1
Kultur som magt – I Am Queen
Mary
Projektopgave - 1. Semester 2018
Gruppenummer: V1826694969
Jeffrey A. K. Baggers, Steffen Bonde, Joel N.- C. Commey, Samir Ezzaaf, Victor G. G.
Frøkov, Jannik V.N. Nielsen & Sara Toure.
HAB-D 45.3
HumBach
Vejleder: Mia Münster-Swendsen
2
Resumé
In this paper, we look at the “I Am Queen Mary” monument by Jeanette Ehlers and La
Vaughn Belle, and the different interpretational positions that have come to surface, in the
wake of Denmark's 100-year anniversary of the selling of the Virgin Islands, and how these
are linked to certain interpretations regarding Danish identity and Danish colonial history.
Throughout this paper we take a closer look at the reproduced discourses seen in debates
regarding Danish colonial history. Through analysis of various debates, we point out what
and where we find signs of a flawed method of discussion. An example of one such flaw is,
for instance, when we conclude that the partaking members of the debate do not manage
to keep the debate on track, but instead diverge from the original topic due to them
disregarding the premises of their opposition's arguments. Through a factual historical
presentation of Danish colonial times, we critically analyze the usage of said historical facts
surrounding Danish colonial history and “Queen” Mary Thomas by the debaters, and how
they bend them to fit their narratives and arguments. We proceed to analyze the
monument “I Am Queen Mary”, utilizing Roland Barthes’ “The Rhetoric of the Image”.
The purpose of the monument is heavily in focus in Maya Albana’s documentary
“Det Sorte Kapitel”, in which we point out the artists’ intention with the monument. We
analyze relevant debates found in a radio show and news articles, and deduce specifically,
what the different oppositional opinions are, along with what and how they are debating it,
be it historians or other members of the debate, less specialized in the contextual history.
Indholdsfortegnelse:
Indhold
Resumé .......................................................................................................................................................... 2
Indholdsfortegnelse: ................................................................................................................................ 2
Indledning: ................................................................................................................................................... 4
Problemformulering: ............................................................................................................................... 5
Historisk Redegørelse ............................................................................................................................. 6
Hvorfor redegøre for historien? ...................................................................................................... 6
3
14-1500-tallets åbning af verden ..................................................................................................... 6
Merkantilismens indtræden i Europa i 15-1600-tallet ........................................................... 7
Danmark på Afrikas kyst .................................................................................................................... 8
Danmarks første koloni i Caribien ................................................................................................. 9
Overfarten for slaverne ..................................................................................................................... 13
Flere øer og livet i kolonierne ......................................................................................................... 14
Oplysningstiden og dens abolister ................................................................................................ 18
Vejen til slaveriets endelige ophævelse ...................................................................................... 20
Analyse af “I Am Queen Mary”-monumentet ............................................................................... 24
Beskrivelse af statuen ........................................................................................................................ 26
Den lingvistiske meddelelse ............................................................................................................ 28
Det ikoniske budskab ......................................................................................................................... 29
Det Sorte Kapitel ...................................................................................................................................... 32
Debatten i radioprogrammet René Linjer ..................................................................................... 44
Analyse af radioprogrammet ................................................................................................... 45
Indholdsanalyser af udvalgte artikler ............................................................................................. 51
Begrundelse for valg af litteratur .................................................................................................. 51
Teori- og metodeafsnit for indholdsanalyserne ...................................................................... 52
Videnskabelig faghistorie ................................................................................................................. 53
Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang .............................................................. 54
Oprids: ..................................................................................................................................................... 55
Kort beskrivelse ................................................................................................................................... 56
Redegørelser af debatter .................................................................................................................. 56
Jes Fabricius Møller “En hyldest til oprøret” .......................................................................... 56
Gunvor Simonsen “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af ny skulptur
rammer ved siden af” ......................................................................................................................... 58
Nikolaj Bøghs artikel “Politisk kunst med tynd historisk fernis” .................................... 59
Emilie Kellbergs artikel “All Hail Queen Mary”..................................................................... 62
Indholdsanalyse ................................................................................................................................... 64
Sammenfatning af fund fra ovenstående indholdsanalyser af debatten ...................... 71
Diskussionsafsnit .................................................................................................................................... 73
Monumentets budskaber .................................................................................................................. 73
Reproducerede diskurser................................................................................................................. 74
En ukonstruktiv debat ....................................................................................................................... 74
Strukturel racisme .............................................................................................................................. 75
4
Tilhørsforholdet til Danmark som kolonimagt ....................................................................... 76
Identitet ................................................................................................................................................... 77
Konklusion ................................................................................................................................................. 78
Projektstyring ........................................................................................................................................... 79
En redegørelse for (og gerne også selvkritisk) refleksion over gruppens
arbejdsproces:........................................................................................................................................... 81
Arbejdsproces ....................................................................................................................................... 81
Opponentmøder: .................................................................................................................................. 82
Microsoft Teams ................................................................................................................................... 82
Litteraturliste: .......................................................................................................................................... 83
Indledning:
Foran det vestindiske pakhus i København er monumentet ”I Am Queen Mary” placeret.
Monumentet er den første statue i Danmark af en sort kvinde. Kvinden, som det
portrætterer, er Mary Thomas, der var en af fire frontfigurer i det store ”Fireburn”-oprør,
der fandt sted på Sct. Croix. Det var et opgør, der skulle gøre op med de sortes
arbejdsforhold og den ulighed de levede under efter slaveriets ophør. Monumentet er
opført af kunstnerne Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle i forbindelse med 100-året for
Danmarks salg af De Vestindiske Øer. Det har tiltrukket stor opmærksomhed, men hvilke
reaktioner er opstået og hvad kan vi sige om hele debatten, ud fra de forskellige
fortolkninger monumentet har medført?
Vi vil analysere monumentet vha. Roland Barthes billedteori og gennem den, skabe
fokus på diverse denotationer, lingvistiske meddelelser og konnotationer. Desuden vil vi
dykke ned i dokumentaren ”Det Sorte Kapitel”, der illustrerer processen af tilblivelsen af
monumentet fra idé til opførelse, med hensigt mod at klarlægge kunstnernes mening og
formål bag det. Filmen indeholder et uddrag af et radioprogram Jeanette Ehlers deltager i.
Det radioprogram og dokumentarfilmen ønsker vi tillige at lave en diskursanalyse af.
Monumentet ”I Am Queen Mary” har været katalysator for en heftig debat om
Danmarks tid som slavenation og konsekvenserne af tiden som kolonimagt, med deltagelse
af bl.a. politikere, kunstnere, fagfolk og historikere. Udvalgte dele af denne debat vil vi lave
5
en indholdsanalyse af, og ud fra denne analyse, forsøge at udlede, hvad de enkelte parter
egentlig ender op med at debattere.
Vi vil have fokus på de mange fortolkninger af monumentet, hvordan disse
fortolkninger bliver brugt i debatten omkring monumentet ”I Am Queen Mary”, og
hvordan de knyttes til bestemte opfattelser af dansk kolonihistorie og dansk identitet. Vi vil
i vores rapport sætte ovennævnte analyser af monumentet og debatten omkring det i
perspektiv, ved at redegøre historisk for Danmarks tid som kolonimagt, og lave en
historisk beskrivelse af ”Mary Thomas”, også kendt som ”Queen Mary”. Ud fra vores
rapport vil vi lave en diskussion og efterfølgende afrunde rapporten med en konklusion. Vi
vil supplere vores afrunding af rapporten med en redegørelse, og selvkritisk refleksion over
gruppens projektstyring og arbejdsproces.
Undervejs i de forskellige dele af rapporten vil der være en redegørelse for brugt teori,
samt en begrundelse for den valgte teori og materiale.
Problemformulering:
Hvordan var Danmark som kolonimagt i Dansk-Vestindien – og hvordan
fremstilles kolonihistorien i den danske debat?
o Hvordan var Danmark som kolonimagt?
o Hvilke af Jeannette Ehlers agendaer kommer til syne igennem “I Am Queen
Mary”-monumentet og dokumentaren “Det Sorte Kapitel”.
o Hvilke problematikker opstår når man diskuterer “I Am Queen Mary”-
monumentets budskaber?
o Hvordan og hvorfor bliver de diskurser, som monumentet er en reaktion
på, reproduceret?
For at kunne danne sig mening og indsigt i projektets problemfelt og den nutidige
diskussion, er det relevant at redegøre for Danmarks tid som kolonimagt med speciel fokus
på Dansk-Vestindien. Fokusset indebærer den historiske årsag til slaveriet af afrikanere af
de europæiske stormagter, behandlingen af slaverne, samt forløbet af og den endelige
afskaffelse af slaveriet.
6
Historisk Redegørelse
Hvorfor redegøre for historien? Når vi arbejder ud fra monumentet “I Am Queen Mary”, er det relevant at se på den
historiske samtid omkring Danmarks tid som kolonimagt, idet vi ser mange forskellige
fortolkninger af dens budskab, formål og dens historiske relevans. Alt afhængig af
anskueren anvendes de historiske kilder forskelligt i debatten om monumentet, så for at vi
kan analysere og vurdere debattørernes (og kunstnernes) udlægninger, må vi selv have styr
på begivenhederne som beskrevet gennem historien.
14-1500-tallets åbning af verden I slutningen af 1400-tallet var varer (såsom silke og krydderier) fra Indien og Asien i høj
kurs i Europa. Mange af de europæiske kongemagter sendte derfor opdagelsesrejsende ud
for at finde nye søveje til Asien og Indien, som skulle være alternativer til Silkevejen og
dens karavane- og søhandelsruter, som indebar mange farer for tab af varer, såsom
sørøveri m.m.
Blandt de opdagelsesrejsende var portugisiske Vasco da Gama (ca. 1460-1524), hvis
rejse fra 1497-1499 fandt en komplet søvej fra Europa til Indien, nedenom den sydlige
spids af Afrika.
År forinden var det blevet foreslået af astronomer, at der højst sandsynligt ville være
en hurtigere rute til Orienten end den da teoretiske idé om en søvej rundt om Afrika, hvis
man i stedet sejlede stik vestpå.
Men det var først da italienske Christoffer Columbus (ca. 1451-1506) tog idéen til sig,
og endelig fik overtalt en monark (den spanske), til at finansiere hans tur, at der blev gjort
et ordentligt forsøg på at krydse ”The Ocean Sea” – nu Atlanterhavet.
Søvejen til Asien fandt Columbus ikke, til gengæld havnede hans ekspedition på
Bahamasøerne i 1492 – en helt ny verden var fundet – en helt ny verden med ressourcer og
landarealer de europæiske kongemagter var meget ivrige efter at gøre deres krav på.
7
Merkantilismens indtræden i Europa i 15-1600-tallet Sideløbende med alle disse opdagelser i begyndelsen af Opdagelsestiden var de europæiske
nationer begyndt at favorisere den økonomiske politik merkantilisme1. Ifølge
merkantilismetanken var det hensigtsmæssigt for en nation at samle så meget ædelmetal
indenfor statsterritoriets grænser som muligt, både ved ejerskab af landarealer, men også
ved eksport samtidig med, at man forsøgte at importere varer for så lidt penge som muligt,
så nationens handelsbalance endte så positiv, som overhovedet mulig.
I og med at flere af de store europæiske nationer havde denne tanke som økonomisk
hovedfilosofi, og at samtiden var tid præget af krige på kryds og tværs af de europæiske
stormagter, var den internationale handel dårligt stillet. Siden nationerne ønskede at
bibeholde sine ressourcer ved at importere så få varer som muligt, men samtidig fik større
og større efterspørgsel efter eksotiske goder og råstoffer, måtte man finde en måde, hvorpå
man kunne løse det ellers umulige problem.
Den nemmeste løsning var derfor, på en eller anden vis, at tilegne sig nye landarealer
og handelsstationer rundt om i verden, så man i stedet for at importere de eksotiske varer
fra steder, der tilhørte de andre europæiske nationer (og betale en masse told og afgifter)
og derved skabe mere negativ handelsbalance, kunne importere eller producere dem selv –
til eget forbrug og til eksport, for derved i stedet at gavne handelsbalancen.
Spanien og Portugal havde fra starten af 1500-tallet (lige efter opdagelsen af
Amerika) været foregangslande for at ekspandere deres riger, og de havde sat sig tungt på
de østlige kyster i Sydamerika og det sydøstlige Nordamerika.
I begyndelsen af 1600-tallet havde den merkantilistiske tankegang for alvor slået
igennem i det dengang værende rigsfællesskab Danmark-Norge (1523-1814, fra nu af
refereret til som Danmark), da man havde haft store udgifter efter krigsnederlag, og at det
derfor stod dårligt til i rigsfællesskabets statskasse2.
Kong Christian d. 4. (1577-1648) ønskede at gøre Danmark til en kolonimagt på lige
fod med de andre europæiske nationer, så der blev taget en tidstypisk merkantilistisk
1 Da Danmark var en Slavenation s. 8
2 Danmarkshistorien.dk – Merkantilisme og danske tropekolonier
8
beslutning om at grundlægge forskellige handelskompagnier (efter hollandsk forbillede),
som havde til formål at stå for al indbyrdes langdistancehandel i Danmark3. At drive
virksomheder som handelskompagnierne krævede en oktroj fra kongemagten (bevilling fra
staten/kongemagten) for overhovedet at kunne eksistere, og kravet for at kunne modtage
sådanne i handelskompagniernes tilfælde, var, at alle vigtige varer skulle igennem
Danmark. Til gengæld fik handelskompagnierne oftest monopol på styringen af al
handelen i de forskellige verdensdele de rådede over, og var frigjorte fra meget af den told,
der normalt skulle betales.
På opfordring af Christian d. 4. i 1618, og indtil efter hans død i 1648, havde
Danmarks ekspansionistiske fokus ligget på Asien, og dens eftertragtede krydderier og
bomuldstekstiler. Der blev anlagt flere handelsstationer i Indien af Ostindisk Kompagni,
den største værende Tranquebar på Indiens sydøstlige kyst. Det Ostindiske Kompagni viste
sig dog ikke at være en særlig god forretning i årene under Christian d. 4., og selvom han
havde planer om at anlægge kolonier både på Afrikas kyst og i Vestindien (region i det
Caribiske Hav), blev der aldrig økonomisk råderum til det, på grund af, at kongen fik
involveret Danmark i flere dyre krige4. Først i 1670 blev egentlige planer om kolonisering
aktuelle igen for Danmark.
Danmark på Afrikas kyst Mange af de større europæiske nationer, som England og Frankrig, havde allerede sikret
sig kolonier, da den anden halvdel af det 17. århundrede var påbegyndt. Danmark havde da
igen fået økonomisk overskud til at kunne forsøge på ny. Karl Gustav-krigene fra 1657-
1660 mod Sverige havde ledt til Danmarks afståelse af flere landområder, men den danske
flåde havde til gengæld overtaget et fort fra svenskerne på Guinea-kysten (nu Ghana,
Afrikas vestkyst) på Guldkysten, tæt ved byen Accra. Fortet havde svenskerne ved lejemål
fået lov til at opføre af Fetu-folkets høvding (den regerende stamme i området omkring
Accra), og det lejemål overtog Danmark, nu kaldet Fort Frederiksborg, hvorefter et
handelskompagni overtog driften af det efter krigen5. Der var ikke tale om nogen decideret
3 Danmarkshistorien.dk – Ostindisk Kompagni
4 Da Danmark var en Slavenation s. 9
5 Danmarkshistoren.dk – Den danske koloni på guldkysten
9
koloni i samme forstand som på de Vestindiske øer på Afrikas kyst. Forterne havde mest af
alt funktion af at skulle cementere et dansk udgangspunkt, hvorfra der kunne handles med
de indfødte stammer. Til at begynde med var handelen mest af alt fokuseret på guld og
elfenben, som der blev byttet til for ting som bomuld, musketter og ammunition6.
Mandskabet på fortet blev dog rimeligt hurtigt tilbudt en helt anden handelsvare, end
hvad de havde planlagt at anskaffe sig – slaver. De indfødte stammer og kongedømmer i
Afrika lå ofte i krig mod hinanden, hvilket resulterede i mange krigsfanger –
“De [slaver], som bliver solgt af sorte, er for det meste krigsfanger, der enten
er taget til fange under selve kampen eller forfulgte, eller under de raids
[lynangreb], de foretager i deres fjenders territorier. Andre er kidnappet af
deres egne landsmænd. Og der er nogle, som sælger egne, familiens eller
naboens børn. […]” 7.
Slaverne blev af slavehandlere ført ud til de europæiske forter langs kysterne, og solgt
i bytte for – igen - våben, ammunition, bomuld fra Indien, dansk brændevin og
nipsgenstande fra Europa8. Fra 1660-1672 var slavesalget af de indfødte afrikanere relativt
småt, og størstedelen blev solgt til andre europæiske landes slaveskibe.
Først efter Danmark fik besiddelser i det Caribiske Hav, begyndte den danske slavehandel
med sorte slaver for alvor at tage fart.
Danmarks første koloni i Caribien De fleste af øerne i det Caribiske Hav var allerede besat af lande som England (senere
Storbritannien) (1707) (De Britiske Jomfruøer, Bahamasøerne, Barbados m.fl.), Frankrig
(Martinique, den franske halvdel af Saint Martin, foruden senere halvdelen af Hispaniola
(nu Haiti) m.fl.), Spanien (Hispaniola (senere delt til fransk Haiti, og den spanske del der i
dag hedder den Dominikanske Republik, Cuba m.fl.) og Holland (Sint-Maarten-delen af
Saint Martin, Aruba, Curaçao m.fl.). Mange af øerne nåede dog at skifte hænder flere gange
ved krige, traktater o.l. mellem de europæiske stormagter gennem kolonitiden.
6 Danmarkshistorien.dk – Merkantilisme og danske tropekolonier
7 “Om Slavehandel” - uddrag fra Barbot, J. - “A Description of the Coasts of North and South Guinea” (1732). HistorieLab.dk
8 Da Danmark var en Slavenation s. 24
10
I 1665 erhvervede Danmark sig den lille ø Skt. Thomas (80 km2, ca. på størrelse med
Tåsinge i det Sydfynske øhav), beliggende sydvest for De Britiske Jomfruøer, og øst for
Puerto Rico. Koloniseringen forblev dog mislykket, indtil kongemagten under den danske
konge Christian d. 5. (1646-1699, konge fra 1670) ved kongelig oktroj d. 11 marts 1671 gav
handelskompagniet Vestindisk-Guineisk Kompagni monopol til at påbegynde en mere
omfattende kolonisering af øen:
“Vi Christian den femte konge af Guds nåde […] gør vitterligt, at […]
[oprette] et Vestindisk Kompagni … med efterfølgende privilegier, som i
denne kongelige oktroj […] at både øen Skt. Thomas i de caribiske lande og
på andre øer eller på fastlandet Amerika… at oprette kolonier på enten
ubeboede lande eller besætte og bebygge beboede steder. […] ” 9
Kongen støttede handelskompagniet både med kapital, skibe og frihed fra skatter –
”Eftersom at Kompagniet ikke kan have så mange skibe at sejle i her i
begyndelsen, da vil vi allernådigst låne dem et af vores [kongemagtens] skibe
i de første 3 år, som allernådigst er lastet med alle nødvendigheder, uden at
Kompagniet selv skal betale noget [dog på den betingelse, at kompagniet
skulle give kongemagten halvdelen af alt det træ og salt og betale fragt på
andre varer som blev indført i landet] […] Vi har også allernådigst bevilget,
at alt det, som de behøver til deres skibsmandskab og varer til rejsen, skal
være fri for told [skat, som lægges på varer der indføres i landet] […].” 10
Kongen tog del i det på grund af udsigten til en del af vareudbyttet (som aktionær i
firmaet), samt eneretten af importen (til Danmark) af de eksotiske varer, der kunne
produceres på øen/øerne - hovedsageligt sukker og tobak m.fl.:
“Efter at America blev opdaget, søgte alle nationer at indtage en del
land i dette klima, […] derhen transportere folk, og ved deres arbejde
9 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671), bearbejdet uddrag
10 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671) paragraf 4 & 9.
11
bekomme [producere] produkter, som de behøvede i Europa […] De fik da i
Vestindien sukker, indigo, kaffe, bomuld, etc. i abondance [overflod].”11
I de første år var det ikke sorte slaver, der blev indført til Dansk-Vestindien, men
fanger og servinge fra Danmark. En del af den kongelige oktroj omhandlede
arbejdskraftsspørgsmålet, og gav Vestindisk-Guineisk Kompagni lov til at udvælge
straffefanger fra fængslerne, som fungerede som slavearbejdskraft:
”[…] Og eftersom Kompagniet mangler folk for at bygge og forsvare de
pladser og logier […] og der er behov for folk til at befolke kolonierne og
dyrke landet, da har Vi [kongen] allernådigst tilladt hvert kompagni […] [at
hverve] mænd, som kan være gode og stærke og dygtige folk, af dem, som er
gift og kan et håndværk, og […] saa mange af de som i Vores Jern [folk som
var fængslede]) […] og af kvinder så mange, som der behøves af dem, der er i
fængsel.” 12
Ligeledes var de fattige i Danmark mulig arbejdskraft, og flere af dem underlagte sig
en servingekontrakt hos VGK. Servingekontrakterne indebar at underlægge sig
handelskompagniet som arbejdskraft (med tilhørende kost, logi og transport betalt af
handelskompagniet) i en tidsperiode, hvorefter man ofte blev lovet et stykke jord på øerne
til egen plantage:
”[…] Jeg Mads Jensen bekender, at jeg med fri vilje har givet mig ud i
det octroyerede Vestindiske Kompagnis tjeneste til at tjene dette i tre år, i de
Caribiske øer, på øen Skt. Thomas eller i de lande hvor kompagniet behøver
min tjeneste […] og ud i førnævnte tre år lover og forpligter jeg mig til at
tjene kompagniet ærligt, troligt og godt […] For hans tro og flittige tjeneste
lover jeg [guvernøren] ham […] for hans tre års tjeneste en løn på fire
hundrede pund god tobak eller dets værdi i de lande […] og så længe som
hans tjeneste varer lover jeg at kompagniet skal holde ham med mad, drikke,
klæder og andet som han har brug for […] og når han i sin tid har tjent
11 Bearbejdet udgave af Römer, Ludewig F.: ”Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea …”
12 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671) paragraf 14.
12
troligt og godt, da skal han ligesom andre frie personer gives en plantage at
beplante på landet til egen arv og ejendom.” 13
Vestindisk-Guineisk Kompagni blev dog hurtigt opmærksomme på, at straffefangerne
og servingene ikke var særlig god arbejdskraft, eller var besværet værd at transportere den
3-4 måneder lange tur fra Danmark. VGK’s direktion skrev således: ”De er ganske
ubrugelige [til] at arbejde som slaver i plantagerne; eftersom ingen blanck [hvid] kan
klare at arbejde i den hede, som de sorte kan.” 14 Mange af arbejderne havde i forvejen
dårligt helbred, hvilket koblet med den lange tur med ensformig kost, betød at
dødelighedsprocenten på turen ofte var høj (i gennemsnit 1/5 omkom på turen15). De i
forvejen svækkede menneskers sidste knæk blev mødet med mange af de tropesygdomme,
som deres immunforsvar slet ikke kunne håndtere16.
Mange af de andre europæiske koloninationer havde allerede afrikanske slaver, som
de havde fundet mere hårdføre overfor tropeklimaerne, så i 1672 ankom de første sorte
slaver til Skt. Thomas.
