Millennium-trilogien og modsætninger – en

mulig retorisk forklaring på en bestseller. Speciale af: Johanna Bergitta Klein Thomassen.

Vejleder: Merete Onsberg.

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

Afdeling for Retorik. Københavns Universitet.

September 2008. 82,9 NS.

The Millenium-trilogy and Antitheses: a possible rhetorical explanation

for a bestseller. Thesis by: Johanna Bergitta Klein Thomassen. Supervisor: Merete

Onsberg, University of Copenhagen. September 2008.

ABSTRACT This thesis is a rhetorical survey of The Millenium-trilogy, three bestselling crime novels by

the Swedish author Stieg Larsson. I examine how the texts captivate the readers and through

this I seek a rhetorical explanation for the novels bestseller status. The emphasis will be on

effect and how the reader experiences the texts. Among the concepts used for analysis are Christian Kock’s four categories of fascination:

reader activation, intensity, economy, and contrast, the literary scholar David S. Mialls’

phenomena of reading experience, namely decentration and dehabituation, ethos, pathos,

logos, and Kenneth Burke’s model for analysis, the pentad. The common feature of the ways the novels captivate the readers is found to be the use of

contrasts. I argue that the most important reason for the novels becoming bestsellers can be found in the

multifaceted and atypical character of Lisbeth Salander who has a mixed ethos and a

questionable areté. Presumably, it is decisive that she can be seen as an antithesis which,

according to Christian Kock, is the most common reason for being captivated and fascinated

by fictional texts. Furthermore, Lisbeth is an important part of our decentration and

dehabituation and she also arouses curiosity which, according to Keplinger and Knobloch-

Westerwick, is the most important factor in the enjoyment of crime novels. Since Lisbeth is

connected with pathos, the persuasive effect of the novels depends to a high degree upon

whether we approve of her or not. Lisbeth has her own morals which differ from the morals of

society. In addition, her character combines the fascinating features of the novels because she

can be seen as a contradiction, a riddle, an important part of decentration and dehabituation,

and a surprising element. Finally, I conclude that taking the law into one’s own hands is being discussed with the

reader. The antitheses of the novels imply simplicity and, at the same time, complexity.

Lisbeth’s breach of aptum is not necessarily negative. Instead, it contributes to a variation that

can be viewed as renewing and important for the readers’ being able to enjoy the novels on

their own terms. Thus the novels are seen as invigorating compared to more formulaic novels

of the genre.

Indholdsfortegnelse

Abstract

indholdsfortegnelse

Indledning 1.1 Emne og problemformulering s.1

1.2 Afgrænsning s.2

1.3 Metode og teori s.3

1.4 Genre s.7

1.5 Genretræk og moralske fantasier s.11

1.6 Retoriske træk ved kriminalromaner

1.7 Baggrund for Millennium-trilogien s.12

1.8 Millennium-trilogien og genre

Analyse

Læseraktiverings- og spændingsfunktioner

2.1 Læseraktivering s.14

2.2 Suspense s.20

2.3 Intensitet s.23

2.4 Katharsis og afslutning s.25

2.5 Dehabituering og decentrering s.27

2.6 Overraskelser s.31

Patosskabende og persuasive antiteser

2.7 Pentade med plottets antagonister s.34

2.8 Patos s.38

2.9 Den melodramatiske modsætning s.44

2.10 Lisbeth og hendes etos s.47

Diskussion og vurdering

Retoriske implikationer

3.1 Lisbeth og transgression s.53

3.2 Overbevisende modsætninger s.54

3.3 Romanernes persuasive potentiale s.55

3.4 Romanernes intention s.57

3.5 Bestsellere og melodrama

3.6 Millennium-trilogien som bestseller s.59

Afslutning 4.1 Kildekritik s.61

4.2 Konklusion s.65

Anvendt litteratur

Yderligere litteratur læst som baggrund

Bilag: resuméer

Indledning

1.1 Emne og problemformulering

Romaner kan opfattes som intentionelle ytringer, der forsøger at påvirke læserne, mens læsning kan

ses som en dialog mellem værk og læser, hvor modtager interagerer med bogen.1

Et forskerhold ved Aalborg Universitet, der for øjeblikket undersøger nye skandinaviske

kriminalromaner og kriminaljournalistik, tager udgangspunkt i begreberne transgression og kulturelt

medborgerskab. Kriminalitet kan defineres som uønsket transgression af moralske normer. Gennem

transgression diskuteres etisk normoverskridelse og balancen mellem personlig frihed og kollektiv

undertrykkelse samt spillet mellem det tilladte og forbudte. Det kulturelle medborgerskab består i, at

vi indgår i et publikumsfællesskab, hvor vi med teksterne kan forhandle om emner som orden,

forbrydelse og straf.2

Nordiske kriminalromaner har de seneste år været i fremgang.3 Umiddelbart kunne man undre sig

over, hvorfor så mange mennesker investerer i lange bøger om vold og mord. Årsagen kunne være

de persuasive greb, der benyttes. Ydermere er det min opfattelse, at moderne

bestsellerromaner må have noget uventet for at appellere bredt.

I denne opgave vil jeg undersøge, hvordan tre nye nordiske kriminalromaner får tag i læserne.

Herigennem vil jeg søge at finde en retorisk forklaring på, hvorfor de er blevet bestsellere. Jeg ser

derfor på oplevelsesdimensionen ved læsning og effekten på modtageren.

Jeg har valgt at undersøge Millennium-trilogien af Stieg Larsson.4 Den består af Mænd der hader

kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, svenske kriminalromaner fra

2005-2007, som er oversat til dansk. Bøgerne findes ind til videre på otte sprog, og de er solgt i over

1Burke, 1973, p.325. Burke nævner specifikt, at forfatteren indgår i dialogen, hvilket jeg har valgt at se

bort fra. Teksten vækkes ifølge receptionsteoretikeren Wolfgang Iser først, når den bliver læst. Iser,

1981, p.103. Dette syn understøttes af retoriker og litterat, Seymour Chatman, som mener, at tekster i

højere grad end film afhænger af læserens aktivering af dem. Chatman, 1980, pp.121-122. 2 ”Arbejdspapir nr.1. Projektbeskrivelse og delprojekter – fakta, fiktion og mål.”

http://www.krimiforsk.aau.dk. 3 ”Arbejdspapir nr.1. Projektbeskrivelse og delprojekter – fakta, fiktion og mål.”

http://www.krimiforsk.aau.dk. 4Jeg læser trilogien i dansk oversættelse.

2,7 millioner eksemplarer alt i alt.5 Mænd der hader kvinder vandt den nordiske kriminalromanpris

Glasnøglen for bedste roman i 2006, mens Luftkastellet der blev sprængt fik samme pris i juni 2008.

Samtidig har de fået gode anmeldelser i stort set alle danske dagblade.

Problemformulering

Stieg Larssons Millennium-trilogi er en bestseller. Hvordan kan dette forklares retorisk?

Hvordan får romanerne tag i læserne?

1.2 Afgrænsning

Jeg kunne have valgt at fokusere på feminisme. Denne mulighed skyldes de mange eksempler på vold

og voldtægter, flere kvindehadende romankarakterer, citater og statistikker om voldtægt mod

kvinder i Sverige samt epilogerne i Luftkastellet der blev sprængt om amazoner. Da det kønspolitiske

verdenssyn, som kriminalromanerne viser, kan virke appellerende på læserne, vil denne tendens

eksempelvis nævnes i forbindelse med genre, patos og Lisbeth Salander. Også pressens

sensationslyst er fremtrædende i værkerne, hvor repræsentanter for medierne bl.a. kalder

mennesker for lesbiske satanister. Jeg har valgt at se bort fra, at bøgerne kan ses som mediekritiske,

idet jeg ikke finder det relevant i en undersøgelse af, hvordan teksterne får tag i læserne. Nogle

mener ydermere, at romanerne er politiske, idet trilogiens modstandergruppe kan opfattes som

konservativ og højreorienteret.6 Jeg vil vurdere, om romanerne er samfundskritiske, da dette kan ses

som en del af dialogen mellem værk og læser om lov og orden, men hvilke politiske fløje, der er

repræsenteret, ligger uden for mit undersøgelsesområde.

På grund af romanernes forskellighed, har jeg valgt at benævne dem med fællesbetegnelsen

kriminalromaner, ikke detektivromaner, der er et mere snævert udtryk og giver associationer til

klassiske puslespilsromaner. I genredelen har jeg valgt udtrykket puslespilsroman for den klassiske

detektivhistorie. Jeg er bevidst om, at ordet puzzle kan betyde gåde og puslespil og finder, at titlen

puslespilsroman både tilgodeser det, at de enkelte dele skal samles til en opklarende helhed, og den

leg med fortolkning, nyere receptionsorienterede litterater mener, at læsningen omfatter.7 I mine

5Status d. 21/5-2008. Kilde: http://www.stieglarsson.se.

6Fx Bo Tao Michaëlis i: Skov: ”Der bliver ved med at være modstandere”.

7Fx Dove, 1997.

fodnoter vil MDHK stå som en forkortelse for Mænd der hader kvinder, PDLMI betyde Pigen der

legede med ilden og LDBS Luftkastellet der blev sprængt.

Årsagen til, at jeg har fravalgt selv at udføre en empirisk undersøgelse af, hvad modtagerne

oplever, når de læser mine valgte kriminalromaner, er, at der allerede findes reaktioner på

Millennium-trilogien i form af anmeldelser og blogs.

Da der i flere år er blevet forsket i, hvad der får læsere til at kunne lide romaner, og hvilke

psykologiske processer, som forekommer ved forskellige greb i tekster, vil jeg bygge mine antagelser

om effekt på de forskningsresultater, der allerede foreligger.

1.3 Metode og teori

I min analyse vil jeg tage udgangspunkt i de mest karakteristiske egenskaber ved Millennium-

trilogien. I denne henseende vil to faktorer være af særlig betydning: læseraktiverings- og

spændingsfunktioner og patosskabende og persuasive antiteser. Fællesnævneren for mine valgte

teoretikere er, at de beskæftiger sig med begreber, der vedrører modtagernes følelser.

Først vil jeg bruge tre af Christian Kocks kategorier for fascinerende træk: læseraktivering,

intensitet og økonomi, som vil blive forbundet med hans modsætningskategori. Jeg vil supplere med

Brewer og Lichtensteins definition af suspense samt deres syn på, hvordan nysgerrighed og

overraskelse skabes. For at uddybe effekten af romanerne, vil begrebet katharsis og Peter Brooks

antagelse om, at vi læser frem mod afslutningen samt oplevelsesfænomenerne decentrering og

dehabituering indgå i analysen. Derefter vil jeg benytte Kenneth Burkes pentade til at belyse

karakterernes antitetiske funktioner i plottet. Siden analyserer jeg romanerne ud fra patos. Logos og

etos inddrages for at vurdere, om der er en hensigtsmæssig balance mellem appelformerne. Herefter

sættes Kocks modsætningskategori i forbindelse med plottets antagonister, og disse to parter i

konflikten forbindes med Burkes syndebuk. Til sidst analyserer og vurderer jeg karakteren Lisbeth

Salander ud fra Aristoteles’ etoskriterier.

Knobloch-Westerwick og Keplinger har i 2006 udført en undersøgelse af, hvilke faktorer der er

vigtigst for, at modtagere kan lide kriminalromaner. Deres undersøgelsesresultater vil blive inddraget

i analysen. Anmeldelser og uddrag fra blogs indgår desuden i analysedelen som belæg for effekt og

mine antagelser.

I diskussions- og vurderingsdelen vil et uddrag fra en blog, en anmelders vurdering af, hvad en

roman skal have for at være en bestseller, samt to anmelderes vurderinger af trilogien blive brugt til

diskussion og som belæg for mine påstande.

Christian Kock har udført en undersøgelse af, hvilke fascinationsmomenter nogle studerende på

retorik oplevede under læsning af litterære værker og ved at se film. Han kom frem til fire

grundlæggende fascinerende teksttræk. Disse er:

1) Intensitet. Tekster kan fx opleves som intense på grund af en stigning mod et forløsende punkt.

Dette kan forekomme gennem rytmiske virkemidler som gentagelser og parallelismer. Et eksempel

på en situation, der opleves som intens, er en scene i filmen Døde poeters klub, hvor læreren, Mr.

Keating, udfordrer en genert elev og får ham til at udtrykke sig i vildere og vildere tale, hvorefter der

er tavshed og Mr. Keating siger: ”Don’t ever forget this”.8

2) Modsætning/kontrast. Denne egenskab er den hyppigste årsag til, at læsere bliver grebet og

fascinerede. Det kan fx være to stærkt kontrasterende elementer, som er placeret tæt på hinanden.

Fx scener eller faser i handlingen med en brat overgang eller et pludseligt omslag fra lykke til ulykke

og omvendt (peripeti). Andre eksempler er beskrivelser i Kongens Fald, som skifter mellem afskyeligt

og smukt, eller når slutningen i Brødrene Løvehjerte er sørgelig og glædelig på samme tid.9

3) Økonomi. Dette fænomen er karakteriseret ved at være kvantitativt lille, mens det udtrykker noget

stort. Økonomi kan fx være det grønne lys i The Great Gatsby, som indeholder bogens budskab, uden

at sige det direkte. Økonomi fordrer ydermere flertydighed, da oplevelsen er sanselig og symbolet

ikke har en afgrænset og konkret betydning.10

4) Læseraktivering. Da læseren selv skaber mening under læsning, kan dunkelhed i form af obskure,

svært forståelige og flertydige tekster og gåder virke læseraktiverende. De får os til at forstå noget

med vores underbevidsthed og udvider rammerne for vores egen erfaring. Det kan fx være

oplevelsen af ikke at have kontrol over sit eget liv som i Fay Weldons ”og derpå slukke lyset…”, da

hovedpersonens æggestokke unødvendigt bliver fjernet uden karakterens samtykke. Ifølge Kock er

dette et eksempel på, at det kan være gribende at læse om sin personlige angst, da den kan

kontrolleres i litterære oplevelser.11

8Kock, 1994, pp.323-325.

9Kock, 1994, pp.325-328.

10Kock, 1994, pp.328-329.

11Kock, 1994, pp.329-333.

Hvis der forekommer krig, død eller mord i et litterært værk, kan det ifølge Kenneth Burke give

læserne en mulighed for genfødsel gennem udryddelsen af en syndebuk. Hos Burke har syndebukken

(the scapegoat) en helt speciel funktion. Begrebet symboliserer det onde, og når det dør i værket,

slipper vi af med det onde i os selv.12 Vi straffer herigennem vores problematiske sider, som om de

var uden for os selv.13 Syndebukkens rituelle død virker således rensende.

Syndebukke kan få denne sonende offerrolle, hvis de har forbrudt sig mod moralske og juridiske

love og derfor fortjener, hvad de får af straf. I andre varianter kan de begå hybris eller være gode.14

Et eksempel på fortællinger, hvor hybrisvarianten af begrebet ifølge Burke forekommer, er græske

tragedier, hvor helten får sin nemesis, mens den gode syndebuk er en Kristus-figur, som er for god til

denne verden, og må dø for andres synder.15

Litteraten David S. Miall har sammen med psykologen Don Kuiken undersøgt diverse fænomener ved

læsning. Han opstiller fire følelsestyper, der kan vækkes:

1) Evaluerende følelser. Fx nydelse, glæde, frustration eller tilfredsstillelse gennem læsning. Det er

reaktioner på teksten, som motiverer til at læse videre og reflektere over det læste.

2) Narrative følelser. Det kan være suspense, nysgerrighed og empati for forfatter, fortæller eller en

karakter i teksten. Disse processer kan ses som respons på opbygning, karakterer og hændelser, og

de får os til at udvikle og beholde repræsentationen af en fiktiv verden.

3) Æstetiske følelser. Fascination, interesse eller frygt, der kan udgøre de indledende øjeblikke i en

læsers respons på formelle træk ved litterære tekster. Disse højner interessen for teksten. I nogle

tilfælde leder de æstetiske, narrative eller evaluerende reaktioner på teksten os videre til et fjerde

niveau.

4) Selvmodificerende følelser. Disse forekommer fx når æstetiske og narrative følelser interagerer og

får os til at genkende os selv i teksten.16 Vi kan eksempelvis genkende situationer og karakterer fra

vores eget liv eller opleve noget nyt, som vi efterfølgende forbinder med os selv.17 Herigennem kan vi

restrukturere forståelsen af teksten og samtidig også måden, vi opfatter os selv på. Miall bruger

12

Burke, 1973, pp.39-40. 13

Burke, 1969b, p.18. 14

Burke, 1973, pp.40-41. 15

Burke, 1973, pp.40-41. 16

Miall og Kuiken, 2002, p.221. 17

Kuiken, Miall og Sikora, 2004, pp.174-177.

katharsis som eksempel på selvmodificerende følelser, da vi samtidig eller skiftevis oplever de

modsatrettede følelser medlidenhed og frygt.18

Selv om læsning er præget af den enkelte læsers kontekst, og læsere kan opfatte identiske greb på

forskellige måder, er der ifølge Miall to fællestræk ved oplevelser under læsning:

1) Litteratur er dehabituerende, da den inviterer os til at opleve og overveje nye måder at se verden på,

som både kan være ukendte og helt nye for os.19 Vi udvider således vores erfaringshorisont og

forståelse gennem læsning.

2) Under læsning oplever vi decentrering. Dvs. at vi bevæger os væk fra egne tanker og bliver

absorberede ind i karakterers sind, hvilket gør, at vi kan glemme os selv for et øjeblik. Vi interesserer

os for personernes skæbne, og der opstår en sammensmeltning af læseres og eksempelvis

hovedpersonens interesser.20 Derudover relaterer vi gerne handlingsforløbet i teksten til vores egne

biografiske erfaringer.21

Psykologerne William F. Brewer og Edward H. Lichtenstein kalder deres empiriske forskningsretning

for strukturel affekt-teori.22 De går ud fra, at tekstegenskaber producerer bestemte reaktioner i

modtagerne og har undersøgt læseres reaktioner på tekstlige strukturer.

Nysgerrighed skabes ifølge dem gennem en betydningsfuld hændelse i tekstens begyndelse. I

fortællingen mangler der informationer, men læseren får viden nok til at fornemme, at der er noget

usagt. Dette gør modtageren nysgerrig efter at finde ud af, hvad der mangler i helheden. Et eksempel

på en sektion, som ifølge Brewer og Lichtenstein er konstrueret til at skabe nysgerrighed, er, når der

siges, at en mand falder ned og dør, og at politiet kommer og finder det knuste glas.23

Tekster, der er organiserede til suspense, må i starten have en indledende hændelse eller situation,

som kan have store konsekvenser for en eller flere af personerne i teksten.24 Et eksempel er, at vi får

at vide at en snigskytte venter uden for en mands hus, manden går langsomt mod vinduet, der lyder

18

Miall, 2006, p.44. 19

Miall, 2006, p.3. 20

Miall, 2006, pp.19-20. 21

Miall, 2006, p.29. 22

Med empirisk litteraturforskning mener jeg forskning i litteraturoplevelser, som bygger på virkelige

læseres reaktioner på tekster. 23

Brewer og Licthenstein, 1982, pp.480-481. 24

Da suspense kan betyde spænding, uvished og udsættelse, har jeg valgt at bruge den engelske

betegnelse.

et skud, vinduet knuses, og manden falder død om. Læserens bekymring for udfaldet skaber

suspense, og får ham eller hende til at læse videre. Suspense bliver ophævet gennem resultatet af

teksten.

Hvis en tekst skal opfattes som overraskende, må noget i den være udeladt uden at læseren er

bevidst om det. De udeladte informationer bliver afsløret senere i fortællingen og får læseren til at

revidere sit syn på den samlede tekst. Et eksempel er, at vi får at vide, at en mand rejser sig fra sin

stol. Han går langsomt hen mod vinduet, det går i stykker, og manden falder død om. Et skud kan

høres.25

Jeg er ikke enig i, at læseren nødvendigvis skal være uvidende om, hvad der er udeladt, for at blive

overrasket. Dette vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet om overraskelser.

Da jeg finder, at læseraktivering delvist beror på skabelse af nysgerrighed, vil definitionen af,

hvordan nysgerrighed vækkes, indgå i analysekapitlet om læseraktivering.

1.4 Genre

Overordnet kan romaner med forbrydelser som emne kaldes kriminalromaner. De skal opfylde nogle

minimumskriterier: der skal være et mord, et offer og en detektiv.26 Fire hovedtyper kan opstilles:

1) Puslespilsromanen/ mysteriumtypen

Det centrale i handlingen er en gåde, der skal løses. Fortællingen befinder sig i to tidsplaner samtidig.

Der er fabula: de i fortiden indtrådte hændelser, som skal opklares, og plot: nutidens handlinger, hvis

hovedformål er at finde frem til fabula. Teksten er i den forstand retrospektiv.27 Den kan ydermere

ses som en enkel fortælling med et stramt plot.

Puslespilsromanen foregår typisk i en idyllisk landsby, som på overfladen ligner et paradis. Et

kendetegn ved typen er ydermere det lukkede rum. Nogle mennesker er isolerede på et lille sted, og

alle kan have begået mordet. Kredsen af mistænkte er derfor også lukket.28

25

Brewer og Lichtenstein, 1982, p.480-481. 26

Todorov, 1995, p.185. 27

Todorov, 1995, pp.185-187. 28

Lehman, 1989, p.102.

Puslespilstypen kan kategoriseres som formellitteratur, da der er faste plotelementer og

forventninger.29 Vi lægger typisk ud med et mord, derefter følger en opklaringsproces, hvori fortidens

hændelser rekonstrueres og den sande morder afsløres. Det er sjældent den første, der bliver

mistænkt, som har gjort det. Morderen er derimod gerne den mindst sandsynlige, en på overfladen

sympatisk og ordentlig person med hemmelige svagheder. Det er også en regel for typen, at

sandheden kommer frem, morderen får sin straf, og at vi som læsere oplever retfærdighed og får

forløsning. Genrekonventioner kan bruges elastisk, og forfatteren kan bryde med forventningerne, fx

ved at indsætte fortælleren som morder eller overraske os ved at lade den første mistænkte vise sig

at være gerningsmanden.

Detektiven er i prototypen en ulønnet amatør, som er en del af samfundet. Fx Agatha Christies

sære og nysgerrige pebermø, Miss Jean Marple, eller Dorothy L. Sayers excentriske ungkarl, Lord

Peter Wimsey.

2) Den hårdkogte kriminalroman

Til forskel fra puslespilskrimien foregår den hårdkogte kriminalroman i storbyen og skildrer kriminelle

og voldelige miljøer. Den er barskere og foregår mere i nuet end puslespilsromanen.30 Plottet er

desuden åbent, da alle i storbyen kan have begået mordet. Detektiven gætter sig derfor tit frem, og

det er ofte ved et tilfælde eller held, at sammenhængen kommer frem i lyset. Gåden løses ikke hver

gang. Derfor får vi ikke altid samme form for genoprettet orden i slutningen af en hårdkogt

kriminalroman som i den klassiske puslespilsvariant. Helten skal igennem spændingsfyldte og farlige

prøvelser. Slutningen markerer, at han har overlevet og fuldført sin mission.31

Detektiven i denne type er gerne en outsider.32 Han tyr hyppigt til ulovlige metoder for at få fat i

den skyldige.33 Derudover overskygges gåden af, at hovedpersonen er sårbar og i fare for at blive

overfaldet, hvilket tilfører spænding.34 Han forsøger at camouflere sin sårbarhed ved ironisk samt

barsk tale og opførsel.35

29

Rzepka, 2005, p.12. 30

Todorov, 1995, p.187. 31

Lehman, 1989, p.128. 32

Knight, 1980, p.160. 33

Pyrhönen, 1994, p.60. 34

Horsley, 2005, p.67. 35

Lehman, 1989, p.129.

Arketypiske hårdkogte detektiver er Dashiell Hammets Sam Spade og Raymond Chandlers Philip

Marlowe.

3) Politiromanen

Sammenlignet med puslespilsromanen og den hårdkogte kriminalroman er politiromanen realistisk i

skildringen af opklaringsarbejdet, hvor vi typisk får selv de mindste retsmedicinske detaljer og spor.

Politiromanerne kan både foregå i storbyer og på landet, og gåden kan være åben eller lukket.36 En

politimand eller kvinde fungerer som detektiv. Vedkommende er en del af et større

efterforskningshold, der samarbejder om at opklare sagen. Hovedpersonernes privatliv og konflikter

på arbejdspladsen inddrages typisk i politiromanen.37

Fx er romanerne om P. D. James’ Adam Dalgliesh, Colin Dexters (Endeavour) Morse og Ian Rankins

John Rebus politiromaner.

4) Antikriminalromanen/den postmoderne kriminalroman

Et opgør med puslespilsromanens vished er fælles for antikriminalromaner. I denne type får vi ikke

svaret på gåden og forløsning.38 Derfor undermineres læserforventninger om sandheden, en

fyldestgørende opklaring af sagen og illusionen om, at vi er i stand til at forstå hele sammenhængen

og verden.39 Repræsentanter for antikrimien er bl.a. Jorge Luis Borges, Alain Robbe-Grillet og Paul

Auster.40

Nogle teoretikere tilføjer også fire andre typer:

36

Jeg er bevidst om, at flere bedømmer politiromanen som en hårdkogt kriminalroman, men finder, at

dette er for generaliserende, idet den kan foregå på landet eller i byerne og have et åbent eller lukket

plot. En landlig variant med et lukket plot er fx romanerne om Tom Barnaby, mens eksempelvis

fortællingerne om Rebus er mere hårdkogte og åbne. 37

Rzepka, 2005, p.22. 38

Pyrhönen, 1994, p.42. 39

Rzepka, 2005, pp.233-235. 40

Litteraturforskeren Rzepka kalder denne type postmoderne, mens Porters betegnelse er

antikriminalromanen.

