GUIDE TIL DEPECHE MODE ALBUMS 1981-2013GUIDE TIL ELVIS PRESLEY

Guide til

The Sandmen

BIBZOOMGuide til The Sandmen

TEKST Helen Bruus

REDAKTIONNiels MarkJens Laigaard

LAYOUTNiels Mark

HVEM VIL SOVE NÅR MAN KAN SYNDE?

Da The Sandmen kom frem i slutfirserne, var det som om, der blæste en frisk brise af sandstøv ind over det slumrende danske rockland ovenpå en periode med alt for meget poptyranni. Bandet blev dannet i København i 1985, og sammen med bands som Sort Sol og DAD berigede de den danske andedam med inspiration fra verdens store rockkontinenter. I et unikt blend af 1960’ernes britiske rhythm’n’blues- og rockscene, tilført punkens energi, nerve og attitude fulgte næsten ti år med en rock’n’roll livsstil og udmattende turneer i ind- og udland. I 1995 gik bandet i opløsning for at blive gendannet igen i 2003 ved udgivelsen af opsamlingsalbummet Beauties and Beasts. Endnu en pause så dagens lys, ligeså flere albums der mixede så forskellige genrer som punk, psykedelia, garage, grunge, kraut og blues. Herunder det dansksprogede album Den bedste dag fra 2014 efterfulgt af en udsolgt turne. Når pauseknappen er slået til, savner bandmedlemmerne de musikalske legekammerater. Publikum lader også til at savne et af landets bedste

liveorkestre. 

Inspirationen til bandnavnet blev hentet i David Lynch-filmen Blue Velvet, hvor Roy Orbisons ”In Dreams” er filmens musikalske omdrejningspunkt med teksten “A candycolored clown they call the sandman, tiptoes to my room every night”. En smuk sang og en cool film hvor det berusede, lidt trippede, drømmeladede, og også til dels poppede univers, var en del af det bandet genkendte i sig selv og i deres musik. Som trommeslager Michael Illo Rasmussen siger: ”Musik er at ligne med drøm, kunst er at ligne med drøm, en transcendens af virkelighed, The Sandman kommer med drømmen om natten - vi ville gerne levere drømme med musik”. Og The Sandmens musik er drømmende, dragende, hypnotisk, groovy, melankolsk, rå. Ni studiealbums er det blevet til som alle indeholder langtidsholdbare hits. Det er ’no bullshit’ rock af allerhøjeste kvalitet. De er og har været gode til at skabe nogle af dansk rockhistories bedste hits.  

Pressen har flere gange dømt bandet ude. Men de nægter at sove ind – har altid et øje på klem, og de insisterer på at eksperimen-tere og gå nye veje også i fremtiden. Det bliver alt for søvndyssende med al den snak om gentagne comebacks og storhedstid. ”Vi er ikke ambitiøse på den måde … vi skal bare spille” siger forsanger Allan Vegenfeldt i et interview med Oestrogen.dk. Guitarist Stefan Moulvad hænger sig ikke så meget i fortiden. Men han tænker indimellem på, hvem det er som ejer bandet. Fortiden eller The Sandmen? Skal man blive ved at hænge fast i den gamle historie og ikke få lov at lave en ny historie? I dag fremstår The Sandmen så vitalt som

nogensinde før. De eksperimenterer på livet løs bl.a. med deres første album på modersmålet. Fremtiden tegner lovende. Måske kommer der flere albums på dansk. Måske kommer der et coveralbum. Måske kommer der et elektronisk album. Måske er der en global rockrenæssance på vej – tænk på hvordan musikbranchen så ud lige før punk og lige før grunge… Måske er et godt ord!

Denne guide er en introduktion til The Sandmen. Bandmedlemmerne, inspirati-onskilder, kompositionsteknik og albums.

