Perspektiver på en blå spanier i baren?

Perspektiver på en blå spanier i baren?

Kristensen, Rifbjerg og Ørntoft i Spanien, men ikke af Spanien

21-11-2011

VUC Nordsjælland – Dansk 2. b

Martin Ruager 34826

Tegn med mellemrum 18.065 (7,53 ns)

Martin RuagerKursist nummer 34826

Indholdsfortegnelse

Kristensen, Rifbjerg og Ørntoft i Spanien, men ikke af Spanien........................................................................1

Forord..................................................................................................................................................................3

Indledning...........................................................................................................................................................4

Theis Ørntoft på ferie i San Sebastian................................................................................................................5

Katedral-moskeen i Cordoba som set af Rifbjerg...............................................................................................5

Med Kristensen på sjælerejse gennem Spanien..................................................................................................5

Analyse: Sproglige virkemidler i teksterne.........................................................................................................6

San Sebastian..................................................................................................................................................6

Cordoba...........................................................................................................................................................7

En Kavaler i Spanien......................................................................................................................................8

Vurdering............................................................................................................................................................9

Spiller Spanien overhovedet en rolle?............................................................................................................9

Kristensen i Rifbjerg, Rifbjerg og Kristensen i Ørntoft?..............................................................................10

Konklusion........................................................................................................................................................10

Bilag #1.........................................................................................................................................................12

Bilag #2.........................................................................................................................................................12

Bilag #3.........................................................................................................................................................14

”Ind i Spanien” uddrag af ”En Kavaler i Spanien af Tom Kristensen”....................................................14

2


Forord

Jeg ville gerne kunne sige, at jeg har valgt emnet, fordi jeg synes at

det er spændende. Det synes jeg ikke. Men som med så meget andet så

vokser det på én når man går i dybden med det. Det får sit eget liv. Jeg

vil ikke sige at det nåede at blive spændende, men det nåede i hvert

fald, at give mig en større respekt for gamle litterære kæmper, som

Rifbjerg og Kristensen.

3


Indledning

Tre danske forfattere, der alle har brugt Spanien som inspiration, Tom Kristensen, Claus Rifbjerg

og Theis Ørntoft. Fra tre forskellige generationer og forfatterskaber der tilsammen spænder over

mere end 100 år. Er der nogen meningsfulde fællestræk?

Jeg vil kort redegøre for det overordnede tema i de enkelte tekster, En Kavaler i Spanien, Cordoba

og San Sebastian, samt give en ultrakort introduktion af forfatteren. Dernæst vil jeg analysere

forfatternes sproglige virkemidler, for at kunne diskutere følgende:

1) Spiller Spanien overhovedet nogen rolle for teksten eller er det bare et navn på et sted hvor

forfatteren tænker og digter? Altså kunne digtet være skrevet et andet sted og stadig have

den samme mening.

2) Kan man spore en tendens i forfatternes sprogbrug der kunne give anledning til at tro at

Rifbjerg var inspireret af Kristensen og Ørntoft af en eller flere af de foregående?

Jeg har af plads- og tids hensyn valgt at afgrænse opgaven meget strengt til det faktuelle biografiske

materiale jeg har kunnet finde på nettet, samt de tre tekster, som udelukkende består af Ørntoft og

Rifbjergs digte og uddraget, det første kapitel af Kristensens roman En Kavaler i Spanien. Det er

meget muligt, at en mere omfattende gennemgang af forfatterskaberne ville bringe andre og mere

fyldestgørende vinkler til overfladen end der kommer i denne opgave.

Digtene, samt kapitlet ”Ind i Spanien” fra Kristensens En Kavaler i Spanien kan i deres helhed

findes som bilag til denne opgave, desuden vil udvalgte citater indgå i analyseafsnittet.

4


Theis Ørntoft på ferie i San Sebastian

Theis Ørntoft er født i 1984 og opvokset i Alling udenfor Århus i et kollektiv. Hans mor er kunstner

og hans far er læge. Han har endnu kun udgivet ét værk, én digtsamling ”Yeahsuiten” i 2009, som

blev kendt og rost for sin meget umiddelbare og ungdommelige skildring af en ung mands

hverdagstanker- og følelser1. Ørntoft befinder sig i digtet i Spanien, sandsynligvis på en ungdoms-

eller charterferie. Her sover han om dagen, går ture i byens omgivende landskab, sidder i baren og

snakker med den kvindelige bartender. Digtet er et øjebliksbillede der strækker sig over en dags tid

og opfanger en essens af de umiddelbare følelser og tanker Ørntoft har i forbindelse med sit ophold

i Spanien. Temaet bliver på den måde, det som sker lige nu i Ørntofts sind. Han beskriver selv

digtsamlingen hvorfra San Sebastian er taget, i dagbladet Information umiddelbart før udgivelsen i

2009, således: ”Jeg etablerer et konsistent hverdags-jeg, som står op og går ud i byen, stener lidt på

sit værelse, og tænker over tingene. Man kan kalde det et hyperbevidst jeg, som kritiserer alt, også

jeg’et selv”2

Katedral-moskeen i Cordoba som set af Rifbjerg

Klaus Rifbjerg er født i 1931 og har udgivet mere end 100 litterære titler i sit mere end 50-årige

forfatterskab. Spanien er en tilbagevendende inspiration for Rifbjerg, der også i dag tilbringer meget

af sin tid der. Digtet Cordoba er en del af en større digtsamling ”Spansk Motiv” udgivet i 1981, som

alle henter deres billedsprog og inspiration fra Spanien, dets natur og befolkning. Temaet i digtet

Cordoba er perspektiv. Rifbjerg bevæger sig gennem Cordobas gader og kommer frem til Katedral-

Moskeen i Cordoba. Hans tur gennem gaderne og kontrasten mellem naturens kræfter og det

menneskeskabte, samt hvordan perspektivet skifter alt efter hvor han bevæger sig hen, leder hans

tanker hen på hvordan alting for os mennesker er et spørgsmål om perspektiv. Katedral-Moskeen

med dens omtumlede historie og skiftende religiøse betydning kommer til at stå som et symbol på

denne menneskets mulighed for at skifte perspektiv.

