Kultur som magt I Am Queen Mary

1

Kultur som magt – I Am Queen

Mary

Projektopgave - 1. Semester 2018

Gruppenummer: V1826694969

Jeffrey A. K. Baggers, Steffen Bonde, Joel N.- C. Commey, Samir Ezzaaf, Victor G. G.

Frøkov, Jannik V.N. Nielsen & Sara Toure.

HAB-D 45.3

HumBach

Vejleder: Mia Münster-Swendsen

2

Resumé

In this paper, we look at the “I Am Queen Mary” monument by Jeanette Ehlers and La

Vaughn Belle, and the different interpretational positions that have come to surface, in the

wake of Denmark's 100-year anniversary of the selling of the Virgin Islands, and how these

are linked to certain interpretations regarding Danish identity and Danish colonial history.

Throughout this paper we take a closer look at the reproduced discourses seen in debates

regarding Danish colonial history. Through analysis of various debates, we point out what

and where we find signs of a flawed method of discussion. An example of one such flaw is,

for instance, when we conclude that the partaking members of the debate do not manage

to keep the debate on track, but instead diverge from the original topic due to them

disregarding the premises of their opposition's arguments. Through a factual historical

presentation of Danish colonial times, we critically analyze the usage of said historical facts

surrounding Danish colonial history and “Queen” Mary Thomas by the debaters, and how

they bend them to fit their narratives and arguments. We proceed to analyze the

monument “I Am Queen Mary”, utilizing Roland Barthes’ “The Rhetoric of the Image”.

The purpose of the monument is heavily in focus in Maya Albana’s documentary

“Det Sorte Kapitel”, in which we point out the artists’ intention with the monument. We

analyze relevant debates found in a radio show and news articles, and deduce specifically,

what the different oppositional opinions are, along with what and how they are debating it,

be it historians or other members of the debate, less specialized in the contextual history.

Indholdsfortegnelse:

Indhold

Resumé .......................................................................................................................................................... 2

Indholdsfortegnelse: ................................................................................................................................ 2

Indledning: ................................................................................................................................................... 4

Problemformulering: ............................................................................................................................... 5

Historisk Redegørelse ............................................................................................................................. 6

Hvorfor redegøre for historien? ...................................................................................................... 6

3

14-1500-tallets åbning af verden ..................................................................................................... 6

Merkantilismens indtræden i Europa i 15-1600-tallet ........................................................... 7

Danmark på Afrikas kyst .................................................................................................................... 8

Danmarks første koloni i Caribien ................................................................................................. 9

Overfarten for slaverne ..................................................................................................................... 13

Flere øer og livet i kolonierne ......................................................................................................... 14

Oplysningstiden og dens abolister ................................................................................................ 18

Vejen til slaveriets endelige ophævelse ...................................................................................... 20

Analyse af “I Am Queen Mary”-monumentet ............................................................................... 24

Beskrivelse af statuen ........................................................................................................................ 26

Den lingvistiske meddelelse ............................................................................................................ 28

Det ikoniske budskab ......................................................................................................................... 29

Det Sorte Kapitel ...................................................................................................................................... 32

Debatten i radioprogrammet René Linjer ..................................................................................... 44

Analyse af radioprogrammet ................................................................................................... 45

Indholdsanalyser af udvalgte artikler ............................................................................................. 51

Begrundelse for valg af litteratur .................................................................................................. 51

Teori- og metodeafsnit for indholdsanalyserne ...................................................................... 52

Videnskabelig faghistorie ................................................................................................................. 53

Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang .............................................................. 54

Oprids: ..................................................................................................................................................... 55

Kort beskrivelse ................................................................................................................................... 56

Redegørelser af debatter .................................................................................................................. 56

Jes Fabricius Møller “En hyldest til oprøret” .......................................................................... 56

Gunvor Simonsen “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af ny skulptur

rammer ved siden af” ......................................................................................................................... 58

Nikolaj Bøghs artikel “Politisk kunst med tynd historisk fernis” .................................... 59

Emilie Kellbergs artikel “All Hail Queen Mary”..................................................................... 62

Indholdsanalyse ................................................................................................................................... 64

Sammenfatning af fund fra ovenstående indholdsanalyser af debatten ...................... 71

Diskussionsafsnit .................................................................................................................................... 73

Monumentets budskaber .................................................................................................................. 73

Reproducerede diskurser................................................................................................................. 74

En ukonstruktiv debat ....................................................................................................................... 74

Strukturel racisme .............................................................................................................................. 75

4

Tilhørsforholdet til Danmark som kolonimagt ....................................................................... 76

Identitet ................................................................................................................................................... 77

Konklusion ................................................................................................................................................. 78

Projektstyring ........................................................................................................................................... 79

En redegørelse for (og gerne også selvkritisk) refleksion over gruppens

arbejdsproces:........................................................................................................................................... 81

Arbejdsproces ....................................................................................................................................... 81

Opponentmøder: .................................................................................................................................. 82

Microsoft Teams ................................................................................................................................... 82

Litteraturliste: .......................................................................................................................................... 83

Indledning:

Foran det vestindiske pakhus i København er monumentet ”I Am Queen Mary” placeret.

Monumentet er den første statue i Danmark af en sort kvinde. Kvinden, som det

portrætterer, er Mary Thomas, der var en af fire frontfigurer i det store ”Fireburn”-oprør,

der fandt sted på Sct. Croix. Det var et opgør, der skulle gøre op med de sortes

arbejdsforhold og den ulighed de levede under efter slaveriets ophør. Monumentet er

opført af kunstnerne Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle i forbindelse med 100-året for

Danmarks salg af De Vestindiske Øer. Det har tiltrukket stor opmærksomhed, men hvilke

reaktioner er opstået og hvad kan vi sige om hele debatten, ud fra de forskellige

fortolkninger monumentet har medført?

Vi vil analysere monumentet vha. Roland Barthes billedteori og gennem den, skabe

fokus på diverse denotationer, lingvistiske meddelelser og konnotationer. Desuden vil vi

dykke ned i dokumentaren ”Det Sorte Kapitel”, der illustrerer processen af tilblivelsen af

monumentet fra idé til opførelse, med hensigt mod at klarlægge kunstnernes mening og

formål bag det. Filmen indeholder et uddrag af et radioprogram Jeanette Ehlers deltager i.

Det radioprogram og dokumentarfilmen ønsker vi tillige at lave en diskursanalyse af.

Monumentet ”I Am Queen Mary” har været katalysator for en heftig debat om

Danmarks tid som slavenation og konsekvenserne af tiden som kolonimagt, med deltagelse

af bl.a. politikere, kunstnere, fagfolk og historikere. Udvalgte dele af denne debat vil vi lave

5

en indholdsanalyse af, og ud fra denne analyse, forsøge at udlede, hvad de enkelte parter

egentlig ender op med at debattere.

Vi vil have fokus på de mange fortolkninger af monumentet, hvordan disse

fortolkninger bliver brugt i debatten omkring monumentet ”I Am Queen Mary”, og

hvordan de knyttes til bestemte opfattelser af dansk kolonihistorie og dansk identitet. Vi vil

i vores rapport sætte ovennævnte analyser af monumentet og debatten omkring det i

perspektiv, ved at redegøre historisk for Danmarks tid som kolonimagt, og lave en

historisk beskrivelse af ”Mary Thomas”, også kendt som ”Queen Mary”. Ud fra vores

rapport vil vi lave en diskussion og efterfølgende afrunde rapporten med en konklusion. Vi

vil supplere vores afrunding af rapporten med en redegørelse, og selvkritisk refleksion over

gruppens projektstyring og arbejdsproces.

Undervejs i de forskellige dele af rapporten vil der være en redegørelse for brugt teori,

samt en begrundelse for den valgte teori og materiale.

Problemformulering:

Hvordan var Danmark som kolonimagt i Dansk-Vestindien – og hvordan

fremstilles kolonihistorien i den danske debat?

o Hvordan var Danmark som kolonimagt?

o Hvilke af Jeannette Ehlers agendaer kommer til syne igennem “I Am Queen

Mary”-monumentet og dokumentaren “Det Sorte Kapitel”.

o Hvilke problematikker opstår når man diskuterer “I Am Queen Mary”-

monumentets budskaber?

o Hvordan og hvorfor bliver de diskurser, som monumentet er en reaktion

på, reproduceret?

For at kunne danne sig mening og indsigt i projektets problemfelt og den nutidige

diskussion, er det relevant at redegøre for Danmarks tid som kolonimagt med speciel fokus

på Dansk-Vestindien. Fokusset indebærer den historiske årsag til slaveriet af afrikanere af

de europæiske stormagter, behandlingen af slaverne, samt forløbet af og den endelige

afskaffelse af slaveriet.

6

Historisk Redegørelse

Hvorfor redegøre for historien? Når vi arbejder ud fra monumentet “I Am Queen Mary”, er det relevant at se på den

historiske samtid omkring Danmarks tid som kolonimagt, idet vi ser mange forskellige

fortolkninger af dens budskab, formål og dens historiske relevans. Alt afhængig af

anskueren anvendes de historiske kilder forskelligt i debatten om monumentet, så for at vi

kan analysere og vurdere debattørernes (og kunstnernes) udlægninger, må vi selv have styr

på begivenhederne som beskrevet gennem historien.

14-1500-tallets åbning af verden I slutningen af 1400-tallet var varer (såsom silke og krydderier) fra Indien og Asien i høj

kurs i Europa. Mange af de europæiske kongemagter sendte derfor opdagelsesrejsende ud

for at finde nye søveje til Asien og Indien, som skulle være alternativer til Silkevejen og

dens karavane- og søhandelsruter, som indebar mange farer for tab af varer, såsom

sørøveri m.m.

Blandt de opdagelsesrejsende var portugisiske Vasco da Gama (ca. 1460-1524), hvis

rejse fra 1497-1499 fandt en komplet søvej fra Europa til Indien, nedenom den sydlige

spids af Afrika.

År forinden var det blevet foreslået af astronomer, at der højst sandsynligt ville være

en hurtigere rute til Orienten end den da teoretiske idé om en søvej rundt om Afrika, hvis

man i stedet sejlede stik vestpå.

Men det var først da italienske Christoffer Columbus (ca. 1451-1506) tog idéen til sig,

og endelig fik overtalt en monark (den spanske), til at finansiere hans tur, at der blev gjort

et ordentligt forsøg på at krydse ”The Ocean Sea” – nu Atlanterhavet.

Søvejen til Asien fandt Columbus ikke, til gengæld havnede hans ekspedition på

Bahamasøerne i 1492 – en helt ny verden var fundet – en helt ny verden med ressourcer og

landarealer de europæiske kongemagter var meget ivrige efter at gøre deres krav på.

7

Merkantilismens indtræden i Europa i 15-1600-tallet Sideløbende med alle disse opdagelser i begyndelsen af Opdagelsestiden var de europæiske

nationer begyndt at favorisere den økonomiske politik merkantilisme1. Ifølge

merkantilismetanken var det hensigtsmæssigt for en nation at samle så meget ædelmetal

indenfor statsterritoriets grænser som muligt, både ved ejerskab af landarealer, men også

ved eksport samtidig med, at man forsøgte at importere varer for så lidt penge som muligt,

så nationens handelsbalance endte så positiv, som overhovedet mulig.

I og med at flere af de store europæiske nationer havde denne tanke som økonomisk

hovedfilosofi, og at samtiden var tid præget af krige på kryds og tværs af de europæiske

stormagter, var den internationale handel dårligt stillet. Siden nationerne ønskede at

bibeholde sine ressourcer ved at importere så få varer som muligt, men samtidig fik større

og større efterspørgsel efter eksotiske goder og råstoffer, måtte man finde en måde, hvorpå

man kunne løse det ellers umulige problem.

Den nemmeste løsning var derfor, på en eller anden vis, at tilegne sig nye landarealer

og handelsstationer rundt om i verden, så man i stedet for at importere de eksotiske varer

fra steder, der tilhørte de andre europæiske nationer (og betale en masse told og afgifter)

og derved skabe mere negativ handelsbalance, kunne importere eller producere dem selv –

til eget forbrug og til eksport, for derved i stedet at gavne handelsbalancen.

Spanien og Portugal havde fra starten af 1500-tallet (lige efter opdagelsen af

Amerika) været foregangslande for at ekspandere deres riger, og de havde sat sig tungt på

de østlige kyster i Sydamerika og det sydøstlige Nordamerika.

I begyndelsen af 1600-tallet havde den merkantilistiske tankegang for alvor slået

igennem i det dengang værende rigsfællesskab Danmark-Norge (1523-1814, fra nu af

refereret til som Danmark), da man havde haft store udgifter efter krigsnederlag, og at det

derfor stod dårligt til i rigsfællesskabets statskasse2.

Kong Christian d. 4. (1577-1648) ønskede at gøre Danmark til en kolonimagt på lige

fod med de andre europæiske nationer, så der blev taget en tidstypisk merkantilistisk

1 Da Danmark var en Slavenation s. 8

2 Danmarkshistorien.dk – Merkantilisme og danske tropekolonier

8

beslutning om at grundlægge forskellige handelskompagnier (efter hollandsk forbillede),

som havde til formål at stå for al indbyrdes langdistancehandel i Danmark3. At drive

virksomheder som handelskompagnierne krævede en oktroj fra kongemagten (bevilling fra

staten/kongemagten) for overhovedet at kunne eksistere, og kravet for at kunne modtage

sådanne i handelskompagniernes tilfælde, var, at alle vigtige varer skulle igennem

Danmark. Til gengæld fik handelskompagnierne oftest monopol på styringen af al

handelen i de forskellige verdensdele de rådede over, og var frigjorte fra meget af den told,

der normalt skulle betales.

På opfordring af Christian d. 4. i 1618, og indtil efter hans død i 1648, havde

Danmarks ekspansionistiske fokus ligget på Asien, og dens eftertragtede krydderier og

bomuldstekstiler. Der blev anlagt flere handelsstationer i Indien af Ostindisk Kompagni,

den største værende Tranquebar på Indiens sydøstlige kyst. Det Ostindiske Kompagni viste

sig dog ikke at være en særlig god forretning i årene under Christian d. 4., og selvom han

havde planer om at anlægge kolonier både på Afrikas kyst og i Vestindien (region i det

Caribiske Hav), blev der aldrig økonomisk råderum til det, på grund af, at kongen fik

involveret Danmark i flere dyre krige4. Først i 1670 blev egentlige planer om kolonisering

aktuelle igen for Danmark.

Danmark på Afrikas kyst Mange af de større europæiske nationer, som England og Frankrig, havde allerede sikret

sig kolonier, da den anden halvdel af det 17. århundrede var påbegyndt. Danmark havde da

igen fået økonomisk overskud til at kunne forsøge på ny. Karl Gustav-krigene fra 1657-

1660 mod Sverige havde ledt til Danmarks afståelse af flere landområder, men den danske

flåde havde til gengæld overtaget et fort fra svenskerne på Guinea-kysten (nu Ghana,

Afrikas vestkyst) på Guldkysten, tæt ved byen Accra. Fortet havde svenskerne ved lejemål

fået lov til at opføre af Fetu-folkets høvding (den regerende stamme i området omkring

Accra), og det lejemål overtog Danmark, nu kaldet Fort Frederiksborg, hvorefter et

handelskompagni overtog driften af det efter krigen5. Der var ikke tale om nogen decideret

3 Danmarkshistorien.dk – Ostindisk Kompagni


5 Danmarkshistoren.dk – Den danske koloni på guldkysten

9

koloni i samme forstand som på de Vestindiske øer på Afrikas kyst. Forterne havde mest af

alt funktion af at skulle cementere et dansk udgangspunkt, hvorfra der kunne handles med

de indfødte stammer. Til at begynde med var handelen mest af alt fokuseret på guld og

elfenben, som der blev byttet til for ting som bomuld, musketter og ammunition6.

Mandskabet på fortet blev dog rimeligt hurtigt tilbudt en helt anden handelsvare, end

hvad de havde planlagt at anskaffe sig – slaver. De indfødte stammer og kongedømmer i

Afrika lå ofte i krig mod hinanden, hvilket resulterede i mange krigsfanger –

“De [slaver], som bliver solgt af sorte, er for det meste krigsfanger, der enten

er taget til fange under selve kampen eller forfulgte, eller under de raids

[lynangreb], de foretager i deres fjenders territorier. Andre er kidnappet af

deres egne landsmænd. Og der er nogle, som sælger egne, familiens eller

naboens børn. […]” 7.

Slaverne blev af slavehandlere ført ud til de europæiske forter langs kysterne, og solgt

i bytte for – igen - våben, ammunition, bomuld fra Indien, dansk brændevin og

nipsgenstande fra Europa8. Fra 1660-1672 var slavesalget af de indfødte afrikanere relativt

småt, og størstedelen blev solgt til andre europæiske landes slaveskibe.

Først efter Danmark fik besiddelser i det Caribiske Hav, begyndte den danske slavehandel

med sorte slaver for alvor at tage fart.

Danmarks første koloni i Caribien De fleste af øerne i det Caribiske Hav var allerede besat af lande som England (senere

Storbritannien) (1707) (De Britiske Jomfruøer, Bahamasøerne, Barbados m.fl.), Frankrig

(Martinique, den franske halvdel af Saint Martin, foruden senere halvdelen af Hispaniola

(nu Haiti) m.fl.), Spanien (Hispaniola (senere delt til fransk Haiti, og den spanske del der i

dag hedder den Dominikanske Republik, Cuba m.fl.) og Holland (Sint-Maarten-delen af

Saint Martin, Aruba, Curaçao m.fl.). Mange af øerne nåede dog at skifte hænder flere gange

ved krige, traktater o.l. mellem de europæiske stormagter gennem kolonitiden.

6 Danmarkshistorien.dk – Merkantilisme og danske tropekolonier

7 “Om Slavehandel” - uddrag fra Barbot, J. - “A Description of the Coasts of North and South Guinea” (1732). HistorieLab.dk


10

I 1665 erhvervede Danmark sig den lille ø Skt. Thomas (80 km2, ca. på størrelse med

Tåsinge i det Sydfynske øhav), beliggende sydvest for De Britiske Jomfruøer, og øst for

Puerto Rico. Koloniseringen forblev dog mislykket, indtil kongemagten under den danske

konge Christian d. 5. (1646-1699, konge fra 1670) ved kongelig oktroj d. 11 marts 1671 gav

handelskompagniet Vestindisk-Guineisk Kompagni monopol til at påbegynde en mere

omfattende kolonisering af øen:

“Vi Christian den femte konge af Guds nåde […] gør vitterligt, at […]

[oprette] et Vestindisk Kompagni … med efterfølgende privilegier, som i

denne kongelige oktroj […] at både øen Skt. Thomas i de caribiske lande og

på andre øer eller på fastlandet Amerika… at oprette kolonier på enten

ubeboede lande eller besætte og bebygge beboede steder. […] ” 9

Kongen støttede handelskompagniet både med kapital, skibe og frihed fra skatter –

”Eftersom at Kompagniet ikke kan have så mange skibe at sejle i her i

begyndelsen, da vil vi allernådigst låne dem et af vores [kongemagtens] skibe

i de første 3 år, som allernådigst er lastet med alle nødvendigheder, uden at

Kompagniet selv skal betale noget [dog på den betingelse, at kompagniet

skulle give kongemagten halvdelen af alt det træ og salt og betale fragt på

andre varer som blev indført i landet] […] Vi har også allernådigst bevilget,

at alt det, som de behøver til deres skibsmandskab og varer til rejsen, skal

være fri for told [skat, som lægges på varer der indføres i landet] […].” 10

Kongen tog del i det på grund af udsigten til en del af vareudbyttet (som aktionær i

firmaet), samt eneretten af importen (til Danmark) af de eksotiske varer, der kunne

produceres på øen/øerne - hovedsageligt sukker og tobak m.fl.:

“Efter at America blev opdaget, søgte alle nationer at indtage en del

land i dette klima, […] derhen transportere folk, og ved deres arbejde

9 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671), bearbejdet uddrag

10 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671) paragraf 4 & 9.

11

bekomme [producere] produkter, som de behøvede i Europa […] De fik da i

Vestindien sukker, indigo, kaffe, bomuld, etc. i abondance [overflod].”11

I de første år var det ikke sorte slaver, der blev indført til Dansk-Vestindien, men

fanger og servinge fra Danmark. En del af den kongelige oktroj omhandlede

arbejdskraftsspørgsmålet, og gav Vestindisk-Guineisk Kompagni lov til at udvælge

straffefanger fra fængslerne, som fungerede som slavearbejdskraft:

”[…] Og eftersom Kompagniet mangler folk for at bygge og forsvare de

pladser og logier […] og der er behov for folk til at befolke kolonierne og

dyrke landet, da har Vi [kongen] allernådigst tilladt hvert kompagni […] [at

hverve] mænd, som kan være gode og stærke og dygtige folk, af dem, som er

gift og kan et håndværk, og […] saa mange af de som i Vores Jern [folk som

var fængslede]) […] og af kvinder så mange, som der behøves af dem, der er i

fængsel.” 12

Ligeledes var de fattige i Danmark mulig arbejdskraft, og flere af dem underlagte sig

en servingekontrakt hos VGK. Servingekontrakterne indebar at underlægge sig

handelskompagniet som arbejdskraft (med tilhørende kost, logi og transport betalt af

handelskompagniet) i en tidsperiode, hvorefter man ofte blev lovet et stykke jord på øerne

til egen plantage:

”[…] Jeg Mads Jensen bekender, at jeg med fri vilje har givet mig ud i

det octroyerede Vestindiske Kompagnis tjeneste til at tjene dette i tre år, i de

Caribiske øer, på øen Skt. Thomas eller i de lande hvor kompagniet behøver

min tjeneste […] og ud i førnævnte tre år lover og forpligter jeg mig til at

tjene kompagniet ærligt, troligt og godt […] For hans tro og flittige tjeneste

lover jeg [guvernøren] ham […] for hans tre års tjeneste en løn på fire

hundrede pund god tobak eller dets værdi i de lande […] og så længe som

hans tjeneste varer lover jeg at kompagniet skal holde ham med mad, drikke,

klæder og andet som han har brug for […] og når han i sin tid har tjent

11 Bearbejdet udgave af Römer, Ludewig F.: ”Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea …”

12 Octroye for det Vestindiske Kompagnie (1671) paragraf 14.

12

troligt og godt, da skal han ligesom andre frie personer gives en plantage at

beplante på landet til egen arv og ejendom.” 13

Vestindisk-Guineisk Kompagni blev dog hurtigt opmærksomme på, at straffefangerne

og servingene ikke var særlig god arbejdskraft, eller var besværet værd at transportere den

3-4 måneder lange tur fra Danmark. VGK’s direktion skrev således: ”De er ganske

ubrugelige [til] at arbejde som slaver i plantagerne; eftersom ingen blanck [hvid] kan

klare at arbejde i den hede, som de sorte kan.” 14 Mange af arbejderne havde i forvejen

dårligt helbred, hvilket koblet med den lange tur med ensformig kost, betød at

dødelighedsprocenten på turen ofte var høj (i gennemsnit 1/5 omkom på turen15). De i

forvejen svækkede menneskers sidste knæk blev mødet med mange af de tropesygdomme,

som deres immunforsvar slet ikke kunne håndtere16.

Mange af de andre europæiske koloninationer havde allerede afrikanske slaver, som

de havde fundet mere hårdføre overfor tropeklimaerne, så i 1672 ankom de første sorte

slaver til Skt. Thomas.

