MASTERUDDANNELSEN I KLINISK SYGEPLEJE

Navn: Sanne Toft Kristiansen Studienr.: 20080684 Modul nr.: Modul 1 Måned og år: Januar 2009 Vejleder: Bente Høy Typeenheder: 35.993

Sundhedsfremme som strategi i psykiatrisk skadestue i mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient

Afdeling for Sygeplejevidenskab Institut for Folkesundhed

Aarhus Universitet Høegh-Guldbergs Gade 6A

Bygning 1633 8000 Århus C

1

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse .............................................................................................................................. 1 1. Indledning......................................................................................................................................... 3

1.1 Beskrivelse af problemstilling samt faglig relevans............................................................. 3 1.2 Afgrænsning af problemstilling............................................................................................ 5 1.3 Formål med projektet ........................................................................................................... 5 1.4 Problemformulering ............................................................................................................. 5

2. Metode.............................................................................................................................................. 5 2.1 Dataindsamling........................................................................................................................... 5 2.2 Metode til analysen .................................................................................................................... 6 2.3 Sundhedsfremme som strategi.................................................................................................... 6 2.4 Praktikernes strategier i sundhedspædagogikken....................................................................... 6

3. Præsentation af datamateriale........................................................................................................... 7 4. Analyse af sundhedsfremme som strategi ........................................................................................ 8

4.1 At muliggøre det bedste samarbejde med patienterne................................................................ 8 4.2 Etablering af fortsat pleje og behandling ................................................................................. 11 4.3 Barrierer for samarbejdet.......................................................................................................... 12

5. Diskussion ...................................................................................................................................... 14 6. Konklusion ..................................................................................................................................... 16 7. Perspektivering............................................................................................................................... 16 8. Referenceliste ................................................................................................................................. 18 Bilag 1: Søgeprotokol......................................................................................................................... 20 Bilag 2: Oversigt over praktikernes strategier i sundhedspædagogikken .......................................... 25

2

1. Indledning Dette projekt omhandler, hvordan sygeplejersken kan arbejde med sundhedsfremme som strategi i

psykiatrisk skadestue til patienten med samtidig forekomst af alkoholmisbrug og depressiv tilstand.

Min motivation for emnet bunder i observationer og oplevelser med denne gruppe af patienter i min

daglige praksis i psykiatrisk skadestue. Emnet er interessant, fordi undersøgelser viser, at denne

gruppe af patienter er særligt udsatte grundet kompleksiteten i deres sundhedstilstand, den

sundhedsfremmende indsats og i behandlingen af deres komorbide lidelse. Ved komorbiditet forstås,

at patienterne lider af mere end én sygdom (McGrath et al. 2000, Benjaminsen et al. 2005, Anderson

et al. 2006, Fowler 2006, Ambrogne 2007, Ostacher 2007, Wadell et al. 2007, Watts 2008, Davis et

al. 2008). Kombinationen af alkoholmisbrug og depression betyder, at den enkelte udsættes for en

række svære belastninger, som har forbindelse med alle forhold i livet. Det drejer sig om

fysiologiske problemer og følgesygdomme, der indebærer forandringer i kroppen (Wasserman 2000,

Benjaminsen et al. 2005, Harington-Dobinson et al. 2006, Fowler 2006). Det er sociale problemer,

der griber ind i hjemlige, økonomiske og arbejdsmæssige forhold (Benjaminsen et al. 2005, Fowler

2006, Wadell et al. 2007). Desuden er det psykologiske og eksistentielle problemer, der udfordrer

den enkeltes tanker om sygdom, liv og død (Wasserman 2000, Møgeltoft 2001, Fowler 2006).

1.1 Beskrivelse af problemstilling samt faglig relevans

Flere kilder tyder på, at der findes fra 200.000-250.000 depressive mennesker i Danmark (Gerlach

1997, Poulsen et al. 1998, Møgeltoft 2001, Benjaminsen et al. 2005). Ca. 30-50% af alle depressive

patienters sundhedstilstand kompliceres yderligere af en samtidig forekomst af alkoholmisbrug

(McGrath 2000, Benjaminsen et al. 2005, Fowler 2006, Ostascher 2007, Ambrogne 2007, Davis et

al. 2008, Watts 2008). Skadeligt brug af alkohol er blandt én af de hyppigst forekommende

psykiatriske diagnoser og optræder ofte i forbindelse med de depressive tilstande (Fowler 2005,

Wadell et al. 2007, Davis 2008, Watts 2008). En sundhedsfremmende indsats, der retter fokus på

netop denne gruppe af patienters alkoholoverforbrug, er væsentlig, da der er risiko for, at en mulig

depressiv tilstand tilsløres eller overses pga. de overskyggende symptomer på alkoholmisbrug

(Barry et al. 2006, Watts 2008). Endvidere er den medicinske behandling af depressive patienter,

hvor alkoholmisbrug optræder, mindre effektiv og risikoen for selvmord er betydeligt højere hos

patienter med komorbide lidelser (McGrath et al. 2000, Anderson et al. 2006, Fowler 2006,

Ambrogne 2007, Ostacher 2007, Davis 2008). Yderligere risikerer nogle patienter at blive

afhængige af alkohol efter længerevarende selvmedicinering af en depressiv tilstand, da det er

3

videnskabeligt bevist, at alkoholindtag reducerer intensiteten af en række af de depressive

symptomer og kan udløse følelsen af velbehag kortvarigt (Wadell et al. 2007, Harrington-Dobinson

et al. 2007). I modsætning hertil kan et længerevarende alkoholmisbrug omvendt udløse en

depressiv tilstand, som vil lette og forsvinde ved alkoholophør over en periode på minimum 3-4 uger

(Harrington-Dobinson et al., 2007, Watts 2008). En sundhedsfremmende indsats overfor denne

gruppe af patienter og en skærpet fokus på patienternes alkoholproblematik er yderst nødvendig, for

at kunne hjælpe dem ud af en mulig depressiv tilstand og samtidigt forebygge selvmord og

udvikling af følgesygdomme..

Alkoholmisbrug og herunder afhængighed kan resultere i symptomer, der er vanskelige at skelne fra

de depressive symptomer, og det er en stor udfordring at separere de forskellige

årsagssammenhænge. Koncentrationsbesvær, søvnbesvær, rastløshed, træthed, tristhed, manglende

lyst og energi, appetitnedsættelse og selvmordstanker er symptomer, der både kan være resultat af et

langvarigt alkoholmisbrug eller depression (Benjaminsen et al. 2005). Sygeplejersken har en unik

opgave og et stort ansvar i at vurdere og observere patienters symptomer på depression og

alkoholmisbrug for at kunne være med til at sikre opstart af effektive sundhedsfremmende tiltag

(Wadell et al. 2007). Hvis sygeplejersken ikke har den tilstrækkelige viden eller er bevidst om at

stille de relevante spørgsmål, risikerer patienterne udelukkende behandling for enten den ene eller

anden lidelse (Barry et al. 2006). Konsekvenserne kan blive store og resultere i et ubehandlet

alkoholmisbrug, der kan forværre den depressive tilstand grundet begrænset modtagelighed overfor

den medicinske behandling, og i sidste ende øge risikoen for selvmordsadfærd (Fowler 2006,

Wadell et al. 2007). Undersøgelser viser, at sygeplejersker ikke føler, de har den tilstrækkelige viden

og uddannelse i at håndtere den faglige udfordring i forhold til denne gruppe af patienter. De ønsker

ensartethed, så indsatsen ikke afhænger af den enkelte sygeplejerskes formåen, tilgang og viden

(Ryrie et al. 1998, Wadell et al. 2007).

