TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

E T S PA D E S T I K D Y B E R E

I B I B E L E N S V E R D E N

Nr. 3 | September 2007 | 18. årgang

Bagsiden | Salomos fæstning...

Side 2 | Er Jakobs benkiste og Joashtavlen alligevel ægte?Side 3 | Person i GT fundet på gammel kvitteringSide 15 | Jesus, farisæerne og loven – om kalkede grave...

Farisæernepå Jesu tid– hvad kan arkæologien lære os?

Er Jakobs benkiste og Joashtavlenalligevel ægte?I januar 2007 var Biblical Arcaeology Society vært for en konference om arkæologiske forfalskninger i Jerusalem. Nogle af de førende eksperter i verden inden for studiet af gamle skriftformer, lingvistik og petrokemi var samlede. De drøftede intenst, om nogle af de mest omdiskuterede skriftfund inden for de senere år er ægte eller uægte, og her ikke mindst de også i TEL meget omtalte fund af Jakobskisten og Joashtav-len.

Ganske overraskende viste det sig, at der på konferencen blev opnået bred enighed om, at inskriptionen på Jakobs benkiste med en meget stor grad af sandsynlighed er ægte. Tidligere undersøgelser foretaget af Israel Antiquities Autho-rity nåede nemlig frem til den modsatte konklusion. Derimod delte Joashtavlen, angiveligt en inskription fra kong Joash af Jerusalem, vandene: Nogle fandt, at den kunne være ægte, andre derimod sagde, at den højest sandsynligt ikke var det. De tilstedeværende naturvidenskabsfolk fandt ikke grund til at kalde den en forfalskning. Også andre inskriptioner blev drøftet. Konferencen diskuterede også, hvorvidt forskere overhovedet skulle beskæftige sig med tekster, som ikke er fundet ved autoriserede udgravninger

En detaljeret rapport fra konferencen kan læses via TEL’s linkside på www.bibelskarkaeologi.dk.

Læs mere om Jakobs benkiste i TEL 2002-4 s. 20; 2003-1 s. 3-

8; 2003-3 s. 3-7, og om Joashtavlen i TEL 2003-1 s. 11; 2003-2

s. 14-15; 2003-3 s. 3-7.16; 2004-4 s. 13-15.

Jakobs benkiste med

indskriften: Jakob,

Josefs søn, bror til

Jesus. Foto: © Biblical

Archaeological Society.

Joashtavlen beskriver,

hvordan templet blev

repareret under kong

Joash af Jerusalem

(ca. 812 f.Kr.). Foto: ©

Biblical Archaeological

Society.

Selskab for Bibelsk ArkæologiLykkegårdsvej 26, 6000 Kolding

Tlf. 4826 3855E-Mail: info@bibelskarkaeologi.dkInternet: www.bibelskarkaeologi.dkBank: Sydbank konto 7920-1014 846Norge: Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion:Morten Hørning Jensen (ansv. red.),Hartvig Wagner (red. sekr.),Carsten Vang

Forsidefoto:Motiv fra den rekonstruerede synagoge i Nazareth Village. Foto: © Morten Hørning Jensen.

Links i TEL:De fleste nyheder i TEL følges op af links til hjemme-sider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk.

Layout:DANgrafik, Herning, dryp.dk

Tryk:Økotryk, Videbæk

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlem-mer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent:Danske kr. 145,- / norske kr. 160,-(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-).Kontingent opkræves via PBS først på året.Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Tel udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling.

Selskabets bestyrelse:Studentersekr., cand.theol. Klaus Vibe (formand),tlf.: 8612 0037 · kv@bibelskarkaeologi.dkPostdoc, ph.d., cand.theol.Morten Hørning Jensen (redaktør),tlf.: 8742 0242 · mhj@bibelskarkaeologi.dkStud.theol. Christian Rasmussen,tlf.: 2511 1415 · cr@bibelskarkaeologi.dkCand.theol. Jacob Bank Møller (kasserer),tlf.: 8615 3402 · jbm@bibelskarkaeologi.dkNetred., cand.theol. Thomas Bank Møller(webmaster),tlf.: 8678 7805 · tbm@bibelskarkaeologi.dk

© SBA og artiklernes forfattere.Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

ISSN 0905 - 5827

Person i GTfundet pågammelkvittering

Af Carsten Vang

En lille lertavle i British Museums store arkiv over tavler

med kileskrift viser sig at omtale en af personerne i Jere-

miasbogen. Fundet er dermed en støtte til Jeremiasbogen

som et autentisk og troværdigt skrift, og det bekræfter

tillige den nugældende danske oversættelse af stedet.

I begyndelsen af juli måned i år var Michael Jursa, en professor i assyrisk fra Wien, på besøg i British Museum for at undersøge gamle økonomiske dokumenter fra det ny-babyloniske rige (626-539 f.Kr.). Museet har mere end 130.000 lertavler skrevet med kileskrift liggende i dets samlinger, og en stor del af dem venter stadig på at blive læst, oversat og tolket.

På en lille lertavle, som ikke fylder mere end en 10-styks pakke cigaretter, læste professor Jursa navnet “Nabu-sharussu-ukin”. Det slog ham, at dette navn mindede om en person i GT. Ganske rigtigt: I Jer 39,3 nævnes det, at en Nebo-Sarsekim var blandt Nebukadnesars stormænd, da kongen erobrede Jerusalem i 587 f.Kr. Nebo-Sarsekim er den hebraiske pendant til det babylo-niske “Nabu-sharussu-ukin”.

