Kira Dahl Sprog og kommunikation 13-12-2013 Cpr. Anna ... · Kira Dahl Sprog og kommunikation 13-12-2013 ... voldsomme uroligheder mod danske ambassader, men værst af alt endte det

Kira Dahl Sprog og kommunikation 13-12-2013

Cpr. Anna Vibeke Lindø Hold P

Side 1 af 18

Morgenavisen Jyllands-Posten

”Muhammeds Ansigt”



Side 2 af 18

”Muhammeds Ansigt”

Indledning

Det var en enkelt artikel og 12 tegninger i en enkel morgenavis i et enkelt lille land, der endte

som en verdensomspændende diskussion. Det blev artiklen, der medførte et voldsomt

kultursammenstød, og det endte i den berømte muhammedkrise.

”Vi” kaldte det en kamp for ytringsfrihed, ”de” sagde, det var grov propaganda. Det endte i

ramaskrig, boykot af danske produkter, afbrænding af danske flag, voldsomme uroligheder mod

danske ambassader, men værst af alt endte det med en dyb kulturgrøft mellem ”os” og ”dem”.

Det hele startede den 30. september 2005, og den dag i dag er muhammedkrisen stadig et meget

omdiskuteret emne. Havde ”vi” følt det samme, hvis det var ”vores” gud der blev latterliggjort? Der

havde næppe været den samme voldsomme reaktion her i landet, hvilket sandsynligvis bunder i, at

størstedelen af befolkningen herhjemme ikke har samme følelser i forhold til gud, som muslimer

har. Satte man i stedet noget ind, som vi nærer stærke følelser for eksempelvis vores børn, kunne

det så tænkes, der ville være en bedre forståelse?

Men hvad var det ved den side i Morgenavisen Jyllands-Posten, som skabte dette sammenstød?

Kunne Jyllands-Posten have bragt artiklen på en måde, så det ikke var endt så galt? Og hvad var

egentligt avisens formål med at udgive denne artikel? Har kulturredaktør Flemming Rose alle

vinkler og fakta med, eller er det kun hans eget erfaringsgrundlag, der danner baggrund for artiklen?

Flemming Rose giver udtryk for en meget stærk personlig holdning i teksten, men er der nogen

1.person? Og hvem er ”vi” og ”de” egentligt mere præcist? Hvorfor skriver Flemming Rose, det

han skriver? Han siger, det er ytringsfrihed (det gode)eller selvcensur(det onde), men kan det

virkelig stilles op så skarpt? De 12 tegninger omkring artiklen er med til at skabe teksten og

omvendt, men hvad siger billederne egentligt? Er de så forfærdelige, at der var grund til ramaskrig

blandt muslimer? Kan man ud fra disse tegninger snakke om et egentligt problem om selvcensur?

Stemmer tegningernes udtryk og det Flemming Rose skriver i sin artikel overens?

I følgende opgave vil jeg forsøge at besvare nogle af de overstående spørgsmål ved at benytte den

kritiske diskursanalyse som indgangsvinkel. Jeg vil således bruge Faircloughs dialektiske model1

som en slags grundteori. Derudover vil jeg gøre stor brug af Bang og Døørs dialektiske

sprogteorier, da jeg mener deres teorier stemmer godt overens med Faircloughs tilgang til

1 Samtalen som livsform, S.78



Side 3 af 18

diskursanalysen. Til sidst vil jeg kort analysere tekstens 12 tegninger både sammen og adskilt fra

teksten ved hjælp af Roland Barthes teori.

Teorien

Den kritiske diskursanalyse.

Den kritiske diskursanalytiske metode skiller sig ud fra andre analysemetoder som fx

konversationsanalysen og dialogismen ved ikke decideret at have fokus på samtaledisciplinen2. Den

kritiske diskursanalyse har derimod sit fokus i den sociale praksis. Som kritisk diskursanalytiker er

begrebet diskurs mere end blot tale og samtale. Det er sprogbrug i alt dets forstand, også

bevidsthedens evne til at tænke og ræsonnere. På den måde bevæger man sig langt ud over den

konkrete tale, samtale eller tekst, når man taler om diskurs ud fra et kritisk diskursanalytisk

perspektiv. Derfor har den kritiske diskursanalyse også en tendens til at inddrage forhold, som ikke

nødvendigvis kan findes inden for teksten/samtalen selv, men forhold der skønnes at have relevans i

henhold til en sociologisk og politisk forklaringsramme3.

Som kritisk diskursanalytiker forholder man sig kritisk til selvfølgelig viden, og man antager

ligeledes, at al viden er afhængig af en historisk og kulturel kontekst. På den måde bliver mening,

indhold, udtryk og form uadskillelige enheder. Med andre ord kan man sige, at det enkelte individs

sprogbrug medbestemmes og afhænger af dets position og placering i den sociale og kulturelle

praksis.

Når man beskæftiger sig med den kritiske diskursanalyse, beskæftiger man sig ofte også med

analytikeren Norman Fairclough, som løbende har udviklet og justeret denne analysemetode.

Man kan bruge Faircloughs dialektiske model4 som hjælp til at beskrive den kritiske

diskursanalyses grundbegreber og tanker.

2 Indgang til samtaler, S.47 L.2


4 A Social Theory of Discourse, Kompendiet, S 109

Den sociale praksis

Den diskursive praksis

Tekst



Side 4 af 18

Fairclough ville formentlig mene, at man som kritisk diskursanalytiker bør bevæge sige frem

gennem disse tre kasser, som vises i modellen herover. Om man bevæger sig inden fra og ud, udefra

og ind eller vælger at cirkulere mellem de tre niveauer, er så vidt uden betydning. Det vigtige er, at

man studerer alle tre niveauer med fokus rettet mod en forståelse ud i den sociale praksis.

