1

Statens påvirkning af negativ social arv

1. semesterprojekt - Samfundsvidenskabelig Bachelor

Roskilde Universitet

(Altinget, 2013)

Hus 20.2 - Gruppe 14

Vejleder: Shahamak Rezaei

Gruppemedlemmer:

Astrid Bruun

Caroline Vinum

Johanna Holbak

Marie Hollesen

2

Indholdsfortegnelse

Problemfelt ........................................................................................................................................... 4 Problemformulering ......................................................................................................................... 6 Arbejdsspørgsmål ............................................................................................................................ 6 Aktualitet for den valgte problemstilling ....................................................................................... 6

Metode .................................................................................................................................................. 8 Kvantitativ metode ........................................................................................................................... 8 Sekundær data ................................................................................................................................. 9 Kvalitativ metode ........................................................................................................................... 10 Mixed methods ............................................................................................................................... 11 Casestudier og valg af case .......................................................................................................... 11 Kritik af valgte teoretikere ............................................................................................................. 14

Social arv ............................................................................................................................................ 16 Social arv i tal ................................................................................................................................. 16 Forståelse af social arv ................................................................................................................. 18

Teori .................................................................................................................................................... 21 Anthony Giddens ........................................................................................................................... 21

Udlejring af de sociale funktioner: ........................................................................................... 21 Den øgede grad af refleksivitet: ................................................................................................ 22

Pierre Bourdieu .............................................................................................................................. 23 Habitus: ....................................................................................................................................... 23 Felter: .......................................................................................................................................... 24 Kapitaler: ..................................................................................................................................... 24 Homologi: ................................................................................................................................... 25 Bourdieus syn på social arv: .................................................................................................... 25

Lars Dencik ..................................................................................................................................... 25 Sommerfuglemodellen: ............................................................................................................. 26 Sociotoper: ................................................................................................................................. 27 Dobbeltsocialiseringens påvirkning: ....................................................................................... 28 Denciks syn på social arv: ........................................................................................................ 28

Analyse af Jørn Toft Jensens liv ...................................................................................................... 30 Forløbsanalyse ............................................................................................................................... 30 Anthony Giddens ........................................................................................................................... 31 Pierre Bourdieu .............................................................................................................................. 33 Lars Dencik ..................................................................................................................................... 35 Delkonklusion: ............................................................................................................................... 37

Diskussion af statslige indsatser ..................................................................................................... 39

3

Delkonklusion ................................................................................................................................. 44

Konklusion ......................................................................................................................................... 46

Perspektivering til ghettoudspillet marts 2018 ............................................................................... 48

Litteraturliste ...................................................................................................................................... 51 Bøger ............................................................................................................................................... 51 Internetsider ................................................................................................................................... 52 Dokumentar .................................................................................................................................... 56 Billede ............................................................................................................................................. 56

4

Problemfelt Før industrialiseringen i Danmark havde mange børn deres primære socialisering

hjemme i familien. Dette resulterede i, at børn tit blev i den samme socialgruppe som

forældrene (Dencik, Schultz & Sommer, 2008, s. 51). Dette er dog ikke tilfældet i

dag. Der har i den senmoderne samfund været en udvikling, som har betydet, at

staten i dag går ind og forsøger at påvirke børnene i en positiv retning. Staten

vælger dermed at gøre en aktiv indsats. Dette sker bl.a. ved, at staten på et tidligt

tidspunkt forsøger at påvirke børns identitetsdannelse i en positiv retning ved at

tvinge dem til at indgå i nye socialiseringsformer, som staten definerer. Dette har

resulteret i, at der er kommet et øget fokus på institutionernes opgaver, der blandt

andet handler om at give børnene redskaber til at kunne bryde negativ social arv

(Bleses et. al, 2017).

Dette emne er utrolig relevant, da der i dag er mange diskussioner blandt andet i

Folketinget om, hvorvidt man ved hjælp af blandt andet tvangsinstitutionalisering kan

være med til at bryde negativ sociale arv (Folketinget, 2018). Staten forsøger at give

socialt udsatte børn en mulighed for at indlære kompetencer og værktøjer til at bryde

den negative sociale arv senere i livet. I projektet fokuseres der på socialt udsatte

børn, der får socialisering udenfor deres biologiske forældres rammer.

Der findes ikke nogen fast definition af et socialt udsat barn. Dog har SFI (Det

Nationale Forskningscenter for Velfærd) forsøgt at opstille nogle identifikationer for,

hvordan det kan vurderes, hvorvidt et barn er socialt udsat. Her defineres socialt

udsathed som noget der opstår, når risikofaktorer i bestemte kombinationer

optræder over længere tid og at det er ophobningen, der belaster børnene (Ploug,

2007). Risikofaktorerne er forhold eller hændelser, der øger risikoen for

adfærdsforstyrrelser f.eks. fattigdom, manglende opdragelse, mishandling, misbrug

hos forældrene eller omsorgssvigt (Hjortebjerg, 2018).

Fokusset i projektet er at undersøge, hvordan negativ social arv kan påvirkes af de

indsatser staten tager for at hjælpe socialt udsatte børn i Danmark. Der startes med

at blive redegjort for begrebet social arv. Dernæst benyttes sociologen Anthony

Giddens teori om det senmoderne samfunds ekspertsystemer og individets

5

selvidentitetsdannelse. Herefter fokuseres der på Pierre Bourdieus teori om social

ulighed, derunder social arv. Til sidst benyttes Lars Denciks teori om

dobbeltsocialisering. Dette vil give et indblik i, hvilke faktorer der spiller ind, når et

individ skal bryde den negative sociale arv.

Den valgte case omhandler drengen Jørn Toft Jensen, der fire måneder efter han

bliver født, tvangsfjernes fra sine forældre og efterfølgende kommer i en plejefamilie

og senere i sin barndom kommer i en specialinstitution. Casen tager udgangspunkt i

TV2-dokumentarserien, “Er du mors lille dreng?” (TV2 dokumentar, 1998).

Med udgangspunkt i dokumentarserien forsøges der at blive analyseret frem til,

hvorfor Jørn ikke har formået at bryde den negative sociale arv. På trods af, at Jørn

endnu ikke har brudt den negative sociale arv, er han blevet valgt som case, idet

hypotesen bygger på, at han ikke er den eneste i denne situation. Der trækkes

paralleller mellem Jørns opvækst og de nævnte teoretikere, som alle berører negativ

social arv og brydning af denne. En case kan ikke belyse et helt emne, men det kan

bruges til at få et billede af den udvikling, der er på området i det senmoderne

samfund.

I diskussionen vil der ud fra analysen og fagpersoners syn på statsindgreb i forhold

til socialt udsatte familier blive forsøgt at opnå et nuanceret billede af, hvorvidt

statens indgreb har en positiv effekt på at bryde negativ social arv. Derudover vil der

i diskussionen blive lagt vægt på at se denne problematik fra flere vinkler. Ud fra

analysen af casen tages debatten til et mere samfundskritisk niveau og der

diskuteres om, hvordan systemets indsatser påvirker de socialt udsatte børns

mulighed for at bryde den negative sociale arv.

Ud fra diskussionen perspektiveres der til den nuværende regerings ghettoudspil.

Udspillet går ud på at tvinge børn fra ghettoområder i institution 30 timer om ugen.

Overholdes dette ikke, vil der blive trukket af børneydelsen. Formålet med dette er at

socialisere børn og give dem en god start på tilværelsen samt sikre, at de får gode

danskkundskaber (Regeringen, 2018b).

6

På baggrund af ovenstående er der blevet udarbejdet følgende problemformulering:

Problemformulering Hvordan påvirker statens indsats overfor socialt udsatte børn, deres mulighed for at

bryde den negative sociale arv?

Arbejdsspørgsmål

- Hvilke metoder giver det mening at benytte for at svare på vores problemfelt?

- Hvordan definerer man social arv i vores samfund i dag og hvilke kritikpunkter

kan være forbundet med at bruge netop dette begreb?

- Hvordan kan Pierre Bourdieu, Lars Dencik og Anthony Giddens give os en

bedre forståelse for, hvilke faktorer, der er relevante, hvis et individ skal bryde

den negative sociale arv?

- Med udgangspunkt i casen og de valgte teoretikere; hvorfor formåede Jørn

Toft Jensen ikke at bryde den negative sociale arv?

- Er det statens påvirkning af Jørns miljø, eller er det forældrenes arv, der

skubber ham ud i kriminalitet og hashmisbrug?

Aktualitet for den valgte problemstilling

Problemstillingen er aktuel i dagens Danmark, da diskussionen om, hvordan negativ

social arv afhjælpes, tit kommer op til debat. Det har dog fyldt ekstra meget efter, at

AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) udgav en analyse i juli 2018. Analysen

viser, hvordan negativ social arv er blevet tungere de seneste år. Dette har været

med til at puste nyt liv i debatten - både i medierne og i folketinget (Juul & Blicher,

2018).

7

Et af argumenterne for, at problemstillingen er aktuel er, at flere eksperter mener, at

man forringer chancerne for at bryde den negative social arv markant hos børnene,

hvis staten ikke tidligt griber ind i deres liv. Ifølge Bente Jensen, som forsker i tidlig

indsats i brydningen af negativ social arv, har samfundet ikke taget nok hånd om

problemet (Bølling-Ladegaard 2017). Noget af det der findes interessant er, hvordan

man så laver denne indsats.

Der er som tidligere skrevet i dansk politik et stort fokus på, hvordan staten tidligt kan

være med til at hjælpe udsatte børn med at give dem redskaber til at kunne bryde

den negative sociale arv. Et eksempel på dette er et udspil regeringen udgav i marts

2018. I udspillet vil regeringen afskaffe ghettoerne i Danmark inden år 2030. Dette vil

blandt andet gøres ved at tvinge børnene i ghettoerne til at gå i daginstitution. Dette

er et godt eksempel på, hvordan staten mener institutionalisering er et godt redskab

til at kunne bryde den negative social arv. Dette vil blive uddybet i perspektiveringen

(Regeringen, 2018b).

Nye tal fra Danmarks Statistik viser ifølge socialministeriet, at der i Danmark er en

stigning i antallet af forebyggende indsatser til udsatte børn og unge. Disse indsatser

sker blandt andet i form af faste kontaktpersoner til børnene eller aflastningsfamilier.

Dette viser, at der også er en relevans i relation til problemstillingen, da der hvert år

er en markant stigning i antallet af indgreb fra statens side, overfor socialt udsatte

børn. Det er derfor relevant at undersøge, hvorvidt indgrebene hjælper børnene

(Børne- og socialministeriet, 2018b).

For at opnå dybere forståelse for problemstillingen er det givende at se på politiske

måder at løse de udfordringer, der er i forhold til negativ social arv. Et eksempel på

dette er vores nuværende undervisningsminister, Merete Riisager (LA), som tilbage i

2015 udtalte, at den eneste måde man kan bryde negativ social arv, er ved at fjerne

børnene helt fra forældrenes påvirkning (Christiansen, 2015). Disse forskellige

faktorer ligger til grund for problemstillingens aktualitet.

8

Metode I projektet og i arbejdet med problemformuleringen er der stort fokus på, hvilken teori

og empiri der benyttes, samt hvad der analyseres. For at gøre dette på et oplyst

grundlag er det nødvendigt, at der bliver foretaget en afvejning af metodevalget i

projektet. Metodevalget skal passe i forlængelse af problemformuleringen, da det

ellers kan resultere i, at konklusionen indeholder misvisende resultater (Larsen,

2012, s. 21). For at benytte de valgte metoder på en fyldestgørende måde er det

nødvendigt at kende disse indgående og have forståelse for de fordele og ulemper,

der er ved arbejdet med dem.

Samfundsvidenskaben som der i dette tilfælde arbejdes med, vil i modsætning til

naturvidenskaben blive karakteriseret som metodepluralisme. Metodepluralisme,

som begreb, dækker over den arbejdsmetode, hvori en samfundsfaglig

problemstilling bliver belyst fra flere perspektiver. For at opnå dette benyttes flere

forskellige metoder til at analysere og diskutere en samfundsfaglig problemstilling

(Rasmussen et al. 2017, s. 30-31).

Kvantitativ metode I arbejdet med dette projekt benyttes den kvantitative metode. Den kvantitative

metode blev engang af forskere set som den metode, der kunne frembringe den

mest korrekte sandhed. Denne overbevisning er meget lidt fremtrædende i den

samfundsvidenskabelig forskning i dag. Herved forstås dog ikke, at metoden er

blevet miskrediteret og den får også en fremtrædende plads i arbejdet med dette

projekt (Rasmussen et al. 2017, s. 116). Begrundelsen for valget af den kvantitative

metode er de muligheder metoden tilbyder. Ved at arbejde med denne metode bliver

det muligt at opnå resultater fra en stor gruppe af respondenter på én gang.

Derigennem forsøges der at danne et overblik over en befolkningsgruppe og en

samfundsudvikling.

9

I problemformuleringen lægges der til grund, at negativ social arv findes. Denne

antagelse vil underbygges af statistikker. Her kigges der på en rapport fra

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andet data, som beskriver den sociale

mobilitet i de sociale klasser. Denne rapport beskriver en række statistikker, som

måler visse parametre, som af flere forskere bruges til at indikere negativ social arvs

eksistens i det danske samfund.

Der er dog faldgrupper, man skal være opmærksom på, når man benytter den

kvantitative metode. Tit er den data, man indsamler i en kvantitative undersøgelse

indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer. Dette kan give lidt problemer, da der kan

opstå misforståelser hos respondenterne (Harboe, 1999, s. 35). Dette er dog ikke

bekymringsværdigt for denne del, da den kvantitative data omhandler meget

konkrete ting, heriblandt om respondenterne har færdiggjort en uddannelse.

