Titel...................................................................................................................................................1Metodiske overvejelser.................................................................................................................1

Reichelts liv og baggrund.....................................................................................................................2Reichelts samtid................................................................................................................................2Barndom og ungdom........................................................................................................................4Reichelts uddannelse til missionær og hans første udsendelse.........................................................5Åbenbaringen på Weishan................................................................................................................7Buddhistmissionen forberedes, og planerne lægges frem..............................................................10Planerne..........................................................................................................................................11Det endelige brud med NMS..........................................................................................................14Hverdagen og arbejdet i Nanking...................................................................................................18Grundlæggelsen af Tao Fong Shan og de ’gyldne år’ (1930’erne)................................................19Krigen og Reichelts sidste år..........................................................................................................21

Karl Ludvig Reichelts teologi.............................................................................................................27Karl Ludvig Reichelts syn på verden..............................................................................................27Reichelts menneskesyn...................................................................................................................29En evolutionistisk religionsforståelse.............................................................................................30Hellenismen som grund for Reichelts logosforståelse....................................................................31Åbenbaringsforståelse og soteriologi..............................................................................................34

Profeter og religiøse mennesker.................................................................................................35Reichelts syndsbegreb.....................................................................................................................36

Dåb..............................................................................................................................................39Nadver.........................................................................................................................................41Kirkeforståelse (ekklesiologi??).................................................................................................43

Livet og teologien i dag på TFS..........................................................................................................45Liturgi - på Tao Fong Shan.............................................................................................................49Fremtid............................................................................................................................................55TFS – fremtiden..............................................................................................................................58

Bilagsliste:..........................................................................................................................................62Bilag 1. Liturgiark, The Pilgrims’ Eucharist..................................................................................63Bilag 2. Ritualer for den danske folkekirke-...................................................................................68Bilag 3. Dedikationsformlen.............................................................................................................0Bilag 4. Buddhistmissionens dåbsritual fra 1930.............................................................................2Bilag 5. Buddhistmissionens nadverritual fra 1930..........................................................................3Bilag 6: Eksempler på porcelænsmaling fra Tao Fong Shan............................................................4Bilag 7: Interview med Ekman Tam.................................................................................................6Bilag 7: Interview med Ekman Tam.................................................................................................7Bilag 8. Interview med John Lemond.............................................................................................17

Titel Karl Ludvig Reichelt – fra vision til missionEn analyse af den norske missionær Karl Ludvig Reichelts teologi og arbejde - herunder en vurdering af det aktuelle arbejde på Tao Fong Shan samt af Reichelts teologi og virke.

Indledning (har kun nået noget af det)

Afsnit om: -Hvad jeg vil undersøge. -TFS ift Reichelt. -Spor af Reichelt i dag.

Metodiske overvejelser

Opgaven opdelt i 3 hoveddele

1) Biografisk afsnit

2) Teologisk afsnit

3) TFS idag

Reichelts liv er ret velbevidnet, så afsnittet om Reichelts liv, kunne således blive ret fyldestgørende

både hvad angår hans teologiske baggrund og hans skelsættende oplevelser.

Det teologiske afsnit er fremkommet dels ved at jeg har studeret kilder fra en længere årrække som

har behandlet Reichelts teologi, og dels ved en grundig gennemgang af Reichelts omfattende

forfatterskab som jeg så har bearbejdet.

Reichelt er ikke systematisk i sin opbygning af sin teologi,

”Jeg mener det er riktig som professor Ording en gang skrev om ham: «Reichelt er ikke

dogmatiker og har ikke sin styrke i den logiske oppbygning,”1

Så det krævede at jeg skabte mig et solidt overblik, før jeg overhovedet startede på dette afsnit, og

formåede at det klart og overskueligt

Den tredje del er hovedsageligt bygget på empirisk materiale, indsamlet og udarbejdet under et

måneds ophold på Tao Fong Shan (TFS) i juni måned 2008. Her deltog jeg i hverdagens liturgiske

1 (Thelle 1954) s.71

1

arrangementer og lavede interviews med nogle af de ledende personer på TFS i dag. Af det

indsamlede materiale har jeg fortaget en vurdering, og vedlagt en del som bilag hvor jeg skønnede

det brugbart.

Til udarbejdelse af interviewene lavede jeg en interviewguide, som en hjælp til at holde interviewet

på sporet. Denne guide, brugte jeg efterfølgende som skabelon, da jeg nedskrev interviewene og

afslutningsvis har interviewpersonerne gennemlæst og godkendt det nedskrevne.

Reichelts liv og baggrund

Reichelts samtidIndtil slutningen af det 19.årh, havde teologien i Norge været præget af en stærk pietisme, hvilket

fik stor indflydelse på Reichelts barndom og senere hans syn på livet og teologien.

I midten af det 19. århundrede kom en ny retning ind i europæisk tænkning, som en reaktion blandt

andet på videnskabens fremstormen2. Med Darwins teori om arternes udvikling og dennes opgør

med den kristne skabelsesforståelse, var en ny teologisk epoke startet og den liberale teologi så

dagens lys.

Den liberale teologi så sig selv som en mellemvej, eller en form for mægler, mellem den pietistiske,

subjektive inderlighed og rationalismens afvisning af kristendommen. Inden for den liberale teologi

ville man gøre teologien tilgængelig for alle, mere åben og samtidig forenelig med tidens rationelle

tænkning.

En central tanke i liberalteologien, taget fra den tyske teolog Albrecht Ritschl, er at mennesket

udvikler sig mod det guddommelige gennem historien, og at det i denne proces har brug for

personer med guddommelig indsigt, såsom Jesus. Man bør altså følge Jesu eksempel fordi han til

fulde havde indsigt i etisk og fuldkomne handlinger, der kunne hjælpe mennesket mod det

guddommelige.3 Således var fokus på Jesu liv som etisk forbillede, og ikke så meget på de kristne

dogmer.

2 Til den første del af dette afsnit har jeg brugt (McGrath 1997) afsnittene om ’The Enlightenment’ og ’Liberal Protestantism’ s.87-1043 Jf (McGrath 1997)s.102

2

Denne bølge, der bredte sig fra Tyskland op gennem Europa og ud over verden, ramte også Norge,

hvor Reichelt senere mødte en vinkel af liberalteologien, i Telemarkens levende og nærværende

kristendom.

De liberal-teologiske tanker fik endvidere indflydelse på måden, man drev mission på. Dette kom

blandt andet til udtryk på den første missionskonference i Edinburgh, hvor man lagde nogle helt

andre værdier ned over begrebet mission, end man havde gjort tidligere.

Tidligere, når en missionær blev sendt ud, blev han sendt til ’de vilde hedninge’ og det var dermed

hans job at lede dem væk fra deres mørke og dæmoniske liv og ind i lyset i kristendommen.

Ved missionskonferencen i Edinburgh tænkte man mere ud fra en skabelsesteologisk tilgang, hvor

man ikke længere, i de ikke kristne kulturer, mødte en fortabt og ussel hedning, men på lige vilkår

mødte en Guds skabning. Herfra tog man sit udgangspunkt, og gik derfor til missionsmarken med

en forståelse af, at man må sætte sig ind i disse nye menneskers levevis, for at kunne leve sammen

med dem og derefter, i et gensidigt møde, introducere dem for Kristus.

”He (the missionary) should frankly and gladly acknowledge whatever he finds in native faith that

is good and true. Christianity should not be presented as a sword that must sever the people from

their historic past but as the flower and fulfilment of it”4

Tanken om at kristendommen ikke skal ses som et alternativ til en kultur, men nærmere som en

opfølgning, eller en opfyldelses af det gode denne kultur allerede besidder, kaldes for

fulfilmenttanken, og denne kommer til at stå central i Reichelts teologi. Fulfillmenttanken tager sit

udgangspunkt i ordene fra Mattæus Evangeliet:

”Tro ikke at jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at

nedbryde, men for at opfylde”5

Fulfilmenttanken stemmer overens med den evolutionistiske religionsforståelse i liberalteologien,

det vil sige udviklingen af menneskets naturlige religiøse sans, fra lavere religiøst stadium til et

højere.

I min redegørelse for Reichelts teologi, vil jeg vise at han netop bruger denne evolutionistiske

religionsforståelse.

4 Rapporten fra World Missionary Conference 1910, vol IX s.52, citeret fra (Riisager 1973) s.106f.5 Math.5.17 (Det Danske Bibelselskab 1997)

3

Det skal understreges, at Reichelt ikke var rendyrket liberalteolog, hvilket også vil komme frem

igennem denne opgave. Han bærer med sig sider fra hans pietistiske barndomshjem, sider fra den

liberale teologi og finder sine helt egne veje et sted imellem.

Barndom og ungdomKarl Ludvig Reichelt kom til verden d.1.november 1877 i Arendal i Norge. Hans fader var sømand,

men allerede da Reichelt var 2½ år døde faderen og efterlod sig kone, Othilie Reichelt, lille Karl

Ludvig og hans storesøster Laura. Da Othilie var nødt til at arbejde væk fra hjemmet, tog mosteren

sig af børnene og deres opdragelse.

Familien hørte til i det pietistiske miljø i Norge, og mange gange overnattede rejsende prædikanter

hos familien. Hjemmet blev således brugt som samlingspunkt for bønnemøder, og Reichelt

overværede og deltog i disse sammenkomster fra han var ganske lille.

”»..I disse møter møtte jeg også Gud, men det var mest Jahve fra Sinai. Atmosfæren der var

alvorlig og dyster eller ensidig følelsesbetonet. Det hele førte med sig en unevnelig beklemmelse.

Jeg forsto det var ikke den hele Gud. Der var mektige sider ved Gudstanken som ikke kom frem

under bedehusets tak.«”6.

Et andet sted, hvor Reichelt havde en oplevelse af Gud var i naturen. Under den åbne himmel var

der ikke så åndeligt trængt som til de religiøse sammenkomster, og her var der, ifølge Reichelt,

bedre plads til Gud.

”«Det er umulig.... å beskive den mektige innflytelse som denne natur øvet på mitt barnesinn. Det kristne

grunnsyn som jeg fikk innplantet i hjem og skole, i kirke og bedehus fikk her sin vigsel. Og det hele ble litt efter

litt løftet opp i et høyere plan. …”7

I den storslåede, overvældende, og samtidig rolige og harmoniske natur i skovene og fjeldene

omkring barndomshjemmet, tilbragte han det meste af sin fritid i ensomhed. Især det nærliggende

fjeld, kirkefjeld, havde en særlig plads i den lille knægt, med enspændernatur, og det var her at

Reichelt modtog sit missionskald.

”Missionen kom til mig som utsyn, som forløsning. Jeg følte den var i pakt med Kirkefjell.”8.

6 (Riisager 1973) s.127 (Thelle 1954) s.138 Fra ’Mitt vita’ s.1. Citeret fra (Riisager 1973) s.15

4

Som barn havde Reichelt en sjæleven, nemlig hans lærerinde Albertine Kvildekval, som havde en

betydelig indflydelse på drengen og hans drøm om at blive missionær i Kina. Blandt andet lod hun

ham studere tykke bøger om Kina. Først så han på billederne, men senere kunne han også læse om

Kina og blev meget fortryllet af dette sted.

Efter mellemskolen tog Reichelt til Notodden, hvor han startede på læreruddannelsen. Allerede

derhjemme havde Reichelt taget del i det kristelige arbejde, og hurtigt efter han var kommet til

Notodden, genoptog han dette arbejde. Den unge Reichelt startede med at lave opbyggelsesmøder

og husbesøg, men snart havde det grebet om sig, så han også holdt foredrag, prædikede i kirken, fik

opført bedehuse etc. Hvor han talte, samlede han mennesker omkring sig. Han havde noget

magnetisk over sig, og hans naturlighed og karisma skaffede ham tillid og respekt hos de mennesker

han mødte og talte for.

”Jeg fikk møtes med hvereneste en i bygden, fikk besøke hver eneste hjem, selv de som lå lengst borte……-

Overalt var jeg hjemme, overalt møtte jeg kjærlighet. Intet under at jeg blev som fornyet både legemlig og

åndelig – båret oppe som jeg var av livets høieste makt, Guds og menneskers kjærlighedt”9

Der er ingen tvivl om, at den unge Reichelt har haft en betydelig indflydelse på åndeligheden i

området i de år, han var der (1895-97)10. Men som Reichelts indsats og teologi kan spores i

Østtelemarken, således kan den folkelige og mindre stringente kristendomsforståelse, man havde i

området, også spores i Reichelts teologi. Denne inderlige, udogmatiske kristendom tilegnede

Reichelt sig og ”Han bar preget av vekkelsen og det telemarkiske miljø med seg”11 resten af sine dage.

Reichelts uddannelse til missionær og hans første udsendelseI 1897 blev Reichelt optaget på den 6-årige missionsuddanelse på Missionsskolen i Stavanger. Det skulle

blive nogle helt grundlæggende år for Reichelt. Både hvad angår venner for livet og hvad angår han

egen menneskelige, teologiske og åndelige udvikling. Især skulle hans dogmatiklærer, Lars Dahle,

få indflydelse på både Reichelts teologi og hans åndelige udvikling

Som i Notodden, kunne Reichelt ikke have noget fritid uden at det straks måtte fyldes ud med

kristeligt ungdomsarbejde. Også her i Stavanger blev han hurtigt en del af dette miljø, og det var i

denne forbindelse at Reichelt træf og blev venner med, Gerhard M. Gerhardsen. I foråret 1902

9 Fra ’Mitt vita’ s.2. Citeret fra (Riisager 1973) s.2010 Jf. (Riisager 1973) s.2111 Fra ’Vårt land’ 26/3 1952. Citeret fra (Riisager 1973). s.24 (Skrevet af Emil Birkeli, senere skolekammerat om Reichelt)

5

ansøgte han således missionsforeningen om lov til at forlove sig med Anna Kirstine Dorthea

Gerhardsen, datter af en lokal lensmand og søster til Gerhard, og denne tilladelse blev givet ham.

Afslutningen på seks spændende, inderlige, kampfulde, men lærerige år, skete i marts 1903 i

domkirken i Oslo. Her blev Reichelt ordineret, sammen med 7 af sine medstuderende, og som en af

de flittigste og mest afholdte studerende, blev Reichelt udvalgt til at holde prædikenen, hvilket han

gjorde ”varmt og enfoldigt”12, som det efterfølgende hed i Norsk Misjonstidende.

Da Reichelt startede på missionsskole havde Det Norske Missionsselskab (NMS) ingen

missionsmark i Kina, og umiddelbart kunne det se ud til at hans barnedrøm om Kina ville blive

lang. Men da NMS i 1901 besluttede at åbne Kina som missionsmark, åbnedes ligeledes en sprække

til barnedrømmen. Det var ikke for vane at de nyudsprungne kandidater havde udtalte ønsker om,

hvor de skulle sendes hen, men det gjaldt ikke for Reichelt. Han gav klart udtryk overfor

hovedstyret, at han ønskede at blive sendt til Kina, og således blev det. I september 1903 var alt

klart, og Reichelt og hans forlovede forlod Norge sammen med andre missionærer og vendte

hermed blikket mod Kina. Reichelt var begejstret – endelig var han på vej mod det, der altid havde

stået som hans livsmål, og i oktober da de endelig befandt sig i Kina skrev han:

”Nu er vi i Kina - - Det hele er som en drøm. - - - -Jeg ved ikke jeg har været saa lykkelig, siden jeg fik tro mine

Synders Forladelse….. – Jeg ved, der vil komme Trængsler. Men Visheden om at være der, Gud vil, opveier det

hele; og den største Trængsel vilde det dog være: ikke at faa naa sit Livsmaal”13

Første november 1903 ankom Reichelt til Changsha, hovedstaden i Hunanprovinsen. Her skulle han

og hans forlovede være en tid og lære lidt om landet, skikke og studere sproget, for at gøre dem klar

til at leve og kommunikere i Kina.

Selvom det kinesiske sprog var kompliceret, kastede Reichelt sig over denne opgave med stor iver

og glæde. For ham var det, at få lært sproget, en barriere der skulle krydses for at kunne komme i

gang med den egentlige opgave – den han brændte så inderligt for – at komme i kontakt med disse

fremmede og fascinerende mennesker og fortælle dem om Kristus.

Det var besluttet, at Reichelt skulle starte en ny hovedstation op i Ningsiang, en lille by en dagsrejse

opad floden fra Changsha. Da Reichelt ankom, var det en af de første gange, en hvid mand var i

12 Fra ’Norsk Misjonstidende’ 1903 s.163. Citeret fra (Riisager 1973) s.3413 Fra ’Norsk Misjonstidende’ 1903 s.479. Citeret fra (Riisager 1973) s.35

6

byen, og Reichelt oplevede en blanding af nysgerrighed og distance men alligevel enorm åbenhed

fra indbyggerne i byen.14

Reichelt var en nidkær og engageret missionær, og straks ved sin ankomst startede Reichelt

forskellige tiltag op. I starten samles mange nysgerrige, blandt andet pga. orglet,15 men også for at se

på de mærkelige fremmede. Men som tiden gik, blev nogle særligt interesserede.

”I denne store Flok af nysgjerrige skjules den næsten den lille Flok, som er begyndt at faa Smag

paa »Guds gode Ord«. Men naar vi har denne lille Flok for sig som paa Onsdags og

Fredagskvældene viser det sig, at det er ikke saa faa ligevel.”16

Igennem Reichelts store engagement i byen og dennes indbyggere, voksede tilliden til og respekten

for ham i blandt kinesere i alle lag – fra gadens opiumsmisbrugere til den lokale mandarin, som blev

kureret for et fodsår.17 I øvrigt en oplevelse, som medførte, at mandarinen kom på genvisit i fuld

gallauniform, gik ind i kapellet og bøjede sig 9 gange med panden mod gulvet; det totale tegn på

ære og respekt. At Reichelt havde et så godt forhold til denne embedsmand, skulle senere vise sig at

redde deres liv.

Åbenbaringen på WeishanPå en af sine mange rejser rundt i området, besøgte Reichelt det kendte Weishan-kloster. Et besøg

som kom til at stå som et pejlemærke i Reichelts liv og virke.

I klosteret blev han mødt med en overvældende gæstfrihed, og den uge han tilbragte i klosteret blev

fuld af oplevelser og indtryk men også fuld af frustrationer.

”Det var dette at han satt der overfor munkene så full av kjærlighet til menneskene og iver efter å

få gi dem budskapet om Guds rike, som er kommet oss nær i Kristus Jesus, og så var det som om

ordene ikke nådde frem. De hørte høflig på ham, men det var ingen klangbunn…. Teoretisk visste

han hvordan en misjonær burde ta det, søge å møte menneskene på deres eget plan. Men de var

som skilt ad i to vidt forskjellige verdener. Han fant ikke frem til deres plan, deres tanker og idéer.

Det gikk opp for ham at han var sørgelig uforberedt. Og det er nok fra den tid at Reichelt for alvor

gikk inn for å studere deres religion.”18

14 Jf (Riisager 1973), s.3715 Jf (Riisager 1973) s.3816 Fra ’Norsk Misjonstidende’ 1905 s.88. Citeret fra (Riisager 1973) s.3817 Reichelt har under sin uddannelse til missionær, også modtaget undervisning i medicin, hvilket han ofte fik god brug for.18 (Thelle 1954) s.36f

7

Denne frustration eller barriere han ikke kunne komme igennem, blev et vendepunkt. Et punkt hvor

han indså, at det er i klostrene, Kinas åndelige centrum lå. Og ville han have fat i de åndelige sider

af det kinesiske folk, indså han, at det var her, han måtte starte.

”»Under denne sommerreise 1905 var det at Guds kall kom mere bestemt til meg: Du skal få åpne

et specielt misjonsarbeid blandt buddhister«.”19

I buddhisternes religiøse verden fandt Reichelt et religiøst udtryk, som gjorde ham inderligt glad og

tryk i sit kald.

”I min innerste sjel følte jeg mig her i mitt rette element. Hvad jeg dunkelt hadde anet og skuet

som ungdom på Kirkefjell begynnte nu å avklares til bestemte synslinjer. Jeg merket at en dyp

plan fra min Herres og Mesters side var bak det hele.”20

Denne inderlige kaldsbevidsthed var det, der resten af hans liv bar hans hverdag og mission gennem

adskillige drøje og slidsomme perioder.

En anden skelsættende begivenhed i Reichelts liv i 1905 var, at han endelig fik lov af NMS’

hovedstyre at indgå ægteskab. Efter brylluppet flyttede Fru Reichelt til Ningsiang, hvor hun straks

tog del i især det kvindelige missionale arbejde i byen.

Den lille familie faldt efterhånden til, Reichelt arbejdede dels i byen og dels rejste han rundt og

lavede små stationer i områderne omkring. Men ikke alle var lykkelige for udlændingenes

tilstedeværelse, for de kom med nye skikke og medførte derved uro i folks dagligdag. Da rishøsten

et år slog fejl, var det nemt og bekvemt at skyde skylden på de fremmede og deres tilstedeværelse i

landet. Dette var blot en lille bitte del af det, skulle føre til en opstand mod udlændinge og

missionærer i 191021, hvor alt hvad familien ejede og havde, blev brændt ned til grunden, mens de

selv måtte flygte forklædt som tiggere. Få dage efter lykkedes det dem, med hjælp fra den lokale

mandarin22 at komme op af floden, og i sikkerhed i Hankow (i dag Wuhan).

Reichelt gav i breve og dagbogsnotater udtryk for den sorg, der havde ramt dem.

19 Fra ’Trekk fra Begynnertiden’, s.9. Citeret fra(Riisager 1973) s.4020 Fra ’Mitt vita’, 1928. s.4. Citeret fra (Riisager 1973) s.4321 En opstand mod missionærer og udlændinge, som på nogle punkter mindede om boxeropstanden i 1900 jvf(Tiedemann 2000)22 Ham der tidligere blev kureret for fodsår.

8

”Mindet fra hin grufulde nat, da vi efterstræbte flygtede gjennem rismarkerne med det stadige

ildhav fra den brændende station for blikket – frugten af 6 aars møiefuldt arbeide – staar stadig for

os som en usigelig rædsel.”23

Vel ankommet til Hankow, sendte Reichelt sin familie hjem til Norge, og efter kortvarigt at have

været tilbage i Ningsiang, rejste Reichelt selv efter. Vel hjemme igen, brugte Reichelt al sin tid og

energi på, at rejse rundt og fortælle om sit arbejde i Kina i missionsklubber foreninger etc.

I Kina var det i mellemtiden blevet besluttet, at man ville oprette en fælles luthersk præsteskole i

Shekow, og man ønskede fra NMS’ side at Reichelt, når han vendte tilbage til Kina, skulle indgå i

arbejdet med opbygningen og opstarten af skolen.

Dette takkede Reichelt ja til, men med den betingelse, at han før han tog tilbage til Kina, ville have

mulighed for et halvt år til at dygtiggøre sig ved et ophold i Leipzig. Dette ophold bevilligedes, og

familien-Reichelt drog således til Tyskland efteråret 1912. Da Reichelt således var tanket fagligt og

mentalt op, tog han tilbage til Kina, hvor det var lykkedes forskellige lutherske missioner at få en

præsteuddannelse stablet på benene. Et projekt som Reichelt skulle være med til at bygge op,

hvilket han fyldte sit liv med de næste år.

En del af hans tid kom til at gå med at lave undervisningsmateriale til undervisningen, da der stort

set intet fandtes på kinesisk. En del af dette materiale blev senere hen til reelle lærebøger i teologi.

Disse år blev en meget begivenhedsrig tid i Kina. Landet gik fra at være et kejserdømme, til i 1912

at blive udråbt som republik. Dette varede dog kun indtil 1915, hvor den siddende præsident, Yan-

shih-kai, udråbte sig selv til kejser over Kina, på trods af at han havde lovet befolkningen altid at

værne om republikken.

Dette førte til, at flere provinser øjeblikkeligt løsrev sig, og snart var borgerkrigen brudt ud i lys

luge.

Allerede i 1916 døde Yan-shih-kai, og der blev lukket op for muligheden for fred og ro i Kina. Men

pga. verdenskrige og de bølger, der strømmede ud fra denne over hele verden (her: især fra Japan)

var det nogle turbulente år, men selve kamphandlingerne ramte dog ikke Shekow.

I sommeren 1916 var det første hold dimmitanter klar til at blive sendt ud i landet med det glade

budskab.

23 Fra ’ Breve fra missiosmarkerne’ 1909-1910. Citeret fra (Riisager 1973) s.49

9

I 1920 var tiden på skolen i Shekow forbi, og familien-Reichelt vendte hjem til Norge.

”Det ble en krevende tid, men også en sterkt konsentrert tid. Og just slike tider bringer med seg

særlige velsignelser. I vårt lille, koselige hjem på Shekow henlevet Anna, Gerhard og jeg noen av

våre beste år. – Det var i mange henseender – stillheten før stormen.”24

Buddhistmissionen forberedes, og planerne lægges fremSom tidligere nævnt var besøget i Weishanklosteret i 1905 den oplevelse, der åbnede Reichelts øjne

for, at hans arbejde måtte gå via klostrene.

Denne oplevelse blev igennem en årrække styrket via studier af buddhismen og dennes skrifter og

arbejde med og kærlighed til kineserne, så han i 1919 ikke længere var i tvivl om, hvilken vej Gud

ville have ham til at gå.

Der er især én ydre omstændighed, som får afgørende betydning for den endelige beslutning –

Reichelts møde med Kuantu. Kuantu var munk i et af de mange klostre, som Reichelt besøgte og

om oplevelsen skrev Reichelt:

”Under min tale saa jeg, hvordan flere og flere blev interesserede. Særligt lagde jeg mærke til en

høj, lys mand, som sad der med tindrende øjne og slugte hvert ord. – Da jeg kom til at nævne

Buddhas mærkelige spaadom i »Diamantskriftet«s 6te kapitel, for han op i ubeskrivelig grebethed,

idet han udraabte: »Er det muligt? Har Buddha spaaet om Kristus? At jeg ikke vidste det før!”25

I denne oplevelse fandt Reichelt en bekræftelse på, at det var netop denne vej, gennem de allerede

religiøse i Kina, at han skulle føre sin mission.

