Straffelejren

Udgivet i samarbejde med Nationalmuseet

Henrik Skov Kristensen

StraffelejrenFårhus, landssvigerne og retsopgøret

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret© 2011 Henrik Skov Kristensen og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S Forlagsredaktion: Keld Lund JensenOmslag: Imperiet/Simon LilholtBogen er sat med Minion Pro og tilrettelagt af Birgers Gregers mDD.Trykt hos AKA-Print, Tilst, på 90 g Munken Print white 15.Printed in Denmark 2011ISBN 978-87-17-0417-6

Mangfoldiggørelse og kopiering af indholdet i denne bog eller dele deraf er i henhold til gælden-de dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående skriftlig aftale med forlaget. Det gælder såvel analog som digital kopiering. Undtaget herfra er kopiering i henhold til overenskomst mel-lem Undervisningsministeriet og Copy-Dan samt korte uddrag til brug i anmeldelser.

Udgivet med støtte fra

Kulturarvstyrelsen,Alving-fonden ogDansk Kultursamfund af 1910

Nyt Nordisk Forlag Arnold BusckLandemærket 11, 5.DK-1119 København K

www.nytnordiskforlag.dk

Indhold

Forord 7

Indledning 9

Del I: Interneringslejren, 5.maj til 3. august 1945Kapitel 1: I de lokale internater 15

Kapitel 2: Fra Frøslev til Fårhus – brud og kontinuitet 29

Kapitel 3: Faarhus kalder – og andre fangeberetninger 76

Kapitel 4: Afvikling og oprejsning 94

Kapitel 5: Straffelovstillæg og opgør 101

Del II: Statslig straffelejr, august 1945-1949Kapitel 6: Overgangsvanskeligheder 114

Kapitel 7: Straffelejren i tal 132

Fra fangekartoteket: Flaksoldater, frikorpsfolk og vikinger 151

Kapitel 8: Regulativer for varetægt og afsoning 166

Fra fangekartoteket: SS-generalen Kryssing 193

Kapitel 9: Livet bag pigtråden 203

Fra fangekartoteket: SS-frivillige fra det tyske mindretal 223

Kapitel 10: Kirkelig og lægelig betjening 243

Fra fangekartoteket: Partisanbekæmpelse og folkedrab 264

Kapitel 11: Fysisk og åndelig føde samt beskæftigelse 275

Fra fangekartoteket: ‘Germanerhøvdingen’ og andre kz-vagter 294

Kapitel 12: Fangesolidaritet? 317

Fra fangekartoteket: Schalburg- og Hipofolk 326

Kapitel 13: Køkkenbrand, klager og konfrontationer 343

Fra fangekartoteket: Vagtfolk 366

Kapitel 14: Disciplinærforseelser og straf 385

Fra fangekartoteket: Zeitfreiwillige og Selbstschutz 399

Kapitel 15: Brådne kar og personalesager 423

Fra fangekartoteket: Til tjeneste for Gestapo, Sicherheitsdienst og Abwehr 436

Kapitel 16: Tilbage til samfundet 454

Fra fangekartoteket: Kulturelle kollaboratører, propagandister og partispidser 471

Kapitel 17: Afvikling 507

Del III: Fårhus som symbol og begrebKapitel 18: Nazistisk revision og fårhusmentalitet 512

Kapitel 19: Mellem loyalitetserklæring, fårhusmentalitet og Vergangenheitsbewältigung 525

Kapitel 20: Frøslev og Fårhus i det offentlige rum 566

Konklusion 581

Deutsche Zusammenfassung 588

Om kilderne 596

Kildefortegnelse 600

Noter 605

Personregister 635

FORO

RD

7

Forord

Siden 2003 har der foreligget en principbeslutning om at etablere en per-manent udstilling om Fårhuslejren i Frøslevlejrens Museum. Det museum, som i 1969 blev grundlagt af tidligere fanger fra den tyske Frøslevlejr 1944-1945, skulle altså også rumme en udstilling om tiden fra 1945 til 1949, hvor den selv samme lejr under navnet Fårhuslejren blev anvendt som interne-rings- og straffelejr under retsopgøret. Det ligger nu fast, at denne udstil-ling bliver etableret i 2012. Den foreliggende bog er resultatet af den forsk-ningsproces, som er gået forud for den kommende Fårhusudstilling.

Fårhuslejren er et kontroversielt og omdiskuteret emne, som der er knyttet mange følelser til. Det kontroversielle består ikke mindst deri, at lejrområdet har dobbelt symbolværdi: For den danske befolkning i al-mindelighed er Frøslevlejren et stærkt symbol på tysk besættelse og dansk modstand, medens Fårhuslejren for ‘taberne’ efter den 2. verdenskrig er et tilsvarende stærkt symbol på et uretfærdigt retsopgør.

Der vil formentlig stadig være nogle, som finder det ubekvemt at få af-dækket Fårhuslejrens historie i detaljer. Og ubekvemt at få repeteret og synliggjort gamle modsætninger. Det er imidlertid min holdning, at hi-storikeren ikke kan eller bør tage hensyn til, hvad der opfattes som politisk opportunt.

Nogle vil sikkert, og med føje, spørge mig: Hvorfor har du ikke i stedet skrevet et (lige så) omfattende værk om Frøslevlejren 1944-1945 – som jo dog er museets hovedvirkefelt, og som kronologisk ligger først? Til dem vil jeg sige, at det af flere årsager har maget sig sådan, at det blev Fårhuslejren først, men at jeg i øvrigt er i gang med en tilsvarende bog om Frøslevlejren.

For adgang til og bistand med at fremskaffe relevant kildemateriale, og for tilladelse til at anvende dette, takker jeg Statens Arkiver, primært Landsarkivet i Aabenraa og dets personale. Som det fremgår af kildefor-tegnelsen har andre institutioner og personer stillet materiale til min rå-dighed. Også dem takker jeg.

For gennemlæsning af manuskriptet, kommentarer og diskussioner takker jeg mine fagfæller Hans Schultz Hansen, René Rasmussen, Hen-rik Lundbak, Claus Bryld, Tønnes Bekker-Nielsen og Inge Adriansen. Pa-

FORO

RD

8

stor emeritus Günter Weitling har jeg ført mange givtige samtaler med om forholdene i det tyske mindretal, og arrestinspektør Jens Tolstrup har tilsvarende givet mig kompetent sparring med hensyn til fængselsfaglige spørgsmål. Også Henning N. Larsen takker jeg for kommentarer og oplys-ninger. Jeg har i mangt og meget rettet mig efter de gode råd, jeg har fået, men ansvaret for resultatet er naturligvis mit eget.

Stoffets beskaffenhed har frembudt en del strukturelle udfordringer. Hvorvidt den valgte tilgang er den rigtige, må læseren dømme om. Jeg takker min arbejdsgiver Nationalmuseet og mine medarbejdere ved Frøslevlejrens Museum for støtte og forståelse undervejs. Ikke mindst fuldmægtig Ole Thomasen har bistået på mangfoldig vis.

Endelig takker jeg min familie for nok en gang at have udvist den for-nødne langmodighed.

For økonmomisk støtte til udgivelsen takker jeg Kulturarvstyrelsen, Dansk Kultursamfund af 1910 og Alving-fonden.

Til slut en lille læsevejledning: Der er anvendt moderne retsskrivning, også i citaterne. Kantede parenteser i citater betyder, at der er tale om redaktio-nelle parenteser, hvor forfatteren korrigerer, kommenterer eller tilføjer op-lysninger til citatet. Og endelig er der foretaget omfattende person-anony-miseringer, altovervejende af de dømte landssvigere. Disse er foretaget ud fra både etiske overvejelser og for at overholde arkivloven. Som en tom-melfingeregel er kun personer, der i forvejen er kendt i offentligheden – og kendt i netop den konkrete sammenhæng – nævnt ved navns nævnelse.

Henrik Skov KristensenJuni 2011

IND

LEDN

ING

9

Indledning

„De første uger var frygtelige. Lejren blev mere og mere fyldt. I kølevogne og åbne lastbiler ankom de arresterede nordslesvigere. Som storforbrydere blev de behandlet og proppet ind i de overfyldte barakker. Uden plan og orden stuvede man 3.000 kammerater sammen bag lejrens pigtråd. Snart var barak 6 overfyldt. Forplejningen miserabel! Da så tilmed diaréen be-gyndte at grassere (hungerdysenteri), vidste vi snart ikke, hvad vi skulle gøre. I tre køjers højde lå de syge. Ofte mistede de bevidstheden efter de mange nødvendige toiletbesøg.“ Sådan skildrer en interneret fra det tyske mindretal i Sønderjylland forholdene i Fårhuslejren i de første uger efter den tyske kapitulation. Skil-dringen, som gengives i bogen Faarhus 1945-1949. Straflager für die deut-sche Minderheit in Dänemark, Erlebnisse, Berichte und Dokumente, giver uvægerligt associationer til forholdene i de tyske kz-lejre.

Netop dette udtryk anvender bladet Revision eksplicit om Fårhuslejren i en artikel i 1949. Lejren bliver endog karakteriseret som ‘Nordeuropas største koncentrationslejr’, og lejrens inpektør som en umenneskelig per-son. Og bladet maner til, at „det er på høje tid, at den bredere danske of-fentlighed på trods af aviserne begynder at interessere sig for den tragedie, der udspilles i flyvesandet ved den danske grænse“. I 1949 hedder det i en artikel i Deutscher Volkskalender Nordschleswig, et tidsskrift udgivet af og for det hjemmetyske mindretal i Nordslesvig (Sønderjylland): „Vore lidelser som tyskere, vor skæbne som del af et besejret folk bliver for os alle, om vi var med i krigen eller ej, i særlig grad symboliseret gen-nem forestillingskomplekset ‘Fårhus’. Med Fårhus indledes et nyt kapitel i hjemmetyskernes historie. Fårhus betyder for os forsøget på at tilintetgøre og diffamere hjemmetyskheden gennem vold og tvang.“ Da historikeren Claus Bryld i 1993 i forbindelse med researchen til sin erindringsbog Hvilken befrielse genså den lejr, hvor han i 1948 havde be-søgt sin far og onkel, begge fremtrædende danske nazister, og i den for-bindelse besøgte Frøslevlejrens Museum, bundfældede følgende indtryk sig: „Det er tilsyneladende fuldstændig glemt, at der ikke kun var poli-

IND

LED

NIN

G

10

tiske fanger før 5. maj 1945, men også – og i langt større omfang – efter denne dag. Frøslevlejren bestod i otte måneder, Fårhuslejren i fire år. Frø-slevlejren var værre i den forstand, at nogle fanger blev sendt videre til ty-ske koncentrationslejre. Men på den anden side skulle man jo mene, at en dansk koncentrationslejr for politiske fanger i fredstid historisk set ville være nok så interessant for danskerne at besøge. Men nej, man skal bruge lup for at opdage det. […] Det er selvfølgelig det rareste for danskerne, og de forkertes børn og børnebørn kan jo bare lade være med at komme her.“ Disse udsagn om Fårhuslejren illustrerer for det første de stærke fø-lelser, de indsatte, ‘taberne’, omfatter lejren med, for det andet også de tre dele, denne bog falder i:

1. Interneringslejren i Fårhus, 2. Straffelejren i Fårhus og 3. Fårhus som symbol og begreb i ‘tabernes’ kollektiverindring.

Fårhus Interneringslejren, som var under modstandsbevægelsens komman-do, var i drift fra den 5. maj 1945 til den 3. august 1945. Da blev lejren over-taget af det danske fængselsvæsen og drevet som en statslig straffelejr frem til oktober 1949. Straffelejren i Fårhus blev den største af de særlige straffe-lejre for landssvigere, som blev etableret under retsopgøret efter besættelsen. Mere end 5.000 personer var indsat i lejren, hvoraf de 4.500 som afsonere.

Interneringerne og retsopgøret fik et særligt massivt omfang i Sønder-jylland på grund af det hjemmetyske mindretal, som altovervejende hav-de solidariseret sig med Nazityskland og dermed med besættelsesmagten. Langt størsteparten af de mere end 3.000 internerede i Fårhuslejren var hjemmetyskere, ligesom en meget stor del af afsonerne var det i straffelej-rens første par år. Men efterhånden som de dømte hjemmetyskere havde udstået deres straffe, skete der en stadig større tilgang af afsonere fra det øvrige land, således at størstedelen af fangerne i lejrens sidste par år var ikke-sønderjyder. Især for det tyske mindretal i Sønderjylland er Fårhuslejren et stærkt symbol på retsopgøret. Lejren blev nærmest en mental tilstand for mindre-tallet årtier efter krigen, og helt frem til vore dage har den spillet en central rolle i mindretallets selvforståelse. Hvorfor og hvordan skal udredes nær-mere i denne bog, ligesom bogen naturligvis vil forsøge at klarlægge, om de indledningsvist citerede udsagn fra tidligere indsatte om forholdene i Fårhuslejren holder for en nærmere efterprøvelse. Et centralt og gennemgående tema vil også være, om retsopgøret var retfærdigt – ikke mindst opgøret med det hjemmetyske mindretal, en be-folkningsgruppe, som hævdede at befinde sig i en national loyalitetskon-flikt mellem Tyskland og Danmark.

IND

LEDN

ING

11

I bogens første del beskrives overgangen fra Frøslev- til Fårhuslejr, hvor det påvises, at der, både hvad angår strukturer og persongalleri, var en høj grad af kontinuitet fra den tyske interneringslejr til den danske. Dernæst undersøges forholdene for de internerede frem til fængselsvæsenets overtagelse af lejren. I bogens anden del analyseres indledningsvist de problemer, der var forbundet med at overgå fra interneringslejr til statslig straffelejr. Forhol-dene for de indsatte i straffelejren udredes, herunder om deres forhold sva-rede til de regulativer og reglementer, som fandtes fra centralt hold. Hvil-ken udvikling undergik straffelejren som institution fra august 1945 til efteråret 1949, og hvorfor denne udvikling? Hvordan var livet bag pigtråden i straffelejren? Hvem var de indsatte, hvad var de dømt for, og hvilken opfattelse havde de af deres egen situation? Netop sidstnævnte tema vil i bogens tredje og sidste sidste del blive for-fulgt op til vore dage, herunder også, hvordan Fårhuslejren blev en vigtig del af de indsattes selvforståelse og kollektiverindring. Ikke mindst fordi Fårhuslejren (og retsopgøret i det hele taget) er et kon-troversielt emne, der kalder på stærke følelser, vil aktørerne komme udfør-ligt til orde i bogen. Det vil de også gøre, fordi det er et hovedanliggende for denne bog at udrede Fårhuslejrens og retsopgørets perceptionshistorie, dvs. hvordan forholdene er blevet oplevet og opfattet af de involverede. Kildematerialet, som bogen bygger på, samt de metodiske problemer, der knytter sig til det, vil blive præsenteret og diskuteret løbende i frem-stillingen, ligesom der er gjort sammenhængende rede for det i et særskilt afsnit sidst i bogen.

Normalt tæller man Fårhuslejrens dage fra den 5. maj 1945, men ret be-set blev Frøslevlejren først omdøbt den 1. juni 1945. Den 28. maj udsendte Frihedsbevægelsens Lokalkomité i Tønder en pressemed delelse, hvori det hed, at „da Frøslevlejren tjente som opholdssted for danske patrioter var det en ære for disse mennesker, og dette navn bør derfor bevares som et hædersnavn. At sidde i lejren nu kan ikke betragtes som en ære, hvorfor lejren nu bør opkaldes efter stationsbyen Fårhus, så den fremtidigt kom-mer til at hedde Fårhuslejren“. Lejrkommandanten gjorde samme dag forslaget til sit over for sine fore-satte i Region III s hovedkvarter, dvs. hoved kvarteret for modstandsbe-vægelsen i Syd- og Sønderjylland. Her fattede man også sympati for tanken og tilskrev centraladmini strationen i sagen. Den 3. juli kunne Direktoratet for Fæng selsvæsenet meddele, at Justit sministeriet for fremtiden ville „være sin-det at benævne lejren Får huslejren“. Lejrkomman danten havde dog foruddis-konteret denne afgørelse, for allerede den 31. maj meddelte han officielt, at lej-ren fra den 1. juni hed Får huslej ren1. For ikke at skabe unødig forvirring skal vi i det følgende anvende betegnelsen ‘Får huslejren’ fra og med den 5. maj.

Del I

Interneringslejren, 5. maj til 3. august 1945

Appel i interneringslejren, maj 1945.Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

15

Kapitel 1

I de lokale internater

„Englænderne er i byen. Nu skal det gå løs! Det må være løsenet, for fra tidlig morgen ruller lastbilerne gennem gaderne, udstyret med en poli-timand og fire-fem riffelbevæbnede mænd, arresterer hjemmetyskere og værnemagere, stikkere m.m. en bloc. Det ser drabeligt ud, minder rent ud sagt om beskrivelser af begivenheder i forbindelse med nazismens indtog i tyske og østrigske byer før 1939 og om jødeforfølgelser. Det går meget ordentligt til, men hjemmetyskerne sidder aldeles forskræmte på bilerne, og ved deres ankomst til ‘Børsen’ hujes der grimt og pøbelagtigt. Mon dis-se folk ikke alle var kommet af sig selv, hvis de havde fået en almindelig arrestordre, dette her synes ikke strengt nødvendigt, men er på den an-den side vel nok en uundgåelig udløsning. Jeg møder pastor Magle [mod-standsmand og frøslevfange], vi er enige om at fordømme en gemen radio-udsendelse i aftes, en aldeles talentløs reportage af en stikkerarrestation i København, og jeg foreslår ham at sige et par ord. Han gør det, og han gør det fortræffeligt, henstiller til skrålhalsene på torvet at tie stille og vise kold foragt mod landsforræderne, så kan de i øvrigt råbe et leve for Danmark!“2

Beskrivelsen fra Tønder af, hvordan lokale hjemmetyskere blev trans-porteret til det lokale internat, skylder vi daværende seminarierektor Mor-ten Bredsdorff, som den 8. maj 1945 førte den ind i sin dagbog. Og modsat beretninger fra tidligere internerede kan Bredsdorffs beskrivelse ikke mis-tænkes for at give et fortegnet billede. Inde bag internaternes mure var det sikkert vanskeligere at kalde de ubesindige til orden. Vi ved, at der især i København og Århus forekom systematisk vold og endda i enkelte tilfælde drab mod internerede, og at forholdene i disse internater i det hele taget var stærkt kritisable. En århu-siansk modstandsmand, som gjorde tjeneste i internatet på Marselisborg Skole, husker i køligt tilbageblik, at „lugten i kælderen var ubeskrivelig. En blanding af sved, urin, opkast – og angst“.3 Så kritisable synes forholdene ikke at have været i Sønderjylland, men en tildragelse fra Aabenraa sner-per derhenad: En vagt i det lokale internat udfærdigede en klage til mod-standsbevægelsens kommandokontor i Aabenraa over, at en anden vagt „imod det gældende reglement og under min protest begyndte at give de

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

16

internerede toilettur“. Vagtchefen for internatet følte sig dog foranlediget til at vedlægge den nidkære klage følgende udtalelse: „Klageren Hansen er en noget striks natur, hvad fangerne angår, det kan således oplyses at to af fangerne, en nat Hansen havde vagt, ikke kunne komme ud, da Hansen nægtede dem dette. Følgen var, at disse to så sig nødsaget til at lade nød-tørften gå i bukserne. Jeg bebrejdede Hansen hans holdning, men uden re-sultat.[…] Det skal yderligere bemærkes, at fangerne må gå på toilettet, når der er trang dertil.“4 Allerede den 6. maj indskærpede Frihedsrådets arrestationsudvalg over for modstandsbevægelsens regionsledelser (som kommunikerede det videre til byledelserne), at de internerede skulle „behandles på værdig måde i overensstemmelse med dansk kultur og retsopfattelse“. De inter-nerede måtte ikke føres gennem gaderne med hænderne i vejret, hvis det overhovedet kunne undgås. Der skulle også skrides ind, hvis der blev spyt-tet på de internerede eller kastet sten efter dem. Ej heller måtte de anholdte gøres til genstand for fotografering eller radioreportage, og i internaterne skulle de internerede behandles og bespises ordentligt – så vidt muligt som i et almindeligt dansk arresthus.5 Den slags direktiver har det med at bli-ve udsendt, når tingene netop ikke har fungeret i overensstemmelse med de linjer, som direktivet anviser. Og indskærpelserne fra modstandsbevæ-gelsens øvre lag om at behandle de internerede ordentligt, bl.a. for ikke at ødelægge modstandsbevægelsens omdømme, flød i en jævn strøm hen

Afhentning af internerede i Tønder. I baggrunden Kristkirken. Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

17

over sommeren 1945 og vidnede om modstandsbevægelsens vilje til at for-hindre overgreb, men samtidig også, at de ikke desto mindre forekom.6

Grundlaget for interneringerneMen hvad var grundlaget for interneringerne, hvordan forløb de, og hvor-dan skal forløbet i Sønderjylland og dermed også i Fårhuslejren anskues i en større sammenhæng?7

Allerede fra sommeren 1944 forberedte Frihedsrådets såkaldte arresta-tionsudvalg interneringerne, og i februar 1945 havde man udarbejdet ret-ningslinjer for, hvem der skulle interneres ved en tysk kapitulation: For det første, og øjeblikkeligt, samtlige medlemmer af nazistiske organisa-tioner. I sig selv var det ikke strafbart at have været medlem af en sådan, men „sandsynligheden for, at medlemmer af en nazistisk organisation har begået strafbare handlinger, er så stor, at man straks må sikre sig deres personer og undersøge deres forhold“. For det andet skulle øjeblikkeligt interneres „alle danskere, der under en eller anden form er gået direkte i tysk tjeneste – som medlemmer af Frikorpsene [her menes uden tvivl Waf-fen-SS] organisation Todt, tysk politi, som marinevægtere el. lign.“. For det tredje „alle, der uden at være direkte ansat af tyskerne, har optrådt som stikkere“. For det fjerde „de, der må befrygtes at blive ofre for privat lynju-stits“, og for det femte „tyske krigsforbrydere, dvs. tyskere der har gjort sig skyldige i umenneskelig (mod Haagerkonventionen stridende) optræden under besættelsen“. Her kommer modstandsbevægelsens frygt for selv-tægt og lynjustits tydeligt frem – en ikke ubeføjet frygt, idet Frihedsrådet under arbejdet med at udarbejde retningslinjer kunne skele til begivenhe-derne i fx Frankrig, hvor tusindvis af personer i forbindelse med befrielsen blev stillet op ad en mur og skudt uden lov og dom. De mange ophidsede scener og ikke mindst det forhold, at modstands-bevægelsen efterfølgende tog ansvaret for 25 drab i forbindelse med in-terneringer (hvilket var i underkanten af det faktiske tal), giver belæg for frygten for lynjustits og selvtægt. Beskyttelsesmotivet var altså et væsent-ligt motiv bag interneringerne, men om dette motiv så spillede den store rolle på det helt lokale plan er mere tvivlsomt. Interneringerne blev foretaget efter lister, som var udarbejdet af pri-mært politifolk, der var ‘gået under jorden’ og arbejdede for modstandsbe-vægelsen, og på grundlag af det såkaldte centralkartotek. I dette kartotek var der i maj 1945 opført ikke mindre end 40.000 personer. Feltpolitideta-chementet fra Den danske Brigade i Sverige, også blot kaldet feltpolitiet, arresterede efter egne lister, der var medbragt fra Sverige. Disse lister var højst usikre, og i foråret 1946 udgik der fra centralkartoteket ordre til po-litiet om at destruere dem. Endelig forekom der også, især inden politiet overtog anholdelserne den 13. maj, adskillige tilfælde af spontane arresta-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

18

tioner, ofte på grundlag af henvendelser til modstandsbevægelsen fra of-fentligheden. Og hvor anholdelserne skete spontant, var der en tendens til, at det kunne gå hårdt for sig. I Region III s arkiv kan findes talrige eksem-pler på den type henvendelser. Fx denne fra Tønder: „Montør O.C. [adres-sen] har været og er muligvis endnu medlem af DNSAP, har stærke tyske sympatier, er udfordrende og provokerende. Har truet med at melde kol-leger til Gestapo. Har rakket Danmark ned på de steder, hvor han har haft arbejde.“8 Også i Aabenraa modtog modstandsbevægelsen anmeldelser: „De bedes afhente følgende: N.B. og S.B. [adresse] som vagtmand i uni-form og våben. K.M. [adresse] som brandmand i uniform på gaden. H.H. [adresse], Frikorps Danmark, A.P. [adresse] som vagtmand i Kolding, K. [adresse] begge med uniform og våben og H.H. [adresse] som vagtmand i uniform og våben.“ Brevets fyndige udgangsreplik var: „Flere friheds-kæmpere ønsker disse anholdelser.“9 Brevet blev videresendt til ‘Efterret-ningstjenesten’, som holdt til på Tøndervej, og man må formode, den har ageret på anmeldelsen. I andre tilfælde drejede anmeldelserne sig om langt mindre konkrete forhold, fx salg af grise til tyske soldater eller kvinder, ‘feltmadrasser’, der angiveligt havde praktiseret en mere horisontal kollaboration med vær-nemagten. En del anmeldelser fra offentligheden gik også på, at personer, som nu optrådte med frihedskæmperarmbind, tidligere havde haft helt andre sympatier. I disse tilfælde foranstaltede modstandsbevægelsen en grundig undersøgelse, og fandt man beskyldningerne beføjede, skred man til eksklusion og fratagelse af frihedskæmperarmbindet.10 Det hændte dog også, at en anmeldt tog til genmæle og beklikkede an-meldelsen: „Undertegnede tillader sig en høflig henvendelse til Dem som formand for modstandsbevægelsens byledelse i Aabenraa. –Jeg ønsker at forespørge, om Byledelsen billiger, at der fra et medlem af modstandsbe-vægelsen afgives usande og umotiverede anmeldelser mod andre borgere. Jeg vedlægger afskrift og genparter af nogle breve til redegørelse for sagen. Skulle der ønskes andre oplysninger, skal jeg gerne give disse enten telefo-nisk eller ved personligt møde i Aabenraa efter aftale.“ Blandt de vedlagte breve var et til anmelderen, hvor den anmeldte gjor-de gældende, at han aldrig havde været medlem af DNSAP, og at han aldrig havde fornærmet modstandsbevægelsen. Han tilbageviste yderligere en række påstande „af ganske underordnet art, som nærmest tangerer i rang med den angiverpsykose, der gennem år har været kendt andre steder“. Og den anmeldte slutter brevet med et effektivt kontraangreb: „For i øvrigt finder jeg det mærkeligt, at De, der dog på et væsentligt område ikke hav-de det fornødne klarsyn under besættelsestiden, idet De ikke afstod fra at sælge huset her på tyske hænder, føler trang til at mistænkeliggøre andres nationale indstilling. Ville det ikke have været mere taktfuld af Dem med

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

19

Modstandsbevægelse og myndigheder manede til besindighed overalt, også i Sønder-borg. Landsarkivet i Aabenraa

glæde at have set på, hvor smukt vort gamle flag vajede på ny der, hvor De strøg det.“11 Motiverne bag de utallige anmeldelser kunne være ganske blakkede. Således resolverer en ‘sagsbehandler’ i modstandsbevægelsen i Aabenraa, i en anmeldelse mod en mejerist i Rødekro, at „anmeldelsen muligvis skyl-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

20

des nogen misfornøjelse fra anmelderens side“.12 Enkelte potentielle ofre valgte at tage tyren ved hornene: En overinspektør B.B. fra Aabenraa hen-vendte sig af egen drift til modstandsbevægelsen i Aabenraa og bad om at få sine forhold undersøgt. „De er tysksindet og har haft Deres børn i tysk skole; men man har ikke fundet noget tegn på illoyal optræden under be-sættelsen,“ var bylederens konklusion.13 Og det kunne jo være ganske rart at have på tryk.

Sønderjyderne – og de andreOg hvem var de internerede sønderjyder så? Først og fremmest var det mænd fra det tyske mindretal i Nordslesvig (Sønderjylland), som havde forrettet en eller anden form for tysk uniformeret tjeneste, på udefronten eller på hjemmefronten. Mindretallets opslutning bag Tyskland (og der-med bag besættelsesmagten) skal føres tilbage til folkeafstemningen i 1920 om den dansk-tyske grænse, som efterlod et tysk mindretal i Nordslesvig på ca. 30.000 personer, svarende til ca. 15 % af Nordslesvigs befolkning. Mindretallet, eller som man kaldte sig selv: ‘den tyske folkegruppe’, aner-kendte aldrig grænsedragningen, og skønt overvejende danske statsborge-re følte man sig som tyskere og ønskede en grænserevision, så Nordslesvig blev en del af Det tyske Rige. Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev mindretallet, li-gesom andre tyske mindretal i Europa, nazificeret, kulminerende i 1938 med det nordslesvigske nazipartis ubestridte lederskab under føreren Jens Møller. Mindretallet blev politisk og kulturelt organiseret, ensrettet og un-derlagt partiet efter rigstysk mønster: SK (Schleswigsche Kameradschaft) svarende til det rigstyske SA blev oprettet, og Deutsche Jungen- og Mäd-chenschaft Nordschleswig monopoliserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbilleder mindretallets ungdom, som tillige blev indoktrineret med den nazistiske Weltanschauung, verdensanskuelse, i mindretallets skoler. Revisionen af grænserne fra Versaillesfreden stod helt centralt i den na-zistiske agitation, og under indtryk af begivenhederne i Tjekkoslovakiet, Memel-området og Danzig, hvor etniske tyskere ved Hitlers annekterin-ger kom ‘hjem til Riget’, blev en grænserevision under parolen „wir wol-len heim ins Reich“ mindretallets hovedkrav op til folketingsvalget i april 1939. Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940, som blev hilst med begejstring af mindretallet, affødte en forventning om en grænserevision og forstærkede kravet om en sådan, men med den såkaldte ‘fredsbesæt-telse’ af Danmark og den efterfølgende etablering af samarbejdspolitikken blev grænsespørgsmålet til mindretallets store frustration udskudt på ube-stemt tid. Ved (under protest) at acceptere det tyske ultimatum den 9. april

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

21

1940 havde Danmark nemlig til gengæld opnået bl.a. et tysk løfte om ikke at ville antaste dansk ‘territorial integritet’. Med andre ord: den dansk-ty-ske grænse lå fast, hvis Danmark accepterede den tyske besættelse. Hen-set til hele det slesvigske traume og den labile 1920-grænse var dette tyske løfte om at respektere grænsen en betydelig gevinst for den danske rege-ring. Det er tankevækkende, at den eneste tyske Versailles-grænse, som ikke blev revideret af Hitler, var den dansk-tyske. Også på andre områder forsøgte mindretallet at gå i offensiven i ly af den tyske besættelse: Jordkampen blev intensiveret af Kreditanstalt Vo-gelgesang og gennem dannelsen i november 1940 af Landesbauernschaft Nordschleswig, ligesom den hjemmetyske erhvervsorganisation Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig etablerede et såkaldt Liefergemeinschaft, der sørgede for, at hjemmetyske virksomheder fik favorable leverancer til den tyske værnemagt. Berlin yndede at antyde over for mindretallet, at der var en nøje sam-menhæng mellem offervilje og hjemstavnens ret til en fri, tysk fremtid, så allerede fra 1939 foregik der i det skjulte hvervning til Waffen-SS. Efter den 9. april 1940 kom der yderligere gang i hvervningen, men først efter det ty-ske angreb mod Sovjetunionen i juni 1941 blev der iværksat en offentlig hvervekampagne. Ansvaret for den lå hos mindretalsledelsen, der ligesom

Jens Møller på talerstolen ved NSDAP-N s partidag i 1938, som blev holdt under parolen: Der Wille zum Sieg ist der Sieg, viljen til sejr er selve sejren. Politikommandørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

22

Jungenschaft og mange skolelærere lagde et betydeligt pres på mindretal-lets unge. Mere end 2.150 fra mindretallet gjorde tysk fronttjeneste under den 2. verdenskrig, omkring 1.500 –1.600 i Waffen-SS og 5-600 i Wehr-macht. Op mod en tredjedel af de i alt cirka 6.000 danske statsborgere, som gjorde tysk fronttjeneste, var altså hjemmetyskere, og omtrent 750 af dem faldt. Trods energiske opråb og anden form for pres havde mindretalsledel-sen ikke desto mindre et ambivalent forhold til hvervningen, fordi front-tjenesten drænede mindretallet for dets unge mænd. Ikke mindst derfor så Jens Møller positivt på hvervningen fra januar 1943 til den såkaldte Zeit-freiwilligendienst, en slags hjemmeværn, som skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion i hjemstavnen. Berlin anså tjenesten for egentlig tysk krigstjeneste, og i alt cirka 1.600 meldte sig til korpset, som bar tyske militæruniformer og var bevæbnet under de ugentlige øvelser, der foregik under ledelse af tyske værnemagtsofficerer. Undertiden blev de Zeitfreiwillige imidlertid også udkommanderet under diverse uroligheder

Et enkelt af en længere serie fotos fra den tyske indmarch den 9. april 1940, hvor begej-strede hjemmetyskere modtager de tyske tropper, her i Aabenraa. Scenerne gav min-delser om de tyske indmarcher i fx Østrig og Sudeterlandet, hvor de tyske tropper også var blevet hyldet af ‘ folketyskere’. Propagandafotoserien blev efter krigen fundet af det danske politi hos den hjemmetyske redaktør Ernst Schrøder i Aabenraa, og til brug for det forestående retsopgør med mindretalsledelsen lod politikommandøren for Sydjyl-land fremstille et album med disse samt andre kompromitterende fotos. Nummererin-gen skyldes politikommandøren. Foto: Ludwig von Münchow. Politikommandørens ar-kiv, Landsarkivet i Aabenraa.

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

23

for at opretholde ro og orden, og her var deres tjeneste vendt mod danske medborgere. Også tjeneste i den tyske grænsebevogtning, hvor omtrent 90 mænd fra mindretallet blev optaget, regnedes som egentlig krigstjeneste. Et tredje uniformeret korps på hjemmefronten, som blev oprettet på mindretalsledelsens initiativ, var Selbstschutz. Korpset på ca. 450 mand, som var rekrutteret blandt mindretallets ideologiske kernetropper i SK, blev oprettet i 1944 for at beskytte mindretalsvirksomheder, som gennem Liefergemeinschaft leverede varer til den tyske værnemagt, mod sabotage. Men Selbstschutz (og SK) blev især kendt for sine uniformerede marcher og patruljer i gadebilledet samt for lejlighedsvis at have tiltaget sig politi-myndighed over for danske medborgere. Endelig var et større antal personer fra mindretallet ansat i rigstyske vagtkorps o.l., som udførte uniformeret, bevæbnet vagttjeneste på fx tyske flyvepladser i Danmark. Mindretallets synlige og ofte meget demonstrative solidaritet med be-sættelsesmagten, politisk, militært, kulturelt og økonomisk, medførte et spændt og ofte hadefuldt forhold mellem den danske flertals- og den ty-ske mindretalsbefolkning. Mindretallets avis Nordschleswigsche Zeitung og ikke mindst avisens faste kommentator Asmus von der Heide (Asmus Wilhelm Jürgensen) var katalysator for dette had, som ofte gik ud over navngivne danske medborgere, fx Kaj Munk. Følgende udfald fra Asmus von der Heide i juni 1943 var fuldstændig karakteristisk for hans tonefald – et tonefald, som undertiden faldt så vel de tyske besættelsesmyndighe-der som mere moderate mindretalstyskere for brystet ( selvfølgelig uden at den danske flertalsbefolkning erfarede herom): „Vi forsvarer den hellige ret til at leve, både som folk og som enkelte tyskere. Derfor har vi ret, derfor er fjendens angreb et forbryderisk anslag mod livets love – og derfor kan vi kun svare med et fanatisk had mod alle, som direkte eller indirekte er vore fjender […] Vi svarer med en fanatisk kærlighed til vort folk, til vor fører og hans verdensanskuelse, med en fana-tisk ensidig tro på vor ret og med et helligt glødende had til vore fjender.“14

De nationale modsætninger i grænselandet kom til udløsning efter den 5. maj 1945 i et omfattende retsligt og politisk-kulturelt opgør, hvor i før-ste omgang op mod 3.500 mindretalstyskere blev afhentet og interneret af modstandsbevægelsen. Interneringerne blev akkompagneret og fulgt op af omfattende luknin-ger af mindretallets institutioner, fx skolerne, og bombeattentater mod ty-ske monumenter og hjemmetysk ejendom. Fra alle sønderjyske politikredse, undtagen Sønderborg, blev de tilba-geholdte efter ophold i lokale internater overført til Får huslej ren. I Søn-derborg politikreds, hvor ca. 600 personer blev interneret, anvendtes Søn-

derborg Slot som internerings lejr. Siden blev slottet en statslig straffelejr. Først i oktober 1946 nedlagde man denne anstalt og overførte de sidste 248 strafaf so nere fra Sønderborg Slot til Fårhuslej ren.15

Alene i Tønder politikreds, som var en hjemmetysk højborg, blev fra den 5. maj til den 13. maj interneret 901 personer, og alle, bortset fra 23, som blev betragtet som særligt farlige og derfor indsat i Tønder Arrest, blev overført til Fårhuslejren. I perioden fra den 4. maj til den 13. maj blev ingen af de 901 internerede løsladt, medens 68 blev løsladt mellem den 13. maj og den 25. juni.16 Tallene har vi fra en oversigt udarbejdet af modstandsbevæ-gelsen i Tønder. Samme oversigt kaster også lys over interneringsårsagen: 550 anføres at have været ‘Heimwehr’- medlemmer, dvs. enten Zeitfreiwil-

„Et fanekommando fra NSDAP-N i Haderslev er den 9. april 1940 marcheret de tyske tropper i møde uden for byen og fører dem derefter ind gennem byen“. Foto og tekst fra NSDAP-N s eget (propaganda)fotoarkiv. Foto: Hans Lindemann. Museum Sønderjyl-land-ISL

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

25

lige eller Selbstschutzfolk. 50 var ‘værnemagere’, dvs. personer, som havde samarbejdet økonomisk med besættelsesmagten, 30 var ‘stikkere’, 10 ‘Hi-po-folk eller lignende’, 30 var ‘grænsevagter’, 100 ‘SS-frivillige’, 40 ‘vagt-mænd og organisation Todt-folk’. Og endelig anføres omtrent 90 at være ‘provokatører, nazister og fejltagelser’. Der er grund til at antage, at opgø-relsen fra Tønder har stor udsagnskraft om interneringsårsagerne generelt i Sønderjylland. De forholdsvis få frontfrivillige skyldes, at mange af disse var faldet, savnet, gået under jorden i Tyskland eller befandt sig i allieret krigsfangen-skab. De fleste af disse frontfrivillige kom drypvist tilbage til Danmark de kommende måneder, og mange af dem blev indsat i Fårhuslejren i forbin-delse med deres legale eller illegale grænseoverskridelse. Hjemkomsten for de frontfrivillige, som var havnet i sovjetrussisk fangenskab, trak dog ad-skilligt længere ud – for så vidt de overhovedet overlevede fangenskabet. Eftersom man fra officiel side var helt klar over, at også personer, som ikke i snæver forstand var ‘landssvigere’, blev interneret, forsøgte man i maj-dagene at betone over for både modstandsbevægelse og befolkning, at en internering ikke var ensbetydende med skyld. Interneringen var en beskyttelsesforanstaltning og ikke en straffeaktion. Men igen: ude i mod-standsbevægelsens yderste led så man nok lidt anderledes på det. „Kl. 13.30 skulle vi møde på politistationen for at assistere politiet ved arrestationer-ne af hjemmetyskere og andre skadelige elementer“, hedder det således i en rapport, som en modstandsgruppe i Aabenraa udarbejdede den 10. maj.17 Det store antal internerede, cirka 40.000, gav anledning til mange praktiske problemer: Det var vanskeligt at finde egnede steder at anbringe dem, ikke mindst på grund af de mange tyske flygtninge, som befandt sig i Danmark på dette tidspunkt. Man manglede egnede køretøjer, og der-for anvendte man ofte åbne lastbiler med det resultat, at der forekom yd-mygende transport i fuld offentlighed. Hvor det i Sønderjylland som regel indskrænkede sig til ukvemsord fra folkemængden, så udspillede der sig langt mere brutale scener i fx København. Interneringerne i Sønderjylland blev overvåget af en politiadvokat og to studenter, som arbejdede for Frihedsrådet. I en af deres indberetninger hedder det, at arrestationerne „var forløbet roligt og værdigt. Man havde så vidt muligt kørt arrestanterne til interneringsstedet og kun i ganske en-kelte tilfælde havde der været lidt råben“. Retningslinjerne fra Frihedsrå-det var blevet fulgt, „man har således arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt af de [hjemme]tyske organisationer, Heimwehr [Zeitfreiwil-lige], Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS m.v., kort sagt alle bevæb-nede korps, der er trådt i tysk krigstjeneste, og som har svoret ed til Hit-ler“. Videre hedder det i indberetningen, at Politikommandør Brix i sine retningslinjer for interneringer havde forsøgt at lægge en meget tilbage-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

26

holdende og forsigtig kurs: Han ønskede i virkeligheden kun, at de leden-de inden for mindretal og DNSAP samt alle, der på den ene eller anden måde havde svoret ed til Hitler, samt Gestapos håndlangere skulle anhol-des. Han havde givet ordre til, at marinevægtere og O.T.-folk ikke skulle anholdes, men man havde ikke nogen steder, bortset fra Aabenraa (hvor politikommandør Brix residerede), fulgt ham i dette synspunkt. I Sønderjylland kom det til vold i enkelte tilfælde, primært hvor feltpo-litiet arresterede efter egne lister, og ovennævnte indberetning ville vide, at „hvor der var yngre og ikke lokalkendte folk, der repræsenterer Feltpoli-tiet, gik det ikke så godt, og især i Tønder havde der til at begynde med væ-ret noget knas“. Men situationen havde angiveligt løst sig op, og feltpolitiet foretog nu ikke længere arrestationer på egen hånd. Meget tyder da også på, at anholdelserne i Sønderjylland forløb tem-melig forskelligt. Nogle steder blev de internerede udsat for befolkningens spot og hån, medens der andre steder fra, fx Sønderborg, ikke foreligger vidnesbyrd i den retning.18

Monument over Versailles-Traktatens ‘ lænker’ og de

områder som Tyskland var blevet tvunget til at afstå

ved samme traktat. Der er formentlig tale om en propa-

ganda-montage beståen-de af et faktisk eksisteren-de monument i Tyskland

(som det dog ikke har været muligt at lokalisere) og en trick-fotografisk „af-hak-ning“ af de landområder,

det systematisk var lykkedes Hitler-Tyskland at annektere

i Det tyske Rige. Montagen må være fremstillet, efter at Eupen-Malmedy og Elsass-

Lothringen var blevet genin-dlemmet i sommeren 1940.

Fotoets budskab er klart: nu manglede blot Nordschles-wig. Fotoet, som er fundet

hos Jens Møller, stammer fra det album, som politikom-mandøren lod udfærdige i

forbindelse med retsopgøret med det tyske mindretals

ledelse. Politikomman-dørens arkiv, Landsarkivet i

Aabenraa

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

27

Også hvad angik forholdene inde i selve internaterne, både mht. sove-leje, forplejning og forholdet til vagterne, varierede forholdene meget fra sted til sted, hvis man ser Danmark under ét, og sådan har det formodentlig også været i Sønderjylland. I interneringslejren på Sønderborg Slot forsøg-te man at lægge sig efter retningslinjerne i Fårhuslejren. Dog havde kun en del af de internerede en seng, resten måtte midlertidigt tage til takke med halm. Den typiske forplejning i et københavnsk internat var: tre skiver rug-brød, en skive sigtebrød, 17½ gram smør og en halv liter mælk til morgen-mad. En halv liter ‘sammenkogt mad’ og et stykke rugbrød til middag, og til aftensmad to stykker rugbrød, 17½ gram smør og 40 gram ost samt the. I alt 420 gram rugbrød om dagen. Menuen for de internerede i Fårhuslejren synes at have haft en højere kvalitet, idet der fx her blev serveret kødretter. Den ‘sammenkogte mad’ i København kan sagtens have været en vælling. Generelt var der et problem med tyvagtige, skydeglade og udiscipline-rede vagter, som også undertiden gav de internerede ulovlige begunstigel-ser. Som vi skal se, var dette også tilfældet i Fårhuslejren. Den almindelige forretningsgang for de internerede var, at de kom i et ganske kort forhør, hvor de opgav navn og adresse m.v. Forhøret var ofte kun af registrerende karakter, og kun hvor der var tilknyttet politifolk, sy-nes der at have været foretaget forhør i egentlig forstand. Overgivelsen af internerede fra modstandsbevægelsen til politiet (som begyndte den 13. maj) og dermed afviklingen af interneringerne, gik lang-somt. Det blev diskuteret, om det var modstandsbevægelsens afhøringer, der dannede flaskehals, eller langsommeligheden skyldtes politi og dom-stole. Minister Frode Jakobsen, der var ansvarlig for afviklingen, mente det sidste. Ikke desto mindre skete afviklingen af modstandsbevægelsens internater faktisk hurtigt set i international sammenhæng. Den 29. august 1945 gav Frode Jakobsen ordre til afvikling af de sidste interneringer, og i løbet af september var ordren udført. Efter at politiet den 13. maj overtog anholdelserne, var formålet med disse alene at forberede det kommende retsopgør, da „de forhold, der lå til grund for interneringsaktionens iværksættelse, så som frygten for lynju-stits, ikke er til stede med samme styrke som tidligere“, som det hedder i instruksen. Af de i alt cirka 40.000 internerede blev 21.800 tilbageholdt af modstandsbevægelsen mellem den 5. og 13. maj, og politiet anholdt indtil december 1945 16.800 personer. De resterende cirka 2.000 blev interneret af feltpolitiet. Allerede inden den 13. maj havde modstandsbevægelsen løsladt ca. 7.200 personer, og politiet løslod senere yderligere 7.305 af de personer, modstandsbevægelsen havde interneret, inden eller efter fremstilling i grundlovsforhør. Det vil altså sige, at kun godt en tredjedel af de i første omgang internerede blev fængslet ved en dommers foranstaltning.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

28

I løbet af sommeren indtil den 20. august havde politiet anholdt 12.600 personer, hvoraf 7.350 sad fængslet den 20. august, og i tiden indtil den 1. december blev yderligere ca. 6.500 personer anholdt. Af de i alt 16.800 an-holdte på det tidspunkt var dog halvdelen atter løsladt inden den 1. decem-ber 1945. Ved udgangen af august 1945 sad altså ca. 14.000 mennesker fængslet, og som det også vil fremgå af tallene i Fårhuslejren, havde kun få på dette tidspunkt fået en dom og var sendt til afsoning. Et nedslag i statistikkerne den 20. oktober 1945 anskueliggør de specielle sønderjyske forhold:19

Partifører for det danske nazistparti DNSAP, Frits Clausen, i sit hjem i Bovrup mel-lem Gråsten og Aabenraa. Frits Clausen var nok nationalsocialist, men også kendt som gammel dansk-national sønderjyde med præference for en grænse ved Ejderen. Dertil var han en populær og social indstillet familielæge med praksis i Bovrup. Disse forhold forklarer, hvorfor Clausens parti stod forholdsvis stærkt i Sønderjylland, hvor partiet ved folketingsvalgene i 1935, 1939 og 1943 fik cirka 5% af stemmerne, hvilket var bety-deligt mere end på landsplan. I området Bovrup, Varnæs og Ullerup fik DNSAP ikke mindre end mellem 20 og 33% af stemmerne. Netop på grund af nationalitets- og græn-sespørgsmålet stod Clausen i et stærkt modsætningsforhold til Jens Møller og NSDAP-N. Museum Sønderjylland-Sønderborg Slot

KA

PITEL 1 I DE LO

KA

LE INTER

NA

TER

29

I alt var der altså pr. 20. oktober blevet interneret eller anholdt i alt 4.876 personer i de sønderjyske politikredse. Af dem var 1.843 blevet løs-ladt, mens 3.033 sad fængslet. Ud over interessante og markante variationer de sønderjyske politi-kredse imellem er det værd at fremhæve i forhold til landet som helhed, at antallet af internerede og anholdte i forhold til befolkningsstørrelse er langt højere i Sønderjylland, samt ikke mindst at en langt større del af de internerede og anholdte rent faktisk bliver fængslet. I en syd- men ikke sønderjysk politikreds som Kolding var pr. 20. oktober 328 personer ble-vet interneret eller anholdt, og af dem var 122 fængslet. I Vejle politikreds var de tilsvarende tal 375 og 112, i Ribe 384 og 43, i Varde 178 og 37, i Fre-dericia 296 og 112 og i Esbjerg 522 og 175.20 Det procentuelt høje antal internerede og anholdte i Sønderjylland skyldtes altovervejende det tyske mindretal, og det procentuelt høje antal fængslede, at der var et fængs-lingsgrundlag for de fleste af de internerede og anholdte hjemmetyskere.

Forskelle mellem politikredsene

Haderslev Toftlund Aabenraa Sønderborg Gråsten Tønder I alt

Interneret af mod­standsbevægelsen

425 207 262 350 371 901 2.516

Anholdt af politiet 329 86 710 346 643 245 2.359Internerede i alt 754 293 972 696 1.015 1.146 4.876Løsladt af mod­standsbevægelsen

58 117 25 66 78 118 462

Løsladt af politiet 209 49 327 222 453 121 1.381Løsladte i alt 267 166 352 288 531 239 1.843Fængslede pr. 20. oktober 1945

487 127 620 408 484 907 3.033

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

30

Kapitel 2

Fra Frøslev til Fårhus – brud og kontinuitet i en lejrverden

Skal man forstå den tidlige Fårhuslejrs histori e, forudsætter det kendskab til Frøslevlejrens historie: Der viser sig nemlig at være en forbavsende grad af kontinuitet fra den ene lejr til den anden.21

Som en reaktion på besættelsesmagtens deportationer af danske stats-borgere til kz-lejre og tugthuse i Tyskland i efteråret 1943 optog de dan-ske myndigheder forhandlinger med den tyske rigsbefuldmægtigede Wer-ner Best med henblik på at få oprettet en interneringslejr på dansk grund. Hensigten var at få tilba geført de allere de deporterede hertil, samt natur-lig vis at forhindre nye deportatio ner. I marts 1944 kronedes anstrengelserne med held, og i foråret 1944 be-gyndte man at bygge Frøslevlejren. Bygherre var den tyske besættelses-magt, mens de økonomiske midler blev stillet til rådighed af den danske stat. Den 13. august 1944 blev Frøslevlejren taget i anvendelse, da ca. 750 fanger blev overført fra Horserødlejren på Sjælland. Med fangerne fulgte den tyske lejrledelse fra Horserød samt personel fra det danske fængsels-væsen, som også havde virket i Horserød. Fængsels væsenets tilstedevæ-relse, som var udvirket af departementschefstyret, fik stor betydning for fangerne, for derved kom forplejningen, medicinalvareforsyninger og vis-se andre forsyninger på danske hænder. Rent fysisk blev fængselsvæsenets folk, en halv snes under ledelse af vice fængselsinspektør Gjerstrup, place-ret lige uden for det egent lige lejrområde under navnet ‘Den danske For-valtning i Frøslev lejren’. Den danske for valtnings hovedbastion inde i selve lejren var lejrkøkkenet, men forvaltningen, som var underlagt Direktora-tet for Fængselsvæsenet og således de danske myndig heder, havde ingen som helst eksekutive beføjelser i lejren. Formelt set lå de alene hos den tyske lejrkommandant, hvis foresatte var chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, SS-Standar tenführer und Oberst der Polizei Otto Bovensiepen. Denne lagde retningslinjerne for driften af Polizeigefangenen lager Frøsle v, som var den officielle tyske beteg-nelse for lejren. Selve opsynet med fangerne og den indre lejrledelse blev forestået af

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

31

omtrent 20 Meistre fra det tyske Ordnungspolizei. Disse politisoldater fun-gerede altså som en slags fængselsbetjente i Frøslevlejren. Den ydre bevogtning af lejren blev varetaget af et vagtkompagni på 150-300 politisoldater, som var under kommando af en vagtkommandør. Disse politisoldater bemandede lejrens hoved vagttårn og fem sidevagttårne, alle med rekylgevær og projektør, samt afpatrul jerede det ikke-strømførende dobbelte pigtråds hegn, som omgav lejren. Til denne afpatruljering an-vendtes også hunde. Uden for pigtrådsheg net var hele lejren omgivet af et minefelt. Ganske som i andre lejre ønskede tyskerne, at fangerne i Frøslevlejren fik et vist selvstyre. Blandt fangerne udpegede den tyske lejrkommandant en Lageräl tester, af fangerne kaldt ‘lejrleder’. Denne var ansvarlig for disci-plinen blandt medfangerne og fungerede som forbindelsesled til den tyske lejrledel se. Efter indstilling fra den danske lejrleder udpegedes endvidere blandt fangerne en formand for hver fangebarak. Til hjælp for den danske lejrle der opbygge des et sekretariat, som varetog alle skrift lige arbejder og formidlede kontakten til den tyske forvalt ning. Lejrlederens kontor blev ef-terhånden at ligne med et kommune kontor, som også forvaltede lejrens de-pot, og i til knytning til depotet blev der oprettet forskellige værksteder og service funktioner. Fx oprettedes et bibliotek, ligesom en efter hånden vel-udstyret sundhedstjeneste blev drevet af adskillige læger blandt fangerne. En ‘arbejds ledelse’ styrede og tilrette lag de arbejdet for lejrens utallige ar-bejds-, sær- og håndvær ker kom mandoer. Der blev sågar på den danske lejr-ledelses initiativ oprettet en såkaldt ‘klageret’, der skulle undersøge og afgø-re tvister fangerne imellem. Her kunne adskilli ge jurister blandt fangerne vedligeholde metieren. Til at bistå klageretten i forundersøgelser udpegede den danske lejrleder et ‘lejrpoliti’, som også holdt et vist politimæssigt op-syn i lejren. Lejrpolitiet bestod hovedsageligt af politifolk blandt fangerne.

Lejrleder DigmannDen første danske lejrleder var kaptajn Roar Ploug, som allerede i Horse-rød havde påbe gyndt arbejdet med at fylde rammerne for selvstyret ud. Ploug var imidlertid blandt de 200 fanger, der allerede den 15. september 1944, i strid med selve grund laget for Frøslev lejrens oprettelse, blev depor-teret til kz-lejr i Tyskland som de første af i alt cirka 1.600 frøslev fanger. Her omkom han efter et par måneder. Som Plougs efterfølger blev udpeget kaptajn Poul Martin Digmann, der fungerede som dansk lejrleder frem til den tyske kapitulation. Under Dig-manns ledelse udviklede fangeselvstyret sig til en effektiv organisation, der med Digmanns egne ord gradvist formåede at trænge tyskerne ud af fanger-nes del af lejren, og som i løbet af få måneder stod for 90 % af lejrens indre drift. Digmann har karakteriseret lejrledelsens virke således:

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

32 „Vi opbyggede ved metodisk planlægning en kæmpemæssig Potem-kinku lisse, der hindrede tyskerne indblik i lejrens interne forhold. Intet blev overladt til tilfældighederne. Et væv af halve og fjerdedels sandheder, men altid med et vist sandsyn lighedens præg over sig, serveredes for det tyske personel, der naturligvis ofte så hulheden, men kun sjældent nåede til bunds i fordrejel sens labyrinter.“ Her har Digmann utvivlsomt haft bl.a. organiseringen af fangernes ar-bejdsindsats i tankerne – en organisering, som hørte til den danske lejr-ledelses primære opgaver. Som i andre tyske lejre skulle ‘arbejdsduelige’ fanger (dvs. mand lige, raske fanger under 55 år) naturligvis arbejde, og af Dig manns samtidige opstillinger og fordeling af arbejdsstyrken – som vel at mærke blev forelagt den tyske kommandant til god kendel se – materia-liserer sig de mest bizarre håndværker- og særkommando er. Fx en Gitter-fussabstreicher reini gungskom mando, hvis opgave var at rengøre træristene foran indgangs dørene til barakkerne. Med under leverandører, dvs. fanger som indsamlede lyngris og bandt disse til koste, androg denne kommando i styrkelisterne på et tidspunkt 16 fanger.

Kaptajn P. M. Digmann, for-eviget til det tyske ‘ forbry-

derkartotek’ i Frøslevlejren. Digmann blev af den tyske lejrkommandant udnævnt til Lagerältester, lejrleder.

Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

33

Frøslevlejren var bygget til at rumme ca. 1.500 fanger. I marts 1945 var fangetallet ca. 3.000 og ultimo april nåede man helt op på ca. 5.500 fanger. Skulle så mange fanger beskæftiges, fordrede det naturligvis kreativ tænk-ning hos den danske lejrledelse. Når Digmann adspurgt i de første befrielsesdage om „hvori bestod De-res arbejde som fangernes tillidsmand?“ kunne svare: „Vor hovedopgave bestod i at holde tyskerne så meget som muligt borte fra den indre lejr...,“ var det jo blot én (selvfor stået) side af sagen. Den omstændighed, at for-holdene i den indre lejr har været uigennemskuelige på grund af fangernes indflydelse på driften, har da sikkert lejlig hedsvis irriteret den tyske lejr-kom mandant, men på den anden side har han kunnet rapportere om ro og orden i lejren til sin foresatte i København. Det formelle grundlag for behandlingen af fangerne samt ikke mindst for ro og orden i lejren var en Dienstvorschrift für den Gefangenen-Aufsichts-dienst, en Lager- und Straford nung samt en Hausordnung. Især sidst nævnte gav ret nings linjer for stort set alt, fangerne måtte og især ikke måtte, og var så indviklet og omfatten de, at den var umulig at efter leve. Det anerkendte de tyske Meistre da også ved at se gennem fingre med mange overtrædel ser. Sanktionsmulighederne omfattede for det første Einzelhaft/Dunkel-haft, dvs. isolations- eller mørkearrest, evt. på vand og brød. For det andet forskellige former for inddragelser af goder og rettigheder, såsom rygetil-ladelse og modtagelse af post. Sidstnævnte straf kunne gives både indi-viduelt og kollektivt. Endelig omfattede sanktionsmulighederne deporta-tion til kz-lejr. Det blev som regel ved truslerne om sanktioner, men der er dokumen-terede eksempler på alle de nævnte former for straffe. Ud over ovennævnte instrukser og reglementer var der særskilte ‘Be-stemmelser vedrørende pakker, breve og besøg’. For fangeledelsen var det et mål at undgå tyske repressa lier, især af kol-lektiv art, over for fangerne. Derfor var man meget selektiv mht. at invol-vere sig i de mang foldige illegale aktiviteter, der udfoldede sig i lejren. Men fangeledelsen holdt sig orienteret og så i det skjulte med beundring på de mere snilde former for ‘organisering’, som var en yndlings øvelse i lejren. Organiseringen, der som regel bestod i tyveri fra tyskerne, var så omfat-tende, at Digmann efter krigen mente, at „det er et spørgsmål, om vi no-gensinde bliver ærlige menne sker igen“. Når til ovennævnte beskrivelse af Frøslevlejren føjes, at sult ikke fore-kom (tværtom var kosten mindst lige så god som i det civile Danmark), ej heller ydmygelser, vold og henrettel ser, retfærdiggør det betegnel sen ‘ver-dens mærke ligste kon centra tions lejr’, som tidligere frøslevfanger har kaldt lejren. Frøslev lejren var intet mindre end genspej lingen af det besatte Dan-mark og de helt særegne forhold her.22

Grundplan af Frøslevlejren 1944-1945. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

35

Grundplan af Frøslevlejren 1944-45

Fangernes lejrområde

H1 og H7

H6 H2-H5H8-H15H16-H17W1-W2 W3W4 W5 og W7W6W8W9

Tysk lejrområde

K1K2 K3 K4K5 K6 K7K8K9 K10K11K12K13K14T1-T6

(H=Häftling=fange), (W=Werkstatt=værksted)

‘Stikkerbarakker’. Her sad i en slags beskyttelses-forvaring personer, der var efterstræbt af modstands-bevægelsen, eller pårørende til sådanne personer.Sygebarak, infirmeriBarakker for mandlige fangerBarakker for mandlige fangerBarakker for kvindelige fangerSnedkerværkstedSmedjeVaskeriKøkkener og spisebarakkerDepotAflusningsbarakModtagelsesbarak og arrest (Einzelhaft)

(K = Kommandantur)

Vagtlokaler Kommandantskab og administration Besøgsbarak, pakkekontrol Depot Kantine og spisesal Bolig for officerer Bolig for kommandant og vagtkompagnichef Lejrkontor (Geschäftszimmer) og boliger Badeanstalt Garager Mandskabsbarak Mandskabsbarak og lægekonsultation Benzin- og oliedepot Brændselsskur og hestestald Vagttårne

Den danske Forvaltning, dvs. det danske fængselsvæsens bygning, er ikke omfattet af planen. Bygningen lå lige uden for lejren ved den sydøstlige port.

I Fårhuslejren anvendtes bygningerne stort set som i Frøslevlejren. I lø-bet af kort tid fik fangebarakkerne dog den danske betegnelse B(arak), dvs. B1 og så fremdeles.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

36

Fårhuslejrens første dageHvorledes det kom sig, at Frøslevlejren straks efter den tyske kapitulation blev anvendt til interneringer, kan ikke på det foreliggende kildegrund-lag besvares. Men tanken har vel ligget lige for – ganske som andre steder, hvor tyske kz- og interneringslejre fandt lignende anvendelse. En halv snes dage før den tyske kapitulation blev der holdt et ille-galt møde i Frøslev lejrens danske fangeledelse. I mødet deltog bl.a. lejr-leder Digmann, depotleder sekondløjt nant Aksel Petersen, oberstløjtnant Skjoldager og Tønders politimester Brix. Det blev besluttet at formere en grænse bevogtningsstyrke blandt fangerne på ca. 500 mand, samt et vagt-kompagni på 150 mand umiddelbart efter den tyske kapitulation. Da den indtraf den 5. maj, og Frøsle vlejren i løbet af dagen tømtes for godt 2.000 fanger, forblev denne styrke i lejren sammen med en stor del af fangeledel-sen. Man afventede nu, at styrken kunne blive bevæbnet. Ligeledes tilba-geholdt man på grundlag af lejrpo litiets karto tek ca. 40 angivelige ‘stik-kere’ blandt fanger ne.23

Hvorvidt disse første internerede i Fårhuslejren også var stikkere, dvs. spioner, som tyskerne decideret havde anbragt blandt fangerne for at ind-hente oplysninger, kan ikke afgøres entydigt. Natten mellem den 18. og 19. maj undveg to af disse ‘stikkere’ fra lejren. I den anledning udfærdigede lejren en rapport, hvoraf fremgår, at den ene af de undvegne var Jørgen Jens Valdemar Bitsch. Det oplyses videre, at han var blevet arresteret den 11. marts 1945 og tidligere havde været anbragt i lejren som ‘tysk fange’.24 Bitsch var SS-mand og er siden hen blevet kendt for sin medvirken ved drabet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 31. august 1943.25 På den baggrund forekommer det sandsynligt, at Bitsch, frivilligt eller ufri vil ligt, var blevet anbragt som stikker i Frøslev lejren. Tilbage om Bitsch er blot at konstatere, at han slap over grænsen til Tyskland, hvor han ‘gik under jorden’ for aldrig siden at dukke op. I be-tragtning af, at en af hans medgerningsmænd ved drabet på redaktør Clemmensen, Flemming Helweg-Larsen, blev dødsdømt og som den første henrettet under retsopgøret, var det sikkert en klog disposition. Men tilbage til de godt 500 frøslevfanger, som den 5. maj noget betæn-kelige afventede nattens komme. Tyskerne var endnu i den tyske del af lej-ren og var bevæbnede. Fanger ne, derimod, rådede blot over tre maskinpi-stoler, men man forsømte ikke nogen lejlig hed til at vise disse frem.26

Af beretninger fra de centrale aktører blandt fangerne fremgår det, at man næste morgen bad tyskerne om at nedlægge våbnene og aflevere dem. Det gjorde de og forlod fredeligt lejren for at gå over grænsen.27 Af en sam-tidig situationsmelding fra den 6. maj28 synes det at fremgå, hvad der lø-ste op for den spændte situa tion: Fra lejren kunne man meddele Region III- hovedkvar teret i Kolding, at der fra den tyske værnemagt var kommet

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

37

meddelelse om, at de allierede havde udnævnt oberstløjtnant Skjoldager til chef for lejren. De tyske vagter havde derefter afl everet deres våben, og 400 af de tidligere fanger kunne hermed bevæb nes, om end mangelfuldt. Man forventede, at værne magten ville gøre vrøvl over denne ‘beslaglæggelse’, men i så tilfælde skulle man blot henholde sig til de allieredes ordre. Herefter rykkede grænsebevogtningsfolkene ud af lejren, og sammen med et større antal modstandsfolk fra regionens bydi strikter foretog man en grænseafspærring fra Tønder i vest til Als i øst. Chef for dette grænse-bevogtningskommando, som omfattede fire di strikter, var oberst løjtnant Skjoldager. Kaptajn Digmann blev chef for distrikt Tønder, og en anden fremtrædende frøslevfange, kaptajn C. Bartholdy, blev chef for distrikt Grå sten. Organisatorisk og kommandomæssigt hørte Fårhuslejren også under Skjoldagers grænsebe vogt nings kommando, som fungerede frem til den 14.maj.29 Det må være denne Skjolda gers chefstatus, samt mulig vis hans høje rang, som kunne være ganske nyttig i en penibel situation, der har medført hans formelle status som ‘chef ’ for Fårhuslejren, for i samtidi-ge beretninger omtales hans formelle næstkommanderende i Fårhuslejren, sekondløjtnant Aksel Peter sen, som lejrkommandant lige fra den 5. maj.30 Det var da også tydeligvis Frøslevlejrens tidligere depotleder, der reelt hav-de kommandoen i lejren. I løbet af den 6. maj kunne han meddele Region III, at man nu var parat til at modtage folk, og allerede i løbet af aftenen ankom de første 25 inter-nerede, alle fra det nærliggende Pad borg.31

De internerede Om Fårhuslejrens første dage beretter kaptajn P.M. Digmann: „Allerede om søndagen bankede modstandsbevægelsens folk på døren med de første, og i de følgende dage gik det slag i slag. De nye beboere blev omgående sat i arbejde med rengøring og sammendragning, men fik des-værre herved også indblik i mangt og meget, som de ikke burde have set. En taktisk dumhed begik man endvidere ved at lade de for ‘stikkeri’ til-bageholdte forblive i lejren, der derved hurtigt fik kendskab til de mange større og mindre ‘fiduser’, som de ellers selv havde måttet udfinde med ti-den. Den nyfødte voksede hurtigt, endnu hurtigere end under tysk styre. Den 17. maj, da jeg, efter at være blevet frigjort fra grænsebevogtningstje-neste af brigadens folk, overtog komman doen over lejren, var belægningen allerede nået op mod de 2.000 og steg i den følgende måned jævnt til hen ved 3.200, hvoraf op mod 180 kvinder [...].“32

Den tidligere lejrleder og erfarne fange var nu selv blevet lejrkomman-dant med ansvaret for et stort antal internerede. De inter nerede fra Sønderjylland var naturligvis ikke alle hjemmety-skere. Landsdelen var også det danske naziparti DNSAP’s højborg, og et

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

38medlemskab af dette parti disponerede for fx medlemskab af diverse uni-formerede korps, først og fremmest Waffen-SS. Foruden sønderjyder kom også internerede fra Region III s øvrige om-råde, men kun i beskedent antal. Det fremgår således, at modstandsbevæ-gelsens byledelse i Esbjerg sendte internerede til Fårhuslejren, når pladsen slap op i de lokale inter na ter.33

Et antal danske statsborgere, som havde gjort tjeneste i Gestapo, Hipo, Sicherheitsdienst og tysk politi blev også interneret i Fårhuslejren. Dette blev man enige om på et møde den 9. maj mellem den tyske øverstbefalen-de for værnemagten i Danmark, generaloberst Lindemann, repræsentan-ter for de alli ere de og den danske modstandsbevægelse.34 Fx overførte po-litimesteren i Fredericia angiveligt 50 ‘Hipo-folk’ på én gang.35 Der har nu nok snarere været tale om Schalburg-folk, idet en større afdeling af dette korps var stationeret i Fredericia mod slutningen af krigen. Hipo- og Schalburg-folk hørte sammen med en lang række kategori-er af personel inden for SS, Gestapo, Sicher heitsdienst, Abwehr, tysk po-liti mv. til de personer, som var interessante for Det danske Feltpolitideta-

‘Hvid Bus’, som mod slutningen af krigen var blevet anvendt til at hjembringe danske fanger i Tyskland (herunder politifolk fra Århus), anvendtes umiddelbart efter befri-elsen til transport af internerede fra Aabenraa til Frøslevlejren (der snart omdøbtes til Fårhuslejren). Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

39chement, der var en kontraspionageen hed under Den danske Brigade fra Sverige. Sammen med kollegerne fra det britiske Field Security Personnel var feltpolitidetachementet ikke mindst aktivt ved grænse overgange ne til Tyskland, hvor de kontrollerede menneske strøm men mod syd og siede in-teressante personer fra. Disse personer, danske som tyske, fik status som ‘allierede krigs fanger’ og blev bragt til Fårhuslejren, hvor de blev sluppet ind i hyttefadet sammen med de almindeligt internerede. Principielt henhørte de allierede krigsfanger ikke under de danske myndig heder, og det kan da også konstateres, at senest mod slutningen af maj beboede de en barak, som var adskilt fra resten af lejren med pig-tråd.36 Denne barak havde også i Frøslevlejrens tid været anvendt til isole-ring, dengang af personer som havde søgt tilflugt i Frøslevlejren af frygt for modstandsbevægelsen. Barakken blev derfor af frøslevfangerne kaldt for ‘stikker barakken’. Adskilt med pigtråd fra den øvrige Fårhuslejr var ligesom i Frøslev-lejren en afdeling for kvinder. I kvinde barakkerne anbragtes almindeligt inter nerede og kvindelige allierede krigsfanger mellem hverandre. Kom-

Enkelte tyske politisoldater, som havde gjort tjeneste i Frøslevlejren, var blandt de første, som blev interneret. Her føres de fra lejrens administrationsområde til fangeområdet. Frihedsmuseet

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

40

mandantskabet havde imidlertid ikke et præcist overblik over de interne-rede, for den store tilstrømning i Fårhuslejrens første dage betød bl.a., at der ikke blev foretaget en ordentlig registrering af de mange internerede.37

Kostforplejningen af de internerede lå nu som før i hænderne på fæng-selspersonalet i Den danske Forvaltning under vice fængsels inspektør Gjerstrup. Og nu som før blev de inter nerede tre gange dagligt marcheret over til lejrens spisebarak, som stadig udgjorde fængselsvæsenets hoved-bastion i lejren. Men som vi skal se, udvidede fængsels væsenet sit territo-rium adskilligt de følgende måneder. Især beslutningen den 9. maj om, at ‘Hipo-folk og lignende’ skulle an-bringes i Får huslejren gav anledning til panderynker hos det hårdt trængte kommandantskab. Allerede samme dag anmodede man derfor indtræn-gende Region III om at få tilført et vagtkompag ni fra Den danske Briga-de (som skulle forrette grænsebevogtning) til forstærkning af den ydre bevogtning af lejren. Anmodningen blev omgående imødekommet med virkning fra den 10. maj om morgenen.38 Da grænsebevogtningen den 14. maj overgik fra modstands bevægelsens folk til Den danske Brigades sydjyske kommando under oberst Bennike, blev der formeret et vagtkompagni på 150 mand af modstandsfolkene til at overtage bevogtningen af Fårhuslejren.39 Dette vagtkompagni, som var sam mensat af modstands folk fra de større bydistrik ter i Region III, må dog have haft en begrænset levetid, for i løbet af juni var det igen personel

De tidligere tyske vogtere i Frøslevlejren blev interneret og isoleret i en barak for ‘alli-erede krigsfanger’. Frihedsmuseet

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

41

fra Den danske Brigade, som varetog bevogt ningsopgaven i lejren, nemlig 3. bataljons 2. kompagni under kaptajn Münter.40

Kommandoforhold og disciplinAllerede den 12. maj havde Region III truffet aftale med kaptajn Digmann om en ansættelse som lejrkommandant i Får huslejren.41 Inden Digmann tiltrådte stillingen den 17. maj, havde han derfor tid til at gøre sig visse overvejelser. Disse fremlagde han i et papir til regionsledelsen den 14. maj, hvor han pegede på tre hovedfunktioner, som skulle bringes i gænge: For det første et bevogtningsmandskab, som med vagttørn hvert tredje døgn skulle andrage 189 mand. Dette personel skulle bemande lejrens vagt-tårne, holde vagt ved indgangsportene, stille ordonnanser i hovedvagt-tårnet samt foretage afpatruljering med hunde. Dertil skulle de udføre bevogtningstjene ste ved diverse arbejdskommandoer. For det andet skulle der etableres en tilsynstjeneste med de internerede, som skulle andrage mindst 12 mand. Og her måtte der med Digmanns ord udelukkende „an vendes folk af første klasses kvalitet, der forstår at optræ-de myndigt og fast, men korrekt (befalingsmænd)“. Dette perso nel skulle først og fremmest føre tilsyn med fangebarakkerne. For det tredje skulle der anvendes ‘andet personel’, som Digmann betegner de folk, der skulle varetage lejrens øvrige funktioner, fx kontorper sonale, politipersonel, per-sonale til censur af de inter neredes post, besøgskontrol, læger og sanitets-personale samt enkelte håndværkere. Dette ‘andet personel’ samt muligvis også tilsynstjenesten mente Dig-mann kunne rekrutteres blandt modstandsbe vægelsens folk, mens be-vogtningen, såfremt Den danske Brigade ikke forblev i lejren, bedst ville kunne varetages af en værnepligtig militærstyrke. Digmann betonede me-get stærkt vigtigheden af en forsvarlig bevogtning af de internerede og at undgå „de vilkårlig heder, som med stadigt skiftende og ikke alt for disci-plinerede frivillige uundgåeligt må forventes“.42

Digmanns struktur genkender man fra Frøslevlejren: et vagt kompagni, en indre lejrledelse og et kommandant skab. Utvivlsomt på baggrund af egne er faringer fra Frøslev lejren synes Digmann dog at have sørget for, at Fårhuslejrens kommandantskab satte sig tungt på to vigtige funktio-ner, som i Frøslevlejrens tid var blevet overladt til fangeselvstyret, dvs. den danske lejrledelse, nemlig ‘arbejdsledelsen’ og ‘driftskon toret’.43

Ligesom lejrstrukturen går igen, genkendes ligeledes mange personer i Fårhuslejrens komman dantskab fra Frøslevlejrens tidligere danske lejrle-delse. Digmann fastholdt også et begrænset fangeselvstyre. Der blev blandt de internerede udpeget en ‘tillidsmand’, svarende til Frøslev lejrens dan-ske lejrleder, og i hver barak blev der udpeget en barakformand efter til-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

42

lidsmandens indstilling. Til barakfor mandens pligter hørte bl.a. at fordele med fangerne på lejrens for skelli ge arbejdskommandoer.44

Adspurgt ca. halvanden måned efter sin tiltræden udtalte Digmann om overgangen fra lejrleder til lejr kommandant: „...Det må kunne forstås, at det er en særlig tilfredsstillelse at kunne sidde nu i hans [den tyske kommandants] stol og være den, der giver di-rektiverne. Jeg har den fordel at kende lejren som min egen bukselomme. Mine personlige følelser gemmer jeg væk, de hører ikke hjemme i min stil-ling. For mig er det magtpå liggende at føre lejren så korrekt, men samtidig så køligt som muligt. – Er det under de samme former, som tyskerne gjorde det? – Nej, det vil jeg ikke sige. De internerede har tilladelse til en ugentlig gudstjeneste, hvilket vi ikke havde tilladelse til... Endvidere bliver de, der er syge, hospitaliseret om gående, når deres tilstand nødvendiggør det, så deres slægt ninge behøver ikke at nære frygt i den henseende. – Forsøger de nuværende fanger også på fiduser? – Det skal ikke nægtes, men vores kendskab til lejrens for skelli ge fidu-ser gør det selv følgelig lettere at konstatere over skridelser af lejrbestem-melserne. Jeg tænker her særligt på flugtforsøg, forsøg på illegal brev-udsmugling og unddragelse af arbejdspligt og lignende. Dette resulterer selvfølgelig i et ikke ubetydeligt antal straffe, for selvfølgelig forsøger de nuværende internerede de samme ting, som vi i sin tid forsøgte. Forhå-bentlig bliver den danske bevogtning nu ikke i den grad til grin, som den tyske blev det i sin tid. Dette er selv følgelig afhængig af personalets ar-bejdsiver og årvågenhed.“45

Man noterer sig, at Digmann virkelig skal ud i krogene for at eksem-plificere forskellen på den tyske og den danske ledelse af lejren. Kends-gerningen er da også, at Digmann i forsøget på at få sat skik på lejren i vid udstræk ning greb til det tyske lejr- og straffereg le ment. Hvor forgængeren Aksel Petersens embedsførelse stort set ikke har aflejret et aktstyk ke, kan fra tiden efter Digmanns til træden fremdrages det ene efter det andet. Og alle vidner de om forsøget på at disciplinere lejren og dens mange ‘brugere’ i videste forstand: 20 koncise komman-dantskabsbefalinger frem til Digmanns tilbagetræden den 5. juli – den før-ste på dagen for hans tiltræden. Dertil i maj særskilt ‘Bestemmelser vedrø-rende breve, pakker og besøg’, ‘Instruks for behandling af de inter nerede’, primo juni ‘Lejrbestemmelser’, ‘Instruks for politi hundeførerne’, ‘Vagt-instruktion’ og ‘Ar restin struktion’. Dertil detaljerede indkvarteringspla-ner samt en omfattende korrespon dance, som vidner om en både travl og myndig lejrkom mandant.46

I alle disse aktstykker springer et par problem stil linger i øjnene, som Digmann vedvarende måtte be skæftige sig med. For det første en skær-

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

43pet kontrol med ad gangen til den indre lejr. For det andet, og ikke uden sammenhæng med nævnte problem, måtte Digmann hele tiden være over sine folk, især bevogtnings mand skabet, for at skærpe disciplin og årvå-genhed. Lejren blev ifølge Digmann „over svømmet af nysgerrige, der ville se og leve med i denne mærke lige hedeby“, og „gamle Häftlinge (frøslevfanger) gæstede os i stort tal, og hvor velkomne de end var, kunne det ikke undgås, at de beslaglagde en stor del af den tid, der kunne have været anvendt til lejren“. Men efterhånden strammede Digmann sit greb om lejren. Der blev ud-stedt særlige legitimationskort og adgangstegn, og uvedkommende for-mentes adgang. Også over for presse og politi stram medes bestemmel-serne, og trods nogen modstand lykkedes det efterhånden at opnå mere ordnede for hold.47 Det forhold, at politiet havde sin gang i lejren, ven der vi tilbage til. Af kommandantskabsbefalingerne fremgår, at der i Digmanns tid, dvs. fra den 17. maj til den 5. juli, var ti tjenestegørende i vagt kompagni et, som

Internerede ved ankomsten i Fårhuslejrens modtagelsesbarak, overvåget af en soldat fra Den danske Brigade. Frihedsmuseet

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

44

blev idømt disciplinærstraffe. Seks fik straffe for manglende årvågenhed, og værste synder i så henseende var en menig Hansen, som den 23. juni kl. 01.45 var „fundet sovende så hårdt på sin post i tårn 5, at den inspice-rende kunne fjerne hans gevær, uden at han vågnede derved“. På den kon-to ind kasserede Hansen seks dages streng arrest, som skulle afsones ved kompagniets foran staltning. Tre fik disciplinærstraffe for utidigt skyderi i lejren. Én havde moret sig med på sin post ved nordporten at skyde efter rotter. Det gav tre dages vagtarrest. En anden menig brigadér havde over-lagt „affyret sit gevær med retning mod lejren lidt foran og ca. en meter til højre for en af sine kammerater, hvorved denne såredes i venstre hånd af en stenflis“. Den forseelse indbragte synderen fem dages streng arrest48.

„Under hensyn til modstandsbevægelsens fremtidige renommé“At de disciplinære problemer, ikke blot i vagtkompagniet, efterhånden an-tog et betydeligt omfang, fremgår af et fortroligt brev, som Digmann den 21. juni sendte til chefen for Region III: „Foranlediget af flere i den sidste tid indtrufne begivenheder af forskel-lig art tillader jeg mig herved at indstille, at spørgsmålet om snarlig afløs-ning af vagtkompagniet og en betydelig del af modstandsbevægelsens folk tages op til snarlig afgørelse. Som motivering skal jeg anføre følgende tilfældigt udvalgte eksempler ud af mange.

a) En betydelig del af brigadens folk er ganske uinteresserede i vagttjenesten, hvilket viser sig ved, at de i flere tilfælde forlader deres poster, viser ligegyldighed under bevogt ningen, fraterni-serer med de internerede, således at de, om de end ikke er direkte med virkende til illegal brevforbindelse, så dog letter en sådan ved efterladende bevogtning.

b) Deres ganske umotiverede skyderi ved såvel dag som nat, f.eks. riffelskud mod rotter, afprøvning af maskinpistoler m.v. ved af-givelse af byger i tide og utide, skyderi for morskab, umotiverede varselsskud i ganske intetsigende situatio ner mod fangerne inde i en tæt befolket lejr og ganske uden forståelse for skydningens farlighed, medfører alvorlig fare for, at der før eller senere sker en ulykke i lejren enten ved våde skud eller ved, at en fange nedsky-des på grundlag af en latter lig bagatel. Alvorlige henstillinger og straffe synes ikke at blive forstået.

c) Det er i de senere dage ved løsladelser eller gennem rekla-mationer fra internerede eller disses familier blevet konsta teret, at tyveri af fangers ejendele såvel under visitationen som også fra pakker har floreret i uhyggelig grad.

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

45

Disse tyverier var naturligvis mere grelle i lejrens første vanskelige tid, men forekommer også nu, idet de ret udiscipli nerede folk af vagtkompag-niet og frihedskæmperne trodser alle forbud og spærringer. Det er den al-mindelige opfattelse blandt dem, at der i et ‘demokratisk samfund’ hersker ‘lige ret’ og ‘lige adgang’ for enhver overalt. Disse forhold, der selvfølgelig kun forårsages af en vis procentdel af de to grupper, medfører, at modstandsbevægelsen før eller senere, når dens historie skal skrives, vil få et eftermæle, som den ikke kan være tjent med. Fra lejrens side gøres der, hvad der står i vor magt for at sanere og hin-dre disse uheldige forhold, men det fåtallige ledende personale kan – trods kraftigt overarbejde – næppe bremse helt op for uregelmæssighederne. Selv om de her skitserede forhold sat op på papiret tegner sig mere grel-le, end de set med helhedens øjne er, finder jeg dem dog så alvorlige, at jeg indtrængende skal indstille, at bevogtningen af lejren snarest overtages af regulære danske tropper i et antal af 180-200 (incl. befalingsmænd). Den-ne styrke bør underlægges lejrkommandanten, så længe denne er officer.Om en afløsning af den del af frihedsstyrkerne, der er i direkte kontakt med de internerede (pakke-, brev- og besøgscensur, ledsageordonnanser, håndværkere m.fl.), vil kunne finde sted med militære styrker er vel tvivl-somt, men dog formentlig at foretrække. Der vil hertil medgå 40-50 mand. Jeg anmoder hr. kaptajnen om under hensyn til modstandsbe vægelsens fremtidige renommé at tage indstillingen op til overvejelse. Vel hersker her ikke kaos, ej heller uordnede forhold, men situationen er i det lange løb uholdbar, hvorfor jeg finder det påkrævet at rejse spørgsmålet på nuvæ-rende tidspunkt. En ændring i forholdene er nødvendig og må finde sted snarest .“49

De problemer, som Digmann rejser i sit brev, havde han uden tvivl rejst tidligere over for regionschefen, for allerede den 19. juni havde regionen over for Jydsk-Fynske Kommando anmodet om, at der snarest ville blive udkommanderet et kompag ni af hæren til bevogtningen af Fårhuslejren.50 Ud over at efterlyse en udskiftning af Den danske Brigades og modstands-bevægelsens folk, pegede Digmann over for regionen også på, at lejren i sin helhed snarest muligt burde overdrages til fængselsvæsenet.51 Hvad angik det sidste, skete der en stadig udvikling i den retning, og hvad angik bevogtningen, blev den medio juli over taget af en regulær en-hed fra den nyindkaldte hær.52 Digmanns efterfølger i komman dantstolen, kaptajn Bartholdy, også tidligere medlem af den danske lejrledelse i Frøslevlejren, måtte som en af sine sidste embeds hand linger bringe orden i en lang række sager, hvor løs-ladte internerede eller interneredes pårørende havde rejst erstat ningskrav mod Får huslejren for forsvundne effekter, tobak og kontanter. Oftest var

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

46tingene blevet beslaglagt ved ind sættelsen i lejren og derefter ‘orga niseret’, altså sporløst forsvundet. I andre tilfælde drejede det sig om ‘tolderi’ fra pakker til den internerede. Her synes en yndlingsartikel at have være to-bak. I stort set alle tilfælde anbefalede Bartholdy regionen at udrede en erstatning ud fra den betragtning, at man måtte erkende nogle generel-le uregelmæssigheder. Fx hedder det i en sag, som Bartholdy behandlede: „Da frakken er forsvundet på et sted, hvor mange af de i lejren tjenestegø-rende friheds kæmpere og Danforce-soldater [Den danske Brigade] havde deres gang, er det i dag ganske umuligt at eftersøge den forsvundne frakke. Frakken fandtes ikke i det af lejren an vendte værelse for fundne effekter. Efter den inter neredes udsagn er frakkens værdi kr. 150, hvilket beløb d.d. er udbe talt som erstat ning.“53 Ikke nok med, at Bartholdy anbefalede re-gionen at yde erstatning, han betonede videre, at sagerne burde bringes i orden, inden lejren blev overtaget af fængselsvæsenet.54

Regionen modtog også meddelelser fra modstandsfolk, som var harme over tyverierne. „Det er jo en plet på modstandsbevægelsen,“ var udgangs-replikken i en rapport forfattet af Fr. Sørensen fra modstandsbevægelsen i Padborg-Bov. Rapporten beskrev, hvordan en lokal gæstgiver var blevet frataget sit kongemærke i guld under visitationen i Fårhuslejren. Den visi-

Kaptajn P. M. Digmann i sommeruniform og med

frihedskæmperarmbind på lejrens hovedgade, som delte

fange- og administrations-område. I baggrunden lej-

rens hovedvagttårn. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

47terende ‘frihedskæmper’ havde udtalt, at „det har du ikke ret til at bære“. Hverken frihedskæmper eller kongemærke kunne findes, da gæstgiveren blev løsladt efter få dage.55 Hvad angår de ansatte modstandsfolk i lejradmini stra tionen, synes et stort problem at have været manglende stabili tet. Dels var der et anseligt gennemtræk, dels en konstant mangel på kvalificeret arbejds kraft. Således viser en oversigt fra den 27. juni, at af i alt 70 stillinger var de 23 vakante pr. 1. juli. Og yderligere afgang kunne angiveligt for ventes. Digmann led-sagede oversigten med følgende kommentar: „Den ret ensformige tjeneste i forbindelse med lejrens isolere de belig-genhed, og ikke mindst den kendsgerning, at efterhånden som forholdene i lejren bliver mere og mere ordnede, hver enkelts arbejdsfelt indsnævres og reguleres, hvorved mulig hederne for ‘organisering’, ulovlig motorkør-sel m.v. indskræn kes, bevirker, at den mindre stabile del af personalet ikke ønsker at fortsætte tjenesten her, men søger ud til friere forhold.“56

De ledige stillinger blev slået op inden for modstand skredse. Ud over at pege på deres meriter her kunne ansøgere undertiden fremhæve mere

Tidligere Frøslevfanger, som nu virkede i Fårhuslejrens kommandantskab. Frøslevlej-rens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

48

speci elle kvalifikationer. Således en applikant fra Århus, som ud over et ophold i Frøslevlejren 1944-1945 fremhævede som kvalifikation, at han var aktiv bokser og medlem af Aarhus Kontrol lør-Fore ning. Hvorvidt Digmann var behørigt imponeret eller blot resignerede, kan vi ikke vide, men han påtegnede an søgningen: „Ja, kan komme snares t!“ 57

‘Lejrbestemmelser’ og andre retningslinjer De interneredes forhold, rettigheder og pligter var fastlagt gennem en ‘In-struks for behandling af de internerede’, gennem ‘Be stemmelser vedrøren-de breve, pakker og besøg’ samt gennem ‘Lejrbestemmelser’.58 Tilsvarende tyske reglementer og instrukser fra Frøslevlejren er blevet omtalt ovenfor, og når bortses fra, at det tyske sæt er på tilsammen 22 maskin skrevne si-der, medens Digmanns er på otte, er essensen nærmest identisk. Om for-lægget til Digmanns sæt hersker der således ingen tvivl. Blot er sættet for Fårhuslejren langt mere koncist og sti listisk kontant, ligesom de mest tåbe-lige, samt naturligvis tids- og situa tionsafhængige, be stemmelser er ude-ladt. Fx var det efter Frøslevlejrens Hausord nung forbudt „at udføre eller tåle homoseksuelle hand linger“. Ligeledes straffedes efter Hausord nung den, „som skriver breve, der indeholder ned sættende bemærkninger om førende personligheder, foresatte og om organi sation eller forholds regler i Det tyske Rige“. Til gengæld var det efter både Hausordnung og Får-huslejrens Lejrbestemmel ser forbudt fangerne at anvende ‘den tyske hil-sen’, altså at heile! Følgende er en kort gennemgang af de vigtigste bestemmelser og instruk ser vedrørende de internerede i Fårhuslejren. Først uddrag fra ‘In-struks for behandling af de internerede’: „– De internerede behandles køligt, men korrekt. Det er forbudt at an-vende vold. – Alle uregelmæssigheder indberettes til lejrkommandanten, der som disciplinære straffe kan anvende: Mørkearrest med eller uden kostind-skrænkning. Fra tagelse af tilladelse til at modtage tobak og endelig brev-, pakke- og besøgsspærring, samt ekstra arbejde. – Ved ankomsten til lejren fastslås den interneredes identi tet. Han visi-teres, og der fratages ham evt. våben, pas, pengebeløb ud over 10 kr. samt papirer. Effekterne regi streres og arkiveres. Den internerede afgiver selv kvittering. – Al forbindelse med omverdenen er strengt forbudt. Alle for sendelser til og fra den internerede skal nøje undersøges og censureres. – De internerede er pligtige til at udføre det arbejde, der pålægges dem. Kun lægeattest udstedt af lejrlægen fritager for arbejdspligt. Personer over 55 er fritaget for arbejdspligt uden for barakken. – Hver søndag afholdes ved pastor Lauritsen, Bov, til et til enhver tid

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

49

fastsat tidspunkt dansk gudstjeneste for de inter nerede, der måtte ønske at overvære den.“ Som Digmann ovenfor fremhævede over for en journalist, havde frø-slevfangerne ikke denne sidstnævnte rettighed. Tværtimod var gudstjene-ster udtrykkeligt forbudt på grund af den nazistiske Weltans chauung, som afviste kristendommen – og i øvrigt andre religioner. Af ‘Bestemmelser vedrørende breve, pakker og besøg’ fremgår det, at: „– Umiddelbart efter ankomsten til lejren kan de internerede afsende et brev omhandlende deres internering samt anmodning om tilsendelse af tøj m.v. Længde indtil otte linjer à 18 stavel ser. Der kan iøvrigt modtages og afsendes et brev hver måned regnet fra ankomstdagen. Længde indtil 20 linjer à 18 stavelser. – Straks efter ankomsten og derefter hver måned kan den inter nerede modtage en pakke indeholdende nødvendige beklædningsgen stande, toi-letsager, underholdningsspil samt tobak med følgende begrænsning: 120 cigaretter eller 150 g shag eller 50 cerutter eller 30 cigarer eller tre pakker skråtobak. Fødemidler samt nydelsesmidler af enhver art kan ikke indfø-res... – Besøgstilladelse vil indtil videre kun blive givet i absolut livsvigti-ge forretningsan liggender. Skriftlig ansøgning ind sendes til lejrkomman-danten. Til sin tid vil besøgstilla del se uopfordret blive tilsendt den person, af hvem besøg øn skes.“ Her har Digmann lagt sig fuldstændigt op ad de senest udstedte be-stemmelser i Frøslev lejren. Så sent som den 20. april 1945 blev den tilladte mængde af tilsendt tobak sat op fra 90 cigaretter pr. 6. uge til 180!59 To-baksrygning var i Frøs levlejren (som i Fårhuslejren) såvel en viden- som en lidenskab. En rundhåndet ration var et vigtigt parameter på humanitet, så på det punkt har Digmann været generøs. Om det skyldes ge nerøsitet, objektive over vejelser af filolo gisk karak ter eller blot en fejl er umuligt at afgøre, men Digmann tilstår de internerede i Fårhuslejren 18 stavelser i hver linje mod Frøslevlejrens 16. Af Fårhuslejrens ‘Lejrbestemmelser’, som i øvrigt kort og kontant be-skriver dels den daglige tjenesteplan, dels rammerne for de inter neredes selv styre, fremgår det, at det var de internerede forbudt: „– At beskadige eller tilsmudse barakker, inventar eller ud levere de be-klædningseffekter og værktøj, – at ligge på sengen i arbejdstiden, at forstyrre roen ved slagsmål, lar-men eller højrøstet optræden, – at ryge i arbejdstiden og under march til og fra spisning, – at indføre og nyde enhver form for nydelsesmidler, specielt alkohol og – at modtage bøger, blade og aviser ud over de særligt til ladte.“ Til særlig straf hjemfaldt den, der undlod at vise korrekt optræden over

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

50

for bevogtnings mandskabet (undlod hilsepligt), fortav sygdomstilfælde eller uden grund angav sygdom, viste arbejdsuvilje, gjorde sig skyldig i ty-veri, gjorde forsøg på gennem breve at komme i forbindelse med omver-denen, forsøgte flugt eller var andre behjælpelig hermed, fremsatte trusler mod bevogtningsmandskabet eller gjorde sig skyldig i overfald på dette. Og videre hedder det i lejrbestemmelserne: „– I tilfælde af flugt for søg eller forsøg på demonstration, opstand eller sabotage gøres øjeblikkelig brug af skydevåben. Enhver interneret, der har haft viden om sådanne forsøg på at forstyrre ro og orden i lejren, betragtes som medansvarlig og vil blive behandlet, som om han havde deltaget i planlæggelsen eller forsøget på at udføre de pågældende handlinger.“ Og sluttelig: „– Det indskærpes alvorligt de internerede, at de gør sig klart, at de be-finder sig i en interneringslejr, hvor overtrædelser af de givne bestemmelser meget let kan medføre skud på den, der forser sig. Selv tilsyneladende ube-tydelige forseelser kan således få de alvorligste følger for den pågældende.“ Det understreges også i lejrbestemmelserne, at såfremt alle ikke var inde i barakkerne fem minutter efter aftensirenen havde lydt, ville der blive skudt uden varsel. Når dertil lægges, at der ifølge vagtinstruktionen skulle skydes uden varsel ved flugtfor søg, at der ved færdsel mellem lysmaster og pigtråd skulle anråbes én gang, hvorefter der skulle skydes, og endelig at der ved færdsel mellem pigtråd og minefelt skulle skydes uden varsel60, har Digmann måske ufor varende selv været med til at udløse den megen sky-deri i lejren. Til sammenligning nævnes i Frøslevlejrens Hausordnung i mere gene-relle vendinger, at „ved opstand, modstand, bevisligt angreb, flugt, udbrud eller selvmordsforsøg vil fængsling eller våbenbrug komme til anvendel-se“. Digmann gør i sine beretninger ingen hemmelighed af, at hvor ty-skerne i Frøslevlejren som regel nøjedes med at true med repressalier, så faldt hammeren omgående hos ham.61 En sammentælling af domme i Dig-manns kommandantperio de62 synes at under støtte dette: Omkring fyrre internerede måtte en tur i arresten, fra to til ti dage. For mandlige interne-rede var det mørkearrest på vand og brød, for kvindelige internerede var den almindelige afsoningsform ‘ensom arrest’ på almindelig lejrkost. En kvindelig interneret formåede dog at skaffe sig en dom på halsen på „fire dages mørkearrest på vand og brød for den 1.7. ikke at have begivet sig ind i barakken ved sirenetonen, for ved tårnpostens påtale heraf at have udvist grov provokerende optræden, for tilstået illegal brevveksling med en nu overført mandlig interneret, samt for uforskammet og hånlig optræden over for en vagtchef“.63

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

51

De interneredes forseelser bestod som regel i arbejdsvægring eller ar-bejdsunddragelse, ud- eller indsmug ling af illegale beskeder/læsestof, samt tyveri og flugtforsøg. Blev en interneret taget i at udsmugle illegale beskeder, kombineredes turen i brummen undertiden med ‘brev- og pak-kespærring’. Hårdeste straffe blev givet for flugtforsøg – op til ti dages mørkear rest på vand og brød, dog således, at der blev givet almindelig lejrkost to gange under afsoningen.