Sekundær data Der benyttes sekundær data i projektet. Dette er data, som er udarbejdet af andre til

andre (Larsen, 2012, s. 51). Baggrunden for valget af sekundært data er, at det i

projektet vil være givende at studere en samfundsudvikling, der er sket over en

årrække. Dette vil være givende, da det vil være muligt at se mere dybdegående på,

hvordan børn fra udsatte familier bryder den negative sociale arv. Vi har derfor ikke

ressourcer til at udarbejde en grundig nok undersøgelse, som kan belyse vores

problemstilling fyldestgørende.

Der er mange fordele ved at benytte sekundær data. Der er de klassiske fordele som

f.eks., at man undgår at gentage arbejde, som er udfyldt af andre og at det er

nemmere at se på en samfundsudvikling tilbage i tiden (Rasmussen et al. 2017, s.

82). Der er dog også mange ulemper og det er derfor vigtigt, at disse bliver taget op

til overvejelse og at der bliver rettet opmærksomhed mod de faldgrupper, der findes,

når der benyttes denne form for data. Et af de problemer, som det er yderst vigtigt at

rette sit fokus mod er, at dataene er indsamlet med et andet formål end til det, der

præcist ønskes undersøgt i dette projekt (Larsen, 2012, s. 52).

10

Dette kan betyde, at det kan være misvisende, hvis det problem dataindsamleren

har forsøgt at belyse, er for langt fra ens egen problemformulering. Der er dog lavet

en afvejning, som har resulteret i valget af at benytte sekundær data, da vi ser flere

fordele end ulemper. Specifikt er fordelen ved dette i forhold til projektet, at det er

muligt at følge en samfundsudvikling.

Kvalitativ metode Den kvalitative metode benyttes til at analysere case. Casen omhandler Jørns liv,

som har været mulig at følge gennem en dokumentarserie på 3 afsnit. Ved at

benytte data hentet fra en dokumentarserie er det vigtigt at have en kritisk indstilling

til den viden, man udleder af denne. Men på baggrund af den mulighed den giver for

at følge et menneske tæt gennem en årrække og især opvækst er det begrundelse

for, at den kan bruges som grundlag for at analysere og belyse vores problemstilling.

At bruge en dokumentarserie er en form for anvendelse af sekundær data. Som

beskrevet ovenover er det altid et problem, da der er en tanke bag den måde, man

fremlægger sin data på og der har ikke været mulighed for at følge op med egne

kritiske spørgsmål.

Inden diskussionen skal man være opmærksom på visse ting ved benyttelsen af en

dokumentarserie i analysen. Her er det vigtigt at opnå en forståelse for den

kvalitative metode i sig selv. Den kvalitative metode er non-numerisk; altså bygger

den ikke på tal (Harboe, 1999 s. 34). Når man forsøger at forstå en problemstilling

som denne, der er kompleks i forhold til at forsøge at definere social arv, giver det

god mening at benytte kvalitativ metode. Grunden til dette er, at den kvalitative

metode forsøger at forstå et problem i dybden i stedet for kun at måle

problemstillingen. Dette er muligt, når man benytter den kvalitative metode, da det

bliver muligt at opfange kognitive og emotionelle aspekter hos respondenten

(Rasmussen et al. 2017, s. 92). Når man benytter interviews, som der er i en

dokumentarserie, er der en mulighed for at følge en person og få noget meget

individualiseret data.

11

Efter, at der er opnået adgang til den kvalitative data gennem f.eks. interviews, er det

næste skridt i processen for at belyse sin problemstilling at analysere denne. Der er

overordnet set tre teknikker: direkte fremstilling, kondensering og fortolkning

(Rasmussen et al. 2017, s. 106). Direkte fremstilling er, når man ud fra

respondentens konkrete svar har mulighed for at konkludere noget helt konkret.

Dette er dog sjældent muligheden, da respondenten i et dybdegående interview vil

have tendens til ikke at udtrykke sig helt klart og det vil derfor være en udfordring at

tage en sætning og så få svar på sin problemstilling. Derfor benyttes der ofte

kondensering, hvor der kigges på flere dele af interviewet og ud fra det kan

konkludere noget om respondentens holdning. Den sidste teknik er fortolkningen:

hvilket indebærer, at man ikke tager det, respondenten siger bogstaveligt, men at

man sætter det i kontekst til ens hypotese og derved kan udlede noget (Boolsen

2004 s. 88-89).

Mixed methods Der benyttes mixed methods i dette projekt, da både kvantitativ og kvalitativ metode

anvendes. Det skal dog understreges, at mixed methods ikke er en metode for sig

selv på samme måde. Mixed methods er et forskningsdesign, der benyttes for at

svare på en problemstilling, som både kræver kvantitativ og kvalitativ metode, hvilket

vores gør (Frederiksen et al., 2014, s. 10-11). Det benyttes især i forhold til

problemstillinger, som lægger op til at få en dybere forståelse for et emne

(Kristensen & Hussain, 2016, s. 301).

Casestudier og valg af case Der tages i analysen udgangspunkt i en case, hvor kommunen greb ind og forsøgte

at hjælpe et barn med at bryde den negative sociale arv. Jørn Toft Jensens barndom

og senere begyndende voksenliv er mulig at følge i dokumentarserien “Er du mors

lille dreng?” lavet af TV2. Jørns forældre bliver inden hans fødsel anbragt på en

familieinstitution. Hans forældre er kendt af kommunen og har et blandingsmisbrug.

De har svært ved at håndtere opgaven som forældre og Jørn lukker af for omverden.

12

Jørn fjernes, da han er omkring fire måneder gammel og er uden sine biologiske

forældre på familieinstitutionen. Efter dette sendes han i plejefamilie (TV2

dokumentar, 1998). Da Jørn bliver ældre, finder man ud af, at han både har autisme,

ADHD og andre personlighedsforstyrrelser. Jørn ender med at gå i en specialskole

for børn med de samme lidelser som ham selv (TV2 dokumentar, 2008). Senere i

Jørns liv har det ikke været muligt for ham at bryde den negative sociale arv; han har

ingen planer om uddannelse og er selv kommet ud i et misbrug, da serien slutter i

2017 og Jørn er omkring 20 år (TV2 dokumentar, 2017).

I dette projekts problemformulering ønskes der at belyse, om der er en

sammenhæng mellem negativ social arv og statens indsatser overfor socialt udsatte

børn. For at opnå dybere forståelse for problematikken er et casestudie et oplagt

valg. Et casestudie beskrives som en ideografisk videnskab. Dette indebærer, at det

er en videnskab, som har fokus på det enkelte tilfælde (Kristensen & Hussain, 2016,

s. 318).

Når der skal vælges, hvilken case, der ønskes at analysere, skal man overveje, hvad

det er for en slags case, man er i besiddelse med. Man kan for eksempel vælge at

benytte en typisk case eller en unik case (Neergaard, 2001, s. 25). En typisk case er

en case, som kan fungere som en form for eksempel for det gængse i vores

samfund. En unik case er derimod præcis det modsatte og vil altid være det

enestående tilfælde i forhold til en samfundsnorm. Der kan være præcedens for, at

der benyttes en afvigende case, da dette lægger op til kontraster. Det er mest

givende med udgangspunkt i problemformuleringen at benytte en typisk case, som

omhandler en, der ikke har været i stand til at bryde sin negative sociale arv.

I arbejdet med analysen af casen benyttes tre teoretikere. Disse teoretikere forsøger

at forklare, hvad negativ social arv er og kommer med nogle løsningsforslag til,

hvordan den brydes. Denne kobling er interessant at analysere i forhold til, hvorfor

det går, som det gør med Jørn.

13

Grunden til, at der benyttes et casestudie er, at casestudier giver god mulighed for at

forstå et fænomen, hvilket i dette tilfælde er negativ social arv, i stedet for kun at

undersøge det med numerisk data. En af de ting som en case er god til er, at den

giver et godt ståsted for en analyse. Den kan være et øjebliksbillede af samfundet

(Kristensen & Hussain, 2016, s. 317).

I forhold til den konkrete case er der forskellige kritikpunkter i forlængelse af det

ovenstående. Den valgte case følger Jørn, hvis forældre har svært ved at passe ham

i de første levemåneder. Familien anbringes på en familieinstitution, kort før Jørn

bliver født. Her tilbringer de fire måneder sammen med Jørn, indtil han bliver fjernet

fra forældrene og sendt i familiepleje. Grunden til, at denne sag som case benyttes til

at svare på problemstillingen er, at det er en sag, hvor man fra før fødslen var klar

over, at man har at gøre med en familie med en tung negativ social arv. De offentlige

instanser vælger ikke at gribe direkte ind og fjerne barnet, hvilket der efterfølgende

har været massiv kritik af i både medierne og Folketinget (Jyllands Posten, 2008).

Jørn har senere i sit liv selv haft store sociale problemer og har ikke været i stand til

at klare sig i samfundet uden hjælp.

En af kritikpunkterne ved Jørns liv som case er, at det er hans personlige historie.

Dette betyder, at man skal være yderst forsigtig omkring at udlede noget generelt i

forhold til samfundets udvikling, hvilket kan invalidere analysen (Boolsen, 2004, s.

34). Det er derfor, at mixed methods anvendes, som beskrevet ovenfor. Der er både

fordele og ulemper ved at bruge materiale, der kommer fra en dokumentarserie. Man

skal altid huske, at selvom dokumentarserier kan indeholde meget sandhed, skal de

også sælge sig selv til publikum. Dette bliver tydeligt vist i den midterste del af

dokumentarserien. Her er det klart, at producerne bag dokumentarserien forsøger at

fremstille kommunen dårligt for at skabe en debat.

Der er dog også en stor fordel ved at benytte sig af en dokumentarserie. Heriblandt,

at man kommer tættere på personerne. Dette gøres ved at se dem i deres hverdag

og ved, at de har mulighed for at udtale sig i interviews. Ulempen kan samtidig være,

at interviewene er blevet klippet i. Dette skader validiteten (Harboe, 1999, s. 109).

Det ville have været en fordel, hvis man havde adgang til materialet, før det blev

redigeret. Denne problematik er der opmærksomhed på gennem hele projektet.

14

Den er der altid, når der benyttes sekundær data og der er lavet en afvejning af

fordelene og ulemperne ved dette og skrevet mere uddybende om det i afsnittet om

sekundær data.

Kritik af valgte teoretikere I projektet benyttes tre forskellige teoretikere, som skal være med til at give en bedre

forståelse af begrebet social arv og de ting, der påvirker den. Det er dog vigtigt at

forholde sig kritisk overfor de valgte teoretikere, da den teori de har udarbejdet, ikke

nødvendigvis passer præcist til projektet og dermed ikke kan give en alsidig og

korrekt forståelse af emnet.

Den første teoretiker der benyttes, er sociologen Anthony Giddens. Giddens teori er

ikke direkte tilknyttet begrebet social arv, men beskriver mere de generelle rammer

for samfundet i dag, hvilket er med i overvejelse under arbejdet med projektet.

Teorien skal derfor bruges til at beskrive, hvordan samfundet har ændret sig. Hans

teori om ekspertsystemet og selvidentitetsdannelse er begreber, der kan bruges i

forsøget på at opnå forståelse for vores problemstilling.

Den næste teoretiker, der anvendes i forsøget på at svare på problemstillingen er

sociologen Pierre Bourdieu. Problemfeltet passer rigtig godt til Bourdieus teori, dog

er der en række kritiske punkter. Han er fra en anden tid end de andre valgte

teoretikere. Dette betyder, at hans teori ikke er lavet til at beskrive samfundet i dag

eller for 20 år siden. Hans teori kan derfor godt være forældet. Derudover er hans

teori bygget på det franske uddannelsessystem. Dette betyder, at der kan være

andre tendenser i Frankrig, der gør, at teorien ikke passer til det danske samfund.

Samtidig er hans målgruppe også individer under uddannelse og ikke initiativer for at

bryde negativ social arv i de første leveår, som er et af vores fokuspunkter

(Andersen & Kaspersen, 2013, s. 366).

Til sidst benyttes socialpsykologen Lars Dencik. Hans teori er udarbejdet for at

beskrive, hvordan samfundet i dag har ændret børns socialisering og har derfor ikke

direkte noget med negativ social arv at gøre.

15

Dencik fokuserer ikke på den samme type institutioner, som der bliver analyseret på

ud fra den valgte case. Flere af hans teorier kan dog benyttes ved at trække

paralleller.

Arbejdsprocessen og forståelsen af emnet er i risiko for at blive begrænset af de

valgte teoretikere, da de er nøje udvalgt til at passe til problemformuleringen og

derfor kun belyser den lille del af emnet negativ social arv, som passer til vores

projekt.

16

Social arv

I projektet lægges der op til en antagelse af, at negativ social arv findes i Danmark.

Det er dog nødvendigt, at denne påstand underbygges med en form for data. I dette

afsnit fokuseres der på forskellige forskningsresultater og holdninger i forhold til,

hvordan man definerer social arv. Derudover kortlægges forskellige løsningsforslag

til, hvordan man kan forsøge at bryde negativ social arv.

Social arv er et begreb, der blev skabt i 1967 af den svenske børnepsykiater Gustav

Jonsson. Han påviste, hvordan kriminalitet går igen fra generation til generation

(Jørgensen, 2018, s. 1). I dette tilfælde vil der være tale om det, man i dag definerer

som negativ social arv.

