Embed Size (px)
Citation preview
KOLD KRIG
– NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG –
DANMARKS GLOBALE MAGASIN
En myrdet premierminister, en ivrig spion-chef og hemmelige militæraktioner. USA's rolle i Congo efter uafhængigheden var et tragisk magtspils.50 /
BISTANDBUSINESS
NEPALS LOKALEVAGTHUNDE
“IKKE NOGEN KØN AFFÆRE” CIA'S DUNKLE ROLLE I CONGO
MIDT I EN GAS-TIDKæmpe naturgasfund i Mozambique får investorer til at strømme til landet s.6 /
Politisk strid og borgerkrig har givet græsrødder nye roller i lokaldemokratiets.12 /
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Fotoreportage fra omskæringen af den 14-årige masai-pige Nasirian
s.18 /
EN BLODIG TRADITION
31. AUGUSTAFRIKANSK TRADITIONEL MEDICINSiden 2003 har Afrika hvert år fejret den afrikanske traditionelle medicin-dag 31/8 i samarbejde med blandt an-det Verdenssundhedsorganisationen (WHO). 80 procent af befolkningen på kontinentet bruger traditionel medicin, og med dagen ønsker de afrikanske regeringer at sætte fokus på medicinens vigtige rolle for folks sundhed og udvikling.
www.afro.who.int
22. SEPTEMBERVERDENS TILSTAND 2014Fattigdom, overbefolkning og ulighed. Hvert år udgiver FN’s Udviklingspro-gram UNDP en rapport om verdens tilstand – og sætter samtidig fokus på et bestemt tema. I år er det sårbarhed og modstandskraft – "building resili-ence" – blandt verdens fattige.
www.undp.org
5. OKTOBERPRÆSIDENTVALG I BRASILIENHøj inflation, stigende renter og social uro. Opbakningen til den brasilianske præsident, Dilma Rousseff, der ellers har været vellidt i befolkningen, er faldet gennem 2014, så politiske iagt-tagere spår hende hård konkurrence, når landet skal vælge ny præsident.
www.brasil.gov.br
OM UDVIKLINGKOLOFON
ABONNEMENTUdvikling er gratis, men forsendelse til udlandet
pålægges efter nytår et gebyr.
Udvikling udkommer seks gange per år.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Abonnementsservice:
Næste nummer: 14. oktober 2014
REDAKTIONRedaktør: Stefan Katić (SK), [email protected]
tlf. 33 92 07 09
Journalist: Ulrikke Moustgaard (ULM),
tlf. 33 92 08 01
Nyhedsbrev, markedsføring etc: Sara Leth,
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Samuel Magid, kontorchef,
Udenrigsministeriets Presseenhed
Korrektur: Lisbeth Rindholdt
Grunddesign: Esben Niklasson
Layout: e-Types Daily
Tryk: Arco Grafisk. Papir: 115 gram MultiArt Matt
DETTE NUMMERNR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 22. august 2014
Redaktionen afsluttet: 7. august 2014
Trykoplag: 17.900
ISBN 978-87-7087-849-4 (tryk)
ISBN 978-87-7087-850-0 (elektronisk)
ISBN 978-87-7087-852-4 (app)
ISSN 0106-0570
Forside: Meeri Koutaniemi
ANNONCESALGRosendahls Mediaservice,
Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606
UDGIVERDanida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
Medlem af
FREMBLIK7. OKTOBERKENYATTA I RETTENDatoen er blevet udsat flere gange, men nu sættes retten igen i den in-ternationale krigsforbryderdomstol (ICC) for Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta (foto). Han er tiltalt for at stå bag den voldelige opstand under præ-sidentvalget i 2007, hvor 1.200 døde, men nægter sig skyldig.
www.icc-cpi.int
12. OKTOBER MORALES FOR TREDJE GANG?Selvom den bolivianske forfatning siger, at en præsident kun må sidde i to valgperioder, stiller den nuværende præsident, Evo Morales (foto), op til en tredje periode, når bolivianerne går til valg. Forfatningsdomstolen har blå-stemplet kandidaturet, da reglen først blev indført, efter at Morales kom til magten i 2006.
www.bolivia.gob.bo
AF REDAKTIONEN
KULTUR
UDVIKLING
POLITIK
ERHVERV
FASTE SIDER
DANMARKS GLOBALE MAGASIN
– NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG –
s.40 /
s.50 /
s.12 /
IKKE KUN HVIDE ELEFANTERKronik: 1980’ernes danske statslån blev udsat for hård kritik. Men et sted har de haft stor betydning: i Kina.
EN LÆREBOG I KYNISMECongo fik sin frihed i 1960, men kom hurtigt i klemme i den kolde krig. Landets leder, Lumumba, blev myrdet.
NEPALS NYE VAGTHUNDEI 35.000 lokalsamfund er græsrødder aktivt med til at bestemme, hvad de offentlige midler skal bruges til.
Første år som chef for UN Women s.24 /
Kina: Kampen mod korruption går til tops s.31 /
Indonesien: Møbelmand er ny præsident s.31 /
CIA i Congo og mordet på Lumumba s.50 /
Prinsen af menneske- rettigheder: s. 60 /
Urbanisering truer Asien og Afrika s.4 /
Nepal: Grøde blandt græsrødderne s.12 /
25 års dansk støtte til Nepal s.15 /
Mød verdens mest beskidte hovedstæder s.32 /
Colombias flygtninge vender hjem s.46 /
Naturgas-eventyr i Mozambique s.6 /
Iværksættere: Afrikas nye superstars s.26 /
BRIKS-lande laver deres egen Verdensbank s.33 /
Zimbabwe vil sikre diamantudbytte s.33 /
Kronik: Danske statslån til Kina havde effekt s.40 /
Nordkorea laver nyt turist-mekka - under vand s.45 /
Politiske film fra hitter i Cannes s.10 /
VM-skrammer til afrikansk fodbold s.45 /
Litteratur til en milliard mennesker s.34 /
Seks afrikanske forfatter- stemmer s.37 /
Kulturen Kort: Afro Hop og adoptionskritik s.44 /
Værker fra verden: Mor og søn i Egypten s.58 /
Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.61 /
Indvikling: Kosovo elsker Clinton s.62 /
Fremblik: Det sker i verden den næste tid s.63 /
En statue af Bill Clinton. Gæt hvor! s.62 /
Det læser de i Afrika s. 34 /
Fra pige til kvinde s. 18 /
Indhold
4/
FOTO
S: F
LAG
PED
IA (
TV)
& J
ØR
GEN
SC
HYT
TE/D
AN
IDA
/SC
AN
PIX
AGENDAUDVIKLING
Storbyen trækker stadig
Forventetlevealder:51 år
Lige nu er det fifty-fifty, men i 2050 vil to tredjedele af alle mennesker i verden leve i byer. 90 procent af væksten sker i landene i Syd. Det fremgår af en rapport fra Befolkningsenheden under FN's Afdeling for Økonomiske og Sociale Anliggender (DESA), der blandt andet laver analyser for FN’s gene-ralforsamling.
Den hastige urbanisering betyder, at poli-tikere og administratorer i løbet af en kort år-række skal blive i stand til at møde det øgede behov for boliger, vand og sanitet, transport, kommunikation, energi, uddannelse og sund-hed.
Læg hertil efterspørgslen efter nye job.Udfordringen bliver størst i Afrika og
Asien. Alene i Afrika ventes byboernes andel af den samlede befolkning af stige med 16 procent frem mod 2050.
Der kommer også flere såkaldte megabyer – det er storbyer med over 10 millioner ind-
Mens den forven-tede levealder i Nordeuropa stiger til over 80 år, er udvik-lingsniveauet i det afrikanske land Tchad så ringe, at men-nesker dér kun kan fovente at leve 51 år i gennemsnit.
Netop Tchad for-tjener mere opmærk-somhed, påpeger organisationen Læger Uden Grænser. Ikke mindst på grund af de elendige sundheds-forhold.
Sygdomme, som kunne have været behandlet med enkle midler, koster hundredtusinder livet i Tchad, hvor de fleste af nationens 6,4 millioner indbyg-gere lever en dag-ligdag uden læger, medicin og sund-hedstjeneste.
Sundhedsforhol-dene i Tchad topper listen over 10 glemte udviklingskriser, der sammensættes af Læger Uden Grænser. Listen opdateres én gang årligt. • /RH
byggere. Antallet af megabyer ventes således at nå op på 40 i 2050, og en stigende andel vil ligge i Syd.
BÆREDYGTIGE BYERDESAs leder, John Wilmoth, siger, at en vel-lykket global udvikling i høj grad vil være afhængig af, om det lykkes at skabe bæredyg-tige byer, der i stand til at favne det stærkt stigende antal mennesker.
Urbaniseringen har historisk fundet sted i rige lande, og balancen tipper nu over mod mellemindkomstlande og fattige lande, som har færre ressourcer til at håndtere udfordrin-gen.
I FN-rapporten bemærkes det dog, at det typisk er billigere at levere de samme service-ydelser i tæt befolkede områder som i egne med stor afstand mellem beboerne. Byer er også de mindst miljømæssigt belastende pr. borger. •
AF REGNER HANSEN
I 2050 vil to tredjedele af klodens befolkning leve i byer. Det giver store udfordringer i Afrika og Asien.
5/
FOTO
S: J
ØR
GEN
SC
HYT
TE/D
AN
IDA
/SC
AN
PIX
(Ø
V)
& M
IKA
EL K
OLL
ÖFF
EL/D
AN
IDA
/SC
AN
PIX
(N
ED)
Mellemamerika mister sin unge generation
Dyrkbar jord er dyrebar jord
‘Høst’ vand lige ved boligen
Titusinder af børn og unge, der skulle være med til at udvikle Mellemamerika i de kommende årtier, søger mod USA. Det ame-rikanske grænsepoliti har hidtil i år pågrebet næsten 50.000 såkaldt uledsagede mindre-årige fra lande som Honduras, Guatemala og El Salvador og anbragt dem i opsamlingslejre.
Fattigdom, vold og manglende tryghed er, hvad der får forældre til at sende deres børn på en farlig rejse med godstoget, kaldet Le Bestia (Udyret), gennem Mexico og videre nordpå. Den største andel af børnene kommer fra Honduras.
Migrationseksperten Ricardo Puerto siger til nyhedsbureauet Inter Press Service, at Mel-
Jord er i bogstavelig forstand grundlaget for fødevarer.
Men arealet af jord på jordkloden, der kan anvendes til dyrkning, er sat under pres af kvægdrift, skovbrug, urbanisering, energipro-duktion og udvinding af mineraler. Desuden er en tredjedel af jorden af forringet kvalitet som følge af blandt andet muldflugt og udpi-ning.
Derfor har regeringsrepræsentanter med støtte fra eksperter godkendt en handlings-plan, der skal værne om udstrækningen og
I Etiopien (foto) er det ikke usædvanligt at skulle gå flere ki-lometer efter vand. Men der synes nu at være mulighed for at skaffe vand på en an-den måde, som sparer både tid og kræfter.
Metoden består i “høste” vand lige ved boligen – nemlig i form af den fugt, der findes i luften.
Princippet har været kendt længe, men ideen er vi-dereudviklet i et italiensk-schweizisk design. Metoden består i at opstille en 10 meter ramme af bambus, hvorpå der er udspændt et net af nylon. Udbytte? Op til 100 liter rent vand om dagen.
Den nye vandme-kanisme er testet med succes i etiopiske landsbyer på højslet-ten. Potentialet synes stort. Der er over 750 millioner mennesker verden over, som ikke har adgang til rin-dende vand. • /RH
lemamerika således mister den kommende generation.
”Vi mister mange nye og gode hænder og hjerner,” siger Puerto.
De berørte lande har på et krisemøde, som FN’s børneorganisation, UNICEF, var med til at arrangere i den honduranske hovedstad, Tegucigalpa, lavet en køreplan for fred, sik-kerhed, velfærd og retfærdighed i regionen. Men migrationseksperter og andre kritikere siger, at planen er uden konkrete initiativer.
Den katolske kirke i Honduras opfordrer til en ”inkluderende politik” i Mellemamerika med fokus på børnene og fremtiden. • /RH
kvaliteten af jord. Det skete på et møde i FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO).
Blandt anbefalingerne er skrappere statslig regulering på området og flere offentlige inve-steringer i bæredygtigt jordbrug.
Maria Helena Semedo, vicegeneraldi-rektør i FAO, minder om, at der bliver flere munde at mætte i verden i de kommende årtier. Semedo appellerer derfor – måske ikke overraskende – til landene og civilsamfun-dene om at forpligte sig til at omsætte pla-nen til virkelighed. • /RH
FOTO
: TR
YGV
E B
OLS
TAD
/PA
NO
S/PO
LFO
TO Enorme fund af naturgas har fyldt mozambikanerne med håb om vækst og velstand. Med gas-
rigdommen forskydes magten i landet fra donorer til investorer. Reportage fra energi-topmøde i Afrikas nye klondike.
6/
7/
AF MADS MARIEGAARD, MAPUTO
“Tag jeres penge med til Mozambique,” lægger energiministeren ud.
“Potentialet er enormt,” supplerer forman-den for det nationale elselskab.
Den mozambikanske råstofelite og er-hvervsfolk fra fem kontinenter er samlet på Girassol Indy, et fashionabelt hotel i Som-merschield, et af hoved staden Maputos fineste kvarterer. Enorme fund af naturgas har trukket de to parter mod hinanden: Investorerne vil have adgang til råstofferne, regeringen øjner en mulighed for at skabe mere udvikling, ikke kun fordi de potentielle skatteindtægter kan fylde en af verdens mest slunkne statskasser, men også i kraft af den vækst, investeringerne i sig selv kan føre med sig.
I en ny rapport fra The Oxford Institute for Energy Studies hedder det: “Fundene kan være Mozambiques chance for at slutte sig til rækken af mellemindkomstlande i løbet af en generation eller to, men det er ikke en given ting.” Rapporten forudser, at indtægterne fra naturgas om cirka et årti vil udgøre største-delen af statens indtægter og dermed overgå udviklingsbistanden. Donorerne fra Vesten, heriblandt Danmark, som hidtil har spillet nøgleroller i Mozambiques udvikling, vil ifølge rapporten miste politisk indflydelse til private investorer og vækstlande, det vil sige lande som Kina og Indien.
I NATURRESSOURCERNES SUPERLIGA Mozambique har været begunstiget af nogen-lunde politisk stabilitet siden 1992, hvor rege-ringen og oprørsbevægelsen Renamo sluttede fred efter en lang og blodig borgerkrig. I dag er der dog igen spændinger mellem parterne. Landet ligger tredjenederst på FN’s udvik-lingsindeks: Over halvdelen af de 25 millioner mozambikanere lever under fattigdomsgræn-sen. Det har gennem årene tiltrukket stribevis af udenlandske donorer, med Danmark som en af de toneangivende.
Det globale erhvervsliv har indtil for nylig vist begrænset interesse for det store land på >
østsiden af Afrikas sydspids. At det skulle ændre sig, lå ikke umiddelbart i kortene, da amerikanske Anadarko Pe-troleum Corporation (det dystert klin-gende navn stammer fra Anadarko-bassinet i Texas og Oklahoma) i 2006 fik adgang til Rovuma-bassinet ud for det nordlige Mozambiques kyst, om-kring der hvor Rovuma-floden slipper sit tag i det afrikanske kontinent og glider ud i Det Indiske Ocean.
