Embed Size (px)
DESCRIPTION
Citation preview
Musik.mag marts‐maj 2010
Fokus på fankultur og dansk rock
Fankultur og dansk rock I 2013 åbner Danmarks Rockmuseum i Roskilde, men allerede i år kan man få en forsmag på museets indhold, når den mobile udstilling ROCK ME tager på turné til landets fire største byer. Dette Musik.mag hylder den danske rockmusiks historie og de fans, der har været med til at forme den. Indhold 2 ‐ Leder Det at være fan handler ikke blot om at turde gå i noget tvivlsomt tøj. Det spænder lige fra massehysteri til deciderede eksperter
14 ‐ Skrig, hvin, hyl Om den ekstreme fandyrkelse omkring to herrer gennem de sidste 40 år
3 ‐ Fans kommer på museum Læs om løgn og latin i Beefeaters’ fanklub og om at skrive fanbreve til Franz Beckerlees mor
17 ‐ Mit liv som fan Musiker Kenneth Thordal mindes sin første koncert som ung knægt og ivrige polske fans
6 ‐ Er kvinder bange for det grimme? Rockmusikken er lidt af et mandereservat. Læs om syv kvindelige musikeres holdning til musikken
19 ‐ Rockmuseet turnerer med udstilling Fankultur er noget alle kan relatere til. Derfor er rockhistorien vores alle sammens historie
10 ‐ Spillestedernes rockhistorie Det er på landets spillesteder, at idoler og fans mødes og deler oplevelser med musikken
21 ‐ Hvem slog hipsteren ihjel? Musik er ikke længere bare musik. Den er en symbolsk del af den evigt omskiftelige livsstil, hipsterkulturen
12 ‐ Svendborg Statsgymnasium 1975 Af en gymnasiedrengs musikalske erindringer anno 1975
Musikbibliotek.dk‐redaktionen: Ingrid Rothgardt Andersen, Jens Laigaard, Gitte Lose, Niels Mark Petersen, Jakob Wandam og Camilla Thomsen. Ansvarshavende redaktør: Amalie Ørum Hansen. Repræsentation fra Danmarks Rockmuseum: Lise Hammershøj, Jacob Westergaard Madsen og Martin Rovang Jensen. Forsidefoto: Colourbox.com. Foto denne side: Stephen Poff.
1
2
Fan, aficionado, supporter…
Musik.mag tager forskud på dette spændende emne og giver dig et indblik i fankulturens mange stræder og gyder – det er nemlig ikke bare en motorvej af ensrettet massehysteri, der definerer en fankultur.
Kært barn har mange navne… Personligt har jeg selv, siden jeg var teenager været trekkie (dedi‐keret Star Trek‐fan, red.). Det betyder, at jeg til enhver tid vil kaste mig begejstret ud i at disku‐tere, hvorfor Star Trek er bedre end Star Wars, og at jeg gladeligt tager en alt for stor næsten søn‐dervasket t‐shirt på, som har et skønt billede af Spock med sin særlige vulcan‐hilsen – fordi den er fra 70’erne… original, autentisk og indforstået.
Når læseren har gennemtygget dette Musik.mag., kan det desuden anbefales at besøge det kom‐mende rockmuseums hjemmeside:
Men det at være fan handler ikke blot om at turde gå i noget tvivlsomt tøj. Det spænder lige fra idoldyrkelse, massehysteri, ironisk selviscene‐sættelse, nørderi og til deciderede eksperter.
www.danmarksrockmuseum.dk, se L.O.C. og Si‐mon Kvamm spille på BeatBlocks på YouTube og snuse rundt i museets arkiv: www.flickr.com/ rockmuseum. Rigtig god fornøjelse, Live long and prosper. Musik.mag stiller denne gang skarp på fankultur‐
en inden for den danske rock. Dette gør vi lige nu, fordi Danmarks Rockmuseum om få år åbner i Roskilde. Allerede nu kan man få en forsmag på museet. Den mobile mini‐udstilling ROCK ME gi‐ver de besøgende indblik i fankulturens verden, og udstillingen er i år på turné rundt til landets fire største byer: Århus, Odense, København og Aalborg.
På vegne af Musikbibliotek.dk‐redaktionen, Amalie Ørum Hansen, ansvarshavende redaktør.
Rockmuseet skriver selv om udstillingen, at: L.O.C., Tim Christensen, Annisette, Kira Skov og Jacob Binzer er blandt de danske musikere, der fortæller om fans, egne idoler og idolernes ind‐flydelse på deres musik. Du får en introduktion til fanbegrebet. Hvordan er det opstået, hvilken rolle har medierne spillet og hvordan mødes fans og idoler? Hvad får fans ud af at være fans? Lige fra den fanatiske stalker til entusiasten, der aldrig misser en koncert med sit yndlingsband.
Fans kommer på museum Af Martin Rovang Jensen, museumsinspektør, Danmarks Rockmuseum Når museumsgæster træder ind på det kommen‐de Danmarks Rockmuseum, vil de blandt andet opleve, at deres egen rolle som fans og musik‐elskere står centralt i formidlingen af den danske rock‐ og populærmusiks historie. For uden fans, ingen idoler. Publikum og pladekøbere er tradi‐tionelt drivkraften for musikindustriens udvikling, men udgør også mere end det. Fortællingen om de mange, der gennem tiden har båret det hjem‐lige musikmiljø frem, vidner også om musikkens rolle som identitetsskaber og holdningsmarkør – over for skolekammerater, forældre og samfun‐det. Fælles for alle os, der flittigt har læst de kulørte popblade, plastret teenageværelserne til med idolplakater, skrevet til fanklubberne og gået i ekstase til koncerter, er, at musikken er med til at forme vores personlighed, livssyn og holdninger. Vi har gennem musikken søgt og taget del i fæl‐lesskaber med ligesindede og har identificeret os med yndlingsmusikkens budskaber, mode og til‐knyttede subkultur. Dette perspektiv hører natur‐ligvis med til museets formidling af den danske rock‐ og popmusiks historie. Danmarks Rock‐museum føjer derfor løbende genstande til sam‐lingen, der kan fortælle om dansk fankultur og musikkens betydning for den enkelte musikfan. Lad os gå i gemmerne og vise to eksempler på de pudsige og nogle gange skøre udtryk, det kan føre til. Løgn og latin i Beefeaters‐fanklubben Blandt de mange glitrede popblade og magasiner i museets samling findes et par sort/hvide blade fra 1965, der umiddelbart ikke gør meget væsen af sig. Men skinnet kan som bekendt bedrage og ved nærmere undersøgelse blotlægger The Offi‐cial Beefeaters Fan Club, som bladet hedder, et væld af sjove og skæve artikler. Bladet udkom faktisk kun dét ene år og var ”Verdens eneste
special‐magasin for the Beefeaters”, som forsi‐derne stolt proklamerede. Bagmanden var den 16‐årige skoledreng Preben, der efter en telefon‐samtale med bassisten Søren Seirup fra yndlings‐gruppen Beefeaters besluttede at leve drømmen ud som formand for en fanklub med eget med‐lemsblad. Oprindeligt var Prebens plan, at bladet både skulle dække Beefeaters og The Kinks, men som Seirup indskærpede over for den unge fan, kunne man ikke for alvor være fanatisk i forhold til to grupper. Sådan blev det, og Beefeaters fan‐klubben var født.