5) Noir: mørke fortællinger, hvor gåden tilsidesættes, idet vi følger forbryderen, som der er en vis

empati for. Fx den morderiske svindler Tom Ripley i The Talented Mr. Ripley af Patricia Highsmith og

massemorderen Patrick Bateman i American Psycho af Bret Easton Ellis. Disse bør dog ikke forveksles

med genren film noir, der traditionelt forbindes med hårdkogte kriminalromaner. Forskellen mellem

noir og film noir er, at hovedfokus i romangenren noir er på forbryderen, mens vi i film noir følger

detektiven.41

6) Den historiske kriminalroman: en kriminalroman, der konsekvent bliver placeret i en anden historisk

epoke. Fx Rosens navn af Umberto Eco.42

7) Den nordiske kriminalroman, hvis kendetegn er en beskrivelse af samfundsmæssige forhold og

interesse for, hvad der sker i samfundet. Dette kan ses i en tendens til socialrealisme, samfundskritik

og afsløringer af politiske ideologier. Det samfundsorienterede er generelt mere udbredt i

skandinaviske kriminalromaner end i eksempelvis engelske og amerikanske.43

Maj Sjöwall og Per Wahlöös romaner om politimanden Martin Beck og hans kolleger er de første

populære nordiske kriminalromaner.

8) Femikrimien, som ifølge Annemette Hejlsted, der forsker i køn, bør opfylde nogle krav: den er

skrevet af kvinder, har en kvindelig hovedperson og en kønspolitisk pointe. Det kan fx være afsløring

af kønsbestemt misbrug, udnyttelse eller undertrykkelse. De kvindelige detektiver er professionelle

og har feministiske synspunkter og adfærd. De protesterer, når de møder modstand, og er seksuelt

aktive. Forbrydelserne i femikrimien er typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder,

mens forbryderne både kan være mænd og kvinder. Femikrimien fremstiller køn som en

konstruktion, idet den hyppigt forklarer adfærd ud fra politiske, sociale og økonomiske forhold.

Femikrimien viser moderne kvindeliv, og den kvindelige detektivs liv og konflikter er i centrum.44

Nordiske repræsentanter for femikrimien er fx Liza Marklund og Camilla Läckberg i Sverige og

Gretelise Holm samt Sara Blædel i Danmark.

41

Rzepka, 2005, pp.230-231. 42

Rzepka, 2005, p.232. 43

Skei, 2005, p.319. 44

Hejlsted og Petersen, 2006, pp.22-28.

Da Millennium-trilogien efter min mening har visse spionagetræk, vil jeg nu kort opridse nogle

genretræk ved spionromaner.

Spionromanen: kan defineres som en fortælling, hvor protagonisten har en fremtrædende

forbindelse til spionage.45 Den viser sammensværgelser, paranoia og skjulte hemmeligheder.46 Det er

almindeligt, at vi har en uskyldig helt og en superskurk.47 Det vigtigste for en spion er usynlighed.

Derfor maskerer han sig og skjuler sin virkelige identitet. Derudover får vi som læsere i høj grad

mulighed for at deltage i spionens spændende oplevelser og seksuelle udskejelser.48 Ian Flemings

romaner om James Bond er et eksempel.49

1.5 Genretræk og moralske fantasier

Kulturhistorikeren og genreteoretikeren John G. Cawelti forbinder genretræk i populærlitteratur med

moralske fantasier. Genrerne kan fx være eventyr (adventure), mysterium (mystery) og melodrama.

Den centrale fantasi i eventyrhistorien er en helt, som overvinder modstand, overlever farer og

fuldfører en vigtig moralsk mission. Denne fantasi fremstilles typisk i den hårdkogte krimi.50 I

puslespilsfortællingen (mystery) består den moralske fantasi i opdagelsen af skjulte hemmeligheder,

der fører til fordele for karaktererne.51 Fælles for melodramatiske fantasier er, at de opbygger en

verden med klare skel mellem rigtigt og forkert, godt og ondt, og at lidelser og vold indgår for at teste

og til sidst demonstrere det rigtige i et verdensbillede.52

1.6 Retoriske træk ved kriminalromaner

Krimigenren kan betegnes som moralsk og retorisk, da værkerne beskæftiger sig med og diskuterer

emner som godt, ondt og retfærdighed med læserne. Ydermere er et retorisk træk ved

45

Cawelti og Rosenberg, 1987, p.5. 46

Cawelti og Rosenberg, 1987, p.55. 47

Cawelti og Rosenberg, 1987, p.56. 48

Cawelti og Rosenberg, 1987, p.76. 49

Jeg er bevidst om, at nogle teoretikere definerer spionromanen som en kriminalroman. Fx forfatteren

Symons, 1975, pp.234-251. 50

Cawelti, 1976, pp.38-41. 51

Cawelti, 1976, pp.42-44. 52

Cawelti, 1976, pp.44-47.

kriminalromaner, at de er usædvanligt engagerende for læsere, idet den enkelte roman fungerer som

en gåde, der skal løses, og aktiverer læserne i opklaringsprocessen. Romanerne ligner kryds-og-tværs

og andre gættelege.53 Der er tomme pladser, som læseren og detektiven skal udfylde, og

kriminalromaner illustrerer det hermeneutiske i læsning.54 Læserne er selv med til at samle de

enkelte dele i efterforskningen og omskabe dem til en helhed. Vi afprøver helheden på delene og

udkaster en fortolkning på teksten. Kriminalromaner læses for at få svaret på, hvem der gjorde det,

og forløsning. Derudover foregår der antageligt en form for duel mellem læser og detektiv om, hvem

der først kan opklare sagen.55

Inden jeg undersøger, hvordan Millennium-trilogien får tag i læserne, vil jeg præsentere

baggrunden for romanerne og herefter sætte dem i relation til de ovennævnte krimi- og fantasityper.

1.7 Baggrund for Millennium-trilogien

Stieg Larsson blev født i 1954 i Västerbotten. Larsson var journalist og ekspert i nazistiske foreninger

og højreekstremistiske og udemokratiske bevægelser, som han gennem sit virke kæmpede imod.

Stieg Larsson brugte en stor del af sin tid på at afsløre nazister og højreekstremister i magasinet

EXPO, hvor han først arbejdede som journalist og derefter var chefredaktør.

Millennium-trilogien var oprindeligt ment som en serie af ti bøger. Stieg Larsson nåede dog kun at

skrive tre. I november 2004, kort før udgivelsen af den første, fik han et hjerteanfald og nåede derfor

aldrig at opleve romanernes succes. Han efterlod et ufuldstændigt manuskript på 200 sider, som

arvingerne har besluttet ikke skal udkomme.56

1.8 Millennium-trilogien og genre

53

Dove, 1997, p.3. 54

Iser definerer tomme pladser som relationer mellem billeder, der ikke kommer klart frem i teksten.

Iser, 1981, p.110. 55

Rzepka, 2005, p.14. 56

http://www.expressen.se/noje/bocker/1.1090534/stieg-larsson-fjarde-bok-ges-inte-ut.

Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt er tre

kriminalromaner af den samme forfatter om det samme univers, hvor nogle karakterer går igen. De

er dog forskellige, hvad overordnet genre angår.

I Mænd der hader kvinder bliver Harriet Vangers forsvinden i 1966 efterforsket af Mikael Blomkvist

med Lisbeth Salander som hjælper. Det lukkede rum er til stede i romanen som den isolerede ø

Hedeby, hvor en menneskemængde befandt sig den dag Harriet Vanger forsvandt. I den forstand er

Mænd der hader kvinder en puslespilskrimi med en fremtrædende gåde og et lukket plot.

Pigen der legede med ilden kan karakteriseres som en politiroman, da der indtræffer en

politiefterforskning af mordene på Mia Bergman, Dag Svensson og Nils Erik Bjurman. Handlingen

udspiller sig i store dele af Sverige, både land og by, og plottet er åbent. Der er desuden flere gåder i

teksten. Fx er Lisbeth Salander en hemmelighedsfuld gåde. Hendes gådefulde og skjulte identitet kan

ses som et spionagetræk. Lisbeth er i kraft af sit arbejde som researcher og sine evner som hacker på

sin vis en spion, der snager i andre menneskers liv. Samtidig kan Lisbeths eventyr i eksempelvis

Caribien og skildringen af hendes seksuelle forhold ses som typiske for spionromaner.

Luftkastellet der blev sprængt kan primært ses som en spionroman. Flere grupper udspionerer

hinanden, fx Milton Security, Grundlovsbeskyttelsen i Sikkerhedspolitiet, politiet og Millenniums

redaktion. Lisbeth kan i denne roman forstås som en heltinde, der kæmper mod spionerende skurke.

Ydermere er det en politiroman med efterforskningshold og retsmedicinske detaljer.

Et hårdkogt element ved alle tre kriminalromaner er, at menneskene, der efterforsker, bruger

ulovlige metoder som hacking og spionage. Hovedpersonerne udsættes ydermere for fare. Lisbeth

Salander bliver fx voldtaget og skudt i hovedet, mens Mikael Blomkvist eksempelvis skydes.

Derudover er romanerne yderst spændende. Fx skriver en læser om Pigen der legede med ilden:

”Fantastisk manipulation med mine tanker – og med mit hjerte. Det sad helt oppe i halsen gennem

alle 605 sider.”57

Mænd der hader kvinder fokuserer, da det centrale i romanen er en gåde, på den moralske fantasi,

der er karakteristisk for mysterier: afsløringen af hemmeligheder bringer lykke. Vangerfamiliens

dystre historie kommer frem, og sagen om Harriet bliver opklaret, hvilket fører til en kontant

pengesum og glæde over at have løst en tilsyneladende umulig gåde og stoppet en seriemorder.

57

”Nilleper”, d.27/3-2007. Downloadet d. 20/2-2008 fra: http://www. nilleper.smartlog.dk/pigen--der-

legede-med-ilden---stieg-larsson-post92518.

Pigen der legede med ilden fremviser i kraft af de hårdkogte træk med voldelige konfrontationer og

politiefterforskningen med Lisbeth Salander som hovedmistænkt eventyrfantasien om, at heltinden

vinder over det onde og kommer helstøbt igennem mange farer. Lisbeths mission, at dræbe sin far,

bliver dog ikke fuldført. Lisbeth bliver skudt, alvorligt såret og begravet levende. Hun graver sig op og

angriber sin far med en økse, hvorefter hun segner om.

Luftkastellet der blev sprængt viser i kraft af spionagetrækkene med overvågning og de hårdkogte

voldsepisoder en melodramatisk fantasi om, at heltinden Lisbeth må gå gruelig meget igennem, før

hun vinder, men at hendes verdensbillede er det rigtige, og at den onde modparts idé om at dække

over en gammel spion er forkert. Det feministiske syn, at kvindehadere er onde, vinder over

spionernes verdensbillede, hvor sandheden om Zalachenko for enhver pris skal skjules.

Den lykkelige afslutning på de tre romaner er, til trods for forskellene, mest karakteristisk for

puslespilsromaner: alle forbrydelser bliver opklaret, forbryderne straffes med død eller retssager, og

Lisbeth Salander vinder, frikendes og gøres myndig. Der er desuden elementer af femikrimi i dem alle

tre, da fx voldtægt, vold mod kvinder og trafficking er temaer.

Lisbeth Salander er ganske som i femikrimierne bøgernes ubestridte heltinde. Hun kan i kraft af sit

arbejde som researcher og hacker også kaldes professionel detektiv. Dertil er hendes liv og konflikter

i centrum. Fokus på heltindens privatliv indebærer et forvirrende voksenliv med komplicerede

relationer. Lisbeth lider af ulykkelig kærlighed til Mikael, hvilket er afgørende for, at hun under to

romaner kun modvilligt korresponderer med ham over computer. Hendes konflikt med en gruppe

spioner er et omdrejningspunkt i romanerne. Desuden er Lisbeth seksuelt aktiv og har en feministisk

dagsorden: hun hader kvindehadende mænd. Hendes adfærd forklares gennem lidelsen Asperger

Syndrom samt en tragisk opvækst med omsorgssvigt, vold og tvangsindlæggelse. Lisbeth Salander

deler dog hovedperson-rollen med Mikael Blomkvist, hvilket modererer Hejlsteds regel om, at en

kvinde skal være hovedpersonen. Det eneste af Hejlsteds krav, som slet ikke opfyldes, er, at bøgernes

forfatter er mand og ikke en kvinde, hvilket, efter min mening, er en bagatel.

Jeg er uenig med Hejlsted i, at femikrimier nødvendigvis skal have en kvindelig forfatter. Hvilket

køn, der har skrevet kriminalromanen, er irrelevant for, om den kan placeres i femikrimi-typen.

Derimod synes jeg, at betegnelsen giver mening i betydningen kriminalroman med feministiske

synspunkter.58

58

Jeg er bevidst om, at betegnelsen femikrimi hyppigt benyttes negativt af anmeldere om dårligt

skrevne romaner. I min opgave betyder titlen kriminalroman med feministiske synspunkter.

Millennium-trilogien omfatter således tre genrehybrider: en puslespilsroman med hårdkogte- og

femikrimi-elementer, en politiroman med hårdkogte-, spionroman- og femikrimi-aspekter samt en

spionroman med hårdkogte-, politiroman- og femikrimi-dele. Der er ydermere melodramatiske træk i

romanerne. I Luftkastellet der blev sprængt tilspidses kampen mellem Lisbeths tilhængere og

modstandere, og en retssag mod hende gennemføres og afgøres.

Analyse

Læseraktiverings- og spændingsfunktioner

2.1 Læseraktivering

Det, at noget er uklart og dunkelt, er ifølge Christian Kock en yderst læseraktiverende egenskab, som

gør, at vi forstår noget med vores underbevidsthed og udvider vores erfaringshorisont. Vi bliver

fanget og grebet af det uklare, uforståelige og mystiske.59

Kriminalromaner er typisk læseraktiverende på grund af mystificerende greb. Fx tomme pladser,

som læserne sideløbende med detektiven kan udfylde, gåder, der vækker nysgerrighed, og

udeladelser, som bevirker uvished. Momentvis obscuritas kan betegnes som en dyd i

kriminalromaner og er forventet af modtagere, der har kendskab til genrekonventionerne. Dog

ønsker de genrekyndige læsere antageligt, at romanerne ender i perspicuitas.

Læseraktivering opstår i måden, Millennium-trilogien er fortalt på, samt nogle af de

genrekonventioner, der benyttes. Fælles for disse er en bevidst tendens til obscuritas.

Obscuritas indgår bl.a. som den centrale Harriet-gåde i Mænd der hader kvinder. I Pigen der legede

med ilden er Lisbeth desuden en gåde sammen med den mystiske Zalachenko. Der er således gåder

på flere niveauer i fortællingerne, hvilket kan aktivere læserne. Vi kan forsøge at gætte de

forekommende gåder om karakterernes identitet eller de begåede mord.

59

Kock, 1994, pp.329-333.

Ifølge sociologen Max Atkinson, som beskæftiger sig med politiske taler og stilgreb, er det yderst

effektivt at aktivere modtageren ved at give ham en gåde. Dette kan gøres gennem at udsætte

fremstillingen af den sidste information i så lang tid som muligt, gerne ved hjælp af pauser.60 Fx kan

taleren lægge lag over lag af informationer og overlade det sidste til modtagerne.61

If the speaker can present his audience with some sort of puzzle, he stands a good chance of

arousing their curiosity, and thus giving them more of an incentive to pay attention. They will

then be in a good position to recognize and appreciate whatever solution is provided by the

punch line.62

Selv om Atkinson i sin tekst beskæftiger sig med politiske taler, kan idéen om gåden og de forløsende

sidste ord overføres til litterære tekster, idet læsning kan betragtes som en dialog. Forløsningen, vi

som læsere får gennem sandheden om Harriet og Lisbeths identitet, kan ses som en art punchline i

en udsættelsesstrategi med spredte informationer.

Nysgerrighed skabes, ifølge Brewer og Lichtenstein, gennem en betydningsfuld hændelse i tekstens

begyndelse. I fortællingen mangler der informationer, men læseren får viden nok til at fornemme, at

der er noget usagt. Dette gør modtageren nysgerrig efter at finde ud af, hvad der mangler i

helheden.63

En måde at opnå opmærksomhed på er at vække modtagernes nysgerrighed ved at vende om på

rækkefølgen og undlade at sige, hvad eller hvem man taler om med det samme.64

Dette mystificerende greb benyttes i starten af Mænd der hader kvinder, som således fanger fra

første ord. Den indledes med en gåde. En 82-årig mand får tilsendt en tørret blomst i en ramme.

Herefter følger:

MYSTERIET MED BLOMSTERNE havde aldrig været kendt i massemedierne eller i

offentligheden, men kun inden for en snæver kreds. Tre årtier tidligere havde blomstens årlige

ankomst været genstand for analyser – På Statens Kriminaltekniske Laboratorium, hos

fingeraftrykseksperter og grafologer, hos kriminalpolitiet og en gruppe af modtagerens

60

Atkinson, 1984, p.56. 61

Atkinson, 1984, pp.50-52. 62

Atkinson, 1984, p.73. 63

Brewer og Licthenstein, 1982, pp.480-481. 64

Lucas, 1995, p.200.

slægtninge og venner. Nu bestod dramaets aktører kun af tre personer: det aldrende

fødselsdagsbarn, den pensionerede politimand og så naturligvis den ukendte person, der havde

sendt gaven.65

Det fremhæves, hvor mange instanser, der i årevis har forsøgt at finde afsenderen, hvilket giver et

indtryk af, at gåden er usædvanligt vanskelig at løse. Derudover er gåden hemmelig, da det kun er en

begrænset kreds mennesker, som har kendskab til den. Den hemmelighedsfulde gåde får os gerne til

at læse videre.66

Efterfølgende finder vi ud af, at den gamle mand er industrimagnaten Henrik Vanger, og at gåden

om blomsterne har tilknytning til en anden større gåde, Harriet Vangers sporløse forsvinden i 1966,

som Mikael og Lisbeth i løbet af fortællingen opklarer.

Mikael er blevet kaldt til Hedeby for at møde Henrik Vanger og ser på billeder i hans

arbejdsværelse: ”Væggen var behængt med en stor samling pressede blomster i nydelige rækker.”67

Her kan den opmærksomme læser opdage, hvem manden er, og spekulere på, hvorfor Henrik

Vanger vil tale med Mikael. Svaret kommer nogle sider senere:

Vi er nu nået til den egentlige grund til, at jeg vil engagere dig. Jeg vil bede dig finde ud af,

hvem i familien der myrdede Harriet Vanger, og som herefter har brugt snart fyrre år på at

forsøge at drive mig til vanvid.68

Da Henrik Vanger fortæller en lang historie om sit liv før han kommer til pointen, udsættes svaret.

Læseraktivering kan desuden opstå i vidensforholdet mellem læser og karaktererne i teksten.

Ifølge professor i journalistik, Peter Harms Larsen, bygger plottet i fortællinger og film typisk over et

modsætningsforhold mellem vidensmangel og merviden. Den spændingsskabende virkning beror på,

at en person i historien, hvis synsvinkel modtagerne har adgang til, holdes i uvidenhed om den

egentlige betydning af noget, som sker.69

65

MDHK, pp.7-8. Romanens egne versaler. 66

Anden roman i trilogien indledes ligeledes med en gåde, en fastspændt kvindelig person uden navn. 67

MDHK, p.82. 68

MDHK, p.94. 69

Harms Larsen, 2004, p.176.

I Millennium-trilogien veksles der mellem merviden og mindreviden. Nogle gange ved vi mere om

karakterernes situationer og farer end karaktererne. I andre situationer ved de mere end os om

deres planer eller identitet. Grundet de parallelle efterforskninger af den samme sag skiftes der

mellem symmetri og asymmetri i modtagerforholdene, hvilket resulterer i forskydninger.

Fx oplyses det på side 40 i anden bog, at Bjurman planlægger Lisbeths død. Lidt senere hører

læserne, at Bjurman har en allieret, der hader Lisbeth, og er den mest usandsynlige person, han

kunne forestille sig. Derudover ringer Bjurman for at tale med en ukendt person: ”Hvem er du? Jeg

ville gerne møde…”70

Prikkerne dækker over et navn. Dette er en meget tydelig udeladelse. I eksemplet ved Bjurman

mere end os, mens vi ved mere end Lisbeth Salander. Han mødes desuden med en person, som langt

ind i bogen kaldes ”den lyshårede kæmpe”. Vi fornemmer, noget vil ske, men ved ikke helt, hvad: ”EN

LYSHÅRET KÆMPE kørte ind i Svävelsjö (…)”71 Herefter siger den navnløse karakter til rockeren

Magge Lundin:

”Vi vil gerne bruge dig til et specialjob.”

”Lad høre.”

(…)

”Hun hedder Lisbeth Salander og bor i Lundagatan på Södermalm i Stockholm.”

Siden afsløres det, at Lisbeth skal leveres levende til en for læseren ukendt arbejdsgiver og derefter

forsvinde sporløst.72 Med denne viden kan vi bekymre os for Lisbeth, inden hun selv finder ud af, at

hun er i fare, hvilket tilfører spænding.

Eftersom modtagerne en gang imellem tildeles merviden i forhold til flere karakterer, fx politiets

efterforskere og nogle gange Lisbeth Salander, kan læserne antageligt føle sig velinformerede og

kloge. Mindreviden motiverer til at læse videre. Fx udtrykket Alt Det Onde, som gentages flere gange

70

PDLMI, pp.51-52. 71

PDLMI, p.120. Tekstens egne versaler. 72

PDLMI, p.123.

i den første og anden roman og har forbindelse til Lisbeths livshistorie.73 De hyppige skift mellem

symmetri og asymmetri kan opfattes som kontraster.

Ifølge Kock er modsætningen eller kontrasten den hyppigste årsag til, at læsere bliver grebet og

fascinerede. Det kan fx være to stærkt kontrasterende elementer, som er placeret tæt på hinanden.

Fx to scener eller faser i handlingen med en brat overgang, et pludseligt omslag, når noget skifter

mellem modsætninger eller samtidigt forener to antitetiske egenskaber.74 Vekslingen mellem

merviden og uvished griber og fascinerer således antageligt læserne.

Silvia Knobloch-Westerwick og Caterina Keplinger, der forsker i kommunikation, har undersøgt,

hvad de vigtigste faktorer for nydelse af kriminalromaner af puslespilsvarianten er. De kom frem til,

at nysgerrighed og uvished er vigtigst for nydelse. Mange læsere kunne derudover lide at blive

overraskede til sidst. Dette afhang dog af selvfølelse. Læsere med et lavt selvværd kunne ikke lide

overraskelser:

Results show that enjoyment of the mystery reception was greater when participants were

highly uncertain regarding the culprit and experienced high levels of curiosity. As hypothesized,

resolution enjoyment depended on type of resolution and self-esteem. A resolution that

confirmed respondents’ suspicion was disliked by persons with high self-esteem, whereas

respondents with low self-esteem disliked a surprising resolution.75

Årsagen til, at læsere med lavt selvværd ikke kan lide overraskelser, er ifølge Knobloch-Westerwick

og Keplinger, at de ser deres manglende evne til at gætte morderen og løse gåden som et personligt

nederlag, mens mennesker med et højt selvværd ikke går så højt op i, om de får ret til sidst.76

Selv om Millennium-trilogien ikke består af rene puslespilsromaner, men hybrider, appellerer de

mange gåder og forhalinger i høj grad til læsernes nysgerrighed, hvilket formodentlig giver nydelse

under læsning. Samtidig holdes læserne visse steder konsekvent i uvished.

Et eksempel er den sidste episode, hvor Dag Svensson og Mia Bergman optræder. Lisbeth kommer

på besøg, og Dag føler et ubehag over, at Lisbeths øjne mangler varme.77 Der klippes herefter til

Mikael Blomkvist. Da Mikael senere samme aften vil hente nogle billeder, finder han Dag Svensson og

73Fx i MDHK, p.162.

74Kock, 1994, pp. 325-328.

75Knobloch-Westerwick og Keplinger, 2006, p.193.

76Knobloch-Westerwick og Keplinger, 2006, p.198.

77PDLMI, p.205.

Mia Bergman dræbt. Dette gør, at vi mistænker Lisbeth for mordene. Mistanken bestyrkes af, at

politiet finder Lisbeths fingeraftryk på mordvåbenet.

Det gode og effektive plot må ifølge Larsen fastholde publikum i usikkerhed om slutningen til det

sidste.78 Dette gør plottet i romanerne, da vi er nødt til at læse det meste af Luftkastellet der blev

sprængt, før vi ved, om Lisbeth kan undslippe tvangsindlæggelse eller ej. Derudover opstår der, hvad

Larsen kalder fremdrift, da læserne føler sig tvunget til at følge med i historien til slutningen.79

Flere læsere af Millennium-trilogien har ytret, at romanerne var så gribende, at de ikke kunne

slippe dem. Fx siger en anmelder om Pigen der legede med ilden:

Dette er en advarsel: At læse afdøde Stieg Larssons midterste krimi i Millennium-trilogien er

det samme som at dykke ind i et litterært computerspil, som ikke kan forlades, mens det er

tændt.80

Til trods for at anmeldere kan ses som specialiserede læsere, der er trænede i at læse og fortolke

tekster, er denne reaktion på Millennium-trilogien ret almindelig. Fx skriver en læser på en blog:

Ja, det kan godt være, at sproget ikke svinger sig op til stjernerne, men tænk sig at romanerne

på trods af det formår at få en fuldtidsarbejdende mor til to (der altid er i søvnunderskud) til at

skippe nattesøvnen blot for at få de næste 2, nej 100 sider med (Og så endte jeg med at læse

det hele alligevel).81

Millennium-trilogien har både fået gode anmeldelser og haft høje salgstal, hvilket indikerer en bred

enighed om, at de er gode. Derudover er mennesker, der har recension som profession, ikke

nødvendigvis specialister i litteratur. Ikke alle anmeldere har universitetsuddannelser i litterære fag.

