NY

TF

RA

GE

US

TEMANUMMERDE ØSTGRØNLANDSKE SEDIMENTBASSINER - et oliegeologisk feltlaboratorium· Geologisk udvikling fra Karbon til Kridt· Kangerlussuaq – et eksempel på en fuldskala model· Jura stratigrafi i Østgrønland· Karbon - Perm karbonatbjergarterGE

OL

OG

I

N R . 1 M A J 2 0 0 0

De østgrønlandske sedimentbassiner – et oliegeologisk feltlaboratorium

Den systematiske udforskning af Østgrøn-lands geologi i dansk regi startede helt til-bage i slutningen af 1920’erne med LaugeKochs ekspeditioner.Resultaterne af dennetidlige udforskning bidrog væsentligt til, atDanmark vandt sagen mod Norge om Øst-grønland ved Haag domstolen tilbage i1933, og dermed bibeholdt Østgrønlandsom en del af det danske rigsfællesskab.Den geologiske udforskning af Østgrønlander således vigtig både af politiske grunde,ogfordi resultaterne dannede basis for bryd-ning af blymalm ved Mestersvig (1956-1962) og er det grundlag hvorpå mineral-og olieefterforskning er baseret, (se afsnit-tet Østgrønlands sedimentbassiner ogsamfundet). Foruden de direkte praktiskanvendelige aspekter,har de mange resulta-ter,opnået gennem de sidste 60-70 år, gjortØstgrønland til et nøgleområde til forståel-se af Nordatlantens geologiske historie.Mange af resultaterne er også anvendt i for-bindelse med olieefterforskning og produk-tion i Nordvesteuropa.

Når man ser på et atlas forekommer detikke specielt indlysende at sedimentbassin-erne i Østgrønland skulle være interessan-te for nordvesteuropæiske oliegeologer.De nærmeste oliefelter,ud for Norges vest-kyst og i området vest for Shetlandsøerneligger mere end 1500 km borte adskilt fraGrønland af Atlanterhavet. Ikke destro min-dre har studierne af de østgrønlandske se-dimentbassiner på mange måder bidragettil forståelsen af den nordvesteuropæiskeolieprovins. Det skyldes tre faktorer:(1) Atlanterhavet er i geologisk forstand etrelativt ungt ocean.Fra Devontid og frem tilslutningen af Kridttid lå Nordvesteuropaog Grønland meget tættere på hinandenend de gør i dag. Som det bliver gjort redefor senere var de yderste dele af Østgrøn-land, samt sokkelområderne øst for Grøn-land og vest for Norge dele af ét stort sam-menhængende sedimentbassin i dettetidsrum, se figur 4 og 6;

2

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

Figur 1. Simplificeret geologisk kort over det østligeog nordlige Grønland visende udbredelsen af de tresedimentbassiner omtalt i hæftet.

250 km

■■

■■

■

■

■

■

■■

■■

■

■■

■

■■

■

■■

■

■■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■■

■■

500 m

■■

■■

■■

■■

■■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

■

50° 45° 40°

5° 45°50°55°60°65°70°75°80° 40° 35° 30° 25° 20° 15° 10° 5° 0° 5° 10° 15°

Lincoln Sea

Iceland

North At lant icOcean

Danm

ar k

St r

a i t

Qaqortoq

uuk

ut

Ilulissat

ernavik

tiart

Ammassalik

MelvilleB

ugt

■

■

■

■ ■■

■

■

■■■

■■

■

■■

■

■

■

■■

■

■

■

■

■■

■■

■■

■■

■

▲▲

▲▲

▲▲

■

■

■■

■

■■

■■

▲ ▲ ▲▲

▲▲ ▲

▲

▲

▲

▲▲

▲

▲

▲

▲

▲

▲

▲

▲

■

▲

▲

▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲▲

▲

▲

■

Tertiær vulkanske bjergarter

Kangerlussuaq bassinet

Østgrønland bassinet

Wandel Sea bassinet

Franklinske bassin

Kaledone foldekæde

Prækambrisk grundfjeld

Sokkelgrænse

Wandel SeaBassinet

ØstgrønlandBassinet

KangerlussuaqBassinet

KronprinsChristian

Land

Holm Land

AmdrupLand

GermaniaLand

Store Koldewey

JamesonLand

Mestersvig

Lars Stemmerik,Michael Larsen & Stefan Piasecki

Som geolog med Østgrønland som arbejds-område og med oliegeologi som speciale bliver man ofte konfronteret med spørgsmålet: "Er der så olie deroppe?" Når man med beklagelse må erkende, at det ved vi faktisk ikke, men at det ikke kan udelukkes, at der findes olie i den østgrøn-landske undergrund eller på kontinen-talsoklen ud for Østgrønland, så følger uundgåeligt spørgsmålet: "Hvad laver I så?" Det vil vi prøve at gøre rede for i dette hæfte, hvor vi med tre eksempler vil vise, hvorledes de østgrønlandske sedi-mentbassiner kan bruges som feltlabora-torium for oliegeologiske undersøgelser rettet mod den Nordvesteuropæiske olieprovins, - og på længere sigt den øst-grønlandske kontinentalsokkel.

(2) Efter dannelsen af Atlanterhavet i dentidlige del af Tertiærtid blev den vestligstedel af dette store sedimentbassin hævet.Denne hævning var mange steder mereend 3 km. Hævningen har medført, at desedimenter, der før lå dybt begravet, i dagfindes i bjergene langs den Østgrønland-ske yderkyst (figur 6). Resten af det storeKarbon-Kridt sedimentbassin fortsattemed at synke, og bjergarter af denne alderfindes i dag dybt begravet på den østgrøn-landske kontinentalsokkel samt på konti-nentalsoklen ud for Norge, Danmark ogStorbritanien (se figur 4 og 6). Det er frasedimentære bjergarter af denne alder,der produceres olie og gas i Nordvesteu-ropa;(3) Og endelig den oliegeologiske arbejds-metode, der i høj grad er baseret på ana-logier (se forklaringsboks s. 18 - 19).

For nemheds skyld begynder vi med atforklare den oliegeologiske arbejdsmeto-de. Den mest almindelige arbejdsmetodikinden for efterforskning efter kulbrinterer udviklingen af såkaldte "play"-modeller,der hver beskriver et sæt omstændighe-der, der kan føre til dannelsen af udvind-bare forekomster af olie eller gas i under-grunden. Udviklingen af disse modellerkræver kendskab til den stratigrafiske(tidsmæssige) og rumlige udbredelse afkildebjergarter og reservoirbjergarter.Desuden kræver det viden om bassinetsindsynkningshistorie, samt dannelsestids-punktet for de fælder, hvori olien eller gas-sen formodes at være bevaret. Som be-skrevet i boksen om analogstudier, er defleste af de data olieindustrien benytter sigaf geofysiske, der kun indirekte fortæller,noget om bjergarterne i undergrunden.Det er derfor vigtigt at inddrage under-søgelser fra områder, hvor de samtidigebjergarter er hævet og findes blottet påoverfladen. Det kan nemlig give mere sik-ker viden om f.eks. alderen, udbredelsenog kvaliteten af mulige kildebjergarter. Li-geledes kan feltstudier i høj grad medvir-ke til en forbedret forståelse af fordelin-gen af reservoirbjergarter inden for etsedimentbassin. I en senere produktions-fase kan analogstudier også bruges til at fået bedre kendskab til reservoirbjergarter-nes rumlige variation indenfor det enkelte

oliefelt, således at den størst muligemængde olie kan produceres.

Blottede sedimentbassiner har såledesnogle åbenlyse anvendelsesmulighedersom feltlaboratorium for oliegeolgerstrækkende sig fra udvikling af "play"-mo-deller til optimering af produktionen i alle-rede eksisterende fund. Betingelsen er na-turligvis at de undersøgte områder ergeologisk sammenlignelige, hvilket bringeros tilbage til historien om, hvordan områ-det mellem Grønland og Norge så ud, in-den Atlanterhavet blev dannet i begyndel-sen af Tertiærtid. G

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1

/0

0

3

D E Ø S T G R Ø N L A N D S K E S E D I M E N T B A S S I N E R

Figur 2. Feltgeolog på arbejde i Wandel Sea bassineti det nordøstligste Grønland. Geologen er ved at ud-fylde en prøveregisteringsseddel, der skal følge denindsamlede prøve ved analyser i laboratoriet mm.Bjergarterne i baggrunden er af Karbon alder.

Den geologiske udvikling af det Nordat-lantiske område er kompliceret, så her vilvi blot opridse hovedtrækkene med fokuspå de begivenheder, der er vigtige for for-ståelsen af de tre eksempler, vi har valgtfra Grønland.

Sedimentære bjergarter af Karbon tilKridt alder findes blottet i et op til 100km bredt bælte langs Østgrønlands yder-kyst fra Jameson Land i syd til Store Kol-dewey i nord, samt i mindre områder om-

kring Kangerlussuaq i Sydøst Grønland ogKronprins Christian Land i det nordøst-ligste Grønland (se figur1). Sedimenternehar været kendt siden begyndelsen af1900-tallet, og har været studeret først afgeologer tilknyttet Lauge Kochs ekspedi-tioner fra 1920erne til 1950erne, siden afgeologer fra det tidligere Grønlands Geo-logiske Undersøgelse (GGU) og det nu-værende GEUS, samt forskere fra Køben-havns Universitet. Den store viden, derherigennem er opbygget, har medført at

vi i dag har en ganske god fornemmelse afde blottede sedimentbassiners oliepoten-tiale, og at Østgrønland er nøgleområdettil forståelsen af den geologiske udviklingaf det Nordatlantiske område fra Karbontid (Kultiden) og fremefter.

