Noter til forelæsningen om ”Korporatisme” den 22. marts 2010

v/ Peter Nedergaard

(I noterne gennemgås teksterne, som danner grundlaget for forelæsningerne. Noterne er en slags ”dåseåbner” til teksterne, men kan ikke erstatte læsningen heraf).

(En populær indføring i emnet findes i Peter Nedergaard (2010). Politik i Europa, ss. 119-139, som står på semesterhylden på biblioteket).

Michael Gallagher et al. (2006). Representative Government in Modern Europe, pp. 441-463.

To forskellige teorier om samfundsgrupper og politik

Korporatisme: Nøglegrupper er tæt integreret i den formelle politiske proces.

Pluralisme: Nøglegrupper konkurrerer om udefra at lægge pres på de politiske beslutningstagere.

Mellemformer: social partnership, tripartisme, policy netværk

Korporatisme

Korporatismens rødder:

1) 1920’erne og 1930’ernes fascistiske korporatisme. Vigtige samfundsgrupper integreres i staten. Begrebet ”neo-korporatisme” anvendes for at distancere sig fra denne korporatisme.

2) Katolske sociallære . Staten bør inddrage vægtige interesser fra den ikke-statslige sektor a la i middelalderens gilder og laug.

3) Ønsket om national samling efter 2. Verdenskrig. Nationale samlingsregeringer dannedes med både højre og venstre side.

4) Socialdemokratisme . Tæt relation mellem fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier i flere europæiske lande.

Hvad er korporatisme:

Definition på korporatisme (Siaroff): ”Den koordinerede, samarbejdende og systematiske ledelse af en national økonomi i et avanceret industrisamfund og en demokratisk polity via staten, centrale fagforbund og arbejdsgivere med henblik på alle tres fordele.”

Siaroff opregner forudsætninger, roller og adfærd i f.m. gennemførelsen af korporatistisk politik:

1) Strukturelle forudsætninger for korporatisme:a) De fleste lønmodtagere er organiseret i et lille antal magtfulde fagforeninger.b) Erhvervslivet er domineret af etb lille antal magtfulde virksomheder organiseret i magtfulde

arbejdsgiversammenslutninger.c) Lønforhandling mellem fagforeninger og arbejdsgivere er centraliseret.d) En magtfuld stat er aktivt involveret i økonomien.

2) De roller, som nøgleaktørerne udfylder i f.m. korporatismen:a) Både arbejdsgivere og fagforeninger bør have en formel institutionel rolle i f.m. med både

politikformuleringen og – implementeringen.b) Aktørerne skal være i stand til at disciplinere deres medlemmer, således at de leverer ”varen”.

3) Adfærdsmønstret som resultat af korporatismena) Konsensus om brede sociale værdier, som deles af staten, fagforeninger og arbejdsgivere.b) En præference i retning af en forhandlet løsning på problemerne snarere end løsninger, som

påtvinges udefra eller er resultatet af en arbejdsmarkedskonflikt.

4) Kontekstuelle faktorer, som kan gøre korporatismen mere velsmurta) En lang tradition for socialdemokratisk styreb) En lille åben økonomic) Høje forventninger til socialpolitikken og lave forventninger til forsvaret

Rangorden af lande efter korporatisme (Siaroff): Situationen i slutningen af 1990’erne

Land Korporatismescore Socialdemokratiske eller venstreorienterede partiers andel af regeringsposterne siden 2. verdenskrig

Østrig 5,00 60,7

Norge 4,86 73,1

Sverige 4,67 76,3

Holland 4,00 18,6

Danmark 3,55 50,7

Tyskland 3,54 24,8

Schweiz 3,38 23,8

Finland 3,30 33,8

Luxembourg 3,00 28,4

Island 3,00 31,7

Belgien 2,84 27,6

Irland 2,00 9,7

Frankrig 1,67 24,5

Storbritannien 1,65 28,1

Portugal 1,50 5,7

Italien 1,48 12,4

Spanien 1,25 26,0

Grækenland 1,00 19,7

USA 1,15 -

Canada 1,15 -

Kilde. Michael Gallagher (2006). Side 444.