Den tyske købmand Ludewig F. Römer skrev således om europæernes skift til sorte slaver:
”[…] Europæerne tænkte i begyndelsen, at de folk, de sendte til
Vestindien, skulle være der, ligesom bønder her, for at dyrke jorden. Men de
fandt, at europæerne […] i det varme klima døde som fluer, og dermed ville
al deres umage og alle udgifter være forgæves […] Slaverne på Guineas kyst
var på den tid et godt køb. Europæerne kunne for en kniv, et spejl, og andre
små ligegyldigheder, købe en slave af de sorte […] Plantageejerne i
Vestindien fik lidt efter lidt smag for, at det var bedre at lade de sorte arbejde
for sig, end selv at gøre det, og at de mennesker, som var fødte i det varme
13 Bearbejdet udgave af en Servingekontrakt (1682) - ”Arbejdskontrakt for arbejdere på øerne” HistorieLab.dk
14 VGKs Direktion: Bearbejdet udgave af en liste af argumenter for, hvorfor hvide slaver ikke var at foretrække (1746) HistorieLab.dk - “Stop for hvide slaver på øerne“
15 Da Danmark var en Slavenation s.13
16 Da Danmark var en Slavenation s. 13
13
klima, kunne holde det bedre ud end dem selv […] Dette blev da anledningen
til den store Slavehandel”.17
Overfarten for slaverne De købte og indespærrede afrikanske slaver på de danske forter, blev i første omgang
hovedsageligt solgt videre til slaveskibe fra de andre europæiske kolonimagter, men efter
Danmark fik besiddelser på den anden side af Atlanterhavet, og det blev åbenlyst at de
hvide europæere ikke var meget værd som reel arbejdskraft (varmen, sygdomme etc.), fik
den danske slavehandel et formål.
I perioden mellem ca. 1660 og begyndelsen af 1800-tallet sejlede ca. 430 skibe under
dansk flag ca. 110.000 afrikanske slaver til de dansk-vestindiske øer og andre europæisk-
koloniserede øer18, en tur på 2-3 måneder, hvor gennemsnittet af slaver har været på ca.
255 slaver per skib – men antallet var ofte meget højere:
”[…] Det var 7ende oktober at jeg forlod Afrika og gik om bord i skibet
Christiansborg, som sejlede samme aften. Forestil dig tummelen på et
negerslaveskib, som, når det bruges i kongens tjeneste, ikke rummer mere
end 200 mennesker [til handel med andre varer end slaver], men som nu
indeholder 452 slaver, der holdes i tømme af 36 europæere!”19.
Slaveskibenes lastrum var blevet ombygget specifikt til at husere slaverne, men det
var ikke med komfort eller medmenneskelighed i sinde. Slaverne lå tætpakkede i flere lag
(én slave kunne eksempelvis have 182x41 cm at ligge på, med 80 cm op til det næste lag20),
lænket til hinanden, ofte på flere lemmer, så de hverken kunne rejse eller rykke sig ret
meget, af frygt for oprør, da slaverne ofte var mere end ti gange så mange som den
europæiske besætning:
17 Bearbejdet udgave af Römer, Ludewig F.: ”Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea …”
18 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel
19 Uddrag af ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 165
20 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel, ca. 1660-1848
14
”Mændene er altid lænkede sammen parvis, den enes hånd til den
andens fod. Desuden er de i hele rækker lænkede til hverandre ved fødderne
med tunge lænker, for at de ikke uden tilladelse skal rejse sig op, og ikke
bevæge sig fra stedet, undtagen når de om morgenen kommer op på dækket
og om aftenen bliver lukket ned under dækket. Men da de er så mange, kan
de kun hver anden dag glæde sig ved at komme op; hver anden må de blive
nede, hvor de er sammenpakkede som sild i en tønde.” 21
Afføring, opkast (søsyge, sygdomme) osv. var over det hele, der lugtede forfærdeligt,
og det var bagende varmt på grund af tætheden og antallet af mennesker. De rumlige
betingelser gjorde det endnu lettere for de sygdomme, slaverne døjede med (alt fra
skørbug, forårsaget af manglen på C-vitamin, dysenteri, gul feber og malaria), at sprede
sig, og koblet med slavernes dårlige fysiske tilstande, forårsaget af dehydrering og
dårlig/for lidt kost, var dødelighedsraten høj – i gennemsnittet døde ca. 20% af slaverne på
den 3 måneder lange tur22, men tallet varierede meget, og kunne være så lav som 0,5%
(Skibet Accra 1779: 429 ombordtagne slaver, 2 døde til havs), helt op til 45% (igen Accra,
1781: 592 ombordtagne slaver, 265 døde til havs)23.
Flere øer og livet i kolonierne Adskilt fra Skt. Thomas med et sund på få kilometer, lå den 52 km2 mindre ø - Skt. Jan.
Øen var stort set én stor urskov, som både englænderne, hollænderne, spanierne og
danskerne brugte til at hente tømmer til deres plantager på de nærliggende øer. I 1718,
trods indvendinger og trusler fra de andre lande, fik den danske guvernør (kongens
stedfortræder/den øverste embedsmand) lov af kong Frederik d. 4., til at gøre krav på øen.
Få år senere var der over 100 plantager på øen24.
70 km syd for Skt. Jan og Thomas, lå den 218 km2 store ø Skt. Croix, der tidligere i
kolonitiden var forsøgt koloniseret af flere af de andre kolonimagter. Franskmændene var
21 Uddrag af ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 165
22 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel
23 Bearbejdet skibsprotokol, slaveskibet Christiansborg, 1775 - ”Antal døde på slaveskibe” HistorieLab.dk
24 Da Danmark var en Slavenation s. 21
15
de sidste der havde forsøgt, og gjorde stadig krav på øen. Danmark var interesseret i øen,
så i 1733 købte Vestindisk-Guinesisk Kompagnis aktionærer, heriblandt kongen (der
betalte ca. 1/5), øen af franskmændene for 164.000 rigsdaler, hvilket var mange penge25.
På baggrund af et ønske fra kongemagten, forsøgte man sig igen med servingekontrakter,
da det var ønsket at slippe af med en del af de mange fattige i København. Det gik dog
hurtigt i vasken, og igen blev det de afrikanske slaver, der skulle udføre det hårde
markarbejde m.m.
Øerne udviklede sig ret forskelligt gennem tiden. Skt. Thomas, den første af øerne,
havde en del plantager, men de var blevet placeret ret tilfældigt, så effektiviteten var ikke i
top. Til gengæld var byen Charlotte Amalies havn meget vigtig for området, så byen
blomstrede, og mange af de rigeste plantageejere valgte at bo på Skt. Thomas af samme
grund. Charlotte Amalie var i 1830 indbyggermæssigt den andenstørste by i det danske
kongerige (11.000)26. Øen blev ligeledes med tiden mere et forarbejdningssted for
produkterne, med mange sukkerkogehuse, sukkermøller etc.
Placeringerne af plantagerne på den væsentligt større ø Skt. Croix var noget mere
gennemtænkt end tidligere, og VGK ønskede at effektivisere den så meget som muligt. Der
blev derfor gjort meget for at lokke kolonister til øen, deres nationaliteter underordnet, et
tilbud mange englændere gjorde brug af, hvilket var grunden til, at engelsk blev det
primære sprog på øen27.
Når slaverne ankom til de Dansk-Vestindiske øer, blev der afholdt slaveauktion.
Selvom de var ret medtagede af overfarten, var de ofte relativt dyre:
”Derefter sker vurderingen og bliver omtrent sådan solgt: for en
fuldvoksen, ung stærk slave betales med 80 rigsdaler, ja undertiden med 100
rigsdaler. For en halvvoksen 40 til 60 rigsdaler. En mindre koster 24 til 30
rigsdaler. Slavinderne sælges for samme pris […]” 28
25 Da Danmark var en Slavenation s. 22
26 Da Danmark var en Slavenation s. 40
27 Da Danmark var en Slavenation s. 22
28 Bearbejdet uddrag af Carstens, Johan Lorenz (plantageejer) - ”En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740” s. 100
16
Slaverne havde forskellige funktioner på plantagerne. Øverst var de slaver, som havde
håndværksmæssige færdigheder, slaverne der var blevet gjort til opsynsmænd (bomba)
over markarbejderne, dernæst husslaverne og de slaver der arbejdede med bearbejdningen
af eksempelvis sukkeret, og til sidst markarbejderne29. En arbejdsdag i marken var lang og
hård, Johannes Brøndsted beskriver en dags forløb således, på baggrund af en
plantageejers beskrivelser:
”Kl. 4 om morgenen, medens nattens dybeste mørke endnu rugede over
jorden, blæste bombaen i ”tutuen”, et konkyliehorn, for at vække sine
undergivne [de andre slaver]. Først fodredes kvæget med det græs, som var
blevet indsamlet for forgående aften og dernæst sørgede negrene for sig selv,
så at man kl. 5 i samlet trop kunne begive sig i marken, medens det begyndte
at lysne. Her foregik arbejdet i reglen på til kl. 8, hvor man rastede [hvilede]
en halv times tid, for derefter at fortsætte til middag, hvor tropesolen
umuliggjorde arbejdet. Fra 12 til 14 rastedes der […]. Derefter fortsattes
arbejdet til kl. 18, hvorefter der igen måtte samles foder […]. Det giver altså
[…] en arbejdsdag på 10 ½ -11 timer af det strengeste markarbejde under en
glødende tropesol […].” 30
Allerede få år efter, at den første slave var ankommet til øerne, var der væsentligt
flere slaver end hvide, og skellet blev kun større med årene – der var ofte 5-10 gange flere
slaver end hvide31. Det affødte en konstant paranoia hos de hvide slaveejere, som frygtede
at slaverne med deres talmæssige overlegenhed ville gøre oprør og slå dem ihjel, som man
havde hørt om fra andre nationers kolonier som fransk Haiti og britisk Jamaica.
Plantageejerne mente, at for at holde slaverne nede, skulle man slå hårdt ned på
enhver overtrædelse, og i og med at slaverne var ejernes ejendom, uden rettigheder, måtte
de gøre med dem stort set, hvad de ville. For at afskrække slaverne offentliggjorde
guvernøren Philip Gardelin i 1733 et reglement med regler og straffe for slaverne:
29 Da Danmark var en Slavenation s. 17
30 Bearbejdet uddrag af Brøndsted, Johannes, ”Vore Gamle Tropekolonier”, s. 114-119
31 Da Danmark var en Slavenation s. 30
17
”Jeg, Philip Gardelin, gør vitterligt for alle negrene på denne ø: Da det
desværre er kommet mig for øre, at vore negre, som af Gud selv er gjort til
slaver, ikke alene vover at tilsidesætte deres slavepligter mod de blanke
[hvide] i almindelighed, men også opfører sig ulydigt overfor deres mestre og
mesterinder, hvis penge de dog er, og derfor er endnu mere forpligtede til
lydighed […] så er det i Rådet besluttet at offentliggøre følgende artikler […]
1. Alle slaver som tilstår det eller gribes i … at løbe væk eller opfordrer andre
slaver til at løbe væk […] skal som straf knibes 3 gange med gloende jern og
hænges.
2. Alle negre der tilstår eller bliver afsløret i et maronkomplot skal som straf
have et ben hugget af, med mindre deres mester vil benåde dem 150 slag og
afskæring af et øre i stedet.”32
Mange slaveejere mente endda at slavernes viden omkring de hårde straffe ikke var
nok til forebyggelse, så der blev ofte udøvet straffe af de mindste årsager, og ofte, uden
nogen overhovedet. Lægen Paul Erdmann Isert skrev således:
”Den almindelige behandling af disse stakler, især dem som arbejder
ved markarbejde, er udenfor al menneskelighed. Jeg så det. Åh, havde jeg
dog aldrig set det. Jeg så, hvordan man for små, ofte indbildte overtrædelser
bandt dem til pælen og offentlig med slavepisken flænsede deres kød […] Men
det er ikke altid nok, at man blot hugger deres hud af; nej! Det ville være en
for kortvarig smerte. Også bagefter skal de føle! Man smører derfor sårene
ind med spansk peber og salt!” 33
På trods af de bestialske forebyggelsesmetoder, opstod der alligevel flere
slaveopstande på de Dansk-Vestindiske øer. Gardelins endnu strengere reglement var
direkte affødt af en slaveopstand få måneder før, på Skt. Jan, hvor det havde lykkedes en
gruppe slaver at overmande den lille garnison soldater, der var på øens fort Frederiksværn,
hvorefter de signalerede til deres medkonspiratorer med kanonerne, der igangsatte
32 Gardelin, Philip (guvernør) – ”Reglement af 5. september 1733”
33 Raunkiær, Ingeborg – ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 178-181
18
ildpåsætning af markerne og plantagerne, samt mishandlingen/drabene på flere af
slaveejerne, som de ikke brød sig om34. Oprøret var grundet en fejlet høst, som havde
frembragt minder om 1725, hvor slaverne havde lidt under hungersnød, og med en ny i
sigte, valgte de at gøre oprør mod overmagten.
Garnisonen fra Skt. Thomas blev sat ind for at nedslå oprøret, men der var for få
soldater. Der blev bedt om hjælp fra den nærliggende franske ø Martinique (hvem af, der
lige var blevet købt Skt. Croix, så de var villige til at hjælpe), og da oprørerne var løbet tør
for krudt, var de flygtet ind ud i de tætte skovområder. De danske soldater, sammen med
de franske, drev klapjagt på dem, og flere slaver tog deres ejet liv, frem for at skulle stå til
ansvar for europæerne. 41 oprørere blev fanget i live, og cirka halvdelen blev henrettet på
grusomme måder, endnu engang for at afskrække slaverne fra at gøre oprør igen35.
Oplysningstiden og dens abolister Den sidste halvdel af 1700-tallet var det tidspunkt, der begyndte at opstå nye tanker hos
Oplysningstidens filosoffer og menigmænd – tanker om menneskerettigheder.
Øjenvidneberetninger og dokumenter, som udgivelsen af planpapirer over
slaveskibskonstruktioner, havde forarget den brede befolkning, information, der førhen
havde været langt fra almen viden. Specielt forholdene under transporten af slaverne, blev
anset som umenneskeligt, så flere steder, specielt i England, opstod bevægelser imod
slavehandelen – abolisterne36.
Også i Danmark var befolkningen begyndt at danne sig lignende tanker i slutningen
af 1700-tallet, selv finansministeren Ernst Heinrich von Schimmelmann, en del af
magteliten i Danmark, som selv ejede flere plantager på øerne, heriblandt den allerstørste,
ønskede at slavehandelen skulle forbydes. Det var dog ikke alene af medmenneskelige
årsager, det var mere bare en bonus, men det var egentlig økonomiske årsager, der drev
hans ønske37. Schimmelmann var imod slavehandelen, ikke slaveriet i sin helhed.
34 Da Danmark var en Slavenation s. 31
35 Da Danmark var en Slavenation s. 31
36 Da Danmark var en Slavenation s. 37
37 Brev fra Schimmelmann til svogeren Fritz Rewentlow – HistorieLab.dk ”Nye tanker fra en dansk slaveejer”
19
Transporten af slaverne var i 1780’erne faldet drastisk, da det simpelthen var en dårlig
forretning. Mange skibe gik tabt på den lange tur, mange af slaverne, den egentlige vare,
døde før ankomst, og det var dyrt at brødføde dem. For plantageejerne var det voldsomt
dyrt at skulle købe slaver fra tid til anden, og når man først havde betalt mange penge for
en slave, skulle man have noget for pengene, hvilket resulterede i for hårde arbejdsvilkår.
Afskaffelsen af slavehandelen ville anspore plantageejerne til at behandle deres slaver
bedre, i og med at der ikke var udsigt til nye ankomster – i tidsskriftet Minerva udkom der
i 1792 en artikel mod slavehandelen:
”Der kræves kun medmenneskelig behandling af negrene for at gøre
denne indførsel unødvendig. Det er sat uden for tvivl, at hvis
kolonidyrkningens arbejdere var indfødte kreoler [slaver født i Vestindien]
[…] ville disse ikke alene forplante sig i det nødvendige antal, ja endnu mere,
og derved spare de store omkostninger til afrikanske negres indkøb […] Og
jordejerne, hvis liv i Vestindiens mest paradisiske egne opfyldes af uophørlig
og velbegrundet angst for oprør og forræderi, ville være trygge som andre
landes indbyggere.
Det er bevist, at statsindkomsterne ville vinde, fabrikationsvirksomhederne
ville vinde, handelen ville vinde, og menneskeligheden i almindelighed ville
vinde, hvis slavehandelen blev ophævet.” 38
I 1792 var tankerne om slavehandelsforbuddet nået så langt som til parlamentet i
Storbritannien, men var ikke blevet stemt ind. I Danmark vidste man, at det kun var et
spørgsmål om tid før at det blev, og dernæst ville englænderne nok begynde at presse de
andre kolonimagter til lignende tiltag39. Med Schimmelmann som en af bagmændene,
lykkedes det at lokke kong Christian d. 7. til at komme en sådan situation i forkøbet, med
”Forordning(en) om Neger-Handelen af 16. marts 1792”40. Kongen bekendtgjorde i
forordningen, at slavehandelen skulle afskaffes og forbydes, med en overgangsperiode på
10 år – den ville altså træde i kraft i udgangen af 180241. Slavehandelen blev i tidsrummet
38 Bearbejdet udgave af “Skadelig Slavehandel“. Artikel i tidsskriftet Minerva 1792
39 Da Danmark var en Slavenation s. 38
40 Kong Christian d. 7. - ”Forordning om Neger-Handelen af 16. marts 1792”
41 Da Danmark var en Slavenation s. 39
20
imellem intensiveret, da det var meningen, at man ville skabe en så lige kønslig slavestand
som mulig, så man ved slavernes egen formering kunne opretholde antallet.
Selvom forordningen var trådt i kraft i starten af 1803, var håndhævelsen minimal, og
rederierne fortsatte ufortrødent, ofte ved i stedet for at sejle til Cuba o.l. med slaverne, og
alligevel havnede mange nye slaver på de danske øer. Slavehandelen indbyrdes på øerne
var ikke ulovlig, kun den transatlantiske transport af dem. Det var først efter
Storbritanniens slavehandelsforbud i 1807, og besættelse af de Dansk-Vestindiske øer
under Napoleonskrigene (1807-1815), og efter, at forbuddet reelt blev håndhævet42.
Vejen til slaveriets endelige ophævelse I Storbritannien i 1830’erne var menneskerettighedstankerne nået så langt, at der var tale
om at afskaffe slaveriet fuldstændigt. Det endte ud i, at i perioden 1833-1838 blev slaveriet
utvetydigt afskaffet, og alle slaver i de britiske kolonier blev sat fri43. Man var i Danmark,
som i situationen omkring afskaffelsen af slavehandelen, klar over, at briterne ville presse
de andre slavenationer til at foretage lignende tiltag. Den danske konge Christian d. 8
skrev direkte til generalguvernøren på øerne, Peter Von Scholten (1784-1854), at han
ønskede at udsætte frigivelsen af slaverne så længe som muligt, da man frygtede den
økonomiske kompensation som slaveejerne ville kræve for tabet af deres ejendom, som
man havde set det i Storbritannien44. Von Scholten var selv tilhænger af frigivelsen af
slaverne, men som kongens stedfortræder kunne han ikke tage en sådan beslutning uden
en tilladelse fra Kronen. Det var en presset tid, hvor rygterne om frigivelsen af slaverne på
de andre øer florerede, og utilfredsheden ulmede. I 1847 var kongemagten klar med et
reskript, som skulle diktere, hvordan overgangen fra slaveriet til friheden for slaverne
skulle foregå45. I befalingen erklærede kongen alle slaver født efter 28. juli 1847, for frie.
Dog var de nuværende slaver pålagt slaveri i de næste 12 år, hvorefter de også ville blive
erklæret frie. Slaverne var slet ikke tilfredse med befalingen, så i 1848 udbrød der oprør på
Skt. Croix. Tusindvis af slaver overtog byen Frederiksted, og da generalguvernør Von
42 Da Danmark var en Slavenation s. 40
43 Da Danmark var en Slavenation s. 42
44 Da Danmark var en Slavenation s. 42
45 Kong Christian d. 8. - ”Reskript af 28. juli 1847 ang. Emancipationen af de Ufrie på disse øer”
21
Scholten ankom, så han ingen anden udvej, end at erklære slaverne for frie, hvilket gjorde
mange plantageejere og folk i Danmark ret gale. Generalguvernørens bror, Frederik von
Scholten, omtalte det således:
”Klokken syv om morgenen strømmede negrene ind i byen i stort antal.
Kort tid efter blev det rapporteret til mig, at politikontoret blev plyndret og
ødelagt. […] De fleste af de hvide var nu enten ombord på skibene [i havnen]
eller i skjul. Omkring dette tidspunkt dukkede en mand op på stedet, der
syntes at være lederen af de enormt mange mennesker, der fyldte gaden.
Dette var Buddhoe, eller, som han senere blev kaldt, general Bourdeaux.
Omkring kl. 15 ankom generalguvernøren […]. Generalen trådte ud nær
fortet på Skt. Croix), gik ind iblandt folkemængden og erklærede negrene for
frie. […].” 46
Selvom slaverne nu var frie, dæmpede de tidligere slavers jubel sig dog ret hurtigt.
Regeringen på øerne udkom med, hvad der skulle have været et midlertidigt reglement –
kaldet tyendeloven47, indtil man havde fundet en løsning på overgangen fra slaveri til frie
arbejdere. De befriede havde med deres ”frigørelse” mistet den ene gode de havde - at
plantageejerne skulle brødføde dem. Det var nu de tidligere slavers egen opgave at sørge
for mad, for den usle løn som de fik for deres arbejde – en arbejdsdag som unægtelig
lignede komplet den samme, som da de var slaver. Alle tidligere slaver, der ikke havde råd
til at købe deres eget store jordlod (hvilket næsten var alle slaver, i og med at de ikke havde
ret til at få penge for deres tidligere arbejde), var af reglementet underlagt at skulle indgå
kontrakt hos plantageejerne, hvorved de end ikke engang måtte nægte at udføre det stykke
arbejde som der blev pålagt dem:
Provisorisk [midlertidig] anordning til at bestemme forholdene mellem
landejendomsbesiddere og de frie arbejdere af landbefolkningen. […].
Ingen arbejder må driste sig til at bestemme, hvad gerning han vil udføre,
eller vægre sig ved [sige nej til] at forrette det arbejde, der anvises ham,
46 Uddrag fra Taylor, C. E. - ”Leaflets from the Danish West Indies, Descriptive of the Social, Political, and Commercial Condition of these Islands”, 1888. - HistorieLab.dk ”Oprøret på Skt. Croix 1848”
47 Da Danmark var en Slavenation s. 46
22
medmindre han udtrykkeligt er fæstet for et vist slags arbejde. […].
Arbejdsdagene skulle være, som hidtil, alene de 5 dage i ugen og de samme
som førhen. Det sædvanlige plantagearbejde skal begynde med solens
opgang og ende ved dens nedgang, således, at der gives en fritime til frokost
[morgenmad], og to middagstimer fra 12 til 2. […].
Arbejderne skulle indtil videre få følgende vederlag [løn]:
a) Brugen af et hus eller beboelseslejlighed, for dem og deres børn […].
c) En ugentlig løn af 15 Cents om dagen til enhver arbejder af 1ste klasse, 10
Cents til enhver arbejder af 2den klasse, og 5 Cents til en arbejder af 3die
klasse, for enhver arbejdsdag at regne. […]” 48
Selvom reglementet skulle være midlertidigt, endte det med at vare til 1878. De usle
tilstande havde flere gange ansporet mindre oprør, og selv muligheden for at rejse bort fra
de danske øer, til f.eks. de engelske hvor forholdene på daværende tidspunkt var bedre,
gjorde regeringen meget for at stoppe. Det blev forbudt at sejle de tidligere slaver væk fra
øerne, medmindre de havde et specielt pas, som kun et fåtal fik49.
