Bakkehusmuseet. Frederiksbergmuseerne 2015

Tekst: Mariann Kristensen

Foto: Ole Akhøj og Rikke Lagersted-Olsen

”EI BLOT TIL LYST” –

ROMANTIKKENS TEATER

1

Indhold

FORORD ............................................................................................................................................................. 2

HVAD ER TEATER? ............................................................................................................................................. 3

DEN DRAMATISKE TEKST OG GENRE ................................................................................................................ 3

TEATRETS HISTORIE .......................................................................................................................................... 4

1700-TALLET OG OPLYSNINGSTIDENS TEATER ................................................................................................ 5

ROMANTIKKEN .................................................................................................................................................. 6

PERIODENS TEATER ........................................................................................................................................... 7

DEN UNGE DARBY ............................................................................................................................................. 8

ROMANTIKKENS TEATER ................................................................................................................................ 10

JOHAN LUDVIG HEIBERG ................................................................................................................................ 12

ELVERHØJ ........................................................................................................................................................ 13

SAMMENLIGNENDE AFSLUTNING .................................................................................................................. 16

SUPPLERENDE LITTERATUR ............................................................................................................................ 17

LÆRERVEJLEDNING ......................................................................................................................................... 18

2

FORORD

”Ei blot til Lyst” – Romantikkens teater er et kompendium for gymnasieskolen, skabt i forlængelse af

Bakkehusmuseets særudstilling i 2015. Kompendiet kan bruges af både elever og lærere i forbindelse med

kortere eller længere forløb om emnet, og det kan også kombineres med et besøg på Bakkehusmuseet.

Kompendiet definerer teatret som medie og redegør for dets historiske udvikling i Danmark fra antikken

frem til 1850. Afsnittet om romantikken tager udgangspunkt i de tre dramatiske forfattere Knud Lyne

Rahbek, Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg samt deres relation til teatret i perioden 1800-

1850. Dette gøres gennem udvalgte citater fra stykker af de tre forfattere samt korte biografiske

præsentationer. Kompendiet afsluttes med en opsummering og sammenligning af forfatterne og deres

tekster, hvilket munder ud i en række spørgsmål, eleverne kan arbejde videre med i grupper eller enkeltvis.

Se mere i lærervejledningen sidst i kompendiet.

3

HVAD ER TEATER?

Oprindeligt har begrebet ”teater” betydet

skueplads, og betydningen har været tilknyttet

teatret som et konkret sted. Men teatret har en

dobbeltbetydning, da det samtidig er et

kommunikationsmedie. På teatret kommunikeres

der via iscenesættelse. Det vil sige en scenisk

opførelse af en fortælling eller en dramatisk

tekst.

Teatret eller opførelsen får imidlertid først sin

betydning, når der er et publikum. Teatret opstår

i den forstand i mødet mellem de agerende

skuespillere og publikum.

Publikum opfatter ikke nødvendigvis et

teaterstykke på samme måde, og derfor er teater

ikke en fast størrelse, men noget, der kan ændre

sig alt afhængig af publikum, den historiske

kontekst eller den tid, det er præget af.

Den dramatiske tekst skabes som regel ud fra

bestemte genrekonventioner og regler for

opbygning m.m.

DEN DRAMATISKE TEKST OG GENRE

Når den dramatiske tekst er forlæg for et

teaterstykke, består den af replikker og

regibemærkninger. Regibemærkninger er

tilføjelser i den dramatiske tekst, som fortæller

skuespillerne, instruktøren og/eller scenografen,

hvordan scenen skal tage sig ud, eller hvordan

replikkerne skal fremføres. Regibemærkningerne

kan også forklare, hvordan handlinger eller

følelser skal udtrykkes igennem replikkerne.

Sproget og retorikken er afgørende for, hvilke

betydninger, vi som publikum tillægger

replikkerne.

Det klassiske teater, som vi kender det i dag, har

sin historiske oprindelse i antikkens Grækenland.

I det 4. århundrede f.Kr. opstår den klassiske

genreinddeling i henholdsvis tragedien og

komedien.

Tragedier, der også kan betegnes som sørgespil,

har typisk en sørgelig slutning. Antikkens

tragedier omhandlede ofte græske myter, som

eksempelvis Kong Ødipus af Sofokles. Her gifter

Ødipus sig med sin mor uden selv at være klar

over det. Da sandheden går op for ham, stikker

han sine øjne ud i fortvivlelse herover.

Antikkens komedie forholder sig satirisk til sin

samtid enten i forhold til politikere, berømtheder

eller endda guder. Komedien kan også omhandle

de intriger, som den almindelige befolkning

oplever i deres privatliv.

DIALOG: Replikker fremført som samtale.

MONOLOG: Replikker fremført som enetale,

men kan eksempelvis også indgå som

afslutning i en dialog.

Ordet TEATER stammer fra det græske

”theatron”, der betyder ”skueplads” som igen

er afledt af ”theasthai”, der betyder ”at

betragte”.

Ordet DRAMA stammer fra det græske

”dran”, der betyder ”handling”.

Drama er en samlet betegnelse for litteratur,

knyttet til teatret som forlæg for

teaterstykker.

TRAGEDIEN har en ulykkelig slutning og

omhandler ofte karakterernes involvering i

en uløselig konflikt.

KOMEDIEN har modsat TRAGEDIEN en

lykkelig slutning. I handlingen bruges komiske

indslag eller karakterer.

4

Ophavet til antikkens teater skal findes hos den

græske filosof Aristoteles. Han opfattede teatret

som et sted, hvor publikum kunne blive klogere

på sig selv som mennesker ved at identificere sig

følelsesmæssigt med de på scenen præsenterede

personer.

Det var altså nødvendigt, at dramaet skulle lægge

sig tæt op ad den menneskelige virkelighed og

derfor følge tidens, stedets og handlingens

enhed. Med dette menes, at handlingen

udspillede sig sammenhængende over en kort

tidsperiode, typisk ikke mere end et døgn.

Situationerne og konflikternes konsekvenser i

stykket var det bærende, og det var det, der

skabte handlingens fremdrift. For Aristoteles

skulle der i tragedien indgå en hovedperson, hvis

handlinger resulterer i hans egen ulykke. Hermed

opstår en ændring, kaldet ”peripeti”, der

resulterer i handlingens fremdrift. Denne ulykke

skulle være genkendelig for publikum, sådan at

de kunne føle medlidenhed med hovedpersonen

og hermed opnå en renselse, som Aristoteles

kaldte ”katharsis”.