4

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N GG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1/

00

Nordatlantens geologiske udvikling fra Karbon til Kridt

Figur 3. 350-400 m høj kystklint langs østkysten af Holm Land i det nordøstlige Grønland bestående af vekslende marine sandsten og kalksten overlejret af stejl-vægsdannende kalksten. Sedimenterne er af Karbon alder og blev aflejret langs randen af et tropisk havområde, der også dækkede den nordlige del af den østgrøn-landske shelf og Barentshavet (se figur 4a).

Sen Karbon

(a)

LandVulkanske BjergarterGrovkornede flodaflejringerFinkornede flodaflejringer (inkl. kul)

Lavmarine sandstenDybmarine sandstenMarine skifre SkrivekridtLavmarine kalkstenEvaporiter (salt og gips)

Grønland Norge

Figur 4a-d. Palæogeografiske rekonstruktioner af det nordatlantiske område inden dannelsen af Atlanterhavet.Kortene viser den formodede udbredelse af land og hav for fire tidsperioder, Karbon, Jura, Kridt og Paleocæn.Udbredelsen af de forskellige sedimentære miljøer er baseret på feltobservationer i Grønland og Svalbard ogseismiske og borehuls data fra de norske shelfområder. Kortet over sen Karbon viser således et udbredt lav-vandet havområde mod nord, hvor der blev aflejret forskellige typer kalksten. Den sydlige del af regionen varland, stedvist med store tropiske flodsletter. I Juratid trænger havet længere mod syd og der dannes en åbenmarin forbindelse mellem nord og syd. De østgrønlandske sedimentbassiner var dækket af et lavvandet ma-rint havområde med stærke tidevandsstrømme.Aflejringer fra midt Jura er domineret af kystnære sandstenog finkornede bassinskifre. I Sen Kridttid var vandstanden i verdenshavene generelt højere end i dag og storedele af de tidligere landområder blev dækket af hav. Den dominerende aflejringstype fra Kridttiden er finkor-nede bassinskifre, men lokalt findes sandsten afsat i dybmarine vifter. I Paleocæntid gennemgik hele det nord-atlantiske område en voldsom forandring og store dele af de tidligere havområder blev til land. I den centra-le brudzone mellem Grønland og Europa dannedes vulkaner hvorfra store mængder af basaltisk lava spred-te sig ud. Den midtatlantiske spredningszone (stiplet linie på kortene) strækker sig fra syd mod nord og en-der i en stor lateral forskydningszone langs hvilken Grønland og Svalbard-Barentshavet forskydes i hver sinretning.

Sedimenterne blev aflejret langs vestran-den af et stort indsynkningsområde, derogså omfattede den østgrønlandske ognorske kontinentalsokkel (figur 4a). Vest-grænsen af dette indsynkningsområde eren stor brudzone, der kan følges fra midt

på Østgrønland og hele vejen nordpå tilKronprins Christian Land. Den østlige af-grænsning er ikke lige så veldefineret, menlå formentlig ikke så langt fra Norges nu-værende kystlinie (se figur 4a-d).

Indsynkningen af det nordatlantiske områ-de startede i begyndelsen af Kultiden somfølge af øst-vest orienteret strækning ogderaf følgende udtynding af jordskorpen(rifting). I tidlig Karbontid var klimaet varmtog fugtigt i hele regionen. I de "hastigt" ind-

5

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N G

Figur 5. Det østgrønlandske sedimentbassin set fra øst. Lyse revkalksten af Perm alder overlejret af mørke marine dybvandsskifre. De rødlige og lilla bjergarter i bag-grunden er ørkensedimenter af Trias alder, mens bjergtoppene i det nordlige Jameson Land består af lysere, gullige marine sandsten af Jura alder.

Mellem-Sen Jura

(b)

Grønland Norge

Sen Kridt(c)

Grønland Norge

Tidlig Tertiær

(d)

Grønland Norge

synkende rift-bassiner blev der aflejretsand og ler tilført af store floder. I de sum-pede områder omkring floderne blev derophobet organisk materiale. Dette er se-nere i jordens historie blevet omdannet tilkul. I den sydlige del af regionen, fra detnuværende Germania Land og sydpå fort-satte klimaet med at være varmt og fugtigtop gennem Karbontiden og aflejringen afflod- og søsedimenter fortsatte. Længerenordpå skete der store forandringer midti Karbontiden. Havet trængte ind fra nord-øst og omdannede det nuværende Ba-rentshav og den kystnære del af Nord-grønland til et lavvandet havområde. Dennordligste del af Nordatlanten var gennemden sene del af Kultiden og den tidlige delaf Permtiden en del af en øst-vest gåendekarbonat shelf. - En forhistorisk udgave afGreat Barrier Reef ud for Australiens øst-kyst, bare meget større. - Karbonat shel-fen strakte sig langs nordranden af super-kontinentet Pangea hele vejen fra nuti-dens Artisk Canada over Nordgrønland

østpå til Uralbjergene. Aflejringerne erdomineret af forskellige former for kalk-sten afsat på lavt vand. Langs randen af dy-bere, mere hastigt indsynkende bassinerblev der dannet kalkrev. Disse bassinerblev nu og da afsnøret og tykke saltaflej-ringer, lig dem vi kender fra den danskeundergrund, blev dannet (se figur 4a).Dannelse af salt viser at klimaet var varmtog tørt i den nordlige del af regionen idette tidsrum.

Midt i Permtiden bredte havet sig yderli-gere mod syd, og mod slutningen af Perm-tid var der dannet et smalt, langstrakt hav-område, der strakte sig hele vejen fra Ba-rentshavet og Nordgrønland ned til Dan-mark og Tyskland. I den nordlige del afdette område blev der aflejret en typekalksten, der peger på at klimaet var lige-som det, der findes langs sydkysten af Au-stralien i dag. Længere mod syd, i Øst-grønland, på den midtnorske kontinen-talsokkel og i Nordvesteuropa var klima-

et varmere og mere tørt, og der blev af-lejret kalksten, gips og salt. På dette tids-punkt var det meste af Danmark havdæk-ket, og de tykke saltlag, der findes i un-dergrunden stammer fra denne periode.

I begyndelsen af Triastid trak havet sig til-bage fra Østgrønland og Nordvesteuro-pa. Gennem det meste af Trias var Øst-grønland en gold afsveden ørken ligesomnutidens Sahara. Langs randen af dette ør-kenbassin blev der aflejret grovkornedesandsten og konglomerater. Inde i midtenaf Jameson Land blev der aflejret mere

6

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N GG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1/

00

Øst-grønland

Norge

Norsk kontinental

sokkel

Østgrønlands kontinental

sokkel

ØstVest

Atlanterhavet

Figur 6. Skematisk udvikling af Atlanterhavet. Det øverste tværsnit viser situationen i slutningen af Kridttid lige før spredningen begyndte (svarende til figur 4c). Denøverste del af jordskorpen består af sedimentære lag af Karbon til Kridt alder, der ligger nogenlunde vandret kun forstyrret af forkastninger. Det midterste tværsnit sva-rer til situationen midt i Tertiær, hvor den oprindeligt sammenhængende jordskorpe er blevet delt, således at en del af det oprindelige sedimentbassin hænger på Eu-ropa mens resten hænger på Grønland. Det nydannede Atlanterhav består af vulkansk materiale. Nederst ses situationen som den er i dag. På den østgrønlandske si-de er der sket en lokal hævning af en del af det gamle sedimentbassin således at bjergarterne i dag kan studeres i de østgrønlandske fjelde. Farvekoden svarer til fi-gur 8.

Figur 7. Geologlejr under etablering. Feltarbejdet iGrønland foregår fra tomands teltlejre i sommer-månederne juli og august, hvor fjeldene er snefri. Ibaggrunden ses sedimenter af sen Perm alder. Derøde bjergarter er konglomerater aflejret i floder.Deer overlejret af hvid gips, der er dannet i afsnøredelaguner som følge af inddampning af havvand. Deøverste stejlvægsdannende bjergarter er marinekalksten.

7

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N G

8

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N GG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1/

00

finkornede sedimenter i midlertidige søeromkranset af store ørkenklitter. Længeremod nord og øst, i nutidens Nordgrøn-land, Barentshavet og den nordlige del afden norske kontinentalsokkel fandtes etvidtstrakt shelfhav, hvor sand blev afsat istore deltaer. Mod slutningen af Triastidblev klimaet mere fugtigt og i Østgrønlandafløses ørkensedimenterne af ferskvands-aflejringer. På overgangen mellem Trias ogJura var hele Jameson Land dækket af enkæmpe sø, omkranset mod nord, øst ogvest af landområder. Herfra byggede del-taer sig ud i søen.I tidlig Juratid trænger havet igen ind over

Jameson Land for senere i Juratid at spredesig over det meste af Østgrønland.Det me-ste af Nordatlanten var i Juratid dækket afet lavvandet shelfhav. I Østgrønland trans-porterede floder fra nord sand ind i bassin-erne, hvor det blev omlejret af bølger og ti-devandstrømme. Tilsvarende sandsten ud-gør i dag en af de vigtigste reservoirenhederpå den norske kontinentalsokkel. Et relativthøjt havniveau kombineret med lille tilførselaf sand fra de omkringliggende landområderskabte i den sene del af Juratid perfekte for-hold for aflejring af ler, og store mængder aforganisk materiale fra alger blev bevaret påhavbunden.Aflejringerne fra denne tidsperi-

ode er således karakteristiske sorte skifrerige på organisk stof, kendt under navnet"Kimmeridge Clay". Disse skifre udgør denmest betydningsfulde kildebjergart for olie ihele den Nordatlantiske olieprovins.

