Garbi Schmidt, professor ved Institut for Kultur og Identitet på RUC, vurderer, at forhol-det mellem de to trosretninger ikke er velfunge-rende herhjemme.

»Der er meget lidt kontakt mellem sunnier og shiaer i København. I mit feltarbejde har jeg oplevet, at de ikke taler særlig pænt om hinan-den. Man kan kalde de andre for terrorister eller beskylde dem for at tale grimt om islam. Der er mange animositeter mellem de to grupper.«

Schmidt fremhæver især shiitternes traditioner og selvforståelse som provokerende for mange sunnier, da shia-islam i høj grad er opstået og har udviklet sig som en modkultur til den større og mere udbredte sunni-islam.

»Shia-islam hænger utrolig meget sammen med martyriet. Og dem, man er forfulgt af, har jo været sunnierne. Omvendt siger sunnierne, at shiitterne har misforstået islam,« forklarer hun.

Den anspændte stemning mellem shiitter og sunnier kunne man blandt andet observere på Facebook i sidste uge. Her indkaldte den shiitiske Imam Ali-moske på Vibevej til fejring af den år-lige shiitiske højtid ashura med følgende ordlyd:

»Igen i år mindes vi tragedien i Karbala, hvor profetens barnebarn Imam Hussein, søn af Imam Ali, blev myrdet af mørkets kræfter.«

Det fik det sunni-muslimske bestyrelses-medlem i Muslimernes Fællesråd Abdul Wahid Pedersen til at reagere: »Synes det er dybt beklageligt og voldsomt skændigt, at I bruger formuleringen ’mørkets kræfter’ ovenfor. Det hjælper i hvert fald ikke på at få vores muslimske borgere af henholdsvis shia- og sunni-opfattelser nærmere hinanden her i Danmark,« sagde han og bad dem undskylde. Efter nogen debat blev situationen dog glattet ud.

Forskellene mellem de to grupper har også en ceremoniel, eksegetisk karakter og kan vise

sig helt ned i de mindste detaljer. Det forklarer radiovært på P1-programmet Arabiske stemmer, Naser Khader:

»Alle shia-muslimske moskeer er bygget om-kring en hellig mand eller kvinde. Så når de kom-mer ind, så kysser de graven. Det må man ikke i sunni-moskeer. I shia-muslimske moskeer er der billeder af Ali og andre imamer. Det er der ikke i sunni. Der er kun tekst. I shia-muslimske moskeer beder man altid med panden mod en lersten.«

Netop lerstenen er ifølge Khader kontroversiel, da den symboliserer Husseins martyrium ved Slaget om Karbala.

»Hvis du kommer ind i en sunni-muslimsk moské med sådan en sten, er der stor chance for,

at du bliver smidt ud. For nogle sunnier er det som at tage en flaske vin ind i moskeen. Det kan godt være, at nogle imamer vil sige, det er OK, bare du ikke drikker. Men de vil være undtagel-sen,« siger han.

Ifølge Khader er de mange, små forskelle svære at ignorere. Selve bønnen er anderledes, bønneti-derne er forskellige, og måden den enkelte mus-lim beder på er ikke den samme i de to retninger. Dertil kommer alle de forskellige undergruppe-ringer og sekter inden for de to trosretninger.

»Alt i alt er der 70 retninger inden for islam. Og du kan ikke bygge én moské for dem alle,« siger Khader.

Det er professor Garbi Schmidt enig i:»Det virker, som om det er en form for kom-

munal islam, man gerne vil have. Der vil sikkert være nogen, der sympatiserer med projektet. Men det vil være små grupper.«

Sunni-dominansForespørger man hos ledelsen i Muslimernes Fællesråd (MFR) – som er sunni-baseret – er det ikke ganske klart, hvor vidtfavnende deres ideal-moské skal være. »Imamerne vil afspejle MFRs medlemsorganisationer, som er sunnier,« skriver Muslimernes Fællesråd i et skriftligt svar til Weekendavisen.

»Alle er velkomne til at komme som gæster eller til at deltage i de arrangementer og services, som moskeen vil tilbyde. Men det betyder ikke, at alle er velkomne til at komme og afholde deres egne programmer eller services. Denne holdning har vi naturligvis fuld opbakning til i hele vores bagland.«

Fællesrådet har ikke besvaret opfølgende spørgsmål om, hvorvidt det udelukker, at shia- og ahmadiyya-muslimer vil kunne benytte moskeen til religiøse ceremonier. Man har heller

ikke ønsket at identificere afsenderen på svarene, men oplyser via den tidligere talsmand Mustafa Gezen, at foreningen p.t. står uden talsmand, og at alle henvendelser derfor besvares af et »ano-nymt« medieudvalg.