© The Trustees of the British Museum

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi 3www.bibelskarkaeologi.dk

Teksten på den lille lertavle lyder:

“Vedrørende 1,5 mina (= 3/4 kg) guld, tilhørende Nabu-sharussu-ukin, over-eunuk, som han sendte med eunukken Arad-Banitu til Esangila[templet]. Arad-Banitu har overdraget [det] til Esangila. I overværelse af Bel-usat, søn af Alpaya, den kongelige livvagt, [og] Nadin, søn af Marduk-zer-ibni. Den 11. måned, 18. dag, 10. år i Nebukadnesars regering”

EN KVITTERING

Tavlen er med andre ord en slags kvit-tering for en større mængde guld, som Nebo-Sarsekim har doneret til et tempel. Kvitterin-gen er dateret til Nebukadnesars 10. regeringsår, hvil-ket omregnet til vores kalender er ca. februar måned 595 f.Kr. Ifølge kvitteringen var giveren “over-eunuk”, hvilket svarer ganske præcist til oplysningen i Jer 39,3 (“hofchef”). Otte år før Jerusalem falder for Nebukadnesars hær, har en af den babylonske hærledel-ses hovedpersoner fået kvittering på at have givet en stor gave til Esangila-temp-let i byen Sippar.

Nebo-Sarsekim er helt igennem en perifer figur i Jeremiasbogen. Han næv-nes kun i forbifarten i Jer 39,3 blandt de vigtigste embedsmænd i den babyloniske hær, da de som tegn på deres magtover-tagelse af Jerusalem tager sæde i en af byens porte. Bogen fortæller intet om ham i øvrigt.

BETYDNINGEN AF FUNDET

Det nye fund er med til at styrke tilliden til troværdigheden af Jeremiasbogens skildringer. Fundet viser, at den hebrai-ske version af navnet svarer nøje til den babyloniske udgave, når man lige tager højde for forskellen mellem hebraisk og akkadisk. Jer 39,3 har tilmed den samme titel for Nebo-Sarsekim som i kvitteringen: han er chef for eunukkerne/hofmæn-dene. Efter alt at dømme er der tale om den samme person. Når en så ligegyldig oplysning viser sig at være helt igennem autentisk, er det nærliggende at antage, at meget andet i Jeremiasbogen også

må være det, selv om der ikke er en ydre bekræftelse af det.

BEKRÆFTELSE AF DENHEBRAISKE TEKST

Fundet har også en vigtig betydning på et andet område: Det bekræfter entydigt den hebraiske tekst i Jer 39,3, og det stadfæ-ster til dels den oversættelse af verset, som den autoriserede danske oversæt-telse har.

De allerfleste bibeloversættelser har store vanskeligheder med dette vers. De har haft problemer med at forstå tit-lerne på de babylo-niske embedsmænd og opfatter derfor ofte titlerne som personnavne – med det resultat, at oversættelserne opregner fra fire

til seks navne i vers 3, selv om der reelt kun er tre. Mange fortolkere har desuden ment, at verset er i håbløs uorden, og de giver talrige forskellige forslag til rettelser. Den gamle danske oversættelse afspejler denne tilgang til verset.

Den nuværende danske bibel skriver “hofchefen Nebo-Sarsekim”. Fundet af den nye tavle viser, at det er helt igen-

nem en rigtig oversættelse. Og det viser endvidere, at den hebraiske konsonant-tekst bag Jer 39,3 ikke er i uorden, som mange eksegeter endnu antager den dag i dag, men synes at være rigtigt gengivet og overleveret.

På denne måde understøtter den gam-le kvittering den hebraiske konsonanttekst til Jer 39,3 og bekræfter, at de omdisku-terede ord skal forstås som “hofchefen Nebo-Sarsekim”.

INDGÅENDE KENDSKAB TIL TOPPEN

Ved siden af overeunukken Nebo-Sarse-kim nævner Jer 39,3 også en hærfører ved navn Nergal-Sareser. Fra en fortegnelse over Nebukadnesars embedsmænd ken-des en person med samme navn og titel. Også chefen for livvagten, Nebuzar’adan (39,9.11.13), er kendt fra samtidige kilder. Dette tyder på, at forfatteren til Jeremi-asbogen har været ganske godt kendt med den babyloniske hærledelses top. Han kender adskillige navne på hovedper-sonerne på babylonisk side, og han er i stand til præcist at angive deres korrekte titler. Det nye fund er med til at forstærke dette indtryk.

Profeten Jeremias fik et personligt møde med den babyloniske overkom-mando umiddelbart efter Jerusalems fald (39,11-14; 40,5). Jeremiasbogens skildring af profeten og hans forkyndelse kommer

Dette seglaftryk bærer påskriften: “Tilhørende Berekjahu, søn af Nerijahu, skriveren”. GT har

en forkortet udgave af de to navne: Baruk og Nerija. © BAR 1996/2.

KILESKRIFTEt ældgammelt (fra 3200 f.Kr.)

skriftsystem, skrevet på tavler af fugtigt ler. En griffel af rør blev

presset ned i leret for at lave kile-formede tegn. Op mod 15 forskellige

sprog blev skrevet med kileskrift, f.eks. assyrisk og babylonisk.

fra et øjenvidne, som har været tæt på begivenhederne selv og nogle af hovedaktørerne. Det nye fund er med til at sandsynlig-gøre, at Jeremiasbogen ikke bygger på senere tiders spekulatio-ner.

