Analyse af Astrid Lindgren: ”Mio min Mio”.

Indledning:

I det følgende foretages en analyse og fortolkning af Astrid Lindgrens børneroman ’Mio min Mio’ fra 1955, hvor der ses på hendes brug af genrer, og på den baggrund foretage en litterær analyse samt en tolkning af bogen.

Introduktion til genrerne:

I en analyse af Astrid Lindgrens børneroman ’Mio min Mio’ fra 1955 bliver det tydeligt, at bogen bygger på tre litterære kategorier nemlig ’myten’, ’eventyret’ og ’ den fantastiske fortælling’.

Myten kan i et religionshistorisk perspektiv beskrives som en religiøs fortælling, der forklarer en faktisk eller imaginær virkelighed, som ikke kan forklares gennem en normal beskrivelse.

Myten vil grundlæggende fortælle os noget om vores egen og vore forfædres verdensopfattelse. Myten forklarer noget om de grundlæggende temaer i vores liv, som er fælles for alle mennesker: nemlig det gode og det onde, kærlighed og had, liv og død. Mennesket higer efter en mening med livet, dette er mytens grundfunktion at forklare, hvad meningen for mytens hovedperson eller helt er, og derefter overføre det på alle menneskers liv. Grundtvig udtrykker det således: ”Myten er et billede af det Universal-Historiske Menneskeliv”, og videre: Myten er ”et billede på menneskes liv som en kamp, både det enkelte menneskes og hele menneskeslægtens- en kamp for livet og imod døden, men en kamp der fører frem imod evigheden og optagelsen i gudelivet”(Brian Møller Jensen, s. 22).

Den mytiske tid er også en anden end den faktuelle tid: ”Myten overskrider historiens grænse, og de begivenheder myten beretter om, ligger hinsides den reale tid, hvori historien udspilles. Myten har sin egen tid, som man kan kalde mytisk tid, nemlig urtid og endetid, det der ligger forud for og efter historiens tid” (Benedikt Otzen) og Claude Levi-Strauss uddyber dette: ”På den ene side henfører en myte altid til begivenheder, som hævdes at have fundet sted for længe siden. Men hvad der giver myten en virksom værdi, er at det specifikke mønster, der beskrives som tidsløst; det forklarer nutid og fortid så vel som fremtid”. Det bliver i det følgende tydeligt, at denne myte-opfattelse kan bruges i tolkningen af ’Mio min Mio’.

Eventyrets opbygning er også vigtig i en analyse af Mio min Mio. Denne genre hænger sammen med mytegenren og forsøger tillige at give en tilværelsestolkning: ”Fortællingerne giver udtryk for en opfattelse af naturen, af selvet og af samfundet, og udfordrer til besvarelse af en række fundamentale, menneskelige spørgsmål:

-Hvem er jeg?-Hvor kommer jeg fra?-Hvordan kom jeg hertil?-Med hvem bevæger jeg mig gennem livet?-Hvilke er grænserne for den verden, jeg lever i?-Hvordan kommer det onde, lidelsen og døden ind i denne verden?-Hvad vil der ske mig, når jeg dør? (Preben Ramløv, Myter og folkeeventyr: væsen, funktion og historik, Gyldendal 1977)”.

Eventyret tager altså over, hvor myten ender. Myten beretter generelt om store tilværelsesspørgsmål, mens eventyret fortæller om enkeltpersoner.

Rammen for disse to genrer kan være ’Den fantastiske fortælling’, der blomstrede op i romantikken, hvor også folkeeventyret fik en renæssance. Den fantastiske litteratur er karakteriseret ved, at der forekommer to verdener i fortællingen: En virkelig verden og en uvirkelig. I den fantastiske fortælling præsenteres som oftest en empirisk-hverdagsagtig verden, der følger ratios love. Hertil kommer eller bryder en fantastiske verden ind, og forandrer den empiriske verden lidt efter lidt.

Tzvetan Todorov siger i sin bog ”Den fantastiske litteratur”, at det er tvivlen, der karakteriserer ’den fantastiske genre’. Ifølge Todorov tvivler man i det fantastiske univers på, om tingene reelt har fundet sted eller ej. Det fantastiske besætter, ifølge Todorov, fasen af tvivl. Så snart man har valgt enten at tro eller ikke at tro, forlader man det fantastiske. Det fantastiske er for Todorov den tøven, som et menneske, der kender naturlovene, fornemmer, når det stilles overfor en tilsyneladende overnaturlig hændelse (s. 28). Det fantastiske defineres ud fra dets forhold til det reale og imaginære. Todorov påpeger, at der er tekster, der formår at bibeholde tvetydigheden lige til slutningen, således at det fantastiske eksisterer i hele værket.

Den fantastiske verden fascinerer, fordi den tilbyder en billedverden af spænding og skønhed, der fremstiller nye perspektiver og synsvinkler på tilværelsen, men hele tiden lader læseren tilbage med en lille tvivl om romanens ’sandhed’.

