En forstander i skudlinjen

Bostedet

ELLENGÅRDEN

25 ÅR

Bostedet Ellengården ligger i det nordlige Aarhusog tilbyder midlertidigt ophold til familier medbørn under 18 år, som ikke kan opholde sig iegen bolig og til enlige kvinder uden hjemmebo-ende børn.

Bostedet Ellengården er en selvejende institutiontilknyttet Jysk børneforsorg/Fredehjem.Ellengården drives efter servicelovens §110 oghar driftsoverenskomst med Aarhus Kommune.

Bostedet Ellengården fejrer i 2013 sit 25 årsjubilæum.

RedaktionAnnelise SøndengaardGrethe Jessen

FotosMorten Corfitz EriksenGrethe JessenJacob Thiesen

ProduktionDimenzions.dk

Bostedet

ELLENGÅRDEN

En stor tak til AnneliseSøndengaard for denstore indsats i forbindel-se med udarbejdelsenaf dette jubilæumsskrift.

INDHOLD SIDE

Jacob HolmNår hænder rækkes 4-5

Jacob ThiesenBostedet Ellengården, et relevant tilbud 6-7

Erik Lund NielsenGamle rammer og nye funktioner 8-9

Ellen-Margrethe SkouDe stærke kvinder og en enkelt mand 10-13

Leif BønningFlugt mod morgenstjerner 14-17

Om beboerne på Ellengården 18-19

NanaEn beboerberetning 20-21

Ina OlsenEn beboerberetning 22-23

Joan CarstensenNye tider og gamle skikke 24-27

Esben Lindequist KullbergUdfordringen er stadig at hjælpe de udsatte 28-29

Saeedeh BorkStørre åbenhed og ændrede værdier 30-31

Rikke Berg HemickeAt møde mennesker hvor de er 32-34

Med dette lille skrift har vi ønsket at præsentere Bostedet Ellengården gennem 25 år.

Vi har ønsket at give fortællingen stemmer, og derfor har vi talt med mennesker, derpå forskellig vis har været med i de 25 år.

Vi synes at de mennesker, der formede institutionen, skal fortælle historien, og der-for har vi talt med både bestyrelse, medarbejdere og beboere.

Fortiden er vigtig, for det er den, der skaber nutiden og hjælper os ind i fremtiden.

God fornøjelseJacob Thiesen og Annelise Søndengaard

Det er lidt af en ære og et privilegium at værebestyrelse for Bostedet Ellengården. Hvis manskal nævne en fællesnævner for alle bestyrelses-medlemmer gennem tiderne, så tror jeg, at det måvære et ønske om at være en del af noget, derkunne gøre en forskel for familier, børn og unge,der ikke har haft det let. Også selvom en bestyrel-se jo godt véd, at det er en dygtig forstander, fag-lige og empatiske medarbejdere, der har hjertetdet rette sted, der rækker de omsorgsfulde hæn-der i det daglige.

Som selvejende institution er bestyrelsen over-ordnet ledelse for Bostedet Ellengården. Det hed-der sig lidt flot, at vi udstikker de overordnedepolitiske og værdimæssige pejlemærker for arbej-det, mens den daglige drift er uddelegeret til for-stander, der samarbejder tæt med embedsværketog fagpersoner i Aarhus Kommune. Og JacobThiesen, vores nuværende forstander, gør det fan-tastisk, vi er ikke sat på overarbejde i bestyrelsen!

Bestyrelsen kan anskues som BostedetEllengårdens folkelige og folkekirkelige forank-ring. Vi er vidt forskellige personer og har hvervores historie og erfaring, som vi har med i besty-relsesarbejdet. Vi repræsenterer alle et bagland.Der sidder repræsentanter fra Jysk børnefor-sorg/Fredehjem, Socialdemokratiet, Aarhus Kom-

mune og Christianskirken. Hovedkontoret - medbl.a. en usvigelig sikker sekretær i Susanne Borup- fungerer som sekretariat for os. GeneralsekretærLars Bundgaards store forhandlingsevner, i for-hold til Aarhus Kommune, har vi nydt godt af.

I bestyrelsesarbejdet trækker vi på en lang tradi-tion i Jysk børneforsorg/Fredehjem for kvalificeretsocialt arbejde ud fra en folkelig og folkekirkeligbasis, hvor tro, håb og kærlighed er mere endtænkte begreber.

4

Jacob Holm

Bestyrelsesformand2010-

Når hænder rækkes

5

Vi skal ikke opfinde Ellengårdens grundlag ellerudvikle et krav om næstekærlighed. Det ligger deralt sammen i forvejen på trods af skiftende hoved-strømninger og idéer inden for udmøntningen afdet socialfaglige og diakonale arbejde og de for-skellige metoder, der anvendes. Derfor er det vit-terlig en ære og et privilegium at være bestyrelsefor en institution, der i dette skrift fejrer sin 25 årlange historie.

Vi fejrer, at familier, børn og unge faktisk i mangetilfælde kan rækkes en hånd på deres livsvej. Ogvi fejrer alle de omsorgsfulde og udredende hæn-der, der i årenes løb er blevet rakt mennesker. Derer blevet ydet en stor indsats!

Alle de hjælpende og lindrende hænder vidner, formig at se, om at den skjulte hånd på vidt forskel-lige måder er blevet holdt over eller under menne-sker. Den skjulte hånd, der allerede her og nu ven-der noget til det bedre for en stor del af de famili-er, børn og unge, der bor på Ellengården. Detsker, når den får skind på og tager skikkelse ikonkrete hænder, der rækkes og gør en konkretforskel i arbejdet. Også selvom vi jo godt véd, attræerne ikke vokser ind i himlen. Men derfor kanbenene jo godt være solidt plantet på jorden, oghjertet og håbet i himlen, i alt arbejdet.

Der er vægtige grunde til en stadig opmærksom-hed på familier, børn og unge, der har det svært ivores samfund. Derfor stadig nye indsatser forudsatte familier. Derfor en selvejende institutionsom Bostedet Ellengården. Fra den nuværendebestyrelse skal lyde et stort tillykke til BostedetEllengården.

Nuværende bestyrelse:Jørn Østergaard

Kristian Bork SørensenAnne Marie Jørgensen

Jens FuglsangPia Lill Jensen

Tove Tolstrup (næstformand)Jacob Holm (formand)

Vi skal ikke opfinde Ellengårdens grundlageller udvikle et krav om næstekærlighed.“

“...Jacob, det her er simpelthen et af de mest rele-vante tilbud der findes...” Nogenlunde sådan sagdeden daværende konst. forstander og nuværendebestyrelsesmedlem Jørn Østergaard til mig, da jegindledte min ansøgningsproces til stillingen somforstander på Bostedet.

Det er nu 3 år siden, jeg besøgte bostedet førstegang og sad på det beskedne, men helt perfektbeliggende forstanderkontor for enden af gangen,med mulighed for at følge med i arbejdet og livet forbåde børn og voksne, medarbejdere og gæster.Jeg husker, at jeg gik fra det lille kontor og tænkte,”...okay... her er lidt at tage fat på, men det er da etdrømmejob Jacob...”

Jeg fik, hvad jeg drømte om. Ellengården er i sand-hed et af de mest relevante tilbud, der findes. Vihuser, i forskellige rammer, et sted mellem 60 og 70mennesker, børn og voksne - hos os hedder defamilier - for det, er det de er. Familier. Nogle harbrug for noget så basalt som tag over hovedet,andre beder om hjælp til at komme på fode igen ien tilværelse, der er væltet og andre igen har måt-tet erkende, at der er noget arbejde, der skal gøres,og at det skal gøres i samarbejde med bådeEllengården og socialforvaltningen. Uansetudgangspunkt for vort samarbejde med familierne,er der mulighed for, at opholdet hos os giver

mening, både set i et samfundsperspektiv, i etnæstekærligt perspektiv og i et familieperspektiv.

På Ellengården ”bor” man - man er en familie, menher ophører også ”massebetegnelserne”. Fra varm-blodede bestyrelsesmøder over ligeså varme per-sonalemøder og faglige teammøder til visitations-møder med kommunale myndigheder, insisterer vipå, at hver familie er unik.

Omsorgen for familierne, respekten for forældrenesposition og børnenes rettigheder er dele af voresværdigrundlag. Medarbejdernes erfaringer, deresuddannelse og stræben efter at gøre det endnubedre i dag end i går, går igen i alt samarbejde medvore familier og bygger videre på dette fælles vær-digrundlag.

