Lykkens brud - Simona Abdallahs historie

236

mm

18 mm145 mm 145 mm100 mm100 mm

33

FORTALT TIL MINNA GROOSS

SIMONA ABDALLAHS HISTORIE

LY

KK

EN

S B

RU

D SIM

ONA A

BDALLA

HS H

ISTORIE

I den århusianske ghetto Gellerupparken bestemmer en ung muslimsk kvinde ikke over sit eget liv. Det ved Simona Abdal-lah alt om. Her er hun vokset op i en stor palæstinensisk flygt-ningefamilie i et arabisk miljø præget af streng social kontrol. Især over pigerne. De skal forloves og giftes og passe hus og hjem.

Men for den unge Simona står det hurtigt klart, at et liv som en god arabisk hustru ikke er det, hun ønsker for sig selv. Hun har andre planer med sit liv. Hun vil være musiker. Og stik imod familieforventninger og religiøse og kulturelle tradition-er gør hun, som hun vil.

LYKKENS BRUD er hendes personlige, stærke beretning om mod og målrettethed og glæden og omkostningerne ved at bryde med sociale mønstre og insistere på at gå sine egne veje i livet. Og om at tilgive og forstå.

I dag er Simona Abdallah 33 år og professionel, internationalt anerkendt musiker og en af få kvindelige percussionister i verden med arabisk baggrund.

© T

ine

Slet

ting

Minna Grooss, f. 1966, forfatter, skribent, dokumentarfilminstruktør og mu siker. Forfatter til bl.a. Margueriteruten – på opdagelse i Danmark, Politikens Forlag (2010) og Divaer med morgenhår, Magnolia Press (2009). Instruktør på bl.a. Goddag mit navn er lesbisk (2009), musiker og komponist på bl.a. Jodeladies’ Rastaplatz (2008), senest radiodj og vært på P2programmet “Natsværmeren”.

“Det banker på døren, og hun åbner øjnene. Det er hendes brors kone – der er mad med familien. Hun stirrer tomt frem for sig. Fatter de det virkelig ikke? Kan de ikke se, hun prøver at gøre, som de siger, og at hun går i stykker hver gang? Hun har allerede været gift en gang og forlovet to gange, og det eneste, de tænker på, er at finde en ny mand til hende og få hende til at læse Koranen som midlet til al lykke. Hun lukker øjnene og lader sommeren gå.”

Indhold

7Forord

9Anslag

13Mellem Tyskland, Libanon og Danmark

41Teenager i Gellerup

107Dagbog fra København

141Næsten fri

169It’s all good


1994 Gellerup

Piger er som tyndt glasHan sender flirtende blikke gennem lokalet. Hun svarer ham igen med et høfligt smil. Køn er han ikke, men hun er ligeglad. Hun sidder ved siden af sin mor – stille og afdæmpet, som hun har lært, for sådan opfører en høflig kønsmoden arabisk kvinde sig. Hvis hun griner for højrøstet, sender moren hende dræberblikke.

De sidder ved et af de mange langborde mellem hundredvis af bryllupsgæster. Der afholdes mindst ét bryllup eller én forlovelse en gang om ugen i Gellerup, og de minder alle sammen om hinanden. Så mange mennesker som muligt og en hær af børn. For enden af lokalet sidder brudeparret i en topersoners mønstret pufsofa. Om-kring dem blinker lyskæder og plasticblomster i prangende farver i vaser af skinnende porcelæn, dekoreret med påfugle.

Der er intet i verden, der ligger hende fjernere end at skulle giftes. Hun aner ikke, hvad det vil sige, bortset fra at det er noget, man gør i hendes kultur. En dag om ikke så længe skal hun sidde deroppe på podiet omgivet af plasticblomster og lyskæder.

Der er et inferno af larm. Bryllupsmusikerne spiller om kap på hver deres Ketron keyboard. Rytmeboksen kører i et tempo skruet op, så ingen falder i søvn, mens de arabiske skalaer fra den klassiske samling bliver rendt over ende af livlige fingre på de hvi-de tangenter. Oveni spiller én på en darbuka og en anden på fra-medrum og prikken over i’et er en elguitar. Den ene af musikerne er Simonas fætter, den anden hendes bror. De turnerer rundt i landet fra bryllup til bryllup. Med frekvensen af arabiske forlovel-ser og bryllupper bliver det til ganske mange jobs. 500,- pr. mand.