The Sandmen var i slut 80erne, sammen med Sort Sol og DAD, de større opkomlinge på den danske musikscene. Mens Sort Sol, på egen vis, trak direkte på punken og deres egne rødder i det miljø, og DAD fra start havde showet som en grundlæggende del af bandets udtryk, var og er The Sandmen mere shoegazing nerve, nærvær og improvisationslyst - i de unge år - masser af sexappeal. Genremæssigt set stikker de i flere retninger. De er indbegrebet af tidløs rock´n´roll med kant, og så har de Allan Vegenfeldt i front. Et talent extraordinaire med sin kraftfulde, hæse og nuancerede stemme. Alle er enige om, at det er en sanger med stor vokalkarisma. Og så har The Sandmen et rigtig godt ry som et rutineret, kompromisløst, råt, velspillende og eksperimenterende live orkester. De fedtspiller ikke. Man kan sjældent høre forskel på bandets lyd live og fra studieoptagelser. Hvor tit kan man sige det om noget band?Som Jens Jam Rasmussen skrev i en koncertanmeldelse i BT 2014 ”der står stadig en knasende sprød rock-aura omkring TheSandmen”.

The Sandmen tænker ikke meget i konceptoptimering, struktur og aflevering. Som Erik Jensen skriver i Politiken 17. oktober 2003: ”Sandmens veje er uberegnelige, og der er helt sikkert ingen masterplan. Foreløbig må vi glæde os over, at Ole Lukøje står pivåbent igen.” De skaber heller ikke musik med en bestemt målgruppe for øje. De ønsker ikke at blive sat i bås. Eller altid at blive målt på de gamle sange som f.eks. ”Western Blood” og ”5 minutes past loneliness”. De insisterer på retten til at eksperimentere

med musik både i studiet og på scenen.

Michael Illo Rasmussen forklarer The Sandmen således: ”Vi er ikke underholdere, men leverer en musikalsk oplevelse, hvor vi gør vores bedste for ikke at være alt for indadvendte på scenen. Udadvendtheden falder ikke naturligt for nogen af os, men løber ind imellem friere, hvis publikum er rigtig på og stemningen intens. Det er vel egentlig det vi styrer efter, intensitet - her er publikum en meget vigtig faktor, stor eller lille venue. Vi lider, og har altid lidt af udlængsel, den søde erobringstrang - kon-certerne var og er helt afgørende for vores og bandets liv og eksistens. Vi glæder os altid, det er ren renselse - sammen og sammen med publikum, står tiden ind imellem stille - det er smukt. Vi er selvfølgelig i høj grad også vores lange historie. Vi har store sange med os fra fortiden som betyder meget for mange og som en stor del af vores publikum meget gerne vil høre igen og igen. Vi holder selv meget af de numre, men vi kan ikke blot gentage os selv i det uendelige. Det ville betyde orkestrets død. Vi skriver nyt, spiller nyt, og noget gammelt. ”

Allan Vegenfeldt siger i et interview til Morgenavisen Jyllandsposten i 2001 at ”så mange år senere er det stort set de sammeorkestre, der udgør alternativet til det polerede. Uden at lyde højrøvet, så er det sgu’ da mærkeligt, at der ikke er kommet nogle, der for alvor har vippet os gamle travere af pinden.” The Sandmen mindede ikke om noget andet band i Danmark i firserne, og den dag i dag er der stadig ingen oplagte arvtagere eller disciple. Det er tankevækkende.

DREVET AF STEMNINGER FREMFOR KONCEPTER

I dag består The Sandmen af ”De eneste tre”; forsanger Allan Vegenfeldt, trommeslagerMichael Illo Rasmussen og guitarist Stefan Moulvad.

Loyale fans har naturligvis det fulde overblik over bandmedlemmer fra grundlæggelseni 1985 til i dag. For alle andre er her etoverblik over de musikere som gennem årerne har bidraget til at forme The Sandmens lyd live såvel som i studiet - med eller uden ‘rygmærker’.

Det er de fire grundlæggere Stefan Jensen, Ole Wenniche, Michael Illo Rasmussen ogAllan Vegenfeldt. Stefan stod for det poppede. Ole for det psykedeliske, Michael for punken og Allan for krauten. Dette skal dog ikke opfattes alt for dogmatisk, da alle

havde og har en kærlighed til meget forskellig musik, og alle dyrker diverse musikgenrer på kryds og tværs.