Vi lytter, vi udfordrer, vi opstiller mål sammen medfamilierne, og vi insisterer på, at både vi medarbej-dere og ”vore” familier er i udvikling. Som de tointerwievs med beboere, her i skriftet beskriver, erspændet i vores opfattelse af udvikling bredt. Detkan være ”at få fri” i en periode, det kan også væreat søge at ruske lidt op i en familie. For det er nuengang sådan, at især børnene ikke kan vente retmeget længere på, at vi voksne finder ud af livet. Såvi tillader os også, at have ambitioner på familiernesvegne, fordi den viden, vi som fagpersoner har til-

Jacob Thiesen

Forstander2010-

Bostedet Ellengården - et relevant tilbud

6

egnet os, har givet os erfaringer, der skal bringes ispil. Ellers er der vel ingen grund til, at vi er her?

Samlet set bliver dette en del af vores fælles fagligetilgang, som yderligere styrkes ved, at vi holder osselv fast på, at hver familie skal mødes af fordoms-frie, åbne, omsorgsfulde og lyttende medarbejdere.Vi vil gerne tro, at dette er med til at give os voressærlige identitet - at det ikke bare er værdier på etpapir men praksis på Ellengården. Ellengården måikke blive en tidslomme, gerne et helle for en stundmen aldrig en bremse. Vores verden herinde pågangene på Bethesdavej og ude i udslusningsbo-ligerne, vores pædagogik og vor ageren i det dag-lige bør være i overensstemmelse med den ”rigtigeverden”. Hvis ikke den er det, så risikerer vi at fami-lierne aflæres kompetencer og forringer deresmulighed for at blive inkluderet i det (lokal)samfund,som de flytter tilbage til.

Der bliver taget fat på Ellengården. Medarbejdernetager fat, og vores familier tager fat. Jeg er stolt overat stå i spidsen for et tilbud af så engagerede med-arbejdere, der på trods af til tider ret.. hmm.. grun-dige meningsudvekslinger, knokler løs - loyalt ogvedholdende. Der er faglige og menneskelige kom-petencer i medarbejdergruppen, som man skal ledelænge efter, og alligevel stilles der dagligt krav ommere uddannelse, mere udvikling, bedre arbejdsbe-tingelser osv. Jeg tror, vi nyder at udfordre hinan-den. Jeg nyder disse udfordringer, fordi de vidnerom engagement og ejerskab for vores tilbud ogvores arbejdsplads. De gnister, et sådan samarbej-de kaster af sig, kan kun håndteres, hvis vi til sta-dighed - medarbejder, ledelse og bestyrelse imel-lem, opretholder en dialog og et skarpt fokus på

opgaven, på hvad vi er sat i verden for. Den processtopper vel aldrig - men kan man tale om at være imål eller tæt derpå, er det måske det vi er påEllengården…?

Jeg kan konstatere, at vores driftspartner i AarhusKommune, og de øvrige kommuner vi samarbejdermed, efterspørger vores kerneydelser, men også istigende grad efterspørger vores kompetencer tilsærligt tilrettelagte opgaver. Dette ville ikke være envirkelighed, hvis ikke vi formåede at fremstå somseriøse samarbejdspartnere. Vores belægning desidste mange år, og særligt de sidste 3-5 år, harværet så tæt på 100% som muligt og i perioderover 100% med næsten daglig efterspørgsel påpladser. Forhåbentlig vil vi også i fremtiden kunnebevare en tæt relation til især Aarhus Kommune, såvi kan sikre den altafgørende dialog om de familier,der har brug for hjælp. En lille enhed som vores harsine åbenlyse styrker, men med en forening somJysk børneforsorg i ryggen og en stærk organisa-tion som Aarhus Kommune ved vores side, vil vikunne fortsætte med at udvikle de bedste løsningertil de familier, der har brug for et tilbud som vores.

Mange ansigter har og har haft en stor aktie i voresjubilæum. Bestyrelsesmedlemmer, ledere, for-eningsfolk, politikere og frivillige. Alle skal de haveet stort tillykke og en stor respekt for deres bidragtil det tilbud, vi kender i dag. Her på disse sider viljeg dog tillade mig at ønske alle medarbejdere - tid-ligere som nuværende - et stort og særligt tillykkemed Bostedet Ellengårdens 25 års jubilæum.

Ellengården er i sandhed et relevant tilbud.

Ellengården må ikke blive en tidslomme, gerneet helle for en stund - men aldrig en bremse.“

7

Det var en iskold og stormfuld dag, da den lokalesognepræst i Elev sammen med de bedste afhendes håndgangne mænd, begav sig afsted i enuisoleret folkevognsbus med kurs mod Als.

Sagen var, at foreningen i 1984 stod med en tomejendom på Høvej i Elev, efter at Elev Børnehjemvar flyttet til Birkebakken i Brabrand. Ejendommenvar oven i købet arvesølv for foreningen, fordi detvar en af de første større ejendomme ”Kvindehjæl-pen” erhvervede sig i begyndelsen af det 20.århundrede. Her havde en af fru Ellens døtre gåetsom gartner, og her havde foreningen båret vægtenaf forsorgen for kvinder og børn under anden ver-denskrig. Desuden var og er det en ejendom medet jordtilliggende - pga. afstanden til den jyskemetropol, og så kan man næsten se den fra hoved-sædet på Ellengården.

Sådan en ejendom kaster man ikke uden videre forbolighajerne. Altså hvad skulle vi bruge ejendom-men til? Det tænkte man over - nu gjaldt det ikkelængere kvinder og børn, nu havde man fornem-melsen af, at det skulle dreje sig om at tage vare påudsatte familier, og der var et sted i Danmark hvorman gjorde det, og det var Kirkens KorshærsFamiliebehandlingscenter på Illerslot på Als.Altså udvalgte man en gruppe til at tage ned og se,hvordan der så ud.

Det var afdelingschef Erik Lund Nielsen - Elsted,lærer Agnes Madsen - Elev, sognepræst AnneliseSøndengaard med 8-årig søn samt den allesteds-nærværende Lars Bundgaard. Det sidste viste sigat være godt, for lige inden vi frøs ihjel på hjemve-jen, kørte vi ind på hans fædrene gård og indtogvarme drikke.

Vi lånte Elev Børnehjems røde bus, som ikke varblevet hulmursisoleret. Og så kørte vi derudaf. Detblev begyndelsen til Ellengårdens Familiepension,senere Bostedet Ellengården, og her blev Erik LundNielsen bestyrelsesformand.

Hvordan det gik med arvesølvet i Elev er en andensag. For i mellemtiden, mens vi tænkte ude i Elev,stod der et større slag om institutionen Riisvangen,der dengang havde hele bygningen, den nuværen-de Ellengården. Derom fortælles andetsteds.

Hvorfor gik du ind i denne bestyrelse?Da jeg stoppede med at arbejde, fandt jeg ud af, atjeg havde råd til at arbejde med noget, jeg havdelyst til, ulønnet. Derfor påtog jeg mig meget besty-relsesarbejde, og i de år ekspanderede foreningenmeget. Det var en meget spændende udvikling, vivar i, den ville jeg gerne være med til. Familien ellerforeningen Jysk børneforsorg/Fredehjem gik fra 8institutioner til 25 i de år.

8

Erik Lund Nielsen

Bestyrelsesformand1988-2007

Gamle rammer og nye funktioner

9

Hvad var det, du oplevede som det bedste?Vi fik skabt et frirum for kvæstede familier, så deefter en tid kunne komme tilbage i samfundet. Viudviklede os, og noget af det bedste var, da vi fandtud af at vores forestilling om, at familierne selv skul-le passe deres børn, var alt for firkantet. Vi ansatteså en ung og nyuddannet medarbejder, Simon, sombørnemedarbejder. Det blev et løft. Vi havde ellersholdt på, at vi kun ville have medarbejdere mederfaring, men her fik vi en vaks ung medarbejder.Det betød, at forældrene fik det bedre, ikke barefordi de fik lidt børnefri, men også fordi de så, at detgavnede deres børn med en voksenkontakt, dergav omsorg. På et senere tidspunkt komUngdommens Røde Kors ind over. Det var et væl-digt løft til børnearbejdet.

Jeg holdt også meget af morgensamlingerne. Vimødtes ovenpå, alle der var på arbejde og debeboere der ville samt folk udefra. Vi stod for det påskift. Lars Bundgaard fortalte f.eks. om sine cykeltu-re, og alle deltagere deltog aktivt med forskellige ind-læg. Jeg husker især, da Saeedeh fortalte om sinbarndom i Iran. Hun fortalte engang, at hendes morgik ud i skoven for at bede. Der var et stykke reb i ettræ. Det var moderens forbindelse til Gud.Myndighederne fjernede rebet, men Saeedehs morblev ved med at bede på det sted. For mig var detstærkt at høre hende fortælle om hendes Gud i enanden verdensdel.

Hvad var det værste, du oplevede?Personsager kunne være slemme. Det kunne gøremeget ondt, selvom man vidste, det måtte væresådan. Og som i alle livets forhold var det værstedet, jeg ikke fik gjort.