Folk holder øje med hinanden. Det er her, man tjekker hin-anden ud – pigerne og drengene. Mødrene har travlt med at hol-

4948 Teenager i Gellerup

de styr på deres døtre, så der ikke er nogen, der taler bagefter. Simona sørger for, at moren ikke kigger, når hun smiler tilbage. Hun hører sin mors sætning for sit indre øre: Piger er som tyndt glas. Lige så snart der er en lille ridse eller revne, er de lige til at smide ud. Så det er ekstra vigtigt at opføre sig ordentligt og holde facaden. Tankerne ryger rundt i hovedet på hende, mens hun smiler tilbage. Hellere en mands kontrol end en hel families.

Hun bor alene med sin mor og far. Hendes fire andre søskende er forlængst gift. Hun føler sig som en slave derhjemme, efter hun er blevet teenager. Det hele handler om at lære at lave mad og blive en god hustru. Nogle gange tænker hun på, om de mon har fun-det hende på gaden og bare bruger hende til at tjene dem. Hun kan ikke finde ud af at løbe væk, og samtidig er det det eneste, hun drømmer om. Der er hele tiden besøg af søskende, fætre og kusiner, familiens venner, onkler og tanter, og hver gang er det hende, der skal i køkkenet og servere fadevis af frugt og nødder, kaffe og kage og selvfølgelig den obligatoriske pulvermælk – ara-bere kunne ikke drømme om at bruge rigtig mælk.

Alt skal gerne stå på bordet, et kvarter efter at gæsterne er ankommet. Ingen spørger nogen, om de har lyst, eller hvad de har lyst til. Det skal bare stå på bordet som en gestus, uanset om no-gen er sultne eller ej. Og selvfølgelig skænker man også op igen, hvis koppen bliver tom. Også selv om gæsten siger nej. Et nej betyder, at gæsten er genert. Det samme med mad. Selv om man ikke er mere sulten, så får man lige en halv kylling mere.

Hun er træt af at varte op. Også sin far. Han sidder bare i sofaen som en anden konge og ser fjernsyn og råber på hende dagen lang: SI-MO-NA. Hun bider tænderne sammen og går ind til ham. Hent mig dit og bring mig dat. Hun orker det ikke mere.


Han kan finde på at gå forbi hende ude i køkkenet og bede om et glas vand. 117 gange om dagen. Gudrunsvej hænger hende langt ud af halsen.

Jo mere de forbyder hende at gå ud, jo mere er hun begyndt at dagdrømme om at komme væk. De arabiske koncerter i fjern-synet redder hende. Hendes krop forsvinder ned i den gråmøn-strede hjørnesofa med de bløde puder, mens sindet lader sig rive med af fingrenes ihærdige vibreren mod det sprøde trommeskind på darbukaen.

Hun forestiller sig, at det er hende, de kigger på. Publikums eufori tager hende med ind i den lille firkantede kasse, væk fra alle reglerne og alt det, hun ikke må. Det skarpe lys fra lysstofrø-rene i loftet brager ned over hende. Farens udstoppede dyr overalt i stuen er tavse tilskuere. Hun bliver suget ind i trommens rytmer og den glæde, som trommen spreder ud blandt publikum. Fore-løbig er hun begyndt at øve alle Fairouz’ hits og andre arabiske klassikere på sin brors keyboard. Hveranden dag slæber hun det tunge Roland keyboard mellem Toveshøj og Gudrunsvej. Hun sveder som pisket og kan næsten ikke undgå, at keyboardet slæ-ber hen ad asfalten, men hun vil have det hjem til sig selv. Musik-ken er det eneste, der kan få hende til at føle sig fri.

Hendes far er stolt af hende. Når de får gæster, blærer han sig med, at hun kan spille alle de store klassikere. Det gør hende nervøs at optræde, men samtidig giver det et sus i maven, som hun vil have mere af.

