Download pdf - Den ny tid af Katrine Marie Guldager

21,7 mm140 mm 140 mm100 mm 100 mm

220

mm

katrine marie guldager

roman lindhardt og ringhof

o m s l ag : a l e t t e B e r t e l s e n / a l e t t e B . d k

uddrag fra bogen

Da Ib Berthelsen kom hjem fra arbejde den følgende eftermiddag, bemærkede han alle-rede i entreen en besynderlig duft. Han hørte latter. Han tog sin jakke af, løsnede slipse-knuden og iførte sig et par brune skindsmutters. I stuen sad og lå Lilly, Henry og Helle på gulvet med en masse puder omkring sig. Ib Berthelsen trådte ikke uden en vis måben ind over dør-tærsklen. Lilly vendte sig, pegede på ham og brast igen i latter, hun hylede: – Dér kommer min mand! Ib Berthelsen smilede en smule anstrengt, han spurgte efter avisen og gik ned i soveværel-set for at hvile sig. Da Lilly senere kom ind til ham, forklarede hun, at hun og de unge havde haft det så morsomt, at hun forstod så meget mere af deres verden nu, og at Helle havde sagt, at Henry skulle „helbredes med kærlighed“. – Er det ikke fantastisk? sagde hun. – Vi er blevet de bedste venner! Ib Berthelsen ville gerne vide, hvad de skulle have til aftensmad.


fo

to

: ©

Is

ak

Ho

ff

me

ye

r

katrine marie guldager (1966) blev uddannet cand.phil. i dansk i 1994, og samme år afsluttede hun Forfatterskolen. Blandt hendes mange udgivelser er novellesam-lingerne København, Kilimanjaro og Nu er vi så her foruden digtsamlingen Styrt. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunst-fonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

den nY tid er tredje bind af den anmelder-roste familiekrønike, der begyndte med ulven og lille hjerte. Året er 1967 – The summer of love. Henry har overstået sin soldatertjeneste og er sammen med sin halvbror Ulf taget til København, hvor han prøver lsd og oplever det spirende oprør. Leonora bor i en kvistlejlighed med sin mand Klaus på femte år, men forholdet har endnu ikke båret frugt. Lilly nærmer sig sin 50-års fødselsdag, som hun vil fejre hos Peter hjemme i Køge. Hendes kunstnerdrømme eksploderer bogstaveligt talt, og imens lusker ulven rundt i Østre Anlæg, men ingen tror på, at den findes.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 6 OUTPUT: Wed Mar 13 09:50:34 2013/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/150612_Den_nye_tid_138x220_stempel_garamond/Materie

Den ny tid© Katrine Marie Guldager og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S,

København 2013Omslag: Alette Bertelsen

Bogen er sat med Stempel Garamond hos Rosendahls – BookPartnerMediaog trykt hos Livonia PrintISBN 978-87-11-38838-9

1. udgave, 1. oplagPrinted in Latvia 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråd.

Tak til Peder Bundgaard, Jan Poulsen og Stine Melgaardfor hjælp med research.

Til min mand, Troels

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Katrine Marie Guldager

DEN NY TID

LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


1.

Det var den ny tid, og den var kun lige begyndt. Det varsvært at sige nøjagtig, hvor den begyndte, hvor de små op-rørsblomster først piblede frem, borede sig op gennem denhårde vinterjord, lysets grænse, men de kom op, gjorde de,strakte sig dovent, søvnigt, strøg det lange, fedtede hår vækfra panden, stræbte efter lyset, en ny begyndelse, mere tran-scendens. Og snart var de alle vegne, disse besynderligt ud-seende blomsterbørn, snart stødte man på dem hos køb-manden, i bussen, til en påskefrokost med alt for megetsnaps, snart havde de rystet al den kolde jord af deres nøgnekroppe, iført sig nye, flagrende gevandter, og snart indførtede nye gloser i sproget. De talte om »bevidstgørelse«,»brevbomber« og »bypartisaner«; de sagde »slumstormer«,»stoffri« og »strømer«, de sagde »rotteræs »og »røvrende«.Alle disse ord udtalte de for første gang, og selvom de varfå, provoerne, oprørerne, hippierne, kunne deres vibratio-ner mærkes i mange, mange år efter i det gamle samfund.

Men endnu var alt nyt.Verden var ny, og den person, der i 1967 kom svajende

ned ad Kronprinsessegade iført en persianerswagger, derikke alene var alt for varm for årstiden, men også ukomfor-tabelt lille, var ikke bare ny for den bebrillede psykologi-studerende til Love-in i Kongens Have, som han netophavde købt et lille lager blå lsd-kapsler af, manden var på

5


forunderlig vis, og ved den store histories mellemkomst,også ny for sig selv.

Manden hed Henry, var opvokset i Køge, og efter at væreblevet udlært som klejnsmed var han rykket ind til sin halv-bror, Ulf, der delte en lejlighed med to andre i det indre Kø-benhavn. Henrys skridt var bløde, svampede, Steppeulvenesmusik trængte ind i hans ører, ramte den let rødmende hudmed små, varme ordstik (Det brænder på min kvist i hoved-gaden/Og vi er ikke særlig skæppeglade) – og alligevel fni-sede han lykkeligt, hengivent til sommeren, til øjeblikket, derfor ham strakte sig ind i efteråret (Undskyld at jeg hakker så-dan i’ed/Det skyldes al min frygt for politiet). Siden han varflyttet til København, var hans liv blevet så meget bedre (Trap-pen brænder), så meget friere (Hanen render), end han no-gensinde havde turdet håbe på, dette var jo selve meningenmed det hele, dette ophævede alle de fortrædeligheder, hanstidligere liv havde bestået af, hans opløste familie, følelsen afat være lidt forkert/dum/ved siden af, som havde fulgt hamsiden barndommen og kun i nogen grad var lettet, da han påHøvelte Kaserne havde vist sig at være den bedste i sin de-ling. Til alt. Men der var allerede langt fra den mand, der nulagde fortovsfliser bag sig, til den mand, der ni år forindenhavde hadet sin far mere, end han havde elsket livet, den mand,der havde aftjent sin værnepligt og efterkommet selv denmindste ordre og pudset sit gevær med samme nidkærhed,som var det en ansøgning om at blive lukket ind i livet på ligefod med alle andre, han var ved at udfylde. Eller var der? Ihvert fald var han gået fra den ene yderlighed til den anden.

