg kun ud for at bevæge mig fra det ene airconditionerede sted til det andet. Det havde ikke forberedt mig på den ganske særlige slags varme som man møder femogtyve kilometer syd for Birming-ham, Alabama, på Culver Creek Preparatory School. Mine forældres firehjulstrækker var parkeret i græsset bare nogle få meter fra døren til mit værelse, værelse 43. Men hver gang jeg tog de få skridt fra bilen for at læsse det af der nu virkede som alt for mange ting, brændte solen gennem mit tøj og ind i min hud med en ondsindet vildskab der fik mig til for alvor at frygte helvedesilden. Det tog kun min mor, min far og mig nogle få minutter i fællesskab at tømme bilen, men selvom mit uairconditio-nerede værelse var velsignet frit for solskin, var det kun en anelse mere køligt. Værelset kom som en overraskelse for mig: Jeg havde forestillet mig plystæpper på gulvet, vægge med træpaneler, victorianske møbler. Bortset fra en enkelt luksus – eget badeværelse – fik jeg simpelthen en kasse at bo i. Med gasbetonvægge dækket af tykke lag hvid maling og et grøn- og hvidternet linoleumsgulv lignede stedet mere et hospital end det værelse jeg havde fantaseret om. En køjeseng af ubehandlet træ forsynet med vinylbetrukne madrasser var skubbet op mod værelsets bageste vindue. Skriveborde, kom-moder og bogreoler var monteret på væggene for at forhindre kreative indretningsplaner. Og der var ingen aircondition. Jeg sad på underkøjen mens min mor åbnede kufferten, tog en stak biografier som min far havde indvilget i at give afkald på, og anbragte dem på bogreolen.

11

“Jeg kan godt selv pakke ud, mor,” sagde jeg. Min far stod op. Han var klar til at tage af sted. “Lad mig i det mindste rede sengen for dig,” sagde min mor. “Nej, hold nu op. Jeg kan godt selv. Det er okay.” For man kan simpelthen ikke trække den slags ting ud i al evighed. På et tidspunkt må man bare hive plasteret af, og det gør ondt, men det er en lettelse når det er overstået. “Hvor kommer vi til at savne dig,” sagde min mor pludselig og trådte gennem minefeltet af kufferter for at komme hen til sengen. Jeg rejste mig og krammede hende. Min far kom også hen til os, og vi dannede nærmest bunke. Det var for varmt, og jeg svedte for meget til at lade knuset vare så forfærdelig længe. Jeg vidste at jeg burde græde, men jeg havde boet sam-men med mine forældre i seksten år, og det føltes som om det var på høje tid med en forsøgsvis adskillelse. “I skal ikke være bekymrede.” Jeg smilede. “Jeg skal nok lære den lokale dialekt.” Min mor lo. “Lad nu være med at gøre noget dumt,” sagde min far. “Okay.” “Ingen stoffer. Ingen sprut. Ingen cigaretter.” Mens han selv var elev på Culver Creek, havde han gjort ting som jeg kun havde hørt om: holdt hemmelige fester, løbet nøgen gennem hømarkerne (han beklagede sig altid over at der kun havde været drenge på skolen dengang), taget stoffer, drukket og røget cigaretter. Det havde taget ham et stykke tid at kvitte smøgerne igen, men hans tid som den grimme dreng lå efter-hånden langt tilbage. “Jeg elsker dig,” udbrød de begge to på samme tid. Det skulle siges, men ordene gjorde det hele forfærdelig pinligt, ligesom hvis man ser sine bedsteforældre kysse. “Jeg elsker også jer. Jeg ringer hver søndag.” Der var ikke telefon på værelserne, men mine forældre havde forlangt at jeg

11

10

et hundrede og otteogtyve dage før

Der var godt varmt i Florida, og fugtigt var der også. Varmt nok til at tøjet klistrede til én som Scotch tape, og sveden dryppede som tårer fra panden ned i øjnene. Men der var kun varmt udenfor, og almindeligvis gik jeg kun ud for at bevæge mig fra det ene airconditionerede sted til det andet. Det havde ikke forberedt mig på den ganske særlige slags varme som man møder femogtyve kilometer syd for Birming-ham, Alabama, på Culver Creek Preparatory School. Mine forældres firehjulstrækker var parkeret i græsset bare nogle få meter fra døren til mit værelse, værelse 43. Men hver gang jeg tog de få skridt fra bilen for at læsse det af der nu virkede som alt for mange ting, brændte solen gennem mit tøj og ind i min hud med en ondsindet vildskab der fik mig til for alvor at frygte helvedesilden. Det tog kun min mor, min far og mig nogle få minutter i fællesskab at tømme bilen, men selvom mit uairconditio-nerede værelse var velsignet frit for solskin, var det kun en anelse mere køligt. Værelset kom som en overraskelse for mig: Jeg havde forestillet mig plystæpper på gulvet, vægge med træpaneler, victorianske møbler. Bortset fra en enkelt luksus – eget badeværelse – fik jeg simpelthen en kasse at bo i. Med gasbetonvægge dækket af tykke lag hvid maling og et grøn- og hvidternet linoleumsgulv lignede stedet mere et hospital end det værelse jeg havde fantaseret om. En køjeseng af ubehandlet træ forsynet med vinylbetrukne madrasser var skubbet op mod værelsets bageste vindue. Skriveborde, kom-moder og bogreoler var monteret på væggene for at forhindre kreative indretningsplaner. Og der var ingen aircondition. Jeg sad på underkøjen mens min mor åbnede kufferten, tog en stak biografier som min far havde indvilget i at give afkald på, og anbragte dem på bogreolen.

11

“Jeg kan godt selv pakke ud, mor,” sagde jeg. Min far stod op. Han var klar til at tage af sted. “Lad mig i det mindste rede sengen for dig,” sagde min mor. “Nej, hold nu op. Jeg kan godt selv. Det er okay.” For man kan simpelthen ikke trække den slags ting ud i al evighed. På et tidspunkt må man bare hive plasteret af, og det gør ondt, men det er en lettelse når det er overstået. “Hvor kommer vi til at savne dig,” sagde min mor pludselig og trådte gennem minefeltet af kufferter for at komme hen til sengen. Jeg rejste mig og krammede hende. Min far kom også hen til os, og vi dannede nærmest bunke. Det var for varmt, og jeg svedte for meget til at lade knuset vare så forfærdelig længe. Jeg vidste at jeg burde græde, men jeg havde boet sam-men med mine forældre i seksten år, og det føltes som om det var på høje tid med en forsøgsvis adskillelse. “I skal ikke være bekymrede.” Jeg smilede. “Jeg skal nok lære den lokale dialekt.” Min mor lo. “Lad nu være med at gøre noget dumt,” sagde min far. “Okay.” “Ingen stoffer. Ingen sprut. Ingen cigaretter.” Mens han selv var elev på Culver Creek, havde han gjort ting som jeg kun havde hørt om: holdt hemmelige fester, løbet nøgen gennem hømarkerne (han beklagede sig altid over at der kun havde været drenge på skolen dengang), taget stoffer, drukket og røget cigaretter. Det havde taget ham et stykke tid at kvitte smøgerne igen, men hans tid som den grimme dreng lå efter-hånden langt tilbage. “Jeg elsker dig,” udbrød de begge to på samme tid. Det skulle siges, men ordene gjorde det hele forfærdelig pinligt, ligesom hvis man ser sine bedsteforældre kysse. “Jeg elsker også jer. Jeg ringer hver søndag.” Der var ikke telefon på værelserne, men mine forældre havde forlangt at jeg

12

12

blev anbragt på et værelse der lå i nærheden af en af Culver Creeks fem mønttelefoner. De krammede mig en gang til – min mor, og så min far – og så var det overstået. Gennem vinduet bagest i værelset så jeg dem køre ad den snoede vej der førte væk fra skolen. Jeg skulle have været fuld af følelser, sentimental og trist måske. Men jeg trængte al-lermest til bare at blive kølet af, så jeg tog en af skrivebords-stolene og satte mig uden for døren i skyggen af tagudhænget og ventede på en brise som aldrig kom. Luften udenfor var lige så ubevægelig og tyngende som luften indenfor. Jeg kig-gede ud over mit nye tilholdssted: seks enetages bygninger, hver med seksten værelser, var anbragt som en sekskant rundt om en enorm cirkel af græs. Det lignede et gammelt motel i overstørrelse. Overalt var der piger og drenge som krammede og smilede og gik rundt sammen. Jeg håbede svagt at en eller anden ville komme hen og tale med mig. Jeg forestillede mig samtalen: “Hej, er du ny her?” “Ja. Ja. Jeg kommer fra Florida.” “Godt, så er du vant til varmen.” “Jeg ville ikke have været vant til en hede som denne her, om jeg så kom direkte fra helvede.” Jeg ville komme med en joke. Jeg ville gøre et godt første indtryk. Åh, han er sjov. Ham dér Miles, han er sgu en fin fyr. Det skete selvfølgelig ikke. Tingene sker aldrig som jeg forestiller mig dem. Jeg kedede mig, så jeg gik ind igen og tog skjorten af og lagde mig på den gennemvarme vinylmadras i den underste køje og lukkede øjnene. Jeg var aldrig blevet genfødt med dåb og gråd og alt det, men det kunne ikke føles meget bedre end at blive genfødt som en fyr uden nogen kendt fortid. Jeg tænkte på de mennesker jeg havde læst om – John F. Kennedy, James Joyce, Humphrey Bogart – som kom på kostskole, og på deres

13

oplevelser. Kennedy for eksempel lavede masser af ballade. Jeg tænkte på Det Store Måske og de ting der kunne komme til at ske, og de mennesker jeg kunne komme til at møde, og hvem min værelseskammerat mon ville vise sig at være (jeg havde fået et brev nogle uger forinden hvor hans navn, Chip Martin, stod, men hvor der ikke var nogen andre oplysninger). Lige meget hvem Chip Martin var, bad jeg til Gud om at han ville medbringe et arsenal af kraftige ventilatorer for jeg havde ikke pakket en eneste, og jeg kunne allerede mærke sveden danne søer på vinylmadrassen, hvilket jeg syntes var så ulækkert at jeg holdt op med at tænke og fik lettet røven for at finde et håndklæde som jeg kunne tørre sveden op med. Og så tænkte jeg: Nå, jeg må hellere se at få pakket ud inden eventyret starter. Det lykkedes mig at få klistret et verdenskort op på væggen og få lagt det meste af mit tøj i skufferne inden jeg lagde mærke til at den varme, fugtige luft også fik væggene til at svede, og jeg besluttede at det ikke var det rigtige tidspunkt til manuelt arbejde. Nu var det tid til et vidunderligt koldt brusebad. På det lille badeværelse hang der et kæmpestort spejl fra gulv til loft bag døren, og jeg kunne ikke undgå spejlbilledet af min nøgne krop da jeg lænede mig frem for at åbne for vandet i bruseren. Det kom altid bag på mig hvor tynd jeg var: Mine tynde arme så ikke ud til at blive meget tykkere på vejen fra håndleddet til skulderen, min brystkasse manglede enhver antydning af både fedt og muskler, og jeg følte mig skidt tilpas og tænkte på om der kunne gøres noget ved det spejl. Jeg trak det simple, hvide bruseforhæng til side og dykkede ind i kabinen. Desværre så brusebadet ud til at være designet til personer der var omkring en meter og tyve høje, så det kolde vand ramte det nederste af mine ribben – med et vandtryk som en dryppende hane. For at skylle mit gennemsvedte ansigt var jeg nødt til at sprede benene og gå seriøst ned i hugsiddende stil-ling. John F. Kennedy (som ifølge sin biografi var en meter og