Den rækkefølge, Fairclough selv anbefaler som fremgangsmåde, er først at rette blikket mod den

diskursive praksis5. Tanken i denne kasse er, at en tekst aldrig står alene, idet den er påvirket af

mange andre diskurser, som vil komme til udtryk i den pågældende tekst. Der er historiske

dannelser, forbilleder med tankegange og opfattelsesmåder, som danner diskurser, der ligger forud

for den pågældende tekst. Det er den kritiske diskursanalytikers opgave at finde frem til disse andre

diskurser i teksten. På dette niveau ligges der således vægt på tekstproduktion, tekstdistribution og

tekstfortolkningsvilkår.

Det kan som udgangspunkt være en fordel først at undersøge de ”love” og ”regler”, teksten har

været underlagt under sin tilbliven. Dette kan måske give svar på, hvorfor teksten er formet, netop

som den er. Fortolkningens position kan desuden være afgørende for, hvordan teksten modtages,

ligesom at tekstens distribution kan have en indvirkning på dens form og indhold.

Efter en behandling og analyse af den diskursive praksis kan man, ifølge Fairclough, bevæge sige

ind i den inderste kasse - det tekstnære niveau. Her kan man anvende mere eller mindre en hvilken

som helst sproglig analysemetode. Det skal dog forstås, at den tekstnære analyse fungerer som en

slags ”dokumentationside” til den diskursive og sociale praksis6. Man kan her beskæftige sig med,

hvorfor nogle ord fremtræder frem for andre, og eventuelt komme ind på tekstens valg af

benævnelse for personer, begreber og handlinger. Man kan vurdere vinklingen af emner, personer

og tanker. Se på om noget favoriseres mere end andet. Belyse tekstens form og struktur samt

anskueliggøre, om der findes et magtforhold i teksten.

Til sidst vender den kritiske diskurs analytiker blikket ud af og behandler det sidste niveau, den

sociale praksis. Den sociale praksis kan opfattes som den sociale kontekst, hvori sprogbrugen bliver

til. Det er her, de sociale, kulturelle, ideologiske og politiske forhold, fænomener og strukturer er i

spil. Det er samfundets værdier og opfattelser, som kommer til udtryk gennem forskellige sproglige

prioriteringer og holdninger. På den måde fastholdes de værdinormer og magtopfattelser i den





Side 5 af 18

bestemte sociale kontekst. Det kan især være en fordel at belyse forandringstendenser inden for de

forskellige områder. Man analyserer derved og derfor den sociale praksis, som diskursen er en del

af, for at finde, fortolke og forstå den ramme, hvori den pågældende tekst er skabt7.

Dansk dialektiske sprogteori

Til at analysere de tre niveauer i Faircloughs dialektiske model kan man med fordel benytte sig

af Jørgen Chr. Bang og Jørgen Døørs Dansk dialektiske sprogteori og deres dertilhørende modeller.

Faircloughs kritiske diskursteori og Bang og Døørs dialektiske sprogteori er nemt forenelige blandt

andet på grund af overensstemmelsen mellem de kontekstuelle forholds vigtighed for diskurser.

Ligesom Fairclough mener de nemlig: ”At alle enheder er indbyrdes afhængige og eksisterer i en

indbyrdes afhængighed med omgivelserne, og at deres eksistensform er determineret af deres

interaktivitet med og i deres omgivelser”8. Bang og Døør tilføjer dog vigtigheden af forskeren, der

altid vil væren en aktiv del af forskningen, idet denne uundgåeligt vil trække egne erfaringer, kultur,

værdier osv. med i sin fortolkning. Derved bliver enhver beskrivelse også en selvbeskrivelse9.

Desuden deler de to teorier også den opfattelse, at diskurser skal forstås over tid, og har derfor

begge det historiske forandringsperspektiv som en vigtig del af den analytiske forståelse.

Deiksis

Til analyse af det inderste niveau i Faircloughs model kan man benytte den dansk dialektiske

sprogmodel10

og blotlægge diskursens deiktiske referencer. En teksts deiktiske træk peger på den

relation, der er mellem tekst og kontekst, og derved kan man karakterisere deiksis, som noget der på

sin vis ”dokumenterer” og ”koordinerer” teksten med konteksten11

. Ved hjælp af deiksis er det

muligt at fastlægge tid, sted, personrelationer m.m., hvilke er vigtige elementer i forhold til

forståelse af en tekst. Som det fremgår af modellen herunder, findes der mange former for deiksis,

som analytikeren kan studere nærmere i sin søgen efter kontekstuelle relationer. Man kan vælge at

ligge stor vægt på det deistiske og vægte alle former for deiksis lige højt, men den kritiske

diskursanalytiker vil i sidste ende vende sin deiktiske analyse ud mod den sociale praksis. Denne

analytiker vil derfor fokusere på de deiktiske elementer, der bedst viser en relation til en større

kontekst.

7 Samtalen som livsform, S.79 L.18



10 Samtalen som livsform, S.119

11 Dansk dialektisk sprogteori, et råudkast, S.24 L.6



Side 6 af 18

Desuden vil analytikeren, set ud fra et den danske dialektiske sprogteori, uundgåeligt komme til at

fokusere på den type deiksis, som passer denne bedst - dog måske ganske ubevidst.

Institutionsmodellen

Institutionsmodellen er en relevant model at anvende til sin analyse af Faircloughs diskursive

praksis. Modellen giver et godt overblik over de kontekstuelle elementer, der kan være med til at

påvirke såvel afsender(S1) som modtager(S2). Desuden viser modellen også, at Mediet ikke er

neutralt, og kan have en indvirkning på den forståelse, der opstår mellem afsender og modtager.

