Temafordybelsesgruppen 2016 Uge 5 og 6 · 2016. 6. 9. · Uge 5 og 6 ©Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier

Udarbejdet af Søren Olsen

Kristus set i lyset af“Det Tredje Testamente”

Temafordybelsesgruppen 2016Uge 5 og 6

©Martinus Institut 1981Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private brug.

Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug.Læs mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og formidling af Martinus’ værk på www.martinus.dk.

Læs mere om ophavsretsloven på www.retsinformation.dk.

Martinus CenterKlint

http://www.martinus.dk/da/emneoversigter/martinus-instituts-ophavsret/http://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=129901

Til hver dag er først en række tekststykker fra “Det Tredje Testa-mente”, derefter følger kildetekster fra “Det Nye Testamente” og

enkelte fra “Det Gamle Testamente”.

Intro til temafordybelsesgruppenKære åndsforsker

“Kristus set i lyset af Det Tredje Testamente” er et meget stort emne som langt fra kan udtømmes på 5 dage. Man kunne starte med at spørge om Jesus Kristus selv var troende. Det kan man med sikkerhed sige, at han ikke var. Flere steder i “Det Nye Testamente” gør Jesus det klart, at kun disciplene fik forklaringer, alle andre fik budskabet i lignelser “… for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte”. Dertil udtaler Jesus “Jeg og Faderen er et”. Jesus Kristus oplever sig ét med Gud. Der er næppe grundlag for at tro på en Gud, som man oplever sig så tæt forbundet med som at være ét. Der er grund til at opfatte Jesus Kristus som langt mere følsom, langt mere intelligent og langt mere intuitivt begavet end noget jordisk menneske.

Hvad siger Martinus om det? Han siger at alle jordens mennesker er under udvikling mod at blive som Kristus, og det uanset hvad de i dag tror eller tænker om tilværel-sen. Vi er på vej mod at blive næstekærlige og vise som Kristus og dermed ét med Gud. Vi er på vej ud af dyreriget og ind i et rigtigt menneskerige. En så omfattende forvandling, som det indebærer, kræver viden om rigtig mange ting. Det er her “Det Tredje Testamente” kommer ind.

Martinus skriver om sit værk, at det ikke er en ny religion men er religionens aflø-ser. Det vil sige en videnskab / en åndsvidenskab om alt. Vi skal blive vidende ikke kun på materielle områder men i høj grad også på åndelige. Når Martinus kalder sit samlede værk “Det Tredje Testamente”, er det med henvisning til, at der er tale om fortsættelse af “Det Gamle” og “Det Nye Testamente”. Da det er en videnskab, er det naturligvis ikke noget man skal tro på. Det må man selv afgøre gennem studier.

Martinus har mange henvisninger til Bibelen i sit værk ikke som begrundelse for hans analyser, men for at vise at det han forklarer handler om det samme, som noget Jesus har talt om. Martinus kaster nyt lys over mange af Jesus udtalelser, hvorved de giver en logisk mening, der rækker langt ud over troens grænser. De afslører en dyb viden om emner, der er et fast pensum i “livets skole” for alle på et eller andet tids-punkt i udviklingen. Kildeteksterne fra “Det Nye Testamente” er således interessan-te. Lyset fra Martinus analyser gør de bibelske kilder levende og relevante for nutiden og afslører derved deres visdom og tidløshed. Herved kaster de lys tilbage på analy-serne og giver yderligere dybde til de store sammenhænge Martinus beskriver.

Med kærlig hilsenSøren Olsen

DAGSOVERSIGT

Mandag Det evige liv – tro og viDen ............................................1

Tirsdag loven for årsag og virkning – tiDløs viDen ..................... 11

Onsdag Den barmhjertige samaritan – om næsten og næstekærligheDen ...................................................... 18

TOrsdag Den fortabte søn – Den nøDvenDige fortabelse............... 23

Fredag vejen, sanDheDen og livet ............................................ 33

Den sekundære opstandelse eller Jesu påskeopstandelse er således ikke nok. Det er ikke den, der er den sande kristendoms kerne eller fundamentet for ver-densgenløserens mission eller verdens frelse. Det var forkyndelsen og demonstra-tionen af det “himmeriges rige”, der skulle komme som noget inden i væsenerne. Det var ikke en okkult eller psykisk evne til at materialisere sig, men en evne til at leve i kontakt med universets love, en evne til at være til glæde og velsignelse for helheden, evnen til at være – ikke til gene for andre menneskers eller levende væseners tilværelse – men derimod evnen til at være en inspirerende, livgivende og glædesbefordrende og dermed tjenende livskilde for alle levende væsener. Igennem reinkarnationens princip at “fødes på ny af vand og ånd” og dermed have mulighed for at vokse op fra en primitiv, dyrisk og dræbende til en højintellektuel, kærlighedsdominerende livsform, som udgør “mennesket i Guds billede”, var indholdet eller kernen i Jesu samtale med Nikodemus. Uden at “fødes på ny af vand og ånd kan ingen komme ind i Guds rige”. Dette vil igen sige, at mennesket må fødes i en ny fysisk organisme, tjenlig for en bevidstheds-indstilling og opfattelse af livet og tilværelsen som en guddommelig alkærligheds-manifestation. Denne nye fysiske organisme er således “den nye fødsel af vand”, ligesom den nye bevidsthedsindstilling er det samme som “den nye fødsel af ånd”. Det er denne nye fødsel, der udgjorde “den store opstandelse” eller åbenba-ring i verdensgenløserens fremtræden på jorden. Det var ikke en opstandelse,

Indledende spørgsmål / tankevækkere som intro til ugens forløb:• Hvem er Jesus og hvem er Kristus?• Religion som visdomsdepoter.• Gud skaber mennesket i sit billede og mennesket skaber Gud i

sit billede.• “Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Tals-

manden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” (Joh. 14,26)

Kildetekster fra Det Ny Testamente

Den sekundære og den primære opstandelse – Småbog 22C – Kap. 10Livets Bog 3 – Stk. 866, 867, 871–876

Indholdsoversigt

Tekster fra Det Tredje Testamente

Luk. 8, 9-10 • Joh. 3, 1-13 • Matt. 11, 11-15 • Luk. 7, 28 • Matt. 22, 29-32Matt. 20, 24-28 • Joh. Åbn. 21, 1-4 • Joh. 18, 33-38 • Rom. 7, 18-20Mark. 4, 30-32 • Joh. 11, 25

Kap. 10 “Den primære opstandelse” som det altoverskyggende mål for Guddommens vilje med hensyn til det jordiske menneske

Småbog 22c Den sekundære og den primære opstandelse

Det evige liv – tro og viden

Mandag

1

han først opnåede efter sin korsfæstelse, men det var en “opståen fra de døde”, han allerede havde tilegnet sig i svundne liv forud for sin inkarnation på jorden. Og det er den samme opstandelse, der er bebudet alle mennesker under udtryk-ket “Kristi genkomst”. Denne Kristi genkomst er det samme som væsenets tileg-nelse af Jesu livsoplevelse og den hermed forbundne væren “ét med Faderen”. Det er denne kosmiske bevidsthedstilstand, der udgør det himmeriges rige, som det jordiske menneske må stille sig for øje som dets store fremtidsmål. Det er denne Kristi genkomst, vi kender fra LIVETS BOG som “den store fødsel”. Det er forbe-redelserne til denne store “opstandelse fra dyr til menneske”, alle jordmennesker nu igennem ragnarok eller dommedag er under udvikling hen imod. Og det er tilegnelsen af denne opstandelse, der som nævnt er det altoverskyggende mål for den guddommelige vilje i dag med hensyn til det jordiske menneske. Denne opstandelse kan altså udelukkende kun tilegnes og eksistere som det totale resultat af den fuldkomne næstekærlighed og dermed være den eneste sande kristendom eller menneskehedens frelse.

Helt anderledes stiller det sig netop med de mennesker, som slet ikke kan “tro”. At “tro” er ikke en viljesakt, men er udelukkende en evne. Denne evne enten har man, eller også har man den ikke, ganske uafhængigt af om man vil det eller ikke. Men når man ikke har den, kan man jo ikke få “syndernes forladelse” og må så efter de “troendes” udsagn være hjælpeløst fortabt. Det er ikke så mærkeligt, at sådanne tvivlere også kom til Jesus. At han ikke overfor nogen af dem brugte formlen: “Dine synder er dig forladt” er også ganske naturligt. De kom jo ikke for at få “noget”, de ikke troede eksisterede, ligesom Nikodemus jo heller ikke kom for at få “syndernes forladelse”. Det ses her tydeligt, at der kunne være “andre ting” end netop “syndernes forladelse”, der kunne drage mennesker til Verdensgenløse-ren. At Nikodemus kommer til Jesus om natten viser, at det har været ham meget magtpåliggende at få en samtale med denne store indviede. At det ikke var for at tale om ceremoni eller tempelhandlinger enten i form af dåb eller anden religiøs ydre foreteelse turde være en selvfølge. Nikodemus var jo selv farisæer og rådsher-re og således en af datidens lærde mænd og derfor godt hjemme i datidens autori-serede visdom. At han ikke opsøgte Verdensgenløseren for at få en forklaring på en ceremoni, men derimod af hunger efter at få besked på det levende livs myste-rium gør hans samtale med Jesus til åbenlys kendsgerning. Af de brudstykker af denne samtale, der er overleveret igennem Bibelen, kan man se, at det netop var dette levende livs mysterium, der var på tale. Jesus siger ikke til Nikodemus: “uden nogen bliver – døbt – på ny”, men derimod: “uden nogen bliver – født – på ny” osv. Der er ingen som helst ting, der taler for, at Verdensgenløseren ikke netop lige akkurat har ment, hvad han her direkte sagde, ligesom det med al mulig tydelighed jo fremgår, at Nikodemus nærede en åndelig hunger, som han ikke kunne få tilfredsstillet hos datidens åndelige autoriteter, de skriftkloge eller præ-sterne. Men når hans hunger udtrykte noget, han ikke kunne få tilfredsstillet hos nævnte autoriteter, kunne det jo kun være noget af den ny visdom, Jesus kom og berigede verden med. Siger han ikke netop selv til Jesus: “Rabbi! Vi vide, at du er en stor lærer kommen fra Gud”. Men da det ikke var “syndernes forladelse”, rådsherren søgte hos Verdensgenløseren, kunne hans ærinde kun være besjælet af hungeren efter at få del i den højere eller mere intellektuelle del af Jesu forkyn-delse eller budskab.