13

12

blev anbragt på et værelse der lå i nærheden af en af Culver Creeks fem mønttelefoner. De krammede mig en gang til – min mor, og så min far – og så var det overstået. Gennem vinduet bagest i værelset så jeg dem køre ad den snoede vej der førte væk fra skolen. Jeg skulle have været fuld af følelser, sentimental og trist måske. Men jeg trængte al-lermest til bare at blive kølet af, så jeg tog en af skrivebords-stolene og satte mig uden for døren i skyggen af tagudhænget og ventede på en brise som aldrig kom. Luften udenfor var lige så ubevægelig og tyngende som luften indenfor. Jeg kig-gede ud over mit nye tilholdssted: seks enetages bygninger, hver med seksten værelser, var anbragt som en sekskant rundt om en enorm cirkel af græs. Det lignede et gammelt motel i overstørrelse. Overalt var der piger og drenge som krammede og smilede og gik rundt sammen. Jeg håbede svagt at en eller anden ville komme hen og tale med mig. Jeg forestillede mig samtalen: “Hej, er du ny her?” “Ja. Ja. Jeg kommer fra Florida.” “Godt, så er du vant til varmen.” “Jeg ville ikke have været vant til en hede som denne her, om jeg så kom direkte fra helvede.” Jeg ville komme med en joke. Jeg ville gøre et godt første indtryk. Åh, han er sjov. Ham dér Miles, han er sgu en fin fyr. Det skete selvfølgelig ikke. Tingene sker aldrig som jeg forestiller mig dem. Jeg kedede mig, så jeg gik ind igen og tog skjorten af og lagde mig på den gennemvarme vinylmadras i den underste køje og lukkede øjnene. Jeg var aldrig blevet genfødt med dåb og gråd og alt det, men det kunne ikke føles meget bedre end at blive genfødt som en fyr uden nogen kendt fortid. Jeg tænkte på de mennesker jeg havde læst om – John F. Kennedy, James Joyce, Humphrey Bogart – som kom på kostskole, og på deres

13

oplevelser. Kennedy for eksempel lavede masser af ballade. Jeg tænkte på Det Store Måske og de ting der kunne komme til at ske, og de mennesker jeg kunne komme til at møde, og hvem min værelseskammerat mon ville vise sig at være (jeg havde fået et brev nogle uger forinden hvor hans navn, Chip Martin, stod, men hvor der ikke var nogen andre oplysninger). Lige meget hvem Chip Martin var, bad jeg til Gud om at han ville medbringe et arsenal af kraftige ventilatorer for jeg havde ikke pakket en eneste, og jeg kunne allerede mærke sveden danne søer på vinylmadrassen, hvilket jeg syntes var så ulækkert at jeg holdt op med at tænke og fik lettet røven for at finde et håndklæde som jeg kunne tørre sveden op med. Og så tænkte jeg: Nå, jeg må hellere se at få pakket ud inden eventyret starter. Det lykkedes mig at få klistret et verdenskort op på væggen og få lagt det meste af mit tøj i skufferne inden jeg lagde mærke til at den varme, fugtige luft også fik væggene til at svede, og jeg besluttede at det ikke var det rigtige tidspunkt til manuelt arbejde. Nu var det tid til et vidunderligt koldt brusebad. På det lille badeværelse hang der et kæmpestort spejl fra gulv til loft bag døren, og jeg kunne ikke undgå spejlbilledet af min nøgne krop da jeg lænede mig frem for at åbne for vandet i bruseren. Det kom altid bag på mig hvor tynd jeg var: Mine tynde arme så ikke ud til at blive meget tykkere på vejen fra håndleddet til skulderen, min brystkasse manglede enhver antydning af både fedt og muskler, og jeg følte mig skidt tilpas og tænkte på om der kunne gøres noget ved det spejl. Jeg trak det simple, hvide bruseforhæng til side og dykkede ind i kabinen. Desværre så brusebadet ud til at være designet til personer der var omkring en meter og tyve høje, så det kolde vand ramte det nederste af mine ribben – med et vandtryk som en dryppende hane. For at skylle mit gennemsvedte ansigt var jeg nødt til at sprede benene og gå seriøst ned i hugsiddende stil-ling. John F. Kennedy (som ifølge sin biografi var en meter og

14

14

femogfirs høj, præcis samme højde som mig) havde ikke været nødt til at sætte sig på hug på sin kostskole. Nej, det her var en helt anden historie, og mens det silende brusebad langsomt gjorde min krop våd, spekulerede jeg over om jeg overhovedet kunne finde Et Stort Måske her på steder, eller om jeg havde lavet en alvorlig fejlberegning. Da jeg åbnede badeværelsesdøren efter badet med et hånd-klæde viklet om livet, så jeg en lille, muskuløs fyr med en manke af brunt hår. Han var ved at hale en gigantisk armygrøn køjesæk ind ad døren til mit værelse. Han var ikke meget over halvanden meter høj, men godt bygget, som en mindre model af Adonis, og sammen med ham ankom en stank af sur ciga-retrøg. Skidegodt, tænkte jeg, jeg møder min værelseskammerat uden en trevl på kroppen. Han fik trukket køjesækken ind på værelset, lukkede døren og kom hen til mig. “Jeg hedder Chip Martin,” oplyste han med dyb stemme, en stemme der kunne have tilhørt en radio-dj. Inden jeg kunne nå at svare, tilføjede han: “Jeg ville gerne have givet hånd, men jeg tror du skal holde godt fast på det håndklæde indtil du får noget tøj på.” Jeg grinede og nikkede til ham (det er cool, ikke? at jeg nikkede?) og sagde: “Jeg hedder Miles Halter. Hyggeligt at møde dig.” “Miles som i ‘to go before I sleep’?” spurgte han. “Hvad?” “Det er et digt af Robert Frost. Har du ikke læst ham?” Jeg rystede på hovedet, nej. “Vær glad for det.” Han smilede. Jeg greb noget rent undertøj, et par blå Adidas fodboldshorts og en hvid T-shirt, mumlede at jeg ville være der igen om et øjeblik, og vendte tilbage til badeværelset. Så meget for et godt første indtryk. “Hvor har du gjort af dine forældre?” spurgte jeg ude fra badeværelset.

15

“Mine forældre? Min far er i Californien lige nu. Måske sidder han i sin La-Z-Boy. Måske er han ude og køre i sin lastbil. Uanset hvad, så drikker han. Min mor er sikkert ved at dreje ud fra skolen lige nu.” “Åh,” sagde jeg, nu med tøj på, og var ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere på den slags personlige oplysninger. Men jeg skulle vel ikke have spurgt hvis jeg ikke ville kende svaret. Chip rodede nogle lagener frem og smed dem op i den øverste køje. “Jeg er overkøjetypen. Det håber jeg ikke du har noget imod.” “Næ, det er fint med mig.” “Jeg kan se at du har pyntet op,” sagde han og pegede på verdenskortet. “Det ser godt ud.” Og så begyndte han at remse navnene op på de forskel-lige lande. Han talte monotont, som om han havde gjort det tusinder af gange før. Afghanistan. Albanien. Algeriet. Amerikansk Samoa. Andorra. Og så videre. Han nåede igennem alle A’erne inden han kiggede op og lagde mærke til mit vantro blik. “Jeg kunne godt fortsætte hvis det skulle være, men du ville sikkert bare komme til at kede dig. Det er noget jeg har lært i sommerens løb. Du fatter ikke hvor kedelig New Hope, Alabama, er om sommeren. Det er ligesom at se sojabønner gro. Hvor kommer du for resten fra?” “Florida,” sagde jeg. “Der har jeg aldrig været.” “Det er ret vildt, det med navnene,” sagde jeg. “Tja, alle har et eller andet de er gode til. Jeg kan huske ting. Og du kan …?” “Øh, jeg kender en hel masse menneskers sidste ord inden

15

14

femogfirs høj, præcis samme højde som mig) havde ikke været nødt til at sætte sig på hug på sin kostskole. Nej, det her var en helt anden historie, og mens det silende brusebad langsomt gjorde min krop våd, spekulerede jeg over om jeg overhovedet kunne finde Et Stort Måske her på steder, eller om jeg havde lavet en alvorlig fejlberegning. Da jeg åbnede badeværelsesdøren efter badet med et hånd-klæde viklet om livet, så jeg en lille, muskuløs fyr med en manke af brunt hår. Han var ved at hale en gigantisk armygrøn køjesæk ind ad døren til mit værelse. Han var ikke meget over halvanden meter høj, men godt bygget, som en mindre model af Adonis, og sammen med ham ankom en stank af sur ciga-retrøg. Skidegodt, tænkte jeg, jeg møder min værelseskammerat uden en trevl på kroppen. Han fik trukket køjesækken ind på værelset, lukkede døren og kom hen til mig. “Jeg hedder Chip Martin,” oplyste han med dyb stemme, en stemme der kunne have tilhørt en radio-dj. Inden jeg kunne nå at svare, tilføjede han: “Jeg ville gerne have givet hånd, men jeg tror du skal holde godt fast på det håndklæde indtil du får noget tøj på.” Jeg grinede og nikkede til ham (det er cool, ikke? at jeg nikkede?) og sagde: “Jeg hedder Miles Halter. Hyggeligt at møde dig.” “Miles som i ‘to go before I sleep’?” spurgte han. “Hvad?” “Det er et digt af Robert Frost. Har du ikke læst ham?” Jeg rystede på hovedet, nej. “Vær glad for det.” Han smilede. Jeg greb noget rent undertøj, et par blå Adidas fodboldshorts og en hvid T-shirt, mumlede at jeg ville være der igen om et øjeblik, og vendte tilbage til badeværelset. Så meget for et godt første indtryk. “Hvor har du gjort af dine forældre?” spurgte jeg ude fra badeværelset.