I en psykiatrisk skadestue kan det være vanskeligt at her-og-nu vurdere, hvor vidt alkoholmisbruget

er et symptom på depression, eller om depressionen er et resultat af alkoholmisbruget (Fowler 2006,

Wadell et al. 2007). Dette kræver høj faglighed, hvorfor jeg har valgt at sætte fokus på netop denne

sygeplejefaglige problemstilling. Jeg finder det nødvendigt at undersøge, hvordan sygeplejersken

kan arbejde med sundhedsfremme som strategi i psykiatrisk skadestue i mødet med den

alkoholmisbrugende depressive patient. Flere kilder tyder på, at der er behov for udvikling af

sygeplejerskernes evne til at intervenere sundhedsfremmende med netop denne gruppe af mennesker

(Fowler 2006, Wadell 2007, Harrington-Dobinson et al. 2007, Littlejohn et al. 2008). Spørgsmålet er

blot hvordan, og om hvorvidt det er muligt, at vi som sygeplejersker kan arbejde strategisk og sætte

gang i en fremmende proces, hvor der skabes mening, vækkes interesse for viden, færdigheder,

holdninger og følelser vedrørende patienternes egen helbredstilstand og sundhed?

4

1.2 Afgrænsning af problemstilling

Jeg er bevidst om, at depressionen kan have forskellige årsager samt sværhedsgrader, hvilket der

ikke vil skelnes mellem (Benjaminsen et al. 2005). Patienter med depression af svær grad, med

psykotiske symptomer og akut suicidalfare medtænkes dog ikke som relevant målgruppe i denne

opgave. Jeg vil i opgaven koncentrere mig om samarbejdet med den gruppe af patienter, som

tilbydes vurdering og overnatning til observation for alkoholabstinenser og depressive symptomer i

psykiatrisk skadestue. I opgaven fokuseres der udelukkende på sundhedsfremme som strategi rettet

mod patienternes alkoholmisbrug velvidende, at andre indsatsområder også kan have effekt på

bedring af en depressiv tilstand.

1.3 Formål med projektet

Formålet med projektet er at øge forståelsen for den viden, der findes om sundhedsfremme som

strategi til den alkoholmisbrugende depressive patient i en sundhedsfremme- og ikke

sygdomsorienteret kontekst.

1.4 Problemformulering

Hvordan kan sygeplejersken arbejde med sundhedsfremme som strategi i psykiatrisk skadestue i

mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient?

2. Metode 2.1 Dataindsamling

For at opnå forståelse for den viden der findes om sundhedsfremme som strategi i mødet med den

alkoholmisbrugende depressive patient, foretog jeg en systematisk litteratursøgning i følgende

forskningsdatabaser: PubMed, Cinahl og PsycINFO (Bilag 1). Udvalgte søgeord var:

Sundhedsfremme, psykiatrisk skadestue, alkoholmisbrug eller alkoholisme og depression. Et

kriterium for udvælgelse af artikler var, at de skulle handle om sundhedsfremme i psykiatrisk

skadestue til patienten med samtidig forekomst af alkoholmisbrug og depression. Der ønskes kun

referencer på dansk, norsk, svensk eller engelsk. Søgningen resulterede i udvælgelse af én empirisk

samt én teoretisk artikel: ”Nurses´ experiences of caring for patients with a dual diagnosis of

depression and alcohol abuse in a general psychiatric setting” og ”Nurses´ guide to alcohol and

promoting healthy lifestyle changes”, som udgør datagrundlaget for opgaven.

5

Artiklerne er udvalgt, fordi de præsenterer centrale strategier samt mulige hindringer for den

sundhedsfremmende indsats i mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient.

2.2 Metode til analysen

Den metodologiske tilgang i denne opgave er Gadamers hermeneutiske filosofi. Jeg ønsker at forstå

og fortolke mit datamateriale, hvorved en hermeneutisk tilgang er relevant, idet hermeneutikken

betegnes som tekstfortolkning, hvor formålet er at komme frem til en gyldig og almen forståelse af

en teksts betydning (Gadamer 2007). Gadamer anvender yderligere begrebet horisont, som betegner

det synsfelt, man er i besiddelse af. Dette er baggrunden for et andet centralt begreb, nemlig

horisontsammensmeltning. En horisontsammensmeltning sker i mødet med andre horisonter, i

tekstfortolkningen vil det være tekstens horisont (Gardamer 2007). Horisonten i min opgave, altså

den analytiske ramme, er Torben K. Jensen og Tommy J. Johnsens (Jensen & Johnsen) oversigt over

praktikernes strategier i sundhedspædagogikken fra bogen ”Sundhedsfremme i teori og praksis”.

Denne horisont, samt den opnåede viden fra opgavens indledning om, hvad det vil sige som

menneske at lide af depression og alkoholmisbrug, vil blive anvendt som teoretisk perspektiv i

fortolkningen af mit udvalgte datamateriale. Herved vil der opstå en horisontsammensmeltning.

Jensen & Johnsens oversigt over sundhedspædagogiske strategier er udvalgt, da den belyser

relevante sundhedsfremmende strategier, der tager højde for kompleksiteten i fænomenet.

Yderligere er den klinisk handleanvisende, hvilket gør den anvendelig set i forhold til min

problemformulering (Jensen et al. 2000).

2.3 Sundhedsfremme som strategi

Overordnet set skal begrebet sundhedsfremme og strategi forstås som følgende i opgaven:

”Health promotion is the process of enabling people to increase control over, and to improve, their

health” (Ottawa 1986).

”En strategi er langsigtet planlægning, som fører til eller mod et mål” (Wikipedia).

Nærmere betegnet indeholder sundhedsfremme som strategi en proces og et resultat (mål), hvilket

synliggøres i nedenstående afklarende afsnit om opgavens horisont.

2.4 Praktikernes strategier i sundhedspædagogikken

Nedenstående er en kort gennemgang af Jensen & Johnsens figur 5.1. (Bilag 2 ), som er en

skematisk oversigt over strategier i sundhedspædagogikken ( Jensen et al. 2000). Denne danner

baggrund for fortolkningen af datamaterialet.

Figuren er en oversigt, der tilsammen beskriver, hvad en sundhedsfremmende proces skal

6

indeholde, for at den bliver vellykket. Figuren tager højde for to dimensioner i

sundhedsfremmearbejdet. Netop, at hvis mødet mellem patienten og sygeplejersken skal lykkes, skal

der udføres ”menneskearbejde” for at forstå, før der kan udføres ”ekspertarbejde” for at hjælpe.

Jensen & Johnsen argumenterer for, at hvis mødet mellem den professionelle og patienten skal

lykkes, må den professionelle være ”ekspert i øjenhøjde”. Dvs., at han/hun skal opfatte sig selv som

en reflekterende praktiker, der i dialog med patienten finder frem til handlemuligheder, i stedet for

en ekspert der er ophøjet bedrevidende og lige netop ved, hvad der skal gøres. Figuren illustrerer via

dimensionerne ”menneskearbejde” og ”ekspertarbejde”, at sundhedsfremme handler om at ”koble

klogt” snarere end at ”sende klart” samt at gøre viden efterspurgt frem for at give svar.

Sundhedspædagogikken handler ifølge Jensen & Johnsen yderligere om identitet, følelser,

holdninger og handlinger snarere end viden. Dette skal forstås som, at kun hvis viden er efterspurgt

på forhånd, er det en effektiv strategi at give svar eller ”at sende” viden. Altså handler

sundhedspædagogik ikke i første omgang om at formidle viden. Sundhedspædagogik handler i

mange sammenhænge om at indøve færdigheder, påvirke holdninger, vække følelser samt at gøre

viden, færdigheder, holdninger og følelser efterspurgte. Figuren illustrerer herved, at

sundhedsfremmearbejdet tager sigte på at støtte såvel videns-, handle- og følelsesdimensionen.

