Sygeplejerske i verdens brændpunkter

Merete EngellSygeplejerske i verdens brændpunkter

INFORMATIONS FORLAG

Til Heidi

Det, vi er herrer overer den måde, hvorpå vibruger den tid, vi har

Indholdsfortegnelse

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Del IHer kommer kavaleriet! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13Afghanistan og kærligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77Tivoli-Liberia tur-retur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

Del IIWho is in charge? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179Mørkets hjerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231Sammenbruddet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271Med DR derude . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 349

Her kommer kavaleriet!

Jeg vågnede tidligt efter en urolig nat. Byen var vågnet, og larmen uden for huset var allerede høj. Jeg var blevet tvun-get til at tage ørepropper på i løbet af natten. Allerede den første nat havde jeg lært, at jeg aldrig ville få noget søvn i Afrika, hvis ikke jeg tog mine forholdsregler. Der var bræ-gende geder i gaden, galende haner, skrydende æsler og bar-negråd. Duer på bliktaget af vores hus, musik og snak fra den tidlige morgenstund. Jeg kravlede ud af min sovepose, noget radbrækket efter en nat på en tynd madras på gulvet. Vagten havde været så venlig at varme noget vand til os, så vi kunne friske os lidt op, inden vi skulle på arbejde. Først måtte jeg dog overvinde mit ubehag ved at gå på latrinet, som var et skur i baggården med et hul i jorden.

Morgenen var kold og klam, og det ville tage noget tid, inden solen ville få varmet dagen op. Vi boede nogle få hun-drede meter fra vores kontor. Vores hus lå i udkanten af byen blandt almindelig beboelse. Huset var et ramponeret toeta-ges lerhus med jordgulv og en meget interimistisk trætrappe med store huller, som førte op til første sal. Jeg boede på et værelse, hvor der var presenning på gulv og vægge. Der var en madras på gulvet, nogle brædder, der gjorde det ud for et par hylder, og en stol. Vinduet var et hul i muren, og to gamle brædder på skæve hængsler fungerede som skodder.

Vores naboer boede i lerhytter eller i faldefærdige huse

14 SYGEPLEJERSKE I VERDENS BRÆNDPUNKTER

med bliktag. Der var intet rindende vand eller elektricitet i området, og storfamilier boede tæt sammen side om side i de små hytter og huse. Lugten af bål lå tungt over byen fra mor-genstunden, og kvinderne var allerede i gang med at tilberede morgenmaden. I de små jordgader lå der solblegede knogler, frisk afhuggede gedeben, dyreafføring og affald. Børnene løb rundt og legede på bare tæer og med snottede næser.

Jeg befandt mig i den afrikanske virkelighed i Etiopien i år 2001. Jeg var udsendt med Læger uden Grænser som sygeple-jerske. Jeg var udsendt for første gang og skulle arbejde med underernærede børn i den nordlige del af landet. Jeg boede i byen Sekota sammen med et team af andre internationale expats og en masse etiopiske ansatte. Jeg var netop ankom-met aftenen i forvejen sammen med en anden sygeplejerske, som hed Marianne. Hun var erfaren nød hjælpsarbejder fra Schweiz og skulle være min chef.

Hvorfor nødhjælp?For mig virkede det, som om det var skæbnen, at jeg skulle til Etiopien. Første gang, jeg blev konfronteret med verdens elendighed og ulig hed, var gennem Live Aid; en stor kon-cert, der blev transmitteret fra Wembley Stadium til fordel for de sultne menneskemasser under den store hungersnød i Etiopien i 1985. Som 15-årig sad jeg dér og så koncerten i tv. Dengang vidste jeg godt, at der var folk ude i den store verden, der led nød. Men med Live Aid blev nøden legemlig-gjort. Musikken blandet med billeder fra henholdsvis Etiopi-ens unde r ernærede børn og Wembleys festglade overskuds-mennesker gjorde et dybt indtryk på mig. Selvom koncerten kun varede en enkelt dag, slap jeg aldrig helt den følelse igen. Så det føltes helt rigtigt, at jeg nu skulle til Etiopien på

15HER KOMMER KAVALERIET!

min første udsendelse, endda i det samme område som den store hungersnød i 80’erne.

Det med at rejse var ellers ikke noget, der havde ligget i kortene. Som barn havde vi altid været på ferie i Sverige eller i Finland, hvor min mor kom fra. Jeg havde et par enkelte gange været på festferie på Ibiza og en enkelt gang i USA, men ellers var min rejseerfaring meget lille. Jeg mistede min mor som 19-årig. Hun døde af kræft i en alder af 51 år. Jeg havde netop indledt et forhold til en jævnaldrende fyr, da hun døde, og i min sorg blev jeg i for holdet, fordi jeg ikke ville være alene. Jeg endte med at købe en villalejlighed i Hørsholm sammen med ham og fik fast arbejde som eks-peditrice i en videobutik, før jeg brød ud af trygheden og sorgen over tabet af min mor og flyttede fra ham. Jeg vid-ste bare, at mit liv skulle bruges på noget andet end mand og børn. Jeg var kun 21 år og skulle nå en hel masse. Jeg bestemte mig om 23-årig for at tage i kibbutz i Israel. Det virkede som en god måde at komme ud at rejse på og under nogenlunde trygge rammer. I årevis havde jeg tumlet med tanken om, hvad jeg skulle være, når jeg ”blev stor”, men havde ikke fundet noget, jeg brændte helt for.

Tanken om at være nødhjælpsarbejder kom, mens jeg var i kibbutz. For at få penge til at rejse havde jeg arbejdet på et plejehjem i Gentofte i et halvt års tid. Mod min egen forventning var jeg hurtigt blevet glad for arbejdet efter, at jeg havde overvundet mit første ubehag med at skulle give voksne mennesker ble på, og hvad der ellers hører til af hjælp til personlig hygiejne. Israel var min første store rejse nogensinde.

I Israel faldt brikkerne på plads, mens jeg arbejdede på kibbutzens plejehjem. Jeg havde tre beboere hver dag:


Ephraim, Lily og Gina. De var alle tre holocaust-overlevende og med i den første bølge af zionister efter krigen; dem, som opbyggede kibbutz-bevægelsen. Det var fascinerende, og jeg nød at tale med dem hver dag og lære alt om dem, mens vi ordnede dagens hygiejne og lignende. Det var en fantastisk måde at få indblik i deres kultur på. Samtidig lærte jeg en masse af de andre udenlandske frivillige at kende, og min lyst til at rejse blev større. At arbejde med mennesker og rejse på samme tid – det var dét, jeg ville. Jeg besluttede mig for at blive sygeplejerske og søgte ind på studiet, da jeg kom hjem.

Jeg stiftede bekendtskab med Læger uden Grænser (Mé-decins Sans Frontières, MSF) meget tidligt på studiet. En sy-geplejerske, som selv havde været udsendt, kom og holdt et foredrag på skolen. Jeg var fuldstændig solgt fra første øje-blik. Bare navnet, ”Læger uden Grænser”, talte til noget helt grundlæggende i mig. Det lød som alt det, jeg gik og drømte om. Jeg ville være fuldstændig som hende. Derefter begynd-te jeg at indrette hele mit liv efter, at jeg skulle ud og arbejde i felten lige så snart, jeg kunne komme til det. Et halvt år efter, at jeg var færdig på sygeplejeskolen, tog jeg det kursus i international sundhed på universitetet, som det krævede. Jeg havde endvidere arbejdet halvandet år som sygeplejerske og havde der prøvet at få noget relevant erhvervserfaring ved at arbejde på skade stue og modtagerafdeling. Jeg var til en kort samtale på det danske MSF-kontor på Sankt Lucas-stiftelsen i Hellerup, hvor jeg blev accepteret til udsendelse, og efter et forberedende kursus blev jeg sendt af sted første gang.

Mødet med Etiopien kom til at rokke ved mit verdenssyn. Jeg var 31 år gammel og havde i de sidste syv år koncentreret og målrettet arbejdet mig frem mod at blive udsendt. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde tænkt mig. Jeg havde et billede


af at være kavaleriet, der kom til undsætning, når nøden var størst, og befolkninger var syge og døende. Læger og sygeple-jersker, som blev ringet op og med få dages varsel smidt ind i lastrummet på et Hercules-fly og fløjet direkte ind i orka-nens øje for at redde menneskeliv. Jeg kunne næsten mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen og kunne sagtens fore-stille mig at blive smidt ud på en landingsbane et vilkårligt sted og begynde at lappe folk sammen, der naturligvis lå og led og kun ventede på mig og MSF. Selvfølgelig alt imens befolkningen var taknemmelig, og vi alle løftede i flok for at gøre verden til et bedre sted.

Allerede fra første færd i Etiopien måtte jeg tage mange af mine forestillinger op til overvejelse. Jeg fik et skud realisme, som jeg på ingen måde kunne have forberedt mig på hjem-mefra. Der var ingen, der havde fortalt mig, at der altid ville være nogen, der prøvede at profitere på nødhjælp. At myndig-hederne kunne finde på at obstruere det humanitære arbejde. At almindelige familier kunne være tvunget til at vælge det syge barn fra for at redde de raske. At desperate mennesker ikke stod pænt i kø og ventede på, at det var deres tur; at de kæmpede for at overleve og sjældent tog hensyn til de svage. At menneskeliv ikke var særligt meget værd i denne del af verden, og at MSF ikke kunne bruge ressourcer på de få på bekostning af de mange. Både som sygeplejerske og som men-neske var jeg uforberedt og naiv.

Første udsendelseI Sekota lå MSF-kontoret i en compound, der bestod af et par store huse omkranset af hegn. Der var en gård til vores bi-ler, et køkken, et latrin og en opholdsstue. Dagen begyndte med, at Marianne og jeg skulle have en handover fra Kata-


rina og Laurence, to erfarne sy ge plejersker fra henholdsvis Schweiz og Frankrig, der var udsendt fra akut holdet for at starte ernæringsprojektet op. Marianne og jeg havde mødt hinanden på kontoret i Geneve. Hun var i slutningen af 30’erne og havde arbejdet som sygeplejerske med MSF og andre organisationer igennem flere år. Hun var lille og tynd og virkede meget skrøbelig. Hun havde kort mellemblondt hår og en meget tydelig accent. På kontoret i Geneve havde vores chef Karima hurtigt koblet mig sammen med hende og briefet os om MSF, projektet og Etiopien. Vi fulgtes sam-men hele vejen til Etiopien og havde allerede udviklet et ret tæt forhold. Hun var i Etiopien, fordi hendes kæreste Tom var ansat af den schweiziske stats udviklingsbureau i hovedstaden Addis Ababa. Hun havde taget denne udsen-delse for at være i samme land som ham. Hun skulle være feltkoordinator på ernæringsprojektet, og jeg skulle være feltsygeplejerske.

Sammen skulle vi køre projektet efter, at akutholdet var taget hjem. Akutholdet er en speciel operativ enhed bestå-ende af erfarne nød hjælpsarbejdere, som altid står standby, når akutte kriser og kata strofer opstår. De laver de første vur-deringer af situationen, og derefter starter de projekterne op. Mens de starter op, søger man i hovedkvarterne i Europa efter personale, som kan overtage projektet, så akutholdet kan tage videre eller stå standby til den næste akutte krise eller katastrofe.