Hendes yngste bror er kommet hjem med en darbuka. Dens rå kraft og energi kender hun fra de mange koncerter i fjernsynet. Som et lokomotiv, der fører resten af orkesterets vogne fremad


over skinnerne. Den har så meget magt, den lille tromme. Nog-le gange er det kun den, hun hører, når orkesteret spiller. Og de forførende strygere, der blander sig så eventyrligt med rytmen. Det eventyr, hun spiller på keyboardet med en syntetisk stryger-lyd. Hun hører ikke det syntetiske nær så tydeligt, når hun spiller sammen med kassettebåndene fra hendes bror. 500 bånd, han har efterladt på hendes værelse. Og nu også trommen.

Hun kigger på den. Løfter den forsigtigt fra gulvet og sætter sig på kanten af sengen. Hun har set i fjernsynet, hvordan de sætter den mellem lårene. Den passer lige ind som en naturlig forlængelse af hendes krop. Hun slår et slag, to, laver en rytme. Det føles nemt. Hun trykker på playknappen på båndoptageren. Lukker øjnene og flyder i et med musikken. Trommen og hun smelter sammen med orkesteret, med væggene, med verden udenfor.

1994 Gellerup

Den syndige tromme Hun er begyndt at tage trommen med i torsdagspigeklubben AC – den eneste fritidsbeskæftigelse, hun får lov til. Mens de andre piger syr og laver smykker i et andet lokale, glemmer hun alt om-kring sig, mens hun spiller. Hun elsker det.

En gang om måneden er der kvindesammenkomster i Gelle-rup. Hendes forældre har ingen problemer med det, så længe det er kvinder, og de er arabiske.

Når musikken bliver sat på, tager hun trommen frem og be-gynder at spille til de arabiske rytmer. Kvinderne er vilde med hende. De smider tørklædet, binder det om hofterne og danser til hendes trommespil. De vil ikke have, at hun stopper, og lægger trommen tilbage på skødet af hende, når hun holder op.

Men snakken blandt de ældre i forsamlingen svirrer. Bare så-


dan som hun kommer anstigende og spiller sig ind i hjerterne af de andre kvinder i Gellerupplanen. Det bryder de sig ikke om – uden at kunne forklare hvorfor. Men det sætter noget i gang i kvinderne, som de ældre ikke ved, hvad er. Nogle kalder hende ”betjent Simona” på grund af hendes målrettede gang. De synes, hun bevæger sig ligesom en mand.

– Du går som en mand, taler som en mand og spiller som en mand. Det eneste, du mangler, er en tissemand, siger hendes mor til hende, da hun får det at vide.

Men Simona er ligeglad. Sådan har det jo altid været. Efter hun er blevet teenager, er tonen skiftet fra kærlig til temperamentsfuld. Hun forstår det ikke helt. Kan godt mærke, at der er modstriden-de kræfter på spil, som hun ikke ved, hvordan hun skal håndtere.

Hun har jo altid været sådan. Da hun gik til undervisning i islamiske salmer (anasheed), var hun også den eneste af pigerne, der ikke bar tørklæde. Kun til koncerterne forskellige steder, hvor det kvindelige publikum sad andægtigt og lyttede, havde hun af-talt med sin lærerinde, hendes venindes storesøster, at tage tør-klæde på for ikke at skille sig ud.

Men nogle af kvinderne reagerede på det og syntes ikke, at man kunne tage tørklædet af og på på den måde. Så hun holdt op med at gå til undervisning, fordi hun ikke orkede den reak-tion. Hun holdt ellers meget af koncerterne, hvor de seks kvin-der spillede på hver sin framedrum, den hellige tromme, og sang anasheed til. Koncerterne foregik som regel i forsamlingshuset Laden i Gellerup eller i Aktivitetscenteret. Kvinderne lyttede og klappede, men uden at danse. Helt anderledes, end når hun spil-lede på darbukaen – den syndige tromme, som får kvinder til at svinge løssluppent med hofterne.


Dengang hun var en lille pige, var alt meget lettere. De kærlige drillerier og den måde, hendes søskende kunne nive hende i kin-derne og altid var til at charmere. Også før Gellerup, dengang de lige var kommet til Danmark og boede i Grenaa ude på landet. Eller på Asylcenter Kongelunden. Der var rigeligt med personale, og de tog sig godt af hende. De krammede hende altid.