1 161111 0900 http://www.information.dk/198290 2 161111 0900 http://www.information.dk/198290

5

http://www.information.dk/198290

http://www.information.dk/198290


Med Kristensen på sjælerejse gennem Spanien

Tom Kristensen levede fra 1893 til 1974 og skrev ”En Kavaler i Spanien” i 19263. Kristensen er

kendt som en af Danmarks første ekspressionistiske forfattere. I uddraget fra bogen er Kristensen på

vej med tog gennem Spanien til Barcelona. Alle aspekter af rejsen beskrives i minutiøse detaljer

med særligt fokus på farver og de mennesker der omgiver ham. Fordi alle indtryk udpensles og

krydres med et væld af farver og personlige associationer, så bliver rejsen også til en art sjælerejse.

Temaet i Kristensens rejsebeskrivelse kan på den måde siges at være den indre rejse, men ikke

udpræget en indre rejse fra ét standpunkt til et andet, tværtimod. Rejsen er mere en oplevelsesrejse,

hvor Kristensen fra start til slut er modvillig og også ender med at ville ”flygte” fra Spanien uden at

ville tage noget med.

Analyse: Sproglige virkemidler i teksterne

San Sebastian

Digtet er delt ind i fem strofer med henholdsvis tre, tre, seks, to og et vers. Der er tre udråbstegn og

to spørgsmålstegn, men ellers er der ingen tegnsætning og man er efterladt med digtets indre

struktur og rytme, både ordvalgsmæssigt og grafisk, til at guide en gennem det. Der er ikke

umiddelbart nogen tydelig metrik, altså ingen rim og metrum. Digtet fortælles i nutid. Ørntoft går i

seng, går op i bjergene, drømmer om Spanien, snakker med bartenderen. Alting fortælles som om

det er noget Ørntoft gør lige nu. Satsbilledet er rodet på samme måde, som hvis Ørntoft havde taget

sine tanker og kopieret dem direkte ned på papiret.

Ørntoft benytter sig af en jeg-fortæller. Han skriver som om det er ham selv der oplever og tænker

digtets indhold. Han henvender sig til sin læser, ikke som man ville fortælle ansigt til ansigt, men

benytter sig af sprogets muligheder på skrift. Man ville sjældent henvende sig direkte til en person

og fortælle dem om ens tomme øjenhuler og mælkevejen der snor sig ind og ud af dem. Det gør sig

meget bedre på skrift.

Ørntoft benytter sig af en kortfattet, minimalistisk skrivestil, hvor meget er overladt til læseren selv

at tyde ud af teksten. Han gør ikke noget ud af at forklare sine indforståede formuleringer. F.eks. er

det uklart hvad det er for et lig Ørntoft har skvulpende i sin overflade eller om bartenderen virkelig

har en hemmelig lagune.

3 161111 0900 http://www.litteratursiden.dk/analyser/kristensen-tom

6

http://www.litteratursiden.dk/analyser/kristensen-tom


Ørntoft gør brug af en håndfuld metaforer gennem digtet; spørgsmål som drinkshots, den varme luft

som juice, et lig der skvulper i hans overflade, bartenderens hemmelige lagune og mælkevejen der

snor sig ind og ud af hans øjenhuler. Hvor metaforen med spørgsmål serveret som drinkshots er

tydelig og rammende, så efterlader lig der skvulper i overfladen, mælkeveje i øjenhulerne og

hemmelige laguner læseren uforløst uden svar. Er liget hans afdøde ven der i overført betydning

skvulper i Ørntofts bevidstheds overflade? Er det følelsen af at fortabe sig i den stjernemættede

himmel når han kikker ud af sit hotelværelses vindue, der giver en følelse af at mælkevejen bugter

sig ind og ud af hans tomme øjenhuler eller stikker der noget mere under? Og hvad med

bartenderens hemmelige lagune? Er det et forestillet ferie-fling når han ligger og dagdrømmer eller

er det fordi Ørntoft vitterligt får held til at score hende der er så smuk som sig selv? Hvis ikke der er

tale om en seksuel undertekst, hvad er den hemmelige lagune så?

Hvis man tager digtet for pålydende og spiller med på Ørntofts hyperbevidste jeg så er det nemt nok

at acceptere usikkerheden og de drømmeagtige egenskaber i San Sebastian. Man kan lettere

identificere sig med den springende og associative tankegang han beskriver. En art ferie-mind. Men

hvis man gerne vil grave en dybere mening ud af digtet løber man nemt panden mod en mur.

Ørntofts hensigt lader til at være at beskrive netop jeg’et i nuet, den umiddelbare tankestrøm. På den

måde fremstår mange af de sproglige billeder ikke som kodeord der skal dechifreres og afsløre en

dybere betydning, men bare som de er; tanker, her og nu.

Cordoba

Digtet er delt ind i otte strofer med henholdsvis fem, fem, ét, fem, fire, fire, fire og ét vers. Der er

ingen kommaer og hver strofe er afsluttet med et punktum. Et enkelt sted er der en parentes og et

spørgsmålstegn, som markerer en direkte henvendelse til læseren og til slut i digtet lader det også

med udbruddet ”menneske” til at Rifbjerg henvender sig til sin læser.

Der er ingen rim i digtet, men en del gentagelser og genbrug af de samme elementer, såsom vind,

bjerge og perspektiv, udsyn og indsyn. Rifbjerg gør brug af en enkelt besjæling, når han omtaler

bjergene der uanfægtet stirrer mod andre horisonter.

Fortælleren er en indirekte fortæller, som leder læseren gennem Cordobas gader uden selv at træde

tydeligt frem, måske lige med undtagelse af sidste strofe, hvor Rifbjerg konstaterer at alt er godt.

For at kunne drage denne konklusion uanset hvor snævert den skal applikeres, så må der være en

eller anden til stede, der mener det. Det er ligesom om at Rifbjerg afslutter digtet i et

7


fugleperspektiv hvor han selv eller en tænkt alvidende kraft bedømmer tingenes tilstand som

algode.

