Før jeg siger farvel

Før jeg siger farvel-ny.indd 2 14/10/13 14.35

Tom Hermansen

Før jeg siger farvel

– samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler


Før jeg siger farvelCopyright © Jørgen Kieler og Tom Hermansen 2013

Denne udgave © People’sPress 2013Omslag © Rasmus Funder

Sats og tilrettelægning: LYMIForsidefoto © Rasmus Lind

ISBN: 978-87-7137-713-21. udgave, 1. oplag

Printed in Finland 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPressØrstedhus

Vester Farimagsgade 41DK – 1606 København V

www.artpeople.dk


19

Huleboerne

På rådhuset i byen Porta Westfalica, som ligger mellem Han-nover og Bielefeld, står en turistbrochure med informationer om egnens mange smukke vandreruter. På brochurens for-side sidder et smilende ungt par tæt sammen på stentrapper-ne under det 88 meter høje Kejser Wilhelm-monument, der ligger som en krone af granit på toppen af områdets højeste tinde, Wittekindbjerget. Parret på det romantiske billede er iført nye, polerede vandrestøvler og er udstyret med skinnen-de rygsække. Bag dem lyser en skyfri, violet himmel gennem monumentets tunge buer.

Følger man brochurens opfordring og vandrer op på bjer-gets top, vil man se, at billedet ikke lyver. Oppe fra toppen er der udsyn over et grønt, bakket landskab, der breder sig som et tæppe, så langt øjet kan se. Lige neden for bjerget glider Weserflodens brunlige vand mildt og vuggende af sted mod Nordsøen. På den østlige side af floden rejser sig få meter fra dens bred endnu et bjerg, Jakobsbjerget, fra hvis top et fjern-synstårn peger sin mast mod himlen.

Disse grønne nabobjerge står som to milde kæmper og be-skytter byen Porta Westfalica, der ligger trygt mellem dem.

Men under den frodige, imødekommende overflade gem-mer sig en historie, der ikke egner sig til turistbrochurer. Den 19. marts 1944 slog nazisterne her portene op til en af Anden Ver denskrigs mest brutale koncentrationslejre, Aussenlager Bark hausen – også kaldet Porta-lejren. Lejren var en Aussen-


20

kom mando, en udelejr, det vil sige en mindre afdeling under Neuengamme ved Hamborg.

25 år gammel ankom Jørgen Kieler sammen med 97 andre danske fanger til Porta-lejren den 20. september 1944. Fan-gerne blev sendt til lejren som arbejdsslaver, der skulle grave minegange – såkaldte stoller – i bjergenes indre, så nazisterne kunne bygge jagerfly i fred for de allieredes bomber. Årsagen var, at Royal Air Force og US Air Force skiftede taktik i februar 1944 og forlod tæppebombning til fordel for præcisionsbomb-ning, som var muliggjort af udviklingen af radarteknikken.

Denne taktik var ødelæggende for det tyske Luftwaffe. Pro-fessionelle tyske minearbejdere blev derfor sendt til Porta, og SS-lederen Heinrich Himmler stillede gavmildt 1.500 kz-fan-ger til rådighed. Huleboerne kaldte han dem. De første fanger ankom i marts 1944. Det var russere og polakker. I løbet af sommeren kom de resterende til, herunder i alt 225 fra Dan-mark.

»De danske fanger omfattede 98 modstandsfolk, vi fik en rød trekant malet på fangeuniformen, og 127 upolitiske fan-ger, der fik en sort trekant. Ønsket om at dæmme op for den almindelige kriminalitet efter det danske politis arrestation den 19. september 1944 var en væsentlig årsag til disse upoli-tiske fangers arrestation og deportation. Men det tyske behov for slavearbejde var nok den afgørende begrundelse, og på den måde var disse fanger uskyldige ofre for den tyske magtud-øvelse. Vi andre var jo helvedes skyldige.«

Da Jørgen Kieler blev sendt mod Porta, anede han ikke, hvad der ventede ham. Oplysningerne var sparsomme, for nazister-ne havde haft held med at mørklægge sandheden om lejrene.

* * *

Vil du fortælle om turen ned gennem Tyskland og din ankomst til Porta? »Det vil jeg gerne. Men jeg har en skavank, som jeg vil oplyse


21

om på forhånd: Når jeg først får begyndt, er jeg ikke til at stoppe. Så er advarslen hermed givet.«

Diktafonen er tændt, så du kan bare fortælle … »All right. Jeg blev arresteret under en sabotageaktion i Åben-rå og blev kørt til Vestre Fængsel i København den 10. februar 1944. Her sad jeg i et halvt år, før jeg blev sendt til Frøslevlej-ren ved grænsen, hvor jeg blot tilbragte en uges tid. Vi skulle videre til Tyskland, fik vi at vide, og blev stillet op til parade og kom derefter med nogle busser til den lille stationsby Harris-lee syd for grænsen. Der stod to kreaturgodsvogne og vente-de på os, og de blev begge proppet med fanger. Destinationen var lejren Neuengamme ved Hamborg. Jeg oplevede til min sorg, at Margrethe Møller, min søster Elsebets manuduktør, også var blevet udtaget til deportation. Hendes eneste for-brydelse var, at hun i København havde været værtinde for mine to søstre, der skjulte sig for tyskerne. Men hun havde opført sig så trodsigt, at tyskerne som straf sendte hende over Neuengamme til kz-lejren Ravensbrück.