Kuantus rejse mod kristendommen var dog kun lige begyndt. At få klosteret til at opgive den ellers

så lovende unge munk, var ingen nem sag, men i sommeren 1919 lykkedes det, og arbejdet med

Kuantus vej til kristendommen var startet, noget der var en milepæl i Reichelts arbejde.

”…Kuantu’s overgang til kristendommen for mig personlig blev det afgørende ydre vink fra Gud

om, at tiden nu var kommen til at virkeliggøre min aarelange livsdrøm: At optage et særligt

missionsarbejde blandt buddhisterne i Kina. Med »buddhisterne« tænkes her fortrinsvis paa det

snævrere buddhistsamfund med munke og nonner (over en million i antal), som lever deres liv

afsondrede i klostrene..…”26

24 Fra ’Vita’. Citeret fra (Thelle 1954) s.4825 (Reichelt 1921) s.826 (Reichelt 1921) s.4

10

Det skulle vise sig, at Kuantus rolle ikke kun blev symbolsk. Han blev en vigtig brik i hele arbejdet

omkring udformningen af Buddhist Missionen (BM), og senere, efter sin dåb, som underviser på

kinesisk.

Da nu Reichelt havde fundet sit ”kald”, arbejdede han målrettet frem mod missionen rettet mod

Kinas dybt religiøse mennesker, munkene og nonnerne:

Disse mennesker, som med deres vældige kultusapparat os umaadelige skriftsamling danner

buddhismens faste bolværk, og som gennem de mange aarhundreder i gode og onde tider har

formidlet den mægtige aandelige paavirkning, som fra buddhismen er tilflydt det kinesiske

samfund”27

Reichelt indser at der allerede er megen religiøsitet og åndelighed i Kina, og at han lige så godt kan

bygge videre på dette, i stedet for at starte helt fra bunden. Netop i klostrene finder han at

koncentrationen af åndelighed er stor, og han føler at hans arbejde må starte der – der hvor den

religiøse nerve i Kina allerede eksisterer.

PlanerneMed centrum i Yanzedalen, spreder et net af pilgrimsveje sig ud over hele Asien, og som

knudepunkter på dette net, er spredt tusinder af klostre hvor vandremunkene kan søge ophold på

deres vandring.

På en tur til Singapore i 1922, mødte Reichelt munke fra forskellige dele af Kina, og indså at kunne

man sende de kristne tanker med disse munke rundt, så ville det kunne komme ud til et kæmpe

område.

Kontakten til munkene vi han opnå gennem tre veje. For det første ved at lægge det påtænkte institut

centralt hvor pilgrimsvejene krydser. Fra instituttet ville munkene tage evangeliets budskab med sig

videre ud i verden. De vil få sået ’sæden’ og bringe denne ud så den kan slå rod over hele

Sydøstasien.

For det andet ved rejsevirksomhed til de kinesiske klostre og andre buddhistiske helligdomme rundt

omkring. Hvor Reichelt og hans medarbejdere kom frem, blev de som regel altid vel modtaget og

efterhånden som årene gik, blev Reichelt respekteret og agtet af mange af de førende i den

buddhistiske verden.

27 (Reichelt 1921) s.4

11

Sidst men ikke mindst ved et solidt litterært arbejde. Reichelt blev førende indenfor viden om

buddhisme ikke bare i Norge, men over det meste af verden. Han lavede mange mere eller mindre

akademiske værker både til den vestlige verden omkring buddhismen, og på kinesisk lavede han

værker og oversættelser fra kristen litteratur. Ligeledes lavede han små pamfletter med små ord

omkring kristendom og buddhisme, som han uddelte til munkene når han tog på besøg.

Tanken var at ”For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder”28, og man vil skabe et kendt miljø for

munkene, for på den måde at nå ind til dem og få en religiøs snak igang.

At nå kineserne på kinesernes præmisser, står helt centralt i Reichelts projekt. Og ligesom at han

ønsker at lave en kirke på kinesiske vilkår, så står det også som centralt for ham at dette ikke ’kun’

er en norske luthersk kirke, men at hans arbejde kommer til at falde ind under den kinesiske kirke

generelt. Han skriver

”Dette nye arbejde maa paa det inderligste knyttes til den kinesiske kirke, tilpasses efter dens

nationale egenart, baeres og benaandes av dens inderste liv.”29

Han mener også at mange af de religiøse ledere i Kina er klar til at modtage kirken og skriver om

dem

”De føler at først da bliver kirken en helt kinesisk Jesu kirke og ikke blot en femmesartet og

vesterlandsk indpodning. Dette er meget mere ind snobberi og chauvinisme. Det er streng som

dirre fra det kinesiske hjerte, som er sat i hellig bevaegelse gennem den kristne mission.”30

Reichelts holdning er at hvis man skal lave en kirke i Kina, er den nød til at funderes i folket, og at

denne folkeliggørelse er præcis det arbejde som han gerne vil starte. Og ligesom Grundtvig så en

værdi i den gamle danske historie, således så Reichelt også en værdi i at forankre den kristne tro i

kinesiske værdier og traditioner.

Så sammen med Kuantu udformer Reichelt ideen omkring et klosterlignende institut, hvor især

vandremunkene kan komme og opholde sig i kortere eller længere tid og lære om kristendommen,

hvorefter de kan tage disse tanker med sig videre på deres færd.

Skulle nogle vælge at konverterer, er det meningen at de, efter oplæring skal sendes tilbage, ud i det

kinesiske samfund, med det glade budskab.28 1.kor 9.20 (Det Danske Bibelselskab 1997) 29 Fra ’Breve fra missionsmarkerne’ 31/12 1922. Citeret fra (Riisager 1973) s.19130 Fra ’Breve fra missionsmarkerne’ 31/12 1922. Citeret fra (Riisager 1973) s.191f

12

Reichelt, Kuantu og Gerhard, Reichelts søn, danner, sammen med en lille gruppe omvendte

kinesere, et kristent fællesskab og siger:

”Vi har dannet dette kristne broderskab ud fra den faste overbevisning, at den højere buddhismes

dybeste maal først i Kristus Jesus finder sin fulde udløsning”31

og formålet med denne gruppe er at -

”danne et kristent broderskab, der igen i sin tid kan danne grundlaget for en særlig kirke blandt

buddhisterne i dette land”32

Der ud over formulerer gruppen en plan for denne mission, og det sendes hjem til hovedstyret i

Norge med en opfordring til at støtte projektet.

Denne skrivelse m.fl. tager Reichelt med sig da han vender næsen mod Norge, for der at forsøge at

overtale hovedstyret i NMS til at lade ham gå i gang med sit projekt. Turen hjem bliver lang, da han

vælger at lade den gå over bl.a. USA, hvor han søger støtte til sit projekt og hvor det også skal

nævnes at han for første gang møder den danske arkitekt Johannes Prip-Møller.

Selvom Reichelt er en impulsiv mand, der søger drømmene, er han også en realiteternes mand. Han

er således klar over at det at overtale NMS ikke bliver en nem sag, slet ikke da formand Nissen,

Reichelts gode ven, ’allierede’ og tidligere kollega, afgår ved døden, inden mødet med hovedstyret.

Riisager skriver:

”Men navnlig kendte Reichelt N.M.S.’ fasthed i lære og arbejdsprincipper, som vanskeligt tillod afvigelser fra det

engang fastlagte”33

Men Reichelt er fast besluttet på sit projekt og fremlægger broderskabet planer for hovedstyret

d.6/12 1920, som herefter udtrykker at de principielt støtter tanken og mener at der ligger en

Gudsstyret plan bag34. Den nærmere udformning vil hovedstyret dog diskuterer nærmere, hvilket de

gør og den endelige aftale bliver som følger: Der vil blive samlet penge ind til denne nye

buddhistmission fra både Det danske missionsselskab (DMS) og Svenska kyrkans mission (SKM)35

og pengene vil blive sendt direkte til Kina. I store kredse af NMS og dennes bagland, er der også

31 (Reichelt 1921) s.2032 (Reichelt 1921) s.1933 (Riisager 1973) s.7034 Jf (Thelle [1932]) s.735 I tiden da Reichelt var hjemme fra Kina, brugte han megen energi på at tage rundt og holde foredrag og samle støtte for sit projekt.

13

folk der vil støtte denne sag, men disse penge vil blive samlet ind af NMS og vil blive brugt bl.a. til

at lønne Reichelt.

Det er således meningen at Reichelt skal opdele sin tid mellem almindeligt NMS-arbejde og sit

projekt. Den tid og de penge som han bruger på NMS-arbejde vil NMS betale, men hvad han bruger

på sit eget projekt, vil blive trukket af de indsamlede midler.

NMS vil altså på den ene side gerne støtte, men og på den anden side er de tilbageholdende.

Samtidig understreger NMS at det er vigtigt at det nye projekt er så nært som muligt knyttet til

’China Continuation Committee’36. I denne komite sidder NMS’ tilsynsmand i Kina

J.A.O.Gotteberg, en person der senere skal vise sig at få en central rolle i bruddet mellem NMS og

Reichelt.

Reichelt står altså stadig under NMS og kan starte sit projekt, men han må stort set selv skaffe sig

indtægterne til det, via ekstern støtte og der vil samtidig blive holdt et vågent øje med ham. På

denne måde tager NMS afstand fra projektet, både teologisk og økonomisk, men man holder stadig

en dør på klem til samarbejde.

At Reichelt stadig står ind under NMS, giver ham dog en hvis autoritet, når han er ude og tale for

sin sag. Mange, inklusiv Reichelt selv, lægger stor vægt på det gamle, ærværdige missionsselskab

og dettes troværdighed som han stadig har i ryggen.37

Efter at denne aftale er faldet på plads, rejser Reichelt og hans nye medarbejder Notto N. Thelle

således til Kina, i september 1922.

Det endelige brud med NMSDet skulle dog hurtigt vise sig at denne løse struktur ikke var konstruktiv i længden, og allerede i

1925 vender Reichelt hjem til Norge, for at få styr på det primært det økonomiske, men denne tur

skulle ende med det totale brud og oprettelsen af Buddhistmissionen (BM) som selvstændig

organisation.

Debatten kom umiddelbart til at handle om nogle enkelte sager, såsom røgelse i gudstjenesten, men

reelt var det en større problematik, der ulmede under overfladen i norsk kirkeliv på det tidspunkt.

”Der viste sig imidlertid å være adskillige vanskeligheter. Særlig spillet de kirkepolitiske forhold inn.”38

36 En komite hvor alle lutherske missionærer i Kina er repræsenteret37 Jf (Riisager 1973) s.74n38 (Thelle [1932]) s.8

14

I Norge gik liberalteologiens fremkomst ikke stille for sig. For at modstå den liberale indflydelse,

afholdt man i 1920 et møde for de frivillige kirkelige organisationer, hvor temaet netop var, hvad

man skulle gøre med de nye liberale strømninger. Resultatet af Calmeyergatenmøtet, som dette

møde blev kaldt, blev at man i de frivillige organisationer gav hinanden hånd på at ingen i Norge

ville samarbejde med de liberale kristne.

Det er denne linie som NMS i sit hjemmearbejde følger, og som man nu frygter at Reichelt vil

bryde, ved at samarbejde med liberale kredse i Norge og/eller Kina. Ikke at han direkte vil gå efter

de liberale, men han vil ikke skelne mellem om han arbejder samme med konservative eller liberale.

”buddhistmissionen må »efter sin egenart« »appellere til alle mere vidtskuende kristne« og kan og

bør ikke »skrues ind under partilinjerne«.”39

Det er udtalelser som denne der gør at NMS er på vagt, og at tankerne ledes i retning af et brud.

NMS kan simpelthen ikke have siddende på sig at de bryder aftalen fra Calmeyergatenmøtet, da det

kan betyde at de mister støtte fra de mere konservative kredse indenfor NMS eller fra andre

betydelige personer i det kirkelige liv i Norge40.

Debatten omkring en aftale mellem Reichelt og NMS medfører mange omfattende møder i det

følgende halve år, men fastslå at det er da NMS begynder at indhente oplysninger fra

J.A.O.Gotteberg41, at stemningen for alvor flytter sig fra at være et hjemligt anliggende til at være et

spørgsmål om arbejdsmetoder, missionssyn og teologi. Det betyder også at hvor Reichelt regner

med at det er en debat der handler om at finde en struktur som kan gøre NMS’ bagland tilfredse, så

er det pludselig en situation hvor han står på anklagebænken og skal finde forsvar for sit arbejde

overfor dem han troede var hans bagland.

De nærmere detaljer omkring debattens indhold kan læses ud af forskellige brevvekslinger til og fra

medlemmer af NMS’ hovedstyre.

Bl.a. har der været brevvekslinger imellem Einar Amdahl (red. Generalsekretæren for NMS),

J.A.O.Gotteberg og Pastor Landahl (red: tilsynsmand i den norsk-amerikanske Lutheran United Mission i

Kina.). Landahl skriver til Gotteberg, at man i andre missionskredse i Kina har besluttet et forbud

mod anvendelse af røgelse i gudstjenesten og Gotteberg svarer:

39 (Riisager 1998)s.9 Inklusiv reference fra et brev fra Reichelt til NMS’ generalsekretær, Einar Amdahl, citeret fra (Riisager 1998) s.940 Jf (Riisager 1998) s.2241 NMS’ tilsynsmand i Kina

15

”---Blandt vore utenlandske arbeidere herute har man været saa omtrent ensstemmig av den

opfatning, at arbeidet i Buddhistmissionen, saaledes som det har været drevet saalangt, kan

komme til aa skape misforstaaelser og vanskeligheter.” 42

Denne forståelse fortsætter han i et brev til NMS’ hovedstyre og strammer den

yderligere ved at sige:

”..saavidt jeg vet, er de fleste av oss av den mening, at det vilde være best baade for ham og oss

om han hadde sin egen organisation og var helt löst fra vort selskap.”43

Disse holdninger, der huserer i kredse i Kina, bliver i november 1925 fremlagt for hovedstyret. En

af de ting der diskuteres i Kina, og nu også i Norge, er som nævnt anvendelsen af røgelse i

gudstjenesten:

”Selv om hovedstyret i og for sig ikke havde noget at indvende mod brugen af røgelse, mente man

dog – efter de oplysninger, men havde fået fra kirkerådsmødet i foråret – at Reichelt burde afstå

fra denne praksis for ikke at vække anstød.”44

Dette brev bliver fremlagt for hovedstyret ved et møde i november.

Amdahl skriver:

”Saa vil jeg endnu kun nævne at jeg i löbet av de sidste maaneder har mer indgaaende beskjæftiget

mig med Reichelts religiös-filosofiske anskuelse om forholdet mellom kristendom og buddhisme.

Resultatet er for mit personlige vedkommende blit at jeg finder Reichelts anskuelse at være helt

uforenelig med de grundprincipper selskapets missionsarbeide har fulgt og maa fölge - - - ”45

Forhandlingerne fortsætter parterne imellem, men på mødet d.7/12 1925 står det klart at

hovedstyrets interesse nu fortrinsvis samler sig om BMs forhold i Kina og at man er begyndt at

granske hans bøger og hans teologi i dybden.

Så fra at Reichelt gik ind i dialogen med hovedbestyrelsen for at finde en fælles løsning på et fælles

problem, er forhandlingerne nu blevet vendt til en mere eller mindre personlig kritik. Reichelt må,

med stor undren se, at der fremkommer kritiske spørgsmål angående emner i hans bog ’Fra Østens

Religiøse Liv’, som var udkommet flere år tidligere46, og som ingen (i denne sammenhæng)

tidligere havde kritiseret. I referatet af mødet er det også bemærket at Reichelt virker anspændt og

42 Brev fra Gotteberg til Landahl. Citeret fra (Riisager 1973) s.25443 Brev fra Gotteberg til NMS’ hovedstyre. Citeret fra (Riisager 1973) s.25544 (Riisager 1973) s.27445 Brev fra Amdahl til Gottberg, januar 1926, Citeret fra (Riisager 1973) s.27246 Angivet i litteraturlisten som (Prip-Møller, Reichelt 1922)

16

udtaler at han ikke føler der er tillid til hans arbejde og derfor ikke er sikker på at der er grobund for

et konstruktivt samarbejde47. Det betones dog, at man har tillid til Reichelt personligt, men at-

”…man turde ikke undervurdere de vanskeligheder, som buddhistmissionen naturligt måtte skabe på

grund af sit særpræg. Mødte man en religion med mange sandhedsglimt, da var faren der for, at

kristendommen bare blev et tårn på denne religion. Men kristendommen måtte være grundvolden.”48

Mødet ender altså med at parterne må erkende at de skal hver deres vej. De enedes afslutningsvis

om at der skal laves en erklæring til medlemmerne om adskillelsen, og aftaler at mødes igen til

drøftelse af ordlyden af denne.

Dette bliver en indædt diskussion, men jeg vil nøjes med at nævne et af kontroverspunkterne,

nemlig om hvorvidt BMs ritual er religionsblanderi eller noget der lugter af det.

”..visse skikke i Buddhistmissionens gudstjenesteritual, overtaget fra den buddhistiske kultus, samt

visse udtryk og bestemmelser i udkastet til buddhistmissionens love synes at lægge faren for

religionsblanderi nær. Hovedstyret havde i det hele taget fået det indtryk, at Reichelts vurdering

buddhismen og taoismen som religion, og at hans imødekommenhed overfor skikke og anskuelser i

disse religioner gik betænkelig langt.”49

Reichelt føler sig krænket og anklaget, men efter en del snak frem og tilbage, ender det med at

hovedstyret giver sig så langt at de sletter ordet religionsblanderi, og fastslår at det ikke er Reichelt

de anklager for religionsblanderi, men at der er risiko for at de omvendte munke vil kunne ligge

under for dette. De opretholder dog en formulering der lyder

”Vi kunde nemlig ikke se bort fra enkelte foreteelser i arbeidet ute paa missionsmarken, som synes

os at tyde paa at liniene overfor buddhismen kanske ikke holdes tilstrækkelig klart”50

Efter min vurdering er det et forsøg på at finde en vej, hvor Reichelt kan gå med en smule

værdighed og stadig få sit projekt til at kører, men samtidig en formulering der fastholder at et brud

var nødvendigt og at NMS derfor ikke mister anseelse blandt sine støtter. Jeg synes at private breve

og interne mødereferater giver tydelig udtryk for at man faktisk mener at Reichelt personligt er gået

alt for langt og at det bliver en lettelse for NMS at slippe af med ham og de tanker der kunne

ligne/var liberalteologiske.

47 Jvf (Riisager 1973) s.27548 (Riisager 1973) s.275f49 (Riisager 1973) s.27750 (Riisager 1973) s.281

17

Hverdagen og arbejdet i NankingVel tilbage i Kina, kan Reichelt nu endelig bruge alt sin energi og overskud på at bygge instituttet i

Nanking op, sammen med sine medarbejdere.

De starter i et lille lejet hus, men da der hurtigt kommer både munke og elever op, varer det ikke

længe før man må købe et hus og snart derefter også må bygge til.

Instituttet skulle vise sig at blive en succes. Omkring 1000 munke besøgte hvert år stedet, man fik

mange elever til stedet og mange søgte endda om dåb.

I Nanking fik man en hverdag op og stå, med en del af de metoder og arbejdesgange Reichelt havde

drømt om siden besøget i Weishan.

Men samtidig med at det var en tid hvor alle fyldt deres liv med opfyldelsen af den fælles drøm, var

verden urolig omkring dem, og borgerkrigen rasede i landet.

Man forsøgte dog på trods at få så normal en hverdag som muligt, men den 25.marts 1927 måtte

man indse at det ikke lod sig gøre, man måtte flygte og forlade det elskede ’Ching Fong Shan’51.

Adskillige missionærer bliver dræbt under sydtroppernes indtrængen i Nanking, men under en

dramatisk flugt lykkedes det Reichelt, Thelle m.fl., med gode venners hjælp, at skjule sig, og til

sidst komme ombord på et britisk fartøj til Shanghai52.

Herfra tager Thelle hjem til Norge, mens Reichelt bliver tilbage og forsøger at samle stumperne.

Han får i Shanghai hjælp og støtte fra en ny medarbejder, Axel G. Hamre, som ankommer fra

Danmark for at deltage i missionen.

Mange munke og lægbuddhister fulgte Reichelt til Shanghai, og han havde, også der, mange

besøgende og førte sine tanker og ideer fra Nanking videre i Shanghai, selvom han måtte arbejde

under meget ydmyge forhold.

Han var dog godt klar over at det ikke var en holdbar løsning på sigt, og da han efter en tur tilbage

til ’Ching Fong Shan’ i Nanking måtte indse at der kunne man ikke vende tilbage til, gik han igang

med at søge efter et sted hvor han kunne bygge sin vision op igen.

51 Fjeldet hvorfra Kristusvinden blæser52 Thelle beskriver meget medrivende om flugten i nogle foredrag gengivet i (Thelle [1932]) s.20ff

18

Grundlæggelsen af Tao Fong Shan og de ’gyldne år’ (1930’erne) I den følgende tid rejser Reichelt meget rundt i både Kina, Japan, Hong Kong og Taiwan, dels for at

holde sine kontakter ved lige med munkene rundt omkring, og dels for at finde det helt rigtige sted

at bygge.

Hamre var med Reichelt i Hong Kong i 1929, og de fandt at dette kunne være et godt og fredeligt

sted at opbygge deres nye missionsstation. Her var masser af bjerge53 og eftersom området var under

engelsk administration, virkede det sikkert at opbygge broderhjemmet, netop i Hong Kong.

Så allerede i december 1929 flytter man alt fra Shanghai til Hong Kong og arbejdet med at udse sig

det helt rigtige sted gik de straks igang.

Dette sted fandt man ca 15 km nord for selve Hong Kong øen, i en fredfyldt og øde område i

Shatindalen, i den del af Hong Kong, der hedder New Territories. Det var en smuk dal med en fjord

der løb ind, og bjergene der rejste sig på begge sider af fjorden mindede Reichelt om hans barndoms

kirkfjell i Norge.

Men samtidig med at det var et smukt og fredfyldt område, lå det også strategisk smart placeret.

Man lå ca midt mellem Hong Kong byen og fastlandet Kina, og lige bestemt i denne dal, kørte toget

mellem Hong Kong og Kina igennem og gjorde transport til og fra, både for munke om

missionærer, nemt.

Forhandlingerne, både med hovedkommissionen og med myndighederne trækker ud, men d.23.maj

1930 gik salget af bjerget igennem og man kunne nu gå i gang med alle de praktiske ting der skulle

sørges for. Man havde været en del i tvivl om hvordan man havde tænkt sig at få det hele op og stå,

men som ved Guds hjælp ankommer Johannes Prip-Møller (dansk arkitekt) d.3.maj 1930 fra Kina54

og går straks i gang med tegninger og opmålinger.

Ligeledes går Hamre i gang med at skaffe vand og vej. Vandet finder han i en kilde, som ledes til

TFS og giver det dejligste kildevand at drikke. Ligeledes kaster han sig over det store arbejde at få

lavet en vej de 2 km op til bjerget. Så da Reichelt vender tilbage til grundstensnedlæggelsen

d.28.juli kan han, og alle gæsterne, køre direkte til fjeldets top.

Med Prip-Møllers evner indenfor kinesiske arkitektur og med Reichelts drømme, lykkedes det at få

bygget TFS, som det sted de alle har drømt om og som i mange henseender afspejler det arbejde

man ønsker at udføre på stedet.

53 Broderhjemmet skulle bygges på et bjerg, da det både blandt kristne og buddhister anses for et helligt sted.54 Hvor han har studeret kinesisk arkitektur, især klostre og andre religiøse bygninger.

19

Man ønsker at bygge et sted, der af udseende, fuldstændig ligner et kinesisk kloster og de

tilvandrende munke ville blive tilbudt at overnatte og spise gratis i ’sky- og vandhuset’55, eller som

det kaldes på engelsk, Pilgrims Hall. Så længe man opholdt sig på TFS kunne man, imellem bønner

og meditationer, deltage i undervisning i kristendom, engelsk mm.

Trods økonomiske vanskeligheder, står Pilgrims Hall allerede klar til indvielse i 1932 og kort efter

følger de første missionærboliger og i 1934 står det meget smukke ’Christ Tempel’ klar. Alle er

meget engagerede i opbygningen af stedet, og snart har man yderligere fået bygget skolestuer og

boliger til personalet.

Samtidig med at Reichelt med stor glæde kan se at hans drøm er ved at gå i opfyldelse og

bygningerne skyder op, ser han også at det opsøgende arbejde med munkene vil blive særdeles

central hvis man vil fortsætte ideen bag TFS. Så han vælger at bruge en del af sin tid og energi på at

rejser rundt i Kina, hvor han opsøger klostre, plejer gamle kontakter og skaber nye.56

Det kniber dog med energierne, da han døjer en del med helbredet,57 hvilket betyder at han fra

foråret ’37 til foråret ’38 er nødsaget til at opholde sig i Norge, hvor han bl.a. opereres for galdesten

og må igennem en langvarig rehabiliteringsperiode før han i marts endelig kan vende tilbage til sit

elskede TFS.

Med andre ord, går opbygningen af TFS slag i slag, og man har fået en hverdag op at kører så godt

og effektivt at -

”The thirties have commonly been called the “golden age” of Tao Fong Shan, and was the only

period when it was possible for Tao Fong Shan to function according to the original intentions.”58

Fra 1930-1942 havde man besøg af 1368 munke og 6000 andre gæster, forskellige kristne og

lægbuddhister. Ligeledes blev det til adskillige dåb igennem disse år, så det er ikke så mærkeligt at

denne periode kaldes ’den Gyldne tidsalder’.