De korporatistiske kernelande har alle en høj grad socialdemokratisk styre. Undtagelsen er Holland med en kristeligt demokratisk tradition.

De ikke-korporatistiske lande findes iblandt de engelsktalende lande og de sydeuropæiske lande.

Korporatisme i Østrig

- Det klassiske korporatistiske land.

- Modellandet.

- Gjaldt i hvert fald indtil slutningen af 1980’erne.

- Siden er situationen ændret p.g.a. mere konfrontatorisk partipolitik og medlemskab af EU.

Opbygningen af Østrigs korporatisme:

1) Vigtig rolle for de såkaldte kamre: alle borgere i arbejde er medlem af et kammer. Repræsentanter vælges via valg. Har en formel ret til at blive konsulteret. Følgende fire nøglespillere i østrigsk korporatisme (Sozialpartnerschaft):

a) Lønmodtagerkammeret (parti: SPÖ)

b) Handelskammeret (parti: ÖVP)

c) Landbrugskammeret (parti: ÖVP)

d) Fagbevægelsen – ÖGB (parti: SPÖ)

2) Et veludviklet system af frivillige interessegrupper med centralistiske organisationer i toppen:

a) ÖGB (fagforeninger)

b) VÖL (industri)

Karakteristik af østrigsk korporatisme

- Nøgleområderne har været priser og lønninger

- Målet har været at tvinge grupper, som ellers ville modarbejde hinanden, til at samarbejde

- Mest magtfulde institution: Fælleskommissionen vedr. priser og lønninger, som er baseret på paritetisk repræsentation mellem repræsentanter fra Arbejderkammeret og ÖGP p.d.e.s. og Handels- og landbrugskammeret p.d.a.s.

- Hviler samtidig på en bestemt historie og kultur

- Bedømt som en succes i 1960’erne og 1970’erne. Landet havde da højere vækst og velstandsstigninger end resten af Europa.

Nøglevariable

Nøglevariable m.h.t. korporatisme er:

1) Fagforeningsmedlemskab blandt lønmodtagerne

2) Centralisering af lønforhandlingerne i stærke centrale organisationer

Hvilken af de to er vigtigst?

- Fx har Belgien en højere grad af fagforeningsmedlemskab, men en lavere grad af korporatisme end Østrig.

- Den vigtigste variabel er således stærke centrale organisationer på arbejdsmarkedet.

Tripartisme – trepartssamarbejde

- Ex Irlands ”Programme for NaTIONAL Recovery” i 1980’erne.

- Britiske ”social Contracts”c i 1970’erne

- Ungarske Interressekordinationsråd”

- EU’s sociale dialog – Val Duchessedialogen

En svagere afglans af korporatisme. Ofte alene konsultation. Ikke aftaleimplementering.

Korporatismens fald?

- Et ”godt vejrsfænomen”? Kun når konjunkturerne er gode.

- Faktorer, der har ledt til korporatismens faldende betydning i Europa:

- 1) EU’s stigende betydning og ØMU’ens konvergenskrav har mindsket spillerummet for nationale korporatistiske strukturer. Nationale indflydelseskanaler har mistet betydning.

- 2) Der er sket en svækkelse af den traditionelle industri og servicesektoren har fået øget betydning. Har svækket de traditionelle fagforeninger. Mindre centralisering af lønforhandlingerne.

Pluralisme

- Både normativ og deskriptiv teori.

- Normativ teori: En del af grundlaget for det liberale demorkati. Jf. Robert A. Dahl.

- Deskriptiv teori: En karakteristik af interessegruppeaktiviteten i lande som Storbritannien, Canada og USA. Hvor interessegrupperne presser den politiske elite udefra, ukoordineret og i konkurrence med hinanden.

- Forskel fra korporatisme:

- 1) Pluralistiske interessegrupper har ingen formel institutionel rolle m.h.t. allokeringen af ressourcer og implementeringen af politikker.

- 2) Pluralistiske interessegrupper er selvskabte, frivillige og ofte i konkurrence med hinanden.

- 3) Politik karakteriseres ved konfliktprocesser og ikke ved konsensusprocesser, ved modsætninger og ikke ved samarbejde.

