Sumplandia! af Karen Russel

SUMPLANDIA!

Tiderne_Sumplandia_P.indd 1 12/03/14 11.01


Karen Russell

Sumplandia!

På dansk ved Juliane Wammen

TIDERNE SKIFTER


Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Sumplandia!Oversat fra amerikansk efter „Swamplandia!“

Copyright © 2011 by Karen RussellDansk udgavc: © Tiderne Skifter, 2014

Published by arrangement with Ulf Töregård Agency ABForlagsredaktion: Claus Clausen

Sats: An:Sats, EspergærdeTryk: Specialtrykkeriet, Viborg

ISBN 978-87-7973-553-8

Til min familie


„Jeg ser ingen på vejen.“„Ak, hvor ville jeg ønske, at jeg havde sådan nogle øjne!“

sagde kongen utålmodigt. „Tænk, at kunne se ingen! og så oven i købet på så lang afstand! Jeg kan knap nok se de rigtige mennesker, i den her belysning.“

– Lewis Carroll: Bag spejlet



7

KAPITEL ET

Begyndelsen til enden

Vores mor optrådte i stjerneskær. Hvis påhit det var, fandt jeg aldrig ud af. Sandsynligvis var det Høvding Bigtrees idé, og den var god – at tone følgespotten ud og lade en ensom, klar måne skære som en kniv hen over himlen; at slukke mikrofonen; at lade scenelysenes blikøjenlåg lukke sig og give turisterne på tilskuerpladserne mulighed for at nyde mørket på vores ø; at få hele stadion til at snappe efter vejret sammen med Sumplandia!s stjerneartist, den verdensberømte alligatorbryder Hilola Bigtree. Fire gange om ugen klatrede vores mor i en grøn bikini op ad stigen over Alligatorgraven, stillede sig på kanten af udsprings-vippen og trak vejret ind og ud. Hvis det blæste, fløj det lange hår om ansigtet på hende, men ellers stod hun ubevægelig. Nætterne i sumpen var mørke og stjernespættede – vores ø lå omkring halvtreds kilometer fra fastlandets tæppe af lys – og selvom man med det blotte øje sagtens kunne finde den runde Venus og Plejadernes safirhår, var vores mors krop ikke andet end konturer, en udvisket silhuet op mod palmetræerne.

Et sted lige under Hilola Bigtree pløjede snesevis af alligatorer deres tandbesatte gab og formidable rombeformede hoveder gennem en million liter filtreret vand. Den dybe ende – den mørke kegle, som mor dykkede ned i – var otte meter; på det laveste sted faldt vandstanden gradvist til ti centimeter dynd, som skvulpede ind over kobberfarvet sand. En lille, kunstig ø rejste sig af vandet midt i Graven, tusind kvadratmeter oprenset


8

kalksten, og i løbet af dagen kravlede tredive alligatorer ad gangen op på klipperne som et levende bjerg for at sole sig.

Det stadion, hvor Alligatorgraven lå, havde plads til 256 turister. Otte trinvist opstigende tilskuerrækker omkransede den vandfyldte grav, og på de forreste pladser sad man i øjenhøjde med vores alligatorer. Min storesøster Osceola og jeg fulgte vores mors opvisninger fra tilskuerrækkerne. Når Osceola lænede sig frem, gjorde jeg det samme.

Ved indgangen til Alligatorgraven havde vores far – Høvdin-gen – sømmet et træskilt op: TILSKUERNE PÅ DE FIRE FORRE-

STE RÆKKER BLIVER MED GARANTI VÅDE! Lige nedenunder havde vores mor tilføjet med sin lille, blege skrift: ALLE KAN

KOMME TIL SKADE.Turisterne på tilskuerpladserne flyttede sig vuggende fra

balle til balle, klaskede de allestedsnærværende myg, frigjorde kakishorts og masseproducerede, mønstrede nederdele fra de-res svedige lår. De tyssede på og skubbede til og bandede ad hinanden; kærestepar ålede deres blege ben ind i hinanden, øl blev spildt, og børn græd. Endelig satte Høvdingen musikken i gang. Fra vores enorme, gammeldags højtalere lød trompeter, og følgespottens enorme, blinde øje trængte gennem palme-bladene, indtil det fandt Hilola. Med ét holdt hun op med at være vores mor. Berømmelsen lagde sig om hende som en tynd kappe – „Hilola Bigtree, mine damer og herrer!“ råbte min far i mikrofonen. Hendes skulderblade blev skubbet bagud som vinger, inden hun dykkede.

Søen var dækket af store grå og sorte kroppe, tæt som planker. Hilola Bigtree skulle ramme vandet fuldkommen præcist og foretage minutiøse justeringer i sit frie fald for at undgå alliga-torerne. Høvdingens følgespot lyste som en ring af rimfrost på det plumrede vand, og mor svømmede inde i denne cirkel hele vejen over søen. Folk skreg og pegede, hver gang en alligator svømmede ind i spotlyset til hende, når en tyk og piskende hale


9

pludselig skar sig ind i dets magarinegule lysspor, eller når et uhyres spadeformede hoved åbnede gabet op ved siden af hende. Vores mor svømmede saligt videre, strejfede spotlysets ydre grænse, som om hun skubbede til leddet i en flydende kvægfold.

Vandet krusede og bølgede som sort silke. Hendes arme pad lede til; man kunne høre hendes svømmetag flænge vandet, hendes gispen efter luft. Af og til blev et par kulrøde øjne hæn-gende i spotlysets hvide net, når Høvdingen kørte det hen over Graven. Tre lange minutter gik, så fire, og endelig gispede hun gevaldigt og greb fat om gelænderet til stigen i scenens østlige ende. Vi åndede alle sammen ud sammen med hende. Vores scene var ikke noget særligt, bare et simpelt bræt af cyprestræ, som svævede på to meter høje stolper over Alligatorgraven. Hun klatrede op af søen. Hun foldede sine skælvende arme over navlens fordybning; hun spyttede vand ud, vinkede kort.

Publikum gik amok.Da lysstrålen fandt hende anden gang, var Hilola Bigtree –

den berømte kvinde fra plakaterne, „Sumpkentauren“ – borte. Vores mor var igen sig selv: smilende, brunhudet, muskuløs. Hun spøgte med, at hun var en anelse tykkere om livet og over hofterne end på de tidlige plakater, efter hun havde født sine tre børn.

„Mor!“ hvinede Ossie og jeg og stormede rundt om ståltråds-hegnet, tværs over den våde cement omkring Alligatorgraven, for at nå hen til hende, inden autografjægerne fik skubbet os af vejen. „Du vandt!“

Min familie, Bigtree-stammen fra de Ti Tusind Øer, boede engang på en fyrre hektar stor ø ud for det sydvestlige Floridas kyst, på Golfsiden af Den Store Sump. I mange år var Sump landia! den ypperste af alle alligatorforlystelsesparkerne og sumpcafeerne i det område. Vi lejede en dyr reklametavle ved motorvejen lige syd for Cape Coral: KOM OG SE „SETH“ – KLOVÆRDIGT


10

HAVUHYRE OG URTIDSDØDSØGLE!!! Vi kaldte alle vores alligatorer for Seth. („Husk, unger,“ sagde Høvdingen altid, „at traditioner er ligeså vigtige, som salgsmaterialer er dyre.“) Pla-kattavlen viste en tre meter lang alligator, en Seth, der hvæser lydløst. Dens kæber gaber og afslører en dronningekonkylies rosenknoplyserøde farve; dens skæl er vådtglinsende sorte. Vi Bigtree’er sidder på knæ rundt om dette urtidsuhyre i omvendt rækkefølge i forhold til højde: min far Høvdingen, min bedste-far Sawtooth, min mor Hilola, min storebror Kiwi, min søster Osceola og til sidst mig. Vi er iført indianerkostumer, som vi har lånt i vores Bigtree Souvenirbutik: hjorteskindsveste, pandebånd af stof, fjer fra den store blåhejre, fjer fra den store sølvhejre, store perler hængende ned fra panden, håret i fletninger, og halskæder med „alligatorhugtænder“.

Selvom der ikke var så meget som en dråbe seminole- eller miccosukeeblod i vores årer, klædte Høvdingen os altid ud i stammekostumer til de fotografier, han tog. Han sagde, at vi var „vores egne indianere.“ Vores mor havde en teint som ristet brød, og den ville en turist måske gennem halvlukkede øjne kalde indiansk – og Kiwi, bedstefar Sawtooth og jeg klarede so-len udmærket. Men min søster Osceola var født snehvid – ikke svagt kamilleblond, men ren is, med en øjenfarve der befandt sig et sted mellem rødbrun og violet. Hendes ansigt lignede vores mors fremkaldt på tåget vand. Inden vi stillede op til billedet på plakattavlen, pudrede min mor hende med billig rouge. Høvdingen sørgede for, at hun stod i skyggen under et træ. Kiwi sagde spøgefuldt, at hun lignede den dødsmærkede søster, man altid ser på daguerreotypier fra det vilde vesten, og som får en til at tænke: Åh Gud, se at få taget billedet; det barn er ej længe i denne verden.

Vores park husede otteoghalvfems indespærrede alligatorer i Alligatorgraven. Vi havde også en Krybdyrsti, en tre kilometer lang gangbro gennem paurotispalmerne og sivgræsset, som min


11

bedstefar og far havde udtænkt og bygget. Der kunne man se kaimaner, gavialer, burmesiske og afrikanske pytonslanger, mange forskellige slags træfrøer, et underjordisk bo med rødmavede skildpadder og henrivende pragtsnerler og en sjælden cubansk krokodille, Metusalem – en krokodille der mimede en træstamme så effektivt, at jeg kun én eneste gang havde set den bevæge sig, da dens hvide gab gik op som en kuffert.

Vi havde et enkelt pattedyr, Judy Garland, en lille, halvskaldet brun bjørn fra Florida, som mine bedsteforældre reddede, da den var unge, dengang der endnu fandtes fritlevende bjørne i nåletræsskovene i den nordlige sump. Judy Garlands pels lignede et afsvedent tæppe – min bror sagde, at den led af bjørnealo-pecia. Den kunne en slags trick: Høvdingen havde trænet den til at nikke med hovedet til „Somewhere Over the Rainbow“. Alle uden undtagelse hadede dette trick. Dens Oz-agtige nikken skræmte livet af små børn og chokerede deres forældre. „Hjælp, nogen må hjælpe! Bjørnen er ved at få et slagtilfælde!“ råbte parkens gæster – bjørnen havde ingen rytme i kroppen – men vi var nødt til at beholde den. Bjørnen var familie.

