Det perfekte sted at dø

Af samme forfatter:

SidespringSort sensommer

Frost og askeSangfuglen

HvepseredenOndt vand

Under en sort himmel

PP_Det perfekte sted at dø_P.indd 2 11/06/14 11.20

INGER WOLF

DET PERFEKTESTED AT DØ

KRIMI

People’sPress


Det perfekte sted at døCopyright © Inger Wolf 2014

Copyright denne udgave © People’sPress 2014Omslag: Rasmus Funder

med illustration © Lucky PhilbyBogen er sat med Palatinohos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Nørhaven, ViborgISBN 978-87-7159-045-6

1. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2014

www.ingerwolf.com

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er

korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V


5

Aokigahara, december 1995

Himlen havde været mærkeligt azurblå den dag. Som om universet forsøgte at gøre noget særligt ud af den. Kiyoshi sad med hovedet lænet mod taxaens vindue og øjnene rettet mod det uendelige blå, mens han glædede sig til den sidste fred. Da skoven nærmede sig, så han den unge taxachauffør kaste hurtige blikke i bakspejlet og spekulerede på, hvor mange gange manden havde taget turen fra togstationen i Kawaguchiko til skoven med en, som aldrig skulle hentes igen. Hvor mange af dem var gamle og grå som han selv, og hvor mange var unge, vildfarne sjæle? Måske tænkte chaufføren også på, hvad der befandt sig i sin passagers blå rygsæk, og hvordan Kiyoshi ville bære sig ad med at komme ind i skoven med sin kørestol. Udenfor var det træbevoksede bjerglandskab dækket af et tyndt lag pul-versne, men det var præcis, som Kiyoshi gerne ville have det. Det var 230 dage siden, han var undsluppet hytten, hvor han var blevet holdt fanget og mishandlet. Men intet var stoppet dér. Lyden af de vrede stemmer og de kna-gende trin på trappen, når de var på vej, forfulgte ham stadig. Da politiet havde fundet ham, var han først lige begyndt på den rejse, der i sidste ende skulle tage alt fra ham. Og bringe ham til dette sted. Omsider standsede taxaen på en tom parkeringsplads foran et billetkontor, der var lukket for sæsonen. Chauf-


6

føren lod bilen køre i tomgang og sad et øjeblik tavs. Så vendte han sig halvt om mod Kiyoshi og sagde: – Det er her. Det her er Aokigahara. – Tak. Hvor meget bliver det? spurgte Kiyoshi og havde allerede åbnet rygsækken. – Intet, Kiyoshi Sonobe-san. Så manden vidste, hvem han var. Måske havde han set ham i fjernsynet eller i en avis og kendte alle detaljerne. Det var ingen overraskelse. Måske kunne han også høre, hvor stort et besvær det var for ham at udtale hvert ord. Hvordan tungen ikke rigtig ville løfte sig i den ene side. Engang havde det generet ham, men nu gjorde det ingen forskel. Kiyoshi var på vej til at tage sin pung frem for alligevel at betale chaufføren, da han ombestemte sig. Han havde på fornemmelsen, at det ville være at fornærme den unge mand bag rattet. I stedet takkede han ham endnu en gang og ventede, mens chaufføren steg ud, gik om til bagage-rummet og tog kørestolen ud. Derefter hjalp han forsigtigt Kiyoshi over i den, anbragte lettere tøvende rygsækken på hans skød og bukkede dybt. – Held og lykke, Sonobe-san. Kiyoshi nikkede og ventede, til taxaen var vendt rundt på parkeringspladsen og langsomt kørt væk på hovedve-jen. Så kiggede han sig omkring. Kulden var så stærk, at det stak i hans lunger. Der var ikke et menneske i syne, og Aokigahara lå stille og dunkel hen. Træerne stod tættere, end han havde forestillet sig, men skoven var lige så kold og smuk, som den havde været i hans bevidsthed de sidste 230 dage. Han rullede hen til det forladte billetkontor, rejste sig fra kørestolen og klappede den sammen. Så stillede han den op ad muren. Nogen ville finde den en af de nærme-


ste dage, undre sig og drage sine egne konklusioner. Han slyngede rygsækken over den ene skulder. Han kunne gå resten af vejen. Smerten ville minde ham om, hvorfor han var der. Da han begyndte at humpe hen ad stien, der førte ind i skovens sneklædte gab, tænkte han på, at stedet var præcis det, som alle sagde, det var. Det perfekte sted at dø.



9

1

Det var cikaderne, Daniel Trokic bemærkede som det før-ste. De hvislede insisterende fra usynlige steder, nogle som små, hidsige vindmøller, andre i en let klagende tone. Lyden ramte ham i det øjeblik, han trådte ud af Shin-jukus togstation i Tokyo og kiggede ned gennem en stor trafikåre. Den var fyldt med en frygtindgydende mængde mennesker med mørke hårtoppe og store, farvede rekla-meskilte med japanske skrifttegn og tegneseriefigurer. Et sted, hvor politikommissæren trods sit eget sorte strithår skilte sig ud med sin højde og sit mere massive korpus. Cikaderne udgjorde et lydspor, der blandede sig med en konstant summen af nye biler, farverige taxaer og bus-ser. Der var et væld af mænd i lange, nystrøgne bukser og lyse skjorter og kvinder med knækorte nederdele og små, farverige parasoller under den bagende sol. Han havde forventet en noget mere multietnisk by, men det var på in-gen måde tilfældet. Alt omkring ham var liv, men i hjertet af denne by havde der boet en dansker, der nu var død et helt andet sted. Det var midt på eftermiddagen i verdens største metro-polområde, og ingen tog notits af ham. Det var, som om han bar en usynlig kappe og ikke længere eksisterede. En kvinde med maske for munden kastede et blik på ham og kiggede så væk. Et øjeblik så kort, at han ikke var sikker på, det havde eksisteret. Det var på én gang befriende og skræmmende ensomt.