De kan ses som læsere, der ganske vist bedømmer, men også reagerer på og oplever romanerne. Da

jeg bruger deres reaktioner og kommentarer, ikke deres fortolkninger, mener jeg, at deres

78

Larsen, 2004, p.181. 79

Larsen, 2004, p.180. 80

Koch: ”Hæsblæsende Salander-blues”, Jydske Vestkysten, d.13/10-2006. 81

“Saraurban”, ”Tema: Stieg Larsson er opreklameret”, d.14/12-2007. Downloadet d. 20/2-2008 fra:

http://www.hu.librarything.com/talktopic.php?topic=25273.

anmeldelser kan bruges som dokumentation for reception. Min brug af uddrag fra anmeldelser kan

ydermere begrundes i, at der, ifølge Miall, hyppigt er lighedspunkter mellem almindelige læseres og

trænede læseres reaktioner på fortællinger.82 Uvisheden angående, hvad der skal ske i trilogien,

virker motiverende, hvilket er udtryk for en effektiv plotopbygning.

Plottet er ifølge Aristoteles vigtigere end karaktererne.83Aristoteles skrev dog om den klassiske

tragedie, som, til trods for at flere finder lighedspunkter mellem prototypen på puslespilsromanen og

tragedien Kong Ødipus, ikke kan karakteriseres som det samme.84 Handlingen i trilogien bidrager til

genrekonventionerne med mord og opklaringsprocesser.

Det effektive og gode plot i trilogien er ikke ensbetydende med, at karaktererne i romanerne ikke

er vigtige. I Millennium-trilogien kan Lisbeth Salander i kraft af sin skjulte identitet ses som en gåde.

Således kan plottets virkning til en vis grad formodes at afhænge af en karakter.

Læseraktivering kan ses som en genrekonvention, der i kraft af krimigenren er forventet. Den er

således ikke unik for Millennium-trilogien. Bortset fra i den overordnede puslespilsroman Mænd der

hader kvinder er mordgåderne ikke særlig fremtrædende i romanerne. Derimod er fortællingerne i

høj grad præget af andre typer gåder, hvilket kan opfattes som relativt usædvanligt for

kriminalromaner. Dette kan være en årsag til, at romanerne er blevet bestsellere.

Da suspense kan fastholde en modtager i en fortælling, vil jeg nu undersøge i hvilket omfang

suspense forekommer, hvilke typer suspense der er, og hvilke funktioner disse har.

2.2 Suspense

Tilstedeværelsen af suspense har, ifølge Brewer og Lichtenstein, afgørende betydning for, om

læserne kan lide en fortælling. Denne tekstegenskab opbygges gennem præsentationer af

situationer, hvori de centrale problemer ikke løses. Situationerne kan have store konsekvenser for en

eller flere personer, og vi ved ikke, hvordan det ender. Læsernes bekymring for udfaldet skaber

suspense.85

82

Miall, 2006, p.100. 83

Aristoteles, 2004, p.66. 84

Fx argumenterede Dorothy L. Sayers i ”Aristotle on Detective Fiction” for, at detektivromaner levede

op til Aristoteles’ krav til litteratur og derfor kunne kaldes moderne tragedier. Sayers, 1980. 85

Brewer og Lichtenstein, 1982, p.480.

Suspense opstår fx i farefulde situationer, der indtræffer pludseligt, og hvor vi ikke ved, hvad der vil

ske, og hvordan det vil gå for karakteren. Fx da Mikael Blomkvist pludselig bliver beskudt:

Pludselig hørte han et skarpt smæld, samtidig med, at en kugle slog ind i en grå betonmur

nogle centimeter fra hans hoved. Derefter mærkede han en sviende smerte ved hårgrænsen,

hvor han havde fået en dyb flænge.86

Denne passage kan vække læserens bekymring for Mikaels liv. Vi læser videre for at finde ud af, om

han klarer det. Suspense opstår desuden i direkte konfrontationer, hvor modstandere mødes, fx da

Mikael er taget til fange i seriemorderen Martin Vangers torturkælder. Lisbeth kommer ham til

undsætning:

Han strammede løkken lidt mere og lænede sig pludselig frem og kyssede Mikael på munden i

samme øjeblik, som en iskold stemme skar igennem kælderrummet: ”Så stopper du, dit ækle

svin! Den fyr er min!”

Lidt senere slår hun ham med en golfkølle:

”Du kan godt lide smerte, ikke?” spurgte Lisbeth Salander. Hendes stemme var som sandpapir.

Så længe Mikael levede, ville han aldrig glemme hendes ansigt, da hun gik til angreb. Tænderne

var blottet som på et rovdyr. Øjnene var sorte. Hun bevægede sig med en jagtedderkops

hurtighed og koncentration, da hun svingede golfkøllen igen mod sit bytte og ramte Martin

Vanger i brystkassen.87

Lisbeth er hurtig og følelseskold. Ydermere tillægges hun egenskaber fra et vildt dyr og et uhyggeligt,

stort insekt. Disse dyr er skræmmende og farlige, hvilket giver læserne tegn om, at noget voldsomt vil

ske. Romanerne er grundet suspense spændende, virker aktiverende og skaber nysgerrighed.

86

MDHK, p.396. 87

MDHK, pp.437-438.

Brewer nuancerer definitionen til at omfatte de elementer af uvished, som kan ligge i den engelske

betegnelse. Suspense er, ifølge ham, en kombination af uvished omkring udfaldet og bekymring for

udfaldet.88 Ydermere indikerer suspense, at noget er udsat og afbrudt.

Ifølge Iser kan tekstens ubestemthed ses som tomme pladser, der aktiverer læseren. Disse

forekommer fx hvor der bliver skåret i fortællinger, typisk, hvor flere handlingsforløb udspiller sig på

samme tid, men bliver fortalt fortløbende.89 I Millennium-trilogien klippes der pludselig mellem

skiftende episoder for senere at vende tilbage til karaktererne. Dette bevirker, at handlingsforløbene

er forskudte.

I nogle sektioner antydes det fx, at Lisbeth eller andre personer har planer, men de afsløres ikke

med det samme:

Planen var ikke tillokkende, og den forudsatte, at hun lod Bjurman forgribe sig på hende. Men

hvis hun gennemførte det, ville hun vinde.

Mente hun.90

Læserne får nogle informationer, men ikke alle, og må vente på at finde frem til, præcis hvad planen

går ud på. Dertil modererer fortælleren Lisbeths tro på, at planen vil virke, ved tilføjelsen af ”Mente

hun” på en linje for sig selv. Udeladelserne og det, at vi hverken kender hele planen eller udfaldet, er

med til at opretholde spænding og usikkerhed. Suspense forekommer ydermere i Millennium-

trilogien som dårlige varsler. Fortælleren gengiver fx Lisbeths tanker inden et møde med Bjurman:

”Det var tirsdag. Det var det andet møde, og hun var fuld af bange anelser.”91

Dette er et tegn til læseren om at være på vagt, da noget frygteligt snart vil ske. Der er anaforisk

opbygning i de første to sætninger, hvorefter den tredje indtræder, afbryder mønstret og hermed

automatisk er fremhævet. Den abrupte, knappe opbygning bevirker antageligt en uro hos læseren.

To møder senere indfries forventningen om noget frygteligt, da Bjurman tvinger Lisbeth til oralsex.

Eftersom suspense kan vække uro og uhygge hos en bekymret læser, kan suspense antageligt også

øges i takt med, at spændingen i værket forstærkes. Dette sker fx i romanernes peripetier.

88

Brewer, 1995, p.303. 89

Iser, 1996, p.110. 90

MDHK, p.239. 91

MDHK, p.156.

Lisbeths skæbnesvangre og uhyggelige konfrontation med sin far er et eksempel. Lisbeth

slæbes ud i skoven, ser et hul og forstår, at det skal være hendes grav.92 Zalachenko skyder Lisbeth i

hofte, ryg samt hoved og smider hende i graven. Fortælleren forlader hende, og der klippes, hvilket

giver fremdrift, da vi gerne vil vide mere:

For Lisbeth Salander var den medicinske beskrivelse akademisk. I praksis betød kuglen et

massivt øjeblikkeligt traume. Hendes sidste oplevelse var et rødglødende chok, som gik over i

et hvidt lys.

Derefter mørke.93

Vi hører efterfølgende, at en ræv passerer Lisbeths grav.94 Pludselig vender fortælleren tilbage til

Lisbeth igen og oplyser, at hun er vågnet, har svært ved at trække vejret og graver sig op med et

cigaretetui. Lisbeth kommer tilbage med en økse og knuser Zalachenkos kindben. Herefter er hun

bevidstløs. Mikael ankommer til stedet.

Anden del af trilogien slutter med det endeløse: ”Han lagde våbnet på gulvet, fandt mobiltelefonen

frem og tastede nummeret til alarmcentralen.”95

Dette er en såkaldt cliffhanger-slutning, som afbryder, hvor det er mest spændende, og nærmest

tvinger os til at låne eller købe den næste roman, så vi kan læse videre og finde ud af, hvad der skal

ske med Lisbeth.

Den høje forekomst af suspense i romanerne gør, at læserne gribes af fortællingen og motiveres til

at læse videre. Suspense kan ydermere betegnes som en art obscuritas, da den afhænger af

afbrydelser og tomme pladser og i kraft af disse kan virke læseraktiverende.

Suspense har derudover en antitetisk funktion i romanerne, idet den typisk opstår i

spændingsfeltet mellem viden og uvished, i modstanderes konfrontationer, og hvor det udeladte og

afbrudte skaber spænding og længsel efter at få inkluderet informationer. Ydermere kan de bratte

skift mellem situationer, hvor karaktererne er i fare, og situationer, hvor de har kontrol over deres

92

Jeg bruger peripeti i betydningen omslag i handlingen, der kan afgøre en karakters skæbne. 93

PDLMI, p.585. 94

PDLMI, p.587. 95

PDLMI, p.605.

opklaringsproces, resultere i antitetiske forhold, hvor vi gribes og fascineres. Dog er suspense, ganske

som læseraktivering, antageligt forventet af den genrekyndige læser. Forekomsten af suspense og

læseraktivering er dog relativt høj, hvilket kan have betydning for, at romanerne er bestsellere.

I Millennium-trilogien spilles der grundet den høje forekomst af læseraktiverende gåder samt

suspense på, hvad David Miall kalder narrative følelser. Dette er suspense, nysgerrighed og empati.

Disse får os til at beholde og udvikle den fiktive verden, vi inddrages i.96 De narrative følelser kan også

kaldes pageturner-, fremdrifts- eller engagements-funktioner, da vi tvinges til viderelæsning og

indlevelse. Opbygningen af suspense kan formodes at medvirke til intensitet.

2.3 Intensitet

Kock kom i sin undersøgelse af fascinerende træk frem til, at intensitet kan fremhæves som

fascinerende. Teksterne skal have en accelerering i form af gentagelser, parallelismer eller andre

rytmiske virkemidler for at have intensitet. En scene, som bliver vildere og vildere, hvorefter der er

stilhed, kan opfattes som intens.97

I Millennium-trilogien er der mange bratte skift mellem lavdramatiske og højdramatiske øjeblikke,

hvilket giver en kontrast mellem ro og uro i handlingen. De lavdramatiske momenter i fortællingerne

er fx når personerne hygger sig. De kan spise middage på eksempelvis Samirs Gryta eller tale med

hinanden om opklaringsprocessen. Det højdramatiske sker typisk i konfrontationer, som er

emotionelt stærke. Fx i kampscenerne mellem Lisbeth Salander og Ronald Niedermann samt

Alexander Zalachenko. Samtidig øges dramatikken til tider i takt med, at karaktererne får nye

oplysninger i efterforskningen af mordene og nærmer sig løsningen på gåderne. Ydermere kan det

opfattes som en stigning i spændingsgrad, når personerne går i seng med hinanden, fx da Lisbeth

pludselig forfører Mikael i Mænd der hader kvinder.98

Retssagen mod Lisbeth kan ses som en stigning mod et forløsende punkt: Lisbeth bliver frikendt.

Ydermere er der mange gentagelser i teksten. Fx af skældsord som ”skide Kalle Blomkvist” og ”skide

Lisbeth Salander”. Disse fungerer som vrede- og konfliktmarkører og har med stærke følelser at gøre.

Nogle gange er der tendens til parallelisme i form af anaforer, hvilket er et lydligt og rytmisk

96

Miall, 2006, p.44. 97

Kock, 1994, pp.323-325. 98

MDHK, p.383-384.

virkemiddel.99 Derudover kan de stærke følelsesudbrud samt de ekstreme situationer, karaktererne

placeres i, virke intense.

Modtagerne får således læseraktivering, modsætninger og intensitet i romanerne, hvilket ifølge

Kocks undersøgelse har betydning for, om læsere gribes og fascineres. Men hvordan forholder det sig

med økonomi?

Økonomi forekommer, ifølge Kock, hvor kvantitativt lidt udtrykker kvantitativt meget og virker

flertydigt og sigende.100

Millennium-trilogien er hverken stram i struktur eller form. Derimod er der, grundet de parallelle

efterforskninger af den samme sag, mange gentagelser af de samme oplysninger i forskudt form. De

over 1800 sider gør romanerne kvantitativt uøkonomiske. Økonomi afhænger ydermere af

flertydighed. Til trods for obscuritas, bliver alt i romanerne opklaret og afklaret, hvilket ikke giver

flertydige, men entydige svar. Det er dog tvivlsomt, om økonomi er forventet af læserne, da det

antageligt ligger indbygget i forventninger til krimigenren, at alt skal komme frem. Hverken fraværet

af økonomi eller den inkluderede intensitet kan betragtes som unikke for Millennium-trilogien som

kriminalromaner.

Intensitet hænger i romanerne sammen med en stigende spændingskurve og efterfølgende ro samt

muligheden for katharsis og en afklarende afslutning, som jeg nu vil beskæftige mig med.

2.4 Katharsis og afslutning

Et argument for, at katharsis og afslutningen hænger sammen, er, at begge er betingede af en

kulmination og en efterfølgende klarhed.101

Aristoteles definerer katharsis som renselse, der opstår gennem frygt og medlidenhed med

karaktererne i et drama. Vi har empati med de lidende personer, vi opfatter som sympatiske, og som

ufortjent kommer i ulykke. Frygt opstår gennem personer, der ligner os.102 Vi relaterer således

personernes situation til vores liv og får afløb for nogle af vores egne følelser gennem at læse om

andres.

99

Fx i LDBS, p.601. 100

Kock, 1994, pp.328-329. 101

Jeg har valgt at oversætte closure til afslutning. 102

Aristoteles, 2004, p.73.

I Millennium-trilogien er der mange konfrontationer, og Lisbeth samt Mikael er hyppigt i fare.

Dette giver os antageligt mulighed for at kanalisere egne følelser ind i deres situationer og slippe af

med dem.

Ifølge Miall og Kuiken krydser to forskellige følelsestyper hinanden under oplevelsen af katharsis.

Igennem den narrative empati og den æstetiske frygt bestyrkes udtrykket, og mødet mellem de to

forskellige led skaber en spænding hos læsere.103 Dette gør, ganske som andre antiteser antageligt, at

modtagerne bliver grebet og fascinerede. Forudsætningerne for katharsis er, at vi relaterer tekstens

følelser til vores egne minder, bekymringer og erfaringer generelt, hvorefter vi igennem

karakterernes følelsesudsving og den efterfølgende klarhed kan sætte dem i et nyt lys.104

Katharsis er således betinget af engagement og empati fra modtagerne, hvilket læserne i kraft af

den effektive plotopbygning formodentlig har. Til trods for at katharsis kan forstås som et abstrakt og

uuddybet begreb, er der en vis konsensus om, at vi gennem følelser i fiktion kan få afløb for vores

egne. Under læsning af værker som Millennium-trilogien med voldsomme scener og mord er

muligheden for katharsis gennem medlidenhed og frygt på karakterernes vegne antageligt til stede.

Det, at vi kan få afløb for følelser, kan ses som en fordel ved at læse romanerne. Ydermere rummer

katharsis en lærefunktion, idet vores erfaringshorisont udvides gennem mødet med fiktive

karakterers følelser. Omvendt kan vi lære vores egne følelser at kende gennem at læse om andres.

Miall forbinder katharsis med selvmodificerende følelser.105 Vi kan bruge oplevelsen til at justere

måden, vi anskuer verden og os selv. Katharsis ender i stilhed og klarhed.

Ifølge litteraten Peter Brooks kan et plot karakteriseres som intentionelle strukturer, der bevæger

sig fremad mod et mål.106 Længslen efter den forløsende afslutning driver os til at læse videre. Først

dér forstår vi det fulde plot.107 Under læsningen af kriminalromaner som Mænd der hader kvinder,

Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt læser vi frem mod et afklarende punkt.

Hvis vi ikke længtes efter udfaldet af historien og forløsningen af den affekt, romanerne har bragt os

i, ville vi antageligt ikke læse så lange romaner.108

103

Miall, 2006, p.44. 104

Miall og Kuiken, 2002, pp.230-239. 105

Miall, 2006, p.29. 106

Brooks, 1992, p.12. 107

Brooks, 1992, pp.22-23. 108

Ifølge filosoffen Bruce F. Katz, som har forsket i litteraturlæsning og kunstig intelligens, er det dog

tvivlsomt, om vi altid læser for at få afklaring, idet eksempelvis Columbo, hvor vi fra starten ved, hvem

morderen er, kan ses som en vellidt krimiserie. Katz, 1995, p.250.

Handlingsforløbet eller plottet kan, ifølge Larsen, ses som nogle svingende punkter på en

spændingskurve, der driver frem mod et kulminationspunkt, som har afgørende betydning for en

eller flere af personerne.109

De indledende problemer i trilogien bliver løst, vi kan udlade følelser og få forløsning. Lisbeth bliver

frikendt og hendes umyndighedserklæring ophæves. Mikael finder en kvinde, han vil forsøge at holde

sig til. Herigennem realiseres der i romanerne endnu en type lykkelig udgang: foreningen af to

mennesker. Lisbeths og Mikaels relation er under to romaner uforløst, og læserne ved ikke, hvordan

det vil gå mellem dem. Romanerne slutter med en forsoning mellem Lisbeth og Mikael: ”Hun åbnede

døren og slap ham ind i sit liv igen.”110

Dette kan opfattes som en afrundet og afklarende afslutning på den tredje af ti planlagte romaner.

At tekster giver forløsning kan være vigtigt for, at læserne kan lide det læste.111

Brewer og Lichtenstein kom i en empirisk undersøgelse frem til, at læsere foretrækker fortællinger,

hvis plot er opbygget til henholdsvis at producere nysgerrighed og afgørelse, suspense og afgørelse

samt overraskelse og afgørelse. Læsere kan bedre lide tekster med affektive kurver, dvs. acceleration

og fald i spænding, og det er vigtigt, at affekten bliver forløst.112

Millennium-trilogien har i kraft af læseraktivering, suspense, intensitet, den mulige katharsis samt

forløsningen alle disse faktorer og slutter derfor antageligt tilfredsstillende.113 Således er det heldigt

for Stieg Larsson, at han valgte at tilføje en lykkelig udgang i den tredje roman.

Katharsis og den afklarende afslutning har antitetiske forhold i sig, idet kombinationen af modsatte

følelser skaber katharsis, og en tilfredsstillende afslutning afhænger af en længsel efter at forene

forskellige modsætninger i en afrundet og forklarende slutning. Selv om disse to måder, Millennium-

trilogien fungerer på, kan betragtes som vigtige for, at vi gribes, lever os ind i universet, får det bedre

gennem læsning samt kan lide det læste, er de to faktorer antageligt også til en vis grad forventede i

læseoplevelsen af kriminalromaner og derfor næppe de vigtigste årsager til, at romanerne er blevet

bestsellere.

Nu vil jeg for at uddybe min analyse af greb, der får tag i læsere, beskæftige mig med fænomener,

som er særlige for oplevelser under læsning af fiktion.

109

Larsen, 2004, p.177. 110

LDBS, p.671. 111

Brewer og Lichenstein, 1982, p.482. Porter, 1980, p.51. 112

Brewer og Lichtenstein, 1982, pp.481- 483. 113

Overraskelser vil indgå i analysen efter kapitlet om dehabituering og decentrering.

2.5 Dehabituering og decentrering

Til trods for at læseres oplevelser af de samme træk i romaner kan være forskellige, har Miall

karakteriseret to fælles oplevelsesfænomener for læsere. De kaldes decentrering og dehabituering.114

Decentrering forekommer, når vi inddrages så dybt i værket, at grænserne mellem læser og

karakter udviskes, og vi glemmer os selv. Dette medfører, at vi både kan deltage i karakterernes

handlinger og relatere dem til vore egne liv. Dehabituering kan betegnes som en udvidelse af vores

livserfaringer, uden at erfaringerne rammer os direkte.115 Vi oplever skiftevis decentrering og

dehabituering, mens vi læser.116 Vi kan således både deltage i værkets handlinger og betragte dem på

afstand.117

Dehabituering og decentrering medfører, at vi kan lade, som om vi er i fare, lege med identiteter og

afprøve forskellige måder at leve på. Samtidig kan vi fundere over, hvordan vi selv ville reagere i

romankarakterernes situationer. Ville vi eksempelvis reagere på samme måde som Lisbeth Salander

på at blive voldtaget, dvs. hævne os ved at mishandle og tatovere et budskab ind i huden på

forbryderen, eller ville vi tilkalde politiet? Ydermere kan vi under læsningen af de tre romaner stifte

bekendtskab med emner som trafficking, vold mod kvinder, formynderskab og hacking. Dette forstår

jeg som, at vi gennem læsning kan lære noget om verden og os selv, mens vi på afstand har mulighed

for at udleve forskelligartede fantasier.

Millennium-trilogien viser almenmenneskelige positive og negative ønsker og længsler. Disse består

af en modsætning mellem ønsker og rædsler.

Sigmund Freud sammenligner litteratur om helte med dagdrømme og fantasier hos voksne, hvor vi

får alt det, vi ønsker. I dagdrømme er vi helten, som bliver ophøjet og erobrer kvinder.118 I trilogien

kommer ønskefunktionen til udtryk gennem karakterernes egenskaber og oplevelser.

114

Miall, 2006, pp.3-29. Miall bruger de engelske termer dehabituation og decentration, som jeg har

oversat til decentrering og dehabituering. 115

Miall, 2006, pp.3-29. 116

Miall, 2006, p.3. 117

Ifølge en undersøgelse, som Kuiken, Miall og Sikora har udført, fungerer litteratur skiftevis

metaforisk, dvs. vi føler, at vi er en karakter eller i hans situation, og som simile, idet vi sætter

personlige minder i relation til teksten og sammenligner os med karakterer og hændelser. Kuiken, Miall

og Sikora, 2004, pp.171-172. 118

Freud, 1997, pp.36-42.

Heltinden Lisbeth kan på ti sekunder scanne en side ind på hornhinden, har en yderst god

hukommelse, er god til at spille skak og kan hacke sig ind i alle menneskers computere og afsløre

deres svagheder. Ydermere stjæler Lisbeth tre milliarder kroner, hun kan påtage sig identiteter som

den tyske Monica Scholes og den norske Irene Nesser og tale flydende engelsk og perfekt tysk med

norsk accent. Lisbeth Salander har desuden et meget afslappet forhold til sex, som hun praktiserer

med kvinder og mænd.

Helten Mikael har sex med mange stærke, smukke kvinder og er berømt for og succesfuld med

afsløringer i tidsskriftet Millennium. Hans kvindetække er så stærkt, at en 17-årig pige på et tidspunkt

jagter ham. Han er en meget skarpsindig detektiv samt en god journalist og tjener fem millioner på

opklaringen af Harrietsagen. Disse størrelser appellerer antageligt til vores fantasi og forestillinger

om, hvordan livet kunne være. Ydermere er disse forestillinger betonede af universelle, eskapistiske

længsler.

Anmelderen Bo Bjørnvig skriver om Mænd der hader kvinder, at: ”vi er tilbage i den gode gamle

krimi, som gennemspiller en masse gode gamle (mande)drømme.”119 Han fokuserer således på de

positive drømmescenarier i romanen. Selv om det i freudiansk forstand antageligt er mandedrømme,

romanerne beskæftiger sig med, er Lisbeths og Mikaels evner og oplevelser ikke udelukkende for

mænd.

Han uddyber i en anmeldelse af Pigen der legede med ilden sine tanker om drømmescenarier ved at

kalde forfatteren for: ”en snu rad, som spiller på alle mulige former for ønsketænkning”:

Drømmen om at gemme sig og være usårlig samtidig med at man holder alle andre under

observation. (…) Drømmen om at være dygtig til noget, så dygtig at alle andre er chanceløse.

(…) Drømmen om at svømme i penge dyrkes også uhæmmet og sexdrømmen, når forfatteren

lader både Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist boltre sig ubesværet i sengen (…).120

De mange seksuelle eskapader kan appellere til seksuelle fantasier hos læserne. Ydermere kan

læserne fantasere om, at kunne købe alt, de ønsker, og Lisbeths hackerevner kan bevirke fantasier

om at være overlegen i forhold til alle andre mennesker. Fællesnævnerne ved disse drømme kan ses

som kontrol og magt. Vi har utallige muligheder, kan kontrollere omgivelserne og selv bestemme

119

Bjørnvig, ”Kvindehad”, Weekendavisen, d.22/12- 2005. 120

Bjørnvig: ”Vé den mand, der hader kvinder”, Weekendavisen, d.20/10- 2006.

over vores eget liv. Derudover viser romanerne en universel drøm om at tæmme en Don Juan. Både

Lisbeth og Mikaels nyeste elskerinde, Monica Figuerola, har et ønske om, at Mikael udelukkende skal

holde sig til dem. Lisbeths ønske er ikke så udtalt, men ligger implicit i slutningen på første roman,

hvor det gør ondt at se Mikael med en anden kvinde. Derudover får vi gennem Lisbeth og hendes

handlinger mulighed for at udleve vores aggressioner mod usympatiske mennesker, som fortjener

deres straffe. I romanerne er det tilladt at hævne sig, hvilket er en universel længsel, og derfor kan

virke tiltalende på læserne.