Dette illustreres ved, at både afsender og modtager hver især har en opfattelse af emnet udenom

mediet12

. Derved kan mediet have en såvel negativ som positiv indvirkning (eller en helt tredje

indvirkning) på S1 og S2´s allerede nuværende opfattelse af emnet. Samtidigt viser modellen også

tydeligt, hvordan sprogbrugen befinder sig indenfor og påvirkes af såvel den i institutionelle

kontekst som den personorienterede.

12

Samtalen som livsform, S.104 L.5



Side 7 af 18

Modellen viser således, at den institutionelle kontekst er medbestemmende for, hvad der kan tales

og skrives om. Den demonstrerer, at personerne vil reagere på hinanden inden for denne konteksts

indhold og form. De interne hierarkier kan desuden have indflydelse på, hvilke identiteter

individerne kan påtage sig. Man kan ud fra dette påvise, at man ikke kan analysere en diskurs kun

med fokus på teksten, men at de ydre forhold er en vigtig faktor for den egentlige forståelse af

diskurser. Som Anna Vibeke Lindø så enkelt skriver ”Sproget få herved karakter af både at være

proces og produkt”13

.

Kernemodsætningsmodellen

Fairclough mente, at man i den sociale praksis kunne finde vigtige og altafgørende elementer for

sprogbrugen. Ligeledes mener den dialektiske sprogteori, at alle enheder er afhængige og påvirket

af hinanden gennem omgivelserne(den sociale praksis). Man kan derfor benytte sig af Bang og

Døørs kernemodsætningsmodel14

til dette sidste niveau af den kritiske diskursanalyse.

I ”Samtalen som livsform” skriver Lindø; ”Den sociale praksis, som al sproglig aktivitet finder sted

i, betragtes, som konstitueret af og konstituerende for en række kernemodsætningsforhold, der

betinger og begrænser enhver social aktivitet, som inkluderer sprog og sproglige artikulationer”15

.

13

Samtalen som livsform, S.105 L.16 14

Samtalen som livsform, S.95 15

Samtalen som livsform, S.94 L.18



Side 8 af 18

Alt er derved indbyrdes forbundet. Modellen viser 9 forskellige modsætningsforhold sat op i et

tredimensionalt system, hvor alle 9 modsætningsforhold kan forstås i forhold til både ideologikker,

sociologikker og biologikker.

Modellen kan være med til at forklare nogle af de kommunikationsproblemer, der ofte opstår i og

mellem alle implicerede parter i en diskurs. Modellen kan være et nyttigt redskab til at skabe

overblik over de mange forskellige opfattelser, normer, værdier, kulturer m.m. og derigennem opnå

en forståelse af samme.

Roland Barthes billedets retorik

Barthe beskriver billedet som en helhed bestående af to dele. Denotationsplanet er det

”uskyldige” eller ”naturlige” plan(det informative), og konnotationsplanet er det kulturelle og

ideologiske plan (det fortolkende). Barthes siger derved, at der over det ”naturlige”lag i billedet

bliver lagt nogle kulturelle idealer, forestillinger og associationer bevidst frem for modtageren. Ud

fra dette må denotationsplanet være det ”ikke”-kodede og konnotationsplanet det kodede plan.

Barthe skriver dog i sin artikel, ”Billedets retorik”, at, ”Man må altså stille fotografiet – som en

kodeløs meddelelse – op mod tegningen, der selv i den denoterede tilstand er en kodet

meddelelse.”16

. Herved siger han, at tegningen aldrig har et egentligt ”uskyldigt” plan. Barthe

begrunder blandet andet dette med, at der ikke findes garanti for, at det tegnede ikke blot er tegnet

ud fra tegnerens eget hoved, og at tegneren altid må vælge en stil. På trods af tegnerens forsøg på at

afbillede virkeligheden vil tegningen derfor altid være mindre ren end fotografiet.

Et andet vigtigt begreb, Barthe bruger i forbindelse med billedanalyse, er paradigmer. Med dette

forstås de fokus/emneområder, der findes i billedet, fx erotik, religion osv. Det vigtige er, at et

billede, som oftest har op til flere emneområder lagt ind, tilsammen danner en større helhed. Barthe

ligger nemlig stor vægt på, at billede og tekst danner helhed, og at disse er uadskilleligt afhængige

af hinanden for at skabe den ”rigtige” helhed. Teksten kan ligesom billedet have to betydninger.

Den denotative, bogstavelige/”naturlige” betydning og den konnotative, fortolkende, overførte

betydning. Barthe benytter to begreber i forbindelse med tekstdelen af billedanalysen, ”forankring”

og ”afløsning”. Forankring er den mest brugte billedtekstfunktion - teksten forklarer modtageren,

hvordan denne skal opfatte, forstå og tolke billedet. Tekst og billede forenes derved til en samlet

meddelelse. Afløsning betyder, at de to ting i stedet afløser hinanden - forstået på den måde, at tekst

og billede bidrager og tilføjer forskellige informationer.