Hvad med medarbejderne?Jeg har fortalt om børnemedarbejderen, og vi fikogså en kulturmedarbejder, da det viste sig, at viikke bare kunne slå vores kulturformidling sammenmed Christians sogns, sådan som vi havde tænktos det. Vi fik jo mange nydanskere. Medarbejdernevar gode, dygtige og loyale. Der var nok en kirke-fløjs skillelinje imellem medarbejderne, der kunnegive vanskeligheder.

Hvad med din bestyrelse?Vi havde meget glæde af de politisk udpegedemedlemmer af bestyrelsen. Først Ellen-MargretheSkou og siden Tove Tolstrup, der i dag er megetinvolveret i Korshæren. Tove kunne virkelig brugesine gode kontakter til fordel for os. Hun og LeneRicard, der var konservativ, drillede hinanden medhvilket parti, der var mest socialt indstillet.Desuden havde vi glæde af folk fra sognet: JørgenLønning og senere sognepræst Kristian BorkSørensen.

Fremtiden?Ja, desværre bliver institutionen nok ikke overflødig.Jeg vil ønske, at man vil fortsætte med at besindesig på udviklingen, sådan som vi gjorde, da vi skaf-fede plads til kvinder uden ledsagende børn. Detvar en overset gruppe af kvinder, og da de kom indi huset, viste det sig at være et konstant behov. Dehar medvirket til, at stedet har holdt en meget højbelægningsprocent gennem alle årene. Det var engod udvikling. At man må besinde sig på tiden ogfange menneskers behov og komme med de rigti-ge tilbud, som gør i livet en forskel.

Og som i alle livets forhold, var detværste, det jeg ikke fik gjort...“

Fra Riisvangen Mødre- og spædbørnehjem tilEllengårdens Familiepension - en fortælling omhvordan man får humlebien til at flyve.

Ellen-Margrethe Skou sad i Riisvangens bestyrel-se, udpeget af socialdemokraterne i Århus amts-råd, hvor hun også sad fra 1978-1994. Hun vove-de, i sagen om Riisvangen, at gå op imod sineegne og tilmed slog hun sig sammen med bådeSF og de konservative kvinder i amtsrådet.

Sagen var, at der her i midten af 1980’erne varfem svært handicappede børn, som igennem flereår havde været anbragt på hospital. Der kom ijanuar 1984 en leder i Århus Stiftstidende, hvorman skrev om sagen, og om at Ellen-MargretheSkou til en julefrokost i amtsrådet havde sagt, atRiisvangen havde både pladsen og kompetencentil at rumme disse børn. Forslaget var - skrevStiftstidende - strandet på, at en socialpædago-gisk ledet institution ikke kunne ansætte en syge-plejerske.

Så begyndte krigen - børnene måtte vente, indtilden nye institution blev bygget. Riisvangen varforældet, og der var for meget postyr med alle dekvinder og børn der. Lene Gammelgaard og LeneRicard, konservative medlemmer af amtsrådet,skrev til støtte for Ellen-Margrethe Skou. To ugerefter gik det konservative amtsrådsmedlem Aase

Anderson til angreb. Hun hævdede, at det heleskyldtes, at man ville have Riisvangen lukket. Såmeldte Ellen-Margrethe Skou ud, godt støttet afLeif Bønning, der var formand for Riisvangensbestyrelse. Læserbrevene bølgede frem og tilba-ge - men de fem børn blev anbragt på Sølund ogSolbakken, og amtets byggeri af institutionen påFenrisvej blev gearet op.

Ellen-Margrethe og de stærke kvinder tabte sla-get i januar 1985 - men i september 1986 begynd-te krigen igen, Riisvangen skulle lukkes, surprise!Aase Anderson og Lene Gammelgaard ville, sam-men med Niels Eskildsen fra SF, beholde institu-tionen. Ellen-Margrethe Skou var klar over, atbestyrelsen for længst havde indsendt planer tilen total omstrukturering af Riisvangen, sådansom amtet havde forlangt, men at man ikke varblevet kontaktet efterfølgende. Hun fik igen støttefra de konservative kvinder og Eskildsen. Det varen krise, der ramte lige midt igennem socialde-mokratiet.

Det var god gammel socialpolitik at holde de pri-vate aktører ude fra det sociale marked. Det varder særdeles gode gamle grunde til at gøre. Detvar en gammel mærkesag, der her stødte sam-men med moderne pragmatik, der satte sagenfrem for dogmerne. Det var sagen, der talte ogikke stive gamle dogmer fra Pios tid.

10

Ellen-Margrethe Skou

Bestyrelsesmedlem

De stærke kvinder - og en enkelt mand...

11

De dogmatiske socialdemokrater overså, at nårman satte politisk udvalgte personer ind i besty-relserne for de private institutioner, kunne det ikkeundgås at de folk blev engagerede i de bestyrel-ser, de blev sat i, hvis ellers der var noget ved detarbejde, der blev udført her. Derfor kom man til atsidde mellem to stole.

Derfor gik det igennem, at der skulle være enfamiliepension på den nye Ellengården, som nurejste sig på grundlaget af den gamle institutionRiisvangen - det skulle være en §105 institutionaltså et opholdssted, og der skulle være overens-komst med amtet. Den konstruktion gik igennemi en tid, hvor den slags var aldeles politisk ukor-rekt. Ellen-Margrethe Skou vandt det andet slag.Der var derefter et forbilledligt samarbejde melleminstitution og amt.

Hvorfor valgte du lige netop Riisvangens besty-relse?Det er rigtigt, at det var et bevidst valg fra minside. Da jeg kom i amtsrådet, tænkte jeg, at detvar vigtigt for mig, at min indsats ikke blev fordeltpå for mange forskellige områder, sådan lidt tek-nisk forvaltning og sådan lidt sygehus. Jeg villesamle min indsats. Derfor kom jeg i sygehusud-valget, socialudvalget og det sociale ankenævn,og det viste sig at være klogt at samle kræfter, fordet førte til, at jeg kom i den videnskabsetiskekommission med Poul Riis, og jeg blev landsfor-mand for bloddonorerne.

Det sociale ankenævn gav mig en indsigt på detsociale område, som jeg fint ville kunne brugenetop i Riisvangens bestyrelse, som jeg blevudpeget til. Jeg fik et stærkt afsæt til de etiske

Der er brug for tilbud - ikkeanbringelser, men tilbud.“

Fortsættes...

debatter, som jeg gennem årene kom til at delta-ge i, og som jeg stadig er optaget af. Nu er detorgandonation, der optager mig. Jeg tror ikke, derbliver hold på det, før der kommer en forening,der kan samle op på meninger, ligesom medbloddonorforeningen. Det skriver jeg fortsat om.Jeg var glad for, at det blev Tove Tolstrup, der fikmin plads i bestyrelsen. Hun er god til det arbejdeog dygtig og klog.

Hvad var det bedste for dig i dit bestyrelsesar-bejde på Riisvangen?Det var oplevelsen af så stor en gruppe menne-sker, der gik til arbejdet fordomsfrit. Her fandt jegen holdning til arbejdet og til mennesker, der varhelt åben. Tænk på at der kom rigtig mangenydanskere ind på institutionen i de år, de blevmødt med åbenhed og forståelse. Der var mangesvære opgaver. Men der var stor enighed i besty-relsen og også med leder og medarbejdere.

Der var mange, jeg kom til at sætte pris på. Anni ikøkkenet, som måtte med gennem omstrukture-ringen, husker jeg som en rigtig god medarbejder.Vi havde det hyggeligt i den bestyrelse. Jeg komtil at sætte pris på de mennesker. Bønning ogJens Nørgaard. Nørgaard kunne virkelig høre oglytte til andre mennesker. Sammen med SonjaMikkelsen begyndte jeg med at oprette krisecen-trene, og der kunne jeg bruge min erfaring fraRiisvangen. 1980’erne var virkelig en krisetid, derkaldte på nye sociale tiltag.

Det værste du oplevede?Det var virkelig sagen i amtsrådet, fordi den stredmod al fornuft. Da jeg fik at vide, at jeg skulle tale

med dig i dag, fandt jeg lige akkurat den sag fremaf mit arkiv, så det er ret forunderligt, at du ogsåtager dit oplæg i den. Det var så svær en sag formig på flere måder. Jeg var bange for, at stridenskulle komme til at skade sagen, at jeg så at sigeskulle komme til at stå i vejen, at de andre skullebruge mig mod sagen, og det var svært for mig atgå op mod mine egne i amtsrådet. Det var rigtigsvært for mig, men der var nogle børn i klemme,og det kunne jeg ikke bare stå og se på. Jegkunne ikke af politiske grunde gå op mod minegen samvittighed - der var fem små svage børnog deres familier i klemme.

Hvordan med medarbejderne?Her igen var man fordomsfri og ansatte uden blikfor folks præferencer. Man så ikke på det religiø-se. Det var arbejdet, det handlede om. JensNørgaard var et fordomsfrit menneske, der stille-de store krav til kvalifikationer. Derfor kom derheller ingen grimme fyringer. Det gik fint.