Vores park havde en reklamekampagne, der var på højde med de allerbedste vandlandsforlystelsers og minigolfbaners; vi havde det billigste øl i miles omkreds, og vi havde shows 365 dage om året i al slags vejr, ingen nationale helligdage, ingen kristne eller hedenske afbrydelser. Ligesom alle andre havde vi i Bigtree-familien selvfølgelig også vores problemer – Sumplandia! havde i løbet af min korte levetid været under angreb fra flere forskellige fjendtlige styrker, naturlige og finansielle. Vi øboere var bekymrede over truslen fra papirbarktræsskovene – det bred-bladede papirbarktræ eller melaleucaen var en eksotisk, invasiv art, som drænede enorme områder af vores sump mod nordøst. Og alle havde et vågent øje rettet mod forstæderne og Big Sugars lumske indtrængen fra syd. Men det virkede altid på mig, som om min familie vandt. Vi var aldrig blevet overvundet af Seth.


12

Hver lørdag aften (og de fleste hverdagsaftener!) i vores barndom udførte vores mor sit show Svøm med Seth, og hun vandt altid. I tusind shows så vi vores mor dykke ned i det sorte vand og stige op igen. I tusind nætter så vi den grønne udspringsvippe stå og dirre i luften efter hendes strålende spring.

Og så blev vores mor syg, mere syg end nogen burde få lov til at blive. Jeg var tolv år gammel, da hun fik stillet sin diagnose, og jeg var rasende. Der er ingen retfærdighed og ingen logik i det, kurrede kræftlægerne omkring mig. Jeg kan ikke huske præcis, hvilke ord de brugte, men jeg kunne ikke dechifrere et eneste glimt af håb. En af sygeplejerskerne hentede chokolader til mig fra automaten, og jeg kunne ikke få den ned. Lægerne bøjede sig altid forover, når de skulle tale med os, sådan virkede det i hvert fald, som om alle lægerne på hendes afdeling var kæmper, to-to en halv meter høje. Mor dykkede ned gennem kræftens sidste stadier med skræmmende stor fart. Hun lignede ikke længere vores mor. Hendes hoved blev blødt og skaldet som et spædbarns. Vi måtte se hende synke ind i sit eget ansigt. En nat dykkede hun og kom ikke tilbage. Luften lagde sig over det hul, hun havde efterladt, uden den mindste krusning, ingen bobler; det virkede, som om hun faktisk ikke ville komme op til overfladen igen. Hilola Jane Bigtree, alligatorbryder i verdensklasse, elendig kok, mor til tre, døde på det tørre land i en hospitalsseng i West Davey en overskyet onsdag d. 10. marts klokken 15:12.

Begyndelsen til enden kan føles temmelig meget som midten, når man oplever den. Da jeg var barn, kunne jeg ikke se nogen af disse højderygge. Det var først efter Sumplandia!s fald, at tiden foldede sig sammen til en historie med begyndelse, midte og slutning. Hvis du har travlt, er det her den ultrakorte version af vores historie: Vi faldt.

Jeg var tretten år gammel, da enden på Sumplandia! for alvor begyndte, men i begyndelsen var jeg ikke bevidst om de farer,


13

vi nu stod over for – mor var død, så jeg troede, at vi allerede havde oplevet det værste. Jeg vidste ikke, at den ene tragedie kan avle den næste, og så den næste – klarøjede katastrofer, der vælter ud af et dødshul som flagermus fra en hule. Det var ni måneder siden, mor gik bort. Ud over en lille dødsannonce i Loomis Register havde Høvdingen intet gjort for at gøre turisterne opmærksom på, at det var sket. Hendes navn stod stadig i hver eneste guidebog for Florida, hendes ansigt prydede vores plakater og souvenirs, hendes „Svøm med Seth“-show var nærmest syno-nymt med selve Sumplandia! Hilola Bigtree var den ledestjerne, der førte vores kasketklædte, svedende gæster over vandet. Og der måtte jeg så fortælle dem en temmelig dårlig nyhed:

„Vi har mistet vores stjerne,“ sagde jeg til dem og slog vagt ud med hånden, som om Hilola Bigtree ikke var en, jeg havde noget særligt forhold til. Men bare rolig, forsikrede jeg dem hur-tigt – „Jeg hedder Ava Bigtree, jeg er hendes stedfortræder, så De vil stadig komme til at opleve en alligatorbryder i verdensklasse i dagens show …“

Turisterne kiggede ned på mig og rynkede brynene eller klap-pede mig kort på skuldrene.

„Manden derovre, ham med fjerene? Han sagde, at alligator-bryderen var din mor?“

Jeg stod helt stille. Jeg lukkede øjnene, mens hele flokke af flaksende hænder dalede ned over mig. Vinger fejede det fugtige hår fra mine kinder. Når et andet barns mor spurgte mig, hvordan jeg havde det, sagde jeg: „Jo tak, ma’am, showet skal jo fortsætte.“ Det havde jeg hørt Kiwi sige til en gruppe fastlandsteenagere med en stemmeføring som flagrende aske. Hvis en turist satte sig på hug for at give mig et knus, forsøgte jeg at smile. „Vær flink ved de flinke mennesker, Ava,“ sagde Høvdingen. „De vil gerne tale med dig om hende.“

Men det var der i virkeligheden ingen, der ville. Ikke efter jeg fortalte dem, hvad der slog hende ihjel. Jeg tror, at de håbede


14

at få at vide, at Hilola Bigtree var blevet angrebet af sine alliga-torer. De var ude efter et hedt lille chok – knogler der knustes, hugtænder der lukkede sig om en strube og en skæbnesvanger strøm af blod. Det var interessant at se turisternes reaktion, når jeg sagde ordet „æggestokkræft“. Kræft var så tilstrækkeligt banalt, at de var nødt til at justere deres reaktion.

„Kræft? Hvor frygteligt. Hvor gammel var hun?“„Seksogtredive.“Turistdamerne sagde „Åh!“ eller „Det gør mig så ondt,“ og

klemte fastere om mig. De fleste af mændene trådte et par skridt tilbage: Jeg kunne se, at kræft ikke på nogen måde imponerede dem.

De fleste turister så hele forestillingen, efter vi havde fortalt dem, at Hilola var død, men enkelte bad om at få pengene tilbage. Dem, som var rejst kortest for at komme hertil, virkede af en eller anden grund altid som de mest forbitrede, bingo- og pelotasegmentet fra Loomis – de damer opførte sig, som om vores mors død på en eller anden måde havde snydt dem. „Det var vores tirsdagsudflugt!“ klynkede disse blåhårede kvinder. De havde betalt dyrt for at se Hilola Bigtree lave sit „Svøm med Seth“-show; de havde ikke taget en fyrre minutter lang færgetur for at spise corndogs sammen med en flok forvoksede firben og nogle ekstremt ulykkeligt udseende børn!

For disse oldinge var døden lidt ligesom vejret, forklarede Høvdingen mig og min søster. Lige så almindeligt som en udsæt-telse på grund af regnvejr. „Hvis de bliver rigtig umulige, piger, så giv dem deres Alligatorlykkepose.“

Jeg endte med at hade brokkehovederne og deres tørre og smuldrende læbestift og deres rynkede vrede og deres latterlige, slatne pensionistsolhatte med skygger så brede som Saturns ringe. Jeg hviskede til Ossie, at jeg gerne ville se passagerlisten til Dødens flyafgange. Hvorfor blev flyet boardet i den tåbelige rækkefølge?


15

Høvdingen lavede en „hold-kæft-din-gamle-hejre“-forsonings-pakke, som vi skulle give de harmdirrende ældre mennesker, der bad om pengene igen. Forsoningspakken indeholdt: en alli ga-torhat af skumplast, udformet som om den var ved at spise ens hoved, en krystalhalskæde af flamingo, halvtreds grønne og ravgule Seth-tandstikkere i en særlig æske og en souvenirflipbog med vores mor. Hvis man bladrede siderne hurtigt nok, bevæ-gede mor sig som i en primitiv tegnefilm: Først dykkede hun, så trak hendes krop en grøn kølvandsstribe i den kunstige sø. Men min søster og jeg fandt ud af, at hvis man bladrede lige så hurtigt den anden vej, susede vores mor baglæns. Så strømmede Gravens bobler indad og dannede en glat og uberørt sø, og mor landede på vippen, efter hendes spring var kørt baglæns i en glitrende bue. Hun fløj som en sten, der gjorde en rude hel igen. Glasset smeltede sammen, og så var man tilbage ved den lille bogs begyndelse. Hvem kunne brokke sig efter at have set det?

Af en eller anden grund virkede turisterne misfornøjede med dette trick. Mange Hilola Bigtree-flipbøger endte i parkens tråd-netskraldespande. En måned efter hendes begravelse begyndte folk at ringe til Høvdingen for at annullere deres årskort, og mange af Sumplandia!s faste besøgende holdt simpelthen op med at komme.

Mor var ikke den eneste Bigtree-bryder, vi manglede. Bedstefar Sawtooth var også forsvundet det år. Han levede stadig, men Høvdingen havde sendt ham i eksil på fastlandet, omkring en måned før mor døde. Høvdingen havde indlogeret bedstefar Sawtooth på plejehjemmet Så til Søs – kun midlertidigt, forsik-rede Høvdingen os børn om. Bare indtil vi havde „fået styr på nogle løse ender“ ude på vores ø. Vi savnede bedstefar, men han savnede ikke os. I sine sidste dage på øen var han flere gange faret vild i vores hus. Han vidste stadig, hvad vi hed, men han kunne ikke få det til at passe med vores ansigter; hans hukommelse lyste op og slukkede med samme sære, uregelmæssige energi


16

som en udtjent elpære. Vi havde set bedstefar Sawtooth præcis én gang, siden han flyttede: Nogle få uger efter han havde „fundet sig til rette“, tilbragte vi toogtyve minutter i hans kahyt på plejehjemmet Så til Søs. Gennem bedstefars koøje kunne man se et beskåret ocean, indfanget i vinduesrammens lasso, og en lav stenmole. På plejehjemsbåden var der ingen musik, ingen levende øgler slog med halerne mod murene, og lysene var halogenspots. Høvdingen blev ved at love os endnu en tur til Loomis for at besøge ham: „Så snart jeg har fået muget ud i Graven, unger …“ „Så snart jeg har fået repareret buret og rig-ningen på propelbåden …“ Da det blev december, var vi holdt op med at spørge.

Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg så vores fjendes åsyn – det var en torsdag i januar, ti måneder og to uger efter mors død. Et voldsomt tordenvejr var rullet hen over øen samme eftermid-dag, og stuen var usædvanlig mørk. Jeg var lullet halvvejs i søvn af en Lucy Show-maraton på kanal 6. Bedstefars fjernsyn med stueantenne spruttede som vand, og jeg blev ved at døse hen på sofaen og få mine sanser i urede og drømme, at tordenvejret var rykket indenfor. Så blev tv-skærmen helt sort, og en dyb mandestemme messede: „Mørkets Verden kommer til Loomis!“ Jeg sad klistret til skærmen: Skolebørn i ternede bluser stillede sig i kø for at gå ind ad de gabende åbne døre til noget, der lignede en gigantisk forlystelsespark. Kameraet fulgte efter dem ned ad en smal gang – „Leviathans Tunge!“ kaldte en speaker den. Tungen så ud til at være en ti meter lang, elektrisk rutsje-bane, dækket af skumplast og lyserødt net, og tydeligvis glat; den slubrede hele skoleklasser af børn ind i parken. Kameraet zoomede fremad for at give en lille smagsprøve på Leviathans indre: En en-til-en-model af en hvals bug oplyst af grønne lys, så det for mit utrænede øje lignede et slags cafeteria for rumvæsner. Så skiftede billedet til et kig gennem nøglehullet på gæster, der


17

forsvandt ned ad Tungen. I nogle sekunder blev skærmen igen sort, og tv-speakerne kluklo og talte om „hvalens fordøjelseslyde.“ Skolebørn, der på tælling råbte „Vi elsker Mørket!“, forsvandt derefter ned i et neonfarvet rør.

„Vorherre til hest,“ sagde Høvdingen, „hvor meget tror I, den lortereklame har kostet?“ Sumplandia! havde aldrig lavet et tv-spot.

Mørkets Verden lå et sted i den sydvestlige del af Loomis County, lige ved en motorvejsafkørsel. Kameraet kørte bagud og afslørede et overdækket parkeringsareal, et stort, ringformet solsystem af parkeringspladser. På vestsiden skrånede Leviathan ned mod et grønt skakbræt af forstadsgræsplæner. En voldgrav af lava slog ind mod carportene, og husene i udkanten af Mørket så små og sølle ud. Mørkets Verden tilbød ting, som Sumplandia! ikke kunne: rulletrappeture gennem Helvedes ringe, blodrøde swimmingpools, kogende colaer, og nem adgang til fastlandets vejnet.

„Kan Mørkets Verden virkelig gøre sådan?“ spurgte jeg min far. „Placere sig midt inde i en by?“ Høvdingen var holdt op med at følge med. Han sad i vores krøllede sofa og tømte et glas Gulch-brandy og cola. „Nu må du ikke gå hen og falde for alt det ævl, Ava. Hvem gider betale en dagløn for at glide ned ad en skide tunge? Det er ligegodt det dummeste, jeg nogensinde har hørt. Gå du ud og læg hånden på din Seths maveskæl og husk på, hvem der har de rigtige havuhyrer …“

En tirsdag sidst i januar, blot et par uger efter Mørkets Verdens store åbningsdag, kom formiddagsfærgen ikke. På almindelige hverdage afgik dobbeltdækkerfærgen fra Loomis County Færge-havn klokken 9:05 og ankom til anløbsbroen i vores park lidt over klokken ti. Denne orange båd forbandt Sumplandia! med fastlandet; vi havde ingen brosystemer og ingen adgang til veje. Så færgen var vores livline, den eneste måde turister kunne


18

komme ud til vores park på. Den toogfyrre kilometer lange tur tog fyrre minutter, hvis vejret var godt, og den kunne tage helt op til halvanden time i hårdt vejr. Ruten var et levn fra pionerdagene, dengang den forbandt den lille håndfuld vagabonder og nybyg-gere, som boede overalt på de Ti Tusind Øer, med fastlandet. Hovedparten af de Ti Tusind Øer var stadig ubeboede, og der var kun fire stop på den oprindelige, seksoghalvtreds kilometer lange rundtur: Sumplandia!, Gallinule Key, Carpenter Key og fiskelejren på Red Eagle Key. Vores nærmeste naboer, mr. og mrs. Gianetti, havde en avocadoplantage på Gallinule Key, et kvarters rejse sydpå med propelbåd.

Høvdingen var nede på alle fire, da jeg fandt ham. Han kravlede rundt inde på det tomme stadion og foretog nogle justeringer af Gravens pumpe. Han var iført en fastlands-T-shirt med påskriften ALABAMA CARDINALS – den var en del af hans „civile“ garderobe. Uden de strålende snore og perler og fjer kunne man se hans blege isse gennem et tyndt væv af spredt, sort hår. To blodrøde pletter var dukket op på hans stubbede kinder, hvilket fik ham til at minde lidt om en udslidt Shirley Temple.

Høvdingen var nødt til at tømme og rense Graven hver tiende dag, fordi vores Seth ikke var særlig kræsne. Vi gav dem industrifoder, som vi bestilte fra opdrættere i Louisiana, mest kylling og fisk, men engang imellem mere excentriske protein-kilder: frossen sumpbæver, bisamrotte, bæver, hest. Seth gylpede knogler og fjer op igen. Engang efter en orkan trak vi en lillebitte brystkasses gitterværk op af den dybe, bladfyldte ende – det havde samme farve som mørk, smuldrende honning. Retsmedicinske argumenter blev slynget hen over grønærterne og farsbrødet ved vores middagsbord:

„En Key-hjort, Sammy!“ råbte bedstefar.„Næh-nej, du gamle,“ sagde Høvdingen. „Mit gæt er, at de

knogler stammer fra en hund. En eller anden stakkels vovse ville


19

svømme sig en tur … vil du række mig sovsen, skat?“På Levende Høns-torsdage, et meget populært og makabert

trækplaster, sprang Seth næsten to meter op af Graven for at snappe de snehvide høns, der hang oppe over dem med klø-erne bundet fast til en tøjsnor. Mens turisterne tog billeder, druknede og spiste Seth disse høns i en undervandsmalstrøm, der blev kaldt Dødscyklonen. Levende Høns-torsdage var en Bigtree-tradition, der gik tilbage til 1942. Ritualet var udtænkt af bedstefar Sawtooth. Min familie må have traumatiseret genera-tioner af børn og gamle koner. Og vi piger må have arvet vores forfædres uimodtagelighed over for blodsudgydelser, for Ossie og jeg kunne sagtens spise peanutbutter- og syltetøjssandwich under en Dødscyklon.

„Sådan.“ Høvdingen udstødte et tilfreds grynt, da der igen vældede klare bobler frem, efter at en eller anden klikmeka-nisme var blevet skubbet på plads. Han lagde sig på knæ og så ud over kanten af Graven. Nogle få Seth svømmede langsomt rundt om den undervandsplatform, hvor Høvdingen lige havde stået; hans værktøjsbælte sad stadig i spænd oppe under hans gennemblødte armhuler.

„Høvding!“ sagde jeg og bøjede mig forover. „Far, færgen dukkede aldrig op …“

Han så op med et blindt, irriteret blik – solen stod bag mig, men jeg var ikke høj nok til at blokere for dens stråler. Hans arme var dækket af skidt helt op til albuerne.

„Ava, kan du ikke se, at jeg har travlt? Gus Waddell ringede ovre fra havnen. Færgen kommer ikke i dag, fordi Gus Waddell ikke havde nogen passagerer.“

„Vil du have mig til at se i fjernsynet, om det er sket noget slemt inde på fastlandet?“

„Ava Bigtree,“ sagde han. „Du driver mig virkelig til vanvid. Du må gerne se tv, hvis du har lyst.“

Efter Høvdingen havde renset Graven, forsvandt han ind i


20

Isolationsbassinet for at træne lidt med en genstridig, gammel alligatorhan. En enøjet, ufortrødent ondskabsfuld satan, som blev ved med at bide andre alligatorer og et hvilket som helst stykke drivtømmer eller åkandeblad, der flød hen omkring hans blinde vinkel; angreb som var skræmmende, men faktisk også temmelig pinlige at være vidne til. Jeg hang ud på det tomme stadion. Det var en varm dag, og Seth svømmede langsomt gen-nem perifytonen, en brunorange alge, som ynglede eksplosivt i Floridas hede og kunne trække sit græskarfarvede slør hen over hele Graven i løbet af en enkelt nat. Alt andet var temmelig stille.

„Alligatorerne er ikke dine kæledyr, Ava,“ mindede Høvdin-gen mig altid om. „De dyr er rå appetit i læderindpakning. En Seth kan ikke elske dig.“

Men jeg elskede dem, hele deres mørke, spidnæsede masse. Jeg frygtede dem også, deres sære øjne og pludselige udbrud af hurtighed. Høvding Bigtree hængte træskilte med pralende udsagn over hele vores park, og de fleste var sande:

EN ALLIGATOR KAN LØBE HURTIGERE END EN ARABER-

HEST PÅ LANDJORDEN!

ALLIGATOREN ER EN ANAKRONISME, DER KAN ÆDE

DIG!

EN SETH HAR 180 MILLIONER ÅRS ERFARING MED VO-

RES PLANET!