„En streng, men retfærdig behandling fik man“ Ganske som i Frøslevlejren var der også i Fårhuslejren nogle hårde nitter blandt de indsatte, som ikke uden videre lod sig disciplinere – et aristokra-ti, som nød stor respekt blandt medfangerne. Fx optræder barak 14 jævn-ligt i Digmanns kommandant skabsbefalinger. Den 12. juni 1940 hedder det fx: „Barak 14 straffes med stuearrest i dagene den 12.-19. d.m. for grov overtrædelse af lejrbestemmelserne (arbejdsuvilje, besiddelse af indsmug-lede aviser, slet stueorden).“ Denne stuearrest var måske slet ikke uvelkommen, for seks fanger i ba-rakken var godt i gang med at grave en tunnel ud under pigtråd og mine-felt. Da projektet blev afsløret af Fårhuslejrens Kriminalpoliti i forbindel-se med en afhøring af en fange fra barak 14 efter et mislykket flugtforsøg den 15. juni, var tunnellen 30 m lang, og man var helt nede under allaget. Afhøringen afslørede også, at yderligere to fanger planlagde flugt, ifølge

Brigadesoldater holder vagt ved lejrens sydport. Frøslevlejrens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

52

den afhørte fordi de pågældendes sag var så alvorlig, at de måtte befrygte streng straf. Det tør siges, for det drejede sig om John Kolling og Helge Keil, begge fra den berygtede Birkedal-gruppe, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti og havde både drab og tortur på samvittigheden. Hvor-dan de to var endt som internerede i Fårhuslejren, ved vi ikke, men mulig-vis er de blevet tilbageholdt ved den dansk-tyske grænse. De internerede i barak 14, der kate goriseres som ‘Schal burg- , Hipo- og Frikorpsfolk’, udgjorde en kilde til evig uro hos både Digmann, de lo-kale politimestre og den regionale politikomman dør. Rygter ne ville vide, at det var lykkedes disse internerede at smugle våben ind i lejren, så man frygtede ganske enkelt, at de skulle foretage væbnede udbrudsforsøg, ikke mindst på baggrund af, hvad man skønnede var en utilstræk kelig bevogt-ning. Problemet blev i første omgang løst ved, at politikommandøren på Digmanns foranledning fik udvirket en omgående overførsel til Aabenraa arrest af de ovennævnte, medens resten af denne fange-kategori blev isole-ret i barak 16.64 Da Digmann den 5.juli 1940 blev kommanderet til tjeneste i hærens ge-neralstab, modtog han fra barak 14 et langt hyldestdigt65, som var præget af respekt og endda sympati. I digtet hedder det bl.a.:

„Vel ved vi at en anden officer vi faarmen kan han klare jobbet – det er nemlig sværthar han som Digmann selv siddet her i „de onde aar“og derved alle „fiduserne“ lært?Vi haaber det bedste, men vi vil savne DigmannThi om een ting hersker der enighed heren streng, men retfærdig behandling fik manselv om han ofte var temmelig tvær.“

Digtet munder således ud:

„Et taktfast velment farvel og takfra vor barak vi vil istemmeos har De kaldt en gangsterbarakvi håber De ej os i hast vil glemme.“

De sammenstød mellem Digmann og lejrledelsen (=fange ledelsen), som har nedfældet sig på papir, tegner også billedet af ‘en streng, men retfærdig’ lejrkomman dant. Den 5. juni henvendte en samlet fangeledelse med ‘tillids-mand’ Knop (som var gårdejer i Kollund) i spidsen sig til Justitsministeriet: „Vi undertegnede tillidsmænd og barakformænd for de internerede i Fårhuslejren (tidligere Frøslevlejren) tillader os herved høfligst at andrage

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

53det høje justitsministerium om at tage under overvejelse, om ikke følgende kategorier af de internerede, hvor ikke ganske særlige forhold måtte tale derimod, kan hjemsendes, indtil deres sag kommer for retten, nemlig:

1. Gamle over 60 år2. Internerede med alvorlige sygdomme3. Invalider, i særdeleshed svært krigsbeskadigede4. Mødre til flere små børn5. Unge under 17 år.

Som begrundelse for dette andragende skal vi tillade os at anføre følgende: For de under 1-3 nævnte kategorier er interneringen en så alvorlig sjælelig og legemlig belastning, at vi nærer alvorlig bekymring for deres sundheds-tilstand, hvorhos mødre til flere små børn af hensyn til hjemmets opret-holdelse og børnenes opdragelse ikke kan undværes i hjemmet. Med hensyn til unge under 17 år mener vi, at en internering vil have skæbnesvangre følger for hele deres legemlige og sjælelige udvikling. Under hensyn til at de allerfleste har fået bopæl og eget hjem, kan det

De internerede i Fårhuslejren kunne, ganske som de internerede i Frøslevlejren, færdes nogenlunde frit på deres del af lejrområdet. Frøslevlejrens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

54

ikke antages, at nogen af de pågældende vil forsøge at unddrage sig even-tuel strafforfølgning ved flugt eller lignende. Endelig kan vi meddele, at flertallet af de internerede endnu ikke har været i grundlovsforhør, og vi tillader os samtidig at andrage om, at de in-terneredes sager må blive fremmet mest muligt.“66

Justitsministeriet sendte naturligvis henvendelsen til udtalelse hos Dig-mann (samt den lokale politikommandør), som blankt afviste de interne-redes andragende: Der var næppe grund til at frygte for de indsattes sjæle-lige og legemlige tilstand, ej heller for de unges udvikling. Forplejningen, som blev forestået af fængselsvæsenet, var nærende og fuldt tilstrækkelig, indkvarteringsforholdene var gode – således havde hver mand sin seng, og behandlingen var i det hele taget skånsom, om end bestemt. Folk over 60 år, eller folk, der hos lægen opnåede lægeattest for ikke at kunne arbejde, var fritaget for arbejdspligt. Alle syge blev omgående behandlet, og om nødvendigt blev de indsatte indlagt på hospital. De stedlige politikredse arbejdede på fuldt tryk med de interneredes sager, så alt i alt var der ingen rimelig begrundelse for de interneredes andragende, ikke mindst henset til, at „de internerede ikke som tilfældet var for de i tysk tid internerede behøver at frygte vilkårligheder, men er underlagt dansk retspleje“. På den baggrund så Digmann ingen anledning til at ulejlige politimestrene med de interneredes andragende.67 Politikommandøren var enig, og Justitsmi-nisteriet tiltrådte derfor helt og aldeles Digmanns vurdering, hvilket blev meddelt de interneredes tillidsmand og barakformænd.68 Hvor Digmann altså var ganske stålsat i disse spørgsmål, viste han sig langt mere imødekommende, da fangeledelsen sekunderet af de to inter-nerede (hjemmetyske) læger dr. Brenner, Tønder, og dr. Alnor, Tinglev, der begge fungerede som læger i lejrens infirmeri, henvendte sig i begyndelse af juni for at få bedret de hygiejniske forhold i lejren. Der havde været en række tilfælde af smitsomme sygdomme og utøj blandt de internerede som fnat, kønssygdomme og lus, og læger og fangeledelse kædede disse sam-men med, at der ikke blev udleveret sengetøj, men udelukkende madrasser og tæpper – som tilmed ikke var blevet desinficeret. Smittefaren øgedes yderligere af, at de internerede ikke havde ordentlig adgang til at få vasket deres undertøj og andre beklædningsgenstande, enten i et vaskeri eller ved, at de fik udleveret tilstrækkelige vaskemidler. Ligeledes efterlyste man midler, som kunne anvendes til forsvarlig desinfektion af fangestuer, toi-letter, vaskerum, madrasser og tæpper. På den baggrund anmodede man om – af hensyn til sundhedstilstanden i lejren – dels at få mulighed for at vaske undertøj, dels at få udleveret tilstrækkelige mængder vaske-, rengø-rings- og desinfektionsmidler.69 Allerede i Frøslevlejrens tid påbegyndte man opførelsen af en moderne vaskeribygning. Men først den 4. juni meddelte firmaet Vølund, at man nu

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

55havde afsluttet forskellige arbejder i lejren, herunder installeringen af damp-ledninger, varmtvandsinstallation, vaskerianlæg og varmeanlæg i vaskeri-bygningen.70 Hvorom alting er: Digmann gik øjeblikkeligt i gang med at un-dersøge sagen. Han meddelte sin næstkommanderende, officiant Finderup, at vaskeriet måtte i gang, og Finderup kunne kort efter meddele, at såvel ma-skiner som mandskab i vaskeriet var klar. Hvad angik opfyldelsen af de in-terneredes øvrige ønsker, lå de inden for fængselsvæsenets ansvarsområde, og Gjerstrup gav omgående tilsagn om at fremskaffe vaskemidler og brænd-sel til vaskeri og desinfektionsbarak. Men på grund af den almindelige vare-mangel var det særdeles vanskeligt at få leveret brændsel på dette tidspunkt, især ‘udenlandsk brændsel’, som man anvendte en del af i lejrkøkkenet og som man også skulle anvende i vaskeriet. Som Gjerstrup anførte over for Statens Brændselsindkøb: „Der er i øjeblikket [den 21. maj 1945] 2100 in-ternerede, der en gang om dagen skal have varm mad, og som der skal hol-des rent om, og jeg har kun brændsel liggende til tre-fire dage.“71 Gjerstrup så gerne, at tæpper og madrasser fik en omgang i ‘lusebarakken’, som des-infektionsbarakken hed i daglig tale. Hvad angik ønsket om et lagen og et håndklæde til hver interneret, beklagede han ikke at kunne opfylde dette. Håndklæder skulle de få, så vidt lageret rakte, men lagner måtte først udle-

Vicefængselsinspektør og fra efteråret 1945 konstitu-eret fængselsinspektør Cuno Gjerstrup. Frøslevlejrens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

56

veres, når fangerne overgik fra at være interneret til at være fængslet. Lagner var under og umiddelbart efter besættelsen en mangelvare. Når Gjerstrup i svaret til Digmann anfører, at „lejrens tøj sørger jeg for at få vasket uden for lejren“, må det referere til, at den kategori af fanger, som hørte under Gjer-strup, nemlig de fængslede, fik vasket tøj uden for lejren.72 Hele spørgsmålet om forskellige kategorier af indsatte skal vi vende tilbage til nedenfor. Endnu den 8. juni var vaskeriet ikke i drift, men man havde i det mind-ste fået fremstillet en opgørelse over behovene for, at dette kunne ske. Dig-mann bad ‘Forvaltningen’, dvs. fængselsvæsenet, om at skaffe disse varer omgående – „under hensyn til det stigende antal personer med lus“.73 Der var altså dækning for det, når Digmann omgående svarede på de inter-neredes andragende om en bedring af de hygiejniske forhold, at han ville gøre, hvad han kunne. Heri lå selvfølgelig også en indrømmelse af, at de hygiejniske forhold blandt de internerede endnu i begyndelsen af juni 1945 var stærkt kritisable. Indtil vaskeriet kom i drift, foregik tøjvaskningen i fangebarakkerne og ifølge en fangeberetning på følgende måde: „På vaskedagen hentede vi 10 baljer varmt vand i lejrkøkkenet. Det skulle række til den halve barak, dvs. 100 personer. At koge vasketøjet kun-ne der ikke blive tale om. Hver mand havde krav på en liter varmt vand. El-ler rettere: mere eller mindre varmt vand! Der blev nemlig vasket stuevis. Så første stue havde mere varmt vand end den sidste stue, som først kunne vaske en time senere. Sæbepulver var endnu knappere end vandet. For det meste var der tale om erstatningssæbe. I barakkens vaskerum fordelte vi det tildelte vand i vaskekummerne, og så gik man ellers i gang hver især at bearbejde sit ‘store vasketøj’ med neglebørste og håndsæbe. Tid havde vi jo nok af, og manglen på vaskemiddel og varmt vand måtte vi kompensere for ved grundig brug af børsten. Men selvfølgelig måtte hver mand gøre sig færdig så hurtigt som muligt, for kammeraterne fra de andre stuer ventede utålmodigt på, at det skulle blive deres tur. Det varme vand blev jo hur-tigt mindre varmt […] Og tørringen af vasketøjet? Det måtte vi gøre i vore trange stuer, hvor 20 mand boede og sov. Vi havde ingen vaskesnore og klemmer, så vi bandt snore fra vore tilsendte pakker sammen og spændte dem ud fra seng til seng. Og så hang det der, over- og undertøj, lange un-derbukser, lommetørklæder og nogle dusin strømper, hvoraf især de sidste dryppede godt. I løbet af de følgende dage – alt efter tørringsprocessens varighed – forsvandt den pragtfulde udsmykning ned mellem lagner og madrasser, hvor rulningen blev klaret. Og så forsvandt det ‘rene og glatte’ vasketøj i en papæske, der tjente som kommode. Senere kom tøjvaskningen i regelmæssig gænge. Vi kunne hver uge bringe vort vasketøj til vaskeriet og fik det efter få dage tilbage i ren og ren-set tilstand. Vaskeriet behandlede imidlertid tøjet temmelig hårdhændet, men hvad, vi havde jo rigelig tid til at stoppe og sy.“74

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

57

Måske ansporet af Digmanns lydhørhed mht. at forbedre de indsattes hygiejniske forhold udformede fangeledelsen en halv snes dage senere en skarp protest til lejrkommandant Digmann over en tildragelse i lejren: „Lejrledelsen må på det alvorligste beklage sig over, at de arbejdshold, der er sat til udendørs arbejde, også skal udføre arbejdet i stærkt regnvejr, som det skete den 15. ds. om eftermiddagen. Da det regnede så stærkt, at det måtte anses for uforsvarligt at fortsætte arbejdet, henvendte arbejdslederen sammen med en af vagtposterne sig til hr. officiant Finnerup med anmodning om at få arbejdet standset. De blev afvist med disse ord: „Der skal arbejdes lige til kl. 5, selv om det regner.“ Ved en senere henvendelse til tårnet [hvor den indre lejrledelse havde sit vagtkontor, ligesom i Frøslevlejren] blev der meddelt os, at det skyldtes den omstændighed, at en interneret fra barak 14 havde forsøgt at flygte natten i forvejen. Da vi ikke på nogen måde kan forhindre, at en interneret vil fore-tage flugtforsøg, må vi på det bestemteste tilbagevise denne begrundelse som ganske uretfærdig over for de øvrige internerede. Ca. 200 internerede kom i går hjem fra arbejdet og var gennemblødte, de fleste af disse havde ikke andet tøj at skifte med, og vi imødeser derfor en stor tilgang af sygemeldinger af denne årsag og stor fare for forkølelser, lungebetændelser m.m. I det store og hele er vore folk arbejdsvillige, men det vil være os umu-ligt at opretholde disciplin og orden blandt vore folk, når de gentagne gan-ge udsættes for straffeforholdsregler af denne art.“75

Havde fangeledelsen håbet på at være trængt gennem lejrkomman-dantens parader, blev man slemt skuffet, for nu skruede Digmann bissen på: „I besvarelsen af Deres skrivelse af 16.6.45 skal jeg indskrænke mig til følgende bemærkninger:

1. Tonen er utilladelig og vil ikke i fremtiden blive tolereret.2. De internerede forstår udmærket selv at gardere sig i regnvejr,

hvorfor det ikke er nødvendigt fra vor side at standse arbejdet i byget vejr. Ved stærk heldagsregn er forholdet noget andet, og arbejdet vil her blive standset, når det skønnes påkrævet.

3. De internerede må gøre sig klart, at lempelser og begunstigel-ser til enhver tid vil være afhængig af lejrens [dvs. fangernes] indstilling og forhold. Forhold af lignende art som de i den for-løbne uge forefaldne, f.eks. flugtforsøg, planlæggelse af flugt-forsøg i flere tilfælde, besiddelse af illegale aviser m.v. samt ar-bejdsuvilje og forsøg på unddragelse af arbejdspligt tyder ikke på disciplin og viser tillidsmands og barakformands manglende evne til at gennemføre ordensbestemmelserne for lejren.“76

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

58 Formodentlig i et forsøg på at opretholde disciplinen synes Digmann at have efterlevet lejrbestemmelserne temmelig rigidt. Fx blev andragender om besøg, der ikke var strengt forretningsmæssige, afvist, og besøgende, som mødte op i Fårhuslejren, fordi de hos de forskellige myndigheder hav-de fået besked om blot at tage ned til lejren, „så gik det nok“, måtte også tage hjem med uforrettet sag – og besked om at sende en skriftlig ansøg-ning til lejren, hvorefter tilladelsen kunne forventes tilsendt i løbet af to-tre uger, hvis ellers besøget kvalificerede sig til et „forretningsanliggende af vigtighed“.77 En af dem, som måtte tage hjem med uforrettet sag og efterfølgende sende en skriftlig anmodning om et vigtigt forretningsbesøg, var Mimi Møller fra Gråsten, gift med den hjemmetyske fører Jens Møller, der var interneret i barak 10, stue 8. Hun havde den 15. maj fået en skriftlig tilla-delse fra modstandsbevægelsens byleder i Gråsten til at besøge sin mand for at drøfte forskelligt vedrørende dennes dyrlægepraksis. Men så langt rakte bylederens indflydelse altså ikke.78 Digmanns ubøjelighed på dette punkt skyldtes også det rent praktiske forhold, at han dagligt modtog ca. 100 ansøgninger om besøg, og derfor

De internerede varierede aldersmæssigt fra omtrent 17 til 60 år. Frihedsmuseet

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

59

var ventetiden så lang som to-tre uger. „Dette kan de af de internerede, for hvem det virkelig er af livsvigtig betydning at få et forretningsforsøg, ikke være tjent med,“ som Digmann udtrykte det i en henvendelse til lejrens til-lidsmand, hvor han efterlyste mådehold mht. indgivelser af ansøgning om forretningsbesøg.79

„Det ansøgte vil ikke for tiden kunne bevilges“Digmanns tolkning af, hvad der var livsvigtigt, forekommer at have været hård, i hvert fald i maj måned. En fru Marie Z. fra Haderslev bad den 16. maj om tilladelse til at tale med sin internerede mand, som var malerme-ster, om forretningen. Hun fik afslag med standardformuleringen: „Det ansøgte vil ikke kunne bevilges for tiden.“ Samme besked fik Fru S. fra Løgumkloster, hvis mand var bagermester. Hun motiverede endda sit an-dragende med, at „jeg indtil nu ikke har bekymret mig meget om forret-ningens gang. Men jeg står nu alene med kun en lige udlært bagersvend, hvorfor jeg nødvendigvis må tale med min mand om forretningen, derun-der indkøb af mel og andre bageriartikler, brændsel m.v., ligesom jeg må tale med ham om forholdet med rationeringsmærkerne“. Det gjorde tilsyneladende heller ikke større indtryk på Digmann, når en midlertidig forretningsfører for en større kolonialhandel i Tønder satte trumf på for at få en forretningssamtale med den normale forretningsfø-rer, som nu sad interneret: „Jeg håber, De vil tillade den samtale, idet det jo også er i samfundets interesse, at en virksomhed kan blive ved med at fungere.“ En hustru til en gårdejer i Fårhus blev også meddelt afslag på følgende: „Undertegnede fru Magdalene C. anmoder høfligst om at få til-ladelse til at få en samtale med min mand Fritz C. af Bovmark. Vi har en større gård og i forårsarbejdet mangler vi at så roer samt lægge kartofler. Da jeg er uden nævneværdig hjælp og ikke selv ved, hvordan arbejdet skal påbegyndes, er dette emnet, hvorom jeg gerne vil tale med min mand.“ Det nyttede heller ikke noget at pukke på position og anseelse: „Ærbø-digst J. Schmidt, forhenværende sognepræst og folketingsmand,“ under-skrev den gamle hjemmetyske fører, pastor Johannes Schmidt-Wodder, sig med, da han forgæves forsøgte at få bragt en forretningssamtale i stand mellem sin svigerdatter og Schmidt-Wodders søn vedrørende driften af ejendommen Petersholm i Tørsbøl, hvor begge generationer Schmidt bo-ede.80 I sin ovennævnte anmodning om at få lov til at besøge Jens Møller hav-de hustruen Mimi Møller følgende tillægsspørgsmål: „Må jeg tage min mands skakspil og bog med? Er det muligt at sende Politiken og Jydske Tidende igennem postkontoret?“ Hun kan næppe have modtaget et be-kræftende svar fra ‘Lagerkommandanten’, som hun titulerer Digmann, for han ville end ikke tillade de internerede at læse mindretallets egen avis

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

60Nordschleswigsche Zeitung. Dette spørgsmål blev bragt op i slutningen af maj, idet avisen mente at have en aftale om daglig levering af 200 aviser til lejren. Digmann tilkendegav over for Region III (som havde fået en hen-vendelse fra den tyske avis), at han intet kendte til en sådan aftale, men muligt var den indgået med hans forgænger Aksel Petersen. Han var dog mest tilbøjelig til at mene, at de 200 eksemplarer (som tilsyneladende var sluppet ind i lejren) blot var en fortsættelse af den praksis, som var blevet tilladt i Frøslevlejren af de tyske myndigheder omkring den 15. oktober 1944. Samtidig havde man dog givet afslag på enhver anmodning fra fan-gernes side om at modtage en dansksproget avis – end ikke nazistiske or-ganer som Fædrelandet og Kritisk Ugerevy. Digmann resolverede derfor, at eftersom der var både internerede og varetægtsfanger i lejren, og eftersom sidstnævnte kategori næppe ville få tilladelse til at modtage aviser, ville han „under hensyntagende til de ikke helt effektive isoleringsmuligheder i lejren anse det for lidet hensigtsmæssigt at give avistilladelser, og specielt ikke til en tysk avis på nærværende tidspunkt“. At tillade en dansk avis anså han heller ikke for tilrådeligt, idet de ikke var underkastet censur. Derfor indstillede han til Region III, at ansøgningen fra Nordschleswigsche Zeitung i hvert fald foreløbigt blev afslået.81

„Pastor Schmidts 75-års fødselsdag. Partiføreren overbringer sine lykønskninger“. Foto og tekst fra NSDAP-N s fotoarkiv. På fotoet fra 1944, som er taget af det tyske mindretals faste propagandafotograf, lærer Rudolf Gimm fra Bolderslev, er den tidligere fører for det tyske mindretal, pastor Schmidt-Wodder (th.), foreviget sammen med sin efterfølger Jens Møller (tv.) på gården Petersholm i Kværs. Her boede pastor Schmidt sammen med sin søn og svigerdatter. Museum Sønderjylland-ISL

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

61

På samme måde afslog Digmann venligt, men bestemt, en anmodning fra præsten i Bolderslev, Hans Madsen, om at måtte besøge de sognebørn, som sad i Fårhuslejren. Hans Madsen, som angiveligt havde været med-lem af modstandsbevægelsen og kunne vedlægge anbefalinger fra mange gode danske mænd fra lokalområdet, ønskede, som han formulerede det, at „få lejlighed til samtaler på tomandshånd med de fanger her fra sognet, der måtte ønske det, for at bringe dem lidt trøst og opmuntring, og – om muligt – selverkendelse“. Han ville også gerne samle sognebørnene i lejren til en lille andagt, for som Madsen formulerede det i sin udgangsbøn: „Vi danskere har jo aldrig haft for skik at nægte forbrydere præstens besøg el-ler evangeliets trøst.“ Digmanns afslag skyldtes principielle overvejelser, især at en imødekommelse kun ville skabe præcedens for, at andre sogne-præster kunne påberåbe sig retten til gejstlig betjening af deres sognebørn – og det kunne Digmann ganske enkelt ikke overskue med de mandskabs-ressourcer, han rådede over. Derimod kunne han tilbyde pastor Madsen at indgå i den ordning, som var aftalt med biskop Noack om, at der hver søndag blev holdt en dansk gudstjeneste i lejren for de internerede. Flere præster deltog i ordningen, bl.a. pastor Lauritsen, Bov, og pastor Madsen, Sønderborg. 82 Digmanns linje mht. den gejstlige betjening i lejren forekommer at være lidt mere restriktiv end det, biskop Noack i Haderslev den 9. maj hav-de forestillet sig over for såvel pastor Lauritsen som lejrkommandant Aksel Petersen. I brevet, hvor biskoppen formelt overdrog Lauritsen ansvaret for den gejstlige betjening af lejren, hed det således, at „der muligvis vil være grund til at holde både danske og tyske gudstjenester ligesom anden kirke-lig betjening på begge sprog“.83 Man må formode, at Digmann henholdt sig til de retningslinjer, som Kirkeministeriet den 24. maj 1945 havde meddelt samtlige biskopper vedrørende „den kirkelige betjening af personer, der er anbragt i lejre eller andre midlertidige interneringssteder som sigtede for forræderi eller landsskadelig virksomhed mv.“. Retningslinjerne fastlagde, at den kirkelige betjening foreløbig skulle overdrages til den stedlige sog-nepræst, som evt. kunne søge hjælp hos andre præster, „eventuelt fortrins-vis hos de præster, der selv har været i koncentrationslejr“.84 Det blev altså betragtet som en kvalifikation at have siddet i kz-lejr, hvilket kan forklare, at pastor Madsen fra Sønderborg indgik i den kirkelige betjening af Får-huslejren. Han havde nemlig siddet i såvel Frøslevlejren som kz-lejren Da-chau.85 Digmann var heller ikke meget for at tilstå kronisk syge internerede særrettigheder, med mindre en éntydig lægeerklæring fra lejrens danske, tilsynsførende læge, dr. Lorenzen fra Bov, talte herfor. Umiddelbart efter sin tiltræden som lejrkommandant indgik Digmann en aftale med Loren-zen (som han kendte fra Frøslevtiden, hvor Lorenzen fx var meget aktiv

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

62

ved hjemtransporten af danske kz-fanger) om at fungere som lejrlæge og tilsynsførende med de internerede, hjemmetyske læger, der varetog den daglige tjeneste i lejrens infirmeri i barak 6. En astmatiker med kronisk bronkitis og svækket hjerte, som ansøgte om løsladelse, så han kunne vende tilbage til hjemmet i Rønshoved, fik af-slag fra Digmann – selv om den syge kunne belægge sin ansøgning med en erklæring fra en af fangelægerne om, at hans tilstand var meget dårlig, og at tilstanden formodentlig ville blive forværret i lejren. Dr. Lorenzens vur-dering og anbefaling var nemlig i al knaphed: „Ved undersøgelse har jeg konstateret, at Hansen lider af de anførte sygdomme. Kan hans sag ikke fremskyndes så vidt muligt? Kan han ikke ligge for åbent vindue om nat-ten?“ Digmanns beslutning var derfor: „Kan sove med sprække i vinduer-ne“ – hvilket blev meddelt administrationskontoret og tillidsmand Knop.86

Digmann rettede sig dog ikke altid efter dr. Lorenzens faglige vurderin-ger. Således anbefalede Lorenzen, at en interneret blev undersøgt af en ner-vespecialist, men dette fandt Digmann „lidet formålstjenstligt“.87 Lige så afvisende var han over for en efter eget udsagn meget alvorligt syg person, som bad om lov til at konsultere sin læge, en homøopat fra Haderslev, som nu sad interneret i Fårhuslejren: „Besøg udelukket. Henvendelse til anden læge,“ noterede Digmann til sit sekretariat i administrationskontoret.88 Den myndige lejrkommandant kunne dog tilsyneladende også være large – og blive skuffet derved: En interneret, A.S., havde fået Digmanns tilladelse til dagligt at blive befordret til Padborg Mølle for at ordne for-skelligt vedrørende kornaflevering. Imidlertid måtte Digmann ved en hen-vendelse fra byledelsen i Padborg erfare, at ordningen „misbruges stærkt, idet den frihedskæmper, som i Padborg har vagt hos ham [A.S.], tillader forskelligt ud over det tilladte, således færdes den internerede frit i møllen ligesom han uhindret har adgang til telefon m.v., hvorved han er i stand til at give meddelelser af forskellig art til andre hjemmetyskere i Padborg og omegn, som han har erfaret ved samtale med sine med-internerede i Får-huslejren. Det forefundne har givet anledning til adskillige mishagsytrin-ger blandt den danske befolkning i Padborg, og man ønsker gerne sagen undersøgt til eventuel videre foranstaltning“. På baggrund af sagsfremstillingen kan det ikke undre, at tilladelsen til den internerede straks blev inddraget.89 Episoden viser i øvrigt, at der (selvfølgelig) har været en livlig, illegal udveksling af informationer mel-lem de internerede og omverdenen – hvilket utvivlsomt har fornøjet de internerede – og at det bl.a. lod sig gøre på grund af en lemfældig bevogt-ning. Et andet eksempel herpå var et arbejdshold på 12 internerede, som arbejdede med oprydning på sportspladsen i Fårhus, den lille landsby, som havde lagt navn til lejren. Desuden transporterede det pågældende arbejdshold bygningsmaterialer til lejren. Netop fordi man havde begrun-

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

63

det mistanke om, at de internerede forsøgte at sætte sig i forbindelse med omverdenen, bestod vagten af hele tre mand – i dette tilfælde tre soldater fra Den danske Brigade. Da imidlertid officiant Finderup inspicerede ar-bejdet, fandt han to af vagterne liggende ned på en bræddestabel i sports-pladsens ene ende, medens kun den tredje vagt passede sin tjeneste. Og ef-tersom arbejdsholdet var spredt ud over hele sportspladsen, ville det ifølge Finnerup være en smal sag at sætte sig illegalt i forbindelse med omverde-nen, fx ved at gemme breve i bræddestablerne.90 Mon ikke Finnerups hypotese kan tilskrives tidligere erfaringer? Meget tyder i hvert fald på, at det forfængelige håb, Digmann udtrykte over for en journalist ved sin tiltræden som lejrkommandant om ikke at blive lige så meget til grin som tyskerne i Frøslevlejren, aldrig gik helt i opfyldelse. Fårhusfanger har vedvarende hævdet, at de blev udsat for vold, bruta-litet, udhungring, ja, endog drab. Disse forhold henføres i alt overvejende grad til lejrens første måneder, medens den var under modstandsbevægel-

Indsatte i gang med at opføre et byggeri umiddelbart bag ved kvindebarak H16, somme-ren 1945. Stedet taget i betragtning, må det dreje sig om den senere ‘sikringsafdeling’, en stenbygning der blev anvendt som lejr-arrest. Bov Lokalarkiv

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

64

sens kommando. Spørgsmålet vil blive behandlet indgående i en senere sammenhæng, hvor også de indsattes opfattelse af lejren og dens autorite-ter vil blive beskrevet. En anden hovedanke fra de internerede har bestandigt været, at de blev tilbageholdt længe uden at blive stillet for en dommer. Med denne proble-matik har vi bevæget os ind på overgangen fra interneringslejr til statslig straffelejr.

Fra internering til varetægtNår Digmann den 28. maj i samråd med sin gamle medfange, politi mester Brix, gik i brechen for forslaget om, at ‘Inter ner ings lejren Frøslev’ skiftede navn til ‘Får huslejren’, skyld tes det ikke blot ønsket om at markere for skellen på tyske og danske fanger, men også en formalistisk betragtning: Be tegnel-sen ‘internerings lejr’ dækkede ikke anvendel sen, idet en stadig voksende del af de her anbragte personer var arrestanter og ikke internerede.91

Denne distinktion gør krav på en kort juridisk forklaring. Interneringerne medførte, at personer blev frihedsbe røvet, uden at grund lovens krav om fremstilling for en dommer inden for 24 timer kun-ne over holdes. Derfor var det belejligt, at modstandsbe vægelsen, og ikke de danske myndigheder, formelt set var ansvarlig for interneringerne, der imidlertid kunne betragtes som de facto anerkendt af regeringen. I de første direktiver fra Frihedsrådets arrestationsudvalg og minister Frode Jakobsen blev det stærkt betonet, at de internerede ikke måtte fremstil-les for en dommer, fordi der foreløbigt var tale om rene interneringsfor-anstaltninger.92 Først den 13. maj 1945 trådte som tidligere nævnt poli-tiet atter i funktion og kunne forestå anholdel serne. De skulle nu foregå efter almindelige regler, dvs. at de anholdte skulle stilles for en dommer inden 24 timer. Samtidig skulle modstandsbevægelsen gradvis overgive de internerede til politi et med henblik på fremstilling for en dommer. Afviklingen af interneringerne begyndte så småt den 14. maj og fulgte de retningslinjer, som blev udsendt af Frihedsrådets arresta tionsudvalg. Først og fremmest blev det betonet, at overleveringerne skulle ske efter nærmere aftale med politiet, således at man var sikker på at kunne nå at overholde 24-timers fristen for fremstilling for en dommer. I første række skulle de internerede overføres, som man i forståelse med politiet var sik-re på havde gjort sig skyldige i strafb are forhold efter den gældende straf-felov, fx drab og vold.93

Det såkaldte ‘straffelovstillæg’, som blev taget i anvendelse i langt de fle-ste landssvigersager, og som skal behandles mere indgående nedenfor, var endnu ikke blevet vedtaget af Rigsdagen, det blev det først den 1. juni. De politifolk, som hidtil havde haft med de interneredes sager at gøre, skulle fortsætte med deres undersøgelser og fortsat efter den 13. maj betragtes

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

65

som stående under modstandsbe vægelsen. Først når de interneredes sager var afviklet, skulle disse politifolk afgives til tjeneste under Rigspolitiet. Fra den 14. maj 1945 havde man altså et tostrenget system, idet mod-standsbevægelsen beholdt ansvaret for de personer, der var interneret, før politiet trådte i funktion, indtil de kunne løslades eller overleveres til poli-tiet. Først ved denne overgivelse blev disse personer undergivet almindeli-ge regler. Overlevering til fængsling skulle ske på en sådan måde, at de blev fuldstændig adskilt fra kategorien af internerede. Helst skulle de anbringes i egentlige arresthuse.94

Af Region III blev Digmann holdt løbende orienteret om disse forhold, og det samme blev vicefæng selsinspektør Gjerstrup af Direktoratet for Fængselsvæsenet.95 De to indledte lokale drøftelser, og den 21. maj foreslog Digmann over for Gjerstrup følgende midlertidige ordning: Der blev stil-let barakker til rådighed for fængselsvæsenet i takt med behovet for facili-teter til varetægtsfængslede. Disse barakker skulle fortsat stå under lejrens bevogtning, men det daglige tilsyn med dem blev varetaget af fængsels-væsenets be tjente. De pågældende barakker skulle isoleres fra den øvrige lejr ved et enkelt pigtrådshegn. Lejrens kommandoforhold i øvrigt forblev uforandrede. En ordning, hvorefter de fængslede blev anbragt i ‘særlige fan-gelejre’ som fx Møgel kær eller Nyborg, ville efter Digmanns mening være at foretrække, men han fandt, at den skitserede ordning var fuldt forsvarlig.96

I sit mødereferat til direktøren for fængselsvæsenet delte vice fæng-selsinspektør Gjerstrup kun delvis denne opfattelse: Han så helst, at også bevogtningen kom på fængselsvæsenets hænder. I øvrigt benyttede Gjer-strup under henvisning til udvidelsen af sit domæne lejligheden til at af-

Varetægtsfanger på gårdtur. Frøslevlejrens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

66

sende den første af mange bønner om mere personale. I første omgang syv fængselsbetjen te.97

Den 30. maj indledte Gjerstrup sin ekspansion i Fårhuslejren med føl-gende skrivelse til Digmann: „Jeg skal herved tillade mig at anmode om, at de [på] medfølgende to lister anførte fanger, som ifølge meddelelse fra politimestrene i Gråsten og Aabenraa har været fremstillet i grundlovsforhør og er blevet fængslet, udleveres til mig som fængselsvæsenets repræsen tant i lejren. Jeg anmoder om, at barakkerne B8 og B9 i morgen torsdag den 31. maj straks efter mor-genspisningen må blive rømmet af de nu værende beboere, der ved afgan-gen fra barakken skal medtage alle deres personlige ejendele samt de dem af lejren udleverede genstande som tæpper, lagner, beklædningsgenstande m.v. De på liste I og II anførte personer anmoder jeg om må blive beor-dret til at tage opstilling kl. 19 foran henholdsvis B8 og B9, idet hver mand medbringer de ham udleverede genstande, såvel person lige som lejrens.“98

Denne første ekspedering af 245 personer fra den ene afdeling af lejren til den anden regnede Gjerstrup med ville blive fulgt af ca. 50 personer om dagen den kommende tid. Hertil kom de personer, som ankom direkte til lejren som fængslede. I takt med at antallet af varetægtsfanger steg, overlod Digmann fange-barakker til fængsels væsenet. Barak efter barak blev indhegnet.

Brigadesoldat på vagt i lejrens hovedvagttårn. Oven over brigadéren ses ‘styrepinden’ til hovedvagttårnets bevægelige projektør. Hovedvagttårnet var, som sidevagttårnene, ud-styret med et Madsen rekylgevær fra Frøslevlejrens tid. Frihedsmuseet

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

67

De fængslede kvinder udgjorde et specielt problem for Gjer strup: Han kunne ikke overføre dem til sin del af lejren, idet han ikke havde kvindeli-ge fængselsbetjente til sin rådighed. Og reglerne foreskrev, at udelukkende kvindelige fængselsbetjente måtte føre tilsyn med kvindelige fanger. Han havde derfor aftalt med politikommandøren, at de varetægts fængslede kvinder foreløbig måtte forblive blandt deres inter nerede medsøstre.99

Hele processen krævede plads. Digmann skulle tilveje brin ge interimis-tiske retsloka ler og forhørsloka ler, ligesom politi folk fra syv politikredse skulle indkvarteres. Den 20. juni 1945 lagde doms- og politimyn digheder beslag på i alt 46 lokal er i lejren.100

Interrogation CentreDen 29. juni 1945 gjorde Digmann status: „Der sidder i dag ca. 1000 fængslede, overført til fængsels væsenet, og ca. 2100 internerede. Direkte indsat af englænderne sidder rundt 200 per-soner herne de, men det er muligt mest korrekt at medtage alle, der er ar-resteret efter at have været eftersøgt eller efterlyst i feltpolitiets lister eller er blevet arresteret ved grænsen. Tallet er da ca. 550, inclusive de 200. Man kan vel ikke med rette sige, at afhøringerne ikke foregår i tilfreds-stillende omfang. Her arbejder i øjeblikket i 16 forhørslokaler og tre rets-lokaler politi og dommere fra Hader slev, Aabenraa, Tønder, Gråsten, Søn-derborg, Løgumkloster og Toftlund. Politiets tekniske afdeling fra Kolding arbejder desuden på fuld kraft med fotografering og fingeraftryk. Såvel af-høring som fremstilling for dommer går i ret stærkt tempo, men kunne naturligvis foregå endnu hurtigere, såfremt yderligere lokaleplads kunne frem skaffes. Forberedelser hertil er i fuldt sving.“101

De mange ‘allierede krigsfanger’, som Digmann nævner, udgjorde et specielt problem. De henhørte, som tidligere nævnt, ikke under de danske myndigheder og sad isolerede i en speciel af deling i Fårhuslejren, den tid-ligere ‘stikkerafdeling’ fra Frøslevlejrens tid. Faktisk udgjorde afdelingen i Fårhus, hvortil var knyttet en britisk Field Police-afdeling, også én af to hovedlejre i Danmark for ‘tyske mistænkelige personer’. Den anden var Kastellet i København. Arbejdsdelingen var, at de personer, som havde in-teresse for kontraspiona ge almindelig vis blev sendt til Kastellet, mens de øvrige som regel blev sendt til Fårhus.102 Hvordan og af hvilke instanser denne kategori af internerede blev eks-pederet i løbet af sommer og sensommer fremgår af et cirkulære fra Rigs-politichefen den 17. juli: „Som meddelt i et cirkulære fra rigspolitichefen den 6. juni har SHAEF i Danmark [de vestallieredes militære myndigheder] oprettet et Interroga-tion Centre, hvis opgave er at foretage undersøgelser mht. spionage, kon-traspionage og lignende forhold af militær betydning.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

68

Feltpolitidetachementet er nu ophævet, og den nødvendige forbindelse mellem Inter rogation Centre og det danske politi er etableret gennem Rigs-politiets Efterretningsaf deling, der i disse sager har et snævert samarbejde med Generalstabens Efterretnings sektion (kontraspionageafdelingen). Interrogation Centre har hovedsæde i København. For i størst muligt omfang at undgå overførsel af arrestanter og internerede til afhøring i Kø-benhavn, vil der, da det ikke for tiden er muligt at oprette særlige efterret-ningsafdelinger i alle politikredse, til bistand for Interrogation Centre ved fore tagelser af afhøringer mv. blive oprettet underafdelinger af efter-retningsafdelingen i Odense, Århus og Haderslev samt Fårhuslejren. De nævnte steder vil der også være stationeret engelske forbindelsesofficerer. Alle personer, der hensidder i danske fængsler, men som af feltpolitiet eller på anden måde er erklæret for allierede krigsfanger, skal afhøres af de forannævnte underafdelin ger.“103

Underafdelingen af Rigspolitiets Efterretningsafdeling i Fårhuslejren omfattede nu i hvert fald kriminalbetjent Regner fra Fårhuslejrens Kri-

Tyske officerer under transport til eller fra Fårhuslejrens Interrogation Centre, flankeret af to danske politifolk fra Den danske Brigades Feltpolitidetachement. De tyske officerer var uden tvivl ‘allierede krigsfanger’. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

69

minalpoliti, som havde været fange i Frøslevlejren og en ledende skikkel-se i Frøslevlejrens lejrpoliti. I Får huslejrens Civilian Inter rogation Centre virkede også kriminal betjent Thorkild Andersen, oprindelig fra Sønder-borg politi og efter sin flugt til Sverige indrulleret i Den danske Brigades Feltpolitidetache ment. Fra hans hånd har vi en beretning om arbejdet i Får huslejren med at behandle de allierede krigs fangers sager: „Men altså, det var en blandet forsamling, vi tog fat på, da vi omkring Sankt Hans flyttede ind i lejren for at begynde sor teringen. Vi var fem mand høj, Peder Mortensen Regner, Ib Larsen, Carl Peter Larsen, J. Folkersen og undertegnede. Feltpolitidetachementet var netop ophørt, og nu arbejdede vi for stats advokaten for særlige anliggender og den allierede Civili an In-terrogation Centre, Copenhagen, den danske ledet af stats advokat Troels Hoff, og den allierede af kaptajn [captain] S. Svennings en, Alsgades Skole, som var bror til direktør i Udenrigsmini steriet Nils Svenningsen. De forskellige politikredse fremstillede og fængslede deres internerede, og vi indledte vort arbejde med at søge at finde ‘de af vore’, der uden vi-dere kunne overgives til deres sted lige politikredse. Derefter begyndte vi sorteringen af resten. De udenlandske statsborgere blev for de flestes ved-kommende kørt til den engelske lejr i Neumünster. En del kom på Alsga-des Skole. Hen mod november var vort ‘lager’ tømt, og vi flyttede til Ve-sterport, til Troels Hoff.“104

Der var efterhånden en del instanser repræsenteret i Fårhuslej ren og de komplekse kommando- og kompetenceforhold kunne nok give anledning til gnidninger. Det irriterede Digmann, som jo stod for bevogtningen af hele lejren, at politimestrene tilsyneladende mente at have fri adgang til lej-ren, når man havde ærinder i forbindelse med inter nerede eller fængslede fra den pågældende politikreds. Fx krævede Digmann af politi mestrene, at løsladelser og overførsler af internerede fra lejren til fæng selsaf delingen udelukkende kunne finde sted på skriftlig rekvisition til kommandant-skabet fra de respekti ve politi mestre eller byledelser. Som ‘udleverende myndig hed’ agtede Digmann at henholde sig til den myndighed, som den pågældende fange sorterede under. Han ville ikke lade sig nøje med en skriftlig rekvisition udstedt af en overbetjent fra fængsels væsenet.105

Man aner i Digmanns argumentation også en vis irritation mod vicein-spektør Gjerstrup. Viceinspektøren, som sikkert ikke har været upåvirket af udsigten til at blive chef for hele fore tagendet, var heller ikke udpræget vellidt blandt en del af de politifolk, som virkede i lejren. Det vender vi se-nere tilbage til. At Gjerstrup langsomt, men sikkert udvidede sit territorium fremgår af de daglige opgørelser over internerede og fængslede, som Direktoratet for Fæng selsvæsenet udbad sig fra ham. Her skal blot fremdrages enkelte af dem:106

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

70

Dato i 1945 Internerede Allierede krigsfanger

Fængslede Ialt Fængslede på venteliste

4. juli 1.775 250 1.114 3.139 40318. juli 1.586 (heraf

159 kvinder)242 1.234 3.062 620

1. august 1.191 (heraf 129 kvinder)

171 1.528 2.890 393

15. august * 658 (heraf 87 kvinder)

256 1.853 2.767 37 (alle syge fanger) samt

20 straf­afsonere.

* 12 dage efter fængselsvæsenets overtagelse af lejren.

Oversigterne kalder på enkelte kommentarer: At antallet af allierede krigs-fanger længe synes konstant, skyldtes en stadig tilstrømning af denne ka-tegori af indsatte. Det drejede sig som tidligere nævnt fx om frontfrivillige, der sivede hjem til Danmark og blev samlet op ved grænsen. ‘Fængslede på venteliste’ var varetægtsfængslede, som fængsels væsenet ikke havde ressourcer til at modtage i sin del af lejren. I Gjerstrups oversig-ter er de efter alt at dømme talt med under ‘internerede’ på grund af deres fysiske placering i internerings lejren. At der den 15. august 1945 for første gang optræder ‘strafafsonere’ vid-ner om, at nogle varetægtsarrestanter nu havde været for retten og fået en dom. Denne fangekategori skulle naturligvis vokse med tiden og i øvrigt kræve yderligere en opdeling af lejren, fordi der hermed opstod en fange-gruppe, som formelt set skulle behandles anderledes end vare tægtsfanger. Den 12. august 1945 noterede en indsat, den hjemmetyske Harboe Kar-del, i sin dagbog: „I dag dukkede de første ‘afsonere’, som vi på grund af deres påklædning kaldte ‘de sorte’, op i lejren. De fleste var rigsdanskere, men aabenraaeren St., som var blevet idømt to år, hvilket forekom os alle som frygteligt hårdt, var også iblandt dem. De så alle blege og forgræm-mede ud. Det lange ophold i cellerne stod malet i deres ansigter og fik os internerede til at gyse. De ‘sorte’ blev holdt skarpt adskilt fra os.“107 De specielle fangedragter for afsonerne var sortfarvede, genbrugte, tyske uniformer.108

Det forhold, at der den 20. juli 1945 var næsten 700 fængsle de, som sta-dig opholdt sig i interneringslejren, karakteriserede Gjer strup som mere og mere uholdbart, ikke mindst fordi det efter hans bedømmelse var ulov-ligt. Ikke overraskende brugtes dette argument som rambuk for yderli-gere tilførsel af mandskab. For at kunne overtage de 700 havde han brug for fire barakker ud over de syv, han allerede rådede over. Desuden skul-le han bruge yderli gere mandskab til lejrens drift og til tilsynet med fan-gernes ar bejds kommandoer. Mandskabsproblemet, for så vidt angik me-nigt mandskab, havde han delvis afh julpet gennem ansættelser lokalt af

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

71

Højtstående tyske officerer som ‘allierede krigsfanger’ i Fårhuslejrens Interrogation Cen-tre. Angiveligt havde marineofficeren i den mørke uniform været chef for den tyske mi-litære efterretningstjeneste i Danmark. I baggrunden en brigadesoldat med opplantet bajonet. På bænken i baggrunden sidder en kvinde, som angiveligt var tilbageholdt af briterne for spionage. Frihedsmuseet

41 midlertidige reservebetjente, og af politikommandøren havde han fået CB-uniformer stillet til rådighed, så han kunne give reservebetjentene en slags uniformering.109

Inde i Gjerstrups afdeling nød varetægtsfangerne dog heller ikke deres almindelige rettigheder – først og frem mest på grund af overbelægning. Faktisk fulgte Gjerstrup stort set de retningslinjer for fx brev- og pakke-veksling, besøg, rygning, læsestof m.v., som gjaldt for de internerede i lej-ren. Fangernes vilkår normaliseredes dog i løbet af efteråret 1945, så de i højere grad imødekom de rettigheder, som varetægtsfanger havde krav på.110 Dette spørgsmål vender vi også tilbage til.

Mod statslig straffelejr Den 27. juli 1945 afholdtes i Fårhuslejren et møde, hvor man drøftede den forestående for retningsoverdra gelse. I mødet deltog lejr kommandant Bartholdy, der som nævnt havde afløst Digmann den 5. juli. Endvidere vicefængselsinspek tør Gjerstrup, krimi nalbe tjent Regner fra Interroga-tion Cen tre/Får huslejrens Kriminalpo liti og endelig politikommandør Martensen-Larsen. Drøftelserne kredsede om kritisable forhold, som sna-rest burde bringes i orden: Der skulle lægges pres på politikredsene for at få resten af de internerede for en dommer, så de enten kunne løslades el-ler fængsles. Endvidere enedes mødedeltagerne om, at man, såfremt kon-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

72

traordre ikke indløb, ville overføre de fængs lede på Sønderborg Slot til Fårhuslejren. Til gengæld skulle de allierede krigsfanger i Fårhuslejren så overføres til Sønder borg Slot. Man enedes endelig om indtrængende at henstille til Direktora tet for Fængselsvæsenet, at alle kvinder blev fjernet fra Får huslejren og overført til et mere egnet sted. Kvindernes ophold i lejren skønnede man var „ganske for kastelig“ og også „genstand for berettiget kritik fra offent ligheden“.111 Det stred mod alle anordninger at anbringe kvindelige fanger sammen med mandlige i en anstalt, hvor der ikke var kvindeligt personale.

To britiske politisoldater fra Field Security Personnel, tilknyttet Interrogation Centre i Fårhuslejren, sammen med fængselsbetjentene Bang (tv.) og Langberg-Hansen (th.) for-an lejrens depot W6. Langberg-Hansen bar, som det øvrige personale fra den tidligere Danske Forvaltning i Frøslevlejren, frihedskæmperarmbind. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

73

Tanken om en udveksling af klientel med Sønderborg Slot vandt tilsy-neladende ikke genklang. Ej heller blev kvinderne overført til et andet sted lige med det første. Den 22. august 1940 var der stadig 52 internerede kvin-der i Fårhuslejren, eller som den nu hed ‘Straffelejren i Fårhus’.112

Når tanken om at anbringe de allierede krigsfanger på Sønder borg Slot blev bragt på bane, skyldtes det manglende tillid til sikkerhedsforan-staltningerne i Fårhuslejren. Som det senere vil fremgå, omgikkes man fra centralt hold på dette tidspunkt med planer om at fjerne minefeltet rundt om lejren. Dette skulle ske mellem den 30. juli og den 4. august 1945 som led i den generelle minerydning i Danmark, der var beordret af de alliere-de. Af de 163 tid lige re SS-frivillige, som mod slut ningen af juli måned be-fandt sig i Fårhuslejren, var an giveligt stør steparten allierede krigs fanger, idet de var blevet ind bragt af feltpolitiet.113 Som tidligere nævnt var der en latent frygt for, at denne gruppe af fanger skulle bryde ud eller gøre oprør. Mens overgangen fra interneringslejr til en regle menteret, statslig straf-

I lejrens kvindeafdeling var der, stik mod alle forskrifter, både almindeligt internerede, allierede krigsfanger og varetægtsfanger mellem hverandre. Frihedsmuseet

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

74felejr var yderst glidende på mange punkter, skete andre dybtgående æn-dringer aldeles om gående. Bruno Chri stensen, der som modstands mand var ansat i Fårhuslej ren og fortsatte direkte over i fængsels væsenets tjene-ste sammesteds, beretter herom: „[...] Centrum i driften af de mange gøremål beroede i midter tårnet, hvor der døgnet rundt var placeret to mand. Der var intet telefonsy-stem, hvorfor kommunikationen foregik ved hjælp af et rapfodet ordon-nanskorps af fanger [i Frøslevlejren kaldt ‘Läufere’], som var placeret så-ledes, at det mindste vink fra ‘manden i centrum’ hurtigst muligt blev efterfulgt af en støvsky. Ordonnansen meldte sig til tjeneste, og i langt de fleste tilfælde var opgaven at få en mand hentet til afhøring eller lignende. Dette system fungerede med telefonens hastig hed. Også afmønstringen skulle klares af de to mand i tårnet. Man talte op barakvis, og de respektive barakformænd var ansvarli ge for en korrekt op-stilling i fire roder ude på gangene. Og deres melding, når vi kom, kunne lyde: „196 mand på gangen, fem senge liggende på stue 4, 9 og 12 samt tre mand på sygeafdelingen.“

Fårhuslejrens hovedgade fra sydporten mod hovedvagttårnet. For enden af gaden var lejrens nordport. Bov Lokalarkiv

KA

PITEL 2 FRA

FRøSLEV

TIL FÅR

HU

S – BRU

D O

G K

ON

TINU

ITET I EN LEJRV

ERD

EN

75

En kontrol af tallet var hurtigt gjort, og hele afmønstrings handlingen kunne klares på ca. 20 minutter. Jeg har aldrig oplevet, at barakformænde-nes første meldinger var urigtige. Nu var det også formænd med erfaringer fra tidligere kommandoop gaver. Tilfældigvis var jeg den ene af de to, der havde vagten i tårnet den 3. august 1945, dagen, hvor fængselsvæsenet overtog den fulde drift af an-stalten. Endnu erindres disse fængselsfolks reaktion, da ordonnanssy stemet blev dem demon streret. Det var dog et nummer for skrapt. Hvis nu det var den forkerte mand, ordonnan sen hentede frem. Ved afløsningsseancen måtte vi ligeledes forklare om metoden med hensyn til opmønstring og afmønstring. Det var ret tyde ligt, at systemet stod for fald, endnu inden duggen faldt. Alene vel maskingeværerne i tårnene hindrede et større oprør blandt fangerne, da samtlige belægningsbygninger [fange barakker] fra den ene dag til den anden blev persona lebemande de. Nu skulle det hele til at lig-ne et rigtigt fængsel med skiftende poster og idelige visitationer, efterfulgt naturlig vis af bjerge af rapporter. Derfor blev det hurtigt klart, at det før-ste, der skulle bygges, var en rigtigt muret isolations afdeling med gitter og armatur efter alle regler. For en ordens skyld må tilføjes, at man lige netop havde manden til jobbet som leder af en sådan afdeling. En ganske lille bøjning af en finger, og den genstridige fange var blevet efterrettelig. Hvorfor argumentere med sådan en bisse, når jiu-jitsu-greb nr. 3a) har en langt bedre virkning. Jo, det fængselsmæssige groede frem ganske gradvis. Tommelskru erne fik en drejning – nu var der system. Listende nattevagter inde i bygningerne og uden for bygningerne uden at slække på den bevæb-nede tårnvagt, der hidtil alene havde kunnet klare opgaven. Motivering: Nu var der ikke længere tale om mennesker, som skulle holdes indespær-rede. Det var fanger, og de skulle afsone. Og for at kunne afsone er der gan-ske bestemte normer, der skal overholdes – ellers er der ikke tale om afso-ning, men om blot et ophold uden frihed, og det er noget ganske andet!.“114

Fængselsvæsenets overtagelse af Fårhuslejren varslede tydeligvis store ændringer. På den baggrund var det måske en klog disposition, da kaptajn Digmann, der som både Lagerältester i Frøslevlejren og lejrkommandant i den tidlige Fårhuslejr havde haft afgørende indflydelse på lejrens drift, den 20. juli 1945 valgte at takke nej til et tilbud fra direktøren for fængselsvæ-senet om at blive konstitueret fængselsinspektør i den kommende straffe-lejr.115

Fængselsinspektør blev i stedet vicefængselsinspektør Gjerstrup. Hvad der kan opfattes som en slem forbigåelse var hermed undgået og kontinui-teten alligevel intakt.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

76

Kapitel 3

Faarhus kalder – og andre fangeerindringer

Af Bruno Christensens beretning kunne man få det indtryk, at de ind-satte gik mod hårdere tider med fængselsvæsenets overtagelse af lejren. Sandt er det da også, at de indsatte nu blev underlagt flere regler og blev berøvet størstedelen af det indre selvstyre og den bevægelsesfrihed, man som interneret havde haft inden for pigtråden. Men skal man dømme ef-ter fangeberetninger, opfattede de indsatte nu snarere fængselsvæsenets overtagelse af lejren som en generel lettelse, først og fremmest derved at atmosfæren, tonen og behandlingen i lejren blev bedre. I 1948 udgav Aksel Olesen på eget forlag en pamflet med den nærmest agitatoriske ti-tel Faarhus kalder, hvori Olesen skarpt, bittert og sarkastisk beretter om sine oplevelser som indsat i lejren.116 Tonen får man et indtryk af i Ole-sens forklaring på sin status som ‘allieret krigsfange’ – en status, han fik kundgjort, medens han endnu sad interneret på Det tyske Gymnasium i Aabenraa: „Henimod aften blev jeg kaldt ind til en gråsprængt herre, hvis navn jeg ikke husker. Han fortalte, at han var fra brigaden [Den danske Brigade] og skulle opnotere, hvornår jeg var født og så videre. Det fik han at vide, og i en efterfølgende elskværdig lille drøftelse fik jeg at vide, at jeg var ‘al-lieret krigsfange’ og ikke kunne vente at komme hjem foreløbig. Tværti-mod var jeg herefter at betragte som en ‘farlig forbryder’. Jeg skulle ikke tilbage til de skikkelige tidsfrivillige og ‘stikkerne’ i gymnasiets sal, men skulle hensættes i stadens fængsel, hvor man bedst kunne passe på de helt farlige. Jeg var jo lidt desorienteret. ‘Allieret krigsfange’. Hvordan i alver-dens riger og lande kunne jeg blive det. Jeg, som ikke under hele krigen havde set en engelsk, amerikansk, fransk eller russisk soldat. Det gik over min forstand. Senere blev jeg klar over sammenhængen. ‘Allierede krigs-fanger’ var dem, modstandsbevægelsen ikke havde noget imod, men som i Sverige var stukket af en ‘god ven’. Man havde ingen beviser, hvorfor fan-gerne måtte sidde, til man fandt noget, eller det var lykkedes nævenyttige partisaner at pådutte fangerne et eller andet. Alt sammen i fuldkommen strid med grundlov og retsplejelov, der byder, at en fange skal fremstilles for dommeren inden 24 timer. Det viste sig senere, at ‘reservesvenskerne’

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

77

[Feltpolitidetachementet fra Den danske Brigade] var kommet over Sundet med lister med i alt cirka. 8.000 navne […].“117 Olesen havde op gennem 30’erne flirtet med forskellige stærkt højreori-enterede grupperinger, og fra 1933 til 1937 havde han været medlem af det danske naziparti DNSAP, hvis blad National-Socialisten han var redaktør af. Men fra 1938 stod Olesen uden for de politiske partier og betragtede sig under besættelsen angiveligt som neutral. Dog arbejdede han fra 1940 til 1945 for diverse tyske firmaer såvel i Danmark som i Norge. Disse meritter må have anbragt Olesen på Feltpolitidetachementets arrestationsliste, og først i slutningen af september 1945 blev han løsladt, uden at der var blevet rejst nogen sag mod ham.118 Fra arresthuset i Aabenraa blev Olesen efter 12 dage kørt til Fårhuslej-ren sammen med andre internerede, og som andre oplevede han henfar-ten som stærkt ubehagelig, idet en del sammenstimlede medborgere meget tydeligt gav udtryk for deres foragt over for de internerede. Ankommet til lejren blev Olesen og hans fæller modtaget af en officer, som venligt skulle have udtalt, at de var meget velkomne til at forsøge at flygte, men at der var miner rundt om lejren og skarpskytter i vagttårnene. Og „hvis I bliver hængende lemlæstet i en mine, får I lov at blive liggende“.119 Men livet i Fårhuslejren gik sin gang. Omgivelserne var triste, og skal vi tro Olesen, så de indsatte ikke en grøn spire. Sand, sand og atter sand. Ikke så meget som en gråspurv så man i lejren. „Selv himlens fugle på langfart drejede til side og fløj uden om, når de øjnene lejren.“ Undertiden viste der sig dog en rå med to lam lige uden for pigtråden – et syn, der kunne tryl-lebinde fangerne og gav længslen mod friheden ny næring. „Men vi sad jo i saksen, vi landsforrædere, samfundets udskud, og måtte misunde rådyret derude, bag pigtråd, miner og truende bøssepiber.“ Fangeselvstyret beskriver Olesen som nærmest ‘kommunistisk’. Man valgte egne barakformænd, stueformænd og havde egne læger blandt medfangerne. Den tilsynsførende danske læge, dr. Lorenzen fra Bov, be-skriver Olesen som ‘rimelig og menneskelig’. Man havde desuden eget po-liti, postvæsen og køkkenpersonale. De internerede kunne bevæge sig fra barak til barak, og det var de internerede tilladt at afholde foredrag om upolitiske emner, ligesom der var musikkorps og sangforeninger. Men så såre fangerne blev varetægtsfængslet, formede tilværelsen sig anderledes ensformigt – kun afbrudt af to halve timers gårdtur og marchen over til spisebarakken.120

Lejrkommandant Digmann får ikke nogen høj karakter hos Olesen, men bedømmelsen hviler på et ret spinkelt grundlag, nemlig Digmanns håndtering af det tidligere omtalte flugtforsøg fra barak 14. I Olesens version var der overhovedet ikke tale om et flugtforsøg, men om følgen-de:

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

78

„I den tyske tid var nogle fanger begyndt at grave en kanal fra barak 14 med den hensigt at nå ind under pigtråden og undslippe. Hullets indgang var under barakkens gulv, og arbejdssky fårhusfanger, der senere kom til at bo i denne barak, benyttede kanalen som skjulested, når der var ransag-ning af barakken. En dag fandt man fire-fem fanger, der var kravlet derned for at undgå at komme på arbejde. Det var næppe vanskeligt at finde kanalen, da måske nogle af lejrens nuværende ledere selv har været med til at grave den. Fan-gerne blev halet frem af reservesvenskerne og blev med kolbeslag og andre stød jaget gennem hele lejren og op i arresthuset. Optrinet bemærkedes af besøgende, der gik rystede og grædende bort. De troede, at det rå optrin var almindelig daglig kost, hvad det nu heller ikke var. Senere på dagen sendte lejrkommandanten, kaptajn Digmann, bud efter pressen, og der blev i samtlige blade gjort et stort nummer ud af, at landsforræderne havde forsøgt at grave sig ud af lejren, men at dette heldigvis for landet var mislykkedes, takket være den årvågne lejrledelse. Alle fangerne fra barak 14 blev nu spærret fuldstændig inde i en anden barak, indtil deres kår mildnedes af den nye kommandant, nuværen-de oberstløjtnant Bartholdy. Bartholdy var for øvrigt ikke nogen dårlig kommandant, han viste menneskelige egenskaber, men det kan jo ikke være nogen anbefaling at have været kommandant i en koncentrations-lejr.“121

Redaktør Aksel Olesen fra Aabenraa. Olesen, der havde en fortid i det danske nazist-parti DNSAP, sad i Fårhus-

lejren som allieret krigsfange fra maj til september 1945, hvorefter han blev løsladt.

Han skrev siden den stærkt kritiske bog Faarhus kalder om sine oplevelser i lejren, ligesom han blev redaktør

af bladet Revision, der var et talerør for tidligere lands-

svigere og personer med en meget kritisk holdning til

retsopgøret. Det Kongelige Bibliotek

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

79

Som det er fremgået, syntes de fanger, som var involveret i flugtforsø-get, dog ikke at have båret mere nag til Digmann, end at de tilegnede ham et hyldestdigt ved hans afrejse fra lejren. Nok anfører Olesen, at vogter-nes voldelige adfærd ikke var daglig kost, ikke desto mindre refererer han andre voldelige episoder og anden rå behandling. Således hævder han, at fanger, der ikke var vant til fysisk arbejde, havde store vanskeligheder med at klare den første tids hårde arbejdstempo. „Det var da ikke ualminde-ligt, at fangevogterne eller partisanerne fyrede geværerne af ned mellem benene på fangerne for at forskrække dem og få den til at sætte farten op.“ I et tilfælde, hævder Olesen, blev en fange fra Haderslev såret af et richot-terende projektil, som gik ind gennem mundhulen og ud bag det ene øre. Det hændte også, at vogterne prikkede en fange i bagdelen med bajonetten for at få ham til at sætte tempoet op, og ifølge Olesen var „hensynsløs og upåkrævet farlig skydning det mest benyttede middel til at sætte skræk i de indespærrede fanger“. Næppe nogen barak havde været forskånet for at blive gennemhullet af kugler, og det var med Olesens ord et Guds under, at der ikke var sket flere ulykker. Selv havde han oplevet, hvordan barak 7 var blevet beskudt, og en kugle gik gennem formandens stue, hvor han op-holdt sig med flere andre fanger, og en kugle ramte toilettet. Olesen kan også berette om en kriminalbetjent, som uddelte lussinger til en fange, fordi fangen nægtede at tilstå noget, han ikke havde gjort, og om en dommer fra Gråsten, der optrådte ualmindeligt flabet og for-nærmende over for fanger, når disse var fremstillet. En kvinde, der sad i

En tilbageholdt afhøres i stram retstilling af feltpolitiet i Tønder. Beholdt feltpolitiet ved-kommende, fik han status som allieret krigsfange og henhørte dermed ikke under de danske myndigheder. Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

80

enecelle fordi hun var en meget ‘farlig forbryder’, som Olesen sarkastisk bemærker, fik en „lignende sjofel behandling, som den man ellers beskyl-der Gestapo for“. Man kom ifølge Olesen således fx om natten og sparkede hende op, meddelte hende, at hun skulle skydes næste morgen, og gav hen-de en ligsærk, som hun skulle trække på for at være parat til eksekutionen. Og Olesen fortsætter: „Denne form for nervepres og åndelig tortur var ikke ualmindelig. Fle-re fanger blev forevist for celebre besøgende som rovdyr i bur, og fremvis-ningen kunne ledsages af nedsættende bemærkninger. Læge Frits Clausen [den danske nazileder] blev kommanderet ud af sin barak, og pistolmænd spændte ham for en trillebør og fotograferede ham. Billedet blev sendt ud til alle aviserne, der bragte det med bemærkninger om, at Clausens be-skæftigelse i Fårhus var at køre jord. Publikum skulle rigtig nyde ‘Førerens fornedrelse’. Frits Clausen brugte ikke trillebør undtagen det par minutter, det tog at fotografere ham[…] I en barak, nr. 4 var det vist, morede friheds-kæmperne sig med midt om natten at jage fangerne op og kommandere dem til at kravle på alle fire frem og tilbage på gangen. Når det ikke gik raskt nok, blev de opmuntret med spark. Det bør dog bemærkes, at dis-se ‘frihedskæmpere’ senere blev arresteret og afskediget, men det var vist nærmest, fordi de stjal og tilbageholdt klager, som fangerne havde afleveret til viderebesørgelse.“122

Flere af fangevogterne karakteriserer Olesen som ‘flinke og menneske-lige’, men dette kunne ikke bortvejre den almindelige rå tone i lejren. ‘For Helvede’og ‘kræftædemig’ var ifølge Olesen de mest benyttede gloser af frihedskæmperne, og de blev ganske solidt sekunderet af en del af fanger-ne. ‘Helvede’ og ‘kræftædemig’ lå som en gul svovlsky over lejren, og skal man tro Olesen, har ingen plet af Danmarks jord måttet høre så mange eder og forbandelser som det fattige flyvesand i Fårhus.123 Endnu den 1. september 1940 sad Olesen sammen med 150 andre al-lierede krigsfanger i barak 7. Men bortset fra deres helt uafklarede situa-tion havde de det ifølge Olesen godt i forhold til de medfanger, som havde været for en dommer og var blevet varetægtsfængslet. For det første kunne de i modsætning til varetægtsfangerne bevæge sig frit i barakken og på ba-rakkens område – men nok så vigtigt: Fængselsvæsenet behandlede dem pænt, ja, enkelte fængselsbetjente, fx overbetjent Jensen, viste dem „al den forståelse og menneskelighed, reglementet tillod“, og en anden fængsels-betjent, oversaniteter Aksel Larsen (der var en veteran fra Den danske For-valtning i såvel Horserød- som Frøslevlejren), karakteriserer Olesen som et af de fineste mennesker, han nogensinde havde mødt. Og det skønt rygtet ville vide, at Aksel Larsen var kommunist!124 Også fangernes forplejning blev ifølge Olesen både markant bedre og rigeligere, efter at fængselsvæsenet i den første uge af august 1945 overtog

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

81

En af de mest prominente allierede krigsfanger i Fårhuslejren var den tidligere fører for DNSAP, Frits Clausen. Han var blevet afhentet i sit hjem i Bovrup den 5. maj 1945 af modstandsbevægelsen i Gråsten og (som Jens Møller) interneret på den tyske skole i Grå-sten. Herfra blev Clausen allerede samme dag flyttet til arresten i Sønderborg og kort efter overført til Fårhuslejren som allieret krigsfange. Det meget kendte (presse)foto, som bl.a. blev bragt i Nationaltidende den 19. maj 1945, gengiver en konstrueret situation for at latterliggøre og ydmyge Frits Clausen over for offentligheden. Clausen blev nemlig til ære for pressefotografer forsynet med en trillebør. I slutningen af juli 1945 blev Frits Clausen overført til Interrogation Centre på Alsgades Skole i København for i januar 1946 at blive varetægtsfængslet i Vestre Fængsel. Her døde han af et hjertetilfælde i de-cember 1947, medens han afventede sin retssag. Frihedsmuseet

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

82

ledelsen af lejren – faktisk så god, at han ikke fandt anledning til klage. I „frihedskæmpernes tid“, som Olesen udtrykker det, var kosten derimod så knap og dårlig, at „de unge mennesker, der måtte arbejde hårdt, ikke kunne klare sig“. De måtte ifølge Olesen skaffe sig ekstra føde ved at redde brødskorper, gulerodsskræl og lignende i affaldsspandene ved køkkenba-rakken, og de fleste i lejren tabte sig i disse måneder ti til tyve kilo. De æl-dre klarede sig endda, dels havde de ikke så stort et behov for mad, og dels kunne de lettere skaffe sig lidt ekstra. Og endelig Olesens voldsomste salut vedrørende forplejningssituationen, medens lejren var under modstands-bevægelsens kommando: „Hans Nissen, Vilsbæk, passede det nye herre-folks hunde, og han fik så meget tilovers af hundefoderet, at han daglig kunne give 50-100 af sine kammerater en ekstra ration. Det vi fik på den måde, var ikke ‘hundeæde’ i den forstand, det var gennemgående bedre mad, end vi fik i lejren. Der var leverpostej, pølser, frikadeller, koteletter og meget andet udmærket mad, som vi ellers aldrig så, alt sammen affald fra herrefolkets overdådige bord, tiltænkt hundene.“125 I sit vidnesbyrd opholder Olesen sig også flere gange ved den gejstli-ge betjening i Fårhuslejren, formodentlig fordi denne i samtiden blev an-set for et vigtigt parameter for behandlingen af de indsatte. Som tidligere fremgået tillod Digmann en ugentlig gudstjeneste ved en dansk præst, pri-mært pastor Lauritsen fra Bov og pastor Madsen fra Sønderborg. Olesen formidler sit indtryk af dem begge – og af gudstjenesterne som sådan: „Den første ‘gudstjeneste’ gjorde indtryk på mig. Den store spisesal, der kunne rumme 1.000, blev anvendt. Den var proppet til sidste plads af fan-ger, der kom af alle mulige grunde og med forskellige hensigter. Det var ikke religiøse grunde, thi vi havde følelsen af, at præsterne ikke kom for at forkynde evangeliet, men for at hovere over deres fanger […]. Det var en broget skare. Der var de cirka 200 kvinders spraglede flok. Farverne spillede fra sorte træsko til røde laknegle. Der var gamle mænd, som man kunne se var vant til at gå i kirke hjemme i sognene, hvor de kom fra. De kom højtidsfulde med tætknappet jakke og blankpudsede sko. Der var langskæggede og langhårede ynglinge med skjorte, benklæder og bæl-te som eneste beklædning og ikke spor højtidsfulde. De begyndte straks at skyde med pigerne. Det var nok det, de var kommet for.“ I pinsen havde pastor Lauritsen ifølge Olesens hjemmelsmænd (han selv var endnu ikke ankommet til lejren) prædiket over Judas som den før-ste stikker, og angiveligt skulle pastoren med et sigende blik over menighe-den have fastslået, at Judas havde fået mange efterfølgere. Pastor Madsens tilgang har Olesen heller ikke meget til overs for: „Med pæne ord og uden at virke direkte anstødelig søgte han ud fra skriften at forklare, at partisanernes gerninger (herunder må vel også komme afspo-ring af for eksempel ambulancetog, snigmord, røveri og stikkeri) var Gud

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

83

velbehagelig, medens det, vi landsforrædere havde bedrevet, i højeste grad diskvalificerede os til at søge Guds nåde, som vi nok kunne få del i, hvis vi ville ‘omvende’ os. Han tænkte vist politisk.“126

Skal vi tro Olesen, ændrede pastor Lauritsen senere sit syn på både fri-hedskæmperne og fangerne, men „så fratrådte han også som præst“.127 Hvori Lauritsens reviderede opfattelse bestod, uddyber Olesen ikke. Anderledes positiv er Olesen over for de præster blandt de indsatte, som holdt (illegale) aftenandagter rundt om i barakkerne, især fremhæver han pastor Horstmann – ham og hans udlægning af skriften hørte fan-gerne gerne på, „idet han aldrig beskæftigede sig med politik“.128 Gottfried Horstmann, som var tysk frimenighedspræst i Gråsten og havde mistet tre af fire sønner ved fronten, henslæbte to år i Fårhuslejren. Indtrykkene herfra formidler han med vid og sarkasme i sin lille bog Zwei Jahre meines Lebens. Erinnerungen an Faarhus, som udkom i 1954. Syrligt spidder han ‘frihedskæmperne’. De danske embedsmænd er som regel ubehøvlede, og fængselsbetjentene i lejren, i Horstmanns terminologi ‘fængselsknechte-ne’, sædvanligvis emsige og småstupide. Horstmanns pen er spids og min-der i tonen ikke så lidt om de bedste beretninger fra frøslevfanger: Det daglige liv bag pigtråden, dvs. fangernes indbyrdes forhold, kammeratska-bet på tværs af sociale skel og ikke mindst den fælles front mod autorite-terne i lejren, har også en slående lighed med beretninger fra Frøslevlejren. Om forplejningen anfører Horstmann, at den især i starten var ensformig og utilstrækkelig – de unge blandt fangerne sultede. Men frem for alt var serveringen af maden uhumsk.129 Mishandlinger af fanger oplevede Horts-mann ikke selv, men fra fangekammerater havde han hørt om adskillige tilfælde.130 En tredje erindringsbog udkom i 1987, da den tidligere fårhusfange og Waffen-SS officer, Hanns Christian Jessen, udgav en antologi Faarhus 1945-1949. Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnis-se, Berichte und Dokumente. Bogens kildegrundlag består hovedsageligt af fangeberetninger, primært indsamlet i 1949 på foranledning af den frem-trædende hjemmetysker Hans Schmidt-Gorsblock med henblik på en ud-givelse om Fårhus.131 Fra Horstmanns bog (hvorfra der også bringes cen-trale passager i antologien) går igen: fårhuskammeratskabet, de stupide vagter (hvoraf de mest nidkære får betegnelsen ‘Deutschenfresser’) og dis-ses chikaner, volden og sulten. I en beretning betegnes månederne maj-ju-ni 1945 som lejrens ‘hungerperiode’. Specielt om forholdene i lejrens syge-afdeling i barak 6 hedder det: „De første uger var frygtelige. Lejren blev mere og mere fyldt. I køle-vogne og åbne lastbiler ankom de arresterede nordslesvigere. Som storfor-brydere blev de behandlet, og proppet ind [hineingepfercht] i de overfyldte barakker. Uden plan og orden stuvede man ca. 3.000 kammerater sam-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

84men bag lejrens pigtråd. Snart var barak 6 overfyldt. Forplejningen mise-rabel! Da så tilmed diaréen begyndte at grassere (hungerdysenteri), vidste vi snart ikke, hvad vi skulle gøre. I tre køjers højde lå de syge. Ofte mistede de bevidstheden efter de mange nødvendige toiletbesøg.“132 Skildringen giver uvægerligt associationer til forholdene i de tyske kz-lejre. ‘Hungerdysenterien’ har nu nok snarere været nogle lettere mave-tilfælde, den såkaldte ‘frøslevsyge’, som også i Frøslevlejrens tid plagede lejren, sådan som Digmann den 26. juni 1945 rapporterede til Region III vedrørende sundhedstilstanden i lejren. Peter Christian Alnor, der som tidligere nævnt fungerede som læge i barak 6, har i sin bog fra 2003, In Schleswig zu Hause. Der rote Mantel von Bülderup, formidlet et noget andet indtryk af forholdene i sygeafdelingen end Jessen: „Sammen med tre ældre kolleger fik jeg ansvaret for sygeafde-lingen [barak 6]. I de uger, vi var sammen, lærte jeg meget fra disse ældre, erfarne kolleger, og vi holdt videnskabelige forelæsninger og foredrag for hinanden, så godt det nu lod sig gøre. I det store og hele var forholdene i lejren acceptable [durchaus erträglich]. Man må ikke glemme, at krigen

De indsatte blev tre gange dagligt marcheret til spisning i barakkerne W5 eller W7. Frø-slevlejrens Museum

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

85

netop var forbi, og at der også manglede en del i Danmark. Fængselsfunk-tionærerne optrådte korrekt, ingen måtte sulte og fryse. De hjemvendte frontsoldater opfattede nærmest forholdene som paradisiske.“133 Alnor var selv hjemvendt frontsoldat, havde gjort tjeneste i Waffen-SS og var sammen med sin bror blevet afhentet i hjemmet i Tinglev den 8. maj og interneret. Andre indsatte har også beskrevet forplejningen som udmærket, bl.a. Martin Lorenzen, der under initialerne M. L. er en af hovedleverandører-ne af beretningsstoffet til Jessens bog. Men disse passager om forplejnin-gen har Jessen undladt at bringe.134 Retfærdigvis skal det anføres, at Lo-renzen først ankom til lejren i august 1945, altså efter at fængselsvæsenet havde overtaget lejren. Af Lorenzens upublicerede beretning, som vi sene-re skal stifte nærmere bekendtskab med, fremgår også, at han – i modsæt-ning til Aksel Olesen – har et udelt positivt indtryk af pastor Lauritsen fra Bov.135 Men igen: Lorenzen ankom først til lejren i august 1945. Aksel Olesens, Gottfried Horstmanns og Hanns Christian Jessens bø-ger er glimrende kilder til fangetilværelsen bag Fårhuslejrens pigtråd. Men de er i mindst lige så høj grad kilder til fangernes selvforståelse, og derfor skal de anvendes med forsigtighed. Sidst, men ikke mindst, bør de tre bø-ger, som alle har karakter af kampskrift eller manifest, læses og ansku-es som led i en politisk-ideologisk og nationalpolitisk kamp, som led i en kamp om historien. Dette aspekt vender vi tilbage til i bogens sidste del. Meget tyder på, at bøgernes beskyldninger om udhungring af fangerne er stærkt overdrevne – også medens modstandsbevægelsen, frihedskæm-perne (af nogle internerede syrligt betegnet som ‘frihedsbekæmperne) havde kommandoen over lejren. Man bør erindre, at det fra lejrens første

Kvinderne blev marcheret gennem den mandlige del af lejren, når de skulle spise. Fri-hedsmuseet

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

86

dag, Frøslevlejren medregnet, var det danske fængselsvæsen, som havde ansvaret for indkøbene af fødevarer og tilberedningen af disse. Og hver-ken en gennemgang af fængselsvæsenets indkøb af fødevarer (der nu som før blev leveret hovedsageligt af andelsslagteriet i Gråsten, Fårhus mejeri og købmand Fleggaard), eller de ugesedler, som køkkenmester Rasmus-sen pertentligt udarbejdede over ugens menuer, synes at give belæg for at hævde, at der blev købt færre eller dårligere fødevarer efter den 5. maj 1945, eller at tilberedningen af dem var dårligere.136 Muligvis har man i Fårhuslejrens første par uger rådet over færre fødevarer pr. interneret end i Frøslevlejren. De fleste fødevarer var rationeret, og i såvel Frøslevlejren som Fårhuslejren indkøbte fængselsvæsenet varer på grundlag af ratione-ringsmærker og indkøbstilladelser, som Direktoratet for Fængselsvæsenet fremskaffede hos Direktoratet for Vareforsyning til et estimeret forbug i et kvartal. Således havde direktoratet beregnet brød- og grynforbruget for april kvartal 1945 på grundlag af et gennemsnit på 2200 (frøslev)interne-rede.137 Men som fremgået steg tallet hurtigt til godt 3000 (fårhus)interne-rede. Digmann karakteriserede forplejningen som „almindelig fangekost, veltilberedt og tilstrækkelig“.138 Fangerne spiste tre gange om dagen. Mor-genmaden bestod af havregrød med mælk og franskbrød med smør samt kaffe. Middagsmaden af to retter „almindelig dansk mad“, dvs. en kød-ret og en grød- eller vællingret. Om aftenen serveredes rugbrød, smør, to stykker kødpålæg og en skive ost. Hertil mælk.139

Vold mod de internerede forekom sikkert jævnligt de første måneder, selv om det ifølge lejrreglementet var strengt forbudt. „Jeg var blevet an-bragt i en arbejdskolonne, som med trillebør og skovl skulle planere ter-rænet mellem barakkerne med henblik på anlæggelse af græsplæner. Vi havde en kammerat fra en anden barak på holdet, som stadig var i SS-uniform, han blev hundset med og slået af vogterne og måtte uophørligt løbe med en tom kærre. På én gang, som på kommando, kørte vi ikke til-bage til jordbunken, men til hovedvagttårnet. Her besværede vi os over behandlingen af vores kammerat. Vore vogtere blev straks afløst, men to af os måtte til straf stå i stram retstilling foran tårnet i en time. Jeg var én af dem. Det skete i lejrens første tid, mens ‘frihedskæmperne’ endnu havde kommandoen.“140 Sådan lyder en beretning fra en indsat, som tydeligvis refererer til en episode fra lejrens første måneder. Det samme gør følgende beretning: „Jeg arbejdede en tid lang i en grusgrav i plantagen uden for lej-ren. Især én dag husker jeg tydeligt. Straks da vi tog af sted om morgenen kunne vi mærke, at vore vogtere var i dårligt humør. Dårligt var vi uden for lejrens synsvidde, før det lød: fremad, løb! Sådan gik det helt til bestem-melsesstedet. Der beordrede anføreren for soldaterne – det var brigadesol-dater – os at gøre front. Og så holdt han en dundertale, hvor han fortalte

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

87

os om kz-fangernes lidelser, og nu skulle vi have en lille smagsprøve. Vi fik ordre om at arbejde, til det sortnede for øjnene af os. Vi gik altså til arbej-det og gjorde vort yderste for ikke at pådrage os yderligere vrede. Det var en meget varm dag, så vi tog jakker og skjorter af og havde altså kun buk-ser og træsko på. Tilsyneladende var soldaterne ikke tilfredse, så de fandt på endnu en chikane. De halede mig ud af gruppen. En brigadesoldat med skudklar karabin tog mig med ud på skovvejen, og så kommanderede han: fremad, løb! Medens han forfulgte mig længere og længere ind i skoven, indtil han blev træt. Han beordrede holdt og herefter, at jeg løb en stræk-ning fem gange frem og tilbage. Da jeg havde gjort dette, så han ud til at være udhvilet, for nu løb han igen efter mig tilbage til udgangspunktet. Så hentede de en anden kammerat, L.H., og han fik samme stroppetur. Nor-malt tog vi 20 minutter om at gå tilbage til lejren, men den dag gjorde vi det på 10 minutter. Et par dage senere kom de pågældende brigadesoldater galt af sted med deres chikaner. De jog nemlig en kammerat fra Ravsted så galt af sted rundt på en mark, at han styrtede omkuld og kvæstede det ene ben. To sol-dater måtte bære ham tilbage til lejren, hvor de fik en reprimande fra lejr-kommandanten. Mere kom der ikke ud af sagen.“141

En anden beretning hævder, at en indsat på en arbejdskommando uden for lejren blev tvunget til at grave sin egen grav af vogterne, i dette tilfæl-de angiveligt ‘frihedskæmpere’, så også denne chikane skal henføres til de

Indsatte arbejder under skarp bevogtning i en kartoffelkule, som formodentlig forsynede lejrkøkkenet. I baggrunden lejrens aflusningsanstalt i W8. Frøslevlejrens Museum

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

88

tidlige måneder.142 En anden beretning hævder, at officiant Finnerup blot ledte efter en lejlighed til at bruge sin ridepisk, når han hidsede sig op over „disse SS-svin, som har myrdet og hærget, som hver dag med lyst, brutali-tet og djævelsk sind overalt i Europa har pint tusinder ihjel“, som han refe-reres af Hanns Christian Jessen, der som SS-officer følte sig (uretmæssigt) forfulgt af Finnerup.143 Endnu i september 1947 verserede en sag om vold mod en interneret, og i den forbindelse blev fængselsinspektør Gjerstrup af politimesteren i Gråsten bedt om en udtalelse. Han kunne ikke assistere, men henviste til „den daværende lejrkommandant, kaptajn Digmann, Generalstaben“. Gjerstrup ville „dog ikke undlade at bemærke, at der især i de pågældende dage optrådte en kornet [officersaspirant] L. S. i lejren, og at han efter si-gende skal have været både ubehersket og brutal over for fangerne“.144 At utidigt skyderi forekom hyppigt i interneringslejren, turde være fremgået af Digmanns korrespondance. Og i ét tilfælde kan det positivt konstateres, at skyderiet i lejrens første måneder medførte personska-de. Den 15. juli 1945 observerede en vagt i et af sidevagttårnene „noget mistænkeligt ved vinduet i den barak, M. boede i. Han affyrede derfor et skræmmeskud ned over barakken, men dette tog så uheldig en retning, at det gik igennem barakkens loft, og en stump af kuglen slog ned og ramte M. i nakken“, som det hedder i en rapport fra fængselsinspektør Gjerstrup, der omkring årsskiftet 1945-1946 blev afkrævet en forklaring på en række klager, som en varetægtsfange sendte til justitsministeren.145 Skudepisoden er formodentlig identisk med den, som er refereret ovenfor af Aksel Olesen (og i øvrigt mange andre tidligere fanger).

„Et ækelt udrensningsarbejde“ Mest af alt har lejren dog især i de første måneder været gennemsyret af ka-daverdisciplin (mere end i den tyske tid) og en kontant og rå tone, som un-dertiden også har været hadefuld og ydmygende. Til grund for den hårde behandling lå de opsparede følelser efter fem års besættelse. Der har uden tvivl været regnskaber at gøre op, og man kan diskutere, hvor principielt heldigt det var, at tidligere fanger pludselig blev vogtere. Hele atmosfæren i befrielsessommeren 1945 var præget af en diskurs, som var med til at legi-timere en hård behandling af de indsatte. Et pålideligt barometer er tonen i samtidige aviser. Fårhuslejrens første kommandant, Aksel Petersen, blev således den 16. maj 1945 citeret for frimodigt at have udtalt: „Men vi kræ-ver, at der arbejdes i denne tid. Der er ikke noget med at hvile på skovlen, og opdager vi én, der driver den af, stikker Den danske Brigade blot lidt til ham med bajonetten. Det hjælper!“ Og videre: „Vi søger at vise retfærdighed, ikke gengældelse. Der er da heller ingen grund til at beklage sig over de interneredes holdning. Tværtimod. De op-

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

89

fører sig godt. Der er disciplin i kroppen på dem. De er kort sagt meget, meget små og krybende, som man kunne vente det af folk af den kaliber. Og så er der en afgørende forskel på dem og os: Vi vidste, at vi – trods alt – var hjemme i et Danmark, hvor vi kun havde venner omkring os. De ved, at de kun har fjender i deres land.“146 Den engagerede interviewer, selv tidligere fange i Frøslevlejren, afslut-ter determineret sin artikel: „Det er et ækelt udrensningsarbejde, der nu er i gang i Danmark, men det er en udrensning, som skal gøres og som vil blive gjort færdig. Gjort grundigt færdig!“147

Artiklen i Aarhuus Stiftstidende er på ingen måde enkeltstående. Den skadefro tone går igen i Nationaltidende, som i en større artikel den 17. maj 1945 bl.a. beskæftiger sig med nogle af de internerede, som var kendte for læserne: „Blandt de mest prominente fanger er Frits Clausen, formanden for det tyske mindretal dyrlæge Jens Møller og hr. Asmus von der Heide. Frits Clausen var, ligesom Quisling i Norge, straks misfornøjet med, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til ham. Kommandanten afslog kategorisk at lade ham få bedre forplejning end de øvrige fanger, heller ikke blev han fritaget for at arbejde. Foreløbig er han og dyrlæge Møller sat til at skrælle kartofler. Det går dagen med, og om natten må de sove i lokale sammen med 14 andre fanger. Det gælder i øvrigt for alle fanger, at de må arbejde. Og endnu er der arbejde nok at tage fat på. Kloaksystemet skal udbedres, en del af terrænet planeres, og håndværkerne bliver beskæftiget på en særlig håndværksaf-deling, som fremstiller alt, hvad der skal bruges af stole, borde, smedear-bejder osv. Og skal der i omegnen tages et nap ved rengøring af et forsam-lingshus efter tyskerne, sendes et hold fanger derhen under bevogtning. Undskyldninger og påstået ukendskab til at håndtere en gulvskrubbe hjæl-per ikke. Frihedskæmperne skal nok sørge for, at arbejdet bliver gjort, og at der ikke sjuskes.“148

Kolding Socialdemokrat kolporterer den 26. maj 1945 frimodigt en sce-ne, som efter vore dages begreber kvalificerer til betegnelsen tortur: „Vi tager afsked med den travlt optagne lejrkommandant, men et par friheds-kæmpere er så venlige at vise rundt i lejren uden for fangernes særlige afde-ling. Der står et hold fanger opstillet inde på pladsen som en slags parade, dog står de i rørstilling. De stod der også for et par timer siden, da vi kom, og det oplyses, at de har stået der siden om morgenen kl. 8. De ville ikke arbejde, og de blev også fri derfor. I stedet fik de lov at stå hele dagen på samme sted og se på, at andre arbejdede. Det ønsker de sikkert ikke én dag til. Men nu er det fyraften, og fangerne går til de forskellige barakker.“149

Selv et fjernt organ som Nørrebro Folkeblad havde en udsendt medar-bejder i Fårhuslejren, som også kvalificerede sig ved at have været tidligere

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

90frøslevfange. Efter at have besigtiget lejren mod behørig fremvisning af en passérseddel og formidlet sine indtryk for læserne, betror han disse, at „vel uden for lejrens område skal jeg villigt indrømme, at jeg denne gang stod stille nogle minutter og beskuede det store areal, hvor tobenede skadedyr forhåbentlig for årlange tidsrum får lejlighed til at sone, hvad de har for-brudt mod land og befolkning, og det var mig en dulgt tilfredsstillelse at konstatere, at der inden for det indhegnede afsnit er rigelig og rummelig plads til endnu tusinder af disse menneskehedens parasitter og hensyns-løse håndlangere for tyskerne.“150

Man må altså konstatere, at klimaet for overgreb og mishandlinger var til stede, men forekom de i så stort og systematisk et omfang, som især Aksel Olesen vil hævde? Kun en enkelt konkret sag (ud over den sag, som verserede så sent som i 1947) har lejret sig i akterne: Den 28. maj 1945 indgav en interneret S.P.A. en formel klage til lejrledelsen over at være blevet mishandlet, medens han var indsat i lejrens arrest. Han skulle være blevet slået og sparket, så hans kunstige tænder var blevet ødelagt, lige-som han var blevet generet med ord som ‘stikker’ og ‘forbryder’. Desuden var han blevet forhørt med ansigtet mod væggen og med en pistol i nak-ken. S.P.A. fortalte endvidere, at en ung kvinde ved siden af ham, en frk.

Arbejdskommando i lejren. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

91

K., ligeledes var blevet generet af vagtmandskabet, og at hun måtte have hørt, hvad der var overgået ham. Ved mishandlingen, som skulle være sket mellem den 18. og 19. maj, havde især et vagthold af modstands-folk fra Esbjerg været aktivt. Kriminalpolitiet i Fårhuslejren anstillede en undersøgelse, og frk. K. kunne bekræfte, at hun havde hørt vagtens optræden over for S.P.A., og „denne betegnes som mindre god“, som det hedder i politirapporten. Derimod havde hun ikke selv lidt overlast, men var blevet chikaneret af vagten. Politiet undersøgte herpå i hovedvagtens vagtbog, hvem der havde haft vagten i det pågældende tidsrum, og det vi-ste sig at være to menige fra Den danske Brigade. En tredje menig fra bri-gaden, som i det civile liv var fængselsbetjent og derfor leder af arrestens vagthold, forklarede, at de den 18. maj afløste et vagthold af frihedskæm-pere, og at disse gjorde opmærksom på, at S.P.A. „skulle behandles hårdt, idet han var stikker“. De havde derfor givet ham „en streng, men korrekt behandling“ uden at lægge hånd på ham. Vagtlederen ville derfor mene, at S.P.A. måtte huske forkert mht. datoen. Forelagt at vagterne i det tids-rum, hvor han hævdede sig mishandlet, faktisk var fra brigaden og ikke fra Esbjerg, medgav S.P.A., at han måtte huske forkert mht. vagtholdenes rækkefølge. Han fastholdt, at det var vagtholdet fra Esbjerg, som havde behandlet ham værst, og i mellemtiden var det faktisk lykkedes ham at identificere en af dem.151 Man må formode, at Digmann har taget affære over for den pågælden-de. Alt tyder i hvert fald på, at han ikke tolererede grove overgreb mod de internerede. Således henvendte han sig den 11. juni 1945 til politimesteren i Esbjerg på baggrund af foruroligende oplysninger i et brev, en interneret havde forsøgt at smugle ud af lejren. Af brevet fremgik, at den internerede fremsatte alvorlige anklager mod behandlingen i Esbjerg, især fandt Dig-mann, at følgende passage i brevet måtte interessere politimesteren: „Det er jo kedeligt, at F. S. begik selvmord, det var ene og alene frihedskæmper-nes skyld, hver dag var de mindst 30-40 stykker med heroppe at se på os, og så blev han udpeget for dem alle som Quisling S. Søndag eftermiddag tog frihedskæmperne 1 kr. pr. person. Og der kom i alt 300 kr. ind. Det bli-ver ad åre et stort regnskab.“152 Digmann var angiveligt meget opmærksom på spørgsmålet om mis-handlinger, også i tilfælde af, at internerede skulle være blevet mishandlet, inden de blev sendt til Fårhuslejren. Han havde derfor pålagt både de inter-nerede læger, som virkede i sygeafdelingen, samt den tilsynsførende dan-ske læge direkte rapportpligt til ham personligt, såfremt de fik mistanke om alvorlige tilfælde, men Digmann erindrede i 1946, da han fik forelagt en mishandlingssag (som i øvrigt også skulle være foregået i Esbjerg) til udtalelse, ikke at have modtaget en eneste melding om alvorlig mishand-ling af internerede.153

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

92

I sin bog hævder Aksel Olesen, at en interneret blev dræbt af mandskab fra Den danske Brigade. Omstændighederne skulle have været som følger: „Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt, om bager Asmus Jensen, Kidskelund, var i lejren. Hans hustru havde fore-spurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af ‘frihedskæmper-ne’, reservesvenskerne, og blevet proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det var det sidste, de pårørende så til ham. Man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder se-nere, da brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter flere gentagne anmodninger fik faderen Pe-ter Jensen, Kidskelund, lov til at se sønnens lig. Sønnens liglagen var en gammel papirsæk, vistnok en gødningssæk.“154

Passagen gengives (på tysk) i Jessens bog og efterfølges af en liste med

Der graves i Fårhuslejrens sandede jord i sommeren 1945. En af de største arbejdskom-mandoer i Frøslevlejrens tid var ‘ jordholdet’, så også hvad dette angik, var der en ud-præget kontinuitet fra den ene lejr til den anden. Det har ofte været hævdet, at de ind-satte blot gravede huller for at fylde dem til igen, men som regel var der et formål med den megen graven. Bov Lokalarkiv

KA

PITEL 3 FAA

RH

US K

ALD

ER– O

G A

ND

RE FA

NG

EERIN

DR

ING

ER

93

tolv navngivne personer, som døde i lejren fra 1945 til 1949. Listens over-skrift er „Wir beklagen den Tod auch dieser Kameraden im Faarhuslager“, altså „Vi beklager også følgende kammeraters død i Fårhuslejren“155, hvor-for læseren må få det indtryk, at også disse personer er blevet ombragt. Der foreligger intet om ovennævnte Asmus Jensen, og de øvrige 12 personer er efter alt, hvad vi ved, døde af ikke-voldelige årsager. Tre indsatte døde i perioden maj-juni 1945, to i lejren og en på Aabenraa Sygehus, hvor han var blevet indlagt. I alle tre tilfælde blev der optaget politirapport, de in-terneredes tillidsmand og læger var involveret, og der blev foretaget ligsyn og obduktion. I alle tre tilfælde var dødsårsagen naturlig.156 Det kan altså være nok så vanskeligt at fremgrave et pålideligt kildemateriale, der doku-menterer egentlige mishandlinger af de internerede i Fårhuslejren. Noget tyder faktisk på, at behandlingen i lejren generelt var bedre end i de min-dre, lokale internater.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

94

Kapitel 4

Afvikling og oprejsning

I forbindelse med afviklingen af interneringerne var Justitsministeriet be-kymret for, om grundlaget for interneringerne havde været for svagt, og at domstolene derfor ikke ville fængsle. Politi og domstole kunne derved komme til at stå i et negativt lys i befolkningen – som dem, der løslod mod folkestemningen. Derfor ræsonnerede man, at tiden skulle trækkes ud, så-ledes at modstandsbevægelsen selv kunne løslade de mere tvivlsomme til-fælde og samtidig gradvis overføre de resterende til politiet. Samtidig med overgivelsen til politiet af de mest belastede internerede fik modstandsbe-vægelsens lokalkomitéer instruks om selv at foretage løsladelser i de tilfæl-de, hvor det efter en gennemgang af materialet måtte stå klart, at der ikke kunne rejses tiltale. Tilbage blev en slags mellemgruppe, hvor det var nød-vendigt at foretage nærmere undersøgelser, før det kunne afgøres, om den internerede kunne overgives til politiet eller frigives. De mange medlem-mer af DNSAP, og sikkert også af NSDAP-N, altså det hjemmetyske nazi-parti, som var blevet interneret uden konkrete sigtelser i øvrigt, udgjorde flertallet i denne gruppe. De kom derfor undertiden til at sidde interneret forholdsvis længe. Løsladelserne af internerede gav ofte anledning til episoder, som vi-ste, at man var ude i en vanskelig balancegang, og at folkestemningen var en faktor, man måtte tage i betragtning. Både modstandsfolk og befolk-ning kunne være stærkt utilfredse med løsladelserne, også i det sønderjy-ske: „J.L., Hajstrup pr. Bylderup Bov, som er løsladt, har skrevet en artikel i Fædrelandet, hvor han opfordrer til at melde sig til Frikorps Danmark. Husker ikke, hvornår det har stået i Fædrelandet, men mener, det er ca. et år siden. S.D., Bylderup Bov har haft hverveplakat i vinduet, hvilket også kan bevidnes af bankdirektør P., der er meget utilfreds med hans løsladel-se,“ meddeler vognmand T. fra Bylderup Bov til ‘interneringsafdelingen’ i Tønder.157 Modstandsbevægelsen var også i flere tilfælde utilfreds med, hvad man mente var en alt for lempelig behandling af varetægtsfangerne, skønt disse faktisk ofte ikke fik de lempelser, varetægtsfanger havde krav på, en pro-blematik, som genkendes fra Fårhuslejren. Utilfredsheden medførte i flere

KA

PITEL 4 AFV

IKLIN

G O

G O

PREJSN

ING

95

tilfælde, at modstandsfolk besatte fænglser og arresthuse, fx Vestre Fæng-sel i København. Her som ved flere andre institutioner under fængselsvæ-senet var det modstandsbevægelsen, som stadig stod for den ydre bevogt-ning – nøjagtig som i Fårhuslejren. I løbet af juni-juli 1945 rejste der sig en offentlig og politisk kritik af in-terneringerne, og den ansvarlige minister Frode Jakobsen blev i Rigsdagen stillet til ansvar for dels forholdene i internaterne og dels for tempoet i af-viklingen af interneringerne. Det politiske pres ansporede Frode Jakobsen til at fremskynde afviklingen af interneringerne, og midt i august gav han ordre om, at interneringerne skulle være afviklet ved udgangen af måne-den. Debatten affødte også en Lov om oprejsning til uforskyldt internerede, som blev vedtaget i september 1945. Lovens fædre lagde imidlertid stor vægt ikke at desavuere modstandsbevægelsens kriterier for internering, så loven fandt kun anvendelse ved fejl, der var sket som følge af navnefor-veksling, navnelighed eller på grund af åbenlyst urigtige eller grundløse anmeldelser. Dermed kunne kun forholdsvis få komme i betragtning, og på landsplan blev der givet 700 oprejsninger. I Tønder var der fx kun 29 ansøgninger, og indtil marts 1947 var seks blevet imødekommet og otte af-vist. I Aabenraa-Sønderborg var der ligeledes 29 ansøgninger, af hvilke fire var blevet imødekommet og sytten afvist. „I anledning af Deres skrivelse til Justitsministeriet af 16. august 1945 oversendt hertil den 27. august vedrørende oprejsning for uforskyldt in-ternering skal jeg på ministeriets vegne meddele, at vi gennem Region III i Kolding har fået oplyst, at interneringen af Dem i sin tid var begrundet i følgende forhold:

• Deskalhavemodtagetbesøgafenkvinde(E.P.Ribe),somnuafdøde H.A. Haderslev (Vedsted) til modstandsbevægelsen i Gram har opgivet som stikker.