I 1960’erne skød fanklubber for alvor op som paddehatte over hele landet. Begrebet ”Fan Club” var første gang blevet introduceret her‐hjemme i 1959 af bladet Tempo, der på dette tidspunkt var overgået fra et familieblad til et egentligt ungdomsblad. Bladet oprettede ”Tem‐pos Fan Club”, som fungerede som en paraply‐klub for en masse mindre klubber, drevet af Tem‐pos læsere som kunne tilmelde deres klub og få nyheder om den trykt i bladet. Ifølge Tempos
3
egne angivelser udfyldte klubben et tomrum og havde året efter 100.000 medlemmer! Antallet skal nok tages med et gran salt, men der er ingen tvivl om, at der landet over var en frodig fan‐kultur, der gjorde det muligt for musikglade unge hurtigt at stampe en fanklub op i lokalområdet. For The Official Beefeaters Fan Club var medlems‐tallet dog begrænset. Preben husker: ”I begyn‐delsen var det skolekammerater og venner, der blev medlemmer, og lidt efter lidt kom også deres bekendte med. Jeg kunne jo ikke reklamere og sprede det store budskab over internettet, så medlemstallet nåede ikke over de ca. 50.” Bladets læsere kunne hver måned more sig over et ind‐hold, der var væsentligt mere bramfrit og skørt end de professionelle popblades. Det var der, ifølge Preben, en god forklaring på: ”(…) en stor del af bladenes indhold er ren fiktion – et pænere ord end løgnehistorier. Jeg digtede og fabulerede, og de ting, som medlemmerne kunne købe havde aldrig været i nærheden af Beefeaters. Jeg klip‐pede hårlokker af mig selv og solgte dem som Søren Seirups, jeg solgte røde silkebånd, som ef‐ter en tur i en snavset vandpyt blev solgt som Erlings snørebånd. Jo, opfindsomheden fejlede ik‐ke noget.” I sidste ende holdt Preben dog kun dampen oppe frem til årets udgang. Da Søren Seirup stoppede i gruppen og kort efter blev erstattet af Peter Tho‐rup, mistede han interessen og lukkede fanklub‐ben ned. ”Undskyld skriften, men vi har fysik” Sådan stod der sidst på et ternet ark, indsendt af pigen Marianne til Gasolin’s fanklub i 1976. Hun havde tydeligvis sneget sig til at skrive til ynd‐lingsgruppen i en kedelig skoletime! Marianne var blot én ud af hundredvis af unge, der i 1970’erne var medlem af fanklubben, som Franz Beckerlees mor bestyrede. Hun svarede pligtskyldigt på de mange henvendelser og bestil‐linger af plakater, klistermærker og t‐shirts. Ofte fik hun et helt venskabeligt forhold til de unge
fans, hvilket flere af de indsendte breve bærer præg af. Blandt andet hedder det på et postkort fra Italien: ”Jeg synes, det var så pænt af dig at skrive til mig fra Grækenland, så jeg vil lige skrive til dig. Der er skønt i Venedig og smadder varmt.” Heldigvis er en meget stor del af de fanbreve, klubben modtog, bevaret, og de er nu en del af Danmarks Rockmuseums samling. Gasolin’‐fanbrevene udgør et både spændende og direkte øjebliksbillede af 1970’ernes unge og deres tidstypiske slang, holdninger og interesser. Mange af brevene kredser om fællesskabet med andre fans af gruppen, og om, hvordan man som Gasolin’‐fan ser sig selv som medlem af en eks‐klusiv kerne, der fx adskiller sig fra fans af andre grupper. De to piger Gitte og Bente fortæller i et fælles brev om, hvordan de fleste i deres klasse heldigvis er fans af gruppen: ”Det fandt vi ud af en aften, vi holdt fest. Vi var lidt nervøse før fes‐ten, for vi havde ikke andre bånd end med jer. (…) Det er helt mærkeligt at komme fra en skole, hvor man blev hylet helt ud, fordi vi var Gasolin’‐fans, og så komme til en anden, hvor vi er blandt venner.” Gasolin’ gav simpelthen tilværelsen mening for mange af brevskriverne. Pigen Alis beskriver nær‐mest dét at lytte til gruppens musik som en reli‐giøs oplevelse i et brev overdænget med læbe‐stift‐kys til Kim Larsen: ”Jeg flippede totalt ud. Det gør jeg for øvrigt hver gang, jeg hører din stemme. Jeg kan nemlig flippe rigtigt ud, når jeg hører dig. Din stemme er den skønneste stemme i verden. (…) Jeg har været fan af mange popido‐ler i tidens løb. Men nu er jeg klar over, at jeg har fundet det helt rigtige. Nemlig dig og så grup‐pen.” Yvonne kan fortælle om, hvordan hende og hendes kammerater har været helt vilde med en udsendelse om gruppen: ”I vores ungdomsklub sagde jeg til lederne, at de skulle optage pro‐grammet med Gas. Det gjorde de så, men det er allerede helt slidt ned! Det´ klart. De spiller det hver aften!”
4
En rigtig fan kan nemlig aldrig få nok af sine ido‐ler, ligesom pigen Karen Marie: ”I er så fede, simpelthen bare sagen. Hele mit værelse er fyldt med Gasolin’‐plakater. Jeg har været med til 3 af jeres koncerter, og jeg oplever aldrig noget så godt igen.”
Koncerterne er skelsættende for gruppens fans og er den direkte grund til, at mange af dem be‐slutter sig for at skrive og melde sig ind i klubben. En hel del beskriver ligefrem koncerterne som en ud‐af‐kroppen oplevelse, hvor man glemmer tid og sted. Som Eva henført skriver om sin seneste Gasolin’‐koncert: ”Jeg stod helt foran og én gang var jeg oppe og stå på scenen, men så blev jeg smidt ned, men jeg kom op og sidde på kanten af scenen flere gange; bagefter fik jeg jeres auto‐grafer.” Og man skulle være hurtigt ude, når gruppen kom til byen. ”Det var meningen, at jeg skulle have været i Grindsted og se jer, men BØF! Der var udsolgt”, fortæller en skuffet fan. Og så er Peter knust over, at Gasolin’ ikke kommer forbi Thisted på deres turné: ”(…) vi er hundredevis af unge mennesker, hvis hjerter brast i gråd, da det gik op for os, at Gasolin’ havde svigtet os.”
Særligt ønsket om at få en autograf går igen i brevene. Rigtig mange håber på, at Kim, Franz, Willi og Søren vil sende en personlig hilsen til‐bage, som så kan vises frem for kammeraterne i skolen. Og nogle er endda så heldige at møde gruppen efter koncerterne og få en souvenir, som fx denne pige: ”Hils Willi og sig tak for hans tør‐klæde, som min veninde og jeg fik af ham i Ho‐vedgård. Vi har delt det lige over. Det passer lige, så vi kan gå med det rundt om halsen.” Selvom fanklubben var populær og talte rigtig mange medlemmer blev administrationen af den dog uholdbar på sigt. Mængden af fanbreve vok‐sede efterhånden til uoverskuelige højder, og det betød, at fans måtte vente længere og længere på at få svar på deres forespørgsler fra Mama Beckerlee, som fansene kaldte hende. Derfor tog man beslutningen om at stoppe fanklubben, mens legen stadig var god i slutningen af 1970’erne. Hjælp Danmarks Rockmuseum Har du selv nogle fanrelaterede genstande, som kan være spændende for os? Eller måske andet, der fortæller om den danske rock‐ og popmusiks historie? Danmarks Rockmuseum er altid på udkig efter in‐teressante genstande til vores samling. Vi sætter nu ekstra fokus på vores indsamling til museet og har brug for din hjælp. Derfor hører vi meget ger‐ne fra dig, hvis du har gemt sjove genstande, som du vil donere til museet og dele med resten af landets befolkning – eller hvis du kender andre, som kunne tænkes at have gode genstande. Ring til os på tlf. 46 31 68 68 eller skriv til [email protected]
5
Er kvinder bange for det grimme? Af Anya Mathilde Poulsen, DR‐journalist og for‐fatter til Feminint forstærket – syv samtaler med kvindelige musikere Rockmusikken er lidt af et mandereservat. Hvad holder kvinderne tilbage? Musikjournalist Anya Mathilde Poulsen giver et bud, baseret på bogen Feminint forstærket. Der er sket meget med rockmusikken, siden den i 1950’erne udkrystalliserede sig som et af den moderne populærkulturs vigtigste udtryk. Nye genrer og nye udtryksformer er kommet til, men én ting bliver ved med at kendetegne den, både internationalt og herhjemme: Der er langt flere mandlige end kvindelige kunstnere. Prøv at tage et kig på en gennemsnitlig pladesamling eller på listen over kunstnere i en mp3‐afspiller. Med mindre ejeren i særlig grad interesserer sig for musik af kvinder, vil vægtskålen helt sikkert tippe kraftigt ned på den mandlige side. Men hvorfor er det sådan? Og ikke mindst: hvor‐for ændrer det sig ikke hurtigere? På langt de fleste andre samfundsområder er der sket en ri‐vende udvikling over det seneste halve århund‐rede i forhold til, hvad mænd og kvinder kan, gør og interesserer sig for. Men indenfor rockmusik‐ken, som ellers betragtes som en progressiv og normbrydende kunstart, er ændringerne til at overse. Musikernes egne forklaringer Min egen nysgerrighed omkring emnet går langt tilbage. Som musikjournalist har jeg haft det tæt inde på livet i årevis – der var få kvindelige kol‐leger, og få kvinder blandt de musikere, jeg inter‐viewede. Samtidig finder jeg kvinders musikalske udtryk spændende, simpelthen fordi jeg selv er kvinde og nogle gange oplever en særlig gen‐kendelse i de emner, erfaringer eller udtryksmå‐der, jeg støder på hos musikere af mit eget køn. I 2007 blev det grundlaget for en radioserie på P2, som samtidig udkom som bogen Feminint for‐stærket – syv samtaler med kvindelige musikere.
Bogen portrætterer en række aktuelle kvindelige musikere, og et af de emner, jeg var nysgerrig på, var deres bud på årsagerne til den kvindelige manko. Som etablerede musikere havde de jo førstehåndsmulighed for at have gjort sig erfarin‐ger og tanker. Rollemodeller savnes Fælles for de interviewede kvinder var en udtalt oplevelse af mangel på forbilleder. Signe Høirup Wille‐Jørgensen fra Speaker Bite Me og Jomi Massage illustrerede det ganske tænkevækkende med et eksempel fra sine tidlige teenageår. Hun havde fået en kæreste, der var musiker og var derfor begyndt at hænge ud i øvelokalet, når han spillede med sit band.
