UNDERVISNINGSMATERIALE

så længe mit slår

en Giro 413- musical

om knuste hjerter

DRAMATIKER Heinrich Christensen INSTRUKTION Heinrich Christensen SCENOGRAFI Helle DamgårdKOREOGRAFI Peter Friis KAPELMESTER Adi Zukanovic

MEDVIRKENDE Marie Mondrup, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Rasmus Fruergaard, Morten Christensen,

Troels II Munk, Sonja Oppenhagen, Søren Birch Plum

Kære underviser / 3

Så længe mit ♥ slår / 4

Radioprogrammet Giro 413 / 5

Ikke kun dansktopmusik / 5

Populært program / 5

Sikken en Giro 413 fest! - Kernedansk og med kaffe på kakkelbordet! / 6

Sikken fest vi har haft / 6

Vi har samlet ind i / 6

Kære lyttere / 7

Værter der virker / 7

Kære Lille Mormor / 7

Jeg er nok den, der har sagt ’jeg elsker dig’ til flest forskellige – offentligt / 9

Oplevelse, analyse og diskussion / 13

INDHOLDSFORTEGNELSE

Dette undervisningsmateriale henvender sig til 8. og

9. klasse samt de gymnasiale uddannelser. Materialet er

et oplæg til at arbejde med Så længe mit ♥ slår og ikke

mindst fænomenet Giro 413. Derudover indeholder

materialet spørgsmål, der kan bruges til diskussion

og analyse af forestillingen.

Rigtig god fornøjelse!

Folketeatret

2019/2020

KÆRE UNDERVISER

/ 4

SÅ LÆNGE MIT ♥ SLÅREN GIRO 413-MUSICAL OM KNUSTE HJERTER

Rør ved mig, Rigtige venner, To lys på et bord, Glemmer

du, Lille Sommerfugl, Skibet skal sejle i nat, Gem et lille

smil til det bli´r gråvejr, Se Venedig og dø: Man behøver

blot at synge de første ord, så lyder resten af teksten og

melodien for éns indre øre.

Så længe mit ♥ slår er en ny, dansk musical, bygget op

omkring mange af de kendte og elskede sange afspillet

i Giro 413. Det er en musikalsk kærlighedserklæring til

den danske sangskat, som på tværs af generationer og

samfundslag har været lydtapet i vores liv, både når

kærligheden var til stede og når den var en uopnåelig

længsel.

Så længe mit ♥ slår er en storladen og humoristisk

kærlighedshistorie om en moden sygeplejerske, som

bor sammen med sin alene-mor og først kan flytte

hjemmefra da moderen dør. Sygeplejersken forelsker

sig i en overlæge, som er gift, men alligevel lover hende

guld og grønne skove indtil hun bliver gravid, og han

beslutter sig for at vende tilbage til sin kone. I stedet for

at gå i spåner, lærer hun at stå på egne ben og opdager,

at hun ikke er alene: Hun er omgivet af mennesker, der

også søger kærlighed og fællesskab.

Dramatiker: HEINRICH CHRISTENSEN

Instruktion: HEINRICH CHRISTENSEN

Scenografi: HELLE DAMGÅRD

Koreografi: PETER FRIIS

Kapelmester: ADI ZUKANOVIC

Medvirkende:

MARIE MONDRUP, TOM JENSEN, JESPER RIEFENSTHAL,

RASMUS FRUERGAARD, MORTEN CHRISTENSEN,

TROELS II MUNK, SONJA OPPENHAGEN,

SØREN BIRCH PLUM

/ 5

Giro 413 kan man vist godt kalde for et helt særligt

radioprogram. Det har eksisteret siden 1946 og er

dermed det længst kørende radioprogram, som stadig

sender søndag efter søndag. Programmet opstod i

kølvandet på 2. verdenskrig ud fra et ønske om, at

Statsradiofonien, som Danmarks Radio dengang hed,

ville bidrage til at hjælpe fattige børn og unge i

Danmark. Krigen havde enorme konsekvenser, der

strakte sig langt ud over Tysklands grænser, og det

kunne også mærkes på flygtningestrømmen til Danmark.

Søndag den 13. oktober 1946 blev indsamlings-

programmet Lytternes ønskeprogram på grammofon

for første gang sendt i radioen. Alle pengene gik til

hjælpeorganisationen Red Barnet mod, at lytterne kunne

sende en hilsen i radioen og ønske et musiknummer

sammen med deres bidrag. Samarbejdet med Red Barnet

varede frem til 1950, hvorefter DR også begyndte at give

bidrag til andre organisationer og velgørende formål.

I dag går pengene overvejende til organisationer, der

arbejder med børn og unge. Det var også i 1950, at

programmet ændrede titel til Giro 413 efter forslag fra

programmets vært på daværende tidspunkt Otto Leisner.

Giro 413 var også gironummeret, som lytterne kunne

sende deres bidrag til for at få en hilsen med i radioen.

Programmet har heddet Giro 413 lige siden.

