Embed Size (px)
Citation preview
0
SKEMA 4: SPECIALEAFLEVERING
Institut for Æstetiske Fag
Navn
Iben Skov Lehnert
Årskortnummer
20033282
Afdeling (sæt kryds)
DRA
KUN
LIT
MUS
ÆK X
Adresse
Jagtvej 109F, 4.th., 2200 København N.
Telefon
27120373
Titel på dansk
”Atmosfære - kulturens kilopris og urbanitetens aorta”
Title (in English)
”Atmosphere - Cultural Cost per Kilo and the Aorta of Urbanism”
Dato for indgået specialeaftale
23. februar 2009
Afleveringsdato
21. august 2009
Vejleder
Henrik Kaare Nielsen
Antal anslag
161.977
Specialet afleveres til specialesekretariatet i 3 eksemplarer – hvert eksemplar vedlagt dette skema
Udlån af speciale (sæt 1 kryds)
Specialet må udlånes og evt. offentliggøres på nettet X
Specialet må udlånes, men må ikke offentliggøres
på nettet
Specialet må ikke udlånes
Sekretariatets notater
Censor
Seneste bedømmelsesdato
1
1.0 INDLEDNING OG OPGAVENS STRUKTUR ........................................................................ 3
2.0 ATMOSFÆRER .......................................................................................................................... 6
2.1 Atmosfærebegrebet fra et objektivt perspektiv .................................................................... 8 2.1.1 Tingens aura ........................................................................................................................ 8
2.1.2 Arkitekturens og atmosfærens paradoksale forhold.......................................................... 10
2.1.3 Byen som generator af atmosfære ..................................................................................... 12
2.2 Atmosfære som subjektivt medieret ..................................................................................... 14 2.2.1 Det fænomenologiske atmosfærebegreb ........................................................................... 14
2.2.2 Byboeren som skaber af atmosfære .................................................................................. 15
2.2.3 ”Planning the Unplannable”.............................................................................................. 18
2.3 Atmosfære som noget der opstår i udveksling mellem subjekt og objekt ........................ 20 2.3.1 Nyt subjekt og nyt objekt – eller ingen af delene? ............................................................ 20
2.3.2 Atmosfæren som aktivt fænomen ..................................................................................... 22
2.3.3 Et receptionsæstetisk perspektiv ....................................................................................... 25
2.3.4 Tekstlig ubestemthed og arkitektonisk begrænsning ........................................................ 27
3.0 BYRUMMET - DENGANG OG I DAG .................................................................................. 30
3.1 Byrumsarkitektur og -funktioner ......................................................................................... 31 3.1.1 Fire aktuelle bytyper ......................................................................................................... 32
3.1.2 Københavns byrumsmæssige historiske forandring ......................................................... 34
4.0 ANALYSE AF BRYGHUSPROJEKTET ............................................................................... 37
4.1 Bryghusgrunden - et omdiskuteret byrum .......................................................................... 38 4.1.1 Tiltrækningskræfter og afstande ....................................................................................... 38
4.1.2 At bygge med succes på Københavns Havn ..................................................................... 41
4.2 Beskrivelse af Bryghusprojektet ........................................................................................... 44 4.2.1 Bryghusprojektets atmosfæreskabende elementer ............................................................ 47
4.3 Problematikker ved Bryghusprojektet ................................................................................ 51 4.3.1 Trafikintensiteten .............................................................................................................. 51
4.3.2 Fodgængeren - en essentiel deltager ................................................................................. 53
4.3.3 Bryghusprojektet vs. det historiske nærmiljø ................................................................... 55
4.3.4 Bryghusprojektet - en succes? .......................................................................................... 58
2
5.0 PERSPEKTIVERING ............................................................................................................... 60
5.1 Markedskræfternes dominans i byrummet ......................................................................... 61 5.1.1 Hvornår er et byrum lykkedes? ......................................................................................... 65
5.1.2 Bryghusprojektet - et civilsamfunds- eller markedsprojekt? ............................................ 67
5.1.3 Bilfri Vester Voldgade - et tankeeksperiment .................................................................. 68
5.2 Atmosfærisk magtbalance ..................................................................................................... 70
6.0 KONKLUSION .......................................................................................................................... 72
7.0 ABSTRACT ................................................................................................................................ 76
8. 0 LITTERATURLISTE OG KILDEHENVISNINGER .......................................................... 78
8.1 Litteratur: ............................................................................................................................... 78 8.2 Andre kildehenvisninger: ...................................................................................................... 80
3
1.0 Indledning og opgavens struktur
Atmosfære er et fænomen, som de fleste har stiftet bekendtskab med, men som er særligt
svært at forklare, hvad er. Det er noget, vi sanser og kan beskrive, hvordan føles, men hvad
det helt præcist er, synes næsten umuligt at klargøre. I forhold til disse forklaringsproblemer
er det alligevel et begreb, vi ofte benytter i forbindelse med vores oplevelse af ting,
begivenheder og rum. Eksempelvist kan en historie eje en særlig magisk atmosfære, et sted
kan omgives af en hyggelig atmosfære, et bryllup kan kendetegnes ved en romantisk
atmosfære, en by kan have en smittende, livlig eller en kedelig, trist atmosfære, en koncert
kan have en sitrende og intens atmosfære eller være atmosfæreforladt. Rækken af sådanne
beskrivelser er uendelig. Generelt set bruges ordet atmosfære dog overvejende som et positivt
kendetegn. Læser man anmeldelser eller reklametekster for eksempelvis hoteller, restauranter
eller lignende bruges det, at stedet ejer atmosfære, ofte være et positivt træk i sig selv.
Atmosfære er et begreb, der ligger til genstand for utallige beskrivende tillægsord, men som i
sig selv står uden præcis definition. Dette skyldes til dels, at atmosfæren i sit væsen er en
flygtig størrelse - en slags svævende virkelighed, der er umulig at indfange eller gengive.
Samtidig synes alt at kunne eje atmosfære. Selv en atmosfærebeskrivelse kan endda blive
atmosfærisk.
Atmosfæren er altså som fænomen vidtrækkende, og det er derfor nødvendigt med en
indskrænkning i forhold til nærværende opgave. Jeg vil koncentrere mig om
atmosfærebegrebet i en byrums- og arkitekturmæssig diskurs, hvilket også indeholder en
anskuelse af subjektets rolle i den kontekst. For en yderligere klarlægning af mit fokus vil jeg
i det følgende skitsere nogle indledende kommentarer om atmosfære i en bymæssig kontekst.
Når der tales om en bys atmosfære, er det vigtigt at klargøre, at en by kan have flere
meget forskellige atmosfærer under en overordnet atmosfære. Det er et spørgsmål om
perspektiv. I byens forskellige rum vil der naturligt nok også tilhøre forskellige atmosfærer –
eksempelvis vil banegården have en anden atmosfære end havnen, hvis atmosfære igen vil
differentiere sig fra det lille torvs atmosfære. En bys samlede atmosfære er ifølge Gernot
Böhme den fremmedes perspektiv, da det oftest ikke er denne atmosfære, den hjemmevante
borger oplever i sin dagligdag.1 Denne måde at betegne en by ud fra en særlig karakteristisk
1 Albertsen, Niels: ”Urbane atmosfærer” IN Sosiologi i dag, p. 24.
4
atmosfære er ofte et led i at forklare eller at give en by identitet, hvilket i højere grad er til ære
for turisten snarere end borgeren i byen. Udover turismen er en anden grund til at etablere en
karakteristisk byatmosfære og identitet at kunne eksportere denne identitet til andre lande.
Venedig er et vellykket eksempel på en by, der har formået at eksportere sin identitet.2 Dog
kan denne eksport også virke udtømmende for byen, fordi den originale by må arbejde hårdt
på at fastholde originaliteten, hvilket kan medvirke, at identiteten kommer til at fremstå som
en karikeret parafrase. Denne overordnede byatmosfære, som er nært beslægtet med byens
identitet, leder dog fokus væk fra den atmosfærediskurs, som er primær i denne sammenhæng
– nemlig byrummets foranderlige atmosfærer, der opleves af det sansende individ.
Altså vil mit fokus i nærværende opgave primært handle om specifikke atmosfærer i
byen og ikke byens overordnede atmosfære, selvom begge atmosfæreopfattelser er til stede i
opgaven. Jeg vil forholde mig til udvalgte byrum, og opgaven vil i særdeleshed være
koncentreret om byrum i København. Som særlig case har jeg valgt at analysere
Bryghusprojektet på Københavns Havn, som er et endnu ikke realiseret projekt. Dette projekt
er alligevel relevant og interessant i denne sammenhæng, da det netop beskæftiger sig med
atmosfære- og bylivsproblematik på Københavns Havn. Det vil derfor blive de
atmosfæreskabende elementer i projektet samt håndteringen af byrumsproblematikker, der
hovedsageligt bliver undersøgelsesgenstand for min analyse.
Opgavens teoretiske grundlag vil være en begrebsafklarende diskussion af forskelligt
positionerede teoretiske overvejelser omkring atmosfærers udspring og tilhørsforhold. Jeg vil
undersøge disse forskellige positioner, som primært deler sig i tre perspektiver. Det første
omhandler atmosfærers tilknytning til objektet, som i denne sammenhæng primært
præsenteres af professor i arkitektur ved Princeton Universitet, Mark Wigley, og den
hollandske arkitekt og teoretiker Rem Koolhaas, der bidrager med et bredere byrumsmæssigt
atmosfæreperspektiv. Dertil vil Walter Benjamins aurabegreb indgå som indledende
undersøgelse af Gernot Böhmes atmosfærebegreb. Det andet perspektiv vil forholde sig til
subjektets rolle i forhold til atmosfære, og her kan lektor ved Moderne Kultur og
Kulturformidling, Henrik Reeh, og arkitekt og lektor ved Arkitektskolen Aarhus, Tom
Nielsen, nævnes som de primære kilder. Det tredje og sidste perspektiv præsenteres ved
Gernot Böhme og Niels Albertsen, som er fortalere for et selvstændigt atmosfærebegreb, der
2 Kunzmann, Klaus R.: “The Future of the European City: Qingdao, Celebration or Las Vegas” in Future Cities,
p. 101.
5
frem for den traditionelle subjekt-objekt dikotomi tænkes i forhold til en revideret subjekt-
objekt opfattelse.
Endelig vil opgaven indeholde en perspektivering, hvor byrums- og
atmosfærediskussionen sættes i forhold til et markedsperspektiv. Dette vil også indeholde en
anskuelse af byrummets appel til subjektet som henholdsvis konsument og
civilsamfundsborger. Her vil jeg benytte mig mere frit af forskellige aktuelle
byrumsdebattører samt hente inspiration fra Henrik Kaare Nielsens betragtninger om
markedskræfter og civilsamfund. Dette aspekt, som også er relevant i forhold til byrummets
atmosfære, vil også blive sat i perspektiv til Bryghusprojektet.
Opgavens struktur vil som sådan inddeles i tre dele, der på hver sin måde, men alligevel
afhængigt af hinanden, skal give en forståelse af det svært definerbare atmosfærebegreb. Jeg
vil begynde med at fastlægge det teoretiske grundlag, som danner basis for den efterfølgende
analyse, hvori der også vil indgå et byrumsperspektiv. Slutteligt vil perspektiveringen
diskutere de gennemgåede emner i en bredere ramme.
Jeg har valgt dette emne, fordi jeg mener, at det trods sin evigt fremtrædende aktualitet
ikke har haft tilstrækkelig fokus i byrumsdebatter. I hvert fald bliver det atmosfæriske aspekt
oftest kun berørt overfladisk, hvilket ikke er fyldestgørende i forhold til, hvor stor betydning
og indflydelse atmosfærer har i byens rum. Atmosfærer er noget, der påvirker borgeren i sit
daglige virke og færden i det offentlige rum. Grunden til denne distance til begrebet er højst
sandsynligt dets særlige abstrakte og udefinerbare karakter, men i min optik er atmosfæren en
uundgåelig - og særlig interessant - faktor at anskue i et byrumsperspektiv.
6
2.0 Atmosfærer
Som de indledende kommentarer giver udtryk for, er atmosfærebegrebet uhyre svært at
determinere præcist. Dette er da også et punkt, som langt de fleste teoretikere, der beskæftiger
sig med begrebet, kan blive enige om. Atmosfærens ontologi er diffus og flydende, hvilket
gør det svært og abstrakt at beskæftige sig med. Alligevel er det i min optik et utrolig
spændende og vigtigt begreb i et byrumsperspektiv.
Professor i arkitektur ved Princeton Universitet, Mark Wigley, beskriver det essentielle
og problematiske ved atmosfærebegrebet således: “Atmosphere escapes the discourse about
it. By definition, it lacks definition.”3 Dette citat beskriver det diskutable ved
atmosfærebegrebet; at det ikke er definerbart. Det kunne dog hævdes, at atmosfærebegrebets
problematik tværtimod består i, at atmosfære har mange definitioner. Som vi vil se i de
følgende afsnit, defineres atmosfære på flere forskellige måder og det eneste, der umiddelbart
er konsensus om, er begrebets flydende og ubestemmelige karakter. Netop dette bevirker
også, at nogle arkitekter helt forsøger at undgå at tale direkte om atmosfære trods det faktum,
at de i høj grad beskæftiger sig med det i udformningen af arkitektoniske værker.
I tidsskriftet Daidalos nr. 68, hvis tema er atmosfærer og konstruktionen af samme,
belyses flere vinkler på begrebet atmosfære. Tidsskriftet indeholder også to interview med
arkitekterne Peter Zumthor og Miroslav Sik omhandlende deres arbejdsstrategier i forhold til
atmosfære. Noget bemærkelsesværdigt ved disse to interview er, at begge arkitekter stort set
undgår atmosfærebegrebet. Det beskrives som tabu og Peter Zumthor forklarer endda, at det
ikke er tilladt for arkitekter at bruge ord som følelse, sjæl eller atmosfære.4 Der eksisterer altså
tilsyneladende en vis berøringsangst i forbindelse med begrebet atmosfære. Dog har flere
teoretikere kommet med bud på en behandling af emnet, der har flere forskellige
indgangsvinkler. I det følgende vil jeg belyse nogle af disse diskurser.
Første del vil omhandle teoretikere, der argumenterer for at atmosfæren udspringer af
objektet. Dernæst sættes fokus på teoretikere, der repræsenterer den modsatte opfattelse -
subjektet som producent af atmosfære. Sidst vil følge en samlende diskurs, hvor perspektivet
er koncentreret om atmosfære som produkt af en udveksling mellem subjekt og objekt.
3 Mark Wigley, “The Architecture of Atmosphere” IN Daidalos nr. 68, 1998.
4 Lynette Widder (red.), “Questioning images. Interview with Peter Zumthor” IN Daidalos nr. 68, p. 99.
7
Samlet set skal denne del af specialet fungere som begrebsafklarende afsnit for den
senere analyse. Her fremføres forskellige definitioner af atmosfærebegrebet og jeg vil
positionere mig i forhold til, hvordan jeg selv vil bruge atmosfærebegrebet. De teoretiske
diskurser diskuteres og bruges i det omfang, det er relevant, til den senere caseanalyse om
Bryghusprojektet på Københavns Havn.
8
2.1 Atmosfærebegrebet fra et objektivt perspektiv
Dette afsnit skal belyse den vinkel på atmosfærer, hvor disse anskues som noget, der befinder
sig i byrummet eller arkitekturen selv. Her vil jeg komme ind på Walter Benjamins
aurabegreb, hvor auraen er tilknyttet kunstværket og udspringer herfra. Benjamins teser om
aura er grundlæggende for Gernot Böhmes atmosfærebegreb, men der eksisterer alligevel
store væsensforskelle på de to begreber, hvilket vil blive uddybet senere. Derudover inddrager
jeg Mark Wigley, der anskuer atmosfærebegrebet i et rent arkitekturperspektiv. Jeg benytter
hans betragtninger til at belyse denne tematik, hvor atmosfæren udspringer af objektet selv.
For at binde diskussionen mere an til et bymæssigt atmosfæreperspektiv vil jeg også her
inddrage Rem Koolhaas, der argumenterer for, at byen grundet sin ekspansive karakter
udvikler sig mod, at arkitekturens atmosfære bliver dominant i byen frem for den urbane
atmosfære. Han mener ikke, at byen gavnes af en fast identitet og anskuer også arkitekturens
kvaliteter isoleret set. Indledningsvist tages der i nedenstående fat på Benjamins aurabegreb.
2.1.1 Tingens aura
Grundet atmosfærebegrebets meget svære definerbarhed er der også flere indgangsvinkler til,
hvordan dette begreb opfattes og vurderes. Det er relevant i denne sammenhæng at gribe fat i
Walter Benjamins begreb om aura, da det har mange lighedspunkter med begrebet atmosfære.
Desuden ligger det forud for Gernot Böhmes definition af atmosfærebegrebet, som jeg vil
vende tilbage til i afsnit 2.3.
Walter Benjamin indfører sit aurabegreb som et forklarende led i forhold til, hvad der
gør et værk til et kunstværk i reproduktionens tidsalder. Da Walter Benjamin skriver sit essay
The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction i 1936, er det blandt andet på
baggrund af de overvejelser som avantgardens ready-mades har ført med sig. Avantgardens
ready-mades ekspliciterede, at det ikke blot er værkets materialitet eller udformning, der er
afgørende for, om det er et kunstværk. Der er flere faktorer på spil - heriblandt værkets aura.
Avantgardens paradoksale forsøg på at bryde kunstinstitutionens rammer blandt andet via
reproduktionen eller ready-mades betød, at kunstbegrebet fornyedes. Opfattelsen af, hvad der
gør et værk til et kunstværk, ændredes og det er i denne forbindelse, at Benjamin introducerer
aurabegrebet. Han bruger aurabegrebet til at validere et værks værdi som kunst.
9
And this made it clear that what makes a work an artwork cannot be grasped solely
through its concrete qualities. But what exceeds them, this ”more”, the aura, remained
completely undetermined. “Aura” signifies as it were atmosphere as such, the empty
characterless envelope of its presence.5
Grunden til, at avantgardens forsøg på at bryde med kunstinstitutionens rammer og forene
dagligliv og kunst - og derigennem nedbryde kunstværkets aura i Benjamins optik - blev
paradoksalt, var at kunstinstitutionen åbnede sig og indoptog disse værker. Netop det faktum
at værkerne fik stemplet ’kunstværk’ samt indlemningen på museerne betød, at værkerne
erhvervede sig aura modsat avantgardisternes forventninger.
Benjamins aurabegreb er nært forbundet med originalens autenticitet, som ikke er
reproducerbar:
The presence of the original is the prerequisite to the concept of authenticity. […]
The whole sphere of authenticity is outside technical-- and, of course, not only
technical-- reproducibility.6
Et værks originalitet er altså en forudsætning for autenticitet og derigennem kan et kunstværk
karakteriseres ved dets originalitet og aura. Aurabegrebet i sig selv skal ikke forstås som
noget unikt, da aura kan gentages, men det er paradoksalt nok netop gennem et værks aura, at
værket kan manifestere sig selv som noget unikt.7 (På samme tid er det netop også
kunstværkets aura, der trues af reproduktionen.)
Netop objektets unikke kvalitet og autenticitet anser Benjamin for at være i fare for at
gå tabt. Han vurderer, at aura i reproduktionens tidsalder forfalder8. Især film og fotografi
fjerner objektet fra dets originale kontekst, hvilket vil sige, at recipientens mulighed for at
opleve objektet i dets originale kontekst elimineres. Det kan siges, at reproduktionen på den
led ikke blot er en trussel for kunstværkets aura, men samtidig manifesteres aurabegrebet, idet
kunstbegrebet redefineres gennem dette. Altså vurderer Benjamin aurabegrebet som en
paradoksal afgørende faktor for kunstdiskursen i reproduktionens tidsalder. Også Benjamins
inspirationskilde til aurabegrebet kan siges at være paradoksal.
Benjamin henter sin definition af aura gennem en naturdiskurs, hvilket er paradoksalt,
fordi han bruger begrebet til at karakterisere kunstværker. Han beskriver aura ud fra
5 Gernot Böhme: Atmosphere as the Fundamental Concept of a New Aesthetics, pp. 116-117.
6 Walter Benjamin: The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction, afsnit II.
7 Böhme, op. cit., p. 117.
8 Benjamin, op. cit., afsnit II.
10
oplevelsen af at iagttage et naturlandskab. Ikke desto mindre beskriver han begrebet aura som
“the unique phenomenon of a distance, however close it may be”9. Med dette skal ikke forstås
en fysisk distance, men snarere den uopnåelighed som et kunstværk kan indeholde.
Derigennem kan aurabegrebet bruges til at demonstrere kunstværkets unikke og særegne
kvaliteter. På den måde bruger Benjamin aurabegrebet til at determinere det særlige og
uopnåelige ved originalen frem for reproduktionen.
På trods af aurabegrebets paradoksale kvaliteter er det dog relevant at anskue i forhold
til atmosfærebegrebet. Som tidligere nævnt er det Gernot Böhme, der drager sammenhængen
mellem disse to begreber. Aurabegrebet kan så at sige anskues som en forløber for Böhmes
atmosfærebegreb. Dog er der en grundlæggende forskel i forhold til, hvor atmosfæren eller
auraen udspringer fra. I Benjamins terminologi er aura noget, der tilhører værket eller
objektet, selvom det perciperes kropsligt af et subjekt. Til tider mangler hans beskrivelser dog
præcision i forhold til netop dette, hvilket Böhme også kritiserer ham for.10
Det bliver mere
flydende, hvad aurabegrebet kan bruges på, samt hvor auraen skal lokaliseres. Ikke desto
mindre er det netop dér, Böhme laver koblingen til atmosfærebegrebet, idet han anskuer
atmosfærer som noget, der udvikles mellem subjekt og objekt. I det nedenstående afsnit vil
jeg dog fortsætte det fokus, at atmosfære er tilhørende objektet.
2.1.2 Arkitekturens og atmosfærens paradoksale forhold
Indenfor arkitekturens verden findes der flere, der deler den opfattelse af atmosfære er noget,
der udspringer af arkitekturen eller kunstværket selv. Mark Wigley skriver i 1998 i tidsskriftet
Daidalos nr. 68, Konstruktion von Atmosphären, at atmosfære synes at produceres af en fysisk
form. Han sidestiller objektet med atmosfæren, idet han skriver: ”To construct a building is to
construct such an atmosphere”11
. På trods af, at Wigley også nævner oplevelsen af arkitektur,
fremhæver han, at atmosfæren ligger hos objektet:
”Atmosphere seems to start precisely where the construction stops. It surrounds a
building, clinging to the material object. Indeed, it seems to emanate from the
object”12
.