Stk. 866 Nikodemus kom ikke til Jesus for at få “syndernes forladelse”, men for at få del i den højintellektuelle side ved hans forkyndelse eller budskab

Livets Bog 3

2

At denne mentale tilstand er en hel anden end den, der er gældende for jordmen-neskene, og i hvilken de må hjælpes med formlen “syndernes forladelse”, må tage til ægte og leve i den dyriske seksualisme med dens forelskelse, skinsyge og rivaliseren, kommer også til udtryk i hans visdom, der hvor han siger: “Sandelig, sandelig siger jeg eder, iblandt dem, som er fødte af kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen, men den mindste i himmeriges rige er større end han”. Hvad er det, Verdensgenløseren her kommer til at afsløre? – Når han så stærkt pointerer: “dem som er fødte af kvinder”, må han jo kende til en væ-senstilstand, hvor man “ikke er født af kvinder”. At han ikke her kan udtrykke sin visdom i en særlig detaljeret form er letforståeligt. Han er her inde på et gebet, som han ved, ligger langt over, hvad hans tilhørere kan fatte. Det er jo i den samme samtale, han senere udtrykker sig om Johannes Døberen: “Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme”, ligesom han ved en anden lejlighed taler om “vinden, der blæser” osv. og pointerer altså hermed, at han nu er inde på emner, hans tilhørere ligeså lidt kan fatte, som de kan fatte, hvorfra vinden kommer, og hvor den går hen. Men af hans udsagn fremgår det alligevel klart, at de fuldkomne beboere af “himmeriges rige” ikke fødes af kvin-der. Det er en anden væsenstilstand, en hel anden forplantnings- eller vedligehol-delsestilstand af artens beståen. En hel anden seksual- eller kønstilstand må

Og hvad var så denne Jesu højere forkyndelse? – At det ikke var “syndernes forladelse” fremgår med hundrede procents tydelighed i hans forhold til disciple-ne, af hans bjergprædiken og øvrige taler til folket. Her brugte han ikke formlen “dine synder er dig forladt”. Den var kun et middel, hvormed han kunne hjælpe dem, der kom til ham som ulykkelige, uintellektuelle mennesker, men med evne til at “tro”. Men samme formel var den gang ligesåvel som i dag ganske uanvendelig overfor mennesker, der ikke kan “tro”, men har evne til at “forstå” og derfor kræver viden. Og vi ser da også, at den store del af Jesus gerning var ikke at uddele “syndernes forladelse”, men derimod at forkynde eller klarlægge den højeste visdom i form af store advarsler imod fejlagtig livsførelse eller lidelsesfrembringen-de realiteter for derigennem at forberede dem til at “arve – evigt liv”. At hans udtalelser om dette “evige liv” er meget forsigtige, detaljeløse og må henvise til fremtiden og “talsmanden den hellige ånd” viser, at dette var selve maksimum af, hvad der kunne fortælles datidens intellektuelt hungrende. Men at han ikke desto mindre vidste besked med dette “evige livs” særlige detaljer, og at dette for jord-menneskenes vedkommende kun eksisterer som identisk med reinkarnationen eller genfødselen fremgår jo tydeligt ikke blot af hans forklaring til Nikodemus, men endog endnu mere direkte af hans udtalelser om Johannes Døberen der, hvor han siger: “Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. – Den, som har øren at høre med, han høre”. – Ses det ikke tydeligt, at han her var inde på et område, han ikke var helt sikker på, at de kunne forstå og derfor “tage imod”? – Han var i alt fald klar over, at emnet ikke var for alle, men kun for “den, som har øren at høre med”, hvilket altså vil sige: den, som har så udviklede intel-lektuelle anlæg, at han i kraft heraf kan fatte det. Var det ikke netop det samme, han anede overfor Nikodemus, der hvor han siger, at han ikke skal forundre sig, og henviser til vinden, ingen ved hvorfra kommer osv.? – Han vidste, at Nikode-mus' fatteevne her var sat på sin hårdeste prøve eller belastning. At han taler meget lempeligt om selve dette “evige liv” kan således ikke forundre. Må der ikke også i dag nitten århundreder senere overfor den autoriserede videns repræsen-tanter tales forsigtigt om det samme emne? – Anser ikke mange af disse væsener tanken om reinkarnation for sindssyg eller tåbelig? –

Stk. 871 Verdensgenløseren påpeger en tilværelsesform, hvor man ikke fødes af kvinder

Stk. 867 Jesus kender reinkarnationen eller genfødslen, men ved, at det ikke er nær alle, der kan forstå den

3

Det er rigtigt, at det på følelse og instinkt endnu baserede trosmenneske opfatter “himmeriges rige” som et “åndeligt rige”, men denne opfattelse er kun en midlerti-dig forestilling, uden hvilket et sådant væsen mentalt set umuligt kunne holde en højere verden fast. Hvorledes skulle et sådant væsen, der afviser enhver forskning på åndelige eller religiøse områder som umulig eller ligefrem “syndig”, idet det mener, at “Guds veje er uransagelige”, kunne komme i kontakt med en sådan tanke, at et overliggende rige absolut kun kan eksistere som en ligefrem fysisk fortsættelse af det rige, det selv tilhører? – Samme individ fatter jo ikke reinkarna-tionen og er derfor kun indstillet på, at dets nuværende fysiske liv er det eneste jordliv, det overhovedet kan opleve, og at en fortsat tilværelse efter døden eller efter dette nuværende livs ophør absolut kun kan være af en ikke-fysisk natur og derfor må være en “åndelig tilværelse”. At samme væsen forbinder denne “åndeli-ge tilværelse” med det af Jesus udtrykte “himmeriges rige” er det eneste selvfølge-lige. Der ligger ikke nogen som helst anden mulighed indenfor dets midlertidige forestillingskreds. Dette er jo også fuldstændig i kontakt med Jesu indstilling til sådanne mennesker, og til hvem han kun kunne udtrykke sig i symboler eller lignelser, mennesker der “ikke ville modtage”, at Johannes Døberen var Elias, mennesker der altså ikke havde “øren at høre med”, når det gjaldt om at forstå reinkarnationen. Det er således her ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Jesus ikke kan udtrykke den del af jordmenneskenes evige liv, der forekommer efter det nuværende jordlivs ophør ved udtrykkene: “reinkarnation”, “genfødsel” eller “frem-tidige jordliv”, men må indskrænke sig til at bruge formlerne: “himmeriges rige”, “det evige liv”, ligesom han også et sted bruger formlen “opstandelsen” om den fortsatte tilværelse efter det nuværende jordliv. Han siger blandt andet: “Thi i opstandelsen tage de hverken til ægte eller bortgiftes, men de er ligesom englene i himlen”. Hvilken umådelig kosmisk viden afslører der sig ikke bag disse guddom-melige ord? – At Verdensgenløseren med udtrykket “opstandelsen” her mener en særlig bestemt form for oplevelse af livet, der er principielt forskellig fra den, hans tilhørere eller de almindelige jordmennesker oplever, kan umuligt bortforklares. Pointerer han ikke netop kraftigt og direkte, at den netop adskiller sig fra jordmen-neskenes derved, at ingen tager til ægte eller bortgiftes, men at væsenerne deri-mod er “ligesom englene i himlen”. Hvem er “englene”? – Hedder det ikke netop ifølge Bibelen, at disse alle er “tjenende ånder, som udsendes til tjeneste for deres skyld, som skulle arve salighed”? “Opstandelsens” væsener er altså ligesom “englene” “tjenende” væsener. Men var det ikke netop det, der ifølge Kristus var hovedbetingelsen for at “arve” det “evige liv”? – Og var det ikke generalprincippet i hans eget væsen? – Siger han ikke netop et sted: “... ligesom menneskenes søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene ...”? – Er det store bud, der går ud på, at man skal elske sin næste som sig selv, ikke selve kulminationen af at tjene andre? – Og er det ikke netop den bevidsthedsform, der i form af nævnte bud er sat op som målet for ethvert menneskes mentale træning og udvikling? – Hvortil ellers de af Jesus opsatte idealer og forskrifter? – Og hvorledes skulle de kunne tilegnes uden ved træning eller øvelse? – Er det ikke tilegnelsen af den af

derfor gøre sig gældende mellem disse væsener. Den “mindste i himmeriges rige” er større end den største af dem, som er født af kvinder, hvilket vil sige det største eller mest udviklede jordmenneske. At Jesus hermed kraftigt pointerer, at “himme-riges rige” er så højt hævet over det rige, i hvilket jordmennesket befinder sig, at den mindste i førstnævnte rige er større end den største i jordmenneskets rige, kan umuligt bortforklares.