Mod slutningen af Juratid og i tidlig Kridttidskete der en fornyet strækning af skorpenog nye store forkastninger blev dannetmange steder, blandt andet i den nordligedel af Østgrønland. Langs disse brudzonerblev der aflejret grove sandsten og konglo-merater.

Kridtiden var en forholsvis rolig periode,hvor finkornede muddersten blev aflejretover det meste af det Nordatlantiske områ-de. I Kangerlussuaq mod syd oversvømme-de havet for første gang det krystallinegrundfjeld i tidlig Kridttid og skabte det syd-ligste af de Østgrønlandske sedimentbassi-ner. Endnu længere mod syd, i Danmarkhvor klimaet var varmere og sediment-tilførelsen mindre blev det finkornede skri-vekridt aflejret, som bl.a. kan ses i StevnsKlint og Møns Klint.

Den ovenfor skitserede udvikling af områ-det mellem Grønland og Norge kan virkeganske voldsom, men den forløb over ettidsrum på cirka 290 millioner år; derforopfattes situationen af geologer som for-holdsvis stabil. Den helt store forandring idet Nordatlantiske område sker først i star-ten af Tertiær tid for ca. 55 millioner år si-den. På dette tidspunkt medførte stræknin-gen at jordskorpen gik i stykker,og det nord-amerikanske kontinent sammen med Grøn-land begyndte at bevæge sig bort fra det eu-ropæiske kontinent (kontinentaldrift), se fi-gur 6. I begyndelsen af Tertiærtid førte det-te til voldsom vulkansk aktivitet langs densydlige del at Østgrønland og de tilstøden-de shelfområder samt langs den vestligekant af det, der i dag er den europæiskekontinentalsokkel. De vulkanske bjergarter,der udgør Færøerne stammer fra dettetidsrum.Der findes også spor af vulkanismei den nordvestlige del af Irland og Skotland.Senere flyttede det vulkanske center ud idet sprækkesystem, der kendes under be-tegnelsen Den Midtatlantiske Ryg, hvor derfortsat er vulkansk aktivitet,bedst kendt fraIsland.

0

100

200

300

Wandel Seabassinet

(nord)

Øst-grønland(central)

Kanger-lussuaq(sydøst)

Karbon

Perm

Trias

Jura

Kridt

Tertiær

Kvartær

mill. år

Figur 8. De østgrønlandske bassiners stratigrafi. Læs nærmere i teksten.

9

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

N O R D A T L A N T E N S G E O L O G I S K E U D V I K L I N G

Den Midtatlantiske Ryg har et uregelmæs-sigt forløb ned gennem det gamle sedi-mentbassin; kontinenternes drift har bety-det at områder, der før lå ganske tæt vedhinanden i dag er vidt adskilte. Resterne afdet gamle sedimentbassin kender vi i dagfra Østgrønland, hvor senere hævning harført til blotlægning i kystzonen samt frasokkelområderne vest for Nordvesteuropaog øst for Grønland. Det er fra bjergarteraf denne alder, der i dag produceres olie oggas i Nordvesteuropa. Og det er bjergar-ter af denne alder, der knyttes forhåbningertil ved olieefterforskningen i den østgrøn-landske region. Som det kan ses af rekon-struktionerne i figur 4a-d er der store for-skelle i den geologiske udvikling fra sydmod nord i Østgrønland, og det er derforvigtigt at forstå sedimentbassinernes udvik-lingshistorie før de bruges som analoger.Det ville f.eks. ikke være rigtigt at bruge deøvre karbone sedimenter i Østgrønland

som analog for sedimenterne i Barentsha-vet, fordi sedimenterne i Østgrønland, somdet fremgår af figur 4a, blev aflejret af flo-der, mens sedimenterne i Barentshavet erdannet i havet.Til gengæld har det vist sig atde øvre karbone sedimenter på KronprinsChristian Land er en rigtig god analog forBarentshavet, hvilket vi skal se et eksempelpå senere. Fra rekonstruktionerne er detogså klart at Færøerne tidligere lå megettæt på Kangerlussuaq Bassinet i Sydøst-grønland, hvorfor dette bassin må formo-des at være en god analog for de ukendteshelfområder omkring Færøerne, - og hervil vi begynde med vores eksempler.

Figur 9. Fjeldene i forgrunden består af sandsten og konglomerater af Karbon alder aflejret i floder langs vestranden af det østgrønlandske bassin. Fjeldene i baggrun-den består af ældre, deformerede bjergarter dannet i forbindelse med den Kaledone foldning for ca. 430 mio.år siden. De karbone flodsedimenter er af samme aldersom de marine kalksten som er vist på figur 3.

Figur 10. Olierester (sort) i porøs kalksten af Permalder taget igennem mikroskop. Det klare blå om-råde midt i billedet er et hulrum. Højden af billedeter 2,3 mm.

10

- E T E K S E M P E L P Å E N F U L D S K A L A M O D E LG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1/

00

Færøerne har netop åbnet for olieefter-forskning på den omkringliggende konti-nentalsokkel, og inden for den nærmestetid skal olieselskaberne give deres bud på,hvilke dele af soklen, de er interesserede i,og på hvilke vilkår. Eftersom der endnu ikkeer boret efter olie på den færøske kontinen-talsokkel, findes der ikke oplysninger,der kanfortælle, hvad de mønstrer, der ses på deseismiske data betyder (se forklaringsboks s.18-19) .Olieselskaberne er derfor nødt til atbenytte sig af analoger, når de skal lave geo-logiske modeller for området. Det er dissemodeller, der danner grundlag for at vurde-re, hvor chancen for oliefund er størst.

Nærmeste sted at hente viden fra er detBritiske sokkelområde vest for Shetland-søerne, hvor der både findes spredte efter-forskningsboringer og seismiske data. Isøgen efter direkte geologisk viden har sel-skaberne i stigende grad rettet blikket mod

de sedimentære bassiner i Østgrønland.Geologiske modeller for dannelsen af At-lanterhavet (såkaldte pladetektoniske mo-deller) gør det muligt at fastlægge, hvor detfærøske sokkelområde var placeret i for-hold til Grønland og Europa i begyndelsenaf Tertiærtid, umiddelbart inden kontinen-talspredningen førte til åbningen af Nord-atlanten. Resultatet af denne øvelse eroverraskende for de fleste, idet det viser sigat nærmeste nabo til det Færøske sokkel-område var Kangerlussuaq området i detsydlige Østgrønland (figur 4a-d).

Kangerlussuaq området er relativt uudfor-sket sammenlignet med områderne i detcentrale Østgrønland. Området deler navnmed Grønlands internationale lufthavn iVestgrønland, men er i modsætning hertilet lidet gæstfrit område. Dette skyldesisær områdets utilgængelighed med højesnedækkede bjerge, bl.a. Grønlands høje-

ste; det 3693 m høje Gunnbjørn Fjeld.Bjergmassiverne er isoleret af storegletschertunger, der løber fra indlandsisenog ned til kysten. Området er mest kendtfor forekomsten af guld i et stort magma-tisk kompleks "Skærgaards Intrusionen".Som vi skal se i det følgende har områdetdog på det seneste fået stigende betydningi jagten på det "sorte guld".

Undersøgelserne i Kangerlussuaq områdetviser at indsynkningen og aflejringen af sedi-menter startede meget senere i dette om-råde end i bassinerne længere nordpå i Øst-grønland,nemlig først i begyndelsen af Kridt-tiden (figur 13). De ældste sedimenter i om-rådet er således sandsten af tidlig Kridt al-der. Sandstenene er grovkornede til tidergrusede og med tydelige krydslejringer, somviser at lagene er aflejret i floder og tide-vandskanaler (figur 14a). Lagene afspejler etgradvist stigende havniveau og mængden af

Kangerlussuaq – et eksempel på en fuldskala model

Figur 11. Fjeldene i Kangerlussuaq området er opbygget af størknede lavastrømme dannet i forbindelse med opsprækning og kontinentalspredning i Nordatlanten. Un-der de lagdelte basaltiske lavastrømme findes en kilometer tyk lagserie af sandsten og skifre. Disse lag fortæller historien om land og havs fordeling fra Kridttid til Tert-iærtid og kan bruges som analog til bassinudviklingen i sokkelområdet omkring Færøerne. I baggrunden ses det 3693 m høje Gunnbjørn Fjeld.

sand i forhold til ler aftager opad. Marinefossiler som ammonitter og belemnitter(vættelys) bliver almindelige og sandstene-ne viser tydelige gravespor fra muslingerog krebsdyr.Til sidst, i sen Kridttid var derdybt vand og en mudret havbund over he-le området.