Jeg er enig med Bjørnvig i, at det er smart at fylde så mange ønskedrømme ind i de tre romaner. De

mange fascinerende superhelte- og heltindehandlinger i serien er hensigtsmæssige, da romanerne

hermed bliver mere eskapistiske og eksotiske, end de ville være, hvis eksempelvis Lisbeth var mere

ordinær. Det kan være fascinerende at læse om noget, som afviger fra det almindelige.

Hvad Millennium-trilogien angår, ønsker vi også at konfrontere det onde, farlige og skræmmende.

Romanerne indeholder ikke blot mord, men også negative voldsscener. Disse kan kaldes

mareridtshændelser. I trilogien stifter vi bekendtskab med angstfulde situationer, såsom at blive

begravet levende, tvangsindlagt og fastspændt til et sengeleje samt voldtaget af en ond sadist med

magt over ens penge. I Millennium-trilogien overværer vi Lisbeths møder med nogle skræmmende

karakterer, fx massemordere, voldtægtsforbrydere og sadister.

Ifølge Freud frembringer vores konfrontation med det uhyggelige i kunst og litteratur grimme og

undertrykte impulser, som vi er nødt til at fortrænge for at fungere i vores tilværelser.121

Det uhyggelige og undertrykte kan i Millennium-trilogien være vrede, angst og faren for at være

magtesløs og at blive myrdet. De skræmmende, voldsomme og voldelige scener i romanerne kan

derfor tjene en terapeutisk katharsis-funktion.

Ifølge filosoffen Kendall Walton erstatter voksenlitteratur børns leg, hvis formål er at

eksperimentere med roller, imitere voksne og behandle problemer. Et eksempel er, at børnene i

Auschwitz legede en leg, de kaldte ”at gå i gaskammeret”. Dette spil skulle forberede dem mentalt

på, hvad der ventede dem.122

121

Freud, 1972, p.217. 122

Walton, 1990, p.12.

Dette kunne tænkes at være tilfældet i romaner om mord og vold, da emnerne er skræmmende og

tabuiserede. Selv om vi ikke nødvendigvis selv kommer til at opleve noget lignende, så ved vi, at det

er muligt.

Eksempelvis Lisbeths liv giver os mulighed for at opleve situationer, som vi ikke har kontrol over, fx

voldtægt, vold, mord, tvangsindlæggelse og at blive levende begravet. Disse situationer er

angstprovokerende og kan derfor, ifølge Kock, virke fascinerende på en læser, som herigennem kan

opleve sin egen personlige angst og styre den.123 Vi forstår noget med vores underbevidsthed, som vi

ikke nødvendigvis ville være i stand til at opleve i det virkelige liv.

Vi har ikke blot mulighed for at blive aflastede gennem litteratur, men har også større kontrol over

negative situationer i litterære værker, da vi ikke rammes direkte på egen krop, men kan se andres

lidelser på afstand. Trilogien kan således både konfrontere os med, hvad vi frygter, og dæmpe vores

angst. Ydermere opsøger vi når vi læser kriminalromaner bevidst det farlige. Dette kan ses som et

udtryk for, at vi nyder det. Nydelsen af at læse om skræmmende og spændende situationer kan ses

som en modsigelse. Det er behageligt for os at læse om noget ubehageligt. Ydermere er der en

kontrast mellem opfattelsen af kriminalromaner som hyggelitteratur og det uhyggelige, som sker i

bøgerne.

Litteraten Gill Plain siger om kriminalromaners funktion:

Crime fiction in general, and detective fiction in particular, is about confronting and taming the

monstrous. It is literature of containment, a narrative that “makes safe”.124

Det nydelsesfulde i at kunne opleve destruktive og skræmmende elementer i et parallelt univers har

antageligt betydning for, at så mange mennesker fascineres af krimigenren.125

Antitesen mellem decentrering og dehabituering samt drøm og mareridt kan virke gribende og

fascinerende. Dog kunne modtagerne tænkes at forvente, at der til en vis grad er beundringsværdige

karakterer og grufulde situationer i kriminalromaner. Det specielle ved Millennium-trilogien er i den

henseende omfanget af ønskedrømme og mareridt, som er ganske stort i forhold til genren, hvilket

123

Kock, 1994, pp.329-333. 124

Plain, 2001, p.3. 125

Flere af mine teoretikere sammenligner læsning af kriminalromaner med at køre i rutsjebane. Vi

nyder at udsætte os selv for fare, men ved, at vi alligevel er sikre. Porter, 1981, pp.108-109.

kan være vigtigt for læsertilslutningen og salget, idet det gør romanerne mere eskapistiske og

konfronterende, end de ellers ville være.126

Da overraskelser, ifølge Brewer og Lichtenstein, er vellidte af læsere samt kan indebære variation,

vil jeg nu undersøge, hvori overraskelserne ligger, og vurdere, hvordan de kan påvirke læserne.

2.6 Overraskelser

Keplinger og Knobloch-Westerwicks undersøgelse viste, at overraskelse kan være vigtig for

læserpopularitet.127 Til trods for at deres undersøgelse kun omfattede puslespilsromaner, kan

konklusionen antageligt også overføres til andre mere hybride former for kriminalromaner som de

tre bøger om Lisbeth og Mikael. Undersøgelsen omhandlede specifikt overraskelser omkring

afgørelsen af mordsager, men kan udvides til også at omfatte andre aspekter ved romaner, da

overraskelser kan indebære fornyelse, som kan bidrage til, at værker bliver bestsellere.

Læserne bliver ifølge Brewer og Lichtenstein overraskede, fordi noget er udeladt uden læserens

viden. De udeladte informationer afsløres senere i teksten og giver læseren et nyt syn på

fortællingen.128 Et eksempel er, at en person rejser sig op og langsomt går hen mod vinduet. Vinduet

knuses, og manden falder død om. Et skud kan høres i det fjerne.129

Jeg finder, at denne definition er for unuanceret til at være fyldestgørende, da overraskelser ikke

begrænser sig til at vedrøre hændelser i et plot. Derudover kan tekster uden udeladelser sagtens

være overraskende, mens det lyder kringlet at sige, at noget er udeladt uden læserens viden. Det er

svært at afgøre, hvornår dette er tilfældet. Samtidig kan eksemplet, de bruger, ses som dårligt, da en

læser af en roman antageligt ved, at en morder forårsager mandens død og at gerningsmandens

identitet er udeladt. De følgende overraskelser passer nogenlunde til Brewer og Lichtensteins

plotorienterede definition.

I Mænd der hader kvinder får vi ikke at vide, hvorfor Mikael ikke forsvarer sig i en retssag. Senere

afsløres det, at årsagen til hans manglende forsvar var, at Wennerström gav ham falske beviser.

Dette gør, at vi kan revidere vores syn på sagen. Ydermere kan det opfattes som overraskelser, som

126

Den eskapistiske tendens kan være typisk for spionromaner, hvor heltens oplevelser ude i verden

gerne fremhæves, mens konfrontationen kan ses som et kendetegn ved krimigenren. 127

Knobloch-Westerwick og Keplinger, 2006, p.193. 128

Brewer og Lichtenstein, 1982, p.480. 129

Brewer og Lichtenstein, 1982, p.480-481.

vi ikke umiddelbart er bevidste om, at Lisbeth er Zalachenkos datter, og at Ronald Niedermann er

Lisbeths bror, hvilket ikke finder ud af før sent i Pigen der legede med ilden. Derudover kan

opdagelsen af, at den tilsyneladende sympatiske og godmodige Martin Vanger er en morder ses som

overraskende.

Jeg mener ydermere, at overraskelser i tekster kan ske gennem brud på genrekonventioner og

forventninger hos en modtager eller i tilfælde, hvor noget i handlingen viser sig at være anderledes

end forventet før læsning. En forfatter kan fx undlade at inkludere nogle typiske genretræk i sit værk

eller tilføje atypiske hændelser eller karakterer.

I Millennium-trilogien formår de overraskende omstændigheder at bryde med forventninger, hvad

løsningen i Mænd der hader kvinder angår. Svaret på Harriet-gåden er langt fra, hvad detektiver i

almindelige puslespilsromaner kommer frem til. Mikael tror, at han skal efterforske et mord, men

finder ved et tilfælde ud af, at der har været nogle helt andre seriemord og en nutidig skjult

seriemorder, som stadig dræber:

Sammen med Mikael havde hun optaget jagten på det, de troede var en seriemorder fra

fortiden. De havde fundet noget helt andet. Hun havde svært ved at forestille sig de rædsler,

der havde udspillet sig i Martin Vangers kælder midt i den velordnede landsbyidyl.130

Et andet uventet aspekt er, at Harriet Vanger ikke blev dræbt den dag, hun forsvandt, men flygtede

fra sin morderiske bror. Senere finder Mikael Harriet i Australien. Det formodede mordoffer er

således i live.

Endnu et overraskende element ved romanerne er, at detektiverne er atypiske. Mikael er hverken

excentrisk, alkoholiseret, komisk eller en melankolsk kunstnertype. Han er derimod ganske tilfreds

med sit liv og virke. Han kan opfattes som en kvindebedårer og et sexobjekt, som gentagne gange

bliver scoret af romanernes stærke kvinder. Det er ganske interessant, at hoveddetektiven i første

roman er relativt almindelig, mens hjælperen er sær.

Hackeren Lisbeth fungerer som hjælper i den første roman, bliver detektiv og mistænkt i nummer

to og detektiv samt anklaget i den tredje. Hjælperne i puslespilsromaner er som regel lidt dumme,

som fx Captain Hastings, men Lisbeth er uhyre intelligent og har en fotografisk hukommelse. Til

130

MDHK, p.444.

gengæld er hun socialt uintelligent. Derudover kan Lisbeth ses som en ny prototype på den

hårdkogte detektiv. Hun er en isoleret outsider og uven med systemet:

For hende var politiet en uklart defineret fjendtlig kampstyrke, hvis praktiske indsats gennem

årene havde bestået i at pågribe eller fornedre hende.131

Lisbeth er stærk og barsk, men sårbar, og går meget igennem, før hun efter ca. 1800 sider får hævn

og retfærdighed. Hendes sårbarhed kan fx ses i hendes status som umyndiggjort. Overraskelser kan

skabe variation.

En overraskelse kan markere en drejning fra det forudsigelige og forventede til noget uforudsigeligt

og uventet, og kan forbindes med positive elementer som gaver. Millennium-trilogien kan gennem

overraskelser tilfredsstille og aktivere læserne, da de må forholde sig til de overraskende aspekter og

vurdere, om de kan lide dem eller ej.

De overraskende elementers succes kan afhænge af læsernes selvværd.132 Dog sikrer det, at

karakteren Lisbeths største problemer løses, at selv læsere med begrænset selvværd antageligt er

tilfredse med slutningen på den sidste roman.

Romanerne forholder sig, efter min mening, til forventninger og overraskelser på en balanceret

måde, da der både leves op til genrekonventioner med gåder og opklaring, mens fx plotløsningen i en

enkelt roman og karakteregenskaber kan opfattes som overraskende.

Forudsigelighed kan opfattes som tilfredsstillende af nogle læsere, da den indebærer en tryghed,

mens overraskelser kan tilfredsstille læsere, som er åbne over for, at nye greb og karakterer tages i

brug. Millennium-trilogien har begge dele og kan derfor appellere bredt.

Fællesnævneren ved de fascinerende spændings- og læseraktiveringsfunktioner er, at de rummer

modsætninger. Fx bygger læseraktivering og suspense på skift mellem vished og uvished, intensitet

på vekslen mellem spænding og ro og katharsis på en kontrast mellem to modsatrettede følelser.

Ydermere kan vi gennem decentrering og dehabituering skiftevis gå helt ind i og helt ud af

karakterer, mens romanernes grundlæggende fantasifunktion: ønskedrømme og mareridt er en

antitese. Derudover opstår overraskelser på grund af en kontrast mellem forventninger og det, der

131

MDHK, p.222. 132

Keplinger og Knobloch-Westerwick, 2006, p.193.

sker og vises, i romanerne. Således er romanerne gribende og fascinerende på flere niveauer. De

mange modsætningsforhold kan være en afgørende årsag til, at romanerne er blevet bestsellere.

Patosskabende og persuasive antiteser

2.7 Pentade med plottets antagonister

I det følgende vil jeg analysere karakterernes funktioner og mål i Millennium-trilogien. Jeg har valgt

Kenneth Burkes pentade som analyseredskab, fordi der er en konflikt mellem det gode og det onde,

repræsenteret af Lisbeth Salander og venner, der kæmper mod sektionen for specialanalyse og deres

hjælpere. Derudover har vi en relativt fremstående plotstruktur, som gør det nærliggende at belyse

personernes funktioner og motiver for handling.

Pentaden er en analysemodel, der kan bruges til at beskrive karakterers situation, dvs. deres

grundlæggende motivation for at handle og måden de redegør for deres handlinger på. Den består af

fem elementer: act (hvad skete der?), scene (hvor/under hvilke omstændigheder skete det?), agent

(hvem gjorde det?), agency (hvordan/ved hjælp af hvad gjorde han det?) og purpose (hvorfor/hvad

var formålet med handlingen?).133 Agent kan igen have coagents, der hjælper ham, og counteragents,

som modarbejder ham.134 Dertil mener Burke, at hvis et element er fremhævet i teksten, afspejler

det en filosofisk retning.135

133

Burke, 1969a, p.XV. Originalens romertal. Jeg har valgt at bruge de engelske termer frem for at

oversætte dem til dansk, men med danske forklaringer. 134

Burke, 1969a, p.Xxii. Originalens romertal. 135

Burke, 1969a, p.200.

Jeg har valgt at finde, hvilke elementer der er vægtede ved agenterne og modagenterne i

Millennium-trilogien. Jeg vil se på det pentade-aspekt, som er fremhævet hos selve karaktererne, og

ikke i den generelle fortælling. Dette er gjort for at belyse karakterernes årsager til at handle og at

kunne sammenligne dem. Jeg har fokuseret på hovedpersonerne og repræsentanter for de vigtigste

modstandere. Ydermere har jeg valgt at bruge scene i en anden betydning end Burke. Dette skyldes,

at jeg er mere interesseret i plottets centrale grundsituation end omstændighederne. Scene bruges

derfor til at vise det miljø, agenterne hører til i, og til herigennem at karakterisere dem.

Agent: Lisbeth Salander

Scene: mystisk hackermiljø

Acts: forsvar og opklaring

Purposes: hævn og retfærdighed

Agencies: hacking og vold

Lisbeth Salander er romanernes omdrejningspunkt. Hun er detektiv, mistænkt, offer og bøddel i en

person. Ydermere er hun romanernes handlende heltinde. Lisbeths handlinger er afgørende for, at

hun er umyndiggjort og mistænkt for mord.

I Lisbeths tilfælde er der fokus på act, hvilket ifølge Burke betyder, at hun er realist.136 Mere

specifikt kan Lisbeth betegnes som pessimist, idet hun er mistroisk og forventer det værste.

Den filosofiske retning realisme er moralsk, og det centrale ved denne er antagelsen af, at der

findes emner, som gør det rigtigt eller forkert at handle, og at ens handlinger kan være gode og onde.

Et verdenssyn må passe til verden som den er, og verdenssynets formål er at gøre det rigtige.137

Lisbeth forholder sig til virkeligheden og handler ud fra den. Der er hverken overtro eller højere

idealer på færde. I stedet, handler hun ud fra sin egen logik om, at det er i orden at hævne sig på de

mennesker, hun synes er onde. Retfærdighed er sekundær i forhold til ønsket om at få hævn for de

grusomme handlinger, hun er blevet udsat for.

136

Burke, 1969a, p.200. 137

Craig, 1998, ”Moral Realism”, pp.534-539.

Coagent: Mikael Blomkvist

Scene: redaktionen på Millennium

Acts: opklaring og afsløringer

Purposes: retfærdighed og hævn

Agency: journalistisk research

Mikael er den vigtigste af Lisbeths hjælpere. Derudover hjælper medarbejderne på Millennium,

Dragan Armanskij og andre fra Milton Security, politifolkene Sonja Modig og Jan Bublanski, Torsten

Edklinth og Monica Figuerola fra Grundlovsbeskyttelsen i Sikkerhedspolitiet, Plague og Trinity fra

hackerfællesskabet Hacker Republic samt Lisbeths forhenværende formynder, advokaten Holger

Palmgren.138

Mikael fokuserer som coagent mest på agent. Herigennem skulle han ifølge Burke være idealist.139

Filosofisk står idealisme for, at sjælen er den grundlæggende realitet, vi ser alt igennem. Åndelige

værdier skaber virkeligheden. Ifølge Platon er den fysiske verden uvirkelig i forhold til

bagvedliggende ultimative realiteter, fx idéer, som skaber værdier.140 Idealisme er således subjektiv

og vægter det enkelte menneskes moralske værdier.

Mikael Blomkvist er utrættelig i sin søgen efter at finde sandheden om agent Lisbeth. Derudover

engagerer han sig i at hjælpe hende mod sektionen. Ydermere tror han på demokratiet som en

styreform, der skal forsvares.141 Han synes, at mennesker, der udnytter andre mennesker, er onde,

og bruger journalistisk research som agency i kampen for at afsløre uetiske mennesker i bladet

Millennium.142 Lisbeth Salander har følgende syn på ham:

138

Romanerne har et stort persongalleri. Derfor er alle hjælpere og modstandere ikke nævnt her, blot de

vigtigste repræsentanter for grupperne. 139

Burke, 1969a, p.200. 140

Craig, 1998, “Idealism”, pp.662-669. 141

LDBS, p.395. 142

MDHK, pp.66-67.

Hun opfattede ham som et godt menneske, muligvis med et til tider lige lovlig dominerende

duksedreng-kompleks. Og desværre uudholdeligt naiv, hvad angik visse elementære moralske

spørgsmål. Han var en overbærende og tilgivende natur, der søgte forklaringer på og

psykologiske undskyldninger for menneskers handlinger, og som aldrig ville kunne fatte, at

verdens rovdyr kun forstår ét sprog.143

Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist kan i kraft af de modstridende verdenssyn ses som

modsætninger, der samarbejder, hvilket kan virke gribende og fascinerende på modtagerne.

Ydermere kan det være underholdende at følge dem i deres detektivarbejde, da de grundlæggende

er uenige om, hvordan verden fungerer.

Selv om Mikael er idealistisk, er han momentvis drevet af hævntørst. Fx da han bliver dømt for at

have bagvasket finansmanden Hans-Erik Wennerström. Årsagen til, at han tager sagen om Harriet er,

at Henrik Vanger lover at give ham belastende oplysninger om Wennerström. Dog er idealerne om

retfærdighed og demokrati stærkere end hans ønske om hævn. Derudover kan hans paranoia i

Luftkastellet der blev sprængt og tendensen til at indlede uforpligtende og uansvarlige forhold til

kvinder nuancere ham.

Counteragent: Fredrik Clinton

Scene: sektionen for specialanalyse i Sikkerhedspolitiet

Act: har spærret Lisbeth inde på psykiatrisk afdeling

Purpose: at dække over sandheden om Zalachenko

Agencies: at tvangsindlægge Lisbeth igen, medarbejderne, spionage

Formanden for en del af modstandergruppen, sektionen for specialanalyse i Sikkerhedspolitiet, er

Fredrik Clinton, som er pensioneret og genindkaldt til tjeneste. Denne modstandergruppe består

desuden af politimanden Hans Faste og politianklager Rickard Ekström samt psykiateren Peter

Teleborian. Ydermere indgår Alexander Zalachenko og Ronald Niedermann. Disse samarbejder om at

143

MDHK, p.527.

beskytte sandheden om Lisbeths far, Alexander Zalachenko, og at få Lisbeth Salander dømt og

tvangsindlagt på livstid.

Hos Fredrik Clinton vægtes agency, hvilket betyder, at Clinton er pragmatiker.144

Filosofi skal hos pragmatikere gøre os i stand til at handle mere effektivt.145 Der er således en

tendens til at se sproget som bærer og medfører af handling. Ydermere skal repræsentationer,

såsom symboler, koncepter og ytringer opfattes som instrumenter og tjene passende formål.146

Dette indikerer en vis fleksibilitet i valget af udtryk, og at midler defineres ud fra brug.

Clinton er villig til at skifte strategi efter omstændighederne. Da gruppen finder ud af, at

Millennium vil udkomme med sandheden om Zalachenko og sektionen for specialanalyse får Clinton

nogle af sine undersåtter til at lægge kokain og penge i Mikaels lejlighed, hvorefter han giver

lejemordere ordre til at slå ham ihjel. Eftersom Clinton er en døende nyrepatient, er han afhængig af

at bruge sine kolleger som agency.

Counteragent: Alexander Zalachenko

Scene: hemmeligt kriminelt miljø

Acts: vold og mord

Purpose: hævn

Agency: Ronald Niedermann

Omdrejningspunktet i denne gruppe af modstandere er Alexander Zalachenko, hvis historie for

enhver pris skal holdes hemmelig. Siden Lisbeth i 1991 smed en brandbombe efter ham, har

Zalachenko været fysisk svækket og nødt til at bruge Ronald Niedermann som lejemorder.

Zalachenkos primære mål er at dræbe datteren Lisbeth som hævn.

144

Burke, 1969a, p.200. 145

Craig, 1998, “Pragmatism”, pp.633-640. 146

Craig, 1998, “Pragmatism in Ethics”, pp.640-643.

Hvad Zalachenko angår, er fokus på purpose. Hævnlysten får ham til at slippe taget i sine

forretninger, hvilket fører til hans undergang. Ifølge Burke betyder vægtningen af purpose, at

Zalachenko er mystiker.147

Den filosofiske retning mysticisme er svær at definere. En fællesnævner er troen på, at en form for

bevidsthed kan blive forenet med en ultimativ virkelighedsorden, fx en gud, en religion eller en

repræsentant for et verdenssystem. Der er fokus på oplevelsen af noget skjult, som giver ny indsigt

og viden samt et overordnet mål.148

Zalachenkos mysticisme kan ses i hans gamle profession som spion, hvor han har stiftet

bekendtskab med den hemmelige sovjetiske spionorganisation GRU og statshemmeligheder.

Efterfølgende har han levet af at påtage sig falske identiteter. I romanerne er Zalachenko mystisk og

skjult. Han findes ikke i folkeregistret, men har derimod det falske navn Karl Axel Bodin. Alexander

Zalachenko lever desuden en hemmelig tilværelse på en gård, hvorfra han styrer sit trafficking- og

narkotika-imperium.

Plottets opdeling i tilhængere og modstandere udgør en afgørende strukturel, tematisk og

plotorienteret antitese og gør det, efter min mening, relevant at undersøge, hvordan appelformen

patos kan ses i romanerne.

2.8 Patos

Patos er yderst karakteristisk for romanerne. Der appelleres til modtagernes vrede og forargelse over

måden, Lisbeth er blevet behandlet på. Da Lisbeth ligger på Zalachenkos køkkenbænk med kugler i

ben, hofte og hoved, siger fortælleren:

FOR FØRSTE GANG i sit liv – i det mindste siden hun forlod det tidlige barndomsstadie – havde

Lisbeth Salander ikke kontrol over sin situation. Gennem årene havde hun været indblandet i

slagsmål, var blevet udsat for vold, havde været genstand for både offentlig tvangsindlæggelse

og private overgreb. Hun havde taget imod langt flere slag mod både krop og sjæl, end noget

menneske burde udsættes for.149

147

Burke, 1969a, p.200. 148

Craig, 1998, “Nature of Mysticism”, pp.627-633. 149

PDLMI, p.600. Romanens versaler.

Der bruges en opremsningsteknik, som bevirker en ophobning af udtryk, hvilket virker inciterende og

understøtter appellen.

I følgende eksempler viser flere karakterer indignation og vrede på Lisbeths vegne:

(Sonja Modig til Jan Bublanski:) ”jeg bryder mig ikke om det her med Ekström og Faste og en ny

retssag. Du har læst Björcks rapport. Jeg har læst Björcks rapport. Hun kom ned med nakken i

1991, og det ved Ekström. Hvad fanden sker der?”150

(Jan Bublanski til Rickard Ekström:) ”Rickard … det forholder sig således: Lisbeth Salander er

blevet udsat for en række retsovergreb, der allerede begyndte, da hun var barn. Jeg har ikke

tænkt mig at lade det fortsætte (…).”151

(Mikael Blomkvist til statsministeren:) ”Lad mig forklare en ting … jeg er pissesur. Jeg er så pisse

hamrende sur på staten, regeringen og Säpo og disse satans idioter, som helt uden grund

spærrede en 12-årig pige inde på en psykiatrisk afdeling og bagefter sørgede for at

umyndiggøre hende.”152

Lisbeths hjælpere er typisk vrede over modpartens handlinger, hvilket viser, at patos opstår i og

udspringer af det antitetiske forhold mellem de to modparter. De mange vrede ytringer kan

ydermere opfattes som amplificatio. En potentielt lille sag om Lisbeth Salander bliver forstørret, så

den betyder meget for adskillige mennesker, som alle rammes af vrede eller harme. Selv

statsministeren i Sverige bliver involveret.153

Amplificatio kan, grundet den centrale forstørrelse af sagen, gøre udtrykket utroværdigt. Andre vil

finde det overbevisende med den kvantitativt store mængde udbrud på Lisbeth Salanders vegne. En

tredje mulighed er, at gentagelserne af følelsesudbrud kan opfattes som monotone. Læserne er dog,

på grund af de meget følelsesladede udbrud, antageligt ikke i tvivl om, at de skal synes, det er synd

for Lisbeth.

