26 TRAFIK & VEJE • 2011 MAJ

Af Landskabsarkitekt Ulf Løbner-Olesen

ulo@odense.dk

For mere en 200 år siden var Odense en traditionel dansk købstad med små og lave huse, snævre gader og små pladser. At byen

allerede dengang var andet og mere end en almindelig provinsby, kunne man blandt andet se ved, at byen havde et kongeligt slot med haveanlæg, en stor domkirke med til-hørende bispegård og have samt en større kirkegård. Endelig var der en bred å, der med sine frodigt tilvoksede bredder slyn-gede sig frit gennem byen. Sejle op ad åen, sejle nedad igen, synger man den dag i dag. Måske uden at tænke på, at det faktisk er Odense Å, man synger om.

Hovedlandevejen fra København til Esbjerg gik lige gennem byen, og man kan let forestille sig en snoet grusvej med sty-nede popler mellem grønne marker langs blomstrende læhegn, småskove og idylliske landsbyer. Træerne dengang havde en funk-tion; de viste vejen på landet. Men inde i det gamle Odense var der ingen træer i den trange midtby, hverken på byens små plad-ser eller i de smalle gader. De store træer, byen havde, voksede tæt langs åen, eksotisk og fuldkronede i Kongens Have og skygge-fulde i bispens og andre fremtrædende bor-geres haver. Ligesom der stod tæer, der den-gang som i dag voksede livsbekræftende på kirkegården. Træer var en selvfølgelig del af den kultiverede natur; de blev brugt i have-anlæg, i alléer og som vejtræer. Men bytræet – eller byens træer – til almindelig pynt og glæde, kom først med industrialiseringen.

Industri førte forskønnelse med sigFra midten af 1800-tallet begyndte Odense at vokse for alvor. Byen havde fået anlagt egen havn og jernbane, og i 1865 nedsatte Odense Byråd en ”Comité til Byens For-skjønnelse”, hvis arbejde lagde grunden til den grønne politik, som byen har ført lige siden. Kommissoriet var blandt andet ”at give byen og dens nærmeste omegn et mere tiltalende udseende – samt tilvejebringe en smukkere og behageligere forbindelse mel-lem byen og de i dens nærhed værende lystskove”. Komitéens formand var apote-

Bytræerne i Odense – før og nu

Træer i storbyer har deres egen historie. De fortæller om byens udvikling og om forskellige tiders forskellige måder at sætte naturen i centrum – bogstavligt talt. Her fortælles historien om de træer, der engang blev sat, og de træer, der fortsat bliver sat i midten af Odense.

gRøn VEdlIgEholdElsE

Figur 1. Gl. postkort – Idyl ved Odense Å i begyndelsen af 1900-tallet.

Figur 2. Stynede popler på Fårebjergvej

TRAFIK & VEJE • 2011 MAJ 27

ker Ernst Gustav Lotze (1825-1893), hvis egen apotekerhave i den indre by bar tyde-ligt præg af hans kendskab til både træer og planters helbredende evner. Haven blev da også europæisk berømt for sin rigdom af lægeurter fra hele kloden. Enkelte eksotiske træer står tilbage i haven, der – om end i en noget reduceret og omlagt udgave – er beva-ret som adgangs- og opholdsareal for H. C. Andersen Museet og Børnekulturhuset Fyr-tøjet. Lotzes Have benyttes derudover som hele H. C. Andersen Kvarterets nærmeste friareal.

På gamle bykort ses tydeligt byens større indfaldsveje med vejtræer; Åsumvej og Ru-gårds Landevej, og senere også Nyborgvej og Middelfartvej, der udmærker sig ved at være anlagt efter domkirkens spir. Ikke mindst vejen til Fruens Bøge, den populære lystskov med forlystelser og udskænkningssted ved

Odense Å knap 3 km fra Odense centrum, var plantet til med vejtræer; den impone-rende og dengang så robuste elm.