I 2012 skete der imidlertid noget: Anadarko og Italiens største industri-virksomhed, ENI, kunne med korte mellemrum fortælle, at de havde fundet enorme naturgasreserver i Rovuma-bassinet. Ifølge nyhedsbu-reauet Reuters er der tale om 150 billi-oner kubikfod, svarende til forbruget i Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien i 15 år. De to giganter planlæg-ger at udvinde gassen og omdanne den til en flydende form, hvorefter den kan eksporteres med skib. Udgifterne til boringer og faciliteter kan løbe op i 50 milliarder dollars, svarende til Danmarks samlede udviklingsbistand i cirka 16 år.
Med ét slag er Mozambique ryk-ket op i naturressourcernes superliga. Hvis fundene bliver bekræftet, har landet fjerde flest gasreserver i verden, kun overgået af energistormagterne Rusland, Iran og Qatar. Læg hertil, at landet også har store forekomster af kul og metaller. Så har man fanget investorernes interesse.
MASTERPLAN FOR NATURGASI Maputo er et nyt afrikansk klondike begyndt at tage form: Trafikken over lufthavnen bliver tættere, nye hoteller skyder op. I bybilledet og på restau-ranterne blander alverdens sprog – kinesisk, hindi, engelsk, portugisisk – sig med den varme luft, der driver ind fra havet som en påmindelse om, hvor det hele begyndte.
Konferencen på Girassol Indy, ‘The Powering Africa Mozambique Meeting’ i maj 2014, vidner også om grøde. Omkring 180 deltagere er mødt op med lommerne fulde af visitkort. Cirka halvdelen er fra udlandet, flest fra Sydafrika, den købestærke nabo. De repræsenterer blandt andet ener-giselskaber, banker og konsulenthuse, store og små. Arrangøren er Energy-Net, et privat initiativ med britisk base, som tager godt 10.000 kroner pr. deltager for to dages paneldebatter med veltalende ordstyrere, emne-spe-cifikke workshops og pauser med god plads til uformelle drøftelser.
Energiministeriet møder op med et klart budskab: Investorer er vel-komne. Samtidig skal mozambika-nerne sørge for, at investeringerne kommer befolkningen til gode. Få uger efter konferencen vedtager re-geringen en “gas-masterplan”, udar-
bejdet med støtte fra Verdensbanken, som skal sikre hjemlig vækst, både i den offentlige og private sektor, foruden arbejdspladser, uddannel-sesmuligheder og infrastruktur. Ny lovgivning på området er også på vej. Imens må investorerne vente. En bud-runde, som kan give virksomheder adgang til områder syd for Rovuma-bassinet, har været udsat siden 2012.
UENIGHED OM EFFEKTEn af virksomhederne på konferen-cen, Sasol fra Sydafrika, har allerede adgang til mozambikanske naturgas-reserver. I modsætning til Anadarko og ENI opererer Sasol ikke på havet ud for det nordlige Mozambiques kyst, men inde på land længere sydpå. For godt 10 år siden indledte virksom-heden Southern Africa Regional Gas Project i samarbejde med Verdensban-ken og Mozambiques regering. Projek-tet gik ud på at udvikle to gasfelter og
MOZAMBIKANSK BESØG I DANMARK
En delegation af mozambikanske virksom-heder og erhvervsorganisationer besøger Danmark i november 2014.
Delegationen skal mødes med danske virksomheder, som er interesserede i handel med og investering i Mozambique, særligt inden for gassektoren.
Der planlægges blandt andet et besøg i Esbjerg på Offshore Center Denmark, et nationalt kompetence- og innovations-center for offshore-industrien.
Delegationens besøg er arrangeret af Dan-marks ambassade i Maputo i samarbejde med Dansk Industri og myndigheder og erhvervsorganisationer i Mozambique.
>
SIEMENS FORTÆLLER PÅ BILLBOARD MED BOREPLATFORM, AT FIRMAET ARBEJDER FOR MORGENDAGENS MOZAMBIQUE. BUD-SKABET SYNES DOG AT PRELLE AF PÅ DEN BILVASKENDE MAND.
“Udvikling sker som en naturlig følge af investeringer, fordi der opstår virksomheder inden for sekundære erhverv, hvilket øger indkomsten i området som helhed.
Kribs Govender, direktør i Sasol
FOTO
: SV
EN T
OR
FIN
N/P
OLF
OTO
DET ER I ROVUMA-BASSINET UD FOR DEN NORDLIGSTE DEL AF LANDET, AT DE STORE GASFUND ER GJORT.
TANZANIA
MOZAMBIQUE
Rovuma- Bassinet
8/
rapt
im
værdi for pengenepersonlig service
stor � eksibilitet
ove
r 50
års
NG
O-e
rfar
ing
Tlf. 8723 1230Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborgwww.unitasrejser.dk • [email protected]
raptim network
member of
®
Det gode ved netop Raptim-billetterne er, at de signalerer, hvad det er for et ærinde, vi har som organisation. Det kan være en fordel, hvis der opstår udfordringer i de lande, vi rejser til.
Lene Grønbechdirektionsassistent hos SOS Børnebyerne”
AN
NO
NC
E
sende gassen gennem en rørledning over grænsen til Sydafrika, hvor der er stor efterspørgsel på el.
Under overskriften Sasols sjæl fortæller virksomheden på sin hjem-meside, at den har hjulpet lokal-samfundene langs rørledningen ved at bygge skoler og klinikker, bore efter drikkevand og sågar omplante baobabtræer, som stod i vejen. Sasol oplyser også, at selskabet som følge af rørledningsprojektet har betalt 600 millioner dollar til Mozambiques regering.
Forkert, projektet har stort set ikke genereret nogen indtægter til stats-kassen, mener imidlertid Centro de Integridade Publica (CIP), en dansk-støttet organisation, der arbejder for at fremme demokrati og menneskeret-tigheder i Mozambique. CIP kritiserer også regeringen for at tilbageholde oplysninger om aftalen med Sasol. Uenigheden mellem parterne har af-født offentlig debat om emnet.
STADIG BRUG FOR DONORERUanset om Sasols aktiviteter gavner befolkningen eller ej, er virksomhe-
den en forløber for en udvikling, hvor udenlandske investorer, potentielt også danske, får større indflydelse i landet, mens donorernes ditto bliver relativt mindre. Ifølge Sasol selv er der dog brug for begge parter.
“Donorerne er nødt til at fortsætte med at støtte,” siger Kribs Govender, direktør i Sasol med ansvar for lav-karbonelektricitet, til Udvikling under konferencen på Girassol Indy. Han uddyber:
“Udvikling sker som en naturlig følge af investeringer, fordi der opstår virksomheder inden for sekundære er-hverv, hvilket øger indkomsten i områ-det som helhed. Uden for de områder, hvor man investerer, er der imidlertid stadig brug for donorer. Investorer er meget fokuseret på de områder, de in-vesterer i, mens donorer fokuserer bre-dere, på hele lande eller hele regioner.”
Ifølge Sasol-direktøren er inve-steringer i det omfang, Mozambique oplever i disse år, ikke nok til at skabe de nødvendige forandringer. Måske er samme analyse årsag til, at regeringen så entydigt bruger konferencen på Girassol Indy til at invitere nye inve-
STORMODTAGER AF DANSK BISTAND
Mozambique modtog 496 millioner kroner i dansk udviklingsbistand i 2013, hvilket gør landet til den største modtager, tæt efterfulgt af nabolandet Tanzania.
Den danske indsats fokuserer på blandt andet fattigdomsbekæmpelse, reproduktiv sundhed og rettigheder samt klimatilpas-ning og miljøforvaltning.
Udviklingssamarbejdet med Mozambique begyndte i tiden umiddelbart efter uaf-hængigheden fra Portugal i 1975.
Læs mere: www.mozambique.um.dk
storer indenfor. Mest udtalt er det, da en kontorchef fra energiministeriet i Maputo under en af paneldebatterne bliver spurgt, hvor hun gerne ser in-vesteringerne i landets energisektor komme fra. Hun svarer med et skævt smil:
“Vi ser gerne, at de kommer alle steder fra.” •
9/
LATTER OG ALVORFilm
AF MAJKEN S. ELIASEN, CANNES
De to ikke-vestlige og meget politiske film i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes handlede om vidt forskellige ting: Jihadisternes over-tagelse af Timbuktu og aggressionerne i Argentina. En ting har filmene til fælles: Instruktørerne bruger humor til at formidle de alvorlige emner.
Æslet vil ikke flytte sig. Det har en stor halmballe på ryggen og fylder den lille støvede sti fra væg til væg, så de tungt bevæbnede jiha-dister ikke kan komme forbi. Når de går til den ene side, følger æslet med, og omvendt. Over for et stædigt æsel kan selv overmagten ingenting gøre.
Æslerne spiller flere gange en rolle i filmen Timbuktu, der blev vist den allerførste dag på Cannes Filmfesti-valen 2014. Filmen handler om jihadi-sternes voldelige og undertrykkende regime i det oldgamle samfund ved Sahara, hvor steninger og tvangsæg-
teskaber blev dagligdag. Og æslerne er med til at give publikum et puste-rum, hvor man ler af jihadisterne.
“Mennesker er ikke endimensio-nelle, det er ikke alt eller intet, alle mennesker er komplekse,” forklarer instruktøren Abderrahmane Sissako om sin brug af humor i filmen.
“Du har både godt og ondt i dig, og derfor er det vigtigt at huske, at jihadister også er mennesker, som på et tidspunkt bare har taget et be-stemt valg i livet. Du bliver nødt til at fremstille de personer som men-nesker.”
TÅRER FOR TIMBUKTUAbderrahmane Sissako er en af de mest kendte instruktører fra et kon-tinent, hvorfra meget få film kommer til den vestlige verden. Han ser det som sin pligt at formidle nogle af de forfærdelige historier, der dagligt udspillede sig under jihadisternes regime, og Timbuktu er direkte inspi-reret af en virkelig hændelse.
“Det, der triggede mig, var stenin-gen af et ungt par i en lille landsby nord for Timbuktu,” fortæller instruk-tøren.
“Men det var ikke hændelsen i sig selv, der inspirerede mig, men mere det faktum, at ingen talte om det. Vi lever i en verden, hvor lanceringen af en ny mobiltelefon bliver dækket af hele verdenspressen, og samtidig er vi fuldstændig indifferente, når det drejer sig om forfærdelige overgreb som dette.”
Abderrahmane Sissako er født i Mali, men er opvokset i Mauretanien, hvor filmen også er optaget. Oprin-deligt havde filmholdet håbet på at kunne optage i selve Timbuktu, men det viste sig stadig at være for farligt. Så sent som i september måned var der nye selvmordsbombeaktioner i byen. Da Sissako sidder over for ver-denspressen i Cannes, sker der noget, som er en sjældenhed på den glamou-røse filmfestival. Da Abderrahmane Sissako prøver at sætte ord på, hvor-for historien om Timbuktu var så vig-tig at få ud, begynder han at græde.
“Måske græder jeg på vegne af alle de mennesker, som oplevede disse ting, som virkelig led,” siger han med FILMEN TIMBUKTU HANDLER OM LIVET I DE SAMFUND,
DER LIDER UNDER AFRIKANSKE JIHADISTER.
FOTO
S: L
ES F
ILM
S D
U W
OR
SO/A
RC
HES
FIL
MS
& C
OR
NER
PR
OD
UC
CIO
NES
10/
SISSAKO OG SZIFRON
• Abderrahmane Sissako (f. 1961), Mali/Mauretanien, er en af de meget få filminstruktører fra syd for Sahara, hvis film får vestlig opmærksomhed. Vandt i 2002 en pris i Cannes for filmen Wai-ting for Happiness om en ung mand fra Mauretanien, der forsøger at emigrere til Vesten.
• Damian Szifron (f. 1975), Argentina, var en overraskelse på årets Cannes Filmfestival, da han indtil videre mest har lavet tv-serier i sit hjemland. Med Relatos Salvajes viste han, at han be-sidder et socialt sindelag og en kritisk holdning til forholdene i sit hjemland.
blød stemme, mens han forsøger at tørre tårerne væk.
“Det ægte mod finder vi hos dem, der har levet med regimet på en daglig basis, ikke bare en eller to dage, men i lang tid. Mennesker, som lavede modstand uden ord, og det er der, optimismen ligger i filmen.”
Langt de fleste af filmene i den prestigefyldte filmkonkurrence kom-mer fra vestlige lande. Udover Sis-sakos Timbuktu havde den argentin-ske Relatos Salvajes dog også fundet vej gennem nåleøjet og var en af de i alt 18 film, der var udvalgt til årets hovedkonkurrence.
VOLD OG VREDETitlen Relatos Salvajes (vilde forbin-delser, red.) skal opfattes bogstave-ligt. Filmen, der er lavet af den ar-gentinske instruktør Damian Szifron, består af seks forskellige fortællinger, der umiddelbart intet har med hinan-den at gøre. Den røde tråd, der holder filmen sammen, er den vrede og ag-gressive opførsel, som personerne i de enkelte historier udviser, ofte på grund af de ting, der ikke fungerer i samfundet.
I en af fortællingerne har en for-kælet rigmandssøn i en brandert på-kørt en gravid kvinde og er bagefter flygtet fra ulykkesstedet. Hans rige far tager styringen og overtaler sin fattige gartner til at tage skylden og fængselsstraffen mod en klækkelig betaling. Som en af landets mange fattige, der ikke har håb om en bedre fremtid, tager gartneren imod tilbud-det, og dækhistorien bliver uden vi-dere godtaget af en korrupt anklager, der ser sit snit til også at tjene nogle skejser på kvindens død.
“Vores samfund indeholder et stort antal meget fattige mennesker, som er her for at udvinde råmaterialer, for at lave det manuelle arbejde, for at fjerne vores skrald. Det er arbejde, vi ikke selv gider udføre,” forklarer instruktør Damian Szifron.
“Og så har vi en gruppe af men-nesker, der er opdraget til at være forbrugere, folk, som tror, de er meget bedre end de andre, men det er de ikke.”
SLAPSTICK SOCIALKRITIKSelvom de seks historier i Relatos Salvajes alle ender i vold, så er filmen samtidig en komedie. Historien om manden, der får nok af de korrupte
bilinspektører, der hele tiden fjerner hans bil for at tjene penge, og som ender med at sprænge det hele i luf-ten, er fortalt som en komedie. Og pengeforhandlingerne mellem den rige far, den fattige gartner og den korrupte anklager har farceagtige dimensioner.
“Jeg forstår ikke, hvor komedier ikke bliver taget seriøst, eller at man ikke mener, de kan handle om noget seriøst,” siger Szifron.
Filmen blev solgt til stort set alle de latinamerikanske lande på festiva-len, og til pressekonferencen i Can-nes spurgte flere af de sydamerikan-ske journalister nervøst ind til, hvad Szifron mente, Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner vil mene om filmen.
“Politikerne bliver nødt til at have større visioner, så folk kan leve i større harmoni med hinanden. Det er et problem, at der er så ulige en fordeling af velstanden, og det er et
problem, at der ikke er mere og bedre uddannelse,” siger Damian Szifron, der ikke har noget problem med, at Cristina Fernández de Kirchner skal se filmen.
“I Argentina burde vi have det me-get bedre, end vi har det.” •
VILD VREDE OG AGRESSIV OPFØRSEL ER DEN RØDE TRÅD I ARGENTINSKE SZIFRONS FILM.