Stk. 872 Hvorfor Verdensgenløseren må betegne reinkarnation og udvikling ved formlerne “himmeriges rige”, “det evige liv” og “opstandelse”

4

Kristus anviste væremåde, der sluttelig skulle udgøre den mentale tilværelses-form, han efter “dommedagen” kalder “den ny himmel” og “den ny jord”? – Men når det skal være en “ny himmel” og en “ny jord” kan det ikke være en blot og bar “åndelig tilværelse”, men må også stadig udgøre en fysisk tilværelsesform. Og derfor får han ret, når han siger: “Mit rige er ikke af denne verden”. Før nævnte tilværelsesform er blevet tilegnet af jordmenneskene, således at deres daglige grundkarakter eller væsen er en total fysisk opfyldelse af nævnte kærlighedsbud, er den “ny himmel og jord” ikke af denne verden. Ligesom meningen i hans ord til Nikodemus: “Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke komme ind i Guds rige”, her bliver til selvfølgelig kendsgerning. Den træning, der skal til for at gøre jord-mennesket fuldkomment i næstekærlighed eller til at tjene andre, kan ikke tilende-bringes i ét jordliv. Ja, ikke engang Paulus kunne tilegne sig den totale fuldkom-menhed i sit væsen i sit daværende jordliv. Siger han ikke: “Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg”? – Jo, Verdensgenløserens kosmi-ske kendskab til reinkarnation og udvikling og dermed til de levende væseners evige tilværelse lader sig ikke fornægte eller skjule, trods de primitive formler under hvilke han stadigt måtte fortolke sin guddommelige viden.

Endvidere må man lægge mærke til, at han pointerer, at væsenerne i “opstandel-sen” er “ligesom englene i himlen”. “Englene i himlen” er altså noget helt andet. Hvis ikke de var det, var en sammenligning jo umulig. Man kan sammenligne to ting med hinanden, men man kan ikke sammenligne en ting med den selv. “Engle-ne” og “himlen” var således udtryk for noget, Verdensgenløserens tilhørere kendte i forvejen, og med hvilket han kunne sammenligne de ny realiteter, han oplyste dem om. Disse nye realiteter var jo det samme som væsenerne i “opstandelsen” eller den kommende ny fuldkomne, mentale og fysiske tilværelsesform (den ny himmel og den ny jord i hvilken retfærdighed bor.) Beboerne i denne ny tilværelses-form tager som nævnt ikke til ægte eller bortgiftes og er dermed så højt hævet over ægteskabsprincippet eller er så uafhængige af parringsdriften, at de kan elske en hvilken som helst næste som sig selv “ligesom englene i himlen”. Deres lyst og evne til at tjene eller leve og ofre sig for en hvilken som helst næste er ikke hæm-met, forstyrret eller umuliggjort ved nogen skinsygeaffødende forelskelsestendens med dens stærke begær af ejendomsret over seksuelle partnere. Livet i “opstandel-sen” skulle altså blive “ligesom englenes i himlen”. Verdensgenløseren siger såle-des ikke, at væsenerne i “opstandelsen” er det samme som “englene i himlen”, hvilket jo ville have været det absolut naturligste og lettest forståelige for disse hans tilhørere, hvis det virkelig var dette, han mente. Han henviser blot til, at den ny tilstand i det kommende “Guds rige”, det som begyndte som et “sennepskorn”, skal være lig “englenes i himlen”. “Englene i himlen” var altså ting, Jesu tilhørere kendte i forvejen. Hvad forstod disse da ved “engle” og “himlen”? – Da de ikke kendte noget som helst til reinkarnation eller genfødsel, og kommende fysiske liv eller tilværelser således var ganske udenfor deres fatte- eller forestillingsevne, kunne enhver tilværelsesform og ethvert tilværelsesplan, der ikke var identisk med deres egen tilværelsesform og tilværelsessfære kun være af en ikke-fysisk tilstand. “Engle” var således “åndelige” væsener og “himlen” en “åndelig” verden, i hvilken de havde deres hjemstavn eller tilværelsesplan. At alle fysiske væsener måtte ende her, når deres fysiske liv var slut, var naturligvis en selvfølge for disse væse-ner. Dette “åndelige” tilværelsesplan var således disse væseners absolut eneste fattelige ide om liv og eksistens udenfor deres nuværende fysiske liv. Og det er rigtigt, at ethvert væsen, efter at dets nuværende fysiske tilværelse er ophørt, må befinde sig i denne “åndelige” tilværelsesform og på dette “åndelige” tilværelses-plan. Men det var ikke det, der var magtpåliggende for Verdensgenløseren at

Stk. 873 Jesus sammenligner en kommende ny tilværelsesform med “englenes” i “himlen”

5

Hvis det ikke netop var en kommende fysisk tilværelse Verdensgenløseren sigtede til, hvad så med begrebet “retfærdighed”? – I “himlen” eksisterer der vel ikke nogen som helst form for “uretfærdighed”? – Når dens beboere “englene” er tjenen-de ånder for dem, der skal arve salighed, kan de vel ikke være “banditter” fyldt med “uretfærdighed” eller “synd”? – Tror man, det er for at skabe fuldkommenhed i “himlen”, at verdensgenløserne kommer til jorden? – Når alle verdens absolut største vise utrætteligt opfordrer og stimulerer næstekærligheden overalt, hvor som helst de kommer frem, og i hvilke som helst ting de har med at gøre, tror man så ikke, det er for at skabe jordmenneskenes fysiske tilværelse om til at blive lig “englenes i himlen”. Hedder det ikke i “fadervor”: “Ske din vilje, som i himlen så og på jorden”? – Tror man ikke, at dette netop er for at indføre “englenes” og “him-lens” tilstand på jorden eller det fysiske plan? – Og er det ikke denne indførelse eller dette arbejdes vækst, Jesus udtrykker som et “sennepskorn”, der efterhån-den bliver til et stort og mægtigt træ ...? – Og var dette træ ikke netop “himmeriges rige”? Bekræfter Verdensgenløseren ikke her med denne guddommelige lignelse, at dette rige kun bliver til ved vækst? – Hvad kan denne vækst være andet end træning, erfaring og oplevelse? – Og til hvad nytte skulle ellers de vises moralske undervisning og vejledning være til, hvis de ikke var beregnet på at forbinde sig med denne individets praktiske oplevelses- eller erfaringstilstand? – Er det ikke denne individets gennem sin erfarings- eller oplevelsestilstand manifesterede mentalitetsvækst, vi kalder “udvikling”? – Er det ikke den af individets udvikling tiltagende aflejring i bevidstheden af moralkundskab og humanisme, der er det af Kristus udtrykte “himmeriges rige”? – Intet under at Kristus måtte henvise til at “fødes på ny” og til senere tiders møde med “talsmanden den hellige ånd” med hensyn til dette riges fuldkommen-gørelse. Og intet under at han skelner imellem “himlen” og “opstandelsen” og pointerer disse to realiteter som to forskellige riger eller livsformer. Han var tydeligt indforstået med, at “himlen” var den nødvendige, særlige tilstand, som ethvert individ må befinde sig i, når dets fysiske legeme enten ved alderdom eller læsioner ikke mere er i stand til at være et brugbart redskab for væsenets fysiske manifestation, og derfor igennem den proces, vi kalder “døden”, udskilles fra jeget og dets overbevidsthed. At det må befinde sig i denne tilstand, indtil dets jeg igennem sin overbevidsthed, sit skæbneelement og sine talentkerner er i stand til at skabe sig et nyt fysisk legeme, er Kristus også fuldt på det rene med. Hvad betyder det, når han et sted siger til sine tilhørere: “Men hvad de dødes opstandel-se angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger: “Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud”. Han er ikke dødes, men levendes Gud”? – Og yderligere står der tilføjet i Bibelen: “Og da skarerne hørte dette, blev de slagne af forundring over hans lære”. Hvad var det i Jesu lære, skarerne forun-drede sig over? – Var det ikke hans henvisning til “de dødes opstandelse”? – Troe-de nævnte tilhørere ikke netop, at væsenerne måtte forblive i den ikke-fysiske eller åndelige tilstand, de ved døden blev indlemmet i? – Og tror den autoriserede kristendom verden over ikke netop det samme den dag i dag? – Er det ikke i dag som den gang almindeligt at udtrykke dem, der er gået over i den nævnte tilstand,

fortælle sine tilhørere. Og han nævner da også kun dette tilværelsesplan og dets beboere som en biting i sin fortælling. Hans udtryk “ligesom englene i himlen” er i virkeligheden kun staffage eller stillads for det virkelig centrale i hans beretning om den “ny himmel og den ny jord i hvilken retfærdighed bor”, hvilket igen vil sige: en kommende fuldkommen fysisk tilværelse i hvilken retfærdighed bor, og som jordmenneskene kun kan nå til igennem “dommens dag”, hvilket vil sige: gennem genfødelse og karma og ikke ved “syndernes forladelse”.

Stk. 874 Verdensgenløseren skelner imellem “himmeriges rige” og “himlen”

6

ved begrebet “de døde”? – Er det, at disse væsener er “døde”, hvilket vil sige: har forladt den fysiske tilværelsesform, ikke en kendsgerning, der er urokkelig for alle? – Er det ikke her, at tilværelsen for alle uindviede væsener er totalt indhyllet i mystik? – Løber ikke alle livets tråde her sammen og bliver til tilværelsens største gåde? – Er det store spørgsmål: “Er der noget liv efter døden”? ikke det samme i dag som på Jesu tid? – Er menneskene angående dette problem ikke stadig naget af uvidenhedens tvivl og mørke? – For tvivlere er der i dag såvel som i fortiden to realiteter, de ikke kan komme udenom, nemlig: “de levende” og “de døde”, hvilket sidste altså vil sige: de væse-ner, de mener, totalt er ophørt med at eksistere. Er det mon ikke sådanne tvivlere, at Verdensgenløseren gør opmærksom på, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – ik-ke er dødes – men levendes Gud? – Pointerer han ikke dermed, at der slet ikke findes nogen som helst “døde” i ordets absolutte forstand? – Alt er levende. I modsat fald måtte nævnte Guddom jo også være guddom for noget “dødt”. De såkaldte “døde” er altså i realiteten “levende”. Men selv om Bibelen kun giver sparsomme brudstykker med hensyn til oplysninger om dette emne, er disse dog fyldestgørende nok til, at man kan se hele Verdensgenløserens indstilling til og viden om problemet. Vi ser, at han er klar over, at væsenerne ikke skal blive ved med at være i den tilstand, hvor de af “de levende”, hvilket vil sige fysiske væse-ner, betegnes som “de døde” eller som værende i “himlen”, men komme tilbage til en tilstand, hvor de atter vil blive betegnet som “levende”, hvilket vil sige “fysiske”. Det er denne tilbagevendende tilstand Jesus udtrykker som “opstandelsen”. Hvad skulle det ellers være? – Hvis væsenerne skulle blive ved med at være i den ik-ke-fysiske eller åndelige tilværelse, kunne der ingen “opstandelse” manifesteres. “Opstandelse” eller dette “at opstå fra de døde” ville da være ganske uden noget som helst grundlag. Når man er i “himlen”, behøver man ingen “opstandelse” for at komme i den. Når Jesus minder skarerne om “opstandelsen”, er det således det samme som det, han udtrykte for Nikodemus, nemlig: dette at “fødes på ny”, dette at komme tilbage til en ny “fysisk tilværelse”. Det er ikke så mærkeligt, at skarer-ne “blev slagne af forundring over hans lære”, det gjorde selv den lærde Nikode-mus jo også.