Social arv i tal I forsøget på at måle negativ social arv møder man flere udfordringer, da begrebet

ikke er en konkret ting, som kan måles direkte. Når den negative sociale arv

forsøges målt, benyttes indikatorer, såsom uddannelsesniveau fra generation til

generation og indkomstniveau hos den enkelte. Den kvantitative metode anvendes

ofte i forsøget på at kortlægge den negative social arv i Danmark. I en rapport fra

2016 har AE inddelt befolkningen i fem grupper (Juul & Damm, 2016, s. 8), hvoraf

projektets fokus er på den sidste gruppe. Det er dem, hvis forældre blandt andet har

været udenfor arbejdsmarkedet i mere end fem år.

En af statistikkerne viser, at 37% af dem, der som børn voksede op i den laveste

klasse og som i 2013 var 25/26 år står uden uddannelse og heller ikke er i gang med

en. Dette kan sammenlignes med det, som AE definerer som den højeste gruppe.

Altså dem, som er vokset op i familier, hvor forældrene har lange videregående

uddannelser og tjener over tre gange så meget som den typiske årsindkomst. I

denne gruppe er det kun 5%, som står uden uddannelse og heller ikke var i gang

med en i 2013 (Juul & Damm, 2016, s. 5). Ud fra denne statistik kan der

konkluderes, at forældrenes baggrund og sociale kapacitet har en indflydelse på, om

man kommer i gang med en uddannelse, når man er i starten af 20’erne.

17

Grunden til, at der ofte kigges på uddannelsesniveau er, at ved at tage en længere

uddannelse end ens forældre kan man opnå højere indtægt. Man har derved

mulighed for at rykke en socialklasse op og derved blive mønsterbryder (Juul &

Damm, 2016, s.2). En mønsterbryder kan defineres som en person, der bryder sin

negative social arv (Den Danske Ordbog, 2018).

I ovenstående fokuseres der på de 25/26-årige, hvor det var tydeligt, at den negative

sociale arv eksisterer. Ved at kigge lidt bredere kan det ses om den samme tendens

fortsætter ind i voksenlivet. Ud fra statistikken kan det ses, at af de børn, som

voksede op i den laveste klasse og som er 35 år i 2013, er 32%, selv tilhører denne

klasse (Juul & Damm, 2016, s.2). Dermed er det tydeligt at se, at den negative

sociale arv er til stede for denne gruppe. Paralleller kan trækkes tilbage til de 25/26-

åriges uddannelsesniveau og der kan konkluderes, at hvis man er fra denne gruppe

og ikke tager en uddannelse er det mere sandsynligt, at man i sit voksenliv bliver i

denne gruppe.

En af grundene til, at der fokuseres meget på uddannelsesniveau hos de unge er, at

det kan ses, at der er en stærk sammenhæng mellem dem som ingen uddannelse

har og dem som er arbejdsløse. Danmarks Statistik udarbejdede i 2012 en rapport,

der viste, at 40% af de 25-årige, som ingen uddannelse havde stod uden for

arbejdsmarkedet. Der er dog ikke taget højde for, om de er under uddannelse, men

det kan stadig bruges som en indikator. Hvis der sammenlignes med de 25-årige,

som har en uddannelse er tallet nemlig kun 10% (Holm, Danmarks statistik, s. 1).

Ifølge rapporten fra AE er risikoen for at havne i den laveste klasse som voksen, hvis

du selv er vokset op i denne steget fra ¼ i 2003 til ⅓ i 2013 (Juul & Damm, 2016,

s.2).

18

Forståelse af social arv Ifølge seniorforsker, Rasmus Landersø, fra ROCKWOOLs forskningsenhed er social

arv og ikke kun negativ social arv, noget der følger os hele livet. Altså, at

færdigheder avler færdigheder (ROCKWOOLs forskningsenhed, 2017). Rasmus

Landersø argumenter for, at man skal lægge indsatsen tidligt i børnenes liv for at få

de bedste resultater. I en artikel fra 2017 fra ROCKWOOLs forskningsenhed lægger

de op til, at man ikke kun skal måle på uddannelsesniveau, som AE har gjort i deres

rapport. Ifølge ROCKWOOLs forskningsenhed giver det mening at måle på de

udgifter, vi sparer som samfund senere, når man laver en indsats tidligt for at bryde

en persons negative sociale arv. F.eks. i forhold til at undgå, at individet starter en

kriminel løbebane (ROCKWOOLs forskningsenhed, 2017). Ifølge en

forskningsartikel fra ROCKWOOLs forskningsenhed, er det staten, der skal løfte

opgaven med at understøtte børn fra ressourcesvage familier. Dette skal ikke ske,

som vores nuværende undervisningsminister har udtalt - ved at fjerne børnene fra

hjemmet (Christiansen, 2015) som nævnt ovenfor - men derimod gennem arbejdet

med forældrene, så de kan få flere ressourcer til at se deres børns styrker og

understøtte dem i deres udvikling (ROCKWOOLs forskningsenhed, 2017).

At fjerne børn fra hjemmet kalder staten for en anbringelse. Børnene kan både blive

anbragt i plejefamilier eller i døgninstitutioner. Ifølge en undersøgelse lavet af SFI

(Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) i 2011 virker anbringelsen dog ikke

altid. Undersøgelsen viser, at børn der er anbragt uden for hjemmet f.eks. i

plejefamilier, klarer sig dårligere, end børn der ikke er anbragt. I undersøgelsen blev

børnene undersøgt efter fødslen og 24 år senere. Her ses en større risiko for

arbejdsløshed og lavere uddannelse hos de anbragte børn. Dette skyldes ifølge SFI,

at plejefamilierne ikke er godt nok forberedt på de særlige behov, de anbragte børn

har. Denne undersøgelse går stik imod de statslige indsatser og viser, at det ikke

nødvendigvis er den rigtige. Man skal dog være opmærksom på, at man ikke ved,

hvordan individerne i undersøgelsen har fået det senere i livet og man derfor ikke

kan måle de langvarige skader anbringelserne eller mangel på samme kan have haft

på dem (Svane-Knudsen, 2011).

19

Ifølge Anders Holm, som er professor fra Sociologisk Institut på Københavns

Universitet, er det de enkelte lærere, der skal spille en afgørende rolle, hvis man

ønsker at afhjælpe negativ social arv i skolen (Trier, 2014). Anders Holm lægger dog

stor vægt på, at det der har den største betydning for den sociale mobilitet, er de

initiativer, som man laver inden barnet kommer i skole (Trier, 2014). Det er diskuteret

meget, hvad social arv er, men også især, hvad det skyldes. Anders Holm giver sit

bud og siger, at 70% af den sociale arv skyldes familierne, mens 30% skyldes resten

(Trier, 2014).

En af de store diskussioner inden for emnet negativ social arv er, hvornår og om det

nogensinde er for sent at bryde den. Dette er der mange delte meninger om, men

ifølge en rapport fra Egmont Fonden (Egmont Fonden, 2016) er det vigtigt, at

børnene allerede inden skolealderen får de redskaber, de skal bruge for at kunne

bryde den negative sociale arv. I Egmont rapporten fra 2016 viser forskning, at der i

løbet af de første tre år af et barns liv er et window of opportunity. Det er på dette

tidspunkt, man ifølge rapporten, har størst mulighed for at kunne påvirke barnets

udvikling i en positiv retning (Egmont Fonden, 2016).

Der er flere forskere, der mener, at begrebet social arv er misvisende, da det kan

give en forkert opfattelse af, hvilke muligheder individet har. Sociologen Morten

Ejrnæs er en af disse kritikere. Han mener, at det er for deterministisk at tro, at bare

fordi ens forældre er alkoholiker, så bliver man det også selv. Her mener han, at

begrebet chanceulighed er langt mere dækkende. Chanceulighed beskriver, hvorvidt

alle med samme evner, har lige stor mulighed for at få en uddannelse og et attraktivt

job. Dette er helt uafhængigt af forældrenes uddannelse og baggrund (Copyright

forfatterne, 2018).

Morten Ejrnæs anerkender, at der selvfølgelig er risikofaktorer ved at være vokset op

i en belastet familie. Dog mener han, at en risikostigning fra f.eks. en til to procent

oftest kaldes for en fordobling og at det dermed lyder voldsommere end det i

realiteten er. Han mener, at dette kan være med til at stigmatisere børn fra belastede

hjem. Dette kan betyde, at børnene får lavere forventninger til sig selv og man

dermed gør problemet større (Ejrnæs, 2008 s. 1).

20

Lige præcis dette problem beskriver en ny undersøgelse lavet af Børnerådet. Her er

3.700 børn i Danmark, der går i 7. klasse blevet spurgt om, hvilke forventninger de

har til deres egen livstilfredshed, når de bliver voksne. Her forventer 80% af

overklassens børn en høj tilfredshed, hvor kun 46% i børnene i den lave socialklasse

svarer det samme. Dette kunne ifølge Ejrnæs teori være fordi begrebet social arv har

været med til at stigmatisere børnene til at have lavere forventninger til deres egen

fremtidige livstilfredshed (Ritzau, 2017).

21

Teori

I dette afsnit introduceres teorier om social arv og socialisering. Der forsøges at

opnå en større forståelse for, hvad social arv er og hvilke faktorer der er relevante,

hvis et individ skal bryde den negative sociale arv. For at få en bred forståelse er der

blevet gjort brug af tre forskellige teoretikere. Heriblandt Anthony Giddens, der

hjælper med at forstå det senmoderne samfund og hvordan et barns

identitetsdannelse har ændret sig. Herefter benyttes Pierre Bourdieus teori om

habitus, kapital og homologi, der kan hjælpe os til at forstå social arv. Til sidst ses

der på Lars Denciks teori om dobbeltsocialisering og hvordan han mener, det kan

have indflydelse på negativ social arv.

Anthony Giddens Den stigende institutionalisering, der startede efter 2. verdenskrig, er en del af det

sociologen Anthony Giddens (1938-) kalder for det senmoderne samfund. I det

traditionelle samfund, som ligger før det moderne og senmoderne samfund var det

traditionerne, der var det faste holdepunkt i samfundet. Ved det senmoderne

samfund går alting stærkere end tidligere og ændres hurtigere. Forskellighederne

hos individerne i samfundet har heller aldrig været større. Giddens har tre aspekter,

som han mener hver især spiller en central rolle i det senmoderne samfund: En

adskillelse af tid og rum, en udlejring af de sociale funktioner og en hidtil uset grad af

refleksivitet. Adskillelsen af tid og rum handler om den teknologiske udvikling og er

dermed ikke direkte relevant for problemstillingen. Det er de to sidste aspekter

tværtimod (Søgaard, 2002, s. 12-13).

Udlejring af de sociale funktioner:

Den øgede institutionalisering er det Giddens kalder ekspertsystemer, som går ind

under aspektet udlejring af de sociale funktioner. Ifølge Giddens gør borgerne i det

senmoderne samfund flittigt brug af ekspertsystemer som f.eks. børneinstitutioner.

Dette mener Giddens er meget positivt for samfundet. Det betyder nemlig, at sociale

relationer ikke længere er begrænset til det lokale miljø. Der er i dag opstået nye og

friere former for tætte relationer.

22

For børns vedkommende kan det ifølge Giddens betyde, at børnene ikke længere

nødvendigvis er afhængige af den følelsesmæssige relation til familien, da de i

institutionerne kan få det opfyldt af andre omsorgspersoner. Familierelationer har

dermed mistet meget af dets betydning som omdrejningspunkt i tilværelsen

(Søgaard, 2002, s. 14-15).

Giddens omtaler på baggrund af ekspertsystemerne ontologisk sikkerhed. Dette

mener han er en afgørende faktor i det senmoderne samfund. Han mener, at tillid er

en nødvendighed for at kunne tage helt basale beslutninger. Denne sikkerhed kan

både findes på et personligt-eksistentielt- og institutionelt plan. På det personlige-

eksistentielle plan handler det om individets grundlæggende tillid til sig selv. Denne

tillid stammer fra et spædbarns forhold til moderen og faderen og skal sikre, at

barnet har et beskyttelsesværn, så det senere hen kan håndtere de mange nye

valgsituationer, der hele tiden opstår. Den ontologiske sikkerhed på et institutionelt

plan skal sikre, at et individ har tillid til det senmoderne samfunds ekspertsystemer.

Dette er specielt nødvendigt for de svage i samfund, da ekspertsystemerne f.eks.

skal kunne dække det omsorgsbehov individets familie ikke har været i stand til at

give. Det er derfor afgørende, at individet har tillid til ekspertsystemerne (Andersen &

Kaspersen, 2013, s. 463).

Den øgede grad af refleksivitet:

Den øgede grad af refleksivitet har stor indflydelse på barnets mulighed for at skabe

sig sin egen identitet. For at forklare dette bruger Giddens udtrykket selvidentitet.

Dette fænomen betyder, at individets identitet ikke længere bliver dannet på

baggrund af traditioner, men er en proces, hvor individet selv kan reflektere over og

tilegne sig sin identitet. Hvor børn før i tiden dannede deres identitet ud fra

forældrenes, specielt i forhold til blandt andet arbejde og religion, har individet i dag

fri mulighed for at vælge sin egen vej. Dette betyder ifølge Giddens, at man i dag kan

bryde den negative sociale arv, da barnet ikke længere er begrænset af forældrenes

valg, men nu også kan danne sig en identitet ved hjælp fra andre individer. Dette kan

f.eks. være, hvis et barn kommer fra en familie, der ikke er i stand til at give den rette

omsorg på grund af f.eks. misbrug.

23

Her kan personer i f.eks. ekspertsystemerne være med til at give barnet den rette

omsorg og være med til at guide barnet i en positiv retning (Søgaard, 2002, s. 15-

16).

Pierre Bourdieu Den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002) har teoretisk forsøgt at indfange

den sociale baggrunds betydning for ulighed. Selve Bourdieus hovedidé er analysen

af forbindelsen mellem agenternes “sociale strukturer” og de “mentale strukturer”.