Den tyske købmand Ludewig F. Römer skrev således om europæernes skift til sorte slaver:

”[…] Europæerne tænkte i begyndelsen, at de folk, de sendte til

Vestindien, skulle være der, ligesom bønder her, for at dyrke jorden. Men de

fandt, at europæerne […] i det varme klima døde som fluer, og dermed ville

al deres umage og alle udgifter være forgæves […] Slaverne på Guineas kyst

var på den tid et godt køb. Europæerne kunne for en kniv, et spejl, og andre

små ligegyldigheder, købe en slave af de sorte […] Plantageejerne i

Vestindien fik lidt efter lidt smag for, at det var bedre at lade de sorte arbejde

for sig, end selv at gøre det, og at de mennesker, som var fødte i det varme

13 Bearbejdet udgave af en Servingekontrakt (1682) - ”Arbejdskontrakt for arbejdere på øerne” HistorieLab.dk

14 VGKs Direktion: Bearbejdet udgave af en liste af argumenter for, hvorfor hvide slaver ikke var at foretrække (1746) HistorieLab.dk - “Stop for hvide slaver på øerne“

15 Da Danmark var en Slavenation s.13


13

klima, kunne holde det bedre ud end dem selv […] Dette blev da anledningen

til den store Slavehandel”.17

Overfarten for slaverne De købte og indespærrede afrikanske slaver på de danske forter, blev i første omgang

hovedsageligt solgt videre til slaveskibe fra de andre europæiske kolonimagter, men efter

Danmark fik besiddelser på den anden side af Atlanterhavet, og det blev åbenlyst at de

hvide europæere ikke var meget værd som reel arbejdskraft (varmen, sygdomme etc.), fik

den danske slavehandel et formål.

I perioden mellem ca. 1660 og begyndelsen af 1800-tallet sejlede ca. 430 skibe under

dansk flag ca. 110.000 afrikanske slaver til de dansk-vestindiske øer og andre europæisk-

koloniserede øer18, en tur på 2-3 måneder, hvor gennemsnittet af slaver har været på ca.

255 slaver per skib – men antallet var ofte meget højere:

”[…] Det var 7ende oktober at jeg forlod Afrika og gik om bord i skibet

Christiansborg, som sejlede samme aften. Forestil dig tummelen på et

negerslaveskib, som, når det bruges i kongens tjeneste, ikke rummer mere

end 200 mennesker [til handel med andre varer end slaver], men som nu

indeholder 452 slaver, der holdes i tømme af 36 europæere!”19.

Slaveskibenes lastrum var blevet ombygget specifikt til at husere slaverne, men det

var ikke med komfort eller medmenneskelighed i sinde. Slaverne lå tætpakkede i flere lag

(én slave kunne eksempelvis have 182x41 cm at ligge på, med 80 cm op til det næste lag20),

lænket til hinanden, ofte på flere lemmer, så de hverken kunne rejse eller rykke sig ret

meget, af frygt for oprør, da slaverne ofte var mere end ti gange så mange som den

europæiske besætning:

17 Bearbejdet udgave af Römer, Ludewig F.: ”Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea …”

18 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel

19 Uddrag af ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 165

20 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel, ca. 1660-1848

14

”Mændene er altid lænkede sammen parvis, den enes hånd til den

andens fod. Desuden er de i hele rækker lænkede til hverandre ved fødderne

med tunge lænker, for at de ikke uden tilladelse skal rejse sig op, og ikke

bevæge sig fra stedet, undtagen når de om morgenen kommer op på dækket

og om aftenen bliver lukket ned under dækket. Men da de er så mange, kan

de kun hver anden dag glæde sig ved at komme op; hver anden må de blive

nede, hvor de er sammenpakkede som sild i en tønde.” 21

Afføring, opkast (søsyge, sygdomme) osv. var over det hele, der lugtede forfærdeligt,

og det var bagende varmt på grund af tætheden og antallet af mennesker. De rumlige

betingelser gjorde det endnu lettere for de sygdomme, slaverne døjede med (alt fra

skørbug, forårsaget af manglen på C-vitamin, dysenteri, gul feber og malaria), at sprede

sig, og koblet med slavernes dårlige fysiske tilstande, forårsaget af dehydrering og

dårlig/for lidt kost, var dødelighedsraten høj – i gennemsnittet døde ca. 20% af slaverne på

den 3 måneder lange tur22, men tallet varierede meget, og kunne være så lav som 0,5%

(Skibet Accra 1779: 429 ombordtagne slaver, 2 døde til havs), helt op til 45% (igen Accra,

1781: 592 ombordtagne slaver, 265 døde til havs)23.

Flere øer og livet i kolonierne Adskilt fra Skt. Thomas med et sund på få kilometer, lå den 52 km2 mindre ø - Skt. Jan.

Øen var stort set én stor urskov, som både englænderne, hollænderne, spanierne og

danskerne brugte til at hente tømmer til deres plantager på de nærliggende øer. I 1718,

trods indvendinger og trusler fra de andre lande, fik den danske guvernør (kongens

stedfortræder/den øverste embedsmand) lov af kong Frederik d. 4., til at gøre krav på øen.

Få år senere var der over 100 plantager på øen24.

70 km syd for Skt. Jan og Thomas, lå den 218 km2 store ø Skt. Croix, der tidligere i

kolonitiden var forsøgt koloniseret af flere af de andre kolonimagter. Franskmændene var

21 Uddrag af ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 165

22 Danmarkshistorien.dk – Den danske slavehandel

23 Bearbejdet skibsprotokol, slaveskibet Christiansborg, 1775 - ”Antal døde på slaveskibe” HistorieLab.dk


15

de sidste der havde forsøgt, og gjorde stadig krav på øen. Danmark var interesseret i øen,

så i 1733 købte Vestindisk-Guinesisk Kompagnis aktionærer, heriblandt kongen (der

betalte ca. 1/5), øen af franskmændene for 164.000 rigsdaler, hvilket var mange penge25.

På baggrund af et ønske fra kongemagten, forsøgte man sig igen med servingekontrakter,

da det var ønsket at slippe af med en del af de mange fattige i København. Det gik dog

hurtigt i vasken, og igen blev det de afrikanske slaver, der skulle udføre det hårde

markarbejde m.m.

Øerne udviklede sig ret forskelligt gennem tiden. Skt. Thomas, den første af øerne,

havde en del plantager, men de var blevet placeret ret tilfældigt, så effektiviteten var ikke i

top. Til gengæld var byen Charlotte Amalies havn meget vigtig for området, så byen

blomstrede, og mange af de rigeste plantageejere valgte at bo på Skt. Thomas af samme

grund. Charlotte Amalie var i 1830 indbyggermæssigt den andenstørste by i det danske

kongerige (11.000)26. Øen blev ligeledes med tiden mere et forarbejdningssted for

produkterne, med mange sukkerkogehuse, sukkermøller etc.

Placeringerne af plantagerne på den væsentligt større ø Skt. Croix var noget mere

gennemtænkt end tidligere, og VGK ønskede at effektivisere den så meget som muligt. Der

blev derfor gjort meget for at lokke kolonister til øen, deres nationaliteter underordnet, et

tilbud mange englændere gjorde brug af, hvilket var grunden til, at engelsk blev det

primære sprog på øen27.

Når slaverne ankom til de Dansk-Vestindiske øer, blev der afholdt slaveauktion.

Selvom de var ret medtagede af overfarten, var de ofte relativt dyre:

”Derefter sker vurderingen og bliver omtrent sådan solgt: for en

fuldvoksen, ung stærk slave betales med 80 rigsdaler, ja undertiden med 100

rigsdaler. For en halvvoksen 40 til 60 rigsdaler. En mindre koster 24 til 30

rigsdaler. Slavinderne sælges for samme pris […]” 28




28 Bearbejdet uddrag af Carstens, Johan Lorenz (plantageejer) - ”En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740” s. 100

16

Slaverne havde forskellige funktioner på plantagerne. Øverst var de slaver, som havde

håndværksmæssige færdigheder, slaverne der var blevet gjort til opsynsmænd (bomba)

over markarbejderne, dernæst husslaverne og de slaver der arbejdede med bearbejdningen

af eksempelvis sukkeret, og til sidst markarbejderne29. En arbejdsdag i marken var lang og

hård, Johannes Brøndsted beskriver en dags forløb således, på baggrund af en

plantageejers beskrivelser:

”Kl. 4 om morgenen, medens nattens dybeste mørke endnu rugede over

jorden, blæste bombaen i ”tutuen”, et konkyliehorn, for at vække sine

undergivne [de andre slaver]. Først fodredes kvæget med det græs, som var

blevet indsamlet for forgående aften og dernæst sørgede negrene for sig selv,

så at man kl. 5 i samlet trop kunne begive sig i marken, medens det begyndte

at lysne. Her foregik arbejdet i reglen på til kl. 8, hvor man rastede [hvilede]

en halv times tid, for derefter at fortsætte til middag, hvor tropesolen

umuliggjorde arbejdet. Fra 12 til 14 rastedes der […]. Derefter fortsattes

arbejdet til kl. 18, hvorefter der igen måtte samles foder […]. Det giver altså

[…] en arbejdsdag på 10 ½ -11 timer af det strengeste markarbejde under en

glødende tropesol […].” 30

Allerede få år efter, at den første slave var ankommet til øerne, var der væsentligt

flere slaver end hvide, og skellet blev kun større med årene – der var ofte 5-10 gange flere

slaver end hvide31. Det affødte en konstant paranoia hos de hvide slaveejere, som frygtede

at slaverne med deres talmæssige overlegenhed ville gøre oprør og slå dem ihjel, som man

havde hørt om fra andre nationers kolonier som fransk Haiti og britisk Jamaica.

Plantageejerne mente, at for at holde slaverne nede, skulle man slå hårdt ned på

enhver overtrædelse, og i og med at slaverne var ejernes ejendom, uden rettigheder, måtte

de gøre med dem stort set, hvad de ville. For at afskrække slaverne offentliggjorde

guvernøren Philip Gardelin i 1733 et reglement med regler og straffe for slaverne:


30 Bearbejdet uddrag af Brøndsted, Johannes, ”Vore Gamle Tropekolonier”, s. 114-119


17

”Jeg, Philip Gardelin, gør vitterligt for alle negrene på denne ø: Da det

desværre er kommet mig for øre, at vore negre, som af Gud selv er gjort til

slaver, ikke alene vover at tilsidesætte deres slavepligter mod de blanke

[hvide] i almindelighed, men også opfører sig ulydigt overfor deres mestre og

mesterinder, hvis penge de dog er, og derfor er endnu mere forpligtede til

lydighed […] så er det i Rådet besluttet at offentliggøre følgende artikler […]

1. Alle slaver som tilstår det eller gribes i … at løbe væk eller opfordrer andre

slaver til at løbe væk […] skal som straf knibes 3 gange med gloende jern og

hænges.

2. Alle negre der tilstår eller bliver afsløret i et maronkomplot skal som straf

have et ben hugget af, med mindre deres mester vil benåde dem 150 slag og

afskæring af et øre i stedet.”32

Mange slaveejere mente endda at slavernes viden omkring de hårde straffe ikke var

nok til forebyggelse, så der blev ofte udøvet straffe af de mindste årsager, og ofte, uden

nogen overhovedet. Lægen Paul Erdmann Isert skrev således:

”Den almindelige behandling af disse stakler, især dem som arbejder

ved markarbejde, er udenfor al menneskelighed. Jeg så det. Åh, havde jeg

dog aldrig set det. Jeg så, hvordan man for små, ofte indbildte overtrædelser

bandt dem til pælen og offentlig med slavepisken flænsede deres kød […] Men

det er ikke altid nok, at man blot hugger deres hud af; nej! Det ville være en

for kortvarig smerte. Også bagefter skal de føle! Man smører derfor sårene

ind med spansk peber og salt!” 33

På trods af de bestialske forebyggelsesmetoder, opstod der alligevel flere

slaveopstande på de Dansk-Vestindiske øer. Gardelins endnu strengere reglement var

direkte affødt af en slaveopstand få måneder før, på Skt. Jan, hvor det havde lykkedes en

gruppe slaver at overmande den lille garnison soldater, der var på øens fort Frederiksværn,

hvorefter de signalerede til deres medkonspiratorer med kanonerne, der igangsatte

32 Gardelin, Philip (guvernør) – ”Reglement af 5. september 1733”

33 Raunkiær, Ingeborg – ”Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87”. s. 178-181

18

ildpåsætning af markerne og plantagerne, samt mishandlingen/drabene på flere af

slaveejerne, som de ikke brød sig om34. Oprøret var grundet en fejlet høst, som havde

frembragt minder om 1725, hvor slaverne havde lidt under hungersnød, og med en ny i

sigte, valgte de at gøre oprør mod overmagten.

Garnisonen fra Skt. Thomas blev sat ind for at nedslå oprøret, men der var for få

soldater. Der blev bedt om hjælp fra den nærliggende franske ø Martinique (hvem af, der

lige var blevet købt Skt. Croix, så de var villige til at hjælpe), og da oprørerne var løbet tør

for krudt, var de flygtet ind ud i de tætte skovområder. De danske soldater, sammen med

de franske, drev klapjagt på dem, og flere slaver tog deres ejet liv, frem for at skulle stå til

ansvar for europæerne. 41 oprørere blev fanget i live, og cirka halvdelen blev henrettet på

grusomme måder, endnu engang for at afskrække slaverne fra at gøre oprør igen35.

Oplysningstiden og dens abolister Den sidste halvdel af 1700-tallet var det tidspunkt, der begyndte at opstå nye tanker hos

Oplysningstidens filosoffer og menigmænd – tanker om menneskerettigheder.

Øjenvidneberetninger og dokumenter, som udgivelsen af planpapirer over

slaveskibskonstruktioner, havde forarget den brede befolkning, information, der førhen

havde været langt fra almen viden. Specielt forholdene under transporten af slaverne, blev

anset som umenneskeligt, så flere steder, specielt i England, opstod bevægelser imod

slavehandelen – abolisterne36.

Også i Danmark var befolkningen begyndt at danne sig lignende tanker i slutningen

af 1700-tallet, selv finansministeren Ernst Heinrich von Schimmelmann, en del af

magteliten i Danmark, som selv ejede flere plantager på øerne, heriblandt den allerstørste,

ønskede at slavehandelen skulle forbydes. Det var dog ikke alene af medmenneskelige

årsager, det var mere bare en bonus, men det var egentlig økonomiske årsager, der drev

hans ønske37. Schimmelmann var imod slavehandelen, ikke slaveriet i sin helhed.




37 Brev fra Schimmelmann til svogeren Fritz Rewentlow – HistorieLab.dk ”Nye tanker fra en dansk slaveejer”

19

Transporten af slaverne var i 1780’erne faldet drastisk, da det simpelthen var en dårlig

forretning. Mange skibe gik tabt på den lange tur, mange af slaverne, den egentlige vare,

døde før ankomst, og det var dyrt at brødføde dem. For plantageejerne var det voldsomt

dyrt at skulle købe slaver fra tid til anden, og når man først havde betalt mange penge for

en slave, skulle man have noget for pengene, hvilket resulterede i for hårde arbejdsvilkår.

Afskaffelsen af slavehandelen ville anspore plantageejerne til at behandle deres slaver

bedre, i og med at der ikke var udsigt til nye ankomster – i tidsskriftet Minerva udkom der

i 1792 en artikel mod slavehandelen:

”Der kræves kun medmenneskelig behandling af negrene for at gøre

denne indførsel unødvendig. Det er sat uden for tvivl, at hvis

kolonidyrkningens arbejdere var indfødte kreoler [slaver født i Vestindien]

[…] ville disse ikke alene forplante sig i det nødvendige antal, ja endnu mere,

og derved spare de store omkostninger til afrikanske negres indkøb […] Og

jordejerne, hvis liv i Vestindiens mest paradisiske egne opfyldes af uophørlig

og velbegrundet angst for oprør og forræderi, ville være trygge som andre

landes indbyggere.

Det er bevist, at statsindkomsterne ville vinde, fabrikationsvirksomhederne

ville vinde, handelen ville vinde, og menneskeligheden i almindelighed ville

vinde, hvis slavehandelen blev ophævet.” 38

I 1792 var tankerne om slavehandelsforbuddet nået så langt som til parlamentet i

Storbritannien, men var ikke blevet stemt ind. I Danmark vidste man, at det kun var et

spørgsmål om tid før at det blev, og dernæst ville englænderne nok begynde at presse de

andre kolonimagter til lignende tiltag39. Med Schimmelmann som en af bagmændene,

lykkedes det at lokke kong Christian d. 7. til at komme en sådan situation i forkøbet, med

”Forordning(en) om Neger-Handelen af 16. marts 1792”40. Kongen bekendtgjorde i

forordningen, at slavehandelen skulle afskaffes og forbydes, med en overgangsperiode på

10 år – den ville altså træde i kraft i udgangen af 180241. Slavehandelen blev i tidsrummet

38 Bearbejdet udgave af “Skadelig Slavehandel“. Artikel i tidsskriftet Minerva 1792


40 Kong Christian d. 7. - ”Forordning om Neger-Handelen af 16. marts 1792”


20

imellem intensiveret, da det var meningen, at man ville skabe en så lige kønslig slavestand

som mulig, så man ved slavernes egen formering kunne opretholde antallet.

Selvom forordningen var trådt i kraft i starten af 1803, var håndhævelsen minimal, og

rederierne fortsatte ufortrødent, ofte ved i stedet for at sejle til Cuba o.l. med slaverne, og

alligevel havnede mange nye slaver på de danske øer. Slavehandelen indbyrdes på øerne

var ikke ulovlig, kun den transatlantiske transport af dem. Det var først efter

Storbritanniens slavehandelsforbud i 1807, og besættelse af de Dansk-Vestindiske øer

under Napoleonskrigene (1807-1815), og efter, at forbuddet reelt blev håndhævet42.

Vejen til slaveriets endelige ophævelse I Storbritannien i 1830’erne var menneskerettighedstankerne nået så langt, at der var tale

om at afskaffe slaveriet fuldstændigt. Det endte ud i, at i perioden 1833-1838 blev slaveriet

utvetydigt afskaffet, og alle slaver i de britiske kolonier blev sat fri43. Man var i Danmark,

som i situationen omkring afskaffelsen af slavehandelen, klar over, at briterne ville presse

de andre slavenationer til at foretage lignende tiltag. Den danske konge Christian d. 8

skrev direkte til generalguvernøren på øerne, Peter Von Scholten (1784-1854), at han

ønskede at udsætte frigivelsen af slaverne så længe som muligt, da man frygtede den

økonomiske kompensation som slaveejerne ville kræve for tabet af deres ejendom, som

man havde set det i Storbritannien44. Von Scholten var selv tilhænger af frigivelsen af

slaverne, men som kongens stedfortræder kunne han ikke tage en sådan beslutning uden

en tilladelse fra Kronen. Det var en presset tid, hvor rygterne om frigivelsen af slaverne på

de andre øer florerede, og utilfredsheden ulmede. I 1847 var kongemagten klar med et

reskript, som skulle diktere, hvordan overgangen fra slaveriet til friheden for slaverne

skulle foregå45. I befalingen erklærede kongen alle slaver født efter 28. juli 1847, for frie.

Dog var de nuværende slaver pålagt slaveri i de næste 12 år, hvorefter de også ville blive

erklæret frie. Slaverne var slet ikke tilfredse med befalingen, så i 1848 udbrød der oprør på

Skt. Croix. Tusindvis af slaver overtog byen Frederiksted, og da generalguvernør Von




45 Kong Christian d. 8. - ”Reskript af 28. juli 1847 ang. Emancipationen af de Ufrie på disse øer”

21

Scholten ankom, så han ingen anden udvej, end at erklære slaverne for frie, hvilket gjorde

mange plantageejere og folk i Danmark ret gale. Generalguvernørens bror, Frederik von

Scholten, omtalte det således:

”Klokken syv om morgenen strømmede negrene ind i byen i stort antal.

Kort tid efter blev det rapporteret til mig, at politikontoret blev plyndret og

ødelagt. […] De fleste af de hvide var nu enten ombord på skibene [i havnen]

eller i skjul. Omkring dette tidspunkt dukkede en mand op på stedet, der

syntes at være lederen af de enormt mange mennesker, der fyldte gaden.

Dette var Buddhoe, eller, som han senere blev kaldt, general Bourdeaux.

Omkring kl. 15 ankom generalguvernøren […]. Generalen trådte ud nær

fortet på Skt. Croix), gik ind iblandt folkemængden og erklærede negrene for

frie. […].” 46

Selvom slaverne nu var frie, dæmpede de tidligere slavers jubel sig dog ret hurtigt.

Regeringen på øerne udkom med, hvad der skulle have været et midlertidigt reglement –

kaldet tyendeloven47, indtil man havde fundet en løsning på overgangen fra slaveri til frie

arbejdere. De befriede havde med deres ”frigørelse” mistet den ene gode de havde - at

plantageejerne skulle brødføde dem. Det var nu de tidligere slavers egen opgave at sørge

for mad, for den usle løn som de fik for deres arbejde – en arbejdsdag som unægtelig

lignede komplet den samme, som da de var slaver. Alle tidligere slaver, der ikke havde råd

til at købe deres eget store jordlod (hvilket næsten var alle slaver, i og med at de ikke havde

ret til at få penge for deres tidligere arbejde), var af reglementet underlagt at skulle indgå

kontrakt hos plantageejerne, hvorved de end ikke engang måtte nægte at udføre det stykke

arbejde som der blev pålagt dem:

Provisorisk [midlertidig] anordning til at bestemme forholdene mellem

landejendomsbesiddere og de frie arbejdere af landbefolkningen. […].

Ingen arbejder må driste sig til at bestemme, hvad gerning han vil udføre,

eller vægre sig ved [sige nej til] at forrette det arbejde, der anvises ham,

46 Uddrag fra Taylor, C. E. - ”Leaflets from the Danish West Indies, Descriptive of the Social, Political, and Commercial Condition of these Islands”, 1888. - HistorieLab.dk ”Oprøret på Skt. Croix 1848”


22

medmindre han udtrykkeligt er fæstet for et vist slags arbejde. […].

Arbejdsdagene skulle være, som hidtil, alene de 5 dage i ugen og de samme

som førhen. Det sædvanlige plantagearbejde skal begynde med solens

opgang og ende ved dens nedgang, således, at der gives en fritime til frokost

[morgenmad], og to middagstimer fra 12 til 2. […].

Arbejderne skulle indtil videre få følgende vederlag [løn]:

a) Brugen af et hus eller beboelseslejlighed, for dem og deres børn […].

c) En ugentlig løn af 15 Cents om dagen til enhver arbejder af 1ste klasse, 10

Cents til enhver arbejder af 2den klasse, og 5 Cents til en arbejder af 3die

klasse, for enhver arbejdsdag at regne. […]” 48

Selvom reglementet skulle være midlertidigt, endte det med at vare til 1878. De usle

tilstande havde flere gange ansporet mindre oprør, og selv muligheden for at rejse bort fra

de danske øer, til f.eks. de engelske hvor forholdene på daværende tidspunkt var bedre,

gjorde regeringen meget for at stoppe. Det blev forbudt at sejle de tidligere slaver væk fra

øerne, medmindre de havde et specielt pas, som kun et fåtal fik49.