Det er de to leadguitarister bluesmanden Sam Mitchell fra 1988 – 1995 og StefanMoulvad fra 1994.

Det er de fem hjælpemusikere Anders Poulsen, Oscar Lindberg, Jens Hein, Palle Hjort og Minna Groos.

Men som Michael Illo Rasmussen siger: ”Måske er det ikke vigtigt at definere voresindividuelle stil eller styrke. Vi arbejder netop nu på at sprænge vores tradition, både bandets musikalske men også vores individuelle tilgang til eget instrument, i luften.

BANDMEDLEMMER MED OG UDEN RYGMÆRKE

Stefan Jensen (f. 1962, guitar). Spillede i bandet fra 1985 – 1992.

Sagt om Stefan Jensen: Måtte udgå pga. tinnitus. Flyttede til København fra Ålborg med en drøm om storby og musik, og dannede i 1983 bandet Girls med Allan Vegenfeldt. Introducerede Allan Vegenfeldt for de andre i The Sandmen i 1985.

Ole Wennike (f. 1958, bas/mundharmonika). Spillede i bandet fra 1985 – 2011.

Sagt om Ole Wennike: Hans bas spil er groove og supertight, men samtidigt melodisk og legende. Efter The Sandmen dannede han bandet Nerve sammen med Stefan Moulvad og Allan Vegenfeldt.

Michael Illo Rasmussen (f. 1959, trommer). Med fra 1985. Fortid i det danske postpunk band Before.

Sagt om Michael Illo Rasmussen: Pulsen i Sandmens punkede og groovy hjerte, med sit tætte og overbevisende rockbeat og spillevende trommer er Michael Sandmens motor. Tidligere medstifter og trommeslager i Radar og postpunk kultbandet Before

Allan Vegenfeldt (f. 1964, sanger) Med fra 1985 -. Fortid med Nerve,soloprojekt og debut som filmskuespiller.

Sagt om Allan Vegenfeldt: En af Danmarks ubestridt bedste rock sangere. Maskulin, dæmonisk, ukontrolleret og med brand i blikket. En ydmyg leder i front og en vaskeægte rock’n’roller, der med en timing og en stemme, rammer helt ned i rockens inderste sjæl.

Sam Mitchell (f. 1950 i Liverpool, guitar). Spillede i bandet fra 1988 – 1995.Han døde efter længere tids sygdom i 2006. En berømmet bluesguitarist som bl.a. har arbejdet som studiemusiker og koncertguitarist for bl.a. Rod Stewart, Long John Baldry og Dana Gillespie.

Sagt om Sam Mitchell: Sams bluesede spil var i verdensklasse, og med til at kaste yderligere internationalt skær over The Sandmen.

Stefan Moulvad (f. 1968, guitar). Med fra 1994. Fortid i bandet Nerve og The Law. Sagt om Stefan Moulvad: Én af landets skarpeste ”ren rock” guitarister. Han ved, hvornår der skal spilles, hvornår der skal holdes igen, og hvornår den skal trykkes helt af. og hvornår en solo skal hives op på et niveau, hvor de få findes.

The Sandmen er et musikalsk anarki og samarbejde i den allerbedste udgave. Alle er enige, og gerne om at være uenige. Der løbes i mange retninger med ideer, forslag og spil, for så at mødes og diskutere og samle brikkerne. Ingen bestemmer hvad der skal spilles, alle tilføjer efter egen smag. Venskab og sammenhold – ny musik og koncerter - er essensen af det hele. En lang smuk historie sammen og en lang smuk historie i vente… Det og så lysten til at skabe gode melodier er den stærkeste drivkraft.

Bandet har det fint med deres egen placering i verden, og har ikke noget negativt at sige mht. streaming og downloads. Det er tidens betingelser og de ser muligheder. Derimod fylder den overfladiske pop igen lidt for meget på radio og tv. Men det er set før. Eksempelvis lige inden punken og Nirvana – så der er vel igen noget på vej!

KAMMERATSKAB OG ANARKI – OG EN LANG SMUK HISTORIE I VENTE

Citat fra Facebook ”Doku-snap 2014””Vi ved ikke hvor vi er på vej hen men fremtiden er vigtigere end fortiden.”