Igennem digtet bliver vinden og bjergene benyttet som et udtryk for naturen, som en art ubevæget

bevæger. Reklameskiltene for Likør nr. 43 og nervepiller kan i modsætning til naturen ses som et

udtryk for menneskets korte opmærksomhedsspand, men også evne til at skifte perspektiv og at

være anfægtet. Skiltene hvirvles af vinden og tiltrækker menneskers opmærksomhed, men vinden

blæser bare og bjergene vender uanfægtet blikket mod andre horisonter. Selvom Rifbjerg forsøger

at holde fokus på naturen og bjergene skifter hans perspektiv tilbage til det hvirvlende reklameskilt

af blik. Rifbjerg forsøger at være uanfægtet, for at kunne skue bjergenes mange farver, mens

bjergene slet ikke behøver at forsøge. De er det bare!

I anden sidste strofe når Rifbjerg til Katedral-Moskeen i Cordoba. Han bruger gentagelsen af en

tilsyneladende modsætning til at understrege betydningen af perspektivskift, når han skriver

katedralen som er bygget ind i moskeen og moskeen som er bygget ind i katedralen. Hvordan kan

det både være en katedral for den katolske kirke og en moske for muslimer? At den kan være begge

ting på én gang, eller det ene og det andet på forskellige tidspunkter igennem historien, bruger

Rifbjerg indirekte som argument for at perspektivskiftet kan lade sig gøre.

I modsætning til naturen, som ser på og er uanfægtet, så kan mennesket bevæge sig gennem

Cordobas gader, lade sig anfægte eller ikke, og skifte perspektiv. Derfor kan Rifbjerg afslutte digtet

ved næsten at befale mennesket at betragte det evigt forskydelige perspektiv som det selv har

anbragt der og sidst sige at alt er godt.

En Kavaler i Spanien

Handlingen udspiller sig i en togkupé og på en togstation i Spanien tilbage i eller omkring 1926,

hvor Kristensen udgav bogen. Det er en rejsebeskrivelse som er fortalt af en eksplicit jeg-fortæller

med en indre fortællersynsvinkel. Vi bliver som læsere involveret i alle Kristensens personlige

tanker. Som teksten fremstår i første kapitel er den kronologisk opbygget uden flashback eller

lignende. Det er med til at understøtte oplevelse af at være med på rejsen og mærke hvad Kristensen

mærke lige nu.

Kristensen er netop ankommet i tog til Spanien og er på vej mod Barcelona. Det er meget varmt,

stemningen er sløv og de mennesker han støder på undervejs beskrives som meget anderledes end

det han er vant til. F.eks. beskrives kvinderne han støder på i toget således ”Det var een eneste stor

8


Desillusionering at se dem, og den kvikkede mine Nerver op, den vakte mig, den gjorde mig

tummelumsk af Glæde. Hvor mange spanske Klichéer jeg i det Øjeblik hældte ud af Vinduet, aner

jeg ikke; men der røg en Strofe som: Hvad er Spaniens skønne Kvinder .... Firkantede Trækdyr var

de, med Skuldre og Bryster, der var stærke nok til at slæbe diende Tvillinger, med den voldsomme

Svajning i Hoften, som kunde støtte en Lerkrukke, og med muskuløse Ankler, brutale, afrikanske.

Var det Dansernes Land, jeg var kommet til, saa blev der trampet haardt i Brædderne her.”

Da man oplever historien gennem Kristensens øjne, så er de andre personers tanker lukket land for

læseren. Det er kun deres kropssprog og handlinger der beskriver dem. Ofte har Kristensens

personbeskrivelser en lidt negativ drejning. Om end han som i citatet ovenfor godt kan glædes over

at blive rusket ud af sine fordomme om de folk han møder, så er den konklusion han havner på

sjældent flatterende for modtageren. F.eks. er mange af hans personkarakteristikker tenderende til

det vulgære. Det er som om at personerne svulmer op i den spanske hede og med Kristensens

bogstaveligt meget farverige billedsprog bliver karikeret lidt a la dukkerne fra det engelske

satireshow Spitting Image. Et godt eksempel er da Kristensen beskriver en spaniers smil, som om

underlæben er grøden fra en gryde der er ved at koge over, Saa fortrak hans Mund sig til et Smil.

Det hang langs Kanten af hans Underlæbe som Grød, der koger over en Gryde.

Kristensens sprog er fyldt med sammenligninger som dem ovenfor, men også mættet med

farveindtryk, dufte, lyde og følelsen af en allestedsnærværende og kvælende svedig varme. På den

måde bliver rejsebeskrivelsen typisk for ekspressionismen, hvor det ydre tager form og farve, og

forvrænges af det indre. Det ses særligt tydeligt i Kristensens skildring af en dialog uden ord

mellem ham og en spansk kvinde i toget. Her udspiller der sig en hel samtale, uden ord, kun

sammenstykket af Kristensens formodninger om kvindens motiver for at se i hans retning, pudse sin

guldring, snakke med sidedamen osv.

”Da var det, som om en stum Replik blev vekslet imellem os, et henaandet Ja, som jeg kun kunde

høre med Øjnene, for nu pudsede hun ogsaa sit lille Armbaandsur. Vi nussede med Ting, der var

ens, og hvis det ikke betød Kærlighed, kortvarig Kærlighed, som et Støvfnug gennem den

solflimrende Kupé, kender jeg intet til Kvinder.”

9


Vurdering

Spiller Spanien overhovedet en rolle?

For Ørntofts vedkommende lader der ikke til at være noget udpræget spansk ved digtet. Ja han vil gerne

holde siesta, men det kan man sågar holde i Danmark på en varm sommerdag når en skolelærer eller

arbejdsgiver forbarmer sig over en og giver en varmefri. Det vigtige for Ørntofts budskab lader til at være

situationen, at man er langt hjemmefra og f.eks. kan tillade sig at være frisk fyr på en lokal bar hvor

bartenderinden i hvert fald opleves særligt smuk og indtagende. Området hvori San Sebastian ligger er uhyre

smukt og kan sikkert vække en digter i enhver, men jeg mener ikke at det kan forsvares, at Spanien eller San

Sebastian i sig selv er nødvendig for at Ørntoft kan få beskrevet sit hyperbevidste jeg.

Rifbjerg derimod lader til at være inspireret mere direkte af katedral-moskeen og dens historie i Spanien. Fra

katolikkerne, til maurerne og tilbage til katolikkerne og nu som delt religiøs bygning mellem muslimer og

kristne. Ville Rifbjerg have gjort sig disse tanker og nedskrevet dem uden at have set perspektivet skifte for

sig på sin vandring gennem Cordobas gader? Sandsynligvis. Men havde de fået den form? Næppe.