I Grenaa var hendes familie de eneste udlændinge sammen med én anden statsløs palæstinensisk familie. Man talte oven i købet om at adskille dem fra de andre i skolen, for at de skulle lære sproget hurtigere. Det var først, da de kom til Gellerup, at omgivelserne begyndte at have en afsmittende virkning på hen-des mor og far. Der, hvor reglerne blev strammet. Det kom lidt hen ad vejen. I de første år var det sjovt med alle de forskellige nationaliteter på skolen. Der var både islændinge og færinger og folk fra mange forskellige arabiske lande. Det var mere blandet. Men langsomt forsvandt de dansktalende, og tilbage var kun fa-miliesammenførte arabere, mange af dem fattige landsbyfolk uden uddannelse. Jo flere arabere, jo flere regler.

1994 Gellerup Når øjnene er lukkede, og drømme kommer forbiHun kan ikke koncentrere sig i skolen – det hænger hende langt ud af halsen. Hun føler et kæmpe pres med lektierne, og hun har ikke nogen, der kan hjælpe hende. Hendes forældre går ikke så højt op i det med uddannelse.

Hun er begyndt i en ny klasse. De mange danskere får hende, ligesom sidst hun flyttede skole, til at føle sig endnu mere an-derledes. Der er dem, og så er der hende og de andre 2. g’ere. To verdener i samme lokale, der kigger fremmed på hinanden. De danske piger hænger ud med drengene efter skole, men hun skal


hjælpe sin far i den grill i Bazar Vest, som han ejer. Når hun en-delig kommer hjem til Gudrunsvej, er hun alt for træt til at lave lektier. På det tidspunkt af døgnet er der kun musik og drømme tilbage sammen med de tanker, der trænger sig på, selv om hun med al kraft forsøger at skubbe dem den anden vej og skrue end-nu højere op for kassettebåndoptageren.

Hun husker ikke meget, fra hun var helt lille, men det hun husker er godt. Det dårlige ligger dybt begravet inden i hende som i en lukket æske. Hun har lagt låg på så mange følelser. Det gode, hun husker, er fra Tyskland, Grenaa og de første år i Gel-lerup, inden hun blev teenager. Nu er det helt anderledes, og hun kan slet ikke overskue de forventninger, der er til hende som kvinde. Hellere pakke alle følelser ned for en sikkerheds skyld. Ellers er hun bange for at eksplodere, hvis hun lukker æsken op.

Lige nu handler det bare om at komme væk hjemmefra. Så må hun tage fat på den lukkede side af sig selv, når hun får ro på. Hendes hjerne arbejder på højtryk lukket inde bag betonen. Det frie liv hun drømmer om, fascinationen af kvinder, der forvirrer hende og gør hele situationen endnu værre. Hun kommer i tanke om lærerinden. Hader sådan som det endte. Skrev endda et brev til hende bagefter, men hun hørte aldrig fra hende igen. Og det hele på grund af en dum misforståelse.

Hun lukker øjnene og ser sig selv som barn. Det er sommer. Hendes far klipper hende helt korthåret, så hun ligner en dreng. Han klipper også moren og resten af familien. Han er meget forfængelig, hendes far. Han går i nystrøgede skjorter og dufter af hendes mors parfume. Moren giver hende sommerkjoler på, men hun hader det. Føler sig helt forkert og vil meget hellere låne sin fars sorte silkeskjorte, så hun ligner en dreng og kan lege alle de lege, drengene leger.


Hun elsker at hænge ud med sine brødre. De driller hende på en kærlig måde – i hvert fald så længe, hun ikke har fået men-struation. Indtil da er det okay, at hun ligner og opfører sig som en dreng. De griner bare ad det og kalder hende Simon.

Hun elsker også at hænge ud med sin mor og hendes ven-inder. Elsker at høre om deres sexliv, og hvordan de laver ordet tissemand om til gulerødder og agurker, når de ved, hun lytter. Hun forstår godt, hvad de siger – har altid følt sig voksen indeni.

Hendes mor forsøger at hægte hende af og få hende ud på gaden og lege med nogle jævnaldrende. Men det giver mere me-ning for hende at være sammen med voksne kvinder, der er langt ældre end hun selv, deres modenhed tiltrækker hende. Både hen-des mors og søsters veninder. Hun er også blevet veninde med en kvindelig arabisk pædagog i fyrrene nede fra pigeklubben. Hun inviterer hende med hjem. Hendes mor er målløs.