Karakterernes vrede, skænderier og tendensen til at kalde hinanden nedsættende skældsord kan

forstærke deres troværdighed hos læserne. Kraftudtryk kan virke fremhævende og bestyrke

150

LDBS, p.251. 151

LDBS, p.34. 152

LDBS, p.381. 153

LDBS, p.381.

ytringerne. Ydermere kan den voldsomme vrede gøre personerne mere interessante at læse om, da

stærke følelser generelt er underholdende. Dog er patos traditionelt knyttet til kortvarende følelser,

hvilket gør, at der er grænser for patoseffekten. Samtidig fremsætter romanerne nogle synspunkter,

som læserne må vurdere.

Ifølge D. W. Harding, som var en af de første, der forskede i læseoplevelser, inviterer litteratur

læseren til at acceptere eller forkaste nogle værdier i dialogen. Selv om læseren ikke kan svare igen,

er han eller hun aktiv i at tage stilling til, hvad fortælleren foreslår, at vedkommende skal mene om

karakterer og hændelser.154

I Millennium-trilogien må vi godkende eller vrage den grundlæggende vrede over måden, Lisbeth er

blevet behandlet på, og at hendes modstandere er onde. Det er et grundvilkår, at Lisbeth er god.

Romanerne taler i denne forstand til de frelste. Ydermere er det en basal antagelse, at

kvindehadende mænd er onde. Mikael Blomkvist udtrykker trilogiens morale:

Når alt kommer til alt, drejer det sig jo ikke først og fremmest om spioner og statslige sekter,

men om almindelig vold mod kvinder og de mænd, der gør det muligt.155

Heri ligger en feministisk dagsorden, at vold mod kvinder er uacceptabel. Da de fleste læsere

antageligt ser vold som frastødende, er det nemt at tilslutte sig romanernes syn på mænd, der øver

vold mod kvinder. Engagementet i trilogiens patosappel afhænger ydermere af den enkelte læsers

erfaringshorisont.

Hvis hændelserne, karaktererne udsættes for, ligner nogle, vi selv har kendskab til eller har erfaret,

vil disse, ifølge Miall, virke endnu stærkere på modtagerne.156 Vores kontekst afgør således, hvor

stærkt vi reagerer på teksten og hvilke teksttræk, der er mest virkningsfulde. Hvis vi eksempelvis

føler vrede over for en person i vores eget liv, kan fortællingernes vrede antageligt spejle og

forstærke denne. Derudover er læsere generelt loyale over for hovedpersoner i fortællinger. Selv hvis

Lisbeth ikke var sympatisk, ville en læser typisk reagere med vrede over, at andre karakterer bagtaler

eller ønsker noget dårligt for protagonisten.

154

Harding, 1962, pp.139-140. 155

LDBS, p.615. 156

Miall og Kuiken, 2002, pp.226-227.

Psykologerne Sara Davis og Els Andringa har undersøgt læseoplevelserne, nogle

universitetsstuderende fik gennem at læse ”A Rose for Emily” af William Faulkner, hvor

hovedpersonen er mystisk, idet der kun er ydre syn på hende, og fortællerstemmen består af byens

beboere, som vurderer og sladrer. Undersøgelserne viste, at læserne udviklede en medlidenhed med

og loyalitet over for den mystiske Emily og blev vrede over fortællerstemmens måde at tale om

hende på.157 Det samme kunne tænkes at være tilfældet i Millennium-trilogien, hvor flere personer

omtaler Lisbeth som en sindssyg luder, der skal dø eller låses inde på en galeanstalt.158 Bagtalelse kan

engagere læserne og få dem til at tage stilling i kampen mellem Lisbeth og de andre.

Ifølge Miall er de evaluerende følelser under læsning nydelse, glæde, frustration og

tilfredsstillelse.159 Disse sættes igennem patosbrugen i gang og motiverer os til at læse videre.

Derudover får de os gerne til at tage stilling til og reflektere over det, vi læser. Vi kan nyde de mange

skænderier, glædes over Lisbeths ukuelige aggressioner, frustreres over, hvor modbydelige enkelte

karakterer er, samt få tilfredsstillet vores behov for underholdende konfrontationer. Konflikterne kan

ses som dramatiserende virkemidler.

Ifølge Cawelti benyttes der i det sociale melodrama intensiverende effekter for at øge den

følelsesmæssige magt over modtageren.160 Dette kan opnås ved i høj grad at lade fortællingen bestå af

skæbneafgørende kriser, konflikter og trusler. Ydermere er der bratte skift mellem ekstreme følelser.

Disse får gerne modtagerne til at overreagere og føle glæde, sorg, frygt eller vrede.161 Det sociale

melodrama giver læserne et indtryk af, at de får lov til at se ind bag kulisserne. Fx kritiseres

samfundsforhold, mens mennesker med magt vises som korrupte og ondsindede.162

Dette er efter min mening tilfældet ved Millennium-trilogien. Vi får fx lov til at se, hvordan en

selvstyrende enhed i det svenske Sikkerhedspoliti konspirerer for at dække over sandheden om en

russisk afhopper, mens sociologiske emner som vold mod kvinder og trafficking kritiseres.163 Der er

157

Davis og Aldringa, 1995, p.241. 158

Teleborian tænker fx under retssagen: Hun kommer til at underskrive sin egen dødsdom i retten.

LDBS, p.504. Originalens kursivering. Zalachenko siger til en fra sektionen: ”(…) Men hun skal væk.

Hendes vidneudsagn skal erklæres for ugyldigt. Hun skal tvangsindlægges på livstid.” LDBS, p.82. ”I

advokat Bjurmans øjne var konklusionen klar: Lisbeth Salander var en luder, der hørte til længst nede

på den sociale rangstige.” PDLMI, p.37. 159

Miall, 2006, p.44. 160

Cawelti, 1976, pp.44-47. 161

Cawelti, 1976, pp.263-268. 162

Cawelti, 1976, pp.260-261. 163

Det sociale melodrama kan ses som en kombination af melodramaet og en form for realisme, hvor

historiske eller sociale fænomener belyses og kritiseres. Afslutningen er i begge tilfælde moralsk

tilfredsstillende. Cawelti, 1976, pp.261-262.

desuden mange konfrontationer og konflikter, og karaktererne føler skiftevis had eller kærlighed,

vrede eller glæde. Der appelleres således til stærke og enkle følelser hos læserne.

Skiftene er ydermere i flere tilfælde bratte. Eksempelvis begynder en person pludselig at skyde

efter Mikael Blomkvist, som er på løbetur, eller Lisbeth bliver rasende, da hun midt i det hele ser

Peter Teleborian på sin fjernsynsskærm.164 Der er flere peripetier, såsom mødet mellem Lisbeth og

Zalachenko, og nogle af karaktererne hader hinanden, fx Lisbeth og Zalachenko. Deres status som

datter og far står i kontrast til den gængse betydning af at være forælder og barn. Hadet kan øge

spændingen mellem dem og vores interesse som læsere.

Patos bør i kraft af dens korte og intensive virkning afveksles med logos og etos for at virke

balanceret i ytringen. Det er derfor uhensigtsmæssigt, hvis der er alt for megen patos.

I Millennium-trilogien er der i perioderne mellem replikker og konfrontationer fortællerepisoder,

som er præget af logos. Der forekommer flashback-afsnit, hvor eksempelvis historien om sektionen

for specialanalyse i Sikkerhedspolitiet eller hvordan man hacker sig ind i computere opridses. Disse

bevirker i kraft af mange små detaljer overvejende en kombination af saglighed og evidentia.

Derudover er der en del tekniske enkeltheder. Fx gengiver fortælleren Lisbeths tanker, efter at

hendes gamle computer er gået i stykker:

Hun faldt ikke uventet for det bedst tænkelige alternativ: den nylancerede Apple PowerBook

G4/1.0 GHz i aluminium med en PowerPC 7451-processor med AltiVec Velocity Engine, 960 Mb

RAM og 60 Gb harddisk. Den havde BlueTooth og indbygget cd- og dvd-brænder.165

Selv de mange bikarakterers fødested, ungdom og voksenliv opridses relativt detaljeret og

forholdsvis nøgtern, hvilket signalerer logos. Vi får fortalt, hvad karaktererne mener, og hvorfor de

handler, som de gør, og de mindste enkeltheder i deres udseende og på deres indkøbslister bliver

systematisk beskrevet. Fx:

Hun satte kurs mod 7-Eleven, hvor hun købte shampoo, tandpasta, sæbe, tykmælk, mælk, ost,

æg, brød, frosne kanelsnegle, kaffe, Liptons teposer, syltede agurker, æbler, en familiepizza og

en stang Marlboro Light. Hun betalte med Visakort.166

164

PDLMI, p.379. 165

MDHK, p.212.

Det faktum, at vi åbenlyst får fortalt, hvad vi skal mene om karaktererne, kan på den ene side gøre

romanerne let tilgængelige og afslappende at læse. Modsat kan tendensen til at fortælle frem for at

vise virke irriterende på en læser, som gerne vil have lov til at drage sine egne konklusioner.

Tendensen til detaljefiksering står dog i kontrast til romanernes obscuritas.

Til trods for den stærke patosappel, er der en tendens til formel stil. Fx: ”Bjurman hvinede gennem

tapen, da Lisbeth brutalt spredte hans balder og jog dildoen op i det dertil indrettede hul.”167

I dette hypotagme er der forskel på det direkte ”at jage en dildo op” og det indirekte ”dertil

indrettede hul”, som i sammenstillingen virker besynderligt og giver en kontrastvirkning. Juridisk stil

er saglig og logospræget, hvorimod det, at jage en dildo op, er patospræget. Dette bevirker en vis

ironisk komik. Bjurman er advokat, og ytringen kan forstås som en reference til juridisk sprogbrug og

tænkes at imitere den typiske embedsmandsstil.

Romanernes kulmination omfatter afgørelsen på Lisbeths retssag og strækker sig over ca. 36

sider.168 Dette kunne let være blevet for meget. Der findes dog en blanding af vrede og indignation

på Lisbeths vegne, dvs. patos, og juridisk sprogbrug, ekspliciteret argumentation og gendrivelser,

hvilket markerer logos. Dette dæmper patosappellen og gør, at sektionen kan opfattes som

nogenlunde hensigtsmæssig.

Da der veksles mellem relativt korte og stærkt melodramatiske øjeblikke med patos og

længerevarende logosprægede detaljerede fortællinger om eksempelvis sektionen for specialanalyse

og opklaringsprocesser, hvor detektiverne på saglig og intellektuel vis forsøger at finde svar,

balancerer værket alt i alt hensigtsmæssigt mellem patos og logos.

Nu vil jeg vurdere, hvordan det forholder sig med trilogiens samlede etos. Jeg bruger Aristoteles’

tre kriterier: eunoia, phronesis og areté.169

Millennium-trilogien opfylder i høj grad eunoia, idet den kan give læseraktivering, suspense,

intensitet, decentrering, dehabituering, katharsis og en afrundet afslutning samt overraskelser og

modsætninger, som alle er yderst læservenlige størrelser. Romanerne tilfredsstiller læselysten, giver

nydelse, forløsning, vækker spænding, griber og fascinerer.

166

PDLMI, pp.71-72. 167

MDHK, pp.252-253. 168

LDBS, pp.581-616. 169

Fafner, 2000, p.37.

Hvad phronesis angår, har bøgerne flere yderst kompetente mennesker med særlige evner og

succesfulde karrierer. Fx er Lisbeth fantastisk god til at hacke sig ind i menneskers computere, mens

Mikael er en glimrende detektiv og journalist. Ydermere kan romanernes slutning ses som et udtryk

for, at de gode karakterers fornuft sejrer over modstandernes vanvid. Derfor lever romanerne i høj

grad op til aptum med hensyn til phronesis.

I henhold til areté, begås der i teksterne nogle brud på aptum, idet Lisbeth bryder loven. Hendes

handlinger forsvares med, at de onde har fortjent det, og at målet, at opklare sagerne eller hævne

sig, helliger midlerne. Selv om romanernes moral ligger ved siden af samfundets, er den

utilstrækkelige areté ikke vidtgående nok til at ødelægge læseoplevelsen. Derfor kan etos alt i alt ses

som en tilfredsstillende og tilpas distribueret appelform.

Det specielle ved Millennium-trilogien som kriminalromaner er, at de har stærke elementer af

socialt melodrama, hvilket ikke nødvendigvis indgår i læsernes forventninger til tre kriminalromaner.

Dette kan være en vigtig årsag til, at romanerne er blevet bestsellere.

Da patos i romanerne understøttes af to antitetiske verdenssyn, hvor det ene på melodramatisk vis

er det rigtige, vil jeg nu undersøge den tematiske, strukturelle og plotorienterede antitese nærmere.

2.9 Den melodramatiske modsætning

Ud over de mange indbyggede modsætninger i måderne, romanerne griber læserne på, er der en

kontrastvirkning i plottets agon mellem pentadens agent, coagents og counteragents. De gode

ønsker at få Lisbeth renset. De onde gør alt, de kan, for at skade Lisbeth og få hende spærret inde på

en psykiatrisk afdeling. Der forekommer skænderier, hacking og i nogle tilfælde vold.

I striden indgår der en art krigsmetaforik. Fx gentagelser af udtryk som ”fjenden”, ”udradere” og

”krig”. Disse ytres af Lisbeths hjælpere såvel som opponenter. Lisbeth bliver derudover metonymisk

forbundet med amazonekrigere i de indledende epiloger i Luftkastellet der blev sprængt. Der dvæles

ydermere ved hendes krigeriske egenskaber, fx siger flere karakterer, at Lisbeth er på jagt eller

hævntogt.170

170

Fx i PDLMI, p.559.

Lisbeths fremstilling som kontrær og kompromisløs kriger kan tale til læsernes beundring og

ærefrygt. Derudover kan det være fascinerende at læse om en person, der aldrig giver op, bliver ved

med at kæmpe og er uovervindelig. Antagonismen mellem de gode og onde giver ydermere

modtagerne nogle forventninger til udfaldet.

Atkinson kalder teknikker, som under visse omstændigheder kan få mennesker til at klappe,

claptraps.171 Taleren må ved brug af disse bidrage med informationer nok til at modtagerne kan

forvente, hvornår budskabet er komplet.172 ”Os mod dem”-strategier kan være led i claptraps:

Contrasts work in such a way as to have considerable advantages both for projecting a

completion point and for delivering a punch line that is likely to appeal to an audience in a way

that is similar to that of the punch line of a good joke.173

I sammenhængen med de to stridende parter forventer vi forløsning og et svar, der kan sætte

modparten på plads. Hvad klap angår, er det ikke nødvendigvis udtryk for god retorik, men

effektivitet i øjeblikket. Der kan under læsningen af Millennium-trilogien være en momentan

tilslutning til og begejstring for det læste, hvilket indikerer, at interaktionen mellem værk og læser

fungerer.

Det, at det rigtige verdenssyn sejrer, kan appellere til vores ønske om, at gode mennesker bliver

belønnet og fremvise en enkelhed, som vi sjældent oplever i det virkelige liv. Simpliciteten og den

lykkelige løsning af problemerne kan således have en eskapistisk funktion for læserne.

Da størrelse og fremtoning har betydning for modtagernes eunoia for karakteren, kan den lille,

spinkle Lisbeth formodentlig vække stærkere sympati i læserne, end hvis hun var stor og muskuløs.174

Dog bliver Lisbeth visse steder beskrevet som et rovdyr, og hun er ikke entydigt uskyldig, hvilket jeg i

afsnittet om hendes karakter og etos vil uddybe. Derudover kan plottets opdeling i to stridende

modparter, hvor Lisbeth og hendes tilhængere vinder, ses som en art ”David mod Goliat”-plot, hvor

den undervurderede og lille umyndiggjorte vinder over en langt større og stærkere overmagt, fx en

171

Jeg har valgt at beholde den engelske betegnelse, da dens rim virker mere belysende for situationer,

hvor modtagerne drives til at klappe. 172

Atkinson, 1984, p.50. 173

Atkinson, 1984, p.73. 174

Fafner understøtter fx vigtigheden af etos med en Holberg-fabel, hvor dommeren konkluderer, at:

”endskiønt begge Moraler vare lige gode i sig selv, kunde de dog ikke dømmes at være lige gode,

saasom den eene var holden af en uskyldig Stork, men den anden af en Rov-Fugl.” Fafner, 2000, p.36.

del af det svenske Sikkerhedspoliti og en anerkendt psykiater. Dette virker formodentlig

tilfredsstillende på modtagerne. Lisbeths modstandere får dog mulighed for at redegøre for deres

handlinger.

En tredjepersonsfortæller gengiver karakterernes tanker på skift, hvilket på den ene side kan ses

som en art controversia. Vi får et indblik i, hvad Lisbeths fjender tænker. Dog er det tydeligt, hvor

sympatien ligger, da de vrede og indignerede røster får det sidste ord i de lange romaner. Lisbeth

bliver frikendt og de onde får deres straffe. Dertil er modparten usympatisk.

Nogle af fjenderne bliver beskrevet som uvidende og lettere komiske, såsom Hans Faste, der tror

på fremstillingen af Lisbeth som sindssyg, lesbisk satanist og mener, at lesbiske ikke er rigtige

kvinder, og Rickard Ekström, der accepterer spionernes fortællinger om Lisbeths fortid og er benovet

over, at repræsentanter for Säpo betror sig til ham. Andre er perverse, hvilket afsløres i deres

ualmindeligt onde tanker og computerindhold. Deres professioner som beskyttere står i modsætning

til deres måde at agere på eller seksuelle præferencer. Far Zalachenko er en mordlysten lejemorder,

der synes, at datteren er grim og ønsker hende død.175 Værgen Bjurman er en sadist, som voldtager

Lisbeth, og børnepsykiateren Teleborian er pædofil, hvilket gør det nemt for modtagerne at være

enige med Lisbeth i, at de er usympatiske, og at hun har ret til at hævne sig på dem. Der er

strategiske og psykologiske fordele ved at inddrage modstandere i fortællinger.

Ifølge Burke kan vi opnå en art katharsis gennem udryddelsen af en eller flere syndebukke

(scapegoats). Vi straffer herigennem det problematiske i os selv, som om det var noget eksternt.176

Disse findes i tre varianter: de gode, som må dø for andres synder, de onde, der har forbrudt sig mod

moralske love, og de tragiske, som overvurderer sig selv og straffes af skæbnen.177

Burkes idé om litteraturs syndebuk-funktion kan, ganske som katharsis, virke relativt hypotetisk og

abstrakt, da det er svært at bevise empirisk, at mord eller død symboliserer en ny begyndelse, og at

vi genfødes rituelt og herigennem får det bedre og forandres. Dog har litteratur antageligt en

katharsis-funktion. Gennem læsning kan vi lære noget om os selv og andre, vi kan komme af med

følelser, og vi får det formodentlig bedre af at mobilisere os mod en fælles fjende. Katharsis

indebærer i dette tilfælde ikke medlidenhed og frygt, men aggressioner, vrede og had.178

175

PDLMI, p.577. 176

Burke, 1969, p.18. 177

Burke, 1973, pp.40-41. 178

Miall og Kuiken fremhæver, at Aristoteles i forbindelse med en beskrivelse af katharsis gennem

musik bruger udtrykket ”medlidenhed, frygt og enhver emotionel natur”, hvilket kan forstås som, at

Ofrene Dag Svensson og Mia Bergman kan karakteriseres som gode, men er så lidt belyst, at de

antageligt har svært ved at vække stærke følelser hos modtagerne. Ydermere er livshistorierne om

de mange ofre for Gottfried og Martin Vanger samt Ronald Niedermann ikke særlig detaljerede.

Mordene kan virke uhyggelige, makabre og onde, og de kan antageligt vække en smule medlidenhed

og sorg, men ikke i høj nok grad til, at de dræbte kan kvalificere sig til at være syndebukke, som vi

kan projicere flere følelser over på. Derfor kan romanernes skurke, efter min mening, bedre fungere

som syndebukke.

I trilogien er syndebukkene ikke uskyldige mennesker, som behandles uretfærdigt, dvs. mennesker,

som får skylden for noget, de ikke har gjort, men derimod syndebukke i Burkes forstand, altså onde

mennesker, som har brudt såvel moralske som juridiske love. Flere af skurkene dør. Seriemorderen

Martin Vanger dræbes i en bilulykke, og nogle af menneskene, der har været med til at konspirere

mod Lisbeth, får juridiske straffe. Andre, som Zalachenko, Bjurman og Niedermann, bliver slået ihjel

på voldsom vis.

Igennem syndebukkene opstilles der et tekstuelt ”os mod dem”. Opstillingen af en modsætning

med en fjende udvirker en fællesskabsfølelse hos modtagerne, som identificerer sig med det gode og

renses for det onde. Det kan derfor være tilfredsstillende og terapeutisk at læse om onde

mennesker, som straffes for deres handlinger. Det faktum, at vi får lov til at lægge alle vores

aggressioner over på en fælles fjende, kan betegnes som et yderst effektivt greb og en

psykodynamisk fordel ved at læse Millennium-trilogien.179

Det kan appellere til vores sans for retfærdighed, at onde karakterer dør. Det kan desuden virke

betryggende at de ondes handlinger får konsekvenser, mens glæden over skurkenes lidelser kunne

tyde på skadefryd.180

Da Lisbeth er den centrale person i meningsdivergensen mellem de gode og de onde og forbundet

med patos, vil jeg nu undersøge hendes karakter og etos nærmere.

katharsis også kan have omfattet andre følelser end medlidenhed og frygt. Miall og Kuiken, 2002,

pp.234-235.

179

Atkinson, 1984, p.40. 180

Digteren W. H. Auden sidestiller desuden morderen i puslespilsromaner med en syndebuk. Auden, 1980, p.17.

2.10 Lisbeth og hendes etos

Der er iøjnefaldende ligheder mellem Lisbeth Salander og Pippi Langstrømpe. Hun har en fraværende

far, er antiautoritær, stærk, gør, hvad hun har lyst til, og klarer sig altid. I teksten sammenlignes

Lisbeth flere gange med Pippi.181 Den oprindelige Lindgren-karakter, Pippi Langstrømpe, lader sig ikke

påvirke af andres syn. Lisbeth kan dog ikke betragtes som helt ligeglad med, hvad andre mener om

hende, idet hun køber nye bryster. Lisbeth er således utraditionel som Pippi-karakter. Dog kan

brystforstørrelsen ses som et tegn på, at Lisbeth gør, hvad hun vil, også selv om det er politisk

ukorrekt. Lisbeths sprog er hårdkogt, råt og direkte:

”Så du er altså sadist,” sagde hun konstaterende. ”Kan du lide at stikke ting op i røven på folk,

hva’?”182

Du skal få en gave af mig, så du aldrig vil glemme vores aftale.183

”Sig godnat,” sagde hun.184

Hun kalder en dyb indgravering i huden for en gave, hvilket kan ses som ironisk. Derudover virker

replikken ”sig godnat”, der udtales inden hun lammer en person med sin elpistol, som taget ud af en

amerikansk actionfilm. Hun kan derfor ses som en actionheltinde, der er god til at udspionere og

straffe de onde. Ydermere giver den barske og ironiske sprogbrug associationer til den hårdkogte

detektiv, der ønsker at fremstå som stærk, men i virkeligheden er sårbar. Fx kan hendes forelskelse i

Mikael ses som en svaghed.

Lisbeths situationer og handlemåde minder om tegneserier og populærkulturelle film. Hun ligner i

kraft af sine usædvanlige evner en tegneserieheltinde med superkræfter. Ydermere bliver hun,

ganske som ”The Bride” i Quentin Tarrantinos film Kill Bill om en hårdtslående heltinde på

hævnmission, begravet levende. Hun tyr desuden til selvtægt:

181

Fx i PDLMI, p.533. 182

MDHK, p.252. 183

MDHK, p.257. 184

MDHK, p.249.

Hendes eneste mulighed var at gøre det, hun altid havde gjort – tage sagen i egne hænder og

selv løse sine problemer. Det var helt klart en acceptabel mulighed.

Og det lovede ikke godt for advokat Nils Bjurman.185

Derudover er Lisbeths våben usædvanlige. Hun ynder primitive våben som baseballbats, golfkøller,

hammere og langboldbatts. Dette viser hendes eksplosive tendenser, og at hun kan være farlig for

sine omgivelser. Hammeren har hun i håndtasken, mens hun typisk finder de andre våben på

stederne, hun befinder sig. Lisbeth er således opfindsom og omstillingsberedt. Men hvordan

forholder det sig med hendes etos?

Ifølge Aristoteles er der tre vigtige etoskriterier, som mennesker skal leve op til, hvis de skal være

troværdige og overbevise i kraft af karaktertræk.186 Etos er en appel til følelser, hvis persuasive

virkning er længerevarende, hvilket gør den vigtig i en fortælling med tendens til melodrama. Da

Millennium-trilogien karakteriserer ved hjælp af replikker, beskrivelser og gengivelser af tanker, har

jeg fundet Aristoteles’ tre etoskriterier brugbare.

Lisbeths eunoia: Lisbeth er som udgangspunkt hverken velvillig eller venlig over for andre

mennesker. Hun er socialt uintelligent og fjendtligt indstillet. Dette fremhæver fortælleren, som

fokuserer på hendes mørke øjne og hadefulde blikke:

Salander lignede et ondskabsfuldt nubisk rovdyr, der overvejede at prøvesmage Dirch Frode til

frokost. Blikket var så overraskende hadsk, at det rislede Frode koldt ned ad ryggen.187

Sammenligningen med et nubisk rovdyr understreger, at Lisbeth er eksotisk, anderledes og aggressiv.