Den ”midlertidige” tyendelov fik lov til at bestå i 30 år, indtil d. 1. oktober 1878, den

ene dag om året (Skiftedagen), hvor det for de frigjorte slaver var muligt, pr.

arbejdsreglementet, at finde en anden plantage at arbejde på50. I kampen for bedre

arbejds- og levevilkår stimlede de tidligere slaver på Skt. Croix sammen på deres eneste

komplet frie dag på året. Til at begynde med havde det forholdt sig roligt, grupperingerne

demonstrerede mod forholdene på fredelig vis, men de følgende dage endte i det blodigste

arbejderoprør i Danmarkshistorien – kaldet ”The Fireburn” (”Den Store Ildebrand” af

guvernøren)51. Stemningen og afmagten var eskaleret i en sådan grad, at det endte med, at

50 plantager og tilhørende sukkermarker, sukkermøller, samt store dele af byen

Frederiksted, blev brændt ned af de ophidsede arbejdere.

48 Bearbejdet udgave af Hansen, Peter: arbejdsreglementet ”Labour Act of 26. of January 1849”


50 ”The Three Rebel Queens“ – Virgin-Islands-History.org


23

Oprøret blev blandt andet ledt af 4 kvinder, Mary Leticia Thomas, Susanna ”Bottom

Belly” Abrahamson, Axeline ”Agnes” Elizabeth Salomon og Mathilde McBean, samlet

under roller som Queens/Queenmothers allerede inden oprøret, hvilket var højtstående

samfundsstillinger, som de tidligere slaver havde bibeholdt fra deres afrikanske

afstamningers stammesamfundsstrukturer.

Oprøret blev slået ned af de danske myndigheder, og da det var slut, var tabstallene

ca. 100 døde af den sorte befolkning, samt 3 europæere - 2 soldater og 1 plantageejer.

Flere af de medvirkende til oprøret, der var blevet fanget, blev henrettet af myndighederne,

men omkring 30 af de dødsstraf-dømte oprørere blev i stedet sendt mod København, for at

afsone længerevarende (op til livstid i de 4 Queens’ tilfælde, heriblandt Mary Thomas)

fængselsstraffe. De mandlige oprører blev sendt til det relativt nye Horsens Statsfængsel,

og de kvindelige til kvindefængslet på Christianshavn – de ankom i 188252.

Specielt kvinderne blev i den danske presse sat i et dårligt lys, hvor der blev fokuseret på

kvindernes roller som forførersker, der havde ansporet den mandlige arbejderbefolkning

til at gøre oprør. Der blev fra den danske regerings side ligeledes sat fokus på Mary

Thomas’ tidligere dom for børnemishandling, en dom der ofte blev tildelt tidligere

slavinder efter frigørelsen, hvis de var ulydige.

Mange af oprørerne, blandt andet Mary Thomas, fik deres domme omstødt i løbet af

de næste 10 år. I 1887, 5 år efter ankomsten til København, blev Mary Thomas sendt

tilbage til de Dansk-Vestindiske Øer.

Mary Thomas og de andre Queens opnåede heltindestatus på Øerne, som et symbol

for kampen mod overmagten, samt for den endelige frigørelse af Øernes befolkning, da det

store oprør i 1878 var direkte årsag til, at de danske myndigheder endte med at afskaffe

den forhadte tyendelov53.

Allerede i starten af 1800-tallet var det begyndt at gå ned af bakke for øernes

økonomiske styrke for det danske kongerige. De mindre øer kunne ikke konkurrere mod

52 ”The Three Rebel Queens“ – Virgin-Islands-History.org


24

de mere industrialiserede sukkerøer som Jamaica o.l., og ligeledes var man i Danmark

begyndt at dyrke sukkerroer, hvilket var væsentligt billigere end hele processen med

transporten osv. fra øerne54. Danmark havde derfor i flere år forsøgt at få en aftale på plads

med USA, men det var først under 1. verdenskrig, hvor amerikanerne var bange for at

tyskerne ville købe øerne og benytte dem militært, at en aftale kom på plads. I 1917 blev

øerne solgt for 25 millioner dollars (svarende til 3,2 mia. kroner) efter en folkeafstemning i

Danmark, hvor de sorte på øerne ikke havde noget at skulle have sagt55.

Med en historisk redegørelse af slaveriet, og en beskrivelse af Mary "Queen Mary” Thomas

på plads, giver det anledning til at udføre en billedanalyse af monumentet, som vil slå fast

hvordan monumentet ser ud, og hvilke symboler og referencer, som læses ud af den.

Analyse af “I Am Queen Mary”-monumentet

D. 31. marts 2018 fremviste Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle deres monument af Mary

Thomas, som var en af de fire oprørsledere i Fireburn oprøret i 1878 på St. Croix. Hun er

bedre kendt under navnet Queen Mary. Vi vil analysere monumentet og kigge på dens

historiske konnotationer. Vi har valgt at analysere “I am Queen Mary”-monumentet ud fra

Roland Barthes’ teori om billedets retorik. Vi mener at det er oplagt, fordi monumentet har

startet en samfundsdebat, som omhandler forståelsen af det, og dets symbolik. Roland

Barthes brugte Saussures lingvistiske semantik og strukturalisme teori til at forstå

billeders betydning, og lagde grund for billedsemantikken. Saussure mente at forholdet

imellem tegnet og det betegnede var kulturelt bestemt. Barthes brugte den idé til at

undersøge om objekter, også kunne formidle meddelelser baseret på deres

betegnelse. Ifølge Barthes kan et billede optræde som en visuel myte 56 . Teorien bygger på

at analysere et billede ud fra tre elementer: de konnotative, denotative og den skriftlige

meddelelse.

Ifølge Barthes er denotation i tegninger anderledes end i fotografiet, fordi at

tegninger af deres natur belyser intention, mens fotografiet optræder som værende en sand



56 Rose, (2011). S. 163

25

afspejling af virkeligheden. Vi vil nu redegøre for tegningens denotation først, og derefter

for fotografiet denotation. Barthes mener at denotation er mindre tydeligt i tegninger end i

fotografier. At tegne er en teknisk egenskab og tegninger reproducerer objekter, eller

scenerier igennem en længere proces. Kunsterne danner et tydeligere opstillet narrativ,

fordi de vælger hvad der bliver fremstillet og hvad der ikke bliver fremstillet. På trods af

nogle tegninger kun gør brug af få elementer kan de stadig de stadig være påvirkelige, på

grund af deres eksplicitte opstillet natur. Tegninger, og andre producerede kunstværker,

hører altid under en stilart, der afspejler afsenderens subjektivitet, fordi de indeholder

elementer der bærer tydelige kulturelle præg.

Barthes brugte den strukturalistiske metode til at forstå, hvad defineres som

denotativt i tegninger. Det gjorde han ved at bruge modsætningsforholdet imellem

kulturer57. Det fortolker vi som substantielle objekter kun er substantielle på grund af

deres kulturelle værdi.

Et fotografi virker mere denotativt, fordi billederne opfanger et øjeblik som har

eksisteret i den fysiske verden. Barthes undersøgte fotografiets denotative elementer ved at

kigge på modsætningsforholdet mellem det naturlige og virkelige.

Som eks. bruger Barthes Panzini reklamen til at forklare, hvordan de denotative objekter,

som pastaen og tomaterne, formidler budskabet italienskhed58.

Vi vil med fotografidenotationsteorien undersøge de forskellige komponenter i

monumentet, definere deres denotationer og derigennem, hvilke konnotationer disse

denotative træk medfører.

De lingvistiske meddelelser er det skriftlige, som formidler billedets budskab til

modtageren. Lingvistiske beskeder kan forankre, hvordan man fortolker et billede, da det

forankrer modtagerens forståelse ved at skabe en sammenhængen imellem de denotative

objekter59.

Det konnotative er det symbolske sprog, som er visuelt. Det symbolske sprog bygger

på kulturelle koder, men billedets budskab kan variere afhængigt af hvem modtageren er.

57 Barthes (1964) s. 51

58 Barthes (1964) s. 53

59 Barthes (1964) s. 47- 51

26

Det kræver derfor at modtageren har en praktisk, national, kulturel og æstetisk

tilstrækkelig viden for at kunne forstå afsenderens budskab60.

Vi vil bruge denne del af billedteorien til at analysere, hvilket forankret budskab

Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, formidler gennem monumentets skriftlige tegn.

Beskrivelse af statuen

60 Barthes (1964) s. 51- 53

27

Monumentet står foran det Dansk vestindiske pakhus, og forestiller Queen Mary. Hun

sidder tilbagelænet i en fletstol, og kigger ud mod kanalen. Hun har et tørklæde på

hovedet, en kort kjole og bare fødder. Monumentets sokkel er bygget af 1.5 ton koral sten

importeret fra St. Croix. Stenene blev skåret af slavegjorte afrikanere, som var blevet sendt

ud til havet for at skaffe dem. Koralerne blev stillet til rådighed fra historisk ejendom ejet

af La Vaughn Belle. På soklen er der en plade hvor der står “I am Queen Mary - a hybrid

of bodies, nations and narratives by la Vaughn Belle & Jeannette Ehlers”. I den ene hånd

sidder hun med en sukkermachete, i den anden hånd har hun en fakkel61. Statuens krop er

lavet ud fra en sammensat 3d scanning af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, førstnævnte

med rødder fra Trinidad og sidstnævnte fra Jomfruøerne i det caribiske hav, for at fange

denne historiske persons afro-caribiske træk. Det har resulteret i skulpturens realistiske

træk. Statuens ansigt stirrer, uden det mindste smil eller følelse, koldt og frygtløst ud i

verden. Hun sidder som et minde for Danmarks tid som kolonimagt foran det vestindiske

varehus62.

Ud fra de ovenstående denotative træk udspringer konnotationerne, som analyseres i

de følgende afsnit.

61 ”I Am Queen Mary” (1/12. 2018)

62 ”I Am Queen Mary” (1/12. 2018)

28

Den lingvistiske meddelelse

Teksten på soklen er skrevet på engelsk, hvilket forudsætter at modtageren kan forstå

engelsk. I am Queen Mary - “I am” oversat til dansk ”jeg er”, bruges når en person

præsenterer sig selv, hvilket gør at modtageren ser statuen præsentere sig selv og viser at

afsenderen antager at modtageren ikke ved hvem Queen Mary er, da en præsentation er

nødvendig.

I den følgende del af sætningen på pladen står der, ”a hybrid of bodies nations and

narratives by la Vaughn Belle and Jeanette Ehlers”. Oversat: en krydsning af kroppe,

nationer og narrativer. Statuen er, som tidligere nævnt, skåret ud fra en sammensat 3d

scanning af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, for at skabe et realistisk billede, men også

fordi der ikke er nogle fotografier af Mary Thomas igennem historien. Den del af

sætningen henviser til den baghistorie omkring projektet, som vi fortolker som værende at

kunsterne hentyder til en dansk glemselshistorie, siden der ikke direkte står ”en

sammensætning af La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers kroppe”, gør det meddelelsen

indirekte, hvilket kræver at modtageren har en forforståelse af kunsternes arbejdsproces.

29

På samme tid kan det for den modtager der ikke har kendskab til arbejdsprocessen være en

indgangsvinkel til at forstå en dansk glemselshistorie63.

Derfor tolker vi at teksten, der nævner at hun er en sammensætning af narrativer,

som en perspektivering til de forskellige narrativer om hendes historie og hendes karakter,

er afhængig af, hvorfra den er fortalt. På trods af at narrativerne er forskellige er de stadig

forbundet. Blandingen af disse kunstneres kroppe i skulpturen er mere end en fusion af de

to kroppe. Den fungerer som en blanding af nationer og deres narrativer, da La Vaughn

Belle er fra de vestindiske øer og Jeanette Ehlers har rødder i Trinidad og Danmark. Deres

individuelle opvækst ligger til grund for deres forskellige narrativer i forbindelse med

monumentet. Teksten præsenterer Queen Mary med ”I Am”, hvilket vi tolker som en

hentydning til den danske uvidenhed mht. Danmarks involvering i De Dansk-Vestindiske

Øers historie. Det er normalt at præsentere sig selv, når man møder nogen for første gang.

Når “I Am Queen Mary”-monumentet er nødt til at præsentere sig til modtageren, tolker vi

at det er en implicit hentydning til mangel på bevidsthed om den danske kolonihistorie.

Det ikoniske budskab Vi vil nu redegøre for de historiske konnotationer ud fra de nævnte denotative objekter. Vi

vil begynde med at forklare, hvilke budskaber vi får ud af sukkermacheten og faklen, og

derefter hendes kropposition, som vi vil perspektivere til et ikonisk billede af Huey Percy

Newton, og redegøre for den myte som han personificerede. Vi fortolker at macheten

symboliserer hendes status som slave da slaverne brugte macheter til at hakke sukkerrør,

når de arbejdede i markerne på de Dansk-Vestindiske øer. På samme tid symboliserer

macheten også Fireburn-oprøret, fordi at slaverne brugte deres macheter, som våben

under oprøret. Faklen ser vi som endnu et symbol for Fireburn-oprøret, som referer til de

marker, plantager og sukkermøller m.m. som oprørerne brændte af.

Igennem sukkermacheten får vi at vide at hun er en oprører, og at hun arbejder i

markene. Hendes simple tøj og hendes bare fødder, afspejler hendes fattigdom og

levevilkår. Hendes kropsposition, minder om et ikonisk billede af Huey Percy Newton,

kendt fra “Black Panther”-bevægelsen.

63 I Am Queen Mary. (1/12. 2018)

30

Huey Percy Newton var en afrikansk

amerikansk aktivist, professor og leder af Black

Panther partiet. Vi vil bruge Judson L. Jeffries

bog ”The Radical Theorist”, til at redegøre for

hvem Huey Percy Newton var, og hvorfor han

blev opfattet, som han gjorde. Dernæst vil vi

bruge bogen til at forklare synspunktets

historicitet, og hvordan det kan perspektiveres til

Queen Mary-monumentet. Newton var også en

meget kontroversiel karakter. Organisationen

”Black Panthers Party” distancerede sig selv fra

Martin Luther Kings ikke voldelige metode ved at

trække mere på en anden kontroversiel karakter,

Malcolm X. Newton blev personligt inspireret af

Malcolm X og Muhammed Ali. Efter at han havde

hørt dem tale, begyndte han at interessere sig for The Nation of Islam, og deres tilgang til

at løse de sociale problemer, som ramte den afrikansk-amerikanske befolkning64. I 1967

blev Newton fængslet for mordet på en politimand. Imens han sad i fængsel, begyndte

radikale aktivister og universitetsstuderende, at protestere imod hans fængsling, under

sloganet “Free Huey”65. Vi vil skrive om denne periode i Newtons liv, fordi den er med til at

forme myten omkring Huey P. Newton. Ved at hans identitet tilegnede sig en historisk og

kulturel myte, som kaldes ”The Bad Nigger”. Vi forklarer, hvordan hans fængsling var med

til at forstærke ham som ”The Bad Nigger” og hvordan Huey P. Newton, som den mytiske

”bad nigger”, persona blev forankret i et billede.

”The Bad Nigger”-diskursen kommer fra den amerikanske slavetid. Sætningen blev

brugt omkring sorte slavegjorte, som gjorde modstand imod slaveriet. De blev derfor

opfattet som værende farlige, på grund af deres manglende styrbarhed af de hvide, men for

64 Jeffries. (2006). s. 21

65 New York Times, The Associated Press (1989)

31

sorte blev det set som et respekteret karakteristika, da personen gjorde oprør imod

undertrykkelse66. Ifølge Judson L. Jeffries blev Newton en personificering af ”The Bad

Nigger” cementeret i billedet67.

Mary Thomas kan også personificeres som en ”The Bad Nigger”, hvilket kommer til

udtryk i Queen Mary folkesangen, som handler om, hvordan hun vil brænde fængslet og

havnen af.

Queen Mary folkesang:

“Queen Mary, oh where you gon' go burn?

Queen Mary oh where you gon' go burn?

Don't ask me nothin' at all. Just give me the match and oil.

Bassin Jailhouse, ah there the money there68”

Sangen fortæller os, at hun ikke vil stilles nogen spørgsmål. Hun skal ned og brænde

havnen og fængslet, fordi det er der hvor pengene er. Hun går efter havnen, fordi det er der

varerne bliver sent afsted til Danmark. Uden havnen ville Danmark ikke kunne tjene penge

på hendes undertrykkelse. Det er ikke, fordi hun har tænkt sig at røve havnen fysisk, men

dens funktion som middel i hendes undertrykkelse. Så ved at brænde havnen, brænder hun

også sit fængsel. Sangen skildrer hende som ”The Bad Nigger”, fordi hun nægter at indgå i

dialog, hvilket skildrer hendes aggression mod det danske kolonistyre.

Sangen forankrer ”The bad Nigger” myten i ord og lyd. Ligeledes visualiserer ”I Am

Queen Mary”-monumentet myten, og afspejler måden hun er blevet husket, på St. Croix.

I Danmark forestiller 80% procent af alle statuer hvide mænd69. ”I am Queen Mary“-

monumentet skiller sig ud, ved at afspejle en sort kvinde. Kunstnerne har malet hele

66 Jeffries. (2006). s.84

67 Jeffries (2006). s.12

68 ”Queen Mary Folksong: Commemoration of the 1878 Fireburn” (Ukendt årstal)

69 (Garfield, 2018)

32

statuen sort, som får den til at stå mere i kontrast med arketypen af europæiske statuer

som er hvide. Det gør monumentet unikt.

Statuen af Mary Thomas sidder med ryggen til det Dansk-Vestindiske pakhus, som var

stedet, hvor varerne fra st. Croix blev lagret. Man kan tolke ud fra monumentets

kropsposition at ”I Am Queen Mary”, vender ryggen til den eurocentriske struktur i hendes

livstid og i vores samtid70.

Mange af de ovenstående budskaber og referencer kræver, at modtageren har

kendskab til de Amerikanske Jomfruøers historie, afroamerikansk antiracistisk historie og

europæisk kunsthistorie. Herudaf udleder vi, at monumentet henvender sig til beskuerens

selvforståelse og identitet.

Med en klar beskrivelse af monumentet, vil vi derefter kunne se på kunstnernes

intention, som vil give indblik i monumentets ophav og budskab. Kunsterne Jeanette

Ehlers og La Vaughn Belle, har, som beskrevet oven for, givet monumentet ”I Am Queen

Mary”, mange implicitte og eksplicitte meninger og læsninger, alt afhængig af

læseren. Tilblivelsen af dette ser vi nærmere på i filmen ”Det Sorte Kapitel”, som

analyseres nedenfor.

Det Sorte Kapitel

Dokumentaren “Det Sorte Kapitel” blev sendt på DR K d. 3. oktober 2018, den er

produceret af filmselskabet - Made In Copenhagen, med støtte fra DFI – Det Danske

Filminstitut. Det er Jeannette Ehlers’ veninde Maya Albana, som har instrueret

dokumentaren.

Dokumentarfilmen ”Det Sorte Kapitel” er vores primære kilde til at nærme os et

indblik og en forståelse af kunstneren bag vores omdrejningspunkt ”I am Queen Mary”-

monumentet. Redegørelsen og analysen af dokumentaren ønsker at belyse Jeannette

Ehlers’ hensigt og formål med tilblivelsen af monumentet, der er katalysator for

undersøgelsen af vores senere anskuelser af debatten omkring monumentet. Når vi senere

i rapporten vil betragte debatten som monumentet har affødt, er det vigtigt at kende til

Jeannette Ehlers’ motiver bag værket. Redegørelsen vil derfor primært have fokus rettet

70 Garfield (2018)

33

mod Ehlers’ egne ytringer omkring monumentet. Desuden vil der blive slået ned på de

vigtigste illustrationer i dokumentaren, som løbende er med til at understrege Ehlers’

ønske om at gøre op med et glemt kapitel i vores fælles historie og en strukturel racisme,

som hun stadig mener eksisterer i dag i Danmark, som konsekvens af vores ageren i

koloniseringen.

Dokumentaren tager udgangspunkt i Jeanette Ehlers og hendes værk ”I Am Queen

Mary”, der blev til i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle. Fortællingen følger

tilblivelsen af monumentet, fra begyndelse af idéprocessen og til den endelige opførelse af

monumentet. Historien bliver fortalt gennem Ehlers’ veninde, Maya Albana, der fungerer

som voice-over i dokumentaren. De deler begge at være opvokset i Danmark med en dansk

mor og en udenlandsk far. Albanas far er fra Malaysia i Asien, mens Ehlers’ far er fra

Trinidad i Caribien. De står på mange måder i kontrast til hinanden, da Maya føler sig helt

igennem ”dansk”, i modsætning til Ehlers, der har udviklet en stærk sort identitet. Hun

forholder sig kritisk til hendes ophavs historie, og hvad den har været udsat for, i

modsætning til Albana.71 Den stærke, sorte identitet Ehlers har tilegnet sig, bliver vi

præsenteret for i begyndelsen af dokumentaren, hvor Albana beskriver en anekdote

omkring, hvordan Ehlers 30 år inde i deres venskab, for første gang frabeder hende, at hun

omtaler hende ved brugen af ordet ”neger”72. De to er opvokset sammen, og af Albana

bliver det fortalt, hvordan de begge i skolen blev lært ”den gode” historie om Danmark.

”I skolen lærte vi at danskerne var frihedskæmpere og altid på de svages side med

gode kristne værdier […] og jeg tog ikke rigtigt stilling til vores andet ophav, men

Jeanette hun følte sig anderledes […] hun søgte alt hvad der havde med sort musik og

kultur at gøre […]

Citatet er fortalt af Albana som voice-over, og det er desuden en introduktion til det

skel, der er mellem hvordan de anser og værner om deres ophav. Efterfølgende vises en

scene, hvor der udspiller sig en dialog mellem de to, her udlægger Ehlers for første gang,

hvordan hun mener der eksisterer en strukturel racisme. Det kommer til udtryk gennem

hendes holdning til den farve, som de fleste betragter som hudfarve, som hun ønsker at

71 Albana (2018)

72 Albana (2018): 00:55-01:35

34

gøre op med, fordi den er et produkt af, hvad hun anser som et forskruet verdensbillede.

Farven man beskriver som hudfarve, neutraliserer det at være lys, som et opfattet ideal73

Efterfølgende bliver vi præsenteret for Ehlers far, hvis forfædre var slavegjorte afrikanere.

I forlængelse af det, bliver det italesat, hvordan de slavegjorte forfædre i flere århundrede

blev udnyttet, handlet med og levede under tvangsarbejde som slaver. I en efterfølgende

scene, hvor vi igen følger en dialog mellem Ehlers og Albana, beskrives, hvordan Ehlers’

forfædre levede under kummerlige forhold og levede under en brutal undertrykkelse.

Desuden fortæller hun, hvordan hun først blev opmærksom på, hvor stor en indflydelse

Danmark havde haft på hendes forfædres lidelseshistorie, efter en rejse til Ghana. På

rejsen blev det klart for hende, efter at hun iagttog, hvor mange forter Danmark havde

været i besiddelse af. Disse forter blev brugt til at opbevare slaver, før de blev hentet af

skibe og bragt i arbejde. Det bliver illustreret blandt andet på nedenstående billede som er

en af flere billeder, der bliver vist fra hendes rejse til Ghana.74

75

73 Albana, (2018): 06:26-06:59

74 Albana (2018): 11:18-12:50

75 Albana, (2018): 12:45

35

Ehlers uddyber yderligere, hvordan det er begyndelsen på den racisme, som hun

stadig mener florerer i Danmark i dag. ”Det er så voldsomt, det er så voldeligt et system

og en kultur, det super racistiske system som starter her, som ligesom har fået lov at

udvikle sig og har taget nye former, men det starter ligesom her”76. Da Albana

efterfølgende spørger Ehlers til, om det føltes som om det var hendes familie, der var

blevet udsat for de forfærdelige episoder som Danmark bar en stor del af ansvaret for, er

hendes svar et klart ”Ja”77. Albana, som voice-over beskriver, hvordan rejsen var et

vendepunkt for Ehlers, og at hendes kunst siden rejsen til Ghana, har haft en mission om

at gøre op med historien.