Katarina og Laurence skulle fortælle os, hvad de havde lavet indtil nu, og hvordan Marianne og jeg skulle føre pro-jektet videre, når de tog hjem ugen efter. Jeg prøvede ihær-digt at følge med i det, de forklarede, men mange af begre-berne og måden at arbejde på var helt nye for mig. Jeg var


fuld af beundring for dem. De havde arbejdet med nødhjælp i mange år og havde fuldstændig styr på, hvordan det hele skulle køres. Jeg prøvede desperat at lade, som om jeg forstod alt, hvad de talte om, men jeg var meget usikker på, om jeg kunne klare dette arbejde. Jeg havde i forvejen forsøgt at læse mig til, hvordan man kører et ernæringsprojekt i MSF’s ernæ-ringsguidelines, men i mit arbejde som sygeplejerske i Dan-mark havde jeg aldrig stiftet bekendtskab med et ægte under-ernæret barn eller de problematikker, som følger med denne tilstand. Jeg følte mig ikke særlig kompetent, men tænkte, at alle er nødt til at starte et sted. Jeg måtte bare holde fast med fingerneglene, gøre mit bedste og lære tingene på den hårde måde. Jeg var allermest bange for, at de andre ville mene, at Geneve havde begået en stor fejl ved at sende så ny og grøn en expat ud, og at de ville sende mig hjem til Danmark igen med det samme.

Når man som jeg var udsendt første gang, blev man kaldt first mission. Det var et stort stempel, som man fik i panden det øjeblik, man blev rekrutteret, og som både forklarede og undskyldte ens opførsel. Det hænger ved indtil, at man kom-mer hjem første gang, og det gør, at man ikke bliver taget helt alvorlig eller regnet hundrede procent med i felten. Jeg kaldte det også ”first missionitis”, for nogen gange føltes det som om, det var en sygdom, man skulle kureres for. Ud af alle os i expat-teamet var jeg den eneste, der var first mission. Jeg kunne mærke, at jeg hver dag havde voldsomme oplevel-ser, som jeg måtte sluge lidt efter lidt. Jeg forsøgte at tale med de andre om det, men blev mødt af én del overlegenhed og én del morskab. Empatien og følelserne fra deres første tid med organisationen lå på et meget fjernt sted. Marianne var den eneste, der tog mig alvorligt.


Projekt underernæringDe havde været tre på akutholdet, som havde stået for den indledende fase af projektet; Katarina og Laurence og så Joe, som var en gammel garvet logistiker fra Frankrig. Ud over det var der Alex, som også var fransk logistiker. Han var an-kommet et par dage før os. Til sidst var der Marianne og mig. Projektet var indtil videre blevet planlagt og diskuteret med myndighederne, og det var nu Marianne, Alex og mit job at føre projektet ud i livet. Ud over os var der ca. ti nationalt ansatte fra Addis Ababa og over hundrede ansatte fra lokal-området. Vi havde etiopiske sygeplejersker, ernæringsmed-arbejdere og en enkelt læge med fra Addis Ababa. Fra lokal-området havde vi hyret folk til at arbejde med alt fra at måle og veje børnene til at uddele mad, køre vores biler og stå for alt det praktiske i vores hus. I alt var vi ca. 150 mennesker. I fællesskab skulle vi uddele madrationer til områdets børn én gang om måneden i de næste to-tre måneder.

Man havde i denne region igennem flere år oplevet det, der hedder hunger gap, som er den periode, der går, fra når maden fra den sidste høst er sluppet op, til den næste kan høstes. Man forudså, at der ville være en periode på to-tre måneder, hvor befolkningen ikke havde noget mad. Vi skul-le målrette vores indsats mod familier, som havde ét eller flere børn under fem år.

Det kan synes underligt, at MSF som medicinsk organi-sation har med ernæring at gøre. Men ernæring er faktisk et medicinsk område, da der ud over de åbenlyse farer ved et stort vægttab hos børn også er stor risiko for følgesygdom-me såsom svære infektioner, blodmangel, dehydrering og diarre. Et ernæringsprogram som det i Etiopien havde både et forebyggende og behandlende sigte; ved at give områdets


børn ernæring håbede vi på at undgå, at tusinder af børn ville dø af underernæring, og samtidig kunne vi behandle de børn, der allerede var underernærede.

Akutholdet havde bygget tre distributionscentre, som lå i byerne Asketama, Chilla og Amdework. De havde endvidere lavet en første vurdering af situationen og havde udpeget de landsbyer, som var hårdest ramt og derfor skulle modtage madrationen. Derefter var høvdingene fra disse landsbyer blevet inviteret til de tre distri butionssteder, hvor de skulle informeres om, hvilke familier de skulle tage med til distri-butionscentret, og ud fra hvilke kriterier de skulle udvælges. En af de første opgaver for mig var at tage med Laurence til Asketama og møde landsbyhøvdingene, som kom fra det område, der var tilknyttet Asketamas distributions center. Vi havde taget to nationalt ansatte, Helen og Melat, med som tolke. Byen lå ud til en lidt større vej, så det var muligt at køre i bil dertil. Vi kørte i en Toyota Landcruiser, som er den bil, MSF bruger alle steder i verden. Med en gennemsnitsfart på 20-30 km/t snoede vi os igennem bjergene til Asketama. Jeg sad og kiggede ud af vinduet, mens jeg forsøgte at holde min køresyge for mig selv. Der var meget grønt og frodigt alle vegne. Det var svært at forstå, at befolkningen havde så meget brug for fødevarehjælp. Men på grund af befolknings-tætheden var landbrugsarealet i Etiopien kun i stand til at brødføde halvdelen af landets indbyggere. Man kunne se på bjergskråningerne, hvor presset befolkningen var. Enhver kvadratmeter, der kunne dyrkes, blev det, og hele familier klatrede rundt på stejle skråninger for at passe deres marker. På afstand så det ud, som om bjergene havde striber. Det var afmærkningerne af alle de små jordlodder, som tilhørte familierne i området.


Asketama havde små tusinde indbyggere. Der var en sko-le, en lille klinik, en kirke og forskellige handlende. Folk flok-kedes om vores bil, da vi ankom, og ikke mindst børnene var meget interesserede i os. De råbte ”faranji”, som betyder ”fremmed”. Jeg blev meget overvældet over alle de menne-sker, som trådte ind i min privatsfære lige så snart, jeg stod ud af bilen. Børnene hev i mit tøj og rørte ved mit hår. De råbte ”money” og rakte hånden frem. Kvinderne havde deres barn på ryggen eller hoften og stod og så nysgerrigt til. Mændene, der stod og lænede sig op ad deres vandrestokke, så noget afventende ud. Flokken fulgte efter os op til den lokale skole, som vi havde lånt til dagens møder. Snart ankom omkring 25 høvdinge fra et af områderne. De var alle mænd og fra den fattigste del af Etiopiens befolkning. Deres landsbyer lå så fjernt fra større byer, at det ikke var muligt at køre i bil til de fleste af dem. Den eneste måde, de kunne komme frem, var til fods. Nogle af dem havde været flere dage undervejs for at komme til mødet. De havde alle den traditionelle gabi på. Det er et hvidt klæde med en grøn kant, som de svøbte ud over deres lasede tøj. De havde plasticsandaler på eller sko, der var lavet af gamle bildæk. Med sig havde de også, hver og én, en vandrestok. Helen og Melat fik registreret dem, og vi gik i gang med at forklare dem projektets formål. Vi regnede med, at vi højst kunne tage tusind familier per distributions-dag. Det var svært at få nøjagtige befolkningstal fra høvdin-gene, da mange af dem ikke kunne læse og skrive. Derudover havde de en klar interesse i at indrapportere flere familier, end der rent faktisk var, for ad den vej at kunne få mere mad med hjem. Jeg havde ikke nogen indsigt i den side af proble-matikken på det tidspunkt. Jeg troede, at høvdingene ville samarbejde med os til alles bedste og ikke kun hytte deres


eget skind. Vi havde en lang diskussion med dem angående befolkningstallet. De tal, vi havde fået fra myndighederne, var syv år gamle – fra den seneste folketælling i 1994. Der var selvfølgelig kommet en del flere folk til siden, og efter lange diskussioner med høvdingene blev vi nødt til at arrangere en distributionsdag til for at nå alle landsbyerne. Høvdin-genes opgave ville være at udvælge familierne og føre dem til distributionscentret på den dag, der var planlagt til deres landsby. Vi havde lavet en kalender, hvor vi havde sørget for, at hver landsby kom én gang om måneden på den samme dag. Det var vigtigt, at de kom på den nøjagtige dag, da vi havde begrænsninger på, hvor mange familier vi kunne få igennem centret på én dag. Jeg var meget bekymret for, om de kunne finde ud af at komme på den rigtige dag. De kunne jo ikke læse og skrive, men det viste sig ikke at være noget problem. Belært af tidligere erfaringer vidste de lokale super-visorer, at kun ganske få mødre og fædre havde styr på de-res børns alder. Når man spørger forældrene, hvor gammelt deres barn er, får man for eksempel at vide, at barnet er født ”før regntiden”, men ikke nødvendigvis hvilket år. For både at undgå, at der gik uendelig meget tid med at bedømme al-der og med at fange snyderi, havde vi fastlagt 110 cm som den højde, et barn har, når det er fem år. Høvdingene skulle kun tage de børn med til distributionscentret, som opfyldte højdekravet. For at vide hvilke børn de skulle udvælge, tog vi deres vandrestok og udmålte 110 cm og lavede et mærke på stokken. Høvdingen skulle derefter måle alle børnene med denne stok. Hvis barnet var under 110 cm højt, var det under fem år gammelt og kunne modtage madrationen. Hvis det var over 110 cm højt, var det over fem år gammelt og kunne derfor ikke modtage madrationen. Vi håbede selvfølgelig på,


at de børn der var for høje, ville blive hjemme, men det var ikke altid tilfældet.

Da mødet var slut, opdagede jeg til min forbavselse, at høvdingene skulle have penge for at være kommet. Laurence forklarede mig, at hvis vi ikke havde tilbudt dem penge, var de slet ikke kommet, og så kunne vi ikke få lov til at give bør-nene mad. Jeg tænkte helt naivt, at høvdingene kun havde deres egne bysbørns velfærd på sinde. Jeg var forarget over, at vi skulle bruge vores donorpenge på at købe os vej til at hjælpe de svageste. Jeg lærte her for første gang, at fødeva-rehjælp altid er politisk, og at humanitær hjælp er big busi-ness i områder med stor nød. Der vil altid være mennesker, som forsøger at drage fordel af situationen for egen vindings skyld eller bruger fødevarehjælpen politisk som pressions-middel eller til at favorisere nogle grupper frem for andre i et samfund. Etiopien havde selv prøvet – under den store hun-gersnød i midten af 80’erne – at fødevarehjælp var blevet omdirigeret fra det nordlige Etiopien, som var det hårdest ramte område til det sydlige Etiopien. Store befolknings-grupper fra områder kontrolleret af oprørsgrupperne i nord blev tvangsforflyttet af den etiopiske regering til syd, hvor de bedre kunne kontrolleres. MSF-Frankrig var blevet smidt ud af Etiopien, fordi de havde talt højt om udnyttelsen af den internationale nødhjælp og tvangsforflyttelserne. Især i Eti-opien var eksemplerne talrige, og fødevarehjælp og under-ernæring var en indgroet del af de politiske overvejelser.

Jeg kunne mærke, at det var mig meget imod, men holdt mund med mine indvendinger og overlod det til Helen og Melat. Jeg vidste godt, at jeg havde meget at lære, og at jeg hen ad vejen ville blive tvunget til at sluge nogle kameler. Jeg var meget ny i denne verden og havde et meget romantisk


og idealistisk syn på nødhjælp. Der var nogle meget skarpe linjer inde i mig omkring, hvad der var rigtigt og forkert, og de blev hele tiden udfordret.