Så lykkelig havde han været, da han i foråret 1958 var blevetindkaldt til session, da han havde stået splitternøgen foran

6


et panel, der bestod af en udskrivningschef, en læge og toofficerer fra de tre værn: alle fuldvoksne mænd, hvis blottetilstedeværelse emmede af autoritet, alle fuldvoksne mænd iet rum, der svarede til det årti, de befandt sig i; nydeligt,overskueligt, pænt.

Henry lagde sit tøj på en lille metalskammel, der stodbag et forhæng, og der var intet, han ønskede mere end atgøre et godt indtryk. Han hviskede til sig selv: Nu må duranke dig! Hans største bekymring var hans venstre pege-finger, som var sprængt af engang, han sammen med nogleandre drenge havde fundet en håndgranat i en kælder. Pane-lets læge bar et nydeligt lille overskæg og havde engang væ-ret betaget af det nazistiske idealmenneske, ja, måske varhan det stadig. Henry fik hans øjne til at lyse. Så længe detikke var den højre pegefinger, aftrækkerfingeren, der mang-lede! De to officerer kiggede knap nok op, og hvis de havdegjort det, ville de ikke have set meget andet end en alminde-lig, velproportioneret mand uden skavanker (bortset fra detmed fingeren), deres blikke ville være løbet over kroppenfor at foretage én eneste beslutning, ja eller nej, egnet elleruegnet? Lægen, som sagt, så noget mere, og hvis der havdeværet en digter til stede, ville denne digter have set endnumere. Digteren ville have bemærket, at der for ganske nyligvar sket en forandring med den mand, der i modsætning tilde fleste andre indkaldte, der samlede deres hænder beskyt-tende i skridtet, samlede sine hænder på ryggen som enkonge. Digteren ville have bemærket, at der var et ganskesærligt lys i den unge mands øjne, og digteren ville havegættet, at dette særlige lys skyldtes en vis tilfredsstillelse.Hvorledes var Henry da tilfredsstillet, da han stod foran defire mænd? Jo, digteren havde skam fat i noget: Henry

7


havde for første gang været i seng med en pige, og hanskrop havde endnu ikke fundet sig til rette i sin nye form.

Det hele var begyndt en torsdag aften, hvor han skulleaflevere nogle jazzplader, han havde lånt af Charlottes far.Charlottes far havde ikke været hjemme, men hun havdeåbnet døren for ham, hun havde været sådan lidt sløv i øj-nene, måske havde hun drukket?

I hvert fald havde hun sagt:– Kom ind til mig, Henry, du vil jo gerne.Det var som en drøm, så uventet, at hun trak ham ind på

sit værelse. Hver gang han blinkede, så han et nyt billedefor sit indre blik, en cerut, der hvilede mellem to rødmaledelæber, to ræve, der parrede sig på en mark, en kniv, der lang-somt skar sig ned gennem blødt kød. Charlotte spurgte, omhan ikke ville tage tøjet af. Han blinkede, sank, usikker på,om han havde hørt rigtigt, men han gik, faldt, alligevel overmod hendes seng. Hun undskyldte sig og sagde, at hun ligeskulle ud i køkkenet, og så snart hun var gået, kom han itvivl: Var det mon meningen, at han bare skulle lægge sigunder dynen med det samme? Han frøs, lå med kun ligenæsetippen synlig over dynen, da hun kom ind. Hun stil-lede bakken fra sig på en stol, rullede hen over ham, krøbned under dynen, og sådan lå de et øjeblik stille, indtil hunlod sin varme hånd glide hen over hans mave. Det føltes,som om det ikke bare var Henry, men verden selv, derhavde ventet på denne berøring siden tidernes morgen,hvad den måske også havde.

– Har du ét?Hun famlede under sengen, fandt et Århus-produceret

kondom (Worlds-Best), men hun åbnede det ikke, hunlagde det på hovedpuden. Han var overrasket over, at hun

8


overhovedet havde lyst. Af en kollega på Gummifabrikken,der hed Bade-Bent, havde han fået det indtryk, at sex varnoget, piger gik med til, når de forventede at få noget andettil gengæld. Desuden gjorde det ondt, og derfor skulle manskynde sig at få det overstået, så de ikke begyndte at græde.

Henry var forbløffet over, at Charlotte faktisk smiledetil ham, at hun greb fat om hans kæbe og kyssede ham sul-tent, begærligt, at hun hjalp ham med at rulle kondomet på,at hun kommenterede hans størrelse og ligefrem forlangte,at han pressede sig langt, langt ind i hende, så langt ind sommuligt. Han var overrasket over, at hun stønnede så intenst,over, at denne stønnen startede en billedstorm og opløstealle forskelle i verden, inklusive dem mellem godt og ondt,nat og dag, smerte og nydelse. Han var overrasket over, atdet lykkedes ham at give hende hele to fantastiske orgas-mer. Og hun, som plejede at holde ham på afstand, le adham, som man ler ad en hund, der springer ind foran ensben! Han havde været heldig, havde han!

Så snart han kom ned på gaden igen, var han så omtum-let, at han begyndte at se syner, han så hendes nøgne kropsidde på en trappesten, danse om en lygtepæl. Han kneb øj-nene i, rystede hovedet, men lige meget hjalp det. Alt indeni ham var så uroligt, at han ikke kunne gå hjem, han måttebare gå, gå, gå, hvis ikke hans hjerte skulle sprænges afglæde. Sådan gik han rundt i hele Køge, op og ned ad Nør-regade og forbi urmager Holger »Dik« Hansen, hvis forret-ning snart skulle forsynes med et lille klokkespil. Da hanhavde forsøgt at gå sig træt i nogle timer, gik han ind på Kø-ges eneste jazzklub, Tigerclub, hvor der var jamsession ogstuvende fuldt af unge mennesker, der dansede, svajede ogvrikkede til musikken. Folk så ud til at more sig så meget, at

9


Henry blev dårlig, følte sig udenfor, og til sidst gik hanhjem og onanerede i håndvasken. Han betragtede sædenblive hvirvlet ned i afløbet med en følelse af at være fortabt:Hun havde rørt ved en del af ham, der havde været død.