Hvorfor en analyse af de mytiske træk i Mio Min Mio?

På den litterære side har vi analyseret Mio min Mio for de forskellige genretræk, som Astrid Lindgren har brugt i sin børneroman. Derved bliver det interessant at belyse de mytiske fortællinger, som Astrid Lindgren, bevidst eller ubevidst, har benyttet sig af i sin roman. De mytiske fortællinger om kampe mellem liv og død, kærlighed og ondskab fortæller noget alment menneskeligt. Astrid Lindgren har brugt disse mytologiske træk i en moderne eventyrfortælling for børn, for at vise at trods ondskab og nød, vinder det gode til sidst.

Analyse af Mio min Mio:

I en analyse af Mio min Mio er det tydeligt, at romanen indeholder træk fra Bibelens mytologi, bibelske legender og den nordiske mytologi.

I Astrid Lindgrens bog møder vi en hel række kendte elementer fra både den nordiske mytologi, eventyrgenren, de bibelske fortællinger og middelalderlegender. Selve handlingen følger også en kendt struktur fra ’den fantastiske fortællings genre, om at hovedpersonen løftes over i en anden verden. I denne anden verden møder helten de mange elementer, som nedenstående analyse vil vise:

Guldæblet:

Æblet dukker op i den nordiske mytologi, hvor det er et middel til at opnå ungdom og udødelighed. Brages kone, Idun, gemmer disse æbler i et skrin af guld, og guderne tilbydes en bid af et sådant æble, når de ældes, for at blive unge igen.

I den kristne middelalder findes billeder af Jesusbarnet med et gyldent æble i hånden, som symbol på at han er den udvalgte Messias. Ofte ser man også konger afbilledet med et ’rigsæble’ i hånden, der symboliserer kongeværdigheden. Således er Mio den udvalgte, der forlenes evigt liv og kongeværdighed: ”… og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne æble” (Mio min Mio, s. 12, Gyldendal, 2005)

Hans Memling: ’Madonna mit Kind’, 1487

Statue af Maria med Jesusbarnet, der holder et rødt æble i hånden.

I middelalderen mente man, at æblet skulle skabe et forbindelsesled mellem urmoderen Eva, og jomfru Maria, moder til Kristus.

Syndefaldets æble var et visdomsæble, der gav viden om godt og ondt. Bo/Mio får æblet og kommer til Landet i Det fjerne, der er meget lig Paradiset. Her eksisterer både det gode og det onde, hvilket Bo vil komme til at erfare.

Paradiset:

Bo rejser med Ånden til Paradiset, der i romanen hedder: ’De grønne Enges Ø i Landet i det fjerne’. Det beskrives paradisisk med roser, liljer og popler med sølvblade:

”Men dengang havde jeg endnu ikke set min far kongens rosenhave. Jeg havde ikke set hans roser, alle hans smukke, smukke roser der vælter frem som blomsterfloder, eller hans hvide liljer, der svajer i vinden. Jeg havde ikke set hans poppeltræer der har blade af sølv og vokser så højt mod himlen at stjernerne tændes i deres kroner om aftenen… Ingen kan nogensinde have hørt eller set noget så smukt som det jeg hørte og så i min far kongens

rosenhave den første gang, jeg trådte ind i den” (s. 22-23). Det er klart, at der først og fremmest er en parallel mellem Frederiksberg Have på Gl. Kongevej, altså den ’gamle’ have og konge, og så den nye konge og hans have i Landet i det fjerne. Men der findes også mytologiske og historiske paralleller:

Rosenhaven:

Rosenhaven er netop også et billede på at være af guddommelig æt. Traditionen opstod i middelalderen, hvor malere placerede Maria og Jesusbarnet i en have af roser. Her var forståelsen den, at Maria var rosenbusken, hvorfra Rosen, altså Jesus, voksede frem. Rosenhaven bliver med tiden et billede på den guddommelige kærlighed, der senere bliver et billede på sekulær kærlighed, at man giver sin udkårne en rose.

Vi kender tematikken fra den tyske middelaldersalme: ”En rose så jeg skyde”, hvor det er Kristus der betegnes som en rose. Billedet af rosenhaven eller rosenhjemmet er også anvendt i nyere tid i filmen: ”Out of Rosenheim/Bagdad Café” af Percy Adlon, hvor en Kristus- figur forlader Rosenheim, for at blomstre i den texanske ørken.

Om rosensymbolikken kan læses mere her:

http://campus.udayton.edu/mary/rosarymarkings36.html

Stefan Lochner, ca. 1450. (Her sidder Jesusbarnet også med et æble i hånden som den udvalgte).