IKKE KUN DANSKTOPMUSIK

Siden programmet for første gang gik i æteren, har

der været en del værter ved roret. Den længst siddende

Giro 413-vært er Margaret Lindhardt, der har været vært

af to omgange og sammenlagt næsten 20 år. Margaret

Lindhardt er selv vokset op med programmet kørende

i baggrunden hver søndag, og inden hun blev vært,

havde hun ligesom mange andre sine fordomme om

programmet. At der kun blev spillet dansktopsange

som Richard Ragnvalds Kære Lille Mormor eller Gustav

Wincklers Gem et lille smil til det bli’r gråvejr. Men

virkeligheden var en helt anden. Da hun selv blev vært

på programmet, oplevede hun, at der hver uge strøm-

mede hundredvis af musikønsker ind, og selvom der var

en del gengangere, var der mange forskellige ønsker lige

fra klassisk musik til rockmusik og heavy metal til de

nyeste pophits. Det er heller ikke kun de gamle hjemme

i dagligstuen, der sidder og lytter med, når Giro 413

bliver sendt i radioen. Ligesom musikønskerne spænder

vidt, er også lytterskaren forholdsvis bred, heriblandt er

der også en del unge lyttere, der lytter med om

søndagen. Ifølge Margaret Lindhardt er det nærmest

blevet kitsch at lytte til Giro 413.

”På den måde er det jo tidløst, og det er jo det geniale

ved det program. Det går aldrig af mode. Det er

musikken, der afspejler den tid, vi lever i,” siger

Margaret Lindhardt.

POPULÆRT PROGRAM

Generelt har programmet altid haft et meget trofast

publikum. Det har ligget på DR’s Top-10-liste over de

mest populære radioprogrammer i mange år og har med

enkelte undtagelser mellem 500.000 og en million

lyttere hver søndag. Det kan ikke undgås, at hilsnerne

gennem årene minder lidt om hinanden, men selve

måden indsamlingsformen har foregået på, har i

perioder været mere kreative og opfindsomme. Folk har

samlet penge ind i sangskjulere, parykker, sokker,

undertøj og sågar et enkelt gebis. Langt de fleste hilsner

er familiemedlemmer, der ønsker hinanden tillykke, men

der er også lykønskninger og kærlighedserklæringer

mellem mænd og kvinder, og nogle har sågar fundet

hinanden gennem programmet. Og så er der selvfølgelig

mormor, der skal ønskes tillykke søndag efter søndag.

RADIOPROGRAMMET GIRO 413Af Nadia Harpøth Adan

/ 6

SIKKEN EN GIRO 413 FEST!– KERNEDANSK OG MED KAFFE PÅ KAKKELBORDET!Af Michael Eigtved

Det er et af de radioprogrammer, der sammen med

Dansktoppen, gennem tiden har delt vandene allermest.

I perioder har det været både mondænt og moderne at

hade Giro 413 lige så inderligt, som en enorm gruppe

af danskere elskede deres søndagsfrikvarter med dets

glade minder om familiefester, morsomme monologer og

munter musik – og med skiftende, ikoniske værter, der

kunne samle det hele til et par timers trestjernet, dansk

folkekultur.

Men hvordan kan et egentlig ret enkelt og uskyldigt

program opnå i perioder at blive så populært, at det

bliver aflyttet hver eneste søndag af rundt regnet

halvdelen af befolkningen, spædbørn og oldinge

iberegnet, blive et symbol på dansk hygge og kulturel

identitet for den brede befolkning, og samtidig i dén

grad blive en torn i øjet på den anden halvdel af

danskerne?

Det korte svar er at det skyldes formatet. Men det

længere svar er, at Giro 413 tog temperaturen på

folkeligheden fra det kom til verden i en tid, hvor der

var efterkrigstilstande og knaphed, voksede sammen

med velfærdssamfundet, sygnede hen igen i 1970’ernes

politiserede tider og genvandt fodfæstet da årtusindet

gik på hæld og popkulturen blev stueren eller måske

endda trendy ironisk kitsch. Det hele bygger dog ikke

på udvikling, men på gentagelsen af et ritual og på

tryghedsskabende rammer. Det er det, vi vil prøve at

undersøge.

SIKKEN FEST VI HAR HAFT…

Giro 413 blev navngivet af ingen ringere end dansk

radio- og TV-underholdnings ubestridte topnavn i tre

årtier, Otto Leisner, da det blev sendt første gang i 1950.

Navnet var en henvisning til det nu snart helt forsvundne

postindbetalingssystem, hvor man kunne sætte en sum

ind på DRs konto, og dermed støtte børn og unge.

Oprindelig var det en udløber af efterkrigstidens sociale

indsats, hvor organisation Red Barnet hjalp tusindvis af

børn fra det bombede Europa på et ophold i smørhullet

Danmark, hvor de kunne genvinde kræfter til at modstå

de barske vilkår, mange lande bød på efter krigens

uhyrligheder.