Snart overvejede han, hvornår han kunne tillade sig atopsøge hende igen. Næste morgen var han, skønt hanhavde onaneret hele natten, ikke engang nået ned ad trap-pen, før det igen dunkede i hans stakkes lem, han forsøgteat lægge en beskyttende hånd over det, ryste følelsen af sig,men det var ved at blive en besættelse, han var ved at blivesindssyg. Han skulle have været på arbejde, men i stedetfandt han en undskyldning for at gå op til Charlotte, derskulle til at gå, men lovede ham, at han kunne komme igensamme aften. Da ingen så det, tog hun hurtigt hans hånd oglagde den ind på sit bryst.

Han smeltede.Det var dét, digteren ville have kunnet se denne morgen i

sessionslokalet, ikke den himmelske oplevelse, det havdeværet at give sin pige to orgasmer, ikke den himmelske op-levelse, det havde været selv at få udløsning, men et gen-nembrud af kærlighed, der var så sjældent for denne dreng,denne unge mand, at det næsten var, som havde nogen revetmånen ned fra himlen, vendt den på hovedet og givet denen fjer i hatten. Og måske var det derfor, han frejdigt lagdehænderne på ryggen dér i sessionslokalet, derfor, han lodvægten glide frem og tilbage over fodsålerne, som om han:1) masserede dem og 2) granskede et filosofisk problem, dervar så kompliceret, at kun han rigtig forstod det.

Henry var nået hen for enden af Kronprinsessegade, da hanbesluttede sig for, at han, skønt han højtideligt havde lovet

10


Ulf, at han ville skynde sig hjem, ville smage et par af de blåkapsler. Hvad skade kunne det gøre? Den psykologistude-rende havde fortalt ham, at han skulle nøjes med én blåkapsel, men for en sikkerheds skyld tog han to, han akku-mulerede lidt spyt i mundhulerne, førte pillerne op til mun-den i et hurtigt kast. Fra Kronprinsessegade drejede hanned ad Gothersgade, og snart stod han på Kongens Nytorvog ærgrede sig over, at pillerne ikke virkede. Fortrydelig gikhan ned ad Bredgade, ned til sin mor, Lilly, der havde kon-taktet ham endeløst siden jul, om ikke andet ville han gernehilse på sin lillebror, Lille-Ib, der stadig hed sådan, om endhan var tyve og målte 187 cm. Stadig: Hans skridt var svam-pede, som om han var usikker på, om jorden kunne bæreham. Han havde dette lykkelige fnis om munden, et fnis,der kun blev større, da han i et butiksvindues spejling fikøje på den persianerswagger, han samme morgen havde ta-get fra en piges tøjbunke.

Da Lilly åbnede døren, undertrykte hun et gisp, tog denfremmede mand i sine arme og sagde:

– Min dreng, min dreng.Hun bød ham indenfor.I alle de år, hvor Peter havde været deprimeret, havde

børnene ikke haft andre end hende, følte hun.Hun sagde:– Mine børn.Hun sagde:– Jeg ved godt, at mine børn er voksne, men de har altså

ikke andre end mig.Henry kiggede ind i den stue, han sidst havde været i for

et halvt år siden, men som nu forekom ham så uendeligborgerlig og gammeldags, så forbandet konform: Hvorfor

11


var der også så mange møbler, så mange af disse radbræk-kende torturinstrumenter, der ikke gjorde andet end at øde-lægge kroppen og dens naturlige strøm af energi? Mankunne jo ikke komme i kontakt med sig selv, når man skullesidde sådan – som robotter, ved borde, på stole, man blev jofremmedgjort, gjorde man! Næ, så var det bedre, mere ind-lysende rigtigt, mere frisættende at gøre, som de havde gjortpå det hangout, hvor han og Ulf for tiden overnattede:smide stole og borde ud ad vinduet, sætte ild til resterne igården og lægge tæpper på alle gulvene, så man kunne liggedér, rejse sig halvt op på albuerne, når en chillum gik rundt.

Han sagde fladt:– Nå, er min lillebror ikke hjemme?Lilly rystede på hovedet og satte forfjamsket Henry i so-

faen. Hun gik ud i køkkenet for at sætte vand over til te. Dugodeste, hvor havde hun ventet på, at han skulle komme:Du godeste, hvor havde hun været urolig. Hun rystede påhænderne, lagde en hånd på sit bryst: Var det virkelig rig-tigt, hvad hun havde kunnet læse i avisen, at de nye hippierhadede deres forældre mere end noget andet på jorden? Vardet sandt, som søde, lille Vibeke havde sagt til sin mor, fruEilersen, at de ikke havde nogen planer om at blive voksne,nogensinde?

Da hun kom tilbage til stuen, var Henry kravlet ind un-der spisebordet, hvor han sad og skreg. Virkningen varkommet pludseligt, og i stedet for at opholde sig i en stue iBredgade befandt Henry sig i et mørkt, vægtløst rum udenvægge; nogen eller noget havde et hårdt greb i hans nakke,nogen eller noget fik ham til at hvirvle af sted, falde gennemen malstrøm af ikke-eksistens. Lilly smed bakken fra sig påmahognisofabordet og styrtede over mod ham, overbevist

12


om, at han var ved at dø. Hun lagde en hånd på hans pande,og nu befandt han sig pludselig blandt en masse blindeskabninger, gennemsigtige skabninger, væsener, der beføltehans krop over det hele, slikkede ham på halsen med rutunger. Før havde han skreget, nu klynkede han, han kunneikke komme væk, undslippe de mærkelige væsener, hankrøllede sig sammen, peb som et nøgent dyr, og Lilly græd.Hun græd, fordi hendes søn havde det så forfærdeligt, oghun græd, fordi hun endelig fik lov til at sidde med ham isine arme. Fem år senere skulle han ryste hende i sin grund-vold, da hun i Politiken kunne læse, at han var blevet arre-steret for ulovlig våbenbesiddelse.

I mange år havde hun ikke troet det muligt, at hun nogen-sinde skulle komme på talefod med sin tidligere mand igen.Nok havde han været chokeret, da hun fra den ene dag tilden anden forlod Køge, men til sidst havde han jo selv givethende lov til at rejse, han havde sagt, at han ikke ville»holde på hende«, han havde understreget det med enhåndbevægelse. Dengang havde Peter også selv troet, at hanhavde accepteret det, at hun foretrak en anden mand og etudsvævende kunstnerliv i København; at hun havde efter-ladt ham alene i Køge med deres to ældste børn. Men i langtid havde hans hjerte slet, slet ikke accepteret det. Hanhavde stadig længtes efter hende, han havde stadig strakt sigud efter det mindste håb, den mindste antydning i hendesstemme, og til sidst havde han strakt sig så langt, hankunne, en aften havde han ligefrem opsøgt hende og for-langt hendes kærlighed.