Men skridtet fra at være benovet tilskuer til
selv at spille var stort: ”I dag ved jeg, at det var spændende at kigge
på samarbejdsmetoderne, men hvis man fryser billedet af mig, der sidder i det øvelokale, så kan det godt se lidt trist ud. Jeg sad bare der, time efter time, og gloede på nogle andre, der lavede noget,” fortæller hun. Flere af musikerne har lignende fortællinger om‐kring, hvordan manglen på oplagte forbilleder har gjort det svært for dem at komme i gang. De har
6
simpelthen ikke kendt til kvinder, der udtrykte sig på måder, som de selv var draget imod. Derfor var det sværere at finde måder at gøre det på, og først langt senere har de opdaget, at de musikere fandtes. For Signe Høirups vedkommende var det mø‐
det med Breeders‐pladen Pod, der gav hende kickstarten til at gøre det selv. Simpelthen erken‐delsen af at, ”Hov, det er kvinder, der spiller her. Det kunne jeg faktisk også gøre.” Den skøre alf eller hende den sure med guitaren I en relateret problematik kritiserer flere af musi‐kerne mediernes begrænsede fremstillinger af kvindelige musikere. Det er meget udbredt at blive sammenlignet med PJ Harvey eller Björk, siger de. ”Enten er man den skøre alf eller også er man hende den sure med guitaren,”´ som Maria Laurette Friis fra Tys Tys nøgternt udtrykker det. Hvis musikpressen var i stand til at trække på
et bredere spektrum af kvindelige musikere, når der skulle drages sammenligninger, ville det have den fordel, at flere kvindelige musikere fik deres historie genfortalt og dermed blev husket i se‐nere generationer, lyder det. Hvilket ville give ef‐terfølgende generationer af piger en bredere vif‐te af forbilleder at hente inspiration og motiva‐tion fra. Det er et ærgerligt faktum ved vores kulturhis‐torie, at den af forskellige årsager har haft en ten‐dens til at glemme kvinders bidrag. Det har køns‐forskningen påpeget i årevis. Mænds bidrag hus‐kes og kanoniseres, mens kvinder meget tit er gledet i baggrunden, når historien har skullet skrives. Og hvis du tror, det hører gamle dage til, så er der Kulturkanonen fra 2006. På den popu‐lærmusikalske liste over albums er der ét værk begået af en gruppe med et kvindeligt medlem, nemlig Savage Rose. Ellers er det rendyrket man‐deterritorium.
Konkurrence‐aspektet motiverer ikke piger Et andet punkt, hvor disse kvinder ser en forskel mellem dem selv og deres mandlige kolleger, ligger i det, de kalder hangen til nørderi. ”Det med at sidde på mit værelse ti timer syv
dage om ugen og øve mig på mit instrument og blive helt vildt god til en eller anden ting – det gider jeg simpelthen ikke. Jeg synes ikke, det er spændende,” siger Kirstine Stubbe Teglbjærg fra Blue Foundation. For hende var det svært men vigtigt at nå der‐
til, hvor hun kunne forlige sig med, at hun ikke gik op i at være ekvilibrist på et instrument men godt kunne skabe musik alligevel.
Og så handler det også om, hvad der psykologisk motiverer og ansporer drenge og piger. Noget som kan være vidt forskelligt, nærmest modstrid‐ende: ”Konkurrenceaspektet skræmmer mig også
væk. Der er ingen piger, der tør gå op til en jam‐session og spille. Så skal man eddermame være god. Det er lidt den der mandeting med hvem der er bedst og hurtigst. Det kan være dybt inspi‐rerende og motiverende for mange drenge, men det motiverer ikke mig, og sådan tror jeg, at mange piger har det,” siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.
7
Pigeopdragelsen er en stopklods Konkurrencetrangen er måske biologisk mere knyttet til drenges og mænds omgangsform, men et andet punkt handler om, hvad vi som samfund fremelsker og værdsætter hos piger. Det ser Kira Skov som en væsentlig forklaring. Hun siger: ”Alle de kunstnere, jeg er tiltrukket af, laver
noget musik, der ikke bare er smukt. Det inde‐holder også noget grimt. Noget som ikke er tilpas‐set og fint og rart og blødt og venligt. Det grimme er ikke så fremmed i mænds udtryk. Kvinder vil jo gerne være smukke. Det ligger så meget i vores kultur og vores opdragelse, at vi skal tale pænt, og vi skal være søde og helst bløde og blide og smukke og kønne. Det med at lave noget, der er grimt og beskidt, er ikke blevet fremelsket i små piger og kvinder. Jeg tror, man bliver nødt til ikke at være bange for det grimme, hvis man vil lave noget, der betyder noget inden for den her gen‐re. Så skal man kunne rumme det hele. Det bliver for glat ellers og så bliver det ikke rigtig smukt. Så bliver det bare glat og pænt og ukonfronterende og ikke særlig noget som helst.”
Trygge omgivelser kan være vejen frem De to pointer forklarer måske også, hvorfor de af rockens subkulturelle genrer, hvor kvinder for alvor har trængt sig på, har været der hvor den
tekniske ekvilibrisme og klassiske skønhedsidea‐ler har været sat i skammekrogen fx i punkkultu‐ren. Ikke fordi kvindelige musikere ikke er teknisk dygtige, men fordi det fjernede fokus fra noget, der blev oplevet som et åg og skabte et frirum. På samme måde var der i 1990’erne en opblom‐string af kvindelige musikere i USA og England i subkulturen Riot Grrrl, der overtog punkens Do It Yourself‐filosofi og samtidig forsøgte at skabe muligheder for, at piger kunne danne bands i om‐givelser, hvor der ikke var drenge til stede. Det lyder måske radikalt, men det virkede. I Sverige har man i de senere år gjort sig lignende erfarin‐ger med sommerkolonierne Popkollo, der hen‐vender sig til teenagepiger og hvor musikken er i centrum. Her får pigerne coaching af erfarne kvinder, og der bliver dannet bands, skrevet mu‐sik og spillet koncerter i stor stil. Så meget tyder på, at man kan komme langt ved at opmuntre pi‐ger i et miljø, hvor de føler sig trygge. Husk kvinderne – en opfordring Da radioprogrammerne i Feminint forstærket‐serien blev sendt, blev de omtalt i Politiken med ordene: ”Nævn dansk musiks mest markante kvindeskikkelser. Hvis du svarer Anne Linnet, Annisette og Sanne Salomonsen, er det måske en god idé at stille ind på P2 i weekenden for at lære noget nyt.” Jeg har aldrig fået takket skribenten, men jeg
synes, det var skarpt set. At der kan være en klar tendens til, at førnævnte efterhånden ældre da‐mer er dem, der nævnes og huskes, når man snakker om de vigtige kvinder i dansk populær‐musik. Men der er jo mange, mange andre. I England og USA findes der en række frem‐
ragende bøger om køn og musik, både historiske fremstillinger og sociologiske analyser. Gillian G. Gaars She’s A Rebel: The History of Women in Rock & Roll er måske ikke helt ny, den er udgivet i 1992, men det er en velskrevet og vidende gen‐nemgang af den amerikanske rockhistories kvin‐der. Man opdager, hvor mange væsentlige kvin‐delige musikere, der har været, som med tiden er blevet glemt. Simon Reynolds og Joy Press’ The Sex Revolts: Gender, Rebellion and Rock’n’Roll er
8
en anden vigtig bog – en fremragende analyse af kønnets betydning indenfor rockgenren. Det er yderst tankevækkende læsning. Lignende bøger kunne vi godt bruge om dansk rockhistorie. Lån dem på biblioteket, næste gang du låner musik – og husk at låne nogle cd’er med kvindelige kunst‐nere. Der gemmer sig mange gemte, glemte skat‐te imellem. Feminint forstærket – syv samtaler med kvinde‐lige musikere er udgivet i 2007 på DRs forlag og portrætterer Signe Høirup Wille‐Jørgensen fra Speaker Bite Me og Jomi Massage, Kirstine Stubbe Teglbjærg fra Blue Foundation, Henriette Sennenvaldt fra Under Byen, Kira Skov, Marie Laurette Friis fra Tys Tys, Ane Østergaard alias Band Ane, og Soma Allpass. Radioudsendelserne kan hentes som podcast på: http://www.dr.dk/P2/feminintforstaerket Udover ovennævnte musikere finder du her også portrætsamtaler med Pernille Rosendahl fra Swan Lee og The Storm samt den klassiske violin‐ist Andrea Rebekka Alsted. Musik og ligestilling
Tre ud af de nuværende 150 studerende på Rytmisk Musikkonservatorium er kvindelige instrumentalister
Ud af 35 specialister, der de seneste tre år har nomineret navne til Danish Music Awards, har kun tre været kvinder
Ved Emergenza Festvialen i 2009 deltog 448 musikere. 21 var kvinder og kun fire af dem spillede et instrument
På Roskilde Festival 2009 spillede kun om‐kring 48 kvinder i forskellige bands, selv om festivalen i alt havde 180 bands på plakaten
Til Copenhagen Jazzfestival var kun 27 kvin‐der repræsenteret, hvilket svarer til 5,5 procent. Der var i alt 489 instrumentalister på plakaten i 2009
Kilde: Dr.dk (Information, Politiken og Tænke‐tanken), oktober 2009 Alle fotos: Kajsa Gullberg
9
10
Hjælp med at dokumentere spillestedernes rockhistorie Af Lise Hammershøj, Danmarks Rockmuseum Det er på landets spille‐ og mødesteder, at idoler og fans mødes og deler oplevelser med musikken. Den danske rockhistorie har i høj grad fundet sted her. Måske var du tilstede den gang i 80'erne, da Marquis De Sade spillede på Han‐sens Værtshus i Odense og blev mødt af vrede, demonstrerende rødstrømper! Har du billedet, bil‐letten, plakaten eller program‐met? Og kan du fortælle histo‐rien? Club Gemini Et af de små spillesteder i Køben‐havn, som har haft betydning for blandt andet punkfans er Club Gemini. Det intime og meget po‐pulære undergrundsspillested ek‐sisterede fra 1978 til 1980. Stedet havde kun plads til 150 gæster og var populært. Club Gemini var spillestedet, hvor de små og ukendte bands fik mulighed for at optræde. De medbragte selv udstyr, instrumenter og sågar dørmænd, der skulle opkræve gæsterne den en‐tré, bandet fandt passende for deres optræden. Nogle af tidens nye punkgrupper såsom Sods (senere Sort Sol), Brats og Kliché spillede på Gemini. Ejeren husker i den forbindelse, at det godt kunne gå ret heftigt til, når punkpublikum‐met mødte op. De smuglede deres egne drikke‐varer med ind, og overskrev spillestedets vægge og facader med rebelske slogans. Store navne som Kim Larsen, Peter Thorup og Gnags fandt dog også vej til spillestedet. Populariteten førte til, at DR live‐transmitterede flere koncerter, ligesom Roskilde Festivalen engang holdt presse‐møde på stedet.