11/
DE GODE NYHEDER KOMMER NEDEFRAAF JESPER HELDGAARD, KATHMANDU
Borgerkrig og kongemord, politisk strid og kævl har præget nyhederne fra Nepal de seneste årtier. Men blandt græsrødderne er der grøde.
Nepal
12/
KVINDEN I GRØNT HEDDER RAM SUNDAR DEVI DAR OG ER EN AF MANGE NYE AKTIVISTER.
Sukhari Devi Ram gør det, ingen dono-rer kan, hverken hver for sig eller sammen: Hun holder øje med, at de lokale myndighe-der, hvor hun bor, bruger de sparsomme of-fentlige midler, som de skal og ifølge budget-terne: På skoler, på veje, på vandforsyning og alle de mange andre presserende behov. Og hun gør det helt nede på landsbyniveau.
“Vi holder især øje med, om de 30 procent af bloktilskuddene, der er øremærket til udsatte grupper som kasteløse, kvinder og børn, nu også bliver brugt til de formål. Og om lokale embedsmænd stikker offentlige penge i egne lommer, men vi indsamler også lokalsamfundenes ønsker og sørger for, at de bliver hørt,” fortæller Sukhari Devi Ram, som i øvrigt er dalit, det vil sige kasteløs.
Alt det gør hun som medlem af – og sekre-tær for – det lokale såkaldte Ward Citizens Forum, en borgergruppe i det lokalområde (“ward”), som er den mindste enhed i Nepals administrative struktur. Nepal har mere end 35.000 wards, og alle har de inden for de se-neste fem-seks år etableret et Ward Citizens Forum.
Gennem dem er hundredtusinder af nepa-lesere som Sukhari Devi Ram blevet tildelt – og oplært i – en aktiv rolle som vagthunde, og der er skabt et finmasket system, der kan bekæmpe den korruption og det misbrug, lokale myndigheder i Nepal længe har været berygtet for.
Borgergrupperne fører ikke bare kontrol. De er også med til at prioritere, hvordan de offentlige midler skal bruges lokalt, og de spiller dermed den rolle, som folkevalgte, po-litiske lokalråd egentlig skulle spille.
Men det politiske lokalstyre i Nepal findes ikke. Det har været sat ud af kraft i snart to år-tier: Det seneste lokalvalg fandt sted for 17 år siden, i 1997. Egentlig skulle der have været lo-kalvalg i 2002, men det blev aflyst – på grund af det maoistiske oprør, der sendte landet ud i ti års borgerkrig. Krigen sluttede i 2006. Men siden dengang har politikerne i hovedstaden Kathmandu endnu ikke kunnet blive enige om en ny forfatning, der skal danne grundla-get for nye lokalvalg.
>
FOTO
: JES
PER
HEL
DG
AA
RD
13/13/
SUNDARI BHUL MED SKØDET, DER BETYDER, AT HUN IKKE LÆNGERE ER JORDLØS.
>
> POLITISK KAOSDet var med en god portion skepsis, at nepaleserne i november sidste år gik til valg for at vælge et parlament med én altoverskyggende opgave: At vedtage den nye og længe ventede demokratiske forfatning – eller grund-lov. I 2008 var der nemlig også valg til en grundlovsgivende forsamling, og dengang var målet, at den nye forfat-ning skulle være på plads i løbet af to år, men politikerne kunne ikke enes. Efter fire år udløb parlamentets valg-periode, en overgangsregering måtte udpeges, og nyvalg udskrives.
Valget i november sidste år for-løb fredeligt, og det nye parlament – med ikke færre end 601 medlem-mer – trådte sammen i januar i år. Nu venter nepaleserne og omverdenen så spændt og utålmodigt på, om det vil lykkes det nye parlament at strikke en ny forfatning sammen, så den politi-ske situation kan blive normaliseret.
Normaliseret er nok – netop i nepalesisk sammenhæng – et misvi-sende udtryk, for her har normalen de seneste årtier været krig og konflikt: Nepals overgang til demokrati i 1990 blev indledningen til en ustabil pe-
riode med hyppige regeringsskift. Fra 1996 til 2006 førte maoisters oprør landet ud i borgerkrigslignende til-stande, hvor omkring 17.000 skønnes dræbt. Og i 2001 bragte kronprins Dipendras drab på kongen, otte andre i kongefamilien og efterfølgende selv-mord Nepal på forsiderne verden over.
I 2006 lykkedes det langt om længe at indgå en stor fredsaftale. De maoi-stiske oprørere nedlagde våbnene og organiserede sig som et politisk parti, kongedømmet blev afskaffet, og freds-processen kulminerede med valget i 2008. Alt sammen godt og fint.
Alligevel er nepaleserne frustre-rede over deres politikere, som ikke formår at træffe beslutninger, der kan bringe landet ud af dødvandet: På
sjette år diskuterer de fortsat stort set alle elementer af den nye forfatning. Og det er som sagt efterhånden 17 år siden, der senest var lokalvalg i Nepal. Nye lokalråd kan først vælges, når/hvis den nye grundlov kommer på plads, eller partierne kan blive enige om rammerne for at holde lokalvalg.
Der er ikke noget at sige til, at iagt-tagere af nepalesisk politik i hoved-staden Kathmandu er frustrerede og utålmodige.
Men der er en kur mod pessimis-men: Tag ud på landet, hvor fire ud af fem nepalesere bor, og hvor tusinder er i fuld gang med at organisere sig og tage kampen op mod århundreders marginalisering, fattigdom og under-trykkelse, mens de valgte politikere i Kathmandu er optaget af interne magtkampe.
Et godt eksempel er Sukhari Devi Ram og Ward Citizens Forums.
LOKALSTYRETS FLAGSKIBKonsekvensen af de manglende lokal-valg i Nepal er blevet et demokratisk tomrum, hvor Nepals byer, distrikter, kommuner og wards i mere end et årti alene er blevet styret og administreret af embedsmænd. Det kunne meget vel have sat en stopper for den omfat-tende decentraliseringsproces, som Nepal – med dansk støtte – tog fat på i 1990’erne for at erstatte århundreders fjernstyring fra Kathmandu.
Men trods borgerkrig og politisk dødvande i hovedstaden er decentra-liseringen fortsat ufortrødent og kan gøre det, fordi de nye Ward Citizens Forums udfylder det demokratiske tomrum og sikrer de lokale embeds-mænd et aktivt og kritisk mod- og medspil.
I 2008 gik seks donorer – heri-blandt Danida – og Nepals regering sammen om et ambitiøst program, Lo-cal Governance and Community De-velopment Programme (LGCDP), som departementschef i det ansvarlige mi-nisterium Gobi Khanal ikke tøver med at kalde “lokalstyrets flagskib”.
“Programmet var banebrydende på flere områder,” fortæller han.
“Vi blev enige med en række donorer om at erstatte en række en-keltprojekter og -programmer til lokal udvikling med en fælles fond, som vi putter alle vore penge i, og som forde-les efter vedtagne retningslinjer. Det
Fortsættes s. 16
“Tag ud på landet, hvor tusinder er i gang med at organisere sig og tage kampen op mod århund-reders marginalisering
FOTO
: JES
PER
HEL
DG
AA
RD
14/
SØLVBRYLLUP MED ET SKRØBELIGT DEMOKRATI25 års dansk støtte til Nepal har gavnet dem, der intet havde, og har sat gang i stærke civile bevægelser.
AF JESPER HELDGAARD
“Vi har støttet sager, der er vokset og blevet til selvstændige be-vægelser, drevet af nepaleserne selv. På den måde er effekten af den dan-ske bistand mangedoblet.”
Sådan lyder ordene fra Danmarks ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan.
Det er 25 år siden, at Nepal blev dansk programsamarbejdsland, i 1989, da det stod klart, at overgangen til demokrati i landet var lige om hjørnet.
Men trods vedholdende dansk støtte – og støtte fra andre donorer – til demokratisering lige siden, kniber det stadig for demokratiet i Nepal at få fast grund under fødderne. Den nærmest konstante politiske krise i Nepal har på den ene side understre-get behovet for støtte til demokratise-ring, menneskerettigheder og et ak-tivt civilsamfund, men på den anden side betydet store udfordringer.
For at håndtere dem oprettede Danida i 1999 et særligt kontor i Kathmandu: Danida Human Rights and Good Governance Advisory Unit – populært kaldt DanidaHU-GOU – med både danske og nepale-siske ansatte. Den danske strategi blev at danne såkaldt strategiske partnerskaber med nepalesiske ngo’er – det betyder, at støtten ikke øremærkes bestemte aktiviteter, men gives som en femårig ramme
til at udvikle og styrke organisatio-nen og til at realisere mål, den selv bestemmer. Den økonomiske støtte ledsages af træning og rådgivning i for eksempel økonomistyring. Og det er populært.
“Vi bliver nu taget mere alvorligt og med på råd i udformningen af nye jordlove til gavn for de jordløse,” for-tæller Jagat Basnet, direktør for den nepalesiske organisation Community Self-Reliance Centre (CSRC), som er aktiv i det meste af Nepal i kampen for jord.
DanidaHUGOU er tidligere i år blevet afløst af en ny enhed, Gover-nance Facility, et fælles initiativ, der støttes af Danmark samt Englands og Schweiz’ svar på Danida.
MANGFOLDIGHED I FOKUSDet var Nepals overgang til demo-krati i 1990, der gav startskuddet til,
at landets mangfoldighed for alvor kunne folde sig ud, til at jordløse bønder, dalitter (kasteløse), kvinder, oprindelige folk og mange andre marginaliserede grupper selv kunne begynde at tage kampen op for deres rettigheder.
Ngo’er blev tilladt, og antallet af dem nærmest eksploderede. I dag har Nepal mere end 35.000 registrerede ngo’er, store og små, aktive og pas-sive mellem hinanden.
En af dem var CSRC. Den medvir-kede til, at tusinder af jordløse har fået skøder til jord. Som Sundari Bhul. Hun er dalit og tilhørte tidligere den enorme gruppe af jordløse bønder i Nepal, der for en ussel betaling og under slavelignende forhold måtte arbejde for jordejerne.
Hun bor i en lille landsby i den vestligste del af Nepal tæt på græn-sen til Indien. For hende og hendes familie ændrede livet sig fuldstæn-digt for kort tid siden, da hun fik et skøde på et lille jordstykke på lidt over 1.000 kvadratmeter:
“Vi har aldrig før haft et sted, vi kunne kalde vores. Nu har vi et hus og et lille stykke jord, vi kan dyrke. Tidligere var vi som nomader og tiggere, altid på jagt efter et sted, vi kunne være, hvor vores børn kunne lege uden at blive skældt ud og smidt væk.” •
“Tidligere var vi som nomader og tiggere, altid på jagt efter et sted. vi kunne være.
Sundari Buhl,
dalit og tidligere jordløs
Bistand
15/
>
REPRÆSENTANTER FRA FLERE FORSKELLIGE “SOCIALE FAMILIER” FRA DET SYDØSTLIGE SIRAHA DISTRICT (AMT) SAMLET TIL MØDE. DE APPELLERER TIL KVINDER, MÆND, ALLE KASTER OG KASTELØSE.
FREDSAFTALEN MELLEM MAOISTERNE OG REGERINGEN HAR BANET VEJEN FOR ET AKTIVT LOKALDEMOKRATI.
har nedsat udgifterne og tidsforbruget til administration betragteligt, så der bliver flere penge og ressourcer til rå-dighed lokalt.”
En anden central del af program-met var at sikre lokal kontrol med de offentlige midler, og det førte til ideen med at oprette de lokale borgergrup-per, Ward Citizens Forums, og en række andre kontrolmekanismer.
Første fase af programmet blev i 2013 afløst af en fase 2, der løber frem til 2017 og har endnu flere donorer med. Men trods de mange donorer afviser Gobi Khanal, at det er dono-rerne, der bestemmer, og han begrun-der det blandt andet med, at nepale-serne selv betaler mest:
“I første fase stod regeringen for 80 procent af udgifterne, donorerne tilsammen for de 20 procent. I anden fase er fordelingen 90/10.”
FORSKELLEN MÆRKESAt donorernes og Nepals fælles sats-ning på decentralisering har gjort en mærkbar forskel, kan Mohamad Ashfaque snakke med om. Han har været lokal embedsmand i 30 år, de seneste tre år som administrativ chef for en lille, fattig kommune i det sydøstlige Nepal med knap 12.000 indbyggere.
“I 1990’erne fik hver kommune et fast, årligt bloktilskud på 300.000 ru-pees (godt 16.000 kr.). Nu får vi i vores distrikt 2,6 mio. rupees (godt 140.000 kr.),” fortæller han.
Samlet er bloktilskuddene til de lokale myndigheder mere end tidob-let, siden decentraliseringen startede, og der er indført en ny model, så bloktilskuddene beregnes ud fra be-folkningstal, areal og andre objektive kriterier.
Mohamad Ashfaque og andre lo-kale embedsmænd har også lært at leve med den øgede lokale kontrol. Flere embedsmænd siger ligefrem, at de er glade for den:
“Den har helt sikkert været med til at mindske korruption og misbrug, men ikke nok med det: Borgergrup-perne har også sikret, at vi som em-bedsfolk kan have en åben dialog med lokalsamfundene, og jeg kan sagtens forestille mig, at de fortsat vil have en rolle at spille, når det engang igen lyk-kes at gennemføre lokalvalg og gen-indføre det politiske lokalstyre. Hvis lokalpolitikerne vel at mærke giver dem lov til det,” siger Gopal Kumar FO
TOS:
JES
PER
HEL
DG
AA
RD
(Ø
V)
& S
TUA
RT
FREE
DM
AN
/PA
NO
S (N
ED)
16/
Adhikari, en af de ledende embeds-mænd i Udayapur District (amt) med 321.000 indbyggere i det sydøstlige Nepal.
PERSONLIG FORVANDLINGSukhari Devi Ram tager helt tydeligt sin rolle som sekretær for den lokale borgergruppe i Basawalpur i det syd-østlige Nepal meget alvorligt, selv om hun til at begynde med slet ikke kunne se sig selv i den rolle. Som fat-tig, kvinde og dalit langt ude på landet i Nepal har hun ikke været vant til at have – endsige forlange – nogen som helst indflydelse.
Hendes forvandling til en aktiv og kritisk borger tilskriver hun fuldt og helt SAMAGRA, “et holistisk udvik-lings- og servicecenter”. Bag det lidt kryptiske navn gemmer der sig en nepalesisk organisation, der blev dan-net i 1996 for at fremme en uafhængig og lokalt-baseret tilgang til udvikling. Det sker ved at danne “sociale fami-lier” i lokalsamfund på tværs af køn, kaster, etnisk tilhørsforhold og de mange andre opdelinger, der splitter det nepalesiske samfund ad.
Den sociale familie fungerer som en slags udvidet familie og som lands-bysamfundenes talerør over for lokale myndigheder og ngo’er. Ofte har medlemmerne også en lille spare- og lånekasse sammen. De sociale fami-lier bliver trænet af SAMAGRA, der støttes af Danida.
Sukhari Devi Ram er formand for den sociale familie i sin landsby. Dét har givet hende den selvtillid og status, der gjorde, at hun sagde ja til at lade sig vælge til det lokale Ward Citizens Forum.