Den ”midlertidige” tyendelov fik lov til at bestå i 30 år, indtil d. 1. oktober 1878, den
ene dag om året (Skiftedagen), hvor det for de frigjorte slaver var muligt, pr.
arbejdsreglementet, at finde en anden plantage at arbejde på50. I kampen for bedre
arbejds- og levevilkår stimlede de tidligere slaver på Skt. Croix sammen på deres eneste
komplet frie dag på året. Til at begynde med havde det forholdt sig roligt, grupperingerne
demonstrerede mod forholdene på fredelig vis, men de følgende dage endte i det blodigste
arbejderoprør i Danmarkshistorien – kaldet ”The Fireburn” (”Den Store Ildebrand” af
guvernøren)51. Stemningen og afmagten var eskaleret i en sådan grad, at det endte med, at
50 plantager og tilhørende sukkermarker, sukkermøller, samt store dele af byen
Frederiksted, blev brændt ned af de ophidsede arbejdere.
48 Bearbejdet udgave af Hansen, Peter: arbejdsreglementet ”Labour Act of 26. of January 1849”
49 Da Danmark var en Slavenation s. 45
50 ”The Three Rebel Queens“ – Virgin-Islands-History.org
51 Da Danmark var en Slavenation s. 48
23
Oprøret blev blandt andet ledt af 4 kvinder, Mary Leticia Thomas, Susanna ”Bottom
Belly” Abrahamson, Axeline ”Agnes” Elizabeth Salomon og Mathilde McBean, samlet
under roller som Queens/Queenmothers allerede inden oprøret, hvilket var højtstående
samfundsstillinger, som de tidligere slaver havde bibeholdt fra deres afrikanske
afstamningers stammesamfundsstrukturer.
Oprøret blev slået ned af de danske myndigheder, og da det var slut, var tabstallene
ca. 100 døde af den sorte befolkning, samt 3 europæere - 2 soldater og 1 plantageejer.
Flere af de medvirkende til oprøret, der var blevet fanget, blev henrettet af myndighederne,
men omkring 30 af de dødsstraf-dømte oprørere blev i stedet sendt mod København, for at
afsone længerevarende (op til livstid i de 4 Queens’ tilfælde, heriblandt Mary Thomas)
fængselsstraffe. De mandlige oprører blev sendt til det relativt nye Horsens Statsfængsel,
og de kvindelige til kvindefængslet på Christianshavn – de ankom i 188252.
Specielt kvinderne blev i den danske presse sat i et dårligt lys, hvor der blev fokuseret på
kvindernes roller som forførersker, der havde ansporet den mandlige arbejderbefolkning
til at gøre oprør. Der blev fra den danske regerings side ligeledes sat fokus på Mary
Thomas’ tidligere dom for børnemishandling, en dom der ofte blev tildelt tidligere
slavinder efter frigørelsen, hvis de var ulydige.
Mange af oprørerne, blandt andet Mary Thomas, fik deres domme omstødt i løbet af
de næste 10 år. I 1887, 5 år efter ankomsten til København, blev Mary Thomas sendt
tilbage til de Dansk-Vestindiske Øer.
Mary Thomas og de andre Queens opnåede heltindestatus på Øerne, som et symbol
for kampen mod overmagten, samt for den endelige frigørelse af Øernes befolkning, da det
store oprør i 1878 var direkte årsag til, at de danske myndigheder endte med at afskaffe
den forhadte tyendelov53.
Allerede i starten af 1800-tallet var det begyndt at gå ned af bakke for øernes
økonomiske styrke for det danske kongerige. De mindre øer kunne ikke konkurrere mod
52 ”The Three Rebel Queens“ – Virgin-Islands-History.org
53 Da Danmark var en Slavenation s. 48
24
de mere industrialiserede sukkerøer som Jamaica o.l., og ligeledes var man i Danmark
begyndt at dyrke sukkerroer, hvilket var væsentligt billigere end hele processen med
transporten osv. fra øerne54. Danmark havde derfor i flere år forsøgt at få en aftale på plads
med USA, men det var først under 1. verdenskrig, hvor amerikanerne var bange for at
tyskerne ville købe øerne og benytte dem militært, at en aftale kom på plads. I 1917 blev
øerne solgt for 25 millioner dollars (svarende til 3,2 mia. kroner) efter en folkeafstemning i
Danmark, hvor de sorte på øerne ikke havde noget at skulle have sagt55.
Med en historisk redegørelse af slaveriet, og en beskrivelse af Mary "Queen Mary” Thomas
på plads, giver det anledning til at udføre en billedanalyse af monumentet, som vil slå fast
hvordan monumentet ser ud, og hvilke symboler og referencer, som læses ud af den.
Analyse af “I Am Queen Mary”-monumentet
D. 31. marts 2018 fremviste Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle deres monument af Mary
Thomas, som var en af de fire oprørsledere i Fireburn oprøret i 1878 på St. Croix. Hun er
bedre kendt under navnet Queen Mary. Vi vil analysere monumentet og kigge på dens
historiske konnotationer. Vi har valgt at analysere “I am Queen Mary”-monumentet ud fra
Roland Barthes’ teori om billedets retorik. Vi mener at det er oplagt, fordi monumentet har
startet en samfundsdebat, som omhandler forståelsen af det, og dets symbolik. Roland
Barthes brugte Saussures lingvistiske semantik og strukturalisme teori til at forstå
billeders betydning, og lagde grund for billedsemantikken. Saussure mente at forholdet
imellem tegnet og det betegnede var kulturelt bestemt. Barthes brugte den idé til at
undersøge om objekter, også kunne formidle meddelelser baseret på deres
betegnelse. Ifølge Barthes kan et billede optræde som en visuel myte 56 . Teorien bygger på
at analysere et billede ud fra tre elementer: de konnotative, denotative og den skriftlige
meddelelse.
Ifølge Barthes er denotation i tegninger anderledes end i fotografiet, fordi at
tegninger af deres natur belyser intention, mens fotografiet optræder som værende en sand
54 Da Danmark var en Slavenation s. 40
55 Da Danmark var en Slavenation s. 50
56 Rose, (2011). S. 163
25
afspejling af virkeligheden. Vi vil nu redegøre for tegningens denotation først, og derefter
for fotografiet denotation. Barthes mener at denotation er mindre tydeligt i tegninger end i
fotografier. At tegne er en teknisk egenskab og tegninger reproducerer objekter, eller
scenerier igennem en længere proces. Kunsterne danner et tydeligere opstillet narrativ,
fordi de vælger hvad der bliver fremstillet og hvad der ikke bliver fremstillet. På trods af
nogle tegninger kun gør brug af få elementer kan de stadig de stadig være påvirkelige, på
grund af deres eksplicitte opstillet natur. Tegninger, og andre producerede kunstværker,
hører altid under en stilart, der afspejler afsenderens subjektivitet, fordi de indeholder
elementer der bærer tydelige kulturelle præg.
Barthes brugte den strukturalistiske metode til at forstå, hvad defineres som
denotativt i tegninger. Det gjorde han ved at bruge modsætningsforholdet imellem
kulturer57. Det fortolker vi som substantielle objekter kun er substantielle på grund af
deres kulturelle værdi.
Et fotografi virker mere denotativt, fordi billederne opfanger et øjeblik som har
eksisteret i den fysiske verden. Barthes undersøgte fotografiets denotative elementer ved at
kigge på modsætningsforholdet mellem det naturlige og virkelige.
Som eks. bruger Barthes Panzini reklamen til at forklare, hvordan de denotative objekter,
som pastaen og tomaterne, formidler budskabet italienskhed58.
Vi vil med fotografidenotationsteorien undersøge de forskellige komponenter i
monumentet, definere deres denotationer og derigennem, hvilke konnotationer disse
denotative træk medfører.
De lingvistiske meddelelser er det skriftlige, som formidler billedets budskab til
modtageren. Lingvistiske beskeder kan forankre, hvordan man fortolker et billede, da det
forankrer modtagerens forståelse ved at skabe en sammenhængen imellem de denotative
objekter59.
Det konnotative er det symbolske sprog, som er visuelt. Det symbolske sprog bygger
på kulturelle koder, men billedets budskab kan variere afhængigt af hvem modtageren er.
57 Barthes (1964) s. 51
58 Barthes (1964) s. 53
59 Barthes (1964) s. 47- 51
26
Det kræver derfor at modtageren har en praktisk, national, kulturel og æstetisk
tilstrækkelig viden for at kunne forstå afsenderens budskab60.
Vi vil bruge denne del af billedteorien til at analysere, hvilket forankret budskab
Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, formidler gennem monumentets skriftlige tegn.
Beskrivelse af statuen
60 Barthes (1964) s. 51- 53
27
Monumentet står foran det Dansk vestindiske pakhus, og forestiller Queen Mary. Hun
sidder tilbagelænet i en fletstol, og kigger ud mod kanalen. Hun har et tørklæde på
hovedet, en kort kjole og bare fødder. Monumentets sokkel er bygget af 1.5 ton koral sten
importeret fra St. Croix. Stenene blev skåret af slavegjorte afrikanere, som var blevet sendt
ud til havet for at skaffe dem. Koralerne blev stillet til rådighed fra historisk ejendom ejet
af La Vaughn Belle. På soklen er der en plade hvor der står “I am Queen Mary - a hybrid
of bodies, nations and narratives by la Vaughn Belle & Jeannette Ehlers”. I den ene hånd
sidder hun med en sukkermachete, i den anden hånd har hun en fakkel61. Statuens krop er
lavet ud fra en sammensat 3d scanning af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, førstnævnte
med rødder fra Trinidad og sidstnævnte fra Jomfruøerne i det caribiske hav, for at fange
denne historiske persons afro-caribiske træk. Det har resulteret i skulpturens realistiske
træk. Statuens ansigt stirrer, uden det mindste smil eller følelse, koldt og frygtløst ud i
verden. Hun sidder som et minde for Danmarks tid som kolonimagt foran det vestindiske
varehus62.
Ud fra de ovenstående denotative træk udspringer konnotationerne, som analyseres i
de følgende afsnit.
61 ”I Am Queen Mary” (1/12. 2018)
62 ”I Am Queen Mary” (1/12. 2018)
28
Den lingvistiske meddelelse
Teksten på soklen er skrevet på engelsk, hvilket forudsætter at modtageren kan forstå
engelsk. I am Queen Mary - “I am” oversat til dansk ”jeg er”, bruges når en person
præsenterer sig selv, hvilket gør at modtageren ser statuen præsentere sig selv og viser at
afsenderen antager at modtageren ikke ved hvem Queen Mary er, da en præsentation er
nødvendig.
I den følgende del af sætningen på pladen står der, ”a hybrid of bodies nations and
narratives by la Vaughn Belle and Jeanette Ehlers”. Oversat: en krydsning af kroppe,
nationer og narrativer. Statuen er, som tidligere nævnt, skåret ud fra en sammensat 3d
scanning af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, for at skabe et realistisk billede, men også
fordi der ikke er nogle fotografier af Mary Thomas igennem historien. Den del af
sætningen henviser til den baghistorie omkring projektet, som vi fortolker som værende at
kunsterne hentyder til en dansk glemselshistorie, siden der ikke direkte står ”en
sammensætning af La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers kroppe”, gør det meddelelsen
indirekte, hvilket kræver at modtageren har en forforståelse af kunsternes arbejdsproces.
29
På samme tid kan det for den modtager der ikke har kendskab til arbejdsprocessen være en
indgangsvinkel til at forstå en dansk glemselshistorie63.
Derfor tolker vi at teksten, der nævner at hun er en sammensætning af narrativer,
som en perspektivering til de forskellige narrativer om hendes historie og hendes karakter,
er afhængig af, hvorfra den er fortalt. På trods af at narrativerne er forskellige er de stadig
forbundet. Blandingen af disse kunstneres kroppe i skulpturen er mere end en fusion af de
to kroppe. Den fungerer som en blanding af nationer og deres narrativer, da La Vaughn
Belle er fra de vestindiske øer og Jeanette Ehlers har rødder i Trinidad og Danmark. Deres
individuelle opvækst ligger til grund for deres forskellige narrativer i forbindelse med
monumentet. Teksten præsenterer Queen Mary med ”I Am”, hvilket vi tolker som en
hentydning til den danske uvidenhed mht. Danmarks involvering i De Dansk-Vestindiske
Øers historie. Det er normalt at præsentere sig selv, når man møder nogen for første gang.
Når “I Am Queen Mary”-monumentet er nødt til at præsentere sig til modtageren, tolker vi
at det er en implicit hentydning til mangel på bevidsthed om den danske kolonihistorie.
Det ikoniske budskab Vi vil nu redegøre for de historiske konnotationer ud fra de nævnte denotative objekter. Vi
vil begynde med at forklare, hvilke budskaber vi får ud af sukkermacheten og faklen, og
derefter hendes kropposition, som vi vil perspektivere til et ikonisk billede af Huey Percy
Newton, og redegøre for den myte som han personificerede. Vi fortolker at macheten
symboliserer hendes status som slave da slaverne brugte macheter til at hakke sukkerrør,
når de arbejdede i markerne på de Dansk-Vestindiske øer. På samme tid symboliserer
macheten også Fireburn-oprøret, fordi at slaverne brugte deres macheter, som våben
under oprøret. Faklen ser vi som endnu et symbol for Fireburn-oprøret, som referer til de
marker, plantager og sukkermøller m.m. som oprørerne brændte af.
Igennem sukkermacheten får vi at vide at hun er en oprører, og at hun arbejder i
markene. Hendes simple tøj og hendes bare fødder, afspejler hendes fattigdom og
levevilkår. Hendes kropsposition, minder om et ikonisk billede af Huey Percy Newton,
kendt fra “Black Panther”-bevægelsen.
63 I Am Queen Mary. (1/12. 2018)
30
Huey Percy Newton var en afrikansk
amerikansk aktivist, professor og leder af Black
Panther partiet. Vi vil bruge Judson L. Jeffries
bog ”The Radical Theorist”, til at redegøre for
hvem Huey Percy Newton var, og hvorfor han
blev opfattet, som han gjorde. Dernæst vil vi
bruge bogen til at forklare synspunktets
historicitet, og hvordan det kan perspektiveres til
Queen Mary-monumentet. Newton var også en
meget kontroversiel karakter. Organisationen
”Black Panthers Party” distancerede sig selv fra
Martin Luther Kings ikke voldelige metode ved at
trække mere på en anden kontroversiel karakter,
Malcolm X. Newton blev personligt inspireret af
Malcolm X og Muhammed Ali. Efter at han havde
hørt dem tale, begyndte han at interessere sig for The Nation of Islam, og deres tilgang til
at løse de sociale problemer, som ramte den afrikansk-amerikanske befolkning64. I 1967
blev Newton fængslet for mordet på en politimand. Imens han sad i fængsel, begyndte
radikale aktivister og universitetsstuderende, at protestere imod hans fængsling, under
sloganet “Free Huey”65. Vi vil skrive om denne periode i Newtons liv, fordi den er med til at
forme myten omkring Huey P. Newton. Ved at hans identitet tilegnede sig en historisk og
kulturel myte, som kaldes ”The Bad Nigger”. Vi forklarer, hvordan hans fængsling var med
til at forstærke ham som ”The Bad Nigger” og hvordan Huey P. Newton, som den mytiske
”bad nigger”, persona blev forankret i et billede.
”The Bad Nigger”-diskursen kommer fra den amerikanske slavetid. Sætningen blev
brugt omkring sorte slavegjorte, som gjorde modstand imod slaveriet. De blev derfor
opfattet som værende farlige, på grund af deres manglende styrbarhed af de hvide, men for
64 Jeffries. (2006). s. 21
65 New York Times, The Associated Press (1989)
31
sorte blev det set som et respekteret karakteristika, da personen gjorde oprør imod
undertrykkelse66. Ifølge Judson L. Jeffries blev Newton en personificering af ”The Bad
Nigger” cementeret i billedet67.
Mary Thomas kan også personificeres som en ”The Bad Nigger”, hvilket kommer til
udtryk i Queen Mary folkesangen, som handler om, hvordan hun vil brænde fængslet og
havnen af.
Queen Mary folkesang:
“Queen Mary, oh where you gon' go burn?
Queen Mary oh where you gon' go burn?
Don't ask me nothin' at all. Just give me the match and oil.
Bassin Jailhouse, ah there the money there68”
Sangen fortæller os, at hun ikke vil stilles nogen spørgsmål. Hun skal ned og brænde
havnen og fængslet, fordi det er der hvor pengene er. Hun går efter havnen, fordi det er der
varerne bliver sent afsted til Danmark. Uden havnen ville Danmark ikke kunne tjene penge
på hendes undertrykkelse. Det er ikke, fordi hun har tænkt sig at røve havnen fysisk, men
dens funktion som middel i hendes undertrykkelse. Så ved at brænde havnen, brænder hun
også sit fængsel. Sangen skildrer hende som ”The Bad Nigger”, fordi hun nægter at indgå i
dialog, hvilket skildrer hendes aggression mod det danske kolonistyre.
Sangen forankrer ”The bad Nigger” myten i ord og lyd. Ligeledes visualiserer ”I Am
Queen Mary”-monumentet myten, og afspejler måden hun er blevet husket, på St. Croix.
I Danmark forestiller 80% procent af alle statuer hvide mænd69. ”I am Queen Mary“-
monumentet skiller sig ud, ved at afspejle en sort kvinde. Kunstnerne har malet hele
66 Jeffries. (2006). s.84
67 Jeffries (2006). s.12
68 ”Queen Mary Folksong: Commemoration of the 1878 Fireburn” (Ukendt årstal)
69 (Garfield, 2018)
32
statuen sort, som får den til at stå mere i kontrast med arketypen af europæiske statuer
som er hvide. Det gør monumentet unikt.
Statuen af Mary Thomas sidder med ryggen til det Dansk-Vestindiske pakhus, som var
stedet, hvor varerne fra st. Croix blev lagret. Man kan tolke ud fra monumentets
kropsposition at ”I Am Queen Mary”, vender ryggen til den eurocentriske struktur i hendes
livstid og i vores samtid70.
Mange af de ovenstående budskaber og referencer kræver, at modtageren har
kendskab til de Amerikanske Jomfruøers historie, afroamerikansk antiracistisk historie og
europæisk kunsthistorie. Herudaf udleder vi, at monumentet henvender sig til beskuerens
selvforståelse og identitet.
Med en klar beskrivelse af monumentet, vil vi derefter kunne se på kunstnernes
intention, som vil give indblik i monumentets ophav og budskab. Kunsterne Jeanette
Ehlers og La Vaughn Belle, har, som beskrevet oven for, givet monumentet ”I Am Queen
Mary”, mange implicitte og eksplicitte meninger og læsninger, alt afhængig af
læseren. Tilblivelsen af dette ser vi nærmere på i filmen ”Det Sorte Kapitel”, som
analyseres nedenfor.
Det Sorte Kapitel
Dokumentaren “Det Sorte Kapitel” blev sendt på DR K d. 3. oktober 2018, den er
produceret af filmselskabet - Made In Copenhagen, med støtte fra DFI – Det Danske
Filminstitut. Det er Jeannette Ehlers’ veninde Maya Albana, som har instrueret
dokumentaren.
Dokumentarfilmen ”Det Sorte Kapitel” er vores primære kilde til at nærme os et
indblik og en forståelse af kunstneren bag vores omdrejningspunkt ”I am Queen Mary”-
monumentet. Redegørelsen og analysen af dokumentaren ønsker at belyse Jeannette
Ehlers’ hensigt og formål med tilblivelsen af monumentet, der er katalysator for
undersøgelsen af vores senere anskuelser af debatten omkring monumentet. Når vi senere
i rapporten vil betragte debatten som monumentet har affødt, er det vigtigt at kende til
Jeannette Ehlers’ motiver bag værket. Redegørelsen vil derfor primært have fokus rettet
70 Garfield (2018)
33
mod Ehlers’ egne ytringer omkring monumentet. Desuden vil der blive slået ned på de
vigtigste illustrationer i dokumentaren, som løbende er med til at understrege Ehlers’
ønske om at gøre op med et glemt kapitel i vores fælles historie og en strukturel racisme,
som hun stadig mener eksisterer i dag i Danmark, som konsekvens af vores ageren i
koloniseringen.
Dokumentaren tager udgangspunkt i Jeanette Ehlers og hendes værk ”I Am Queen
Mary”, der blev til i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle. Fortællingen følger
tilblivelsen af monumentet, fra begyndelse af idéprocessen og til den endelige opførelse af
monumentet. Historien bliver fortalt gennem Ehlers’ veninde, Maya Albana, der fungerer
som voice-over i dokumentaren. De deler begge at være opvokset i Danmark med en dansk
mor og en udenlandsk far. Albanas far er fra Malaysia i Asien, mens Ehlers’ far er fra
Trinidad i Caribien. De står på mange måder i kontrast til hinanden, da Maya føler sig helt
igennem ”dansk”, i modsætning til Ehlers, der har udviklet en stærk sort identitet. Hun
forholder sig kritisk til hendes ophavs historie, og hvad den har været udsat for, i
modsætning til Albana.71 Den stærke, sorte identitet Ehlers har tilegnet sig, bliver vi
præsenteret for i begyndelsen af dokumentaren, hvor Albana beskriver en anekdote
omkring, hvordan Ehlers 30 år inde i deres venskab, for første gang frabeder hende, at hun
omtaler hende ved brugen af ordet ”neger”72. De to er opvokset sammen, og af Albana
bliver det fortalt, hvordan de begge i skolen blev lært ”den gode” historie om Danmark.
”I skolen lærte vi at danskerne var frihedskæmpere og altid på de svages side med
gode kristne værdier […] og jeg tog ikke rigtigt stilling til vores andet ophav, men
Jeanette hun følte sig anderledes […] hun søgte alt hvad der havde med sort musik og
kultur at gøre […]
Citatet er fortalt af Albana som voice-over, og det er desuden en introduktion til det
skel, der er mellem hvordan de anser og værner om deres ophav. Efterfølgende vises en
scene, hvor der udspiller sig en dialog mellem de to, her udlægger Ehlers for første gang,
hvordan hun mener der eksisterer en strukturel racisme. Det kommer til udtryk gennem
hendes holdning til den farve, som de fleste betragter som hudfarve, som hun ønsker at
71 Albana (2018)
72 Albana (2018): 00:55-01:35
34
gøre op med, fordi den er et produkt af, hvad hun anser som et forskruet verdensbillede.
Farven man beskriver som hudfarve, neutraliserer det at være lys, som et opfattet ideal73
Efterfølgende bliver vi præsenteret for Ehlers far, hvis forfædre var slavegjorte afrikanere.
I forlængelse af det, bliver det italesat, hvordan de slavegjorte forfædre i flere århundrede
blev udnyttet, handlet med og levede under tvangsarbejde som slaver. I en efterfølgende
scene, hvor vi igen følger en dialog mellem Ehlers og Albana, beskrives, hvordan Ehlers’
forfædre levede under kummerlige forhold og levede under en brutal undertrykkelse.