– Hun kunne være din mor, Simona. Hvorfor snakker I hele tiden sammen? Det er lige før, det eneste du mangler er at kneppe hende.

Lærerinden bliver ved at dukke frem i hendes tanker. Heldigvis forstod hendes mor aldrig, hvad der egentlig skete. Det var bare noget i skolen, og alt i skolen blander hun sig uden om. Simona græmmes, når hun tænker på det.

Sedlen, som hun fik sin veninde til at skrive og lægge i læ-rerindens dueslag uden at dobbelttjekke, om veninden nu havde forstået det rigtigt. Det var først, da inspektøren bankede på dø-ren til klasseværelset og meddelte, at en af skolens lærere havde modtaget et trusselsbrev fra en elev, at det gik op for hende, at der var noget galt. Hjertet bankede så hårdt, at hun troede, hun skulle dø. Hvad skulle hun sige? At det var hende, og at hun var


tiltrukket af sin lærerinde? Det var umuligt. Men inspektøren gav ikke op.

Første gang hun blev kaldt ind på viceinspektørens kontor, nægtede hun, at det var hende. Anden gang truede inspektøren med at tilkalde politiet og få dem til at finde fingeraftryk på bre-vet, og hun brød sammen. Sagde, at det var for sjov, at det ikke var en trussel, at hun holdt meget af sin lærerinde. Men der var ikke noget at gøre. På sedlen stod der: Der sker noget farligt i løbet af denne uge, hilsen anonym.

Problemet var, at veninden havde glemt at skrive Simonas navn på, sådan som Simona havde sagt, at hun skulle. Hvordan skulle hun forklare det til inspektøren, så han forstod det? Hun var sikker på, at hun sagde til sin veninde, at hun skulle skrive: Der sker noget farligt med Simona i løbet af denne uge, hilsen ano-nym. Formålet med brevet var jo bare at få opmærksomhed fra lærerinden. Hun savnede hende, og det var aldrig tænkt som en trussel.

Inspektøren kiggede alvorligt og medlidende på hende. Hun rystede, mens tårerne piskede ned ad kinderne på hende. Men skoleinspektøren så ingen anden udvej end at forvise hende fra skolen. Hun blev sat i OBS-klasse resten af året. Lokalet lå i en afsides bygning isoleret fra resten af skolen, og hun følte sig som en forbryder i fængsel.

Op til eksamen i niende klasse sad hun overvåget af en vagt. Hun fik ikke lov til at deltage i skoleafslutningen og kaste kara-meller og fejre det med resten af klassen. Hendes gamle klasse-kammerater kiggede på hende i smug – nogle af dem syntes, hun var sej. De vidste jo heller ikke, hvor pinligt det var for hende. Lærerinden så hun aldrig igen, hun sygemeldte sig og kom aldrig tilbage.


1994 Gellerup

Masha Allah, hun ligner en brud Der er gået en uge siden det bryllup i Gellerupparken, hvor Si-mona deltog med sin mor. De to står i køkkenet, da det banker på døren. Det er moren til den mand, hun smilede til ved brylluppet, der er kommet for at bede om hendes hånd.

Siden hun fyldte femten, har der været en anmodning om må-neden. Simona har vænnet sig til det. Hver gang telefonen ringer, og det er en fremmed kvinde, der spørger om lov til at komme forbi og drikke en kop kaffe, ved hun med sikkerhed, at det er en mand, der spørger om hendes hånd. I de fleste tilfælde kender hun slet ikke til manden, fordi piger ikke må snakke med mænd eller have drengevenner. Nogle gange ved hun, hvem de er, fordi hun genkender dem fra nabolaget, og alle palæstinensere kender hin-anden. Andre gange kommer mødrene med et billede af sønnen.

Hun må selv bestemme, hvem hun vil giftes med, men der er visse betingelser. Han skal være muslim og helst palæstinenser med samme traditioner.