Rifbjerg trækker på en rig kulturhistorie for at fremføre sit argument, en kulturhistorie som er helt uløseligt

sammenflettet med Spanien. Jeg synes også at Rifbjergs begejstring over netop Spanien og dets natur

kommer tydeligt til udtryk, i modsætning til f.eks. Ørntoft der lige så godt kunne have skrevet digtet fra et

hotelværelse i Rio de Janeiro.

Med Kristensens rejsebeskrivelse kan man på ingen måde løsrive Spanien fra Kristensen eller Kristensen fra

Spanien. Alt ved beskrivelsen er gennemsyret af indtryk der er unikke for Spaniens kultur i 1926, som ikke

kunne eksistere uafhængigt af denne.

Kristensen i Rifbjerg, Rifbjerg og Kristensen i Ørntoft?

Uden at have mulighed for at granske Rifbjergs forfatterskab indgående og med udgangspunkt i de tre tekster

som denne opgave tager udgangspunkt i, så er der nogle få fællesstræk mellem Rifbjerg og Kristensen.

Spanien er ikke et af dem. Kristensen lader til at være træt af Spanien allerede inden rejsen rigtig er begyndt,

så er Rifbjerg hjemmevandt og behageligt tilstede. Men de er begge betaget af Spaniens natur og farver.

Kristensen nævner bjergenes gule og blå farver i den flimrende varme fra solen, Rifbjerg beskriver bjergene

som mangefarvede og kulørte. Begge forfattere besjæler bjergene. Kristensens bjerge vil bokse og Rifbjergs

bjerge stirrer mod andre horisonter. Det er ikke til at vide om Kristensen har smittet af med nogle konkrete

formuleringer, men i hvert fald her lader de til at være enige om at være betagede af Spaniens bjerge.

10


Ørntoft står lidt udenfor fællesskabet omkring Spanien, men deler bestemt en plads som ekspressionist med

Kristensen. Om Kristensen på nogen måde har været en direkte indflydelse må stå hen i det uvisse, da det

hverken fremgår af kilden i Information eller af digtet selv.

Konklusion

Ørntoft, Rifbjerg og Kristensen deler en dansk baggrund, skriver på dansk og har alle været i

Spanien, men her stopper de fleste sammenligninger også. Der er ikke nogen tydelig linje der binder

de tre forfattere sammen i de udvalgte tekster, men det lader i hvert fald til at Spanien har gjort et

stort indtryk på dem alle tre. Spanien har helt klart haft den største betydning for udformningen af

Kristensens rejsebeskrivelse, hvor det lader til at betyde mindre for Rifbjerg og mindst for Ørntoft.

Grunden til at det betyder mest for Kristensen er fordi at Spanien er der hvor rejsen sker og det

spanske folk er dem han interagerer med. For Rifbjerg er det mere et spørgsmål om en inspiration

der springer ud af en særlig kulturhistorie knyttet til et specifikt sted, som muligvis kunne have en

pendant andre steder i verden, men som altså lige nu er i Spanien. Ørntoft står i kontrast til de to

andre, fordi han ikke har elementer i sit digt der strengt taget behøvede at være spanske.

11


Bilag

Bilag #1

12


Bilag #2

13


Bilag #3

”Ind i Spanien” uddrag af ”En Kavaler i Spanien af Tom Kristensen”.

Pyrenæernes gule Klippevægge gled tæt forbi det aabne Kupévindue. Jeg kunde naa dem med

Hænderne, og jeg kunde klappe dem og overbevise mig om deres ru Realitet. Men det vilde snart

have udviklet sig til et Slagsmaal, hvor jeg havde faaet Huden flænget af Fingrene, for med eet

kunde Bjærgene jage en gul Stennæve frem og true ind ad Vinduet, og hurtigt vilde Slagsmaalet

have udviklet sig til haabløs Desperation, for saa kunde Bjærgene pludselig vige og vige, løbe til

Siden og give Plads for en Klippedal og en Bugt og for det endeløse, blaa Middelhav, og jeg vilde

have ravet med Hænderne ud imod en ulegemlig Horizont, der sitrede af Morgenlys.

Havde jeg endda været saa vaagen, at jeg havde vovet en Udveksling af Nævestød og Kærtegn!

Muligheden spøgede som en bevæget Drøm i min søvnige Hjærne; men hvert Øjeblik lukkede en

kort Tunnel Øjnene paa mig, saa jeg flød ud i Ubevidsthed.

En tung, sødlig Duft, der steg fra Kupéens mørkeblaa Hynder, blev eet med min Søvnighed, hvori

Tid og Rum og Forpligtelser opløstes til hed Luft, og ikke engang den tørre Vind, der drev ind

gennem det aabne Vindue fra de støvede Bjærge, kunde vejre den bort. Den var som Kaffe med

altfor meget Sukker i, mørk og tungt flydende, og den opsugede al Begejstring over det nye. Kun en

afmægtig Modvilje flød om i min Sjæl, en stum Protest mod at blive slæbt ind i det store,

sekskantede Land, som hed Spanien; men ogsaa den blev omsider opslugt af den dulmende

Fatalisme, som laa i Duften, og saa havde jeg kun en sørgmodig Fornemhed og en ulden Varme at

hylle mig ind i.

Overfor mig sad to unge Spaniere med træge Øjne, der lurede inde ved næseroden, og med tunge

Underbid. De lignede spanske Habsburgere og saa ikke ud til at interessere sig for andet end deres

egen majestætiske Kedsommelighed. Og ved Siden af mig sad en spansk Mussolini med mørke

Øjne, som laa der en Slagskygge ind over hans Sjæl. Han havde blaa, brutale Kæber og

blankpudsede Guldbriller, og var han ikke Diktator, var han i hvert Fald politisk Skribent. Maaske

var det Pyrenæernes gule Stenmasser, som var Skyld i, at jeg opfattede alt det blaa i deres Dragt, i

deres Ansigter, for jeg husker dem som blaa Skygger med lyse flagrende Hænder.

Hænderne flagrede, for der indtraf pludselig et Uheld. Den ene af Habsburgerne og Mussolini kom

til at byde hinanden en Majscigaret samtidig, og en Høflighedsduel brød øjeblikkeligt løs. Det blev

min første spanske Oplevelse.