Med “opstandelsen” mener Jesus således kun den ene ting, som virkelig kan være “opstandelse”, nemlig: en ny fysisk fødsel. Hver sådan ny fødsel er en “opstandel-se”. Her er individet opstået fra de såkaldte “døde” til de “levende”, hvilket vil sige: her er det udgået fra “de dødes” zone “himlen” for at fødes i “de levendes” zone, jorden. Jorden bliver således for jordmennesket “opstandelsens” verden og “himlen” de “dødes” verden eller jordmenneskenes opholdssted i deres ikke-fysi-ske eller åndelige tilstand imellem deres fysiske jordliv. Det er derfor i “opstandel-sens” verden, jorden, at “himmeriges rige” skal vokse fra at være lille som et “sennepskorn” til at blive et mægtigt træ, der omspænder hele jorden og forvandler dens praktiske, fysiske liv til en “ny jord” og dens tankesfære, det levende livs mentalitet på dens overflade til en “ny himmel”. Den “ny jord” er således det samme som den igennem oplevelserne, lidelserne såvel som behagelighederne, udviklede evne til at kunne efterkomme eller praktisere Jesu moralforskrifter eller næstekærligheden som en naturlig og selvfølgelig daglig væremåde på samme måde som “englene i himlen”, ligesom den “ny himmel” er den ligeledes igennem ovennævnte daglige kærlighedsmanifestation udviklede modtagelighed for “kos-misk bevidsthed” igennem rent praktiske, fysiske sanser i vågen fysisk dagsbe-vidsthed. Denne “ny jord” og “ny himmel” er således det fuldkomne “himmeriges rige”.

Stk. 875 “Himmeriges rige” er den gennem udviklingen fuldkommengjorte fysiske væremåde, der helt vil forvandle jorden til en “ny jord” og en “ny himmel”

7

Dette rige er igen “det evige liv”, Jesus bebuder som en arv til dem, der tror på ham, hvilket vil sige: dem der igennem jordlivene efterhånden har trænet sig op til eller levet så stærkt i praktiseringen af næstekærligheden, at denne levemåde nu som en selvfølgelighed er de samme væseners daglige natur, talent og karakter. Disse væsener kan ikke undgå “talsmanden den hellige ånd”, hvis indtog i deres bevidsthed eller mentalitet er det samme som “kosmisk bevidsthed”. Og da indivi-det gennem denne ikke kan undgå i vågen, fysisk dagsbevidst tilstand at opleve sin evige tilværelse eller eksistens bag jordlivene, kan en større opfyldelse af Verdensgenløserens forjættelse ikke times noget individ. En større retfærdiggørel-se af Mesterens ord: “Jeg er opstandelsen og livet, hver den, som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve”, kan ikke manifesteres. Bliver det ikke her synligt, at han er selve inkarnationen af lige netop de egenskaber, der afslører den fuldkomne verdensgenløser? – Ligger der ikke i dette hans lysvæld af ord til men-neskene en erkendelse af hans oplevelse af “den hellige ånd” eller hans kosmiske bevidsthed? – Kan han på nogen som helst anden og stærkere måde sige til men-neskene: “Jeg har oplevet “opstandelsen”, hvilket vil sige genfødslen på ny, med mine egne vågne, dagsbevidste fysiske og psykiske sanser og er derfor blevet ét med den. Men da jeg er blevet ét med denne fødsel på ny og derved ikke har kunnet undgå at opleve, at det fysiske jordliv er noget, der gentages, og således ikke er det endelige eller færdige liv, men blot er en detalje eller et afsnit af et evigt fortsættende liv, og at individet således i virkeligheden befinder sig midt i en evig tilværelse, kan jeg ikke undgå også at være ét med dette evige liv. Men når dette evige livs eksistens således er en kendsgerning, kan det ikke undgås, at de, som tror på mine udsagn og derfor følger mine anvisninger angående, hvorledes man igennem lovens fylde “næstekærligheden” udvikler de forfinede og rene sanser, igennem hvilke oplevelsen af dette evige liv finder sted, at sådanne væsener også vil komme til at opnå den samme kosmiske oplevelsestilstand som den, jeg allere-de har nået, og derved ligesom jeg i fysisk dagsbevidsthed se sin egen evige tilværelse”. Kan man på en fuldkomnere måde “arve” dette “evige liv”? – Er det ikke således her, at “selv om man endog dør, så ser man dog, at man stadig le-ver”? – Får vi ikke her et fuldstændigt, klart overblik over, hvorledes Verdensgenlø-serens ord er sandhed og fuldstændigt analoge med, hvad livet selv afslører for den udviklede forsker i form af åndsvidenskaben eller de kosmiske analyser i “Livets Bog”? –


Stk. 876 En retfærdiggørelse af Verdensgenløserens forjættelse om “arven” af “det evige liv”

Luk. 8, 9-10 Om at kende Guds riges hemmeligheder

Joh. 3, 1-13 Jesus og NikodemusDer var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke

Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte. [...]«

8

Matt. 11, 11-15 Johannes døberen og Elias og kvindefødte

Matt. 22, 29-32 I opstandelsen gifter man sig ikke

Matt. 20, 24-28 Om at tjene

Joh. 18, 33-38 Mit rige er ikke af denne verden

Rom. 7, 18-20 Paulus bekendelse

Joh. Åbenbaring 21, 1-4 Ny himmel og en ny jord

Luk. 7, 28

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. [...]«

»[...] Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. Den, der har ører, skal høre! [...]«

Jesus svarede dem: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen. Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? Han er ikke Gud for døde, men for levende.«

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange«.

Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?« Pilatus svarede: »Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?« Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.« Pilatus sagde til ham: »Så er du altså konge?« Jesus svarede: »Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.« Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« [...]

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.

»[...] Jeg siger jer: Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes. Men den mindste i Guds rige er større end han. [...]«

9

Joh. 11, 25

Mark. 4, 30-32

Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. [...]«

Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

10

Vi er nu kommet så langt frem i vort studium af verdensaltet eller livsmysteriet, at vi har set, at alt hvad der overhovedet eksisterer som tilgængeligt for direkte sansning, er identisk med bevægelse, hvad enten det er faste, flydende, luftformi-ge eller stråleformige materier, hvad enten disse materier er stof for materielle eller skabte foreteelser, eller de er stof for alle eksisterende mentale opbygninger, ideer og tanker.

Vi har også set, at ingen som helst af disse bevægelsesarter kan være sit eget ophav. De må alle udgå fra et levende væsen, hvad enten de er mellem-, mikro- eller makrokosmiske bevægelser eller energier, eller de er funktioner i de levende væseners organismer, eller i naturens mangfoldige skabelsesprocesser eller i stjernernes bevægelser i det evige rum. De er alle uden undtagelse udgået fra levende ophav. Hvordan skulle de ellers blive til? – Hvis de ikke er udgået fra levende ophav, måtte de have et ophav, der var hundrede procent identisk med døden.

Men bevægelse kan umuligt være dødens kendetegn. Den er urokkeligt livets kendetegn. Da hele verdensaltet kun består af bevægelse, kan der absolut ikke eksistere nogen virkelig eller absolut død. Døden kan kun være en tænkt mod-sætning til livet. Alt i verdensaltet er hundrede procent udtryk for liv. Der fore-kommer således i virkeligheden ikke noget som helst absolut udtryk for døden. Men noget, der ikke eksisterer, kan jo heller ikke give udtryk for nogen eksistens. Vi har også set, at ophavet til bevægelse og dermed ophavet til skabelse og ople-velse er verdensaltets levende væsener. De levende væsener er hver især ophav til bevægelse i form af skabelse og oplevelse. Det er disse to foreteelser, der kende-tegner det levende væsen som levende.

Vi ved allerede, at alle de levende væsener er Guds organer for manifestation eller skabelse. Det vil altså sige, at alle levende væseners manifestationer og skabelser


Det Evige Verdensbillede 1 – Symbol 16 – Stk. 16.1-13Livets Bog 2 – Stk. 306

Indholdsoversigt


Matt. 5, 38-48 • Matt. 26, 52 • Matt. 7, 1-2Matt. 7, 7-12 • Matt. 16, 19 • Matt. 6, 19-21

Stk. 16.1 Alt undtagen jeg’et er bevægelse

Stk. 16.2 En hvilken som helst bevægelse udgår fra et levende ophav

Stk. 16.3 Døden kan kun være en tænkt modsætning til livet

Stk. 16.4 Hvorledes det bliver let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne og dermed til den urokkelige retfærdighed i verden

Det Evige Verdensbillede 1 Symbol nr. 16 Evighedslegemet

Loven for årsag og virkning –tidløs viden

Tirsdag

11

tilsammen udgør Guds manifestation og skabelse. Ethvert levende væsen er således et redskab for udløsning af energi og bevægelse. Da bevægelse ikke kan gå i lige linie, må den gå tilbage til sit udspring eller ophav. Det er meget vigtigt at komme til at forstå dette, thi gør man det, vil det være let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne, ligesom den evige og urokkelige retfærdig-hed også kommer til syne som absolut virkelighed.