Hvad tænker du om fremtiden for udsattefamilier?Problemerne er blevet så store. Jeg er bekymretfor dem, der vokser op i dag. Jeg ved godt, detlyder som en gammel kone, der siger det. Selvbørn har idag alkoholproblemer. Vi skal skabe til-bud, så de kan se alternative livsmåder, se andrelivsmønstre. Der er brug for tilbud - ikke anbrin-gelser, men tilbud.

Familierne skal vises, hvad der er vigtigt. Det vilder til stadighed være brug for. Velfærden afskaf-fer ikke behovet for sociale tilbud.

12

...Fortsat

13

Det var opstartsperioden, de første fem indkø-ringsår, hvor meget skulle prøves. ”Store ord bli-ver mindre/og planer hentes ned/fra flugt modmorgenstjerner til døsig aftenfred” (DDs 717v.2).Der var mange store planer og tiltag. Der varmange idéer og derfor også en tid, hvor ”killingyour darlings” blev lidt af en nødvendighed. Nogleaf idéerne strandede på økonomisk begrænsning,andre på at virkeligheden i arbejdet med de men-nesker, der kom til institutionen, viste sig at væreså meget anderledes end vi havde troet, og bebo-ergruppens sammensætning så anderledes.

Kantinen, der havde været knyttet store forhåb-ninger til, måtte lukkes. Familierne brugte denikke sådan, som man havde troet, og folk i kvar-teret tog ikke imod dette gode tilbud om billig oggod mad. Som jobtræning gik det heller ikke.

Højskoleaftnerne, der skulle give en åben dør udtil folk i området, viste sig ikke at gå og gik såle-des i sig selv. Et af problemerne her var, at bebo-erne selv stod for deres børnepasning og derforikke kunne gå til noget, selv ikke i huset.Motivationen manglede vel også. Mange havdemødt så rigeligt med mennesker.

Man anskaffede en dobbeltlejlighed på Eskimovejog en lejlighed i Kalmargade. Dels var presset påinstitutionen stor, og dels troede man, at det ville

være godt med udslusning. Men virkeligheden visteat de familier, man fik kontakt med, havde flyttet sårigeligt, og at de lukrerede på Ellengårdens kollek-tive boform.

Det er i denne livlige indkøringsfase, Leif Bønninger forstander. Om Bønning er det blevet sagt, athan var rette mand på rette tid. ”I Bønnings tid” erblevet en talemåde på institutionen. Det, derhuskes er, som hos en anden stor dansker, denrettidige omhu - aldrig at smide noget væk - altidat genbruge. Hvis man skulle lave et eller andet,blev medarbejderne sendt på jagt i huset ”Hvadhar vi?” Det var på en sådan jagt, at en medarbej-der engang fandt Ellen Schepelerns portræt i endybfryser. Så kom denne forenings første forkvin-de op i forgangen, og her har hun haft betydningmed sin strenge mildhed - hør engang hvad enbeboer skriver: “Da vi kom hjem fra vores juleturnéog var i færd med at læsse bagage ind i mellemgan-gen ved hovedindgangen, kastede Kristian et tak-nemmeligt blik på et ganske bestemt portræt ogsagde med et lettelsens suk: Hvor er det dejligt atse Ellen igen”.

Hvordan begyndte det? Hvorfor blev du forstan-der på Ellengårdens Familiepension, som dethed dengang?Jeg var formand for Riisvangens bestyrelse ogmed i udvalget, der arbejdede med den nye insti-

14

Leif Bønning

Forstander1988-1995

Flugt mod morgenstjerner

15

tution. Det var nok derfor, man fandt på at spørgemig. Jeg havde været lærer på Diakonhøjskolen i10 år og var ved at være moden til noget nyt.

Er du en ”first mover” som det hedder?Ja, jeg kan godt lide at gå igang med nye projek-ter. Jeg har været med i mange projekter gennemårene. Mit sidste nye er Korshærens vandringer,som har vist sig at give rigtig meget til dem, derdeltager. Alle kan være med. Det er ikke pilgrims-vandringer men netop en social begivenhed, hvorvi støtter hinanden både fysisk og åndeligt.

Hvad var det bedste og største i din tid?Det var børnene. Kontakten med dem var min stør-ste glæde. Jeg var selvfølgelig også glad for med-arbejdergruppen, vi havde ikke konflikter af betyd-ning - Anette var en dygtig tillidsmand, og samar-bejdet gik fint. Men børnene, de kom på mit kontor.Jeg havde legetøj, der var sådan en lille mus, somvi holdt særligt meget af. Vi fik også høns, kaninerog geder. Børn og dyr er godt. Vi holdt dejlige fami-liearrangementer i haven. De børn, der kom her, varnæsten alle svært belastede, de fik et frirum her. Visatte faste og gode rammer for dem, så de kunneslappe af og være børn. Jeg savnede meget denbørnekontakt, da jeg holdt. Nu skal vi huske på, atvi var en §105 institution. Det betød, at vi var etopholdssted og ikke et behandlingssted. Vi var etfristed for behandling. De folk, der havde brug forbehandling, gik til den ude i byen. Her hos os skul-le de bare bo i ro og fred og på godt og ondt. Påsamme måde var vi et fristed for børnene.

Hvad var det værste, du oplevede?Når de skulle herfra. Deres angst for at vende til-bage, 3 måneder var ikke lang tid. Det var en af

flere grunde til, at vi fandt på det med lejligheder-ne på Eskimovej og Kalmargade. Vi kunne såhave dem hos os i længere tid. De var virkeligangste for at løbe ud i de samme nederlag igen.Dertil kom at Aarhus Kommune, som den storekommune den er, var meget træg. Derfor flyttedemange ud til de små kommuner, men her blev dealt for synlige. Det var heller ikke godt for børne-ne. Vi fik på et tidspunkt samarbejde med krise-centrene. Det betød, at vi ikke længere kunnevære et åbent hus. Nu skulle der låses og lukkes.

Vi var et fristed for behandling.“

Fortsættes...

Hvad var det sjoveste, du husker?Vi var taget til København på en medarbejderud-flugt og havde sat vikar på. Vi kørte sammen i enbus. Da vi sidst på aftenen kom hjem, stod alledøre og vinduer vidt åbne, og der var fest i gaden- far og mor var ude.

Hvad var den værste oplevelse?Da vi skulle tvangsudsætte en mor med to børn.De havde boet her alt for længe, og vi kunne ikkefå hende til at flytte. Hun var psykisk udsat. Vimåtte pakke lejligheden og sætte dem ud. Det varfrygteligt.

Hvordan ser du fremtiden for sådan en institution?Jeg håber, den kan bevares som et fristed udendet behandlingstyranni og ekspertvælde, som erblevet tidens plage i denne generation. Jeg håber,den kan være et sted, hvor mennesker får lov atslikke deres sår i fred og ro. Især har børnenebrug for den fred. Det, vi kan give mennesker vedat lade dem leve her, er at lære dem at leve medsmerten. Smerten kan ikke fjernes med terapi.Ikke i virkelighedens verden. DepartementschefEngberg sagde til mig, da jeg var et helt ungtmenneske, ”Vi skal altid huske, at institutionerneer der for menneskers skyld”.

Du har sagt, at det gik godt med medarbejder-gruppen, at I fik talt sammen og løst problemeri fælleskab og åbenhed. Hvordan var det ellersmed medarbejderne?Vi holdt et ugentligt medarbejdermøde. Herbegyndte jeg med at læse et digt højt. Det er vig-tigt at standse op og lytte og forundres, det ergodt at tage afsæt i noget uden for en selv. Detvar også det, der var tanken med det undervis-

ningstilbud, vi oprindeligt gav til beboerne, og meddet samarbejde vi havde med Christianskirken ogsognepræst Erik Ågård. Vi havde børneklubben, vikom i, og de lagde simpelthen nogle af deres sog-nemøder her i huset. Juleaften sendte vi en med-arbejder i kirke, så måtte beboerne gå med ellerlade være. Vi havde et godt samspil med sognet.

Selvfølgelig havde jeg ikke regnet med, at det villeblive så tungt. Det skyldtes at beboergruppenblev en noget anden, end vi havde regnet med.Der var mange flere nydanskere, end jeg havdeforudset. De havde en anden kultur, tradition ogreligion, end vi havde kunnet tænke os til. Det varogså derfor kantinen kom til kort. Der var simpelt-hen en anden madkultur på spil.

Medarbejdergruppen, som du spurgte til, varbredt sammensat. Der var meget forskellige kom-petencer. En havde været alkoholbehandler, enkom fra et børnehjem, en var diakon. Vi var enigeom, at man ikke kan flytte verden med behandlingog terapi. Vi have ingen socialrådgiver ansat. Hverfamilie havde sin kontaktperson, og så brugte vihinandens ressourcer. På ugemøderne tog vi hverfamilie op, og vendte problematikken kollegialt.Også beboermøder, som vi havde ugentligt, ind-ledte jeg med et digt. Det blev livsfortællingerne,der blev grundstammen i beboermøderne.