„Der er ikke noget show i dag, paphoveder,“ sagde jeg til alligatorerne over rækværket. Jeg lod en pose marmorkugler regne ned over dem, og så hvordan de sprang op og snurrede som små planeter fra Seths sorte skuldre. Høvdingen sagde, at jeg gerne måtte gøre det, fordi Seth brugte disse glaskugler som gastrolitter – de brugte dem til at knuse byttet i deres muskel-maver, på samme måde som høns bruger grus. Og gastrolitter gør krokodilleslægten bedre til at flyde – til at fordele deres vægt rigtigt i vandet. Vores alligatorer vidste fra fødslen præcis, hvor meget vægt de skulle sluge for at finde og holde deres balance.


21

Jeg så på uret: På en almindelig dag ville vi være fem minut-ter inde i vores show nu. Min far ville være vadet ud i Gravens vand med et alligatorseletøj lavet af gamle flykabler. Han ville have udvalgt sig en sparringspartner, „et stort, respektindgydende fjols“, og smidt det rustne seletøj hen over Seths snude. Den dryppende og sorte Seth ville kæmpe som en fisk i det seletøj, mens andre alligatorer stadig cirklede rundt i den mudrede Grav, langsomme og ubarmhjertige i deres Sethske ligegladhed.

Når først Høvdingen havde fået trukket Seth op på scenen, begyndte den virkelige brydekamp. Seth kastede sig øjeblikkeligt fremad og flåede Høvdingen tilbage i vandet. Høvdingen trak den op igen, og denne tovtrækning fortsatte i en rum, skum-piskende tid, mens publikum hujede og hvinede og heppede på menneskearten. For officielt at vinde en alligatorbrydning skal man lukke begge hænder om alligatorens kæber. Den svære del var, at få Seths mund til at lukke sig. Mor sagde, at vi piger havde en ulempe fra naturens hånd, fordi vores hænder var små – de kunne knap spænde over en klaveroktav.

Men der er et enkelt, besynderligt forhold ved alligatorers fysiognomi: Selvom en Seth kan lukke kæberne med en kraft på 800 kilo pr. kvadratcentimeter, samme kraft som en guillotine, er den muskulatur, der åbner selvsamme kæber, ekstremt svag. Det er denne hemmelighed, en alligatorbryder udnytter til at overvinde sin modstander – hvis man kan få en Seths kæber til at lukke sig, er det næsten umuligt for dyret at åbne dem igen. En plastikhårbøjle kan holde gabet sammen på en to hundrede kilo tung alligatorhan.

Men vi snørede ikke bare Seths kæber sammen og udråbte os selv som sejrherrer – vores Bigtree-show var noget særligt, fordi vi også lavede tricks og udførte nogle af de farligere greb. Inden Mor døde, var hun ved at lære mig sine avancerede greb. Hage-finten, for eksempel, en Bigtree-klassiker. For at lave Hagefinten danner man en lås af sin hage mod det taskelignende U, som


22

Seths kæber former, og holder dens snude ind mod sin hals som et falsk kys. Et andet godt greb var Den Tavse Nat, hvor man dækkede alligatorens øjne med hænderne, bandt kæberne fast med snoren og derefter fik mor eller Høvdingen eller bedstefar til at hjælpe sig med at tvinge den om på ryggen. Dette magiske greb „fik alligatoren til at sove ind“. Mange år senere fandt jeg ud af, at vi forstyrrede alligatorernes øresten, de små sække, der forbinder det indre øre med hjernen. Vi gav dem blackout.

Til dyreelskere kan jeg sige, hvad Høvdingen altid sagde til os: Det var aldrig på noget tidspunkt en lige kamp; selv bundet og rygliggende, selv når alligatoren „sov“, og dens ben kørte rundt i luften, fuldstændigt omtåget, havde den alle fordelene; alligatorer har ophobet deres vildskab gennem mange millioner år. En Seth kunne narre en til at tro, at den var død, ved at ligge fuldstændigt stille i mange dage, ligge som død på en klippe, og så pludselig komme med et lynhurtigt udfald og snappe en uforsigtig skildpadde eller en lille ibis. Seth havde en vildskab, som ingen alligatorbryder kunne slukke for særligt længe ad gangen. Første og sidste gang, jeg forsøgte at lave en Tavs Nat, formåede alligatoren at komme på ret køl og gennembankede hele min højre side med sin piskende hale, og mor sagde til Høvdingen, at jeg stadig var for ung til at udføre det nummer. Men jeg følte mig ældre nu. Og når jeg kiggede ud over alle de tomme pladser, tænkte jeg, at jeg hellere måtte se at blive klar.

Det turisterne betalte for at se på, sagde Høvdingen, var en ulige kamp. En vaklen på kanten af afgrunden mellem død og liv. Høvdingen havde for længe siden lært mig en Bigtree-strategi, der hed „pralende svaghed“. Alle de bedste seminolebrydere brugte også den strategi. De sande mestre gav sig selv handikaps, sagde Høvdingen, de tog bind for øjnene eller bandt deres bedste hånd. Svaghed var den fjer, man kildede sine turister med; det var ens svaghed, der naglede turisterne til deres pladser. De så, hvor lille og ubetydelig man virkede over for alligatoren. De så,


23

at man kunne tabe. Hvis man udnyttede det faktum, kunne man få udfaldet af sin brydning til at svæve i luften over stadion som en ballon. Under de rigtig skræmmende shows, de elektriserende noget-går-galt-forestillinger, så jeg den for mig deroppe, præcis som Høvdingen havde sagt, vores skæbne, en gennemsigtig, sort ballon, der bumpede rundt mellem palmetræerne.

„Du er nødt til at minde fastlændingene om, at din alligator er en fuldstændigt nådesløs dinosaur, Ava,“ belærte Høvdingen mig konstant. „De stakkels mennesker fra det tørre land, som er ved at kede sig ihjel. De opfører sig, som om de sidder og glor på robotter heroppe!“ Han rystede på hovedet. „Vis dem, at du kan tabe, min skat, så du kan overraske dem og vinde.“

Nu tænkte jeg: Ville vi nogensinde lave sådan et show igen? Hvad hvis i går havde været min allersidste mulighed for at kæmpe med en alligator? Og overraske fastlændingene? Jeg læ-nede mig ud over rækværket til Alligatorgraven. Den lille pose føltes vægtløs, og det gik op for mig, at jeg næsten ikke havde flere glaskugler tilbage. Jamen, for himlens skyld, Ava Bigtree, lad dog være med at være så melodramatisk! Selvfølgelig kommer du til at bryde igen. I dag er en undtagelse; selvfølgelig kommer turisterne tilbage! Jeg forsøgte at skælde mig selv ud med min mors strenge stemme. Så brugte jeg samme stemme over for alligatorerne, som lå og blinkede dumt op mod mig fra Graven.

„Spis op, I fjolser, for der kommer ikke nogen,“ hvæsede jeg. Blå og grå marmorkugler blev fanget i deres skæl som genstridige bobler. Den store, gule stødkugle trillede rundt på en Seths skæl-lede skuldre som en sol i dukkestørrelse. De sank alle sammen ned i vandet og blev til gastrolitter.

„Ava? Hvad laver du?“ Ossies stemme eksploderede ud af den højtaler, der sad oppe i billetlugen. „Ha ha – er du blevet kugleskør?“

*


24

Der gik to uger. Høvdingen opdagede, at vi ikke engang kunne få udsolgt til ét show om dagen. Vi begyndte at lave forestillinger for alle dem, der dukkede op, uanset hvornår de kom (der kom stadig nogle få, forvirrede europæere, som stod og fingererede ved deres forældede guidebøger med hortensiafarvede rygge, og som hilste min far med ¿Qué? og Quoi?). Høvdingen og jeg skar tyve minutter af showet, men først kunne man mærke tu-risternes medlidenhed og derefter deres adspredthed, når deres koncentration begyndte at svæve op under himlen som drager. Uden mor og uden bedstefar Sawtooth forekom hele showet mig skrækkeligt ufærdigt. „Turisterne ved det ikke,“ forsikrede Høvdingen os om, men det virkede, som om selv de udtryksløse Seth vidste, at der manglede noget. En torsdag, hvor Høvdingen var i sort humør og tog en turist i at gabe, mens han kæmpede med sin alligator, stønnede han højlydt og slap Seth løs med et klask, så den strøg tilbage i vandet. „Ta-da,“ brummede han og rejste sig. „Så er der ikke mere.“

Vi kaldte det stadig Bigtrees Spektakulære Alligatorbrydning.Jeg begyndte at savne de turister, som jeg altid havde hævdet

at foragte: de gennemsigtige pensionister fra Michigan. De is-blonde, udenlandske par spændt ind i brede kameraremme som okser i et spand. Fædrene, der svedte over det hele med deres skælvende dunoverskæg. De unge mødre der gik krumryggede frem og tilbage til sumpcafeen på vores højtliggende sti og holdt deres spædbørn i vejret som gjaldende radioer.

Hvor var alle familierne blevet af? Familierne var borte. Tilsyneladende på én gang. Familierne havde været den mest udbredte art turister i Sumplandia!, og nu var de sjældnere end floridapantere. Rødøjede mænd uden børn på slæb begyndte at dukke op til lørdagsshowene. Enlige mænd. Somme tider stank deres ånde, når de stod af færgen, allerede fulde. Somme tider sejlede de selv over fra Flamingo Marina i Loomis County i deres små motorbåde, og de virkede altid meget mere interesserede i


25

den billige øl og de sortsvedne, røgede rækker stegte frølår end i vores ture med minitog eller i alligatorbrydning – det virkede, som om Sumplandia! blandt lastbilschaufførerne havde fået ry for at være et godt sted at „drikke sig i hegnet“ fredag og lørdag aften. En dag opdagede jeg en fyr, der stod og tissede lige ved siden af vores souvenirbutik – altså på selve muren, selvom de offentlige campingtoiletter kun lå fem minutter nede ad stien! Jeg hadede dem. Når der kom en gruppe af den slags rødøjede klovne, ville Høvdingen ikke lade mig bryde og kørte selv hele showet. Høvdingen kunne lide stort set alle turister, bare de havde en tegnebog, men hans entusiasme kølnedes over for de her fyre. Dem gav han også Mørkets Verden skylden for.