Spørger man i Islamisk Forum Taastrup – en af de 14 organisationer, der udgør Muslimernes Fællesråd – ser generalsekretær Anser Hussein intet problem i, at shia-muslimer også benytter moskeen. Men hvad angår ahmadiyya-muslimer, forholder sagen sig anderledes.

»Vi muslimer betragter Muhammed som den sidste profet. Når man så, som ahmadiyyaerne, tror på en anden profet som den sidste, så er man ikke en del af islam længere,« siger Hussein. »De har selv meldt sig ud. Jeg gør mig ikke til dom-mer.«

Hos Den Islamiske Forening for Irakiske Turkmenere, der også er med i Muslimernes Fællesråd, mener talsmand Bilal Andersen, at ideen om at forene sunni- og shia-muslimer i samme moské er god. Men han tvivler på, at det vil fungere i praksis.

»Reelt er der måske ikke den helt store opbak-ning, når det kommer til stykket,« siger han. »For at det ikke skal falde til jorden og blive valgflæsk, synes jeg, at man i stedet skulle starte med at lave organisationer, som kan bevise, at vi kan samar-bejde. Man kan sagtens have visionen, men så skal man også have nogle missioner til at starte med.«

Weekendavisen har spurgt Anna Mee Allerslev, om det ikke er mest sandsynligt, at den påtænkte moské reelt bliver en sunni-moské. I en mail svarer hun:

»Der er tale om en åben og rummelig stormo-ské, hvor alle er velkomne, shia såvel som sunnier. Det er MFRs ønske, og det er visionen. Eftersom ca. 95% af de danske muslimer er sunnier, og da folkene bag ønsket om en ny stormoské er

sunnier, vil det naturligt være centreret omkring sunnierne, men det afgørende er, at moskeen bliver åben for alle, der vil bruge den.«

Allerslev mener ikke, at erfaringerne fra de an-dre europæiske storbyer bør sænke ambitionerne i København.

»Ingen tvivl om, at det ikke er en nem opgave. Men det er en klar vision fra MFRs side, og den vision støtter jeg. Det afgørende er, at moskeen er åben for alle, der vil. Der vil formentlig være nogle, der hellere vil bruge en anden moské, men sådan er det jo også i andre religiøse samfund. Her har folk også forskellige præferencer.«

Ifølge borgmesteren er græsrødderne afgø-rende. Det er muslimerne selv, der skal finansiere opførelsen og driften.

»Der skal ikke hverken kommunale eller statslige penge ind i projektet. Personligt ønsker jeg, at der bliver arbejdet hårdt på, at danske muslimer, og andre danskere, bidrager mest mu-ligt. Især tror jeg, at det er vigtigt for moskeen, at den folkelige opbakning er tydelig i form af mange private donationer målt i antal. Hvis der sker medfinansiering fra udlandet, er det en klar aftale, at sådanne donationer er helt ubetingede, og det er også en betingelse for støttekomiteens støtte,« siger hun og hentyder til verserende spekulationer om, hvorvidt der vil komme større pengebeløb fra golfstaterne.

Professor Garbi Schmidt tvivler dog på finan-sieringsmodellen:

»Min erfaring er, at danske muslimer knap har råd til at få de institutioner, der allerede eksisterer, til at køre rundt. Så hvorfor skulle de give penge til det her, når de måske i forvejen er skeptiske over for det ideologiske? Og at bygge en moské, der er åben for shiitter og homoseksuelle med penge, der er doneret fra Saudi Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater? No way!«

Kommunal islam

LAYOUT: ANDREAS PERETTI KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

Samfund6 # 46 15. november 2013 Weekendavisen

Af FREDE VESTERGAARD

I Danmark har vi ingen erfaring for, at elforsyningen svigter. I årevis har der været en betydelig reservekapacitet på ca. 20 procent, der har garanteret strøm på selv de

koldeste og mørkeste dage, selv om et kraftværk går ud af drift.

Men reservekapaciteten er væk - udkonkur-reret af vindmøllerne. Når de tilskudsforkælede vindmøller først er opstillet, er deres variable omkostninger næsten nul, og dermed produce-rer de elektricitet meget billigere end kraft- og kraftvarmeværkerne, hvis salg og dermed værdi er raslet ned, som det er fremgået af regnskaberne for DONG Energy og Vattenfall. Flere store kraftværksenheder er lukket, bl.a. I Åbenrå og Kalundborg.

Vejen til et elektricitetsbaseret samfund, der hovedsageligt bygger på strøm fra vindmøller, er mere kompliceret end politikerne nok troede, da de besluttede, at danskernes varme og elektri-citet fra 2035 ikke må komme fra gas, kul eller fyringsolie; i hvert fald ikke fra elværker, der står i Danmark.