14


Med den ene Haand rakte de begge Cigaretten frem mod hinanden, og med den defensive venstre

skubbede de Modstanderens Gave læmpeligt tilbage. De rystede begge paa Hovedet, smilte,

nikkede indtrængende, de vilde overvinde hinanden i formel Ødselhed; men i Kraft af sin brede

Gestus sejrede Mussolini, han sejrede ved sit diktatoriske Udseende, og bagefter beherskede han

Kupéen. Han bød os "alle" Cigaretter.

Men Triumfen varede kun et Nu. Den slagne Habsburger flyttede resolut Kampen ind paa et nyt

Gebet. I en underfundig Fart fik han strøget en spansk Tændstik, et lille, blegt Vokslys, der hurtigt

bøjede sit flammende Hovede forover i en ydmyg, katholsk Stilling, og vi maatte alle skynde os at

tænde Cigaretten ved netop hans Tændstik, inden dets Hovede faldt glødende til Jorden, for han

skulde jo ogsaa sejre. Saa fortrak hans Mund sig til et Smil. Det hang langs Kanten af hans

Underlæbe som Grød, der koger over en Gryde. Og vi smilte alle. Høflig Elastik i

Ansigtsmusklerne. Begge havde vundet.

Og saa sank vi atter tilbage. Hænderne lagde sig blege til Ro, de lyste med et hvidligt Skær, for

Varmen fik Porerne paa Haandryggene til at krænge sig ud og flyde over med sølvagtig Sved.

Ansigterne blev mumieagtige af Værdighed og Søvnighed. En hvidblaa Cigaretrøg, der drev i

Kupéen som en Sky efter Blæst, var det eneste, vi fire "caballeros," Kavalerer, havde i Fællig.

Og hvad andet havde vi at gøre i denne Solhede, som fik Bjærgene derude til at stivne i citrongule

og kobaltblaa Farver, end at synke tilbage. Luften brændte jo foran vore Ansigter, og hvis vi blot

havde interesseret os en lille bitte Smule for hinanden, havde vi svedt af Anstrængelse. Der var kun

at drømme, og at drømme saa ubesværligt som muligt. Vel var det Spanien, vi kørte ind i, og en

gold Klippepynt og et firkantet Hus med grønne, kølige Skodder drejede forbi, og

Middelhavet skraanede med en drueblaa Flade op mod Horizonten; men det var kun som Syner, der

dansede over forvaagede Nethinder. Det var maaske mit urolige Sind, som flammede i Øjenæblerne

med nye uforstaaelige Farver, med tør Ild.

Men Grænsebyen Port Bou var ingen Hallucination. Den viste mig en lang, banal, gul Bygning,

som lignede Jærnbanestationen i Hellerup. Den kunde have vakt Barndomsminder i mig, hvis den

havde giddet; men hvad gad i denne Varme? Tjeneren i den triste Restaurant gad ikke give mig

Penge igen. Paskontrollen gad ikke læse mit Pas. For dog at udvise nogen Energi tog de det

imidlertid fra mig tre Gange, og jeg fik et sønderknusende Indtryk af det spanske Militærdiktaturs

Værdighed.

De grønne Soldater med hvide Bandolerer hensatte dog Hellerup Station i en Art Krigstilstand.

Havde de blot ikke haft de skrupskøre sortlakerede Fantasihatte paa, som hverken lignede

15


Legetøjsfæstninger eller krængede Kasseroller, men en mislykket Mellemting, kunde jeg have troet

paa Æventyr, Overfald og pludselig Død, for de havde Revolvertasker og lange Geværer. Men deres

skikkelige Overskæg viftede og vinkede al Fare bort, og Øjnene hvilede godmodigt paa Kindernes

Puder. De havde saamænd aldrig stirret paa Don Q, Bjærgenes Kondor. De havde saamænd aldrig

mødt hans grusomme og ædle Blik, der lynede under den spidspullede Bandithat.

Fra Port Bou kørte jeg paa tredje Klasse, for jeg var sulten efter Folket, jeg trængte til at hygge mig

i Almuens Forvirring, det eneste Sted, hvor Fantasien gror.

Det var en smuk Vogn, jeg kom ind i. Bænkene var blanke af gul Fernis, og de var velsignet haarde.

Kupévinduerne var luksuriøst udstyrede med Tremmeskodder til at hale op og ned. Grønne Soldater

larmede med Geværkolber i Baggrunden og klappede sig gemytligt paa Revolvertaskerne, der hang

beskyttende over venstre Hofte. De skulde blandt andet beskytte mig mod Overfald.

Kvinderne, som entrede Vognen, livede mig op. Jeg vaagnede af min fornemme Dvale, for vel var

det ikke spanske Skønheder med Stenkulsøjne skinnende bag Vifter; men havde de forpjusket

Pagehaar, havde de ogsaa snavsede Nakker, saa at det primitive ligesom krøb op under det

moderne, og havde de bare Arme, saa skulde et Armbaandsur med sort Baand, tysk Import, nok

understrege den ru og rødlige Hud. Det var een eneste stor Desillusionering at se dem, og den

kvikkede mine Nerver op, den vakte mig, den gjorde mig tummelumsk af Glæde. Hvor mange

spanske Klichéer jeg i det Øjeblik hældte ud af Vinduet, aner jeg ikke; men der røg en Strofe som:

Hvad er Spaniens skønne Kvinder .... Firkantede Trækdyr var de, med Skuldre og Bryster, der var

stærke nok til at slæbe diende Tvillinger, med den voldsomme Svajning i Hoften, som kunde støtte

en Lerkrukke, og med muskuløse Ankler, brutale, afrikanske. Var det Dansernes Land, jeg var

kommet til, saa blev der trampet haardt i Brædderne her.

Lige overfor mig satte en blond Kvinde sig. Men hun var spansk. Jeg saa det paa hendes

voldsomme Minespil. Naar hun løftede en Kurv op paa Bænken, vrængede hun Mund, som om det

var en overordentlig Anstrengelse; naar hun knyttede et Tørklæde, bevægede hele Ansigtet sig,

Læberne knyttede, Brynene knyttede; og naar hun tænkte, blev Tanken straks synlig i en lille Bule,

der flyttede sig under Pandehuden som en Mus.