• Deskalhavefremkommetmedtyskvenligeudtalelserogvistentyskvenlig holdning.

• Deskalhaveforetagetsalgtilværnemagtenistørrestil(bl.a.tilOksbøllejren).

I øvrigt må vi henvise Dem til at gå frem efter den nu vedtage lov om op-rejsning til uforskyldt internerede personer.“158

Dette svar til en købmand i Gram fra minister Frode Jakobsen åbnede ikke mange muligheder for en oprejsning, lovens ordlyd taget i betragtning. Tilsvarende for en kvinde fra Jels, der havde været interneret fra den 8. maj til den 29. juni 1945, hvorefter hun var blevet løsladt. Hun ville gerne

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

96

vide, om hun ikke kunne stille erstatningskrav, og pegede på, at hun var enke med to børn at forsørge. Henvendelse var i første omgang stilet til modstandsbevægelsen i Gram. Herfra bad man politiet i Toftlund om at undersøge fru O. s forhold, og politiet sendte en betjent ud til naboerne, som kunne oplyse, at fru O. havde haft megen omgang med tyskerne. Hun havde selv henvendt sig til de danske myndigheder med anmodning om at få en tysker indkvarteret, og hun, så vel som en datter på 17-18 år, havde haft så megen samkvem med tyskere, at de begge blev anset for og beteg-net som ‘feltmadrasser’. Bylederen i Rødding meddelte undersøgelsens re-sultat til Region III i Kolding og tilføjede for egen regning, at betegnelsen ‘feltmadras’ sikkert var passende.159

Helt uforstående over for interneringen af sine to sønner var en far fra Højer, så han klagede til justitsministeren. Faderen C.C. forklarede, at den ene af sønnerne i 1941 havde deltaget i et fire ugers ‘sportskursus’ i Tysk-land på foranledning af SS. Derefter havde han ikke overhovedet befattet sig med politik. Nogle af hans børn var ganske vist blevet døbt og konfir-meret af en tysk præst. Han var blevet interneret den 12. maj 1945 og havde nu siddet i Fårhuslejren i ti uger uden at være blevet stillet for en dommer. Efterhånden var hans landejendom begyndt at forfalde på grund af hans fravær. Den anden søn var rejst til Tyskland i 1938 for at uddanne sig til tandlæge og havde fået sin eksamen i 1942. Men for at blive tandlæge i Tyskland skulle han have tysk statsborgerskab, hvilket han kun kunne få ved at melde sig som tysk soldat. Han blev opfordret til at melde sig til SS, men meldte sig i stedet til Røde Kors og „sluttede sig som underlæge til Luftværnet den 4. maj d.å.“, dvs. i 1945. Fem uger senere blev han inter-neret og var nu fængslet. Faderen sætter i sit brev trumf på ved at fastslå, at „bortset fra Tyskland har retsplejen aldrig været mere vilkårlig i noget land end i Danmark“. Og han anmodede om, at sagerne mod sønnerne blev fremmet mest muligt, „da de nuværende forhold er ganske utålelige for anstændige mennesker“. Justitsministeriet udbad sig selvfølgelig en ud-talelse fra den lokale politikommandør, som indhentede de relevante op-lysninger fra politimesteren i Tønder. Denne kunne meddele, at den første søn var blevet interneret netop på grundlag af SS-kurset i Sennheim, men at han den 28. juli 1945 var blevet løsladt af landsretten. Den anden søn var på grund af sin tjeneste i det tyske luftvåben blevet anholdt den 18. juni 1945 og ved Retten i Tønder fængslet til den 29. august. Denne kendelse var blevet stadfæstet af landsretten.160

Andre henvendelser, primært til modstandsbevægelsen, havde mere karakter af bønfaldelser. Fx denne til bylederen i Aabenraa den 13. juni:

„Hr. byleder Mogensen! Jeg vil bede Dem, om De kan ikke tage lidt hensyn til min søn Hans R. Han

KA

PITEL 4 AFV

IKLIN

G O

G O

PREJSN

ING

97

har kæmpet i tre år. Han var fire gange såret, også skudt i hovedet. Jeg ville gerne have, at han skulle få milde straffe, på grund af sygdom. Med agtelseFru R. Sønderport 1N.B. Jeg havde dengang ingen anelse om, at Hans meldte sig frivilligt.“161

Andre henviste til, at de var tyske statsborgere, fordi de ikke havde fået de-res statsborgerforhold bragt i orden i 1920, da Nordslesvig blev indlemmet i Danmark. Således P.T. fra Aabenraa, som siden den 9. maj 1945 havde været interneret i Fårhuslejren og nu sidst i juni henvendte sig „til den ære-de byledelse om snarest mulig løsladelse“. Og P.T. fortsætter: „Til begrundelse for min ansøgning kan anføres, at alt, hvad jeg har haft med de tyske myndigheder at gøre, udelukkende består i de forhold, som jeg – som tysk statsborger – har været tvunget til at deltage i, så som fire måneders tysk soldatertjeneste, almindelig ‘Wehrpflicht’, samt befæst-ningsarbejde i Toftlund. Under hensyn til, at jeg er familieforsørger for kone og fem børn, og til, at jeg ellers aldrig har deltaget i politisk arbejde af den ene eller anden art, beder jeg Dem derfor venligst fremme min eventu-elle løsladelse, så meget mere som jeg allerede for 8-10 dage siden har været til politimæssigt forhør uden efterfølgende fængslingskendelse.“ P.T. s andragende og i øvrigt hans udlægning af forholdene var allerede blevet forelagt for bylederen en måned tidligere gennem et brev fra en fru M. Bylederen måtte dog fem dage senere, efter at sagen havde været til ud-talelse hos politiet, meddele fru M., at der ikke kunne blive tale om frigi-velse.162 Denne afgørelse blev der nok ikke med P.T. s eget brev ændret på. Det fremgår, at han sad i barak 1, altså en af de to barakker, hvor interne-rede med status som allieret krigsfange sad. Denne status havde han uden tvivl grundet sit tyske statsborgerskab. En anden tysk statsborger, Kurt G., som var født i Strassfurt, men til-flyttet Nordslesvig i 1911, kunne heller ikke forstå, hvorfor han var blevet interneret, og nu sidst i juni 1945 stadig var det. Han var den 6. maj 1945 gennem sin søn angiveligt blevet anmodet om at sætte sig i forbindelse med politiet, og efter „at have givet møde blev jeg uden motivering tilbage-holdt og sendt her til Frøslevlejren [Fårhuslejren] den 9. maj“. Og Kurt G. skriver videre: „Da jeg aldrig har haft politiske interesser endsige været medlem af no-get politisk parti, ikke har handlet med den tyske værnemagt eller lignen-de og udelukkende passet mit arbejde som repræsentant for firma K. Stage, Sct. Thomas Alle 3, København, skulle der ikke være noget grundlag for min fortsatte internering i Frøslevlejren, idet jeg går ud fra, at de to gange, jeg har været til øvelse som Zeitfreiwillig og efter ordre fra den tyske vær-nemagt, ikke kan lægges mig til last.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

98

Da der endvidere er flere tyske statsborgere i Aabenraa, der har været aktive deltager i så vel parti som Zeitfreiwillig-organisationen, der er ble-vet løsladt efter kort afhøring i Aabenraa, tillader jeg mig derfor at anmode den ærede byledelse om snarest muligt at blive frigivet, så jeg atter kan genoptage mit arbejde, idet jeg ellers mister min stilling.“163 Selv om Kurt. G. taktisk bagatelliserer sit medlemskab af Zeitfreiwillig-organisationen og henviser til, at andre tidligere Zeitfreiwillige angiveligt går frit omkring i Aabenraa, er der nok ingen tvivl om, at netop tilknyt-ningen til denne organisation var baggrunden for interneringen af ham. Som det vil fremgå nedenfor, regnedes tjeneste som Zeitfreiwillig ikke som en bagatel, hvilket da også fremgår, når en mor under påberåbelse af „un-dervisningsministerens skrivelse af 18. maj 1945 ifølge hvilken ministeren erklærer sig indforstået med, at de elever, der er forberedt til eksamen og allerede anmeldt til ministeriet, under alle omstændigheder skal gennem-føre eksamen til den nu løbende eksamenstermin“ søgte om fritagelse for

Zeitfreiwillige fra det tyske mindretal på skydebanen i Halk ved Haderslev. Øvelserne foregik under ledelse af værnemagtsofficerer. Politikommandørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

KA

PITEL 4 AFV

IKLIN

G O

G O

PREJSN

ING

99

internering for sin søn Helmut, der, før han var fyldt 18 år, var indtrådt som Zeitfreiwillig. Ifølge moderen havde han aldrig båret våben, ligesom han „den 29. august 1943 havde forholdt sig fuldkommen passiv“. Mode-rens ansøgning var stilet til bylederen i Aabenraa, som kort meddelte mo-deren, at der ikke kunne blive tale om fritagelse for internering, hverken 23 sammenhængende dage eller de fire eksamensdage, som var moderens subsidiære ønske.164 Den unge mand skulle formodentlig vise sig at være værre stillet i det kommende retsopgør end Frederik N. N., som fra Får-huslejren sendte følgende til byledelsen i Aabenraa: „Undertegnede beder høfligt Frihedsrådet i Aabenraa om at undersøge mine forhold til nazisterne, fordi jeg tror, at ingen danske har noget imod mig. Da jeg har været en måned indespærret uden forhør, ville jeg gerne give Dem et kort overblik over mine forhold til Natsie [dvs. nazisterne].

1. Aldrig været straffet af danskerne.2. Efter dansk opfordring meldt frivillig til Finland, 1939.3. Aldrig tilhørt noget politisk parti.4. Meldt frivillig til tyskerne i 1940, til værnemagten til Afrika for

eventyr.5. Sendt til SS 1941, anede ikke, hvad det egentlig var, SS.6. Efter to års forpligtelse, forlangte løsladelse, fordi jeg ikke ville

lægge ed på Hitler, blev jeg sendt til Buchenwald koncentrations-lejr to måneder, og truede mig med skydning, hvis jeg ikke ville lægge ed på Hitler, jeg nægtede og blev derfra hjemsendt 1943.

7. Tre gange arresteret af tysk politi siden jeg kom hjem og hver gang gjort husundersøgelse.“165

Til dette bevægende generalieblad føjede Frederik N. N. et notabene: Det kunne bevises, at han to gange havde hjulpet folk med at undgå at blive ta-get til fange af Gestapo.

Provst Holdts bekendelserIkke blot for de internerede selv og deres pårørende, men også for danske medborgere, som var ‘nationalt uplettede’, var kriterierne for internering og fængsling undertiden en kilde til undren. Fx fattede provst Holdt i Bre-de pennen og tilskrev den 30. juli 1945 dommer Blehr i Løgumkloster: „På en cykeltur i den forløbne uge har jeg haft lejlighed til at drøfte in-terneringsspørgsmålet med en del ledende mænd i grænselandet, præster, politikere, forhenværende (danske) internerede (civile og militære), alle med tilknytning til modstandsbevægelsen. Under indtryk af disse samta-ler tør jeg vist fremsætte følgende som det almindelige syn på spørgsmålet. Som udenforstående kan og skal jeg naturligvis ikke blande mig i den kri-

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

100

minelle side af sagen, men denne har også en politisk side, som jeg gerne vil sige lidt om. Det synes så, som om det psykologiske øjeblik for hjemsen-delse af de menige internerede nu er inde. Sindene er kommet noget til ro og begynder at kunne se sagen også fra modpartens side. Vi kan ikke være tjente med at få disse hjemmetyske landsmænd gjort til politiske marty-rer og forbitrede modstandere, når vi dog skal leve sammen med dem og eventuelt håbe på at vinde dem med tiden. Når endvidere enkelte af deres fæller allerede er blevet hjemsendte, må det virke som dansk vilkårlighed, at de selv stadig sidder og måske endnu slet ikke er kommet i forhør. Dertil kommer, at høsten er begyndt, og de fraværende landmænd savnes stærkt på deres ejendom. Man behøver vist ikke frygte for, at den løsladte forsvin-der, hvis hans sag på nærværende tidspunkt ikke kan færdigbehandles. Med hensyn til ‘Heimwehr’-folkene [Zeitfreiwillige], som i og for sig vel må bedømmes hårdede end de frivillige ved fronterne, tør det vist hævdes, at disse aldrig ville være trådt i funktion på det sene tidspunkt af krigen. En enkelt skal før sin internering have udtalt, at man i april 45 alle næg-tede at lade sig sende til fronten, hvorefter den militære ledelse dekreterede deres hjemsendelse. Der må i spørgsmålet muligvis tages hensyn til hjem-sognenes stilling i nationalt henseende. Et mere rent dansk sogn absorbe-rer lettere de hjemvendtes ressentiment end et mere blandet og kan derfor også bedre magte opgaven straks og på én gang. Tiden synes i hvert fald at være inde til, at de menige blandt de internerede hjemsendes nu – for så vidt på samme tidspunkt som modstandsbevægelsens folk.“ Herefter gennemgik provst Holdt i brevet samtlige sine internerede sognebørn for dommer Blehr: Hvad havde de bedrevet, hvordan var de-res temperament, karakter og sociale forhold, og hvem kunne uden vide-re hjemsendes – ikke mindst henset til, hvem der allerede var hjemsendt, nemlig nogle af de ‘krasse’ folk. Og de ‘krasse’ var for provsten de lokale, ledende partifolk og agitatorer.166 Provstens jo i og for sig snusfornuftige overvejelser kan ikke have imponeret dommeren, for fra et juridisk syns-punkt var de fuldstændig håbløse. Også derved at provst Holdt fuldstæn-dig overså, at den lovgivning, som blev bragt i anvendelse i landssvigersa-gerne, tog sigte på at straffe handlinger og ikke holdninger.

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

101

Kapitel 5

Straffelovstillæg og opgør

Den lovgivning, som langt de fleste landssvigere blev dømt efter, blev ved-taget af Rigsdagen den 31. maj 1945 og underskrevet den 1. juni. Det lov-forberedende arbejde havde et udvalg under Frihedsrådet udført allerede under besættelsen. Lovgivningen blev kaldt for ‘straffelovstillægget’ og sammen med en lidt senere lov, almindeligvis kaldet ‘værnemagerloven’, indeholdt den bestemmelser om drab og vold, deltagelse i tysk krigs- og polititjeneste, angiveri, groft værnemageri, dvs. utilbørlig økonomisk vin-ding, og andre former for bistand til besættelsesmagten. Minimumstraf-fen var som udgangspunkt fængsel i fire år, hvilket blev begrundet med, at kun de alvorligste sager skulle føre til dom, og der indførtes dødsstraf i tilfælde af drab, vold, angiveri og alvorlige politiske forbrydelser. Desuden blev det bestemt, at sigtede skulle holdes varetægtsfængslet under hele sa-gen – et forhold, som også var stærkt medvirkende til ‘at fylde op’ i Fårhus-lejren. Ser man bort fra højforræderi, drab og grov vold, der var omfattet af den almindelige gældende straffelov, var det eneste juridiske grundlag for de omfattende interneringer (og i en vis udstrækning også varetægtfængs-linger) i maj måned den almindelige straffelovs § 101, stk. 2 der sagde, at „den der under krig eller truende udsigt til krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra et til 12 år“. Problemet var bare, om der kunne dømmes efter denne paragraf, for i formel henseende kunne der i høj grad rejses tvivl om, hvorvidt Tyskland overhovedet havde været Danmarks ‘fjende’. Danmark havde jo (ganske vist under protest) accepteret ‘fredsbesættel-sen’ den 9. april 1940, og selv efter den 29. august, hvor den danske rege-ring de facto trådte tilbage, herskede der ikke formelt krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Der skulle altså så hurtigt som muligt tilvejebringes et lovgrundlag, som kunne anvendes over for landssvigerne – et lovgrundlag, som det af gode grunde ikke havde været muligt at vedtage under besættelsen, og som derfor skulle have tilbagevirkende kraft. Resultatet var straffelovstillægget og værnemagerloven, som begge fik tilbagevirkende kraft helt tilbage til den 9. april 1940.

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

102

Just på grund af Danmarks spegede besættelsespolitiske status var det under forhandlingerne mellem politikerne og Frihedsrådet om det kom-mende retsopgør politikernes ønske, at skæringsdatoen for den tilbage-virkende kraft skulle være den 29. august 1943 – altså, at lovene skulle begrænses til handlinger begået efter den 29. august 1943. Modstandsbe-vægelsen ønskede en tilbagevirkende kraft fra og med den 9. april 1940. Og sådan blev det! Derimod opnåede politikerne, at det i de vigtigste love blev slået fast, at handlinger udført efter ordre eller anvisning fra danske myndigheder ikke var omfattet af straffelovstillægget.167 Fortolkningen af undtagelserne blev imidlertid hårfin, og de dømte har påpeget, at de ikke forbrød sig mod eksisterende lov og handlede i overensstemmelse med den lovlige danske regerings politik. Dette er et spørgsmål, vi vender tilbage til i en senere sammenhæng.

Det tyske mindretalAfgørende for retsopgørets forløb i Nordslesvig var, at det tyske mindretal blev dømt efter den nøjagtig samme lovgivning som andre danske stats-borgere, og som udgangspunkt blev mindretalsmedlemmer behandlet nøj-agtig som deres medborgere. Der blev altså ikke i lovgivningen taget hen-syn til det tyske mindretals loyalitetsfølelse over for Tyskland. For retten var det afhængigt af den enkelte sags omstændigheder, om der blev taget hensyn til tilhørsforholdet til mindretallet. Og det skulle vise sig, at retten lagde mere vægt på tilhørsforholdet ved tysk krigstjeneste, hvor nationa-le motiver var fremherskende, end ved fx vagttjeneste, hvor økonomiske motiver skønnedes at have været mere fremherskende. 2.150 personer fra mindretallet blev dømt for tysk krigstjeneste, på udefronten fortrinsvis i Waffen-SS og på hjemmefronten fortrinsvis som Zeitfreiwillige eller i Sel-bstschutz. I den groveste ende af landssvigerkriminaliteten blev 52 hjem-metyskere dømt for tysk polititjeneste, og 31 blev dømt for angiveri, stik-keri, af medborgere. Det er her værd at bemærke, at andelen af denne grove form for landssvigerkriminalitet tilsyneladende ikke var større end lands-gennemsnittet. Vi skal senere vende tilbage til dette forhold. Et antal hjemmetyskere blev dømt for SS-vagttjeneste i kz-lejre, en form for forbrydelse, som var blevet begået uden for landets grænser, og derfor som regel ikke blev efterforsket i dybden af de danske myndigheder. De re-sterende ca. 700 domme faldt for værnemageri, dvs. utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, samt ikke mindst for at have arbejdet i diverse halvmilitære rigstyske vagtkorps, som bl.a. udførte vagttjeneste ved militære installationer her i landet. Endelig var der to mindre grupper fra mindretallet, som blev dømt ved de to mest omtalte retssager i grænselandet. Det var for det første mindre-tallets politiske ledelse, det såkaldte Lille politiske Råd, og direktøren for

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

103

mindretallets avis Nordschleswigsche Zeitung. Processen mod mindretals-ledelsen fandt sted så sent som i 1948, hvilket skyldtes, at det var en kom-pliceret sag, hvor der fx skulle opstøves materiale i tyske myndighedsarki-ver. For mindretalsledelsen var det især belastende, at den havde deltaget aktivt i hvervningen af unge hjemmetyskere til tysk krigstjeneste samt ta-get initiativ til oprettelsen af Zeitfreiwillig- og Selbstschutzorganisationer-ne. Derimod takserede retten ikke bestræbelserne på at flytte grænsen som højforræderi. Mindretalslederen Jens Møller og hans højre hånd og leder af Organisationsamt, SK og Selbstschutz, Peter Larsen, fik henholdsvis 12 og 13 års fængsel, mens Otto Kortsch fik ni års fængsel som stabsleder i SK og Selbstschutz. Den samme straf fik SK-lederen dr. Lauritz Clausen. De

Fra venstre mod højre Peter Larsen, Jens Møller og Lauritz Clausen fra mindretalsledel-sen ved et sportsstævne i Haderslev. Bag de tre marcherer SK-medlemmer, flankeret af danske politibetjente. Fotoet, som er taget af propagandafotografen Rudolf Gimm, har følgende tekst: „Sportsstævne for SK og DJN den 27. september 1943. Dr. Møller begi-ver sig sammen med føreren for SK Larsen og kredsleder dr. Clausen til sportspladsen“. Sådanne uniformerede optog provokerede størstedelen af den danske flertalsbefolkning voldsomt. Optogene, fx på Heldengedenktag, var i åbenlys strid med både det almin-delige danske uniformsforbud og med den lempelse, danske myndigheder efter tysk pres måtte give i september 1941. Museum-Sønderjylland-ISL

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

104

øvrige fik fem-ni års fængsel. De anførte domme er straffen i endelig in-stans. Den anden gruppe bestod af hjemmetyskere, der havde arbejdet for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, altså begået spionage. Her gik straffene helt op til 18 års fængsel. I den sidste ende kom dog ingen af de dømte i de to processer til at afsone tilnærmelsesvis den fulde straf. For den store gruppe af hjemmetyskere, som havde udført tysk front-tjeneste, kom den endelige dom til at lyde på gennemsnitligt godt et års fængsel. Som nævnt var der lagt op til minimumsstraffe på fire års fængsel for tysk krigstjeneste, så domstolenes endelige praksis blev altså en del mil-dere. Især fandt domstolene formildende omstændigheder ved unge hjem-metyskeres fronttjeneste. Ved Aabenraa ret idømte man i begyndelsen den lovmæssige mindstestraf på fire år, men allerede fra december 1945 blev tilhørsforholdet til det tyske mindretal udtrykkeligt vurderet som en for-mildende omstændighed, og også andre formildende omstændigheder kunne komme i betragtning. En lovrevision i 1946 gav mulighed for at idømme helt ned til 30 dages fængsel for tysk fronttjeneste – såfremt den dømte var meget ung og havde været udsat for et særligt pres. Denne revi-sion tog i høj grad sigte på unge mindretalsmedlemmer. Som nævnt blev den gennemsnitlige straf for fronttjeneste godt et år, hvilket var noget la-vere end landsgennemsnittet. Mens sagerne mod de frontfrivillige blev forhandlet for retten fra no-vember-december 1945, kunne man først i april 1946 tage fat på sagerne mod de Zeitfreiwillige. Som nævnt var korpset oprettet for at bistå vær-nemagten i tilfælde af en allieret invasion i landet, men det var især be-lastende for korpset, at det havde udført patruljetjeneste under diverse uroligheder – en tjeneste, som kunne opfattes som værende vendt mod danske medborgere. De Zeitfreiwillige fik i gennemsnit godt 1½ års fængsel. Selbst schutz-medlemmerne, hvis sager først kom for retten fra juli til sep-tember 1946, fik i gennemsnit ca. 2½ års fængsel. For medlemmerne af dette stærkt ideologisk betonede korps, der som nævnt blev oprettet for at udføre væbnet beskyttelse af hjemmetyske virksomheder, var det bela-stende, at medlemmer undertiden havde tiltaget sig politimyndighed over for danske medborgere. Modsat de frontfrivillige og mindretallets specielle korps tegner de såkaldte vagtfolk et broget billede. Der var adskillige formationer og korps med forskellige opgaver, fx bevogtning af flyvepladser, marineba-ser m.v., ligesom uniformeringen og bevæbningen, som retten lagde stor vægt på, varierede fra formation til formation. Men først og fremmest var korpsene ikke begrænsede til mindretallet og Sønderjylland. Det var ofte vanskeligt for retten at afgøre, hvorvidt disse former for tjeneste var af civil eller militær karakter. Sammen med de dømte for ‘værnemageri’

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

105

tegnede denne brogede gruppe sig som nævnt for ikke mindre end 700 domme. Straffene for den økonomiske kollaboration lå mellem 30 dages og 10 måneders fængsel. Dertil kom tillægsbøder af varierende størrelse, samt naturligvis ‘tab af almen tillid’, som ramte næsten samtlige dømte. Det be-tød, at de dømte i et tidsrum af minimum fem år mistede borgerrettighe-der som stemmeret eller blev pålagt væsentlige indskrænkninger i mulig-heden for erhvervsudøvelse. Gennemsnitstallene for strafudmålingerne i Sønderjylland dækker i øvrigt over mindre variationer de enkelte retskredse imellem, men det lig-ger uden for denne bogs rammer at behandle dette spørgsmål nærmere. Variationerne skyldtes formentlig de enkelte dommeres forskellige per-sonlighed, og at der med straffelovstillægget var tale om nye gerningsind-hold for domstolene. De gav tilsvarende fortolkningsspillerum, ligesom de specielle besættelsespolitiske forhold i Danmark nok kunne give anled-ning til en forskelligartet bedømmelse.168 Ca. 3.000 mindretalstyskere blev dømt under retsopgøret, og det an-slås, at op mod 500 var interneret i kortere eller længere tid uden at blive dømt. På landsplan var ca. 40.000 interneret, hvoraf ca. 13.500 blev dømt. Op mod en fjerdedel af samtlige dømte i Danmark var altså medlemmer af det tyske mindretal – en population på højest 30.000 individer: mænd, kvinder og børn. Det juridiske opgør var således et lammende slag for mindretallet, økonomisk så vel som menneskeligt. Som mindretallets nye politiske organisation Bund deutscher Nordschleswiger, BdN, formulere-de det i december 1945: „Hvis man eksempelvis i dag går en tur gennem Tønders gader, vil man se, at hver anden eller tredje forretning er uden chef, fordi han er interneret [dvs. varetægtsfængslet]. Det drejer sig om gamle, solide foretagender, som for en stor dels vedkommende har været ejet af samme borgerfamilier i ge-nerationer. Hårdt ramt er også mange dygtige håndværkere og arbejdere, ikke færre præster og læger, embedsfolk og kommunalt ansatte. Ligeså ude på landet: talrige højt ansete gårdejere og husmænd. Mange karle og land-brugsmedhjælpere. Det drejer sig om medlemmer af en ligeværdig befolk-ningsgruppe, som er bundet til jorden, og som indtil majdagene i år aldrig har været i konflikt med lov og ret eller i øvrigt har haft noget med politiet at gøre.“169

Bombeattentater, skolelukninger, konfiskationer og varulveOpgøret med det tyske mindretal var ikke bare retligt, men også politisk, økonomisk, kulturelt og folkeligt. Og hvad angår det sidste, holdt det sig ikke altid inden for lovens rammer. De omfattende interneringer og fængs-linger blev akkompagneret af en lang række hændelser, som udgjorde en

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

106

såvel konkret som mental kulisse for interneringerne og fængslingerne, og som derfor er vævet sammen i det tyske mindretals bevidsthed og kollek-tive erindring om retsopgøret og Fårhuslejren.170 I den danske flertalsbefolkning var der en heftig, offentlig debat om opgøret med mindretallet, især i de første måneder efter befrielsen. I vin-teren 1944-45 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet Det sønderjyske Råd, og umiddelbart efter befrielsen udsendte rådet sit min-dretalsprogram. Heri hed det bl.a.: „Alle af det tyske mindretal, der i be-sættelsestiden har båret tysk uniform, har været stikker, marinevægter, sabotagevagter, eller som ved tysk Ausweiss eller på anden måde har skaf-fet sig en sådan retsstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk retsfor-følgning, fratages deres danske statsborgerret og udvises af Danmark.“ Desuden krævede rådet drastiske statslige indgreb over for hjemmetyske institutioner, fx skoler. På møder i Sønderjylland vandt Det sønderjyske Råds synspunkter stor folkelig tilslutning, hvilket bl.a. kom til udtryk ved afstemninger om rådets mindretalsprogram. Det er værd at bemærke, at masseorganisationen De sønderjyske danske Samfund, som ligeledes ar-rangerede talrige møder i stort set alle landsdelens sogne, langt hen ad ve-jen støttede rådets program. Over for disse synspunkter stod nogle fremtrædende, moderate søn-derjyder, som ikke havde den store folkelige opbakning. De, og det var fx medlemmerne af Dansk Samråd (som talte landsdelens dansksindede fol-ketingspolitikere, redaktører, kredsformændene for de store partier, for-mændene for de nationale foreninger og amtmændene) mente ligesom provst Holdt fra Brede, at det var uklogt at fare for hårdt frem mod min-dretallet. Ganske vist skulle illoyalitet straffes, men man måtte betænke, at man i en ikke så fjern fremtid skulle leve sammen med mindretallet og et genrejst, stærkt Tyskland. Man havde også en ikke ringe forståelse for mindretallets nationale loyalitetskonflikt. I det store og hele blev retsopgøret, som det faktisk forløb, et kompro-mis mellem disse to skitserede holdninger på dansk side. En række bestemmelser og love i 1945-1946 kom til at ramme det ty-ske mindretal hårdt, fx loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom. Det sønderjyske Råd krævede ved befrielsen, „at den danske stat overtager alle ejendomme og værdier tilhørende Kreditanstalt Vogelgesang, Höfe-verwaltungsgesellschaft og andre tyske kreditfinansieringsvirksomheder“. Kravet blev imødekommet med loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom af 30. marts 1946, der skulle dække statens tab som følge af den tyske besættelse. Loven blev vedtaget efter krav fra de allierede, men sva-rede utvivlsomt til den herskende danske folkestemning også i Sønderjyl-land. Begrundelsen for at konfiskere de to selskaber var, at deres kapital for størstedelens vedkommende kom fra den tyske stat, der således hemmeligt

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

107

havde støttet det tyske mindretals forsøg på at udnytte mellemkrigstidens økonomiske krise til at skabe forudsætningerne for en grænseflytning. Som følge af loven blev der konfiskeret ca. et hundrede gårde. Mindretallet blev ligeledes hårdt ramt på skoleområdet. Ved befrielsen blev flertallet af lærerne interneret, ikke fordi de var lærere, men fordi de havde været involveret i tysk krigstjeneste. I flere skoler fortsatte under-visningen dog til forargelse blandt de danske sønderjyder, bl.a. fordi man fortsat benyttede de nazistiske skolebøger. Den 25. juni 1945 udsendte un-dervisningsministeriet et cirkulære, der standsede undervisningen i såvel de tyske privatskoler som de tysksprogede kommuneskoler og kommune-skoleafdelinger, indtil de nazistiske skolebøger var blevet fjernet. Samtidig bortfaldt de tyske skolers eksamensret. Modstandsbevægelsen i Sønderjylland krævede imidlertid med støtte i folkestemningen en grundlæggende ændring af den sønderjyske skole-ordning fra 1920, først og fremmest en ophævelse af dennes offentlige ty-ske skolevæsen, mens de ældre politikere hovedsageligt ønskede ordnin-gen bibeholdt. Det førstnævnte syn deltes af flertallet i den sønderjyske skolekommission, som blev nedsat i juli 1945, og det kom til at præge loven af 12. juli 1946 om private tysksprogede skoler, tysksproget hjemmeunder-visning m.m. i Sønderjylland. Herefter stod alene privatskolevejen åben for forældre, der ønskede deres børn undervist på tysk. Det betød nødvendigvis ikke på længere sigt nogen ulempe for mindre-

Det tyske mindretals privatskoler var i frontlinien for udbredelsen af den nazistiske ide-ologi, således også skolen i Skærbæk i det nordvestlige hjørne af Sønderjylland. Her agi-teres for Deutscher Sieg an allen Fronten, tysk sejr på alle fronter. Museum Sønderjyl-land-ISL

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

108

tallet, som jo selv havde søgt øget indflydelse på børnenes opdragelse i tysk retning ved at grundlægge privatskoler i mellemkrigstiden. Men lige netop disse privatskoler stod ikke længere til fri disposition for mindretallet, for i løbet af besættelsen var der fra den tyske stat tilflydt de tyske privatskoler knap fire mill. kr. via det tyske gesandtskab i København. Dette beløb kræ-vede staten nu i henhold til loven af 9. oktober 1945 om tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed mv. i tysk interesse indbetalt som er-statning for de tab, den havde lidt under besættelsen. Derfor kom det tyske privatskolevæsen kun langsomt fra oktober 1946 i gang igen, og i tomrum-met gik børn fra mindretallet hovedsageligt i dansk skole. Det spændte forhold mellem flertals- og mindretalsbefolkning gav sig udslag i talrige konflikter og sammenstød, og lejlighedsvis antog konfron-tationerne direkte voldelige former, som så igen var med til at uddybe den nationale kløft. Natten mellem den 12. og 13. maj 1945 blev det tyske mo-nument på Dybbøl sprængt i stumper og stykker. Monumentet var blevet rejst i 1872 til minde om de preussere, som faldt under stormen på Dybbøl den 18. april 1864. Nøjagtig en måned senere blev det tyske monument på Arnkilsøre ødelagt ved to bombeattentater. Mindesmærket var også rejst i 1872, til minde om de preussiske soldater, som blev dræbt i forbindel-se med overgangen til og erobringen af Als den 29. juni 1864. Ligeledes blev en række hjemmetyske forretninger i Sønderborg i juni 1945 udsat for bombeattentater, ligesom fem tyske forretninger blev bombesprængt i Tønder natten mellem den 30. juni og den 1. juli. Og som det hedder i en intern rapport fra modstandsbevægelsen i Tønder: „Alle indehaverne er tysksindede, og de fire første sidder internerede i Fårhuslejren.“171 Såvel modstandsbevægelsen i Tønder som regionsledelsen udtalte efterføl-gende „sin skarpeste fordømmelse“ af anslagene. Mere opsigt vakte dog to attentater i Aabenraa-området i august 1945. Natten mellem den 15. og 16. august udførtes et storstilet bombeattentat mod selve tyskhedens symbol i Nordslesvig, nemlig det 47 meter høje og imposante Bismarck-tårn på Knivsbjerg, Nordslesvigs højeste punkt mel-lem Aabenraa og Haderslev, som var og er det tyske mindretals samlings-sted. Og natten til den 18. august fulgte et bombeattentat mod mindre-tallets avis Nordschleswigsche Zeitungs trykkeri. Fire kraftige detonationer satte en effektiv, foreløbig, stopper for udgivelsen af det hjemmetyske ta-lerør, hvilket af mindretallet blev opfattet og udlagt som et forsøg på at knægte dets ytringsfrihed. Alle disse attentater blev naturligvis kraftigt fordømt af den danske presse. Fx skrev avisen Hejmdal: „Et kultur- og retssamfund som det danske – som vi er stolte over at til-høre – kan ikke finde sig i, at de nazimetoder, vi har lært at hade, nu finder anvendelse i den politiske kamp. Det må høre op! Dette er så meget mere nødvendigt, som folkesnakken vil vide, at man omgås med planer om også

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

109

at gå til bombeaktion mod tyske skoler etc. Fra alle sider i det danske folk vil man på det skarpeste fordømme den slags selvtægt og de voldsmetoder, der i den sidste tid er bragt i anvendelse. For hele vor fremtids skyld er det nødvendigt, at der sættes en stopper herfor, og at gerningsmændene pågri-bes og ved dom og straf belæres om, at den slags argumenter i den politiske og nationale kamp ikke tolereres i et ordnet retssamfund.“ Når Hejmdal kunne referere forlydender om kommende attentater på hjemmetyske skoler, skyldtes det, at netop skolen traditionelt var en na-tionalpolitisk slagmark. Og natten til den 25. januar 1946 skete det så: En bombe eksploderede uden for vinduerne i en gård i Ensted ved Aabenraa, hvor der havde fundet tysk skoleundervisning sted for nogle børn, som tidligere havde gået i den tyske privatskole i Aabenraa. Læreren for de på-gældende børn havde flyttet undervisningen ud på landet, først til en gård i Stubbæk, hvis ejer på grund af trusselsbreve ikke fortsat turde give hus-

Dyppel Denkmal på Dybbøl i grus. Det imposante tyske sejrsmonument i gotisk stil for sejren over danskerne i 1864 blev sprængt i stumper og stykker ved et bombeattentat natten mellem den 12. og 13. maj 1945. Nøjagtig en måned senere led det tyske monu-ment på Arnkilsøre, som var rejst for at markere den vellykkede preussiske overgang fra Jylland til Als i 1864, samme skæbne. Museum Sønderjylland-Sønderborg Slot

DEL

I I

NTE

RN

ERIN

GSL

EJR

EN 5

. MA

J TIL

3. A

UG

UST

194

5

110ly for undervisningen, derefter til Ensted. Da gårdejeren også de følgende dage modtog bombetrusselsbreve, lukkede politiet skolen. Klimaet af trusler og terror medførte, at Hans Schmidt-Gorsblock som redaktør af mindretallets Volkskalender henvendte sig til politimesteren i Aabenraa, idet der havde vist sig „den vanskelighed, at trykkerierne fryg-ter for ejendom og liv, hvis de giver sig af med noget, der bærer tysk præg“. Og da Schmidt-Gorsblock antog, at myndighederne ikke „billiger den la-tente terror, der er skyld i denne opfattelse, tillader jeg mig høfligst at fore-spørge, om der kan ses bort fra anførelsen af trykkeriets navn på kalende-ren, eller der kan tilsikres aktiv og effektiv beskyttelse“.172 Men også hjemmetyskere greb til vold: Natten til den 21. april 1946 blev der rettet et bombeattentat mod politistationen i Tinglev, og den efter-følgende politiundersøgelse godtgjorde, at man stod over for en veritabel hjemmetysk varulvebande, som bl.a. bestod af flere løsladte fra Fårhuslej-ren. I alt blev ca. 25 anholdt på Løgumkloster-, Tønder- og Tinglevegnen, og politiet afslørede planer om at bombesprænge flere bygninger i Nord-slesvig samt at udføre attentater mod en række fremtrædende danskere i landsdelen. Fundet af to våbenlagre i en plantage ved Løgumkloster un-derstregede alvoren bag planerne.

Tønder var en tysk højborg. Derfor var alle gadeskilte i byen på både

dansk og tysk efter 1920. I maj 1945 fjernede byens postbude samtlige

tyske vejskilte. Her fjernes Bahnhof Strasse i Jernbanegade. ‘Udrensnin-

gen’ foregik under fredelige og festlige former: postbudene trak en kærre

rundt i byen fulgt af en større folke-mængde, og opbudet blev akkompag-

neret af harmonikaspil. Lokalhisto-risk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune

KA

PITEL 5 STRA

FFELOV

STILLÆG

OG

OPG

øR

111

At den generelle atmosfære i grænselandet var forgiftet, og at mindretallet også bidrog, hvor man stod stærkest, vidner en stemningsindberetning fra politistationen i Højer om: „Hadet mod danskerne har aldrig været så stort her i Højer som efter kapitulationen, både over for civile og ikke mindst over for myndigheder-ne. Man kan bl.a. se det af, at de ikke hilser på danskerne, som de gjorde det før den 5. maj. Størstedelen af hjemmetyskerne handler ikke mere i danske forretninger, og det er mit indtryk, at det er en fælles aftale mel-lem dem […]. Ligeledes er det mit indtryk, at de sætter alle mulige ond-sindede rygter i gang for at skade den danske befolkning, f.eks. beskyldes dansksindede forretningsdrivende for at have medvirket ved internering af personer, der sidder i Fårhuslejren for landsskadelig virksomhed, hvilke beskyldninger er fuldstændig ubegrundede.“ Rapportøren, overbetjent Hartung, kunne videre indberette, at selv moderate hjemmetyskere var stærkt ‘fornærmede’ på Danmark, og de mest aggressive, ofte internerede, og deres pårørende, truede med, hvad de ville gøre ved danske medborgere, når „det igen blev omvendt.“ Enkelte hyldede stadig Føreren. Der verserede ligeledes en del rygter i forbindelse med de politibetjente, som skulle til Højer på grænsebevogtning. Nogle mente ifølge overbetjent Hartung, at det var for at passe på de internerede fra Fårhuslejren, når de nu snart alle skulle hjem igen, og andre mente, at det var for at passe på danskerne, når de internerede kom hjem.173 Men langt de fleste internerede fra Højer, hvor der frem til maj 1945 havde været et klart tysk flertal, kom ikke hjem lige med det første.

Del II

Statslig straffelejr, august 1945-1949

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

114

Kapitel 6

Overgangsvanskeligheder

Lov af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed, altså straffelovstillægget, gav ikke blot retningslinjer for strafudmåling. Lovens § 3 gav tillige hjemmel for opret-telsen af ‘særlige straffeanstalter’. Den største af disse blev Straffelejren i Fårhus. Men hvilken udvikling gennemløb straffelejren frem til nedlæg-gelsen i 1949, og adskilte Fårhuslejren sig fra de øvrige statslige straffean-stalter? Hvem var de indsatte, og hvordan oplevede de lejren? Og hvordan var fængselsledelsens embedsførelse? Disse spørgsmål skal vi undersøge nærmere i det følgende. Men først skal vi dog se nærmere på, hvilke vanskeligheder overgangen fra interneringslejr under modstandsbevægelsen til statslig straffeanstalt frembød, og hvordan disse vanskeligheder blev tacklet.

Kvindelige fangerEn hovedbestræbelse for embedsmanden Gjerstrup var, så hurtigt som muligt, at få bragt forholdene i lejren ind i nogenlunde reglementerede baner. De kvindelige indsatte var et mareridt for den meget regelbundne Gjerstrup (hvis ellers reglerne passede ham!). Som det er fremgået, opholdt kvindelige internerede, kvindelige varetægtsfanger og kvindelige allierede krigsfanger sig i samme barak og under samme forhold. Det stred også mod alle reglementer, at opsynet med de kvindelige indsatte ikke blev va-retaget af kvindeligt fængselspersonel, og hele spørgsmålet om behand-lingen af de kvindelige indsatte havde derfor givet anledning til offent-lig kritik. Den 13. august 1945 havde Gjerstrup skubbet godt på over for politikommandøren for at få ham til at foranledige de internerede og va-retægtsfængslede overført til de respektive politikredses arresthuse. Gjer-strups ønske blev yderligere begrundet med, at de 90 kvindelige indsatte alene lagde beslag på en barak beregnet til 200 personer, hvilket i betragt-ning af pladsmangelen ikke var hensigtsmæssigt.174 Gjerstrup havde samme dag anmodet kriminalbetjent Regner fra Rigspolitiets Efterretningsafdeling i Fårhus om at prioritere afhøringerne af de kvindelige allierede krigsfanger frem for de mandlige, så det kunne

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

115blive afklaret, hvem der skulle løslades, og hvem der skulle overføres til deres respektive politikredse med henblik på et grundlovsforhør.175 Af de 90 kvinder havde endnu den 12. august 1945 21 status som interne-rede og 25 som allierede krigsfanger. Tallene er dog forbundet med en vis usikkerhed, fordi (som Gjerstrup anfører) „det er de pågældende selv, der har opgivet, om de er fængslede, internerede eller allierede fanger“. Blandt de allierede fanger var fx Helle von Schalburg, C.F. von Schal-burgs enke, der blev kategoriseret som „anholdt i Gråsten Politikreds“. Denne politikreds fik dog også tildelt personer, der var blevet tilbageholdt syd for grænsen.176 Kvindeafdelingen var i det hele taget et broget indslag i lejren – til for-nøjelse for de mandlige fanger, medens der internt tilsyneladende var spændinger af både national og social karakter. Således beretter en hjem-metysk, kvindelig indsat: „En af de værste straffe i Fårhus var, at vi måtte være sammen med mange rigsdanske ‘tøser’. De var rigtige tøser [Dirnen] og talte et sprog med de mænd, som var interneret i barakken lige over for, der unddrager sig enhver beskrivelse. De bandede i stort set hver sætning. De var højrøstede, skældte og smældte, brølede tyske soldatersange, gri-

Kvindeafdelingen som fængselsinspektør Gjerstrup var stærkt opsat på at få afviklet. Det skete først i løbet af september 1945. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

116

nede og gjorde sig til for mændene og var i det hele taget en pest for os. Vi var glade for, at det ikke var tyske piger.“ De kvindelige fanger havde så at sige delt sig stuevis efter anskuelser, og spændingerne mellem stuerne kom undertiden til udløsning ved decide-rede korporligheder.177 Kvindebarakken blev først rømmet den 6. september 1945.178

Allierede krigsfangerDe mandlige allierede krigsfanger, derimod, måtte Gjerstrup affinde sig med en tid endnu, tilsyneladende hen til omkring januar 1946, hvor flere fra det tyske mindretals ledelse, der havde status som allierede krigsfanger, blev stillet for en dommer, bl.a. Harboe Kardel. Kardel førte en illegal dag-bog under hele sin tid i Fårhuslejren fra maj 1945 til efteråret 1948, og heri kan man følge hans undren over denne status (der forekommer at have været noget af et juridisk limbo). Som han den 10. juni 1945 betroede sin dagbog: „Meget forblev mig gådefuldt.“ 179 Kardel var ikke den eneste, der undrede sig, for på baggrund af utallige henvendelser følte British Military Mission to Denmark sig den 30. august 1945 foranlediget til at præcisere, at personer, der var anholdt som alli-erede krigsfanger og interneret i Interrogation Centre, blot var krævet til undersøgelse, for at man kunne opnå oplysninger om tidligere, nuværen-de eller fremtidig tysk underjordisk, politisk, militær eller militærlignende organisationer. Der blev ikke rejst nogen sigtelse, og når undersøgelsen var fuldført, blev personen overgivet til de danske myndigheder, undtagen når det drejede sig om tyske statsborgere, der normalt blev overført til Tysk-land. Det hændte ifølge Military Mission to Denmark, at slægtninge, ven-ner og andre personer anså en interneret for uskyldig. Dette ville man ikke afvise var tilfældet, men hvis man blot havde en formodning om, at en per-son sad inde med viden om tyske underjordiske organisationer, så var det vigtigt, at denne person blev ‘krydsforhørt’. Og endelig præciseredes det, at administrationen og bevogtningen af de allierede krigsfanger foregik ved de danske myndigheder.180 Interrogation Centre på Alsgades Skole i København og transporterne hertil, som altid foregik i en bestemt gulmalet bus, var frygtet blandt de al-lierede krigsfanger i Fårhuslejren. Af Harboe Kardels dagbog fremgår, at stedet nærmest fik status som en kz-lejr, og at den gule bus altid var bud-bringer om nok en ‘deportation’, når den om aftenen rullede ind i lejren. Man skulle være glad, hvis man kom levende derfra, var de forlydender, Kardel kunne referere i sin dagbog.181 I august 1945 blev de allierede krigsfanger i Fårhuslejren samlet i barak 7, en af de to tidligere ‘stikkerbarakker’ fra Frøslevlejren, så her sad adskil-lige prominente fanger sammen, rigsdanske som hjemmetyske.182

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

117

Som det tidligere er fremgået af Thorkild Andersens beretning, arbej-dede politifolkene fra Rigspolitichefens Efterretningsafdeling i Fårhuslej-rens Interrogation Centre på højtryk for at afvikle de allierede fanger. Midt i august var chefen for Interrogation Centre på Alsgade Skole i København, Captain Svenningsen, på inspektion i afdelingen i Fårhuslejren sammen med en kriminalassistent Andersen. Og sidstnævnte skulle ifølge overbe-tjent Fyner fra afdelingen i Fårhuslejren have udtalt, at „man ikke kunne byde nogen politimand de arbejdsvilkår, som tilfældet var i lejren“. Inspek-tionen mundede i øvrigt ud i en beslutning om, at afdelingen i Fårhuslejren skulle lukke, og de tilbageværende fanger overføres til København sam-men med personalet.183 Endnu den 23. november 1945 bestod Interroga-tion Centre i lejren imidlertid, men man forventede at flytte til København i løbet af en uges tid. Der var dog stadig ‘arrestantsager’ at behandle for Fårhuslejrens Kri-minalpoliti – antallet af dem syntes endog at stige, og derfor opretholdt man efter Interrogation Centres flytning til København et politikontor i Fårhuslejren. Ud over at tage sig af arrestantsagerne gennemgik kontoret dels løbende „Danske Politiefterretninger“ og sammenholdt disse med lej-rens fangekartotek, dels ajourførte man kartoteket mht. til- og afgang af fanger, noterede fængselsfrister, besvarede spørgsmål fra landets politi-kredse og udfærdigede lister over til- og afgang til det såkaldte centralkar-totek i København.184

Fremmedlovsfanger og fanger med tysk statsborgerskabKontoret har formentlig også ekspederet det stadigt stigende antal af en ny kategori af indsatte i Fårhuslejren, nemlig de såkaldte ‘fremmedlovsfan-ger’, der af en række politimestre blev indsat i lejren „til videre foranstalt-ning i henhold til fremmedlovens § 14“. Det drejede sig (hovedsageligt) om tyske statsborgere, der skulle udvises af Danmark, og som udgjordes af en mangfoldighed af illegale grænseoverløbere, desertører og især personer med bopæl i Danmark, primært Nordslesvig, som nu ikke længere havde lovligt ophold i Danmark og derfor skulle udvises. En del af de nordsles-vigere, der blev inddraget i retsopgøret, var tilflyttere fra Tyskland, som havde beholdt deres tyske statsborgerskab, andre havde aldrig fået deres statsborgerforhold ordnet efter Nordslesvigs indlemmelse i Danmark i 1920. Og i den danske lovgivning var der hjemmel til at udvise tyske stats-borgere, som havde begået kriminalitet, herunder landssvigerkriminalitet. Nogle blev udvist fra internering, andre fra varetægt og andre igen efter udstået straf. Et prominent eksempel på det sidste var tidligere nævnte As-mus v. der Heide med det borgerlige navn Asmus Wilhelm Jürgensen. Jürgensen var født og opvokset i Angel i Sydslesvig, hvor han tog lærer-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

118

eksamen i 1924. I 1930 var han på Askov Højskole som forberedelse til an-sættelse i det tyske skolevæsen i Nordslesvig, hvor han var fra 1931 til 1945. Jürgensen blev interneret i Sønderborg den 5. maj 1945 sammen med bl.a. Jens Møller og Frits Clausen. I løbet af maj kom han til Fårhuslejren og blev anbragt der som allieret krigsfange, fordi han var blevet begæret ud-leveret af feltpolitiet.185 Jürgensen blev under processen mod mindretalsle-delsen idømt ti års fængsel, senere nedsat af landsretten til syv år, og i 1950 blev han benådet og udvist af Danmark som tysk statsborger. Han bosatte sig i øvrigt i nærheden af Flensborg, gjorde karriere som lærer, foredrags-holder og forfatter og markerede sig straks i SHHB, Schleswig-Holstei-nischer Heimatbund, der var blevet stiftet i 1947 som en grænsepolitisk kamporganisation. Som sådan plejede den tætte forbindelser til det tyske mindretals nye organisation, Bund deutscher Nordschleswiger. Jürgensen blev medlem af kommunalråd, amtsråd og fra 1954 til 1958 af landdagen i Kiel som repræsentant for SHHB.186 Statsborgerforholdets afgørende betydning for, hvilken fangekategori man skulle anbringes i, kunne volde ganske store problemer – helt bortset fra, at det for enkeltpersoner og deres pårørende kunne have tragiske kon-sekvenser, hvis man ønskede at forblive i Danmark. Gjerstrup fik talrige henvendelser fra indsatte, som mente sig fejlplaceret. I disse tilfælde måtte Gjerstrup henvende sig til den politimester, under hvis jurisdiktion den

Asmus Wilhelm Jürgensen, fotograferet af det danske politi efter krigen. Under pseudo-nymet Asmus von der Heide havde han lagt pen til en lang række stærkt ideologiske og hadske artikler i det tyske mindretals avis Nordschleswigsche Zeitung. Politikomman-dørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

119

indsatte hørte. „En varetægtsfange Nr. 3333 Robert H. f. d. 12.1. 1894 har henvendt sig til mig, idet han påstår, at han er frifundet, men skal udvi-ses af landet, da han er rigstysker. Han mener derfor, at han skal overflyt-tes som tilbageholdt efter fremmedlovens § 14 og ikke skal sidde her som almindelig varetægtsfange. Oplysninger udbedes.“187 Og dem har så for-mentlig politimesteren i Haderslev leveret. Andre indsatte i Fårhuslejren synes at have forsøgt at modsætte sig ud-visning, fx den tyske frimenighedspræst Ernst Nissen, som modtog følgen-de besked fra Rigspolitichefen: „Man skal herved meddele, at Justitsmini-steriet, hvilket Deres sag har været forelagt, godkender, at De er hensat til foranstaltning i medfør af fremmedlovens § 14 med henblik på udsendelse af riget snarest muligt. Man skal tilføje, at der ej heller vil kunne medde-les Deres hustru og Deres børn tilladelse til fortsat at opholde sig i landet, men at de må udrejse snarest muligt og senest i forbindelse med Deres ud-sendelse.“188 Andre fremmedlovsfanger i lejren var helt uforstående over for deres situation. Ernst Theodor Frederik B. var med Gjerstups formule-ring over for politimesteren i Haderslev „ved at tabe tålmodigheden. Han påstår at være dansk statsborger og mener i øvrigt ikke at have forset sig under krigen“. Gjerstrup anmodede om oplysninger i sagen, „specielt om jeg snart kan forvente at blive af med ham“.189 Man sporer en umiskende-lig træthed hos den hårdt prøvede fængselsinspektør, der uden tvivl måtte lægge gulvtæppe til mange audienser på grund af disse sager. En anden fremmedlovsfange, Georg Wilhelm K., havde forevist ham udskrift af rets-bogen for Vestre Landsret af 29. marts 1946, hvorefter han burde løsla-des. Georg Wilhem K. blev, som Gjerstrup skriver til politimesteren i Ha-derslev, „hensat som varetægtsfange, men er nu overført til afdelingen for ‘fremmedlovsfangerne’, men dette kan han ikke forstå, idet han opgiver, at der såvel i Aabenraa som i Haderslev går flere tyske statsborgere på fri fod, der også har været Zeitfreiwillige, bl.a. nævner han barber F., B. og K. fra Haderslev“.190 Der synes at have hersket en vis vilkårlighed i disse udvisningssager – i hvert fald opfattedes det sådan af de berørte. Fremmedlovsfangerne sad anbragt for sig selv i en halv barak under noget mindre skarpt opsyn end varetægtsfangerne, men var i øvrigt un-derkastet de samme bestemmelser som disse. Og eftersom de (sædvanlig-vis) var tyske statsborgere, havde Gjerstrup tilstået dem retten til at tale tysk under besøgene – når blot der blev konverseret „langsomt og tyde-ligt“. „I øvrigt kan jeg intet gøre for dem, men skal henstille til hr. po-litikommandøren snarest at søge gennemført den tidligere omtalte ord-ning, hvorefter disse fanger indsættes i en særlig lejr.“191 Denne særlige lejr kunne være Rigspolitichefens særlige interneringslejr, Fittinglejren vest for Kolding, som efter den tyske kapitulation blev anvendt til anbringelse af

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

120

‘uønskede tyskere’, fx familiemedlemmer til prominente tyske diplomater som Werner Best og Dr. Stahlmann192, men som tilsyneladende også på et tidspunkt blev taget i anvendelse som udslusningslejr for mere alminde-lige udviste tyskere. I hvert fald blev den fremtrædende tyske lærer Rudolf Gimm fra Bolderslev, der sad varetægtsfængslet i Fårhus, overført hertil i december 1946 sammen med sin familie.193

Uregelmæssigheder, især sådanne som unddrog sig hans kontrol og jurisdiktion, var helt åbenlyst ikke Gjerstrups livret, og det kom til flere sammenstød mellem ham og de øvrige myndigheder, som havde en aktie i ‘hans’ lejr.

På kant med med politiet „Jeg vil gerne have lov til at bestemme, hvem der går rundt i lejren og får adgang til denne,“ vrisser Gjerstrup med sin karakteristiske håndskrift i en instruks til overbetjent Ræthinge fra Fårhuslejrens Kriminalpoliti, da inspektøren den 1. februar 1946 konstaterede, at nogle gendarmer i for-bindelse med afhøringer i politiets afhøringsbarak gik rundt i lejren. Ræt-hinge havde angiveligt intet at gøre med deres ‘indpassage’, men ville, „så-fremt dette havde været tilfældet, have draget omsorg for at de forblev i forhørsbarakken, indtil de efter endt afhøring kunne ledsages til porten“, og han forsikrede inspektøren om, at han så vidt muligt ville være op-mærksom på lignende foreteelser i fremtiden og forhindre dem. Og at han samme dag i messen ville påtale sagen over for det tjenestegørende politi-personale.194 Kimen til et anstrengt forhold til politimyndighederne i lejren var ble-vet lagt, allerede før Gjerstrup overtog lejren. I juli 1945 indberettede over-betjent Scharling fra Fårhuslejrens Kriminalpoliti/Interrogation Centre, at en overbetjent fra fængselsvæsenet havde forsøgt at obstruere et retsmøde i lejren, hvor dommeren var tilsagt helt fra Tønder. En række indsatte skul-le fremstilles i retten kl. 13, men fængselsfunktionæren mente, at fanger-ne skulle spise først – „det havde de krav på“. Scharling havde protesteret og betydet, at der var tale om en tilsigelse, hvilket ikke imponerede fæng-selsfunktionæren: „Han var sgu da revnende ligeglad.“ Det ville Scharling gerne have skriftligt, men fængselsfunktionæren mente, at han sgu havde fortalt ham nok, han havde ikke mere at tale med Scharling om. I sin ind-beretning til politikommandøren dirrede Scharling afslutningsvis: „Det var med den største forbavselse, at jeg konstaterede den uforskam-mede tone og nærmest fjendtlige holdning, der blev udvist over for mig, og hr. politikommandøren vil kunne forstå, at det vil være af betydning for os politimænd her i lejren, at den slags gnidninger undgås i fremtiden. I det foreliggende tilfælde mener jeg at have handlet fuldt korrekt og efter ordre, og det har været mig magtpåliggende at få gennemført, at de omhandlede

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

121

fanger kan fremstilles til den aftalte tid, således at dommeren ikke forsin-kes i sin gerning. Der er for mig ingen tvivl om, at overfængselsbetjenten over for mig har forsøgt at praktisere en tankegang, som skulle gå ud på, at alene han – og eventuelt fængselsvæsenet – har interesser at varetage og myndighed at udøve her i lejren. Hans uforskammede optræden, som i sin slutfase blev overværet af vicefængselsinspektøren [Gjerstrup], der mærkeligt nok ikke greb ind, kunne i hvert fald tyde herpå.“195 Bedre blev det selvfølgelig ikke (set fra politiets synspunkt), efter at Gjerstrup overtog taktstokken den 3. august 1945. Blot seks dage senere udstedte Gjerstrup et direktiv, som afstedkom noget nær mytteri blandt politiet i lejren, men såmænd også blandt fængselsfunktionærerne. Gjer-strup lod nemlig meddele, at al anvisning af kvarterer i lejren fremover skulle ske gennem lejrens inspektionskontor. De personer, der allerede var indkvarteret, ville evt. i de nærmeste dage få anvist nyt kvarter. Ingen væ-relser måtte fremover aflåses, når beboerne var borte, medmindre en nøg-le var deponeret på lejrens depot. Det ville ikke længere være tilladt for de i lejren indkvarterede personer at have familie eller andre boende i lej-ren, ej heller måtte de bespises fra lejrens køkken. De, der allerede befandt sig i lejren, skulle flytte inden for en uge. Fremover ville privatbesøg kun kunne finde sted efter indhentet tilladelse hos viceinspektøren eller over-

Personale fra Fårhuslejrens Civilian Interrogation Cen-tre på udflugt til Kiel i efter-året 1945. Fra venstre mod højre: Thorkild Andersen, Svend Andersen, J. Folker-sen og lederen af det britiske Field Security Personnel i Fårhus, Sergeant De la Cour, som også havde rang af Po-lice Detective. Fotoet er for-modentlig taget af kriminal-assistent Ib Larsen (fra hvis album fotoet stammer), og med på udflugten til Kiel var også Peter Mortensen Reg-ner. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

122

betjenten, og alle privatbesøgende skulle ledsages inde i lejrens admini-strationsområde. Ingen ville ifølge protestskriveren, der henvendte sig til politikommandøren, efterkomme ordren om at efterlade værelser ulåset. Ej heller ville man afgive en nøgle på depotet – henset til den megen ‘orga-nisering’, der var forekommet i lejren. „For politiets vedkommende er det ganske afgjort, at der ikke vil blive leveret en nøgle til fængselsvæsenet, idet man ligger inde med så meget materiale af største vigtighed, at det er af allerstørste betydning, at dette materiale ikke kommer i forkerte hæn-der.“ Hvad angik indlogering af familie var det således, at foruden kriminal-betjentene Regner og Ib Larsen var der en del af fængselsvæsenets perso-nale, der havde hustruer boende i lejren. Disse skulle nu altså flytte inden for en uge, mens det tilsyneladende var tilladt for den del af fængselsvæ-senets personale, der boede i ‘barakken uden for lejren’, dvs. den tidligere danske forvaltning, at have deres hustruer boende. Dette samt det forhold, at vicefængselsinspektør Gjerstrup ved fængselsvæsenets overtagelse af lejren flyttede ind i kommandantskabsbarakken med hustru, børn og hus-assistent og lagde beslag på seks-syv værelser, havde „vakt den største pro-test“. Fængselsvæsenets folk, der af omstændighederne var tvunget til at bo i lejren, kunne ikke acceptere, at en del af deres kolleger var berettiget til at have deres hustruer boende, når de ikke måtte det. Og man så ikke med blide øjne på vicefængselsinspektøren, der selv tillod sig at have sin familie boende i lejren. For så vidt angik politiet, havde Regner omgående henvendt sig til Gjerstrup og havde fået at vide, at det ikke alene var de forskellige hustruer, viceinspektøren ville have ud af lejren, det var også politiets personale, der skulle flytte. En deputation fra fængselspersonalet henvendte sig ligeledes til vicein-spektøren, „og her blev det sagt lige rent ud, at det udelukkende var poli-tiets personale, han ville have ud af lejren“. Protestskriveren, som formo-dentlig var enten Regner eller Ib Larsen, leverer herpå en sønderlemmende karakteristik af Gjerstrup: „Da det er komplet umuligt at få logi og kost i omegnen af Fårhuslej-ren, da alt er belagt af militær mv., og da det med lidt smidighed fra vi-cefængselsinspektøren let kan lade sig gøre, at politiets personale bliver boende som hidtil, har vi endnu en gang fået bevis for, at vicefængselsin-spektør Gjerstrup udelukkende handler, som han gør, for at kunne genere politiet så meget som muligt i dets arbejde. Man har indtrykket af, at han kun har udstedt denne meddelelse, fordi han vil vise, at det er ham – vi-cefængselsinspektør Gjerstrup – der har den fulde bestemmelsesret over lejren og dens indvånere. Det er efter de flestes opfattelse en skamplet på fængselsvæsenet at have vicefængselsinspektør Gjerstrup til leder af denne

lejr, idet han er komplet uegnet til denne post, og fra det underordnede fængselspersonale hedder det, at der ingen mening er i, at han – vicefæng-selsinspektøren – skal ødelægge vores ry og omdømme for de fejlagtige dispositioner, han træffer. Det underordnede fængselspersonale med over-betjent Abstrup i spidsen vil under ingen omstændigheder finde sig i den behandling, de bliver til genstand for på grund af vicefængselsinspektør Gjerstrups mærkelige dispositioner, og der vil fra det fængselspersonale, der har fungeret hernede, mens tyskerne havde lejren, blive indsendt en klage til Fængselsdirektoratet over vicefængselsinspektør Gjerstrup. Vi politifolk, der er udkommanderet til afhøring af allierede krigsfan-

Kriminalpolitifolkene fra Fårhuslejren med fruer ved en festlig lejlighed den 15. august 1945. Der opstod et stærkt modsætningsforhold mellem de danske politifolk og fængsels-inspektør Gjerstrup, bl.a. på grund af at politifolkene insisterede på at have deres hu-struer boende i lejren. Tredje mand fra venstre i anden række (med stribet slips og cerut) er Peder Mortensen Regner. Bov Lokalarkiv

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

124

ger, kan overhovedet ikke passe vort arbejde, såfremt vi ikke kan spise og bo i lejren.“ Den konkrete sag blev udnyttet som løftestang for en veritabel bred-side mod hele Gjerstrups embedsførelse i relation til politiet: Efter fæng-selsvæsenets overtagelse af lejren den 3. august 1945 var politiets arbejde i lejren blevet vanskeliggjort af Gjerstrups mange direktiver. Således næg-tede fængselsvæsenet nu at holde politiet underrettet om indsættelser og løsladelser fra lejren, og derfor var politiets arkiv efter den 4. august uden værdi, man havde ganske enkelt ingen føling med, hvem der var i lejren. En indsat var også afgået ved døden, uden at politiet var blevet underrettet. Man havde gjort Gjerstrup opmærksom på nødvendigheden af et ajour-ført kartotek, således at man kunne besvare spørgsmål fra de forskellige politikredse vedrørende indsatte. Til det havde Gjerstrup blot svaret, at så måtte politiet jo henvende sig til fængselsvæsenets kartotek. Argumentet, at politikredsene uden tvivl ville henvende sig til politiet i lejren, gjorde in-tet indtryk på ham. Hvad angik de allierede krigsfanger, som Gjerstrup og fængselsvæsenet „intet som helst har at gøre med – ud over at disse fanger nu engang sidder i den samme lejr, som fængselsvæsenet har overtaget“, så krævede man i hvert fald at blive underrettet, når der skete ændringer for disse fangers vedkommende. Men man havde nu erfaret, at Gjerstrup gan-ske enkelt havde forbudt fængselsvæsenets personale at give disse medde-lelser til politiet. Man havde ligeledes bragt i erfaring, at fængselsvæsenet ikke selv var klar over, hvem der var gået ud og ind gennem fængselsvæse-nets kartotek. Fængselsvæsenet ønskede heller ikke personer i lejren, der ikke var fængslede – hvilket ifølge protestskriveren var umuligt, idet man måtte regne med, at der ville kunne komme personer til lejren, der blev hensat til foranstaltning ifølge fremmedlovens § 14. Og der kunne fremde-les komme allierede krigsfanger, som ikke behøvede at blive fremstillet. Ifølge protestskriveren ville heller ikke de engelske myndigheders an-vendelse af lejren som gennemgangslejr for personer, der skulle overføres til Tyskland, længere blive tolereret af Gjerstrup. Lejrens arrestbygning var under afhøringer blevet anvendt til isolering af fanger, når de var flere per-soner i samme sag. Men denne fremgangsmåde tillod viceinspektøren ikke længere – til „skade for sagens rette behandling og til chikane for poli-tiet“. Gjerstrup havde, angiveligt under påskud af personalemangel, også udstedt forbud mod, at hans personale blev anvendt til at føre fangerne til og fra afhøring – hvilket var helt i orden „da modstandsbevægelsen havde lejren“. I to tilfælde, hvor politiet selv havde afhentet fanger i hovedvagt-tårnet, havde der siddet henholdsvis fire og syv ordonnanser ganske uvirk-somme i vagtlokalet. Protestskriveren var derfor tilbøjelig til at mene, at „vicefængselsinspektør Gjerstrup også på dette område vil genere politiet så meget som muligt“.196

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

125

Fængselsinspektør Cuno Gjerstrup For så vidt Gjerstrup havde belæg for sine dispositioner i bestemmelser og reglementer, nød han uden tvivl støtte hos Direktoratet for Fængselsvæse-net, men hans kantede og usmidige facon kan sagtens have været baggrun-den for, at Digmann, og ikke Gjerstrup, i første omgang fik tilbuddet om at blive konstitueret som fængselsinspektør for den kommende straffelejr. Nu skal man ikke lægge for megen vægt på de indsattes opfattelse af in-spektøren, men mange fanger formidler billedet af en unødigt tvær, stiv og autoritær personage. Den hjemmetyske W.L. var således kommet for skade at ødelægge sit tæppe. Det blev opdaget og kostede en tur til inspektøren: „En fængselsfunktionær samlede hver dag synderne sammen. Denne gang var vi otte. På vejen til K2 underrettede vi hviskende hinanden om vore synder. Det var mestendels brud på rygeforbuddet på stuen. Straffen for det var inddragelse af den næste tobaksration, og i gentagelsestilfælde to dage på vand og brød i den berygtede straffebarak 22. Ankommet til K2 blev vi stillet op på række med ansigtet mod væggen. Så blev hver enkelt efter tur kaldt ind til den stormægtige. Bag ved et flot skrivebord, som stod på et prægtigt rødt tæppe, tronede den lejrmægtige majestætisk. Man fik anvist nøjagtig den plads, man skulle stille sig på i strømpesokker. Så blev indberetningen fra den fængselsbetjent, som havde ansvaret for barakken, højtideligt læst op af en funktionær, som sad ved et andet bord. Og inspek-tøren føjede belærende til: „Glem ikke, at det ikke er en børnehave, De be-finder Dem i. De er indespærret på grund af en alvorlig sag.“197 Cuno Gjerstrups karakter ufortalt, så ved vi om ham, at han var født i 1909 og voksede op i et københavnsk bagermesterhjem, han blev cand. jur. i 1933 og var fra 1936 ansat ved fængselsvæsenet, hvor han samme år blev sekretær ved statens arbejdshus i Sdr. Omme og i 1939 udnævnt til vice-fængselsinspektør. I februar 1943 blev han leder af statens lejr i Horserød, hvor han afløste Alfred K. Bentzen, der var blevet forflyttet på grund af konstante uoverensstemmelser med de internerede kommunister og spa-niensfrivillige. Gjerstrups ledelse, derimod, forløb uproblematisk, indtil tyskerne overtog lejren den 29. august 1943. I forbindelse med den tyske overrumpling af Horserødlejren har der fra kommunistisk side været rejst kritik af fængselsledelsen for ikke at have åbnet fængselsporten, selv om der angiveligt forelå en aftale herom. Forklaringerne til Den parlamentari-ske Kommission viser, at de kommunistiske internerede forud for den 28. august ganske vist havde rejst spørgsmålet over for bl.a. Gjerstrup, men at han ikke mente at have stillet de internerede noget konkret i udsigt. Dog vedgik han, at „hvis han kunne gøre noget til det, ville han ikke lade de herrer fange som rotter i en fælde“ – en indstilling, Gjerstrup også havde tilkendegivet over for sine overbetjente. Disse har sandsynligvis videre-formidlet denne indstilling i en form, som kunne opfattes som et mere

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

126

konkret løfte. Under alle omstændigheder fik Gjerstrup på intet tidspunkt konkrete forholdsordrer fra direktorat og ministerium, heller ikke da han på baggrund af en orientering fra sin svoger, den konservative folketings-mand Aksel Møller, den 28. august 1943 henvendte sig for at få en oriente-ring om den seneste udvikling. Efter den tyske overtagelse af Horserødlejren forblev Gjerstrup i lejren som leder af Den danske Forvaltning, der efter aftale mellem de danske myndigheder og tyskerne skulle sørge for fangernes forplejning og andre forsyninger. Da Horserødlejren den 12. august blev omplantet til Frøslev-lejren, rykkede Gjerstrup og hans folk med. Cuno Gjerstrup sluttede sin karriere i 1977 som inspektør ved statsfængslet i Vridsløselille,198 og det forlyder, at han ikke blev mindre kantet med årene.199 Det blev Cuno Gjerstrups lod som embedsmand at håndhæve to af den danske stats mest omdiskuterede lovgivninger i nyere tid: først internerin-gen af de danske kommunister under besættelsen og siden indespærringen af landssvigerne efter besættelsen.

Sikring af lejren, men af hvem?Ikke blot de tjenestegørende politifolk i Fårhuslejren var en torn i øjet på fængselsvæsenet i almindelighed og Gjerstrup i særdeleshed, også de vær-nepligtige soldater, som fra juli måned 1945 varetog den ydre vagttjeneste, var man i grunden helst foruden. Det alvorligste sammenstød fandt sted

Fængselsinspektør Cuno Gjerstrup

Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

127

den 20. august, da to fængselsbetjente tidligt om morgenen forlod lejren. Ifølge den efterfølgende indberetning fik de to (som begge var i uniform) af militærvagten ved porten ordre til at lade sig visitere. Den ene betjent begyndte at pakke en kuffert ud på jorden, hvilket udløste en højlydt kom-mentar fra barak K12, hvor andre fængselsbetjente iagttog seancen: „Se at få klappet den kuffert i, vi skal ikke lade os visitere af militæret.“ Kort efter indfandt angiveligt to soldater sig i barakken og bekendtgjorde, at de hav-de ordre til at arrestere de tilstedeværende – som replicerede, at det havde de ikke fuldmagt til at gøre. Soldaterne, derimod, mente, at „militæret ef-ter ordre havde ret til at arrestere hele fængselsvæsenet“. De fire fængsels-betjente på stuen var imidlertid gået i seng og bad soldaterne om at hen-vende sig til deres vagtkommandør og igennem ham rette henvendelse til fængselsvæsenets ledelse. Ti minutter senere blev døren til stuen sparket op, og syv soldater med maskinpistoler og karabiner pegede på de fire be-tjente og forlangte at få deres navne. Betjentene tilbød at stå op og gå med hen til vagtkommandøren, og lederen af den militære gruppe gav dem 10 minutter til at klæde sig på i. Ude på gangen fik betjentene en maskinpi-stol i ryggen, og lederen af soldaterne kommanderede tillige: „Bajonet på!“ Ifølge fængselsbetjentene fik de på vejen til vagtkommandøren flere gange mundingen af maskinpistolerne stødt hårdt i ryggen, og som betjentene afsluttende anfører i deres indberetning, så burde det bemærkes, „at vi ved arrestationen var i fuld uniform, og at denne overværedes af internerede og varetægtsfanger“.200 Episoden afstedkom stor ophidselse blandt fængselspersonalet – der havde en tid lang været et spændt forhold til nogle af soldaterne, men det her var dråben. Der blev indkaldt til møde, hvor såvel Gjerstrup som over-betjent Abstrup deltog, og Gjerstrup lovede, at fængselsvæsenet fra og med den 1. september selv skulle stå for kontrollen med, hvem der blev visiteret ved de to porte.201

Allerede den følgende dag afsendtes en resolution til Direktoratet for Fængselsvæsenet, hvori man krævede, at portvagten straks overgik til fængselsvæsenet, at den vagthavende officer blev krævet til ansvar og straf-fet for myndighedsmisbrug, at de medvirkende soldater, såfremt de ikke havde handlet efter direkte ordre fra vagtkommandøren, blev straffet for overgreb mod tjenestemand i uniform og endelig, at Gjerstrup omgående, og senest efter tre dage, fik skiftet portvagten ud med folk fra fængselsvæ-senet. I modsat fald ville hele fængselsvæsenets personale i lejren nedlægge arbejdet. Den 24. august 1945 føjede man yderligere det krav til resolutionen, at militærets personel snarest muligt blev fritaget for at være bevogtnings-mandskab for fangerne under arbejdet, da det var „meget lidt betryggende at lade disse bevogte dem“.202

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

128

Medens gemytterne var i kog, lod Gjerstrup overbetjent Abstrup iværk-sætte en undersøgelse, og efterhånden nuanceredes sagen. Den 26. august forklarede de to visiterede betjente, som nu var kommet tilbage efter orlov, at de ved porten var blevet bedt om at fremvise deres passérkort. Den ene af betjentene, som begge var på vej til Fårhus station, havde ved en fejlta-gelse lagt sit kort i sin kuffert, og derfor lagde han kufferten på jorden for at søge efter kortet. Han fandt det, soldaterne ønskede dem begge en god orlov, og de ønskede soldaterne en god vagt. Begge hørte godt nok nogle tilråb fra barak K12, men hvad disse nærmere gik ud på, vidste de ikke.203 På baggrund af hændelsesforløbet meddelte Gjerstrup direktøren for fængselsvæsenet, at han havde besluttet sig for, at det fra den 1. september skulle være personale fra fængselsvæsenet, der overtog kontrollen med ad-gangen til og fra lejren. Derimod overlod han efter aftale med vagtkom-mandøren til direktoratet at afgøre, om episoden skulle få konsekvenser for de involverede soldater og den pågældende officer. Sagen stillede sig en anelse anderledes nu, hvor det havde vist sig, at det faktisk var fængsel-spersonalet, der havde provokeret soldaterne, og ikke, som først antaget, omvendt. Gjerstrup undlod dog ikke at oplyse direktoratet om, at vagt-kommandøren over for ham havde beklaget soldaternes optræden ved af-hentningen af fængselspersonalet.204 Der var tydeligvis alvorlige spændinger mellem fængselsvæsenets og hærens personel i Fårhuslejren, men hvad der helt konkret var den dybere årsag til dem, tier kilderne om. Afvæbningsseancen var formentlig blot dråben, der fik bægeret til at flyde over. I en redegørelse for hele hændelsesforløbet til fængselspersonalets fag-forening, Dansk Fængselsforbund, lød det nu besindigt fra Fårhuslejren, at „man fra såvel fængselspersonalet som fra militærets side gør klogest i at lade gro græs på hele denne affære, som ikke tjener koldblodigheden fra nogen af siderne til synderlig ære“.205 Men selv om der således var lagt op til en fredspibe, vandt fængsels-væsenet altså en anelse terræn. Der er ingen tvivl om, at Gjerstrup og bag ham direktoratet gerne så, at fængselsvæsnet så hurtigt som muligt over-tog også den ydre sikring af lejren. Allerede den 9. juli 1945 udbad direk-toratet sig oplysninger fra Gjerstrup om, hvor mange våben der skønnedes nødvendig til sikring af Fårhuslejren, og Gjerstrups vurdering var, at man skulle beholde de seks faste rekylgeværer i tårnene. Derudover skulle man regne med 60 pistoler til overordnet personale og hundeførere, 25 maskin-pistoler og 150 karabiner til egentligt udvendigt vagtpersonale og endelig 450 gummistave.206 Da fængselsvæsenet overtog det fulde ansvar for lejren den 3. august 1945, stod man tilsyneladende stadig våbenløse, idet Gjerstrup her efterly-ste våben, nemlig 25 pistoler, to maskinpistoler og seks karabiner, til dem

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

129

af hans folk, som nu havde overtaget vagttjenesten i den indre lejr. I første omgang bad Gjerstrup, om man kunne skaffe ham de våben, som tyskerne i sin tid havde frataget ham i Horserødlejren. Han var vidende om, at ty-skerne havde taget disse med til Frøslev. Desuden havde han ved en gen-nemgang samme dag konstateret, at to af de faste rekylgeværer i tårnene manglede. Gjerstrups konklusion var, at Den danske Brigade var synde-ren, hvorfor han henvendte sig til Region III for at få to andre.207 Netop problemet med at skaffe våben til fængselsvæsenet og ikke mindst den nødvendige uddannelse af de mange nye (reserve)fængselsbe-tjente var en hovedårsag til, at kun halvdelen af vagtstyrken, dvs. 90 solda-ter, var skiftet ud med fængselspersonel i slutningen af oktober 1945. Men man ville fra fængselsvæsenets side gøre alt for, at resten af de militære styrker kunne frigives med udgangen af december 1945. Det havde været på tale at anvende politibetjente, men det så Justitsministeriet ingen mu-lighed for.208 Først den 16. januar 1946 afmarcherede det militære vagt-kompagni og overlod den ydre bevogtning til fængselsvæsenet, som nu ef-terhånden havde fået den nødvendige bevæbning.209 Det kneb dog stadig med rekylgeværerne i vagttårnene. Ganske vist havde Gjerstrup fået de to, han bad Region III om, men de var af tysk fabri-kat og ikke som de oprindelige, danske Madsen-rekylgeværer. Den skade ville han nu gerne have gjort god igen, for de tyske var gået i stykker, og det ville i det hele taget være en fordel at have samme slags rekylgeværer i alle tårne. Det lod sig imidlertid ikke gøre – Region III s ‘Afvikling’ rådede

„Den sidste vagtafløsning. Rekrutterne afløser vi gamle“. Foto og tekst fra en værneplig-tigs fotoalbum om sin tid som vagtsoldat i Fårhuslejren. Fotoet er taget umiddelbart in-den for lejrens sydport. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

130

ikke over danske rekylgeværer, men Gjerstrup kunne jo prøve i Krigsmi-nisteriet!210 Sagen løste sig i februar-marts 1946, da direktoratet indkøbte seks Madsen-rekylgeværer model 1942 hos Riffelsyndikatet, og da Gjer-strup således havde et lille overskud af rekylgeværer, som han kunne bruge som reserve og til våbeninstruktion, kunne han i marts meddele direkto-ratet, at lejren var velforsynet med våben. Efterhånden fik hele fængselspersonalet et lille kursus i skydning.211 Det stod grænsekommandoens befalingsmænd for. De var stationeret lige i nærheden, i den såkaldte Plantagelejr ved Frøslev. Og det var i tilknyt-ning til denne lejr, at fængselsvæsenets skydeinstruktion og -træning fandt sted – en træning, som naturligvis omfattede både pistol, karabin og ma-skinpistol.212 Bevæbningen blev i øvrigt efter et par år droslet betragteligt ned. Hvor alle tjenestegørende i starten var bevæbnede, var ingen af posterne inden for hegnet bevæbnet i januar 1948, hverken ved nat eller dag. Bevogtnin-gen af lejren foregik da udelukkende fra de seks vagttårne (med rekylge-værer), hvor posterne var bevæbnet med karabin, ligesom de to portvagter var bevæbnet med pistol. Formålet var naturligvis at hindre undvigelser, men også at beskytte lejren mod overfald udefra. Ud over disse poster var der 28 poster ved de forskellige arbejdshold, der var beskæftiget uden for lejrens område, og de var alle bevæbnet med pistoler, mod tidligere med karabin. Arbejdsholdene, som vi vender tilbage til senere, arbejdede så langt væk som 20 km fra lejren, derfor mente Gjerstrup ikke at kunne und-være en bevæbning af vagterne. I øvrigt blev alle våben afleveret i mid-dagspausen og straks ved arbejdets ophør.213

Minefelt eller elektrisk hegn?En meget vigtig del af sikringen af Frøslevlejren var det minefelt, som ty-skerne etablerede rundt om lejren uden for pigtrådshegnet. Men i løbet af juli 1945 stod det klart, at dette minefelt ville blive optaget og desarmeret af tyske minører fra den 30. juli til den 4. august 1945 som led i den gene-relle minerydning i Danmark, der var beordret af de allierede.214 Derfor stod man med et alvorligt sikkerhedsproblem, som Direktoratet for Fæng-selsvæsenet forsøgte at få afklaret, inden man overtog ansvaret for lejren. Over for Krigsministeriet tilkendegav man, at man ønskede at bevare såvel det dobbelte pigtrådshegn som minefeltet, idet minefeltet „skønnedes at være et overordentlig stærkt sikringsmiddel“. Man så derfor gerne, at det danske militær udlagde et nyt felt.215 Man må formode, at de tyske minø-rer længst havde ryddet feltet, da Krigsministeriet efter en måned svarede, at man på grund af mangel på ressourcer ikke så sig i stand til at udlægge et nyt. Man afstod dog ikke fra et godt råd: „Krigsministeriet kunne fore-slå, at der i stedet for minefelt anvendes et strømførende hegn.“216 Forsla-

KA

PITEL 6 OV

ERGA

NG

SVAN

SKELIG

HED

ER

131

get blev efterfølgende drøftet på et møde i direktoratet, hvor samtlige in-spektører fra de nye landssvigerstraffelejre deltog, og man nåede frem til, „ikke foreløbig at foretage forsøg med anvendelse af stærkstrømsførende hegn“.217 Måske fremkaldte tanken herom ubehagelige associationer? Til sikringen af lejren indførte Gjerstrup også et mindre ‘hundekorps’ bestående af fem hunde med hver sin hundefører, som trænede med hun-dene nogle timer hver dag. Hundekorpset havde fast nattevagt, således at der til stadighed var mindst to hunde på det særligt afspærrede terræn, hvor fangerne opholdt sig om natten. Gjerstrup anså det for uigennemfør-ligt og økonomisk uansvarligt under hensyn til lejrens og den omliggende plantages størrelse at udvide bevogtningen med patrulje i skovene og på lejrens øvrige terræn.218 I april 1947 droslede Gjerstrup også ned på dette sikringsmiddel. Han bad direktoratet om tilladelse til at afhænde tre af sine fem hunde, dels fordi det havde vist sig, at hunde ikke kunne erstatte personalet ved det ydre hegn, dels fordi fangetallet var dalende. Om det var Trofast (kaldet Monty), Lulus Rolf, Rold af Møgeltønder, Erikslunde Rollo eller Tyrk af Kolding, der fik nye ejer(e), vides ikke.219

Værnepligtig på vagttørn bag Madsen rekylgeværet i et af Fårhuslejrens fem hjørnevagt-tårne. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

132

Kapitel 7

Straffelejren i tal

Det er ikke tanken med denne bog at give en udtømmende skildring af Fårhuslejrens institutionelle historie som anstalt, herunder fængselsfaglige overvejelser i relation til driften, personalemæssige forhold og driftsøko-nomi.220 Dette kapitel skal blot ses som et rids af lejrens institutionelle ud-vikling fra forsommeren 1945 til sensommeren 1949 – samt af hvilke fak-torer, der bestemte denne udvikling.

Den gamle gardeDa de internerede fra den 6. maj 1945 begyndte at strømme ind i lejren, rådede viceinspektør Gjerstrup over et beskedent personale på ca. 15 per-soner. Det var garvede og erfarne folk fra Den danske Forvaltning, der var fulgt med Gjerstrup fra Horserødlejren til den nyoprettede Frøslevlejr den 12. august 1944. Men med udsigten til at skulle overtage ansvaret for driften af en lejr med godt 3.000 indsatte stod Gjerstrup over for et akut problem: Der skulle meget hurtigt skaffes personale – og naturligvis helst et kvalificeret sådant. Og hvordan bar man sig ad med det, ikke mindst i betragtning af, at også andre nyoprettede interneringslejre for lands-svigere (som ligeledes tænktes at blive egentlige straffeanstalter) havde nøjagtig samme behov? Retsopgøret betød, at antallet af danske indsatte med ét slag steg til hen mod det tredobbelte. Akterne fra Fårhuslejrens ar-kiv lader os følge Gjerstrups (og direktoratets) trængsler i så henseende. Der måtte naturligvis i stort set alle henseender hugges en hæl og klip-pes en tå. Indledningsvis kunne Gjerstrup dog abstrahere fra et direktiv fra justitsministeren om „omgående at indberette tjenestemænd ved den Dem underlagte anstalt, om hvilke der foreligger oplysninger, hvorefter de ved deres nationale optræden har gjort det tvivl underkastet, om de bør forblive i den dem betroede tjenestemandsstilling“. Konsekvensen af den knudrede tekst var, at tjenestemænd, som under besættelsen havde opført sig ‘unationalt’, skulle suspenderes.221 Tværtom stod personalet i Den danske Forvaltning til ros og anerkendelse. De havde på alle måder i en eller anden udstrækning hjulpet de internerede i Frøslevlejren, og to, Aksel Larsen og Reinhold Pultz, var endda endt på den forkerte side af

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

133

pigtrådshegnet i Frøslevlejren, arresteret af tyskerne for ‘fangebegunsti-gelser’. Netop i disse majdage var repræsentanter for de tidligere frøslevfan-ger i gang med at indsamle penge til en erkendtlighed til samtlige ansatte i Den danske Forvaltning – og at bearbejde myndighederne med henblik på en mere officiel anerkendelse af indsatsen.222 Personalet i Den danske For-valtning i Frøslevlejren var sig deres indsats bevidst, hvilket de ikke und-lod at gøre deres foresatte opmærksomme på. Den 23. maj 1945 meddelte Gjerstrup således Direktoratet for Fængselsvæsenet: „Det uniformerede personale, der har gjort tjeneste i Den danske For-valtning i Horserød- og Frøslevlejren, har henvendt sig til mig i følgende anledning: Allerede i Horserød udførtes et godt og ikke ufarligt arbejde for at hjælpe de internerede. Dette arbejde gik man ind til efter ordre fra direktoratet, og det fortsattes efter indtrængende opfordringer fra det første hold internerede og Udenrigsministeriet. Da lejren i august 1944 skulle overflyttes til Frøslev, var det samlede personale ganske klar over de yderligere vanskeligheder, der ville opstå, og at arbejdets farlighed ville stige stærkt. Dette er blevet bekræftet ved, at to af fængselsbetjentene har siddet fængslet og interneret af tyskerne, og yderligere to betjente samt min kontordame har måttet leve ‘under jorden’ gennem længere tid. Man betænkte sig derfor på at følge med til Frøslev, men på grund af de in-terneredes stærke ønsker herom indgik man, efter et møde i Horserød, hvor hr. departementschef Eivind Larsen og hr. direktøren var til stede og forklarede nødvendigheden af Den danske Forvaltnings fortsatte beståen, samt lovede forskellige lettelser for personalet under arbejdet, og at per-sonalet „ikke skulle blive glemt“, når arbejdet var slut, aftale om at følge med til Frøslev. Fængselsbetjentene i Den danske Forvaltning har opfattet sagen såle-des, at de alle er blevet stillet en forfremmelse i udsigt. De mener nu, at tidspunktet er inde til at få en afgørelse på dette spørgsmål, idet de me-ner, at forfremmelsen må komme, inden de skal til at samarbejde med tidligere kolleger og eventuelt overordnede enten her eller efter hjemkom-mando. Jeg skal hertil udtale, at jeg allerede ved mit sidste besøg hos hr. direk-tøren gav udtryk for et lignende synspunkt. Jeg ved jo desværre af erfaring, hvorledes de faste betjente i lejren tidligere er blevet behandlet og betragtet af de hjemmeværende, og jeg mener derfor også, at spørgsmålet i det væ-sentlige må ordnes omgående og udelukkende på baggrund af betjentenes forhold under udkommandoen. Jeg skal derfor anbefale, at der straks sø-ges udvej for udnævnelse af nedennævnte fængselsbetjente til de anførte stillinger og således, at udnævnelsen kommer til at lyde på deres hjemsted med udkommando til Frøslevlejren [Fårhuslejren]:

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

134

Svend H.J.L. Andersen, Københavns fængsler, inspektionsbetjent Reinhold Pultz, Københavns fængsler, inspektionsbetjent Poul Alfred Nielsen, Københavns fængsler, inspektionsbetjent Harald Lund, Københavns fængsler, inspektionsbetjent Niels Langborg-Hansen, psykopatanstalterne, inspektionsbetjent Aksel Kristian Larsen, psykopatanstalterne, inspektionsbetjent Hans Christian Thomsen, psykopatanstalterne, økonomibetjent Børge Sigv. Marinus Rasmussen, psykopatanstalterne, økonomibetjent

(med køkkentjeneste) Peter Nielsen Bang, psykopatanstalterne, inspektionsbetjent Kaj Sommer Rasmussen, Nyborg, inspektionsbetjent.“

Af hensyn til tilrettelæggelsen af det fremtidige arbejde anmodede Gjer-strup om i hvert fald et foreløbigt svar omgående.223

Gjerstrup må siges at have gjort direktoratet særdeles kontant opmærk-som på, at der var en regning at betale i forhold til personalet. Det gjorde han formentlig af et ærligt hjerte, men måske også, fordi han dermed in-direkte gjorde sine foresatte opmærksom på, at han selv forventede en for-fremmelse. Som det er fremgået, var det nu ikke lige det, direktoratet i første omgang spillede ud med! Måske var man bl.a. irriteret over den ul-timative tone i Gjerstrups ønsker på personalets vegne – som han allerede dagen efter over for direktoratet finjusterede på grundlag af en ny henven-delse fra to af betjentene.224 Få dage efter telefonerede direktør Tetens til Gjerstrup for at drøf-te spørgsmålet: Han huskede godt mødet i Horserød, men mente, at ud-talelsen om, at personalet „ikke skulle blive glemt“ måske var blevet lidt overfortolket. Han mente blot at have udtalt, at udkommando til Frøslev ikke ville betyde en ringere chance for forfremmelse, snarere tværtimod. I øvrigt eksisterede de efterlyste stillinger slet ikke, og under alle omstæn-digheder skulle de i givet fald opslås af Justitsministeriet, og ansøgerne bedømmes på kvalifikationer og anciennitet. Men i øvrigt var han da ind-stillet på at hjælpe personalet til et tillæg og tog gerne et møde herom, hvor også Dansk Fængselsforbund, dvs. fængselsfunktionærernes fagforening, deltog.225 Det sidste turde vel være en garanti mod en for eksorbitant for-trinsbehandling. Det lunkne udspil faldt tilsyneladende ikke i god jord, for allerede den 1. juni kunne Gjerstrup meddele direktøren, at seks af de omtalte betjen-te nu ønskede hjemkommando til Københavns fængsler og psykopatan-stalterne. Det mente Gjerstrup ikke, man kunne modsætte sig, og når galt skulle være, foretrak han, at det skete, „medens antallet af varetægtsfan-ger ikke er så overvældende stort, som det sikkert ret snart vil blive, og i hvert fald inden lejren skal befolkes med straffede personer“. Gjerstrup

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

135

Aksel Kristian Larsen (f. 1905 i Rødding), var fængselsbetjent og diakon i både Hor-serød- og Frøslevlejren, siden i Fårhuslej-ren. Han blev forfremmet til overbetjent af 2. grad den 1. februar 1946 og den 1. april 1948 ansat som overbetjent. Aksel Larsen forblev i Straffelejren i Fårhus ind-til anstaltens nedlæggelse den 1. oktober 1949. Fårhuslejrens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

Niels Langborg-Hansen (f. 1905 ved Vi-borg) var uddannet mejerist. Efter ansæt-telsen i fængselsvæsenet blev han uddannet diakon og plejer og gjorde tjeneste ved psy-kopatanstalterne. Langborg-Hansen gjor-de tjeneste i såvel Horserød- som Frøslevlej-ren. Den 1. juli 1946 blev han konstitueret depotforvalter i Straffelejren i Fårhus og den 1. april 1948 forfremmet til overbe-tjent. Langborg-Hansen gjorde tjeneste i Fårhus indtil anstaltens nedlæggelse. Får-huslejrens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

Børge Sigvard Marinus Rasmussen (f. 1911 i København) var uddannet kok. Han fungerede som køkkenmester i både Horserød- og Frøslevlejren, men først i februar 1946 blev han formelt udnævnt til konstitueret køkkenmester i Straffe-lejren i Fårhus. Børge Rasmussen forblev i Fårhuslejren indtil anstaltens nedlæg-gelse. Fårhuslejrens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

Svend Helge Johan Lillien Andersen (f. 1909 i Holsted) havde en baggrund som handelsmedhjælper, da han i 1933 blev antaget som reservefængselsbetjent ved Vestre Fængsel i København. Siden gjor-de han tjeneste som fængselsbetjent i både Horserød- Frøslev- og Fårhuslejren, fra den 1. februar 1946 til den 1. oktober 1949 som konstitueret overbetjent. Fårhuslej-rens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

136

skulle akut bruge syv nye folk: to inspektionsbetjente, en depotbetjent og fire fængselsbetjente. Og hans argumenter herfor var solide: Af hensyn til planlægningen og igangsættelsen af det store arbejde, det ville blive at dri-ve en lejr af den størrelse, ville det være uforsvarligt ikke fra starten at have et blot nogenlunde passende antal overordnede. Ikke mindst fordi det un-derordnede personale næsten udelukkende ville blive yngre betjente sup-pleret med helt nyantagne reservefængselsbetjente, som de overordnede skulle oplære. Derfor skulle de syv ovennævnte suppleres med to overbe-tjente af 2. grad og en inspektionsbetjent. At Gjerstrup ikke tidligere havde fremsat disse personaleønsker beroede udelukkende på, at han ville afven-te, om personalet i Den danske Forvaltning ønskede at blive i lejren eller ønskede hjemkommando.226

Hvis hele øvelsen var at lægge pres på direktoratet, lykkedes den fak-tisk, for den 4. august 1945 meddelte man, at samtlige ønsker til forfrem-melse var blevet imødekommet, dog således, at stillingerne blev som fun-gerende, og funktionshonoraret først kunne blive udbetalt, når der var tilvejebragt bevillingsmæssig hjemmel for oprettelsen af de pågældende stillinger.227

Først fra årsskiftet 1945-1946 begyndte nogle af de gamle folk fra Den danske Forvaltning at sive bort fra Fårhuslejren til andre anstalter, så Gjer-strup lykkedes altså med at beholde disse erfarne folk i en vanskelig over-gangsfase.