Hvad stiller man f.eks. op med det fortsat gældsbelastede naturgasnet, der i løbet af de sidste 30 år er etableret for flere snese milliarder kroner. Biogas-potentialet er beregnet til blot 22 procent af det nuværende gasforbrug.

Og kan hele det dyrt byggede fjernvarmenet overleve, når varmen ikke længere kan laves med kul og gas; der bliver mangel på biomasse og vandet skal opvarmes med kæmpevarmepumper drevet af el fra vindmøllerne. Kan man så ikke lige så godt have varmepumper i den enkelte bolig og undgå ledningstabet?

Mange spørgsmål rejser sig. 2035 er kun 21 år fra nu.

Den foreløbige milepæl for den grønne om-stilling er, at 50 procent af elforsyningen skal komme fra vindmøller i 2020. Danmark skal vise andre lande, at det er muligt. I 2011 var andelen 28,3 procent af el-produktionen, svarende til 4,3 procent af det samlede danske energiforbrug.

Når møllerne ikke kørerMen i mange af årets timer blæser det kun lidt, og derfor er det nødvendigt, at der er en reserve-kapacitet.

Hidtil har reservekapaciteten været at finde på danske, i reglen naturgasfyrede, decentrale kraftvarmeværker og kulfyrede centrale kraftvar-meværker med mulighed for også at trække på el-import fra især Norge og Sverige.

Både de centrale kraftvarmeværker i de store danske byer og de små decentrale kraftvarme-værker i mindre bysamfund leverer ikke bare el, men også fjernvarme. Godt 1,6 millioner boliger eller 63 procent af alle er tilsluttet et fjernvarme-net. En større del end i noget andet land. (Andre 400.000 boliger er knyttet til naturgasnettet.)

Fjernvarmen eksisterede allerede før politi-kerne begyndte at blande sig i energipolitikken i 1970 erne, men er siden blevet kraftigt udbygget.

Fordelen ved at lave elektricitet og varme på samme tid er, at brændslets energi udnyttes næ-

sten 100 procent, hvorved CO2-udslippet også bliver relativt lavere. Spildvarmen fra kraftpro-duktion bliver til fjernvarme. Uden kraftvarmen ville energiforbruget i dag have været 11 procent højere, siger foreningen Dansk Energi.

Efter den såkaldte energikrise i 70 erne blev der i løbet af 80 erne og især i Svend Aukens mini-stertid i 90 erne sat yderligere gang i etableringen af kraftvarmeværker, i alt 160 værker fyret med gas.

Dels ved omdannelse af fjernvarmeværker, der hidtil havde fyret med fuelolie eller kul. Og dels ved etablering af nye, såkaldte barmarksværker, dvs. værker med helt ny rørlægning, typisk i lidt større landsbyer . Nogle steder har det resulteret i varmeregninger på over 35.000 kroner årligt for et standardhus.

Motivet var at få brugt den naturgas fra Nordsøen, som statsselskabet DONG havde købt af Dansk Undergrunds Consortium i 1981.

Den manglede købere, da politikerne ikke ville lave tvangstilslutning til naturgasnettet, som oprindelig forudsat. Derfor skulle gassen i stedet

fyres af i de ombyggede fjernvarmeværker.Flere af de centrale kraftværksenheder er nu

nedlagt. Men især de decentrale - og mindre - kraftvarmeværker er også i klemme. De er oprindelig baseret på, at fjernvarmeprisen bliver holdt nede ved salg af elektricitet.

Alligevel er varmeprisen på de fleste af disse værker mærkbart højere end i storbyerne.

Det er en af de faktorer, der er med til at affolke en række mindre bysamfund og gøre husene usælgelige. Ingen synes at undre sig over de meget store forskelle i varmepriser i Danmark, afhængigt af politisk bestemt opvarmningsform.

I 2005 blev støttesystemet for de decentrale værker ændret, så værkerne frem til 2018 er garanteret et vist tilskud, kaldet grundbeløbet. Dette tilskud er uafhængigt af, hvor megen elek-tricitet, de producerer og sælger. (Grundbeløbet er alle el-forbrugere med til at betale over den særlige PSO-skat).

Men de vil fortsat vælge sælge elektricitet ind i elnettet, hvis deres produktionspris er lavere end markedsprisen på el.

Men det er el-prisen ikke så ofte som før. Elektricitet produceret på gas er dyrere end markedsprisen på el, når der er gang i vindmøl-lerne. Derfor må de i reglen nøjes med at lave fjernvarme.