Så gik du efter 5 år?Ja, alt var på plads, gode medarbejdere, godstruktur, god økonomi og frem for alt god og for-billedlig kontakt til Århus Amtskommune. Hossocialudvalgsformand Louis Rolander og kontor-chef Kaj Westergård mødte vi stor velvilje.

16

...Fortsat

17

Beboerne har været ligeså forskellige, som dan-skere nu engang er.

Men det siger sig selv, at der har været en over-vægt af kvinder med børn, og så er der sket toskred i vores beboersituation, som har givet sig afnødvendigheden.

Det ene skete, da vi stod overfor at skulle ned-lægge kantinen i 1993. I parentes bemærket vardet en skam, tænk på hvor Riisvangkvarteret erblevet gammelt - der ville have været basis for etkøkken med mad ud af huset, og det kunne fun-gere som jobtræning. Men det er nok her, græn-sen går, for hvad foreningen magter, altså græn-sen går ved catering. Det er godt for en foreningat kende sine grænser.

Nå, men der stod vi altså med nogle dejlige lyse,smukke og solide lokaler og på Familiepensionen,som det hed dengang, havde vi det problem, at viikke kunne modtage kvinder uden børn, altsåmåtte vi igen besinde os på en anden problematik.Hvad er en familie, skal man absolut medbringebørn, mand og hundeskål for at være en familie?

Kan man ikke være en familie, selvom man fortiden er den, der ikke kan være sammen med deandre?

Man kan fint være en familie med flere mødre ogfædre, eller kun fædre, eller kun mødre, og helsø-skende, og søskende i alle brøker.

Men kan man ikke være en familie, selvom manhar børn et andet sted, selvom man har måttetflygte ud af et parforhold? Og selvom man eralene?

Nå, men den slags overvejelser gør vi i foreningenofte først bagefter, vi er nemlig pragmatikere, dethar vi lært af Marie Johanne Jensen og EllenScheppelern, som fandt på det hele.

Se foreningens skabelsesmyte: Den 6. februar1906 gik en yngre præstekone (Ellen) og en gam-mel diakonisse (Marie Johannes) ned på knejper-ne på Århus havn. Søster Marie Johanne havdef.eks. ikke familie, men hold da helt op hvor havdehun megen familie. Hun boede f.eks. i flere årsammen med fire tidligere prostituerede i en

Beboerne på Bostedet Ellengården

toværelses lejlighed. Vi stod kort og godt mednogle kvinder, der trængte til at blive fredet, og såstod vi med nogle lyse lokaler.

Og så var det på plads, det blev til tre værelsermed fælles køkken, og det viste sig så at sådannogle kvinder, som vi kalder kvinder uden ledsa-gende børn, var der brug for plads til.

Et andet skred i beboergruppen viste sig ret snart.Der kom mange nydanskere ind på bostedet,hvilket helt klart var og er en af de gode udfor-dringer for medarbejderne og foreningen. Derforfik man f.eks. projektet ”Nydanskere hjælpernydanskere”.

Jacob har henvendt sig til to tidligere beboere,om de ville medvirke til dette jubilæumsskrift. Omde er typiske, kan vi ikke sige, men de er hver forsig udtryk for de to ovenfor omtalte omdrejninger.

I virkeligheden bruges Nana som en titel. Detbetyder kongelig. Men mange mennesker iGhana bruger det som et almindeligt navn.Nana fik navnet efter sin bedstefar, som var høv-ding eller hersker i sin by.

Nana er 31 år og ved at være færdig med sinuddannelse som bygningskonstruktør. Nana komsom helt ung mand til København, hvor hansonkel var buschauffør. Nana kom til Grenaa, hanfik en dansk kæreste, og de flyttede til Aarhus, dade fik en lille pige i 2006.Det holdt 2 år, så stod Nana på gaden, han havdehverken kone eller barn og ikke anden familie til atstøtte sig. Det som blev ved at stå i hovedet påham, var datteren. Hende ville han ikke for nogetgive slip på. Aarhus Kommune henviste ham til

forsorgshjemmet, men her kunne han ikke havesin datter.

Hvad gjorde du så?Jeg gik på nettet og fandt frem til Bostedet her.

Hvor længe var du så her?Jeg var her i 8 måneder.

Fik du den hjælp, du havde brug for?Det var svært, syntes jeg, men en af pædagoger-ne, Helen, hjalp mig og støttede mig på en godmåde. Derimod kunne jeg tit blive rigtig sur på deandre medarbejdere. Jeg følte, de blandede sigfor meget i, hvordan jeg opdrog min datter. Dervar en grund til, at jeg var her, og det havde intetat gøre med, hvordan jeg opdrog mit barn.

20

Nana

En beboerberetning

21

Hvordan blandede de sig?Jeg fik at vide, at jeg krævede for meget af bar-net, at jeg behandlede hende som en voksen. Detgjorde mig så sur. Men vi fik det til at gå.

Følte du det som en kulturforskel, de ikke for-stod?Måske var det det - det tænkte jeg ikke over den-gang, jeg blev bare så vred. Jeg kunne ikke have,at de blandede sig i mit forhold til min datter. Nukan jeg måske lidt bedre forstå, hvad de mentedengang.

Ja, måske har du vænnet dig til den danske bør-neopdragelse, hvor man først bliver voksenomkring 30-års alderen.Jeg ville bare være sammen med barnet i fred og ro.

Var det godt for din datter, at I kunne være påEllengården?Ja, det var det. Det var dejligt med de andre børnhun kunne lege med, og det var dejligt med fæl-lesarrangementerne. Det var fest for os begge,jeg nød det virkeligt.

Hvad med dig selv, var det godt for dig at værepå Ellengården?Det var i hvert fald sært. Du må tænke på, at jegvar den eneste mand i huset. Jeg følte ikke altid,at jeg hørte til i det her kvindekollektiv, som detudviklede sig til. Heldigvis var Simon børnemed-arbejder, og ham havde jeg rigtig meget glæde af.Her fik jeg en mand til mand snak. Jeg tror mere,det var fordi aldersforskellen ikke var stor mellemos. Helen min kontaktperson var den, der betødmest for mig. Hun kan få mig til at se på tingenepå en anden måde og har fået mig igennem nogle

hårde perioder. Ikke kun mens jeg var påEllengården men også nu, når jeg har behov forhjælp og vejledning.

Hvordan var det at komme ud igen herfra?Både svært, men også godt. Men det er rigtiggodt, at jeg kan komme her og tale med min kon-taktperson. Det betyder meget for mig.

Hvorfor det?Fordi der stadig er problemer. Den største grundtil jeg er blevet i Danmark, er min datter, men hen-des mor sætter hende op imod mig, og det gørdet svært. Hun gør ikke noget positivt for at bidra-ge til at skabe en god forbindelse mellem mig ogmin datter. Tværtimod så gør hun meget for atskabe afstand imellem os. Det seneste er, at hun-fortalte mig, at hun var ved at skifte min dattersskole, to uger før det skulle ske, og hun vil ikkelytte til mine synspunkter. Og så er hun flyttet overpå den anden side af Silkeborg, så det er blevetsvært for mig at hente og bringe.

Nana, hvad drømmer du om?Jeg bliver færdig til sommer med min uddannelse,og så håber jeg på job og bil, så jeg kan hente mindatter mere, end jeg gør nu. Og jeg håber påfærre komplikationer med min datters mor.

Ja, men hvad om nogle år?Min drøm er at få job ved Danida eller lignende. Etfirma som har nogle internationale projekter, helsti Ghana, da min mor ikke er så ung længere, også komme til Danmark indimellem for at væresammen med min datter eller vice versa.

Jeg følte ikke altid, at jeg hørte til i det herkvindekollektiv, som det udviklede sig til.“

Ina er 45 år og arbejder som udøvende billed-kunstner. Ina har ingen børn men mange talen-ter, stor indsigt og en gnistrende humor, dergodt kan være sort. Flot og sjov er hun og varmog åben.

Ina har haft et meget hårdt liv og en opvækst somhar efterladt hende med kompleks posttraumatiskstress, PTSD.

Sandsynligvis var det hendes PTSD, der forårsa-gede, at hun fik en blodprop i hjernen for godt etår siden. Knap 3 uger efter blodproppen gjordehendes kæreste det forbi, og hun stod uden boligi en situation, hvor hun af lægerne var beordret tilat tage det fuldstændig med ro i 3 måneder pga.risikoen for at få en ny blodprop. Der sad hun så,syg, nedbrudt, en skygge af sig selv med angstfor en ny sygdom.