15

“Mine forældre? Min far er i Californien lige nu. Måske sidder han i sin La-Z-Boy. Måske er han ude og køre i sin lastbil. Uanset hvad, så drikker han. Min mor er sikkert ved at dreje ud fra skolen lige nu.” “Åh,” sagde jeg, nu med tøj på, og var ikke sikker på hvordan jeg skulle reagere på den slags personlige oplysninger. Men jeg skulle vel ikke have spurgt hvis jeg ikke ville kende svaret. Chip rodede nogle lagener frem og smed dem op i den øverste køje. “Jeg er overkøjetypen. Det håber jeg ikke du har noget imod.” “Næ, det er fint med mig.” “Jeg kan se at du har pyntet op,” sagde han og pegede på verdenskortet. “Det ser godt ud.” Og så begyndte han at remse navnene op på de forskel-lige lande. Han talte monotont, som om han havde gjort det tusinder af gange før. Afghanistan. Albanien. Algeriet. Amerikansk Samoa. Andorra. Og så videre. Han nåede igennem alle A’erne inden han kiggede op og lagde mærke til mit vantro blik. “Jeg kunne godt fortsætte hvis det skulle være, men du ville sikkert bare komme til at kede dig. Det er noget jeg har lært i sommerens løb. Du fatter ikke hvor kedelig New Hope, Alabama, er om sommeren. Det er ligesom at se sojabønner gro. Hvor kommer du for resten fra?” “Florida,” sagde jeg. “Der har jeg aldrig været.” “Det er ret vildt, det med navnene,” sagde jeg. “Tja, alle har et eller andet de er gode til. Jeg kan huske ting. Og du kan …?” “Øh, jeg kender en hel masse menneskers sidste ord inden

16

16

de døde.” Det var ren nydelse at lære sidste ord udenad. An-dre mennesker nød at spise chokolade; jeg nød sidste ord på dødslejet. “For eksempel?” “Jeg kan godt lide Henrik Ibsens. Han var dramatiker.” Jeg vidste en masse om Ibsen, men jeg havde aldrig læst nogen af hans stykker. Jeg kunne ikke lide at læse teaterstykker. Jeg kunne lide at læse biografier. “Ja, jeg ved godt hvem han var,” sagde Chip. “Okay. Nå, men han havde altså været syg et stykke tid, og sygeplejersken sagde: ‘De ser ud til at have det bedre her til morgen,’ og Ibsen kiggede på hende og sagde: ‘Tværtimod,’ og så døde han.” Chip grinede. “Den er temmelig morbid. Men jeg kan godt lide den.” Han fortalte at det var hans tredje år på Culver Creek. Han var begyndt i niende klasse, den første årgang der er på skolen, og nu var han junior ligesom mig. På stipendium sagde han. Han havde fået det hele betalt. Han havde hørt at det var den bedste skole i Alabama, så han skrev i begrun-delsen for sin ansøgning at han gerne ville gå på en skole hvor han kunne læse lange bøger. Problemet var, skrev han i ansøgningen, at derhjemme slog hans far ham altid med bøgerne, så af hensyn til sin sikkerhed kunne han kun læse korte paperbacks. Hans forældre blev skilt det første år han gik på skolen. Han kunne godt lide “Creek”, som han bare kaldte den, men “Man er nødt til at være forsigtig, både med eleverne og med lærerne. Og jeg hader at være forsigtig”. Han grinede smørret. Jeg hadede også at være forsigtig – eller det ville jeg i hvert fald gerne. Det fortalte han mig mens han rodede sin køjesæk igennem og smed tøj ned i skufferne med ubekymret mangel på system. Chip kunne ikke se ideen i at have en skuffe til sokker eller en skuffe til T-shirts. Han mente at alle skuffer var skabt lige, og

17

fyldte dem med det der nu faldt for. Min mor ville være faldet død om. Så snart Chip var færdig med at “pakke ud”, slog han mig hårdt på skulderen og sagde: “Jeg håber du er stærkere end du ser ud til,” og gik ud ad døren og lod den stå åben efter sig. Et par sekunder efter stak han hovedet ind igen og så mig stå stille på gulvet. “Kom nu, Miles-med-hjem-Halter. Vi har ting vi skal have ordnet.” Vi satte kursen mod tv-stuen, som ifølge Chip indeholdt det eneste kabel-tv på skolen. I sommerens løb blev den brugt til opmagasinering. Rummet var pakket næsten helt op til loftet med sofaer, køleskabe og sammenrullede tæpper, og det myld-rede med mennesker der prøvede at finde deres ejendele og få dem hevet frem. Chip hilste på et par stykker, men han præ-senterede mig ikke for dem. Mens han vandrede gennem laby-rinten af sofaer, blev jeg stående i nærheden af indgangen og gjorde mit bedste for ikke at spærre for de værelseskammerater der to og to manøvrerede møbler gennem den smalle dør. Det tog Chip ti minutter at finde sine ting, og det tog os yderligere en time at foretage fire ture frem og tilbage over græscirklen mellem tv-stuen og værelse 43. Til sidst havde jeg bare lyst til at kravle ind i Chips lille køleskab og lægge mig til at sove i tusind år, men Chip så ud til at være uimodtagelig for både udmattelse og hedeslag. Jeg satte mig på hans sofa. “For et par år siden lå den og flød på fortovet i nærheden af hvor jeg bor,” fortalte han om sofaen mens han var i gang med at stille min PlayStation 2 op på en kasse for enden af sengen. “Læderet har fået nogle skrammer, men hvad gør det? Det er en skidegod sofa.” Overfladen havde mere end bare fået nogle skrammer – den bestod af cirka tredive procent babyblåt kunstlæder og cirka halvfjerds procent skumgummi – men jeg syntes alligevel virkelig godt om den. “Okay,” sagde han. “Så er vi ved at være færdige.” Han gik

17

16

de døde.” Det var ren nydelse at lære sidste ord udenad. An-dre mennesker nød at spise chokolade; jeg nød sidste ord på dødslejet. “For eksempel?” “Jeg kan godt lide Henrik Ibsens. Han var dramatiker.” Jeg vidste en masse om Ibsen, men jeg havde aldrig læst nogen af hans stykker. Jeg kunne ikke lide at læse teaterstykker. Jeg kunne lide at læse biografier. “Ja, jeg ved godt hvem han var,” sagde Chip. “Okay. Nå, men han havde altså været syg et stykke tid, og sygeplejersken sagde: ‘De ser ud til at have det bedre her til morgen,’ og Ibsen kiggede på hende og sagde: ‘Tværtimod,’ og så døde han.” Chip grinede. “Den er temmelig morbid. Men jeg kan godt lide den.” Han fortalte at det var hans tredje år på Culver Creek. Han var begyndt i niende klasse, den første årgang der er på skolen, og nu var han junior ligesom mig. På stipendium sagde han. Han havde fået det hele betalt. Han havde hørt at det var den bedste skole i Alabama, så han skrev i begrun-delsen for sin ansøgning at han gerne ville gå på en skole hvor han kunne læse lange bøger. Problemet var, skrev han i ansøgningen, at derhjemme slog hans far ham altid med bøgerne, så af hensyn til sin sikkerhed kunne han kun læse korte paperbacks. Hans forældre blev skilt det første år han gik på skolen. Han kunne godt lide “Creek”, som han bare kaldte den, men “Man er nødt til at være forsigtig, både med eleverne og med lærerne. Og jeg hader at være forsigtig”. Han grinede smørret. Jeg hadede også at være forsigtig – eller det ville jeg i hvert fald gerne. Det fortalte han mig mens han rodede sin køjesæk igennem og smed tøj ned i skufferne med ubekymret mangel på system. Chip kunne ikke se ideen i at have en skuffe til sokker eller en skuffe til T-shirts. Han mente at alle skuffer var skabt lige, og

17

fyldte dem med det der nu faldt for. Min mor ville være faldet død om. Så snart Chip var færdig med at “pakke ud”, slog han mig hårdt på skulderen og sagde: “Jeg håber du er stærkere end du ser ud til,” og gik ud ad døren og lod den stå åben efter sig. Et par sekunder efter stak han hovedet ind igen og så mig stå stille på gulvet. “Kom nu, Miles-med-hjem-Halter. Vi har ting vi skal have ordnet.” Vi satte kursen mod tv-stuen, som ifølge Chip indeholdt det eneste kabel-tv på skolen. I sommerens løb blev den brugt til opmagasinering. Rummet var pakket næsten helt op til loftet med sofaer, køleskabe og sammenrullede tæpper, og det myld-rede med mennesker der prøvede at finde deres ejendele og få dem hevet frem. Chip hilste på et par stykker, men han præ-senterede mig ikke for dem. Mens han vandrede gennem laby-rinten af sofaer, blev jeg stående i nærheden af indgangen og gjorde mit bedste for ikke at spærre for de værelseskammerater der to og to manøvrerede møbler gennem den smalle dør. Det tog Chip ti minutter at finde sine ting, og det tog os yderligere en time at foretage fire ture frem og tilbage over græscirklen mellem tv-stuen og værelse 43. Til sidst havde jeg bare lyst til at kravle ind i Chips lille køleskab og lægge mig til at sove i tusind år, men Chip så ud til at være uimodtagelig for både udmattelse og hedeslag. Jeg satte mig på hans sofa. “For et par år siden lå den og flød på fortovet i nærheden af hvor jeg bor,” fortalte han om sofaen mens han var i gang med at stille min PlayStation 2 op på en kasse for enden af sengen. “Læderet har fået nogle skrammer, men hvad gør det? Det er en skidegod sofa.” Overfladen havde mere end bare fået nogle skrammer – den bestod af cirka tredive procent babyblåt kunstlæder og cirka halvfjerds procent skumgummi – men jeg syntes alligevel virkelig godt om den. “Okay,” sagde han. “Så er vi ved at være færdige.” Han gik