”Det var noen lykkelige år på mange måter. Munkene kom fra hele det store China. Guds

evangelium sed ble sådd ut. Og tiden var forholdsvis rolig, like til krigen 1941.”59

55 Yun Shui Tang, (sky- og vandhuset) er det oprindelige kinesiske udtryk for gæstehuset i et buddhistisk kloster56 Rejsebekrivelser fra hans rejser blev senere til bøgerne ’Mot Tibets grænser’ jf. (Reichelt 1933) og ’Ved Kinas Burmagrænse’ jf (Reichelt 1942)57 Dels har han tilbagevendende angreb af malaria, dels døjer han med tilbagevendende galdestensproblemer og dels mærkede han årenes slid.58 (Olsen 2007) s.10259 (Thelle 1954) s.81

20

Krigen og Reichelts sidste årDenne lykkelige og gyldne tid stoppede dog brat, da japanerne, kort efter angrebet på Pearl Harbour,

7.dec 1941, angreb og indtog Hong Kong.

Missionærerne fra TFS blev interneret på TFS, mens kvinder og børn i første omgang blev sendt i

sikkerhed på Hong Kong Island, men vendte dog snart tilbage til bjerget.

TFS og blev stort set afskåret både fra viden og økonomisk støtte udefra. Pga. dårlig økonomi og

manglende støtte hjemmefra, blev TFS kørt ned på et absolut minimum hvilket medførte at alt

undervisning på TFS måtte aflyses, lokale ansatte måtte fyres eller leve på halv løn, og følgelig

flygtede munkene og de studerende til andre grene af Kina, der ikke var kontrolleret af japanerne.

Uden midler til hverken mad eller andre fornødenheder og med et absolut minimum af personale var

man ikke forberedt på den store mængde flygtninge der kom til TFS i deres søgen efter husly og

mad under krigen.

Der var ingen elektricitet, lang vej til Kowloon (hvor man kunne købe mad), ingen penge og stort

set alle kræfter blev derfor sat ind på at lede efter mad i området omkring TFS i løbet af krigen.60

Trods dette var der ikke mad nok og folk sultede. Reichelt skriver:

”We shall never be able to forget the frightful scenes which we have observed. At one stage

people were arrested for selling and eating human flesh.”61

Krigen var en barske tid for dem der blev tilbage på TFS uden mad og uden beskyttelse for de

plyndrende japanere og sultne sjæle.

Da krigen omsider slutter, er man, både ude og hjemme, lettede og taknemmelige for at både

folkene og bygningerne på bjerget er kommet stort set helskindet igennem denne frygtelige tid.

Efter krigen er Reichelt så svag, efter langs tids sygdom, at han ikke ser anden mulighed end at

vende hjem til Norge. Da Reichelt forlader Hong Kong i 1946, forventer ingen, måske mindst af alt

ham selv, at han nogensinde vil vende tilbage til Hong Kong. Til gengæld blev, denne hans sidste

rejse fra Kina til Norge, tilbagelagt på en helt ny måde, nemlig med flyvemaskine.

På bjerget forsøger man lige så langsomt at genetablere dagligdagen på TFS, men knap er

flygtningestrømmen fra anden verdenskrig taget af, før en ny strøm ankommer fra Kina. Denne

60 Jf(Sharpe 1984) s.16961 (Sharpe 1984) s.172. Der står ikke nærmere præciseret hvor citatet er taget fra, men jeg vil tro det er et dagbogsnotat, Sharpe har oversat til engelsk.

21

flytningestrøm skyldes borgerkrig og udråbelsen af republikken Kina i 1949, hvorfor der kommer,

mange kinesiske munke.

”At least one thing was clear: that the thought of Tao Fong Shan as a centre for the reception of

Buddhist pilgrims was becoming harder and harder to sustain. In the interior of China, more and

more missionary work was being discontinued under political pressure……The Buddhist monastic

communities, too, were being forced out into manual labour, and pilgrimage was no longer even a

possibility.”62

Med det faktum, at de kinesiske klostre ikke vil have en plads under det kommunistiske styre i Kina,

må man på TFS erkende at en æra er forbi og indstille sig på at man må finde en ny vej, hvis TFS

skal overleve.

I Norge tager Reichelt stadig ud og holder foredrag omkring sit arbejde og sin mission blandt

buddhisterne i Kina.

Men i 1950 hører han at en gruppe kristne missionærer vil starte arbejde op blandt Thailands

buddhister, og disse beder om hans assistance. Et sådan ’kald’ og en mulighed for en sidste

udfordring kan den gamle ildsjæl naturligvis ikke lade gå sin næse forbi, så d. 30.januar 1951

stævner han ud mod Singapore og Thailand hvor han mødes med sønnen, Gerhard.

Om denne tur skriver Sharpe:

”The weather was hot, and the septuagenarian simply did not have the physical resources he had

once possessed. By the time he reached Hong Kong once more, at the end of April 1951, to an

enthusiastic welcome, he was desperately tired.”63

Men selvom han er gammel og træt, bliver der ikke slappet af og sparet på kræfterne. Til det sidste

blev han ved med at holde gudstjenester, underviste, afholdt katekumenundervisningen, skrev

artikler, reviderede tidligere bøger og meget andet.64 Jeg vil lade hans ven og kolega gennem mange

lange år, Notto Norman Thelle, få det sidste ord i denne fantastiske biografiske beretning om et

menneske der gjorde sin vision til mission:

”Søndag aften ble han selv rammet av en hjerneblødning. Hans sønn og svigerdattervar om ham

hele tiden, og de mange kinesiske venner og misjonærer levet en tid i daglig spenning. Det var et

veld ab kjærlighet og sympati som strømmet inn over den gamle Herrens tjener som kjempet sin

62 (Sharpe 1984) s.17663 (Sharpe 1984)s.17664 Jf (Thelle 1954) s.98

22

siste kamp. Det gikk 11 dager, og så var striden slutt. 13. mars 1952 kl. 22.10 åndede han ud. I den

stille nattetimen tonet kirkeklokken utover Tao Fong Shan. Alle visste hva det betydde…. Under

stor deltagelse ble Reichelt lagt til hvile på Tao Fong Shans lille kirkegård. Like foran den store

stenen hvor han hadde latt gravere in: «Klippe du som brast for meg.» så skkulle han tilsist få

hvile i Chinas jord. Det var så helt i pakt med hans ånd og tanke.”65

Livet på TFS efter Reichelts død - fra anden verdenskrig til i dag.

I slutningen af 1940’erne var man på TFS i en situation, hvor man ikke længere fik besøg af

omvandrende munke, men til gengæld havde man adskillige tidligere munke og andre flygtninge

boende, som havde søgt tilflugt på TFS.

I løbet af krigen og i tiden efter var det meget få penge man modtog hjemmefra, så man var nød til

at se sig om efter måde at gøre sig selvforsørgende på for at skaffe mad mm til de mange munde.

“Some were enrolled as students at the at the new school for trade, agriculture and art at Tao Fong

Shan, were baptized and eventually became co-workers”66

Den bedste, og nok mest kendte, ide man kom på var at male kristne motiver på porcelæn.

Kineserne har en århundrede lang tradition omkring produktion af porcelæn og denne styrke valgte

man at udnytte ved at lave en produktion af porcelæn med håndmalede kristne motiver på. Man

malede kendte kristne motiver som ’bjergprædikenen’67, ’den fortabte søn’68, ’den sidste nadver’69

etc. men malet med Jesus og de andre som kinesere, i kinesisk natur og udtrykt med kinesiske

traditioner.

”Through pottery with Christian motifs, painted in traditional Chinese style, Tao Fong Shan

wanted to give visible expression to its conviction that Christianity is not a Western religion, but

as much for Chinese as for Westerners,”70

Man oplærte altså folk i at lave håndmalet porcelæn, med så smukke og særprægede motiver, at de

stadig sælges i ’Artshop’ på TFS i dag.

65 (Thelle 1954) s.9966 (Olsen 2007) s.105f67 Bilag 6A68 Bilag 6B69 Bilag 6C70 (Olsen 2007) s.106

23

Desuden var man i den situation at det Lutherske fakultet (LTS)71 i Shekow indså at de nok ikke

ville have en fremtid i et Kina der blev mere og mere præget af kommunismen og de ønskede derfor

at flytte fakultet til Hong Kong. De sendte derfor en forespørgsel om mulighed for husly på TFS

hvilket straks blev givet.

Skolen flyttede til Hong Kong i 1948, hvilket medførte nye folk, kræfter og muligheder, bl.a. for at

videreuddanne sine studerende, men samtidig betød det også en helt anden sammensætning af

menigheden på TFS. Hvor menigheden tidligere havde bestået af en gruppe missionærer, en gruppe

omvendte munke og adskillige kristne medarbejdere, fik man nu en betydelig andel af menigheden

som dels var teologisk skolede, men som også var særdeles lutherske i deres tilgang til kirke og

menighedslivet, hvilket kom til at spille ind både på liturgi og dagligdag på TFS.

Efteråret 1952 bliver der vedtaget nye retningslinier for TFS og man laver i de følgende år en del

konkrete ændringer.

”A new set of guidelines were approved, indicating a clear redirection of the work, the most

important change for our purpose saying: “The mixing of Christianity with Buddhism. All plaques

with non-Christian quotations and proverbs should be removed”. The original liturgies were

modified. Several wooden tablets were removed, some said to be destroyed. The swastika on the

altar was removed, and the lotus cross less frequently displayed.”72

Her gik man også fra at side på puder på gulvet, som buddhistiske munke ville gøre, til at sidde på

kirkebænke. Man skar så meget i udsmykningen i kirken mm at man kalder denne periode for den

ikonoklastiske periode på TFS.73

I 1956 skaber man Ai Tao Yuen; et lille samfund for kvinder, efter modellen: kvinder, som ikke

havde familie der kunne sørge for dem, kunne for et mindre beløb, eller for deltagelse i arbejdet, bo

der når de blev ældre. Ai Tao Yuen fik tildelt et stykke land, hvor de kunne dyrke jorden og der

igennem sørge for livets opretholdelse.

Selve jorden er siden solgt fra, men der bor faktisk stadig nogle gamle kvinder, primært tidligere

nonner, på Ai Tao Yuen i dag.

71 Lutheran Theological Seminary hvor Reichelt var forstander 1913-1920. I daglig tale og fremover i dette speciale benævnes det ved ’LTS’72 (Engelsviken, Jørgensen 2007) s.278; Rolv Olsens artikel.73 Jf(Olsen 2007) s.106

24

I 1957 grundlagde man ’Christian Study Centre on Chinese Religion and Culture’.

“Establishing such study centres might be called a general trend in first decades of post war

Christian Mission… As were the case with similar institutions in other Asian countries, attention

of the studies has to a large degree been on the social situation of the country of location.”74

Gerhard Reichelt bliver den første ’director’ for ’Christian Study Centre on Chinese Religion and

Culture’. Samtidig med at han holder denne stilling, fungerer han som daglig leder af TFS indtil

1962 hvor han og hans familie forlader TFS.

Han efterfølges af en kinesisk leder, C.C.Wang, en medarbejder helt tilbage fra Nankingtiden, som

sidder på posten indtil 1967.

Wangs teologiske holdning er dog mere præget af en antagonistisk holdning til forholdet mellem

kristendom og buddhisme, end tilfældet var for Reichelt, og arbejdet blev naturligvis også derefter i

denne periode.

I 1967 kommer TFS atter under norske ledelse, da Sverre Holth udnævnes til ’superintendent’.

Holth ønsker at trække arbejdet på TFS i retningen af Reichelts oprindelige ide for stedet og ønsker

at man igen skal få fat i buddhisterne og især de buddhistiske munke der er i Hong Kong. Det er dog

nemmere sagt end gjort, for i Hong Kong har man ikke megen respekt for det arbejde der gøres på

TFS og mange vil ikke have noget at gøre med ”the sheep stealers”75 på bjerget.

Holth beslutter derfor at lave et dialogsted på neutralgrund, og grundlægger ’House of Freindship” i

Kowloon drevet af en interreligiøs komite som sammensætter et program hvor lærde fra

confusianismen, buddhismen, taoismen og kristendommen holder foredrag og oplæg.

Holth var en entusiastisk leder og gav derved TFS en masse kræft fremad.

Måske derfor var det så svært at følge efter, da han i 1970 gik på pension. I hvert fald fulgte derefter

12 år med 6 forskellige ledere, der aldrig formåede at skabe varige ændringer på TFS.

I 1976 forsøger man at samle stumperne, og man beslutter at Svenska Kyrkans Mission (SKM)

skulle overtage det økonomiske og administrative ansvar for TFS, en struktur der skulle vise sig at

holde frem til 1986

I 1983 får man igen en energisk og påholdende leder på TFS da Ernst Harbakk bliver

’superintendent’, en stilling han besidder i de næste 9 år.

74 (Olsen 2007)s.10775 Jf (Engelsviken, Jørgensen 2007) s.275; Rolv Olsens artikel.

25

Dette skulle vise sig at blive nogle dramatisk år, hvor der for alvor bliver ryddet op og gjort op med

en masse ting.

Bl.a er det i denne periode at man har den største konflikt på TFS siden bruddet med NMS.

”Theologically, the CSM (red: engelske forkortelse for SKM) representatives tended towards a so-

called inclusivist outlook on the relation between Christianity and other religions, while the

Danish and Norwegian branches preferred a more cautious view. Missiologically, CSM

emphasised ecumenical ties and local leadership, while Danes and Norwegians rather wanted to

strengthen their ties with the Hong Kong Lutherans.”76

Konflikten havde dog mange facetter, men handlede i bund og grund om hvem der havde det sidste

ord når det galt livet og beslutningerne på TFS.77 En magtkamp, der endte med at SKM trak sig helt

ud af arbejdet på TFS, og nordmændene overtog ledelsen.78

De følgende år bliver turbulente, og der sker en en lang række ting, såsom at LTS må flytte fra deres

tidligere bygninger og vender tilbage til TFS, hvor de bygger et helt nyt fakultet på et stykke doneret

jord. Det nye fakultet indvies i 1992 og i dag uddannes der præster og kandidater fra hele verden,

dog primært fra Sydøstasien.

Man vælger også på dette tidspunkt at lægge en ny international linie, hvor man udgiver et

internationalt tidsskrift, åbner et lille kristent hostel for backpackere (Ascention House) og begynder

at holde regelmæssige gudstjenester på engelsk. Dette åbner for alvor TFS mod verden og styrker

for alvor TFS’ profil og arbejde internationalt.

Samtidig lykkedes det endelig at få godkendt TFS som et selvstændigt selskab, hvilket er centralt

for deres stilling rent økonomisk og man omlægger strukturen for arbejdet på TFS i 4 afdelinger.

- sidst men ikke mindst vælger man at sælge det nederste af bjerget, det som tidligere havde været

brugt af Ai Tao Yuen, for et trecifret millionbeløb. Efter alle de år, hvor man på TFS havde måtte

knokle og spare for at få tingene til at hænge sammen, står man nu med en økonomisk stabilitet og

et helt andet grundlag for arbejdet.

I 1992 bliver Harbakk afløst af Rolv Olsen, som kaldes den sidste skandinaviske leder på stedet.

Forandringerne fortsætter under Olsen, hvor man bl.a. i 1997 oplever at Hong Kong overgår fra at

være en engelsk koloni til at være en ’special administrativ region’ i Kina.

76 (Engelsviken, Jørgensen 2007) s.282; Rolv Olsens artikel77 Jf (Engelsviken, Jørgensen 2007) s.282; Rolv Olsens artikel78 Man skal eje jord for at kunne blive registreret som ejer af en virksomhed i Hong Kong, og da Nordmændene var de eneste der havde fast ejendom, blev det nordmændene der overtog ejerskabet og ledelsen.

26

Ligesom Hong Kong overgår til kinesisk styre, således arbejder man i dag også på at ledelsen af

TFS skal overgå til alene at være kinesisk.

I denne tanke ansætter man i slutningen af 90’erne en ny generation af lærte kinesere, til at overtage

ledende poster på TFS, og tanken er at Areopagos79 indenfor en overskuelig årrække, skal slippe

driften af TFS fuldstændigt.

Efter nu at have set på Reichelts baggrund og inspiration, vil jeg nu lave en analyse af hans teologi.

Hvad var det der gjorde den så unik, at det i dag stadig er interessant at studere den? Hvad var det

for tanker der lå bag denne mands vision og hvilken teologi byggede han sit missionale virke op

omkring.

Karl Ludvig Reichelts teologi

Karl Ludvig Reichelts syn på verdenFor Reichelt er verden religiøs. Han er så dybt forankret i den kristne tilværelsesforståelse, at det er

fuldstændigt selvfølgeligt at verden er religiøs. Han ser Gud og oplever Gud i alt hvad han ser og

gør, for det er omkring Gud som akse, hans verden drejer sig. Livet og verden er sakralt, eller sagt

på en anden måde: det religiøse gennemtrænger alle aspekter af livet.

En af hans ungdomsvenner og medstuderende, Emil Birkeli, siger om Reichelt at ”han er religiøs

tværs igennem”80. I praksis betyder dette at han i alt hvad han gør og er lever i et religiøst rum. Men

samtidig har han også evnen til at lytte til og tro på sine oplevelser og der igennem nå ’det inderste

ophav’. Reichelt skriver:

”religion er en mere eller mindre bevisst ærefrygtsfuld stansen op for livets indre sammenhæng,

for livets tilgrundliggende love, bak hvilke der anes en upersonlig eller personlig kraft og plan”81

79 Buddhistmissionen ændrede på et tidspunkt navn, og kom til at hedde Areopagos80 (Riisager 1998)s.7181 (Reichelt 1926) s.10

27

Der ligger i mennesket en naturlig ærefrygt for verden og livet og den enorme naturkraft – mana –

der ligger bag og som gennemtrænger alt. Ligeledes må mennesker standse op overfor følelsen af, at

der er noget som er så meget større end dem selv, det majestætiske som tryllebinder, gør mennesker

stumme og fylder dem med en følelse af at være små brikker i et større spil.

”En verden uten religion, var som legeme uten sjæl”82

siger Reichelt, og understreger igen religionen centrale rolle i verden:

”Religionen er livets dype sølvåre. Alt, som der egentlig er værdi i for tid og evighed, samler sig i denne åre:

livskunsten, livsmålet, livets ophav og bestemmelse, altets evige tellos – alt samler sig i religionen. Det er livets

fasit. Derfor kan vi ikke andet, maa vi ikke andet end stå med den dybeste ærbødighed og takk”83

Denne følelse af at noget skræmmer men også fænger, genkender han i Rudolf Ottos begreb om

’tremendum et fascinosum’. Erfaringen af at verden er stor og at vi blot er små mennesker i Guds

større plan, er helt grundlæggende for Reichelt. I oplevelsen af det guddommelige, eller som Otto

kalder det, det numinøse, kan vi små mennesker ikke andet end bøje hovedet og i ydmyghed takke

Gud for vores hele eksistens - dette er tremendum et fascinosum!

Men i Ottos forståelse af det numinøse, ligger der også en forståelse af at det numinøse er noget helt

grundlæggende for mennesker, og kan findes i alle samfund fra stammereligioner til

gammeltestamente etc. Heri lægger Otto en forståelse af at oplevelsen af det guddommelige, det

numinøse, ligger i menneskers grund – mennesket er med andre ord apriori religiøst84, en holdning

som Reichelt er enig med ham i.

Men hvor Ottos forståelse af den personlige Gud der opleves i det numinøse medfører at mennesket

føler sig som synder, oplever Reichelt den på en helt anden måde. Hos ham fører tremendum et

fascinosum og den medfølgende udmyghed ikke til et syndsbegreb, men mere til en dyb

taknemmelighed, en taknemmelighed der er udtryk for at menneske og Gud er i et langt mere

harmonisk forhold end det er tilfældet hos Otto.

Reichelts menneskesyn.Reichelts syn på mennesket er ret interessant. For på den ene side er han Luthers teolog og ser

mennesket som en synder, og vi har netop set hvordan mennesket må bøje sig i erkendelsen af sin 82 (Reichelt 1926) s.8.83 (Reichelt 1926) s.7f84 Jvf (Riisager 1998) s.72

28

egen utilstrækkelighed. Men trods dette, bliver det der bærer Reichelt og hans virke igennem i alle

disse år, hans evigt åbne sind og enorme tillid til hans medmennesker. Hele hans udgangspunkt

bliver taget i individet (’næsten’) og individets oplevelser også hvad angår det religiøse.

For Reichelt er ethvert menneske en af Guds skabninger, uafhængig af hvor de kommer fra og

hvilken religiøs tilhørsforhold de har. Det betyder også at alle har en lille guddommelig gnist i sig,

som de, i forskellig grad har mulighed og evne til at udvikle.

”Mennesket ses ikke under synsvinkelen dom og frelse, men hvert enkelt menneske er som en

inkarneret gudstanke sat ind i en udvikling på en bestemt strålebane, hvor Kristus knytter os

sammen …...”85

Det har dog en væsentlig betydning, om man ser mennesket under dom og frelse eller anser det

nærmest som guddommeligt, for hvis ikke der er en dobbelthed i menneskelivet mellem dom og

nåde, bliver kampen mellem godt og ondt i livet noget sekundært. Og uden slagmarkens alvor

mister Gud sin alvor og bliver en harmoniernes Gud – en reduceret Gud, frataget respekt og magt og

gjort tandløs og uden bid. Herved bliver menneskelivet heller ikke set i sin dobbelthed med lys og

mørk og den nødvendige overgang mellem de to. Dette ses også at ovenstående citat, mennesket har

ikke brug for bruddet, men følger sin livsbane, og stræber opad mod denne harmoniernes Gud.

En evolutionistisk religionsforståelseTrods det at Reichelt på mange måder er præget af sin konservative teologiske baggrund, er han

ikke konservativ i sit syn på andre religioner. Tidligere havde synet på mission været at alle andre

religioner end kristendommen havde været djævlens værk, og at alt hvad der havde med de

hedenske religioner skulle forsages med alle midler.

Reichelts tid er en brydningstid og de liberale tanker påvirker også missionsforståelsen.

I den nye missionsforståelse arbejdes der ud fra den forståelse, at forskellige religioner er forskellige

udviklingstrin på vej til det religiøs-etisk fuldkomne – kristendommen.86

85 Riisager, Upubliseret materiale s. 1286 Rapporten fra World Missionary Conference (W.M.C.) 1910 giver udtryk for de nye linier indenfor mission. Her siges bl.a: ”the conviction has grown that their »confused cloud-world« will be found to be »shot through and though with broken light of a hidden sun«. And, these things being true, another conviction has dawned:- Christianity, the religion of the Light of the World, can ignore no light however »broken«.” (W.M.C. IV. S.227) Citeret fra(Riisager 1973) s.109

29

Derfor er det ikke den kristnes opgave at fordømme de mennesker, der har en lavere religion, men at

hjælpe dem videre i erkendelsen af de religiøst-etiske værdier, således at de, med kræften fra det

religiøst etiske, kan ledes opad mod kristendommen.

I denne forståelse ligger der også en forståelse af at disse religiøst etiske værdier, ikke bare er noget

der tilfældigt, eller i en form for naturlig religion, er i mennesker og folkeslag. Disse nedlagte

værdier er alle udtryk for guddommelige lysstråler spredt i verden. Alle mennesker er skabt af Gud

og har i sig en guddommelig gnist, og det er nu missionærens opgave at samle alle disse Guds

fortabte børn, og få dem til at erkende næste skridt opad mod Kristus.

Arbejdet for den kristne missionær ligger nu i at se igennem den anden religion og gennemskue

hvilke af de emner, tanker etc der er i denne religion som er fra Gud. For der hvor religionerne har

lighedspunkter med evangeliet, er det Gud selv der har lagt disse lighedspunkter i religionen, som

trædesten opad mod det fuldkomne etiske religiøse i Kristus og kristendommen. Som Riisager

skriver:

”Men er de lighedspunkter med evangeliet, som findes i de ikke-kristne religioner, fremgået af

guddommelig åbenbaring i religionernes liv, da er de også sande »tilknytningspunkter« for den

kristne prædiken, idet de – set i forhold til den fuldkomne åbenbaring i Kristus – hver for sig har

en til sit bestemte religiøse udviklingstrin svarende sandhedsværdi, hvorpå prædikenen kan bygge

videre. Med andre ord: de er »veritable steppingstones« på vejen opad mod den fuldkomne

religion, den kristne, hvis højeste udtryk vi finder I Kristus selv, den fuldkomne religiøse

personlighed, I hvem vi har lært den absolutte sandhedsværdi at kende.”87

Man kan altså sige at der er flere grader af sandhed, men at det kun er i kristendommen

at vi finder Sandheden.

Menneskers naturlige søgen fører dem fremad, og ved at nå til etisk religiøse

erkendelser, vil de med deres sunde fornuft, til sidst nå til kristendommen. På den måde

er andre religioner ufuldendte, og som tidligere nævnt, kom Jesus til verden for at

opfylde ikke for at nedbryde88. Missionærens opgave er at vise mennesker ’Vejen,

Sandheden og Livet’, og derved hjælpe mennesker til at opfylde loven i hjerterne. Men

det centrale for Reichelt er at det det enkelte menneske selv skal nå til erkendelsen,

missionæren kan kun være i en dialog og derved hjælpe dem til at finde vejen opad.

87 (Riisager 1973) s.11188 Jf Math. 5.17

30

Hellenismen som grund for Reichelts logosforståelseSom teologisk grund, for sin evolutionistiske religionstanke, indfører Reichelt en logoskristologi.

Han tager udgangspunkt i Justin Martyrs (ca. 100-165) tolkning af Johannes prologens begreb om

Logos, og dennes forståelse af begrebet ’logos spermatikos’ (græsk: ’det udsåede ord’).