Før man som professionel kan anvende sin særlige ekspertviden, mener Jensen & Johnsen, at den

professionelle skal skabe kontakt til patienten ved at vinde dennes tillid. Den professionelle kan

aldrig på forhånd vide, hvad der er problemet, hvilken del af ekspertisen der skal i brug, og på

hvilken måde den relevante indsigt mest hensigtsmæssigt skal formidles. Skal arbejdet lykkes, må

den professionelle udvikle en form for dømmekraft og strategi, der sætter ham/hende i stand til at se,

hvad situationen kræver. Den professionelle må lytte til patienten for at finde ud af, hvordan

vedkommende ser på tingene og definerer sin situation med dens muligheder og begrænsninger. Der

er derfor ifølge Jensen & Johnsen tale om, at to eksperter mødes.

Jensen & Johnsen argumenterer for, at målet med sundhedsfremme er at øge menneskets følelse af

sammenhæng. Dvs. følelsen af begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed – eller sagt med

andre ord at styrke menneskets livsmod, livsglæde, handleevne og fornemmelse af overskud i

hverdagen. Her ses det tydeligt, at Jensen & Johnsen er inspireret af professoren Aaron Antonovsky,

der har beskæftiget sig med medicinsk sociologi.

3. Præsentation af datamateriale Den første artikel ”Nurses´ experiences of caring for patients with a dual diagnosis of depression

and alcohol abuse in a general psychiatric setting”, er udarbejdet af svenske Katheleen Wadell,

MNSc, RN og Ingela Skärsäter, PhD, RN og er udgivet i år 2007 og publiceret i det engelske

7

tidsskrift “Issues in Mental Health Nursing”. Artiklen henvender sig til sygeplejersker indenfor det

psykiatriske felt, der møder dobbeltdiagnose patienter. Formålet med artiklen er at beskrive

psykiatriske sygeplejerskers erfaringer med at yde omsorg til patienter med svær depressiv tilstand

og alkoholmisbrug. Undersøgelsen har et kvalitativt deskriptivt design og bygger på

interviewundersøgelser af 11 sygeplejersker med erfaring indenfor pleje af dobbeltdiagnose

patienter. Informanterne er 2 mænd og 9 kvinder i alderen fra 33-64 år, hvis erfaring spænder fra 1-

38 år. Undersøgelsen er foretaget på tre psykiatriske afdelinger i Sverige. Undersøgelsen peger på

forskellige faktorer og strategier, som sygeplejerskerne finder essentielle, for at

sundhedsfremmearbejdet med dobbeltdiagnose patienterne kan lykkes, samt hvilke barrierer der kan

hindre processen. Fundene inddeles i tre kategorier: ”At muliggøre det bedste samarbejde med

patienterne”, ”etablering af fortsat pleje og behandling” og ”barrierer for samarbejdet”. Opgavens

analyse inddeles i tre afsnit med overskrifter inspireret af fundene fra denne artikel. Undersøgelsen

anses som værende repræsentativ set i forhold til min problemformulering, da den tager

udgangspunkt i og identificerer den praksisverden, problemstillingen udspiller sig i.

Den anden artikel, ”Nurses´ guide to alcohol and promoting healthy lifestyle changes”, er skrevet af

Anne-Harrington-Dobinson og William Blows, som begge er lektorer på ”School of Nursing and

Midwifery” City University of London. Artiklen er udgivet i år 2007 i tidsskriftet ”British Journal of

Nursing” og henvender sig til sygeplejersker, der kommer i kontakt med patienter, som har en

alkoholrelateret lidelse. Formålet med artiklen er at udarbejde en guide til, hvordan sygeplejersken

kan fremme sunde livsstilsændringer hos patienten med alkoholmisbrug. Artiklen fokuserer på tre

vigtige temaer. 1) At fremme indsigt, forståelse og motivation hos patienterne, 2) strategier til

hvordan sygeplejersken kan formidle og kommunikere sin viden og 3) behandlingsmuligheder og

herunder sygeplejerskens rolle i forløbet. Artiklen medinddrager dog ikke depressionsperspektivet,

men kan anvendes som et fremragende supplement til Wadell og Skärsäters artikel.

4. Analyse af sundhedsfremme som strategi Nedenstående er en fortolkning af datamaterialets strategifund forstået i lyset af Jensen & Johnsens

oversigt over strategier i sundhedspædagogikken.

4.1 At muliggøre det bedste samarbejde med patienterne

Sygeplejerskerne i empirien har alle erfaringer med vigtigheden af, at patienterne har tillid til dem

som professionelle (Wadell et al. 2007). Dette bekræftes også af Jensen & Johnsen, der fokuserer på,

at tillid er en vigtig bestanddel, for at sygeplejersken kan arbejde med sundhedsfremme som strategi.

Før man som professionel kan komme til at anvende sin særlige ”ekspertviden”, belyser Jensen &

Johnsen, at det er vigtigt, at sygeplejersken forsøger at skabe en kontakt til patienterne ved at vinde

8

deres tillid. Sygeplejerskerne i empirien finder det ydermere vigtigt at indsamle informationer om

patienternes oplevelser og erfaringer, og at lade den enkelte patient fortælle sin egen historie,

beskrive sin forståelse samt selvstændigt at formulere hvilken hjælp, der er behov for. Disse faktorer

anses som væsentlige for et godt samarbejde med patienterne (Wadell et al. 2007, Harrinton-

Dobinson et al. 2007). Set i forhold til Jensen & Johnsens oversigt over strategier i

sundhedspædagogikken har sygeplejerskerne fat i nogle væsentlige pointer.

Jensen & Johnsen er enige i, at hvis sygeplejerskerne ønsker at gøre gavn med deres indsigt og deres

råd, må de ”have nogle store ører”. Sygeplejerskerne må, gennem at høre patienternes historier og

oplevelser, erhverve sig kendskab til deres baggrund og erfaringer (Jensen et al. 2000).

Sammenlignet med empirien lægger Jensen & Johnsen også vægt på, at man skal lade patienten

fortælle hvilken form for viden og hjælp, der er behov for. Sagt med afsæt i Jensen & Johnsen kan

man her tale om, at to eksperter mødes. Ved at tage udgangspunkt i hvilken viden patienten

efterspørger, og hvad patienten mener, der bør gøres, mener jeg, at der her er tale om, at

sygeplejersken udfører ”menneskearbejde” ved at ”koble klogt” og gøre efterspurgt. At arbejde med

denne strategi er set med Jensen & Johnsens øjne at bidrage til patientens følelse af begribelighed,

håndtérbarhed og meningsfuldhed. Når patienten selvstændigt definerer, hvilken viden han ønsker,

ser jeg, at der her vil opstå mulighed for at formidle viden, ”give svar” og herunder ”sende klart”

(Jensen et al. 2000). Årsagen til at det kan være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i patientens

erfaringer og oplevelser, kan med Jensen & Johnsen forklares ved, at sygeplejersken aldrig på

forhånd kan vide, hvad patienten ser som problemet. Derfor kan det ikke forudses hvilken del af

ekspertisen, der skal i brug, og på hvilken måde den relevante indsigt mest hensigtsmæssigt skal

formidles (Jensen et al. 2000). Skal sundhedsfremmearbejdet kunne lykkes, ser jeg, at

sygeplejersken kan anvende ovenstående strategi, der kan sætte hende i stand til at se, hvad

situationen kræver.

På den anden side fremhæver både empirien og Jensen & Johnsen, at der kan være store forskelle

på, hvad patienten formulerer som sine ønsker og behov, og hvad sygeplejersken skønner, der er

behov for. Desuden kan der være uenighed om målene, og målene kan være i konflikt med

hinanden. I sådanne situationer anser jeg, at sygeplejersken må forsøge at anvende strategien at

udføre ”menneskearbejde” og ”koble klogt” frem for at ”sende klart”. Der skal netop ifølge Jensen

& Johnsen gøres ”menneskearbejde”, før der kan gøres ”ekspertarbejde”. Som jeg videre ser det, må

sygeplejersken her forsøge at opnå forståelse for patientens holdninger og følelser og i stedet være

”ekspert i øjenhøjde”. Dvs. at opfatte sig selv som en reflekterende praktiker, der i dialog med

patienten finder frem til handlemuligheder og fælles mål, i stedet for en ekspert der er ophøjet og

bedrevidende (Jensen et al. 2000).