18

19

“Ha! Den var god. Og lad være med at kalde mig Chip. Kald mig Obersten.” Jeg kvalte en latter. “Obersten?” “Ja, Obersten. Og vi kan kalde dig … øh, Proppen.” “Øh?” “Proppen,” sagde Obersten. “Fordi du er så tynd. Ironi, kal-der man det, Prop. Har du hørt om det? Nå, lad os nu få fat i nogle smøger og komme ordentligt i gang med det nye år.” Han gik ud af værelset og gik igen bare ud fra at jeg ville følge efter, og denne gang gjorde jeg det. Solen var nådigt ved at bevæge sig ned mod horisonten. Vi gik forbi fire døre hen til værelse 48. En whiteboard var sat op på døren med gaffatape. Med blå spritpen stod der: Alaska har eneværelse! Obersten forklarede mig at: 1. det var Alaskas værelse, og at 2. hun havde eneværelse fordi den pige hun skulle have delt det med, var blevet smidt ud lige inden sommerferien, og at 3. Alaska havde cigaretter, selvom Obersten ikke tænkte på at 4. spørge om jeg røg, hvilket 5. jeg ikke gjorde. Han bankede en enkelt gang, hårdt. Gennem døren råbte en stemme: “Gud, hej, kom ind, lille mand, for jeg har bare den bedste historie at fortælle.” Vi gik ind. Jeg vendte mig for at lukke døren efter mig, og Obersten rystede på hovedet og sagde: “Efter klokken syv skal man lade døren stå åben hvis man er på et af pigeværelserne,” men jeg hørte ham knap nok, for den hotteste pige i men-neskehedens historie stod foran mig i afklippede jeans og en ferskenfarvet top. Og hun talte i munden på Obersten, fortalte højt og hurtigt: “Det er den første dag i ferien. Jeg er i gode, gamle Vine Station sammen med en fyr der hedder Justin, og vi er hjemme hos ham og sidder på sofaen og ser tv – og husk, jeg kommer allerede sammen med Jake – faktisk kommer jeg stadig sammen med ham, ret mirakuløst, men Justin er en af mine venner fra jeg var lille, så vi ser fjernsyn og snakker helt bogstaveligt med

18

hen til sit skrivebord og trak en rulle isoleringstape op af en skuffe. “Vi skal bare lige bruge din kuffert.” Jeg rejste mig og trak kufferten frem under sengen, og Chip anbragte den mellem sofaen og PlayStation 2 og begyndte at rive tynde strimler isoleringstape af. Han satte dem fast på kufferten så de dannede ordet SOFABORD. “Så,” sagde han. Han satte sig ned og anbragte fødderne på, øh, sofabordet. “Så er det klaret.” Jeg satte mig ned ved siden af ham, og han kiggede på mig og sagde pludselig: “Nu skal du høre. Det er ikke mig du skal bruge som adgangsbillet til det sociale liv på Culver Creek.” “Øh, okay,” sagde jeg, men jeg kunne høre ordene sætte sig fast i halsen på mig. Jeg havde lige været med til at slæbe på fyrens sofa under en hvidglødende sol, og nu kunne han ikke lide mig? “Som udgangspunkt er her to grupper,” forklarede han og talte mere og mere indtrængende. “Der er de almindelige elever, sådan nogle som mig, og så er der stræberne; de går her, men de er alle sammen rige fyre som bor i Birmingham, og de tager hjem til deres forældres airconditionerede huse hver weekend. Det er de cool typer. Jeg kan ikke lide dem, og de kan ikke lide mig, så hvis du kommer her og tænker at du har været hot shit på privatskolen, og du også vil være hot shit her, så gør du bedst i ikke at blive set sammen med mig. Du har gået på privatskole, har du ikke?” “Øh …,” sagde jeg. Fraværende begyndte jeg at pille i rev-nerne i sofaens læderbetræk og grave mine fingre ind i det skummende hvide. “Okay, det har du altså åbenbart. Og hvis du har gået på privatskole, passer det også med de dér seje shorts.” Han grinede. Jeg gik med mine shorts lige under hofterne, fordi jeg syntes det så cool ud. Til sidst sagde jeg. “Ja, jeg har gået på privat-skole. Men jeg var ikke hot shit, Chip. Jeg var bare shit.”

19

19

“Ha! Den var god. Og lad være med at kalde mig Chip. Kald mig Obersten.” Jeg kvalte en latter. “Obersten?” “Ja, Obersten. Og vi kan kalde dig … øh, Proppen.” “Øh?” “Proppen,” sagde Obersten. “Fordi du er så tynd. Ironi, kal-der man det, Prop. Har du hørt om det? Nå, lad os nu få fat i nogle smøger og komme ordentligt i gang med det nye år.” Han gik ud af værelset og gik igen bare ud fra at jeg ville følge efter, og denne gang gjorde jeg det. Solen var nådigt ved at bevæge sig ned mod horisonten. Vi gik forbi fire døre hen til værelse 48. En whiteboard var sat op på døren med gaffatape. Med blå spritpen stod der: Alaska har eneværelse! Obersten forklarede mig at: 1. det var Alaskas værelse, og at 2. hun havde eneværelse fordi den pige hun skulle have delt det med, var blevet smidt ud lige inden sommerferien, og at 3. Alaska havde cigaretter, selvom Obersten ikke tænkte på at 4. spørge om jeg røg, hvilket 5. jeg ikke gjorde. Han bankede en enkelt gang, hårdt. Gennem døren råbte en stemme: “Gud, hej, kom ind, lille mand, for jeg har bare den bedste historie at fortælle.” Vi gik ind. Jeg vendte mig for at lukke døren efter mig, og Obersten rystede på hovedet og sagde: “Efter klokken syv skal man lade døren stå åben hvis man er på et af pigeværelserne,” men jeg hørte ham knap nok, for den hotteste pige i men-neskehedens historie stod foran mig i afklippede jeans og en ferskenfarvet top. Og hun talte i munden på Obersten, fortalte højt og hurtigt: “Det er den første dag i ferien. Jeg er i gode, gamle Vine Station sammen med en fyr der hedder Justin, og vi er hjemme hos ham og sidder på sofaen og ser tv – og husk, jeg kommer allerede sammen med Jake – faktisk kommer jeg stadig sammen med ham, ret mirakuløst, men Justin er en af mine venner fra jeg var lille, så vi ser fjernsyn og snakker helt bogstaveligt med

18

hen til sit skrivebord og trak en rulle isoleringstape op af en skuffe. “Vi skal bare lige bruge din kuffert.” Jeg rejste mig og trak kufferten frem under sengen, og Chip anbragte den mellem sofaen og PlayStation 2 og begyndte at rive tynde strimler isoleringstape af. Han satte dem fast på kufferten så de dannede ordet SOFABORD. “Så,” sagde han. Han satte sig ned og anbragte fødderne på, øh, sofabordet. “Så er det klaret.” Jeg satte mig ned ved siden af ham, og han kiggede på mig og sagde pludselig: “Nu skal du høre. Det er ikke mig du skal bruge som adgangsbillet til det sociale liv på Culver Creek.” “Øh, okay,” sagde jeg, men jeg kunne høre ordene sætte sig fast i halsen på mig. Jeg havde lige været med til at slæbe på fyrens sofa under en hvidglødende sol, og nu kunne han ikke lide mig? “Som udgangspunkt er her to grupper,” forklarede han og talte mere og mere indtrængende. “Der er de almindelige elever, sådan nogle som mig, og så er der stræberne; de går her, men de er alle sammen rige fyre som bor i Birmingham, og de tager hjem til deres forældres airconditionerede huse hver weekend. Det er de cool typer. Jeg kan ikke lide dem, og de kan ikke lide mig, så hvis du kommer her og tænker at du har været hot shit på privatskolen, og du også vil være hot shit her, så gør du bedst i ikke at blive set sammen med mig. Du har gået på privatskole, har du ikke?” “Øh …,” sagde jeg. Fraværende begyndte jeg at pille i rev-nerne i sofaens læderbetræk og grave mine fingre ind i det skummende hvide. “Okay, det har du altså åbenbart. Og hvis du har gået på privatskole, passer det også med de dér seje shorts.” Han grinede. Jeg gik med mine shorts lige under hofterne, fordi jeg syntes det så cool ud. Til sidst sagde jeg. “Ja, jeg har gået på privat-skole. Men jeg var ikke hot shit, Chip. Jeg var bare shit.”

20

20

hinanden, om optagelsesprøver eller noget i den stil, og Justin lægger armen om mig og jeg tænker: Det er skønt, vi har været venner i en evighed, og det her er totalt hyggeligt, og vi snakker bare, og så er jeg midt i en sætning om analogier eller et eller andet, og som en høg slår han ned og giver min ene babs et båt. BÅT. Et alt-for-hårdt, to- eller tresekunders BÅT. Og det første jeg tænkte var: Okay, hvordan får jeg løsnet hans kløer fra min babs inden de giver varige men? og det næste jeg tænkte var: Åh, gud, det her skal jeg fortælle Takumi og Obersten.” Obersten grinede. Jeg stirrede lamslået, dels på grund af styrken af den stemme der udgik fra denne lille (men særdeles velformede) pige, og dels på grund af de enorme stakke af bøger der lå langs væggene. Hendes bogsamling fyldte alle reolerne og flød ud over rummet i hoftehøje stakke overalt, stablet tilfældigt op ad væggene. Hvis bare en af dem blev flyttet, tænkte jeg, ville dominoeffekten medføre at vi alle tre blev opslugt af en kvælende strøm af litteratur. “Hvem er den fyr der ikke griner ad min sindssygt sjove historie?” spurgte hun. “Nå ja, Alaska, det er Proppen. Proppen samler på det sidste folk har sagt inden de døde. Prop, det er Alaska. Hun er blevet båttet på den ene babs i ferien.” Hun gik hen imod mig med hånden strakt frem, og i sidste øjeblik lavede hun en hurtig nedadgående bevægelse og trak mine shorts ned. “Det er de største shorts i hele Alabama.” “Jeg kan godt lide når de er lidt store i det,” sagde jeg flovt og trak dem op igen. Hjemme i Florida havde de været cool. “På det her tidspunkt i vores bekendtskab har jeg set lidt for meget til dine stankelben, Prop,” sagde Obersten uden at fortrække en mine. “Men, Alaska, kan vi ikke købe nogle smøger?” Og så fik Obersten på en eller anden måde besnak-ket mig til at give fem dollars for en pakke Marlboro Light som jeg ikke havde nogen planer om nogensinde at ryge. Han spurgte om Alaska ville med, men hun sagde: “Jeg skal finde

21

Takumi og fortælle ham om båttet.” Hun vendte sig om mod mig, og spurgte: “Har du set ham?” Jeg havde ingen idé om jeg havde set Takumi, for jeg havde ingen idé om hvem han var. Jeg rystede bare på hovedet. “Okay, Så ses vi ved søen om fem minutter.” Obersten nikkede.