Hun vil dog helst leve alene og i fred for andre mennesker. Der antydes i den forbindelse flere gange,

185

MDHK, p.233. Kursivering i originalen. 186

Fafner, 2000, p.37. 187

MDHK, p.52.

at Lisbeth antageligt lider af Aspergers syndrom, en form for autisme, som kan forklare hendes

sociale inkompetence.188

Dog takker hun Mikael, fordi han har været hendes ven.189 Dette tyder på velvilje mod de personer,

hun betragter som venner. Denne velvilje kan ses som et udtryk for, at hun udvikler sig undervejs i

fortællingerne. Hun lærer nogle sociale koder, såsom at hun bør behandle de mennesker, der har

hjulpet hende, ordentligt og sige tak.

Lisbeths phronesis: Hvis vi forstår phronesis som kompetence eller klogskab, er Lisbeth yderst dygtig

til at hacke sig ind i computere, og hun har en fotografisk hukommelse, der gør hende i stand til at

skimme og huske tekster. Derudover er hun god til at løse gåder og læse akademiske tekster med et

højt lixtal, hvilket på sin vis gør hende intelligent og dygtig. Hvis vi derimod forstår phronesis som

sund fornuft, har Lisbeth svært ved at leve op til kriteriet, idet hun vælger ulovlige midler som

hacking og vold.

Lisbeths areté: Lisbeth har en tvivlsom moral, idet hun begår nogle kriminelle handlinger. Fx hacker

hun sig ind i menneskers computere, slår en person med en golfkølle, skyder med elpistol og

tatoverer et budskab ind i huden på sin fjende. Hun er voldelig og hævner sig på andre, dog primært

mænd, som behandler kvinder dårligt.

Lisbeth har sin egen hævn-moral, som hun i følgende eksempel forklarer Mikael Blomkvist:

”I så fald vil det måske more dig at vide, at jeg også har principper, der svarer til dit

presseetiske nævn. Jeg kalder dem Salanders principper. Jeg mener, at en svindler er en

svindler, og hvis jeg kan skade ham ved at støve en masse lort op om ham, så har han fortjent

det. Jeg gør bare gengæld.”190

188

MDHK, p.483. 189

PDLMI, p.543. 190

MDHK, p.334.

Lisbeths måde at agere på er således ikke tilfældig, men båret af en indre logik og et realistisk syn på

verden. Synet på verden kan karakteriseres som en gammeltestamentlig ”en tand for en tand og et

øje for et øje”-livsfilosofi:

Hun havde tatoveret budskabet i rødt og blåt. Det var skrevet med versaler over fem linjer, der

dækkede hele hans mave fra brystvorterne og ned til hans kønsorganer: JEG ER ET SADISTISK

SVIN, EN PERVERS STODDER OG EN VOLDTÆGTSFORBRYDER.191

Som straf for, at Bjurman har voldtaget hende, knebler og voldtager hun ham med en dildo.

Derudover borer hun sin holdning til Bjurman ind i hans hud, hvilket understøtter hendes voldelige

tendenser og temperament.

Hun har nogle gode menneskelige egenskaber, såsom empati for kvinder, der er blevet udsat for

vold. Dette karaktertræk illustreres ved, at hun som betaling for ikke at afsløre at Martin Vanger var

seriemorder, får Henrik Vanger til at donere penge til krisecentre for voldsramte kvinder og tvinger

ham til at give mordofrenes familier erstatning.192 Derudover redder hun Mikaels liv og betaler for sin

forhenværende formynder Holger Palmgrens genoptræning. Hendes gode menneskelige egenskaber

afhænger således af, om hun betragter karakteren som ven eller fjende.

Lisbeth har således en sammensat etos, som både kan siges at leve op til og ikke at passe til

etoskriterierne. Hun er amoralsk, idet hun begår kriminelle, voldelige handlinger, og på en måde

samtidig moralsk, da hun kun straffer mennesker, som har fortjent det. Derudover er hun fjendtligt

indstillet over for nogle mennesker, men ønsker det bedste for andre. Hun drives ikke af altruistiske

motiver, men af egoistiske som hævn og retfærdighed. Hun er intelligent, men socialt uintelligent.

Hendes komplekse karakter med den blandede etosappel forsvares i romanerne.

Lisbeth har lang tid til at overbevise læserne, idet hun optræder i tre lange romaner med flere

situationer, hvor hun taler, tænker og handler. Dertil belyser og forsvarer karakterer som Mikael

Blomkvist og Holger Palmgren hende, da de finder, at hendes frygtelige opvækst er formildnende

omstændigheder samt at karaktererne, hun hævner sig på, selv har fortjent det:

191

MDHK, p.257. Originalens versaler. 192

MDHK, p.490.

Til forskel fra de fleste andre så var Holger Palmgren nemlig forvisset om, at Lisbeth Salander

var et helt igennem moralsk menneske. Problemet var, at hendes moral ikke altid stemte

overens med, hvad der stod i loven.193

Læserne finder antageligt også, at hun er i sin gode ret og nyder at opleve hendes aktioner. Derfor

afviger hendes areté ikke så afgørende fra aptum, at læserne frastødes af det. Læsere, som kan lide

Millennium-trilogien, kan antageligt også lide hende. I det mindste kan det tænkes, at de reagerer på

hende, da hun i kraft af sin særhed kan opfattes som det mest bemærkelsesværdige ved romanerne.

På www.stieglarsson.com er det første, man ser, et reklameslogan: ”Stieg Larsson – the man behind

Lisbeth Salander”. Dette kan forstås som et udtryk for, at hans bedste opfindelse i bøgerne er

karakteren Lisbeth. En anden indikation på Lisbeths betydning er, at den engelske titel på Mænd der

hader kvinder er The Girl With The Dragon Tatoo.194 Fremhævelsen og det, at hun bruges som

salgsargument, kunne tyde på, at hun har betydning for bøgernes popularitet.

Lisbeth Salanders tilstedeværelse er formodentlig den vigtigste årsag til, at Millennium-trilogien er

blevet en bestseller. Lisbeth kan både opfattes som god og ond. Ydermere findes der to versioner af

hende: den retarderede og sindssyge Lisbeth i Overformynderiets rapporter og en intelligent kvinde

med fotografisk hukommelse og hang til at løse komplicerede gåder. Derudover er der i Lisbeth en

kontrast mellem patos og logos. Lisbeth er vred og aggressiv, mens hun foretrækker at læse

akademiske afhandlinger og udtrykker sig i et nøgternt sprog i den livshistorie, som læses op i

retten.195 Ydermere er hun følelseskold såvel som aggressiv. Det kan ses som værende af afgørende

betydning, at hun på flere områder er en antitese, hvilket ifølge Christian Kock er den hyppigste årsag

til, at vi bliver grebet og fascinerede af tekster.196

Samtidig appellerer Lisbeth i kraft af sin flertydighed og den sammensatte etos til æstetiske følelser

som fascination, interesse og frygt, da hun kan opfattes som eksotisk, mærkelig og

mystisk.197 Lisbeths identitet er under store dele af romanerne en gåde, og hendes specielle adfærd

kan vække nysgerrighed og interesse efter at vide mere, mens vi kan frygte for hendes liv i farlige

konfrontationer.

193

PDLMI, p.147. 194

http://www.stieglarsson.com. 195

LDBS, p.390. 196

Kock, 1994, p.323. 197

Miall, 2006, p. 44.

Danske læsere har ydermere fremhævet Lisbeths persuasive betydning for romanernes succes. Fx

skriver en anmelder beundrende:

Lisbeth Salander er den mest ekstreme figur, jeg nogensinde er stødt på i en kriminalroman. Af

udseende ligner hun en spirrevip af en punker, men hendes færdigheder på en række områder

er intet mindre end formidable, selv om de manifesterer sig på en uhyggelig og tragisk

baggrund, der bedst kan sammenfattes med en anden romantitel: Man gjorde et barn fortræd

af Tove Ditlevsen.198

I dette eksempel refereres der til ekstreme modsætninger som at være lille og spinkel med store

evner, hvilket kunne tyde på, at læserne finder modsætningsforholdene ved Lisbeth fascinerende og

gribende.

Derudover er Lisbeth et væsentligt fascinationsmoment i vores dehabituering og decentrering, da

hun er hårdkogt og sær, spionerer og gennemlever meget af skræmmende, underholdende og

eskapistisk art. Ydermere er hun så nysgerrighedsvækkende, at det er tvivlsomt om romanerne, til

trods for alle de gribende greb, ville have fået en så god reception uden hende. Da Keplinger og

Knobloch-Westerwicks undersøgelse viste, hvor stor betydning nysgerrighed har for nydelsen af

kriminalromaner, er Lisbeths tilstedeværelse i romanerne antageligt væsentlig for romanernes

popularitet og salgstal.

Det faktum, at hun kombinerer mange populærkulturelle arketyper, gør hende samtidig meget

underholdende at læse om. Især Lisbeths status som en respektløs og uforfærdet Pippi-karakter kan

antageligt virke fascinerende på kvinder, der ønsker at frigøre sig fra kønsbestemte begrænsninger.

Dog gør brystforstørrelsen hende en smule kontroversiel som feministisk heltinde. Da læserskaren

typisk overvejende består af kvinder, er det hensigtsmæssigt at vælge en stærk og beundringsværdig

kvindelig karakter.199

En mulig retorisk forklaring på, at Millennium-trilogien er blevet en bestseller, er således valget af

den utraditionelle, overraskende og modsætningsfulde karakter Lisbeth Salander, der har sin egen

198

Dürrfeld: ”NY krimi: En ond tids Pippi Langstrømpe”, Information, d. 14/10-2006.

199

Ifølge forfatteren Steen Langstrups undersøgelse af, hvad der skulle være i en bestseller, er de fleste

læsere af skønlitteratur kvinder over 35 med mellem- til lange videregående uddannelser, der handler i

Irma, læser Politiken og ser DR2. Langstrup, 2008, pp.63-71.

moral, indlemmes i romanernes mange fascinationsmomenter og overbeviser gennem antitetiske

forhold, som understøtter fortællingernes patosappel.

Lisbeths tilknytning til patosappellen gør, at romanernes persuasive virkning i høj grad afhænger af,

om vi tilslutter os Lisbeth. Ydermere samler hun romanernes fascinerende greb. Hun kan opfattes

som en antitese, en gåde, et vigtigt led i decentrering og dehabituering samt en overraskelse, hvilket

understøtter og udvider trilogiens persuasio.

Diskussion og vurdering

Retoriske implikationer

3.1 Lisbeth og transgression

Karaktervalget af Lisbeth Salander kan ses som et udtryk for, at en modsætningsfuld karakter med en

sammensat og derfor ikke så stærk etos i traditionel retorisk forstand kan virke yderst persuasiv i en

populærlitterær kontekst. Dette kan illustrere, hvor kontekstafhængig retorik er. Areté er Lisbeths

mest kontroversielle punkt, idet hun følger sin egen hævnmoral og ikke samfundets. Lisbeths

handlinger kan ses som transgressive, idet de står i modsætningsforhold til og derfor kan opfattes

som kritiske over for samfundets regler og normer.200

Ifølge Kim Toft Hansen, der er tilknyttet Aalborg Universitets forskningsprojekt, analyserer den

moderne nordiske kriminalroman vores normer og moralske begrænsninger og kan opfattes som

kritisk transgressiv og diskuterende frem for konservativ.201

I Millennium-trilogien kan moral både i kraft af Lisbeths areté og de samfundskritiske femikrimi-

træk ses som et centralt diskussionsemne. Lisbeth realiserer i denne henseende forbudte og ulovlige

samt aggressive længsler i et civiliseret velfærdssamfund.

Det er ikke mordene i sig selv, som diskuteres med læserne, idet de begås af ualmindeligt onde

mennesker og ubetinget kan opfattes som forkerte i de tilfælde, hvor ofrene er gode. Drabene på

flere af de onde karakterer kan opfattes som tilfredsstillende, ikke transgressive.

Hvis det var lykkedes for Lisbeth at dræbe sin far, ville vi sandsynligvis også have accepteret det i

kraft af, at Zalachenko er en ond skurk, og at hans vold har ført til, at Lisbeths mor blev hjerneskadet

og døde. Var Lisbeth eksempelvis en morder, der myrdede flere personer, ville vi antageligt også

have godkendt det, da dette har virket før, fx i tilfældet med Tom Ripley, der kan ses som en morder

og en helt.202 Det ville derimod for alvor have været kontroversielt og grænseoverskridende, hvis

Mikael Blomkvist var pædofil. En accept af dette ville antageligt være umulig, uanset hvor meget

fortælleren og karakterer i trilogien forsvarede ham.

Romanerne diskuterer selvtægt med læserne. At det netop er selvtægt, som taler til vores

kulturelle medborgerskab, hvor vi kan forhandle med værkerne om størrelser som forbrydelse og

straf, afspejler en universel fantasi om selvtægt samt en lille tendens i samfundet til, at mennesker

tager loven i egne hænder og vinder sympati fra en del af befolkningen. Fx blev en mand i Sverige

frikendt, da han skød og dræbte en dreng fra en ungdomsbande, der plagede hans søn, og i Danmark

fik en urmager, der skød nogle indbrudstyve, en fængselsdom, hvilket har ført til diskussion. Selvtægt

kan ses som et godt diskussionsemne, da det i høj grad afhænger af definition og omstændigheder.

En læser skriver i forbindelse med læsning af Pigen der legede med ilden:

200

For en uddybet definition af transgression, se indledningen i denne opgave eller: ”Arbejdspapir nr. 1.

Projektbeskrivelse og delprojekter – fakta, fiktion og mål.” http://www.krimiforsk.aau.dk. 201

Hansen: ”Arbejdspapir nr. 3. Krimi og nærhed: Den kritiske realisme.”

http://www.krimiforsk.aau.dk. 202

Lisbeth medvirker dog til karakteren Richard Forbes død. Hun hamrer et stoleben i hovedet på ham

og sparker ham, så han bliver taget af en pludselig tornado. Hun redder samtidig hans kone fra at blive

myrdet af ham. PDLMI, pp.61-64.

Jeg elsker Lisbeth Salander. Undervejs – da hendes hemmelighed blev afsløret – sad jeg med et

stik af ”Øv – nu forsvandt magien” – men det gør den alligevel ikke – for selvom man kender

Lisbeth Salanders hemmeligheder, er hun stadig et menneske, som ingen nogensinde rigtig

kommer til at forstå.203

Selv om trilogien bevæger sig fra obscuritas til perspicuitas omkring Lisbeths identitet og livshistorie,

kan læserne stadig tænke over hendes handlinger. Dette er dog ikke det samme som, at hun

repræsenterer tekstegenskaben økonomi, der ifølge Christian Kock er karakteriseret ved at noget er

kvantitativt lille og udtrykker noget kvantitativt stort, eksempelvis ved hjælp af et symbol uden

afgrænset og konkret betydning.204 Lisbeth indeholder mange modsatrettede konkrete betydninger,

hvilket kan virke udvidende på værket, men det er snarere de evaluerende følelser, som hun i kraft af

de patosprægede handlinger kan appellere til, og de anderledes egenskaber, som kan vække

æstetiske følelser, der gør, at læserne kan reflektere videre.

Grundet de mange modsætninger fungerer persuasio i Millennium-trilogien primært ved at skabe

spænding hos læserne samt at bevirke, at de gribes og fascineres.

3.2 Overbevisende modsætninger

Ifølge filologen Ulla Albeck beror antitesens virkning på, hvor skarpt begreberne står i modstrid til

hinanden, og at den sættes sammen på en overraskende måde.205 Antitesen er desuden enklest i

primitiv digtning, hvor hvide helte kæmper mod sorte skurke, og det dramatiske problem er, om det

gode eller det onde princip sejrer.206

Da bestsellerromaner må appellere til en bred læserskare, et det ikke overraskende, at de mest

benyttede virkemidler indebærer enkelthed, og at de på sin vis kan kaldes primitive. Det er

sædvanligt og forventeligt at de gode sejrer over de onde i eventyr, melodramaer og andre populære

genrer. Dog kan den centrale del i trilogiens persuasio, nemlig Lisbeth Salander, hverken entydigt

eller traditionelt set betegnes som en god størrelse. Hun er derimod utraditionel og overraskende

203

”Nilleper”, d.27/3-2007. Downloadet d. 20/2-2008 fra: http://www.nilleper.smartlog.dk/pigen--der-

legede-med-ilden---stieg-larsson-post92518. 204

Kock, pp.328-329. 205

Albeck, 1996, p.181. 206

Albeck, 1996, p.185.

som repræsentant for det gode, idet hendes etos er sammensat og hendes voldsomme handlinger

kan diskuteres. Den skarpe opstilling af stridende parter med modsatrettede mål samt det, at Lisbeth

kan opfattes som en overraskende sammensætning af forskelligt rettede elementer, kan således,

ifølge Albecks udsagn, forøge antitesens effekt.

Ifølge Atkinson har det siden retorikkens fremkomst været alment accepteret at modsætninger af

forskellig art kan være effektive.207

Dette kan både skyldes flertydighed og enkelthed. På den ene side kan antitesen mellem de gode

og onde ses som en sort-hvid forenkling af verden, der fremhæver og sammenligner forskelle. På den

anden side er antiteser netop karakteriserede ved at rumme forskellige, modsatrettede elementer,

som skiftevis eller samlet fremstilles i den enkelte kontekst.

Hvad Millennium-trilogien angår, indebærer de mange antiteser både simplicitet og kompleksitet.

Det simple ved dem er, at vi som læsere nemt kan sætte flere af karaktererne i kasser, hvilket gør, at

vi slipper for at forholde os til, om de fortjener det, de får, og kan føle os trygge og uudfordrede. På

den anden side medfører Lisbeths sammensatte etos og usædvanlige areté, at der er ansatser til

diskussion, som kan aktivere læserne. Dog udfordres læserne aldrig så meget, at romanerne kan

kaldes kontroversielle.

3.3 Romanernes persuasive potentiale

Kriminalromaner appellerer yderst bredt. Selv om kvinder hyppigt er de flittigste læsere af

skønlitteratur generelt i Danmark, har krimigenren fra starten været læst af mennesker af begge køn

fra alle samfundslag og med forskellige præferencer.208 Ydermere findes der flere sociale

melodramaer på bestsellerlisterne.209 Spionromaner med helte som James Bond er stadig populære.

Fx har Ian Flemings arvinger i anledning af 100 års-dagen for hans fødsel fået Sebastian Faulks til at

skrive en ny bog om James Bond, Devil May Care. Denne kom i slutningen af maj 2008 direkte ind på

den engelske bestsellerliste.

207

“(…) it is hardly surprising that making a contrast between two items is an extraordinarily adaptable

and widely used technique for packaging and delivering applaudable messages. It is also one which was

well known to the classical Greek and Roman writers on oratory who described a variety of different

types of antitheses in their classifications of “rhetorical figures”.” Atkinson, 1984, p.73. 208

Symons, 1975, p.42. 209

Cawelti, 1976, p.263.

Populære genrer som puslespilsromanen, den hårdkogte kriminalroman, spionromanen,

politiromanen og femikrimien samt det sociale melodrama kan formodes at påvirke såvel

læsertilslutningen som salget.

Hvis modtageren foretrækker puslespilsromaner, er Mænd der hader kvinder bedst. Har læseren

hang til politiromaner, er Pigen der legede med ilden optimal, og Luftkastellet der blev sprængt

appellerer overordnet til mennesker, som kan lide spionromaner.

Det er hensigtsmæssigt af Stieg Larsson at kombinere så mange bestsellergenrer i tre romaner.

Dette garanterer ikke, at alle vil kunne lide dem, men at mange vil være fascinerede af en eller flere

af romanerne. Da bøgerne er hybrider af flere læservenlige og elskede genretyper, har de et stort

persuasivt potentiale.

Selv om der ikke findes nogen fast formel på en bestseller, har de sidste års mest solgte bøger i

Danmark vist nogle tilbagevendende træk.

Den bestseller-skeptiske anmelder Lars Bukdahl mener, at de bedste råd til en person, som vil

skrive en bestseller, er:

Du skal skrive langt, længere længst! Og du må ikke skrive ”ren” cleancut genre i barberet

syntaks, (…) og du må på den anden side heller ikke eksperimentere (…). Du må ikke være for

til-læseren-blinkende genrebevidst. Du skal skrive beskidt genre på den korrekte måde, som ca.

er, at kriminalistiske/melodramatiske trivi-genretræk blandes med litterær/kunstfærdig

syntaks og billedsprog og bruges som vehikel dvs. kørestol for præk om og/eller bare

tematisering af Vigtige Emner nu og altid, civilisationernes kamp, utroskab etc.210

Millennium-trilogien passer til beskrivelsen, idet romanerne er meget lange genrehybrider, som bl.a.

blander krimi og socialt melodrama. Ydermere bruges bøgerne til at sprede et budskab om, at vold

mod kvinder er forkert. Nogle af temaerne er aktuelle, såsom trafficking og hacking, mens andre som

skurkagtige spioner og vold mod kvinder er mere universelle og tidløse. Til trods for det kan Lisbeth

Salander i kraft af sin modsætningsfulde etos ses som et eksperiment, hvilket i den konkrete

sammenhæng dog ikke ødelægger glæden for de usikre læsere, da budskabet er relativt enkelt og

romanerne giver forløsning ved at ende tilfredsstillende.

210

Bukdahl citeret fra Langstrup, 2008, p.22.

Romaners persuasive potentiale afhænger ydermere af konteksten. Selv om der siden genrens

fremkomst har været kriminalromaner på bestsellerlisterne, har især de nordiske kriminalromaner

de sidste år været i udvikling og fremgang. Tidspunktet at udgive Millennium-trilogien på er derfor

velvalgt og kan formodes at have medvirket til, at romanerne er blevet bestsellere. Romanerne lever

derfor i høj grad op til kairós. At romaner bliver bestsellere kan ydermere bero på markedsføring, PR

og at læsere anbefaler bøger til hinanden.

3.4 Romanernes intention

Brewer og Lichtenstein mener, at kriminalromaner primært er designede med hensigt om at

underholde.211 Dette er jeg enig i.

Den underholdende funktion er antageligt vigtig, da den imødekommer læsernes forventninger om

at blive underholdt og hygge sig i selskab med en kriminalroman. Nydelse kan opnås gennem at læse

om det behagelige i Mikaels og Lisbeths talenter og oplevelser samt de underholdende konflikter,

hvor modparten taber. Ydermere nyder vi antageligt at læse om det frygtelige, der sker i romanerne.

I den forstand er delectare-funktionen fremtrædende.

Bøgerne formår i høj grad movere gennem de mange persuasive greb. Da romanernes effekt er

betinget af, at vi lader os påvirke af patosappellen omkring Lisbeth Salander, kan movere opfattes

som vigtigst. Den primære funktion er således movere, ikke delectare, eller måske snarere delectare

igennem movere, fordi vi finder nydelse i de mange persuasive greb. Ydermere fungerer romanerne i

kraft af de mange informationer om eksempelvis trafficking og hacking samt holdningen til vold mod

kvinder også igennem docere.

3.5 Bestsellere og melodrama

Den mest udbredte bog i verden er, ifølge Wikipedia, Bibelen, der er udkommet i over en milliard

eksemplarer.212 De efterfølgende bøger, som på Wikipedia skønnes at have solgt mellem 100

211

Brewer og Lichenstein, 1982, p.484. 212

http://www.en.wikipedia.org/wiki/List_of_best-selling_books. D. 27/6- 2008. jeg ved godt, at

Wikipedia ikke er helt god som kilde, men fandt den passende til en hurtig gennemgang af nogle meget

solgte bøger.

millioner og en milliard eksemplarer, er kinesiske, fx en ordbog og digte samt artikler af Mao Zedong

fra 1966. Herefter kommer Koranen med 200 millioner solgte eksemplarer.

Værkers evne til at blive bestsellere kan således være betinget af læsernes religiøse eller politiske

overbevisning samt afhænge af, hvor udbredt sproget og den kulturelle arv er. Kristendom er den

mest udbredte religion i verden, og Kina er verdens folkerigeste land.

Flere store bestsellere kan opfattes som deliberative, fx Robert Baden-Powells Scouting for Boys: a

Handbook for Instruction in Good Citizenship og Book of Mormon. Fællesnævneren ved disse

bestsellere er ikke melodrama, men at de beskæftiger sig med moralske spørgsmål samt forsøger at

vurdere, hvordan vi skal opføre os for at være gode mennesker.

Den højest rangerede krimiforfatter på listen er Agatha Christie, hvis And Then There Were None fra

1939 har solgt over 100 millioner bøger.213

Det er interessant, at det lige er Christie, som ellers bliver beskyldt for at være konservativ, kedelig

og kold, der er den mest sælgende forfatter til kriminalromaner.214 Ydermere kan mordene i hendes

værker ses som noget blodløse.215

Det mærkelige ved Christies puslespilsromaner og noveller er, at de alligevel bliver ved med at

sælge, er blevet filmatiserede flere gange samt gang på gang genudsendes på DR1 og DR2, de

læsende kvinders foretrukne kanaler.216

Hos Christie ender det ikke altid entydigt lykkeligt. Dog kan hendes fortællinger med Miss Marple

og Hercule Poirot betegnes som enkle i plotopbygning. Det kan være enkeltheden, som gør, at

hendes puslespilsromaner stadig, efter over 60 år på bestsellerlisterne, kan appellere. Til trods for at

der i kraft af forbrydelser og straf er skel mellem det rigtige og forkerte i kriminalromaner, er dette er

ikke ensbetydende med, at de er og må være melodramatiske.

Der er ingen nordiske kriminalromaner på bestsellerlisten, da der ifølge den stadig ikke er nogle,

som har rundet de 15 millioner eksemplarer, den mindste registrerede salgsmængde på listen.217

213

http://www.en.wikipedia.org/wiki/List_of_best-selling_books. D. 27/6- 2008. Det skal tilføjes, at

Agatha Christie i 1979 havde et samlet salgstal på ca. 500 millioner bøger. Knight, 1980, p.107. 214

Knight, 1980, p.121. Dog overraskede hun i The Murder of Roger Ackroyd fra 1926 ved at lade

førstepersons-fortælleren være morder. Knight, 1980, pp.112-113. 215

Plain, 2001, pp.30-31. 216

Langstrup, 2008,pp.63-71. 217

http://www.en.wikipedia.org/wiki/List_of_best-selling_books. D. 27/6- 2008.