Hvem, der blev plukket ud og sendt mod Neuengamme, var en ordre fra Gestapos hovedkvarter i København, Dagmarhus. Blandt de udvalgte var min lillebror Flemming og jeg samt fra vores HD2-gruppe den 55-årige værkfører fra B&W Georg Jan-sen, den polytekniske student Klaus Rønholt og søkadetten Jørgen Salling. Flere af modstandsfolkene fra Vardegruppen, som vi i HD2 havde arbejdet tæt sammen med, blev også de-porteret. Til min store fortvivlelse fik jeg blandt de udvalgte også øje på min unge spejderkammerat fra Horsens, Ebbe Holmboe, som jeg ikke havde arbejdet direkte sammen med i modstandskampen. Den fremtrædende modstandsmand Jør-gen Staffeldt var desværre også at finde i vognen.«

Godsvognene var ikke bekvemme. Der var drysset halm på gulvet, og en marmeladespand stod i midten til nødtørftsbe-tjening, og i hver ende af vognen stod en vagtpost udstyret med pisk og maskinpistol.


22

»Der skulle vi sidde i skrædderstilling i fem rækker. Som når børn leger futtog. Hvis vi forsøgte at strække benene, blev vi mødt med spark og slag. Det blev ikke til megen søvn. Om dagen var døren åben, så vi kunne se landet, vi sneglede os gennem. Der blev holdt enkelte pauser, hvor vi kunne tømme spanden. De fire kvinder, der var med, måtte dele skæbne med os. Det var en ydmygelse af rang.

Vi ankom til Hamborg og stod længe på stationen, hvor et bombeangreb fik togene til at danse på skinnerne. Angre-bet ramte ikke plet, men det var opløftende at se, at det tyske jernbanenet vaklede. Efter nogle timer blev vi kørt videre til Neuengamme. Efter vores ankomst oplevede vi ceremonien, hvor man blev berøvet alt, hvad man havde af ringe og ure og tøj. Vi blev derefter sendt over på en badeanstalt, hvor alt tøjet blev taget af os, og hvor vi fik raget håret af over hele kroppen. Det foregik på en slagtebænk, så vi troede, vi skulle kastreres. Herefter blev vi iklædt nogle gamle pjalter – ikke fangeunifor-mer i første omgang. Om fødderne havde vi kun klude, og de skulle vise sig hurtigt at blive slidt op. Vi fik også en hue, og meningen med den var, at vi skulle tage den af og bukke dybt og ærbødigt, hver gang vi gik forbi en SS-mand, og gjorde vi ikke det, blev vi mishandlet på det grusomste. Det var septem-ber måned, så huen tjente ingen anden funktion.«

Jørgen Kielers favoritforfatter, den russiske Fjodor Dostojev-skij, har skrevet, at man fejlagtigt bruger udtrykket ‘dyrisk grusomhed’ om mennesker, der handler ondt – dette er uret-færdigt mod dyrene, mener Dostojevskij, for ‘dyret kan aldrig være så grusomt som mennesket, så artistisk grusomt’. Syv årtier er gået, siden Jørgen Kieler var på vej mod sit livs hel-vede, hvor mennesker handlede ‘artistisk grusomt’. Men han fortæller roligt og sikkert om de modbydelige begivenheder.

»Ja, det var bestemt horribelt. Når jeg sidder her og tænker tilbage, erindrer jeg grusomhederne tydeligt, og jeg må ind-rømme, at havde man haft mulighed for at begå selvmord på


23

et tidspunkt, havde man nok gjort det. Vi kunne selvfølgelig lave så meget ballade, så vi ville blive pint til døde, men det var ikke nogen særligt tiltrækkende fidus. Havde man haft en lille pistol til at skyde sig i hjertet med, havde det været en fordel, men på den anden side vidste vi ikke, at vi endnu ikke havde set det værste. Da vi ankom til Neuengamme, husker jeg sær-ligt en medfange, som jeg ikke kendte. Han sagde til mig: ‘Jeg har sukkersyge. De har taget insulinen fra mig. Hvad skal jeg gøre?’ – ‘Du må henvende dig til lejrlægen og få din insulin igen.’ Han henvendte sig til lejrlægen og fik en omgang høvl. To dage efter var han død. Det var begyndelsen, og jeg var nu klar over, at alt var nådesløst, men jeg kendte stadig ikke til gaskamre, og ingen af os fanger vidste i det hele taget meget om, hvad der ventede forude.«

I Neuengamme traf Jørgen Kieler en række socialdemokra-tiske fanger, som var tyske statsborgere, men medlemmer af det danske mindretal, og som derfor talte dansk. De forsikre-de, at de ikke havde nogen andel i Hitlers forbrydelser.

»Jeg måtte svare dem: ‘Nej, men I havde heller ikke mod til at gøre modstand’. Dem havde jeg ikke stor agtelse for. Vi mødte også min gamle ven fra Varde, politimester Jørgen Bech Simony, og flere medlemmer af Vardegruppen. De fortalte, at de havde set en flok danske politifolk komme marcherende forbi. De var blevet arresteret og skulle videre til Buchenwald. De blev rasende, da de så Simony og hans folk, som jo havde gjort modstand og dermed trodset tyskerne. Politifolkene råb-te: ‘Det er jeres skyld, at vi er havnet her, fordi I har kæmpet mod tyskerne og dermed mistænkeliggjort alle os danske poli-tifolk,’ hvortil Simony svarede: ‘I er nogle slapsvanse, der ikke har fortjent bedre end at komme til Buchenwald. Afgang!’ Der var ingen vaklen hos ham. Jeg har været heldig at træffe frem-ragende politifolk under modstandskampen. Simony døde i kz-lejren i Husum.«


24

Da Jørgen Kieler havde tilbragt en uges tid i Neuengamme, bekendtgjorde SS, at han og en gruppe andre fanger skulle videre. Rygtet gik, at de skulle på hotel, hvilket lød lovende, og Jørgen og Flemming Kieler samt Jørgen Staffeldt kiggede på hinanden og var glade for at blive udvalgt og komme væk fra det horrible Neuengamme, men de skulle hurtigt blive kloge-re. Med på denne tur var også Ebbe Holmboe og Egil Fussing fra Horsens samt flere af Varde-folkene, herunder politifuld-mægtig og medlem af Dansk Samling Henning Schlanbusch.