16

Billedets retorik, Kompendiet, S. 186 anden spalte, L. 27



Side 9 af 18

Metoden

I det følgende vil jeg kort analyserer og tolke artiklen ”Muhammeds ansigt”. Jeg vil fokusere på

artiklen, som er skrevet af den daværende kulturredaktør Flemming Rose. Til dette vil jeg som

nævnt benytte mig af de tidligere beskrevede teorier, den kritiske diskursanalyse og den dansk

dialektiske sprogteori. Jeg vil gå lidt anderledes frem, og i stedet starte på det tekstnærer niveau for

derefter at arbejde mig ud gennem Faircloughs dialektiske model. Dette vil jeg gøre blandt andet

fordi, jeg tror det vil skabe en bedre overskuelighed i analysen. Endvidere vil jeg derefter fokusere

og analysere de omkringstående tegninger, som umuligt kan overses, og som er absolut nødvendige

at have med for at skabe og forstå helheden. Artiklen med de berømte tegninger i Jyllands-Posten

blev nærmest et symbol på ytringsfrihed eller i hvert fald en kamp for samme i hele Vesten. I Østen

blev tegningerne derimod et symbol på spot og hån i værste forstand, og Danmark og Vesten blev

en fjende mod deres allerhelligste. Hvordan man forstår og opfatter teksten, er derfor tydeligvis et

holdnings- og værdispørgsmål. Af denne grund ville jeg ønske, at jeg i den følgende analyse kunne

forholde mig fuldstændig neutralt til stoffet. Men da jeg gennem den danske dialektiske sprogteori

allerede er bekendt med, at dette er umuligt, har jeg besluttet, at jeg netop vil forsøge at være dette

bevidst i min forskningsproces i stedet. Jeg vil derfor ikke ligge skjul på mine egne værdier,

holdninger og opfattelser, men derimod forsøge at tydeliggøre dem, jeg ikke kan aflægge.

Analysen

Det tekstnærer

Artiklen er underskrevet af kulturredaktøren Flemming Rose selv, og det virker derfor

iøjefaldende, at der ikke fremtræder et tydeligt jeg i teksten. Dette kan selvfølgelig begrundes med,

at man som journalist sjældent benytter sig af en 1.persons fortælleform med et fremtrædende

deiktisk jeg - med mindre man skriver en leder eller en klumme. Alligevel er artiklen så tydeligt

personlig, at dette må undre den opmærksomme læser. I stedet for at bruge jeg, benytter Rose sig af

et vi. Et vi som tydeligvis bruges til at slører den egentlige afsender, og i stedet nærmest forsøger, at

manipulere læseren til at adoptere dette vi til en del af sig selv. Vi fungerer således som et

omskrevet jeg, men da Flemming Rose ikke ønsker at fremlægge et jeg, dækker han sig ind under et

vi. Spørgsmålet er, om Rose ligger mere i sit vi end blot sig selv. I første omgang kunne det tænkes,

at ’vi’ også stod for organisationen Jyllands-Posten. Dette ville være oplagt, da det er typisk for

medieorganisationer at benytte sig af et vi som en betegnelse for organisationen - som en fælles



Side 10 af 18

homogen enhed. Jeg vil dog mene, at Flemming Rose ligger endnu mere i sit vi, og det vil jeg

blandt andet begrunde med denne sætning, ”I Danmark er det ikke kommet så vidt, men de anførte

eksempler viser, at vi er på vej ind på en glidebane […]”17

. Sætningen illustrerer, at Rose ønsker at

skabe et vi, som implicerer hele det danske samfund. Derved kommer Flemming Rose til at give

udtryk for, at der tales på vegne af hele det danske samfund - måske endda hele det vestlige

samfund.

Når der er et vi, er der som hovedregel også et de eller dem. I artiklen optræder der et de, som kun

en enkelt gang bliver sat direkte i forbindelse med ”nogle muslimer”. De er altså de andre end ”os”

danskere. Man kan ud fra denne lille, korte beskrivelse af artiklens persondeiksis allerede se, at der i

teksten er tale om to kulturer, to samfundsopfattelser som bliver stillet op mod hinanden. Med dette

for øje er spørgsmålet, hvordan de to(viét og deét) så fremstilles for læseren. Man kan finde flere

eksempler på deiksis i artiklen, som indikerer, at Flemming Rose ønsker at fremstille en dikotomi

med vi som de ”gode” og de som de ”onde”. Han skriver for eksempel, ”Faktum er, at den

findes,(frygten) og at den fører til selvcensur”, ”De gør krav på en særstilling”,” vi er på en

glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad det vil ende med”, ”folk i totalitære samfund ryger i

fængsel”. Disse udtalelser beskriver alle deét som noget negativt for viét. Om vi skriver han for

eksempel, ”Det moderne sekulære samfund”, ”et verdsligt demokratisk og ytringsfrihed”18

, hvilket

udtrykker, at vi er bedre/mere rigtige end de er. Man kan altså i artiklen finde deiksis, som peger på

normer og logikker for både viét og deét. Man kan sige, at hele artiklen bærer på en slags fælles

forudforståelse - forstået på den måde, at læseren nærmeste ubevidst bliver fælles med viét, og

derved får læseren den sammen forståelse af virkeligheden, som den viét har. Faktisk bliver

læseren underlagt en bestemt common sense, ved at teksten udlægger en bestemt opfattelse af

verden som ”den rigtige”.

At artiklen rummer netop denne common sense kan skyldes, at den er skrevet i en avis i et land som

Danmark. Artiklens produktions- og kommunikationsbetingelser indebærer, at de etiske regler for

journalistisk arbejde på en avis som Jyllands-Posten overholdes. Man kan derfor sige, at den

virkelighedsopfattelse, vi som danskere har, også kan være en kommunikationsbetingelse for

journalisten. Ytringsfrihed er for eksempel central for danskere ligesom selvcensur er noget

frygteligt noget set ud fra en dansk opfattelse. Havde det derimod være en artikel til en avis i for

eksempel Iran eller Nord Korea, havde kommunikationsbetingelserne været nogle helt andre, fordi

der i disse lande hersker en anden virkelighedsopfattelse.

17

”Muhammeds ansigt” anden kolonne 18

”Muhammeds ansigt” citaterne er taget ud af en større sammenhæng.