På overgangen mellem Kridttid og Ter-tiærtid begyndte store sanddomineredevifter at bygge sig ud over den mudderdo-minerede bassinbund (figur 14b).Vifternevar domineret af turbiditer som blev afsatfra turbulente tyngdestrømme (under-søiske slamstrømme). At land befandt sigikke så langt mod nord ses af, at sandste-nene indeholder aftryk af blade og kviste.Vanddybden var dog stadig betragtelig ogselv under kraftige storme nåede bølger-ne ikke dybt nok til at forstyrre sedimen-terne på bunden.

Mod slutningen af Paleocæntid skete imid-lertid en dramatisk ændring af bassinet.Fra at have været et havdækket områdeigennem det meste af Kridt perioden om-dannes Kangerlussuaq bassinet til et land-område. Mægtige floder skar sig ned gen-nem de hævede sedimenter og storemængder af sand og grus blev transporte-ret mod kysten (figur 14c). Lokalt danne-des sumpede flodsletter og lavvandedesøer. Landet var dækket af vegetation ogaftryk af blade, kogler og stykker af træ eralmindelige i lagene fra denne tid.Den sto-re mængde af materiale, der blev fjernet

fra Kangerlussuaq området, blev ført medfloderne videre ud i det havdækkede områ-de sydøst for Grønlands kyst og sandsynlig-vis helt ud til de områder, der i dag dannerkontinentalsoklen vest for Færøerne.

Grønland var ikke det eneste sted som op-levede en voldsom hævning og et skift frahav til land i slutningen af Paleocæntid. Lig-nende hændelser er beskrevet fra Norgeog Storbritannien.At hele det Nordatlanti-ske område blev hævet på dette tidspunktskyldes, at et legeme af meget varmt mag-ma bevægede sig op under lithosfæren ogdermed løftede de overliggende lag. Konti-nentalspredningen som førte til dannelsenaf Nordatlantiske hav var begyndt.

I Kangerlussuaq området betød den fort-satte strækning af skorpen, at den flere ste-der bristede, hvorved en række mindrebassiner blev dannet og hævningen blev af-løst af hurtig indsynkning. Dette skete sam-tidig med de første vulkanudbrud og snartdækkede basaltiske lavastrømme fra dissevulkaner hele Kangerlussuaq området (fi-gur 14d). Geokemisk ligner basaltlagene iKangerlussuaq de færøske basalter så me-

11

- E T E K S E M P E L P Å E N F U L D S K A L A M O D E L

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

MudSand

F M C Gr

Ter

tiær

Krid

t

Sedimenter Fossiler

Flodslettemed kanaler

Vulkanskelava-strømme

Vulkanskeaske-vulkaner

Dybmarinesandvifter

Mudder domineretshelf

Tidale kanaler

Flodslette

0

5

10

0

5

5

10

50 75 100 1252550250 0

Km

Km

Basalt Øvre Kridt Nedre Kridt Jura Trias DevonTertiær sedimenter

Oplysninger usikre

Oplysninger usikre

Færøerne

Kangerlussuaq

GrundfjeldGrundfjeld

Figur 12. Bjergarterne i det færøske sokkelområde er foreløbigt kun kortlagt indirekte ved hjælp af seismik. Og store dele er stadigt ukendte pga. et tykt basalt dækkesom skygger for de seismiske bølger.Ved hjælp af analogstudier fra Østgrønland håber geologerne at kunne skabe en bedre forståelse for områdets udvikling og mu-lighederne for at finde olie i de dybt begravede lag. Her ses til højre et geologisk tværsnit af den færøske sokkel baseret på seismiske data.Til sammenligning ses tilvenstre et tværsnit af Kangerlussuaq Bassinet baseret på feltobservationer.

Figur 13. Ved hjælp af en sedimentologisk log kangeologiske informationer som kornstørrelse, struktu-rer, aflejringsmiljø og indholdet af fossiler vises i ske-matisk form. I lagsøjlen er de ældste lag nederst ogfiguren kan betragtes som et lodret snit (boring)igennem Kangerlussuaq Bassinet.

get, at man med stor sandsynlighed kan si-ge at de stammer fra det samme vulkan-provins.

Vægten af de enorme mængder af lava fikjordskorpen til stadighed at synke ind (iso-stasi) og Kangerlussuaq området var ikkemeget over havniveau i den tidlige del afTertiærtid. Den samlede tykkelse af lava-dækket var op mod 6 km og da toppen låtæt ved havniveau betød det at sedimen-terne blev begravet dybere og dybere.Dendybe begravelse er grunden til, at der ikkefindes olie i Kangerlussuaq bassinet. Olienedbrydes ved de høje temperaturer dybti jordskorpen. I det færøske område er la-vadækket derimod tyndere.Det er tyndestlængst mod syd på den færøske kontinen-talsoklen, i størst afstand fra den Nordat-lantiske spredningsryg, så her er der for-mentlig de bedste muligheder for at findeolie (figur12).

Hvordan der ser ud under lavadækket påden Færøske sokkel og om vores forudsi-gelser holder stik, vil vi først få at vide, nårde første boringer er kommet ned gen-nem basaltlagene. Men med Kangerlussu-aq området som model kan vi give et kva-lificeret bud på den færøske kontinen-talsokkels geologiske udvikling og forudsi-ge sand/ler fordelingen igennem tid. Derer dermed skabt mulighed for,med størresandsynlighed at udpege mulige kilde- ogreservoirbjergarter.Alt sammen oplysnin-ger som bruges i olieselskabernes vurde-ring af området.

Et oplagt eksempel på, hvordan konkretviden fra Kangerlussuaq kan bruges i for-bindelse med udarbejdelse af "play"-mo-deller for den færøske sokkel, er at se påbetydningen af det voldsomme opløft,som vi har beskrevet fra Kangerlussuaq iPaleocæntid. Fra sedimenterne ved vi at

Kangerlussuaq området var dækket af sto-re floder og at disse transporterede storemængder af groft materiale tværs over denØstgrønlandske sokkel i en sydøstlig ret-ning. Vi ved ikke hvordan dette materialeblev afsat,men det er sandsynligt at floder-ne mundede ud i en række store deltaer.Herfra kunne sandet blive omarbejdet ogtransporteret af kystnære strømme ellerfortsætte som tyngdestrømme videre udpå dybt vand. Observationerne i Kanger-lussuaq kan således bruges til at sandsyn-liggøre, at chancerne for at finde gode re-servoirsandsten i den færøske undergrunder bedst i lag af netop denne alder. Udenviden fra Kangerlussuaq ville dette ikkevære til at forudsige.

12

- E T E K S E M P E L P Å E N F U L D S K A L A M O D E LG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1

/0

0

?

?

40 kmN

N

N

N

40 km

40 km

40 km

Land

Vulkanske bjergarter

Grovkornede flodaflejringer

Finkornede flodaflejringer (inkl. kul)

Lavmarine sandsten

Dybmarine sandsten

Marine skifre Transport retning

Kangerlussuaq

Kangerlussuaq

Kangerlussuaq

Kangerlussuaq

?

?

?

Figur 14. På baggrund af geologiske data og detaljeret kortlægning er det muligt at fremstille en serie palæo-geografiske kort for området. På kortene er de forskellige aflejringsmiljøer angivet med hver deres farve. Ud-fra sedimentologiske strukturer og kornstørrelses variationer er det også muligt at tolke i hvilken retning flo-der og havstrømme bevægede sig. Kortene viser tydeligt fordelingen af sand og ler i de forskellige tidsperio-der.a)Tidlig Kridt: sandsten aflejret i floder og tidevandskanaler. b) Sen Kridt – tidlig Tertiær:Dyb marin mud-deret bassinbund med sanddominerede vifter. c) Paleocæn: kraftig bassinhævning og overgang fra marine tilkontinentale miljøer. Konglomerater og sand afsat i flettede floder. d) Sen Paleocæn: Indsynkning og gennem-brud af de første vulkaner. Senere i Paleocæntid dækkedes hele området af basaltiske lavastrømme.

Figur 13. Den enes død den andens brød. Næringenfra en død moskusokse hjælper planterne til at over-leve i de golde egne af Nordgrønland.

a.

b.

c.

d.

13

J U R A S T R A T I G R A F I I Ø S T G R Ø N L A N D

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

Stratigrafi, egentlig beskrivelse af jordlage-ne i en lagserie, er en grundlæggende geo-logisk arbejdsmetode til at udrede jor-dens geologiske historie. Stratigrafiskeundersøgelser er grundlaget for inddeling-en af den geologiske lagserie i enhederbaseret på deres egenskaber; enhederneafspejler en dannelses- og tidsmæssigerækkefølge. De basale stratigrafiske prin-cipper blev fastlagt allerede i 1669 af vo-res kendte og hellige landsmand NielsSteensen (Nicolaus Steno), men det erførst i løbet af de sidste cirka 150 år, atder er blevet etableret en konsekvent op-deling af klodens bjergarter i krono(tids)-stratigrafiske enheder, f.eks. Juratid. Denyngre del af jordens historie omfattendede sidste ca. 545 millioner år er opdelt itolv af sådanne enheder, systemer. Dendel af jordens historie vi beskæftiger os

med her i hæftet, omfatter systemerneKarbon til Tertiær (figur 8, side 8).