»Nazisterne udnyttede fangernes kompetencer. Var du fag-lært håndværker, kunne du virkelig bruges til noget i den na-zistiske maskine. Hvis du bare var en elendig politimester eller en snothvalp af en medicinstuderende som jeg, kunne du kun bruges som ussel bjergarbejder. Dermed røg vi i kreaturvog-nene atter en gang, og denne tur tog tre døgn, og vi stod stille mange gange, fordi der var bombeangreb. Vi blev ikke ramt, men det gjorde banegårdene, hvilket fornøjede os.«

Jørgen Kieler og de andre fanger anede ikke, hvor de blev sendt hen, men de passerede en by, som de blev enige om måt-te være Hannover.

»Alt var uvist. Usikkerheden var pinefuld, og det samme var det faktum, at vi ikke fik noget at spise, og at vi ikke kunne komme på toilettet. Der sad vi i over to et halvt døgn, og vo-res fortvivlelse var stor. Da vi endelig nåede Porta, åndede vi lettede op, men det skulle vi ikke have gjort, for i stedet for at lukke os ud af vognen låste de dørene og sagde, at vi kunne få lov at sidde endnu en dag. Blev der ikke øjeblikkelig ro blandt fangerne, ville de skyde gennem vognens vægge.

Da de omsider lukkede os ud dagen efter, blev vi stillet op i femmands-kolonner efter højde. Vi stod ved byens jernba-nestation, hvorfra vi marcherede af sted i takt og kom ud på Weserbroen, der var en hængebro, som siden fik øgenavnet Skæbnebroen. Den gyngede under os, og tyskerne blev rasen-de: ‘I forbandede sabotører. I bestiller ikke andet end at sabote-re.’ De troede åbenbart, vi ville trampe broen i stykker. Vi kom


25

dog over i god behold og nåede hurtigt op til Hotel Kaiserhof. Sikke en flot bygning, der ligger dér, tænkte vi.«

* * *

Hotel Kaiserhof lå ved foden af Wittekindbjerget. Der ligger det endnu, men både hotellet og omgivelserne er forandrede i dag. På en varm sommerdag i 2013 suser enkelte biler ad ve-jen, der passerer forbi hotellet, og som leder de få hundrede meter ned til Weserbroen. Foruden private huse tæller vejen i dag forretninger såsom spisestederne Fleischmeister Grill og China Town, solariecenteret Sonnenstudio og tatovøren Tat-too Glam. Bybus 414, der i bagruden reklamerer for Burger King i hovedbyen Minden, triller langsomt af sted og stopper foran Hotel Kaiserhof, hvor en mor og hendes to børn stiger på.

Hotel Kaiserhof i sine velmagtsdage. Bagved anes teaterbygningen, der blev indrettet til fangelejr. For halvandet år siden blev der sat ild til hotellet, der nu er lukket. Over hotellet ses Kejser Wilhelm-monumentet. Foto: privat.


26

Omkring hotellet står et to meter højt jerngitter, der skal forhindre al adgang. Der gik ild i Hotel Kaiserhof for halv-andet år siden, om branden var påsat, ved politiet ikke, og forsikringssagen er så kompliceret, at alle involverede parter er lammede, mens hotellet står ruineret og efterladt tilba-ge. Træplader er banket sjusket op foran det, der engang var hoved indgangen til det fine hotel. Ved siden af døren hænger en glasmontre til dagens menu, men nu er montren støvet og indeholder blot nogle indtørrede blomster.

Hotel Kaiserhofs nederste etage er tung, og vinduerne er indfattede i kraftige stenkarme. Over den borglignende stue-etage ligger en lettere, mere enkel og hvidmalet etage, hvor sorte strint af sod afslører flammernes hærgen. Dernæst en endnu lettere og mere raffineret etage, hvor et brunt bin-dingsværk står frem. Det eneste, som er tilbage af taget, er den ene gavls bjælkekonstruktion, som støttes af et stillads. Med sine himmelstræbende spir og karnapper var taget ellers byg-ningens særkende og blikfang, men nu er det væk og hullet dækket af sort plastic, som hænger i laser ud over gesimsen.

Højre om det ødelagte hotel står en hvidkalket, fire meter høj mur, der afskærmer Hotel Kaiserhof fra vejen Under den Tannen – under grantræerne – der fører op ad bjerget i ret-ning mod Kejser Wilhelm-monumentet. 20 meter oppe ad vejen vokser muren sammen med en stor, slidt bygning, der er byens ridehal. Det var herinde, kz-fangerne boede. Adgang til hallen går gennem en brun trædør. Indenfor er der jord på gulvet, tilskuertribuner, vægreklamer for Detmolder Pilsener og andre regionale virksomheder, og lugten af hø og hest river i næseborene.

Udenfor, langs ridehallens gullige bagmur, anes en sti, der er dækket af træer, buske og brændenælder. Ad denne lille sti gik kz-fangerne for at komme ind i hallen.

»Ja, vi skulle ikke på hotel – det var forbeholdt SS-folkene – og det var desværre ikke behagelige senge, der ventede os.