Helen og Melat stod for lønudbetalingen, og høvdingene skrev under på modtagelsen af pengene, hvis de ellers kunne skrive. Hvis de ikke kunne skrive, fik de farvet deres tom-melfinger med vores kuglepen og satte derefter fingeraftryk på papiret. Umiddelbart efter det første møde skulle vi have et nyt møde med det næste hold høvdinge. Pludselig strøm-mede det ind med folk. Der var dobbelt så mange høvdinge, som vi havde regnet med. Jeg var meget forvirret, men Helen sagde til mig, at det var landsbyboerne fra Asketama, som forsøgte at snyde sig med ind til mødet i håbet om, at vi ville forveksle dem med høvdingene og betale dem penge. Med et smil blev alle hundset ud igen, og Helen og Melat råbte navnene op. Det endte med endnu 25 høvdinge. De andre blev udenfor og grinede lidt, fordi vi havde fanget dem i for-søget på at snyde. Der var en følelse af, at går den, så går den! Men igen, selvom situationen havde været lidt komisk, var jeg rystet over, at folk overhovedet fosøgte at snyde os. Jeg havde en eller anden forventning om, at folk ville være taknemmelige, hjælpe os og behandle os ordentligt, fordi vi kom og hjalp deres børn. Jeg blev fornærmet på MSF’s vegne og kunne slet ikke se, at den situation, som folk var i, gjorde, at de ikke havde råd til at have de samme luksusværdier som mig. For mig var det lidt ligesom at stjæle en indsamlings-bøsse. Formålet med pengene gjorde det helt utilladeligt at stjæle, som at stjæle fra de fattige for at give til de knap så fattige. Det var bare en helt anden kultur, end jeg var vant til, og jeg tror ikke, at de ville værdige min indignerede be-læring så meget som et øjeblik af deres tid.


Efter møderne tog vi ned til en lille hytte, hvor der var en lokal restaurant. Vi var en syv-otte stykker, der sad på hyttens gulv og spiste njera med æg fra et stort fad. Njera er etiopiernes grund kost. Det er en vattet pandekage lavet af afgrøden tef. Oven på pandekagen putter man forskellige stærke sovse med kød eller grønsager. Derefter river man et stykke njera af med højre hånd og dypper det i sovsene og spiser det. Det smager meget godt, men er temmeligt kede-ligt at spise hver dag flere måneder i træk. Samtidig gik en anden organisation i gang med en ny maddistribution uden for restauranten, og flere tusind mennesker var kommet fra de nærmeste byer omkring Asketama og flokkedes nu ved distri butionsstedet for at få store kornsække med hjem til de-res familier. Det var ikke nogen, som vi arbejdede sammen med, men akutholdet havde sørget for at undersøge, om ”vo-res” områder fik anden hjælp for at undgå, at nogle områder fik dobbeltrationer og andre slet intet. Jeg fik en dårlig smag i munden af at sidde og spise med udsigt til de sultne etiopie-re, som modtog fødevarehjælp. Jeg kiggede rundt på resten af selskabet og det lod til, at jeg var den eneste, der havde det sådan. Jeg følte, jeg skulle gemme mine behov, for de var jo ingenting i forhold til etiopiernes. Men den følelse havde de andre udsendte nok gjort op med for lang tid siden.

Så gør dog noget!Den næste opgave, jeg blev sendt ud på, var at hjælpe med un der vis ningen af de lokale ansatte, som skulle arbejde i distributions centrene. Denne gang tog jeg til Chilla med Helen og Melat. De skulle undervise 15 lokalt ansatte i MSF’s ernæringsstandarder. En af distributionscentrenes funktio-ner var at screene alle børn for underernæring. Hvis de var


underernærede, skulle de have specialbehandling og mod-tage specialmad. De sværeste tilfælde skulle sendes tilbage til Sekota, hvor vi havde en afdeling på det lokale hospital til rådighed. Her kunne de blive indlagt og komme i inten-siv ernæringsbehandling. De lokale ansatte var en blanding af skolelærere, dygtige, ældre elever, ansatte fra den lokale klinik og spidser fra lokalsamfundet, og de skulle oplæres i, hvordan børnene skulle screenes, og hvordan de skulle va-retage de forskellige funktioner i distributionscenteret. Selve byen Chilla var næsten magen til Asketama med en skole, en klinik og en kirke. Vi havde igen lånt skolen, og Helen og Melat underviste på amharisk, som er sproget i Etiopien. De lokale ansatte skulle lære, hvordan de målte og vejede børne-ne, og de havde fundet nogle lokale børn, som de kunne øve sig på. Indtil da havde det hele været meget teoretisk for mig, men pludselig stod der et forhutlet, beskidt og frysende barn foran mig. Det var 15 grader udenfor, og han kom spanku-lerende alene ind ad døren på bare ben og fødder dækket af mudder og snavs. Han var omkring tre år gammel. Han havde en enkel, beskidt kjortel på, snottet løb fra næsen, øj-nene var betændte, han havde fnat over det meste af krop-pen, og han rystede af kulde. Der var ingen smil eller glæde i hans øjne. Jeg kiggede fuldstændig chokeret på ham, og jeg tror, at det dér for første gang gik op for mig, hvad det var, jeg rent faktisk havde med at gøre. Jeg havde nogle kiks i min taske, og i ren afmagt over alle de ting, jeg ikke kunne gøre noget ved, prøvede jeg at give ham en af kiksene. Han stod afventende med kiksen i hånden og var nok mere bange for mig, end han var sulten. Jeg fik ham til at spise, og han hug-gede kiksen i sig. De andre begyndte at måle og veje ham, og han sagde ikke et ord. Lod dem bare gøre, hvad de ville,


uden at hverken smile, græde eller vise interesse. Jeg kunne ikke fjerne øjnene fra ham og tænkte, hvad det var for en mor, der lod sit barn gå omkring sulten, kold, beskidt og syg på denne måde. Jeg syntes, at det var omsorgssvigt, og jeg følte, at der var så mange ting, man kunne gøre for sådan et barn, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det midt i bushen i Etiopien. Jeg ledte i de andres ansigter efter nogle af de samme følelser, men fandt dem ikke og lod være med at sige noget. Da vi var færdige med ham, gav jeg ham resten af mine kiks, og han løb ned mod landsbyen igen.

Da vi var færdige med at undervise, kom Joe for at hente os. Han så, at Helen smed et stykke papir på gulvet, og kom hen til mig og sagde, at jeg skulle sige til Helen, at hun skulle rydde op efter sig selv, og at hun ikke måtte smide affald fra sig på den måde. Han ville have mig til at sige det, fordi jeg skulle være hendes chef, når de andre tog hjem. Jeg sagde, at det skulle jeg nok, men jeg sloges virkelig med det indeni. Jeg så ikke mig selv som chef for nogen. Jeg havde aldrig været leder i Danmark, og her følte jeg mig inkompetent i forhold til projektet og meget ydmyg over for hele opgaven. Jeg valgte selv at samle papiret op, da Joe ikke kiggede, og tænkte, at jeg nok hellere måtte til at vænne mig til at skulle være chef på et senere tidspunkt.

Problemer med myndighederneDagen efter skulle Marianne og jeg introduceres til myndighed erne. I Geneve havde Karima joket med, at hvis jeg kunne arbejde i Etiopien, så kunne jeg arbejde alle steder i verden. Jeg havde grinet af det og kunne ikke forestille mig, at det kunne være så slemt: Vi var vel alle interesseret i at hjælpe de syge, sultne og svage? Jeg blev hurtigt klogere. De etiopiske


myndigheders holdning er, at der ikke findes underernæring i landet. Landet er simpelthen blevet så stigmatiseret af, hvad der skete i 80’erne under den store hungersnød, at myndig-hederne ikke ønsker, at dette mærkat skal hænge ved landet. Den holdning havde store konsekvenser for vores projekt og ikke mindst for de 10.000 børn under fem år, som vi skulle hjælpe. Marianne og jeg var blevet lukket ind i landet som konsulenter på projektet. Der måtte ikke være mere end én international ansat på projektet ad gangen, hvilket betød, at vi faktisk ikke måtte arbejde på projektet, men kun supervi-sere. Akutholdet havde ikke kunnet få en underskrift på pro-jektforslaget, selvom alle centrene var bygget, maden bragt ud og børnene identificeret. Vi kunne ikke få lov til at bygge de ernæringscentre op i tilknytning til distributionscentre-ne, hvor svært underernærede børn kunne blive indlagt og få behandling. På MSF’s projekter ville man normalt have en 24-timers enhed med uddannet personale, hvor man kan indlægge svært underernærede børn med det samme sammen med en pårørende. I vores projekt var det allerede planlagt, at vi skulle lave tre ernæringscentre i tilknytning til distributionscentrene, men de etiopiske myndigheder ac-cepterede ikke projektforslaget. Den officielle holdning var jo, at der ikke fandtes underernæring i landet. At acceptere et ernæringscenter ville bevise det modsatte. Derfor gav de os i stedet lov at låne en afdeling på Sekotas hospital. Det skulle hedde en ”pædiatrisk ernæringsafdeling”. Dette besværlig-gjorde vores arbejde en hel del og var en stor trussel mod børnenes sundhed. Mange familier var kommet fra landsby-er, der lå et par dages gang fra distributionsstedet. De skulle derfor bruge op mod fem dage hver måned på at få deres madration. Hvis vi havde haft et ernæringscenter tilknyttet


distributionscentrene, havde vi måske haft en chance for at få børnene indlagt, men når vi forlangte, at barnet og moren skulle med i vores bil og blive indlagt på et hospital flere da-ges gang fra distributionscentret, var det praktisk taget umu-ligt at få nogen med på ideen. Familierne var meget bange for at tage af sted med os hvide, og desuden havde de andre børn i hjemmet og marker, der skulle passes. De sagde, at de først ville hjem til landsbyen med maden og give besked til familien, og det var meget sjældent, at de kom tilbage for at få barnet indlagt. Af de 250 svært underernærede børn, vi identificerede i løbet af projektet, lykkedes det os kun at få overført 14 til hospitalet. De etiopiske myndigheder sad vores bekymringer og frustrationer overhørige og lod til at mene, at vi skulle være glade for, at vi overhovedet fik lov til at hjælpe det etiopiske folk.

Vi måtte kun hyre de sygeplejersker, der allerede arbej-dede på hospitalet, og jobbet skulle endvidere køre på skift, så afdelingens sygeplejersker blev udskiftet hver 14. dag. På den måde fik de nu løn af os oven i deres almindelige løn fra hospitalet. Da vi endelig fik lov til at distribuere mad, måt-te vi kun køre projektet i to måneder, og da vi ansøgte om endnu én måned, fik vi afslag, selvom der stadig var nogen tid til høsten, og folk ikke havde mere mad. Myndighederne benyttede enhver lejlighed til at chikanere os. Vi blev stop-pet, når vi skulle ud af hospitalet, og hvis vi havde materialer af nogen som helst art med i bilen, når vi forlod hospita-let, skulle vi fremvise kvitteringer for at bevise, at vi havde købt det og ikke hugget det fra hospitalet. De kom og afhørte mødrene på hospitalet for at høre, om de var blevet tvunget til indlæggelse, og om de blev holdt imod deres vilje. De kom flere gange og lukkede distributionscentrene, fordi der var


en eller anden lille petitesse, som de havde set sig gale på. Vi måtte ikke have en satellittelefon i vores compound, hvilket vi nu alligevel havde, og vi måtte ikke have VHF-radioer i bilerne, så vi kunne være i kontakt med hinanden, når vi var ude på de forskellige distributionssteder. Vi fik lov til at vac-cinere børnene mod mæslinger, men måtte kun bruge deres vacciner, og de gav os ikke nok til at vaccinere alle børnene. Det virkede fuldstændig grotesk, at de gik mere op i sådanne principper end i at beskytte deres egen befolkning mod en dødsensfarlig sygdom, som potentielt kunne dræbe op mod ti procent af børnene, hvis der udbrød en epidemi.