Det havde været en aften i januar, og Leonora havde sta-dig boet hjemme. Omkring spisetid var Leonora trådt ind

13


ad døren. Der havde været noget selvfølgeligt over hende,som hun kom gående over plankegulvet hen imod sin far,noget selvfølgeligt og noget uskyldigt. Ansigtet var hverkenfor fladt eller for dybt, faktisk så perfekt dimensioneret, atman kunne få den tanke, at der var tale om noget guddom-meligt, men sandheden var nok snarere, at der var tale omen genetisk tilfældighed af den slags, mennesker har detmed at tillægge stor betydning. Hun smilede, og hendes un-derlæbe var fyldig og blød, overlæben en smule strammere,en smule kruset, en anelse hemmelighedsfuld: Det havdehun fra sin mor. Leonora stillede sin taske fra sig på gulvetog spurgte, hvad hun skulle lave til aftensmad. Hendes farlagde piben fra sig, og senere kunne han ikke huske, om hanhavde svaret hende eller ej, for pludselig mærkede han ensmerte, som trak alt til sig.

Det bedrag, der sad som et sort, svedent søm i hanshjerte og gjorde ham uimodtagelig over for livet, borede sigtilsyneladende kun dybere og dybere ind i hans kød. Hanhavde forestillet sig, at han kunne begrænse det til om nat-ten. Han havde forestillet sig, at natten kunne være det lillerum, hvori han kunne gemme alle sine sårede følelser, sindesperation over at blive forladt. Men selvfølgelig havde detvist sig, at natten var en mærkelig utæt beholder; at følel-serne bredte sig ind over lysets og dagens gerninger, og hankunne ikke forstå det. Han kunne ikke forstå, hvorfor hanikke kunne give slip på Lilly, en kvinde, der alligevel aldrighavde elsket ham, han kunne ikke forstå, hvorfor han ikkekunne gøre regnskabet op. Men måske var det – det var deteneste, han kunne tænke sig – fordi det had, han havde føltmod hende i så mange nætter nu, ikke havde fundet nogenudløsning. Leonora smilede til ham. Han snappede efter

14


vejret, tvang sig selv tilbage til stuen, hvor Leonora strøgham over håret, kiggede på ham med sine store, runde øjneog spurgte:

– Er der noget i vejen, far? (A’et var så langtrukket somkun i Køge).

Han rejste sig op, omfavnede hende og hviskede:– Nu må du for alt i verden ikke blive som din mor, vel?Desværre havde det været umuligt helt at afskære datte-

ren forbindelse med moderen, og derfor stod Peter én gangom måneden på stationen og mærkede angsten prikke i hu-den, fordi datteren skulle på weekend hos sin mor. Hvergang følte han, at selve kampen mellem det gode og detonde udspillede sig i hans datters hjerte – mens han havdebegge hænder bundet på ryggen. Alligevel kom Leonorahjem og havde svært ved at skjule, at hun havde haft en godweekend i København, hun talte animereret om Lillysmand, Ib Berthelsen, der var kunstkender og forgudedehendes mor. Leonora forklarede, at han havde taget hendemed på Statens Museum for Kunst, hvor de havde set 2. op-hængning af den store udstilling »Fransk kunst«. Uden denmindste forståelse for sin fars følelser forklarede hun, at IbBerthelsen havde udpeget detaljer i de ophængte malerierog lært hende så meget. For eksempel havde Ib Berthelsenbetroet hende, at kunstens virkelige brændstof var angst,ren, uforfalsket angst (for døden, havde han skyndsomt til-føjet), og han havde kigget på hende og sagt, at hun måskehavde det. Dét, der var så helt utrolig fantastisk og excepti-onelt i hans verden, dét, som så få havde og så mangedrømte om. Talent.

Peter rejste sig fra lænestolen og smed mere brænde ikakkelovnen, han knappede sin poplinskjorte op og følte,

15


at han var ved at miste det dyrebareste, et menneske kaneje; sin kærlighed, sin tiltro til sig selv. Selvom der var størreog større afstand mellem ham selv og det forræderi, derpinte ham så voldsomt, følte han med den druknendespludselige erkendelse, at han kom længere og længere ud.Leonora stod i køkkenet og lavede mad, da han pludseligkastede avisen fra sig og fór ud af huset uden at tage jakkepå. Han måtte tale med nogen, et menneske, der vidste,hvem han var, eller i det mindste hvem han engang havdeværet, og den første, han kom i tanke om, var Ella, hans se-kretær, som han havde haft et hedt forhold til: Ikke nokmed det, en jul for lidt over et år siden havde han faktiskfriet til hende. På vej op til Ella blev han dog enig med sigselv om, at det var nyttesløst at banke på hos hende, at deneneste person i verden, der kunne redde ham, var den selvsamme kvinde, som havde bragt ham til fald. Mere end énalarmklokke ringede i hans indre, mere end én stemme an-råbte ham, skreg, plagede, hviskede hjerteskærende, menmanden med den åbentstående poplinskjorte overhørtedem alle sammen, parkerede resolut cyklen ved stationenog tog toget til Roskilde, hvorfra han ville videre ind til Kø-benhavn, ind til sin tidligere kone og hjerte, ind til Lilly, deri døråbningen havde gemt sig bag Ib Berthelsen, som hunhavde bedt om at sige, at hun: 1) ikke var hjemme og 2) ikkeelskede ham. Ikke mere.


2.

I Køge låste Leonora omhyggeligt døren bag sig, beføltetørklædeknuden under hagen og begav sig ned ad opgan-gens slidte, bejdsede trappe, som var det et bjerg, hun begavsig ned ad, en bevidsthedens trappe, der ville føre hende ligelukt ned i de allermørkeste, ulideligt brændende kamre, enbilledfattig og smertefuld tilstand, hvor sårene på ryggenendnu ikke var helet. Sådan skred hun ned ad trappernesom en gammel dame, der udførte en vanskelig balanceakt;hun havde altid været bange for at falde, for at miste balan-cen, rulle forover og styrte ned ad trappen, og måske skyld-tes det ikke bare en nedarvet hybermobilitet, der gjordehendes ankelled lidt for bevægelige, lidt for ustabile, måskeskyldtes det også en dybere angst for ikke længere at kunnehåndtere tilværelsens kaos og den drøm, der trak ud og ud;drømmen om at få sin egen familie.