9

Et spørgsmål der rejser sig hos mig er: ”Er denne gruppe af patienter altid i en tilstand, hvor det kan

forventes, at de selvstændigt kan formulere, hvilken form for hjælp de har behov for? Kræver dette

ikke, at der forinden formidles en viden og indsigt? Viden omkring alkoholmisbrug og

depressionens indbyrdes virkning på hinanden ses netop i empirien som en vigtig information, der

skal videregives, for at patienterne kan træffe beslutninger om ændret sundhedsadfærd (Wadell et al.

2007). Jensen & Johnsen er enige i, at formidling af viden og indsigt indgår i alle praktikeres

forestillinger om sundhedsfremmearbejdet. Men i modsætning til sygeplejerskerne i empirien

fokuserer de på, at det netop er, når patienterne oplever, at der er problemer og et behov for øget

indsigt, at der er mulighed for at arbejde med sundhedsfremme som strategi. Før vil patienterne ikke

finde det nødvendigt at opsøge og forholde sig til den viden, sygeplejerskerne formidler. Jensen &

Johnsen belyser i takt hermed, at selvom patienterne er velinformerede om, hvad der er fornuftigt og

mindre fornuftigt for deres helbred, resulterer denne viden ofte ikke i sig selv til ændret adfærd.

Sygeplejerskerne bliver i praksis altså nød til at vurdere, hvordan de kan gøre patienterne

interesserede i at tilegne sig viden (Jensen et al. 2007). Nogle sygeplejersker udtaler i empirien

vigtigheden af ikke at overdynge patienterne med for mange informationer. En typisk fejl mange

sygeplejersker begår kan være, at de i en god hensigt forsøger at lære patienterne så meget som

muligt men dog på for kort tid (Harrinton-Dobinson et al. 2007). Dette kan evt., som jeg ser det,

påvirke patienten i en negativ retning og medføre følelsen af magtesløshed, frustration og evt.

forstærke patientens følelse af uoverkommelighed (Benjaminsen et al. 2005)

Tager man udgangspunkt i den opnåede fagkundskab fra indledningen om, hvad det vil sige som

menneske at lide af henholdsvis depression og alkoholmisbrug, ser jeg, at en mulig interessekonflikt

kan opstå, hvis en patient f.eks. oplever, at alkoholen er en effektiv metode til at lette de depressive

symptomer såsom søvnbesvær, træthed, tristhed, manglende lyst, energi og glæde. Jeg tænker

endvidere, at de depressive patienter, der yderligere præges af craving (drikketrang) og mulige

abstinenssymptomer, med stor sandsynlighed kan opleve modløshed, fortvivlelse, forvirring og

opgivenhed i forhold til at tænke sig et liv uden alkohol? (Benjaminsen et al. 2005).

Sygeplejerskerne i empirien udtaler, at de har stor respekt for denne patientgruppe. De nævner alle,

at det er vigtigt at være opmærksom på, at patienterne er i en skrøbelig- og højrisikotilstand for at

begå selvmord (Wadell et al. 2007, Harrington-Dobinson et al. 2007).

Ovenstående faktorer taget i betragtning betyder, som jeg ser det, at det sundhedsfremmende arbejde

kan være præget af kompleksitet, usikkerhed samt værdikonflikter. Når problemet ifølge Jensen og

Johnsen ikke længere præsenterer sig entydigt, må situationen for sygeplejersken bestå i at søge

viden om, hvordan patienten konkret ser sin situation herunder hvilke mål, ønsker, følelser,

ressourcer og handlinger, der kan være til hjælp. Ud fra dette må sygeplejersken anvende sin

faglighed og erfaringer med, hvad der hjælper, samt hvad der er det rigtige at gøre. Det kan tænkes,

10

at det i visse tilfælde ikke kan undgås, at sygeplejersken må se på, at patienten har en sundhedsfarlig

livsstil og måske ikke er motiveret til at modtage hjælp endnu (Jensen et al. 2000). Derfor kan det

ifølge Jensen & Johnsen være en brugbar strategi, hvis sygeplejersken indledende afgør, hvad

patienten er parat til at høre om. Og hvordan hun evt. kan få relevante spørgsmål til at melde sig hos

patienten.

Ifølge Jensen & Johnsen er det i professionelle sammenhænge klart, at sygeplejersken har

hovedansvaret for, at der arbejdes med sundhedsfremme som strategi, og at processen lykkes. Jensen

& Johnsen indikerer, at hvis patienten ikke er motiveret, må sygeplejersken hjælpe en lydhørhed på

vej hos patienten – få spørgsmål til at melde sig og forekomme relevante – for derefter at hjælpe en

forståelse af en sag på vej. Patienterne lytter ikke med deres ører men derimod med deres bagage af

erfaring og hele deres identitet, hvilket stemmer fint overens med empirien, hvor sygeplejerskerne

finder det vigtigt ikke at diskutere alkoholrelaterede problematikker, før de føler patienterne er

parate (Wadell et al. 2007, Harrington-Dobinson et al. 2007). Her tydeliggøres vigtigheden af at

”koble klogt” og opnå kendskab til patienternes identitet, erfaringer, ønsker og mål. Uden denne

strategi kan sundhedsfremmeprocessen ifølge Jensen & Johnsen ikke lykkes (Jensen et al. 2000).

4.2 Etablering af fortsat pleje og behandling

Nogle sygeplejersker i empirien indikerer, at det er vigtigt at inddrage familie og andet socialt

netværk, da disse kan være en vigtig støtte, ressource og hjælp til at skabe de rigtige vilkår for, at det

sundhedsfremmende arbejde kan lykkes (Wadell et al. 2007, Harrinton-Dobinson et al. 2007). Det

kan undre, at Jensen & Johnsen ikke nævner inddragelse af de pårørende som en vigtig ressource i

den sundhedsfremmende proces. I en psykiatrisk skadestue kan det være altafgørende, at de

pårørende kan bidrage med oplysninger til anamnesen samt hjælpe og støtte op omkring patienten

ved udskrivelse efter endt observation og evt. afrusning. Muligvis ligger inddragelse af pårørende

implicit i tanken bag begreberne ”handlinger/færdigheder” og ”håndtérbarhed? Jensen & Johnsen

belyser netop håndtérbarhed som en handlekraft og en fornemmelse af, at der rådes over de

ressourcer, der er brug for til at klare de krav, man bliver udsat for. Hvis sygeplejersken udfører

”menneskearbejde”, kan hun her få patienterne til selvstændigt at udtrykke, hvad der opleves som en

ressource for den enkelte, da det ikke er alle patienter, der kan finde støtte i deres pårørende. Nogle

har muligvis grundet deres tilstand mistet kontakten, og for andre er det måske ikke en hjælp at

inddrage nærmeste pårørende, hvis disse evt. også kæmper med en alkoholproblematik.