10

Han så sig omkring efter en affaldsspand til sit tygge-gummi, som han ikke havde kunnet slippe af med siden lufthavnen. Der var ikke en eneste i sigte. Bemærkelses-værdigt nok var der heller ikke noget skrald nogen steder. Byen så ud, som om en stor støvsuger havde fjernet selv den mindste flig af papir, og en orden, han ikke havde forestillet sig kunne eksistere for så stor en by, var sænket over det hele. Et øjeblik stod han stille og lod det hele bundfælde sig. De 32 grader føltes som en trykkende, fugtig mur med kun en antydning af vind. Et sted i dette virvar lå hans hotel. Han skråede over gaden, ned ad en række trapper, ind blandt stræder fyldt med prangende reklamer, spil-lebuler, kiosker og restauranters udstillingsvinduer fyldt med plastikmodeller af det, de serverede. I virkeligheden anede han ikke, hvorfor han var her, bortset fra for at få bekræftet at en ung dansker, Casper Vitanen, vitterlig havde taget sit eget liv ugen forinden. Han var ankommet med et minimum af oplysninger om sagen, et scannet billede af en ung mand hængt i et reb fra en stor gran. Det var blevet sendt til Østjyllands Politi fra det danske konsulat i Tokyo med en kortfattet forespørgsel om assistance til et mistænkeligt dødsfald. Men hvorfor noget ved den hængte mand skulle vække nogen form for mistanke, var ikke fremgået af meddelelsen, og på den kopi, Trokic havde fået, havde nogen på stationen skrevet „Hvad fanden regner de med derovre? Tror de ikke, vi har andet at lave?” Da Trokic selv efterfølgende havde ringet til konsulen, havde denne været sært afvisende. Han havde hverken villet fortælle noget om findestedet eller andre væsentlige detaljer. Ikke desto mindre var denne opgave blevet trukket ned over Trokic ovenfra, øjensynlig af en eller anden der ville


fedte sig ind endnu højere oppe. Noget med en tidligere ambassadør med magt til at stille krav om undersøgel-ser. Angiveligt havde denne bedt om netop Daniel Trokic, helten der havde været med til at jage en morder gennem hele Alaska og efterfølgende skabt avisoverskrifter. Den tanke, at politidirektør Andersen havde set sit snit til igen at slippe af med Trokic i et stykke tid, havde dog også strejfet ham. Han trak et kort frem fra sin rygsæk og vendte og dre-jede det med en utilfreds brummen. Bagsiden oplyste, at netop denne bydel, Shinjuku, var blevet bombet sønder og sammen af amerikanerne under anden verdenskrig, og forsiden var et håbløst væld af gader. Han foretog et lettere kvalificeret gæt og begav sig mod syd efter at have kastet et blik på sit ur og stillet det syv timer frem. Der var akkurat tre timer, til han skulle møde konsulen, der skulle fortælle ham om den døde dansker.


12

2

Der hang et Georg Jensen-ur på væggen skråt bag konsul Jens-Erik Møller. Det viste halv fem med sorte romertal og tikkede højt i det store lokale med tunge, gamle læ-dermøbler. Trokic var så ramt af jetlag, at det brændte bag øjenlågene, og hans tøj var gennemblødt af sved, der nu blev kølet af i det aircondition-ramte rum. Konsulen lænede sig ind over det brede, mørke skrive-bord og stirrede på Trokic med øjne, der ikke helt kunne stille skarpt. Han var en lille, trind mand med måne, et frodigt, gråt overskæg og posede kinder og iklædt et jakke sæt, der smøg sig omkring ham som en sort, plas-tisk masse. Ved første øjekast en galant mand, men under overfladen fornemmede Trokic et bistert menneske. – Lad mig være fuldstændig ærlig, lagde Jens-Erik Møl-ler ud. – Jeg vil gerne være så behjælpelig som muligt, men jeg venter på at blive relokeret. Derfor vil jeg helst ikke vikles ind i noget, der kræver min videre tilstedeværelse her i landet. For eksempel røre omkring et dødsfald på noget nær det mest uhyggelige sted på denne planet. – Hvordan uhyggeligt? ville Trokic vide. Konsulen holdt en hånd op, der signalerede, at han ikke var færdig med at tale. – Jeg ønsker at komme så langt væk som muligt fra dette tårnhøje, hede helvede. Jeg er træt af Tokyo, håbløse skrifttegn, mad med tang og ikke mindst de enerverende, små japanske lege, som jeg hver eneste dag er tvangsind-