Forbindelsesleddet mellem disse to er Bourdieus habitusbegreb (Andersen &

Kaspersen, 2013, s. 372).

Habitus:

Et nøglebegreb Bourdieu arbejder med for at beskrive menneskets adfærd er

habitus. Bourdieu bruger begrebet habitus til at beskrive, hvordan individet er i stand

til at orientere sig i omverdenen via de kropslige lagrede beslutninger. Habitus er de

erfaringer som det enkelte individ har sat i relation til de forskellige sociale rum, som

individet kan befinde sig i. Habitus er en udvikling, som foregår over hele individets

liv. Det er det enkelte individs habitus, som præger individets adfærd, som udvises i

forskellige sociale sammenhæng (Egebrønd, 2007, s. 25). Habitus er det som gør

individet unikt og forskelligt fra andre individer. Størstedelen af de valg som individet

tager, er ikke bevidste valg, men nogle valg som kommer af sig selv. Dette kan

beskrives som at habitus er en før-bevidst orientering. Dette vil gøre, at individet er i

stand til at tilpasse sig omgivelserne samt omstændighederne (Jensen & Meyer,

2011, s.25).

Habitus kan have betydning for små ting, som hvordan man hilser på hinanden på

arbejdet og modsat når man er sammen med sin familie. Dette vil altid være

forskelligt afhængig af, hvilket socialt rum man befinder sig i. Et eksempel som

tydeliggør habitus er, hvordan vi agerer i et nyt socialt rum. Det kan være første dag

på et nyt studie, hvor habitus styrer for individet at vælge en bestemt adfærd til

situationen. Det kan for eksempel være, hvordan man skal hilse på andre

medstuderende eller hvilken påklædning man vælger at påføre sig på dagen.

(Egebrønd, 2007, s. 26).

24

De forskellige valg, som foretages, er ofte et resultat af tidligere erfaring inden for

samme lignende sociale rum og sammenhæng. Disse erfaringer har lagret sig i

habitus, som er med til at hjælpe individet med at forstå, hvordan man skal agere i

forskellige sociale rum fremadrettet (Egebrønd, 2007, s. 26). Man kan sige, at

habitus er et produkt af socialisering (Wilken, 2006, s. 42-43).

Felter:

I Bourdieus sociologi betragtes samfundet ikke som en enhed, men i stedet af en

række mindre sociale rum, hvilket Bourdieu kalder for et felt (Jensen et al, 2011, s.

22). Feltbegrebet beskriver de sociale arenaer, hvor agentens handlinger/tanker rent

praktisk udspiller. Der kan f.eks. være tale om et politisk-, økonomisk-, kunstnerisk-,

religiøst-, uddannelsessystemets- og arbejdsmarkedets felt. Kriteriet for at definere

felter er, at man kan bevise, at der er noget på spil, som er værd for selve agenten at

kæmpe for. (Wilken. 2006, s. 46). Ifølge Bourdieu kan felter forstås som forholdsvise

autonome arenaer, hvor der er forskellige love, værdier og interesser. De forskellige

typer felter har forskellige anerkendte egenskaber og ressourcer (Jensen et al, 2011,

s. 23).

Kapitaler:

Selve kapitalbegrebet hentede Bourdieu fra Karl Marx. Karl Marx havde fremlagt, at

adgangen til magt blev bestemt af adgangen til materiel kapital. Her mente Bourdieu

så at ved at kombinere Marx’ forståelse af sammenhæng mellem kapital og magt

med Max Webers distinktion mellem magt og status, ville man kunne sige, at der

altså findes flere forskellige former for magt i et samfund og at de er knyttet til

forskellige kapitalformer. Bourdieu forelagde, at kapitalerne danner grundlag for det

enkelte individs handlinger (Wilken, 2006, s. 46).

Bourdieu opstillede tre forskellige former for kapital. Han mente nemlig, at der

udover den materielle/økonomiske kapital findes kulturel kapital, social kapital og

symbolsk kapital. Kulturel kapital skal forstås som symbolske goder, såsom smag,

præferencer, kompetence og legitim viden, som individer opnår gennem

socialisering (Jensen et al, 2011, s. 30). Social kapital skal derimod forstås som bl.a.

familierelationer, netværk og forbindelser.

25

Social- og kulturel kapital kan investeres og omdannes til økonomisk kapital og

omvendt kan økonomisk kapital omdannes til social- og kulturel kapital. Den

symbolske kapital er lidt anderledes, da den refererer til evnen til at kunne udnytte

de andre kapitalformer og til at omsætte kapital til andre former for værdi, såsom

moral (Wilken, 2006, s. 46-47). Ifølge Bourdieu er et individ, som gennem sin

socialisering kan opnå en høj kulturel kapital, samtidig et individ, som vil formå at

klare sig succesfuldt indenfor job- og uddannelsesmæssige områder og dermed

også ville have høj mulighed for at bryde den negative sociale arv (Jensen et al,

2011, s. 30).

Homologi:

Bourdieu beskæftiger sig også med begrebet homologi. Han bruger det til at

beskrive sammenhængen mellem felter og den overordnede samfundsstruktur.

Homologi henviser til dét, at alle felter er strukturerede på samme måde, selvom de

er organiserede omkring forskellige former for kapital. Dette betyder, at individuelle

agenter og klasser kan have forskellige sociale positioner på samme tid; f.eks. kan et

barn have meget kapital i billedkunst, men derimod have lav kapital i skolegården.

(Wilken, 2006, s. 48).

Bourdieus syn på social arv:

Ud fra de forskellige begreber kan Bourdieus syn på social arv fortolkes med blandt

andet begreberne “kapital” og “habitus”. Ifølge Pierre Bourdieu er social arv, når børn

gennem deres opvækst med stor sandsynlighed vil overtage blandt andet sine

værdier, holdninger og normer efter sine forældre. Det gør de blandt andet fordi at

de oplever dette som normalen, da det er en del af deres opvækst samt deres

hverdag, dette vil de automatisk tage med videre i deres egen bagage videre i livet.

Lars Dencik Staten gør en række indsatser for at forsøge at hjælpe socialt udsatte børn. Blandt

andet forsøger kommunerne, at støtte børnene, ved at sætte dem i institution

udenfor hjemmet. Socialpsykologen Lars Dencik (1941-) kan med sin teori om

socialisering i og udenfor hjemmet give os en forståelse af fordelene og ulemperne

ved dette (Børne- og Socialministeriet, 2018a s. 1).

26

Socialiseringsbegrebet bruges til at beskrive den proces, hvorigennem et individ

indlærer de adfærdsmønstre, der er gældende i samfundet. Denne socialisering

foregår primært, mens individerne er børn (Dencik & Schultz Jørgensen, 1999, s.

21). Begreberne primær og sekundær socialisering anvendes til at beskrive de

steder, børnene bliver socialiseret. Den primære socialisering foregår i familien, hvor

den sekundære socialisering foregår på institutionerne. Begreberne startede med at

blive brugt til at kunne skelne mellem den socialisering, der foregår i hjemmet og den

socialisering, der foregår efter 7-års alderen, hvor børnene startede i skole og

dermed fik en helt anderledes socialisering, end de var vant til. Det kan dog være

svært at bruge begreberne på samme måde i dag (Dencik, Schultz & Sommer, 2008,

s. 79).

Det er i dag, i de skandinaviske velfærdsstater, forældre og daginstitutioner som

varetager pasning og opdragelse af børnene i fællesskab. Dencik mener derfor ikke

længere, at man kan adskille den primære og sekundære socialisering. Han har

derfor udviklet begrebet dobbeltsocialisering, som skal bruges til at beskrive den

socialisering, der foregår, når forældre og daginstitutioner varetager opdragelsen af

børnene i fællesskab.

Sommerfuglemodellen:

Dobbeltsocialisering beskriver, at børn i det senmoderne samfund socialiseres både

i familien og i institutionerne. I familien udvikler barnet følelser og nær tilknytning. I

institutionerne lærer barnet det sociale sammenspil med andre. De lærer også at

ytre sig selvstændigt blandt børn på deres egen alder. Lars Dencik konstruerede

sommerfuglemodellen til at illustrere dobbeltsocialisering (bilag 1).

Sommerfuglemodellen består af to vinger. Den højre vinge symboliserer familien,

hvor mor og far sætter normerne og reglerne. Den venstre vinge symboliserer UFO

(Uden for familien) dvs. institutionerne. I UFO er det andre børn og personalet i

institutionen, der sætter rammer for socialiseringen. Ringen i midten symboliserer

barnet og pilene viser, hvordan barnet interagerer med alle parterne.

27

Dencik viser dermed, at man ikke længere kan skelne mellem den primære- og

sekundære socialisering, da barnet interagerer lige meget med begge (Dencik &

Schultz Jørgensen, 1999, s. 145).

Sommerfuglemodellen skal vise, hvor barnets socialisering kommer fra. Dencik

mener, at man ikke udelukkende kan se på den ene del af barnets virkelighed.

Familien og institutionerne er to verdener, som grundlæggende er forskellige, men

også betydningsfulde på hver sin måde. Han mener, at det der sker i familien, delvist

er skabt af det, der sker udenfor familien, hvilket i dette tilfælde er i

daginstitutionerne. En forudsætning for modellen er at antage, at barnet

regelmæssigt opholder sig i både familien og en anden form for omsorgsinstans, der

foregår udenfor familien. Disse arenaer kalder Dencik for sociotoper (Dencik, Schultz

& Sommer, 2008, s. 247).

Sociotoper:

Lars Dencik taler om to sociotoper. Den første er privatlivets arena. Dette er barnets

familieliv, hvor barnet er unikt og uerstatteligt. Det er også her, hvor barnet primært

er subjekt for det følelsesmæssige engagement. Den anden sociotop er den

offentlige arena. Her er barnet bare et af mange børn og kan dermed erstattes.

Barnet er også et primært objekt for personalets professionelle arbejdsindsats. Da

de to sociotoper er meget forskellige, eksisterer der visse forudsætninger for,

hvordan barnet skal tilpasse sig i det sociale miljø (Dencik, Schultz & Sommer, 2008,

s. 247-248).

Hver af sociotoperne har sine egne adfærdsforventninger og udfordringer barnet skal

lære at håndtere. Der er dermed forskellige vilkår for korrekt opførsel. Dencik mener

ikke, at man i tidligere diskussioner og forskningsprojekter om børns vilkår har

interesseret sig for, hvordan daginstitutioner og familielivet påvirker hinanden. Dette

mener han er en grundlæggende nødvendighed for, at man kan analysere og

diskutere børns sociale og emotionelle trivsel (Dencik, Schultz & Sommer, 2008, s.

247-248).

28

Dobbeltsocialiseringens påvirkning:

Ifølge Lars Dencik kan dobbeltsocialisering påvirke barnet på flere forskellige måder.

Den kan både have en positiv og negativ indvirkning på barnets identitetsdannelse.

Barnet kan have svært ved at danne sig en identitet, hvis arenaerne er alt for

forskellige. Det kan skabe en identitetskrise, da barnet føler, at det skal agere på en

bestemt måde i daginstitutionerne og på en anden måde i hjemmet hos familien.

Han mener dog også, at dobbeltsocialiseringen kan gøre barnet mere selvstændigt

og være med til at styrke barnets sociale kompetencer (Dencik, 2005, s. 25).

Denciks syn på social arv:

Lars Dencik snakker ikke specifikt om social arv, men han konkluderer i bogen

“Mennesket i postmoderniseringen”, at den institutionalisering, der er sket i

postmodernismen, har en stor indflydelse på barnets identitet og dermed hvordan

barnet klarer sig senere i livet. Dencik fortæller, at hans undersøgelser har vist, at

samværet med andre børn har en stor positiv indvirkning på barnets

identitetsdannelse. Undersøgelser viser også, at børn der sendes i institutioner,

drager stor fordel intellektuelt og socialt af at være sammen med jævnaldrende børn

(Dencik, 2005, s. 26-30).

Det kan dog ikke være helt uden konsekvenser at sende barnet i institution. Dencik

forklarer, at undersøgelser viser, at daginstitutioner ikke fungerer som en

omsorgserstatning, da barnet i institutionen er erstattelig og dermed ikke opnår den

samme følelsesmæssige relation hos personalet. Det betyder, at barnet har behov

for det følelsesmæssige bånd, der bør eksistere i hjemmet. Hvis et barn kommer fra

en familie med forældre, der ikke er i stand til at give den rette omsorg, kan en

institution, ifølge undersøgelsen, ikke erstatte den følelsesmæssige relation, der

mangler. Dencik er dog ikke helt enig i denne betragtning, da han ikke mener den er

fyldestgørende (Dencik, 2005, s. 26-30).

Lars Dencik mener, at den følelsesmæssige relation kan beskrives ved at definere

omsorg. Omsorg kan ifølge Dencik defineres som en særlig relation mellem

mennesker, hvor den ene retter sin opmærksomhed mod det andet menneske.

29

Denne person handler ud fra, hvad den anden person har brug for og som tjener

personens velbefindende. Det handler grundlæggende om at have omtanke for et

andet menneske. På baggrund af denne definition er det ikke nødvendigvis

forældrene, der skal give denne omsorg. Barnet kan sagtens knytte en

følelsesmæssige relation til en, som udviser omsorg for barnet over længere tid.

Dette kan f.eks. være personalet på en institution. Dermed kan et barn, der kommer

fra en familie med en svag følelsesmæssig relation godt få den hos personalet, hvis

personalet er i stand til at give barnet den omsorg, der kræves (Dencik, Schultz &

Sommer, 2008, s. 251).

30

Analyse af Jørn Toft Jensens liv I analysen ses der på Jørns liv. Ved at observere hans liv gennem en

dokumentarserie har der været mulighed for at se et menneske med en tung social

baggrund vokse op og forsøge at bryde den negative sociale arv han blev født med.