Kvinden er kommet ind i lejligheden. Simona står ude i køk-kenet i gang med at vaske op. Hun kan høre stemmerne blande sig inde i stuen. Hendes mors røst er nærmest som et søm, der bliver slået igennem en væg, så højt taler hun. En masse høflig-hedsfraser om vind og vejr flyver hen over kaffebordet.

Så slår mandens mor til og går lige til sagen. Det er signalet til, at Simona skal gå ind i stuen. I hænderne bærer hun et fad med frugt. Simona genkender kvinden fra brylluppet. En kraftig dame med et mørklilla tørklæde om hovedet. Kvinden kigger be-undrende på Simona og slår armene ud i begejstring.

– Masha Allah, hun ligner en brud!


Simona smiler høfligt. Det har hun lært. Kvinden kigger be-dende på hendes mor. Det ser næsten ud, som om hun er ved at begynde at græde. Simona synes, det virker lidt voldsomt. Kvinden tager hendes mors hænder i sine. Hun næsten hvisker og lægger hovedet på skrå. En masse ord om ære og ydmyghed. Manden har været gift før og har tre børn med en anden kvinde, så der skal smøres ekstra tykt på. Og så kommer det. Kvinden beder om hendes hånd. Siger, at det vil være en ære, hvis Simona vil vise interesse for hendes søn.

Simona er tavs og lader sin mor tale, som traditionen byder. Moren siger, at de vil tænke over det. Kvinden drikker sin kaffe ud og takker med bukkende hoved, før hun går. Det hele har taget ca. en halv time. Da det bliver aften, overbringer Simonas mor nyheden til hendes far.

1994 Gellerup

Inshallah – om Gud vilSimona er spændt – hun skal forloves. Hun nyder al opmærk-somheden, det er rart at få noget at koncentrere tankerne om-kring. Hun står og kigger sig i spejlet inde på sit værelse.

Komplimenter plejer der ikke at være mange af i hendes fami-lie, og hun anstrenger sig for at glatte håret en ekstra gang og lægge mascaraen og den sorte streg ekstra præcis, så hun ser så kvindelig ud som muligt, når gæsterne kommer. Hun kan godt lide at pynte sig. Hendes iranske veninder i den nye klasse, hun begyndte på efter sommerferien, har sagt, at hun har en pæn næse. Det har hun aldrig tænkt på før. De duller sig op hver dag for at tage i skole. Det er hun også begyndt på. Bare for sin egen skyld, og lidt for deres.

Det ringer på døren. Denne gang skal begge familier sam-les. Simona kan høre dem ude i gangen. Hun venter med at gå


ind. Mødrene, fædrene, søstrene, brødrene, tanterne og onklerne sætter sig ind i hjørnesofaen i stuen. Mændene indleder en snak om verdenssituationen og forhandlingerne i Mellemøsten. Hun trækker tiden lidt endnu.

Hendes værelse ligger ved siden af køkkenet, hvor bakken med kaffe, pulvermælk, te, juice, vand og en masse snacks står klar. Før hun går ind med det, kigger hun sig en ekstra gang i spejlet. Hendes hjerte banker. Så er det nu. Familiens blikke retter sig mod hende. De udbryder glædeslyde og komplimenter. Hun kigger genert på sin mor og er glad for, at hun har bakken at støtte sig til. Hun sætter den på bordet og dumper ned ved siden af sin mor. Der er flere samtaler i gang på kryds og tværs i stuen. Lyden af stemmer er intens. Hun kigger stjålent på sin måske kommen-de mand og smiler. Han smiler stort igen og fanger hendes øjne.

Det føles meget uvant for hende – arabere kigger sjældent hinanden i øjnene. Hun slår automatisk blikket ned. Hun ved, at hendes far er meget streng, når det kommer til, om de kan få lov til at være alene. Han vil under ingen omstændigheder tillade, at de går ud sammen. Det at skulle gifte sig med en mand, hun ikke kender og kun får lov at tale med, mens forældrene er lige på den anden side af væggen, føles ikke optimalt. Men hun ved, at det er det, hendes familie forventer.

Hans far går nu til sagen og beder Simonas far om hendes hånd. Inshallah, svarer hendes far og beder om lidt betænknings-tid. Kaffen bliver drukket, og de taler videre om urolighederne i Mellemøsten. Simona sidder ved siden af sin søster og mor og smiler sødt, som hun har lært. Inden i hende flyver tankerne rundt. Hun har svært ved at forestille sig at blive gift med den mand, der sidder der. Han er også alt for gammel til hende, selv om han siger, at han kun er tredive år.


