Tre

novelle//thomdahl

Fem

Strattberry Slush

Kvinden under bliktaget, hendes hånd der holdt æblet ud i regnen, hun strakte sig,

hun svævede som en diagonal, balancerede på bordet; hun manglede et ben, hun

manglede en arm. Lastbiler der trillede forbi i mudderet. Min finger på udløseren,

den trykkede den i bund. Click. Jeg lagde kameraet. Jeg hev de tynde gardiner for. De

spillede Miles Davis på den nationale radiostation. Jeg vaskede mig under armene og

vaskede mine sokker i håndvasken. Jeg spiste i en lille gård bag receptionen. Jeg blev

nervøs, forlod bordet og gik op og rullede filmen tilbage. Jeg puttede rullen i lommen

og gik rundt i rummet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg røg nogle cigaretter

som jeg havde betalt hotelejeren for at rulle, tobakken var krydret med mynte, den

duftede. Jeg sad lidt i vinduet. Jeg ringede hjem, men lagde på, ringede til Libitt,

ringede igen senere. Jeg gik ned på gaden. Så mig omkring. Satte mig på dørtrinnet til

hotellet. Gik ind igen, sad i mørket og fulgte en cricketkamp.

♦

Hvori består et øjebliks skønhed? I dets forgængelighed? I det upåviselige faktum

at et øjeblik, den tid det tager et øje at foldes om sig selv, aldrig kommer igen, men

afløses af et nyt? Forbryder jeg mig mod metafysikken, gør mine fingre, når de nu

arbejder med kameraets indstillinger og fanger et kvart sekund af en evighed af

kvarte, trænger de ind i vakuumet, udhuler de tidsligheden? Click. Eller...eller...eller

udstiller jeg tiden, gør jeg den smukkere ved at klippe den op, at vise den i fragmenter,

usammenhængende? Hvordan nogensinde bede fingeren om at trykke metalringen i

bund? Jeg kan ikke, jeg kan ikke, dette motiv skal forsvinde, det skal ikke overleve.

♦

Det var ikke, som jeg alt for ofte havde hørt Wayne Libitt eller nogle af de andre sige:

som om verden pludselig lagde sig tilrette. Slet ikke. Jeg brød verden op, rev hende

ud, jeg pressede hende ind gennem refleksen, hvirvlede hende rundt, vendte hende

på hovedet, reducerede hende til en figur, sammen med æblet, bilerne, regnen,

bliktagets brune, dets mugnede overflade. Intet havde lagt sig til rette, det var blevet

lagt til rette, det var blevet tæmmet, uskadeliggjort. Men sådan sagde de, når vi sad

på Harry's med forskellige yndlingsøl eller en Harvey Wallbanger eller en Lip Crush, de

havde hele bordets opmærksomhed, alle lænede sig knirkende frem over tallerknerne,

en væltede et glas af ren ivrighed, vandets lange stribe på dugen. Lad os høre historien

igen. Hvordan skete det? var der en der spurgte, en af journalisterne eller en ny kone.

Hvis det var Libitt der blev spurgt, brugte han hænderne, han brugte hele kroppen,

sjældent ansigtet, til at fortælle. Han sagde: Verden lagde sig til rette. Libitts venstre

øje, der lukkedes i et lettelsens eller et anstrengt drag. Og så knipsede han med

fingrene. Som udførte han trylleri, synsbedrag. Han trykkede udløseren og fangede

det, det store, det fantastiske, det sublime: skuddet. Click. Jeg lagde kameraet.

Syv

♦

Man tænker ikke når det sker. Hun sad bare under bliktaget, hun strakte sig frem,

æblet på hånden, bilerne der åbnede en sti frem mod hende, fra mit vindue på

hotelværelset og frem til hende, hun sad håbløst amputeret på bordet, alligevel var

der noget fuldkomment over hende, jeg ved ikke hvad, jeg trykkede udløseren i bund.

Jeg hev gardinerne for. Radioen spillede Miles Davis. The Strattberry Blues. Hvorfor

gjorde han det, Miles Davis, spillede sig selv ihjel? Hvordan leve et helt liv sådan,

svedende over sit instrument, uden en dag at blive træt af det, uden en nat, gående

hjem gennem smalle gyder, at føle sig gennemskuet, nyttesløs?