27

Da vi blev beordret ad stien bagom hotellet, så jeg noget, som en eller anden havde skrevet med sort kridt på muren: HIC MORTUI VIVUNT. Flemming og jeg kunne latin og forstod beskeden, som skulle vise sig alt for sand: HER LEVER DE DØDE.«

Det, der i dag er en ridehal, var før 1944 en teatersal. SS kon-fiskerede salen og indrettede i den en fangelejr. I den ene side af hallen opstilledes blokke af køjer i tre etager, og hver køje blev udstyret med en halmmadras og et eller to tynde tæpper. Fangerne fik ikke tildelt en fast køje, men måtte hver aften kæmpe om pladserne. Som regel endte det med, at de var to-tre personer om at dele én køje. For enden af køjerækkerne stod enkelte borde og bænke, men de fleste måtte spise ståen-de eller siddende på gulvet. I den anden side af salen var ind-

Teatersalen bag Hotel Kaiserhof. På tribunen bagerst boede kapoerne. I selve salen stod række efter række af køjer i tre etager. I midten fandt appellerne sted. Foto: privat.


28

rettet en lille skadestue, et skomager- og skrædderværksted samt reserveret plads til barber, kartoffel- og roeskrælning. På tribunen i den ene ende boede overfangerne. Salens midte blev brugt til appellerne – og til mishandling.

»Salen var meget stor. Den målte omtrent 80 x 30 meter. Der var pigtråd for vinduerne og ingen form for opvarmning. Ansvaret for ledelsen af lejren lå i hænderne på SS, men under sig havde SS et system af de såkaldte overfanger, der hoved-sageligt var tyskere med en kriminel fortid. Det var de værste. Vi blev modtaget af den øverste overfange, Kapo Schorsch, som var en modbydelig mand med rødt hår og et imponeren-de, næsten tandløst underbid. Jeg blev senere klar over, at han var kommunist og tidligere værtshusejer fra Sydtyskland, og at hans kone var død i en kz-lejr, mens han selv havde sid-det i kz-lejr i 11 år. Under sig havde Kapo Schorsch et hold af andre fanger med særlige beføjelser. Lejrens kommandofører var SS-manden Hermann Nau, som var meget brutal. Disse to mennesker fik jeg siden dødsdømt under en retssag efter krigen, hvilket jeg ikke på noget tidspunkt har haft dårlig sam-vittighed over.«

Hverdagen i lejren var en kamp på liv og død, og natten gav ingen pause fra anstrengelserne. Fangerne sloges for at erobre en køjeplads og et tæppe, og det var afgørende at alliere sig med en loyal, stærk makker og sovekammerat, hvis man næ-rede håb om at overleve.

»Der kom efterhånden så mange fanger til lejren – fra Bu-chenwald og andre steder – at SS måtte udvide køjepladserne, og så blev hele teatersalen inddraget som indkvartering. Men vi var trods alt aldrig mere end 1.000 derinde samtidigt, for der var både nat- og daghold. Dem, der ikke fik senge at sove i, måtte klare sig selv. De måtte ligge på gulvet, og det var en barsk omgang. Hvis din sovekammerat var god til at slås og til at holde varmen om natten, var du heldig.

Når vi omsider havde fundet et natteleje, blev det måske til en kort samtale om vores chancer for at overleve, om udsigter-


29

ne til en snarlig afslutning på krigen, om vores familier, eller om de orgier af mad, vi ville kaste os over, hvis vi kom herfra i live. Trætheden gjorde en hurtig ende på snakken, men vi fik aldrig sovet ud. Nogle gange blev vi vækket af en, der ville stjæle vores tøj eller den humpel brød, vi måske havde gemt, eller af de andres uendelige hosteanfald. Måske blev vi vækket af, at det dryppede ned fra køjen ovenover af urin, afføring eller pus fra inficerede sår. Konstant mærkede vi den ulidelige kløe forårsaget af tusinder af lus og lopper, som krøb rundt på os. Det viste sig dog, at de kræsne små kræ syntes, at min bror Flemming var jordens sødeste menneske, og at jeg var mindre attraktiv. Det var en fordel for mig, for jeg slap i hvert fald for de værste luseangreb.«

Det mest skræmmende var den evige frygt for at blive kaldt til appel, hvilket kunne ske dag og nat.

»Var det om natten, sprang de som aber op i køjerne og bankede løs på os med kæppe. De skreg, mens de slog. Det var, som om tysk her kun kunne brøles ud på den mest primi-tive facon. Jeg, som syntes så godt om Goethe, Schiller, Rilke – men hvor var dét tyske sprog henne? I lejren blev tysk for mig ensbetydende med ulidelig støj. Appellerne kunne ind-træffe, hvis en fange havde set sig nødsaget til at tisse i en madskål om natten, fordi han var for udmattet til at kravle ned fra køjen, eller hvis en fange havde forsøgt at flygte. Hver eneste gang, der var et eller andet i vejen, råbte de ‘Appell, Appell! Schnell, schnell! Los, los!’ Appellerne døde mange sgu af! Kapo Schorsch optalte os i én uendelighed, hvorefter Her-mann Nau stod for eftertællingen. Sjældent kunne de få regn-skabet til at gå op og begyndte derfor forfra. Der kunne tage timevis, og mange faldt i mellemtiden om af udmattelse.«

Afstraffelserne foregik også i salen. Nogle blev lagt i halsjern, hvilket betød, at man med bagbundne hænder blev anbragt halvvejs på hug med en jernring om halsen, og i denne stilling måtte fangen prøve at holde en hel nat – vaklede benene un-der ham, hængte han sig selv. Andre blev bundet med hænder-


30

ne på ryggen, hvorefter de blev hejst op i de bagbundne arme, så skuldrene gik af led. Skrigene husker Kie ler tydeligt.