Som rosenhaven er et billede på, hvorfra Sønnen er udgået for at komme til verden og udføre sin mission, således er De hvideliljer også et symbol, nemlig på opstandelsen fra de døde:

Grundtvig skriver:

”Tag det sorte kors fra graven,plant en lilje hvor det stod”.

En legende fortæller, at der spirede liljer frem ved korset på Golgata, efter at Jesus var taget ned Langfredag aften.

Allerede i middelalderen finder vi den hvide lilje som tegn på renhed, jomfruelighed og at være den udvalgte: Leonardo da Vinci maler en hvid lilje, da ærkeenglen Gabriel forkynder for hende, at hun er udvalgt til at være mor til Guds søn, ligesom liljen kan vokse i nærheden af Jesusbarnet for at bekræfte, at han er den udvalgte.

Leonardo da Vinci, 1472.

De grønne enge og hyrderne:

”Der var så smukt. Græsset var blødt og grønt, overalt lyste blomsterne, der var runde, grønne bakker, og klare bække rislede neden for bakkerne, og uldtottede, hvide smålam græssede overalt” (s. 38).

’De grønne enge’ er et paradisisk udtryk, der leder tankerne til Salme 23 i Det gamle Testamente:

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge,han leder mig til det stille vand.”

Som i ’Mio min Mio’ beskrives her de grønne enge og hyrden, der vandrer i dem. I fortællingen stilles hyrdernes tørst og sult af ’vand der stiller tørsten’ og ’brød der stiller sulten’. I salme 23 beskrives netop det stille vand, og senere, hvordan der dækkes bord for den sultne. Her bærer vandet og brødet også en nadver-symbolik i sig, som vi skal se senere.

Hyrderne møder vi flere gange i Bibelen. David med harpen eller fløjten var hyrdedrengen, der senere blev konge, ligesom vi hører, hvordan hyrderne julenat lå ude på marken og holdt hjord, samtidig med at de betragtede nattehimlen. Mio og Jumjum overnatter også ude på marken sammen med hyrden Nonno og hans får. De tænder bål, kigger på stjernerne og spiller på deres fløjter:”… På himlen lyste stjernerne, de største og klareste stjerner som jeg nogensinde havde set” (s. 51-52).I juleevangeliet fødes frelseren denne stjernenat og hyrderne er de første gæster i stalden. På samme måde får Mio for første gang lyst til at ride over Morgenlysets bro og se Landet på den anden side af Vandet og Landet bag Bjergene. Efter denne nat starter Mios mission, at bekæmpe det onde og frelse verden.

Frelseren/glorie og sværd:

Frelseren fødes i overført forstand den aften ved lejrbålet. Mios far kaldes ’vor Herre kongen’ og ’min fader kongen’, som er guddommelige titler i Det ny Testamente se fx Johannesevangeliet 16, 27-28. Mio bliver Sønnen, der skal frelses verden. Han hentes til Kongens rige af Ånden, og på den måde er Treenigheden samlet: Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd.

Andrei Rublevs berømte ikon af Treenigheden.

Bo/Mio farer til himmels, som Jesus gjorde det Kristi Himmelfart. Her forenes han med sin far. Rejsen kan tolkes som Jesu himmelfart, men dåbens liturgi kan også læses med i fortællingen, for i dåben får vi ét navn, og vi får en ’ekstra’ far i himlene, på samme måde som Mio får sit navn og får sin far og sin rigtige identitet (Peter Værum, 1992).

Mio får også en ’glorie’, ifølge Astrid Lindgren. To gange nævner smeden Mios lyse pande og hans klare blik: ”Hvor er din pande lys”, sagde han. ”Hvor er dit blik klart! Og hvor spiller du smukt i mit bjerg”(s. 117;122). Mio udstyres som den udvalgte med et specielt flammesværd, der kan skære gennem sten: ”Smeden lagde flammesværdet i min hånd, og det var som om dets ild strømmede ud gennem sværdhæftet og igennem hele min krop og gjorde mig stærk”.

Fra andre myter og eventyr ved vi, at special-smedede sværd og ringe har stor betydning for helten, og kan give helten ekstra eller særlige kraft: Vi møder særligt smedede ting i de nordiske myter både sværd og kæder, ligesom eventyr-trilogien af Tolkien drejer sig om en særlig smedet ring, der har magiske evner. I den angelsaksiske legende om Kong Arthur drejer det sig om ’Sværdet i stenen’, det navnkundige ’Excalibur’-sværd, og den, der kan løfte dette sværd ud af stenen, skal krones til konge. I C. S. Lewis Narniabøger skal der i ’Morgenvanderens Rejse’ indsamles syv sværd til befrielse af det onde. Også eventyrhelten Harry Potter vinder Gryffindors sværd, så han kan destruere de onde ’Horcruxer’ og dermed komme Voldemort, og alt ondt til livs.