Nye folkDe mange nyansatte, ‘midlertidige’ reservefængselsbetjente udgjorde en broget skare – nogle endda så brogede, at Gjerstrup på grund af verserende rygter i begyndelsen af juli 1945 måtte afkræve en række nyansatte i lejr-køkkenet en attest udstedt af bylederen, politiet eller formanden for Dan-ske Samfund om den pågældendes forhold under besættelsen.228 Der var her tydeligvis tale om helt lokale folk – som der var en del af blandt de ny-ansatte. Fårhuslejren skulle blive den største arbejdsplads i Padborg-Frø-slev-Fårhusområdet med en ganske betydelig bosætning af familier fra det øvrige land. De midlertidige reservebetjente fik dagløn samt kost og logi i lejren. En del af de nyansatte opfyldte ikke de almindelige betingelser for antagelse, specielt ikke aldersbetingelserne, idet man under normale omstændighe-der skulle være mellem 24 og 28 år, men Gjerstrup betonede meget stærkt over for alle nyansatte reservebetjente, at ansættelsen var midlertidig. På lidt længere sigt ville han bestræbe sig på at få fat på kvalificerede folk, som også skulle gennemgå den såkaldte psykotekniske prøve. De første midler-tidige reservebetjente fik ved politikommandørens mellemkomst udleve-ret C.B.-uniformer, og til uniformering af de øvrige – for så vidt han vur-

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

137

derede, at de havde en chance for at forblive i fængselsvæsenets tjeneste i hvert fald et stykke tid – ansøgte Gjerstrup direktoratet om at få tilsendt reservefængselsbetjentuniformer. Tilretningen af uniformerne skulle han nok selv klare, eftersom der var et par skræddere mellem fangerne.229 Stillingerne som midlertidige reservebetjente blev fx slået op i mod-standskredse, ligesom Direktoratet for Fængselsvæsenet foranledigede, at man i forbindelse med afviklingen af de kommunale vagtværn i juli 1945 gjorde vagtværnene bekendt med, at fængselsvæsenet agtede at antage et større antal daglønnede reservefængselsbetjente, dels til de bestående an-stalter, dels til de nye straffelejre.230

Men det ikke blot strømmede til med nyansatte, midlertidige reser-vebetjente, også fængsels- og reservefængselsbetjente fra andre anstalter blev udkommanderet til Fårhuslejren i takt med, at Gjerstrup overtog den ene barak efter den anden. De kom primært fra Horsens, Nyborg og Sdr. Omme.231

Den 20. juli 1945 havde Gjerstrup godt 80 ansatte, men anslog beho-vet til 450, når fængselsvæsenet overtog den fulde drift af lejren. Langt de fleste naturligvis betjente, men også personale, som tilsvarede en normal anstalt med et endda mindre fangebelæg: inspektør, viceinspektør, fæng-selsfuldmægtig, læge, præst, forvalter, kontorfuldmægtige, maskinmester, vaskeribestyrer, værkmestre osv.232 Alt dette skulle komme, men der gik en rum tid. Foreløbig skulle de mange midlertidige reservebetjente gennemgå den psykotekniske prøve, der var en normal betingelse for ansættelse. Gjer-strup forsøgte på grund af antallet at få prøverne henlagt til Fårhuslejren, men direktoratet resolverede, at prøverne skulle foregå ved Horsens Stats-fængsel.233 Ganske mange bestod ikke prøven og måtte derfor fratræde i løbet af efteråret. Fra 1946 foregik prøverne i Fårhuslejren. Således gen-nemførte to tilrejsende ansatte ved Københavns Kommunes Psykotekni-ske Institut prøver for 60 mand i Fårhuslejren fra den 9. til den 11. marts 1946.234

Som tidligere nævnt blev Gjerstrup i løbet af efteråret 1945 konstitu-eret som fængselsinspektør, og den 1. december 1945 tiltrådte konstitueret politifuldmægtig af 3. grad, Jens Karl Emanuel Klement Klerens som vice-fængselsinspektør.235

Politisk screening af ansøgereGanske vist beklagede Gjerstrup sig jævnligt over, at han havde store pro-blemer med at skaffe personale, ikke desto mindre var han uhyre påpas-selig med at screene ansøgere politisk. Det synes at være foregået på den måde, at kriminalpolitiet i Fårhuslejren rettede henvendelse til den poli-tikreds, hvor ansøgeren havde bopæl. Sådan foregik det i hvert fald, da en

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

138

ansøger, Wilhelmine D. fra Aabenraa, reflekterede på en opslået stilling som rengøringsarbejder. Politiet i Aabenraa anstillede herpå „en diskret undersøgelse i tidligere pladser om hendes politiske forhold, opførsel un-der besættelsen, familieforhold og ærlighed“. Resultatet var diskvalifice-rende for Wilhelmine. Hun var ganske vist ikke selv anført i kriminalpoli-tiets kartoteker, men familien var godt kendt af politiet, idet en broder var fængslet i Fårhuslejen for landsskadelig virksomhed, og en anden savnedes efter at have meldt sig til Waffen-SS. En farbroder og dennes to sønner var eller havde ligeledes været indsat i Fårhuslejren for landsskadelig virksom-hed. Forældrene tilhørte det tyske mindretal, og man måtte i øvrigt gå ud fra, at en stor del af familiens venner og bekendte var fængslede i Fårhus-lejren. En nabo kunne endvidere betro politiet, at Wilhelmine under be-sættelsen havde være ansat i flere tyske kantiner, og hun gik meget med tyske soldater. Efter besættelsen var hun gået med engelske soldater. Men i øvrigt var familien kendt for at være dygtige arbejdere. Det sidste skuds-mål bekræftede en gartner, hvor Wilhelmine havde været ansat. „Hun var meget dygtig til sit arbejde og absolut ærlig og pålidelig.“ Men lige lidt hjalp det. Konklusionen fra Aabenraa var, at „det oplyste synes ikke just at kvalificere Wilhelmine D. til den ansøgte stilling“, men nu kunne overbe-tjent Ræthinge i Fårhuslejrens Kriminalpoliti jo diskutere sagen med rette vedkommende.236 Man tør vist godt formode, at Wilhelmine måtte søge videre. Det viste sig vanskeligt at få kvalificerede ansøgere til en stilling som fængselslærer, og den 2. juli 1946 beklagede Gjerstrup sin nød i dagspres-sen. En læser fra Stubberup pr. Tingsted, H. S., gik omgående til tasterne: „Foranlediget af en artikel i Berlingske Tidende om Fårhuslejren tilla-der jeg mig herved at henvende mig til Dem om evt. ansættelse som lærer i Fårhuslejren. Jeg har sidst været ansat som førstelærer ved Kraghave Skole i Tingsted Kommune, til hvilket embede jeg blev kaldet 1. juli 1945. Da jeg imidlertid har været medlem af DNSAP i tiden august 1941-august 1942, blev jeg afskediget fra mit embede ved tjenestemandsdomstolens kendelse af 15. februar d.å. fra udgangen af maj måned at regne. I denne forbindelse skal jeg oplyse, at mine forhold under besættelsen har været genstand for undersøgelse af Danmarks Lærerforenings hoved-bestyrelse, og resultatet af denne undersøgelse blev, at jeg på grund af sær-lige omstændigheder ved indmeldelsen i ovennævnte parti blev frifundet og således vedblivende er medlem af Danmarks Lærerforening. I øvrigt af-gav en af dommerne ved tjenestemandsdomstolen dissentierende votum, der lød på frifindelse under hensyn til de nævnte særlige omstændigheder. For tiden er jeg ansat som bogholder på gummitjærefabrikken ‘Dan-mark’, Nykøbing Sjælland. Selv om jeg er fuldt ud klar over det noget paradoksale i denne henven-

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

139

delse, beder jeg Dem høfligst overveje mulighederne for en ansættelse. Jeg eftersender afskrift af anbefalinger og eksamensbevis.“ Som man kunne forvente, beklagede Gjerstrup over for ansøgeren ikke at kunne gøre brug af hans tilbud. 237

„Er det de nye lærere?“Interviewet i Berlingske Tidende affødte to andre ansøgninger, som for-modentlig blev mere venligt modtaget.238 Men tilsyneladende resulterede de ikke i ansættelser. Ansat blev derimod Asger Hansen, som havde væ-ret fange i Frøslevlejren lige fra dens oprettelse i august 1944 til befrielsen i maj 1945. I sommeren 1946 opholdt han sig i det sønderjyske hos sine forældre, da han i Hejmdal faldt over en artikel om Fårhuslejren, hvor der snart skulle startes undervisning af de indsatte. I artiklen blev det antydet, at undervisningen bl.a. havde til formål at øge de indsattes forståelse for demokratiet. Det lød spændende og meningsfyldt for Asger Hansen, hvis daværende beskæftigelse var at sammenligne priskuranter for træembal-lage og træ opskåret til emballage i Prisdirektoratet i København. På vej hjem til København fra Sønderjylland traf han på storebæltsfær-gen en bekendt, Johannes Novrup, der som konsulent for ungdomsunder-visningen var udpeget som rådgiver for fængselsundervisningen. Novrup, som han kendte fra Askov Højskole, fortalte ham, at forstander Hjalmar Gammelgaard havde overtaget jobbet som konsulent for fængselsunder-visningen efter ham, hvorfor det var Gammelgaard, han skulle henvende sig til. Det gjorde Asger Hansen og fik jobbet. Klavs Villman, en læreruddannet kollega ved Prisdirektoratet (som til-lige var jurastuderende), blev også interesseret, meldte sig hos Gammel-gaard og fik ansættelse i Fårhuslejren. Om det første møde med Gjerstrup beretter Asger Hansen: „Straks efter vor ankomst blev Klavs og jeg ført til en fremstilling for inspektør Gjerstrup. Han havde kontor i en af den ydre lejrs barakker. Kontoret var pompøst, egnet til at indgyde respekt. Tilbage i rummet sad Gjerstrup forskanset bag et kæmpemæssigt skrivebord. Gjerstrups mod-tagelse af os var kontant, men blottet for hjertelighed. Jeg husker ordret de bemærkninger, der ved denne lejlighed faldt. Først et vurderende blik over vore personer, derefter lød det, lidt træt og opgivende: „Er det de ny lærere?“ Vi sagde vore navne. „Det med undervisning af fangerne er direk-toratets idé. Jeg tror ikke meget på den. Men nu kan De jo prøve. Bliver der nogle vanskeligheder, kan De altid henvende Dem til mig. Så kan De godt gå.“ Vi havde næppe forventet, at den røde løber var lagt ud for at modtage os, men velkomsten virkede nok lidt kontrapunktisk efter de forventnin-ger, mottoet ‘højskolen ind i fængslerne’ havde vakt i os på Audebomødet

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

140

[hvor de kommende fængselslærere havde været på et introduktionskur-sus]. I hvert fald kunne Klavs ikke, da vi igen stod uden for inspektørkon-toret, tilbageholde bemærkningen: „Det var måske dumt af os, at vi ikke løste en returbillet, før vi tog herned.“ Det skal om Gjerstrup dog retfær-digvis siges, at i de tre år, vi arbejdede under hans ægide, mødte vi aldrig uønsket indblanding i undervisningen fra hans side. Tværtimod. I de få tilfælde, der var optræk til konfrontationer mellem skole og opsynsperso-nale, var han en salomonisk formidler af modsætningerne og slet ikke på forhånd indstillet mod skolen.“239 Vi skal senere vende tilbage til undervisningen i Fårhuslejren, ligesom vi skal det med den gejstlige og lægelige betjening af fangerne samt arbej-det i lejrens produktionsværksteder.

ReduktionI februar 1947 varslede Direktoratet for Fængselsvæsenet kraftige nedskæ-ringer i personalet. Baggrunden var, at fangeantallet ved samtlige stats-fængsler, straffelejre og fængselsafdelinger siden den 1. september 1945 var faldet fra ca. 11.500 (7.000 landssvigere og 4.500 kriminelle) til ca. 8.500 (5.000 landssvigere og 3.500 kriminelle), og man kunne i den nærmeste fremtid vente et fortsat stærkt stigende antal løsladelser af fanger, der af-sonede straf i henhold til lov af 1. juni 1945 angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Dertil havde man gjort den erfaring, at de ind-satte i de særlige straffelejre og fængselsafdelinger udviste en meget ringe tilbøjelighed til undvigelse. Men andre ord: Der kunne slækkes på sikker-hedsforanstaltningerne i disse anstalter.240 For Fårhuslejren, hvor antallet af ansatte havde været helt oppe på 500 (hvoraf 466 var egentligt fængsel-spersonale), betød denne udvikling, at der i juli 1947, hvor der blot var 880 fanger i lejren, men en opsynsstyrke på 314 mand, 39 økonomipersonaler og 75 værkpersonaler, blev krævet yderligere nedskæringer fra direktora-tets side. Direktør Tetens pålagde Gjerstrup at reducere opsynsstyrken til 220 mand, og at Gjerstrup også gennemgik hele økonomi- og værkperso-nalet med henblik på en væsentlig nedsættelse. Det gjorde Gjerstrup så, og hans samvittighedsfulde afrapportering giver os et præcist, organisatorisk indblik i en lejr, der i løbet af to år havde udviklet sig fra et noget anarki-stisk foretagende til en langt mere velordnet og reglementeret straffean-stalt med adskillige produktionsværksteder, et bygningsvæsen, hvorunder sorterede en lang række arbejdskommandoer, fangekøkken, personale-køkken, lager, depot, vaskeri, aflusningsanstalt, postkontor, telefonvagt, bibliotek, maskinværksted, en sygeafdeling med både en læge og to syge-plejersker, en præst samt en forsorgssekretær og sidst, men ikke mindst, et inspektionskontor, som varetog modtagelse og løsladelse af fangerne, indrullering, journalisering af posten, udsendelse af regninger vedrørende

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

141

sagsomkostninger, forberedelse af funktionærmøder (som vurderede de indsattes egnethed til prøveløsladelse eller benådning), prøveløsladelser, udstedelse af besøgstilladelser, udlån og overførsler af fanger og indberet-ninger til forskellige myndigheder herom. Endvidere var man sekretær for inspektøren, tog sig af personalesager og klasseoprykning af fanger, arki-vering på fangecharteques og endelig modtagelse, afsendelse og udlån af fangernes akter. Gjerstrups efterlyste anvisninger på personalereduktioner må karak-teriseres som grønthøstning: Bevogtningspersonalet blev reduceret med næsten 100 personer, og fx den fastansatte lejrlæge, som også fik kost og logi, blev opsagt til fratrædelse med udgangen af oktober måned 1947 og blev erstattet af ‘løst lægetilsyn’. Lejrens tandlæge var i forvejen en hono-raransat tandlæge med praksis i Aabenraa og kunne derfor fortsætte som sådan. Alt i alt var antallet af ansatte i lejren dalet til 386 personer pr. 15. juli 1947, og Gjerstrup forudså, at han i løbet af efteråret ville kunne reducere til 350 ansatte, „men herunder anser jeg det for umuligt at gå, i hvert fald så længe anstalten skal være klar til at modtage et belæg på 900 eller flere fanger“.241

Men hvad der må betegnes som afviklingen af Fårhuslejren, skred ubønhørligt frem. I januar 1948 meldte direktoratet nye personalereduk-tioner ud, og i marts lagde Gjerstrup en spareplan frem, som efter grønt-høstermetoden reducerede medarbejderstaben fra 330 til 297 mand.242

Hans Tetens (f. 1895 i Ulf-borg i Vestjylland), direktør for fængselsvæsenet. Tetens, som tog sin juridiske em-bedseksamen i 1920, startede sin karriere i Justitsmini-steriet, da han i 1925 blev konstitueret fuldmægtig i Direktoratet for Fængselsvæ-senet. Fem år senere blev han kontorchef for i 1943 at blive udnævnt til direktør. Som sådan fungerede han indtil 1965. Kriminalforsorgen

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

142

FangebelægDer var naturligvis en sammenhæng mellem antallet af ansatte og antallet af indsatte, skønt den ikke var entydig, idet der i sensommeren og efter-året 1945 var færre ansatte til at passe på 3.000 indsatte, end der var i ef-teråret 1947 til 800 indsatte. Men i det lange løb var der, som fremgået, en nøje sammenhæng: Antallet af ansatte faldt med antallet af indsatte. Nogle nedslag i statistikken over indsatte viser den numeriske udvikling, men også forholdet mellem de enkelte fangekategorier243:

Dato Varetægtsfanger Strafafsonere Fremmedlovsfanger I alt1.1.1946 2.375 347 46 2.7681.11.1946 614 1.630 43 2.2871.4.1947 170 1.142 8 1.3209.5.1947 139 973 3 1.115

Som det er fremgået, var hovedparten af de indsatte i Fårhuslejren fra det tyske mindretal, men i hvert fald fra november 1946 stammede afsonerne også i ret stort tal fra det øvrige Jylland. Det blev nemlig her bestemt ved et cirkulære fra Justitsministeriet, at for så vidt mandlige domfældte lands-svigere, skulle

1. i Statsfængslet i Horsens indsættes domfældte, der var idømt fængselstraf i otte år og derover,

Nogle af de ‘nye’ folk i Straffelejren i Fårhus. Fotoet stammer fra tidligere fængselsforval-ter Eli Andersen, som har identificeret følgende fra venstre: „Carstensen, ?, S.A. Søren-sen, ?, Tonny Raabjerg, skomager Mikkelsen“. Eli Andersen er formentlig den syvende person på fotoet. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

143

2. i Straffelejren Møgelkær indsættes domfældte under 24 år, der ikke var idømt højere straf end seks års fængsel

3. i Straffelejren på Kragskovhede indsættes fra politikredsene un-der første og anden jyske statsadvokatur (dvs. statsadvokaturene i henholdsvis Aalborg og Viborg) domfældte over 24 år, som var idømt fængselsstraf indtil fire år

4. i Straffelejren i Hjøllund (ved Skanderborg) indsættes fra politi-kredsene under tredje jyske statsadvokatur (dvs. statsadvokatu-ren i Sønderborg) domfældte over 24 år, som var idømt fængsels-straf på ikke over tre år,

5. i Straffelejren i Fårhus indsættes domfældte fra politikredsene vest for Lillebælt, som ikke henhørte under 1), 2), 3) og 4),

6. i Straffelejren i Horserød indsættes fra politikredsene øst for Sto-re Bælt domfældte, der ikke henhørte under 1) og 2)

7. i Straffelejren ved Nyborg (adresse Statsfængselet i Nyborg) ind-sættes fra de fynske politikredse domfældte, der ikke henhørte under 1) og 2).

Disse principielle retningslinjer kunne fraviges, men ikke som følge af personlige ønsker fra domfældte og disses pårørende om afsoningssted. Dem ville der ikke blive taget hensyn til.244 Den praktiske ordning mht. anstaltsanbringelse blev den, at de hårdest belastede fanger, der var idømt fængselsstraf i mere end otte år, blev sendt til Horsens. Domfældte under 24 år blev sendt til de nyopførte straffelejre i Møgelkær, Kragskovhede og Hjøllund, såfremt straffen ikke oversteg fire-seks års fængsel. De øvrige domfældte fra Jylland blev sendt til afsoning i Fårhus. Fanger fra Sjælland kom til Horserød og fynboerne til Straffelejren ved Nyborg.245

Baggrunden for cirkulæret var, at Justitsministeriet for det første havde konstateret, at antallet af dømte landssvigere var ringere, end man oprin-deligt regnede med. For det andet, at de idømte straffetider var kortere end oprindelig forudsat. Og da endvidere tallet på landssvigerfanger yderligere blev nedbragt hurtigt ved den benådningspraksis, som kravet om revision af de afsagte domme havde medført, ville det betyde, at fangetallet sank me-get hurtigt. Derfor kunne man nu forudse, at der snart ville være overskud af plads i de eksisterende anstalter, og derfor måtte man planlægge, hvor-dan man mest hensigtsmæssigt kunne udnytte de eksisterende anstalter, således at fangerne blev fordelt på disse efter ‘rationelle retningslinjer’, som det blev udtrykt. Og i disse rationelle retningslinjer indgik også pædagogi-ske og resocialiseringsmæssige overvejelser. Som det hedder: „Det ville for-mentlig ikke være uhensigtsmæssigt, om fangerne med de længere straffe, særligt de i Horsens Statsfængsel anbragte, fik lejlighed til at tilbringe den sidste tid før løsladelsen under mere åbne forhold. En overgangsperiode på

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

144

et halvt til et helt år forud for disse fangers (prøve)løsladelse ville formentlig være et egnet led i behandlingen.“246 Det kan da også konstateres, at et stort antal fanger med lange straffe blev overført fra Horsens til Fårhus, ligesom en del fanger blev flyttet fra Fårhus til Hjøllund og Møgelkær, henholdsvis fordi de havde fået en dom på under tre år, og fordi de var meget unge.

Kriminelle fanger Men trafikken vendte for Hjøllunds vedkommende i februar 1948: På bag-grund af en stigning i antallet af strafafsonere, som var dømt efter den almin-delige borgerlige straffelovgivning, besluttede direktøren for fængselsvæse-net, at Hjøllund, der hidtil udelukkende havde været anvendt til landssvigere, nu skulle anvendes til almindelige Strafafsonere, fortrinsvis fanger fra kø-benhavnske fængsler med korte straffe. Og for at få kabalen til at gå op blev de landssvigere i Hjøllund, som ikke stod foran en umiddelbar løsladelse, overført til videre afsoning i Fårhus.247 Men allerede i september samme år meddelte Justitsministeriet, at Straffelejren i Hjøllund skulle nedlægges pr. 1. oktober 1948, og at fangerne skulle overflyttes til – Straffelejren i Fårhus! Og hermed kom der almindelige kriminelle afsonere til Fårhuslejren. „Under henvisning til Deres forespørgsel af 14. ds. [januar 1949] om, hvilke typer af kriminelle fanger der afleveres til Fårhuslejren, skal jeg op-lyse, at jeg har indtrykket af, at det er alle dem, som direktoratet ikke ved, hvor de ellers skal gøre af.“ Sådan svarede Gjerstrup en anelse maliciøst sin inspektørkollega fra Vestre Fængsel i København, da denne over for Gjer-strup havde givet udtryk for, at det da vist var en ‘broget skare’, han blev betænkt med. Det kunne Gjerstrup bekræfte, idet „det strækker sig lige fra førstegangsstraffede, der er for gamle til de åbne anstalter og til tidligere arbejdshusfanger – nogen bestemt type kan man ikke tale om“.248 Fårhus-lejren fik altså et broget kontingent af almindelige kriminelle afsonere som følge af de omstruktureringer, der skete. Man forsøgte som udgangspunkt at holde de kriminelle afsonere adskilt fra landssvigerne, fordi man fryg-tede, at de kriminelle ville udøve en negativ indflydelse på især de yngste landssvigere, men det stærkt dalende fangetal i Fårhuslejren medførte, at direktoratet i februar 1949 gav Gjerstrup ordre til forsøgsvist at lade de to fangekategorier arbejde sammen på størstedelen af lejrens arbejdspladser, fx gartneriet og tørvemosen. Ifølge Gjerstrups afrapportering til direkto-ratet i september 1949 var forsøget forholdsvis vellykket: Der havde af og til været nogle smågnidninger fangerne imellem, men sammenblandingen havde „ikke givet anledning til større begivenheder eller episoder“.249

„Et præg, der nærmer sig det koncentrationslejragtige“Det, man inden for fængselsverdenen kalder ‘penitentiære’ hensyn, altså hensigtsmæssige afsoningsforhold med resocialisering af fangen for øje,

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

145

skulle give Fårhuslejren dødsstødet som statslig straffeanstalt. I juli 1947 udarbejdede direktøren for fængselsvæsenet et længere papir om fængsels-væsenets fremtidige kapacitet. Heri så direktøren ganske vist bort fra den overbelægning af anstalterne, „som midlertidig har fundet sted i de lo-kaliteter, hvor landssvigerfangerne har været anbragt“, men direktørens principielle tanker desangående levnede ikke Fårhuslejren nogen fremtid. Overbelægningen, som fx kom til udtryk derved, at man anvendte fælles soverum, havde betydet, at det var meget vanskeligt at etablere og opret-holde disciplin blandt fangerne, der var stor fare for indbyrdes dårlig på-virkning, der var ‘sædelige problemer’, og mulighederne for fængselsper-sonalets påvirkning af fangerne var ringe. „Hvad der sker bag en lukket celledør, hvor flere fanger er sammen, kan personalet praktisk talt ikke kontrollere,“ som direktøren udtrykker det. Interessen blandt fangerne for at beskæftige sig med lødig virksomhed så som læsning, skoleundervis-ning, studiekredse og faglig uddannelse svækkedes væsentligt, og „den alvor, der skal herske i et fængsel, mindskes, og i samme omfang forrin-ges fængselspersonalets muligheder for påvirkning af fangerne“. I sin gen-nemgang af de særlige anstalter for landssvigere, dvs. statsfængslet i Hor-sens og fængselsafdelingen på Sundholm (for kvinder) samt straffelejrene Hjøllund, Møgelkær, Nyborg, Horserød, Kragskovhede og Fårhus, kon-kluderer direktøren om sidstnævnte: „Lejrens kapacitet kan ikke sættes over 1.200. Der findes 15 belæg-ningsbarakker. Når der regnes med at skulle være opholdsrum til fangerne om dagen og særlige soverum, bliver kubikindholdet i soverummet kun 7.1 m3 pr. fange, hvilket er meget lavt (i virkeligheden for lavt). Straffelej-ren har meget væsentlige mangler som afsoningssted, hvilket navnlig skyl-des, at der kun er meget ringe arbejdsmuligheder til fangerne uden for lej-rens område. Arbejdsvirksomheden må derfor væsentligt tilrettelægges på grundlag af værkstedsarbejde, og det må være yderst vanskeligt at frem-skaffe passende arbejde til fangerne under disse forhold, specielt når det drejer sig om fanger, som skal afsone i årevis. En afsoningsanstalt med et belæg på 1.200 fanger må derhos siges at være alt for stor. Det vil under de forhold, som hersker i en sådan lejr, være umuligt at gennemføre en nogen-lunde individualiserende fangebehandling, og hele anstalten vil få et præg, som nærmer sig det koncentrationslejragtige. Der må derfor lægges megen vægt på, at belægget i anstalten begrænses til 900 fanger, hvilket i sig selv er en alt for stor anstalt efter vore forhold. Det skal herved bemærkes, at der tidligere blev klaget over, at vore gamle statsfængsler var for store, idet ledelsen ikke kunne bevare kontakten med den enkelte fange. De store an-stalter burde i virkeligheden ikke have et belæg af over 300 fanger. Fra fængselsvæsenets side må man derfor absolut holde for, at belægget i Fårhus bør søges begrænset til 900 fanger.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

146

Endelig skal angående Fårhus bemærkes, at anstaltens beliggenhed sta-dig har frembudt vanskeligheder i personalemæssig henseende. Det har været den af anstalterne, hvor det har været vanskeligst at få tiltrukket kvalificeret personale. I forhold til anstaltens størrelse er det derhos kun en forsvindende del af personalet, der vil kunne få egentlige boliger. Lejren må naturligvis opretholdes, så længe belægningsforholdene gør det absolut påkrævet, men i begrænset størrelse, og så hurtigt forholdene tillader det, bør den nedlægges som straffelejr. Hvis nedlæggelsen kan finde sted i en ikke for fjern fremtid, er der vist en mulighed for, at den kan finde anven-delse inden for militæret.“250

Om direktøren besad profetiske evner, eller om der allerede var son-deringer i gang mht. lejrens fremtidige anvendelse, er vanskeligt at afgøre, men lejren blev faktisk overtaget af militæret til kaserne i efteråret 1949. Det vil blive nærmere beskrevet i en senere sammenhæng. Papiret fra direktøren for fængselsvæsenet er tydeligvis blevet nøje stu-deret af fængselsinspektør Gjerstrup, idet flere passager i hans eksemplar er blevet indstreget – især direktørens opfattelse af, at det var vanskeligt at tiltrække kvalificeret personale, som ud over indstregningen også er ble-vet kommenteret af Gjerstrup med seks udråbstegn! Inspektøren var heller ikke tilfreds med direktørens karakteristik af Fårhuslejren som ‘koncen-trationslejragtig’. Netop denne passage og vurdering har inspektøren for Møgelkjærlejren også hæftet sig ved – og åbenbart ubefæstet kolporteret til Horsens Folkeblad under et interview, for den 22. juli 1947 tilskrev han Gjerstrup således:

„Kære Gjerstrup.Der vil i dag i Horsens Folkeblad blive optaget følgende berigtigelse af mig vedrørende mine udtalelser til bladet: „Jeg er blevet opmærksom på, at nogle udtalelser, der er fremsat af mig til Horsens Folkeblads medarbejder (refereret i bladet den 18. juli) kan forstås således, at jeg karakteriserer straffelejren i Fårhus som en slags koncentrati-onslejr. Dette har selvsagt slet ikke været min mening. Straffelejren i Fårhus – eller som den dengang hed, Frøslevlejren – blev som bekendt i sin tid opret-tet som en slags koncentrationslejr for danske patrioter, og det er dette, jeg har haft i tankerne. Som straffelejren har udviklet sig efter fængselsvæsenets overtagelse med et udviklet pædagogisk og kulturelt apparat og med et belæg af dømte fanger, er denne betegnelse ganske misvisende, og jeg beklager, at jeg ved mine udtalelser har kunnet give anledning til sådanne misforståel-ser.“ Jeg føjer til denne beklagelse, som jeg har meddelt bladet, min oprigtige beklagelse til Dem over mine meget ubehændige udtalelser og håber, at jeg hermed må have fjernet eventuelle skadelige følger.“251

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

147

Kollegaen i Møgelkjær var bestemt ikke uden diplomatiske evner, og sam-tidig fuldt ud klar over, at det ville være uklogt at tage direktøren for fæng-selsvæsenet til indtægt for karakteristikken af Fårhuslejren som en kon-centrationslejr.

Bygninger og faciliteterDen mangel på tjenesteboliger, som direktøren peger på i ovennævnte re-degørelse, var man faktisk i gang med at råde bod på, idet man opførte 27 mindre træhuse som funktionærboliger lige uden for pigtråden. Boli-gerne, som i forsommeren 1947 til dels allerede var taget i brug som sup-plement til seks større og en mindre barak uden for lejren, var beregnet for de ældste, gifte funktionærer. Inden for pigtråden lignede lejren sig selv fra Frøslevlejrens dage: der var sytten egentlige belægningsbarakker, hvor-af én (B6) fremdeles anvendtes som sygehus. Otte barakker blev benyttet som værksteder, hvor afsonere arbejdede, og fire barakker inden for heg-

Barakken, som i umiddelbar tilknytning til lejren havde huset Den danske Forvaltning i Frøslevlejren, blev fortsat anvendt som administrationsbygning i Straffelejren i Fårhus. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

148

net blev anvendt til beboelse og bespisning af personalet, som havde eget køkken. I en barak (opført i juni-juli 1945) var der indrettet kirke- og for-samlingssal, og i de resterende ca. tolv træbygninger var der fangekøkken, spisesale, lagerbygninger, aflusningsanstalt, garager mv. Efter en omlægning i vinteren 1946-1947 indtog fangerne dog ikke mere måltiderne i de store spisesale, men ‘på afdelingerne’, dvs. i belæg-ningsbarakkerne, som nu kun hver husede 80-100 mand mod tidligere 160 mand.252 Den udbygning, der havde fundet sted inden for pigtråden, kan stort set henføres til beslutninger, der var taget og under effektuering allerede i Frøslevlejrens tid. Firmaet Nicolaysen & Nielsen, som havde opført Frø-slevlejren for dansk regning, færdiggjorde blot sine påbegyndte leverancer og byggeprojekter efter den 5. maj 1945. Fx var den forsamlings- og kir-kesal, som blev færdiggjort af de indsatte i Fårhuslejrens første måneder, blevet afsendt komplet på flere togvogne den 22. april 1945. 253 Og i det om-fang, der blev leveret materialer til reparationer eller nye anlægsarbejder i Fårhuslejren, var det Nicolaysen & Nielsen, der fik ordren.254 Det gjaldt fx etableringen af nye vand- og kloakeringsforhold i lejren – en anlægsopga-ve, som også fortsattes hen over den 5. maj 1945. Især kloakeringsforholdene i Frøslevlejren var kritisable, og den 24. april 1945 inspicerede stadsingeniøren i Sønderborg forholdene for Nico-laysen & Nielsen efter begæring fra Udenrigsministeriet. Netop i døgnet fra den 23. til den 24. april 1945 var Frøslevlejrens indbyggertal oppe på godt 5.500 på grund af hjemførslerne af nordiske kz-fanger med De hvide Busser, så der har været tryk på kloaksystemet. Stadsingeniøren, der var ledsaget af amtslægen under sin inspicering, konkluderede da også, at en udvidelse af vandforsyningen muligvis var påkrævet, men „dog ikke så presserende som en nyordning af afløbsforholdene, idet disse må betegnes som uforsvarlige“. De installerede trixtanke kunne ganske vist rense spil-devandet for de groveste urenheder, men afløbsvandet „har dog karakter af en tyk suppe, således at nedsivning alene på grund af det store slamind-hold besværliggøres“. Afledningen foregik til en blind grøft i plantagen, ca. 300 m fra lejren, og vandet dannede her en stinkende sø, som selv i den tørre tid kunne nå en størrelse på et par hektar. Lejrens vandboringer lå kun ca. 400 m fra sivebrøndene. På den baggrund foreslog man at etablere en 800 m lang, lukket rørledning til en anden åben grøft, som tog mod det rensede spildevand fra Frøslev by, og som endte i mosearealerne vest for plantagen.255 Både direktøren for fængselsvæsenet, lejrkommandant Dig-mann og Gjerstrup skubbede på i sagen i juni-juli 1945 og påpegede, at ud-gifterne var til at overskue, idet arbejdet ville blive udført af indsatte. Den 2. august 1945 blev arbejdet påbegyndt.256 Andre kritisable eller direkte ulovlige forhold vedrørende bygninger og

KA

PITEL 7 STRA

FFELEJREN

I TAL

149

installationer måtte naturligvis også udbedres, da lejren blev en statslig an-stalt. Det gjaldt fx de brandsikringsmæssige forhold, som man havde taget let på, da lejren blev bygget. Der blev etableret en branddam, og samtlige skorstene i lejren skulle lovliggøres.257

Noget kunne tyde på, at brandsikringen ikke var bragt helt i orden ved årsskiftet 1945-1946, for den 14. december 1945 nedbrændte den ene af lej-rens to køkkenbygninger under dramatiske omstændigheder – en tildra-gelse, vi senere skal vende tilbage til. Køkkenbygningen tænktes genopført af de indsatte, men så sent som i august 1946 var byggeriet endnu ikke påbegyndt, og nu besluttede direk-toratet at nøjes med den tilbageværende, idet man kunne forudse en re-duktion af fangebelægget til 1500.258

Netop denne reduktion brugte direktoratet også som argument for at skære to projekterede gymnastiksale ned til én. Tanken var egentlig, at gymnastiksalen skulle opføres ved siden af den eksisterende forsamlings-

Helt i baggrunden ‘biografen’, der også blev anvendt som samlings- og kirkesal for de indsatte. Bygningen blev rejst i juni-juli 1945, og var projekteret og bestilt allerede i Frøslevlejrens tid.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

150

sal, altså inden for pigtrådshegnet, men da Fårhuslejren i mellemtiden hav-de fået „lavet en dejlig sportsplads uden for lejren“, fandt såvel Gjerstrup som arkitekten, at det ville være „både kønt og praktisk at anbringe gym-nastiksalen ved siden af sportspladsen, eller ca. 100 meter uden for pig-trådshegnet mod syd“. Så ville bygningen også kunne anvendes til om-klædning for de indsatte, der benyttede sportspladsen. Gjerstrup nærede ingen betænkeligheder ved at føre fangerne til gymnastiksalen uden for pigtråden – det samme skulle de jo, når de benyttede sportspladsen.259

Af en eller anden grund fik Gjerstrup tilsyneladende afslag på dette projekt, for måneden efter, dvs. i december 1946, konstaterede han, at den sikringsafdeling, man netop var ved at færdiggøre i lejren, manglede en

Umiddelbart før anstaltens nedlæggelse i 1949 fik fængselsinspektør Gjerstrup foran-staltet en luftfotografering af Fårhuslejren. Nederst til venstre ses den koloni af tjeneste-boliger, som var blevet opført til fængselsfunktionærer med familie. Til højre, lige uden for lejrens sydport, Den danske Forvaltnings gamle administrationsbygning. Bygningen yderst til venstre inde på selve lejrområdet er ‘biografen’. Bygningen med skorsten er va-skeriet, og den lyse bygning helt i periferien til højre er lejrens (murede) sikringsafdeling. Men i det store og hele var Fårhuslejrens bygningsmasse stadig identisk med Frøslevlej-rens. Frøslevlejrens Museum

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

151

gård, hvor der kunne afholdes gårdture. Han foreslog derfor over for di-rektoratet at opføre en stjernegård med fire gårde. Murstenene hertil havde han fra nedrivningen af en gammel stenbygning på en af lejrens arbejds-pladser. „Disse sten skulle have været anvendt til gymnastiksal, men des-værre må vi jo ikke opføre en sådan.“260 Stjernegården har formodentlig behaget direktoratet mere end gymnastiksalen. Værkstederne og sygeafdelingen i lejren gennemgik, ligesom belæg-ningsbarakkerne for afsonere, bygningsmæssige ændringer, så de levede op til lovkravene.261 Men i det ydre forblev Fårhuslejrens fremtoning meget lig Frøslevlejrens, ligesom bygningernes funktioner stort set forblev uæn-drede. Én væsentlig ydre forandring gennemgik lejren dog, medens den tjente som statslig straffelejr: de nydelige græsplæner, som den dag i dag præger Frøslevlejren og undertiden gør det vanskeligt for den besøgende at asso-ciere til en fangelejr, kan faktisk føres tilbage til 1946.262

Fårhuslejrens ‘numeriske’ og fysiske udvikling fra august 1945 til 1949, sådan som den her er skildret i grove træk, var i ganske betydelig grad af-hængig af de beslutninger, der blev taget mht. de indsattes forhold og afso-ning. Om dette skal der berettes i det næste kapitel. Men inden da skal vi i den første af i alt ti sektioner af fangeportrætter møde nogle af de 4.500 personer, som afsonede deres straffe i Fårhuslejren fra 1945 til 1949.

Fra fangekartoteket: Flaksoldater, frikorpsfolk og vikinger

Hvem var de 4.500 afsonere i grunden? Hvilken baggrund havde de, og hvad var de dømt for? Disse spørgsmål får man langt hen ad vejen be-svaret ved en gennemgang af de indsattes fangejournaler. Gennem disse materialiserer sig en myriade af menneskeskæbner, en mangfoldighed af personligheder og personlighedstræk, som uden tvivl har været medvir-kende til de forskelligartede reaktionsmønstre i relation til fangenska-bet og den menneskelige, økonomiske og sociale deroute, som ofte var en følge. En meget almindelig reaktion var bitterhed, ja undertiden had mod samfundet, men også stædighed og viljen til overlevelse. Sigtet med de følgende fangeportrætter er ikke at drage statistiske slutninger af hverken kvalitativ eller kvantitativ art, det være sig sociolo-gisk, politisk eller juridisk, men udelukkende at formidle spændvidden af de indsatte og deres forbrydelser. Vi skal se nærmere på en række fan-ger, der repræsenterer såvel noget typisk som noget atypisk, og som såle-des giver baggrund for nogle generelle konklusioner mht. fangerne, de-res forbrydelser og deres domme. Fangerne er altså udvalgt dels ud fra et prosaisk kriterium om, hvor interessante de forekommer at være, dels ud

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

152

fra et kriterium om repræsentativitet. Og hvad angår det sidste, har jeg ladet mig inspirere af de kategorier af landssvigerkriminalitet/domfæld-te, som retshistorikeren Ditlev Tamm opererer med i sin undersøgelse Retsopgøret efter besættelsen.263 Stort set alle er repræsenterede i Fårhus-lejren, og langt de fleste vedrører en eller anden form for tysk krigstjene-ste. En gennemgang af fangejournalerne giver et indtryk af de ‘bølger’ af domfældte, som blev indsat til afsoning i lejren. Fangejournalerne er nemlig kronologiske, således at den første indsatte fik fangenummer 1 og så fremdeles. Man kan fx iagttage en massiv indsættelse af Selbstschutz-folk og Zeitfreiwillige, da disses sager kom for retten, og man følger, hvordan fx beslutningen om at overflytte domfældte med lange domme fra Horsens Statsfængsel til Fårhus resulterer i en lang række journaler tilhørende Schalburgfolk og lignende. Ser man bort fra den tyske mindretalsledelse og de spionagedømte mindretalsfolk fra den store proces i Tønder, så tilhører de høje fange-numre fra omkring 2500 op til 4600 fortrinsvis personer fra det øvrige land – personer med lange domme og et belastet generalieblad. Hvilke, skal vi senere komme nærmere ind på.

FlaksoldatenBlandt de ca. 200 laveste numre – og dermed de først indsatte til afsoning – var der mange såkaldte flaksoldater, dvs. personer, som havde udført krigstjeneste i det tyske antiluftskyts, på ude- såvel som hjemmefronten. Det skyldtes, at deres sager var relativt ukomplicerede og dermed hurtigt afsluttede ved domstolene. Flaksoldaten H. J. fra Haderslev havde nu et højt fangenummer, nem-lig nr. 2115, hvilket skyldtes, at han opholdt sig i allieret fangenskab helt frem til november 1945. H. J. hørte til blandt de flaksoldater, som i al-lerhøjeste grad gjorde tjeneste på udefronten.264 I efteråret 1940 fik han civilt arbejde ved et tysk firma, som nedgravede kabler i Jylland, og da firmaet i april 1941 fik en opgave i Vestpreussen, fulgte H. J., der var født i 1923 i et tysksindet hjem, med. Ifølge H. J. s forklaring havde han løbende fået tilsendt opfordringer fra NSDAP-N om at lade sig hverve til tysk krigstjeneste, og da han var påvirket af både sin tid i Deutsche Jungenschaft Nordschleswig og pro-pagandaen i Nordschleswigsche Zeitung, som han havde læst i sit hjem, meldte han sig i maj 1942 på et tysk hvervekontor i Berlin til tjeneste i det tyske luftvåben. Det skete også under tilskyndelse af en kammerat fra Haderslev, der ligeledes opholdt sig i Berlin. Angiveligt meldte han sig til tjeneste i luftvåbnet, fordi han ikke ønskede at udføre tjeneste i Waffen-SS.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

153

Han kom på session og blev antaget til krigstjeneste, hvorefter han rejste tilbage til Haderslev. Her opholdt han sig, indtil han blev indkaldt i juli 1942. Han blev uddannet på Schönewalde flyveplads ved Berlin, „af-lagde ed til den tyske Fører“ og gjorde herefter tjeneste forskellige steder i Tyskland og Frankrig. Han gjorde således tjeneste ved det tyske flak-skyts på jernbanetog i Frankrig, også efter den allierede invasion i juni 1944. I juli 1944 var det batteri, han gjorde tjeneste ved, blevet så reduceret rent mandskabsmæssigt, at resterne angiveligt skulle indlemmes i 17. SS-Panzergrenadier Division Götz von Berlichingen, men da H. J. ikke ønskede at gøre tjeneste i Waffen-SS „på grund af de grusomheder, han havde set soldater fra dette våben udføre mod den franske befolkning“, deserterede han fra sin enhed og flakkede om forskellige steder i Frank-rig, indtil han blev taget til fange i nærheden af Belfort. Han forklarede til den lokale tyske kommandant, at han var kommet bort fra sin afde-ling, hvorefter han blev indlemmet i en motoriseret værnemagtsafde-ling. Her gjorde han tjeneste, indtil han den 1. oktober 1944 igen deser-terede og til fods begav sig til Schweiz, hvor han den 5. oktober 1944 blev interneret og efter krigens afslutning udleveret til allieret krigsfangen-skab. H. J. blev fængslet den 10. november 1945 og den 23. august 1946 ved retten i Gråsten idømt et års fængsel og rettighedstab i fem år. Va-retægtsfængslingen på i alt 280 dage skulle fradrages. Retten lagde flere formildende omstændigheder til grund: fangens ungdom, at han lod sig hverve i Tyskland og ikke i Danmark, hans tysksindethed samt at han frivilligt forlod den tyske krigstjeneste, altså deserterede. H. J. udstod den fulde straf og blev løsladt fra Fårhuslejren den 1. de-cember 1946.

En mere typisk flaksoldat, for så vidt angik tjenesteforløbet, var N. O. fra Charlottenlund. Han, der var født i 1900, var gift og havde flere børn, havde siden 1936 været medlem af DNSAP og siden 1939 af partiets SA-afdeling. I sommeren 1942 meldte han sig til tjeneste i Waffen-SS, men blev på grund af sin alder og nogle fysiske forhold kasseret. I marts 1943 meldte han sig i stedet til tjeneste hos den tyske værne-magt på Vognmandsmarkens skole, hvor han vidste, det tyske luftvåbens flakafdeling havde en uddannelsesskole. Her kunne han bruges. Han fik udleveret Luftwaffes grå uniform med røde spejl og påbegyndte sin ud-dannelse i betjening af luftværnskanoner. Solden udgjorde 326 kr. om måneden. I slutningen af juli 1943 blev han sammen med to andre sendt til vide-reuddannelse i Flensborg og blot to uger senere til egentlig kampindsats

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

154

i Italien. I slutningen af april 1945 blev han taget til fange i Norditalien og opholdt sig indtil september 1945 i forskellige allierede krigsfange- lejre. Han blev i januar 1946 i Københavns byret idømt fire års fængsel og tab af almen tillid for bestandigt. Han ankede dommen, men landsret-ten stadfæstede dommen i slutningen af februar 1946. Han blev indsat til afsoning i Fårhuslejren, hvor han kom til at arbejde i kurvemageriet. Allerede i april 1947 blev hans straf imidlertid ved kongelig resolution nedsat til to års fængsel, hvorefter han den 7. maj 1947 med sin udståede varetægtsfængsel og krigsfangenskab kunne prøveløslades.265

Frikorpsfolk og vikingerOmkring 6.000 af de i alt 6.700 danskere, der forrettede tysk krigstjene-ste, gjorde det i den formation, som flaksoldaten H. J. forsøgte at undgå, nemlig Waffen-SS.

„Min ven Sigurd!Hjertelig tak for dit gode brev, som jeg modtog i går. Det glædede mig uen-deligt, at du ikke har svigtet mig, men du må forstå mig, når jeg siger dig, at jeg er meget bitter på alle, der har svinet mig og vore idealer til. Jeg har gjort min pligt for Danmark på østfronten, og det er jeg stolt af, jeg har al-drig været unfair som soldat, og jeg er stadig tro mod mine idealer og min faneed. Danmark kalder mig i dag en forræder – godt, jeg tager konse-kvensen. Efter udståelsen af min straf forlader jeg Danmark for stedse. Vil mine forældre ikke respektere mine anskuelser (som jeg respekterer deres), må vi skilles, så ondt det end gør mig. Fars hadefulde anti-tyske breve vil jeg ikke modtage, jeg holder uendeligt meget af Tyskland, thi jeg kender landet og folket som mit eget, og den, der spytter på Tyskland, fornærmer mig og det, jeg anser for helligt. Både England og USA kan vinde min til-lid, for de har ført en ærlig, utilsløret kamp. Danmark holdt på Tyskland, til nederlaget kunne forudses for så at falde i ryggen. Sigurd, jeg væmmes ved sådan en politik. Havde der været krig den 9. april, var der ingen, der havde fået mig i en tysk uniform. Nå, nok om det. Du skriver, at mine for-ældre er kede af det skete. Du tager fejl, Sigurd. Forældre, der håner en søn for hans nederlag og gør nar ad hans håbløse, men hårde kamp på øst-fronten gennem år, kan næppe have megen menneskelig følelse i livet. Jeg kan aldrig hade far og mor og Danmark, men jeg kan vende dem ryggen i foragt – og det gør jeg. Fem års krig og et års tugthus har gjort mig hård og forandret mig fra en veg ung fyr til den, jeg er nu […].“ 266

Brevet, som er dateret den 10. juni 1946 i Fårhuslejren, er skrevet af afso-ner nr. 42, C. H., men beslaglagt af lejrens censur på grund af dets „upas-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

155

sende indhold“. Indholdet afspejler i udpræget grad de danske SS-frivil-liges opfattelse af egne motiver, handlinger og situation. Og her ser vi foreløbigt bort fra de mange frontfrivillige fra det tyske mindretal, hvis selvopfattelse rummede en anden væsentlig komponent, nemlig det na-tionale tilhørsforhold. De (rigs)danske SS-frivillige udgjorde på mange måder et bredt ud-snit af befolkningen, demografisk, socialt og intelligensmæssigt. På ét punkt adskilte de sig dog helt markant fra gennemsnitsdanskeren: Om-trent halvdelen af dem var organiserede nazister, dvs. medlemmer af DNSAP, og en meget stor del af den anden halvdel enten sympatiserede med nazismen eller kom til det under tjenesten i Waffen-SS, som meget stærkt betonede indpodningen af den nazistiske verdensanskuelse, ja vel nærmest var den fremmeste bærer af denne. Så, når C. H. undsiger na-zismen i sit brev, er det tænkeligt DNSAP, han har i tankerne, for brevet i øvrigt solidariserer sig fuldstændigt med Fører, folk og Tyskland. Vi ser en fuldstændig identisk udvikling hos en anden, mere kendt, dansk SS-mand, nemlig Flemming Helweg-Larsen, som angiveligt foragtede DNSAP, men (efterhånden) hyldede Føreren, Tyskland og SS s pan-ger-manske nazisme.267 Danskere i Waffen-SS gjorde først og fremmest tjeneste i tre enhe-der: Division Wiking, Division Nordland og Frikorps Danmark, men en mindre del blev spredt ud over Waffen-SS s 38 divisioner, i specialenhe-der og ved kontortjeneste. Danskere i Division Wiking var for størstedelens vedkommende sam-let i Regiment Nordland. Allerede i 1941 deltog de få hundrede danskere i Wiking i det tyske angreb mod Sovjetunionen. Efter opslidende, defen-sive kampe i vinteren 1941-1942 fortsatte fremrykningen den følgende sommer ind i Kaukasus. Her kørte angrebet endeligt fast med store tab til følge. Resten af krigen fungerede Wiking ved flere lejligheder som en slags brandkorps, der blev sat ind de steder, hvor det gik hedest til. Division Nordland blev dannet i 1943 i forbindelse med nedlæggel-sen af de såkaldte legioner, herunder Frikorps Danmark, der officielt op-hørte med at eksistere den 6. juni 1943. Danskerne kom til at gøre tje-neste i divisionens Regiment 24 Danmark. I efteråret blev Nordland i træningsøjemed flyttet til Kroatien, hvor man blev involveret i en brutal krig med partisaner. I december 1943 blev Nordland overflyttet til den nordlige del af østfronten, og herfra deltog divisionen i de sidste krigs-års ofte kaotiske afværge- og tilbagetrækningskampe igennem de balti-ske lande og Stortyskland. Nordland deltog således i de sidste måneders desperate kampe om Berlin og danske frivillige var blandt de sidste, der kæmpede i Berlins gader rundt om Hitlers førerbunker.268 Helt så langt var den 24-årige C. H. dog ikke med, men næsten, idet han blev såret og

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

156

indlagt på lazaret i april 1945, cirka tre år efter at han havde meldt sig til tjeneste i Waffen-SS. Forinden havde han haft en omtumlet tilværelse. Han, der meget stærkt betonede efter krigen, at han var anti-kommunist og aldrig havde sympatiseret med DNSAP, voksede op i et middelklassehjem i Kolding, gik i Kolding Realskole, hvor han dog måtte opgive at tage sin mellem-skoleeksamen. Han skudsmål fra skolen giver en sandsynlig forklaring på den forliste skolegang: Han var „temmelig ubegavet og meget doven“, var „en stor fantast og drømmer“, men i øvrigt „skikkeligheden selv“. Kun hans dovenskab var angiveligt årsag til konflikter i skolen. Præsten, der havde haft ham til konfirmationsforberedelse, karakteriserede ham som en indeluttet dreng. Hvorom alting er: Han kom ud at arbejde fle-re steder, måtte opgive en læreplads hos en købmand, sejlede herefter i langfart, var i Københavns Kommunes ungdomslejr i Asserbo i tre må-neder indtil april 1940. Derefter tjente han kort på landet, men blev fyret på grund af dovenskab, hvorpå han besluttede sig for at prøve lykken i Tyskland. Her fik han arbejde ved et radiofirma i Kiel indtil april 1942, hvor han meldte sig til tjeneste i Waffen-SS for at blive indkaldt måneden efter. Efter rekrutuddannelsen i Sennheim blev han angiveligt mod sin vilje sendt til Regiment Werthland, først til Klagenfurt i Østrig, senere i efter-året 1943 til østfronten. Efter sygdom her blev han efter eget ønske over-ført til Regiment 24 Danmark og kæmpede siden i denne enhed. Han blev såret fire gange, avancerede til SS-Rottenführer, svarende til ser-gent, og dekoreret med jernkorset af 2. grad. Da han den 11. april 1945 blev udskrevet fra lazarettet, hvor han var indlagt for et skud gennem hoften, flygtede han til Danmark og opsøgte faderen i Kolding, som skaffede ham et falsk legitimationskort. Med det rejste han til København, hvor han skjulte sig på et missionshotel, indtil han blev anholdt den 11. maj 1945. I Københavns byret blev han den 1. august 1945 idømt fem års fængsel og tab af almen tillid for bestandigt. Når han fik mere end de i starten obligatoriske fire år for tysk krigstjene-ste, skyldtes det et lille hængeparti – en tyveridom i Kolding i juli 1940, hvor han fik 40 dages hæfte – og nok så væsentligt: en prøvetid på fem år. Den 3. september 1945 blev han indsat til afsoning i Fårhuslejren, hvor han fik følgende skudsmål: „Beskæftiget på biblioteket, hvor han efter det oplyste passer sit arbejde tilfredsstillende, på barakken er han høflig og sleben, men er muligvis foregangsmand i nogle af de drenge-streger, der laves.“ C. H. forsøgte gennem sin advokat at få udvirket en prøveløsladelse, og advokaten henvendte sig da også i oktober 1946 til præsidenten for Københavns byret for at forespørge om klientens sag hørte til dem, som

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

157

var indsendt til en gennemgang hos ankenævnet. Men advokaten måtte meddele C. H., at han ganske enkelt måtte afvente en meddelelse fra Ju-stitsministeriet vedrørende en evt. prøveløsladelse. Og skønt C. H. ikke havde været nogen mønsterafsoner – han havde således flere disciplinær-sager på samvittigheden – blev han prøveløsladt kort tid efter, nemlig den 15. december 1946.

Hvor altså C. H. aldrig havde været medlem af DNSAP, forholdt det sig anderledes med G. M. fra Århus: Han havde været medlem af partiet fra 1934 og hørte dermed til parti-veteranerne. I 1938 meldte han sig imid-lertid ud af partiet i utilfredshed med partiledelsen. Det ændrede dog ikke ved hans politiske indstilling, og da han i marts 1941 arbejdede i Hamburg som maskinformer, meldte han sig til Waffen-SS. Han blev indkaldt måneden efter og opholdt sig i Breslau, da angrebet mod Sov-jetunionen blev indledt i juni 1941. G. M. gjorde angrebet med lige fra starten – hvilket må tilskrives, at han havde aftjent sin værnepligt i Dan-mark. I februar 1942 kom han tilbage til Hamborg, og i juni 1942 blev han efter ansøgning herom forsat til Frikorps Danmark. Men angiveligt, for-di han var far til fem børn (men måske snarere, fordi han var 36 år), blev han efter en måned overført til brevcensuren i Berlin og var der, indtil han i december 1942 blev overført til SS-forsorgskontoret i København. I sommeren 1943 søgte han angiveligt om hjemsendelse, men fik af-slag. Efter den 29. august 1943 forsøgte han igen, „da han ikke mere ville stå i SS“, som han udtrykte det efter krigen. Men heller ikke denne gang var man lydhøre. I stedet blev han i februar 1944 sendt til forsorgstjene-sten i Kroatien for i juni 1944 at blive overflyttet til en infanteriafdeling i Ellwangen. Siden kom G. M. i november 1944 til SS-forsorgskontoret i Haderslev, hvorfra han i begyndelsen af februar 1945 blev overflyttet til en infanteriafdeling i Prag. I marts 1945 var han på tjenesterejse i Danmark, hvor han blev syg og kom på lazaret. Og her lå han, da kapitulationen indtraf. Han blev inter-neret den 10. maj, varetægtsfængslet den 5. juni og ved Københavns by-ret idømt en straf på fire års fængsel den 14. november 1945. Han ankede dommen, men landsretten stadfæstede. Den 6. februar 1947 blev han ved kongelig resolution eftergivet resten af straffen, og han kunne en uge se-nere forlade Fårhuslejren som en fri mand.269

De fleste meldte sig formodentlig til Waffen-SS og Frikorps Danmark på hvervekontorer i Danmark (som regel identisk med DNSAP’s lokale partikontorer), men som det er fremgået af de ovennævnte eksempler, meldte ganske mange sig i Tyskland. Enkelte meldte sig imidlertid også

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

158

mere usædvanlige steder, fx J. S., en (i 1943) 18-årig københavner. Efter nogle mislykkede ansættelser, bl.a. en forlist læreplads, søgte han i ok-tober 1943 arbejde i Tyskland i ni måneder som elektrosvejser, idet han havde hørt, at man på tre måneder kunne få uddannelse som sådan. Og videre hedder det i hans generalieblad fra Fårhuslejren: „Fangen kom til

SS-Sturmbannführer C.F. von Schalburg sammen med Frits Clausen (th.). Schalburg var officer i Den kgl. Livgarde, aktiv nazist og landsfører for partiets ungdomsafdeling, NSU, i 1939. I 1940 deltog han som frivillig i Vinterkrigen i Finland dog uden at komme i kamp. I september 1940 meldte han sig til Waffen-SS og deltog i 1941 i det tyske felttog mod Sovjetunionen som generalstabsofficer ved Division Wiking. I februar 1942 blev han udnævnt til chef for Frikorps Danmark og faldt på østfronten den 2. juni 1942. Forest ses DNSAP’s stabsleder H. C. Bryld. Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

159

Auschwitz, men da arbejdet der ikke bestod i oplæring til elektrosvejser, søgte han andet arbejde og kom til Würow, begge byer i Polen. Da fangen ikke kunne komme hjem før de ni måneder, han havde bundet sig til som arbejder, var udløbet, og da han havde hørt gennem en kammerat, at hvis man meldte sig til Waffen-SS, kunne man få orlov efter seks ugers tjene-ste, meldte han sig i januar 1944 på politistationen i Würow til Waffen-SS og forpligtede sig til krigstjeneste for krigstid.“ Videre hedder det om J. S., at han blev fremstillet på session i Kattowitz og erklæret tjeneste-dygtig. I juni 1944 blev han indkaldt og uddannet i Sennheim og Graz. Efter uddannelsen kom han til Regiment Danmark og gjorde tjeneste på østfronten, hvor han blev lettere såret. Ved krigens slutning blev han taget til fange af amerikanerne ved El-ben og sat i krigsfangelejr. Han kom til Danmark i november 1945 og blev ved retten i Gråsten idømt to års fængsel, idet retten fandt, at hans unge alder var en formildende omstændighed. J. S. blev ‘betinget benådet’ i slutningen af januar 1947 og kunne van-dre ud gennem Fårhuslejrens port. Den betingede benådning betød bla., at han måtte lade sig underkaste tilsyn. Dette ophørte i maj 1949, og skal man tro den afsluttende rapport fra fængselsvæsenets forsorgskontor, gik det den unge mand vel: „Han tog ved løsladelsen ophold hos en broder og fik beskæftigelse som blikkenslager […]. Han anmodede om beklædningshjælp – nær-mest arbejdstøj – og man [dvs. forsorgskontoret] bevilgede ham et par Holmens benklæder, en lumberjacket, en kappe og en brugt skjorte. Den 9/6-1948 meddelte han, at han havde skiftet arbejdssted og nu var beskæftiget som forbundter […] til en ugentlig løn af 85 kr. Ved sidste fremmøde her på kontoret den 7/2-49 havde han skiftet bopæl og boede nu i Ægirsgade. Han har jævnligt givet møde på kontoret. Han har klaret sig ganske pænt og har altid været flink og behagelig at have med at gøre.“270

J. S. havde da også, trods enkelte rapporter om fræk, måske snarere ungdommelig kåd, opførsel over for et par fængselsfunktionærer, været en uproblematisk fange. Så der var intet grundlag for Gjerstrup til ikke at anbefale en prøveløsladelse.

Helt anderledes forholdt det sig med fx W.L. – en 35-årig vogmandskusk og familiefar fra København, der ved byretten i København i august 1945 var blevet idømt fem års fængsel for tjeneste i Waffen-SS og indsat i Får-huslejren til afsoning den 17. september 1945. „Hævder han er af tysk afstamning og føler sig tysk. Er uimodtagelig for fornuft og kendsger-ninger, men er som fange rolig og besindig og en god arbejder.“ Sådan lød funktionærmødets bedømmelse af W. L. den 8. februar 1946. Den 25.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

160

november samme år var funktionærmødets bedømmelse: „Uforandret. Udmærket varulveemne. Prøveløsladelse frarådes,“ og Gjerstrup tilføje-de: „Som mødet mener jeg, at han bør tilbageholdes længst muligt.“ Man kunne altså fra Fårhuslejrens side ikke anbefale en prøveløsla-delse af W. L., da Justitsministeriet i i november 1946 gjorde Gjerstrup opmærksom på, at fangen stod til en prøveløsladelse: Han havde ved kongelig resolution fået nedsat sin straf fra fem til to år i november 1946, og derfor havde han faktisk allerede den 22. oktover 1946 udstået to tred-jedele af sin straf – hvilket under normale omstændigheder udløste en prøveløsladelse. W. L. meddelte imidlertid Gjerstrup, at han ikke ønske-de at „indgå på vilkår for en prøveløsladelse“, dvs. han nægtede bl.a. at lade sig underkaste tilsyn. Direktøren for fængselsvæsenet pressede dog på for enten en prøveløsladelse eller en vældig god forklaring fra Gjer-strup. Den fik han så den 15. januar 1947: „Jeg skal uddybe funktionærmødets udtalelse derhen, at en fange, der har været med i SS under en stor del af krigen, og som i dag er uimodta-gelig for fornuft og kendsgerninger, hvis han får opfordring dertil, kan overtales til at deltage i undergrundsarbejde med attentat mod myndig-hederne, modstandsfolk m.v. af hvilke sager, der allerede har været en temmelig stor sag på Tønder-egnen, hvor hovedpersonen blev idømt 12 års fængsel, ligesom der stadig fra forskellige egne af landet tales om op-træk til varulvebevægelser.“ Gjerstrups argumenter kan fra en nutidig udkigspost opfattes som en anelse hysteriske, men afspejler en reel frygt i samtiden. Hvorom al-ting var: Nok udviste W. L. en „særdeles god opførsel“, som det hedder i anstaltens indstilling, og var „en rolig og besindig fange og en god arbej-der“, som en funktionærudtalelse fra barak 16 stue 6 lyder, men den var gal med hans indstilling. W. L. lagde da heller ikke skjul på, at han var medlem af DNSAP, og havde været det i et par år, da han under et ophold i Tyskland, hvor han arbejdede som civilarbejder, i januar 1942 meldte sig som frivillig i Waffen-SS. „Som overbevist nationalsocialist følte han det som sin pligt at deltage i Tysklands kamp mod kommunismen,“ lød hans motivforklaring efter krigen. Han blev herefter indkaldt i maj 1942 og gennemgik først en uddannelse i Sennheim, hvorefter han kom på ka-valeriskole indtil januar 1943, hvor han blev forsat til tjeneste i Holland i SS-politidivisionen. Dette skete angiveligt imod hans udtrykkelige øn-ske, og han søgte derfor over i Frikorps Danmark. Han blev i første om-gang i stedet sendt til uddannelse på en køreskole, hvor han opholdt sig i en måned. I august 1944 blev han så overført til Regiment Danmark, hvor han kørte som chauffør ved de forskellige frontafsnit, indtil han i januar 1945 blev syg og indlagt på lazaret. Herfra kom han i midten af april 1945 på orlov i Danmark, hvor han var ved kapitulationen.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

161 W. L. vedgik, at han aldrig havde søgt om fritagelse for tysk krigstje-neste, selv om han under orlov i Danmark „både i december 1943 og i maj-juni 1944 var blevet klar over de i mellemtiden her i landet foretagne tyske overgreb“. Muligvis blev dette betraget som en så skærpende om-stændighed, at han fik hele fem års fængsel og tillidstab for bestandig ved Københavns byret den 13. august 1945. Han blev indsat til afsoning i Fårhuslejren den 20. september 1945 – og blev løsladt den 25. juni 1947. Han udstod med andre ord sin (nedsatte) straf på to år, idet han var ble-vet varetægtsfængslet den 28. juni 1945.271

SS-mændene havde Gjerstrup mildest talt ringe tillid til. Således hed-der det om en SS-frivillig fra Aabenraa i funktionærmødets indstilling til evt. prøveløsladelse: „Pæn fange. Kan godt se noget af det dårlige, SS har lavet, men mener, at idéen er helt rigtig, og der er sansynlighed for, at han på ny vil føje ind hos dem, der prøver at holde de gamle tanker i live. Mødet må derfor modsætte sig prøveløsladelse.“ Gjerstrup tilslut-tede sig mødets indstilling og tilføjede: „Fangens opførsel er som alle vel-dresserede SS-mænds, altså god – når man ikke vender ryggen til ham.“

Efter angrebet på Sovjet-unionen i juni 1941 kunne de danske nazister fremstille tysk krigstjeneste som et anti-kommunistisk korstog. De (rigs)danske frivillige kæm-pede almindeligvis i det ny-oprettede Frikorps Danmark eller Regiment Nordland, som var underlagt Division Wiking. Der blev i juli 1941 oprettet hvervekontorer ud over landet, og disse var som regel identiske med DNSAP s lokaler. Sådan var det også i Sønderjylland, hvor talerne ved hvervemøderne bl.a. var lederen af DNSAP i Barvid og Ellum sysler, Jes Asmussen fra Rødekro ved Aabenraa.Politikommandørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

162

Justitsministeriet besluttede ikke desto mindre, at handelsmedhjælperen fra Aabenraa blev planmæssigt prøveløsladt efter at have udstået to tred-jedele af sin straf på to år.272

Det var imidlertid ikke altid stærke idealer eller fanatisme – endsige eventyrlyst – som var drivkraften for at melde sig til Waffen-SS. P. M. fra Fyn angav som en helt prosaisk årsag, at han på grund af uenighed med sin mester blev jaget af sin læreplads, hvorefter han rejste til København for at finde arbejde. Efter ca. to ugers forgæves søgen kom han i snak med en uniformeret frikorpsmand, som overtalte ham til at melde sig på hvervekontoret i Jernbanegade. Det gjorde han den 12. maj 1943 – på en to-årig kontrakt, og efter uddannelsen i Tyskland kom han til Jugosla-vien og deltog i partisanbekæmpelse. Fra december 1943 kæmpede han på østfronten, hvor han blev såret ved Leningrad og fik en måneds orlov i Danmark i forsommeren 1944. Tilbage på østfronten blev han på ny såret, og igen fik han orlov i Dan-mark. Men nu havde han tilsyneladende fået nok af krigen, for han valg-te i november 1944 at gå under jorden i Odense, hvorefter han nærmest vagabonderede rundt. Han blev varetægtsfængslet den 1. juni, idømt fire års fængsel den 23. august 1945 og indsat i Fårhuslejren den 28. septem-ber 1945. „Beskæftiget på kørselsholdet på en tilfredsstillende måde, på barakken betegnes fangen som noget ‘fremtrædende’, og det kniber lidt for ham at indordne sig under forholdene,“ lyder en funktionærvurde-ring af fange nr. 116., P. M. – en karakteristik, som flugter godt med mo-derens karakteristik af sønnen i sommeren 1945: altid rastløs og ikke til at holde i en læreplads noget sted.273

Men også en, der havde været overbevist nazist, da han meldte sig til Waffen-SS, kunne blive træt af krigen og desertere. Det skete for K. N. fra Vejgaard ved Aalborg. Han var i 1941 i Tyskland for at arbejde som maler, og herunder meldte han sig den 16. august 1942 til Waffen-SS i München. Han underskrev kontrakt for to år og blev sendt til Division Wiking, først i Polen og siden i Ukraine, hvor han deltog i hårde kampe. Han blev såret og lå tre til fire måneder på lazaret, kom derefter på orlov i Danmark og „på grund af den politiske udvikling i Danmark genop-tog han ikke tjenesten siden, men levede skjult på falske papirer“, som det hedder i hans generalieblad. Han blev fængslet den 15. juni 1945 og idømt fire års fængsel i Københavns byret den 17. oktober 1945. Han blev indsat i Fårhuslejren den 14. marts 1946, og som forventeligt blev hans straf i november 1946 nedsat til to års fængsel – hvilket igen betød, at en prøveløsladelse stod for døren allerede måneden efter. „Kun kort tid her. Vi har intet at klage på. Har sikkert meldt sig for at opnå noget. Mødet

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

163

skal ikke modsætte sig prøveløsladelse,“ konkluderede funktionærmø-det. Og Gjerstrup sekunderede: „Som mødet. Hvis prøveløsladelsen til-lades, foreslås sædvanlige vilkår og lokalt tilsyn.“ En bemærkelsesværdig generøs vurdering fra Gjerstrup, al den stund K. N. s fangejournal indeholdt et beslaglagt brev, hvor adskillige passa-ger var indstreget af censuren:

„ […] Nu er det jo snart kongens fødselsdag, så ved man jo ikke, hvad der kan ske, der er jo mange der håber på amnesti, men jeg tror det nu ikke, for han har sikkert ikke hjertet på rette sted, for så havde han jo nok skre-det ind den 5. maj. For man kan jo ikke først billige, at der blev oprettet et Frikorps og så bagefter lade dem spærre inde. Men man ved jo ikke, hvad der kan ske, endnu er der jo ingen fred, og englænderne og amerika-nerne kan jo ryge i totterne på russerne, og så skal jeg i hvert fald, så vidt det lader sig gøre, være en af de første danskere, der igen går i kamp mod bolchevismen, og da bliver der ikke noget, der hedder nederlaget ved Sta-lingrad, og da går det heller ikke som sidste gang, at jeg holder op på halv-vejen, men så bliver der kæmpet til sejr eller fald, for der bliver ingen fred her i denne verden, før end at alle kommunister og jøder er udryddet eller i hvert fald fordi de sidste er jaget hjem, hvor de hører hjemme. I hvert fald er det givet, at et land som Tyskland kan ikke holdes nede, det vil før eller senere rejse sig. De spærrede os inde for at ville afnazificere os, men jo læn-gere de holder os indespærret, jo stærkere bliver de fleste i deres tro. Og der er sikkert meget godt i det Nationalsocialistiske Arbejderpartis program, siden at det skulle slås så hårdt ned, og at dets medlemmer bliver forfulgt over hele verden, og ikke mindst her i Danmark […]. Hvad så med den re-gering, der havde styret den 9. april. Skal de måske gå fri, de bærer trods alt også en skyld, de har da i hvert fald ført en samarbejdspolitik med ty-skerne, og hvor skulle vi almindelige arbejdere forstå, at det var forkert, det vi lavede, når den havde givet sin tilladelse og kongen sin velsignelse, for hvis de havde sagt, at vi ikke kan eller vil sympatisere med en opret-telse af et frikorps, så tror jeg ikke, at der var mange, der havde meldt sig, men så var det sikkert gået med Danmark, som det gik med Holland og Belgien, at der var blevet en tvangsudskrivning, men det havde måske væ-ret bedre […] .“274

Det beslaglagte brev tyder ikke ligefrem på, at K. N. var en oplagt kan-didat til at efterleve det, Gjerstrup betegner som en prøveløsladelse på ‘sædvanlige vilkår’. Disse indebar, at den prøveløsladte i et bestemt tids-rum (meget ofte to år) fra løsladelsen at regne „fører en straffri vandel, og at han ikke ved sin adfærd, f.eks. ved deltagelse i utilbørlig politisk-agitatorisk virksomhed, eller ved sit forhold i øvrigt giver anledning til

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

164

indskriden, samt at han i samme tidsrum underkaster sig tilsyn ved an-staltens foranstaltning og holder de ham af tilsynet givne foreskrifter ef-terrettelig.“ Blev disse betingelser ikke efterlevet, blev den prøveløslad-te „genindsat til udståelse af hele den eftergivne del af den ham idømte straf“.

Et nærmest arketypisk forløb tegner landmanden C. W. fra Gram-kan-ten sig for: fra stålsat partisoldat i DNSAP og partiets SA-afdeling over Frikorps Danmark til Regiment Danmark. Og så alligevel: Mod slutnin-gen af krigen endte han i straffekompagni og kz-lejr.

C. W., der var født i 1902 i Brørup, blev medlem af DNSAP så tidligt som i 1934. Da SA-afdelingen blev dannet og begyndte at eksercere med spader (fordi man ikke måtte bære våben) var C. W. en ivrig deltager. Derfor var han naturligvis også med, da 400 ‘spadister’, (som de spade-bevæbnede SA-folk undertiden blev betegnet i folkemunde) i december 1940 udkæmpede det berømte ‘spadeslag’ i Haderslev med det danske politi. Demonstrationen skal ses i sammenhæng med DNSAP’s (mislyk-kede) ambition om i ly af den tyske besættelse at vinde regeringsmagten i Danmark. I januar 1941 var han på et politisk kursus i Sennheim, og i august 1941 meldte den næsten midaldrende mand sig til Frikorps Danmark, da oberstløjtnant Kryssing satte sig i spidsen for korpset, der helt fra starten

DNSAP-møde i Rødekro den 15. juni 1941. SA-folk bevæbnet med spader deltager i pa-raden. Ifølge dansk lov måtte de ikke være bevæbnet med skydevåben. Foto: Ludwig von Münchow. Museum Sønderjylland- Sønderborg Slot.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET:

FLAK

SOLD

ATER

,FRIK

OR

PSFOLK

OG

VIK

ING

ER

165

var et ‘barn’ af DNSAP. Ifølge C. W. blev han aldrig inddraget i egentlige kamphandlinger, hverken i frikorpset eller i Regiment Danmark, men arbejdede som skomager på grund af sin alder. Som nævnt endte han i et straffekompagni og til slut i kz-lejren Dachau. Det skete i marts 1945, da han blev taget i at stjæle fra en soldaterkammerat og angiveligt idømt tre års tugthus. Oplevelserne mod krigens slutning synes dog ikke at have rokket ved hans tro på nazismen – skal vi tro funktionærmødets bedømmel-se af ham: „Sammenbidt, overlegen og forurettet nazist. Har efter eget udsagn stadig den overbevisning, der førte ham i samarbejde med ty-skerne. Også i det daglige har han været trodsig og ubehagelig. Prøve-løsladelse frarådes.“ Også politimesteren i Toftlund, hvor C. W. den 7. maj 1946 havde fået en dom på tre års fængsel minus 307 dage for ud-stået varetægtsfængsel (som ved kongelig resolution blev nedsat til to år i marts 1947), var loren ved en prøveløsladelse. Han ville „ikke anse det for usandsynligt, at strafafsoneren efter løsladelsen vil udøve utilbørlig politisk-agitatorisk virksomhed“. Derfor tiltrådte han, at C.W. ikke skul-le indstilles til prøveløsladelse. Disse indstillinger blev udarbejdet i april 1947. C. W. blev løsladt den 9. juli, så de har ikke gjort det store indtryk på Justitsministeriet.275

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

166

Kapitel 8

Regulativer for varetægt og afsoning

„Det er ikke blot i fangernes, men også i samfundets interesse.“ Sådan for-mulerede fængselsinspektør Gjerstrup sin udgangsbøn, da han i et inter-view i Grænseposten i begyndelsen af oktober 1945 udtalte som et af sine store ønsker, at varetægtsfangerne hurtigst muligt kunne få deres sager af-gjort. For så kunne de, der blev frikendt, komme hjem, og de øvrige få på-begyndt afsoningen af deres straf.276 Det viste sig problematisk at få afgjort alle varetægtsfangernes sager så hurtigt, som Gjerstrup kunne ønske sig det. Først i løbet af 1946 kom der en klar overvægt af afsonere. Men efter hvilke anordninger blev der afsonet? Hvilke forestillinger havde politiker-ne om straf og afsoning i relation til landssvigerne, hvordan påvirkede dis-se forestillinger forholdene for fangerne i Fårhuslejren, og hvilke rettighe-der og pligter havde fangerne? Ikke mindst det sidste skal vi se indgående på i det følgende. Dels udgør rettigheder og pligter en vigtig markør for den retspolitiske holdning, dels udgør de frontlinjen mellem de indsatte og autoriteterne.

Repression eller forebyggelse?Under forberedelsen af straffelovstillægget havde det været udgangspunk-tet, at de domfældte landssvigere ikke blot skulle straffes med hårde fæng-selsstraffe, men også at straffen skulle udstås under skærpede former. Der skulle lægges større vægt på repression end på forebyggelse. Således blev først i sidste øjeblik inden forelæggelsen for Rigsdagen en bestemmelse om, at fangerne fortrinsvis skulle sættes til hårdt fysisk arbejde, taget ud af loven. Det lovforslag, som blev vedtaget, indskrænkede sig i motiverne til om strafafsoningen at fastslå, at behandlingen af fangerne burde finde sted i særlige straffeanstalter. Der blev altså ikke i loven truffet særlige bestem-melser om behandlingen af de domfældte, men i motiverne til lovens § 3 hed det, at straffene måtte være strenge for at virke afskrækkende, og vi-dere hed det at, „det opdragende over for forbryderen må derimod i almin-delighed træde tilbage“. Med denne almindelige fremhævelse af repressive

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

167

og afskrækkende synspunkter frem for hensynet til en forbedring af de domfældte var det naturligt at betragte de domfældte landssvigere som en fangekategori, man kun i begrænset omfang skulle forsøge at resocialisere. I praksis gik det imidlertid helt anderledes.277 En af de første, som mente, at fængselsopholdet burde udnyttes positivt med henblik på at opdrage de dømte landssvigere til demokratiske borge-re, var Mogens Fog. Han, som havde været en fremtrædende modstands-mand og medlem af Frihedsrådet, havde selv siddet i tysk fængsel under besættelsen. „I disse år har et meget stort antal normalt retsindige sam-fundsmedlemmer haft lejlighed til at gøre erfaringer, som de uden Hitlers virksomhed aldrig havde kunnet høste, nemlig med hensyn til virkningen af frihedsberøvelse, straf og fængselsophold“, skrev Fog i bladet Frit Dan-mark i september 1945. Han mente, at disse erfaringer burde kunne ud-nyttes til at forbedre fængselsstraffen i almindelighed og på behandlingen af det store antal landssvigere, som nu kunne forventes at fylde straffean-stalterne op, i særdeleshed. Fogs tanker blev efterfølgende drøftet i et udvalg nedsat af organisa-tionen Frit Danmark med juristen Stephan Hurwitz som formand, og al-lerede i november 1945 barslede man med en betænkning Om Princip-perne for Fuldbyrdelse af Frihedsstraf for Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed. Heri blev fastslået, at det grundlæggende princip for fangebe-handlingen måtte være at „bidrage til fangernes mulighed for tilpasning til samfundet efter frihedsstraffens ophør, og at der derfor i første række ligesom ved anden fuldbyrdelse af frihedsstraf måtte lægges vægt på spe-cialpræventive synspunkter“. Så allerede i efteråret 1945 lød der helt andre toner end under forberedelsen af straffelovstillægget. Og nok så bemær-kelsesværdigt blev disse toner anslået af dele af den modstandsbevægelse, som i den tidlige efterkrigstid sædvanligvis kaldtes for frihedsbevægelsen. Helt konkret forestillede udvalget sig, at fangerne blev inddelt i forskel-lige kategorier med henblik på den bedst mulige individuelle behandling. Især havde udvalget blik for, at der burde tages specielle hensyn til helt unge landssvigere i form af undervisning, meningsfuld, lønnet beskæfti-gelse og samvær med andre. De unge burde samles i særlige straffeanstal-ter og ufarlige fanger i åbne anstalter. Til gengæld burde særligt ‘strafvan-skelige personer’, som det hedder, dvs. farlige nazister og personer med særlige intellektuelle og kulturelle forudsætninger, som kunne virke ned-brydende, isoleres. Udvalget ønskede også, at der blev mulighed for prøve-løsladelser. Det var principper, som både stod i skarp kontrast til principperne i straffelovstillægget og ikke mindst til de vilkår, som de mange varetægts-fanger i efteråret 1945 var underkastet, mens de afventede deres dom. I februar 1946 nedsatte justitsministeren så et udvalg, som skulle ud-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

168

arbejde regler for behandlingen af fanger, der var dømt efter straffelovstil-lægget. Hensigten var, at behandlingen af landssvigerne i straffeanstalter-ne skulle normaliseres, sådan at der kom til at gælde de samme regler for dem som for almindelige strafafsonere. Dette princip om ligestilling blev vedtaget i maj 1947, og de nye regler medførte også, som vi skal se, en bety-delig lettelse for de domfældte landssvigere (som for de almindelige afso-nere).278

VaretægtsfangerneMen hvordan var vilkårene for de mange varetægtsfanger i efteråret 1945, og hvilke formelle retningslinjer var der i grunden for behandlingen af denne fangekategori? Og i hvor høj grad levede man op til disse i Fårhus-lejren? Udgangspunktet var Anordning angaaende Behandling af Varetægts-fanger“ af 24. December 1932.

Hovedpunkter i anordningen af 1932 • Varetægtsfanger bør som regel anbringes i enrum. De må ikke uden

eget samtykke sættes sammen med fanger, der udstår straf […] og heller ikke sammen med andre varetægtsfanger, medmindre deres alder, legems- eller sindstilstand gør afsondring utilrådelig, eller pladsmangel umuliggør afsondring. Bestemmelse om en fanges hensættelse i fællesskab – helt eller delvis – træffes i hvert enkelt til-fælde af arrestinspektøren [Varetægtsfanger var sædvanligvis an-bragt i arresthus]. Fanger, der hensættes i fællesskab, holdes dog afsondrede om natten, for så vidt deres alder eller helbredstilstand ikke er til hinder derfor […]. Varetægtsfanger under 18 år må ikke sættes sammen med fanger over denne alder.

• Bad gives ved indsættelsen og derefter mindst hver 14. dag. Fra reg-len om badning såvel som fra andre den personlige renlighed gæl-dende forskrifter kan der i enkelte tilfælde med arrestinspektørens samtykke gøres undtagelser.

• Fangen har ret til at benytte egne beklædningsgenstande, medmin-dre det er utilstedeligt af sikkerhedshensyn, eller hans egne klæder på grund af urenlighed, slid eller af andre grunde er uegnede til be-nyttelse i fængslet […].

• Varetægtsfanger har ret til at sysselsætte sig med arbejde, som de selv skaffer sig, og som ikke strider mod god orden eller sikkerhed i fængslet. Arbejdsudbyttet tilfalder fangen. Skaffer fangen sig ikke selv arbejde, skal han, om han ønsker det, søges beskæftiget ved fængslets foranstaltning mod en passende godtgørelse.

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

169

• Fanger, der ikke har arbejde i fri luft, skal, for så vidt helbredshen-syn eller vejrlig ikke forbyder det, daglig have mindst to halve ti-mers ophold i fri luft […]

• I sygdomstilfælde behandles fangen efter arresthuslægens anvis-ning. Finder arrestlægen, at fangen ikke kan eller bør behandles i fængslet, gør han indstilling til arrestinspektøren om fangens ind-læggelse på sygehus. Er fangens sygdom af alvorlig art, bliver hans nærmeste så vidt muligt at underrette.

• Varetægtsfanger erholder den almindelige fængselskost, men har ret til ved egne eller andres midler at forskaffe sig anden og bedre kost, for så vidt det er forenligt med god orden i fængslet, herun-der mådehold. Arrestinspektøren kan fastsætte nærmere regler for, på hvilke tider af dagen ekstraforplejning kan modtages udefra, og hvilken undersøgelse sådanne fødevarer inden udleveringen skal undergives af hensyn til fængslingens øjemed og sikkerheden.

• Tilladelse til brug af røgtobak i mådeholdent omfang kan meddeles af arrestinspektøren […].

• Fangen har adgang til udlån af fængslets bogsamling samt til uden for denne at forskaffe sig bøger af videnskabelig, teknisk eller lignende art, men anden læsning kun med arrestinspektørens tilladelse […]. Indbringelsen af bøger af videnskabelig, teknisk eller lignende art kan af arrestinspektøren kun begrænses, for så vidt indbringelsen skønnes at ville stride mod fængselsordenen. I hvilket omfang det bør tillades en fange at få indbragt bøger og tidsskrifter af rent un-derholdende art, afgøres af arrestinspektøren under fornødent hen-syn til orden og mådehold og bogens indhold. Med arrestinspektø-rens tilladelse kan fangen købe enkelte ugeblade og dagblade, for så vidt det ikke strider mod fængslingens øjemed.

• Fangen har ret til ukontrolleret samkvem – skriftligt eller mundt-ligt – med sin beskikkede forsvarer […]. Afsendelse af lukkede skri-velser til ret eller øvrighed kan ikke nægtes fangen […]. Det påhvi-ler arrestinspektøren at drage omsorg for, at fangens brevveksling med forsvareren og hans skrivelser til ret og øvrighed ekspederes uden ufornødent ophold.

• Fangens adgang til at modtage besøg beror […] på vedkommende dommer (retsformand). Tilladelsen til med de indskrænkninger, som fængselsordenen kræver, og under sådant opsyn, som dom-meren finder fornødent, at modtage besøg af en læge eller præst efter eget valg, af slægtninge eller personer, som står i forretnings-forhold til fangen, eller med hvem han ønsker at rådføre sig, vil

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

170

af dommeren kun blive nægtet, når særlige omstændigheder giver grund til at frygte, at deraf vil opstå skade for undersøgelsen […]. Arrestinspektøren kan efter forhandling med dommeren af hensyn til fængselsordenen fastsætte nærmere regler for de tidspunkter på dagen, på hvilke besøg kan finde sted, så vel som for varigheden af de enkelte besøg. Endvidere kan arrestinspektøren ved besøgene anordne sådan kontrol fra fængslets side, som skønnes nødvendig af sikkerhedshensyn.

• Fangens adgang til brevveksling beror […] på dommeren […]. Bre-ve, der af dommeren tillades udleveret til fangen, må ikke læses af fængselspersonalet. Skrivemateriale udleveres efter anmodning. Hverken brevpapir eller konvolut må forsynes med noget mærke, der tilkendegiver, at afsenderen er fængslet […].

• Har en fange noget at andrage om eller nogen meddelelse at give, el-ler føler han sig forurettet og ønsker at beklage sig i den anledning, kan han begære sig fremstillet for arrestinspektøren. Fangen har ligeledes ret til at begære sig fremstillet for den til arresthuset knyt-tede præst og læge.

• Som disciplinærstraffe kan – foruden advarsel – anvendes: 1) Ude-lukkelse fra særlige begunstigelser. 2) Udelukkelse fra læsning. 3) Udelukkelse fra adgang til selv at sørge for sin forplejning i højst 30 dage. 4) Kostindskrænkning indtil 15 dage; hvis den består i, at der kun gives fangen vand og brød, kan den dog kun anvendes for per-soner over 18 år og kun indtil fem dage. 5) Udelukkelse fra arbejde indtil 14 dage. 6) Hensættelse i straffecelle indtil 60 dage.

• Klager over utilbørlig behandling i fængslet kan forebringes for arrestinspektørens foresatte, og, hvis de ikke tages til følge, for underretsdommeren i den retskreds, i hvilken arresthuset er be-liggende, eller for den ret, der behandler sagen om det for fangen påsigtede forhold. Fremkommer en fange med ugrundede klager, eller er klager eller andragender af utilbørligt indhold, vil han blive draget til ansvar.

• Et eksemplar af nærværende anordning og de i medfør af denne udfærdigede ordensbestemmelse skal findes i ethvert lokale, der anvendes til ophold for varetægtsfanger.279

Der var altså principielt ganske klare retningslinjer for behandlingen af varetægtsfanger, men som det også fremgår af anordningen: ganske me-get rum for fortolkning for ‘arrestinspektøren’, i dette tilfælde fængselsin-spektør Gjerstrup.

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

171

Herudover blev den faktiske praksis i Fårhuslejren formet af de ge-nerelle tilpasninger af Anordningen af 1932, som fandt sted i relation til landssvigerne: Den 30. juni 1945 udsendte Justitsministeriet en cirku-læreskrivelse til samtlige arrestinspektører „angående visse spørgsmål i forbindelse med behandlingen i arresthuse og andre anbringelsessteder af personer, der sigtes for landsskadelig virksomhed“.280 Baggrunden for udsendelsen var, at Justitsministeriet havde modtaget mange henvendel-ser om, at behandlingen af disse personer var „meget lemfældig, og at der indrømmes lempelser og begunstigelser, der går ud over, hvad der efter forholdene skønnes rimeligt“. På den baggrund indskærpede ministeri-et – under henvisning til en skrivelse fra ministeriet af 15. maj 1945 – at de pågældende personer principielt skulle behandles i overensstemmelse med de gældende regler for varetægtsfanger, men at det „ud over de be-grænsninger, der efter politiets og rettens afgørelse følger af fængslingens øjemed, f.eks. i henseende til besøg og brevveksling, vil kunne være nød-vendigt at foretage væsentlige indskrænkninger i de almindelige bestem-melser af hensyn til fængselsordenen og pladsforholdene“. Man henledte endvidere opmærksomheden på, at det også af sikkerhedshensyn kunne være nødvendigt at „foretage væsentlige indskrænkninger og særlige for-anstaltninger“, fordi det ofte drejede sig om meget farlige personer. „De vanskelige pladsforhold må således ikke på noget punkt medføre, at der ses bort fra fængselsordenen eller sikkerhedshensyn, tværtimod bør kravene hertil skærpes, og dette vil uundgåeligt medføre, at de sædvanlige lempel-ser for varetægtsfanger i nogen grad må bortfalde.“ Spørgsmålet om indskrænkningernes omfang overlod man dog til de enkelte ‘arrestinspektører’ at afgøre.281 Man vedlagde endvidere til almin-delig inspiration en inspektionsskrivelse, som inspektøren for Køben-havns fængsler, Cai Jensen, havde cirkuleret til sit personale den 21. maj 1945 – en skrivelse, som meget vel kan tænkes at være affattet under ind-tryk af den tidligere nævnte utilfredshed fra modstandsbevægelsens side over den angiveligt meget lempelige behandling af de varetægtsfængslede i bl.a. Vestre Fængsel. I inspektionsskrivelsen hed det, at „da de fra internering til varetægt overførte fanger sigtes for meget alvorlige forbrydelser og landsskadelige handlinger, pålægges det personalet at udvise højeste grad af agtpågiven-hed over for dem, ligesom personalets optræden bør være præget af alvor, ro og absolut fasthed. Der skal ikke finde unødvendig samtale sted med disse fanger, og personalet skal bestræbe sig for at indtage en absolut til-bageholdende holdning over for dem og afholde sig fra alt, der kan svække den alvor, der under de nuværende forhold må være forbundet med deres ophold i fængslet“. Helt konkret havde Cai Jensen derfor besluttet, at varetægtsfangerne

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

172

kunne få udleveret en biblioteksbog hver 14. dag, hvorimod ‘private bøger og lignende’ ikke var tilladt. Ej heller var køb af ugeblade tilladt. Derimod kunne fangerne hver måned købe et skrivehæfte og hver uge et barberblad. Ugentlig måtte hver fange endvidere modtage enten 20 stk. cigaretter eller 10 cerutter eller 50 g. pibetobak eller en rulle skrå til 25 øre. Hver uge måtte fangen endvidere modtage et stk. sæbe samt et sæt undertøj (skjorte, flip, un-dertrøje, underbenklæder, sokker, lommetørklæde) og evt. et sæt pyjamas. Fangen måtte ingen ekstraforplejning modtage, ligesom de heller ikke kunne købe det i fængslet. Indtil videre kunne fangerne ikke få noget ar-bejde, og af deres private ejendele måtte kun udleveres kam, tandbørste, blyant og ur. Inspektionsskrivelsen fastslog afslutningsvis, at hvad angik brevskrivning, besøgstilladelse og køb af aviser ville der „senere fremkom-me meddelelse“.282 Alt i alt en særdeles restriktiv fortolkning (grænsende til omgåelse) af den gældende anordning for varetægtsfanger. Den 17. september 1945 fulgte Justitsministeriet op med en ny cirku-læreskrivelse, som fastslog, at man nu i arresthusene og de øvrige anbrin-

Straffelejren i Fårhus ved sydporten. Frøslevlejrens Museum

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

173

gelsessteder havde indhøstet erfaringer med hensyn til „i hvilket omfang det er påkrævet at lade de nævnte hensyn begrunde indskrænkninger i de almindelige bestemmelser“. Desuden pegede man på, at man nu havde haft mulighed for „på mere betryggende måde at organisere bevogtningstjene-sten“. Derfor ønskede ministeriet, at behandlingen af fangerne på de om-råder, hvor en begrænsning ikke var nødvendig af sikkerhedsmæssige og ordensmæssige hensyn, skete efter de almindelige regler for behandlingen af varetægtsfanger. Desuden burde det undgås, at fangerne blev forvaret under forhold „som gennem lediggangen og det vide fællesskab virker mo-ralsk nedbrydende, hvoraf tillige følger disciplinære vanskeligheder“. Derfor fandt ministeriet det nu forsvarligt at lempe adgangen til læs-ning, så vidt muligt i det omfang, som varetægtsordningen fastsatte, dvs. to bøger om ugen fra arresthusets bogsamling. Desuden mente man, lige-ledes i overensstemmelse med varetægtsordningen, at det ville være rime-ligt at tillade fangerne at få tilsendt „bøger af videnskabelig, teknisk eller lignende art“. Fængselsvæsenet udgav et blad Nær og fjern, som også ville kunne udleveres til fangerne. Fangerne burde også tillades at dyrke diverse brætspil, og hvor det var muligt, burde fangerne tilbydes arbejdsbeskæftigelse. Hvad angik besøg og brevveksling, fandt Justitsministeriet, at selv om fængselsordenen og hensynet til sikkerheden begrundede en væsentlig begrænsning, burde det dog, når straffesagens behandling ikke udelukkede besøg og brevveksling, tilstræbes, at „de fængselsmæssige forhold ikke stiller sig hindrende i ve-jen for gennemførelse af en ordning, hvorefter fangerne får tilladelse til hver 14. dag at modtage besøg af de nærmeste pårørende, og til at skrive og modtage et brev“.283 Fængselsinspektør Gjerstrup gjorde straks telefonisk indsigelse over for Direktoratet for Fængselsvæsenet: de foreslåede retningslinjer ville medføre for store vanskeligheder for lejren. Og direktoratet tillod derfor, at han indtil videre anvendte „de tidligere praktiserede regler“ – en tilladelse man den 27. september 1945 (hvor sagen havde været forelagt kontorchef Hye-Knudsen i Justitsministeriet) kun var indstillet på at opretholde, så-fremt Gjerstrup skriftligt kunne begrunde, hvorfor de i cirkulæret nævnte bestemmelser ikke fuldt ud ville kunne gennemføres i Fårhuslejren.284

Dette gav Gjerstrup noget at tænke over, og hans svar til kontorchef Schelle den 6. oktober viser, at han tog såvel direktøren for fængselsvæ-senet som de lokale politimyndigheder i ed. Resultatet var, at han nu var indstillet på, at varetægtsfangerne måtte brevveksle to gange månedligt. Hvad angik besøg, „stiller sagen sig således, at politimestrene hernede selv ønsker i hvert enkelt tilfælde at få forelagt spørgsmålet om besøg, hvoref-ter de enkelte besøgstilladelser tilsendes mig til fastsættelse af tidspunktet for det pågældende besøg“. Det var Gjerstrups vurdering, at en almindelig

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

174

tilladelse til besøg hver 14. dag var uigennemførlig, det ville nemlig forud-sætte, at lejren skulle være i stand til at modtage ca. 180 besøg dagligt. Ville Schelle have nærmere oplysninger om de lokale politimyndigheders poli-tik, måtte han henvende sig til den lokale politikommandør, men det var Gjerstrups indtryk, at besøg kun blev tilladt „i nødvendige forretningsan-liggender.“285

Et instruktivt interview Præcist hvilken linje, Gjerstrup hidtil havde lagt i behandlingen af vare-tægtsfangerne (og selvfølgelig også hvilket indtryk han ønskede at formid-le til offentligheden), afdækkes i overnævnte interview i Grænseposten den 5. oktober 1945 – altså just mens sagen verserede mellem Gjerstrup og mi-nisteriet. Der er tale om et stramt, velkomponeret og instruktivt interview. Såvel journalist som fængselsinspektør var tydeligvis godt forberedte.