SAMAGRA har været med til at klæde tusinder af andre nepalesere på
til at blive aktive samfundsborgere, blandt andet i Ward Citizens Forums. Det samme har en række af de mange andre civilsamfundsorganisationer, Danida støtter, og på den måde går den danske støtte til civilsamfund og til lokalstyre op i en højere enhed, for-klarer Danmarks ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan:
“Danmarks støtte til Nepals demo-kratiske udvikling følger en tostrenget tilgang. Vi støtter både de ansvarlige myndigheder og borgerne. Nepal lider under et massivt demokratisk under-skud på lokalniveau, fordi der ikke har været holdt lokalvalg siden 1997, men gennem vores engagement i lokale ci-vilsamfundsorganisationer er vi med til at sikre, at den generation, der er vokset op uden folkevalgt lokalstyre, er sig bevidst om de rettigheder og det ansvar, der hører med til at være aktive borgere i et demokratisk land.”
Så når det igen lykkes at holde lokalvalg i Nepal, skal de nye lokal-politikere være beredt på, at de vil stå over for tusinder af borgere, der kig-ger dem kritisk i kortene og giver dem gode råd. •
“Vi holder især øje med, om de 30 procent af bloktilskuddene, der er øremærket til udsatte grupper som kasteløse, kvinder og børn, nu også bliver brugt til de formål.
Sukhari Devi Ram,Ward Citizens Forum
AN
NO
NC
E
17/
BLOD, SVED OG BARBERBLADE
Kenya
FOTOS: MEERI KOUTANIEMI
18/
“Værelset er mørkt, og det er så fyldt af røg, at det er vanskeligt at trække vejret. Na-sirians arme og ben bliver bundet. Pigen er stærk og kæmper imod. Seks kvinder ligger på jorden på alle fire for at holde hende. Hun får ingen anden smertelindring end en spand koldt vand, der hældes over hendes nøgne krop. En af kvinderne viser nu et barberblad frem i sine hænder. Nasirian græder, og blo-det begynder at flyde hen ad gulvet. Jo mere hun bløder, desto mere skriger hun. Efter få minutter er hendes kønsdele helt uigenken-delige.”
Den finske fotograf Meeri Koutaniemi fulgte i efteråret 2013 et gammelt ritual i en lille masai-landsby i det sydvestlige Kenya. De to 14-årige stedsøstre Nasirian og Isina blev omskåret for at gøre dem klar til at blive gift i fremtiden.
Familien gav fotografen lov til at doku-mentere ritualet fra start til slut, da de gerne ville give omverdenen et indblik i en gammel tradition, som de er stolte af.
Kvindelig omskæring er en tradition, der praktiseres over hele verden i 29 lande, ho-vedsagelig i Afrika og Mellemøsten, og især af muslimer og indfødte folk. Verdenssund-hedsorganisationen (WHO) skønner, at der er mere end 140 millioner omskårne kvinder i verden.
Traditionen stammer fra en overbevisning om, at kvindens kønsorganer er urene. Og at man ved at reducere kvinders seksuelle ny-delse også forebygger kvinders utroskab.
Konsekvenserne kan være fatale. Fordi indgrebet ofte udføres under uhygiejniske forhold, er risikoen for at få og dø af infek-tioner stor. På lang sigt kan kvinden få pro-blemer med gentagne infektioner og store smerter ved eksempelvis vandladning og samleje. • /ULM
FOTOREPORTAGEKVINDELIG OMSKÆRING
19/
>
RITUALET BEGYNDER OM AFTENEN. NASIRIAN OG ISINA, 14 ÅR, FÅR BARBERET ALT HÅR AF KROPPEN OG VASKES MED KOMÆLK, OG DERES FORÆLDRE SMYKKES MED OKKER PÅ HOVEDET. LANDSBYEN SLAGTER DYR OG HOLDER FEST.
DER ER STOR FORSKEL PÅ PIGERNES ALDER, NÅR DE OMSKÆRES. I NOGLE LANDE OMSKÆRES PIGER, NÅR DE ER SPÆDBØRN, ANDRE STEDER SKER DET I DERES TEENAGEÅR.
20/
HVAD SKAL MAN VISE?
En del billeder i denne fotoserie er gan-ske ubehagelige at se på. Vi er helt klar over dette, og når redaktionen vælger at vise disse fotos, sker det efter moden overvejelse.
Formålet med fotoreportagen er at sætte fokus på en problemstilling, der stadig er alt for aktuel: kvindelig om-skæring – der i øvrigt på engelsk har et langt mindre klinisk-neutralt navn, nemlig female genital mutilation (kvindelig kønslig lemlæstelse).
Verdenssundsorganisationen WHO har mere fakta om kvindelig omskæring på sin hjemmeside:
www.who.int/mediacentre
>
OMSKÆRINGEN AF PIGERNE SKER OM MORGENEN I DERES HJEM.
OMSKÆRING UDFØRES PÅ FORSKELLIGE MÅDER. FRA AT SKÆRE ET LILLE STYKKE AF KLITORIS AF TIL AT FJERNE ALLE YDRE KØNS-ORGANER: BÅDE KLITORIS OG STORE OG SMÅ SKAMLÆBER.
21/
>
OMSKÆRING BLEV FORBUDT I KENYA I 2001, MEN BLANDT VISSE STAMMER, SOM MASAIERNE, ER DET STADIG EN FASTTØMRET TRADITION.
22/
MEERI KOUTANIEMI Den finske fotograf (f. 1987) er født i Lapland og bor i
Helsinki. Hun er uddannet fra Tampere Universitet, arbejder hovedsageligt med politiske og sociale emner i hele verden og har udover sine fotoreportager også lavet dokumentarfilm.
Koutaniemi er hædret med flere priser for sit arbejde og blev kåret som årets fotograf i det finske svar på Årets Pressefoto i 2012.
www.meeri.fi
23/
Phumzile Mlambo-Ngcuka er klar over, at hun har en stor opgave foran sig.
Forrige sommer blev hun udnævnt til direktør for FN-særorganisationen UN Women. Den skal fremme lige-stilling og kvinders rettigheder på et tidspunkt, hvor området møder kraf-tig modstand.
“Vi vidste, at vi ikke havde vundet på alle fronter, men vi havde ikke forventet et decideret tilbageskridt på dette område. Det er kommet bag på mig, i hvor høj grad religion og kultur igen bruges til at undertrykke kvin-der, og hvor meget magt religiøse og konservative grupper har fået i de seneste år,” siger sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuka og henvi-ser til sidste års FN-konference om vold mod kvinder, hvor det var svært at blive enige om en fælles udtalelse.
INGEN ENIGHED OM AT BEKÆMPE VOLD MOD KVINDER“Tænk, at man skulle møde en for-samling, som bestod af de klogeste og bedst uddannede fra hvert land, og så kunne vi ikke blive enige om, at vold mod kvinder burde ophøre. Ja, der var endda nogle grupper, som havde brugt tid og energi på at for-hindre, at sådan en udtalelse skulle vedtages. Det var et chok for mig.”
Phumzile Mlambo-Ngcuka er 58 år, mor til fem børn, og som tidligere vicepræsident for Sydafrika er hun den højest placerede kvinde i Sydafri-kas historie. Hun blev politisk aktiv under apartheidstyret, og hendes politiske arbejde har lært hende en vigtig lektie, når det gælder kampen for kvinders rettigheder: Man skal være forberedt på modstand.
“Nelson Mandela fortalte mig en-gang om fredsprocessen efter borger-krigen i Rwanda, som han var med til at forhandle. Det eneste, som lederne kunne blive enige om, var, at kvinder skulle udelukkes fra magten. Heldig-vis havde landets kvinder organiseret sig inden da, og derfor blev der vedta-get en forfatning, som gav kvinderne lige rettigheder. I dag har Rwanda den højeste repræsentation af kvin-der i parlamentet i verden. Ofte vil
grupper, som ikke kan blive enige om noget som helst andet, være enige om at undertrykke kvinder, og netop derfor må man søge allierede overalt i denne kamp.”
ABORT ER EN MÆRKESAGEn vigtig mærkesag for Phumzile Mlambo-Ngcuka er kvinders repro-duktive rettigheder.
“Kvinder skal have ret til at be-stemme over deres egen krop, for når kvinder bliver uønsket og uplan-lagt gravide, så må de sætte deres egne behov til side. Så får de ikke en uddannelse, så kommer de ikke i arbejde, og så sidder de fast i fattig-dom. Det er derfor, det er så vigtigt, at kvinder har adgang til prævention og abort,” siger Phumzile Mlambo-Ngcuka, som mener, at man bør gå meget længere i kampen for at støtte kvinders reproduktive rettigheder.
“I nogle lande opfattes det ikke som kvindens eget personlige valg, om hun skal have børn eller ej. Her er det vigtigt med mere uddannelse og in-formation om kvinders ret-tigheder. Vi bør mobilisere civilsamfundet i de lande, hvor retten til abort er under pres. Vi har nemlig set igen og igen, at når
KULTUR MÅ ALDRIG BLIVE EN UNDSKYLDNING
Interview
AF JOHANNE MYGIND
Kvinders rettigheder verden over er under pres, fastslår sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuka, der netop har rundet et år i chefstolen i FN’s kvindeorganisation.
“Det er kommet bag på mig, i hvor høj grad religion og kultur igen bruges til at undertrykke kvinder.
Phumzile Mlambo-Ngcuka, direktør for UN Women
FOTO
: LA
RS
KR
AB
BE/
POLF
OTO
24/
emne, for i mange lande blander man kvinders reproduktive rettigheder sammen med homoseksuelles ret-tigheder, og så vil man ikke støtte kvinders adgang til for eksempel præ-vention, fordi man mener, at man der-med støtter homoseksualitet. Men vi bliver nødt til at fastholde, at retten til seksuel frihed er en menneskeret, og at himlen ikke er faldet ned i de lande, hvor homoseksuelle har de samme rettigheder som alle andre.”
Men mange vil jo sige, at man der-med nedbryder landenes kulturelle normer og egenart?
“Selvfølgelig bliver vi nødt til at arbejde på en måde, som respekterer de enkelte landes kultur, men man
bliver også nødt til at være principiel. Hvis der er
steder, hvor man har tradition for
at give 11-årige bort i et
såkaldt æg-teskab, så bliver vi nødt til at sige fra.
Det hjælper ikke at undskylde det ved at sige, at det er en kulturel tradition. Det er stadigvæk en overtrædelse af menneskerettighederne,” siger Phum-zile Mlambo-Ngcuka, som i sit arbejde for UN Women aktivt støtter ngo’er, som arbejder for at fremme kvinders rettigheder, selvom det betyder et opgør med gamle sociale normer og strukturer.
“Der er masser af organisationer, som formår at kæmpe for disse ting på en måde, som respekterer samfundets værdier. Organisationer, som skaber dialog, eller som arbejder inden for lovgivningen. Man må også se på de økonomiske strukturer, som begræn-ser kvinders rettigheder. I en del lande i Afrika har piger ikke adgang til uddannelse, fordi de bliver set som ar-bejdskraft. Her har man gjort det mu-ligt for pigerne at gå i skole ved at lave et system, hvor de kan tage en sæk ris med hjem fra skolen, så familierne kompenseres på den måde.”
UN Women blev oprettet for næ-sten fire år siden, men er det ikke en
forældet tankegang at lave en orga-nisation, som kæmper for kvinders
rettigheder? “Jeg ville ønske, at vores or-
ganisation ikke var nødvendig, men det er stadig sådan, at kvinder på verdensplan er mere fattige og mere udsatte
for vold end mænd. Hvis man ikke har en organisation som UN
Women, så mangler verdens kvinder en allieret i en kamp, som gælder liv
og død. Der er stadig ikke særlig mange organisa-
tioner, som har direkte fokus på kvinder, og
deres behov ryger alt for tit bagest i køen. Teoretisk
har du ret, men i praksis er der stadig brug for os.” •
alt andet fejler, så er det civilsamfun-dets protester, som får tingene til at ske.”
Men når det handler om abort, er det vel snarere civilsamfundet, som protesterer imod fri abort?
“Ja, det er et meget kontroversielt område med mange forskellige grup-peringer. Det er derfor, at vi bliver nødt til at blive stærkere. Retten til abort er en rettighed, som verdens kvinder ikke må miste.”
MENNESKERETTIGHEDER ER VIGTIGST Et andet emne, som er kommet højt på dagsordenen, er homoseksuelles og transseksuelles rettigheder, for fra Rusland til Uganda oplever homoseksuelle øget forfølgelse.
“Det er jo et kompli-ceret
DANMARK STØTTER
Det danske bidrag til UN Women var i 2013 på 66 millioner kroner.
25/
Iværksættere
AF RASMUS LØPPENTHIN, KIGALI
Afrika boomer af vækst, og driftige unge iværksættere er kontinentets nye helte. Men der er problemer med at skabe jobs i den private sektor, og kun
en lille, eksklusiv gruppe har for alvor forøget deres levestandard.
26/
Betragter man Afrika som det fortabte kontinent, burde man for en stund lade sine øjne hvile på Ashish J. Thakkar. Han er vokset op i Uganda og star-tede som 15-årig en lille forretning, der solgte computere. I dag er han 32 år og milliardær (se boks).
Han repræsenterer et segment af succesfulde afrikanske iværksættere, som har fået tilkæmpet sig verdens-samfundets opmærksomhed. Googler man "african entrepreneurs", vælter det således frem med ranglister, kå-ringer og kampagner, der de seneste år har hyldet kontinentets fremadstor-mende stjerner. Afsenderne er gigan-ter som Forbes, E&Y (tidligere Ernst & Young) og CNN.
Kernebudskabet er, at kontinentets unge er vokset op til en ny virkelig-hed. En virkelighed, der betyder, at hvis man er driftig, hårdtarbejdende og innovativ, kan man få succes. Ikke bare for sig selv, men hele genera-tionen, fordi virksomheder i vækst skaber arbejdspladser og velstand. Ashish J. Thakkar er en af rollemodel-lerne, der kan give de unge troen på, at det kan lykkes at gå hele vejen.
Han er billedet på den afrikanske drøm.
Og drømmen har godt fat i konti-nentet. Den såkaldte Global Entrepre-neurship Monitor Report viser, at over halvdelen af Afrikas indbyggere syd for Sahara har intentioner om at starte egen virksomhed. Til sammenligning er det tilsvarende tal 34 procent i La-tinamerika, 20 procent i Kina og syv procent i Danmark.
Samtidig tilbyder flere og flere særligt østafrikanske nationer gode rammebetingelser for selvstændige. I Rwanda tager det få dage at få regi-streret sin virksomhed, og generelt er regionens erhvervsklima fuldt på højde med BRIKS-landenes (Rusland, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika), vurderer en rapport fra Verdensban-ken. Optimisterne får yderligere vind i sejlene af de konstant høje vækstrater siden årtusindskiftet. I 2012 voksede Afrikas samlede BNP med næsten fem procent, mens verdens samlede BNP lige sneg sig op på en stigning på to procent.
KUN ELITEN FÅR SUCCESAlligevel har de færreste afrikanske unge samme muligheder som Ashish J. Thakkar. Det mener Stig Jensen,
som er leder af Center for Afrikastu-dier ved Københavns Universitet.
“Det er naivt at tro, at de succes-fulde iværksættere kommer op til det her niveau af sig selv,” siger han.
Ashish J. Thakkar er da heller ikke, som afrikanere er flest. En stor del af opvæksten boede han i England og havde fra starten andre muligheder end sine landsmænd. Derfor var han også allerede som 15-årig i stand til at rejse til Dubai og hente it-udstyr samt låne 6.000 dollar for at udbygge sin forretning i Uganda.