Side 11 af 18

Den diskursive praksis

Via den tidligere beskrevede institutionsmodel19

kan man indkredse den diskursive praksis, som

artiklen ”Muhammeds ansigt” er skrevet i. Modellens ’I’ er det danske samfund og dets opfattelse

af virkeligheden. Flemming Rose beskriver dette som det sekulære, vestlige samfund. Det er altså

den overordnede institution/kontekst til artiklen og det yderste lag i Faircloughs tredimensionelle

model. Under den overordnede institution kan man finde og identificere en slags underinstitutioner -

dem modellen kalder I1 og I2. Der kan i princippet sagtens findes flere en blot to underinstitutioner. I

dette tilfælde kunne man også inddele befolkningen i mere end to hovedgrupper, men jeg vil, af

omfangsmæssige begrænsninger, nøjes med at fokusere på de to. I1 kunne være den

samfundsgruppe, som ville kalde sig selv for moderne mennesker med rod i kristendommen, men

som egentligt ikke er videre religiøse. Man kan kalde dem de ikke-troende. Denne gruppe er

artiklens vi, og står på samme ”side” som artiklens forfatter. På den anden ”side” har vi I2, som er

artiklens de, og den part, der faktisk ikke får lov at ytre sig i artiklen. Det er den samfundsgruppe,

som kalder sig muslimer og tror på islam. Under det overordnede ’I’ har der og vil der altid være et

I1 og I2 og ofte også et I3 og I4 osv. Det nye er, at I1 og I2 ikke begge har deres rødder i ’I’. De to

samfundsgrupper har derfor svært ved at finde noget tilfælles i hver deres opfattelse af

virkeligheden. Man kan sige, at I2 faktisk har et andet grund-I end I1. I2´s ’I’ er vel egentligt de

islamiske samfund og ikke de vestlige, men blandt andet på grund af krig er de nu tvunget til at leve

under det samme I som I1. Dette er problematisk, da I1 vil kræve, at I2 indordner sig det’ I’, de nu

lever under, hvilket vil sige det vestlige samfund. Dette betyder, at der faktisk sker et sammenstød

af to Iér. Et sammenstød mellem to overordnede virkelighedsopfattelser - et kultursammenstød.

Modellens E/emne kan man derfor definere som omfattende kultur og religion. Dette er det samme

emne, som Flemming Rose på mere eller mindre implicit vis behandler i sin tekst – et emne der

omfatter begreber som fx ytringsfrihed.

O1 er I1´s forståelse og fortolkning af emnet. I1 vil formentlige se Flemming Roses udlæg i artiklen

som ”rigtig” i mere eller mindre grad. De vil se den omtalte selvcensur som en trussel mod den

ytringsfrihed, som er deres ”varemærke”. For I1 er ytringsfrihed en ret, som alle mennesker har

uden nogen form for forbehold, og det er altafgørende, at ytringsfriheden ikke bliver krænket og

holdt nede. O2 er I2´s fortolkning af emnet. Her vil Flemming Roses udlæg af problematikken

formentligt opfattes som en direkte provokation rettet mod deres opfattelse af virkeligheden. De vil

19

Se modellen under afsnittet Teori, dansk dialektisk sprogteori, institutionsmodellen.



Side 12 af 18

se det som en hån mod deres hellige profet og ikke forstå, hvorfor I1´s krav om ytringsfrihed

behøver at krydse deres religiøse grænse.

S1 er første subjekt og afsender af artiklen. Derfor er S1 identisk med kulturredaktør Flemming

Rose, der i teksten kommunikerer sit syn på emnet. Han er vokset op under ’I’ og I1, og opfatter

derfor virkeligheden ud fra denne kontekst, hvilket han også giver udtryk for i sin artikel. Flemming

Rose har en personlig erfaringshorisont, som har været med til at skabe hans personlige holdning til

emnet. Hans personlige holdning skinner tydeligt igennem i artiklen, men artiklens vej går gennem

et massemedie/M, før det når sin modtager/S2. Flemming Roses personlige holdning bliver derfor

underlagt massemediet avisen Jyllands-Postens kontekst, før den i artikelform vil komme ud til S2.

Mediet er derfor ikke neutralt, og det pålægger Flemming Rose nogle ”love og regler” for

formidling af artiklen. I forbindelse med massemedier i Danmark findes der begreber som

oplysningspligt og mediefrihed. Avisen har altså pligt til at oplyse den danske befolkning om, hvad

den mener, er vigtigt. Desuden har den pressefrihed, hvilket betyder, at avisen i princippet må

skrive hvad som helst. Dog er massemedier forpligtet til at føre det, der hedder god presseetik. God

presseetik er bl.a., ”3) Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke

agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest

ved forlæggelse for den pågældende”20

. Det kan diskuteres, om Jyllands-Posten og Flemming Rose

overholder god presseetik med denne artikel. Desuden er Flemming Rose både forfatter af artiklen

og redaktør på kultursiderne, hvor artiklen vises, og der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved, om

den har været gennemlæst af højre instanser på avisen, før den er trykt. Man må desuden også tage

hensyn til, at aviser i dag er ude på det danske handelsmarked, hvilket også må have en indflydelse

på, hvad den pågældende avis vælger at bringe for sine læsere. Som der henvises til på et par af

tegningerne, opfattes dette ”Muhammedtegneri” som et slags PR-stunt21

. S2 /modtageren er så godt

som umulig at bestemme i denne sammenhæng, da der er tale om mange, mange 1000 læsere, der

alle vil have en forskellig personlig erfaringskontekst og derved forskellige virkelighedsopfattelser

og forståelser af artiklen. Tager man udgangspunkt i, at S2 er et individ under I2, som vist i

modellen, må der nødvendigvis opstå en konflikt. Der er i modellen opstillet mulighed for en

løsning af problemet(eller accept af ingen løsning) O, men da der her er tale om en

envejskommunikation, hvor kun en side af sagen bliver lagt frem, er dette ikke muligt. Spørgsmålet

er, om det overhovedet er muligt at nå frem til et O for de to parter, da de i princippet har hver deres

overordnede I og virkelighedsopfattelser, der ligger meget langt fra hinanden. Det er dog I2, der er