Aristoteles definerede altså et lineært forløb for

dramaet. Et forløb, der også er kendetegnende

for berettermodellen. I berettermodellen er der

på samme måde tale om en fremadskridende

fortælling med sammenhængende scener, der

udspiller sig i en tidsmæssig kronologisk

rækkefølge.

Genreinddelingen blev sammen med Aristoteles’

regler for et dramas indhold og opbygning

afgørende for eftertidens teater. Aristoteles’

regler har dog også udviklet sig igennem

teaterhistorien, og hver periode har således sine

kendetegn.

TEATRETS HISTORIE

I middelalderen fra 1100- til 1500-tallet var kirken

omdrejningspunktet i samfundet, og derfor var

teatret også kirkeligt forbundet. Inspireret af

kirkelige ceremonier blev der opført små bibelske

teaterstykker både inden for og uden for kirkens

rum.

Fra slutningen af middelalderen og frem kunne

man i Danmark opleve omrejsende teatertrupper

og deres gadeteater. Teatret var rykket ud af

kirken, der nu tog afstand fra det. På

gadeteatrene blev den italienske teater- og

komedieform Commedia dell’arte blandt andet

praktiseret. Den var kendetegnet ved

improvisation, faste rolletyper og maskebrug.

Yderligere var der indlagt små komiske indslag for

at lette, men samtidig understrege, handlingen.

Skuespillerne var alle mænd.

Det samme var tilfældet, da William Shakespeare

begyndte at skrive stykker i 1500-tallets sidste

halvdel. Shakespeare var medlem af en

skuespiltrup i England. En skuespiltrup, der

opnåede tilknytning til regenten og sikrede sig

status som hoftrup.

Shakespeares stykker brød delvis med antikkens

faste genreinddeling i tragedier og komedier. I

mange af hans tragedier optræder komiske

karakterer, mens hans komedier ofte indeholder

tragiske karakterer. Begrebet ”tragikomedier”

kan bruges om visse Shakespeare-stykker, hvor

en konflikt bliver løst og teaterstykket får en

lykkelig slutning.

WILLIAM SHAKESPEARE (1564-1616) var en

engelsk forfatter. Mest kendt er hans

teaterstykker, der stadig opføres i nyere tid.

Af kendte værker kan nævnes Romeo og Julie,

Macbeth og Hamlet.

ARISTOTELES (384-322 f.Kr.) var en græsk

filosof og videnskabsmand. Hans skrifter

dannede grundlaget for den vestlige filosofi

og videnskab. Hans betydning er også

gældende for teatret, hvor især værket

Poetikken fik betydning.

5

Teatret var stærkt knyttet til kongemagten, der

blandt andet markerede begivenheder med

teaterstykker, som festspil blev opført af den

ansatte hoftrup.

1700-TALLET OG OPLYSNINGSTIDENS TEATER

I 1700-tallet var teatret i Danmark forsat knyttet

til den enevældige konge, der ansatte

teatertrupper til sin og hoffets underholdning.

Den enevældige konge blev ofte selv centrum for

opførelserne, da teatret var afhængigt af kongen

som arbejdsgiver og velgører. Den tætte

forbindelse til kongemagten gav undertiden

teatret vanskelige vilkår. I den pietistiske konge

Christian den 6.’s regeringstid fra 1730-1746 blev

teatret opfattet som syndigt og derfor forbudt.

Men teatret blev efter Christian den 6.’s død

genrejst, og i 1748 blev Komediehuset indviet.

Det kom senere til at hedde Det Kongelige Teater

og har stadig til huse på Kongens Nytorv i

København.

Oplysningstidens teater er kendetegnet ved at

være moralsk og dannelsesorienteret. Publikum

så igennem teaterkaraktererne ofte eksempler

på, hvor galt det kunne gå, for derved at kunne

tage ved lære heraf. Oplysningstidens teater

fulgte den skarpe genreinddeling i tragedier og

komedier fra antikken.

Repræsentant for det danske oplysningsteater

var især forfatteren Ludvig Holberg, der skrev

komedier, som ironiserede over mennesket i

hans samtid. Hans fortællinger var

typefortællinger, hvor de samme typer bar

samme navn og havde samme rolle. Typerne blev

ofte spillet af de samme skuespillere, der havde

specialiseret sig i de bestemte typeroller. Typerne

mødte udfordringer og konflikter, men vendte

tilbage til udgangspunktet, og ordenen blev

genoprettet. Afgørende betydning fik det også, at

Holbergs stykker blev spillet på dansk.

Ludvig Holberg, 1752. Litografi af O. H. Lahde (Bakkehusmuseet)

LUDVIG HOLBERG (1648-1754) var en norsk-

dansk forfatter, professor og rektor ved

Københavns Universitet.

Holberg er dog mest kendt for sine komedier,

der primært blev skrevet over en femårig

periode i 1720’erne. Holberg var en del af

oplysningstiden, og hans komedier skulle tale til

publikums fornuft igennem karakterernes

erfaringer.

OPLYSNINGSTIDEN: betegner perioden fra

1700-1800-tallet. Centralt var idéerne om

menneskets fornuft og dannelse.

ENEVÆLDE: Betegnelse for statsform hvor

regenten besidder al magt i samfundet. I

Danmark eksisterede enevælden fra 1660-1849.

6

ROMANTIKKEN

Romantikken bruges ofte som betegnelse for den

litterære bevægelse fra omkring år 1800 til

omkring 1800-tallets midte. Her herskede der en

tro på en guddommelig ånd, der sammenbandt

verden, naturen og alt levende til en enhed eller

harmoni. En harmoni, man kunne opnå indblik i

ved at frigøre sig fra fornuften og give sig hen til

følelserne. Hermed kunne man opnå og erkende

den sande virkelighed – det ideelle.

For romantikkens forfattere gav oplevelser af

naturlighed og oprindelighed ofte adgang til

følelsen af det ideelle. Man dyrkede derfor de

historiske perioder oldtiden og middelalderen i

Danmark, da man mente, at mennesket på det

tidpunkt var mere oprindeligt og dermed tættere

på naturen. Fortidens mennesker

repræsenterede den ideelle verden. Man havde

tidligere dyrket den græske og romerske antik,

men efterhånden fik man øje på det nordiske

folks særegenhed og dertilhørende mytologi. Det

oprindelige og naturbundne folk fra de nordiske

landes fortid blev dyrket i både litteraturen og på

teaterscenen. Dyrkelsen af mytologi og historie

inden for den romantiske dramatik tilskrives i

særlig grad Adam Oehlenschläger. Hans samling

Digte 1803 fra 1802 og især digtet Guldhornene

kom til at formulere den danske højromantik.