Club Gemini levede især på sin natbevilling, der gjorde det muligt at holde åbent helt til kl. 2 og, efter en kort 3 timers pause, at starte op igen i kl. 5. I 1980 gjorde for mange klager fra naboerne dog en ende på spillestedets natbevilling. De skulle nu lukke for udskænkning ved midnat, og det betød et så markant fald i besøgende, at de til sidst måtte dreje nøglen om.
Danmarks Rockmuseum har fået overdraget en omfattende scrapbog med materiale om Club Gemini. Men hvis du ligger inde med fx billetter til glorværdige koncerter, billeder eller andet, vil Rockmuseet gerne høre fra dig.
Spille‐ og mødesteder Der findes med garanti gode historier fra andre spillesteder rundt i landet. Mange gange vil histo‐rierne være tilknyttet en koncertoptræden. Gen‐standene vil fortælle om specielle legendariske koncerter. Andre effekter vil vidne om publikums‐forhold eller kontakten mellem optrædende og publikum. Som fan eller musikelsker har du mu‐ligheden for at bidrage til landets kommende rockmuseum. Måske genkender du et af spille‐stederne på listen nedenfor og har en god his‐torie, der knytter sig til stedet.
Rockmuseet kan kontaktes på e‐mail: [email protected]
København og omegn: Thomas P. Hejles Ungdomshus KB Hallen Ungdommens Parkdans i Enghaveparken Montmartre Hit House Saltlageret Gladsaxe Pop Club Brøndby Pop Club Boom‐In Loppen Den Grå Hal Ungdomshuset på Jagtvej Århus: Boom Electrical Popklub Vestergade 58 – Musikernes hus Musikcafeen i Mejlgade Train Musikhuset Æsken SPOT Festival
Odense: Fyens Forum (Hot House, Top Twenty Club) Yankie Club Ny Skandia TomRud Music Hall Hansens Værtshus Magasinet Badstuen Pakhuset Rytmeposten Kansas City Aalborg: Diverse lokale mælkepopper MultiMaren Inn Club 1000Fryd Fru Jensen Revolution Skråen Thy Lejren Huset i Hasserisgade
11
Svendborg Statsgymnasium 1975 Hørt, set og husket af Peter Elmelund Sy’fyn, Svendborg, Statsgymnasiet, sol & som‐mer. Eller: Gymnasietiden – tiden fra Konfir‐mandKnægten til Uovervindelig Ungersvend! Jeg boede i tornerosebyen Faaborg, hvor der den‐gang ikke var et gymnasium. Så selvfølgelig skulle jeg til Svendborg, hvor gymnasiet emmede af musik (i hvert fald set nu – det var nok egentlig fordi, min storesøster havde gået der). Alternativerne var gymnasierne i Glamsbjerg
og Ringe – begge ”langt ude på landet” set fra den 15‐åriges udsyn. Og musikken var i real‐klasserne begyndt at fylde mere og mere. Gasolin’s tekstsmed Mogens Mogensen havde sommerhus på den lille ø Bjørnø ud for Faaborg. Her var Gasolin’ i træ‐ningslejr – og sejlede over for om aftenen at spille deres splinternye numre for os benovede faaborgensere på Færgegaar‐den. Men det er en anden historie… På Svendborg Statsgymnasium var et stort kor, ledet eminent af Lars Davidsen, og hvor der var flere piger end drenge. Så det var herligt at være tenor! Vi sang ikke kun klassiske værker, men også rytmiske – eksempelvis Bobrowitz & Porters ”The Creation”; et værk, der blev sunget af mange gymnasieelever på 70’ernes pro‐gressive gymnasier i Danmark. Og så var der festerne og koncerterne! Gymnasiets aktive musikforening DUSK (noget med diskussion og koncert…) var fremme i skoene og fik Danmarks førende orkestre til Svendborg. Både til de tradi‐tionelle fester fredage aftener og til deci‐derede koncerter. En sådan koncert var fx med den nye
folkesanger Sebastian, der med sin westernguitar og en flot Orange‐forstær‐ker spillede en lydhør koncert med sine kringlede tekster og et eminent fingerspil
– og så sammensatte han altså akkorderne på en overraskende måde. I 1.g lånte jeg en guitar (og en guitarbog) af en gammel skolekæreste – og så var jeg solgt. Jeg lånte på folkebiblioteket, hvad jeg kunne finde af nye noder og fik dem med besvær kopieret. Og øvede. Så vi var en del, der opmærksomt fulgte Sebastians fingre på gribebrættet; hjem og lytte til pladerne og klø på. Til en fest var det helt store navn Gnags hyret. Jeg hjalp til med at slæbe anlæg – og fik snakket med musikerne. Jeg husker deres honorar – helt vildt: 2.000 kr.! Og det var da vist nok endda billigt, blev der sagt. Jeg husker koncerten bedst med et enkelt tillægsord: Rytmisk. Jamen, det var al
12
13
musik da? Ja, men her gik rytmen virkelig helt ind i den unge gymnasieelev og gav en lykkelig følel‐se. Og det var orkestrets hele samspil, der bare bankede. Godt anført af den karismatiske forsan‐ger og markante bassist, Peter A.G., der svingede sit meget lange hår rundt og staccerede sine tek‐ster, som ærlig talt var svære at høre rigtigt. Det var da lige meget – det drejede sig om stemnin‐en!
å teksten til den tidstypiske
i
ænke mig at snakke lidt med dig
ob Riis‐Olsen ed sin hvide Fender Stratocaster.
isk og frejdigt med på Bifrosts ”Det er
ig og strækker din krop og alting er
ligger så godt imellem dine ben – du er så o’!
M
m vi blev forberedt godt på i musik‐timerne.