13

lagt til at deltage i. Sager som den her kan hurtigt udvikle sig til et større diplomatisk mareridt. Det ved de udmærket godt inde på ambassaden, hvilket er grunden til, at det er blevet tværet af på vores lille konsulat. Han vippede en belærende, tyk pegefinger i Trokics retning og fortsatte: – Dette er på ingen måde nogen undtagelse. Politiet har henlagt Casper Vitanens død som et selvmord, hvilket jeg går ud fra, du er informeret om. Dermed er den faktisk ikke længere for dem. Og hvis man forsø… – Okay, kan vi lige starte helt forfra, afbrød Trokic og lod sig glide en tak længere ned i den bløde læderstol, der omgav ham. – Jeg har stort set intet fået at vide, inden jeg kom hertil, ud over at der var tale om en dansker, og at hans død skulle undersøges. Jens-Erik Møller nikkede og gned den nederste af sine hager. – Men ikke en hvilken som helst dansker. Casper Vita-nen er søn af en tidligere ambassadør i Japan, Kristian Vitanen hedder han. Han trak en mappe hen over bordet i en glidende, vand-ret bevægelse. Så fugtede han fingrene, åbnede den, trak et foto op og viftede en smule med det med to fingre, som om han ikke havde lyst til at røre ved det overhovedet. Trokic tog det ud af hånden på ham. – Der har du så Casper Vitanen, oplyste konsulen. – In-den han dukkede op uden livet i behold. 35 år og biolog. Vellidt, ingen kriminel fortid, pænt integreret her i landet og umiddelbart ingen fjender. Trokic betragtede den afdøde dansker på billedet. Cas-per havde været en ganske pæn fyr, konstaterede han. På billedet havde han et tætklippet, kort fuldskæg, smalle læber og gyldenblondt hår med fyldige krøller, der strit-


14

tede uregerligt ved ørerne. Han bar sorte bukser og en grøn skjorte. En mand af gennemsnitlig højde, gættede han. Øjnene var lyst grønne. Trokic mindedes ikke at have set nogen med så lyse øjne før. – Hvad er der med efternavnet? spurgte han. – Vitanen lyder ikke ligefrem dansk. – Hans bedstefar var finne, forklarede konsulen med et nik mod fotografiet. – Jeg har ladet mig fortælle, at det betyder vandløb på finsk, og at de fleste finske navne har noget med natur at gøre. Han holdt en pause og tilføjede med væmmelse. – Det var da altid noget, at han ikke hed „skov“. – Ja, selvfølgelig, sukkede Trokic uoplagt. Han fangede et glimt af sig selv i et lille spejl ved døren. Ansigtet var blegt som et grottedyr, det sorte hår var kollapset, og han trængte alvorligt til at blive barberet. Jetlag blev ikke køn-nere af, at man var kommet halvvejs op i fyrrerne, konsta-terede han. – Og her har du ham så død, fortsatte konsulen og lagde det næste foto frem. – Politiet tog det, inden de skar ham ned. Trokic stirrede indgående på det, selvom han havde set det før, Casper Vitanen med et reb om halsen og hovedet en smule til siden, men på originalen trådte detaljerne bedre frem. Han havde næsten fødderne på jorden og var lænet op ad træet bag sig. Måske var det bare farverne på billedet, men hans hud så grøn ud. Øjnene stirrede ud i luften, som om de ville springe ud af deres huler. Trokic skuttede sig. Det var et grimt syn. – Og hvad lavede Casper mere præcist her i Tokyo? spurgte han. – Han boede her, da han var yngre, med sine forældre, mens faren bestred ambassadørstillingen. Så flyttede de


15

tilbage til Danmark, og han begyndte at studere biologi. Topstuderende med 13-taller næsten hele vejen igennem. Da han var færdig med det, fik han tilsyneladende lyst til at vende tilbage til Japan og arbejde. Siden fik han en stilling i et medicinalfirma. Hvad han helt præcist lavede der, ved jeg ikke, men i hvert fald var han en del af et team på fem personer, der indsamlede prøver i den skov, hvor han blev fundet. Vist nok af svampe. Ifølge faren havde han en lovende karriere foran sig. – Godt, sagde Trokic og trak sin notesbog frem. – Så jeg skal altså undersøge den her sag nærmere. Hvem hos politiet kan jeg tale med? Konsulen rynkede på næsen og vrikkede lidt rundt på stolen. – Her bliver det straks lidt mere indviklet, sagde han med et anspændt smil. – De danske myndigheder har in-gen forbindelsesofficerer i Japan i øjeblikket, og det er ikke muligt at få gennemtrumfet en international retsanmod-ning om noget som helst. Så set fra det japanske politis synspunkt er der ikke nogen efterforskning, og du er her som privatperson. Så kan det godt være, at Rigspolitiet har givet dig lov til at rende rundt herovre, men det ændrer ikke noget på dine beføjelser her. – Jeg er udmærket klar over, at mit visum ikke rækker så langt, sagde Trokic. – Men det må vel være muligt at få lov at se nærmere på sagen? – Det eneste, vi har kunnet gøre, er at trække på vores forbindelser, og det er der ikke kommet meget ud af. Det lokale politi i Kawaguchiko, i nærheden af hvor Casper blev fundet, er informeret om, at du er på besøg, og at du gerne vil se sagen. Du kan godt regne med, at de vil opfatte dig som en bleg tosse, der kommer langvejsfra for at få bekræftet noget, der er indlysende for dem.