Analysen følger Jørns udvikling fra spæd til start 20’erne. I denne proces fokuseres

der på teoretikere og begreber, såsom habitus, dobbeltsocialisering og

selvidentitetsdannelse. Én case kan ikke generalisere alle, men gennem en analyse

af Jørns liv og ved hjælp af de teoretikere, som der er redegjort for ovenfor, forsøges

der at blive dannet et overblik over, hvorfor Jørns liv udviklede sig i den retning, som

det gjorde.

Forløbsanalyse

Jørns biologiske forældre er blandingsmisbrugere, hvilket resulterer i, at de bliver

tvunget af de offentlige myndigheder til at bo på en familieinstitution kort tid før

fødslen. På institutionen vurderer pædagoger og sagsbehandlere om forældrene har

evnerne til at kunne tage vare på et barn. Pædagogerne giver råd og vejledning,

men overlader den primære pasning og kontakt med Jørn til forældrene. Forældrene

har store problemer med at varetage denne opgave, hvilket resulterer i, at Jørn ikke

får de nødvendige stimuli. Der bliver fra institutionens side lavet en vurdering, som

resulterer i, at man fra myndighedernes side vælger, at han skal fjernes fra

forældrenes varetægt. Grundet dette opholder Jørn sig alene på institutionen i en

periode, hvor det er kompetente pædagoger, der tager hånd om ham, dog har han

ikke en primær person. Efterfølgende bliver Jørn flyttet til en plejefamilie, hvorved

han opnår en fast tilknytning til bestemte personer i sin tilværelse.

Omskifteligheden i den første tid er en mulig forklaring på, hvordan Jørns

videreudvikling sker. I anden del af dokumentarserien, 10 år efter, bor Jørn stadig

hos plejefamilien. Han har udviklet ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder)

samt svær autisme og går på specialskole. Der er en plausibel sammenhæng

mellem Jørns manglende stimuli som spæd og hans lidelser.

31

Plejeforældrene oplever, at Jørn begynder at vise interesse for hans første måneder

med sine biologiske forældre. Dette sker i forlængelse af, at Jørn har udviklet angst

for at blive forladt. Der kan drages en parallel mellem, at han har oplevet svigt tidligt i

livet og udviklingen af separationsangst. Jørns plejefamilie beslutter i samarbejde

med pædagoger og psykologer fra Jørns specialskole at vise ham første del af

dokumentarserien, der fulgte ham og hans biologiske forældres første tid på

familieinstitutionen. Dette gøres i et forsøg på at hjælpe Jørn med at få en forståelse

for, hvorfor hans forældre forlader ham.

Der kan trækkes en parallel mellem de udfordringer, han har i sin udvikling gennem

hans barndom og de sociale problemer han står med som voksen. I hans voksenliv

har han store udfordringer. Han har ingen udsigt til at tage en uddannelse og er selv

på vej ud i et misbrug, ligesom hans biologiske forældre. Jørn har stadig brug for

hjælp fra myndighederne til at få sin hverdag til at hænge sammen. Dette kan bl.a.

ses, da han får pædagogisk støtte på det bosted, han flytter ind på som voksen. Jørn

har svært ved at tage imod støtten fra pædagogerne og dette kan skyldes Jørns

autisme, hvilket gør, at han har udfordring i forbindelse med kontakt. I forhold til

Jørns problemer med at opsøge kontakt, kan der trækkes en parallel tilbage til hans

tidlige barndom.

Anthony Giddens

Giddens lægger op til, at børn ikke længere har brug for deres traditionelle baggrund

for at danne sig en identitet, da de kan få den sociale kontakt gennem

ekspertsystemet og opbygge relationer til andre f.eks. pædagoger. I Jørns tilfælde

har han meget kontakt til ekspertsystemet, kva at han opholder sig på

familieinstitutionen i de første måneder og senere går på en specialskole, som tager

særligt hensyn til hans specielle behov.

I anden del af dokumentarserien ser vi, hvordan den 10-årige Jørn bliver bevidst om

sin baggrund og har krise over, hvem han selv er. Han reflekterer over, hvem han er

og denne refleksion omkring hans selvidentitet sker på baggrund af hans biologiske

ophav, i stedet for på baggrund af hans omgivelser.

32

Dette strider mod Giddens teori omkring, at selvidentiteten skabes på baggrund af

andre individer frem for ophav. Giddens lægger op til, at hvis ekspertsystemet er nok

til stede i et barns liv, burde det være muligt at bryde negativ social. På baggrund af

en enkelt case som Jørn kan Giddens teori ikke komplet afvises, men det kan

konkluderes, at det ikke altid er det, der sker, når et barn kommer i kontakt med

ekspertsystemet. Det kan dog ifølge Giddens også skyldes, at den institution som

Jørn opholder sig på den første tid, ikke som udgangspunkt har fokus på at passe et

spædbarn på fuldtid, da institutionen er en familieinstitution, hvor personalet som

udgangspunkt støtter familier og ikke står for den direkte pasning.

Giddens har blandt andet udformet en teori om, at børn ikke har brug for en tæt

følelsesmæssig relation til deres forældre, da de kan få omsorg i institutionerne. I

dokumentarserien om Jørn bliver der af fagpersoner omkring ham (pædagoger og

sagsbehandlere) lagt stor vægt på, at der er en sammenhæng mellem Jørns

manglende sociale egenskaber - han har f.eks. svært ved at få dårlig samvittighed

som voksen - og den manglende kontakt til hans forældre, da han var lille. Dette kan

dog ikke bruges til at miskreditere Giddens fuldkommen, da man skal se på, at Jørn

nærmest ingen kontakt har til nogle i sine første måneder og først kommer i kontakt

med et specialiseret ekspertsystem, når han når skolealderen.

Den ontologiske sikkerhed er for Jørn afgørende af flere årsager. På det personlige-

eksistentielle plan har Jørn ikke modtaget og udviklet det beskyttelsesværn, der

skulle være kommet af hans forhold til sine forældre. Han mangler derfor ifølge

Giddens en grundlæggende tillid til sig selv som individ og er derfor ikke i stand til at

beskytte sig selv mod de udfordringer, der møder ham, mens han vokser op. Han

har dermed ikke fået den ontologiske sikkerhed, der ifølge Giddens er afgørende for

at kunne fungere i det senmoderne samfund. Den ontologiske sikkerhed på det

institutionelle plan er også vigtig for Jørns grundlæggende mulighed for at bryde den

negative sociale arv. I skolealderen kommer Jørn i kontakt med et specialiseret

ekspertsystem i form af en specialskole. Dette er første gang, der bliver taget vare

på Jørns problemer. Det er i et sådant tilfælde vigtigt, at Jørn og hans plejefamilie

har en grundlæggende tillid til ekspertsystemerne, da de varetager og guider Jørn i

at håndtere sine psykiske udfordringer.

33

Selvom det virker som om, at både Jørn og plejefamilien har tillid til specialskolen,

formår dette ikke at være afgørende, da Jørn på trods af dette ikke lærer at håndtere

sine psykiske lidelser og derfor ikke er i stand til at bryde den negative sociale arv.

Dette kan som beskrevet være, fordi han først kommer i kontakt med et specialiseret

ekspertsystem, han har tillid til, når han når skolealderen.

Pierre Bourdieu

Bourdieu anslår, at der findes det, han kalder for kapitaler, som danner grundlag for

det enkelte individs handlinger. Ved brug af Bourdieus teori om kapitaler ville man

mene, at Jørn ville opnå flest ressourcer/goder ved sin plejefamilie fremfor sin

biologiske.

Ud fra Bourdieus teori om kapitaler ses det, at Jørns sociale kapital er lav i de første

fire måneder, idet hans forældre ikke kan magte opgaven. De står ikke op, når han

græder og giver ham ikke den øjenkontakt, som han higer efter. To af pædagogerne

på familieinstitutionen prøver i starten af Jørns liv at give ham den opmærksomhed,

han kræver, da de netop vil forhøje hans sociale kapital. Til sidst kræver Jørn dog for

meget tid, hvilket medfører, at flere pædagoger tager over og Jørns relation til de to

tidligere pædagoger nedbrydes over tid. Pædagogernes travlhed gør, at Jørn ikke får

skabt en relation til en bestemt person og dermed sænkes hans sociale kapital. Da

Jørn er fire måneder, kommer han i plejefamilie, hvor han får en fast base og får

skabt en relation til sine plejeforældre, hvormed hans sociale kapital forhøjes. Som

10-årig er han kommet på en specialskole for autister. Ifølge Bourdieu ville Jørns

sociale kapital være forøget endnu mere, idet han har dannet sig et netværk, som

endvidere er bestående af ligestillede kammerater. Her er der altså tale om

homologi, idet Jørn har højere social kapital i specialklassen for autister ift. hans

sociale kapital generelt uden for skolen.

I dokumentarserien beskrives/vises der ikke, hvordan plejeforældrene griber Jørn an.

Dog har Jørn umiddelbart højere forudsætninger for at opnå en høj kulturel kapital

ved sine plejeforældre i forhold til, hvis han boede ved sine biologiske forældre, idet

de er bedre stillet rent økonomisk, socialt og psykisk.

34

Dét, at Jørn har mulighed for at kunne opnå en højere kulturel kapital gør, at Jørns

fremtid ville kunne se lys ud, idet han dermed har ressourcer bestående af legitim

viden til at udføre en uddannelse. Dog har Jørn som 10-årig fået konstateret autisme

og ADHD, hvilket kan gøre, at denne førnævnte høje kulturelle kapital kan være

svær for Jørn at opnå. Der bliver i dokumentarserien udtalt, at der ikke er nogen

specifik forklaring på, hvorfor børn får sådanne sygdomme. De er dog bange for, at

den manglende omsorg og nærvær for ham i de første fire måneder har gjort

udslaget. I et sådant tilfælde ville Bourdieu argumentere for, at den lave sociale

kapital i Jørns tidlige liv forudsætter hans lave kulturelle kapital, hvilket har været

med til at give Jørn nogle dårlige forudsætninger for at bryde den negative sociale

arv.

Ifølge Bourdieu beskriver habitus vores lagrede erfaringer, vi har fået gennem livet.

Det fungerer som en slags radar, der hjælper til at navigere. Jørns habitus startede

tidligt i livet med negative påvirkninger, såsom manglen på øjenkontakt fra hans

biologiske forældre. Bourdieu ville i et sådant tilfælde mene, at Jørn har erfaret fra

sin tidlige barndom, at man ikke skal søge øjenkontakt, hvilket dermed har lagret sig

i Jørns habitus. Dette kan bl.a. ses, da vi møder ham som 10-årig i specialskolen for

autister. Her fører han ikke øjenkontakt med pædagogerne, når de fører en dialog.

Samtidig er 10-årige Jørn ikke så glad for kram og nærkontakt, hvilket han også

manglede i sine første måneder som spæd. Dette har ifølge Bourdieu også lagret sig

i Jørns habitus. Disse barrierer kan dog skyldes hans diagnoser, ADHD samt

autisme, hvor han netop har koncentrationsbesvær og svært ved sociale

sammenhænge. Bourdieu ville dog mene, at Jørns ADHD og autisme kan skyldes

denne manglende øjen- og nærkontakt. Dette ville Bourdieu udlede grundet sit

habitusbegreb, der går ud på, at det enkelte individs habitus afspejler individets

adfærd, hvilket udvises i forskellige sociale sammenhænge.

Efter staten valgte at fjerne Jørn fra sine biologiske forældre og placere ham ved en

plejefamilie har det sandsynligvis påvirket Jørn i en bedre retning, end hvis ikke han

var blevet fjernet. Jørn beskrives som en rigtig god dreng, dog med svære

udfordringer indimellem. Hans plejeforældre har sørget for, at Jørn også har fået en

god opvækst med kærlighed og omsorg.

35

Ifølge Bourdieu har det lagret sig i Jørns habitus og lært ham, at kærlighed og

omsorg også er en del af livet, selvom det er svært for ham at efterleve det, grundet

mangel af samme i de første måneder. At Jørn får en god opvækst fra sine

plejeforældre, er med til at give ham en større chance for at bryde den negative

sociale arv og blive en mønsterbryder.

Bourdieu har defineret felter, hvor man kan argumentere for, at Jørns forældre var i

et misbrugsfelt, som stod udenfor samfundets normale normer og værdier. Der kan

ud fra Jørns liv analyseres frem til, at Jørn også er i et misbrugsfelt og dermed ikke

har brudt den negative sociale arv. Jørn ender ud i et kriminelt felt, hvor han får

anerkendelse, magt og beskyttelse fra de andre agenter i det samme kriminelle felt.

Han præsenteres ikke for det kriminelle felt gennem sin plejefamilie, men i stedet er

det et felt, som han selv opsøger, når han bliver teenager. Misbrugs- og kriminelle

felter kan ofte hænge sammen (Hansen, 2018) og der kan dermed argumenteres for,

at den negative sociale arv er dominerende i Jørns tilfælde, da det ikke er hans

primære socialisering, der påvirker hans felter. Dog kan man argumentere for, at

dokumentarserien ikke viser, hvor meget tid Jørn bruger hos plejefamilien. F.eks.

kunne agenterne i det kriminelle felt være hans primære socialisering og dermed

ville den negative sociale arv ikke kunne påtage sig hele skylden for Jørns forfald, da

miljøet også ville spille en rolle.