g Vi skrålede med pKomsammensang: Travle ven, dig der går forbUdenfor og tænker indeni Hejdihej, nej, hvor kunne jeg T Og alle var med; wow, hvor kom man tæt på den allersødeste pige på jorden. Og når jeg så sam‐tidig kunne fortælle om musikken og blandt an‐det den venstrehåndede guitarist Jacm I disse år kom også Culpeper’s Orchard (med syn‐gende trommeslager Tom McEwan), Bifrost (med danser) og Secret Oyster forbi. Mums, at få lov til at synge frmorgen”: Det er morgen, og solen står op du ligger stad – så roligt nu Denne nat har jeg sovet så tung som en sten, man g Det var også lokale orkestre, der blev benyttet. Her husker jeg især Tempus Fugit (med blandt an‐det Bjarne Korsgaard, Klaus Thormann og Kim Füchsel (to sidstnævnte fra Faaborg)) og Senorouse med brødrene Lars og Peter Nielsen. En speciel koncertoplevelse var også en fælles‐
time med Gunner Møller Pedersen og hans elek‐troniske musik. I flere år havde hans musik været brugt på Glyptoteket, og han turnerede nu med sin Panoptikoncert på sit kæmpe 8‐kanals lyd‐anlæg, so
Jeg husker faktisk ikke, at der var gymnasiefes‐ter uden live‐musik. Og det er jo så fordi, der ikke var – eller at den båndede musik netop gør det til noget, man ikke husker… Og den musik, man opsuger, når man er 15‐20 år, er musik, som altid vil have en varm plads i ens hjerte. Og det er skønt, at den nyeste musik hviler på skuldrene af den næst‐nyeste musik, der hviler på... Derfor er der i dagens musik altid noget, som bare ”er hørt før”. Den rytmiske musiks historie er jo ikke ældre, end at vi alle eller vores forældre eller vores bedsteforældre har været med fra starten. Det giver en levende reference, så vi sammen kan nyde eksempelvis Rumour Said Fire (frisker Simon & Garfunkel‐erindringen op) og Bikstok Røgsystem (70’ernes reggae og dance‐hall). At hele formidlingsprocessen ændres radikalt fra køb af plader til gratis streaming, betyder, at der skal tjenes penge på en anden måde. Men det drejer sig om – og vil altid dreje sig om – den levende musik. Et lydspor: (*findes på netmusik.dk) ‐ Gasolin’: 2 (1972)* ‐ Bifrost: Bifrost (1976)* ‐ Gnags: På vej (1973), Del af en ring (1975)* ‐ Gunner Møller Pedersen: Live Electronic
Octophonic Panopticoncert (1974), Et Lydår (1977‐82)*
‐ Culpeper’s Orchard: Second Sight (1972), All Dressed Up And Nowhere To Go (1977)*
‐ Sebastian: Blød Lykke (1974)* ‐ Secret Oyster: Sea Son (1974)*
Skrig, hvin, hyl Af Jens Laigaard, red. Musikbibliotek.dk I dagens avis ser jeg et billede af fem teenage‐piger, som ligger i soveposer og fuld vintermun‐dering op ad en mur. Rundt om dem flyder støv‐ler, juicekartoner og poser. De er naturligvis ikke hjemløse – ikke i den alder. Teksten oplyser, at de er "hardcore fans", som venter på de forreste pladser til koncerten med Tokio Hotel i Forum, København. Det er unødvendigt at kalde pigerne hardcore
fans. De er bare fans i ordets egentlige betydning. Fan, som vi har importeret fra det engelske, er jo kortform af fanatiker. En rigtig fan er en person, som nærer en lidenskabelig kærlighed til et eller andet – og her gælder det altså rock. En hen‐givenhed, der kan give udslag i kostbar samler‐mani (plader, merchandise etc.) og i underlig of‐fentlig opførsel, undertiden med præg af religiøs ekstase (typisk ved koncerter). Den slags fans har de masser af i USA og Japan. Men nu er vi altså danskere, kølige nordboer, og det må siges, at vi her i landet har mange grader af at være fan. Mange, der erklærer sig som fan af et eller andet musiknavn, kunne mere pas‐sende betegnes som "tilhængere" eller "varme tilhængere". Men selvfølgelig findes der også til‐hængere, som er mere dedikerede. Som køber hver ny skive og hvert download, der bliver ud‐givet. Som rejser langt efter en koncert. Som altid er på udkig efter piratoptagelser og sjældne film‐klip. Og som selv starter en fanklub, hvis der ikke allerede findes en. Men hvad med rigtige fans? Dem, der kører på grænsen til galskab? Det bedste eksempel på fandyrkelse i musik må være den, der udfoldede sig omkring The Beatles i gruppens første år. Den slags er aldrig set før og sjældent siden. Tænk, at hundredvis af piger ma‐ser hinanden til plukfisk mod hegnet til en luft‐havn, hvor de fantastiske fire netop er landet. Tænk, at de græder som piskede, fordi Paul eller
George kaster et blik i deres retning. Tænk på limousinerne, der sidder fast i menneskehavet – og tænk så på tv’s billeder fra begravelser i Mel‐lemøsten. Og tænk: en gruppe, der ikke længere vil give koncerter, fordi de skrigende fans gør det umuligt at høre, om der bliver spillet eller ej. Har vi nogensinde haft sådan en virak omkring et dansk musiknavn? Nok ikke. Men måske noget, der snerper derhen ad ... Vi plukker lidt. Blandt de navne, som lige nu er på banen, har D:A:D sikkert den mest trofaste fan‐skare. Folk, der holder ved i årevis og gennem tykt og tyndt. Lidt i retning af den trofasthed, fans af Metallica og AC/DC udviser, og her er jo ofte tale om de samme personer. Så var der Malurt i sin tid, for en kort bemærkning. Poul Krebs har i mange år haft en fanklub – men her kan man nok overveje, om det er fanatisme eller måske sna‐rere umulig kærlighed, der driver medlemmerne. Thomas Helmig har fået piger til at skrige, som de ikke har gjort siden børnehaven. Gasolin' havde selvfølgelig også fans. Steppeulvene, som lavede en af dansk rocks helt skelsættende plader, burde have haft en fanskare af de store. Men folk var stenede og opdagede først, hvad de var gået glip af, da Eik Skaløes flyvende tæppe var nødlandet i Nepal. Før Steppeulvene var der Peter Belli & Ri‐valerne – jo, han havde fans af den vilde slags. Og før dem, Otto Brandenburg ... længere tilbage rækker min kikkert ikke. Men hvis jeg igen drejer den lidt frem i tiden, får jeg øje på et navn, som måske er det tætteste vi her i landet er kommet på Beatles‐hysteriet. For en kort stund, javist, men alligevel: de havde fans, der opførte sig, så pæne folk måtte tage sig til hovedet. Hemingway havde et motto: Il faut (d'abord) durer – frem for alt må man holde ud – og det passer også storartet på de to herrer, det her drejer sig om. De startede tidligt og har med stæ‐dig vedholdenhed overlevet to kolossale døgn‐flue‐succeser.
14
I 1965 dannede de sammen med to andre pig‐trådsgruppen The Kids, og selv om den yngste af dem endnu ikke var teenager, fik de lov at varme op for The Kinks. Meget mere blev det ikke til, men efter medvirken i den danske opsætning af musicalen Hair fik de to mod på at gå solo. Sang‐ene skrev de selv, pladen blev indspillet i London og produceret af Johnny Reimar (ja ja, man bruger også grise til at finde trøfler). I 1972 kom lp'en ud, og titlen var så enkel som muligt – Olsen, som brødrene selv hed – Jørgen og Niels ("Noller"). Den blev den første plade, som solgte over 100.000 eksemplarer i Danmark, og de to brødre blev genstand for en overvældende fan‐dyrkelse, især blandt unge piger.
Brødrene Olsen som påklædningsdukker
Man kan pege på tre årsager til succesen For det første bragte tv en portrætudsendelse om brødrene, hvor de blandt andet spillede deres sig‐natursang "Angelina" – og det var på landets ene‐
ste kanal, DR, lørdag aften i den bedste sendetid. For det andet havde drengene udseendet og ud‐strålingen med sig. Niels med det lange bølgende hår så lige så engleagtig ud som Sebastian i de un‐ge år, og Jørgen lignede en lidt hårdkogt udgave af Eddie Skoller. De klædte sig moderat hippie‐agtigt, drak mange øl og røg hash – men aldrig så meget, at det satte spor på scenen eller i slad‐derpressen. De var den perfekte idolplakat til ungpigeværelset, hvor der virkelig havde manglet et dansk indslag mellem Sweet og Slade. Og for det tredje, for det må jo også med: pladen var god. Stærke sange og forrygende vokalharmoni‐er, som ikke lød som noget andet på tidens dan‐ske scene. Snarere måtte man tænke på Crosby, Stills & Nash, Simon & Garfunkel eller brødrenes egne idoler nr. 1 – The Beatles. De næste år blev lystige for brødrene Olsen Turneer verden over, vilde fans, en ny succes‐plade ... men allerede ved tredje udgivelse midt i 70'erne gik gassen af ballonen. Så kom det lange seje træk, hvor det gjaldt om at holde ud. De var store i Tyskland i en årrække, og brødrene slap ikke musikken, om de så skulle skrabe bunden og synge på tysk. Og så blev det år 2000. Sejr i Dansk Melodi Grand Prix og derefter i det europæiske. På scenen lignede brødrene det, de var, et par halvgamle grånende mænd – hvilket var forfris‐kende anderledes i den højglanspolerede Grand Prix‐sammenhæng – og så var "Smuk som et stjerneskud" jo en skøn sang. Kæmpesucces nr. to var hjemme. Jeg kan aldrig høre Olsen uden at tænke på et tv‐indslag, som bedre end noget andet fortæller, hvad der var på færde dengang i deres gyldne år, i 1972. Indehaveren af en radioforretning bliver interviewet, og han fortæller om to unge piger, som i lang tid står uden for forretningen og stirrer på en plakat af brødrene Olsen. Til sidst vover de sig indenfor og spørger, om de må få plakaten. Det må de godt. "Og da de kom ud på fortovet igen, stod de bare og kiggede på billedet, og så begyndte de at græde. Så forstod jeg, at det her ville blive noget stort."