Og netop startkapital er vigtig for iværksætterne, mener en anden succesrig afrikansk forretningsmand, Alpesh Patel, der er født i Ugandas jungle – mens forældrene var på safari.
“Unge iværksættere bør komme i gang ved hjælp af deres egen opspa-ring,” sagde han til CNN i marts.
Der skal en god pose penge til for at få succes, og derfor er jetsettet af iværksættere reelt et umuligt luftlag at nå for langt de fleste afrikanere. Det er måske nok unødigt polemisk at hævde, at Thakkar og Patel er født med en sølvske i munden, men deres chance for at få succes har fra star-ten været langt bedre end de flestes. Blandt andet i kraft af deres internati-onale netværk. Derfor skal vi ikke lade os forblænde af den afrikanske drøm, mener Stig Jensen.
“Der er meget få virksomheder i Afrika, som er startet lokalt, der i dag har mere end 20 medarbejdere. Ofte er det internationale virksomheder og aktører med enormt meget kapital i ryggen, som vinder pladsen i marke-det,” siger han.
FOR FÅ PRIVATE JOBSDe skyhøje vækstrater på kontinentet snyder. For selvom der på papiret burde være massivt gang i jobskabelsen, så er det slet ikke tilfældet. Verdensbankens cheføkonom for Afrika, Shantayanan
“Unge iværksættere bør komme i gang ved hjælp af deres egen opsparing.
Alpesh Patel, afrikansk forretningsmand
>
ASHISH J. THAKKAR
• Opvokset i Uganda, men med indisk baggrund
• Etablerede sin første virkomhed i Afrika som 15-årig
• Stifter af og direktør for konglomeratet Mara Group, der har aktiviteter i 19 lande i Afrika og 21 udenfor.
Devarajan, har lavet casestudier for Thakkars hjemland, Uganda.
“Antallet af jobs i den private sek-tor voksede med 7,3 procent om året i perioden 1992 til 2005. Men væksten kommer fra så lavt et niveau, at den ikke kan absorbere de mellem syv og 10 millioner unge mennesker, som en-trerer arbejdsstyrken hvert år,” skriver han i en analyse for McKinsey.
Billedet er det samme i hele regio-nen. Tal fra Verdensbanken viser, at blot ni procent af Afrikas unge syd for Sahara arbejder i den private sektor. Fire procent er offentligt ansat, mens resten typisk er beskæftiget i forskel-lige familiedrevne smålandbrug.
“Der har været en forhåbning om, at denne her vækst ville hjælpe en masse mennesker og skabe jobs ud fra betragtningen om, at når det regner på præsten, så drypper det bare på degnen. Men den effekt har man ikke kunnet se,” siger Stig Jensen fra Cen-ter for Afrikastudier.
UFORMEL SEKTOR DOMINERERFor få år siden viste en analyse fra Den Afrikanske Udviklingsbank ellers, at en tredjedel af kontinentet tilhører middelklassen. Oplysningerne blev blandt andet favnet af den Danida-støttede kampagne Verdens Bedste
27/
Nyheder herhjemme, som lavede store plakater, der delte det glade budskab.
Hvad optimisterne ofte glemmer at nævne, er bare, at beregningerne er baseret på en meget bred forståelse af, hvad det vil sige at være middelklasse. 60 procent af den afrikanske middel-klasse bruger således blot mellem to og fire dollar om dagen og er i over-hængende risiko for at ryge tilbage i fattigdom igen.
“En stor del af befolkningen mangler simpelthen uddannelse og har hverken kompetencerne eller kontakterne til at komme ind eller bide sig fast på det lønnede arbejds-marked. Derfor arbejder de fleste i den såkaldt uformelle sektor, ,” siger Kasper Hoffmann, der er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for In-ternationale Studier (DIIS) og Center for Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet.
Den uformelle sektor foregår uden om det offentlige og er baseret på byt-
teøkonomi eller udenlandsk valuta. Sektoren bugner af iværksætteri-ånd.
“Mange af Afrikas små selvstæn-dige er netop en del af den uformelle sektor. Og ofte er det faktisk kvin-derne, som har et virkelig stort drive og sætter noget i gang. Men de har typisk ikke det her behov for at vokse. De får ikke to høns for at udvikle det til et hønseri og herefter massepro-ducere hønsesalat. De vil bare gerne sørge for mad på bordet og råd til skoleuniformer til børnene,” siger Stig Jensen.
Iværksætteri er ikke nødvendigvis en aktivt tilvalgt livsstil, men kan være den eneste mulighed for at holde sulten fra døren.
“Den høje rate af iværksættere (syd for Sahara, red.) skal ses i sammen-hæng med, at de store virksomheder ofte ikke tilbyder folk såkaldt formel ansættelse,” siger direktør i Global Entrepreneurship Monitor Mike Her-rington til CNN.
LILLE DESIGNER MED VOKSEVÆRKSådan er det dog ikke for rwandiske Teta Isibo. Hun står bag disken i sin butik Inzuki Designs i hovedstaden Kigali, hvor hun sælger sin egen kol-lektion af øreringe, smykker og punge. Kunderne er typisk hvide turister og forretningsfolk.
“Min passion er at designe, og det kan jeg kun leve af ved at køre min egen forretning. Jeg bliver ikke rig af det i øjeblikket, men jeg kan leve af overskuddet fra salget i butikken,
“De får ikke to høns for at udvikle det til et hønseri og herefter masseproducere hønsesalat.
Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier
ved Københavns Universitet
SMYKKER OG DESIGN MED STÆRKT AFRIKANSK PRÆG ER BLEVET DEN UNGE IVÆRKSÆTTER TETA ISIBOS (I HVID KJOLE TH) VAREMÆRKE.
>FO
TOS:
GA
EL R
. VA
ND
E W
EGH
E
28/
og det er jeg meget tilfreds med. Jeg har trods alt ikke været selvstændig så længe,” siger Teta Isibo, som slog dørene op til butikken i 2012.
Hun er en af de driftige kvinder, som Stig Jensen omtaler, men er ikke mikroiværksætter i den uformelle sek-tor. Hun har to lønnede medarbejdere og gør desuden brug af i alt otte un-derleverandører, som har mellem fem og 42 ansatte. Nu vil hun gerne vokse endnu mere. Teta Isibo arbejder på at starte en webshop, der henvender sig til USA og Europa.
Projektet er dog gået en anelse i stå. Hun har været i gang med pla-nerne i halvandet år, men kæmper med at komme i mål, fordi omkostnin-gerne til lager og digitale betalings-løsninger er for store.
Teta Isibo står langtfra alene med den type udfordring.
“Man ser desværre ofte, at de afri-kanske iværksættere har svært ved for alvor at vokse, fordi de mangler
adgang til det nødvendige netværk og ikke mindst kapital. Derfor ender de tit med at blive udkonkurreret af inter-nationale aktører,” siger Stig Jensen.
Teta Isibo kæmper imidlertid vi-dere og satser på at få råd til webshop-pen ved at øge omsætningen.
“Lige fra starten har jeg kunnet se, at det ikke var muligt at låne det beløb, jeg egentlig havde brug for. Jeg besluttede derfor at starte i det små og så bygge det op derfra via et lille lån fra en lokal bank. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg stadig sidde og vente på startkapital her to et halvt år senere,” siger hun.
PIKETTY HOLDER IKKE I AFRIKAI foråret 2014 har det været umuligt at diskutere økonomi i Vesten uden at bringe Thomas Piketty i spil. Den franske økonom har fået sit store gennembrud med udgivelsen Capi-tal – in the Twenty First Century, og hans pointer om stigende ulighed og
elitens evne til at fastholde ressour-cerne synes at kunne passe ind i en afrikansk kontekst. Flere og flere blog-gere tyr også til værket for at søge forklaringer og løsninger på kontinen-tets problemer.
Men det er poppet og uvidenska-beligt. Det mener den danske økonom Jesper Jespersen, som har studeret den franske økonom grundigt.
“Piketty ser jo på udviklinger over en periode på flere hundrede år og drager konklusioner på baggrund heraf. Men der har jo kun været vækst
TETA ISIBO
• Født i Nairobi, opvokset i Uganda og nu bosiddende i Rwanda.
• Uddannet i Storbritannien.• Designer og sælger smykker, acces-
sories og indretningsgenstande med afrikansk præg.
>
29/
VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING
SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK
Marginal Reklamebureau · marginal.dk Logo · Skals Efterskole
MARGINAL.D
KSKALs har et spændende tilbud til dig, der ønsker at færdiggøre hele din internationale grunduddannelse i Danmark. Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB) eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier vi samarbejder med.
VERDEN SKAL EROBRES! Vi glæder os til at udfordre dig!
Marginal Reklamebureau · marginal.dk Logo · Skals Efterskole
AN
NO
NC
E
i Afrika de sidste 10-15 år, og derfor giver den øvelse ikke rigtig nogen me-ning,” siger han.
Men hvordan skal man så håndtere Afrikas udfordringer med at få kon-verteret vækstraterne til velstand og jobs for almindelige mennesker?
“Det er måske lidt trivielt at sige, men der er desværre ingen nemme løsninger. For at vende udviklingen er det nødvendigt med mere uddannelse, mindre korruption og tillid til staten i den enkelte lande,” siger Kasper Hoff-mann fra DIIS og Center for Udvik-lingsstudier fra RUC og bakkes op af en række internationale rapporter og undersøgelser.
Løsningerne indgår imidlertid i et indbyrdes kompleks, hvor de påvirker og forudsætter hinanden. Derfor kan det være svært for alvor at bryde ud af den onde cirkel. Medmindre selvfølge-lig at nogle af dem, der har scoret fedt på vækstårene, giver noget igen.
Og det gør de.
THAKKAR SKABER HÅBNok bor Afrikas yngste milliardær Ashish J. Thakkar i dag i Dubai, men
han har ikke glemt Uganda og resten af kontinentet. Han har startet Mara Foundation, som tilbyder mentorord-ninger til unge iværksættere syd for Sahara. I starten hjalp de 120 årligt, men i dag er tallet 130.000. Næste mål er at nå ud til en million af kon-tinentets unge selvstændige og deri-gennem brede velstanden ud til den brede befolkning.
“Jeg vil gerne have, at Afrika bli-ver i stand til at klare sig selv. Vi skal være fuldstændig uafhængige og stå på egne ben. Og jeg tror virkelig, det
er muligt. Vi har alle de nødvendige ingredienser, alle de nødvendige værktøjer for at få det til ske. Det er begyndt,” siger Ashish J. Thakkar til onlinemediet Huffington Post.
Stig Jensen deler ikke Thakkars optimisme, men han hilser gejsten og den positive energi omkring de få succesfulde afrikanske iværksættere velkommen.
“Så længe vi ikke bilder os selv ind, at alt bare kører derudad, så synes jeg faktisk, det er rigtig positivt, at de suc-cesfulde iværksættere i Afrika får al den opmærksomhed. Fordi det giver tro og håb på, at det kan lade sig gøre, og det er der virkelig brug for,” siger lederen af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
Én af dem, som bliver inspireret, er designeren Teta Isibo.
“Vores generation er virkelig entre-prenant. Helt generelt er der en stor fornemmelse af håb for fremtiden. Vi kan se, at vi har andre muligheder, end vores forældres generation havde, og vi er begejstrede for, at vi har mu-lighed for at bidrage til udviklingen af vores kontinent,” siger hun. •
“Vi kan se, at vi har andre muligheder, end vores forældres generation havde, og vi er begejstrede for, at vi har mulig-hed for at bidrage til udviklingen af vores kontinent.
Teta Isibo, rwandisisk iværksætter
>
30/
FOTO
S: R
OM
EO G
AC
AD
/SC
AN
PIX
(Ø
V)
& C
OLO
UR
BO
X (
MID
T) &
YU
RI C
OR
TEZ
/AFP
/SC
AN
PIX
(N
ED)
AGENDAPOLITIK Indonesien får
ny type leder
Korruptions-kamp tættere på top
Flere musklertil militær
Verdens største muslimske demokrati og Sydøstasiens største økonomi får for første gang en leder, der ikke kommer ud af den politiske og militære elite. Det sker med ind-sættelsen af Joko Widodo som Indonesiens præsident i oktober. Joko Widodo, som alle kalder Jokowi, vandt valget i juli takket være tilslutning fra middelklassen og masserne i hovedstaden Jakarta. Han var spidskandidat for Det Indonesiske Demokratiske Parti - Kamp (PDI-P). Partiet ledes af Megawati Suk-arnoputri, som var præsident i 2001-2004.
Den 53-årige Joko Widodo var møbeleks-portør, inden han blev politiker. Han avan-cerede takket være det decentrale politiske system, som blev indført efter de dårlige erfaringer med centralisme under præsident Suhartos autoritære styre frem til 1999. Han var borgmester i en mindre by, inden han blev Jakartas guvernør i 2012. Nu skal han lede 240 millioner indonesere.
Med retsforfølgelsen af den tidli-gere chef for indenlandsk sikkerhed Zhou Yongkang stiler det kinesiske kommunistpar-tis ledelse højere end nogensinde i kampen mod korruption blandt den politiske og øko-nomiske elite. Flere medier skriver, at præsi-dent Xi Jinping har godkendt anklagen mod Zhou for "alvorlige disciplinære krænkelser".
For kun få årtier siden var militærdik-taturet den mest al-mindelige styreform i Latinamerika. En til-bagevenden til de ti-der er der ikke udsigt til, men militæret får øget magt i en række lande i disse år.
I Venezuela sidder præsident Nicolás Maduro på militæ-rets nåde, og der har været eksempler på en lignende politisk rolle til militæret i Honduras (foto) og Paraguay.
I lande som Argen-tina, Brasilien, Chile, Colombia og Mexico er militærbudgettet steget med 50 pro-cent i løbet af få år. Forklaringen i flere af landene er deltagel-sen i den amerikansk-ledede såkaldte "krig mod narko" og en ud-videt rolle i kampen mod kriminalitet.
Samtidig synes udsigten til et
retsopgør med regionens dikta-torer i 1980'erne
for menneske-rettigheds-krænkelser længere væk end nogen-sinde. • /RH
Joko Widodo har lovet at slå ned på årtiers korruption og skære i bureaukratiet. Umid-delbare udfordringer skorter det heller ikke på i et Indonesien, hvor den økonomiske vækst er vigende, hvor der er udsigt til nettoimport af energi, og hvor jagten på naturressourcer medfører betydelige miljøomkostninger. Iagttagere mener, at den nye leder med sin uformelle facon kan få svært ved at håndtere politik på landsplan.
Joko Widodo har en femårig embedspe-riode til at vise sit værd, efter at han overtager magten den 20. oktober. • /Regner Hansen
Den 71-årige Zhou Yongkang var sikker-hedschef i 2007-2012 og beskyldes for kor-ruption i tilknytning til familiemedlemmer og politiske allierede.
Centralkomitéen i det kinesiske kommu-nistparti mødes i oktober for at gennemføre en omfattende undersøgelse af, hvordan kam-pen mod korruption kan forstærkes. • /RH
31/
10 BESKIDTE BYERVerdenssundhedsorganisationen (WHO) har opdateret sin database over udendørs luftforurening – mød de 10 mest forurenede hovedstæder i verden.