Det var en svær mundfuld for mig at sluge, at vi med alle vores gode hensigter om at hjælpe blev modarbejdet på den-ne måde. Det virkede, som om vi skulle være taknemmelige for at kunne få lov til at hjælpe befolkningen. Samtidig føltes det, som om de mistænkte os for at ville skade befolkningen. De kvalitetskontrollerede vores projekt urimeligt hårdt, og jeg kunne blive helt fornærmet over at blive mistænkt for ikke at gøre mit ypperste. Vi var jo MSF. I min verden var vi de bedste til det, vi lavede. Myndighederne burde være glade for, at vi kom og hjalp dem, og jeg forventede taknemmelig-hed, ikke modvilje.

Til mødet sad jeg i mit stille sind og i min nye rolle som repræsentant for MSF og følte mig lidt ubekvemt til mode. Jeg havde svært ved at vænne mig til den officielle person, jeg pludselig skulle være. Jeg var ikke vant til at skulle mødes med sundhedsmyndigheder og borgmestre. Jeg var bare en sygeplejerske fra Hvidovre Skadestue, som i bund og grund ikke vidste særligt meget om det, jeg skulle lave her. Jeg følte, at jeg blev behandlet på en helt særlig måde på grund af min hudfarve og den rigdom og viden, som blev identificeret


med den. Det var en måde, jeg slet ikke følte mig berettiget til. Hvis jeg havde været hjemme, ville den form for respekt, som blev vist mig, være noget, jeg havde fortjent igennem hårdt arbejde. Her blev den udvist fra første øjeblik og ale-ne på grund af min tilstedeværelse i deres samfund og min hudfarve. Jeg prøvede at kæmpe imod den underdanighed, som mange viste over for alle os udlændinge ved at behandle alle, som jeg gerne ville have, at de skulle behandle mig. Ofte føltes det som at slå i en dyne, eller også blev det misforstået, og jeg blev betragtet som et naivt fjols, og folk begyndte at bede om personlige tjenester eller pengelån. Det var en me-get svær balancegang, som jeg ikke nåede at lære i Etiopien.

Arbejdet går i gangSå nærmede den dag sig, hvor akutholdet skulle rejse hjem. Vi havde håbet på at nå den første distributionsdag, inden de tog hjem, men det lykkedes ikke. Det var med nogen bæ-ven, at Marianne, Alex og jeg overtog projektet. Vi havde holdt en gevaldig fest aftenen inden, de tog hjem. Vores kok havde slagtet en hel ged, smurt den ind i hvidløg og chili og stegt den under åben himmel. Vi havde drukket masser af øl og danset til etiopisk musik omkring bålet med de etiopiske ansatte. Næste morgen havde vi fundet Joe sovende med en dusk kath i den ene hånd og en øl i den anden. Han var mere eller mindre bevidstløs blevet smidt om bord i bilen, og så havde de alle sat kurs mod Addis Ababa. Nu var vi an-dre alene med de etiopiske ansatte. Vi kunne kun gøre vores bedste. Det første, der skete, var imidlertid at vi alle sammen blev syge af den ged, vi havde spist. Jeg lå i en febertåge med voldsom diarre i flere dage, før jeg kunne komme i gang med arbejdet.


Alex, vores logistiker, var på min alder og noget af en sprade basse. Tæt, mørk, energisk og meget fransk. Han havde tidligere været elite soldat og udsendt til blandt andet Afghanistan. Derefter havde han skiftet karriere og arbej-dede nu med nødhjælp samtidig med, at han var fotograf. Selvom vi var meget forskellige, gik vi godt i spænd. Mari-anne var den store organisator, Alex var praktikeren, og jeg fandt min egen plads, hvor jeg både havde mulighed for at lære, men også havde meget ansvar og frihed til at gøre tin-gene på min måde. Mit job var primært at pendle mellem de tre distributions centre og overvåge aktiviteterne og rådgive de lokale supervisorer. Marianne skulle koordinere projektet og var desuden ansvarlig for opbygning og behandling på den afdeling, vi havde fået lov at låne på hospitalet. Alex skulle sørge for alt det praktiske omkring projektet. Alt fra at bygge stole og borde, sørge for elektricitet og rent drik-kevand, bringe tonsvis af mad ud til centrene og sørge for, at alle biler, computere og walkie-talkier fungerede.

I den første distributionsuge tog jeg i felten i fem dage. Jeg var først tre dage i Amdework og derefter to dage i Chilla. Jeg kan bedst beskrive forholdene som at være på camping midt på en pløjemark i en efterårsstorm sammen med en masse udlændinge. Det var mildest talt en udfordring, og det var svært for mig at vænne mig til det.

Alex, tre etiopiske ansatte og jeg havde brugt seks timer på at køre 65 km til Amdework. Regntiden var ved at sætte ind, og vi havde siddet fast i mudderet mange gange, før vi endelig nåede frem. Det var svært at tro på, at vi kunne sende flere lastbiler af sted med mad, når vi bare kom lidt længere ind i regntiden. De lokale supervisorer hed Daniel og Efrem, og de var allerede på plads. De var i gang med at


forberede sække med mad til dagen efter. De havde hyret en masse lokale mænd til at forberede blåstribede plasticposer med mad. Den mad, vi skulle dele ud, hed Famix. Det er et lokalt pro duceret fødevareprodukt specielt beregnet til børn. Det består af majs og sojamel blandet med vitaminer og mi-neraler. Alle familier, der havde et barn på under fem år, fik 8,5 kg Famix med hjem, som skulle række til en måned. Det svarer til ca. tusind kalorier pr. dag til barnet. Tanken var, at denne ration skulle gives som grød til barnet for at undgå, at det blev svært underernæret. Vi vidste dog godt, at fami-lien til enhver tid ville dele rationen ud til alle, og det var ikke sikkert, at barnet i programmet rent faktisk fik noget. Som så mange andre steder er det mændene, der spiser først. Hvis der blev noget tilbage, blev det givet til kvinderne og til børnene.

Vi boede i et par gamle lerhuse med bliktag. Jeg havde mit eget værelse, hvor der igen var blevet lagt presenning på både gulv og vægge for at skåne mig for utøj. Jeg havde en feltseng, min sovepose og en petroleumslampe. Daniel og Efrem havde hyret en lokal kvinde til at lave njera til os om aftenen og bygget et midlertidigt bad bag ved huset. Det hele var omkranset af et stakit. Alex tog tilbage til Sekota. Han var taget med for at sørge for, at bilen kom frem igennem mudderet. Nu var jeg alene med de etiopiske ansatte, og jeg var meget nervøs for, hvordan de næste dage ville forløbe.

Jeg gik i seng med hønsene, men fandt snart ud af, at det også var med rotterne. Der var masser af rotter, som pilede rundt under presenningen og jeg kunne høre dem, lige så snart jeg slukkede min petroleumslampe. Jeg rykkede min seng ud fra væggen og lå midt i rummet, mens jeg desperat knugede min lommelygte. Så snart, jeg hørte noget, pege-


de jeg min lygte mod stedet, men fandt hurtigt ud af, at jeg hverken ville få noget søvn eller have flere batterier til min lygte, hvis jeg skulle igennem natten på denne måde. Jeg hå-bede på, at de holdt sig fra mig, tændte petroleumslampen og satte den ved siden af mig. Det var meget lidt søvn, jeg fik den nat. Jeg var allermest bange for, at rotterne skulle vælte petroleumslampen, og der skulle gå ild i værelset. Næste mor-gen bad jeg Daniel og Efrem om at sørge for, at jeg fik nogle rottefælder. De nikkede med et skævt smil.

Om morgenen var det meget koldt, for det havde regnet kraftigt om natten. Da vi kom op til distributionsstedet, var der allerede sort af mennesker. De var kommet i det tidlige daggry og sad og ventede i morgentågen. Alle de ansatte stod og ventede på os og var ikke gået i gang med at forberede til dagen. Lidt efter lidt fik vi anbragt folk på deres pladser, fik dem instrueret i, hvad de skulle gøre, og givet dem de materialer, de skulle bruge. Der var en 25-30 ansatte inde i centret, og de var alle tilknyttet de forskellige funktioner, som børnene skulle igennem på vej igennem centreret. Selve centret var en primitiv trækonstruktion med plasticpresen-ning over.

Efter en times tid kunne vi endelig åbne. Der var kommet mange flere folk til, og de blev ved med at komme. Jeg var ikke sikker på, hvor mange landsbyer, der var, men det lod til at være en del flere end planlagt. Jeg lærte hurtigt, at det var en kæmpe logistisk og organisatorisk opgave at få så mange børn igennem på én dag sam tidig med, at vores kriterier for behandling og udvælgelse blev over holdt. Rent praktisk hav-de vi bygget en gang, hvor familierne skulle stå i kø. Men kø-kultur er ikke en selvskreven regel hverken i Etiopien eller i Afrika i øvrigt. Folk pressede på for at komme ind i centeret,


og da de stod i mudder til knæene, var jeg ret bange for at børnene skulle komme til skade. Når de nåede indgangen til centret, stod høvdingen og en MSF-ansat og målte børnene for at se, om de var under 110 cm høje. Det virkede fint, men der var familier, der blev siet fra. Jeg ville rigtig gerne hjælpe alle og havde det meget svært med at skulle afvise familier og børn, som var kommet langvejs fra. Jeg måtte dog sande, at hvis vi ikke fik siet alle de familier fra, der prøvede at få deres ældre børn ind i centret, ville vi løbe tør for mad og ende med at distribuere til de forkerte. De større børn havde bedre chance for at stå imod sulten, end de små havde. Når børnene klarede højdemålet og kom ind i centret, skulle de screenes for underernæring.

Hvad er underernæring?Der findes to former for akut underernæring: ”marasmus” og ”kwashiorkor”. Marasmus-børn er meget tynde, fordi krop-pen har nedbrudt både fedtlaget og musklerne. Knoglerne træder frem, og børnene er meget apatiske og er holdt op med at spise. Kwashiokor-børnene kan i mere eller mindre grad være opsvulmede af væske i kroppen og kan umiddel-bart forveksles med et velnæret barn af det utrænede øje, men under væskeophobningerne kan børnene være små fugleskræmsler. De har ofte sår på kroppen, hvor der er væ-skeophobninger, og deres hår er blevet lyst. For at tjekke for disse to typer underernæring bliver man nødt til at tage flere målemetoder i brug. Når barnet kom ind i centret med sin mor eller far, målte vi dets overarm med et specielt måle-bånd, som hedder MUAC (Middle Upper Arm Circumferen-ce). MUAC-armbåndet har fire farver, som indikerer ernæ-ringstilstanden. Hvis et barns overarm har en omkreds på


mindre end 110 millimeter, er farven rød, og barnet er svært underernæret. Hvis armens omkreds er 110-124 millimeter, er armbåndet orange, og barnet er moderat underernæret. Hvis omkredsen er 126-134 millimeter, er båndet gult, og barnet i risiko for at udvikle underernæring, og hvis målet er over 134 millimeter er båndet grønt, og barnet er normalt. Alle marasmus-børnene kan blive målt med dette armbånd, men når man har et kwashiokor-barn, kan armbåndet vise et falsk resultat, da armen kan være hævet af væskeophobning. Derfor trykker man på oversiden af begge barnets fødder med sine tommelfingre i tre sekunder, og hvis der kommer en fordybning, som ikke umiddelbart går væk, har barnet væske i kroppen.