Lars Dencik

Staten forsøger at hjælpe socialt udsatte børn ved bl.a. at tvangsfjerne dem fra

hjemmet. Mange af disse børn ender enten i en døgninstitution eller i familiepleje. I

Jørns tilfælde gør staten brug af begge dele. Først opholder Jørn sig i en

familieinstitution sammen med sine forældre. Herefter bliver han fjernet fra

forældrene og sat i familiepleje. Det går op for plejeforældrene, at Jørn har psykiske

problemer og de sender ham derfor i specialskole. Jørn bliver derfor meget tidligt i sit

liv påvirket af den institutionalisering, staten bruger for at forsøge at hjælpe udsatte

børn som ham selv.

36

Jørns første ophold på en offentlig institution sker meget tidligt i hans liv. Han bliver

født på en familieinstitution, hvor han tilbringer de første fire måneder af sit liv. Dette

betyder, at han i starten ikke vokser op i privatlivets arena, som flertallets børn gør.

Hans liv begynder tværtimod i den offentlige arena. Ifølge Denciks teori er barnet i

privatlivets arena uerstatteligt, da det er her barnet får det nødvendige

følelsesmæssige engagement. I den offentlige arena er barnet erstatteligt og er

derfor primært et objekt for pædagogernes arbejde. Det er på familieinstitutionen

meningen, at Jørns forældre skal være til stede og give ham den følelsesmæssige

relation han skulle have haft i privatlivets arena. Dette er forældrene dog ikke i stand

til at give. Forældrene er ikke til stede og det er derfor primært pædagogerne på

institutionen, der passer ham. Problematikken ved dette kan ifølge Dencik være, at

Jørn bliver socialiseret i et miljø, hvor han er erstattelig. Jørn er blot en af mange

børn og det kan derfor være svært for Jørn at få den følelsesmæssige relation, han

har brug for.

Den følelsesmæssige relation forklarer Dencik ved at definere begrebet omsorg.

Omsorg er ifølge Dencik en relation, hvor en person har omtanke for et andet

menneske. Barnet kan sagtens knytte en følelsesmæssige relation til en, som

udviser omsorg for barnet over længere tid, såsom en pædagog. Dette er dog

desværre ikke tilfældet med Jørn. Der er risiko for, at han i løbet af et døgn kan blive

varetaget af fem forskellige pædagoger. De mange pædagoger er derfor ikke i stand

til at være der for Jørn over længere tid. Han kan på grund af de mange forskellige

ansigter ikke knytte sig til en pædagog og han får derfor ikke den omsorgserstatning,

han ifølge Dencik har brug for. Dette betyder, at Jørn begynder at trække sig ind i sig

selv, da han ikke er i stand til at knytte sig til en voksen.

Jørn bliver efter fire måneder sendt i familiepleje. Her får Jørn for første gang den

omsorgserstatning, han har haft brug for. Plejeforældrene er i stand til at være der

for Jørn og give ham det følelsesmæssige engagement han har manglet. Dette er

dog for sent. Jørn har angst for at blive efterladt og afviser samtidig fysisk kontakt

med plejeforældrene. Jørn vil ikke lade plejefamilien give omsorg, hvilket er det han

hovedsageligt har allermest brug for.

37

I andet afsnit af dokumentarserien røbes det, at Jørn har udviklet ADHD, autisme og

personlighedsforstyrrelser. Plejeforældrene vælger derfor at sætte ham på

specialskole. Dette er Jørns andet møde med en offentlig institution, hvor der ifølge

Dencik sker en dobbeltsocialisering. Jørn har ikke længere sin primære socialisering

hos sin plejefamilie, men interagerer ligeligt mellem dem og specialskolen, som set i

sommerfuglemodellen. Dencik mener, at denne dobbeltsocialisering kan have en

både positiv og negativ indvirkning på barnet.

Problematikken ved dobbeltsocialiseringen kan ifølge Dencik ske, hvis de to arenaer

er alt for forskellige. Jørn har på specialskolen behov for at have en meget

struktureret hverdag. Dette skyldes hans autisme og det er derfor ifølge Dencik

vigtigt, at hans hverdag i hjemmet også er struktureret. Hvis han i specialskolen lever

struktureret, men i hjemmet lever ustruktureret, kan det ifølge Dencik betyde, at Jørn

vil have svært ved at danne sig en identitet, da han ikke ved, hvordan han skal agere

i de forskellige arenaer. Jørns plejeforældre har i mellemtiden også fået ansvaret for

Jørns lillebror, Mads. Derudover har forældrene tre biologiske børn. Dette kan

betyde, at plejefamilien har svært ved at skulle holde en lige så struktureret hverdag

derhjemme, som Jørn har på specialskolen. Det kan derfor være svært for Jørn at

føle sig tilpas i sin tilværelse.

Delkonklusion:

Ud fra analysen kan der konkluderes, at selvom Jørn bliver tvangsinstitutionaliseret,

lykkedes det ham ikke at bryde den negative sociale arv. Grunden til, at han ikke er i

stand til at bryde den negative sociale, ifølge Giddens er, at det ekspertsystem som

han er omgivet af, ikke har nok kompetencer.

Bourdieu ville sige, at Jørn ikke har formået at bryde den negative sociale arv, da

hans sociale kapital er lav grundet hans autisme og ADHD, som netop er forårsaget

af hans lave sociale kapital i hans tidlige barndom, hvor han som spæd ikke fik den

rette nærvær.

38

Ifølge Denciks teori formåede Jørn ikke at bryde den negative sociale arv, da han i

den første tid opholder sig på en offentlig institution, hvor hans behov ikke er det

primære fokus for hans omgivelser. Den anden årsag er, at han ikke har fået den

omsorg erstatning, han havde brug for, for at udvikle sig. Dette argument har han

tilfælles med Giddens i forhold til, at det er ekspertsystemet, der ikke er godt nok.

Forskellen mellem disse er, at Dencik ser et problem i, at der er så stor forskel på

hans hverdag hjemme hos plejefamilien og i den meget strukturerede specialskole,

mens Giddens ikke tillægger dette så stor betydning, da det for ham handler om,

hvor godt ekspertsystemet er i kontrast til, hvordan hverdagen er i hjemmet.

Derudover mener Giddens, at den grundlæggende ontologiske sikkerhed er

afgørende for, at Jørn kan håndtere livet i det senmoderne samfund. Den

ontologiske sikkerhed på det personlige-eksistentielle plan er ikke-eksisterende

under Jørns opvækst, hvilket medfører en grundlæggende mistillid til sig selv.

Tilliden til sig selv kan ifølge Giddens være essentielt for, at et individ er i stand til at

leve i det senmoderne samfund. Jørns mangel på dette kan derfor have betydet, at

han ikke har været i stand til at bryde den negative sociale arv.

39

Diskussion af statslige indsatser Jørn fjernes fra sine biologiske forældre og sendes i plejefamilie i en tidlig alder. Han

vokser op i et godt og sundt miljø med søskende som han kan spejle sig i. I

realiteten har han gode muligheder for at bryde den negative sociale arv, men hvad

kan årsagen være til, at han netop ikke bryder den? Jørns biologiske forældre var

som nævnt misbrugere, hvilket kan have påvirket Jørn i en negativ retning i

fosterstadiet. Flere undersøgelser viser netop, at spædbørn kan fødes med

abstinenser, hvis moderen er i et rusmiddelmisbrug, (Sundhedsstyrelsen, 2000)

(Sundhedsstyrelsen, 2017) hvilket Jørns mor er. Derudover ser man også, at

rusmiddelskadede børn ofte får diagnoser som autisme og ADHD senere i deres liv,

(Center for Rusmiddelskadede Børn, 2017) som er medfødte (ADHD-foreningen,

2018) (Socialstyrelsen, 2018). Disse diagnoser ses netop ved Jørn, så derfor kan

der argumenteres for, at Jørns diagnoser kan være forårsaget af moderens misbrug.

Skal vi som samfund gå ind og regulere på gravide kvinders livsstil, i forsøget på at

mindske sygdomme, der kan udvikle sig i fosterstadiet? For at mindske mængden af

sygdomme hos børn, heriblandt Jørn, kunne man lave en lov, som gjaldt om, at alle

gravide kvinder skulle have en sund livsstil i form af ingen rusmidler, mens de er

gravide og hvis ikke de overholdt kravene, ville de evt. få en bøde. Udover

reduktionen af sygdomme blandt børn, ville det ovenikøbet også være med til at

reducere procentdelen af negativ social arv. Dog ville man ved sådan en

foranstaltning lægge låg på individets ret til selvbestemmelse, som er en

menneskerettighed, der vægtes højt i Danmark. Dette er en større etisk diskussion,

som bryder med flere normer og principper som er i nutidens samfund. En

diskussion, der er mere i tråd med de samfundsnormer, som eksisterer er, hvorvidt

man skal give statslige instanser friere rammer til at kontrollere socialt udsatte

familier med børn. De offentlige instanser er konstant under pres, blandt andet

grundet nedskæringer på omkring en halv milliard tilbage i år 2013, på hjælp til

udsatte børn (Kirsten Nilsson, 2013). Det er i stigende grad et stort problem, at der

kommer flere udsatte børn og unge (Danmarks statistik, 2018), da det kræver mange

ressourcer og penge for staten i forsøget på at komme dette til livs. Altså er der nødt

til at være en politisk opbakning til dette.

40

Diskussionen om politisk opbakning handler ikke kun om økonomi, men også om

beføjelser til de fagpersoner, der skal vurdere de sociale situationer i de udsattes

familiers hjem. Der kan argumenteres for, at en af de problematikker, der kan være

er, at det kan være svært for fagpersoner at gennemskue, hvad den egentlige

tilstand er i hjemmet. Nogle familier ved godt, hvad de offentlige instanser lægger

vægt på, når de kommer på anmeldte hjemmebesøg. Derfor bliver der i mange

tilfælde opstillet et glansbillede af, hvordan børnene har det, samt hvordan familien

trives, når de får anmeldt besøg af en offentlig instans. Der bliver ryddet op i

hjemmet, børnene får rent tøj på og der bliver ikke talt om hverdagens

problematikker. Dette er et eksempel, som ses i dokumentaren “Rigtig Voksen”

(Made in Copenhagen, 2017). Det kan være en udfordring for staten at vurdere,

hvad der er en realitet og hvad der er misvisende informationer. De offentlige

instanser skal være påpasselige med at lave en indblanding i noget, som måske ikke

er nødvendigt. Det kan diskuteres om en løsning kan være, at der skal være flere

uanmeldte besøg hos familierne. Udbyttet ved dette kan være, at familierne ikke har

mulighed for at opstille førnævnte glansbillede og derfor give den offentlige instans

et mere realistisk billede af hjemmets tilstand. Problematikken ved uanmeldte besøg

er, at retten til privatliv kan blive krænket og hvor går grænsen så for, hvad der er

acceptabelt?

Konflikterne mellem barnets ret holdt op imod forældrenes ret kan overføres til Jørns

første måneder, da der kan argumenteres for, at Jørn er blevet skadet i denne

periode, ved at hans forældre ikke kunne håndtere opgaven. I Jørns tilfælde er de

offentlige instanser klar over den sociale situation i familien, men har stadig ikke

værktøjerne til at gribe ind, da de biologiske forældres ret til at forsøge at få et

familieliv skal respekteres.

Efter den første del af dokumentarserien om Jørn kom, blev der lavet forskellige

politiske stramninger, som gav større mulighed for at gribe ind overfor socialt udsatte

familier med børn (Carlson & Jepsen, 2017). I 2008, altså 10 år efter stramningerne,

anerkendte den daværende velfærdsminister, Karen Jespersen, som var med til at

lave disse stramninger i 1998, at disse ikke har haft den ønskede effekt.

41

Karen Jespersen argumenterer for, at det er kommunerne, der ikke er i stand til at

følge den gældende lovgivning og der derfor er behov for yderligere administration

for at sikre, at loven bliver efterlevet (Jyllands Posten, 2008). Dog bliver der af Tove

Larsen, daværende formand for Socialudvalget i KL, argumenteret for, at en

yderligere statslig styring ikke er vejen frem. Hun mener, at det er et svært område

for kommunerne at håndtere, da de den ene dag kritiseres for at fjerne for mange

børn og den næste for at fjerne for få. Dog argumenterer hun for, at det er

kommunerne selv, der skal administrere håndteringen af loven og ikke staten

(Jyllands Posten, 2008). Ud fra denne argumentation kan der diskuteres, hvorvidt

arbejdet de offentlige instanser gør for at bryde den negative social arv, overskygges

af interne politiske diskussioner og ender med at være en diskussion omkring

administration fremfor at have det enkelte barn i fokus.

Den nuværende undervisningsminister Merete Riisagers udtalelser, at den eneste

måde at bryde negativ social arv er ved at fjerne børn fra deres skadelige sociale

arenaer. Her kan der trækkes paralleller til Bourdieu da han argumenterer for, at det

nærmest er umuligt at bryde den negative sociale arv i hjemmet. Hvis Jørn bruges

som argument i denne diskussion, kan der på den ene side argumenteres for, at han

fjernes fra sine biologiske forældre og får faste rammer, men at dette ifølge Merete

Riisagers udsagn ikke er sket tidligt nok. Diskussionen om, hvad der er tidligt nok, er

et yderst omdiskuteret emne. Næsten alle forskere er enige om, at den mest

effektive måde at bryde negativ social arv på, er ved så tidligt som muligt at gribe ind

i barnets udviklingsmønster. Dette understøttes af Egmont Rapporten, som er omtalt

tidligere i projektet. De lægger til grund, at indgrebet skal ske inden 3-års alderen. I

forbindelse med, at man griber ind, opstår der en diskussion omkring, hvorledes

dette skal udføres, altså hvorvidt børnene skal fjernes. Skal man forsøge at støtte

børnene i deres hjem? Eller handler det om at give forældrene flere ressourcer til at

løfte opgaven?