Nogle sygeplejersker i empirien føler et ansvar for at motivere patienterne til at etablere et socialt

netværk udenfor hospitalet, og anser det som værende deres opgave at medvirke til at opsætte

opnåelige mål og lægge en plan for yderligere behandling uden for hospitalet (Wadel et al 2007,

Harrinton-Dobinson et al. 2007). Herved arbejder sygeplejerskerne tydeligvis på at fremme, at

11

patienterne opnår deres bedste sundhedspotentiale ved at etablere et videre forløb, der kan give dem

adgang til information og hjælp. Dette stemmer helt overens med definitionen på, at

sundhedsfremme skal opfattes som en proces, der kræver et sikkert og støttende fundament (Ottawa

1986). Sammenlignes sygeplejerskernes udsagn om ansvarsområder med Jensen & Johnsens

oversigt over strategier i sundhedspædagogikken, ses det at sygeplejerskerne ønsker at ”sende klart”

og formidle en viden om, hvor patienten kan søge videre hjælp. Men at sygeplejerskerne udtrykker,

at de ønsker at medvirke til at opsætte opnåelige mål for patienten tydeliggør, at de er bevidste om

strategien at ”koble klogt”. At opsætte opnåelige mål kræver indsigt, samt at der tages udgangspunkt

i, hvad patienten mener, der magtes og bør gøres. Der udføres ”menneskearbejde”, inden der udføres

”ekspertarbejde”. At udføre ”ekspertarbejde” som sundhedsfremmende strategi kunne være, at

hjælpe patienten med at etablere kontakt til f.eks. ”De anonyme alkoholikere”, alkoholambulatoriet,

støttecafé´er, hjemmeplejen eller egen læge, som kan støtte op omkring antabusbehandling samt

informere om muligheden for trangdæmpende medicin (Harrinton-Dobinson et al. 2007).

Set i forhold til hvordan sygeplejersken kan arbejde med sundhedsfremme som strategi i psykiatrisk

skadestue, hvor muligheden for opfølgende samarbejde med patienten er vanskelig, kan der sættes

spørgsmålstegn ved, om den manglende tidsfaktor kan have indflydelse på muligheden for altid at

”koble klogt” snarere end at ”sende klart”. Opleves det, at sygeplejersken finder det vanskeligt at

udføre ”menneskearbejde” grundet flere eller enkelte barrierer, ser jeg med afsæt i Jensen &

Johnsen, at det kan være nødvendigt at formidle en ”ekspertviden”, og anvende denne strategi, når

patienten henvender sig i skadestuen. Denne ”ekspertviden” må formidles klart, tydeligt og

respektfuldt og på en måde, så patienten lægger mærke til og husker informationerne vedr., hvad der

anbefales, og hvilke muligheder der forefindes. Herved er patienten orienteret om, hvor hjælpen kan

findes, når vedkommende er parat og i stand til at mobilisere handleevne og overskud (Jensen et al.

2000).

4.3 Barrierer for samarbejdet

Sundhedsfremme handler ifølge Jensen & Johnsen om at være vejviser gennem nye processer i livet.

Ikke alle sygeplejersker i empirien formår at påtage sig rollen som ”vejviser”, og andre oplever visse

barrierer for godt samarbejde. Berøringsangst synes at være et relevant tema for visse

sygeplejersker. Nogle tør ikke tale med patienterne om deres alkoholmisbrug af frygt for at

fornærme dem eller øge følelsen af skam og skyld, som allerede plager mange af patienterne grundet

deres depression (Benjaminsen et al. 2005, Harrinton-Dobinson et al. 2007). Med afsæt i empirien

samt i den opnåede indsigt i problemstillingen ses flere mulige konsekvenser af, at sygeplejerskerne

ikke tør spørge ind til patienternes alkoholmisbrug. F.eks. at sygeplejerskerne utilsigtet kan være

med til at forstærke deres benægtelse. Yderligere kan de medvirke til en mulig underdiagnosticering,

12

som kan resultere i en ubehandlet afhængighed, der igen kan forværre den depressive periode og øge

risikoen for selvmord (Benjaminsen et al. 2005, Wadell et al. 2007). Derfor anser jeg det som

vigtigt, at sygeplejerskerne arbejder med deres berøringsangst, hvis sundhedsfremmearbejdet til

denne gruppe af patienter skal lykkes.

I modsætning til berøringsangsten opleves også en anden relevant problemstilling. Nogle patienter

benægter et alkoholmisbrug trods intoksikation og leverpåvirkning ved ankomst til skadestuen

(Wadell et al. 2007, Harrinton-Dobinson et al. 2007). Dette kan f.eks. skyldes skam, manglende

indsigt eller et ønske om, at de professionelle vil fokusere på depressionen frem for

alkoholmisbruget. Eller sagt med afsæt i Jensen & Johnsen at patienterne mangler ”begribelighed”

og herunder en viden og indsigt i, at de har et misbrug samt dets konsekvenser. Hvordan kan man

arbejde med sundhedsfremme som strategi i mødet med den alkoholmisbrugende patient, når

patienten benægter sit misbrug? Set med Jensen & Johnsens øjne kan man ikke beordre, regulere,

lokke eller manipulere til sundhed – samt fænomener som følelsen af begribelighed, håndtérbarhed

og meningsfuldhed. Overbevisende tale kræver, at sygeplejersken kender sin tilhører og

vedkommendes erfaringsverden, hvis hun vil overbevise eller overtale patienten til at indse

misbruget og handle derpå. Sundhed inkorporerer folks egne opfattelser af og følelser for deres

hverdagssituationer og livssituation. Benægter eller oplever patienten ikke at have et

alkoholmisbrug, ser jeg, at det kan være vanskeligt at ”koble klogt” og gøre viden efterspurgt. Hvis

sygeplejersken derimod ifølge Jensen & Johnsen bestemmer, hvad der er de vigtigste helbreds- og

sundhedsproblemer, hvordan patienten skal høre om det, og hvad den rigtige opfattelse og løsning

er, kan det øge patientens følelse af at være tilsidesat og reduceret. Det vil sige, at resultatet kan

blive, at patienten ikke føler sig motiveret til hverken at høre budskabet, huske det eller ændre vaner.

Altså, kan strategien at udføre ”ekspertarbejde” ifølge Jensen & Johnsen ikke stå alene i denne sag.

Dog vil jeg mene, at den eneste mulige strategi vil være at ”sende klart” og give svar i forhold til,

hvad kundskaben anbefaler at gøre og vide samt at udføre ”menneske arbejde” i form af strategisk at

arbejde med patientens holdninger og følelser. Dog velvidende, at Jensen & Johnsen mener at

styrken i følelsen af ”begribelighed” og ”meningsfuldhed” netop afhænger af, om patienten har

medvirket i valget af at gennemgå denne erfaring og har medvirket i valget af løsninger på

problemet.

Benægter patienterne deres misbrug, må man med afsæt i Jensen og Johnsen overveje at respektere

at lade folk leve deres eget liv. Den mest effektive strategi vil være at undgå paternalisme og

bedrevidenhed, hvilket bekræftes i empirien, hvor en vigtig strategi er, at vi som sygeplejersker skal

assistere frem for at forcere, forvente og bestemme (Harrington-Dobinson et al. 2007). Arbejdet

lykkes ifølge Jensen & Johnsen ikke, hvis man gør sig selv til ekspert men nærmere ved at tilbyde

sig selv som rådgiver. Man kan søge efter at vække følelser hos patienten og forsøge ikke at sende

13

holdninger og følelser, da disse kan opfattes som moraliserende og vække modvilje, hvilket også

bekræftes af sygeplejerskerne i empirien (Harrington-Dobinson et al. 2007). Man bør forholde sig

rolig og afventende overfor muligheder i samtalen og lade spørgsmål melde sig. Vække

nysgerrighed og videbegærlighed. Men man kan og bør dog ikke undgå at signalere, at emnet er

vigtigt og alvorligt (Jensen et al. 2000).

Der hersker yderligere i empirien uenighed om, hvilken sundhedsfremmende strategi der er den mest

korrekte at anvende i mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient (Wadell et al. 2007).