På den måde var det fra starten et overskudsfænomen,

hvor danskerne samlede ind oftest ved festlige lejlig-

heder, og midt i at de selv mærkede overfloden så småt

vende tilbage (eller bare besindede sig på, at vi faktisk

var sluppet mere end helskindet gennem 2. verdenskrig),

kunne man yde en skærv til genopretningen af det

kuldsejlede Europa. Ideen var jo, at man på bagsiden

af den papirtalon, der var en del af giroindbetalings-

kortet, kunne skrive en hilsen og et ønske om musik eller

andet, som værten på programmet læste op i direkte

radio – og dermed var der en lille modydelse for de

donerede beløb.

Dér, søndag mellem klokken 12.17 og 14, blev

radioen, der ellers især i de første årtier af programmets

levetid var noget stiv og støvet, decideret folkelig. Giro

413 åbnede et rum ind til minderne, det personlige og

frem for alt til det intime, det ægte liv, der levedes ude

i de 1000 forsamlingshuse og selskabslokaler, hvor

fødselsdage, sølvbryllupper, jubilæer og barnedåb

markerede højdepunkterne i folks private liv. Dét blev

nu pludselig et anliggende for hele Danmark.

VI HAR SAMLET IND I…

Den bærende idé i Giro 413 er altså en indsamling, så

det er et ædelt formål, der driver værket. Dét faktum

trænges dog nok i baggrunden af de muligheder, som

programmets format tilbyder for at få sat fokus på den

måde, vi danskere i vores folkelige kultur ynder at se os

selv. Og det starter derfor ofte ude der, hvor mange folk

samles. Anledningen er en festlig lejlighed, der skal

gøres endnu mere særlig, så allerede fra begyndelsen

er der tale om en slags ritual i ritualet. På et tidspunkt

under festen foreslår ”nogen” nemlig, at der skal samles

ind til Giro 413. Allerede dér er der pludselig noget, som

en hel fest kan blive enige om, og det skaber i sig selv

sammenhold.

Så gælder det om at få en original idé til den

beholder, som indsamlingen skal foregå i. For det er

også en af de mange rituelle handlinger, der knytter

sig til Giro 413, at opfindsomheden og den danske

folkehumor, gerne skal slå igennem her. Så der er

gennem årene samlet ind i alt fra kaffekander og Bh’er

til sangskjulere og sjove hatte. At få læst et skørt

indsamlingspåfund op i radioen, er både med til at

skabe latter til festen, og bagefter til at bekræfte

hinanden i at det var skægt at være med. Og det er

netop det ritualer handler om: At bekræfte hinanden

i at en fælles kultur er værdifuld.

Næste trin er så at vælge et musikønske, en revysketch,

en monolog, et stykke orkestermusik eller noget helt

tredje. Det skal helst enten være i en stil, der enten

afspejler stemningen til festen (derfor figurerer Johnny

Reimars tilsyneladende uopslidelige Sikken fest vi har

haft eller Cliff Richards Congratulation naturligt nok helt

i toppen af Giro 413’s interne hitliste.) Eller som siger

noget om festens hovedpersoner eller anledningen til at

/ 7

SIKKEN EN GIRO 413 FEST! Fortsat

mødes, så Poul Bundgaards konstatering af, at Tak er kun

et fattigt ord eller Hannah Bjarnhofs beskrivelser af de

kaotiske tilstande ved en børnefødselsdag i monologen

Føs’daen havner samme sted.

Det hele samles så i det kortfattede beskedsystem, der

godt kunne minde om nutidens Facebook-opslag, og

noteres på den nævnte bagside. Dermed har endnu en

fest dokumenteret sin eksistens, et minde er blevet

fastholdt – og festen er samtidig blevet strakt til at vare

helt til ønsket (måske) når frem til oplæsning i radioen.

Og når dét sker, så er det virkelig en succes!

KÆRE LYTTERE…

At Giro 413 lever af at være fuld af ritualer, bliver helt

tydeligt, når det kommer til lytningen af programmet.

I mange familier var det et fast samlingspunkt under

og efter søndagsfrokosten at lytte med (og med jævne

mellemrum synge, grine eller måske endda hulke med)

og mærke hvordan hilsnerne bragte ligesindede danskere

nær på, så vi næsten syntes vi havde været der selv, der

til Tante Annas 60 årsdag eller Bent og Hjørdis’

sølvbryllup.

Så når Giro 413 kunne gribe så mange mennesker og

få dem til at føle det både underholdende, meningsfuldt

og vedkommende at høre de mange, ret ensartede

hilsner, så er det fordi programmet var et spejl. Det var

let for rigtig mange mennesker at identificere sig med de

glade gæster, der overstadigt havde skillinget sammen

for at kunne være sikre på at Sommer, Sommer og Sol

endnu engang gjaldede ud fra de 1000, unisone

transistorradioer, ud i villakvarteret, baggården eller

kolonihaveforeningen og slog fast, at lige netop sådan

er Danmark om sommeren. Det velkendte, hjemmevante

og det nære var det der blev dyrket, når man samledes

om radioen, selvom det var fra fejringen af livets

højdepunkter, at ønskerne kom. På den måde blev

søndagsgentagelsens dagligliv og festernes stjernestun-

der knyttet sammen gennem programmet.