1900-tallet gav havebytræer og gågade-træerOp gennem 1900-tallet blev der dels anlagt nye parker som beskæftigelsesarbejde og dels blev der i tilknytning til nye bolig- og erhvervsområder etableret vejrabatter og plantet træer. Mange træer.

De større trafik- og fordelingsveje fik vejtræer, hvoraf enkelte blev til alléer og en enkelt sågar til en bred boulevard med sporvogn i midterrabatten mellem slanke el-mestammer. De nye boligkvarterer fik træer på vejene og træer på de fælles friarealer ef-ter bedste engelske havebymodel. Træerne skulle helst være hjemmehørende danske arter: Lind, Ahorn, Avnbøg, Kastanje, Røn

og Eg var de mest fremherskende. I Dæhn-feldts Villaby valgte man kasseklippede lin-detræer på vejene og fritvoksende træer på de små grønninger. Heldigvis var der ind i mellem en gartner eller en byrådspolitiker, der syntes noget andet, og så blev der på særligt udvalgte boligveje plantet japanske kirsebær.

Med gågadernes indtog i 60’erne og ten-densen mod at gøre bymidten fredeligere og mindre trafikkeret kom der mulighed for at plante en helt ny type bytræer: Gågade-træer. I 80’erne blev de første gågader lagt om, og nye gågader kom til, og Odense for-søgte sig med mange trætyper og -arter: Alt lige fra lind, eg, ask, ahorn, akacie, avnbøg, platan og røn til naur, tjørn, kirsebær, val-nød, skyrækker og tyrkiske hasler. Odense skulle være en grøn by – og det blev den. De fleste af træerne står endnu, men de er

Figur 3. Gl. postkort – Gråbrødre Plads ca. 1900 med H.C. Andersen statuen og store træer.

Figur 4. Lotzes Have.

Figur 5. Gl. postkort – Nyborg Landevej i 1937. De magtfulde elmetræer eksisterede frem til 1950-erne.

Figur 6. Japanske kirsebær på By Kongevej

28 TRAFIK & VEJE • 2011 MAJ

sat i en epoke, der ikke tænke så meget på optimeret drift; de kræver megen pleje og konstant opmærksomhed. Og så fylder de i bybilledet. Som arkitekt og professor Jan Gehl engang i 90’erne under trækronerne i Odenses gågade Vestergade bemærkede: ”Jamen, det skal jo være en gågade, det her – og ikke en skov!” Det var anderledes og moderne – næsten mageløst!

Vejtræerne – før og nuAlle de gamle elmetræer er nu væk og mange steder erstattet med lindetræer. Langs ind-faldsvejen Nyborgvej blev de nye lindetræer kasseklippede, og langs indfaldsvejen Mid-delfartvej var kronerne fritvoksende – sine steder med el- og telefonledninger tværs igennem. Dog blev elmeallén på Hunde-rupvej, der fører ud til Fruens Bøge, erstattet med nye egetræer, fordi områdets beboere, efter en af byens første borgerinddragelses-processer i 80’erne, kraftigt tilkendegav, at de planlagte almindelige lindetræer ikke var eksotiske nok til deres vej!

Mange vejtræer blev efterhånden op gennem 70’erne og 80’erne også kasseklip-pede på grund af el-ledninger. På flere veje kunne der således være fuldkronede træer i den ene vejside og klippede træer i den an-den. Trafikkens intensivering medførte, at vejene blev gjort bredere og planterabatterne gjort smallere. Herudover betød en nødven-dig udbygning af byens tekniske installati-onsnet, så som telefonledninger, elkabler, antenneledninger, vandledninger, kloakled-ninger, fjernvarmerør og bredbåndsnet, at vejtræernes vækstbetingelser blev markant forringede. Alligevel er der i de sidste 20 år fortsat plantet mange nye vej- og gadetræer. Træartsvalget er ændret fra store og skygge-givende træer som lind og kastanje til min-dre træer som tjørn, røn, avnbøg og naur, der alle tåler kraftig beskæring. Også bær- og frugtbærende træer er plantet på enkelte gader – med skiftende held og blandet ac-cept fra borgerne. Faktisk overvejer man nu at fjerne en stor del af disse træer.