15
Og hvor fik han ret. Mit personlige bud er, at der aldrig er blevet skreget højere og mere hysterisk i danske koncertsale end i 1972 og 73, når Olsen lagde vejen forbi. "Ved en koncert i Køge opleve‐de vi ligefrem, at pigerne besvimede foran sce‐nen," fortæller Niels.
Folk med den rette alder kan sikkert selv huske et og andet fra den tid. Små ting kan spejle den stør‐re sammenhæng, så lad mig slutte med en bitte detalje fra Nordjylland. To veninder på 12 og 13 år i en lille by. Den ene havde en hest, og den kaldte hun – Noller. Hvilke drømme, tænker man, når hun flettede fingrene ind i dens lange man ...
Brødrene Olsen
16
Min liv som fan Af Kenneth Thordal, musiker Da jeg var ni år gammel, flyttede vi. På min gamle Københavnerskole havde vi sunget salmer og bør‐nesange, og på et tidspunkt ville vi måske få lov at prøve at spille på en ægte blokfløjte. Nu befandt jeg mig pludselig på en enorm beton‐skole i en forstad. Der var proppet med unger i en sådan grad, at man havde inddraget skoletandlæ‐gens venteværelse til undervisning. Musiklærerens eneste ambition var til syneladen‐de at slippe levende fra timerne, så vi hørte vores egne medbragte kassettebånd, og når pædago‐gikken var på sit højeste, dansede vi stoledans til. Ikke, at jeg havde nogen bånd med. Den eneste musik, jeg kendte hjemmefra, var ”Historien om det lille tog”, som var en vinylplade med en op‐læst historie og altså ikke musik, samt jazzpianis‐ten Earl Garner, som var det eneste, datidens P3 spillede om morgenen, mens min mor kogte min havregrød og smurte min madpakke. Jeg husker det især, fordi hun blev skide irriteret over Gar‐ners vane med at bræge som et får, når han spil‐lede sine klaversoli. Og nå ja, så sang min far en sang, om en mand, der faldt ned fra Rundetårn og gik i 1000 stykker. Drabelig sag, som jeg siden har lært mine børn. Heldigvis var andre unger i klassen mere velbe‐vandrede i tidens toner. De pæne piger kunne li‐de Abba, de to flippertøser (rødhårede og med briller) kunne lide Gasolin’, og nogle drenge kun‐ne lide Slade. Og så var der Sweet! Jeg blev fan på stedet; Elektrisk guitar! Trommer! Falsetsang! Og ikke mindst mænd i glimmersparkedragter, tårn‐høje hæle og hår, der var bukket indad med krøl‐lejern! I løbet af kort tid var mine vægge oversmurt med Sweet‐plakater, som jeg på en eller anden måde havde fået byttet mig til, selvom jeg ikke mindes nogensinde at have købt et ungdomsblad selv.
Efter en tid fik jeg sågar en kassettebåndoptager, så jeg kunne høre musikken derhjemme – når jeg ellers havde råd til batterier. En dag tog min mor og jeg bussen ind til Brønshøj Torv. Jeg skulle have nye sko. I skobutikken for‐elskede jeg mig i et par flødefarvede laklædersko med fem centimeter høje grønne plateauhæle. Ren Sweet‐stil. Ekspedienten trak min mor til side og sagde, at skoene var til piger. Normalt var jeg et meget beskedent barn, men for en gang skyld var jeg urokkelig. Jeg skulle have de sko. Næste dag havde jeg dem på i skole. Det blev en meget lang dag, og siden gik jeg aldrig i skoene igen. Til gengæld fik jeg mit første band. Min bror spil‐lede trommer (på en plasticskraldespand), min ven Claus spillede guitar (lavet af et stykke pap og en lamel fra min brune skibsbriks), og jeg sang (i en gulvskrubbemikrofon). Forrest stod min kas‐settebåndoptager i en forstærkerbemalet pap‐kasse og spillede Sweet. Naturligvis. Mit liv som fan kulminerede med, at jeg på en el‐ler måde havde fundet ud af, at Sweet skulle spil‐le i Brøndbyhallen. Min billet kostede 55 kroner – adskillige måneders lommepenge der midt i 70'erne. Min far og min morfar fulgte mig derud på cykel. Jeg var 10‐11 år gammel, og det var min første koncert, så jeg satte mig artigt på min nummererede plads 50 meter fra scenen – og desværre også lige bag en betonsøjle. Der var godt nok masser af ledige pladser rundt omkring, men jeg var meget velopdragen og for første gang alene i den store, halvvoksne verden. Efter en halv times tid vovede jeg dog at stikke hovedet lidt frem og kigge forbi den store beton‐søjle, for ligesom at se, hvad der foregik på sce‐nen. Jeg var begyndt at blive lidt bekymret, for jeg kunne ikke genkende et eneste af de numre, der kom deroppefra. Ja, faktisk lød det overho‐vedet ikke som Sweet, og til min forfærdelse så jeg nu, at de fire læderklædte musikanter så helt forkerte ud.
17
18
Jeg var dybt skuffet. Indtil Sweet gik på. Ja, hvor‐dan skulle jeg kunne vide noget om opvarmnings‐bands? Sweets koncert startede med en film, hvor en kvinde æltede sine kæmpestore bryster til Elmer Bernsteins bigband‐tema fra filmen The Man With The Golden Arm. Derefter kom tromme‐slager Mick Tucker på scenen og spillede en ti minutter lang trommesolo, der endte med, at han stod og jonglerede med trommestikkerne mellem fingrene helt ude på scenekanten. Af og til smed han en stik ud til det ellevilde publikum og til allersidst smed han en stik ned på scenegulvet, så den eksploderede. Rock'n'roll! Jeg kan ikke huske resten af koncerten, men un‐der ekstranumrene blev dørene åbnet, så de mange forældre kunne komme ind og hente de‐res unger. Min far og min morfar kommenterede ”larmen fra bandet”. Jeg kunne ikke lide at ind‐rømme, at jeg syntes, det var fedt, så jeg fandt på en historie med, at de havde spillet alle de num‐re, de skulle, og derfor var kommet til at spille fire forskellige numre på en gang. Hm... 13 år senere i den polske industriby Lodz: Jeg havde lige spillet en koncert med mit band Stalin Staccato. Nu stod der en flok piger, som ville have autografer på deres jeans. Polen, inden murens fald... Sådan et par jeans har kostet mindst to må‐nedslønninger. Og så ville de have min grimme klo på den. Langt ude. Nå, what the fuck. Og endnu ti år senere, Hovedbanegården, Køben‐havn: Jeg har spillet i Go’morgen Danmark. Som sædvanlig står der et par tilsyneladende voksne og nogenlunde almindelige mennesker udenfor, og forsikrer mig om, at de er vilde med min mu‐sik, og at de gerne vil have min autograf. Jeg er godt klar over, at de skyder på alt, der har været med i programmet, og at de ikke aner, hvem jeg er, men spiller naturligvis spillet, sludrer lidt med dem og giver dem et par autografer. Syret. 2010: Jeg har 2400 MySpace‐venner, 1350 Face‐book‐venner, 221 Twitter‐followers, en
blog/hjemmeside, en Reverbnation‐profil, en pro‐fil på LinkedIn, Last.fm, Plaxo, Naymz (bare for en sikkerheds skyld) og sikkert også en del steder, jeg lige har glemt i farten. Halvdelen af mine så‐kaldte venner er naturligvis andre private næ‐ringsdrivende, der i lighed med mig prøver at prakke omverdenen et eller andet på: Deres køn, deres ego og ikke mindst deres musik. Men der er da også en del, der reelt er interesse‐rede i mig og min musik – nogle af dem kalder sig sågar fans. Vi skriver sammen, og jeg kan reklam‐ere for mit univers. Tovejs‐kommunikation mel‐lem idol og fans – i hvert fald i teorien. (I virkelig‐heden er et fremadstormende medie som Twitter jo dybt hierarkisk, men det er en anden snak). Fint nok, men måske går lidt af magien tabt. Alt og alle er tilgængelige. En googling, og du kan fin‐de hvad som helst, når som helst. Jeg måtte med min mor ind til Bristol på Strøget for at finde Sweet på bånd. Næste helt store ryk var et par år efter, da jeg var med mine forældre i London og købte Bob Marley, The Clash og Adam and The Ants i en uskøn blanding. Selvfølgelig er det fedt, at der er så meget musik et klik væk, og det er nok også helt oldnordisk at frygte, at den unikke oplevelse, som har krævet lidt kamp, forsvinder. Fx har min 12‐årige datter i flere år været fan af Elvis, ja hun sover sågar i Elvis‐sengetøj. Hun gi‐der sgu da ikke være fan af Lady Gaga som alle de andre i klassen. Sejt!
Kenneth Thordahl har siden 1980’erne været aktiv på den danske musikscene i bands som An Ulti‐mate Choice og Sta‐lin Staccato og si‐den 1995 ogs som solist. Har senest skrevet musikken til PLEXs teaterforestil‐ling Villa Reqiuem.