Dette er en forståelse af at Guds ord, og dermed Guds sandhed, er i verden. Ikke bare den kristne

verden, men hele den beboede verden - altså også i andre religioner. For Justin, og for Reichelt, er

det, som ovenfor beskrevet, ikke et spørgsmål om hvorvidt andre religioner kan indeholde sande og

guddommelige værdier, men om i hvor høj grad der er sande værdier i andre religioner og

tankesystemer. Øverst i denne række af religiøse sandheder ligger, efter Reichelts mening,

kristendommen, som i den inkarnerede logos, Kristus, har modtaget den fulde og evigtgyldige

sandhed.

En anden og endnu ældre inspirator for Reichelts logosforståelse, er den jødiske filosof Filon

(25.fkr.-45 e.kr).

”Philos’s logostanke viste utover dig selv – og det varte ikke lenge – så kom han, han som i full

historisk og personlig virkelighet, i kjød og blod skulde virkeliggjøre logos-tanken – Jesus

Kristus.”89

Filon var født ind i den jødiske tankeverden, men levede i end tid, der var stærkt præget af

Hellenismen og dennes filosofi. Han brugte i sin tænkning den platoniske hierarkiske metafysik,

men samtidig stærkt inspireret af stoisk logostænkning. Med styrker fra begge verdner søgte han

således den største visdom, som han mente at finde i Gammel testamente, især i Mosebøgerne.

Filon gør sig også adskillige tanker om begrebet logos.

”Logos i Filons tænkning er et dynamisk princip, men også et kosmisk princip, som forklarer

verdens eksistens. Logos er den kraft, hvorigennem Gud virker. Men Gud er den inderste årsag”90

Tanken om Logos er især kendt fra Johannesprologen, og det er da også oplagt, at forfatteren af det

fjerde evangelium, og hans modtagere, har haft kendskab til den jødisk alexandrinske

religionsfilosofi. Ikke at det er eksakt samme logosforståelse, men tanken har samme oprindelse.

Når denne baggrund nu er på plads, kan vi kigge lidt nærmere på Reichelts forståelse at kristologi.

89 (Reichelt 1931) s.5290 (Riisager 1998)

31

For Reichelt er den historiske, levende Jesus Kristus den centralåbenbaring der adskiller

kristendommen fra andre religioner. Gud har været i verden altid, men det er først ved inkarnationen

at Gud bliver kød og blod for mennesker. Gud har, som Logos, også været i Kina som den

præeksistente og navnløse, men det, at buddhisterne aldrig har lært Gud at kende som levende og af

kød og blod, gør at de ikke kan få del i Kristus og dermed frelsen. De må høre ordet om at Gud er

kommet os nær og at man, gennem Kristus, kan komme nærmere til Faderen, altets ophav.

I denne forklaring, kan det dog skure lidt i ørene, at hver gang Reichelt omtaler den historiske Jesus,

er det altid efterfulgt af ”Guds mægtige søn”91 eller ”ordet der har virket i verden fra begyndelsen

av”92

Man får det indtryk af Jesus at han ikke først og fremmest var Gud-menneske, men at han, selv i sin

jordiske fremtræden, var en overjordisk, guddommelig skikkelse. Eller som Reichelt selv siger:

”..Jesus av Nazaret…viser sig at være Kristus at være …det evige logos personificeret og

virkeliggjort i denne enestående frelser.”93

Med den vægtlægning vi ser her, står det klart at i Reichelts teologi, er det menneskelige i Jesu

natur, vældig underspillet. Reichelt lægger vægten på det kosmiske, det overjordiske, det

guddommelige i Kristi natur, og ser ham nærmest kun som et guddommeligt, kosmisk væsen i

menneskelig skikkelse. En tanke som ligger snublende nær den monofysistisk tanke, hvor

tonaturlæren er reduceret.

At grunden for Reichelts teologi ligger i den hellenistisk filosofi, fortæller han selv om i et foredrag,

’folkeslagenes opdragelse til Kristus’, holdt i København januar 192694, hvor han siger :

”Løsningen blir denne, at vi får se, at alle disse ideer og tanker, som gjennem de hellenistiske

filosofskoler var lagt tilrette, Herretanken (ó kúrios), logostanken, forsoningstanken,

opstandelsestanken – de får sin konkrete, historiske opfyldelse i Jesus av Nazaret. Han viser sig at

være Kristus, at være Herren, at være det evige logos personificeret …”95

91 (Reichelt 1926) s.20+2392 (Riisager 1998) s.10493 (Reichelt 1926)s.2294 Foredragene er gengivet i KRISTUS – religionens centrum, (Reichelt 1926)95 (Reichelt 1926)s.22

32

Efter nu at have beskrevet hvordan logosbegrebet står som noget helt grundlæggende i Reichelts

teologi, må det her fastslås, at selvom inkarnationen spiller en rolle hos Reichelt, så bliver den

overskygget af hans logosteologi.

Også hans forståelse af skabelsen kommer til at stå svagt, for hos Reichelt er det centrale ikke Gud

som skaber og opretholder, men Gud som Faderen, der kun kan kendes gennem sønnen. Alt fokus er

konstant på den evige logos, hvilket giver en skævvridning i treenighedsbegrebet, hvor skaberen her

bliver en sidebemærkning i forhold til Logos/Kristus.

En anden vinkling, der gør at Reichelt lægger afstand til det skabelsesteologiske, er at han går væk

fra den gammeltestamentlige menneskeforståelse, hvor mennesket er en enhed af krop og sjæl, og

har en mere platonisk, dualistisk forestilling om mennesket.

I den platoniske verdensopfattelse er der to sideløbende verdner – ideverdenen, som er den reelle

verden, og den materielle verden, som er en afglans – en skyggeside - af ideernes verden.

Reichelt er enig med Platon i at det materielle er det sekundære. For Reichelt er det sjælene der er

ideen, det reele, og kroppen er bare det materielle og afglansen af sjælens virke.

”sjælen søger med sin guddommelige oprindelse på platonisk vis tilbage til Gud, og Reichelt kan

med baggrund i sin platoniserende kristologi tale om »meditation og stille betragtning«, der er med

til at føre sjælen »opover mot det evige livs høider og innover mot Lysenes Fader«.”96

Det er altså ikke det hele menneske der skal frelses, men kun sjælen – der skal hjælpes og ledes

tilbage opad mod sit guddommelige ophav.

Åbenbaringsforståelse og soteriologiI mødet med andre mennesker, var det afgørende for Reichelt om det var et mennesker der, som han

selv, levede et liv båret af en inderlig religiøs tilværelsesforståelse. Reichelts levede sit liv med et

nærværd, varme, spiritualitet og inderlighed som få. Som tidligere nævnt, var han ”religiøs tværs

igennem”97 og hans udtryk var stærkt præget af den følelsesbetonede oplevelseskristendom han

havde oplevet i Telemarken i sin ungdom, og var alle dage mere hjertet ens hjernens mand.

Reichelts inderlighed var ladet med en religiøs kraft og denne religiøse kraft spiller en væsentlig

rolle i hans forståelse af åbenbaring.

96 (Riisager 1998) s.106f. Inklusiv Reicheltcitat, taget fra et brev af 18/11 192797 (Riisager 1998) s.71

33

”Svarende hertil kan begrebet »åbenbaring« hos Reichelt da også i højere grad bestemmes som

meddelelse af religiøs kraft ens som kundgørelse af et budskab med et ganske bestemt objektivt

sandhedsindhold”98

Men i så tilfælde må man spørge sig selv hvordan han så forholde sig til den centrale åbenbaring, at

Gud åbenbarede sig i sin søn, Jesus af Nazaret.

Er Reichelt ligeglad med den historiske Jesus og Guds åbenbaring af sit ord? Nej, langt fra. For det

er netop budskabet om den totale kærlighed på korset, der får mennesker til at forstå. Det er den

magt og virkning Ordet har på mennesker, der er det væsentlige. Når Reichelt taler om Jesu sonende

død, så er det ikke med vægt på det objektive indhold, forstået som den en gang stedfundne soning

for alle menneskers synd og skyld. Vægten ligger derimod på den enkeltes møde med Jesu

kærlighed, som udtrykt i korsdøden, og dennes magt til frigøre mennesker, altså den subjektive

virkning soningen fremkalder.

Sagt på en anden måde er det vigtigste for Reichelt ikke at frelseren kom ind i tiden, og at der i ham

skete et brud i historien hvor Gud greb ind og en gang for alle tilbød mennesket frelse ved sin søns

død. Nej det centrale i Jesus er for Reichelt det kosmiske og guddommelige Guds ord, der blev

sendt til verden, for at mennesket i ham skulle se og forstå.

”Det, som har betydning, er Kristus som Logos, der med sin dynamiske kraft kan føre sjælene

fremad mod deres evige mål”99

En slags vejviser og guide, mere end den forsonende frelser. Det centrale bliver således ikke

engangshandlingen hvorefter vi alle er frelst, men mere den måde hvorpå denne sandhed påvirker

individet. Når det enkelte menneske møder sandheden om at Kristus døde for din skyld, sker der

noget i individet. For ingen kan høre om så stort et offer, at give sit liv for dig, uden at det griber en

og får magt over en, og det er præcis denne subjektive oplevelse der er så vigtig Reichelt.

”Altså: når Reichelt f. eks. Taler om Jesu forsoningsdød, hører vi intet om dens objektive indhold,

d. v. s. om den rent objektive gyldighed som en én gang for alle stedfunden soning for hele

menneskeslægtens synd og skyld, men udelukkende om dens subjektive virkning, d. v. s. om den

magt, mødet med Jesu kærlighed, som den er udtrykt i hans død på korset, har til at frigøre

mennesker religiøst og føre dem fremad i religiøs udvikling og erfaring. Med andre ord: det er

korsdøden som åndelig kraftkilde, det drejer sig om.”100

98 (Riisager 1973) s.13099 (Riisager 1998) s.108.100 (Riisager 1973) s.131f

34

Således bliver missionærens rolle at lede sjæle ind på den rette vej, hvorefter Kristi kræft vil gribe

dem og fører dem opad. Ligeledes er det missionærens opgave at hjælpe mennesker i den fortsatte

søgen opad og i det at leve det rette etiske liv.

Profeter og religiøse menneskerSamtidig skal det nævnes at åbenbaringen ikke forstås som en engangsforestilling, men noget der til

stadighed udstråler fra den evige logos. Derved kan man heller ikke sige at inkarnationen er noget

der kun er sket en gang i historien.

”Når åbenbaringen er meddelelse af religiøs kraft, ligger der i sagens natur, at åbenbaring

principielt altid er inkarnation”101

For lysstålerne fra Logos er spredt over hele jorden, i alle religioner og ramt religiøse mennesker i

alle tider og alle religioner – blot i forskellige styrke. Således er Jesus af Nazaret den person hvor

kraften og lyset blev samlet i sin mest koncentrerede form102, men andre gange i historien har man

oplevet andre mennesker have en åndelighed og være religiøse kraftkiler, blot i mindre grad end

Jesus – ofte kaldet profeter. Disse kan være fra Israels tid, hvor Gud lod dem tale til sit udvalgte

folk, eller det kan være mennesker fra vor tid der besidder Logos.

”Vel er det slik, at man altid, når der tales om gudbeåndede, inspirerte personer, må tænke sig at

den eiendommelige inspirationens gnist har utløst nye og uanede kræfter hos dem, kræfter som har

gjort det mulig for dem ikke bare at opfange det ualmindelige, men også rent formelt forlenet

deres ord, deres stil og uttryk med en klarhet, en fylde, en næsten overjordisk pathos og

farveglands, der som intet andet menneskeord formår at lede andre opladte mennesker ind i livets

inderste og helligste rythme – religionen.”103

Således anså Reichelt, Mohandas K. Gandhi for at være en af sin tids store profeter.

Ligeledes har buddhisterne i Kina gennem tiderne haft store profeter som har hjulpet og styrket dem

videre i deres søgen efter og forståelse for de indre livslove. Livslove der, ifølge Reichelt må være

fælles med kristendommen, siden kristendommen har dem i fuldendt form i Kristus.

Men det er ikke kun store religiøse personligheder der rammes af Logos’ kraft, også helt almindelig

mennesker har en gnist af Logos i sig, en lille del af åbenbaringen. Og det er denne del som

mennesket i sin religiøse søgen skal styrke og udvikle og derved komme til en højere forståelse af 101 (Riisager 1973) s.132102 Jf (Prip-Møller, Reichelt 1922) s.201103 (Reichelt 1926) s.13

35

Gud. I alle udviklede religioner er der sådanne mennesker der har trænet sig selv og som har og

udstråler den særlige religiøse kraft. Sådanne mennesker, som havde denne religiøse

tilværelsesforståelse i sig, fandt Reichelt blandt Østasiens Buddhistmunke, som han anså for at være

dyb religiøse mennesker104.

”Vi har set at mange av dem er naaet frem til stor religiøs inderlighet, høj katakterstyrke og dyp

næstekjærlig”105

Disse mennsker står som noget særligt for Reichelt og han kalder dem for ’Guds spredte børn’, et

udtryk der kommer til at stå stærkt i hans arbejde blandt buddhistiske og taoistiske munke. For disse

mennesker, som kender til dele af det sandheden, vil, når de står overfor Kristus den fuldkomne

personlighed af den religiøst-etiske kraft, kunne genkende den og spejle sig i den. I denne

erkendelse vil de blive løftet opad i deres egen religiøse søgen, et løft som ikke kan undgå at ske, for

ethvert menneske er skabt til at nå frem til den religiøs-etiske fuldkommenhed – som er frelsen.

Reichelts syndsbegreb Hvis man som Reichelt anser frelsen for at være en religiøs-etiske fuldkommenhed, er det

interessant at se hvordan han forholder begrebet synd og især hvordan det ser ud i lyset af den

lutherske syndsforståelse.

Ifølge Luther, er synden forbundet med et egocentrisme. Mennesket er skabt til fællesskab med

hinanden og med Gud, men ved syndefaldet blev mennesket viklet ind i sit eget ego og er nu

’incurvatus in se’, og har i denne bevægelse lagt afstand til Gud. Mennesket vil aldrig kunne slippe

denne indkrogethed i sig selv, og vil derfor for altid være en synder. Samtidig er mennesket dog

altid allerede frelst ved Kristi sonende død på korset, og hvis man tror på det, vil man for altid, i

Kristus, være frelst. På den måde kan et menneske på en og samme tid være synder og frelst og

dermed har vi Luthers kendte udtryk ’Simul justus et peccator’.

Overgangen mellem på den ene side at være fuldstændig synder og på den anden side være frelst i

Kristus er en radikal overgang. Dog er den ikke så radikal, at den sker en gang for alle, men er en

oplevelse det enkelte menneske hele tiden må mindes om og gentage for at blive i Kristus.

Overgangen er derfor heller ikke kun noget der sker i en omvendelse af ikke-kristne, men også en

104 Jvf. (Riisager 1973) s.133105 (Prip-Møller, Reichelt 1922) s.200

36

bevægelse hvor kristne hele tiden må gentage bevægelsen fra synd til frelse via gudstjeneste og

nadver.

Luther ser således ikke synden, som noget der har specielt med det etiske at gøre, men ser det som

et religiøs begreb, hvor mennesket vender sig bort fra Gud og næsten.

Det vil også sige at Luthers syndsbegreb er totalt, for ethvert menneske er totalt synder i sin natur,

og man kan altså ikke måle graden af synd.

Reichelt arbejder udfra en anden tilgangsvinkel, hvor hans ikke som udgangspunkt ser alle

mennesker som syndere, men tager udgangspunkt i at alle mennesker er Guds børn. Hvor meget de

lever efter og kender til Gud er forskelligt, men alle mennesker bevæger sig opad i deres religiøse

søgen og fremad i deres etiske erkendelse, spørgsmålet er bare på hvilket niveau de startede, og hvor

højt den enkelte når i sin søgen.

Man kan altså sige at, i Reichelts optik, de mennesker der er nået et højere stadie i den religiøst

etiske søgen, er mindre syndere end de som intet ved, da de er nået højere i deres søgen.

Men samtidig ville det ikke være en helt korrekt anvendelse af ordet, for Reichelt lægger en anden

forståelse i begrebet synd. Der er hos Reichelt slet ikke den kosmiske kamp, som den ses hos

Luther, for hos Reichelt er der en harmoni omkring sjælens vandring i stedet for kamp.

”Frelsen er sjælens pilgrimsvandring mod dens evige, guddommelige mål, hjulpet frem af den

kraft, der udgår fra Kristus, særlig i hans korsdød, og menneskesjælens forhold til Gud er i

ingen henseende disharmonisk. Tværtimod!”106

Så synden er altså heller ikke at forstå som et misforhold mellem menneske og Gud, men skal snarer

ses som forhindringer på vejen til opnåelsen af menneskets religiøs-etiske mål. Disse udskridninger,

eller disgressioner, på sjælens vej, kan kun overvindes med tilskud af religiøs kraft, som gives i den

kristne åbenbaring.

Så hvor Luther anser forholdet mellem mennesket og Gud for brudt ved syndefaldet, så ser Reichelt

ikke noget brud og derved ser han heller ikke Kristi soning som en heling af noget brudt.

Sakramente og kirkesyn

Med Reichelts syn på religiøsitet og grebethed, kan det ikke komme som en overraskelse at det for

Reichelt ikke er ord og sakramenter der konstituerer kirken, som det hellige samfund, men folks

106 (Riisager 1998) s.110

37

religiøse og etiske udrustning, for hvis kirkens medlemmer ikke har en immanent hellighed, så kan

der ikke være en kirke. Reichelt bevæger sig altså væk fra Luthers tanke om ord og sakramente som

det menighedsskabende og over i en mere individuel tanke, hvor det er forskellige menneskers

hellighed, der bringes sammen, og derved danner det hellige samfund.

Jeg vil komme mere end på Reichelts forståelse af menighed og kirke, men først vil jeg se nærmere

på de ritualer for BM som blev offentliggjort i ’Nordiske Missions-tidsskrift’107 efter ønske fra

mange sider i Norge. Reichelt er dog klar over at der nok er røster i Norge der vil vende det mod

ham, så han skriver i forordet:

”Såvell i høimesseritualet som i ritualet for de kirkelige handlinger har vi søkt å følge den tråd og

det grunnlag, som er lagt tilrette i det lutherske fællesritual, hvorom den lutherske

kirkesammenslutning i Kina har samlet sig.” 108

-og vælger altså at lægge vægt på at ritualet lagde sig tæt op ad den Luthersk kirke i Kina.

Følgende siges det dog også at man optog nogle ritualstykker som -

”just eier en særlig værdi for de kredse, bland hvilke vi særlig få arbeide, munkene, de læge

buddhister og pilegrimmene fra de forskjellige religionssammenslutninger.”109

Ud over at indsætte nogle stykker i gudstjenesten som giver særlig mening for kineserne, har man

også forsøgt at holde en kinesisk sprogtone gennem det hele, så de føler sig så meget så muligt

hjemme i den kristne gudstjeneste.

Dåb

At blive døbt i BM var ikke noget man gjorde fra dag til anden, men var noget der krævede nøje

overvejelse og forberedelse. Også blandt de andre brødre var det en beslutning der blev set på med

stor alvor og ærefrygt.

For at blive døbt skulle man først være optaget som ’Tao-jen’,110 hvilket også krævede et ritual.

Dette ritual medførte at man kunne indlede minimum 3 måneders studium af den kristne lære, og

hvis en Tao-jen, efter disse te måneder, ønskede at modtage den hellige dåb, gik han til den af

107 Dette særtryk findes på min litteraturliste som: (Reichelt 1930)108 (Reichelt 1930) s.3109 (Reichelt 1930) s.3f(Bosch 1995)110 Oversat: interesseret religiøs ven

38

brødrene i menigheden han ønskede som sin garant. Sammen med sin garant mødte han op i kirken

en søndag, og meddelte Gud og alle tilstedeværende sin beslutning ved at sige:

”’Jeg discipel (N.N.) har i den tid, jeg har hørt evangeliet, mottatt et sterkt inntrykk av Kristi lære.

Jeg forstår nu, at Jesus Kristus virkelig er ordet fra evighet (det evige logos) og slegtens frelser.

Derfor vil jeg i dag i menighetens forsamling og innfor Guds åsyn ta det store løfte og gjøre den

hellige beslutning om å omvende mig fra alle synder og av hjertet tro på den treenige Gud. Jeg vil

av hele mitt hjerte studere den hellige skrift slik at jeg i sin tid kan få motta den hellige dåp

Derved vil jeg vende tilbake til min oprindelige rene natur og bli født inn til livet i Guds

hmmelske rike, slik at jeg for evig kan få være hos Gud.’ Amen.”111

Herefter følger en katekumenperiode på cirka et halvt år, hvor dåbskandidaten blev undervist i, og

arbejde med, den kristne lære. Katekumenperioden afsluttedes med at dåbskandidaten på en søndag

overhørtes i sin lærdom. Bestod han dette, skulle han, den følgende lørdag aften, møde op til et

særligt skriftemål og forberedelse til dåb og nadver, hvorefter dåbskandidaten er klar til om

søndagen at modtage den hellige dåb og nadver.

Selve dåbshandlingen minder utrolig meget om den måde man stadig i dag udfører dåb i den danske

folkekirke. Jeg vil derfor heller ikke gennemgå ritualet i detaljer, men henviser til bilag 4, som er en

gennemgang af hele BMs dåbsritual.

Jeg vil dog fremhæve et par ting, som adskiller den, fra det vi kender i den danske folkekirke.

Efter at Tao-jen’en har svaret ja til ledene i den apostolske trosbekendelse, har lovet at leve derefter,

er blevet døbt i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn og sammen med garanten har modtaget

belæringen, afslutter man med hengivelsesformlen og den aronitiske velsignelse.

Her ville man afslutte ceremonien i den danske folkekirke, men i BM afslutter man dåben med et

slag ritual i ritualet, hvor den døbte optages i BM.

Præsten, den døbte og de nærmeste menighedstjenere går nu i procession ud af kirken og til

bederummet, hvor den døbte knæler ned ved alteret og fremsiger følgende troskabsløfte overfor

brodersamfundet:

”Jeg discipel (her kommer navnet) tar det store løfte innfor den treenige Guds åsyn og i

overenstemmelse med den store nåde, som i dag er vederfaret mig, at jeg med opriktig hjerte vil

leve efter den kristne Tao-jen-hui’s (navnet på vårt broderskap) grunntanker og regler. Jeg vil

111 (Reichelt 1930)

39

gjøre mitt ytterste for å befordre og styrke broderskapet, villig underordne mig de styrende, elske

brødrene, sprede Guds ord og utbrede Guds rike, - inntil evig tid.”112

Ritualet afsluttes med at præsten beder for den nydøbte og skænker ham ”brodersamfundets dyrebare

merke, vort herlige lotuskors.”113

Det hele afsluttes med at man, igen i procession, går til gæstehuset hvor folk er samlet for at

lykønske den, eller de, nydøbte.

Ser man dette ritual i forhold til dåben i den danske folkekirke i dag114, så er det ikke bare andre

omgivelser, men også en helt anden indstilling til dåben.

For det første praktiserede man primært voksendåb i BM, hvorfor man kan stille seriøse krav til

dåbskandidaten i forhold til viden indenfor kristendommen. Krav som er så skrappe at vi ikke kunne

forestille os at stille dem hverken til faderen til den døbte, eller til konfirmanderne.

I BM dåbsritual skal man klargøres og gøre sig fortjent til dåben – både ved overhøring i det

studerede, og man skal deltage i skriftemålet, for at komme til dåben.

I Danmark i dag har vi ikke dette element at dåben skal fortjenes. Vi bærer barnet115 frem for Gud

og menighed og beder Gud om at velsigne barnet og lade det komme til ham.

”Vi beder dig:

Tag i nåde mod dette barn (disse børn),

som vi bærer frem for dit åsyn.

Indlem det (dem) i din menighed,

og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset!”116

Ud af dette stykke i dåbsritualet, ses det tydeligt hvem det er der er det agerende subjekt i dåben. Så

hvor dåbskandidaten i BMs ritual fra 1930, i en eller anden grad er agerende, så er dette overlagt til

Gud i dåbsritualet i dag.

Det betyder også at dåben i BM fik en helt anden og mere eksklusiv karakter, end vi kender den i

dag. Dåben var ikke noget man ’bare’ bad Gud om der igennem fik sine synders forladelse, nej det

var noget der krævede noget.

112 (Reichelt 1930) s.13113 (Reichelt 1930) s.13f114 Bilag 2.B115 Jeg går ud fra barnedåb, da det er langt det mest almindelige i Danmark116 Bilag 2.B.

40

Dette er en tanke Reichelt har med sig fra sin barndom i pietismen. I pietistiske miljøer står den

enkeltes omvendelse helt centralt, og dåben, med syndernes forladelse, bliver derved også gjort

eksklusivt, som man må gøre sig fortjent til gennem lange studier.

NadverOrdlyden af nadveren i BM117 er meget lig nadverritualet i den danske folkekirke118, men adskiller

sig på det væsentlige punkt, at den ikke holdes i forbindelse med højmessen.

”Almindeligvis holdes nadveren hver søndag morgen. Dog kan man også la den gå inn som ett

ledd i den almindelige gudstjeneste eller i aftenmessen.”119

Selvom Reichelt her understreger at man kan holde nadveren i forbindelse med gudstjenesten, så ses

det dog, ud fra hans dagbøger, at man fra 1926-29 kun benyttede sig af denne mulighed to gange.

Som regel afholdes nadver søndag morgen klokken 8 for en særlig gruppe120, og derefter holdes der

højmesse klokken 10.30, hvor alle kunne deltage.

I ordlyden af ritualet lægges der, ganske ifølge Luther, vægt på nadveren som menighedsskabende

funktion, idet man siger ”foren os som grenene på vintræet”121, men hvis man samtidig afholder

nadveren, adskilt fra en del af menigheden, så holder tanken ikke længere.