Leonora boede øverst oppe, og derfor passerede hun ad-skillige andre lejligheder på sin vej ned gennem opgangensindre, denne bløde, bevægelige masse af byggematerialer,køkkeninventar, børn og natklude. Hun var ikke populær iopgangen. Dels boede hun helt oppe på kvisten og holdt sigfor sig selv, dels virkede hun sky, bange for mennesker. Hunvar sådan én, man foretrak at sladre om, sådan én, der alle-rede på forhånd følte, hvordan samtalen omkring hendeforstummede, når hun viste sig i vaskekælderen eller i går-

17


den, og det på trods af, at hun havde gjort alt, hvad der varhende menneskeligt muligt for at undgå netop den situa-tion. Lige siden hun og hendes mand, Klaus, var flyttet ind,havde hun gjort sig stor umage med at hilse på alle, hunmødte i opgangen, hun havde trykket dem i hænderne (lagtden venstre ind over den højre), hun havde set dem i øj-nene, noteret sig, om deres øjne var matte, trætte, hævede,noteret sig, om deres hænder var ru eller bløde, om hånd-trykket var fast, hun havde med andre ord studeret sine na-boer, sine medmennesker, de redningsplanker, hun inderstinde anså dem for at være. Der var intet, hun hellere villeend at undgå den isolation, hun kendte fra sine unge år.Men til trods for denne ihærdighed, denne udprægede ven-lighed, denne prøven-for-hårdt, der også viste sig som enforbløffende evne til at diske op med alt fra hjemmebagtkage til anemoner og hæklede bordskånere, var det alligevelsket: Langsomt, men sikkert var Leonora gledet ud af op-gangens fællesskab. Langsomt, men sikkert blev hun ikkeén, der deltog i samtalen, men én, der bidrog til den, sådansom den udviklede sig hos Mekke og Karen Jansen, i dereslejligheder eller på trappen ude foran, hvor man opkastedeideer, teorier, anelser og fornemmelser, viderebragte infor-mationer, hörensagen, lod halve sandheder blive til hele,rødmede svagt, når tilværelsens udspekulerede gru gik opfor én, blinkede og skælvende sagde:

– Nej, virkelig?Med hensyn til Leonora hæftede man sig ved, at der til-

syneladende var så mange emner, hun undgik. Man kendtejo udmærket til rygterne, man kendte til branden på dren-gehjemmet Langagergård, man kendte til Leonoras udstil-ling på Den Frie, hendes mors tvivlsomme habitus, hendes

18


fars selvmordsforsøg. Man kendte til alle disse smertepunk-ter, som vi senere skal vende tilbage til, disse små betændtesår, der kunne have været en slags åbning ud mod andremennesker – hjælp mig med at rense mit sår, vil du ikkenok? I stedet blev hver eneste ulykke, Leonora nogensindehavde oplevet, blot dænget oven på de forrige, hver ulykkeblev til en lille mursten i den efterhånden svimle bygning,der bar navnet: Denne Verden Hader Mig.

Et trappetrin på anden sal knagede og fik en dreng til atrive døren op, og da han så, at det var Leonora, lyste hanop. Til en person længere inde i lejligheden råbte han:

– Det er hende oppe fra kvisten!Leonora smilede stramt, undskyldende, sagde til dren-

gen, at han skulle lukke døren, og igen befandt hun sigalene i opgangens mørke; det mørke, hun efterhånden varmest tryg ved, for jo mere nabokonerne sladrede, jo mereoverbevist var hun om, at hun nok selv havde fortjent det.Og alligevel var et par af stemmerne i kvindekoret begyndtat mene, at hendes selvudslettende stil blot var et dækkeover det faktum, at hun var lys, flydende af guld i sin inder-ste kerne; at hele hendes tilsyneladende generthed, hendestilsyneladende tilbagetrækning, skulle dække over, at hunikke ville dele. Ergo var hun selv ude om det, ergo bagtalteman hende endnu mere, ergo trak hun sig endnu mere til-bage; hvilket blot gjorde, at man udviklede en fantasi om, athun havde lommerne fulde af kostbare smykker, at hun isin lejlighed gemte berømte malerier af stor værdi, ja, athun nød sit eget selskab på en uhørt og fællesskabsfjendtligmåde.

Omsider trådte hun ud på gaden.Solen var stærk, og med højre hånd skærmede hun øj-

19


nene. Hun var på vej ned til sit barndomshjem, sin far, derhavde ventet hende siden morgenstunden. Hans selvmords-forsøg havde fundet sted, mens hun endnu boede hjemme;en dag, da hun var kommet hjem, havde hun fundet hamliggende i sin seng med et tomt pilleglas i hånden, tilsynela-dende sovende. Forsigtigt havde hun lagt en hånd på hansog mærket, at han var kold.

Han havde sagt det så mange gange:– Dig og mig, Lille hjerte.Leonora havde været sikker på, at intet nogensinde ville

blive som før, at hendes far aldrig ville blive den samme farigen.

Heldigvis tog hun fejl.For blot få måneder efter selvmordsforsøget kom Peter

sig på mirakuløs vis. Tilsyneladende sluttede han fred medsin tidligere kone, og alle omkring ham kunne se, at hanblomstrede, at han åndede lettet op, kun Leonora blev vedmed at tale til ham, som om han stod med ét ben i graven.Bag alt, hvad hun sagde og gjorde, lå der fra da af dette stæ-dige ønske om at trøste ham, minde ham om alle de godeting, han havde gjort i denne verden, for Køge, for hende,minde ham om, at han havde forsørget sin familie, gjort det,han troede på, og hvordan kunne man bebrejde ham, at hanhavde et følsomt hjerte? Endnu i dag når hun tog hanshånd, mærkede hun kun den kolde, hvide hånd, hun havdemærket dengang.