AF GERD KIEFFER
10. ACCRA, GHANA Afrikanske storbyer er de hur-tigst voksende i verden. Alligevel er det kun Accras forurening fra
benzin, brændsel, støv fra urbane jordveje og diverse industrier, der er grel nok til en plads på listen. (årlig PM2,5: 49 3M/M3)
9. KATHMANDU, NEPAL Den nepalesiske hovedstad ligger i en dal mellem bjergene, hvor ud-stødningsgassen fra de dårligt vedli-geholdte og osende køretøjer bliver
liggende som en tæt dyne over byen. (årlig PM2,5: 50 3M/M3)
8. BEIJING, KINA Grå himmel og ingen sol. Kinas økonomiske fremskridt er sket på bekostning af miljøet, hvilket
især mærkes i landets hovedstad, hvor tyk, sort smog med mellemrum holder de godt 16 millioner indbyggere inden døre. (årlig PM2,5: 56 3M/M3)
7. ABU DHABI, DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER
Den katastrofale luftkvalitet i Abu Dhabi skyldes både ørkensand og forurening fra
byens massive olie-produktion. (årlig PM2,5: 64 3M/M3)
6. ULAN BATOR, MONGOLIET Affaldsafbrænding, aske og røg fra kulovne, kraftværker og industrielle kedler. I Ulan
Bator er der mange kilder til den voldsomme luftforurening. (årlig PM2,5: 68 3M/M3)
5. CAIRO, EGYPTEN Der er biler overalt i Cairo, hvor køer slanger sig gennem byen døgnet rundt. De høje bygnin-
ger og smalle gader gør, at luften i byen står stille, så hverken smog eller industriel forure-ning kan sive væk. (årlig PM2,5: 73 3M/M3)
4. DHAKA, BANGLADESH Ét ord: overbefolkning. Knap 16 millioner mennesker bor i storbyen – og sammen med
teglovne, gamle biler, giftige dampe fra industrianlæg og støv sørger den stadigt voksende befolkning for Dhakas fjerdeplads. (årlig PM2,5: 86 3M/M3)
3. KABUL, AFGHANISTAN Efter årtier med krig har Kabuls indbyggertal oversteget byens kapacitet. Den store miljøsynder
er byens åbne kloakker og affaldsafbrænding på gaderne, der sender store mængder af fæces-partikler ud over hovedstaden. (årlig PM2,5: 86 3M/M3)
2. DOHA, QATAR Ikke engang en halv million indbyggere, og alligevel en-der Doha på en andenplads.
Det skyldes især byens olieindustri, utallige konstruktionsprojekter og et stigende antal biler på vejene. (årlig PM2,5: 93 3M/M3)
1. NEW DELHI, INDIEN Gigantiske New Delhi er verdens mest forurenede hovedstad. Hovedansvaret ligger hos den
tunge industri og de millioner af motor-drevne to-, tre- og firehjulede køretøjer, der hver dag fragter byens 23 millioner indbyg-gere rundt. (årlig PM2,5: 153 3M/M3) •
HVAD ER PM-VÆRDIER?
• PM står for parti-culate matter og betegner luftbårne, forurenende partikler.
• De mindste og mest skadelige partikler kaldes PM2,5 og kom-mer fra blandt andet sod, smog, støv og røg.
• WHO's anbefalede PM2,5-niveau er 10 3M/M3 pr. år.
Kilde: Verdenssundheds-organisationen (Who)
Røg, støj og møg
32/32/
AGENDAERHVERV
FOTO
S: X
INH
UA
/SC
AN
PIX
(Ø
V)
& C
OLO
UR
BO
X
Nye vækstlande udfordrer Verdensbanken
Nigeria indfører diaspora-obligationer
Zimbabwe sikrer diamant- udbytte
Efter længere tids drøftelser vil BRIKS-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – nu etablere deres egen bank som et modspil til Verdensbanken. Det blev beslut-tet på landenes sjette møde (foto), der blev af-viklet i Fortaleza i Brasilien i slutningen af juli.
Banken, der indtil videre hedder The New Development Bank, vil have en startkapital på 50 milliarder amerikanske dollar, når hvert af landene har skudt 10 milliarder dollars ind. Den vil blive placeret i Shanghai, til trods for at Sydafrika oprindeligt havde lagt billet ind på værtskabet mod at opnå en reduktion af sit
Inden udgangen af 2014 vil Nigerias føde-rale regering have udstedt særlige obligatio-ner målrettet de statsborgere, der har bosat sig uden for landet. Obligationerne vil have en samlet værdi på mellem 100 millioner og 300 millioner amerikanske dollar.
“Idéen er at hjælpe den nigerianske dias-pora med at investere i udviklingen af infra-struktur i landet, så den konkret kan se, hvad den investerer i,” siger Ngozi Okonjo-Iweala, der er finansminister og koordinerende mini-ster for økonomi.
Regeringen i Zim-babwe har vedtaget et eksportforbud på uforarbejdede dia-manter for at sikre, at landet får det største økonomiske udbytte af sine mineraler. Det har mineminister Walter Chidhakwa meddelt på et pres-semøde.
Her fortalte han, at det hverken var “rigtigt eller rationelt” at sælge uforarbej-dede diamanter, og at det ikke gavnede den zimbabwiske økonomi. Sammen med eksportforbud-det vil regeringen nu søsætte et større program, der skal sikre, at diamanterne skæres og poleres, så salgsprisen stiger – og landet dermed opnår en større indtjening.
Beslutningen vækker imidlertid bekymring hos Farai Maguwu fra Centre for Natural Resour-ces Governance, der ønsker en glidende overgang i stedet for et hurtigt og fuldt eksport-stop. Han frygter, at forbuddet vil være sidste søm i kisten, fordi forar-bejdningsprogram-met endnu ikke kører. • /SKA
indskud. Johannesburg vil imidlertid komme til at huse bankens første regionale kontor.
De fem stiftende lande vil have lige stem-merettigheder, og det er blevet besluttet, at ingen af de deltagende lande kan øge deres andel uden de øvriges godkendelse – og at en forøgelse maksimalt kan være på yderligere syv milliarder dollar.
Formandskaberne vil vare fem år ad gan-gen og gå på omgang mellem de fem lande. Indien vil være første formandsland efterfulgt af Rusland og Brasilien. • /Simon Kratholm Ankjærgaard
“Vi er nu i gang med at forberede ansættel-sen af de konsulenter og transaktions-aktører, som vi kalder dem, som skal hjælpe os med sal-get af disse obligationer,” fortsætter ministeren.
Udover Nigeria har kun Indien og Israel tidligere forsøgt sig med særlige diaspora-obligationer. De nigerianske obligationer vil blive solgt gennem Stanbic IBTC og Goldman Sachs. • /SKA
33/
ILLU
STR
AT
ION
: OTT
O D
ICK
MEI
SS
34/
VERDENSLITTERATURAFRIKA SYD FOR SAHARA
Udvikling har i de seneste numre set
på moderne litteratur,
og har været forbi Sydamerika, Sydøstasien,
Mellemøsten og Nordafrika og
runder nu serien af med, hvad der
skrives og læses i Afrika syd for
Sahara.
>
LITTERATUR TIL EN MILLIARD MENNESKER
AF ANNA BRIDGWATER
Afrika syd for Sahara er et enormt og mangfoldigt kontinent, hvor fattigdom, konflikter og traditioner lever side om side
med middelklassefamilier med bogreoler og identitetskriser. Og alle de facetter afspejles i litteraturen.
Et let sløret foto af en sort kvinde med hovedbeklædning og et drømmende blik. Eller et foto af et akacietræ i rødt modlys.
Det er den forsideindpakning, litteratur fra Afrika som regel serveres i: eksotisk, åndfuld og i kontakt med naturen. Og henvendt til et vestligt publikum, som forestiller sig Afrika som et fremmed og gådefuldt kontinent.
Forklaringen er, at det meste afrikanske litteratur skrives på europæiske sprog og ud-gives på forlag uden for Afrika. For der findes meget få forlag i Afrika:
“Der er ingen forretning i at skrive afri-kansk litteratur til afrikanere. Sprog er måske det største problem, for der er så mange små lokale sprog, og alle har et afrikansk sprog som modersmål. Men så er der de store euro-pæiske sprog, som kom med kolonitiden, og som er fællessprog i de fleste afrikanske lande. Det giver et problem i forhold til udgi-velse af litteratur. Selvfølgelig er det også en fordel, for der er et stort potentielt læsende publikum, rent sprogligt. Men mange skriver på et sprog, som de som regel først lærer, når de kommer i skole.”
Sådan lyder det fra Juliane Wammen, som er oversætter, uddannet i litteraturvidenskab
og afrikastudier, har boet i Afrika og har netop fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at oversætte afrikansk litteratur. Fra engelsk til dansk, fordi …
“Der er ikke ressourcer til at udgive meget litteratur på de afrikanske sprog, og der er heller ikke mange, der kan skrive på de sprog. Skriftsproget, og dermed den litterære tra-dition, er rimelig nyt i Afrika,” siger Juliane Wammen.
Hun fortæller, at der har været en be-vægelse for at få skabt litteratur på de afri-kanske sprog. Især kenyaneren Ngūgū wa Thiong'omen var aktiv inden for bevægelsen i 1980’erne. Juliane Wammen siger:
“Han blev blandt andet kendt for at be-skrive Karen Blixen som en led kolonist, som betragtede afrikanerne som dyr.”
DANSK-MALAWISK FORLAGDen danske forfatter Trine Andersen har ka-stet sig ud i en indsats for at bringe afrikansk litteratur til afrikanerne. Sammen med den malawiske forfatter Shadrick Chikoti har hun stiftet Malawis første forlag. Forlaget hedder Panafrica Publishers og skal udgive god, afri-kansk skønlitteratur til afrikanske læsere. Der-
35/
for har Trine Andersen et godt indblik i afrikansk litteraturs udfordringer.
“Malawi er et fattigt land, som ind-til for nylig ikke har haft noget forlag andet end de forlag, der har udgivet skolebøger eller religiøse tekster. Men foreløbig har vi kun udgivet et par skønlitterære titler, for vi er nødt til at erkende den økonomiske virkelighed og udgive fagbøger, som der er bedre økonomi i.”
I dag er Panafrica Publishers stør-ste succeser en bog om demokrati og andre bøger, som bruges i undervis-ning.
Der er endnu en forhindring for litteraturen i Afrika, nemlig analfabe-tisme, som er på omkring 50 procent af befolkningen. Men når man ikke kan læse, overlever den mundtlige tra-dition, fortæller Trine Andersen:
“Den mundtlige tradition har altid været stærk, og i hele Afrika er spoken word stort. Et godt eksempel på dette er T.J. Dema fra Botswana.”
FORSKELLE OG LIGHEDERDer bor næsten en milliard men-nesker på det afrikanske kontinent, og alene Afrika syd for Sahara tæller 47 lande. Helt groft kan man inddele afrikanske forfattere i tre grupper: Der er afrikanere, der uddannes i Vesten. Så er der de hvide forfattere bosat i Afrika. Og endelig er der "afrikansk-afrikanske" forfattere, som bor i Afrika og skriver til deres eget lands befolkning. Men hele det mangfoldige kontinent er bundet sammen af deres fortid, hvor koloniale og postkoloniale problemstillinger er fælles gods.
Juliane Wammen mener, at der fin-des en afrikansk litterær stil, og at den er præget af magisk realisme:
“Der er en anden fortælleform. En anden måde at se verden på. Tids-opfattelsen er forskellig fra vores, og fiktionen er mindre præget af fremad-skridende tid. Der er en mere cyklisk forståelse af verden, en mere cirkulær logik, hvor tiden går i ring og vender tilbage. Der er en form for magisk rea-lisme, kan man sige. Det er Ben Okri fra Nigeria et godt eksempel på.”
Men Trine Andersen er uenig og mener ikke, at magisk realisme er typisk for afrikansk litteratur. Hun me-ner, at det er en fiks idé hos vestlige læsere, at en forfatter som Ben Okri er en typisk afrikansk forfatter.
“Det er en forestilling, vi har i Vesten, at afrikansk litteratur er lidt i stil med den sydamerikanske. Vi kan godt lide at tænke på Afrika som et eksotisk sted, hvor det overnaturlige og forfædrenes genfærd spiller en rolle.”
Men Juliane Wammen har fået øje på et andet fællestræk i afrikansk lit-teratur:
“Der er større fokus på det kollek-tive i afrikansk litteratur. Det handler mindre om et individ, der går ud i ver-den og løser en opgave selv, det hand-ler mere om det nære samfund.”
BØGER OM VIRKELIGHEDENTrine Andersen peger på to andre gennemgående træk ved afrikansk litteratur:
“Lige nu er det politisk realisme, der præger litteraturen. Men i mange år har afrikansk litteratur altid haft et budskab – moralsk eller religiøst eller om, hvordan man skulle leve sit liv.”
Den belærende litteratur genken-der Juliane Wammen også:
“I Vestafrika og Kenya, og muligvis også andre lande, er der meget lit-teratur, der bliver produceret af væk-kelsesbevægelserne. Det er rimelig kulørt, moralsk og opdragende, og det er ret populært. Men man ville ikke kalde det litteratur. De religiøse kiosk-baskere fortsætter den mundtlige fortælletradition, hvor historierne er belærende. Religionen spiller en stor rolle i folks liv, og romanerne er lidt ligesom romanbladslitteratur, hvor historierne ender med, at manden og kvinden får hinanden til sidst, verden kommer i balance, og så er der noget religiøst henover.”
Den slags litteratur har en stor fanskare:
“I Afrika er det læsende publikum lidt ligesom det danske,” siger Juliane Wammen.
Med andre ord, der er få, der læser finlitteratur, og mange, der sluger kulørte historier. I Vestafrika er der desuden et stort marked for lette, hu-moristiske bøger, som spidder middel-klassens korruption og ambitioner.
MODERNE AFRIKAS BØGERAfropolitanerne er en ny gruppe afri-kanske forfattere, som er uddannet i udlandet, og som skriver værker, der lanceres og vurderes som verdenslit-teratur henvendt til et internationalt publikum på et europæisk sprog og i en fortælleform, som vestlige læsere tager til sig:
“Jeg har oversat ghaneseren Taiye Selasi, og det var vist hende, der fandt på ordet afropolitanere,” siger Juliane Wammen.
Det var Taiye Selasi, som i 2005 skrev essayet Bye-Bye, Babar (Or: What is an Afropolitan?) og dermed navngav de afrikanere, der som hun selv er skabt af både Vesten og Afrika. Og der er mange flere som Selasi:
“Så er der også Chimamanda Ngozi Adichie, som sætter Afrika på land-kortet uden at fokusere på sult og krig og nød. De forfattere får pillet de al-mindelige forestillinger om Afrika ud af læserne. Adichie er typisk afropolit, hun er uddannet i Vesten og tilhører en elite i sit eget samfund. Hun har et overskud til litteraturen. Men der er ikke noget specielt afrikansk over sti-len,” forklarer Juliane Wammen.
Alligevel vil mange afrikanere gerne læse litteratur af forfattere, der beskriver den udbredte indre konflikt:
“Der er ingen forretning i at skrive afrikansk litteratur til afrikanere. Sprog er måske det største problem, for der er så mange små lokale sprog, og alle har et afrikansk sprog som modersmål.