I Erik Menneskesøn-serien af Lars-Henrik Olsen handler et af bindene om ”Kampen om Sværdet”, ligesom Cecilie Eken er blevet anmelderrost for sine bøger om ”Det levende sværd”.

Nadver/brød og vand:

I Det nye Testamente repræsenterer Jesus brød og vand, der stiller sulter og slukker tørsten til evig tid.

I Johannesevangeliet siger han:

”Jeg er Livets brød. Den, der kommer til mig, skal aldrig sulte og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (6, 35).

Om vandet siger han yderligere:

”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evig tid”(4, 14).

I det grønne enge, hos hyrderne, smager Mio brødet og vandet, og ved straks, at det er noget helt usædvanligt. Han siger om brødet: ”… det var det bedste brød, jeg havde smagt i mit liv” (s. 47) og om vandet lyder det: ”Nonno sænkede en træøse ned i kilden og hentede noget vand op, og så drak vi alle tre af øsen. Og det var det køligste og lækreste vand jeg nogensinde havde smagt”(48).

Mio får brød og vand igen i en hel anden situation, nemlig netop før den store kamp mod den onde Kato. Her minder måltidet mere om ’Den sidste nadver’, eller om den styrkelse som nadvermåltidet giver: Mio siger: ”Vi følte os mætte og stærke og næsten glade da vi havde spist det. Men det var vores sidste brød, og vi vidste ikke, hvornår vi ville få mere at spise”.

Jesus siger ved sit sidste måltid: ”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige” (Markus 14,25).

Det sidste brød kan altså være Mios sidste måltid. Han ved ikke, om han slipper levende ud af Katos borg eller om han går sin sidste time i møde.

Om dette usikre perspektiv siger Mio, da han er blevet væk i bjergets indre og ikke engang har Jum-Jum ved sin side: ”Se hvor alene jeg er, ville jeg have sagt (til min far Kongen). Jum-Jum er borte, og du ved jo, at han er min bedste ven, nu hvor jeg ikke længere har Chris… Jeg er helt alene, og det er alt sammen bare fordi du vil have, at jeg skal kæmpe mod Ridder Kato”. For første gang syntes jeg næsten, at min far kongen var lidt uretfærdig, fordi han ville havde mig til at vove mig ud på sådan et eventyr”. Mio hører sin fars

stemme i sit indre. Den siger kun: ”Mio, min Mio”(s. 114-115), men efter disse ord, rejser Mio sig igen og er klar til kamp.

Scenen minder om Jesus i Getsemanes have. Jesus beder sine gode venner, disciplene om at bede sammen med ham i Getsemane have: ”Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig”. Men disciplene falder i søvn og Jesus er ene om at komme til sjælelig klarhed med den kamp mod det onde, som han nu indlader sig på. Han beder tre gange: ”Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil”(Mt 26, 36-46).

Både Jesus og Mio er nu beredte til den mytiske og universale kamp mellem godt og ondt.

Kampen mellem Det gode og onde/ Davids kamp mod Goliat/navnet Kato

Mios kamp mod det onde ligner til forveksling den kristne myte om Jesu nedfart til dødsriget. Dramaet er flere gange beskrevet, bedst findes det hos Grundtvig, nr. 213 i Den Danske Salmebog og vises bedst på Joakim Skovgaards kæmpestore maleri, der hænger på Statens museum for Kunst:

Dødsriget beskrives som underjordisk og kulsort, hvor ikke en lysstråle trænger ind. Dødsrigets fanger er lænket til murene og kan ikke bevæge sig. Den onde, der enten er Djævelen eller Døden selv beskrives som et uhyre eller en drage. På græsk hedder underjordiske/undersøiske uhyrer Keto/Ketos, der minder en del om navnet Kato.

I den kristne myte er Kristus suveræn, og kvæler med sit herlighedslys alt ondt i Helvede. Da først kampen står mellem Mio og Kato, er Mio også suveræn og uden dramatik presser han sit sværd gennem Katos stenhjerte.

Ridder Kato erkender sit nederlag, ja det ser ud som om, at han gerne vil befries fra sit eget onde stenhjerte: ”Sørg for, at du rammer hjertet, råbte han. ”Sørg for, at du stikker dit sværd lige igennem mit hjerte af sten. Det har siddet der så længe, og det gnaver og gør ondt”. Jeg så ham ind i øjnene. Og i hans øjne så jeg noget mærkeligt. Jeg så, at ridder Kato længtes efter at komme af med sit hjerte af sten. Måske hang det sådan sammen at ingen hadede ridder Kato så meget som ridder Kato selv”(s. 153-154).

Profeten Ezekiel fortæller i Det gamle Testamente, at han er kaldet til profet for at rive stenhjerterne ud af mennesker og plante et hjerte af kød og blod i stedet: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud”(Ez. 36, 26-27). Med dette citat viser profeten, at han nedbryder og renser israelitterne for derefter at bygge dem op igen til et nyt folk. Med lidt god vilje kan man sige, at Mio på samme måde bryder det onde ned og renser det bort, hvorefter noget nyt bygges op: Et liv uden frygt, hvor mørket brydes.