Indtil videre er Mænd der hader kvinder solgt i en million eksemplarer på otte sprog over 34

måneder, hvilket kan karakteriseres som meget for en nordisk kriminalroman og ydermere i forhold

til, hvor mange sprog den er oversat til og tiden, det har taget.218 Til sammenligning ligger

salgstallene for ni kriminalromaner og en debatbog af Liza Marklund på 7,5 millioner på 30 sprog i

løbet af 13 år.219

3.6 Millennium-trilogien som bestseller

Anmelderen Bo Tao Michaëlis er i en diskussionsartikel blevet citeret for at sige om romanerne i

Millennium-trilogien:

De er nærmest et Quentin Tarantino-opgør med den svenske Sjöwall og Wahlöö-tradition. Vi

har fået lov til at forelske os i en roman, der simpelthen siger: ”Han er et dumt svin. Han skal

dø!”220

Gennem Lisbeth Salander og hendes hjælpere får vi lov til at afreagere, og dette kan virke yderst

underholdende og tilfredsstillende på en modtager. Romanerne gør det ydermere tilladt at forenkle

og være vred, hvilket står i kontrast til hverdagens komplicerede og flertydige hændelser, hvor vi til

en vis grad kan være nødt til at dæmpe vores aggressioner og se nuanceret på verden.

Jeg er dog ikke enig med Michaëlis i, at romanerne nærmest er et opgør med Sjöwall og Wahlöö-

traditionen. De kan derimod ses i forlængelse af den nordiske tradition, som en udvidelse af den

samfundskritiske politiroman iblandet andre klassiske bestsellergenrer. Vi bevæger os fra

politiromaner med samfundskritik, social indignation og sympati for de svage og udstødte i

velfærdssamfundet til en hybrid form med fremtrædende patos og indignation på en undervurderet

karakters vegne. Ydermere kan romanerne opfattes som en tilbagevenden til puslespilsromanens

fokus på, at privatdetektiver er klogere end politiet. Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander er fx langt

foran de samlede politistyrker i efterforskningen af mordene i romanerne: ”Det føles, som om det

218

http://www.stieglarsson.se. 219

http://www.lizamarklund.se/omliza.php. 220

Skov: ”Der bliver ved med at være modstandere”, Information, d.8/9-2007.

står 3-0 mellem privatdetektiverne og politiet.”221 Millennium-trilogien er ikke specielt nyskabende

som kriminalromaner.

Umiddelbart skulle man tro, at Lisbeth i kraft af, at hun bryder aptum, var en fuldstændig ny og

original opfindelse, men der er hverken noget atypisk i at lade detektiver være excentriske eller at de

bryder loven.

Karakterer fra ældre puslespilsromaner, såsom Miss Marple, Hercule Poirot og Lord Wimsey er

særlinge. Deres opfattelser af moral og at tage loven i egne hænder er dog forskellige fra Lisbeths,

som heri ligner en hårdkogt detektiv. Ydermere er hun uden for samfundet, mens eksempelvis Miss

Marple er en del af det. En anden forskel mellem hende og nogle andre mærkværdige detektiver

ligger i, at Lisbeth Salander ikke er komisk. Hercule Poirot har fx en klovnerolle med sin mærkelige

accent, den velplejede moustache og referencerne til de små grå celler.222

Lisbeth er i sig selv hverken sjov eller latterlig. Det kan være underholdende at læse om hendes

handlinger, men på grund af livshistorien og alvoren omkring hende og verden generelt er hun

snarere tragisk. Hårdkogte detektiver bryder, ganske som Lisbeth, tit loven for sagens skyld, hvilket

gør dem relativt moralsk flertydige. Lisbeth bryder aptum.

Det faktum, at kravet om aptum på sin vis brydes i romanerne, er ikke nødvendigvis negativt, da

det medvirker til en variation, der kan ses som fornyende og nødvendig for, at læsere ikke finder

værkerne forudsigelige og kan nyde bøgerne på deres egne præmisser, ikke blot som formellitteratur

med faste skemaer for spændings- og læseraktiveringsfunktioner.

Forfattere kan, ifølge Cawelti, effektivt genoplive krimigenren ved at vælge en karakter, som har

modsætninger i sig. Et eksempel er Sherlock Holmes, der både er en rationel, videnskabelig

undersøger og en verdensfjern romantisk poet, der tager stoffer, spiller violin og drømmer sig væk.223

Sherlock er nærmest blevet synonym med ordet detektiv. Således har hans karakter løsrevet sig fra

novellerne, han optræder i. Holmes-karakterens succes illustrerer, hvor langt liv en antitetisk detektiv

kan få. Lisbeth kan i tilføjelse til de modstridende egenskaber ses som en kombination af den

hårdkogte outsider, den sære puslespilsromandetektiv og en spion, hvilket kan virke forfriskende og

nyt. Om Lisbeth vil overleve, må tiden dog vise.

221

LDBS, p.29. 222

For uddybning, læs Grella, 1970, der, i modsætning til Dorothy L. Sayers, sammenligner de klassiske

puslespilsromaner med komedier og karaktererne med forskellige komiske arketyper. Selve navnet

Hercule Poirot kan betyde ”lille Herkules klovn”, mens Miss Marple kan opfattes som en god fe, der

samler alle de løse ender. 223

Cawelti, 1976, p.11.

Peter Kirkegaard fra det igangværende forskningsprojekt konkluderer i en anmeldelse af

Luftkastellet der blev sprængt:

Pippi Langstrøm er nok ”udødelig”. Men Stieg Larsson er det, trods alle sympatiske og

udmærkede kvaliteter, næppe. En fascinerende historisk parentes i den frodige skandinaviske

udvikling af genren. Det er heller ikke så lidt endda. Al ære værd.224

Dette er jeg enig i. Selv om de tre romaner har flere gode træk og oplever succes i nogle år, behøver

den ikke vare ved. Succes i kraft af høje salgstal er en flygtig egenskab, og mange bestsellerromaner

er for længst glemt.225 Det sker undtagelsesvis, at en roman bliver ved med at blive læst eller får en

ny opblomstringstid flere år efter, at den ellers var glemt, men dette er yderst sjældent. Millennium-

trilogien kan ses som tidsafhængig, idet den delvist beskæftiger sig med emner, der er oppe i tiden.

Dette bevirker, at bøgerne hurtigt kan blive umoderne.

Afslutning

4.1 Kildekritik

Det kan ses som en svaghed ved min argumentation, at jeg skriver om tre forskellige romaner i en

samlet fremstilling. Dog har jeg forsøgt at tage hensyn til de forskelligartede genreforhold i dem alle

tre. Mit valg af de tre romaner kan forsvares med, at de udgør en serie samt at alle er bestsellere

med gode anmeldelser. Derudover overlapper flere af fortællingernes greb hinanden. Fx ligner

suspense og læseraktivering hinanden, idet de begge har skift mellem uvished og viden samt kan

vække nysgerrighed og aktivere læserne. Der er desuden antitetiske forhold i teksternes spændings-

og læseraktiveringsfunktioner. Dette kan, grundet de blandede og skiftende oplevelsesprocesser ved

læsning, antageligt ikke undgås.

224

Kirkegaard: ”Udødelige Pippi – udødelige Stieg larsson?” D.10/12- 2007.

http://www.kulturkapellet.dk/skonlitteraturanmeldelse.php?id=12. 225

Cawelti, 1976, p.263.

De udvalgte blogs og anmeldelser er valgt ud fra mine påstande og fokuspunkter, men kan dog ses

som ganske repræsentative for den positive respons på romanerne. I opgaven har jeg vægtet

anmeldelser højere end uddrag fra blogs, hvilket kan begrundes med, at anmeldelserne både bliver

brugt som belæg for effekt og mine påstande samt til diskussion. Der har været enighed blandt såvel

almindelige læsere som anmeldere om, at romanerne er gode. Anmeldere kan defineres som

trænede læsere. Ifølge Miall er der hyppigt lighedspunkter mellem almindelige læseres og trænede

læseres reaktioner på fortællinger.226

Kocks kategorier er brede og omfatter forskellige typer under en samlet betegnelse. Kategorierne

er yderligere uensartede. Intensitet er eksempelvis en egenskab, mens kontraster og modsætninger,

afhængigt af konteksten, kan være figurer, indholdsbrud eller skift på tekstniveau.

Kock bygger desuden sine fire kategorier med fascinerende teksttræk på en undersøgelse af 19

førsteårsstuderende på retorik. Nogle ville indvende, at disse ikke er almindelige læsere, idet de

studerer på universitetet. I kraft af at de er førsteårsstuderende, bør de kunne være repræsentative

for almindelige læsere. Derudover kan man spørge sig selv, om antallet 19 er nok til at vise en

tendens. Efter min mening er antallet tilstrækkeligt til at beskrive nogle momenter, som læsere

antageligt kan finde fascinerende. Det faktum, at der var sammenfald mellem flere deltageres

beskrivelser, kunne indikere, hvilke elementer læsere reagerer på, og hvad de føler. Deltagerne blev

bedt om at vælge nogle passager, som greb dem, og beskrive, hvorfor de var valgt, hvilket er en

forholdsvis åben undersøgelsesmåde, som afslører formålet for deltagerne uden at tvinge dem til at

udpege bestemte elementer. Albeck og Atkinson understøtter, at modsætninger er effektive

virkemidler.227 Derudover viste Brewer og Lictensteins undersøgelse, at fald og stigning i

spændingsniveau samt nysgerrighed var vigtige faktorer for nydelse.228 Affektive kurver kan

forbindes med intensitet, mens nysgerrighed kan ses som et element i læseraktivering.

Ydermere bruger Kock film som eksempler. Der er grundlæggende den forskel på film og romaner,

at romaner hyppigt er mere flertydige, da de som regel kræver modtagernes aktivering af indhold i

højere grad end film.229 Jeg har valgt at gengive Kocks eksempel fra Døde poeters klub og mener, det i

kraft af den voldsomme spændingsstigning og den efterfølgende stilhed kan overføres til Millennium-

trilogien.

226

Miall, 2006, p.100. 227

Se kapitlet overbevisende modsætninger i denne opgave. 228

Brewer og Lichtenstein, 1982, pp.481-483. 229

Chatman, 1980, pp.121-140.

Betegnelsen syndebukke (scapegoats) stammer fra Burkes analyse af Adolf Hitlers Mein Kampf,

hvor jøderne sættes i forbindelse med alt det onde i verden, og tyskerne med alt det gode.230 Det kan

ses som problematisk, at jeg i min analyse opfatter skurke som syndebukke, da de hverken er

uskyldige eller bliver uretfærdigt behandlet. Dog opstiller Burke selv i The Philosophy of Literary Form

tre mulige kategorier for syndebukke, som skal være værdige til titlen, enten fordi de er mennesker,

der har forbrudt sig mod moralske og juridiske love, mennesker, som begår hybris og er fatalistisk

bestemt til nemesis, eller uskyldige ofre som Kristus, der dør for alverdens synder.231 Jeg har fundet,

at skurkene passer ind i den første type: mennesker, som har forbrudt sig mod moralske og juridiske

love, og at det i den forbindelse antageligt virker tilfredsstillende at opdele verden i et ”os mod

dem”. W. H. Auden kalder ydermere mordere i puslespilsromaner for syndebukke (scapegoats).232

Derudover understøttes det effektive og tilfredsstillende i at skelne mellem ”os og dem” af

Atkinson.233

Burkes antagelse, at læseren kommunikerer med forfatteren, er problematisk, idet forfatter og

fortæller ikke er den samme instans. Dette har jeg dog taget højde for ved at udskifte forfatteren

med værket som helhed.

Årsagen til, at jeg ikke har benyttet Burkes syn på retorik som appeller til identification og

consubstantiality er, at Millennium-trilogien i høj grad viser fantastiske scenarier. Ydermere blev

betegnelsen identifikation allerede i 1962 af Harding bedømt som for unuanceret til at beskrive de

forskellige og skiftevise måder, læserne oplever litteratur på.234 Vi kan sammenligne os med de

litterære karakterer i Millennium-trilogien, men ikke blive ved med at føle, at vi er lige. Derudover

har jeg i forbindelse med pentaden fravalgt ratioer, da vægtningen af elementer og de tilsvarende

filosofiske retninger, efter min mening, passede bedre til romanerne.

Burkes pentade ligner aktantformlen, der typisk bliver appliceret på eventyr. Den finder jeg oplagt

som analyseredskab i kraft af romanernes vigtige konflikt. Dog argumenterer han ikke for, at

vægtningen af et element svarer til en filosofisk retning. Jeg har vurderet, at denne opdeling passede

til min karakterisering af romankaraktererne i forhold til hinanden.

Et argument for, at Mialls konklusioner er rigtige, er, at han og Kuiken i ca. 20 år har forsket

empirisk i læsning af litteratur. Artiklen “A Feeling for Fiction: Becoming what We Behold” samt

230

Burke, 1973. 231

Burke, 1973, pp.41-42. 232

Se Auden, 1980. 233

Fx Atkinson, 1984, p.40. 234

Se Harding, 1962.

bogen Literary Reading: Empirical and Theoretical Studies er fra henholdsvis 2002 og 2006. Teorien er

således opdateret. Konklusionerne i de to værker kan dog ikke overføres til alle læsere, da

mennesker og deres måder at opleve litteratur på er forskellige. Ydermere har hver enkelt roman

sine egenartede træk, hvilket gør det svært at generalisere. Decentrering og dehabituering er dog

fællesnævnere, som læsere oplever, hvis værket fanger dem. Disse er så brede og uspecifikke, at de

kan ses som dækkende.

Mialls fire følelsestyper overlapper til dels hinanden. Fx under katharsis, der defineres som et møde

mellem narrative og æstetiske følelser. Valget af betegnelser for de forskellige tekstlige følelser

begrundes i resultater fra forskellige empiriske undersøgelser. Jeg har fundet dem brugbare, idet de

eksempelvis uddyber, hvad Lisbeth kan appellere til i modtagerne.

Jeg finder, at Brewer og Lichensteins definitioner af suspense og nysgerrighed er relevante.

Antagelsen, at træk i tekster direkte kan afspejle nogle reaktioner i modtagerne, kan opfattes som

forenklet, idet der ikke tages højde for, hvor forskellige mennesker er, og at den enkelte læsers

kontekst spiller ind i receptionen samt afgør, om og hvordan han gribes. Derudover er definitionen

af, hvordan overraskelse opstår, begrænset, mens definitionen af tekster, der er konstruerede til

overraskelse og nysgerrighed, ligner hinanden, idet der ifølge dem er udeladelser i begge. Jeg synes

dog, at Brewer og Lichtensteins plotfokuserede definitioner er gode som afsæt for en vurdering af

begrebernes betydning.

Jeg har ydermere brugt Brewer og Lichtensteins tekst som belæg for, at læsere kan lide tekster

med træk, der vækker suspense, nysgerrighed og overraskelse samt, hvor vigtig forløsning er for

læsere. Denne konklusion bygger på undersøgelser, hvor de har fået mennesker til at læse

fortællinger, som efter deres mening lagde op til disse reaktioner. Brewer og Lichtensteins resultater

understøttes og nuanceres af Keplinger og Knobloch-Westerwick.

Som allerede nævnt i analysedelen, beskæftiger Keplinger og Knobloch-Westerwick sig i deres

undersøgelse af, hvilke egenskaber er vigtigst for, at læserne nyder kriminalromaner, med klassiske

puslespilsromaner, hvor der er fokus på at løse gåden. Ydermere er faktorerne knyttet til

afslutningen. Dette opfatter jeg ikke som problematisk, idet Millennium-trilogien har mange gåder i

sig og både en overraskende afslutning, en cliffhanger-slutning og en lykkelig afslutning med

opklaring, forløsning og forening. Ud fra undersøgelsen, kunne Keplinger og Knobloch-Westerwick

udlede, at de stærkeste indikatorer på nydelse var nysgerrighed og uvished, mens overraskelse

afhang af deltagernes selvværd, men var vigtig. De persuasive greb i Millennium-trilogien lægger op

til disse tre faktorer.

84 universitetsstuderende med en gennemsnitsalder på 25,8 deltog i undersøgelsen. De læste

puslespilsnoveller og kommenterede på, hvad de følte. Ydermere blev deltagerne bedt om at udfylde

tre ark med personlige oplysninger. Universitetsstuderende er ikke automatisk litteraturforskere, og

de skal ikke nødvendigvis opfattes som specialiserede læsere. Receptionen af Millennium-trilogien

kunne tyde på, at forskellige mennesker lader sig påvirke og begejstre af de samme træk. Fx opfattes

romanerne som spændende og medrivende af såvel anmeldere som almindelige læsere.

Larsen har det relevante syn, at spænding skabes i forholdet mellem merviden og mindreviden. Jeg

er dog uenig i hans skelnen mellem retorisk fremdrift og dramatisk fremdrift, der ifølge ham er

karakteriserede ved at være henholdsvis uden gennemgående plot og med plot. Dramatisk fremdrift

og retorisk fremdrift kan ikke ses som adskilte elementer i en kontekst. Antagelsen, at retorisk

fremdrift har et fravær af næsten alle identifikations- og fascinations-muligheder, er forkert. Retorik

omfatter dramatiske virkemidler, figurer og stilgreb, der kan engagere seere og læsere og gøre dem

fascinerede. Peter Harms Larsens fremdrifts- og retorikdefinition er således for snæver. Dette

påvirker dog ikke mine undersøgelsesresultater, da jeg har brugt fremdrift som en samlet størrelse.

4.2 Konklusion

Teksterne får tag i læserne gennem læseraktiverende obscuritas: gåder, forhaling af svar på

spørgsmål, uvished, forskydninger samt skift mellem merviden og mindreviden, der skaber

nysgerrighed og uvished. Nysgerrighed og uvished giver, ifølge Knobloch-Westerwick og Keplinger,

nydelse under læsning. Romanerne har en effektiv plotopbygning. Plottets virkning kan til en vis grad

formodes at afhænge af karakteren Lisbeth, der indgår som gåde. Bortset fra i den overordnede

puslespilsroman Mænd der hader kvinder, er mordgåderne ikke særlig fremtrædende i Millennium-

trilogien. Derimod er fortællingerne i høj grad præget af andre typer gåder, hvilket kan opfattes som

relativt usædvanligt for kriminalromaner.

Fortællingerne griber gennem suspense, som skabes i farefulde situationer, der indtræffer

pludseligt, i direkte konfrontationer, hvor modstandere mødes, gennem dårlige varsler, som skaber

uro og uhygge i læseren, i peripetier, gennem en klippeteknik med pludselige afbrydelser og

udsættelser og en cliffhanger-slutning, der motiverer til at læse videre og købe den næste bog.

Suspense vækker bekymring og nysgerrighed og gør romanerne spændende.

Læserne fanges af intensitet, der opstår i skift mellem lavdramatiske og højdramatiske øjeblikke, og

i Lisbeths retssag, der kan ses som en stigning mod et forløsende punkt. Ydermere er der gentagelser

og stærke følelsesudbrud samt ekstreme situationer, som kan være intense.

Millennium-trilogien giver læserne mulighed for katharsis. To forskellige følelsestyper krydses,

ifølge Miall og Kuiken, under oplevelsen af katharsis, den narrative empati møder den æstetiske

frygt. Dette bevirker en spænding hos modtagerne, som dermed bliver grebet og fascinerede.

Katharsis ender i stilhed og klarhed. Længslen efter forløsning af affekten, som romanerne har bragt

os i, driver ifølge Peter Brooks til viderelæsning. Romanerne realiserer tre lykkelige afslutninger:

Lisbeth bliver frikendt og myndiggjort, Mikael møder en kvinde, som han vil forsøge at være tro mod,

og Mikael og Lisbeth genforenes. Den afrundede afslutning virker antageligt tilfredsstillende på

læserne.

Bøgerne får fat i læserne gennem decentrering, der forekommer, når grænserne mellem læser og

karakter er udviskede, og dehabituering, som udvider livserfaringer. Disse opleves, ifølge Miall,

skiftevis. Freud sammenligner litteratur om helte med dagdrømme og fantasier hos voksne. I

Millennium-trilogien består fantasierne af to modsatte funktioner: ønsker og rædsler. Omfanget af

ønskedrømme og mareridt er stort i forhold til genren, hvilket kan være vigtigt for læsertilslutning og

salg, da det gør romanerne mere eskapistiske og konfronterende, end de ellers ville være.

Romanerne griber læserne gennem overraskelser. De forholder sig til forventninger på en

balanceret måde, da de, til trods for afvigelser i en mordløsning og med hensyn til karaktervalg, lever

op til genrekonventioner om gåder og opklaring. Forudsigelighed kan opfattes som tilfredsstillende af

nogle læsere, da den indebærer en tryghed, mens overraskelser kan tilfredsstille læsere, som er åbne

over for, at nye greb og karakterer tages i brug. Millennium-trilogien har begge dele og kan derfor

appellere bredt. Fællesnævneren ved måderne, romanerne får tag i læserne på, er, at de rummer

modsætninger. Dette kan være en afgørende årsag til, at romanerne er blevet bestsellere.

Plottets opdeling i tilhængere og modstandere med realisten, agent Lisbeth Salander, idealisten,

coagent Mikael Blomkvist, og repræsentanterne for modstandergruppen, den pragmatiske

counteragent, Fredrik Clinton, samt mystikeren, counteragent Alexander Zalachenko, udgør en

afgørende strukturel, tematisk og plotorienteret antitese.

Romanerne engagerer gennem patos. Millennium-trilogiens effekt afhænger af, at vi misbilliger

måden, Lisbeth er blevet behandlet på, og tilslutter os, at hendes modstandere er onde. Eftersom

der veksles mellem relativt korte og stærkt dramatiske øjeblikke med patos og længerevarende

logosprægede fortællinger om eksempelvis sektionen for specialanalyse og opklaringsprocesser, hvor

detektiverne på intellektuel vis forsøger at finde svar, balancerer værket alt i alt hensigtsmæssigt

mellem patos og logos. I romanernes samlede etos findes der i kraft af en sammensat areté brud på

aptum, men dette accepteres antageligt, idet målet i dette tilfælde helliger midlerne. Etos er

distribueret på en tilpas måde. Det specielle ved de tre kriminalromaner er, at de har stærke

elementer af socialt melodrama, hvilket ikke nødvendigvis indgår i læsernes forventninger til tre

kriminalromaner. Dette kan være en vigtig årsag til, at romanerne er blevet bestsellere.

Romanerne griber og fascinerer gennem modsætningen i plottets grundlæggende agon. Da

Lisbeths modstandere er beskrevet som usympatiske, er det nemt for læserne at holde med Lisbeth.

Ifølge Burke kan vi igennem fortællinger med død opnå en art katharsis gennem udryddelse af

syndebukke. Romanernes skurke fungerer som syndebukke i en af Burkes betydninger, idet de har

forbrudt sig mod moralske og juridiske love. Igennem syndebukkene opstilles der et tekstuelt ”os

mod dem”. Syndebukkenes tilstedeværelse giver os mulighed for at lægge alle vores aggressioner

over på en fælles fjende. Dette kan betegnes som et effektivt greb og en psykodynamisk fordel ved at

læse Millennium-trilogien.

Værket griber og fascinerer gennem karakteren Lisbeth Salander, der på flere punkter ligner Pippi

Langstrømpe, en actionheltinde og den hårdkogte detektiv. Hun afviger fra Pippi, da hun køber nye

bryster og altså ikke er helt ligeglad med andres mening. Dog illustrerer hendes brystforstørrelse, at

hun gør, hvad hun har lyst til, da handlingen er politisk ukorrekt. Hvad areté angår, har Lisbeth en

tvivlsom og egen moral, idet hun begår nogle kriminelle handlinger. I forhold til eunoia er Lisbeth

udelukkende velvillig og venlig mod de karakterer, hun betragter som venner. Hvis vi forstår

phronesis som kompetence eller klogskab, er Lisbeth yderst dygtig og intelligent. Hvis vi derimod

forstår phronesis som sund fornuft, har hun svært ved at leve op til kriteriet, idet hun vælger ulovlige

midler. Lisbeth har således en sammensat etos. Hun er amoralsk, men samtidig moralsk: hun drives

af egoistiske motiver som hævn og retfærdighed. Hendes komplekse karakter med en blandet

etosappel, som bryder aptum, virker ikke frastødende, da vi stadig kan holde med hende.

Lisbeths tilstedeværelse i romanerne er formodentlig den vigtigste årsag til, at romanerne er blevet

bestsellere. Det er antageligt afgørende for hendes persuasive kraft, at hun på flere områder er en

antitese, hvilket ifølge Christian Kock er den hyppigste årsag til, at vi bliver grebet og fascinerede af

tekster. Derudover er Lisbeth et væsentligt fascinationsmoment i vores dehabituering og

decentrering. Ydermere er hun så nysgerrighedsvækkende, at det er tvivlsomt om romanerne, til

trods for de mange fascinerende greb, ville have fået en så god reception uden hende. Knobloch-

Westerwicks og Keplingers undersøgelse viste, hvor vigtig skabelsen af nysgerrighed var for nydelsen

af kriminalromaner.

En mulig retorisk forklaring på, at Millennium-trilogien er blevet en bestseller er således valget af

den utraditionelle, overraskende og modsætningsfulde karakter, Lisbeth Salander, der har sin egen

moral, og overbeviser gennem antitetiske forhold, som understøtter romanernes patosappel.

Lisbeths tilknytning til patosappellen gør, at romanernes persuasive virkning i høj grad afhænger af,

om vi tilslutter os Lisbeth. Hun samler romanernes fascinerende greb. Lisbeth kan opfattes som en

antitese, en gåde, et vigtigt led i decentrering og dehabituering samt en overraskelse, hvilket

understøtter og udvider trilogiens persuasio.

