10 Interview | Nr. 8 | 2018

Yaloms sidste bog

11 | Nr. 8 | 2018Interview

Gruset knaser under skoene og bortset fra denne rytmiske knasen er der ikke andre lyde, der forstyrrer, når man bevæger sig ned ad den indkørsel i Palo Alto, som måske tusinder eller titusinder af mennesker har gået på, når de har haft en aftale med en af psykoterapiens allerstørste navne.

I mere end 50 år har Irvin Yalom haft klinik i en bungalow for enden af en lille sti, der ligger 25 meter fra hans bopæl.

Området er kendt af de fleste for it-revoluti-onen. Palo Alto ligger midt i Silicon Valley, det område af USA, som har samlet nogle af USA’s største it-giganter igennem tiderne: Google, Apple, Adobe, Intel, eBay, Hewlett-Packard og Yahoo. Disse virksomheder ligger som perler på en snor i den dal, som er opkaldt efter grundstof nummer 14 i det periodiske system, silicium, som udgør en grundkomponent i mikrochips. Et grundstof, der i øvrigt er det næstmest forekommende i vores del af verden, jordskorpen.

Og det er her, at Irvin Yalom har modtaget sine patienter og skrevet sine mange bøger: Lying On the Couch; Sex, Løgn og Psykoterapi; Eksistentiel Psykoterapi; Da Nietszche Græd; Kærlighedens Bøddel; The Theory and Practice of Group Psychotherapy; The Gift of Therapy; Dobbelteksponering, og den seneste i rækken, Becoming Myself: A Psychiatrist’s Memoir – på

Den eksistentielle psykologis grand old man kommer ikke til at skrive flere bøger, siger han. Hans erindringer, der lige er udkommet, er skrevet for at fastfryse vigtige episoder af hans liv. Magasinet P har mødt Irvin Yalom i Californien.

AF ERIC ALLOUCHE OG SIMON SCHØNEBERG, PSYKOLOGER OG SKRIBENTER, PALO ALTOFOTOS: YALOM’S CURE (2014), DAS KOLLEKTIV FÜR AUDIOVISUELLE WERKE/VEGA FILM

dansk: Bevægende møder. En psykoterapeuts erindringer. (Hans Reitzels Forlag, 2018)

Den bog bliver hans sidste, har han sagt. Og den er også grunden til, at han har inviteret Magasinet P indenfor.

Hvad fik dig til at skrive Becoming Myself?– I løbet af de seneste år har jeg mistet min

søster samt nogle tætte venner, og jeg indså, at der er mange minder fra min barndom og ungdom, som jeg nu er alene om at huske, og selv om jeg er i forholdsvis god fysisk form, så er hukommelsestab en forbandelse for perso-ner i min alder.

– Med denne bog har jeg ønsket at fast-gøre vigtige episoder af mit liv, og en uventet gevinst blev, at bogen også gav mig lejlighed til at genfinde mange minder, som jeg havde glemt, med hjælp fra gamle venner og især min kone Marilyn, som jeg har kendt, siden vi var 15-16 år, og som husker mange ting, der er forsvundet fra min hukommelse.

Bogen går også meget langt tilbage i tiden, til din barndom i Washington i 1930’erne og 1940’erne, hvor dine forældre, og ikke mindst din mor, spiller en stor rolle?

– Ja, min mor og jeg har haft et meget konfliktfyldt forhold, og for at sige det lige ud, kunne jeg ikke lide hende, men da jeg

12 Interview | Nr. 8 | 2018

begyndte at skrive Becoming Myself, ændrede mit syn på hende sig.

– For ikke så lang tid siden var jeg på en restaurant i San Francisco, hvor ejerens for-ældre også stammede fra Østeuropa, og han havde plastret væggene i sin restaurant til med billeder af sine forældre, samt andre østeuropæiske indvandrere, der viste dem, som de ankom på Ellis Island i 1920’erne og 1930’erne. Da jeg kiggede på billederne, syntes jeg, at jeg kunne genkende min mor på mange af billederne, og så begyndte jeg at få empati med hende og indse det hårde liv, hun har levet.