Dette resulterer i, at den enkelte sygeplejerske agerer, som hun finder mest rigtig, og at den

individuelle tilgang til patienterne afhænger af, hvilken sygeplejerske der er på vagt. Nogle tror på

den konfronterende stil, som indbefatter, at patienten selv må tage ansvar for sit misbrug, nogle

forholder sig paternalistisk og tænker, at patienterne er uden evne til at tage ansvar, mens andre

anvender en kognitiv tilgang til patienterne. Alle understreger dog vigtigheden af at være tydelig,

ærlig og direkte, selvom dette ikke altid praktiseres. Flere udtaler, at der ikke findes en protokol, der

fortæller, hvad der er det rigtige, hvorfor dette ifølge sygeplejerskerne må være op til den enkelte

selv (Wadell et al. 2007). At der ikke opleves entydighed, fælles strategier, samt at de har forskellige

sundhedspædagogiske tilgange til patienterne kan på den ene side forklares med, at sygeplejerskerne

(ligesom patienterne) er selektive mht., hvad de tror på. De har hver deres erfaringsgrundlag, der er

afgørende for, hvilken betydning forskellige handlinger og strategier tillægges. Der findes ifølge

Jensen & Johnsen én effektiv model, der kan forklare sygeplejerskernes valg og handlinger. Netop,

at identitet er afgørende for den betydning, man tillægger handlinger. Identiteten har ydermere

indflydelse på udvælgelse og vægtning af viden, som igen indvirker på tilbøjeligheden til at handle

eller at undlade at handle på forskellige måder (Jensen et al. 2000). Det kan diskuteres, hvorvidt

denne model kan forklare sygeplejerskernes individuelle handlingsstrategier, eller om

sygeplejerskerne på den anden side i virkeligheden har behov for strategier, retningslinjer og en øget

viden på området. Jensen & Johnsens oversigt over vigtige strategier i sundhedspædagogikken,

bygger netop på erfaring og viden, hvorfor jeg ikke mener, at man i visse tilfælde kan fortænke

sygeplejerskerne i at handle efter deres individuelle bedste overbevisning. At nogle sygeplejersker i

empirien har berøringsangst, samt at de er uenige om, hvorvidt alkoholmisbruget er årsag til

depression eller omvendt, kan tyde på, at der grundlæggende mangles en viden om lidelsernes

indbyrdes indflydelse på hinanden, samt vigtigheden af at tillægge begge lidelser opmærksomhed

(Wadell et al. 2007).

5. Diskussion

14

I det følgende vil det blive diskuteret, hvorvidt ensartethed, regler og protokoller er strategier der

kan anvendes i det sundhedsfremmende arbejde med den alkoholmisbrugende depressive patient.

I Donald A. Schöns (Schön) bog om ”Den reflekterende praktiker” er pointen, at den erfarne ikke

følger og ikke kan følge regler, hvis arbejdet skal gøres godt. Vi har i analysen erfaret, at

situationerne med de alkoholmisbrugende depressive patienter er forskellige og omskiftelige, og at

enhver ny situation er unik. Det kan derfor diskuteres hvorvidt, at sygeplejerskerne i empirien

allerede i nogle tilfælde handler som reflekterende praktikere, når de anvender forskellige strategier.

Ifølge Schön gør en kompetent praktiker brug af sorterede erfaringer, der bygger på tidligere

tilfælde, forståelser og handlemønstre. Den optimale måde at arbejde med sundhedsfremme som

strategi vil i følge Schön være at arbejde selvstændigt og reflektivt. Schön mener, at ”den reflektive

praktiker” konstant møder nye situationer, hvor der genkendes en række træk, som forekommer

kendte. Disse sammenlignes med tidligere situationer, og det overvejes, hvor meget der i den nye

situation ligner tidligere og på den baggrund, hvor mange af de tidligere handlinger der med held

kan overføres til den nye situation (Schön 2001). Denne form for refleksion mener Schön er langt

mere effektiv på en række praksisområder end den videnskabelige kortlagte viden. Dette skyldes, at

den er langt hurtigere at bruge og kan rumme langt flere nuancer, og dermed passer bedre til de

evindeligt skiftende forhold, som sygeplejerskerne oplever i mødet med den alkoholmisbrugende

depressive patient. Schön mener, at det er denne kapacitet, der gør, at den erfarne har føling med

problemerne. Som jeg ser det, er det ikke blot Schön, som taler om, at den kompetente praktiker gør

brug af henholdsvis erfaring samt videnskabelig viden. Dette anser jeg også som værende en

forudsætning for at kunne arbejde ud fra Jensen & Johnsens sundhedspædagogiske strategi. Ved

nærmere sammenligning kan man se visse ligheder mellem Schöns opfattelse af ”ekspertens

kompetence og rolle” og ”den reflekterende praktikers kompetence og rolle” samt Jensen &

Johnsens ”ekspertarbejde” og ”menneskearbejde”. Jeg ser, at en kobling mellem strategierne

”menneskearbejde” og ”ekspertarbejde” i virkeligheden kan forstås som ”den reflekterende

praktikers arbejde”, da dette netop indbefatter at koble videnskabelig viden til et repertoire af

erfaringer. At Schön pointerer, at sygeplejerskerne ikke kan og bør følge regler, hvis de vil gøre

deres arbejde godt, mener jeg ikke behøver at betyde, at man ikke kan arbejde ud fra visse strategier.

At sygeplejersken med rette kan arbejde med sundhedsfremme som strategi tydeliggøres i mit

analyseafsnit. Med afsæt i Schöns teori hænger dette muligvis sammen med, at Jensen & Johnsens

strategi bygger på viden og erfaring. Men på den anden side opfordrer, muliggør og tilgodeser

Jensen & Johnsens sundhedspædagogiske strategier netop, at man arbejder selvstændigt og handler

på baggrund af erfaring, individuelle tilgange og øjeblikkelige vurderinger. Derfor kan

sygeplejerskernes erfaringer med at handle ud fra forskelligartede sundhedsfremmende strategier i

empirien ikke nødvendigvis anses som værende et problem. Med afsæt i Schön og Jensen & Johnsen

15

kan man ikke konkludere at ensartethed, regler og protokoller er uønskelige strategier. Disse skaber

ikke i sig selv dårligere betingelser for, at arbejdet med sundhedsfremme som strategi kan lykkes.

Det væsentlige er blot, at et hvert sundhedsfremmende stykke arbejde, uanset om der arbejdes ud fra

regler, protokoller eller ej, skal baseres på viden og erfaring, da enhver situation er ny, individuel og

omskiftelig. Men opgavens resultater lægger nærmere op til, at der er behov for fokus på området og

at uddannelse i sundhedsfremme som strategi, i mødet med den alkoholmisbrugende depressive

patient, er påkrævet (Jensen et al. 2000, Schön 1983, Wadell et al. 2007).

6. Konklusion Jeg har i opgaven fået en øget forståelse, for den viden der findes om sundhedsfremme som strategi

til den alkoholmisbrugende depressive patient. Opgaven har ledt mig frem til, at hvis mødet mellem

patient og sygeplejerske skal lykkes, skal der udføres ”menneskearbejde” for at forstå, før der kan

udføres ”ekspertarbejde” for at hjælpe. På denne måde kan det lykkes, at erhverve sig kendskab til

patienternes baggrund, identitet, oplevelser, viden, erfaring, mål og ønsker som er altafgørende for,

at en sundhedsfremmende proces kan lykkes. At arbejde med denne strategi kan bidrage til

patientens følelse af begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed. Jeg har erfaret, at arbejdet er

præget af kompleksitet, usikkerhed og værdikonflikter, hvilket stiller store krav til sygeplejerskerne.

Men at arbejde ud fra ovenstående strategi kan netop sætte sygeplejersken i stand til at se, hvad

situationen kræver. Slutteligt konkluderes det, at sygeplejersken ikke nødvendigvis bør følge regler,

for at kunne arbejde effektivt med sundhedsfremme som strategi. ”Den reflekterende praktikers”

arbejde baseres både på viden og erfaring og indbefatter både strategierne ”ekspertarbejde” og

”menneskearbejde” hvorfor, at en praksis med afsæt i Jensen & Johnsens sundhedspædagogiske

strategier vil kunne muliggøre udførelsen af et professionelt, unikt og individuelt

sundhedsfremmende arbejde i mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient i psykiatrisk

skadestue.