„Vi skal nok få familierne tilbage,“ lovede Høvdingen os en aften, efter en særligt skræmmende gruppe individer havde for-samlet sig for at se vores show. De drak så meget øl, at Gus og Kiwi var nødt til at hjælpe dem tilbage på færgen; jeg havde set en af dem kaste op i buskene bag museet. En anden var lusket op til vinduet i billetlugen og lænede sig frem på albuerne som en græshoppe, mens han hviskede skumle morsomheder til min søster, så det, derfra hvor jeg stod, så ud, som om han forsøgte at kysse hende gennem ruden. Høvdingen havde til at begynde med råbt ad mændene nede ved færgens anløbsbro, men da vi kom hjem, virkede det, som om han var vred på os: „Hvad er der galt med jer piger? I er nødt til at tage det roligt.“ Han klappede Ossie stift på hovedet. „Kødhovederne er væk nu. De fjolser dækker bare vores udgifter, indtil vi får familierne tilbage. Det her er ligesom dårligt vejr, ikke? Det driver over.“

Men jeg kunne ikke sove – for hvilken horisont forestillede vi os, at solen var ved at gå ned i? Hvis Mørkets Verden forblev åben, og mor blev liggende i sin grav, hvordan skulle vi så få fa-milierne tilbage? Vi spiste vores aftensmad under en tavs nymåne. Høvdingen stak til sine hjørnetænder med en gul tandstikker, Kiwi læste, Ossie havde bøjet hovedet og spiste fra alle andres


tallerkener. Hun spiste med fingrene og pillede farveløse ris op fra mors blå dug. Men jeg kunne ikke holde op med at se vores skæbne for mig deroppe: den sorte ballon. En tynd sfære af luft, der kunne ses ganske tydeligt bag de sylespidse palmeblade. Jeg kunne se ballonen, og månen der skinnede igennem den, men jeg var slet ikke i stand til at forestille mig, hvad der siden ville ske.


27

KAPITEL TO

Mørkets Verden på fremmarch

Utroligt nok blev mor ved med at være død. Men himlen foran-drede sig. Regntiden kom. Alligatorer gravede nye søer og slog sig ned i dem. Det blev (hvordan?) begyndelsen af april. Vi lavede fem shows om ugen, højst, for latterligt få mennesker. Publikum kunne nogle gange tælles på to hænder. Jeg læste mine tegneserier og lærte heltenes talebobler udenad. Jeg støvede vores Seth-ur af, det grusomme og fantastiske kronometer, som Høvdingen selv havde lavet: et almindeligt, tallerkenformet køkkenur placeret inde i en rigtig alligators blege mavesæk. Uret hang på en krog ved siden af menutavlen på vores Sumpcafé. SPISE-TID! havde en eller anden – sikkert bedstefar – ridset ind i vægplankerne over det. Vand oversvømmede muddersøerne og gennembrød de sorte mudderbanker. Mangrover masede jord og vegetation sammen til åkandeøer; storme flåede det spæde plantevæv i styk-ker nede i Golfen. Vores sump blev sprængt i grønne småstykker og samlet igen, hver dag, hver time. Regntiden var en række træfninger mellem land og vand: Mergel blev til fiskesuppe og skubbede de lysegrønne kakaoblommer ud i havet; tidevandet omformede kystlinjerne fuldstændigt. Hele øer gik i brand på grund af lynnedslag, og somme tider kunne man se Key-hjorte og marskkaniner springe ud i sivgræshavet i små røgskyer.

Nogle dage var Gus Waddell – vores tykke engel ved færgens rat – den eneste besøgende vi havde. Men vi kunne selvfølgelig ikke regne Gus som Sumplandia!-turist, da han ikke betalte for at se os. Gus Waddell var færgekaptajn; det stod der på hans


28

monogrambesatte redningsvest, på hans lille kaptajnshat, og på hans DET’ MIG DER ER KAPTAJN-drinkskøler af flamingo. Onkel Gus kom med forsyninger inde fra fastlandet: kød i poser fra slagteren, forskellige forsyninger til dyrene, utroligt mange liter sødmælk, og store sække med ris. Mange pakker af vores yndlingsmorgenmad fra fastlandet, Peanut Butter Boos. Til Høv-dingen en rulle smaragdgrønne „Vind Nu!“-lottokuponer med elastik om og en „Ziggurat“-stor karton Sir Puffsters-cigaretter.

Dengang mor var rask, så vi glimtet af orange maling bag mangroven, der betød, at færgen var ankommet, og så styrtede vi op til vores arbejdspositioner, ligesom fastlandsunger der hører skoleklokken. Og derefter så mine søskende og jeg dårligt nok hinanden hele dagen – vi havde for travlt med at rydde borde i Sumpcafeen eller sælge billetter eller tage folk med på tur i minitoget. Somme tider blev klokken 15:30, inden vi fik et øje-blik sammen, når vi mødtes på scenen til Bigtrees Spektakulære Alligatorbrydning. Men nu drev Kiwi, Ossie og jeg altid rundt oppe ved Alligatorgraven og prøvede at finde på noget at lave. Når Gus dukkede op med forsyninger og ingen mennesker, gav han os en ubekvem gave: Tid. Fritid. Mange tomme, turistfri timers fritid. Det var sådan, min søsters forvandling begyndte, tror jeg – inde i den hvide kokon af fritid.

Vi begyndte at tilbringe de turistfri dage på biblioteksbåden – selv Ossie, som aldrig havde været det, man kunne kalde en bogorm. Vi gik om bord i en propelbåd og sejlede over til en lang, flaskehalsformet vig ved en unavngiven fyrrebevokset ø, cirka en halv kilometer vest for Sumplandia! En kobberirret, tyve fods skonnert lå permanent for anker og vuggede stille mel-lem klipperne derovre. Det var biblioteksbåden. Ligesom Gus’ færge var biblioteksbåden en forbindelse til fastlandet, selvom denne båd aldrig flyttede sig. Den havde en last fuld af bøger. I trediverne og fyrrerne havde Harrel M. Crow, fisker og bibliofil, sejlet skonnerten rundt i vores del af sumpen og leveret bøger


29

til de spredte øboere. Harrel M. Crow døde, og så var det sket med dør-til-dør-leveringen. Men på den klippefyldte ø havde hans biblioteksbåd overlevet på mirakuløs vis, stadig med lasten i behold og uden at være blevet smadret af orkaner. Den var en offentlig hemmelighed, som alle vores naboer benyttede sig af. Man kunne ro om til vragets ene side, klatre ned i H. M. Crows lastrum og dukke op igen med en favnfuld lettere fugtigt læsestof. Folk bidrog også med nye bøger – de nederste hylder var fyldt med kulørte kærlighedsromaner, krimier, en bibel med notater i, en næsten færdigudfyldt bog med ordgåder, Shakespeares skuespil. Så samlingen udviklede sig hele tiden.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang så Spiritistens Telegraf ligge hjemme hos os, men da jeg først havde bemærket bogen, syntes den at ligge fremme overalt – i vores køkken, med ryggen opad i cafeen. Ossie havde den altid med sig. Jeg var overrasket over, at hun havde fundet den derude. Spiritistens Telegraf så gammel ud, oldgammel, mange århundreder ældre end Harrel M. Crow. Det var en bog med besværgelser, tyk som en bibel. Vi mente ikke, den kunne være her fra landet, selvom den var på engelsk. Indeni var den trykt med meget lille skrift – visse steder næsten umulig at læse – og Ossie sagde, det var fordi, hvert kapitel var skrevet som en hvisken til læseren.

„Nå? Hvad er en spiritisttelegraf så for en slags maskine?“„Jeg tror,“ sagde Osceola undrende, mens hun vendte en

side, „at det skal forstås som ens egen krop.“Der var masser af tegninger i appendikset. Ossie viste mig en

gammel anatomitegning af en kvinde, der svævede med hæn-derne i siden og kønsorganerne malet over med blæk. Hendes øjne var pupilløse, uforstyrrelige, som de egyptiske skulpturer, jeg netop havde opdaget i en børnebog om Verdens Vidundere. SPIRITISTEN MODTAGER EN BESKED, stod der på en fornem skriftrulle med gammeldags skrift, der lå som et sjal om hendes kraveben.


30

„Må jeg læse den?“„Du er for lille.“ Hun så mit ansigtsudtryk og sagde med

mildere stemme: „Du får lov til at bladre den igennem. Du får lov at bladre den igennem én gang, hurtigt.“

Sammen bladrede vi gennem hundrede kapitler: fugtplettede sider, mærkelige tegninger, et appendiks af uforståeligheder. Hekseagtige hymner om et sted, der kaldtes underverdenen, som hverken var den himmel eller det helvede, jeg havde lært om i Lille Kanin-bøgerne eller Fredløse fra Det Vilde Vesten-tegneserierne eller Bibelen. Den lød i stedet som en ubestem-melig, blå skov.

I Underverdenen er hverken sole eller lygter velkomne. Fra Acheron til Lethe er overførsel af lys en utilgivelig forbrydelse. En eneste tændstik, en gnist af lys, mæsker sig med skyggerne og kan sætte alting i brand. Unge Spi-ritister, gør jeres øjne blinde.

Ikke engang ordet „sol“ må siges her, Kommende Spi-ritister, så vil Underverdenens træer straffe jer: at sige det ord ville være som at fortælle pindebrændet historien om ilden eller at hviske lampe til mørket.