16

– Det lyder sandelig lovende. – Ja, ikke sandt? At Caspers far er tidligere ambassadør har dog gjort det muligt for ham at trække i nogle tråde. Havde det ikke været for ham, så havde du slet ikke sid-det her med jetlag og svedt, men når man først har været højt oppe i det diplomatiske hierarki, så gælder der andre regler. – Det kan selvfølgelig forekomme ubelejligt, sagde Tro kic en smule intimideret, – men jeg går ud fra, at det pågældende politi ikke har noget imod, at sagen bliver vendt. Der var trods alt tale om en af vores landsmænd. – Der tager du som udgangspunkt helt fejl, og det er sikkert ikke sidste gang. Set fra det japanske politis per-spektiv er der ingen spørgsmål at vende, og du har teknisk set ikke noget at gøre her. Og så begynder hele det træt-tende cirkus med at træde varsomt, mens man forsøger at få noget ud af dem. Den mindste forkerte ytring, og de opfatter det som kritik. Tabe ansigt og alt det der. Tænk over det, når du formulerer dig. Vi ønsker ikke at komme på kant med myndighederne. Jens-Erik Møller trak vejret dybt ind og så ud, som om han skulle til at genoptage sine klager, da Trokic brød ind. – Men Caspers far kan vel ikke have den store tillid til det japanske politi, hvis han vil have den her sag fulgt op af en dansk politimand og ligefrem sætter diplomatiet i gang? – Faktisk har Kristian Vitanen kæmpe respekt for det japanske politi, men sagen er, at han er overbevist om, at Casper ikke har taget sit eget liv. Jeg talte selv med ham, og han svor, at det var fuldstændig udelukket. Noget med familieforholdene derhjemme. Og så var der det med den her henvendelse, han har fået. – Hvad var det?


17

– Caspers far har tilsyneladende fået et anonymt brev fra en person her i Japan. Den pågældende skrev, at der findes en båndoptagelse fra skoven, som tyder på, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet. Han skuttede sig og fortsatte: – Som om skoven i sig selv ikke var nok. Det var sand-synligvis den samme person, der sendte os det foto, vi sendte til Danmark. Hvor han end har det fra. Men lyd-optagelsen kan blive svær at få fat i, for den sidder politiet på nu. Jeg har ikke engang fået lov at høre den. Så hvis jeg var dig, ville jeg også være en smule træt af at blive sendt otte tusinde kilometer på så tyndt et grundlag. Trokic trak på skuldrene. – Og hvor var det så, han blev fundet, sådan mere præcist? I en skov kan jeg forstå. Men hvilken? – Den ligger omtrent 120 kilometer herfra, sagde kon-sulen. Han vendte sig rundt mod et kort bag sig og prikkede med alle tegn på afsky på et grønt område vest for Tokyo. – Den hedder Aokigahara. En ganske stor en af slagsen for foden af Fujiyama. Et yderst ubehageligt bekendtskab. En selvmordsskov. Han skubbede brillerne tilbage på næsen, så de små stikkende øjne bag glassene blev større:

– Den har ry for at være det perfekte sted at dø, og hvert år går omkring hundrede mennesker derind og gør en ende på det hele. Og eftersom Casper hang fra et træ i et reb, antog det japanske politi, at han havde gjort netop det. – De har ikke undersøgt det nærmere eller hvad? Konsulen vippede hovedet fra side til side. – Ikke som du ville undersøge det. Alting så oplagt ud, så vidt jeg kunne forstå på dem. Og som om det ikke var nok, er liget blevet flyttet her til Tokyo med henblik


18

på udlevering til familien. En af mine bekendte, Sigurður Eiriksson, der er retsmediciner, arbejder på det sted, og selvom der ikke er foretaget nogen obduktion, så har han undersøgt liget udvendigt. Han kunne ikke finde synlige tegn på, at der ikke skulle være tale om et selvmord. Der var mærker på halsen efter hængning. Det var det hele. Han sagde, at du var velkommen til at komme forbi. – Det vil jeg gøre. Og hvad med Caspers kolleger? Er de orienteret om det hele? – Ja, de er stadig indlogeret i et gæstehus ved skoven. Det hedder Green Planet og har fungeret som deres base under arbejdet. Opgaven skal gøres færdig uanset hvad. Sådan er det. Man stopper ikke bare et projekt, fordi nogen melder sig ud. Faktisk stopper man hverken ved jordskælv, tsunamier eller tyfoner. Man fortsætter. – Kunne det være en af dem, der har kontaktet Caspers far anonymt? – Jeg har ingen anelse. Men at nogen i det hele taget gør sig den anstrengelse at finde frem til faren i Danmark, er tankevækkende. Nogen vil have rodet op i den sag. Han lænede sig tilbage i stolen og pegede med en kugle-pen i Trokics retning. – Hvad du herefter gør, er op til dig, men jeg kan an-befale en myndighedsfattig tilgang til sagen. Snak med politiet i Kawaguchiko, og lad så i øvrigt være med at gøre opmærksom på, at du er politimand. Det vil spare dig for en del polemik og frustration. – Det vil jeg overveje, sagde Trokic. – Jeg kan vel bo i det der gæstehus ved skoven, hvor Caspers kolleger holder til. Konsulen stivnede og lænede sig frem på stolen. – Det vil jeg ikke råde dig til. Bare snak med politiet i Kawaguchiko, og kom så tilbage hertil. Ikke andet.