Hvad vi ser i BMs nadverforståelse er altså, at man på den ene side har ordlyden, der er luthersk, og

som skal virke menighedsskabende, men på den anden side arbejder ud fra et syn hvor nadveren er

en handling, der skal styrke det religiøse liv hos den enkelte. Med individet i centrum har vi her en

tanke der ligger tæt op ad det pietisitisk syn, som Reichelt har med sig fra sin barndom.

Riisager arbejder med flere forskellige årsagsmuligheder til denne divergens122, men kommer frem

til at det nok i virkeligheden var imellem disse to punkter at Reichelt faktisk befandt sig. Han

skriver om skellet mellem de to synspunkter:

117 Jf Bilag 5118 Bilag 2.A119 (Reichelt 1930) s.14120 Bl.a var det et krav hvis man ville til deltage i nadveren, at man havde deltaget i det bodsmøde, der blev afholdt lørdag aften og hvor der også var adgang til personlig skrifte.121 (Reichelt 1930) s.14122 Jf (Riisager 1998) s.117

41

”Dette skel har Reichelt utvivlsomt aldrig selv følt. Han har – efter vor opfattelse – været oprigtig

både i syn og arbejdspraksis. Men lige så vist er det, at Reichelt alle dage var pietisten, og pietistens

udgangspunkt er platonsk”123

I forbindelse med Reichelts nadverforståelse er det græske ord for sakramente, ’μυσήριον’, ret

centralt.

Dette ord er i Det Nye Testamente, brugt i flere forskellige sammenhænge, såsom om forholdt

mellem Kristus og kirken (jf Ef.5,32) og det at Kristus gjorde sig til et med menneskene og dannede

fællesskab mellem sig og sit folk. Det er sager som man ikke kan forstå, fordi de er en hemmelighed

skjult i troen, men de bliver åbenbaret gennem troen i nadveren hvor syndernes forladelse udsiges.

Men for Reichelt ligger der også noget andet og mere i mysteriet og den nyskabelse der sker i

nadveren, idet han til disse ord tilføjer nogle tilføjelser såsom mysteriets kraft og mysteriøs

indflydelse. Men når man tilføjer mysteriet ’kraft’ og taler om mysteriøs ’indflydelse’-

” ..er der en overvejende sandsynlighed for, at tyngdepunktet er flyttet fra en teologiske til en

psykologisk forståelse af nadveren, fra ordets dimension til en subjektiv religiøs »kraft«-

dimension.”124

Der kommer således til at ligge vægt på, at ordet bærer den religiøse åbenbaring og denne tilsiges en

i nadveren som en ufortjent gave, når man tror ordet i nadveren; ’udgydt for jer til syndernes

forladelse’.

”..hovedvægten ligger på den subjektive virkning, d. v. s. på den dynamiske kraft til religiøs-etisk

frigørelse og vækst, som mødet med Kristi lidende kærlighed i nadverens mysterium udløser i

nadvergæstens sjæl. – Eller sagt på en anden måde: i nadveren udgår der fra Kristus som den

guddommelige krafts fuldkomne personificering et tilskud af religiøs kraft til det i forvejen

religiøse mennesker, så det derved frigøres af ydre og indre hindringer til at gå videre mod frelsens

mål: personlighedens religiøse-etiske fuldkommenhed.”125

På denne måde bliver nadveren til kraftkilden hvorfra samfundet henter styrke til vækst i hellighed

For ved at den enkelte stiger i hellighed, i forbindelse med at modtage nadveren, så stiger det hellige

samfunds hellighed.

123 (Riisager 1998) s.117124 (Riisager 1973) s.147125 (Riisager 1973) s.148

42

Kirkeforståelse For Reichelt hænger begrebet kirke nøje sammen med begrebet om ’de helliges samfund’. Dog

hænger det samtidig sammen med hans forståelse af åbenbaring som meddelelse af religiøs kraft og

at åbenbaringen altid er inkarnatorisk. For som tidligere nævnt, så har ordet ’hellighed’ en særlig

klang i Reichelts forståelse. Hellighed er noget som den enkelte besidder, i kraft af at Logos virker i

dem i en eller anden styrke, og dem der besidder helligheden stærkt nok, vil drages til at skabe

samfund omkring denne hellighed.

”…det, der skaber kirke, er ikke det ord, der netop nu lyder i kirken, men principielt den hellighed,

den på forhånd ejer i dens medlemmers egen iboende hellighed.”126

Men når jeg skriver at Reichelts kirkebegreb hænger sammen med hans åbenbaringsbegreb, så

indebærer det, at hans kirkebegreb ikke kan indsnævres til at være det snævre religiøse samfund,

men må bredes ud til at være den sande kirke over hele jorden.

For når Reichelt taler om de særlig religiøse mennesker, i hvem logos har inkarneret sig, og omtaler

dem som ’Guds spredte børn’127, så er det en bredere forståelse af kirkebegrebet hvor han forstår

kirken som ”Gudsrikets supranationale og supradenominationale samfund.” 128

Det interessante er dog at disse mennesker ikke behøver overtalelse for at blive omvendt, for i det

øjeblik de møder Kristi kirke, som ’det religiøse samfund’, vil de drages mod denne idet de, i de

Kristusgrebne mennesker i det religiøse samfund, oplever en religiøs kraft, der minder så meget om

den de selv besidder. Man kan, med andre ord, sige at Logos har forberedt dem ved at nedlægge en

religiøs længsel og etisk stræben i dem.

Opgaven ligger således i at give disse mennesker et tilskud af den religiøs-etisk kraf,t der er

nødvendig for at frigøre dem fra ydre og indre forhindringer, som er i vejen for deres vej mod

frelsen - den etisk-religiøst fuldkommenhed. En fuldkommenhed som kun har været i verden en

gang i sin fuldendte form, nemlig da Gud blev kød i Jesus Kristus.

Dette supplement af kraft, modtager de netop fra andre religiøse mennesker, men i særlig grad fra

det religiøse samfund hvor denne kraft er samlet og forstærket.

At samle sig i religiøse samfund vil altså medfører at man står stærkere, fordi jo flere med hver

deres hellighed, jo større er den samlede koncentration af hellighed. Derfor må brodersamfundet

126 (Riisager 1973) s.142127 Begreb taget fra Joh.11.52128 (Prip-Møller, Reichelt 1922) s.201

43

også være det ideale i den givne situation, ifølge Reichelt, om ikke andet indtil en kinesisk kirke er

vel funderet

”Vort maal er ikke at danne en permanent munkekirke i Kina, men vel et kristent brodersamfund,

der må staa sammen for en tid for at kunne skape den hellige atmosfære, den vældige aandsmagt

som frem for noget andet maa være vort arbeidsredskap og vor arbeidskraft i dette vanskelige og

særprægede arbeide.”129.

Jeg vil nu gå tilbage til spørgsmålet om liturgien og hvorvidt den er en modpol til den teologi der

leves, eller om den faktisk afspejler den teologi der arbejdes og leves i BM.

At brodersamfundet er et ideal for Reichelt, ses tydeligt i dåben, hvor den afsluttende del med

optagelse i brodersamfundet, kommer til at stå helt centralt. Men er optagelse i brodermenigheden

det samme som optagelse i Guds rige? Nej, dåben, inklusiv det afsluttende løfte, er en optagelse i

brodersamfundet, og fordi man er inde i brodersamfundet betyder det at man er sat ind på sin

religiøse udviklingsbane. En udviklingsbane, der bl.a. igennem nadveren kan næres og styrkes og

dermed som afslutning måske ende med optagelse i Gudsriget.

Med Reichelts sakrament og kirkesyn kan nadveren ikke have en menighedsskabende funktion i

Luthersk forstand. Ud fra Reichelts egne teologiske forudsætninger, er det dog muligt at strække sig

til at sige, at når disse religiøse mennesker går til nadver og sammen modtage nadverens mysteriøse

kraft får de, ud over en fælles religiøs styrkelse, en følelse af samhørighed og sammenhold. Men da

har vi ikke at gøre med den hellige almindelige kirke, men med en foreningskirke af religiøst

ligesindede.

Sammenfattende må man sige at synet på sakramenterne og ekklesiologien i BM bærer præg af at

have en platoniserende, logosorienteret teologi, hvor den menneskelige Kristus og

inkarnationsteologien nærmest forsvinder, overskygget af logosteologien.

”Logos er blevet en kosmisk model for alle livsforhold …en dynamisk kraftkilde for den enkelte

religiøse sjæl på vej på dens bane mod det evige mål.”130

129 Fra tidsskriftet ’Kirke og Kultur’ 1921, s. 445, her citeret fra (Riisager 1973) s.144130 (Riisager 1998) s.123

44

Samtidig ser man tydelige spor af Reichelts pietistiske baggrund, blandet med en liberal holdning til

buddhismens religiøse elementer i gudstjenesten, såsom røgelse, klokker etc Ingen tvivl om at han

har formået at finde sin helt egen middelvej mellem disse to fløje.

Livet og teologien i dag på TFS.At Reichelts arbejde var banebrydende, og i nogens øjne provokerende, fremgår af det foregående.

Men en del af mit projekt var også at undersøge om/hvordan Reichelts teologi har overlevet og

bliver brugt på TFS i dag.

Jeg tog derfor en måned til Hong Kong hvor jeg indlogerede mig på TFS og deltog i dagligdagen på

stedet. Under mit ophold lavede jeg forskellige observationer og interviews, til belysning af

ovenstående.

Jeg har valgt at gå til dette afsnit ud fra 3 overordnede tilgange:

1) Dagligdag og ledelse

2) Dialog og mission

3) Liturgi

Afsluttende vil jeg undersøge hvordan man forholder sig til at TFS indenfor en årrække skal overgår

til kinesisk ledelse efter alle de år hvor der dels har været europæiske ledere det meste af tiden og

dels at man i Skandinavien har siddet på pengene og dermed retningslinierne for hvor man ville hen.

Det følgende afsnit bygger på de to interviews jeg lavede mens jeg opholdt mig på TFS.

Det første interview jeg foretog, var med den overordnede leder for TFS og samtidig leder af ’The

Spiritual Division’, Ekman Tam (ET), og det andet med lederen af ’The Bridge and Dialog

Division’, John Lemond (JL).

Ekman Tam:

ET blev i 1997/98 ansat som leder af ’The Spiritual Division’, hvilket var så stor en succes at, da

Rolv Olsen i 1998 gik af som leder, valgte man at udvide ETs arbejdsområde så han også blev

overordnet leder (Adminstrativ Director) for TFS. Det betyder at ET blev den første leder af TFS,

som ikke igennem en længere årrække havde været tilknyttet stedet, men blev ansat alene på

kvalifikationer, man mente kunne være nyttige for TFS i fremtiden.

45

Dvs at hvor man tidligere ansatte mennesker med en relation og kærlighed til stedet, har man i dag

en leder, der arbejder ud fra moderne ledelsesstrukturer og som har en profil, man ønsker skal være

gældende for TFS fremover.

Derfor er det også interessant at undersøge hvem ET er og hvordan han driver TFS og hvordan han

ser på fremtidens TFS

ET er født og opvokset i Hong Kong, men har taget en stor del af sin uddannelse i Canada. Hans

religiøse baggrund er, som de fleste Hong Kong-kineseres, “a traditional religious faith, which is a mix of

Buddhism, Taoism and worship of the forefathers.”131

Som ung mand besluttede ET at konvertere til kristendommen, og begyndte nogle år senere sin

teologiske træning. Han har specialiseret sig indenfor kontemplativ bøn, zenmeditation og kristen

spirituel vejledning, og har, i denne forbindelse, erhvervet sig en doktorgrad på en afhandling om

Thomas Merton.132 Igennem sine studier af Merton “he learned about seeking God in contemplative

prayer.”133,hvilket i dag er en vigtig del af hans liv og virke.

Selv om ET er ’Adminstrativ Director’ og dermed den øverste leder på TFS, går størstedelen af hans

dagligdag med forskellige former for vejledning og coaching. Dette kan foregå som en samtale med

et enkelt individ, i grupper eller som undervisning på de kurser der afholdes på TFS.

Det fremgik tydeligt, både af mine interviews og af hverdagen, at den spirituelle side af

kristendommen har en central placering i livet og ledelsen af TFS i dag134.

Reichelts overordnede mål var altid mission og omvendelse, men med det spirituelle som et

redskab. Jeg spurgte derfor nærmere ind til hvad formålet er med de vejledninger han kører er og

han svarede: ”The purpose is to help persons find how much they are loved by God, and see the gift and joy of being

the children of God.”135. Dette kunne godt forstås som om vejledningen arbejder mod omvendelse, men

reelt er den mere et udtryk for en støtte og hjælp i en åndelig søgen, idet ca. 99 % af de mennesker

der kommer og benytter sig af tilbuddene på TFS allerede er kristne.

Men hvis man primært arbejder med kristne, hvad er der så blevet af missionen og omvendelse af

buddhister, som altid stod som det overordnede mål for Reichelt? Man har stadig en mission på

131 Bilag 7, s.1132 En engelsk/amerikansk trapistmunk, mystiker, forfattere og fredsaktivist.133 Bilag 7 s.2134 Jf Bilag 7 s.3n135 Bilag 8 s.4

46

TFS, ifølge ET, men begrebet mission har i dag ændret sig, så formålet ikke længere at omvende

folk.

“Mission originated from the Christian concern for the Christian world - bringing concern to the

people to bring them the good news. Bringing the good news can mean many different things, like

humanitarian work, political work, saving their souls, give them bread, praying for them (like the

monks in monasteries). Concern for the people, bring good news, but the action is different. The

meaning of mission is very wide.”136

I dag forstås ordet mission altså i meget bredere forstand end det gjorde på Reichelts tid,137 men det

giver ikke svar på hvad formålet (missionen) er for TFS i dag.

Jeg synes ikke at jeg fik et klart svar fra ET, men det er efterfølgende lykkedes mig at finde

følgende på deres hjemmeside under punktet ’our vision’: ”To foster and develop contextual Christian

spirituality, art, and liturgy, and encourge interfaith and cultural exchange and dialogue.”138

Så selvom formålet ikke længere er at omvende folk, så kan man dog sagtens genkende tanker fra

Reichelt i det ovenstående.

Den anden jeg interviewede under mit ophold var lederen af ’Bridge and dialog division’, John

Lemond (JL).

JL er amerikaner og udsendt af ’Evangelical Lutheran Church ’ i USA som missionær, og kom i

1991 til Hong Kong for at undervise på LTS. Ud over at undervise, arbejder han som præst for den

engelsktalende menighed på TFS, og hvad der derefter er af overskud og tid, har han, i en årrække,

brugt på at lave interreligiøst arbejde i Hong Kong. I dag har dette fået sin egen afdeling, ’Bridge

and Dialog Division’, og der er fastansat en kinesisk medarbejde, Ambraham, til at arbejde med

netop interreligiøs dialog på fuld tid.

For Reichelt var dialogen en helt central ting, og efter ikke at have fået meget opmærksomhed i

mange år, har man, med ansættelsen af Abraham, valgt igen at sætte fokus denne side.

JL er en meget levende person og for ham er religion ikke noget man kan læse sig til i en bog, men

er noget man må mærke indeni, hvad enten det er ens egen religion, eller i mødet med andres.

Selvom han er en begavet og belæst mand, tager han klart afstand fra en akademisk teologi, hvilket

136 Bilag 7 s.3137 Hvis man vil tale om mission med omvendelse som formål, taler man i dag om evangelisering.138 http://www.tfscc.org/ourvision.htm

47

kom til udtryk da jeg spurgte til hvem der havde inspireret ham mest. Hertil svarede han bl.a John

Hicks, men at det var i negativ forstand og at han anså ham for at være alt for akademisk.

“A lot of the words like pluralist, inclusivist etc, are only categories that are fit for a academic

scholarly discussion about religion, but in the real world, religion is far too complex to be defined

by those simple categories. Religion is an existential experience, and is too complex to be in

simple words”139

Hvis man ser på denne måde at arbejde med religion på, er det en stil, som ligger tæt op af

Reichelts. Selvom Reichelt udgav et hav af bøger, var han, ligesom JL, en mand, der levede

teologien.

Han studerede ikke religion for nysgerrighedens skyld, men for at kunne levendegøre den i mødet

med andre og derigennem mødet med Kristus.

Da Reichelt blev ekskluderet fra NMS, var det bl.a. med anklager om at han blandede buddhismen

og kristendommen, og derfor synes jeg det kunne være interessant at undersøge synet på

synkretisme dengang og nu.

“The meaning of the word syncretism has changed. At the time of Reichelt it was an abusive term, but today it is

not looked upon in the same sense. Today many people look at religion as their own and can construct a religion by

mixing what they like from different religions and cultures.”140

Reichelt var ikke bange for synkretisme i sit arbejde, for han var altid bevidst om faren for

synkretisme og hvor grænserne gik, hvilket han endda holder foredrag om(gengivet i ’Fra

Kristuslivets Helligdom).

”Emnet er ellers aktuelt såvell ute på misjonsmarken som hjemme i kristenheten for tiden. Og dog

må man vel si at stort sett hat synkretismens farer altid ligget over verden og den enkelte

menneskesjel.”141

Hvor Reichelt stadig anså synkretismen som en farer, har man i dag en helt anden og mere afslappet

måde at forholde sig til begrebet synkretisme

“First of all, Christianity simply is syncretistic, by its very nature. It is a religion that moves

constantly out into the world, following God’s call, from Jerusalem, to Samaria, to Rome and

139 Bilag 8 s.1140 Bilag 7 s.7141 (Reichelt 1931)s.44

48

beyond. That means that it must and will adopt new ways of understanding God, and

understanding itself.”142

På denne måde bliver det tydeligt at begrebet har ændret sig til i dag ikke at være en trussel, til at

være et begreb som er en ganske naturlig side af livet og arbejdet på TFS. Dette understregede JL da

jeg spurgte om han mente at arbejdet, som det udføres på TFS i dag, er synkretistisk.

”Well, I hope so. By that I mean that I hope that through our work at TFS we are constantly

engaging with people in other religions in ways that open to us the wider and deeper presence of

God in our world. If we are successful in doing this, ideas outside the traditional Christian

theological/confessional boundaries will begin to inform us in new and unexpected ways. This

has been the case wherever the church has encountered new cultures and their religions and

philosophies. It is nothing new in Christian history.”

Liturgi - på Tao Fong ShanDer foregår en lang række liturgiske arrangementer i det daglige på TFS.På hverdage:

- Morningprayer kl.8.45. Foregår på engelsk eller kinesisk efter deltagerne, men til hverdag på kinesisk.

- Noonprayer kl.12.00. Bliver normalt afholdt af 4 norske/danske volontører på stedet og er derfor på engelsk. Var desværre aflyst pga manglende volontører under mit ophold.

Fredag:- Morning Eucharist kl. 7.00: Foregår på engelsk og er en særlig meditativ andagt.

Søndag:- Gudstjeneste kl.10.30. Forrettes af stedets kinesiske præst og på kinesisk.- Gudstjeneste kl.17.30. ’The Pilgrims’ Eucharist’ ved John Lemond på engelsk.

Efterfølgende er der fællesspisning i Pilgrims Hall.Sidste søndag hver måned:

- Taizé eucharist kl 17.30. På engelsk og med liturgi efter mønster fra det økumeniske kloster i Taizé, Frankrig.

Jeg har i det følgende valgt at undersøge liturgien ved en søndagsgudstjeneste. Men da der er to

gudstjenester og to menigheder med hver deres baggrund og ’koder’, er det svært at tale om

liturgien på TFS.

142 Bilag 8 s.3f

49

Da jeg ikke forstår kinesisk, var det meget svært at følge med i, hvad der var hvad i den kinesiske

gudstjeneste og jeg vil derfor ikke kunne udtale mig med den nødvendige sikkerhed. Jeg vil derfor

nøjes med at se på den engelsk, også kaldet ’The Pilgrims’ Eucharist’.

Når man ser på sammensætningen af menigheden omkring ’The Pilgrims’ Eucharist’, kan man godt

forstå hvorfor den har fået sit navn. Formiddagens menighed består af kinesere fra mainland China

og Hong Kong, mens eftermiddagens menighed er noget mere broget. Der er vesterlændinge og

asiatere, der opholder sig kortere eller længere tid i Hong Kong, der er kinesere, der er studerende

og undervisere fra LTS fra hele verden, der er backpackere, der er blandede familier og der er

gæster fra hele verden der opholder sig en tid på TFS.

Men selvom der var en enorm mangfoldighed i menigheden, var det tydeligt at se at der trods megen

udskiftning også var en fast kernemenighed. Disse var gudstjenestens bærende del fordi de kendte

liturgien og kunne salmerne godt nok til at synge flerstemmigt, hvilket gav gudstjenesten en

behagelig og smuk stemning.

Salmerne der synges i forbindelse med liturgiske arrangementer på TFS er altid fra Taizesangbogen.

Jeg har valgt ikke gennemgå hele liturgien i detaljer143 men kort opridse de forskellige led af

gudstjenesten. Efterfølgende vil jeg gennemgå de enkelte led og dels sammenholde dem med

Reichelts liturgi fra 1930 og dels komme med nogle af mine egne teologiske refleksioner til det

oplevede.

I det uddelte liturgiark til ’The Pilgrims’ Eucharist’144 har man valgt at inddele gudstjenesten i nogle

afdeling, lidt som man også har gjort i den danske højmesse145.

Jeg har valgt at gå ud fra den opdeling de selv har valgt at bruge i liturgiarket146.

1) Preparation.

Der indledes med at lys, vin og brød bæres ind i procession, sættes på alteret og lysene tændes. Når

processionen når alteret, bukkes der dybt, hvorefter de går frem til alteret en efter en.

2) Liturgy of confession and absolution.

Her bekender man i kor at man er en selvisk synder, hvorefter man tilsiges syndernes forladelse.

3) Liturgy of the word.

143 Bilag 1144 Bilag 1145 Jf Bilag 1146 Bilag 1

50

Her bliver læst højt fra forskellige tekster, såsom tekster af ’Saint John of the Cross’, fra Salmernes

Bog eller lignende. Herefter følger en evangelielæsning, efterfulgt af prædikenen. Denne del

afsluttes med en stille periode til refleksion over ordene, der er lydt, hvorefter man afslutter med at

fremsige den nikænske trosbekendelse

4)Liturgy of Prayer.

Indledes med bøn med menighedssvar, fulgt af en forbøn hvor der kan bedes højt, i tavshed, på hver

sit tungemål, for hvem eller hvad man vil. Forbønnen afrundes med saligprisningerne147.

Man afslutter denne bønsdel med en fredshilsen hvor alle i menigheden ønsker hinanden Guds fred,

en for en.

5)Liturgy of the Eucharist.

Nadveren er med fællesskalk, efter indstiftelsen, går alle opefter tur, modtager brødet og dypper det

i vinen. Efter uddelingen følger en bøn med menighedssvar om at nadveren må have virkning både

på individet og i menigheden efterfulgt af Fader Vor

Herefter følger dedikationsformlen148 hvorefter den aronitiske velsignelse lyses, og der afsluttes med

9 slag på klokken.

-Efter gudstjenesten er der fællesspisning i Pilgrims Hall

Ad 1: Preparation.

På Reichelts tid fulgte alle kirkegængerne, efter en et system, lotuskorset og røgelsen ind i kirken i

procession. Denne tradition har man valgt at bibeholde i dag, dog med den forskel at man i dag

bærer nadverelementerne ind på samme måde, hvilket virker påfaldende på mig. Ved at bære noget

ind på den måde, bukke og derefter lægge det på alteret, får jeg indtryk en buddhistisk ofring.

Desuden er alteret på TFS formet fuldstændig som et offeralter er i Buddhismen, hvilket er med til

at fasthold tanken om at det er et offer, der bæres frem.

Man kan godt vælge at anse vin og brød som symboler på Jesus som sonoffer, men når det bæres

ind på den måde, oplever jeg, at vægten bliver lagt på et buddhistisk offer og dermed flyttes fra

nadveren som noget hvori man møder Jesus og tager del i hans liv, død og opstandelse, og til en

tanke om at man skal betale, formilde eller på anden måde ofre noget for at få del i Kristus og nåden

som gave.147 Math 5.3-10148 Jf bilag 2. (Reichelt 1930) s.5

51

Ad 2 Liturgy of confession and absolution.

Jeg kan forstå at denne del gav mening dengang man havde Reichelts liturgi som var uden nadver.

Men at have en del af gudstjenesten hvor man får syndernes forladelse, og derefter senere

modtagere nadveren, kommer til at virke som en dobbelteffekt.

Faktisk kan jeg slet ikke forstå at denne del indgik i Reichelts liturgi, og jeg vil mene at det måske

har været for at lægge sig så tæt op af den lutherske kirke i Kina, som muligt. For ser man på

ordlyden af hvad det er man bekender, hænger det ikke sammen med den syndsforståelse jeg

tidligere har gjort rede for var Reichelts, hvor synden er udskridninger ift den rette religiøs-etiske

livsførelse.

I den henseende ville den ordlyd man anvender i dag have passet bedre på Reichelts forståelse, for

her er fokus netop på hvordan vi ikke altid handler som vi burde.

AD 3 Liturgy of the word.

I denne del af gudstjenesten er fokus lagt på Ordet.

Dette er tydeligt ved, at der ikke er ret mange menighedssvar i denne del af gudstjeneste, hvilket

signalerer at her handler det om at lytte og lade sig påvirke af ordet.

De to første læsninger er ofte forskellige skriftsteder fra biblen, men andre gange er det også ord fra

kristne tænkere, såsom Augustin, Frans af Assisi, Luther, Bonhoeffer, Tutu etc. Læsningerne er

tilpasset dagens evangelietekst (3.læsning), og teksterne kommer tilsammen til at danne rammen for

dagens prædiken.