å
Foto: Jens Bangsbo
Rockmuseet turnerer med fanudstilling Af Jacob Westergaard Madsen, museumsinspektør, Danmarks Rockmuseum Fra marts til august kommer Danmarks Rockmu‐seum til landets fire største byer for at præsente‐re sig selv med udstillingen ROCK ME, som hand‐ler om fankultur. Hermed får Danmarks befolk‐ning mulighed for at stifte bekendtskab med mu‐seet, inden det er bygget – vi forventer at slå dø‐rene op i 2013. Og museet får lejlighed til at mø‐de sine kommende gæster, få input og forhåbent‐lig nogle interessante genstande, som kan indgå i den samling, der i disse år er ved at blive bygget op. Hvorfor fans? Udstillingstemaet er valgt for at vise bredden på det kommende museum. De fleste har prøvet at være – eller er stadig – mere end almindeligt optaget af en speciel kunstner, hvis musik betyder alt i en speciel perio‐de af ens liv. Som Martin Ro‐vang Jensens artikel her i ma‐gasinet viser, er der følelser på spil, når man er fan – det handler om identitet, fælles‐skab og mening i tilværelsen. Tit forbindes fanskab med det at være ung, men for mange varer det ved. Og alle har prø‐vet at være unge kan for‐mentlig genkalde sig de følelser, der er forbundet med at spejle sig i et idol – for nogen alene fordi musikken har ramt noget specielt i dem, for and‐re fordi idolets hele person bliver genstand for beundring. Fankultur er derfor noget, alle kan relatere til. Det er altså vores allesammens historie, der skal vises og fortælles på rockmuseet. Nok er vi ude efter de store musikeres historier, men vi vil også
fortælle om stemningen på landets pop‐ og rock‐klubber, og om hvordan det var at sidde på teen‐ageværelset med ørerne klistret til radioen, rejse‐grammofonen eller mp3‐afspilleren, alt afhængig af hvornår man har været ung. Alle har en del i denne historie, kan spejle sig i den og kan derfor have noget at byde ind med – måske kan man blive mindet om den Beatles‐paryk, det glamrock‐outfit eller de billeder, man har liggende på loftet – og måske endda tænke at tingene kommer bed‐re til deres ret på det kommende rockmuseum. Hvad byder ROCK ME på? På udstillingen kan du møde en række danske kunstnere, der repræsenterer forskellige perioder og genrer i dansk rockhistorie: Ib ”Rock” Jensen, Annisette, Jakob Binzer, Tim Christensen, Kira Skov og L.O.C. I samarbejde med Politikens rock‐anmelder Dorte Hygum Sørensen har vi inter‐viewet dem om det at være idol, samtidig med selv at være fan af sine egne forbilleder, og resul‐tatet vises i små udstillingsfilm.
Du kan også høre et par fanberetninger og blive klogere på udstillingens undertemaer: Mediernes rolle, Fantyper og Mødet mellem fan og idol. Du kan quizze og opdage, hvem udvalgte folketings‐politikere er fans af.
19
Udstillingen har også interaktive elementer i form af de højteknologiske BeatBlocks, som er udviklet i samarbejde med Center for Playware, DTU/DPU. Med BeatBlocks kan du remixe aktuelle danske kunstnere som Nephew, L.O.C., Volbeat og A Kid Hereafter, eller du kan tage på en rockhistorisk ”tour de genre” og skabe fx et surfrock‐, disko‐ eller metal‐nummer (11 genrer i alt) og få resul‐tatet sendt til din mailadresse. Hvor og hvornår? Udstillingen kommer til at stå følgende steder: Århus Musikhuset Aarhus Lørdag den 20. marts ‐ torsdag den 8. april Odense Musikbiblioteket Mandag den 12. april ‐ lørdag den 8. maj København Koncerthuset, DR Byen Onsdag 12. maj ‐ søndag den 20. juni Aalborg Studenterhuset Fredag den 25. juni ‐ lørdag den 7. august I hver by har rockmuseet i samarbejde med værtsstedet sammensat et spændende program med foredrag, interview og interaktive koncerter, som sætter lys på fankultur, den lokale rock‐historie og det kommende museum. Læs mere om indhold og åbningstider på www.danmarks rockmuseum.dk Udstillingen og de omtalte arrangementer er gra‐tis. Det samme er de skoleforløb for folkeskolens ældste klassetrin samt gymnasier, som kan bestil‐les hos museet (andre gruppebesøg kan også ar‐rangeres). Send en e‐mail til [email protected]
(Foto: Flickr.com/rockmuseum) BØRGE var et kulørt popblad grundlagt i 1966, der fo‐kuserede på popmusik, mode og film for et ungt publi‐kum. Ungdomsblade var så småt dukket op i Danmark i slutningen af 1950’erne, og op gennem 1960’erne kom flere blade for unge, der bragte læserne helt tæt på deres idoler. BØRGEs redaktion blev ledet af Erik Haaest, der på alle måder tegnede bladet udadtil. Nogle gange bidrog også udøvende musikere til bla‐det, bl.a. Peter Belli som interviewer og Ole Bredahl og Daimi som brevkasseredaktører. BØRGE havde end‐videre aftaler med forfattere som Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Hans Scherfig om at leve‐re noveller til bladet. Børge var bladets maskot, som nogle gange var trykt i højre hjørne af forsiden og som Årets BØRGE statuet‐ten forestillede. BØRGE udkom for sidste gang i decem‐ber 1967.
20
21
Hvem slog hipsteren ihjel? Af Lasse Lavrsen, Dagbladet Information Hipsteren er rebellen, der møblerer med IKEA og genopfinder sig selv ved konstant at suge næring ud af alle de andre ungsdomkulturer. Han er livsnerven i det kommercielle system, han prø‐ver at slå ihjel Cykler og grunge Hipsterkulturen er det mest dominerende forsøg på en modkultur, vores samfund har haft, efter punk blev plastificeret, hiphop hængt på bøjle, og Kurt Cobain skød hovedet af grungen. Kritikere kalder det en snyltende og overfladisk kultur, der har svært ved at formulere andet end ironiske svar til samfundet. Men hipsterkulturen har det middel mod kommercialiseringen af subkulturer, som ingen anden subkultur har kunnet mønstre: Forbrug. Et utilregneligt, afsindigt og uhæm‐met forbrug. Hipsterkulturen er den første subkultur, der er født i en ultrakommercialiseret virkelighed, og hipsteren er først og fremmest en forbruger‐gruppe. De bruger deres penge på at signalere individualitet og autenticitet, men i det øjeblik en trend, et band, en kunstretning, en lyd eller en stil får for meget opmærksomhed, dør det om‐gående. Individualiteten forsvinder, og forbruget bliver kanaliseret et andet sted hen som mod‐svar. Det handler om at være independent.
Kulturen er løst bundet sammen af en række skif‐tende tøjmærker, butikker som Colette i Paris og Wood Wood i København, street kultur, snap‐shotfotografi og magasiner som det anarkistiske verdensomspændende Vice Magazine. En samp‐lingskultur, der bryder sig om kunst og kunst‐fester, lo‐fi kameraer, skinnyjeans, gamacher, genbrugstøj og neonfarvede briller uden styrke. De har en stærk holdning til alle typer musik og finder et æstetisk tilhørsforhold i alt lige fra cykler og bydele til dørhåndtag og dagligvarer. De har lært at simulere rebel med den ene hånd, imens de møblerer en lejlighed med IKEA‐møbler med den anden, og så er de eksperter i at skrælle tid‐ligere modkulturer som beat, hippie, hiphop, punk og grunge. De ernærer sig ligeså heftigt gen‐nem det åbenlyst u‐smarte og elsker at simulere white trash og narkohærg samtidig med, at de ukritisk suger næringen ud af alle mulige sub‐kulturer som country, rockabilly og bikerlivstil. Og så er hipsteren kulturbærende. Og det er der penge i – derfor elsker ejendomsmæglere, tøj‐fabrikanter, gallerister, pladeselskaber og stor‐kapitalen hipstere. Det samlede ståsted for hipsterkulturen er så svagt, at nogen ligefrem tvivler på kulturens eksi‐stens, men et særligt samlende træk for hipster‐en er dog undvigelsen fra reklamerne og de store firmaer. Problemet er bare, at det træk har den kommercielle verden regnet ud for længst, så hipsteren er dømt til konstant at skulle gen‐opfinde sig selv for at bevare illusionen om, at han er fri. “Hipsterne indgår i æstetiske smagsfællesskaber, og det er det, der forbinder dem mere end noget faktisk indhold eller budskab,” forklarer cand. scient.soc Morten Meldgaard, der skrev speciale om livsstilsbaseret forbrugskultur og i dag er ansat af en de mest kendte modebutikker i København. “Det er en art fluktive stammer – eller neotribes – som teoretikere kalder dem. De har de samme identitetsskabende elementer, som kendetegner stammer, men de har ikke nogen fast rod. Man
Lomo‐kamera
22
har ingen pligt til at blive i den identitet, der bli‐ver bygget op, men det betyder ikke, at iden‐titeten er svag, når du er i den,” slår Morten Meldgaard fast. “Lægger du din identitet i noget, der minder om punken, kan den være afsindig stærk den ene dag, men når du ugen efter hævder din identitet gennem hip‐hop‐kulturen er den ligeså stærk.” Hipsteren er tvunget ind i flygtigheden for at undgå mainstreamen, forklarer Morten Meld‐gaard. Det anerkender man i kulturen, og derfor er det også helt legitimt at være illoyal og glat. Det er nærmest et hædersmærke inden for denne neo‐tribe.