Heri dyrkedes en fortid, der var nærmere det

guddommelige, symboliseret ved guldhornene.

Adam Oehlenschläger var påvirket af

naturfilosoffen Henrich Steffens, der mente, at

naturen var en guddommelig åbenbaring, hvor alt

var en enhed, og hvor mennesket indtog den

højeste plads i det naturlige hierarki.

Den første halvdel af 1800-tallet var også en

periode, der blev præget af flere historiske

opbrud. I kølvandet på Slaget på Reden i 1801 og

Englands bombadement af København i 1807

udvikledes en stærkere nationalfølelse. En

følelse, teatret også formidlede igennem H.C.

Knudsen, der rejste rundt i Danmark og optrådte

som ”Fædrelandets frivillige Sanger” i sine egne

nationale teaterforestillinger. Københavns

Bombardement blev starten på den helt store

nedtur, og det endte med statsbankerot i 1813 og

Norges løsrivelse fra helstaten året efter.

HENRICH STEFFENS (1773-1845) var en dansk

filosof og naturforsker. Efter ophold i Tyskland

kom han i 1802 tilbage til Danmark. Her

formidlede han med forelæsningsrækken

Indledning til det philophiske Studium, den

romantiske naturfilosofi, også kaldet

universalromantikken, der var opstået i Tyskland

på universitetet i Jena. Ifølge denne filosofi var

der en gennemstrømmende ånd overalt i verden,

som forenede både kunsten, naturvidenskaben

m.m.

Henrich Steffens, u.å. Kobberstik af ukendt kunstner (Bakkehusmuseet)

7

Romantikken blev afgørende for, hvordan

Danmark blev defineret som nation igennem den

nationalromantiske dyrkelse af den danske natur

og særligt den danske folkekultur.

PERIODENS TEATER

I løbet af romantikken skete der meget på

teatrets område, hvilket kan eksemplificeres ved

de tre dramatiske forfattere: K.L. Rahbek, Adam

Oehlenschläger og J.L. Heiberg.

K.L. Rahbek repræsenterer overgangen fra

oplysningstidens teater til romantikkens teater.

K. L. Rahbek blev født i 1760 i København og blev

student fra Herlufsholm Kostskole i 1775.

Herefter læste han filologi på Københavns

Universitet frem til 1777. Hans teaterinteresse

var allerede påbegyndt under kostskoleopholdet,

hvor han optrådte som amatørskuespiller i

skoleopførelser. I 1780 sprang Rahbek ud som

dramatisk forfatter med sit første teaterstykke

Den unge Darby, der blev opført med vennen,

skuespilleren Michael Rosing og dennes hustru

Johanne Rosing i hovedrollerne.

Som dramatisk forfatter havde Rahbek fokus på

skuespillerne, som han mente ville have fordel af

at bruge bevægelser og gestikuleren i deres spil.

Derfor anbefalede han danseundervisning. Hans

ideer for teateret og skuespillet blev præciseret i

bogen Breve fra en gammel Skuespiller til hans

Søn, der udkom i 1782. For Rahbek var teatrets

formål, at ”… højne publikums moral. For at virke

ægte må skuespilleren på scenen være personligt

grebet og som menneske føre et moralsk levned.”

På teatret skulle de store og gode handlinger

altså fremstilles af store og gode skuespillere.

Dette blev kaldt ”dydens dramaturgi”. Disse

tanker om dramatikken var i tråd med

oplysningstidens fokus på oplysning og

opdragelse af befolkningen for derved at styrke

borgernes stilling i samfundet. Dette blev

understreget ved teatersloganet ”Ei blot til Lyst”,

der netop i Rahbeks periode blev skrevet i

rammen over Det Kongelige Teaters scene. Et

NATIONALROMANTIKKEN: har sin oprindelse

i den tyske Heidelberg-nationalromantik. I

Danmark var nationalromantikken

kendetegnet ved den kunstneriske og

litterære dyrkelse af det danske folk og natur.

Historier og sagnfortællinger fra den danske

oldtid og middelalder blev genfortalt i

litteraturen. I kunsten blev det danske

landskab portrætteret og hermed defineret.

Knud Lyne Rahbek, 1814. Pastel af Chr. Hornemann (Bakkehusmuseet)

ROMANTIKKENS TEATER: tankerne fra

romantikken fik en scenisk fremstilling

igennem de dramatiske forfattere, der fandt

inspiration i forskellige historiske og mytiske

fortællinger til handlingen i deres

teaterstykker. I Danmark er det især Adam

Oehlenschlägers stykker, der hører under

denne betegnelse.

8

slogan, der udtrykte teatrets deltagelse i

projektet med at danne og opdrage borgerne.

Teatrets menneskefremstillinger måtte derfor

også være billeder på virkelighedens mennesker.

Rahbek tilføjede også noget nyt til

oplysningstidens teater, da han med Den unge

Darby introducerede genren ”det alvorlige

borgerlige drama”. Det borgerlige drama

erstattede komedien som førende genre.

Under sin dannelsesrejse i perioden 1782-1784

dyrkede Rahbek sin teaterinteresse i Tyskland,

Wien og Paris sammen med rejsekammeraten,

skuespilforfatteren Ole Johan Samsøe.

Efter sin hjemkomst udgav Rahbek i 1785

tidsskriftet Minerva i samarbejde med vennen

Christen Pram. Det blev et vigtigt skrift i forhold

til formidling af væsentlige nyhedsbegivenheder

og debat af videnskabelige, kulturelle og

samfundsrelaterede emner. Tidsskriftet bragte

også litterære indlæg. For Rahbeks

vedkommende var bidragene til Minerva mest

teaterrelateret.

Rahbek begyndte i 1791 at udgive tidsskriftet Den

danske Tilskuer, hvortil han bl.a. skrev teaterkritik

og teateranmeldelser. Fra 1805 til 1816

formidlede han sine ideer om skuespilkunsten til

nye, unge skuespillere, da han i perioden var

underviser ved Den Kongelige Dramatiske skole.

Han var fra 1809 og frem til sin død i 1830

litterær direktør ved Det Kongelige Teater, hvor

hans teaterbedømmelse og -kritik udmøntede sig

i såkaldte censurer af de opførte stykker.

Igennem størstedelen af sit liv havde K. L. Rahbek

Bakkehuset som sit hjem. I 1787 lejede han en

lille lejlighed på 1. sal i Bakkehuset, og i 1802

købte han hele stedet og flyttede ned i

hovedbygningens store lejlighed sammen med sin

hustru Kamma (Karen Margarethe Heger). Her

boede han frem til sin død i 1830. Bakkehuset

blev i Rahbeks tid et samlingssted for flere

litterære personligheder, og personer som f.eks.

Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg fik

tilknytning til stedet.

DEN UNGE DARBY

Stykket var skrevet til opførelse og blev først trykt

efter førsteopførelsen. I forordet til den trykte

udgave beskrev K. L. Rahbek sin frygt for, at man

ikke ville opfatte karaktererne på samme måde

som ved opførelsen. Det væsentlige for Rahbek

var altså ikke den dramatiske tekst, men

Titelblad til Den unge Darby, 1780. (Bakkehusmuseet)

DANNELSESREJSE: var oprindeligt en slags

studierejser for adelsmænd eller prinser til

europæiske universiteter. Her stiftede de

bekendtskab med udlandet, lod sig uddanne

og opdrage. I slutningen af 1700-tallet og

begyndelsen af 1800-tallet blev det også en

del af den almene borgelige dannelse.

9

teaterstykkets opførelse og den troværdighed,

skuespillet gav fortællingen.

Teaterstykket handler om det forelskede par

Betty og Darby, hvis fædre er fjender. Derfor ser

Darby ingen anden udvej end at begå selvmord,

da han tror, han aldrig vil kunne få sin store

kærlighed. Oveni dette ønsker Bettys far at tage

hende med sig og flytte fra England til Boston i

Amerika.

I den herefter citerede scene tager Darby afsked

med sin ven Linby, og Darby forsøger at

overbevise ham om, at Linby kan overtage rollen

som Bettys mand.

Darby.

Ja lev vel! Betty! Og du Linby! Lev vel! Jeg ser dig for sidste gang! Omfavn mig. Jeg håber, der er dig himlen udstå til at trøste Betty!

Linby.

Du vil

Darby.

Jeg vil dø. Tror du, jeg kan leve lykkelig uden Betty? Og leve ulykkelig, er det ikke tusinde gange skrækkeligere end død. Bør jeg da ikke vælge den? Du ved, det er ikke et øjebliks beslutning.

Linby.

Jeg ved det! Jeg ved, det er forgæves at bestride dig, min fornuft giver dig ret, men mit hjerte - ha! Skal jeg da røves min ven! (med en forstilt følelse)

Darby.

Jeg røves dig ikke ved min død; nej ifald jeg levede, her ulykkelig, da røvedes jeg dig. Men nu skal jeg usynlig og fri leve, svæve omkring Betty og dig; glæde mig ved jer. Snart, Linby! Lev vel! Min sjæl længes efter at fly alle sine kvaler tillige med dette legeme. Lev vel.

Linby.

Ja lev vel! Jeg kan ikke tåle at se dig længere i denne tilstand. Jeg må ile fra dig. Farvel.

Som regibemærkningen i parentesen i fjerde

replik antyder, viser det sig, at Linby ikke er så

god en ven. Han har nemlig en agenda - han

ønsker Betty for sig selv, og at Darby forsvinder.

Han foregiver siden at ville hjælpe Darby til at

oprette venskab mellem de stridende fædre for

dog reelt at ønske, at fjendskabet bliver endnu

dybere. Darby-familiens ven Sarbridge

gennemskuer dette og løser til sidst konflikten

ved at tilbyde sig som far og forsørger for de

elskende. Stykket slutter med Sarbridges

monolog til Darby:

Sarbridge.

(…) Betænk denne dags tildragelse! At din fader, for ledt af Linby søgte at vinde sin sag ved dommernes yndest, at Lord Vilborn vilde rejse til Boston, at Linby var troløs, hindrede dig i dit forsæt, at følge Lord Vilborn, søgte at ophidse din og Bettys fader på det højeste, at først jeg og siden Betty tvang dig til at leve, alt dette anså for forfølgelser af en grusom skæbne, nu ser du, at det var midlerne til din lykke. Lær heraf, min søn at et menneske aldrig i verden kan indse, hvad der er hans lykke eller ulykke, og mindst når lidenskaberne blænde ham, og da er han villigst dertil. Forsynets veje er usporlige for et dødeligt øje; kun dette ved vi, de føre alle til den retskafnes lyksalighed.

Med denne moralske kommentar slutter den

dramatiske tekst. Det frarådes, at man lader sig

falde i sine følelsers vold. Rahbek skrev i forordet

til stykket, at dets moralske budskab var at hente

i Sarbridges ord, da ulykke ikke kan berettige til at

begå selvmord. Man kan aldrig vide, hvad der er

ens lykke eller ulykke, men alle kan falde i deres

lidenskabers vold. Derfor skal stykket ikke forstås

umoralsk, men som moralsk opbyggende.

10

Rahbek følger i stykket de fra Aristoteles givne

regler om tidens, stedets og handlingens enhed.

Stykket udspiller sig over et døgn, der er ingen

sceneskift og handlingen udspiller sig i den

samme londonske kro i alle scener. Handlingen er

dermed lineær. I forhold til genrebegreberne er

der hverken tale om en tragedie, eller en

komedie, da stykket ender lykkeligt, og de

komiske indslag er udeladt. Den unge Darby må i

stedet karakteriseres som et alvorligt drama.

Dermed markerer teaterstykket en udvikling fra

den genrebestemte komedie, der kendetegnede

Holbergs oplysningsteater, mod det følsomme og

alvorlige drama som førende teaterform. Det

markerer, hvordan en ny udvikling af teatret er i

gang. En udvikling, som den næste forfatter,

Adam Oehlenschläger, er repræsentant for.

ROMANTIKKENS TEATER

Adam Oehlenschläger blev født i 1779 og voksede

praktisk talt op på Frederiksberg Slot, hvor hans

far var slotsforvalterfuldmægtig. Som 17-årig

forsøgte Oehlenschläger sig i 1796 som

skuespiller ved Det Kongelige Teater, men det var

uden succes. I stedet tog han en latinsk-juridisk

forberedelseseksamen, men det var

forfattergerningen, der skulle blive hans fremtid. I

1801 indleverede han en prisopgave med titlen

Det Ønskeværdige i at erstatte den græske

Mytologi med den gammelnordiske indenfor den

danske Digtning. Af denne titel får man en

fornemmelse af de temaer, der senere kom til at

præge Oehlenschlägers forfatterskab og den

danske højromantik i det hele taget. Det var

emner, som nordisk mytologi og historie,

oldnordisk sprog og de nordiske landes tidligste

litterære genrer, folkeviser, folkesagn og sagaer,

som optog romantikerne.

Oehlenschläger stiftede bekendtskab med K.L.