Dokumentaren begynder herefter at dreje sit fokus hen imod tilblivelsen af

monumentet og da Albana, i et klip hvor Ehlers viser lokationen frem for, hvor det skal stå,

spørger til om statuen skal illustrere Ehlers selv, svarer Ehlers følgende: ”Hun er noget af

mig, […] men hun taler på vegne af rigtig mange andre også, så hun repræsenterer mig,

men hun repræsenterer også ”Black Power”, altså det gør hun virkelig”78. Albana følger

op med et nyt spørgsmål og spørger til, hvorfor hun gerne vil lave et mindesmærke. Til det

svarer Ehlers:

”Fordi ligesom så meget andet, der handler om den her historie, der er det ligesom

en eller anden form for fortrængning, eller fortrængt kapitel i vores historie, så der ikke

rigtig noget sted, hvor man ligesom kan gå hen og reflekterer over hvad der er sket i

historien, […] og efterkommere for den sags skyld, kan gå hen og føle at de har en

stemme” 79

På den måde forklarer Ehlers, hvordan statuen er ment som et mindesmærke for

noget i historien, som hun mener mangler at blive oplyst og samtidig skal være et opråb

mod den racisme, hun og andre minoriteter, føler sig ramt af.

76 Albana, 2018: 12:55-13:10

77 Albana (2018): 13:14-13:26

78 Albana (2018): 17:06-17:21

79 Albana (2018): 17:24-17:51

36

Dernæst vises en række scener fra de tos besøg på udstillingen ”Trekantshandlen”,

der blev udstillet på Museet for Søfart. Her følger man dem på udstillingen, der viser

elementer af tiden, hvor Danmark var en aktiv aktør i slavehandlen. I et klip på vej hjem

fra udstillingen vises endnu en dialog mellem Albana og Ehlers, hvor Ehlers tydeligt giver

udtryk for hendes frustration over, hvordan udstillingen centralt har placeret et

frigivelsesbrev. Det mener hun er endnu et eksempel på, hvordan der optræder et narrativ,

der forsøger at danne en fortælling med e positiv vinkel. Hun forklarer, hvordan det er et

narrativ, der fortæller den hvide mands blik, og hvordan den konstante genfortælling af

den vinkel er skyld i at vi ikke kommer videre, og det afgørende her er, hvem der supplerer

historien og hvordan den bliver suppleret.80

Vi vender efterfølgende tilbage til tilblivelsen af monumentet og bliver præsenteret

for La Vaughn Belle som er kunstneren Ehlers har lavet det i samarbejde med. Det bliver

oplyst at Belle bor på Sankt Croix, så hun lever i en virkelighed som Danmark har været

med til at grundlægge. Vi får både en verbal præsentation af hende, men samtidig også en

visuel præsentation, der bl.a. viser et billede af hende i en artikel, som er blevet bragt i en

dansk avis.

81

Hun er altså, som illustrationen viser, påvirket af konsekvenserne af Danmarks

historiske handlinger, særligt her er det vigtigt at pointere, at dokumentaren fortæller, at

80 Albana (2018): 19:00-21:06

81 Albana, (2018): 22:19

37

hun bor på Sankt Croix. Samtidig fortæller Belle selv om, hvordan deres økonomi hænger i

laser, som en direkte konsekvens af koloniseringen, der er skyld i at de ikke kan skabe

deres egen økonomi82. Fokus vender igen tilbage til statuen og vi får en beskrivelse af

kvinden, som statuen ønsker at portrættere.

83

Overstående billede er endnu et eksempel på, hvordan det visuelle aspekt er med til

at understrege Ehlers’ agenda. Det appellerer til at danskerne burde kende til historien om

Queen Mary, selvom størsteparten af dem som ser dokumentaren, formentlig ikke har

kendskab til hvem hun er.

I oplysningen om, hvor statuen skal placeres, får vi en beskrivelse af, hvordan flere af

de bygninger, der befinder sig i Frederiksstaden, er bygget, for de penge, der blev tjent

under slavehandlens storhedstid, Albana som voice-over, forklarer, hvordan Vestindisk

Pakhus, som er den bygning “I Am Queen Mary”-monumentet placeres foran, ikke er en

undtagelse i forhold til førnævnte. Men at der på trods af det ikke er noget der indikerer

den del af historien.

I forlængelse af det bliver det beskrevet, hvordan Danmark solgte De Vestindiske Øer

til USA, fordi det ikke længere var en økonomisk gevinst for landet. Salget bliver foretaget

hen over hovedet på befolkning, og som konsekvens af det, bliver De Vestindiske Øer solgt

til USA uden at få stemmeret, noget som stadig gælder den dag i dag.84

82 Albana, (2018) : 22:24-22:51

83 Albana (2018): 12:45

84 Albana (2018): 33:00-36:34

38

I et vist interview med journalisten Gudrun Schmidt bliver Ehlers spurgt til, hvorfor

det er godt, at vi bliver bevidste om Danmarks tid som slavenation. Til det svarer hun:

”Fordi den er så fundamental for vores samtid, mange af de problematikker vi står

overfor i dag, har rødder tilbage til det, og det jo ikke kun slavehistorien, det jo hele

kolonitanken”85 Spørgsmålet bliver efterfulgt af om hvorvidt statuen ikke kun er et

mindesmærke for fortiden, men også er en kommentar til nutiden. Her svarer Ehlers:

”Jamen, det er det, og det er ligesom for at give stemme til vores forfædre, men

selvfølgelig også i ånden af den her ”Black Lives Matter” gruppe f.eks., som er inde og

kæmpe for, ikke hvides, og altså alle minoriteters rettigheder, og give dem en stemme” 86

Således gør Ehlers det igen klart at monumentet er mere end blot et mindesmærke.

Men at det er et mindesmærke, lige så vel, som det skal gøre os opmærksom på et

fortrængt kapitel i vores historiebevidsthed, skal det samtidig gøre op med, hvilken

betydning det glemte kapitel i historien har betydning for os i dag.

Afslutningsvis ser vi i dokumentaren den officielle åbning af opførelsen af

monumentet, og her får vi et udklip af talen som Ehlers holder for de fremmødte. I talen

ytrer Ehlers følgende:

”I was born and raised in Denmark as an Afro-dane, where whitewashing of

history is dominant and the lack of represantiation of black and brown people is

enormous. I grew up with this erasure of colonial inheritance, internalising the racist

structures that came with colonialism. It has shaped me as an individual and for a while

alienated me from my Afro-carribbean ancestry. But it has also brought me closer to

myself and made me strong in my belief that there is an urgent need for identification

and for re-writing history. Basically is about identity and art can lead and guide. ”87

Det er de sidste ord vi hører direkte fra Ehlers mund i dokumentaren. Hun gentager

igen hvordan monumentet skal fungere som et mindesmærke, der hidtil ikke har

eksisteret, for de mennesker, der deler hendes forfædres lidelseshistorie. Desuden

beskriver hun, hvordan hun mener, at en vigtig del af historien er blevet fejet under

85 Albana (2018): 36:44-37:03

86 Albana (2018): 37:39-37:57

87 Albana, 2018: 53:51-54:36

39

gulvtæppet, og samtidig, hvordan monumentet skal have til formål, at få den glemte fortid

frem i lyset. Hun appellerer direkte til en omskrivning af historien.

Ud fra det kan vi nu se endnu nærmere på hendes agenda bag monumentet og

hvordan den bliver udtrykt. Vi ønsker at udarbejde en analyse af, hvilke diskurser, der kan

udledes fra de udsagn Ehlers kommer med i dokumentaren. Det vil vi belyse med dele af

den socialkonstruktivistisk teoretiske tilgang. Den teori bygger på en grundopfattelse af, at

individers erkendelse er socialt konstrueret. Uddybet vil det sige, at den erkendelse vi som

mennesker opnår, sker gennem en optik, vi ikke er født med, men er et resultat af kulturen

og den historiske fortid, som det enkelte individ er en del af88.

Den socialkonstruktivistiske filosofiske overbevisning hviler på måden at forstå

verden på. Den er konstrueret af menneskers sociale interaktion. ”Først og fremmest tager

socialkonstruktivismen afstand fra, at der findes en objektiv sandhed om verden. I stedet

understreges det, at verdensopfattelser er konstrueret af mennesker gennem sproget”89.

Det er ikke fordi, vi erklærer os fuldstændig enige i teorien. Vi er ikke overbevist om, at der

ikke er nogle dele af verden man kan opfatte som naturaliserede sandheder.

Vi anerkender den præmis af teorien, der ufravigeligt har fokus rettet mod, hvordan

mennesker bruger sproget i praksis, når de betragter, kommenterer eller definerer deres

verdensopfattelse. Den måde at tænke på er hvoraf diskursanalysen opstod90.

Med det vil vi udarbejde en analyse af, hvilke diskurser, der kan udledes af de

ytringer, Ehlers kommer med i løbet af dokumentaren.

Diskursanalyser ønsker at undersøge, hvilken måde mennesker udleverer deres egen

versioner af den virkelighed, de lever i, samt hvilke ressourcer de benytter sig af, når de gør

det91. I forlængelse af det ønsker vores opgave gennemgående at anskue, hvordan

forskellige positioner bruger diskurser, og hvordan de forskellige diskurser bliver brugt i

debatter, samt på hvilken måde, disse to ikke formår at fungere i overensstemmelse med

88 Den Store Danske, Redaktionen (2018)

89 Bom (2018) : s. 28

90 Bom (2018): s. 29

91 Bom (2018): s. 12

40

hinanden. Følgende beskriver, hvordan og hvorfor vi mener, at diskursanalysen er en

relevant metode at anvende til besvarelse af vores problemformulering. ”I diskursanalyser

fokuserer man altså på, hvordan magt (re-)produceres når mennesker er enige eller

uenige om, hvordan ting, fænomener, begivenheder eller personer skal betegnes”92. Det

er på mange måder en præcis beskrivelse af det vi ønsker at undersøge med vores

diskursive fokus i analysen af dokumentarfilmen, og de efterfølgende debatter, som vi vil

belyse.

I analysen af dokumentaren vil vi udvælge det vigtigste nodalpunkt93 som vi mener er

det mest centrale, for det vi ønsker at belyse, i vores projekt og udelukkende lave analysen

ud fra en hypotese om dét punkt er det eneste nodalpunkt, der kan defineres.

De yderligere nodalpunkter, man vil kunne argumentere for der kunne opdeles, vil

derfor i stedet fungere som rationale, for at understøtte det overordnede valgte

nodalpunkt.

Den flydende betegner94, der ligger over udvælgelsen af nodalpunktet, definerer vi

som race, en forklaring på, hvordan de to begreber forholder sig til hinanden, kan læses i

følgende citat:

”… en flydende betegner kan lades med forskellige betydninger alt afhængigt af,

hvilke diskurser den lokaliseres i og/eller vristes fri af. Når den flydende betegner

lokaliseres i én bestemt, diskursiv sammenhæng, tranformeres den til det nodalpunkt,

[…] som strukturerer indholdet i den pågældende diskurs”95

Nodalpunktet vi udleder fra Ehlers i dokumentaren er, at hun ønsker at gøre op med

den eksisterende strukturelle racisme, som hun mener udspringer af den kolonisering

Danmark var en stor del af. Det gør det nu interessant at se på, hvordan den diskurs bliver

præsenteret.

92 Bom (2018): s. 30

93 Bom (2018): s. 67

94 Bom (2018): s. 67

95 Bom (2018): s. 67

41

Diskursen bliver lagt an fra begyndelsen af dokumentarfilmen, da vi får fortalt

anekdoten, der er beskrevet i redegørelsen af filmet, om hvordan Ehlers ikke længere

ønsker at blive benævnt med brugen af n-ordet96. Albana beskriver anekdoten og den

dialog de to havde.

Det bliver fortalt, at da konfrontation mellem de to fandt sted, blev Albana overrasket

og undrede sig over Ehlers reaktion, fordi at det var noget hun havde kaldt hende de sidste

30 år. Albana gengiver dialogen og det Ehlers svarede til hende, da hun fremlagde sin

undren overfor hende. Albana skildrer, det Ehlers svarede til hende dengang, på følgende

måde:

”Ja, men det er på tide at holde op, Maya”97 således skaber dokumentaren fra sin

begyndelse en klar agenda om, at Ehlers ønsker at gøre op med en måde, noget allerede er

på, og på den måde konstrueres der en antagonisme98. I den diskursive verden er det et

udtryk for, når to diskurser er modsathinanden, og ”ikke kan forenes, men vil være i

opposition til hinanden.”99 således understreger det, at Ehlers forsøger at gøre op med en

allerede eksisterende diskurs, der kommer i forlængelse af strukturel racisme.

Dokumentaren belyser det i sin begyndelse, altså med, at den eksisterende diskurs i

længere tid har retfærdiggjort brugen af n-ordet og på den måde er det også med til at

underbygge Ehlers påstand om, at racisme stadig er noget der finder sted.

Det udvalgte nodalpunkt kommer til udtryk og bliver underbygget på en lang række

måder i dokumentarfilmen. Vi har udvalgt tre steder at slå ned i dokumentarfilmen, som

alle deler et lignende formål, nemlig at anspore, hvordan det er den strukturelle racisme

iværksættes, ifølge Ehlers.

Det bliver bl.a. illustreret ved Ehlers og Albanas museumsbesøg på Museet for Søfart,

hvor dokumentaren viser en guidet rundtur som de får på udstillingen ”Trekantshandlen”.

Ehlers’ grundlæggende ønske om at gøre op med den strukturelle racisme, kommer særligt

til udtryk i dialogen mellem de to efterfølgende. Da de sidder i bilen på vej hjem fra

96 ”Neger”

97 Albana (2018): 01:30-01:33

98 Petersen (2018)

99 Petersen (2018)

42

udstillingen, spørger Albana Ehlers om, hvorvidt hun blev sur da de så udstillingen, og til

det svarer Ehlers følgende:

“Altså det kommer jo ikke bag på mig, men jeg blev bare bekræftet igen i, at der er

noget der er mere værd end andet, […] Men de har ligesom lagt det der frigivelsesbrev i

midten […] og prøver ligesom igen på det der med og fortælle den gode historie også,

altså at man ligesom ikke kun var var slem […] og den studser jeg altid over - hvorfor er

det der så meget behov for det? Det er den hvide mands blik, og hvis man stadigvæk, hvis

man bare gentager den hvide mands blik, så kommer man ikke videre, hvem supplerer

historien og hvordan blev den suppleret?”100

Citatet er på mange måder et eksempel, der forsøger at forklare den eksisterende

diskursive vinkels baggrund (den strukturelle racisme), som hun ønsker at gøre op med,

samt hvordan den konstant bliver genetableret og leder til, at der fortsat praktiseres en

racistisk diskurs. Et andet sted det kommer til udtryk, ses i det næste citat.

Mens overstående citat præsenter et nutidigt perspektiv, understreger nedenstående

citater, at diskursen er noget som Jeanette har oplevet hele sit liv.

”I skolen lærte vi at danskerne var frihedskæmpere og altid på de svages side med

gode kristne værdier”101. Det tredje udvalgte eksempel kommer i forlængelse af Ehlers

forklaring på, at monumentet er et manglende mindesmærke for de mennesker, der deler

samme lidelseshistorie som hende. Nedenstående citat er Albana der fortæller som voice-

over:

”Der er ærlig talt ikke særlig meget Black Power over vores opvækst i Odense, og

mangfoldighed - det var noget vi kunne opleve når de viste Prince på MTV. Men

Jeannette er ikke længere en mørkglødet teenager fra provinsen. Hun er en voksen sort

kvinde, med kritisk blik på den kodning, jeg altid har taget for gode varer. Der hvor vi er

“The Good Guys” og ikke en brutal aktør i et af verdenshistoriens største overgreb på

menneskeheden. Den fra skolen, historiebøgerne og museerne.”102

100 Albana (2018): 20:18-21:06

101 Albana (2018): 04:22-04:27

102 Albana (2018): 17:57-18:55

43

Ehlers’ intention om at gøre op med strukturel racisme kræver, at hun udpeger, hvor

det er, hun mener, at den kommer til udtryk, og det er netop det, de ovenstående citater

pointerer. Hendes reaktioner og udtalelser tydeliggør hendes syn på, at i og med, man

bliver ved med at repetere Danmarks tid som kolonimagt med en positiv vinkel, så

forsømmer man samtidig undertrykkelsen af de tusinde mennesker der var slaver, fordi

vinklen umuliggør at slavernes stemme bliver hørt. Ved at implementere en sådan diskurs,

og gennem flere århundrede gentage historien på den måde, så bliver det ulige

magtforhold som dengang blev grundlagt forsat reproduceret-og således fortsætter der en

undertrykkelse af den race. Det som Ehlers og efterkommere vil føle som strukturel

racisme.

Vi kan altså konkludere, at nodalpunktet bliver bakket op af den udelukkelse, af dele

af historien, som Ehlers mener, er bevidst fortrængt. Den gentagende ”gode fortælling” er

med til at opretholde et forskruet narrativ, der er med til at konstruere en opfattelse af os

selv, som altid værende ”de gode”, den manifesterende genskabelse er hun stærk

modstander af. Da det hun beskriver som ”den hvide mands blik” understreger hendes

pointe omkring, hvordan den strukturelle racisme er et produkt af en hele tiden

igangværende racistisk mekanisme, der udspringer af en historisk fortid, der

repræsenterer en tid, hvor den sorte race oplevede både brutal og voldsom undertrykkelse.

Opretholdelse af det stadig aktuelle narrativ er således med til at reproducere et

figurerende ulige magtforhold og på den måde rekonstruere en ny form for (strukturel)

racisme med tråde tilbage fra da Danmark var en kolonimagt.

Det Sorte Kapitel skildrer, hvad kunstnerne har til hensigt med I Am Queen Mary-

monumentet, og med kunstnernes intention klargjort, vil vi nu se på, hvordan

monumentet debatteres i samfundet. Før filmens udgivelse blev Jeanette Ehlers inviteret i

studiet hos Radio24syv i programmet René Linjer. Programmet var iscenesat som en

diskussion, der skulle omhandle Danmarks kolonihistorie, som monumentet har til

intention at belyse. I nedenstående stykke opridses og undersøges hvordan og hvilke

diskurser, der fremdrives igennem retorikken i radioprogram og hvordan diskussionen

spores hen på andre diskussioner (f.eks. samfundshierarki, menneskelig natur og lign), der

ligner, men ikke er væsentlige for det fremførte diskussionsemne.

44

Debatten i radioprogrammet René Linjer

Året inden “I Am Queen Mary”-monumentet blev sat op kom der en række reaktioner fra

kunstnere og medierne i og uden for Danmark. I dette afsnit har vi valgt at tage

udgangspunkt i den debat, der fandt sted i Radio24syv i januar 2017, hvor Jeannette

Ehlers gæstede programmet René Linjer sammen med tre andre kunstnere - Hella Joof,

Fenar Ahmad og Maren Uthau.

Programmets deltagere deler en opvækst grundfæstet i Danmark, dog har de fem

individer i programmet forskellige etniske baggrunde. Ehlers og Joof har begge Afrikanske

rødder, hvor Ehlers’ stammer fra en caribisk baggrund, og Joofs fra en vestafrikansk.

Ahmad kommer fra Irak, hvorimod Uthau har norske samt samiske rødder. Ahmad har

boet i Danmark i over 30 år, Uthau er født og opvokset i Norge, mens at Joof, Fredensborg

og Ehlers er født og opvokset i Danmark. Udover Fredensborg, har de fire andre i studiet

det til fælles, at de arbejder indenfor kunstens verden, Uthau værende forfatter, Joof, som

er skuespiller, Ahmad, der er instruktør, og Ehlers som billedkunstner.

På trods af at individerne i afsnittet ikke deler de samme holdninger til “I Am Queen

Mary”-projektet, så giver radioprogrammet et indblik i de forskellige diskurser. De

diskuterer også konsekvenserne af Danmarks fortid som kolonimagt. I radioprogrammet

bruger Fredensborg begrebet White Supremacy103 til at forklare sin position i samfundet.

Derfor vil vi kort redegøre for hvad White Supremacy egentlig betyder.

White Supremacy er en ideologi baseret på tanken om, at den hvide race burde styre

og dominere i alle samfund. Ideologien beskriver den sociale, politiske og økonomiske

udnyttelse af sorte mennesker, udført af hvide, baseret på opfattelsen om at den hvide race

er overlegen104.

Jan Blommaert beskriver naming105 som et redskab benyttet af journalister til at gøre

det nemmere for læsere, lyttere eller seere at identificere, hvilken social gruppe et individ

er en del af. På samme måde kan naming også bruges af journalisten, til at have indflydelse

på modtageren. Således belyser naming de relationer der er mellem navngiveren og den

103 Definition af White supremacy fra ”Collins English Dictionary”

104 Definition af White supremacy fra ”Collins English Dictionary”

105 Richardson (2006): s. 49

45

“navngivne”. Vi benytter I dette afsnit begrebet naming til at belyse de forskellige aktørers

hensigter i radioprogrammet.

Ifølge Reisigl og Wodak bruges referencial strategies106 i journalistik til at placere

individer i kategorier eller grupper for så enten at ekskludere eller inkludere subjekter i

kategorier, der skal definere deres karakterer. Vi benytter referencial strategies, til at

undersøge hvordan det har indflydelse på splid mellem karaktererne i radioprogrammet.

Analyse af radioprogrammet:

Debatten om Danmarks kolonihistorie bliver indledt idet Fredensborg sætter sig selv i en

White Supremacy-kategori ved at omtale Uthau som hvid, og efterfølgende omtale de tre

andre gæster henholdsvis som perker og negere107. Hans ordvalg danner et hierarkibillede,

hvor han selv, grundet sin hudfarve, er øverst, og Joof og Ehlers på baggrund af deres

mørkere hudfarver, er nederst. Hændelsen sker i introduktionen, hvor Fredensborg siger:

”så kan man sige, så har jeg to negere” 108. Han vælger at benytte sig af en retorik, der er

med til at reproducere en diskurs, hvori der indgår racistiske budskaber. I den

sammenhæng analyserer vi os frem til, at han stiller Ehlers og Joof i opposition til sig selv,

på baggrund af deres hudfarver. Dette resulterer i en situation, hvor Ehlers reagerer i

protest. Brugen af ordet ”neger” er ikke kun en provokation, men det diskriminerer mod

dele af hendes identitet, for eksempel det faktum at hun er halvt dansk, og derfor deler

nogle ligheder og privilegier med de hvide mennesker i studiet og landet. Det gør at

debatten om Danmarks kolonihistorie bliver udskudt, for at snakke om hvorvidt ordet

”neger” skal benyttes i dag. Det emne er selvfølgelig interessant, fordi det giver en reaktion,

og giver plads til at dele personlige meninger omkring ordet, men det resulterer også i at

debatten om Danmarks kolonihistorie, mister opmærksomhed, og der i stedet bliver brugt

tid på at diskutere brugen, og nødvendigheden for ordets eksistens. Det viser os at

Fredensborg som programmets vært, ønsker at benytte en magtstruktur, og ved hjælp af

naming, positionerer sine gæster på baggrund af deres hudfarve.