♦

Ingen af dem, og slet ikke Libitt, kunne sige hvorfor de havde trykket udløseren lige

præcis på det tidspunkt. De trak på skuldrene, de grinede, på en måde der mindede

om en nervøs rysten. Libitt sagde altid: Det var ikke mig der trykkede, det var motivet

der ville ind. En diagonal, en hånd, flad, lastbílerne. Min finger på udløseren, den

trykkede den i bund. Libitts skud af forretningsmanden der kastede sig ud fra Carter

& Mulrooney-bygningen på Wallstreet efter krakket i 85. Kvinden, balancerende. Jeg

hev mine sokker af. Det var ikke nødvendigt med sokker. De stank. Jeg skrubbede

dem med noget shampoo, et smart, dyrt mærke som min kone havde givet mig med.

Skælfri sokker. Hans hår der har rejst sig fra hovedet, han er på vej ned mod kameraet,

slipset, øjnene i fokus.

Ni

♦

Jeg lagde kameraet og gik ned og spiste i den lille gård. Jeg tænkte kun på æblet. På

dets indtørrede skind, skyggerne i rynkerne, den knastørre stilk. Og det gik op for mig

at alt det, kvinden og æblet og regnen, den gennemsigtige streg fra taget og ned mod

mudderet, sad på negativet i kameraet oppe på værelset. Jeg blev nervøs, jeg forlod

bordet med servietten hængende i bæltet. Jeg gik op, puttede rullen i lommen, jeg gik

rundt i rummet, tændte nogle cigaretter. Det værste var at jeg tvivlede, jeg vidste ikke

hvad jeg skulle gøre: Var det det hele? Hvorfor havde jeg ikke følt en glæde ved selve

fotoet, lige da jeg trykkede? Kom succes så ubemærket, så ufortjent? Og hvad nu hvis

dette ikke var billedet? Hvis det i fremkaldelsen lignede de hundrede andre jeg havde

fået i aviser og blade, de tusinder jeg havde liggende i arkivet, de titusinder jeg havde

derhjemme i kasser? Hvis krisen i Pakistan kun interesserede få altruistiske medier,

der ville bruge kvinden i nederste hjørne for at fylde siden? Nej, det værste var ikke

tvivlen, det var at jeg overhovedet tænkte alt dette. At jeg spekulerede. I kvindens

afkast, i hendes værdi. Jeg sad her og lagde hende frem som en billet til berømmelsen,

til stående ovationer fra de faste fire omkring bordet på Harry's. Kvinden. Det var hvad

jeg kaldte hende. Kvinden. Æblet. Hvordan kunne jeg tro på magten i disse enkle ting?

♦

Jynxs skud, taget siddende på skulderen af journalisten: 50.000 hænder der ser ud til

at sende Khomeinis kiste videre og videre op mod podiet foran moskeen i Teheran,

ayatollahens hånd der hænger ud under låget, rystet til syne af de ophidsede masser,

sorgen som et skrig uden ejermand. Jynx: Jeg var så forfærdet, så bevæget, at jeg

trykkede af, for blot et øjeblik, i det sekund kassen lukker for at brænde motivet ind

Elleve

i celluloiden, at kunne opleve mørke, opleve tomhed, fravær. Jeg har altid syntes at

det var noget pis. Jynx fortalte episoden med stigende velbehag. Han var typen der

drak sin Lip Crush færdig, mens bordet ventede på at han skulle begynde at fortælle.

Det var så iscenesat at jeg ofte gik fra bordet, når jeg fornemmede at han snart ville

blive spurgt, jeg undskyldte mig og gik ud og ringede hjem. Jeg havde kun hørt ham to

eller tre gange for at vide at det var løgn fra enden til anden. Kun et var sandt. At han

havde taget et godt foto. Resten var ren fiktion. Mine fingre arbejdede med kameraets

indstillinger og fangede i et kvart sekund kvinden, hånden med æblet i regnen, hun

strakte til en diagonal; hun manglede et ben, en arm. Lastbiler i mudderet.