Efter prædiken er indlagt en stilhed, hvor ordene, der er lydt, kan bundfalde sig i en, man kan

reflektere over indholdet i forhold til ens eget liv eller man kan blot sidde og i stille meditation åbne

sit sind overfor Helligåndens virke.

Denne del afsluttes med trosbekendelsen, men hvor man på Reichelts tid brugte den apostolske

trosbekendelse, bruger man i dag Nikænum.

I Nikænum er der flere udtryk der minder om Johannes prologen. Blandt andet talen om logos som

lyset i verden, hvor Kristus i Nikænum omtales som lys af lys. På flere måder er der ord og

vendinger der leder tankerne hen på en johannæisk og dermed logosorienteret kristologi.

Set i dette lys kan det undre at Reichelt ikke allerede dengang valgte at bruge Nikænum, idet hans

teologi jo netop byggede på en mere kosmisk, logosorienteret kristendom.

52

I dag, hvor meget på TFS handler om åndelighed og spiritualitet, virker det naturligt at man vælger

Nikænum, som i sit udtryk er mere kosmologisk og mere farverig, end apostolikum, og derved

nemmere appellere til mennesker i åndelig søgen.

AD 4 Liturgy of Prayer

At man ikke brugte en del som denne på Reichelts tid, kan undre lidt når man ved hvor meget han

værdsatte meditation og bønsliv. Min vurdering er at man på Reichelts tid endnu ikke var klar til at

få sådanne kontemplative elementer lagt ind i den lutherske gudstjeneste og at man derfor valgte at

holde sit ellers så omfattende meditations og bønsliv udenfor liturgien.

Denne del af gudstjenesten er fredfyldt og rolig - en tid til personlig refleksion og bøn, som man kan

mangle i en højmesse i DK149.

Vekselvirkningen mellem at bede inden i sig selv, bede med menigheden og bede for den globale

kirke, har en god effekt. Især ligger en styrke i forbønnens udblik hvor man fastholder den globale

kirke og dennes styrke i fælles bøn. En understregning af enheden mellem hver enkelt menighed og

den globale kirke, som vores lille navlebeskuende nationalkirke i DK, ville have godt af at blive

mindet om.

AD 5 Liturgy of the Eucharist.

I forhold til på Reichelts tid, har nadveren i dag en helt anden rolle, hvilket også ses af at den i dag

er en del af gudstjenesten. Som tidligere nævnt, lå fokus dengang på at den enkelte i nadveren

modtog en styrkelse i form af en hellig kraft, og her igennem styrkede det hellige samfund –

broderskabet.

I dag er kodeordet for nadveren fællesskab - fællesskab menigheden medlemmer imellem og

menighedens samlede fællesskab med Kristus. Nadveren ses således som en styrkelse og

genskabelse af disse fællesskaber hvilket ses ved at præsten (P) siger og menigheden (C) svare:

”P: May we who share in this meal be strengthened by your grace. Bind us together in unity,

through our Savior, Jesus Christ.

C: Though we are many, we are one body, Because we all share in the one bread. Amen

P: The Lord says, “Listen; if you hear my voice I will come in and eat with you, and you with

me.”150

149 Bilag 2A150 Jf Bilag 1

53

En tydelig markering først af menighedens opbyggelse og enhed med Kristus, og derefter den

enkeltes forening med Kristus.

Denne forening med Kristus ses også ved at præsten forud for indstiftelsesordene siger

”By the simple act of eating and drinking with his friends, our Lord Jesus established a sign of his

eternal presence with us.”151

Det er altså dels en tanke om at menigheden i nadveren bindes sammen i et fællesskab med Kristus,

men det er også en skabelse af et bånd mellem den enkelte og Kristus.

At fællesskabstanken har så stor vægt er en central tanke, men jeg mener at man kan skabe denne

følelse på mange andre måder i gudstjenesten end lige i nadveren. Når stemmerne løfter sig mod

taget i lovsang, da føler man fællesskabets opløftende og styrkende bånd. Når man sidder i fælles

forbøn for de små og store ting i hinandens liv, da danner man fællesskab om og i Kristus. At

nadveren også har en fællesskabsskabende indhold er der ingen tvivl om, men for mig er det

vigtigste i nadveren budskabet om at Kristus døde for vores skyld. Hvis man, som i liturgien på TFS

idag, tilsiges syndernes forladelse uden ihukommelsen, da har man glemt hvorfor og igennem hvilke

lidelser man modtager sine synders forladelse.

Jeg synes, at det er fint, at du selv kommer så meget på banen med dine holdninger. Men for at gøre

det lidt mere akademisk kan du slette en del ”Jeg’er” og skrive: man kan sige / det ser ud til / dette

gør.... osv.

Fremtid

Reichelt var klar over, at skulle en kristen kirke i Kina fungere på længere sigt, måtte den dels

funderes på kinesiske livsopfattelser, og dels skulle den kunne bære sig selv.

Han siger endda at den nestorianske mission i Kina slog fejl, fordi man ikke sikrede sin fremtid ved

at lade kinesere overtage.

”Den stikker blandt annet deri, at nestorianerne ikke la tilstrekkelig vind på å utdanne et kinesisk

presteskap. Det var utlendinger, som forblev de ledende.”152

151 Jf Bilag 1152 (Reichelt 1931) side 49

54

Reichelt ville altså ikke begå den fejl at skabe en kristen kirke der i al fremtid skulle bæres af

missionærer og dermed kræfter fra vesten. Den skulle bygges op så man uddannede kinesiske

præster og dermed overlod den kinesiske kristendom til at blive tolket og udlagt af kinesere, i en

tanke om at de bedre kan ramme deres egne, end vesterlændinge med en helt anden tilgang ville

kunne.

Denne tanke har man ført med sig på TFS alle årene og er nu ved at være klar til at overlade TFS

fuldstændigt til lokale.

Processen har kørt i adskillige år, hvor man blandt andet, over en årrække, har ansat lokale kinesere

på de ledende poster. Det betyder at man nu er så langt at man skal have lavet en endelig plan for

overgangen og hvordan man sikre TFS for fremtiden.

Jeg spurgte derfor også både ET, som er kineser, og John Lemond som er amerikaner, hvad deres

holdning til overdragelsen var.

ET var vældig begejstret for ideen og gav udtryk for at kineserne er bedst til at styre og lede i deres

eget land.

”We know Hong Kong/China better and since we are closer to the communities here and beyond,

so decisions could be made faster and more pointedly. And it will create rooms for innovative

ideas.”153

Samtidig er ET godt klar over at det ikke er nemt for Areopagos at give slip på TFS og de ideer der

lå og ligger bag.

”people in Areopagos might feel that their roots is loosening, but it may also help them to accept

the fact that things change in times.”154 og ”Even though the story of Reichelt is a fantastic story,

it is something that would pass in time. No matter what, things and people will change in times.”155

Der er altså et klart ønske om effektivisering og modernisering fra ledelsens side, men samtidig

oplevede jeg at man i mange henseender hylder Reichelt nærmest som en helgen. Der afholdes hcert

år på Reichelts dødsdag en ceremoni ved hans grav og hans private bogsamling våger man over som

var det en guldskat.

153 Bilag 7 s.9154 Bilag 7 s.10155 Bilag 7 s.10

55

Dette er et meget godt udtryk for Hong Kong’sk mentalitet. Man har en stærk forfædredyrkelse og

derved bånd til sin fortid, men samtidig vil man gå rigtig langt i effektiviteten, pengenes og

fremskridtets ånd.

Jeg mødte dog en anden, lidt mere resignerende, tilgang til problematikken fra JL’s side. Der er

ingen tvivl om at JL vil gøre rigtig meget for at opfylde ønsket om at få TFS over på kinesiske

hænder, men samtidig er der også nogle værdier han er bange for vil gå tabt.

“I think the larger question is “How can TFS’s unique position within the Christian community

in Hong Kong and globally be maintained, being a place on the margins, where people are free

to explore a range of religious ideas and visions in a way that is not possible in the local

church.”156

Med andre ord, føler JL sig ikke absolut tryg ved at overlader TFS i lokale hænder.

Jeg forstår ham derhen at han er bange for at den effektivisering, som er så udbredt i Hong Kong,

kan komme til at blive på bekostning af den teologiske brede på TFS.

Jeg må sige at jeg til dels er enig med JL. Kristendommen i Hong Kong minder i nogen grad om det

religiøse liv i USA. Der er mange forskellige konfessioner, og man kan vælge den kristne kirke, der

passer bedst ind i ens tankemåde og kristne praksis. Det vil også sige at man som kirke er nød til at

være rimelig klar i sit udtryk, for at få folk til at vælge netop denne kirke. Da det er denne

kristendomsforståelse, der er den udbredte i Hong Kong, er jeg nervøs for at man måske ville blive

fristet til at trække linier, for at definere sig som kirke og dermed i stor stil lukke af for muligheder

og dermed fratage stedet en del af dets identitet.

”From the very beginning, TFS has been on the edge of mission. Here the church had a rare

opportunity, a freedom, to experiment. Because here the church had the opportunity to open itself

and listen to the voice of God in other ways and in other religions and traditions….TFS has always

been a way of finding out what it is like to be a church in an Asian, Buddhist environment.”157

Jeg er meget enig i at TFS’ store styrke er at være et sted hvor kirken har mulighed for

at være kirke på nye og anderledes måder og tilføre nye forståelser til kristendommen.

Og det er dette liv på kanten jeg er bange for ikke er effektiv nok i en kinesers øjne og

derfor vil forsvinde når det går på kinesiske hænder.156 Bilag 8 s.9157 Bilag 8 s.3f

56

Samtidig er det kinesiske folk et meget stort og stolt folk, som ofte har nok i at være en

milliard og derfor ikke er specielt udadrettede mod resten af verden.

Til dette kunne man sige at det for så vidt også kan være lige meget, da det jo netop er

deres kirke, for kinesere og jeg og andre vestlige derfor kan være ligeglad hvor

udadrettede de er. Men stedet har en unik stemning af bred økumeni både konfessionelt

og geografisk. Man har på stedet formået at skabe et fællesskab over grænser, som jeg

finder helt specielt og som er værd at bevare.

Alt i alt må man sige at det bliver utrolig spændende at følge TFS de kommende år og

se hvilken linier der bliver lagt i fremtiden og hvor de fører henad.

”To a remarkable extent, life at Tao Fong Shan for at long period continued in its own fashion,

largely undisturbed by outside events. Until recently, Tao Fong Shan may have been described as

an island of tranquillity in the midst of a raging ocean.”158

“Likewise, the lack of impact of the socio-political situation on the Tao Fong Shan worship is

striking. However, this may largely be explained by the pietistic tradition from which Tao Fong

Shan grew; with extra strong emphasis on the individual relationship with God compared to what

has been common even within the strongly individualistic-oriented Western Protestant

tradition.”159

Han er med andre ord,

ET tryg - JL nervøs

Opsummering

158 (Olsen 2007)s.107159 (Olsen 2007)s.107

57

TFS – fremtidenOpsummering på liturgien+ledelse=fremtid

Fremtiden an bygge på bla bla scenarier

Overgår til kinesisk – Reichelt glider ud – men stadig forfædredyrkelse

58

Litteraturliste

Boje Christensen, Martin. 1990. Tao, logos og kristologien i Karl Ludvig Reichelts missionsteologi : En redegørelse for Karl Ludvig Reichelts forståelse og anvendelse af begreberne "logos" og "tao" med særligt henblik på en kritisk undersøgelse af hans identifikation af de to begreber. Århus: Dialogcentrets forlag.

Borup, Jørn. 2007. Danske verdensreligioner – buddhisme. Vol. 127. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S.

Det Danske Bibelselskab. 1997. Bibelen : Den hellige skrifts kanoniske bøger : Autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. 10. opl., standardudg. ed. Kbh.: Det Danske Bibelselskab.

Engelsviken, Tormod, and Knud Jørgensen. 2007. Mission to the world : Communicating the gospel in the 21st century : Essays in honour of Knud Jørgensen. Regnum studies in mission. Oslo: Egede Instituttet.

Holth, Sverre. 1952. Karl Ludvig Reichelt. Egede instituttet. occasional papers ; no. 2. Oslo: .

Jørgensen, Jonas,f.1973-10-14, and Københavns Universitet. Det Teologiske Fakultet. 2006. Jesus imanders and christ bhaktas : A qualitative and theological study of syncretism and identity in global christianity. Ph.d.-afhandling ; 2006/1. [Kbh.]: Faculty of Theology, University of Copenhagen

McGrath, Alister E.,1953-. 1997. Christian theology : An introduction. 2nd ed ed. Oxford: Blackwell.

Mollerup-Degn, Lars B. Mission er at søge sammen – et sammenlignende studie af den missionale teologi og kontekstuelle praksis hos missionær Karl Ludvig Reichelt og missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Fleksibel Master., Teologiske Fakultet, København universitet.

Olsen, Rolv. 2007. "Prevailing winds" : An analysis of the liturgical inculturation efforts of Karl Ludvig Reichelt. Studia missionalia svecana ; 104. Lund: Lund University, Centre for Theology and Religious Studies.

Prip-Møller, Antonette, and Karl Ludvig Reichelt. 1938. Skoler og tankesystemer i den kinesiske buddhisme i deres forhold til kristendommens lære : Tillæg til Karl Ludvig Reichelt's værk: Fra østens religiøse liv. Kbh. : G. E. C. Gad

59

———. 1922. Fra østens religiøse liv : Et indblik i den kinesiske mahayane- buddhisme. [Suppl.] : Skoler og tankesystemer i den kinesiske buddhisme i deres forhold til kristendommens lære. overs. efter 4. udg. af den engelske udg.: "truth and tradition in chinese buddhism". Kbh.: .

Reichelt, Karl Ludvig. 1930. Buddhistmisjonens ritual. Oslo (tr. Kbh.): Den Kristne Buddhistmisjons Forlag

———. 1948. Laotse. Religionens stormenn. Oslo: Gyldendal.

———. 1942. Tre rejsebreve : Fra rejsen til buddhisternes hellige bjerg chi-tsu-shanved kinas grænse mod vest. Kbh: G.E.C. Gad.

———. 1933. Mot tibets grænser : Med indledningskapitler av Arthur Hertzberg : 3. tus. Oslo: H. Aschehoug .

———. 1931. Fra kristuslivets helligdom : Foredrag og meditasjoner. Kbh.: G.E.C. Gads Forlag.

———. 1930. Tao fong shan : Et innlegg for bygningen av vårt nye broderhjem ved shatin stasjon, syd-kina. Oslo: Den Kristne Buddhistmisjons Forlag.

———. 1928. Det rene land ("tsing tou") : En oversættelse av det merkelige buddhistiske skrift "de vigtigste momenter ved dyrkelsen av det rene lands lære" med vedføjede indledningsbemærkninger. Kbh.: Gad.

———. 1926. Kristus, religionens centrum. [Kbh. ]: Danmarks kristelige Studenterforbunds Missionsudvalg.

———. 1921. Kinas buddhister for kristus : En livsskildring og et indlæg for en stor sag. Kbh.: Gad.

———. [1937]. Broderhjemmet på tao fong shan. Oslo: Den kristne Buddhistmisjons Forlag.

———. [1926]. Kristelig meditation. Oslo: Buddhistmisjonens Forlag.

———. [1926?]. Religionen og folkenes liv. Kbh.: Nordisk Missions-Tidsskrift.

———. [1---?]. Blandt de andre. Udg. m. S. 49- 96 af nordisk missions-tidsskrift. 3. R ; 15. Oslo: Det norske Centralstyre for Den kristne Misjon blandt Kinas Buddhister.

Reichelt, Karl Ludvig, and Joseph Tetlie. (1951). Religion in chinese garment. Lutterworth library ; vol. 36; missionary research series ; no. 16. London: Lutterworth Press.

60

Reichelt, Karl Ludvig, and Astrid Tønsberg. [1937]. Nutidens buddhisme i kina og de nye anledninger for misjonsarbeidet. Oslo: Buddhistmisjonens Forlag. .

Riisager, Filip. 1998. Lotusblomsten og korset : En studie i Karl Ludvig Reichelts missionsforståelse med særligt henblik på buddhistmissionens første periode som selvstændig organisation 1926-29. Kbh.: Gad.

———. 1973. Forventning og opfyldelse : Studier i Karl Ludvig Reichelts liv og missionsforståelse indtil 1925 med særligt henblik på buddhistmissionens udskillelse fra det norske missionsselskab. Teologiske studier ; 1.Aros.

Sharpe, Eric J. 1984. Karl Ludvig Reichelt : Missionary, scholar and pilgrim. Hong Kong: Tao Fong Shan Ecumenical Centre.

———. 1975. Comparative religion : A history. London: Duckworth.

Thelle, Notto Normann. 1954. Karl Ludvig Reichelt : En kristen banebryter i øst-asia. Oslo: Den Nordiske kristne Buddhismissjon.

———. 1949. Kristendommen i China : Under T'ang, yuan, ming og ch'in : Studier i Chinas misjonshistories tre første perioder. Kbh: G. E. C. Gad..

———. [1932]. De ti første år i den kristne buddhistmisjon : 7 korte foredrag holdt i studentkretsen, oslo vårsemesteret 1932. Oslo: Den Kristne Buddhistmisjons Forlag.

Thelle, Notto-Normann. 1949. En buddhistmunks vei til kristus, og andre livsbilleder og vidnesbyrd fra osten : 2. oppl. Kbh.: G. E. C. Gad.

Tiedemann, R. G. 2000. Baptism of fire: China's christians and the boxer uprising of 1900. International Bulletin of Missionary Research 24, (1) (01): 7.

61

Bilagsliste:

1) Liturgiark fra ’The pilgrims Eucharist’, søndagsgudstjeneste på Tao Fong Shan i dag. 5s.

2) Den danske højmesseliturgi i dag. 4s.3) Dedikationsformlen

a. Norsk version. 1s.b. Engelsk version. 1s.

4) Dåbsritualet 1930 1s.5) Nadverritualet 1930 1s.6) Billeder fra porcelænsbogen

a. Bjergprædiknen. 1s.b. Den fortabte søn. 1s.c. Den sidste nadver. 1s.

7) Interviews med Ekman Tam. 9s.8) Interviews med John Lemond 8s.

62

Bilag 1. Liturgiark, The Pilgrims’ Eucharist

63

64

65

66

67

Bilag 2. Ritualer for den danske folkekirke-Bilag 2A: Den danske højmesseliturgi

HøjmesseordningAutoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992 I. Indledning Førend gudstjenesten begynder, ringes der tre gange med kirkens klokke(r). Sidste ringning slutter med bedeslagene.  1. INDGANG (præludium) Efter bedeslagene indledes gudstjenesten med præludium, bibelsk salme eller kormusik, hvorunder præsten går for alteret.

2. INDGANGSBØN Indgangsbønnen læses af kirkesangeren, kordegnen eller et andet medlem af menigheden. Under bønnen knæler præsten ved alteret. Lad os alle bede!Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig.Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over (for) mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned. Det høre og bønhøre Gud, ved Jesus Kristus. Amen. 

Eller

Lad os alle bede!Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du vil tale til mig.Opluk nu ved din Helligånd mit hjerte, så jeg af dit ord kan lære at angre mine synder, tro på Jesus Kristus og hver dag styrkes og bevares i denne tro. Amen.  3. INDGANGSSALME Efter salmen (eller efter hilsenen) kan siges eller synges vekselbønnen »Herre, forbarm dig« (Kyrie) og synges »Lovsangen« (Gloria). Se Note 1.

4. HILSEN Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):Herren være med jer!Menigheden svarer:Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig!

 5. INDLEDNINGSKOLLEKT

Præsten fortsætter:Lad os alle bede! Præsten læser eller messer derefter (vendt mod alteret) én af dagens bønner. Menigheden svarer:Amen.

II. Ordet6. LÆSNING fra Det Gamle Testamente Menigheden står op under læsningen. Se i øvrigt Note 2. 7. SALME mellem læsningerne

8. LÆSNING fra Det Nye Testamenteepistel eller lektie Menigheden står op under læsningen. Se i øvrigt Note 2. 9. TROSBEKENDELSE Trosbekendelsen synges eller siges af præst og menighed (eller af præsten alene). Menigheden står op. Trosbekendelsen kan indledes af præsten med ordene: Lad os bekende vor kristne tro (eller tilsvarende). Præsten kan i stedet fremsige trosbekendelsen fra prædikestolen i forbindelse med prædikenen. Når der er dåb i højmessen, kan trosbekendelsen udelades.  Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Eller

Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev

menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.  Efter trosbekendelsen svarer menigheden med amen.  10. SALME før prædikenen11. EVANGELIELÆSNING På prædikestolen indleder præsten evangelielæsningen med ordene:Dette hellige evangelium skriver evangelisten . . .Menigheden rejser sig og svarer:Gud være lovet for sit glædelige budskab.Teksten læses derefter af præsten.

12. PRÆDIKEN Prædikenen kan indledes med en kort bøn.Prædikenen afsluttes med lovprisning:Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,Fader, Søn og Helligånd,du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Eller Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,som det var i begyndelsen, således også nu og altidog i al evighed. Amen.13. KIRKEBØN Kirkebønnen bedes fra prædikestolen i tilknytning til prædikenen, eller den bedes fra alteret efter salmen efter prædikenen.Såfremt der ikke er dåb eller nadver, afsluttes kirkebønnen med Fadervor.Præsten er frit stillet med hensyn til kirkebønnens ordlyd, men kan benytte efterfølgende bøn eller én af de i Note 3 anførte bønner, der er vejledende for bønnens indhold. Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under

68

anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time.Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge.Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor konge (navn nævnes), dronning (navn nævnes) og hele kongens hus (navne nævnes). Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Efter kirkebønnen (eller prædikenen) gives meddelelser og bekendtgørelser. På prædikestolen sluttes med den apostolske velsignelse, hvorunder menigheden står op. Lad os med apostlen tilønske hinanden:Vor Herre Jesu Kristi nådeog Guds kærlighedog Helligåndens fællesskabvære med os alle! Amen.  14. SALME efter prædikenen Under salmen efter prædikenen går præsten for alteret.Kirkebønnen kan bedes efter denne salme. Og i dette tilfælde efterfølges kirkebønnen af en salme forud for nadveren.Såfremt der ikke skal være nadver, fortsættes med slutningskollekten (pkt. 19) eller med kirkebøn og Fadervor.  III. Nadver 15. NADVERBØN Nadveren begynder med én af følgende tre nadverindledninger: a. Præsten siger (vendt mod menigheden):Kære Kristi venner! Vor Herre Jesus Kristus har selv sagt: »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.« I sin hellige nadver skænker den korsfæstede og opstandne frelser os sig selv, så at hver den, som hungrer og tørster efter retfærdighed, dér kan finde mad og drikke til evigt liv. Så følg i lydig tro hans indbydelse, når han siger: »Tag dette og spis det; drik alle deraf; gør dette til min ihukommelse!« Da vil han forene jer med sig selv, så at I under vandringen her på jorden stadig må komme ham i hu og engang samles med ham i hans rige. Derom vil vi nu af hjertet bede: Denne indledende tiltale kan udelades. Præsten siger (vendt mod alteret):Opstandne Herre og frelser,du, som selv er til stede iblandt os

med al din kærligheds rigdom!Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.Rens os fra synd,og styrk os i det evige livs håb.Giv os at vokse i kærligheden,og lad os med alle troende blive ét i dig,ligesom du er ét med Faderen.Menigheden:Amen. Der fortsættes med Fadervor og indstiftelsesordene. b. Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):Opløft jeres hjerter til Herren!Lad os prise hans navn!Præsten fortsætter (vendt mod alteret):Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige,han, som var, og som er, og som kommer.Menigheden:Hosianna i det højeste!Præsten:Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.Menigheden:Hosianna i det højeste! Menigheden synger:O du Guds Lam!med korsets skam,du bar al verdens synder,derfra al trøst begynder;miskundeligforbarm du dig! O du Guds Lam!med korsets skam,du bar al verdens synder,dermed al fred begynder;af kærlighedgiv os din fred! O du Guds Lam!med korsets skam,du bar al verdens synder,derfra vort liv begynder;vor død til trodsopliv du os! Præsten siger eller messer:Opstandne Herre og frelser,du, som selv er til stede iblandt osmed al din kærligheds rigdom!Giv os at modtage dit legeme og blodtil din ihukommelseog til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.Rens os fra synd,og styrk os i det indre menneske,at du må bo ved troen i vore hjerter.Gør os faste i det evige livs håb.Giv os at vokse i kærligheden,for at vi med alle dine troende må blive ét i dig,ligesom du er ét med Faderen.Menigheden:Amen. Der fortsættes med Fadervor og indstiftelsesordene.

c. Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden): Opløft jeres hjerter til Herren!Lad os prise hans navn!Præsten fortsætter (vendt mod alteret):Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige,ved Jesus Kristus, vor Herre.Du skabte himlen og hele dens hær,jorden og alt, som er derpå.Liv og ånde giver du os,mætter os daglig af din fylde.Derfor vil vi med hele din menighedpå jorden og i himlen,i kor med alle engle,synge din herligheds lovsang:Menigheden synger:Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.Himlen og jorden er fuld af din herlighed.Hosianna i det højeste!Præsten:Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.Menigheden:Hosianna i det højeste! Præsten siger eller messer:  Opstandne Herre og frelser,du, som selv er til stede iblandt osmed al din kærligheds rigdom!Giv os at modtage dit legeme og blodtil din ihukommelseog til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.Rens os fra synd,og styrk os i det indre menneske,at du må bo ved troen i vore hjerter.Gør os faste i det evige livs håb.Giv os at vokse i kærligheden,for at vi med alle dine troende må blive ét i dig,ligesom du er ét med Faderen. Menigheden:Amen.