Leonora gik over torvet, og lyset var så kraftigt, at detvar ubegribeligt, at det nogensinde havde været vinter. Hungik ned ad Brogade, spejlede sig i et vindue og fik øje på denblå kittelkjole, det rødblomstrede tørklæde, der sad lige såstramt som en hjelm. Hun løsnede knuden, rystede hove-

20


det, så det røde hår faldt frit, hun nød varmen og smilede tilen forbipasserende mand. Pludselig fornemmede hun etubehageligt nærvær et sted bag sig, hun vendte sig hurtigtog så, at det var Nina. Nina, som hun ikke længere var påtalefod med, Nina, som allerede var væk igen. Tænk, at hunengang havde været villig til at ofre næsten alt for hende!En pludselig indskydelse fik hende til at læne sig op ad ræk-værket ved Køge Bro og kigge ned på åen. Hun kom til atle, tænke på Klaus. Han havde stukket til hende. Hvorforvar hun blevet så lukket, så hemmelighedsfuld? Hun bør-stede lidt imaginært snavs af kjolen og gik ned mod Strand-vejen, ned mod det eneste område i Køge, der stadig var enlykkelig fantasi for hende, et paradis afgrænset af jernbanenpå den ene side, havnen på den anden: Hun huskede kun ti-den før Langagergård.

Den første, der fik øje på hende, da hun drejede ned adMarievej, var Krogsgaard-Hansen, en ældre mand, der varflyttet ind på vejen, efter at Leonora var flyttet op i byen,men som nok mente, at han kendte til familiens historie»fra alle de andre«, og desuden var han ifølge ham selv»klog på mennesker«, »en menneskekender«. Efter en fald-ulykke på Gummifabrikken tilbragte han det meste af da-gen på en skammel ved køkkenvinduet. Det var herfra, hanhavde en uforstyrret udsigt ud over det første stykke afMarievej, et stykke vej, der for Krogsgaard-Hansen ud-gjorde en miniatureverden, en scene, hvorpå tilværelsendagligt udspillede sine frygteligste, sine grusomste dramaer.Til højdepunkterne kaldte han på sin støvsugende, afstø-vende, radiolyttende, krydsogtværsløsende kone, der komfarende ud i køkkenet og sagde:

– Hvor, hvor?

21


Også hun havde sans for dramatik, også hun så i Leono-ras ankomst noget tragisk forfejlet, et varsel om noget dår-ligt, hun slog blikket ned og hviskede, at hun havde hørt, atgrunden til, at Leonora ikke blev gravid, var den, at hunikke kunne blive gravid: Efter en voldtægt havde en kvak-salver ødelagt hendes underliv engang i 50’erne.

– Voldtaget? spurgte Krogsgaard-Hansen, der hed Eriktil fornavn. – Af hvem?

– Af Kaj, sagde hans kone mørkt. – Senere stak han jo aftil Amerika. Han sejlede derover fra Norge!

Hun sippede til sin kaffe. Krogsgaard-Hansen rystede påhovedet, det kunne ikke passe. Og så på den anden side:Havde de ikke altid været lidt mærkelige i den familie?

Leonora fandt sin far i sengen på førstesalen; lykkelig,svinsk, opstemt. På det seneste var han begyndt at drikkeportvin og læse Hölderlin, som han citerede med overdre-ven udtale og inderlige fagter. Der var ingen grund til atvære bekymret for ham mere, men Leonora kiggede allige-vel bekymret på den fyldte natpotte og den halvtommeportvinsflaske: Han sad under hendes seneste maleri.

Hun sagde:– Far.Og far sagde:– Min kære pige. Kom her og sæt dig hos mig ...Hun satte sig, tændte en smøg, sukkede. Som så ofte før

forsikrede han hende om, at han havde det godt.– Jeg har aldrig haft det bedre!Hun troede ham ikke.Desuden var meningen jo stadig den, at han skulle sørge

over deres familie, at han skulle være fortabt og ulykkelig

22


– ved at gå til af druk – meningen var, at det hele var Lillysskyld, Lilly, som altid havde været så hæmningsløst ligegladmed andre end sig selv, så egoistisk, en i bund og grund far-lig person at være afhængig af. Klaus gentog det næstenhver gang, de talte om hende, og hun var lykkelig for, at hansom den eneste havde forstået, hvad det drejede sig om.

Peter skænkede endnu et glas portvin, nikkede til nat-potten og sagde:

– Når en mand bor alene ...Men så kastede han pludselig dynen til side, stod midt på

plankegulvet i sin nussede py, greb natpotten og gik ud påtoilettet for at tømme den. Da han kom ind igen, sagde han,at han nu ville soignere sig, at hun bare kunne gå i gang medvasketøjet, at han ville lave kaffe til dem begge. Det var etarrangement, der var kommet i stand, efter at hun var flyt-tet sammen med Klaus. Hun kom to gange om ugen oghjalp ham med vasketøjet, og det var hende, der havde fore-slået det. For det første kunne han ikke finde ud af det selv(og herregud, det var jo heller ikke arbejde for en mand!),for det andet havde hun på denne måde mulighed for atholde lidt øje med ham. Leonora gik ned ad trappen til va-skekælderen (denne gang en trappe, hun ikke frygtede!),tog en suppeskefuld PRE (vask med PRE, en-to-tre), lagdealle sin fars underbenklæder i blød og gav sig til at vaskehans gamle poplinskjorter, der for længst burde være smidtud, men som han klamrede sig til, som et barn klamrer sigtil en årgammel slikkepind fra Tivoli. Hun kunne stadig fådårlig samvittighed over, at hun engang havde regnet IbBerthelsen for sin åndelige fader, hun kunne stadig få dårligsamvittighed over, at han, og ikke hendes far, havde væretden første til at træde ind gennem døren, da hun havde sin

23


første udstilling på Den Frie. Men nu var hun her jo. Oghun passede godt på ham. Ovenpå havde han sat BeniaminoGigli på rejsegrammofonen, og hun kunne høre hans lyse,men svage stemme skråle, knække over og kæmpe sig gen-nem den italienske libretto (Ma il mio mistero e chiuso inme, il nome mio nessun sapra, no, no, sulla tua bocca lodiro, quando la luce splendera), og hun behøvede ikke atvære oppe i stuen for at vide, at han nu tænkte på Giglisdød i 1957, et dødsfald, der næsten faldt sammen med Lil-lys endelige afrejse, hvilket i Peters optik umuligt kunnevære en tilfældighed. Hun behøvede ikke at være oppe istuen for at vide, at han græd, hikstede og snottede sig gen-nem operaens dramatik, at han stillede sig hen til terrasse-døren og lod sin krop gennemryste af de stærke følelser,han selv kaldte »smukke« og »livsbekræftende«, men somhun tolkede som det klokkeklare bevis på, at han var enmand på sammenbruddets rand.