106 Richardson (2006): s. 49

107 Fredensborg. René linjer. (2017): 1:57

108 Fredensborg. René Linjer. (2017): 2:12

46

Som beskrevet i metodeafsnittet bruges referential strategies til at sætte individer i

kategorier. Så når Fredensborg siger, at han er en del af the white superior race109, påtager

han sig de privilegier og den magt der tilhører den type personlighed, og ligeledes kalder

Ehlers og Joof for ”negere”, og sætter dem i en rolle, hvor de skal underlægge sig hans

autoritet. Han distancerer dem fra sig selv, hvilket gør forståelse og enighed til et svært mål

at opnå. Deres oplevelse og forståelser bliver fra start af sat i to modsatrettede poler.

Grunden til at Joof placeres over Ehlers, betragter vi i de næste citater, hvor Joof og Ehlers

svarer på Fredensborgs spørgsmål: ”så kan man sige, så har jeg to negere”110

Som reaktion på Fredensborgs ord: svarer Joof: ”ja” samtidig med at Ehlers svarer ”nej,

det har du ikke”111. Joof og Ehlers er ikke enige, hvilket fremhæver den diverse tilgang til

emnet, der er blandt folk af samme social gruppe. Det første Joof svarer er ”ja” og dermed

giver hun Fredensborg ret til at bruge ordet. Fredensborg benytter sig så også af Joofs

åbenhed for ordet, når han siger “neger” fem gange i forbindelse med en bog Jørgen Clevin

har skrevet112. Joof forklarer efter, at hun er fra en tid hvor det var normalt at ordet ”neger”

blev brugt, og ud fra hendes svar til Fredensborgs kommentar, kan det konkluderes at hun

enten er blevet vant til at høre det, eller bare har accepteret, at det er en diskurs, nogle

mennesker benytter, til at beskrive en med hendes hudfarve113. Vi ser en reproduktion af

en diskurs hvis rødder bunder i racisme, og når Joof accepterer ordet ”neger“, så

legitimerer hun den fremførte diskurs, hvilket stiller hende i opposition til Ehlers’

diskursive ønske om at gøre op med racisme. Hun siger ikke kun ”nej”, men ”nej, det har

du ikke”114. Vi tolker, at hun udfordrer hans magtposition både som hvid person og som

programmets dominerende figur og vært. Ehlers udfordrer også opfattelsen om, at alle

med mørk hud er ”negere”, og derfor skal acceptere at blive kaldt det af andre mennesker

med en anden hudfarve end deres. Det Ehlers gør, er at fortælle Fredensborg, at den

racistiske diskurs ikke længere vil blive accepteret af alle mennesker med mørk hud. Hun

109 Fredensborg, René linjer, (2017): 1:57

110 Fredensborg, René Linjer, (2017): 2.12

111 Fredensborg. (René linjer) 2017: 2:11-2:16

112 Fredensborg. (René linjer): 6:42-6:50

113 Fredensborg. (René linjer): 7:36 – 8:00

114 Fredensborg. René linjer (2017): 2:15

47

insisterer på at holde på retten til at bestemme, hvilket ord hun skal identificeres med.

Endnu en gang kan vi benytte referencial strategies og naming til at se på forholdet

mellem Ehlers og Fredensborg, når han sætter de fysiske kendetegn forrest, samt et

undertrykkende ord til at beskrive dem med. Egentlig burde det forene Ahmad, Joof og

Ehlers imod Fredensborg, da han har beskrevet dem som lavere stillet i hans hierarki, men

vi bemærker i stedet en splid mellem de lavere stillede i studiet. Vi vurderer at spliden

kommer af, at de ikke deler den samme følelsesmæssige relation, erfaring eller forståelse i

forbindelse med de undertrykkende navne de bliver kaldt.

Vi vil nu kigge på citatet ”sådan en som mig, jeg ved det godt, undskyld. Jeg kan ikke

tillade mig at bruge ordet neger, vel?”115.

Kort inden dette citat er Fredensborg blevet gjort opmærksom på, at han ikke skal

bruge ordet neger og han forklarer at han forsøger at komme frem til en pointe; “findes der

et navn for hvide mennesker som har samme effekt som ordet neger”116. Efter at pointen

er forklaret og besvaret, fletter han alligevel ordet ”neger“ ind igen, selvom det er

unødvendigt117. Ved ikke at vise hensyn til Ehlers’ ønske om at afholde sig fra at benytte

ordet, fremstår selve spørgsmålet, han i citatet stillede ironisk og derfor opfatter vi

Fredensborgs ordvalg som et forsøg på at provokere Ehlers. Det sender samtidig et signal

der understreger at han ikke ser noget galt i at bruge ord som “neger”. Når det omhandler

underholdning, respekterer han ikke Ehlers’ ønske om, ikke at blive benævnt med det

ord118. Et argument for dette er, at Fredensborg besidder magten i studiet og derfor ikke er

forpligtet til at lytte til, hvad de andre af lavere status eller mindre indflydelse har af

ønsker, hvis det ikke er i hans interesse. Han påstår at han er interesseret i at finde et ord,

der er af samme kaliber som ordet “neger”. Et ord der kan såre og give den samme

reaktion, som det gør hos Ehlers, når hun hører ordet “neger”. Men hans forsøg provokerer

og udstiller Ehlers og Joof, som det svage led ved bordet, i stedet for at give plads til dem.




118 Fredensborg. René Linjer (2017): 3.22

48

Det næste citat vi vil analysere er ”[…] det at være hvid er en byrde”119, sagt af

Fredensborg.

Fredensborg udtrykker, at når der bliver talt om de historiske hændelser fra

kolonitiden og ting der fandt sted, så forventes der en undskyldning fra ham, eller hvide

mennesker generelt, for hændelser udført i en tid, som de nulevende hvide mennesker

intet har at gøre med. Han refererer til ”den hvide mands byrde”, et koncept, der kom til

udtryk i 1899 i Kiplings hymne ”The White Man’s Burden”120. I digtet er der ikke tale om at

sige undskyld, men snarere en pligt den hvide mand har. Pligten lyder på at skulle hjælpe

de andre racer med at blive fuldkommende mennesker, og vende sig fra deres djævelske

natur121. Når Fredensborg vælger at sige “den hvide mands byrde” i sammenhæng med, at

han føler at han som hvid, er nødsaget til at undskylde for hændelser, som han intet har

haft med at gøre, vurderer vi at debatten om kolonihistorien bliver kompleks og svær at

forstå, fordi begreberne bliver brugt forkert. Det er et tegn på, at det kræver, at man sætter

sig ind i kolonihistorien, for at have en fyldestgørende debat omkring den. Han benytter

konceptet til at forklare, hvordan han blandt andet han bærer på en historisk byrde i form

af skyld, og føler at sorte mennesker som aldrig var slavegjorte, kræver en undskyldning fra

den nuværende hvide race, som ikke var en del af slavehandlen eller de efterfølgende

hændelser, der blev udført af hvide mennesker fra et tidligere tidspunkt122.

Ahmad opfordrer til at være mere som ham, hvis man vil have succes i Danmark,

som minoritet, eller indvandrer. Det er bedre at tænke på de fordele der er ved kolonitiden,

og lægge de negative narrativer til side, som han gør123. I modsætning til Ehlers, så er

Ahmad ikke passioneret eller romantisk omkring hans fortid. Ahmad fortæller om en

samtale han havde med Claus Hjort Frederiksen, som i hans funktion som

forsvarsminister, var med til at sende 200 soldater til Irak, hvor Ahmads familie bor.

Ahmad fortæller, at han ikke ønsker en undskyldning fra Frederiksen, da han bare udførte

sit job, ”skal Claus sidde og sige undskylde til mig? Overhovedet ikke124.


120 Kipling, The White Man’s Burden (1899)

121 Kipling, The White Man’s Burden (1899)


123 Fredensborg. René linjer. (2017): 20.38-20.45

124 Fredensborg. René Linjer. (2017): 48:00-49.36

49

Vi tolker her, at han er nødt til at se Frederiksen som et menneske, der forsøger at

gøre, hvad der er gavner hans egne og landets interesser. Ahmad ønsker ikke at blive gjort

til et offer, og derfor gider han heller ikke have en undskyldning fra Frederiksen. Han er

nødt til at være kynisk, hvad angår historien, for at kunne overleve nutiden og have succes.

Ifølge Ahmad er der ingen grund til at hænge sig fast i fortidens uretfærdigheder, fordi det

ikke hjælper med at opnå fremskridt, eller inspirere andre til at rykke fremad. Han

benytter eksemplet til at fortælle om hans holdning, men vi ser et budskab, der opfordrer

Ehlers til at give slip på hendes oprørsmission, for at hun kan opnå den succes og de

fremskridt hun så gerne vil opnå med hendes arbejde. Selv om han ikke direkte snakker

om Ehlers, så opfatter vi det stadig som et angreb på Ehlers, fordi hun netop går op i

historien og bruger hendes kunst til at gøre opmærksom på fortiden

Ehlers bliver fremstillet som antagonisten i radioprogrammet, på grund af den

holdning hun har, der skiller sig mest ud fra de andres. Hun er også den eneste der ikke

accepterer den profil og karakter, hun bliver påført af Fredensborg, i kraft af hans

profilering af hende som værende en “neger”. Som beskrevet tidligere i analysen, bukker

hun ikke under for den magtstruktur, der forsøger at sætte rammerne for hendes

handlerum - hun udfordrer den.

Vi ser at de, der forsøger at følge strukturen og hierarkiet, enten tier eller går sammen

i et forsøg på at nedbryde Ehlers’ argumentation. Dette tydeliggøres, i radioprogrammet i

kraft af, at der i programmet finder en række personlige angreb sted. Det sker blandt andet

når Ahmad indikerer, at Ehlers gør det negative narrativ omkring den danske

kolonihistorie til en del af hendes egen historie. Fredensborg spørger så: ”har han

[Ahmad] ikke en pointe – du gør det til din fortælling? Du siger selv, at du ser et problem

fordi du har får øje på det, så leder du måske også efter det?”125. Ehlers svarer, at hun ikke

forstår, hvorfor Ahmad og Fredensborg lyder som om, at de ikke tror på, at der findes en

magtstruktur, som er racistisk, til hvilket Fredensborg svarer: "nej”. Ehlers svarer, at hun

ikke forstår, hvorfor Ahmad og Fredensborg lyder som om, at de ikke tror på, at der findes

en magtstruktur, som er racistisk ”nej, det findes, men når du fokuserer på det, så

kommer det jo også til at fylde for dig selv - måske sku vi bare komme videre?”126. Det

125 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:12-21:20

126 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:07 – 21:14

50

ser vi som et tegn på, at Fredensborg anerkender det problem hun snakker om, men

tilskriver hendes forståelse af problemets omfang til at hun fokuserer for meget på

problemet: ”Nej, det findes, men når du fokuserer på det, så kommer det jo også til at

fylde for dig selv, måske sku vi bare komme videre?”127.

Antagonismebegrebet128 belyser den strid, der er mellem diskurserne i

radioprogrammet, hvor individerne har til formål at forsvare deres mening. Et eksempel

på det er, når Ahmad siger til Ehlers: ”noget der går videre og så får modstand, kommer

ingen vegne” 129. Citatet genforklares af Fredensborg som følgende: Ahmad siger her, at

Ehlers ikke kommer nogen vegne med det hun har gang i, fordi dem hun forsøger at give

modstand, egentlig er kommet videre. Vi tolker ud fra det, at Ahmad opfatter Ehlers’ kunst

som værende modstand imod de mænd, der koloniserede hendes folk, og at hun dermed

allerede har tabt kampen, da de ikke længere lever.

Som beskrevet i analysens introduktion, så havde radioprogrammet til formål at

debattere Danmarks kolonihistorie. Ud fra vores analyse ser vi, at radioprogrammet

vægter underholdningen højere, da det er vigtigere at appellere til den bestemte målgruppe

for radioprogrammet.

Om det er den eneste begrundelse, kan diskuteres, da man bemærker at deltagerne

også er mere optaget af at tale om deres personlige følelser og meninger omkring emnet,

der ikke helt har noget at gøre med at forstå historien. I analysen ser vi, at for at have en

konstruktiv debat omkring fortiden, er der nødt til at føres en debat med folk, der kender

til historien. Den eneste i studiet, der har kendskab til den kolonihistorie der diskuteres, er

Ehlers selv, også selvom, hun ikke har alle sine facts omkring den på plads. Det ville ikke

være et problem, hvis det gik ud på at stille hende spørgsmål, som faktisk har at gøre med

kolonihistorien, men i stedet fører spørgsmålene og hendes egne svar til personlige angreb

og perspektiveringer til emner, der ikke hører til debatten om kolonihistorie, hvilket var

det oprindelige diskussionsemne. I radioprogrammet har vi en vært, som også er en del af

debatten, og når man har en vært der påvirker debatten, som Fredensborg gør, så kan det

meget hurtigt gå hen og blive én stemme, der bliver hørt. Og når en vært i forvejen har så

127 Fredensborg. René Linjer. (2017): 21:07 – 21:14

128 Meyersfremmedsordbog.dk

129 Fredensborg. René Linjer. (2017): 35:11

51

meget indflydelse på, hvordan lytteren skal opfatte karaktererne, falder debattens værdi

også, i kraft af at værten i nogen udstrækning kan diktere, hvem der er tildelt taletid, og

hvornår. Alt dette gør dog debatten underholdende at lytte til, men ikke særligt effektiv

som konstruktivt indskud i debatten om kolonihistorie. Dette er et eksempel på, hvordan

emner, som er vigtige for nogle individer eller sociale grupper i det danske samfund, kan

blive brugt som underholdning. Dette er også et argument for, at der findes debatter, som

er sat op til at være mudderkast i form af meninger og personlige angreb, i stedet for at

være en udveksling af information, viden og erfaringer, i et forsøg på at forstå og forene de

forskellige narrativer og individer i debatten.

Vi ser hvordan diskussionen afledes fra en debat om kolonihistorien, til

en vildfarende debat om Danmarks identitet i nutiden. Men det er ikke kun i en åben debat

blandt mange aktører at diskussionen løber løbsk. Vi vil nu gå videre til en mere

vidensbaseret debat, fremført i avisartikler af, blandt andre, historiske fagfolk, men som

alligevel formår at tale forbi hinanden.

Indholdsanalyser af udvalgte artikler

Begrundelse for valg af litteratur Debatten om monumentet og dets skildring af kolonitiden ses også i mere formelle

medier. Her er udvalgt fire artikler fra henholdsvis historikere såvel som personer med

mindre ekspertise indenfor historieformidling. Grundlaget for at undersøge positionerne

hos historikere ligger implicit, idet de har en faglig dybde indenfor

historieformidling. Formålet med inklusionen af ikke-specialiserede personer er at skildre

også disse menneskers reproduktion af en diskurs i forbindelse med historieformidling.

Vi finder ligheder mellem diskurserne hos sidstnævnte og historikerne, og vi ser, at

dialogen mellem historikere har endegyldigt samme impotens som den, der foregår

mellem ikke-specialiserede personer. Vi skildrer gennem analysen, at alle

debattørerne, trods den faglige ekspertise hos historikerne, formår at ændre

diskussionens retning nok til, at diskussionen bliver ufokuseret. Inklusionen af

akademikere såvel som ikke-specialiserede debattører, sker på baggrund af vores ønske om

at skildre netop det faktum, at problemet med diskussionen ikke opstår på baggrund af

52

inkompetence eller specialisering indenfor emnet. De snakker alle forbi hinanden så at

sige.

Et eksempel på et medie vi har fravalgt som kilde, er sociale medier, eftersom

de kilder er for spredte, ikke er lette at finde senere, hvis de da ikke er helt forsvundne. Det

samme gælder interviews. Almindelige udsagn fra menigmand er uinteressante for

formålet med vores analyse, da de ikke i den situation har mulighed for at udtrykke en

reflekteret forståelse af monumentet.

Vi har forsøgt at undgå upålidelige kilder og ikke-redaktionelt bearbejdet litteratur,

og vi har desuden valgt at undgå kilder, hvori der primært udtrykkes i form af postulater,

da belæggene for de holdninger, der udtrykkes i forbindelse med monumentets formål, er

dem, vi ønsker at analysere.

Teori- og metodeafsnit for indholdsanalyserne Vi ser i artiklerne forskellige aktører debattere om relevansen, fortolkningen og validiteten

af “I Am Queen Mary”-monumentet. Disse læsninger forklarer vi ud fra nedenstående to

teorier angående historieskrivning og national identitetsdannelse.

Den ene teori er videnskabelig faghistorisk-orienteret (scientific history)130, og

ønsker at opnå en korrekt udlægning af historien gennem brugen af en kritisk

analysetilgang til kilder. Denne teori har vi valgt på baggrund af, at vi ser at nogle af

debattørerne, netop ønsker en formidling af fortiden, der er baseret på en kritisk analyse af

historiske kilder, og ønsker færre agendaer i monumentet.

Den anden teori, har vi valgt at navngive erfaringsbaseret inter

subjektiv erindringstilgang (social agency approach)131, som forsøger at belyse, at

national identitet bygger på kollektiv erindring, og derfor er en konstruktion.

Ved brug af ovenstående viser vi hvordan debattørerne taler forbi hinanden, når

de debatterer “I Am Queen Mary”-monumentet.

Vi finder brugen af disse metoder væsentlige for vores tilgang til analysen. Man

kunne have benyttet sig af analytiske tilgangsvinkler som leksikalsk diskursanalyse eller

lignende, men da vi ønsker at belyse, hvilke forståelser der reproduceres, frem for hvordan

de formidles rent leksikalsk, har vi fravalgt denne metode.

130 Gilbert (1990): 32

131 Bell (2003): 65

53

Videnskabelig faghistorie Videnskabelig faghistorie er interesseret i, at historien skal analyseres kritisk og skildres så

præcis som muligt på baggrund af analysen.132

Leopold von Ranke, var en historiker fra slutningen af 1700-tallet, hvis berømte

kriterium for historieskrivning er at forklare: “Wie es eigentlich gewesen?”133 - Hvad ved vi

faktisk? Dette citat har gennem Leopold von Rankes eftertid været centralt for

diskussionen om, hvad den korrekte måde at skrive historie på er.

En udlægning (dog ikke den eneste) af forståelsen af dette citat udtrykker den tysk-

amerikanske historiker Felix Gilbert i bogen “History: Politics or culture? Reflections on

Ranke and Burckhardt” fra 1990. Felix Gilbert hævder, at Rankes citat er blevet brugt som

fundament for “scientific history”, og beskriver det således:

“One claim is that history is a science, that it is primarily concerned with facts and

their casual connection-how they acted upon each other. [...] Like any other

science therefore, history has its own method, the critical method, and Ranke is

understood to have extended the critical method of philology to the entire study of

the past. According to this view, Ranke is praised as the originator of scientific

history”134.

Den kritiske metode, der her nævnes, indebærer en skepsis over for de kilder, der har

informeret en given udlægning af historien. Denne skepsis’ formål er at få formidlet den

mest korrekte gengivelse af fortiden. Dvs. hvis man f.eks. skulle opstille et monument, bør

man gengive den historiske person eller begivenhed som de var, eller som vi med bedst

historisk belæg kan påvise at de var.

Denne kritiske metodes formål er at få en bedre forståelse af en given historie, og

den kan gennem videnskabelig faghistorie benyttes til at pointere korrektheden

af afbildninger af f.eks. en historisk person.

132 Gilbert, (1990): 32

133 Gilbert, (1990): 33

134 Gilbert, (1990): 32

54

Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang Erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang, som beskrevet af Duncan S. A. Bell i

hans essay “Mythscapes: Memory, mythology and national identity”135, er en metodisk

fremgangsmåde inden for erindringshistorie. Erfaringsbaseret inter-

subjektiv erindringstilgang er beskrevet og begrundet således:

“It is fruitful to employ a ‘social agency’ approach to memory (as outlined in Sivan

and Winter 1999a and b) This approach understands memory to be a socially-

framed property of individual minds, and (following from this) collective memory

- or what is more accurately referred to as collective remembrance - to be the

product of individuals (or groups of individuals) [...] Collective memory is

therefore an experientially formatted inter-subjective phenomenon”136

‘Social agency’ betyder altså at bevidstgøre sig selv omkring, at kollektiv hukommelse er

en konstruktion. Perception (her sensorisk input) er aldrig kollektiv, da vi ikke har

kollektive receptorer (fysisk delte/fælles apparater). Den kollektive opfattelse er en

konstruktion, som individer konstruerer i fællesskab, og den vil altid være abstrakt for

individet.

Duncan S. A. Bells essay uddyber også brugen af begrebet ‘kollektiv hukommelse’.

Det er vigtigt, at man ser kollektiv hukommelse således: “[…] they should not be classified

as truly mnemonic”137 altså, at den kollektive hukommelse faktisk ikke er til hjælp for

akkurat historiebeskrivelse, men tværtimod bør den kollektive hukommelse helst ses som

“mytologisk”, da det hellere end at angive historisk korrekte begivenheder, som de har

udspillet sig, kan siges at opstille et “glansbillede” eller i hvert fald et ukorrekt billede af,

hvordan tingene har udspillet sig.

Kollektiv hukommelse er ifølge Bell et erfaringsbaseret “inter-subjektivt” fænomen.

Det bygger på erfaringer som flere mennesker (minimum to) har oplevet og deler med

135 Bell (2003)

136 Bell (2003): 65

137 Bell (2006): 65

55

hinanden138. Det gør at de folk får sat ord på oplevelsen og dermed konkretiserer

(oversætter) de følelser og idéer, som oplevelsen kun åbenbarede til de folk, som erfarede

det. Når det er oversat bare én gang, kan det deles med uindviede, som ikke erfarede

oplevelsen, men således kan tage del i de riter og handlinger, som åbenbaringerne måtte

inspirere til.

På baggrund af dette, kan folk flere generationer senere dyrke de samme fælles idéer,

uden at have erfaret det selv - de har en kollektiv hukommelse: De har en fortælling om

noget som ligger før dem selv, men som de knytter sig til i fællesskab, og det kan fungere

som fundament for deres ambitioner - altså noget, de kan bygge videre på. De kan dermed

anvende denne kollektive hukommelse som et belæg, der knytter historien sammen med

nutiden (evt. til samtidsformål).

Man kan altså fremstille en fortælling, og forbinde den med mennesker i samtiden,

for dannelse af en national identitet, som danner rammen om det nationale fællesskab.

Denne tilgangsvinkel overfor historie kan være med til at danne en skepsis over for

dannelsen af national identitet i sig selv.

Oprids: De holdninger og diskurser, der gør sig gældende i artiklerne vedrørende “I Am

Queen Mary”-monumentet og dets læsning, vil opridses i dette stykke. Formålet

med kommende redegørelse er at give et indblik i hvad, der faktisk siges om monumentet.

For at kunne forstå helheden i debatten, ser vi også på hvordan den føres, i den

efterfølgende analyse. Denne dissektion af debattørernes diskurs vil senere anvendes til at

kaste lys på de faktorer, der både danner og reproducerer disse diskurser, når det handler

om gengivelse af fortiden i form af et mindesmærke.

Der vil først indgå redegørelser af standpunkter i to debatter. De første standpunkter

der redegøres for, vil være dem, der kommer til udtryk igennem en debat, der har foregået i

Kristeligt Dagblad. De to debattører (Jes Fabricius Møller og Gunvor Simonsen) er begge

historikere og de kan siges at have ekspertise inden for diskussionen om læsningen af

monumentet i en historisk kontekst. Dernæst vil der redegøres for de udtalelser, der

kommer til udtryk gennem en debat fra “POV.international”. Her er debattørerne (Nikolaj

Bøgh og Emilie Kellberg) mindre specialiserede inden for kulturhistorie, men de benytter

138 Bell, (2003): 65

56

sig af historien som belæg til at definere monumentets betydning og relevans for samtiden.

Begge debatter udspiller sig i april 2018 kort tid efter monumentets indvielse d.