I Kristusmyten skinner Guds herlighedslys ind i dødsriget og bryder mørket. I ridder Katos borg ser Mio ud af vinduet: ”Og jeg så at natten var slut og at morgenen var kommet”(s. 154). Da morgenen kommer, nedbrydes alt ondt: Kato, borgen, den døde sø og spejderne. Den døde skov begynder at spire på ny, og smeden Eno bringer Mio et nyt lysegrønt blad fra Den døde skov. Næsten som da duen efter den store syndflod bragte Noa i arken et grønt blad som tegn på, at vandet faldt og jorden kom frem under vandet.

De forheksede børn, som Kato har taget, bliver befriet af den ondes lænker, de sættes fri, og vandrer med Mio tilbage til Kongens rige.

I myten om Kristi nedfart til dødsriget fortælles det, hvordan Kristus samler alle ’menneskebørn’ i dødsrigets om sig som en skare, der sammen med ham stiger til himmels. Der sker præcis det samme med Mios børn, at de går med Mio hjem.

På Joakim Skovgaards store freske i Viborg Domkirke ser man Jesus og skaren vandre ud af dødsrigets gab.

På en anden freske af Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke ser man Frelseren sidde i Guds rige med alle ’børnene’ omkring sig.

Opstandelsen

Opstandelsen er genopretningen af Guds skaberværk. Nu genoprettes verden, sådan som den var tænkt i ’tidernes morgen’ eller for ’tusinder af år siden’, som der siges i Mio min Mio (s. 82).

Frelsen sker. Det onde brydes ned, og det gode opstår til nyt liv. Tydeligst fremgår det ved, at forældre og børn genforenes efter mange års adskillelse. Men også naturen genoprettes til sin oprindelige bestemmelse: skoven spirer,

søen er blå med små bølger, solen går op og ned, som den gør efter naturens love.

Mørket og døden svinder bort, lyset og livet vinder frem.

Undergerninger/opvækkelse af døde

Kun én lille pige, Milimani, ligger død tilbage. Hun ofrede sig i Kampen mod det onde, da hun fløj ind i en brændende fakkel. Men kun sådan kunne Mio få sværdet igen.

Den døde pige svøbes i Mios eventyrkappe, som pigens mor, væversken, har foret med drømmestof. Så sker underet, da Milimani har fået kappen om sig. ”Hun lukkede øjnene op, og så sig forbavset omkring. Alt om hende var jo forandret, søen var blå og skoven begyndte at grønnes (s. 163-164)”.

I Det nye Testamente opvækker Jesus også en datter, Jairus’ datter, til live igen, efter at han rørt hendes hænder. Kort forinden er en kvinde med blødninger blevet helbredt ved at røre ved Jesu kappe. Her var kappen altså også helbredende.

Den nordiske mytologi:

Inspiration fra den nordiske mytologi er også til stede i romanen.

Broen:

Morgenlysets og månelysets bro minder om ’Bifrost’, regnbuebroen, der fører fra Asgård til Midgård i den nordiske mytologi. Også her bevogtes broen af brovagter, den mest kendte er Heimdal, der havde ni mødre og kunne høre græsset gro.

Grundtvig, der var stærkt inspireret af Den nordiske mytologi, skriver:

”O Vidunder-tro!Du slår over dybet din gyngende bro,som isgangen trodser i brusende strand,fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321, v. 4).

Her kommer broen Bifrost til syne som en gyngende bro, der går fra jorden, de dødeliges land, Midgård, og op til Asgård, gudernes hjem, det evige livs sted.Grundtvig bruger en dobbelttydig tolkning, idet det i salmen bliver troen, der fungerer som bro frem til et evigt liv.

Hesten:

Hesten ’Miramis’ har nogle specielle evner. Den kan galopere i luften som Odins hest Sleipner, der løb lige godt i luften, på land og over havet.

Sleipner havde desuden det særkende, at den var den eneste hest, der kunne springe over gærdet indtil Hel eller dødsriget.

Denne evne har Miramis altså til fælles med Sleipner, at den kan bringe sin Herre ind i dødsriget eller Landet udenfor.

Væversken og smeden:

Væversken og smeden er personer fra Den nordiske mytologi. De har vævet og smedet i tusinder af år, og er dermed en del af den mytiske tid. I den nordiske mytologi kaldes væverskerne for ’norner’, der også blev betegnet som skæbnegudinder, der spandt skæbnesnore for, hvordan livet ville forme sig for den enkelte. Også væversken i Mio væver Mios skæbne ind i kappens inderfor, idet hun udstyrer ham med et eventyrvæv, der kan gøre ham usynlig og opvække døde.