Antagelser i pluralismen

- Det antages, at det er relativt let for folk at danne interessegrupper. Og dermed også at få adgang til den politiske proces.

- Dermed antages også, at de fleste interesser viol være repræsenteret i det politiske system.

- Selv om det accepteres, at der er forskel på interessegruppernes styrke p.g.a. forskellig opbakning og forskelle m.h.t. ressourcerne.

- ”Neopluralister” som Charles Lindblom antager også, at der er ”store” politiske spørgsmål af en sådan vigtighed, at de fjernes fra den offentlige debat via en kombination af magt og erhvervsinteresser (fx offentligt ejerskab af banker). Pluralistisk politik drejer sig i stedet om mindre politiske spørgsmål.

- Korporatisme-pluralisme kontinuum:

- Pluralisme-----------------Trepartssamarbejde/policy netværk-------------------------Korporatisme

Pluralisme i Storbritannien

- Det britiske system er ikke korporatistisk p.g.a.

- 1) manglende integration af både fagforeninger og ledelsen i den politiske proces

- 2) præferencer på begge sider af arbejdsmarkedet om anvendelsen af konfrontatoriske metoder

- Spagt forsøg i 1970’erne med ”Social Contract”.

- Siden mod ”ren” pluralisme; i 1979 konservativt angreb på fagforeningsrettighederne og – previligierne under Margaret Thatcher efter ”The Winter of Discontent”

o Minearbejderstrejken i 1984 førte til endelig fjernelse af fagforeningernes privilegier (hemmelige afstemninger ved strejker, ingen eksklusivret)

- New Labour (fra 1997) har ikke fjernet disse Thatcher-love

Kvindebevægelsen

- En af de nye bevægelser. Synspunkterne har ofte haft svært ved at finde fodfæste inden for de traditionelle interesseorganisationer.

- Derfor er kvindebevægelsen også mest organiseret udenfor rammerne af de traditionelle interesseorganisationer.

- Har ikke mindst fået indflydelse på EU-niveau: a) EU’s ligelønsdirektiv og politikken om ”mainstreaming” af ligestillingsspørgsmålet.

Miljøbevægelsen

- Dele af miljøbevægelsen dannede grønne partier rundt om i Europa. Mest succes havde den i Tyskland, Holland og Sverige.

- Andre steder reagerede partierne (især venstrefløjspartierne) med at få en grøn profil og evt. et mere grønt navn.

- Ofte er de grønne partier kendetegnet ved en flad struktur, kollektivt lederskab osv.

- Greenpeace dannet i 1971. Base i Amsterdam. Oprindeligt modstand mod atomprøvesprængningerne.

Nye sociale bevægelser

- Opdelingen i korporatisme vs. pluralisme tager normalt udgangspunkt i repræsentationen af de sociale partnere i f.t. staten.

- Men herudover er der i de senere år opstået en lang række sociale bevægelser udenfor dette system: antiracisme, antiglobalisering, antidyreforsøg, antiatomkraft osv.

- Postmoderne eller postmaterialistiske værdier.

- Rødder i studenterbevægelsen fra 1960’erne.

- Vægt på demonstrationer, events, boycot osv.

- Traditionel deltagelse i politik gået ned. Disse nye deltagelsesformer gået op.

Policy netværk

- Hverken ren korporatisme eller ren pluralisme.

- To stærke tendenser påvirker interessegrupperne: 1) globalisering og 2) europæisering (EU).

- Globaliseringen gør, at vare- og pengestrømme vokser på globalt niveau. Verden er blevet én.

- EU er i sig selv en blanding af korporatisme og pluralisme.

- EU har øget kompetencen og dermed euro-organisationernes indflydelse.

- EU er blevet er multilevel governance system.

- EU som præget af både pluralisme og korporatisme kommer til udtryk via en analyse af EU som et policy netværk.

- Policy netværk = heterogent sæt af personer eller organisationer knyttet sammen af et eller flere relationer i en vedvarende social struktur med potentiale til at påvirke politiske beslutninger af interesse for netværkets medlemmer.

- Den vigtigste relation i et policy netværk består i den gensidige afhængighed, som opstår mellem nøgleaktører i det politiske system.