– Jeg har altid haft det svært med, at hun var så negativ og sur, men så kom jeg til at tænke på, hvordan det må have været for hende at komme til Amerika, uden penge, uden at kende sproget, uden at kende nogen. Mine forældre har skullet arbejde rigtigt hårdt for at klare sig. De arbejdede seks-syv dage om ugen fra morgen til aften i deres købmandsbutik. Oveni deres slid kom pinslen fra Anden Verdenskrig, som udryddede det meste af deres tilbage-værende familie i Europa.

Terapeuter skal selv i terapiYaloms klinik er en stor stue på omkring 30 kvadratmeter, som er udstyret med en sofa,

to lænestole og et lille bord. Den ene væg er dækket af en bogreol fyldt med bøger: psykolo-giske bøger, filosofiske bøger, historiske bøger, biografier og meget andet.

I bunden af rummet er der et lille tekøkken, hvor Yalom lige har brygget kaffe, og næsten gemt væk i et hjørne står der et rødt bord og tre stole, som læsere af hans seneste bog øje-blikkeligt genkender.

Er det ikke det røde bord, du skriver om i din bog?

– Jo, det er rigtigt, det er lige præcist det bord. Min mor købte det, da vi flyttede fra den lille lejlighed oven på min forældres butik, hvor jeg tilbragte de første 15 år af mit liv, til en flot villa i en pænere del af Washington. Marilyn (Irvin Yaloms hustru, red.) bryder sig ikke om det bord, men jeg har altid holdt fast på at beholde det som en slags minde på min mors viljestyrke og om den flytning, som har betydet rigtig meget for mig.

– Jeg har kun dårlige minder om den lille lejlighed, vi boede i. Dengang var Amerika meget raceadskilt, og vi var de eneste jøder, som boede der, få meter fra det sorte kvarter. Der kriblede med kakerlakker, området var utrygt, og jeg var skamfuld over at bo der, så jeg blev rigtig glad, da vi endelig flyttede væk.

Jeg begyndte selv med en langvarig, klassisk psykoanalyse: fire gange om ugen i tre år. At gå i psykoanalyse var noget, som var indforstået dengang. Stort set alle dem, som ønskede at blive terapeuter, gjorde det. Det blev til rigtig mange timer og rigtig mange penge, men alle de kloge fortolkninger kom aldrig til at betyde noget for mig.

13 | Nr. 8 | 2018Interview

14 Interview | Nr. 8 | 2018

Men den dag, hvor jeg modtog det første tryk af Becoming Myself, skete der noget underligt, som overraskede mig. Denne dag havde jeg den første samtale med en kvindelig patient, som har haft en forfærdelig opvækst, og hun sagde til mig, at hun var fortabt, og ingen kunne hjælpe hende. Jeg tog bogen frem og viste hende det billede af den lille lejlighed (i kapitlet: ”The Red Table”) og sagde til hende, at hvis jeg havde kunnet bevæge mig videre fra denne baggrund, kunne hun også…og så på en helt uventet måde, da jeg fortalte det, begyndte jeg at græde. Kort tid efter kom jeg i to vidt forskellige professionelle sammen-hænge til at tale om den lejlighed igen, og igen begyndte jeg at græde. Der er åbenbart mange følelser, som er knyttet til den tid, og som ikke kan komme ud med ord; måske er det noget i retning af de ”memories in feelings”, Melanie Klein skrev om.

Nu vi snakker om gamle minder, som stadig er levende i dig, kan vi læse i Becoming Myself, at du har været i rigtig mange forskel-lige former for terapi igennem dit liv

– Jeg har den holdning, at når man er psyko-terapeut, så bør man gå i terapi mange gange i løbet af sit liv og benytte alle de gange, hvor man har psykiske problemer, til at lære på egen krop, hvordan de forskellige terapiformer virker.