9 Ibid.
10 Böhme, op. cit., p. 117.
11 Wigley, op. cit., p. 18.
12 Ibid.
11
Han beskriver, at det oplevede er atmosfæren, men understreger samtidigt, at atmosfæren
udspringer af bygningsværket. Flere arkitekter forsøger tilmed i deres visioner for deres
projekter at udviske grænsen mellem atmosfære og selve projektet. Dette kommer til udtryk
på idéniveau via tegninger og visuelle fremlægninger. Af samme årsag bliver arkitektoniske
projekter eksempelvis altid præsenteret med de optimale omgivelser, som solskin og blå
himmel, da godt vejr er med til at skabe god atmosfære. Dette benævner Wigley som
atmosfærisk aura; altså at rummet omkring arkitekturen kan påvirke atmosfæren, som dog
stadig er tilhørende objektet. Dette gør sig også gældende i visionsvideoen for
Bryghusprojektet, som jeg vil komme ind på senere i caseanalysen.
Wigley fremhæver arkitekten Frank Lloyd Wright som selvudnævnt
”atmosfærearkitekt”, idet hans livsmission var at skabe arkitektur med den gode atmosfære
for øje. Wright var af den opfattelse, at den gode atmosfære blev skabt, hvis alle detaljer i det
arkitektoniske værk var i samstemmighed med en overordnet vision. Wigley betegner i denne
forbindelse arkitekten som en producent af special effects i en teaterdiskurs. Det er ikke
ukendt blandt arkitekturteoretikere at anskue arkitekturen som scenisk iscenesætter -
heriblandt også en iscenesættelse af atmosfære: ”To construct architecture is simply to prop
up a surface that produces an atmosphere”13
.
Flere arkitekter antog også det mere radikale perspektiv, hvor arkitekturen bliver
opfattet som ren atmosfære. Der var blandt andre situationisterne med Guy Debord i spidsen,
der ville redefinere arkitektur som ren atmosfære for derigennem at rekonstruere byen og
dermed også samfundet. Ideen var at forsøge at lade atmosfærer markere byens rum i stedet
for bygninger, gader og lignende, fordi atmosfærer rummer et ekstremt potentiale i deres
uendelige variation af stemninger. Projektet blev dog hurtigt paradoksalt, idet atmosfærer ikke
statisk kan afgrænses men altid er foranderlige. Debord måtte også selv senere forkaste både
sit projekt om en ”stemnings-by” samt ideen om en situationistisk arkitektur, idet samfundet
selv producerede stemninger og atmosfærer alle steder14
. Alligevel var der flere situationister,
der ikke kunne forestille sig en verden, der konstrueredes af dens brugere frem for af
arkitekten - heriblandt Constant Nieuwenhuys, der skrev Amsterdam Declaration i 1958 om
rekonstituering af byen sammen med Guy Debord. Han forlod senere situationistbevægelsen
netop på grund af denne uenighed med Debord. Nieuwenhuys betragtede arkitekten som
enestående konstruktør af byen, hvilket stod i modsætning til Debords senere synspunkt, hvor
13
Ibid., p. 20. 14
Ibid., p. 25.
12
arkitekten alligevel ikke var i stand til at kontrollere atmosfærer via arkitekturen. I denne
optik truedes arkitekten så at sige af den ukontrollerbare atmosfære.
Arkitekten er i den forstand nødsaget til at arbejde med denne trussel ved at beskæftige
sig direkte med atmosfærebegrebet - enten ved at afskrive atmosfære totalt eller ved at hævde
at have kontrol over atmosfæren via specifikt at benytte sig af atmosfæreskabende elementer.
Dog skal det tages in mente, at alt er atmosfæreskabende, således at selv afvisningen af
atmosfære kan virke atmosfæreskabende. Wigley hævder, at det ikke er muligt at være
arkitekt uden at forholde sig til denne problematik om atmosfære15
. Han fremhæver
atmosfærens og arkitekturens paradoksale forhold, som består i, at atmosfæren i hans
perspektiv nok udspringer af arkitekturen men på samme tid er ukontrollerbar for arkitekten.
Altså er arkitektur defineret af atmosfære samtidigt med, at atmosfære skabes af
arkitektur. Det er ikke muligt at tale om det ene uden at inddrage det andet. Han beskriver
atmosfære som arkitekturens kerne: ”Atmosphere may be the core of architecture but it is a
core that cannot simply be addressed or controlled”16
. Atmosfærer er altså uundgåelige men
ukontroller- og udefinerbare.
2.1.3 Byen som generator af atmosfære
For i denne sammenhæng at anskue atmosfærebegrebet i en bymæssig diskurs kan Rem
Koolhaas med fordel inddrages i diskussionen. Koolhaas beskæftiger sig mere indirekte med
atmosfærebegrebet i sine tekster, men han er derimod meget direkte konfronteret med det i sit
virke som arkitekt. Selvom han ikke skriver direkte om atmosfære, indgår det i hans
overvejelser, at der er en tendens i udviklingen af den moderne by, hvor arkitektoniske værker
i sig selv har stor indflydelse i forhold til byens atmosfære. Arkitektoniske bygningsværker
bliver dominerende monumentale varemærker i byen. Niels Albertsen beskriver Koolhaas’
reflektioner som et udtryk for, at urbanitetens atmosfære erstattes med arkitekturens
atmosfære. Dette tydeliggøres, da Koolhaas skriver følgende: ”Vi står tilbage med en verden
uden urbanisme, kun arkitektur, stadig mere arkitektur”.17
Udover denne konstatering af, at
byens udvikling mod arkitekturens dominans har fundet sted, argumenterer Koolhaas også i
sin tekst ”Den generiske by” for en udvikling mod, at byen i dag er bedre stillet uden en stærk
15
Ibid. 16
Ibid. p. 27. 17
Albertsen, op. cit., p. 17.
13
identitet eller urban atmosfære. Med dette mener han, at jo stærkere byens identitet er, desto
mindre er den i stand til at udvikle og forandre sig. En stærk identitet er altså hæmmende for
byens forandring. Ligeledes er Koolhaas af den opfattelse, at et bycentrum ikke længere er
befordrende for en by, fordi den ekspanderer i så hastig en fart at det ikke giver mening at
bevare et centrum. Koolhaas mener, at det er en belastning at værne om byens centrum, idet
det kontinuerligt må moderniseres, fordi byens centrum i kraft af sin rolle som kerne for
byens værdi og mening ”paradoksalt nok på samme tid må være det ældste og det nyeste, det
mest faste og det mest dynamiske”18
. Til fortsættelse af denne idérække mener Koolhaas, at
den generiske by nok er planlagt, men at byplanlægningen i virkeligheden ingen rolle spiller.
Bygninger kan placeres godt eller dårligt, men grundet den stigende belastning af byens
netværk og byens rapide forandringer kan fordelene ved deres placering hurtigt ændres.
Derved bliver byplanlægning så at sige offer for de tilfældigheder, som den ekspansive by
bibringer.
Koolhaas beskriver den generiske by som en by med egen vilje, hvis udvikling ikke kan
styres. Han definerer den generiske by i meget konkrete punkter, men det er derimod meget
flydende, hvor den generiske by eksisterer. Den er tilstedeværende i alle byer men på samme
tid ikke til at genkende. Den er en selvbestemmende by, der ikke bliver skabt, men derimod
opstår ud fra en tabula rasa situation19
. Derved er den generiske bys atmosfære præget af
tomrum og flygtighed - byen når kun lige at opstå, før den igen er forandret.
I denne optik omkring byen er der ikke meget fokus på byboeren. Det er primært byen,
der genererer udvikling, hvor subjektet befinder sig i en evig transit-tilstand og på den led er
et produkt af byen. Koolhaas understreger sin pointe om byboeren, idet han skriver: ”Og i den
generiske by er enhver turist”.20
Det er denne holdning til byboeren som passiv deltager og
byen som en slags selvkørende institution, der placerer ham i forlængelse af ovenstående
diskurs. På trods af at Koolhaas ikke på første hånd skriver om atmosfærebegrebet, er hans
holdning til byen relevant i denne diskussion. Han anser byen for at være den producerende
del set i en subjekt-objekt dikotomi, og dermed bliver byen også producent af atmosfære.
Derved kan det argumenteres, at på samme vis som Wigley og Benjamin anser atmosfære og
aura som tilhørende objektet, anser Koolhaas byen som afsender af al udvikling og dermed
18
Koolhaas, Rem: ”Den Generiske By” IN Kritik nr. 170, p. 2. 19
Ibid., p. 5. 20
Ibid., p. 8.
14
også indirekte atmosfærer. Disse betragtninger vil jeg vende tilbage til i caseanalysen af
Bryghusprojektet på Københavns havn, som Rem Koolhaas og hans tegnestue OMA står bag.
2.2 Atmosfære som subjektivt medieret
Dette afsnit skal diskutere med ovenstående, idet der her præsenteres den modsatte holdning
til hvor atmosfærer opstår - nemlig hos byboeren, der oplever og skaber atmosfærer. Lektor i
Moderne Kultur og Kulturformidling Henrik Reehs anskuelser er fordelagtige at benytte i
denne sammenhæng, idet han mener, at vi i dag har et forældet bybillede og at den moderne
by er kendetegnet ved et aktivt byliv - altså byboeren som aktivt deltagende i skabelsen af
atmosfære. I supplering hertil kommer arkitekt og lektor ved Arkitektskolen Aarhus Tom
Nielsens tankerække omkring det enkle byrum. Også her fremhæves individet som
medudvikler af byrummet og dettes atmosfære. Først fokuseres der dog på den
fænomenologiske vinkel, som den præsenteres af Hermann Schmitz, hvis synspunkter også i
høj grad ejer relevans i forhold til atmosfærediskursen.
2.2.1 Det fænomenologiske atmosfærebegreb
For at afdække denne vinkel af atmosfærebegrebet er det passende at anskue fænomenologen
Hermann Schmitzs refleksioner over, hvad atmosfærer oprinder af. Schmitz benytter sig
selvsagt af den fænomenologiske tilgang, der er koncentreret omkring den kropslige
oplevelse. Hans definition af atmosfærebegrebet er i høj grad afhængig af et sansende subjekt,
idet atmosfæren er trukket væk fra objektet i denne optik. Objektet og dettes materialitet er
ikke længere af betydning for atmosfæren, men i stedet redegør Schmitz for atmosfærers
rumlige karakter. Atmosfærer er ikke mulige at afgrænse eller stedfæste - de er på en og
samme tid rumlige men uden lokalitet. Atmosfærer både danner og dannes af følelser og
stemninger: ”They are affective powers of feeling, spatial bearers of moods”.21
I kraft af dette
sættes atmosfærebegrebet fri af objektet og står i stedet i stærkt tilhørsforhold til subjektet.
Schmitz kan dog ikke resolut frigøre atmosfærebegrebet fra objektet, idet et sansende subjekt
altid vil befinde sig i en kontekst og derfor må være i relation til eksempelvis andre personer,
bygninger, ting eller byrum. Subjektets uundgåelige tilstedeværelse i rumlige forhold betyder,
21
Böhme, op. cit., p. 119.
15
at skønt subjektet i dette perspektiv er producent af atmosfære, må det nødvendigvis stadig
være i relation til et givent objekt: ”Atmospheres are evidently what are experienced in bodily
presence in relation to persons and things or in spaces”.22
Alligevel er atmosfærer i Schmitzs
terminologi fuldstændig uafhængige fænomener, der ikke kan hæftes til objektet. Af samme
årsag kan atmosfære heller ikke være et produkt af objektet: ”His conception of atmospheres
rules out the possibility that they could be produced by qualities of things”. 23
Der er altså her
tale om et atmosfærebegreb, der tydeligt taler for atmosfæren som værende subjektivt
medieret.
2.2.2 Byboeren som skaber af atmosfære
En anden, der deler denne holdning, er lektor i Moderne Kultur, Henrik Reeh. I hvert fald er
han fortaler for, at byen skal anskues ud fra det byliv, den indeholder. Den primære og
hyppigste association, vi har om byen, er ifølge Reeh det hyggelige og livlige bytorv med
mange mennesker. Generelt set er der en tendens til at tænke torve og pladser, når der tales
om byen som begreb. Dette er dog et meget forældet bybegreb, hvis man kun beskæftiger sig
med det klassiske urbane såsom det sceniske pladsrum, mener Reeh.24
Det er et for statisk
bybillede i forhold til, hvordan den moderne by i udpræget grad er i konstant bevægelse.
Derfor er gaden et mere kvalificeret bud på et moderne bybillede: ”Men den moderne by er
kendetegnet ved et aktivt byliv, der først og fremmest udspiller sig i gaderne. Gaden er det
moderne byrum par excellence”.25
På den led er den moderne bys konnotationer bevægelse
og gadepuls, hvilket ikke er forbundet med byens pladser, som repræsenterer det mere statiske
bybillede.
Henrik Reeh sætter endvidere sit fokus på Københavns status som cykelby, hvilket han
betegner som noget ganske unikt. Det er en særlig kvalitet, at bilerne ikke tyranniserer det
danske byliv på samme vis, som det er tilfældet i andre lande. Byboeren bruger - i kraft af sin
færden på cykel - byen mere aktivt og interagerer i højere grad med byens rum. Ydermere er
danskerne mere kropslige i deres brug af byens rum. Byrummet bruges til aktiviteter såsom at
sole sig, udendørs leg og spil, grille og spise i det offentlige rum, læse og dette er særegent for
de danske byrum. Danskerne kan tilmed bade i eksempelvis Havnebadet midt inde i byen,
22
Ibid. 23
Ibid., p. 120. 24
Jacob Møller Overgaard (red.): ”Byen lever i gaden” interview med Henrik Reeh, IN Ud i byen, p. 56. 25
Ibid., p. 55.
16
hvilket viser, at der eksisterer en anden holdning til kropslighed og blufærdighed, som ikke
ses på samme måde i andre lande. Dette er dog ikke fuldstændig unikt for Danmark, men i
sammenligning med især lande sydpå eksisterer der en mere fri holdning til kropslighed i
Danmark ifølge Reeh.26
Disse former for aktivitet i byrummet viser, at danskerne i høj grad
bruger byrummet til andet end det nødvendige. Reeh anser dette for at være et yderst positivt
træk: ”Sammen med cyklerne giver det en anden fremkommelighed, og det giver byen en
anden og mere umiddelbar menneskelig kvalitet”.27
Denne positive holdning til et aktivt byliv afspejler ideen om det aktive subjekt som
producent af atmosfære. I kraft af at det er subjektet, der qua sin aktive gøren og laden i
byrummet skaber byens identitet og særegne kvaliteter, er det dermed også subjektet, der står
som afsender af byrummets særlige atmosfære. Byrummets atmosfære ville ikke være den
samme, hvis ikke subjektet var til stede og med til at skabe bevægelse og liv.
Der er også flere arkitekter, der argumenterer for at give subjektet plads til at være
medskaber af atmosfære i byrummet. Det skal blandt andet lade sig gøre ved at begrænse
detaljeplanlægningen i arkitekturen og i byrummet - en slags ”less is more” mantra. Helle
Juul, arkitekt og leder af Center for Byrumsforskning, mener, at man i virkeligheden bør
spørge om, hvor lidt der skal til for at skabe det gode byrum.28
Dette er ud fra en tese om, at
begrænsninger skaber innovation. Dog er der ifølge Helle Juul den - ret alvorlige - risiko, at
byrummet bliver kedeligt og bornert, hvis de innovative tiltag udebliver.
På trods af dette er der tilsyneladende andre, der er enige med Helle Juul, heriblandt
arkitekt og lektor ved Arkitektskolen Aarhus, Tom Nielsen. Han er også fortaler for at
overdrage en del af ansvaret for byrummet til dem, der benytter sig af det. Det handler om
ikke at diktere alle detaljer, så subjektet i sin brug af byrummet kan have indflydelse. Tom
Nielsen bruger Hasle Bakker ved Århus som eksempel på denne tese. Før lå der store
ubenyttede mængder overskudsjord, som blev lavet om til tre bakker ved Gellerupparken og
Bispehaven. Det, som Tom Nielsen ser en fordel i ved Hasle Bakker, er, at de rummer mange
muligheder som byrum uden, at det er fastlagt, hvad der skal foregå. Det vil sige, at brugeren
får spillerum til at bestemme, hvilken atmosfære byrummet skal have i kraft af, hvordan det
benyttes. Der er mulighed for paragliding, cykling, løb og leg, gåture med udsigt over byen
mm., men subjektet bestemmer enevældigt, hvordan byrummet skal nyttiggøres:
26
Ibid., pp. 60-62. 27
Ibid., p. 62. 28
Ibid., p. 40.
17
”Ideen er sådan set ikke at bestemme, hvad der skal foregå, men at lave en
struktur, som forhåbentlig kan en masse ting, og som andre så kan gå ind og
indtage.”29
Tom Nielsen mener, at det grundlæggende også drejer sig om arkitektens rolle. Arkitekten er
gennem hele den modernistiske tradition blevet tillagt enorm betydning, idet arkitekten ses
som en stor kunstner med et samfundskritisk formål. Tom Nielsen argumenterer for, at dette
billede af arkitekten som kunstner har brug for en kritisk revurdering. Det er nødvendigt, at
arkitektens rolle hives ned på jorden, da det ikke er befordrende, at arkitekten opfattes som et
alvidende orakel, der kan udføre mirakler. Denne tendens til at ophøje arkitekten ses tydeligst
ved den stigende brug af de såkaldte brand-name arkitekter.30
Det er ekstremt populært, at
eksempelvis byer hyrer en kendt arkitekt til et givent projekt for at brande sig selv gennem
arkitekturen, som på den led bliver en slags signatur for byen. Dette kan være en stor succes i
et marketingsperspektiv, men i forhold til at skabe gode byrum er det ikke optimalt
udelukkende at følge den strategi efter Tom Nielsens overbevisning.31
Der skal være mere
plads til brugerindflydelse i arkitektur og byrum, hvis der skal skabes velfungerende byrum.
Altså skal arkitekten så at sige fylde mindre, og der skal ske en opprioritering af subjektets
rolle i forhold til udformningen af byrummet. Det er helt tydeligt, at der her argumenteres for
subjektet som fundator af byrummet og dets atmosfære.
Tom Nielsen påpeger, på samme vis som Henrik Reeh, vigtigheden af de aktive byrum.
Bylivet i dag er kendetegnet ved, at byboeren bruger byrummet til mange flere forskellige
aktiviteter end blot transport og spadsereture, som tidligere var de primære aktiviteter i byens
rum. Der hersker ingen tvivl om, at det aktive byrum er kommet for at blive. Der er intet, der
indikerer, at brugen af byrummet skulle gå hen og blive mindre aktiv. Af samme årsag
spekuleres der også i at udvikle byrum med mange aktivitetsmuligheder. Bagsiden ved dette
er dog, at der mere eller mindre er gået mode i det, mener Tom Nielsen. Det vil sige, at der
bliver opbygget mange ”aktive-floskler”, som eksempelvis at en skaterrampe symboliserer et
byrum med plads til mangfoldighed og derfor stort set altid er medtænkt på tegnebrættet.32
Disse klichéer bliver en fælde for planlægningen af aktive byrum, som skal repræsentere flere
aspekter af det moderne byliv. De aktive byrum er utvivlsomt betydningsfulde, men Tom
29
Overgaard (red.): ”Haves: Overskudsrum. Ønskes: Byrum” interview med Tom Nielsen, IN Ud i byen, p. 86. 30
Anna Klingmann: Brandscapes. Architecture in the Experience Economy, p. 267. 31
Overgaard (red.), interview med Tom Nielsen, op. cit., p. 86. 32
Ibid., p. 93.
18
Nielsen plæderer for, at de skabelontegnede modefænomener undgås i planlægningen, således
at der tænkes nyt uden at planlægge alle detaljer. På den led gøres der plads til, at subjektet
kan præge byrummets atmosfære.
2.2.3 ”Planning the Unplannable”33
I den senere tid har der været flere initiativer, der taler for, at subjektet i stigende grad skal
inddrages, når det drejer sig om at planlægge og udvikle byens rum. Ida Vesterdal og
Christian Pagh sætter i bogen Changing Metropolis fokus på begrebet ”kulturel planlægning”
i forhold til byplanlægning. Kulturel planlægning handler om at finde dynamiske måder,
hvorpå byens liv og atmosfærer kontinuerligt kan udvikle sig i stedet for en resultatorienteret
tankegang, hvor ønsket er at nå frem til et færdigt byrum.34
Altså at en mere procesorienteret
fremgangsmåde til byplanlægningen er fordelagtig frem for en resultatorienteret tilgang, som i
sig selv er utopisk, idet byrummet konstant er i forandring. Igen er der tale om et fokus, der
implementerer subjektets rolle. Vesterdal & Pagh anskuer til dels denne tematik fra et
planlægningsperspektiv, hvilket vil sige, at det ikke kun er realiserede byrum, der er på tale.
Subjektet skal også være repræsenteret i selve udviklingen af byrummet: ”in the sense that an
open, non-specialist approach is essential”.35
Det er afgørende, at det ikke kun er arkitektens
eller byplanlæggerens vinkel, der får indflydelse. Målet er at integrere byboeren i den faktiske
designproces. I dette ligger anerkendelsen af, at arkitektur alene ikke kan skabe eller udvikle
det gode byrum. Subjektets dagligdag og færden i byen spiller en betydelig rolle, idet
subjektet i kraft af sine handlinger altid vil forandre og udvikle byen og dermed også
atmosfærer.
I denne diskurs om kulturel planlægning introducerer Vesterdal & Pagh to begreber -
byens hardware og byens software.36
Disse to begreber er meget relevante at inddrage i denne
sammenhæng. Softwaren er blandt andet byens sociale og kulturelle kapital, kulturaktører,
værdier og byboerens dagligliv, og hardwaren er byens arkitektur, infrastruktur, pladser og
gader mm. I byplanlægningsmæssige sammenhænge har der i de senere år været stor
tilskyndelse til at anskue byen som en ukomplet, transitorisk og frem for alt levende
33
Vesterdal & Pagh: Changing Metropolis. Introducing artistic and cultural actions in city making, København: Via
Design 2008. 34
Ibid., p. 14. 35
Ibid., p. 9. 36
Ibid., p. 14.
19
organisme. Det er som nævnt hæmmende og ikke fyldestgørende at tro, at det er muligt at
lave den endegyldige plan for en by, som det tidligere har været tendensen i byplanlægning.
Det har netop været byens hardware, der har haft det absolutte fokus tidligere, og argumentet
her lyder, at der i højere grad bør arbejdes med byens software. Dette kræver åbne og
fleksible byrum, hvor subjektet kan påvirke, hvordan det offentlige rum skal benyttes - præcis
som Juul, Reeh og Tom Nielsen også er fortalere for. Subjektet anerkendes som producent af
atmosfære, og derfor er det nødvendigt med en byplanlægning, der tager højde for subjektet.