Ønskerne satte så stemningen for den enkelte del af

programmet, og i Giro 413 var det ”lovligt” at dyrke

både den uhæmmede livsglæde i popmusikken, det

sentimentale og nostalgiske i schlagerne, og det skøre,

skæve og skarpe med revysketcherne og monologerne.

Smagen var bred, det var næstlaveste fællesnævner ind i

mellem, men det var også i Giro 413, at åndelige sange

om En dejlig dag eller Grundtvigs opfordring til at være

Velkommen i den grønne lund fik en plads i radioland-

skabet. Det brede, det folkelig og det fælles blev dyrket

helt ud.

VÆRTER DER VIRKER…

Den vigtigste enkeltfaktor for at Giro 413 kunne opnå

den tilslutning programmet gjorde er utvivlsomt den

perlerække af radiopersonligheder, der var værter på

det. Endnu før det fandt sin endelige form og hed

Lytternes ønskeprogram på grammofon fra 1947, var

det tidens stærke radioværtskort, der bemandede

mikrofonen. Den første var ingen ringere end

radiointerviewets ukronede konge i Danmarks radio,

den blinde journalist Karl Bjarnhof (far til ovennævnte

Hannah), der med sin behagelig, rolige stemme og lette

og elegante sprog, satte standarden. Han blev siden

afløst af Otto Leisner, der i årtierne efter skulle krydse

over til TV og blive sin tids største, men allerede i

1950’erne var han synonym med den nye, brede

radiounderholdning og lavede bl.a. et program med

titlen For de unge på fyrre.

Siden har programmet haft over 20 forskellige værter,

der alle havde hver sin version af hvordan de ganske

faste rammer kunne fyldes ud. Og som ikke mindst

fordi det især var værten, der udvalgte musikønskerne,

kunne sætte en bestemt tone an for programmet. Navne

som Arne ”Myggen”, Jørn Hjorting, Mogens Landsvig,

Nis Boesdal, Nete Schreiner, Jimmy Stahr og Margaret

Lindhardt er blandt dem, der har sendt ønsker og musik

ud til nationen. Den sidstnævnte er den længst siddende

og den der måske mere end nogen anden vært har

formuleret, hvad den bagvedliggende mening med

programmet er. Det kan man læse om i interviewet i

dette materiale.

Det er værtsrollens særlige samlende funktion, der

gør, at den er så afgørende. Det er jo værtens stemme,

der er lyden af festerne derude. Når hilsnernes ordlyd

skal formidles, er det værten der lægger trykket, og også

værten der prioriterer. I de senere år er der ud over

hilsnerne fra fester og fejringer kommet mange andre

slags meddelelser igennem systemet. På den måde kan

man sige, at Giro 413 fungerede som Facebook gør i dag.

Det var der man kunne efterlyse gamle soldater-

kammerater, samle skoleklasser, finde barndomsvenner

– eller endda genfinde kærester, der var forsvundet ud

af hinandens liv. Alt sammen med hele familien

Danmark som nysgerrige og opmærksomme tilhørere,

måske med inspiration til selv at sende en giro af sted,

og bidrage til at knytte kludetæppet sammen. Ankeret i

det hele er værten, der med loyalitet og ligelig fordeling

af begejstringen skal gøre hver hilsen helt særlig – og

alligevel bekræfte, at ”sådan er vi jo alle sammen”!

/ 8

SIKKEN EN GIRO 413 FEST! Fortsat

KÆRE LILLE MORMOR

Måske er det derfor ikke selve programmet og dets

jordnære ritualer med at hilse hinanden, dele minder

og historie, bundet sammen af en sympatisk vært med

de bedste intentioner, der har gjort Giro 413 til

prygelknabe. Det er nok snarere den overvægt af

sentimentale sange og nostalgiske schlagere, der i

perioder har været det bærende i musikudvalget i

programmet. Selvom også dét, musikvalget, har fornyet

sig, så er det naturligt nok en overvægt af meget folkeligt

populære sange og kunstnere, som præger det samlede

indtryk

Det er musik, der er rigtig god til at være indgang til

minderne, til det stærkt følelsesmæssige, måske endda

det oversensitive ind i mellem. Den slags sange, hvor

det ikke bare er lidt hjerte-smerte, men det helt store

udtræk, hvor liv og død, krig og kærlighed er på

dagsordenen – eller det helt banale og forudsigelige.

Men i hvert fald er det livets yderpunkter, som

populærmusikken især beskæftiger sig med fra Tak er

kun et fattigt ord til Kald det kærlighed, fra Velkommen

til livet til Om lidt er vi borte. Det er på mange måder

uden filter og uden kunstneriske omsvøb, når dén slags

musik spiller. Og selvom værterne – med Margaret

Lindhardt i spidsen – gennem tiden har gjort sig umage

for ikke helt at falde i dén gryde, og spillet meget andet

musik, så er hovedindtrykket, når man ser over årene, at

det er det meget direkte og ikke så raffinerede udtryk,

der fylder mest.