MANGE PERSONER FRA BIBELEN

Dette er langt fra et sjældent eksempel på, at arkæologiske fund kan bekræfte eksistensen af personer omtalt i Bibelen. Mere end 60 personer i GT er fundet i ikke-bibelske tekster fra samtiden. Som eksempel kan nævnes skriveren Baruk, som Jeremias havde til at hjælpe sig med affattelsen af sit værk. Her har man fundet to aftryk af Baruks segl, hvor navnene på Baruk og hans far Nerija forekommer. Eller tag Jukal, søn af Shelemja, som nævnes i Jer 37,3. Dette navn blev fundet på et seglaftryk for et par år siden i Jerusalem. Det nye fund føjer sig således til den lange række af navne på bibelske hoved- og bifigurer, som vi kender fra arkæolo-giske fund.

Det nye fund blev gjort i British Museums store samling af lertavler. Tavlen blev udgravet i et tempelarkiv i byen Sippar i omkring 1880. Museet erhvervede den så langt tilbage som i 1920. Den blev registreret og lagt til samlingen af tavler, men først oversat for få måneder siden. Kun få forskere i verden har den fornødne ekspertise til at læse kileskrift. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon gemmer sig i de mange endnu uoversatte lertavler i museernes magasiner, som kan være med til at belyse GT, når deres indhold kommer for en dag.

JER 39,3Den gamle oversættelse:

da kom alle Babels konges fyrster og satte sig i Midterporten: overhofmanden Nebu-sjazban, magernes

øverste Nergal-Sar’ezer og alle Babels konges andre fyrster

Den aut. oversættelse:og alle babylonerkongens stormænd kom og tog sæde i Midterporten: hærføreren Nergal-Sareser fra Sin-Magir,

hofchefen Nebo-Sarsekim og alle babylonerkongens øvrige stormænd

NYE MUSLIMSKE ØDELÆGGELSERPÅ TEMPELPLADSEN

For at få nye elkabler lagt ned har muslimerne v.h.a. en rendegraver lavet en grøft på Tempelpladsen. Renden, som nu er over 380 m lang og en halv m dyb, begynder nord for den platform, hvor Klippemoskeen ligger, går øst om plat-formen og løber i en bue ned til et punkt lige foran Al-Aqsa moskeen. Arkæologer regner med, at templets forgårde har ligget øst for det sted, hvor Klippemoskeen nu befinder sig. Hvis man graver der, vil man straks støde på rester af fun-damentet fra disse forgårde.

Denne opgravning foregår uden arkæologisk opsyn, og rendegraveren har hårdhændet smadret arkæologiske lag. Israelske arkæologer har dokumenteret, hvordan tilhug-gede sten fra det 2. tempels tid og genstande fra kristen og muslimsk tid ligger i de jordbunker, som rendegraveren har efterladt. Det mest spektakulære fund er, at en 7 m bred mur er dukket frem ved den sydlige ende af det, som en-gang var Kvindernes Forgård. Muren er brutalt blevet gravet igennem af rendegraveren.

Endnu engang ødelægger muslimerne vigtig information fra fortiden på Tempelpladsen. Den israelske statsminister har givet tilladelse til opgravningen, og det israelske arkæolo-gistyre forholder sig tavs. Det er en arkæologisk skandale af de helt store.

Se billeder af ødelæggelserne på tempelpladsen via linket på www.bibelskarkaeologi.dk.

4 Selskab for Bibelsk Arkæologi 5www.bibelskarkaeologi.dk

Den hvide synagoge i Kapernaum fra det 4.-5.

århundrede. Foto: Morten Hørning Jensen.

FARISÆERNE I SKRIFTLIGE KILDER

Vort kendskab til farisæerne stammer for en stor del fra Det Nye Testamentes evan-gelier, hvor de ofte er kritikere og mod-standere af Jesus. Kritikken synes at gå i begge retninger, for Jesus angriber dem faktisk i adskillige sammenhænge. For eksempel kalder Jesus dem i Matt 23,13-30 for “hyklere” hele seks gange.

Alligevel viser Jesus også en positiv holdning til farisæerne. I Matt 23,1-3 siger han til skarerne og sine disciple, at de skal gøre og overholde alt det, farisæerne siger til dem, fordi disse er Moses’ arvta-

gere. Vi bemærker også, at Gamaliel, der var en fremtrædende farisæer og Paulus’ lærer (ApG 22,3), forsvarede den nye Jesus-bevægelse over for det jødiske råd i Jerusalem, sanhedrin (ApG 5,34).

Den jødiske historiker Flavius Jose-fus (1. årh. e.Kr.) kendte farisæerne og pralede af, at han var en af dem. For sine romerske læsere beskrev han fire jødi-ske “filosofier” eller “skoler”, deriblandt farisæerne (Den jødiske krig 2.119-66; Jødiske antikviteter 13.171-73; 18.12-22; og Biografien 10-11).

Også det jødiske skrift Mishnah giver

os oplysninger om farisæerne. F.eks. er der her belæg for, at rabbinerne er efterkommere af farisæerne, og at de viderefører de farisæiske traditioner. Mishnah Hagigah 2:2 og Abot 1:1-18 har lister over rabbinske lærde, der går tilbage til tiden før templets ødelæggelse i år 70 e.Kr., inkl. Shammajs og Hillels huse. Disse lister inkluderer Paulus’ lærer Gamaliel og Simeon ben Gamaliel, der ifølge Josefus var farisæer (Biografien 38).

Farisæerne på Jesu tid– hvad kan arkæologien lære os?

Af professor James F. Strange

Farisæerne spiller en vigtig rolle i evangelierne både som

Jesu modstandere og venner. Men hvad ved vi egentligt

om dem? Kan arkæologien hjælpe os til at forstå dem

bedre? I denne artikel giver James F. Strange os et spæn-

dende indblik i farisæernes verden belyst ud fra arkæo-

logiske fund.