I henhold til denne bevægelsernes tilbagekomst til sit ophav, bliver det levende væsen således her synligt som et center, hvorfra energier og dermed bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Da denne funktion evigt finder sted hos det levende væsen, bliver den her synlig i sin inderste, kosmiske analyse som en bevægelsesophobning. Da enhver bevægelse i denne ophobning danner kredsløb, idet den udgår fra jeg’et og kommer tilbage til dette, og da disse bevægelser igen udgår i alle mulige retninger, danner de tilsammen en kugleform omkring jeg’et. Denne kugleform eksisterer dog ikke som noget, der er tilgængeligt for noget direkte sansesyn, hverken clairvoyant eller fysisk. Det er kun kosmisk eller højpsykisk set, at dette kan konstateres. Dette syn er højt hævet over alle former for sansning igennem almindelige fysiske og psykiske sanser. Vi kan derfor kun symbolisere denne kosmiske bevægelsesstrukturs udgående og tilbagevendende bevægelsesarter fra og til ophavet. Disse bevægelsesarter udgør tilsammen væse-nets livsoplevelse, der igen er det samme som væsenets skæbne. Da bevægelser-ne kun kan gå i kredsløb, hvad enten de er fysiske eller åndelige, kan vi symboli-sere dem som gående i en bue ud fra ophavet og tilbage igen til dette. Hver eneste tanke, der er udløst imod omgivelserne og således udgør en handling, er altså en bevægelse, der ikke kan gå i lige linje, men kun kan gå i et kredsløb tilbage til sit ophav. Dette er i al sin enkelthed skæbnens struktur og lov. Medens X1 og X2 ikke er skabte foreteelser, men derimod er evige og derfor kun kan udtrykkes som “Noget, som er”, er bevægelsesarterne det samme som X3, der igen er det samme som skabte foreteelser.

Disse bevægelsesarter er ikke blot de bevægelsesarter, vi almindeligvis kalder bevægelse, men det er også de foreteelser, vi kender som organer og legemer. Hele vort fysiske legeme består jo af en mangfoldighed af små og store organer. Disse befinder sig hver især i et kredsløb, ligesom selve det fysiske legeme også befin-der sig i et kredsløb. Men disse bevægelsesarter er ikke bevægelse i afstand. De er ikke bevægelser fra sted til sted. De er bevægelser i tilstand. De bevæger sig fra støvet igennem færre eller flere tilstande tilbage til støvet. Dette gælder abso-lut alle skabte realiteter, hvad enten de fremtræder i faste, flydende, luftformige eller stråleformige materier. De er alle underkastet en forvandlingsproces fra tilstand til tilstand og danner således bevægelse. Denne bevægelse former sig som kredsløb. Da bevægelse eller kredsløb ikke kan eksistere uden at være en udløsning af et levende ophav, ser vi således her det levende væsen i sin enkleste, kosmiske analyse som et center, hvorfra bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Dette center er det levende væsens jeg. Bevægelserne, der udgår og kom-mer tilbage til dette center, er dette centers eller dette jeg’s livsoplevelse, dets tanker og følelse, dets skabte legemer eller organer, dets handlinger, manifestati-oner eller væremåde, eller dets samlede skæbne.

Det levende væsens grundstruktur er i sit princip således et evigt center, der udsender bevægelsesarter, som kommer tilbage til samme center. Det er altså evigt indhyllet i et væld af kredsløbsbevægelser, det selv er ophav til og dermed er

Stk. 16.5 Skæbnens struktur og lov

Stk. 16.6 Bevægelserne er jeg’ets livsoplevelse og skæbne

Stk. 16.7 “Evighedslegemet” består af alle eksisterende bevægelsesarter

12

Vi ser her midt i analyserne af livsmysteriets løsning, hvorledes det bliver til kendsgerning for den udviklede forsker, at “det et menneske sår, skal det høste”. Dog må vi her gøre opmærksom på, at der findes endnu en lov eller et evigt princip, ved hvilket der kan ske ændringer, ikke i bevægelsesarternes tilbage-komst til ophavet, men i væsenets modtagelighed for den tilbagevendende af det selv udsendte bevægelse eller handling. Dette gælder væsenets modtagelighed for de tilbagevendende virkninger af dets onde handlinger: mord og drab eller andre former for ubehag, det har påført sin næste. Ja, modtageligheden for den tilbage-vendende gengældelse af sådanne udsendte onde handlinger kan ligefrem helt fjernes, så væsenet kan blive totalt fri af virkningerne af sådanne handlinger. Vi kommer således her til at møde princippet “syndernes forladelse”. I kraft af dette princip kommer intet som helst væsen til at opleve hele gengældelsen af sine onde handlinger. Det kan kun komme til at opleve gengældelsen eller virkninger-ne af de onde handlinger sålænge, det fortsætter med at manifestere disse. Når væsenernes humanitet er blevet så udviklet, at de ikke mere kan nænne at manifestere den eller den onde handling, er de blevet uimodtagelige for tilbage-komsten af virkningerne af tidligere udløste onde handlinger, lige meget hvor mange af disse de så end måtte have tilgode, og som endnu ikke er kommet tilbage. Når disse kommer tilbage, og væsenet i mellemtiden således er blevet human i en sådan grad, at det ikke mere kan udløse onde handlinger af den art, hvis virkninger er på tilbagevej til det, vil det altså være blevet ganske uimodta-gelig for disse. Det er således nu beskyttet imod virkningerne af de onde hand-linger, det tidligere har begået, men som det ikke mere kan nænne at begå. Vi skal senere komme tilbage til en nærmere redegørelse for begrebet “syndernes forladelse” i særlige specialsymboler over væsenernes skæbnedannelse. Vi skal her blot bemærke, at det ikke er livets mening, at væsenerne skal pines, lide og have det ondt eller smerteligt. Det er derimod livets mening, at de skal lære deres egne fejlagtige handlinger at kende. Men når denne erkendelse er opnået, og væsenet ikke mere udløser sådanne handlinger, der skaber smerte og lidelse, behøver det jo ikke mere at få virkningerne af disse. Da væsenerne har et ocean

afsender og modtager af. Denne struktur omkring det levende væsens jeg er evig, idet enhver kredsløbsbevægelses afslutning afføder en ny kredsløbsbevægelse og således fortsættende. Da alle kredsløbsbevægelser og dermed også den kreds-løbsbevægelse, vi kender som det fysiske jordliv, således hver især ved deres slutning afføder en ny kredsløbsbevægelse, og denne bevægelsesstruktur om-kring jeg’et derved er evig, har vi udtrykt den som jeg’ets “evighedslegeme”. Vi ser altså her jeg’et i en struktur, der aldrig nogen sinde kan ophøre eller forgå. Denne struktur er jeg’ets allerhøjeste og evige struktur eller legeme. For denne evige bevægelsesstruktur eller dette legeme udgør jeg’et det absolutte, faste punkt. Da alle energi- og bevægelsesarter udgår i alle retninger fra dette faste punkt og i kredsløb vender tilbage hertil, vil disse bevægelsesarter tilsammen danne kugleform. Denne kugleform udgør et evigt, urokkeligt balanceprincip, i hvilket jeg’ets samlede energi- og bevægelsesmasse evigt eksisterer. Dette jeg’ets kugleformige evighedslegeme består af alle de energi- og bevægelsesarter, der udgør jeg’ets samlede livsoplevelse, dets tanker og følelser, dets manifestation og skabelse, dets organer og legemer, dets skæbne. Det er de rene energi- og bevæ-gelsesarter bag alle disse skabte foreteelser, der udgør evighedslegemet, og af hvilket de alle udgør resultater. Og det er kun igennem disse resultater, at evig-hedslegemet kan erkendes gennem sanserne. I sin egen renkultur er det utilgæn-geligt for almindelig sansning. Det kan kun opleves direkte gennem højpsykisk sansning, hvilket vil sige intuitivt eller kosmisk.

Stk. 16.8 Princippet “syndernes forladelse”

13

af fejlagtige handlinger, hvis virkninger er på vej tilbage til dem, er det godt for dem at vide, at de ikke kan få virkningerne og de deraf følgende lidelser eller smerter, hvis de i dag virkelig af kærlighed ophører med at manifestere den slags onde handlinger. Væsenet kan således blive fri for virkningerne af handlinger, som det i virkeligheden har tilgode, hvis det forinden, disse kommer tilbage, har forandret sig således, at det ikke mere kan udløse de nævnte onde eller mørke handlinger.

Hvis dette princip ikke eksisterede, ville menneskene komme til at leve i mørket i umindelige tider længere end det i dag er nødvendigt. Men naturen laver ikke noget meningsløst. Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen – ikke blot teoretisk – men også med hjertet og derved er blevet humant, er det jo ingen som helst nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv eller i en ukendt fortid, som det endnu ikke havde fået virkningerne af, og som det derfor måtte gennemgå til ingen som helst nytte, hvis det nu skulle have disse, efter at det var blevet human eller næstekærlig i en sådan grad, at det ikke kan gøre disse onde handlinger mere. Men også det skal vi komme ind på i skæbneanalyserne senere. Det er kun vor opgave her at påvise grundprincippet i væsenets evighedsstruktur eller evigheds-legeme. Det er dette princip, der ligger til grund for verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret.