31. marts 2018.

Under analysen bliver debatten undersøgt nærmere, med henblik på, hvor vi mener,

der kan siges at være tale om elementer, der gør debatten ufokuseret. Vi udpeger desuden

også med grund i vores valgte teori, nogle fundamentale forståelser af ihukommelse af

fortiden, der kan ligge til grund for de fire debattørers holdninger til formidling af

kolonialhistorie.

I diskussionen understreger vi, hvordan debattens udspil har medført en ufokuseret

diskussion. Vores henblik med dette afsnit er at anskue, hvilke diskurser de benytter og

reproducerer, samt skildre, hvor vi mener, debatten fejler - hvor de taler forbi hinanden.

Sidst i refleksionsafsnittet giver vi bud på, hvilke andre analyser af debatten man

kunne have lavet, ud fra samme udgangspunkt som vi havde. Vi vil desuden eventuelt give

et bud på, hvordan debatten skulle være udført, hvis man ville tilgodese hensigten om at få

diskuteret det oprindelige emne (Danmarks kolonihistorie) ordentligt.

Kort beskrivelse Jes Fabricius Møller - Lektor på SAXO-instituttet KU med speciale i kulturhistorie.

Gunvor Simonsen - Lektor på SAXO-instituttet KU med speciale i koloniale magtformer og

magtforhold.

Nikolaj Bøgh - Byrådspolitiker (Konservative), skribent ved POV.international,

cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver.

Emilie Kellberg – Journalist ved POV.international (og den eneste som bringer

en konkret teori ind i debatten).

Redegørelser af debatter

Jes Fabricius Møller “En hyldest til oprøret” Den debat, der vil redegøres for først, udspiller sig i de to artikler: ”En hyldest til

oprøret”139 af Jes Fabricius Møller bragt i Kristeligt Dagblad, og ”I Am Queen Mary” - Jes

139 Møller (2018)

57

Fabricius Møllers kritik af ny statue rammer ved siden af”140 af Gunvor Simonsen, også

bragt i Kristeligt Dagblad.

I sin artikel tilkendegiver Jes Fabricius Møller som sin første pointe mht. selve

debatten om dansk kolonihistorie, at han finder det interessant at: ”… Det første

monument der skal minde danskerne om denne fortid slet ikke handler om slaveri, Mary

Thomas var ikke slave”141. Jes Fabricius Møller underbygger denne påstand om, at Mary

Thomas ikke var slave ved at referere til det historiske faktum, at oprøret på St. Croix fandt

sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne142.

Han uddyber derefter endnu et kritikpunkt han finder

ved monumentet - det symboliserer ifølge ham ikke, hvad det skal: ”Ethvert monument er

en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles […] Det komplicerer budskabet noget,

at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, dansk og ikke mindst amerikansk

nutid” 143. Jes Fabricius Møller ser et problem i, at “I Am Queen Mary”-monumentet efter

hans mening også fungerer som en form for galionsfigur for ”Black Rights”-bevægelsen,

hvilket han senere uddyber med kommentaren: ”Den amerikanske dagsorden blev

tydeliggjort ved afsløringen i lørdags. Organisationen Black Lives Matter Danmark gik i

demonstrationstog med slutmål ved statuen”144.

Hans sidste kritik af statuen går på, med hvilken hensigt han har forstået, at den er

blevet lavet. Han skriver: ”Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og

de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder

oprør og kamp […] Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns

Kommune – om det lige var meningen”145.

Meget overordnet er de problematikker, Jes Fabricius Møller ser

ved monumentet, godt opsummeret således:

- Mary Thomas var ikke slave, men hun bruges som det første mindesmærke om

Danmarks tid som slavenation.

140 Simonsen (2018)

141 Møller (2018)

142 Møller (2018)

143 Møller (2018)

144 Møller, (2018)

145 Møller, (2018)

58

- Monumentet burde symbolisere den historiske begivenhed og afspejle dets samtid og

ikke inkludere “Black Rights” bevægelsen som en del af, hvad monumentet skal skildre.

- Monumentet bliver inddraget i hele den nordamerikanske ”Black Rights”-bevægelse,

selvom den historiske begivenhed, der var oprøret, fandt sted i Caribien.

- Monumentet symboliserer og hylder oprør – ikke dansk kolonialhistorie, og denne

funktion stemmer muligvis ikke overens med, hvad hensigten med monumentet var.

Gunvor Simonsen “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers

kritik af ny skulptur rammer ved siden af” Gunvor Simonsen skriver seks dage efter et svar på Jes Fabricius

Møllers positionering over for monumentet og italesætter de problemer, han mener at

finde ved monumentet. Hun skriver denne kritik af hans kritik i artiklen ”I Am Queen

Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af skulptur rammer ved siden af”146.

Hun begynder sin artikel med en hurtig skitsering af de ovennævnte

problemstillinger, som Jes Fabricius Møller finder ved monumentet. Som hun selv

skriver: ”DER ER MEGET GALT med skulpturen ”I Am Queen Mary” […] Det kan vi

forstå på Jes Fabricius Møller”147. Det står rimelig klart for læseren, efter at have læst

overskriften, at dette udsagn om, at der er meget galt med statuen, ikke er noget Gunvor er

enig i.

Gunvor Simonsen skriver, at Jes Fabricius Møller efter hendes mening: ”[…] leverer

en typisk forståelse af, hvordan dansk kolonihistorie skal huskes” 148. Simonsen

forklarer, at Jes Fabricius Møller efter hendes mening:””Synes” at der ikke er tale om en

fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie. Samme evne til at vurdere,

hvad der er ”fyldestgørende” tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk

kunst”149. I dette citat ses, at Simonsen mener, at Fabricius Møllers argument er svagt. Hun

forstår det som at Fabricius Møller mener, at man ikke kan gøre kunst fyldestgørende, hvis

den er politisk, og det er Simonsen uenig i. Hun undrer sig over, om man overhovedet kan

146 Simonsen, (2018)




59

lave kunst der handler om kolonitiden, uden at den bliver politisk150. Hun mener altså, at

det problem Jes Fabricius Møller har med monumentet ikke er, at den er politisk, men at

den er en anden slags politisk kunst end den, han måske gerne vil se.

Hendes sidste kritik af Jes Fabricius Møller går på, at han, ifølge hende, også har

udtalt, at han finder et problem i, at statuen illustrerer en kvinde. Hendes svar på denne

kritik er: ”Hvad er der egentlig galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan

blive klogere på fremtiden?”151.

Gunvor Simonsens kritik af Jes Fabricius Møllers læsning og fortolkning kan generelt

opsummeres således:

- Hun mener, at Jes Fabricius Møller ikke har ret til at afskrive to kunstneres ret til selv at

definere hvad der er en ”fyldestgørende” præsentation af kolonitiden.

- Hun mener, at hans kritik af monumentet som værende ”politisk kunst” ikke er holdbar,

eftersom det for det første måske ikke engang er muligt at skabe kunst, der vedrører

kolonitid, upolitisk, og for det andet at Jes Fabricius Møllers kritik peger mere i

retningen af, at han bare er uenig med, hvilken slags politisk kunst det er.

Den anden debat er taget fra netavisen POV.international, hvor Nikolaj Bøgh i

“Politisk kunst med tynd historisk fernis”152 kritiserer “I Am Queen Mary”-

monumentet, som Emilie Kellberg senere forsvarer i artiklen “All Hail Queen Mary”153.

Nikolaj Bøghs artikel “Politisk kunst med tynd historisk fernis” Nikolaj Bøgh lægger ud med at tale om den begrænsede bevidsthed omkring Danmarks tid

som kolonimagt, og han giver udtryk for, at perioden også kan være svær at få øje på i det

Københavnske bybillede, hvor man skal “... være i besiddelse af stor forhåndsviden for at

kunne identificere de bygninger og andre historiske mindesmærker, der i virkeligheden

har en relation til Danmarks rolle som kolonimagt.”154.



152 Bøgh (2018)

153 Kellberg (2018)

154 Bøgh (2018)

60

Han fortsætter med at hylde historiske monumenter og forklarer, at de udfører en

rigtig god og vigtig funktion i forhold til at kendes vores ophav: “... de [monumenterne] er

med til at lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt

fællesskab med udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske

befolkning har og bygger videre på.”155.

Efterfølgende begiver han sig i kast med at beskrive baggrunden for den

historiske person Mary Thomas, og han sætter det op mod, hvordan kunstnerne fremstiller

hende på deres hjemmeside. Han skriver blandt andet at Fireburn-oprøret teknisk set ikke

var et slaveoprør, men et arbejderoprør, og stiller spørgsmål ved, om hun kan være en

heltinde, når hun havde træk der i virkeligheden vil danne et billede af en kontroversiel

person156. Han refererer til artiklen “Fireburn-dronningerne – Danmarks glemte

heltinder”157, som redegør for hele Fireburn-oprøret med fokus på de ledende

oprørskvinder.

Nikolaj Bøgh afslutter denne første del af artiklen ved at stille spørgsmål ved

legitimiteten af voldelige arbejderoprør158.

Herefter beskriver han monumentet og dets symboler, og han påpeger de udtryk han

finder problematiske, som f.eks. at statuen ikke forestiller en historisk Mary Thomas, men

de to kunstnere159. Han siger det fjerner fokus fra en historisk konkret person til

kunstnerne selv (altså er det ikke et mindesmærke), og mistænker dem for at bruge Queen

Mary til at identificere sig med “... alle undertrykte (sorte, kvindelige) oprørere til alle

tider?”160.

Han fortsætter og skiller stolen Queen Mary sidder i fra hende ved at pointere, at den

er en reference til det berømte fotografi af Huey. P. Newton og Black Panther-

bevægelsen (som vi også har nævnt i tidligere afsnit), og dermed er helt uden for historisk

155 Bøgh (2018)

156 Bøgh (2018)

157 Sampson (2017)

158 Bøgh (2018)

159 Bøgh (2018)

160 Bøgh (2018)

61

kontekst161. Han opridser hvordan Black Panther var en voldelig gruppering og sætter den

op mod Martin Luther King og hans ikke-voldelige bevægelse, som han mener kunstnerne

kunne have valgt i stedet162.

Han binder det sammen ved at påpege, at Queen Mary og Huey P. Newton “... har –

udover rødder i Afrika - næppe meget andet end hudfarven og forkærligheden for

voldelige oprør som politisk redskab til fælles.”163, og han fastslår en forståelse for, at

monumentet er usammenhængende og uden historisk kontekst.

Dernæst citerer Bøgh Jeanette Ehlers: “I Am Queen Mary er et symbol på den

modstand, der har været og er mod de kolonialistiske strukturer. Skulpturen minder os

om historiens oprørsledere og styrker os i de kampe, som vi står foran i dag”164. Han

bruger citatet til at forklare, hvordan monumentet ikke er dedikeret til de konkrete

oprørere på St. Croix, men rettere sagt er en politisk kommentar og “... inspirationskilde til

fremtidige oprør mod “kolonialistiske strukturer”.”165.

Han siger København har trådt forkert ved at lade en kontroversiel statue opstille

med ordene: “København har altså fået opstillet en statue, der hylder og anbefaler det

væbnede oprør som et middel til at opnå forandringer i fremtiden. … [men] hvilke

forudsætninger der skal være opfyldt for at gribe til våben, det fremstår mere

uklart.”166. I den sidste del af citatet, giver han udtryk for, at monumentet også er diffust,

når det kommer til at handle om dets oprørsbudskab.

Afslutningsvis konkluderer han at monumentet har for mange politiske dagsordner, og det

i stedet er et stykke politisk kunst, nærmere end et mindesmærke over historien. Det er,

ifølge ham, nemlig kunstnernes egen dagsorden: ”Den handler i virkeligheden kun

tilsyneladende og i mindre grad om Danmarks kolonifortid, og i langt højere grad en

161 Bøgh (2018)

162 Bøgh (2018)

163 Bøgh (2018)

164 Bøgh (2018)

165 Bøgh, (2018)

166 Bøgh, (2018)

62

kamp om undertrykkelse og for minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med

voldelige midler.”167.

Nikolaj Bøgh mener at “I am Queen Mary”-monumentet mangler historisk kontekst,

og ender da sin artikel med sagen om at få støbt statuen i bronze med ordene: “De penge er

dog givetvis bedre givet ud på monumenter med en klarere varedeklaration og knap så

mange politiske dagsordner, der bedre opfylder hensigten med at skabe bevidsthed om

Danmarks kolonihistorie.”168.

SAMMENFATNING: Nikolaj Bøgh stiller spørgsmål ved,

hvad monumentet egentlig siger, i modsætning til kunstnernes egne udlægninger, og

åbner for debatten om politisk kunst samt korrekt historisk kontekst og

nationalfællesskab.

Emilie Kellbergs artikel “All Hail Queen Mary” Emilie Kellberg lægger ud med at referere til Nikolaj Bøghs artikel og skitsere hans

holdning, hvad hun netop lægger vægt på mere eller mindre bare er en holdning; “... hvad

den for ham repræsenterer.”169.

Hendes næste fokuspunkt er det om Bøghs holdning til generelle historiske

mindesmærker, og hun citerer ham for at foretrække mindesmærker som “[…] lære[r] os

om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab med

udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske befolkning har

og bygger videre på.”170. Men dette nationale fællesskab kalder Emilie Kellberg en myte.

Hun ridser op hvordan det nationale fællesskab er en konstruktion og ikke har den

historiske korrekthed som fundament, “[…] at nationale identiteter bygger på historier

eller myter”171 og henviser til et tidsskrift (The British Journal of Sociology), og citerer så

lektor ved Cambridge Universitet Duncan S. A. Bell, for yderligere at sige at det er historier

eller myter, “[...] der simplificerer, dramatiserer og selektivt fortæller historien om en

167 Bøgh, (2018)

168 Bøgh, (2018)

169 Kellberg (2018)

170 Kellberg (2018)

171 Kellberg (2018)

63

nations fortid og dens plads i verden, dens historiske eskatologi: en historie, der belyser

dens nutidige betydning gennem (re)konstruktion af dens fortid.”172

Emilie Kellberg fortsætter ved at fortælle hvilken dansk sammenhæng det har (når nu den

nationale identitet er konstrueret), og skriver om rytterstatuer og andre tidligere

mindesmærker, som “[...] frem for at “lære os om vores fælles historie” servicerede

samtidens fortælling om nationen og i forlængelse deraf den politiske vilje.”173

Hun sætter fokus på det nationale fællesskab, hun mener Nikolaj Bøgh accepterer

som historisk legitimt, og kalder det naivt, hvis man “[…] går historien efter i sømmene

[…]". Som eksempel hiver hun fat i Grundtvig og hans “Indbydelse”, hvor hun har citeret

ham for at opildne til konstruktion af nationalidentitet: “søge en Kreds, hvor Øiet kan

styrkes og frydfuldt bevæges, hvorfra vi kunne oplivede vende tilbage, og gribe i vor

Tidsalder med et Mod og en Tillid, som om det Svundne kunne genfødes.”174.

Derefter fortsætter Emilie Kellberg og siger at selv om Grundtvig romantiserede

fortiden “[…] var [det] ikke ensbetydende, at han samtidig advokerede for en samtid,

hvor man faktisk adopterede vikingens voldelige levevis.” Hun mener det er ville være en

fjollet betragtning og sammenligner det med hvad Nikolaj Bøgh siger om monumentet (og

kunstnerne til) “I Am Queen Mary”: “[…] [kunstnerne vil] hylde og anbefale det væbnede

oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden.”175

Kellberg afrunder ved at kalde Bøghs kritik en misforståelse af hvad et nationalt fællesskab

bygger på. Kun ved “[…] at fremhæve eller underspille de dele af historien, som bedst

tjener kunstnerens eller tidens politiske intention” 176 kan en følelse af fællesskab bygges

op. Hun kaster Bøghs krav om historisk korrekthed væk og siger at der intet

fællesdannende kommer ud af at skildre historien præcis som den var.

172 Kellberg (2018)

173 Kellberg (2018)

174 Kellberg (2018)

175 Kellberg, (2018)


64

Hun fortsætter med mere om det danske nationale fællesskab; Hvis det findes, er det

en “... konstruktion af, hvordan vi helst ser os selv.”177, og endeligt mener Emilie Kellberg

at “I Am Queen Mary”-monumentets mangel på historisk præcision, netop gør

monumentet “vedkommende og almengyldigt”178.

SAMMENFATNING: Emilie Kellberg kritiserer Nikolaj Bøghs forståelse af

monumenter i sin artikel “All Hail Queen Mary”, og forsvarer “I Am Queen Mary”-

monumentet ved at bruge Nikolaj Bøghs egen kritik af andre mindesmærker i

København, som hun knytter til det nationale fællesskab Bøgh taler for, og med det

fremviser hun at dannelsen af en national identitet, er baseret på nyttige myter og ikke-

historiske fakta.

Vi vil nu bevæge os videre til en analyse, hvori vi vil vise, hvorfor vi mener at Fabricius

Møller og Bøgh har lignende opfattelser, som står i kontrast

til Simonsen og Kellbergs tilsvarende lignende opfattelser.

Indholdsanalyse Det vi her ønsker at undersøge er, hvordan debattørerne taler forbi hinanden angående

monumentet og dets funktion, samt hvilke reproducerede holdninger, der er med til at

drive debatten af sporet. Ud fra førnævnte vil vi bearbejde spørgsmålet: Hvordan

diskussionen omhandlende ihukommelse af dansk kolonitid ikke formår at være

konstruktiv.

Måden, hvorpå vi vil nå frem til hvordan, er ved at udlede hvilke holdninger de

tilkendegiver, og hvordan deres udvalgte nedslagspunkter er med til at

ødelægge diskussionen. Til dette har vi redegjort for to teoretiske tilgangsvinkler til

historieskrivning og formidling: Det ene, videnskabelig faghistorie, det andet

erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang.

Jes Fabricius Møller udtrykker i sin artikel, at han finder det problematisk, at Mary

Thomas, som monumentet har taget navn efter, ikke var slave. Som han selv skriver ret



65

eksplicit: “Mary Thomas var ikke slave”179. Han pointerer netop, at han betragter det som

forkert at benytte sig af en ikke-slave som model for et monument for et slaveoprør. Det er

en kritik vi ser fremstillet i hans artikel, og denne kritik er også fremhævet i vores

redegørelse. Vi forstår herudaf, at Fabricius Møller drejer diskussionen ind på et emne, der

ligner, men ikke er, det originale; Diskussionen ligger i, hvorvidt monumentet er et godt

mindesmærke.

Når Fabricius Møller kritiserer den historiske korrekthed i monumentet, har han

altså ikke godtaget kunstnernes egen hensigt med monumentet som hel valid. Det handler

ikke længere om, om monumentet er en god gengivelse af Danmarks kolonitid, men om

hvorvidt kunstnernes intention kan retfærdiggøres.

Vi analyserer os frem til, at Jes Fabricius Møller opererer inden for rammerne

for videnskabelig faghistorie, når han laver den ovenstående kritik af monumentets

hensigt. Han forklarer således: “Der synes i det hele taget at herske enighed blandt

skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler

om og hylder oprør og kamp”180. Han mener at monumentet inddrager forkerte

dagsordner, og han ender med at ændre diskussionens fokus, og er dermed med til at

forværre debatten om kolonihistorien.

Nikolaj Bøgh tilkendegiver at Danmarks kolonitid er dårligt repræsenteret i

mindesmærker, og ligger skjult i visse bygningers historie181. Med det siger han, at han

også ser manglen på et mindesmærke for kolonitiden. Han statuerer, hvad historiske

mindesmærker kan og skal gøre182, ud fra et syn som vi ser som værende videnskabeligt

faghistorisk-orienteret. Det anvender han som en standard i hans kritik af “I Am

Queen Mary”-monumentet, hvor han gennem følgende argumenter siger, at den ikke lever

op til det den burde (men gør alt muligt andet):

179 Møller, (2018)

180 Møller, (2018)

181 Bøgh (2018)

182 Bøgh (2018)

66

Bøgh kritiserer først den historiske person Mary Thomas, og lægger vægt på at hun

nok rettere end en heltinde, var en kontroversiel person, som så vold som et værktøj183. Det

bygger han på Philip Samsons artikel, der fortæller på godt og ondt om de ledende

oprørskvinder under Fireburn-oprøret, som Bøgh i øvrigt lægger op til, at man ser som en

voldelig arbejderkonflikt, og altså ikke et slaveoprør184.

Når han påpeger kunstnernes egne kroppe i selve statuen185, får han adskilt den

historiske Mary Thomas fra monumentet, og siger dermed, at monumentet ikke forholder

sig faktuelt til historien, hvilket den bør, og helst så præcist som muligt ifølge Bøghs

standard.

Bøghs næste nedslagspunkt er angående referencen til Huey P. Newton og Black

Panther-bevægelsen. Her siger han, at monumentet er uden for sin historiske kontekst

(kolonitiden) og dermed fejler i sit budskab som mindesmærke. Den endda opfordrer til

voldelige metoder, ikke fredelige løsninger - det er et problem, mener han. Han fortsætter

og fastsætter at der vitterligt ikke er nogen sammenhæng mellem Mary Thomas og Huey P.

Newton i historisk forstand186, og forstærker således sit argument om, at monumentet

tjener et andet formål, end at oplyse om historien.

Bøgh bruger citatet af Jeannette Ehlers (se side 61) til at fremstille hende

som hyklerisk, når hun, ifølge ham, udnytter historien og de mennesker hun hævder at

kæmpe for, for at udstille sine politiske dagsordener187.

Til sidst lægger han op til at Københavns Kommune har gjort en fejl i at

støtte monumentet, da kommunen ubevidst går imod Danmarks diplomatiske værdier og

opfordrer til vold som politisk metode. Han savner også en klar rettesnor for, hvad der

præcist legitimerer en væbnet metode188.

Nikolaj Bøgh binder sine argumenter sammen i en konklusion, og definerer, ifølge

ham, hvad monumentet egentlig er: Et stykke Politisk kunst med tynd historisk fernis, der

183 Bøgh (2018)

184 Bøgh (2018)

185 Bøgh (2018)

186 Bøgh (2018)

187 Bøgh (2018)

188 Bøgh (2018)

67

tjener til kunstnernes politiske budskab, og ikke har meget at gøre med dansk kolonitid189.

Han mener det er en ommer, og vi mener, at han igen benytter en videnskabelig

faghistorisk forståelse af, hvad historiske mindesmærker bør være og gøre, til udtryk for at

“I Am Queen Mary” ikke skal støbes i bronze.

Vi ser i analysen, at Bøgh kritiserer kunstnernes mange dagsordener190, og at hans

diskurs omkring “I Am Queen Mary”-monumentet kommer til at handle om, hvad der gør

et godt historisk mindesmærke, og ikke om kolonitiden.

Vi ser i analysen af Bøghs artikel, at han finder det kritisabelt, at monumentet

inddrager dagsordener, der ikke hører til. Bøgh mener, at der skal være færre politiske

agendaer i monumentet191, hvilket stiller hans forståelse af hensigten med monumentet i

kontrast til kunstnernes.

Han formår at drage diskussionen over på et spørgsmål om, hvad et monument i sig

selv har lov til at udtrykke, frem for at bibeholde den oprindelige debat, der vedrører

ihukommelse af dansk kolonihistorie. Hans ændring af diskussionens fokus er med til at

svække debatten om den danske kolonihistorie.

Vi mener, Jes Fabricius Møller og Nikolaj Bøgh kritiserer med samme grundlag.