The Sandmen var i de første år overvejende lyden af England inspireret af navne som New Order, Jesus and the Mary Chain og The Rolling Stones. Måske lige med lidt amerikansk garagerock indover. Og blues ikke at forglemme - som man genfandt den i bands som Rolling Stones, Kinks og senere The Clash og The Jam.

For The Sandmen i firserne var The Rolling Stones med deres rhythm’n’blues et indlysende forbillede, men i virkeligheden var The Sandmen snarere lyden af Oasis, vel og mærke før Oasis blev til. Et unikt blend af 1960’ernes britiske rhythm’n’blues- og rockscene, tilført punkens energi, nerve og attitude. Den blues feel som The Sandmen blev så kendte for i starthalvfemserne skyldtes især Sam Mitchell. Han var en stor bluesman og fan…  alt fra delta slide til Chicago full tilt boogie, men med en udpræget britisk klang og feel. I halvfemserne var noget af musikken også mere grunge-inspireret. Siden hørtes en mere psykedelisk Manchesterlyd. Manchester inspirationen - fra bands som The Stone Roses, Happy Mondays og Joy Division - var en fælles forelskelse, der blev vandet godt og grundigt da bandet lærte Happy Mondays at kende under 3 ugers heftig studie session i London forud for Gimme Gimme-album-met.

Nullerne bød på kraut og garagerock, og det elektroniske lydbillede begyndte at fylde mere i forhold til den traditionelle blues.

Tierne med albummet Den Bedste Dag, er et brud med en hel del af The Sandmens traditioner - eller en genopfindelse. Både musik og tekster trækker denne gang på den danske sangskat fremfor på det store udland. Der kigges indad og hjemad. The Sandmen vil dog nok altid være at betragte

som et guitarrockband. Medlemmernes Top 3 The Sandmen-favorit-ter samt inspirationskilder:

ALLAN VEGENFELDT

Top 3: Devilsway (Gimme Gimme), Discordia (Shine), Den Bedste Dag (Den Bedste Dag).

Inspirationskilder: Kraftwerk, Joy Division.

MICHAEL ILLO RASMUSSEN

Top 3: Devilsway (Gimme Gimme), Get ready to leave (Shine), Udkantsdreng (Den Bedste Dag).

Inspirationskilder: Velvet Underground, Joy Division

STEFAN MOULVAD

Top 3: Brand new morning (Shine), Nørreport (Den Bedste Dag), White trash red front (White trash red front).

Inspirationskilder: Som guitarister : Keith Richard, Neil Young,  Hubert Sumlin / Som sangskrivere : Bob Dylan,Townes Van Zandt, Steve Earle / Bands: The Band , MC5, Black Rebel Motorcycle Club / Arrangers/ producers: Lee Hazlewood, Daniel Lanois, T-Bone Burnett.

INSPIRATIONSKILDERNE

En typisk måde The Sandmen komponerer på er ved at samle band og hjælpemusikere i en privat øvelejr. En har måske en god idé til et godt riff. Så chiller alle i bedste fællesskab på riffet og musikken jammes frem. Allan, Michael eller Stefan kommer op med et tekstforslag, og musikken tager stille og roligt form og bliver til en slags maggiterning. Senere i studiet (der fungerer som et instrument i sig selv) opløses terningen i nogle løse strukturer, der koges ned til udvalgte ingredienser. Sangene er som suppeterninger opløst i lige dele kammeratskab, lyse nætter og herlig uorden. En overordnet ramme kunne være ønsket om at lave et coveralbum eller et album på dansk.