Overalt og i enhver situation, hvor der forekommer noget, der udtrykkes som “uret”, kan dette kun ske, fordi nævnte situation blot udtrykker et lokalt billede af en helhedssituation. I dette lokale billede kan den virkelige årsag til opfattel-sen af situationen som “uret” ikke ses. Vedkommende væsen synes derfor, at det lider “uret”. Det kan ikke se, at det selv er denne “urets” eller situations sande årsag. Hvis det ikke havde været det, kunne denne situation aldrig nogen sinde være opstået. Men da denne årsag kan være udløst i et tidligere liv, er det ikke så mærkeligt, at det ufærdige menneske må anse den nævnte situation som en uretfærdighed, der påføres det. Og det er denne uvidenhed, der er roden til alt det såkaldte “onde”. For det ufærdige menneske, der hverken kender til reinkar-nation eller til loven for bevægelse, der er det samme som skæbneloven, er det ikke så mærkeligt, at verden ser ud til at være fuld af uretfærdigheder og de heraf affødte misforståelser, såsom alle former for krige, had og hævn. Vi ser også her, hvor nødvendigt Kristi ord om de mange gange, man dagligt skal tilgive sin næste, er for skabelsen af en virkelig kristen eller menneskelig verdenskul-tur, altså en verdenskultur, der er ét med Gud. Men vi ser også, hvor nødvendig den åndelige videnskab er, som Kristus bebudede, der i form af “talsmanden den hellige ånd” skulle komme og fuldbyrde hans guddommelige visdom for menneskene.

Selve symbolet i sin helhed symboliserer det levende væsen. Den hvide trekant i midten symboliserer dette væsens jeg, der er det faste

Forklaring til symbol nr. 16

Stk. 16.9 Hvis princippet “syndernes forladelse” ikke eksisterede

Stk. 16.10 Hvorfor uretfærdighed ikke kan eksistere

Stk. 16.11

14

De mange violette cirkelbaner eller kredsløb, der udgår fra og kommer tilbage til jeg’et, symboliserer alle de forskellige bevægelsesarter, som det levende væsens skabte organer, legemer, manifestationer og livsoplevelse udgør. Som vi før har nævnt går alle skabte foreteelser i kredsløb. Derfor symboliserer enhver af disse cirkelbaner eller kredsløb på symbolet ligesåvel legemers og organers som mani-festationers og tankebaners kredsløb. Al skabelse er bevægelse. Alle skabte ting er kombinationer af bevægelsesarter, alt stof er sammensat af forskellige bevæ-gelsesarter. Alt er således bevægelse. Og da bevægelse ikke kan gå i lige linie, men må gå i kredsløb tilbage til sit ophav og udspring, er alt, hvad der er tilgæn-geligt for de almindelige sanser, således i bevægelse. Det er dette, der ligger til grund for, at alt er underkastet forvandling. Alt er i kredsløb omkring jeg’et, der er det faste punkt over for al bevægelse.

Det største kredsløb, et væsen helt kan opleve inden for et fysisk jordliv, er netop oplevelsen af dette jordliv. Det er jo i sig selv en bevægelsesudløsning udgående fra jeg’et og tilbage til jeg’et. Men det kan inden for dette jordliv se eller blive vidne til brudstykker af kredsløb af langt større dimensioner. Dets eget nuværen-de jordliv er således kun en enkel lille lokal del af et kæmpekredsløb, det befin-der sig i, hvilket kredsløb vi kender som “spiralkredsløbet”. Vi kan således også udtrykke dette kredsløb som en cirkelbane på symbolet udgående fra jeg’et og tilbage til dette, og hvor væsenet atter føres ind i et nyt spiralkredsløb og således fortsættende i det uendelige. Men der findes endnu større kredsløbsbaner, som vi skal komme tilbage til i senere symbolforklaringer. Disse kredsløb vi her har nævnt, er alle af en sådan natur, at vi kan kalde dem “de langsomt gående kredsløb”. Som modsætning hertil kommer de daglige viljesudløsninger, mani-festationer og handlinger, altså vor væremådes daglige udløsninger af energier og bevægelser. Nogle af disse har så korte baner, at tilbagevirkningerne af dem kommer øjeblikkelig eller i samme time, dag eller i samme uge eller måned, samme år. Andre af dagliglivets tilbagevirkninger kommer først tilbage efter flere års forløb, atter andre i det næste jordliv eller i endnu senere jordliv. Når ikke alle kredsløb kommer tilbage lige hurtigt, skyldes det naturligvis, at væsenet i sin væremåde kan udløse årsagerne til disse tilbagevendende virkninger mange gange hurtigere end tilbagevirkningerne kan fuldbyrdes. Derfor vil væsenerne altid så at sige være på et, ja, man kan næsten sige: kolossalt forskud med hensyn til udløsning af handlinger i sin væremåde, lige fra onde tanker, tange-rende had og forfølgelse, mord og drab, til gode tanker, der tangerer stor huma-nisme eller en varmende næstekærlighed, som hver især kun kan eksistere som en gengældelsesvirkning mod sit ophav.

punkt i de udsendte og tilbagevendende bevægelser. Det hvide flammekors skal udtrykke, at de levende væseners evighedslege-me til enhver tid er totalt hundrede procent fuldkomment. Det er i sin helhed evigt i balance. Alle overbalancer og underbalancer kan kun forekomme som lokale foreteelser i evighedslegemet. De berører ikke helheden. Ved over- og underbalancer vil her være at forstå de hæmninger og forceringer, det ufærdige væsen skaber i sin energi- og bevægelsesføring. Det er disse hæmninger og forceringer i overdimensioneret tilstand, der skaber uligevægt, hvilket vil sige: krig og ufred, had og forfølgelse i de levende væseners samliv og den heraf følgen-de ulykkelige skæbne for sine ophav.

Stk. 16.12

Stk. 16.13

15

Nu vil enkelte måske mene, at det er nogle mærkelige analyser, vi her er kommet ind på, men herpå må svaret blive, at alle tænkte modsætninger til naturen eller virkeligheden altid vil være mærkelige. Når de ikke desto mindre er stærkt på-krævede her, er det fordi, det er en kendsgerning, at flertallet af jordens menne-sker, ubevidst naturligvis, faktisk forlanger, at stofferne ikke skal følge deres evige bestemmelse, men derimod ophøre med deres normale reaktioner i situati-oner, hvor disse ikke direkte er i de nævnte menneskers favør. Dette kommer til udtryk gennem en hvilken som helst form for kritik, der går imod den store kosmiske analyse: “Alt er såre godt”. Enhver intolerant kritik imod livet, imod naturen eller Forsynet, er altså udtryk for et absolut ukendskab til stoflovens umådelige fuldkommenhed. Når et menneske giver Forsynet, der jo også omfatter medvæsenerne, skylden for sin ulykkelige skæbne, sine lidelser og besværlighe-der, udtrykker dette kun kulminationen af naivitet. Det forstår slet ikke, at det i virkeligheden selv har valgt de stoffer eller energier, af hvis samlede reaktioner dets nuværende skæbne er et resultat. At dette resultat ikke er blevet således, som det pågældende væsen har ønsket sig, er ikke en fejl hos naturen eller Forsy-net, men skyldes derimod udelukkende væsenet selv. Det har ikke forstået at vælge den energi- eller stofsammensætning, hvis samlede reaktion var identisk med det resultat eller den skæbne, nævnte væsen ønskede sig. Men når det ikke har valgt de rigtige stoffer, kan det ikke være en fejl hos naturen eller Forsynet, at det ikke opnår det ønskede resultat, men i stedet må opleve den reaktion, som uundgåeligt må blive en følge af de forkerte stoffers sammensætning. At forlange noget andet, at være indigneret eller ulykkelig over denne sin oplevelse eller skæb-ne, er i virkeligheden det samme som at være ulykkelig over, at de fremmede eller forkerte energier ikke gav den samme reaktion, ikke gav det samme resultat, som de ordinære energier. Men således at forlange det umulige mulig er jo en abnor-mitet, og ophører ikke med at være dette, selv om individet er uvidende om denne sin situations virkelige analyse. Peber bliver ikke til sukker, fordi man ved en fejltagelse kommer det i et glas saftevand i den tro, at det netop er sukker. At saftevandet derved bliver udrikkeligt, er ikke en fejl hos Forsynet, men er naturlig-vis en fejl hos den, der har sat de to stofarter (saftevandet og peberet) sammen. Den, der indigneres over saftevandets fordærv, indigneres faktisk over, at peberet ikke pludselig blev til sukker, hvorved saftevandet kunne være blevet af den ønskede virkning. Medens de fleste mennesker i dette sidstnævnte eksempel naturligvis let kan se, at fejlen ligger hos individet og ikke i selve peberets natur, kan kun de færreste forstå, at fejlen på samme måde ligger hos dem selv, når det drejer sig om skavankerne i deres skæbne, deres daglige liv og forhold til medvæsenerne og omgivelserne. Her forstår jordmenneskene ikke, at “peber” er “peber”, og “sukker” er “sukker”, og at man ikke skal vente sig, at disse eller andre stoffer straks bliver noget andet i situationer, hvor det ville passe bedre i vort favør, og at det derfor er ligeså nødvendigt at anvende de absolut rigtige stoffer i sammensætningen af vore sjælelige foreteelser, som det er nødvendigt i vore fysiske. Når man derfor hører sådanne udtryk som: “Det er forfærdeligt, at de men-nesker skal rammes så hårdt”, “det er forfærdeligt, at han (hun) skal lide sådan” e.l., så er disse opfattelser udtryk for total uvidenhed. De røber en direkte kritik af Forsynet, naturen eller den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed. Men disse udtryk har dog et vist lysende skær over sig, idet de jo samtidig mere eller mindre er udtryk for medlidenhed overfor dem, der lider, og opfylder således i en tilsvarende grad loven for tilværelse: Du skal elske din næste som dig selv.