20

http://www.cfje.dk/cfje/lovbasen.nsf/ID/LBO133145?OpenDocument Dette er Vejledende regler for god presseskik 21

Tegning af Bob Katzenelson og Annette Carlsen i artiklen ”Muhammeds ansigt”

http://www.cfje.dk/cfje/lovbasen.nsf/ID/LBO133145?OpenDocument



Side 13 af 18

den underlegende part, da de nu befinder sig under I1´s overordnede ’I’. De kan derfor ikke stille

nogen egentlige krav til en løsning, og må mod deres vilje acceptere, at der ikke kommer en fælles

løsning på uenigheden. En anden kontekst, som er vigtig ikke at glemme, er den, at udlægget i

Jyllands-Posten måske er dråben, der får bærret til at flyde over. Dette forstået på den måde at

udlægget kommer oven på 10 år med Dansk Folkeparti på stemmelisten, vestens indblanden i østen,

krigen i Afghanistan og Irak, m.m. Det er derfor ikke usandsynligt at det for mange muslimer er en

kulmination af mange faktorer, der gør, at det netop er artiklen og tegningerne i Jyllands-Posten,

som får dem til at reagere så voldsomt, som de gør.

Den sociale praksis

Man kan i artiklen spore op til flere modsætningsforhold. Det, der ligger først for, er umiddelbart

racemodsætninger, som rimelig tydeligt træder frem i Flemming Roses tekst. Racemodsætningen,

som i dette tilfælde hænger uløseligt sammen med ideologi, kommer direkte til udtryk i den

deiktiske vi- og de-konstruktion, som manifesteres af henholdsvis os danskere og de andre

muslimer. Men i artiklen er det ikke den egentlige racemodsætning, der står for skud, men snarere

de forskellige ideologier/virkelighedsopfattelser, som hver race er en del af. Der bliver stillet to helt

forskellige verdner op mod hinanden dog med en fast overbevisning om, hvad der er det rigtige. Det

er modsætningen mellem en race med rod i en islamisk religiøs samfundsstruktur overfor en race,

der nok har rod i en kristen samfundsorden, men som i dag nærmere er ikke-religiøse, og derved har

en demokratisk samfundsstruktur. Det er to racer, som har ideologier, der strider direkte imod

hinanden. Artiklen tager et emne op, som den ellers hævder gemmes væk af frygt. Artiklen vil ikke

definere, om der findes en real frygt og derved heller ikke, hvad der egentlig frygtes. Det kunne

være frygten for at blive stemplet som racist, hvilke er et skændselsord i et moderne demokratisk

samfund, hvor alle bør anses som ”lige”, eller frygten for øget risiko for terroraktioner i Danmark.

Uanset benævnes denne frygt ikke nærmere til trods for, at den er et væsentligt omdrejningspunkt

for artiklen. Under alle omstændigheder er der en vis form for overlegenhed fra viéts side over for

de muslimske, hvilke fører videre til klasse/autoritetsmodsætningerne. Man kan i artiklen fornemme

en vis autoritet fra viéts (Flemming Roses, Jyllands-Postens, det danske/vestlige samfunds) side

overfor de muslimske tilhængere. Groft sagt indikeres det, at vi har ret og at de under ingen

omstændigheder er berettigede til at sænke en selvcensur ned over vores ytringsfrihed, i kraft af at

”Vi” er danskere og det er ”vores” land, de befinder sig i. Det er også denne argumentation der

retfærdiggør, at ”vi” har ret til at latterliggøre og håne deres religion. Med dette som artiklens



Side 14 af 18

ræsonnement, må det også siges, at der derved vises en vis form for autoritet, næsten en

klasseforskel på de to parter. Det bliver lagt ud som om, at vi har givet dem lov til at være en del af

vores samfund, men på den betingelse, at de indordner sig vores regler - også når det gælder deres

hellige religion. Netop denne problemstilling kommer til udtryk i andre sammenhænge for

eksempel i de såkaldte tørklædesager. Et andet modsætningsforhold, som også gør sig gældende i

teksten, er kønsmodsætning. Dette modsætningsforhold er mere skjult og kommer egentligt til

udtryk i de omkringstående tegninger. Køns og racemodsætninger hænger på sin vis sammen, i

dette tilfælde i kraft af at det især er de to racers forskellige syn på kønnet, der kommer til udtryk.

Blandt andet tegningen af Erik A Bild Sørensen22

som både illustrerer og beskriver de to racers

modsætning. ”Profet med kuk og knald i låget, som holder kvinder under åget!”23

. Dette

demonstrerer det forskellig syn, der er på det kvindelige køn hos de to parter. Vi mener

tilsyneladende, at deres måde at behandle kvinder på er undertrykkende og strider mod vores

overbevisning. De mener selv, at de gør det rigtige i forhold til deres religiøse overbevisning, og ser

det som det bedste for deres kvinder. Der er også en forskellig forståelse af, hvad der er offentligt

og privat. Jeg vil vove den påstand, at der i Danmark, når det gælder mediedækning, ikke længere

er meget, der er overladt til det private. Er der en god historie, kommer det til offentligt skue.