Oprindeligt skete bestemmelsen af bjerg-arternes alder på basis af indholdet af syn-lige forsteninger (makrofossiler), f.eks.bruges vættelys (belemnitter) som vi ken-der fra stranden ved Møns Klint til at al-dersbestemme Kridttidens bjergarter. Se-nere, med olieindustriens vækst og beho-vet for at aldersbestemme bjergarterne iboringer, blev det nødvendigt at udviklenye dateringsmetoder, baseret på mikro-fossiler. For at forstå sammenhængenmellem den oprindelige stratigrafiske op-deling, og den der er baseret på mikro-fossiler, er det nødvendigt at studere lags-erier, hvor der optræder både makrofos-siler og mikrofossiler.

Den jurassiske lagserie i Østgrønland erenestående på grund af sin udstrækning ogblotningsgrad. De naturgivne forhold kom-bineret med mange års udforskning giveren solid platform for udvikling af nye geo-logiske forskningsfelter og discipliner; frade sidste årtier kan nævnes sekvensstrati-grafi, isotop stratigrafi og dinoflagellat stra-tigrafi. Derfor vender geologerne ofte til-bage til de samme områder for at afprøvenye metoder eller ideer.

Som nævnt i indledningen er Østgrønlandssedimentbassiner hævet flere kilometer opover havet i løbet af nyere geologisk tid(dvs. de sidste cirka 25 millioner år), og se-dimenter af Jura alder findes blottet i man-ge fjelde. De store, forholdsvis nemt gen-kendelige ammonitter er gode ledetråde ifelten, hvor profiler gennem sedimenterne

Jura stratigrafi i Østgrønland – et geologiskredskab; også til olieefterforskning.

Figur 15. Jura sedimenter i det centrale Jameson Land. Den markante sorte enhed midt i billedet består af cirka 100 m tykke marine skifre af Mellem Jura alder.

i bjergskråningerne kan afsøges og de am-monitførende lag findes og følges kilome-tervis til siderne. Dette gør det let at ind-samle sedimentprøver med mikrofossiler ide lag, hvor ammonitterne optræder.

Jura ammonit stratigrafiI bjergarter fra Juratiden har det vist sig atforstenede blæksprutter, kaldet ammonitterer meget anvendelige til aldersbestemmelse.Derfor foregik den oprindelige datering afJura bjergarterne ved hjælp af ammonitter.Ammonitterne var, som nutidens dyr er,påvirket af havmiljø og klima og reageredepå samme måde som f.eks.torsken,der i dagforsvinder fra Grønland og Færøerne, fordihavstrømmene ændrer kurs og havvandetstemperatur ændres. Derfor optræder am-monitter i faunaprovinser, som afspejleroverordnede jurassiske klimabælter.

Det smalle Jura hav strakte sig, som det sesaf figur 4b fra Nordsø-området til det po-

lare bassin. I den nordlige del af dette havvar vandet køligt, sandsynligvis som nuti-dens Vesterhav,og de ammonitarter,der le-vede der, tilhører det der kaldes den bore-ale ammonitfauna. Længere mod syd, iNordsø området var vandet varmere, somi nutidens Middelhav, og andre arter af am-monitter levede der. De tilhører den sub-boreale ammonitfauna.

De ammonitter, der findes i de jurassiskesedimenter i Østgrønland tilhører for detmeste den boreale fauna, som kom ind iområdet fra nord. Det vil sige, at de øst-grønlandske ammonitter er tæt knyttet tilde ammonitfaunaer, der findes i jurassiskesedimenter i Sibirien, Svalbard og Canada. Ikortere perioder op gennem Juratid ændre-de klimaforholdene sig til det gunstigere, ogammonitter fra den sydlige, subboreale fau-naprovins nåede frem til Østgrønland ogblandede sig med de boreale ammonitter.Men selv i perioder med havforbindelse

mod syd var ammonitfaunaerne domineretaf de boreale arter.Den østgrønlandske ammonit stratigrafi erstandard stratigrafi for hele den borealefauna provins, fordi den er veldokumente-ret, og fordi alle de kendte stratigrafiskeammonit varianter er fundet her. Desudener der den fordel, at den boreale ammonitstratigrafi i Østgrønland kan knyttes sam-men med den sydlige, subboreale ammonitstratigrafi fra Nordvesteuropa, fordi hori-sonter med blandede faunaer optræder iØstgrønland.

Jura dinoflagellat stratigrafi Ammonitter findes yderst sjældent i olie-industriens efterforskningsboringer, og kanikke anvendes som stratigrafisk redskabalene af den grund at det meste af materi-alet, som kommer op til overfladen erknust ned til millimeter størrelse. Som tid-ligere nævnt er det bedste redskab til be-stemmelse af de gennemborede lags aldersmå, mikroskopiske fossiler. Til aldersbe-stemmelse af sedimenter fra Juratiden iboringer fra Nordvesteuropa bruges isærdinoflagellat cyster,dvs. rester af planktoni-ske alger, der svævede i vandmasserne ogdryssede ned på havbunden når de døde.Således er aldersbestemmelsen af de dybtbegravede Jura sedimenter på den norskekontinentalsokkel baseret på dinoflagella-ter.

Et spejlbillede (analogi) af offshoreområ-derne ud for det mellemste Norge findes iØstgrønland. Her kan den tidsmæssige ud-bredelse af de enkelte jurassiske dinofla-gellater kædes sammen med den borealeammonit stratigrafi idet dinoflagellaternefindes i de samme lag som ammonitterne.I Østgrønland har det vist sig, at der er for-skelle i den tidsmæssige udbredelse af vis-se dinoflagellat arter fra syd mod nordover de næsten 700 km kyststrækning,hvorfra der kendes Jura sedimenter. Den-ne nord-syd variation i dinoflagellat arter-nes tidsmæssige udbredelse gør, at den iNordsøen etablerede dinoflagellat strati-grafi i mange tilfælde giver upræcise eller iværste fald forkerte dateringer, hvis denanvendes i boringer fra den midt-norskekontinentalsokkel – eller i Østgrønland.

14

J U R A S T R A T I G R A F I I Ø S T G R Ø N L A N DG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1

/0

0

Figur 16. Ammonitter er relativtstore, "snegleagtige" skaller frauddøde blækspruttelignende dyr.Ammonitternes ydre former sergenerelt ensartet ud , men ind-vendig er skallerne opdelt i kam-re, ofte med stærk foldedevægge. Foldemønstret er en vigtigkarakter for identificeringen afammonitterne. Ammonitten erca. 7 cm i diameter.

Figur 17. Dinoflagellat cyster ermikroskopiske organiske skallerfra én-cellede alger (dinoflagella-ter) som også i dag udgør en væs-entlig del af havenes plankton.Deer således basis af fødekæden,men kan også gøre skade ved lo-kale algeopblomstringer som pågrund af nogle arters giftighedkan føre til fiskedød, muslingefor-giftninger osv. Dinoflagellaternedanner cyster som led i deres liv-scyklus, og cysten bliver aflejretpå havbunden sammen med lerog finsand. Bredden af billedet erca. 80 µm.

Selv om dinoflagellaterne er marint plank-ton og teoretisk følger havstrømmenerundt i havet, så viser resultaterne fra un-dersøgelserne i Østgrønland, at deres ud-bredelse var lige så tydeligt påvirket af dati-dens miljø og klima, som ammonitterne ognutidens fisk er. Den nordlige, borealedinoflagellat flora er markant fattigere påarter end den flora som kendes fra det syd-lige, subboreale område; den adskiller sigdesuden ved at have sine egne karakteristi-ske arter, hvoraf en del har deres sydligsteforekomst i Østgrønland. Disse variationerses tydeligt i Østgrønland. Mængden af"sydlige" arter (diversitet) mindskes modnord, antal eksemplarer af dinoflagellat cys-ter (tæthed/densitet) mindskes mod nordog varigheden af deres optræden i lagseri-en formindskes mod nord. Samtidig træn-ger "nordlige" arter ned i Østgrønland.

Når Jura lagserien i Østgrønland analyseresved hjælp af sekvensstratigrafiske metoderog resultaterne heraf sammenlignes meddinoflagellat data, er det tydeligt at de rige-ste dinoflagellat floraer findes i de dele aflagserien, hvor en relativ havstigning med-fører overskylning af kystområderne. Sedi-menter og organisk materiale fra land nårikke rigtig ud i bassinet på dette tidspunkt,hvorved dinoflagellaterne koncentreres ifinkornede sedimenter. Grovere sedimen-ter og organisk materiale fra land skylleslangt ud i bassinet under den efterfølgendeudbygning af kysten, og mængden af dino-flagellater i bundsedimenterne bliver der-for forholdsvis mindre.