Rahbek i den litterære Drejers Klub og han

begyndte senere at komme i Bakkehusets

litterære kreds hos ægteparret Rahbek. I 1810,

efter afsluttet dannelsesrejse, giftede

Oehlenschläger sig med Kamma Rahbeks søster

Christiane Heger, og han fik dermed en endnu

tættere tilknytning til Bakkehuset.

Oehlenschlägers tidlige dramatik betegnes som

”læsedramaer”, da de ikke i første omgang var

tiltænkt opførelse på teaterscenen, men til

læsning. Blandt læsedramaerne findes Aladdin

eller Den forunderlige Lampe, der først fik sin

debut på scenen lang tid efter sin udgivelse i

1805. Det er dramaets længde og de eventyrlige

indslag, som bevirkede, at Aladdin ikke var

velegnet til opførelse.

Oehlenschlägers første stykke, som blev opført på

Det Kongelige Teater, var den nordisk-romantiske

tragedie Hakon Jarl hin Rige i 1808. Hakon Jarl

blev et nordisk alternativ til de antikke tragedier.

Stykket drager paralleller til det tidligere nævnte

digt Guldhornene samt digtet Hakon Jarls Død fra

samlingen Digte 1803. Stykket indeholder nemlig

en scene, hvor Hakon Jarls mænd tager et bytte

Adam Oehlenschläger, 1809. Tegning af Brødrene Riepenhausen (Bakkehusmuseet)

11

fra fjenderne, der er ved at bygge en kirke og

derfor opgraver jorden og finder et guldhorn:

Hakon Et helligt gammelt offerhorn af guld, Af drevet guld; et sjældent gammelt horn! På denne plads har uden tvivl tilforn Et tempel stået for høje guder. Der skulle du nu bygge dine kirker Og dine skumle munkeceller, Olaf? Ret, mine mænd! At I fordrev dem; ret At I til vandt mig denne gamle skat, Så skøn som hellig. Der er skrevet runer Om hornets rand. Lad se, hvad er der skrevet.

Læser:

Brøster for din Brøde Din lykke, Bonde! Gak til høje Guder, Giv dem det Bedste.

Handlingen er inspireret af den historiske

fortælling om personen Hakon Jarl fra de

islandske og norske kongesagn. Jarlen Hakon

forsøger at blive konge i Norge ved at bekæmpe

Olaf Tryggvessøn med sin bondehær. Hæren

splittes dog, og Hakon føler sig nødsaget til at

ofre sin søn til guderne. Fortællingen ender med

Hakon Jarls død.

I Hakon Jarl hin Rige optræder figuren Auden, der

ligesom den nordiske gud Odin, er en enøjet,

gammel mand og naturdyrker. Auden stiller

spørgsmålstegn ved Olaf Tryggvesøns

kirkebyggeri og udfordrer Olaf Tryggvesøn med

replikken:

Auden Når nu en yngling, som

Af Hændelsen var kastet ned til syden, Tilbagekom, og bragte med en kurv Af spæde, veksle blomster, og fik lyst til At plante dem i Norges klipperifter; Når granen og når birken overalt Stod ham i vejen; og han fældede nu De gamle store skove kækt, og skåne Selv ej det vældigste, det bedste træ, På det hans roser skulle have plads At vokse – Olaf! hvis du så hans dåd, Hvad vilde du da kalde den?

Olaf

Vig fra mig!

Auden En helt. Ej sandt? En kæmpe for den gode, Den skønne sag. Og gubben derimod, Som sagde: dreng! lad mine graner stå; Din spæde urt ej trives på mit fjeld. Hvad vilde du vel kalde ham?

Olaf Som dig.

Audens replikker er eksempler på

Oehlenschlägers brug af billedsprog. Planterne

fra Syden, der erstatter de nordiske træer, bliver

symboler på kristendommen, der erstatter den

nordiske mytologi. Auden kritiserer vha.

billedsproget, at folket rives væk fra deres gamle

religion. Han mener, at den hedenske tro gør

dem til noget særligt – i dette tilfælde særligt

nordiske. Olaf tvivler, men overbevises under

samtale med præsten Tangbrand om, at

kristendommen er en mere sand tro, end den

nordiske.

Hakon Jarl tvivler ikke på de nordiske guder, men

han føler, de har vendt ham ryggen, da han får

fortalt, at Olaf Tryggvesøn har slået hans søn

ihjel. Hakon Jarl opfatter runerne på guldhornet

som et budskab om, at han skal ofre sin yngste

søn Erling til guderne. Hans ofring af sønnen får

vennen Einar til at væmmes ved ham, og Einar

forlader Hakon og hans hær, lige inden det store

slag med Olaf Tryggvesøn skal stå. Slaget ender

med Hakon Jarls flugt. Han skjuler sig i en grotte,

hvor han ender sit liv, ved at trællen Karker slår

ham ihjel.

Stykket slutter med en monolog af Hakon Jarls

kæreste Thora. Hun begræder hans død og hans

minde for eftertiden.

(Hun lægger kransen og sværdet på hans kiste.)

12

Tag af din Thoras hånd en frodig krans! En krans af Norges stolte graner slynge Sig om dit brede heltesværd; den sige: Du var en nordisk og en sjælden drot, En blomst, som kvaltes af sin vinterfrost! Engang vil Nordens krønike fortælle, Når tidens hånd har slettet farven ud, Og kun de store omrids stå tilbage: Han var en ond, en grusom afgudsdyrker! Med gysen vil man nævne da dit navn. Jeg gyser ikke, thi jeg kendte dig. De bedste kræfter og det største Hjerte Blev ofret for sin tids vildfarelser. Så sov da vel! Du store Hakon Jarl! Tusind god nat! Hist glæde sejerfader Din kæmpesjæl! Nu går jeg bort, og lukker, Og når man atter åbner denne dør, Da bringe Thoras svende hendes lig, Og sætte det ved hendes Hakons side.

Igen bruger Oehlenschläger natursymbolik, da blomsten ligesom Hakon Jarl forgår med vinterens frost. Hermed slutter også tragedien.

Hakon Jarl hin Rige følger de af Aristoteles

formulerede regler om dramaets opbygning, da

der i stykket er tale om en lineær handling. Hakon

Jarls skæbne er et resultat af de valg og

handlinger, han tager undervejs. Eksempelvis

bliver konsekvensen af hans ofring af sønnen, at

Einar forlader ham.