Byens hardware vil aldrig komme til at stå uden påvirkning fra byens software. Så for at
skabe den gode atmosfære og et velfungerende byrum må subjektet naturligvis inkorporeres
som en del planlægningen og udviklingen. Vesterdal & Pagh hælder dog mod at finde en
harmonisk vægtning af byens software og hardware, idet de anerkender, at begge dele har stor
indflydelse.
Denne holdning vækker genklang i professor ved Arkitektskolen i Aarhus Niels
Albertsens ideer om atmosfærer som en udveksling mellem subjektet og objektet, som vil
blive diskuteret i det følgende. Først vil jeg dog se nærmere på Gernot Böhmes
atmosfærebegreb, som Niels Albertsen læner sig op ad.
20
2.3 Atmosfære som noget der opstår i udveksling mellem subjekt og objekt
I det foregående er der blevet præsenteret to forskellige holdninger til, hvor atmosfære opstår
og hvor det befinder sig. Disse holdninger har vist sig at være diskuterbare, men det er
alligevel svært at tilbagevise dem helt og holdent, idet de alle rummer uimodsigelige og
konsekvente aspekter. Fælles for dem er, at ingen af dem dog er helt fyldestgørende. Derfor er
det oplagt at inddrage en teori, der kunne virke samlende i forhold til de ovenstående teser. En
sådan kombination kan eksempelvis ses i Gernot Böhmes atmosfærebegreb. Dog må Böhme
siges at repræsentere noget nyt og mere end blot en kombination af de to perspektiver, idet
han søger at frigøre atmosfærebegrebet fra den traditionelle subjekt-objekt opfattelse.
Atmosfæren eksisterer som udveksling mellem subjekt og objekt uden egentlig at være en del
af nogen af dem. Argumentationen for dette sker på baggrund af en videreudvikling af - og til
dels afstandtagen fra - Walter Benjamins aurabegreb samt Hermann Schmitzs
atmosfærebegreb. I supplement til dette vil jeg se nærmere på Niels Albertsens tese om
atmosfære. Han henter sin inspiration fra Böhme, og i store træk er de to meget enige, men
Albertsen differentierer sig alligevel i nogle aspekter.
I tillæg til Böhme og Albertsen vil dette afsnit også indeholde et par overvejelser om
receptionsproblematikken. Dette inddrages for at skabe et bredere perspektiv, som vil være
fordelagtigt i belysningen af de forskellige diskurser omkring atmosfærebegrebet. Denne del
vil bestå af nogle grundtankegange fra receptionsæstetikken med udgangspunkt i Wolfgang
Iser.
2.3.1 Nyt subjekt og nyt objekt – eller ingen af delene?
Som tidligere nævnt henter Böhme sit udgangspunkt i Benjamins aurabegreb men forholder
sig også kritisk til selv samme. Derudover forholder han sig også til Schmitz ideer om
atmosfære, men også her rettes en kritik. Böhme vil nemlig med sit atmosfærebegreb ud i
noget helt nyt. Han trækker så at sige tråde fra både Benjamin og Schmitz men vil i
virkeligheden helt frigøre atmosfærebegrebet fra subjekt-objekt dikotomiens lænker.
Atmosfæren skal ikke tænkes ud fra enten subjektet eller objektet, for det er ikke der, den
befinder sig. Nytænkningen af subjektet henter Böhme fra Schmitz, i den forstand at subjektet
21
ikke skal tænkes som en sjæl men som et perciperende kropsligt individ, der sanser sine
omgivelser. På samme vis skal opfattelsen af objektet ændres. Dette er dog en lidt mere
problematisk proces, idet et objekt traditionelt set defineres ud fra en vis sluttethed, som
afgrænser tingen fra dens omgivelser.37
Böhme mener i stedet, at objektet skal anskues ud fra
dets ecstasies38
. Dette tager afsæt i blandt andre Kants ideer om tingen og dennes
eksistensgrundlag. Objektet er defineret qua dets kvaliteter, der artikulerer objektets
tilstedeværelse i en given omgivelse. Böhme benytter et eksempel med en blå kop, hvor
kvaliteten blå præsenterer koppens tilstedeværelse. Derudover har tingens kvaliteter
indflydelse på, hvordan den fremstilles i en omgivelse.
”The existence of the cup is already contained in this conception of the quality
”blue”, since the blueness is a way of the cup being there, an articulation of its
presence, the way or manner of its presence.”39
Det er dette, Böhme omtaler som ecstasies, og det er gennem disse, objektet defineres på ny.
Ved på den måde at fjerne sig fra den traditionelle måde at opfatte subjektet og objektet på,
argumenterer Böhme for, at man kan forholde sig til og forstå atmosfærebegrebet. Han
kritiserer Schmitz for at anskue atmosfærer som værende for uafhængige af objektet. Böhme
mener ikke, at atmosfæren er et fritsvævende fænomen men derimod et fænomen, der
fortsættes ud fra samt skabes af både objektet og subjektet og disses indbyrdes
konstellationer. I den optik er atmosfæren hverken en del af objektet eller subjektet. Dog
skriver Böhme, at atmosfæren alligevel både er ”tingslig” og ”subjektlig”, da den er
tilhørende begge.
”Conceived in this fashion, atmospheres are neither something objective, that is,
qualities possessed by things, and yet they are something thinglike, belonging to
the thing in that things articulate their presence through qualities – conceived as
ecstasies. Nor are atmospheres something subjective, for example, determinations
of a psychic state. And yet they are subjectlike, belong to subjects in that they are
sensed in bodily presence by human beings and this sensing is at the same time a
bodily state of being of subjects in space.”40
37
Böhme, op. cit., p. 120. 38
Ibid., p. 121. 39
Ibid. 40
Ibid., p. 122.
22
På dette punkt halter Böhmes reformation af subjekt-objekt dikotomien. Han ønsker at frigøre
atmosfærebegrebet, men alligevel holder han atmosfæren tæt knyttet til både subjektet og
objektet. Det kan diskuteres, om denne nytænkning af subjekt-objekt dikotomien egentlig
mere er en omformulering, idet han alligevel ikke frisætter atmosfærebegrebet helt fra
hverken tingen eller det sansende subjekt. Dette betyder dog imidlertid ikke at hans opfattelse
af, at atmosfærer befinder sig mellem subjektet og objektet skal anfægtes.
Det er netop denne erkendelse af, at atmosfærer befinder sig imellem subjektet og
objektet, jeg finder anvendelig i forhold til at kunne anskue atmosfærer i et byrum. Derfor vil
jeg videre se på Niels Albertsens atmosfærebegreb, som læner sig op ad Böhmes. På samme
vis som Böhme erkender Albertsen, at der er behov for en ny måde at vurdere subjektet og
objektet på. Det er tydeligt, at Albertsen på dette punkt deler Böhmes ideer. Dog mener jeg, at
der er en forskel, idet Albertsen ikke forsøger at undgå subjekt-objekt dikotomien men i stedet
forsøger at forholde sig til den i beskæftigelsen med atmosfærebegrebet. Dette vil jeg uddybe
i det følgende.
2.3.2 Atmosfæren som aktivt fænomen
Spørgsmålet om, hvor atmosfærer befinder sig, er en problematik, som Niels Albertsen
beskæftiger sig eksplicit med i teksten Urbane atmosfærer. Albertsen læner sig som nævnt op
ad Böhmes atmosfærebegreb og som de fleste andre, der beskæftiger sig med
atmosfærebegrebet, beskriver Albertsen også, at dette er svævende og ikke muligt at
bestemme. Når et objekt skal defineres, gøres det ud fra en fastlæggelse af dets egenskaber,
men dette er ikke muligt at gøre med atmosfærer. Derimod kan deres karakter beskrives ud fra
et øjebliksbillede, hvor forbindelsen mellem atmosfæren og subjektets befindtlighed samt
atmosfæren og objektet bliver identificeret. Da atmosfærer er flygtige, kan de kun beskrives
ud fra et nutidsbillede. Man kan genkalde sig en vis oplevet atmosfære, men atmosfæren er
konstant foranderlig uanset, om der er tale om et specifikt sted. Albertsen fremstiller
atmosfærebeskrivelsen således:
”I atmosfærebeskrivelser gælder det altså om at beskrive tingenes præsensformer
på en sådan måde, at det bliver muligt at forbinde disse med den sansede
atmosfære og befindtligheden”41
.
41
Albertsen, op. cit., p. 9.
23
Med dette skal forstås, at det ikke er implicit, i atmosfærebeskrivelsen af et givent sted eller
en given ting, at søge en bagvedliggende indre værdi, men derimod at beskrive objektets
karakter som noget atmosfærisk, der sanses af et subjekt.
Atmosfærebegrebet implicerer dermed i Albertsens optik det sansende subjekt, der
opfatter atmosfærer med alle sine sanser. Det er yderst sjældent, at sanserne står alene, hvilket
vil sige, at det oftest er et samspil mellem sanserne. Derfor er det heller ikke et enestående
objekt, der udstråler atmosfære, idet konteksten som eksempelvis lyde og lugte altid vil have
indflydelse.
Den opfattelse, at alle sanser bruges til at opfatte atmosfærer, er også præsent i artiklen
Luminous Bodies - On the Production of Atmospheres af Sebastian Weber og Kai Vöckler.
Denne artikel har især fokus på lyd og lys som atmosfæreskabende elementer. Her beskrives
atmosfære som et fænomen, der altid vil blive sanset af et subjekt. Et steds atmosfære kan
ændre sig alt efter, hvem der sanser den. Lyset spiller en stor rolle, idet der eksempelvis er
stor forskel på en bys atmosfære om dagen og om aftenen. Lys og lyd kan også bruges bevidst
til at fremkalde en bestemt ønsket atmosfære. Weber og Vöckler nævner her shoppingcentret
som eksempel på et sted, hvor lyd, lys og temperatur er tilpasset for at give en god
atmosfære.42
Der er her tale om en atmosfære, der simulerer en urbanitet. Albertsen
fremhæver også shoppingcentret som værende et tydeligt eksempel på, hvordan forskellige
elementer bruges til at efterligne en urban atmosfære. I Albertsens terminologi benævnes dette
kvasi-urbane atmosfærer.43
Dette vil sige, at den urbane atmosfære i dag ofte opleves i en
tilpasset version inden døre - altså at tendensen til at opleve det klassiske tætbygadenet i
stigende grad sker i shoppingcentre og andre store bygninger. Alligevel mener Albertsen ikke
som eksempelvis Koolhaas, at disse kvasi-urbane atmosfærer udtømmer den moderne bys
urbanitet, idet byens atmosfæriske kvaliteter også i særlig grad består i menneskers mobilitet.
Denne vægtning af subjektets aktive livsform og færden genkendes i Henrik Reeh og Tom
Nielsens holdninger, som vi har stiftet bekendtskab med i ovenstående kapitler.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at Albertsens atmosfærebegreb er tilhørende det
aktive og sansende subjekt på samme vis som Henrik Reehs og Tom Nielsens. Albertsen
argumenterer nemlig for, at ”atmosfæren befinder sig i et grænseområde mellem sansning og
betydning, mellem sansningen og det semiotiske eller hermeneutiske”.44
I dette citat
42
Weber og Vöckler: ”Luminous Bodies - On the Production of Atmospheres” IN Daidalos nr. 68, p. 29. 43
Albertsen, op. cit., p. 17. 44
Ibid., p. 9.
24
ekspliciteres det, at atmosfæren er et fænomen, der befinder sig mellem objektet og det
sansende subjekt. Albertsen pointerer, at det kræver en helt ny forståelse af subjekt-objekt
dikotomien at anskue atmosfærebegrebet på denne vis. Da der i den klassiske forståelse af
adskillelsen mellem subjektet og objektet ikke eksisterer noget imellem, må der en ny
opfattelse til.45
I dette ligger en klar inspiration fra Böhme, som fortsætter; både subjektet og
objektet kan eje egenskaber, som kan udveksles imellem dem, men disse vil altid blive ført
tilbage til enten tingen eller mennesket. På trods af denne klassiske opfattelse sanses og
opfattes atmosfæren som noget mellemværende subjektet og objektet - noget som er mere end
blot en udveksling eller projicering af egenskaber. Dertil skriver Albertsen: ”Hvis atmosfærer
er virkelige, så må vi forstå verden anderledes, det gælder både tingene og menneskene”.46
Altså skal mennesket forstås som et subjekt med bevidsthed og selvbevidsthed men også som
en følende og sansende krop, der fornemmer sin befindtlighed i en given omgivelse. Udover
at være en form med egenskaber skal tingen også opfattes som en substans, der præsenterer
sig i forhold til omgivelserne. I denne optik er konteksten eller konstellationen af objektet,
lokalitet og det sansende subjekt vigtig at medregne. Albertsen mener ikke, at atmosfæren
befinder sig enten hos objektet eller hos subjektet men mellem disse to:
”Hvor er så atmosfæren? Den befinder sig mellem os og tingene, men svæver ikke
frit i luften. Atmosfæren hører til hos tingene og deres egenskaber, for så vidt
disse ekstaser præsenterer sig udadtil i konstellationer med andre ting og
egenskaber. Herfra udstråler atmosfæren. Og den hører til hos os, ikke som en
sjælstilstand, vi projicerer over i tingene, men som noget vi sporer eller
fornemmer gennem vort kropslige nærvær, idet vi fornemmer, hvordan vi befinder
os kropsligt i vor omverden. ”Atmosfæren er en fælles virkelighed for det der
sanses og den der sanser””.47
En vigtig pointe i forhold til dette atmosfærebegreb er, at selvom atmosfæren hører til hos
både subjektet og objektet, er den stadig et selvstændigt aktivt fænomen. Den kan præge
subjektets sindsstemning samt opfattelsen af et objekt. Atmosfærer kan endda påvirke
subjektet følelsesmæssigt, uden at det nødvendigvis er en del af subjektets bevidsthed ifølge
Weber og Vöckler: ”An atmosphere spreads and can be sensed without necessarily being
45
Ibid., p. 7. 46
Ibid. 47
Ibid., p. 8.
25
noticed”.48
Dette understreger atmosfærens karakter som selvstændig og ikke mindst en aktiv
størrelse.
Det er blandt andet her, hvor Albertsen adskiller sig fra Böhme. Netop ved ikke at
afvise atmosfærers selvstændige og aktive rolle opnår Albertsen en mere nuanceret måde at se
atmosfærebegrebet på. Det er klart, at Böhme og Albertsens atmosfærebegreber ligger enormt
tæt, men denne forskel er alligevel væsentlig. Albertsen er en smule mindre aggressiv i sin
stillingtagen til den klassiske subjekt-objekt dikotomi, så selvom han også ønsker en
nytænkning i forhold til atmosfærebegrebet, anerkender han, at det kan være problematisk
helt at ville undsige sig subjekt-objekt forholdet. Böhme kommer i stedet til at spænde lidt
ben for sig selv ved alligevel at sætte sit atmosfærebegreb i forhold til det, han ville væk fra
på trods af ny indpakning. Idet Albertsen er mindre ultimativ, kommer han nemmere til en ny
måde at anskue subjektet og objektet på. I stedet for at ville forkaste og reformere den
klassiske subjekt-objekt forståelse videreudvikler han den for på den led at kunne bruge den
konstruktivt til at forstå atmosfærer. Det er en marginal forskel mellem Böhme og Albertsen,
der som nævnt følges tæt, men ikke desto mindre er den værd at tage i betragtning.
2.3.3 Et receptionsæstetisk perspektiv
For at nuancere atmosfærebegrebet vil jeg i det følgende angribe en helt anden diskurs, som
måske alligevel forholder sig til de samme problematikker. Som overskriften afslører, er det
en receptionsæstetisk vinkel, jeg vil bruge til at belyse denne atmosfærebegrebsdiskussion.
Receptionsæstetikken er fordelagtig i denne sammenhæng, fordi den beskæftiger sig med
forholdet mellem objekt og subjekt i form af et værk og en læser. Jeg fokuserer primært på
Wolfgang Iser og hans teser om receptionsæstetikken, men indledningsvist vil jeg berøre
nogle generelle tankegange om receptionsforskning49
.
Helt kort handler receptionsforskning om, hvordan litteratur modtages. Det er forholdet
mellem værket og læseren samt, hvad der sker i læseprocessen, der vurderes. Det er
varierende hvor stor vægt, der tillægges henholdsvis læseren og værket, i forhold til hvor
betydningen opstår. På samme vis som der er holdningsforskelle til, om atmosfæren opstår
48
Weber og Vöckler, op. cit., p. 28. 49
Michel Olsen laver denne skildring mellem receptionsæstetikken og receptionsforskningen, hvor Konstanz-skolen
(Iser, Jauss) repræsenterer receptionsæstetik og derudover bruges mere generelt receptionsforskning om andre
teoretikere indenfor området.
Olsen, Michel: Værk og Læser. En antologi om receptionsforskning, p. 31.
26
hos subjektet eller objektet i de ovenstående kapitler. Iser, der henter inspiration fra den
polske litteraturforsker Roman Ingarden, mener, at det er læseren, der fuldbringer tekstens
betydning.50
Hans Robert Jauss deler denne opfattelse med Iser, idet han mener, at ”læseren
par excellence er den forfatter, der omsætter læsningen fra passiv modtagelse til ny
produktion.”51
For både Iser og Jauss gør det sig gældende, at modtagerens rolle er aktiv
samt, at der i mødet mellem værk og læser dannes ny betydning. I dette ligger en erkendelse
af, at der i enhver menneskelig proces indgår et aktivt element. Denne tankegang bygger altså
på en høj prioritering af læserrollen. Det vil sige, at det enkelte subjekt er med til at generere
mening. Derved kan det samme værk fornyes og have forskellige betydninger ved forskellige
læsninger. Det er imidlertid også dette, der udgør receptionsæstetikkens hovedproblem:
”Nemlig at man, for at kunne beskrive forskellige receptioner, egentlig måtte
forudsætte at det var muligt at give en objektiv forpligtende beskrivelse af teksten.
Men da teksten jo kun konkretiseres gennem subjektive receptioner, kan dette
synes umuligt.”52
Det er blandt andre litteraturforsker Norbert Groeben, der kritiserer Iser for at være uklar
omkring dette. Groeben fremstiller empirisk receptionsforskning som alternativ til Isers
receptionsæstetik for at undgå problemet med umuligheden af at beskrive teksten objektivt.
Det vigtigste punkt i den sammenhæng er, at Groeben deler læserrollen op i en læser/recipient
og en forsker/fortolker.53
Dette gøres med henblik på at finde en løsning på
receptionsæstetikkens hovedproblem, da det er muligt for en forsker at udlede en værkmening
af andres læsninger. Netop idet muligheden for en objektiv læsning er udelukket på egne
receptioner, må forskeren benytte sig af empiri og bygge en værkmening på andre
intersubjektive receptioner. Den empiriske receptionsforskning baseres altså på forskerrollen,
hvis analyse udelukkende udføres på baggrund af empiriske studier netop for at opnå den
objektive læsning. Det kan diskuteres om det samme gør sig gældende i en atmosfærediskurs.
Det sansende subjekt vil altid have individuelle oplevelser af et givent sted og dette sted vil
altid kunne udsættes for nye læsninger. I caseanalysen vil det fremgå, hvordan der oftest
ligger flere analyser af byrummet til grund for de fleste typer byfornyelsesprojekter. Disse
analyser kan sidestilles med den empiriske receptionsforskning, idet formålet er at samle
50
Ibid., p. 23. 51
Ibid., p. 18. 52
Ibid., p. 30. 53
Ibid., p. 32.
27
borgernes individuelle receptioner af et givent byrum eller arkitektur for derefter at fortolke
og omsætte empiri til en idé om, hvad der fungerer som gode atmosfæreskabende elementer. I
et sådant tilfælde kan bygherren, byplanlæggeren eller arkitekten siges at påtage sig
forskerrollen, idet de via empiriske metoder som borgerhøringer og forudgående analyser
forsøger at skabe et objektivt syn på projektet og derigennem påføre projektet eventuelle
rettelser. Dette vil jeg vende tilbage til i specialets analysedel. I det følgende uddybes Isers
receptionsæstetiske ideer om forholdet mellem værk og læser.
2.3.4 Tekstlig ubestemthed og arkitektonisk begrænsning
Som nævnt er Iser fortaler for, at læserrollen er tillagt stor betydning i meningsdannelsen. Det
er dog ikke kun læseren, der er betydningsproducerende - det er et samspil mellem tekst og
læser. Teksten har en værdi i sig selv, men det er først i læseprocessen, at teksten så at sige
bliver vakt til live. Gennem læsningen sker der således en aktualiseringsproces, hvor teksten
opnår sin virkelighed. Som det er nævnt i det foregående, er det tilmed muligt for en tekst at
have flere mulige aktualiseringer. Altså er recipienten en aktiv del af meningsdannelsen, men
det er en proces, der går begge veje. Iser lægger vægt på, at det er en udveksling mellem
subjekt og objekt, idet teksten altid vil påvirke subjektets erfaringsverden.54
Det er dette
samspil, der er interessant i sammenligning med atmosfærediskursen. Udvekslingen - det
udefinérbare mellem subjektet og objektet - kan være problematisk at afgrænse i forhold til,
hvad der er subjektets indflydelse og hvad objektet bibringer. Iser beskriver det med E.H.
Gombrichs ord:
”In the reading of images, as in the hearing of a speech, it is always hard to
distinguish what is given to us from what we supplement in the process of
projection which is triggered by recognition…”55
Det er tydeligt, at objektet - hvad enten det er en tekst, arkitektur, billedkunst eller andet - ejer
stor indflydelse på meningsdannelsen, men subjektet vil også altid tilføre noget grundet den
erfaring, subjektet har i forvejen. Den er uomtvistelig, og det er også derfor, Groeben retter
sin kritik mod læserrollen, idet den umuliggør objektivitet.
For at kaste lys over denne problematik vil det være relevant kortvarigt at vende blikket
mod andre teoretiske retninger, der også beskæftiger sig med subjektets erfaringsverden.
54
Ibid., p. 108. 55
Wolfgang Iser: The Act of Reading. A Theory of Aesthetic Response, p. 119.
28
Fænomenologen Maurice Merleau-Ponty kritiserer i teksten Hvad er Fænomenologi?
Edmund Husserls tanke om den fænomenologiske reduktion. Merleau-Ponty mener, at den i
yderste konsekvens ikke er mulig: ”Hvad reduktionen først og fremmest lærer os, er
umuligheden af en fuldkommen reduktion”.56
Det åbne møde med verden vil altid være med
erfaringen i ryggen, og i kraft af kroppens forbundethed til verden er den rene bevidstheds
betragtning af verden en umulighed. Den fuldstændige reduktion er altså umuliggjort af, at
bevidstheden altid vil være bundet til sin situation. Den mest dækkende beskrivelse af den
fænomenologiske reduktion er ifølge Merleau-Ponty en forbavselse over verden57
. Dette
beskriver det faktum, at subjektets sansende krop fungerer som perspektiv til verden, men
subjektet vil aldrig kunne være fri for allerede iboende betydning. Enhver ny sansning vil
dermed også bidrage til subjektets erfaringsverden, hvilket understreger den udveksling, der
er mellem subjektet og objektet.