Eller

Lovet være du, hellige Gud og Fader,fordi du friede os ud af mørkets magtog førte os over i din elskede Søns rige.Vi ihukommer med taksigelsehans bitre lidelse og død,hans sejrrige opstandelse og himmelfartog forventer hans komme i herlighed.Vi beder dig:Send din Helligånd over os og dette måltid.Giv os i troat modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blodog derved få del i hans fuldbragte offertil syndernes forladelse og evigt liv.Lad os ved hans kærlighedvokse i enheden med alle troende

69

og samles med din menighed,når du fuldender den i dit rige.

Menigheden: Amen.  Når nadverbøn c anvendes, synges inden uddelingen eller under uddelingen »O du Guds Lam« i form af en salme eller i prosaform. Se i øvrigt Note 4.  17. INDSTIFTELSESORDENE Præsten fortsætter med at læse eller messe indstiftelsesordene. Herunder står menigheden op. Mens ordet om brødet, henholdsvis vinen, læses eller messes, holder præsten disken, henholdsvis kalken. Præsten kan herunder vende sig mod menigheden.  Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt,tog brødet, takkede og brød det,gav sine disciple det og sagde:»Tag dette og spis det;det er mit legeme, som gives for jer.Gør dette til min ihukommelse!«Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet,takkede, gav dem den og sagde:»Drik alle heraf;denne kalk er den nye pagt i mit blod,som udgydes for jer til syndernes forladelse.Gør dette, så ofte som I drikker den,til min ihukommelse!«*

 * I stedet kan anvendes: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt,et brød, takkede og brød det,gav sine disciple det og sagde:»Tag det og spis det;dette er mit legeme, som gives for jer.Gør dette til ihukommelse af mig!«Ligeså tog han også bægeret efter måltidet,takkede, gav dem det og sagde:»Drik alle heraf;dette bæger er den nye pagt ved mit blod,som udgydes for jer til syndernes forladelse.Gør dette, hver gang I drikker det,til ihukommelse af mig!«  18. NADVERMÅLTIDET Efter indstiftelsesordene går nadvergæsterne op til alteret og knæler ved alterbordet.Præsten uddeler brødet til hver enkelt nadvergæst med ordene:Dette er Jesu Kristi legeme.Præsten rækker vinen til hver enkelt nadvergæst med ordene:Dette er Jesu Kristi blod. Efter hvert bord siger præsten:Den korsfæstede og opstandne frelser,vor Herre Jesus Kristus,som nu har givet jer/os sit hellige legeme og blod,hvormed han har gjort fyldest for alle

jeres/vore synder,han styrke og opholde jer/os dervedi en sand tro til det evige liv!Fred være med jer! Under fredsønsket kan præsten gøre korstegn med kalken. Efter alle borde undtagen det sidste kan præsten nøjes med at sige:Fred være med jer! Under uddelingen kan der synges en salme, der kan spilles orgelmusik, eller der kan være stilhed.Efter uddelingen går nadvergæsterne tilbage til deres pladser, og der kan synges en salme.  IV. Afslutning 19. SLUTNINGSKOLLEKT Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):Lad os alle bede!Slutningskollekten læses eller messes derefter af præsten (vendt mod alteret). Efter nadver: Vi takker dig, Herre, vor Gud, almægtige Fader,fordi du i din barmhjertighedvederkvæger os med disse livsalige gaver.Vi beder dig,at du vil lade dine gaver komme os rettelig til gode,til at styrke vor tro,grundfæste vort håbog gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os,for din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld. I stedet kan anvendes én af de særlige slutningskollekter til kirkeårets højtider eller følgende kollekt:Vi takker dig, Herre, vor Gud, almægtige Fader,fordi du har styrket os med dine livgivende gaver.Vi beder dig,at du vil fuldende, hvad du har begyndt i os,styrke vor tro,grundfæste vort håbog gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt osved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,som med dig og Helligånden lever og råder,én sand Gud fra evighed og til evighed. Efter dåb og nadver kan anvendes:Herre, vor Gud, himmelske Fader!Vi takker dig for din uudsigelige nåde,at du ved din kære Søn, vor Herre Kristus,har givet os dit ord og dine sakramenter til vor trøst,for at vi dér skal finde tilgivelse for vore synder.Vi beder dig:Giv os din Helligånd,så vi af hjertet tror dit ordog gennem dåben og nadveren

styrkes i troenfra dag til dag,indtil vi bliver til evig tid saligeved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,én sand Gud fra evighed og til evighed.

Efter dåb:Herre, vor Gud, himmelske Fader!Vi takker dig af hjertens grund,fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb,hvori du skænkede os syndernes forladelse,Helligånden og det evige livfor din Søns, Jesu Kristi, skyld.Vi beder dig:Bevar os i troen,så at vi aldrig tvivler om denne din gave,og styrk os ved din Helligåndtil at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde,indtil vi bliver til evig tid salige,ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,én sand Gud fra evighed og til evighed.

Ved gudstjenester uden dåb eller nadver:Herre, vor Gud, himmelske Fader!Vi takker dig,fordi du har givet os dit hellige og salige ord,hvorved du også her hos os forsamler din kristne kirke.Nu beder vi dig:Bliv hos os med din Helligånd,så vi bevarer dit ord og retter os derefterog hver dag lever i troen,indtil vi bliver til evig tid salige,ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,én sand Gud fra evighed og til evighed.

Menigheden svarer efter slutningskollekten:Amen. Ved gudstjenester uden nadver kan slutningskollekten bortfalde, når kirkebønnen og Fadervor bedes fra alteret efter salmen efter prædikenen.  20. VELSIGNELSE Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):Herren være med jer!Menigheden svarer:Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig! Hilsenen kan udelades eller anvendes forud for slutningskollekten.

70

Menigheden står op under velsignelsen, mens præsten siger eller messer:  Herren velsigne dig og bevare dig!Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!*Menigheden svarer:Amen. Amen. Amen.  * I stedet kan anvendes:

Herren velsigne dig og bevare dig!Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!

Efter velsignelsen gør præsten korstegn.  21. UDGANGSSALME22. UDGANGSBØN Udgangsbønnen læses af kirkesangeren, kordegnen eller et andet medlem af menigheden. Under bønnen knæler præsten ved alteret.  Lad os alle bede!Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte,fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre.Hjælp mig nu, min Gud,ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld,at jeg må bevare dit ord i et rent hjerte,deraf i troen styrkes,i et helligt levned forbedresog mig derved i liv og død trøste. Amen.  Eller Lad os alle bede!Herre, jeg takker dig, fordi du har lært mig,hvad du vil, at jeg skal gøre.Hjælp mig nu, min Gud,at jeg må holde fast ved dit ordog i liv og død styrkes og trøstes derved. Amen.  23. UDGANG (postludium) Indsamling finder almindeligvis sted i forbindelse med udgangen.

Ændringer i liturgienVed ændringer i den liturgi, der hidtil har været anvendt i menigheden, skal præsten (præsterne) have menighedsrådets samtykke på følgende punkter:

1. Anvendelse af anden autoriseret indgangsbøn og udgangsbøn (jf. ovenfor pkt. 2 og 22).

2. Periodevis anvendelse af syndsbekendelse og absolution i gudstjenestens indledning (jf. ritual for skriftemål).

3. Anvendelse af Kyrie og Gloria i gudstjenestens indledning (jf. Note 1),

herunder eventuel udeladelse af indgangsbøn og udgangsbøn.

4. Lægmands medvirken ved læsning fra Det Gamle Testamente og læsning fra Det Nye Testamente (epistel eller lektie).

5. Udeladelse af én af læsningerne (reduktion til to læsninger, jf. Note 2).

6. Dåbens plads i højmessen. 7. Lægmands medvirken ved

kirkebønnen. 8. Anvendelse af anden

autoriseret nadverbøn (jf. ovenfor pkt. 15).

9. Lægmands medvirken ved uddeling af brød under nadveren.

10. Anvendelse ved faste gudstjenester af ordningen for børnegudstjeneste på højmessens plads.

NoterNote 1: »Herre, forbarm dig« (Kyrie)og »Lovsangen« (Gloria) anvendes efter indgangssalmen eller efter hilsenen i højmessens indledning. Når Kyrie og Gloria anvendes, kan indgangsbønnen og udgangsbønnen udelades. »HERRE, FORBARM DIG« (KYRIE) siges eller synges som vekselbøn mellem P (= præst eller forsanger) og M (= menigheden). P Herre Gud Fader i himlen!M Forbarm dig over os!P Herre Jesus, vor frelsermand!M Forbarm dig over os!P Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!M Forbarm dig over os! Eller P Kyrie eleison!M Gud Fader, forbarme dig!P Christe eleison!M Kriste, forbarme dig!P Kyrie eleison!M Herre Helligånd, forbarme dig! Eller P Herre Jesus, Guds Søn,du, som blev menneske for vor frelses skyld,vi beder dig: Herre, forbarm dig!M Forbarm dig over os!P Kristus, vor broder i himlen,du, som har givet os del i livets sejr over døden,vi beder dig: Kristus, forbarm dig!M Forbarm dig over os!P Herre, du, som sidder ved Faderens højre håndog går i forbøn for os,vi beder dig: Herre, forbarm dig!M Forbarm dig over os! »LOVSANGEN« (GLORIA) (kan udelades, for eksempel i fastetiden) Præsten:Ære være Gud i det højeste!og fred på jorden, i mennesker

velbehag!Menigheden synger følgende vers eller et andet vers fra salmen »Aleneste Gud i Himmerig«:Vi love, vi prise og takke dig,al æren skal dig tilhøre,o Herre, Gud Fader i Himmerig,for kærlighed, du os mon gøre!Du alle ting har i vold og magt,det alt må frem, som er din agt,thi frygte vi ingen fare. På festdage eller ved særlige lejligheder kan Lovsangen synges således: Præsten:Ære være Gud i det højeste!Menigheden:Og fred på jorden, i mennesker velbehag!Vi lover dig, vi velsigner dig,vi tilbeder dig, vi ophøjer dig,vi bringer dig taksigelse for din store herlighed,Herre Gud, himmelske Konge,Gud Fader almægtige.Herre, du enbårne Søn, Jesus Kristus,Herre og Gud, Guds Lam og Faderens Søn,du, som bærer verdens synder,forbarm dig over os!du, som bærer verdens synder,modtag vor ydmyge begæring!du, som sidder ved Faderens højre hånd,forbarm dig over os!Thi du alene er hellig,du alene Herre,du alene den højeste,Jesus Kristus med Helligåndeni Gud Faders herlighed.Amen. Note 2: Ordning med to bibelske læsninger Ved morgengudstjenester og andre tilsvarende faste gudstjenester, samt ved gudstjenester med dåb, kan læsningen fra Det Gamle Testamente eller læsningen fra Det Nye Testamente udelades, sådan at der kun er to læsninger. Den tekst, der bør foretrækkes som første læsning, er markeret med en stjerne. Hvis der ved alle faste gudstjenester kun ønskes to bibelske læsninger, anvendes følgende ordning: FØRSTE LÆSNING fra Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente. Den tekst, der bør foretrækkes, er markeret med en stjerne. Menigheden står op under læsningen. SALME mellem læsningerne EVANGELIELÆSNING Præsten indleder evangelielæsningen med ordene:Dette hellige evangelium skriver evangelisten . . .Menigheden rejser sig og svarer:Gud være lovet for sit glædelige budskab.Teksten læses derefter af præsten.

71

TROSBEKENDELSE Trosbekendelsen synges eller siges af præst og menighed (eller af præsten alene). Menigheden står op. Trosbekendelsen kan indledes af præsten med ordene: Lad os bekende vor kristne tro (eller tilsvarende). Præsten kan i stedet fremsige trosbekendelsen fra prædikestolen i forbindelse med prædikenen. Når der er dåb i højmessen, kan trosbekendelsen udelades. SALME før prædiken PRÆDIKEN Prædikenen indledes med en kort bøn og afsluttes med lovprisning.  Note 3: Kirkebønner og Det store Litani a. Efterfølgende kirkebøn kan bedes fra prædikestolen eller fra alteret. Hellige Gud, himmelske Fader! Vi lover og tilbeder dig, som i godhed skænker os livet og alle dets gaver.Vi takker dig for jorden, som du har skabt, for vore medmennesker, som du giver os at dele livet med, for din elskede Søn, som blev vor broder, døde og opstod for os, for nådens og sandhedens Ånd, som har taget bolig i os, for genfødelsen i dåben, for evangeliets lys og for dit nærvær og din velsignelse i nadveren.Vi beder dig for din kirke: Tag ikke nådens og sandhedens ord fra os. Bevar os alle i troen og den indbyrdes kærlighed. Lad håbet om dit komme være levende blandt os. Giv os trofaste ledere og forkyndere af dit ord. Forbarm dig over alle, der farer vild, over dem, der lider for dit navns skyld, og lad dit evangelium udgå til alle folkeslag.Vi beder for vore hjem og vore kære, for vort daglige liv med hinanden i arbejde og fritid. Vi beder dig om fred mellem nationerne og for folkenes regeringer. Bevar os som folk iblandt folkene. Vi beder dig for al lovlig øvrighed, for alle med ansvar i vort samfund. Giv dem troskab og visdom til at forvalte deres magt og viden til værn for de svage og til gavn for alle.Vær nær hos alle fattige, alle forpinte og bedrøvede, de fængslede og de landflygtige, de forladte og ensomme, dem, der mangler det nødvendigste til livets ophold, de syge og dem, der skal dø.Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men fri os fra det onde, og lad os på den yderste dag få lov at opstå med Kristus og evigt takke dig, ved din elskede Søn, Jesus Kristus. Amen. b. Efterfølgende kirkebøn kan bedes fra prædikestolen eller fra alteret. Hvis den bedes fra alteret, kan den bedes som vekselbøn, hvor de enkelte afsnit eksempelvis afsluttes med ordene »Det beder vi om«, hvorefter menigheden som svar eksempelvis

synger »Herre, hør vor bøn!« og slutter med »Amen«. Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til bedste for hverandre.Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele dronningens hus. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed. c. Litaniet bedes fra alteret som veksellæsning eller vekselsang mellem præst (P) og menighed (M) og kan anvendes på kirkebønnens plads i fastetiden, på langfredag og på bededag. P Herre Gud Fader i himlen.M Forbarm dig over os!P Herre Jesus, vor frelsermand.M Forbarm dig over os!P Herre Helligånd, vort lys og vor trøst.M Forbarm dig over os!P Vær os barmhjertig, kære Herre, og fri os fra alle synder, fra al vildfarelse og fra alt ondt. Skån os for hærgende sygdom, for sult og misvækst, for krig og undertrykkelse, for ulykke og ødelæggelse. Frels os fra en ond og brat død og fra den evige død.M Hør os, kære Herre Gud!P Hjælp os, Herre, for Kristi fødsels

skyld, for hans bitre lidelses og døds skyld, for hans sejrrige opstandelses og himmelfarts skyld. Stå os bi i lykke og nød, i vor sidste time og på dommens dag.M Hør os, kære Herre Gud!P Styr og led din hellige kirke. Foren den i fælles tro og enig gerning. Send trofaste arbejdere ud til din høst, og hold os til dit salige ord. Stands al vrang lære og tom gudsdyrkelse. Giv din Ånd og kraft til ordet, trøst de bedrøvede og bange, styrk dem, som forfølges for dit navns skyld.M Hør os, kære Herre Gud!P Giv alle folk på jorden fred og enighed. Værn vort land og vort folk. Velsign vor dronning og al øvrighed; udrust dem med indsigt og handlekraft. Giv frugt på jorden og forstand til at bruge dine gaver. Velsign os i vort jordiske kald.M Hør os, kære Herre Gud!P Send din hjælp til alle, som er i nød og fare, syge og ensomme, fattige og undertrykte. Gør vel mod dem, som gør ondt mod os. Forbarm dig over alle mennesker.M Hør os, kære Herre Gud!

Litaniet følges af nedenstående kollekt eller af en anden kollekt.P Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som af din faderlige nåde ikke sparede din enbårne Søn, men gav ham hen til døden på korset; vi beder dig: Giv din Helligånd i vore hjerter, så vi trøster os med denne nåde, vogter os for synden, tålmodigt bærer de lidelser, du tilskikker os, og bliver til evig tid salige hos dig, ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.M Amen.  Note 4: »O du Guds Lam« Når nadverbøn c (med Helligsangen sunget af menigheden) anvendes, synges inden uddelingen eller under uddelingen »O du Guds Lam« i form af en salme (DDS nr. 365 eller 174) eller i følgende prosaform: O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:   forbarm dig over os!O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:   forbarm dig over os!O Guds Lam uskyldig, du, som bærer verdens synd:   forlen os din fred!

72

Bilag 2B: DåbsritualAutoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992 Dåb finder i almindelighed sted i kirken under en gudstjeneste. I tilfælde af sygdom kan dåb foregå i hjemmet eller på sygehuset. Dåb under en højmesse kan finde sted på trosbekendelsens plads, i tilknytning til første læsning, efter salmen efter prædikenen eller efter nadveren. Når dåb finder sted ved en særlig dåbsgudstjeneste, kan forud for dåbssalmen indledes med præludium, indgangssalme og dåbstale.

Dåb i kirkenDÅBSSALME Ved dåb under en højmesse kan dåbssalmen være en af gudstjenestens almindelige salmer. Efter dåbssalmen spørger præsten:Er barnet hjemmedøbt? - Nej! Ved dåb af voksne spørger præsten:Er du tidligere døbt? - Nej! LOVPRISNING OG BØN Præsten siger:Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som i sin store barmhjertighedhar genfødt os til et levende håbved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Lad os alle bede!Vi takker dig, himmelske Fader,fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb,hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligåndenmed syndernes forladelse og det evige liv.Vi beder dig:Tag i nåde mod dette barn (disse børn),som vi bærer frem for dit åsyn.Indlem det (dem) i din menighed,og bevar det (dem) i dit samfund både her og hisset!Amen. Ved dåb af voksne:Vi beder dig:Tag i nåde mod ham (hende),som i dag kommer til den kristne dåb.Indlem ham (hende) i din menighed,og bevar ham (hende) i dit samfund både her og hisset!Amen. SKRIFTLÆSNING Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig. Således taler vor Herre Jesus Kristus:»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem

at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Evangelisten Markus skriver:Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Så vil vi nu hjælpe dette barn (disse børn)til hans velsignelseved at døbe det (dem)i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ved dåb af voksne:Så vil vi nu hjælpe dig til hans velsignelseved at døbe digi Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. KORSTEGNELSE Barnet - dersom der er flere børn, hvert barn for sig - bæres hen til døbefonten.Ved dåb af voksne træder den, der skal døbes, selv hen til døbefonten.Præsten tegner derefter med hånden kors for ansigtet og brystet af den, der skal døbes, og siger:Modtag det hellige korses tegnbåde for dit ansigt og for dit bryst,til et vidnesbyrd om,at du skal tilhøreden korsfæstede Herre Jesus Kristus. Hvad er barnets navn? - N.N.Ved dåb af voksne udelades dette spørgsmål normalt. TROSBEKENDELSE N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja!Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja!Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja!Vil du døbes på denne tro? - Ja! DÅBSHANDLING Præsten øser vand tre gange på hovedet af den, der skal døbes, og siger:N.N. Jeg døber dig

i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Præsten lægger hånden på den døbtes hoved og siger:Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som nu har genfødt dig ved vand og Helligåndenog skænket dig syndernes forladelse,han styrke dig med sin nåde til det evige liv!Han bevare din udgang og indgangfra nu og til evig tid! Amen. Dersom flere skal døbes, gentages for hver enkelt afsnittet fra korstegnelsen og til og med håndspålæggelsen. FADERVOR Derefter bedes Fadervor. Herunder lægger præsten hånden på den døbtes (de døbtes) hoved.  Fader vor, du som er i himlene!Helliget vorde dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke i fristelse,men fri os fra det onde.Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.*   * I stedet kan anvendes:

Vor Fader, du som er i himlene!Helliget blive dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke ind i fristelse,men fri os fra det onde.For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.  Fred være med dig (jer)!

FADDERTILTALE Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:I, som er faddere til dette barn (disse børn), kan nu bevidne, at det (de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.Fred være med jer! Eller I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det

73

(de) er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.Fred være med jer! Præsten er frit stillet med hensyn til faddertiltalens ordlyd, men kan benytte én af ovenstående tiltaler, der er vejledende for tiltalens indhold.Ved dåb af voksne slutter præsten med en kort fri tiltale til dåbsvidnerne. DÅBSSALME Efter dåben synges en salme. Ved dåb i forbindelse med en højmesse fortsættes herefter som en almindelig højmesse, og salmen kan være en af gudstjenestens almindelige salmer. (DÅBSKOLLEKT) Ved dåb i forbindelse med gudstjeneste, hvor der også er nadver, kan som slutningskollekt i gudstjenesten anvendes kollekten til Første søndag efter påske. Ved gudstjenester uden nadver og ved særlige dåbsgudstjenester anvendes som slutningskollekt følgende dåbskollekt: Lad os alle bede!Herre, vor Gud, himmelske Fader!Vi takker dig af hjertens grund,fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb,hvori du skænkede os syndernes forladelse,Helligånden og det evige livfor din Søns, Jesu Kristi, skyld.Vi beder dig:Bevar os i troen,så at vi aldrig tvivler om denne din gave,og styrk os ved din Helligåndtil at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde,indtil vi bliver til evig tid salige,ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,én sand Gud fra evighed og til evighed.Menigheden:Amen. Når der holdes dåb ved en særlig dåbsgudstjeneste, afsluttes med velsignelse, udgangssalme og postludium.  HjemmedåbHvis et barn på grund af sygdom eller svaghed eller af anden gyldig grund ønskes døbt i hjemmet eller på sygehuset, følger præsten det almindelige ritual for dåb i kirken, dog med udeladelse af faddertiltalen.

Når omstændighederne taler derfor, kan dåbsritualet begrænses til: korstegnelse, trosbekendelse, dåbshandling og Fadervor. Når dåben er foretaget uden for kirken (hjemmedåb), fremstilles barnet senere i kirken ved en højmesse.  Hjemmedåbaf børn i øjeblikkelig livsfare (nøddåb) Nøddåben kan, hvor der ikke er tid til at hente præsten, foretages af en af de tilstedeværende. DÅBSHANDLING Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn! Der øses vand tre gange på barnets hoved, mens man siger:N.N. Jeg døber digi Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. (Med håndspålæggelse:)Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som nu har genfødt dig ved vand og Helligåndenog skænket dig syndernes forladelse,han styrke dig med sin nåde til det evige liv!Han bevare din udgang og indgangfra nu og til evig tid!Amen. FADERVOR  Fader vor, du som er i himlene!Helliget vorde dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke i fristelse,men fri os fra det onde.Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.*  * I stedet kan anvendes:  

Dåb uden præstens medvirken meddeles snarest denne, og barnet bør siden fremstilles i kirken. Bliver barnets navn ikke nævnt ved dåben, skal dåben ikke af den grund gentages, men navnet skal blot meddeles senere.    Vor Fader, du som er i himlene!Helliget blive dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke ind i fristelse,men fri os fra det onde.For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.  Fred være med dig (jer)!

Fremstilling af døbte børn i kirkenFremstillingen af allerede døbte børn foregår i kirken ved en højmesse på dåbshandlingens sædvanlige plads. Er der både dåb og fremstilling, går dåben forud for fremstillingen. SALME Der indledes med en salme, som kan være en af gudstjenestens almindelige salmer.Efter dåbssalmen indleder præsten med at spørge: Er barnet hjemmedøbt? - Ja!Er det døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn? - Ja! LOVPRISNING Præsten siger:Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som i sin store barmhjertighedhar genfødt os til et levende håbved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. SKRIFTLÆSNING Præsten fortsætter, og menigheden rejser sig. Således taler vor Herre Jesus Kristus:»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Evangelisten Markus skriver:Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Denne indledning udelades, hvis der i samme gudstjeneste er både dåb og fremstilling. Præsten spørger:Hvad er barnets navn? - N.N. TROSBEKENDELSE N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja!Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja!Tror du på Helligånden, den hellige,

74

almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja! BEKENDTGØRELSE OG BØN. Præsten siger:Da dette barn (disse børn) allerede er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, vil vi ikke døbe det (dem) igen og derved ringeagte dåbens hellige gave, men vi kundgør her i menighedens forsamling, at det (de) har fået den rette kristne dåb, og vi takker vor Gud og Fader, som har taget det (dem) til nåde ved Jesus Kristus. Præsten lægger hånden på barnets hoved og siger:Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,som har genfødt dig ved vand og Helligåndenog skænket dig syndernes forladelse,han styrke dig med sin nåde til det evige liv!Han bevare din udgang og indgangfra nu og til evig tid!Amen. FADERVOR Derefter bedes Fadervor. Herunder lægger præsten hånden på barnets hoved.  Fader vor, du som er i himlene!Helliget vorde dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke i fristelse,men fri os fra det onde.Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.*  * I stedet kan anvendes:

Vor Fader, du som er i himlene!Helliget blive dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke ind i fristelse,men fri os fra det onde.For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.  Fred være med dig (jer)!

FADDERTILTALE Menigheden sætter sig. Til barnets (børnenes) faddere og forældre siger præsten:I, som er faddere til dette barn (disse børn) kan bevidne, at det (de) er fremstillet i Guds hus som døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker,

at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det ved dåben er indpodet i ham.Fred være med jer! Eller I forældre og faddere til dette barn (disse børn) er nu vidner på, at det (de) er fremstillet i Guds hus som døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I forældre skal opdrage jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.Fred være med jer! Såfremt der har været både dåb og fremstilling, foretages de nødvendige ændringer og tilføjelser i den almindelige faddertiltale. SALME Efter fremstillingen synges en salme, som kan være en af gudstjenestens almindelige salmer. Og gudstjenesten fortsættes derefter som en almindelig højmesse. Som slutningskollekt kan anvendes kollekten til Første søndag efter påske eller den særlige dåbskollekt.

75

Bilag 3. Dedikationsformlen.A) Norsk udgave160

-Av hele mit hjerte hengir jeg mig til Gud,

Herskeren over alle ting,

Han som er skaperen av universet,

den barmhjertige Fader og alt det godes ophav.