Jyllands-Posten fik i 2003 tilbudt at bringe karikaturtegninger af Jesus, hvilket de takkede nej til

med begrundelsen ” Jeg tror ikke, at Jyllands-Postens læsere vil more sig over at se tegningen.”24

.

Dette afslag kunne tyde på, at Jyllands-Posten selv har en selvcensur i forhold til, hvad den bringer

med fokus på, hvad deres læsere vil have. I de islamiske samfund er det kendt, at de ikke har den

samme frihed, når det gælder pressen. Der offentliggøres tydeligvis ikke så meget af den private

sfære som i de vestlige samfund. Det er desuden forbudt på nogen måde at gøre hån eller spot af

deres religion. Man kan udover dette også sige, at der findes et forskelligt kulturelt syn på

sprogbrugen. I Danmark opfatter man sproget som al-mands eje. Man kan bruge sproget, som man

vil og til at sige, hvad man vil. Ordet ytringsfrihed er noget, man forstår og ser som positivt

herhjemme, men set ud fra det islamiske synspunkt, er der næppe noget positivt i vores måde at

bruge sproget til latterliggørelse og hån af andre. Der er altså mange modsætninger, der spiller ind i

forbindelse med en diskurs som denne. Man kan ud fra det forstå, at det er et emne, som på alle

måder er svært at berøre, da der er så store forskelle i de to parters verdensbillede.

22

”Muhammeds ansigt” 23

Tegning af Erik A Bild Sørensen, ”Muhammeds ansigt” 24

http://www.humanisme.dk/muhammed-karikaturer/index.php




Side 15 af 18

Billedanalyse25

Ingen af tegningerne, på nær måske en enkelt (tegningen af Claus Seidel), har på nogen måde

bestræbt sig på at skabe et så troværdigt eller ”uskyldigt” billede af profeten Muhammed som

muligt. Tværtimod fremstiller alle tegningerne en stærkt kodet karakter, hvilke er typisk og vel den

egentlige mening med karikatur og satiretegning. Det skal også tilføjes, at man ifølge islam ikke må

afbillede profeten, og det er derfor så godt som umuligt at tegne en troværdig kopi, da der ikke

findes noget troværdigt billede at kopiere. Dette placerer alle tegninger på et konnotationsplan -

altså tegninger med en fortolkende og overført betydning.

Jeg har valgt at gå lidt mere i dybden med 4 tegninger fra avissiden, og her er der tale om 4

tegninger, som ikke tidligere er blevet nævnt i denne opgave. Tegningen af Kurt Westergaard er

den, der rettes mest fokus på i den efterfølgende offentlige debat på grund af dens meget negative

karakter. Det er en kodet tegning men med en meget tydelig og åbenlys meddelelse - selv uden for

artiklens sammenhæng ville man forstå den kodede meddelelse. De paradigmer, der ligges vægt på i

denne tegning, er tydeligt emneområder som religion og terror. Det er nogle stærke kulturelle og

ideologiske forestillinger, der kommer til udtryk i Kurt Westergaards tegning. Det er associationer

om en kultur, man ikke bryder sig om, og der sættes lighedstegn mellem troen på denne profet og

terror. Kurt Westergaard får derved koblet et billede af had og foragt sammen med profeten. Man

kan fornemme en tendens til at skære alle over en kam i den måde at forene religionen så direkte

med terrorisme. Man kan diskutere, om artiklen får en forankring eller afløsningsfunktion i forhold

til denne tegning. Man kan sige, at den har en forankringsfunktion i det omfang, at den forklarer

læseren, at billedet skal forstås som en afbildning af profeten Muhammed. Desuden forklarer

teksten også, at bomben/terror måske skal tolkes som den frygt og grunden til den selvcensur,

artiklen beskriver. Man kan dog også argumentere for, at artiklen har en afløsningsfunktion set ud

fra, at billedet bidrager med informationen terror, hvilket er en information, som teksten på ingen

måder nævner.

Tegningen af Arne Sørensen afbilleder derimod en helt anden situation og her gøres der tydeligt

brug af forankringsfunktionen. Det, som artiklen beskriver, er nemlig præcis det, som tegningen

viser og omvendt. Det er paradigmer som kunstner, frygt og selvcensur, der præger billedet og

bekræftes af artiklen. Teksten er derfor ret vigtig for den rigtige forståelse at tegningen, da det i en

anden sammenhæng blot kunne symboliserer en hårdt arbejdende, svedende, tegner. Man kan sige,

at tegneren faktisk forsøger at give et rimeligt sandfærdigt billede af den situation, han føler, han

25

http://majnun.persiangig.com/document/muhammed.pdf Dette er tegningerne og artikel i farver.

http://majnun.persiangig.com/document/muhammed.pdf



Side 16 af 18

sidder i. Man kan desuden derved også argumenter for, at denne tegning i en vis grad er mere

troværdig og ”uskyldig” end tegningen af Kurt Westergaard. Tegningen bærer umiddelbart de

sammen kulturelle og ideologiske værdier, som artiklen har givet udtryk for. Det er en ide om

vigtigheden af ytringsfriheden og det forkerte ved selvcensur. Tegningen af Jens Julius Hansen

ligner en typisk dansk vittighedstegning og de fleste ”vestlige” ville uundgåeligt få et smil på læben.

Artikelteksten er for så vidt ikke nødvendigt for forståelsen af denne tegning, da der er en

billedtekst til selve tegningen. Billedteksten er derimod altafgørende for forståelsen, og har en

forankringsfunktion, som hjælper læseren til at fortolke og forstå situationen på billedet. Samtidig

gives der dog også en afløsningsfunktion ved at give en information, som ikke fremgår af

tegningen. Paradigmerne i denne tegning er blandt andet religion, terror men også satire og humor.