Desuden fortæller hun, hvordan hun først blev opmærksom på, hvor stor en indflydelse
Danmark havde haft på hendes forfædres lidelseshistorie, efter en rejse til Ghana. På
rejsen blev det klart for hende, efter at hun iagttog, hvor mange forter Danmark havde
været i besiddelse af. Disse forter blev brugt til at opbevare slaver, før de blev hentet af
skibe og bragt i arbejde. Det bliver illustreret blandt andet på nedenstående billede som er
en af flere billeder, der bliver vist fra hendes rejse til Ghana.74
75
73 Albana, (2018): 06:26-06:59
74 Albana (2018): 11:18-12:50
75 Albana, (2018): 12:45
35
Ehlers uddyber yderligere, hvordan det er begyndelsen på den racisme, som hun
stadig mener florerer i Danmark i dag. ”Det er så voldsomt, det er så voldeligt et system
og en kultur, det super racistiske system som starter her, som ligesom har fået lov at
udvikle sig og har taget nye former, men det starter ligesom her”76. Da Albana
efterfølgende spørger Ehlers til, om det føltes som om det var hendes familie, der var
blevet udsat for de forfærdelige episoder som Danmark bar en stor del af ansvaret for, er
hendes svar et klart ”Ja”77. Albana, som voice-over beskriver, hvordan rejsen var et
vendepunkt for Ehlers, og at hendes kunst siden rejsen til Ghana, har haft en mission om
at gøre op med historien.
Dokumentaren begynder herefter at dreje sit fokus hen imod tilblivelsen af
monumentet og da Albana, i et klip hvor Ehlers viser lokationen frem for, hvor det skal stå,
spørger til om statuen skal illustrere Ehlers selv, svarer Ehlers følgende: ”Hun er noget af
mig, […] men hun taler på vegne af rigtig mange andre også, så hun repræsenterer mig,
men hun repræsenterer også ”Black Power”, altså det gør hun virkelig”78. Albana følger
op med et nyt spørgsmål og spørger til, hvorfor hun gerne vil lave et mindesmærke. Til det
svarer Ehlers:
”Fordi ligesom så meget andet, der handler om den her historie, der er det ligesom
en eller anden form for fortrængning, eller fortrængt kapitel i vores historie, så der ikke
rigtig noget sted, hvor man ligesom kan gå hen og reflekterer over hvad der er sket i
historien, […] og efterkommere for den sags skyld, kan gå hen og føle at de har en
stemme” 79
På den måde forklarer Ehlers, hvordan statuen er ment som et mindesmærke for
noget i historien, som hun mener mangler at blive oplyst og samtidig skal være et opråb
mod den racisme, hun og andre minoriteter, føler sig ramt af.
76 Albana, 2018: 12:55-13:10
77 Albana (2018): 13:14-13:26
78 Albana (2018): 17:06-17:21
79 Albana (2018): 17:24-17:51
36
Dernæst vises en række scener fra de tos besøg på udstillingen ”Trekantshandlen”,
der blev udstillet på Museet for Søfart. Her følger man dem på udstillingen, der viser
elementer af tiden, hvor Danmark var en aktiv aktør i slavehandlen. I et klip på vej hjem
fra udstillingen vises endnu en dialog mellem Albana og Ehlers, hvor Ehlers tydeligt giver
udtryk for hendes frustration over, hvordan udstillingen centralt har placeret et
frigivelsesbrev. Det mener hun er endnu et eksempel på, hvordan der optræder et narrativ,
der forsøger at danne en fortælling med e positiv vinkel. Hun forklarer, hvordan det er et
narrativ, der fortæller den hvide mands blik, og hvordan den konstante genfortælling af
den vinkel er skyld i at vi ikke kommer videre, og det afgørende her er, hvem der supplerer
historien og hvordan den bliver suppleret.80
Vi vender efterfølgende tilbage til tilblivelsen af monumentet og bliver præsenteret
for La Vaughn Belle som er kunstneren Ehlers har lavet det i samarbejde med. Det bliver
oplyst at Belle bor på Sankt Croix, så hun lever i en virkelighed som Danmark har været
med til at grundlægge. Vi får både en verbal præsentation af hende, men samtidig også en
visuel præsentation, der bl.a. viser et billede af hende i en artikel, som er blevet bragt i en
dansk avis.
81
Hun er altså, som illustrationen viser, påvirket af konsekvenserne af Danmarks
historiske handlinger, særligt her er det vigtigt at pointere, at dokumentaren fortæller, at
80 Albana (2018): 19:00-21:06
81 Albana, (2018): 22:19
37
hun bor på Sankt Croix. Samtidig fortæller Belle selv om, hvordan deres økonomi hænger i
laser, som en direkte konsekvens af koloniseringen, der er skyld i at de ikke kan skabe
deres egen økonomi82. Fokus vender igen tilbage til statuen og vi får en beskrivelse af
kvinden, som statuen ønsker at portrættere.
83
Overstående billede er endnu et eksempel på, hvordan det visuelle aspekt er med til
at understrege Ehlers’ agenda. Det appellerer til at danskerne burde kende til historien om
Queen Mary, selvom størsteparten af dem som ser dokumentaren, formentlig ikke har
kendskab til hvem hun er.
I oplysningen om, hvor statuen skal placeres, får vi en beskrivelse af, hvordan flere af
de bygninger, der befinder sig i Frederiksstaden, er bygget, for de penge, der blev tjent
under slavehandlens storhedstid, Albana som voice-over, forklarer, hvordan Vestindisk
Pakhus, som er den bygning “I Am Queen Mary”-monumentet placeres foran, ikke er en
undtagelse i forhold til førnævnte. Men at der på trods af det ikke er noget der indikerer
den del af historien.
I forlængelse af det bliver det beskrevet, hvordan Danmark solgte De Vestindiske Øer
til USA, fordi det ikke længere var en økonomisk gevinst for landet. Salget bliver foretaget
hen over hovedet på befolkning, og som konsekvens af det, bliver De Vestindiske Øer solgt
til USA uden at få stemmeret, noget som stadig gælder den dag i dag.84
82 Albana, (2018) : 22:24-22:51
83 Albana (2018): 12:45
84 Albana (2018): 33:00-36:34
38
I et vist interview med journalisten Gudrun Schmidt bliver Ehlers spurgt til, hvorfor
det er godt, at vi bliver bevidste om Danmarks tid som slavenation. Til det svarer hun:
”Fordi den er så fundamental for vores samtid, mange af de problematikker vi står
overfor i dag, har rødder tilbage til det, og det jo ikke kun slavehistorien, det jo hele
kolonitanken”85 Spørgsmålet bliver efterfulgt af om hvorvidt statuen ikke kun er et
mindesmærke for fortiden, men også er en kommentar til nutiden. Her svarer Ehlers:
”Jamen, det er det, og det er ligesom for at give stemme til vores forfædre, men
selvfølgelig også i ånden af den her ”Black Lives Matter” gruppe f.eks., som er inde og
kæmpe for, ikke hvides, og altså alle minoriteters rettigheder, og give dem en stemme” 86
Således gør Ehlers det igen klart at monumentet er mere end blot et mindesmærke.
Men at det er et mindesmærke, lige så vel, som det skal gøre os opmærksom på et
fortrængt kapitel i vores historiebevidsthed, skal det samtidig gøre op med, hvilken
betydning det glemte kapitel i historien har betydning for os i dag.
Afslutningsvis ser vi i dokumentaren den officielle åbning af opførelsen af
monumentet, og her får vi et udklip af talen som Ehlers holder for de fremmødte. I talen
ytrer Ehlers følgende:
”I was born and raised in Denmark as an Afro-dane, where whitewashing of
history is dominant and the lack of represantiation of black and brown people is
enormous. I grew up with this erasure of colonial inheritance, internalising the racist
structures that came with colonialism. It has shaped me as an individual and for a while
alienated me from my Afro-carribbean ancestry. But it has also brought me closer to
myself and made me strong in my belief that there is an urgent need for identification
and for re-writing history. Basically is about identity and art can lead and guide. ”87
Det er de sidste ord vi hører direkte fra Ehlers mund i dokumentaren. Hun gentager
igen hvordan monumentet skal fungere som et mindesmærke, der hidtil ikke har
eksisteret, for de mennesker, der deler hendes forfædres lidelseshistorie. Desuden
beskriver hun, hvordan hun mener, at en vigtig del af historien er blevet fejet under
85 Albana (2018): 36:44-37:03
86 Albana (2018): 37:39-37:57
87 Albana, 2018: 53:51-54:36
39
gulvtæppet, og samtidig, hvordan monumentet skal have til formål, at få den glemte fortid
frem i lyset. Hun appellerer direkte til en omskrivning af historien.
Ud fra det kan vi nu se endnu nærmere på hendes agenda bag monumentet og
hvordan den bliver udtrykt. Vi ønsker at udarbejde en analyse af, hvilke diskurser, der kan
udledes fra de udsagn Ehlers kommer med i dokumentaren. Det vil vi belyse med dele af
den socialkonstruktivistisk teoretiske tilgang. Den teori bygger på en grundopfattelse af, at
individers erkendelse er socialt konstrueret. Uddybet vil det sige, at den erkendelse vi som
mennesker opnår, sker gennem en optik, vi ikke er født med, men er et resultat af kulturen
og den historiske fortid, som det enkelte individ er en del af88.
Den socialkonstruktivistiske filosofiske overbevisning hviler på måden at forstå
verden på. Den er konstrueret af menneskers sociale interaktion. ”Først og fremmest tager
socialkonstruktivismen afstand fra, at der findes en objektiv sandhed om verden. I stedet
understreges det, at verdensopfattelser er konstrueret af mennesker gennem sproget”89.
Det er ikke fordi, vi erklærer os fuldstændig enige i teorien. Vi er ikke overbevist om, at der
ikke er nogle dele af verden man kan opfatte som naturaliserede sandheder.
Vi anerkender den præmis af teorien, der ufravigeligt har fokus rettet mod, hvordan
mennesker bruger sproget i praksis, når de betragter, kommenterer eller definerer deres
verdensopfattelse. Den måde at tænke på er hvoraf diskursanalysen opstod90.
Med det vil vi udarbejde en analyse af, hvilke diskurser, der kan udledes af de
ytringer, Ehlers kommer med i løbet af dokumentaren.
Diskursanalyser ønsker at undersøge, hvilken måde mennesker udleverer deres egen
versioner af den virkelighed, de lever i, samt hvilke ressourcer de benytter sig af, når de gør
det91. I forlængelse af det ønsker vores opgave gennemgående at anskue, hvordan
forskellige positioner bruger diskurser, og hvordan de forskellige diskurser bliver brugt i
debatter, samt på hvilken måde, disse to ikke formår at fungere i overensstemmelse med
88 Den Store Danske, Redaktionen (2018)
89 Bom (2018) : s. 28
90 Bom (2018): s. 29
91 Bom (2018): s. 12
40
hinanden. Følgende beskriver, hvordan og hvorfor vi mener, at diskursanalysen er en
relevant metode at anvende til besvarelse af vores problemformulering. ”I diskursanalyser
fokuserer man altså på, hvordan magt (re-)produceres når mennesker er enige eller
uenige om, hvordan ting, fænomener, begivenheder eller personer skal betegnes”92. Det
er på mange måder en præcis beskrivelse af det vi ønsker at undersøge med vores
diskursive fokus i analysen af dokumentarfilmen, og de efterfølgende debatter, som vi vil
belyse.
I analysen af dokumentaren vil vi udvælge det vigtigste nodalpunkt93 som vi mener er
det mest centrale, for det vi ønsker at belyse, i vores projekt og udelukkende lave analysen
ud fra en hypotese om dét punkt er det eneste nodalpunkt, der kan defineres.
De yderligere nodalpunkter, man vil kunne argumentere for der kunne opdeles, vil
derfor i stedet fungere som rationale, for at understøtte det overordnede valgte
nodalpunkt.
Den flydende betegner94, der ligger over udvælgelsen af nodalpunktet, definerer vi
som race, en forklaring på, hvordan de to begreber forholder sig til hinanden, kan læses i
følgende citat:
”… en flydende betegner kan lades med forskellige betydninger alt afhængigt af,
hvilke diskurser den lokaliseres i og/eller vristes fri af. Når den flydende betegner
lokaliseres i én bestemt, diskursiv sammenhæng, tranformeres den til det nodalpunkt,
[…] som strukturerer indholdet i den pågældende diskurs”95
Nodalpunktet vi udleder fra Ehlers i dokumentaren er, at hun ønsker at gøre op med
den eksisterende strukturelle racisme, som hun mener udspringer af den kolonisering
Danmark var en stor del af. Det gør det nu interessant at se på, hvordan den diskurs bliver
præsenteret.
92 Bom (2018): s. 30
93 Bom (2018): s. 67
94 Bom (2018): s. 67
95 Bom (2018): s. 67
41
Diskursen bliver lagt an fra begyndelsen af dokumentarfilmen, da vi får fortalt
anekdoten, der er beskrevet i redegørelsen af filmet, om hvordan Ehlers ikke længere
ønsker at blive benævnt med brugen af n-ordet96. Albana beskriver anekdoten og den
dialog de to havde.
Det bliver fortalt, at da konfrontation mellem de to fandt sted, blev Albana overrasket
og undrede sig over Ehlers reaktion, fordi at det var noget hun havde kaldt hende de sidste
30 år. Albana gengiver dialogen og det Ehlers svarede til hende, da hun fremlagde sin
undren overfor hende. Albana skildrer, det Ehlers svarede til hende dengang, på følgende
måde:
”Ja, men det er på tide at holde op, Maya”97 således skaber dokumentaren fra sin
begyndelse en klar agenda om, at Ehlers ønsker at gøre op med en måde, noget allerede er
på, og på den måde konstrueres der en antagonisme98. I den diskursive verden er det et
udtryk for, når to diskurser er modsathinanden, og ”ikke kan forenes, men vil være i
opposition til hinanden.”99 således understreger det, at Ehlers forsøger at gøre op med en
allerede eksisterende diskurs, der kommer i forlængelse af strukturel racisme.
Dokumentaren belyser det i sin begyndelse, altså med, at den eksisterende diskurs i
længere tid har retfærdiggjort brugen af n-ordet og på den måde er det også med til at
underbygge Ehlers påstand om, at racisme stadig er noget der finder sted.
Det udvalgte nodalpunkt kommer til udtryk og bliver underbygget på en lang række
måder i dokumentarfilmen. Vi har udvalgt tre steder at slå ned i dokumentarfilmen, som
alle deler et lignende formål, nemlig at anspore, hvordan det er den strukturelle racisme
iværksættes, ifølge Ehlers.
Det bliver bl.a. illustreret ved Ehlers og Albanas museumsbesøg på Museet for Søfart,
hvor dokumentaren viser en guidet rundtur som de får på udstillingen ”Trekantshandlen”.
Ehlers’ grundlæggende ønske om at gøre op med den strukturelle racisme, kommer særligt
til udtryk i dialogen mellem de to efterfølgende. Da de sidder i bilen på vej hjem fra
96 ”Neger”
97 Albana (2018): 01:30-01:33
98 Petersen (2018)
99 Petersen (2018)
42
udstillingen, spørger Albana Ehlers om, hvorvidt hun blev sur da de så udstillingen, og til
det svarer Ehlers følgende:
“Altså det kommer jo ikke bag på mig, men jeg blev bare bekræftet igen i, at der er
noget der er mere værd end andet, […] Men de har ligesom lagt det der frigivelsesbrev i
midten […] og prøver ligesom igen på det der med og fortælle den gode historie også,
altså at man ligesom ikke kun var var slem […] og den studser jeg altid over - hvorfor er
det der så meget behov for det? Det er den hvide mands blik, og hvis man stadigvæk, hvis
man bare gentager den hvide mands blik, så kommer man ikke videre, hvem supplerer
historien og hvordan blev den suppleret?”100
Citatet er på mange måder et eksempel, der forsøger at forklare den eksisterende
diskursive vinkels baggrund (den strukturelle racisme), som hun ønsker at gøre op med,
samt hvordan den konstant bliver genetableret og leder til, at der fortsat praktiseres en
racistisk diskurs. Et andet sted det kommer til udtryk, ses i det næste citat.
Mens overstående citat præsenter et nutidigt perspektiv, understreger nedenstående
citater, at diskursen er noget som Jeanette har oplevet hele sit liv.
”I skolen lærte vi at danskerne var frihedskæmpere og altid på de svages side med
gode kristne værdier”101. Det tredje udvalgte eksempel kommer i forlængelse af Ehlers
forklaring på, at monumentet er et manglende mindesmærke for de mennesker, der deler
samme lidelseshistorie som hende. Nedenstående citat er Albana der fortæller som voice-
over:
”Der er ærlig talt ikke særlig meget Black Power over vores opvækst i Odense, og
mangfoldighed - det var noget vi kunne opleve når de viste Prince på MTV. Men
Jeannette er ikke længere en mørkglødet teenager fra provinsen. Hun er en voksen sort
kvinde, med kritisk blik på den kodning, jeg altid har taget for gode varer. Der hvor vi er
“The Good Guys” og ikke en brutal aktør i et af verdenshistoriens største overgreb på
menneskeheden. Den fra skolen, historiebøgerne og museerne.”102
100 Albana (2018): 20:18-21:06
101 Albana (2018): 04:22-04:27
102 Albana (2018): 17:57-18:55
43
Ehlers’ intention om at gøre op med strukturel racisme kræver, at hun udpeger, hvor
det er, hun mener, at den kommer til udtryk, og det er netop det, de ovenstående citater
pointerer. Hendes reaktioner og udtalelser tydeliggør hendes syn på, at i og med, man
bliver ved med at repetere Danmarks tid som kolonimagt med en positiv vinkel, så
forsømmer man samtidig undertrykkelsen af de tusinde mennesker der var slaver, fordi
vinklen umuliggør at slavernes stemme bliver hørt. Ved at implementere en sådan diskurs,
og gennem flere århundrede gentage historien på den måde, så bliver det ulige
magtforhold som dengang blev grundlagt forsat reproduceret-og således fortsætter der en
undertrykkelse af den race. Det som Ehlers og efterkommere vil føle som strukturel
racisme.
Vi kan altså konkludere, at nodalpunktet bliver bakket op af den udelukkelse, af dele
af historien, som Ehlers mener, er bevidst fortrængt. Den gentagende ”gode fortælling” er
med til at opretholde et forskruet narrativ, der er med til at konstruere en opfattelse af os
selv, som altid værende ”de gode”, den manifesterende genskabelse er hun stærk
modstander af. Da det hun beskriver som ”den hvide mands blik” understreger hendes
pointe omkring, hvordan den strukturelle racisme er et produkt af en hele tiden
igangværende racistisk mekanisme, der udspringer af en historisk fortid, der
repræsenterer en tid, hvor den sorte race oplevede både brutal og voldsom undertrykkelse.
Opretholdelse af det stadig aktuelle narrativ er således med til at reproducere et
figurerende ulige magtforhold og på den måde rekonstruere en ny form for (strukturel)
racisme med tråde tilbage fra da Danmark var en kolonimagt.
Det Sorte Kapitel skildrer, hvad kunstnerne har til hensigt med I Am Queen Mary-
monumentet, og med kunstnernes intention klargjort, vil vi nu se på, hvordan
monumentet debatteres i samfundet. Før filmens udgivelse blev Jeanette Ehlers inviteret i
studiet hos Radio24syv i programmet René Linjer. Programmet var iscenesat som en
diskussion, der skulle omhandle Danmarks kolonihistorie, som monumentet har til
intention at belyse. I nedenstående stykke opridses og undersøges hvordan og hvilke
diskurser, der fremdrives igennem retorikken i radioprogram og hvordan diskussionen
spores hen på andre diskussioner (f.eks. samfundshierarki, menneskelig natur og lign), der
ligner, men ikke er væsentlige for det fremførte diskussionsemne.
44
Debatten i radioprogrammet René Linjer
Året inden “I Am Queen Mary”-monumentet blev sat op kom der en række reaktioner fra
kunstnere og medierne i og uden for Danmark. I dette afsnit har vi valgt at tage
udgangspunkt i den debat, der fandt sted i Radio24syv i januar 2017, hvor Jeannette
Ehlers gæstede programmet René Linjer sammen med tre andre kunstnere - Hella Joof,
Fenar Ahmad og Maren Uthau.
Programmets deltagere deler en opvækst grundfæstet i Danmark, dog har de fem
individer i programmet forskellige etniske baggrunde. Ehlers og Joof har begge Afrikanske
rødder, hvor Ehlers’ stammer fra en caribisk baggrund, og Joofs fra en vestafrikansk.
Ahmad kommer fra Irak, hvorimod Uthau har norske samt samiske rødder. Ahmad har
boet i Danmark i over 30 år, Uthau er født og opvokset i Norge, mens at Joof, Fredensborg
og Ehlers er født og opvokset i Danmark. Udover Fredensborg, har de fire andre i studiet
det til fælles, at de arbejder indenfor kunstens verden, Uthau værende forfatter, Joof, som
er skuespiller, Ahmad, der er instruktør, og Ehlers som billedkunstner.
På trods af at individerne i afsnittet ikke deler de samme holdninger til “I Am Queen
Mary”-projektet, så giver radioprogrammet et indblik i de forskellige diskurser. De
diskuterer også konsekvenserne af Danmarks fortid som kolonimagt. I radioprogrammet
bruger Fredensborg begrebet White Supremacy103 til at forklare sin position i samfundet.
Derfor vil vi kort redegøre for hvad White Supremacy egentlig betyder.
White Supremacy er en ideologi baseret på tanken om, at den hvide race burde styre
og dominere i alle samfund. Ideologien beskriver den sociale, politiske og økonomiske
udnyttelse af sorte mennesker, udført af hvide, baseret på opfattelsen om at den hvide race
er overlegen104.
Jan Blommaert beskriver naming105 som et redskab benyttet af journalister til at gøre
det nemmere for læsere, lyttere eller seere at identificere, hvilken social gruppe et individ
er en del af. På samme måde kan naming også bruges af journalisten, til at have indflydelse
på modtageren. Således belyser naming de relationer der er mellem navngiveren og den
103 Definition af White supremacy fra ”Collins English Dictionary”
104 Definition af White supremacy fra ”Collins English Dictionary”
105 Richardson (2006): s. 49
45
“navngivne”. Vi benytter I dette afsnit begrebet naming til at belyse de forskellige aktørers
hensigter i radioprogrammet.
Ifølge Reisigl og Wodak bruges referencial strategies106 i journalistik til at placere
individer i kategorier eller grupper for så enten at ekskludere eller inkludere subjekter i
kategorier, der skal definere deres karakterer. Vi benytter referencial strategies, til at
undersøge hvordan det har indflydelse på splid mellem karaktererne i radioprogrammet.
Analyse af radioprogrammet:
Debatten om Danmarks kolonihistorie bliver indledt idet Fredensborg sætter sig selv i en
White Supremacy-kategori ved at omtale Uthau som hvid, og efterfølgende omtale de tre
andre gæster henholdsvis som perker og negere107. Hans ordvalg danner et hierarkibillede,
hvor han selv, grundet sin hudfarve, er øverst, og Joof og Ehlers på baggrund af deres
mørkere hudfarver, er nederst. Hændelsen sker i introduktionen, hvor Fredensborg siger:
”så kan man sige, så har jeg to negere” 108. Han vælger at benytte sig af en retorik, der er
med til at reproducere en diskurs, hvori der indgår racistiske budskaber. I den
sammenhæng analyserer vi os frem til, at han stiller Ehlers og Joof i opposition til sig selv,
på baggrund af deres hudfarver. Dette resulterer i en situation, hvor Ehlers reagerer i
protest. Brugen af ordet ”neger” er ikke kun en provokation, men det diskriminerer mod
dele af hendes identitet, for eksempel det faktum at hun er halvt dansk, og derfor deler
nogle ligheder og privilegier med de hvide mennesker i studiet og landet. Det gør at
debatten om Danmarks kolonihistorie bliver udskudt, for at snakke om hvorvidt ordet
”neger” skal benyttes i dag. Det emne er selvfølgelig interessant, fordi det giver en reaktion,
og giver plads til at dele personlige meninger omkring ordet, men det resulterer også i at
debatten om Danmarks kolonihistorie, mister opmærksomhed, og der i stedet bliver brugt
tid på at diskutere brugen, og nødvendigheden for ordets eksistens. Det viser os at
Fredensborg som programmets vært, ønsker at benytte en magtstruktur, og ved hjælp af
naming, positionerer sine gæster på baggrund af deres hudfarve.