– Hvor mange fanger er undergivet Deres varetægt?– For at være helt nøjagtig 2.737.– Hvad art fanger er det?– Af varetægtsarrestanter – og det er naturligvis endnu den overvejende

del – er der 2.452, hertil kommer 184 allierede fanger og endelig er der 101 afsonere.

– Hvor er disse fanger hjemmehørende?– Så langt de fleste fra de sønderjyske politikredse; men også fra de tilstø-

dende politikredse findes der en del fanger.– Hvordan går dagen for fangerne?– Varetægtsarrestanterne har ikke arbejdspligt i almindelighed, men ar-

bejdet til opretholdelse af lejrens drift må naturligvis udføres af fan-gerne. Disse bliver vækket om morgenen kl. 5.30. De skal derefter vaske sig, bringe deres senge og opholdsstuer i orden, hvorefter de holdvis føres til morgenspisning i spisesalene. Arbejdet påbegyndes kl. 8 og va-rer til kl. 12, der er middagstime til kl. 14, hvorefter arbejdet fortsættes indtil kl. 17. Efter aftensmaden er der fritid indtil kl. 21, da alle – efter at have vasket sig, lagt deres tøj i orden, så der er pænt og ryddeligt på stu-erne – skal være i seng. De, der ikke arbejder, skal opholde sig på stu-erne, hvortil dørene er aflåst, dog er de to gange om dagen på gårdtur en halv time ad gangen. Kun under gårdturen må fangerne ryge.

– Hvorledes beskæftiges de arbejdende fanger?– Ja, først og fremmest er der kostforplejningen. Det siger sig selv, at det

er et omfattende arbejde at tilberede og servere mad tre gange om da-gen til op imod 3.000 personer. Der beskæftiges alene i denne og dertil hørende afdelinger 100 fanger. For tiden er vi i færd med at anlægge en ny kloakledning i lejren. Dette arbejde lægger ligeledes beslag på en be-

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

175

tydelig arbejdsstyrke. Endvidere findes der betydelig beskæftigelse ved barakkernes vedligeholdelse, vejarbejde, vaskeri, smede- og snedker-værksted, depot osv.

– Hvorledes bor fangerne i lejren?– Fangerne bor i træbarakker, der hver indeholder 10 stuer af forskellig

størrelse. I hver barak er der ca. 190 fanger. Hver fange har sin køje med madras, lagen og to uldtæpper. Syge og svagelige har dog tre tæpper. I hver barak er der et vaskerum med så mange håndvaske, at fangerne fra en stue ad gangen kan vaske sig dér. Adgang til bad forefindes uden for de egentlige opholdsbarakker. For tiden bader fangerne hver 14. dag.

– Hvilke måltider indtager fangerne, og hvad består måltiderne af?– Fangerne spiser som fornævnt tre gange om dagen. Morgen, middag og

aften. Til morgenmaden serveres tre skiver rugbrød, en skive sigtebrød, smør og ½ liter kaffe eller the. Middagsmaden består som regel af en sammenkogt ret, der er beregnet 25 % større, end hvis fangerne fik to retter mad. Pladshensyn forhindrer, at der hver dag kan serveres to ret-ter. Middagsmaden er god og nærende. Aftensmaden består af ½ liter vandgrød med sukker, 0,4 liter sødmælk, to skiver rugbrød og smør, 20 g ost og fire eller fem gange om ugen leverpostej. Yderligere engang om ugen salat, hovedsagelig bestående af reven gulerod.

– Er der nogen mulighed for, at fangerne kan ‘organisere’ madvarer?– Det hedder nu – modsat tidligere [i Frøslevlejren 1944-45] – at stjæle,

og man kan vanskeligt forhindre folk i at begå tyveri; men jeg mener nu, at det er meget minimalt, da der jævnligt foretages kropsvisitation efter arbejdets ophør. Organiseringen i sin tid kunne jo kun foregå, for-di de, der skulle passe varerne [dvs. fængselspersonalet fra Den danske Forvaltning i Frøslevlejren], lukkede øjnene i, bortset fra de tilfælde, hvor tyskerne forsøgte sig i det ‘ædle’ fag. Nu kan De være forvisset om, at mit personale til stadighed er årvågne.

– Hvordan behandles fangerne?– Strengt, men korrekt.– Hvad med de syge?– De syge indlægges i første omgang i lejrens sygeafdeling, hvor de er un-

der stadigt tilsyn af fængselsbetjente, der er uddannede diakoner (syge-passere). Hver morgen ankommer en praktiserende læge fra omegnen og foretager stuegang i sygeafdelingen, og for ham kan de fanger, der måtte ønske det, to gange om ugen blive fremstillet. Hvis lægen mener, at hospitalsindlæggelse er nødvendig, bliver fangerne indlagt på hospi-tal med eller uden bevogtning, alt efter politiets afgørelse.

– De har dog, os bekendt, læger blandt fangerne?– Ja, det har vi, men de behandles som almindelige fanger og nyder nu

ikke mere den særret, at de må ‘praktisere’ i lejren.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

176

– Har man lært af tyskerne mht. fangernes behandling?– Nej, på ingen punkter. Fangernes behandling er streng efter dansk va-

retægtsreglement, der så vidt mig bekendt ikke har været ændret i man-ge år. Det hænder, at vi på grund af fangernes store antal må afvige lidt fra reglementets bestemmelser. Disse afvigelser bliver naturligvis ikke til fangernes fordel. Jeg kan nævne, at fangerne må skrive og modtage et brev pr. måned; men vi bruger ikke tyskernes fremgangsmåde med at straffe en hel barak, evt. hele lejren, med brev- og pakkespærring, fordi en enkelt fange har forset sig på den ene eller den anden måde. Vi benytter heller ikke deportation som disciplinærstraf, men når sådan straf er nødvendig, hensættes den pågældende, der har forset sig, i ar-rest, hvilket blot vil sige, at han isoleres i en særlig arrestbygning, hvor det ikke er tilladt at ryge, læse, spille skak m.v. Hvis forseelsen er særlig grov, anvender jeg fratagelse af middagsmad i to eller tre dage, og i et enkelt tilfælde har jeg måttet idømme straffecelle med kostindskrænk-ning til vand og brød.

– Har det været nødvendigt at idømme mange disciplinære straffe?– Nej, det har det ikke i forhold til det antal fanger, der findes her. Største-

delen af straffene er idømt for tobaksrygning i ureglementeret tid. Den første straf for den art forseelse er, at fangerne ikke får lov til at mod-tage tobak i den næste pakke.

– Pakker, ja hvordan er det egentlig med dem?– Hver fange må modtage en pakke hver måned. Pakken må indehol-

de: klæder, enkelte toiletgenstande, underholdningsspil: skak, dam o.l. samt tobaksvarer med følgende begrænsning: 120 cigaretter eller 150 g shagtobak [pibetobak] eller 50 cerutter eller tre ruller skråtobak (ikke snus). For tiden må der medsendes to kg. frugt. Pakker kan normalt ikke fremsendes herfra, da ekspeditionen ikke er til at overkomme, og derfor vasker vi fangernes private undertøj en gang ugentlig.

– Hvordan med besøgstilladelser?– Besøgstilladelser kan desværre ikke gives i særlig udstrakt grad. Frem-

gangsmåden er, at den, der ønsker at aflægge besøg hos pårørende i lejren, henvender sig til politiet i den [politi]kreds, hvor fangens sag behandles, og såfremt politiet anbefaler besøgstilladelsen, sendes an-dragendet til mig, der så fastsætter tidspunktet for besøget. For tiden kan der normalt ikke ventes givet besøgstilladelse mere end højest hver anden måned for hver enkelt fange.

– Får De mange henvendelser fra fangernes pårørende?– Ja, og desværre er en del af henvendelserne telefoniske. Jeg er altid villig

til at vise de pårørende til rette og give dem oplysninger, men telefoni-ske henvendelser kan kun besvares i livsvigtige spørgsmål […].286

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

177

Direktorat kontra fængselsinspektør Den manglende efterlevelse af de formelle retningslinjer for behandlingen af varetægtsfanger var tydeligvis ikke isoleret til Fårhuslejren, for den 27. november 1945 skubbede Direktoratet for Fængselsvæsenet (på justitsmi-nisterens vegne) igen på: „Af forskellige henvendelser hertil synes det at fremgå, at der adskillige steder er fastsat væsentlige indskrænkninger i va-retægtsfangernes adgang til at modtage ekstraforplejning, ligesom det en-kelte steder forekommer, at fangerne helt er udelukket herfra“, hedder det i en skrivelse til samtlige ‘arrestinspektører’. Direktøren henviste til de tidli-gere skrivelser i sagen og pointerede (igen), at man måtte lægge vægt på så vidt muligt at efterleve anordningen af 1932, herunder også den paragraf, som hjemlede varetægtsfangerne ret til at „forskaffe sig ekstraforplejning“. Han medgav dog, at der var sikkerhedsmæssige og ordensmæssige hen-syn at tage, og pointerede, at hvis der var den mindste mistanke om mis-brug, skulle pakkerne undersøges omhyggeligt. Hvad angik arten af eks-traforplejning, ville det ikke være forenligt med fængselsordenen, at der blev indbragt tilberedte madvarer, men udelukkende i rimeligt omfang fx frugt, tomater, gulerødder, marmelade, pølse, ost, kiks, sandkage, bolcher og lignende samt tobak. Direktøren slog også til lyd for – under henvisning til anordningen fra 1932 – at fangerne kunne tillades at købe et ugeblad. Endelig indskærpede direktøren, at der „i hvert lokale, som anvendes til ophold for varetægts-fanger“ skulle forefindes et eksemplar af ‘Reglementsbog for Varetægsfan-ger’. Og, sluttede direktøren, „for så vidt der ved nogle arresthuse herefter måtte ske afvigelser fra de normale regler […] udbeder man sig indberet-ning herom“.287 Igen måtte Gjerstrup under henvisning til de specielle forhold i Fårhus-lejren gøre opmærksom på, at der skete fravigelser fra de normale regler i behandlingen af lejrens cirka 2.500 varetægtsfanger. Han repeterede sin til-ladelse til, at fangerne en gang om måneden kunne modtage en pakke med nødvendige beklædningsgenstande, enkelte toiletgenstande, underhold-ningsspil samt tobak og et par kilo frugt, pakker, som blev fremsendt gen-nem postvæsenet. Under hensyn til det store antal fanger, de lange afstande samt personel- og pladsforhold ville han anse det for ugørligt at ændre disse regler. Han måtte (lidt obsternasigt måske) udelukkende anse cirkulæret som en rettesnor, idet det ikke var stilet eksplicit til Fårhuslejren – og gjorde i øvrigt opmærksom på, at han i anledning af den tilstundende jul havde til-ladt fangerne at få tilsendte en ekstra pakke på fem kg., der måtte indeholde bolcher, ren chokolade, frugt og småkager. Og såfremt dette eksperiment faldt heldigt ud, ville han overveje at tillade, at den normale månedlige pak-ke kunne indeholde de samme artikler. Derimod måtte han af hensyn til både postvæsen og lejren fraråde ting som marmelade, pølser og ost.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

178

Hvad angik læsestof havde han tidligere leveret et par dagblade til hver af stuerne, hvorved han undgik at føre regnskab over varetægtsfangernes småudgifter til indkøb af dagblade. Imidlertid havde politikommandøren forbudt, at varetægtsfangerne læste aviser. Men såfremt direktoratet kun-ne godkende det, ville han forsøge at skaffe fx to ugeblade til hver af stu-erne (i alt ca. 400 blade) for lejrens regning, idet han ikke havde tilstræk-keligt kontorpersonale til at lade fangerne selv købe ugebladene.288

Denne udveksling af synspunker er fuldstændig symptomatisk for de to parters positioner – også i tiden herefter: Direktoratet, som var under pres fra såvel det politiske system som fangerne og disses pårørende og ad-vokater, pressede med jævne mellemrum på for at få Gjerstrup til at følge de formelle retningslinjer – eller i hvert fald de retningslinjer (i realiteten lettelser), som man hen ad vejen fik etableret i fængselsvæsenets øvrige in-stitutioner. Således meddelte direktoratet i december 1946, at der nu var overensstemmelse i behandlingen af almindelige kriminelle varetægtsfan-ger og landssvigere i såvel Københavns fængsler som på Sundholm og i Herstedvester, og man mente, at tiden nu var inde til, at Gjerstrup gjorde ligeså. Men inspektøren i Fårhuslejren, som pukkede på de særlige fysiske forhold i Fårhuslejren og formentlig tillige lukrerede på den geografiske afstand til København, holdt stejlt på sit og udkæmpede en lang række af-værgeslag. 289 Og det lykkedes faktisk for den lejlighedsvis nærmest opsæt-sige Gjerstrup at forhale sagen i mere end to år – helt frem til februar 1948, hvor problemet løste sig selv i og med, at de sidste varetægtsfanger for-svandt fra lejren. Denne forventelige løsning på problemet anvendte Gjer-strup i øvrigt til sidst som et argument over for direktoratet for ikke at gøre noget! Naturligvis imødekom Gjerstrup under hele dette forløb i vid udstræk-ning direktoratet, men aldrig fuldt ud eller betingelsesløst. Man får et præ-cist indtryk af Gjerstrups argumenter – og i øvrigt også en kort kronologisk sagsfremstilling –i et svar til højesteretssagfører Gert Jensen, København, som i januar 1947 havde henvendt sig til direktoratet på sin klients veg-ne for at klage over de manglende varetægtsrettigheder i Fårhuslejren. Di-rektoratet videresendte naturligvis klagen til udtalelse hos Gjerstrup, som svarede: „Idet jeg henviser til de cirkulæreskrivelser vedrørende varetægtsfan-gernes behandling, der er tilstillet hr. højesteretssagføreren fra Direktora-tet fra Fængselsvæsenet, skal jeg for Fårhuslejrens vedkommende knytte nedennævnte bemærkninger til spørgsmålet om afvigelser fra de alminde-lige regler om varetægtsfanger: I august 1945 befandt der sig i lejren ca. 2.800 varetægtsfanger foruden ca. 200 allierede fanger. Fangetallet har siden været jævnt dalende og be-står i dag [den 31. januar 1947] af 1.300 strafafsonere, 30 fremmedlovs-

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

179

fanger og 265 varetægtsfanger. Det er klart, at det store belæg i begyndel-sen for Fårhuslejrens vedkommende gjorde det vanskeligt at give specielt fangerne her de almindelige varetægtsrettigheder, og jeg kan anføre, at de i begyndelsen kun måtte afsende ét brev hver måned, måtte modtage én pakke om måneden, hvori dog kun måtte være toiletsager, beklædnings-genstande, tobak og underholdningsspil (skak m.v.), men ikke nydelses-midler af nogen art. Besøg blev givet, når de pågældende politimestre hav-de tilladt det, men normalt blev der kun givet ét besøg hver anden måned. Læsestof måtte ikke tilsendes, men lejren havde til gengæld et ret stort bib-liotek, der blev stillet til rådighed for fangerne. Den 8.10.45 indførtes brevtilladelse for varetægtsfanger to gange må-nedlig, og dette gælder endnu. Jeg skal dog tilføje, at der altid har været givet tilladelse til at skrive ekstrabreve i ret stort omfang, navnlig når det gjaldt fangernes forretningssager. Samtidig udvidedes det tilladte indhold af pakkerne, således at der måtte medsendes frugt. Kort efter nytår 1946 udvidedes denne tilladelse, således at der yderligere kunne medsendes chokolade, bolcher og småkager, og efter ansøgning i hvert enkelt tilfælde tillodes tilsendelse af fagbøger og tekniske tidsskrifter m.v. Allerede i løbet af efteråret 1945 var besøgsordningen således organise-ret, at hyppigheden af besøg kunne forøges, og siden omkring julen 1945 har der været givet varetægtsfangerne besøgstilladelse hver 14. dag. Med hensyn til arbejde kan jeg oplyse, at det i den tid, fængselsvæsenet har haft ansvaret i lejren, ikke har været nogen pligt for varetægtsfanger at arbejde. Enhver, der ikke ønskede at arbejde, kunne blive fritaget der-for, og det har altid været således, at der har været flere varetægtsfanger, der har ønsket arbejde, end der har været arbejde til. Der blev ikke ydet arbejdsdusør til varetægtsfanger før d. 1.12.46, men til gengæld har va-retægtsfangerne, som det ellers er normalt, ikke selv betalt frimærker til deres privatbreve eller de aviser og ugeblade, der har været fremlagt på stu-erne. Når en fange overgår fra varetægt til strafafsoning, fratages han alle sine private ejendele og iklædes lejrens tøj. Han fratages tilladelsen til at ryge, til at modtage noget som helst hjemmefra ud over breve, og fristerne vedrørende brevveksling forlænges. Besøg gives kun hver tredje måned, og der er pålagt fangerne arbejdspligt m.m. Både jeg og fangerne føler, at der er en væsensforskel mellem at være varetægtsfange og strafafsoner i Får-huslejren, og det har altid været sådan, at fangerne i almindelighed forsøg-te alle mulige undskyldninger for at trække det tidspunkt ud, på hvilket de skulle overgå til strafafsoning. Dette synspunkt har i den sidste tid til en vis grad ændret sig under hensyn til, at indstilling om prøveløsladelse ikke kan ske, forinden fangen er overgået til strafafsoning .“290 Og dermed har Gjerstrup gelejdet os videre til strafafsonernes forhold.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

180

StrafafsonerneSom udgangspunkt for behandlingen af strafafsonere gjaldt Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Fængselsstraf i Statsfængsel af 30. December 1932.

Hovedpunkter i anordningen af 1932• Fængsel i over seks måneder udstås i statsfængsel […].• Under forsæde af inspektøren afholdes mindst en gang om må-

neden Funktionærmøde. I møderne deltager viceinspektør, fæng-selspræst, arbejdsleder, lærere og forsorgssekretærer, bogholder, den ordinerede medhjælper samt overbetjenten af 1. grad. In-spektøren kan endvidere, når det skønnes af betydning, tilkalde fængselslægen og andre funktionærer til deltagelse i møderne. På møderne drøftes de enkelte fangers forhold, herunder spørgs-mål om oprykning, fangernes opførsel og flid ved arbejde og un-dervisning. Om bedømmelse af disse forhold tilføres der fangens stamrulle fornøden oplysning. Endvidere drøftes spørgsmålet om fangers løsladelse på prøve og om de foranstaltninger, der bør træffes i anledning af forestående løsladelser. Endelig kan ethvert spørgsmål vedrørende fangernes behandling, deres beskæftigel-se, undervisning eller sjælesorg samt forsorgsarbejdet gøres til genstand for forhandling. Over forhandlingerne ved mødet føres en protokol, og ethvert medlem er berettiget til at fordre sin afvi-gende mening angående en sag, der har været behandlet, tilført protokollen. Denne bliver at fremlægge direktøren for fængsels-væsenet, når samme på embedsvegne tilser fængslet.

• Straffen fuldbyrdes i enrum eller i fællesskab efter følgende reg-ler: Overstiger straffen ikke to år, fyldbyrdes den i enrum, med-mindre dette anses for skadeligt for fangens legemlige eller ån-delige sundhed eller af særlige grunde skønnes ikke at være hensigtsmæssigt […]. Overstiger straffen to år, fyldbyrdes den i almindelighed i fællesskab […].

• Fangen er pligtig at udføre det ham pålagte arbejde med flid og nøjagtighed. Han skal bære den af direktøren for fængselsvæse-net anordnede fangedragt. Han skal afholde sig fra enhver for-bindelse med fanger, som han ikke er i fællesskab med, og må ikke, ud over hvad nærværende anordning hjemler, have forbin-delse med personer, der ikke er knyttet til fængslet […].

• Bad gives fangen mindst hver 14. dag. Klipning og barbering fin-der sted efter nærmere af direktøren for fængselsvæsenet fast-satte regler.

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

181

• Dagsordenen for fangerne fastsættes af direktøren for fængsels-væsenet. Den daglige arbejdstid, fraregnet de til måltider og gårdture medgåede tidsrum, må ikke overstige 11 timer. Bortset fra nødvendig husgerning m.v. er der frihed for arbejde på søn- og helligdage samt fra kl. 12 på kongens fødselsdag og grund-lovsdag og fra kl. 14 juleaftensdag. Uden for arbejdstiden skal det, når der i øvrigt intet er til hinder derfor, efter inspektørens nærmere bestemmelse være fangerne tilladt at sysselsætte sig med deres daglige beskæftigelse, på søn- og helligdage dog ikke forinden gudstjenesten er endt.

• Det arbejde, hvormed fangerne sysselsættes, skal så vidt muligt være produktivt og af en sådan beskaffenhed, at det i passen-de grad lægger beslag på deres kræfter og opmærksomhed. Ved valg af arbejde til den enkelte fange tages, så vidt forholdene til-lader det, hensyn til hans evner, færdighed og mulighed for hans oplæring. Sidstnævnte hensyn tillægges der særlig betydning, hvor det drejer sig om unge fanger […].

• Med hensyn til arbejdspenge til fangerne gælder følgende regler: Ved fangernes sysselsættelse bør der så vidt muligt foreskrives et dagligt pligtarbejde, for hvis udførelse der godskrives dem en arbejdsdusør, der på straffens 1. stadium udgør 10 øre pr. dag og stiger, efterhånden som fangen gennemgår de foreskrevne sta-dier og klasser, dog at den ikke kan overstige 50 øre pr. dag. Nær-mere regler om dusørens størrelse fastsættes af Justitsministeriet […].

• Fangerne forplejes efter et af Justitsministeriet udfærdiget reg-lement. De må ikke derudover til forplejning forskaffe sig eller modtage andet end, hvad nærværende anordning hjemler.

• Fanger, der ikke har arbejde i fri luft, skal, for så vidt helbreds-hensyn eller vejrlig ikke forbyder det, daglig have mindst to hal-ve timers ophold i fri luft. Denne regel gælder også fanger, som hensidder i strafcelle.

• I sygdomstilfælde behandles fangen efter fængselslægens anvis-ning og er pligtig at holde sig de af denne givne foreskrifter efter-rettelig […]. Er fangens sygdom af alvorlig art, bliver hans nær-meste så vidt muligt at underrette.

• Til fanger, der hører til folkekirken, udleveres der ved indsættel-sen Det nye Testamente og den almindelige salmebog, medmin-dre fangen beder sig fritaget herfor. Fangerne skal have adgang til at deltage i den fælles gudstjeneste på søn- og helligdage. Fan-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

182

ger, der hører til et anerkendt trossamfund uden for folkekirken, er berettiget til at være i besiddelse af de inden for deres trossam-fund brugelige andagtsbøger og andre ved deres religions ud-øvelse almindelige genstande, for så vidt det er foreneligt med fængselsordenen. Inspektøren kan tillade dem at modtage besøg af en til deres trossamfund hørende præst […].

• Alle fanger under 25 år samt fanger under 30 år, der ikke tidli-gere to eller flere gange har udstået fængselsstraf i statsfængsel, er pligtige at deltage i den anordnede skoleundervisning […].

• I gymnastikundervisningen skal enhver fange, så længe han ikke er fyldt 30 år, ordentligt deltage, medmindre hans helbredstil-stand er til hinder derfor […]. De nærmere regler angående un-dervisning fastsættes af direktøren for fængselsvæsenet.

• Fangen har adgang til udlån af bøger fra fængslets bogsamling efter nærmere af Justitsministeriet fastsatte regler. Ved disse træffes tillige bestemmelse om fangernes adgang til for deres arbejdsfortjeneste at indkøbe bøger af belærende indhold, tids-skrifter og uge- eller dagblade.

• Hver 3. måned samt ved oprykning i højere klasse gives der fan-gen en særskilt bedømmelse for opførsel og flid ved arbejde og undervisning. Ved løsladelsen gives en almindelig bedømmelse af fangen.

• Fangerne har efter de derom af Justitsministeriet nærmere fast-satte regler adgang til at brevveksle med deres nærmeste slægt-ninge og andre dem nærtstående personer. Når omstændighe-derne taler derfor, kan inspektøren indrømme lempelser i disse regler […]. Brevveksling med enkelte bestemte personer, også af fangens pårørende, kan inspektøren forbyde, når han på grund af særlige omstændigheder finder det påkrævet.

• Brevpapir og konvolut udleveres af fængslet og må ikke være forsynet med noget stempel eller mærke, hvoraf det fremgår, at brevskriveren er fange. Breve fra og til fangerne gennemlæ-ses inden udleveringen eller afsendelsen. For så vidt et af fangen skrevet brev ikke findes egnet til afsendelse, kan det tilbagehol-des af inspektøren, hvorom fangen i så fald underrettes. Tilsend-te breve, som ikke skønnes egnet til udlevering, kan ligeledes til-bageholdes eller tilbagesendes afsenderen […].

• Fangerne har efter de derom af Justitsministeriet nærmere fast-satte regler ret til at modtage besøg af deres nærmeste slægtnin-ge. Inspektøren kan endvidere tillade fangerne at modtage besøg

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

183

af andre dem nærstående personer. Når omstændighederne taler derfor, kan inspektøren indrømme lempelser i de angivne regler. Besøg af enkelte bestemte personer, også af fangens pårørende, kan inspektøren forbyde, når han på grund af særlige omstæn-digheder finder det påkrævet […]. Besøg skal foregå i overvæ-relse af en af fængslets funktionærer og i et særligt dertil bestemt lokale.

• Fangerne har adgang til at få fængslets inspektør og øvrige over-ordnede tjenestemænd i tale efter de derom nærmere fastsatte regler. Fangerne kan begære sig fremstillet for direktøren for fængselsvæsenet, når denne på embeds vegne er til stede i fængs-let […].

• Bliver fængslet bekendt med begivenheder, der er af væsentlig betydning for en fanges private forhold, skal han snarest muligt have meddelelse derom.

• Straffen fuldbyrdes efter et fremadskridende system gennem tre stadier: 1. stadium (begyndelsesstadiet). 2. stadium (det almin-delige stadium). 3. stadium: (overgangs- og slutningsstadiet). Det almindelige stadium er delt i fire klasser. […].

• Fangen har ingen ret til at blive oprykket […], men hans opryk-ning er betinget af, at hans flid ved arbejde og undervisning har været tilfredsstillende […]. Bestemmelse om oprykning træffes af funktionærmødet.

• Inden for de ovennævnte stadier og klasser fuldbyrdes straffen efter et fremadskridende system, således at der efterhånden tilstås fangerne forhøjelse af arbejdsdusører, tilladelse til brevskriv-ning og modtagelse af besøg, til at overvære foredrag, koncerter og anden underholdning, tilladelse til at få udleveret ur, køb af skråtobak eller røgtobak, til at anskaffe sig bøger og tidsskrifter af fagligt og teknisk indhold, eventuelt tillige for deres arbejds-fortjeneste at indkøbe enkelte ugeblade og, i den sidste del af straffetiden, dagblade; endvidere tilladelse til at udsmykke deres opholdsrum med fotografier, billeder og lignende samt endelig adgang til fritidsbeskæftigelse – foruden ved læsning – ved hus-flid, brætspil, sang og musik, gymnastik og idrætsøvelser […].

• Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst ni måneder, er ud-stået, afgør justitsministeren efter indstilling fra anstaltens sty-relse, om fangen skal løslades på prøve […].

• Det påhviler inspektøren senest fire uger forinden det tidspunkt, da fangen i medfør af foranstående kan løslades på prøve, at gøre

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

184

indstilling angående spørgsmålet til direktøren for fængselsvæ-senet […].

• Over for fanger, som gør sig skyldige i brud på orden og disci-plin, kan – foruden advarsel – følgende disciplinærstraffe bringes til anvendelse […]: 1. Udelukkelse fra begunstigelser, som i hen-hold til nærværende anordning med tilhørende reglementer kan tilstås fanger, hvis forhold er tilfredsstillende, såsom nedsættel-se i lavere klasse. 2. Kostindskrænkning indtil 15 dage; hvis den består i, at der kun gives fangen vand og brød, kan den dog kun anvendes over for personer over 18 år. 3. Udelukkelse fra arbejde indtil 14 dage. 4. Hensættelse i strafcelle indtil tre måneder. 5. Udelukkelse fra arbejdsgodtgørelse […]. Kostindskrænkningen kan kun anvendes, når det efter indhentet lægeerklæring må an-tages at kunne ske uden skade for fangens legemlige og åndelige sundhed. Består kostindskrænkningen i, at der kun gives fangen vand og brød, skal der efter hver tre dage være en dags mellem-frist uden kostindskrænkning […] Flere disciplinærstraffe kan anvendes i forening. Den disciplinære straffemyndighed udøves af fængslets inspektør.

• Et af Justitsministeriet godkendt uddrag af denne anordning […] skal findes i ethvert lokale, der anvendes til ophold om da-gen for fanger.291

Ganske som anordningen vedrørende varetægtsfanger rummede mulig-hed for ‘arrestinspektørens’ fortolkninger, således levnede også anordnin-gen vedrørende fuldbyrdelse af straf ganske megen indflydelse til fængsels-inspektøren. Men i hvilket omfang fulgte man den eksisterende anordning fra 1932, da man i sommeren 1945 stod over for at skulle håndtere de man-ge landssvigere, som skulle afsone? En cirkulæreskrivelse fra den 9. august 1945 gav midlertidige bestem-melser, indtil „de nærmere regler for strafudståelsen er fastsat ved kgl. an-ordning“. Hvad angik spørgsmålet om afsoningssted, var det, som tidli-gere fremgået, direktøren for fængselsvæsenet, som i hvert enkelt tilfælde skulle træffe bestemmelse herom. Og hvad angik behandlingen af afsone-re, skulle de eksisterende regler, dvs. anordningen fra 1932, anvendes – dog med følgende undtagelser: Afsoningen skulle i almindelighed fuldbyrdes i fællesskab, der blev indtil videre ikke udbetalt arbejdspenge, fangen kunne skrive et brev ved afsoningens påbegyndelse og herefter afsende et brev hver 6. uge. Fangen kunne modtage et brev hver 3. uge, og indtil videre måtte fangen ikke få besøg.292

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

185

Den 6. november 1945 lempede en ny cirkulæreskrivelse på forholdene. Nu skulle der udbetales 20 øre i arbejdspenge pr. dag, og fangerne måtte modtage et besøg hver 3. måned.293

I februar 1946 blev der lempet yderligere, idet arbejdspengene, også kal-det arbejdsdusøren, nu efter tre måneder kunne sættes op til 30 øre pr. dag, ligesom fangerne efter tre måneders afsoning måtte skrive et brev hver 3. uge og modtage brev hver 14. dag.294

Hegnet om Fårhuslejren fra sydporten mod vest. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

186

Ny anordning for fuldbyrdelse af strafNetop i februar 1946 nedsatte man det tidligere omtalte udvalg, som skul-le udarbejde forslag til en kgl. anordning angående behandling af fanger idømt fængselsstraf efter straffelovstillægget og kritisk gennemgå den gæl-dende anordning angående fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel, dvs. anordningen fra 1932. Udvalgets formand var direktør Tetens og de menige medlemmer var bl.a. vicedirekør Hye-Knudsen, fængselsinspek-tørerne Cai Jensen (Københavns Fængsler), K. Borgschmidt (Horsens), A. Worm (Sundholm), Aude-Hansen (Møgelkær), overlæge ved psykopatan-stalterne i Herstedvester G.K. Stürup samt statsadvokat Thorkild Roep-storff, dommer i Københavns byret Povl Hermann, politiinspektør i Kø-benhavns Politi O.H. Krenchel, professor Stephan Hurwitz, formand for Dansk Fængselsforbund A.C. Petersen og formand for Dansk Fængsels- og Arrestforening, fængselsforvalter H. Horsnæs.295 Om man skal lægge no-get i, at Gjerstrup, som jo dog var inspektør ved den største af de særlige straffelejre, ikke var udpeget til udvalget, kan være vanskeligt at afgøre. Han måtte så gøre sin indflydelse gældende i det særlige forum eller udvalg for inspektørerne ved de nye straffelejre, som direktoratet nedsatte i (efter alt at dømme) november 1945. Ved disse møder, hvor direktøren og vicedirektøren præsiderede, drøf-tede man de specielle problemer i de nye lejre, herunder fangebehandlin-gen. Dette forum befattede sig ikke med politik, men snarere med, hvordan denne kunne udmøntes helt konkret, og hvordan man kunne koordinere og få disciplinære retningslinjer samt administrative procedurer til at fun-gere. 296 Der var således en lige linje fra beslutningerne på disse møder til helt konkrete ‘meddelelser’, som Gjerstrup bekendtgjorde i Fårhuslejren. Som disse fra den 15. oktober 1946, der lader os se ind bag pigtråden:

„Der træffes herved følgende bestemmelser for sengeredning: Til hver seng hører en madras med påsyet eller løs skråpude, et vattæp-pe og et uldtæppe (eller tre uldtæpper) og to lagener. Når fangerne bliver mønstret op, lægges tæpperne sammen og anbringes i fodenden af sengen, således at vattæppet anbringes ne-derst, derefter lægges lagnerne sammen og lægges oven på vattæp-pet og øverst lægges uldtæpperne. Dette skal være tilendebragt se-nest kl. 7.30. Sengeredning til natten må først foregå efter kl. 20. Det er tilladt at ligge på sengen i middagsstunden, men tæpperne skal senest kl. 13.30 være anbragt som ovenfor anført.“297

„På given foranledning indskærpes bestemmelserne vedrørende

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

187

færdsel uden for barakkerne samt om fangernes forhold i spisesa-len. Det tilføjes, at der vil blive skredet hårdt ind mod overtrædel-ser af disse bestemmelser.

1. Gårdturene skal – dog ikke for de enkelte fanger, der er frita-get derfra af lægen – foregå under kommando og i rask og livlig tempo. Fangerne må ikke have hænderne i lommerne, og tavs-hed er påbudt.

2. Ved transport til og fra spisning, til og fra arbejde og i det hele taget altid, når fangerne føres flere ad gangen uden for barak-ken, skal de føres under kommando og i marchtempo. Fangerne må ikke have hænderne i lommerne, og tavshed er påbudt. Dette gælder også, når der ventes i kolonne, bl.a. ved spisesalen.

3. I spisesalen skal der være ro. Det er fangerne, der sidder ved samme bord, tilladt at føre dæmpet tale, medens al højrøstet tale samt al tale fra bord til bord er absolut forbudt.“298

Og senere på dagen:

„I tilslutning til ovenstående meddelelse indskærpes det personalet, at ved march, såvel til arbejdspladsen som til spisesal m.v., skal det led-sagende personale fordele sig på begge sider langs hele holdet, således at én betjent marcherer på venstre fløj og én betjent i bageste række på højre side, og eventuelle andre med passende mellemrum. Når fangerne har indtaget deres pladser i spisesalen, fordeler per-sonalet sig således, at hele spisesalen er under opsyn. Vagtmesteren i lejren eller dennes stedfortrædende overbetjent skal være til stede i spi-sesalen, når fangerne spiser. Som det fremgår af foranstående skal disse bestemmelser overhol-des, og det er derfor nødvendigt, at personalet er agtpågivent, påtaler overtrædelser og i grovere tilfælde indberetter disse. NB: Ved fremstilling i K2 [for fængselsinspektøren] skal fanger-ne opstilles med ansigterne mod væggen, enhver form for samtale er forbudt, og fangerne skal tilbageføres så hurtigt, som det er mu-ligt efter endt fremstilling. Det er forbudt at gå på græsplænerne såvel ved dag som ved nat.“299

Tilsvarende meddelelser viser, at fangernes dagligdag var lagt i særdeles faste rammer, både mht. arbejdsliv og fritid. Intet fænomen synes for ube-tydeligt til at afføde en meddelelse fra fængselsinspektøren. Ikke desto mindre var tendensen i behandlingen af afsonerne klar: Den

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

188

blev stadig mere lempelig, godt hjulpet af et dalende fangetal, som gav den fornødne plads til forbedringer. En midlertidig (fange)barakbestemmelse fra april 1947 er illustrativ for denne udvikling. Man havde foretaget æn-dringer, hvorefter stuerne 11 og 13 skulle tjene som spise- og opholdsstue, stue 3 som skrive- og læsestue, og stuerne 7 og 9 som hidtil som skole- og læsestue. De øvrige stuer i barakken skulle tjene som belægningsstuer for barakkens indsatte. Indlukningen til spisning foregik stuevis, og der skul-le være ro under måltiderne. Ingen af fangerne måtte rejse sig fra bordet, før overbetjenten havde givet ordre hertil. Efter endt spisning begav samt-lige fanger, med undtagelse af ‘rengøringsfangerne’, sig til belægningsstu-erne. Med undtagelse af rengøringsfangerne havde ingen fanger adgang til andet end belægningsstuerne førend efter aftenspisningen, og til spisestu-en til morgen- og til middagsmåltidet. Efter aftensmaden begav samtlige fanger sig ligeledes direkte fra spise-stuen til belægningsstuerne. Efter endt oprydning på spisestuen blev fan-gerne stuevis lukket ind i opholds-, husflids- eller skrivestuerne. På skri-ve- og læsestuen skulle der være ubetinget ro. På opholdsstuen, derimod, måtte der føres almindelig samtale samt spilles med de udleverede bræt-spil. Dørene til belægningsstuerne skulle være låsede, og personalet til-kaldes på sædvanlig måde. Dørene til opholds-, husflids-, læse- og skrive-stuerne måtte, når der var adgang til disse, være uaflåsede, men fangerne skulle almindeligvis forblive på den stue, hvortil de var kommet, hele afte-nen og måtte kun med den vagthavende betjents samtykke skifte opholds-sted. Ligeledes måtte fangerne ikke gå på toilettet eller i vaskerummet uden tilladelse fra den vagthavende betjent. Umiddelbart før afmønstring kl. 21.00 blev de forskellige opholds- og læsestuer lukket, og fangerne fik adgang til toiletterne. På søn- og helligdage måtte fangerne efter de samme retningslinjer be-nytte stuerne såvel formiddag som eftermiddag.300

Den 10. maj 1947 blev Kongelig anordning angående fuldbyrdelse af fængselsstraf for personer, dømt efter lov nr. 259 af 1. juni om tillæg til bor-gerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed underskrevet af kongen – med henblik på ikrafttrædelse den 1. juni. An-ordningen, som var resultatet af det tidligere nævnte udvalgsarbejde, side-stillede stort set landssvigerne med almindelige kriminelle afsonere, idet anordningen for landssvigerne blot blev formuleret som to afvigelser i for-hold til en samtidig vedtaget Kongelig anordning af 10. maj 1947 angående fuldbyrdelse af fængselsstraf i statsfængsel: nemlig i § 2, hvor det hed, at „Straffen kan afsones i særlige fængsler eller fængselsafdelinger, der be-nævnes straffelejre“, og i § 38 hvor det hed, at „når to tredjedele af straffeti-den, dog mindst eet år, er udstået, afgør justitsministeren efter indstilling af anstaltens styrelse, om fangen skal løslades på prøve“. For de alminde-

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

189

lige kriminelle afsonere skulle kun mindst ni måneder være udstået, før en prøveløsladelse kunne komme på tale.301

Med den nye anordning blev det resocialiserende og opdragende sigte med strafafsoningen fastslået. Det hed således, at

• der ved fangernes fordeling mellem de forskellige anstalter tages hensyn til alder, kriminel fortid og forbrydelsens art samt eg-nethed for beskæftigelse, uddannelse og anbringelse under friere former. […] De enkelte anstalter indrettes med særligt henblik herpå […].

• Tillige gives der [på funktionærmøderne] ved løsladelsen en samlet og så vidt muligt motiveret udtalelse om fangen og hans forventede muligheder for fremtidig tilpasning i samfundet. Endvidere drøftes spørgsmål om fangernes overgang til det al-mindelige stadium og slutningsstadiet og om deres overførelse til friere fængselsafdelinger, om løsladelse på prøve og om de for-anstaltninger, der bør træffes i anledning af forestående løsladel-ser. […]

• Fangerne skal behandles med fasthed og alvor og således, at man søger at fremme deres mulighed for tilpasning i samfundet.

• Ved valg af arbejde til den enkelte fange tages, så vidt forholdene tillader det, hensyn til hans evner, færdighed og mulighed for hans oplæring og beskæftigelse efter løsladelsen. De sidstnævnte hensyn tillægges der særlig betydning, hvor det drejer sig om unge fanger […].

• For tilsendte eller medbragte penge kan i almindelighed intet anskaffes til brug i fængslet. Det kan dog undtagelsesvis af an-staltens leder tillades en fange i begrænset omfang at anvende sådanne midler til indkøb af genstande, som skønnes at være til gavn og varig nytte for fangen, f.eks. belærende bøger […].

• Fanger er pligtige til at deltage i undervisning i det omfang, det bestemmes af direktøren for fængselsvæsenet. Undervisningen skal så vidt muligt lægges til rette under hensyn til fangernes ud-viklingstrin og med deres fremtid for øje. […]

• De for det almindelige stadium gældende regler med hensyn til fangernes adgang til brevveksling, modtagelse af besøg, overvæ-relse af foredrag, koncerter og anden underholdning, til at have visse genstande udleveret, til af sine arbejdspenge at købe en-kelte nydelsesmidler eller genstande, der kan være til gavn eller sund adspredelse for ham, fastsættes ud fra det synspunkt, at op-holdet skal have en opdragende karakter, og som en opmuntring til flid og god opførsel […].

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

190

Ud over disse elementer med resocialiserende og opdragende sigte inde-holdt den nye anordning en række lempelser, eller muligheder for lem-pelser, i forhold til anordningen fra 1932. Fx måtte arbejdsdagen nu ikke i almindelighed overstige ni timer mod 11 timer i den tidligere anordning, og „hvor forholdene ikke er til hinder derfor, kan der gives tilladelse til, at fangerne under besøg er iført eget tøj“. På slutningsstadiet kunne der også bevilges fangerne udvidede rettigheder og begunstigelser „for at lette dem overgangen til det frie liv“, fx adgang til at læse aviser.302

ReglementseksercitsSom nævnt skulle den nye anordning træde i kraft den 1. juni 1947, dog kunne anordningens regler i en overgangtid på tre måneder tillempes i det omfang, som overgangen fra de hidtil gældende regler gjorde ønskelig.

Den 4. juni 1947 blev der afholdt et møde i direktoratet, hvor samtlige fængselsinspektører samt overlæge Stürup deltog. Eneste punkt på dagsor-denen var de netop vedtagne anordninger for straffuldbyrdelse, og direk-tøren lagde de tilstedeværende på sinde, at den nye anordning ikke alene medførte en gennemførelse af dens detailbestemmelser, men også at hele fængselsvæsenet gennemførte „en fornyelse af den ånd, der bør herske i et fængsel“. Derfor måt-te inspektørerne sørge for, at personalet blev gjort bekendt med og undervist i de nye be-stemmelser og ikke mindst den fornyelse, disse burde medføre i fangebehandlin-gen. Den gældende instruks for fæng-selsbetjentene hav-de efter direktørens mening allerede længe været foræl-det, og den måtte nu afløses af en mere tidssvarende – som han bad fæng-selsinspek tører-ne Worm og Aude Hansen om at ud-arbejde forslag til.

KA

PITEL 8 REG

ULA

TIVER FO

R VAR

ETÆG

T O

G A

FSON

ING

191

Fængselsdirektøren fremhævede videre betydningen af, at der blev gennemført ensartede detailbestemmelser ved de enkelte anstalter, for så vidt angik fangernes rettigheder og begunstigelser efter det Reglement for fanger i statsfængsel af 10. maj 1947, som var blevet fastsat i medfør af an-ordningen for fuldbyrdelse af straf af samme dato. Og man gennemgik herefter et forslag, som med baggrund i det nye reglement var udarbejdet af fængselsinspektørerne. Det vil føre for vidt at gengive de meget grun-dige, detaljerede og systematiske drøftelser, men inspektør Gjerstrup mar-kerede sig kun på to punkter: I forbindelse med en drøftelse af, hvilke avi-ser fangerne på slutningsstadiet burde have lov til at abonnere på, pegede Gjerstrup på, at det i Fårhuslejren ikke kunne undgås, at fanger på det al-mindelige stadium også fik adgang til disse aviser. Efter en længere diskus-sion blev man enige om, at der burde fremlægges aviser på alle fælles læse-stuer. Også i spørgsmålet om undervisning ytrede Gjerstrup sig, fordi han sammen med inspektørerne Rafael og Aude Hansen havde fået i opdrag at redegøre for undervisningen i henholdsvis Fårhuslejren, Kragskovhede og Møgelkær.303

På baggrund af drøftelserne fastsatte direktøren den 16. juni følgende præciseringer til det nye reglement:

• Fangen kan købe for 50 øre skråtobak pr. uge, såfremt special-pakninger kan fremskaffes, og i modsat fald en pakke skrå, der for tiden koster 65 øre.

• Der udleveres til hver fange en kalender, fremstillet i statsfængs-let i Nyborg.

• Der udleveres under hele fængselsopholdet til brug i fritiden til hver fange skrivehæfte og blyant efter behov inden for rimelige grænser.

• Besøgstiden fastsættes i almindelighed til en halv time, dog at der, når den besøgende kommer tilrejsende langvejs fra, gives noget længere besøg.

• Fangen har adgang til at låne mindst én bog ugentligt fra anstal-tens bogsamling.

• Anstaltens leder kan tillade, at fangen af sine egne toiletgenstan-de får udleveret tandbørste, kam, hårbørste, barberkost, barber-maskine, neglerenser og neglebørste, såfremt disse genstande er medbragt af fangen ved indsættelsen i anstalten.

• Anstaltens leder kan tillade, at fangen køber de forannævnte to-iletgenstande tillige med barberblade, barbermaskine og tand-børste.

• Det tillades hver fange at købe 50 g. shagtobak [pibetobak] eller 10 cerutter ugentligt. Det tillades dog kvindelige fanger at købe

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

192

cigaretter. Det tillades ikke fangen at have udleveret medbragte eller tilsendte piber.

• Fangen har ud over tidsskrifter af fagligt og teknisk indhold ad-gang til at købe følgende blade: Hus og Hjem, Landet, Idrætsbla-det og andre specielle sportsblade, Viking, Kryds og Tværs Bladet og Frit Danmark.

• Fangen kan købe frugt, honning, kiks, lakrids, marmelade eller bolcher for indtil 50 øre ugentlig, såfremt sådant kan skaffes.304

De nye rettigheder og lempelser blev kundgjort i Fårhuslejren gennem ‘meddelelser’ fra Gjerstrup, fx viede han straks de mange herlige lempelser på rygeområdet en særskilt og meget detaljeret ‘meddelelse’.305

Det kan synes helt absurd, at ovennævnte forhold, som for udenforstå-ende forekommer at være de rene bagateller, kunne optage så megen tid og energi, men i den lukkede og gennemregulerede fængselsverden var de af største vigtighed. Det illustrerer en brevveksling mellem inspektøren fra statsfængslet i Vridsløselille og Gjerstrup. Den 10. oktober 1947 tilskrev førstnævnte sine inspektørkolleger: „Da jeg anser det for rigtigt, at der ved de enkelte anstalter følges no-genlunde de samme regler ved udlevering af de medbragte og tilsendte genstande, skal jeg tillade mig at forespørge, hvilke regler man følger på den Dem underlagte anstalt, navnlig vil jeg gerne vide, hvilke genstande der udleveres til fanger på mellem- og slutstadiet. Af ting, der er særlig ef-terspurgt, kan nævnes fyldepenne, pencils, musikinstrumenter og piber. En del andre fanger, der er kommet her, har over for mig givet udtryk for, at de på andre anstalter har fået udleveret deres medbragte piber. Jeg vil være taknemlig for at modtage svar på denne henvendelse sna-rest muligt. Desværre blev der ved sidste inspektørmøde ikke lejlighed til at drøfte dette spørgsmål.“306

Gjerstrups svar var indgående og samvittighedsfuldt, ja, nærmest en veloplagt eksercits i anordninger og reglementer: „I anledning af hr. inspektørens skrivelse af 10. ds. vedrørende spørgs-målet om, hvilke regler man her følger med hensyn til udlevering af med-bragte og tilsendte genstande, tillader jeg mig at oplyse, at jeg meget nøje følger de retningslinjer, der blev drøftet på inspektørmødet, så vidt jeg hu-sker, den 4. juni d.å. i direktoratet, og som til dels har fundet udtryk i di-rektoratets skrivelse af 14. juni 1947. Medbragte og tilsendte genstande kan efter min mening kun udleveres jfr. reglementets § 1, stk 3, vielses- eller forlovelsesring, ur samt enkelte fo-tografier og § 1, stk 8, de i ovennævnte skrivelse af 14/7-1947 anførte egne toiletgenstande. Herudover findes intet positivt nævnt med undtagelse af, at det i sam-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-G

ENER

ALEN

KRYSSIN

G

193

me skrivelse ad reglementets § 2, nr. 2b udtrykkeligt står, at det ikke kan tillades fangerne at have medbragte eller tilsendte piber. Hvis der ud over det nævnte kan blive tale om udlevering af medbragte og tilsendte genstande, må det vel være i henhold til anordningens § 21, stk. 2, det sker. Disse bestemmelser forekommer mig at være yderst begrænsede, og jeg har indtil i dag kun i et ganske enkelt tilfælde tilladt en fange, der ved sin anholdelse var blevet afbrudt i et højere studium, at få udleveret medbragte og tilsendte kostbare bøger vedrørende dette studium. Fyldepenne, pencils, musikinstrumenter m.v. udleverer jeg aldrig til fangerne selv. Vi har et lille orkester, og deres musikinstrumenter opbevares i skolelokalerne og benyttes af dem under tilsyn af lærerne på øvelsesafte-nerne, hvor de skal indøve musiknumre og sang, der skal være til bedste for alle fangerne ved koncerter. Fyldepenne er kun udleverede til få bestillinger, såsom i fangebogholderiet og depotet, men pennene opbevares på arbejds-stedet og må kun benyttes, når fangerne arbejder i anstaltens interesse. Jeg skal ikke nægte, at jeg har fået fanger overbragt fra mange forskel-lige anstalter, og at det har voldt mig megen bryderi, at bestemmelserne for udlevering af medbragte og tilsendte genstande ikke overholdes lige strengt alle steder. Jeg vil stadig forfægte det synspunkt, at det som altovervejende hoved-regel er forkert at udlevere medbragte og tilsendte genstande, idet man herved favoriserer den velhavende fange, og jeg ser derfor meget gerne, at hr. inspektøren foreslår foreningen [af fængselsinspektører], at vi på næste møde tager en grundig diskussion vedrørende dette spørgsmål.“307

Fangerettigheder, -pligter og –begunstigelser udgjorde en vigtig slag-mark i den lukkede fængselsverden, for såvel myndigheder, fængselsfunk-tionærer og fængselsledelse som for de indsatte og deres pårørende.

Fra fangekartoteket: SS-generalen Kryssing

En af de mest kendte danskere i Waffen-SS – og den som nåede den hø-jeste rang her af samtlige ikke-tyske tjenestgørende – var oberstløjtnant Christian Peter Kryssing, der endte som SS-Brigadeführer, svarende til generalmajor, med kommando over 7.000 mand.308 „Fangen har i den tid, han har været i kurvemageriet, været en rolig og høflig fange. Han skabte ro og respekt over for medfangerne. Fangen var meget kort for hovedet, når man henvendte sig til ham, men svarede høfligt og kort på det, man spurgte ham om. Han talte yderst sjældent med sine medfanger på arbejdssalen, men stod rolig ved sit arbejde, selv om med-fangerne henvendte sig til ham. Fangen er dog en meget stædig natur.“

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

194

Sådan lyder værkmester Mikkelsens bedømmelse af fange nr. 4121, Chr. Peter Kryssing, den 14. april 1948.309

Samme dag giver overbetjenten med ansvar for barak 14, hvor Krys-sing var indkvarteret, denne bedømmelse af ham: „Fangen hører til dem, man ikke mærker på en barak, og der har intet været at udsætte på hans opførsel her på B14. Fangen er en stærk person-lighed og militært korrekt i sin optræden. Han svarer ikke sine medfan-ger, medmindre de tiltaler ham med „De“ eller „hr. general“, og er i det store og hele en udpræget ener.“ Bedømmelserne flugter fint med det indtryk, offentligheden i almin-delighed har af Kryssing: en nationalkonservativ dansk officer, som i 1930’erne var i strid opposition til den radikale-socialdemokratiske for-svarpolitik, der betød nedskæringer i forsvarsudgifterne og dalende so-cial status for danske officerer. Tyskernes (næsten) kampløse besættelse af Danmark den 9. april 1940 var for Kryssing dråben, der fik bægeret til at flyde over. Så da det danske nazistparti DNSAP den 27. juni 1941 til-bød Kryssing chefposten for Frikorps Danmark, takkede han efter kort betænkningstid ja. På det tidspunkt var Kryssing, som ikke selv var na-zist, chef for 5. artilleriafdeling i Holbæk. At såvel Kryssings overord-nede, chefen for Sjællandske Division, som hærchefen general Prior tog stærk afstand fra både frikorpset og Kryssings beslutning, ændrede in-tet. Herefter forsøgte Kryssing, bl.a. gennem en tale i statsradiofonien, at lancere frikorpset som et upolitisk dansk korps, der var oprettet med den danske regerings billigelse. At frikorpset var upolitisk var imidlertid en ren fiktion, der vidner om Kryssings politiske naivitet. SS, som frikorpset blev formeret under, var i høj grad en nazistisk organisation, og korpset var DNSAP s ‘barn’. Udviklingen i efteråret og vinteren 1941 viste da også, at nok var SS gået ind på visse krav vedrørende Frikorps Danmarks status som en dansk enhed, men enheden var en SS-enhed, som skulle gennemgå den samme ideologiske skoling i den nazistiske verdensanskuelse som andre SS-en-heder. Det forsøgte Kryssing at modarbejde og gerådede derved i kon-flikt med DNSAP’s støtter i korpset (som var talrige og stærke). Hans traditionelle officersbaggrund og -stil passede heller ikke rigtig ind i Waffen-SS s begreber og idealer om, hvordan en dynamisk officer skulle omgås mandskabet. Enden på det hele blev, at korpset var på randen af et oprør mod chefen, og i februar 1942 greb SS ind og fjernede Kryssing til fordel for den stærkt nazistiske C. F. von Schalburg. Kryssing fortsatte imidlertid sin tjeneste i Waffen-SS, i Division Wiking, hvor han gjorde en strålende karriere. Begge hans sønner meldte sig også under fanerne i Waffen-SS og faldt på østfronten. Hustruen meldte sig til fronttjeneste i tysk Røde Kors og

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-G

ENER

ALEN

KRYSSIN

G

195blev hårdt såret. Det var altså en hårdt ramt Kryssing, som i februar 1946 vendte tilbage til Danmark efter et ophold i britisk krigsfangenskab. Den 55-årige Kryssing blev varetægtsfængslet den 16. februar 1946 og blev idømt otte års fængsel ved Københavns byret den 4. november 1946. Kryssing appellerede, og den 27. oktober 1947 nedsatte Østre Landsret straffen til fire års fængsel og rettighedstab i fem år. I februar 1948 blev Kryssing overført fra Vestre Fængsel i København til Fårhuslejren, og al-lerede den 12. april 1948 blev han benådet i henhold til kongelig resolu-tion af 10. april 1948. Ved denne lejlighed udfærdigede fængselsinspektør Gjerstrup den obligate bedømmelse af fangen og indførte denne i Kryssings fange-journal: „Stædig og militærgal og som sådan har han i og for sig væ-ret korrekt under strafafsoningen.“ Gjerstrup repeterer ovennævnte be-dømmelser fra arbejdspladsen og barakken, og slutter: „Han er ganske uforstående og uforbederlig.“ Med dette hentydede Gjerstrup til Krys-sings selvopfattelse, som Gjerstrup allerede i slutningen af februar 1948 viede en bedømmelse: „Gik i frikorpset, fordi han følte sig forrådt af den danske regering og befolkning den 9. april 1940. Siger, at han havde kun-net få næsten alle officerer med, hvis ikke DNSAP havde blandet sig. Kan

Kryssing i dansk officersuniform hilser på en civilklædt dansk frivillig ved Frikorps Dan-marks afrejse. Den civilklædte heiler, medens Kryssing, nærmest symbolsk, anvender den traditionelle militære honnør. Frihedsmuseet

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

196

ikke komme længere i tankegangen end dertil og vender ustandselig til-bage dertil. Siger samtidig, det var et kald at kæmpe mod kommunis-men, og at det var grunden til, at man kunne gå med besættelsesmagten. Siger, fængslet må lære ham noget, medens han er her. Kalder sig gene-ralmajor. Korresponderer ikke med hustruen, men hun skriver til ham. Er i øvrigt høflig og korrekt (militær). Ønsker ikke prøveløsladelse – vil sidde tiden ud.“ Det kom Kryssing altså ikke til, idet han blev benådet to år, før straffe-tiden udløb og godt et halvt år før tidspunktet for almindelig prøveløsla-delse. Tænkeligt skyldtes benådningen, at Kryssings forsvarer, forment-lig uden Kryssings vidende, havde indsendt et benådningsandragende til Justitsministeriet allerede i februar 1948. Dette andragende var årsagen til, at Kryssing – til sin egen store overraskelse og utilfredshed – ikke straks blev hensat til afsoning i Fårhuslejren, men indsat i lejren som va-retægtsfange. Kryssing formåede, som det fremgår af Gjerstrups bedømmelse af ham, at føle sig dybt uretfærdigt behandlet, men dog være en mønster-fange – hvilket var en ikke helt sædvanlig kombination. I begyndelsen var Kryssing ikke så glad ved sit arbejde i kurvemageriet, hvor han – til værkmester Mikkelsens fulde tilfredshed – var beskæftiget med at af-barke pil. Kryssing henvendte sig til værkmesteren og spurgte, om det ikke var muligt at få et arbejde, hvor han var mindre i fællesskab med de øvrige fanger end på den store arbejdssal. Men da værkmesteren få dage efter igen talte med Kryssing om arbejdet og foreslog ham at blive flyt-tet til fx nivelleringsholdet, gav han nu udtryk for tilfredhedshed med sit arbejde i kurvemageriet: han havde fundet sig godt til rette og fundet en-kelte (fortrinsvis ældre) fanger på barakken, som han kunne tale med. Begge overbetjente på barak 13 priste Kryssing som mønsterværdig i alle måder: Han var første mand på pladsen både ved gårdtur og arbejde, og der havde aldrig været anledning til påtale af nogen art. Hans beklæd-ning var sammenrullet på militær vis og anbragt på sin plads på gangen, og hele hans færden bar præg af, at han var militæruddannet. I fritiden opholdt han sig for det meste på belægningsstuerne, men var som nævnt på talefod med enkelte af sine ældre medfanger. Både på barakken og på arbejdspladsen var det de to overbetjentes indtryk, at Kryssings tilste-deværelse virkede beroligende på de øvrige fanger, og i en samtale, de havde haft med ham, havde han givet udtryk for sin foragt for nazismen og hvad dertil hørte. Han havde kun meldt sig til tjeneste i Waffen-SS på grund af sin militære uddannelse. Og de to overbetjente slutter deres lov-prisning af Kryssing således: „Trods sin manglende førlighed i det ene ben og at han benytter stok, har fangen hele tiden fulgt med i den almin-delige arbejdsrække og gårdtur, og selv om det er blevet ham tilbudt, øn-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-G

ENER

ALEN

KRYSSIN

G

197

sker han ikke at gå bag efter sammen med de øvrige i sygerække. Fangen ønsker at tage sin tørn på lige fod med sine medfanger. Med hele sin på-klædning er fangen et lysende eksempel for sine medfanger.“ Som det også fremgår af Gjerstrups karakteristik, vendte Kryssing uafladeligt tilbage til den uretfærdighed, han følte, der var overgået ham. Det ses bl.a. af overretssagfører Dragsteds (som blev Kryssings forsvarer under retssagen mod ham) „Frikorps Danmark og Forræderiloven“, der var udgivet som særtryk af Berlingske Aftenavis den 17. og 18. september 1945. Kryssings eksemplar, som beror i hans fangejournal, er indstreget og kommenteret med hans karakteristiske og sirlige håndskrift. „Sikke noget pladder!“ vrisser Kryssing som en kommentar til en citeret pas-sus fra en folketingsbetænkning, der advokerer for straffenedsættelse for helt unge og umodne personer, der havde meldt sig til tysk krigstjeneste. Og fortsætter: „Forklaringen er jo dog: at de ved deres resolutte offer-vilje skånede deres land for evt. værre ordrer“, underforstået værre tyske krav, evt. en tvangsudskrivning af danske værnepligtige til tysk krigstje-neste. I den forbindelse henviser Kryssing til, at forsvarsminister Bror-sen ved frikorpsets afrejse skulle have udtalt, at korpset var en ‘lynafle-der’. „Ja, gjorde de nu også det?“ er Kryssings spidse kommentar til en passus i særtrykket om, at de frivillige måtte vide, hvordan forholdene i Danmark og Tyskland egentlig var, og at de handlede mod Danmarks interesser og velfærd. Der udviklede sig et ret særegent og respektfuldt, nærmest fortroligt forhold mellem Kryssings hustru Karen og fængselsinspektør Gjerstrup, formodentlig fordi Gjerstrup i denne sag (som i et par andre, vi skal se på senere) følte, at han havde med „dannede“ mennesker at gøre. Forhol-det tog sin begyndelse, da Karen Kryssing den 14. marts 1948 skrev et brev til sin mand, som hun addresserede „hr. generalmajor C.P. Krys-sing, Fårhuslejren“:

„Kæreste Christian!Underligt er det jo unægtelig for mig pludseligt at være uden forbindelse med dig, og før vi ses, får jeg jo ikke noget at vide om dit nuværende liv og levned. Ude omkring går der rygter om, at du er på fri fod; mens andre hævder: at du automatisk kommer det i april-maj; og når jeg så oplyser dem om, at dette forudsætter: at du personligt søger om ‘nåde’, er de van-tro og hører op med eksempler på, at det går ganske automatisk. Jarl S. ringede endda omgående Justitsministeriet op for at få bekræftet sin på-stand om dette, og at det var umuligt, at du skulle sidde endnu længere; og jeg forstod: at han talte med en kontorchef, der var a jour med din sag, men som hævdede: at enten du eller jeg skulle søge om benådning for at få

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

198

fradraget allieret fangenskab; og jeg måtte bedrøve S. med at sige, at in-gen af os gav afkald på vor selvagtelse ved at søge om ‘nåde’ hos dem, der har brudt deres løfter til os og fejgt prisgivet os; så sidder vi – om galt skal være – heller til ind i evigheden! Sådan svindel vil vi ikke have noget med at gøre – vore linjer har hele tiden været klare og rene. Bare vi dog, som jeg havde beregnet, allerede i maj kunne have væ-ret i vor ensomme, primitive skovhytte midt i alt det dejlige fuglekvidder; der skulle jeg snart have fået dig til at glemme det, du kalder ‘hyæner-nes Danmark’. Siden i går læser jeg på skift med Thurid og Lise i [Vik-tor] Krawchenkos „Jeg valgte friheden“, der også i Danmark har fået man-ge læsere; men jeg kan ikke indse: at russernes indespærring af politiske modstandere – og dermed knægtning af ytringsfriheden – er så meget værre end vor hjemlige – princippet er dog det samme. At fangernes mate-rielle kår på grund af de primitive forhold derovre er betydeligt ringere, er da en selvfølgelighed; men derimod synes jeg ikke, det må føles så menne-skeligt nedværdigende, fordi man billigvis må give russerne en bred mar-gin på grund af deres lavere kulturelle stade. Så jeg står noget uforståen-de over for den nu stærkt opblomstrende hjemlige forargelse over russiske metoder, her, hvor man bor i et så skrøbeligt glashus – men det viser bare: at man stadig og overalt har så let ved at se skærven i sin broders øje![…]. De kærligste hilsner fra os alle Karen

Den 18. marts 1948 sendte Gjerstrup et for hele hans embedsperiode i Fårhuslejren (så vidt jeg har kunnet afdække) særegent brev til Karen Kryssing:

„Jeg har af brevcensuren fået forelagt Deres sidste brev af 14. ds. til Deres mand, og jeg synes ikke, at jeg kan lade indholdet passere igennem cen-suren. Der er for mange upassende udtalelser om det nuværende og tidli-gere officielle Danmark. De ved, at De til enhver tid kan tale med mig og herunder kan lukke op for Deres ‘hjerte’, og at De får lov at tale ret frit, når De besøger Deres mand; men så vidt som at give Dem frisprog i Deres breve, kan jeg ikke strække mig. Brevet af 14. ds. bliver altså ikke udleveret til Deres mand, og De kan sende ham et nyt. Jeg synes, at det bedste vil være at sende brevene til mig direkte, også fordi jeg synes det forkert, at de benytter titlen generalma-jor.“

Karen Kryssing kvitterede med et langt brev til Gjerstrup, som formidler et noget mere nuanceret syn på hele sagen end brevet til hendes mand. Man forstår af brevet, at hun, formodentlig af kærlighed og respekt, ta-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-G

ENER

ALEN

KRYSSIN

G

199

ger et udstrakt hensyn til ægtemandens følelser, og at hun, skønt grund-læggende enig med ham i synet på retsopgøret, også i en vis udstrækning snakker ham efter munden. Brevet til Gjerstrup lyder i uddrag:

„Tak for Deres brev af 18/3, som jeg forstår således: at de er enig med mig i „to make the best out of a bad job“, dvs. ved i første række at undgå uro og stridigheder […] At de politisk indespærrede ikke kan se objektivt på sa-gen, som De og jeg, er så en anden hindring for den rolige udvikling, der er i hele landets interesse. Alene indespærringen gør dem desperate og derfor ensidige og uretfærdige i deres dom over magtens udøvelse (i denne for-bindelse kan jeg dog glæde dem med: at mine værtsfolk i Fårhus [hvor hun indlogerede sig i forbindelse med besøg hos ægtemanden] kun havde godt at sige om ledelsen af Fårhuslejren, hvor også deres egen søn havde været; og konen hører til dem, der ‘spytter ud’).“

Karen Kryssing gør herefter synspunkter, som den norske forfatter Ar-nulf Øverland (der havde siddet i tysk kz-lejr) havde udviklet i en anti-nazistisk artikel „Pressens Frihed“ i dagbladet Information, til sine, idet hun citerer følgende passus: „Det er en primær og umistelig menneske-rettighed, der krænkes, når man afskæres fra at protestere mod uret. Den følelse af afmagt, der griber et retsløst menneske, når han ikke har noget sted, han kan vende sig i sin nød, den kvælende harme er ikke til at holde ud.“ Det var netop denne harme, fastslår Karen Kryssing, der havde gre-bet hendes mand, da han ikke havde fået lov af justitsministeren til at af-sone i enecelle, men var blevet spærret inde sammen med sytten andre, „heriblandt endogså én af brødrene Bryld“. Og hun fortsætter: „Nu ved De jo ikke: at min mand er fældet af nazisterne som ‘demokrat’, idet Frits Clausen-klikens (der bl.a. bestod af brødrene Bryld) kreaturer i frikorp-set på husene i Treskau, hvor korpset blev uddannet, med store bogstaver malede: „Ned med demokraten Kryssing!“ Ejheller: at min mand, da han på opfordring og i fuld overensstemmelse med regeringens hele politik satte sig i spidsen for frikorpset, kun gjorde det på visse betingelser.“ Og disse betingelser var, forklarer Karen Kryssing videre, for det første kon-gens personlige samtykke – som ægtemanden dog aldrig fik, fordi kon-gen var syg. Men han fik den skriftligt gennem statsminister Stauning. For det andet at frikorpset udelukkende blev sat ind mod bolchevismen på østfronten. Herefter udvikler Karen Kryssing i stor detailrigdom den klassiske version af ‘tabernes’ grundfortælling om den 2. verdenskrig og besættelsestiden – en version som ikke levner megen anerkendelse af retsopgøret, og som i den konkrete sammenhæng er Karen Kryssings kommentar til Gjerstrups anke over hendes udfald mod de danske myn-digheder i brevet til hendes mand. Gjerstrups øvrige indvendinger kom-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

200

menterer hun på følgende måde: „Som De vil forstå af medfølgende brev til min mand, er der nu udsigt til en snarlig løsning af hans problem i forhold til lejren, og indtil da sender jeg så mine breve til ham direkte til Dem – en fortrinlig løsning – så undgår jeg – som jeg af Deres kommen-tarer må slutte – at provokere censuren med ‘generalmajoren’, som jeg nu i de mere end to år, hans breve er gået gennem undersøgelseskammeret, så ganske selvfølgeligt har brugt, da det nu engang er og til hans dødsdag vil vedblive at være hans titel; og som ingen kan fratage ham, da han bæ-rer den med rette, for: som general har han haft stor kommando i en åben og ærlig kamp på fronten, dvs. at han er en virkelig general og ikke bare en papirs do. Men først og fremmest er han dog en helstøbt soldat, der al-drig gik på akkord med tyskerne, men altid kæmpede med åbent visir, så han overalt gjorde sit land og sin stand ære. Til slut har jeg så en bøn til Dem: at De – så vidt det ikke kommer i ka-rambolage med reglementet – udleverer min mand brevet på tirsdag, vor bryllupsdag, og jeg er med venlig hilsen Deres Karen Kryssing.“ Gjerstrup må under et efterfølgende besøg, Karen Kryssing aflagde sin mand i Fårhuslejren, have indgået en nærmere diskussion med hende af Kryssings sag (og formodentlig hele samarbejdspolitiken og retsopgø-ret), for i et brev til Gjerstrup skrev Karen Kryssing:

„Tak for Deres forstående imødekommenhed forleden! I tilknytning til vor samtale sender jeg Dem hermed fire bilag til nærmere belysning af en

Den 19. februar 1942 opstod der nærmest mytteri mod Kryssing i Frikorps Danmark. I Treskau-lejren, hvor Frikorpset blev uddannet, overmalede hans mange politiske mod-standere i korpset lejrens mure med slagord. Claus Bundgård Christensen

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-G

ENER

ALEN

KRYSSIN

G

201

divergens – nu kan jeg såmænd ikke længere huske det konkrete tvivls-spørgsmål, jeg har kun en fornemmelse af, hvor tampen brænder! Hvor vanvittigt det hele er set fra vort synspunkt og ud fra vore person-lige erfaringer; og hvor megen for os ufattelig usselhed og fejghed, der har afsløret sig for os efter vor hjemkomst, kan De umuligt vide og derfor hel-ler ikke forstå min mands stejle og afvisende holdning; og for ham er De så pt. forvalteren af alt dette onde. Jeg regner derfor heller ikke med no-get gunstigt resultat af Deres påtænkte interview med ham angående evt. enecelle – kun at De bliver rigtig godt gammeldags ‘gal i hovedet’, hvis De da ikke netop er mere psykiater end politimand! I håbet om, at de dog vil hjælpe mig med at bremse den – og som jeg sy-nes: unødvendige – fængselsspykose, han er ved at udvikle, sender jeg Dem en venlig hilsen. Karen Kryssing“

De fire bilag, som Karen Kryssing medsendte, var dels et hyldestdigt til Kryssing: „Du er stolt general“ skrevet af en medfange den 11. januar 1947 på psykopatanstalten i Herstedvester (hvor Kryssing formodent-lig kortvarigt har opholdt sig i forbindelse med en mentalundersøgelse), dels Kryssings kommentarer „Til mine seks dommere og domsmænd i Østre Landsret“, som han nedskrev i Vestre Fængsel i oktober 1947, dels et brev af 24. oktober 1947 fra den tidligere stabsofficer i Frikorps Dan-mark, Lorenz Lorenzen, til Kryssings forsvarer, overretssagfører Drag-sted, der pegede på nogle spidsfindigheder ved oprettelsen af Frikorps Danmark, som Lorenzen mente Dragsted med fordel kunne inddrage i sit forsvar af Kryssing. Dels endelig et stærkt anerkendende brev af 28. oktober 1947 fra fru Ingrid Lorenzen, der priste såvel Kryssings karak-ter som Dragsteds forsvar i Østre Landsret dagen før – der jo også re-sulterede i en halvvering af straffen. I sine kommentarer til dommere og domsmænd forholdt Kryssing sig til de forhold, som byretten havde fundet ham skyldig i, fx at have meldt sig til tysk krigstjeneste. Kryssings kommentar: „Det er misvisende. Jeg meldte mig til kamp mod kommu-nismen (in casu Rusland). Jeg var ikke så smålig at lade mit tyskfjendt-lige sindelag hindre mig i at kæmpe under tysk kommando. Når man vil et mål, må man også ville et middel dertil .“ Og det forhold (som byretten også fandt ham skyldig i) at han „fortsatte med tjeneste i Waffen-SS“ ef-ter at have forladt Frikorps Danmark, kommenterer Kryssing på følgen-de måde: „Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Mit mål og min opgave var ikke endt. Det var kampen mod kommunismen. Kun midlertidigt var jeg skilt fra frikorpset. Alle danske frivillige skulle samles i én division, hvorover jeg skulle have kommandoen. At jeg ikke ville have kommando inden for Waffen-SS efter april 1944 var et internt anliggende og havde

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

202

intet med danske forhold at gøre. Siden juli 1941 var forholdene i Dan-mark mig ganske ukendt, ud over at stemningen sagdes at være bleven mere og mere antitysk, efterhånden som det gik ned ad bakke for tysker-ne. En så fej indstilling kunne jeg som soldat naturligvis ikke respektere. Da jeg i forsommeren 1944 var i Danmark, opsøgte jeg ikke danskere, men helligede mig min hårdtsårede kone. Den nu så meget omtalte 29. august 1943 og modstandsbevægelsen forblev mig tågede begreber. Det, min kone og jeg havde sat livet ind for og ofret vore to sønner og egen før-lighed for, forblev vi tro.“ Hvorvidt de medsendte indtrængende partsindlæg har gjort indtryk på Gjerstrup, ved vi ikke, men også Karen Kryssings sidste brev til Gjer-strup den 1. april 1948 var præget af hjertelighed:

„Kære fængselsinspektør Gjerstrup!Fra Justitsministeriets side har de nu med stor forståelse lagt alt til ret-te med hensyn til min mands løsladelse om nogle få dage; og nu ber jeg bare til, at De er så meget diplomat, at det kan ske programmæssigt vær-digt; hvilket er i alles interesse. Som De vil have forstået af brevene til min mand, kommer jeg til Fårhus dagen før – og prøver så at sætte mig i tele-fonisk forbindelse med Dem for at høre, hvor mobil min mand er, og for at aftale tidspunkt. Med venlig hilsen, Karen Kryssing.“

Kryssings bosatte sig i Haderslev – måske fordi der her var en aktiv ka-tolsk menighed. Kryssing var nemlig (blevet) praktiserende katolik, så heller ikke på det punkt harmonerede Kryssing synderligt godt med den livsanskuelse, der blev praktiseret inden for SS. Det gjorde derimod den sidste (fungerende) kommandør for Frikorps Danmark, Poul Neergaard Jacobsen, som just var blevet prøveløsladt fra Fårhuslejren, da Kryssing blev indsat. Ham vender vi tilbage til.

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

203

Kapitel 9

Livet bag pigtråden

„Det må have været mod slutningen af september 1946, at jeg blev flyttet til Fårhus, eller rettere: bragt dertil af ‘salatfadet’. I lejren fik jeg omgående en kæmpeoverraskelse, da jeg blev indkvarteret i stue 10, barak 2: Tyve begej-strede beboere kastede sig straks over mig, gav mig varme håndtryk, slog mig på skulderen, omfavnede mig – ja, nogle havde tårer i øjnene: „Vel-kommen Jef – prima, at du nu er her, endelig ser vi dig igen – alle tiders, at du er kommet ind på vor stue“ osv. Det var virkeligt helt overvældende for mig, jeg havde overhovedet ikke ventet sådan en velkomst –snarere en mere tilbageholdende, ja sågar skeptisk: „nå, han hører jo til dem, der osv..“ Men intet, der bare lignede – og sådan forblev det […]. Jeg havde det fint i Fårhus. Bortset fra, at man var spærret inde, længs-len efter familien, den evige venten på, hvad der nu skulle ske – bortset fra det, fandt jeg forholdene i orden [immer noch erträglich] – og tusind gange bedre end fangenskabet [krigsfangenskab og ophold i Aabenraa Arrest]. Vi blev nogenlunde mætte, fik besøg og pakker, kunne spille skak, havde noget at tage os til (snittede i ben), var altid sammen, delte med hinanden, snakkede sammen, diskuterede, fortalte historier og brugte megen tid på mere eller mindre velunderbyggede rygter osv.[…].“310

Denne korte karakteristik af livet bag pigtråden i Fårhus skylder vi Jef Blume, som havde været Landesführer for Deutsche Jungenschaft Nord-schleswig (og dermed medlem af mindretallets politiske ledelse). Blume, som var læreruddannet, men ansat som partifunktionær i Aabenraa, hav-de været meget tidligt aktiv i hvervningen af mindretallets unge til Waf-fen-SS, ligesom han selv i to omgange var frontfrivillig. Som sådan blev han i maj 1945 taget til fange af amerikanerne. Efter et års krigsfangenskab blev han udleveret til Danmark og varetægtsfængslet i Aabenraa.311

Næsten alle fangeberetninger, såvel korte og lapidariske (som Jef Blu-mes) som lange, udførlige og reflekterende kredser om de samme temaer: savnet af familien og forbindelsen til hjemmet i form af post, pakker og be-søg; det indbyrdes forhold fangerne imellem, forholdet til vogtere og fæng-selsledelse, forplejningen, arbejdskommandoerne og fritidsaktiviteterne – især sådanne, som var af opbyggelig, mobiliserende måske endda illegal

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

204

karakter og med brod mod autoriteterne. Og så selvfølgelig hungeren efter oplysninger om verden uden for lejren.

Harboe Kardels fårhusdagbogEn af de mere udførlige og reflekterende kilder til fangetilværelsen er Har-boe Kardels illegale dagbog fra Fårhuslejren, som ifølge datteren Elsbeth Kardel Knutz blev nedskrevet eller rettere stenograferet på toiletpapir og efter løsladelsen renskrevet. Dagbogen formidler Kardels, og dermed én fanges, sammenhængende indtryk af fangetilværelsen fra maj 1945 til de-cember 1948.312

Harboe Kardel blev født i 1893 og voksede op i Tønder i et tysksin-det hjem. Under den 1. verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær og avancerede til løjtnant. Han tog embedseksamen i historie fra universitetet i Kiel i 1921 og var herefter journalist, redaktør og gymnasielærer syd for grænsen. I 1934 blev han ansat ved Nordschleswigsche Zeitung, først som politisk redaktør og fra september 1944 som chefredaktør. Fra 1933 var Kardel aktiv i NSAN (National-Sozialistische Arbeitsgemeinschaft Nord-schleswig) og fra 1935 i Jens Møllers NSDAP-N, hvor han straks blev Orts-gruppenleiter i partiets Aabenraakreds. I kraft af sin stilling som politisk redaktør deltog Kardel fra efteråret 1941 i Det lille politiske Råds, altså mindretalsledelsens, møder. Kardel hævde-de under retsopgøret, at han ikke var medlem af rådet, men kun deltog som referent. Retten lagde dog til grund, at alle deltagerne i rådets møder bar et kollektivt medansvar, hvorfor Kardel var medansvarlig for oprettelsen af Zeitfreiwillig – og Selbstschutzkorpsene. Kardel meldte sig selv som Zeit-freiwillig ved korpsets oprettelse i foråret 1943 og deltog, fra juli 1943 som løjtnant, i størstedelen af korpsets øvelser indtil dets opløsning i april 1945. Også som Ortsgruppenleiter deltog Kardel i hvervningen af unge til fronttjeneste, ligesom han i denne egenskab blev dømt for at have udfærdi-get indberetninger til partiets Organisationsamt om danske medborgeres angivelige tyskfjendtlige ytringer og overgreb mod mindretallet – indbe-retninger, som Kardel ifølge retten måtte vide blev videresendt til rigstyske instanser. Nordschleswigsche Zeitung bragte, som tidligere nævnt, utallige had-ske angreb mod danske institutioner og navngivne medborgere for påstået tyskfjendtlighed, og ofte var artiklerne af antisemitisk tilsnit. Kardel skrev selv en del artikler, og som ansvarshavende redaktør var han formelt an-svarlig for utallige andre indlæg (herunder de mest aggressive af Asmus von der Heide), selv om han til sit forsvar fremførte, at først Jens Møller og siden de to ledere af presse- og propagandatjenesten, Rudolph Stehr og Asmus Wilhelm Jürgensen (alias Asmus von der Heide), lagde avisens po-litiske linje.

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

205

Kardel blev i september 1948 ved processen mod mindretalsledelsen idømt seks års fængsel, men blev kort efter benådet. I efterkrigsårene, hvor han var bosat i Aabenraa, markerede Kardel sig inden for mindretallets ar-bejde som journalist, rejseleder, foredragsholder, forfatter og hjemstavns-historiker.313

Som nævnt trak processen mod mindretalsledelsen ud, fordi politi- og anklagemyndighed måtte indsamle vanskeligt tilgængeligt bevismateriale i både ind- og udland. De mest kompromitterende sager i mindretallets eget arkiv på Dibbernhaus i Aabenraa havde lederen af Organisationsamt, Peter Larsen, sørget for at lade gå op gennem skorstenen den 4. maj 1945. Kardels optik i dagbogen er hjemmetysk, men modsat Aksel Olesens, Horstmanns og Hanns Christian Jessens udgivelser er hans dagbogsop-tegnelser ikke født og tænkt som et kampskrift. Som kilde betragtet er der altså tale om en principielt anden ophavssituation, der tilsiger en større udsagnskraft om forholdene i Fårhuslejren end de nævnte publicerede fan-geberetninger. Dagbogen er også en kilde til mindretallets selvforståelse af dets historie fra 1933 til 1945 og af retsopgøret (herunder af selvforståelsen i 1968, hvor man valgte at publicere dagbogen over 30 numre af Der Nord-schleswiger), et spørgsmål, vi skal vende tilbage til i bogens sidste del. Vi kan naturligvis ikke vide med sikkerhed, om Kardel i et eller andet

Harboe Friedrich Wilhelm Kardel i NSDAP-N parti-uniform. Politikommandø-rens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

206

omfang har ‘friseret’ sine optegnelser i 1968, men ikke meget tyder på det. Enkelte passager i dagbogen antyder dog en lettere reflektorisk bearbejd-ning eller uddybning af tilbageskuende, efterrationaliserende karakter. Som det er fremgået, sad Kardel først i Fårhuslejren som allieret krigs-fange, indtil han i januar 1946 blev fængslet og indsat som varetægtsfange. Kardel blev altså aldrig afsoner i Fårhuslejren, hvorfor hans dagbog nok så meget fokuserer på og er præget af varetægsfangens usikre og spændte si-tuation som afsoneres formentlige mere monotone og rutineagtige. I læn-gere perioder var Kardel overflyttet til arresten i Aabenraa i forbindelse med afhøringer og politimæssige undersøgelser. Det afspejler sig i tilsva-rende lange passager i dagbogen. Kardel blev afhentet af to bevæbnede politifolk i sit hjem i Aabenraa den 7. maj 1945. Han blev under tilråb fra en større menneskeskare kørt til politistationen og herefter indsat i den lokale arrest, hvor behandlingen var barsk: „Op med labberne og ansigtet mod væggen“ hed det. To dage senere gik turen til Fårhuslejren, hvor Kardel blev anbragt i barak 16 og i øvrigt sat i gang med at rydde op i lejren, der var stærkt præget af det nylige opbrud. I begyndelsen af sit ophold fandt Kardel livet i lejren udholdeligt, men efterhånden sank han ned i depression. Den 18. maj 1945 skriver han i sin dagbog: „Nu blev det mig stadig mere bevidst, hvilken sørgelig skæbne der ventede mig. Jeg vandrede rastløs omkring som et dyr i et bur. Jeg tabte mig. Min vægt faldt i løbet af få dage fra 135 til 117 pund. Jeg undgik de an-dre, arbejdede på vejhold og dækkede grøfterne til højre og venstre for ve-jen med græstørv, som jeg hentede langt væk fra for at ‘strække’ arbejdet. Senere sørgede jeg for at beskæftige mig ved hovedvejen med at hakke og så derved mange besøgende og nyankomne. Jeg deltog også i brolægnings-arbejdet foran hestestalden. Jeg trak mig gerne tilbage til lejrens yderste sydvestlige hjørne, hvor der stadig var bevaret et stykke uforfalsket hede-land, og hvor jeg i ensomhed kunne dvæle i mine egne tanker.“ På dette tidspunkt var Kardel indkvarteret i barak to sammen med fle-re andre fremtrædende hjemmetyskere, bl.a. redaktør Ernst Schröder og Nico Wöhlk. Kort efter flyttede han til barak 4, hvor han var blandt lutter håndvær-kere fra Tønder. Og siden til barak 5 sammen med bl.a. de to ovennævnte, for i midten af august at blive samlet med de øvrige allierede krigsfanger i barak 7, bl.a. Asmus von der Heide og Jep Marcussen Schmidt. Langsomt tiltager Kardels tristesse. Den 1. juni 1945 skriver han i sin dagbog: „Min ængstelse når i denne tid et højdepunkt. Min kære mors brungrønne tæppe benytter jeg som hovedpude. En nat var den gennem-vædet af tårer. Jeg ser ingen vej ud af den ulykke, som har ramt os alle, vort folk, vort mindretal og mig personlig. Min eneste tilflugt er bønnen.“

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

207

Den 13. juli 1945 fik Kardel besøg af sin hustru Metta. „Ved synet af hende blev jeg min elendighed så stærk bevidst, at jeg brast i tårer. Hun medbragte jordbær og fløde. Det var de eneste, som jeg nød i dette ulyk-kesår.“ Selv om Kardels humør var stærkt svingende de følgende tre og et halvt år, er tonen i dagbogen så langt overvejende i mol. Han kunne undertiden se en anelse positivt på tingene, når han fx under transporterne til og fra Aabenraa så glade mennesker på gaden og ved stranden, men han sank herpå straks hen i dyb fortvivlelse over, hvad han gik glip af. Som han skri-ver den 12. juni 1946: „Her til morgen stråler solen så smukt som aldrig før, men for mig er den smukke verden forsvundet.“ Han savnede sin hustru, han savnede sine børn. En søn, Rudolf, var ham en evig bekymring, fordi drengen, der altid havde gået i den tyske skole, ikke kunne klare en opta-gelsesprøve til Statsskolen i Aabenraa. Familiens økonomi udviklede sig katastrofalt. Så deprimeret og fortvivlet var Kardel i perioder, at han næg-tede at modtage besøg. Enkelte indførsler i dagbogen er dog nærmest sprudlende, fx den 12. september 1945: „Tiden, jeg tilbragte i barak 7, står i min erindring som en pragtfuld sensommertid. Vi var flittige solbadere i det varme sand rundt om det trange barakområde. Udsigten over den blomstrende hedebakke ‚Frøslev Polde‘, der strakte sig i sin fulde pragt foran os, er mig uforglem-melig. Foran indgangen til barakken var en pæl slået ned, som vi i timevis stod og kastede ringe efter. Kom der besøgende forbi, forsøgte vi at vinke i det skjulte.“ Den 28. februar 1946 omtaler Kardel igen det (stærkt begrænsede) ar-bejde, som varetægtsfangerne var beskæftiget med: „I alle barakker er jobbet som rivemand meget eftertragtet. Sandjorden, der omgiver barak-kerne, skal efter hver gårdtur rives fint. Overvagtmester for dette job er formand K. Efter hver gårdtur sætter en jagt ind på riverne, som jeg regel-mæssigt deltager i. Jeg river ofte sammen med Heinrich H. Sommetider graver vi et affaldshul, som vi så atter kaster til blot for at kunne blive lidt længere ude i den friske luft.“ Den 8. september 1946 ser Kardel lidt lyst på tilværelsen: „Jeg synes godt om barak 2. Livet er forholdvis frit, med godt kammeratskab – jeg kan gå på wc, når det passer mig! Det kan man overhovedet ikke værdsæt-te nok. Kardel tilbragte megen tid med at læse store klassikere inden for filoso-fi, litteratur og historie på dansk, tysk og engelsk. Lekturen satte tankerne i gang, og på sæt og vis var fårhusopholdet en dannelsesrejse for Kardel. Han reflekterer jævnligt i sin dagbog over mindretallets, Tysklands og sin egen situation. Hvad var der sket, hvorfor og hvad skulle fremtiden bringe? „Så mange ofre, så meget blod udgydt for et brutalt, egoistisk system,

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

208

som skjulte sig under dække af idealistiske slagord. Alt forgæves! Hvordan skal vi udholde det?“ spørger Kardel retorisk sig selv den 21. maj 1946. Den 5. juni 1946 fører han følgende ind i sin dagbog: „Jeg læser i Go-ethes Dichtung und Wahrheit: Af naturen er tyskeren god og storsindet. Han ønsker ikke at se nogen blive mishandlet. Det passer! Nazigrusomhe-derne var en ond vildfarelse, en skamplet, men såfremt sejrherrerne efter Versailles blot nogenlunde havde lettet vejen for det unge tyske demokrati, havde Hitler ikke haft så let spil.“ Indførslerne i dagbogen bliver i stigende grad kritiske over for nazis-men og dens erobring af mindretallet. Den 29. juli 1946 betror Kardel sin dagbog om nogle af medfangerne: „Desværre er nogle af disse folk kom-met alt for højt op i nazitiden.“ Den 10. september 1946: „Pastor Schau [tysk præst fra Højer] holder et foredrag i vor stue over ‘verdensbetragtninger’. Schau er en god, sympatisk taler. Alle lyttede opmærksomt og spændt, dels siddende ved bordene, dels liggende på sengene, bonden, bykommunisten, tjeneren, håndværkeren. Således fremstår måske det nye fællesskab, som vi har brug for, såfremt vi overhovedet vil overleve som folkegruppe. Gud bevare os mod emsige bu-reaukrater.“ Den 3. oktober 1946 konkluderer Kardel på baggrund af flittig læsning af en række historiske romaner, at de udgør en samlet anklage mod den politik, som havde sønderrevet Tyskland i seks enkeltstater. „Vor historie er en række af fejltagelser. Der, hvor vi skulle have været hårde, var vi blø-de, og der, hvor vi skulle have været forsigtige, var vi hårde.“Senere i oktober 1946: „Alt, hvad der tidligere holdt os oppe: fædreland, nationalfølelse, ære, tapperhed, er i dag værdiløse.“ Og endnu senere i oktober 1946: „Jeg tænker på de fallerede nazispid-ser, som nu stilles til ansvar i Nürnberg, udstødt og foragtet af deres eget folk og den hele verden. Jeg må i den forbindelse tænke på det gamle Han-se-ordsprog: „Let er fanen bundet til lansen, men svær at hente ned igen med ære.“ Aldrig er en krig startet så letsindigt som deres, en krig, der også har knækket ryggen på os.“ „Nationalsocialismen har ikke forbedret menneskene – tværtimod,“ erkender Kardel den 20. oktober 1946, og nøjagtig en måned senere: „De seneste bevægede år medførte også i Nordslesvig, at der her og der kom uduelige folk i spidsen. De var alt for ivrige, men indskrænkede og havde ikke tilstrækkeligt udsyn.“ Den 20. januar 1947 når Kardel under inspiration af det havearbejde, han til sin store glæde har fået overdraget uden for barakken, frem til føl-gende: „Hitlers agitation var i begyndelsen kun mulig på baggrund af Ver-saillestraktatens uretfærdighed og den ensidige løgn vedrørende skylden for krigen [1. Verdenskrig]. Såfremt de sejrende magter havde gjort livet

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

209

blot nogenlunde tåleligt for det unge tyske demokrati, havde Hitler kunnet skrige sig hæs, uden virkning.“ Den 26. april 1947: „Mange tyskere slår forstanden fra, når de taler po-litik. Alt er følelser!“ Og fire måneder senere: „Offiziere gegen Hitler var titlen på min lektu-re. Bogen gav mig meget at tænke over. Jeg erkendte: Det er en forbrydelse at frarøve folket det fælles grundlag, som hedder fædreland, og i stedet op-stille en politisk doktrin.“ Kardel filosoferede videre. Den 5. september 1947: „Jeg tænker ofte: Blev vi helt uforskyldt ramt af ulykken? Ofte viste vi for lidt forståelse for de andre.“ I oktober 1947 læste Kardel Ulrich von Hassels erindringer og skrev i dagbogen: „Jeg er forfærdet over NS-systemets [naziregimets] metoder.“ Året 1948 indleder Kardel med et nytårsforsæt: „Min målsætning for det nye år er klar: jeg vil tjene min hjemstavn og mit folk og være loyal over for den stat, inden for hvis grænser jeg bor. Men jeg vil være skeptisk

Synet af det specielle naturområde Frøslev Polde, som Fårhuslejren lå i, beredte Kardel såvel trøst som melankolsk længsel mod friheden. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

210

over for enhver politisk ideologi, hvad enten den kommer fra højre eller fra venstre.“ Og Kardel fortsætter på denne årets første dag i 1948: „Hvorledes kunne det ske, at vort folk indlod sig på en vej, der endte i en ruinhob? Jeg havde jo også oplevet slutningen på 1. Verdenskrig, der endte i forbitrelse og revolution, men hvor dog trods alt håbets ild ikke var slukket. Ordene ‘fædreland’ og ‘nationalfølelse’ beholdt deres gode klang. Denne gang har vi oplevet en fuldstændig tabt krig, der ikke blot efterlod udbombede byer, men også udbombede hjerter og et fuldstændigt splittet folk, tvivlende på sig selv. I 1918 forlod vi en ødelagt slagmark, men de gamle æresbegreber forblev uantastet. Denne gang er vi troskyldigt og uvidende gjort til hånd-langere for en ødelæggende magt, der styrtede vort folk i afgrunden, og som satte æreløshedens stempel på os. […] Den åndelige frihed, så vel som dømmekraften, var på udspekuleret vis blevet frataget os efter 1933.“ Og fem dage senere: „I dag fik jeg følgende tanke: To mænd har til-delt tyskheden i Norden et ødelæggende slag: Struensee og Hitler, begge mænd, der ikke kendte til måde.“ I slutningen af marts 1948 bliver endnu et kort indfald nedfældet i dagbogen: „Mange almindelige tyskere mangler ofte en besindig national holdning. De kender kun to holdninger: Enten tilbedelse eller pralende op-førsel, som foragter enhver fremmed egenart. Mon lidelsens skole afhjæl-per dette? Det må vi håbe.“ Den 15. april 1948 løber Kardels tristesse sammen med en diagnose af egne motiver: „I disse dage tænker jeg på min have, der nu for fjerde gang forgæves venter på mig. Hvor er det dog formålsløst i årevis at holde et menneske bag tremmer, et menneske af god vilje, som blot er blevet ind-fanget i den politiske udviklings malstrøm, på samme måde som hallig-boeren bliver indfanget af stormfloden.“ Og det var vel egentlig Kardels konklusion: Han tog afstand fra nazis-men, men både han og mindretallet som sådan var viljeløse ofre for Nazi-tysklands manipulationer. På samme vis formår Kardel i stigende grad at distancere sig fra min-dretallets nazistiske ledelse og fortid, men uden at det i øvrigt afficerer hans varme og venskabelige forhold til medfanger som Jens Møller (som han delte celle med under opholdene i arresten i Aabenraa), Asmus Wil-helm Jürgensen, Jef Blume, Jep Marcussen Schmidt, Ernst Schröder og Wilhelm Deichgräber. Således bruger han og Jens Møller megen tid på at rekonstruere (til Møllers sag) de interventioner over for rigstyske instan-ser, som Møller havde foretaget for at komme dansksindede til undsæt-ning, fx grænsegendarmer og politifolk, som blev arresteret og interneret den 19.september 1944. Som Kardel konstaterer den 29. maj 1948: „Civil-courage, en egenskab der var blevet sjælden i ensretningens tid. Jens Møl-ler var en af de få, der besad denne egenskab.“

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

211

Men heller ikke herbergstaten Danmark går fri. Harboe Kardel konsta-terer således, at „Tyskland tabte krigen, og Danmark forstanden“. Det sid-ste er uden tvivl møntet på retsopgøret. Et tilbagevendende tema i dagbogen er også mindretallets ofre, og de frontfrivillige i det hele taget. „Det bliver fortalt, at vore [SS]frivillige un-der uddannelsen i Warszawa måtte finde sig i grove udtryk,“ noterer Kar-del den 19. august 1946. Og hvem, der var hans hjemmelsmænd til den oplysning, tydeliggøres af næste indførelse om de frontfrivillige få dage se-nere: „SS’erne roser i høje toner kommandøren for Totenkopf Divisionen, Papa Eicke.“ Papa Eicke var det på en gang ærefrygtige og kærlige tilnavn for SS-Obergruppenführer Theodor Eicke, som ud over at være chef for SS-Di-vision Totenkopf (hvor mange fra mindretallet gjorde tjeneste), også var tidligere kommandant i kz-lejren Dachau og senere inspektør for de tyske kz-lejre. Papa Eicke var kendt og berygtet for sin hensynsløshed – som af-tvang såvel veneration som respekt blandt hans folk. Kardel beskriver kammeratskabet blandt de mange SS-frivillige i lejren som forbilledligt. Derfor pinte det ham også, når der i den danske presse blev bragt ufordelagtige historier om de SS-frivillige: „Sådanne ting bliver nu også bebrejdet vore frontfrivillige, der ud fra rene motiver meldte sig og ikke har begået noget uærligt og tilmed betalt en enormt høj blodpris. Falder verden dog aldrig til ro? Skal hadets sæd altid sås på ny? Skal man absolut blande alt i en pærevælling – sadister og idealister?“ spørger Kardel den 22. november 1946. Han fører og refererer mange samtaler med en rigsdansk SS-frivillig, ‘Jens Lyn’. Om ham skriver Kardel den 28. november 1946: „Han stamme-de fra Vendsyssel, havde været aktiv dansk sergent og ridelærer, først i År-hus, senest på Sjælland. Han var derefter trådt ind i SS og havde nu fået ti år. Når man så ham nu, høj og slank, måtte man sige: et rigtigt mandfolk.“ Ti års fængsel fik man ikke for at have været almindelig SS-frontfrivil-lig. Som vi skal se i en senere sammenhæng, var ‘Jens Lyn’ nok så meget straffet for at have været officer i Schalburgkorpset. Men han havde først været på østfronten, og den 29. december 1946 betroede han Kardel, at „i hele min soldatertid har jeg aldrig set en tysk soldat begå en grusomhed endsige voldtage kvinder og piger. Tværtimod. Når vi lå i kvarter, delte vi altid med civilbefolkningen. Det var medlemmer af Waffen-SS strengt for-budt at ‘organisere’, det blev regnet for uærligt. Jeg har set, at tyskere i fæl-lesskab med russerne har lagt kartofler, som de har overladt til russerne. Den tyske soldat var ridderlig og altid parat til at hjælpe.“ ‘Jens Lyn’ priste også danske SS-officerer som Søren Kam og ikke mindst Per Sørensen fra Vendsyssel, som var den tapreste soldat, han hav-de kendt.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

212

Den 25. marts 1947 mente Kardel, at „man burde skrive en erindrings-bog til ære for de nordslesvigske faldne [frontfrivillige]“. Og den 1. januar 1948: „Det bedrøver mig, at mange taler så nedladende om vore soldater, der under opbydelsen af uhyrlige ofre ikke har gjort andet end deres pligt, som i seks lange år holdt stand mod tifoldig overmagt, indtil endelig sam-menbruddets bølger opslugte dem alle. Hvorfor bliver den store skare af ærlige idealister behandlet på samme måde som den langt mindre skare af forbrydere og sadister? Vi er en hær, ramt af skæbnen. Vor eneste vej er værdigt at bære nederlaget og uanfægtet slutte kreds om vor fane.“ Vi skal senere vende tilbage til dette udelt positive indtryk af de SS-frivillige. Kardels dagbog rummer naturligvis også, ligesom de mange beretnin-ger, iagttagelser om lejrens og fangernes dagligdag, og de følelser, som fan-gerne tumlede med. Disse forhold skal vi se på i det følgende.