Begge to opererer inden for en videnskabelig faghistorisk vinkel, i forbindelse med

monumentet og dets hensigt, i form af at de begge argumenterer for, at kunstnernes

intention med monumentet ikke er holdbar. De pointerer nemlig, at monumentet enten

ikke bør inddrage så mange dagsordener, eller bør inddrage andre dagsordner, end det gør

nu, hvis det skal symbolisere dansk kolonihistorie. Det skal pointeres, at Jes Fabricius

Møller og Nikolaj Bøgh ikke nødvendigvis har samme indgangsvinkel til fortolkningen

af monumentet, men ud fra vores analyse er deres kritik af “I Am Queen Mary”-

monumentet sammenlignelig.

Begge formår at lede debatten i en anden retning end den, der vedrører håndteringen

af dansk kolonihistorie. Det kommer til at handle om noget andet.

189 Bøgh (2018)

190 Bøgh (2018)

191 Bøgh (2018)

68

Gunvor Simonsen kritiserer Jes Fabricius Møllers afstandstagen til de mange

budskaber, der optræder i monumentet, og hun ser intet problem med, at monumentet har

flere agendaer192.

Et eksempel på, hvad der svækker den oprindelige

debat om håndteringen af dansk kolonihistorie, er Simonsens valg af kritikpunkt. Hun

udpeger i sin artikel, at hun finder Fabricius Møllers kritik af kunstnernes hensigt mindre

god, og at Fabricius Møller, efter hendes mening, slet ikke argumenterer stærkt nok for,

hvorfor han mener, at agendaerne er et negativt træk ved monumentet193. Simonsen ytrer

f.eks. at hun mener, at Fabricius Møllers holdning til det politiske budskab er fremført

uholdbar: ”[...] Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk

virkelighed. Han ”synes”, at der ikke er tale om en ”fyldestgørende” repræsentation af

den dansk-vestindiske historie. [...] Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne

ser en anden slags politisk kunst end den, som ”I Am Queen Mary” står for.”194. Simonsen

formår, (ligesom Fabricius Møller, Bøgh og som vi senere vil påvise

også Kellberg) at føre diskussionen i en ny retning. Simonsens kritik omhandler bestemt

Fabricius Møllers kritik af monumentet og dermed hans syn på kolonihistorien, men i

stedet for at skildre, hvordan historien bør gengives, ender hendes kritik med at påpege fejl

i Fabricius Møllers forståelse, frem for at fungere som et konstruktivt belæg for en anden

håndtering af kolonialhistorien.

Diskussionen omhandler dermed ikke længere ihukommelse af kolonitiden, men

rettere, hvem der skal bestemme, hvordan vi skal håndtere ihukommelse af kolonitiden.

Endnu et eksempel på en sådan kommentar, der ender med at svække diskussionen som

hele, er denne: “JES FABRICIUS MØLLER leverer en ret typisk forståelse af, hvordan

dansk kolonialisme skal huskes”195. Kommentaren fører ikke til videre diskussion om,

hvordan kolonihistorie bør huskes.

Simonsen omtaler kolonihistorien direkte i sin artikel, idet hun kommenterer den

kritik Fabricius har givet af den historiske ukorrekthed i monumentet. Simonsen kritiserer

192 Simonsen (2018)

193 Simonsen (2018)

194 Simonsen (2018)

195 Simonsen (2018)

69

også udtalelser, Fabricius Møller har gjort i et interview hos Radio24syv,

hvorfra følgende citat stammer: ”utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt

arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre […]”196. Til dette udsagn

ytrer Simonsen at det er: “[...] svært finde belæg for det i faghistoriske

fremstillinger.”197 Endnu en gang bliver diskussionen draget ind på et nyt spor, idet

Simonsen kritiserer Fabricius Møller på baggrund af, hvor informeret han er om

kolonitiden. Hun kritiserer ham og den diskurs over for kolonitiden han reproducerer i

medier, men formår samtidig at reproducere sin egen diskursive vinkel overfor Fabricius

Møller, hvilket endegyldig resulterer i, at hun, snarere end at diskutere med Fabricius

Møller, ender med udelukkende at kritisere ham, og dermed tilkendegiver hun ikke en

“rigtig” måde at ihukomme kolonialhistorien.

Emilie Kellbergs artikel er et modsvar til Nikolaj Bøgh, hvor hun redegør for et andet

perspektiv på “I Am Queen Mary”-monumentet, samtidig med at skyde grundlaget for

Nikolaj Bøghs argumenter ned ved brug af erfaringsbaseret inter-

subjektiv erindringstilgang198. Hun devaluerer hans ord og kalder det for en simpel

holdning, som hun ridser op gennem følgende argumenter:

Kellbergs fokus ligger på Bøghs forståelse af sammenhængen mellem nationalt

fællesskab og historie. Meget lig Bøgh, som først i sin artikel definerer historiske

mindesmærker, definerer Kellberg, til at begynde med, nationale fællesskaber som noget

skabt på myter - en konstruktion199 - i modsætning til Bøghs udlægning, om at fællesskabet

hviler på et fundament af sande historiske begivenheder.

Til at understøtte sit argument, refererer Kellberg til et britisk sociologitidsskrift,

hvor lektor Duncan S. A. Bell netop taler om nationale identiteter og fællesskaber ud

fra erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang200.

Hun bruger erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang til at stille Bøgh i et

dobbeltmoralsk lys, ved at pege på de historiske mindesmærker Danmark allerede har

196 Simonsen (2018)

197 Simonsen (2018)

198 Kellberg (2018)

199 Kellberg (2018)

200 Kellberg (2018)

70

(også afbilledet i artiklen)201, men som ikke opfylder kravene til den standard Bøgh

opstiller ud fra et syn, der har lighed med en videnskabelig faghistorisk tilgang. Hun

udtrykker på den måde, at de eksisterende mindesmærker fører politik i deres samtid -

akkurat den samme kritik Bøgh giver “I Am Queen Mary”-monumentet.

Vi ser at Kellberg dykker dybere ned og eksemplificerer erfaringsbaseret inter-

subjektiv erindringstilgang ved hjælp af Grundtvig, som lægger op til et nyt dansk

selvbillede i sin “Indbydelse”. Grundtvig, som hun ser som en af ophavsmændene til Bøghs

forståelse af det nuværende danske nationale fællesskab202. Altså fremstiller hun at Bøgh

ligefrem er naiv, hvis han tillægger de allerede eksisterende monumenter en forventning

om kun at være gengivelser af historien uden politiske dagsordener.

Hun pointerer også, at Bøghs diskurs om at “I Am Queen Mary”-monumentet skulle

hylde voldelige metoder, er noget vås, og hun bruger igen Grundtvig som eksempel, idet

hun siger at Grundtvigs vikingeforherligelse, i dag ikke læses som nogen opfordring til vold

som metode203.

Kellberg konkluderer, at Bøgh anskuer monumentet forkert, og at man i stedet finder

enkelte, nyttige dele af historien til dannelse af fællesskab, fremfor at bruge den

fulde historiske baggrund204 - altså en selektiv fremgangsmåde, forstået på baggrund

af erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang.

Når hun afslutter med at prise monumentet for at sætte fokus på, hvad det kan gøre

for samtidens mennesker, i stedet for at handle om en historisk korrekt gengivelse af

kolonitiden, er det endnu en tilslutningserklæring til monumentet, ligesom hun udtrykker i

titlen: “All Hail Queen Mary”.

Det interessante vi ser i hendes modsvar er, at hun diskuterer nutiden og Danmarks

identitet, når hun taler om nationale fællesskaber, men hun fører således debatten væk

fra kolonihistorien og dens gengivelse. Ligesom de andre debattører, forbedrer

Kellberg ikke debatten.

Simonsen og Kellberg giver begge udtryk for, gennem deres kritik af henholdsvis

Fabricius Møller og Bøgh, at monumentet bør læses med et kritisk blik på

201 Kellberg (2018)

202 Kellberg (2018)

203 Kellberg (2018)

204 Kellberg (2018)

71

samtidshistorien. Simonsen og Kellberg benægter ikke, at monumentet kan siges at være

historisk ukorrekt. De mener dog, at der er tale om en misforståelse, hvis det skulle være

teten med historiske mindesmærker.

Kellberg benytter sig direkte af erfaringsbaseret inter-subjektiv erindringstilgang, og

vi ser, at det hænger sammen med, hvad Simonsen siger. F.eks. argumenterer Kellberg og

Simonsen begge for, at monumentet gerne må have flere politiske dagsordner. Et eksempel

på, hvorfor vi ser at Simonsen arbejder inden for rammerne af erfaringsbaseret inter-

subjektiv erindringstilgang er, når hun skriver: “Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så

vi kan blive klogere på fremtiden?”205 Idéen om, at agendaerne i monumentet er positive,

er bestemt skildret i citatet. Formålet med monumentet må gerne være at sige noget om

nutiden.

Simonsen og Kellberg giver begge modsvar til Fabricius Møller og

Bøgh, men kritiserer deres præmisser, og ikke selve kritikpunkterne. Der opstår en

svækkelse af debatten, når man tilsidesætter modparternes præmisser.

Sammenfatning af fund fra ovenstående indholdsanalyser af

debatten Det vi ser ud fra analysen af artiklerne, er to forskellige opfattelser af, hvordan historien i

“I Am Queen Mary”-monumentet bør formidles og benyttes. I følgende afsnit diskuterer vi

eksempler på miskommunikation, og vi pointerer de retningsskift som debattørerne

påfører debatten.

Vi har udvalgt de tre punkter, vi mener er mest væsentlige for at skildre, hvor denne

miskommunikation indtræder.

Det første punkt optræder i debatten mellem Jes Fabricius Møller og Gunvor

Simonsen. Vi ser Simonsen berette, at hun mener Fabricius Møller afskriver kunstnernes

evne til at skabe fyldestgørende kunst, som set i dette citat: “Deres skulptur betragtes

nærmest som ikke-autentisk, den er ”langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid”,

udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk,

snarere end en caribisk virkelighed.”206 Udtalelsen er skrevet i Simonsens artikel, men det

fremgår imidlertid, at det er Fabricius Møller selv, der har udtalt dette på Radio24syv.

205 Kellberg (2018)

206 Simonsen (2018)

72

Denne kritik er i sig selv vildledende for diskussionen, grundet at han kritiserer

kunstnernes hensigt med monumentet. At Fabricius Møller ikke accepterer kunstnernes

hensigt, er forstyrrende for diskussionen, idet den kommer til at handle om, hvor ”gode”

kunstnerne er, frem for hvordan kolonihistorien skal huskes. Gunvor Simonsens svar er

heller ikke fokuseret på det oprindelige emne. Hun kritiserer nemlig Fabricius Møllers

evne til at kunne vurdere evner hos kunstnere. Kritikken hun giver Fabricius Møller er

udformet som et validt argument, men argumentet falder lige så meget udenfor den

oprindelige diskussion, som det, argumentet kritiserer.

Vores andet punkt handler om at diskussionen bliver drevet hen på national identitet,

når Bøgh bekymrer sig over at dagsordenerne i “I Am Queen Mary”-monumentet vil ændre

den nuværende danskhed (det nationale fællesskab):

“[…] men spørgsmålet er, om de to kunstnere bag ”I am Queen Mary” ikke

har mixet lige lovlig mange politiske dagsordner i [monumentet] […] Den

handler i virkeligheden kun tilsyneladende og i mindre grad om Danmarks

kolonifortid, og i langt højere grad om en kamp mod undertrykkelse og for

minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med voldelige midler.”207.

Bøgh mener tydeligvis at kunstnerne har drevet opmærksomheden væk fra

kolonitiden.

Kellberg kritiserer Bøghs argument om at monumentet ikke skulle passe ind i

fortællingen om danskheden. Hun afskriver hans argumenter vedrørende national

identitet som irrelevante, men yder efterfølgende intet for at indskærpe debatten til at

handle om kolonitiden - altså giver hun frit rum for mere miskommunikation.

Slutteligt bliver diskussionen svækket af kritikken af præmisser frem for argumenter,

når der ikke følges op med en ny præmis. Som nævnt oven for, ser vi flere aktører

tilsidesætte andres evner eller fortolkninger og ofte angribe påstande uden at foreslå en

bedre sammenhæng. Vi finder debattørerne i artiklerne ukonstruktive, når de taler forbi

hinanden, hvilket resulterer i at deres samlede diskussion bliver vag.

Følgende diskussion fungerer som en sammenfatning af de pointer angående

207 Bøgh (2018)

73

diskursdannelse, reproduktion af diskurser og andet fra ovenstående, vi finder mest

væsentlige igennem alle ovenstående stykker.

Diskussionsafsnit

Vores diskussion sammenfatter vores analysers generelle hovedpointer. Diskussionen vil

struktureres med udgangspunkt i de diskussionspointer, vi mener har været mest

fremtrædende i vores undersøgelser.

Monumentets budskaber Første diskussionspunkt tager udgangspunkt i det faktum, at forståelser af monumentets

budskaber kræver en vis baggrundsviden. Som skildret i første stykke; billedanalysen,

fremgår det klart, at monumentet som kunstværk indeholder en række denotative og

konnotative træk. Årsagen til, at det er relevant med en baggrundsviden om monumentet

går på, at de konnotationer man drager ud af monumentet, er baseret på, hvor meget man

kan forstå på baggrund af den historiske indsigt, man har. Man vil f.eks. ikke kunne forstå,

at monumentet har ligheder med det ikoniske billede af Huey P. Newton, hvis man ikke

ved, hvem han var. Nødvendigheden af forhåndsviden er desuden en del af hensigten med

monumentet, som vi har forklaret ud fra kunstnernes egne hensigter i vores analyse af

filmen “Det Sorte Kapitel”, hvor Jeannette Ehlers selv forklarer baggrunden for projektet

med monumentets opførelse. Vi har på baggrund af analyserne udledt, at der er en

opfordring i monumentet til at søge information omkring den del af historien, kunstnerne

mener er fortrængt. Monumentet er ikke kun en opfordring til at opsøge informationen,

men også et forsøg på at være talerør for en minoritet hvis historie, ifølge Jeannette Ehlers,

er blevet fortrængt i den danske historie. Den hensigt kan vi se i det skriftlige budskab,

som er skrevet på soklen på engelsk.

På grund af ovenstående krav om forståelse, gør det, at monumentet i højere grad er

mere beskuerafhængigt, end lignende mindesmærker. Læsninger af monumentet er derfor

arbitrære. Den beskuerafhængighed der opstår er med til at besværliggøre diskussionen

om de problematikker Jeannette ønsker at gøre op med.

Hensigten med monumentet er stærkt omdiskuteret i medier, hvilket fører os videre

til vores andet hoveddiskussionspunkt.

74

Reproducerede diskurser Vores anden hovedpointe er de diskurser der reproduceres i forlængelse af debatten om

monumentet. I debatten der udspiller sig i Kristeligt Dagblad og POV.international ses, at

der netop er nogle, der kritiserer præmisserne for monumentet og desuden også

kunstnernes hensigt. Jes Fabricius Møller fremgiver, at han mener, at Mary Thomas, som

monumentet afbilleder, ikke er den rigtige karakter at bruge, idet hun ikke var slave208.

Vores historiske undersøgelse tydeliggør, at på trods af hun ikke var juridisk slave, så var

de forhold og vilkår hun levede under, 30 år efter frigivelsen, på mange måder de helt

samme, som dem slaverne levede under. Dette er et godt eksempel på at debattørerne

diskuterer med baggrund i en selektiv forståelse af historien. Denne selektive

historieargumentation kan have baggrund i en mangel på viden, og/eller et ønske om at

reproducere en bestemt diskurs. Noget lignende finder vi i vores podcastanalyse. Her

optræder der en afskrivelse af kunstneren Jeannette Ehlers forståelser af samfundet. Det

mest fremtrædende element heraf er, når værten for podcasten benytter sig af et negativt

ladet racebestemmelsesord for sorte mennesker, som Jeannette Ehlers ønsker, at han ikke

benytter. Værten bliver ved med at benytte sig af ordet og dette i sig selv, forstår vi som en

nedværdigelse af Jeannette Ehlers ønske. René afskriver altså Jeanette Ehlers’ holdnings

værdi. Dette er en reproduktion af en diskurs. Om diskursen er god eller dårlig for

debatten i sig selv, vurderer vi ikke her direkte. Det skal dog nævnes, at det ikke er

konstruktivt for en inkluderende debat om et værk, hvis man i stedet for at forstå

argumentationen fra oppositionens egne præmisser, afskriver dette grundlag som

uholdbart og positionerer oppositionen på baggrund af dette. At positionere en opposition

på baggrund af en selvantaget hensigt er svækkende for en løsningsorienteret debat.

En ukonstruktiv debat Ovenstående lægger op til, at vi mener, diskussionen vedr. monumentet bliver

ukonstruktiv. Dette rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kunne man så gribe diskussionen an,

hvis man ville gøre den løsningsorienteret? Dette spørgsmål fungerer som vores tredje

hovedpointe.

208 Møller (2018)

75

Først vil vi referere tilbage til de ovenstående pointer, der indbefatter vores skildring

af, hvordan diskussionen falder til grunde, når der sker en afskrivelse af præmisserne for

andres argumenter. Man kunne som løsning hævde, at det måske ville være gavnligt at

forsøge at forstå kunstnernes ønskede diskussionspunkter, så diskussionen ikke tager

afstand fra de oprindelige emner (f.eks. nødvendigheden af at ihukomme Danmarks

kolonihistorie). Den indflydelse det har på debatten i artiklerne, at Fabricius Møller og

Bøgh f.eks. hævder, at Mary Thomas, fordi hun ikke var slave, ikke er egnet til at afbilde et

slaveoprør, er ukonstruktiv. Denne kommentar om den historiske korrekthed bidrager ikke

til de problematikker, kunstnerne havde til hensigt at belyse. I artiklerne ytrer både

Fabricius Møller og Bøgh dog også kritik af nogle af de emner, monumentet faktisk havde

til hensigt at problematisere. De kritiserer f.eks. at monumentet “hylder” “Black Lives

Matter”. Når denne kritik faktisk henvender sig til en af kunstnernes intentioner, kan

kritikken siges at lægge op til videre diskussion inden for emnet, hvilket vi ser som

konstruktivt. Vi mener at Gunvor Simonsen og Emilie Kellberg er med til at gøre

diskussionen “værre”, idet de vælger at fokusere på, og kritisere Fabricius Møller og Bøghs

udsagn om den manglende historiske korrekthed. Kritikken om historisk korrekthed er

uvæsentlig for de problematikker kunstnerne selv ønskede skulle diskuteres. Simonsen og

Kellbergs kommentarer til kritikken af den historiske korrekthed ender med også at være

uvæsentlig fordi de kritiserer en allerede irrelevant kritik af monumentet.

Strukturel racisme Jeannette Ehlers mener at visse ting i vores hverdag, er et resultat af en strukturel racisme.

I dokumentaren “Det Sorte Kapitel”, udtaler hun sig om “hudfarven” og hvordan det er

forkert, at “hudfarven” har en bestemt farve (beige/laks). Hvis “hudfarven” kun er én

bestemt farve, så siger det implicit at andre hudfarver end hvide, ikke er rigtige hudfarver.

Noget så småt som en definition på en farve, kan bære præg af strukturel racisme. Når man

fra barnsben lærer at “hudfarven” er den beige, hvilket er en hyppigt forekommende

tendens i Danmark, så kunne man godt tænke sig, hvordan det kunne påvirke ens

virkelighedsopfattelse senere hen. Hvis man som barn får indlært, at der kun er én

hudfarve med patent på ordet “hudfarve”, hvordan vil man så fremadrettet se på folk, der

ikke har den specifikke hudfarve?

Når man definerer en hvid persons hud med et neutraliserende begreb som “hudfarve”,

tilskriver man denne farve funktionen som værende den almene. Alle hudfarver der ikke

76

falder ind under denne kategori, blandt andet den sorte m.fl., skiller sig ud fra normen, på

baggrund af hudfarve. Ordet hudfarve er altså med til at reproducere en selektiv diskurs.

Hvorvidt det er gjort bevidst, vil vi ikke kommentere på.

Hvad stopper de mennesker, der har størst magt i samfundet, fra at diskriminere folk med

en anden hudfarve, end dem selv? Denne strukturelle racisme har et kæmpe potentiale til

at lede til mange flere onder, som diskriminering, hatecrimes, racisme, osv. Alt dette kan

opstå ud fra måden, vi definerer en farve.

Tilhørsforholdet til Danmark som kolonimagt René anerkender i hans podcast Jeannette Ehlers holdning om at der er et problem, men

siger på samme tid, at han ikke kan forholde sig til Danmarks tid som kolonimagt, fordi det

er for langt tilbage i tiden. Umiddelbart kan vi godt sætte os ind i, at det kan være svært at

forholde sig til noget, der ligger før ens tid. Danmarks tid som kolonimagt ligger dog ikke

langt tilbage i tiden, i forhold til vikingetiden, som mange i Danmark stadig glædeligt

associerer sig med.

Vi skønner, at argumenterne om håndtering af kolonitiden, fremført af Rene

Fredensborg i det tidligere radioprogram fra Radio24Syv, ville blive benyttet af færre

mennesker, hvis kolonitiden var bedre repræsenteret i den generelle historieundervisning,

og havde en større plads i f.eks. historiekanonen. Desværre vil det ikke gøre op med

argumentet om, at historiske øjeblikke mister deres relevans gennem tidens forløb, da

sådanne spørgsmål om relevans i forhold til distance, geografisk og tidsmæssigt, er meget

relative. I tilfældet med de Dansk-Vestindiske Øer kan der være mange faktorer, der kan

have været årsagen til en distancering og en reduktion af en potentiel ansvarsfølelse fra

Danmarks side. Faktorer som den geografiske afstand, specielt i en periode, hvor

kommunikation over lange afstande var en langsommelig affære (og ofte problematisk på

grund af krige o.l.), men også i forhold til, at transporttiden ligeledes affødte en

distancering fra øerne, blandt den brede danske befolkning. I forlængelse affødte den

geografiske afstand og kommunikationsvanskeligheder at det kun var et fåtal af

befolkningen i Danmark, som følte at de rent faktisk var direkte påvirket af, eller havde

nogen direkte forbindelse til Danmarks besiddelser i Caribien, og forholdene derpå.

Ligeledes kan salget af øerne, sammenlagt med tidsrummet mellem salget og nu,

have været faktorer, der muligvis kan have forøget Danmarks afstandtagen til den del af

Danmarkshistorien, hvor landet var en kolonimagt. Salget og overdragelsen af ”ansvaret”

77

til USA kan have forårsaget, at der i Danmark ikke kom et lignende opgør med den del af

historien (kolonitiden) og de berørte mennesker (eksempelvis de tidligere slaver), som

dem der fandt sted i andre europæiske lande som f.eks. Storbritannien og Frankrig.

Imidlertid har tidsrummet mellem begivenhederne under kolonitiden og vores nutid, og

måske det faktum, at der i europæisk historie har været en række store begivenheder

(f.eks. første og anden verdenskrig) muligt resulteret i, at de generationer der lever i dag

føler, at de ikke har noget tilhørsforhold til begivenhederne der fandt sted under

kolonitiden.