7. Perspektivering Perspektiveringen skal rette sig mod, hvordan den opnåede viden, om sundhedsfremme som strategi,

kan implementeres i den kliniske praksis i psykiatrisk skadestue.

Det har vist sig, at der er brug for ”reflekterende praktikere” i den sundhedsfremmende indsats, idet

sundhedsfremme ikke uden videre lader sig springe på formel. Men hvordan fostres ”reflekterende

praktikere”, som formår at gøre brug af strategierne ”ekspertarbejde” og ”menneskearbejde”?

Hvordan opøves sygeplejerskernes dømmekraft, så de kan afveje en række forskellige hensyn på

fornuftig vis? Og hvilke interventioner kan føre til forandring og implementering af den nye viden?

16

Dette er spørgsmål, der handler om hensigtsmæssig ledelse - og organisationsformer, som er vigtige

emner, når der skal skabes en stab af ”reflekterende praktikere” (Schön 2001). En ledelsesform, der

matcher det sundhedsfremmende arbejde, bør medvirke til at bygge bro mellem forskning og den

kliniske praksis. Vigtige styreredskaber til at opfostre ”reflekterende praktikere” kan være

forelæsninger af eksterne undervisere, kurser, interaktive uddannelsesformer, supervision,

påmindelser, grundige vurderinger, evalueringer, lokale konsensusprocesser, interventioner

formidlet fra patienter og samtaler, der alle tjener det formål at vedligeholde og opnå viden, fælles

værdier, opfattelser og forbilleder (Willlman et al. 2007, Jensen et al. 2000). Fælles tilslutning og

konsensus vil være altafgørende for, at det fremtidige sundhedsfremmende arbejde med de

alkoholmisbrugende depressive patienter i en organisation som psykiatrisk skadestue kan lykkes

(Schön 2001).

17

8. Referenceliste Ambrogne J.A. (2007) Managing depressive symptoms in the context of abstinence: findings from a qualitative study of women. 43(2), 84-92. Anderson M. & Jenkins R. (2006) The national suicide prevention strategy for England: the reality of a national strategy for the nursing profession. 13(6), 641-650. Barry K.L., Milner K. & Blow F.C. (2006) Screening Psychiatric Emergency Department Patients with major mental illnesses for at-risk drinking. 57(7), 1039-1042. Benjaminsen S., Glenthøj B., Bartels U. & Lindhardt A. (2005) Akut Psykiatri. Skadestuepsykiatri, København: Wyeth. Kap. 3+7+11. Davis L., Uezato A., Newell J.M. & Frazier E. (2008) Major depression and comorbid substance disorders. 21(1), 14-18. Fowler T.L. (2006) Alcohol dependence and depression: advance practice nurse interventions, 18(7), 303-308. Gadamer H.G. (s007) Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. 2. Udgave. København: Academica. Gerlach J. (1997) Depression og depressionsbehandling. 1. Udgave. København: Psykiatrifondens Forlag. 5-10, 19-37. Harrington-Dobinson A. & Blows W. (2006) Part 1: Nurses´ guide to alcohol and promoting healthy lifestyle changes, 15(22), 1217-1219. Harrington-Dobinson A. & Blows W. (2007) Part 3: Nurses´ guide to alcohol and promoting healthy lifestyle changes, 16(2), 106-110. Jensen T.K. & Johnsen T.J. (2000) Sundhedsfremme i teori og praksis, Århus: Philosophia. 1-244. Littlejohn C. & Holloway A. (2008) Nursing interventions for preventing alcohol-related harm, 17(1), 53-59. McGrath P.J., Nunes E.V. & Quitkin F.M. (2000) Current concepts in the treatment of depression in alcohol dependent patients. 23(4), 695-711. Møgeltoft J. (2001) Værd at vide om depression. 1. Udgave. Frederiksberg: Landsforeningen Sind. 4-20.

18

Ostacher M.J. (2007) Comorbid alcohol and substance abuse dependence in depression: impact on the outcome of antidepressant treatment. 30(1), 69-76. Poulsen H.D, Munk_Jørgensen P. & Bolwig T.G. (1998) Psykiatri – en grundbog 1. Udgave. København: Munksgaard. 29-43, 143-182. Rienecker L. & Jørgensen P.S. (2002) Den gode opgave – håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser, København: Samfundslitteratur. 302-334 (Pensum). Ryrie I. & McGowan J. (1998) Staff perceptions of substance use among acute psychiatry inpatients. Journal of Psychiatric Mental Health Nursing, 5(2), 137-142. Schön D.A. (2001) Den Reflekterende Praktiker. Hvordan professionelle tænker, når de arbejder, Århus: Klim. 1-311 (Opgivet anbefalet læsning). Wadell K. & Skärsäter I. (2007) Nurses´ experiences of caring for patients with a dual diagnosis of depression and alcohol abuse in a general psychiatric setting, 28(10), 1125-1140. Wasserman D. (2000) Depression en almindelig sygdom. 2. Udgave. København: Hans Reitzels Forlag a/s. 28-34. Watts M. (2008) Understanding the coexistence of alcohol misuse and depression. 17(11), 696-699. WHO (1986) The Ottawa charter for health promotion, Geneva: World Health Organisation. 1-5 (Pensum). Wikipedia. http://da.wikipedia.org/wiki/Strategi Willlman A., Stoltz P. & Bathsevani C. (2007) Evidensbaseret sygepleje – En bro mellem forskning og den kliniske virksomhed. 2. Udgave. København: Gads Forlag. 133-143 (Pensum).

19

Bilag 1: Søgeprotokol

Problemstilling

Undersøgelsens fokus er at udforske hvordan sygeplejersken i psykiatrisk skadestue kan arbejde

med sundhedsfremme som strategi i mødet med den alkoholmisbrugende depressive patient.

Informationskilder

Denne problemstilling kan udforskes gennem en søgning i de sundhedsvidenskabelige databaser,

CINAHL, PubMed og PsycInfo.

Inklusionskriterier

Der ønskes kun referencer på dansk, norsk, svensk og engelsk.

Referencerne skal handle om sundhedsfremme i psykiatrisk skadestue til patienten med samtidig

forekomst af alkoholmisbrug og depression.

Søgestrategier

Søgestrategien består af en systematisk bloksøgning.

De fundne referencers referencelister gennemgås efterfølgende i en usystematisk kædesøgning for at

finde ældre artikler eller relaterede og relevante artikler.

Den systematiske bloksøgning:

Boks 1 Boks 2 Boks 3 Boks 4

Sundheds- Psykiatrisk Alkohol-

misbrug eller alkoholisme

Depression skadestue fremme

20

Idet databaserne har forskellige måder at indeksere de kontrollerede emneord på, vil termerne i

søgeboksene blive forskellige. Dette beskrives under de forskellige databaser.

Det formodes, at sundhedsfremme som strategi i psykiatrisk skadestue i mødet med den

alkoholmisbrugende depressive patient er et snævert område. Derfor søges også på referencer der

omhandler sundhedsfremme til den alkoholmisbrugende patient uden at inddrage

depressionsperspektivet. Der søges også på sundhedsfremme til den alkoholmisbrugende patient i en

generel sygeplejefaglig kontekst, uden at kombinere emnet med psykiatrisk skadestue, da dette også

må formodes for indskrænket.

CINAHL Søgeord

Indledningsvis oversættes de centrale termer som beskrevet i den systematiske bloksøgning via

CINAHL´s kontrollerede emneord (CINAHL Headings-MH).