Sådan er underlægningsmusikken bare også til de

fleste almindelig menneskers liv: Musikken er forbundet

til stjernestunder og stille sorg, til de tidspunkter i livet

hvor glæden, sorgen, opti- eller pessimismen fyldte

allermest. Og populærmusikken er designet til at fungere

til at hjælpe med at give dén slags store øjeblikke det

udtryk, vi ikke selv måske er stand til. Og ikke mindst til

at gøre det intime offentligt, så vi kan dele det med

hinanden.

Det, at der skabes et rum til at dele i, er måske når alt

kommer til alt, forklaringen på at programmet stadig er

en del af sendefladen – og at der stadig er fester, der

bliver udødeliggjort gennem en hilsen i Giro 413.

Karl Bjarnhof

Otto Leisner

/ 9

JEG ER NOK DEN, DER HAR SAGT ’JEG ELSKER DIG’ TIL FLEST FORSKELLIGE – OFFENTLIGT

Margaret Lindhardt, bedre kendt som hele Danmarks

stemme, var gennem næsten 20 år vært på Giro 413.

Margaret er egentlig uddannet skolelærer, men kom i

1981 til DR i første omgang som udsendelsesleder og

siden som vært på et utal programmer.

Den sidste gang man kunne høre hendes velkendte

stemme var 28. maj 2017, hvor hun takkede af for at

gå på pension. I dag holder hun foredrag – ikke mindst

om sin tid på Danmarks ældste underholdningsprogram

Giro 413. Vi har mødt Margaret Lindhart til en snak om

fænomenet, som alle danskere kender og har et forhold

til: Giro 413.

Der kan være nogle mennesker, der ikke ved hvad

Giro 413 er for noget. Hvis du skal forklare det kort,

hvad er det så?

Giro 413 er et ønskeprogram, som går på tre ben; man

kan sende en hilsen til nogen eller sig selv, og man kan

ønske et stykke musik til. For at få en hilsen igennem,

skal man betale et beløb, som går til velgørenhed. Der

er ikke nogen nedre grænse, der er ingen øvre grænse.

Man må helt selv vælge hvor meget, men der skal nogle

penge til. Det er de tre ben, det går på og det har det

altid gjort. Det begyndte jo lige efter krigen, hvor mange

led nød, især børn og unge. Red Barnet ville samle

penge ind og fik den geniale ide, at bruge radioen

eller Statsradiofonien, som det hed dengang, og der

nåede man jo hele befolkningen. Dengang var også kun

den ene kanal. Så hørte man radio, hørte man det.

Nogen fandt så på det geniale, at man ikke bare kunne

bede folk sende nogle penge, selvom de ville gå til et

godt formål. Til gengæld kunne man ønske en melodi

og sende en hilsen. Og det koncept har jo holdt må man

sige.

Giro 413 er på mange måder omgærdet af mange

fordomme blandt andet den, at det er en bestemt slags

musik, der spilles i Giro 413 - at det primært er musik,

der har en hel del år på bagen. Mange tror, at Giro 413

er ligesom da de var børn. Stadigvæk. Men det er det

ikke. Det er et program, der skal følge med tiden for ikke

at støve til. Giro 413 må ikke blive et nostalgisk museum,

som jeg plejer at formulere det. Fordi så dør det jo. Så

derfor har det været min bestræbelse, de næsten 20 år

jeg har haft programmet, at hele tiden tage nye

melodier ind, så det bliver så mangfoldigt som

overhovedet muligt. Det skal ikke være forudsigeligt.

Men er der en tendens til, at folk bliver

ved at ønske de samme gamle numre?

Altså der er jo nogle der tror, at hvis de skal have en

hilsen med i Giro 413, så skal de ønske noget bestemt

musik. Det er noget af det, jeg som vært virkelig har

arbejdet meget ihærdigt på at komme ud over. Det her

billede af kolonihave, rødternede duge, sild og snaps,

når man har nævnt Giro 413. Den stereotyp har jeg

gerne villet gøre op med. Men så har jeg jo så også

opdaget til min store glæde, at unge mennesker sådan

generelt set ikke har de samme fordomme. De er meget

mere fordomsfri, end måske ældre generationer er. For

på en og samme tid er 413s formål fuldstændig det

samme, som da det startede efter krigen. Pengene –

og det er jo rigtig vigtigt, de går til, som det altid har

været, socialt dårligt stillede og udsatte børn og unge

under 18 år i Danmark. Bedre formål kan det jo næsten

ikke være, og man bliver overrasket over hvor mange,

selv i dag, der har brug for de penge.

/ 10

JEG ER NOK DEN, DER HAR SAGT ’JEG ELSKER DIG’ TIL FLEST FORSKELLIGE – OFFENTLIGT Fortsat

Efter krigen har der jo ikke været så mange kanaler

at lytte til. Så der har der været en nem adgang til

lytterne. Tiderne har ændret sig og mange flere kanaler

og medier er opstået. Har der været nedgangsperioder?