Lisbeths handlinger kan ses som transgressive, de står i modsætningsforhold til og kan derfor kan

opfattes som kritiske over for samfundets regler og normer. Selvtægt appellerer til vores kulturelle

medborgerskab, hvilket både afspejler en universel fantasi om selvtægt og en lille tendens i

samfundet til, at mennesker tager loven i egne hænder. Selvtægt kan opfattes som et

situationsafhængigt definitionsspørgsmål og er derfor velegnet til diskussion.

Eftersom romanerne er hybrider af flere læservenlige og elskede genretyper, har de et stort

persuasivt potentiale. Romanerne lever op til kairós. Grundet nydelsen, movere giver, er delectare

den vigtigste intention. Ydermere fungerer romanerne gennem docere. Persuasio etableres i

Millennium-trilogien primært ved at skabe spænding hos læserne, så de gribes og fascineres.

De mange antiteser i trilogien indebærer både simplicitet og kompleksitet. Det simple ved dem er,

at vi som læsere nemt kan sætte flere karakterer i kasser, hvilket gør, at vi slipper for at forholde os

til, om de fortjener deres straf, og kan føle os trygge og uudfordrede. På den anden side medfører

Lisbeths sammensatte etos, at der er ansatser til diskussion, som kan aktivere læserne. Dog

udfordres læserne ikke så meget, at romanerne kan kaldes kontroversielle.

Bestsellere er ikke nødvendigvis melodramatiske. Den største bestseller inden for krimigenren er

Agatha Christies And Then There Were None. Christies slutninger er ikke entydigt lykkelige. Hendes

romaner indebærer dog en enkelthed, som modtagerne kan finde tilfredsstillende. Som

kriminalromaner er Millennium-trilogien ikke specielt nyskabende.

Selv om Lisbeth bryder aptum, er hun hverken en fuldstændig ny eller en original opfindelse. Der er

intet atypisk eller nyt i at lade detektiver være excentriske og lovbrydere. Forskellene mellem Lisbeth

og nogle mærkværdige detektiver fra gamle puslespilsromaner ligger i, at hun befinder sig uden for

samfundet, mens de er en del af det. Ydermere tager Lisbeth loven i egne hænder, og hun er ikke er

komisk, men tragisk. At kravet om aptum brydes i romanerne, er ikke nødvendigvis negativt, da det

medvirker til en variation, der kan ses som fornyende og nødvendig for, at læsere ikke finder

værkerne forudsigelige, og at vi kan nyde bøgerne på deres egne præmisser, ikke blot som

formellitteratur med faste skemaer for spændings- og læseraktiveringsfunktioner.

Ifølge Cawelti kan forfattere effektivt genoplive krimigenren ved at vælge en karakter, som har

modsætninger i sig. Sherlock-Holmes-karakterens succes illustrerer, hvor langt liv en antitetisk

detektiv kan få. I tilføjelse til de mange modstridende egenskaber kan Lisbeth ses som en

kombination af den hårdkogte outsider, den sære puslespilsromandetektiv og en spion, hvilket kan

virke forfriskende og nyt.

Millennium-trilogien bliver i disse dage gjort til film, hvoraf den første efter planen får premiere i

marts 2009. Dette kan påvirke salgstallene positivt. Ydermere kan det, at to af romanerne har vundet

Glasnøglen samt omtalen i medierne, få dem til at sælge mere, end de ellers ville have gjort.

Jeg vurderer ikke, at Millennium-trilogien vil overleve på længere sigt. Hvis noget om 20 år vil blive

husket, er det antageligt Lisbeth Salander.

165.802 enheder med mellemrum = 82,9 normalsider.

Anvendt litteratur

Primærlitteratur Larsson, Stieg: (2007): Mænd der hader kvinder, oversat af Ellen Boen, 2. udgave, 7.opl.,

paperback, Modtryk, Viborg. Larsson, Stieg: (2007): Pigen der legede med ilden, oversat af Kamilla Jørgensen, 8.opl.,

Modtryk, Viborg. Larsson, Stieg: (2007): Luftkastellet der blev sprængt, oversat af Kamilla Jørgensen, 8.opl.,

Modtryk, Viborg.

Sekundærlitteratur Albeck, Ulla: (1996): Dansk stilistik, Gyldendal, 7.udgave, 2.opl., Viborg. Alewyn, Richard: (1995): ”Detektivromanens anatomi”, I: Hedman, Dag (red.): Brott, kärlek,

äventyr – Texter om populärlitteratur, Studentlitteratur, Lund, pp.158-182. ”Arbejdspapir nr. 1. Projektbeskrivelse og delprojekter – fakta, fiktion og mål.”

http://www.krimiforsk.aau.dk. Aristoteles: (2004): Poetikken, Det lille Forlag, Frederiksberg. Atkinson, Max: (1984): Our Masters’ Voices: the language and body language of politics,

Routledge, London & New York. Auden, W., H.: (1980): “The Guilty Vicarage”, I: Winks, Robin W. (red.): Detective Fiction:

a collection of critical essays, Prentice Hall, Englewood Cliffs, New Jersey, pp.15-24. Brewer, William F.: (1995): “The Problem of Rereading for Theories of Story Enjoyment”, I:

Rusch, Gebhardt (red.): Empirical Approaches to Literature – Proceedings of the Fourth

Conference of the International Society for the Empirical Study of Literature, IGEL Budapest

1994, Siegen University, Siegen, pp.298-303. Brewer, William F. & Lichtenstein, Edward H.: (1982): “Stories are to Entertain: a Structural-

Affect Theory of Stories”, I: Journal of Pragmatics: an interdisciplinary monthly of language

studies, Vol. 6, pp.473-486. Brooks, Peter: (1992): Reading for the Plot: Design and Intention in Narrative, Harvard

University Press, Cambridge, Massachusetts & London. Burke, Kenneth: (1969a): A Grammar of Motives, University of California Press, Berkeley,

Los Angeles. Burke, Kenneth: (1969b): A Rhetoric of Motives, University of California Press, Berkeley,

Los Angeles & London. Burke, Kenneth: (1973): The Philosophy of Literary Form: Studies in Symbolic Action,

3.udgave, University of California Press, Berkeley, Los Angeles & London. Cawelti, John G.: (1976): Adventure, Mystery, and Romance – Formula Stories as Art and

Popular Culture, The University of Chicago Press, Chicago & London. Cawelti, John G. & Rosenberg, Bruce A.: (1987): The Spy Story, The University of Chicago

Press, Chicago & London. Chatman, Seymour: (1980): “What Novels Can Do That Films Can’t (And Vice Versa)”, I:

Critical Inquiry, Vol. 7, No. 1, On Narrative, Autumn, pp. 121-140. Craig, Edward (red.): (1998): Routledge Encyclopedia of PHILOSOPHY, Routledge, London

& New York. Davis, Sara & Andringa, Els: (1995): “Narrative Structure and Emotional Response”, I:

Rusch, Gebhardt (red.): Empirical Approaches to Literature – Proceedings of the Fourth

Conference of the International Society for the Empirical Study of Literature, IGEL Budapest

1994, Siegen University, Siegen, pp.236-244. Dove, George N.: (1997): The Reader and the Detective Story, Bowling Green State

University Popular Press, Bowling Green, Ohio. Fafner, Jørgen: (2000): Retorik – klassisk og moderne: Indføring i nogle grundbegreber,

Universitetsforlaget i København, Akademisk Forlag, 8.opl., København. Freud, Sigmund: (1972): “Creative Writing as Daydreaming”, I: Lodge, David (red.): 20th

Century Literary Criticism: a Reader, Longman, London, pp.36-42. Freud, Sigmund: (1997): “The Uncanny”, I: Strachey, James (red.): Writings on Art and

Literature, Stanford University Press, Stanford, California, pp.193-233. Grella, George: (1970): “Murder and Manners: The Formal Detective Novel”, I: Novel: a

Forum on Fiction, Vol. 4, Fall, pp.30-48. Hansen, Kim Toft: ”Arbejdspapir nr. 3. Krimi og nærhed: Den kritiske realisme.”

http://www.krimiforsk.aau.dk. Harding, D.W.: (1962): “Psychological Processes in the Reading of Fiction”, I: The British

Journal of Aesthetics, Vol. 2, pp.133-147. Hejlsted, Annemette & Petersen, Camilla (red.): (2006): Den skandinaviske femikrimi - en

seminarrapport, Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet, Varia, København. Horsley, Lee: (2005): Twentieth Century Crime Fiction, Oxford University Press, Oxford. Iser, Wolfgang: (1996): ”Tekstens appelstruktur”, I: Olsen, Michel & Kelstrup, Gunver (red.):

Værk og læser: en antologi om receptionsforskning, Borgen/Basis, 1. udgave, 2.opl.,

København, pp.102-133. Katz, Bruce F.: (1995): “A Model of Positive Affective Response to Suspense in Stories”, I:

Rusch, Gebhard (red.): Empirical Approaches to Literature – Proceedings of The Fourth

Conference of the International Society for The Empirical Study of Literature, IGEL Budapest

1994 , LUMIS-publications, Siegen University, Siegen, pp. 245-251. Knight, Stephen: (1980): Form and Ideology in Crime Fiction, Macmillian Inc., London. Knobloch-Westerwick, Silvia & Keplinger, Caterina: (2006): “Mystery Appeal: Effects of

Uncertainty and Resolution on the Enjoyment of Mystery”, I: Media Psychology, 8, pp.193-

212. Kock, Christian: (1994): ”Hvad læser vi for? Er litteraturens interessemoment semantisk eller

psykodynamisk?”, I: Edda – Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, pp.319-335. Kuiken, Don, Miall, David S. & Sikora, Shelley: (2004): “Forms of Self-implication in

Literary Reading”, I: Poetics Today 25 (2), No. 171, Summer, pp.171-203. Langstrup, Steen: (2008): Hjælp, jeg vil skrive en bestseller! Steen Langstrup & 2 Feet

Entertainment, Frederiksberg. Larsen, Peter Harms: (2004): ”Når plottet driver værket - om plottets betydning og funktion i

gode historier, gode film og gode tv-programmer”, I: Kjærbech, Susanne (red.):

Historiefortælling i praktisk kommunikation, Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur,

Frederiksberg, pp.171-200. Lehman, David: (1989): The Perfect Murder: a study in detection, The Free Press,

Macmillian Inc., New York. Lucas, Stephen E.: (1995): The Art of Public Speaking, McGraw-Hill Inc., New York. Miall, David S. & Kuiken, Don: (2002): “A Feeling for Fiction: Becoming what We Behold”,

I: Poetics: journal of empirical research on literature, the media and the arts, 30, pp.221-241. Miall, David S.: (2006): Literary Reading: Empirical and Theoretical Studies, Peter Lang

Publishing Inc., New York.

Plain, Gill: (2001): Twentieth-Century Crime Fiction: Gender, Sexuality and the Body,

Edinburgh University Press, Edinburgh. Porter, Dennis: (1981): The Pursuit of Crime: Art and Ideology in Detective Fiction, Yale

University Press, New Haven & London. Pyrhönen, Heta: (1994): Murder from an Academic Angle: an Introduction to the Study of the

Detective Narrative, Camden House Inc., Columbia, USA. Rzepka, Charles J.: (2005): Detective Fiction, Polity Press, Cambridge & Molden. Sayers, Dorothy L.: (1980): “Aristotle on Detective Fiction”, I: Winks, Robin W. (red.):

Detective Fiction – a collection of critical essays, Prentice Hall, Englewood Cliffs, New

Jersey, pp.25-34. Skei, Hans H.: (2005): ”Nordisk kriminallitteratur”, I: Nordisk Tidsskrift, Årgang 81, häfte 4,

pp.317-329. Symons, Julian: (1975): Bloody Murder: from the Detective Story to the Crime Novel: a

History, Penguin Books, 2.opl., Harmondsworth. Todorov, Tzvetan: (1995): ”Kriminalromanens typologi”, I: Hedman, Dag (red.): Brott,

Kärlek, Äventyr – Texter om populärlitteratur, Studentlitteratur, Lund, pp.183-192. Walton, Kendall L.: (1990): Mimesis as Makebelieve: on the Foundations of the

Representational Arts, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts & London.

Anmeldelser og blog-uddrag: Bjørnvig, Bo: ”Kvindehad”, Weekendavisen, d.22/12-2005. Bjørnvig, Bo: ”Vé den mand, der hader kvinder”, Weekendavisen, d.20/10-2006. Dürrfeld, Peter: ”NY krimi: En ond tids Pippi Langstrømpe”, Information, d.14/10-2006. Kirkegaard, Per: “Udødelige Pippi – udødelige Stieg Larsson?”, d.10/12-2007.

http://www.kulturkapellet.dk/skonlitteraturanmeldelse.php?id=12. Koch, Marianne: ”Hæsblæsende Salander-blues”, Jydske Vestkysten, d.13/10-2006. ”Nilleper” fra Nilleper Smartlog, d.27/3-2007. Downloadet d.20/2-2008 fra:

http://www.nilleper.smartlog.dk/pigen--der-legede-med-ilden---stieg-larsson-post92518. “Saraurban” fra Librarything, d.14/12-2007, ”Tema: Stieg Larsson er opreklameret.”

Downloadet d.20/2-2008 fra: http://www.hu.librarything.com/talktopic.php?topic=25273. Skov, Maria: ”Der bliver ved med at være modstandere”, Information, d.8/9-2007.

Blogs og hjemmesider: http://www.hu.librarything.com/talktopic.php?topic=25273. http://www.nilleper.smartlog.dk/pigen--der-legede-med-ilden---stieg-larsson-post92518. http://www.stieglarsson.se. http://www.stieglarsson.com. http://www.krimiforsk.aau.dk. http://www.kulturkapellet.dk. http://www.wikipedia.org/wiki/List_of_best-selling-books.

Yderligere litteratur læst som baggrund Aristoteles: (2002): Retorikken, Museums Tusculanums Forlag, Københavns Universitet,

København. Asbee, Sue: (1990): “Margery Allingham and Reader Response”, I: Bloom, Clive (red.):

Twentieth Century Suspense: the thriller comes of age, Macmillian Press Ltd., Basingstoke,

pp.161-173. Binyon, T. J.: (1989): “Murder Will Out”: The Detective in Fiction, Oxford University Press,

Oxford & New York. Brewer, Wiliam F.: (1996): “Good and Bad Story Endings and Story Completeness”, I:

Kreuz, Roger J. & MacNealy, Mary Sue (red.): Empirical Approaches to Literature and

Aesthetics, Volume LII, The University of Memphis, Ablex Publishing Corporation, New

Jersey, pp.261-274. Browder, Laura: (2006): “Dystopian Romance: True Crime and the Female Reader”, I: The

Journal of Popular Culture, Vol. 39, No. 6, pp.928-953. Day, Gary: (1990): “Ordeal by Analysis: Agatha Christie’s The Thirteen Problems”, I:

Bloom, Clive (red.): Twentieth Century Suspense: the thriller comes of age, Macmillian Press

Ltd., Basingstoke, pp.80-96. Eide, Tormod: (1999): Retorisk leksikon, Spartacus Forlag AS, Oslo. Evans, Christine Ann: (1994): ”On the Valuation of Detective Fiction: a Study in the Ethics of

Consolation”, I: The Journal of Popular Culture, Vol. 28, Issue 2, Fall, pp.159-167. Freud, Sigmund: (1942): “The Psychopathic Character on The Stage”, I: The Psychoanalytic

Quarterly, Volume Eleven, pp.459-464. Freud, Sigmund: (1994): Vitsen og dens relation til det ubevidste, Det lille Forlag, Oslo. Gerrig, Richard J.: (1996): “Participatory Aspects of Narrative Understanding”, I: Kreuz,

Roger J. & MacNealy, Mary Sue (red.): Empirical Approaches to Literature and Aesthetics,

Volume LII, The University of Memphis, Ablex Publishing Corporation, New Jersey, pp.

127-142. Gregoriou, Christina: (2007): Deviance in Contemporary Crime Fiction, Palgrave Macmillian

Ltd., New York. Heller, Frank: (1995): ”Företal til antologien all världens detektivhistorier”, I: Hedman, Dag

(red.): Brott, Kärlek, Äventyr – Texter om populärlitteratur, Studentlitteratur, Lund, pp.137-

157. Herzog, Todd: (2002): “Crime Stories: Criminal, Society, and the Modernist Case History”, I:

Representations 80, Fall, 2002, pp.34-61. Holmgaard, Jørgen og Michaëlis, Bo Tao (red.): (1984): Lystmord: studier i kriminallitteratur

fra Poe til Sjöwall/Wahlöö, Medusa, København. Jørgensen, Charlotte, Onsberg, Merete: (2002): Praktisk argumentation, Ingeniøren bøger, 2.

udgave, 3.opl., København. Kuiken, Don & Miall, David S.: (1995): “Procedures in Think Aloud Studies: Contributions

to the Phenomenology of Literary Response”, I: Rusch, Gebhardt (red.): Empirical

Approaches to Literature – Proceedings of the Fourth Conference of the International Society

for the Empirical Study of Literature, IGEL Budapest 1994, LUMIS-publications, Siegen

University, Siegen, 1995, pp.50-60. Lesser, Simon O.: (1975): Fiction and the Unconscious, The University of Chicago Press,

Chicago & London. Malmgreen, Carl D.: (1997): “Anatomy of Murder: Mystery, Detective, and Crime Fiction”,

I: The Journal of Popular Culture, Volume 30, Issue 4, Spring, pp.115-135.

Miall, David S. & Kuiken, Don: (1995): “Feeling and the Three Phases of Literary

Response”, pp. 282-290 I: Rusch, Gebhardt (red.): Empirical Approaches to Literature –

Proceedings of The Fourth Conference of the International Society for The Empirical Study of

Literature, IGEL Budapest 1994, LUMIS-publications, Siegen University, Siegen, pp.236-

251. Miall, David S.: (2005): ”Mellem tekst og læser: om litterariteten og dens neuropsykologi”, I:

Stjernfelt, Frederik & Kjældgaard, Lone Horne (red.): Kritik 174, 38. årgang, pp.64-72. Moretti, Franco: (2000): ”The Slaughterhouse of Literature”, I: Modern Language Quarterly

61:1, March, pp.207-228. Nickerson, Catherine: (1997): ”Murder as Social Criticism”, I: American Literary History,

Vol. 9, No. 4, Winter, pp.744-757. Nussbaum, Martha C.: (1990): Love´s Knowledge: Essays on Philosophy and Literature,

Oxford University Press, New York & Oxford. Oatley, Keith & Gholamain, Mitra: (1997): “Emotions and Identification: Connections

between Readers and Fiction”, I: Hjorth, Mette & Laver, Sue (red.): Emotions and the Arts,

Oxford University Press, Oxford & New York, pp.263-281. Van Peer, Will & Pander Maat, Henk: (1996): “Perspectivation and Sympathy: Effects of

Narrative Point of View”, I: Kreuz, Roger J. & MacNealy, Mary Sue (red.): Empirical

Approaches to Literature and Aesthetics, Volume LII, The University of Memphis, Ablex

Publishing Corporation, New Jersey, pp.143-154. Priel, Beatriz: (1998): “Beyond Neutrality and Embeddedness: a Psychoanalytic Reading of

Detective Fiction”, I: Journal of the American Academy of Psychoanalysis, 26, 3, pp.443-456. Ryff, Carol D. & Singer, Burton H.: (2003): “The Role of Emotion on Pathways to Positive

Health”, I: Davidson, Richard J., Scherer, Klaus R., Goldsmith, H. Hill (red.): Handbook of

Affective Sciences, Oxford University Press, Oxford & New York, pp.1083-1099. Sauerberg, Lars Ole: (1985): “Reading Formula Fiction: on Absorption and Identification”, I:

Orbis Litterarum: international review of literary studies, 40, pp.357-371. Stewart, David M.: (1997): “Cultural Work, City Crime, Reading, Pleasure”, I: American

Literary History, Vol. 9, No. 4, Winter, pp.676-701. Symons, Julian, (1980): The Modern Crime Story, The Tragara Press, Edinburgh.

BILAG: RESUMÉER

MÆND DER HADER KVINDER Mikael Blomkvist er journalist på bladet Millennium, 43 år, kvindebedårer og kendt for sine

afsløringer af forbrydere. Lisbeth Salander er en 24-årig umyndiggjort hacker og researcher

med Asperger Syndrom og et voldsomt temperament. Blomkvist bliver dømt for at have bagvasket finansmanden Hans-Erik Wennerström i

Millennium-magasinet. En dag voldtager Salanders formynder Nils Erik Bjurman hende,

hvorefter hun hævner sig ved at mishandle ham og tatovere ordene Jeg er et sadistisk svin, en

pervers stodder og en voldtægtsforbryder ind i hans hud. Lisbeth og Mikael mødes for at løse en fælles opgave, mysteriet om den sporløst forsvundne

Harriet Vanger. De indleder et seksuelt forhold og en form for venskab, men det er svært at

komme ind på livet af Lisbeth, som er socialt handicappet og reserveret. Dog føler hun sig

ikke specielt irriteret over Mikaels selskab. En dag bliver der skudt efter Mikael. Han ved dog

ikke, hvem der skyder. I fællesskab finder Mikael og Lisbeth ud af, at Harriet Vanger er i live, og at to

massemordere har været på spil. En af dem ved navn Martin Vanger tager Mikael til fange,

men Lisbeth redder hans liv. Efter at opgaven er løst, hjælper Lisbeth Mikael med at få hævn over Wennerström. Hun

kopierer hans harddisk og stjæler 3 milliarder kroner fra hans konto. Mikael finder hurtigt

beviser for, at Wennerström er en gangster, og udgiver et Millennium-magasin og en bog om

hans lyssky aktiviteter. Det går op for Lisbeth, at hun er forelsket i Mikael. Lisbeth ser Mikael med en anden kvinde

og bliver rasende. Hun er vred på sig selv og Mikael og ked af, at hendes kærlighed

tilsyneladende ikke er gengældt.

PIGEN DER LEGEDE MED ILDEN Lisbeth Salander rejser til Caribien uden at fortælle det til nogen. Mikael Blomkvist opsøger

hende forgæves, men hun vil ikke have noget med ham at gøre. Lisbeth forklarer dog ikke,

hvorfor hun nægter at se ham. Mikael bliver kontaktet af parret Mia Bergman og Dag Svensson, som har optrevlet en

trafficking-ring, der handler med kvinder fra Østeuropa. Sammen vil de skrive en bog om

kvindehandel i Sverige. Lisbeth finder en mail i Mikaels computer om en gangster ved navn

Zala, der har forbindelse til trafficking-sagen. Lisbeth tropper pludselig op i Dag Svensson og Mia Bergmans lejlighed for at udspørge dem

om Zala. Senere samme aften kommer Mikael forbi og finder dem skudt. Politiet finder et

våben med Lisbeths fingeraftryk og indleder en jagt på Lisbeth, der ikke er til at finde. Mikael finder frem til, at Zala er en russisk spion, hedder Alexander Zalachenko og

hemmeligt kom til Sverige under den kolde krig. Nogle personer i det svenske

Sikkerhedspoliti tog imod ham og lod ham arbejde for sig. Desuden er Zalachenko Lisbeths

far. Lisbeth begiver sig ud for at have et endeligt opgør med sin forhadte far, der bankede hendes

mor, så hun blev hjerneskadet. Hadet er gensidigt, da Lisbeth har smidt en brandbombe efter

Zalachenko og invalideret ham. Alexander Zalachenko og Lisbeths halvbror, Ronald

Niedermann, tager Lisbeth med ud i en skov. Zalachenko skyder Lisbeth og skubber hende

ned i en grav. Lisbeth er dog stadig levende og graver sig op for at jagte sin far. Hun angriber

ham med en økse, og er efterfølgende så såret og udmattet, at hun dratter om. Mikael

Blomkvist finder Lisbeth og ringer efter en ambulance.

LUFTKASTELLET DER BLEV SPRÆNGT Mordene på Dag Svensson og Mia Bergman bliver opklaret. Morderen er Ronald

Niedermann, som er Zalachenkos søn og lejemorder. Lisbeth overlever sine skader, men er så

svækket, at hun ikke kan forflyttes til et fængsel. Hun bliver anklaget for drabsforsøg på sin

far og holdes i arrest på sygehuset. Zalachenko bliver indlagt på samme sygehus og skudt af

en spion. Mikael finder ud af, at der findes en hemmelig spionafdeling i det svenske Sikkerhedspoliti,

sektionen for specialanalyse. De har arbejdet for at dække over Zalachenkos eksistens og

sørgede for, at Lisbeth som 12-årig blev anbragt på et sindssygehospital, fordi de var bange

for, at hun ville sladre om Zalachenko. Da Mikael en dag opdager, at han bliver udspioneret, sætter han flere mennesker i gang med

at udspionere spionerne. Mikaels alliance vil hjælpe Lisbeth i den kommende retssag og

samle beviser mod spionskurkene. Blandt hjælperne er en kvinde, som Mikael forelsker sig i,

og vil forsøge at være tro mod. Da Lisbeths retssag går i gang vil spioner fra den hemmelige sektion i Sikkerhedspolitiet

igen have, at hun bliver tvangsindlagt, så sandheden om Zalachenko forbliver ukendt. Lisbeth

vinder dog sagen og bliver myndiggjort. Mikael offentliggør historien om sektionen for

specialanalyse, Lisbeth og trafficking-ringen. De onde spioner bliver anholdt. Efter sejren tager Lisbeth igen på rejse. Da hun kommer tilbage, opdager hun til sin

tilfredshed, at det ikke længere gør ondt at tænke på Mikael, og hun beslutter sig for igen at

ville tale med ham. Mikael ringer på hos Lisbeth, hun åbner døren og lader ham komme ind i

sin lejlighed.