State of the art-bytræer i OdenseI Odense by er der efterhånden mange be-varingsværdige bytræer, men kun meget få fredede træer.

Af særligt store og bemærkelsesværdige træer kan i dag nævnes lystræet ved Bør-nekulturhuset og Lotzes Have. Træet er en ældre bredkronet ahorn, der er meget synlig i bybilledet især ved juletid. For med sine mere end 10.000 små pærer lyser træet hver vinter op til almindelig glæde og julestem-ning.

Også det fine egetræ ved koncerthuset på torvepladsen i H.C. Andersen Kvarteret er et bytræ, der i dag har særlig offentlig be-

Figur 7. Gågader og pladser i Odense Centrum – 1991.

Figur 8. Egealléen på Hunderupvej.

Figur 9. Dæhnfeldts Villaby.

Figur 10. H.C. Andersens Eg.

TRAFIK & VEJE • 2011 MAJ 29

vågenhed og er kendt som H.C. Andersens Eg. Byens veneration for det smukke karak-tertræ betød, at byggeriet af Odense Kon-certhus i 80’erne måtte tilpasses træets ek-sisterende vækst- og udviklingsforhold – og ikke omvendt. Tilsvarende særegent er det med platanerne, der i snart 50 år har dan-net det smukkeste løvtag på Klingenbergs grusplads mellem Odense Domkirke og Magasin. Disse velplejede og formbeskårede plataner vokser i et kun 40 cm tykt vækstlag oven på Magasins parkeringskælder. Byens nok største og flotteste kommunale og fre-dede træ er en statelig eg, der knejser for en-den af den lille motorbådhavn ved Kanalvej ude bag ved havnen og det historisk spæn-dende voldsted på Næsbyhoved Slotsbanke.

Bytræer i fremtidenTræer er de ældste nulevende organismer på kloden; de er livsvigtige for stort set al anden eksistens og har altid været en uerstattelig og selvfølgelig del af det naturlige miljø om-kring os. Ligesom de over årene er blevet en naturlig del af vores bykultur. Men fremti-dens bytræ er presset af stærkt stigende tra-fikbelastning, nye vejregler og nødvendige ledningsomlægninger. Bevaring og eventuel nyplantning af træer vil alle steder kræve plads og vilje, mod og midler. Heldigvis er der selv efter store omlægninger i byens tre

centrumparker – H. C. Andersen Haven, Kongens Have og Lotzes Have – sørget for, at der også vil være mange og mange spæn-dende træer til vores efterfølgere.

Også gågadernes træer er efter næsten 30 år ved at have fået en størrelse, der kalder på fornyelse.

Måske skal der i fremtiden plantes me-get færre træer i vores byer. Til gengæld skal

der sørges for god og rigelig plads, optimale levevilkår, forventningsafstemning med naboer og brugere og endelig tilstrække-lige driftsbudgetter og rimelige vedligehol-delsesforhold. Fremtidige planer skal sikre udviklingsforholdene for de udvalgte træer, og måske skal man overveje flere fredninger.

Store og gamle – ja selv døende – træer, skal være en naturlig del af vores byer og nærmiljøer. Til almindelig forundring og læring om al tings begyndelse, spiring og vækst, ungdom og alderdom, liv og død, og skønhed og forfald. Alt i en betagende eksi-stentiel gentagelse.

<

De gl. postkort er fra et jubilæums-skrift – ISBN 87-7345-147-9 – Fra Stadsgartnerens Afdelings 125 års jubi-læum i 1990

Tegningerne er af Ulf Løbner-Olesen

Foto er af Flemming Bjerg ogUlf Løbner-Olesen

Figur 11. Klingenbergs plataner. Figur 12. Kongens Have.

Figur 13. Fredet eg ved motorbådhavnen.