Nytt om runer, syttende årgang - khm.uio.no file · Web viewStrimlen (II) har udgjort både for- og bagside på amuletten og bærer kun runer på ydersiden. Udfoldet måler den 55

4

Arbejdet ved Runologisk Laboratorium, København

Nyfund fra Danmark 2003Arbejdet med nyfundene har været præget af samarbejdet med de to ph.d.-stipendiater, der har været knyttet dels til Nationalmuseet, dels til det runecenter, der med Michael Lerche Nielsen som leder fra 1. marts 2003 blev etableret på Københavns Universitet, Afdeling for Navne-forskning. Det er derfor de to stipendiater; Lisbeth M. Imer og Rikke Steenholt Olesen, som efter at have arbejdet intenst med genstandene, har skrevet om nyfundene fra 2003; samtlige tegninger er lavet af Lis-beth M. Imer. Michael Lerche Nielsen, som deltog i undersøgelsen af en runemønt, har skrevet afsnittet om den. På grund af de efterhånden mange fund fra Bornholm er vi af praktiske grunde gået over til at navn-give runeindskrifterne efter fundsted i stedet for sogn.

I 2003 blev fire runeindskrifter undersøgt i Runologisk Laboratorium. Desuden indkom der meddelelse fra arkitekt Knud Fuusgaard om til-stedeværelsen af såkaldte tømrer-runer i Oddum (Ådum) kirke. Runerne er ikke bedømt in situ, og der foreligger ikke en dendrokronologisk date-ring af tømmeret. Fotos af runerne kan ses på Knud Fuusgaards hjemme-side: <http://www.fuusgaard.dk/Ådum%20Kirke,%20Runer.htm>.

LILLE MYREGÅRD BLYAMULETDet lille sammenfoldede blystykke er fundet med metaldetektor på Lille Myregårds mark i Nylarsker Sogn på Bornholm (Bornholms Museum 233x136, Nationalmuseet D 252/2003). I sammenfoldet tilstand målte amuletten 2,4 × 1,4 × 0,3–0,4 cm og runerne ca. 1,3 cm. Efter udfold-ningen, foretaget af konserveringstekniker Peter Henrichsen, består amu-letten nu af ni stykker af varierende størrelse. Amuletten viste sig at være lavet af to dele; en udbanket plade, som har været foldet sammen først, og en strimmel viklet omkring den sammenfoldede plade. Overfladen er gulbrun og korroderet, mens den del af amuletten, som har været ind-kapslet, er godt bevaret. Læsningen var vanskelig på grund af runeaftryk efter den stærke sammenpresning. Pladen (I) er beskrevet på begge sider (A og B) i flere linjer opdelt af rammestreger, som dog kun delvis er

Nytt om runer 19 (2004, publ. 2006)

5 Arbejdet ved Runologisk Laboratorium, København

respekteret. Strimlen (II) har udgjort både for- og bagside på amuletten og bærer kun runer på ydersiden. Udfoldet måler den 55 mm i længden, mens pladen måler 55–60 mm i bredden og 28–42 mm i højden.

Der er brugt ensidige former af a, n og t. o-runerne er også ensidige med venstrevendte bistave. Der er brugt flere stungne runer: e, g og p. Kors er brugt som begyndelsesmarkører/skilletegn. Sproget er latin. For latinsk c er brugt k-rune. æ-rune optræder både for latinsk e og a tilsyne-ladende med nogen inkonsekvens, men runeristeren må have været grun-digt skolet i såvel runeskrift som latin.

Indskriften lyder ordopdelt:

Lille Myregård blyamulet (1:1).

IA: IB:+ aue sanktisimæ maria kra?ia + in£kr??tus patær +

inmænblena tominus tekum bænætik sus pætær ??tærnus b£at?r8ta tu in m£ulieribus æþ bænæ g(ala )akla |

a?l(ala?? tiktus fruktus ?æntri"s tui


Arbejdet ved Runologisk Laboratorium, København 6

II: kala a?la | agl(ala??+ Ave sanctissima Maria, gratia plena. Dominus tecum. Benedicta tu in mulieribus et benedictus fructus ventris tui. + Increatus pater + Immensus pater + Aeternus pater. Gala agla agla laga. Gala agla agla laga.Translitteration og normalisering er gengivet i henhold til den ud-

foldede amulet. De to Agla gala laga-formler (IB og II) er imidlertid delt, så sekvenserne før den lodrette streg i translitterationen vender på hovedet i forhold til resten af indskriften, jf. tegningen. Forklaringen er, at disse sekvenser må være indridset efter sammenfoldningen af pladen, og efter at strimlen er viklet om. Rækkefølgen har således snarest været Agla laga gala agla. IA indeholder et komplet Ave Maria udvidet med superlativen sanctissima. IB indledes med en formel baseret på en se-kvens af den athanasianske trosbekendelse. En enkelt runeparallel hertil findes i materialet fra Bergen (B 619), og lignende formuleringer fore-kommer i senmiddelalderlige lægebøger.