19

– Hvorfor? spurgte Trokic irriteret. – Jeg vil godt tale med de mennesker, der arbejdede sammen med Casper. – Politiet har allerede talt med dem. Måske kan du få dem til at give dig et referat. Og bagefter kan du komme herind og aflægge rapport. Trokic sukkede. – Vi får se, sagde han. – Hvordan ser det ud med at få et våben udleveret? Konsulen løftede hagen og målte ham fra top til tå. – Jeg ventede på netop det spørgsmål. For jeg har set dig før. Du var i nyhederne. Det var dig, der var i Alaska og spille fandango. Trokic lænede sig tilbage med rynkede bryn. – Vi jagtede en galning, der havde slået en dansk vul-kanforsker ihjel. Så jeg ved ikke, hvor meget fandango der var over det. – Okay, men hør her. Jeg er sikker på, amerikanerne har stukket dig et våben med det samme. Men sådan spiller klaveret ikke her, Trokic-san. Det er fuldstændig udeluk-ket, at du kan få et våben udleveret. Våbenlovgivningen er ekstremt streng, du har ingen beføjelser her overhovedet, og de stikker det da slet ikke i hånden på en gaijin. – En gaijin? – Ja, en udlænding. Du ville ende med at få dig selv henrettet, hvis du skød på noget som helst. Så få din vå-benglæde under kontrol. I øvrigt er der intet, der tyder på, at der skulle være en drabsmand i hans team. Hvis der havde været noget mistænkeligt ved dem, ville det japanske politi næppe have været så hurtige til at lukke sagen. Skulle han alligevel mod forventning være blevet slået ihjel, er det vel snarere en turistpsykopat, der er kom-met i vejen for ham. – En turist? Hvorfor det?


20

– Området omkring Fujiyama er fyldt med dem, og japanerne slår simpelthen ikke hinanden ihjel i særligt stort omfang. – Nej, jeg forestiller mig, at det vil bringe skam over familien eller noget i den retning. – Det er en lidt forsimplet forklaringsmodel, sagde kon-sulen. – Kriminelle går sjældent op i sociale hensyn. Jeg vil snarere tro, det skyldes, at Japan er et rigt samfund. Du kan roligt gå på gaden her i Tokyo på alle tidspunkter af døgnet. Sandsynligheden for, at du bliver bestjålet eller overfaldet, er meget, meget lille. – Men så forstår jeg ikke, hvorfor du vil overflyttes, mumlede Trokic. – Det må da være skønt at arbejde et sted, hvor danskere normalt ikke kommer i uføre. Konsulen lænede sig tilbage og foldede hænderne bag nakken. – Jeg har skam altid elsket mit job, men her kommer jeg til kort. Det er kommunikationen, min ven. Jeg forstår dem simpelthen ikke. Tingene bliver pakket ind i indirekte formuleringer. Det er ikke til at begribe, hvor fanden de vil hen med noget. Bare vent og se. Om en uge vil du forstå, hvad jeg mener. Trokic rullede skeptisk sin kuglepen rundt i hånden. Hvor svært kunne det være? Mennesker var vel trods alt forholdsvis ens, når det kom til stykket. – Hvad med Caspers ting? spurgte han i stedet. – Hans lejlighed er urørt. Kæresten, der er en af kolle-gerne, har udleveret hans nøgle og øvrige ejendele til en af mine ansatte. De boede ikke sammen. Det gør man helst ikke, inden man bliver gift, her i landet. I hvert fald ikke hvis en af parterne er japansk. Han tog en nøgle frem af en skuffe og dinglede med den i luften. Trokic tog den.


– Så jeg kan frit gå ind? – Ja. Politiet har tilsyneladende ikke besværet sig med at se nærmere på stedet, og det er ikke afspærret. Når du er færdig med din undersøgelse, bliver det hele pakket sammen og sendt til Danmark. Lejligheden ligger tæt på Ueno-stationen, og du kan tage toget dertil fra Shinjuku på kort tid. Hvis du ellers kan finde rundt. Konsulen rev et stykke papir af en blok og skrev noget ned. Så rakte han det til Trokic. – Her er adressen. Min sekretær, Anita, kan fortælle dig, hvordan du finder derhen. Det japanske adressesystem er temmelig indviklet og opererer ikke med gader, men karréer. Det skulle være en mindre lejlighed. Trokic nikkede. – Er der ellers noget, jeg skal vide? Der blev en pause, mens konsulen betragtede ham. – Jeg fornemmer, du er en stædig rad og allerede har kig på det der gæstehus ved skoven. Hvis du tager derhen, så lad være med at gå uden for stierne i skoven alene – vi snakker 35 kvadratkilometer tæt, uberørt skov fyldt med død. Det er mig altid en fornøjelse at hjælpe danskere i nød, men i dette tilfælde kommer jeg ikke og henter dig, hvis du farer vild.