– Jeg begyndte selv med en langvarig, klassisk psykoanalyse: fire gange om ugen i tre år. At gå i psykoanalyse var noget, som var indforstået dengang. Stort set alle dem, som ønskede at blive terapeuter, gjorde det. Det blev til rigtig mange timer og rigtig mange penge, men alle de kloge fortolkninger kom aldrig til at betyde noget for mig. Til gengæld fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne lide den mangel på menneskelig interaktion, som hører til den psykoanalytiske setting. Min psy-koanalytiker var meget ortodoks og viste aldrig

15 | Nr. 8 | 2018Interview

ret meget af sig selv, så det vigtigste, jeg lærte af min egen psykoanalyse, var, at den form for terapi ikke var noget for mig, og at sådan ville jeg ikke selv praktisere terapi.

– Senere i mit liv stødte jeg på Carl Rogers, som mente, at det er selve relationen mellem patienten og terapeuten, som er den helende faktor, og det talte betydeligt mere til mig.

– Carl Rogers fortæller, at der er tre elemen-ter, som skal være til stede for en god relation: autenticitet hos terapeuten, positiv, betingelses-løs agtelse for patienten samt præcis empati. I vores tid, hvor der skal være evidens for alt, så kan jeg fortælle jer, at der er blevet lavet enormt meget forskning på det, og intet er så valideret som det!

– En anden positiv terapeutisk erfaring, jeg gerne vil fortælle om, er en terapigruppe, som jeg har været medlem af i nu 25 år. Vi er otte psykiatere og psykologer, som mødes hver anden uge for at snakke om vores arbejde med et klart fokus på overføringsproblematikker samt ”her-og-nu”. Der er ingen gruppeleder, og det fungerer fortrinligt, og ingen af os har nogensinde forsømt møderne. Så jeg kan varmt anbefale psykoterapeuter at oprette lignende grupper.

Døden blev en åbningAt fokusere på ”her og nu” er en vigtig del af din måde at arbejde på, kan du fortælle mere om det?

– Ja, der går stort set aldrig en samtale uden, at jeg på et tidspunkt undersøger, hvordan min patient og jeg har det. Helt konkret kan

jeg spørge: ”Lad os kigge på, hvad sker i tera-pirummet lige nu”, eller ”hvornår følte du, at vi var tæt på hinanden i løbet af timen, og hvor-når følte du, at vi fjernede os fra hinanden?” eller ”hvordan føles det at åbne dig over for mig?”. I bund og grund er det meget enkelt. ”Her-og-nu”-interventioner drejer sig om at fjerne sig fra det, der bliver sagt, og i stedet fokusere på relationen til patienten ”her-og-nu”.

– Det kan i øvrigt også ske, som det skete for mig for nyligt, at patienten spørger tilbage ”hvad med dig, hvordan er det for dig at lytte til det, jeg fortæller?”. Når det sker, svarer jeg helt ærligt. I det tilfælde sagde jeg, at jeg havde følt mig helt privilegeret over at få lov til at kunne lytte til hendes helt private tanker.

Du er en af hovedgrundlæggerne af den eksi-stentielle psykoterapi. Hvad fik dig til at gå i denne retning?

– På et tidspunkt blev jeg mere og mere opmærksom på, at problematikker, som var relaterede til døden, fyldte rigtig meget hos mange af mine patienter, så jeg begyndte at interessere mig for døden og opdagede, at det var et emne, som stort set ikke var behandlet i den psykologiske litteratur. På et tidspunkt kom jeg til at læse Rollo May’s bog Existence, og det ændrede min måde at tænke på psykoterapi.

– Freud er uden tvivl manden, som skabte det psykoterapeutiske felt, men Rollos bog fik mig til at indse, at selve de ideer, som ligger til grund for psykoterapien, ikke begyndte med Freud, men med de store filosoffer for mere end 2.000 år siden, og det var dét, som fik mig

Jeg har taget mig selv i at tænke flere gange: ”Hvad ville Paul Weston (hovedperson i tv-serien In Treatment, red.) sige i denne sammenhæng?,” når jeg har været i en vanskelig situation med en klient.