James F. Strange er professor ved University of South Florida og har i mere end 40 år deltaget og ledt udgravninger i Israel. I særlig grad har han fokuseret på Galilæa, hvor han i mange år ledte et af udgravningsholdene i Sepphoris.

6 Selskab for Bibelsk Arkæologi 7www.bibelskarkaeologi.dk

UENIGE FORSKERE

Moderne forskere har de seneste mange år haft en intens debat om, hvem farisæerne egentligt var – uden at nå til enighed! Så her møder vi en bred vifte af opfattelser af farisæerne i det judæiske samfund: (1) De var en nationalistisk-politisk bevægelse.

(2) De var en separat, religiøs elite. (3) De var en religiøs reform-bevægelse inden for jødedommen. (4) De var en indflydelsesrig bevægelse, der betonede deres egen forståelse af Torahen uden dog at trække sig ud af samfundet som essæerne. (5) De var en lille filosofisk skole uden nogen videre indflydelse. (6) De var en traditionel religiøs gruppe, som var – eller måske ikke var – apo-kalyptisk.

Det litterære grundlag for at forstå farisæernes aktiviteter i det første århundrede, nemlig evangelierne, Josefus og Mishnah, er spinkelt. Endvidere følte forfatterne sjældent behov for i detal-jer at beskrive forhold, som deres samtidige var fortrolige med.

Desuden er der ikke enighed om farisæernes oprindelse, deres politiske magt i det første århundrede e.Kr., deres forhold til templet eller deres forhold til synagogen.

Der er dog almindelig enighed om, at farisæerne lagde vægt på tiende, renhedsforskrifter, løfter, landbrug, overholdelse af sabbatten og højtiderne; men hvordan knytter vi en forbindelse mellem disse forhold og arkæologiske fund? Det skal vi nu se nærmere på.

Inden skal vi dog lige bemærke, at vægtlægningen på tiende, renhedsforskrifter osv. ikke er unik for farisæerne som sådan, og så vidt vi ved, heller ikke for nogen anden gruppe i den tidlige jø-dedom. Derfor kan en analyse af disse forhold i de arkæologiske optegnelser meget vel afsløre detaljer, som også kendetegnede andre grupper end farisæerne.

ER BIBELEN OVERHOVEDETRELEVANT FOR ARKÆOLOGIEN?

Dette spørgsmål er blevet intenst diskuteret – også her i TEL. I et 3-minutters interview giver fire førende israelske arkæologer - Amihai Mazar, Amnon Ben-Tor, Aren Maier og Gabriel Barkay – deres bud på dette spørgsmål. Se den på www.bibelskarkaeologi.dk.

Figur 1: Små stenkar og ”målekrus”. © James F. Strange.

Målekrus af ler fra det første århundrede e.Kr.

Foto: Morten Hørning Jensen.

EN ANALYSE AF SEKS FARISÆISKE IDEER

Samlet set er det muligt ud fra tekster i Mishnah og evangelierne at udlede seks ideer som i særlig grad kendetegnede farisæerne, selvom de delvist altså også blev delt af andre grupperinger. For eksempel ser vi i Mark 7,4, at farisæerne og jøderne i det hele ta-get “skylle[r] bægre, krus, kobbertøj og bænke”. Der er altså her tale om servering ved bordene i små kar (modsat en tradition, hvor man delte store kar), om rituel renselse af dette service. Joh 2,6 omtaler “seks vandkar af sten” der stod der ifølge jøder-nes regler for renselse. Farisæerne var således optaget af rituel renhed for personer. Ligeledes kender vi fra NT, at farisæerne var aktive i synagogen (f.eks. Matt 12,9-13) og lærte opstandelse fra de døde modsat saddukæerne (ApG 23,1-11).

I en sum kan farisæiske mærkesager sammenstilles med arkæologiske fund i seks punkter:

FARISÆISKE MÆRKESAGER ARKÆOLOGISKE FUND

1. Servering af mad ved bordet Små stenkar

2. Afvaskning af service (fade) Store stenkar

3. Afvaskning af personen Rituelle bassiner, mikvaot

4. Afvaskning af hænder “Målebægre” af sten, “vaskekrus”

5. Opstandelse og et liv Grave og ossuarier efter døden (knoglekister)

6. Synagogeaktivitet Synagogeindretning og arkitektur

1. SERVERING AF MAD VED BORDET – SMÅ STENKAR

Som noget særligt for perioden fra ca. 50 f.Kr. til 150 e.Kr. findes der i udgravninger af jødiske bosættelser kar og stenbeholdere lavet af kalksten. Normalt ville man have forventet brug af ler til fremstilling af disse ting. Mishnah giver en god forklaring på dette. Stentøj blev nemlig modsat lertøj anset for mere rituelt rent, og mange forskere fortolker brugen af kar lavet af

8 Selskab for Bibelsk Arkæologi 9www.bibelskarkaeologi.dk

kalksten som en manifestation af den farisæiske betoning af rituel renhed. Men eftersom disse kar også blev fundet ved essæernes bosted ved Qumran, er de ikke enestående for farisæerne.

Nogle af de forskellige typer kar er afbilledet på figur 1. Eftersom disse beholdere ser ud til at være efterligninger af eksisterende beholdere (muligvis af metal), adskiller de sig udelukkende ved det materiale, de er lavet af. Kalkstenen er meget blød og går let i stykker, men er til gengæld meget let at arbejde med.

2. AFVASKNING AF SERVICE (FADE) – STORE STENKAR

Til at skylle små beholdere har man for-mentlig brugt de store stenkar med fod, som man har fundet overalt i Israel, fra Jerusalem til Samaria, Galilæa og Golan Højderne. De to stenkar vist i figur 2 stam-mer fra Jerusalem.