- Antagelse: Uformelle regler kan være lige så potente som formelle organisationer (jf. sociologisk institutionalisme).

- Policy netværk adskiller sig fra korporatistiske strukturer ved, at netværksrelationerne mellem nøgleaktørerne ikke er hierarkiske.

- Korporatismen opererer med pyramideformede strukturer. Policy netværk ligner et spindelvæv.

- Policy netværk slår på denne måde bro mellem pluralistiske og korporatistiske modeller og det politiske system.

Landmændenes policy netværk

- CAP er en af EU’s hovedhjørnestene.

- Baggrunden var ønsket om at danne transnationale policy netværk mellem landmænd i EU.

- Fik formel adgang til EU’s beslutningsstruktur vedr. landbrugspolitikken.

- Kunne se ud som korporatisme, men der mangler en modstående formel rolle for en social partner. Derfor er det rigtigere at betragte dem som policy netværk.

- Udøvede samtidig konstant formelt pres på beslutningsprocessen.

- Gradvis medførte GATT/WTO forhandlingerne og udsigten til EU’s udvidelse, at landmændenes policy netværk svækkedes.

Martin Rhodes: The Political Economy of Social Pacts: “Competitive Corporatism” and the European Welfare Reform

Baggrund:

I de seneste 20-30 år er der opstået et nyt politisk fænomen i de europæiske velfærdsstater i form af

- Sociale pagter el. nationale sociale aftaler.- Det politiske instrument er oven i købet blevet revitaliseret under den igangværende økonomiske

krise.- Benævnes af Rhodes ”konkurrencekorporatisme”.

De er forhandlet fem i alle tre typer af europæiske velfærdsstater:

A) Skandinaviske velfærdsstater (DK, N, S)B) Liberale velfærdsstater (UK, Irl.)C) Kontinentale velfærdsstater (Ty, F, Sp., Port., Øst.).

Det eksterne pres på de europæiske velfærdsstater skyldes handelskonkurrence, offentlige budgetunderskud større end ØMU’en tillader, det indre marked, nye politikker spredt via OMC.

-

Vigtige problemstillinger:

1) Hvordan adskiller national forhandlede sociale pagter (s.k. konkurrencekorporatisme) sig fra de traditionelle former for korporatisme?

2) Hvordan skaber konkurrencekorporatismen nye sammenhænge mellem den uformelle velfærdsstat (arbejdsmarkedet) og den formelle velfærdsstat (sociale sikrings system)?

3) Hvor er fremvæksten af de sociale pagter eller konkurrencekorporatismen forbundet med det fælles indre og ydere reformpres i de europæiske lande?

4) Hvordan er konkurrencekorporatismens basale sammenhængskraft baseret i to former for koalitioner: fordelingskoalitionerne og produktivitetskoalitionerne?

Pagternes mål:

- Sammenknytte forhandlinger om både den formelle og uformelle velfærdsstat med mere generelle politikker med henblik på at øge konkurrenceevnen.

- Det sker via sociale koalitioner, der vedrører både fordeling og produktivitet. - Målet er at finde et politiks acceptabelt trade-off mellem lighed og effektivitet.

Kritik af neo-liberalismen:

- Pagterne er et vidne om, at staternes styringskapacitet snarere er blevet større end mindre de seneste 20-30 år.

- Dette gør op med den påstand, som ofte høres om, at der er sket et tab af statskontrol som følge af globaliseringen og en neoliberal politisk konvergens.

- De fleste europæiske lande følger en tredje vej mellem stat og marked.- Indebærer, at man tilpasser sig markedspresset samt bevarer den sociale beskyttelse og konsensus.

Mainstreamargumentationen for, at de europæiske velfærdsstater er i krise:

Argumentationen for:

- Globaliseringen har berøvet velfærdsstaterne for noget af deres styringskapacitet samt fjernet de ”gamle” sociale kontrakter, som i så lang tid har understøttet dem.

- Globaliseringen skyldes især, de vare- og kapitalbevægelserne er blevet liberaliseret, og at regeringerne har mistet kontrollen med beskæftigelsespolitikken og den brede økonomiske politik.