Engang imellem skottede hun hen til mig for at se, om jeg fulgte hendes Bevægelser, og da hun

syntes, jeg ikke alene skulde interessere mig for hendes brede, spændte Vrist med de hvide Baand

bundet i Kryds for at holde Sandalen fast, aandede hun paa sin spinkle Guldring med de to røde

Sten. Dem skulde jeg ogsaa se! Og hun spyttede ivrigt i et Lommetørklæde, viklede det om

Pegefingeren og gned paa Stenene, saa at de straalede som Saftevand holdt op imod Solen.

16


Til Gengæld vilde jeg underholde hende med at pudse Negle. Men det var et Fejlgreb fra min Side.

Hendes Negle var hvide og haarde og firkantede, og i min Gebærde laa ubevidst Hovmod. Hun

maatte tro paa en uoverstigelig Klasseforskel. Og den stumme Erotik imellem os, naiv og fjærn som

den var, vilde true med at blive til Aske og Søvnighed. I min Kvide greb jeg efter mit Ur, aabnede

det og pustede ind i Værket, kiggede opmærksomt paa Uroen, det lille Metalsymbol paa Europa,

som aldrig, aldrig skal finde Hvile.

Da var det, som om en stum Replik blev vekslet imellem os, et henaandet Ja, som jeg kun kunde

høre med Øjnene, for nu pudsede hun ogsaa sit lille Armbaandsur. Vi nussede med Ting, der var

ens, og hvis det ikke betød Kærlighed, kortvarig Kærlighed, som et Støvfnug gennem den

solflimrende Kupé, kender jeg intet til Kvinder. Den Betydningsfuldhed, som vore Gebærder fik,

var Kærlighed. Noget maatte vi da kunne forstaa hos hinanden.

Pludselig satte Toget sig i Gang. Det rykkede, som om det vilde løbe af Sporet, og det rullede og

ruskede og kunde for den Sags Skyld godt have rumlet ved Siden af Skinnerne, hen over Sten og

Klippestykker. Men vor fortrolige Samtale kunde dog ikke overdøves.

Hun var imidlertid kommet langt forud. Hun var langt mere veltalende. Hendes Arme, Albuer,

Hænder og Fingre fik en Renselse i Spyt, og saa bredte en Følelse af Velvære sig ud over hele

hendes firkantede Krop. Hun havde foreløbig talt ud.

Da henvendte en gammel Kone, som nysgerrigt havde fulgt vor Samtale, et Par Ord til hende,

mærkelige catalanske Ord, der for mig var omgivet af uigennemtrængelig Mystik. Den unge Pige

svarede igen, mundrapt, og da mit Ansigt røbede Uvidenhed, hvirvlede Sætningerne ugenert frem

og tilbage. Jeg var som skubbet til en Side. Og da Pigebarnet derpaa trak en Pose Jordnødder frem

og begyndte at knække dem og spytte Skaller, saa at de dryssede ned over hendes Skød og ned paa

Gulvet, blev jeg for Alvor holdt udenfor. Den gamle Kone derimod var med, og de bed af det

samme Stykke Brød, som de stak ind imellem for at variere Retterne, og saa sludrede de om mig,

som var jeg et Skilderi. Men havde jeg da ikke Grund til at være fornærmet? Her spiste hun Mad

under

vort første og eneste Stævnemøde, mens jeg led Kvaler. Vel var hun ikke smuk; men de blændende

Tænder, der bed i Brødet, og den praktiske Intelligens, som lyste ud af de blaa Øjne, voldte mig

Smerte og Glæde. Og saa maatte jeg da hævne mig, og jeg maatte gøre mig fjærn og drømmende.

Det var jo Spanien, jeg var i. Den blaa Linje mod Nord var Pyrenæerne. Den store Aabning mellem

to Fjælde, to Stykker fortættet blaa Himmel, som lænede sig ind mod den store, tynde, blaa

Hvælving, var den Kløft, Hannibal engang havde passeret med sine brune og sorte Lejesoldater og

17


sine graa Elefanter, en Strøm af Farver med Purpurglød og Staalglimt og lynende Messing. Nu vilde

jeg lukke Øjnene tre Gange og sænke de blaa Pyrenæer dybt ned i mig, ned mellem Bølger og

Ørkner, Byer og Mennesker og grønne Øer, som jeg har set. Ak set! For jeg har set saa meget, at det

er blevet til en stor Sorg i mit Sind.

En Landarbejder i sort, tykt Tøj traadte ind ved næste Station. Han kom ude fra Vejene, som lyste

med gult Støv, fra Akacierne, der allerede samlede vissent Løv om Fødderne, og fra den rosarøde

Jærnbanestation med det flade Tag og det mauriske luftige Sving i sin Arkitektur. Men han var sort

som en Skygge. Ansigtet var furet og brunt som en fugtig Valnød. Livet havde krøllet Trækkene

sammen, saa at jeg kun kunde læse Fattigdom og Arbejde i dem; men da han satte sig ved Siden af

mig, skinnede en sort Nysgerrighed frem mellem de Furer, hvor Øjnene sad.

(Den unge Kvinde var imidlertid færdig med Jordnødderne, og tilfældigt opdagede jeg, at hun var

begyndt paa sin Samtale med mig igen. Hun havde taget en smal Pakke op af sin Kurv og aabnet

den og lod nu noget orangefarvet Tøj flyde i sine Hænder; men hun stirrede ikke paa det, hun saa

hen mod mig, og da jeg havde ladet Blikket strejfe Tøjet, et kort Nu havde svalet mig i den gode

Farve, lukkede hun hastigt for Pakken igen. Jeg havde intet andet at svare med end min glorøde

Baedeeker, og jeg halede den da ogsaa op af Lommen for at udveksle Signaler. Glorødt! Der er

Fare!

Da greb Landarbejderen ind. Han aabnede sin tandløse Mund og talte til mig. Tale til mig! Han

maatte være splittergal; men han talte, og da jeg rystede paa Hovedet, talte han højere endnu og

hurtigere endnu. Han vilde raabe mig op.