Man vil bemærke en vis standardise-ring i udformningen af disse beholdere,

uanset hvor de er fundet. Dette tyder på, at man har haft en udbredt fælles ide om designet af disse.

Karrets højde tyder på, at man brugte det i stående stilling og således neddyp-pede fadene i det.

3. NEDDYKNING AF PERSONEN– RITUELT BAD, MIKVEH

Rituelle bade (hebraisk: mikvaot) er velkendte i arkæologiske rapporter fra an-tikkens Judæa, Samaria, Galilæa og Golan. De er et vigtigt fænomen ved Qumran. Igen kan man ikke undgå at bemærke en vis standardisering i udformning og udse-ende. Det rituelle bad eller bassin er hug-get ud under jordoverfladen og har plads til mindst én person. En trappe leder ned i vandet. Arbejderne pudsede trinene og alle væggene med vandtæt puds.

Trappen kan være smal og beregnet til én person, men kan også være meget bredere. Undertiden har bygmestrene indsat et lavt, smalt rækværk midt på de brede trin. Vi udleder heraf, at man er gået ned på den ene side og op på den anden. Nogle rituelle bade har ikke blot et rækværk på trappen, men har to indgan-ge, side om side.

SÅDAN FLYTTEDE DE STEN I ANTIKKEN

En af stenene i vestmuren rundt om tempelpladsen byg-get af Herodes den Store har den ære, at være den største byggesten fundet til dato i Mellemøsten. Den anslås til at veje mellem 400 og 600 tons og lagt ind i muren i adskillige meters højde. Hvordan kunne det lade sig gøre – før kra-nens opfindelse? I en yderst interessant video tilgængelig via linksiden på www.bibelskarkaeologi.dk gives svaret (måske): vha. intet mindre end tyngdekraften og teknisk snilde kan sten af ufattelig størrelse løftes op i vejret. Se selv dette tekniske under.

VIRTUAL QUMRAN

I forbindelse med en stor udstilling om Qumranskrifterne i USA er der blevet produceret nogle sekvenser med den nyeste teknik inden for arkæologisk rekonstruktion: digitial video. Disse viser en animeret rekonstruktion af, hvordan arkæologer – i samarbejde med grafiske tegnere – forestil-ler sig antikke bygninger så ud for besøgende. Se mere på www.bibelskarkaeologi.dk. Dette er ikke første gang an-tikke bygninger i Israel er blevet digitaliseret. Besøg f.eks. Davids Jerusalem via TELs linkside, ligesom du kan opleve en tur op fra Siloas dam til Jerusalems tempel på Jesu tid eller gå rundt inde i den kongelige søjlehal, hvor Jesus drev de handlende ud.

Figur 2: Stenkar

med fod. © James F.

Strange.

Et renselsesbad ved indgangen til Jerusalems tempel fra syd. Bemærk adskillelsen af trapperne i to. Foto: Morten Hørning Jensen.

Figur 3: Plan over det rituelle bad, mikveh, fundet i Betania. © James F. Strange.

10 Selskab for Bibelsk Arkæologi 11www.bibelskarkaeologi.dk

Disse rituelle bade tjener farisæiske mærkesager og blev med sikkerhed brugt af farisæerne. Vi kan ikke bevise, at dette er en særlig farisæisk institution, men det er slående, at de er så rigt repræsenterede i den materielle kultur.

4. VASKE HÆNDER – “MÅLEBÆGRE” AF KALKSTEN

“Målebægrene” eller “krusene”, som man har fundet i hundredvis i tidlige romerske sammenhænge, er ikke beregnet til at måle med, men har fået det navn, fordi de lignede moderne målebæg-re. Man vil se, at de er tykke på midten (nederste række i figur 1). De har for det meste en eller to hanke, nogle har dog blot nogle små knopper eller håndtag. Andre har en lang hældetud. De ser

ud til at være mere anvendelige til at vaske hænder med end til at servere mad med.

Den rituelle vaskning af hænder (hebraisk: nitilat yadayim) er solidt bevidnet, for det meste i sene tekster. En kort forklaring af ritualet findes i Markusevangeliet: “Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering . . .” (7,3-4).

Det er indlysende, at beholdere, der har en hældetud, fungerer som kander eller vaskebækkener. De er ikke glatte som de drejede kar. De har mærker efter at være blevet forarbejdet med en mejsel. Mærkerne viser, at der ikke er sket nogen ændring med stenen ud

over tilhugningen, hvorved den måske har bevaret sin renhed.Bægrene med to håndtag har tjent til at hælde vand over den ene hånd, mens den anden holdt i håndtaget, hvorefter man skiftede over til den anden hånd.

5. OPSTANDELSE OG LIV EFTER DØDEN– GRAVE OG OSSUARIER

Josefus og de nytestamentlige forfattere er enige om, at farisæer-ne og saddukæerne har forskellige meninger om livet efter døden (ApG 23,1-11). Der er omfattende begravelsespladser i enhver større udgravning fra den tidlige romerske periode i Judæa, Sama-ria, Galilæa og Golan. Der er også en omfattende gravlitteratur.

Grave eller gravhuler blev brugt af samme familie i flere gene-rationer. Det er en skik, der har styrket familiebåndene. Gravene havde en lav og snæver åbning og var forseglet med en firkantet eller en rund sten. Ved primære begravelser blev liget anbragt i en niche eller på en bænk med en bue udskåret i klippen ovenover. Man har hyppigt fundet benkister (såkaldte ossuarier) med buede stenlåg i disse grave. Nogle har indskrifter (for det meste navne) på græsk, hebraisk eller aramaisk.