- Væk er velfærdsstaternes ”guldalder”, hvor de havde fuld national suverænitet (bevaret ved hjælp af kontrol med handel og valuta), uforstyrret vækst og en keynesiansk velfærdsstat, der sikrede beskæftigelsen.

- Resultatet er en neoliberal ”race to the bottom” og udsultning af velfærdsstaterne, især på det velfærdspolitiske område.

Argumentationen imod:

- Argumentationen peger på noget rigtigt, men den overdriver. Udtryk for globaliseringsparanoia.

- Der er meget få eksempler på en ”race to the bottom”-politik.

- Der er relativt få eksempler på social dumping, selv om de findes.

- Selv under Margaret Thatcher var de sociale udgifter ca. de samme som tidligere. Borgerlige regeringer har endda ofte øget de sociale udgifter.

- Presset mod velfærdsstaten har ikke hindret konkurrencekorporatismen i at opstå med sociale pagter til følge.

- Grundlæggende glemmer globaliserings-paranoiaen det politiske niveau i velfærdsstaterne

Men der er sket ændringer af velfærdsstaten:

- Øget økonomisk tænkning i socialpolitikken.

- Forsøg på at gøre en række sociale ydelser mere incitamentkompatible (”det skal kunne betale sig at arbejde”).

- Der er også sket en bevægelse fra passiv socialhjælp til aktiv socialhjælp m.h.p. at sætte folk i stand til at arbejde.

Hvorfor er korporatismen fortsat?

- Hovedparten af de europæiske velfærdsstater har bevaret et kritisk element af politisk samordning mellem kapital, lønmodtagere og staten.

- Også i de skandinaviske lande med en stærk traditionel korporatisme har man oplevet, at dem er fortsat.

- Danmark: stadig vigtige centrale lønforhandlinger, som tager højde for konjunkturen. Trepartsaftaler om uddannelse.

- I lande med svage korporatistiske traditioner har man oplevet en opblussen af korporatiske aftaler. Bl.a. på grund af (og ikke på trods af) EU. Den sociale dialog og den åbne koordinationsmetode om beskæftigelsen har i stigende grad inddraget arbejdsmarkedet i et samarbejde med staten.

Martin Rhodes: De lande, som bliver globaliseringens vindere, er dem, som både gør deres arbejuds- og varemarkeder mest muligt effektive og samtidig baserer sig på en eksisterende social sammenhængskraft og tillid.

Tillid er vigtigt for et land, for den er billigere end kontrol.

Tre begrænsninger for en radikal ændring af velfærdsstaten:

1) Stiafhængighed – fx er arbejdsmarkedsreguleringen dybt forankret i de nationale politiske systemer.

2) Den eksisterende fordeling af organisatorisk magt – arbejdsgiverorganisationer eller lønmodtagerorganisationer er ofte knyttet til politiske partier i regeringskoalitionerne.

3) De etablerede forbindelser mellem konkurrenceevne, reguleringssystemet og firmaernes mikrokosmos indebærer en form for effektivitet for landet. Korporative økonomier er især gode til at sikre uddannelse og produktivitet. Dvs., hvis lande vil følge ”the high road” = høje lønninger plus høj produktivitet forudsættes en from for partnerskab mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Fleksibilitet på arbejdspladsen og i økonomien

Det drejer sig om at finde den rette balance på arbejdsmarkedet mellem

- Intern fleksibilitet, bl.a. via teamwork og lave hierarkier på arbejdspladserne, og

- Ekstern fleksibilitet, som ikke må blive så afgørende, at det underminerer tilliden og den interne fleksibilitet.

Sociale pagter siden midten af 1980’erne

Alle indeholder både fordelingsmæssige og produktivitetsfremmende innovationer

Fordelingsmæssige koalitioner kræver politikker, som inkluderer arbejdsmarkedets outsidere:

- 1) Nationale politikker, som sikrer, at mindre produktive lønmodtagere kan forblive på arbejdsmarkedet (DK: flexjobordningen).

- 2) Mindre beskyttelse af højtlønnede fuldtidsarbejdende lønmodtagere (DK: Kun lavestlønnede modtager 90 % af lønnen i arbejdsløshedsunderstøttelse).

- 3) Redesigne sociale sikringssystemer rettet mod især diskrimination af kvinder og ikke permanent beskæftigede.