Det er som regel tidligt i den transgressivefase at markante nye arter eller opblom-stringer af specielle arter ses første gang.Der er derfor god sammenhæng mellem deenheder, der kan opstilles ved brug af densekvensstratigrafiske metode og de bio-stratigrafiske data. De sekvensstratigrafiskeenheder afspejler regionale eller globaleændringer i havniveau; de enkelte, afgræn-sede enheder genkendes på deres fossilind-hold over store afstande. Dette betyder, atkorrelationen er mere sikker i disse inter-valler, og underbygger således dinoflagella-ternes anvendelighed som stratigrafisk red-skab i olieboringer

15

J U R A S T R A T I G R A F I I Ø S T G R Ø N L A N D

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

50

25

0

66.00

61.00

56.00

53.00

50.00

47.00

45.00

40.00

25.00

20.00

1.00

351548

351547

351545

351544

351543

351542

251541

351539

351538

351537

351570

Jura

Oxf

ordi

an-K

imm

erid

gian

Cal

lovi

an

Bern

bjer

gPa

yer

Dal

1

Ver

yhac

ium

spp

. 2

Tub

otub

erel

la d

ange

ardi

i 3

Ato

podi

nium

har

omen

se 4

Sen

tusid

iniu

m r

ioul

ti 5

Men

dico

dini

um g

roen

land

icum

6 D

issilio

dini

um s

pp.

7 B

otry

ococ

cus

spp.

8 P

arvo

cyst

a bj

aerk

ei 9

Pilo

sidin

ium

fens

omei

10

Solis

phae

ridiu

m s

pp.

11

Tubo

tube

rella

cf.

egem

enii

12

Occ

issuc

ysta

spp

.13

N

anno

cera

tops

is sp

p.14

Pa

reod

inia

cf.

steg

asta

15

Vale

nsie

lla s

pp.

16

Rhyn

chod

inio

psis

clad

opho

ra17

Pa

reod

inia

spp

.18

G

onya

ulac

ysta

jura

ssic

a19

Ca

ddos

phae

ra h

alos

a20

St

epha

nelyt

ron

spp.

21

Tenu

a sp

p.22

Am

bono

spha

era

callo

viens

e23

Se

ntus

idin

ium

spp

.24

Si

rmio

dini

um g

ross

ii25

Sc

rinio

dini

um c

ryst

allin

ium

26

Crib

rope

ridin

ium

gra

nulig

era

27

Pare

odin

ia c

f. pa

chyc

eras

28

Scrin

iodi

nium

spp

.29

Tu

botu

bere

lla a

pate

la30

Av

ello

dini

um c

f. fa

lsific

um31

Rh

ynch

odin

iops

is cf

. cla

doph

ora

32

Scrin

iodi

nium

cf.

crys

tallin

ium

33

Lept

odin

ium

spp

.34

Le

ptod

iniu

m s

ubtil

e35

Cr

ibro

perid

iniu

m s

p.36

Pa

reod

inia

cf.

capi

llosa

37

Esch

arisp

haer

idia

poc

ocki

i38

N

umm

us s

pp.

39

Atop

odin

ium

spp

.40

O

ccisu

cyst

a cf

. mon

oheu

risko

s41

Ad

nath

osph

aerid

ium

spp

.42

Pa

reod

inia

ste

gast

a43

Ep

iplo

spha

era

spp.

44

Sent

usid

iniu

m p

elio

nens

e45

Ba

rbat

acys

ta s

pp.

46

Peris

seia

spha

erid

ium

pan

nosu

m47

Pa

reod

inia

cap

illosa

48

Para

gony

aula

cyst

a sp

p.49

Pr

olix

osph

aerid

ium

gra

nulo

sum

50

Tubo

tube

rella

rho

mbi

form

is

Høj

der

Met

er

Prøv

er

Syst

em

Etag

e

For

mat

ion

Biostratigrafi (fossiler)

Litostratigrafi (sedimenter)

Kronostratigrafi (lagserie)

Skifer Sand Tidsflade

AmmonitDinoflagellat Belemnit

Biozonezonefossiltilstede

KronozoneLagserie svarende til

zonefossilet stratigrafiske udbredelse

165 Geo

krono

logi

170

Mill. år

Kron

Figur 18. Her illustreres sammenhængen mellem de stratigrafiske enheder i biostratigrafi, litostratigrafi, krono-stratigrafi og geokronologi. Stratigrafi i sedimentære bassiner er baseret på meget forskellige geologiske disci-pliner så som palæontologi (fossile dyr og planter), sedimentologi (sand og lers aflejringsforhold) og geofysik(målte fysiske parametre).Hver af disse fagdiscipliner bidrager til en stratigrafisk helhed, som igen gør det mu-ligt at udforske og belyse et sedimentbassins geologiske historie og sammenligne hændelser og enheder bas-sinerne imellem. Resultatet er det som i gamle dage hed historisk geologi (jordens historie). Den sidst tilkom-ne stratigrafiske metodik er sekvens stratigrafi, som er en dynamisk stratigrafi, hvor sedimentære enheder (se-kvenser) afgrænset af tidslinier er fortolket som dannet ved relative havniveauændringer, som i visse tilfældekan have sammenhæng med overordnede astronomiske forhold (Milankovich cykler). Se Geologi, Nyt fra Ge-us Nr. 1, 1998.Parallelt med stratigrafi baseret på fossiler eller bjergartstyper, er der en geologisk kronologi, en tidsskala, påbasis af absolutte dateringer som udregnes ved måling ved radioaktive isotopers henfald. Absolutte daterin-ger kan udføres på specielle geologiske enheder især vulkanske bjergarter. Det er et overordentligt komplice-ret puslespil, at få de absolutte aldre knyttet sammen med de zonefossiler som bruges i biostratigrafien til re-lative dateringer. Fossilerne er til gengæld almindelige i sedimentære bjergarter og desuden billigere at bear-bejde, samt meget præcise og mere detaljerede end noget andet redskab til datering af geologiske lagserier.

Figur 19. Udbredelse af fossiler i en lagserie afbildes ofte skematisk ved at vise i hvilke prøver fossilet er fun-det, og dermed hvorfra og hvortil i lagserien det forekommer. Dette "range-chart" er biostratigrafernes ar-bejdsredskab.Af figuren ses det at dinoflaggelatarterne 1-14 kun forekommer i prøve 351570, mens f.eks.arterne 49 og 50 kun forekommer i den øverste prøve (351548), og derfor er yngre.

16

K A R B O N - P E R M K A R B O N A T B J E R G A R T E RG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1

/0

0

Som medlemmer af Danmarksekspeditio-nen fandt I. P. Koch (onkel til den merekendte Lauge Koch) og A.Wegener (fadertil teorien om kontinentaldrift) helt tilbagei 1907 sedimentære bjergarter af Karbonog Perm alder blottet langs de sydlige ogøstlige kyster af det, de døbte Holm Landog Amdrup Land i det nordøstligste Grøn-land (se figur 1). Meget få af de efterfølgen-de, hundeslæde baserede ekspeditionerfandt vej forbi denne fjerne del af Grøn-land, så det var først i forbindelse med densystematiske geologiske kortlægning af om-rådet i 1980’erne og 1990’erne, at bjergar-terne blev detaljeret undersøgt. Dette ar-bejde omfattede bl.a. opmåling af talrige se-dimentære profiler, indsamling af prøver tilanalyser i laboratoriet samt indsamling affossiler til aldersbestemmelse af lagene.Materialet blev indsamlet for at udrede re-gionens geologiske udviklingshistorie, forderigennem at muliggøre en vurdering af

oliepotentialet i sedimentbassinet samt påden tilstødende kontinentalsokkel.

Dette arbejde faldt sammen med at dennorske olieindustri begyndte at lede efterolie i Barentshavet. I løbet af 1980’erne og1990’erne blev der indsamlet tusindvis afkilometer af seismiske data fra Barentsha-vet. Som beskrevet i boksen om analog stu-dier giver disse data kun en indirekte videnom bjergarterne i undergrunden. Såledesrepræsenterer de mønstrer, der ses på denseismiske linie i figur 21 ændringer i bjerg-arternes fysiske egenskaber i intervaller af20 m til måske op til 100 m tykkelse.Det erkun muligt at få et mere detaljeret indblik ibjergarternes rumlige variationer ved atbore. På nuværende tidspunkt er der færreend 15 boringer, der har gennemboretbjergarter af Karbon eller Perm alder i Ba-rentshavet.Heraf er det kun få, hvori der ertaget kerner fra dette interval. Selv om dis-

se boringer naturligvis giver mange vigtigeoplysninger om bjergarternes sammensæt-ning og alder, repræsenterer de alligevel etmeget begrænset datagrundlag. Det harderfor vist sig at være gavnligt, at inddrageinformationer fra de omkransende land-områder i den videre efterforskning.

Det blev hurtigt klart, at de karbone ogperme kalkbjergarter, der findes blottetlangs Holm Lands og Amdrup Lands kysterudgør en væsentlig baggrund for bedre atkunne vurdere reservoirmulighederne i desamtidige kalkbjergarter i Barentshavet.Grunden til dette er, at kalkbjergarterne iGrønland er blottet i 300-400 m høje kyst-fjelde, hvor det er muligt at følge de enkel-te lag op til 5 km til siderne. Det betyder atdet er muligt, meget detaljeret, at under-søge de enkelte kalklags rumlige udbredel-se. Ligeledes er det muligt at studere, hvor-ledes kalkbjergarterne ændrer sam-

Karbon - Perm karbonatbjergarter i Nord-grønland – en kilde til forståelsen af reser-voirbjergarter i Barentshavet

Figur 20. Fotos af karbonatbjergarter taget i et mikroskop. De to øverste billeder viser bjergarter, der er bevaret som dolomit. De har høj porøsitet, her blå som følgeaf kunstig farvning af indstøbningsmidlet, og er gode reservoirbjergarter. De to nederste billeder viser samme typer karbonatbjergarter som ovenfor, men bevaret somkalcit.Alle tidligere porerum er fyldt med kalcit og bjergarterne har ingen porøsitet, hvilket gør dem til dårlige reservoirbjergarter. De spiralformede dyr på billederne tilvenstre er store foraminiferer. De lange trådformede organismer på billederne til højre er kalkalger. Billedernes bredde svarer til 2.5 mm.

mensætning ud til siderne, størrelsen ogudbredelsen af rev og mange andre ting afbetydning for vurdering af bjergarternesegenskaber som reservoir for olie.