Bandet fremhæver i deres Facebook ”Docu-snap 2014” at ”det danske sprog er et kraftfuldt sprog, som giver bedre mulighed end det engelske sprog for at beskrive drømme og oplevelser ærligt og uden et lag af bullshit rundt om. Det er mere krævende

og forpligtende at skrive på dansk og derfor en stor fornøjelse. Det danske univers er spændende. En sætning/ord Allan måske synger gør at musikken får sin identitet. Der arbejdes mere med stemninger end super clever lines og historier. Men vi plejer at beslutte et eller andet, rejse os op og gøre tre forskellige ting. Vi arbejder som et kollek-tiv når vi skriver musikken. Det er et fælles projekt som udvikler sig fra en tone, en basgang, et riff, en rytme en lyd, en ide...som vi i fællesskab skriver og ikke mindst spiller til et stykke musik, som Allan tidligt eller sent i processen synger ind i at blive en sang.” Set lidt på afstand er et af bandets største aktiver derfor bandmedlemmers rutine, viden, musikalsk talent og mange tilgange til musik i et unikt blend af stilarter som punk, psykedelia, garage, grunge, kraut og blues. Udfordringer gennem tiden har måske samtidigt skyldtes bandmedlem-mernes STORE personligheder.

KOMPOSITIONER

The Sandmen arbejder med stemninger fremfor smarte bemærkninger. Men den opmærksomme læser eller lytter kan sagtens finde poetiske omskrivninger af konkrete oplevelser, politiske kommentarer, drømmesyn, små-filosofiske og små-religiøse betragtninger, litteratur- og bevidsthedsrejser, kommentarer til samfund og kultur - og selvfølgelig den største bunke tekster om kærlighed eller stoffer i gruppens bagkatalog.

Lyt f.eks. til ”Heavens gate”, ”Guns and guitars”, ”Bombing for peace”, ”Get ready to leave” eller til sange på dansk fra 2014 som: ”Det gyldne øje”, ”Udkantsdreng” eller ”Den bedste dag”.

Et lille udpluk af gruppens udenlandske tekster fra større hits følger her og den

danske tekst ”Udkantsdreng”. Hvis man vil orientere sig yderligere i teksterne til Den bedste dag kan man f.eks. læse om dem på bandets Facebookside eller i Kim Skottes anmeldelse i Politikken 2014, hvor han bl.a. skriver: ”Det swinger på sin egen måde, og de Jens Unmack’ske takter på ”En pose støv” synes jeg tyder på, at The Sandmen nok skal bane sig vej mellem de danske sprogblom-ster.” Selv siger de: ”Det danske sprog er kraftfuldt og smukt og er vores eget. Mere præcist, især hvis man er dansker, mindre bullshit, mere ‘to the bone’ netop fordi der på dansk er kortere vej fra rygraden og ud.”

TEKSTUNIVERSET

THE SANDMEN (1987)Britisk rhythm’n’blues og punk

Debut-ep’en skabte først og fremmest opmærksomhed omkring det nye danske band, med de fire veltrimmede unge mænd på coveret. De seks gedigne, jammende og Stones-inspirerede rocksange lovede godt for fremtiden. Sange som nok kunne vække det slumrende rockland til live, efter alt for mange år med mere eller mindre søvndyssende og familievenlig popmusik. Som Allan Vegenfeldt fortalte til BT i 2008 ”Det var for sent at lave punk på det tidspunkt. Men vi var helt sikkert i den modsatte lejr af diskobølgen, som talte Thomas Helmig, Lis Sørensen, News og de andre. De tegnede musikken i 80’erne, og for os var det en drivkraft at lave noget helt modsat.”

Lyt til: ”Dreaming” og den charmerende ”Love is just a feeling”.

WESTERN BLOOD (1988)Britisk rhythm’n’blues og punk

Western Blood kom i to udgaver. Det originale mesterværk i 1988 med 12 sange og en US-version i 1989 med 11 sange. Der er nogen forskel på de to udgaver, men fælles for dem begge er anmeldernes begejstring over det unikke blend af 1960’ernes britiske rhythm’n’blues- og rockscene, tilført punkens energi, nerve og attitude tilsat narrative kærlighedshistorier og brændende begær.

En af de mest markante forskelle på de to udgaver er nok at gruppen havde et stort hit med “House in the country” fra US-versionen af albummet Western Blood. Albummet sendte The Sandmen på en (af pladeselskabet A&M Records) betalt promotiontour i USA. Her fik The Sandmen mulighed for at spille på legendariske klubber som CBGB (New York) og The Whisky a Go Go (Los Angeles). The Sandmen besøgte USA igen i 1993 med bl.a. endnu en optræden på CBGB’s.