»Navnlig blev fanger tævet til døde – lagt over en skammel og banket igennem. ‘Fünfundzwanzig im Asch’ – 25 i røven var den normale straf. Kapo Schorsch slog med en kæp, mens raseriet vældede op og overmandede ham. Han blev bare ved med at slå og slå. Først røg bukserne, så blev huden slået i trev-ler, så gik det ud over musklerne, og til sidst kunne vi se det ulykke lige offers bækkenknogler. Det døde de af.«

* * *

Den første nat i lejren kæmpede Jørgen Kieler og hans lille-bror sig til en fælles køje. De faldt hurtigt i søvn, men vågnede ved larmen af en hammer banket mod et stykke jernbane-skinne. Klokken var 4.30. ‘Appell’!

»Vi skulle ud til bjergene – til stollerne. Efter en bid brød blev vi opdelt af Kapo Schorsch. Jeg husker, at vi den første dag marcherede i en kolonne på omtrent 70 mand. De fleste var russere. Vi sang undervejs og var vel egentlig – underligt nok – lidt kække, men det elendige fodtøj tog hurtigt modet fra os. Da vi skulle arbejde os ind i minegangen og udvide den med en hakke, kløede jeg hårdt på. Jeg havde siddet i en celle i syv lange måneder og trængte til at røre mig. Men russerne bad mig sagtne farten, ellers ville jeg blive slidt op på ingen tid. Desuden gjorde de mig opmærksom på, at jeg forhåbent-lig ikke havde noget inderligt ønske om at arbejde for tyskerne og bidrage til deres krigsmaskine. Det var en god pointe. Så jeg faldt hurtigt ind i rytmen med kun at pukle, når SS eller overfangen nærmede sig.«

Jørgen Kieler blev primært sendt over at arbejde i stollerne i Jakobsbjerget på den anden side af Weserfloden. Besøger man området i dag, ser man, at disse stoller er blokerede. Et skilt foran det, der blev kaldt Grosse Stolle, advarer: ‘Vorsicht! Le-


31

bensgefahr!’ Mon ikke, tænker man med visheden om, hvad der foregik her engang. Indgangen er muret til med røde mur-sten og halvvejs tildækket af jordskred fra bjerget, der rejser sig så stejlt, at det kræver en betydelig anstrengelse at klatre op ad det. Grosse Stolle ligger 50 meter fra Weserflodens øst-lige bred tæt på stationen i Porta, og på få minutters gang er man oppe i byen, hvor høje, smalle bindingsværkshuse står side om side i de bakkede, brostensbelagte gader.

»Til Jakobsbjerget marcherede vi to gange om dagen. De fleste af os blev lukket ind gennem den store port til hovedmi-nen. Grosse Stolle var 22 kilometer lang og med meget højt til loftet, for der skulle være plads til kranerne. Forskellige steder på minegangen var der torve, hvor der blev produceret forskel-ligt udstyr til flyvemaskiner. Tyskerne fik på et tidspunkt brug for mere plads og ville have bygget flere etager – det blev vores opgave. Vi stod i vand til knæene. Det var ubeskriveligt hårdt. Vi stod i små gange og skulle bore videre og forlænge disse. En civil arbejder, en tysker, stod for selve boringen. Han havde en trykhammer og et bor, som var to eller tre meter langt, og det blev placeret på væggen, hvor der skulle bores. Fangen blev beordret til at holde om boret, så det forblev på sin plads, og når han begyndte at bore, røg huden af håndfladerne.«

Jørgen Kieler løfter sine arme og viser håndfladerne, mens han ryster på hovedet.

»Når boret var kommet i bund, blev borehullet fyldt op med dynamit og en lunte, hvorefter det var meningen, at vi skulle forlade området, mens det blev bragt til sprængning. Hvis du er en elskværdig tysker, så tager du fangerne med ud, inden det brager. Er du en uelskværdig tysker, ryger fangerne med i eksplosionen. Og det sidste har vi oplevet.«

En mindre stolle længere oppe ad bjerget var værre end Grosse Stolle. Ad en lille sti ved siden af indgangen til Grosse Stolle kan man stadig i dag vandre derop. Stien støver af tørret ler, kviste, sten og gamle krogede trærødder. Efter 15-20 an-strengende minutter er man oppe ved den mindre stolle, der


32

er gemt bag jord og stenskred. En cirkulær skakt, hvis åbning er lukket med et gitter, vidner om minernes tilstedeværelse inde bagved.

»At arbejde deroppe var virkelig dødens pølse. Indgangen var smal og mørk. Fangernes opgave var at skovle bortspræng-te stenblokke op i tipvogne, som skulle køres ud af minegan-gen til indgangen, hvor der stod nogle større tipvogne, som var så høje, at man ikke kunne nå op. Derfor blev der stillet et par bukke op og oven på dem et par brædder, og heroppe blev to fanger så anbragt. En dag skete der det, at de tyske civile arbejdere begyndte at skovle fra de små tipvogne og over på disse brædder. Der stod jeg og en anden fange og skulle skovle videre op i den store tipvogn. Vi havde svært ved at holde trit. De civile var fire plus en sjakbajs. Han skovlede ikke selv med, men stod bare og kommanderede – schnell og Schweinhund. Og han slog. Vi kunne ikke følge med, og han blev rasende. På det tidspunkt var tyskerne begyndt at mærke, at de nok ville tabe krigen. Denne sjakbajs var overbevist nazist og frygtede, hvad der ville ske med ham efter krigen, og derfor havde han ingen skrupler, hvis vi fanger – vidnerne til det grusomme lejr-liv – kreperede. Han pressede på og råbte og skreg. Derefter begyndte han at kaste store sten på os. Jeg bemærkede, at de civile arbejdere holdt op med at skovle, de ville ikke være med til at stene os. Men sjakbajsen fortsatte med at kyle tunge sten imod os, indtil vi stod blødende tilbage. Min makker besvime-de. Vores redning var et trompetsignal om, at det var skifte-tid: natholdet var kommet, og dagholdet skulle hjem til lejren. Sjakbajsen stoppede modvilligt sin stening og gav mig ordre til at bære min makker ned ad bjerget til samlingspladsen ved hovedindgangen. Det gik stejlt ned ad bakke, vel omkring 20 minutters gang, og han var bevidstløs. Vi blev stillet op og blev talt og marcherede så over broen og tilbage til hotellet. Jeg kan ikke huske, om der var nogen, der hjalp mig med at løfte den bevidstløse makker, men det har der nok været, for der var langt til lejren – omtrent tre kilometer. Da vi kom frem, hu-