Stk. 306 Når Forsynet får skylden for væsenernes ulykkelige skæbne

Livets Bog 2

16

Matt. 26, 52

Matt. 7, 1-2

Matt. 7, 7-12

Matt. 16, 19

Matt. 6, 19-21

Matt. 5, 38-48


[...] »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.«

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

»[...] Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig. I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

17

Men hvad nu med et sådant ideal? – Det kan da umuligt andet end kollidere med de gængse ægteskabelige traditioner. Det nye ideal siger jo ikke, at “du skal elske din hustru som dig selv”. Det siger heller ikke, at “du skal elske din mand som dig selv”, men det siger udtrykkeligt, at “du skal elske din næste som dig selv”. Det er altså ikke dette, at man er “hustru” eller “mand”, man er “søster” eller “broder” eller på anden måde er i “familie” med den eller den, der betinger, at man skal elskes af det pågældende væsen, således som dette elsker sig selv. Selv om man er en “fremmed”, skal man elskes af dette væsen. Det eneste, der så bliver tilbage som betingende grundlag for, at man skal elskes af sin “næste”, således som han elsker sig selv, bliver udelukkende kun dette, at man er et “levende væsen” og befinder sig indenfor vedkommendes manifestationsområde. Betingelsen for, at man skal elske et væsen, som man elsker sig selv, er jo, at det pågældende væsen er ens “næste”, hvilket altså igen vil sige: er det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig “nærmest” hos os i selve det fysiske rum, ligegyl-digt hvor vi så end måtte befinde os. Af to væsener, hvoraf det ene befinder sig i vor umiddelbare nærhed, og det andet i hundrede kilometers afstand, er først-nævnte altså vor “næste” og har ret til vor “kærlighed”. Hvis det befinder sig syg og elendig og trænger til vor hjælp, overtræder vi næstekærlighedsloven, hvis vi ikke efter evne hjælper det pågældende væsen, således som vi selv ville ønske at blive hjulpet, hvis det var os, der var i den nødstedte situation. Og hjælpen må altså være lige effektiv, hvad enten dette vort “nærmeste væsen” er et dyr eller menneske, men naturligvis intellektuelt tilpasset til hvert af de to væsensarters naturlige livstrin. I modsat fald blev det ikke “kærlighed”, vi kom til at udfolde, men herom senere. Det er altså dette, at væsenet er vor “nærmeste”, og at vi således er de væsener, der befinder sig i den korteste afstand fra dette, der betin-

Den store Danske Encyklopædi

Matt. 22, 34-40 • Mark. 12, 28-34 • Luk. 10, 25-37Kildetekster fra Det Ny Testamentente

5. mos. 6, 4–8Kildetekster fra Det Gamle Testamente

Livets Bog 4 – Stk. 1132-1134Livets Bog 5 – Stk. 1846Uddrag fra rubrikken: “Spørgsmål og svar” – Kosmos nr 11/1987

Indholdsoversigt


Samaritanere

Livets Bog 4

Den barmhjertige samaritan –om næsten og næstekærligheden

Onsdag

Stk. 1132 Hvem er vor “næste”? “Næstekærlighed” er en anden form for kærlighed end sympatien for det “modsatte køn”

18

Der findes altså en højere “kærlighed”, en “kærlighed”, der får væsenerne til at elske ikke blot det “modsatte køn”, men også deres “eget køn”. Men ligesom kær-ligheden til det “modsatte køn” udelukkende kun kan befordres i kraft af en orga-nisk struktur, således kan “kærligheden” til “alle væsener” ligeledes kun udløses i kraft af en organisk struktur. “Sympati” eller “kærlighed” er således ikke en blot og bar viljesakt, den er ligesom enhver anden formåen eller kunnen nødsaget til at være resultatet af en forudgående udvikling af en dertil særligt egnet organisk struktur. Denne organiske struktur fordrer benyttelse. Denne fordring fornemmes i individet som et begær, hvis tilfredsstillelse igen fornemmes eller opleves som “nydelse”, som lykke eller glædesfølelse. Som vi tidligere berørte, havde det ma-skuline og det feminine væsen gensidigt organisk brug for hverandre, af hvilken grund de netop kom til gensidigt at begære hinanden. Opfyldelsen af dette begær blev igen den højeste fornemmelse af vellystfølelse eller livsglæde for nævnte to væsener. Men denne livsglæde formørkes straks ved jalousi og skinsyge på væse-nerne af “eget køn”, der jo ifølge deres organiske struktur uundgåeligt måtte være medbejlere til det “modsatte køns” væsener. Men dette af skinsygen og medbejler-skabet affødte mørke, hvilket vil sige sorg, had, lidelse og krig, er altså fuldstæn-digt udelukket der, hvor den ny form for kærlighed er blevet fuldkommen i sin organiske struktur. Denne organiske struktur er et resultat af en udviklet ligevægt imellem væsenets to seksuelle poler: den feminine og den maskuline. Idet den feminine pol er blevet jævnbyrdig med den maskuline pol i “hanvæsenet”, er dette væsen jo ikke mere noget “hanvæsen”. Og når den maskuline pol i “hunvæsenet” har udviklet sig til at være jævnbyrdig med den feminine pol i samme væsen, er dette ikke mere noget “hunvæsen”. Men derved er væsenet jo totalt ophørt med at være en virkelig “mand” eller en virkelig “kvinde”. Men når manden ikke er “mand”, og kvinden ikke er “kvinde”, hanvæsenet ikke er “hanvæsen”, og hunvæ-senet ikke er “hunvæsen”, ophører jo begrebet det “modsatte køn” såvel som begrebet “eget køn”, da de to køn jo ikke mere eksisterer. Et “nyt køn” er dermed opstået, i hvilket de to poler, den maskuline og den feminine, fremtræder med en ligevægtig eller jævnbyrdig udfoldelseskraft. Idet alle væsener på dette “køns” tilværelsesplan repræsenterer denne særlige kønstilstand, bliver denne retmæs-sigt at udtrykke som “fælleskøn”. Da der i dette “køns” tilværelsesplan ikke eksisterer noget “modsat køn”, kan der ikke opstå nogen konkurrerende medbejlen til et sådant køn. Og alt, hvad vi kender under begrebet jalousi eller skinsyge og den hermed forbundne øvrige

ger dets ret og krav på vor “kærlighed” og den heraf udløste hjælp i nøden. Det var jo ikke det, at den nødstedte i “lignelsen om den barmhjertige samaritan” var den barmhjertige samaritans “hustru”, “broder” eller på anden måde var i familie med ham, der betingede, at han hjalp ham, men udelukkende dette, at han var den, der var den nødstedte “nærmest”. Han følte, at uden hans bistand ville den nødstedte bukke under for sine sår og lidelser. Dette var for ham den afgørende begrundelse for at yde sin hjælp til et væsen, han ikke var i fami-lie med. Vi ser her Verdensgenløseren påpege en “kærlighed”, der slet ikke havde noget med “familieskab” at gøre. Og siger den samme store verdensgenløser ikke ved en anden lejlighed, at “ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for at redde sin næste”? – Vi kommer således ikke uden om, at den “kærlighed”, der igennem “Bibelen” og andre hellige bøger og igennem menneskehedens største vise såvel som igennem selve verdensgenløsningens princip foreskrives som menneskehedens absolut eneste frelsende ideal, er en anden form for “kærlighed” end den, der udelukkende kun kan udfolde sig til det “modsatte køn”.

Stk. 1133 “Fælleskøn” eller den organiske struktur bag “næstekærligheden”. “Det fuldkomne menneske”

19

Som dominerende hankøns- og hunkønsvæsen vil man altså aldrig nogen sinde komme længere end til mørkets kulmination i livet. Disse to væsenstilstande er, som vi nu igennem mange kosmiske analyser har set, udstyret med en mental og legemlig struktur, der på forhånd gør det umuligt for væsenerne at praktisere eller overholde kærlighedslovens store bud: “Du skal elske din næste som dig selv”. Et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen er i kraft af deres indre polkonstellation i overbevidstheden prædestineret til kun at kunne elske væsener af det modsatte køn. Denne polkonstellation er organet for den højeste ild eller al sympatiregule-ring og dermed for kærligheden. Når dette organ i en vis periode af kredsløbet former væsenets sympatiudløsning på en sådan måde, at den kun kan udgøre den virkelige oplevelse, den virkelig skønne, livsbefordrende glæde, lykke og velsignelse for væsenet igennem kærligheden til det modsatte køn, vil kærligheds-budet jo være lige så umuligt og meningsløst for det hundrede procents ægteska-beligt indstillede hankøns- eller hunkønsvæsen, som det femte bud: “Du skal ikke dræbe”, er umuligt at overholde for rovdyret. Hedder det ikke også her, at en mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru? – Han skal altså ikke elske denne sin fader og moder således, som han elsker sig selv. Han går til hustruen, fordi der får han tilfredsstillelsen af sit eget begær, får opfyldt sin kærlighed til sig selv. Ægteskabsloven, der påbyder, at de to ægtefæller skal holde sig til hinanden

udfoldelse af den dyriske natur, såsom had, forfølgelse, krig, sorg og lidelse, ophører derfor her med at eksistere. Dette mørke har, som vi skal se, udelukkende sin rod i væsenernes seksuelle enpolethed. “Hanvæsenet” og “hunvæsenet”, “manden” og “kvinden”, er således for væsenerne på det fuldkomne “fælleskøns” tilværelsesplan et tilbagelagt “larvesta-dium”. Den jordiske “mand” og “kvinde” vil altså efterhånden afkaste den dyriske ham og som et nyt strålende og funklende væsen hermed tage de jordiske konti-nenter i besiddelse. Igennem den seksuelle polkonstellations forvandling i “man-den” og “kvinden” ser vi her en begyndende åbenbaring på jorden af “det rige, som ikke var af denne verden”, og i hvilket man “ikke tager til ægte”. “Det fuld-komne menneske”, målet for al jordisk stræben, begynder her at stige op over horisonten i det fjerne.