106 Richardson (2006): s. 49
107 Fredensborg. René linjer. (2017): 1:57
108 Fredensborg. René Linjer. (2017): 2:12
46
Som beskrevet i metodeafsnittet bruges referential strategies til at sætte individer i
kategorier. Så når Fredensborg siger, at han er en del af the white superior race109, påtager
han sig de privilegier og den magt der tilhører den type personlighed, og ligeledes kalder
Ehlers og Joof for ”negere”, og sætter dem i en rolle, hvor de skal underlægge sig hans
autoritet. Han distancerer dem fra sig selv, hvilket gør forståelse og enighed til et svært mål
at opnå. Deres oplevelse og forståelser bliver fra start af sat i to modsatrettede poler.
Grunden til at Joof placeres over Ehlers, betragter vi i de næste citater, hvor Joof og Ehlers
svarer på Fredensborgs spørgsmål: ”så kan man sige, så har jeg to negere”110
Som reaktion på Fredensborgs ord: svarer Joof: ”ja” samtidig med at Ehlers svarer ”nej,
det har du ikke”111. Joof og Ehlers er ikke enige, hvilket fremhæver den diverse tilgang til
emnet, der er blandt folk af samme social gruppe. Det første Joof svarer er ”ja” og dermed
giver hun Fredensborg ret til at bruge ordet. Fredensborg benytter sig så også af Joofs
åbenhed for ordet, når han siger “neger” fem gange i forbindelse med en bog Jørgen Clevin
har skrevet112. Joof forklarer efter, at hun er fra en tid hvor det var normalt at ordet ”neger”
blev brugt, og ud fra hendes svar til Fredensborgs kommentar, kan det konkluderes at hun
enten er blevet vant til at høre det, eller bare har accepteret, at det er en diskurs, nogle
mennesker benytter, til at beskrive en med hendes hudfarve113. Vi ser en reproduktion af
en diskurs hvis rødder bunder i racisme, og når Joof accepterer ordet ”neger“, så
legitimerer hun den fremførte diskurs, hvilket stiller hende i opposition til Ehlers’
diskursive ønske om at gøre op med racisme. Hun siger ikke kun ”nej”, men ”nej, det har
du ikke”114. Vi tolker, at hun udfordrer hans magtposition både som hvid person og som
programmets dominerende figur og vært. Ehlers udfordrer også opfattelsen om, at alle
med mørk hud er ”negere”, og derfor skal acceptere at blive kaldt det af andre mennesker
med en anden hudfarve end deres. Det Ehlers gør, er at fortælle Fredensborg, at den
racistiske diskurs ikke længere vil blive accepteret af alle mennesker med mørk hud. Hun
109 Fredensborg, René linjer, (2017): 1:57
110 Fredensborg, René Linjer, (2017): 2.12
111 Fredensborg. (René linjer) 2017: 2:11-2:16
112 Fredensborg. (René linjer): 6:42-6:50
113 Fredensborg. (René linjer): 7:36 – 8:00
114 Fredensborg. René linjer (2017): 2:15
47
insisterer på at holde på retten til at bestemme, hvilket ord hun skal identificeres med.
Endnu en gang kan vi benytte referencial strategies og naming til at se på forholdet
mellem Ehlers og Fredensborg, når han sætter de fysiske kendetegn forrest, samt et
undertrykkende ord til at beskrive dem med. Egentlig burde det forene Ahmad, Joof og
Ehlers imod Fredensborg, da han har beskrevet dem som lavere stillet i hans hierarki, men
vi bemærker i stedet en splid mellem de lavere stillede i studiet. Vi vurderer at spliden
kommer af, at de ikke deler den samme følelsesmæssige relation, erfaring eller forståelse i
forbindelse med de undertrykkende navne de bliver kaldt.
Vi vil nu kigge på citatet ”sådan en som mig, jeg ved det godt, undskyld. Jeg kan ikke
tillade mig at bruge ordet neger, vel?”115.
Kort inden dette citat er Fredensborg blevet gjort opmærksom på, at han ikke skal
bruge ordet neger og han forklarer at han forsøger at komme frem til en pointe; “findes der
et navn for hvide mennesker som har samme effekt som ordet neger”116. Efter at pointen
er forklaret og besvaret, fletter han alligevel ordet ”neger“ ind igen, selvom det er
unødvendigt117. Ved ikke at vise hensyn til Ehlers’ ønske om at afholde sig fra at benytte
ordet, fremstår selve spørgsmålet, han i citatet stillede ironisk og derfor opfatter vi
Fredensborgs ordvalg som et forsøg på at provokere Ehlers. Det sender samtidig et signal
der understreger at han ikke ser noget galt i at bruge ord som “neger”. Når det omhandler
underholdning, respekterer han ikke Ehlers’ ønske om, ikke at blive benævnt med det
ord118. Et argument for dette er, at Fredensborg besidder magten i studiet og derfor ikke er
forpligtet til at lytte til, hvad de andre af lavere status eller mindre indflydelse har af
ønsker, hvis det ikke er i hans interesse. Han påstår at han er interesseret i at finde et ord,
der er af samme kaliber som ordet “neger”. Et ord der kan såre og give den samme
reaktion, som det gør hos Ehlers, når hun hører ordet “neger”. Men hans forsøg provokerer
og udstiller Ehlers og Joof, som det svage led ved bordet, i stedet for at give plads til dem.
115 Fredensborg. René linjer. (2017): 3:20
116 Fredensborg. René linjer. (2017): 2:2
117 Fredensborg. René linjer. (2017): 6:42
118 Fredensborg. René Linjer (2017): 3.22
48
Det næste citat vi vil analysere er ”[…] det at være hvid er en byrde”119, sagt af
Fredensborg.
Fredensborg udtrykker, at når der bliver talt om de historiske hændelser fra
kolonitiden og ting der fandt sted, så forventes der en undskyldning fra ham, eller hvide
mennesker generelt, for hændelser udført i en tid, som de nulevende hvide mennesker
intet har at gøre med. Han refererer til ”den hvide mands byrde”, et koncept, der kom til
udtryk i 1899 i Kiplings hymne ”The White Man’s Burden”120. I digtet er der ikke tale om at
sige undskyld, men snarere en pligt den hvide mand har. Pligten lyder på at skulle hjælpe
de andre racer med at blive fuldkommende mennesker, og vende sig fra deres djævelske
natur121. Når Fredensborg vælger at sige “den hvide mands byrde” i sammenhæng med, at
han føler at han som hvid, er nødsaget til at undskylde for hændelser, som han intet har
haft med at gøre, vurderer vi at debatten om kolonihistorien bliver kompleks og svær at
forstå, fordi begreberne bliver brugt forkert. Det er et tegn på, at det kræver, at man sætter
sig ind i kolonihistorien, for at have en fyldestgørende debat omkring den. Han benytter
konceptet til at forklare, hvordan han blandt andet han bærer på en historisk byrde i form
af skyld, og føler at sorte mennesker som aldrig var slavegjorte, kræver en undskyldning fra
den nuværende hvide race, som ikke var en del af slavehandlen eller de efterfølgende
hændelser, der blev udført af hvide mennesker fra et tidligere tidspunkt122.
Ahmad opfordrer til at være mere som ham, hvis man vil have succes i Danmark,
som minoritet, eller indvandrer. Det er bedre at tænke på de fordele der er ved kolonitiden,
og lægge de negative narrativer til side, som han gør123. I modsætning til Ehlers, så er
Ahmad ikke passioneret eller romantisk omkring hans fortid. Ahmad fortæller om en
samtale han havde med Claus Hjort Frederiksen, som i hans funktion som
forsvarsminister, var med til at sende 200 soldater til Irak, hvor Ahmads familie bor.
Ahmad fortæller, at han ikke ønsker en undskyldning fra Frederiksen, da han bare udførte
sit job, ”skal Claus sidde og sige undskylde til mig? Overhovedet ikke124.
119 Fredensborg. René linjer. (2017): 2:44
120 Kipling, The White Man’s Burden (1899)
121 Kipling, The White Man’s Burden (1899)
122 Fredensborg. René linjer. (2017): 2:47
123 Fredensborg. René linjer. (2017): 20.38-20.45
124 Fredensborg. René Linjer. (2017): 48:00-49.36
49
Vi tolker her, at han er nødt til at se Frederiksen som et menneske, der forsøger at
gøre, hvad der er gavner hans egne og landets interesser. Ahmad ønsker ikke at blive gjort
til et offer, og derfor gider han heller ikke have en undskyldning fra Frederiksen. Han er
nødt til at være kynisk, hvad angår historien, for at kunne overleve nutiden og have succes.
Ifølge Ahmad er der ingen grund til at hænge sig fast i fortidens uretfærdigheder, fordi det
ikke hjælper med at opnå fremskridt, eller inspirere andre til at rykke fremad. Han
benytter eksemplet til at fortælle om hans holdning, men vi ser et budskab, der opfordrer
Ehlers til at give slip på hendes oprørsmission, for at hun kan opnå den succes og de
fremskridt hun så gerne vil opnå med hendes arbejde. Selv om han ikke direkte snakker
om Ehlers, så opfatter vi det stadig som et angreb på Ehlers, fordi hun netop går op i
historien og bruger hendes kunst til at gøre opmærksom på fortiden
Ehlers bliver fremstillet som antagonisten i radioprogrammet, på grund af den
holdning hun har, der skiller sig mest ud fra de andres. Hun er også den eneste der ikke
accepterer den profil og karakter, hun bliver påført af Fredensborg, i kraft af hans
profilering af hende som værende en “neger”. Som beskrevet tidligere i analysen, bukker
hun ikke under for den magtstruktur, der forsøger at sætte rammerne for hendes
handlerum - hun udfordrer den.
Vi ser at de, der forsøger at følge strukturen og hierarkiet, enten tier eller går sammen
i et forsøg på at nedbryde Ehlers’ argumentation. Dette tydeliggøres, i radioprogrammet i
kraft af, at der i programmet finder en række personlige angreb sted. Det sker blandt andet
når Ahmad indikerer, at Ehlers gør det negative narrativ omkring den danske
kolonihistorie til en del af hendes egen historie. Fredensborg spørger så: ”har han
[Ahmad] ikke en pointe – du gør det til din fortælling? Du siger selv, at du ser et problem
fordi du har får øje på det, så leder du måske også efter det?”125. Ehlers svarer, at hun ikke
forstår, hvorfor Ahmad og Fredensborg lyder som om, at de ikke tror på, at der findes en
magtstruktur, som er racistisk, til hvilket Fredensborg svarer: "nej”. Ehlers svarer, at hun
ikke forstår, hvorfor Ahmad og Fredensborg lyder som om, at de ikke tror på, at der findes
en magtstruktur, som er racistisk ”nej, det findes, men når du fokuserer på det, så
kommer det jo også til at fylde for dig selv - måske sku vi bare komme videre?”126. Det
125 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:12-21:20
126 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:07 – 21:14
50
ser vi som et tegn på, at Fredensborg anerkender det problem hun snakker om, men
tilskriver hendes forståelse af problemets omfang til at hun fokuserer for meget på
problemet: ”Nej, det findes, men når du fokuserer på det, så kommer det jo også til at
fylde for dig selv, måske sku vi bare komme videre?”127.
Antagonismebegrebet128 belyser den strid, der er mellem diskurserne i
radioprogrammet, hvor individerne har til formål at forsvare deres mening. Et eksempel
på det er, når Ahmad siger til Ehlers: ”noget der går videre og så får modstand, kommer
ingen vegne” 129. Citatet genforklares af Fredensborg som følgende: Ahmad siger her, at
Ehlers ikke kommer nogen vegne med det hun har gang i, fordi dem hun forsøger at give
modstand, egentlig er kommet videre. Vi tolker ud fra det, at Ahmad opfatter Ehlers’ kunst
som værende modstand imod de mænd, der koloniserede hendes folk, og at hun dermed
allerede har tabt kampen, da de ikke længere lever.
Som beskrevet i analysens introduktion, så havde radioprogrammet til formål at
debattere Danmarks kolonihistorie. Ud fra vores analyse ser vi, at radioprogrammet
vægter underholdningen højere, da det er vigtigere at appellere til den bestemte målgruppe
for radioprogrammet.
Om det er den eneste begrundelse, kan diskuteres, da man bemærker at deltagerne
også er mere optaget af at tale om deres personlige følelser og meninger omkring emnet,
der ikke helt har noget at gøre med at forstå historien. I analysen ser vi, at for at have en
konstruktiv debat omkring fortiden, er der nødt til at føres en debat med folk, der kender
til historien. Den eneste i studiet, der har kendskab til den kolonihistorie der diskuteres, er
Ehlers selv, også selvom, hun ikke har alle sine facts omkring den på plads. Det ville ikke
være et problem, hvis det gik ud på at stille hende spørgsmål, som faktisk har at gøre med
kolonihistorien, men i stedet fører spørgsmålene og hendes egne svar til personlige angreb
og perspektiveringer til emner, der ikke hører til debatten om kolonihistorie, hvilket var
det oprindelige diskussionsemne. I radioprogrammet har vi en vært, som også er en del af
debatten, og når man har en vært der påvirker debatten, som Fredensborg gør, så kan det
meget hurtigt gå hen og blive én stemme, der bliver hørt. Og når en vært i forvejen har så
127 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:07 – 21:14
128 Meyersfremmedsordbog.dk
129 Fredensborg. René Linjer. (2017): 35:11
51
meget indflydelse på, hvordan lytteren skal opfatte karaktererne, falder debattens værdi
også, i kraft af at værten i nogen udstrækning kan diktere, hvem der er tildelt taletid, og
hvornår. Alt dette gør dog debatten underholdende at lytte til, men ikke særligt effektiv
som konstruktivt indskud i debatten om kolonihistorie. Dette er et eksempel på, hvordan
emner, som er vigtige for nogle individer eller sociale grupper i det danske samfund, kan
blive brugt som underholdning. Dette er også et argument for, at der findes debatter, som
er sat op til at være mudderkast i form af meninger og personlige angreb, i stedet for at
være en udveksling af information, viden og erfaringer, i et forsøg på at forstå og forene de
forskellige narrativer og individer i debatten.
Vi ser hvordan diskussionen afledes fra en debat om kolonihistorien, til
en vildfarende debat om Danmarks identitet i nutiden. Men det er ikke kun i en åben debat
blandt mange aktører at diskussionen løber løbsk. Vi vil nu gå videre til en mere
vidensbaseret debat, fremført i avisartikler af, blandt andre, historiske fagfolk, men som
alligevel formår at tale forbi hinanden.
Indholdsanalyser af udvalgte artikler
Begrundelse for valg af litteratur Debatten om monumentet og dets skildring af kolonitiden ses også i mere formelle
medier. Her er udvalgt fire artikler fra henholdsvis historikere såvel som personer med
mindre ekspertise indenfor historieformidling. Grundlaget for at undersøge positionerne
hos historikere ligger implicit, idet de har en faglig dybde indenfor
historieformidling. Formålet med inklusionen af ikke-specialiserede personer er at skildre
også disse menneskers reproduktion af en diskurs i forbindelse med historieformidling.
Vi finder ligheder mellem diskurserne hos sidstnævnte og historikerne, og vi ser, at
dialogen mellem historikere har endegyldigt samme impotens som den, der foregår
mellem ikke-specialiserede personer. Vi skildrer gennem analysen, at alle
debattørerne, trods den faglige ekspertise hos historikerne, formår at ændre
diskussionens retning nok til, at diskussionen bliver ufokuseret. Inklusionen af
akademikere såvel som ikke-specialiserede debattører, sker på baggrund af vores ønske om
at skildre netop det faktum, at problemet med diskussionen ikke opstår på baggrund af
52
inkompetence eller specialisering indenfor emnet. De snakker alle forbi hinanden så at
sige.
Et eksempel på et medie vi har fravalgt som kilde, er sociale medier, eftersom
de kilder er for spredte, ikke er lette at finde senere, hvis de da ikke er helt forsvundne. Det
samme gælder interviews. Almindelige udsagn fra menigmand er uinteressante for
formålet med vores analyse, da de ikke i den situation har mulighed for at udtrykke en
reflekteret forståelse af monumentet.
Vi har forsøgt at undgå upålidelige kilder og ikke-redaktionelt bearbejdet litteratur,
og vi har desuden valgt at undgå kilder, hvori der primært udtrykkes i form af postulater,
da belæggene for de holdninger, der udtrykkes i forbindelse med monumentets formål, er
dem, vi ønsker at analysere.
Teori- og metodeafsnit for indholdsanalyserne Vi ser i artiklerne forskellige aktører debattere om relevansen, fortolkningen og validiteten
af “I Am Queen Mary”-monumentet. Disse læsninger forklarer vi ud fra nedenstående to
teorier angående historieskrivning og national identitetsdannelse.
Den ene teori er videnskabelig faghistorisk-orienteret (scientific history)130, og
ønsker at opnå en korrekt udlægning af historien gennem brugen af en kritisk
analysetilgang til kilder. Denne teori har vi valgt på baggrund af, at vi ser at nogle af
debattørerne, netop ønsker en formidling af fortiden, der er baseret på en kritisk analyse af
historiske kilder, og ønsker færre agendaer i monumentet.
Den anden teori, har vi valgt at navngive erfaringsbaseret inter
subjektiv erindringstilgang (social agency approach)131, som forsøger at belyse, at
national identitet bygger på kollektiv erindring, og derfor er en konstruktion.
Ved brug af ovenstående viser vi hvordan debattørerne taler forbi hinanden, når
de debatterer “I Am Queen Mary”-monumentet.
Vi finder brugen af disse metoder væsentlige for vores tilgang til analysen. Man
kunne have benyttet sig af analytiske tilgangsvinkler som leksikalsk diskursanalyse eller
lignende, men da vi ønsker at belyse, hvilke forståelser der reproduceres, frem for hvordan
de formidles rent leksikalsk, har vi fravalgt denne metode.
130 Gilbert (1990): 32
131 Bell (2003): 65
53
Videnskabelig faghistorie Videnskabelig faghistorie er interesseret i, at historien skal analyseres kritisk og skildres så
præcis som muligt på baggrund af analysen.132
Leopold von Ranke, var en historiker fra slutningen af 1700-tallet, hvis berømte
kriterium for historieskrivning er at forklare: “Wie es eigentlich gewesen?”133 - Hvad ved vi
faktisk? Dette citat har gennem Leopold von Rankes eftertid været centralt for
diskussionen om, hvad den korrekte måde at skrive historie på er.
En udlægning (dog ikke den eneste) af forståelsen af dette citat udtrykker den tysk-
amerikanske historiker Felix Gilbert i bogen “History: Politics or culture? Reflections on
Ranke and Burckhardt” fra 1990. Felix Gilbert hævder, at Rankes citat er blevet brugt som
fundament for “scientific history”, og beskriver det således:
“One claim is that history is a science, that it is primarily concerned with facts and
their casual connection-how they acted upon each other. [...] Like any other
science therefore, history has its own method, the critical method, and Ranke is
understood to have extended the critical method of philology to the entire study of
the past. According to this view, Ranke is praised as the originator of scientific
history”134.
Den kritiske metode, der her nævnes, indebærer en skepsis over for de kilder, der har
informeret en given udlægning af historien. Denne skepsis’ formål er at få formidlet den
mest korrekte gengivelse af fortiden. Dvs. hvis man f.eks. skulle opstille et monument, bør
man gengive den historiske person eller begivenhed som de var, eller som vi med bedst
historisk belæg kan påvise at de var.
Denne kritiske metodes formål er at få en bedre forståelse af en given historie, og
den kan gennem videnskabelig faghistorie benyttes til at pointere korrektheden
af afbildninger af f.eks. en historisk person.
132 Gilbert, (1990): 32
133 Gilbert, (1990): 33
134 Gilbert, (1990): 32
54
Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang, som beskrevet af Duncan S. A. Bell i
hans essay “Mythscapes: Memory, mythology and national identity”135, er en metodisk
fremgangsmåde inden for erindringshistorie. Erfaringsbaseret inter-
subjektiv erindringstilgang er beskrevet og begrundet således:
“It is fruitful to employ a ‘social agency’ approach to memory (as outlined in Sivan
and Winter 1999a and b) This approach understands memory to be a socially-
framed property of individual minds, and (following from this) collective memory
- or what is more accurately referred to as collective remembrance - to be the
product of individuals (or groups of individuals) [...] Collective memory is
therefore an experientially formatted inter-subjective phenomenon”136
‘Social agency’ betyder altså at bevidstgøre sig selv omkring, at kollektiv hukommelse er
en konstruktion. Perception (her sensorisk input) er aldrig kollektiv, da vi ikke har
kollektive receptorer (fysisk delte/fælles apparater). Den kollektive opfattelse er en
konstruktion, som individer konstruerer i fællesskab, og den vil altid være abstrakt for
individet.
Duncan S. A. Bells essay uddyber også brugen af begrebet ‘kollektiv hukommelse’.
Det er vigtigt, at man ser kollektiv hukommelse således: “[…] they should not be classified
as truly mnemonic”137 altså, at den kollektive hukommelse faktisk ikke er til hjælp for
akkurat historiebeskrivelse, men tværtimod bør den kollektive hukommelse helst ses som
“mytologisk”, da det hellere end at angive historisk korrekte begivenheder, som de har
udspillet sig, kan siges at opstille et “glansbillede” eller i hvert fald et ukorrekt billede af,
hvordan tingene har udspillet sig.
Kollektiv hukommelse er ifølge Bell et erfaringsbaseret “inter-subjektivt” fænomen.
Det bygger på erfaringer som flere mennesker (minimum to) har oplevet og deler med
135 Bell (2003)
136 Bell (2003): 65
137 Bell (2006): 65
55
hinanden138. Det gør at de folk får sat ord på oplevelsen og dermed konkretiserer
(oversætter) de følelser og idéer, som oplevelsen kun åbenbarede til de folk, som erfarede
det. Når det er oversat bare én gang, kan det deles med uindviede, som ikke erfarede
oplevelsen, men således kan tage del i de riter og handlinger, som åbenbaringerne måtte
inspirere til.
På baggrund af dette, kan folk flere generationer senere dyrke de samme fælles idéer,
uden at have erfaret det selv - de har en kollektiv hukommelse: De har en fortælling om
noget som ligger før dem selv, men som de knytter sig til i fællesskab, og det kan fungere
som fundament for deres ambitioner - altså noget, de kan bygge videre på. De kan dermed
anvende denne kollektive hukommelse som et belæg, der knytter historien sammen med
nutiden (evt. til samtidsformål).
Man kan altså fremstille en fortælling, og forbinde den med mennesker i samtiden,
for dannelse af en national identitet, som danner rammen om det nationale fællesskab.
Denne tilgangsvinkel overfor historie kan være med til at danne en skepsis over for
dannelsen af national identitet i sig selv.
Oprids: De holdninger og diskurser, der gør sig gældende i artiklerne vedrørende “I Am
Queen Mary”-monumentet og dets læsning, vil opridses i dette stykke. Formålet
med kommende redegørelse er at give et indblik i hvad, der faktisk siges om monumentet.
For at kunne forstå helheden i debatten, ser vi også på hvordan den føres, i den
efterfølgende analyse. Denne dissektion af debattørernes diskurs vil senere anvendes til at
kaste lys på de faktorer, der både danner og reproducerer disse diskurser, når det handler
om gengivelse af fortiden i form af et mindesmærke.
Der vil først indgå redegørelser af standpunkter i to debatter. De første standpunkter
der redegøres for, vil være dem, der kommer til udtryk igennem en debat, der har foregået i
Kristeligt Dagblad. De to debattører (Jes Fabricius Møller og Gunvor Simonsen) er begge
historikere og de kan siges at have ekspertise inden for diskussionen om læsningen af
monumentet i en historisk kontekst. Dernæst vil der redegøres for de udtalelser, der
kommer til udtryk gennem en debat fra “POV.international”. Her er debattørerne (Nikolaj
Bøgh og Emilie Kellberg) mindre specialiserede inden for kulturhistorie, men de benytter
138 Bell, (2003): 65
56
sig af historien som belæg til at definere monumentets betydning og relevans for samtiden.
Begge debatter udspiller sig i april 2018 kort tid efter monumentets indvielse d.
31. marts 2018.
Under analysen bliver debatten undersøgt nærmere, med henblik på, hvor vi mener,
der kan siges at være tale om elementer, der gør debatten ufokuseret. Vi udpeger desuden
også med grund i vores valgte teori, nogle fundamentale forståelser af ihukommelse af
fortiden, der kan ligge til grund for de fire debattørers holdninger til formidling af
kolonialhistorie.
I diskussionen understreger vi, hvordan debattens udspil har medført en ufokuseret
diskussion. Vores henblik med dette afsnit er at anskue, hvilke diskurser de benytter og
reproducerer, samt skildre, hvor vi mener, debatten fejler - hvor de taler forbi hinanden.
Sidst i refleksionsafsnittet giver vi bud på, hvilke andre analyser af debatten man
kunne have lavet, ud fra samme udgangspunkt som vi havde. Vi vil desuden eventuelt give
et bud på, hvordan debatten skulle være udført, hvis man ville tilgodese hensigten om at få
diskuteret det oprindelige emne (Danmarks kolonihistorie) ordentligt.
Kort beskrivelse Jes Fabricius Møller - Lektor på SAXO-instituttet KU med speciale i kulturhistorie.
Gunvor Simonsen - Lektor på SAXO-instituttet KU med speciale i koloniale magtformer og
magtforhold.
Nikolaj Bøgh - Byrådspolitiker (Konservative), skribent ved POV.international,
cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver.
Emilie Kellberg – Journalist ved POV.international (og den eneste som bringer
en konkret teori ind i debatten).
Redegørelser af debatter
Jes Fabricius Møller “En hyldest til oprøret” Den debat, der vil redegøres for først, udspiller sig i de to artikler: ”En hyldest til
oprøret”139 af Jes Fabricius Møller bragt i Kristeligt Dagblad, og ”I Am Queen Mary” - Jes
139 Møller (2018)
57
Fabricius Møllers kritik af ny statue rammer ved siden af”140 af Gunvor Simonsen, også
bragt i Kristeligt Dagblad.
I sin artikel tilkendegiver Jes Fabricius Møller som sin første pointe mht. selve
debatten om dansk kolonihistorie, at han finder det interessant at: ”… Det første
monument der skal minde danskerne om denne fortid slet ikke handler om slaveri, Mary
Thomas var ikke slave”141. Jes Fabricius Møller underbygger denne påstand om, at Mary
Thomas ikke var slave ved at referere til det historiske faktum, at oprøret på St. Croix fandt
sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne142.
Han uddyber derefter endnu et kritikpunkt han finder
ved monumentet - det symboliserer ifølge ham ikke, hvad det skal: ”Ethvert monument er
en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles […] Det komplicerer budskabet noget,
at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, dansk og ikke mindst amerikansk
nutid” 143. Jes Fabricius Møller ser et problem i, at “I Am Queen Mary”-monumentet efter
hans mening også fungerer som en form for galionsfigur for ”Black Rights”-bevægelsen,
hvilket han senere uddyber med kommentaren: ”Den amerikanske dagsorden blev
tydeliggjort ved afsløringen i lørdags. Organisationen Black Lives Matter Danmark gik i
demonstrationstog med slutmål ved statuen”144.
Hans sidste kritik af statuen går på, med hvilken hensigt han har forstået, at den er
blevet lavet. Han skriver: ”Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og
de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder
oprør og kamp […] Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns
Kommune – om det lige var meningen”145.
Meget overordnet er de problematikker, Jes Fabricius Møller ser
ved monumentet, godt opsummeret således:
- Mary Thomas var ikke slave, men hun bruges som det første mindesmærke om
Danmarks tid som slavenation.
140 Simonsen (2018)
141 Møller (2018)
142 Møller (2018)
143 Møller (2018)
144 Møller, (2018)
145 Møller, (2018)
58
- Monumentet burde symbolisere den historiske begivenhed og afspejle dets samtid og
ikke inkludere “Black Rights” bevægelsen som en del af, hvad monumentet skal skildre.
- Monumentet bliver inddraget i hele den nordamerikanske ”Black Rights”-bevægelse,
selvom den historiske begivenhed, der var oprøret, fandt sted i Caribien.
- Monumentet symboliserer og hylder oprør – ikke dansk kolonialhistorie, og denne
funktion stemmer muligvis ikke overens med, hvad hensigten med monumentet var.
Gunvor Simonsen “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers
kritik af ny skulptur rammer ved siden af” Gunvor Simonsen skriver seks dage efter et svar på Jes Fabricius
Møllers positionering over for monumentet og italesætter de problemer, han mener at
finde ved monumentet. Hun skriver denne kritik af hans kritik i artiklen ”I Am Queen
Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af skulptur rammer ved siden af”146.
Hun begynder sin artikel med en hurtig skitsering af de ovennævnte
problemstillinger, som Jes Fabricius Møller finder ved monumentet. Som hun selv
skriver: ”DER ER MEGET GALT med skulpturen ”I Am Queen Mary” […] Det kan vi
forstå på Jes Fabricius Møller”147. Det står rimelig klart for læseren, efter at have læst
overskriften, at dette udsagn om, at der er meget galt med statuen, ikke er noget Gunvor er
enig i.
Gunvor Simonsen skriver, at Jes Fabricius Møller efter hendes mening: ”[…] leverer
en typisk forståelse af, hvordan dansk kolonihistorie skal huskes” 148. Simonsen
forklarer, at Jes Fabricius Møller efter hendes mening:””Synes” at der ikke er tale om en
fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie. Samme evne til at vurdere,
hvad der er ”fyldestgørende” tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk
kunst”149. I dette citat ses, at Simonsen mener, at Fabricius Møllers argument er svagt. Hun
forstår det som at Fabricius Møller mener, at man ikke kan gøre kunst fyldestgørende, hvis
den er politisk, og det er Simonsen uenig i. Hun undrer sig over, om man overhovedet kan
146 Simonsen, (2018)
147 Simonsen, (2018)
148 Simonsen, (2018)
149 Simonsen, (2018)
59
lave kunst der handler om kolonitiden, uden at den bliver politisk150. Hun mener altså, at
det problem Jes Fabricius Møller har med monumentet ikke er, at den er politisk, men at
den er en anden slags politisk kunst end den, han måske gerne vil se.
Hendes sidste kritik af Jes Fabricius Møller går på, at han, ifølge hende, også har
udtalt, at han finder et problem i, at statuen illustrerer en kvinde. Hendes svar på denne
kritik er: ”Hvad er der egentlig galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan
blive klogere på fremtiden?”151.
Gunvor Simonsens kritik af Jes Fabricius Møllers læsning og fortolkning kan generelt
opsummeres således:
- Hun mener, at Jes Fabricius Møller ikke har ret til at afskrive to kunstneres ret til selv at
definere hvad der er en ”fyldestgørende” præsentation af kolonitiden.
- Hun mener, at hans kritik af monumentet som værende ”politisk kunst” ikke er holdbar,
eftersom det for det første måske ikke engang er muligt at skabe kunst, der vedrører
kolonitid, upolitisk, og for det andet at Jes Fabricius Møllers kritik peger mere i
retningen af, at han bare er uenig med, hvilken slags politisk kunst det er.
Den anden debat er taget fra netavisen POV.international, hvor Nikolaj Bøgh i
“Politisk kunst med tynd historisk fernis”152 kritiserer “I Am Queen Mary”-
monumentet, som Emilie Kellberg senere forsvarer i artiklen “All Hail Queen Mary”153.
Nikolaj Bøghs artikel “Politisk kunst med tynd historisk fernis” Nikolaj Bøgh lægger ud med at tale om den begrænsede bevidsthed omkring Danmarks tid
som kolonimagt, og han giver udtryk for, at perioden også kan være svær at få øje på i det
Københavnske bybillede, hvor man skal “... være i besiddelse af stor forhåndsviden for at
kunne identificere de bygninger og andre historiske mindesmærker, der i virkeligheden
har en relation til Danmarks rolle som kolonimagt.”154.
150 Simonsen, (2018)
151 Simonsen, (2018)
152 Bøgh (2018)
153 Kellberg (2018)
154 Bøgh (2018)
60
Han fortsætter med at hylde historiske monumenter og forklarer, at de udfører en
rigtig god og vigtig funktion i forhold til at kendes vores ophav: “... de [monumenterne] er
med til at lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt
fællesskab med udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske
befolkning har og bygger videre på.”155.
Efterfølgende begiver han sig i kast med at beskrive baggrunden for den
historiske person Mary Thomas, og han sætter det op mod, hvordan kunstnerne fremstiller
hende på deres hjemmeside. Han skriver blandt andet at Fireburn-oprøret teknisk set ikke
var et slaveoprør, men et arbejderoprør, og stiller spørgsmål ved, om hun kan være en
heltinde, når hun havde træk der i virkeligheden vil danne et billede af en kontroversiel
person156. Han refererer til artiklen “Fireburn-dronningerne – Danmarks glemte
heltinder”157, som redegør for hele Fireburn-oprøret med fokus på de ledende
oprørskvinder.
Nikolaj Bøgh afslutter denne første del af artiklen ved at stille spørgsmål ved
legitimiteten af voldelige arbejderoprør158.
Herefter beskriver han monumentet og dets symboler, og han påpeger de udtryk han
finder problematiske, som f.eks. at statuen ikke forestiller en historisk Mary Thomas, men
de to kunstnere159. Han siger det fjerner fokus fra en historisk konkret person til
kunstnerne selv (altså er det ikke et mindesmærke), og mistænker dem for at bruge Queen
Mary til at identificere sig med “... alle undertrykte (sorte, kvindelige) oprørere til alle
tider?”160.
Han fortsætter og skiller stolen Queen Mary sidder i fra hende ved at pointere, at den
er en reference til det berømte fotografi af Huey. P. Newton og Black Panther-
bevægelsen (som vi også har nævnt i tidligere afsnit), og dermed er helt uden for historisk
155 Bøgh (2018)
156 Bøgh (2018)
157 Sampson (2017)
158 Bøgh (2018)
159 Bøgh (2018)
160 Bøgh (2018)
61
kontekst161. Han opridser hvordan Black Panther var en voldelig gruppering og sætter den
op mod Martin Luther King og hans ikke-voldelige bevægelse, som han mener kunstnerne
kunne have valgt i stedet162.
Han binder det sammen ved at påpege, at Queen Mary og Huey P. Newton “... har –
udover rødder i Afrika - næppe meget andet end hudfarven og forkærligheden for
voldelige oprør som politisk redskab til fælles.”163, og han fastslår en forståelse for, at
monumentet er usammenhængende og uden historisk kontekst.
Dernæst citerer Bøgh Jeanette Ehlers: “I Am Queen Mary er et symbol på den
modstand, der har været og er mod de kolonialistiske strukturer. Skulpturen minder os
om historiens oprørsledere og styrker os i de kampe, som vi står foran i dag”164. Han
bruger citatet til at forklare, hvordan monumentet ikke er dedikeret til de konkrete
oprørere på St. Croix, men rettere sagt er en politisk kommentar og “... inspirationskilde til
fremtidige oprør mod “kolonialistiske strukturer”.”165.
Han siger København har trådt forkert ved at lade en kontroversiel statue opstille
med ordene: “København har altså fået opstillet en statue, der hylder og anbefaler det
væbnede oprør som et middel til at opnå forandringer i fremtiden. … [men] hvilke
forudsætninger der skal være opfyldt for at gribe til våben, det fremstår mere
uklart.”166. I den sidste del af citatet, giver han udtryk for, at monumentet også er diffust,
når det kommer til at handle om dets oprørsbudskab.
Afslutningsvis konkluderer han at monumentet har for mange politiske dagsordner, og det
i stedet er et stykke politisk kunst, nærmere end et mindesmærke over historien. Det er,
ifølge ham, nemlig kunstnernes egen dagsorden: ”Den handler i virkeligheden kun
tilsyneladende og i mindre grad om Danmarks kolonifortid, og i langt højere grad en
161 Bøgh (2018)
162 Bøgh (2018)
163 Bøgh (2018)
164 Bøgh (2018)
165 Bøgh, (2018)
166 Bøgh, (2018)
62
kamp om undertrykkelse og for minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med
voldelige midler.”167.
Nikolaj Bøgh mener at “I am Queen Mary”-monumentet mangler historisk kontekst,
og ender da sin artikel med sagen om at få støbt statuen i bronze med ordene: “De penge er
dog givetvis bedre givet ud på monumenter med en klarere varedeklaration og knap så
mange politiske dagsordner, der bedre opfylder hensigten med at skabe bevidsthed om
Danmarks kolonihistorie.”168.
SAMMENFATNING: Nikolaj Bøgh stiller spørgsmål ved,
hvad monumentet egentlig siger, i modsætning til kunstnernes egne udlægninger, og
åbner for debatten om politisk kunst samt korrekt historisk kontekst og
nationalfællesskab.
Emilie Kellbergs artikel “All Hail Queen Mary” Emilie Kellberg lægger ud med at referere til Nikolaj Bøghs artikel og skitsere hans
holdning, hvad hun netop lægger vægt på mere eller mindre bare er en holdning; “... hvad
den for ham repræsenterer.”169.
Hendes næste fokuspunkt er det om Bøghs holdning til generelle historiske
mindesmærker, og hun citerer ham for at foretrække mindesmærker som “[…] lære[r] os
om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab med
udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske befolkning har
og bygger videre på.”170. Men dette nationale fællesskab kalder Emilie Kellberg en myte.
Hun ridser op hvordan det nationale fællesskab er en konstruktion og ikke har den
historiske korrekthed som fundament, “[…] at nationale identiteter bygger på historier
eller myter”171 og henviser til et tidsskrift (The British Journal of Sociology), og citerer så
lektor ved Cambridge Universitet Duncan S. A. Bell, for yderligere at sige at det er historier
eller myter, “[...] der simplificerer, dramatiserer og selektivt fortæller historien om en
167 Bøgh, (2018)
168 Bøgh, (2018)
169 Kellberg (2018)
170 Kellberg (2018)
171 Kellberg (2018)
63
nations fortid og dens plads i verden, dens historiske eskatologi: en historie, der belyser
dens nutidige betydning gennem (re)konstruktion af dens fortid.”172
Emilie Kellberg fortsætter ved at fortælle hvilken dansk sammenhæng det har (når nu den
nationale identitet er konstrueret), og skriver om rytterstatuer og andre tidligere
mindesmærker, som “[...] frem for at “lære os om vores fælles historie” servicerede
samtidens fortælling om nationen og i forlængelse deraf den politiske vilje.”173
Hun sætter fokus på det nationale fællesskab, hun mener Nikolaj Bøgh accepterer
som historisk legitimt, og kalder det naivt, hvis man “[…] går historien efter i sømmene
[…]". Som eksempel hiver hun fat i Grundtvig og hans “Indbydelse”, hvor hun har citeret
ham for at opildne til konstruktion af nationalidentitet: “søge en Kreds, hvor Øiet kan
styrkes og frydfuldt bevæges, hvorfra vi kunne oplivede vende tilbage, og gribe i vor
Tidsalder med et Mod og en Tillid, som om det Svundne kunne genfødes.”174.
Derefter fortsætter Emilie Kellberg og siger at selv om Grundtvig romantiserede
fortiden “[…] var [det] ikke ensbetydende, at han samtidig advokerede for en samtid,
hvor man faktisk adopterede vikingens voldelige levevis.” Hun mener det er ville være en
fjollet betragtning og sammenligner det med hvad Nikolaj Bøgh siger om monumentet (og
kunstnerne til) “I Am Queen Mary”: “[…] [kunstnerne vil] hylde og anbefale det væbnede
oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden.”175
Kellberg afrunder ved at kalde Bøghs kritik en misforståelse af hvad et nationalt fællesskab
bygger på. Kun ved “[…] at fremhæve eller underspille de dele af historien, som bedst
tjener kunstnerens eller tidens politiske intention” 176 kan en følelse af fællesskab bygges
op. Hun kaster Bøghs krav om historisk korrekthed væk og siger at der intet
fællesdannende kommer ud af at skildre historien præcis som den var.
172 Kellberg (2018)
173 Kellberg (2018)
174 Kellberg (2018)
175 Kellberg, (2018)
176 Kellberg, (2018)
64
Hun fortsætter med mere om det danske nationale fællesskab; Hvis det findes, er det
en “... konstruktion af, hvordan vi helst ser os selv.”177, og endeligt mener Emilie Kellberg
at “I Am Queen Mary”-monumentets mangel på historisk præcision, netop gør
monumentet “vedkommende og almengyldigt”178.
SAMMENFATNING: Emilie Kellberg kritiserer Nikolaj Bøghs forståelse af
monumenter i sin artikel “All Hail Queen Mary”, og forsvarer “I Am Queen Mary”-
monumentet ved at bruge Nikolaj Bøghs egen kritik af andre mindesmærker i
København, som hun knytter til det nationale fællesskab Bøgh taler for, og med det
fremviser hun at dannelsen af en national identitet, er baseret på nyttige myter og ikke-
historiske fakta.
Vi vil nu bevæge os videre til en analyse, hvori vi vil vise, hvorfor vi mener at Fabricius
Møller og Bøgh har lignende opfattelser, som står i kontrast
til Simonsen og Kellbergs tilsvarende lignende opfattelser.
Indholdsanalyse Det vi her ønsker at undersøge er, hvordan debattørerne taler forbi hinanden angående
monumentet og dets funktion, samt hvilke reproducerede holdninger, der er med til at
drive debatten af sporet. Ud fra førnævnte vil vi bearbejde spørgsmålet: Hvordan
diskussionen omhandlende ihukommelse af dansk kolonitid ikke formår at være
konstruktiv.
Måden, hvorpå vi vil nå frem til hvordan, er ved at udlede hvilke holdninger de
tilkendegiver, og hvordan deres udvalgte nedslagspunkter er med til at
ødelægge diskussionen. Til dette har vi redegjort for to teoretiske tilgangsvinkler til
historieskrivning og formidling: Det ene, videnskabelig faghistorie, det andet
erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang.
Jes Fabricius Møller udtrykker i sin artikel, at han finder det problematisk, at Mary
Thomas, som monumentet har taget navn efter, ikke var slave. Som han selv skriver ret
177 Kellberg, (2018)
178 Kellberg, (2018)
65
eksplicit: “Mary Thomas var ikke slave”179. Han pointerer netop, at han betragter det som
forkert at benytte sig af en ikke-slave som model for et monument for et slaveoprør. Det er
en kritik vi ser fremstillet i hans artikel, og denne kritik er også fremhævet i vores
redegørelse. Vi forstår herudaf, at Fabricius Møller drejer diskussionen ind på et emne, der
ligner, men ikke er, det originale; Diskussionen ligger i, hvorvidt monumentet er et godt
mindesmærke.
Når Fabricius Møller kritiserer den historiske korrekthed i monumentet, har han
altså ikke godtaget kunstnernes egen hensigt med monumentet som hel valid. Det handler
ikke længere om, om monumentet er en god gengivelse af Danmarks kolonitid, men om
hvorvidt kunstnernes intention kan retfærdiggøres.
Vi analyserer os frem til, at Jes Fabricius Møller opererer inden for rammerne
for videnskabelig faghistorie, når han laver den ovenstående kritik af monumentets
hensigt. Han forklarer således: “Der synes i det hele taget at herske enighed blandt
skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler
om og hylder oprør og kamp”180. Han mener at monumentet inddrager forkerte
dagsordner, og han ender med at ændre diskussionens fokus, og er dermed med til at
forværre debatten om kolonihistorien.
Nikolaj Bøgh tilkendegiver at Danmarks kolonitid er dårligt repræsenteret i
mindesmærker, og ligger skjult i visse bygningers historie181. Med det siger han, at han
også ser manglen på et mindesmærke for kolonitiden. Han statuerer, hvad historiske
mindesmærker kan og skal gøre182, ud fra et syn som vi ser som værende videnskabeligt
faghistorisk-orienteret. Det anvender han som en standard i hans kritik af “I Am
Queen Mary”-monumentet, hvor han gennem følgende argumenter siger, at den ikke lever
op til det den burde (men gør alt muligt andet):
179 Møller, (2018)
180 Møller, (2018)
181 Bøgh (2018)
182 Bøgh (2018)
66
Bøgh kritiserer først den historiske person Mary Thomas, og lægger vægt på at hun
nok rettere end en heltinde, var en kontroversiel person, som så vold som et værktøj183. Det
bygger han på Philip Samsons artikel, der fortæller på godt og ondt om de ledende
oprørskvinder under Fireburn-oprøret, som Bøgh i øvrigt lægger op til, at man ser som en
voldelig arbejderkonflikt, og altså ikke et slaveoprør184.
Når han påpeger kunstnernes egne kroppe i selve statuen185, får han adskilt den
historiske Mary Thomas fra monumentet, og siger dermed, at monumentet ikke forholder
sig faktuelt til historien, hvilket den bør, og helst så præcist som muligt ifølge Bøghs
standard.
Bøghs næste nedslagspunkt er angående referencen til Huey P. Newton og Black
Panther-bevægelsen. Her siger han, at monumentet er uden for sin historiske kontekst
(kolonitiden) og dermed fejler i sit budskab som mindesmærke. Den endda opfordrer til
voldelige metoder, ikke fredelige løsninger - det er et problem, mener han. Han fortsætter
og fastsætter at der vitterligt ikke er nogen sammenhæng mellem Mary Thomas og Huey P.
Newton i historisk forstand186, og forstærker således sit argument om, at monumentet
tjener et andet formål, end at oplyse om historien.
Bøgh bruger citatet af Jeannette Ehlers (se side 61) til at fremstille hende
som hyklerisk, når hun, ifølge ham, udnytter historien og de mennesker hun hævder at
kæmpe for, for at udstille sine politiske dagsordener187.
Til sidst lægger han op til at Københavns Kommune har gjort en fejl i at
støtte monumentet, da kommunen ubevidst går imod Danmarks diplomatiske værdier og
opfordrer til vold som politisk metode. Han savner også en klar rettesnor for, hvad der
præcist legitimerer en væbnet metode188.
Nikolaj Bøgh binder sine argumenter sammen i en konklusion, og definerer, ifølge
ham, hvad monumentet egentlig er: Et stykke Politisk kunst med tynd historisk fernis, der
183 Bøgh (2018)
184 Bøgh (2018)
185 Bøgh (2018)
186 Bøgh (2018)
187 Bøgh (2018)
188 Bøgh (2018)
67
tjener til kunstnernes politiske budskab, og ikke har meget at gøre med dansk kolonitid189.
Han mener det er en ommer, og vi mener, at han igen benytter en videnskabelig
faghistorisk forståelse af, hvad historiske mindesmærker bør være og gøre, til udtryk for at
“I Am Queen Mary” ikke skal støbes i bronze.