Ina henvendte sig på krisecenteret, der sendtehende til Bostedet Ellengården. Det var klogtgjort, det kunne ikke have passet bedre. Herkunne Ina trække sig ind i en kuvøse, ingen for-langte andet, end at hun trak vejret. Det gjordehun så i 9 måneder. Prøvede at trække sig tilbagepå livets kyst.

Hvordan var det at komme her?Det var godt, jeg fik lov til at være her, alligevel varmedarbejderne der for mig. Min kontaktpersonvar der i den grad for mig, men også de andreansatte støttede og forstod mig. Opholdet herhører, trods bagrunden for det og de følgevirknin-ger fra mit tidligere liv, som jeg har måttet slås for,til en af de allermest trygge perioder i mit liv, somjeg altid vil være dybt taknemmelig for.

22

Ina Olsen

En beboerberetning

23

Nu skulle du jo bo ret tæt sammen med to andrekvinder, der også var sarte og udsatte. Hvordangik det?Ja, det ene værelse skiftede beboer i de ni måne-der, jeg var her. Stort set gik det fint, selvom vihavde forskellige standarder for støj og rengøring,så var det mindre problemer, som vi sagtenskunne håndtere. Vi kunne rumme hinandens for-skelligheder, vi var jo i samme båd.

Hvad får du med herfra?Jeg har foretaget et tigerspring frem, jeg er nåetlangt.

Ja, men kan det bære?Jeg er selvfølgelig bange for at glide tilbage, nårjeg kommer ud i virkeligheden, men jeg skullekende mig selv dårligt, hvis jeg gjorde det. Jeg erklar nu, parat til at gå i gang. Jeg har mod på det.

Hvad er dit værktøj?Først og fremmest har jeg en dyb, grundlæggen-de kærlighed til livet i sig selv, og jeg har taget enbeslutning på et dybt plan om, at ville bruge migselv, så længe jeg er her. Herudover er vreden, isin gode form, et værktøj, der hjælper mig til atmærke og sætte grænser og dermed, også på enlangt mere fleksibel måde, kunne sige ja og nej, såjeg kan færdes langt mere frit i tilværelsen. De tinger en del af min motor - og så naturen. Jeg er udehver dag, løber og går i skoven og ved vandet.

Grundlæggende er jeg velsignet med en evne tilat få øje på det lyse i de fleste situationer, jegkommer ud i. En evne til nærmest reflektorisk atse, hvor jeg kan lære noget af det, jeg står i. Denevne har bragt mig langt.

Bent Falk skriver et sted, at naturen er hverkenretfærdig eller uretfærdig - den ER bare. Det bety-der for mig, at jeg kan søge mine kræfter i natu-ren. Jeg behøver ikke at tage stilling til rigtigt ellerforkert, ligesom naturen heller ikke gør det. Den erbare det, den er. Det er godt og helsebringende.Det er en anden Ina, der kommer ud herfra, enstyrket Ina, og jeg ved, at jeg kan komme tilbage.Her kender de mig og kan støtte mig. Det tænkerjeg på, når jeg bliver bange.

Hvad har du at komme ud til?Jeg har et flexjob som handicaphjælper, jeg harmit værksted i Højbjerg, hvor jeg kan arbejde medmin kunst. Det er det vigtigste for mig, og så harjeg fået en lille men meget dejlig lys og venlig lej-lighed. Her får jeg, for første gang i næsten 2 år,min helt egen base igen og kan vokse videre udfra den, jeg er klar.

Kan du bruge det i din kunst?Ja, det kan jeg. Jeg kan male mig fri.

Jeg kan male mig fri.“

De første år gik det derud ad, mangt og megetblev prøvet af. ”I Bønnings tid” skete der mangesjove ting, der blev tænkt store og små tanker, ogmenneskesynet blev pudset af. Det handlede omrespekt og integritet for både beboere men san-delig også for medarbejdere. Familiens egnekompetencer skulle respekteres. Til gengældmåtte medarbejderne godt overskride andregrænser.

I den første tid blev der malet stole og vægge ogandet, som ikke lige lå indenfor faggrænserne.Der blev inviteret til medarbejderfest med ægtefæl-ler, og som første indslag skulle der bæres sofaerop fra kælderen. Så var det på plads. Det viste sig,at det gav en utrolig god kontakt til beboerne, nårnu medarbejderne løb rundt med en malerkost. ”IBønnings tid ” var en god og sjov tid.

Ida Østermark Andreassen blev forstander fra1996-99. Ida kom fra en ledende stilling i KirkensKorshær. I Idas tid blev der et tæt samarbejdemed Foreningens Lejlighedsprojekt og dets dyna-miske og pragmatiske leder Lisbet Jensen. Idablev syg allerede i 1997, og det blev en vanskeligtid for institution og medarbejdere. Der var sorg,stor sorg, og det blev svært.

Joan kom til Ellengårdens Familiepension fra Chr.d. IX’s Børnehjem.

Hvorfor blev det den institution, du søgte?Fordi jeg havde arbejdet så meget med børn ogtænkt, at det ville være godt for mig at prøve atarbejde med hele familien. Det var et godt arbej-de på Chr. d. lX´s Børnehjem. Vi unge pædagogerfik et tæt forhold til de børn der. Det blev lidt voresbørn. Vi kunne finde på at tage dem med hjem påweekend uden at spørge forældrene. Det var joikke særlig etisk forsvarligt, men vi brændtesådan for de børn. Jeg har været derude tiljubilæum, og mange af ”børnene” kom til detjubilæum, og det viste sig, at det ikke bare var ospædagoger, der følte os knyttede til børnene menogså omvendt. Men som sagt søgte jegEllengården, fordi jeg ønskede at arbejde medhele familier.

Hvad var institutionens største fordel?Det var en medarbejdergruppe, der var sammen-sat med forskellige kompetencer. Vi kunne trækkepå hinandens ekspertiser. Det er ofte sådan, atdet er sjovest at arbejde sammen med folk, derkan noget andet end det, man selv kan.

Forskellighed er en styrke. Og så var det en vel-drevet institution. Vi kunne meget. Alligevel arve-de jeg nok lidt af ”I Bønnings tid”. Jeg var spar-sommelig, men det betød ikke, at vi ikke holdtinstitutionen ved lige. Det blev den. Vi havdenogle meget dygtige pedeller.

24

Joan Carstensen

Forstander2000-2007

Nye tider og gode gamle skikke

25

Hvad var det vanskeligste?Når vi fik beboere ind med psykiske overbygnin-ger, som vi ikke kunne tackle. Vi havde en mor,som vi slet ikke kunne klare. Jeg husker en dag,hvor hun kom ind til mig, og pludselig løftede hunmit skrivebord. Hun var meget syg - og stærk. Også syntes jeg, det var et stort arbejde, når der skul-le laves årsskrift og skriftet til 10-års jubilæet. Dethang selvfølgelig sammen med, at der var mangeandre ting at forholde sig til på det tidspunkt, hvorjeg var konstitueret i stillingen som forstander.

Du søgte jo ikke forstanderstillingen efterBønning men først efter Ida. Hvorfor det?Jeg havde nok ikke tænkt mig, at jeg skulle blivepå Ellengården. Jeg havde tænkt mig at søge”andre udfordringer”, og så var jeg betænkeligved at blive chef for mine kolleger. Jeg troede, atdet ville blive vanskeligt.

Blev det så det?Nej, slet ikke. Den dag, jeg skulle sætte mig indpå forstanderkontoret, havde jeg det svært, detskulle slet Ikke være mig, syntes jeg. Men jeg fikdet godt ved det skrivebord. Det var det bedste,at have gode medarbejdere - at løfte sammen.

Hvad var det bedste?Det var fleksibilitet. Vi kunne dreje skuden. Vi blevmere og mere klar over, at §110 ikke kun var eninstitution, der skulle yde omsorg. Der skulle meretil. Det viste sig jo også at de beboere, vi havdehaft en særlig opgave med, i forbindelse medvanskelige samtaler, i længden var dem, vi fik denbedste kontakt til.

Familierne på Ellengården skulle kunne havederes børn hos sig, dvs. det var ikke de mestudsatte vi havde men somme tider fik vi beboere,der lå indenfor det psykiatriske område, og detkunne være sværere at håndtere. Svært at fåfamilierne videre til den rette behandling.

Der kom en rapport om vores arbejde, der hedDen usynlige hånd. Jeg har senere tænkt over, atdet netop var forkert. Der skal være synlighed.Beboerne skal vide, hvad der sker. Når vi blevnødt til at skrive indberetninger om dem, skulle devide, hvad vi skrev. Deri er netop respekten ogværdigheden.

Vi efteruddannede medarbejdere og gav dem kur-ser. Vi fik en veluddannet fleksibel medarbejder-

Der skal være synlighed - beboerneskal vide, hvad der sker.“

Fortsættes...

stab. Det bedste var, at vi havde det godt, og jeger sikker på, at man kun kan drive en institution,hvis man trives i medarbejdergruppen. Beboernekan straks mærke, hvis der er noget galt. Ja, også vore aktiviteter. Vi kunne forberede os længe tilen fødselsdag, vi lavede servietter sammen medbeboerne, bagte, pyntede og glædede os.