33

sker jeg, at jeg lagde ham i reviret – det kaldte man lazarettet i Tyskland, men da var han død. Han blev efterfølgende skovlet op på en vogn, afhentet og begravet. Jeg har ikke siden hørt om ham og kender ikke hans familie; han var ikke en, der stod mig nær. Og han var ikke en politisk fange.«

Jørgen Kieler var selv ilde tilredt af de sten, der havde ramt ham. Så han vaklede alene rundt i gården – inde bag Hotel Kaiserhof, hvor en tysk officer i SS-uniform kom hen til ham.

»Han spurgte, hvem jeg var, og jeg fortalte om min bag-grund, og hvad der var sket. Han begyndte at forhøre sig nær-mere om, hvorfor jeg var her som medicinsk student, og spurg-te mig om min familie og hørte, at min far var læge. Det blev klart for ham, at det var en kollega, han stod over for, hvilket tilsyneladende voldte ham et stort ubehag. Jeg var forbløffet over, at han var høflig. Han sagde ‘De’ til mig – normalt var det jo Schweinhund. Men han slog beklagende ud med hænderne og sagde: ‘Det eneste, jeg kan gøre for Dem, er, at De kan kom-me på skåning’. Og så beordrede han, at jeg i en uge ikke skulle i minerne, men skulle sidde og skrælle kartofler i stedet for.«

Kielers arbejdsmakker var blot en af mange hundrede, der bukkede under i Porta. Døden meldte dagligt sit ankomst i lejren, og de døde blev smidt ud i gården og afhentet af en hestevogn dagen efter.

»Ja, pinslerne var uendelige. Der var i lejren et fryserum med is til opbevaring af fødevarer. Døde som levende blev smidt derind, og de levende frøs ihjel. Der var installeret et toilet, som hørte med til teatersalen, men det var ikke tilstrækkeligt til det voksende antal fanger, så man byggede en retirade ude i gården, hvor man kunne sidde på stribe. Det endte henne i et sort hul, og når folk sad der på stribe, risikerede de at blive slået bagfra og falde i afløbsrenden.«

Var det ikke fristende at forsøge at flygte fra disse rædsler?»Nogle forsøgte og blev skudt. Vi skulle være klar over, at det


34

aldrig var lykkedes nogen at flygte, og dem, der havde forsøgt, var blevet skudt, skreg Hermann Nau. Og officielle dødsstraf-fe var deres måde at sige til os 1.500 fanger, at vi ikke skulle tænke på at flygte eller rotte os sammen. Jeg overværede syv gange, hvordan flygtninge blev skudt og lagt frem foran os, hvorefter obersten kom og inspicerede. Han fortalte os, at sådan ville det gå alle ved flugtforsøg, eller hvis der i det hele taget var det mindste bøvl med os.

En ting, tyskerne var meget dygtige til, var at holde det hemmeligt for os, hvor vi geografisk befandt os. Det tog mig nogen tid at finde ud af, at vi var i Westfalen, og at det var Weserfloden, vi passerede. Det betød, at hvis det lykkedes at flygte fra lejren, vidste man ikke, om man skulle løbe til højre eller venstre. Samtidig sørgede de for at klippe os med skifte-vis en hanekam og en autostrada midt på hovedet, således at vi ville være nemme at genkende som fanger, hvis vi flygtede. Det var en på alle måder gyselig situation. Underligt nok ople-vede jeg kun ét selvmord. Det var en russer, som havde hængt sig i en sengestolpe. Der var jo ellers rigelig anledning til at begå selvmord.«

Jørgen Kieler forsøgte ikke at flygte, men kunne være blevet henrettet i flere tilfælde.

»Engang tabte jeg med overlæg den maskine, jeg havde i hænderne. Den røg ned og blev ødelagt. Hvis det var blevet observeret, var jeg blevet henrettet. En anden gang opdage-de jeg, at jeg var alene, og der stod en stor kasse fyldt med englehår – sådan noget, man bruger til juletræer. Jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen og hoppede op for at få et hvil og en lur. Heldigvis kunne jeg ikke falde i søvn, for er der noget, der klør gevaldigt, så er det englehår. Jeg kom op i en hulens fart, og netop som en SS-officer kom forbi. Havde han set mig ligge og sove, var jeg blevet henrettet på stedet.