Figur 4: Tværsnit af forgården til en grav fra det første århundrede e.Kr.

© James F. Strange.

Figur 5: Tegning af et typisk ossuarium fra denne periode.

© James F. Strange.

Figur 6: Grundplan over syv synagoger fra det første århundrede. © James F. Strange.

På Mt. Scopus nord for Jerusalems gamle bydel

fandt arkæologer dette gravkammer. Bemærk

bænkene forrest, hvor de døde blev lagt i la-

gener indtil forrådnelsen var til ende. Derefter

blev benene samlet i kister og lagt i nicherne

bagerst. Foto: Morten Hørning Jensen.

Den sydlige søjlegang i forgården til Herodes’ tempel, fra modellen

over Jerusalem på andet tempels tid. Foto: Morten Hørning Jensen.

En af de almindeligste fortolkninger af brugen af ossuarier er, at skikken med en sekundær begravelse (ossolegium) stam-mer fra den klassiske tro på de dødes opstandelse. Eftersom det var en markant del af farisæernes tro, kan man slutte, at denne begravelsesform højst sandsynlig er farisæisk.

Ossuarier er små kister hugget ud i blokke af blød kalksten. Låget er lavet så det passer netop til pågældende ossua-rium, undertiden med et x på både låg og kiste til at markere, hvordan de passer sammen. Omkring en fjerdedel af de fundne ossuarier bærer den dødes navn. Sådanne enkle markeringer var vigtige for de sørgende familiemedlemmer.

6. SYNAGOGEN– AKTIVITET, PLANER OG ARKITEKTUR

Der er ikke umiddelbar enighed om, hvor-vidt farisæerne havde interesse i synago-gen. Nogle har hævdet, at farisæerne var ophavsmænd til synagogen i Palæstina, andre har hævdet, at synagogen opstod blandt præsterne.

Undersøger man de tidligste synago-ger, vil man finde en vis standardisering i deres grundplan. Det drejer sig om syna-gogerne i Gamla, det tidligste Kapernaum, Qiryat Sefer, Modi’in, det herodianske Jeriko, Herodium og Masada. Det gennem-gående element er et mønster, hvor man nærmest kan sige, at lag på lag

12 Selskab for Bibelsk Arkæologi 13www.bibelskarkaeologi.dk

blev lagt uden om det centrale midterrum. Således anbragte byg-mestrene først bænke langs to, tre eller alle fire vægge. Derefter fulgte ind mod midten et rektangel af søjler. Endelig følger det centrale rum inden for søjlerne, formentlig brugt til fremsigelse af Torahen og andre ritualer. Resultatet var, at udsynet ikke var frit; til gengæld hørte man godt.

Det arkitektoniske forbillede har man i den række af kolon-nader, der omgav templets forgårde. I en sådan synagoge lignede arealet fra væg til søjler nemlig en søjlegang eller stoa. To søjle-gange side om side med et tag på er en basilika, sådan som den sædvanligvis er rekonstrueret ved den sydlige ende af tempelgår-den i Jerusalem.

Det er ikke muligt at bevise, at synagogebygningen var lavet med tempelgårdene som forbillede. På den anden side er der adskillige indirekte beviser:

• Det var i tempelgårdene, at Moseloven blev læst op for folket.Læsning af Moseloven synes at være det primære formål med synagogen.

• Tempelgårdene var overdækket fra muren til søjlerækken.• Ud fra nogle få steder, hvor det nævnes, at Jesus sad på

tempelbjerget og underviste, udleder vi, at der var bænke langs væggene (Matt 26,55. Mark 12,41).

• Basilikaen var allerede kendt i Judæa som en del af romersk kultur.• Så vidt vides, er synagogen i Gamla den eneste synagoge fra

det 1. årh. e.Kr., som er udsmykket (selv om nogle arkitektoni-ske elementer fundet i Jerusalem kan stamme fra en anden). Disse udsmykninger var udformet i basrelief . Templet havde efter kong Herodes’ forbedringer smukke udsmykninger i både støbt guld og tilhugget relief.

Med så mange paralleller mellem tempelgårdene og synagoge-planen kunne man forestille sig, at synagogen var en præstelig institution. Det er der dog en række ting, der taler imod. Således møder vi ingen præster omkring synagogerne efter år 70, hvor templet ødelægges. Synagogen fungerede dermed ikke som et tilbagetrækningssted for dem. Ligeledes skulle man også kunne forvente, at der ville have været synagoger netop i de byer, hvor vi fra gamle præstelister ved, at præsterne boede. Men i de f.eks. 24 steder i Galilæa, der husede præster, har arkæologien indtil nu kun fundet en synagoge i én af dem.

Derimod ser det ud til, selvom vores skriftlige kilder er få, at det var rabbinerne, farisæernes arvtagere, og ikke præsterne, der førte interessen videre for tempelritualerne og ofrene efter år 70 med base i netop synagogen.

Det kunne se ud til, at sammenhængen mellem synagogens grundplan og tempelgårdenes grundplan bekræfter hypotesen om, at farisæerne havde en stærk interesse i såvel templet som i synagogeinstitutionen. Denne interesse kan også hjælpe os til at forstå, hvorfor Matthæus ikke tøver med at påpege, at der var farisæere til stede i synagogen i f.eks. Matt 12,9-13, hvor Jesus helbreder manden med den visne hånd.