Juliane Wammen, oversætter
BAOBAB-TRÆ OG RØD HIMMEL - EN KLASSISK AFRIKA-BOGFORSIDE. HER BOG AF DEN SE-NEGALESISKE FEMINIST MARIAMA BA. >
>
36/
TENDAI HUCHU (f. 1982) er en zimbabwisk forfatter bedst kendt for romanen The Hairdresser of Harare, som er en fortælling om rivaliseren mellem to frisører ansat på den samme salon i nutidens Zimbabwe. Det er en komedie, men også en bittersød historie om vilkårene for kvinder og homosek-suelle i Mugabes Zimbabwe. Ro-manen blev udgivet i Zimbabwe, inden den udkom internationalt. Huchu voksede op i Zimbabwe og er uddannet der, men bor i dag i Edinburgh og har skrevet både fik-tion og fakta i afrikanske medier.
MARIAMA BÂ (1929-1981), forfatter og feminist fra Senegal, skrev på fransk. Hendes bedst kendte værk er en brevroman, So Long a Letter (1981). Brevets afsender er enken Ramatoulaye, som skriver til sin veninde Aissatou om kampen for overlevelse og om kønnenes ulige forhold. Kvinderne er veluddan-nede middelklassekvinder, men er begrænsede af køn og deres mus-limske tro. Romanen vandt “Noma Award for Publishing in Africa” i 1980, og Bâ døde året efter, inden udgivelsen af sin anden roman.
TEJU COLE (f. 1975) har nigeri-anske forældre, blev født i USA, men voksede op i Nigeria. Han er forfatter, kunsthistoriker og foto-graf. I dag bor han i Brooklyn, New York. Han har skrevet to romaner, den korte Every Day is for the Thief, og Open City, som har vun-det flere priser. Open City følger den nigerianske læge Julius, som studerer i New York, mens han vandrer omkring på Manhattan og reflekterer over sit liv, sin egen kulturelle splittelse, sit forliste for-hold og sit hjemland.
MUTHONI GARLAND (f. 1964) er en af grundlæggerne af forfat-terkollektivet Storymoja i Nairobi, Kenya. Storymoja er både et forlag og en scene for unge forfattere. Garland er selv bedst kendt for kortromanen Halfway between Nairobi and Dundori, som skildrer et ulykkeligt ægteskab i et Kenya midt i en styrtende udvikling, og Tracking the Scent of My Mother, en tragisk fortælling om en ung pige fra landet, som leder efter sin afdøde mor. Garland er meget aktiv i arbejdet for at udbrede læs-ning i Østafrika.
WOLE SOYINKA (f.1934) er en nigeriansk forfatter, som har skrevet lyrik, romaner, drama og essays. Han modtog Nobelprisen for litteratur i 1986. Han var stærk modstander af Biafrakrigen, også kendt som Nigerias borgerkrig, og blev fængslet i to år. Han beskrev sit fængselsophold i sine memoi-rer Manden døde fra 1979. I april 2006 udgav han endnu et bind memoirer, You Must Set Forth at Dawn. Soyinka er fortsat politisk engageret, og i 2007 opfordrede han til boykot af valget i Nigeria pga. valgsvindel og vold.
FRED KHUMALO (f. 1966). Khu-malo arbejder som journalist, poli-tisk klummeskribent og forfatter i Johannesburg, Sydafrika. Han har blandt andet skrevet to romaner, Bitches’ Brew og The Oneness of Two in Three, og en selvbiografisk roman, Touch My blood: The Early Years, som er en barsk historie om at være ung i en township i Dur-ban under 1980’ernes apartheid. Alle titlerne er blevet godt mod-taget af anmelderne, og han har vundet flere priser. Han har også skrevet Zuma: The Biography of Jacob Zuma fra 2008.
SEKS AFRIKANSKE STEMMER
NIGERIA
SYDAFRIKA
NIGERIA
KENYA
ZIMBABWE
SENEGAL
Et lille udpluk af kendte og – herhjemme – ukendte, nutidige forfattere fra Afrika syd for Sahara, som det er værd at stifte bekendtskab med.
FOTO
S: P
OLF
OTO
MED
FLE
RE
37/
> “Der er en stor og voksende mid-delklasse i Afrika, og de læser lit-teratur skrevet af afropolitanere. I eksempelvis Nairobi og Lagos er der folk, der lever som europæere,” siger Juliane Wammen.
Velstand og adgang til uddannelse betyder, at der opstår et behov og overskud hos kvinder til at kræve de samme rettigheder som mænd:
“Der kommer rigtig mange kvin-delige erfaringer på banen på hele kontinentet, og de skriver meget om frigørelse, fordi der vokser en stor middelklasse frem i Afrika,” siger Trine Andersen. Hun fortsætter:
“Den kvindelige litteratur kom-mer fra mange lande. Den somalisk-fødte forfatter Warsan Shire er bare et eksempel på fremkomsten af flere kvindelige stemmer, og at litteraturen fra de stemmer ofte har med frigørelse eller forsøg på frigørelse at gøre.”
LITTERÆRE MILJØER Uden forlag og udgivelser er det svært at skabe et litterært miljø, og derfor er Trine Andersen med til at skabe et fysisk mødested for Malawis forfattere:
“Vi har lavet en ’Story Club’, som er et sted, hvor folk kan mødes og læse op og diskutere litteratur. Folk strøm-mer til fra nord og syd. Det har skabt et litterært miljø, og jeg håber, at vi på længere sigt vil kunne opdage nye talenter på den måde.”
Også i andre lande er sulten efter et litterært miljø tydelig.
“I Kenya er der et meget indflydel-sesrigt website om litteratur, kwani.org, startet af forfatteren Binyavanga Wainaina. Kwani? betyder hva’ så? Det site er blevet et knudepunkt for litteratur og har affødt et forlag og nærmest også en litterær skole. De udgiver tekster om politiske begiven-heder, og det har virket som en motor for hele kontinentets litteratur,” siger Trine Andersen. Hun oplever, at andre aktører i bogbranchen spiller en større rolle, når forlagene mangler.
“Forfatterforeninger i de afrikan-ske lande har som primært mål at få udgivet bøger, og bibliotekerne i de afrikanske lande arbejder også på en anden måde end her og udgiver nogle gange også bøger.”
Trine Andersen er ikke i tvivl om, at jo mere udvikling, Afrika oplever, jo stærkere bliver litteraturen, og det lit-terære miljø skal nok opstå med tiden:
“Det er typisk i de store byer, hvor der er universiteter og udveksling af ideer og kritik. Det handler om adgang til medierne. Der er jo ingen udvikling som forfatter, hvis ikke man kan få sine tekster ud, hvis der ikke er læsere og redaktører og et miljø.”
POLITIK OG PROBLEMERSet med litterære briller adskiller Sydafrika sig markant fra de andre afrikanske lande.
“Sydafrika er et af de lande, hvor skriftsproget er kommet tidligt på grund af bosætterne,” som Juliane Wammen siger. Hvide sydafrikanske forfattere som André Brink og nobel-prisvinderne J.M. Coetzee og Nadine Gordimer, som alle har skrevet om apartheid, har i årevis nydt anseelse og respekt også uden for deres eget land, og mange i Vesten har lært Sydafrikas moderne traumer at kende gennem deres værker:
“Men Sydafrika er meget anderle-des, fordi den politiske historie er så anderledes. Nadine Gordimer og An-dré Brink, og Doris Lessing fra Zim-babwe, er afrikanere, fordi de er født og opvokset i Afrika, men de er en be-stemt klasse og levede adskilt fra den sorte befolkning. De skriver politisk litteratur, som er interessant for resten af verden, fordi det er så specifik en politisk nødvendighed. Men på det tidspunkt kunne sorte sydafrikanere ikke udgive noget på grund af apart-heid,” siger Juliane Wammen.
Der er stadig mange afrikanere, som ikke kan skrive, hvad de vil:
“Der er masser af afrikanske lande, hvor ytringsfriheden trives, men der er også lande, hvor der er problemer, og hvor man i det øjeblik, man udgi-ver noget, er nødt til at rejse. Emner
JO, DE FINDES OGSÅ PÅ DANSK
Vi er blevet gjort opmærksomme på, at to forfattere, som er omtalt i de tidligere artikler i serien om verdenslitteratur, også er oversat til dansk:
Det drejer sig om palæstinenske Suad Amiry, forfatter til romanen Murad – han vil jo bare leve og Sharon og min svigermor (dagbog fra krigen), begge udgivet på forlaget Arvids samt om den sudanesiske forfatter Tayeb Salih, hvis roman Tid til opbrud nordpå er udgivet på Forlaget Underskoven.
“Når et land er så meget i krise som Den Centralafrikanske Republik eller Den Demokratiske Republik Congo, så giver det nok ikke mening at tale om litteratur derfra. Men litteraturen kommer siden hen, når urolighederne er overstået.
Trine Andersen, forfatter
som homoseksualitet er et kæmpe spørgsmål i mange lande, fordi magt-haverne bruger emnet til at samle folk mod en fælles fjende. I den sam-menhæng er kenyaneren Binyavanga Wainaina et fyrtårn, for han sprang for nylig ud, mens de nye restriktive love om homoseksualitet blev vedtaget i Uganda,” siger Trine Andersen.
MODERNE TRAUMERMange afrikanske lande er eller har været kastet ud i konflikter og borger-krige, som ødelægger alle økonomiske og menneskelige ressourcer. Trine An-dersen understreger, at hun ikke ved ret meget om de landes litteratur:
“Når et land er så meget i krise som Den Centralafrikanske Republik eller Den Demokratiske Republik Congo, så giver det nok ikke mening at tale om litteratur derfra. Men lit-teraturen kommer siden hen, når urolighederne er overstået. Zimbabwe har jo også været involveret i en krig, og nu skriver forfatteren Brian Chikwava om at være indrulleret i Mugabes hær.”
Der er flere eksempler på afrikansk litteratur, der bearbejder nutidens traumer, for eksempel Allah n'est pas obligé (Allah er ikke forpligtet) af Ah-madou Kourouma om en barnesoldat i Liberia og Sierra Leone – en roman, som henvender sig både til afrikanere og til læsere i Vesten.
“Det er spektakulært på en eller an-den ubehagelig facon,” siger Juliane Wammen og tilføjer, at disse litterære vidnesbyrd er med til at minde om, at en barnesoldat også kan tilhøre mid-delklassen, skrive bøger. Og i det hele taget flytte Vestens billede af, hvem ofre og overlevende i de afrikanske konflikter er. •
38/
Ranum
VerdensklasseRanum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
Kronik
MEN DET VIRKEDE I KINA
AF MOGENS BREGNBÆK,BISTANDSKONSULENT I DANIDA (1984–2010)
Danidas såkaldte statslån i 1980’erne har fået mange øretæver: For lidt fattigdoms-bekæmpelse, for uklare resultater i forhold til investeringen, har kritikerne påpeget. Et land er dog en undtagelse, nemlig Kina, hvor resultaterne her 30 år efter, sætter spor, skriver tidligere leder af Danmarks bistandsmission i Beijing.
FOTO
: SC
AN
PIX
UNDER DAVÆRENDE STATSMINISTER POUL OG HUSTRU LISBETH SCHLÜTERS OFFICIELLE BESØG I KINA I 1986 VAR PARRET PÅ RUNDVISNING I EN KINESISK KOSTALD.
40/
I 1980 blev det kommunistiske Kina medlem af Verdensbanken. Og med dette medlemskab var Kina hermed formelt set kvalificeret til at modtage danske statslån.
En række danske virksomheder så denne mulighed for en lettere ad-gang til det nye kinesiske marked. Fra kinesisk side var der en tilsvarende interesse i at få adgang til lempelig finansiering af den moderniserings-proces, man havde sat i gang. I det traditionelle, danske bistandsmiljø var der en vis skepsis for at inddrage Kina som modtager af dansk bistand, men det politiske resultat blev dog, at Kina blev tildelt en passende kvote af statslånsbudgettet. Herefter gik det hurtigt.
I perioden frem til 1983 blev der indgået aftaler om to danske stats-lån til Kina. Det første statslån blev indgået i 1982. Lånet omfattede finan-siering af to mejerier, en betonele-ment-fabrik og renovering af en suk-kerfabrik. Lån 2 blev indgået i 1983 og omfattede finansiering af yderligere to mejerier, en mejeritræningsskole og etablering af en produktion af me-jeriudstyr. Resten af lånet blev brugt til indkøb af udstyr til en majsmølle, en sukkerfabrik og til teknisk bistand til udbygning af Beijings fjernvarme-forsyning.
I april 1984 besøgte en større kine-sisk delegation Danmark med henblik på at forberede et nyt, tredje statslån. Delegationen var ledet af den kinesi-ske viceminister for udenrigshandel. Fra kinesisk side blev der her fremlagt en lang liste over projektforslag sva-rende til et samlet investeringsbehov på en milliard kroner. Dette oversteg langt de midler, der var afsat til Kina, og det var derfor allerede besluttet, at man kunne ’strække’ midlerne ved at introducere en finansieringsordning, hvor ikke-kommercielle investeringer fik ren statslånsbistand, hvorimod kommercielt bæredygtige projekter blev finansieret med en blanding af
statslån (40 pct.) og normale eksport-kreditter (60 pct.). Herved blev der etableret en slags forløber for de se-nere blandede kreditter.
Som opfølgning til disse aftaler udsendte Danida i september 1984 et større forundersøgelseshold til Kina. Det besøgte over en tre ugers periode en række projekter, som skulle indgå i det tredje statslån. Ved afslutningen af missionen blev der undertegnet en protokol, som fastlagde forløbet for de følgende låneaftaler. Ved samme anledning blev det på opfordring fra de kinesiske myndigheder aftalt, at Danida skulle oprette en bistandsmis-sion på ambassaden i Beijing.
I de følgende år blev der inden for den aftalte ramme identificeret og forberedt en række nye projekter på grundlag af projektforslag udarbejdet på kinesisk side – ofte i samarbejde med danske leverandører. På årlige bistandsforhandlinger blev der på baggrund af gennemførte udarbejdet endelige aftaler om nye lånepakker til godkendelse i Danidas daværende Styrelse og i Folketingets Finans-udvalg.
I 1987 blev det besluttet at afskaffe statslånsbistanden til fordel for ren gavebistand. For Kinas vedkom-mende betød dette, at de blandede kreditter fremover skulle bestå af en kombination af bunden gavebistand og eksportkreditter. Samtidig hermed blev kravene til projektforberedelsen skærpet, og skulle herefter igennem de samme processer, som gjaldt for udviklingsbistanden i øvrigt.
RUNDT OM STATSLÅN
Statslån var en del af dansk bistand fra midten af 60’erne frem til 1987. Der var tale om rentefri lån med en afdragsperiode på 25 år. Lånene var bundet til levering af projektudstyr fra danske virksomheder.
Dette gav anledning til kritik fra en del af bistandsmiljøet, som mente, at der overve-jende var tale om støtte til dansk eksport og som kunne henvise til enkelte negative evalueringer.
Lånene skulle i princippet betales tilbage, men de fleste u-lande her fået eftergivet lånene i forbindelse med forskellige for-mer for gældssanering.
Kina er et af de få lande, som har tilbage-betalt alle sine lån.
“I det traditionelle, danske bistandsmiljø var der en vis skepsis for at inddrage Kina som modtager af dansk bistand.