Sommetider tog vi alle på udflugt eller havde akti-vitet i haven. Sådanne fællesarrangementer hol-der man også af som medarbejder. Det givermeget at være fælles om forberedelserne og gåog glæde sig sammen.

Du blev glad for at være forstander?Ja, det blev jeg, jeg kan godt lide at have styr påtingene. Det er nok det, jeg kan lide - at haveorden på tingene og få en arbejdsgruppe til atfungere.

Hvad tænker du om fremtiden for en institutionsom Bostedet Ellengården?Jeg tror, at der altid vil være brug for sådan enfamilieinstitution, men jeg tror også, man skal lyttemeget til hvad kommunen ønsker sig. Jeg tror, deter vigtigt, at man er i stand til at imødekomme detkommunerne efterspørger. Altså at man er fleksi-bel - ikke bare for at opretholde driftsoverens-komsten men for at gøre institutionen tidssvaren-de og nutidig. Jo, der vil være brug forEllengårdens Bosted.

...Fortsat

26

27

Hvorfor blev det lige den bestyrelse, du blev for-mand for?Jeg sad i bestyrelsen, og da Erik Lund Nielsen gikpå grund af alder, blev jeg udpeget af hovedbesty-relsen. Tove Tolstrup var næstformand, og hun varen god og sikker person at sidde sammen med,dygtig og med indsigt, og mange tråde hun kunnetrække i. Hun havde en lang erfaring inden forområdet. Det var og er en god ting at have enbestyrelse, der er godt rustet, for det her er alvor.

Det er vigtigt for de mennesker, der bruger de til-bud, som vi kan stable på benene, at de kommer etsted med en solid forankring, og det er derfor ogsåmeningsfyldt at sidde i en sådan bestyrelse.

Og at sidde i en bestyrelse er at være en del af enhelhed, der arbejder med udsatte mennesker. Detgiver mening. Man oplever det sådan. Set udefraser det måske lidt enkelt ud, man går til møder ogbeslutter noget, men det er et menigfuldt arbejde,fordi det har at gøre med udsatte mennesker.Men jeg tror, man skal erfare det for at forstå det.

Hvad var det værste for dig?Det var den medarbejderkonflikt, der kørte i al dentid, jeg var formand. Vi var i krise, og det går ikke foren institution. Kriser skal løses. Jeg var meget invol-veret i forløbet som professionel, jeg har uddannel-se i krisehåndtering og ledelse, så jeg var med helevejen. Jeg blev involveret i konflikten på alle plan.

28

Esben Lindequist Kullberg

Bestyrelsesformand2007-2010

Udfordringen er stadig at hjælpe de udsatte

29

Da vi skulle have ny forstander, bad jeg om et pro-fessionelt firma, der kunne gå ind og hjælpe os. Jegmåtte træde tilbage og ikke sidde der med en magtog en indsigt, som en bestyrelsesformand ikke skalhave. Jeg havde været alt for meget med. Der skul-le folk udefra til at skubbe os videre.

Da Jacob blev ansat, valgte jeg at gå som for-mand. Jeg havde bevæget mig helt ned i materi-en, været for tæt på. Det skal en formand ikke. Enformand skal holde distancen. Det ville ikke væregodt for en ny leder at have en formand, derhavde været så involveret, som kendte institutio-nen bedre end han gjorde.

Hvad var det bedste?Det var godt at opleve at den tvivl, der havde nageti konflikten, blev afblæst, at vi havde gjort det rigti-ge. At vi fandt tilbage, at vi kunne redde institutio-nen. Vi vendte tilbage med en referenceramme ogen viden, som vi kunne bruge, sådan at krisen ogsågav os noget. Vi lærte også af den, at det er muligtat vende tilbage, at kriser kan der bygges på. Deerfaringer, man får i en krise, kan blive et solidt fun-dament for at fortsætte med en institution.

Hvad tænker du om fremtiden?Det er dejligt og vigtig for bostedet at de har Jyskbørneforsorg/Fredehjem i ryggen. Det er vigtigtmed en foreningstilknytning. Det er et skrøbeligtområde på alle leder, det er skrøbeligt at arbejdemed udsatte mennesker, men det er også skrøbe-lige vilkår, vi eksisterer på politisk. Pludselig blæ-ser vinden i en anden retning, derfor er det vigtigt,at der står en forening bag. Det styrker. Det sikreren kontinuitet. Det er det samme bosted, der harværet der i 25 år, bare med justeringer. Det gør

stærk. Det er en robust sammensætning, derkommer ud af samspillet mellem forening og insti-tution. Det giver en tryghed til at løse de vanske-lige opgaver, der er. For man ved på institutionenat man har en stærk forening med en lang tradi-tion bag sig.

Imperativet at hjælpe mennesker, bliver den mestpåtrængende udfordring i dag. Der opstår parallel-samfund, der sker udstødelser af grupper. Det ervores fælleskab som udfordres og er i fare. Vi tabergrupper, de melder sig ud eller bliver meldt ud. Sepå de psykisk syge. De er usynlige i samfundet. Deter virkelig en udfordring til vores fælleskab, der stårfor døren. Derfor har vi, og vil vi langt frem i tiden fåbrug for, stærkt funderede institutioner. Og det harvi der, hvor der er stærke foreninger bag.

Vi har, og vil langt frem i tiden få brug for,stærkt funderede institutioner.“

Saeedeh Bork er uddannet socialrådgiver fraAarhus. Hun kom fra en stilling i KoldingKommune som familierådgiver.

Hvorfor valgte du at søge Bostedet Ellengården?Jeg var optaget af mennesker, der er hjemløse. Jegkendte foreningen Jysk børneforsorg/Fredehjem.Jeg kom i familiepensionen som samarbejdspart-ner, fordi jeg så til kvinder, der boede der.

Jeg blev ansat som stedfortræder og havde et fintmakkerskab med Joan. Vi havde forskellige kompe-tencer, så vi supplerede hinanden vældig godt.Joan er rigtig god til omsorg, og jeg er god til atsætte ting i gang. Derfor følte jeg mig rigtig godthjemme i foreningen. Det er så positivt, at forenin-gen altid arbejder med at finde løsninger.

I min tid fik vi Ellenbo, udslusningshusene oppe ihaven. Jeg var med til første spadestik. Det havdeværet en lang og vanskelig proces for foreningen,men det lykkedes. Ellenbo er et godt eksempel på,at man kan få ting til at lykkes i foreningen, selv nårdet ser helt umuligt ud.

Hvorfor søgte du forstanderstillingen efter Joan?Som sagt så elsker jeg at sætte ting igang. Min morsagde altid: ”Der hvor Saeedeh er, sker der noget ”.Og det kunne jeg komme til som forstander.

Det var jo en spændende tid med overgangen fraamt til kommune. Jysk børneforsorg/Fredehjemhavde et meget fint projekt med lejligheder forskel-lige steder i byen, hvor folk i bolignød og anden nødkunne bo. Det projekt havde vi haft samarbejdemed. Vi overtog det, og det kom til at betyde megetarbejde ud af huset, men det var enormt spænden-de. Der skulle virkelig tænkes i nye baner.

Og så havde vi en stor ombygning. Vi havde samletet overskud, og det satte vi i en renovering, somogså betød, at vi blev institution på en anden måde.Vi havde fået lavet en undersøgelse. Beboerne blevinddraget i den, og det viste sig, at noget af det, dergik igen i det, som de ikke brød sig om, var de luk-kede døre og alt låseriet. De følte, at de kom til luk-

30

Saeedeh Bork

Forstander2007-2010

Større åbenhed og ændrede værdier

31

kede døre og stod med hatten i hånden og banke-de på. Det var ikke kun beboerne, der følte sig satet trin ned pga. den megen lukken og låsen.Medarbejderne, der gik rundt med tunge nøglerin-ge, følte det også. En af dem sagde ligeud, at hanfølte sig som fængselsbetjent.

Vi skulle altså skabe større åbenhed, altså ændre påvore værdier. Der var også låse på skabene, så nårbeboerne kom og ville låne noget, skulle det førstlåses ud. Alt det fik vi lavet om, og indrettede osmed åbenhed. Det var en læreproces i at vise tillid.Åbenhed blev nøgleordet. Og det blev en godomlægning af vores måde at tænke på.

Hvad er det bedste ved institutionen?Rummeligheden. Der er plads til alle, og man eraltid parat til at finde en løsning

Hvad er det største problem ved institutionen?Udfordring!!! Ikke problem, der er mange led, derskal passe sammen. Det kræver mange ressourcer.