Smeden minder om den nordiske mytologis smed Vølund, der også blev holdt fanget af Kong Nidud, i et bjergs indre eller i en labyrint, hvor han skulle smede smykker til kongen og dronningen. I Mio min Mio står der: ”Vi gik og gik. Gangene delte sig i flere gange. Et helt net af mørke gange fyldte bjergets indre. .. Indimellem var gangene så lavloftede at vi ikke kunne gå oprejst, og sommetider var det så højloftet at det mindede om et kirkerum”(s. 111). Vølund slipper fri til sidst og forvandler sig til en svane, der kan flyve op mod himlen.

Smeden minder dog også en smule om de ’Keruber’, der vogtede indgangen ind til Paradiset med ’flammesværd’: ”Åh mit sværd, mit flammesværd,” mumlede han. ”Mit sværd som kan skære gennem sten”.

Ragnarok:

I det ovenstående blev der lagt vægt på den kristne myte om Jesu nedfart til dødsriget, men også den nordiske mytologis verdensundergang ’Ragnerok’, kan fremhæves her.

”Før Ragnarok skal der komme tre vintre på rad uden sommer imellem. I denne Fimbulvinter fyger sneen fra alle verdenshjørner. Frost og bidende vinde forvandler de frugtbare agre til ødemarker. Døden alene høster rigt. Sol lyser svagt, og Måne løber træt sin bane”(Flemming Chr. Nielsen, ”Guder i Norden”, 1972).

På lignende måde beskrives Landet udenfor:

” … der lagde sig som et ondt slør for solen, så det aldrig var rigtig dag, men bare nat og så noget, der var næsten nat” (s. 117).

Efter Ragnarok og Katos fald følger der nyt liv og lykke: ”De taler om asken Yggdrasil, som efter ødelæggelsen skyder friske skud. På jorden vokser sæden usået, og i himlen ligger den sollyse sal Gimle, hvor skyldfri skarer mødes i evig lykke” (Flemming Chr. Nielsen, ”Guder i Norden”, 1972).

Nogen mener, at netop motivet med borgen Gimle, der gennemstrømmes af lys og lykke ligger til grund for Grundtvigs sidste vers af ’Den signede dag’:

”Så rejse vi til vort fædreland,dér ligger ej dag i dvale,dér stander en borg så prud og grandmed gammen i gyldne sale;så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale” (DDS 402, v. 7).

I Vølvens spådom lyder det: ”Sal ser hun knejse/ lys som solen/ gyldne skifre/har Gimles tag;/der vil skyldfri/skare mødes/i lys lykke/ evigt leve!”(J. Kjærsgaard: Salmehåndbogen II, s. 398, Det kgl. Vajsenshus’ Forlag 2003.

Mørke, død, kulde og ufrugtbarhed vendes i både den kristne og den nordiske myte til genoprettelse af skaberværket: liv, lys og nye skud.

Eventyret og det fantastiske elementEventyrets genre præger romanen ’Mio, min Mio’. Bogen tager godt nok udgangspunkt i den realistiske verden, hvorved den tilegner sig ’den fantastiske fortællings’ begyndelse, men de eventyrlige træk træder også frem flere steder:I mange eventyr begynder det med, at helten er forældreløs og ikke finder føler sig hjemme hos sine stedforældre. Det dominerende ønske er at finde sit virkelige ophav, ligesom Mio, der gerne vil finde sin far. I eventyret hjælpes helten ofte videre af overnaturlige personer som fx feer. Man kunne se fru Lund, som en fe, der med de magiske rekvisitter ’et guldæble’ og ’et postkort’ hjælper Mio videre. Også her spiller dog ’det fantastiske element’ ind, idet fru Lund er en ’ægte’ karakter, der kun ligner en fe eller en engel ( ”Der var en voksen, der var sød imod mig. Det var fru Lund”, s. 11).’Postkortet’ indleder eller er vej ind i eventyret, ligesom ’guldæblet’ er et magisk tegn på, at Bo er den udvalgte. Hans første prøve bliver, om han tør at lukke ånden ud af flasken. Herefter starter eventyret.

Det klassiske eventyrmotiv starter i den ’fantastiske’ verden, og følger skemaet ’hjem-ude-hjem’. Mio er helten, der skal drage ud og bekæmpe ondskaben og redde børnene. Han kommer hjem igen stærkere og større end da han tog afsted (”Mio, min Mio, du er vist vokset, mens du har været væk, sagde min far kongen”, s. 171).

Eventyrgenren understøttes flere typiske eventyrtræk:-Konge og kongeslot-En smuk, hvid hest-En helt udstyret som ridder med kappe-Væbneren eller følgesvenden-hyrdedrengen-bedstemor-gamling-væverske-smed.