Ved kanten af søen, lige inden sandstranden (som Obersten fortalte mig var kunstig) satte vi os i en hængesofa. Jeg fyrede den obligatoriske joke af: “Du må ikke tage mig på babserne.” Obersten udstødte den obligatoriske latter og spurgte så: “Vil du have en smøg?” Jeg havde aldrig før røget, men skik følge eller land fly … “Er det sikkert at gøre det her?” “Nej, egentlig ikke,” sagde han og tændte en cigaret og rakte den til mig. Jeg inhalerede. Hostede. Hvæsede. Gispede efter luft. Hostede igen. Overvejede om jeg skulle brække mig. Greb med svimlende hoved fat i gyngen der svingede frem og tilbage, kastede cigaretten på jorden og trampede på den, overbevist om at mit Store Måske ikke indebar cigaretter. “Ryger du meget?” Han grinede, pegede så på en hvid plet på den anden side af søen og sagde: “Kan du se det dér?” “Ja,” sagde jeg. “Hvad er det? En fugl?” “Det er svanen,” sagde han. “Wauw, en skole med svane. Wauw.” “Den svane er satans yngel. Du skal aldrig komme tættere på den end vi er nu.” “Hvorfor ikke det?” “Den har noget med mennesker. Den er blevet mishandlet eller sådan noget. Den flår folk i småstykker. Ørnen har sat den ud for at forhindre os i at gå om på den anden side af søen og ryge.” “Ørnen?” “Mr. Starnes. Kodenavn: Ørnen. Det er ham der har ansvar

21

20

hinanden, om optagelsesprøver eller noget i den stil, og Justin lægger armen om mig og jeg tænker: Det er skønt, vi har været venner i en evighed, og det her er totalt hyggeligt, og vi snakker bare, og så er jeg midt i en sætning om analogier eller et eller andet, og som en høg slår han ned og giver min ene babs et båt. BÅT. Et alt-for-hårdt, to- eller tresekunders BÅT. Og det første jeg tænkte var: Okay, hvordan får jeg løsnet hans kløer fra min babs inden de giver varige men? og det næste jeg tænkte var: Åh, gud, det her skal jeg fortælle Takumi og Obersten.” Obersten grinede. Jeg stirrede lamslået, dels på grund af styrken af den stemme der udgik fra denne lille (men særdeles velformede) pige, og dels på grund af de enorme stakke af bøger der lå langs væggene. Hendes bogsamling fyldte alle reolerne og flød ud over rummet i hoftehøje stakke overalt, stablet tilfældigt op ad væggene. Hvis bare en af dem blev flyttet, tænkte jeg, ville dominoeffekten medføre at vi alle tre blev opslugt af en kvælende strøm af litteratur. “Hvem er den fyr der ikke griner ad min sindssygt sjove historie?” spurgte hun. “Nå ja, Alaska, det er Proppen. Proppen samler på det sidste folk har sagt inden de døde. Prop, det er Alaska. Hun er blevet båttet på den ene babs i ferien.” Hun gik hen imod mig med hånden strakt frem, og i sidste øjeblik lavede hun en hurtig nedadgående bevægelse og trak mine shorts ned. “Det er de største shorts i hele Alabama.” “Jeg kan godt lide når de er lidt store i det,” sagde jeg flovt og trak dem op igen. Hjemme i Florida havde de været cool. “På det her tidspunkt i vores bekendtskab har jeg set lidt for meget til dine stankelben, Prop,” sagde Obersten uden at fortrække en mine. “Men, Alaska, kan vi ikke købe nogle smøger?” Og så fik Obersten på en eller anden måde besnak-ket mig til at give fem dollars for en pakke Marlboro Light som jeg ikke havde nogen planer om nogensinde at ryge. Han spurgte om Alaska ville med, men hun sagde: “Jeg skal finde

21

Takumi og fortælle ham om båttet.” Hun vendte sig om mod mig, og spurgte: “Har du set ham?” Jeg havde ingen idé om jeg havde set Takumi, for jeg havde ingen idé om hvem han var. Jeg rystede bare på hovedet. “Okay, Så ses vi ved søen om fem minutter.” Obersten nikkede.

Ved kanten af søen, lige inden sandstranden (som Obersten fortalte mig var kunstig) satte vi os i en hængesofa. Jeg fyrede den obligatoriske joke af: “Du må ikke tage mig på babserne.” Obersten udstødte den obligatoriske latter og spurgte så: “Vil du have en smøg?” Jeg havde aldrig før røget, men skik følge eller land fly … “Er det sikkert at gøre det her?” “Nej, egentlig ikke,” sagde han og tændte en cigaret og rakte den til mig. Jeg inhalerede. Hostede. Hvæsede. Gispede efter luft. Hostede igen. Overvejede om jeg skulle brække mig. Greb med svimlende hoved fat i gyngen der svingede frem og tilbage, kastede cigaretten på jorden og trampede på den, overbevist om at mit Store Måske ikke indebar cigaretter. “Ryger du meget?” Han grinede, pegede så på en hvid plet på den anden side af søen og sagde: “Kan du se det dér?” “Ja,” sagde jeg. “Hvad er det? En fugl?” “Det er svanen,” sagde han. “Wauw, en skole med svane. Wauw.” “Den svane er satans yngel. Du skal aldrig komme tættere på den end vi er nu.” “Hvorfor ikke det?” “Den har noget med mennesker. Den er blevet mishandlet eller sådan noget. Den flår folk i småstykker. Ørnen har sat den ud for at forhindre os i at gå om på den anden side af søen og ryge.” “Ørnen?” “Mr. Starnes. Kodenavn: Ørnen. Det er ham der har ansvar

22

22

for eleverne. De fleste af lærerne bor på skolens område, og de er alle sammen ude på at knalde én. Men det er kun Ørnen der bor henne ved værelsesfløjene, og han ser alt. Han kan lugte en cigaret på fem kilometers afstand.” “Er det hans hus derhenne?” spurgte jeg og pegede. Jeg kunne se huset ganske tydeligt trods mørket, så deraf fulgte formentlig at han også kunne se os. “Ja, men han indleder ikke blitzkrigen for alvor før skolen begynder,” sagde Chip ubekymret. “Hvis jeg kommer ud i problemer, slår mine forældre mig ihjel,” sagde jeg. “Jeg vil gå ud fra at du overdriver. Men hør lige engang: Selvfølgelig kommer du ud i problemer. Nioghalvfems procent af gangene får dine forældre det bare ikke at vide. Skolen er ikke mere interesseret i at dine forældre skal tro at du er kom-met ud i noget, end du selv er interesseret i at de skal tro at du er kommet ud i noget.” Han pustede energisk en smal stribe af røg i retning af søen. Jeg måtte indrømme at han så ret cool ud da han gjorde det. Ligesom højere. “Men under alle omstæn-digheder, når du kommer ud i problemer, så lad være med at sige det til nogen. Jeg mener, jeg hader de rige snotunger her på skolen med et glødende had som normalt ville være forbe-holdt tandlægebesøg og min far. Men det betyder ikke at jeg nogensinde ville sladre om dem. Det er stort set det eneste der betyder noget, at man aldrig, aldrig, aldrig sladrer om folk.” “Okay,” sagde jeg, selvom jeg tænkte: Hvis nogen giver mig en knytnæve i ansigtet, skal jeg altså insistere på at jeg bare er løbet ind i en dør? Det virkede lidt skørt. Hvad skal man stille op med tyranner og den slags røvhuller hvis man ikke har lov til at få dem i fedtefadet? Men jeg spurgte ikke Chip. “Okay, Prop. Vi er nået til det tidspunkt på aftenen hvor jeg er nødt til at gå ud og finde min kæreste. Så giv mig et par af de cigaretter som du alligevel aldrig kommer til at ryge, og så ses vi senere.”

23

Jeg besluttede mig for at blive siddende på gyngen lidt endnu, dels fordi heden endelig var gået over i en behagelig, om end lummer temperatur omkring de tredive grader, og dels fordi jeg tænkte at Alaska måske ville dukke op. Men næsten lige så hurtigt som Obersten forsvandt, trængte alt muligt kryb sig på: Mitter, som næsten ikke var til at få øje på, og myg flokkedes om mig i et antal så den svage støj når deres vinger gned mod hinanden, lød som den rene kakofoni. Og så besluttede jeg mig for at ryge. Røgen vil drive myggene væk, tænkte jeg. Og det gjorde den også til en vis grad. Men det ville være løgn hvis jeg påstod at jeg var blevet ryger som værn mod insekter. Jeg blev ryger fordi: 1. jeg sad i en hængesofa helt for mig selv, og 2. jeg havde cigaretter, og 3. jeg gik ud fra at når alle andre kunne ryge cigaretter uden at hoste, så kunne jeg vel for fanden også. Kort sagt havde jeg ikke nogen specielt god grund. Så ja, fint nok, lad os bare sige at: 4. det var myggene. Jeg klarede tre hele hiv inden jeg fik kvalme og blev svim-mel og følte mig rundtosset på en måde der kun var halvvejs behagelig. Jeg rejste mig for at gå. Da jeg var kommet på benene, sagde en stemme bag mig: “Er der rigtigt at du samler på kendte menneskers sidste ord.” Hun kom hen ved siden af mig, greb mig om skulderen og trykkede mig tilbage i hængesofaen. “Ja,” sagde jeg. Og fortsatte så tøvende: “Har du lyst til at teste mig?” “John F. Kennedy?” “Det er indlysende.” “Er det? “Nej. Det var hans sidste ord. En eller anden sagde: ‘Mr. præsident, De kan ikke sige at Dallas ikke elsker Dem,’ og han sagde: ‘Det er indlysende.’ Og så blev han skudt.” Hun lo. “Gud, den var slem. Det er ikke noget at grine

23

22

for eleverne. De fleste af lærerne bor på skolens område, og de er alle sammen ude på at knalde én. Men det er kun Ørnen der bor henne ved værelsesfløjene, og han ser alt. Han kan lugte en cigaret på fem kilometers afstand.” “Er det hans hus derhenne?” spurgte jeg og pegede. Jeg kunne se huset ganske tydeligt trods mørket, så deraf fulgte formentlig at han også kunne se os. “Ja, men han indleder ikke blitzkrigen for alvor før skolen begynder,” sagde Chip ubekymret. “Hvis jeg kommer ud i problemer, slår mine forældre mig ihjel,” sagde jeg. “Jeg vil gå ud fra at du overdriver. Men hør lige engang: Selvfølgelig kommer du ud i problemer. Nioghalvfems procent af gangene får dine forældre det bare ikke at vide. Skolen er ikke mere interesseret i at dine forældre skal tro at du er kom-met ud i noget, end du selv er interesseret i at de skal tro at du er kommet ud i noget.” Han pustede energisk en smal stribe af røg i retning af søen. Jeg måtte indrømme at han så ret cool ud da han gjorde det. Ligesom højere. “Men under alle omstæn-digheder, når du kommer ud i problemer, så lad være med at sige det til nogen. Jeg mener, jeg hader de rige snotunger her på skolen med et glødende had som normalt ville være forbe-holdt tandlægebesøg og min far. Men det betyder ikke at jeg nogensinde ville sladre om dem. Det er stort set det eneste der betyder noget, at man aldrig, aldrig, aldrig sladrer om folk.” “Okay,” sagde jeg, selvom jeg tænkte: Hvis nogen giver mig en knytnæve i ansigtet, skal jeg altså insistere på at jeg bare er løbet ind i en dør? Det virkede lidt skørt. Hvad skal man stille op med tyranner og den slags røvhuller hvis man ikke har lov til at få dem i fedtefadet? Men jeg spurgte ikke Chip. “Okay, Prop. Vi er nået til det tidspunkt på aftenen hvor jeg er nødt til at gå ud og finde min kæreste. Så giv mig et par af de cigaretter som du alligevel aldrig kommer til at ryge, og så ses vi senere.”