Hvad er det sjoveste, du husker?Der var mange sjove ting, der skete. Men til LarsBundgaards 25-års jubilæum var det rigtig sjovt.Det blev holdt i forsamlingshuset i kælderen, og dervar mange officielle gæster fra forvaltninger osv.,men Lars gik bare rundt og var glad og sagde ”Komind, der er mad” og så kom alle vore beboere indmed tørklæder, og hvad ved jeg. ”Kom ind, der ermad”. Det var skægt.

Hvad var det værste?Det var, når det gik skidt for beboerne. Når det sim-pelthen ikke lykkedes at få familien på fode, når defaldt tilbage. Eller når et barn blev mishandlet. Detvar frygteligt at stå i.

Hvad tænker du om fremtiden for institutionen?Idéen er god. Det er godt, at man selv kan bestem-me, hvordan man sætter tingene sammen. Men vimå se i øjnene, at fremtiden går mod større enhederog udvidelser. Det skal man ikke være bange for, fordet kan give en bedre drift og dermed en bedreinstitution.

Det var en læreproces i at vise tillid.“

Hvis foreningens bygninger er arvesølv, så måmedarbejderne være foreningens guld. Der harværet mange gode dygtige medarbejdere i åre-nes løb. Lige nu er der et spændende nyt teampå Bostedet Ellengården.

I 2010 blev Dorte Mikkelsen ansat som fagligleder for at trække en ny udvikling i gang medkompetenceudvikling på et systemisk grundlag.Rikke Berg Hemicke blev også ansat i 2010 oghar været med i udviklingen. Det tydeliggør denproblematik, der altid har været institutionensomdrejningspunkt. Vi er et opholdssted, der pri-mært skal være med til at løse et boligproblem,men ofte er der langt flere vanskeligheder i famili-erne end den manglende bolig. Vanskelighederder kan betyde, at der gentages negative mønstrei familien, der i yderste konsekvens kan betyde atfamilien efter kort tid endnu en gang finder sigselv sig i en lignende situation.

Hvad er det lige institutionen har arbejdet medsiden 2010?Vi arbejder systemisk, det betyder først og frem-mest, at vi ser familien som et samlet system.Børn og voksne er hinandens betingelser på godtog ondt, og vores fokus er at hjælpe familierne tilat samarbejde og skabe plads til alle familiemed-lemmer. I perioder med krise og modgang er dettevældig vanskeligt. Vores udgangspunkt er, at

familierne gør det bedste, de kan. Vi er nysgerrigeog undersøgende i forhold til hvordan familiernelever deres liv. I udgangspunktet er der ikkenoget, der er rigtigt eller forkert.

Betyder det, at man billedligt talt sidder påsamme side af bordet?Nej, jeg vil hellere bruge et andet billede. Man errejseleder. Vi bruger meget tid på at tale med for-ældrene om de små valg, de træffer i dagligda-gen. F.eks. ”Er du hele tiden på facebook omeftermiddagen, hvad betyder det så for denopmærksomhed, dine børn oplever, du giverdem?” Vi fungerer lidt som et spejl, der kan stimu-lere forældrene til at ville prøve at gøre nogetanderledes med deres børn og deres liv. Vi ønskerat hjælpe familierne med at sætte en udvikling igang, der på sigt kan hjælpe dem videre i et kon-struktivt liv i egen bolig.

Hvordan hænger det sammen med det kristnemenneskesyn?Det hænger fint sammen. Vi møder mennesket,der hvor det er. Vi leder ikke efter fejl og manglermen prøver at finde ud af, hvordan virkelighedenser ud for den enkelte. Det menneskesyn, der lig-ger bag den systemiske metode, er dybt anerken-dende. Det handler om at forstå men også om atforstyrre i passende mængder. Det er balance-gangen, der er kunsten.

Medarbejderne

Rikke Berg Hemicke

At møde mennesker hvor de er

32

Hvordan sætter I mål?Udvikling sker, der hvor det er attraktivt for men-nesker. Vi er meget bevidste om at sætte klaremål sammen med beboeren. Målene skal væreoverskuelige, tidsbestemte, realistiske og attrakti-ve. Samtidig er vi meget bevidste om, at det erfamiliens projekt. Vores opgave er at stå vedsiden af med støtte og omsorg, råd og vejledning.

Hvad når det ikke går?Folk kan være for dårlige, have for store mis-brugsproblematikker eller være vældig impulssty-rede, der betyder, at de pludselig rejser væk, ven-der tilbage til en voldelig mand, eller stifter nygæld, der umuliggør en ny udvikling i familien. Deter trist, når det sker.

Når det går godt, hvad sker der så?Ja så ser vi hvordan menneskers livsforløbændres. De holder ved det, de har kæmpet formens de boede her. De holder fast i de små valg,

de har oplevet, har givet positive ændringer fordem og deres børn. De fortsætter med antabus-sen, også når der ikke er nogen til at stille de for-styrrende spørgsmål. De står op kl. 6 om morge-nen for at nå at aflevere børn og passe de pligteret voksenliv indeholder. De fortsætter med atlæse godnathistorier for børnene, fordi de har fun-det ud af, at selv små valg i hverdagen kan bety-de en kæmpe positiv forskel for hvordan helefamilien har det.

Hvordan udmønter det systemiske menneske-syn sig i praksis?Udover den grundlæggende forståelse af familier-ne har vi arbejdet med familiesamtalen sommetode. Med familiesamtalen ønsker vi at visehele familien, at det er vigtigt, hvad alle i familienhar at fortælle om netop deres familie. Vi ønskerat skabe et rum, hvor både forældre og børn kansætte ord på, hvad de kommer fra, hvad de sav-ner, og hvor de ønsker at bevæge sig hen. Det eren mulighed for at blive bevidste om, hvad der ersket i netop deres familie. Hvad de har kæmpetmed, og hvordan de drømmer om, at fremtidenskal blive. Familiesamtalen er en positiv samtalemed fokus på det, der fungerer, og med fokus påhvordan de forskellige familiemedlemmer opleverhinanden. Vi stiller f.eks. spørgsmål som; ”hvad erdin lillesøster god til?” eller ”hvad kan I godt lideat lave sammen, når I har fri?”.

Er det svært?Både ja og nej. Ofte mærker vi, at familiernemeget gerne vil deltage i disse familiesamtaler.Særligt børnene nyder at høre forældre ogsøskende fortælle om dem; hvad de er gode til,og hvad de godt kan lide. Det giver en følelse af

Udviklingen sker der, hvor det erattraktivt for mennesker.“

33Fortsættes...

sammenhold i familien, at man bliver set.Samtidig giver det ofte også anledning til at børnog forældre kan begynde at tale om de sværeting, de også står i sammen. Det er vigtigt at få satord på de mange følelser og oplevelser. Dissefamilier har ofte levet i kaos i lang tid. Dette bety-der meget ofte, at de ikke har fået talt ordentligtsammen i meget lang tid. Der er simpelthen ikkeoverskud til det. Alt for ofte ser vi, at samtalen ifamilien er stoppet, eller den er blevet negativ.

Det handler for os om at skabe rammerne for, atde kan genoptage samtalen i familien. Der knyttesbånd, når der kan sættes ord på.

Hvad med de gamle kerneydelser? Støtte ogomsorg, råd og vejledning?Det arbejder vi videre med. Som et led i at gøredet tydeligere hvornår der er behov for henholds-vis støtte/omsorg og råd/vejledning, har vi arbej-

det med hele forløbet fra en familie flytter ind tiludflytningen. Dette ledte os til at inddele forløbeti tre faser, da der er vidt forskellige behov i de for-skellige faser. Der er noget, der giver mening førsti forløbet, andet i midten og noget til sidst.

Når en familie flytter ind, skal vi i gang med atskabe relationer. I begyndelsen går vi stille tilværks. Vi lærer familien at kende. De skal falde til ro.De kan være i krise, og den skal håndteres. I startenhandler det om at få styr på mange praktiske tingog koordinering af flyt-ning/økonomi/daginstitution/skole etc. De grund-læggende ting skal være i orden. I anden fase går vilidt tættere på, når vi arbejder med de mål, vi sam-men med familien har sat. I afslutningsfasen trappervi ud. Her er vi meget bevidste om at etablere engod udslusning. Der skal planlægning til, og visikrer os at sagsbehandlere og støttende netværker på plads. Vi bruger mange ressourcer på atafslutningen bliver håndholdt.

Hvad med efterværn?Vi har valgt at give to besøg i hjemmet efterføl-gende. Det giver os mulighed for at se, om sam-arbejdspartnere er kommet på plads i familien ogselvfølgelig for at få en rolig afsked med bådebørn og voksne. Ofte beholder mange af voresfamilier en tilknytning til stedet, og det sker jævn-ligt at gamle familier lige kommer forbi…

Opfatter beboerne jeres samtaler som fordomme?Nej, det tror jeg virkelig ikke. Måske ser de detindimellem som en forstyrrelse, men oftest trorjeg, at de føler sig forstået.

34

...Fortsat

Per Larsen, Nadver