- 4) Livlang læring som en del af jobbet.

Produktivitetsfremmende koalitioner kræver:

- 1) En udvikling fra lovgivning for arbejdsmarkedet til forhandlet arbejdsmarkedsregulering (den berømmede danske model).

- 2) Udviklingen af den decentrale komponent inden for det nationale forhandlingssystem, som giver arbejdsgivere muligheder for at indgå produktivitetsfremmende aftaler.

- 3) Konsultationer på virksomhedsniveau m.h.p. at imødegå nye krav fra markedet og nye teknologier.

- 4)Udvikle relationerne mellem arbejdsmarkedets parter fra rådgivende relationer til konsensusprægede relationer.

- 5)Fælles gennemførsel af uddannelsesinitiativer og andre prioriteter.

Hovedindholdet i de sociale pagter 1980-2000:

Land Fordelingsmæssige koalitioner Produktivitetsfremmende koalitioner

Irland Moderat Svag

Spanien Moderat-stærk Svag-moderat

Portugal Stærk Moderat

Italien Moderat Moderat

Holland Stærk Stærk

Ikke pensum:

Molina og Rhodes (2002). Corporatism: The Past, Present and Future of a Concept

Korporatismen er ikke død

- En ofte hørt påstand:

- Korporatismen var i fokus for forskningen I 1970’erne, 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.

- Men forsvandt med keynesianismen.

- Og den mindskede rolle for den fagforeningstunge fordistiske industristruktur.

- Staterne trak sig tilbage fra samarbejdet under indtryk af neoliberalismens sejr.

- Men påstanden er forkert:

- Beror på en slags strukturfunktionalistisk fejlslutning, hvor korporatismen betragtes som et system og ikke en beslutningsproces.

- I stedet bør man ved analysen af korporatismen tage udgangspunkt i, at korporatismen netop er en proces, en måde at udveksle synspunkter på, en måde at have relationer på.

- Således betragtet er korporatismen lige så levende som tidligere.

Korporatismens historie

- Korporatisme er et ekstremt flertydigt og elastisk begreb. Det er en del af baggrunden for den succes. Mange kunne bruge begrebet.

- Kernen i korporatismen: en slags fortaler for en institutionel relation mellem systemer bestående af autoritative beslutningstagere og interesserepræsentation.

- Blev hurtigt synonymt med strukturerne i en stærk og dominerende stat. Skulle opfylde de keynesianske målsætninger om fuld beskæftigelse v.h.a. statslig planlægning.

- I 1970’erne kom der mere præcision i begrebet via Phillippe Schmitters forskning:

- A) Statskorporatisme: traditionelt indhold fra 1930’erne.

- B) Samfundskorporatisme eller neo-korporatisme: moderne indhold.

- Lehmbruch: Neokorporatisme som en form for beslutningsproces, hvor koordination af interesser, allokering af værdier og implementering af politikker spiller en central rolle.

- Schmitter (1982):

- Neokorporatisme 1: En struktur for interesserepræsentation vs. en pluralistisk interesserepræsentation.

- Neokorporatisme 2: Et beslutningssystem.

Korporatismestudierne i 1980’erne

- Hvordan adskiller visse landes neokorporatistiske institutionelle struktur og deres politiske systemer sig fra de tilsvarende pluralistiske?

- Hvordan er det empiristiske grundlag for korporatismen i praksis, og hvad betyder den for landenes makroøkonomiske performance?

Korporatismen efter 1980’erne

- Korporatismen fik mindre betydning på det traditionelle område på grund af keynesianismens fald og de gamle industristrukturers forsvinden.

- Fik til gengæld større betydning med hensyn til beslutningsmåderne på nye områder som uddannelse, sundhed, velfærd og miljøpolitik. Her kom der nye aktører til de nye emner

- Der skete samtidig tilpasninger på de gamle områder i de korporartistiske kernelande i Skandinavien og Østrig.

- Samtidig med, at der kom socialpagter i lande som Portugal, Holland, Italien og Spanien.

- De udsprang til dels af nye økonomisk-politiske udfordringer. Til dels af EU’s beskæftigelsespolitik og sociale dialog.