På den ene side handlede det for tyskerne om at pine og plage så mange som muligt så meget som muligt, og om at slå et stort antal ihjel. På den anden side drejede det sig også


35

om at bevare os som arbejdskraft. Da krigen nærmede sig sin afslutning, begyndte tyskerne at bygge, hvad jeg er sikker på var et gaskammer i lejren, for ingen af fangerne måtte over-leve krigen og fortælle om pinslerne. Min hovedkonklusion i dag er, at terroren var det primære formål med kz-lejrene. Arbejdskraften var vigtig, men sekundær.«

* * *

Volden, kulden, sliddet og støjen var opslidende belastninger for fangerne, men også den svigtende hygiejne var risikofuld. Fangerne lærte at leve uden sæbe, toiletpapir, uden tøjskift, og de sov under tæpper forurenede af urin, afføring og blod. Dette førte til utallige infektionssygdomme, som mange døde af. Også halsbetændelse, der hurtigt kunne udvikle sig døde-ligt, var en hyppig lidelse i lejren. Den ramte en dansk kaptajn ved navn Roar Ploug, som søgte hjælp hos lejrens tjekkiske læge, men blev afvist. Jørgen Kieler laver citationstegn med fingrene, da han siger ordet læge. For en regulær læge havde lejren ikke – tjekken var en intrigant tandtekniker, der fedte-de for tyskerne. Kieler forsøgte forgæves at tale Roar Plougs sag, men uden held, og patienten døde i hans arme den 14. november 1944. Dødsårsagen var en halsbyld, der kvalte ham. På det tidspunkt gik det op for SS, at Jørgen Kieler kunne be-nyttes som hjælpelæge på lazarettet, det såkaldte revir, som var et hjørne med 30 køjer og med yderst begrænsede læge-midler. Franskmanden Robert Naudin tiltrådte samtidig som lægehjælper. De to, der blev nære venner, arbejdede 18 timer i døgnet. For de to hjælpelæger var forplejningen lidt bedre og kulden mindre end ude i minerne.

»Jeg flyttede hen i revirets køjer og måtte derfor efterlade Flemming. Jeg fik køje med Robert Naudin, hvilket var et stort held. Flemming var ligeså heldig: Han fik en ny makker ved navn Nikolaj Nikolajsen.

Arbejdet i reviret var fortvivlende. Vi havde stort set ingen


36

muligheder for at hjælpe de syge. Vi tog temperaturen på fan-gerne, selvom den ringe belysning gjorde det næsten umuligt at aflæse tallene. Alle, der ikke havde over 38 – uanset hvad de fejlede – blev erklæret arbejdsdygtige. Man skulle op på 39 for at blive anerkendt som syg. Det lykkedes mig to eller tre gange at overtale tyskerne til at sende en syg fange til røntgenun-dersøgelse på det lokale hospital – de havde tuberkulose. Men den luksus holdt hurtigt op, det var der ikke råd til. Vi havde en lille smule medicin, som kunne bruges mod infektioner, men det var en håbløs kamp. Jeg var magtesløs, men kunne dog kæmpe for at give de syge en dag væk fra minerne. Bare det at blive skånet i en uge kunne være livsreddende: ‘Lægen siger, at jeg skal blive i lejren og skrælle kartofler i den næste uge.’ Min gode ven Jørgen Staffeldt, der var et prægtigt menneske, hvis godhed var et modsvar til al den ondskab, vi så i lejren, kunne jeg ulykkeligvist ikke gøre noget for. Jeg passede ham julenat, og han døde af udmattelse og sult i min favn om morgenen.«

Jørgen Staffeldt. Ledende medlem af Dansk Samling og leder af Holger Danske II efter Jens Lillelunds flugt til Sverige. Døde 25. december 1944 i Porta. Foto: privat.


37

Et foto af Jørgen Staffeldt – en køn, slank mand med side-skilning, et listigt smil og en cigaret i højre hånd – hænger over skrivebordet på Jørgen Kielers arbejdsværelse. Der er også to fotos af en anden særlig mand i Porta, Flemmings køjekamme-rat Nikolaj Nikolajsen – en smilende, maskulin skikkelse. Han var en 1.90 meter høj og 43 år gammel bonde fra Vejstrup ved Skamlingsbanken. Han talte jysk med tung dialekt og kunne ingen fremmedsprog, men blev en muskuløs samlingsfigur i lejren og trådte til, når andre fanger var i nød.

»I december måned 1944 begyndte der at komme Røde Kors-pakker til os danske fanger, vi fik blandt andet trøjer og træskostøvler. Hvorfor tillod tyskerne, at vi fik disse pakker? Måske på grund af vores ariske, nordiske herkomst. Pakkerne var kærkomne, men medførte, at vi danskere blev genstand for misundelse i lejren. Den solidaritet, vi havde mødt fra andre nationaliteter, forsvandt. Atter var en god makker afgørende for at kunne beskytte vores ting, som de andre fanger kæm-

Nikolaj Nikolajsen. Stærk jysk bonde og samlingsfigur i Porta. Døde den 3. marts 1945 i Porta.

Foto: privat.


38

pede for at få fingre i. Ved juletid kom Røde Kors-pakker med mad, og russerne, der var ti gange så mange som os, gjorde klar til en massakre, fordi de ville stjæle pakkerne fra os. De rykkede nærmere og var klar til at overfalde os. Men Nikolaj Nikolajsen trådte frem foran os og råbte: ‘Holdt!’ Han var brø-lestærk, og respekten for ham var enorm. Russerne kiggede på ham, tøvede, og vendte slukørede om. Nej, Flemming kunne ikke have fået en bedre makker end Nikolaj.