– Le-o-no-ra!Han kaldte på hende oppefra.– Kaffen bliver kold!Da hun kom op, var han udmattet, træt.Han sad i lænestolen og stoppede sin Dunhill-pibe på

nøjagtig den måde, ekspedienten havde forklaret ham, dahan som 18-årig havde købt piben på en weekendtur tilLondon: først med barnehånd, så med kvindehånd og tilsidst med mandehånd; en fremgangsmåde, i øvrigt, Leonorasenere skulle tilråde en kvinde at skele til, da hun i en ikkeså fjern fremtid skulle se samme kvinde forsøge at stoppesin majspibe på en af de første kvindelejre på Femø. Leo-nora stod i døråbningen og skulle lige til at forklare sin far,at hun ikke var færdig med vasketøjet, da telefonen ringede.

24


Leonora stod nærmest, løftede røret og sagde »Hallo?«med en ikke ubetydelig fjernhed i stemmen, og Lilly fab-lede straks intensivt usammenhængende om, at det vargodt, at hun endelig havde fundet hende, at hun havde brugfor hendes hjælp, at hun ikke kunne klare mere, at Henryvar syg og dårlig, og hvad skulle hun gøre? Hvad kunnehun gøre? Peter kiggede spørgende på Leonora, som kig-gede ind i spejlet, gjorde en afværgende gestus og lagdemærke til, at den dybe rynke i hendes pande efterhåndenvar blevet permanent.

Med en rolig, moderlig stemme sagde hun:– Så, så, mor. Tag det nu roligt, fortæl mig det hele forfra.

Fra begyndelsen.Og Lilly gentog, at Henry omsider, omsider havde været

på besøg, at hun havde glædet sig sådan til at snakke medham, til at vise ham en skitse til et nyt vasemønster – og såhavde han pludselig siddet under sofabordet og skreget, ogbagefter havde han forklaret, at han havde været inde i entidskapsel, som havde sendt ham tilbage til verdens begyn-delse, eller hans egen begyndelse, han var ikke helt sikker.Kunne det være hans nerver, eller var han ved at blive skør?Var det rigtigt, at de unge tog stoffer for at udvide deres be-vidsthed – og kunne det være det? Hva’? Kunne det? Tænk,at hun havde glædet sig sådan til at se Henry, og så havdedet været sådan, så skræmmende. Igen udtrykte Lilly sintaknemmelighed over, at hun omsider havde fået fat i Leo-nora, for hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op, nu hvorhan var gået. Ingen, ingen kendte Henry så godt som Leo-nora, og hvad lavede hun i grunden nede på Marievej? Varder noget galt med Peter?

I et par minutter havde Leonora holdt røret ud i strakt

25


arm og med en grimasse signaleret til Peter, at hun ikkekunne få et ord indført.

Nu vendte hun sig ind mod spejlet, blev alvorlig ogsagde:

– Mor, slap nu af.Hun skulle til at fortsætte, men netop disse ord, »slap nu

af«, gjorde kun Lilly endnu mere desperat, for havde datte-ren slet ikke forstået noget som helst? Hvordan skulle hun,en mor, kunne slappe af, når hendes søn tydeligvis var påafveje, hvordan skulle hun, en mor, kunne gøre noget somhelst andet end at smide, hvad hun havde i hænderne, ogovergive sig til den dybeste fortvivlelse.

Leonora gentog, at hun skulle slappe af, men Lilly fort-satte med at forklare, at Henrys besøg faktisk, selvom det varnok så ønsket, var kommet meget ubelejligt, for hun, Lilly, stodover for store beslutninger i sin kunstneriske karriere, og nukunne hun ikke andet end at tænke på sin søn, være bekym-ret for ham, kunne Leonora ikke forstå det? Hvis hun ikkesnart kom videre i sin kunstneriske karriere, ville hun dø.

Med dirrende, alvorlig stemme sagde hun:– Leonora! Jeg oplever en kunstnerisk krise!Leonora sagde træt:– Hvad vil du have, jeg skal gøre, mor? Jeg ved ikke en-

gang, hvor han bor.– Jamen, kan du ikke komme herind og finde ham? Så

stor er København heller ikke.De havde været igennem det tusinde gange før.– Hvad nu, hvis jeg endelig finder ham, hvorfor tror du

så, at han vil snakke med mig?– Jamen, selvfølgelig vil han det, Leonora, han er jo din

bror, ikke? Åh, hvis du vidste, hvor bekymret jeg altid er

26


for ham, så ville du ikke være så svær at overtale, hører du,Leonora? Din far og jeg har gjort så mange fejl med dendreng, ja, din far især, og nu er jeg bekymret for, hvad dersker med ham. Har du ikke hørt om Ibsens, der mistede de-res søn, Leonora, har jeg ikke fortalt dig den historie?

– Jo, du har, mor, og du behøver ikke ...– For den viser jo, hvor galt det kan gå, hvis man bare

overlader sine børn til sig selv, og som sagt: Vi har begåetmange fejl med Henry, din far og jeg, det har vi altså, detkan jeg lige så godt indrømme, og din far gør ingenting, ja,hvad kan han også gøre? Det var jo ham, der mente, at viskulle sætte Henry på plads hele tiden, ikke? Slå ham,Leonora, kan du huske dét? Men Henry er aldrig kommetsig over det, Henry var ikke et af den slags børn, der for-står. Han har altid taget alting så personligt, han har hadetos begge to lige siden, Leonora. Jo, dét har han! Det er somen knude, der ikke kan løses op, ikke? Det er sådan en lillehård sten af fortrydelse, Leonora, og du er den eneste, derkan gøre noget.

– Jeg tror, du tager fejl, mor ...– Hvad? Vil du ikke hjælpe? Nej, men det skal du sande-

lig heller ikke!– Mor, hør nu efter. Jeg tror ikke, jeg kan hjælpe.– Bad jeg dig overhovedet om at hjælpe? Nej, vel? Men

det er også lige meget. Hvis du ikke vil, så er der jo ikke no-get at gøre ved det, så må din far og jeg bare gå til af bekym-ring og uro og ... han hængte sig den dreng, det ved dugodt, ikke? Det er en af den slags sorger, man aldrig kom-mer over, Leonora, aldrig nogensinde, Leonora, det vil duheller ikke ...

Hun afbrød sig selv.

27


– Men hvis du ikke er bange, så er jeg heller ikke. Dukender trods alt Henry bedst.