Hvis barnet var moderat eller svært underernæret ved MUAC-screeningen, blev det sendt videre til højde- og vægt-måling. Barnet blev lagt fladt ned på et bræt, og en plade blev kørt ned til issen for at aflæse højden. Derefter blev bar-net puttet i en buksesele og hængt op i en vægt. Vi havde kun ét par bukseseler første dag, men fandt hurtigt ud af, at vi måtte gøre det på en anden måde. Børnene blev sim-pelthen så bange, når de blev hængt op, at mange tissede i bukserne, og vi rendte konstant ind og ud for at vaske bu-skeselen. Vi oplærte derefter en lokal sundhedsmedarbejder i at udregne underernæringsgraden. Hvis barnet var under 70 procent af normalvægten på et af Verdenssundhedsorganisa-tionen (World Health Organisation, WHO) bestemt gennem-snitsbarn, var det svært underernæret og skulle tages med til Sekota til ernæringsafdelingen på hospitalet, som Marianne var ansvarlig for. Det samme gjaldt, hvis barnet havde øde-mer. Hvis barnet vejede 70-80 procent af normalvægten, var det moderat underernæret. De moderat under ernærede fik en


slags jordnøddesmør, der hedder Plumpynut, med hjem oven i den normale ration. Plumpynut er beriget med vitaminer og mineraler og er klar til at blive spist med det samme. Det kommer i små lufttætte poser, hvor man lige kan klippe hjør-net af, og så kan barnet spise direkte af posen ved at klemme jordnøddesmørret ud. Hygiejnen er helt i top, og det skal ikke tilberedes med vand, som kan være urent. Børnene elsker det. En pose på 186 g indeholder 500 kalorier, og vi gav de mode-rat underernærede børn 30 poser med hjem til 14 dage. Det vil sige, at de ideelt set fik 1000 kalorier hver dag oven i den ration Famix, som de også modtog.

SnyderiMin tankegang var meget naiv og ensporet: Forældrene måt-te være glade for at få denne mad, og selvfølgelig gav de den til deres børn, for de ville jo børnenes bedste. Men jeg måtte sande, at det ikke altid var tilfældet. I en etiopisk familie er der ofte mange børn, og de større børn arbejder med foræl-drene i marken eller hjælper på andre måder med til at sikre familiens levegrundlag. Nogle familier stod over for valget mellem at give maden til de større børn, for de kunne hjælpe med indkomsten til husholdningen, og ikke til de yngste, som ikke kunne bidrage. Vi var desværre også ude for, at for-ældrene lod være med at give barnet noget at spise for at hol-de det underernæret, så de kunne få den forhøjede ration i stedet for den almindelige familieration. Flere år senere hørte jeg fra en hjemvendt sygeplejerske, som også havde arbejdet på et ernæringsprojekt i Etiopien, at mødrene stak børnenes fødder ned i meget varmt vand, for at de skulle hæve, eller brugte bier til at stikke børnene på fødderne, så det skulle se ud som om de havde ødemer. Der var mange måder at snyde


på. Jeg er ikke sikker på, at jeg opdagede dem alle sammen, og jeg var fuldstændig uforberedt på, at folk kunne være så desperate.

I bund og grund havde jeg det rigtigt dårligt med at skul-le rende rundt og lege politibetjent, når jeg kunne se, at folk sultede, og be hov ene var så store. Der var familier, som gik ind i centret og fik deres ration og derefter solgte deres børn videre til familier, som ikke havde børn under fem år. De familier kunne så gå igennem centret, og derefter måtte de aflevere noget af deres ration til den første familie og til høv-dingen, som vidste, hvor børnene hørte hjemme. Vi havde appelleret til landsby høvdingene om, at de skulle være med til at begrænse snyderiet så meget som muligt, men det var svært at tro på, at de gjorde noget, når vi samtidig måtte betale dem for at få lov til at distribuere mad til deres befolk-ning. Vi måtte have øjnene på stilke og brugte en metode, som var ganske simpel, men effektiv, for at komme nogle af disse ting til livs: I Afrika bruger man et præparat, som hed-der Gentian Violet. Det er en lilla væske, som bliver brugt som svampemiddel og til at udtørre sår. På mørk hud kan man bruge det uden problemer, mens grunden til, at man ikke bruger det i Europa og andre steder, er, at det kan sætte sig som tatoveringsfarve i et sår på en person med lysere hud. Vi blandede flere liter af denne lilla væske, og derefter fik børnene dyppet hånden i det, når de var på vej ud af centret. Det kunne kun slides af. Vi så derefter børn, som kom med hudløse hænder efter megen skrubben, og valgte derfor også at farve ørerne. Der er så mange folder og revner i ørerne, at man ikke kan slide det af på samme måde. Selv-sagt var det et værre svineri, og det meste af mit tøj havde lilla pletter, da jeg kom hjem til Danmark igen.


De første dage rummede meget store udfordringer, hvor jeg lærte alt på den hårde måde. Senere har jeg erfaret, at det er den mest almindelige måde at lære noget på i MSF. Der var en lang række funktioner, der skulle fungere for at få så mange børn igennem på en enkelt dag. I begyndelsen meldte Daniel, den lokale supervisor, ikke tilbage til mig, hvis der var problemer, og han ændrede på vores kriterier ind imellem. Jeg prøvede at diskutere problemet med ham, men selvom han sagde ja til at dele informationer med mig, skete det ikke. Jeg havde meget svært ved at være leder for ham. Jeg vidste, at han havde arbejdet med ernæringsprojekter mange gange før, og jeg følte mig uegnet i forhold til ham. Men jeg var hans overordnede, så jeg burde have løst problemet på en måde, der virkede. Jeg prøvede den danske måde med dialog og fæl-les løsningsforslag, men det lod ikke til, at han havde respekt for hverken mig eller for fremgangsmåden, og tingene forblev, som de var. Jeg kunne godt have brugt noget hjælp til, hvor-dan man håndterede at skulle være leder første gang, man er ude. Jeg blev dog bedre og bedre til at forudse problemerne, men min tålmodighed blev sat på en ordentlig prøve.

Da dagen var slut, havde vi haft præcis 682 børn igen-nem, og alt i alt var det gået rimeligt. Vi havde ikke fundet svært underernærede, men havde haft en del til ekstra må-ling og i konsultation hos sygeplejersken. Vi fik madfolkene til at begynde at forberede sække til dagen efter, men de var så trætte, at de fik lov til at gå og komme tidligere dagen efter for at gøre arbejdet færdigt. Vi gik tilbage til vores hus og spiste vores njera. Jeg var fuldstændig udkørt. Daniel og Efrem havde sørget for, at der var blevet købt fire musefæl-der til mig, og jeg placerede dem en halv meter væk ud for hvert hjørne af min feltseng. Jeg tog mine ørepropper på og


lod igen petroleumslampen være tændt. Midt om natten vågnede jeg pludselig ved et højt smæld. Jeg knugede min lygte og lyste over mod fælden. Det var en fed rotte, der var gået i den. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mit hjerte hamrede. Skulle jeg flytte rotten eller lade den ligge? Ville de andre rotter komme og æde den? Jeg sov stadig halvt og lå og stirrede paralyseret på den. Pludselig sprang rotten en halv meter op i luften, og fælden røg af. Jeg skreg, og rotten pilede væk under presenningen igen. Det var ikke meget, jeg fik so-vet den nat, og bagefter kunne jeg godt grine lidt ad mig selv.

Det hele værdDen anden dag i distributionen i Amdework løb vi ind i problemer. Myndighederne kom for at lukke distributionen. De hævdede, at alle mændene var udeblevet fra noget ”fri-villigt” udviklingsarbejde for landbrugsministeriet. De var meget irriterede over, at vi kom i tide og utide og belemrede deres befolkning med vores mad distributioner. I det øjeblik prøvede jeg virkelig at huske på, hvad jeg havde lært; at man aldrig må råbe ad en afrikaner, for det gør kun ondt værre. Vi fik skilt mændene fra kvinderne, selvom det var svært, når man havde flere tusind mennesker siddende fra mor-genstunden og vente på mad. Der var omkring 200 mænd, som myndighederne ville have fat på. Men det betød, at de mænd, der var kommet uden koner, ikke ville få mad med til børnene. Jeg traf en hurtig beslutning efter, at myndig-hederne var gået, og sagde, at vi kunne få alle disse børn igennem på én time, og så kunne mændene gå videre til ”ud-viklingsarbejdet”. Jeg var sikker på, at myndighederne ikke ville bifalde det, men vi gjorde det med sved på panden. Jeg skyndede på vores ansatte og pressede folk igennem centret.


Jeg ville være sikker på, at børnene fik deres mad. Vi slap godt fra det. Alle fik deres mad. Senere hørte vi fra anden side, at ”udviklingsarbejdet”, som mændene var indkaldt til, allerede var udført, da myndighederne kom og generede os.

Da dagen var ved at være slut, kom Alex fra Sekota for at hente mig. De folk, vi havde hyret til at transportere maden fra depotet til centret, ville ikke lave sække længere, for det var de ikke hyret til, og de andre havde ikke forberedt sække fra morgenstunden af, så Alex og jeg stod og lavede sække i timevis for at få folk igennem. Vi havde ikke tid til at gå ud og hyre nogle andre. Landsbyhøvdingene kom og brokkede sig og sagde, at nu måtte vi altså skynde os, for det var ved at blive mørkt, og deres folk kunne ikke vente meget længere. Jeg syntes, det var så urimeligt, at der var så mange besvær-ligheder ved dette arbejde. Når vi nu bare gerne ville hjælpe deres børn, hvorfor løftede vi så ikke i samlet flok? Var de ikke interesserede i, at deres børn fik mad? Jeg blev virkelig gal, men Alex skyndte sig at hive høvdingene udenfor, så jeg ikke kom til at sige noget forkert. Han havde meget erfaring med arbejdet og stor forståelse for det kulturelle aspekt. No-get, jeg kun kom til at forstå lidt efter lidt.

Om aftenen nægtede madfolkene igen at lave poser, og vi måtte sende dem hjem uden at have noget forberedt til næste dag. Alex og jeg gik på den lokale bar, som lå i en ko-stald. Vi sad på gulvet i skæret fra et enkelt stearinlys med en masse etiopiske mænd og drak lokal øl. Alex underholdt med historier fra Afghanistan og sang franske militærsange for alle i stalden. Denne kontrast mellem en fransk pause-klovn og Etiopiens bush var en af de mest vanvittige situa-tioner, jeg nogensinde havde befundet mig i. Men helt nede i maven var jeg hundrede procent lykkelig for første gang


i mit liv. Jeg følte, at jeg var lige præcis det sted, jeg skulle være, og lavede lige præcis det, jeg var bestemt til. Da jeg sad der i kostalden med Alex, vidste jeg, at jeg havde nået mit mål, og at jeg havde valgt rigtigt. Jeg elskede dette liv, og selvom det var hårdt, så gjorde det intet, jeg var drevet af idealisme, og det, vi gjorde, hjalp så mange mennesker. Det var ikke et arbejde, men en livsstil, og jeg vidste, at jeg ville blive udsendt mange gange.

Hjertet på rette sted – men hvad med kompetencen?I min lange nødhjælps karriere fandt jeg efterhånden ud af, at en hver sund heds professionel: læge, sygeplejerske, jorde-moder, kon se kvent vil blive konfronteret med situationer, hvor man bliver nødt til at overveje, om man vil gå uden for grænserne af sin egen kom petence for at hjælpe patienterne. Ofte står man i situationer, hvor patientens valg er mellem én selv eller ingen. Nogle gange mellem liv og død. Skal man risikere at gøre mere skade end gavn? Jeg har ikke fundet noget endegyldigt svar. Mit bedste svar er, at det afhænger af situationen. Hvad er konsekvenserne, hvis man ikke gør det? Er de værre end, hvis man gør noget forkert?