Der var en periode i slut tresserne, hvor Giro 413 blev

omlagt. Det var DRs daværende ledelse, der besluttede,

at der skulle ske noget nyt. Man lavede det om, så det

var tre generationer, der spillede musik, ønskede musik

og så kunne folk bare sende penge. Det havde lytterne

bare ikke lyst til. I kølvandet på dét lukkede Giro 413 og

var faktisk lukket i nogle måneder. Men genopstod så –

ikke søndag, men lørdag eftermiddag. I 1975 blev det

flyttet tilbage til søndag, og der har det ligget siden. For

nogle år siden blev det ændret til kun at blive sendt på

P5, som jo er en digital kanal. I mange år blev det sendt

på P4, så der forsvandt en hel del af de lyttere, der havde

P4 kørende hele tiden. I en periode var der omkring

800.000 lyttere i gennemsnit hver søndag og det røg så

ned på omkring 200.000. Til gengæld steg P5s lyttertal

voldsomt, da Giro 413 kom derover. Danmarks Mester

flyttede samtidig, hvilket gjorde, at P5 gik fra den 9.

mest lyttede til den 3.-4. mest lyttede kanal.

Så kan man jo konkludere, at det stadig

er et super populært program?

Det er det helt sikkert, og jeg tror, at der skal gode

nerver til for at lukke det. Det er jo netop fordi det er

mere end bare et radioprogram. Det er så meget andet.

Det er jo et program, der samler mennesker på tværs.

Når jeg bevæger mig rundt og holder foredrag, så møder

jeg rigtig mange og tit har jeg været lidt forbløffet over

hvem og hvor mange, der rent faktisk hører det. Og i al

beskedenhed, hvem der kender mig fra det program.

Det er folk fra alle mulige kredse og samfundslag.

På den måde må man jo sige at Giro 413 er

indbegrebet af folkelighed – i ordets bedste forstand.

Ja netop, det er jo et program, der knytter landet og

generationer på kryds og tværs. Der er jo flere eksempler

på folk, der har fundet hinanden gennem Giro 413. Og

så er der alle de dejlige hilsner, som jeg altid er blevet

meget rørt over; f.eks. en ung fyr på 19 år, der sender en

hilsen til sine bedsteforældre og skriver: Jeg elsker jer, og

jeg er så glad for I findes. Åh jeg får helt tårer i øjnene.

Den type hilsener er der mange af. Eller nogen, der

sender til en ægtefælle, de kan jo bare sige det. Det kan

være i anledning af fødselsdage eller bryllupsdage, men

hvor de lige fylder lidt flere ord på af de der lidt store

ord. Dem har jeg jo med stor fornøjelse taget i munden.

Det at høre sin hilsen, en hilsen til mig i radio. Nogle der

har gjort sig den ulejlighed at formulere en hilsen,

sende nogle penge og ønske et stykke musik til mig.

Og hele Danmark lytter med. Det er da noget særligt!

Det er vel også hele programmets kerne, at hele

Danmark lytter med og inviteres ind i et ellers

intimt rum – eller til en fest?

Netop og fælles for hilsnerne er jo, at de alle er positive.

Der er jo ikke mange, der vil skælde nogen ud, og når

det er forekommet, så er det ikke blevet sendt. Jeg har

haft nogle, der ligesom har prøvet at nå... Det kan være

en tidligere ægtefælle eller et eller andet… Altså det er

meget sjældent, virkelig sjældent, men jeg har da

oplevet det og derfor kan jeg naturligvis også huske det.

Nogen der er ulykkelige i den anden ende… Hvad skal

jeg gøre?

Har du været ude for nogle, der så skriver til dig,

at de er rasende over, at der er noget der ikke er

gået igennem?

JA! Der er nogle, og det har der altid været, der prøver at

bruge Giro 413 til at promovere deres egen musik - og

det mest pinlige er jo så at man brokker sig bagefter.

Der var simpelthen en periode… Jeg tror det var i start

60’erne, hvor man fik en fornemmelse af, at pladesel-

skaberne sendte fiktive hilsner ind for at få bestemte

melodier spillet og så blev det faktisk en periode, hvor

det var notarius publikus, der udtrak hilsnerne, det

blev bare så kedeligt, så det holdt man op med.

Hvad tror du Giro 413 har betydet og stadig

betyder for danskerne?

Det jeg oftest hører folk sige er, at det er så hyggeligt og

at man kan identificere sig med det. Man får en masse at

vide om danskernes familie-, fest-, og følelsesliv, fordi

det jo er det, det handler om. Og det at høre at der

eksisterer byer, der hedder sådan og sådan. Det er en

samlende fornemmelse. Det er jo det, som rigtig mange

siger, Giro 413… Årh det er dejligt. Nu er vi sammen om

det her – vi er ligesom med til festen

Festerne forandrer sig vel også, altså måderne

at holde fest på.