Det er en tegning, som spiller på en del af den islamiske religion, som vesten ikke kan forholde sig

til. Den gør grin men en islamisk forestilling, som den vestlige kultur ser som latterlig, naiv og

måske ligefrem kvindeundertrykkende. Den sidste tegning er af Lars Refn og skiller sig en hel del

ud fra de andre tegninger på siden. Den afbilleder ikke profeten Muhammed, men derimod

skoledrengen Muhammed med en indikation om ham som en del af fremtiden. Tegningens

paradigmer er også nogle helt andre, end dem de andre tre tegninger indeholdte. Det er

emneområder som skole, sprog og fremtid, der præger tegningen og en helt anderledes positivt

afbildning af den islamiske kultur. Der er altså her en forestilling om en åbenhed over for de

kulturelle forskelligheder og lige frem en indikation af et behov for også den fremmede kultur og

dets sprog for at opnå en fremtid. Eller i hvert fald den fremmede kultur og dets sprog som en

uundgåelig del af vores fælles fremtid. Senere har det vist sig, at der på tavlen står; ”Morgenavisen

Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører”26

. Tegningen viser derved sin

uenighed med artiklen, og derfor får den vel i en vis forstand en afløsningsfunktion, da billedet og

artiklen giver to faktisk modstridende informationer. Det kan undres, at netop denne tegning ingen

funktion fik i den efterfølgende debat.

Konklusion

Jeg kan ud fra ovenstående konkludere, at Faircloughs kritiske diskursanalyse sammen med

Bang og Døørs danske dialektiske sprogteorimodeller har været en god og holdbar analysemetode

til den stillede opgave. De valgte teorier har været gode redskaber til at åbne og bearbejde

26





Side 17 af 18

tekstdelen med. Jeg er desuden også nået frem til at Roland Barthes analyseteorier fungerede

ganske udmærket til analyse af de omkringstående tegninger. Jeg er nået frem til, at der var flere

faktorer, der har spillet ind og skabt voldsomme sammenstød mellem de to kulturer. Det er blandt

andet de to meget forskellige kontekster viét og deét hver især er en del af. Det var en kulmination

af faktorer, som gjorde, at artiklen i Jyllands-Posten fik floden til at gå over sine breder. Om avisen

kunne have bragt det anderledes, så det ikke var endt så galt, vil altid kunne diskuteres. Men havde

avisen også bragt satiretegninger af Jesus sammen med muhammedtegningerne havde det måske

virket mindre dobbeltmoralsk og fremmedfjendsk. Om formålet med artiklen var et PR-stunt, kan

der kun gisnes om. Under alle omstændigheder var det et mislykket PR-stunt for Danmark. Der er

ingen tvivl om, at artiklen er baseret på Flemming Roses eget erfaringsgrundlag, og at den er vinklet

ud fra den kontekst og virkelighedsopfattelse, han er en del af. Analysen af artiklen viser, at den

fremstiller vi som dem, der har ret, og de er dem, der har uret, dog kun baseret på det grundlag, at de

lever i vores institutionelle kontekst. Ud fra billedanalysen kan man konkludere, at nogle af

billederne kun ser tingene fra én vinkel, præcis som artiklen gør det, men også at andre af

tegningerne skiller sig ud og modsiger artiklens vinkel. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der i

virkeligheden eksisterer det problem med selvcensur, som Flemming Rose beskriver. Ud fra at de

tegninger, der optræder på siden, næppe giver udtryk for en sådan selvcensur. Hvis man skal

sammenfatte et samlet udtryk for siden i Jyllands-Posten, må det være et snævert-vinklet udsagn, ud

fra et stærkt præg af egne kulturelle kontekster, som siger, at vi er bedrevidende, og at

ytringsfriheden har første prioritet. Jeg vil til slut konkludere, at hele den overstående analyse er

skrevet og behandlet ud fra min egen personlige erfaringskontekst. Jeg er vokset op under samme

institutionelle kontekst, som viét er i Flemming Roses artikel, men i en underinstitutionel kontekst,

der sætter følelser og sund fornuft før ytringsfriheden. Enhver anden analytiker vil til enhver tid

kunne komme frem til en helt anden konklusion ud fra sin egen kontekst.



Side 18 af 18

Litteraturfortegnelse

Primærtekst:

Rose, Flemming: Muhammeds ansigt. I: Jyllands-Posten.2005, 30. september, sek. 4, s. 3.

Sekundærtekster:

Bang Jørgen Chr.: Dansk dialektisk sprogteori – et råudkast om deixis, metafor & modalitet som

basale aspekter af sproget., Odense, Syddansk universitet, 2001.

Lindø, Anna Vibeke: Samtalen som livsform – et bidrag til dialoganalysen. 1. Udg., Århus, forlaget

Klim, 2002.

Scheuer, Jan: Indgang til samtaler. 1.udg., 3. oplag, kbh., Danmarks pædagogiske Universitets

forlag, 2006.

Fairclough, N.: “A Social Theory of Discourse.” I: Discourse and Social Change. Polity Press,

1992. ISBN 0-7456-0674-1.36 s.( Kompendie tekst, s.104-122)

Barthe, Roland: ”Billedets retorik”. I: Fausing et Larsen (red.): Visuel kommunikation. Medusa.

ISBN 87-7332-092-7. 15 s. (Kompendie tekst, s. 182-189)

Internet henvisninger:







Documents

Kira Dahl Sprog og kommunikation 13-12-2013 Cpr. Anna ... · Kira Dahl Sprog og kommunikation 13-12-2013 ... voldsomme uroligheder mod danske ambassader, men værst af alt endte det