♦

Man trykkede bare. Jeg pressede fjederen i bund, en ring mod fingerpuden. Det var

en bevægelse der ikke modsvarede dens effekt. Jeg sænkede kameraet, lagde det

tilbage i sin taske, Jeg skubbede tasken ind under sengen. Jeg tændte en cigaret,

men slukkede den under vandhanen, jeg vaskede mine armhuler. At kræve at eje

et splitsekund - var det hybris? Ville jeg virkelig hive tiden op i sømmene, vride

kludene fra hinanden, pege på kvinden og sige: Se hende, se verden, sådan er den,

det er sandheden, det er tilstanden. Var det ikke netop fotoets foruroligende evne,

dets forbandelse, at det flåede tingene ud af sammenhængen, at det glimrede

ved kontekstens fravær? Jeg vaskede mig under armene og vaskede mine sokker i

håndvasken. Æblet, regnen, taget, brunt som et plaster, jeg havde allerede mistet

lysten til at gense det, ville ikke se fotoets ensidighed, jeg ønskede kun at se hende,

som hun havde været, dér, for et øjeblik siden, og aldrig mere. Lyden af cricket fra

underetagen.

♦

Motivets optagethed af sig selv, kameraets liderlighed, dette umærkelige indbrud i et

liv på afstand. Hun sad dernede, med et click kunne jeg hive hende ud, trække hende

ud af det personlige, gøre hende til en figur, fingeren, udløseren, hvorfor tøve. Libitt

havde vidst det med det samme, at dette skud, manden i luften over gaden, ville

blive hans største, at det ville betyde alt for ham, at det ville trække ham ud af alle

hans nuværende problemer, og selvom nye ville komme, så var de i det mindste nye.

Uden det skud havde han været efterladt med sin elendige lejlighed i New Jersey for

altid, uden det havde han aldrig haft råd til at drikke dobbelte Wallbangere på toppen

af Sears hver aften han var hjemme. Nogle af dem havde været i branchen i 15 år,

nogle længere, Libitt i 35, inden det skete. Og i det samme det skete var det som om

alt det foregående var lige meget. Dette ene foto udslettede alle de tidligere, gjorde

dem til levebrød, til spasmer i den dirrende finger. Libitt havde ikke været interessant

uden det skud, han havde været en skaldet pralerøv med god kulør og usmagelige

skjorter, købt på markedspladser i hver af de krigsramte afrikanske lande, som han

blev sendt til. Den nar til Libitt. Alle hans teorier der pludselig var så vigtige at give

videre. Fem bøger om ingenting. Forelæsninger, hvis eneste højdepunkt var udtrykket

i forretningsmandens øjne, idet han falder, eller måske hans slips der flyver fra halsen,

kan man se mønsteret? I 1985 var fotoet ødelæggende for de rettroende kapitalister,

det forstyrrede hele Vesten, alle skulle se det, alle skulle kommentere mandens

udtryk, hans handling, økonomiens fatamorgana. Idag er fotoet bare et hint mod

mediernes øgede indflydelse, det er et udtryk for det seende samfund, samfundet

hvor ikke engang selvmord forbliver udokumenterede. Pinligt, kvalmende. Men i

lejlighederne i Venedig og på Manhattan og i huset på den New Zealandske østkyst

ringer telefonerne stadig. De vil alle have Libitt, mesteren, den store indfanger af tid.

Tretten

Manden har ikke taget et godt foto siden Berlin, 1989. Han havde aldrig nævnt noget

om at man kunne være i tvivl og nervøs til det idiotiske. At når skuddet var i kassen, og

man sad og gloede på filmen og man tænkte på hvordan dette ene foto ville sprede

sig ud til alle medierne og på hvordan man ville kunne begynde at vælge sine jobs

og lønnen ville lukke munden på alle idioterne og man ville kunne tage fri i nogle

måneder og man ville..., så kunne man godt pludselig fortryde det hele, fortryde hvert

eneste foto, hver eneste gang man havde ladet kameraet lyve. Og alligevel - nu var

den der, nu startede det, her sad man med guldet og bed i det og det var ægte og alt

kunne lade sig gøre. Click. Jeg rejste mig og gik hen og ringede til Libitt. Jeg prøvede

igen senere, jeg ringede til Venedig. Jeg hørte Kim Noo sætte nøglen i sin dør og lukke

efter sig med forsigtighed. Jeg ringede hjem, Vi ses snart, sagde jeg.