Lyt til: Den svedige, sexede rocksang ”Western Blood”, hvor Allan Vegenfeldt synger Jagger-style, garagerockeren ”Angry man” og ”500 %”.

SLEEPYHEAD (1992)Heavy, grunge og British alternative

Sleepyhead er et af The Sandmens signaturalbums og bandets kommercielle gennembrud takket være flere mainstreamhits og ikke mindst kæmpehittet ”5 minutes past loneliness”. Det er også albummet hvor The Sandmen, tro mod tidsånden, lyder mest heavy, grunge og som British alternative. Der er mange gode navne bag produktionen, og på kor finder man f.eks. Marie Carmen Koppel. Anmelderne og publikum var begejstrede for Sleepyhead. Om The Sandmen havde det ligesådan er svært at sige. I alt fald udtaler den tidligere bassist Ole Wennike i et gammelt Gaffa-blad fra 2003: ”Efter Sleepyhead spillede vi for fyldte sale, hvor folk sang med, men det var jo ikke den plade vi var mest begejstrede for rent kunstnerisk. Det var måske lidt frustrerende.”

Lyt til: Det solide Beatles-cover og publikumsfavorit live ”Don’t let me down”. Den inderlige ørebasker ”5 minutes past loneliness”, og den forfriskende ”Long leg Sally” – ikke at forveksle med ”Long tall Sally” - som nok kan få enhver guitarhero til at tabe pusten.

GIMME GIMME (1990)Klassisk rock og udsyret Manchester

Gimme Gimme er bandets tredje album og det mest fængende, psykedeliske, groovy album til dato med numre som ”Weather with Heather”, ”Watchman” og ”Feel like crying”. På albummet var The Sandmen rytmisk set stærkt påvirket af Manchester-bandet Happy Mondays, som bandet havde mødt i Eden Studios under deres ophold i London. Det færdige Gimme Gimme- album blev således et af de første eksempler på klassisk rock fusioneret med den udsyrede sen-80’er Manchester-bølge. Under indspilningen i London i 1990 stod det dog klart, at valget af producer Steve Brown (The Cult, Wham!) var uhensigtsmæssigt. Bandet skrottede alle optagelserne fra London og indspillede i stedet albummet i Malmø.

Lyt til: Den catchy melodi ”Get up get out”, garagerockeren ”Devilsway”, den swingende psykedeliske ”Weather with Heather”.

IN THE HOUSE OF SECRETS (1994)Jazzede improvisationer, blødende blues og Manchester.

In the House of Secrets viser The Sandmen fra en mere ”jazzet” side med længere improviserede forløb. Der er længere improviserede forløb. Andre stilarter har også fundet en plads på albummet. Nummeret ”Snake” fremstår helt heavy, ”Snowman” og ”Tell me did you ever” lyder som en blanding af Manchester og swinging London, og et par af sangene har et udtalt bluespræg. Godt 80.000 eksemplarer solgte albummet med hittet “Five Minutes Past Loneliness”. Men pludselig gik noget galt. In The House of Secrets floppede, og i februar 1995 splintredes et af landets bedste orkestre., for senere at blive gendannet igen. Albummet er hverken et flop eller bandets bedste.

Lyt til: ”Snake” med de gode riffs, den psykedeliske ”Tell me did you ever” og ”Slave song” som er den længste sang på albummet med den jazzede feel og Doors-trommer.

BEAUTIES AND BEASTS: BEST OF THE SANDMEN (2003)

The Sandmen udgav i efteråret 2003 “best of”-albummet Beauties And Beasts. Best of-albummet var med flere rarities mere end bare en regulær best of-samling. Beauties and the Beasts: Best of The Sandmen (+ rarities) indeholder 35 numre herunder tidligere ikke udgivne sange. Udgivelsen var en ren EMI-beslutning, hvor EMI bad bandet om hjælp til udvælgelsen af sangene, hvilket gjorde, at de mødtes og blev opfordret til at spille en håndfuld koncerter. Det havde man lyst til. Bandet genindtog de danske live-scener med en revideret besætning, en udsolgt turné og en række koncerter på sommerens festivaler i 2004.