Af Morten Hørning Jensen

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyk-

lere! I ligner kalkede grave; udenpå ser

de smukke ud, men indeni er de fulde

af dødningeben og al slags urenhed”

Matt 23,27

I evangelierne møder vi ofte Jesus i dis-kussion med forskellige jødiske grupper, ikke mindst i forbindelse med den sidste uge på tempelpladsen, hvor det ene ord-kløveri tager det andet med både præster, skriftkloge, herodianere og farisæere (se f.eks. Mark 11-12).

Når man traditionelt særligt har set farisæerne som Jesu mest indædte modstandere skyldes det, at hoved-parten af diskussionerne var med dem. Det har igen sin naturlige forklaring i, at den farisæiske retning var mere udbredt særligt i de mindre galilæiske landsbyer, mens f.eks. præsterne og den saddukæi-ske retning havde hovedbase i Jerusalem og Judæa. Lidt overraskende stod Jesus og farisæerne i virkeligheden tæt på hinanden i f.eks. i spørgsmålet om de dødes opstandelse, hvilket saddukæerne fornægtede (se ApG 23,7), ligesom Jesus også blev tiltalt med den farisæiske æres-betegnelse ”rabbi” af f.eks. farisæeren Nikodemus (Joh 3,2).

Trods det møder vi altså tit Jesus i klammeri med farisæerne om ét bestemt spørgsmål, nemlig om, hvordan loven skal forstås og overholdes. Hvem kan man f.eks. spise sammen med i følge loven (Mark 2,16-17)? Hvornår skal man faste (Mark 2,18-22)? Hvordan skal sabbats-buddet forstås (Mark 2,23-28)? Hvilke forskrifter skal man følge for ikke at blive uren (Mark 7,1-5)?

Så hvordan forstod Jesus loven? Ny Testamente gør for det første det klart for os, at Jesus og hans familie som jøder selv levede efter fædrenes overlevering. Luk 2,22 beskriver, hvordan Josef og Maria ærede bestemmelserne om ”renselses-dage i henhold til Moseloven”. Ligeledes synes det at fremgå af Jesu svar til Peter i Joh 13,10, at han og disciplene inden påskemåltidet havde renset sig netop i et renselsesbad. Peter vil ikke have, at Jesus vasker hans fødder, hvis ikke også resten af kroppen. Men Jesus svarer: ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne” (egen fremhævning). Sik-kert har Jesus og disciplene inden af-gangen fra Bethania renset sig i et af de almindelige renselsesbade med trapper, en mikveh, og havde nu inden påskemål-tidet alene behov for at vaske fødderne, da de på turen over Oliebjerget måske kunne have været i kontakt med noget urent. Klarest er Jesu udsagn i bjergpræ-diken om, at ikke en tøddel af loven skal forgå (Matt 5,18).

Men samtidig med at Jesus således levede som en lovtro jøde, så gjorde han grundlæggende op med den betydning for forholdet til Gud, farisæerne havde tillagt loven. Et af de steder, dette opgør viser sig mest tydeligt, er i Markus 7,1-23. Jesus kalder her farisæernes regler for renselse i vand en tilsidesættelse af Guds bud og blot overholdelse af menneskers overlevering (7,8). Farisæerne havde gjort de ydre gerninger til de afgørende, mens Jesus ønskede at lære sine disciple, at det er det, der kommer fra hjertet – og ikke ydre gerninger – der gør et menneske urent (7,17-23). Præcis det samme siger

Jesus i Matt 23,27, hvor han bruger et slående billede på denne bytten rundt på det ydre og indre. Jesus kalder her fari-sæerne for ”kalkede grave”, der udvendigt ser smukke ud, men indeni er ”fulde af dødningeben og al slags urenhed”.

Folk i Jerusalem, hvor Jesus kom med denne anklage, vidste udmærket, hvad han refererede til. Siden den mak-kabæiske opstand i det 2. århundrede f.Kr. havde det været på mode med monumentale gravsteder (se 1 Makk 13,25-30). Den jødiske historieskriver, Josefus, fortæller således med begejstring om, hvordan makkabæernes gravmonu-menter var opført i skinnende hvid sten (Antikviteter 13.211), og i Jerusalem var der i Kedron dalen lige syd for templet, indhugget tre store monumentale grav-steder i klippesiden. Det var endvidere jødisk tradition, at grave skulle kalkes hvide én gang om året, så de stod i stærk kontrast til deres omgivelser og advarede forbipasserende om ikke at gå for tæt på og dermed blive uren (jf. 4 Mos 19,16). Grave i almindelighed og monumenterne i Kedrondalen i særdeleshed var således et imponerende syn for forbipasserende, men ingen kunne være i tvivl om, at skin-net bedrog, og at det ydre ikke stod mål med det indre!

I en nøddeskal var Jesu opgør med farisæismen således ikke et opgør med loven i sig selv – men et opgør med dette at gøre det ydre til det væsentlige. At holde loven højt på de synlige områder og samtidig tilsidesætte dens kerne var for Jesus præcist så kontrastfyldt som den monumentale gravsteders skinnende ydre og indvendige råddenskab.

Jesus, farisæerne og loven– om kalkede grave og dødningeben

To af de imponerende

grave i Kedrondalen i

Jerusalem. Foto: Morten

Hørning Jensen.