Oehlenschlägers billedsprog, dyrkelsen af naturen

samt genfødselen af de nordiske sagnfortællinger

er karakteristisk for romantikkens teater. Hakon

Jarl er med sin hyldest af det nordiske folks

karaktertræk et udtryk for den nordiske

romantik. Hakon Jarl besidder til det sidste styrke

og loyalitet, da han forbliver loyal over for de

nordiske guder. Oehlenschläger vil med sine

stykker indgyde en historisk bevidsthed hos sit

publikum og samtidig vise en kontinuitet i de

nordiske karaktertræk. I dette tilfælde er den

tragiske slutning med til at understrege disse

træk, da hovedpersonens handlinger ender i

dennes tragiske død, men med bevaret styrke og

loyalitet.

Den sidste forfatter i denne gennemgang er J. L.

Heiberg, der ligesom Oehlenschläger finder

inspiration i gamle sagn og fortællinger. I

Heibergs teaterstykke er der ikke fokus på

naturen, men det overnaturlige. I det udvalgte

stykke, Elverhøj, udspiller handlingen sig omkring

en elverhøj, der bebos af elverkongen og hans

elverpiger.

JOHAN LUDVIG HEIBERG

J.L. Heiberg blev født i 1791. Han kom fra et

stærkt litterært hjem, hvor faren, Peter Andreas

Heiberg, og senere også moren, Thomasine

Gyllembourg, var forfattere og bl.a. skrev

dramatik. Forældrene blev skilt i 1801, og Johan

Ludvig blev herefter i en toårig periode sat i pleje

hos farens venner K.L. og Kamma Rahbek.

Hermed fik J.L. Heiberg ligesom Oehlenschläger

en forbindelse til Bakkehusparret.

13

J.L. Heiberg havde i sin barn- og ungdom en stor

teaterinteresse, der udmøntede sig i

teaterstykker, som han skrev og opførte på sit

dukketeater. Efter endte studier af litteratur og

naturfag ved Københavns Universitet, dyrkede

han sin teaterinteresse på en dannelsesrejse i

perioden 1819-1822. Her besøgte han også sin

far, der befandt sig i Paris. I den forbindelse

stiftede han bekendtskab med det franske teater

og af særlig betydning blev mødet med den

franske vaudeville. Vaudeviller er lette

teaterstykker med indlagte populære sange, dans

og satirisk indhold, der erstatter replikkerne i

videreførelsen af handlingen. Dansene og

sangene indgår altså ikke som pauser i

handlingen, men er i stedet med til at bringe

denne videre. I Paris fandt Heiberg inspiration til

at udvikle vaudevillegenren og tilpasse den til den

danske teaterscene. Hans lancering af denne

genre i Danmark, gjorde ham med det samme

berømt hos publikum.

J.L. Heibergs ægteskab gjorde ham også berømt i

sin samtid. Han blev i 1831 gift med Johanne

Luise Pätges, der var tidens mest berømte

skuespillerinde. En berømmelse, hun blandt

andet havde sikret sig ved sin medvirken i

Heibergs vaudeviller.

ELVERHØJ

Heiberg skrev stykket Elverhøj som et nationalt

festspil i anledningen af Kronprins Frederiks

(senere Frederik den 7.) bryllup med Frederik den

6.’s datter Vilhelmine i 1828. I stykket indgik en

kongehyldest med kongesangen Kong Christian

stod ved højen Mast og et afsluttende leve for

kongen.

I lighed med Hakon Jarl er der tale om et

teaterstykke med elementer fra den dansk-

nordiske historie, men i modsætning til Hakon

Jarl, der byggede på et konkret historisk sagn, er

handlingen i Elverhøj opdigtet. Handlingen

udspiller sig over et par dage under Christian den

4.’s regeringstid i Tryggevælde herred på Stevns.

Johan Ludvig Heiberg, u.å. Litografi af Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet)

Johanne Luise Heiberg, u.å. Litografi Tegner og Kittendorff (Bakkehusmuseet)

14

Udgangspunktet er altså historisk, men

handlingen i sig selv er fri fantasi og bygger på

egnens folkesagn. Ifølge disse folkesagn har

Elverkongen magten på Stevns, og han vil ikke

tillade Danmarks konge, Christian den 4., at

krydse åens bro. Kong Christian er i stykkets

begyndelse på vej hjem fra jagt på Stevns, hvor

bondekonen Karen, uvidende om at kongen er

tilstede i jagtfølget, beretter om førnævnte sagn:

Karen. Betragt den å, som flyder her forbi: den skiller Stevns fra Tryggevælde herred. Jeg siger jer: Kongen tør ej længer forføje sig, end til det sted I står; men over denne bro han ej tør komme.

Stykkets konflikt er en forviklingshistorie om den

unge kongelige lensmand Albert Ebbesen, som er

forelsket i bondekonen Karens datter Agnete.

Han er imidlertid forlovet med Elisabeth Munk,

plejedatter af herren til Højstrup på Stevns Erik

Walkendorff. Elisabeth er forelsket i hofmanden

Poul Flemming. Ved siden af kærlighedsdramaet

er der en anden forvikling i spil. Agnete viser sig

at være et forbyttet menneskebarn og ikke en

elverpige. Som spæd forsvandt hun fra

plejeforældrene med sin kostbare kongelige

dåbsgave: en diamantring. Karen, der fandt pigen

ved Elverhøj, tog hende til sig i troen på, at hun

var Elverkongens datter. Det viser sig imidlertid,

at Agnete i virkeligheden er Elisabeth Munk.

Walkendorff har holdt forbytningen skjult for

kongen og taget sin broderdatter (der praktisk

nok også hedder Elisabeth) i pleje som erstatning

for den forsvundne pige under påstand af, at hun

var Elisabeth Munk.

I sidste ende opklares forviklingen af Christian

den 4., der giver de to elskende par sin

velsignelse.

Kongen. Ha! Ser I,

Hvorledes mørkets gerning søger lyset? Jeg burde straffe jer, jer alle straffe,

Men jeg vil lade nåde gå for ret. – Nu, Ebbesen! Hvo af os svor vel sandhed? Vil I endnu ej ægte jomfru Munk? Ebbesen. Tilgiv, min konge! Kongen. (forener Ebbesen og Agnete).

Vær lykkelige! (Forener Flemming og Elisabeth ). Mit ønske gælder også hr. Flemming Og jomfru Walkendorff. Alle.

Vor konge leve! Kor.

Beskærm vor konge, store Gud! Beskærm hans slægt!

Lad Skjoldungstammen høj og prud bestandig skyde friske skud!

Beskærm vor konge , store Gud! Beskærm hans slægt!

Med blomster i sit sølverhår, han bære, styrket år for år,

så let som i sin ungdoms vår, sin krones vægt!