22

3

Uden for taxaens vinduer havde Tokyo skiftet ham. I det øjeblik solen var forsvundet, havde alle reklamerne taget magten over lyset på gader og stræder. De høje bygninger lukkede himlen ude, og byen vågnede på en anden måde. Biler og fodgængere satte farten ned, og der kom mere liv i ansigterne. De gigantiske billboards på bygningerne og annoncer for produkter, han aldrig havde set eller hørt om før, gav byen et futuristisk skær. Mens resten af verden ventede på fremtiden, var Tokyo allerede flyttet ind i den. Taxachaufføren satte ham af foran hospitalet med det lighus, hvor Casper Vitanen lå og ventede på sin sidste rejse. Men i virkeligheden var Trokic mere optaget af at få fat i båndoptagelsen fra findestedet, og han havde speku-leret nærmest manisk over den, siden han havde hørt om den. For hvad var det ved det, der var så mistænkeligt? Den kunne måske fortælle langt mere end den døde krop, han nu skulle se. Han tænkte på det, konsulen havde sagt. Eller ikke sagt. Om skoven. Det virkede sært foruroligende, at en tilsyneladende fornuftig diplomat opførte sig, som om en stribe træer skulle være bekymrende. Eller var konsulen blot en halvovertroisk, gammel mand, der var begyndt at se spøgelser? Forhåbentlig var retsmedicineren mere klar i mælet. Sigurður Eiriksson var en høj mand i starten af fyrrerne


23

med en stor løvemanke, et farveløst, smalt ansigt med høje kindben og fyldige læber. Han gav hånd med et bredt smil. – Hyggeligt at møde dig. Det er sjældent, jeg får besøg af nogen, der har rejst tusinder af kilometer for at se et lig. Trokic smilede. – Det var unægtelig noget af en flyvetur. Jeg sætter pris på, du havde tid til at se mig, selvom det er lidt sent på dagen. Retsmedicineren var iklædt en grøn kittel, hvor tre kug-lepenne stak op af brystlommen, og et sæt nøgler klirrede i hans hånd. Trokic forsøgte ikke at tænke på vulkaner. På en eller anden måde forbandt han islændinge med vul-kaner, og disse fik ham igen til at tænke på den smukke, halvt indfødte kvinde, han havde efterladt i Alaska under sin sidste sag. Angie. Måske var han tættere på hende geografisk, men kulturelt kunne han ikke være længere væk. Han skubbede smerten bort og forsøgte at ignorere en svag sult. Hans første japanske måltid, en hurtigt indtaget tunsteak på en bund af nudler og tangsalat, havde ikke mættet meget. Så koncentrerede han sig om det, Sigurður Eiriksson var i færd med at fortælle ham. – Du er heldig, sagde han med et løftet øjenbryn og blikket rettet direkte mod Trokic. – Hvis ikke jeg havde arbejdet her, havde du aldrig fået liget af Casper Vitanen at se. Det varer ikke længe, inden han bliver sendt til Dan-mark. Alt er ved at blive arrangeret. Der var stille i bygningen. Udenfor var det blevet dun-kelt, men Trokic kunne stadig høre den svage trafikstøj gennem et fjernt vindue. – Jeg kan forstå, at han ikke er blevet obduceret, be-gyndte han. – Nej, det er korrekt. Vi har ikke foretaget en egentlig


24

obduktion, da omstændighederne omkring hans død vir-kede temmelig åbenlyse for politiet her. Det er ikke, fordi de er ligeglade. Men hvis man hænger i et træ i Aokiga-hara og har de sædvanlige mærker på halsen, så antages det, at den pågældende har begået selvmord, og dermed er den ikke meget længere for dem. Efter en udvendig undersøgelse kan jeg ikke sige ret meget andet, end at jeg må give dem ret. Trokic havde lyst til at spørge mere ind til skoven, men lod retsmedicineren styre slagets gang. Denne gjorde et kast med hovedet. – Følg med. De vandrede ned ad en snoet trappe med brede trin, til de kom til en låst dør. Eiriksson trak et kort op af lommen, lagde det mod en scanner på væggen og åbnede døren. Der var et kort øjebliks mørke, så oplystes en lang gang med døre på begge sider. Et neonrør summede i loftet, ellers var alt tyst. Trokic fulgte efter retsmedicineren hen til den tredje dør på højre hånd og ind i et stort, afkølet lokale med hvide vægge og rødbrune skabe. På et stålbord i den ene side lå en protokol, der var fastgjort med en kæde. På den anden side stod et bord, der sandsynligvis blev brugt til at fragte lig til og fra rummet.

Efter at have tjekket protokollen på bordet åbnede Eiriks son et af skabene og trak liget af Casper Vitanen frem. – Ja, køn bliver man sjældent af at dø, sagde han. – Det undrer mig altid, at nogen gør det frivilligt. Manden på stålbordet lignede en voksdukke. Håret var som på det billede, Trokic havde set – lyst krøllet – øjnene var lukkede, og munden stod let åben, som om han stadig trak vejret. Kroppen var lang og mager med få brysthår, og kønnet lå slapt mod det ene lår. Havde det ikke været for