Eventyrmagi og animisme:Fortællingen indeholder både magiske elementer og animisme. De magiske elementer er fx de forvandlede og forheksede børn. Det er eventyrbrønden, der visker om natten, hesten der galopperer i luften, sølvskeen der frembringer mad i nødens stund, kappen der gør usynlig og genopliver, og som faktisk bliver til ved et trylleord:”Månestråle, månestråle, hjertets røde blod,sølv, åh, sølv og purpurfarve,æbletræets blomster, gør stoffet smukt og blødt,blødere end nattens vind i græsset”(s. 78).Sværdet er også et magisk rekvisit, der er smedet i det sorteste bjerg, af den dygtigste smed. Båden, som de låner, bringer dem også sikkert over den sorte, dybe sø, og bølgerne lægger sig da de sejler over.

Dette kunne være en ’animisme’ på linje med træerne i ’Den døde skov’, der skjuler Mio og Jum-jum for Katos spejdere. Naturen medvirker i kampen mod ridder Kato, når søen lægger sig, huler åbenbarer sig, og fuglene fisker sværdet op af søen. Ondskaben er personificeret i Kato, og når hans navn nævnes, skælver både mennesker og natur: ”Da han sagde navnet, var det som om noget ondt og farligt sneg sig igennem rosenhaven. De hvide fugle fløj bort for at skjule sig i træerne. Sorgfugl skreg højt og flaksede med sine store, sorte vinger. Og mange af havens roser visnede ned og døde”(s. 53-54).

Modsætninger:I eventyret bruges modsætninger ofte for at kontrastere og fremhæve forskellighed mellem fx det gode og det onde. Dette er også helt typisk for ”Mio, min Mio”, og ses tydeligt i kontrasten mellem Kongens land, De grønne Enge, og Landet udenfor, hvor mørke og ondskab er fremherskende. Der er dog også en kontrast mellem den ’virkelige’ verden på Gl. Kongevej i København og eventyrverdenen, som Mio kommer til.Den fantastiske fortælling:Man kan diskutere, om ’Mio min Mio’ er en del af den fantastiske litteratur eller om den er en eventyrroman. Det kommer an på, hvordan man tolker Mios to verdener. Det, der taler for ’en fantastisk genre’ er, at Mio fragtes fra den realistiske verden og over i en eventyrverden, hvor figurerne har fantastiske træk.For at komme til ’Min far, kongens, verden’ er der brug for en overgang mellem den triste hverdag og eventyret. En sådan overgang er typisk for Den fantastiske litteraturs genre. I dette tilfælde fragtes Mio af ’Ånden i flasken’. Han får først en besked fra det hinsidige af fru Lund, idet hun har skrevet et postkort med beskeden om, at den udvalgte nu er på vej. Når en forfatter beskriver en sådan fantastisk scene, som Astrid Lindgren gør det med Bos overgang til en anden verden, kræver det, at denne verdens realisme står stærkt som kontrast til det magiske element. Derfor beskriver hun i detaljer bænken i parken, de blege gadelygter, vinduerne i husene omkring parken og flasken fra bryggeriet med træproppen i flaskehalsen: ”Jo mere fantastisk en scene er, jo stærkere realisme kræver detaljerne”(Vivi Edström).

I den fantastiske fortælling er ’tiden’ en anden en hverdagstiden. I ’Mio, min Mio’ ses det tydeligt, at tiden er eventyrtid, hvor man kan dø af sult på en nat(s. ), eller at Mios forudbestemmelse og mission har været kendt i ’tusinder og atter tusinder år’ (s. ). Eventyrbrønden hvisker: ”Der var engang…”, og eventyret som brønden derefter fortæller i datid, skal også til at ske i nutiden. Tiden er altså en cyklisk eventyrtid, i stedet for en lineær tid, som vi kender den.

Slutning:Romanen kan tolkes på flere måder:

Er det en fantastisk fortælling, der foregår i to verdener, København og Landet i det fjerne?

Eller er det en dagdrøm, en eskapisme fra den følelseskolde hverdag, som Bo oplever på Gl. Kongevej?

Man kan mene, at Bo aldrig forlader Kongens Have i København, hvor han sidder på en bænk og dagdrømmer. Tre steder i begyndelsen af romanen kunne antyde dette:”De kalder mig bare Stump. Det vil sige, de kaldte mig bare Stump. Nu hvor jeg er forsvundet, kalder de mig jo ikke noget” (s. 10)”Og netop som jeg sidder og læser disse ord, opdager jeg, at der er noget der bevæger sig inde i flasken” (s. 14)”Der var så mange gemmesteder at hvis der havde været bare en tiendedel så mange i Frederiksberg Have og de gader hvor vi legede, ville Chris og jeg have prist os lykkelige. jeg mener Chris ville have prist sig lykkelig – selv behøver jeg jo aldrig mere lede efter gemmesteder i Frederiksberg Have, og det er godt det samme”(s. 31).