I alle centrene havde vi et aflukke, hvor der sad en lokal syge plejerske og tilså de børn, som var blevet udpeget som under ernærede. Ind imellem så de også andre syge børn. Men de kunne ikke tilse alle børnene systematisk, fordi der var alt for mange af dem. Jeg havde mine tvivl omkring disse sygeplejersker. I min verden var jeg vant til, at det var læger og ikke sygeplejersker, der diag nosticerede og behandlede. Som dansk sygeplejerske er det forbudt for mig at udskrive behandling til patienter. Her havde vi etiopiske sygeplejer-sker med halvandet års skolegang, som sad med meget syge


børn og skulle diagnosticere alskens sygdomme uden nogen videre hjælpemidler. Det eneste, de havde, var et stetoskop, et termo meter, en malariaprøve og deres egne øjne og ører. Jeg var ikke helt rolig ved tanken og havde prøvet at foreslå, at vi fik læger til at udføre dette arbejde i stedet. Men i et land, hvor der er så få læger, at de fleste arbejder som admini-stratorer på hospitalerne eller hos sund hedsmyndighederne, var det ikke muligt at ansætte læger til noget så trivielt som klinisk arbejde i bushen blandt de aller fattigste. Vi havde en enkelt etiopisk læge med på projektet, men han var ansat til at overvåge MSF’s medicinske standarder og altså ikke til at lave klinisk arbejde med mindre, der opstod en meget kom-pliceret situation. I Chilla manglede de en dag en sygeplejer-ske, og Helen ville have mig til at sidde i konsultationen og diagnosti cere og behandle børnene. Det var som sagt ikke noget, jeg nogensinde havde gjort før, og jeg var meget utryg ved at gøre det. Jeg havde aldrig haft med underernærede, syge børn at gøre før, og de led ofte af sygdomme, som vi ikke havde derhjemme. Endvidere syntes jeg ikke, det var i orden, at jeg brød mit eget lands love og behandlede børn, bare fordi jeg var i Afrika. Det var et af de etiske dilemmaer, som var svære at løse. Kvaliteten af det, jeg kunne tilbyde, var ikke i orden i forhold til mit eget lands love. Skulle jeg så gå ud over min egen kompetence, fordi jeg var det bedste bud?

I dette tilfælde valgte jeg at sige nej til at behandle børne-ne og bad i stedet Melat om at gøre det. Jeg ved ikke, hvordan det må have set ud i deres øjne. Jeg havde næsten fire års kva-litetsskolegang i Danmark og to et halvt års erhvervserfaring fra et højt specialiseret sygehusvæsen – og så nægtede jeg at bruge min kompetence et sted, hvor der i den grad var brug for den, og hvor jeg var langt højere og bedre uddannet end


alle andre, kun for at indtage et moralsk standpunkt, som ikke var baseret på de reelle omstændigheder, men på et hø-jere moralsk, universelt princip. Det virkede vanvittigt, men i min efterfølgende karriere har jeg set både læger og syge-plejersker, der velvilligt og for læringens skyld er gået langt ud over egne kompetencer og har retfærdiggjort det med, at de befandt sig i den situation, som de gjorde. Man skal altid overveje, om der er folk, der har bedre kompetencer, eller om der er andre muligheder for, at patienter kan blive overflyttet til et sted, hvor kvaliteten er bedre.

Hospitalet i SekotaEfter de mange dage i bushen tog vi tilbage til Sekota, hvor Marianne var i fuldt sving med at få hospitalsafdelingen op at stå. Hospitalet var blevet bygget af Nordkorea som en gave til Etiopien. Det havde været et rigtigt fint hospital med mange afdelinger, men var blevet nedkørt og ramponeret på grund af manglende vedligeholdelse. Det var kæmpestort, og der var plads til hundredvis af patienter, men i øjeblikket var der kun 30 sengepladser og 45 indlagte. Vi måtte købe og transportere alt materiale fra Addis Ababa til afdelingen, fordi hospitalet for længst var blevet rippet for alt: senge, medicin, borde, lys-stofrør osv. Vi havde ingen vandforsyning, ingen elektricitet, ingen fungerende toiletter og intet personale.

Marianne havde igennem flere dage haft lange diskussio-ner med det af myndighederne udpegede personale, og nu havde de valgt at strejke, fordi de havde hørt, at Red Barnet i en nærliggende by betalte mere, end vi gjorde. Marianne sad alene på afdelingen og måtte tage sig af de få børn, der nåede frem, og dagen efter var det min tur, indtil vi kunne finde en løsning på problemet.


MSF betaler kun lidt mere end de lokale lønninger. I FN og andre organisationer vælger man at lønne sine medar-bejdere meget højt. For MSF er det altid svært at konkurrere med de andre organisationer, hvis der er mange til stede i et område. Endvidere prøver vi også altid at ansætte lige mange af hvert køn og fordele jobbene ligeligt mellem de forskellige stammer og etniske grupper i området, og så ansætter vi kun én person fra hver familie, så flest muligt familier kan nyde godt af at have en indkomst. Vi har råd til at betale mere end de sædvanlige 100-200 dollars om måneden for en sygeplejerske eller læge, men hvis vi giver 10-20-30 gange så meget, vil vi hurtigt skabe inflation i lokalsamfundet, de lokale varers værdi vil stige og derved blive dyrere for alle, også for dem, der ikke er ansat af MSF. På hospitalet viste det sig, at vi endda skulle betale vagterne i porten, fordi deres arbejdsbyrde steg nu, hvor vores biler skulle ind og ud af hospitalet. Jeg havde svært ved at kapere denne form for afpresning. Naiv som jeg var og selv ansat med rigtig dårlig løn, havde jeg meget svært ved at forstå den holdning, som alle lod til at have til humanitært ar-bejde i dette område. Det var som om, vi bare var én stor pengemaskine, som skulle udnyttes. Vores mål var at und-gå, at 10.000 børn døde, blev syge eller svært undernærede. Alle andres mål lod til at være at malke os for penge, tjene-ster og materialer, og børnene lod til at være deres mindste bekymring. De blev brugt som afpresningsmiddel mod os. Marianne blev ved med at sige til mig, at det var meget normalt, at folk ville gøre deres yderste for at udnytte situa-tionen, og at det bare var noget, jeg måtte vænne mig til og tage mine forholdsregler imod. Jeg havde nu svært ved at tro, at det var sådan alle steder.


Dagen efter, at jeg var kommet tilbage, sendte vi biler ud til de forskellige distributionscentre, og de kom tilbage med otte svært underernærede børn. Vi havde haft mange flere børn, som skulle indlægges, men det var kun ganske få, der dukkede op. Det var tydeligt at se, at disse mødre og deres børn ikke var vant til at køre i bil. De fleste havde kastet op af køresyge, og mødrene sad med benene bukket for-an sig oppe på sæderne og holdt desperat fast i selerne. Vi fik børn og mødre indlagt på hospitalet, og de fik en seng hver. Vi havde fået lavet nogle høje senge i Addis Ababa, så hverken mødrene eller sygeplejerskerne skulle bukke sig for langt ned for at nå børnene. Det var dog ikke nogen særlig god idé, da mødrene, som ville sove med deres børn, knap kunne komme op i deres senge og var bange for at falde ud. Flere af mødrene valgte i løbet af natten at lægge sig på det hårde stengulv under sengene sammen med børnene. De høje senge var et fuldstændigt misforstået hensyn fra vores side. Vi havde stadig ikke noget personale, og vi fik vores egne folk fra distributionerne til at arbejde på hospitalet de næste dage.

Behandlingen bestod af højenergimælk, som børnene fik hver tredje time, afmålt efter deres vægt. Endvidere blev de behandlet for de andre sygdomme, de måtte have: infektio-ner, svampesygdomme, orme, fnat osv. I de første par dage var de i fase 1 af behandlingen, hvor de kun fik mælk. Lang-somt skulle de vænne sig til at spise igen, og det var meget vigtigt, at deres system ikke blev overbelastet. De fik 100 mil-liliter mælk pr. kilo pr. dag fordelt over otte måltider. Hvis et barn vejede fire kilo, fik det 50 milliliter mælk pr. måltid. Al-lerede efter den første uge kunne vi se, at børnene begyndte at live lidt op. De begyndte at spise selv, og der kom lidt liv


i øjnene. Så overgik de til fase 2, hvor vi begyndte også at give dem grød i tillæg til mælken. Så begyndte de at tage på igen. Hvis de var blevet indlagt med ødemer, kunne man se, at disse aftog lidt efter lidt, og at barnet fik fedt under huden i stedet. Inden længe var de på benene, legede og gri-nede igen. Det var en utrolig forvandling fra små skeletter til småkvabsede børn. Marianne og jeg var rigtig glade for den store forvandling, der skete på så kort tid. Mødrene var også lykkelige, når de kunne se, at deres børn fik det bedre. Et treårigt barn havde været sygt i langt tid og havde hængt på sin mors ryg og havde derfor aldrig lært at gå selv. Snart løb også dette barn rundt mellem de andre. Det gik op for mig, hvor meget vi kunne gøre med meget få midler. I princippet havde vi reddet deres liv ved hjælp af mælk.

Det næste problem, vi stødte ind i, var, at hospitalsledel-sen begyndte at brokke sig over, at de få mødre, vi havde indlagt, spredte sygdomme og lopper på hospitalet. Mød-rene var ikke vant til almindelig toiletter og brugte hospi-talsgrunden som toilet, så det måtte vi vænne dem af med. Endvidere mente ledelsen, at MSF skabte en afhængighed i befolkningen ved at lave en ernæringsafdeling. Ikke mindst forlangte den, at vi skulle betale for de prøver, der blev lavet på hospitalet såsom blodprøver, afføringsprøver og røntgen, samtidig med at vi skulle betale personalet, som udførte dis-se prøver. Alle prøvede at få en bid af kagen, og vi anede ikke vores levende råd. Vi var tvunget til at betale igen og igen. Efter lange forhandlinger lykkedes det Marianne at få udredt trådene, og vi fik sygeplejerskerne i arbejde ved at give dem en lønforhøjelse på to dollars om dagen. Vi kunne dog ikke slippe for kravet om, at jobbet skulle rotere hver 14. dag, lige meget hvilke argumenter vi havde om, hvad det gjorde ved


kvaliteten af plejen. I løbet af de næste dage fik vi yderligere fire børn og havde nu tolv børn indlagt.

Barn sygEt af børnene var meget sygt, og sygeplejersken var bekym-ret. De spurgte, om jeg ville komme og se til det en efter-middag, da Marianne var blevet syg og lå i sengen. Barnet var ca. to år gammelt, og udover at være svært underer-næret havde det alvorlig blodmangel og lungebetændelse. Hospitalets læge havde tilset barnet og havde ordineret no-get antibiotika. Jeg kiggede på barnet og mente ikke, at det havde mange chancer for at overleve. Jeg kunne se, at dets tilstand allerede var meget kritisk. Jeg bad vores egen læge om at kigge på det også, og senere på aftenen tilkaldte han mig og sagde, at det skulle have en blodtransfusion. Han var ved at lave overflyttelsespapirerne. Jeg insisterede på, at vi først kiggede på de muligheder, vi havde i Sekota. Jeg var stærkt i tvivl om hvorvidt, barnet kunne klare turen til nærmeste hospital. Men lægen mente bestemt ikke, at vi kunne klare det i Sekota. Så vi fik pakket moren og barnet ind i bilen og kørte til kontoret. Barnet var rigtigt dårligt med åndenød og begyndende hjertesvigt. Det nærmeste ho-spital, vi kunne overføre barnet til, var i Woldea som lå seks timers kørsel fra Sekota. Vi fik pakket bilen med mad, so-veposer, vores akutkasse og andre fornødenheder. Der kom også en sygeplejerske med fra hospitalet. Vi kørte ud i den mørke nat. Marianne var ikke glad for, at vi kørte af sted om aftenen. Det var buldermørkt, og det regnede. Det var jord-veje næsten hele vejen. Vi havde virkelig oddsene mod os, og vi havde ingen radio i bilen, så vi kunne ikke kalde efter hjælp, hvis noget gik galt. Jeg tog en halskæde på, som min


veninde havde givet mig hjemme i Danmark, og knugede den i min hånd. Tænkte, at den ville beskytte mig.