25

den brede, sorte, blodunderløbne stribe øverst på halsen, kunne det have set ud, som om han var død på fredelig vis. Nu var det i stedet et ubehageligt syn. – Hvad med hans tøj? spurgte Trokic og slog hånden ud mod den afdøde dansker. – Det ligger hos politiet. Da han kom her, havde han en blå T-shirt og et par mørke jeans på. Der var lidt jord på bukserne og under hans sko, men ikke noget usædvanligt. Han arbejdede i skoven hver dag, og vi ved ikke, hvor mange gange han har haft det tøj på. Det vil blive sendt tilbage til familien. – Det ser ud, som om der er blevet brugt et forholdsvist tyndt reb, kommenterede Trokic. – Er mærket på halsen i overensstemmelse med, hvad man normalt ser i tilfælde som det her? Eiriksson nikkede og gned sin hals, som om han selv havde haft noget snærende siddende der. – Blodet trækkes som bekendt nedad efter dødens ind-træden på grund af tyngdekraften. Hvis han først havde ligget et andet sted et stykke tid, havde vi kunnet se lig-mærker på de steder, hvor kroppen havde hvilet imod noget. De eneste, vi har her, er de steder, hvor han har hvilet mod træet. Så enten har han faktisk hængt sig selv, eller også har nogen klynget ham op, umiddelbart før eller efter han døde. Eftersom der ikke er andre tegn på vold, hælder jeg mest til, at han selv har gjort det. – Så vidt jeg ved, vil halshvirvlerne knække, hvis man hopper ud fra noget, men her er der tale om en kvælning, ikke sandt? Retsmedicineren nikkede. – Så ved du vel også, at det ikke kræver den helt store ledvogtereksamen at hænge sig. I virkeligheden er det nok med et reb eller lignende og tilstrækkelig kropsvægt til,


26

at løkken strammer om halsen, så ilttilførslen til hjernen blokeres, og man mister bevidstheden. Vi snakker ikke ret mange sekunder. Tyngdekraften tager sig af det. Ganske effektivt faktisk. Trokic nikkede. – Ved de selvmord jeg har set under tjenesten, er det nok kun halvdelen, der faktisk har haft fødderne løftet fra jorden. Løkken skal bare stramme til, og det kræver ikke så meget vægt, som man tror. Så vidt jeg kan se af et foto fra findestedet, er det også det, der er tale om her. – Netop. I det her tilfælde har han sandsynligvis mistet bevidstheden hurtigt og er derefter blevet kvalt.

Trokic betragtede Caspers ansigt og bemærkede de man ge blodudtrædninger omkring øjnene, der opstod ved iltmangel. – Men kunne nogen ikke have kvalt ham først? – Nej, det går ikke at kvæle folk med hænderne og klynge dem op bagefter. Jeg ville kunne se det. Og ved et vist fald ville nakken have været knækket, som du sagde. Vi har endda set tilfælde, hvor hovedet er poppet af. Hvis rykket er hårdt nok og rebet tyndt, så skærer det igennem huden som smør. Jeg var engang ude i en sag, hvor det var røget helt over i en kattebakke. – Hyggeligt. – Ja, smilede Eiriksson. – Men det ville vel ikke kræve det helt store at hænge ham den smule op? Retsmedicineren så tvivlende ud. – Forestil dig, at han spræller, og du skal have ham hejst op. Det ville kræve en stærk mand, og som du kan se, var Vitanen ikke nogen svækling. – Men heller ikke ligefrem en muskeltype, indvendte Trokic og pegede på de slanke lemmer.


27

– Nej, men stadig ikke særligt sandsynligt. Jeg kan for-stå, at han blev fundet et godt stykke inde i skoven. Det hele peger mod, at han selv er gået derind og har taget sit eget liv. Jeg er ked af, hvis det skuffer dig. Trokic lynede sin jakke op for at holde rummets kulde ude. – Det skuffer mig overhovedet ikke, sagde han med en skuldertrækning. – Men jeg er nødt til at være sikker i min sag, før jeg tager tilbage til Danmark og de efterladte, fortæller dødsårsagen og forklarer det hele. Der blev en pause. – Hvad er der med det sted, hvor han blev fundet? spurgte Trokic. – Konsulen kaldte det en selvmordsskov. Retsmedicineren rynkede på næsen. – Aokigahara har længe været forbundet med død. Selvmord ikke mindst, men også drab. Og i gamle dage blev ældre og syge overladt til døden derinde under hun-gersnød. 35 kvadratkilometer uberørt skov er en del. – Men hvorfor går folk lige netop derind? – Fordi det smitter. Du har måske hørt om Kuroi Jukai af Seich ̄o Matsumoto? – Nej. – Okay. Det var en bog, som Matsumoto skrev i 1960, der handler om en gift kvinde, der forelsker sig i en ad-vokat. Da hun endelig bliver skilt, og de får hinanden, udvikler det sig til en skandale, og hun ser ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Bogen ender med, at hun løber ind i Aokigahara. Den bog er en af grundene til, at så mange mennesker tager livet af sig dér. Selvmordet blev romantiseret i bogen, ligesom det altid er blevet idealiseret i Japan. Nu er bogen nærmest umulig at opdrive, for ingen vil trykke den, og de få eksemplarer, der er i omløb, koster en formue. Der findes heller ingen engelsk oversættelse.


28

Men den er blevet kult, og folk går stadig ind i den skov for at tage livet af sig. – Har du selv læst den? spurgte Trokic. – Ja, og selvom det måske skulle forestille at være ro-mantisk, så sad jeg tilbage med en grim fornemmelse. Det lyder uskyldigt, men den bog har draget utallige menne-sker i døden. – Hvor mange snakker vi om? – En del. Måske hundrede om året. Tusindvis gennem tiden. Men selvmordene i Aokigahara er kun toppen af isbjerget. Japan er et af de steder i verden, hvor flest men-nesker tager livet af sig. – Det er vel noget, der går helt tilbage til samuraier- ne og senere kamikazepiloterne, eller hvad? spurgte Tro-kic. – Har det ikke altid været en ærefuld måde at dø på her i Japan? Retsmedicineren vippede hovedet lidt frem og tilbage. – Det er en smule i overkanten at trække en direkte linje tilbage til gamle ritualer og æresbegrebet. Selvfølgelig er der tilfælde af selvmord, der skyldes, at en person ikke ønsker at kaste skam over sin familie, eller der kan være en toppolitiker med dybt konservative værdier, der tager livet af sig efter en skandale. Men et almindeligt menneske, der har været offer for mobning eller ensomhed og tager livet af sig, tænker næppe over sin ære. Rigtig mange gange er der penge indblandet. – Ja, det er vel en klassiker? – Præcis. Mange har taget store lån med skyhøje renter hos skruppelløse låneinstitutter, fordi det traditionelt har været svært for enkeltpersoner at få lån i en almindelig bank, og det samtidig opfattes som skamfuldt, fordi det er nødvendigt at have en kautionist. Det har bragt mange i sarakin-jigoku, gældshelvedet.


29

Retsmedicineren løftede et øjenbryn og fortsatte. – Og de her lånefirmaer har ikke været til at spøge med, når gælden skulle inddrives. Vi taler om telefonterror på folks arbejdsplads, at de dukker op til en begravelse eller et bryllup eller endda midt om natten. Eller sådan plejede det i hvert fald at være, indtil man ændrede lovgivningen. Men mange japanere har stadig større lån, og det her er den hurtige løsning på det problem. Ingen tvivl om, at det har bidraget til den forhøjede selvmordsrate. Trokic drejede samtalen tilbage til det aktuelle. – Og hvad skal der ske med liget nu? – Han bliver kremeret en af de nærmeste dage, og så bliver asken sendt til Danmark. Så vidt jeg er orienteret, er det efter familiens ønske. Trist at flyve til Japan og veje 78 kg og vende tilbage og kun veje en brøkdel. Der blev en pause, mens Trokic forsøgte at aflæse krop-pen foran sig. Havde Vitanen i virkeligheden været et me-get ulykkeligt menneske? Og hvad var der sket i dagene op til den tragiske begivenhed? Han ville ikke kunne tage tilbage til Danmark, før han havde svar på det.

– Hvad gør du så nu? spurgte Sigurður Eiriksson, da de stod ved hovedindgangen igen. – Skal du ud til skoven? – Ja, det bliver jeg nødt til. Hans kolleger er der stadig, og jeg er ude efter en båndoptagelse, som en eller anden har fundet på findestedet. Eiriksson låste døren bag dem. – Pas på dig selv derude. – Det går nok. Det er trods alt bare en skov. – Selvfølgelig, men det er et sted med en lang, grum historie. – Så du har været der? – Nej. Det er ikke andet end ulykke og død. Hvem har


30

lyst til at opholde sig der, medmindre man er i ualminde-ligt dårligt humør? Det her har intet med overtro at gøre, men man skal være ualmindelig hårdfør for ikke at lade sig påvirke i et eller andet omfang. Jeg ved fra personligt hold, at den skov kan drive folk ud over kanten. – Hvordan det? Retsmedicineren vippede lidt på tæerne, som om han overvejede. – Jeg kender en japansk pige, der tog dertil. Hun stu-derede mytologier og ville tale med de lokale, der bor ved skoven, om de væsener de mener bor derinde. Mens hun opholdt sig i området, vandrede hun en del i skoven, og på et tidspunkt bestemte hun sig for at gå væk fra stierne, måske bare for at få en fornemmelse af, hvordan det var at gå alene derinde i vildnisset, og hvad der gjorde de lo-kale så bange for skoven. Men hun for vild og kunne ikke finde ud igen. Der gik to dage, inden hun kom tilbage. På det tidspunkt var hun stærkt dehydreret og fuldkommen psykotisk. Retsmedicineren rystede på hovedet. – Hun skreg op om edderkopper, der kravlede rundt inde i munden på hende. Hun havde kradset sig selv så meget op inde i munden, at der var store, dybe sår, og hun røg direkte på psykiatrisk hospital her i Tokyo. – Det lyder grimt, sagde Trokic. – Men hvad skete der så? Er hun okay? – Det er så det uhyggeligste af det hele. Hun blev ud-skrevet efter to måneder, da de ikke mente, hun havde flere vrangforestillinger. Hun vendte tilbage til sine studier her i Tokyo, og alting virkede fuldstændig normalt. Jeg så hende selv til en fest i den periode, og jeg havde ikke no-gen fornemmelse af, at der var noget galt. Og så forsvandt hun lige pludselig. Ingen anede, hvor hun var, og en større


eftersøgning blev sat i gang. En måned senere dukkede hendes tøj op. Det lå pænt foldet sammen præcis på det sted, hvor hun var kommet ud af skoven sidste gang. Man sendte nogle hunde ind i skoven for at lede efter hende, men de fandt hende aldrig.


Documents

Det perfekte sted at dø