SHINE (2008)Blues og ballader

Shine er knapt så stringent og mere løs i strukturen end White trash red front. Det giver en særdeles varieret lytteoplevelse. Genremæssigt stritter den i flere retninger fra den groovy ”Mover”, den heavy ”Drop dead” til de bluesinspirerede ”Ode for Ismael” og ”Hollow man”. Indimellem følsom - indimellem mere kras men hele vejen i gennem meget melodiøs. Et godt ‘starter-album’ for helt nye fans, eller gamle fans som vil høre det nyere Sandmen. Shine er et rigtig godt eksempel på maggiterning kompositionsteknik og fyldt med skønne ballader. The Sandmen turnerede efterfølgende indtil midten af 2009, hvor medlemmerne i fællesskab besluttede at holde en pause fra bandet og hinanden.

Lyt til: ”Mover”, der er herligt groovy. ”Guns and guitars”, der er dirrende tilbage-holdt og ømskindet. ”Holiday”, der minder om det tidlige Sandmen.

WHITE TRASH RED FRONT (2006)Garagerock og et snert af glam

White trash red front er inspireret af garagerock og firkantet guitarrock i ‘vred ung teenager-stilen’. Bandet fjernede kompromisløst alle smukke passager, således at udtrykket fremstod mere stringent end man havde hørt på de tidligere albums. Teksterne bider og nummeret “Wouldn’t mind at all” blev et stort radiohit. Gaffa skrev om albummet: ”The Sandmen griber fat, hvor de slap i sin tid. ”Big Texan” sparker albummet i gang med gnistrende elektriske guitarriff og hårdtslående trommer, og så går det ellers over stok og sten med nogle af The Sandmens hurtigste og korteste sange nogensinde. Allan Vegenfeldts stemme er stadig på én gang hæs og stærk, og energiniveauet er højt, og den i Sandmen-sammen-hæng usædvanlig upolerede produktion klæder sangene.”

Lyt til: Den Oasis-inspirerede ”Wouldn´t mind at all”, den glammede ”Whatever happened”.

DEN BEDSTE DAG (2014)Dansk, krautrock og postpunk

Den bedste dag er bandets første album på dansk. De har kastet sig over modersmålet med fare for at få hug fra både rockfolket og det danske digterdy-nasti. Det er som om at The Sandmen med dette album for alvor har ønsket at sprænge alle tidligere indforståede traditioner. Måske for at holde deres egen tilgang til musik og lyrik skarp og frisk. Musikken er simpelthen forfriskende varieret. Pisker rockelskere hid og did mellem garagerock, krautrock, bluesrock, punkrock og psykedelisk rock og bliver bare bedre for hver gennemlytning.

Lyt til: Den hypnotiske ”Den bedste dag”, den desperate ”Udkantsdreng” og den elektroniske ”Det gyldne øje” med det fængende omkvæd.

THE SANDMEN LIVE IN COPENHAGEN (2008)Live i Vega - Musikkens Hus

Her får vi The Sandmen på hjemmebane i et propfyldt og tændt Vega. Valget af sange til dette live album er lagt på det syrede og jammede, en betydelig del af Sandmen universet der sjældent lader sig fange på studie albums, men i den grad kommer igennem her. Et live album der er alt andet end en genindspilning af hits foran et publikum, men en ”dokumentar” der fastholder øjeblikke hvor ”tiden står stille” mellem band og fans. Lyt til “Monkeys/ Slavesong medley” og “White Trash Red Front” …som et møde mellem Ramones og Picasso - eller de spinkle og gennemsigtige versioner af Evil Eye og Brand New Morning.

Lyt til: Hele albummets live-atmosfære

BIBZOOM LYTTEGUIDES

Bibzoom guider dig kyndigt gennem festivaller, begivenheder, bands og musikgenrer. Med Bibzoom som redaktion skriver en gruppe musikfa-glige ildsjæle fra de danske biblioteker dig vej gennem musikjunglen og giver dig tips til godbidder, nyskabelser, sikre satsninger, og meget mere fra musikkens forunderlige verden.

Der kommer flere, og der er flere, hvor de kommer fra.