Fangerne og verden udenfor: besøg Tættest på verdenen uden for lejren kom de indsatte naturligvis, når de fik besøg. Jef Blume fortæller herom: „Min hustru Erna kunne endnu ikke tale dansk. I Sæd talte hun tysk, derhjemme tysk, og i Aabenraa, hvor hun også kom, ligeledes tysk. En grov forsømmelse kan man vel anse det for. Jeg blev hentet over til inspektøren, fik en længere belæring og følgende besked: For fremtiden måtte der ikke tales tysk – ellers intet besøg. Det var en mindre katastrofe! Besøgsrummet var såmænd trist nok – det sam-me var bordet med halvgitteret og træbeklædning helt ned til guldet, som forhindrede enhver berøring. Og tilmed kun kærlige ord på dansk! Erna græd sine bitre tårer […].“314 Tilsvarende måtte fangerne og deres pårøren-de udelukkende korrespondere på dansk. Tidligere nævnte Rudolf Gimms hustru havde, ganske som Jef Blumes, store problemer med det danske sprog. Ikke desto mindre udgjorde besø-gene (og pakker samt breve hjemmefra) for Gimm lyspunkterne i en trist fangetilværelse.315 Talrige indsatte fra det tyske mindretal og deres pårø-rende besværede sig over for fængselsinspektøren og myndighederne over, at der ikke måtte tales tysk under besøgene, som højst måtte vare 15 mi-nutter og foregik under opsyn af en fængselsfunktionær. Gjerstrups syns-punkt var, at eftersom han kun havde én tjenestegørende på besøgskonto-ret, der beherskede tysk, tillod han kun fremmedlovsfanger og personer, som var kommet til Danmark inden for de seneste år, at tale tysk under besøgene. Det forekom ham „upassende af danske statsborgere efter man-geårige ophold i Danmark ikke at kunne så meget dansk, at de kan gøre sig forståelige på et sprog, som kan forstås af en almindelig fængselsbe-tjent“.316 Gjerstrup lagde over for direktøren for fængselsvæsenet (som fik mange af klagerne på sit skrivebord) ikke skjul på, at vægringen ved at tale dansk under besøgene formentlig ikke skyldtes sproglig uformåenhed,

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

213

men trangen til at demonstrere. Og hvis man imødekom disse ønsker, ville følgen være, at samtlige cirka 2.000 hjemmetyskere i lejren ville påberå-be sig retten til at tale tysk under besøgene og at korrespondere på tysk. De seks til otte reservebetjente, der var beskæftiget med besøgskontrollen, samt de fire kontorfolk, som censurerede breve, skulle så være eksperter i tysk. Derfor henstillede Gjerstrup meget indtrængende, at direktøren afvi-ste ønskerne.317

Gjerstrup var i det hele taget godt træt af en stor del af de besøgende kvinder fra det tyske mindretal. I forbindelse med en klage over uforskam-methed fra lejrens side betror han bramfrit direktøren: „Det var hende, der var uforskammet, ligesom de fleste af hendes tyske medsøstre er under besøgene, og ikke betjentene. Og den eneste fejl, der efter min mening er begået under besøget, er, at hun til sidst fik lov til at tale tysk.“318

Gjerstrups udgangsreplik kan kun tolkes derhen, at en og anden fæng-selsfunktionær har tolket reglementet liberalt. Dette bekræftes da også af både Rudolf Gimms og Jef Blumes beretninger. Blume oplevede flere be-søg, som angiveligt forløb jammerligt, indtil en dag en ung betjent trak ham til side og sagde (på sønderjysk): „I må godt snak tysk, Blume, æ ka å snak tysk.“ Det viste sig, at han var fra Sæd, hvor Blume havde undervist, og angiveligt sørgede den unge betjent nu for, at det altid var ham, der hav-de vagten, når Blume fik besøg af hustruen.319

En anden indsat, Hanns Chr. Jessen, formidler til gengæld billedet af en fængselsbetjent, som optrådte fuldstændig hjerteløst i forbindelse med et besøg: Hanns Chr. Jessen havde gennem illegale kanaler erfaret, at hans onkel, som også sad i Fårhuslejren, skulle have besøg af sin hustru – og at hun ville tage Hanns Chr. Jessens lille søn Peter med. Denne var født i 1944 og havde nu i foråret 1946 angiveligt kun set i sin far i SS-uniform. Hanns Chr. Jessen, som kendte alt til besøgstiderne, var beskæftiget i gartnerkom-mandoen og fik det arrangeret sådan, at han just arbejdede ved lejrhoved-vejen, da de besøgende ankom. Om det videre forløb beretter Jessen: „Jeg glædede mig over mit barn, mit hjerte hamrede spændt. Hele tiden holdt jeg øje med porten, som de besøgende passerede i små grupper, for at fange min tante og min søn. Hun havde naturligvis sagt, at min søn var hendes søn, ellers havde han aldrig fået lov til at komme. Og så kom de! Jeg bøjede mig og foregav at arbejde, men holdt hovedet, så jeg hele tiden kun-ne holde øje med besøgsgruppen, som langsomt nærmede sig, eskorteret af en fængselsbetjent. Det var altså mit barn! Og hvor var han vokset i det år, der var gået! Han gik med små skridt og holdt sin grandtante i hånden, medens han forundret kiggede sig omkring i denne fremmede verden af pigtråd, sortklædte mennesker, geværer, sand og barakker. Da besøgsgruppen var ca. 20 skridt fra mig, bøjede min modige tante sig ned over barnet, pegede på den sortklædte mand med trillebør, hakke

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

214

og skovl, sagde et eller andet til Peter og gav ham et lille puf i retning af denne mand. Tøvende nærmere den lille fyr sig, kiggede sig tilbage og fik et smilende, opmuntrende nik fra min tante. Og så stod min lille søn ved trillebøren, lagde sin lille hånd på børens kant og kiggede sky op på den sorte mand og så igen hen på sin grandtante. Jeg kiggende ned på min søn, lagde min hånd på hans lysblonde hoved og var utrolig lykkelig. Men i et nu var alt forbi. Fængselsbetjenten stormede rasende hen til os, rev min dreng væk og skubbede ham hen til min tante, som blev vred. Hun beherskede sig imidlertid for ikke at sætte besøget på spil. Jeg stod målløs tilbage og måtte bekæmpe en stærk trang til at styrte hen til betjenten for at rive min søn tilbage. Besøgsgruppen gik forbi. Med lukkede ansigter, men man havde be-mærket optrinnet og sendte hilsner med øjnene. Da gruppen drejede af for at gå ind i besøgsbarakken, gik min søn allerbagerst, stadig med tante i hånden. Han vendte sig om for at kigge på den sorte mand endnu en gang og løftede den lille hånd en smule som til en tøvende hilsen.“ 320

Det forekom jævnligt, at besøgende på vej til og fra besøgslokalet for-brød sig ved at kontakte fanger – eller ved blot at råbe en hilsen til dem. En enkelt besøgende dristede sig til at kaste en blomsterbuket til en fange. Overtrædelserne blev indberettet til fængselsledelsen, som herpå under-rettede såvel synderen, fangen og, hvor det drejede sig om varetægtsfanger, den relevante politimester om, hvilke sanktioner overtrædelsen medførte. Som regel blev besøgstilladelsen inddraget i tre måneder. Endnu strengere så man på fx forsøg på at indsmugle aviser og tobak og udsmugle breve. Hvor det drejede sig om varetægtsfanger, indstillede fængselsinspektøren til den relevante politimester, at besøgstilladelserne ‘indtil videre’ ikke blev givet.321 Det var nemlig politimestrene, der (i rea-liteten i samråd med fængselsinspektøren) udstedte besøgstilladelser efter ansøgning. Og som det havde været tilfældet i interneringslejren, kunne stort set kun ansøgninger om besøg i vigtige forretningsanliggender imø-dekommes. „Til hr. politimesteren i Tønder. Jeg tillader mig at forespørge, om jeg kunne besøge min mand A.B. B. i Fårhuslejren? Jeg skulle gerne tale med ham om salg af nogle kreaturer og om pløjning og vintersæd. Jeg gør arbejdet alene med mine børn, den ældste er kun 15 år. Tilmed er der skatteskemaet, jeg har ingen anelse, da min mand altid har gjort det selv. Kunne det være muligt, at jeg tog det med derned, så han selv kan ordne det? Man kan jo ikke gøre det i den korte tid, jeg har lov at tale med ham, da der jo er så meget andet, jeg skal have at vide.“322 Sådan lyder er helt ty-pisk anmodning om besøgstilladelse, og typisk havde den relevante poli-timester „intet at erindre mod“ udstedelse af en besøgstilladelse fra fæng-selsinspektøren. Om en besøgstilladelse så blev udstedt fra lejren, beroede i høj grad på, hvornår det forrige besøg daterede sig.

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

215

Afslag kunne forekomme uforståelige, fx for en hustru som over for ‘Lagerkommandanten’, dvs. fængselsinspektør Gjerstrup, „gerne høfligst ville forespørge“, hvorfor hendes besøgstilladelse var blevet afslået. De havde et større landbrug, og for tiden var der mange vigtige spørgsmål at drøfte med hendes indsatte mand. „Andre hustruer får lov hver måned, ja, endog to gange, hvorfor kan jeg så ikke også få lov at drøfte virkelig vigtige ting?“ lød argumentet.323 I andre (men færre) tilfælde synes politimesteren at have udgjort flaskehalsen. Således beklagede en indsat sig over for Gjer-strup over, at han nu tre gange havde fået afslag fra politimesteren i Tønder på at få besøg af sin forlovede, hvorfor han nu høfligst anmodede „fæng-selsinspektøren om at være behjælpelig ved at få besøg en gang inden jul, da vi gerne skulle tale sammen om evt. giftermål“. Og Gjerstrup henvendte sig da også efterfølgende til politimesteren i Tønder for at forespørge, om politimesteren havde noget imod, at han udstedte en besøgstilladelse. 324

Varetægtsfanger blev undertiden nægtet besøg ‘på grund af sagens stil-ling’, men ansøgeren blev som regel opfordret til at forsøge senere.325

Udgang og giftermålUndertiden ansøgte en indsat (rimeligvis en varetægtsfange) politime-steren om tilladelse til at besøge en pårørende, som var blevet indlagt på sygehus, og i de enkelte tilfælde, som har lejret sig i akterne, kontaktede politimesteren sygehuset og forhørte sig om den indlagtes tilstand. Var meldingen fra sygehuset beroligende, videresendte politimesteren denne til fængselsledelsen med anmodning om, at dette blev meddelt den ind-satte – sammen med et afslag.326

„I anledning af Deres telefonopringning hertil vedrørende varetægts-fange Niels Hansens vielse skal jeg meddele, at jeg ikke kan se at have mod-taget nogen sag fra Dem desangående. For min skyld kan de pågældende blive viet, så snart papirerne er i orden, og De kan bare aftale en dag med kæresten og meddele os, hvornår De kommer for at foretage vielsen.“327 Dette brev fra Gjerstrup til sognefogeden i den nærliggende landsby Kværs viser, at der intet var til hinder for at blive gift med en indsat i Fårhuslejren – hvis ellers den pågældende indsatte var varetægtsfange. Som udgangs-punkt kunne afsonere ikke gifte sig. Adskillige indsatte blev gift ved cere-monier i lejren, som regel forestået af giftefogeden fra Bov.328 Ceremonien i lejren måtte overværes af den nærmeste familie: „Deres forældre og svi-germoder må gerne komme med,“ som Gjerstrup meddelte en brud, „men Deres svogre her i lejren kan ikke overvære vielsen.“329 Igen: Akten fordre-de en tilladelse fra politimesteren. Hvad angår afsoneres ret til udgang, ser denne først ud til at være blevet formaliseret af Justitsministeriet i marts 1947. Tilladelse kunne kun gives til personer, som afsonede straffe på under otte år, og kun under bevogt-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

216

ning. Tilladelsen omfattede besøg hos forældre, ægtefælle eller børn i til-fælde af, at disse var ramt af en alvorlig, livstruende sygdom, eller tilladelse til at være til stede ved begravelsen af personer, som fangen var tilsvarende knyttet til. Havde den indsatte været til stede ved dødslejet, kunne tilla-delse til også at deltage i begravelsen „kun gives under særlige omstændig-heder“. 330 Fårhuslejrens ‘fraværelses’-statistik for første kvartal i 1947 viser imidlertid, at ni afsonere havde haft udgang i forbindelse med ‘besøg ved sygeleje’ og ‘begravelse’ allerede i januar og februar, så noget tyder på, at Justitsministeriet i en eller anden udstrækning blot formaliserede en prak-sis.331

Aviser og rygterDet forhold, at de indsatte i vid udstrækning var afskåret fra omverde-nen og nyheder om og fra denne gennem fx aviser, afstedkom naturligvis rygtedannelser – og forsøg på at forcere denne barriere. Temaet er gen-nemgående i Harboe Kardels dagbog. Fx omtales fænomenet den 18. juli 1945: „I barak 2 gav O. hver aften en orientering over de politiske begivenhe-der i Danmark og den store verden. Hos ham samledes alle illegale aviser, som for det meste via køkkenvejen nåede frem til barakkerne, og når af-tenappellen var forbi, samlede alle sig på den lange [barak]gang. O. steg op på en stol og afleverede en regulær presseoversigt, som var meget værdsat af de nyhedshungrende fanger. Den gav stof til endeløse diskussioner, som ofte varede til langt ud på natten. Trods denne orientering fløj naturligvis de utroligste rygter dagligt gennem lejren, gode såvel som dårlige. Også disse rygter kom ofte fra køk-kenet. Hvornår kom vi hjem? Det var det afgørende spørgsmål. Ofte var krigen mellem øst og vest brudt ud. En gang forlød det, at de tidsfrivillige ville komme hjem til høst. Lejren skulle rømmes på den og den dato. Den ene havde talt for os, den anden imod os. Besøgende berettede om stem-ningen udenfor. Sådan gik det op og ned. Der var intet, der blev troet, fordi enhver kontrolmulighed manglede. Den enkelte fange modtog yderst sjæl-dent en avis, som dog derefter cirkulerede fra hånd til hånd, og som bog-staveligt talt blev læst i laser.“ En anden fange beretter nærmest samstemmende om rygtedannelsen i lejren: „En følge af disse indskrænkninger [begrænset adgang til brevveksling og besøg] og alle de andre dårligdomme ved fangetilværelsen var, at der uafladeligt opstod lejrrygter, som bredte sig med lynets hast og hensatte os næsten alle i enten jubelhumør eller dyb fortvivlelse. Ofte knyttede de op-løftende rygter sig til bestemte tidspunkter. En gang var det kongens fød-selsdag den 26. september, hvor vi helt bestemt alle skulle have amnesti og

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

217

løslades. Og da så dagen oprandt, og intet skete, faldt stemningen til nul-punktet. Så var det forhandlingerne i Rigsdagen om en revision af straffe-ne med tilbagevirkende kraft […]. En sand myriade af alle mulige og umu-lige rygter herom svirrede i lejren i månederne frem til maj 1946. Hver en avis, som det lykkedes at smugle ind i lejren, slugte man i hungeren efter nyheder. Det spillede ingen rolle, om avisen var en måned eller mere gam-mel. Den vandrede i smug fra barak til barak, til der kun var laser tilbage. Vor kammerat M. fra H. var en sand mester i rygter. I B[arak]15 var der, som i de fleste andre barakker, boret huller på vanskeligt tilgængelige steder til nabostuerne – et møjsommeligt, tidsrøvende arbejde udført med ulovligt værktøj. Gennem disse huller leverede M. hver aften ‘dagens poli-tiske nyheder’, sådan en slags ‘pressens radioavis’, som man kendte fra den

Schafhausen Zeitung, Fårhus Tidende. Eksempel på en af de illegalt fremstillede aviser, som cirkulerede blandt fangerne. Indholdet baserede sig på allehånde nyhedskilder, her-under rygter, og artiklerne var på så vel tysk som dansk. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

218

danske statsradiofoni. Hovedkilden til disse nyhedsforestillinger var sy-gebarakken, hvor M. dagligt kom for at få et lysbad. I sygebarakken sum-mede det med nyheder, fordi nogle privilegerede kammerater dér havde adgang til dagspressen […].“332

De to beskrivelser har uden tvivl størst generel udsagnskraft om for-holdene de første måneder, hvor adgangen til nyhedsmedier var meget re-striktiv, for som på andre områder skete der betydelige lempelser hen ad vejen. Intet tyder på, at Gjerstrup anlagde en unødig hård fortolkning af regulativerne, tværtimod var han liberal mht. varetægtsfangernes avis-hold – men blev underkendt af politikommandørens standardbemærk-ning: „… af hensyn til fængslingens øjemed.“ Det betød fx, at Gjerstrup i november 1945 måtte meddele dagbladet Hejmdal i Aabenraa sin opsigelse af lejrens abonnementer på bladet.333 Først fra den 1. februar 1946 tillod politikommandøren, at varetægtsfan-gerne fik adgang til at læse avis – og kun Flensborg Avis. Herefter sørgede Gjerstrup for, at der dagligt blev lagt to-tre eksemplarer af avisen på hver fangestue samt i øvrigt to-tre ugeblade hver søndag.334 Denne ordning var mange varetægtsfanger dog ikke tilfredse med. Som en fange formulerer det i en henvendelse til Gjerstrup: „Undertegnede anmoder hermed høfligst hr. inspektøren om tilladelse til at holde Jyllands-Posten, idet Flensborg Avis ikke indeholder det stof, som holder os i kontakt med de forhold, vi gerne ønsker at være orientere-de om. Uden yderligere at motivere spørgsmålet, bemærker vi, at politime-steren i Fredericia, som vi hører under, har haft spørgsmålet taget op med Direktoratet for Fængselsvæsenet i Justitsministeriet – og vi fik besked på, at alle politiske varetægtsfanger i Jylland måtte læse Jyllands-Posten – som eneste avis […].“335

Gjerstrup kunne blot meddele fangen politikommandørens beslutning, men også, at han nu igen havde indledt forhandlinger med politikomman-døren om spørgsmålet.336 Andre (sønderjyske) varetægtsfanger ytrede over for Gjerstrup øn-ske om at få adgang til at læse Sønderjyden eller Hejmdal, som indeholdt langt mere lokalt stof end Flensborg Avis, og inspektøren forsøgte faktisk at fremme andragendet over for politikommandøren: Kunne man ikke nu, hvor Zeitfreiwillig-sagerne var i fuld gang, give dem Sønderjyden eller Hejmdal?337 Politikommandør Brix, som tillige var politimester i Aaben-raa, var dog ubøjelig: Han måtte anse det for tilstrækkeligt, at Flensborg Avis blev udleveret til fangerne.338 Inspektøren lod sig imidlertid ikke så-dan kyse. Han genfremsendte andragendet til Brix og satte trumf på: „Jeg ved, at flere andre politimestre i Sønderjylland ikke har noget imod, at fan-gerne læser f.eks. Jyllands-Posten, men [jeg] kan ikke imødekomme nogle fangers ønske om det og ikke andre fangers.“ Han efterlyste politikom-

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

219

mandørens omgående udtalelse i sagen, da „det er et dagligt tilbageven-dende spørgsmål ved mine samtaler med fangerne“.339

Og sandelig: Få dage senere meddelte Brix, at han ville drøfte spørgs-målet med de øvrige sønderjyske politimestre.340 Men til Gjerstrups fru-stration faldt denne drøftelse således ud, at „de sønderjyske politimestre ikke kan gå med til dette“, som Gjerstrup den 23. august 1946 meddelte direktøren for fængselsvæsenet. Og „da det er politimestrene, der officielt skal censurere for varetægtsfangerne, kan jeg derefter ikke foretage mig yderligere vedrørende dette spørgsmål“.341

Eftersom det var Gjerstrups principielle holdning, at han ikke kunne gøre forskel på fangerne, måtte han i december 1946 (temmelig spidst) gøre politimesteren i Fredericia begribeligt, at hvis han insisterede på, at varetægtsfanger fra Fredericia politikreds skulle have adgang til at læse Jyllands-Posten, „så bliver hr. politimesteren nødt til at tage dem hjem til arresten i Fredericia“.342

Man aner en vis træthed hos Gjerstrup mht. varetægtsfangernes ad-gang til avislæsning, først og fremmest fordi han her måtte lægge øren til politimestrenes divergerende ønsker. Anderledes med strafafsonerne; her skulle Gjerstrup kun komme overens med sig selv – og selvfølgelig med direktoratet. Endnu i foråret 1947 havde strafafsonerne ikke adgang til at abonnere på endsige læse aviser. Det gav den gældende anordning for fuld-byrdelse af fængselsstraf ganske enkelt ikke mulighed for. Men i april 1947 var Gjerstrup blevet så utålmodig, at han tilskrev direktoratet i sagen. Han henviste til, at der i sommeren 1946 var tilstillet ham en foreløbig betænk-ning med forslag om en ny anordning for fuldbyrdelse af fængselsstraf, og han ville nu vide, om han kunne forvente, at denne blev til virkelighed inden for en meget overskuelig fremtid. I modsat fald ville han anmode om bemyndigelse til at indkøbe og lade fremlægge på fangernes læsestuer forskellige dagblade. Han ville foreslå Information, Berlingske Tidende el-ler Jyllands-Posten, Social-Demokraten og Kristeligt Dagblad. Han rådede over 12 læsestuer, hvilket ville sige, at han skulle tegne 50 abonnementer. Gjerstrups udgangsbøn var: „Afgørelse i sagen udbedes efter omstændig-hederne omgående, da det er en sag, der længe har ligget mig på hjerte, men som jeg har udsat i stadigt håb om den nye anordnings snarlige frem-komst.“343

Som tidligere fremgået, kom den nye anordning kort tid efter, nemlig i maj 1947, og med denne en langt lempeligere adgang for afsonerne på slut-stadium til at abonnere på aviser. Gjerstrup så imidlertid ingen mulighed for at skille fanger på slutstadium og fanger på almindeligt stadium ad, hverken med hensyn til deres ophold på barakkerne eller på arbejdspladserne. Der-for fandt han det ugørligt at lade fangerne selv abonnere på aviser. Og at op-rette særlige avisstuer, hvortil kun fangerne på slutstadium fik adgang, fore-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

220

kom ham også nærmest uigennemførligt, idet han havde ca. 250 fanger på slutstadium. I hvert fald, betonede han over for direktoratet, ville der ikke kunne gives fangerne adgang til avisstuerne hver dag. Derfor foreslog han, at der, for så vidt angik anordningens § 41, for Fårhuslejrens vedkommende skete den lempelse, at også fanger på almindeligt stadium måtte læse aviser, hvorefter han så ville fremlægge aviser på de allerede eksisterende læsestuer. Mht. sortiment foreslog han, at man fremlagde „alle de førende dagblade fra København, samt Jyllands-Posten og Fyens Tidende“. Som argument for denne ordning anførte Gjerstrup, at alle fangerne i fx statsfængslet i Horsens hørte pressens radioavis, hvilket ikke kunne lade sig gøre i Fårhuslejren uden meget store anskaffelsesudgifter til radio- og højtaleranlæg – udgifter som Gjerstrup, i hvert fald på det pågældende tidspunkt, ikke kunne anbefale. Og, argumenterede Gjerstrup: „Hvis fan-ger på slutstadium læser aviser og bor eller arbejder sammen med fanger på almindeligt stadium, får disse aviserne refereret og formentlig på en farvet måde, hvorfor jeg mener, at det er bedre, de selv læser dem.“344

Den 2. juli 1947 udsendte Justitsministeriet en cirkulæreskrivelse, som fastsatte rammerne for adgangen til avislæsning og -abonnement: Der blev givet tilladelse til, at der på fælles opholdsstuer for fangerne kunne frem-lægges indtil tre dagblade af forskellig politisk observans. Disse dagblade blev fremlagt for anstalternes regning. For så vidt angik fangerne på slut-stadium, som i medfør af den nye anordnings § 3 havde adgang til at holde aviser efter nærmere fastsatte regler, måtte disse nu abonnere på et dag-blad, såfremt de var anbragt i enrum eller udelukkende var sammen med andre fanger på slutstadiet.345

Og hvordan fortolkedes denne cirkulæreskrivelse så i straffelejren i Sønderjylland? Det fremgår af en „Meddelelse nr. 48“, som Gjerstrup den 14. juli lod kundgøre – en meddelelse, som stort set fulgte hans eget hoved. Det indebar, at Berlingske Tidende, Fyens Tidende og Information blev lagt frem på læsestuerne, og: det var ikke tilladt fanger på slutstadiet selv at abonnere på dagblade.346 På endnu et punkt var det lykkedes Gjerstrup at bøje regulativerne un-der henvisning til de specielle fysiske forhold i Fårhuslejren.

JulenSamhørighedsfølelsen og behovet for nærvær, især i forhold til de nærme-ste, er erfaringsmæssigt stærkest i juletiden. Dette gjorde sig selvfølgelig også gældende for de indsatte i Fårhuslejren og deres pårørende, som led under adskillelsen. Følelsen strømmer gennem langt de fleste fangeberet-ninger. Især den første jul, julen 1945, står centralt i fangeberetningerne. En af disse er Martin Lorenzens: „I ugen op mod jul dukkede et nyt rygte op: sultestrejke. Fordi vi ikke

KA

PITEL 9 LIVET BA

G PIG

TRÅ

DEN

221

måtte komme hjem til jul, besluttede nogle modige stuer at gå i en tredages sultestrejke. Men desværre var der en del i lejren, som ikke ville være med, og så afhang en gennemførelse af disse, for hvis ikke alle deltog, kunne strejken ikke gennemføres. Da så de første julepakker ankom otte dage før jul – lejrledelsen havde tilladt en ekstrapakke med kager og konfekt – var jublen stor hos alle! Kort før jul kundgjorde den strenge fængselsinspektør tilmed, at der juleaften ville blive serveret flæskesteg med rødkål og grød med hvidtøl, 1. og 2. juledag kaffe af ægte bønner til morgenmaden og om aftenen sylte med rødbeder. Vi måtte også være oppe en time længere jule-aften og synge julesalmer på stuerne. Lejrledelsen stillede endvidere gran-kviste til rådighed til udsmykning af stuerne, og endelig, som gave fra den danske stat, et halvt pund sukker pr. mand. Og så blev det juleaften 1945 i Fårhuslejren. Som eneste mand fra stuen var jeg til julegudstjeneste i lejrens forsamlingssal – den normale søndags-højmesse fandt sted i køkkenbarakkens spisesal, og her deltog typisk 10-20 % af fangerne. Højmesserne var på dansk og forestået af danske præster. Et stort juletræ i stråleglans, som taktfuldt ikke var udsmykket med danne-brogsflag, som det ellers er skik i Danmark, øgede feststemningen. Pastor Lauritsen, Bov, en meget sympatisk, gråhåret sjælesørger, talte gribende. Da han i maj 1946 blev afløst af en yngre dansk præst, havde han vundet os alle, som i stigende tal kom til hans gudstjenester. Ikke mindst fordi han under samtalerne efter den ugentlige gudstjeneste blev os alle en kærlig ven og rådgiver, som havde den dybeste forståelse for alle vore genvordig-heder og hjalp os, hvor han nu kunne. Jeg erfarede fra pastor N. fra T., som sad ved siden af mig, at de rigsty-ske indsatte i den nordlige del af vores barak, som nød større friheder end vi almindelige varetægtsfanger, ville afholde en tysk julegudstjeneste se-nere på aftenen. Med hjælp fra vor baraktillidsmand P. fra A. lykkedes det mig at få tilladelse til at deltage i den. Kl. 19 blev så dobbeltdøren til den nordlige ende af barakken slået op, og alle strømmede derind. Lærer Mass åbnede højtideligheden med en kort tale på tysk, tyske julesalmer klang og pastor Raun, Løgumkloster [indsat tysksindet præst], holdt en gribende prædiken, som han dog i sidste øjeblik måtte holde på dansk på grund af indgriben fra fængselsfunktionærer. Højtideligheden fandt sted i den ud-smykkede barakgang, ja, selv en kunstfærdigt malet krybbe stod under ju-letræet. Bagefter begav alle sig til deres stuer. I vor stue var et lille juletræ tændt, som var blevet tilsendt kammerat S. af hans hustru. Selv et lys havde vi, selv om det officielt var forbudt, og kammerat S. fra H. glædede os med et længere julerim […]. I tilslutning hertil holdt jeg et lille foredrag om ju-leskikke før og nu. Flere julesalmer klang, og der kom besøgende fra andre stuer, førend vi måtte gå til ro. Men de fleste kunne ikke sove, for nu var tankerne hjemme hos vore kære. Vi havde i øvrigt allerede under julema-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

222

den i spisesalen […] alle rejst os spontant og sendt vore tanker hjem under et minuts stilhed. Egentlig ikke nogen venlig handling, men den blev stil-tiende tålt af fængselsfunktionærerne.“347

At varetægtsfangerne kunne modtage en julepakke i julen 1945 bero-ede på velvilje fra både politikommandøren og fængselsinspektør Gjer-strup. Pakkerne skulle blot være fremme i lejren senest den 16. december. De to var også velvilligt indstillet over for, at den hjemmetyske organisa-tion Wohlfahrtsdienst sendte julepakker til de varetægtsfanger og rigstyske indsatte, som ikke modtog pakker fra hjemmet. Og med disse julepakker blev der skabt en præcedens for, at Wohlfahrtsdienst med jævne mellem-rum kunne sende pakker til disse.348

Gjerstrup lagde sig i oktober 1945 også i selen over for direktoratet for, at afsonerne kunne modtage en hilsen hjemmefra i anledning af julen 1945. De gældende regulativer åbnede ikke mulighed for en egentlig pak-ke, men Gjerstrup gjorde sig til talsmand for, at de ‘politiske strafafsone-re’, dvs. landssvigerne, på linje med almindelige afsonere kunne modtage

Selv i grænselandssammenhæng har Mar-tin Lorenzen en særpræget biografi: Han var født i 1897 i den nordfrisiske landsby Vest-Bargum mellem Tønder og Husum. I det tysksindede, frisiske hjem taltes frisisk, på gaden plattysk og i skolen højtysk. Efter 1. Verdenskrig orienterede Martin Lorenzen sig imidlertid i dansk retning. Han blev redaktør ved den tysksprogede danske presse i Slesvig by, hvor danskheden efter 1. Verdenskrig var i stærk fremgang, og efter et treårs ophold i Danmark, hvor han tog studentereksamen og filosofikum, vendte han i 1925 tilbage til Sydslesvig, hvor danskheden nu imidlertid var på retur. Som ansat funktionær i Græn-seforeningen indledte han en højst usikker og omskiftelig tilværelse. Herunder blev han bibliotekar i Toftlund i Nordslesvig, hvor man havde oprettet en special-samling af dansk og tysk nazistisk litteratur. Martin Lorenzen blev med tiden fascineret af det nazistiske tankegods, og i 1941 skiftede han igen sindelag: han erklærede sig nu som tysksindet na-tionalsocialist. I juli 1941 blev han ansat som bogholder på den tyske vandflyverbase ved Thisted, men fungerede samtidig som tolk for den tyske basechef. Dette blev skæbnesvan-gert for Martin Lorenzen, idet han også fungerede som tolk, da fremtrædende Thisted-borgere blev tilbageholdt og afhørt af besættelsesmagten i forbindelse med urolighederne i august 1943. Martin Lorenzen blev arresteret den 13. august 1945 og efter en uge i arre-sten i Aabenraa ført til Fårhuslejren og varetægtsfængslet her. Efter elleve måneder blev han idømt elleve måneders fængsel og straks løsladt. Forgæves søgte han igen ansættelse i det danske arbejde i Sydslesvig, som nu var i stærk fremgang. Først i januar 1953 lyk-kedes det den konjunktursindede Martin Lorenzen at få et fast arbejde, nemlig som kon-torhjælp på kommunekontoret i Løjt ved Aabenraa. Her var han indtil sin pensionering i 1956. Martin Lorenzen døde i 1963. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek i Flensborg

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

223

„et enkelt julehæfte og en mindre buket blomster.“ Han efterlyste et om-gående svar af hensyn til familierne, og benyttede denne anledning (som den tilsyneladende første af mange) til at spørge direktoratet om, „hvor lang tid direktøren endnu mener, der vil gå, inden kongelig anordning og reglement vedrørende behandling af de politiske strafafsonere måtte fremkomme“.349

Den kom, som det er fremgået, først i maj 1947 og syntes ikke at have ændret på det forhold, at afsonere (i modsætning til varetægtsfanger) ikke kunne modtage en julepakke. Afsonerne kunne i anledning af julen 1947 fortsat modtage et ‘julehæfte’ (men tilsyneladende ikke en buket blom-ster), og de blev tilstået ret til at afsende to julekort. Lejren udleverede des-uden et juletræ til hver af opholds- og læsestuerne samt enkelte ark glans- eller silkepapir til fremstilling af julepynt. Julelys var, som i 1945, „absolut forbudt“, formodentlig på grund af brandfaren i træbarakkerne. Juleaften blev der serveret sødgrød med hvidtøl, flæskesteg og kaffe. Juledag og nyt-årsaften sylte med stuvede kartofler. Juledag var der endvidere gratis kaf-fe om eftermiddagen. Til morgenmåltidet 1. og 2. juledag samt nytårsdag blev der serveret kaffe i stedet for té, og margarinen blev i julen erstattet med smør. Endelig blev der ved middagsspisningen juleaften udleveret en pose med 250 g sukker samt to-tre æbler til hver fange.350

Fra fangekartoteket: SS-frivillige fra det tyske mindretal

Sammen med omkring tyve andre unge nordslesvigere, herunder en del gymnasiaster fra Aabenraa, rejste den 19-årige F. Z. fra Haderslev i maj måned 1939 (altså før 2. Verdenskrigs udbrud) til Flensborg, hvor de meldte sig som SS-frivillige på SS-Nebenstelle Nordsee, Hamburg. De blev underkastet en grundig lægeundersøgelse. Om de var antaget eller kasseret, fik de ikke at vide, men efter kort tid blev flere af dem indkaldt. F. Z., derimod, hørte intet fra hvervekontoret, så han tog efter den tyske indmarch til Aalborg for at arbejde som almindelig arbejder på den ty-ske flyveplads. I foråret 1941 fik han arbejde i Flensborg, og hvervekontoret ville nu vide, om han stadig ønskede at gå ind i Waffen-SS. Det bekræftede han, idet „han var tysksindet og stadig rede til at gå med i kampen på Tysk-lands side“, som F. Z. forklarede det danske politi efter krigen. Det lyder troligt, for han havde siden 1935 været medlem af Deutsche Jungenschaft Nordschleswig, siden 1937 af Schleswigsche Kameradschaft og endelig fra 1939 af NSDAP-N. Han henvendte sig derfor på kontoret, hvor han igen blev underkastet en grundig lægeundersøgelse og straks taget til SS. Han havde allerede i maj 1939 underskrevet en kontrakt på at ville gøre

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

224

tjeneste i fire år, og den 1. juli 1941 blev han indkaldt til uddannelse i Klagenfurt i Østrig, hvor han blev optaget i Division Wiking. Uddannel-sen varede til november 1941, hvor han blev sendt til østfronten. Herefter „deltog han i kampene her, afbrudt af sygdomsperioder og orlov, indtil den troppeafdeling, han tilhørte, blev opløst den 27. april 1945, hvorefter han tog civilt tøj på og gik nordpå. Han passerede grænsen den 10. juli og blev anholdt den 14. august 1945“. Så kort og lidenskabsløst sammenfat-tes fire års dramatiske begivenheder i hans generalieblad fra Fårhuslej-ren, som også afslutningsvis nævner, at F. Z. under sin fronttjeneste var blevet forfremmet til SS-Rottenführer (underofficer) og havde modtaget flere dekorationer for tapperhed. Til gengæld havde han mistet det ene øje og havde stærkt nedsat syn.351 I Fårhuslejren blev F. Z. reduceret til ‘fange nr. 806’.

Generaliebladet for fange nr. 2321, landarbejder E. J. fra Notmark på Als, har en tilsvarende instruktiv historie at fortælle: Han var dansk statsbor-ger, men tysk opdraget og havde gået i tysk skole. Fra omkring 1940, hvor han var 19 år gammel, var han medlem af SK og fra 1941 af NSDAP-N, det mindretalstyske nationalsocialistiske parti. Den 1. november 1941 rejste han til Tyskland som civil arbejder, og medens han opholdt sig syd for grænsen, fik han i foråret 1942 tilsendt en opfordring fra mindretal-lets fører, Jens Møller, om at melde sig til tysk krigstjeneste, idet det var enhver våbenduelig tyskers pligt. Han efterkom opfordringen og mødte i april 1942 op på session i Heide i Ditmarsken. Han blev erklæret tjene-steegnet, og den 15. juni 1942 rejste han til Warszawa til uddannelse i Panzergrenadier Division Totenkopf. I september 1942 kom han til Frankrig til videre uddannelse som in-fanterist. På grund af en benskade, han pådrog sig under en øvelse, blev han overført til divisionens syge- eller genoptræningsenhed i Warszawa og derefter til et motoriset infanterikorps, som han gjorde tjeneste ved på forskellige fronter. I marts 1944 blev han indsat i Ungarn, derefter i Italien og til slut i Vesttyskland indtil kapitulationen. Den 8. maj 1945 blev han taget til fange af amerikanerne ved München og sad i krigsfan-gelejr indtil den 29. juni 1946.352

De to fremdragne sager (ud af flere hundrede) har i flere henseender ud-sagnskraft om de SS-frivillige fra det tyske mindretal i Sønderjylland (= Nordslesvig): De to frivillige var for det første begge en del af det nazi-stisk-organiserede foreningsliv i mindretallet, og de følte sig begge som tyskere (den ene var statsløs, den anden dansk statsborger) og forpligtet over for Nazityskland. For det andet meldte den ene sig meget tidligt, endnu før krigen brød ud, og den anden i forlængelse af Jens Møllers sto-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

225

re offentlige hvervekampagne i foråret 1942. Og for det tredje blev de op-taget i de to SS-formationer, som stort set alle mindretallets SS-frivillige blev optaget i, nemlig Division Wiking og Division Totenkopf. Går man imidlertid lidt frem i tid, tegner der sig et mere komplekst billede af, hvor tjenesten foregik. Denne kortlægning lader sig gøre ved at gennemgå 611 faldnes færden – og dermed ca. 40 % af de SS-frivillige fra mindretal-let, hvilket må antages at have en generel udsagnskraft om hele grup-pen.353 Kortlægningen viser, at tildelings/tjenestemønsteret i hovedtræk var som følger:

Fra oktober 1939 til november 1940 SS-Division Totenkopf Fra december 1940 til februar 1942 SS-Division WikingFra marts 1942 til februar 1943 SS-Division TotenkopfFra marts 1943 til juli 1944 3. SS-PanzerkorpsFra august 1944 til april 1945 4. SS-PanzerkorpsUd over disse hovedlinjer forekom der suppleringsperioder, hvor nye fri-

Hvervemøde til Waffen-SS i Haus Adalbert i Sønderborg den 3. november 1940. De uni-formerede SK-medlemmer paraderer under SS-mottoet Unsere Ehre heisst Treue! Fo-toet stammer fra NSDAP-N s arkiv, og er med i det album, som politikommandøren lod udfærdige i forbindelse med retsopgøret. Politikommandørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

226

villige blev tildelt en anden division end den, der var den fremhersken-de på de ovenfor nævnte tidspunkter. Det drejer sig fx om perioden de-cember 1940 til februar 1942, hvor hovedparten af de nye frontfrivillige blev inkorporerede i SS-Division Wiking, men hvor der samtidig tilgik SS-Division Totenkopf nye rekrutter. De tysksindede frontfrivillige blev også sporadisk overført til andre enheder på fx vestfronten. Antallet af faldne SS-frivillige fra mindretallet i ovennævnte forma-tioner siger en del om fordelingen af frivillige i de samme formationer (og selvfølgelig også en del om hårdheden af de kampe, formationerne deltog i):

SS-Division Totenkopf 143 faldneSS-Division Wiking 155 faldne3. SS-Panzerkorps 164 faldne4. SS-Panzerkorps 58 faldne 354

Da enkelte frivillige fra mindretallet blev placeret i Frikorps Danmark, protesterede Jens Møller direkte, og meget ligefremt, til SS-rigsfører Heinrich Himmler: Frikorps Danmark var det danske nazistpartis pro-jekt og var en dansk enhed. Der var derfor, skrev Møller, en hån mod de frivillige og deres pårørende – og i øvrigt helt uholdbart for ham selv – når fx en far til en falden frivillig, som var endt i Frikorps Danmark, havde modtaget et brev, hvori der stod, at sønnen var faldet „for Dan-marks fremtid“. Som Jens Møller formulerede det i sit brev til Himmler i september 1942: „De Reichsführer, vil forstå, at denne trofaste tyskers tragiske helte-død og hans faders alvorlige sjælelige rystelse er ensbetydende med den alvorligste anklage mod mig personlig, idet jeg bærer ansvaret for folke-gruppens frivillige krigsindsats.“ Over for Himmler gjorde Møller gældende, at placeringen af mindre-talstyskere i det danske frikorps havde stillet mindretalsledelsen over for de sværeste vanskeligheder, for mindretalsledelsen havde udtrykkeligt motiveret hvervningen af frivillige med kampen for Tysklands frihed og storhed. De frivilllige var ilet til fanerne som tyskere og ønskede kun at blive behandlet som tyskere. I deres unge tilværelse havde de frivillige været med i arbejdet for bevarelsen af tyskheden. Danskerne havde, som Møller udtrykte det, ganske vist ikke været deres fjende i denne kulturel-le kamp, men var ikke desto mindre folkepolitisk, kulturelt og frem for alt i økonomisk henseende deres nationale modstandere. Derfor var det umuligt at lade en tysk mand kæmpe frivilligt under en fane, der hidtil havde været symbolet hos den nationale modstander. Møller understre-gede dog over for Himmler, at det ikke var sådan, at den tyske nordsles-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

227viger ikke ønskede at komme til indsats med andre germanske kam-merater. I Division Wiking, fx, forrettede mindretallets frivillige gerne tjeneste med danskere og plejede trofast kammeratskab med dem. Brevet medførte, at Himmler indskærpede, at mindretallets frivillige ikke måt-te sendes til Frikorps Danmark.355

Der var altså visse forskelle på almindelige danske SS-frivillige og på de frivillige fra det tyske mindretal. Også hvad angik strafudmålingen – hvilket bringer os tilbage til F. Z. og E. J. Førstnævnte fik den 8. marts 1946 ved byretten i Haderslev to års fængsel. Han blev indsat til afsoning i Fårhuslejren to uger senere, og allerede den 24. september 1946 fik han ved kongelig resolution eftergivet den resterende del af straffen, dvs. blev benådet, og sat på fri fod den 10. oktober.356

E. J. blev den 21. september 1946 ved retten i Sønderborg idømt otte måneders fængsel, hvoraf 80 dage ansås for udstået ved varetægtsfæng-sel. Ved strafudmålingen bemærkedes følgende formildende omstæn-digheder: „Tiltaltes unge alder, da han meldte sig til tysk krigstjeneste, og – under hensyn til alderen – påvirkningen i tysk retning fra hjem og

Hjemmetyske frontfrivillige fra Division Wiking holder jul ved fronten i 1942. Museum Sønderjylland-ISL

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

228

skole, samt den omstændighed, at tiltalte har meldt sig før den 29. august 1943 og i udlandet, og at han som tysk soldat kun har virket i udlan-det.“ Endvidere kom den lange internering som allieret krigsfange E. J. til gode. Den 2. marts 1947 blev han løsladt fra Fårhuslejren efter udstået straf og uden at have været indstillet til prøveløsladelse. De få måneder, han var i lejren, arbejdede han på landbrugsholdet, hvor han passede sit arbejde „tilfredsstillende“, ligesom hans opførsel på barakken var „upå-klagelig“.357 I de mange tilfælde, hvor anstalten skulle udarbejde en indstilling vedrørende løsladelse på prøve for en hjemmetysk frontfrivillig, synes der ikke at have været taget særlige hensyn, sådan som det skete mht. strafudmålingen. Her skal blot fremdrages enkelte eksempler. C. T. fra Skærbæk, som følte sig stærkt tysksindet, havde i foråret 1943 meldt sig til Waffen-SS. Han var på det tidspunkt 28 år. Efter uddannelsen gjorde han tjeneste på østfronten helt frem til kapitulationen. I marts 1946 blev han ved retten i Løgumkloster idømt et år og seks måneders fængsel og hensat til afsoning i Fårhuslejren den 22. april 1946. Det betød, at den planmæssige benådning, efter at to tredjedele af straffen var udstået, den såkaldte ‘totredjedels-benådning’, kunne forventes den 21. august 1946 – og C. T. var indstillet på at underkaste sig de vilkår, der knyttede sig til en prøveløsladelse, fx tilsyn. I Fårhuslejren udarbejdede man derfor den 12. august en indstilling vedrørende løsladelse på prøve. Og den var på ingen måde til C. T. s for-del: Funktionærmødets bedømmelse lød på, at han var en „stædig og stejl nazist, der ikke kan betegnes som ufarlig, og i hvert fald intet har lært endnu. Selvom hans forhold her er gode, kan mødet ikke anbefale prøveløsladelse“. Og Gjerstrup var enig: „Jeg henholder mig til mødets udtalelse og må fraråde løsladelse på prøve. Jeg skal fremhæve, at fan-gens gode forhold her sikkert skyldes hans soldateropdragelse, men at han ved samtale gør et utiltalende og måske endda et ubehageligt ind-tryk.“ Da Gjerstrup endnu i begyndelsen af november ikke havde fået en re-aktion på indstillingen fra direktoratet, tabte han tålmodigheden: „Selv om tre måneders ekspeditionstid endnu er rekorden, er det dog ikke ual-mindeligt, at fanger, der endnu ikke er anbefalet til prøveløsladelse, må vente fra seks til ti uger på afgørelsen i deres sag. Jeg skal derfor henstille, at der gøres, hvad der kan, for at disse sager fremskyndes af hensyn til, at det værste for fangen ved at få et afslag på prøveløsladelsen ikke er selve afslaget, men synes at være den tid, han skal gå og vente i uvished.“ Fangen havde flere gange været hos Gjerstrup for at spørge til sin sag, og Gjerstrup havde hver gang måttet holde ham hen. En måned senere var sagen endnu ikke afklaret, formentlig fordi di-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

229

rektoratet nu var i vildrede mht., hvorvidt C. T. var egnet til prøveløsla-delse. Direktoratet havde nemlig modtaget en diamentral modsat vurde-ring fra politiet i Tønder, som skønnede, at der ikke var nogen fare for, at han ville give sig af med politisk agitatorisk virksomhed – en vurdering, Gjerstrup var stærkt fortørnet over, for „det herværende funktionærmø-de føler sig ikke til megen nytte, når dets velovervejede bedømmelse af en fange, efter at denne har opholdt sig her som strafafsoner gennem et stykke tid, blot fejes til side“. Gjerstrup fastholdt sin bedømmelse af C. T. og mente, at både fangen og hans pårørende havde krav på en afklaring, men også anstalten, som måtte lide under, at fangerne gik og var pirre-lige under den lange ventetid.358 Kilderne tier herom, men alt tyder på, at C. T. sad tiden ud. Der blev ikke lagt fingre imellem, når funktionærmødet og Gjerstrup afgav bedømmelser af fanger i forbindelser med en evt. prøveløsladelse. Om T. N. fra Højer, der i februar 1942 havde ladet sig hverve til Waffen-SS på en session i hjembyen og efterfølgende gjorde tjeneste først i divi-son Totenkopf og siden i Regiment Nordland under 3. SS-Panzerkorps, hedder det: „God opførsel, måske for krybende. Indrømmer sin usselhed ved sit væsen, og mødet skal ikke modsætte sig prøveløsladelse, selv om han har været en ivrig og utiltalende nazist.“ Gjerstrup bakkede indstil-

„Under ledelse af SS-officerer og SS-underofficerer marcherer de frivillige til banegården for at slutte op i SS-rækkerne og deltage i det tyske folks skæbnekamp (Tinglev den 22. april 1942)“. Foto og tekst fra NSDAP-N s arkiv. I februar 1942 kastede Jens Møller hele sin autoritet ind i en offentlig hvervekampagne for at få mindretallets våbenføre mænd til at melde sig til Waffen-SS, som havde haft svære tab på østfronten i vinteren 1941-1942. På det tidspunkt gjorde allerede cirka 900 fra mindretallet fronttjeneste. Foto: Ru-dolf Gimm. Museum Sønderjylland-ISL

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

230

lingen op under forudsætning af, at en prøveløsladelse blev på „sædvan-lige vilkår og med lokalt tilsyn“. Den næsten 40-årige T. N. havde den 20. august 1946 ved retten i Tøn-der fået en straf på et år og tre måneders fængsel med et fradrag på 180 dage for udstået varetægt. Han fik sin prøveløsladelse, da to tredjedele af straffen var afsonet, dvs. den 21. februar 1947. Han havde udvist god opførsel på barakken, og fra kurvemageriet, hvor han arbejdede, fik han også et godt skudsmål. Det gjorde han også, da tilsynet ophørte den 12. maj 1949. Den til-synsførende kunne rapportere, at T. N. i hele prøveløsladelsesperioden havde opført sig godt. „Han fremhæver, at han ikke har noget imod dan-skerne, og at han, når han i sin tid meldte sig til tysk tjeneste, udelukken-de gjorde det af ideelle grunde. Han ønsker nu at leve fredeligt med sine omgivelser.“359

‘Idealist’ og officer for Stortyskland og hjemstavn Hvor de ovennævnte frontfrivillige er personer, der højst har gjort sig be-mærket i deres lokalsamfund, skal vi nu se lidt nærmere på fire officerer fra mindretallet, hvoraf i hvert fald de tre var højtprofilerede som ideolo-giske nazister. Jef Blume, Johann Thorius og Paul Koopmann var alle tre drivende kræfter i hvervningen af frivillige i hjemstavnen, men gjorde også selv fronttjeneste. Koopmann opnåede den højeste rang af samt-lige officerer fra mindretallet, nemlig SS-Hauptsturmführer. Den fjerde, Hanns Chr. Jessen, har måske gjort sig mest bemærket efter krigen ved at samle og udgive den her i bogen flittigt citerede antologi Faarhus 1945-1949, som udkom i 1987. Fælles for alle fire er naturligvis også, at de sad i Fårhuslejren, Blume dog aldrig som afsoner. „Overbevist nationalsocialist og SS-mand. En stor idealist. Åndeligt overlegen og flittig. Karaktermæssigt og holdningsmæssigt pletfri, sel-skabelig og med gode omgangsformer. Elsket i kammeratsskabskredsen. Pletfri soldatermæssig optræden. Har udmærket sig som delingsfører ved SS-Panzer Grenadier Regiment 24 Danmark under en 8-ugers ind-sats ved Narvafronten [i Estland]. Tildelt jernkorset af 2. klasse.“ Sådan karakteriseres SS-Untersturmführer Paul Koopmann i en Per-sonal-Antrag, udfærdiget af kommandøren for SS-Panzer Grenadier Di-vision Nordland (underlagt 3. SS-Panzerkorps) den 28. august 1944. Af dokumentet fremgår videre, at Koopmann stod til forfremmelse til SS-Obersturmführer i november 1944360, og som nævnt avancerede han til SS-Hauptsturmführer inden krigens afslutning. I det civile var Paul Koopmann faghistoriker – og som vi skal se: en engageret elev i den ‘nazistiske eliteklasse’ i Fårhuslejren. Koopmanns karriere i Waffen-SS begyndte, da han i maj 1940 som 29-årig lod sig

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

231

hverve på en (hemmelig) session i Tinglev, hvor han havde bopæl. Han blev indkaldt den 8. juni 1940 og kom således til at gøre tjeneste dels i Tyskland, dels på østfronten, i fem år. Koopmann, der var søn af lederen af det tyske privatskolevæsen i Nordslesvig, var medlem af NSDAP-N og overbevist nazist. Han aflagde derfor uden betænkeligheder faneed til føreren Adolf Hitler, og som det fremgår af hans dom efter krigen, blev han under uddannelsen i Tysk-land ved panservåbnet, „anvendt som tolk ved den teoretiske undervis-ning, også om jødespørgsmål“. Efter sin uddannelse stod han stadigvæk til rådighed som dansk tolk ved SS-Fürsorgeamt, SS-forsorgskontoret, i Berlin. I juli 1942 kom han imidlertid med rang af Oberscharführer til front-indsats ved Leningrad. Samme efterår kom han på junkerskolen, dvs. of-ficersskolen, i Bad Tölz, og da han havde færdiggjort sin officersuddan-nelse i maj 1943, kom han på ny til østfronten, hvor han de følgende to år gjorde turen med fra Leningrad til Elben. Kort før den tyske kapitulation var hans enhed fuldstændig sprængt, så han fik fat på noget civilt tøj, gik ‘under jorden’ og undgik derved at komme i krigsfangenskab. Han op-holdt sig illegalt i Tyskland indtil maj 1946, hvor han illegalt passerede den dansk-tyske grænse. Det lykkedes ham at holde sig skjult i et år, indtil han i juni 1947 meld-te sig selv til politiet, fordi hans navn var blevet nævnt offentligt i en sag, „under hvilken en mand var tiltalt for overtrædelse af Straffelovens § 98, og han ville sikre sig mod at blive blandet ind i denne sag“.361 Den pågæl-dende sag var identisk med den store spionageproces ved retten i Tønder, hvor en række hjemmetyskere stod anklaget for at have spioneret for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr forud for den tyske besæt-telse af Danmark. Ved denne proces blev der idømt meget lange fængsels-straffe, så det var sikkert en klog beslutning, når Koopmann besluttede sig for at undgå at blive viklet ind i den. Han slap nemlig med en straf på et år og tre måneders fængsel, og 45 dages varetægtsfængsel skulle fra-drages afsoningstiden. Desuden mistede han almen tillid i fem år. Han blev straks indsat til afsoning i Fårhuslejren, hvor han kunne se hen til en totredjedels-benådning den 7. juli 1948. Men allerede den 16. april 1948 behagede det Hans Majestæt Kongen at benåde Koopmann på ‘sædvanlige vilkår’.362 I Koopmanns indstilling til prøveløsladelse er de fortrykte rubrikker til funktionærmødets og anstaltslederens bedømmelser af den indsatte gabende tomme, men i betragtning af hans helt smertefri og meget tid-lige prøveløsladelse kan man næppe have haft et negativt indtryk af ham. Vi skal i en senere sammenhæng vende tilbage til Koopmann, der spil-lede en rolle i det tyske mindretals arbejde efter krigen.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

232

Om Hanns Chr. Jessen hedder det i funktionærmødets bedømmelse, at han var „tysk i hjertet. Rolig og behersket. Kan ikke omvendes, men for-mentlig klog nok til at holde sig i ro til han kan komme til Tyskland“. På den baggrund ville mødet ikke modsætte sig hans prøveløsladelse. Og Gjerstrup tilføjede: „Han fortjener egentlig ikke chancen, men med et ef-fektivt tilsyn skal jeg ikke udtale mig mod prøveløsladelse på sædvanlige vilkår.“ Hanns Chr. Jessen, der var 28 år gammel på det pågældende tids-punkt i 1947, var lærer i Tyskland, da han i september 1941 meldte sig til Waffen-SS, men lærergerningen var han afskåret fra (i Danmark) med den dom på to års fængsel, han havde fået ved retten i Tønder den 15. april 1946, for med den mistede han også retten til at undervise. Sikkert på den baggrund skal det ses, at han i forbindelse med indstillingen ved-rørende prøveløsladelse angav at ville ernære sig som tegner og kunst-maler. Hvorfor var Gjerstrup af den opfattelse, at Jessen egentlig ikke for-tjente chancen? Han havde ikke fået nogen disciplinærstraf, og hans skudsmål fra funktionærside var positiv: „Høflig og behersket væsen med god opførsel på barakken, arbejder tilfredsstillende på gartnerhol-det.“ Så Gjerstrups indstilling skal uden tvivl ses på baggrund af Jessens manglende anger og selvransagelse. Hanns Chr. Jessen var født i et stærkt tysksindet hjem i Tønder. Fa-deren var redaktør ved Nordschleswigsche Zeitung, så Hans Chr. kom naturligvis i den tyske skole, hvor han tog realeksamen. Siden tog han studentereksamen ved det tyske gymnasium i Aabenraa, hvorefter han i

Straffefange nr. 1128, Hanns Christian Jessen. Fårhusarkivet, Landsarkivet i Aabenraa

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

233

1939-1940 gennemgik en læreruddannelse i Tyskland i det stærkt ideolo-gisk betonede Landjahr, hvor han efterfølgende underviste unge menne-sker. Han var naturligvis medlem af NSDAP-N. Fra september 1941 fik Jessen sin militæruddannelse i Waffen-SS, bl.a. var han på underofficersskole, inden han i september 1942 blev sendt til frontindsats ved østfronten. I efteråret 1943 kom han på junkerskolen, dvs. SS-officersskolen, i Bad Tölz, og med sin nye officersgrad som SS-Untersturmführer blev han et halvt år senere igen sendt til østfronten. I september 1944 blev han så hårdt såret, at han resten af krigen opholdt sig på lazaret, senest i Tøn-der.363

Jessen havde siddet varetægtsfængslet længe i Fårhuslejren, 315 dage, da han den 30. maj 1946 kom over til ‘de sorte’, altså afsonerne. Datoen for hans planmæssige prøveløsladelse var den 19. oktober 1946, men løs-ladelsen trak en anelse ud: Han lagde først Fårhuslejren bag sig den 7. no-vember 1946.364

Omtrent en måned senere, den 5. december 1946, blev Johann Arthur Thorius indsat til afsoning som fange nr. 2285. Han var den 6. april 1946 ved retten i Haderslev blevet idømt fem års fængsel for dels at have meldt sig til tysk krigstjeneste i Waffen-SS, dels for at have organiseret hverv-ning af frivillige til Waffen-SS. Det første forhold kunne føres helt tilba-ge til maj 1939, hvor han var en af de cirka tyve helt unge nordslesvigere, der som F. Z. meldte sig på hvervekontoret i Flensborg. Men modsat F. Z. blev han indkaldt kort tid efter. Han gjorde hele krigen med på østfronten, avancerede til Obersturm-führer, blev dekoreret med jernkorset af både 1. og 2. klasse samt den ty-ske ørn i guld – og blev vel dermed den højest dekorerede SS-frivillige fra mindretallet. Prisen var bl.a., at han i januar 1945 måtte vende tilbage til Nordslesvig en underarm fattigere. Her blev han udnævnt til ny Landes-führer for Deutsche Jungenschaft Nordschleswig, DJN, og kastede sig så sent som i april 1945 ud i den aktivitet, som udgjorde det andet strafbare forhold, nemlig hvervning af frontfrivillige, der foregik ved både offent-lige opråb i mindretallets avis og bladet Junger Wille samt ved private henvendelser til ca. 70 medlemmer af DJN. Bag kulisserne modarbejde-de Jens Møller ihærdigt denne (sene) hvervning, som han fandt både nyt-tesløs og forrykt.365

Når Thorius først blev indsat mere end et halvt år efter sin dom i Ha-derslev, skyldtes det, at han ankede dommen til landsretten – som den 12. november 1946 stadfæstede, for så vidt angik skyldspørgsmålet, men nedsatte straffen til tre år og seks måneder under henvisning til, at Tho-rius havde meldt sig inden den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat.366

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

234 Formentlig på grund af sit handicap og sit erhverv, som han opgav som ‘student’ (Thorius havde taget studentereksamen ved det tyske gym-nasium i Aabenraa i 1939), fik Thorius efter nogen tid arbejde i lejrbib-lioteket. Herfra fik han den den 1. september 1947 følgende skudsmål: „Er flink og villig til sit arbejde, som han udfører med stor interesse.“ Fra barak 3, hvor han var indkvarteret de sidste måneder af sin afsoning, lød overbetjent Jensens vurdering, at han var „en høflig og omgængelig fyr, hvis opførsel altid er korrekt“. De to funktionærudtalelser daterer sig til den 1. september 1947 og skyldtes, at tidspunktet for totredjedels-be-nådningen, den 12. oktober 1947, nærmere sig. Anstaltens bedømmelse kunne kun fremme, at prøveløsladelsen gik igennem: Funktionærmødet udtalte, at Thorius var „høflig, villig og korrekt. Svarer godt for sig“. Men han var også „lidt svær at få fat på“, hvorfor politimesteren i Haderslev burdes spørges i sagen. Gjerstrup var enig: „Fangen er ret tiltalende i væ-sen og talemåde, og da han øjensynligt heller ikke tidligere har været op-farende eller provokerende, mener jeg, man kan prøveløslade ham, selv om han formentlig aldrig bliver ‘omstillet’. Der vil blive brugt effektivt tilsyn. De øvrige vilkår bør være de sædvanlige.“ Politimesteren i Haderslev har sikkert heller ikke haft alvorlige ind-

„Folkegruppeføreren indsætter SS-Obersturmführer Johann Thorius som landsung-domsfører“. Tekst og foto fra NSDAP-N s arkiv. Fotoet fra 1945 er taget i Dibbernhaus i Aabenraa, som var det tyske mindretals politiske hovedkvarter. Bag Thorius og Møller ses et lille udsnit af det efterhånden store portrætgalleri af faldne frontfrivillige fra min-dretallet. Foto: Rudolf Gimm. Museum Sønderjylland-ISL.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

235

vendinger, for nøjagtig den 12. oktober 1947 blev den tidligere Landes-führer prøveløsladt.367

Den person, Obersturmführer Thorius afløste på posten i januar 1945, var Jef Bertelsen Blume. Han sad også i Fårhuslejren, da Thorius var der, men ganske som Harboe Kardel kom han tilsyneladende aldrig over til ‘de sorte’. Han forblev varetægtsfange, indtil han den 24. marts 1948 overførtes til arresten i Aabenraa i forbindelse med processen mod mindretalsledelsen.368 Vi har tidligere mødt Jef Blume, men der kan være grund til at uddybe hans baggrund lidt: Han var født i 1912 og opvok-set i et tysksindet hjem i Nørre Løgum ved Løgumkloster. Jef gik i både den danske og den tyske kommuneskole og blev tysk student fra Nibøl (umiddelbart syd for grænsen) i 1933. Han tog lærereksamen fra lærer-højskolen i Kiel i 1935 og blev straks ansat i Sæd. Blume var aktiv i min-dretallets ungdomsarbejde og blev leder af DJN, som under NSDAP-N’s politiske og kulturelle ensretning af mindretallet også blev underlagt partiet i 1938 og formeret nøjagtigt som det rigstyske forbillede Hitler-jugend. Blume, som samme år meldte sig ind i NSDAP-N, fortsatte som leder af DJN, nu med titel af Landesführer, og i september 1940 tog han sin afsked som lærer og flyttede til Aabenraa som lønnet partifunktio-nær i mindretalsledelsens politiske hovedkvarter Dibbernhaus. I kraft af sin stilling som ungdomsfører blev Blume i efteråret 1940 medlem af mindretalsledelsens ‘lille politiske råd’. Blume var sammen med Wilhelm Deichgräber primus motorer i de første hvervninger i foråret 1939, idet han var med til at afholde (illegale) sessioner, eller organiserede dem på tysk jord, som fx i Flensborg. I som-meren 1940 var han personligt til stede ved sessioner rundt omkring i Nordslesvig. Selv lod han sig hverve til Waffen-SS, til Division Wiking, i sommeren 1940, og gjorde tjeneste i to omgange, dels i Tyskland, og dels på både øst- og vestfronten. Første gang fra april 1941, men mod Blumes egen vilje blev han kaldt hjem til Nordslesvig i januar 1942 af Jens Møller for at blive genindsat som leder af DJN. Under mindretalsledelsens store offentlige hvervekampagne i februar 1942 udsendte Blume et hverveopråb til samtlige tyske lærere i landsde-len, og i marts 1943 førte han forhandlinger med SS-Ersatzkommando i København om den fremtidige hvervning i mindretallet. Fra april 1944 til kapitulationen gjorde Blume igen fronttjeneste. Han blev taget til fange af amerikanerne i maj 1945, udleveret til dansk politi efter ca. et år og varetægtsfængslet i Fårhuslejren den 1. september 1946. Ved processen mod mindretalsledelsen i efteråret 1948 blev han idømt fem års fængsel, men tilsyneladende blev han aldrig (gen)indsat til afso-ning i Fårhuslejren, formentlig fordi hans straf med den lange varetægt næsten var afsonet. Blume blev benådet i 1949.369

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

236

„Jeg vidste det ikke, og til at begynde med troede jeg det heller ikke“ Waffen-SS soldater har vedvarende hævdet, at de intet kendte til tyske grusomheder på østfronten mod den lokale (som regel slaviske) befolk-ning, mod jøder og mod tilfangetagne russiske soldater og partisaner. Hvis grusomheder og drab på fx tilfangetagne russiske soldater fore-kom, var de udløst af russiske sådanne. Udryddelser i ghettoer og kz-lejre kendte man intet til – nogle benægtede endog, at det overhovedet skulle være forekommet. Som Waffen-SS soldat var man elite-frontsol-dat – et frontsvin ja, men med æresbegreber, der tilsagde, at man kun slog fjendens soldater ihjel. Jef Blume har, formentlig til sin skrivebordsskuffe og sine efterkom-mere, begået et papir vedrørende disse spørgsmål med titlen: „Ich habe es nicht gewusst – und zunächst nicht geglaubt“, altså: Jeg vidste det ikke – og til at begynde med troede jeg heller ikke på det“370. I papiret bakser Blume med spørgsmålet om (personlig) skyld i rela-tion til masseudryddelser og kz-lejre. Han gransker sin hjernekiste for at finde noget, der måske burde have tilsagt ham, at et og andet var galt – hvilket for ham er forudsætningen for at føle personlig skyld. For det første havde han i Weimar, hvor hans enhed blev opstillet i 1941, været kaserneret i nærheden af kz-lejren Buchenwald. Og når de var på øvelse i området, traf de ofte fanger i stribede fangedragter, som var på vej til og fra arbejde, anført af en Kapo, dvs. en overfange. Kapoen havde ordre til, når fangerne passerede hans enhed, at tage huen af og stå ret. Han og de andre SS-soldater havde angiveligt et ret afslappet for-hold til kz-fangerne. Når fangerne arbejdede rundt omkring kasernen, kastede de undertiden brød til dem. Fangerne var ifølge Blume faktisk ikke tyndere end han og hans soldaterkammerater var, og derfor mente de ikke, at fangerne kunne have det værre end de selv. „Ja, enkelte af os mente faktisk, at de havde det bedre end os – for de skulle jo ikke til fron-ten.“ Og videre skriver Blume: „Jøder var der vel også imellem, jeg mener i hvert fald at kunne huske den gule stjerne – derudover kendte vi na-turligvis ikke de forskellige kendetegn [for forskellige fangekategorier]. Men altså, vi så ikke noget graverende og var derfor heller ikke foruroli-get på nogen måde.“ For det andet var der i nærheden af SS-uddannelseslejren Sennheim en mindre kz-udekommando – ca. 30 mand under kommando af en SS-Unterscharführer, som jævnligt kom i deres kantine for at spise. Un-terscharführeren var en særdeles rolig, ældre mand, som de kom i snak med. De spurgte ham fx, om han bevogtede fangerne helt alene? Nej, der kom også nogle fra hovedlejren. Hvad var det for nogle folk, de fanger? Alle mulige – politiske, bedragere, – alle erhverv, også velbeslåede folk.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

237

Velbeslåede? Ja, velbeslåede – de skulle bare se indholdet af de pakker, fangerne fik tilsendt. Pakker – det kunne da ikke passe! Jo, en hver må-ned. Blev der også løsladt nogle en gang imellem? Nej, men nogle blev flyttet. Var der også jøder imellem? Nej, de var sat ind [eingesetzt] østpå. Forplejning? Den var så nogenlunde, for fangerne skulle jo arbejde. Og disciplinen? Ingen problemer – den klarede kapoerne! På den baggrund konkluderer Blume: „Det ville jo være latterligt på baggrund af en sådan fragmentarisk viden at drage generelle slutninger om kz-lejre som sådan. At der var andre lejre, vidste vi godt. Men på en eller anden måde virkede det beroligende på mig – måske også søvndys-sende. Så godt som det var i 1941, var det sikkert ikke siden – krigen, som bare fortsatte, de mange fanger og, og… men også vi soldater døde jo i millionvis, blev såret, savnet – også vi levede i stigende grad livet farligt. Vi havde i sandhed nok i at klare os selv.“ Jef Blume og hans SS-kamme-rater havde angiveligt ikke troet på det, da de blev taget til fange af ame-rikanerne i maj 1945, og erfarede om rædslerne i kz-lejrene. De fleste havde, hævder han, opfattet det som ren propaganda. Kun enkelte var tavse og sagde ingenting. Indbyrdes talte de heller ikke om det – der var så meget andet at tænke på og at bearbejde: fangenskabet, det totale ne-derlag, Tysklands undergang, familien derhjemme og hvad der nu skulle blive af dem alle. Hvordan skulle der være plads til at tænke på andre? – især da, når det var det rene vrøvl!

Jef Bertelsen Blume i Waf-fen-SS uniform. Blume var lige fra 1939 særdeles aktiv i organiseringen af hverv-ningerne til Waffen-SS. Politikommandørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

238

Først i ‘den politiske lejr i Darmstadt’, fra den 25. marts 1946, faldt skællene fra deres øjne: „Her blev vi virkelig oplyst og endelig trængte det ind, hvad der virke-lig var sket. Det forekom os så uhyrligt, at vi havde vanskeligt ved over-hovedet at begribe det. Men vi begyndte at ane, at dette overgik alt, hvad der hidtil var braset sammen om os: den totale kapitulation, de mange millioner døde, sårede og savnede, den næsten totale ødelæggelse af by-erne, de sultende, frysende mennesker overalt i Tyskland, håbløsheden, fortvivlelsen og angsten for fremtiden. Hvad der var sket her, havde bragt skam over Tyskland, det ville aldrig forlade os og ville for altid belaste hver og en af os. Men vi følte os bedraget, ydmyget og skuffede over et sy-stem, som vi havde holdt fast ved, og som vi havde været villige til at ofre livet for, og som vi længe – alt for længe, kunne vi nu se – havde stolet på. Vi havde tålt forkerte dispositioner og fejltagelser, fx Stalingrad – vi hav-de endda kritiseret anordninger og befalinger – men hele tiden havde vi nøjedes med at håbe og at tro. Efter alle disse beretninger styrtede vi nu ned i et dybt, dybt hul, vi blev overmandet af en skrækkelig tomhed, en håbløshed, som knapt var til at bære. For os og for Tyskland var der ingen udvej mere. Vi blev over-mandet af skyldfølelse – selv om vi ingen skyld havde – vi havde over-hovedet ikke taget del i det forfærdelige at ville udrydde et helt folk, og vi havde heller ikke vidst noget om det. Hvordan skulle vi så kunne føle os skyldige i det? Var alle tyskere skyldige, fordi dem i toppen – Hitler, Göring, Himmler, Bormann og hvad de nu ellers hed – havde taget en be-slutning om at udrydde alle jøder? Hvordan kan jeg være skyldig i noget, jeg ikke vidste foregik – og som jeg slet ikke deltog i?“ Herefter gennemgår Blume i papiret en lang række konkrete punk-ter, hvor han tilstår sin begejstring for Hitler og Nazityskland – og stadig forsvarer sin begejstring og sine handlinger. På ét punkt (må han tilstå) havde han dog fejlet alvorligt, men også formået at fortrænge det: jøde-spørgsmålet og koncentrationslejrene. „Behandlingen af jøderne straks efter magtovertagelsen [i 1933] har jeg ikke selv oplevet – jeg var for langt fra gerningsstedet. Men jeg læste om det, jeg hørte om det og blev fortalt om det. Jeg fandt det mere end skændigt, men jeg gjorde intet og foretog mig intet. Jeg kendte heller ikke nogen [jøder]. Jeg må også tilstå, at jeg et lille sted inde i hjertet var af den opfattelse, at jøderne havde alt for stor indflydelse i medierne, i finansverdenen og i kulturlivet i forhold til deres antal – det kunne godt have været lidt mindre. Men herfra og så til over-faldene, jødestjernen, forfølgelsen, parolen: handl ikke hos jøder, og de korporlige overfald var der et stort stykke vej – helt til tavsheden om ud-ryddelseslejrene. Hvad jeg så, henholdsvis ikke så, rakte ikke til at bryde med nationalsocialismen.“

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

239

Og længere fremme i papiret: „Jeg kendte intet til det overlagte mord på jøderne, til ‘holocaust’, til udryddelseslejrene i Østeuropa, til grusom-hederne, til ‘Endlösung’ – som nok blev beordret og udført af SS-folk, men ikke af Waffen-SS.“ Vi kan naturligvis ikke vide, om Jef Blume taler sandt, for så vidt an-går ham selv og hans egne folk, eller om han trods sine sjælekvaler og be-stræbelser på at gøre op med nogle ubehagelige sammenhænge har for-mået at fortrænge et og andet. Vi ved imidlertid, at Waffen-SS i høj grad tog aktiv del i folkedrab og anden terror, også de enheder, som danske (herunder hjemmetyske) SS-frivillige gjorde tjeneste i. Det gælder såle-des Division Totenkopf med den hensynsløse Theodor Eicke som chef, det gælder Division Wiking, og det gælder fx regimenterne Danmark og Nordland under 3. SS-Panzerkorps, som var indsat i Kroatien til parti-sanbekæmpelse. I 1942 deltog tjenestegørende fra Division Wiking i flere aktioner mod civilbefolkningen i Rusland.371 En (ikke-dansk) frivillig fra Regiment Westland beskriver, hvordan han oplevede udrensningerne af uønske-de folkegrupper: „Samtlige jøder, også kvinder og børn, blev bortskaffet ved skydning. Ligesom partisaner og russiske soldater, som vi fangede bag fronten, blev henrettet på stedet.“372 Sådanne handlinger lå fuldstæn-digt i forlængelse af den såkaldte Kommissarbefehl. De tyske tropper blev pålagt at ‘udsortere’ fire kategorier blandt fangerne: kommunistiske partifunktionærer (kommissærer), asiatiske grupper, sigøjnere og jøder. Disse personer skulle derefter overgives til de såkaldte Einsatz-grupper, som var sammensat af personel fra såvel SS som politisoldater og almin-delige værnemagtsoldater, og hvis opgave det var at ombringe dem. Hvis det ikke var muligt at overgive dem til Einsatz-grupperne, skulle fan-gerne skydes på stedet. De måtte nemlig ikke belaste den tyske krigsind-sats, bl.a. derved at man skulle holde dem indespærret og skaffe mad til dem.373

På Balkan, hvor Nazityskland siden april 1941 var besættelsesmagt, forfulgte man et program, Neuordnung, som skulle belønne det fasci-stiske Kroatien og straffe de områder i Slovenien og Serbien, som hav-de stået bag omstyrtningen af den protyske og profascistiske regering i marts 1941. I 1943 indledte den tyske besættelsesmagt en politik, som gik ud på at polarisere befolkningen på Balkan ved at opdele dem i pro-tyske og i partisaner, der var antityske. På den måde blev de civile, der ikke aktivt støttede den tyske besættelsesmagt, automatisk kategoriseret som partisansympatisører, også selv om de forholdt sig neutrale og ikke bar våben. Den hårde og brutale fremfærd fik tilslutningen til modstandsbevæ-gelsen under Marskal Tito til at vokse eksplosivt, og fra september 1943

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

240

Dette foto af hængte civile på østfronten skal formodentlig knyttes til følgende uddrag af en beretning (fra 1988) af Bodil Buchard. Hun var enke efter fotohandler Buchard, som først drev forretning i Tønder, siden i Sønderborg. „[…] Nogle måneder senere fik vi igen besøg af Gestapo. Købmandens datter havde på disken i vores forretning [i Tønder] i et ubevogtet øjeblik set et billede, der viste to mænd og en kvinde med reb om halsen stå-ende på en bænk, som to tyske soldater var ved at trække væk. Heldigvis kunne vi bevise, hvis billede det var. Det var en [hjemme]tysk soldat, som havde fotograferet dette gruful-de billede. Først beskyldte de [Gestapo] minsandten min mand for at have lavet det hele, for sådan noget gjorde de tyske soldater da ikke. De fik soldatens navn og adresse, og vi hørte ikke mere derom. Min mand kunne selvfølgelig ikke dy sig, men tog et aftryk til sig selv. Dette billede blev godt indpakket, og under resten af besættelsen lå det indsyet i min yngste søns barnevognsmadras. Billedet befinder sig nu på Sønderborg Museum, som et bevis på menneskers grusomhed“. Det viste foto er det eneste i Museum Sønderjylland-Sønderborg Slots fotoarkiv, som kan forbindes med Bodil Buchards beretning (Fra Lo-kalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune). Museum Sønderjylland-Sønderborg Slot

blev der iværksat systematiske overgreb mod befolkningen på Balkan. For at afskrække civilbefolkningen fra at hjælpe partisanerne indførtes den ‘brændte jords politik’ – en politik, som også blev praktiseret på øst-fronten. Ordren til de tyske styrker på Balkan var utvetydig: „I de byer, som de kommunistiske bander anvender som gemmesteder, skal hele be-folkningen tages som gidsler og transporteres til kz-lejr. Byerne skal der-efter ødelægges fuldstændigt, brændes ned til jorden, sådan at der ikke

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: SS-FR

IVILLIG

E FRA

DET

TYSK

E MIN

DR

ETAL

241

forefindes en eneste bygning, der kan tjene som overnatningsmulighed eller skjul.“374

Desuden indførtes i september 1943 et våben, som man også kender fra andre tyskbesatte lande i forskellige varianter: Sühnemassnahmen, dvs. soningsofre. Metoden var enkel: Blev en tysk soldat dræbt som føl-ge af et partisanangreb, hentede besættelsesmagten efterfølgende halv-treds tilfældige civile fra den nærmeste by eller landsby, som blev hen-rettet for at ‘sone’ drabet på den tyske soldat. Gidslerne blev som regel skudt for øjnene af deres familier eller hængt i byens træer til skræk og advarsel.375

Vi ved også, at ikke så få danske SS-folk kom til at udføre vagttjeneste i tyske kz-lejre. Så det er notorisk forkert, når Jef Blume hævder, at Waf-fen-SS ikke deltog i folkedrab og overgreb mod civile. Vi ved også, at ind-læringen af den nazistiske ideologi med alt, hvad denne indebar, var et helt centralt element i Waffen-SS-uddannelsen, ikke mindst på junker-skolen, hvor Blume havde taget sin officersuddannelse. Selv var han også i kraft af sin stilling som Landesführer ansvarlig for bladet Junge Front, som udkom fra 1937, og som i stigende grad fik et ideologisk-racistisk tilsnit. Bladet kom ud i enhver krog af mindretallet – ud til stort set hver eneste unge hjemmetysker. Og at man ikke vidste, der foregik uhyrligheder, synes at blive demen-teret af et (sjældent) skriftemål fra en indsat nordslesvigsk frontfrivillig, som sad i Fårhuslejren, og som tydeligvis havde fundet fred og trøst i et gudsforhold: „Hvad vidste vore nordslesvigere, som i blind tro bekendte sig til Tyskland, om de forfærdelige koncentrationslejre i det store fædre-land? Mange tror endnu ikke i dag på, at noget så forfærdeligt nogen sinde er forekommet i Tyskland. Vi SS-frivillige, som hørte om det og også blev truede med det, vovede ikke engang at oplyse vore familier om langt mere harmløse ting, som allerede havde rystet vor tro på Tyskland. Nordslesvigerne var så uvidende om, hvad der foregik i Riget, og troede så blindt på Hitler, at man kunne befrygte, på grund af en uforsigtig be-mærkning at blive udpeget af sine pårørende som defaitist og styrtet i ulykke. […] Den brutale behandling af mennesker i de besatte områder oprørte os på det dybeste. Desuden var det altid kun enkelte nazisadi-ster, der med hård hånd lod deres brutale og forrykte forordninger og tvangsforanstaltninger komme til udførelse. Man talte mest om russiske kommissærer, men vi frygtede mest vore egne! […] Hvor ofte har vi ikke oplevet, at tyske kammerater, som også bad, var påfaldende standhaftige og pålidelige mænd. Men hvor ofte har vi ikke også oplevet, at enkelte, særligt tøjlesløse, spottende, sadistiske og grusomme tyske soldater var fejge, når det virkeligt kom an på at vise mod, og det var direkte påfal-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

242

dende, at disse sadister næsten altid fandt en skrækkelig død; thi Gud la-der sig ikke spotte, og derfor hævner al skyld sig på jorden! […] Det er en kendsgerning, at de nordslesvigske SS-frivillige ofte var indviklet i svære sjælelige kampe og led derunder. Det må føres tilbage til deres danske mentalitet, som ganske enkelt ikke lod sig fornægte. De var i deres inderste væsen anderledes end tyskerne. Hvor ofte har man ikke kunnet høre det næsten fortvivlede udbrud fra en kammerat: „Hvis jeg kommer hjem igen, så er jeg pæredansk.“ Og kom de så hjem på orlov, så var de tavse og resignerede, og mange af dem har så alligevel igen af stolthed og egensindighed taget det store fædreland i forsvar, selv om de hadede det. Dengang blev det os rigtig bevidst, at vi havde mistet ‘frihe-den’ […]. I dag afsoner vi vor straf her i Fårhuslejren, og her, i vort livs mørke-ste time, oplevede vi et herligt under. Her i disse tunge, mørke langsomt henskridende timer, dage og år, her forladt og foragtet af hele verden, oplevede vi nu i den kristne kirke den eneste sande glæde og den højeste trøst! Vi fandt ilden i asken! […] Vi håber, at det lys, pastor Gadeberg her har tændt, fra Fårhuslejren må lyse vidt omkring, så folk på vor hjemegn vil række os en forsonende hånd, for at vi den dag, da vi atter kan gå ud i den så længe savnede frihed, kan sætte vore fødder på en hjemegns jord, som er befriet for had. Det give Gud!“376

Fange nr. 1438 kan altså berette om grusomheder og overgreb, men at det udelukkende skulle have været rigstyske soldater, som udførte dem, er en tvivlsom konklusion. I Fårhuslejren sad adskillige fanger, som hav-de noget tilsvarende på samvittigheden. Dem vender vi tilbage til.

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

243

Kapitel 10

Kirkelig og lægelig betjening

Som det tidligere er fremgået, blev ansvaret for den gejstlige betjening af Fårhuslejren allerede i maj 1945 overdraget til pastor Lauritsen fra Bov. Assisteret af andre præster, primært pastor Madsen fra Sønderborg, sør-gede Lauritsen for, at der blev afholdt en ugentlig gudstjeneste for de ind-satte, som på det tidspunkt fortrinsvis bestod af internerede. Denne ord-ning, hvor den kirkelige betjening lå i hænderne på den lokale sognepræst, fortsatte, indtil Justitsministeriet i oktober 1945 meddelte Kirkeministe-riet, at man nu agtede at oprette stillinger som fængselspræster i de særlige straffelejre, og endda i de største af lejrene opslå stillinger som ‘ordinerede medhjælpere for fængselspræsten’. For så vidt angik Fårhuslejren, kunne pastor Lauritsen forsætte, indtil der var udnævnt en præst i lejren.377 End-nu i slutningen af februar 1946 havde direktoratet ikke udnævnt en præst, så Lauritsen fortsatte.378 En avisartikel om Fårhuslejren den 4. juli 1946 efterlod det indtryk hos en læser, at det kristne budskab var helt uopdyrket i lejren. Derfor tilbød han straks Gjerstrup sin assistance: „Da jeg i dag i Politiken læste om Fårhuslejrens fanger, greb deres ånde-lige ve og vel mig. Jeg tvivler aldeles ikke på, at de har det godt legemligt, men når dette liv afsluttes, skal vi jo alle stå for Gud, som dømmer levende og døde med en retfærdig dom. Da jeg er på ferie i første halvdel af august, kunne jeg tænke mig at bringe denne skare mennesker Guds ånd i den tid, eftersom lejrordenen tillader det. Nu spørger De sikkert, hvem jeg er, og med rette. Jeg er skrædder i en af Københavns herreekviperingsforretnin-ger. Min fritid bruger jeg til evangeliets arbejde, på gader, pladser og i mø-desale. Min hustru spiller orgel og klaver […]. Vi ønsker aldeles ingen ve-derlag af nogen art, ud over et værelse uden nogen som helst komfort samt kost til nogenlunde moderat pris […]..“ Gjerstrup takkede venligt nej til det elskværdige tilbud og beroligede den gudfrygtige skrædder med, at der så sandelig også var tænkt på fan-gernes åndelige ve og vel, „idet der er ansat en præst ved lejren tilhørende folkekirken, og han holder gudstjeneste mindst to gange hver søndag“.379 Dette svar kunne Gjerstrup med sindsro give, for i maj 1946 blev Peter

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

244

Christensen Gadeberg fra Ensted ved Aabenraa konstitueret som fæng-selspræst ved straffelejren i Fårhus.380 Og allerede i juli gik Gjerstrup over for direktøren for fængselsvæsenet i brechen for, at Gadeberg fik en ansat medhjælper, pastor Erik Nissen fra København. Gadeberg var nemlig in-spektøren til stor hjælp med hensyn til det forberedende arbejde ved ind-stilling til prøveløsladelser (primært i det såkaldte ‘funktionærmøde’), og, argumenterede Gjerstrup, selv om han fik en såkaldt forsorgssekretær, kunne han ikke fritage Gadeberg helt fra dette arbejde – hvilket i øvrigt fængselspræsten heller ikke var interesseret i at blive.381 Blandt fangerne var der delte meninger om pastor Gadeberg, men en-kelte fangeberetningers antydning af, at Gadeberg afløste Lauritsen, fordi sidstnævnte var blevet for sympatisk indstillet over for de indsatte, demen-teres af ovennævnte formelle proces. I øvrigt var det ikke alle, som delte fx

Pastor Lauritsen, sognepræst i Bov Sogn, som Fårhuslejren var placeret i. Derfor pe-gede biskop Noack i Haderslev i første om-gang på Lauritsen som præst og sjælesør-ger i Fårhuslejren. Bov Lokalarkiv

Pastor Gadeberg (f. 1904), den første fast-ansatte fængselspræst i Straffelejren i Får-hus. Peter Eduard Christensen Gadeberg, som stammede fra Sdr. Vilstrup i Nord-slesvig, var sognepræst i Ensted sogn ved Aabenraa fra 1937 til 1952. Fra 1946 til 1948 bestred han samtidig sin stilling i Fårhuslejren. Gadeberg var aktiv i partiet Dansk Samling og Det Unge Grænseværn, og stod dermed modstandsbevægelsen nær. Museum Sønderjylland-ISL

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

245

Martin Lorenzens positive opfattelse af pastor Lauritsen. Den tyske pastor Horstmann fra Gråsten, som nød stor anseelse blandt sine medindsatte, og som ofte udførte mere eller mindre illegale kirkelige handlinger, har såle-des formidlet følgende billede af disse og pastor Lauritsen: „Vort udstyr til disse gudstjenester var lidet omfangsrigt. Det var lyk-kedes mig at indsmugle et Ny Testamente [på tysk], og jeg anmodede snart lejrledelsen om at få udleveret en dansk Bibel. Men jeg ventede forgæves på denne – lige indtil min løsladelse. Derudover havde vi selvfølgelig ingen bøger, ingen salmebog eller noget, der bare lignede. I øvrigt blev der også hver eller hver anden søndag afholdt dansk guds-tjeneste i lejren ved pastor L[auritsen] fra B[ov]. Disse gudstjenester var meget velbesøgte i begyndelsen, men ret hurtigt blev tilhørerskaren min-dre, fordi prædikenerne lige så godt kunne have fundet sted et hvilket som helst andet sted i verden end i en fangelejr, og fordi pastoren ved hver guds-tjeneste bad for det danske kongehus, men ikke for os og for vore koner og vore andre kære, og ikke for de millioner af mennesker, som ud over hele Europa befandt sig i den dybeste nød og fortvivlelse.“ Horstmann fik i et enkelt tilfælde, nemlig juleaften 1945, tilladelse til at afholde en juleandagt for sine medfanger i sin barak, men herefter var det slut med legale kirkelige handlinger.382

Det var tydeligvis ikke bare det forhold, at gudstjenesterne blev holdt på dansk, der var en anstødssten i forhold til pastor Horstmann, pastor Schau og mange af deres medfanger – det var også den danske præsts teo-logiske og ideologiske tilgang, den var gal med. Gjerstrup var ikke fuldstændig afvisende over for, at der lejlighedsvis kunne afholdes gudstjenester på tysk i lejren, men han ville ikke tillade Horstmann og Schau at forestå dem. I januar 1946 drøftede han på baggrund af en henvendelse fra en vare-tægtsfange, som efterlyste en tysk gudstjeneste, sagen med politimesteren i Aabenraa. Og Gjerstrups udgangsbøn var: „Hvis De mener, man skal lade en tysk præst holde en enkelt gudstjeneste, forespørger jeg, om De kan op-give mig en, man kan stole fuldt ud på.“383 Politimesteren har formodentlig peget på pastor Beuck fra Aabenraa, som jævnligt (fremgår det af dagbo-gen) besøgte Harboe Kardel for at forrette sjælesorg. Beuck var præst for den tyske folkekirkemenighed i Aabenraa og hør-te sammen med pastor Prahl fra den tilsvarende menighed i Haderslev til oppositionen inden for det tyske mindretal fra 1940-1945, for så vidt man overhovedet kan tale om en opposition. Horstmann var derimod re-præsentant for de lidt talrigere tyske frimenighedspræster under Nord- schleswigsche Gemeinde, det tyske mindretals egen frikirke, der som andre mindretalsorganisationer var blevet nazificeret.384 Pastor Schau var tysk folkekirkepræst i Højer, men havde en fortid som tysk frimenighedspræst.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

246

Han havde en stærk rem af den nazistiske hud og var som Horstmann (og en del andre præster fra mindretallet) endt i Fårhuslejren. Også den tyske folkekirkepræst i Sønderborg, pastor Jörgensen, fik af-slag, da han i november 1946 søgte Direktoratet for Fængselsvæsenet om tilladelse til at holde en tysk gudstjeneste i lejren for fangerne fra Sønder-borg og Als. Måske har det ikke fremmet hans sag, at han ved samme lej-lighed søgte om tilladelse til at besøge pastor Horstmann, for direktoratet sendte naturligvis pastorens anmodning til udtalelse hos Gjerstrup.385 I ud-talelsen hed det: „Jeg skal oplyse, at pastor Gadeberg og jeg begge er af den mening, at der ikke bør holdes tysk gudstjeneste her i lejren, i hvert fald da kun for tyske statsborgere. Under alle omstændigheder mener pastor Ga-deberg ikke, at ovennævnte pastor C. Jörgensen bør holde gudstjeneste her, men han kender en tysk præst i Aabenraa, som han synes er bedre egnet.“386 Der findes intet belæg for at hævde, at pastor Jörgensen nærede over-dreven sympati for nazismen, men hans profil var mindre oppositionel end Beucks.

Pastor Gottfried Horstmann, præst i den hjemmetyske frikirke i Gråsten og forfat-ter til erindringsbogen Zwei Jahre meines Lebens. Erinnerungen an Faarhus, hvor-fra portrætfotoet stammer.

Pastor Johannes Jürgen Karl Beuck (f. 1887), tysk sognepræst i Aabenraa og kri-tisk over for nazismen. Beuck, der var født i Holbøl i Nordslesvig, havde også været præst for de tyske menigheder i Sønder-borg og Tønder. Deutsches Generalsekre-tariat, Aabenraa

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

247

Gjerstrup har formentlig nævnt Beucks navn, da direktoratet i febru-ar 1947 på baggrund af pastor Jörgensens henvendelse ville vide, om han fandt det ønskeligt, at en tysk præst fik adgang til at tale med og evt. holde gudstjeneste for de tyske statsborgere blandt fangerne.387

Regulativerne gav imidlertid også fanger af anden konfession end den luthersk-evangeliske ret til kirkelig betjening. Og den eneste anden, der var repræsenteret i lejren, synes at være den romersk-katolske. Dette blev løst ved, at den katolske præst i Sønderborg, pastor Wick, jævnligt kom i lejren.388 Arrangementet forløb dog ikke gnidningsfrit. I sommeren 1946 anklagede Gjerstrup Wick for at have overtrådt den instruks, han havde fået. Det var kommet Gjerstrup for øre, at Wick skulle have talt med en af fangerne om dennes sag, bl.a. om fastsættelse af tidspunktet for hans løs-ladelse, ligesom Wick skulle have lovet fangen at gå til myndighederne om dette spørgsmål. Hjemmelsmanden til oplysningerne var uden tvivl politifuldmægtig Iver Møller i Aabenraa, for ham var det, at Wick havde henvendt sig til i fangens sag. Gjerstrups bedømmelse af forseelsen var hård: „Da jeg ved min instruktion af Dem i sin tid udtrykkeligt pålagde Dem ikke at tale med fangerne om andet end disses forhold til kirken og deres familiefor-hold og lignende, foreligger der efter min mening et særdeles groft mis-brug af den Dem viste tillid.“389

Wick tilbageviste kategorisk Gjerstrups anklager: Hans virksomhed i lejren havde udelukkende bestået i sjælesorg, og det foreliggende tilfælde måtte ses ud fra denne synsvinkel. Hvad angik henvendelsen til politifuld-mægtig Møller, så var denne udelukkende sket, for at Wick kunne blive orienteret til fordel for sin sjælesorg. Nogen indblanding i straffeudmålin-gen kunne der derfor ikke være tale om. Wicks udgangsreplik beseglede efter alt at dømme afslutningen på hans virke i Fårhuslejren: „I øvrigt vil jeg bemærke, at denne sag ikke ville være fremkommet, hvis hr. inspektø-ren havde været imødekommende eller omgængelig.“390

Betjeningen af de katolske fanger overgik tilsyneladende herefter til den katolske præst i Haderslev, pastor Roth, som i hvert fald i 1947 havde tilladelse til at aflægge besøg hos katolske fanger og afholde gudstjeneste i lejren, når han ønskede det. Roths virke skal formodentlig ses i lyset af, at den katolske provikar i København over for Gjerstrup havde garanteret, at der ville blive gennemført regelmæssige besøg og gudstjenester i straffelej-ren af en katolsk præst.391

Ifølge fængselspræsten pastor Gadeberg forekom det i øvrigt ganske hyppigt, at fanger, som stod uden for et trossamfund eller var tilknyttet folkekirken, ønskede at få besøg af en katolsk præst. Hvis fangen kunne godtgøre, at han gennem familien eller på anden måde havde haft forbin-delse med den romersk-katolske kirke, kunne det være rimeligt at imø-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

248

dekomme et ønske om at deltage i katolsk gudstjeneste og at tale person-ligt med den katolske præst. Efter Gadebergs mening var motivet dog for de fleste af disse fangers vedkommende, at de „kun vil demonstrere imod folkekirkens præster, fordi nogle af disse var aktive frihedskæmpere, eller

Pastor Madsen fra Sønderborg, som jævnligt holdt andagt i Fårhuslejrens første måne-der, blev af de hjemmetyske indsatte opfattet som nok så meget modstandsmand som Kristi stridsmand. Indtrykket har kunstneren A. Nissen fra Rinkenæs, der afsonede en dom i Fårhuslejren for tjeneste som Zeitfreiwillig, fastholdt i dette maleri, hvor pastor Madsen er på vej til Sønderborg Slot for at holde andagt for de indsatte der. Deutsches Museum, Sønderborg

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

249

også vil de kun have afløb for kværulanteri“. Andre kunne dog være søgen-de sjæle, og i disse tilfælde måtte fængselspræsten efter Gadebergs mening træde til med bøger om katolicismen – bøger, som lejren dog ikke rådede over. Man rådede til Gadebjergs fortrydelse heller ikke over de almindelige katolske andagtsbøger. I almindelighed, konkluderede Gadeberg, måtte en fange dog kunne nøjes med den sjælesorg, som de faste fængselspræster kunne give. Den måtte også de fanger, som under afsoningen havde meldt sig ud af folkekirken, i almindelighed nøjes med, indtil de blev løsladt.392

Pastor Gadeberg fratrådte i sensommeren 1948, som vi skal se i en se-nere sammenhæng, formodentlig fordi han ikke brød sig om Gjerstrup og tonen i lejren. Sigfred Eilgaard afløste efter alt at dømme Gadeberg som fængselspræst.