Vi ser i analysen, at Bøgh kritiserer kunstnernes mange dagsordener190, og at hans
diskurs omkring “I Am Queen Mary”-monumentet kommer til at handle om, hvad der gør
et godt historisk mindesmærke, og ikke om kolonitiden.
Vi ser i analysen af Bøghs artikel, at han finder det kritisabelt, at monumentet
inddrager dagsordener, der ikke hører til. Bøgh mener, at der skal være færre politiske
agendaer i monumentet191, hvilket stiller hans forståelse af hensigten med monumentet i
kontrast til kunstnernes.
Han formår at drage diskussionen over på et spørgsmål om, hvad et monument i sig
selv har lov til at udtrykke, frem for at bibeholde den oprindelige debat, der vedrører
ihukommelse af dansk kolonihistorie. Hans ændring af diskussionens fokus er med til at
svække debatten om den danske kolonihistorie.
Vi mener, Jes Fabricius Møller og Nikolaj Bøgh kritiserer med samme grundlag.
Begge to opererer inden for en videnskabelig faghistorisk vinkel, i forbindelse med
monumentet og dets hensigt, i form af at de begge argumenterer for, at kunstnernes
intention med monumentet ikke er holdbar. De pointerer nemlig, at monumentet enten
ikke bør inddrage så mange dagsordener, eller bør inddrage andre dagsordner, end det gør
nu, hvis det skal symbolisere dansk kolonihistorie. Det skal pointeres, at Jes Fabricius
Møller og Nikolaj Bøgh ikke nødvendigvis har samme indgangsvinkel til fortolkningen
af monumentet, men ud fra vores analyse er deres kritik af “I Am Queen Mary”-
monumentet sammenlignelig.
Begge formår at lede debatten i en anden retning end den, der vedrører håndteringen
af dansk kolonihistorie. Det kommer til at handle om noget andet.
189 Bøgh (2018)
190 Bøgh (2018)
191 Bøgh (2018)
68
Gunvor Simonsen kritiserer Jes Fabricius Møllers afstandstagen til de mange
budskaber, der optræder i monumentet, og hun ser intet problem med, at monumentet har
flere agendaer192.
Et eksempel på, hvad der svækker den oprindelige
debat om håndteringen af dansk kolonihistorie, er Simonsens valg af kritikpunkt. Hun
udpeger i sin artikel, at hun finder Fabricius Møllers kritik af kunstnernes hensigt mindre
god, og at Fabricius Møller, efter hendes mening, slet ikke argumenterer stærkt nok for,
hvorfor han mener, at agendaerne er et negativt træk ved monumentet193. Simonsen ytrer
f.eks. at hun mener, at Fabricius Møllers holdning til det politiske budskab er fremført
uholdbar: ”[...] Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk
virkelighed. Han ”synes”, at der ikke er tale om en ”fyldestgørende” repræsentation af
den dansk-vestindiske historie. [...] Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne
ser en anden slags politisk kunst end den, som ”I Am Queen Mary” står for.”194. Simonsen
formår, (ligesom Fabricius Møller, Bøgh og som vi senere vil påvise
også Kellberg) at føre diskussionen i en ny retning. Simonsens kritik omhandler bestemt
Fabricius Møllers kritik af monumentet og dermed hans syn på kolonihistorien, men i
stedet for at skildre, hvordan historien bør gengives, ender hendes kritik med at påpege fejl
i Fabricius Møllers forståelse, frem for at fungere som et konstruktivt belæg for en anden
håndtering af kolonialhistorien.
Diskussionen omhandler dermed ikke længere ihukommelse af kolonitiden, men
rettere, hvem der skal bestemme, hvordan vi skal håndtere ihukommelse af kolonitiden.
Endnu et eksempel på en sådan kommentar, der ender med at svække diskussionen som
hele, er denne: “JES FABRICIUS MØLLER leverer en ret typisk forståelse af, hvordan
dansk kolonialisme skal huskes”195. Kommentaren fører ikke til videre diskussion om,
hvordan kolonihistorie bør huskes.
Simonsen omtaler kolonihistorien direkte i sin artikel, idet hun kommenterer den
kritik Fabricius har givet af den historiske ukorrekthed i monumentet. Simonsen kritiserer
192 Simonsen (2018)
193 Simonsen (2018)
194 Simonsen (2018)
195 Simonsen (2018)
69
også udtalelser, Fabricius Møller har gjort i et interview hos Radio24syv,
hvorfra følgende citat stammer: ”utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt
arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre […]”196. Til dette udsagn
ytrer Simonsen at det er: “[...] svært finde belæg for det i faghistoriske
fremstillinger.”197 Endnu en gang bliver diskussionen draget ind på et nyt spor, idet
Simonsen kritiserer Fabricius Møller på baggrund af, hvor informeret han er om
kolonitiden. Hun kritiserer ham og den diskurs over for kolonitiden han reproducerer i
medier, men formår samtidig at reproducere sin egen diskursive vinkel overfor Fabricius
Møller, hvilket endegyldig resulterer i, at hun, snarere end at diskutere med Fabricius
Møller, ender med udelukkende at kritisere ham, og dermed tilkendegiver hun ikke en
“rigtig” måde at ihukomme kolonialhistorien.
Emilie Kellbergs artikel er et modsvar til Nikolaj Bøgh, hvor hun redegør for et andet
perspektiv på “I Am Queen Mary”-monumentet, samtidig med at skyde grundlaget for
Nikolaj Bøghs argumenter ned ved brug af erfaringsbaseret inter-
subjektiv erindringstilgang198. Hun devaluerer hans ord og kalder det for en simpel
holdning, som hun ridser op gennem følgende argumenter:
Kellbergs fokus ligger på Bøghs forståelse af sammenhængen mellem nationalt
fællesskab og historie. Meget lig Bøgh, som først i sin artikel definerer historiske
mindesmærker, definerer Kellberg, til at begynde med, nationale fællesskaber som noget
skabt på myter - en konstruktion199 - i modsætning til Bøghs udlægning, om at fællesskabet
hviler på et fundament af sande historiske begivenheder.
Til at understøtte sit argument, refererer Kellberg til et britisk sociologitidsskrift,
hvor lektor Duncan S. A. Bell netop taler om nationale identiteter og fællesskaber ud
fra erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang200.
Hun bruger erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang til at stille Bøgh i et
dobbeltmoralsk lys, ved at pege på de historiske mindesmærker Danmark allerede har
196 Simonsen (2018)
197 Simonsen (2018)
198 Kellberg (2018)
199 Kellberg (2018)
200 Kellberg (2018)
70
(også afbilledet i artiklen)201, men som ikke opfylder kravene til den standard Bøgh
opstiller ud fra et syn, der har lighed med en videnskabelig faghistorisk tilgang. Hun
udtrykker på den måde, at de eksisterende mindesmærker fører politik i deres samtid -
akkurat den samme kritik Bøgh giver “I Am Queen Mary”-monumentet.
Vi ser at Kellberg dykker dybere ned og eksemplificerer erfaringsbaseret inter-
subjektiv erindringstilgang ved hjælp af Grundtvig, som lægger op til et nyt dansk
selvbillede i sin “Indbydelse”. Grundtvig, som hun ser som en af ophavsmændene til Bøghs
forståelse af det nuværende danske nationale fællesskab202. Altså fremstiller hun at Bøgh
ligefrem er naiv, hvis han tillægger de allerede eksisterende monumenter en forventning
om kun at være gengivelser af historien uden politiske dagsordener.
Hun pointerer også, at Bøghs diskurs om at “I Am Queen Mary”-monumentet skulle
hylde voldelige metoder, er noget vås, og hun bruger igen Grundtvig som eksempel, idet
hun siger at Grundtvigs vikingeforherligelse, i dag ikke læses som nogen opfordring til vold
som metode203.
Kellberg konkluderer, at Bøgh anskuer monumentet forkert, og at man i stedet finder
enkelte, nyttige dele af historien til dannelse af fællesskab, fremfor at bruge den
fulde historiske baggrund204 - altså en selektiv fremgangsmåde, forstået på baggrund
af erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang.
Når hun afslutter med at prise monumentet for at sætte fokus på, hvad det kan gøre
for samtidens mennesker, i stedet for at handle om en historisk korrekt gengivelse af
kolonitiden, er det endnu en tilslutningserklæring til monumentet, ligesom hun udtrykker i
titlen: “All Hail Queen Mary”.
Det interessante vi ser i hendes modsvar er, at hun diskuterer nutiden og Danmarks
identitet, når hun taler om nationale fællesskaber, men hun fører således debatten væk
fra kolonihistorien og dens gengivelse. Ligesom de andre debattører, forbedrer
Kellberg ikke debatten.
Simonsen og Kellberg giver begge udtryk for, gennem deres kritik af henholdsvis
Fabricius Møller og Bøgh, at monumentet bør læses med et kritisk blik på
201 Kellberg (2018)
202 Kellberg (2018)
203 Kellberg (2018)
204 Kellberg (2018)
71
samtidshistorien. Simonsen og Kellberg benægter ikke, at monumentet kan siges at være
historisk ukorrekt. De mener dog, at der er tale om en misforståelse, hvis det skulle være
teten med historiske mindesmærker.
Kellberg benytter sig direkte af erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang, og
vi ser, at det hænger sammen med, hvad Simonsen siger. F.eks. argumenterer Kellberg og
Simonsen begge for, at monumentet gerne må have flere politiske dagsordner. Et eksempel
på, hvorfor vi ser at Simonsen arbejder inden for rammerne af erfaringsbaseret inter-
subjektiv erindringstilgang er, når hun skriver: “Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så
vi kan blive klogere på fremtiden?”205 Idéen om, at agendaerne i monumentet er positive,
er bestemt skildret i citatet. Formålet med monumentet må gerne være at sige noget om
nutiden.
Simonsen og Kellberg giver begge modsvar til Fabricius Møller og
Bøgh, men kritiserer deres præmisser, og ikke selve kritikpunkterne. Der opstår en
svækkelse af debatten, når man tilsidesætter modparternes præmisser.
Sammenfatning af fund fra ovenstående indholdsanalyser af
debatten Det vi ser ud fra analysen af artiklerne, er to forskellige opfattelser af, hvordan historien i
“I Am Queen Mary”-monumentet bør formidles og benyttes. I følgende afsnit diskuterer vi
eksempler på miskommunikation, og vi pointerer de retningsskift som debattørerne
påfører debatten.
Vi har udvalgt de tre punkter, vi mener er mest væsentlige for at skildre, hvor denne
miskommunikation indtræder.
Det første punkt optræder i debatten mellem Jes Fabricius Møller og Gunvor
Simonsen. Vi ser Simonsen berette, at hun mener Fabricius Møller afskriver kunstnernes
evne til at skabe fyldestgørende kunst, som set i dette citat: “Deres skulptur betragtes
nærmest som ikke-autentisk, den er ”langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid”,
udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk,
snarere end en caribisk virkelighed.”206 Udtalelsen er skrevet i Simonsens artikel, men det
fremgår imidlertid, at det er Fabricius Møller selv, der har udtalt dette på Radio24syv.
205 Kellberg (2018)
206 Simonsen (2018)
72
Denne kritik er i sig selv vildledende for diskussionen, grundet at han kritiserer
kunstnernes hensigt med monumentet. At Fabricius Møller ikke accepterer kunstnernes
hensigt, er forstyrrende for diskussionen, idet den kommer til at handle om, hvor ”gode”
kunstnerne er, frem for hvordan kolonihistorien skal huskes. Gunvor Simonsens svar er
heller ikke fokuseret på det oprindelige emne. Hun kritiserer nemlig Fabricius Møllers
evne til at kunne vurdere evner hos kunstnere. Kritikken hun giver Fabricius Møller er
udformet som et validt argument, men argumentet falder lige så meget udenfor den
oprindelige diskussion, som det, argumentet kritiserer.
Vores andet punkt handler om at diskussionen bliver drevet hen på national identitet,
når Bøgh bekymrer sig over at dagsordenerne i “I Am Queen Mary”-monumentet vil ændre
den nuværende danskhed (det nationale fællesskab):
“[…] men spørgsmålet er, om de to kunstnere bag ”I am Queen Mary” ikke
har mixet lige lovlig mange politiske dagsordner i [monumentet] […] Den
handler i virkeligheden kun tilsyneladende og i mindre grad om Danmarks
kolonifortid, og i langt højere grad om en kamp mod undertrykkelse og for
minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med voldelige midler.”207.
Bøgh mener tydeligvis at kunstnerne har drevet opmærksomheden væk fra
kolonitiden.
Kellberg kritiserer Bøghs argument om at monumentet ikke skulle passe ind i
fortællingen om danskheden. Hun afskriver hans argumenter vedrørende national
identitet som irrelevante, men yder efterfølgende intet for at indskærpe debatten til at
handle om kolonitiden - altså giver hun frit rum for mere miskommunikation.
Slutteligt bliver diskussionen svækket af kritikken af præmisser frem for argumenter,
når der ikke følges op med en ny præmis. Som nævnt oven for, ser vi flere aktører
tilsidesætte andres evner eller fortolkninger og ofte angribe påstande uden at foreslå en
bedre sammenhæng. Vi finder debattørerne i artiklerne ukonstruktive, når de taler forbi
hinanden, hvilket resulterer i at deres samlede diskussion bliver vag.
Følgende diskussion fungerer som en sammenfatning af de pointer angående
207 Bøgh (2018)
73
diskursdannelse, reproduktion af diskurser og andet fra ovenstående, vi finder mest
væsentlige igennem alle ovenstående stykker.
Diskussionsafsnit
Vores diskussion sammenfatter vores analysers generelle hovedpointer. Diskussionen vil
struktureres med udgangspunkt i de diskussionspointer, vi mener har været mest
fremtrædende i vores undersøgelser.
Monumentets budskaber Første diskussionspunkt tager udgangspunkt i det faktum, at forståelser af monumentets
budskaber kræver en vis baggrundsviden. Som skildret i første stykke; billedanalysen,
fremgår det klart, at monumentet som kunstværk indeholder en række denotative og
konnotative træk. Årsagen til, at det er relevant med en baggrundsviden om monumentet
går på, at de konnotationer man drager ud af monumentet, er baseret på, hvor meget man
kan forstå på baggrund af den historiske indsigt, man har. Man vil f.eks. ikke kunne forstå,
at monumentet har ligheder med det ikoniske billede af Huey P. Newton, hvis man ikke
ved, hvem han var. Nødvendigheden af forhåndsviden er desuden en del af hensigten med
monumentet, som vi har forklaret ud fra kunstnernes egne hensigter i vores analyse af
filmen “Det Sorte Kapitel”, hvor Jeannette Ehlers selv forklarer baggrunden for projektet
med monumentets opførelse. Vi har på baggrund af analyserne udledt, at der er en
opfordring i monumentet til at søge information omkring den del af historien, kunstnerne
mener er fortrængt. Monumentet er ikke kun en opfordring til at opsøge informationen,
men også et forsøg på at være talerør for en minoritet hvis historie, ifølge Jeannette Ehlers,
er blevet fortrængt i den danske historie. Den hensigt kan vi se i det skriftlige budskab,
som er skrevet på soklen på engelsk.
På grund af ovenstående krav om forståelse, gør det, at monumentet i højere grad er
mere beskuerafhængigt, end lignende mindesmærker. Læsninger af monumentet er derfor
arbitrære. Den beskuerafhængighed der opstår er med til at besværliggøre diskussionen
om de problematikker Jeannette ønsker at gøre op med.
Hensigten med monumentet er stærkt omdiskuteret i medier, hvilket fører os videre
til vores andet hoveddiskussionspunkt.
74
Reproducerede diskurser Vores anden hovedpointe er de diskurser der reproduceres i forlængelse af debatten om
monumentet. I debatten der udspiller sig i Kristeligt Dagblad og POV.international ses, at
der netop er nogle, der kritiserer præmisserne for monumentet og desuden også
kunstnernes hensigt. Jes Fabricius Møller fremgiver, at han mener, at Mary Thomas, som
monumentet afbilleder, ikke er den rigtige karakter at bruge, idet hun ikke var slave208.
Vores historiske undersøgelse tydeliggør, at på trods af hun ikke var juridisk slave, så var
de forhold og vilkår hun levede under, 30 år efter frigivelsen, på mange måder de helt
samme, som dem slaverne levede under. Dette er et godt eksempel på at debattørerne
diskuterer med baggrund i en selektiv forståelse af historien. Denne selektive
historieargumentation kan have baggrund i en mangel på viden, og/eller et ønske om at
reproducere en bestemt diskurs. Noget lignende finder vi i vores podcastanalyse. Her
optræder der en afskrivelse af kunstneren Jeannette Ehlers forståelser af samfundet. Det
mest fremtrædende element heraf er, når værten for podcasten benytter sig af et negativt
ladet racebestemmelsesord for sorte mennesker, som Jeannette Ehlers ønsker, at han ikke
benytter. Værten bliver ved med at benytte sig af ordet og dette i sig selv, forstår vi som en
nedværdigelse af Jeannette Ehlers ønske. René afskriver altså Jeanette Ehlers’ holdnings
værdi. Dette er en reproduktion af en diskurs. Om diskursen er god eller dårlig for
debatten i sig selv, vurderer vi ikke her direkte. Det skal dog nævnes, at det ikke er
konstruktivt for en inkluderende debat om et værk, hvis man i stedet for at forstå
argumentationen fra oppositionens egne præmisser, afskriver dette grundlag som
uholdbart og positionerer oppositionen på baggrund af dette. At positionere en opposition
på baggrund af en selvantaget hensigt er svækkende for en løsningsorienteret debat.
En ukonstruktiv debat Ovenstående lægger op til, at vi mener, diskussionen vedr. monumentet bliver
ukonstruktiv. Dette rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kunne man så gribe diskussionen an,
hvis man ville gøre den løsningsorienteret? Dette spørgsmål fungerer som vores tredje
hovedpointe.
208 Møller (2018)
75
Først vil vi referere tilbage til de ovenstående pointer, der indbefatter vores skildring
af, hvordan diskussionen falder til grunde, når der sker en afskrivelse af præmisserne for
andres argumenter. Man kunne som løsning hævde, at det måske ville være gavnligt at
forsøge at forstå kunstnernes ønskede diskussionspunkter, så diskussionen ikke tager
afstand fra de oprindelige emner (f.eks. nødvendigheden af at ihukomme Danmarks
kolonihistorie). Den indflydelse det har på debatten i artiklerne, at Fabricius Møller og
Bøgh f.eks. hævder, at Mary Thomas, fordi hun ikke var slave, ikke er egnet til at afbilde et
slaveoprør, er ukonstruktiv. Denne kommentar om den historiske korrekthed bidrager ikke
til de problematikker, kunstnerne havde til hensigt at belyse. I artiklerne ytrer både
Fabricius Møller og Bøgh dog også kritik af nogle af de emner, monumentet faktisk havde
til hensigt at problematisere. De kritiserer f.eks. at monumentet “hylder” “Black Lives
Matter”. Når denne kritik faktisk henvender sig til en af kunstnernes intentioner, kan
kritikken siges at lægge op til videre diskussion inden for emnet, hvilket vi ser som
konstruktivt. Vi mener at Gunvor Simonsen og Emilie Kellberg er med til at gøre
diskussionen “værre”, idet de vælger at fokusere på, og kritisere Fabricius Møller og Bøghs
udsagn om den manglende historiske korrekthed. Kritikken om historisk korrekthed er
uvæsentlig for de problematikker kunstnerne selv ønskede skulle diskuteres. Simonsen og
Kellbergs kommentarer til kritikken af den historiske korrekthed ender med også at være
uvæsentlig fordi de kritiserer en allerede irrelevant kritik af monumentet.
Strukturel racisme Jeannette Ehlers mener at visse ting i vores hverdag, er et resultat af en strukturel racisme.
I dokumentaren “Det Sorte Kapitel”, udtaler hun sig om “hudfarven” og hvordan det er
forkert, at “hudfarven” har en bestemt farve (beige/laks). Hvis “hudfarven” kun er én
bestemt farve, så siger det implicit at andre hudfarver end hvide, ikke er rigtige hudfarver.
Noget så småt som en definition på en farve, kan bære præg af strukturel racisme. Når man
fra barnsben lærer at “hudfarven” er den beige, hvilket er en hyppigt forekommende
tendens i Danmark, så kunne man godt tænke sig, hvordan det kunne påvirke ens
virkelighedsopfattelse senere hen. Hvis man som barn får indlært, at der kun er én
hudfarve med patent på ordet “hudfarve”, hvordan vil man så fremadrettet se på folk, der
ikke har den specifikke hudfarve?
Når man definerer en hvid persons hud med et neutraliserende begreb som “hudfarve”,
tilskriver man denne farve funktionen som værende den almene. Alle hudfarver der ikke
76
falder ind under denne kategori, blandt andet den sorte m.fl., skiller sig ud fra normen, på
baggrund af hudfarve. Ordet hudfarve er altså med til at reproducere en selektiv diskurs.
Hvorvidt det er gjort bevidst, vil vi ikke kommentere på.
Hvad stopper de mennesker, der har størst magt i samfundet, fra at diskriminere folk med
en anden hudfarve, end dem selv? Denne strukturelle racisme har et kæmpe potentiale til
at lede til mange flere onder, som diskriminering, hatecrimes, racisme, osv. Alt dette kan
opstå ud fra måden, vi definerer en farve.
Tilhørsforholdet til Danmark som kolonimagt René anerkender i hans podcast Jeannette Ehlers holdning om at der er et problem, men
siger på samme tid, at han ikke kan forholde sig til Danmarks tid som kolonimagt, fordi det
er for langt tilbage i tiden. Umiddelbart kan vi godt sætte os ind i, at det kan være svært at
forholde sig til noget, der ligger før ens tid. Danmarks tid som kolonimagt ligger dog ikke
langt tilbage i tiden, i forhold til vikingetiden, som mange i Danmark stadig glædeligt
associerer sig med.
Vi skønner, at argumenterne om håndtering af kolonitiden, fremført af Rene
Fredensborg i det tidligere radioprogram fra Radio24Syv, ville blive benyttet af færre
mennesker, hvis kolonitiden var bedre repræsenteret i den generelle historieundervisning,
og havde en større plads i f.eks. historiekanonen. Desværre vil det ikke gøre op med
argumentet om, at historiske øjeblikke mister deres relevans gennem tidens forløb, da
sådanne spørgsmål om relevans i forhold til distance, geografisk og tidsmæssigt, er meget
relative. I tilfældet med de Dansk-Vestindiske Øer kan der være mange faktorer, der kan
have været årsagen til en distancering og en reduktion af en potentiel ansvarsfølelse fra
Danmarks side. Faktorer som den geografiske afstand, specielt i en periode, hvor
kommunikation over lange afstande var en langsommelig affære (og ofte problematisk på
grund af krige o.l.), men også i forhold til, at transporttiden ligeledes affødte en
distancering fra øerne, blandt den brede danske befolkning. I forlængelse affødte den
geografiske afstand og kommunikationsvanskeligheder at det kun var et fåtal af
befolkningen i Danmark, som følte at de rent faktisk var direkte påvirket af, eller havde
nogen direkte forbindelse til Danmarks besiddelser i Caribien, og forholdene derpå.
Ligeledes kan salget af øerne, sammenlagt med tidsrummet mellem salget og nu,
have været faktorer, der muligvis kan have forøget Danmarks afstandtagen til den del af
Danmarkshistorien, hvor landet var en kolonimagt. Salget og overdragelsen af ”ansvaret”
77
til USA kan have forårsaget, at der i Danmark ikke kom et lignende opgør med den del af
historien (kolonitiden) og de berørte mennesker (eksempelvis de tidligere slaver), som
dem der fandt sted i andre europæiske lande som f.eks. Storbritannien og Frankrig.