16 Interview | Nr. 8 | 2018

til at begynde at læse Nietzsche, Schopen-hauer, Kierkegaard m.fl.

– Samtidig, for at udvikle min forståelse af døden, begyndte jeg at arbejde med terminale patienter, hvilket var helt banebrydende den-gang, og efter kort tid vakte dette arbejde min egen dødsangst, og jeg fik skrækkelige angst-anfald og mareridt. Heldigvis var Rollo May lige flyttet fra østkysten til vestkysten, forholdsvis få kilometer fra Palo Alto, så jeg begyndte at gå i terapi hos ham, og jeg blev på denne måde involveret i den eksistentielle psykoterapi.

– Efter terapien blev Rollo og jeg nære venner, og selv om jeg ikke kan anbefale, at terapeuter bliver venner med deres patienter, endte det rigtig godt for os. Senere i hans liv blev han syg, og vores forhold skiftede fortegn. Det blev min tur at støtte ham og hjælpe ham igennem hans sidste tid.

Vi kan lære af fiktionI mange af dine bøger leger du med at blande fiktion og virkelighed, og selv i Becoming Myself skriver du, at minder er mere fiktive, end vi har lyst til at tænke på. Tænker du, at fiktion er relevant for psykoterapeuter – burde kommende psykoterapeuter læse noveller som en del af deres uddannelse?

– Jeg ville nødigt afkræve af mine studerende at skulle læse noveller, men jeg vil stærkt anbe-fale det, hvis de ønsker at arbejde med psykote-rapi på den samme måde, som jeg gør det.

– Fiktion kan virke på forskellige niveauer. En måde er at opleve terapien som en novelle, et fortsat drama, hvor du gerne vil høre næste kapitel i næste uge i stedet for at høre den samme historie igen. Jeg kan huske, da jeg havde mine første grupper for mange år siden, at de andre læger, som overværende dem, plejede at kalde de ugentlige møder for Yaloms Peyton place (populær amerikansk tv-serie fra 1964-69 på kanalen ABC, red.). Det fortæller lidt om den spænding, der var, for at se, hvad der ville komme den følgende uge.

– Et andet niveau, som jeg selv har oplevet det for nyligt, er at blive udfordret af en fiktiv

psykoterapeut, som da jeg fulgte tv-serien In Treatment (tv-serie om en terapeut, der bl.a. kan ses på HBO, red.). Jeg tænkte flere gange, at figuren Paul Weston, (Gabriel Byrne red.) er en rigtig god terapeut, bedre end mig selv på mange måder. Jeg har taget mig selv i at tænke flere gange: ”Hvad ville Paul Weston sige i denne sammenhæng?,” når jeg har været i en vanskelig situation med en klient. Det mest forbløffende ved det er faktisk, at jeg har mødt forfatteren bag serien, og hun på ingen måde er psykolog eller psykoterapeut.

– Når jeg skriver mine bøger, også de mest fiktionsprægede, tænker jeg altid på dem som didaktiske værker for unge psykotera-peuter. Faktisk så meget, at jeg i den sidste version af min bog om gruppeterapi henviser til uddrag fra min egen fiktive novelle: The Schopenhauer Cure som case-eksempel på gruppepsykoterapi.

Er der nogle ting, du ikke har skrevet i Becoming Myself?

– Nej, bogen er helt, som jeg ønskede den. Dog blev selve titlen noget andet, end jeg havde tænkt mig. Min oprindelige titel var bogens sidste sætning Is that life? Then once again, som jeg har hentet fra Nietzsches Såle-des talte Zarathustra, men min forlægger brød sig ikke om den titel, og dette er en branche, hvor redaktører bestemmer rigtig meget. Så vi valgte en helt anden vej, og det blev Becoming Myself, som i øvrigt også er en lille reference til Nietzsche, da det er en omformulering af hans “become who you are”, som jeg refererer til flere gange i When Nietzsche Wept.

Bevægende møder. En psykoterapeuts erin-dringer er udkommet på Hans Reitzels forlag.