Dannelse og bevaring af porøsitet (hulrum)i kalkbjergarter er meget mere kompliceretend i sandsten. I de fleste sandsten er deret enkelt forhold mellem begravelsesdybdeog porøsitet, dvs. som en tommelfinger re-gel kan man regne med at jo dybere ensandsten bliver begravet jo mindre porøser den. Dette er ikke tilfældet med kalk-bjergarter. Nogle kalksten omdannes så deer helt tætte allerede på overfladen, mensandre omdannes så de bliver mere porøse.De fleste kalksten aflejres i havet og beståraf en blanding af fragmenter af kalkskalledeorganismer, f.eks. muslinger, og kalk udfæld-et direkte fra havvand. Alt efter vandtem-peraturen vil sedimentet være domineretaf kalkskallede organismer med skaller la-vet af mineralet aragonit (f.eks. kalkalger ogforaminiferer, typisk for tropiske til varmtsubtropisk miljøer) eller mineralet kalcit(f.eks. bryozoer og søliljer, typisk for køli-gere, tempererede miljøer).Det kemisk ud-fældede kalk veksler tilsvarende. Denneforskel i primær mineralogi har stor betyd-ning for den senere omdannelse af bjergar-ten. Kalcit er det kemisk mest stabile af deto mineraler. Kalksten domineret af kalcitudsættes derfor for mindre opløsning endbjergarter domineret af aragonit. Under-søgelser af de grønlandske kalkbjergarter,sammenholdt med data fra boringer i Ba-rentshavet og oplysninger fra Svalbard, vi-ser at der er en klar sammenhæng mellemden primære mineralogi og bjergartens al-der. Således er alle kalksten af midt til senPerm alder opbygget af fragmenter af bry-ozoer, søliljer og brachiopoder og bestårudelukkende af kalcit, - i overensstemmelsemed formodningen om at de blev aflejret iet tempereret havområde. Disse kalkstener alle tætte og har ingen betydning somreservoirbjergart.

Det er således muligt, ved at kombinere da-ta fra Grønland og Svalbard med de spar-somme data fra boringerne i Barentshavet,at fremvise et tilbagevendende mønster,der medfører at en stor del af kalkbjergar-terne i Barentshavet kan afskrives som mu-

lige reservoirbjergarter; nemlig de kalkstender er af midt og sen Perm alder. Det ind-skrænker så mulighederne for at finde go-de reservoirbjergarter til kalkbjergarter afSen Karbon og tidlig Perm alder, hvor ud-gangsmaterialet var domineret af aragonitsom følge af det varmere klima. De få bo-ringer, der har gennemboret denne del aflagserien i Barentshavet viser, at der er me-get stor forskel på reservoir kvaliteten afkalkbjergarterne. Det er derfor vigtigt atudvikle en geologisk model for, hvad derstyrer fordelingen af hulrum i bjergarterne,så det i fremtiden er muligt at bore, derhvor der er størst sandsynlighed for højporøsitet. Denne model skal helst kunnesættes i forhold til de mønstre, der ses påde seismiske linier, idet det er på basis afdisse at boringerne skal placeres.

Studiet af to samtidige lagserier af karbonalder på henholdsvis Holm Land og Am-drup Land har vist at en meget vigtig for-udsætning for at der bevares porøsitet ikalkbjergarterne er, at de meget tidligt ef-ter aflejringen blev blotlagt, så ferskvandkunne gennemstrømme dem og opløseden kemisk ustabile aragonit.Ydermere skalder helst findes aflejringer af gips i nærhe-den.

Grunden til dette er, at udfældningen af gips(CaSO4) fra havvand fremmer omdannel-sen af kalcit og aragonit (begge CaCO3) tildet mere stabile karbonatmineral, dolomit(CaMgCO3). Denne mineral omdannelsekendes i dag fra den kystnære zone i klima-er med varmt og tørt klima, f.eks. kyst-strækningerne i den Arabiske Gulf. Denfører til øget porøsitet i bjergarterne, dadolomitkrystallerne fylder mindre end dekalcitkrystaller de erstatter. Ydermere erdolomit kemisk mere stabilt, så porøsitetenbevares bedre når bjergarterne begraves tilstor dybde. På sydkysten af Amdrup Landfindes de karbone kalkbjergarter sammenmed gips.De oprindelige kalksten er nu be-varet som dolomit i de områder, der liggeri nærheden af gipsen.Disse dolomitbjergar-ter har en meget højere porøsitet endkalksten af samme alder fundet længerevæk fra gipsen på Amdrup Land, eller påHolm Land, hvor der ikke forekommergips. Dolomitbjergarternes gode reservoir

egenskaber anses for at være en god analogtil de dolomitbjergarter, der er truffet i bo-ringer fra Barentshavet.

I Barentshavet er det meget vanskeligt atklarlægge den rumlige udbredelse af dedolomitiserede zoner indenfor den ØvreKarbon – Nedre Perm lagrække på grundaf manglende data fra boringer. På AmdrupLand er det tilgengæld temmelig let, idetdet blot er at gå ud i kystbjergene og kort-lægge dem. På figur 21 ses et foto samt enfigur, hvor de forskellige typer kalksten erindtegnet. Det stammer fra sydkysten afAmdrup Land. Her ses hvorledes dolomit-bjergarterne dominerer i den nedre del aflagserien, under og til siderne for den mæg-tige gipsbænk. Højere oppe dominererkalksten med ingen eller ringe porøsitet. Påfotoet kan man også se at den dolomitise-rede zone danner en lille karbonatplat-form. På toppen og langs kanten mod detdybere vand findes der små rev (figur 21 ).Det er i disse rev de allerbedste reservoir-bjergarter findes. Spørgsmålet er nu:"Hvordan kan vi nyttiggøre denne viden iforbindelse med olieefterforskning i Ba-rentshavet?" Fra Barentshavet har vi jo kunseismiske data! En mulig måde, er at gættepå hvilket seismisk mønster sedimenternepå Amdrup Land ville danne, hvis vi sendtelydbølger ned gennem dem.Vi kunne så kig-ge efter dette imaginære mønster i deseismiske linier fra Barentshavet og der-med gætte på, hvor revene og dolomittener mest udbredt. Inden for de sidste år erdet blevet muligt, takket være større com-putere, kunstigt at fremstille seismisketværsnit. Et sådant kunstigt (syntetisk)seismisk tværsnit af bjergarterne på Am-drup Land ses over fotoet på figur 21. Deter fremstillet på baggrund de indsamledesedimentologiske data samt måling af lyd-hastigheden i udvalgte bjergartsprøver.Denkunstigt skabte (syntetiske) seismik visermeget godt, hvor få detaljer, der kan genfin-des i de seismiske data (prøv at sammenlig-ne det seismiske tværprofil med fotoet).Brugen af kunstig seismik har gjort det let-tere at anvende de grønlandske feltdata iBarentshavet. Om det betyder oliefund måfremtiden vise, for der endnu nogle år tilden næste boring i dette område.

17

K A R B O N - P E R M K A R B O N A T B J E R G A R T E R

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

18

K A R B O N - P E R M K A R B O N A T B J E R G A R T E RG

EO

LO

GI

NY

TF

RA

GE

US

1

/0

0

Analog studierOlieefterforskning og olieproduktion eri høj grad baseret på iagttagelser v.h.a.geofysiske data. Den vigtigste datakildekommer fra undersøgelser af under-grundes seismiske egenskaber, hvorvedman kan få et indblik i opbygningen afden øverste del af jordens skorpe (figur21). Andre vigtige data kommer fra un-dersøgelser af de fysiske egenskaber i debjergarter, der gennembores, når derbores efter olie, - det er dyrt at tage ker-ner i de gennemborede bjergarter og

23

45 6 7

Sekvens 7, kalksten og skifer

Sekvens 6, kalksten

Sekvens 5, dolomit, gips og sand

Sekvens 4, sandsten og skifer

Sekvens 3, gips

Sekvens 1, kalksten og sandsten

1

Sekvens 2, dolomit

1

2 3

4

56 7

Figur 21. I midten ses et foto af en cirka 400 m høj stejlvæg bestående af karbonatbjergarter, evaporiter og sandsten af Karbon alder. Figuren under billedet viser engeologisk tolkning af stejlvæggen med angivelse af den dominerende lithologi. Bemærk formen af sekvens 2, der danner en lille karbonatplatform. Den øverste del affiguren viser, bjergarterne i stejlvæggens seismiske egenskaber i form af en kunstigt skabt seismisk linie (baseret på bjergarternes fysiske egenskaber og udbredelsenaf de forskellige enheder)

derfor nøjes man oftest med at undersøgederes petrofysiske egenskaber (lydhastig,elektriske modstandsevne, radioaktivitetmm) ved hjælp af måleudstyr, der sænkesned i borehullet. Dette kan give et temme-lig præcist, om end indirekte billede afbjergarternes sammensætning.