Iser forklarer, at denne udveksling mellem tekst og læser forstærkes af det, han kalder
Leerstellen - tomme pladser. Disse tomme pladser i teksten giver større rum til fortolkning og
giver derfor læseren anpart i fuldbyrdelsen af værket. Iser pointerer vigtigheden af disse
tomme pladser, idet de er katalysatorer for subjektets indflydelse. Han opererer med begrebet
ubestemthed, som er en grundlæggende betingelse for subjektets medvirken i værkets
aktualiseringsproces.58
Ubestemtheden i en tekst justeres blandt andet af de tomme pladser.
Det vil sige, at ubestemtheden stiger eller daler proportionelt med mængden af tomme
pladser. Manglende ubestemthed vil kede læseren og forhindre hans aktive medvirken i
fuldbyrdelsen af værket, hvorimod en høj ubestemthedsgrad vil føre til entydighed i
betydningsdannelsen.59
Dette eksemplificerer Iser med Samuel Becketts tekster, men i min
optik er det diskutabelt om det netop er entydighed, som en høj ubestemthedsgrad medfører.
Det modsatte er velsagtens også muligt - netop at flertydighed bliver resultatet af en høj
ubestemthedsgrad. Iser synes uklar på dette punkt, idet han også skriver, at en høj
ubestemthedsgrad medfører ”en massiv projektion af betydning”.60
Yderligere forklarer han,
at det kræves af læseren, at han selv bringer alle sine forestillinger ind i læsningen, hvilket
ikke kan beskrives som entydigt. Dette er et kritisk punkt i forhold til Isers begreb om
ubestemthed, men alligevel er ubestemthedsbegrebet brugbart i forhold til at innovation i
56
Maurice Merleau-Ponty: ”Hvad er Fænomenologi?” in Om sprogets fænomenologi, p. 25. 57
Ibid., p. 24. 58
Olsen, op.cit., p. 107. 59
Olsen, op.cit., p. 126. 60
Olsen, op.cit., p. 125.
29
læsningen og subjektets indflydelse i betydningsprocessen, der stiger eller falder i takt med
graden af ubestemthed.
Dette begreb om ubestemthed kan med fordel sammenlignes med Helle Juuls idé om
begrænsninger i arkitektur som nødvendighed for innovation i bylivet, som er gennemgået i et
tidligere kapitel. Flere og flere arkitekter argumenterer for, at detaljeplanlægningen i
byrummet skal mindskes, så der kan åbnes op for en udveksling, hvor byboeren selv står som
bidragyder. I forhold til atmosfærediskursen vil dette også gøre sig gældende. I kvasi-urbane
miljøer som eksempelvis shoppingcentre, hvor mange atmosfæreskabende elementer er
bestemt på forhånd, vil subjektet oftest opleve den samme atmosfære. Idet
ubestemthedsgraden er lav her, har subjektet ringe mulighed for at påvirke atmosfæren. Altså
hælder udvekslingen i dette tilfælde så at sige til objektets favør.
Ubestemthedsgraden er utvivlsomt det vigtigste koblingselement mellem værk og læser
ifølge Iser.61
Overføres denne tankegang fra litteraturens verden til atmosfærediskursen, synes
den også anvendelig. Det er forholdet mellem subjekt og objekt og dét, der er mellem
subjektet og objektet, der er interessant i denne atmosfærediskussion. De præsenterede
teoretiske overvejelser har belyst forskellige holdninger til, hvad atmosfære er og hvor det
befinder sig. I denne sammenhæng har det vist sig mest fyldestgørende at anskue atmosfæren
som et aktivt selvstændigt fænomen, der befinder sig mellem det sansende subjekt og
objektet. Sammenhængen mellem objektet (samt hvordan denne præsenterer sig i sin
omgivelse), subjektet (som bevidsthed og sansende krop i en omgivelse) og lokaliteten er
vigtig for, hvordan atmosfæren opstår. Altså at atmosfæren ikke alene er noget, der opstår
imellem subjektet og objektet, men også er et selvstændigt aktivt fænomen. Det er på
baggrund af disse teoretiske overvejelser, at den følgende caseanalyse vil finde sted.
61
Olsen, op.cit., p. 127.
30
3.0 Byrummet - dengang og i dag
I lyset af de gennemgåede teoretiske diskurser vil jeg analysere den valgte case om
Bryghusprojektet på Københavns Havn. For at give et dybere grundlag for denne caseanalyse
vil jeg dog først inddrage et mere generelt byrums- og bylivsperspektiv. Byrummet - og ikke
mindst brugen af byrummet - har undergået store forandringer gennem tiderne, og der er også
store forskelle at se rent geografisk. Den byrumsmæssige kvalitet hænger nært sammen med
udviklingen af bylivet. I forhold til caseanalysen vil det være mest relevant at anskue
Københavns byrumsmæssige historiske forandring, men der vil også være enkelte
perspektiveringer til byrum andre steder i verden. Som primært udgangspunkt i denne
sammenhæng vil jeg fremhæve Jan Gehl og Lars Gemzøes Nye byrum62
, som sætter fokus på
tendenser i udviklingen af byrumsarkitektur og det offentlige rum. Det er aktuelt at anskue Jan
Gehls byrumsbegreb, idet han står i spidsen for den analyse af Bryghusgrunden, som Gehl
Architects har produceret for Realdania.63
Denne vender jeg tilbage til i caseanalysen af
Bryghusprojektet.
62
Jan Gehl & Lars Gemzøe, Nye byrum, Arkitektens Forlag, København 2001 63
Gehl Architects: Bryghusgrunden - Analyse, strategi, idékatalog, Urban Quality Consultants, København 2006
31
3.1 Byrumsarkitektur og -funktioner
Traditionelt set har byens offentlige rum altid fungeret som mødested mellem mennesker.
Vigtige begivenheder og offentlige anliggender er ofte blevet afviklet i byrummet. Tidligere
foregik festligheder som kroninger og karnevaler såvel som politiske agendaer, høringer og
afstraffelse i byens rum. Her fik folk nyheder og blev opdateret på verden uden for
privatsfæren. I dag er der stadig mange offentlige anliggender, der finder sted i byrummet,
men det er på en anden vis end tidligere. Grundet internettet, mobiltelefonen og de omfattende
nyhedsmedier er det moderne menneske i dag ikke afhængig af mødet i byrummet for at
kunne blive opdateret.64
Yderligere har byrummets status som markedsplads ændret sig en
del. Ikke fordi der ikke længere handles i det offentlige rum, men de mange indkøbscentre
både inden- og udenfor byerne er i langt større omfang blevet dominerende: ”Markedet er i
bogstaveligste forstand blevet løftet ud af det offentlige rum og er blevet et privat anliggende,
der udspiller sig i private rum”.65
En konsekvens af dette er, at markedet med tilhørende byliv
og -aktiviteter er blevet ekstremt kontrolleret. Det indendørs bylivsmiljø - det kvasi-urbane -
er afrettet og får karakter af en privat atmosfære. Dertil kommer, at den øgede overvågning i
kraft af blandt andet sikkerhedsvagter også har haft stor indflydelse på, hvordan markedet og
handelsaktiviteter foregår i dag.
Et tredje element, som traditionelt set altid har udgjort en del af byrummet, er det
trafikale aspekt. Byens infrastruktur har ændret sig markant i takt med udviklingen af
forskellige transportmidler, hvilket også har haft indflydelse på byrummets udvikling. Særligt
bilindustriens markante udvidelse i årene efter Anden Verdenskrig betød, at tilstanden i
byrummet ændredes totalt. Gehl & Gemzøe forklarer, hvordan indtoget af netop biltrafik i
byen skabte disharmoni i byen. Byrummets funktion som marked og mødested harmonerer,
hvorimod intensiv biltrafik strider imod dette og skaber derved ubalance: ”En
balancesituation er afløst af en åbenlys konfliktsituation”.66
Af samme årsag er Gehl &
Gemzøe også fortalere for at udvide mulighederne for færdsel til fods og mindske bilernes
overtagelse af byen. De vil gerne fremhæve værdien af byrummet som rekreationsrum. Det
skal dog også pointeres, at udviklingen af byrummet som møde- og opholdssted igen tog fart i
1970’erne, hvor debatten om miljø, byrumsarkitektur og kvalitet i byen blomstrede. I dette
64
Gehl & Gemzøe, op.cit., p. 13. 65
Ibid. 66
Ibid.
32
eksisterer også en tydelig opprioritering af fodgængeren og dennes ophold og færden i
byrummet. Fodgængeren spiller også en stor rolle i analysen af Bryghusprojektet, hvorfor jeg
vil vende tilbage til dette punkt i analyseafsnittet.
3.1.1 Fire aktuelle bytyper
Gehl & Gemzøe beskriver fire forskellige bybilleder, der i grove træk kan siges at være
skildrende i forhold til de forskellige typer byer, der ses i dag.67
Den første er den traditionelle
by, hvis bystruktur ofte stammer fra middelalderen. I denne by er de tre gennemgåede
byfunktioner - mødested, marked og transport - i balance, især fordi denne by oftest er
tilpasset fodgængeren. Både i form af at gader og torve er velegnede til ophold og færden til
fods, men også fordi byens udstrækning og skala konvergerer med det sansende menneske,
der færdes i byen. Dette omhandler blandt andet, at gader og bygningers dimensioner ikke er
for voldsomme, så de virker fremmedgørende eller i uoverensstemmelse med det sansende
individ. De fleste eksempler på denne type by findes i Europa, hvor det mest brugte eksempel
er Venedig. Klaus Kunzmann skriver også om den europæiske by, at et af dens særegne
kendetegn er, at den er walkable.68
Det er et identitetstræk, som karakteriserer europæiske
byer og adskiller dem fra eksempelvis amerikanske og asiatiske byer.
Den anden type by, som Gehl & Gemzøe opstiller, er den invaderede by. Dette er
eksemplet på en by, hvor biltrafikken har haft en markant indflydelse på byrummet. I denne
type by er flere torve og gader blevet inddraget af biler og parkeringspladser. I disse byer er
det ikke længere bekvemmeligt eller nemt at færdes til fods, hvorfor også ophold i byrummet
udebliver. Dette skyldes ikke blot, at biltrafikken rent fysisk optager meget plads, men også
de følgevirkninger som forurening og larm - både i et miljømæssigt, visuelt og
atmosfæremæssigt perspektiv - der uomtvisteligt hører til. Gehl & Gemzøe pointerer igen, at
biltrafik i byrummet er dræbende for aktivitet og liv. Byliv opstår i byrum med en meget høj
kvalitetsmæssig rate og med et meget lavt antal af ulemper for fodgængeren.69
Hvis ikke
byrummet opretholder en høj kvalitet, vil de valgfrie og især de sociale aktiviteter falde fra og
kun de højst nødvendige aktiviteter, der ikke kan undgås, vil forekomme.
67
Ibid., pp. 14-19. 68
Kunzmann, op. cit., p. 99. 69
Gehl & Gemzøe, op. cit., p. 14.
33
Den tredje type by er den forladte by. Denne by er i en historisk sammenhæng et helt
nyt bybillede. Det er skridtet, der kommer efter den invaderede by, hvilket vil sige, at
biltrafikken har haft frit lejde i længere tid og derfor har udviklet en selvstændig kultur, hvor
andre bytraditioner står hen i det glemte. Fodgængerkulturen er helt umuliggjort og er heller
ikke længere nødvendig. Det offentlige rum er ofte asfalterede parkeringspladser og
afstandene er som regel store, hvorfor det ikke giver mening at bevæge sig til fods. I flere af
denne type byer er fortove også blevet fortid. I stedet er der opstået en drive-in-kultur, hvor
ikke alene transport men også en vis del af tilværelsen foregår i bilen.70
Disse byer ses ofte i
Nordamerika. Bylivsaktiviteterne er i stedet forvist de store shoppingcentre, der oftest er
placeret uden for byerne, men her er aktiviteterne underkastet markante restriktioner.
Shoppingcentrene dikterer en vis adfærd, hvilket begrænser en stor del af den valgfrie
aktivitet, der normalt finder sted i byrummet. Yderligere beskriver Gehl & Gemzøe, hvordan
afviklingen af fodgængerkulturen og det offentlige rum også har negativ indflydelse på
sundhedskulturen i kraft af den reducerede mængde motion, som borgeren får. Dog kunne det
diskuteres, at der også er andre faktorer på spil i den sammenhæng som eksempelvis
madkulturen, men ikke desto mindre er det tydeligt, at de manglende bylivsaktiviteter har
konsekvenser både for byens atmosfære og liv men også i konkret forstand for den enkelte
borgers levevis.
Den fjerde type by er den genvundne by. Det er byen, hvor bylivet har været tilsidesat
men igen har vundet indpas gennem de sidste 30-40 år. Det er nemlig i denne tidsperiode, at
forståelsen for betydningen af et alsidigt og velfungerende byliv er steget markant.
Skelsættende var bogen ”The Death and Life of Great American Cities” fra 1961 af Jane
Jacobs, der beskrev de amerikanske byers ensrettende udvikling.71
Siden da har flere både
europæiske og amerikanske forskere bidraget til bylivsdebatten, hvilket også har resulteret i
en undersøgelse, der dokumenterer og bekræfter forbindelsen mellem byrumskvalitet og
omfanget af velfungerende byliv. Gehl & Gemzøe argumenterer for, at denne interesse også
er fremdyrket på baggrund af den stigende tendens til, at dagliglivets funktioner foregår i
private og lukkede sfærer.72
Derfor eksisterer i dag en overvældende trang til at udvide brugen
af det offentlige byrum som mødested. Denne nye interesse for at vinde byrummet tilbage
70
Ibid., p. 16. 71
Ibid., p. 18. 72
Ibid., p. 20.
34
begyndte som et europæisk fænomen, men den har siden hen også haft stor indflydelse i
Nord- og Sydamerika samt Australien.
I det følgende vil jeg anskue København - med særligt fokus på byrummene i indre by
og Københavns Havn - for at kunne diskutere den planlagte byrumspolitik omkring
Bryghusprojektet.
3.1.2 Københavns byrumsmæssige historiske forandring
København er en gammel klassisk europæisk by, hvor havnen, som også navnet indikerer,
altid har spillet en central rolle. Handel og industri har haft stor indflydelse på byens
udvikling, men i dag er størstedelen af handel og industri rykket uden for byen. Københavns
indre by er dog stadig der, hvor forretningskoncentrationen er størst. Den indre bys gadenet
bærer tydeligt præg af at være etableret i middelalderen. Derimod er bygningerne af nyere
karakter, hvilket skyldes de ødelæggende bybrande i 1700-tallet, hvorefter meget måtte
bygges op på ny. I det hele taget er København en by, hvor historien har stor betydning. Især i
indre by er der et utal af historiske bygninger og mange af disse er også fredede. Hvis dette
sættes i perspektiv til Kunzmann, er det da netop også det historiske, der er kendetegnende for
den europæiske bys identitet.73
Den europæiske bys identitet er endda ofte så karakteristisk, at
den er blevet en eksportvare. I sammenligning med de fire forskellige bytyper ejer København
både elementer fra den traditionelle by og den genvundne by. I kraft af sin middelalderlige
struktur må den siges at kunne betegnes som den traditionelle by, men den har dog også været
igennem en proces for at vinde sine byrum tilbage.
Også i København havde biltrafikken gjort indtog om end ikke i så kraftig grad som
andre storbyer. Derfor ønskede Københavns Kommune en ny byrumspolitik, der lagde vægt
på opholdssteder og gode fodgængerforhold. Denne langsigtede strategi begyndte i 1962, hvor
Strøget trods protester fra butiksindehaverne blev lukket for køretøjer. Protesterne lød blandt
andet på, at lukningen af biltrafik ville forårsage fald i omsætning. Yderligere hævdedes det,
at gågader var et sydlandsk fænomen, der ikke ville kunne fungere i Skandinavien.74
Alligevel
blev det bilfrie Strøget hurtigt en succes, hvilket modbeviste ovenstående påstande. Faktisk
blev gågadeprincippet så at sige hurtigt eksporteret til andre byer, da det blev evident, at
gågaden havde gavnende effekt både kulturelt, socialt, kommercielt og omsætningsmæssigt. I
73
Kunzmann, op. cit., p. 93. 74
Gehl & Gemzøe, op. cit., p. 54.
35
København er gågadenetværket siden da gradvist blevet udvidet - en strategi som fortsættes i
dag.
Udover at holde fokus på fodgængeren skal byrummet i dag også indeholde nogle andre
kvaliteter end for bare 30 år siden. I 1960’erne begyndte dagliglivet med indkøb og arbejde at
rykke fra Københavns brokvarterer og indre by ud til forstæderne. Ifølge Henrik Reeh har der
derfor været en tendens til at hævde, at byens liv er dødt, men dette er langt fra tilfældet.
Byrummet i dag er meget mere præget af fritidsaktiviteter. Dette genspejles i, at Københavns
bymidte som følge deraf i høj grad er forbundet med forbrug og valgfrie aktiviteter. På grund
af, at byrummet i dag er blevet mere præget af fritid frem for hverdagsaktiviteter, spiller
(by)kulturen i dag en anden rolle: ”Man er i byen på en eksperimenterende måde, der ville
have været utænkelig for 30-40 år siden. Det er gaden som scene, gaden som et sted, hvor
man udfolder bestemte aktiviteter, hvor man eksperimenterer og afprøver ideer.”75
Gehl &
Gemzøe deler også denne opfattelse, at byens brugere har udviklet en hel ny bykultur som
resultat af den nye byrumspolitik. Både Gehl & Gemzøe og Reeh fremhæver cykeltrafikken
som noget helt unikt for København. Som tidligere nævnt er Reeh så begejstret for
Københavns status som cykelby, at han ikke alene mener, at det er en enestående måde for
byen at brande sig på, men også at den byplanidé bør kunne eksporteres med succes.76
Gehl &
Gemzøe anskuer mere cykeltrafikken som en naturlig sidegevinst ved det bilfrie centrum og
bevarer i højere grad entusiasmen for fodgængeren som den, der især genererer byliv og
atmosfære. En anden forskel i anskuelsen af København mellem Gehl & Gemzøe og Reeh er,
at Gehl & Gemzøe fokuserer på torve og pladser, hvilket Reeh kritiserer for at være en
forældet måde at anskue byen på. Pladser og torve indtages primært af turisterne, hvorimod
gaden er et sted med bevægelse, som er kendetegnende for det moderne byliv ifølge Reeh.77
I
de sidste årtier har havnen dog også spillet ind som et nyt byrum, der skulle tages i brug af
byens brugere. Da industrien rykkede ud, stod der pludselig en række store arealer ubenyttede
hen. Det har betydet en masse nybyggeri til blandt andet bolig, erhverv og kulturinstitutioner.
Sidstnævnte dominerer især i den centrale del af Københavns Havn, som også
Bryghusprojektet bliver en del af.
I dette afsnit om København som by, har jeg primært koncentreret mig om centrum,
havnen og især fodgængerens nye rolle. Der er selvfølgelig en del flere diskurser, som kunne
75
Overgaard (red.), interview med Henrik Reeh, op. cit., pp. 53-55. 76
Ibid., p. 60. 77
Ibid., p. 56.
36
tages frem om København, men det er primært disse nævnte aspekter, der er relevante for min
analyse af Bryghusprojektet.
37
4.0 Analyse af Bryghusprojektet
For at sætte atmosfære- og byrumsdiskussionen i relief vil jeg i det følgende lave en analyse
af Bryghusprojektet på Københavns Havn. Jeg vil kigge nærmere på, hvordan byliv og
atmosfære medtænkes i praksis i arkitektoniske projekter. Grunden til, at jeg har valgt
Bryghusprojektet som case, er, at det er igangsat netop for at skabe mere liv og atmosfære på
Københavns Havn. I præsentationen af projektet skrives der:
” Byggeriet på Bryghusgrunden handler ikke kun om at opføre et hus. Målet er,
at byggeriet skal bidrage til at skabe et levende byrum, som giver plads til
aktivitet og udfoldelse og lyst til ophold. Et byrum som kan aktivere havnefronten
og være med til at styrke forbindelsen mellem byen og havnen.”78
Derfor er det oplagt at se nærmere på, hvordan de vil sørge for at generere atmosfære og byliv
på havnefronten. I min analyse er det vigtigt at gøre klart, at projektet endnu ikke er realiseret,
hvorfor analysen vil koncentrere sig om projektets visioner og strategier for at tiltrække byliv
og skabe atmosfære. I forhold til atmosfære er det altså de tiltænkte atmosfæreskabende
elementer, der analyseres, og ikke den egentlige tilstedeværende atmosfære. Som et led i
analysen af Bryghusprojektet vil jeg først analysere forudsætningerne for projektet - herunder
grunden og de vilkår, der er til stede på nuværende tidspunkt. Derfor lægger jeg ud med at
anskue Bryghusgrunden, som den ser ud i dag.
78
http://www.bryghusprojektet.dk/Byggeriet.aspx
38
4.1 Bryghusgrunden - et omdiskuteret byrum
Bryghusgrunden er et 12.000 kvm. stort område beliggende tæt ved Langebro på Københavns
Havn. Her var tidligere Kongens Bryghus, men siden bryghuset nedbrændte i 1960, har
grunden stået tom og ubenyttet hen. Dens centrale placering på havnefronten midt i
København har ikke været tilstrækkelig til at lokke liv til, ligesom der heller ikke er noget
særlig aktivt byliv i området omkring grunden. Grunden er i dag den sidste mellem Langebro
og Knippelsbro, der ikke er blevet bebygget endnu, og har af samme årsag skabt grundlag for
en del debat.79
Debatten har især koncentreret sig om, hvorvidt der skulle bygges på grunden,
eller om der skulle anlægges grønt område. Ikke desto mindre har Realdania - gennem
datterselskabet Realea - erhvervet sig grunden og har valgt at bebygge den. Idéen er at skabe
et livligt og integrerende bymiljø, der skal fungere som bindeled mellem byen og havnen.
I kraft af sin placering op ad Frederiksholms Kanal er der også en anden agenda i
forbindelse med udviklingen af Bryghusgrunden. Københavns kommune ønsker at minimere
biltrafikken i den indre by til fordel for et styrket gågadenetværk. Dette er en videreudvikling
af den byrumspolitik, der har hersket siden 1960’erne, som er gennemgået i det ovenstående. I
denne forbindelse er Bryghusgrunden sammen med Frederiksholms Kanal en synlig mulighed
for at udvide det eksisterende gågadenetværk, så det kommer i kontakt med havnefronten.