Anvendelse af korporatismebegrebet

- I 1980’erne og 1990’erne fulgte studiet af korporatismen to spor: 1) Fænomenet studeres som en særlig politisk beslutningsproces. 2) Der fokuseres på de systemiske effekter af de korporatistiske institutioner.

- Ad 1): Der blev identificeret tre fortolkninger af korporatismen: a) som en særlig form for interessemediationsproces, b) som en slags tredjevej mellem socialisme og kapitalisme og c) som en særlig statsform ved siden af de parlamentsfikserede politiske systemer.

- Korporatisme er i den forbindelse blevet anvendt til både at karakterisere et lands a) polity (politiske strukturer og institutioner), b) politics (politiske processer og mekanismer) og c) policy (de politiske resultater).

- Ad 2): Der er identificeret fire kategorier af arbejder på dette område: a) studier af interessegrupper (centralisering, koncentration og tæthed), b) studier af lønfastsættelse, c) studier af interessegruppernes deltagelse i den politiske beslutningsproces og d) studier af politisk-økonomiske konsensusprocesser og forekomsten af strejker.

- 1970’ernes økonomiske krise dannede baggrunden for mange af disse analyser.

- De fleste konkluderede, at der var en positiv sammenhæng mellem makroøkonomisk performance og graden af korporatisme. De korporastitiske lande klarede sig bedre gennem krisen m.h.t. inflationskontrol, beskæftigelse, produktivitetsudvikling og investeringer.

- Senere vendte udviklingen for de korporatistiske lande og de fik en dårligere økonomisk performance end de pluralistiske lande.

Tilpasset korporatisme:

- Megen forskning viser, at de korporatistiske strukturer og beslutningstagere har ændret sig, men ikke at de er væk. Neo-korporatismen lever fortsat i form af særlige institutionelle strukturer og måder, hvorpå de fungerer.

-

- Korporatismen som interessestruktur, men ikke som politisk beslutningsproces er undermineret:

- 1) Neoliberale økonomiske politikker, markedskræfter og ikke forhandlinger har taget over.

- 2) Fri bevægelighed for kapitalen har ændret det nationale råderum.

- 3) ”Postfordisme.” En forskydning fra makro til meso (sektor) og mikro (virksomheder), når det drejer sig om lønmodtager-arbejdsgiver relationer.

- 3) Europæisk integration. Nye kanaler for indflydelse på europæisk plan og mindre plads til diskretionære nationale politikker.

- 4) Keynesianisme og makroøkonomisk styring har skabt korporatisme, og neddæmpningen af disse styringsinstrumenter fjernede korporatismens grundlag.

- Men mange aktører havde stadig en rationel interesse i opretholdelsen (og skabelsen) af korporatistiske institutioner i beslutningsprocessen via fx:

- Social dialog (i forbindelse med det indre marked)

- Sociale pagter

- Makroøkonomiske forhandlinger

- Trepartsdialog (ØMU og EU’s beskæftigelsespolitik)

- Har ført til en ny form for korporatisme:

a) Udbudssidekorporatismeb) Konkurrencepræget korporatismec) Regeringernes aftaler med de sociale parter sikrer, at de aftalte politikker overlever

regeringsskiftd) ØMU betyder, at rente- og valutakurspolitikken er centraliseret. Så meget vigtigere bliver

arbejdsmarkedskraftomkostningerne for konkurrenceevnene) Tre områder har været genstand for forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og staten:

1) arbejdsmarkedsfleksibilitet, b) arbejdsmarkedsfleksibilitet og 3) omstrukturering af de sociale sikkerhedsprogrammer

Nye tendenser til korporatistiske trepartsforhandlinger

- Men hvorfor er der så forskellige tendenser i de forskellige lande?- Hvad er aktørernes bevæggrunde til at indgå eller ikke indgå i trepartsforhandlinger?

Forskningen har givet en række svar på de to spørgsmål:

1) Staten spiller en helt afgørende rolle i forhandlingerne – og endda en vigtigere rolle end tidligere. Nogle gange er staten blot tredjepart. Andre gange har den presset fagbevægelse og arbejdsgivere til forhandlingsbordet.