Alderen af den gennemborede lagserie be-stemmes ved hjælp af direkte iagttagelseraf mikrofossiler i bjergarterne (biostrati-grafi). Da der, som ovenfor antydet, er me-get lidt kernemateriale fra boringerne, er

dateringerne oftest baseret på mikro-fossiler fundet i borespåner. Denne me-tode har det problem, at den nøjagtigelokalisering af det undersøgte materialeer ukendt, og at borespånerne ofte re-præsenterer materiale fra flere strati-grafiske niveauer. I historien om Øst-grønland vil vi vise, hvorledes dette om-råde kan bruges til at opstille en detalje-ret biostratigrafi, der senere kan anven-des til aldersbestemmelse i boringer. Ivores eksempel er det for tidsperiodenJura.

19

D E Ø S T G R Ø N L A N D S K E S E D I M E N T B A S S I N E R

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

For at få en bedre forståelse af, hvadde indsamlede geofysiske data er etudtryk for, benyttes analogier. I dentidligste efterforskningsfase, hvor derikke er nogen boringer at støtte sig til,vil tolkningen af de seismiske data ba-sere sig på viden fra blottede sedi-mentbassiner med en formodet sam-menlignelig geologisk historie. – Deter her eksemplificeret ved historienom Kangerlussuaq Bassinet i SydøstGrønland som en analog for shelfom-råderne omkring Færøerne. – Senere iefterforskningsfasen, og i produktions-fasen, kan det være vigtigt at få et me-re detaljeret kendskab til reservoir-bjergarternes egenskaber end det ermuligt gennem et begrænset antal bo-ringer. I forbindelse med produktioner det er f.eks. vigtigt at kende denrumlige variation i porøsitet og per-meabilitet i reservoiret, mens det idette stadie af efterforskningen er vig-tigt at kunne forudsige, hvor der erstørst sandsynlighed for at have godereservoirbjergarter. Her har det felt-geologiske laboratorium en af sinestore fordele. De geologiske lag kaniagttages og måles op i felten, og derkan produceres en sedimentologiskelog, der illustrerer et snævert lodrettesnit gennem lagene svarende til den in-formation, der kommer fra en bore-kerne. I felten er det imidlertid muligtfølge lagene ud til siderne, ofte mangekilometer og dermed opbygge 3-di-mensionelle modeller over lagenes va-riation i kornstørrelse, porøsitet mm.– Det er her eksemplificeret ved hi-storien om Wandel Sea Bassinet iNordgrønland som analog for Ba-rentshavet.

Brydningen af blymalm framinen ved Mestersvig i åre-

ne 1956 til 1962 bidrog tilden grønlandske og danske økonomi. Mi-nen var desuden grundlaget for etablerin-gen af lufthavnen i Mestersvig. NordiskMineselskabs mineralefterforskning i om-rådet fra 1962 og frem til 1980’erne bi-drog til at permanentgøre Mestersvig somlufthavn for lokalsamfundet i Scores-bysund (Illoqqortoormuit). Mineralefter-forskningen dokumenterede mange inter-essante malmforekomster i det østgrøn-landske sedimentbassin,bl.a. en kæmpe fo-rekomst af molybdæn syd for Mestersvig.Ingen af malmforekomsterne er dog øko-nomisk rentable at bryde på nuværendetidspunkt. Tildels fordi anlægsomkostnin-gerne er enorme i disse øde egne afGrønland.

Midt i 1980’erne begyndte det amerikan-ske olieselskab ARCO at søge efter olie påJameson Land i det centrale Østgrønland.Der blev udført omfattende seismiske un-dersøgelser i området og som støtte fordisse aktiviteter blev der bygget en ny luft-havn i Constable Pynt. Efterforskningenstoppede igen i 1990 uden at der var bo-ret eller gjort oliefund. Lokalsamfundet iScoresbysund (Illoqqortoormuit) nydernu godt af den lufthavn, som ARCO byg-gede ved Constable Pynt som erstatningfor den mere afsidesliggende i Mestersvig.Forhåbningerne til oliefund i Grønlandknytter sig nu især til sokkelområdernevest for Grønland, hvor isforholdene ergode. Sokkelområderne ud for Østgrøn-land byder på meget vanskelige forhold forolieefterforskning på grund af drivis, ogdet kræver ny teknologi før disse områderkan komme i betragtning som mål for olie-efterforskning.

Der er en lang tradition forgeologisk forskning i de sedi-

mentære bassiner langs Grønlands øst-kyst startende med Lauge Koch’s ekspedi-tioner i slutningen af 1920’erne. I de isfriområder langs Grønlands kyst er de na-turgivne muligheder for geologisk forsk-ning blandt de bedste i verden. Sedimen-terne er blotlagt i tre dimensioner og derer ikke overjord eller vegetation af betyd-ning. Forskningen har vist at de østgrøn-landske sedimentområder udgør et af ver-dens bedst blottede riftbassiner. Ud overde praktisk anvendelige aspekter af forsk-ningen, som vi har fokuseret på i dettehæfte, er det således muligt at lave grund-forskning af meget høj klasse. Inden for desidste årtier har grundforskningen og denanvendte forskning i høj grad supplerethinanden,og bidraget til en bedre forståel-se af det østgrønlandske riftbassins strati-grafi og aflejringshistorie. Nye forsknings-emner så som palæoklimatologi er kom-met til, og indenfor de sidste år har sedi-menterne oplevet en renæssance, som le-verandør af spektakulære forsteninger.Al-lerede i 1930’erne vakte fundet af forste-ninger af den ældst kendte tetrapod (land-levende vertebrater), Ichthyostega i sedi-menter af Sen Devon alder opmærksom-hed.Her næsten 70 år senere er disse for-steninger stadig de ældste spor vi har afvertebrater, der er tilpasset livet på land,og anses derfor for at være vores stam-form.For nyligt er det fundet af meget tid-lige former af pattedyr (Haramiya) i aflej-ringer af Trias alder, der har vakt opsigt.

SAMFUNDET FORSKNINGEN

20

GE

OL

OG

IN

YT

FR

AG

EU

S1

/0

0

P O S T B E S Ø R G E T B L A D

0900 KHC

Danmarks og Grønlands GeologiskeUndersøgelse (GEUS) er en forsknings-og rådgivningsinstitution i Miljø- og Ener-giministeriet.Institutionens hovedformål er at udførevidenskabelige og praktiske undersøgel-ser på miljø- og energiområdet samt atforetage geologisk kortlægning af Dan-mark, Grønland og Færøerne.

GEUS udfører tillige rekvirerede opgaverpå forretningsmæssige vilkår.Interesserede kan bestille et gratis abon-nement på GEOLOGI - NYT FRA GEUS.Bladet udkommer 4 gange om året.Henvendelser bedes rettet til:Knud Binzer

GEUS giver i øvrigt gerne yderligere op-lysninger om de behandlede emner ellerandre emner af geologisk karakter.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

GEOLOGI - NYT FRA GEUS er redigeretaf geolog Knud Binzer (ansvarshavende) isamarbejde med en redaktionsgruppe påinstitutionen.

Skriv, ring eller e-post:GEUSDanmarks og Grønlands Geologiske UndersøgelseThoravej 8, 2400 København NV.Tlf.: 38 14 20 00 Fax.: 38 14 20 50E-post: geus@geus.dkHjemmeside: www.geus.dk

GEUS publikationer:Hos Geografforlaget kan alle GEUS’ ud-givelser købes.Henvendelse kan ske enten på tlf.:63 44 16 83 eller telefax: 63 44 16 97E-post: go@geografforlaget.dkHjemmeside: www.geografforlaget.dk

Adressen er:GEOGRAFFORLAGET 5464 Brenderup

ISSN 1396-2353

Produktion:Gitte Nicolaisen, GEUS Grafisk

Tryk: From & Co.

Forsidebillede: Lars Stemmerik

Foto: Lars Stemmerik, Michael Larsen,Stefan Piasecki og Peter A. Scholle

Illustrationer: Gitte Nicolaisen,Jette Halskov og Carsten Thuesen

Stefan Piasecki blev cand. scient og lic. scient i geologi ved Københavns Universitet i henholdsvis 1976 og 1980.Han har udført geologisk feltarbejde i Øst- og Nordgrønland siden 1977.Arbejdet omfatter især biostratigrafi ba-seret på organiske mikrofossiler; terrestriske sporer og pollen i palæozoiske aflejringer samt marine dinoflagellatcyster og acritarcher i mesozoiske til neogene aflejringer.

Michael Larsen er cand. scient. og ph.d. i geologi fra Københavns Universitet (1989 og 1996) med speciale in-denfor sedimentologi og sekvensstratigrafi. Han har udført geologisk feltarbejde i Østgrønland siden 1992. Hansforskning koncentrerer sig om klastiske sedimentbassiner af Jura, Kridt og Tertiær alder. Han har i en årrækkesamarbejdet med norske olieselskaber omkring modeller for Nordatlantens udvikling og palæogeografi.

Lars Stemmerik er cand. scient og lic.scient i geologi fra Københavns Universitet (1982 og 1986). Har været an-sat ved GEUS siden 1986 med oliegeologisk evaluering af de østgrønlandske sedimentbassiner som hovedbe-skæftigelse.