Moren, som led af spedalskhed, havde svært ved at sidde bagved, så jeg gav hende min plads foran. Jeg tvivlede virkelig på, at barnet ville klare den, men sygeplejersken holdt godt øje med det, og det virkede, som om det fik det lidt bedre. Vores etiopiske kollega, som var chef for et MSF vand- og sa-nitetsprogram i Sekota, havde fået rigeligt at drikke samme aften, og i sin brandert bestemte han sig for at sætte efter os sammen med en læge fra hospitalet. Han var blevet bekymret over, at vi kørte om natten. Så han indhentede os efter nogle timer, og pludselig var vi to biler, en mor, to sygeplejersker, en læge, chefen for vand- og sanitetsprogrammet og to chauf-fører om at overflytte et barn. Det var en grotesk situation. Barnet begyndte at blive dårligere, og jeg pakkede vores akut-kasse ud, som vi altid har med i bilerne for at kunne behandle patienter på vejen. Jeg var bange for, at barnet ville gå i hjer-testop. Vores læge, som havde ansvaret for, at akutkassen altid var opdateret, havde glemt at gøre sit arbejde og erstatte den adrenalin, man havde brugt sidst, så i sidste ende havde vi intet at give barnet, og kassen var ubrugelig.

Lige efter Korem, som lå to timer fra Sekota, fik vi proble-mer. Vi sad fast i mudderet, og da vi endelig kom fri, punk-terede vi. Så var en flod løbet over sine bredder på grund af regnen, og vi måtte sende chaufføren ud for at måle, hvor dyb den var, for at se, om vi kunne komme over. Det gjorde han ved at gå ud og måle med sine egne ben i skæret fra bil-lygterne. Vi kørte hele natten og endelig, kl. 04.30, ankom vi til Woldea. Vi kom til hospitalets modtagelse, og jeg oplevede for første gang et afrikansk hospital af værste slags. Der var patienter alle vegne, på gulvet, i gangene, på bordene og i alle


senge og under dem. Der lå halvfyldte bækkener overalt og brugte kanyler på gulvet. Der var kakerlakker og en virkelig ulækker stank. Sygeplejersken lå og sov sammen med patien-terne på en stue. Ham måtte vi først vække for at få ham til at indlægge barnet akut og finde en pose blod til en transfusion. Han sendte nogen over for at vække lægen. Vi ventede i over en time, og der kom ingen læge. Barnet havde det virkelig skidt og trak vejret hurtigere og hurtigere. Efter halvanden time var lægen stadig ikke kommet, og sygeplejersken sagde, at han sov, og at han ikke turde gå over og vække ham igen. Jeg var simpelthen så træt og nægtede bare at sidde der og lade barnet dø, fordi en læge ikke kunne finde ud af at stå op og passe sit arbejde. Jeg sagde, at jeg ville gå over og vække ham. Det ville sygeplejersken ikke give mig lov til. Vores etio-piske kollega, som i mellemtiden var blevet ædru, sagde, at han kendte en læge i byen og sendte én ud for at finde ham. Denne læge var ikke engang ansat på hospitalet. Jeg gik tilba-ge til bilen og prøvede at lægge mig en halv time med min so-vepose, mens vi ventede. Der kom ingen læge, og kl. 07.00 om morgenen gik vi over på intensivafdelingen, hvor vi mødte en tysk læge fra MSF, som vi fik til at se på barnet. Det viste sig, at MSF-Frankrig kørte den ene af de to intensivafdelinger, der fandtes i hele Etiopien. Hvis vi havde vidst det, ville vi have tilkaldt hjælp fra vores egen organisation først og ikke siddet og ventet på en læge den halve nat. Afdelingen var noget re-nene, og barnet blev indlagt og lå med ilt og drop. Den tyske læge virkede fuldstændig ligeglad med, at vi havde kørt otte timer igennem natten, og at barnet var så sygt. Jeg er sikker på, at de havde nok at gøre i forvejen. Jeg var begejstret for at møde en anden MSF’er, men kunne ikke spore den samme entusiasme hos hende.


BlodbankDe fleste steder i Afrika har man ikke en blodbank eller et donor system, sådan som vi har i Danmark. Når en patient har behov for blod, leder man efter en donor i familien. Hvis der ikke er én i familien, er det oftest familiens eget ansvar at finde en donor, og det involverer ofte penge. Endvidere er det en udfordring at finde den rigtige blodtype, og det er mildest talt umuligt, når familierne skal gøre det selv. I dette tilfælde kunne moren ikke være donor, fordi hun var spedalsk. Jeg trak mit donorkort fra Bispebjerg Hospital op af pungen og bad dem om at lave en match med barnets blod-type. Jeg blev sendt over på laboratoriet, hvor de tog min blodtype. Jeg sad på gangen, og folk gloede ind ad vinduerne på mig. Jeg var bare så træt og kunne kun tænke på at kom-me hjem. Min type matchede, og jeg blev lagt på en ulækker briks for at give blod. Det er et tilbagevendende problem at stikke rigtigt i mig, da mine årer ligger meget dybt, og det var det samme her. Der stod fem mennesker og rodede med mig. Jeg kunne høre, at de sagde, at jeg ikke var skruet anato-misk korrekt sammen. Jeg bad dem om at stikke mig et sted, de ikke var vant til, men det turde de ikke. Endelig ramte en af dem, men det lykkedes dem kun at få halvdelen af en al-mindelig portion på en halv liter ud af mig, inden blodåren klappede sammen. Derefter skulle jeg registreres som donor. I lokalet sad der i forvejen 20 mennesker og ventede på prø-ver, og de kiggede alle sammen på mig. Jeg var den eneste udlænding. Ud over navn og adresse og diverse andre ting ville registranten gerne vide, hvor mange seksualpartnere jeg havde haft. Jeg måtte lige synke en ekstra gang og måtte hurtigt tænke igennem, hvad der var det rigtige at gøre her. Der var ikke megen diskretion, og jeg skulede ned i hans re-


gistreringsbog, mens alles blikke spændt var vendt mod mig. Jeg kunne se i bogen, at folk ikke havde sagt mere end et par stykker, og jeg sagde til ham, at det ville jeg da ikke fortælle ham, og især ikke når der stod 20 mennesker rundt om mig og hørte på det. Jeg tænkte på, hvilken en skandale det ville være og ydermere et kulturchok uden lige, hvis jeg fortalte ham det rigtige antal, som var mere end to. Han spurgte, om det var okay, at han skrev én, og jeg sagde ja. Så gik jeg tilbage til afdelingen for at se til barnet. Moren sagde til mig, at hun ikke ville være der længere og ville med os hjem igen. Jeg var lige ved at tude. Jeg var så træt og kunne næsten ikke kapere det.

Jeg havde absolut ikke overvejet alle implikationerne ved at bruge så mange ressourcer på at redde et barns liv. Man laver et program, som man kan indlemme de fleste i, men når der er nogen, der falder uden for rammerne, er det svært. Skal man bruge ressourcer på de få på bekostning af de mange? Nu havde jeg kørt igennem natten med to biler og en masse ansatte og brugt en masse penge og tid på det. Jeg havde ikke et sekund overvejet, hvilke omkostninger det ville have for resten af programmet og de patienter, der var i det. Jeg var så vant til fra det danske sundhedsvæsen, at man gør alt for at hjælpe den enkelte patient, og at der er plads til alle. Der er ingen patienter, der tilsidesættes til fordel for an-dre. Rammerne er vide, og pengene slipper ikke op midt i en behandling. Jeg gik bare ud fra, at det var det samme i MSF. Vi havde ressourcerne og skulle bruge dem på individerne uden at tænke på, hvad det gjorde ved resten af program-met. Siden har jeg måtte sande, at der altid kommer et barn til, som har brug for nøjagtig det samme, og at hvis jeg blev ved med at bruge MSF’s ressourcer og mit eget blod til hver


enkelt patient, ville det snart gå ud over programmet, og jeg ville komme til at lide af alvorlig blodmangel.

Lige inden vi kørte fra hospitalet i Woldea så jeg, at de hav-de et almindeligt toilet, og jeg lånte nøglen til det. Jeg havde ikke siddet på et toilet i fire uger, og jeg var helt ekstatisk over ikke at skulle sidde på hug over et jordhul. Det var bare en drøm, men nogen havde tisset på brættet, og jeg havde næ-sten ikke noget toiletpapir til at tørre med, så jeg måtte igen sidde på hug over kummen. Det var til at græde over.

Udskiftning i teametEfter den første måned var den første runde af distributionen overstået, og vi havde ti procent flere modtagere af madrati-onen, end vi havde regnet med. I Geneve var man meget be-kymrede over dette og mente, at vi var blevet snydt af høv-dingene, og at de mod betaling havde indlemmet flere folk i deres landsbyer. Det var ikke noget, vi kunne tjekke, da de ikke havde sygesikringskort med adresser på eller lignende. Vi havde nu uddelt distributionskort til alle disse familier, og vi måtte fortsætte med at distribuere til dem, indtil vi var færdige. Vi kunne ikke sortere familier fra, og hvis vi skulle gøre det, ville vi ikke ane, hvordan det praktisk skulle kunne lade sig gøre. Så vi gik i gang med anden distributionsrunde.

I mellemtiden havde vi fået en ny logistiker, som hed Christian. Han kom fra Østrig, var i 30’erne og advokat. Han ville rigtigt gerne have en FN-karriere, men kunne ikke umiddelbart få job i FN, medmindre han havde noget erfa-ring fra nødhjælpsverdenen. Så han var blevet hyret som logistiker for MSF og var nu ude på sin første udsendelse, hvor han skulle klare al logistikken. Vi måtte sige farvel til Alex, og det var rigtig kedeligt. Man kedede sig aldrig, når


Alex var der. Hver dag var fyldt med fis og ballade. Han var en rigtig bushmand, der havde en løsning på alle problemer og brugte meget af sin tid på at få Marianne og mig til at føle os godt tilpas. Lavede kaffe, lappede hullerne i bliktaget, jog rotterne på flugt osv. Havde altid en god historie fra Afghani-stan eller et andet land, han havde været udstationeret i, og hvor han havde oplevet de mest fantastiske ting. Selvfølgelig var det ind imellem noget svært at få sympati fra hans side omkring mine first mission-spekulationer, fordi han selvføl-gelig altid havde oplevet noget, som var mindst tusind gange værre, men det lykkedes ham altid at få os til at føle os trygge og tro på, at der var en løsning på alle problemer. Det var næsten synd for Christian, at han skulle følge efter sådan en fyr, især når Marianne og jeg følte Alex’ fravær så stærkt. Til forskel fra Alex, som var en handyman og ressourcestærk på alle punkter, fik vi en kontormand med pressefolder i sine tropebukser. Marianne og jeg var begge nervøse over, om han ville kunne klare det, men vi var åbne over for ham. Vi skulle jo bo og arbejde med ham 24 timer i døgnet syv dage om ugen.

Til anden distributionsrunde havde vi fået lov af de etiopi ske myndigheder til at vaccinere børnene for mæslin-ger. For, at et om råde skal være effektivt dækket mod mæs-lingeepidemi, skal mellem halvfems og hundrede procent af børnene være vac cineret. I Etiopien var dækningen langt la-vere, og faren for en epidemi var overhængende. Mæslinger er ikke noget, vi i vores del af verden regner for en dødelig sygdom, men når man har en epidemi i et afrikansk sam-fund, som oven i købet er plaget af underernæring, malaria og lignende, bliver det til en af de værst tænkelige dræbere. Her var vi igen tynget af, at de etiopiske myndigheder base-


rede hele deres sundhedssystem på en folketælling fra 1994. Vi kunne altså kun få vacciner til 7000 børn og ikke til over 10.000 børn. Det betød, at vi aldrig kunne opnå den vac-cinedækning i befolkningen, som vi ønskede. Endvidere vil der altid være hen ved 15 procent spild af vaccinen, og vi havde langt fra doser nok. Vores argumenter gjorde ikke ind-tryk på myndighederne, og vi måtte ikke anmode om vac-ciner fra eksempelvis Unicef eller bruge af MSF’s eget lager.