Det “fuldkomne” eller “færdige menneske” er således ikke en “mand” eller “kvin-de”, det er ikke noget specielt “hanvæsen” eller “hunvæsen”, det er derimod et væsen, i hvilket begge polerne, den maskuline og den feminine, er jævnbyrdige. Den forhenværende “mand” er nu blevet et væsen, der i vågen dagsbevidstheds-form er seksuelt bevidst i den feminine side ved livet, medens den forhenværende “kvinde” er blevet et væsen, der i tilsvarende vågen dagsbevidsthedsform er blevet bevidst i den maskuline side ved livet. At de således er blevet vågen dags-bevidst i den modsatte pols særlige natur betyder altså, at deres seksuelle sanse-evne er udvidet således, at de, foruden at være dagsbevidst i den seksuelle side ved livet, der var deres oprindelige natur, nu også er ligeså sansemæssigt eller vågen dagsbevidst i den seksuelle natur eller side ved livet, der for dem var et fremmed terræn, forbeholdt væsener af “modsat køn” at være bevidst i, og af hvilken grund dette “modsatte køn” altså blev en livsbetingende attrå. Medens de tidligere således i virkeligheden kun var “halvvæsener”, er de nu blevet til “helvæsener”.

Stk. 1846 Næstekærlighedsbudet og ægteskabsbudet kan ikke opfyldes af de samme væsener

Livets Bog 5

Stk. 1134 Det jordiske menneskes forvandling fra “halvvæsen” til “helvæsen”

20

[...] Hvis begrebet “næste” skal forstås helt bogstaveligt, er det en stedbetegnelse. Vor næste er således i denne forbindelse det væsen, der i det fysiske rum er os nærmest [...].[...] Når det hedder, at man skal elske sin næste som sig selv, vil det altså bogsta-veligt sige, at man først og fremmest skal elske det eller de væsener, der er inden-for vor observationsevnes rækkevidde, og som vi derfor ikke kan undgå at opleve eller sanse [...].[...] Hvis alle væsener indenfor denne sansernes nærzone opfyldte nævnte lov, og alle således var til glæde og velsignelse for alle, ville Himmeriges Rige dermed for længst have været en kendsgerning på jorden [...].

og gensidigt foretrække hinanden fremfor noget andet væsen, og at en afvigelse herfra er et troskabsbrud, er at bedrive hor, kan jo umuligt samtidigt forenes med den lov, der siger: du skal elske din næste som dig selv – altså uafhængigt af, hvem denne næste så end er. Der står ikke, at det er en betingelse, at denne næste er ens ægtefælle, broder, søster, fader eller moder. Gennem lignelsen om den barmhjertige samaritan bliver det yderligere vist, at ens næste ovenikøbet godt kan være ens fjende. Samaritanerne og jøderne var jo ikke venner, men ikke desto mindre vises den overfaldne jøde som samaritanens næste, som denne ifølge næstekærlighedsbudet altså i virkeligheden havde pligt til at hjælpe.

Uddrag fra Spørgsmål og Svar: Hvem er min næste?

Kosmos 1987-11, s. 218-219

Mark. 12, 28-34

Matt. 22, 34-40


5. mos. 6, 4-8 Det første og største bud

Kildetekster fra Det Gamle Testamente

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« Så

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke, [...]

21

Den store Danske Enclykopædi Samaritanere

Luk. 10, 25-37 Lignelsen om den barmhjertige samaritanerDa rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

... folk beslægtet med jøderne, hvis kultiske centrum er Garizim i Samarias bjergland. De optræder ikke i Det Gamle Testamente, hvor Samarias befolkning før den assyriske annektering i 722 f.Kr. er benævnt israelitter. Den assyriske deportation af Nordrigets befolkning medførte indflytning af folk fra Babylon (2.Kong. 17,24). De antog stedets religion og benyttede de lokale templer. De tilflyttede folk optræder igen som modstandere af tempelbyggeriet i Jerusalem ved hjemkomsten fra eksilet (Ezras Bog, kap. 4). Senere jødisk tradition (især Josefus) kalder dem samaritanere og siger, dels at de etnisk set ikke kan regnes for at være jøder, selvom de ganske vist antog Nordrigets Jahvereligion, dels at de er frafaldne jøder. Dette modsiges i samaritanernes egen tradition, der med baggrund i Mosebøgerne hævder, at de er de oprindelige israelitter, som har fastholdt såvel etnicitet som den rette Jahvedyrkelse, mens jøderne anklages for at have svigtet det oprindelige grundlag og flyttet kulten til Jerusalem. I Det Nye Testamentes historie om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10,25-37) udnyttes denne kontrast i en skærpelse af næstekærlighedsbuddets krav om anerkendelse. Endelig ophæver Joh., kap. 4 distinktionen mellem jøder og samaritanere i kristendommens nyfortolkning af jødedommen. Der er endnu ca. 200 samaritanere bosiddende i Holon (ved Tel Aviv) og Nablus.

sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

22

Kamp og lemlæstelse, slid og trældom, smerte og lidelse camoufleret som lykke- eller solskinsoplevelse var altså den foreteelse “slangen” i virkeligheden overrakte Eva, og af hvilken hun “spiste” og fik Adam til at “spise”. Og virkningerne heraf viste sig øjeblikkelig. Adam og Eva befandt sig ikke mere i haven. De var ikke mere i Guds nærhed. Deres ophav, ven og beskytter var blevet borte. De famlede sig frem i mørket. Og mørket bredte sig ud over jorden, blev til degenererende religioner, blev til “materialisme”, en gudsfornægtelsestilstand i hvilken al viden kun er mål- og vægtfacitter. Illusionen “tilfældighed” er verdensaltets generalfacit og dermed uundgåeligt befordrende illusionen: Enhver er sig selv nærmest, og således afstedkommende den fortsatte nydelse af “kundskabens træ” eller den “forbudte” frugt. Og hvad er virkningerne heraf blevet? – Finder vi ikke denne i mål- og vægtfacitter, i teknik og materialisme og dermed i gudløshed kulminerende menneskehed i færd med at opdage sin “nøgenhed”? – Er ikke råbet efter “freden”, hvilket vil sige: næstekærligheden og Guddommen, den begyndende, blide under-tone under den nutidige mordtekniks larmende og altsønderknusende overflade? – Ja, er det ikke således, at denne fred, denne længsel efter kærlighed blandt væsenerne indbyrdes ligefrem er den inspirende kraft bag bombemaskinens, undervandsbådens og slagskibets styrende rat og udløsende disse helvedesma-skiners mord- og lemlæstelsesbefordrende kontakter? – Krigen er ikke mere en sport, en forlystelse eller åbenlys religion som hos tidligere tiders primitive menne-sker, hvor vejen til “Valhal” eller Guddommens yndest kun var beskåret de dræ-bende og dem, der selv var blevet dræbt. I dag kæmper alle imod alle, lemlæster og myrder, men absolut ikke fordi man føler glæde derved, tværtimod. Hvad tror man ikke, der flyder af tårer eller eksisterer af samvittighedsnag og mentalt sammenbrud i soldaternes rækker på alle fronter? – Nej, kampen eller krigen i dag føles som en absolut knugende nødvendighed. Det er i virkeligheden slet ikke menneskene, man vil myrde, men det er selve krigen med dens uhyrligheder, ja, det er selve “helvede”, man vil tilintetgøre. Man kæmper således i realiteten på alle fronter for at “myrde” eller afskaffe krigen. Man myrder altså kun menneskene der, hvor man tror dermed at “myrde” eller tilintetgøre krigen. I dag er det krigen og ikke mennesket, der er det forfulgte onde. I tidligere tid var det mennesket og


Livets Bog 3 – Stk. 965–967, 969, 970, 972Bønnens mysterium – Småbog 11 – Kap. 7Vejen ud af dødsfrygten – Artikelsamling 1 – Stk. 26.5Tærskelens vogtere – Artikelsamling 1 – Stk. 9.7

Indholdsoversigt


Luk. 15, 11-32 • Matt. 7, 1-5

Stk. 965 “Syndefaldets” virkninger og den nuværende jordmenneskehed. “Syndefaldet” er en beretning om kredsløbet

Livets Bog 3

Den fortabte søn –den nødvendige fortabelse

TOrsdag

23

Og hvad er “lignelsen om den fortabte søn” andet end den samme historie? – I den “fortabte” søns bevidsthed opstod der også en slags længsel, et begær efter at komme bort fra de gængse traditioner, komme bort fra faderen, bort fra fædrene-hjemmet. Men hvad er den “fortabte” søns vandring bort fra faderen og fædrene-hjemmet andet end hans vandring imod materialisme, imod glemselen af Gud-dommen og den heraf følgende primitivitet og uvidenhed på åndelige felter, altså i princip nøjagtig det samme som “uddrivelsen af paradisets have”. Er faderen ikke netop Guddommen og “fædrenehjemmet” “paradisets have”? – At vandre bort fra Guddommen vil altså være det samme som at dyrke materien i stedet for Guddom-men. Men det bærende i denne dyrkelse er skabelsen af “tilfredsstillelse” for sig selv, hvilket igen er det samme som “selviskhed”. “Selviskhed” er således udgø-rende den “forbudte” frugt i “paradisets have”. Den er “æblet” på “kundskabens træ”. At “spise” af “kundskabens træ” giver på en gang erfaringer og skaber samtidig uvidenhed. Denne “spisning” fører således til store oplevelser på selvdyr-kelsens område, fører til den rå brutale magts tinde samtidig med, at den skaber glemsel og dermed uvidenhed om Gud. Individet befinder sig jo her i en bevidst-hedstilstand, hvor det er kontrær overfor Guddommens bevidsthed. Hele dets lyst og interesse er jo udelukkende baseret på opnåelsen af tilfredsstillelsen af dets egne særlige materielle ønsker eller begær. At sanserne derfor vil udvikl

Documents

Temafordybelsesgruppen 2016 Uge 5 og 6 · 2016. 6. 9. · Uge 5 og 6 ©Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier