liva

UNDERVISNINGSMATERIALE

Kære underviser / 3

Om Liva / 4

Liva Weel / 5

De frisindede aka de kulturradikale / 6

Kvindernes rolle i samfundet 1925-1952 / 8

Kulturradikalismen og kvindesagen / 9

Revyen som våben / 10

Model til forestillingsanalyse / 11

Til inspiration / 12

INDHOLDSFORTEGNELSE

/ 3

KÆRE UNDERVISER

Liva Weel er den største revystjerne, vi har haft. Hun

voksede op på Vesterbro og tog hele Danmark med storm

i tyverne og trediverne med sin folkelige charme og sit

komiske talent.

I forestillingen møder vi Liva som en kvinde, der

insisterer på sin frihed – kunstnerisk såvel som

personligt. På begge fronter oplever hun en

opblomstring under krigen, da friheden er under pres.

Sammen med PH skriver hun den ikoniske tekst til

sangen Man binder os på mund og hånd og med de

dobbelttydige linjer, der narrer både censuren og

nazisterne, synger hun sig lige ind i danskernes hjerter.

Dette undervisningsmateriale henvender sig til 9. klasse

samt de gymnasiale uddannelser. Materialet er et oplæg

til at arbejde med kulturradikalisme og kulturen i

mellemkrigstiden med udgangspunkt i bl.a. Liva Weels

mest elskede revyklassikere. Det er samtidig et oplæg til

at fokusere på kvindernes rolle i samfundet i 1925-1952.

Materialet indeholder desuden spørgsmål, der kan

bruges til diskussion og analyse af forestillingen.

Rigtig god fornøjelse!

Folketeatret

2017/2018

Manuskript: VIVIAN NIELSEN

Instruktion: ROLF HEIM

Scenografi: SISSE GERD JØRGENSEN

Kapelmester: JENS KRØYER

Medvirkende: ELLEN HILLINGSØ, BIRGITTE RAABERG,

HENRIK KOEFOED, KARSTEN JANSFORT

„Kvindesagen er en menneskesag, og ikke en kvindesag.

Hun ønsker sig fritaget for sin forhaands særstilling.

Hun ønsker at være menneske før hun er kvinde.“

– Arkitekt og forfatter Poul Henningsen i tidsskriftet Kulturkampen

/ 4

OM LIVA

Nogle kunstnere bliver særlig markante ved, at deres

udtryk bliver et udtryk for selve den tid, de lever i.

Pludselig træder kunstneren frem og manifesterer

tidsånden. Hun formulerer de tanker, drømme og

længsler, der bevæger sig i befolkningen. Det gjorde Liva

på flere måder.

I begyndelsen af tyverne var hun en af de første

sangere og revykunstnere, som bragte de nye

amerikanske rytmer til København. Senere var hun med

til at folkeliggøre det modernistiske gennembrud ved at

blive tekstforfatteren PHs foretrukne visesanger. Men

mest af alt kom hun under anden verdenskrig til at

personificere befolkningens indre modstand mod den

tyske besættelse, da hun i PH visen ”Man binder os på

mund og hånd” elegant omgik censuren. På scenen sang

hun om frihed i kærlighed, men alle i salen vidste, at

når hun sang slutningen af visen, så handlede det om

den tyske besættelse.

Man binder os på mund og hånd,

Men man ka’ ikke binde ånd,

og ingen er fangne,

når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’.

Den som holder sjælen rank kan aldrig blive træl.

Ingen kan regere det som vi bestemmer sel’.

Det lover vi med hånd og mund

i mørket før en morgenstund,

at drømmen om frihed

bli’r aldrig forbi.

Mit indtryk af Liva er, at hun elskede frihed. Derfor

handler forestillingen om at søge frihed på mange

fronter. Men frihedstrangen har store personlige

omkostninger for Liva, der ikke evner at skabe dybe og

længerevarende relationer. Hun bliver ensom.

Som Janis Joplin sang i “Me and Bobby McGee”:

Freedom’s just another word for nothing left to lose.

Af Vivian Nielsen, dramatiker

/ 5

LIVA WEEL (1897-1952)

Olivia Olsen - som Liva Weel er døbt – bliver født på

Vesterbro i København. Nytårsaften 1897 får

kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen og hans

hustru Marie deres anden datter.

PRIVATLIVET

Det berømte efternavn - og sønnen Jørgen - får hun i sit

ægteskab med sin seks år ældre skuespillerkollega, Arne

Weel. Selv om parret bliver skilt efter kun tre års

ægteskab, bevarer de et tæt forhold til hinanden livet

igennem. I 1933 indgår hun det, der i samtiden blev

anset som lidt af et skandaleægteskab, med den otte år

yngre snedkermester Fritz Hueg. De bliver da også skilt

på rekordtid. Liva har en række løse forhold og et par af

længere varighed. Til de sidstnævnte hører forholdet til

hendes akkompagnatør Hans Kaufmann, kaldet Kuf.

ÅBENLYST TALENT

Det er faderens opklaring af et tyveri, som bliver

bestemmende for Livas levevej. For det sætter

musikpædagogen Hedevig Quiding i en slags

taknemmelighedsgæld til hr. Olsen, der får dem til at

aftale, at hans datter kan få timer hos hende. Det går

snart op for lærerinden, at hendes nye elev er et ægte

talent. Hun lader hende debutere ved en koncert i

Politikens hus som 20-årig. Herfra sender hun hende

videre ind i den revyverden, som Liva kommer til at elske

hele livet. Rygtet om et ungt talent i sommerrevyen i

Nykøbing Falster breder sig til datidens mest

indflydelsesrige revydirektør, Frede Skaarup fra Scala

Teatret overfor Tivoli. Skaarup inviterer hende til at

aflægge prøve, men folkene i hovedstaden er sværere at

imponere. En anekdote fortæller, at “Til gengæld kan

hun ikke synge”.

Til Scala kommer hun dog, i 1918. Og bliver på rekordtid

stjerne på det legendariske teater.

Hendes talent fanger også en af tidens største,

internationale teaternavne, den tyske instruktør Max

Reinhardt, som prøver at lokke hende til udlandet, men

både til ham og senere Det Kongelige Teater lyder et tak,

men nej tak fra fru Weel. Hun vil lave revy. Det kommer

hun til. Især sammen med arkitekten og forfatteren Poul

Henningsen.

Deres første møde er iscenesat af Frede Skaarup, og

falder på ingen måde heldigt ud. Men siden bliver det et

lykkeligt makkerskab. Liva og PH får det bedste frem i

hinanden rent kunstnerisk.

Liva Weel vil gerne have nogle viser med budskab og

mening, mens Poul Henningsen mangler en livskraftig

københavnerinde til at synge sine tekster med smæld.

Her er Liva Weel den helt rette. Hun er frodig og fræk,

vital og varm, og hendes talent dækker fra det naive og

uskyldige til det næsten vulgære og farlige. Hun er både

karakterskuespiller og komiker. På en scene rummer hun

nærmest alt. Hendes karriere kulminerer med Kjeld Abell

og Poul Henningsens revykomedie ”Dyveke”, der har

premiere i 1940, og spiller mere end 300 gange i de

næste tre år. Her bliver hun stemmen på det, man kan

kalde den åndelige modstandskamp i den nu

kanoniserede vise ”Man binder os paa Mund og Haand”.

Årene efter krigen og frem til hendes død i 1952 er

hårde, både privat og professionelt. PH har ikke samme

gennemslagskraft længere, og Liva bliver mere og mere

præget af sin sygdom: En medfødt spiserørsbrok, der

afholder hende fra at spise. Til gengæld drikker hun så

meget desto mere. Koblet med et stigende

medicinforbrug mærker det hende fysisk og psykisk.

Liva Weel dør den 22. maj 1952 med sønnen Jørgen og

eksmanden Arne ved sin side.

„Revyen har alle kort på hånden. Den er vor tids

kunst. En fornyelse af dens satire er ganske vist

tiltrængt, men alene det er sikkerhed for, at den også

vil komme. Det humørfyldte i revyer fornyer sig selv.

Vi behøver ikke bekymre os. Revyen og folket er

humørets hjemsted.“

– Arkitekt og forfatter Poul Henningsen i Kritisk Revy

/ 6

DE FRISINDEDE AKA DE KULTURRADIKALE

Forfatter og debattør Georg Brandes er med sine

moderne gennembrudsforelæsninger på Københavns

Universitet i 1871 en slags fader til den kulturradi-

kalisme, som Liva Weel bliver forsanger for. I den nye

generation af radikale tænkere, er det nemlig arkitekt,

lampedesigner, debattør og forfatter Poul Henningsen,

der er bevægelsens uofficielle leder. Dagsordenen sætter

de først i arkitekturtidsskriftet Kritisk Revy fra 1926-28,

siden i blandt andet efterfølgeren Kulturkampen samt

overalt i kulturlivet i øvrigt.

Deres oprør gælder i første omgang det bestående, eller

rettere overvintrede fra tiden før 1914. Før den

verdenskrig, der har ændret alt i en grad, så man må se

verden forfra på ny. Der skal luftes ud, i samfundet, i

hjemmene og kunsten. Et nøgleord for Poul Henningsen

og hans kreds er begrebet frisind. Det siver gennem alt,

hvad de skriver og tænker i en grad, så det faktisk også

var det, man kaldte dem i samtiden: De frisindede. Eller

de moderne. Begrebet kulturradikalisme kommer først til

efter krigen på et tidspunkt, hvor deres betydning

efterhånden er ebbet ud. Men begrebet favner helt

præcist det de er og står for. Kulturen er deres

arbejdsfelt, mens deres metode er radikal. I en moderne

kontekst ville man sige, de ville ”disrupte” samfundet.

Når de har så meget fokus på kulturen, er det fordi de

mener, at den hænger uløseligt sammen med det

samfund, der omgiver den. Poul Henningsen fremhæver i

den forbindelse, hvordan netop en Hitler har sat hårdt

ind på kunstens område ved at forbyde kunstnere, der

ikke bakker op om hans projekt og dyrke de, der gør det.

Hermed har Hitler bevist den pointe, der også er Poul

Henningsens, at ”Der males ikke et billede, bygges ikke

et hus, synges ikke en sang, uden den er politisk

bestemt”. At PH vælger revyen som et afgørende felt,

handler om, at her får han for alvor fat i en bred

samfundsgruppe og især i almindelige mennesker,

hvilket for hans vedkommende vil sige arbejderklassen

og småborgerskabet. Gennem en revyvise kan man altså

for alvor præge folks holdninger og sætte en dagsorden.

De kulturradikale får dog aldrig greb om den

arbejderklasse eller det småborgerskab, de så gerne vil

påvirke. Revyviserne når bredt ud takket være især Liva

Weels fortolkninger og Kai Normann Andersens

iørefaldende musik. Men i sin substans er Poul

Henningsens projekt ironisk nok for elitært og teoretisk

for netop de mennesker, han ellers mener, ideerne vil

forbedre livet for.

OPGAVE: KUNSTEN I MELLEMKRIGSTIDEN

KLASSEN DELES OP I GRUPPER.

Hver gruppe vælger et af de nedenstående kunstværker

(eller uddrag fra værkerne).

Grupperne skal nu lave en fremlæggelse for klassen, der

indeholder følgende:

1/ Information om kunstnerens liv og arbejde

2/ En analyse af værkets overordnede temaer

3/ En analyse af værkets kunstneriske udtryk

(visuelt, dramatisk, litterært)

4/ En diskussion af, hvordan værket afspejler perioden

5/ En diskussion af det perspektiv, værket giver på

perioden (1920-1952), Liva Weel som person, hendes

kunst og hendes kreds.

VÆRKERNE ER:

REVY:

Osvald Helmuth, ”Havnen”, Fønix Teatret 1937:

https://www.youtube.com/watch?v=PKW6QD4tlj8&index=

22&list=PLrxdV3Csj5DBnOQlYS2yBdA9RXT5lDyhO

Erika Voigt, ”Jacobsen”, Dagmarrevyen 1948:

https://www.youtube.com/watch?v=oCaIDIrKiOI

MALERIER:

Albert Naur, ”Ung kvinde”

http://www.artnet.com/artists/albert-naur/landscape-

with-young-woman-b41TOAr0TfrshQXzT2tuOQ2

Vilhelm Lundstrøm, ”Kvindelig model”, 1930, olie på

lærred. SMK.

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/

vaerker/vis/kvindelig-model-1930/

LITTERATUR

Hans Scherfig: 32. kapitel af ”Idealister”, 1944.

Resumé: ”Idealister” er skrevet under besættelsen og

handler om en række mennesker, der tror fuldt og helt

på, at hver deres mærkelig projekt vil frelse

menneskeheden. Dr. Riege i tekststykket er en parodi på

den østrigske læge og sexolog Wilhelm Reich (1897-

1957), der boede i Danmark omkring besættelsen. Han

mente at undertrykkelsen af menneskets seksuelle

livsenergier førte til store ulykker, både personligt og på

politisk verdensplan.

/ 7

DE FRISINDEDE AKA DE KULTURRADIKALE Fortsat

Tove Ditlevsen: ”De evige tre”, 1942

Mogens Klitgaard: 9. Kapitel af romanen ”Elly Petersen”,

1941

Resumé: Elly Petersen er kommet til København fra

Frederikshavn for at blive ung pige i huset. Hun har

skiftet plads siden og er nu på Vesterbro hos en rar

mand, nylig fraskilt. I kapitlet her tror hun, hun er

blevet gravid med kæresten Hjalmar, som hun godt ved

ikke er værd at samle på.

„Hendes fineste visekunst har intellektuelt niveau, det er

et modnet og overlegent menneske, der synger, teksterne

får erfaringernes perspektiv - hun er i sådanne øjeblikke

helt enkelt den personlighed, som man kan være bekendt

at have meninger tilfælles med, og deri ligger måske

hendes største trylleri og hendes dybeste betydning.“

– Teaterkritiker Frederik Schyberg i 1942 i anledning af Liva Weels

jubilæum

/ 8

KVINDERNES ROLLE I SAMFUNDET 1925-1952

I 1871 er kvindesagen blevet organiseret med

oprettelsen af Dansk Kvindesamfund, og i 1915 har

kvinderne opnået stemmeret. Meget er derfor nået i

midten af 1920erne, når det gælder kvindernes

deltagelse i samfundet og det politiske liv. Ikke desto

mindre er kvindens plads for størstedelens

vedkommende stadig i hjemmet. I sloganet ”Kinder,

Kirche, Küche” samler Hitler den treenighed, om hvilken

enhver i hans - og mange andres øjne - rigtig kvindes liv

bør være centreret. I 1937 indfører man da også

obligatorisk husgerning i danske skoler - men kun for

pigerne.

Mange kvinder er dog på arbejdsmarkedet i

mellemkrigsårenes Danmark, men for en stor gruppes

vedkommende er arbejdspladsen samtidig familiens

hjem og indtægtskilde, for de arbejder i landbruget og

detailhandlen. Ellers er en stor arbejdsplads for kvinder

husligt arbejde, som for eksempel husassistent eller

kokkepige. I 1930 er 54% af de udearbejdende kvinder

ansat indenfor dette felt. Det er dog et arbejdsområde

under stærk afvikling. Allerede i 1940 er der 11% færre

kvinder ansat til husligt arbejde, og efter krigen går det

endnu stærkere.

Da den verdensomspændende krise, der satte ind efter

krakket i Wall Street for alvor bider sig fast på samme

tidspunkt som Hitler kommer til magten i Tyskland,

forringes mulighederne for især gifte kvinder endnu

mere på arbejdsmarkedet. Skal der skæres ned på grund

af krisen, er det kvinderne, man først fyrer. Holdningen

er, at de ikke bør tage et job op for en mand, i det man

tager for givet, at han har forsørgerpligt. I 1940 er

antallet af erhvervsaktive kvinder faldet med 49.000.

Kvindernes erhvervsmuligheder blev generelt bremset af,

at børn ikke kan blive passet udenfor hjemmet i et ligeså

velordnet system, som efterkrigstidens børnehaver og

vuggestuer er udtryk for. De, der har råd, ansætter

barnepiger eller unge piger i huset, hvilket er meget

normalt også for folk i middelklassen. Men det er stadig

ikke en økonomisk mulighed for alle.

Kvindens plads i samfundet er et hedt emne i

mellemkrigsårene. På statsligt plan nedsætter man en

vifte af kommissioner til at byde ind med ideer til,

hvordan man kan afhjælpe de problemer, der opstår,

hvis kvinderne for alvor vil væk hjemmefra. For eksempel

er Dansk Kvindesamfund og flere arkitekter engagerede i

at etablere såkaldte kollektivhuse. I dem vil et

centralkøkken levere maden hver aften, børnene kan

afleveres i legestuer i dagtimerne, og kvinden kan

dermed udleve sine karriereambitioner uden at give køb

på at have en familie. De huse, der bliver realiseret,

bliver dog ingen stor succes.

I naturlig forlængelse af kvindernes ligestilling fylder

også seksual-spørgsmålet meget i mellemkrigsårene. At

kvinder også er seksuelle væsener er ved at være alment

accepteret. Risikoen ved at være seksuelt aktiv er dog

stadig væsentligt større for kvinderne, end for mændene.

Og at få et barn udenfor ægteskab er en alvorlig hæmsko

for en kvinde i 1930ernes Danmark. Desværre ved de

unge kvinder meget lidt om svangerskabsforebyggelse, og

i 1930 indfører man et decideret forbud mod at

reklamere for prævention. En central person i perioden

er derfor lægen Johannes Leunbach, der under ordnede,

men stadig ulovlige, forhold foretager provokerede

aborter. Han bliver flere gange sigtet for sin ageren, og i

1936 idømmes han tre måneders fængsel samt

fratagelse af sine borgerlige rettigheder. Da han igen

kommer ud af fængslet, mødes han af kvinder med

barnevogne, hvorpå der blandt andet står ”Jeg er et

ønskebarn”. (http://www.danskkulturarv.dk/dr/doktor-

leunbach-løslades).

Der er tale om første generation efter Freuds

banebrydende forskning. Psykoanalysen er for alvor slået

igennem. Derfor er det ikke så mærkeligt, at

seksualiteten spiller så central en rolle i intellektuelle og

progressive kredse. Den anses som en meget væsentlig

trædesten på vejen til absolut frihed.

/ 9

KULTURRADIKALISMEN OG KVINDESAGEN

Kvindernes frigørelse står også centralt i kampen for

frisind og humanisme generelt. Poul Henningsen

gentager mange gange, at kvindesagen først og fremmest

er en menneskesag. At det netop handler om, at kvinden

ikke skal ses som kvinde, og manden ikke som mand.

Men at der i for eksempel paragraffer i lovene skal stå

menneske fremfor ”kvinde” og ”mand”. Læger skal tale

om stærke og svage mennesker, raske og syge, ikke om

køn. Alle skal have lige ret til arbejde, og den samme løn

for det udførte arbejde.

For dem er et væsentligt skridt på vejen mod menneskets

totale frihed og den frie seksualitet. Den står som den

positive kontrast til det ægteskab, der for en Poul Hen-

ningsen strider fuldstændigt mod en moderne tankegang

og livsførelse. Han mener, at man med ægteskabet po-

stulerer, at man ejer hinanden, men man kan ikke eje et

menneske. Mennesket er frit, helt frit. Kvindens ret til at

bestemme over egen krop er et af deres centrale punk-

ter. I samtiden drejer dét sig især som prævention og

børnefødsler, som dengang kunne være voldsomt pro-

blemfyldte, fordi en del graviditeter - som nævnt før -

var uønskede eller i bedste fald ubelejlige. Men Poul

Henningsen mener, at kvinderne skal have alle

muligheder for at kunne stille den medfødte trang til at

få børn, som han anser kvinder for naturligt at have. Det

har mændene, ifølge ham, ikke i samme grad.

”Først i det øjeblik, vi aabner alle sluser for kvinden og

gir hende enhver ret lige med manden, ligger

feminismens stumper omkring hende, og hun træder

frem som kvinde. Hun har endnu ikke faaet lov til at

være sig selv, ” skriver han i Politikens kronik ”Hvad er

feminisme” i Politiken 1936.

OPGAVE: VIVIAN NIELSENS BRUG AF PERIODEN

Klassen deles op i grupper på 4-6 i hver.

Hver gruppe får 30 minutter til at diskutere forholdet

mellem Liva Weel og den historiske periode, stykket

”Liva - en kabaret om frihed” udspiller sig i.

· Hvilken rolle spiller perioden og tidsånden for

forestillingen om Liva Weel?

· Hvordan træder perioden og dens begivenheder frem i

både i handlingen og i selve forestillingen (visuelt,

scenografisk, kostumer osv.)

· Diskuter i fælleskab i klassen, hvad hver gruppe er

kommet frem til.

„Den nuværende form for revy er en ørken, hvis eneste

oase i mange år har været Liva Weel.“

– Arkitekt og debattør Edvard Heiberg i tidsskriftet Kritisk Revy

/ 10

REVYEN SOM VÅBEN

Det teater, der gjorde Liva Weel til sin generations nok

største kvindelige stjerne, er Scala Teatret i København,

under ledelse af Frede Skaarup. Skaarups Scalarevyer er

mildt sagt overdådige – de var glamourøse, moderne og

næsten vulgært storladne. De introducerede

jazzmusikken i en revysammenhæng, de havde de mest

smækre korpiger og råd til at købe de største teaternavne

ind. Men med berømmelsen kom også en kritik fra især

intellektuelle og mere elitære kunstnerkredse, deriblandt

den modernistiske, ekspressionistiske digter Emil

Bønnelycke, som i en berømt og berygtet roman skrev om

de overfladiske Scalarevyer. Og selv om Poul Henningsen

holdt meget af Frede Skaarup, og havde mødet med Liva

at takke ham for, så rammer hans kritik i artiklen

”Varieterevyen” i arkitekturtidsskriftet Kritisk Revy 1928

også Skaarups Scalarevyer, når PH taler om, at en

eksisterende ”revyblanding af lunken-sentimentalt

frisind og fej konservatisme dysser bevidstheden i søvn”.

Poul Henningsen vil have en revy, der tager stilling. Der

skal ligge en hensigt bag alle ord i en vise eller en

monolog. Den skal have et element af opdragelse. Den

skal gavne, ikke kun fornøje.

”Satiren i revyen lader sig kun genrejse på ironi mod

publikum, revselse af de i lokalet tilstedeværende, og det

siger sig selv, at den form kræver både takt, talent og

sjældenhed. Den må ikke misbruges. Vi går almindeligvis

ikke i teatret for at blive hånet, så ser vi hellere

fjenderne dryppet, ” skriver han i ”Varieterevyen”. Han

slår blandt andet til lyd for, at revyen ikke så meget skal

handle om tidens celebrities, men om almindelige

mennesker og deres problemer. Især de dårligere

stilledes vilkår. Revyen skal skue ind i fremtiden, fremfor

at sidde fast i en kritik af det, der er sket.

Op igennem 1930erne begynder ikke mindst PHs

revyviser mere og mere at advare mod nazismen ved at

hylde frisindet. Da besættelsen rammer Danmark den 9.

april 1940, får revyforfatterne på grund af censuren en

udfordring med at formulere deres tekster og numre, så

de ikke er for direkte og skaber problemer for teatret

eller kunstnerne. Det klarer mange af dem så

fremragende, at det i dag i høj grad er revyteksterne fra

den periode, der har givet os de mest varige kunstværker

om livet under besættelsen. Blandt dem ikke mindst Liva

Weel med ”Man binder os paa Mund og Haand” (Poul

Henningsen, ”Dyveke” 1940) og ”I dit korte Liv” (Poul

Henningsen, Dagmarrevyen 1942). Modig er også visen

”Vi er alle i samme Baad” sunget af Helge Kjærulff-

Schmidt i Hornbækrevyen 1944, efter ide af revydirektør

Stig Lommer. Visen er skåret over måden, man lavede

gamle naverviser på, og gentager derfor de samme linjer

igennem sangen, men med skiftende fortegn. Så det, der

umiddelbart lyder som en klassisk kritik af magthaverne,

bliver vendt rundt og sætter pludselig spørgsmålstegn

ved, hvor tæt og rent danskernes sammenhold egentlig

er i denne sidste fase af besættelsen. Det er en af de få

tekster, der peger indad, på danskerne selv, fremfor kun

at pege ud (omskrevet selvfølgelig) og på

besættelsesmagten som eneste problem.

OPGAVE: MAN BINDER OS PAA MUND OG HAAND

Klassen deles op i grupper på 4-6 elever i hver.

Læs teksten til Poul Henningsens

”Man binder os på mund og hånd”

· Hvad handler visen om?

· Hvad lægger du særligt mærke til i teksten?

Lyt nu til en indspilning af visen med Liva Weel og tal

videre med udgangspunkt i hendes fortolkning:

· Hvilke følelser vækker hun i lytteren med sin

fortolkning?

· Hvordan bruger hun pausen, sin stemme,

betoninger osv. i visen?

· Er der andre steder, I lægger særligt mærke til og

som gør særligt indtryk i hendes fremførelse i forhold

til da I blot læste teksten?

· Hvorfor synger hun visen, som hun gør?

Lyt til indspilningen af visen med Outlandish og

eventuelt også andre.

· Hvordan forholder de sig til originalen?

· Vækker deres fortolkning de samme følelser i jer

eller er det en anden stemning, de sætter jer i?

· Hvorfor tror I, de synger visen som de gør?

/ 11

MODEL TIL FORESTILLINGSANALYSE

Hvad havde du forventet af forestillingen?

Hvad var det bedste øjeblik?

Hvilke scener kunne du bedst lide?

Var der noget i forestillingen, du synes, virkede forkert?

Hvilke scener/øjeblikke fra forestillingen kan du stadig

huske?

HANDLING: Hvad handler forestillingen om?

PLOT: Hvad er historiens plot/konflikt?

Tematikker: Hvilke temaer bliver belyst i forestillingen?

SPILLESTIL:

Hvordan kan spillestilen karakteriseres? (naturalistisk

skuespil, teatralsk, absurd, komisk, kropslig fx)

Hvordan foregik skiftene mellem de mange roller?

Hvordan var deres kropssprog, stemmebrug, gestik

og mimik?

SCENOGRAFI:

Hvordan ser scenen ud?

Hvordan er rummet indrettet? (farver, materialer,

ting på scenen, kostumer).

Hvad vil scenografen gerne vise?

LYS:

Hvordan bruges lyset?

Hvilke forskellige stemninger er lyset med til at skabe?

LYD:

Hvordan bruges musikken i forestillingen?

Er der andre former for lyd i forestillingen?

Hvilken stemning er lydene og musikken/viserne med til

at skabe?

PERSPEKTIVERING:

Hvordan kan forestillingen spejles i forhold til det

samfund, vi lever i i dag?

Hvorfor tror du, at Folketeatret har valgt at lave en

forestilling om netop Liva Weel?

Hvad fik forestillingen dig til at tænke over?

Hvilket budskab får du med fra forestillingen?

„Jeg ved som skuespiller ikke noget vidunderligere,

end at mine evner bliver taget i brug til at forsvare

eller angribe et eller andet med - vel at mærke et eller

andet, som er et forsvar værd, eller som fortjener et

angreb.“ – Liva Weel i avisen Dagens Nyheder

/ 12

TIL INSPIRATION

ANDRE VÆRKER FRA BESÆTTELSEN

Knud Sønderby: Den usynlige hær (1945)

Morten Nielsen: Digte (194x)

Der brænder en ild, antologi (1944/1945)

MERE LIVA WEEL

Liva Weel-viser, (Politikens forlag)

Paul Hammerich: Lysmageren (Gyldendal)

Poul Henningsen: Livas regeringstid

(Stig Vendelkærs Forlag)

Hans Hertel PH – en biografi (Gyldendal)

Sven Holm: Kald mig Liva, tv-serie DR + bog

(Lindhardt og Ringhof)

Erik Hvidt: Liva. En biografi (Skippershoved)

OVERSIGTSVÆRKER OM REVY

Erik Hvidt: Politikens revyhistorie – fra Erik Bøgh

til Jesper Klein (Politikens forlag)

Emil Marott: Dansk revy bind 1-2 (Borgen)

Revy - til tiden, antologi (Multivers)

Teaterleksikon (Gyldendal)