– fra Spiritistens Telegraf, s. ix-x

„Sådan et sted findes ikke, lille skat,“ sagde min far, da jeg spurgte ham om underverdenen. Hans stemme var som en skal med noget slimet og levende indeni. „Der findes ikke nogen himmel og ikke noget helvede. Det er en kristen fantasiforestilling. Det er et meget gammelt eventyr, din søster læser.“

„Det er en bog for hekse, far. Og underverdenen er ikke himmel eller helvede, det er som et helt andet land. Ligesom et Tyskland nede under verden.“ Jeg rynkede panden; denne beskrivelse svarede overhovedet ikke til det billede, jeg havde inde i hovedet, der var ligesom en skov, men på en eller anden


31

svært kommunikerbar måde slet ikke ligesom en skov. Jeg nøjedes med: „Ligesom en skov, far. Et sted hvor man kan besøge døde mennesker. Det er altid nat, og træerne bliver vrede, hvis man tager lommelygter eller stearinlys med …“

„Så I piger vil have en underverden?“ Høvdingens dundrende latter var rettet mod vores sofa; der var ikke andre voksne i hu-set, som den kunne give genlyd imod. Vores forældre plejede at finde hinanden på den måde, ved latter og gispen, et sted hvor de spejlede deres skepsis og forfærdelse. „Hvor dybt vil I ned? Du kan fortælle Osceola, at vi allerede befinder os under vandet. Okay? Fortæl hende, at vi bor under havoverfladen.“

„Fa-ar. Det er ikke det, der er underverdenen. Der står i bogen …“

„Ava Bigtree, hvorfor lader du ikke din søster have sin hob-by?“ Hans stemme var tør og almindelig, men han så på mig med et ægte bønfaldende blik. „Du og jeg, vi har Seth, vi har hele parken at køre, ikke?“

Et bestemt billede i Spiritistens Telegraf stirrede jeg på i timevis, indtil jeg kunne se det forgrene sig bag øjenlågene: en flod, der zigzaggede sig gennem enorme, savtakkede klipper. Mærkelige væsner boede i udkanten af bjergene. Kunstnerens penselstrøg havde givet skyerne former: snuder og vinger og øjne, en lang, pisklignende hale. Obsidianfnug sneede ned over hele bjerg-kæden. Maleriet bar titlen Vinter ved floden Styx.

Det var omtrent på det tidspunkt, at Ossie og jeg begyndte at lege med ouija-bræt hver eftermiddag. Vi lavede selv et bræt. Det havde et blåt, malet alfabet og små sole og måner, alt sam-men lavet efter et billede i Spiritistens Telegraf.

„‘De levendes sprog regner ned over de døde,’“ læste Ossie højt af Spiritistens Telegraf, „’og somme tider kan vores kommuni-kation virke overvældende på dem. Ordenes haglbyge kan være for intens for dem at bære …’“

SÅ FÅ DIG EN PARAPLY, MOR, skrev jeg lidt vredt til hende.


32

Der gik mange uger, uden at vi fik noget svar. For at gøre mig glad, lod Ossie somme tider, som om hun var vores mor – JEG

ÆLSKER DIG, DATER, skrev hun, eller DU R KØN, AVA. JEG

SAVNER DIG.

Det følgende er ikke løgn: Min bror gav sig selv karakterblade. Han udformede dem efter Rocklands Highs karakterblade, som han havde købt af sin tykke fastlandskammerat, Cubby Wallach. Cubby havde teint som en skål havregrød, og alligevel førte han sig, som om han gik i høj hat og gamacher. Han havde den stridbare værdighed hos et barn, der nægter at undskylde eller blot erkende sin egen ekstreme grimhed. Jeg beundrede dette karaktertræk. Det mindede mig om Seth med deres arrede, frem-medartede ansigter og deres smukke ligegyldighed. Ligesom en Seth tillod Cubby Wallach, at man stirrede på hans ansigt, uden at han undskyldte for det. Ingen røde kinder eller nedslagne øjne, bare en kølig, usårlig stirren. På den måde blev hans grimhed transformeret til en kraftig hypnose. Ossie var engang håbløst forelsket i ham, og jeg lod, som om jeg hadede ham. „Sikke et røvhul,“ sagde jeg, men det lød nærmest som fnisen.

Hver gang, Cubby Wallach kom over til Sumplandia!, med-bragte han en stor indkøbspose fyldt med andre børns farvestrå-lende, rettede hjemmearbejde og stjålne vinkelmålere og solgte byttet til Kiwi med en utrolig fortjeneste.

Kiwi insisterede på, at han naturligvis skulle holde afslut-ningstalen. Jeg skulle holde åbningstalen. Ossie sad mest og læste blade. For mange år siden indskrev mor os i „Undervis dit barn … i Vildmarken!“, de sørgelige rester af et nationalt initiativ fra de hvide pionerers første dage – vi fik et helt „erstatningspen-sum“ gratis med posten. Hver måned sendte en medarbejder fra Loomis Countys skoleudvalg os sammenklipsede hæfter, der for eksempel hed: Vores regering er et træ med tre grene eller Fantastiske svampe: Det tredje rige. Flere gange årligt sendte vi en


33

stak prøver og udfyldte arbejdshæfter tilbage for at bevise, at vi dog lærte et eller andet.

Alt det var for nemt for min bror. Han sagde, at han ville springe let hen over de lokale skolemyndigheders krav til high school og gå direkte videre til college. Han læste op til SAT-prøven. Tændte man ventilatoren på hans værelse på højeste styrke, fløj små pudderblå kort med sære ord på rundt i luften: SIBYLLISK {adj}, FORSMÆDELSE {sb}. Min bror gik altid rundt med en stak kort til at studere efter. Han ville hellere bøje latin-ske ord end udføre nogle af de pligter, parken krævede af ham. Han havde ansvaret for boderne. Når parken var åben, sad Kiwi øverst på stadiontrapperne ved siden af popcornmaskinens in-despærrede snevejr og vinkede mekanisk, mens hans ansigt trak sig sammen på sære måder under det papirkræmmerhus, han brugte som hat. Cubby Wallach havde solgt ham et par mørke jeans, der hang på ham som en sæk.

Nu fik Kiwi mulighed for at tilbringe det meste af dagen lukket inde på biblioteksbåden, hvor koøjerne gav hans ansigt et Frankenstein-agtigt skær. Der var en aura af forventning over ham, som forvirrede mig. Det var ikke frygt, ikke helt, men man kunne heller ikke kalde det håb.

„Hvad for en lille prøve læser du op til?“ spurgt jeg ham engang, og han så op med et tåget blik og sagde: „Min fremtid.“

Jeg tror, at Kiwi var lidt fortrydelig over min søsters nye, lærde attitude, for indtil da havde han altid været bogormen, biblioteksbådens kaptajn. Men Ossie kastede sig over Spiritistens Telegraf ligeså flittigt, som Kiwi studerede fysik og filosofi – hun mødte ikke længere vores blikke, hun var opslugt af sin bog.

Den 29. april holdt vi fest for at fejre Osceolas sekstenårs fød-selsdag. Uden mor og bedstefar virkede festen forvirret og trist. Gæstelisten bestod af os. Høvdingen og jeg tøede en oldgammel


34

kage op fra Sumpcafeens fryser („Lad os håbe, at den ikke slår os ihjel, Høvding!“ sagde jeg – den helt forkerte bemærkning). Vores gaver til hende det år var, for at sige det mildt, virkelig usle. Høvdingen gik over til Bigtree Slægtsmuseum og vendte tilbage med et par gulbrune mokkasiner. Jeg var nødt til at minde ham om, at mokkasinerne ikke passede Osceola længere; det var faktisk derfor, vi havde flyttet dem over på museet.

„Ja, ja, det er tanken, der tæller, Ava,“ sagde han næsten råbende.

Bigtree Slægtsmuseum lige ved siden af souvenirbutikken indeholdt alt muligt ragelse fra vores hjem, som Høvdingen havde givet mærkaten BIGTREE-ARTEFAKTER. Indgangen til det palmebladstækkede museum fluorescerede grønt i dagslys. VELKOMMEN TIL SUMPØERNES „LOUVRE“! Somme tider fandt man en desorienteret turist derinde, som drak Fine Lime af sugerør og sørgmodigt ledte efter toilettet. Damerne skiftede ble på deres spædbørn oven på vores glasmontrer. På den ene væg havde Høvdingen indrammet de pamfletter, som havde lokket bedstefar Sawtooth ud af Ohio i 1932. Han kaldte udstillingen Visioner fra Gamle Dage. Hver af pamfletterne viste en kunstners tegnede forestilling om, hvordan Floridas øer ville se ud „efter dræningen“: vores sump som landbrugsjord med malkekøer, appelsinlunde og det hele, og en kornblomstblå himmel „hvor havuhyrerne engang huserede“.

Bedstefar, som fødtes under navnet Ernest Schedrach, hvid søn af en hvid kulminearbejder, købte jorden efter at have mistet sit arbejde hos Archer Road papirmølle, hvilket var godt det samme, for han var træt af de usle lønninger, træt af at hans ører ringede som kirkeklokker hele søndagen og træt af sin blegnede synssans efter at have blinket for meget mod kemikalierne. Han skiftede navn for at narre sin gamle chef. Det viste sig, at han skyldte sjakformanden på møllen en betragtelig sum penge. Han valgte „Sawtooth“ – „savtand“, som hyldest til det skarpe


35

sivgræs, der omgav hans ø, og „Bigtree“ – „store træ“, fordi han holdt af dets rodfæstede klang.

Den landbrugsjord, han havde købt ubeset hos Bowles & Beaver Co. Jordlotteri i Martinus Ferry, Ohio, viste sig at være dækket af to meter krystalklart vand. Stængler af tre meter højt sivgræs glitrede i vinden i alle retninger, den uendelige sumps druknede skildvagter. Den eneste egentligt beboelige „ejendom“ i sigte var den ø, han senere kaldte Sumplandia!: et fyrre hektar stort vildnis. Det som de muntre ejendomsmæglere oppe nord-fra – med en grådighed der nærmede sig det poetiske – kaldte den amerikanske Edens Have.

Bedstefar Sawtooth og bedstemor Risa tog toget fra Ohio til Florida og sejlede så i en lille jolle resten af vejen til deres nye hjem. Første gang de lagde til på læsiden af øen, sank min bedstefars fødder et par tommer ned, før de ramte kalkstens-klippegrunden. Sawtooth forbandelser over ejendomsmæglerne havde længde som en arie. En lillebitte krabbe pilede hen over Risas knapstøvle – „og da hun ikke skreg,“ holdt Sawtooth af at berette, „vidste jeg, at her skulle vi blive.“

Ifølge Bigtree-legenden var det selvsamme dag, bedstemor Risa fik sit allerførste glimt af en Florida-alligator, Ur-Seth, som lå og solede sig i et alligatorhul nær den vig, hvor de havde ankret båden op – og senere svor hun på, at de genkendte hinanden i det øjeblik, deres øjne mødtes. Bruset fra uhyret, sagde vores bedstefar, sendte en flodbølge af sort vand op, som gennem-blødte bedstemor Risas kjole. De sirlige, små prikker på hendes nederdel opløstes på et øjeblik – det vi på vores museum kalder Risas Kamæleondåb.