Nu er det jo også sådan, det der med at samle ind i

noget sjovt til en fest, hvad man jo har gjort i mange år,

det er der ikke så meget af mere. Det spekulerer jeg jo

over, om det gået af mode, fordi man ikke gider det

mere? Det er muligt, men det hænger jo også sammen

med, at vi ikke går rundt med kontanter mere. Så det er

klart, man kan ikke længere lige gribe i lommen.

/ 11

JEG ER NOK DEN, DER HAR SAGT ’JEG ELSKER DIG’ TIL FLEST FORSKELLIGE – OFFENTLIGT Fortsat

”Samlet ind via mobilepay”. Det er jo ikke så festligt vel.

Men til gengæld er der jo så nogle andre hilsner, der er

blevet flere af. Og det er de personlige.

Det der med at samle ind i noget, hvordan opstod det?

Det opstod i midten af 70’erne, hvor der var en vært, der

hed Arne „Myggen“, han var sådan en meget munter

herre, der også skrev monologer. Han opfordrede folk til

at gøre lidt ud af det, at gøre det lidt mere kreativt, han

gjorde meget ud af det skulle være lidt fantasifuldt og

jeg skal love for… hvad der ikke er gået rundt om

middagsborde gennem tiden, det er ikke småting: Alt

hvad du kan finde i køkkenet, der har en eller anden

dybde, sovse-skåle og kartoffelfade. Alt man kan have på

hovedet af hatte og huer og kasketter. På fødderne; fra

de små sandaler og til hellange vaders. Og så har der jo

været et hit, der har været virkelig brugt meget, nemlig

bh’er.

I en eller anden størrelse skål, er gået rundt. Det mest

pudsige, vil jeg sige - jeg så billedet - det var et gebis:

En dag jeg var ude og holde et foredrag, så var der en,

der rakte hånden op og sagde: ”Den fest var jeg med

til”, så det var rigtigt nok, og det var jo lidt skægt. Der

var jo så sedler, der var stukket ned mellem tænderne,

det så altså mærkeligt ud. Egentlig er det lidt ærgerligt,

at det ikke er så udbredt mere, fordi det er da sjovt. Og

man kan da huske den fest, hvor der blev samlet ind i

det og det. Der er så også nogle, der sælger eller holder

auktion over brudens strømpebånd og brudgommens

boksershorts. Jeg ved ikke lige hvad der giver mest.

Jeg vil lige vende tilbage til, hvem det er man samler

ind til. Er det én organisation eller er det flere?

Red Barnet fik pengene indtil 1950, men så synes DR

at også andre hjælpeorganisationer skulle have glæde

af pengene. Der overtog man både indsamling og

fordeling, så det er faktisk i dag flere organisationer der

får. Der er selvfølgelig nogle kriterier, man skal opfylde.

Private kan ikke søge, og pengene må ikke gå til drift.

Pengene skal gå til socialt dårligt stillede børn og unge

op til 18 år. Der har været rigtig mange ansøgere fra

sygdomsforeninger. Et vigtigt kriterie er, at pengene skal

kunne gøre en forskel, det skal ikke bare være en lille

dråbe i et kæmpestort hav. Det skal gøre en forskel for

de børn, det berører.

Hvem vælger dem, der skal modtage

de indsamlede penge?

Det er en fra DRs ledelse, en fra socialministeriet, som

kender foreningerne og så værten, så jeg har siddet med

i mange år. Det varierer en del hvor mange penge, der

kommer ind om året, dengang det også blev sendt på

P4, kom der over 500.000 kr. Folk sender jo ind, jeg tror

nok det laveste typisk er 50 kr., og så er det jo opad.

Så bliver pengene fordelt en gang om året, om foråret.

Hvad har det givet dig at sidder der? Dels er du jo

medvirkende til at rejse nogle penge til nogle gode

formål. Og så har du jo ligesom været i kontakt med

hele Danmark.

Det er jo derfor, jeg har været der i 20 år, det giver så

meget mening at lave noget, som både glæder bredt og

som gavner nogle, der virkelig har brug for det. Jeg har i

mange år taget rundt og givet en fysisk stor check. Det er

som at være julemanden. Også at møde de ildsjæle, som

gør de ting for de børn, der har brug for det. Og det kan

jo være alt muligt: Arrangere sommerferie for børn, der

ellers ikke kommer på ferier. Nogen ting gør mere

indtryk end andre. Der var en forening, der gav børn et

skolestartsæt, altså skoletaske og penalhus osv., så de

ikke skulle komme første skoledag med plasticpose. Der

er børn her i Københavnsområdet, der aldrig har været i

Tivoli, og dem har vi ydet støtte til, så de også har haft

mulighed for at tale med deres kammerater om, hvordan

det er. Der var nogle i Vejle, som havde søgt om tilskud

til en teatertur for børn, som aldrig kommer i teater.