Og de to Kvinder begyndte at huje med. Nu skulde jeg vækkes, mente de, og de hylede ind i min

Udlændighed, langt ind i den. Et eller andet Sted inde i mig maatte der da sidde et Menneske, der

snakkede med menneskeligt Mæle, og jeg nænnede ikke at lade deres Raab dø hen uden Ekko, jeg

ved, hvor udmattende en saadan Skuffelse er, og jeg svarede lige ud i Luften: Barcelona!

Virkningen var mægtig. De var som Mennesker, der i en nedstyrtet Tunnel har banket og banket og

endelig har hørt et svagt Svar. Der var nogen, der levede langt inde i mig. I fælles Glæde nikkede de

alle tre og pludrede en Masse om Barcelona. I en Flod af Lyde hoppede denne lille Klump af

Vokaler og Konsonanter, jeg forstod: Barcelona! Barcelona! Men det var for lidt, syntes jeg, og jeg

følte en brusende Lyst til at prale. Jeg vilde stille dem Ansigt til Ansigt med det flammende

Æventyr. Jeg vilde svide Øjenbrynene af dem.

"Marokko!" sagde jeg og vinkede syd paa, langt syd paa.

18


Landarbejderen maabede uforstaaende imod mig; men den unge Pige havde rettet sin Ryg, som om

hun bar en Vandkrukke paa Hovedet.

"Marrueco. La guerra", stønnede hun og spilede Øjnene op.

"Si señorita," nikkede jeg og smilte. Jeg havde med tre spanske Ord skabt en Atmosfære om mig,

som de ikke vilde glemme den Eftermiddag, og jeg lænede mig tilbage i den. Jeg bildte mig ind, at

jeg udstraalede Æventyrlighed, og var kaad og løgnagtig som en Dreng.

"La guerra! La guerra!" Krig! Krig! Det vildeste Ord fra min Ungdom! Det Ord, som har revet hele

mit Sind op, fordi jeg aldrig har oplevet dets Realitet!

"La guerra!" hvislede jeg og smilte filmsagtigt. Men nu maatte Dokumenterne ogsaa paa Bordet.

Det maatte underbygges. Og mit Pas var godt, det var fantastisk godt, for jeg plejer altid at lade

Navne paa ekstra Lande skrive paa. Jeg skulde til Spanien, og jeg var i Spanien; men jeg længtes

mod Marokko, det Navn skulde selvfølgeligt prange i Passet, og hvis Marokko havde været mit

Maal, havde Senegambien staaet der, med Skønskrift, i tre, fire Sprog.

Landarbejderen og jeg udvekslede Pas, og min første Sprogundervisning begyndte, med Tegn i

Luften, Gebærder og "si, si, señor". Vi var ivrige alle fire. Vi begyndte med at tælle, for der havde

vi jo Fingrene, og jeg skal aldrig glemme Pigebarnets lysende Forbavselse, da jeg ved Hjælp af

"dormir" og "dos" og "horas" fik forklaret mine ivrige Læremestre, at jeg kun havde sovet to Timer

paa Vejen fra Marseille til Barcelona. Det var en Nyhed, som de alle tre kastede sig over, de

diskuterede den; der var Haab for mig.

Men da steg hun af ved en rosarød Station. Der var tørt og støvet som paa en Byggeplads i Solhede.

Det duftede af varme Sten. Og ude i Vrimlen stod en Mand med bredskygget Hat og omfavnede

hende, og en Vogn med meterhøje Hjul ventede hende, og et Sted i det gule, nøgne Land med de

stenede Skrænter laa der vel et firkantet Hus med et Hul til Dør og et Hul til Vindue og en Kaktus

som Have og ventede hende, et køligt, nøgent Hus. Hvad forstod jeg mon af det hele? Hvad var en

Kvinde, som levede i en Celle, hvor der hverken var Lænestole eller Piano?

Landarbejderen rejste sig øjeblikkelig og satte sig hen til nogle Kammerater. Han havde brugt mig

for at kunne snakke med hende, det var det hele, og jeg følte mig som et misbrugt Ord, som Vejret.

Det er varmt i Dag, señorita, det er meget varmt.

Skulde jeg nu interessere mig for Mennesker mere? Der sad ganske vist en tyk Mutter med en

Dreng, der var idiotisk klippet i Nakken, og hver Gang hun pegede paa en Hest, som travede ude

paa Vejene med en Støvsky mellem Benene, forekom det mig, hun sagde: Buh! Det var til at blive

rasende over. Bestandig skingrede Togfløjten, Hjulene rumlede under mig, og jeg blev endnu mere

19


rasende. Men endelig fik jeg Udløsning. Der sad nogle Nonner med Kællingeansigter stikkende ud

af sorte Kapper og lod sig i al deres syrlige Hellighed tilbede. Arbejderne løftede tjenstvilligt deres

Pakkenelliker, og Koner med skinnende, ærbødige Smil satte sig hen til dem og lyttede saligt, og

var det ikke for galt?

Udenfor drejede udtørrede Flodlejer forbi. Det røde Sand sendte Pust af Tørhed ind gennem

Vinduet. Bjerge med Pinjeskove kastede en flimrende, utæt Skygge ind i Kupéen.

Hver Gang et Menneske herinde rørte paa sig, stod der en hed Luftning ud fra ham, og da en

Arbejder rullede sin Tøjbylt op, følte jeg Kvalme over al den indelukkede Varme, der slap løs. Den

var ved at tage Vejret fra mig.

Nu nærmede det sig Middag. En Stønnen gik gennem hele Vognen, de svedige Ansigter skinnede,

og Øjenlaagene gled til, mens Mundene aabnede sig, som om alle Passagererne havde Polyper.

Naar endelig nogle rejste sig for at stige ud, fyldte de ligesom for meget, de trampede alle Vegne,

og de klemte Luft sammen, saa den lagde sig som Uld over mit Ansigt og trykkede til.

I en Døs hørte jeg alt, hvad der blev sagt omkring mig. Jeg kom i Forbindelse med Passagererne paa

en overnaturlig Maade og forstod hvert Ord. Var det Trolddom?

"Han er vist fire fem Aar om at dræbe!" sagde en af de sortklædte Arbejdere paa Dansk; men derpaa

slog han over i Engelsk, og en af hans Venner sagde: Yes.