Identitet Debatten ender med ikke at handle om andet end identitet. Jeannette Ehlers havde det

bestemt til hensigt, at identitet skulle være fundamentet for diskussionen. Citatet her fra

filmen “Det Sorte Kapitel” opridser godt, hvor vi mener, at Jeannette Ehlers definerer

hendes ønskede diskussionsemne, som monumentet skulle skildre:

“I was born and raised in Denmark as an Afro-dane, where whitewashing of

history is dominant and the lack represantiation of black and brown people

is enormous. I grew up with this erasure of colonial inheritance,

internalising the racist structures that came with colonialism. It has shaped

me as an individual and for a while alienated me from my Afro-carribbean

ancestry. But it has also brought me closer to myself and made me strong in

my belief that there is an urgent need for identification and for re-writing

history. Basically is about identity and art can lead and guide.”209

Vores ovenstående diskussionspunkter har det til fælles, at de handler om identitet,

men aldrig eksplicit defineres som en identitetsdebat. Det er aldrig direkte identitet, der

italesættes, men samfundsstrukturer, historieformidling, evner til at gøre kunst

fyldestgørende, argumentation og lignende. Vi vil argumentere for, at det netop er

identiteten som emne, der er med til at svække diskussionen. I de ovenstående

209 Albana (2018): 53:51-54:36

78

diskussions- og analyseafsnit ses netop, at identiteten ikke, af debattørerne, er eksplicit

beskrevet som det centrale for debatten (udover af Ehlers selv). Vi udleder heraf, at det er

svært at have en løsningsorienteret diskussion, når emnet ikke italesættes direkte.

Debattens fremstilling kan derfor siges at være et symptom på, hvor svært det er at

diskutere national identitet og lignende.

Vi udleder heraf, at selve emnet identitet til at begynde med er svært at diskutere, for det

første ønsker monumentet at bryde med den konstruerede nationale identitet. For det

andet er national identitet opfattet relativt, fordi det afhænger af det enkelte individ,

hvilket yderligere besværliggør diskussionen. Vi mener yderligere, at det allerede

problematiske diskussionsemne absolut ikke drager gavn af, at emnet selv (identitet) aldrig

eksplicit bliver italesat, hvilket gør det svært at have en løsningsorienteret debat. Det er

altså svært at diskutere identitet, og endnu sværere, hvis man ikke i diskussionen nævner,

at det er netop det, man taler om.

Konklusion Vi har givet en redegørelse for, hvordan Danmark var som kolonimagt i forbindelse med

De Dansk Vestindiske Øer, samt redegjort for den historiske person Mary Thomas, der er

den centrale figur i “I Am Queen Mary”-monumentet. Efterfølgende har vi analyseret

monumentet, med henblik på dets symbolik og læsninger. Til denne analyse er benyttet

Roland Barthes billedretorik. I diskursanalysen af filmen “Det Sorte Kapitel” har vi

undersøgt kunstneren Jeannette Ehlers’ formål med monumentet, og følgeligt analyseret

og diskuteret, hvordan og hvorfor udvalgte debattører argumenterer i diskussionen om

forståelsen af den danske kolonihistorie, der er udsprunget af monumentet. Slutteligt har

vi diskuteret de fund, vi har gjort os i kraft af de ovenstående redegørelses- og

analyseafsnit. Vi har udledt følgende resultater:

Vi har fundet relevante historiske begivenheder og bekræftet i vores historiske

redegørelse, at selv efter slavernes frigivelse i 1848, var de stadig underlagt slavelignende

tilstande. Vi har bekræftet, at monumentet har mange konnotative betydninger, og

samtidig at disse betydninger i vid udstrækning er beskuerafhængige. Vi har, ud fra vores

billedretoriske analyse af monumentet konkluderet, at en række af dets konnotationer

bakker op om kunstneren Jeannette Ehlers’ hensigt om at skabe et kunstværk, der skulle

79

indgå i både diskussioner om national identitet samt at fungerer som mindesmærke for

dele af Danmarkshistorien, Jeannette Ehlers mener, er blevet negligeret. Jeannette Ehlers

rammer hovedet på sømmet, når hun i filmen “Det Sorte Kapitlet” siger “[...] Basically it is

about identity”210 - Det er det vi ser diskussionerne udvikle sig til; En debat om nutidig

dansk identitet. Vi udleder af vores indholdsanalyser af debatterne, både i

radioprogrammet, samt i artiklerne, at emnet er svært at diskutere. Diskussionen falder til

jorden på baggrund af, at national identitet i sig selv er svært at diskutere, samt at det er

svært at holde et så bredt emne sporet ind på en specifik debat omhandlende Dansk

kolonihistorie. Slutteligt har vi reflekteret over, hvordan de forskellige faktorer i debatten

var med til at gøre den ukonstruktiv.

Projektstyring

Vi har i vores projektarbejde haft opmærksomhed på projektstyring, for at effektivisere

projektgruppens samarbejde. Vi vil her dykke ned i enkelte anvendte teorier og metoder

inden for projektstyring.

Vi har benyttet os af “det eksemplariske princip”211 Det eksemplariske i vores opgave

kommer til udtryk i kraft af, at vi har udvalgt et omdrejningspunkt, nemlig “I Am Queen

Mary”-monumentet og kolonihistorien. Ud fra dette har benyttet os af metodiske

fremgangsmåder, samt undersøgt teoretiske vinkler til analyse, som vi vil kunne anvende

på andre givne omdrejningspunkter. Vi lærer altså os selv en række egenskaber igennem

vores forløb som f.eks. hvordan vi skal redegøre for en kortere historisk periode, analysere

indhold i debatter, undersøge diskurser og retorik i argumentation, samt en række andre

egenskaber. Disse vil vi som sagt også kunne benytte os af i fremtidige projekter.

Vi har holdt et feedback-møde, hvor vi forsøgte at gribe problematikker an, som

opstod i kølvandet på en mindre fyldestgørende forventningsafstemning. Vi fravalgte den

210 Albana (2018): 54.30-54.32

211 Ulriksen (2002): “Det Eksemplariske Princip”: 23-27

80

anerkendende tilgang (Appreciative Inquiry)212, til fordel for Honneths

rettighedsfokuserede tilgang213, som går på, at hvis man tilbageholder negativ feedback,

indeholder det en manglende tro på at vedkommende kan udvikle sig.

Vi har valgt at skildre de forskellige lederroller, gruppemedlemmer har indtaget

under arbejdsprocessen ved hjælp bogen “Projektkompetence”214. I kapitel ni i bogen ses et

skema, hvori tre forskellige lederroller, samt hvilke funktioner rollerne har, er vist.215

Den første lederrolle i skemaet er den strategiske leder216. På baggrund af det meget

begrænsede initiativ i arbejdsgruppen tilfaldt denne rolle i begyndelsen primært et enkelt

medlem, der stod for både at holde styr på, hvilke stykker arbejde, der blev lavet, hvornår

møderne skulle finde sted samt at definere deadlines for arbejdspapirer, selvom disse

deadlines sjældent blev overholdt. Hen mod slutningen af gruppens arbejdsproces

tilsluttede et medlem sig hertil, og stod for at ringe til medlemmer, der ofte ikke mødte til

tiden, for at vække dem, så de kunne møde op til den aftalte tid.

Samme medlem, der fungerede som primær strategisk leder for projektet, fungerede

også som den mest fremtrædende produktionsleder217. Denne funktion indebar at spørge

gruppemedlemmer, hvor langt de var nået under processen, samt sørge for at læse andre

medlemmers tekster grundigt igennem. På trods af denne indsats må vi konkludere, at

størstedelen af medlemmer primært arbejdede effektivt hen mod slutningen på

arbejdsprocessen.

Motivationen var i begyndelsen af projektet meget høj, hvilket vi vil argumentere for,

på sin vis, gjorde os alle til motivationsleder218, dog kun i en kortere periode. Under

arbejdsprocessen har initiativet fra mange medlemmer forsvundet, og mange endte med

enten at skrive selv, uden hyppig læsning af andre medlemmer, eller blot vente på at få

tildelt et stykke arbejde af den førnævnte strategiske leder eller projektvejlederen.

212 Paludan (2013) i: Mac og Hagedorn-Rasmussen 2013): 134

213 Paludan (2013) i Mac og Hagedorn-Rasmussen (2013): 134

214 Mac, Anita og Ejlskov, Morten (2009): Projektkompetence

215 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 194

216 Mac og Ejlskov (2009): “Projektkompetence”: S. 194-195



81

En redegørelse for (og gerne også selvkritisk) refleksion

over gruppens arbejdsproces: Vi har som gruppe vekslet mellem at fungere optimalt og uoptimalt. Vi har i starten ikke

haft de klareste aftaler om milepæle og mål gennem projektets forløb, hvilket også har

resulteret i et større pres mod slutningen af projektskrivningen. Vi har senere aftalt

milepæle og delmål, hvor diverse emner har skullet være skrevet færdigt.

Vores gruppes arbejdsproces har været stærkt påvirket af manglende overholdelse af

aftaler vedrørende f.eks. delmål i projektet, arbejdsdage, engagement i projektet,

mødetider, det faglige niveau i analyserne, arbejdsfordeling og prioritering af tidsfordeling.

Arbejdsproces Vi har flere refleksioner omhandlende hele vores projektforløb som gruppe i henhold til

gruppedynamik m.m., samt den samlede proces deri. Projektets fokus ændrede flere gange

markant karakter i løbet af gruppedannelsesprocessen og i en kortere periode

efterfølgende. Til trods for, at der blev brugt en stor mængde tid på at præcisere/debattere

gruppens problemfelt og problemformulering, hvilket burde have hjulpet præciseringen,

skabte fremlæggelsen af alt for mange muligheder for valg af empiri, teoretikere osv. blot

mere usikkerhed omkring, hvilket mål vi gerne ville arbejde os hen mod som gruppe i

projektet. I forlængelse heraf blev det klargjort for os, hvor afgørende en ærlig

forventningsafstemning rent faktisk er, når man ønsker at danne et godt samarbejde, og

derved foregribe nogle af de potentielle problemer, der senere i forløbet kan opstå, og som

i vores gruppes tilfælde blev en realitet.

Et eksempel på en sådan problematik kunne være skellet mellem gruppemedlemmers

punktlighed, når det kommer til gruppemøder/gruppearbejdsdage. Under

forventningsafstemningen var der konsensus omkring vigtigheden af at være til stede på

det angivne tidspunkt, men i den egentlige arbejdsproces var det meget varierende, også i

frekvens, hvor vigtigt det lod til at være for de enkelte medlemmer. I en gruppe på syv er

det generelt sværere at koordinere således, at alle medlemmer kan være til stede samtidig

hver gang, og i vores tilfælde forårsagede det en masse problemer, når det kom til

fastlæggelsen af mange forskellige aspekter af projektet. Det var vigtigt at alle var til stede.

I forlængelse af punktlighed var der også et skel mellem gruppemedlemmerne, i henhold

til hvor vigtige man anså de deadlines, der blev sat til projektets forskellige afsnit, for at

82

være, samt skellet mellem hvad der i gruppen faktisk vurderes som værende

”færdigarbejdet”. Det forårsagede, at der skulle bruges meget tid på at rette, ændre osv., på

vidt forskellige tidspunkter i forløbet, men primært i intensiv-perioden. Dette øgede

arbejdsbyrden for gruppen, og fjernede i vid udstrækning arbejdsfokusset fra dele som

konklusions-afsnittet, diskussions-afsnittet m.fl.

Et andet eksempel kunne være mængden af tid, hvert gruppemedlem har haft

mulighed for at sætte af til projektskrivningen – specielt i intensivfasen i slutningen, hvor

skellet mellem indsatsen for at færdiggøre og aflevere et ordentligt, gennemarbejdet

produkt, var relativt stor.

Opponentmøder: Vi havde som gruppe ret svært ved at udnytte opponentmøder til fulde, i forhold til, hvad

intentionen med disse møder var. Årsagen var, som vi i gruppen forstår det, affødt af vores

mangel på præcisering af de tidspunkter, hvor problemformuleringsseminaret og

midtvejsevalueringen fandt sted, og desuden på vores egen front, manglende indsats mht.

at definere, hvilke dele af vores projektrapport, vi ønskede at få feedback på. Det

forårsagede umiddelbart, at vores opponentgruppe fik mere ud af opponentmøderne og

deres opponentvejleder, end os. Heri ligger også, at vores projekts karakter, valgte teorier

og metoder samt generelle formål ændrede sig relativt ofte indtil intensivperioden.

Microsoft Teams En væsentlig udfordring vi har haft i vores arbejdsproces, er vores valg af Microsoft Teams

som platform for sammenskrivning af projektrapporten. Valget blev foretaget på baggrund

af udlægninger om, hvor usikker, Google Docs kunne være. Der var imidlertid, gennem

hele projektskrivning, et rent teknisk synkroniseringsproblem med Microsoft Teams, der

ofte forårsagede problemer. Ofte, stort set ved hver eneste skrevne sætning, fik det ikke

synkroniseret ordentligt, hvilket resulterede i, at programmet slettede, hvad man lige

havde skrevet. Dette skabte selvfølgelig frustration og forvirring hos medlemmer, med få

minutters mellemrum. Problemet eksisterede både når man skrev alene, men blev kun

værre af at være flere til stede i dokumentet. Der er gruppen imellem en kollektiv

konsensus om, at der skal findes et alternativ til fremtidigt gruppearbejde, da det både

spilder meget store mængder tid, og desuden hindrer kreativitet, når man er godt i gang

med skrivningen.

83

Litteraturliste:

Albana, Maya (2018), Det Sorte Kapitel, Film, Made In Copenhagen, med støtte fra DFI –

Det Danske Filminstitut. Lokaliseret d. 4. september 2018 på:

http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/pvica_radioTV%3Adu%3Abfb74

10b-3a0f-45f9-890c-589aa84e528e/query/det%20sorte%20kapitel

&

https://www.dr.dk/tv/se/100-aret-for-ophoeret-af-dansk-slavehandel-udvikling/-/det-

sorte-kapitel

Barthes, Roland (1980). Billedets retorik. I: Fausing, Bent og Peter Larsen (red.). Visuel

kommunikation bind 1. Forlaget Medusa, s. 44-57; ISBN 87-7332-092-7.

Bell, D. S. A. (2003). Mythscapes: Memory mythology and national

identity. Lokaliseret d. 24. oktober

2018 på: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/pdf/10.1080/0007131032000045905

Bom, Anne Klare (2015). Diskursanalystisk Metode. Frederiksberg: Forlag

Samfundslitteratur.

Brøndsted, Johannes (1966). Vore Gamle Tropekolonier. Westermanns Forlag, 1. oplag

Bøgh, N. (2018, 12. april). Politisk kunst med tynd historisk

fernis. POV.international. Lokaliseret d. 15.

oktober 2018 på: https://pov.international/politisk-kunst-med-tynd-historisk-fernis/

Carstens, Johan Lorenz (1740). En almindelig Beskrivelse om alle de Danske,

Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740, København

Danmarkshistorien.dk. (10.01. 2017). Erik Gøbel - Den danske slavehandel, ca. 1660-1848.

Lokaliseret d. 16. december 2018 på: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-

kilder/vis/materiale/den-danske-slavehandel/

84

Danmarkshistorien.dk. (7. 12.2018). Niels Brimnes. Ostindisk Kompagni. Lokaliseret d.

16. december 2018 på: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-

kilder/vis/materiale/ostindisk-kompagni/

Danmarkshistorien.dk. (24.08 2018). Peter Bejder, Benjamin Kristensen. Merkantilisme

og danske tropekolonier, ca. 1600-1917. Lokaliseret d. 16. december 2018 på:

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/merkantilisme-og-

danske-tropekolonier/

DenStoreDanske.dk. (2017). Redaktion. Socialkonstruktivisme. Lokaliseret d. 7.

december. 2018 på:

http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_og_filosoffer_-

_1900-t./socialkonstruktivisme

Fredensborg, René. (2017). René Linjer. Radio 24syv. Lokaliseret d. 25. november 2018

på: https://podtail.com/da/podcast/rene-ord-for-pengene/hella-joof-maren-uthau-fenar-

ahmad-jeannette/

Garfield, M. Kunsten.nu. Hvem er du?. Lokaliseret d. 7. december 2018 på:

https://kunsten.nu/journal/hvem-er-

du/?fbclid=IwAR0f0fxMw6zrpmqc5UrJydb5vl0x16wTT5aHbDT-5MiLX7NsACDfrTx53xA

Gilbert, Felix (1990). History: Politics or Culture? Reflections on Ranke and Burckhardt.

Princeton University Press.

E-bog findes på:

https://www-jstor-

org.ep.fjernadgang.kb.dk/stable/j.ctt7zv3w6.6?refreqid=excelsior%3A6c67b9d323ab8699

a2912d686f8e811f&seq=1#metadata_info_tab_contents

https://kunsten.nu/journal/hvem-er-du/?fbclid=IwAR0f0fxMw6zrpmqc5UrJydb5vl0x16wTT5aHbDT-5MiLX7NsACDfrTx53xA

https://kunsten.nu/journal/hvem-er-du/?fbclid=IwAR0f0fxMw6zrpmqc5UrJydb5vl0x16wTT5aHbDT-5MiLX7NsACDfrTx53xA

85

Historielab.dk. (2018). Antal døde på slaveskibe. Lokaliseret d. 17. december 2018. På:

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/3-doeden-

ombord/7033-2/

HistorieLab.dk. (2018). Arbejdskontrakt for arbejdere på øerne. Lokaliseret d. 17.

december 2018. på: https://historielab.dk/til-

undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-

kolonierne/servingekontrakt/

Historielab.dk. (2018). Nye tanker fra en dansk slaveejer. Lokaliset d. 17. december 2018.

På: https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/6-

slavehandel-problematiseres/6538-2/

HistorieLab.dk. (2018). Om Slavehandlen. Lokaliseret d. 17. december 2018 på:

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/2-

afrika/5924-2/

Historielab.dk. (2018). Oprøret på Skt. Croix 1848. Lokaliseret d. 16. december 2018. på:

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/7-mod-

friheden/6611-2/

HistorieLab.dk (2018). Skadelige Slavehandel. Lokaliseret d. 16. december 2018 på:

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/6-

slavehandel-problematiseres/6531-2/

HistorieLab.dk. (2018). Stop for hvide slaver på øerne. Lokaliseret d. 15. december 2018.

på: https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-

og-kolonierne/straffefangestop/

IAmQueenMary.com. Artist Talks - I am Queen Mary. Lokaliseret d. 7. december 2018

på: https://www.iamqueenmary.com/new-page-1/?fbclid=IwAR1qs-

UryuS23j2VOxGLKco-fXQH0VVCdfH-IOyxV3BWrCvU4q8jGYcdgYQ

86

IAmQueenMary.com. Background. Lokaliseret d. 7. december 2018 på:

https://www.iamqueenmary.com/history/

Jeffries, Judson L. (2006). The Radical Theorist. Jackson: University Press of Mississippi.

Kellberg, E. (2018). All Hail Queen Mary. POV.international. Lokaliseret d. 15. oktober

2018 på: https://pov.international/all-hail-queen-mary/

Kong Christian d. 8. (1847) Reskript af 28. juli 1847 ang. Emancipationen af de Ufrie på

disse øer. Lokaliseret d. 3. december 2018 på: https://religion1-

3.gyldendal.dk/sitecore/content/home/gymnasium/historieportalen/elementer/ren-

tekst/kildetekster/f_slav_kilder/9/f_slav_9_3.aspx?layout=new-window

Mac, Anita & Ejlskov, Morten (2009): Projektkompetence. København, Hans Reitzel

Meyer, Ludvig: Fremmedordbog. Antagonisme. Ved J.P.F.D. Dahl og F.V. Dahl. Ottende

udgave. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & G.E.C. Gads Forlag 1970. Lokaliseret d.

16. december 2018 på: https://meyersfremmedordbog.dk/ordbog?query=antagonisme

Møller, J. F. (2018, 3. april). En hyldest til oprøret. Kristeligt Dagblad. Lokaliseret d. 15.

oktober 2018 på: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/en-hyldest-til-oproeret

NYtimes.com. (1989). Huey Newton Killed; Was a Co-Founder of Black Panthers.

Lokaliseret d. 16. december 2018 på: https://www.nytimes.com/1989/08/23/us/huey-

newton-killed-was-a-co-founder-of-black-panthers.html

Oberlinlibstaff.com (2014). Queen Mary Folksong: Commemoration of the 1878 Fireburn.

Lokaliseret d. 16. december 2018 på:

http://www.oberlinlibstaff.com/omeka_projects/exhibits/show/radical-thinkers-and-

movements/sugar-on-st--croix--oppression/queen-mary--folksong--a-commem

Paludan, Anne Sofie (2013): Feedback – et spørgsmål om anerkendelse. I: Mac, Anita og

Hagedorn-Rasmussen (red.) (2013): “Projektarbejdets kompleksitet. Viden, værktøjer og

87

læring”.

Peters, Rikke Alberg. et al. (2016). Da Danmark var en Slavenation, om slaveriet og De

Vestindiske Øer fra 1600-tallet til nu. 1. udgave. 1. oplag. HistorieLab. Nationalt

Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. Jelling.

Petersen, Jan Aasbjerg Haugaard. Diskursanalysens begreber. Lokaliseret 8. december

2018 på: https://www.gymdansk.dk/diskursanalysens-centrale-begreber.html

Raunkiær, Ingeborg (1917). Lægen Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87. G.E.C Gad.

København.

Richardson, John E. (2006): Analysing Texts: Some Concepts and Tools of Linguistic

Analysis. Palgrave, New York, USA,

Rose, Gitte (2009). Analyse af billedmedier, en introduktion. 2. udgave. Frederiksberg:

Samfundslitteratur

Römer, Ludewig F. (1756). Uddrag fra Tilforladelige Efterretning om Negotien paa Kysten

Guinea, Af hvilke Nationer den drives, og paa hvilken Maade den er indretted af enhver

Nation især, tilligemed Uforgribelige Betænkninger, Hvorledes vor Negotie derhen og til

Vestindien, bedre kunde indrettes, Kiøbenhavn

Anvendte uddrag kan findes på henholdsvis:

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-

kolonierne/5825-2/

&

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/kongen-og-

kolonierne/5910-2/

Sampson, P. (2017, 8. marts). Fireburn-dronningerne, Danmarks glemte

heltinder. POV.international. Lokaliseret d. 16. oktober 2018 på:

https://pov.international/fireburn-dronningerne-danmarks-glemte-heltinder/

88

Simonsen, Gunvor (2018, 10. april) “I Am Queen Mary” - Jes Fabricius Møllers kritik af

ny skulptur rammer ved siden af” Kristeligt Dagblad. Lokaliseret 10. oktober 2018 på:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/i-am-queen-mary-jes-fabricius-moellers-kritik-

af-ny-skulptur-rammer-ved-siden-af

Ulriksen, Lars (2002): Det Eksemplariske Princip. I: Beyer, Karin et. al. (2002):

Projektarbejde, eksemplaritet og problemorientering. Roskilde Universitetscenter

Vgskole.net. Gardelin, Philip (1733). Reglement af 5. september 1733. Lokaliseret d. 12.

december 2018 på: http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm

Vgskole.net. Hansen, Peter (1849). Arbejdsreglementet ”Labour Act of 26. of January

1849. Lokaliseret d. 2. december. 2018 på:

http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm

Vgskole.net. Kong Christian d. 5. (1671) - Octroye for det Vestindiske Kompagnie.

Lokaliseret d. 12. december 2018 på:

http://www.vgskole.net/prosjekt/slavrute/general/octroi_dk.htm

Virgin-Islands-History.org. The Three Rebel Queens. Lokaliseret d. 14. december 2018

https://www.virgin-islands-history.org/en/history/fates/the-three-rebel-queens/

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/i-am-queen-mary-jes-fabricius-moellers-kritik-af-ny-skulptur-rammer-ved-siden-af

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/i-am-queen-mary-jes-fabricius-moellers-kritik-af-ny-skulptur-rammer-ved-siden-af

Documents

Kultur som magt I Am Queen Mary