Fortælleren, Bo, kommer altså til at fortale sig, når han forsøger at overbevise sig selv om, at han nu er et helt andet sted, og at tiden på Gl. Kongevej er forbi. Ligesådan fastholder fortælleren eksistensen af Landet i Det fjerne i slutningen af bogen:”Tante Edel tror måske at hvis hun bare går en tur ned i Frederiksberg Have, så sidder jeg på en bænk dér. Hun tror måske at jeg sidder dér på bænken under gadelygten og spiser et æble og leger med en tom ølflaske … Men hun tager fejl, tante Edel. Åh, hvor tager hun fejl! Der sidder ingen Bo på nogen bænk i frederiksberg Have. For han er i Det fjerne land. Han er i Det fjerne land, siger jeg”(s. 173). Her lyder det som om, at Bo/Mio vil overbevise sig selv om realiteten af Det fjerne land, og at han virkelig er dér. -Og vi læsere bringes i tvivl allerede fra begyndelsen af bogen, hvor radioens efterlysning bringes med dato og klokkeslæt, en realistiske beskrivelse af Bos udseende og hans forsvinden.Som læsere svæver vi igennem hele romanen i det uvisse om, om dette er en fantastisk fortælling eller en virkelighedsflugt fra det hårde hverdagsliv, som Bo oplever. Måske er det mere den voksne læser, der tolker romanen. De børn, der læser romanen, vil straks blive suget ind i fortællingen og ikke spekulere på en evt. realistisk tolkning. Børnene vil opleve eventyret, som det er skrevet og ment.

Tolkning og konklusion

Romanen ’Mio min Mio’ indeholder som vist både mytologiske, eventyrlige og fantastiske elementer. Ved brug af disse genrer får forfatteren nogle forskellige elementer frem:

De mytologiske elementer giver et indtryk af, at de problemstillinger der forekommer i romanen er evige og fællesmenneskelige. Ethvert menneske skal forholde sig til ondskab i sit liv, og for at beskrive ondskab bruges farven sort, øde og tomhed samt et hårdt hjerte i næsten alle kulturer. Typisk for myten er også, at lyset vil kunne bekæmpe mørket og det onde.Det, myten beskriver, er udenfor tid og sted: det onde bekæmpes både i fortiden, her og nu, og også en gang i fremtiden. Det onde vil altid eksistere, og erkendelsen af, at det onde altid vil være til, er mytens opgave for at hjælpe mennesket videre.

Folkeeventyret tager sig også af det ondes problem på en anden måde, hvor det er problemer i heltens eget liv, der løses, ved at helten tager kampen op mod Den onde. I eventyret er modsætningerne vigtige: hvor det gode er, er også det onde. Hvor forhindringerne er, er løsningerne også.

Den fantastiske litteratur kan vise læseren, at fortællingen ikke er virkelighed. Den kan skabe distance til hverdagens konfliktfyldte problemer, så denne distance gør det muligt for læseren at bearbejde konflikter i sit eget liv. Den fantastiske fortælling kan gøre læseren i stand til at se konflikter fra flere synsvinkler, som hos Mio, hvor det onde, svære liv bliver overvindeligt. Den fantastiske fortælling aktiverer læserens egen fantasi, så fantasien kan bruges til at bearbejde konflikter i virkeligheden. Hertil kommer eller bryder en fantastiske verden ind, og forandrer den empiriske verden lidt efter lidt.

”Mio min Mio” er blevet beskyldt for at være eskapistisk, fx i Berlingske tidende 2003: ”Vel er også »Mio min Mio« eskapisme. Men det er en fortrøstningsfuld flugt. Voksne har som børn fundet håb i denne roman, når dagligdagen ikke var til at holde ud. Et eller andet sted fandtes måske ens »rigtige« far eller mor, som elskede én, uanset hvad.”

Stærkere kritikere har peget på, at Bo/Mio dagdrømmer som en flugt ud af en uudholdelig hverdag, og har sagt at dagdrømmen kun har medført passivitet. For Bos hverdag er ikke ændret det mindste. Modsat kunne man mene, at Bo i sin ’forvandling’ til Mio netop vokser, som hans far kongen, også siger til ham, og at han ved sin fantasirige

bekæmpelse af det onde kommer styrket tilbage. At tage kampen mod det onde op er netop at søge en løsning på sine problemer.

God litteratur behøver ikke at blive en psykologiseren om eskapisme eller løsning af egne problemer. God litteratur skal tværtimod tage læseren med på en spændende rejse for en stund, hvor hverdagen glemmes i spekulationer om, hvordan helten vil klare næste problem. God litteratur er at rive læseren med ind i et univers, det være sig realistisk eller fantastisk, og dér give læseren indsigt i bogens og livets universelle verden, hvor det altid på mange forskellige måder handler om liv og død, samt menneskets relationer til hinanden.

Dette kriterium for god litteratur opfylder ’Mio min Mio’ til fulde.