Henne ved et andet Vindue sad to nette spanske Piger i hvide Kjoler og bevægede nogle

skrækkelige, kulørte Vifter med banale Blomsterdekorationer eller med to, der kysser hinanden. De

var sorthaarede, som de skulde være; men der var stor Forskel. Sort Haar var altsaa ikke altid sort.

Det var ligesom med Negre, der kan have alle mulige Farver undtagen den hvide. De to Piger

sludrede ivrigt med to Kontorister, der Gud hjælpe mig lignede vore egne, og jeg hørte et Par Ord.

"Eugen Petersen!" blev der sagt, og: "Sporvogns!" Der blev sagt "Sporvogns!" uden Forbindelse

med nogetsomhelst andet, Genitiven svævede alene og efterlod mig i en Tilstand af Utilfredshed.

Saa faldt jeg endelig hen. Solen brændte mig ind i Ansigtet; men jeg havde lige Kraft nok til at

flytte Hovedet ind mod Væggen. Saa brændte den igennem mine Benklæder og skoldede mig paa

Laarene. Jeg maatte atter flytte mig. Saa slog Toget en Kurve. Hjulene skreg som en Kasse

kaglende Fjerkræ. Men Solen faldt nu paa en Landarbejder, som laa udstrakt paa Bænken overfor

mig. Hvor var han kommet fra? Hvornaar havde han lagt sig dér?

Han aabnede det ene Øje, som om Øjenlaaget var blevet svedet. Saa smækkedes den anden Glugge

op, og et Stykke hvidt Stær gloede blindt ud i Rummet. Han stønnede og vred sig. Sveddraaberne,

20


som var løbet i Staa imellem hans sorte Skægstubbe, kom atter i Bevægelse eller blev klemt over og

løb videre som to Draaber. Paa den Maade formerer Sved sig altsaa.

Af Menneskekærlighed halede jeg Tremmerammen, Persiennen, eller hvad det var, op; men den

faldt straks ned i sit Hul igen. Jeg halede anden Gang, og Arbejderen langede en Arm ud og gav den

et Puf, saa den blev paa sin Plads. Og saa var Solen lukket ude, den stak kun ind gennem

Tremmerne, og alt skulde have været dejligt, hvis det blot ikke var blevet endnu mere uudholdeligt.

Min bløde Flip klæbede sig med et fugtigt Kvælertag om Halsen paa mig. Tænk Dem en Morder

med svedige Hænder og langsom Tankegang! Og saa havde jeg en overflødig Vest paa. Og i et

Hjørne hang min Frakke og aandede tungt paa mig.

Nogle høje, gulgrønne Huse gled forbi derude. Det var endelig Barcelona. Et Par Lygter strittede i

det støvede Landskab. En nærgaaende Bygning stod helt ude ved Banelinjen. Jeg smækkede

Tremmerammen ned og fik lige set en Spanierinde staa ubevægeligt i et firkantet Hul af et Vindue.

Huset var rødt.

Folk begyndte at røre paa sig. Tøjbylterne blev atter rullet sammen. Varmebølger omslyngede os,

saa at vi maatte aabne Døren og lade Farten og Blæsten med alle de prikkende Kulpartikler suse ind

igennem Waggonen.

Et Øjeblik efter holdt vi. Et Øjeblik efter var jeg bagerst i Flokken af Passagerer.

Men Skæbnen lurede paa mig. Søvnigt og hovmodigt gik jeg forbi Hotelvognene lige ud paa en

bred Allé. Der holdt en Bil, og i min forvirrede Hukommelse fandt jeg et Hotelnavn: Prat, som jeg

havde faaet af en Franskmand i Belgien. Prat! kommanderede jeg og vilde gaa ind; men Chaufføren

strakte roligt en Arm bagud og holdt paa Døren. Iøvrigt saa han ikke paa mig.

"Prat!" sagde jeg igen; men Chaufføren sad urørlig, og i det samme havde jeg en Flok lurvede

Banditter om mig. Jeg havde antastet en privat Bil.

Hjælpeløs saa jeg mig rundt. Midt ude paa Alleen mellem Platanerne stod en lille Pavillon med en

Mængde Restaurationsborde og Stole omkring. Jeg flygtede værdigt derover og satte mig paa en af

de yderste Stole i Haab om, at en Tjener vilde komme; men Flokken fulgte mig, og Tjenerne inde i

deres lille Pavillon gik rundt med sirlige Gebærder og kunde ikke se mig.

En gammel Bandit med Skægstubbe var den sejgeste. Han havde et Pas, som han hele Tiden vilde

lægge paa Bordet for at overbevise mig om sin Kvalitet som Fremmedfører, og jeg fejede det hver

Gang bort. Hvorfor Pokker holdt der ikke Biler udenfor Hovedbanegaarden i Barcelona?

Da jeg endelig havde skubbet Bandittens Pas bort saa mange Gange, at han med Rette kunde blive

fornærmet, begyndte han at skælde ud. Han bjæffede og vilde stadig ikke gaa.

21


Og da skete det, som jeg aldrig vil tilgive mig selv. Jeg blev rasende, lige til Bunden af min Hjærne

og mit Hjærte blev jeg opfyldt af skummende hedt Raseri. Jeg saa kun hans stubbede Fjæs i

Blodbølger og slog i Bordets Metalplade og skældte ud, og han kom nærmere og slog i samme

Bord, i mit Bord, og gøede videre, og de andre stormede til.

Pludselig dukkede en purpurrød Betjent op. Banditten bjæffede stadig, og en ung flipløs Knægt

glammede, han var ved at bore sig ind mellem Øvrighedspersonen og mig.

En kort Forhandling. Prat! Der var intet Hotel du Prat! Jeg gravede i min Lomme og fandt et Kort.

Der stod et tilfældigt Navn paa en Pension. Jeg havde i Søvnighed taget imod det oppe ved

Grænsen.

Den røde Betjent vippede med sin sorte Lakstav. Der blev Ro. Og i det samme skød en Sporvogn

frem, som kørte forbi min Pension.

Men jeg havde svært ved at tilgive mig selv at jeg var blevet rasende efter at have været i Barcelona

i fem Minutter. Det var med et syrligt Smil, jeg saa de ørkenagtige, mennesketomme Alleer med

høje Huse og Kæmpeplataner glide forbi mig.

22

Documents

Perspektiver på en blå spanier i baren?