2) Magtbalancen er skiftet mellem staten, arbejdsgivere og lønmodtagere, idet fagbevægelsen i det meste af Europa er blevet svækket siden pagterne i 1960’erne og 1970’erne.

3) Muligvis er stærke centraliserede interesseorganisationer slet ikke en nødvendighed for succesfuld korporatisme. Nye og mere fleksible former for aftaler er blevet resultatet.

De nye sociale pagter

- 1) De nye sociale pagter har ikke været kendetegnet ved en fordeling af økonomiske midler mellem aktørerne. I stadet har de drejet sig om makroøkonomisk styring eller makroøkonomiske reformer (fx om uddannelse).

- 2) De nye sociale pagter drejer sig ikke om løntilbageholdenhed til gengæld for højere realløn som i tidligere former for korporatisme. I stedet drejer det sig om løntilbageholdenhed til gengæld for hjælp til flere jobs af det offentlige og de private arbejdsgivere.

- 3) Reformer af velfærdsstaten har været nødvendige i Europa uanset regeringernes farve. I den forbindelse har korporatistiske socialpagter, trepartsforhandlinger osv. været anvendt.

- 4) Sociale pagter har drejet sig om både behovet fro forbedret konkurrenceevne og fleksibilitet p.d.e.s. og makroøkonomisk stabilitet p.d.a.s. Ofte er det sket via sektoraftaler, som har bidraget til netværkskarakteren af den moderne korporatisme.

- 5) Sociale pagter er kommet til at dække helt nye områder. Er ikke længere kun indkomstpolitikker, men også længerevarende institutionelle reformer m.h.t. socialpolitikken. Korpratismen har gjort det lettere at indgå aftalerne.

- 6) Der har været en tendens til, at de mest længerevarende socialpagter (fx dem i Portugal og Irland) har været underkastet konstant genforhandling. Det har til dels kompenseret for landenes manglende korporatistiske traditioner.

Forudsætningerne for succesfulde socialpagter i mange europæiske lande:

- 1) Indhold: Indebærer en løsning på visse fordelingskonflikter mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

- 2) Procedure: De sociale partnere må være ligeligt repræsenteret i processen.

Konsekvenserne har været:

- Øget gensidig politisk læring i landene.- Tilpasning af de nationale politikker.- Sammenknytning af arbejdsmarkedspolitikken til andre politikområder.- Gjort reformer politisk acceptable.

Korporatisme har således spillet en stor rolle i de senere år forstået som Phillippe Schmitters neokorporatisme 2 (= the system of policy making).

Har spillet en rolle som proces snarere end som struktur.

Korporatisme fra 1990’erne og frem

- Statslig intervention i den korporatistiske udveksling og forsøget på at etablere nye mindre centraliserede systemer for lønforhandling osv. er forsøg på at høste fordelen ved korporatisme i en ny kontekst.

- Korporatismen som proces, som en proces, hvor organisationerne repræsenterede bestemte interesser og engagerer sig i politisk udveksling (political exchange) med statslige organer med henblik på bestemte politiske resultater.

- Oplagt at kombinere korporatisme som proces med henblik på politisk udveksling (political exchange) med netværksteori.

- Jo mere generel og omfattende, den politiske udveksling er, jo mere hierarkiske kontekster kræves der. Institutionelt svage sociale pagter kan skabe mere faste institutioner over tid. Ligesom de også i visse tilfælde ophører med at have virkning.

Integration og korporatisme

- = bred definition: langsigtet samarbejdsmønster m.h.p. økonomisk styring, der involverer sociale partnere på forskellige niveauer som virksomheder og sektorer vedr. løn og det nationale niveau vedr. uddannelse, socialpolitik osv.

Kvantitativ integration: Antal deltagere involveret

Kvalitativ integration:- Horisontalt: policy områder, der er omfattet- Vertikalt: aktørernes kapacitet til at influere på den politiske proces fra policy design til

implementering

Netværk: Både klassisk korporatisme med sigte på løndannelse/ keynesiansk efterspørgsselsstyring OG moderne korporatisme med sigte på sociale pagter, der skal øge produktiviteten (ændre udbudssiden), består af netværk. Og alle netværk har elementer af hierarki over sig.