4.1.1 Tiltrækningskræfter og afstande
I analysen af Bryghusgrunden, som Gehl Architects har produceret for Realdania, pointeres
det, at afstanden mellem Gammeltorv/Nytorv og Kgs. Nytorv er den samme som mellem
Gammeltorv/Nytorv og Bryghusgrunden.
79
Gehl Architects, op. cit., p. 4.
39
80
Dette bruges som et argument for, at Bryghusgrunden ejer meget gode forudsætninger for at
udvikle gågadenetværket. Det påpeges, at et menneske normalvist gerne går en strækning på
op til 10 minutter uden at tage bil eller offentlige transportmidler dog med de forudsætninger,
at der er spændende og udfordrende elementer på strækningen samt, at der ikke er hindringer
på strækningen, der besværliggør fodgængerens færden: ”10 min er netop gåtiden i
almindeligt tempo mellem Gammeltorv og Bryghusgrunden - hurtigere end en tur gennem
Strøget, hvilket man gerne gør for fornøjelsens skyld.”81
Det problematiske i dette argument
bliver netop, at mennesker nok vil gå 10 minutter men ikke, hvis der ikke er noget attraktivt
på vejen. Problemet er altså, at der ikke er nogen strækning ned til Bryghusgrunden, som på
nuværende tidspunkt inviterer fodgængeren ned til havnen fra byen.
80
Ibid., p. 6. 81
Ibid., p. 21.
40
82
Det faktum, at mange vælger at gå en tur gennem Strøget for fornøjelsens skyld, beror i min
optik også på de shoppingorienterede stimuli som butikker og cafeliv, og det er et relevant
perspektiv at tage med i betragtning. Dertil kommer, at ruten langs Frederiksholms kanal og
ned til Bryghusgrunden netop skal konkurrere med det attraktive Strøget, som er et yderst
veletableret gågadedistrikt, der stimulerer både turisten og konsumenten. Det kan blive
problematisk at få folkestrømmen til at vælge at gå ned ad Frederiksholms Kanal i stedet for
ned ad Strøget. I forhold til dette bruges kontakten til vandfladen som argument, men denne
kontakt etableres først ca. 200 meter fra Gammeltorv/Nytorv og kan derfor ikke ses, når
fodgængeren skal vælge sin videre rute fra Gammeltorv/Nytorv. Yderligere er Rådhusstræde -
gaden der ligger mellem Nytorv og Frederiksholms Kanal - en noget smal gade, der ikke
syner af meget fra Nytorv, hvilket gør konkurrencen med det meget synlige Strøget sværere.
Dermed kan det argumenteres, at det ganske vist ikke er afstanden, der afholder mennesker
fra at besøge Bryghusgrunden men derimod manglende aktivitet og stimuli. Altså skal der
82
Ibid., p. 21. De grønne pile illustrerer strækninger med gode fodgængerforbindelser. De orange pile er strækninger,
hvor der er manglende fodgængerforbindelser.
41
gøres noget aktivt og skelsættende ved strækningen ned til Bryghusgrunden, for at
fodgængerne vælger at gå ad den rute.
4.1.2 At bygge med succes på Københavns Havn
Hvis man skal anskue de forskellige byrum i Københavns Havn, er det tydeligt, at det især er
byens rekreative områder og aktiviteter som Islands Brygges Havnebad og de mange
kanalbåde, der skaber liv og atmosfære ved vandet. Der er taget mange initiativer for at
trække bylivet ned til havnefronten, men det er endnu ikke til fulde lykkedes for noget
nyopført bygningsværk at generere det ønskede byliv langs havnen.83
Dog kan Skuespilhuset
siges at have tiltrukket liv med sin åbne og transparente facade samt promenade ud mod
vandet. Dette er primært benyttet af teatergæsterne, hvorfor der umiddelbart er mest liv i
begrænsede perioder koncentreret omkring teatrets forestillinger. Dog har Skuespilhuset en
klar fordel, idet det ligger for enden af Nyhavn, hvor der i forvejen er masser af liv. Samtidigt
ligger det på havneruten mellem Langelinie og Nyhavn, hvilket er en traditionel turistrute,
som også bringer mennesker og liv til bygningen. På den led har Skuespilhuset nogle i
forvejen klarlagte atmosfæremæssige fordele og skal ikke generere liv på samme måde, som
det kommende byggeri på Bryghusgrunden kommer til at skulle.
Trods denne kendsgerning, at intet nyere bygningsværk har kunnet etablere
interaktionen mellem bylivet og havnen, vælger Realdania alligevel at opføre et stort
bygningsværk på Bryghusgrunden. I Gehl Architects’ analyse af grunden fremhæves dens
placering som ideel for netop at kunne skabe denne interaktion, som ikke tidligere er
lykkedes. Dog fremsætter Gehl Architects en række anbefalinger, som skal opfyldes for, at
dette vil lykkes. Disse skal fungere som en slags pejlemærker for kvalitet og for sikringen af
et godt byrum med velfungerende byliv.
Gehl Architects’ anbefalinger til Bryghusgrunden84
:
Lad de historiske bygninger og spor fortælle - sørg for at de præger rummets identitet
Skab en destination - ikke blot som et bygningsværk, men som et offentligt rum
Udvid det kommercielle og kulturelle netværk og bring det i kontakt med vandet
83
Ibid., p. 14. 84
Ibid., pp. 12-13.
42
Styrk den lokale identitet til gavn for både beboere og de mange arbejdspladser
Aktivér havnefronten
Sørg for gode fodgængerforhold
Minimer bilernes dominans langs havnefronten
Opgrader de ensformige facader og skab aktivitet langs de historiske facader
Styrk havnerummets offentlige transport og netværk
Gør kanalen til en del af byens kommercielle netværk
Yderligere har Gehl Architects også fremsat nogle strategiske punkter for Bryghusgrunden85
:
Invitér alle byens forskellige brugergrupper
Introducér gennemgående og sammenkoblende elementer
Programmér for det faste, det foranderlige og det flygtige
Skab en unik aktivitetspark som tilbyder faste, foranderlige og flygtige aktiviteter på
vand og land for alle brugere
Skab nye forbindelser for fodgængere og cyklister
Sørg for at der findes aktivitetssteder for hver 200 meter
Gør Bryghusgrunden til en destination som inviterer alle typer af mennesker og som
tilbyder en mangfoldighed af herlighedsværdier
Skab aktive og inviterende facader som aktiverer de omkringliggende byrum
Frigør parkeringspladser til fordel for fodgængerne. Lad bilisten færdes på de gåendes
vilkår
Aktivér byrummene både om sommeren og vinteren
Skab nye forbindelser som forbedrer færdselen i området og lad Bryghusgrunden
aktivere Søren Kierkegaards Plads
Lad Bryghusgrunden forbinde i flere niveauer og henover vejen. Tilbyd flere
forskellige måder at opleve og befinde sig ved vandet fra de forskellige niveauer
85
Ibid., p. 27.
43
Det er tydeligt ud fra disse analytiske og strategiske anbefalinger, at der er mange
udfordringer for byggeriet på Bryghusgrunden. Der er mange forhold at tage hensyn til, hvis
projektet skal blive vellykket.
I det følgende diskuteres nogle af disse anbefalinger i forhold til Bryghusprojektets
planer og visioner. Hvordan synes vilkårene for succes at være? Nogle af punkterne vil vægte
mere end andre med henblik på at fastholde fokus på atmosfærediskursen. Dog vil der
indledningsvist være en generel introduktion til Bryghusprojektet.
44
4.2 Beskrivelse af Bryghusprojektet
Rem Koolhaas og hans tegnestue Office for Metropolitan Architecture (OMA) var
forhåndsinviteret til at lave et idéforslag til Bryghusprojektet. Ud af 32 indsendte forslag samt
tre forhåndsinviterede forslag endte det med, at Koolhaas og OMAs idé blev valgt i 2006.
Dette valg skete på baggrund af en interviewkonkurrence frem for en traditionel
arkitektkonkurrence med det formål at få bygherren, arkitekten og andre rådgivere til at
samarbejde tidligt i processen. Derved skulle det, gennem denne mere dialogbaserede proces,
bedre kunne lade sig gøre at finde frem til det helt rigtige koncept for projektet allerede fra
begyndelsen. Resultatet af dette er blevet en vision om et multifunktionelt hus, hvor
forskellige verdener mødes:
”Det er intentionen, at byggeriet skal være et udstillingssted. Et bosted. Et
mødested. Et arbejdssted. En forbindelseslinje, hvor byen møder havnen. Hvor
trafikken møder og krydser bygningen. Hvor arbejdet møder fritiden. Hvor
mennesker i alle aldre møder hinanden.”86
Bryghusprojektet skal angive nye arkitektoniske toner, hvor bygningsværket i sig selv er
exceptionelt, men også hvor det rummer andre kvaliteter som eksempelvist at styrke det
omkringliggende kvarter samt forbindelsen mellem by og havn. Det kan roligt hævdes, at
Bryghusprojektet står overfor store udfordringer i flere forskelligt pegende retninger.
Forventningerne til, hvad dette bygningsværk skal kunne opnå, er hverken få eller små. I
denne nedenstående illustration er det angivet med farver, hvordan bygningen skal rumme de
forskellige funktioner:
86
http://www.bryghusprojektet.dk/Byggeriet/Visionen.aspx
45
Rød = DAC, gul = restaurant og café, grøn = kontorarealer87
, blå = boligarealer.
Bryghusprojektet i snit fra havnepassagen
Bryghusprojektet i snit fra byplads til havnepassagen
87
Det var oprindeligt planen, at Realdania skulle have sit hovedsæde her, men nu skal det hele udlejes til andet erhverv.
Realdania får i stedet til huse på Jarmers Plads i deres egne kontorer.
46
Tesen er, at Københavns mest livlige byrum er karakteriseret ved en blanding af forskellige
former for menneskelig færden som bolig, erhverv, konsumerisme, kultur og spisesteder mm.
Derfor skal disse forskellige aktiviteter og funktioner også støde på hinanden i
Bryghusprojektet under parolen, at mødet mellem forskellige verdener og aktiviteter skaber
liv.
Bryghusprojektet kommer til at huse Dansk Arkitektur Center (DAC), som deraf også
har haft stor interesse i dette projekt, hvilket blandt andet har udmøntet sig i en udstilling
omkring projektet. Det er planen, at DAC skal udvide med konferencelokaler, boghandel,
café, 3D biograf, bylaboratorium, showroom mm. Derudover skal der i Bryghusprojektet være
plads til en del boliger samt areal, der skal udlejes til kontorer og erhverv. Stueetagen kommer
til at indeholde en offentlig restaurant, og på øverste etage etableres en café med udsigt.
Under grunden skal der anlægges parkeringskælder og udendørs laves legepladser og
opholds- og aktivitetsrum. På den led skulle forskellige verdener mødes på tværs af hinanden.
Rem Koolhaas og OMA kalder selv Bryghusprojektet for en urban motor, der vil
komme til at generere liv på havnen.88
Arkitekt Mathilde Serup fra DAC skriver, at dette skal
forstås på den led, at mennesker vil myldre til området grundet bygningens mange funktioner:
DACs offentlige udstillingsarealer, restauranten og caféen på toppen af bygningen, trafikken
der ledes tværs gennem bygningen samt trafikken, der naturligt vil være til og fra
parkeringsanlægget. Det kan diskuteres, hvordan den konstante trafik gennem bygningen skal
kunne genere byliv, men bygningens mange forskellige funktioner er ifølge OMA noget helt
unikt: ”Det er den bygning med de mest blandede funktioner, vi nogensinde har lavet”89
.
Dette skildrer Dirk Peters, en af OMAs arkitekter på Bryghusprojektet, som at skabe en hel by
i én bygning, hvilket kan beskrives som et kvasi-urbant fænomen (jf. afsnit 2.3.2). Bygningen
er i sit formsprog skabt af flere forskellige byggeklodser, hvilket blandt andet er for at
opbryde de mange kvadratmeter til en mere menneskelig skala, men som også er for at bryde
med den gængse måde at dele en bygnings funktioner op. I Bryghusprojektet har OMA så at
sige flettet de forskellige funktioner ind i hinanden. Mathilde Serup beskriver det således: ”I
stedet har man rystet posen og tænkt bygningen som en by; alle funktioner blandet for størst
mulig synergi: city in a box”.90
Det er netop dette multifunktionelle aspekt, som OMA kalder
88
http://www.oma.eu/index.php?option=com_projects&view=portal&id=1052&Itemid=10 89
Video med interview fra OMA arkitekter, http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html 90
Mathilde Serup: Liv og leg på havnefronten, Copenhagen X, DAC. http://www.cphx.dk/#/166186/
47
urban motor. Dette - at skabe en urban motor - synes at give forventninger om, at bylivet vil
komme til bygningen nærmest af sig selv.
OMA fremhæver yderligere, at indgangen fra byen til havnen går igennem bygningen
via en underjordisk forbindelse, som går under den stærkt trafikerede vej. I denne
underjordiske urbane passage skal der være indgange til alle bygningens funktioner som en
form for indslusning til livet i bygningen. Derudover er det OMAs tanke, at denne passage
skal kunne bruges til små koncerter og visning af film. Endelig har det været en pointe for
OMA at gøre op med de modernistiske bygninger, der ellers pryder Københavns Havn. Disse
modernistiske bygninger kommer ifølge OMA til i kraft af deres størrelse til at udtrykke en
form for monumentalitet, der lukker sig omkring sig selv. Bryghusprojektets kontrast til
havnens øvrige udtryk vil blive diskuteret yderligere senere. Først vil fokus rettes mod
Bryghusprojektets atmosfæreskabende elementer.
4.2.1 Bryghusprojektets atmosfæreskabende elementer
Da projektet som nævnt ikke er realiseret endnu, bliver det primære vurderingsgrundlag
OMAs visualisering, som er en kort simuleret præsentationsvideo af bygningen og området.91
Det er relevant at vurdere deres præsentation af og forventninger til projektet i forhold til de
reelle tiltag, der er beskrevet.
I visualiseringen ses byggeriet fra forskellige vinkler både udendørs og indendørs. Man
følger en fodgængers færden gennem den underjordiske urbane passage samt en cyklist, der
cykler gennem bygningen via den eksisterende vej på Christians Brygge. Et slående element
er lyden. Der er en konstant pludren og hyggelig snak, børnelatter og fuglekvidren. Lyden
varierer, som man følger fodgængeren, men igennem hele visualiseringen er der en behagelig
lyd af liv og sommer. Selv da cyklisten følges på den noget trafikerede vej, virker lyden ikke
generende. Det er ikke en massiv trafikstøj, der møder én, men derimod en bølgende summen,
der næsten kan forveksles med det brusende hav. Det er da også bemærkelsesværdigt at i de
øjeblikke, hvor visualiseringen inddrager videoklip med rigtige optagelser fra Christians
Brygge, optræder der væsentligt mere trafikstøj. Lyd er som tidligere gennemgået et
atmosfæreskabende element. Det er da også tydeligt, at OMA i deres præsentation benytter
sig af lyde til at kreere en vis stemningsmættethed og atmosfære - et lydmæssigt landskab af
velvære, leg og fritid.
91
http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html
48
Realdanias administrerende direktør, Flemming Borreskov, udser pladsen, der kommer
til at ligge på bysiden af Bryghusprojektet ved Bryghusgade, til at blive ”det suverænt bedste
byrum”92
. Argumentationen herfor lyder på, at der vil være sol det meste af dagen, læ for
vestenvinden, støjen fra den heftige trafik på Christians Brygge vil være begrænset, der
anlægges legeplads samt restaurant. Disse forhold er eksempler på atmosfæreskabende
elementer, som skal invitere det sansende individ til ophold og aktivitet.
Yderligere fremhæves det, at bygningen kommer til at fungere som afgrænsning for tre
byrum; Søren Kierkegaards Plads, pladsen langs havnen samt pladsen ved Bryghusgade.
Denne afgrænsning er i sig selv med til at opbygge en atmosfære, idet rummene herved
defineres. Denne fornemmelse af afgrænset rum giver i højere grad lyst til ophold, idet
individet på den led rent faktisk kan sanse rummet i forhold til i dag, hvor rummene flyder ud
i et uafgrænset ingenting. Idet rummet er skaleret ned i en menneskelig skala, kan det
sansende individ bedre forholde sig til det.
I det hele taget er det meget de samme atmosfæreskabende elementer, der nævnes i
materialet omkring Bryghusprojektet; Sol, læ, tryghed, lys, bænke, mulighed for ophold, leg
og aktivering af individet, restaurant samt begrænsning af trafikstøj. Dog er det sjældent klart
defineret, hvordan dette ønskes opnået. I byrummet langs havnen vil der være nogle bakker,
som skal invitere til leg, som er en vigtig aktivitet i forhold til hele dette projekt. Der er lagt
meget vægt på de fire legepladser, der skal være både udenfor og integreret i bygningen. På
tegnebrættet er disse legepladser frigjort fra alt, hvad der kaldes ”overpædagogiske
sikkerhedsforanstaltninger, der kan få børn til at kede sig. Det at lege må gerne give et sug i
maven og gøre tøjet vådt”93
. Legepladserne skal være for forskellige aldre, hvilket blandt
andet kommer til udtryk ved bakker og kuperet terræn kombineret med en udendørs café, en
overdækket legeplads for de mindste samt en skaterpark langs vandet. Sidstnævnte kan give
grund til at overveje om OMA er forfaldet til klichéen, som Tom Nielsen udtrykker
bekymring for (jf. afsnit 2.2.2). Skaterparken er et klassisk symbolsk eksempel på, når
byrumsplanlæggere ønsker at tilføje plads til mangfoldighed. Tom Nielsen påpeger på
humoristisk vis det problematiske i dette, idet de danske skatere får usandsynligt travlt, hvis
de skal befolke de utallige planlagte skaterramper i Danmark.94
Det kan også påpeges, at
selvom Bryghusprojektet qua sine mange funktioner henvender sig til mange forskellige
92
http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html 93
Serup, op.cit. 94
Overgaard (red.): interview med Tom Nielsen, op. cit., p. 93.
49
grupper mennesker, er det alligevel ikke skatere, der er den mest oplagte målgruppe netop her.
Ifølge Tom Nielsen er det ofte tilfældet, at et byggeri alene grundet den symbolske værdi
tager skaterrampen med på tegnebrættet, på trods af at skaterne ikke er målgruppen.
Alt i alt er det tydeligt, at OMA og Realdania i deres overvejelser omkring
Bryghusprojektet er meget fokuserede på at ville generere byliv og skabe kontakt mellem
byen og havnen. Dog er der alt for lidt fokus på, hvordan dette skal opnås. Der er meget få
konkrete eksempler på virkemidler til at skabe atmosfære og byliv. Der sættes usædvanligt
meget lid til det multifunktionelle aspekt, som projektet rummer. Dette vil tiltrække
mennesker og med mennesker kommer atmosfære og byliv - sådan synes tesen at være i dette
projekt.
Forsker Helle Nørgaard fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) peger på, at dette er
en generel tendens hos byplanlæggere i dag. De vil skabe ”byrum for alle”, men Helle
Nørgaard pointerer også, at når mange forskelligt rettede interesser skal kombineres i ét
byrum, medfører det også spændinger og konflikter.95
Helle Nørgaards fokus omhandler
utryghed og kriminalitet i byrummet, som i hendes argumentation er stigende i byrum, hvor
mange forskellige mennesker samles. Derfor er det vigtigt at inddrage et tryghedsaspekt i
planlægningen, hvilket også er med i Gehl Architects’ anbefalinger til Bryghusprojektet. I det
hele taget forholder Helle Nørgaard sig kritisk til det multifunktionelle aspekt i
byrumsplanlægningen:
”Byplanlæggernes opskrift på succes er at lave byrum til mange forskellige
udfoldelser. Men det er en meget ambitiøs vision at ville skabe fælles rum, hvor
alle kan få individuelle ønsker og behov opfyldt på samme tid. […] Det er måske
endda en umulighed.”96
I dette citat skitseres en bekymring og usikkerhed omkring ”byrummet for alle”, som ikke er
til at spotte hos OMA eller Realdania, der tværtom fremhæver det som en succesfremmende
kvalitet.
Administrerende direktør for DAC, Kent Martinussen, understreger, at
byfornemmelsen, som er nødvendig for et byrums succes, kun kan eksistere, hvis der er
mennesker.97
Dog er det meningen, at det sansende individ skal påvirkes af omgivelserne
sådan, at det opfordres til selvstændig aktivitet som motion, leg i bakkerne, ophold osv. Det
95
Peter Kronsted: ”Byrum uden ballade” IN Arkfokus, august 2008, Arkitektforbundet, p. 5. 96
Ibid., p. 5-6. 97
http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html
50
vil sige, at betydningen af subjektets udveksling med omgivelserne anerkendes. I dette ligger
den grundlæggende holdning, at den egentlige atmosfære udspringer som et samspil mellem
den arkitektoniske ramme og den menneskemængde, der forventes at benytte
Bryghusprojektet. Dette stemmer meget godt overens med det atmosfærebegreb, som
præsenteres i punkt 2.3. Altså at atmosfæren genereres som selvstændig størrelse ud fra det
sociale liv, lokaliteten og de byrum, som Bryghusprojektet skaber. Dog er der hos Realdania
en tendens til at lægge meget vægt på subjektets optræden - altså det sociale liv - som
succeskriterium, selvom det pointeres at det er i samspil med de arkitektoniske rammer.
Modsat vejer selve byggeriet - altså den arkitektoniske ramme - tungt i OMAs prioriteringer,
men også med en anerkendelse af at det sociale liv er vigtigt.
Det anfægtelige ved dette bliver dog imidlertid, hvis der ikke kommer det antal
mennesker som forventet. I så fald kan det blive problematisk, at der tilsyneladende ikke er
tænkt flere atmosfæreskabende elementer ind i projektet. Nok kan projektets mange
funktioner - herunder især bolig og erhverv - trække nogle mennesker til, men i min optik er
det yderst tvivlsomt, om det er tilstrækkeligt. Der findes utallige byrum, hvor der nok er
mennesker grundet bolig og erhverv i området, men hvor bylivet alligevel ikke trives. Det står
klart, at OMA og Realdania forventer, at stedet vil myldre med mennesker, men der er
desværre flere faktorer, der taler imod, at dette vil lykkes. I det følgende afsnit vil nogle af de
problematikker, som efter min overbevisning er til stede i projektet, blive analyseret.