Læger og ‘cykelsmede’Den kirkelige betjening spillede uden nogen tvivl en stor rolle for mange af de indsattes sjælefred og psykiske overlevelse, men den var utvivlsomt også en vigtig nationalpolitisk og ideologisk kampplads, sådan som både beretningsmaterialet og embedsakter lader ane. Den lægelige betjening af de indsatte var mindre politisk-ideologisk brisant – men alligevel ikke fri for kontroverser. „Den lægelige betjening lod meget tilbage at ønske. Hver barak havde én gang om ugen en konsultationsdag, de øvrige dage måtte man nøjes med at melde sig til behandling hos en fængselsfunktionær i sygebarak-ken, som med skiftende succes optrådte som saniteter. Derfor omdøbte vi indsatte hurtigt ‘sygebetjent’ til ‘cykelsmed’ […]. Var deres behandling overfladisk, så var den ikke meget bedre hos lægen, hvor 20-30 mand på rekordtid blev ekspederet og spist af med en eller anden pille. Hos ‘cykel-smeden’ blev en angina behandlet på følgende måde: En træske ned i svæl-get og så lidt jod på det betændte sted og på mandlerne. De to praktiserende læger fra det nærliggende Bov tog sig af lejren ved siden af. Senere blev en ung læge ansat som lejrlæge. Han spurgte os altid: Hvad ordinerede lægen sidste gang? Og sandelig, den samme medicin blev på ny ordineret. De fleste af patienterne antog med rette, at han ikke anede, hvordan han skulle behandle den pågældende lidelse. Sygebarakken var konstant overfyldt. Der kom man først hen, når man var alvorligt syg.“393

Denne lidet flatterende beskrivelse af den lægelige betjening i straffelej-ren skylder vi Martin Lorenzen, som dog også noterer, at der i december 1945 fx blev gennemført systematiske vaccinationer mod difteri – vaccina-tioner som blev gentaget i januar 1946. Men holder beskrivelsen vand? For så vidt angår selve arrangementet gør den. ‘Cykelsmedene’ var specielt uddannede diakoner, der var tilknyt-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

250

tet lejrens sygebarak, og hvoraf i hvert fald et par stykker kunne føre deres virke helt tilbage til Frøslevlejrens danske forvaltning. Hvad angik lægetje-nesten, kunne den føres tilbage til interneringslejrens tid, hvor Digmann indgik en aftale med den lokale læge dr. Lorenzen om at føre tilsyn med det arbejde, som internerede læger udførte i sygebarakken. Denne ordning overtog Gjerstrup i august 1945, da lejren blev en statslig straffelejr. Men han var ingenlunde tilfreds med den, og efter at politiet fra forskellige po-litikredse havde beklaget sig over, at „sygebarakken syntes at virke som en [illegal] kommunikationscentral“, fjernede Gjerstrup de internerede læger fra sygebarakken. Tilbage var nu „mindst en sygebetjent til stede hele døg-net“. Dr. Lorenzen kom så hver morgen på stuegang og behandlede de ind-lagte patienter. Om eftermiddagen kom en anden lokal læge, dr. Due, for hvem de fanger blev fremstillet, som havde meldt sig syge, men som ikke var sengeliggende. I tilfælde af ulykker eller akutte alvorlige sygdomstilfælde blev enten Lorenzen eller Due tilkaldt. Denne ordning fandt Gjerstrup fuldt betryg-gende – og økonomisk. Han anbefalede derfor den 1. oktober 1945, at di-rektoratet formaliserede arrangementet, i hvert fald for et halvt år.394 Dette gjorde direktoratet uden tvivl, for først den 1. juni 1946 blev den unge læge, som Martin Lorenzen omtaler i sin beretning, ansat som egentlig lejrlæge. Han hed Anders Schmidt og gjorde ved en ansættelsessamtale et positivt indtryk på Gjerstrup. Schmidt havde netop i et halvt år virket i en flygtnin-gelejr i Tyskland, hvilket Gjerstrup anså for en kvalifikation i forhold til en ansættelse i Fårhuslejren. Han havde endvidere indhentet oplysninger om ham på Statshospitalet i Sønderborg, der sagde god for såvel hans nationale som hans faglige kvalifikationer og kun havde den indvending, at han var lidt ung. Schmidt var fra 1913. Man mente dog nok, at han var i stand til at bestride stillingen i Fårhuslejren, idet der i alvorligere sygdomstilfælde blev benyttet specialister og hospitalsindlæggelser. På den baggrund kun-ne Gjerstrup kun anbefale en ansættelse over for direktoratet.395

Ansættelsesbrevet giver et nøje indblik i, hvad der forventedes af den nye fastansatte lejrlæge: Han skulle varetage det almindelige lægetilsyn med fangerne samt „udføre enhver lægelig virksomhed vedrørende disse, som han er i stand til, og udfærdige de erklæringer vedrørende fangerne, personalet og de sanitære forhold i straffelejren, som måtte blive afkrævet af ham af ledelsen“. Han forventedes tillige at udføre profylaktiske vac-cinationer (bortset fra massevaccinationer, hvor han kunne få assistance udefra), ligesom han skulle yde fri lægebehandling til lejrens fængsels-funktionærer. Gagen var 8.400 kr. årligt, hvortil kom et tillæg på 35 % samt fri bolig eller afløsning herfor. Ansættelsen var for minimum et år, hvorefter opsigelse kunne ske fra hver af siderne med tre måneders var-sel.396

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

251

Det er straks vanskeligere at sige noget forstandigt om kvaliteten af den lægelige betjening i lejren. Det er klart, at med en belægning på om-kring 3.000 personer (som tilmed boede under trange forhold) må der have været et betydeligt antal sygdomstilfælde, så tænkeligt har de tilsyns-førende læger, og senere den enlige lejrlæge, været spændt hårdt for. Ad-skillige sager viser i hvert tilfælde, at stærkt bekymrede pårørende til ind-satte rettede henvendelse til fængselsinspektøren vedrørende deres kæres helbredstilstand. „Gennem den interneredes hustru Clara A. fra Tønder, hørte vi, at vor broder var stærkt mavesyg og ville afgå ved døden, hvis der ikke straks blev ham hjælp til del. Da hans kone så ham, efter lang tid, blev hun forfærdet over hans dårlige udseende, han lignede nærmest et lig og kunne næsten ikke gå mere af udmattelse. Han fortalte hende, at han ikke fik andet at spise end sortbrød [rugbrød] og vand og til middag sup-pe, Kohl [kål] og lignende, alt sager, som hans mave, som altid har været den ømme punkt for ham, ikke kan tåle. Al henvendelse til fængselslægen angående kosten, eller overførelse i bedre forhold fra B. A.’s side har været forgæves, han mente selv, at hvis han ikke snart fik sin gamle kost, som hans mave kunne tåle, ville han ikke leve mange dage mere. Hertil vil vi to brødre meddele hr. inspektøren, at […] når han spiser Kohl, havregryn, sortbrød, frugt eller kaffe, får han straks de frygteligste mavesmerter. Han har i de seneste år ikke spist andet end hvedekage, byggryn, sure sager og som drik kun kogt mælk. Kun disse ting må han spise, eller går han rask til grunde, han skal ligefrem plejes som et spædbarn! […]. Hvis han nu på grund af upassende kost dør i lejren, hvem skal så underholde hans kone og ni børn? Det bliver nok staten. Nu håber vi, at hr. inspektøren vil tage sig af sagen, inden det er for sent, han lever ikke længe mere, hvis der ikke hjælpes. Da B.A. kun kan skrive en gang om måneden, udbeder vi os svar fra fængselsforvaltningen, om der gøres noget for ham eller ikke. Hvis ikke, så er vi desværre nødt til at gå en anden vej!“397

Som altid ved den slags henvendelser (som dog ikke typisk var så ulti-mative) sendte Gjerstrup sagen til udtalelse hos lejrlægen, i dette tilfælde dr. Lorenzen, som kunne meddele Gjerstrup, at den pågældende indsatte led af kronisk mavesår – en diagnose, den internerede dr. Brenner, der var den indsattes huslæge før interneringen, havde stillet. Videre at den ind-satte klagede over periodiske smerter og over, at han ikke kunne tåle ko-sten i lejren, idet han var vant til mange små måltider og til at drikke kogt mælk ind imellem disse. Han havde tabt sig en del og var nedtrykt og li-dende. Objektivt var „undersøgte noget bleg, utilfreds, klagende. Han er ret godt i stand. Der er ingen ømheder ved undersøgelse af underlivet. En mave[…?]undersøgelse og røntgen kan ikke foretages i lejren. Afføring i orden. Han får mælkediæt med kiks imellem måltiderne. Har haft senge-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

252

leje i otte dage er derfor overflyttet til sygeafdelingen for om muligt at få en mere tilpasset diæt.“398

På den baggrund meddelte Gjerstrup familien, at han fra lejrens læge havde fået en udtalelse om, at B.A.s helbredstilstand efter omstændighe-derne var tilfredsstillende. Han forsikrede endvidere om, at fangerne til stadighed var underkastet lægetilsyn, og hvis broderens helbredstilstand skulle blive så dårlig, at lægen skønnede det påkrævet, så ville han blive indlagt på Statshospitalet i Sønderborg.399 Omtrent dette (standard)svar sendte Gjerstrup til adskillige bekymrede familier. I andre tilfælde synes henvendelse fra en pårørende at have været en direkte anledning til, at et sygdomstilfælde overhovedet blev konstateret og den pågældende taget i behandling: „Da jeg besøgte min mand […] var jeg straks klar over, at han var syg, skønt han nægtede det, men jeg kunne se, at han havde tabt sig meget. Han gav under hele vor samtale […] udtryk for et ønske om at få oprettet testamente. Jeg, der kender min mand, ved, at han ikke søger læge, forinden han ikke kan mere, og beder derfor så inder-ligt, som en hustru kan gøre, om ikke De vil foranledige, at han bliver tilset af en læge så snart som muligt […].“400

Dr. Lorenzens efterfølgende undersøgelse godtgjorde, at den pågælden-de, som var blevet „ramt i hovedet i forrige krig“, angav at have hovedpine og smerter i maven. Fangen fortalte også, at han havde tabt sig ca. 20 pund og led af appetitløshed. Men nu havde Lorenzen taget ham i ambulant be-

Læge Hans Lorenzen, Bov, flankeret af en sygeplejerske og en yngre officer, formentlig en militærlæge. Lorenzen var i lange perioder tilknyttet Fårhuslejren som tilsynsførende læge. Fotoet viser dr. Lorenzen i Padborglejrens infirmeri i Barak 6. Han fortsatte nem-lig sin tjeneste som lejrlæge, da hæren overtog lejren i efteråret 1949 og anvendte den som kaserne under navnet Padborglejren. Bov Lokalarkiv

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

253

handling.401 Disse oplysninger videregav Gjerstrup til den bekymrede hu-stru og lovede at holde hende underrettet om den videre udvikling.402

Det hændte også, at en forsvarer under henvisnings til sin klients dår-lige helbred anmodede Gjerstrup om, at klienten kunne blive sat på fri fod indtil dommens afsigelse.403 I disse tilfælde (hvor det drejede sig om vare-tægtsfanger) måtte Gjerstrup dog henvise til den relevante politimester. Nogle indsatte behøvede imidlertid hverken pårørende eller advokater til at fremføre deres klager over den lægelige betjening og sundhedsforhol-dene i lejren. En sådan ‘ressourcestærk’ person var fx den varetægtsfængs-lede Jep Marcussen Schmidt fra Løjt Kloster ved Aabenraa. Han sendte en skriftlig klage til politikommandøren, hvor han påpegede, at hver indsat i hans barak kun rådede over 1½m2, hvorfor luften ikke kunne være „egnet for personer med beskadigede organer“. Han selv havde både et lungeskud og andre sår fra fronttjenesten, som havde givet ham varigt mén, og under de givne forhold blev han stadigt dårligere. Han havde flere gange hen-vendt sig til lejrlægen, som havde undersøgt ham og desuden ladet ham røntgenundersøge på Statshospitalet i Sønderborg. Men han havde ikke siden hørt noget til sagen. Det var Jep Schmidts opfattelse, at „de sund-hedsmæssige fremskridt, der ikke opnås de første år, aldrig bliver opnået“. Han talte ikke bare på egne vegne, men på andre hårdt såredes vegne. Og forholdene i lejren var efter hans mening af en sådan beskaffenhed, at end ikke raske mennesker kunne være tjent med dem.404

Politikommandøren sendte klagen videre til politimesteren i Aaben-raa, som udbad sig en udtalelse fra Gjerstrup – der naturligvis ekspede-rede den videre til den tilsynsførende læge, dr. Lorenzen. Denne henviste blot til, at der ganske kort tid forinden var udfærdiget en lægeattest på Jep Schmidt, og at der ikke siden var sket nogen ændringer i hans helbredstil-stand.405 Så intet tyder på, at Jep Schmidt fik noget ud af sin klage.

Behandling af syge fanger uden for lejren Hvor alt talte for en indlæggelse, en specialistkonsultation eller en løsla-delse, og det i øvrigt var i hans magt at fremme sagen, forsøgte Gjerstrup at hjælpe ganske mange indsatte. „Til hr. politimesterens underretning. Hoslagt tillader jeg mig at frem-sende en udtalelse tiltrådt af lejrens læge dr. Lorenzen, Bov, hvorefter her-værende varetægtsfange Christian H., f. 13/11 1878 ikke synes at kunne tåle fængselsopholdet her.“406 Denne underretning til politimesteren i Aabenraa står ikke alene, hvilket bl.a. følgende til politimesteren i Tønder vidner om: „Hoslagt tillader jeg mig at fremsende en udtalelse fra lejrens læge dr. Lorenzen, Bov, vedrørende varetægtsfange 2692 Hans Heinrich P. Som det fremgår af erklæringen, lider fangen af en svær medfødt hjertefejl, der be-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

254

virker, at han til stadighed må ligge i sengen. Hospitalet vil ikke have ham liggende, fordi de ikke mener at kunne helbrede ham. Da det er særdeles ubehageligt at have en så alvorligt syg person liggende i lejren, og da han ikke er i stand til at flytte sig ret langt fra hjemmet på grund af sin syg-dom, tillader jeg mig at forespørge, om der ikke måtte være anledning til at løslade ham under sagen.“ Svaret fra Tønder var imidlertid ubønhørligt, formodentlig på grund af sagens alvorlige karakter: „Tilbagesendes fæng-selsvæsenet i Fårhuslejren med bemærkning, at den pågældende med føje er sigtet for angiveri, hvorfor han ikke bør løsladelse under sagen. Det til-føjes, at sagen vil blive fremskyndet mest muligt.“407 Politimesterens tilføjelse om, at sagen ville blive fremskyndet mest mu-ligt, var som regel det optimale, Gjerstrup kunne opnå i den slags sager. Og ganske ofte henvendte Gjerstrup sig til politimestrene og bad dem frem-skynde sager, hvor helbredshensyn talte herfor. Det skete også, at Gjerstrup gik i brechen for en direkte benådning af en fange: „Jeg har selv talt med fangen og vil efter mit indtryk af ham, og efter lægens erklæring, anse ham for ganske uegnet til afsoning af straffen. Jeg tror ikke, han kommer op af sengen mere under opholdet her. Denne min udtalelse må gerne medsendes benådningsandragendet. Politimesteren er underrettet om, at benådningsandragendet er indgivet, således at fangen ikke hensættes til afsoning, forinden afgørelse foreligger.“408 Så klart for-mulerede Gjerstrup sig over for en varetægtsfanges advokat. De undertiden hjerteskærende breve fra pårørende har formodentlig ikke ladet Gjerstrup uberørt. En Ilse M. fra Søborg i København skrev så-ledes i oktober 1945: „Jeg henvender mig til Dem ang. min fader G. K. fra Haderslev, som for tiden er interneret i Fårhuslejren, barak 13, stue 11. Det sidste brev, min mor fik fra min far, havde far ikke skrevet selv på grund af, at nerverne ikke var i orden, og far ikke kunne skrive. Nu har jeg hørt fra andre, som har været på besøg i lejren, at min far er syg. Da jeg er meget urolig ang. min far, beder jeg Dem om en kort medde-lelse, om min far er syg, og hvad han fejler. Må jeg sende min far nervestyr-kende tabletter fra lægen? Jeg kunne sende dem til Dem, og så kunne far få dem. Jeg beder Dem ikke at skrive noget til min mor, min mor ville ikke være i stand til at tage det, hvis min far pludselig er blevet syg! På forhånd siger jeg Dem tak! Med højagtelse Ilse. M..“ Gjerstrup forhørte sig naturligvis hos dr. Lorenzen og erfarede, at den pågældende varetægtsfange led af depression og søvnløshed. Han havde desuden forhøjet blodtryk og klagede over tryk over issen. De seneste uger havde han lidt af diarré og fået lyst brød, og i perioder nervetabletter og so-vetabletter. Han var nu i behandling med nervetabletter og joddråber. Men der var i øvrigt ingen grund til ængstelse for hans helbred eller til ordina-

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

255

tion af medicin udefra. Herefter kunne Gjerstrup meddele den ængstelige datter, at hendes far jo ikke var helt ung, og han led af for højt blodtryk. Men han var under stadigt tilsyn og fik den medicin, han havde brug for. Hun behøvede derfor ikke at ængste sig for hans helbred.409

Alene statistisk måtte der nødvendigvis være en del indsatte med psy-kiske problemer. Men ikke mange tilfælde har lejret sig i akterne. Enkelte findes dog, fx varetægtsfangen H. V., som i oktober 1945 forsøgte at skære sin pulsåre over. Selvmordsforsøget blev imidlertid opdaget af en fængsels-funktionær, og dr. Lorenzens efterfølgende undersøgelse af den indsatte gav anledning til den konklusion, at han burde indlægges til mental obser-vation på sindssygehospitalet i Augustenborg. Det var dr Lorenzens vur-dering, at der var stor fare for, at han ville forsøge at begå selvmord igen. Beslutningen, som straks blev effektueret, meddelte Gjerstrup efterfølgen-de politimesteren i Haderslev, idet hospitalet ønskede yderligere oplysnin-ger om patienten.410 Det var som regel hospitaler og specialister i det sønderjyske område, man sendte de indsatte til, men der foreligger også eksempler på, at en ind-sat fx blev sendt til behandling på radiumstationen i Århus.411 Eller på Aar-hus Kommunehospitals neurologiske afdeling.412 I øvrigt var det tilsyneladende lidt af en luksus omkring årsskiftet 1945-46 at få foretaget undersøgelser hos specialist, for som Gjerstrup an-fører i forbindelse med en klagesag, så holdt man „for tiden sådanne un-dersøgelser nede på det mindst mulige, da lejrens to personbiler er meget dårligt forsynet med gummi, og der endnu ikke er fremskaffet noget til os til trods for, at henvendelse herom er sket til direktoratet for fire-fem må-neder siden“. Det var også nærmest umuligt at få fat på en lejebil.413 Mangelsituationen i de umiddelbare efterkrigsår ramte også de ganske mange indsatte i lejren, som havde pådraget sig kvæstelser i benene under deres fronttjeneste, under både 1. og 2. verdenskrig. Mange af dem havde behov for ortopædisk fodtøj. De fleste havde fodtøjet med, når de ankom til lejren, men det skulle jævnligt repareres. Både reparationer og fremstil-ling af nyt fodtøj fik lejren udført hos invalidenævnet i Sønderborg, men omkring årsskiftet 1945-46 måtte invalidenævnet meddele, at man ikke havde mere læder. Og som Gjerstrup forklarede direktøren for fængsels-væsenet: „Da det er nødvendigt at fremstille fangerne på stedet til prøv-ning af fodtøjet, kan jeg ikke uden meget store besværligheder forsøge at få fodtøjet fremstillet på Orthopædisk Hospital i Århus, og jeg skal derfor til-lade mig at forespørge, om direktoratet vil forsøge en henvendelse på rette sted, for at invalidenævnet i Sønderborg kan få en ekstra tildeling af læder til brug for lejren.“414

Uagtet manglen på køretøjer, eller rettere gummi, kan det konstateres, at Gjerstrup lagde sig i selen for at indsatte, som lægerne anbefalede en

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

256

specialistundersøgelse eller en hospitalsindlæggelse, også fik den. Når det drejede sig om varetægtsfanger, måtte han tage den relevante politimester i ed, også fordi denne skulle inddrages i overvejelserne om, hvor vidt det var nødvendigt at holde vagt ved fangen under undersøgelsen eller hospitals-opholdet. Indlæggelserne af varetægtsfanger udviklede sig i foråret 1946 i en uheldig retning. Vi kan følge Gjerstrups ærgrelser over det i et brev til po-litimesteren i Sønderborg: „Fra forskellig side har jeg modtaget beklagelser over de varetægtsfan-ger, der er indlagt på Statshospitalet i Sønderborg. Fangerne hænger i vin-duerne og vinker til folk i stedet for at være i deres senge mv. Som tidligere omtalt kan jeg ikke påtage mig vagttjenesten hos de va-retægtsfanger, der er indlagt på sygehus, og når vi indlægger en varetægts-fange, meddeler vi derfor det i lejren stationerede kriminalpoliti dette, hvorefter vort ansvar for fangen ophører. Jeg skal endnu en gang henstille til politimesteren at etablere vagt på sygehuset også under hensyn til, at varetægtsfangernes dårlige opførsel ødelægger anstaltens forhold til hospitalet og lægger hindringer i vejen for, at vi kan få behandlet vore strafafsonere der.“415

Den stod politimesteren imidlertid ikke model til. Han havde nemlig fluks indhentet en udtalelse fra en oversygeplejerske K. på Statshospitalet, som kunne oplyse, at der ikke kunne fremføres reelle klager over de ind-lagte varetægtsfangers opførsel – i hvert fald ikke på det seneste. Der hav-de tidligere været enkelte tilfælde, hvor varetægtsfangerne udviste uheldig opførsel, men den bestod nærmest i samkvem med afdelingens gangpiger, hvilket var blevet stoppet. Forholdet var, efter hvad politimesteren havde erfaret, at varetægtsfangerne foretrak opholdet på hospitalet frem for op-holdet i lejren, så som regel havde de selv interesse i at opføre sig ordentligt. De indlagte strafafsonerne blev, som fængselsinspektøren så rigtigt påpe-gede, bevogtet af personale fra Fårhuslejren. Og, fortsatte politimesteren, „med hensyn til dette bevogtningsmandskab har der for ca. tre uger siden været stationeret tre mand på hospitalet, hvoraf de to (vist nok reservebe-tjente) ikke havde særlig forståelse af deres egentlige opgave på hospitalet, men viste mere interesse for at søge selskab med afdelingens gangpiger“.416 Salven fra Sønderborg sved så meget, at Gjerstrup iværksatte en intern undersøgelse ved overbetjent Abstrup af det pågældende vagtmandskabs opførsel. Selv forklarede de pågældende reservebetjente, at klagen over va-retægtsfangernes opførsel var kommet fra en afdelingssygeplejerske, frk. G. Hun beklagede sig dels over deres opførsel i al almindelighed, som hun betegnede som ubehøvlet og udfordrende, dels over friheder, der blev til-stået varetægtsfangerne. De havde fået besøg udefra, og de besøgende var meget besværlige at blive af med, ligesom de kom slæbende med kuffer-

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

257

ter med tøj, fødevarer og penge, som de udleverede til fangerne. For disse penge fik de så enkelte af gangpigerne til at gå på indkøb i byen, især efter tobak, kager, is mv. Betjentene havde selv en enkelt gang henstillet til en af disse gangpiger at afholde sig fra samkvem med varetægtsfangerne – og nu, hvor han tænkte tilbage, kunne han ikke udelukke, at der også var forekommet ‘ukontrollabel brevveksling’ mellem varetægtsfangerne og omverdenen. Selv havde de bestemt passet deres arbejde i tjenestetiden, helt i over-ensstemmelse med deres instrukser, men han ville ikke benægte, at de i deres fritid var gået ud med en gangpige.417

Tuberkulose og fængselspsykoserI en tætpakket lejr som Fårhuslejren måtte man forvente flere trusler mod den almindelige fysiske og psykiske sundhedstilstand. Det var imidlertid først i foråret og sommeren 1946, at centralmyndighederne begyndte at interessere sig for at iværksatte systematiske undersøgelser af fangerne, ja, i det hele taget begyndte at interessere sig for sundhedstilstanden og læge-tjenesten i lejren. I midten af maj 1946 foretog overlæge ved Københavns fængsler dr. Thune-Andersen en inspektionsrejse til Jylland og konstaterede, at fanger-ne i straffelejrene Møgelkær og Fårhus endnu ikke var blevet undersøgt for tuberkulose. Derfor anmodede direktoratet i juni 1946 Sundhedsstyrelsen om, at der så hurtigt som muligt blev gennemført en almindelig tuberku-loseundersøgelse af fangerne ved at røntgenvognen fra Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse blev sendt til de to straffelejre.418 Hidtil havde man i Fårhuslejren, når lejrlægen havde konstateret et tuberkulosetilfælde, isoleret den pågældende fange for at undgå smitte. Og herefter havde man hurtigst muligt fået den pågældende fange over-ført til et sanatorium eller isolering andetsteds.419 Men nu skulle der alt-så foretages en systematisk undersøgelse af samtlige indsatte for tb. Den blev gennemført i slutningen af september 1946420 og fulgt op af endnu en inspektionsrejse af Thune-Andersen den 2. november 1946. Få dage efter sammenfattede han sine indtryk i en rapport til direktøren for fængsels-væsenet, der må karakteriseres som stærkt kritisk over for hele sundheds-tjenesten i lejren. Selve røntgenundersøgelsen havde afsløret 24 tilfælde, hvor man havde mistanke om lungetuberkulose blandt strafafsonerne, og ni blandt vare-tægtsfangerne. Blandt personalet i lejren havde man ikke konstateret mis-tænkelige tilfælde. Hertil kom yderligere seks fanger, som siden under-søgelsen var blevet løsladt. Disse var alle af lejrlægen blevet anmeldt til Aabenraa tuberkulosestation, som herefter havde ansvaret for at opsøge og evt. behandle dem.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

258

De ni varetægtsfanger ville efter Thune-Andersens vurdering kun-ne isoleres i lejrens sygebarak, og flere af dem burde være sengeliggende. Det havde han givet lejrlægen, dr. Schmidt, instruks om. De 24 strafafso-nere, derimod, burde overføres til Vestre Fængsels sygehus, fordi det var umuligt for lejrlægen at gennemføre den fornødne kontrolundersøgelse og skønne, hvor disse fanger evt. skulle anbringes på kur. Eftersom mange af tilfældene var alvorlige, kunne sagen ikke udskydes – overflytningen af fangerne til Vestre Fængsel burde finde sted aldeles omgående. Om lægeforholdene i lejren i al almindelighed var det Thune Andersens vurdering, at „arbejdet på grund af lejrens overbelægning fuldstændig overstiger lejrlægens kapacitet“. Der var således endnu ikke skrevet jour-naler eller gennemført undersøgelser af de cirka 2.400 fanger. Der fandtes lægekort for strafafsonerne, men på grund af lægens omfattende arbejde i øvrigt kunne han ikke overkomme at føre disse journaler på forsvarlig måde. Lejrlægens tid gik fuldt ud med fremstilling af fanger – ca. mellem 100 og 150 fanger blev fremstillet for lægen dagligt, og hertil kom yderli-gere attestudstedelse, forespørgsler fra retterne og andet lignende arbejde. Det var Thune Andersens opfattelse, at så længe lejrens fangetal var over 1.700, burde der ansættes yderligere en yngre læge til assistance for lejrlægen. Desuden en til to sygeplejersker, så „der over sygehuset [sygeba-rakken] kommer et mere hospitalsmæssigt præg“. Disse permanente for-bedringer var dog ikke nok til at „sanere lægearbejdet i lejren fra grunden inden for en begrænset tid“, idet man måtte kræve, at samtlige fanger hav-de en journal og var undersøgt for tb, syfilis etc. svarende til den under-søgelse, der fandt sted ved andre af fængselsvæsenets faste institutioner. Thune-Andersens tilbød derfor direktoratet, at han selv samt i hvert fald tre læger, to sygeplejersker og en sekretær fra Vestre Fængsel opholdt sig i lejren i otte dage med henblik på at få skrevet de mange journaler.421

På baggrund af Thune-Andersens rapport blev der den 11. november 1946 afholdt et møde i direktoratet, hvor ud over direktøren og Thune-An-dersen, inspektørerne Cai Jensen og Gjerstrup deltog. Thune-Andersens forslag blev stort set tiltrådt, dog blev det bestemt, at Gjerstrup foreløbig ikke skulle opslå en stilling som assistentlæge i lejren, men undersøge, om han kunne få etableret en midlertidig ordning med dr. Due fra Padborg. De to sygeplejersker, derimod, skulle han straks avertere efter.422

Også lidelser af psykiatrisk karakter begyndte centralmyndighederne at interesse sig for i sommeren 1946: „Ifølge mine erfaringer som psykiatrisk konsulent for fængselsvæsenet og efter samråd med fængselslægerne skønner jeg, at det under normale forhold ville dreje sig om otte til ti personer årligt fra hvert af de store fængsler, noget mindre fra arbejdshus og især ungdomsfængslet, i alt ca. 35-40 personer, der i en kortere eller længere periode burde underkastes en

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

259

mere sindssygehospitalsmæssig behandling […]. Regner man med, at det gennemsnitlige fangebelæg nu [i forbindelse med retsopgøret] forøges med tre til fire gange, og tager man yderligere hensyn til, at forholdene i lejrene med de meget store sovesale vil virke mere belastende for den enkelte fan-ge, og at lejrene vil kunne tåle færre og mindre psykiske afvigelser fra gen-nemsnittet, vil det være klart, at man må regne med et minimum af 120 personer årligt til kortere eller længerevarende sindssygehospitalsmæssig behandling fra straffeanstalterne […].“423

Vurderingen er psykiatrisk overlæge Stürups og kan dateres til slutnin-gen af juli 1946. Stürup rejste som psykiatrisk konsulent for fængselsvæ-senet rundt til de forskellige anstalter for at undersøge og tale med fan-ger, som viste symptomer på psykiske afvigelser. Besøgene fandt sted, når fængselslægen og inspektøren over for direktoratet angav, hvilke fanger man ønskede undersøgt.424 Intet tyder på, at Stürup var i Fårhus før som-meren 1946 – måske fordi ordningen først blev effektueret netop da. Og Stürup var tilsyneladende heller ikke derefter særligt ofte i Fårhus. I hvert fald skrev direktøren for fængselsvæsenet i december 1947 til Gjerstrup, at „jeg er blevet opmærksom på, at overlægen ikke i lang tid har været i Får-hus, og idet jeg henleder Deres opmærksomhed herpå, beder jeg Dem fore-lægge spørgsmålet for fængselslæge Due, som måske ikke er bekendt med denne ordning. Det ville jo være mærkeligt, om der ikke i det meget store belæg i Fårhus er fanger, som det vil være rimeligt at undergive en psykia-trisk undersøgelse“.425 Af Gjerstrups svar fremgår, at man i 1947 havde ladet to fanger indlæg-ge på Fængselsvæsenets Observationsafdeling, som var ledet af overlæge Stürup, begge efter at Stürup havde talt med dem under et besøg i Fårhus. Når ikke flere var blevet indlagt – og når Stürup ikke havde været oftere i Fårhus – skyldtes det, at Gjerstrup og Stürup havde indgået den aftale, at man i tvivlstilfælde, på grund af den lange afstand, skulle lade overlæge Dickmeiss fra Statshospitalet i Sønderborg foretage en foreløbig undersø-gelse af de pågældende fanger. Og kun hvor den foreløbige undersøgelse ikke gav et tilfredsstillende resulat, henvendte de sig så til Stürup for at få foretaget en yderligere undersøgelse, enten i Fårhuslejren eller på Fæng-selsvæsenets Observationafdeling. Med Gjerstrups ord havde det heldigvis ikke været nødvendigt med ret mange undersøgelser. Han ville anslå, at overlæge Dickmeiss havde set på ti fanger i 1947, og af disse var der ikke nogle, der var ‘særligt tvivlsomme’. Tre af dem syntes „desværre at være ret sikre psykopater og volder en del besvær, og disse tre ville jeg sætte stor pris på at høre overlæge Stürups mening om, navnlig med henblik på, om han tror det rigtigst at beholde dem her, eller for en tid lade dem gå til ob-servationsafdelingen“.426

Ti med psykiske problemer ud af et fangebelæg på gennemsnitligt

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

260

1.500 over et år lyder ikke umiddelbart af meget, men i 1947 skulle der sikkert en del mere til at kvalificere til psykologisk eller psykiatrisk obser-vation og behandling end i dag. Og straffelejren i Fårhus lå jo pænt langt vestpå! Skal vi imidlertid tro overlæge Dickmeiss på sindssygehospitalet i Augustenborg, var der i 1945-46 en del indsatte i Fårhuslejren, som gjorde skade på sig selv eller agerede sindssyge for på den måde at blive overført til Augustenborg. Problemet var tilsyneladende så stort, at overlægen begik en artikel herom i Ugeskrift for Retsvæsen. Dickmeiss skrev bl.a.: „Efter godt 14 dages forløb blev den ene af patienterne udskrevet til Får-huslejren. Det var han øjensynligt meget ked af, han græd, da betjentene drog af med ham, og seks dage efter havde vi ham da også igen. Efter gen-indlæggelsen har der på ny ikke været anfald af nogen art. De første dage var patienten meget ynkelig, søgte i sin adfærd at efterligne de kroniske pa-tienter på afdelingen, for at vi skulle tro, at han var syg. Efter vi har sagt til ham, at det ikke er nødvendigt, og at vi nok skal beholde ham et stykke tid, har han været mere naturlig af væsen. Den umiddelbare årsag til indlæggelsen af en anden fange fra Fårhus-lejren var et selvmordsforsøg [måske tidligere nævnte varetægtsfange H. V.], hvorved han med et barberblad forsøgte at gennemskære pulsåren. Han havde kun tilføjet sig et overfladisk sår og indrømmede straks ved indlæggelsen, at selvmordsforsøget ikke var alvorligt ment.“ På den baggrund frygtede overlæge Dickmeiss, at det let kunne rygtes i Fårhuslejren, at hvis man blot smadrede et par stole, kom man til sinds-sygehospitalet i Augustenborg, „der fungerer som et bedre ‘psykopathotel’, hvor man får risengrød juleaften“, som han udtrykker det i artiklen. Han forudså, at sindssygehospitalerne i de kommende år ville modtage en del fanger, som „på denne måde unddrager sig strafafsoningen, og som på ho-spitalerne i høj grad er uønskede patienter, der heller ikke hører hjemme der“.427

Af Dickmeiss artikel kan man vel også slutte, at forholdene i Fårhus-lejren af nogle indsatte blev oplevet sådan, at man foretrak at være på et sindssygehospital.

Tandbehandling„Det har vist sig, at en del af de politiske strafafsonere har meget defekte tænder, og at der som følge deraf vil blive tale om en del tandbehandlinger og anskaffelse af mange proteser. Da fangerne ingen arbejdsdusør får, og ikke ret mange af dem har medbragt penge, tillader jeg mig at forespørge, om jeg er bemyndiget til, når lægen anbefaler det, at lade foretage tandbe-handling og anskaffelse af protese for lejrens regning.“428

Gjerstrups forespørgsel i direktoratet daterer sig til oktober 1945, men endnu i maj 1946 stipulerede direktoratet en politik, som var betydeligt

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

261

mere restriktiv end den, Gjerstrup efterlyste: Fængselsinspektørerne kun-ne kun afholde udgifter til tandbehandling og anskaffelse eller reparation af proteser, når 1) fangen led af en mave- eller tarmsygdom eller anden sygdom, der indicerede tandbehandling, 2) tandbehandlingen ikke kunne udskydes på grund af tandsmerter hos fangen, eller 3) tandbehandlingen i øvrigt måtte anses som nødvendig af hensyn til fangens helbred, og fan-gen afsonede en straf på over otte måneder, og der var mere end et halvt år, til han skulle løslades. I alle andre tilfælde skulle spørgsmålet, som hidtil, forelægges direktoratet.429

Men hvem skulle Gjerstrup få til at føre bor og tang? Først i november 1945 lykkedes det ham efter megen møje og besvær at entrere med en lo-kal tandlæge Andresen fra Aabenraa, som kom en eftermiddag om ugen til lejren og foretog de nødvendigste tandreparationer. Gjerstrup var dog ikke helt tilfreds med arrangementet, som Andresen havde betonet kun var foreløbigt. Lejren rådede over en tandklinik fra Frøslevlejrens tid, som Gjerstrup fandt var brugelig, og efter Andresens anvisninger var der ble-vet indkøbt en del småredskaber og materialer. På den baggrund mente Gjerstrup, at Andresens takster (som fulgte Dansk Tandlægeforenings normaltakster), var lidt i overkanten. Det var heller ikke tilfredsstillende i længden, at tandlægen kun var indstillet på at komme en halv dag i ugen, i øvrigt medbringende klinikdamer og af og til en tandtekniker. Derfor henstillede Gjerstrup til direktoratet, at man forsøgte at få forhandlinger i gang med Tandlægeforeningen både med henblik på at forhandle takster-ne ned og få yderligere tandlægehjælp.430

Endnu i december 1946 fungerede ordningen med Andresen fra Aabenraa, som alene tog sig af de ca. 2.100 fangers tænder og proteser, men nu kom han dog to gange ugentligt – når han ellers kunne komme frem. Den megen kørsel havde nu slidt dækkene på hans bil så meget ned, at han ikke længere kunne bruge den. Og man havde oplevet, at han havde meldt afbud, fordi han ikke kunne få fat i en hyrevogn. Derfor gik Gjerstrup over for direktoratet i brechen for, at Andresen fik tildelt to nye dæk med slan-ger til baghjulene, „og så anvendte de bedste af de resterende til forhjule-ne“.431

Afslutningsvis om den lægelige betjening i lejren forekommer det ri-meligt at konkludere, at den ikke var tilfredsstillende i de første måneder, men at den bedredes adskilligt i løbet af 1946 for at blive velorganiseret og sufficient i 1947, også fordi fangetallet nu begyndte at dale drastisk. Udvik-lingen afspejler sig såmænd også rent bureaukratisk: Lejren førte fra 1947 nøje kvartalsstatistikker over sygdomstilfælde, diagnoser og hospitalsind-læggelser. I fx 1. kvartal af 1947 havde 125 fanger 1443 sygedage. 15 fanger havde været indlagt på sygehus med alt fra blindtarmsbetændelse over be-handling af skader efter en granatsplint til observation for en neurologisk

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

262

lidelse. Ialt 146 fanger havde været underkastet specialistbehandling i an-stalten og 65 fanger uden for anstalten.432

Sanitære forhold og hygiejneAfgørende for den almindelige sundhedstilstand i lejren var naturligvis også de sanitære forhold og adgangen til ordentlig personlig hygiejne. Vi har set, hvordan lejrvaskeriet kom i gang allerede i interneringslejren, såle-des at de indsattes tøj kunne blive vasket regelmæssigt. Om toilet- og vaskefaciliteter i fangebarakkerne fortæller Martin Lo-renzen, at de ikke var uden problemer. I barak 15 var der et „upåklageligt vaskerum med 20 faste vaskekummer og fem-seks toiletter til 150 perso-ner“433. Dette synes at have været den almindelige standard i fangebarak-kerne. Men, beretter Martin Lorenzen, i barak 1 var der kun fire vaske-kummer og tre toiletter til 130-140 mand. Når de skulle vaske sig både morgen og aften, medførte det alvorlig trængsel. Når så dertil kom, at vandhanen pludselig tørrede ud, hvilket skete stort set hver dag, så måtte man gå dagen uvasket i møde. Konsekvensen var, at mange allerede var stået op tidligt om morgenen og havde klædt sig på, når fængselsfunktio-nærerne kl. 5.15 slog stuedørene op. Så spænede de tidligt opståede ud i va-skerummet for at få del i de kostbare dråber. Når de, der havde forsømt at stå for tidligt op, så kom ud i vaskerummet fem minutter efter, var hanerne ofte tomme. Det udviklede sig til et veritabelt kapløb – en slags morgen-motion!434

Egentligt bad var som fremgået reguleret af kongelige anordninger: Fangen fik et bad ved indsættelsen og havde herefter krav på mindst ét bad hver 14. dag. Men under henvisning til overbelægningen kom der i sep-tember 1945 besked fra direktoratet om, at der af hygiejniske hensyn blev givet adgang til hyppigere badning af fangerne: Indtil videre kunne der gi-ves varmt bad én gang ugentligt „for de fanger, for hvem ugentlig badning skønnes absolut påkrævet“.435 I Fårhuslejren skønnede man, at det måtte være de fanger, som arbejdede i lejrkøkkenet. Og så blev i øvrigt de fan-ger, som var beskæftiget med tørvegravning i sommerhalvåret, tilstået „en kold afvaskning efter arbejdstiden“.436 Mange indsatte, fx hjemmetyske K.E., husker tilbage på opholdet i Får-huslejren som lusede tider i mere end én forstand: „To småtosser [Waldheinis] lå ved siden af mig på stuen, den ene til højre og den anden til venstre. Ham til venstre kendte jeg ikke, men han var smed og stammede fra Løgumkloster. En dag sad han på køjekanten med skjorten i hænderne. Han vendte og drejede klædningsstykket og un-dersøgte nøje alle syninger med falkeblik. Jeg så uforstående på ham og spurgte: „Hvad kigger du egentlig efter i din skjorte?“ „Ja det er ikke guld, for du kan vel se, at jeg ikke har skidt i min skjorte. Jeg kigger efter lus!“

KA

PITEL 10 KIR

KELIG

OG

LÆG

ELIG BETJEN

ING

263

Lus?! Hvordan de så ud, anede jeg ikke. Men alene ordet ‘lus’ slog som et lyn ned i mig. […] Heini søgte videre og endelig råbte han: „Aha, så har jeg fundet jer, I møgdyr! Nå så der har I gemt jer!!“ Da jeg sprang ud af sengen for nærmere at tage skadedyrene i betragt-ning, lød det højt og lystigt gennem stuen: „Hurra, vi har lus!“ Stuefor-manden løb så hurtigt, han kunne, til fængselsbetjent Ingwerdsen [formo-dentlig en fortyskning af Ingvardsen] og meldte fundet. Vor stue blev sat i alarmberedskab trin 1, og ganske kort efter lød ordren: „Alle mand pak madrasser, sengetøj, puder og kluns, og af sted til aflusningsanstalten!“ Efter at være trådt an, gik det ellers i ilmarch med fuld oppakning over [appel]pladsen til desinficeringen. Kammerater, som vi mødte undervejs, råbte til os: „Nåh, I luseunger, hvor klør det?“ „I er jo bare misundelige!“ svarede vi muntert. De andre var faktisk misundelige, vi fik nemlig nu et varmt bad, kunne sæbe os godt ind og gasse os af hjertens lyst. En særdeles behagelig afveksling fra dagens trommerum!! I aflusningsbarakken blev vort kluns puttet ind i varmluftsovne, og vi trådte alle an foran overluselægen. Han tronede på sin stol ved et bord. Da jeg trådte hen foran ham i adamskostume, så jeg, at lusekongen var identisk med vores læge fra Haderslev, dr. Meyer. Jeg kendte ham fra 30’erne, da vi begge deltog i de nordslesvigske mesterskaber i redskabs-gymnastik. Vi hilste venligt på hinanden og genopfriskede gamle dage. Da han havde undersøgt mig, blev jeg gelejdet ind i det varme bad. Hvor skønt! Det varme vand vakte kroppen til live, og sæben fjernede den sid-

Fra Fårhuslejrens desinficeringsanstalt, også kaldet ‘aflusningsbarakken’. Tegning af den hjemmetyske fange G. Kinze. Hanns Chr. Jessen: Faarhus 1945-1949.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

264

ste rest af sved og snavs. Man fik umiddelbart den tanke: Bare vi snart får lus igen! Efter badet fik vi rent undertøj, nyt tøj og desinficeret sengetøj og ma-drasser. Denne renlighed var ubetinget nødvendig i en lejr med ca. 3.000 indsatte. Jeg tænker endnu med skræk tilbage på, at syfilis, gonoré, fnat og væggelus var daglige foreteelser i den første tid, og de kun kunne bekæm-pes ved agtpågivenhed. Forsigtighed er en dyd [Vorsicht ist die Mutter der Porzellankiste]!“ 437

Fra fangekartoteket: Partisanbekæmpelse og folkedrab

„Fangen er en af de få, der indrømmer, at han mest har deltaget i kamp-handinger med russiske partisaner.“ Sådan skriver Gjerstrup om hjemmetyske H. H., der i 1941 havde la-det sig hverve til Waffen-SS under et ophold i Tyskland. H. H., der var født i 1918 i Tyskland, men opvokset i et tysk hjem i Sønderborg, gjorde herefter tjeneste bl.a. i Regiment Danmark frem til april 1945, hvor han efter at have været indlagt et år på lazaret besluttede sig for at desertere, da hans enhed skulle indsættes i kamp ved Stuttgart. Han kunne nu se, at tyskerne havde tabt krigen. Derfor arbejdede han sig nordpå, tog arbejde hos tyske bønder og ankom til den dansk-tyske grænse den 18. juni 1945. Her blev han samlet op og indsat i Fårhuslejren. Ved retten i Gråsten blev han i februar 1946 idømt to års fængsel med et fradrag på 205 dage for udstået varetægtsfængsel. Han blev hensat til afsoning i Fårhuslejren den 17. marts 1946, og H. H., der var landbrugsarbejder og af sin far blev karakteriseret som lidt tilbage både i fysisk og mental henseende, kunne påregne en prøveløsladelse den 2. december 1946. Og da han fik et helt uproblematisk skudsmål: „Flink og villig fange, høflig og korrekt, uden politisk interesse og betydning“, gik prøveløsladelsen glat igennem.438

Fra ganske mange aktørberetninger og videnskabelige undersøgelser ved vi, sådan som det er fremgået ovenfor, at bekæmpelsen af partisaner i Rusland og på Balkan var en ‘beskidt’ krig, der blev udkæmpet uden nogen form for hensyn til krigens love. Fanger på begge sider blev sæd-vanligvis ombragt på stedet, og ofte under bestialske former. Selvfølgelig havde også mange af de SS-frivillige, der sad i Fårhuslejren, været invol-veret i disse tildragelser. Men som Gjerstrups kommentar antyder, så var det ikke noget, man yndede at tale om – i hvert fald ikke til udenforstå-ende! „Fangen har igennem nogen tid benyttet aftenen til over for sine med-fanger at gengive sine bedrifter fra krigen, hvor han har gjort tjeneste som chef for en SS-bataljon flere steder, bl.a. i Jugoslavien. Fangen for-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: PA

RTISAN

BEKÆ

MPELSE

OG

FOLK

EDR

AB

265

talte i aftes om sine ‘heltegerninger’ i nogle landsbyer ca. 70 km uden for den kroatiske hovedstad, hvor han lod sine soldater afbrænde landsbyer og tog alt, hvad der var af værdi med sig. Blev de overfaldet af partisaner eller serbere, som han kalder dem, tog de blot civile mennesker, som de traf, for som fangen udtalte: Skulle de skære halsen over på os, kunne vi også gøre det på dem, og siden udtalte fangen, at det var ham en ret for-nøjelig oplevelse.“ Denne rapport om den sidste (fungerende) kommandør for frikorp-set og efterfølgende kommandør for III bataljon i Regiment 24 Danmark, SS-Sturmbannführer Poul Neergaard Jacobsen, skylder vi reservefæng-selsbetjent Smedegaard. Disse detaljer fra sine bedrifter på Balkan har den tidligere kriminalbetjent Neergaard Jacobsen sikkert ikke under-holdt dommeren med, da hans sag kørte i Københavns byret i november 1945. Her blev han idømt fire års fængsel – ikke på grund af sin parti-sanbekæmpelse, men for at have ladet sig hverve til Waffen-SS samt ikke mindst for at have gjort tjeneste på hjemmefronten i Danmark.439 Det vender vi senere tilbage til.

Også fange nr. 2008, B. P. fra Sæd ved Tønder, ventilerede over for sine omgivelser de nærmere detaljer om de mindre reglementerede sider af krigen. B. P., der var fra en hjemmetysk familie og medlem af såvel NSDAP-N som SK, havde meldt sig til Waffen-SS på en session i Tønder allerede i april 1940, men var ikke blevet taget. Så han prøvede igen i fe-

Våben taget som krigsbytte fra partisaner. Foto fra en hjemmetysk frontfrivilligs private album. Henning N. Larsens privatarkiv

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

266

bruar 1941 med større held – ifølge en dansk hjemmelsmand fra Sæd, en lokal lærer, nærmest for at forsørge sin familie. Når B. P., som blev underofficer (SS-Rottenführer), var på orlov på hjemegnen, optrådte han ifølge samme hjemmelsmand aldrig nogensin-de provokerende eller udæskende på nogen måde, og „man havde ikke mærket noget videre til, at han var tysk“. Men læreren mente, at B. P. hav-de „en meget livlig fantasi, og det var de utroligste historier, han kunne komme hjem og fortælle, når han var på orlov, som at han havde siddet på dynger af russerlig og spist sin frokost, hvilket ikke gjorde noget ind-tryk på ham. Derimod kunne han ikke lide at være med til at skyde kvin-der og børn, som var blevet jaget ud af de boliger, som de tyske soldater skulle benytte til kvarter“. Om det var sandhed eller løgn, B. P. fortalte, kunne den lokale lærer godt komme i tvivl om. B. P., der gentagne gange var såret og fik forfrysninger, og var ved såvel østfront som vestfront, blev taget til fange af amerikanerne og sat i krigs-fangelejr. B. P. blev den 27. juli 1946 ved retten i Tønder idømt et år og tre måneders fængsel og prøveløsladt fra Fårhuslejren den 2. april 1947. 440

Leder man nøje, kan man fremgrave kilder, som viser, at ganske vist var partisanbekæmpelsen ikke den del af krigen på østfronten, de frontfrivil-lige og deres bagland talte mest om, men lejlighedsvist dukkede fænome-net op i det offentlige rum – hvilket giver belæg for at antage, at det ikke var så tabubelagt under som efter krigen. I en nekrolog i Nordschleswig-sche Zeitung i 1944 over en falden frontfrivillig, C. C., hedder det således: „Igen har kampen for Tysklands frihed kostet et offer fra vore ræk-ker. Igen har én af de bedste sat livet til for os, for på ærens mark har C. C. lidt heltedøden. Enhver, der kendte ham, ved, hvor svært dette tab vil ramme hans pårørende og det tyske fællesskab. C. C. var frontfrivillig og Unterscharführer i en alder af 23 år. Allerede som dreng udmærkede han sig ved en helt særlig livs- og indsatsglæde. Han var altid rede til at kæmpe for tyskheden, og at han også var rede til den højeste tjeneste, har han bevist. Det var for ham en selvfølgelighed at melde sig frivilligt un-der fanerne, da partiføreren kaldte. Han blev indkaldt den 13. februar 1941. Han kom på underofficersskole i Nürnberg. Derfra kom han til øst-fronten og var længe indsat i Kroatien ved bandebekæmpelsen [Banden-bekämpfung], indtil han sidste efterår igen kom til østfronten.“441

‘Bandebekæmpelse’ var et almindelig anvendt udtryk for partisanbe-kæmpelse.

„Til min store glæde har jeg allerede ekspederet et par jøder“„Vidnet frk. Erna H. har bl.a. forklaret, at tiltalte under en orlov engang har fortalt i hendes hjem, at han ved en lejlighed efter ordre havde væ-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: PA

RTISAN

BEKÆ

MPELSE

OG

FOLK

EDR

AB

267

ret med til at skyde nogle jøder, og at han engang havde skudt en dreng i Rusland, samt at han ved en anden lejlighed havde skudt en gammel rus-ser, alt efter ordre og under trussel om i tilfælde af vægring selv at blive skudt. Vidnet frk Erna H. har bl.a. forklaret, at tiltalte har skrevet i et brev […], at han havde været opsynsmand for en ‘Jugendschutzlager’, og lige-ledes at han havde været med til at skyde jøder. Det ommeldte brev er se-nere blevet tilintetgjort, men maskinbygger S., Haderslev, har til en po-litirapport forklaret, at fru H. – formentlig i foråret 1944 – har vist ham et brev fra tiltalte, hvor bl.a. stod: „Zur meiner grössten Freude habe ich schon ein Paar Juden erledigt [Til min store glæde har jeg allerede ekspe-deret et par jøder].“442

Den tiltalte ved retten i Haderslev var B. H. fra Haderslev, en (i 1945) 23-årig tysksindet nordslesviger, som i februar 1941 havde ladet sig hver-ve til Waffen-SS ved en session i Haderslev, og som derefter fra den 10. marts 1941 havde gjort tjeneste i Division Totenkopf som SS-Rotten-führer bl.a. ved fronterne i Rusland, Frankrig, Italien og Jugoslavien. Den 9. april 1945 blev han efter egen forklaring taget til fange af rus-serne, men enten undslap han eller blev løsladt, for angiveligt gik han fra Jugoslavien hjem til Haderslev i perioden fra den 24. april til den 2. juli 1945. Under retssagen, som foregik i oktober 1945, nægtede B. H. sig skyl-dig i de ovennævnte drab – dog vedgik han, at han havde skudt en civil-klædt russer, „der kom med gevær i skudstilling“. Men hvem skal man så tro? Ja, går man ned i de enkelte vidneforkla-ringer, er de særdeles overbevisende. At et vidne skulle formå at erindre begrebet ‘Jugendschutzlager’ uden faktisk at have set det i det omtalte brev, forekommer ikke troligt. Begrebet, som dækker en speciel, og rela-tiv sjælden, kategori af kz-lejre for unge mennesker, var ikke almindelig kendt i samtiden, slet ikke i Danmark. Vidneforklaringerne er endvidere særdeles detaljerede og præcise. Således placerede brevet lejren i Polen, og veninden frk. Erna H. huskede, at da den tiltalte under en orlov var til fødselsdag hos hende, fortalte han, at „kommandanten på det sted, hvor han var, gav ordre til, at nogle jøder skulle stilles op ad en væg og skydes, og at han havde været med til at skyde disse jøder.“ Den tiltalte havde også fortalt ved den lejlighed, „at engang i Rusland, hvor en dreng var kommet løbende ud af et brændende hus og over ga-den, havde han efter ordre fra en overordnet skudt drengen“. Hun kunne også huske, at tiltalte engang havde fortalt om en episode, hvor han hav-de skudt en gammel russer – formodentlig den handling, tiltalte tilstod at have udført – dog under henvisning til, at russeren havde sit gevær i skudstilling.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

268

Det er også værd at hæfte sig ved, at B. H. faktisk forklarede, at han fra den 10. marts 1945 til kapitulationen havde været „medlem af Toten-kopfverband“, som det formuleres i retsakterne. Og dermed indrømmer han faktisk at have været overgået til den formation af SS, som befattede sig med bl.a. nedskydninger af civile og opsynstjeneste i kz-lejre. Den tiltalte påstod sig frifundet og henviste til ‘formildende omstæn-digheder’, som ikke uddybes nærmere. Men det har formodentlig været hans unge alder og hans tyske sindelag. Retten kendte ham dog skyldig i anklageskriftet og idømte ham fire års fængsel. Han blev indsat til afso-ning i arresten i Haderslev den 1. november 1945, overført til videre afso-

Fotos fra krigen på østfronten, som dels viser nedbrænding af beboelse, dels viser, hvad der kunne være ofre for en summarisk henrettelse. Billeder fra en hjemmetysk frontfri-villigs private fotoalbum. Henning N. Larsens privatarkiv

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: PA

RTISAN

BEKÆ

MPELSE

OG

FOLK

EDR

AB

269

ning i Fårhuslejren den 21. februar 1946 og prøveløsladt allerede den 15. oktober 1946, efter at han ved kongelig resolution af den 30. september 1946 havde fået eftergivet den resterende del af sin straf på fire år. Nu skulle man tro, at B. H. oven på en så storsindet behandling holdt en lav profil, men det var ingenlunde tilfældet. Han førte nemlig det føl-gende år en veritabel fejde med Fårhuslejren og lejrens forsorgssekretær, dels om et beløb på 1.200 kr, som staten havde konfiskeret fra ham, idet der var tale om sold fra tjeneste i Waffen-SS, dels om at lejren skulle be-koste det arbejdstøj, han angiveligt nødvendigvis måtte have for at kun-ne fungere i sin læreplads, bl.a. en habit.443

At de danske SS-frivillige medvirkede i, og så, den beskidte krig på østfronten, er følgende korte og lakoniske brev fra Gjerstrup til politime-steren i Gråsten et vidnesbyrd om: „Herværende varetægtsfange 1308 A. K. har anmodet om at måt-te nedskrive en beretning om nogle massemord på jøder. Beretningen fremsendes hoslagt.“444 A. K., der, som vi skal se, også skrev beretninger om andre interessante forhold, havde en noget speciel baggrund – men også en baggrund, der gjorde, at han kom vidt omkring i Østeuropa: Han lod sig i sommeren 1941 hverve til Frikorps Danmark, hvor han gjorde tjeneste fra juli 1941 til maj 1942, dels i Tyskland, dels i Polen. Men fra maj 1942 til kapitulationen var tjenesten forlagt til „det under Waffen-SS fungerende Siedlungsamt i Rusland og Tjekkoslovakiet“, som det hedder i domsudskriften fra retten i Haderslev, hvor A. K. s sag blev behandlet i september 1946, efter at han havde siddet som varetægtsfange i Fårhus-lejren i mere end et år. A. K. s baggrund var følgende: Han var født i 1900 i et dansk hjem, blev uddannet mejerist, „frekventerede Ladelund Mælkeriskole“ og var herefter indtil den 1. maj 1936 ansat ved mejerivæsenet i Litauen. Han var bosiddende i Haderslev og medlem af det danske nazistparti DNSAP, da han i sommeren 1941 henvendte sig til det lokale tyske ‘arbejdsanvis-ningskontor’ med henblik på at få en ansættelse som mejerisagkyndig, helst i ‘Østområdet’, hvor han jo havde en vis erfaring fra. Han blev hen-vist til SS-kontoret på Kriegersvej i København, idet han blev gjort op-mærksom på, at ‘koloniseringsamtet’ hørte under SS. På Kriegersvej fik han besked om at henvende sig på Bürgerverein i Haderslev til en lægeun-dersøgelse., og her blev han erklæret for ‘egnet’, hvorfor vi kan slutte, at der i virkeligheden var tale om en session. Herefter blev han indkaldt til at møde på Ingeniørkasernen i København den 18-19. juli 1941. Og som det videre hedder i retsakterne: „Her var der kun Frikorps [Danmark] til stede. Trods tiltaltes protest blev han indlemmet i frikorpset og sendt til Tyskland, hvor han opholdt sig i nogen tid iført frikorpsets uniform.“ Men efter ca. 11 måneders forløb lykkedes det ham at få ansættelse i Øst-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

270

området som landbrugssagkyndig. „Han fik nu militær uniform som tilhørende [SS-]Siedlungsamt [koloniseringsafdelingen] og fik officers-distinktioner.“ Herefter virkede han under Siedlungsamt indtil kapitu-lationen med organisering af mejeribruget i Rusland og Tjekkoslovaki-et. Til sidst havde han ‘kaptajnsrang’, som det hedder i domsudskriften, hvilket sikkert vil sige, at han havde rang af SS-Hauptsturmführer.445

Retsakterne vedrørende A. K. nævner intet om de massedrab på jø-der, som han havde set på østfronten og skrevet en beretning om et år tidligere. Så man kan formodentlig gå ud fra, at han udelukkende havde iagttaget disse tildragelser, ikke deltaget i dem. Han blev dømt et år og 10 måneders fængsel med et fradrag på et år og 50 dage for udstået vare-tægtsfængsel. A. K. kom aldrig til at afsone i Fårhuslejren. Han blev i stedet indsat i arresten i Haderslev og formodentlig prøveløsladt kort efter.

„En snavset, løgnagtig og doven fange“„Fangen er tilgået barakken den 1. marts 1949. Fangen er en dum, doven, fræk, løgnagtig og holdningsløs person.“ Denne bedømmelse fra overbetjent P. Kristoffersen bliver fulgt op af en bedømmelse godt en måned senere fra overbetjent Kjeldgaard, som indledningsvis repeterer og tilslutter sig Kristoffersens bedømmelse og fortsætter: „Fangen er sur og tvær i hele sin væremåde over for persona-let, er næsten altid bagefter, når der bliver kaldt til gårdtur m.m. Fritiden bruger fangen på rygestuen eller i sengen. Kan fangen få tilhørere til sine løgnagtige og sjofle historier, så liver han op – som mange gør efter en god søvn.“ Nej, fange nr. 4432, K. J. hørte ikke til kæledæggerne hos fængsels-personalet i Fårhuslejren. Men hans gerninger var heller ikke just flat-terende. K. J. var den 31. maj 1948 ved retten i Gråsten idømt fem års fængsel for at have begået drab på en jøde ved østfronten. Dommen var efterfølgende blevet stadfæstet af Vestre Landsret i Sønderborg den 5. ok-tober 1948. K. J. var dømt efter både straffelovstillægget og for mand-drab efter den almindelige straffelov. K. J. var født i København i 1916, men flyttet til Sønderjylland i for-bindelse med sit ægteskab. Han havde aftjent sin værnepligt i Den kgl. Livgarde i 1939-1940 og arbejdede som landmand i det sønderjyske, da han i 1940-41 tog til Tyskland for at arbejde. Medens han opholdt sig her, meldte han sig til Frikorps Danmark. Om forbrydelsen hedder det kort og konstaterende i Fårhuslejrens sags-akter: „Formentlig januar-februar 1943, da fangen var tysk soldat og for-rettede tjeneste i den tyske lejr Waldlager ved Bobruisk i [Hvide]Rusland, hvor der af tyskerne var internering af jøder, dræbte han en nat en jøde,

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: PA

RTISAN

BEKÆ

MPELSE

OG

FOLK

EDR

AB

271

der af sine medfanger var sendt uden for barakken – enten ved et kol-beslag i hovedet eller ved et skud i hovedet.“ Det fremgår også, at retten havde fundet en formildende omstændighed ved forbrydelsen: Den på-gældende jødiske fange måtte anses for døende på drabstidspunktet.446

Dommen over K. J. afdækker de nærmere, makabre omstændigheder ved tildragelsen: Han, der var SS-Rottenführer, fungerede angiveligt ved fire (men formodentlig ved flere) lejligheder som vagtkommandør i en jødelejr i Waldlager. Ved en af disse lejligheder havde han fået en mel-ding fra en vagt om, at en jøde lå døende uden for en af barakkerne. Han havde derfor beordret jøden båret ind igen. Kort efter meldte vagten på ny, at jøden igen lå ude i sneen. Derfor gik han selv hen for at vurdere si-tuationen. Han fandt jøden liggende bevidstløs uden for barakken i sne-en kun iført skjorte og med forslået og forrevet bryst. Fråden stod jøden om munden, og øjnene var blodskudte. K. J. havde angiveligt det indryk, at jøden var døende, og han talte med sine ledsagere, et par kammera-ter fra frikorpset (som han selvfølgelig ikke kunne huske navnene på) om, hvad de skulle gøre med jøden. Man var enige om, at det bedste og mest humane ville være at skyde ham. Lægebehandling var udelukket, idet lægerne ikke ville tage sig af jøder. Og barakformanden i den barak, hvor jøden var indkvarteret, fortalte, at han var blevet smidt ud i sneen af medfanger, fordi han havde stjålet forplejning fra dem. Det stod derfor angiveligt klart for K. J., at jøden ikke havde nogen mulighed for overle-velse. Han trak derfor sin pistol og skød jøden i hovedet. Tidligere frikorpsfolk afhørtes som vidner, bl.a. to, som var afsonere i Fårhuslejren, men „flere af vidnernes forklaringer var præget af for-beholdenhed for ikke at skade arrestanten“, som det bemærkes i dom-men. Det syntes imidlertid at være den almindelige opfattelse, at jøden ikke var blevet skudt af K. J., men var blevet dræbt med et kolbeslag fra K. J. s karabin. Rettens konklusion var, at man fandt det „ubetænkeligt at statuere“, at jøden, hvis identitet var ukendt, var blevet dræbt af K. J. „sandsynligvis ved et kolbeslag, muligvis ved et skud i hovedet“. Men selv om retten fandt det bevist, at K. J. havde „berøvet den pågældende jøde livet, findes det, når henses til de omstændigheder, hvorunder det er sket, ikke at kunne forkastes, at drabshandlingen har været motiveret af medlidenhed med den mishandlede jøde på grund af de slette forhold, under hvilke han befandt sig“. Og „dette vil ved strafudmålingen være at tilregne arrestanten som en særlig formildende omstændighed, hvor-for den af arrestanten forskyldte straf passende findes at bestemmes til fængsel i fem år“.447

Vi ved fra den danske litteratur, at Frikorps Danmark i efteråret an-kom til Bobruisk og opholdt sig der med henblik på opbygningen til den videre frontindsats. Vi ved også fra en beretning fra en tidligere Fri-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

272

korpsmand, at nogle fra enhedens Ersatzkompagni blev sat til at udføre vagttjeneste ved en nærliggende lejr med ca. 300 jøder. Jøderne boede her under forfærdelige forhold, fx havde de stort set intet brænde, selv om der var op mod 40 til 50 graders frost. De fik stort set intet at spise og blev terroriseret af vagternes bidske hunde. Den pågældende frikorpsmand fortæller, at han og hans kammerater havde vagt en uge ad gangen, og en nat, han havde vagt, opdagede han i udkanten af lejren et stort hul, som var blevet gravet. Han lyste ned i hullet og opdagede, det var en masse-grav, hvor ligene var stablet oven på hinanden. De ca. 40 personer var alle skudt gennem hovedet.448 Også ovennævnte K. J. s drab på den jødiske fange husker den pågældende frikorpsmand.449

Fra den tyske faglitteratur ved vi, at ‘SS-Waldlager’ var hovedforsy-ningsdepot for HSSPF Rusland Mitte, dvs. den højere SS- og politifører

Kasernen i Bobruisk for Er. Komp. Freikorps Danmark (skiltet), dvs. Frikorps Dan-marks erstatningskompagni. Under Frikorpsets ophold i Bobruisk (i Hviderusland) i 1943 udførte en del af dets personel vagttjeneste i en lejr for jødiske tvangsarbejdere. Frihedsmuseet

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: PA

RTISAN

BEKÆ

MPELSE

OG

FOLK

EDR

AB

273

i det midterste Rusland. Anlægget omfattede adskillige befæstede in-stallationer i en skov ved jernbanen mellem Minsk og Bobruisk. Facili-terene omfattede ud over forsyningsdepoter også en SS-træningslejr og en trævarefabrik. I tilknytning til Brobuisk oprettedes to jødelejre, som skulle levere arbejdskraften til ombygningen af den oprindelige russi-ske panserskole under Den røde Armé. De to lejre var oprettet på initia-tiv af Waffen-SS og ovenævnte HSSPF, medens det var Reichsicherheits-hauptamt, som sørgede for at skaffe de jødiske fanger. Det gjorde man ved i maj-juni 1942 at transportere ca. 1.500 jøder fra ghettoen i War-szawa til SS-Waldlager. Denne lejr blev opløst i september 1943, hvor der af de oprindelige 1.500 blot var 90 overlevende tilbage. De øvrige havde SS-vagtmandskabet efter ordre fra lejrkommandanten, SS-Hauptsturm-führer Söldner, skudt i en nærliggende skov i takt med, at de var ‘opbrug-te’ som følge af sult, sygdom og kulde. Den anden lejr blev etableret parallelt med den første, men inde i selve citadellet i Bobruisk. Her blev ca. 70 af jøderne fra Waldlager transpor-teret hen for at arbejde i en tekstilfabrik. Bevogtningen af disse tog hvi-derussiske politifolk sig af. 450 Så vi må af disse kendsgerninger slutte, at den lejr, K. J. „fire gange“ fungerede som vagtkommandør i, var lejren i Waldlager. Det må også være rimeligt at slutte ud fra ovennævnte fri-korpsmands beretning, at frikorpset under sit ophold i Waldlager stil-lede vagtmandskab til rådighed. Af sagsakterne fra Fårhuslejrens arkiv fremgår, at K. J. faktisk blev interneret umiddelbart efter den tyske kapitulation og tiltalt efter straf-felovstillægget, men ‘frikendt’. Han ernærede sig herefter med bopæl i det sønderjyske som bogrepræsentant, indtil der tilsyneladende er frem-kommet inkriminerende oplysninger om hans meritter i Waldlager, så-ledes at han i 1947 blev arresteret og varetægtfængslet, inden han et år og to måneder senere, nemlig den 2. november 1948, blev indsat i Fårhuslej-ren til afsoning. Der flød straks benådningsandragender fra den dømtes hustru til Ju-stitsministeriet. Herfra afviste man (efter at have konsulteret Gjerstrup) disse og skrev i juni 1949 til hustruen: „I anledning af Deres hertil indsendte fornyede andragende skal man meddele, at det må have sit forblivende ved den Justitsministeriets skri-velse af 2. maj 1949 trufne afgørelse, hvorefter Justitsministeriet ikke har set sig i stand til at søge udvirket benådning for Deres mand K. J. Det til-føjes, at spørgsmålet om benådning for Deres mand vil blive taget under fornyet overvejelse omkring den 1. december 1949.“ Men allerede i august måtte Gjerstrup på Justitsministeriets foran-ledning i gang med en bedømmelse vedrørende prøveløsladelse. Som det vil fremgå i en senere sammenhæng, formodentlig fordi direktoratet ger-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

274

ne så lejren tømt for indsatte i forbindelse med lejrens snarlige nedlæg-gelse. Funktionærmødets vurdering talte ikke just for en løsladelse: „En snavset, løgnagtig og doven fange. Hans evner er små. Laver ikke alvor-lige overtrædelser af reglementet, men er altid sur og tvær. Har kun afso-net et år og ni måneder, og forbrydelsens karakter taler afgjort imod be-nådning allerede nu. Mødet må stadig mene, at han tidligst kan benådes ved halv tid [den 5. februar 1950].“ Gjerstrup tiltrådte mødets vurdering og kunne have tilføjet den be-dømmelse, han allerede i februar 1949 afgav i forbindelse med en evt. benådning: „Under hensyn til det sene tidspunkt for dommen og fordi han er straffet for manddrab, må jeg kraftigt fraråde benådning på nu-værende tidspunkt.“ K. J. forlod Fårhuslejren som en fri mand den 28. september 1949.451

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

275

Kapitel 11

Fysisk og åndelig føde samt beskæftigelse

Forplejningen i lejrens første tid har mange tidligere indsatte kritiseret hårdt. Nogle hævder endda, som det tidligere er fremgået, at de indsatte sultede. Der har været en tendens til lade denne opfattelse tegne et generelt billede af forplejningen i Fårhuslejren, eksemplificeret ved J. L.s prægnan-te „Wir hatten immer Hunger“452, men går man beretningsmaterialet nøje igennem, viser der sig et helt anderledes nuanceret billede: „Maden var i starten ikke god, men blev bedre og endte med at være kraftig og rigelig,“ skriver Rudolf Gimm i sin beretning.453 Martin Lorenzen, som ankom til lejren i sensommeren 1945, har stort set kun godt at sige om forplejnin-gen: Den var rigelig, veltillavet og brødsuppen var „virkelig velsmagende [wirk lich schmackhaft]“. Han var derimod ikke så meget for klipfisken, som nærmest obligatorisk to gange om ugen udgjorde hovedretten til mid-dag.454

Var maden fra lejrkøkkenet end veltilberedt og velsmagende, så insi-sterede både direktoratet og Gjerstrup på, at der principielt skulle være en vis forskel på fangernes og fængselsfunktionærernes forplejning. I marts 1946 fremsendte direktoratet et forslag til et funktionærforplejningsregle-ment til udtalelse hos bl.a. Gjerstrup. Forslaget var udarbejdet af ‘Statens praktisk-sundhedsmæssige Undersøgelser’, og det hedder bl.a. heri, at „ved funktionærernes forplejning bør det tilstræbes, at kosten ikke i for stor ud-strækning bliver den samme som fangernes. Ved enkelte små forbedringer og variationer må helhedsindtrykket forandres, således at funktionærerne føler, at de forplejes efter et andet reglement end disse“. Gjerstrup har samtykket via diverse understregninger i forslaget samt bemærkningen: „Ja, særlig spiseseddel må være det rette!“455 Alt tyder på, at der faktisk ikke var den store forskel på fangernes og funktionærernes forplejning, men at der skulle arbejdes på at skabe en sådan. Måske har nogle funktionærer beklaget sig over, at deres forplejning lignede fanger-nes for meget. Gjerstrup overlod den videre sagsbehandling til fængselsforvalteren, som ned til mindste dessert satte direktoratet ind i forholdene vedrørende forplejningen af funktionærerne i Fårhuslejren. Maden til funktionærerne

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

276

blev fremstillet i et særligt køkken under ledelse af en overbetjent (økono-mibetjent). Man anvendte ikke fanger ved denne madlavning, men udeluk-kende kvindelig medhjælp. Kosten, betonede fængselsforvalteren, blev altså fremstillet „ganske uafhængigt af fangernes, så helhedsindtrykket kan, når passende hensyn tages ved spisesedlens udarbejdelse, kun være, at funk-tionærerne forplejes efter et andet reglement end fangernes“. Forslaget til spisesedlen blev hver uge udarbejdet af køkkenmesteren (som også stod for forplejningen fra fangekøkkenet), men inden varer til den pågældende uge blev indkøbt, skulle spisesedlen godkendes af fængselsforvalteren. Hvad angik det detaljerede forplejningsforslag fra direktoratet, havde fængsels-forvalteren enkelte kommentarer, bl.a. at han i betragtning af det store an-tal funktionærer i Fårhuslejren ikke kunne påtage sig at servere pandekager og æbleskiver. Flødeskum til øllebrød og brødsuppe kunne han ikke frem-skaffe for tiden, hvorimod spejlæg til biksemad og lignende forbedringer i forhold til fangernes kost allerede var gennemført. „I øvrigt formener jeg, at en eventuel middagsplan for opsynsforplejning ikke bør indeholde retter som klipfisk og spegesild, idet den kvalitet fisk, der af direktoratet indkøbes til fangernes forplejning, er en konkurrencevare, som i velsmag ikke kan måle sig med tilsvarende varer, der indkøbes til privat husholdning, og spi-sesedlen vil derfor på dette punkt falde sammen med fangernes forplejning, hvilket jf. forslagets første punkt bør undgås.“456 Martin Lorenzen var altså ikke den eneste, der ikke var vild med klipfiskene! Leveringen af mejeriprodukter stod Fårhus Mejeri fortsat for, kødpro-dukter blev leveret af Gråsten Andelsslagteri, brød fik man fra forskellige sønderjyske bagermestre og kolonialvarer blev leveret af købmand Fleg-gaard i Padborg. Ret hurtigt blev de forskellige leverancer dog kvartalsvist lagt ud i al-mindelig licitation, hvilket betød, at der undertiden var andre leverandø-rer. I juni 1946 vandt følgende licitationen for juli kvartal: Bagermester Hans Nielsen, Padborg (sigtebrød og franskbrød), Sønderborg Brødfabrik (rugbrød groft og lyst), Bylderup Bov & omegns Eksportslagteri (okse- og kalvekød, flæsk og pålæg mv.), Fårhus Mejeri (mejerivarer), købmand Fleg-gaard (kolonialvarer mv.) og A/S Tønder Aktiebryggeri (hvidtøl). Fisk blev der ikke taget tilbud hjem på, man købte i stedet varerne „billigst muligt under hånden“. Man beklagede over for direktoratet meget, at Gråsten An-delsslagteri var gledet ud som leverandør, men firmaets tilbud havde ikke kunnet konkurrere på prisen med et tilbud fra slagteriet i Bylderup Bov.457

I maj 1947 genoptog Gjerstrup imidlertid samarbejdet med slagteriet i Gråsten, selv om det stadig ikke kunne konkurrere med Bylderup Bov på prisen, men som Gjerstrup efterfølgende argumenterede over for di-rektoratet, så var dels kvaliteten på varerne fra Gråsten bedre, dels havde „en stor del af de ved Bylderup Bov beskæftigede personer hensiddet her

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

277

i lejren, og jeg finder det fængselsmæssigt uheldigt, at tidligere fanger har alt for store chancer til indsmugling af diverse, enten i varerne, eller hvis det er dem, der bringer dem“. Det var derfor Gjerstrups indstilling, at man også fremover skulle bruge Gråsten som leverandør frem for Bylderup Bov, hvis ellers prisen ikke blev det altafgørende.458

Undervisning Vi har tidligere fulgt Asger Hansens vej i sommeren 1946 fra Prisdirekto-ratet i København til Straffelejren i Fårhus, hvor han blev ansat som fæng-selslærer. Den overordnede organisering af undervisningen af landssvi-gerne i de forskellige institutioner havde direktoratet lagt i hænderne på forstander Gammelgaard fra Roskilde Højskole. Før denne påtog sig opga-ven, rejste han i maj-juni 1946 rundt til de forskellige anstalter og straffe-lejre dels for at orientere sig om, hvordan undervisningen var blevet grebet an i de gamle anstalter, dels for at sondere mulighederne i de nye straffe-lejre. I Fårhuslejren talte Gammelgaard med de lærere, som allerede gen-nemførte en vis undervisning af strafafsonere, han talte med indsatte, og han talte med fængselsledelse og -funktionærer.459 Den 30. august 1946 stod barak 14 klar til at blive taget i brug som sko-le og bibliotek460, og den 18. oktober samledes alle de indsatte, der havde tegnet sig til undervisning, i lejrens kirke- og forsamlingssal, hvor Gjer-strup indledte, og fængselsoverlæreren gav oplysninger om undervisnin-gens praktiske gennemførelse.461 At deltage i undervisningen var frivilligt, og det hellige princip fastholdt Gjerstrup, da den nye anordning af 10. maj 1947 gjorde undervisningen af strafafsonere obligatorisk. Over for direk-toratet gjorde han gældende, at han, og i øvrigt også fængselsoverlæreren, altid havde ment, at frivillighedens princip var det bedste i hvert fald for Fårhuslejren. Og derfor fandt han heller ingen anledning til, at direktora-tet fastsatte nærmere regler vedrørende undervisningen: Undervisningen af landsforræderne var noget helt nyt, og man kunne ikke føle sig sikker på, at det, man foretog sig, var det helt rigtige. Han ville derfor afvente en nærmere drøftelse af hele spørgsmålet mellem direktoratet og samtlige in-spektører og overlærere.462 Alt tyder på, at det (også i denne sag) lykkedes Gjerstrup at føre sin egen linje. Den institutionelle, officielle undervisning i Fårhuslejren har ikke sat sig nævneværdige spor i de indsattes beretninger. Fra Asger Hansen, deri-mod, har vi en levende beretning om, hvordan undervisningen oplevedes fra den anden side af katederet: Han følte, det var hårdt at være i Fårhus-lejren. De to første år af sin ansættelse måtte han lade sin familie blive i København. Lærerne arbejdede alle ugens syv dage (om søndagen censu-rerede de breve) og havde så til gengæld fem samlede fridage én gang om måneden, en frihed, han kunne benytte til at besøge familien. Fra septem-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

278

ber 1948 fik han imidlertid tildelt en funktionærbolig i tilknytning til lej-ren, og det var godt for familielivet. Lærerstaben bestod af fængselsoverlæreren Hakon Kirkegaard, der tid-ligere havde forestået fritidsundervisningen på Frederiksberg, Olav Niel-sen, som var tidligere højskolelærer, en fagskolelærer Stenholdt-Laursen samt Klavs Villman og Asger Hansen selv. De cirka 3.000 fanger, der var ved Asger Hansens ankomst, bestod som fremgået af både varetægtsfanger og afsonere, og kun de sidste kun-ne modtage undervisningstilbuddet. Hver fange fik tilbud om seks timers ugentlig undervisning i arbejdstiden fordelt på to blokke a tre timer. Læ-rerne var ved tilmeldingen usikre på, hvor mange der ville tage mod til-buddet, idet der gik rygter om, at der blandt fangerne var stemning for at boykotte undervisningen i harme over, hvad mange fanger opfattede som en uretfærdig behandling. Men tilmeldingerne overgik alle forventninger, således at man måtte ansætte endnu flere lærerkræfter, bl.a. den senere læ-rer på Rødding Højskole, Thomas Rørdam, og Ebbe Munk, som siden blev lærer på Roskilde Højskole og til sin død på Esbjerg Højskole. Nogle af læ-rerne rejste de følgende tre år, andre blev til lejrens nedlæggelse i 1949, her-under Asger Hansen. Det første, lærerne gjorde, var at at foranstalte en standpunktsprøve i dansk og regning blandt de tilmeldte. Resultatet af prøven fulgte stort set en normalfordeling. Fangerne blev inddelt efter prøveresultaterne kom-bineret med de undervisningsønsker, de havde fremsat ved tilmeldingen. Asger Hansen og hans kolleger bemærkede, at et uventet stort antal ønske-de at få undervisning i spansk – hvilket de tolkede som vage planer om en immigration til Sydamerika eller Spanien, lande, som de pågældende fan-ger måske mente havde et politisk klima, der harmonerede med deres egne idealer. Efter disse indledende manøvrer kunne den egentlige undervisning begynde efter en uge. Undervisningen omfattede elementærfagene dansk, regning og matematik, dertil sprogundervisning med engelsk og spansk som de foretrukne fremmedsprog.

Den nazistiske ‘eliteklasse’Et af de hold, som Asger Hansen blev tildelt, adskilte sig markant fra de øvrige. Holdet bestod overvejende af akademikere, jurister, historikere, journalister fra det nazistiske dagblad Fædrelandet og fra den tyskkon-trollerede danske statsradiofoni. Det var personer som historikeren Poul Bjørnved, de fremtrædende danske nazister Børge, Tage og Holger Bryld, forlagsdirektør Bjørn Erichsen og Ejner Krenchel. Endvidere formanden for Juristforbundet, Erik Reitzel-Nielsen og de fremtrædende mindretals-tyskere Hans Wilhelm Brockmann og tidligere nævnte dr. Paul Koopman,

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

279

som var henholdsvis skoleinspektør ved den tyske skole i Højer og faghi-storiker, Arthur Lessow, leder af den tyske skole i Ravsted og pastor Schau fra Højer. Vi skal senere vende tilbage til nogle af disse personer. Asger Hansen husker tydeligt sit første møde med klassen. Med sine 25 år var han den yngste i klasseværelset. De præsenterede sig for hinanden. Han spurgte forsigtigt, hvad de havde tænkt sig, klassen fremover skulle beskæftige sig med. Svaret var (spydigt), at de jo skulle demokratiseres, og de var spændte på, hvad denne proces indebar. Asger Hansen ville så vide, hvad de forstod ved demokrati. Han husker ikke præcist svaret, men derimod husker han tydeligt, at han gentagne gange fik stillet spørgsmålet, hvad han som en god demokrat mente om love med tilbagevirkende kraft. Og spørgsmålet kom selvfølgelig fra en fremtrædende jurist! „Så var der inviteret til slagsmål,“ som Asger Hansen tørt konstaterer i sin beretning, og slagsmålet fortsatte to gange tre timer om ugen, uden de to parter kom hinanden meget nærmere. Asger Hansen på sin side var efterhånden træt af at udveksle stereotypt gentagne argumenter med klassen, og klassen gav også udtryk for, at den „efterhånden fandt underholdningen lidet givtig“. Herefter blev undervisningen og atmosfæren langt mere konstruktiv, og efter en måneds tid var mistilliden, der let antog karakter af åbent fjend-skab, afløst af åbenhed og hjælpsomhed. Denne stemning voksede frem, medens man gennemgik ret vanskeligt tilgængelige materier af historisk, politisk, religiøs og filosofisk karakter. Eleverne var særdeles aktive, fx holdt Brockmann et kæmpeforedrag om europæiske mindretalsproble-mer. Han var specialist på området, og foredraget, der med spørgsmål og diskussion strakte sig over 12 timer, blev holdt på tysk. Og Asger Hansen fortsætter: „Da vi ikke kunne suge mere næring ud af Hellas, nærmere tiden sig for Fårhuslejrens nedlæggelse. Flere og flere af mine elever kunne nu gen-nem ændringer i straffelovstillægget påregne snarlige løsladelser, men vi nåede dog på falderebet at beskæftige os med nogle af verdenslitteratu-rens store. Jeg kan eksempelvis nævne Moliere, Jonathan Swift, Lessing og Goethe. I klassens forløb hændte det, at enkelte medlemmer blev løsladt og erstattet af nye. Flere af disse nye havde et behov for at genoptage debatten om berettigelsen af den straf, de var blevet idømt. Helt uden at jeg behø-vede at blande mig i diskussionen, forklarede ‘de gamle’ elever, at den de-bat havde de været igennem, at den for deres vedkommende var afsluttet, og at de havde noget mere væsentligt at beskæftige sig med i den tid, de var sammen i skolestuen. Jeg tror vi lærte meget af hinanden, landssvigerne og jeg. I en årrække efter at Fårhuslejren for længst var historie, modtog jeg breve og hilsener fra tidligere elever, der udtrykte deres taknemmelighed over ‘åndehullet’, som de benævnte fængselsskolen, og som havde været medvirkende til, at

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

280

de på en bedre måde var kommet igennem en belastende tid, der ellers kunne have afsat varige sjælelige ar. Jeg selv lærte, at der til trods for næ-sten uoverskuelige forskelle af holdningsmæssig og ideologisk art er mu-lighed for at mødes i noget fællesmenneskeligt. Det er ikke for meget sagt, at jeg rent menneskeligt kom til at opleve nogle af de forhenværende na-zikoryfæer som mine venner.“ Denne ‘eliteklasse’, som Asger Hansen benævner den, var ikke den eneste, han skulle undervise, og han var som nævnt heller ikke den ene-ste lærer i lejren. Lærerkollegiet boede i en mandskabsbarak dør om dør i det første år. Og al tid var helliget arbejdet. Lærerne udvekslede indbyrdes erfaringer fra undervisningen, erfaringer om fangerne og om omgangen med det øvrige personale. Ifølge Asger Hansen så både det civile og det uniformerede personale på lærerne med den største skepsis. „De stærke følelser og fordømmelsen af landssvigerne havde overvintret hos ganske mange i personalet, og de var tilbøjelige til at betragte ‘undervisningspå-fundet’ som et udtryk for dansk pladderhumanisme.“ Men manglen på sympati fra det øvrige personale fik lærerne til at stå yderligere sammen. Fangerne kunne ikke undgå at bemærke spændingerne, og ifølge Asger Hansen undlod de ikke at puste til ilden, når der var en lejlighed dertil. „Vi fik god øvelse i balancegang,“ som han udtrykker det. Vinteren 1946-47 var usædvanlig hård. Brændselsforsyningen, som hovedsageligt bestod af tørv, var mangelfuld, og en overgang var Asger Hansen og hans kolleger overbeviste om, at der blev gjort et bevidst forsøg på at ‘fryse’ skolen ud af lejren. Der var timer, hvor han underviste iført lange underbukser, islandsk sweater, skistøvler og overfrakke. Eleverne ry-stede af kulde, men så vidt han husker, blev ikke én af hans timer aflyst. Asger Hansen og de øvrige lærere boede, inden de fik funktionærbo-liger, sammen med lejrpræsten, pastor Gadeberg, og efter dennes afrejse pastor Nissen. Også lejrlægen Anders Schmidt boede i barakken. Om sit virke konkluderer Asger Hansen: „Efter mine tre år som fængselslærer i Fårhuslejren kan jeg kun bekla-ge, at jeg havde meget lidt indblik i, hvordan fangernes dagligdag forløb, når der ses bort fra selve undervisningen. Det var en uafviselig betingel-se for, at vi lærere kunne få lov til at fungere, at vi holdt os inden for det område, som snævert angik vores arbejde som ‘åndsapostle’. Men jeg er overbevist om, at vi i stigende grad indirekte bidrog til at humanisere be-handlingen af strafafsonerne ved en sej, men uprovokerende påvirkning af klimaet.“463

LejrbiblioteketLærerne havde et ansvarsområde ud over undervisningen, nemlig lejrbib-lioteket. Fra Frøslevlejrens tid var der et mindre bibliotek i lejren, som om-

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

281

kring årsskiftet 1944-45 var blevet oprettet ved Dansk Røde Kors foran-staltning. Alt tyder på, at dette bibliotek fandt anvendelse i Fårhuslejrens første halve år. Varetægtsfangen Harboe Kardel var allerede fra august 1945 en flittig læser af litteratur, men i sin dagbog omtaler han ikke præ-cist, hvor han fik bøgerne fra. Undertiden anfører han dog at have lånt lit-teratur af medfanger. Og flere fangeberetninger antyder, at en del af den litteratur, som cirkulerede mellem primært varetægtsfangerne, var kom-met ind i lejren ad illegal vej. Under alle omstændigheder sendte direktoratet i december 1945 straffe-lejrene i Fårhus, Møgelkær, Horserød og Kragskovhede et forslag til bogind-køb ved de nye straffelejre. Forslaget, som var udarbejdet af lærer P. Vedel Pedersen fra Statens Arbejdshus, omfattede cirka 150 bøger af ‘lødig karak-ter’.464. Måneden efter besluttede direktoratet at gribe biblioteksspørgsmålet i de nye straffelejre systematisk an. Der blev afholdt et møde med deltagelse af konstitueret biblioteksdirektør Robert Hansen, bibliotekar Krag-Han-sen samt direktøreren og vicedirektøren. Direktøren foreslog, at anstalter-ne selv indkøbte en vis grundstamme af de mest anvendte bøger, medens de øvrige udlån skete gennem de lokale centralbiblioteker. Denne ordning forekom ham mest fornuftig pga. lejrenes midlertidige karakter. Biblioteksdirektøren så dog anderledes på det: bibliotekerne var hårdt belastet, fx med administration af bogudlån til flygtningelejrene, og gene-relt var der en „stærkt forøget læselyst hos de bibliotekssøgende“. Hvad an-gik straffelejrene i Fårhus, Kragskovhede og Møgelkær, måtte biblioteks-problemet ifølge biblioteksdirektøren derfor løses ved, at fængselsvæsenet selv anskaffede sig et bibliotek, der kunne klare de almindelige bogudlån. Og så måtte man i øvrigt entrere med de lokale centralbiblioteker, for Får-hus vedkommende med Centralbiblioteket i Aabenraa, hvor fangerne i et begrænset omfang kunne låne bøger, som ikke fandtes i lejrbiblioteket. Indkøb til etablering af lejrbibliotekerne blev lagt i hænderne på Krag-Hansen, som også skulle sørge for, at den nødvendige forbindelse blev etableret mellem den tjenestemand, som i lejren skulle forestå biblioteket, og nærmeste centralbibliotek. Han skulle også tage sig af den nødvendige instruktion i lejren vedrørende biblioteksarbejdet. Man enedes om forelø-bigt at indkøbe 10.000 bind, og at de første skulle sendes til Fårhus, hvor man nu ville gå i gang med at tilvejebringe plads til indretning af et biblio-tek på ca. 5.000 bind. Krag Hansen havde 1.000 bind på hånden, som egentlig havde været bestemt for et arbejderbibliotek i Norge, men de kunne i stedet, når de var forsynet med det nødvendige biblioteksmateriel, sendes til Fårhus. Man ville også rette henvendelse til centralbiblotekerne med henblik på at få overdraget kasserede bøger, som så kunne istandsættes i statsfængslet i Vridsløselille, hvorefter de kunne sendes til lejrene. De øvrige bøger skulle

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

282

indkøbes uindbundet, hvorefter de kunne indbindes i fængslerne – man gik ud fra, at det var „et kærkomment arbejde“.465

Efterfølgende anbefalede Statens Bibliotekstilsyn over for samtlige cen-tralbiblioteker i Danmark forslaget og opfordrede til, at centralbiblioteker-me fremsendte kasserede bøger til statsfængselet i Vridsløselille.466

Krag-Hansen gik til opgaven med ildhu, og man får det indtryk, at Gjerstrup opfattede bibliotekaren som lidt af en plage. „Jeg vil gerne spørge Dem, hvad De synes om at indrette en læsesal i lejren; både Kragskovhe-de og Møgelkær har ønsket at få en sådan. Jeg tror nok, jeg kan love Dem at sammensætte et virkeligt godt læsesalsbibliotek i smukke indbindinger. Formålet med en sådan læsesal skulle vel foruden at tilbyde god litteratur være, at fangerne kunne have et sted, hvor der var absolut ro og mulighed for at de kunne opnå en slags ensomhed. Hvis De synes om idéen og kan afse plads til læsesalen, vil jeg være taknemmelig for snarest muligt at høre fra Dem.“467 Gjerstrup torpederede omgående forslaget, som daterer sig til april 1946: Han måtte indrømme, at han ikke kunne se, hvorledes en læ-sesal kunne indrettes og drives i en stor anstalt som Fårhus, og han kunne heller ikke overskue følgerne af at have en sådan læsesal. Han ville derfor „indtil videre takke for idéen men ikke søge den udført i praksis“.468. I juni 1946 sendte Krag-Hansen de første 1.000 nyindbundne bind til Fårhuslejren, og flere fulgte med samt bogkort og instrukser om, hvordan bøgerne skulle opstilles.469

Krag-Hansen fik altså ikke i første omgang etableret en læsesal i Fårhus, i stedet etableredes foreløbigt en noget mindre ambitiøs, decentral løsning: Der blev opsat en bogkasse i hver fangestue. Og kasserne var praktiske i den forstand, at de også kunne anvendes ved transporten af bøger frem og tilbage mellem biblioteket og stuerne.470 Men i juli 1947 havde tiden åbenbart arbejdet for Krag-Hansens for-slag, for i en længere redegørelse til vicedirektør Hye-Knudsen om biblio-tekstjenesten i Fårhus afslutter Gjerstrup denne både en anelse næsvist, men også imødekommende over for Krag-Hansens forslag – et forslag, som direktoratet havde gjort til sit: „ Med hensyn til læsesale beklager jeg, at min forevisning af lejren, når De har været med mig dernede, har været så ringe, at De ikke har lagt mærke til, at der på hver af barakkerne er indrettet en lille læsesal, hvor forskellige bøger er fremstillede, og hvor der fremlægges tidsskrifter m.v. Jeg har altid hævdet, at vi ikke kunne lave en stor læsesal her, men vi for-søger nu i den nye skolebarak at få indrettet en læsesal, hvor de kostbare læsesalsværker, der er anskaffede, kan anbringes, hvorved de fanger, der søger skoleundervisning, kan stifte bekendtskab med disse værker, og det må formentlig være disse fanger, der har størst interesse i og udbytte af at læse dem.“471.