Sammen med dette stykke Bigtree-historie havde Høvdin-gen en konstant foranderlig karrusel af genstande fra vores liv liggende sammen med forklarende kort, som han selv skrev på maskine og indrammede. Ofte blev vores histories kortspil blandet på ny i løbet af en enkelt nat. Han tog bedstefars gamle


36

krigsmedaljer ned, fordi de ikke passede med hans billede af vores frie og urgamle sumpstamme. Og ingen steder nævnte beskrivel-serne af Hilola Bigtrees mange bedrifter, som han havde klæbet op, hvad hendes pigenavn var, og at hun blev født på fastlandet. Artefakter dukkede op eller forsvandt, datoer ændrede sig, og gamle begivenheder blev skrevet med frisk blåt blæk på nye kort under de støvede udstillingsgenstande, og næste morgen måtte man ikke sige et ord om disse ændringer. Man skulle lade, som om det var sådan, Bigtree-historien altid havde lydt.

Så det var med præcedens, at Høvdingen vandaliserede Big-tree Slægtsmuseum og plyndrede ting fra min søsters fortid for at finde en fødselsdagsgave til hende. Kiwi og jeg tog nogle ting fra udsalgskassen i Bigtree Souvenirbutik: en pakke med forskellige hatte og en XXL-størrelse sweatshirt med et billede af en oppustet Seth, som hun allerede ejede og hadede. På sweatshirten stod der: STOP I SETHS NAVN FØR DEN FORTÆRER DIT HJERTE. Høvdingen havde bestilt i snesevis af dem. Så vidt jeg vidste, var der ingen i hele vores souvenirbutiks historie, der havde betalt lovlig mønt for at sætte sig i besiddelse af sådan en.

„Tak, alle sammen,“ sagde Osceola tørt.Høvdingen pakkede Osceolas gamle sko ud for hende, uskønt

omviklet med vores mors røde silkebånd.„Kan du huske, hvor godt du kunne lide de her mokkasiner?“Nej, det huskede Ossie ikke rigtig.„Har du lyst til at lave et fødselsdagsshow, min skat?“ Høv-

dingen smilede og smilede til hende, øjnene var ved at falde ud af hovedet på ham af anstrengelse, og smilet så næsten skræm-mende ud i den dunkle Sumpcafé. „Har du lyst til at … hvad har du lyst til? Mere kage?“

Min søster rystede meget langsomt på sit hvide hoved bag det lille stakit af fødselsdagslys.

Ossie var høflig og slikkede glasur af lysenes snoede striber, mens hun lod, som om det var lige præcis sådan en sekstenårs


37

fødselsdagsfest, hun havde ønsket sig. Men jeg vidste bedre – jeg var sikker på, at hun var temmelig ensom. Jeg havde set hende stå nede på færgekajen og prøve at snakke med de små klynger fastlandsteenagere. De eneste drenge på hendes alder, vi mødte, var turister. Somme tider trængte Ossie en flok ældre drenge op i et hjørne og prøvede at imponere dem ved at spille sine ynd-lingssange i vores jukeboks’ gletsjerblå skær. Men den var ikke blevet opdateret siden Dwight D. Eisenhower styrede landet.

„Coool.“ Drengene talte slæbende og sendte hinanden blikke. „Hvem er det, der synger? The, øh, the Scroobie Brothers, hva’? Har aldrig hørt om dem …“

Faktisk var det selvsamme Scroobie Brothers, der spillede lige nu, sang efter sang fra deres eneste album Scroobing the Tub. Ossies valg fra jukeboksen. Jeg tror, Ossie kunne lide dem, fordi de sang om ting, der var eksotiske for os, såsom majskolber og biluheld. Imellem mundfuldene af kage så jeg, at hun lydløst sang med på ordene, men selv de sukkersøde sange muntrede hende ikke rigtigt op. Efter gaverne var blevet åbnet, vidste ingen rigtigt, hvad de skulle sige, så Høvdingen skar os nogle flere stykker af den stenhårde kage.

„Hvad, kan du ikke lide dine gaver?“ spurgte Høvdingen ud af det blå med en levende, knitrende stemme. „Er det det? Tror du ikke, sweatshirten passer?“

Vi så alle sammen op. Jukeboksens tynde hvinen sivede ned i det krater, hans stemme havde gravet midt i cafeens gulv.

„Nej, Høvding. Den er flot.“Ossie holdt trøjen op mellem dem som et hegn.„Prøv den.“„Far?“„Du har ret, den ser for lille ud. Kiwi, hent din søster en

størrelse større.“Osceola rejste sig. „Far, jeg kommer tilbage om et stykke

tid,“ sagde hun. Hun strammede enderne af sine lange, hvide


38

fletninger. Hun havde smurt mors pudder på øjenlågene i tre forskellige nuancer. Min søster, så jeg med et mærkeligt sug i ma-ven, var meget smuk. Jeg tror, at Høvdingen må have bemærket det samme, for hans ansigt gjorde noget mærkeligt.

„Hvad mener du?“ Han så ned på sit ur. „Klokken er ni.“„Det ved jeg godt. Jeg går en tur.“„Lige nu? Lille skat, sid ned. Nu hvor vi alle er samlet, tænkte

jeg, at vi skulle holde stammemøde. Vi har vigtige ting at tale om …“

Men Ossie tog et skridt over mod døren, hvor en fed, grøn anole sad og klyngede sig til metalhængslet og iagttog det hele i stilhed.

„Jeg vil gerne. Gå. En tur.“ Hun holdt inde. „Det er min fødselsdag.“

Ossie gik gennem køkkenet. Først da hendes hånd lukkede sig om dørhåndtaget, sagde han noget.

„Nå, men du går glip af nogle rigtig gode nyheder, Osceola.“„Okay. Ava kan fortælle mig om det.“ Hun smilede sødt til

ham. Hendes sweatshirt, alle hendes fødselsdagsting, lå stadig på bordet. „Godnat alle sammen. Tak for en fin fest.“

Og så lukkede døren sig, og på en eller anden måde var det forbudt at spørge: Hvor skal hun hen? Høvdingen vendte atter opmærksomheden mod os.

„Som I måske har bemærket,“ sagde han med sin tordnende høvdingstemme, „har Bigtree-slægten fået en betydningsfuld fjende. Vi har et nyt slag at vinde.“

„Åh Gud,“ sagde Kiwi. „Far. Det er ikke noget show, det her. Vi sidder alle sammen i samme rum.“

Min bror havde trukket skyggen af sin Sumplandia!-hat så langt ned, den kunne komme, næsten helt ned til fregnerne på sin næse, hvilket betød, at vi var nødt til at stirre på os selv i tegneserieversion for at tale med ham. Jeg tror, at han gjorde det med vilje for at gøre nar af os. (Jeg hadede virkelig den hat


39

– fabrikken havde lavet en fejl, og hele familien så ud, som om vi havde vand i hovederne og var onde. Turisterne tog ofte fejl af mig og alligatoren med de udstående øjne på hatteskyggen. De pegede på den smilende alligator på hatten og sagde: „Og hvem er mon det så, unge dame?“ som om de var ved at give mig en dejlig gave.)

„Sådan skal du ikke tale til mig, knægt,“ tordnede Høvdingen igen.

„Lad være med at være sådan et røvhul, Kiwi,“ sagde jeg.Høvdingen nikkede fornøjet til mig. „Ava? Vil du tilføje

noget?“Jeg rystede på hovedet. Jeg havde arbejdet på en plan for at

redde Sumplandia!, men jeg ville ikke tale om den endnu; jeg var bange for, at det ville bringe ulykke, eller at min bror ville sable planen ned med en enkelt, vittig bemærkning. Den var nødt til at blive inde i mit hoved indtil videre.

„Hvorfor er alle så satans mistrøstige?“ mumlede Høvdin-gen. Han nedsvælgede sin anden portion kage i tre mundfulde, og så spiste han hurtigt det halve stykke, Ossie havde efterladt på tallerkenen, mens hans skuldre rykkede op og ned som en slangehalsfugl, der slugte en fisk. Så forlod han Sumpcafeen og vendte tilbage med den lille tavle, der stod på et stativ uden for. Han tørrede den af og begyndte at skrive:

Ø-tamhed: En tilbøjelighed hos mange populationer og dyrearter på isolerede øer, hvor de mister deres årvågenhed over for potentielle rovdyr.

„Vi i Bigtree-familien er en ø-levende art,“ sagde han til os. „Jeg har læst i din brors lærebog her.“ Han tog en antikvarisk udse-ende bog med biblioteksbådens runde, falmede klistermærke på ryggen. „Åbenbart er øboere som os meget specielle. Der er masser af nye og pragtfulde sager, der kan udvikle sig her, fordi


40

vi er her helt alene. Men der er også ulemper. Ø-levende arter bliver tilbagelænede.“

NYT ROVDYR: MØRKETS VERDEN

skrev han, og nedenunder det:

VORES EVOLUTION: TIVOLI-DARWINISME

Kiwi klukkede. Han kunne frembringe en latter, der var ligeså livløs som flad cola. „Og hvordan er det lige, vi skal tilpasse os?“ spurgte han Høvdingen inde fra sin hats grotte. „Skal vi sætte priserne op igen? For så længe vi kun har to turister på tilskuer-rækkerne, Far, så er det lige meget, hvor meget vi forlanger. Vi får det aldrig til at løbe rundt …“

Høvdingen blev ved at skrive:

INDTÆGTER FOR MARTS: 1.230 DOLLARS

UDESTÅENDE GÆLD: 52.560 DOLLARS*

Når Høvdingen satte en stjerne ved noget, betød det, at han kun fortalte den bedste del af sandheden. Han var ikke uær-lig, forklarede han – han ville bare lade os vide, at vores gæld „udviklede sig“. Ligesom alt andet i universet. Stjernen, lærte Høvdingen os, var det særlige tegn, Gud havde givet os til at neutralisere løgne med. Et nyere eksempel kunne være: „Jeres mors kræftsygdom er på retur.*“

„Hvad med skatterne?“ spurgte Kiwi, nu meget stille. „Hvad med mors hospitalsregning?“

„Knægt, du er nødt til at holde op med det der. Leger du detektiv eller sådan noget?“

„Hvad med regningen for mors begravelse?“„Den behøver vi ikke at føre til regnskab. Den bliver ordnet.“„Far? Jeg har selv siddet og regnet på nogle tal … Jeg har


41

jo selvfølgelig ikke adgang til alle dine optegnelser …“ Kiwis stemme var monoton som en søvngængers. „Først og fremmest er du nødt til at sælge noget af udstyret. Vedligeholdelsesudgifterne vil knuse os, hvis der ikke kommer turister. Følgespotten, Seths udrugningsmaskiner …“ Kiwi blinkede, som om han var vågnet op af sit søvngængeri på kanten af en klippe. „Tænk stort. Du kunne sælge hele parken.“

Høvdingen lagde sit kridt i tavlerillen. Han stirrede på vores bror.