42

I en forskningsartikel fra ROCKWOOLs forskningsenhed argumenteres der for, at

det er statens opgave at støtte socialt udsatte forældre ved at give dem flere

ressourcer til at se deres børns behov og udviklingspotentiale. Forskningsenhedens

argumentation bygger på, at forældre altid vil deres børn det bedste, men at de

mangler ressourcerne til dette. Holdningen, som indebærer, at forældre skal have

hjælp fra staten til selv at kunne tage vare på deres barn ligger også til grund for

Jørns ophold på familieinstitutionen. Her valgte staten at give Jørns biologiske

forældre muligheden for at blive vejledt til selv at kunne tage vare på deres barn.

Dette lykkedes dog ikke og Jørn fjernes, hvilket lægger op til en diskussion om alle

forældre er i stand til at modtage den hjælp, de får tilbudt. Senere viser det sig, at

Jørns biologiske mor lider af flere psykiske lidelser, bl.a. kan hun ikke føle empati.

Dette betyder, at hun ikke er i stand til at aflæse og forstå Jørns følelser og dermed

ikke er i stand til at se, hvornår Jørn har brug for hende. Jørn kan derfor ikke lære

empati fra forældrene. Dette kan bruges som eksempel til at miskreditere

ROCKWOOLs forskningsenhedens argumentation, da det er ikke har været nok at

give Jørns forældre vejledning, da hun er psykisk syg og dette er en hæmsko for

hendes muligheder for at give Jørn den omsorg og det nærvær han har brug for

(Psykiatrifonden, 2018). Der er desværre en lang række socialt udsatte familie i

Danmark, hvor en eller begge af forældrene lider af psykiske sygdomme. I disse

situationer vælger staten at fjerne barnet og sætte det i plejefamilie. Det er dog ikke

altid, at anbringelserne giver den ønskede effekt (Ankestyrelsen, 2018).

Ifølge en SFI undersøgelse fra 2011 klarer børn, der er anbragt uden for hjemmet

f.eks. i plejefamilier sig dårligere end børn, der ikke er anbragt. Anbringelsen giver

ifølge undersøgelsen en større risiko for, at de anbragte børn ikke får en højere

uddannelse end folkeskolen og de er oftere arbejdsløse. Derudover viser

undersøgelsen også, at de har dårligere helbred både psykisk og fysisk. Der er

derfor ifølge SFI behov for at udvikle plejeinstitutionerne. Dette argumenterer de for

skal gøres ved blandt andet at forbedre plejefamilien, så de bliver bedre i stand til at

kunne imødekomme børnenes særlige behov (Svane-Knudsen, 2011). I dette

tilfælde kan der endnu engang trækkes paralleller til Jørns situation, da Jørns

plejeforældre ikke var i stand til at imødekomme Jørns psykiske problemer. Dette

betød for Jørn, at han ikke fik de redskaber, han skulle bruge for at kunne bryde sin

negative sociale arv.

43

Når man lægger en undersøgelse som denne til grund for en argumentation, er det

vigtigt at se på, hvad der kan være alternativet. Altså kan man diskutere, hvilke

konsekvenser det kunne have fået for barnet i fremtiden, hvis det var blevet i

hjemmet hos deres biologiske forældrene. Dette er en svær diskussion at tage, da

der ikke findes data til at underbygge denne holdning, da vi i vores samfund i dag

har forskellige initiativer til at forsøge at modarbejde negativ social arv.

Det er interessant at kigge på, hvordan man i vores samfund forsøger at afhjælpe

negativ social arv, da vi i Danmark laver flere og flere indsatser på området. Ifølge

Anders Holm, som er professor fra sociologisk Institut på Københavns Universitet, er

det de enkelte lærere, der skal spille en afgørende rolle, som beskrevet tidligere i

projektet. Han lægger op til en debat om, hvordan man hjælper de udsatte børn, når

de er kommet i skole. Hans fokus er, at man ikke skal prioritere penge direkte til

skolerne, men at fokusset skal lægges på den enkelte lære i stedet, da den mest

effektive måde at bryde negativ social arv på, er ved at give børnene en tæt kontakt

til et andet individ udenfor den sociale ramme, de oplever i hjemmet. Der er dog flere

punkter ved denne tilgang, som er diskutable. Hans argumentation bliver bakket op

af bl.a. Denciks teori omkring omsorgserstatning: i forhold til, at læreren ved at få de

rette ressourcer kan blive en sekundær omsorgsperson. Denne tilgang går i samspil

med Giddens teori omkring ekspertsystemet, som omhandler, at institutionerne ved

at få nok ressourcer kan afhjælpe negativ social arv. Det er dog på den anden side

yderst interessant, hvordan vi i samfundet definerer lærernes rolle og at det kan

være problematisk at lægge ansvaret for at bryde negativ social arv over på den

enkelte lærer, i stedet for at løse det i et eksternt statsligt organ.

En vigtig ting at lægge vægt på i diskussionen er det etiske dilemma ved at fjerne

børn fra deres forældre og gå ind at bryde familiernes rettighed til at bestemme over

eget liv. En af faktorerne i denne diskussion er, at hvis man vælger at fjerne et barn

med tvang, skal man være helt sikker på, at forældrene ikke kan håndtere opgaven.

Diskussionen er dermed, hvorvidt man som udenforstående kan vurdere dette, hvis

barnet f.eks. kun er en uge gammel. Hvis man lægger Bourdieus teori om habitus til

grund for argumentationen, vil det være givende at fjerne børn så tidligt som muligt,

da de i de først måneder lager indtryk, som de vil bære med sig ind i voksenlivet.

44

Hvis dette holdes op imod Jørns start på livet, er det respekten for hans biologiske

forældres rettighed til familieliv, der er argumentation for, at man ikke følger

Bourdieus teori og venter med at fjerne ham. Dette vil sige, at hvis begrundelsen

skal bruges, at den eneste måde at bryde negativ social arv er ved en tidlig indsats,

skal man fra regeringens side lave en lovgivning, der gør dette muligt.

Delkonklusion

Ud fra diskussionen kan der konkluderes, at det i Jørns tilfælde er hans arv, der slår

igennem. Han er blevet placeret i nogle gode og effektive miljøer, der har givet ham

bedst mulige chancer for at bryde den negative sociale arv. Derfor kan der

konkluderes, at det er Jørns arv fra sine biologiske forældre, der har gjort, at Jørn er

endt ud i kriminalitet og hashmisbrug. Derudover kan der samtidig konkluderes, at

Jørns biologiske mors misbrug under graviditeten har påvirket ham i forhold til hans

psykiske lidelser, som blandt andet har været med til at medføre hans eget misbrug.

Ud fra ovenstående kan der konkluderes, at mange af de problemer, der er omkring

negativ social arv allerede, starter inden fødslen, men grundet samfundets værdier

vil det være yderst problematisk at gå ind og lovmæssigt regulere på gravide

kvinders sundhed.

En anden ting, som kommer frem i diskussionen er, at der er en problematik

omkring, hvordan offentlige instanser skal kontrollere forholdene i en social udsat

familie. Ud fra diskussionen konkluderes der, at det kan være svært at regulere disse

ting politisk, da det kan ende i en værdipolitisk fløjkrig.

Der kan konkluderes, at der i forhold til, hvordan man vil afhjælpe negativ social arv

er forskellige holdninger. Den gængse overbevisning er, at en tidlig indsats er den

mest effektive måde at påvirke et barns negative sociale arv. Der er forskellige

holdninger til, hvilken indsats, der skal benyttes for at give de socialt udsatte børn de

bedste muligheder for at kunne bryde den negative sociale arv. Dog kan der

konkluderes, at staten ikke kan nøjes med at støtte familierne, da mange socialt

udsatte familier lider under psykiske sygdomme og det derved kan være svært for

45

staten at give dem de ressourcer, de har behov for. Samtidig er det vigtigt, at hvis

man vælger at tvangsfjerne børnene og sætte dem i plejefamilie, at de offentlige

instanser har mulighed for at guide og vejlede plejefamilierne, så de har mulighed for

at lære at håndtere de udsatte børns særlige behov.

46

Konklusion Gennem arbejdet med projektet kan der konkluderes, at negativ social arv som

begreb kan dække over forskellige forhold. Der er dog en vis konsensus om, at

begrebet negativ social arv forsøges målt ved at studere f.eks., hvorvidt børn af

forældre uden uddannelse selv opnår en uddannelse. Der er dog også kritikere af

begrebet negativ social arv, men denne diskussion opholder sig kun i visse

akademiske kredse. Da projektet fokuserer på negativ social arv på flere niveauer i

samfundet, blev begrebsdiskussionen ikke tillagt en større betydning. Dog kan der

konkluderes, at selvom der i den brede debat er konsensus om at benytte begrebet

negativ social arv, er der meget forskellige meninger om, hvordan man forsøger at

bryde det.

I forhold til valget af metode kunne der under udførelsen af projektet konkluderes, at

det metodevalg, der lå til grund for arbejdet med empirien var yderst velvalgt. Især

beslutningen om at benytte mixed-methods gav et yderst produktivt resultat, da den

gav mulighed for et mere nuanceret billede. Det samme gjorde sig gældende ved

beslutningen om at benytte sekundær data.

Statens indsats kan dog også være med til at påvirke barnet i en negativ retning, idet

barnet dermed i tide og utide mindes om, at de er indbegrebet af negativ social arv.

Dette argumenteres for af forskere, der mener, at der skal snakkes om

chanceulighed fremfor negativ social arv, idet barnet giver lavere forventninger til sig

selv, når der snakkes om negativ social arv, i stedet for chanceulighed.

Ud fra arbejdet med teoretikerne, Giddens, Bourdieu og Dencik kan der konkluderes,

at de giver forskellige bud på, hvilke faktorer, der skal være til stede, hvis et individ

skal bryde en negativ social arv. Bourdieu lægger med sin teori op til, at det er meget

udfordrende at bryde den negative sociale arv, da individet, som er i risiko for at

have en tung negativ social arv, har forskellige udfordringer med i bagagen. Dette

beskriver Bourdieu som at have en lav kapital, hvilket resulterer i, at det kan være

udfordrende at bryde den negative sociale arv.

47

Dog ville han argumentere for, at homologi kan spille en rolle for at hjælpe med at

bryde den negative sociale arv, så man til trods for kun at have en generel lav

kapital, kan have høj kapital i et bestemt felt. Dencik argumenterer for, at måden et

individ bryder en negativ social arv er ved at blive socialiseret i forskellige sociotoper.

Det kan konkluderes, at denne teori er yderst brugbar til at forstå negativ social arv i

det moderne samfund, vi lever i i dag, da den bygger på dobbeltsocialiseringen, der

foregår i institutioner og privatsfæren i familien. Hans teori lægger op til, at måden

den negative social arv skal afhjælpes på er ved, at børn skal socialisere med

hinanden. Hvis dette lægges til grund for konklusionen, kan det konkluderes, at

samfundet i de sidste årtier har haft en positiv udvikling, da flere børn er kommet i

institution siden institutionaliseringen. Dencik og Giddens teorier opnår et samspil,

da Giddens argumenterer for, at måden man fra statens side hjælper med at bryde

den negative social arv, er ved at udarbejde et mere omfangsrigt ekspertsystem.

Dette ville kunne gøres gennem at udbygge de offentlige institutioner.

Nogle forskere mener, at man skal gribe hurtigt ind for, at barnet kan få mulighed for

at bryde den negative sociale arv. Herfra kan statens indsats være altafgørende. Der

er en anden forskning, der viser, at anbragte børn klarer sig dårligere end dem, der

ikke er blevet anbragt og en metode til at komme dette til livs ville være at give

plejefamilierne flere ressourcer. Samtidig argumenterer visse forskere for, at man

kunne undgå at anbringe børn i plejefamilier, hvis staten lavede en indsats, som gik

ud på at give flere ressourcer til de ressourcesvage familier.

I Jørns tilfælde har statens indsats ikke hjulpet ham med at bryde den negative

sociale arv. Dog kan der ud fra de valgte teoretikere og forskere konkluderes, at det

er muligt at bryde denne med hjælp fra staten. Statens indsats med at sende børn i

et ekspertsystem og ændre deres primære socialisering kan gøre, at børnenes

kapital forhøjes. Dermed formår de at klare sig succesfuldt indenfor job- og

uddannelsesmæssige områder og bryde den negative sociale arv.

48

Perspektivering til ghettoudspillet marts 2018

Gennem projektet er der blevet analyseret og diskuteret frem til, hvordan statens

indsatser kan påvirke socialt udsatte børns fremtid. Her er der blevet udledt, at

staten blandt andet benytter sig af tvangsinstitutionalisering. Dette mener politikerne

kan fremme brydning af den negative sociale arv i vores samfund og give børn en

bedre start på livet, end hvad der ellers var tilfældet. Et eksempel på en af disse

statslige indsatser er det nye ghettoudspil. Ghettoudspillet fra marts 2018 indeholder

en række initiativer, der gør op med parallelsamfundet. De 22 forskellige initiativer er

fordelt under fem temaer. Det fjerde tema, “En god start på livet for alle børn og

unge”, indeholder ti initiativer, der blandt andet skal sikre, at børn og unge får

mulighed for at komme ud af ghettoerne og dermed bryde den negative sociale arv

(Regeringen, 2018a).

Tvangsinstitutionaliseringen kommer til udtryk i det 12. initiativ, “Obligatorisk

dagtilbud skal sikre bedre danskkundskaber inden skolestart”. Dette går ud på at

tvinge børn i ghettoområderne, fra alderen 1 år til børnene skal starte i skole, til at

være minimum 30 timer om ugen i institution, for at fremme deres trivsel,

sprogudvikling samt læringsparathed inden skolestart. Dette udføres i en sådan tidlig

alder, da forskning viser, at tidlig indsats fra 0-3 år er der, at børns kognitive, sociale

og emotionelle kompetencer udvikles bedst (Regeringen, 2018a).