51
4.3 Problematikker ved Bryghusprojektet
Skønt Bryghusgrunden har en eminent placering midt i København, har den alligevel været
meget omdiskuteret. Den er ikke særlig besøgt grundet de nuværende dårlige vilkår for især
fodgængere. Som det allerede tidligere har været nævnt, er dette blandt andet en af
problematikkerne, som bør tages hensyn til, hvis Bryghusprojektet skal blive en succes. Det er
også en tydelig vurdering i Gehl Architects’ analyse af grunden, hvor cirka en tredjedel af
anbefalingerne omhandler fodgængervilkårene. Det er en betydelig vægtning, som ikke er til
at komme udenom. Derudover er det vigtigt at vurdere, hvilken indflydelse den heftige trafik
på Christians Brygge kommer til at have på projektet. Endelig er det også relevant at se på,
hvordan Bryghusprojektet i dets formsprog matcher de omkringliggende bygninger,
historicitet og nærmiljøet. Det er nogle af disse kritikpunkter, jeg i det nedenstående vil
diskutere blandt andet på baggrund af udvalgte punkter fra analysen fra Gehl Architects,
Københavns Kommunes lokalplan for området samt resultaterne af den overståede
høringsperiode i forbindelse med vedtagelsesprocessen af projektet.
4.3.1 Trafikintensiteten
Der er flere af anbefalingerne i Gehl Architects’ analyse, der omhandler trafikken. En af dem
lyder direkte: Minimer bilernes dominans langs havnefronten. Denne anbefaling berører de
eksisterende parkeringspladser men primært trafikken, som er kraftig på Christians Brygge,
hvor Ring 2 passerer: ”På Christians Brygge er trafikintensiteten stor med ca. 20.000 biler i
døgnet og på Vester Voldgade kører der ved havnen ca. 9.500 biler.”98
Dette høje antal
passerende biler medfører en del trafikstøj som tidligere nævnt, hvilket også har indflydelse
på atmosfæren. Trafikstøj indbyder ikke til ophold eller hyggelig samtale og samvær i det
offentlige rum. I byrummet ved Bryghusgade kommer bygningen til at fungere afskærmende,
men i byrummet langs havnen kører trafikken sideløbende, hvilket kan være problematisk.
Københavns Kommune har pålagt, at der skal gennemføres en miljøvurdering af
Bryghusprojektet for blandt andet at vurdere støj- og luftgener i lokalområdet. Her vurderes
det, at ”de væsentligste miljøpåvirkninger som følge af gennemførelse af Bryghusprojektet er
en øget trafik med svagt øget støj og uheldsrisiko”.99
Trafikintensiteten forventes altså at stige
98
Lokalplanforslag ”Bryghusgrunden” med kommuneplantillæg, Københavns Kommune, p. 6. 99
Ibid., p. 16.
52
5-10 procent på Christians Brygge og de nærmeste omgivende veje i forbindelse med
opførelsen af Bryghusprojektet. I sammenligning kan byrummet ved Den Sorte Diamant, som
ligger længere henne ad Christians Brygge, med fordel anskues. Det benyttes ikke som
opholdsrum, men snarere som ankomst- og afgangshal for brugerne af Det Kongelige
Bibliotek. Dette er ikke samstemmende med OMAs tanker om at ville skabe rekreative,
stemningsfyldte byrum, som inviterer mennesker til ophold og leg. I denne illustration fra
rapporten for lokalplanen vises støjniveauet for Christians Brygge og det omkringliggende
område:
Denne illustration viser et meget højt trafikstøjniveau på 65-75 dB, hvilket er på grænsen for
Miljøstyrelsens seneste vejledning omkring boligbyggeri, institutioner og anden følsom
arealanvendelse uden særlig beskyttelse af facader mm. Som det ser ud i dag overvejer
Københavns Kommune at effektuere denne vejledning i forhold til Bryghusprojektet, hvilket
kan have konsekvenser i forhold til rettelser i byggeriet.100
Under alle omstændigheder er
100
Ibid., pp. 27-28.
53
dette en dårlig forudsætning for det tiltænkte havnebyrum med atmosfære og
rekreationsmuligheder.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at OMA eller Realdania har lyttet til anbefalingen fra
Gehl Architects, idet der ikke på nuværende tidspunkt er fastlagt initiativer for at mindske
trafikken på Christians Brygge. Derimod er der flere ændringer på vej til Vester Voldgade,
som skal forbedre fodgænger- og cyklistforhold. Derudover er det i Vester Voldgade, at de to
nedkørselsramper til det underjordiske parkeringsanlæg skal være, hvilket miljøvurderingen
igen estimerer, vil betyde øget trafik og højere uheldsrisiko.101
Dette må i et atmosfære- og byrumsperspektiv anses for at være yderst kritisabelt i
forhold til udviklingen af et velfungerende byrum, som det er tiltænkt fra OMAs side. Noget
bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er Gehl & Gemzøes kontinuerlige understregning
af, hvor ekstremt vigtigt det er for bylivet, at et byrum har gode fodgængerforhold. Det er
nærmest et slags uigendriveligt mantra i både Nye byrum men også i Gehl Architects’ analyse
af Bryghusgrunden. I sammenligning kan det være svært at se, hvor meget der tænkes på dette
i udformningen af Bryghusprojektet, hvor der indtil videre fortsat er mest fokus på selve
bygningen og dens indre og ydre funktioner. Derfor rettes opmærksomheden i det følgende på
fodgængerforhold samt OMAs og Realdanias forventninger til, hvordan menneskemængden
ledes til havnen, og hvordan disse harmonerer med de egentlige tiltag.
4.3.2 Fodgængeren - en essentiel deltager
Som tidligere nævnt eksisterer der massive forventninger til, at menneskers myldren og
ophold i og udenfor Bryghusprojektet vil kreere en god byatmosfære, hvilket vil betyde, at det
længe savnede byliv på havnen vil opstå. De mange forskellige funktioners sammenfletning i
huset synes at være det aspekt, der giver anledning til disse forventninger. Derudover er der
bred enighed om fra alle involverede parters side, at fodgængeren spiller en betydelig rolle i
denne sammenhæng.
Realdanias administrerende direktør, Flemming Borreskov, forestiller sig, at Vester
Voldgade og Frederiksholms Kanal bliver de nye forbindelser til havnen på samme måde,
som Nyhavn er det i dag.102
Denne sammenligning kræver dog mange ændringer og
forbedringer af disse strækninger, hvilke ikke er helt lige så nemme at få øje på som
101
Ibid., pp. 16-17. 102
http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html
54
forventningerne. På Vester Voldgade skal der anlægges fortov og cykelsti, hvilket er en klar
forbedring, men problematikken består også i, at der ikke er nogen initiativer til at anlægge
kommercielt og kulturelt liv på strækningerne. Som det tidligere er blevet etableret, vil
mennesker gå 10 minutter for fornøjelsens skyld men gør det ikke, hvis der ikke er noget
tillokkende på vejen. I Nyhavn ligger restauranter og caféer side om side, hvilket i tillæg til de
mange både, der ligger til kaj, giver oplevelser og sanseindtryk på flere niveauer. Dette er
med til at skabe en unik atmosfære, som tiltrækker flere mennesker. Disse sanseindtryk er i
særlig grad manglende i Vester Voldgade, men det gør sig også gældende i Frederiksholms
Kanal, der dog er bedre stillet på dette punkt grundet blandt andet mindre trafik. Det
afgørende i denne debat er dog, at der endnu mangler mange ændringer, før både
Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade kan sammenlignes med Nyhavn - ændringer, der
ikke er taget initiativ til fra OMAs side. I analysen fra Gehl Architects foreslås det, at man
over Frederiksholms Kanal etablerer fire nye fodgængerbroer for at skabe varierede
bevægelsesmønstre og koble kanalens to sider.103
Dertil kommer, at det ville være
befordrende at skabe kulturelle og kommercielle aktiviteter langs kanalen. Gehl Architects
pointerer også, at ”folk tager hellere over til det afsidesliggende Islands Brygge, netop fordi
der her findes det byliv, der er mere tiltrækkende end noget andet arkitektonisk
mesterværk”.104
Bryghusgrunden har på en sommerdag kun 55 mennesker, der gør ophold
eller udfører anden aktivitet, hvorimod Islands Brygge har 1250, som det ser ud i dag.105
Som
det tidligere er pointeret, er det heller ikke lykkedes for noget bygningsværk at trække bylivet
til havnen endnu. Disse vurderinger er med til at eksemplificere det kritisérbare aspekt i, at
OMA og Realdania synes at stole på, at Bryghusprojektet som en destination i sig selv vil
tiltrække menneskemængden. At gøre Bryghusprojektet til en destination er da også et af
Gehl Architects’ anbefalinger, men dette kan ikke udelukkende gøres via spektakulær
arkitektur. Der skal være en attraktion og i dette tilfælde er spørgsmålet, om DAC kan udfylde
den rolle. I dag udgøres størstedelen af DACs besøgende af konferencegæster, som får gratis
adgang til DACs udstillinger, men det er ikke opgjort hvor mange af dem, der egentlig
benytter sig af tilbuddet.106
Under alle omstændigheder vil det sige, at besøgstallet for
almindelige udstillingsgæster ikke er ret højt. Det skal dog tilføjes, at DAC får flere
103
Gehl Architects, op. cit., p. 32. 104
Ibid., p. 19. 105
Ibid. 106
Information erhvervet via telefonsamtale med DAC-medarbejder.
55
aktiviteter, når de flytter ind i Bryghusprojektet, hvilket muligvis kan tiltrække flere
mennesker, men det er endnu svært at spå om. Altså eksisterer der et diskutabelt element i de
skyhøje forventninger til, hvor mange mennesker der dagligt vil opholde sig i og omkring
Bryghusprojektet. Det kan i hvert fald hurtigt udvikle sig til en determinerende problematik,
hvis forventningerne ikke indfries.
I tillæg til dette eksisterer der en problematik i, at Bryghusprojektet ikke harmonerer
med sit nærmiljø. Området omkring Bryghusgrunden er præget af mange fredede og
historiske bygninger, hvis atmosfære står i kontrast til det udtryk, Bryghusprojektet kommer
til at tilføre. Dette har også været et markant kritikpunkt i høringsprocessen for projektet.
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og Kulturarvsstyrelsen har kritiseret
projektet for at være for fremherskende i forhold til det historiske miljø samt, at projektet
overskrider den etablerede fortidsmindebeskyttelseslinje.107
4.3.3 Bryghusprojektet vs. det historiske nærmiljø
I området omkring Bryghusgrunden ligger Fæstningens Materialgård, Søren Kierkegaards
Plads, Chr. IV’s Bryghus samt Slotsholmen, der blandt andet huser Thorvaldsens Museum og
Christiansborg. Derudover er området omkring Nedre Frederiksholms Kanal og Søren
Kierkegaards Plads fredet grundet dets historiske værdi. I det hele taget kan Bryghusgrunden
siges at være en del af Københavns kulturhistoriske centrum. Gehl Architects’ anbefaling i
forhold til dette aspekt lyder på at lade historiske bygninger fortælle og præge rummets
identitet. Det kan dog umiddelbart være svært at se, hvordan Bryghusprojektet forholder sig
til sit historiske nærmiljø. I dette perspektiv er det også værd at bemærke Rem Koolhaas’
kritiske teori om identitet og histories hæmmende effekt på byen og dens udvikling (jf. afsnit
2.1.3).
Rem Koolhaas er med sin teoretiske overvejelser om den generiske by fortaler for en by
uden historicitet eller identitet108
. Han mener, at den generiske bys videre udvikling
begrænses af dens historie. Hvis byens historie fastholdes, forbliver den en størrelse, der
udelukkende viser tilbage til sig selv og derved ikke tilfører noget nyt - som et tautologisk
mantra uden mening. Denne mangel på udvikling er ikke befordrende for en moderne by i
globaliseringens tidsalder ifølge Koolhaas. Som tidligere gennemgået i
107
http://www.bryghusprojektet.dk/Bryghus/Aktuelt/Tilpasning.aspx 108
Koolhaas, op. cit., p. 11.
56
atmosfærediskussionen anser Koolhaas byen for at være en selvstændig og selvudviklende
instans med sin egen autonome vilje. Derved negerer han betydningen af byplanlægning,
hvilket også skinner igennem i Bryghusprojektet. Som påpeget er OMA i deres præsentation
af projektet primært fokuseret på selve bygningen og dens indre og ydre funktioner frem for
det omkringliggende område. I denne sammenhæng lader der også til at være tale om
holdningsforskelle hos OMA og Realdania. Som bygherre har Realdania fokus på at skabe
byliv, hvorimod Koolhaas og OMA er koncentrerede om at skabe et spektakulært
arkitektonisk værk. OMA og Koolhaas anser byen og arkitekturen som afsender af udvikling,
hvorimod Realdanias kodeks er, at mennesker skaber byliv. Dermed ikke sagt at det er
subjektet alene, der genererer byliv, men betydningen af det sociale liv opprioriteres. Trods
disse vægtningsforskelle er de begge enige om, at både det sociale liv og de arkitektoniske
rammer er vigtige for projektets succes. Holdes dette op mod atmosfærediskussionen, må det
som nævnt siges at være et udtryk for holdningen om, at atmosfære opstår i samspillet mellem
det sansende, interagerende subjekt og objektet. Dog er det i denne sammenhæng yderst
vigtigt at pointere, at Koolhaas og OMA slet ikke rører ved atmosfærebegrebet. De benytter
sig af atmosfæreskabende elementer i deres visualisering af projektet, men derudover
distancerer de sig fra atmosfærebegrebet. Denne berøringsangst er en tilbagevendende tendens
indenfor arkitektverdenen, hvilket jeg vil vende tilbage til i det efterfølgende.
I det præsenterede atmosfærebegreb er udvekslingen mellem subjektet, objektet og
lokaliteten vigtig. Som gennemgået er der enighed om subjektet og objektets betydning, men
lokalitetens betydning synes at være nedprioriteret i dette projekt. Kulturarvsstyrelsen anså
også Bryghusprojektets manglende hensyntagen til det historiske nærmiljø for at være
problematisk og indstillede derfor en protest. Det er heller ikke blot Gehl Architects og
Kulturarvsstyrelsen, der anser det historiske for at være af betydning. I videoen Visioner ved
vand109
, som er et temaprojekt om havnemiljøer produceret af Copenhagen X110
, udtrykker
flere chefplanlæggere for europæiske byer, at historie er vigtigt for byens identitet. Riek
Bakker, professionel chefplanlægger i Rotterdam, argumenterer for netop at blande nyt og
gammelt for at opnå atmosfære. I alt for mange tilfælde glemmes den historiske arv, hvilket er
en alvorlig fejl, ifølge Bakker.111
Fejlen består i, at hvis historien ikke medregnes, er det ikke
109
Visioner ved vand, produceret og instrueret af Malene Ravn og Li Vilstrup ved Copenhagen X.
http://www.cphx.dk/#/171617/ 110
Copenhagen X er en del af DAC. 111
Visioner ved vand, http://www.cphx.dk/#/171617/
57
muligt at opbygge en ny attraktiv identitet eller atmosfære. Byrummet får en ensidig karakter,
som ikke er befordrende for hverken byliv eller atmosfæredannelse. Denne holdning støttes af
chefplanlægger i Hamburg, Egbert Kossak, hvis grundsyn er, at de historiske elementer er af
altafgørende karakter for byudviklingen. Han tilføjer, at de historiske bygninger i denne
sammenhæng er meget mere værdifulde end de nye bygninger, hvorfor integrationen af nyt og
gammelt er nødvendig.112
Kossak forklarer, at ”når folk går et sted, skal de kunne føle dets
historie”113
. Dette kan med fordel sammenholdes med Klaus R. Kunzmanns beskrivelse af
den europæiske bys identitet som et særegent fænomen netop grundet dens historicitet114
.
Niels Albertsen omtaler dette som byens aldersatmosfærer, hvis værdi ligger netop i det at
kunne fornemme en bys alder og historie.115
Det er i det hele taget ikke svært at finde
eksempler på holdninger, som taler for vigtigheden af historiske elementer i byrummet.
Derfor kan Rem Koolhaas siges at skille sig ud. Bryghusprojektet står altså i kontrast til disse
holdninger, idet Bryghusgrundens omkringliggende historiske værdier ikke er medtænkt i
projektet.
Alligevel har Kulturarvsstyrelsen nu trukket sin indsigelse tilbage, da der nu som
kompromis er indført ændringer i projektet.116
Disse ændringer går primært ud på, at hele
bygningen trækkes fem meter længere ud i havnen, så der opstår mere plads omkring de
historiske bygninger. Derudover er facaden mod nord rykket tilbage, så der stadig kan opnås
et lige kig ned ad Frederiksholms Kanal. Derved bevares den historiske kystlinje og der opnås
mere luft omkring de historiske bygninger.
Alligevel kan det diskuteres, hvordan kontrasten mellem Bryghusprojektet og det
historiske nærmiljø kommer til at fungere i praksis. I denne sammenhæng er det relevant at
anskue Niels Albertsens overvejelser om atmosfærernes politik.117
Albertsen beskriver,
hvordan ny arkitektur kan sættes ind i en sammenhæng med en allerede eksisterende
atmosfære, uden at det nødvendigvis har atmosfæriske konsekvenser, men ofte vil det kunne
medbringe atmosfæriske forstyrrelser i stedet. Den nye arkitektur kan på den led komme til at
112
Visioner ved vand, http://www.cphx.dk/#/171617/ 113
Visioner ved vand, Amsterdam. http://www.cphx.dk/#/171617/ 114
Kunzmann, op. cit., p. 93. 115
Albertsen, op. cit., p. 21. 116
Denne høringsproces, hvor både borgere, Kulturarvsstyrelsen og Teknik- og miljøforvaltningen har kommet
med indsigelser, kan siges at være sammenlignelig med den empiriske receptionsforskning som forklaret i afsnit
2.3.3. Realdania og OMA benytter sig af empiriske undersøgelser for at rette projektet til og opnå det bedste
resultat. Analysearbejdet, udført af Gehl Architects, kan også ses som et eksempel på dette, dog med det
forbehold at OMA kan kritiseres for kun at tage hensyn til et fåtal af de forhold, der opstilles i analysen. 117
Albertsen, op. cit., p. 21.
58
skulle kæmpe med det i forvejen etablerede byrum og dermed bryde med den urbane
atmosfære. Det er i den grad tænkeligt, at Bryghusprojektet vil medføre en atmosfærestrid i
forhold til den eksisterende historiske atmosfære. Det er da netop også bygningens
dominerende fremtoning, der er blevet slået på i kritikken af projektet.
Derimod kan Bryghusprojektet siges at fungere som en udmærket pendant til Den Sorte
Diamant, der ligger få hundrede meter længere nede ad havnen. Trods det at Koolhaas og
OMA ikke har forholdt sig til det historiske nærmiljø, har projektet indeholdt kritiske
overvejelser om de moderne bygninger, der i de senere år er skudt op i Københavns Havn:
OMA kalder de omkringliggende byggerier for hyper-clean, modern and polite.118
Dette er en
tydelig kritik af store monumentale bygninger, hvis volumen ifølge OMA virker bombastisk
på havnefronten. Det er årsag til, at Bryghusprojektet i sit formsprog er brudt op i klodser, der
er stablet på kryds og tværs. Dette er et forsøg på netop at afværge den moderne
monumentalitet og skabe en bedre skalamæssig forståelse i forhold til individet. På
tegnebrættet virker dette som en udmærket bestræbelse, men det kan dog være svært at sikre,
at bygningens volumen med sine 17.000 kvm. over jorden119
ikke virker dominerende.
4.3.4 Bryghusprojektet - en succes?
Alt i alt må Bryghusprojektet siges at have gode forudsætninger for at blive en succes, men
som gennemgået er der dog visse udfordrende elementer for projektet. Det kan være
bekymrende, at der endnu ikke er klarlagt nogen stærkere initiativer for at lede bylivet ned til
havnen, men at det i stedet forventes, at bygningen selv kan trække mennesker til havnen.
Derudover er ulempen med den intense trafik også en afgørende faktor, som ikke står overfor
ændringer. Det er under alle omstændigheder ikke befordrende for den ønskede atmosfære.
Netop atmosfæren står også til at komme i strid med den historiske identitet, som er
velfunderet i området.
Der er dog også visse fordele, som peger på Bryghusprojektet som en succes. Alene det
faktum, at det er en brand-name arkitekt som Rem Koolhaas, der er afsender på projektet, vil
komme til at tiltrække opmærksomhed - ikke mindst i et turismeperspektiv. På den led kan
projektet blive et trækplaster som destination. Derudover vil udvidelsen af DAC også kunne
have indflydelse på antallet af mennesker, der vil besøge bygningen og området omkring. I
118
Liv og leg på havnefronten, http://www.cphx.dk/#/166186/ 119
Liv og leg på havnefronten, http://www.cphx.dk/#/166186
59
det hele taget lader det til, at projektet er meget afhængigt af, at mennesker vil benytte
området. OMA kan kritiseres for at have for lidt fokus på de atmosfæreskabende elementer,
idet fokus er holdt på, at bygningens mange forskellige funktioner er tilstrækkelige i forhold
til at skabe liv. Dette kan sættes i perspektiv til den tidligere beskrevne berøringsangst, som
mange arkitekter har i forhold til begrebet atmosfære. Arkitekt Peter Zumthor uddyber endda,
at arkitekter ligefrem er opdragede til ikke at benytte eller forholde sig til begreber som sjæl
eller atmosfære (jf. Peter Zumthor, afsnit 2.0). I denne optik synes det at være yderst
kritisabelt. Denne kritik kan understøttes af Mark Wigleys holdning til, at det ikke er muligt at
være arkitekt i dag uden at forholde sig til atmosfære, som gennemgået i opgavens indledende
teoretiske afsnit. Ikke desto mindre synes det i nogen grad at være tilfældet hos OMA. I
forhold til Bryghusprojektet bliver risikoen ved den manglende fokus på atmosfæreskabende
elementer, at bygningen står mere eller mindre øde hen, samt at havnen ikke har opnået
kontakt til byen alligevel. Det er dog set tidligere, at renoveringen af et enkelt byrum har
følgevirkninger i sit nærområde, som derfor gennemgår en positiv udvikling. Gehl & Gemzøe
fremhæver Skt. Hans Torv på Nørrebro som et eksempel på dette120
, men i denne
sammenhæng er der nogle andre aspekter på spil. I mange byrum med velfungerende byliv og
atmosfære eksisterer også et konsumentappellerende perspektiv. Dette er ikke særlig præsent i
Bryghusprojektet. I perspektiveringen vil konsumaspektet og dettes indflydelse på atmosfære
og byliv blive debatteret.
Indtil videre står Bryghusprojektet til at være færdigt og taget i brug til 2013. Projektet
er dog ikke endegyldigt vedtaget, men det ser umiddelbart ud til at blive en realitet. Det vil så
vise sig om Bryghusprojektet bliver den første bygning, for hvilken det lykkes at generere
byliv og atmosfære på Københavns Havn.