Christian og jeg gik i gang med at arrangere en cold chain (kølekæde). Fra vaccinen bliver færdigproduceret på medicinal fabrikken, til den bliver sprøjtet ind i armen på bar-net, skal den opbevares ved en temperatur mellem to og otte grader. På intet tidspunkt må man bryde denne kølekæde, for så bliver vaccinen ødelagt, og alle anstrengelserne vil være spildt. I Etiopien, som de fleste andre steder MSF arbejder, er det en stor udfordring at opretholde kølekæden. Der er som oftest ikke køleskabe i bushen eller frysere, hvor man kan lave ispakninger, som man kan putte i køletasker og bokse. I Se-kota kunne vi lave ispakninger, og sundhedsmyndighederne havde køleskabe, hvor de opbevarede vaccinen. Vi brugte sto-re blå kølebokse, hvor vi kunne putte nok ispakninger i, så der var plads til ca. 4000 doser samt opløsningsvandet, som også skulle opbevares koldt. Hvis vi ikke åbnede disse bokse, kunne de holde temperaturen i fem dage. Hvis vi åbnede dem, kun tre dage. Vi havde derfor også små køletasker, hvor vaccinen kunne opbevares i otte timer. Derved kunne vi hver morgen tage vacciner ud af den store køleboks og flytte dem over i kø-letasken og tage den med i centret for at vaccinere børnene. I Amdework var den lokale klinik så heldig at have et køleskab, som kørte på gas, da der ingen elektricitet var i byen. I Chilla og Asketama var der ingen køleskabe, og vi måtte tage de store


kølebokse med for at sørge for, at kølekæden ikke blev brudt. Christian og jeg tog af sted for at komme i gang med an-

den distributionsrunde i Amdework. Vi havde en idé om, at det nu var så langt inde i regntiden, at vi ikke kunne komme igennem med bilerne, men før vi begyndte at leje æsler og snøre vandrestøvlerne, ville vi gøre et forsøg. Problemerne startede allerede fra morgenstunden. Den etiopiske chef fra vand- og sanitetsprojektet skulle komme fra Addis Ababa, hvor han havde været på ferie, og han skulle have penge med til at aflønne det lokale personale på distributionscentrene. Han dukkede aldrig op, fordi en bro var brast sammen på grund af regntiden, og de blev derfor tre dage forsinket. Det betød også, at vi kun havde to biler. Vi var 22 mennesker og to store kølebokse, der skulle af sted. Den ene bil kunne kun køre til Chilla, fordi firehjulstrækket var i stykker og ikke kun-ne klare turen videre til Amdework. Vi skulle ud over dette blandt andet have 8000 vaccinationskort, engangskanyler, kanylebokse, mad, bagage og 5000 plasticposer med. Vi havde et stort problem med plads og blev nødt til at lade fire mødre med børn blive på hospitalsafdelingen, selvom børnene var klar til at komme hjem. Der var en mor, som havde mistet sit barn dagen i forvejen på hospitalet, og hende tog vi med. Ud over det havde vi vaccinationsfolk fra Sekotas Sundhedscen-ter, som var blevet os påduttet af de etiopiske myndigheder. De stolede ikke på, at vores folk kunne vaccinere deres be-folkning, som de sagde. Men det handlede selvfølgelig om, at deres folk skulle have de daglønninger, som vi blev tvunget til at betale for, at de vaccinerede børnene. Til sidst var vi 14 mennesker, der drog af sted i de to biler.

Allerede ved den første flod stødte vi ind i problemer, da det havde regnet så meget, at vi ikke kunne komme over


uden, at vores udstødningsrør kom under vand. Det måtte det ikke, så vi sad og ventede i to timer på, at regnskyllet skulle være færdigt oppe i bjergene, og vandstanden ville falde. Det lykkedes os med nød og næppe at komme over, og det tog fire timer at køre de 40 km til Chilla. I Chilla satte vi de fleste folk af og kørte videre til Amdework. Vi havde nu kun én bil og var seks mennesker. Christian var taget med for at være sikker på, at vi kunne komme frem, og vi fik brug for alle de hænder, vi kunne bruge.

Den første halvdel af vejen gik rimeligt godt, og vi var forsigtigt optimistiske. Men snart sad vi fast i midten af en flod. Der sad vi i to timer. Drengene prøvede alt for at få os fri, og til sidst lykkedes det os at spænde en stålwire rundt om et træ og trække os fri ved hjælp af et spil. Senere, på vej op ad bjerget, væltede bilen om på siden i et hul, og vi måtte kravle ud af sidevinduerne og få den rejst igen. Så måtte vi fylde sten i hullerne i vejen hele vejen op, ellers kunne vi ikke køre igennem. Snart blev det mørkt, og vi kørte fast i mudder igen, og det begyndte at regne. Christian ville nu gå resten af vejen til Amdework, men jeg nægtede at forlade vaccineboksene. Jeg var sikker på, at de ikke ville være der dagen efter, hvis vi forlod dem. Igen brugte vi et træ til at komme fri. På vej op ad bjerget de sidste par kilometer før Amdework var der jordskred ud over bjergvejen, og vi måtte ud med skovle og hakker i silende regn for at komme igen-nem. Jeg var glad for, at jeg ikke kunne se ned ad bjerget, for jeg vidste, at der var et lige fald ned på den anden side af ve-jen, og der kunne komme et nyt sten- eller jordskred, hvor-når det skulle være. Vi kom igennem, men kun for at blive mødt af endnu et jordskred rundt om det næste hjørne. Jeg var så træt og grædefærdig og kunne næsten ikke klare mere.


De store sten blev flyttet ved hjælp af spillet med stålwiren, og resten flyttede vi manuelt. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg tog min sovepose og lagde mig oven på de store køle-bokse i bilen og lukkede mig inde i ren frustration. Ingen sagde noget, og de andre arbejdede videre. Endelig kom vi igennem og nåede frem til Amdework. Det havde taget os otte timer at køre 20 km. Vi blev enige om, at det var sidste gang, vi kørte til Amdework, før regntiden var overstået.

MæslingekampagneVi startede med en vaccinationskampagne mod mæslinger i centret i Amde work, og lydniveauet steg i centret med man-ge decibel allerede fra første øjeblik. Vi havde fået nogle en-kelte vaccinatører til at stå ved et bord, og forældrene skulle stille sig i kø for at få deres barn vaccineret. Folk masede på for at komme til, og de stakkels vaccinatører stod og fægtede med kanyler og ampuller. Jeg syntes, at det var upassende, at vaccinatørerne måtte kæmpe med arme og ben for at få plads til at arbejde, så jeg fandt en vagt, der fik til opgave at sørge for, at folk pænt stillede sig i kø, og at der kun var ét barn ved én vaccinatør ad gangen. Jeg var vist alene om denne opfattelse, for det tog mig seks timer at lære de to vag-ter og de to vaccinatører at få ro i geledderne og alle til at stå i kø. Nogle af børnene tog det med stoisk ro, andre flygtede med deres mødre i hælene. De fleste skreg og skulle holdes fast, mens nogle ikke så meget som rynkede panden over vaccinationen. Selv i Etiopien er børn, som børn er flest. Vi fortsatte med at vaccinere og havde fået indført et afcheck-ningssystem, så jeg efter, at det første kaos havde lagt sig, kunne se, at der kun var 20 børn, som ikke var blevet vacci-neret. Vi havde endvidere overholdt kølekæden ved at putte


vaccinerne i sundhedsklinikkens køleskab. Vi havde vacci-neret næste 4000 børn, og vi havde kun haft et spild på seks procent. Vi havde ikke vacciner nok, men der var ikke noget, vi kunne gøre. Det sidste problem var at få brændt alle ka-nylerne. Vi hyrede en mand til at brænde dem alle sammen i sundhedscentrets forbrændingsovn. Normalt smed sund-hedscentret bare alt hospitalsaffald ned i et stort hul, selvom de havde en ovn. Det var nemmere for dem og kostede ikke noget i brænde. Men problemet var, at folk gik affaldet igen-nem for at finde noget, de kunne bruge eller sælge igen. Vi havde mange tusinder kanyler, som var inficeret med blod, uvist med hvilke sygdomme. Det var engangskanyler, og vi ville ikke risikere at de blev genbrugt, så derfor måtte vi selv sørge for at skille os af med dem. Jeg måtte endda tjekke op på manden, der brændte dem, for at være sikker på, at han ikke solgte kanylerne videre. Det var alt sammen meget uvirkeligt for mig. Det var så åbenlyst forkert for mig som sy-geplejerske: Selvfølgelig bruger man ikke den samme kanyle til flere patienter eller lader almindelige mennesker få mu-lighed for at komme i kontakt med hospitalsaffald, som er noget at det mest smittefarlige, der findes. At skulle tage den slags forhåndsregler var noget helt nyt for mig, og jeg lærte, at ganske almindelig viden om bakterier og smittefare ikke var noget, som almindelige mennesker besad ude i bushen.

Turen tilbageEfter fire dage skulle jeg tilbage til Chilla og være med til distri butionen der. Eftersom, jeg ikke havde nogen bil, hav-de en af de etiopiske ansatte lejet et muldyr til mig og et æsel til min bagage. Endvidere havde han fundet den eneste per-son i byen, der kunne tale lidt engelsk, til at være min guide


og en anden mand til at føre dyrene. Der var små 25 km til Chilla igennem bjergene, og det var meningen, at jeg skulle ride hele vejen på muldyret ledet af disse to mænd. Jeg steg i sadlen, og vi begyndte vores færd. Det var lang tid siden, jeg havde følt mig så dum. Alle folk i byen stimlede sammen om vores lille optog, hvor jeg var den eneste, der red. Jeg var højt til vejrs og havde mine ben krøllet næsten helt op på maven, fordi stigbøjlerne var så korte. Inden længe havde jeg ondt i mine knæ og min bagdel af sadlen, og jeg stod af og sagde, at jeg foretrak at gå. Mine to guider blev meget forundrede og kunne ikke forstå, at jeg ville gå, når jeg nu kunne ride. De havde en formodning om, at jeg kun kunne gå højst hundre-de meter ad gangen, for de havde jo kun set os hvide men-nesker køre i bil alle steder. Men jeg begav mig ud på den lange vandretur, som var noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde havde prøvet. Jeg blev forbavset over min egen udholdenhed. Normalt er jeg storbymenneske, behageligt og noget dovent anlagt, og jeg tror, det er, fordi det sagtens kan lade sig gøre. Jeg behøver jo ikke at gå fra København til Hørsholm, hvis jeg skal derud. Her havde jeg ikke andet valg, og jeg nød turen, selvom jeg var øm i hele kroppen i flere dage efter. Mine guider var meget bekymrede under hele turen. Jeg sagde til dem, at i Europa valgte folk at holde ferie på denne måde, altså at gå i bjergene. Det kunne de slet ikke forstå, hvorfor man ville bruge sin ferie på at gå, hvis man kunne køre i bil? Men vi nåede Chilla efter små fem timers gang. Jeg var godt mudret og meget udmattet, men også meget stolt af mig selv. Jeg havde i den grad nydt det etiopiske højland og havde sikkert givet mange landboer no-get at snakke om, da de havde set den hvide, blonde faranji komme spadserende igennem bushen.

Documents

Sygeplejerske i verdens brændpunkter