Antallet af timer, hvor de laver strøm, er i gen-nemsnit faldet fra ca. 4.000 timer pr. år til ca. 1700 timer, siger foreningen Dansk Fjernvarme.

Problemet er, at når vinden ikke blæser, kan de gasfyrede værker heller ikke konkurrere, for på det fælles nordiske elmarked udmelder norske el-eksportører en pris på vandkraft, der er lige akkurat så lav, at den ikke dækker produktions-omkostningerne på de decentrale værker.

Men de decentrale værker har som sagt udsigt til at miste det omtalte grundbeløbstilskuddet i 2018. Det vil få en betydelig del af værkerne til at opgive at levetidsforlænge den del af anlægget der producerer el, siger Dansk Fjernvarme.

Desuden vil varmeprisen stige mærkbart for titusinder af familier uden tilskuddet. Problematikken var den store sag på foreningens årsmøde i forrige uge. For selv om der er fem år

til 2018, er det ikke specielt lang tid, når der skal besluttes, planlægges og indhentes tilbud.

De delegerede fik ikke løfte om problemets løs-ning fra de tilstedeværende politikere, her i blandt klima- og energiminister Martin Lidegaard. Og de får det næppe før embedsmændene bliver færdige med at regne på, hvordan energiforliget fra marts 2012 i praksis kan gennemføres. Det ventes at ske i begyndelsen af 2014.

Martin Lidegaards væddemålForeningen Dansk Fjernvarme er ikke alene om at pege på risikoen for, at elsystemet mangler re-servekapacitet. Dansk Energi, der bl.a. organise-rer de store kraftvarmeværker og netselskaberne, er lige så optaget af problematikken med den manglende reservekapacitet.

Afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi peger på, at en række af vore nabolande har indført eller er ved at indføre særlige tilskud til kraftværkerne får at stå til rådighed og sikre forsyningssikkerheden. De er bange for, at de traditionelle værker bliver skrottet som konse-kvens af, at elmarkedsprisen ikke er høj nok til at dække de faste omkostninger. Og pludselig mangler man så reservekapacitet.

Charlotte Søndergren siger, at Danmark ikke kan leve med vindmøller alene. Hun efterlyser derfor en lignende betaling for at stå til rådighed, for ellers bliver traditionelle danske kraftværker udkonkurreret, og EU-landene har ingen gensi-dige forsyningsforpligtelser.

At udlandsforbindelserne i princippet har kapacitet til at levere så meget som 40 procent af forbruget, er ingen garanti for, at udlandet også kan levere i en prekær situation.

Men det er netop udlandsforbindelserne fra bl.a. Norge og Sverige klima- og energiminister Martin Lidegaard henviser til. Han holder sig til, at statens systemansvarlige selskab Energinet.dk vurderer, at der ikke vil være problemer med forsyningssikkerhed til længe efter 2020.

»Når vi udbygger med vind, er det jo netop fordi, at vi vil lukke nogle gas- og kulfyrede kraftværker. Det store spørgsmål er hvor hurtigt, hvor mange, og hvilke. Men grundbeløbet vi giver de decentrale værker over PSO-betalingen er netop betaling for back-up. Den pris vi betaler for vores el, er den laveste i Europa, fordi marginalprisen på vind er så lav, at den mere end opvejer støtteomkostningen ved back-up. Jeg tror, at vi i fremtiden får et system, hvor størstedelen af forsyningssikkerheden udgøres af udlands-forbindelserne, og dem vil vi bygge under alle omstændigheder. Det budskab jeg rejser rundt med til andre EU-lande, er at vi skal finde en fælles europæisk løsning, så vi ikke får opbygget en for stor back-up kapacitet i de enkelte lande«, sagde Lidegaard i sidste uge efter at have været til EU-energiministermøde i Litauen

»Det er afsindig vigtigt, at vi fortsat kan have den laveste elpris i Europa på trods alle vindmøl-lerne, så vi kan være det gode eksempel for EU og for resten af verden. Jeg har netop indgået et væddemål med Polens energiminister om at elpri-serne i Danmark - trods 50 procent vind - i 2020 vil være lavere end i Polen. Det tror han ikke på.«

Grøn omstilling. Skal Danmark importere strømmen, når vindmøllerne står stille, som klimaminister Martin Lidegaard mener, eller skal kraftvarmeværkerne have tilskud for at overleve? Tilskuddet til vindmøllerne udkonkurrerer varmeværkernes elproduktion.

Tilskud avler behov for nye tilskud

Vindmøller og vejrmøller. Når vinden ikke blæser, kan de gasfyrede værker heller ikke konkurrere til gavn for kunderne. COLLAgE: SCANPIx

Stormoskeen i Paris. FOTO: SCANPIx

FORTSAT FRA FORSIDEN