120
Gehl & Gemzøe, op. cit., p. 96.
60
5.0 Perspektivering
I det ovenstående er det altså blevet fastlagt, at atmosfærer i byrummet opstår som
selvstændige, ukontrollerbare fænomener ud fra et samspil mellem det sansende individ, den
arkitektoniske ramme og lokaliteten. Det er også under denne forudsætning, at Realdania og
OMA forventer - dog med lidt forskellige vægtninger og prioriteter - at Bryghusprojektet vil
kunne generere det manglende byliv på havnen. Som gennemgået er der gode forudsætninger
for dette men også en del kritikpunkter, der kan vise sig fordringsfulde for projektets
succesramme. I præsentationen af projektet sidestilles og sammenlignes der med henholdsvis
Strøget og Nyhavn, som begge er byrum med velfungerende byliv og atmosfære. I denne
sammenligning er der imidlertid et afgørende aspekt, der ikke er medregnet - nemlig at begge
disse byrum tiltaler forbrugeren. I Bryghusprojektet er det ikke på samme markante vis
forbrugeren, der stimuleres, men i stedet henvender projektet sig til samfundsborgeren, der
skal bruge byrummet til kommunikativ interaktion, rekreative udfoldelser og anden
civilsamfundsmæssig aktivitet. Dog er der i projektet både en restaurant og café, men begge
disse er inkorporeret i de rekreative områder og regnes derfor som sådan. Dette er ud fra et
civilsamfundsmæssigt synspunkt ganske positivt, idet det offentlige rum i dag oftest er styret
af markedets vilkår. I det følgende vil markedets offensive indtog i byrummets udvikling samt
byrummets henvendelse til borgeren som henholdsvis konsument og civilsamfundsborger
blive diskuteret.
61
5.1 Markedskræfternes dominans i byrummet
Som sådan er det ikke et nyt fænomen, at markedet har taget plads i byrummet. Byrummet har
altid fungeret som handelsscene, og markedspladsen betegnes da også som en af de
traditionelle byrumsfunktioner.121
Markedspladsens kommunikative funktioner har imidlertid
ændret sig radikalt. I kraft af, at kommunikationsformer og mediernes informationstilbud har
undergået ekstreme forandringer, har markedspladsen ikke længere en opdaterende og
kommunikativ funktion for samfundsborgeren. I dag er fokus udelukkende på
konsumaspektet, som forstærkes af den massive, insisterende reklameeksponering i
byrummet. Alt skal i dag markedsføres og brandes. Det er da også af samme årsag, at
byrummets rekreative status får interesse og opmærksomhed. Markedskræfterne er i dag så
dominerende i det offentlige rum, at der i stigende grad i byrumsprojekter lægges vægt på
rekreative, kommunikative og interaktive tiltag. Det bliver dog samtidig i stigende grad
sværere at undse sig at skulle stimulere konsumenten, hvorfor der ofte alligevel er medtænkt
konsumzoner i planlægningen af nye byrum.122
Der er altså tale om en evig magtkamp
mellem markedskræfterne og civilsamfundsmæssige interesser i det offentlige rum. Ofte i dag
er det markedet, der vinder denne magtkamp, da det kræver mere planlægning at skabe et godt
offentligt rum uden at lokke mennesker til via shoppingstimulerende virkemidler.
I de seneste år har der dog været stigende opbakning omkring kulturevents, festivaler og
andre sociale arrangementer i de større byer i Danmark - især gældende for København og
Århus. Zulu Sommerbio (udendørs gratis film), Stella Polaris (elektronisk festival), Strøm
festival (musikfestival, der indtager blandt andet offentlige transportmidler), SPOT festival og
det københavnske modsvar START festival, U-Turn (kunstfestival i København), World
Outgames (Sportsbegivenhed og festival for bøsser og lesbiske) er blot nogle af de seneste
eksempler på sociale kulturarrangementer, som udfolder sig i byrummet, og tendensen er
tiltagende. Det ses oftere og oftere, at mere eller mindre spontane fester og sociale
arrangementer tages ud i byens rum:
””Vi holder fest i metroen. Du er inviteret.” Et par kædesms’er senere dunker et
metrotog af sted med festglade mennesker, dåseøl og musik fra selvmedbragt
121
Gehl & Gemzøe, op. cit., p. 10. 122
Henrik Kaare Nielsen: Kritisk teori og samtidsanalyse, p. 123.
62
ghettoblaster. Det er blevet hipt at spontanfeste på gadehjørner, i metrotog og
andre offentlige steder i byen.”123
Der er altså en kraftig vilje til at styrke det sociale liv i byens rum, hvad enten det er spontane
eller planlagte arrangementer. Dette kan i nogen grad ses som et modsvar til den intense
dominans markedet har i det offentlige rum. Dette understøttes af Gehl & Gemzøes pointe
om, at der i dag eksisterer en stigende interesse for at vinde det offentlige byrum tilbage og
bruge det som mødested (jf. afsnit 3.1.1).
Udelivet i byens rum - både i et konsumorienteret og et socialt, rekreativt perspektiv -
har været tiltagende, hvilket også kan skyldes politiske reguleringer. Eksempelvis er det
meget omdiskuterede rygeforbud fra 2007 medvirkende til, at caféer og andre restaurationer
udvider og forlænger udendørsserveringen. Der er altså kommet en helt ny udendørskultur i
byen, som kun bliver mere og mere udvidet. Flere steder er udendørsserveringen nu blevet et
helårsprojekt med varmelamper og tæpper, hvor det tidligere var sæsonbetinget og
udelukkende i de varmeste af sommermånederne. Disse tal markerer den kraftige udvikling af
udendørsservering i København:
124
Denne udvikling har også indflydelse på borgerens holdning til, hvordan det offentlige byrum
skal og kan benyttes. Gennem de sidste 25 år er antallet af mennesker, der opholder sig i og
benytter byens offentlige rum aktivt, mere end tredoblet. For bare 30 år siden var det
123
Kasper Foged Rasmussen, Ude hele året, KBH magasin nr. 36, oktober 2008, p. 7,
http://www.kbhmagasin.dk/pics/KBH36_internet.pdf 124
KBH magasin, op. cit., p. 13.
63
utænkeligt at bruge byens rum, som det benyttes i dag.125
Dengang lød påstanden, at
danskerne - grundet klimaet - ikke ville benytte byens rum til andre aktiviteter end de
nødvendige som eksempelvis transport. Den påstand må i den grad siges at være skudt i sænk,
da danskerne dyrker udelivet i byens rum, som var de i Italien eller Sydfrankrig. Den lukkede
nordiske byatmosfære erstattes altså af en middelhavsbyatmosfære, hvor byens rum er præget
af socialt liv og aktiviteter.
At cafélivet ekspanderer og rykker ud på gaden, ejer dog imidlertid stadig et
konsumperspektiv. Det handler nemlig også om, at vi i forhold til for 30 år siden har flere
penge mellem hænderne, som bruges på at gå ud: ”Danskerne bruger 20 mia. om året på at
gå ud, hvilket er dobbelt så meget som for ti år siden”.126
Det er så at sige en opblomstring af
en ny bykultur, som samtidig er en industri i rivende udvikling. Politisk set byder Københavns
Kommune denne udvikling velkommen, og der foreligger endda forslag om, at afgifterne for
udendørsservering skal reduceres kraftigt.127
Et andet politisk tiltag, der i den grad har sat gang i byrumsdebatten, er den meget
aktuelle og omdebatterede spærring for gennemgående biltrafik på Nørrebrogade. Det er en
tosidet strategi, der er iværksat af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Dels
er det for at mindske CO2-udslippet, idet projektet anses for at være en opfordring til at
benytte offentlig transport eller cykle i stedet for at tage bilen, men det er også for at skabe et
bedre byrum for borgerne. Nørrebrogade er den gade i Europa med det højeste antal cyklister
om dagen, hvilket skal afspejles i byrummet ifølge Københavns Teknik- og Miljøborgmester
Klaus Bondam.128
Kritikken af spærringen af Nørrebrogade, som endnu er på forsøgsbasis,
har været massiv. Især de forretningsdrivende er modstandere og klagerne lyder på, at
projektet koster dem kunder og dermed fald i omsætningen. Umiddelbart springer
sammenligningen med Strøgets omdannelse til gågade i 1962 én i øjnene, hvor
forretningsdrivende som bekendt også beklagede deres nød. I dag er der vist ingen
forretningsdrivende, der vil klage over at have adresse på Strøget. Markedskræfterne har i den
grad gode betingelser på Strøget, hvor både turister og københavnere spenderer mange penge.
Det er også et af de flittigt benyttede argumenter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som
gerne ser, at spærringen af Nørrebrogade gennemføres som en permanent løsning. Teknik- og
125
Gehl & Gemzøe, op. cit., p. 59. 126
KBH magasin, op. cit., p. 14. 127
Ibid., p. 15. 128
Søren Astrup: Nørrebrogade er for borgerne - ikke for bilerne, artikel i Dagbladet Politiken 14.08.09,
http://ibyen.dk/gadeplan/article768422.ece
64
Miljøborgmester Klaus Bondam fremhæver også positivt, at de forretningsdrivende på
Nørrebrogade har taget fortovsarealerne til sig til udstillingsstande såvel som
udendørsservering hos caféerne samt, at der endda er kommet nye forretninger til.129
Altså er
der i dette projekt ikke bare et miljø- og byrumsaspekt men også i høj grad et konsumaspekt.
Det kan i det hele taget være svært at komme udenom konsumappellen i byrummet i
dag. Markedskræfterne synes at have vundet indpas i både politiske og sociale henseender.
Henrik Kaare Nielsen udpeger et i denne sammenhæng meget illustrativt eksempel; nemlig at
den danske grundlovs 150-årsdag blev fejret i Århus ved at butikkerne kunne holde åbent til
midnat.130
Nielsen reflekterer kritisk over markedskræfternes dominans i stadig flere
civilsamfundsmæssige sammenhænge. Dette er gældende inden for den kulturelle
offentlighed, og især på det populærkulturelle område ”[har] den monologiske henvendelse
fra producent til konsument helt […] erstattet den offentlige dialog og meningsdannelse”.131
Henvendelsen til borgeren i det offentlige byrum foregår i langt højere grad på konsumentens
principper i stedet for den demokratiske samfundsborgers. Når nye byrum opføres, ses der
også flere og flere eksempler på, at der på forhånd er inkorporeret konsumzoner.132
Der er
altså svære betingelser for samfundsborgeren i det offentlige rum i dag, hvor tendensen
hælder mod markedets dominans. Derfor er den ovennævnte modsvarende reaktion, hvor flere
og flere både spontane og arrangerede kulturelle, sociale begivenheder indtager byens
offentlige rum, en utrolig positiv udvikling for civilsamfundsborgerrollens overlevelse. Sådan
kan forskellige smagsfællesskabers præferencer udspille sig i det offentlige rum, idet der er
tale om flygtige arrangementer, som derved skiftende overlader pladsen til hinanden. Det kan
netop være svært at forene forskellige livsstilsfællesskaber permanent i det offentlige rum,
hvilket ellers er det, der næsten altid er forsøgt inddraget i enhver arkitekts eller
byplanlæggers tegnebræt i dag. Som gennemgået er det uhyre populært at lave byrum med
plads til mangfoldighed, men i praksis er det sværere end som så at forene de forskellige
smagsfællesskabers naturlige modsætninger. Her kan man så læne sig op ad Helle Juuls
vurdering af, at et neutralt byrum har væsentlig større chance for succes end et byrum fyldt
med arkitektplanlagte detaljer.
129
Ibid. 130
Nielsen, op. cit., p. 122. 131
Ibid., p. 115. 132
Ibid., p. 123.
65
5.1.1 Hvornår er et byrum lykkedes?
I forlængelse af denne diskussion er det interessant at anskue, hvornår et byrum regnes for at
være succesfuldt. Der er imidlertid flere bud på dette. Tidligere stiftede vi bekendtskab med
Kent Martinussen, administrerende direktør for DAC, hvis holdning er, at et byrums succes
afhænger af byfornemmelsen, hvilken igen er afhængigt af mange menneskers tilstedeværelse
(jf. afsnit 4.2.1). Helle Juul har en lidt anden tilgang til det, som dog også sætter mennesket i
centrum. Et byrum skal påvirke de mennesker, der befinder sig i det, og helst også give dem
en oplevelse eller indbyde til refleksion. Samtidig skal byrummet give plads til uforpligtende
fællesskaber, og hvis et byrum kan det, er det succesfuldt.133
Dette betyder ikke, at byrummet
skal være overrendt af en konstant menneskestrøm, for at det kan betegnes som en succes,
men derimod at der eksempelvis er tænkt over grænserne mellem den private sfære og det
offentlige rum. Juul er i den henseende fortaler for kun at bruge små greb, når et byrum
planlægges. Begrænsninger fungerer som kreative katalysatorer, lyder argumentet, som
tidligere beskrevet.
Der er dog flere faktorer, der skal tælles med, i bedømmelsen af et byrums succes. For
dette skal også ses i perspektiv: For hvem er byrummet vellykket; konsumenten eller
civilsamfundsborgeren? Hvad er byrummets funktion og hvordan skal det bruges? At
byrummet skal påvirke de mennesker, der kommer forbi, er en meget løs definition på et
succeskriterium, idet påvirkningen er individuel og svært målbar. Det andet succeskriterium -
at der er mange mennesker og dermed byfornemmelse - er også en uskarp definition, idet der
findes utallige eksempler på byrum med mange mennesker, som alligevel ikke fungerer
optimalt.
I stedet kan det være fordelagtigt at inddrage atmosfæren som succeskriterium. Altså at
et byrum er lykkedes, hvis der opstår en atmosfære, der tiltaler civilsamfundsborgeren til
ophold og udveksling med omgivelserne samt andre borgere. Det er i denne sammenhæng
vigtigt at pointere betydningen af henvendelsen til civilsamfundsborgeren frem for
konsumenten, da der allerede findes mange tilfælde af byrum, hvor konsumenten stimuleres,
men som ikke af den årsag er vellykkede byrum. Atmosfæren opstår som nævnt af en
udveksling mellem subjektet og dets befindtlighed i omgivelserne, men den er stadig et
selvstændigt fænomen. I min optik er de mest vellykkede byrum, der hvor atmosfæren træder
frem som selvstændig karakter og på baggrund af byrummets fremtoning og udformning
133
Overgaard (red.): ”Byrummet bliver sjovere” interview med Helle Juul, IN Ud i byen, pp. 36-37.
66
opfordrer til ophold. Denne vurdering sker på blandt andet baggrund af de teoretiske
overvejelser omkring atmosfære, som det er præsenteret i afsnit 2.3. Atmosfæren er i min
optik befordrende at bruge til at vurdere et byrums succes, idet der med atmosfæren også
følger magt. Den atmosfæriske magt hænger sammen med det, Albertsen benævner
atmosfærisk socialitet134
, som er det forhold mellem mennesker, der er påvirket af de
atmosfæriske omgivelsers magt. Denne magt er stemningsmanipulerende og påvirker
mennesker samt den måde, de sanser deres omgivelser på. Derved kan atmosfæren i både
positiv og negativ forstand have stor indflydelse på et givent byrum og på den atmosfæriske
socialitet i dette byrum. Civilsamfundsborgeren skaber en atmosfære i dialog med sine
omgivelser, og derved kan en allerede etableret atmosfære eksempelvis blive forstærket. Hvis
der sker ændringer i byrummet eller en anden gruppe individer overtager byrummet, kan den
eksisterende atmosfære forfalde eller forandres. Den atmosfæriske socialitet kan derved også
blive selvforstærkende i en negativ retning i eksempelvis ghettoområder. Ligeledes kan den
opretholdes og forstærkes i en positiv retning i byrum, hvor der er en vellykket atmosfære i
forhold til civilsamfundsborgerens vilkår. Altså har atmosfæren meget magt i forhold til et
byrums succes.
Et eksempel på et byrum, der stadig tiltaler civilsamfundsborgeren, er byrummet
Mølleparken foran Hovedbiblioteket i Århus. Her er der netop blevet åbnet op for åen og lavet
nyt anlæg med blandt andet grønne arealer og en opholdstrappe, der fungerer som overgang
mellem åen og byrummet. Århusianerne har hurtigt taget dette byrum til sig, og der er mange
flere, der benytter det nu i forhold til det tidligere parkanlæg. Mølleparken har undergået en
stor forvandling med forholdsvis enkle greb, og der hersker nu en helt anden og mere positiv
atmosfære end før. Århusianerne har nu fået et nyt byrum, hvor det rekreative, demokratiske
og sociale liv kan udspille sig med mange forskellige aktiviteter. Problematikken ved sådanne
byrum er dog, at de også er tillokkende for markedets aktører, hvorfor disse ofte vil indfinde
sig, hvilket kan være ødelæggende for civilsamfundsborgerens udfoldelser. Mølleparken er
endnu ikke i særlig grad påvirket af markedsaktører, og om det vil komme, kan kun tiden
vise. Indtil videre er det et velfungerende atmosfærisk byrum på civilsamfundsborgerens
principper.
134
Albertsen, op. cit., p. 12.
67
5.1.2 Bryghusprojektet - et civilsamfunds- eller markedsprojekt?
Hvis Bryghusprojektet skal anskues på baggrund af ovenstående pointer, må det siges at
befinde sig i en midterzone. For selvom projektet udtalt ønsker at henvende sig til
civilsamfundsborgeren, er der alligevel indlagt nogle konsumzoner i projektet. Restauranten
og caféen er fra OMAs side inddraget i de rekreative zoner, men indeholder alligevel en appel
til konsumentrollen. Spørgsmålet er om de mange kvadratmeter, der er reserveret til erhverv,
blot skal bruges til kontorvirksomhed eller om mere markedsorienterede virksomheder vil
komme til. Dette er ikke til at vide endnu, men det er ikke en hverken fremmed eller
utænkelig løsningsmodel at tage i brug, hvis ikke DAC tiltrækker nok mennesker. Det er
under alle omstændigheder en udvikling, der er set før i andre projekter.
Om Bryghusprojektet henvender sig til individet som konsument eller
civilsamfundsborger afhænger af perspektiv. I OMA og Realdanias optik er det et projekt for
civilsamfundsborgeren, som skal stimuleres med et nyt opsigtvækkende bygningsværk og nye
interessante byrum med mange forskellige udfoldelsesmuligheder. Hvis dette anskues fra en
mere kritisk vinkel, kan det siges, at netop idet Bryghusprojektet vil tilfredsstille og gøre
plads til alle, bliver det forfladiget og ikke udfordrende for civilsamfundsborgeren. Der er
derved en tendens til, at kultur bliver til konsum, forstået ved at den kulturelle offentlighed
ender med kun at ville anerkende og behage individet, hvorfor det ikke bliver udfordret til
dialog og selvstændig aktivitet. Derved bliver civilsamfundsborgeren langsomt forvænnet til
at være konsument, der udelukkende modtager og indgår som en del af en kontinuerlig
forbrugskæde. På sin vis kan Bryghusprojektet anklages for blot at være et spektakulært
bygningsværk, der kun vil behage og ikke udfordre civilsamfundsborgeren:
”Dominerende dele af den kulturelle offentlighed henvender sig i stigende grad til
individerne som konsumenter, som skal betjenes med spektakulære
kulturprodukter, som på trods af ’larger-than-life’-formatet blot vil bekræfte og
behage.”135
Dette forstærkes yderligere af, at projektets udformning som sådan ikke ejer nogle specifikke
lokale værdier. Bygningen kunne egentlig tage plads i en hvilken som helst storbykontekst i
den vestlige verden. Det kan postuleres, at den er udtryk for en slags global mainstream
tendens, som ikke stimulerer civilsamfundsborgeren.136
135
Nielsen, op. cit., p. 102. 136
Ibid.
68
Modargumentet i dette tilfælde skulle være, at der er et ønske om at aktivere borgeren i
de planlagte byrum. Trods dette er OMA ikke udpræget specifik på dette punkt, men det er
tydeligt, at det er et klart håb. Det samme er dog ikke gældende for bygningen, hvor der ikke
er nogen udtalte planer for aktivering af borgeren. Et andet aspekt er den dialog, der har været
i høringsprocessen, hvor borgere og andre interesserede frit kunne komme med kritik eller få
luftet sine holdninger. Dette må siges, at være et forsøg på at imødekomme og få
civilsamfundsborgeren i tale, men det kan være svært at se, hvad der egentlig gøres ved de
faktiske henvendelser. Spørgsmålet er, om dialogen bliver envejskommunikation, hvor
borgernes kommentarer forbliver ubesvarede eller uden indflydelse. Indtil videre er der i hvert
fald ikke sket ændringer på baggrund af borgernes debat. Den eneste synlige ændring, som
bestod i at rykke bygningen længere væk fra de historiske nabobygninger, er foretaget på
baggrund af Kulturarvsstyrelsens kritik (jf. afsnit 4.3.3). Realdania fremhæver positivt de
forskellige dialogprocesser, men det er ikke helt gennemskueligt, hvor meget eller hvad der
egentlig er kommet ud af dem. Tværtom kan Gehl Architects’ analyse, som tidligere påpeget,
bruges til at konstatere, at der er en del af dialogen, der ikke tages hensyn til i projektets
endelige udformning. I det følgende vil jeg skitsere et tankeeksperiment, hvor der i højere
grad tages hensyn til Gehl Architects analysens anbefalinger.
5.1.3 Bilfri Vester Voldgade - et tankeeksperiment
Såfremt Gehl Architects’ anbefalinger virkelig skulle udføres seriøst, kunne et bud være, at
der i planlægningen af projektet og byrummene omkring kunne have indgået en lukning af
biltrafik på Vester Voldgade i strækningen fra Studiestræde/Rådhuspladsen og ned til havnen.
Det ville være en drastisk - men langt fra umulig - løsning på flere af anbefalingerne fra Gehl
Architects. Det ville være muligt at lede trafikken ad H.C. Andersens Boulevard, som i
forvejen tager meget af den intense biltrafik. De to krydsende veje, Stormgade og Ny
Kongensgade, ville stadig kunne være åbne for trafik afhjulpet af lysregulering. I dag er en
stor del af trafikken på Vester Voldgade taxakørsel grundet den store taxaholdeplads ved
indgangen til Strøget. Den kunne eventuelt flyttes til den anden side af Rådhuspladsen i
strækningen ned til Studiestræde, hvor der i forvejen bruges en del plads på busholdepladser.
Derved ville gågadenetværket kunne åbnes op og trække opmærksomheden ned mod havnen.
Bryghusprojektet ville i den forstand komme til at fungere som destination ved havnen. Dette
ville også give det historiske område større mulighed for at komme til sin ret, hvis biltrafik
69
blev erstattet af gågadenetværk. Dette ville have stor indflydelse på byrummets atmosfære,
som ville blive styrket.