23

Jeg besluttede mig for at blive siddende på gyngen lidt endnu, dels fordi heden endelig var gået over i en behagelig, om end lummer temperatur omkring de tredive grader, og dels fordi jeg tænkte at Alaska måske ville dukke op. Men næsten lige så hurtigt som Obersten forsvandt, trængte alt muligt kryb sig på: Mitter, som næsten ikke var til at få øje på, og myg flokkedes om mig i et antal så den svage støj når deres vinger gned mod hinanden, lød som den rene kakofoni. Og så besluttede jeg mig for at ryge. Røgen vil drive myggene væk, tænkte jeg. Og det gjorde den også til en vis grad. Men det ville være løgn hvis jeg påstod at jeg var blevet ryger som værn mod insekter. Jeg blev ryger fordi: 1. jeg sad i en hængesofa helt for mig selv, og 2. jeg havde cigaretter, og 3. jeg gik ud fra at når alle andre kunne ryge cigaretter uden at hoste, så kunne jeg vel for fanden også. Kort sagt havde jeg ikke nogen specielt god grund. Så ja, fint nok, lad os bare sige at: 4. det var myggene. Jeg klarede tre hele hiv inden jeg fik kvalme og blev svim-mel og følte mig rundtosset på en måde der kun var halvvejs behagelig. Jeg rejste mig for at gå. Da jeg var kommet på benene, sagde en stemme bag mig: “Er der rigtigt at du samler på kendte menneskers sidste ord.” Hun kom hen ved siden af mig, greb mig om skulderen og trykkede mig tilbage i hængesofaen. “Ja,” sagde jeg. Og fortsatte så tøvende: “Har du lyst til at teste mig?” “John F. Kennedy?” “Det er indlysende.” “Er det? “Nej. Det var hans sidste ord. En eller anden sagde: ‘Mr. præsident, De kan ikke sige at Dallas ikke elsker Dem,’ og han sagde: ‘Det er indlysende.’ Og så blev han skudt.” Hun lo. “Gud, den var slem. Det er ikke noget at grine

24

24

af. Men det gør jeg alligevel.” Og så lo hun igen. “Okay, mr. Berømte Sidste Ord. Jeg har et til samlingen.” Hun stak hån-den ned i sin propfulde rygsæk og trak en bog frem. “Gabriel García Márquez. Generalen i sin labyrint. Det er helt klart en af mine yndlings. Den handler om Simón Bolívar.” Jeg vidste ikke hvem Simón Bolívar var, men hun gav mig ikke tid til at spørge. “Det er en historisk roman, så jeg ved ikke om det virkelig passer, men ved du hvad hans sidste ord er i bogen? Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Men nu skal jeg fortælle dig det, señor Afskedsord.” Og så tændte hun en cigaret og sugede så hårdt på den så længe at jeg tænkte at hele smøgen måske ville gå op i røg i ét sug. Hun pustede ud og læste højt for mig: “Han – det vil sige Simón Bolívar – rystedes af den forun-derlige åbenbaring, at han i sit vanvittige livsforløb mellem sygdomme og drømme havde nået den sidste grænsepæl. Re-sten lå hen i det dunkle. ‘For fanden!’ sukkede han. ‘Hvordan skal jeg komme ud af denne labyrint!’” Jeg kendte et godt sidste ord når jeg hørte det, og jeg lavede et mentalt notat om at få fat i en biografi om ham Bolívarfyren. Det var et godt sidste ord, men jeg forstod det ikke helt. “Hvad er det for en labyrint?” spurgte jeg. Og nu er det et godt tidspunkt at få fortalt at hun var smuk. I mørket ved siden af mig duftede hun af sved og solskin og vanilje, og i lyset fra den smalle måne kunne jeg ikke se meget andet end hendes silhuet, undtagen når hun røg, når cigaret-tens glødende kirsebær badede hendes ansigt i et svagt rødt lys. Men selv i mørket kunne jeg se hendes øjne – vilde smaragder. Hun havde den slags øjne der gjorde at man uden at betænke sig ville følge hende gennem tykt og tyndt. Og hun var ikke bare smuk, hun var også virkelig hot med bryster der pressede sig mod den ærmeløse bluse, velformede ben der svingede frem og tilbage under hængesofaen, klipklappere der dinglede fra hendes tæer hvor neglene var malet elektrisk blå. Det var lige

25

i det øjeblik, mellem det tidspunkt hvor jeg spurgte hende om labyrinten, og det tidspunkt hvor hun svarede, at jeg forstod betydningen af kurver, af de tusindvis af steder hvor en piges krop glider fra det ene over i det andet, fra svang til ankel til læg, fra læg til hofte til talje til bryst til hals til opstoppernæse til pande til nakke til den konkave bue over lænden til baller til osv. Det var naturligvis ikke første gang jeg lagde mærke til kurver, men jeg havde aldrig rigtig fattet betydningen af dem før. Med munden så tæt på mig at jeg kunne mærke at hendes ånde var varmere end luften, sagde hun: “Det er dér mysteriet ligger, ikke? Er det livet eller døden der er labyrinten? Hvad er det han prøver at undslippe – verden eller verdens ende?” Jeg ventede på at hun skulle fortsætte, men efter et stykke tid var det tydeligt at hun ønskede et svar. “Øh, det ved jeg ikke,” sagde jeg til sidst. “Har du virkelig læst alle de bøger du har på dit værelse?” Hun lo. “Gud, nej. Jeg har måske læst en tredjedel af dem. Men jeg skal nok få dem læst. Jeg kalder det mit livs bib-liotek. Hver sommer lige siden jeg var lille, har jeg gået på loppemarked og købt alle de bøger der så interessante ud. Så jeg har altid bøger jeg kan læse i. Men der er så meget andet der skal gøres: Cigaretter der skal ryges, sex der skal dyrkes, hængesofaer der skal gynges i. Jeg får bedre tid til at læse når jeg bliver gammel og kedelig.” Hun sagde at jeg mindede hende om Obersten da han kom til Culver Creek. De var begyndt samme år, de var begge kommet ind på en friplads og havde, som hun udtrykte det, “en fælles interesse i at drikke sprut og lave numre”. Udtrykket drikke sprut og lave numre fik mig til at frygte at jeg var kommet i det som min mor kaldte “dårligt selskab”, men af dårligt selskab at være virkede de begge to som om de var ret godt kørende. Mens hun tændte en ny cigaret ved gløden fra den forrige, fortalte hun at Obersten var klog nok,

25

24

af. Men det gør jeg alligevel.” Og så lo hun igen. “Okay, mr. Berømte Sidste Ord. Jeg har et til samlingen.” Hun stak hån-den ned i sin propfulde rygsæk og trak en bog frem. “Gabriel García Márquez. Generalen i sin labyrint. Det er helt klart en af mine yndlings. Den handler om Simón Bolívar.” Jeg vidste ikke hvem Simón Bolívar var, men hun gav mig ikke tid til at spørge. “Det er en historisk roman, så jeg ved ikke om det virkelig passer, men ved du hvad hans sidste ord er i bogen? Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Men nu skal jeg fortælle dig det, señor Afskedsord.” Og så tændte hun en cigaret og sugede så hårdt på den så længe at jeg tænkte at hele smøgen måske ville gå op i røg i ét sug. Hun pustede ud og læste højt for mig: “Han – det vil sige Simón Bolívar – rystedes af den forun-derlige åbenbaring, at han i sit vanvittige livsforløb mellem sygdomme og drømme havde nået den sidste grænsepæl. Re-sten lå hen i det dunkle. ‘For fanden!’ sukkede han. ‘Hvordan skal jeg komme ud af denne labyrint!’” Jeg kendte et godt sidste ord når jeg hørte det, og jeg lavede et mentalt notat om at få fat i en biografi om ham Bolívarfyren. Det var et godt sidste ord, men jeg forstod det ikke helt. “Hvad er det for en labyrint?” spurgte jeg. Og nu er det et godt tidspunkt at få fortalt at hun var smuk. I mørket ved siden af mig duftede hun af sved og solskin og vanilje, og i lyset fra den smalle måne kunne jeg ikke se meget andet end hendes silhuet, undtagen når hun røg, når cigaret-tens glødende kirsebær badede hendes ansigt i et svagt rødt lys. Men selv i mørket kunne jeg se hendes øjne – vilde smaragder. Hun havde den slags øjne der gjorde at man uden at betænke sig ville følge hende gennem tykt og tyndt. Og hun var ikke bare smuk, hun var også virkelig hot med bryster der pressede sig mod den ærmeløse bluse, velformede ben der svingede frem og tilbage under hængesofaen, klipklappere der dinglede fra hendes tæer hvor neglene var malet elektrisk blå. Det var lige

25

i det øjeblik, mellem det tidspunkt hvor jeg spurgte hende om labyrinten, og det tidspunkt hvor hun svarede, at jeg forstod betydningen af kurver, af de tusindvis af steder hvor en piges krop glider fra det ene over i det andet, fra svang til ankel til læg, fra læg til hofte til talje til bryst til hals til opstoppernæse til pande til nakke til den konkave bue over lænden til baller til osv. Det var naturligvis ikke første gang jeg lagde mærke til kurver, men jeg havde aldrig rigtig fattet betydningen af dem før. Med munden så tæt på mig at jeg kunne mærke at hendes ånde var varmere end luften, sagde hun: “Det er dér mysteriet ligger, ikke? Er det livet eller døden der er labyrinten? Hvad er det han prøver at undslippe – verden eller verdens ende?” Jeg ventede på at hun skulle fortsætte, men efter et stykke tid var det tydeligt at hun ønskede et svar. “Øh, det ved jeg ikke,” sagde jeg til sidst. “Har du virkelig læst alle de bøger du har på dit værelse?” Hun lo. “Gud, nej. Jeg har måske læst en tredjedel af dem. Men jeg skal nok få dem læst. Jeg kalder det mit livs bib-liotek. Hver sommer lige siden jeg var lille, har jeg gået på loppemarked og købt alle de bøger der så interessante ud. Så jeg har altid bøger jeg kan læse i. Men der er så meget andet der skal gøres: Cigaretter der skal ryges, sex der skal dyrkes, hængesofaer der skal gynges i. Jeg får bedre tid til at læse når jeg bliver gammel og kedelig.” Hun sagde at jeg mindede hende om Obersten da han kom til Culver Creek. De var begyndt samme år, de var begge kommet ind på en friplads og havde, som hun udtrykte det, “en fælles interesse i at drikke sprut og lave numre”. Udtrykket drikke sprut og lave numre fik mig til at frygte at jeg var kommet i det som min mor kaldte “dårligt selskab”, men af dårligt selskab at være virkede de begge to som om de var ret godt kørende. Mens hun tændte en ny cigaret ved gløden fra den forrige, fortalte hun at Obersten var klog nok,