Men en dag, mens jeg sad og skrællede kartofler, i februar 1945, kom de slæbende med Nikolaj, som var bevidstløs. Han blev lagt ind i reviret. Jeg fulgte efter og holdt ham i hånden, da han døde – af sult. Det var pinefuldt, og jeg græd over den-ne enestående mand, som passede på Flemming i to måneder. En russer kom hen og så, at jeg sad ved siden af den døde og spurgte: ‘Var det din far?’, og jeg svarede: ‘Ja’. Det føltes som en sandhed, for Nikolaj var hele lejrens far. Nikolajs lig blev smidt ud i gården, hvor de trak tøjet af ham. Han blev kastet op på en hestevogn sammen med tre andre lig og kørt bort. Jeg stod og kiggede på, da de kørte ham væk, og bag mig stimlede en masse andre fanger af alle nationaliteter sammen som en sid-ste hilsen til Nikolaj. Han blev fundet efter krigen – og gravet op og kørt hjem. I dag ligger han begravet i Vejstrup, og jeg har ofte besøgt hans grav.«

Sulten, der tog livet af Nikolaj Nikolajsen, begyndte for alvor at tære på fangerne ved juletid 1944. Jørgen Kieler har regnet ud, hvor mange kalorier, fangerne fik, og konkluderer, at de i begyndelsen fik omkring 1.600 kalorier dagligt. Ved jule tid var tallet faldet til 600. Røde Kors-pakkerne hjalp, men mange af danskerne var så afmagrede, at de bukkede under.

»Ja, HIC MORTUI VIVUNT. Vi var vitterligt ved at omdan-nes til levende døde. Det var hungersyndromet, som udviklede sig gradvist, fordi vi mærkede sulten efterhånden. Jeg kunne godt se, at alt, hvad der mindede om overvægt, forsvandt på no time. Man blev ikke tyk! Men det var ikke bare depoterne, der blev brugt op, der begyndte også en nedbrydning af selve


39

vævene – en art kannibalisme, hvor kroppen begyndte at æde sig selv indefra.

Det var først og fremmest tarmen, der blev udsat for belast-ning. Hvad jeg vidste på grund af min medicinske baggrund, var, at tarmens slimhinde kun lever fire-fem dage. Den bliver normalt på alle mennesker skiftet ud omtrent en gang om ugen. Det vil sige, at gamle celler dør, og nye celler bliver dan-net, men denne udskiftning af celler fandt ikke sted længere hos os. De gamle celler døde, men blev ikke erstattet af nye. Celleformeringen var gået i stå, hvilket gjorde sig mest gælden-de for tarmen og miltens vedkommende. Derfor blev Scheis-serei – diarré – den store plage. Tarmen kunne ikke længere bruges som fordøjelsesorgan, men blev bare en afløbskanal.«

Det sidste, denne indre kannibalisme æder, er hjernen, og når den først degenererer, så er der ikke langt igen, forklarer Jørgen Kieler.

»Når hjernen bliver ramt af hungersnøden, sker der det, at man mister orienteringen i forhold til tid og sted. Det oplevede vi også – jeg vidste på et tidspunkt ikke, hvad der var morgen og aften. Jeg holdt også op med at drømme, og så er du på vej mod det, vi kalder muselmandsstadiet, hvor man ikke er langt fra døden. Jeg kunne ikke længere se billeder for mig, den ene-ste, jeg kunne se for mig, var faktisk min kære lillebror.«

Jørgen Kieler forklarer, at den magre, frysende fange, der slæbte sig af sted med et tæppe trykket op over hovedet, har mindet om en arabisk pilgrim på vandring gennem ørkenen mod Mekka, og deraf kom navnet muselmand, afledt af musli-man, der betyder muslim.

»I nogle tilfælde varede det to-tre måneder, inden kz-fan-gerne nåede muselmandsstadiet. I andre varede det et halvt år. Det afhang blandt andet af, hvor dygtig man var til at skaffe sig ekstra forsyninger. Hvis man lærte sig at spise rotter, kunne man måske leve lidt længere. Vi fangede rotter – hunde kom der desværre ikke i lejren, så dem kunne vi ikke få fingre i. For at opsprætte rotterne skulle vi have en kniv, som vi lavede af


40

gamle konservesdåser. Sådan en dåse kan blive en glimrende æg, og med to grene på har du en kniv. Rotterne gemte sig ikke, for de var også sultne og på jagt efter mad. De sad oppe på en køje og kiggede sultent ned på dig og tænkte: ‘Hm, hvordan fanger man mon sådan én?’ Vi så på hinanden. Hvem fanger hvem først?

Rotterne skulle ikke steges, de skulle bare ned i en suppe, som kokken lavede af heste, der var sprængt sønder og sam-men af de allieredes bomber ude på slagmarkerne, hvorefter resterne blev transporteret til kz-lejrene. Der røg alt muligt i de supper, men efterhånden var det ikke så slemt endda, for smagssansen forsvandt lidt efter lidt. På muselmandsstadiet generede det os mest, at vi mistede forstanden, og at der gik hul på infektioner og bylder.«

Hvordan lader det sig gøre at komme ud af køjen og fortsætte det opslidende arbejdet ude i minerne, når man er så udsultet og forpint? »Det er meget enkelt. Der gik en SS-mand ved siden af os, og han sagde: ‘Hvis du falder, så skyder jeg dig.’ Vi blev holdt oppe af frygt og desperation. Jeg deler folk op i tre kategorier – opti-mister, realister og pessimister. Blandt de optimistiske var min lillebror, der er født til at fare til himmels. Han var den kærlig-ste og sødeste og sagde: ‘Så længe, vi holder sammen hernede, skal vi nok klare det’. Så var der dem, der konstaterede: ‘Det kan godt være, at de allierede kommer for at befri os, men de når det ikke. Vi bliver gasset forinden’. De kaldte sig realisterne og havde større dødelighed end optimisterne. Til sidst var der pessimisterne, som var opgivende fra begyndelsen. De levede kun i to-tre måneder. Jeg selv var nok mest realist og forsøgte at være optimist. Men selv de stærkeste og mest optimistiske kunne omkomme – Nikolaj, som var den stærkeste af os alle, var jo allerede død. Og Jørgen Staffeldt var død. Når jeg kigger tilbage i dag, må jeg sige, at pessimisterne havde mest ret, men der skete alligevel et mirakel, som førte os hjem.«


Documents

Før jeg siger farvel