Imidlertid har tidsrummet mellem begivenhederne under kolonitiden og vores nutid, og
måske det faktum, at der i europæisk historie har været en række store begivenheder
(f.eks. første og anden verdenskrig) muligt resulteret i, at de generationer der lever i dag
føler, at de ikke har noget tilhørsforhold til begivenhederne der fandt sted under
kolonitiden.
Identitet Debatten ender med ikke at handle om andet end identitet. Jeannette Ehlers havde det
bestemt til hensigt, at identitet skulle være fundamentet for diskussionen. Citatet her fra
filmen “Det Sorte Kapitel” opridser godt, hvor vi mener, at Jeannette Ehlers definerer
hendes ønskede diskussionsemne, som monumentet skulle skildre:
“I was born and raised in Denmark as an Afro-dane, where whitewashing of
history is dominant and the lack represantiation of black and brown people
is enormous. I grew up with this erasure of colonial inheritance,
internalising the racist structures that came with colonialism. It has shaped
me as an individual and for a while alienated me from my Afro-carribbean
ancestry. But it has also brought me closer to myself and made me strong in
my belief that there is an urgent need for identification and for re-writing
history. Basically is about identity and art can lead and guide.”209
Vores ovenstående diskussionspunkter har det til fælles, at de handler om identitet,
men aldrig eksplicit defineres som en identitetsdebat. Det er aldrig direkte identitet, der
italesættes, men samfundsstrukturer, historieformidling, evner til at gøre kunst
fyldestgørende, argumentation og lignende. Vi vil argumentere for, at det netop er
identiteten som emne, der er med til at svække diskussionen. I de ovenstående
209 Albana (2018): 53:51-54:36
78
diskussions- og analyseafsnit ses netop, at identiteten ikke, af debattørerne, er eksplicit
beskrevet som det centrale for debatten (udover af Ehlers selv). Vi udleder heraf, at det er
svært at have en løsningsorienteret diskussion, når emnet ikke italesættes direkte.
Debattens fremstilling kan derfor siges at være et symptom på, hvor svært det er at
diskutere national identitet og lignende.
Vi udleder heraf, at selve emnet identitet til at begynde med er svært at diskutere, for det
første ønsker monumentet at bryde med den konstruerede nationale identitet. For det
andet er national identitet opfattet relativt, fordi det afhænger af det enkelte individ,
hvilket yderligere besværliggør diskussionen. Vi mener yderligere, at det allerede
problematiske diskussionsemne absolut ikke drager gavn af, at emnet selv (identitet) aldrig
eksplicit bliver italesat, hvilket gør det svært at have en løsningsorienteret debat. Det er
altså svært at diskutere identitet, og endnu sværere, hvis man ikke i diskussionen nævner,
at det er netop det, man taler om.
Konklusion Vi har givet en redegørelse for, hvordan Danmark var som kolonimagt i forbindelse med
De Dansk Vestindiske Øer, samt redegjort for den historiske person Mary Thomas, der er
den centrale figur i “I Am Queen Mary”-monumentet. Efterfølgende har vi analyseret
monumentet, med henblik på dets symbolik og læsninger. Til denne analyse er benyttet
Roland Barthes billedretorik. I diskursanalysen af filmen “Det Sorte Kapitel” har vi
undersøgt kunstneren Jeannette Ehlers’ formål med monumentet, og følgeligt analyseret
og diskuteret, hvordan og hvorfor udvalgte debattører argumenterer i diskussionen om
forståelsen af den danske kolonihistorie, der er udsprunget af monumentet. Slutteligt har
vi diskuteret de fund, vi har gjort os i kraft af de ovenstående redegørelses- og
analyseafsnit. Vi har udledt følgende resultater:
Vi har fundet relevante historiske begivenheder og bekræftet i vores historiske
redegørelse, at selv efter slavernes frigivelse i 1848, var de stadig underlagt slavelignende
tilstande. Vi har bekræftet, at monumentet har mange konnotative betydninger, og
samtidig at disse betydninger i vid udstrækning er beskuerafhængige. Vi har, ud fra vores
billedretoriske analyse af monumentet konkluderet, at en række af dets konnotationer
bakker op om kunstneren Jeannette Ehlers’ hensigt om at skabe et kunstværk, der skulle
79
indgå i både diskussioner om national identitet samt at fungerer som mindesmærke for
dele af Danmarkshistorien, Jeannette Ehlers mener, er blevet negligeret. Jeannette Ehlers
rammer hovedet på sømmet, når hun i filmen “Det Sorte Kapitlet” siger “[...] Basically it is
about identity”210 - Det er det vi ser diskussionerne udvikle sig til; En debat om nutidig
dansk identitet. Vi udleder af vores indholdsanalyser af debatterne, både i
radioprogrammet, samt i artiklerne, at emnet er svært at diskutere. Diskussionen falder til
jorden på baggrund af, at national identitet i sig selv er svært at diskutere, samt at det er
svært at holde et så bredt emne sporet ind på en specifik debat omhandlende Dansk
kolonihistorie. Slutteligt har vi reflekteret over, hvordan de forskellige faktorer i debatten
var med til at gøre den ukonstruktiv.
Projektstyring
Vi har i vores projektarbejde haft opmærksomhed på projektstyring, for at effektivisere
projektgruppens samarbejde. Vi vil her dykke ned i enkelte anvendte teorier og metoder
inden for projektstyring.
Vi har benyttet os af “det eksemplariske princip”211 Det eksemplariske i vores opgave
kommer til udtryk i kraft af, at vi har udvalgt et omdrejningspunkt, nemlig “I Am Queen
Mary”-monumentet og kolonihistorien. Ud fra dette har benyttet os af metodiske
fremgangsmåder, samt undersøgt teoretiske vinkler til analyse, som vi vil kunne anvende
på andre givne omdrejningspunkter. Vi lærer altså os selv en række egenskaber igennem
vores forløb som f.eks. hvordan vi skal redegøre for en kortere historisk periode, analysere
indhold i debatter, undersøge diskurser og retorik i argumentation, samt en række andre
egenskaber. Disse vil vi som sagt også kunne benytte os af i fremtidige projekter.
Vi har holdt et feedback-møde, hvor vi forsøgte at gribe problematikker an, som
opstod i kølvandet på en mindre fyldestgørende forventningsafstemning. Vi fravalgte den
210 Albana (2018): 54.30-54.32
211 Ulriksen (2002): “Det Eksemplariske Princip”: 23-27
80
anerkendende tilgang (Appreciative Inquiry)212, til fordel for Honneths
rettighedsfokuserede tilgang213, som går på, at hvis man tilbageholder negativ feedback,
indeholder det en manglende tro på at vedkommende kan udvikle sig.
Vi har valgt at skildre de forskellige lederroller, gruppemedlemmer har indtaget
under arbejdsprocessen ved hjælp bogen “Projektkompetence”214. I kapitel ni i bogen ses et
skema, hvori tre forskellige lederroller, samt hvilke funktioner rollerne har, er vist.215
Den første lederrolle i skemaet er den strategiske leder216. På baggrund af det meget
begrænsede initiativ i arbejdsgruppen tilfaldt denne rolle i begyndelsen primært et enkelt
medlem, der stod for både at holde styr på, hvilke stykker arbejde, der blev lavet, hvornår
møderne skulle finde sted samt at definere deadlines for arbejdspapirer, selvom disse
deadlines sjældent blev overholdt. Hen mod slutningen af gruppens arbejdsproces
tilsluttede et medlem sig hertil, og stod for at ringe til medlemmer, der ofte ikke mødte til
tiden, for at vække dem, så de kunne møde op til den aftalte tid.
Samme medlem, der fungerede som primær strategisk leder for projektet, fungerede
også som den mest fremtrædende produktionsleder217. Denne funktion indebar at spørge
gruppemedlemmer, hvor langt de var nået under processen, samt sørge for at læse andre
medlemmers tekster grundigt igennem. På trods af denne indsats må vi konkludere, at
størstedelen af medlemmer primært arbejdede effektivt hen mod slutningen på
arbejdsprocessen.
Motivationen var i begyndelsen af projektet meget høj, hvilket vi vil argumentere for,
på sin vis, gjorde os alle til motivationsleder218, dog kun i en kortere periode. Under
arbejdsprocessen har initiativet fra mange medlemmer forsvundet, og mange endte med
enten at skrive selv, uden hyppig læsning af andre medlemmer, eller blot vente på at få
tildelt et stykke arbejde af den førnævnte strategiske leder eller projektvejlederen.
212 Paludan (2013) i: Mac og Hagedorn-Rasmussen 2013): 134
213 Paludan (2013) i Mac og Hagedorn-Rasmussen (2013): 134
214 Mac, Anita og Ejlskov, Morten (2009): Projektkompetence
215 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 194
216 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 194-195
217 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 195-196
218 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 196-197
81
En redegørelse for (og gerne også selvkritisk) refleksion
over gruppens arbejdsproces: Vi har som gruppe vekslet mellem at fungere optimalt og uoptimalt. Vi har i starten ikke
haft de klareste aftaler om milepæle og mål gennem projektets forløb, hvilket også har
resulteret i et større pres mod slutningen af projektskrivningen. Vi har senere aftalt
milepæle og delmål, hvor diverse emner har skullet være skrevet færdigt.
Vores gruppes arbejdsproces har været stærkt påvirket af manglende overholdelse af
aftaler vedrørende f.eks. delmål i projektet, arbejdsdage, engagement i projektet,
mødetider, det faglige niveau i analyserne, arbejdsfordeling og prioritering af tidsfordeling.
Arbejdsproces Vi har flere refleksioner omhandlende hele vores projektforløb som gruppe i henhold til
gruppedynamik m.m., samt den samlede proces deri. Projektets fokus ændrede flere gange
markant karakter i løbet af gruppedannelsesprocessen og i en kortere periode
efterfølgende. Til trods for, at der blev brugt en stor mængde tid på at præcisere/debattere
gruppens problemfelt og problemformulering, hvilket burde have hjulpet præciseringen,
skabte fremlæggelsen af alt for mange muligheder for valg af empiri, teoretikere osv. blot
mere usikkerhed omkring, hvilket mål vi gerne ville arbejde os hen mod som gruppe i
projektet. I forlængelse heraf blev det klargjort for os, hvor afgørende en ærlig
forventningsafstemning rent faktisk er, når man ønsker at danne et godt samarbejde, og
derved foregribe nogle af de potentielle problemer, der senere i forløbet kan opstå, og som
i vores gruppes tilfælde blev en realitet.
Et eksempel på en sådan problematik kunne være skellet mellem gruppemedlemmers
punktlighed, når det kommer til gruppemøder/gruppearbejdsdage. Under
forventningsafstemningen var der konsensus omkring vigtigheden af at være til stede på
det angivne tidspunkt, men i den egentlige arbejdsproces var det meget varierende, også i
frekvens, hvor vigtigt det lod til at være for de enkelte medlemmer. I en gruppe på syv er
det generelt sværere at koordinere således, at alle medlemmer kan være til stede samtidig
hver gang, og i vores tilfælde forårsagede det en masse problemer, når det kom til
fastlæggelsen af mange forskellige aspekter af projektet. Det var vigtigt at alle var til stede.
I forlængelse af punktlighed var der også et skel mellem gruppemedlemmerne, i henhold
til hvor vigtige man anså de deadlines, der blev sat til projektets forskellige afsnit, for at
82
være, samt skellet mellem hvad der i gruppen faktisk vurderes som værende
”færdigarbejdet”. Det forårsagede, at der skulle bruges meget tid på at rette, ændre osv., på
vidt forskellige tidspunkter i forløbet, men primært i intensiv-perioden. Dette øgede
arbejdsbyrden for gruppen, og fjernede i vid udstrækning arbejdsfokusset fra dele som
konklusions-afsnittet, diskussions-afsnittet m.fl.
Et andet eksempel kunne være mængden af tid, hvert gruppemedlem har haft
mulighed for at sætte af til projektskrivningen – specielt i intensivfasen i slutningen, hvor
skellet mellem indsatsen for at færdiggøre og aflevere et ordentligt, gennemarbejdet
produkt, var relativt stor.
Opponentmøder: Vi havde som gruppe ret svært ved at udnytte opponentmøder til fulde, i forhold til, hvad
intentionen med disse møder var. Årsagen var, som vi i gruppen forstår det, affødt af vores
mangel på præcisering af de tidspunkter, hvor problemformuleringsseminaret og
midtvejsevalueringen fandt sted, og desuden på vores egen front, manglende indsats mht.
at definere, hvilke dele af vores projektrapport, vi ønskede at få feedback på. Det
forårsagede umiddelbart, at vores opponentgruppe fik mere ud af opponentmøderne og
deres opponentvejleder, end os. Heri ligger også, at vores projekts karakter, valgte teorier
og metoder samt generelle formål ændrede sig relativt ofte indtil intensivperioden.
Microsoft Teams En væsentlig udfordring vi har haft i vores arbejdsproces, er vores valg af Microsoft Teams
som platform for sammenskrivning af projektrapporten. Valget blev foretaget på baggrund
af udlægninger om, hvor usikker, Google Docs kunne være. Der var imidlertid, gennem
hele projektskrivning, et rent teknisk synkroniseringsproblem med Microsoft Teams, der
ofte forårsagede problemer. Ofte, stort set ved hver eneste skrevne sætning, fik det ikke
synkroniseret ordentligt, hvilket resulterede i, at programmet slettede, hvad man lige
havde skrevet. Dette skabte selvfølgelig frustration og forvirring hos medlemmer, med få
minutters mellemrum. Problemet eksisterede både når man skrev alene, men blev kun
værre af at være flere til stede i dokumentet. Der er gruppen imellem en kollektiv
konsensus om, at der skal findes et alternativ til fremtidigt gruppearbejde, da det både
spilder meget store mængder tid, og desuden hindrer kreativitet, når man er godt i gang
med skrivningen.
83
Litteraturliste:
Albana, Maya (2018), Det Sorte Kapitel, Film, Made In Copenhagen, med støtte fra DFI –
Det Danske Filminstitut. Lokaliseret d. 4. september 2018 på:
http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/pvica_radioTV%3Adu%3Abfb74
10b-3a0f-45f9-890c-589aa84e528e/query/det%20sorte%20kapitel
&
https://www.dr.dk/tv/se/100-aret-for-ophoeret-af-dansk-slavehandel-udvikling/-/det-
sorte-kapitel
Barthes, Roland (1980). Billedets retorik. I: Fausing, Bent og Peter Larsen (red.). Visuel
kommunikation bind 1. Forlaget Medusa, s. 44-57; ISBN 87-7332-092-7.
Bell, D. S. A. (2003). Mythscapes: Memory mythology and national
identity. Lokaliseret d. 24. oktober
2018 på: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/pdf/10.1080/0007131032000045905
Bom, Anne Klare (2015). Diskursanalystisk Metode. Frederiksberg: Forlag
Samfundslitteratur.
Brøndsted, Johannes (1966). Vore Gamle Tropekolonier. Westermanns Forlag, 1. oplag
Bøgh, N. (2018, 12. april). Politisk kunst med tynd historisk
fernis. POV.international. Lokaliseret d. 15.
oktober 2018 på: https://pov.international/politisk-kunst-med-tynd-historisk-fernis/
Carstens, Johan Lorenz (1740). En almindelig Beskrivelse om alle de Danske,
Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740, København
Danmarkshistorien.dk. (10.01. 2017). Erik Gøbel - Den danske slavehandel, ca. 1660-1848.
Lokaliseret d. 16. december 2018 på: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/den-danske-slavehandel/
84
Danmarkshistorien.dk. (7. 12.2018). Niels Brimnes. Ostindisk Kompagni. Lokaliseret d.
16. december 2018 på: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/ostindisk-kompagni/
Danmarkshistorien.dk. (24.08 2018). Peter Bejder, Benjamin Kristensen. Merkantilisme
og danske tropekolonier, ca. 1600-1917. Lokaliseret d. 16. december 2018 på:
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/merkantilisme-og-
danske-tropekolonier/
DenStoreDanske.dk. (2017). Redaktion. Socialkonstruktivisme. Lokaliseret d. 7.
december. 2018 på:
http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_og_filosoffer_-
_1900-t./socialkonstruktivisme
Fredensborg, René. (2017). René Linjer. Radio 24syv. Lokaliseret d. 25. november 2018
på: https://podtail.com/da/podcast/rene-ord-for-pengene/hella-joof-maren-uthau-fenar-
ahmad-jeannette/
Garfield, M. Kunsten.nu. Hvem er du?. Lokaliseret d. 7. december 2018 på:
https://kunsten.nu/journal/hvem-er-
du/?fbclid=IwAR0f0fxMw6zrpmqc5UrJydb5vl0x16wTT5aHbDT-5MiLX7NsACDfrTx53xA
Gilbert, Felix (1990). History: Politics or Culture? Reflections on Ranke and Burckhardt.
Princeton University Press.
E-bog findes på:
https://www-jstor-
org.ep.fjernadgang.kb.dk/stable/j.ctt7zv3w6.6?refreqid=excelsior%3A6c67b9d323ab8699
a2912d686f8e811f&seq=1#metadata_info_tab_contents
85
Historielab.dk. (2018). Antal døde på slaveskibe. Lokaliseret d. 17. december 2018. På:
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/3-doeden-
ombord/7033-2/
HistorieLab.dk. (2018). Arbejdskontrakt for arbejdere på øerne. Lokaliseret d. 17.
december 2018. på: https://historielab.dk/til-
undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-
kolonierne/servingekontrakt/
Historielab.dk. (2018). Nye tanker fra en dansk slaveejer. Lokaliset d. 17. december 2018.
På: https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/6-
slavehandel-problematiseres/6538-2/
HistorieLab.dk. (2018). Om Slavehandlen. Lokaliseret d. 17. december 2018 på:
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/2-
afrika/5924-2/
Historielab.dk. (2018). Oprøret på Skt. Croix 1848. Lokaliseret d. 16. december 2018. på:
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/7-mod-
friheden/6611-2/
HistorieLab.dk (2018). Skadelige Slavehandel. Lokaliseret d. 16. december 2018 på:
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/6-
slavehandel-problematiseres/6531-2/
HistorieLab.dk. (2018). Stop for hvide slaver på øerne. Lokaliseret d. 15. december 2018.
på: https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-
og-kolonierne/straffefangestop/
IAmQueenMary.com. Artist Talks - I am Queen Mary. Lokaliseret d. 7. december 2018
på: https://www.iamqueenmary.com/new-page-1/?fbclid=IwAR1qs-
UryuS23j2VOxGLKco-fXQH0VVCdfH-IOyxV3BWrCvU4q8jGYcdgYQ
86
IAmQueenMary.com. Background. Lokaliseret d. 7. december 2018 på:
https://www.iamqueenmary.com/history/
Jeffries, Judson L. (2006). The Radical Theorist. Jackson: University Press of Mississippi.
Kellberg, E. (2018). All Hail Queen Mary. POV.international. Lokaliseret d. 15. oktober
2018 på: https://pov.international/all-hail-queen-mary/
Kong Christian d. 8. (1847) Reskript af 28. juli 1847 ang. Emancipationen af de Ufrie på
disse øer. Lokaliseret d. 3. december 2018 på: https://religion1-
3.gyldendal.dk/sitecore/content/home/gymnasium/historieportalen/elementer/ren-
tekst/kildetekster/f_slav_kilder/9/f_slav_9_3.aspx?layout=new-window
Mac, Anita & Ejlskov, Morten (2009): Projektkompetence. København, Hans Reitzel
Meyer, Ludvig: Fremmedordbog. Antagonisme. Ved J.P.F.D. Dahl og F.V. Dahl. Ottende
udgave. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C. Gads Forlag 1970. Lokaliseret d.
16. december 2018 på: https://meyersfremmedordbog.dk/ordbog?query=antagonisme
Møller, J. F. (2018, 3. april). En hyldest til oprøret. Kristeligt Dagblad. Lokaliseret d. 15.
oktober 2018 på: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/en-hyldest-til-oproeret
NYtimes.com. (1989). Huey Newton Killed; Was a Co-Founder of Black Panthers.
Lokaliseret d. 16. december 2018 på: https://www.nytimes.com/1989/08/23/us/huey-
newton-killed-was-a-co-founder-of-black-panthers.html
Oberlinlibstaff.com (2014). Queen Mary Folksong: Commemoration of the 1878 Fireburn.
Lokaliseret d. 16. december 2018 på:
http://www.oberlinlibstaff.com/omeka_projects/exhibits/show/radical-thinkers-and-
movements/sugar-on-st--croix--oppression/queen-mary--folksong--a-commem
Paludan, Anne Sofie (2013): Feedback – et spørgsmål om anerkendelse. I: Mac, Anita og
Hagedorn-Rasmussen (red.) (2013): “Projektarbejdets kompleksitet. Viden, værktøjer og
87
læring”.
Peters, Rikke Alberg. et al. (2016). Da Danmark var en Slavenation, om slaveriet og De
Vestindiske Øer fra 1600-tallet til nu. 1. udgave. 1. oplag. HistorieLab. Nationalt
Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. Jelling.
Petersen, Jan Aasbjerg Haugaard. Diskursanalysens begreber. Lokaliseret 8. december
2018 på: https://www.gymdansk.dk/diskursanalysens-centrale-begreber.html
Raunkiær, Ingeborg (1917). Lægen Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87. G.E.C Gad.
København.
Richardson, John E. (2006): Analysing Texts: Some Concepts and Tools of Linguistic
Analysis. Palgrave, New York, USA,
Rose, Gitte (2009). Analyse af billedmedier, en introduktion. 2. udgave. Frederiksberg:
Samfundslitteratur
Römer, Ludewig F. (1756). Uddrag fra Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten
Guinea, Af hvilke Nationer den drives, og paa hvilken Maade den er indretted af enhver
Nation især, tilligemed Uforgribelige Betænkninger, Hvorledes vor Negotie derhen og til
Vestindien, bedre kunde indrettes, Kiøbenhavn
Anvendte uddrag kan findes på henholdsvis:
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-
kolonierne/5825-2/
&
https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-
kolonierne/5910-2/
Sampson, P. (2017, 8. marts). Fireburn-dronningerne, Danmarks glemte
heltinder. POV.international. Lokaliseret d. 16. oktober 2018 på:
https://pov.international/fireburn-dronningerne-danmarks-glemte-heltinder/
88
Simonsen, Gunvor (2018, 10. april) “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af
ny skulptur rammer ved siden af” Kristeligt Dagblad. Lokaliseret 10. oktober 2018 på:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/i-am-queen-mary-jes-fabricius-moellers-kritik-
af-ny-skulptur-rammer-ved-siden-af
Ulriksen, Lars (2002): Det Eksemplariske Princip. I: Beyer, Karin et. al. (2002):
Projektarbejde, eksemplaritet og problemorientering. Roskilde Universitetscenter
Vgskole.net. Gardelin, Philip (1733). Reglement af 5. september 1733. Lokaliseret d. 12.
december 2018 på: http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm
Vgskole.net. Hansen, Peter (1849). Arbejdsreglementet ”Labour Act of 26. of January
1849. Lokaliseret d. 2. december. 2018 på:
http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm
Vgskole.net. Kong Christian d. 5. (1671) - Octroye for det Vestindiske Kompagnie.
Lokaliseret d. 12. december 2018 på:
http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm
Virgin-Islands-History.org. The Three Rebel Queens. Lokaliseret d. 14. december 2018
https://www.virgin-islands-history.org/en/history/fates/the-three-rebel-queens/