-Af hele mit hjerte hengir jeg mig til Kristus,

forsoneren for alle våre synder,

gjenopretteren av vår oprindelige rene natur,

Han den fullkomne åpenbarer av det uutgrundelige Ord fra Gud.

-Av hele mit hjerte hengir jeg mig til Ham

som gjennemtrænger universet

og overalt har veier og midler til å påvirke sjelene,

Han den rene og stille virkende Hellige Ånd

160 {{35 Reichelt, Karl Ludvig 1930}}s.5

B) Engelsk udgave161

With all my heart I take refuge

In God most high,

Who created all things;

The source of all goodness,

The merciful Father

With all my heart I take refuge in Christ,

The redeemer from sin,

Who restores my true nature,

The perfect and mysterious Dao

With all my heart I take refuge

In the one who embraces the universe,

Who at all times and in all places

Responds to our needs,

The pure and tranquil Holy Spirit.

161 Uddrag af liturgiark. Se bilag 1

1

Bilag 4. Buddhistmissionens dåbsritual fra 1930

2

Bilag 5. Buddhistmissionens nadverritual fra 1930

3

Bilag 6: Eksempler på porcelænsmaling fra Tao Fong ShanBilag 6.A. Bjergprædikenen, Math 5.1-10

4

Bilag 6.B. Lignelsen om den fortabte søn. Luk 15.11-24

5

Bilag 6.C. Den sidste nadver. Math 26.26-28

6

Bilag 7: Interview med Ekman Tam

Interview with Mr. Ekman Tam, June 10th, 2008

s.1

Background

Where did you grow up?“I grew up in a common Chinese family here in Hong Kong, as the youngest of 7 siblings and

the family had a traditional religious faith, which is a mix of Buddhism, Taoism and worship of

the forefathers. I didn’t really follow any of the practice, it was more as a custom to me, a

tradition where you do as your parents do.

My father died when I was 7 years, and mother had to work hard to support the family. I guess

that is when I started feeling lonely inside.

My religious journey started as a Buddhist. Later I attended a Catholic School but even though I

liked the goodness of the nuns, I did not become a Christian.”

As a young man he lived an atheistic live in the fast lane, but inside he felt a loneliness that

neither alcohol, gambling or other enjoyments could fill.

One day he met an old friend, who told him about his church and life as a Christian. Ekman

went with him to church and decided to be a Christian. He converted in his early twenties.

Where did you get your theological education/training?-When his brother died some years later, he decided that his life should be for others, and

decided to become a pastor. Graduated in Theology in 1987 from Evengalical Theological

Seminary.

Was a pastor for 4½ years in an evangelical church, but did not get ordained, since he left before

his probation was over (after about 5 years).

Later he felt a calling to go to Canada to study psychology, pastoral counselling, guidance and

Christian spirituality.

7

s.2

What thinkers did inspire you, who is your ‘guru’ theologically speaking.- In Canada he read a book of Thomas Merton, a roman-catholic monk belonging to the Order of

Cistercians of the Strict Observance (Trappists). By reading Thomas Merton, Ekman learned

about how Christians can learn from Buddhism, without being a Buddhist, and he learned about

seeking God in contemplative prayer.

How did you get in contact with the ideas of Karl Ludvig Reichelt (KLR)?- Ekman did not really know anything about Tao Fong Shan (TFS), but when he was back for

holiday in the summer of 1997, he saw the position as spiritual director at TFS was available,

and went to talk to Rolv Olsen (the president at TFS at that time) about the job. Ekman had to go

back to finish his life in Canada, so they decided that he was to start one year later, in September

1998.

Work today

How many of the visitors here would you say are Christians? “90-95% using the centre etc. are Christians. The courses we run are for Christians.”

Is the work primarily a spiritual one or a dialogical one?“The bridge and dialogue division is progressing. For a long time the bridge and dialogue has

been run by John Lemond (American) on a volunteer basis. But now Abraham (a local Chinese)

has been employed in the bridge and dialogue division. But the spiritual work is the main

focus.”

“The nature of programs are 80-85% spiritual related. But many of the spiritual courses are

Ecumenical / dialogical related. Example: one course have been an icon

8

s.3 retreat, so from an eastern orthodox angle. This fall a catholic nun will have a course about

silence retreat, about zen-meditation and we also have Taize-services etc.

The dialogue work among the Chinese at the moment is not as much with other religions, but

with different confessions within Christianity, so more ecumenical than dialogue with others.”

However John LeMond has actively participated in English speaking dialogue activities with

groups and communities of other faith traditions.

What is the difference between mission and dialogue? “Dialogue is not to bring other people into your own religion, as we understand it. Learn from

the other person.

Mission originated from the Christian concern for the Christian world - bringing concern to the

people to bring them the good news. Bringing the good news can mean many different things,

like humanitarian work, political work, saving their souls, give them bread, praying for them

(like the monks in monasteries). Concern for the people, bring good news, but the action is

different. The meaning of mission is very wide.”

So in your opinion, you can not have both dialogue and mission, it is either dialogue or mission,

you cannot combine the two?

“According to the term used technically today, no. You cannot have them both. We do not

want to mix them up. But increasingly there is discussion in the dialogue field on the topic of

conversion.”

What would you say is the main purpose of your work here at TFS today?- In the year of 2000, the Tao Fong Shan Christian Centre (TFS-CC) was divided, as it is today,

into 3 divisions (service unit was taken out and now make there own part, the ‘hardware

department’. Christian Centre is now art, bridge and dialogue division and spiritual division

(software division)).

In this changing process, Areopagos wanted to find a direction for the changes, so they asked

Ekman Tam to bring the spiritual work into focus in the work at TFS-CC.

So the main focus is the spiritual work.

9

s.4

- There are 3 different goals according to the 3 divisions.

Arts division: promote the gospel through art and painting.

Bridge and dialogue division: bring peace among religions, and facilitate ecumenism.

Spiritual division: deepen peoples spiritual life

So 3 goals mean there are different kinds of work, different directions.

As I see it, spiritual guidance is a big part of you job today. What is the purpose

of the guidance? “There are different ways of doing spiritual guidance. Personal interviews, group sessions and

courses.

The purpose is to help persons find how much they are loved by God, and see the gift and joy of

being the children of God.”

Is the goal to find inner peace or to find Christ?- So it is not only to find inner peace, it is also to meet Christ?

“Yes, for Christians.”

- And it is mostly Christians coming here?

“Yes. But I also have seen people of other faiths.”

- And you would not do anything in your guidance to lead them towards Christ?

“No, but I am very honest, telling people that what I can share with them is my experience in a

Christian way.”

Does mission have a role in the work at TFS today?“We do have a mission, concern for people, bringing the good news to the people.”

But is having a mission, the same as doing mission?

“Having a mission is not necessarily the same as doing mission. But it depends on how you

actualize the mission.”

10

s.5

What is you relation to the ideas of KLR. Do you think about his ideas, and

how do you use his ideas in your work today?- For Ekman Tam there is not much left of KLR except the buildings. KLR was a pioneer, but

time has surpassed his theology and ideas today.

He respects KLRs approach to the Chinese people and culture, where he found common points,

and met the people in their world in a humble way.

“Some ideas remains, like the hospitality, the welcoming, passions, the gentleness - the

openness whether you are raised to be Christians or not. That part is very, very important.”

Liturgy

Do you follow a certain pattern in the liturgy at TFS today?“Yes. I learned that a man worked here before, who later converted into eastern orthodoxy, and

John LeMond, has helped making the liturgy for fx. Friday morning eucrist, having icons from

the Orthodox Church chanting, Chinese elements etc. It is a mix of Lutheran, eastern orthodox,

Catholic and some Chinese elements.”

In 2002 John Lemond visited Taize, and they decided to take parts of the Taize services and use

them in service.

Ones a month TFS has a Taize service, but elements of the Taize is also being used at regular

services.

But even at the Taize service, it is not completely the same as in Taize. At TFS it is being

shaped in the way they like. Example: Taize do not have sermon, but they have at TFS.

In what way do you see that your liturgical work here reflects the idea of TFS?“It reflects KLR in the spirit of prayer. Helping people to find a centre trough prayer. As long as

TFS focuses on arts and spirituality, the service will help them in this process, with the icons

and the colours”.

In many of the Taize psalms there are one verse that is being repeated again and again (chanting).

They use it especially in services where a meditative atmosphere is wanted, which is very common

at the services at TFS. What they want at TFS is a contemplative spirituality, and to attain that

atmosphere they use this chanting.

11

s.6

Syncretism

In your words why was KLR excluded from NMS?’/ If you think that

syncretism had anything to do with it, how is you view on that?“At that time syncretism was an accusation, a judgement, used by a group of people who wanted

pure Christianity. Any element that was unfamiliar was seen as contaminating the pure Christian

message. KLR did use incense in his services, and since it was seen as a part of the Buddhist

cult, it was a mix of to religious practises and thereby a contamination of the Christian service.”

“At that time, the NMS was somewhat justified in accusing KLR, because he did mix Chinese

culture and religion in his theology. Since NMS wanted pure Christianity and KLR did use

Chinese traditions, it could bee looked upon as contaminating Christianity with foreign ideas.

BUT ways of expressing faith is always a process of enculturation, there is NO such thing as

pure Christianity, and in that sense they were wrong in their accusations.”

What was syncretism then, and what is it today? At that time syncretism was seen as a mix of religions. It was to be very clear which symbols

belonged to which religions, because a blend of traditions or cults would lead to a contamination

of the pure Christianity.

“There is no such thing as pure Christianity. Christianity is from the very beginning a

syncretistic movement. Christianity is a movement which arose when Judaism and Hellenistic

philosophy met.”

12

s.7“The Greek fathers used the Greek philosophy to present new Christian teachings.

Platonism is a syncretistic idea. The Greek fathers used the Platonic ideas to develop the idea of

God, creation, and general Christian theology.”

The meaning of the word syncretism has changed. At the time of KLR it was an abusive term,

but today it is not looked upon in the same sense.

Today many people look at religion as their own and can construct a religion by mixing what

they like from different religions and cultures. It is a reflection of modernism.

There is a disillusion of the church system. They see the wrongs and failures of the Christian

church make them lose hope, they feel they can not trust the church system, they do not feel safe

in the church system.

And if people can not relate to the ideas and thought of the Christian church, they build their

own religious system and seek their inner religious feeling.

If there are no boundaries, how do people now what it is to be a Christian?“There is a core story in Christianity that God became human in Jesus Christ. A person, who

calls himself Christian, would have to believe in the core story.”

“On topic and around the core story, there are many further interpretations and even beliefs.

Because of this, discrepancy in opinions and positions among Christians is wide. But for me, it

does not really matter what people believe, as long as they accept as the core story. Just let them

be. Differences among people and among Christians are a fact.”

13

s.8

How do you make a fellowship/community if nobody knows what they have in

common?- If Christianity does just go along with modernity end the search for inner growth, how do we

know what keeps us together, how do we make a feeling of ‘togetherness’.

“It is a matter of the way the church system operates itself. How do we prevent people to feel a

kind of detachment between them and the church group?

Maybe there is a boundary between the church as institution and the living faith that is among

people that should be minimized or broken down.”

Was the theology of KLR a subjective theology, in your opinion? “I do not think KLR went so far as to move the religion from an objective story, to a subjective

feeling. What he did was making sense to him. He did not think it could do harm to Christianity

by using incense or sitting in a lotus position in a service etc.

He found elements in the Bible and the Christian traditions that also support alternative ways of

praying to God, for example, using incense is mentioned in the Book of Revelations”.

If people knelt and bowed to show humbleness and devotion in front of the altar, KLR did not

see it as foreign, because he found it in the ancient Christian scriptures and practices. By finding

these ‘steppingstones’ between religions he solved a lot of difficulties between people.

By removing some of the boundaries between people, he made ways and he also found it was a

good way to approach people of other religions.”

Should Christianity be a tool to help people finding their inner self or as an

alternative to the selfishness, the self seeking, the self fulfilment, the self

containment of the society today?“I see it as a process, which means I do see them as two things complementing each other.”

“Christianity talks about self sacrifice, giving, and sharing, God shares God’s life with

humanity. On the other hand, people are seeking for fulfilment, contentment.

14

s.9In the contemporary culture, it is common to hear comments like: if I do not feel good or

spiritual in this practice or community, I find another way to connect to God. It is a search for

joy and meaning. But to seek for what one wants is only a part of the process. Because when

people do feel good and find the joy in faith, they are open to another phase, which is to give, to

share, and to connect. They will experience that happiness is by giving, not by receiving.

As a matter of fact people would find out that happy feelings come and go, but true joy is only

found in one’s sense of gratefulness and completeness.”

So you see Christianity as a tool to get people from one step to the next step, from selfishness to

mutuality?

“Yes, because Christ’s story is bringing people out from one’s self-centeredness. But you will

have to get the message to the people in a way that you do not condemn them. They are seeking

and asking, but will the church be ready to go down and meet them?

Why are people so disconnected from the church? It is not because the church is poor like many

in Mainland China, why the church could not reach and connect with the yearnings of the

people?”

Is it a good idea to make TFS Chinese? Why?“Leaders come and go. New people must come in, but they do not necessarily know much

about the history of the place. We accept the fact that when change of leadership would also

bring changes to the direction of works.

Even though the story of KLR is a fantastic story, it is something that would pass in time. No

matter what, things and people will change in times.”

But do you see it as an advantage to the mission/the goal of this place to change into Chinese

leadership?

“I think so. It will leave more space for the Chinese leaders to come up with new ideas.

We know Hong Kong/China better and since we are closer to the communities here and beyond,

so decisions could be made faster and more pointedly. And it will create rooms for innovative

ideas.

15

s.10New idea may go beyond KLRs origin agendas. There are pros and cons in the process.

For the Scandinavians, the place and historical story here may become more and more distant,

even though there are two ways exchange and projects to keep up the connection.

For people in Areopagos might feel that their roots is loosening, but it may also help them to

accept the fact that things change in times.”

“I hope that dialogue between Europe and Asia will continue and we will be able to send people

both ways.”

16

Bilag 8. Interview med John Lemond

Interview John Lemond June 11th+22th, 2008

s.1

Background

Where did you grow up?He grew up, in a quite conservative southern Baptist church in America. In his mid-twenties he

‘converted’ to the Lutheran church. He liked the way of worship better.

Where did you get your theological education/training?At the theological seminary in Minnesota, Luther Theological Seminary. A Scandinavian

seminary, everybody had been Lutheran from childhood, and John did not feel at home in the

beginning. Got an international internship in Taiwan, worked with an interdenominational

congregation

What thinkers did inspire you, who is your ‘guru’ theologically speaking.

-Karl Ludvig Reichelt.

-The biggest impact comes from Luther. Knowing that we are all sinners and saints, and for that

reason, nobody can feel superior.

-John Hick, negative influence. Not understanding the religious world as it is. Too academic, not

in the world. A lot of the words like pluralist, inclusivist etc, are only categories that are fit for a

academic scholarly discussion about religion, but in the real world, religion is far too complex to

be defined by those simple categories.

Religion is an existential experience, and is too complex to be in simple words

-The academic analyses of inter-religious dialog have had its time. From the ’70-‘90

Now it is more about living within the religion itself, not about a comparison.

How did you get in contact with the ideas of KLR?Was hired to be the editor of the Areopagos magazine. 1991 he came to Tao Fong Shan, sent by

the Evangelical Lutheran Church in America.

17

s.2

Work today

How many of the visitors here would you say are Christians? (økumenisk fællesskab

vs missionmøde) 99.9% of those who come and use the facilities of TFS are Christians, but

probably 50% of all those who make their way to Tao Fong Shan are non-Christian, as day

visitors and tourists. John goes out, to the monastery, mosque etc

Is the work primarily a spiritual one or a dialogic one?- dialog is being stronger again, after being dormant for a number of years.. There has just been

employed a man to work full time at the bridge and dialog division.

- The spiritual division is very important part. Spirituality, in the areas of spirituality, dialogue

and art. It is one of the primary elements that binds the three divisions together.

- Tao Fong Shan is a spiritual centre. It is a place where people can find alternatives to their

regular worship/church life. There is a focus at TFS now on religious practitioners, as it was

during the time of KLR, rather than primarily on academic study and research.

What is the difference in mission and dialog? Mission=the moving of the church out to the world. Share our faith.

From the 19th century, there has been a professional community of Western missionaries. Now

they come from China, Africa etc.

Dialog is in the encounter, so dialog started with the missionaries, they just didn’t know it was

inter-religious dialog.

Missionaries had to think about the difference between culture and religion.

The encounter with culture and religion will change the missionary, almost inevitably.

-When KLR worked with Buddhists and Buddhism, he had a strategy of mission/evangelism,

The dialogical work was a function or strategy of evangelism.

18

s.3- Are mission and dialog same thing? No Are mission and evangelism the same thing? No Are

evangelism and dialogue the same thing? No

-From the 1960s to 1980s, the understanding of the difference between evangelisation and

dialog developed.

Dialog: You share you religion and your religious experience, and then you listen to the other

person’s religious experience and learn about their religion. But why? Because I believe that

God is speaking to me also through persons of other faiths.

God has sent us out into the world in mission (God’s mission), and mission assumes a certain

kind of encounter with the world—which might be called dialogue.

-The father send the son to completely identify with this world, and so should we, and there we

will hear God speaking to us. This is a part of God’s mission called dialogue.

What do you want to attain with your work here? + What would you say is the

main purpose of TFS today?- to be an option, an alternative way of being Christian.

- Here in Hong Kong there are many conservative churches/denominations, and many people do

feel out of step of the conservative church. Some of them find there way to TFS, a different

place, a different way of meeting God.

- The small figures at the temple are facing out. Interpretention: They have been here, heard the

gospel, and are now going out into the world to share what they have heard. But be aware, that

they have not necessarily become Christians. They go out still dressed as Buddhist monks and

Taoist priests.

What role does mission have in the work at TFS today?-From the very beginning, TFS has been on the edge of mission. Here the church had a rare

opportunity, a freedom, to experiment.

19

s.4 Because here the church had the opportunity to open itself and listen to the voice of God in other

ways and in other religions and traditions. I think this is the role of TFS in the mission of the

church.

TFS has always been a way of finding out what it is like to be a church in an Asian, Buddhist

environment.

What is you relation to the ideas of KLR. Do you think about his ideas, and

how do you use his ideas in your work today?-there is a spirit of KLR today, acceptance of each person as they are.

Every guest is welcome, and is taken seriously. Here visitors will be met, and we will listen to

them, and have conversation with them.

-here, no attempt will be made to convert them into Christianity. There will be conversation and

sharing of ideas and understanding of who we are as religious people, as human beings together

in God’s world.

-There is always a conversion process going on. But it is a conversion of ideas. (Peter and

Cornelius) Converting one’s own understanding of who God is, into a deeper understanding,

coming about though a voice that I did not expect.

Liturgy

Do you follow a certain pattern at the liturgy at TFS today?I can only speak for the English-language service, what we call the Christ Temple

Congregation. There was an English liturgy developed in the mid-1980s for the small group

of English speakers who were here at the time. There were elements of Eastern Orthodoxy

as well as some original Chinese tunes. That liturgy has not been abandoned, but has

evolved over the years, to the point now that it is quite different from the original, although

there are parts that have remained the same. So, to answer the question: Yes, we follow a

certain pattern: a formal liturgy that is regularly being revised and adapted to the needs of

the ever changing congregation.

20

s.5

Where do the ideas of the liturgy come from? (KLR vs Taize)

As I mentioned, in the beginning there was a heavy influence from Eastern Orthodoxy, but

also American Lutheranism. Over the past five or six years, while I have served as the

priest, the ideas have come from theological discussions that have taken place within the

congregation. These discussions have not been formal, but more a gradual opening up of

theological insights arising from living and worshiping together. I should also say that the

TFS English liturgy, now called the Pilgrim’s Eucharist, has also been influenced by insights

gained from dialogue with people of other faiths. These conversations have helped me and

others to approach Christian tradition, and the way it is expressed in Christian liturgy, in new

ways.

In what way do you see that your liturgical work here reflects the idea of TFS?I have not only been engaged with people of other faiths as a professional (missionary

priest), but those engagements have shaped my world, theological and existentially. As a

result, the way I understand my faith, and the Christian religion in general, has been altered.

That has been reflected in the development of the Pilgrim’s Eucharist liturgy.

Syncretism

In your words why was KLR excluded from NMS?’I honestly don’t know. But I think it was because he was seen as being far too liberal for the

membership of the NMS at that time. Of course, today, some of Reichelt’s ideas would be

seen as rather conservative. I wouldn’t say he was a prophet, because I don’t think he

thought he was speaking for God. But I do think he was a pioneer, and pioneers nearly

always live a rather lonely life (that is one thing they have in common with prophets). One

thing that should be remembered is that Reichelt not only remained a Christian throughout

his life, but he also remained a member of the Church of Norway.

21

s.6He may have been excluded from the NMS, but he continued within the church as an

important influence. He provided an alternative, a place to expand religiously and

theologically.

If you think that syncretism had anything to do with it, how is you view on

that?Yes, I think syncretism probably had something to do with it. That is, I think the fear of

syncretism had something to do with it. Fear of syncretism is generally a fear of the

unknown, and there was probably a fear within the NMS, a “solid” institution, that their

identity could change and set them adrift in their identity. That is not something you want to

happen if you are trying to construct a reliable identity among contributors.

What was syncretism then, and what is it today? (short)I would define syncretism as the adaptation of formerly-foreign religious ideas into one’s

parent religion. It was the same now as it was then.

Would you say that your work at TFS today is a syncretistic work?Well, I hope so. By that I mean that I hope that through our work at TFS we are constantly

engaging with people in other religions in ways that open to us the wider and deeper

presence of God in our world. If we are successful in doing this, ideas outside the traditional

Christian theological/confessional boundaries will begin to inform us in new and unexpected

ways. This has been the case wherever the church has encountered new cultures and their

religions and philosophies. It is nothing new in Christian history.

Where are the boundaries in a syncretistic Christianity?First of all, Christianity simply is syncretistic, by its very nature. It is a religion that moves

constantly out into the world, following God’s call, from Jerusalem, to Samaria, to Rome

and beyond.

22

s.7That means that it must and will adopt new ways of understanding God, and understanding

itself. Are there boundaries? I doubt it.

If there are no boundaries, how do people now what it is to be a Christian?First of all, how does anyone know what it means to be a Christian? We tell each other what

it is to be a Christian, through a variety of means: historic confessions and creeds, personal

Bible reading, stories of personal experience shared from one person to another. There

seems to be an assumption in the question, however, that these means of knowing what it is

to be a Christian all have the same point of view, the same “answer.”. They do not.

Different creeds say very different things about who a Christian is or should be. We each

read the Bible quite differently, depending on our culture, experience, gender and age, to

name only a few factors. So, in fact, there is not now, nor has there ever been, a single

answer to what it is to be a Christian. If church history teaches anything, it is that there has

been a history of Christianities (plural) over the past 2,000 years, rather than a single, well-

defined entity recognized universally as “Christianity.”

How do you make a fellowship/community if nobody knows what they have in

common?

That is something you will have to ask the Anglicans, the Lutherans, the Baptists, the Roman

Catholics, the Old Catholics, the Assemblies of God, the Church of God, the Greek

Orthodox, the Russian Orthodox, the Syrian Orthodox, the Coptics, the Mar Thoma

Christians, the Latin American evangelicals and the African Independent Churches.

You make a fellowship/community by finding people of like mind to worship God together.

23

s.8For me, the diversity of denominations is a sign of health in Christianity. Hopefully, it can

be a denominationalism that emphasises the positive aspects of diversity rather than the

negative aspects of difference.

The theology of KLR was a very subjective theology. Is that a good or a bad

thing? All theology is subjective theology. Some of it just happens to be the subjective theology of

very big institutions (like the Roman Catholic Church or the Church of Denmark). It’s not

necessarily good or bad, it’s just our reality. It’s up to us to make good or bad things out of

it.

Should Christianity not be an alternative to the selfishness of the society today?Christianity itself is a human institution and therefore is as subject to selfishness as any other

institution within society, today or at any other time in history. Jesus Christ, on the other

hand, is not an institution. Is Jesus Christ an alternative to selfishness? I believe so…but I

may be wrong.

In Denmark we have the problem of people converting to Islam, since in Islam

there are rules and regulations. So people want directions in life, do you think

they will get that from a syncretistic Christianity?Do you really mean that it is a “problem” that people are converting to Islam in Denmark?

Conversion is a way for people to change and grow; not only through religious institutions,

but through immigration, marriage, education…the list goes on. When Christians are

converting to Islam, they are searching for something. Some of them may want more

structure in their lives; others may simply have found a meaningful way of expressing their

spiritual longings. Or there may be a hundred and one other reasons.

24

s.9As I said before, Christianity, all Christianity, is syncretistic. But I think the question you

are asking is: “In today’s uncertain religious and cultural world in Denmark, wouldn’t it be

better if there were unquestionable absolutes and certainties in Christianity?” I don’t think

so. If that were the case, then everyone could just convert to Roman Catholicism and the

problem would be solved? Christianity and Christians have struggled for 2,000 with their

identity, in the face of much worse situations than now face Denmark. The amazing thing is

that the church has continued to flourish, not in spite of these difficulties, but because of

them. Uncertainties, theological challenges, bring new insights, new and dynamic ways of

being the church. It is not an easy process, but I think it is better than a stagnating church

that has no challenges at all.

Is it a good idea to make TFS chineese? Why?

What does it mean to make TFS Chinese? And which Chinese are meant when “Chinese”

are referred to? This question needs to be approached concretely rather than theoretically. I

think the larger question is “How can TFS’s unique position within the Christian community

in Hong Kong and globally be maintained, being a place on the margins, where people are

free to explore a range of religious ideas and visions in a way that is not possible in the local

church.

25