Indie‐hipster (flickr.com/subcow)
, at alle ndre også dyrker det her, må de hippeste
“frie hænder til at rtolke Nikes klassiske produkter, som de ser
rligt ike været afsindig dygtige til,” siger Mor‐
g det virker. For en stund.”
kul‐ren som en slags kunstig virkelighed, der er
og erfor aldrig hæfter sig på virkeligheden. Som en
“Men der er en indbygget selvmodsigelse: Det vigtigste er at være hip. Det handler ikke om at mene, det du udtrykker, men om at udtrykke det rigtige. Til gengæld betyder autenticiteten utro‐ligt meget i det øjeblik, du bekender dig til en kultur. Derfor søger man altid en pondus inden for den stamme, man tilhører – så man dykker ned i den kultur på den mest nørdede facon og dyrker en helt specifik subkultur ud i det bizarre. Men i det øjeblik den autenticitet bliver angrebet af mainstreamen, og det går op for folkamedlemmer af stammen hurtigt videre.” De store internationale firmaer forsøger at imødekomme denne frihedstrang ved selv at postulere uafhængighed. Som når Sony kaster milliarder efter viral markedsføring på YouTube, eller som når denne måneds udgave af Vice Magazine udkommer med et reklametillæg af Nike, der ikke er lavet af et reklamebureau, men af kunstnere, fordi skogiganten har givet en række undergrundskunstnere fodem,” hedder det i tillægget. “Det er en såkaldt Co‐Lab, hvor Nike forsøger at brande sig selv ved hjælp af uafhængige under‐grundsmærker, designere og kunstnere, selv om de jo er et milliondollar‐firma – det har sæNten Melgaard. “O Semiotisk dans Svend Brinkmann er ph.d. fra Psykologisk Institut i Århus og forfatter til bogen Identitet – Udfor‐dringer i forbrugersamfundet. Han beskrivertuskabt af tegn, der kun henviser til hinanden. “Det er tegn, der kun henviser til andre tegn dslags semiotisk dans,” siger Svend Brinkmann. “Den virkelighed, man forsøger at agere i – og adskille sig fra andre i – er en fuldkommen kon‐
23
strueret virkelighed. Men samtidig er det utroligt vigtigt, for de mennesker, der agerer inden for dette felt, hvordan de aflæser den her virke‐lighed,” fortæller Svend Brinkmann og kalder det n naturlig konsekvens for en kultur, der fra
opstår gennem det ommercielle, og at man derfor skaber sig en
op‐get af mainstreamkulturen – gjort til en for‐
r modkulturen, og hip‐eren bliver nødt til at finde et andet sted hen,”
anden log, bliver det opfanget af det etablerede og
turen aldrig levet som andet end en
er så meget forbi,” begynder orten Vammen og sender en salve af sted
t nd leg med identiteter – det man i 70’erne
øvsyge liv”, mener Morten Vammen, og hip‐
g med det der’,” siger Morten ammen og erklærer på den præmis subkul‐
efødslen er omfavnet af reklame. “Kulturer skabt i den her ultrakommercialiserede verden er allerede fra fødslen skabt til at mis‐lykkes i den reklamevirkelighed, der lynhurtig ind‐optager de nye tendenser. Det er sådan kulturer skabes i de her år. Det hele er smeltet sammen. Vi har accepteret, at kulturenkidentitet gennem forbrug.” Selv om hipsterkulturen er skabt som modstand mod forbrug, er tempoet i det kulturelle stof‐skifte altså så højt, at det på få dage blivertabrugsvare og tilbudt den almene forbruger. “Den almene forbruger vil naturligvis gerne iden‐tificere sig med det, der er hipt og cool, men i det øjeblik, han gør det, døstsiger Svend Brinkmann. Lo‐fi‐kameraerne til de smarte kunstfester kom‐mer på den måde til at virke som små død‐bringende pile. I det øjeblik du bliver skudt med et Polaroidkamera og smidt ud på en ellerbgjort til mainstream. Bang, du er død. Denne evige jagt efter individualiteten har gjort hipsterkulturen selvdestruktiv, fortæller forfatter og dokumentarist Morten Vammen. For ham at se har hipsterkul
parodi på sig selv og aldrig fungeret som en reel modkultur. “Hipsterkulturen
Mmod æstetikerne. “Det er en kultur, der dør i det øjeblik, den bliver mainstream, og derfor er den stendød i sin jagt
på det nye. Informationshastigheden er så absurd hurtig, at kloningerne foregår med lynets hast. H&M har hurtigere kopier ude, end designerne har deres ting ude i originaler. Du kan ikke have noget for dig selv i to minutter, før der er en, der blogger det, og så er der en eller anden cool‐hunter, der fanger det og udvander det. Over hele verden kan du finde Vice‐læsere, der er fuldkommen identiske, med en smadret Ramones T‐shirt og Cheap Monday‐bukser. Tag ud på Østerbro, der går børnene i Joy Division‐t‐shirts, og de ældre har købt en Commes de Garcons t‐shirt i Colette i Paris og ligner nogen fra den kreative branche, selv om de er studerende på CBS. Og i mellemtiden er Cheap Monday solgt til H&M for 400 millioner. Det er ikke en skid andeekaldte attituderelativister. Identitets‐fastelavn.” Basalt set handler det for hipsteren om at lave symbolske løsninger gennem forbrug på “sitrsterkulturen har intet med en modkultur at gøre. “Det er jo ikke et alternativ til noget som helst. Det eneste, jeg kan se er, at det bekræfter sam‐fundet. Der er ikke noget reel aktivisme i hip‐sterkulturen overhovedet – kun forbrug og mis‐brug. Det bedste, jeg kan sige om det, er, at det trods alt afsøger andet end mainstream, men funktionerne er de samme som valium. Det er et ræs at være så hip, at man hele tiden undgår mainstream, og det er det, der danner baggrund for hele hipsterillusionen: ‘Jeg er bedre end dig, fordi jeg gik med det jakkesæt, du går i for en uge siden. Jeg er færdiVturerne for døde. “Subkulturer døde med internettet. Jeg var punk i 1980, dengang var der ingen, der viste, hvad det var, så vi kunne fordybe os i det. Det var en tem‐porær autonom zone, hvor man havde et frirum til at lave, hvad der passede en uden for mar‐kedet. Den gang havde tøj og musik en energi. Men nu er tøj og musik en udkneppet luder. Du kan stå midt i Aalborg med et nittearmbånd om
24
hovedet, og folk er helt ligeglade – det er bare fashion. Der er så mange projekter, der starter ed at pressebillederne styles, før værket er
est en pastiche.”
e tendenser og kulturer, en han er enig med Morten Vammen i, at sub‐
sætte et værn op od,” siger Ulrik Nørgaard og påpeger skæbnens
videre. De ser ig selv uden for systemet, men sådan nogen som
e indbyrdes rhold som noget negativt. Tværtimod ser han
anderledes. Nogen der killer sig ud fra alting. Det er der, det mest
Artiklen er oprindelig trykt i Information den 19/9 2008. Artiklen kan læses i sin fulde længde på http://www.information.dk/166121
mlavet – og det er oft En del af systemet Ulrik Nørgaard er en såkaldt coolhunter for trend‐spotterbureauet PEJ‐Group og i øvrigt skribent for modemagasinet Cover. Som navnet antyder lever han af at se de nymkulturernes tid er forbi. “Det går så ufatteligt stærkt i øjeblikket. I gamle dage var der reelt noget, der hed en subkultur, men det er der simpelthen ikke længere, fordi trends bliver opsnappet så hurtigt af reklamerne. Det kan selv hipsteren ikkemironi for hipsterkulturen: “Fakta er, at hipsteren opfatter sig selv som undergrund, selv om de i virkeligheden er en del af systemet, og det ondskabsfulde er, at de, der har allermest behov for at slippe hysteriet er de, der danner hele grundlaget for systemet, fordi de hele tiden innoverer og driver detsmig holder dem hele tiden inde.” Ulrik Nørgaard betragter dog ikke dettfodet som et slags kreativt samarbejde. “Jeg er jo også med til at give dem et spark i røven. Der er jo en kæmpe innovation i det her miljø – hele tiden – fordi folk arbejder på højtryk for at undslippe det kommercielle, og det er også der jeg leder, når jeg kigger efter de nye trends. Jeg ser meget efter folk, der er anderledes og opfatter sig selv somsinteressante foregår.”