♦

Jeg trykkede på afløseren og pakkede kameraet ned, jeg låste døren og gik ned.

Receptionen var ikke andet end en dagligstue, en eller anden, en skygge, sad bag en

stor vifte og så cricket. En lang amerikansk bil kørte ned ad gaden og holdt ved en bod

der solgte tobak og varme kager og dåseøl. Jeg gik rundt om hjørnet og forsøgte at

finde bliktaget og kvinden på bordet, men alle boderne lignede hinanden, tomme, og

jeg kunne ikke se hende nogen steder.

♦

Vis dem det nu, tag det nu, tryk, tryk, hun er der jo, hun sidder der.

Clickclickclickclickclick. Jeg trykkede indtil udløseren ikke kunne mere. Sådan, sådan,

sådan. Jeg havde aldrig ladet mine forbehold, nej, min aversion mod dem: mine

venner, mine kolleger, betyde noget, jeg sad med dem, når jeg kunne, jeg vidste at

skulle jeg lære noget om fotografiet, om at være der på det rigtige tidspunkt, så var

det af dem. Jeg trak gardinerne for. Jeg udviklede endda en vis forfinethed i deres

selskab. Jeg drak kun Strattberry Slush, jeg bøjede mig for deres anerkendelse og

sagde at mit foto stadig ventede derude. Selvom sætningen forekom mig så idiotisk

at jeg altid måtte le af mig selv, når jeg kom hjem eller tilbage til hotelværelset.

Skulle jeg gå derned, opsøge hende, betød det noget, nu? Jeg rullede filmen tilbage,

bevægede mig nedenunder, spiste noget der lignede pandekager, gik ud på gaden,

så langsomt op og ned. To mænd lastede nogle plader på en lastbil, jeg spurgte dem

om de havde set en kvinde, et ben, en arm, men de forstod mig ikke og gjorde sig

færdige og kørte. Alle boderne var pillet ned eller havde altid set sådan ud, de lignede

alle sammen hinanden. Jeg gik tilbage til hotellet og satte mig på dørtrinnet. Kim Noo

måtte snart komme tilbage. Hun havde været væk hele dagen. Hun var kedelig, en

kedelig, engageret reporter. Hun snakkede ikke om andet end politik. Hun gik kun ud

at spise med mig fordi hun af en eller anden grund troede at jeg var vild med hende.

Selvom jeg var gift og ringede hjem hvert andet øjeblik. Jeg overvejede også at gå ind

og ringe nu, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, til trods for at jeg sjældent sagde

meget andet end Savner dig eller Vi ses om en uge, vi ses om 3 dage, vi ses... Hvordan

skulle jeg forklare at jeg endelig havde gjort det, endelig havde taget det skud jeg

altid havde ventet på, hvordan videregive det foruroligende ved at stå med en film i

lommen der kunne betyde alt for vores økonomi, vores fremtid? Og samtidig - det

Femten

forkerte, det ødelæggende forkerte ved min gerning, ved det jeg lavede? Jeg kunne

intet sige. Jeg var ophidset, ventede på Kim Noo. Jeg så hende, siddende på den

anden side af bordet, håret hængende ned i en pound-burger, pommes fritterne røde

af saft. Hvordan jeg bollede hende, Miles Davis, sokkerne, dryppende fra sengegavlen.

♦

Jeg lagde kameraet og lagde mig på sengen, Miles Davis i radioen. Jeg ledte i min

pung efter et nummer til Venedig. Der var et foto, et dårligt, af Libitt, Jynx, Nanci

Hoonanan og jeg på en restaurant i Lime's Groove, Australien. Jeg ringede til Libitt.

Mens den duttede i den anden ende, så jeg på de fire ansigter, var det 5 år siden?