Men samtidig er han hendes vej til at komme væk hjemme-fra, og det trækker mere end noget andet. Hun forsøger at skjule sin forvirring.

1995 Gellerup

RitualetI de efterfølgende uger researcher familien på manden. Samtlige fætre, brødre og onkler bliver sat på sagen. De undersøger grun-den til hans skilsmisse og hans ry og baggrund.

Simona går i skole som sædvanlig. Hun har som altid svært ved at koncentrere sig, men det er ikke blevet nemmere, efter hun flyttede skole. Hun har ikke sagt noget til nogen. Inde på biblio-teket har hun lånt en tyk bog og lader, som om hun læser i den. Tankerne dribler forbi bogstaverne. Det eneste, hun tænker på, er, hvordan det mon bliver, når hun skal forloves. Hvad betyder det egentlig?

Hun er kommet hjem fra sit job på grillen. Hendes far sidder som sædvanlig inde i stuen og ser fjernsyn. Han kalder på hende, og hun kan se, at det er noget alvorligt. Det kan man altid se på den måde, han drejer kroppen for at signalere, at hun skal sætte sig over for ham. Han kigger ned i jorden og holder en pause.

– Du skal tænke dig rigtig godt om, begynder han med blik-ket slået ned.

Simona ved allerede, hvad det handler om. Hun har hørt på den samme sætning, da hendes søster skulle forloves første gang. Hun ved, hvad hun skal svare for ikke at virke billig. Han fortsætter.

– Før du skal forloves, skal du være helt sikker, om du vil denne mand.

Simona beder om et par dage til at tænke over det. Hendes far nikker og vender blikket tilbage til fjernsynet.

236

mm

18 mm145 mm 145 mm100 mm100 mm

33

FORTALT TIL MINNA GROOSS

SIMONA ABDALLAHS HISTORIE

LY

KK

EN

S B

RU

D SIM

ONA A

BDALLA

HS H

ISTORIE

I den århusianske ghetto Gellerupparken bestemmer en ung muslimsk kvinde ikke over sit eget liv. Det ved Simona Abdal-lah alt om. Her er hun vokset op i en stor palæstinensisk flygt-ningefamilie i et arabisk miljø præget af streng social kontrol. Især over pigerne. De skal forloves og giftes og passe hus og hjem.

Men for den unge Simona står det hurtigt klart, at et liv som en god arabisk hustru ikke er det, hun ønsker for sig selv. Hun har andre planer med sit liv. Hun vil være musiker. Og stik imod familieforventninger og religiøse og kulturelle tradition-er gør hun, som hun vil.

LYKKENS BRUD er hendes personlige, stærke beretning om mod og målrettethed og glæden og omkostningerne ved at bryde med sociale mønstre og insistere på at gå sine egne veje i livet. Og om at tilgive og forstå.

I dag er Simona Abdallah 33 år og professionel, internationalt anerkendt musiker og en af få kvindelige percussionister i verden med arabisk baggrund.

© T

ine

Slet

ting

Minna Grooss, f. 1966, forfatter, skribent, dokumentarfilminstruktør og mu siker. Forfatter til bl.a. Margueriteruten – på opdagelse i Danmark, Politikens Forlag (2010) og Divaer med morgenhår, Magnolia Press (2009). Instruktør på bl.a. Goddag mit navn er lesbisk (2009), musiker og komponist på bl.a. Jodeladies’ Rastaplatz (2008), senest radiodj og vært på P2programmet “Natsværmeren”.

“Det banker på døren, og hun åbner øjnene. Det er hendes brors kone – der er mad med familien. Hun stirrer tomt frem for sig. Fatter de det virkelig ikke? Kan de ikke se, hun prøver at gøre, som de siger, og at hun går i stykker hver gang? Hun har allerede været gift en gang og forlovet to gange, og det eneste, de tænker på, er at finde en ny mand til hende og få hende til at læse Koranen som midlet til al lykke. Hun lukker øjnene og lader sommeren gå.”

Documents

Lykkens brud - Simona Abdallahs historie