– Gør jeg?– Ja, det gør du, Leonora, du er jo hans søster.– Mor?– Jo, det er klart, Leonora, det ved jeg godt, du behøver

jo ikke tale til mig, som om jeg er dum, vel?– Nej, mor.– Synes du, jeg er dum, Leonora? Uintelligent? Lang-

som? Leonora, synes du det? Tror du, jeg finder på alt dether for sjov? Hva’? Tror du?

– Mor, slap nu af.– Det er sjovt, hver gang du siger, at jeg skal slappe af, så

har det den stik modsatte effekt. Er det ikke sjovt, Leo-nora? Pudsigt i det mindste?

– Vil du ikke tale med far?– Med far? Hvorfor dog det?– Måske er han lige så bekymret som dig?– Men jeg er ikke bekymret, Leonora, det siger du jo, at

jeg ikke skal være. Hvad laver du egentlig også nede hosfar?

– Jeg ordner hans vasketøj, mor, det gør jeg to gange omugen.

– Ja, og det er så sødt af dig, Leonora, så sødt af dig.Hvor er det dejligt for ham, at han har dig, at du hjælperham.

– Mor, jeg hjælper også dig.– Jamen, det gør du da, min skat. Jeg har det allerede me-

get bedre. Virkelig.– Det var godt, mor, for jeg ville faktisk gerne havde

ordnet vasketøjet, inden jeg skal købe ind.

28


– Jamen, så forstyrrer jeg jo! Det må du undskylde! Far-vel!

Hun knaldede røret på med et smæld og fortrød strakssin hidsighed, sin allestedsnærværende tilbøjelighed til atføle sig afvist, for hvor mange gange havde hun ikke liggetvågen om natten og lovet sig selv, at hun ikke mere villeskændes med Leonora? Uanset hvad Leonora sagde, måtte,måtte hun ikke skændes med hende, og nu var det alligevelsket, et øjebliks ubesindighed og ... åhhhhhh ... sådan vardet blevet ... hendes søn undgik hende, og hendes datter varligeglad med hende. Og hun, som havde forestillet sig, at deefter alle de hårde år kunne være en slags familie igen! Atder var lys for enden af tunnellen! Hun, som hele tidenhavde troet, at så snart hun og Peter kom på talefod igen, såville alting falde i hak, så ville de kunne svæve hen over etsommerlandskab som lykkelige, af fnok opløftede mælke-bøttefrø, så kunne de være ligesom alle andre familier, derhavde det godt sammen og passede på hinanden og gledgennem livet uden hele tiden at falde, snuble, rejse sig på al-buen i en mudderpøl funderende over, hvad der nu var gåetgalt.

Peter rejste sig:– Lagde hun røret på?Resolut ringede han op til Lilly og sagde:– Nu må du altså holde op, Lilly. Hun har altså meget

andet end sine gamle forældre at tænke på.– Mener du ikke: bare hun havde, sagde Lilly og brast i

gråd, for uden at ville det havde han rørt ved hendes andenstore bekymring, hendes kors: Hvorfor fik Leonora ogKlaus ingen børn? De havde været gift i fem år nu! Oghvorfor ville Leonora ikke tale om det? Forstod hun over-

29


hovedet, hvor vigtigt det var at få børn? Hvor mislykketens liv var uden?

Peter sagde:– Kommer du snart og besøger mig?Så tav hun.Siden de havde sluttet fred, havde det været sådan: På

hans foranledning kom hun til Køge et par gange om året,og hun kunne ikke sige nej, ikke hvis hun ville bevare hansvenskab.

Da hun endelig sagde noget, sagde hun:– Men så skal jeg også i gang med at arbejde, når jeg

kommer hjem, Peter. Jeg har besluttet mig for at male. Om-sider er jeg på vej ud af den krise, jeg har befundet mig i sålænge.

Krogsgaard-Hansen og hans kone befandt sig stadig ikøkkenet, da Leonora med et lille smæld lukkede sin farshoveddør bag sig.

Konen kiggede op fra sin krydsogtværs og sagde:– Se, der kommer hun!Krogsgaard-Hansen kiggede op fra sin avis.– Hvorfor går du ikke over og snakker med hende?

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

21,7 mm140 mm 140 mm100 mm 100 mm

220

mm


roman lindhardt og ringhof

o m s l ag : a l e t t e B e r t e l s e n / a l e t t e B . d k

uddrag fra bogen

Da Ib Berthelsen kom hjem fra arbejde den følgende eftermiddag, bemærkede han alle-rede i entreen en besynderlig duft. Han hørte latter. Han tog sin jakke af, løsnede slipse-knuden og iførte sig et par brune skindsmutters. I stuen sad og lå Lilly, Henry og Helle på gulvet med en masse puder omkring sig. Ib Berthelsen trådte ikke uden en vis måben ind over dør-tærsklen. Lilly vendte sig, pegede på ham og brast igen i latter, hun hylede: – Dér kommer min mand! Ib Berthelsen smilede en smule anstrengt, han spurgte efter avisen og gik ned i soveværel-set for at hvile sig. Da Lilly senere kom ind til ham, forklarede hun, at hun og de unge havde haft det så morsomt, at hun forstod så meget mere af deres verden nu, og at Helle havde sagt, at Henry skulle „helbredes med kærlighed“. – Er det ikke fantastisk? sagde hun. – Vi er blevet de bedste venner! Ib Berthelsen ville gerne vide, hvad de skulle have til aftensmad.


fo

to

: ©

Is

ak

Ho

ff

me

ye

r

katrine marie guldager (1966) blev uddannet cand.phil. i dansk i 1994, og samme år afsluttede hun Forfatterskolen. Blandt hendes mange udgivelser er novellesam-lingerne København, Kilimanjaro og Nu er vi så her foruden digtsamlingen Styrt. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunst-fonds 3-årige arbejdslegat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

den nY tid er tredje bind af den anmelder-roste familiekrønike, der begyndte med ulven og lille hjerte. Året er 1967 – The summer of love. Henry har overstået sin soldatertjeneste og er sammen med sin halvbror Ulf taget til København, hvor han prøver lsd og oplever det spirende oprør. Leonora bor i en kvistlejlighed med sin mand Klaus på femte år, men forholdet har endnu ikke båret frugt. Lilly nærmer sig sin 50-års fødselsdag, som hun vil fejre hos Peter hjemme i Køge. Hendes kunstnerdrømme eksploderer bogstaveligt talt, og imens lusker ulven rundt i Østre Anlæg, men ingen tror på, at den findes.