„Tænk på, hvad du kunne få for propelbådene,“ sagde Kiwi. „Og der ligger jo nogle alligatorfarme oppe i midt-Florida, de vil garanteret gerne købe Seth. Vi kan gøre vores skolegang færdig på Rocklands High, jeg finder et arbejde, så jeg kan hjælpe til, vi kan alle sammen skrive os ind fra efteråret …“

Rocklands High. Ossie ville være, hvad, hvis man brugte fastlandsterminologi? High school junior, som var næstsidste år. Jeg ville være freshman på første år, hvis de altså ikke satte mig i en eller anden taberskole for børn, der var bagud. Jeg forsøgte at se mig selv i et klasseværelse på Rocklands: Stedet blev hastigt fyldt med sumpvand, og alle bordene og bøgerne flød væk, indtil det forvandlede sig til vores Alligatorgrav. Vi var Alligatorbry-derdynastiet Bigtree. Kiwi ønskede at opgive hele vores fremtid for – hvad? En bakke cafeteriapomfritter? Et årligt skolefoto?

Høvdingens ord var et ekko af min tankerække:„Er det dét, du vil? Sælge din mors hjem? Lade nogle skide

cajunkræmmere slagte vores Seth for halvtreds dollars stykket? Hvad siger du? Nåh! Endnu mindre! Har du lavet lidt research? For at bo i byen,“ snerrede han. „For at gå i skole.“

Mens de skændtes, rynkede jeg panden og stirrede på tavlen. Svampen havde efterladt en spøgelsesagtig firkant på Høvdin-gens sennepsgule vest, hvilket var uheldigt, da ingen længere rigtig vaskede tøj. Bunker af sokker og undertøj samledes som snedriver i hjørnerne af vores værelser.


42

Jeg ved ikke, hvad Kiwi gjorde i forhold til rent tøj i den periode; i flere måneder havde min søster og jeg sprayet vores undertrøjer og underbukser med mors parfume. En stærk rosen-duft. Den var i en facetslebet, hjerteformet flaske, fuld af små-bitte gyldne og lyserøde sekskanter, og var udstyret med en sort gummipumpe. Det var den usammenligneligt mest fornemme genstand i vores hus – farvestrålende og glamourøs, eksotisk nok til at virke en smule uhyggelig. (Vi opfattede den som ældgammel; det var en duft, der hed Fox, som ikke var blevet lavet siden starten af 1970’erne.) Ossie og jeg havde udarbejdet et rationeringssystem: to sprøjt pr. søster pr. dag. Jeg frygtede, at vi var ved at opbruge mor, og af en eller anden grund fik den frygt mig til at ønske at sprøjte mere og mere ud. Parfumen fungerede som et ur af væske for os: en halv flaske tappet ned til en kvart, det svarede til en vinter.

Begge mine forældre, ikke kun min far, havde benægtet, at min mors sygdom var alvorlig. De hævdede, at hun var ved at få det bedre, lige indtil det øjeblik hun kom på hospice. Dr. Gautman, hendes kræftlæge, var den første, som viste min bror og min søster og mig „kurven“, som sagde „T3c“ til os, og som oversatte denne alfanumeriske kode til den skræmmende coda „jeres mors sidste dage“. Dr. Gautman gav os plastikkrus med citronvand fra sygeplejerskernes bord, inden han lempeligt for-talte os nyheden: „Den maligne svulst har spredt sig fra hendes, øh, hendes æggestokke. Jeg er bange for …“

Og ind i jeres mors lever, ind i lungehindevæsken. Som barn hørte jeg ordet malign som „Malin“, som en ond piges navn, uanset hvor mange gange Kiwi og Høvdingen og selv dr. Gautman ret-tede mig. Vores mor havde troet, at hendes første symptomer i virkeligheden var tegn på graviditet, så jeg så stadig Malin som en baby, en lillebitte øjenløs knytnæve af en søster, der slog hende ihjel.

„Der er ingen, der skal i Loomis-skole her. Vi opgiver ikke jeres


43

mors drøm, er du med? Vi er Bigtree-stammen, knægt, og vi har en forretning at passe …“

Imens blev listen under Tivoli-darwinisme ved med at vokse:

MUTATION nr. 1: INVESTÉR I SALTVANDSKROKODILLER

MUTATION nr. 2: VI BLIVER AMFIBISKE – NYE VÅDDRAGTER

TIL PIGERNE? DYKNING MED SETH?

MUTATION nr. 3: MODERNISÉR ALLIGATORGRAVEN – IL-

LUMINERET VIPPE, SPRINGVAND AF BOBLER

Høvdingen fremdrog en brochure med billeder af de saltvands-krokodiller, han gerne ville anskaffe sig: Dyrene var hornede og så sølle ud, de lignede på ingen måder Nil-guder. De mindede mere om halvflade bildæk. Sælgeren var en pensioneret avler fra Myrtle City i South Carolina, som ville have femogtyve tusind dollars for dem. Kiwi gennembladrede brochuren uden at kigge på den.

Den nat kom Osceola ikke hjem fra sin tur. Da jeg vågnede ved midnatstid, var hendes seng pænt redt. Noget lignende var aldrig sket før; Ossie brød sig ikke engang om at gå op til træhytten alene. Jeg lå vågen indtil klokken 3:22 og ventede på, at hun skulle komme tilbage. Når man venter på nogen så længe, kan en ventilator forvandle ganske almindelig luft til piskende tortur. Jeg må være slumret hen til sidst, for da jeg vågnede igen, lå Os-sie og snorkede let i sin sorte bomuldskjole. Hun var kollapset med ansigtet nedad på puden. Hendes hvide arme lå som et T hen over madrassen. Våde mangroveblade klyngede sig til hver eneste påklædt og afklædt tomme af hende, selv hendes fingre, selv skilningen i hendes hår. Hvor havde hun været henne? Nede i et alligatorhul? Inde i en tunnel? Osceola smilede, mens en dejlig drøm rislede hen over hende.

Dagen efter spankulerede Ossie nedenunder uden forklaring,


44

selvsikker som en kat, og hev sektionen med dødsannoncer ud af Høvdingens avis. Hun tog æg fra stegepanden med en ske og spredte siden ud over køkkenbordet, som om det alt sammen var helt normalt. Hun havde stadig rester af læbestift på og et par af mors netstrømper med blege, ubarberede ben indenunder.

Dine ben ligner trolde fanget i fiskenet, overvejede jeg at sige. De ligner overhovedet ikke mors. Jeg ventede hele tiden, at Høvdingen skulle kommentere det.

Kiwi kom nedenunder og sagde nok for os alle tre: „Du ser godt nok underlig ud. Ny pyjamas? Er der nogen, der har gravet dig op fra de døde i går aftes?“

Kiwi så også udmattet ud, han havde poser under øjnene og uredt hår, og det øverste af hans røde hår var fedtet ind, så det var en våd brun farve, som om nogen havde forsøgt at slukke en brand i hans hår med en klud. Han satte sig ned og gloede på Ossie.

„Det er da dig, der har gået i den samme skjorte siden jul eller sådan noget,“ mumlede Ossie. Hun lod sit toastbrød og sine halvrå æg ligge urørte og masede sig forbi ham; strømperne sagde en kløende lyd, da hun åbnede og lukkede døren. Udenfor var morgenen smuk og solbeskinnet. Et kort sekund gabede himlen blåt ad os, og så forsvandt den. Høvdingen så tomt op fra avisen. I en annonce på forsiden stod der: MØRKETS VERDEN LAVER

ET HELVEDES LYSSHOW. Det var en hologramannonce. Hvis man så på den uden at fokusere, skød en laserstråle ud af hvalens blæsehul og blev til fraktaler af ildsøjler.

„Nå?“ Vores far rodede op i Kiwis hår. „Hvad er dit problem i dag, knægt?“

„Ossie taler med de døde igen, Høvding,“ sagde jeg til ham.Min far drak sin tredje kop sort kaffe. Han kiggede op på os

med at drømmende blik som en køter lænket til et træ.„Det er en fase, Ava. Vi har talt om det før. Vil du have, at

jeg skal snakke med hende?“


„Kræft har også faser,“ gryntede min bror, „og gæt hvad sidste fase er?“

Jeg rørte krummer ud i en sø af ketchup. Nogle gange var ordet „kræft“ som en slags dørhåndtag, der kunne åbne ind til en samtale om mor, men ikke i dag. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg noget, der kravlede hen langs det nederste af Høvdingens avis. Bare annoncen igen, der løftede sig brusende op fra papiret.

Laserstråler! Vi havde ikke noget, der bare lignede laserstråler. En ny slags forlegenhed gav mig kvalme. Indtil 1977 havde Sumplandia! brugt generatorer med håndsving. Kaimanerne havde spist eller ødelagt de fleste af de viskelæderstore lyspærer i deres terrarium. Den stakkels bjørn spiste sine fiskehoveder under en billig julelyskæde.

„Nå, jeg skal ud og have skiftet nogle ting,“ mumlede jeg.Udenfor var vores veranda forvandlet til en heksekedel af

lysebrune natsværmere og de store, elfenbensfarvede natsværmere med safirfarvede vingespidser, en oversvømmelse fra himlen. De væltede ind gennem en stor flænge i vores netdør. De havde vinger som skarpe, små knogler, disse natsværmere, og det var utrolig sørgeligt, når man kom til at slå en af dem ihjel.

„Ossie!“ råbte jeg. „Ossie, vent på mig!“


Documents

Sumplandia! af Karen Russel