Det er indlysende, at dette ville være et usandsynligt omfattende projekt, hvor mange
tiltag skulle iværksættes for at lave et fornuftigt byrum. Ikke desto mindre ville det være
attraktivt for civilsamfundsborgeren. Det ville nok også tiltrække en del turisme, hvilket
nærmest automatisk også betyder, at markedskræfterne også hurtigt kommer til eksempelvis i
form af caféer, butikker og souvenirforretninger. Derudover ligger der en problematik i de
ned- og opkørselsramper fra den underjordiske parkeringskælder, som i Bryghusprojektet er
planlagt til at skulle ligge på Vester Voldgade. Disse, som i forvejen er blevet kritiseret af
miljøstyrelsen (jf. afsnit 4.3.1), måtte naturligvis flyttes.
I et miljømæssigt perspektiv kunne lukningen af Vester Voldgade også hjælpe
København på vej mod målet om CO2 neutralitet i 2015, som også den ovennævnte lukning
af Nørrebrogade skal kunne gøre det. Dertil ville et metrostop på Rådhuspladsen samt en
udvidelse af de eksisterende havnetransportmuligheder forbedre den offentlige transport i
området, og på den måde ville der kunne trækkes flere fodgængere til.
Hvis dette tankeeksperiment stod til at skulle udføres, ville der højst sandsynligt opstå
mange problematikker i processen. Det er tydeligt, at Bryghusgrunden trods sin eminente
placering er et problematisk byrum, idet pladsen har stået ubebygget og urørt hen siden 1960.
En lukning af biltrafikken på Vester Voldgade ville betyde en stor forskel for byrummets
atmosfære, samt hvordan byrummet ville blive benyttet af borgerne. Derved ville
Bryghusgrundens muligheder øges og atmosfæren forstærkes, hvilket måske ville resultere i
et lidt mindre problematisk byrum.
70
5.2 Atmosfærisk magtbalance
I det ovenstående har jeg gennemgået, hvordan byrum kan henvende sig på forskellige måder
til borgeren - særligt som konsument og som civilsamfundsborger. Dette påvirker som
gennemgået også, hvilke forskellige atmosfærer et byrum kan være domineret af. Holdningen
til den markedsdominerede atmosfære har i denne sammenhæng også indeholdt negative
elementer, men det er hverken gavnligt eller realistisk udelukkende at se markedskræfterne i
et negativt perspektiv. Markedskræfterne er både uundgåelige og befordrende i en
samfundsmæssig diskurs. De skal fungere i naturligt samspil med stat og civilsamfund, hvilke
er essentielle i samfundsstrukturen. Det kritiske blik skærpes udelukkende der, hvor
markedskræfterne bliver altdominerende. De skal optimalt set indgå i en balancerende
overensstemmelse med de andre kræfter for at skabe ideelle muligheder for
civilsamfundsborgerens vilkår, som er vigtige i denne byrums- og atmosfæredebats fokus.
Set i forhold til Bryghusprojektet lader det til at blive et byrum, der skal forene flere
måder at henvende sig til borgeren på samtidig med, at det skal håndtere de forskellige
atmosfærer, der vil opstå i kølvandet på dette. Der er altså tale om et byrum, hvor der skal
skabes en plural atmosfærisk æstetik. Umiddelbart er det jo også målet for OMA, idet de
gerne vil skabe et multifunktionelt hus, der krydser forskellige civilsamfundsmæssige behov
og henvender sig på forskellig vis til forskellige mennesker. Trods OMA ikke udtalt
beskæftiger sig med atmosfærediskursen, vil Bryghusprojektet utvivlsomt udvikle flere
atmosfærer som resultat af det multifunktionelle koncept. Det kan umiddelbart være
problematisk at forene disse atmosfærer, idet der i byrum med flere atmosfærer kan blive tale
om atmosfærisk konflikt. Niels Albertsen beskriver dette i sine betragtninger om
atmosfærernes politik.137
Som tidligere forklaret omhandler dette, hvordan ny arkitektur kan
bringe en ny atmosfære ind i et byrum med en allerede eksisterende urban atmosfære (jf.
afsnit 4.3.3). Disse kan virke divergerende, hvilket skaber en ubalance og ultimativt virker
ødelæggende for byrummets fysiognomi. I Bryghusprojektets tilfælde vil der blive tale om at
skulle skabe en balance mellem flere atmosfærer. Allerede inden projektet er realiseret, er
atmosfærekonflikten mellem det historiske nærmiljø og OMAs multifunktionelle bygning
blevet udpeget og kritiseret. Som nævnt er der sket ændringer, så de forskelligartede
atmosfærer begge forventes at kunne eksistere i byrummet uden at skabe et konfliktfyldt
137
Albertsen, op. cit., p. 21.
71
atmosfærisk udtryk. Alligevel står Bryghusprojektet med en udfordring i form af at skulle få
den private sfære, den turistiske kulturatmosfære, den historiske atmosfære, den rekreative
atmosfære, den konsumorienterede atmosfære samt den professionelle erhvervsatmosfære til
at harmonere. Det er ikke sikkert, at disse atmosfærer kommer i konflikt med hinanden, men
det kan vise sig afgørende for projektet som helhed, hvis én af dem vinder total dominans. Det
kan især være af afgørende betydning for civilsamfundsborgerens demokratiske og sociale liv,
hvis den konsumorienterede atmosfære bliver altdominerende i byrummet. Denne debat
forbliver dog ren spekulation, indtil projektet står færdigt og tages i brug, og atmosfærerne
opstår.
72
6.0 Konklusion
Atmosfærebegrebet har i denne opgave været under behandling i flere forskellige
sammenhænge. Generelt kan det konkluderes, at atmosfærebegrebet ikke er et ukompliceret
fænomen at beskæftige sig med. Alligevel er det allestedsnærværende og ikke til at komme
udenom i en byrumsmæssig kontekst. Tværtom kan det siges at være udslagsgivende for et
byrums succes eller fiasko, idet atmosfæren - hvad enten det er positivt eller negativt - kan
virke selvforstærkende og lede et byrums udvikling i en bestemt retning. Altså er der tale om,
at atmosfæren har en enorm magt i forhold til byrum og arkitektur, og derfor må anses for at
være et vigtigt element i planlægningen af byrum.
Det er af samme årsag yderst kritisabelt, at mange arkitekter i dag slet ikke tør røre ved
atmosfærebegrebet i deres projekter. Som jeg har beskrevet tidligere, er det ikke desto mindre
tilfældet, og Bryghusprojektet bærer også præg af manglende fokus på atmosfæreskabende
elementer. Det er dog også et svært felt at operere i, for hvordan skabes atmosfære? Som
gennemgået i afsnit 2.3 er atmosfærer selvstændige fænomener, der dannes på baggrund af en
udveksling mellem et sansende subjekt, et objekt (som præsenteres via sine egenskaber) og en
given lokalitet. Så arkitekten skal altså ikke klandres for ikke at skabe atmosfærer - for det
kan han ikke alene. Derimod kan en arkitekt ikke komme udenom at beskæftige sig med
atmosfæren i sit projekt i form af atmosfæreskabende elementer. Dette argumenteres også helt
tydeligt af Mark Wigley, som dog repræsenterer en lidt mere radikal objektorienteret holdning
til atmosfærebegrebet (jf. afsnit 2.1.2).
I min analyse af Bryghusprojektet er det blevet klarlagt, at der som sådan er grundlag
for et velfungerende fremtidigt byrum. Bryghusgrunden har en enestående placering på
havnefronten midt i København, men ikke desto mindre er den et problematisk byrum. Dette
skyldes blandt andet den intense trafik, det manglende byliv samt at byrummet ikke er klart
afgrænset, som det ser ud i dag. Bryghusgrunden har gennem lang tid været genstand for
debat, og der er også en del udfordringer at tage hensyn til i forbindelse med at bygge på
grunden. Størstedelen af disse udfordringer er blevet præsenteret i forbindelse med den
forudgående analyse af grunden, som Gehl Architects har produceret. Et særligt vigtigt punkt,
som jeg har fremhævet, er at skabe bedre vilkår for fodgængeren. Generelt i opgaven (jf.
eksempelvis afsnit 3.1) er det blevet gennemgået, hvordan et fodgængernetværk er essentielt i
udviklingen af det velfungerende og benyttede offentlige byrum. Trafikale vilkår er også
73
medbestemmende i forhold til, hvilken atmosfære der bliver dominerende i byrummet. Den
intense trafikbelastning medfører også en del støj og forurening, hvilket også kan være
determinerende for byrummets atmosfære. Lyd og lugt - i dette tilfælde som følge af trafik -
er også vigtige faktorer at tage hensyn til i et atmosfæreperspektiv138
.
Bryghusprojektet er planlagt som et multifunktionelt hus, hvor forskellige
dagligdagsgøremål krydses med kulturorienterede, rekreative og erhvervsmæssige funktioner.
Dette multifunktionelle aspekt er OMAs primære argument for Bryghusprojektets succes,
hvilken i denne sammenhæng måles i antallet af mennesker, der kommer til at benytte
byggeriet og byrummene omkring. Jeg har gennem opgaven positioneret mig kritisk overfor
dette. Dels grundet de manglende fodgængerforbindelser og dels fordi jeg er tvivlende
overfor, om mange forskellige funktioner nødvendigvis trækker mange mennesker til. Derfor
har jeg i min perspektivering præsenteret et hypotetisk forslag til en lukning af Vester
Voldgade, som i min optik blandt andet er et af de radikale træk, der kunne hjælpe
Bryghusprojektet godt på vej. Dertil skal det nævnes, at jeg ikke er enig i, at alene mange
menneskers færden på et sted er fyldestgørende for at skabe et velfungerende byrum med
gode atmosfæriske kvaliteter. Det handler også om, hvordan det sociale liv udspiller sig
blandt de mennesker, der befinder sig i byrummet.
Derudover er det i opgaven påvist, hvordan Bryghusprojektet er i risikozonen for at
skabe en atmosfærestrid. Det historiske nærmiljø omkring Bryghusgrunden står i kontrast til
og skæmmes af det planlagte byggeri, hvilket er blevet skarpt kritiseret af Københavns
Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning samt Kulturarvsstyrelsen. Der er her tale om, at der
med opførelsen af Bryghusprojektet kommer en atmosfære, som kan virke divergerende med
den eksisterende aldersatmosfære. For at udbedre dette er der indgået et kompromis, hvor
selve Bryghusprojektet rykkes fem meter, så der bliver mere plads og luft omkring de fredede
historiske bygninger samt, at det historiske vue langs Frederiksholms Kanal bevares. Denne
manglende hensyntagen til det historiske nærmiljø har også tydeliggjort Koolhaas’ alternative
holdning til betydningen af historiske elementer i byen. Det er blevet diskuteret, hvordan langt
de fleste byplanlæggere og teoretikere fremhæver en bys historie som utrolig betydningsfuld i
modsætning til Koolhaas, der adskiller sig ved at fornægte det historiskes værdi. Tværtom
giver Koolhaas udtryk for, at identitet og historie kan virke hæmmende for en bys udvikling,
hvilket er bemærkelsesværdigt i forhold til Bryghusprojektet.
138
Jf. afsnit 2.3.2: Weber & Vöckler samt Niels Albertsens betragtninger om blandt andet lyd og lys som
atmosfæreskabende elementer.
74
Ser man bort fra Koolhaas’ overbevisning, findes der altså mange, der fremhæver det
historiske som en positiv faktor for en by.139
Det er igennem opgaven også blevet diskuteret,
hvad der kræves for at skabe et velfungerende byrum. Der er i forhold til dette blevet
præsenteret flere indgangsvinkler og prioriteringer, som har afveget mere eller mindre fra
hinanden. De forskellige holdninger synes at adskille sig især ved spørgsmålet, om det er
borgeren eller arkitekten, der står som konstruktør og afsender. I denne opgave repræsenterer
Reeh, Juul og Tom Nielsen den holdning, at arkitektens rolle skal nedtones, så borgeren får
større medindflydelse på byrummets form og udvikling (jf. afsnit 2.2). I dette perspektiv anses
begrænsninger og mindre detaljeplanlægning i byrummet for at være en gavnlig måde at gribe
det an på. Argumentet lyder, at begrænsninger skaber innovation og muligheder for kreativ
udfoldelse hos borgeren, der i denne optik tillægges stor betydning. I opgaven er der også
præsenteret andre holdninger, der sætter arkitekturens rolle i fokus og dermed også
arkitektens ansvar. Wigley beskriver som nævnt i afsnit 2.1.2, at arkitekter i dag må have
meget mere opmærksomhed rettet mod at planlægge atmosfæreskabende elementer i
arkitektoniske projekter.
På baggrund af min teoretiske positionering ser jeg en blanding af disse holdninger, som
den mest optimale. Det er vigtigt at klargøre, hvem byrummet skal henvende sig til og hvilken
atmosfære, der ønskes. At atmosfæren er et flygtigt og selvstændigt fænomen og derfor ikke
mulig at planlægge sig frem til, er et faktum, men derfor kan der i planlægningen godt
indflettes atmosfæreskabende elementer, som kan påvirke det sociale liv. Det er som nævnt
også på dette punkt, Bryghusprojektet har mangler. Derudover kan Bryghusprojektet til dels
også siges at spænde lidt ben for sig selv, idet det - grundet det multifunktionelle aspekt - ikke
er helt klarlagt, hvilken type borger det henvender sig til.
I den forbindelse har det vist sig relevant at bringe atmosfærediskussionen videre ind i
en perspektivering om borgerens rolle som henholdsvis konsument og civilsamfundsborger.
Det kan være kritisk, hvis et byrums atmosfære udelukkende henvender sig til borgeren som
konsument, da det kan vise sig ødelæggende for civilsamfundsborgerens rekreative vilkår og
sociale liv. Markedet og civilsamfundet står i dag i en evig magtkamp, hvor markedskræfterne
i stigende grad vinder domæne i byrummet. Dette betyder ikke, at markedskræfterne skal eller
kan sættes ud af spil, men det er optimalt at stræbe efter en balance i forhold til byrums- og
atmosfærediskursen.
139
Her kan blandt andre Kunzmann og Egbert Kossak nævnes. Jf. afsnit 4.3.3.
75
Slutteligt kan det altså konkluderes, at der i atmosfærediskursen altid vil eksistere en
balancegang mellem flere faktorer. Bæredygtighed er i dag blevet et nøgleord indenfor
arkitekturens verden, og i min optik burde atmosfærebegrebet tillægges mindst ligeså stor
betydning. I et radikalt perspektiv kan atmosfære tilmed i sig selv anskues som et bæredygtigt
element i kraft af dens magt og indflydelse på byrummets succes. Der er altså tale om at øge
fokus på atmosfærediskursen på en led, hvor der er i højere grad tages hensyn til atmosfærisk
design. Atmosfærer er og vil altid være uafhængige og foranderlige på samme vis, som et
byrum kontinuerligt er i forandring. Det er utopisk at ville planlægge et færdigt byrum eller
fastlægge en atmosfære, men ikke desto mindre er det vigtigt i et byrumsperspektiv at rette
opmærksomhed mod atmosfærebegrebet blandt andet via atmosfæreskabende elementer og
fokus på det sansende subjekts vilkår i byrummet.
76
7.0 Abstract
This thesis is an investigation into the concept of atmosphere concerning the contemporary
aspects of cityscapes and city planning. This includes a general discussion of the term
atmosphere and different views on how atmosphere is perceived. Atmosphere is, as such, a
term filled with ambiguous interpretations, which give difficulties in the stating of a precise
definition. Most theorists, who are occupied with this matter, agree on the complicated nature
of the term. The essence of atmosphere is transient and variable but yet always present.
Three diverse views on the concept of atmosphere have been presented; the first
considers the object as the primary source from which atmosphere emanates. In this opinion
the architect is of great importance, because of his capability to arrange atmospheres through
his architectural work. In this lies a paradox, because atmospheres can never be controlled. It
is claimed, that the power of atmosphere thereby contains a threat to the architect. Even so,
Mark Wigley, who is an architectural professor at Princeton University, underlines that it is
impossible to be an architect today and not deal with atmospheric effects. The second view on
the concept of atmosphere concentrates on the subject. The subject is considered to be
producing atmosphere through activities and interactions in the public space of the city. In the
recent years a more freely use of the public spaces in the city has been observed. Such a
development is welcomed in this perspective. This theoretical position appeals for a public
space without architectural planned details, which is considered to be a limitation of the
subject’s possibility to act creatively. The third, and in my opinion the most qualified,
perspective is a combination of the two preceding views. However, this calls for a new
revised perception of the traditional subject-object dichotomy, as presented by Niels
Albertsen, professor at Aarhus School of Architecture. What captures this theoretical view is
the fact, that atmosphere is considered to be a joint product of the perceiving subject, the
object and the surroundings. More importantly is the statement that atmospheres are to be
conceived as independent phenomena.
In the light of this theoretical discussion the case, Bryghusprojektet, is analyzed. The
project is not yet build, which is why this analysis primarily concerns the atmospheric effects
and the city space surroundings. In this analysis different complexities are approached. One of
the important points of the analysis is the conditions of the pedestrians, which play an
essential role and the city’s quality as walkable is ascribed significance in the general
77
discussion of city life. Furthermore, there’s an atmospheric dispute between the historic
surroundings and Bryghusprojektet. Whether the historic elements are important to a city’s
development seems to be a matter of opinion, but as a compromise the building of
Bryghusprojektet is now planned to be moved five meters closer to the port. That way the
historical view of Frederiksholms Kanal is maintained and it provides more justice to the
historical surroundings due to the extended space around them.
Finally this thesis involves a discussion of the role of the subject and how this is
approached in an atmospheric discourse. It is the subject as a consumer versus the subject as a
citizen that is debated. Marketing, branding and consumption are increasing rather heavily in
the public space today, which affects the atmospheric discourse of the city and the citizen’s
democratic, social and creative conditions. This is an unavoidable aspect, but it would be
advantageous to try to reach a balance between these approaches.
Conclusively, the atmospheric discourse is important in the planning of public city
space, and it is of utmost import to focus on atmospheric elements and the conditions of the
citizen in future city planning projects.
78
8. 0 Litteraturliste og kildehenvisninger
8.1 Litteratur:
Albertsen, Niels: ”Urbane atmosfærer” in Sosiologi i dag nr. 4, 1999.
Albertsen, Niels (m.fl.): Den grænseløse by, Working paper nr. 14, Center for Strategisk
Byforskning, 2007.
Astrup, Søren: Nørrebrogade er for borgerne - ikke for bilerne, artikel i Dagbladet Politiken, 14.
august 2009.
Benjamin, Walter: The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction, 1936. Kilde: UCLA
School of Theater, Film and Television. Transskriberet af Andy Blunden 1998.
Böhme, Gernot: “Atmosphere as the Fundamental Concept of a New Aesthetics” in Thesis Eleven
nr. 36, 1993.
Gehl Architects: Bryghusgrunden - Analyse, strategi, idékatalog, Urban Quality Consultants,
København 2006.
Gehl, Jan & Gemzøe, Lars: Nye Byrum, Arkitektens Forlag, København 2001.
Iser, Wolfgang: The Act of Reading. A Theory of Aesthetic Response, The John Hopkins University
Press 1978.
Klingmann, Anna: Brandscapes - Architecture in the Experience Economy, Massachusetts Institute
of Technology 2007.
Koolhaas, Rem: “Den Generiske By” [1995] in Kritik nr. 170, 2004.
Kronsted, Peter: ”Byrum uden ballade” IN Arkfokus, august 2008, Arkitektforbundet 2008.
79
Kunzmann, Klaus R.: ” The Future of the European City: Qingdao, Celebration or Las Vegas” in
Future Cities, Henning Thomsen (red.), Fonden Realdania 2002.
Merleau-Ponty, Maurice: ”Hvad er Fænomenologi?” in Om sprogets fænomenologi, Gyldendal
1999.
Nielsen, Henrik Kaare: Kritisk teori og samtidsanalyse, Aarhus Universitetsforlag 2001.
Olsen, Michel og Kelstrup, Gunver (red.): Værk og Læser. En antologi om receptionsforskning,
Borgens Forlag 1981.
Overgaard, Jacob Møller (red.): ”Byen lever i gaden” interview med Henrik Reeh, IN Ud i byen,
Realdania Årsskrift 2006.
Overgaard, Jacob Møller (red.): ”Haves: Overskudsrum. Ønskes: Byrum” interview med Tom
Nielsen, IN Ud i byen, Realdania Årsskrift 2006.
Overgaard, Jacob Møller (red.): ”Byrummet bliver sjovere” interview med Helle Juul, IN Ud i byen,
Realdania Årsskrift 2006.
Rasmussen, Kasper Foged, Ude hele året, KBH magasin nr. 36, oktober 2008.
Serup, Mathilde: Liv og leg på havnefronten, Copenhagen X, Dansk Arkitektur Center, 2008.
Vesterdal, Ida og Pagh, Christian: Changing Metropolis. Introducing artistic and cultural actions in
city making. København: Via Design 2008.
Weber og Vöckler: ”Luminous Bodies - On the Production of Atmospheres” IN Daidalos nr. 68
Konstruktion von Atmosphären, 1998.
80
Widder, Lynette (red.): “Questioning images. Interview with Peter Zumthor” in Daidalos nr. 68
Konstruktion von Atmosphären, 1998.
Wigley, Mark: “The Architecture of Atmosphere” in Daidalos nr. 68 Konstruktion von
Atmosphären, 1998.
8.2 Andre kildehenvisninger: Internethenvisninger, artikler, videoer, tidsskrifter mm.
Bryghusprojektet.dk:
http://www.bryghusprojektet.dk/Byggeriet.aspx
http://www.bryghusprojektet.dk/Byggeriet/Visionen.aspx
http://80.82.97.91/bryghusprojektet/bryghusprojektet.html
http://www.bryghusprojektet.dk/Bryghus/Aktuelt/Tilpasning.aspx
http://www.oma.eu/index.php?option=com_projects&view=portal&id=1052&Itemid=10
www.cphx.dk
Liv og leg på Havnefronten, http://www.cphx.dk/#/166186/
Visioner ved vand, video produceret og instrueret af Malene Ravn og Li Vilstrup ved Copenhagen
X, DAC. http://www.cphx.dk/#/171617/
Astrup, Søren: Nørrebrogade er for borgerne - ikke for bilerne, artikel i Dagbladet Politiken, 14.
08.09, http://ibyen.dk/gadeplan/article768422.ece
Lokalplanforslag ”Bryghusgrunden” med kommuneplantillæg, Københavns Kommune 2009.
Daidalos nr. 68, Konstruktion von Atmosphären, 1998.
KBH magasin nr. 36, oktober 2008, http://www.kbhmagasin.dk/pics/KBH36_internet.pdf
Udstilling på DAC om Bryghusprojektet