EGYPTENS STØRSTE BEFÆSTNING FUNDET

I løbet af de sidste 10 år har arkæologer afdækket det stør-ste befæstningsanlæg i Egypten. Stedet hedder tel Hebua og ligger tæt på Suezkanalen. Her har man fundet omfattende rester af en meget stor fæstning fra det 18. og 19 dyna-stis tid, altså ca. 1500-1200 f.Kr. De gamle egyptiske kilder kalder stedet Tjaru. Fæstningen havde 13 m tykke mure og dækkede et areal på 500 x 250 m. Rundt om fæstningen lå en dyb, vandfyldt voldgrav. Fundet bekræfter helt igennem den illustration af fæstningen, som kunstnere i samtiden lavede på en mur i det store Karnak-tempel. Fundet under-streger også, hvorfor israelitterne ikke kunne tage Vejen til Filistrenes land på deres vej ud af Ægypten. Store fæstninger som Tjaru lå i vejen (se TEL 07-2, s. 14-15). Læs mere på www.bibelskarkaeologi.dk.

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

KONKLUSION

Vi har undersøgt seks af farisæernes interesser eller mærkesa-ger, som synes at have sat sig spor i det arkæologiske materiale. Resultatet var:

• Der var tilstrækkelig stærk interesse for renhed i antikken til,at en stenhuggerindustri blev grundlagt i nærheden af Jerusa-lem, i det nedre Galilæa og sandsynligvis også andre steder. Det var formodentlig også i Jerusalem, man fremstillede ossuarier. Ossuarier afspejler troen på et liv efter dette og på opstandelse fra de døde.

• Der var en tilsvarende industri, der fremstillede rituelle bade med henblik på hele landet.• Der er syv bygninger fra denne periode, som man antager er

synagoger på baggrund af deres slående arkitektoniske lig-hed. Den geografiske fordeling af disse få bygninger “fra Dan til Be’ersheba” tyder på, at synagoger blev bygget, fordi en bestemt gruppe mennesker sørgede for, at de havde en stan-dardiseret grundplan af hensyn til fremsigelsen af Torahen.

Selv om andre end farisæerne var interesserede i renhed, pe-ger intet på, at de fleste jøder på nytestamentlig tid overholdt renhedslovene særlig strengt. Og dog tyder de mange fund af genstande til brug ved renselse på, at en større gruppe førte an i bevarelsen af renhedstraditionerne uden for templet. Denne gruppe har muligvis også lovgivet om genstandenes form og funktion, så de fik en vis ensartethed. Skal man pege på en gruppe, der har haft den fornødne status i jødedommen i denne periode til at være ansvarlig for dette, ikke mindst efter 70 e.Kr., er det farisæerne.

Læs mere om synagoge-instituationen i TEL 4-2004 og 1-2005 og

om ritualbadet i Betania i TEL 3-2002.

14 Selskab for Bibelsk Arkæologi

Afsender:Jacob Bank MøllerLykkegårdsvej 266000 Kolding

Adresseændring

meddeles til:

jbm@bibelskarkaeologi.dk

Eftersendes ved varig adresseændring Magasinpost B

På jagt efter Salomos fæstningAf Hans-Henrik Lærke og Simon Olesen

En tidlig morgen i juli drog ”The Great

Danes” – som skulle vise sig at blive

vores kaldenavn – af sted til Det hel-

lige Land for at søge efter Salomos

fæstning i Gezer.

50 amerikanere var allerede godt i gang under kyndig ledelse af Dr. Steven Ortiz (se hans artikel om Gezer i TEL 1-07), da vi ankom for at deltage de sidste par uger. Det hul, udgravningslederen bad os om at grave, viste sig at være en ”Macalister los-seplads”, dvs. affald og efterladenskaber fra en tidligere udgravning i begyndelsen af det 20. århundrede ledet af R.A.S. Ma-calister. De første par dage var The Great Danes derfor ikke synderligt begejstrede. Der var jo ingen spor af Salomo, selvom det vrimlede med potteskår og knogler af blandet herkomst. Til trods for at de første dage ikke gav noget vigtigt udbytte, var tiden og de daglige svedbade i den bag-ende sol dog ikke spildt. For der var andre udgravere i Gezer, som man kunne snakke med. Deriblandt en tidligere udgravnings-leder, William G. Dever, som kikkede forbi.

Heldigvis blev The Great Danes’ tålmodighed snart belønnet. For efter den første uge med hakke, skovl og koste

lykkedes det at komme 15-20 cm ned, og Macalisters losseplads var så godt som fjernet. Man kunne ane, at jorden havde skiftet farve, og der var tydelige spor efter et brandlag. I nabohullet var de kommet længere ned og havde fundet en mur fra jernalderen. I et andet hul havde de fundet et hundeskelet fra hellenistisk tid, samt en hel krukke, sandsynligvis fra jernalderen. Samtidig blev det konstateret, at The Great Danes’ hul var ti cm over jernalderen. Nu var tiden pludselig blevet knap – så meget at udforske og kun alt for lidt tid tilbage. Det blev derfor besluttet, at de to udgrav-ningshuller skulle samles til ét, og The Great Danes fortsatte ufortrødent med at afdække fortidens hemmeligheder, inden vi de sidste par dage blev henvist til ’køk-kenarbejde’, hvilket vil sige, at vi sammen med de andre udgravere gik i gang med at med at vaske potteskår, knogler og andre småtterier.

Sådan gik to ugers udgravningsekspe-dition for The Great Danes. Vi fandt ikke kong Salomos fæstning ved første spade-stik og dermed hverken guld eller berøm-melse, men vi fik mere end en anelse ar-kæologi under både hud og negle – og ser frem til, hvad der bliver fundet næste år.

Se fotos fra Simons og Hans-Henriks

udgravning på Gezer, og læs mere på

www.bibelskarkaeologi.dk om, hvad der

blev fundet.

Lå Betlehem i Galilæa? | Nye udgravninger i Samsons hjemegn | Historisk og arkæologisk sidelys på Bibelen

Glæd dig til næste nummer af TEL