26

26

men ikke havde haft ret meget livserfaring da han begyndte på Creek. “Det fik jeg hurtigt gjort noget ved.” Hun smilede. “Da det blev november, havde jeg skaffet ham hans første kæreste, en totalt sød pige med fuld knald på som hed Janice. Han droppede hende efter en måned fordi hun var for rig til ham, opvokset i fattigdom som han er, men skidt med det. Det var det år vi lavede vores første nummer – vi fyldte lokale 4 med et tyndt lag marmorkugler over hele gulvet. Men efterhånden er vi selvfølgelig blevet mere avancerede.” Hun lo. På den måde blev Chip til Obersten – den militærstrategiske hjerne bag deres numre, og Alaska var bare Alaska, den overvældende kreative kraft der stod bag ham. “Du er lige så klog som ham,” sagde hun. “Selvom du er mere stille i det. Og sødere, men det sagde jeg ikke, for jeg elsker min kæreste.” “Du er heller ikke helt tosset,” sagde jeg, overvældet over hendes kompliment. “Men det sagde jeg ikke, for jeg elsker min kæreste. Hov, vent lige lidt. Næh. Jeg har jo ikke nogen.” Hun grinede. “Det skal vi nok finde ud af, Prop. Hvis der er noget jeg kan skaffe dig, så er det en kæreste. Lad os lave en aftale: Du finder ud af hvad labyrinten er, og hvordan man kommer ud af den, og jeg skaffer dig et knald.” “Aftale.” Vi gav hinanden hånden.

Senere gik jeg op mod værelserne ved siden af Alaska. Cika-derne nynnede deres enstonige sang ligesom de havde gjort hjemme i Florida. Hun vendte sig mod mig mens vi fandt vej gennem mørket, og sagde: “Når du går ude om natten, bliver du så somme tider skræmt fra vid og sans, og selvom det er fjollet og pinligt, så har du bare lyst til at løbe hjem?” Det virkede alt for hemmeligt og personligt til at indrømme over for en der var næsten totalt fremmed, men jeg sagde: “Ja, det kan du lige regne med.”

27

Et øjeblik var hun tavs. Så greb hun min hånd og hviskede: “Løb løb løb løb løb,” og satte af sted i fuldt firspring med mig på slæb.

et hundrede og syvogtyve dage før

Næste dag først på eftermiddagen blinkede jeg sveden af øj-nene mens jeg klistrede en van Gogh-plakat op på indersiden af døren. Obersten sad på sofaen og holdt øje med om plaka-ten kom til at sidde lige, og svarede på min endeløse række af spørgsmål om Alaska. Hvad ved du om hende? “Hun kommer fra Vine Station. Det er en by man kan køre igennem uden overhovedet at opdage det – og så vidt jeg ved er det det eneste fornuftige at gøre. Hendes kæreste har fået et stipendium til Vanderbilt. Han spiller bas i et band. Hendes familie ved jeg ikke ret meget om.” Kan hun virkelig godt lide ham? “Det tror jeg. Hun har ikke været ham utro, og det er første gang.” Og så videre. Hele formiddagen havde jeg været ude af stand til at koncentrere mig om noget som helst andet, hverken om van Gogh-plakaten eller videospillene, ikke engang det skema som Ørnen var kommet over med samme morgen. Han havde også præsenteret sig: “Velkommen til Culver Creek, Halter. Du får en høj grad af frihed her på stedet. Hvis du misbruger den, kommer du til at fortryde det. Du ser ud til at være en flink ung mand. Jeg ville hade at være nødt til at sige farvel til dig.” Og så havde han stirret på mig på en måde som var enten alvorlig eller virkelig ondskabsfuld. “Alaska kalder det dom-medagsblikket,” havde Obersten fortalt mig da Ørnen var gået igen. “Næste gang du ser det blik, kan du godt begynde at ryste i bukserne.” “Okay, Prop,” sagde Obersten da jeg trådte tilbage fra pla-katen. Den sad ikke helt lige, men det var tæt på. “Nu må det

27

26

men ikke havde haft ret meget livserfaring da han begyndte på Creek. “Det fik jeg hurtigt gjort noget ved.” Hun smilede. “Da det blev november, havde jeg skaffet ham hans første kæreste, en totalt sød pige med fuld knald på som hed Janice. Han droppede hende efter en måned fordi hun var for rig til ham, opvokset i fattigdom som han er, men skidt med det. Det var det år vi lavede vores første nummer – vi fyldte lokale 4 med et tyndt lag marmorkugler over hele gulvet. Men efterhånden er vi selvfølgelig blevet mere avancerede.” Hun lo. På den måde blev Chip til Obersten – den militærstrategiske hjerne bag deres numre, og Alaska var bare Alaska, den overvældende kreative kraft der stod bag ham. “Du er lige så klog som ham,” sagde hun. “Selvom du er mere stille i det. Og sødere, men det sagde jeg ikke, for jeg elsker min kæreste.” “Du er heller ikke helt tosset,” sagde jeg, overvældet over hendes kompliment. “Men det sagde jeg ikke, for jeg elsker min kæreste. Hov, vent lige lidt. Næh. Jeg har jo ikke nogen.” Hun grinede. “Det skal vi nok finde ud af, Prop. Hvis der er noget jeg kan skaffe dig, så er det en kæreste. Lad os lave en aftale: Du finder ud af hvad labyrinten er, og hvordan man kommer ud af den, og jeg skaffer dig et knald.” “Aftale.” Vi gav hinanden hånden.

Senere gik jeg op mod værelserne ved siden af Alaska. Cika-derne nynnede deres enstonige sang ligesom de havde gjort hjemme i Florida. Hun vendte sig mod mig mens vi fandt vej gennem mørket, og sagde: “Når du går ude om natten, bliver du så somme tider skræmt fra vid og sans, og selvom det er fjollet og pinligt, så har du bare lyst til at løbe hjem?” Det virkede alt for hemmeligt og personligt til at indrømme over for en der var næsten totalt fremmed, men jeg sagde: “Ja, det kan du lige regne med.”

27

Et øjeblik var hun tavs. Så greb hun min hånd og hviskede: “Løb løb løb løb løb,” og satte af sted i fuldt firspring med mig på slæb.

et hundrede og syvogtyve dage før

Næste dag først på eftermiddagen blinkede jeg sveden af øj-nene mens jeg klistrede en van Gogh-plakat op på indersiden af døren. Obersten sad på sofaen og holdt øje med om plaka-ten kom til at sidde lige, og svarede på min endeløse række af spørgsmål om Alaska. Hvad ved du om hende? “Hun kommer fra Vine Station. Det er en by man kan køre igennem uden overhovedet at opdage det – og så vidt jeg ved er det det eneste fornuftige at gøre. Hendes kæreste har fået et stipendium til Vanderbilt. Han spiller bas i et band. Hendes familie ved jeg ikke ret meget om.” Kan hun virkelig godt lide ham? “Det tror jeg. Hun har ikke været ham utro, og det er første gang.” Og så videre. Hele formiddagen havde jeg været ude af stand til at koncentrere mig om noget som helst andet, hverken om van Gogh-plakaten eller videospillene, ikke engang det skema som Ørnen var kommet over med samme morgen. Han havde også præsenteret sig: “Velkommen til Culver Creek, Halter. Du får en høj grad af frihed her på stedet. Hvis du misbruger den, kommer du til at fortryde det. Du ser ud til at være en flink ung mand. Jeg ville hade at være nødt til at sige farvel til dig.” Og så havde han stirret på mig på en måde som var enten alvorlig eller virkelig ondskabsfuld. “Alaska kalder det dom-medagsblikket,” havde Obersten fortalt mig da Ørnen var gået igen. “Næste gang du ser det blik, kan du godt begynde at ryste i bukserne.” “Okay, Prop,” sagde Obersten da jeg trådte tilbage fra pla-katen. Den sad ikke helt lige, men det var tæt på. “Nu må det

28

28

være nok om Alaska. Ifølge min optælling er der tooghalvfems piger her på skolen, og hver eneste af dem er mere tilregnelig end Alaska, som – bør jeg måske tilføje – allerede har en kæreste. Jeg går hen og spiser frokost. Det er bufridodag.” Han gik og lod døren stå åben efter sig. Jeg følte mig som en totalt forblændet idiot da jeg rejste mig for at lukke den. Obersten som allerede var nået halvvejs over den runde plæne, vendte sig. “Hvad bliver det til? Skal du med eller hvad?” Man kan sige meget grimt om Alabama, men man kan ikke sige at folk i Alabama nærer nogen overdreven frygt for friture. Den første uge på Creek serverede kantinen friturekylling, dyb-stegt, indbagt oksekød og friturestegt okra, som var mit første strejftog ind i den verden af lækkerier der udgøres af dybstegte grønsager. Jeg ventede halvvejs at de også ville give icebergsala-ten en gang i frituren. Men der var ikke noget der nåede op på siden af bufridoen, en ret skabt af Maureen, en imponerende og (meget forståeligt) overvægtig Culver Creek-kok. Bufridoen, som er en friturestegt burrito med bønnefyld, beviste hinsides enhver tvivl at dybstegning altid får mad til at smage bedre. Den eftermiddag sad jeg sammen med Obersten og fem fyre som jeg ikke kendte, omkring et rundt bord i kantinen og lod mine tænder synke ned i den sprøde skal omkring min første bufrido og oplevede en kulinarisk orgasme. Min mors mad var okay, men jeg fik en spontan lyst til at tage Maureen med hjem til thanksgiving. Obersten præsenterede mig (som “Proppen”) for de fyre der sad rundt om det vakkelvorne træbord, men det eneste navn jeg fik fat på, var Takumi, som Alaska havde nævnt dagen i forvejen. Takumi var en tynd japansk fyr, kun en lille smule højere end Obersten, som talte med mad i munden mens jeg langsomt tyggede og nød smagen af sprøde bønner. “Hold da kæft,” sagde Takumi, “der er ikke noget som at se et menneske der spiser sin første bufrido.” Jeg sagde ikke ret meget – dels fordi der ikke var nogen