Det var efter brandene, efter oprøret i Pampanga-provinsen. Stemningen var dårlig,

Hoonanan havde mistet sit grej, hendes chauffør var blevet skudt i forvirringen, da

militæret ville splitte oprørerne, han havde kørt ud over en skrænt og ned i Palatera-

floden. Jynx vidste ikke hvad han skulle sige. Libitt sippede af sin Wallbanger, den var

dårlig, sagde han, for lidt Galliano. Men, sagde han så, fik du nogle skud af dem, da

de rykkede op gennem gaden bag fabrikkerne? Hoonanan rystede på hovedet. Måske

fordi spørgsmålet virkede malplaceret. Gjorde du ikke? spurgte Libitt. For at hjælpe

Hoonanan sagde jeg: Kan det ikke være ligemeget med det skide billede, chaufføren

døde, Nanci mistede sit gear, det er da... Hva fanden betyder et billede? Libitt så på

mig. Han sagde: Det skal jeg sige dig: alt. Jeg så bare på ham. Han sagde: Et billede

skaber følelser, det skaber indlevelse, vrede, engagement, begejstring, alt det som

de skide journalister ikke kan finde ud af med deres objektivitet og deres pis med to

sider og alt det der, vi tager et billede, det siger alt, billeder lyver ikke, de er ærlige,

de siger ikke hvad der kom før og hvad der kom efter, de forklarer ikke hvem der er

onde og hvem der er gode, det klarer modtageren selv, et foto skal ikke bekymre sig

Sytten

om moral, om tidernes skiftende ordbrug, de kan skære lige gennem alt det og vise

virkeligheden. Det betyder det. Hvis virkeligheden har det, skal billedet have det,

sorgen, smerten, alt det grimme, alt det svære, for sådan ser det jo ud derude, sådan

er det. Det betyder det, det betyder det. Jeg havde hørt altsammen før, men jeg

havde aldrig troet på det. Kunne jeg det, skulle jeg? Libitt havde billeder af jeepen,

nummerpladen og kofangeren stak op af floden. Man kan ikke køre ned i en flod en

gang.

♦

Jeg lagde kameraet og tændte en cigaret, lugten af mynte. Jeg satte mig i receptionen

og så cricket. De spillede stadig cricket, selvom hele landet var ved at blive væltet.

Pakistan bagud. Manden bag viften sov. Jeg satte mig ud på gaden, jeg sad på

dørtrinnet og så efter kvinden. Regnen blev ved. En amerikansk bil gled forbi og

stoppede længere nede. Kim Noo steg ud og råbte ind til chaufføren. Hendes små

grisefødder sank ned i mudderet. Nu ville jeg bede hende om at gå med ned ad gaden

til en dyr restaurant der serverede burgers. Hver gang vi spiste ude, snakkede hun om

burgers, hun var en typisk Seattle-intellektuel, der kunne spise en pound-burger uden

at forestille sig ormen af rådnende kød der gravede sig ned til mavesækken i løbet af

en måned. De røde læber, penslet hvert andet øjeblik, ville sætte sig på glasset, hun

drak Perrier, og hun ville fortælle mig om Pakistans uroligheder siden 1989, som hun

havde gjort hver gang vi havde siddet sammen. Jeg frygtede det øjeblik hvor jeg ikke

kunne lade være med at fortælle hende om billedet, om min fornemmelse af noget,

ja, noget.... Hvad var det jeg snakkede om? Jeg kunne umuligt fortælle hende noget,

det var intet at fortælle, jeg kunne ikke læne mig frem over tallerknerne, vælte et

glas af bar ivrighed og sige; Jeg så et eller andet idag, men jeg kunne ikke trykke på

udløseren, nej, jeg kunne sgu ikke, nej, der var ikke noget i vejen med kameraet, der

var ikke en skid i vejen med kameraet, det er et dyrt kamera, men det var mig, jeg ville

slå med en finger på mit bryst, Det var mig, jeg kunne ikke. Hun ville slet ikke forstå

det, at jeg i stilhed, i roen på værelset, kunne have taget årets, måske årtiets skud,

når urolighederne, som jeg havde set dem igår og forgårs rasede videre i provinserne

omkring os og der var tusinder af værre historier end en om en kvinde der havde

mistet en arm og et ben og som vaskede sit æble i regnvand. Og så havde jeg ikke

engang taget det.

thomdahl

thomas rydahl

1974-

Udgivet novellerne

Forever young, 1992

L, 1999

Olie på lærred, 1999

Dreng med græshoppe, 2000

(under navnet Lhama Dysthro)

Prehume noter..., 2010