Lille Myregård-amuletten indskriver sig i rækken af kristne amuletter fra middelalderen, som i forvejen er stærkt repræsenteret på Bornholm. På baggrund af runeformerne kan indskriften dateres til højmiddel-alderen.

DALGÅRD BLYAMULETDalgård blyamulet består af en lille runebeskrevet blyplade, som er fun-det med metaldetektor på Dalgårds marker, Borbjerg Sogn i Vestjylland (Holstebro Museum 20.087x45, Nationalmuseet D 15/2003). Blyamulet-ten måler ca. 2,2 cm i højden og ca. 2 cm i bredden. Amuletten er foldet som en harmonika og er efterfølgende blevet klemt godt sammen. Der er bidemærker i overfladen. Kanten af amuletten er noget medtaget, men det kan se ud som om, amuletten er udskåret af en større runebeskrevet plade uden hensyntagen til skriften.

I den side hvor amuletten er tykkest, er der i alt fire lag, og tykkelsen er ca. 4 mm. Blyet er korroderet og skrøbeligt, og konserveringstekniker Peter Henrichsen har vurderet, at det er ikke muligt at folde stykket ud.



Runerne er relativt tydelige og måler i gennemsnit ca. 5 mm i højden. Der er tekst på begge sider af pladen.

Side A (| markerer ombuk):?a― | ?!f??―? | ―nm—— | ?£ank$æl£u | ?:kau

—— | a2pi?£hlu?? | ?tk— | +innominæ+ | patri?—— | +m£ari"ci$æ+?

| ???"r"r—— | ????????—

Dalgård blyamulet (ca. 3:2).

Side B (op-ned og indenfor sidste del af side A linjerne 3–5):—??—u+ —u

Enkelte tegn er vanskelige at identificere. Således eksempelvis teg-nene translittereret i? i linje 3 på A-siden, der alternativt kan tænkes at udgøre én rune, muligvis s. Tilsvarende kan runefølgen translittereret i"ci i linje 5 alternativt læses it, da stregen læst som en c-rune (kortkvist-s) kan være en bistav tilhørende efterfølgende hovedstav, jf. tegningen. Indskriften indeholder ingen sikre s-runer af langkvisttype.

A-sidens linje 4 kan, på trods af usikkerhed i læsningen ved ombuk-ningerne, tolkes sikkert og normaliseres In nomine Patri[s]. Der er ikke brugt kortkvist-s, og det ser ud til, at risteren anvender en sen, spejlvendt variant af æ-runen, hvor bistaven går øverst fra venstre ned mod højre.

Der kan således være tale om begyndelsen af den velkendte indled-ning eller afslutning på talrige latinske velsignelser eller besværgelser, som fremsiges sammen med at der gøres korsets tegn: ”I Faderens, [Søn-nens og Helligåndens] navn”, men resten af indskriften er muligvis ikke meningsgivende.



GYLDENSGÅRD BRONZEAMULETDet lille aflange bronzestykke er fundet med metaldetektor på et bo-pladsområde fra sen vikingetid/tidlig middelalder syd for Gyldensgård, Østermarie Sogn på Bornholm (Bornholms Museum 3195x3, National-



museet D 272/2004). Stykket er 6 cm langt, 1,1–1,3 cm bredt og 2–3 mm tykt og afrundet i den ene ende. Kanterne er meget slidte, og over-fladen er ujævn og hullet.

Bronzestykket er på begge sider opdelt af en rammestreg i to rune-linjer med en runehøjde på ca. 5 mm. Afstanden er stor mellem de svage tegnspor, der også er påfaldende brede. Det kan ikke afgøres, på hvilken side indskriften begynder. Der er tendens til gentagelse af de samme tegn, især m og et stort kryds (kors?).

Side A:―2þr£hu―

Side B:m2þX―+aXmru―???

Gyldensgård bronzeamulet (1:1).

Indskriften har næppe været sprogligt meningsgivende, men tjent et magisk, ondtafværgende eller lægende formål i sen vikingetid eller tidlig middelalder.