Boks 1 – Sundhedsfremme: Health promotion (MH)

Boks 2 – Psykiatrisk skadestue: Psychiatric emergencies (MH) OR Psychiatric service (MH)

Boks 3 – Alkoholmisbrug eller alkoholisme: Alcohol abuse (MH) OR Alcoholism (MH)

Boks 4 – Depression: Depression (MH)

Yderligere kombineres søgeordene med Nurse-patient relations (MH) (boks 5)

Søgestrategi og fund

Indledningsvis kombineres de 4 bokse med AND = 0 hits.

For at gøre søgningen bredere kombineres boks 1 AND boks 2 AND boks 3 = 3 hit

Én artikel udvælges til gennemlæsning og findes ikke relevant.

Herefter kombineres boks 3 AND boks 4 AND boks 5 = 1 hit

Artiklen gennemlæses og udvælges som opgavens datamateriale. Denne artikel er den eneste med

direkte relevans for problemstillingen.

Boks 2 AND boks 4 = 33 hits (Ingen relevante)

Boks 1 AND boks 2 = 2 hits (Ingen relevante)

Boks 1 AND Boks 4 AND boks 5 = 2 hits (Ingen relevante)

Boks 1 AND boks 2 AND boks 3 = 0 hits

Boks 4 AND boks 5 = 180 (Ingen relevante)

Alle abstracts gennemgås af hensyn til tidligere begrænsede hits.

21

Boks 1 AND boks 3 AND boks 4 = 414, heraf 7 nye relevante artikler der kan bekræfte relevansen

af problemstillingen. Alle abstracts gennemgås af hensyn til begrænset fund der matcher

problemstillingen.

Konklusion

Der fandtes én relevant artikel som belyser psykiatriske sygeplejerskers erfaringer med at yde

omsorg for patienter, der lider af depression og alkoholmisbrug under indlæggelse på tre

psykiatriske afdelinger. Sygeplejerskerne taler om sundhedsfremmende strategier i praksis, hvorfor

denne er yderst relevant som datamateriale i opgaven.

I alt fandtes én reference med direkte relevans for emnet og 7 referencer med relevans for

problemstillingen generelt.

PubMed Søgeord

Indledningsvis oversættes de centrale termer som beskrevet i den systematiske bloksøgning via

PubMed´s kontrollerede emneord MeSH (MeSH).

Boks 1 - Sundhedsfremme: Health promotion (MeSH)

Boks 2 – Psykiatrisk skadestue: Emergency, psychiatric (MeSH)

Boks 3 – Alkoholmisbrug eller alkoholisme: Alcohol-related disorders (MeSH)

Boks 4 – Depression: Depression OR Depressive disorder (MeSH)

Yderligere kombineres søgeboksene med nursing (MeSH) (boks 5) og nurse-patient relations

(MeSH) (boks 6), for at relatere emnet til sygepleje.

Søgestrategi og fund

Indledningsvis kombineres boks 1-4 med AND = 0 hits

Herefter gøres søgningen bredere.

Boks 1 AND boks 2 = 4 hits, heraf ingen relevante.

Boks 2 AND boks 4 = 68 hits, heraf 1 artikel der bidrager med prævalensen af depression og

alkoholmisbrug.

Boks 1 AND boks 4 AND boks 5 = 33, én gennemlæses, men findes ikke relevant.

Boks 1 AND boks 3 AND boks 5 = 17, heraf én artikel der udvælges som datagrundlag trods

depressionsperspektivet ikke medinddrages.

22

Boks 2 AND boks 3 AND boks 6 = 1 hit (Ikke relevant)

Søgningen udvides senere til boks 1 AND boks 3 = 339 hits. Abstracts gennemgås. Heraf er to

artikler anvendelige i belysningen af problemstillingen.

Konklusion

Resultaterne af søgningen i PubMed er 1 ny artikel som anvendes som datamateriale i opgaven.

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der kommer i kontakt med patienter, som har en

alkoholrelateret lidelse. Formålet med artiklen er at udarbejde en guide til, hvordan sygeplejersken

kan fremme sunde livsstilsændringer hos patienten med alkoholmisbrug. Ved de forskellige

søgninger i PubMed er der fundet flere referencer, der tidligere er fundet i CINAHL, hvilket

indikerer, at brugen af de kontrollerede emneord i bloksøgningen har været relevante for

databaserne.

PsycINFO Søgeord

Indledningsvis oversættes de centrale termer som beskrevet i den systematiske bloksøgning via

PsycINFO´s kontrollerede emneord (thesaurus-DE).

Boks 1 – Sundhedsfremme: Health promotion (MH)

Boks 2 – Psykiatrisk skadestue: Psychiatric admission (MH) OR Psychiatric units (MH) OR

Psychiatric hospitals (MH) OR Psychiatric hospitalization (MH). Der findes ikke en sprecifik term

for psykiatrisk skadestue, hvorfor søgeningen bredes ud grundet erfaring med at emnet er snævert.

Boks 3 – Alkoholmisbrug eller alkoholisme: Alkohol abuse (MH) OR Alcoholism (MH)

Boks 4 – Depression: Depression emotion (MH)

Boks 5 – Sygepleje: Nursing (MH)

Søgestrategi og fund

Indledningsvis kombineres boks 1-4 = 0 hits

Herefter gøres søgningen bredere.

Boks 1 AND boks 2 = 5 hits, heraf ingen relevante.

Boks 1 AND boks 3 AND boks 4 = 0 hits

Boks 1 AND boks 3 = 55 hits, heraf ingen relevante.

Boks 2 AND boks 3 AND boks 4 = 1 hit (Ikke relevant).

23

Boks 3 AND boks 4 = 438 hits, heraf ingen nye relevante artikler.

Boks 1 AND boks 5 = 156 hits, heraf ingen relevante.

Konklusion

Af denne søgning kan det konkluderes, at der ikke fremkom yderligere litteratur med relevans for

emnet.

Samlet konklusion på søgeprotokollen

Søgestrategien bestod i en systematisk bloksøgning. Denne søgning resulterede i en meget høj

genfinding, hvilket indikerer en udtømmende litteratursøgning.

Det kan konkluderes, at der ikke findes forskning der omhandler sundhedsfremme som strategi til

den alkoholmisbrugende depressive patient med psykiatrisk skadestue som kontekst. Der fandtes

dog én artikel med direkte relevans for emnet dog med psykiatriske afdelinger som kontekst.

Yderligere fandtes én artikel der omhandler sundhedsfremme som strategi til den

alkoholmisbrugende patient. Endvidere kan det konkluderes, at der fandtes 9 relevante artikler, som

kan være med til at belyse prævalens samt problematikkerne ved at lide af henholdsvis

alkoholmisbrug og depression. Ved usystematisk kædesøgning var én artikel brugbar til at

problematisere vigtigheden for et øget fokus i den sundhedsfremmende indsats til den depressive

patient med alkoholmisbrug.

24

Bilag 2: Oversigt over praktikernes strategier i sundhedspædagogikken

Viden Handlinger/ Holdninger Følelserfærdigheder

"Sende klart" Hvad sagkund- Hvad sagkund- Hvad sagkund- Hvad sagkund- give svar skaben/samfun- skaben/samfun- skaben/samfun- skaben/samfun-

"Ekspert- det mener at det anbefaler at det mener bør det acceptererarbejde" vide gøre være af følelser og

vækker af følel-ser

"Koble klogt" Hvilken viden Hvad syntes Hvad mener Hvad føler du/Igøre efter- mangler du/I? du/I bør gøres? du/I?

"Menneske- spurgt Føler du/Iarbejde" Hvad magter dig/jer værdsat

du/I at gøre? (te)? Hvem erdu/I?

Hvad skal jeg gøre? Hvad er jeg værd? ← - - - - - - - - - - - Identitet- - - - - - - - - - - →

Figur 5.1 Oversigt over praktikernes strategier i sundhedspædagogikken

Begribelighed Håndtérbarhed Meningsfuldhed/motivation

25