Det væsentlige i Heibergs stykker er ofte hans

brug af musik. I vaudevillerne indgår sange og

musik visse steder direkte i handlingen som

erstatning for replikkerne. På samme måde er

sang og musik også en væsentlig del af Elverhøj.

Her indgår både storladent musik af komponisten

Friedrich Kuhlau, men også folkeviser. Samtidig

indgår der scener med dans.

15

Elverhøj adskiller sig fra både Den unge Darby og

Hakon Jarl ved at det stadig spilles på teatret. Det

er måske musikken, sangene og dansen, der har

sikret stykkets underholdningsværdi igennem

tiden.

Heiberg benytter sig i sit stykke af ironi, f.eks. da

Ebbesen og Elisabeth Munk forsøger at undgå

deres forestående ægteskab ved gensidigt at få

den anden til at tilkendegive dette.

Elisabeth. Jeg ser, man kommer ingen vej med jer. Sig, tror I da jeg er så tåbelig At tænke, hver en mand for mig bør sukke? I øver her et falsk galanteri, Hvortil der ej er tid, ej heller sted. Velan, jeg synge vil i eders tone: I elsker mig, jeg tvivler ej derpå… Til raseri, det kan ej være mindre. Men hvis nu jeg var ikke stemt til gengæld,

Hvis jeg et afslag gav jer eller virkede, At hele brylluppet gik over styr – (Ironisk.) Svar mig oprigtig, om I da fortvivlede, Jer skød, jer hængte, druknede eller sligt? Ebbesen (i samme tone.) På dette spørgsmål skyldes ærligt svar: Nej, jomfru, nej! Jeg tog mig ej af dage; Jeg tror, jeg livet end forsøge ville Og se, hvad trøst det mulig kunne bringe. Elisabeth. Nu, Gud ske lov! det har jeg også ventet, Jeg kender jer som en fornuftig mand. – Så tror jeg, vi forstår hinanden. – Altså Nu spøg tilsidesat! I møder her Til bryllupsstads i aften, tager del I alle festligheder som en brudgom. I danse må med mig, I må mig vise Ret megen omhu og opmærksomhed. Nu – det vil sagtens være let for jer, Som elsker mig så højt. Men nærmes timen, Da kirken skal forene vore hænder, Befinder jeg mig ilde, får en afmagt. Er højtiden først opsat, tid vi vinde.

Det er i dette citat tydeligt at se, hvordan

personerne egentlig er klar over, at ingen af dem

ønsker ægteskabet. De vil bare have den anden til

at indrømme det først. Ironien i replikkerne er

eksempler på, at der i Elverhøj også indgår

humor.

J. L. Heiberg følger i Elverhøj Aristoteles’ regler

omkring tidens, stedets og handlingens enhed.

Men han skaber med vaudevillen en ny genre. En

genre, der er videreudviklet og specielt målrettet

mod det danske publikum. I kraft af sangenes

betydning for handlingen, kan Elverhøj betragtes

som en vaudeville, men det nationalhistoriske

indhold minder mere om et storladent, nationalt

festspil. Som en hybrid imellem genrene kan man

betegne den som en nationalvaudeville.

J.L. Heiberg og Fr. Kuhlau ”Elverhøjs” forfatter og komponist, 1870. Litografi af Axel Vincents Kunstforlag

(Bakkehusmuseet)

16

SAMMENLIGNENDE AFSLUTNING

De tre forfattere var alle med til at skabe teatret i

den periode, der her kaldes romantikken, men de

repræsenterer samtidig noget forskelligt, hvad

angår indhold, budskab og betoning af det

historiske stof.

For K.L. Rahbek ligger fokus på opførelsen og

teaterstykket i sig selv. Den dramatiske tekst er

udgivet efter opførelsen og er dermed i

udgangspunktet kun skrevet til scenen. Det

understreges af hans fokus på skuespillet, som

han jo også skabte en decideret uddannelse for.

Budskabet i Den unge Darby er publikums

moralske dannelse, og stykket repræsenterer

altså oplysningstidens moraliserende teater. Men

samtidig har stykket de alvorlige og følsomme

elementer til fælles med højromantikkens teater.

For Adam Oehlenschläger bliver den dramatiske

tekst et mål i sig selv. Hans læsedramaer er

eksempler på, hvordan han ikke udelukkende

skriver til opførelse. Budskabet i den dramatiske

tekst Hakon Jarl hin Rige er på mange måder

knyttet til romantikkens filosofi og foretrukne

emnekreds. Oehlenschläger sætter i stykket fokus

på det nordiske og genskaber med sit billedsprog

oplevelsen af noget ideelt, som man stræbte

efter i romantikken. Samtidig forsøger han at

vække en historisk bevidsthed hos sit publikum

ved at påpege en kontinuitet i de nordiske

karaktertræk. Det nordiske folk er i fokus, og man

kan sige, at Oehlenschläger med Hakon Jarl har et

historisk og nationalt dannelsesbudskab.

For J.L. Heiberg bliver der i den dramatiske tekst

tilføjet sange og kompositioner. Den dramatiske

tekst er her udelukkende forlæg for et

teaterstykke. Budskabet i den dramatiske tekst

Elverhøj er nationalt, dansk, med dets hyldestaf

både den danske konge og det danske folk.

Elverhøj bliver et eksempel på en

nationalvaudeville, hvor sange kan erstatte

replikkerne. Som nævnt har Elverhøj en stærk

underholdningsværdi, der måske er en

konsekvens af, at Heiberg hermed tilpasser en

genre til det danske publikum.

Disse tre teaterstykker viser til sammen en

udvikling i dramatikken i Danmark. Teatret skulle

ikke længere kun opdrage, men først og

fremmest underholde. Teaterstykkerne er på den

måde kilder til udviklingen af teatret fra 1800-

tallets begyndelse til dets midte. De forskellige

budskaber i de tre stykker afspejler deres egen

tid og tidens forskellige idealer. Eller gør de?

Spørgsmålet er, om budskaberne ikke kun er

noget, vi som moderne læsere tolker ud af

teksterne? Kan teaterstykkernes budskaber

overhovedet have relevans i nutiden, og hvilken

relevans?

Følgende spørgsmål kan bruges til diskussion af

det læste:

SPØRGSMÅL TIL DISKUSSION I KLASSEN:

Hvorfor bliver nogle teaterstykker stadig

opført i dag, selvom de er skabt til en anden

tid. Hvorfor er stykkerne relevante for os i

dag?

Er det deres underholdningsværdi?

Eller er det de budskaber, teaterstykkerne

giver os, der gør dem relevante?

17

SUPPLERENDE LITTERATUR

Bjørn, Claus og Olsen, Olaf (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie: Bind 10: Fra reaktion til

grundlov 1800-1850. Gyldendalske Boghandel 1990.

Christiansen, Svend: Skitser til romantikkens teater. Tilegnet Torben Krogh. G.C.E. Gads forlag 1967.

Danielsen, Jan (red.): Dansk teaterhistorie. Bind 1: Kirkens og kongens teater. Gyldendal 1992.

Engberg, Jens: Til hvermands nytte. Historien om Det Kongelige Teaters 1722-1995, bind 1-2. Frydenlund

1995.

Fenger, Henning: Familjen Heiberg, Peter Andreas Heiberg, Fru Gyllembourg, Johan Ludvig Heiberg og fru

Heiberg. Museum Tusculanums forlag 1992.

Heiberg, Johan Ludvig: ”Elverhøj” i Poetiske Skrifter. Bind 2. København 1862.

Neiiendam, Klaus: Romantikkens teater i Danmark. Belyst gennem Edvard Lehmanns scenetegninger,

Skuespil og ballet. Selskabet for dansk Teaterhistorie 1994.

Oehlenschläger, Adam: Hakon Jarl hin Rige. København 1808.

Rahbek, Knud Lyne: Den unge Darby. Et alvorligt Skuespil i tree Handlinger. København 1780.

Rahbek, Knud Lyne: Om Skuespillerkunsten. København 1810.

Scavenius, Alette (red.): Gyldendals Teaterleksikon. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S,

København 2007.

Sørensen, Karen: Dramatik. En Grundbog. Karen Sørensen og Systime A/S 2008.

Traustedt, P.H.(red.): Dansk Litteratur Historie, bind 1-2. Politikkens Forlag 1967.

Arkiv for Dansk Litteratur, www.adl.dk

Bakkehusmuseet, www.bakkehusmuseet.dk

Gyldendals: Den store danske encyklopædi, www.denstoredanske.dk

18

LÆRERVEJLEDNING

MÅL:

Kompendiet kan bruges i forbindelse med et længere forløb om 1800-tallets teater og om romantikken. Det

giver eleverne kompetencer inden for følgende områder:

- Redegørelse for centrale dramateoretiske begreber ud fra konkrete litterære nedslag

- Analyse af den dramatiske litteraturs udtryk og udvikling i romantikken

- Analyse af den teaterhistoriske udvikling

- Analyse af dramatisk litteratur i henhold til genreprincipper samt analyse af teatret som

kommunikationsmedie

- Refleksion over og dialog om romantikkens dramatiske litteratur og om teatret som scenisk

formidler af litterære tekster

FAG:

Kompendiet er målrettet danskfaget og arbejdet med en af de væsentlige perioder i dansk

litteraturhistorie: romantikken. Det lægger op til en genreanalytisk gennemgang af den dramatiske

litteratur med henblik på at undersøge, hvad der kendetegner dramatikken og dens sproglige virkemidler.

Kompendiets indhold er også relevant for valgfaget dramatik på C- og B-niveau.

FORSLAG TIL UNDERVISNINGSFORLØB:

Kompendiet kan med fordel suppleres af et undervisningsforløb, som udføres i klassen og varetages af

klassens lærer. Eleverne vil her få mulighed for at omsætte deres viden om romantikkens teater fra

kompendiet i en undersøgelse af konkrete stykker.

Undervisningsforløbet kan bygges op som et todelt forløb af ca. 90 minutters varighed:

1. del: dialog i klassen, hvor der samles op på de væsentlige begreber og forfattere, der er nævnt i

kompendiet. (Forløbets første del kan eventuelt erstattes af et besøg med rundvisning i Bakkehusmuseet.)

2. del: kreativt og analyserende gruppearbejde.

I forløbets anden del skal eleverne analysere udvalgte scener og eksempler på dramatisk litteratur, der

findes i kompendiet. Herefter inddeles klassens elever i tre grupper, der hver får tildelt en scene fra

henholdsvis Den unge Darby, Hakon Jarl hin Rige eller Elverhøj. De tre scener står gengivet i kompendiet.

Grupperne afgør selv, hvordan de vil gribe opførelserne an. Opførelserne skal munde ud i en fælles

diskussion og sammenligning af de tre teaterstykker samt en diskussion af teatrets muligheder som medie.

19

De afsluttende spørgsmål i kompendiet vil danne udgangspunkt for diskussionen. Eleverne kan med fordel

foretage en skriftlig besvarelse af spørgsmålene.

MATERIALE:

Dette kompendium kan downloades gratis fra henholdsvis Bakkehusmuseets (www.bakkehusmuseet.dk) og

Skoletjenestens hjemmeside (www.skoletjenesten.dk). Kompendiet definerer begreber og giver en kort

teaterhistorisk gennemgang for herefter at fokusere på romantikkens teater og de tre dramatiske forfattere

Rahbek, Oehlenschläger og Heiberg. I kompendiet findes de tre scener, som eleverne skal opføre i grupper

under forløbet, og vi anbefaler derfor, at eleverne har stiftet bekendtskab med kompendiet på forhånd.

OPGAVE TIL GRUPPEARBEJDE:

Den kreative opgave består af gruppebaserede opførelser af scenerne fra de tre nedenstående

teaterstykker. Denne opgave engagerer eleverne på forskellige niveauer: 1. som agerende skuespillere, 2.

som tilskuere i iagttagerrollen og 3. som kritikere af den dramatiske udførelse. Alle disse er væsentlige dele

af valgfaget dramatiks praktiske side. I forbindelse med elevernes opførelse og vurdering skal de gøre brug

af den viden og de begreber, de har stiftet bekendtskab med i kompendiet og under den fælles,

dialogbaserede gennemgang. Samtidig skal de arbejde med at kropsliggøre en dramatisk tekst. Her tænkes

især på analyse af replikker, sprog, regibemærkninger og genrer. Scenerne fra de tre stykker vil herefter

blive sammenlignet og perspektiveret i forhold til hinanden. De tre scener er gengivet følgende steder i

kompendiet:

1. Den unge Darby, 1. handling, femte optrin. Medvirkende Darby og Linby. Findes på side 8 i

kompendiet.

2. Hakon Jarl hin Rige, 4. akt, 2. scene. Medvirkende Auden og Olaf Tryggvesøn. Findes på side 10 i

kompendiet.

3. Elverhøj, 2. akt, 12. scene. Medvirkende Elisabeth Munk og Albert Ebbesen. Findes på side 14 i

kompendiet.