Man tænker ikke lige over, hvor mange børn her i

Danmark, der er afskåret fra den slags ting, som for

andre er en selvfølge. Det betyder meget socialt, ja på

alle fronter. Det kan også være børn, der er vokset op i

hjem med alkoholmisbrug for eksempel, som jo har en

kæmpe byrde med at skulle klare hverdagen.

Udover de mange gode formål Giro 413 gennem

tiderne har støttet, så er der jo alle hilsnerne

og de historier de rummer.

Der gemmer sig så mange interessante menneskelige

historier. Der er jo historierne om folk, som har prøvet at

finde hinanden via Giro 413. Det er nærmest Radioens

Facebook og flere gange har vi oplevet folk, der efterlyser

hinanden. For eksempel fik vi engang samlet et helt hold

af soldater, et jubilæumshold. De blev ved med at sende

ind, indtil alle var fundet. Også nogle, der har været

ungdomskærester. Der var engang en herre, der havde

fået en hilsen. Han kontaktede mig om mandagen, for

han ville godt lige høre navnet igen på afsenderen, der

var flere muligheder, så han ville nødigt kontakte den

forkerte. Der var også engang en, der kontaktede mig om

fredagen for hun havde en fornemmelse af, at der kom

en hilsen til hende om søndagen, om jeg ikke ville være

så elskværdig at udelade den, fordi det var ikke så godt

at få den ud. Og der kom en hilsen til hende, men jeg

/ 12

JEG ER NOK DEN, DER HAR SAGT ’JEG ELSKER DIG’ TIL FLEST FORSKELLIGE – OFFENTLIGT Fortsat

undlod så at bringe den, fordi det kunne jeg jo ikke.

Det var vist nok en hemmelig forbindelse. Nogle gange

har jeg jo også tænkt, hvad gemmer der sig bag det

her? Hilsner, hvor jeg har tænkt, er det for sjovt? Er det

humoristisk, eller skal jeg tage det alvorligt? Og der skal

man jo virkelig være varsom. På den anden side er jeg

nok den, der har sagt ’Jeg elsker dig’ til flest forskellige

- offentligt. Det er der jo rigtig mange, der skriver. Det

er jo frygteligt rørende. Jeg tænker tit på, hvor er det

dog rørende og betænksom, fantastisk, at folk gør sig

den ulejlighed. Derfor giver det jo også vældig mening,

så det har været mit ugentlige boost af

kærlighedserklæringer.

Ligesom du nogle gange har måttet styre

udenom visse hilsner, er der så også musiknumre

du ikke har villet spille?

Musik med racistisk indhold og lige så i hilsnerne, det

hører ikke til der. Men det er meget sjældent. Jeg har

altid haft et princip, at det jeg ikke kunne spille den ene

søndag, det giver jeg videre til den næste. Men

selvfølgelig er der nogle, der ikke når at komme med,

fordi de bliver forældet. Programmet skal være

mangfoldigt at lytte til, også for dem, der ikke har sendt

ind. Det er også et radioprogram, der skal hænge

sammen. Konceptet med programmets tre ben: En

hilsen, et stykke musik og hjælp til nogen, der har det

svært. Det er jo tidløst. Så det er jo, hvad man putter i

det. Det er jo dem, der sender ind og dem, der lytter, der

er med til at skabe programmet. På den måde er det jo

tidløst og det er jo det geniale ved det program. Det går

aldrig af mode. Det er musikken, der afspejler den tid, vi

lever i. Og så det at få indsamlingsmetoden til at følge

med tiden. En tradition der følger med tiden, lige så

stille og spejler tiden.

/ 13

Hvad havde du forventet af forestillingen?

Hvad var det bedste øjeblik?

Hvilke scener kunne du bedst lide?

Var der noget i forestillingen, du synes, virkede forkert?

Hvilke scener/øjeblikke fra forestillingen

kan du stadig huske?

HANDLING:

Hvad handler forestillingen om?

PLOT:

Hvad er historiens plot/konflikt?

TEMATIKKER:

Hvilke temaer bliver belyst i forestillingen?

SPILLESTIL:

Hvordan kan spillestilen karakteriseres? (naturalistisk

skuespil, teatralsk, absurd, komisk, kropslig fx)

Hvordan foregik skiftene mellem de mange roller?

Hvordan var deres kropssprog, stemmebrug, gestik og

mimik?

SCENOGRAFI:

Hvordan ser scenen ud?

Hvordan er rummet indrettet? (farver, materialer, ting på

scenen, kostumer).

Hvad vil scenografen gerne vise?

LYS:

Hvordan bruges lyset?

Hvilke forskellige stemninger er lyset med til at skabe?

LYD:

Hvordan bruges musikken i forestillingen?

Er der andre former for lyd i forestillingen?

Hvilken stemning er lydene og musikken/sangene med til

at skabe?

PERSPEKTIVERING:

Hvordan kan forestillingen spejles i forhold til det

samfund, vi lever i i dag?

Hvad fik forestillingen dig til at tænke over?

Hvilket budskab får du med fra forestillingen?

OPLEVELSE, ANALYSE OG DISKUSSION