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

283

Anordningen af 10. maj 1947 gav også nye retningslinjer for fangernes adgang til at låne bøger. Derfor ville direktoratet af Gjerstrup vide, hvor-dan bogudlån hidtil havde fundet sted i Fårhus. Og inspektørens svar må sige siges at være ganske typisk for hans temperament og tilgang: Alle fan-ger havde hidtil fået udleveret en skønlitterær bog, uanset om de havde fremsat ønske om det eller ej, samt, hvis de havde ytret ønske herom, en faglitterær bog hver 14. dag. Og Gjerstrup sluttede: „Idet bemærkes, at fan-gerne bor 12 til 16 mand på hver stue og indbyrdes kan bytte bøger, skal jeg oplyse, at det er vor hensigt at fortsætte bogudlånet efter de hidtil fulgte retningslinjer, også efter ikrafttrædelse af anordningen ang. fuldbyrdelse af fængselsstraf mv.“472

Husflid, kulturelt liv og anden mentalhygiejne Mange fårhusfanger ser tilbage på deres tid i lejren som en slags højskole-ophold, fuldstændig som mange frøslevfanger ser tilbage på deres ophold i Frøslevlejren. Uden tvivl er der tale om en selektiv erindring, hvor man fokuserer på de positive sider ved indespærringen. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der udfoldede sig et mangfoldigt kulturelt liv inde i fangebarakkerne, som utvivlsomt var udtryk for vilje til mental overlevelse og fælleskab – et fællesskab, som i ikke ringe grad materialiserede sig som trods mod lejrens autoriteter. Om dette fænomen beretter en varetægts-fange: „Efterhånden var vi 24 mand i vor dobbelstue. 24 mand lader sig ikke så let påtvinge modløshed gennem indespærring og påtvungen passivitet fra morgen til aften, selv om det sikkert var hensigten. Mange fag var re-præsenteret: Lærere, bibliotekarer, håndværkere, arbejdere. Hvad den ene ikke vidste eller kendte, det vidste og kendte den anden. Idéerne vældede frem, og af affald, småting og af hvad, man nu kom over, blev der frem-stillet og omformet. Af pappen fra pakker hjemmefra blev der fremstillet brikker til mølle og dam og skak, og låget blev kunstfærdigt omdannet til spillebræt. Af et tilsendt harmløst spil Æsel materialiserede sig ved hjælp af blyant og farvestifter et spil kort. Den første skat-aften (et populært søn-derjysk kortspil) kunne tage sin begyndelse – i al hemmelighed naturlig-vis. For det var forbudt af spille kort, ja at besidde et spil skat. Et andet spil Æsel blev omdannet, så det kunne bruges til ‘17 und 4’, ‘Hamburger Bank’ og andre hasardspil. Dagene blev hele tiden kortere [1945], aftenerne længere og nætterne koldere. Til opvarmning af de små ovne i stuerne brugte vi tørv, som var fugtig og elendig og ikke gav ordentlig varme. Dertil en smule træ. Derfor kom lejrledelsen til den konklusion, at vi skulle have et tredje sengetæppe til de to, vi havde i forvejen. De var store, nye, af bomuld og stadig med det amerikanske firmamærke på. De var fortrinlige til scenetæppe. En snor

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

284

gennem hele stuen – og den første teaterforestilling kunne begynde. ‘Kr. s Lachbühne [varieté]’ var grundlagt! I stedet for større opførelser, som vi jo ikke kunne magte, fik vi sketches og andre lystige sager. Fantasi og glæ-den ved at optræde havde vi i overflod […]. Vores varieté blev snart kendt i hele barakken, og forstående fængselsfunktionærer på aftenskiftet tillod optrædender i andre stuer.“ I samme stue, hvor varietéen blev født, fandt man også på at grundlæg-ge en ‘fårhusskytteforening’, som vandt tilslutning i andre stuer. Der blev afholdt lydløse ‘skydekonkurrencer’ med hjemmelavet (dart)pil og skyde-skive. Der blev foranstaltet stor konkurrence med præmier og festmusik, som blev levereret af tre fanger, der spillede på redekam. Det hele endte med kåring af skyttekonge og prisuddeling, og seancen blev kommenteret og transmitteret af fanger, som illuderede ‘Deutschlandsender’. Som mi-krofon tjente en lampekuppel. 473

Af bl.a. Harboe Kardels dagbog fremgår, at man afholdt foredrag, stu-diekredse og undervisning. Ifølge Martin Lorenzen var især sprogkurser efterspurgte: engelsk, men også fransk, russisk eller endda i en anden ba-rak end hans egen, latin. Der var begynderkurser, og der var kurser for øvede. Andre beskæftigede sig med matematik. Foredragene kunne hand-le om allehånde emner som hjemstavnshistorie og litteratur. I starten, og

G. Kinze har fastholdt en medfanges snittearbejde.

Tegningen har titlen Kno-chenpuler, dvs. bensnitteren.

Hanns Chr. Jessen: Faarhus 1945-1949.

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

285

det vil formentlig sige ca. frem til årsskiftet 1945-46, var det ifølge Loren-zen kun tilladt at afholde den slags arrangementer i egen stue og på dansk, men lidt efter lidt vovede man også at snige sig ind på andre stuer. Selv kom han galt af sted en aften. Efter den obligate aftentoilettur var han listet ind på nabostuen for at holde et foredrag, men blev taget på fersk gerning af en fængselsfunktionær, som belærte ham om, at han ikke måtte gå ind på andre stuer. Og ude på gangen ‘rystede han glødende kul’ over Lorenzens hoved og eskorterede ham tilbage på hans egen stue.474

Andre fangeberetninger skildrer, hvordan fanger optrådte som trylle-kunstnere og hypnotisører, og hvordan man om aftenen sang tyske folke-sange og sentimentale fårhussange. Sagte selvfølgelig, for det var forbudt at synge. Man tegnede og malede på det papir og pap, man kunne få fat på, og andre udfoldede mere manuelle talenter gennem husflid af forskellig art, udført med hjemmelavede (ulovlige) knive, stemmejern og løvsave. Man arbejdede i såvel træ som ben. Og resultaterne anvendtes både som salgs-artikler i fangernes interne naturalieøkonomi (hvor tobak var den hårde-ste valuta) og som gaver til hustruer, kærester og børn.475

Bryllups- og fødselsdage markerede man naturligvis også rundt om-kring i stuer og barakker. Fx beretter Martin Lorenzen om fejringen af ‘Lille Per Slauters’ sølvbryllup: „Allerede et kvarter, før vi skulle vækkes, blev vor sangkvartet med den vagthavende fængselsfunktionærs tilladelse lodset ind i Pers stue. Så klang

Husflid snittet i ben. Nogle fanger blev de rene ekvillibrister, bl.a. Kurt Mahler fra Aabenraa, som har lavet dette arbejde. Arbejdet måtte sendes til de pårørende eller ta-ges med hjem ved løsladelse. Men det kunne også anvendes som betalingsmiddel i fan-gernes ‘sorte’ økonomi. Hanns Chr. Jessen: Faarhus 1945-1949.

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

286

højtideligt til sølvbrudgommens ære ‘Aus der Jugendzeit’, ‘Ich wär so gern daheim in meiner stillen Klause’ og ‘Grosser Gott, wir loben Dich’. Vi fik alle tårer i øjnene. Et lykønskningstelegram, som var underskrevet af os alle, blev overrakt ham. Vor gode sølvbrudgom, som altid frydede sig over sin gode og konstante appetit, fik i løbet af formiddagen på hemmelig vis en ekstrafrokost, som kammeraterne fra køkkenbarakken havde sparet sammen til ham. Vor stueformand holdt festtalen.“ Fødselsdag blev selvfølgelig fejret hyppigere, og her var det en selvføl-gelighed, at festens midtpunkt delte herlighederne, som var sendt til ham hjemmefra, med kammeraterne.476

Fangeberetningerne beskriver som regel forholdene for de velformu-

Tegning udført af fange. Motivet er fangestuens ovn. Hanns Chr. Jessen: Faarhus 1945-1949

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

287

lerede, hjemmetyske varetægtsfanger og oftest forholdene, som de var i 1945-1946. Af beretningerne fremgår fx, at knoglerne, som blev anvendt til udskæ-ringsarbejde, fremskaffedes ad mere eller mindre illegal vej. Af embedsak-ter fremgår imidlertid, at senest fra den 1. oktober 1947 kunne i hvert fald afsonerne legalt købe knogler og træ til husflidsarbejder. Der blev samti-dig indrettet såkaldte ‘husflidslokaler’, hvor fangerne kunne udfolde sig i fritiden. Selvfølgelig med begrænsninger: Lokalerne var kun tilgængelige i fritiden. Værktøjet måtte ikke fjernes, og misbrug af inventar og værktøj ville medføre erstatningskrav og disciplinærstraf, eventuelt lukning af det pågældende lokale. Husflidsmaterialer kunne kun købes ‘af opsparet kø-beevne’, og der skulle i hvert enkelt tilfælde, hvor en fange ønskede at lave husflid, indgives en særlig ‘husflidsanmodningsseddel’. Af det indkøbte materiale måtte kun fremstilles det på anmodningssedlen angivne hus-flidsarbejde, og kun den fange, som havde købt de pågældende materialer, kunne få tilladelse til at sende det færdige produkt hjem eller tage det med ved løsladelsen.477

Det kan i det hele taget konstateres, at tiden bragte ganske mange lem-pelser mht. at beskæftige fangerne meningsfuldt også i fritiden, hvilket fx følgende brev fra K.V. Hansen til Gjerstrup i juli 1947 vidner om: „Forinden jeg igen rejser ud, vil jeg gerne have lov til at sende Dem et par takkens linjer for den hyggelige søndag, fremvisningerne af filmen Danmark i Farver også beredte mig personligt. Det var et overmåde tak-nemmeligt publikum at tale til og vise film for – den stilhed og stemning, der alle tre gange var til stede, røbede jo ikke bare dette specielle publi-kums opladte sind, interesse og glæde, men måske i endnu højere grad le-delsens faste, humane og dog menneskelige sindelag!“478

Mon ikke Hansen med den udgangsbøn lagde op til, at han igen kunne vise rejsefilm i Fårhuslejren? I hvert fald fra marts 1947 blev der afholdt oplæsninger og lysbilled-fremvisninger for fangerne – seancer man kunne melde sig frivilligt til at overvære.479 Det samme gjaldt, da man i oktober 1947 forsøgsvis i forsam-lingssalen transmitterede statsradiofoniens torsdagskoncert med værker af Aaron Copland og Sergej Prokofieff.480

Endelig vistes i 1948-49 jævnligt almindelige, populære biograffilm i lejrens biograf, og de indsatte satte i samarbejde med fx fængselslærere for-skellige teaterstykker op, hvor fangerne optrådte til fornøjelse for medfan-gerne.

ArbejdeVi har undervejs berørt fænomenet arbejde i lejren og bl.a. konstateret, at det var frivilligt for varetægtsfangerne, om de ville arbejde, medens det

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

288

var obligatorisk for afsonerne. Vi har ligeledes set, at fangerne primært var beskæftiget ved opretholdelsen af lejrens indre drift. Sådan var det lige fra den 5. maj 1945, idet lejrkommandanterne i interneringslejren, Aksel Pe-tersen, Digmann og Bartholdy, ganske enkelt videreførte arbejdskomman-doerne fra Frøslevlejren. Og da Gjerstrup overtog ansvaret for lejrens drift i august 1945, synes også han at have videreført disse arbejdskommandoer – nu med varetægtsfanger. I Frøslevlejren 1944-45 havde også en del fanger været beskæftiget i lej-rens tre egentlige produktionsværksteder, nemlig smedjen (eller maskin-værkstedet), snedkeriet og halmfletteriet. Disse tre værksteder blev også taget i anvendelse ved beskæftigelsen af de indsatte i Fårhuslejren, tilsy-neladende dog først systematisk, efter at fængselsvæsenet havde overtaget ansvaret for lejrens drift i august 1945. Dette ‘produktive’ arbejde blev selvfølgelig stadigt mere fremherskende i takt med, at et stigende antal afsonere skulle beskæftiges. Lejren etable-rede endda, som vi skal se, produktion fjernt fra lejren. Men først en skil-dring af arbejdskommandoerne inde i lejren, sådan som (varetægtsfangen) Hanns Christian Jessen erindrer dem: „Med tiden blev der opstillet forskellige ‘arbejdshold’. Man kunne skriftligt melde sig til dem. Så langt fra alle ansøgere blev optaget. Det mest eftertragtede arbejdshold var kartoffelmandskabet i køkkenbarak-ken, fordi der ikke så sjældent faldt noget ekstra af der. Folkene på dette ‘hold’ så altid velnærede ud […]. Også lejrbiblioteket var eftertragtet. Lede-ren var læge, dertil kom en kontorfuldmægtig fra et advokatkontor samt en bogbinder. Sidstnævnte havde travlt, for bøgerne var godt slidte med en læserskare på et par tusinde personer. Jeg og en uddannet bibliotekar forsøgte gennem flere måneder at komme ind der. Men tilsyneladende var fagfolk ikke så velkomne.

I lejrens biograf vistes jævnligt populære danske og amerikanske film. Fårhuslejrens ar-kiv, Landsarkivet i Aabenraa

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

289

Så var der også et ‘kloakhold’, som var beskæftiget med det ikke sær-ligt vellugtende spildevand. En tid lang var der en teolog beskæftiget der. På ‘gartnerholdet’ var der i starten to faguddannede gartnere, senere kun én og til sidste slet ingen. Det var nu heller ikke så nødvendigt, for arbejde som hakning, gravning, gadefejning, opgravning af rødder [Wurzelsor-tieren] osv. krævede jo ikke den store faglige baggrund. En undtagelse var anlægningen af græsplænerne mellem barakkerne i sensommeren 1945 og senere. Men da var der også en gartner på ‘holdet’, som havde forstand på de dele.“481

Når varetægtsfangerne var interesseret i at komme på et arbejdshold, skyldtes det ganske enkelt, at de (som Harboe Kardel) kedede sig og gerne ville ud i den friske luft, som de ellers kun kom under de to foreskevne daglige ‘gårdture’. Hørte man ikke til de heldige, var der andre veje. Fx enedes man i en barak for varetægtsfanger om at ‘rationere’ hakningen af ukrudt rundt om barakken, således at to mand fra hver stue skiftedes til at udføre dette arbejde. Som beretningen herom (frydefuldt) slutter: „Sam-vittighedsfuldt blev der arbejdet så grundigt i den sandede jord med den store hakke, at det varede en rum tid, inden hakken hvilede.“482

Man ville altså gerne arbejde, men naturligvis ikke overanstrenge sig. At kombinere disse to interesser var selvfølgelig en øvelse, fangerne havde stor fornøjelse af – og som man husker tilbage på med fryd, fordi det op-fattedes som dels en modstandshandling (især af afsonerne, som jo skulle arbejde) dels et bevis på åndelig, intellektuel overlegenhed i forhold til lejr-autoriteterne, der blev taget ved næsen. Som en fange beretter: „Det gjaldt om at finde sig et sted [arbejdshold], hvor man kunne gemme sig, hvor der blev lavet så lidt som muligt, og hvor man ikke blev afskåret fra køkken-barakken. „Lav så lidt som muligt og lev så godt som muligt“ var devisen. Det gamle ordsprog „Den, som kender arbejdet og ikke gemmer sig, han er forrykt [Wer die Arbeit kennt und sich nicht drückt, der ist verrückt]“ blev efterlevet af alle. Et af de mest eftertragtede arbejdshold var ‘det lille klo-akhold’. Der overanstrengte man sig ikke, man havde stor frihed, og der var nok at spise […]. Dagligt strejfede vi rundt såvel inde i lejren som uden for lejren og kontrollerede de forskellige kloakker, brønde, rensningsan-læg og afløb. Den første dag, jeg var på holdet, gik turen helt ud i skoven til det sted, hvor lejrens udløb var. […]. To gange om ugen mellem kl 20 og 22 rensede ‘det lille kloakhold’ afløbsrørene i funktionærkøkkenet. Egentlig var det et arbejde, som kunne gøres på en halv time, men vi brugte altid to stive timer, og når vi var færdige, blev alle køleskabe og kummefrysere åbnet og undersøgt for brød, ost, pålæg, mælk og lignende lækkerier. De hensatte os ganske enkelt i ekstase, så vore tænder løb i vand. Kl. 22 fandt vagtskiftet i vagttårnet sted, og der måtte vi igennem for at komme hjem til vores barak. Et kvarter i 22 gjorde vi os ‘rejseklare’ i

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

290

køkkenbarakken, en spand blev fyldt med kostbarhederne og tildækket med en gulvklud. Mens dette foregik, stod P. på vagt for at sikre os mod overraskelser. Nøjagtig kl. 22 gik vi gennem tårnet, og under hurlumhejet med vagtskiftet smuttede vi igennem. Vi blev ikke snuppet én eneste gang. Hjemme på stuen blev lækkerierne fordelt, og venner på nabostuerne fik også del i dem.“483

Den villige vagt P. var ifølge samme beretning den bevæbnede (reserve)fængselsbetjent, som alle disse arbejdshold var eskorteret af under deres arbejde. Vi skal i anden sammenhæng se nærmere på det komplekse forhold mellem fanger og vogtere.

ProduktionsværkstederneBeretningsmaterialet fra lejrens produktionsværksteder er sparsomt. Vi har dog én, som kaster lys over forholdene i halmfletteriet, eller i daglig tale: måttefletteriet – ganske enkelt, fordi en hovedartikel fra dette værk-sted var måtter, nærmest gulvtæpper, flettet af halm. Om arbejdet i måt-tefletteriet, der primært (ligesom i Frøslevlejrens tid) blev benyttet til at beskæftige svage eller invalide fanger, fortæller W.H.: „Den 29. marts 1946 kom jeg som fange nr. 852 over til de ‘sorte’, straf-afsonerne. Man gav mig besked om, at jeg skulle arbejde i den store lade ved nordporten til lejren, hvor der blev flettet halm. Vi satte halmen i blød og skulle flette tyve meter dagligt. Om aftenen blev det afleveret til betjenten. Han noterede fangernes numre og antal meter. Det hørte virkelig til sjæl-denhederne, at nogen flettede mere end de foreskrevne tyve meter. Dagligt blev der afleveret store mængder færdigvare i vaskeribarakken, fordi pro-duktet var så elendigt, at det udelukkende kunne anvendes som brænde. Særligt genial var en tidligere tjenestegørende i Luftwaffe, som trods flere måneder i fletteriet kun havde flettet i alt tyve meter. Om aftenen af-leverede han det, men hængte det selv op på lageret. Der hentede han det selv den næste morgen igen. Han løste snorene op – og dagsrationen var færdig. Kalle C. fra Højer blev en gang spurgt af betjenten, om han ikke efterhånden kunne gå fra tyve til femogtyve meter om dagen. Vor kamme-rat replicerede tørt, at han ikke rigtig vidste, om han kunne påtage sig en så voldsom anstrengelse, men i hvert fald kunne han sige med sikkerhed, at kvaliteten så ikke ville blive så fremragende som hidtil. Hele fletteriet grinede, for alle vidste, at netop C. havde sværget ikke at ville flette så me-get som én brugbar meter. Og når han så alligevel på grund af sine mange samtaler havde flettet for godt, så tog han kniven, snittede sit fletteværk igennem og bandt det sammen med et stykke sejlgarn. Sådan havde vi så mange små fornøjelser.“484

Måske har beretningen lidt karakter af en ‘sukker i cementen’-myte. Hvorom alting er, så fejlede kvaliteten af det måttefletteri, som frøslev-

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

291

fangerne havde udført, tilsyneladende intet. Under et besøg i Fårhuslej-ren i september 1945 havde landsdommer Frost fra Viborg forelsket sig i et halmtæppe på Gjerstrups kontor. Gjerstrup måtte dog med beklagelse meddele landsdommeren, at det tæppe, han havde set, var „lavet i tysker-nes tid af de dengang internerede“. De skulle i Fårhuslejren selv til at frem-stille noget lignende, men var ikke nået så langt endnu, at de kunne leve-re. I øvrigt var fængselsvæsenet bundet til at aflevere al produktion til en grosserer i København.485

Gjerstrups udlægning bekræftes af andre akter, idet direktøren for fængselsvæsenet den 5. september 1945 godkendte, at de første strafafso-nere i Fårhuslejren foreløbigt blev beskæftiget ved ‘halmarbejde’. I sam-me anledning havde direktoratet anmodet kontoret for fængselsvæsenets arbejdsdrift om at foranledige, at et antal fængselsbetjente gennemgik et kursus i løbbinding, så de efterfølgende kunne udstationeres i Fårhus.486 Og den 19. november kunne direktoratet meddele, at værkmester af 3. grad, Sigvard Mikkelsen (der var uddannet kurvemager), nu havde fået sat sig tilstrækkeligt ind i arbejdet til, at han snarest ville blive sendt til Fårhus for at forestå ledelsen af kurvemageriet og halmarbejdet.487

I december 1945 gjorde kontoret for arbejdsdriften i samarbejde med Gjerstrup endvidere indledende manøvrer til, at lejrens smedje kunne komme i gang med en produktion til diverse statsinstitutioner. Det dre-jede sig bl.a. om nagler, bolte og møtrikker.488 Tilsvarende har man uden tvivl fået gang i lejrens snedkeri, tænkeligt også til dels med statslige afta-gere af produkterne. Med tiden kom der en såkaldt ‘legetøjsafdeling’, hvor fangerne var beskæftiget med at fremstille forskellige slags legetøj i træ, fx

Råvarer til lejrens halmfletteri. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

292

heste.489 Så mon ikke denne legetøjsproduktion fandt sted i tilknytning til lejrens snedkerværksted? I 1947, hvor beskæftigelsen af de indsatte (som nu hovedsageligt var af-sonere) var fuldt udviklet, så Fårhuslejrens arbejdsorganisation således ud: Af egentlige produktionsværksteder var der et kurvemageri og halm-værksted, et maskin- og smedeværksted, et snedkeri, et skrædderi, et sko-mageri, et legetøjsværksted og et gartneri. Alle disse værksteder var styret af en til fire værkmestre. ‘Bygningsvæsenet’, som var ledet af tre værkme-stre, mønstrede følgende mere eller mobile arbejdshold, der var under op-syn af mellem en og fire reservefængselsbetjente: murerhold, tømrerhold, vejhold, malerhold, kloakhold, oprydningshold, tjærehold, landbrugshold, grusgravshold, skovhold, jordhold, stenhold, nivelleringshold, kørselshold, brændeudleveringshold, brændehugningshold og tørvemosehold. Des-uden arbejdede der fanger i lejrens fangekøkken, på lageret, i depotet, i va-skeriet, på aflusningsanstalten, på badeanstalten og på biblioteket. Alle ste-der under opsyn af et varierende antal over- og reservefængselsbetjente.490

De fleste af disse værksteders og arbejdsholds virke unddrager sig en nærmere beskrivelse, men giver jo næsten sig selv. Om vaskeriet ved vi, at det i juli 1947 beskæftigede nitten fanger, som foruden fangernes tøj va-skede sengelinned og håndklæder m.v. for de ca. 300 tjenestemænd i lejren. Desuden tog de sig af al vask for den nyoprettede fængselsafdeling i Ren-bæk. Skomageriet, der beskæftigede ti fanger, tog sig af vedligeholdelsen af fangernes fodtøj. Gartneriet, som blev drevet på forpagtet jord ved lejren, beskæftigede omkring 65 fanger på et areal af ca. tyve hektar med dyrk-ning af grøntsager, kartofler og lignende til lejrens køkkener.491

Den forpagtede jord er sikkert identisk med jorden til en mindre land-brugsejendom på ca. 26 tønder land, som var beliggende umiddelbart uden for lejren mellem sydporten og landsbyen Frøslev. I august 1946 erhverve-de Gjerstrup ejendommen ved en tvangsauktion. Formålet med købet var netop at anvende ejendommens arealer til dyrkning af grøntsager og kar-tofler, ligesom Gjerstrup agtede at indrette en svinestald, hvor lejrens ma-daffald kunne bruges som foder, „således vi for en billig penge delvis kan holde os selv med flæsk“. Stuehuset kunne anvendes til bolig for en eller to funktionærer.492

Tørveproduktion og afvandingsprojektTørvemoseholdet beskæftigede 47 fanger ved fremstilling af tørv i „lejrens egen tørvemose“, som det hedder i oversigten fra juli 1947.493 Der må have været tale om den tørvemose, man i april 1946 lejede i Kliplev for en leje af 39.000 kr. inklusive et fuldt ‘værk’, dvs. 400 m tipvognespor med skifte, otte gravevogne og et skinnelokomotiv, en dyndkørselsvogn med et spand heste, en lastbil samt en afskærer.494 Tørven blev anvendt til lejrens ca. 650

KA

PITEL 11 FYSISK O

G Å

ND

ELIG Fø

DE

SAM

T BESKÆ

FTIGELSE

293

fyrsteder, og man havde en årlig produktion på 3.500 tons. De fanger, der arbejdede i tørvemosen, blev dagligt transporteret de ca. ti km frem og tilbage med lastbil. Lejrens behov for brændsel blev tillige forsøgt dækket ved, at brændeholdet med ca. tyve mand optog såkaldt stødbrænde i Frø-slev Plantage. Også grusgravsholdet arbejdede i plantagen. De mange arbejdshold under bygningsvæsenet, som beskæftigede ca. 170 fanger, tog sig primært af vedligeholdelsen af lejrens 63 bygninger samt 24 funktionærboliger.495

„Efter alt foreliggende vil det i den kommende tid være vanskeligt at skaffe arbejde til flere af vore værksteder, bl.a. skrædderiet, og det må i øv-rigt anses for at være af stor betydning at skaffe så mange fanger som mu-ligt friluftsarbejde, navnlig når det kan forenes med, at de udfører en sam-fundsnyttig gerning.“ Sådan argumenterede Gjerstrup over for direktøren, da han i begyndelsen af februar 1948 ønskede, og fik, direktoratets opbak-ning til at udføre et afvandingsprojekt i samarbejde med Hedeselskabet.496 Projektet hed ‘Regulering af Rudebæk med tilløb’ og foregik i Ballum og Hjerpsted sogne, helt ude i den sønderjyske marsk, ca. otte km nord for Højer. Fårhuslejrens andel i projektet var at stille arbejdskraft til rådighed for Hedeselskabet mod en betaling på i alt 40.000 kr. Gjerstrups forhandlin-ger med Hedeselskabet i Tønder havde stået på nogen tid, for allerede i maj 1946 besigtigede han den (tomme) tyske skole i Ballum med henblik på at finde et egnet sted for indkvartering af de fanger, som skulle udføre arbejdet. Af uvisse årsager blev løsningen imidlertid, at man simpelthen

Stakke af tørv formentlig fra Fårhuslejrens egen tørvemose ved Kliplev. Tørven blev an-vendt i lejrens mange ildsteder. Frøslevlejrens Museum

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

294

flyttede en fangebarak fra Fårhuslejren til Hjerpsted til at huse de 60 fan-ger, den vagtmester og de fem reservebetjente, som kom til at udgøre Får-huslejrens vestlige udpost. I barakken blev der indrettet køkken og toilet, og man sørgede med et skillerum for, at fængselsfunktionærerne (som alle var ugifte) kunne bo adskilt fra fangerne. Man havde beregnet, at der til projektet skulle anvendes 9.000 fangearbejdsdage, og baggrunden for be-regningen var erfaringerne fra andre større udendørsarbejder, lejrens fan-ger havde været udlejet til, dels ved statsskovvæsenet, dels ved vejarbejde. Det var såvel fængselsforvalterens som Gjerstrups vurdering, at „fangerne hver præsterer mindst almindeligt arbejdsmandsarbejde“. Den 15. april 1948 blev kontrakten indgået med Hedeselskabet, og ar-bejdet begyndte kort efter. Satellitten i Hjerpsted, som lå ca. 60 km fra ho-vedlejren og internt i fængselsvæsenet hed ‘arbejdslejren Rudebæk’, fik en gang om ugen proviant med en lastbil. Samtidig skete der en ordinær ud-skiftning af personale og fanger. Forekom der sygdom og løsladelser mv., kørtes der ekstraordinært. Vi skal i en senere sammenhæng vende tilbage til barakken i Hjerpsted497, idet der her viste sig at være betydelige discipli-nære problemer. Foreløbigt kan det konstateres, at fangerne ikke blev helt færdige med arbejdet, før Fårhuslejren blev nedlagt. Det resterende blev ved licitation overtaget og færdiggjort af en privat entreprenør.498

Fra fangekartoteket: ‘Germanerhøvdingen’ og andre kz-vagter

I 1995 udgav den tidligere fårhusfange Fritz Scheel Petersen (som i mel-lemtiden havde smidt Petersen bort) en noget overset lille bog med tit-len Karup-Berlin over østfronten. Af alle var bogen udgivet af Kjellerup Kunstforening. Fritz Scheel var af hjemmetysk afstamning og fra Hader-slev-kanten. Faderen P. L. Petersen havde taget arbejde på den tyske fly-veplads Grove, som er identisk med den nuværende Flyvestation Karup. Fritz fulgte med, og som 18-årig lod han sig på opfordring fra chefen for flyvepladsen hverve til Waffen-SS. Det skete rent praktisk ved, at han blev indkaldt til en session på Bådsmandsstrædes kaserne i København. Han blev antaget og indkaldt i januar 1943. Herefter gik turen til War-szawa, hvor han blev tildelt Division Totenkopf. Her blev han uddannet og i april 1943 sendt til østfronten, hvor han deltog i kampene helt frem til slutslaget om Berlin. Inden han den 2. maj 1945 blev taget til fange af russerne, havde han været såret adskillige gange og var avanceret til SS-Sturmmann og SS-Rottenführer. Han blev hjemsendt ved allieret hjælp og anholdt af de danske myndigheder ved indrejsen. Den 6. juni 1946 blev han ved retten i Haderslev idømt et år og fire måneders fængsel og herefter indsat i Fårhuslejren – hvorfra han i øvrigt

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

295

blev overflyttet til Hjøllund den 20. august 1946. Fritz Scheel Petersen fik et glimrende skudsmål med sig fra både Fårhuslejren og fra sin hjemegn: Han havde altid være flink og høflig, og selv om han havde været medlem af flere hjemmetyske foreninger, havde han „aldrig ladet sig mærke med sin tyske indstilling“, som det hedder. Fangens forældre, derimod, „hav-de været meget stærkt nazistisk indstillet“.499

Men altså: I 1995 udgav Fritz Scheel en åbenhjertig, nøgtern og vel-skrevet bog (på dansk) om sine oplevelser under den 2. verdenskrig. Han skriver bl.a.: „Efter en uges tid blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til Division Nordlands opklaringsafdeling, og det kunne jeg meget godt tænke mig. Jeg blev iklædt helt ny uniform og fik camouflagetøj, vadsæk og to paktasker, sådan at mit udstyr passede til det, man brugte i opkla-ringsafdelingen. Så blev jeg sendt af sted helt alene, jeg skulle rejse over Danzig til Estland og finde opklaringseskadronen, som lå i nærheden af byen Narva ved floden Narva, et sted mellem 50 og 100 km vest for Le-ningrad. Min far var på det tidspunkt blevet forflyttet til Stutthof, en koncen-trationslejr, som lå i deltaet ved Danzig. Her var de norske politifolk ble-vet interneret, og min far var deres lejrkommandant. Jeg fik noteret i min marchordre, at jeg måtte gøre ophold i Danzig og tage til Stutthof i tre dage. Vi havde godt nok som soldater hørt om kz-lejre, idet det hang som en trussel over folk, der var afvigere, både kriminelle og politisk ander-ledes tænkende mennesker. Nu skulle jeg så ved selvsyn se dette helvede, som vi vidste, det måtte være. Jeg fandt kz-lejren og også interneringslejren med de norske politi-folk. Men hvor var der dog forskel på, hvordan de blev behandlet. Nord-mændene boede ca. 1 km væk fra hovedlejren, og der var kun et meget enkelt pigtrådshegn omkring den barak, hvor der var ca. 100 norske po-litifolk interneret. Der var kun én indgang, og der stod kun en enkelt vagtpost, og ingen undtagen min far havde adgang til barakken. Nord-mændene kunne gå frit ud blandt befolkningen for at hjælpe kvinderne i mark og have, der var ingen vagtposter med dem, når de tog på disse fri-villige arbejdsture. Der var ingen tvang af nogen art, blot skulle de være hjemme ved mørkets frembrud. Min far havde kontakt med det norske Røde Kors, som hver måned sendte en pakke til hver enkelt politimand. Jeg skulle jo melde mig hos kommandanten i hovedlejren for at få stemplet min marchordre, og jeg fulgtes med min far derhen. Her så jeg for første gang den behandling, kz-fangerne var udsat for. Min far kunne fortælle mig ud fra mærket, fangerne havde på tøjet, hvilken kategori de tilhørte. Der var mordere, sexualforbrydere, ligskændere og andet godt-folk. Men der var også en stor del, der var politiske fanger, vel mest be-

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

296

tragtet som kommunister. Fangerne gik på strafarbejde, og der var altid mange vagtposter med dem samt et utal af capoer. Capoerne var en slags overfanger, stueældster, og deres opgave var den at holde orden i geled-derne, når de gik ud og ind af lejren. De var udstyret med knipler, og de bogstaveligt tæskede løs på deres medfanger. Der var ingen capoer af ka-tegorien politiske fanger, alle capoerne var mere eller mindre kriminelle. De fik ekstraforplejning og havde adgang til et kz-bordel, så det var bare med at hævde sig over for vagtmandskabet, ellers kunne de risikere at blive frataget deres capoværdighed, og så ville de simpelthen blive tæsket ihjel af deres efterfølgere. Det var en grufuld oplevelse at få, og jeg måtte da også skrive under på en erklæring om, at jeg intet havde set eller hørt om koncentrations-lejren.“500

En af de norske politifolk har siden karakteriseret Fritz Scheels far, SS-Unterscharführer P. L. Petersen, som ‘en grei fyr’, altså en flink fyr, der hjalp dem i flere sammenhænge. I februar 1944 gav de ham tilnav-net ‘Germanerhøvdingen’. Det skyldtes, at Petersen angiveligt forsøgte at virkeliggøre en tysk plan om, at de norske politifolk skulle gå i tysk tjeneste, fx som politifolk i Belgien eller Holland. Bestræbelserne blev tilmed akkompagneret af bedre forhold for de norske politifolk, der ikke blev betragtet som almindelige kz-fanger (som fremgået af Fritz Scheels beskrivelse), men som en slags krigsfanger, om end de ikke sorterede un-der værnemagten. Da imidlertid de norske politifolk ikke var interesse-rede i at gå i tysk tjeneste, blev stemningen og behandlingen anderledes afmålt.501

P. L. Petersen, der siden skulle blive indsat i Fårhuslejren som fange nr. 2445, havde i foråret 1943 underskrevet en hverveseddel på Grove fly-veplads og sendt den til Jernbanegade 7 i København – en adresse, der er bedre kendt som Dagmarhus. Han blev derefter indkaldt, og over Ber-lin kom han til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg. Denne disposition skal måske ses på baggrund af hans alder: Petersen var født i 1895. Han blev udnævnt til SS-Unterscharführer og gjorde tjeneste som vagtmand, bl.a. ved de arbejdskommandoer, som blev udkommanderet fra Neuengamme for at rydde op i Hamborg efter allierede bombeangreb. I november 1943 blev han forflyttet til Stutthof-lejren, „hvor han gjorde tjeneste som tolk og Blockführer for danske kommunister og La-gerführer for norske politifolk“, som det hedder i retsakterne. Petersen er med andre ord blevet sendt til Stutthof for at håndtere de danske kom-munister, der just var ankommet fra Horserødlejren i begyndelsen af ok-tober 1943 – og de norske politifolk, som også netop var blevet deporte-ret fra Grinilejren ved Oslo og fra Falstadlejren nord for Trondheim. Om Petersens virke i Stutthof hedder det videre i retsakterne: „Me-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

297

dens flere norske politifolk i fremlagte erklæringer giver tiltalte et godt skudsmål og siger, at han på mange måder hjalp fangerne, er udsagnene fra de tidligere danske fanger i Stutthof forskellige. Der er dog ikke op-

Uddrag af brev fra Stutthof-fange til familien i Danmark, som sikkert er blevet censure-ret af den danske Lagerführer Petersen. Ganske som brevene fra de øvrige deporterede danske kommunister i Stutthof adskiller dette sig stærkt fra de breve, vi kender fra dan-ske fanger i andre kz-lejre: her måtte fangerne kun korrespondere på tysk og kun stærkt begrænset, både hvad angik emner og omfang. Det er nærliggende at tilskrive Petersen denne markante forskel. Frihedsmuseet

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

298

lyst noget om, at tiltalte har deltaget i mishandling af fangerne. To under domsforhandlingen afhørte vidner (tidligere Stutthof-fanger), har for-klaret, at tiltalte „udførte sit hverv“ på en efter omstændighederne an-stændig måde, hvilket efter vidnernes mening dog til dels skyldtes, at til-talte var ved at få kolde fødder.“502 Af en vidneforklaring fra en tidligere dansk Stutthof-fange frem-går, at Petersen fx gav de danske fanger „fiduser ved afsendelse af breve og pakker“. Dette kunne være forklaringen på, at den brevveksling, der foregik mellem danske Stutthof-fanger og deres pårørende adskiller sig markant fra andre danske kz-fangers korrespondance. Fx korresponde-rede Stutthof-fangerne på dansk og adskilligt mere omfattende end dan-ske fanger i andre lejre.503 ‘Germanerhøvdingen’ har sikkert forestået brevcensuren. P. L. Petersen blev den 19. september 1946 ved retten i Haderslev idømt tre års fængsel. Som nævnt blev han indsat i Fårhuslejren til afsoning504, men der eksisterer ikke nogen fangejournal på ham. Derimod fremgår det af retsakterne, at han den 23. august 1947 blev benådet ved kongelig resolution og sat under tilsyn af statsfængslet i Nyborg.505 Man må deraf slutte, at han på et tidspunkt blev overført til videre afsoning i Nyborg.

Vi har længe vidst, at ikke alle danske Waffen-SS mænd var frontsol-dater – at ikke så få fx udførte vagttjeneste i kz-lejre. Et par af de større sager blev omtalt i samtidens aviser, og fangeberetninger, upublicerede som publicerede, har nævnt forekomsten af danske kz-vagter. Den tyske journalist Günther Schwarberg afdækkede i sin bog Der SS-Artz und die Kinder vom Bullenhuser Damm fra 1988, hvordan en dansk statsborger, SS-Unterscharführer Hans Friedrich Petersen, medvirkede som chauf-før, da man i Neuengammes allersidste dage forsøgte at slette sporene efter medicinske forsøg ved at ombringe tyve jødiske børn i en kælder i Hamborg. Schwarberg fulgte endda den tyskfødte Petersen til Sønder-borg, hvor han døde som pensionist. På samme vis er en anden (også tysksindet) dansk statsborger, Gustav Alfred Jepsen, ‘raget så meget op’, at den tyske historiker Immo de Vries i 2000 i bogen Kriegsverbrechen in Lüneburg indgående har skildret kz-vagten Jepsens forbrydelser, der omfattede ansvaret for, at mindst 256 fanger blev dræbt. Så alvorlig var Jepsens synderegister, at han siden blev dømt og henrettet af de britiske myndigheder. I 2005 publicerede den is-landsk fødte historiker Vilhjalmur Ørn Vilhjalmsson en artikel i Week-endavisen om Jepsen, og artiklen efterfulgtes af flere debatindlæg, bl.a. fra historikeren René Rasmussen og denne bogs forfatter506, som i 2000 udgav den tidligere kz-fange Jens Martin Sørensens beretning og tegnin-ger fra kz-lejren Versen, hvor hjemmetyske Heide (Sörensen) var kz-vagt.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

299

Chefredaktør for Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, har frem-draget historien om Anton Peter Callesen fra det tyske mindretal, som ligeledes var en frygtet og brutal kz-vagt. Callesen blev dødsdømt i Dan-mark for sine forbrydelser i alle tre instanser, men benådet og løsladt i 1960. Og senest, i 2010, har historikeren Dennis Larsen i sin bog For-trængt Grusomhed. Danske SS-vagter 1941-1945 givet den hidtil mest udtømmende beskrivelse af problematikken. Bl.a. har han fordybet sig i ovennævnte Hans Friedrich Petersen, Gustav Alfred Jepsen, Heide og Callesen. På baggrund af en gennemgang af 625 byretsdomme fandt Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith 10 SS-frivillige, som indrømmede at have forrettet kz-vagttjeneste for en kor-tere eller længere periode, og på den baggrund konkluderede de, at det totale antal formodentlig ville ligge omkring 100.507 Dennis Larsen kan dog påvise, at mindst 99 personer udførte kz-vagttjeneste, og at antallet

Peter Anton Callesen fra Burkal i Nordslesvig blev som den eneste kz-vagt døds-dømt i det danske retsopgør. Callesen var såvel interneret som varetægtsfængslet i Får-huslejren, men umiddelbart efter at have modtaget en dom på fire års fængsel i no-vember 1945 – en dom som Callesen ankede til Lands-retten – fremkom der nye op-lysninger, som inkriminerede Callesen: han havde således begået flere drab på fanger. Ved byretten i København blev han i januar 1950 idømt dødsstraf for krigsforbrydel-ser. Callesen ankede først forgæves dommen til Lands-retten, og siden strafudmå-lingen til Højesteret, som stadfæstede dødsstraffen. To måneder senere blev Cal-lesen imidlertid benådet, da dødsstraffen blev forvandlet til livsvarigt fængsel. Han af-sonede herefter i Vridsløselil-le, indtil han i februar 1960 blev løsladt. Politikomman-dørens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

300

‘med sikkerhed’ overskrider 100. Han er tilbøjelig til at mene, at det dre-jede sig om langt flere.508 På baggrund af en gennemgang af fangejournalerne fra Fårhuslejren kan det fastslås, at mange af de erkendte kz-vagter enten var internerede, varetægtsfængslede eller afsonere i lejren. Det gælder også de ovennævn-te, hvoraf Jepsen og Callesen dog aldrig blev afsonere. Heide har siden krigen været forsvundet, men blev dødsdømt in absentia af briterne. Vi skal se lidt nærmere på nogle af de kz-vagter, som afsonede i Fårhuslej-ren. Om dem kan man på det helt generelle plan sige, at de for det før-ste næsten alle kom fra det tyske mindretal. For det andet falder de i to grupper: enten personer, der havde meldt sig til egentlig fronttjeneste i Waffen-SS, men som efter at være blever kasseret eller såret, blev anvendt til vagttjeneste, eller personer, der havde meldt sig direkte som kz-vagt.

Chauffør Petersen fra SønderborgOvennævnte Hans Friedrich Petersen hævdede indledningsvist at have udgjort en undtagelse, for så vidt angik nationalt sindelag. Han var født i Stuttgart i 1897, men fik dansk statsborgerskab ved genforeningen i 1920. Indtil sit 11. år gik han i Würtenberg Realskole, og efter at familien i 1908 var flyttet til Nordslesvig, fortsatte han indtil sit 15. år i den tyske skole i Sønderborg. I 1913 kom han i lære hos en lokal drogist, hvor han var til 1916. Herefter deltog han som tysk soldat i den 1. verdenskrig og gjorde efterfølgende sin læreplads færdig hos drogisten. Derpå arbejdede han som vognmand og chauffør indtil 1930, hvor han fik arbejde som la-borant på Solofabrikken i Sønderborg. I 1939 blev han gift med en lokal kvinde. Hvorvidt hun var tysksindet, fortæller akterne ikke, de fortæller til gengæld, at Petersen i 1942 meldte sig ind i NSDAP-N. Om sit nationale sindelag forklarede Petersen selv til politiet efter kri-gen, at han ikke regnede sig selv for hørende til det tyske mindretal – men at han heller ikke anså sig selv som dansker, idet han fra barndommen var opdraget til at have tilknytning til Tyskland. „Han regner sig selv for at være sønderjyde med sympati til begge sider, og han synes selv, at han under besættelsen har optrådt loyalt over for Danmark og danske inte-resser“, som det hedder i Petersens generalieblad fra Fårhuslejren. I situa-tionen ville det have været opportunt for Petersen at hævde sig hjemme-tysk, så man skal måske tillægge hans udsagn en vis sandhedsværdi. I foråret 1942 meldte den 45-årige Petersen sig på en session i Haus Adalbert, Det tyske Hus i Sønderborg, til Waffen-SS, angiveligt fordi han „ønskede at deltage i kampen mod russerne“. Han blev indkaldt „og gav møde i november 1942 til uddannelse i Oranienburg [kz-Sachsen-hausen], hvorfra han blev forsat til SS-lejren i Neuengamme som chauf-før“. Utvivlsomt på grund af sin alder blev Petersen sendt direkte til ud-

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

301

dannelse inden for kz-systemet, og som kz-tjenestegørende fortsatte han resten af krigen. Ifølge egen forklaring i Neuengamme og forskellige tjenestesteder i tilknytning til denne lejr, indtil han i april 1945 kom til en ‘marchkolonne Blühmel’ (formentlig en eufemisme for kz-fanger på march væk fra hovedlejren), som skulle til Lübeck. Den 5. maj forlod han denne afdeling i Itzehoe og tog til Flensborg, hvor han senere blev an-holdt og interneret i Fårhuslejren den 18. juni 1945. To måneder senere blev han varetægtsfængslet. Ifølge Petersen bestod hans tjeneste i Neuengamme i at transportere fødevarer, vask og lignende til og fra lejren.509 Petersen undlod dog at fortælle om den del af chauffør-virksomheden, der omfattede medvirken til ovennævnte ombringelse af tyve jødiske børn. Ved retten i Sønderborg blev Hans Friedrich Petersen den 6. decem-

Hans Friedrich Petersen, chauffør i kz-lejren Neuen-gamme. Fotografiet er taget efter krigen af Sikkerhedspo-litiet i Sønderborg, Petersens hjemby. Politikommandø-rens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

Politikommandøren hen-vendte sig i flere sager om danske kz-vagter til Ver-einigung der Verfolgten des Nazi-Regimes for at skaffe dokumentation om arten af vagternes virksomhed. Hans Friedrich Petersen havde foreningen ikke noget bela-stende på: han havde været chauffør i Neuengamme, men „behandlede fangerne som mennesker“. Politikom-mandørens arkiv, Landsarki-vet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

302

ber 1945 idømt et år og seks måneders fængsel. Det regnedes for formil-dende omstændigheder, at Petersen kunne have misforstået regeringens udtalelser vedrørende hvervning til tysk krigstjeneste, at han udelukken-de havde handlet af ideelle grunde, at han ikke havde forrettet egentlig fronttjeneste – og at han var tysksindet. Så tilsyneladende havde Peter-sen i mellemtiden skiftet mening vedrørende sit nationale sindelag. An-klagemyndigheden ankede dommen, og Vestre Landsret skærpede den 1. april 1946 dommen til to år og seks måneders fængsel. Men allerede den 20. november 1946 blev Petersen benådet ved kongelig resolution og kunne forlade Fårhuslejren 14 dage senere.510

Hvordan man i Fårhuslejren stillede sig til benådningen af Petersen, ved vi ikke. Men det ved vi til gengæld i andre tilfælde, hvor en tidligere kz-vagt stod til prøveløsladelse eller benådning: „Flink og villig fange. Høflig og ligevægtig. Synes ikke plaget af dår-lig samvittighed og forstår sikkert ikke, hvor galt det, han har gjort, er. Mødet må udtale sig skarpt imod, at en person, der har udøvet mishand-linger i en koncentrationslejr, benådes. Der bør tidligst være tale om prø-veløsladelse ved prøveløsladelsestidspunktet.“ Gjerstrup var enig med funktionærmødet: „Som mødet må jeg absolut alvorligt fraråde benåd-ningen af denne fange, der er dømt for en alvorlig og meget utiltalende forbrydelse.“ Den umisforståelige besked til Justitsministeriet vedrørte fange nr. 3637 J. T., som i februar 1947 ved retten i Aabenraa var blevet idømt tre års fængsel for at have ladet sig hverve til Waffen-SS og herunder have udført kz-tjeneste. Anklagemyndigheden ankede til landsretten, som i maj 1947 skærpede til syv års fængsel, hvoraf et år og to måneder ansås for udstået. J. T. s dom hørte til i den absolut hårde ende sammenlignet med an-dre domme for kz-tjeneste.511 Så hvad havde han i grunden bedrevet, og hvad var hans baggrund? J. T. var født i Kværs ved Gråsten i 1921. Her voksede han op i et tysk-sindet hjem og blev landbrugsmedhjælper. Fra 1933 til 1936 var han med-lem af Deutsche Jungenschaft Nordschleswig, og i 1938 blev han medlem af SK. I den egenskab var han i maj eller juni 1939 blevet opfordret til at deltage i et sports- og militærkursus ved Waffen-SS i Tyskland, og fra august 1939 deltog han – der forinden havde været på session i Flensborg – i et tre måneders kursus, dels i Hamborg dels i Radollzell. Ved afslut-ningen af kurset blev han af sin chef opfordret til at søge om tysk ind-fødsret og forblive i Waffen-SS, men det ønskede han ikke og blev derfor hjemsendt. Midt i april 1940 modtog han fra partiledelsen i Aabenraa (han var

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

303

selvfølgelig medlem af NSDAP-N) en skriftlig opfordring til at melde sig til krigstjeneste i Waffen-SS. Det mente han ikke at kunne sidde over-høring, så han anmeldte sig til en session i Aabenraa. Han blev indkaldt den 9. maj 1940 og efter afslutningen af den militære uddannelse i Kla-genfurt blev han sammen med Regiment Nordland, som hørte under Division Wiking, indsat på østfronten helt fra starten af felttoget mod Sovjetunionen. I november 1941 blev han såret af en granatsplint i den ene fod, og såret var så slemt, at fodleddet blev halvstift. Efter et længere lazaretophold med efterfølgende rekreation blev han erklæret uegnet til fronttjeneste og overflyttet til fourértjeneste i en Ersatz-enhed. I september 1941 kom han på et omskolingskursus i Hamborg, hvor han bl.a. lærte at skrive på maskine, så i oktober 1944 blev J. T., der i no-vember 1943 var blevet forfremmet til SS-Unterscharführer, forflyttet til en rustningsvirksomhed, Waffenversuchwerkstätte Wald, som lå lige ved kz-lejren Sachsenhausen. Ifølge egen forklaring blev han en slags lager-forvalter og havde fortrinsvis kontorarbejde. Her var han til slutningen af marts 1945, da han blev indsat i kampen mod russerne i slaget om Ber-lin. I slutningen af april var hans kampgruppe sprængt, og den 2. maj blev han taget til fange af amerikanerne. Han sad herefter i amerikansk krigsfangenskab indtil slutningen af januar 1946, hvor han i en fange-transport blev sendt til Danmark og indsat i Fårhuslejren. J. T. var tiltalt i to forhold: dels for at have meldt sig til tysk krigstje-neste, dels for under sin tjeneste i rustningsfabrikken at have mishand-let fangerne korporligt ved fx at slå dem med en kæp. Det første forhold kunne han erkende, men det andet benægtede han. Han afviste energisk at have fungeret som vagtmand og leder af ‘transportkolonne Bahn-hof’ og at have mishandlet fangerne korporligt, sådan som vidner hæv-dede. Fangerne kom fra den nærliggende Sachsenhausen-lejr, og de blev anvendt som arbejdskraft i rustningsfabrikken, der fx producerede de kendte antitankvåben Panzerfaust. Fangerne var hovedsageligt russere og polakker, og de blev anvendt som arbejdskraft såvel i produktionen som ved transporten af materialer til og fra banegården. Nej, J. T. var blot en slags lagerforvalter og kontormand. Han skulle således bogføre de effekter, der gik ud og ind af fabrikken, sørge for for-sendelser, bestilling af jernbanevogne og aflæsning af biler. Men med fan-gerne havde han ikke noget direkte at gøre. Opsynet med disse og ansva-ret for dem havde nogle menige SS’ere og nogle arbejdsformænd blandt fangerne. Denne version blev dog modsagt af flere danskere, der havde været fanger i Sachsenhausen – og måske nok så væsentligt i sammen-hængen: også af en anden dansk kz-tjenestegørende, som i øvrigt kom fra Aabenraa-kanten. Så J. T. blev også kendt skyldig i dette forhold.512

Under afsoningen dygtiggjorde J. T. sig inden for landbrug, idet han

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

304

flittigt bestilte faglitteratur vedrørende kulturplanter, gødningslære, husdyravl og fodringslære. Og han udførte fine husflidsarbejder i træ og ben, fx syskrin. Han var, som det også fremgik af bedømmelsen fra funk-tionærmødet, en villig, høflig og fremkommelig fange. Men på hjemmefronten gik det mindre godt: Ægteskabet, som han i 1944 havde indgået, knagede, og i november 1947 havde hustruen i deres fælles hjem ved Felsted fået nok. I Fårhuslejren modtog J. T. en stævning med bl.a. følgende ordlyd: „Sagsøgtes virksomhed i Sachsenhausen, her-under hans mishandlinger af fanger, er kommet som et chok for sagsø-gerinden, og hun ønsker derfor ægteskabet opløst ved skilsmisse i hen-hold til ægteskabslovens § 62.“ Den 20. maj 1949, blot to måneder efter ovennævnte bedømmelse af J. T. s egnethed til prøveløsladelse, blev hans straf ved kongelig resolution nedsat til seks år, og han kunne i løbet af kort tid forlade Fårhuslejren og starte på en frisk.513

Vagt i arbejds- og opdragelseslejren NordmarkLangt de fleste af de fårhusfanger, der var dømt for kz-tjeneste, havde udført den i Neuengamme eller denne lejrs såkaldte udekommandoer – et forhold, der må forklares ved, at lejren fra september 1944 rumme-de ganske mange danske fanger, og at lejren lå i nærheden af Danmark. Mindst fire af Fårhuslejrens indsatte havde imidlertid gjort tjeneste i Ar-beits- und Erziehungslager Nordmark i Kiel. Den mest kendte af disse var sjællænderen Orla Eigil Jensen. Han blev interneret i lejren, men al-drig hverken varetægtsfængslet eller indsat til afsoning, idet han på bag-grund af sin forklaring til politiet om forholdene i Nordmark-lejren al-lerede blev udleveret til de britiske myndigheder i Tyskland den 18. juni 1945. Orla Eigil Jensen blev siden af en britisk militærret dømt til døden for vold og drab, men dommen blev senere ændret til 20 års fængsel.514

De tre øvrige kom til at afsone deres domme i Fårhuslejren. Én af dem var C. W., der ganske som de to andre (der i øvrigt var brødre), arbejdede på Tønder-egnen ved landbruget og var fra det tyske mindretal. En af de to brødre var blevet antaget som vagt i Nordmark – hvilket han under en orlov fortalte sin bror og C. W. om. Trods det, at beskrivelsen skulle have indeholdt grusomme detaljer om den behandling, fangerne fik (eller må-ske derfor?), ville både broderen og C. W. også melde sig til tjeneste i lej-ren. Så i november 1944 mødte den 21-årige C. W. til tjeneste i ‘arbejds- og opdragelseslejren’ Nordmark i Kiel. Her gennemgik han fjorten dages militærtræning, og blev herefter betragtet som et fuldgyldigt medlem af lejrens SS-vagtmandskab. Han tjeneste bestod fx i at holde vagt ved fangerne, når de blev marcheret ind i Kiel for at rydde op efter allierede bombeangreb. Fangerne bestod ifølge C. W. s forklaring af arbejdssky

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

305

personer af forskellig nationalitet, men der var også almindelige politi-ske fanger imellem. Behandlingen var ikke bedre end i en almindelig kz-lejr. Ikke desto mindre hævdede C. W. efter krigen, at han aldrig havde udøvet eller set vold blive udøvet i lejren – ej heller drab. Det stemte slet ikke overens med de historier, han under juleorloven i Tønder, i øvrigt i fuld SS-uni-form, fortalte sine omgivelser. Ej heller med den forklaring, en af de to brødre afgav for retten i Tønder i september 1947. Her kom det frem, at C. W. fx skulle have banket en dansk vagabond så voldsomt, at han døde efter få dage. C. W. nægtede, men blev dømt skyldig i forholdet og fik en dom på otte års fængsel. Han ankede til landsretten og blev frikendt for netop dette forhold på grund af vanskeligheder ved at løfte bevisbyr-den. Ikke desto mindre stadfæstede landsretten straffeudmålingen un-der henvisning til andre voldsomme tilfælde af vold mod fangerne, og den 1. marts 1948 blev han sat til afsoning i Fårhuslejren. Den første bedømmelse af fange nr. 4182 fra overbetjenten ved barak 12 lød efter tre uger: „Arbejder på legetøjsafdelingen på grund af ben-brud. Han betegnes som flink og høflig, dog til tider noget stædig og hid-sigt anlagt. Forholdet til medfangerne synes at være godt. Fritiden til-bringer han på læsestuen.“ Og fra plantehold I lød det samstemmende fra værkmester Knappe: „Fangen er en meget dygtig arbejder, der har udført det ham pålagte arbejde særdeles tilfredstillende. Fangen er rolig og besindig i sin adfærd og er altid høflig og kvik i sin optræden, og det såvel over for personalet som sine medfanger.“ På den baggrund skulle man måske forvente, at funktionærmødet var indstillet på at bevilge ham den ‘grundlovsdagsbenådning’ i 1949, som ministeriet lagde op til, men selv om man anerkendte hans flid og ar-bejdssomhed var man betænkelig ved hans hidsig- og stædighed. Og man fortsatte: „Han forstår ikke, hvad han har gjort, og mødet må modsætte sig, at en person der har været i så nær berøring med en af de værste tyske koncentrationslejre, ja oven i købet selv er dømt for vold mod fangerne, benådes til grundlovsdag.“ Gjerstrup var helt enig. Justitsministeriet del-te ikke disse betænkeligheder: C. W. blev benådet den 19. maj 1949.515

Kz-vagtens hustru„Ærede hr. GjerstrupJeg modtog for et par dage siden en skrivelse fra Dem. De skrev, at min mand ikke kunne komme på prøve den 25. august. Hvor kan det være? De andre kammerater, som han har været sammen med under krigen, er alle kommet ud på prøve […]. Jeg har talt med politimester Bjerre personlig, han har sagt til mig, at det bestemte hr. fængselsinspektør Gjerstrup, om min mand kunne komme på prøve eller ikke. Jeg har nu arbejdet i to år for

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

306

at forsørge mine fire børn og mig selv. Da jeg ikke er rask og stadig må søge læge, ser jeg mig ikke i stand til længere at klare mig uden offentlig hjælp, derfor beder jeg Dem venligst hr. Gjerstrup, om min mand må komme på prøve, så han kan arbejde for os[…].“

Brevet fra fru A.W. i Gråsten, ét blandt mange fra hende, emmer af bri-stede illusioner. Den 25. august 1947 kunne hendes mand, den 46-årige arbejdsmand W.W, imødese sin ‘to tredjedelsbenådning’. Han var den den 3. juli 1946 ved retten i Gråsten blevet idømt tre års fængsel minus et år og tre måneder for udstået varetægtsfængsel (i Fårhuslejren), og dom-men var blevet stadfæstet af Vestre Landsret den 28. november 1946. Når dommen ikke var hårdere, skyldtes det tilsyneladende, at det var lykke-des ham at overbevise retten om, at han ikke havde „udført kontroltje-neste ved indgangen til koncentrationslejren i Neuengamme men alene vagt- og kontroltjeneste på vejen uden for lejren“. Dog indrømmede han (som havde været tjenestegørende i Division Totenkopf siden maj 1943) at have deltaget i bevogtning af fanger inde i lejren en enkelt gang. Men hvorfor udløstes prøveløsladelsen ikke? For det første afgav funktionærmødet en kritisk bedømmelse af W. W.: han udviste god op-førsel og passede sit arbejde upåklageligt. Men han udviste nervøs opfør-sel „og synes ikke at have nogen god samvittighed“. Man mente videre, han var „sluppet billigt“, og at han „formentlig ikke bør prøveløslades“. Gjerstrup var enig, han mente, der var en reel risiko for, at W. W. ikke ville afholde sig fra „politisk-agitatorisk virksomhed“; men nok så vig-tigt var, at politimesteren i Gråsten den 25. juni havde meddelt ham, at der formodentlig ville blive indledt nye undersøgelser af arten af W.W. s tjeneste i Neuengamme, herunder om han havde medvirket til tortur. På den baggrund indstillede Gjerstrup, at en prøveløsladelse ikke burde ske. Disse forhold undlod så vel Gjerstrup som politimesteren i Gråsten længe at meddele hustruen A. W., som ikke forstod, hvad der foregik. Ikke desto mindre var det formelt set korrekt, når Gjerstrup den 28. august 1947 svarede den fortvivlede hustru:

„I anledning af Deres brev af 25. ds. skal jeg meddele Dem, at det ikke er mig, men Justitsministeriet, der træffer afgørelse i spørgsmålet om de en-kelte fangers prøveløsladelse. Når ministeriet, som jeg meddelte Dem den 14. ds., har bestemt, at Deres mand ikke kan løslades på prøve nu, er der ikke mere at gøre for Dem end at vente, til hans straf er endelig udstået, el-ler ministeriet eventuelt vil prøveløslade ham på et senere tidspunkt. Jeg kan tilføje, at Deres mand længst kan holdes tilbage til den 25/8 1948.“

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

307

Men Fru W. opgav ikke ævred. Den 10. oktober 1947 skrev hun igen til Gjerstrup:

„Højtærede hr. fængselsinspektør Min mand kunne komme på prøve den 25. august. Et par dage før fik jeg en skrivelse, at der var en undersøgelse imod ham, så han kunne ikke komme endnu. Min mand var så ovre ved hr. inspektøren onsdag den 17. september. Den dag fik min mand at vide, at der var ikke noget. De har skrevet til mig, hr. Gjerstrup, at papirerne var indsendt til København. Er de ikke kommet tilbage endnu? Der er nu næsten gået tre uger siden. De bedes venligst svare mig, om min mand snart kan komme på prøve.“

Undersøgelserne af W.W. s forhold havde ikke medført nogen sigtelse, og den 13. oktober 1947 bevilgede Justitsministeriet en prøveløsladelse af W.W. på ‘sædvanlige vilkår’. Han måtte altså ikke deltage i fx politisk-agitatorisk virksomhed og måtte lade sig underkaste tilsyn.516

Den undersøgelse, de danske myndigheder havde indledt mod W. W., bestod bl.a. i en henvendelse fra politikommandøren til Vereinigung der erfolgten des Nazi-Regimes, en forening af tidligere kz-fanger, som va-retog disses interesser bl.a. ved at tilvejebringe bevismateriale mod tid-ligere kz-vagter. Den 20. juli 1947 havde politikommandøren modtaget foreningens udtalelse om W.W ( hvis virksomhed han over for forenin-gen sammenfattede til vagt- og køkkentjeneste i Neuengamme fra juni 1943 til maj 1944 og siden leder af køkkenet i Drütte-lejren): „W. har ikke optrådt ufordelagtigt i kz-lejren Neuengamme. En efterforskning af hans forhold og virksomhed i Drütte ved Braunschweig har heller ikke bragt noget belastende for dagen. Ifølge kammerat Erich Weiss fra Itze-hoe [tidligere fange] siges W. at have haft et godt samarbejde med fanger-ne.“517

Tilsynet med W.W. kom pastor Hvidt i Gråsten til at forestå. På be-skikkelsesbrevet til pastoren er tilføjet med håndskrift: „Jeg har siddet 17 mdr. i Fårhuslejren, og skal det være, kan jeg sgu gøre det om igen.“518 Mon ikke det er W.W. s kommentar på en genpart af skrivelsen – som så er blevet beslaglagt i Fårhuslejren på grund af det utilbørlige udbrud?

Hundeføreren fra HøjerKunne der ikke føres bevis for, at kz-vagter havde været voldelige over for fangerne, var dommene forholdsvis milde – ikke stort hårdere end for almindelig fronttjeneste i Waffen-SS. De tiltalte var naturligvis på det rene med, at deres forklaringer så vidt muligt skulle sætte et skot ned mellem deres tjeneste ved kz-lejrene og selve fangebehandlingen. Det er således påfaldende, hvor mange kz-vagter, der hævdede udelukkende at

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

308

have haft administrative opgaver eller opgaver, som ikke gav anledning til kontakt med fangerne. Det er A. J.’s forklaring, som den fremgår af domsudskriften fra retten i Tønder, et godt eksempel på: „ Under nærværende sag, der behandles under medvirken af doms-mænd, er arrestanten A. J., der er født den 18. september 1898 i Daler Sogn ved 3. jyske statsadvokaturs anklagskrift af 21. februar 1947 sat un-der tiltale for overtrædelse af § 10 stk. 1 i lovbekendtgørelse Nr. 368 af 6/7 1946, ved i juni 1942 i Grove [tysk flyveplads ved Karup] at have ladet sig hverve til tysk krigstjeneste i Våben-SS og derefter fra oktober 1942 ind-til kapitulationen gjort tjeneste i dette i Tyskland, herunder i tiden fra indkaldelsen til marts 1943 ved vagtbataillonen i Neuengamme og deref-ter som hundefører ved koncentrationslejren i Dachau indtil marts 1945. Arrestanten, der ses ikke tiltalt eller straffet, har siddet fængslet siden den 1. juli 1946. Han har forklaret, at han som tysk soldat deltog i krigen fra 1916-1918. Derefter har han opholdt sig på hjemegnen som tjenestekarl og landarbejder. Han har været medlem af det tyske nazistparti siden 1933, og han har også været medlem af SK. I februar 1941 var han blevet ar-bejdsløs og fik så en bestilling på Grove flyveplads ved forskelligt civilt arbejde. Medens han var her, blev han af militæret opfordret til at gå på session for Waffen-SS, og skønt han var noget ældre end de andre, der gik på session, gik han med og blev taget som soldat og indkaldt i oktober 1941. Han fik at vide, at han skulle uddannes ved en vagtbataillon og fik blandt det SS-mandskab, der var ved koncentrationslejren i Neuengam-me, en militæruddannelse, der blev forhalet ved, at han var syg. Efter ud-dannelsen blev han i november anvendt blandt bevogtningsmandskabet, men kun til tjeneste i barakken uden for lejren, hvor soldaterne lå ind-kvarteret, idet han ikke var rask nok endnu. I marts 1943 blev han sendt til kursus i Wandsbeck, hvor han skulle uddannes som hundefører, og da dette to måneder efter var overstået, var han først nogle dage i Dachau, hvor der også var koncentrationslejr. Han blev indkvarteret i en barak uden for pigtråden og var ikke til tjeneste. Derefter blev han forflyttet til et ammunitionsdepot i Bayern, hvor han bevæbnet med pistol og med hund gik vagt. Det var et stort ammunitionsdepot. Der var seks hundefø-rere og et kompagni soldater til vagt omkring det. I marts 1945 blev han, der hele tiden havde været SS-soldat, overført til Division Götz von Berlichingen og indsat til kamptjeneste og faldt i amerikansk krigsfangenskab ved kapitulationen. Han har derefter været i forskellige fangelejre, før han kom her til landet i sommeren 1946. En del af tiden har han haft forskelligt arbejde. Han har også haft et længere lazaretophold, fordi han blev opereret for brok. Han påstår, at han, da han var i Neuengamme, ikke selv har haft med

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

309

fangerne at gøre, fordi han ikke var rask og derfor udelukkende anvend-tes til baraktjeneste. Han har ikke interesseret sig for, hvordan fangerne blev behandlet, eller hvorfor de var der. Det vil han ikke have hørt noget om fra kammeraterne eller selv have set noget til. Han var klar over, at det drejede sig om politiske fanger. Ved det således fremkomne findes det godtgjort, at tiltalte har gjort sig skyldig i det ham påsigtede forhold. Som følge deraf vil tiltalte i med-før af lovbekendtgørelse nr. 368 af 6/7 1946 § 10, stk 1 jfr. § 3 stk. 3 nr. 4, være at anse med en straf, der efter omstændighederne fastsættes til fængsel i to år, hvoraf seks måneder anses som udstået i medfør af straf-felovens § 86. Tiltalte vil være at dømme til at betale sagens omkostninger som ne-denfor bestemt, hvorhos de i lovbekendtgørelsens § 6 stk. 1 nævnte ret-tigheder vil være at frakende ham for et tidsrum af fem år […].“ Dommen blev påanket til landsretten af både anklager og tiltalte A. J., men landsretten stadfæstede dommen – dog hævedes straffetiden til tre år. A. J. blev dog løsladt allerede den 17. maj 1948. Funktionærmødet be-dømte ham i april 1948 som stille og rolig, indesluttet, naiv og stædig. „Han forstår intet, men er så ubetydelig, at han må kunne lukkes ud nu.“ Gjerstrup fandt, han var sluppet billigt og „er så uforstående over for sin forseelse, at jeg mener, han ikke bør benådes. På den anden side er han så ubetydelig, at jeg vil mene, han kan prøveløslades med sædvanlige vil-kår til normal tid den 24/8 1948“. Men Justitsministeriet mente altså, det kunne ske før, for den 13. maj 1948 meddelte man, at det havde behaget Hans Majestæt Kongen at fritage A. J. for den resterende del af straffen. At dømme efter de udtalelser, A. J. fik fra overvagtmesterkontoret i Fårhuslejren, skulle han have gode chancer for at begå sig i det civile liv. En af dem lyder: „Fangen, der er beskæftiget ved rengøring på funktio-nærbarakkerne samt vedligeholdelse af tennisbanen, har godt håndelag til sit arbejde, han er flink og høflig over for personalet og søger sam-kvem med de bedste blandt sine medfanger. Han er en lille, noget forslidt type, der tilsyneladende både vil og kan arbejde og skulle have gode mu-ligheder for at klare sig ved håndens arbejde.“519

Måske han ville træffe sammen med den jævnaldrende landmand C. S., ligeledes fra Højer og ligeledes med en fortid i Neuengamme, hvor han fra januar 1943 havde gjort tjeneste først som vagt, og siden, indtil kapi-tulationen, som kantine- og depotbestyrer. Og ganske som A. J. havde han forud for sin tjeneste i Neuengamme været i Dachau, hvor han ‘be-mandede et vagttårn’. C. S. var som A. J. tysksindet og medlem af partiet. Han havde i 1941 meldt sig til Waffen-SS, og under sin tjeneste i kz-lejre havde han (naturligvis) aldrig set fanger blive mishandlet endsige gjort

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

310

det selv. C. S. fik ved retten i Tønder en dom på tre års fængsel – der ved landsretten blev skærpet til fire år. Funktionærmødets bedømmelse af C. S. mindede ikke så lidt om den af A. J.: stille, høflig, korrekt og flink til at arbejde. Dog var han mere indesluttet og holdt sig på afstand af medfan-gerne. „Synes ganske betydningsløs, og selv om hans virksomhed som vagtmand ved koncentrationslejre synes mildt bedømt, skal mødet ikke modsætte sig prøveløsladelse.“ Også Gjerstrup fandt hans straf „meget kort, når han benådes nu, men jeg skal ikke modsætte mig benådning med sædvanlige prøveløsladelsesvilkår“. C. S. forlod Fårhuslejren den 11. juni 1948.520

Et besværligt tilsynHvor de to solide folk fra Højer ikke frembød vanskeligheder for deres beskikkede, lokale tilsynsførende, forholdt det sig helt anderledes med slagteriarbejder R. B. fra Aabenraa, som blev betinget benådet den 5. marts 1947, efter at han havde afsonet to måneder af en straf på et år og tre måneder med et fradrag på 354 dage for udstået varetægtsfængsel. „At føre tilsyn med R. B. har fra begyndelsen af ikke været helt let. Han kommer ikke, er ikke hjemme, når jeg cykler ud til hans bopæl. Ko-nen er altid uhøflig – for at sige det med et lemfældigt udtryk. Når han så kommer til mig, er han nok venlig og høflig, men jeg får hver gang ind-tryk af uvederhæftig tale. Løfter om at komme overholder han så godt som aldrig. Fra sygekassen fik jeg den besked, at han ikke ville være med-lem. I så fald skal han som ‘ydende medlem’ betale 10,80 kr. for sig og det samme for sin kone til den kommende sygekasse. På rådhuset oplyste de, at det var umuligt at få ham til at betale disse penge. Den 14. oktober var R. B. hos mig, og jeg prøvede på at forklare ham nytten og muligheden af at betale. Han svarede med at udtale ønsket om alligevel at blive nydende sygekassemedlem. Nu for et par dage siden fik jeg på kæmnerkontoret at vide, at han ‘selvfølgelig’ ikke havde betalt. I næste måned, altså decem-ber, ville de så pante. Den 14. oktober fortalte R. B. mig, at han var holdt op hos Holst & Kruse, og at han arbejdede her og der med murerarbejde. Noget bestemt kunne jeg ikke få ud af ham. Han ville måske til Køben-havn og arbejde der, men skulle nok komme op og give besked, inden han rejste. Fordi jeg ikke rigtig troede på det, spurgte jeg så, hvilket fir-ma han ville arbejde hos, men fik kun til svar, at der var flere, det drejede sig om. Naturligvis rejste han uden at sige besked. Efter konens oplysning skete det for fire uger siden. Om det passer, ved jeg ikke. Torsdag, altså den 4. december, skulle han komme tilbage, fordi der ikke var arbejde at få i København, sagde fru B.. Fredag skulle hun så nok „sende ham ud til mig“. Så nu må jeg jo afvente torsdag og så blive ved med at cykle derud,

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

311

til jeg får kontakt med ham. Indberetning vil så ske straks. Jeg har ikke forespurgt hos Holst & Kruse, om R. B. selv er holdt op med sit arbejde eller er blevet afskediget […].“521

For lærerinde Laurine H. var det, som det turde være fremgået af hen-des brev fra den 1. december 1947, lidt af en uriaspost at føre tilsyn med R. B., hvis fangejournal indeholder flere frustrerede breve til Gjerstrup fra den sagesløse tilsynsførende i Aabenraa. Genstanden for hendes ærg-relser, den tysksindede R. B., som var født i Tyskland i 1898, var ellers blevet prøveløsladt fra Fårhuslejren med et pænt skudsmål efter at have afsonet en bemærkelsesværdigt kort straf i betragtning af, at han var dømt for at have udført tjeneste i kz-lejren Buchenwald og nogle af denne lejrs udekommandoer, bl.a. kommandoer, hvor der arbejdede deporte-rede danske politifolk.522

R. B. har således sandsynligvis været kollega til J. P. fra Højer, der ligeledes gjorde tjeneste i Buchenwald på dette tidspunkt, og som også

R. B. iført en speciel SS-køkken- eller messeuniform. De karakteristiske træsan-daler, han har på fødderne, er fremstillet af kz-fanger og anvendt som dagligt fodtøj af disse. Politikommandø-rens arkiv, Landsarkivet i Aabenraa

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

312

havde adskillige danske politifolk på et arbejdshold, han førte tilsyn med. Ingen af politifolkene havde dog noget at sige J. P. på efter krigen: Han havde „optrådt roligt og ordentligt“ over for dem, og var sluppet med et år og seks måneders fængsel, som blev afsonet i Fårhuslejren.523

Fire måneder efter sin prøveløsladelse slap SS-Unterscharführer R. B. (formodentligt uden at blive orienteret herom) for videre tiltale, idet politikommandøren den 22. juli 1947 fra Vereinigung der Verfolg-ten des Nazi-regimes modtog en udtalelse om, at R. B., der havde væ-ret kok og inspektør i fangekøkkenerne i kz-lejren Buchenwald samt ar-bejdskommandoerne Magdeburg, Leopoldhalle, Tatun, Halberstedt, Braunschweig og Dessau, ikke havde gjort sig særligt bemærket i lejr-køkkenet i Buchenwald. Der kunne med andre ord ikke tilvejebringes anklagemateriale mod ham i forbindelse med hans tjeneste der. Hvad angik hans virksomhed i arbejdskommandoerne havde man ikke „med så kort varsel kunnet fremskaffe vidner“.524

R. B. rejste faktisk til København nogen tid efter efter sin prøveløsla-delse fra Fårhuslejren og bosatte sig hos sin svigersøn. Begge var beskæf-tiget ved en stor entreprenørvirksomhed. Og i fritiden, kunne fængsels-væsenets forsorgskontor (som nu stod for tilsynet med R. B.) meddele Gjerstrup, arbejdede han med at oprette et hønseri. „Den løsladte har senest været besøgt den 11. ds. [marts 1949], og det er oplyst, at han er uhyre flittig og energisk, og at han formentlig er ved at glemme forti-den.“525

Kz-vagter fra Guderup og GalizienEn noget længere straf end R. B. fik bysbarnet F. S., nemlig fire år og seks måneders fængsel. Også han havde gjort tjeneste som vagtmand ved flere koncentrationslejre og udekommendoer: Sachsenhausen, Plaszow i Po-len, Neuengamme og Lengerich. Den godt 40-årige hjemmetysker havde meldt sig direkte som vagtmand og startede i marts 1943 sin uddannelse som sådan i SS-Totenkopf-Wachbataillon Sachsenhausen. Han kom altså vidt omkring i kz-systemet, men blev arresteret i sit hjem i Aabenraa i maj 1945, idet han på det tidspunkt var hjemme på sygeorlov. F. S. har ef-ter alt at dømme været vidne til mange uhyrligheder, ikke mindst i Plas-zow, så mon han som R. B. også var i stand til at glemme fortiden efter at være blevet løsladt på prøve fra Fårhuslejren den 31. maj 1948 i anled-ning af den forestående grundlovsdag? I lejren havde man haft et godt indtryk af ham, dog kunne han være „lidt hidsig, men i og for sig godmo-dig og politisk indifferent“. Han var en „god arbejder, der har været slem til at drikke og slås“. Det sidste refererer uden tvivl til et andet forhold i hans dom: Under en orlov i december 1942 havde han i spirituspåvirket tilstand, bevæbnet og i fuld SS-uniform overfaldet en politioverbetjent

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

313

og en overtoldassistent på en restaurant. 526 Det forklarer hans, i forhold til R. B., hårde dom. Til sammenligning fik T. F. fra Broager en dom på blot et år og seks måneders fængsel for at have gjort tjeneste i kz-lejrene Buchenwald og Oranienburg, ganske vist „kun ved postfordelingen“. Han havde i april 1942 meldt sig til Waffen-SS, og var ved østfronten med Division Toten-kopf. Her blev han såret, erklæret utjenstdygtig og derfor overflyttet til ‘administrativt arbejde’.527

Nogenlunde samme vej trådte den godt 40-årige tysksindede gårdejer J. L. fra Hejsager ved Haderslev, hvor han var et særdeles fremtrædende og aktivt medlem af det tyske mindretal, fx Ortsgruppenleiter i NSDAP-N. For J. L., der avancerede til SS-Rottenführer i Division Totenkopf, hed endestationen blot Neuengamme. Her fik han efter tre dages ophold i op-drag at ledsage en transport på 100 fanger til Forpommern, hvor de skul-le på skovarbejde. Han forblev som ‘forplejningsmand’ hos denne ude-kommando indtil kapitulationen. J. L. fik to år og tre måneders fængsel. Han blev indsat til afsoning i Fårhuslejren, men blev den 4. december 1946 overført til Hjøllundlejren.528

Den korteste dom for kz-vagttjeneste fik H. S., en 24-årig slagter-svend fra Guderup på Als, nemlig otte måneders fængsel. Men han kun-ne rigtignok også præstere en forklaring, som distancerede ham fra til-dragelserne inde bag hegnet. Han havde meldt sig til Waffen-SS i foråret 1942 på Nymølle kro, hvor en militærkommission fra Waffen-SS afholdt en session. H. S., der på dette tidspunkt var 21 år, gjorde herefter tjeneste fra den 22. april 1942 til den 5. maj 1945. Først gennemgik han rekrut-uddannelse i Warszawa, men på grund af et mangelfuldt syn på det ene øje blev han herefter sendt til en „forvaltningsuddannelseslejr i Dachau til uddannelse som kok“. Ifølge H. S. lå kz-lejren afsondret fra uddannel-seslejren og var omgivet af mure og pigtråd. Han havde ikke været inde i lejren og havde „intet set til det, der foregik i denne lejr“. Efter fjorten dages forløb blev han sendt tilbage til Berlin i fire uger til en afsluttende uddannelse som kok. Han kom tilbage til Dachau, men efter to dages forløb blev han sendt til en Hochgebirgsjägerschule ved Brenner tær ved grænsen til Italien. I foråret 1943 var han patient i tre måneder på et lazaret i Prag (uden at det af domsudskriftet fremgår, hvordan kokken var blevet såret). Fra laza-rettet blev han sendt til et rekreationshjem i Bayern. Herfra blev han sendt tilbage til ovennævnte Hochgebirgsjägerschule som hovmester for i juni 1944 at blive sendt til Dolomitterne i Italien ved en lille kampgruppe, der bekæmpede partisaner. Her forrettede han egentlig kamptjeneste, indtil han igen den 2. oktober 1944 blev sendt tilbage til Brenner som fourér. „Den 3. maj [1945] sagde kommandanten, at nu var krigen forbi for

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

314

deres vedkommende, og at de kunne gå, hvorhen de ville.“ H. S. gik – og blev den 5. maj taget til fange af amerikanerne. Som nævnt fik H. S. en dom på blot otte måneders fængsel. Det be-mærkedes nemlig ved strafudmålingen, at han var meget ung, da han meldte sig til tysk krigstjeneste, at han var påvirket i tysk retning i hjem-met, samt at han havde meldt sig før den 29. august 1943. Endvidere hav-de han som tysk soldat udelukkende virket i udlandet, og kun i perioden fra den 6. juni til den 2. oktober 1944 havde han forrettet egentlig kamp-tjeneste. Endelig regnedes det ham til gode, at han havde siddet en rum tid i allieret krigsfangenskab. Retten stillede ikke spørgsmål ved H. S. s forklaringer om sin tid i Dachau, og det er da også troligt, at han fortalte sandheden. H. S. blev prøveløsladt fra Fårhuslejren den 2. marts 1947.529

„Småtbegavet, nærmest åndssvag og yderligere hæmmet af, at han trods mange års ophold i Danmark taler dårligt dansk. Han er hidsig, men til daglig et komplet uskadeligt skrog. Kan prøveløslades.“ Sådan beskriver funktionærmødet den 53-årige N. L., der afsonede en dom på fire år og seks måneders fængsel for at have forrettet tjeneste som kz-vagt i Neuen-gamme og ved nogle af lejrens udekommandoer, der ryddede op i Ham-borg efter allierede luftangreb. I forbindelse med udekommandoerne blev det godtgjort, at N. L. udførte egentlig bevogtningstjeneste. N. L., som var slagteriarbejder, var født i Galizien i 1893, men flyttede i 1908 til Haderslev – dvs. mens Nordslesvig endnu hørte under det tyske kejserdømme. Han var tysk soldat under den 1. verdenskrig, og i 1935 meldte den statsløse N. L. sig ind i NSDAP-N. Fra 1940 til 1942 arbejdede han på den tyske flyveplads i Aalborg, og det var her, han meldte sig til Waffen-SS. N. L., der påbegyndte sin afsoning i Fårhuslejren i december 1946, fik trods et par disciplinære forseelser fine skudsmål af sine vogtere: Hans arbejdsindsats var „særdeles god“, og forholdet til betjente og medfanger godt. Han kunne undertiden blive lidt hidsig – måske fordi han talte dår-ligt dansk og ikke altid formåede at formulere sig. Hans danske var fak-tisk så dårligt, at han høfligst anmodede „hr. inspektøren om tilladelse til at tale tysk under besøgene“ fra konen. Men han „forsøger altid at gøre det, han får besked på, så korrekt som muligt“. Han indtog således stram retsstilling og optrådte i det hele taget meget militærisk, når han blev til-talt af personalet. En fængselsfunktionær karakteriserer ham som „over-høflig“. På sit arbejde i lejrkøkkenet var han påpasselig med at udføre sit arbejde til punkt og prikke, og når fx en afløser ikke udførte arbejdet ef-ter hans hoved, kunne han være meget opfarende. Ved en lejlighed havde han måttet „tage nogle straffedage“ for netop dette.

FRA

FAN

GEK

ARTO

TEKET: G

ERM

AN

ERH

øV

DIN

GEN

O

G A

ND

RE K

Z-VAG

TER

315

Man kan (måske uretfærdigt) dårligt undgå at få associationer til den arketypiske, ideelle kz-vagt, når man læser karakteristikkerne af N. L. s personlighed og intelligens. Om han i sin tid som kz-vagt har forløbet sig over for fangerne, ved vi ikke, men han var formentlig en kærlig far for sine to døtre, som skulle konfirmeres den 7. marts 1948. Hustruen søgte forgæves om udgangstilladelse for ham, så han kunne deltage, ligesom hun forgæves forsøgte at få udvirket en benådning. Den 1. juni 1948 blev han dog prøveløsladt ved en almindelig to tredjedelsbenådning. I sin bedømmelse tiltrådte Gjerstrup ovennævnte bedømmelse fra funktionærmødet – og tilføjede: „Lokalt tilsyn, da fangen trænger til støtte.“530

Flaksoldaten, der endte som kz-vagtSom nævnt var næsten alle de fanger i Fårhuslejren, der afsonede domme for kz-tjeneste, fra det tyske mindretal. Men der var et par undtagelser. Som 22-årig meldte K. A. fra Odense sig som flaksoldat. Han var ud-lært gartner, men havde mistet jobbet, da han blev fængslet på grund af småkriminalitet. Indtil juni 1944 gjorde han tjeneste ved flakskytset på flyvepladsen ved Kløvermarken i København. Herefter blev han angive-ligt i uddannelsesøjemed forflyttet til Lübeck, hvor han med rang af kor-poral gjorde tjeneste i det tyske infanteri i godt tre uger, inden han iføl-ge egen forklaring (som stedvis synes at mangle nogle mellemregninger) blev kasseret på en session. Herefter blev han overført til SS og kom til kz-lejren Neuengamme. Fra hovedlejren blev han sammen med en halv snes mand „sendt til arbejdslejren Drütte i Braunschweig, hvor han be-væbnet og uniformeret deltog i bevogtningen af udenlandske fanger“, som det hedder i domsudskriftet fra Københavns byret. Vagttjenesten udførte han dels uden for lejren, dels i køkkenet, hvor fangerne arbejde-de. I april 1945 blev lejren opløst, og „tiltalte var med til at transportere fangerne i plomberede godsvogne til koncentrationslejren [Bergen] Bel-sen“. Så klinisk og kortfattet kan denne togrejse til Bergen-Belsen beskri-ves, men Københavns byret ville formentlig ikke have været i stand til at finde vidner fra denne dødstransport, om nok så mange ressourcer var blevet sat ind på det. Man idømte i stedet den 1. november 1945 K. A. seks års fængsel. Han afsonede først i Horserødlejren, siden blev han den 8. februar 1946 overført til Horsens, hvorfra han blev sendt til Fårhuslejren den 26. november 1946. Her var han en vellidt fange, så da han (efter at straffen ved kongelig resolution i april 1948 var blevet nedsat til fire år og seks måneder) nærmede sig sin to tredjedelsbenådning, fik han følgende vur-dering fra funktionærmødet: „Ved arbejde og i skolen særdeles dygtig og

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

316

interesseret til trods for ret små evner. På afdelingen høflig og villig, men han er noget naiv og barnlig og kan derfor virke irriterende på medfan-gerne. Uden politisk betydning. Kan prøveløslades.“ Og Gjerstrup var enig, så den 15. juni kunne K. A. forlade Fårhuslejren som en fri mand. Men det skulle ikke vare ved: Allerede i februar 1950 blev han (igen) dømt for underslæb, og fik et år og tre måneders fængsel. I denne om-gang resolverede Justitsminisisteriet imidlertid efter at have drøftet sa-gen med ankenævnet, at „domfældte ikke vil være at genindsætte til ud-ståelse af den ved løsladelsen tilbagestående straffetid, hvorimod man har anmodet politidirektøren i København om at foranledige, at dette vilkår alvorligt indskærpes den pågældende“.531

Fra et nutidigt udsigtspunkt forekommer dommene for kz-vagttjeneste og for drab på civile og partisaner generelt meget milde, i forhold til såvel dommene for almindelig fronttjeneste som for drab og tortur på danske statsborgere på hjemmefronten. Forklaringen er, at det (af flere årsager) kun i ganske få tilfælde var muligt at knytte en konkret person til et kon-kret drab eller en konkret grov mishandling. Hvor bevisbyrden umiddel-bart kunne løftes, rejste man da også sigtelse efter den relevante lovgiv-ning. Men generelt var myndighederne travlt beskæftigede med at få de mange tusinder sager ekspederet gennem retssystemet, og generelt an-skuede myndighederne vel retsopgøret ud fra en traditionel statsræson-synsvinkel: Det drejede sig først og fremmest om at pådømme forbrydel-ser mod danske statsborgere, begået inden for landets grænser. Det kan dog ikke desto mindre påvises, sådan som det er fremgået, at de danske politimyndigheder helt frem til 1947-1948 i flere konkrete tilfælde rette-de henvendelser til organisationer, som varetog tidligere kz-fangers inte-resser, i et forsøg på at fremskaffe evt. inkriminerende vidneudsagn eller dokumentation mod dømte danske kz-vagter.532

KA

PITEL 12 FAN

GESO

LIDA

RITET?

317

Kapitel 12

Fangesolidaritet?

„Nu ligger det hele allerede nogle måneder bag mig. Arbejde har jeg end-nu ikke fået, derfor har jeg masser af tid til at nedskrive mine oplevelser. Med vemod tænker jeg tilbage på de kære kammerater fra min stue, hvoraf nogle endnu må udholde at være bag pigtråd, medens nogle er blevet løs-ladt. Og andre, rigstyskere, er blevet skubbet ud i en uvis fremtid på grund af udvisning til Tyskland. Alle vil de forblive i min erindring. Uforglem-meligt er også det broderlige kammeratskab, som beherskede alle i lejren, uanset om man var tysker eller dansk nazist.“533

Sådan beskriver Martin Lorenzen forholdet mellem de indsatte i sin beretning fra sensommeren 1946. Der er med andre ord tale om en ‘frisk’ erindring. Senere beretninger tegner et nogenlunde identisk billede af for-holdet fangerne imellem – et fælleskab, som gik på tværs af herkomst, klasse og uddannelse. Enkelte beretninger formidler et nærmest idyllisk billede af fangetilvæ-relsen, fx denne fra en stue, hvor fangerne var mellem 17 og 76 år gamle: „På denne stue var jeg i fire og en halv måned, og tiden der står for mig som den skønneste under mit fårhusophold. På stue 5 lå ud over mig samtli-ge [hjemme]tyske læger i lejren: to fra Haderslev og en fra Gråsten, Tønder, Højer, Løgumkloster, Bylderup og Bovrup. De tyske læger fra Sønderborg og omegn var spærret inde på Sønderborg Slot og kom ikke i berøring med os. I vor celle var der 15 senge, tre over hinanden. Det var et vidunderligt fællesskab. Vi læste Faust og andre indsmuglede bøger, vi dyrkede morgen-gymnastik under ledelse af den kompetente dr. M[eyer] fra Haderslev, som også forstod sig på at fortælle kostelige historier, vi havde blandt os en fabel-agtig historiekyndig, dr. B[renner] fra Tønder, vi havde to prægtige jægere, dr. I fra H. og C fra L., som satte os ind i jægerjargonen, så underholdning manglede vi ikke. Hver aften, når vi kl. ni skulle være i seng, og lyset blev slukket udefra, og vi havde fået godt ild på vore forbudte cigarer og piber, måtte jeg fortælle en historie, enten en selvoplevet historie, en historie fra min tidligere lekture, eller en til lejligheden opfundet historie.“ 534

Martin Lorenzen beretter om de typiske, natlige samtale- og diskussi-onsemner på sin stue: Kvinder, landbrug, politik, rejser og vandreture – og

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

318

Gud, livet og døden. Kom der nye beboere på stuen, anstillede man diskus-sionstemaer, som var „fuldstændigt sindssyge“, blot for at bringe den ny-ankomne „i harnisk“. Men alt opløste sig selvfølgelig til sidst i samdrægtig latter. Og den nyankomne var optaget i fællesskabet.535

Disse formentlig noget idylliserende beretninger er af nærmest arke-typisk karakter og kendes også fra andre sammenhænge, hvor tiden har kastet et forsonligt skær over det erindrede – eller et stadigt eksisterende sammenhold eller skæbnefælleskab gør det. Der findes imidlertid også beretninger, hvor idyllen lejlighedsvist kra-kelerer, og hvor deprimerede mennesker og indbyrdes konflikter træder frem. Jürgen B., formodentlig identisk med den tidligere SS-officer Jürgen

Morgen- og aftenappel på barakgangen. Tegning af G. Kinze. Hanns Chr. Jessen: Faar-hus 1945-1949

KA

PITEL 12 FAN

GESO

LIDA

RITET?

319

Berg, registrerer, at der var stor forskel på de indsattes evne til at indstille sig på fangetilværelsen: „For os, der netop havde været soldater, var lejr-livet ikke den store belastning. Vi var jo vant til at bo mange sammen, at blive talt op hver aften, at blive ført til spisning, at få kun lidt post, at være afsondret fra verden, at adlyde ordrer osv. For dem, som ikke netop havde været soldater, først og fremmest for de ældre, var fangenskabet en stor be-lastning. Vi støttede dem, så godt vi kunne.“536

Harboe Kardel led under det kævleri, som undertiden kunne opstå på stuen. Som han betror sin dagbog: „Jeg tror, selvom det falder mange an-dre end mig tungt, så egner mit følsomme gemyt sig dårligt til en fængsels-tilværelse,“ og „man hører om de samme ting 117 gange. Man er nødt til at være meget tålmodig, hvis man ikke vil støde medfangerne fra sig. Ind-satte er ofte præget af en mimoseagtig følsomhed. Den, der ikke har kendt til tålmodighed, lærer det her.“537

En anden, som også led under fangetilværelsen, var Rudolf Gimm: „Der fandtes kammerater, som syntes at affinde sig glimrende med fan-genskabet. Mig faldt det svært: adskillelsen fra familien, bekymringerne for den, følelsen af retsløshed, trangheden, ufriheden, alt dette medførte et stærkt sjæleligt tryk.“538 Som det er fremgået, var der angiveligt et modsætningsforhold i kvin-deafdelingen mellem rigsdanske og hjemmetyske kvinder, men at dømme efter beretningsmaterialet var det ikke tilfældet hos de mandlige fanger. Således skriver Harboe Kardel i sin dagbog den 13. januar 1947: „Der her-sker et forbilledligt kammeratskab mellem rigsdanskerne og nordslesvi-gerne. Alle føler et skæbnefællesskab.“ Derimod nævner Kardel ved et par lejligheder, at der internt mellem hjemmetyskerne kunne være gnidninger, hvor man aner en politisk undertone: „Mange har tillagt sig den vane at kritisere andre, som ifølge deres mening ikke indtager den rette ‘holdning’. De kommer hurtigt med fordømmelser, der baserer sig på snævre syns-punkter. De skader fællesskabet ved at gå i rette.“ Og ved en anden lejlig-hed: „Man burde holde op med at inddele dem, der sidder her, i ‘aprilsty-skere’ og ‘ægte tyskere’. Det skaber kun ondt blod. Det er udtryk for en tysk uskik at opkaste sig til dommere over andre.“539 Med ‘aprilstyskere’ menes formentlig dem, der først gik over til det tyske mindretal efter den tyske besættelse den 9. april 1940. Skal vi tro Gjerstrup, var der imidlertid spændinger mellem rigsdanske-re og mindretalstyskere: En indsat fra Fredericia politikreds havde over for direktøren for fængselsvæsenet beklaget sig over forskellige forhold i lejren, og Gjerstrups kommentar var, at „fangens beklagelser over de i lejren hen-siddende tysksindede nordslesvigere er meget almindelig blandt de hensid-dende fra det såkaldte ‘gamle land’ [Danmark nord for Kongeåen]“. 540 Beretninger fra fangerne fra det øvrige land er stort set fraværende,

DEL

II

STA

TSLI

G S

TRA

FFEL

EJR

1945

-194

9

320

derfor er det helt overvejende skildinger af det indbyrdes forhold mellem de hjemmetyske indsatte, vi har til rådighed. Men en gennemgang af de ca. 4.500 fangejournaler efter afsonerne i lejren dokumenterer lejlighedsvise, interne stridigheder fangerne imellem, mobberi, hierarkidannelse og end-da vold.541 Alt andet ville da også være usædvanligt. Et avisinterview fra efteråret 1945 med chefen for personalekontoret i Fårhuslejren, fængsels-betjent Pultz, der var veteran fra Den danske Forvaltning i Frøslevlejren, og som selv var landet bag Frøslevlejrens pigtråd for ‘fangebegunstigelse’, giver et ganske broget indtryk af det indbyrdes forhold mellem fårhusfan-gerne – som han dog ikke desto mindre (sikkert uforvarende) udstyrer med en sag, de står sammen om, nemlig nazismen: „Det er lidt vanskeligt at lodde stemningen. I Frøslevlejren var vi alle enige om, hvad der var rigtigt og forkert. Det hele var sort eller hvidt for os – for eller imod tyskerne. Blandt de nuværende fanger er der mange flere nuancer, men der er for mig ikke tvivl om, at langt de fleste endnu er over-beviste nazister. Det kan vi høre, når de taler sammen, vi kan læse det mel-lem linjerne i deres breve, når de skriver, og vi kan navnlig høre det, når de synger. Det er de nazistiske kampsange, der går igen. Det er forbudt at synge i lejren, specielt naturligvis nazistiske sange.“ Adspurgt om der i lejren fandtes illegale aktiviteter (som i Frøslevlej-ren), replicerer Pultz: „Det er i hvert fald meget lidt. Der er ingen illegale radioapparater, og brevudsmuglingen forekommer vist kun i meget få til-fælde. Adskillige af fangerne er stikkere, og de kan vanskeligt glemme de-res gamle profession. De kommer rendende og melder deres fangekamma-rater, så snart de hører noget.“542

Det er ganske vanskeligt at afgøre, hvad interviewet med Pultz siger mest om: De faktiske forhold fangerne imellem i Fårhuslejren, Pultz selv-forståelse eller den almindelige diskurs i efteråret 1945. Under alle om-stændigheder fremstår fårhusfangerne i interviewet som mennesker uden moral i alle ordets betydninger – i modsætning til frøslevfangerne. Ikke desto mindre kan man i beretningsmaterialet iagttage nøjagtig de samme mekanismer og den samme adfærd i forhold til vogterne og autori-teterne i lejren, som vi kender fra Frøslevlejren.

Forholdet mellem fange og vogterEn stor del af fårhusfangernes energi blev uden tvivl anvendt på at omgå og gennemhulle lejrreglementet. En tidligere frøslevfange, som også på nær-meste hold kunne iagttage fangernes adfærd i Fårhuslejren, nemlig fæng-selslærer Asger Hansen, har i køligt tilbageblik analyseret sin og de andre frøslevfangers forhold til lejrens autoriteter således: „Vi var som en flok kostskoleelever, der ikke uden videre ville tilpasse os de regler for ‘god’ op-førsel, vore vogtere havde sat op. Når jeg tænker tilbage på vor adfærd, må