29

der spurgte mig om noget, og dels fordi jeg først og fremmest var opsat på at få spist så meget som muligt. Takumi var ikke så tilbageholdende – han kunne sagtens spise, tygge og synke samtidig med at han snakkede, og det gjorde han. Samtalen omkring frokostbordet koncentrerede sig om den pige der skulle have delt værelse med Alaska, Marya, og hendes kæreste, Paul, som havde været en af stræberne. Jeg forstod at de var blevet smidt ud lige inden sommerferien for hvad Ober-sten kaldte “en Trifekta” – de var blevet grebet i på én gang at overtræde tre af de regler der førte til bortvisning fra Culver Creek. De havde ligget nøgne sammen (“genital kontakt” var overtrædelse nr. 1), de var allerede berusede (nr. 2) og havde røget en joint (nr. 3) da Ørnen overraskede dem. Rygtet gik at der var nogen der havde sladret om dem, og Takumi lød til at være opsat på at finde ud af hvem det var – i hvert fald opsat nok til at råbe op om det mens han havde munden proppet med bufrido. “Paul var et røvhul,” sagde Obersten. “Jeg ville aldrig have sladret om dem, men når man knalder med sådan en stræber i Jaguar som Paul, er man selv ude om det.” “Hør lige,” sagde Takumi, “hende din kæreste,” og så sank han en mundfuld, “hun er da stræber, hvis nogen er.” “Jeps.” Obersten grinede. “Det er til min store ærgrelse en ubestridelig kendsgerning. Men hun er ikke sådan et røvhul som Paul.” “Ikke helt.” Takumi grinede smørret. Obersten grinede også, og jeg undrede mig over at han ikke forsvarede sin kæ-reste. Jeg ville have været ligeglad om min kæreste både var kyklop og kørte Jaguar – jeg ville have været taknemmelig for bare at have én at være sammen med.

Da Obersten samme aften stak hovedet indenfor på værelse 43 for at hente smøgerne (han havde tilsyneladende glemt at de rent teknisk var mine), gjorde det mig ikke så meget at han

29

28

være nok om Alaska. Ifølge min optælling er der tooghalvfems piger her på skolen, og hver eneste af dem er mere tilregnelig end Alaska, som – bør jeg måske tilføje – allerede har en kæreste. Jeg går hen og spiser frokost. Det er bufridodag.” Han gik og lod døren stå åben efter sig. Jeg følte mig som en totalt forblændet idiot da jeg rejste mig for at lukke den. Obersten som allerede var nået halvvejs over den runde plæne, vendte sig. “Hvad bliver det til? Skal du med eller hvad?” Man kan sige meget grimt om Alabama, men man kan ikke sige at folk i Alabama nærer nogen overdreven frygt for friture. Den første uge på Creek serverede kantinen friturekylling, dyb-stegt, indbagt oksekød og friturestegt okra, som var mit første strejftog ind i den verden af lækkerier der udgøres af dybstegte grønsager. Jeg ventede halvvejs at de også ville give icebergsala-ten en gang i frituren. Men der var ikke noget der nåede op på siden af bufridoen, en ret skabt af Maureen, en imponerende og (meget forståeligt) overvægtig Culver Creek-kok. Bufridoen, som er en friturestegt burrito med bønnefyld, beviste hinsides enhver tvivl at dybstegning altid får mad til at smage bedre. Den eftermiddag sad jeg sammen med Obersten og fem fyre som jeg ikke kendte, omkring et rundt bord i kantinen og lod mine tænder synke ned i den sprøde skal omkring min første bufrido og oplevede en kulinarisk orgasme. Min mors mad var okay, men jeg fik en spontan lyst til at tage Maureen med hjem til thanksgiving. Obersten præsenterede mig (som “Proppen”) for de fyre der sad rundt om det vakkelvorne træbord, men det eneste navn jeg fik fat på, var Takumi, som Alaska havde nævnt dagen i forvejen. Takumi var en tynd japansk fyr, kun en lille smule højere end Obersten, som talte med mad i munden mens jeg langsomt tyggede og nød smagen af sprøde bønner. “Hold da kæft,” sagde Takumi, “der er ikke noget som at se et menneske der spiser sin første bufrido.” Jeg sagde ikke ret meget – dels fordi der ikke var nogen

29

der spurgte mig om noget, og dels fordi jeg først og fremmest var opsat på at få spist så meget som muligt. Takumi var ikke så tilbageholdende – han kunne sagtens spise, tygge og synke samtidig med at han snakkede, og det gjorde han. Samtalen omkring frokostbordet koncentrerede sig om den pige der skulle have delt værelse med Alaska, Marya, og hendes kæreste, Paul, som havde været en af stræberne. Jeg forstod at de var blevet smidt ud lige inden sommerferien for hvad Ober-sten kaldte “en Trifekta” – de var blevet grebet i på én gang at overtræde tre af de regler der førte til bortvisning fra Culver Creek. De havde ligget nøgne sammen (“genital kontakt” var overtrædelse nr. 1), de var allerede berusede (nr. 2) og havde røget en joint (nr. 3) da Ørnen overraskede dem. Rygtet gik at der var nogen der havde sladret om dem, og Takumi lød til at være opsat på at finde ud af hvem det var – i hvert fald opsat nok til at råbe op om det mens han havde munden proppet med bufrido. “Paul var et røvhul,” sagde Obersten. “Jeg ville aldrig have sladret om dem, men når man knalder med sådan en stræber i Jaguar som Paul, er man selv ude om det.” “Hør lige,” sagde Takumi, “hende din kæreste,” og så sank han en mundfuld, “hun er da stræber, hvis nogen er.” “Jeps.” Obersten grinede. “Det er til min store ærgrelse en ubestridelig kendsgerning. Men hun er ikke sådan et røvhul som Paul.” “Ikke helt.” Takumi grinede smørret. Obersten grinede også, og jeg undrede mig over at han ikke forsvarede sin kæ-reste. Jeg ville have været ligeglad om min kæreste både var kyklop og kørte Jaguar – jeg ville have været taknemmelig for bare at have én at være sammen med.

Da Obersten samme aften stak hovedet indenfor på værelse 43 for at hente smøgerne (han havde tilsyneladende glemt at de rent teknisk var mine), gjorde det mig ikke så meget at han

30

30

ikke inviterede mig til at følge med. På min gamle skole havde jeg kendt masser af mennesker som havde gjort det til en vane at hade en bestemt slags personer – fjolserne som hadede dem der lige var startet osv. – og jeg havde altid syntes at det var spild af tid. Obersten fortalte mig ikke hvor han havde tilbragt efter-middagen, eller hvor han havde tænkt sig at tilbringe aftenen, men han lukkede døren efter sig da han gik, så jeg gættede på at jeg ikke var velkommen. Lige meget: Jeg brugte aftenen på at surfe på nettet (ingen porno, jeg sværger) og læse The Final Days, en bog om Richard Nixon og Watergate. Til aftensmad varmede jeg en bufrido som Obersten havde smuglet ud fra kantinen, i mikrobølge-ovnen. Det mindede mig om aftenerne i Florida, bortset fra at maden var bedre, og der ikke var nogen aircondition. Det føltes behagelig velkendt at ligge i sengen og læse. Jeg besluttede mig for at følge hvad jeg var sikker på ville have været min mors råd, og få en god nats søvn inden min før-ste skoledag. Udvidet fransk begyndte kl. 8.10, og da jeg gik ud fra at det ikke kunne tage mere end otte minutter at tage tøj på og gå hen til klasselokalet, satte jeg mit vækkeur til 8.02. Jeg tog et brusebad og lagde mig så i sengen og ventede på at søvnen skulle frelse mig fra heden. Ved ellevetiden indså jeg at den lille ventilator der var sat fast på min køje, måske ville gøre større forskel hvis jeg tog skjorten af, og omsider faldt jeg i søvn oven på tæppet uden at have andet end boksershorts på. En beslutning jeg fortrød nogle timer senere da jeg vågnede ved at to svedige, kødfulde hænder var ved at ruske sjælen ud af kroppen på mig. Jeg var lysvågen på et splitsekund, sad ret op og ned i sengen, rædselsslagen, og af en eller anden grund kunne jeg ikke forstå hvad stemmerne sagde, kunne slet ikke forstå at der var stemmer, og hvad fanden var klokken? Til sidst blev jeg klar nok i hovedet til at opfatte hvad der blev sagt: “Kom nu. Det skal vel ikke være nødvendigt at sparke dig

31

i røven. Kom nu bare op.” Oppe fra den øverste køje lød det: “For fanden, Prop. Se nu at komme op.” Så jeg stod op og fik omsider øje på tre mørke skikkelser. To af dem greb mig, den ene med en hånd om hver af mine overarme, og førte mig ud af værelset. På vejen ud hørte jeg Obersten mumle: “Hyg jer. Og vær forsigtig med ham, Kevin.” De førte mig nærmest i luntetrav om bag værelsesbygnin-gen og så hen over fodboldbanen. Jorden var nogle steder dækket af græs, andre steder af grus, og jeg undrede mig over at ingen havde været så betænksomme at sige jeg skulle tage sko på, og hvad lavede jeg herude iført underbukser og med blottede stikkelsbærben? Tanken om tusinder af forskellige ydmygelser fór gennem min hjerne: Her har vi den nye, Miles Halter, iført boksershorts og lænket til fodboldmålet med håndjern. Jeg forestillede mig at de tog mig med ud i skoven, som vi nu tilsyneladende havde kurs imod, og bankede mig sønder og sammen, så jeg rigtig kunne tage mig godt ud på min første skoledag. Og hele tiden stirrede jeg bare ned på mine fødder, fordi jeg ikke havde lyst til at se på de tre fyre og heller ikke havde lyst til at falde, så jeg kiggede efter hvor jeg trådte, mens jeg prøvede at undgå de største sten. Igen og igen mærkede jeg kæmp-eller-flygt-refleksen gro frem i mig, men jeg vidste at hverken kamp eller flugt nogensinde før havde virket for mig. De førte mig ad en omvej til den kunstige strand, og så vidste jeg hvad der skulle foregå – en god gammeldags dukkert i søen. Det skulle jeg nok klare. Da vi nåede stranden, sagde de at jeg skulle holde armene ind til kroppen, og det største kødhoved tog to ruller gaf-fatape op fra sandet. Mens jeg stod med armene presset ind til siderne som en soldat på vagt, pakkede de mig ind som en mumie fra skuldrene til håndleddene. Så væltede de mig om på jorden; den kunstige sandstrand tog af for faldet, men alligevel slog jeg hovedet. To af dem holdt mine ben samlet mens den tredje – Kevin, så vidt jeg kunne regne ud – holdt sit kantede,