SANDEGÅRD BLYAMULETDen sammenrullede og fladtrykte blystrimmel er fundet med metaldetek-tor vest for Sandegård, Povlsker Sogn på Bornholm og måler 2 × 1,5 × 0,7 cm (Bornholms Museum 2770x93, Nationalmuseet D 166/2004). Amuletten består af flere lag, men en udfoldning er iflg. konserverings-tekniker Peter Henrichsen ikke mulig. Selv om amuletten er meget med-taget, er der ingen tvivl om, at der er tale om en runeamulet. Ved under-søgelsen brækkede et lille stykke af amuletten løs, og herved blev det klart, at der var ristet runer på begge sider af blystrimlen, inden den blev foldet sammen. Runerne måler 4–5 mm og er adskilt af tre tværgående rammelinjer.



Side A:—? | !i"t??——? | "f???£k—£u?——? | £nu£k?—?um——?? | £u—

Sandegård blyamulet (ca. 3:2).

Det er kun ganske få runer, der kan læses med sikkerhed. Sekvensen £u? i linje 2 og ?um i linje 3 er synlige pga. afskalning, og hører til et underliggende lag. Runerne giver ikke tilstrækkelige holdepunkter for bestemmelse af sprog endsige tolkning.

RUNEMØNT HAUBERG TYPE 32ASommeren 2003 blev der fundet en runemønt af Hauberg type 32a i Danelund, sydvest for Ribe, fundnummer ASR (Den Antikvariske Sam-ling i Ribe) 1734. Prægningen på reversen (bagsiden) af den nye mønt er skæv i forhold til sølvblanketten, og møntprægernavnet er derfor be-skadiget. Indskriften læses: +su?in:?or?ii. Kvistene på den gennem-stregede o-rune peger opover mod højre, hvilket ikke er almindeligt. Som ordskilletegn anvendes en trekant med prikker. Indskriften er, som det ofte er tilfældet, stærkt forvansket.

Den nyfundne mønt er præget af møntprægeren Svén, der kendes fra den nærtbeslægtede DR Mønt 89, se også Erik Moltke, “De danske rune-mønter og deres prægere”, Nordisk numismatisk årsskrift 1950, 1–56, nr. 293. Der er ikke stempelidentitet mellem den nye mønt og det gamle fund, så der er tale om en ny type. Runerne udfyldt [þ]or[b]i er opfattet som en forkortet skrivemåde af Þorbiorn.

FærøerneFROĐBA-STENENI foråret 2003 lykkedes det at genfinde og identificere en sten med runer, som i 1823 blev sendt til Oldsagssamlingen i København (National-



museet CMXXXVI). Den ret irregulære sten, ca. 68 (maksimalt 75) × 20 × 35 cm stammer fra den gamle, nedrevne kirke i “Frodebø”, Froðba på Suðroy, hvor den sad tæt ved indgangen. På forsiden findes en række svage indridsninger, deriblandt mellem kors og bomærker nogle 5–6 cm høje runer i forskellige grupper: l!ini, ?arkr, "ta!i. På den tilstødende overside står fu med 2–3 cm høje runer. De graffiti-agtige indridsninger er antagelig blevet til gennem en lang periode, mens stenen sad i kirke-muren.

Arbejdet i øvrigtI anledning af Nationalmuseets udstilling: “Sejrens Triumf” tog Marie Stoklund de tidligste runefund fra dansk område op, men arbejdede i øvrigt videre bl.a. med Bække-Læborgstenene og Jelling-komplekset. Som led i projektet “Danske Runeindskrifter” begyndte (fra 1. marts) ar-bejdet med at skabe en alment tilgængelig, opdateret database over samt-lige danske runeindskrifter (bortset fra brakteater og mønter). I tilknyt-ning til projektet begyndte Rikke Steenholt Olesen 1. november på et ph.d.-projekt, “Danske runeindskrifter fra middelalderen, leksikografisk, onomastisk og sproghistorisk belyst”. For midler fra Kulturministeriet oprettedes endelig ved årets udgang et ph.d.-projekt på Nationalmuseet for at sikre den faglige kontinuitet. Det blev besat med Lisbeth M. Imer. Desuden lykkedes det at opnå støtte til scanning af Runologisk Laborato-riums billedsamling som led i et større digitaliseringsprojekt vedrørende Nationalmuseets fotografier.

Seniorforsker, fhv. museumsinspektør Marie Stoklund Runologisk Laboratorium, Nationalmuseet

Lisbeth M. Imer, Danmarks Middelalder og Renæssance Nationalmuseet

Rikke Steenholt Olesen, “Danske Runeindskrifter” Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet Njalsgade 136, DK-2300 København S, Danmark






Documents

Nytt om runer, syttende årgang - khm.uio.no file · Web viewStrimlen (II) har udgjort både for- og bagside på amuletten og bærer kun runer på ydersiden. Udfoldet måler den 55