Dette påvirker dog ikke kun de ikke-vestlige børn, da en del af ghettoerne også

består af vestlige børn. Disse børn bliver ligesom de ikke-vestlige børn tvunget i

daginstitution. Ud fra analysen af Jørns liv er der blevet udledt, at det er arven og

ikke miljøet, der påvirker hans mulighed for at bryde den negative sociale arv.

Børnene i ghettoområderne er derfor, set ud fra Jørns liv, ikke nødvendigvis sikret en

bedre fremtid, da miljøet i daginstitutioner ikke ville kunne gå ind og påvirke børnene

nok i forhold til deres egen arv.

49

Ud fra definitionen af socialt udsatte børn kan det konkluderes, at det er

kombinationen af risikofaktorer over længere tid, der gør et barn socialt udsat. Jørn

er ifølge definitionen meget socialt udsat og dette kan være den egentlige grund til,

at Jørns arv vægter meget højere end hans miljø. Dette er nødvendigvis ikke

tilfældet for alle børnene i ghettoerne, da risikofaktorerne ikke er med til at definere

en ghetto. Der kan derfor sagtens leve børn, der ikke er socialt udsatte. Ud fra dette

kan det ikke afvises, at disse børn ikke ville kunne vægte miljøet højere end arven

og dermed bryde den negative sociale arv.

Med udgangspunkt i den valgte teoretiker, Anthony Giddens, kan ekspertsystemer

og den øgede refleksivitet i det senmoderne samfund hjælpe individer med at bryde

den negative sociale arv. Dette kan ske, da børn ifølge Giddens ikke længere danner

sig en identitet ud fra forældrene, men ud fra deres egen refleksivitet.

Ekspertsystemerne kan her hjælpe børnene til at øge deres mulighed for

selvrefleksivitet. Dette kan i sidste ende betyde, at barnet ikke danner sig en identitet

baseret på deres forældre og dermed er i stand til at bryde den negative sociale arv.

Lars Dencik mener i modsætning til Giddens, at man på grund af den tvunget

dobbeltsocialisering risikerer at påvirke børnene i ghettoområderne i en negativ

retning. Dette kan ifølge Dencik ske, hvis de to arenaer (privatlivet og den offentlige)

er for forskellige. Hvis dette er tilfældet, kan børnene i ghettoområderne have svært

ved at finde ud af, hvordan de skal opføre sig alt efter deres position af socialisering.

Dette kan skabe identitetskriser, der kan bevirke, at børnene ikke er i stand til at

skabe deres egen identitet og derfor blive ligesom deres forældre. Børnene ville i

dette tilfælde, ifølge Dencik, ikke være i stand til at bryde den negative sociale arv.

Derudover kan Bourdieus teori om habitus kobles på tvangsinstitutionalisering, da

børn fra ghettoområdernes virkelighedsforståelse og måde at agere på fremadrettet

kan påvirkes af deres væren i institution. Dette kan ske i form af, at de befinder sig i

et andet miljø med nogle andre børn og pædagoger med andre kulturelle værdier,

end hvad de formentlig har derhjemme. Dette kan gøre, at børnene ubevidst opnår

flere ressourcer, som kan benyttes i fremadrettede sociale situationer, end hvis de

ikke havde fået denne socialisering i institutionen.

50

Ud fra analysen og valgte teoretikere vurderes det, at ghettoudspillet kan have en

positiv indvirkning på børn med færre risikofaktorer end Jørn. Dog kan socialt

udsatte børn i ghettoområderne, med en stor kombination af risikofaktorer, have

svært ved at lade det bedre sociale miljø i daginstitutionen påvirke dem positivt, da

arven vægter tungere. Dette kan betyde, at de har svært ved at skabe sig en

identitet, der ikke er baseret på deres forældres og dermed ikke formår at bryde den

negative sociale arv.

51

Litteraturliste

Bøger - Andersen, & Kaspersen (2013), Klassisk og moderne samfundsteori. Hans

Reitzels Forlag, 5. udgave.

- Boolsen (2004), Kvalitative analyser i praksis, Forlaget Politiske Studier

- Dencik & Schultz Jørgensen (2008), Børn og familie i det postmoderne

samfund, Hans Reitzels forlag.

- Dencik (2005), Mennesket i postmoderniseringen, Billesø & Baltzer.

- Dencik et al. (1999), Familie og børn i en opbrudstid, Hans Reitzels forlag.

- Egebrønd (2007), Negativ social arv, Frydenlund.

- Frederiksen et. al. (2014), Mixed methods-forskning, Hans Reitzels Forlag

- Harboe (1999), Indføring i sociologisk metode, Samfundslitteratur, 2. Udgave

- Jensen & Meyer (2011), Pædagogens bog om individ, institution og samfund,

Akademisk Forlag, København

- Kristensen & Hussain (2016), Metoder i samfundsvidenskaberne,

Samfundslitteratur

- Larsen (2012), En enklere metode, Akademisk Forlag

- Neergaard (2001), Udvælgelse af cases i kvalitative undersøgelser,

Samfundslitteratur

52

- Rasmussen et al. (2017), Samfundsvidenskabelige metoder – en introduktion.

Syddansk Universitetsforlag, 3 udgave.

- Søgaard (2002), Mønsterbrud, Billesø & Baltzer.

- Wilken (2006), Pierre Bourdieu, Roskilde Universitetsforlag, 1. udgave.

Internetsider

- ADHD-foreningen (2018), Årsager til ADHD, https://adhd.dk/om-

adhd/aarsager-til-adhd/, hentet d. 6/12-18

- Ankestyrelsen (2018), De 4 forhold, der kan begrunde anvendelse af reglerne

om anbringelse uden samtykke, https://ast.dk/born-familie/hvad-handler-din-

klage-om/sager-om-born-og-unge/anbringelse-uden-samtykke/de-4-forhold-

der-kan-begrunde-anvendelse-af-reglerne-om-anbringelse-uden-samtykke,

hentet d. 6/12-18

- Bleses et. al. (2017), Forskere: Sådan bryder vi den negative sociale arv,

https://www.altinget.dk/social/artikel/forskere-saadan-bryder-vi-den-negative-

sociale-arv, hentet d. 5/12-18

- Børne- og Socialministeriet (2018a), Udsatte børn og unge,

https://socialministeriet.dk/arbejdsomraader/udsatte-boern-og-unge/, hentet d.

20/11-18

- Børne- og Socialministeriet (2018b), Kommunerne øger antallet af

forebyggende indsatser for udsatte børn og unge,

https://socialministeriet.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2018/dec/kommunerne-

oeger-antallet-af-forebyggende-indsatser-for-udsatte-boern-og-unge/, hentet

d. 5/12-18

53

- Bølling-Ladegaard (2017), Eksperter: Vil vi bryde negativ social arv, skal vi

gribe tidligt ind, https://politiken.dk/indland/art6043964/Vil-vi-bryde-negativ-

social-arv-skal-vi-gribe-tidligt-ind, hentet d. 5/12-18

- Center for Rusmiddelskadede Børn (2017), Født med rusmiddelskader

https://cfrb.dk/boern-foedt-med-rusmiddelskader/, hentet d. 6/12-18

- Christiansen (2015), LA: Den sociale arv kan ikke fjernes,

https://www.dr.dk/nyheder/politik/la-den-sociale-arv-kan-ikke-fjernes, hentet d.

5/12-18

- Copyright forfatterne (2018), Kritik af begrebet social arv,

https://sociologiskset.systime.dk/index.php?id=348, hentet d. 5/12-18

- Danmarks statistik (2018), Antallet af udsatte børn og unge er steget,

https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=31426, hentet d. 6/12-18

- Den Danske Ordbog (2018), Mønsterbryder,

https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%B8nsterbryder, hentet d. 10/12-

18

- Egmont Fonden (2016), Hvordan bryder vi den negative sociale arv tidligt –

og sammen, https://www.egmontfonden.dk/Presse/Nyheder/Livemagasin-

Hvordan-bryder-vi-den-negative-sociale-arv-tidligt--og-

sammen/#.XAfgOi0kru1, hentet d. 5/12-18

- Ejrnæs (2008), Pædagoger, forskere og diskursen om social arv,

http://www.socialpaedagogik.dk/assets/morten-ejrnæs---pædagoger%2C-

forskere-og-diskursen-om-social-arv---tfs-

2008.pdf?fbclid=IwAR0c7lJPTkirMkemHqKoB6EJOlIruy8iI9P8scUZRWTggcd

MA5s59GeKcrk, hentet d. 5/12-18

54

- Folketinget (2018), Åbent samråd om social arv og social ulighed

https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/sou/kalender/3787/samraad.htm, hentet d.

5/12-18

- Hansen (2018), Rusmidler, https://www.dkr.dk/ungdomskriminalitet/rusmidler/,

hentet d. 14/12-18

- Hjortebjerg (2018), Risiko- og beskyttelsesfaktorer,

https://vidensportal.dk/temaer/udadreagerende-adfaerd/risiko-og-

beskyttelsesfaktorer, hentet d. 5/12-18

- Holm (2012), Unges uddannelse kraftigt påvirket af social arv,

https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2012/2012-08-07-unge-uden-

uddannelse, hentet d. 21/11-2018

- Juul & Damm (2016), Den sociale arv er blevet stærkere i Danmark,

https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_den-sociale-

arv-er-blevet-staerkere-i-danmark.pdf, hentet d. 20/11-2018

- Juul & Blicher (2018), De fattigeste har sværere ved at bryde den sociale arv,

https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_de-fattigste-

har-svaerere-ved-at-bryde-den-sociale-arv.pdf, hentet d. 5/12-18

- Jyllands Posten (2008), Lettere at tvangsfjerne efter mors lille dreng,

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE3941069/Lettere-at-tvangsfjerne-efter-

mors-lille-dreng/, hentet d. 6/12-18

- Jørgensen (2018), Social arv,

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_t

ermer/social_arv, hentet d. 4/12-18

- Kirsten Nilsson (2013), Kommunerne skærer knap en halv milliard kroner på

udsatte børn, https://politiken.dk/indland/art5449352/Kommunerne-skærer-

knap-en-halv-milliard-kroner-på-udsatte-børn, hentet d. 6/12-18

55

- Ploug (2007), Socialt udsatte børn,

https://pure.sfi.dk/ws/files/256847/0725_Socialtudsatte.pdf, hentet d. 5/12-18

- Psykiatrifonden (2018), Personlighedsforstyrrelser,

http://www.psykiatrifonden.dk/viden/diagnoser/personlighedsforstyrrelser/pers

onlighedsforstyrrelse.aspx, hentet d. 6/12-18

- Regeringen (2018a), Ghettoudspil,

https://www.regeringen.dk/nyheder/ghettoudspil/, hentet d. 10/12-18

- Regeringen (2018b), Obligatorisk dagtilbud skal sikre bedre danskkundskaber

inden skolestart, https://www.regeringen.dk/nyheder/ghettoudspil/obligatorisk-

dagtilbud-skal-sikre-bedre-danskkundskaber-inden-skolestart/, hentet d.

10/12-18

- Ritzau (2017), Socialt udsatte børn regner oftere med en trist fremtid,

https://politiken.dk/indland/art5993501/Socialt-udsatte-børn-regner-oftere-

med-en-trist-fremtid?fbclid=IwAR1SHF8PIP9WeB_-

3iZBt4YGXnuYScdHXVFe91p44zv3WVunn8rImhEBXds, hentet d. 5/12-18

- ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed (2017), Den sociale arv har

konsekvenser hele livet, https://www.rockwoolfonden.dk/artikler/den-sociale-

arv-har-konsekvenser-hele-livet/#, hentet d. 5/12-18

- Socialstyrelsen (2018), Om autisme,

https://socialstyrelsen.dk/handicap/autisme/om-autisme, hentet d. 6/12-18

- Sundhedsstyrelsen (2017), Graviditet: andre rusmidler end alkohol

https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/graviditet-og-foedsel/information-til-

gravide/andre-rusmidler-end-alkohol#, hentet d. 6/12-18

- Sundhedsstyrelsen (2000), Narkotikasituationen i Danmark 1999, kapitel 16

56

https://sundhedsstyrelsen.dk/publ/publ2000/narkosit_dk/inde0027.htm, hentet

d. 6/12-18

- Svane-Knudsen (2011), Anbringelse bryder ikke børns sociale arv,

https://videnskab.dk/kultur-samfund/anbringelse-bryder-ikke-borns-sociale-ar,

hentet d. 6/12-18

- Trier (2014), Den enkelte lærer er afgørende,

https://www.folkeskolen.dk/540140/den-enkelte-laerer-er-afgoerende, hentet

d. 5/12-18

Dokumentar

- Made in Copenhagen (2017), Rigtig voksen,

https://filmcentralen.dk/grundskolen/film/rigtig-voksen, hentet d. 6/12-18

- TV2 dokumentar (2017), Er du mors lille dreng?: Mors lille dreng på egne ben,

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/er-du-mors-lille-dreng/mors-

lille-dreng-paa-egne-ben-135809, hentet d. 5/12-18

- TV2 dokumentar (2008), Er du mors lille dreng?: 10 år senere,

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/er-du-mors-lille-dreng/10-

aar-senere-89272/, hentet d. 5/12-18

- TV2 dokumentar (1998), Er du mors lille dreng?: Historien om Jørn,

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/er-du-mors-lille-

dreng/historien-om-joern-89271/, hentet d. 5/12-18

Billede

- Altinget.dk (2013), https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/sparekniv-

skaerer-dybest-hos-udsatte-boern, hentet d. 12/12-18