>
41/
TEKNISKE MANGLERDet danske bistandsprogram til Kina var i løbet af 80’erne vokset til cirka 1,7 milliarder kroner. Med den stærke fokus, der hele tiden var på at identificere og færdigbehandle ny finansieringspakker, var der kun begrænset tid til af følge med i, hvor-vidt afsluttede projekter levede op til forudsætningerne. Der var i øvrigt stor forskel på, hvilke succeskriterier der skulle anvendes. På dansk side var der bekymringer om projekterne udviklingseffekt, og deres tekniske og kommercielle bæredygtighed. Fra den kinesiske side var der mest fokus på graden af teknologiindhold og mulighederne for at deltage i oversøiske træningsophold. Endelig led programmets omdømme under den generelle mistillid, der i bistands-kredse var til statslånsbistanden med henvisning til negative evalu-eringer af bistanden til eksempelvis fiskerisektoren og til højt profilerede projekter, som underudnyttede ce-mentfabrikker i Afrika. Hertil kom en stigende bekymring for, om pro-jekterne i Kina isoleret set var vellyk-kede. Meget talte for det modsatte. Der var generelt problemer med drift og vedligeholdelse. Mange problemer kunne henføres til tekniske mangler ved de lokale underleverancer og til manglende forståelse på kinesisk side af de indgåede kontrakter. En fabrik i Guangzhou, der skulle producere gasbetonelementer, kom aldrig rigtig i gang på grund af problemer med el-
forsyning og manglende markedsfø-ring. Et svineavlscenter på et univer-sitet i Wuhan manglede institutionel forankring og finansiel opbakning, og der var generelt problemer med leve-rancer af råvarer og med afsætningen. Det sidste blev dokumenteret ved en evaluering af mejerisektorbistanden i 1987. En gennemgang ved Rigsrevi-sionen i 1988 påviste, at der var pro-blemer med de fleste projekter og den satte derfor endnu et spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af programmet.
SAMARBEJDET PÅ KØLBistanden til Kina blev imidlertid stillet i bero efter at de kinesiske myn-digheder nedkæmpede den opstand, der afsluttede de kinesiske studenters besættelse af Tian An Men pladsen i juni 1989. Herefter blev der i en 10-årig periode ikke ydet ny bistand til Kina.
Det bilaterale samarbejde mellem Kina og Danmark blev genoptaget i 1994 med ’blandede kreditter’. I den efterfølgende periode har Danida ydet
mere end 700 millioner kroner i rente-subsidier til i alt 55 kinesiske projek-ter. Ud over de blandede kreditter blev der i 2005 indgået en aftale med Kina om gavefinansiering af et ud-viklingsprojekt inden for vindenergi på 45 millioner kroner. Projektet blev afsluttet i 2009, hvor der blev bevil-get yderligere 100 millioner kroner for perioden 2010-13 etablering af et kinesisk center for udvikling af vedva-rende energiteknologier.
Genoptagelsen af samarbejdet med Kina har givet en ny indsigt i, hvordan Kina har udviklet sig siden statslåns-perioden i 80’erne. Erfaringen er, at man fra kinesisk side nu er i stand til at forberede projekter med en høj grad af professionalisme.
PROJEKTER, DER LEVER VIDEREForberedelsen af de nye programmer har fra tid til anden bragt udsendte Danida-medarbejdere i nærmere kon-takt med de projekter, der blev gen-nemført i statslånsperioden. Det viser sig her ofte, at projekter, som man måske ikke havde så stor tillid til, rent faktisk er blevet opretholdt og videre-ført som teknisk og økonomisk bære-dygtige. Et par udvalgte eksempler:
Under det tredje statslån finansie-rede Danmark et træningscenter for mejeriselskabet i Shanghai (SDC). I den forbindelse blev 18 unge kine-siske kursister sendt på et længere træningsophold i Danmark. Samtidig hermed etablerede SDC med dansk finansiering et nyt konsummælk-
“Projekter, som man (dengang) måske ikke havde så stor tillid til, er rent faktisk blevet opret-holdt og videreført som teknisk og økonomisk bæredygtige.
I FORBINDELSE MED POUL SCHLÜTERS BESØG I KINA BLEV OGSÅ EN AFTALE OM BESKATNING UNDERSKREVET. HERREN TIL HØJRE FOR DET DANSKE STATSMINISTERPAR ER PREMIERMINISTER ZHAO ZIYANG – OG DEN UNGE DIPLOMAT, SOM STÅR KLAR MED BLÆKSUGEREN (TV.), ER FORFATTER TIL DENNE KRONIK.
>FO
TO: X
INH
UA
42/
Live, learn & laugh!
”Godt socialt miljø og gode muligheder for at lære nye
mennesker at kende”Aviaja
”Vi har nogle meget kompetente og fagligt dygtige lærere”
Rune
Jeg nyder de mange aktiviteter efter skoletid, der både er
spændende og sociale”Nikolaj
• HF
• STX• IB
• kostskole
AN
NO
NC
E
mejeri i Shanghai. SDC blev i 1992 omdannet til et kommercielt mejeri-selskab, Shanghai Bright Dairy & Food Company Ltd., som i dag er blandt de største mejerivirksomheder i Kina med en årsomsætning, der sidste år lå på 16,5 milliarder kroner. Det svarer nogenlunde til mejeriselskabet Arlas årsomsætning i Danmark. Selskabet har gennemført store investeringer, ikke blot i Shanghai, men også i andre byer i Kina. Der er investeret i hele værdikæden, og selskabet ejer i dag store kvægfarme i det nordlige Kina og har for at sikre forsyningen af råmælk opkøbt et stort antal leveran-dører af mælkepulver – herunder flere af de mejerier, som blev etableret med dansk finansiering under de danske statslån. Flere af de unge deltagerne i træningen i Danmark, har været stra-tegerne bag virksomhedens store eks-pansion og indgår i dag i topledelsen.
I 1987 fik Danida en anmodning om finansiering af en mindre vind-møllepark i Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina. Projektet, som kostede ca. 25 millioner kroner, blev færdigt i 1990 med vindmølleproducenten
Bonus (der senere blev solgt til Sie-mens, men har fortsat sine hovedak-tiviteter i Brande i Vestjylland) som hovedleverandør. I kontrakten indgik en aftale om, at LM Glasfiber skulle etablere en lokal vingeproduktion, og danske rådgivere bistod med planlæg-ningen. Den kinesiske projektgruppe etablerede efterfølgende virksomhe-den Goldwind, Ltd., der i dag er den næststørste vindmøllefabrikant i Verden med en årsomsætning på 15 milliarder kroner og en global mar-kedsandel på 9,5 pct. (2011 hvor dan-ske Vestas forsat havde en andel på 12.8 pct.). Det hører med til historien, at Goldwinds stifter og nuværende Chairman/CEO, Mr. Wu Gang, fun-gerede som yngste tolk ved de indle-dende låneforhandlinger i1987.
Det er selvsagt uvist, hvorvidt disse eksempler er enestående undtagelser, eller om de måske er typiske for hele den kinesiske statslånsportefølje. Programmets betydning for dansk eksport og for danske investeringer i Kina er heller ikke fuldt belyst. En sådan analyse kunne måske have ind-gået i Danidas evalueringsprogram,
men er nok ikke en oplagt prioritet. Kina er ikke længere et dansk modta-gerland, og den ’gammeldags’ stats-lånsbistand passer dårligt sammen med en mere moderne bistandstænk-ning.
På den anden side. I en tid, hvor det er blevet moderne at fremhæve konkrete resultater af Danidas indsats på gavlene på Asiatisk Plads, burde man måske alligevel løbe den risiko, at en nærmere analyse af statslånsbi-standen kunne påvise, at det ikke var alt der gik galt. Om ikke andet så i det mindste i tilfældet Kina. •
ForFatterens eFterord: Ovennævnte skal ikke ses som en generel hvidvask-ning af statslånsbistanden. Når meget gik godt i Kina og det meste galt i Afrika, skyldes det nok især timingen. Kina var klar til at udnytte mulighe-derne. Det var Afrika sandsynligvis ikke.
/Mogens Bregnbæk er civilingeniør og har fra 1984-2010 været bistandskonsulent i Danida – herunder i årene 1985-88 som bistandsråd på ambassaden i Beijing. 43/
KULTUREN KORTTRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD.
BOG: Maja Lee Langvads bog Hun er vred er udkommet i en tid, hvor adoption over grænser for alvor er kommet på dagsordenen, og den endevender begrebet transnational adoption. Langvad går lige på tabuerne og stiller aktuelle spørgsmål til adopti-onsbureauer og kommende adopti-onsforældre. Hun stiller sig kritisk over for den gængse opfattelse af, at adoption er en win-win-situation for alle parter; barnet, de biologiske og adopterende forældre.
Langvad tager udgangspunkt i sin egen adoption og et treårigt ophold i Korea, hvor hun rejste tilbage for at lave research. Mødet med Sydkorea udløste en eksistentiel krise, og det er det, der driver bogen. Ifølge Lang-vad kan vi forvente flere eksisten-tielle kriser. Hvad sker der eksem-pelvis om 20 år, når de børn, der lige nu adopteres fra lande som Etiopien, vender tilbage og vil kræve svar, som Langvad gjorde, da hun rejste til Korea i 2007-2010? • /PB
MUSIK: Aar Maanta er født i Jijiga i den somaliske del af Etiopien og bor nu i London, hvortil han flygtede på grund af borgerkrigen i Somalia i 1990’erne. Her har han etableret sig med tilhørende bandmusikere, hvis nationaliteter favner bredt – de er fra Mali, Indien, Nepal, Italien, Polen og Skotland.
Maantas musik er global og mik-ser traditionel musik – som den lyder de steder, hvor etiopiere, sudanesere og somalierne krydser spor – med elektronisk lyd og hurtige beats.
Et af temaerne i Maantas musik er blandt andet livet som somalier i eksil. En af hans mest populære sange, Deeqa, opkaldt efter flyselska-bet Somali Airlines, fortæller om den diskriminering, mange somaliere op-lever som følge af krigen mod terror. Og Go'doomey er titlen på sangen, som er en del af Somali Songs from the Diaspora, der udkom tidligere i 2014. Go'doomey er somali og kan oversættes til “afskåret”. • /Pernille Bærendtsen
BOG: Sydafrikas nok mest populære sanger Brenda Fassie døde i 2004 efter et hårdt liv – kun 39 år gammel. Fassies musik handlede både om kær-lighed og svigt, kampen mod apart-heid og livet i hendes township. Fassie forstod samtidig at tilpasse sig tidens populære musikgenrer – bubblegum pop, hip hop og kwaito. Da hun i 1983 hittede som første sydafrikaner på det amerikanske musikmagasin Bill-boards top 100-hitliste med Weekend Special, spredte hendes musik sig langt ud over Sydafrika.
Journalisten Bongani Madondo har indsamlet og redigeret bidrag fra folk, der stod Fassie nær i en ny bog om sangerinden, som introducerer en fascinerende blanding af tekster fra tidligere elskere, kritikere, digtere, akademikere og musikere. Forordet er skrevet af den berømte sydafrikanske jazzmusiker Hugh Masekela. Bogen, der udkommer i 10-året for Fassies død, er således både en hyldest og ny nuancering af en musikalsk legende. • /PB
Adoption vendt på vrangen
Afro Hop fra diasporaen
Hyldest til popdronning
SOMALI SONGS FROM THE DIASPORA
Kunstner: Aar MaantaSomali Songs from the Diasporawww.aarmaanta.com
I’M NOT YOUR WEEKEND SPECIAL
Forfatter: Bongani Madondo m.flPan Macmillan (2014), 299 sider, 18 dollar (vejl.)
HUN ER VRED – ET VIDNESBYRD OM TRANSNATIONAL ADOPTION
Forfatter: Maja Lee Langvad Forlaget Gladiator, 251 sider, 329 kr. (vejl.)
44/
AGENDAKULTUR
FOTO
S: G
AV
IN B
AR
KER
/PA
/PO
LFO
TO (
ØV
)& K
NR
/SC
AN
PIX
VM-skrammer til afrikansk fodbold
Nordkorea planlægger turistmekka med undervandshotel
230 nye museer i Saudi- Arabien
Selvom der var international ros til spillet på banen under det netop overståede VM i fodbold, er der nok en del afrikanere, der helst vil glemme slutrunden i Brasilien. Af de fem afrikanske lande, der deltog, var det kun Algeriet og Nigeria, der gik videre fra de ind-ledende puljekampe.
I Ghana blev landets sportsminister og dennes viceminister således fyret, efter at landet ikke formåede at vinde en eneste kamp og ydermere måtte smide to nøglespillere hjem, efter at de havde været oppe at slås til træning.
Ikke meget bedre gik det for Nigeria, der tabte til Frankrig i 1/8-finalerne, men som undervejs oplevede spillerstrejker på grund af manglende udbetaling af bonuspenge, og som efterfølgende blev sat i skammekrogen
Den statsejede nordkoreanske avis Pyonyang Times har for nylig beskrevet pla-nerne om at etablere et større turistmekka i byen Wonsan (foto) på østkysten. Og det er den helt store ja-hat, som de nordkoreanske magthavere har taget på. Turistmekkaet vil komme til at huse et undervandshotel, en blomsterpark, et stadion, et konferencecenter og adskillige udstillingsområder både uden-dørs og indendørs.
En god portion af Saudi-Arabiens olie-milliarder er i gang med at blive brugt på et kulturelt frem-stød af de helt store. Kongedømmet har således besluttet at bruge 1,7 milliarder dollar på at bygge 230 museer og et kæmpe kunst- og naturhisto-riecenter.
“Vi har nået en ny tidsalder. Det er på tide at bringe Saudi-Arabiens liv og historie tættere på vort folks hjerter og hjerner – ikke mindst de unge,” siger prins Sultan bin Salman bin Abdulaziz Al Saud, der er nevø til kong Abdullah og præsi-dent for Saudi Com-mission for Tourism and Antiquities.
14 af de i alt 230 museer er allerede i gang med at blive bygget. Herudover er 30 internationale ar-kæolog-teams blevet inviteret til ørkensta-ten for at give deres besyv med. Med i ét af dem er Michael Petraglia, professor i arkæologi fra Oxford, der siger, at der er titusindvis af u-udgra-vede oldtidsminder i landet. • /SKA
af fodboldforbundenes verdensorganisation (FIFA) efter en meget uklar magtovertagelse i det nigerianske fodboldforbund.
Cameroun, der tidligere har været en af ver-dens fodboldyndlinge, klarede ikke skærene videre fra puljen og er efterfølgende kommet under mistanke for matchfixing. • /Simon Krat-holm Ankjærgaard
Lanceringen af planerne kommer i kølvandet på en udmelding fra en bekymret direktør fra FN’s fødevareprogram (WFP), Ertharin Cousin, der har sagt, at nødhjælps- og bistandsprogram-mer i Nordkorea er truet, fordi den nordkorean-ske ledelse ikke spytter nok penge i kassen.
“Det sidste, som det sultende nordkorean-ske folk har brug for, er et undervandshotel,” lyder det fra Joshua Stanton, der skriver på bloggen One Free Korea. • /SKA
45/
FLYGTNINGI SIT EGET LAND
Colombia
TEKST OG FOTOS: LISE JOSEFSEN HERMANN, BOGOTÁ
Mere end 50 års voldelig konflikt betyder, at hver niende colombianer i dag er internt fordrevet. Men nu vender nogle hjem.
HJEMREJSE. MARIA ELENA ARIAS BLEV FORDREVET FRA SIT HJEM I JUNGLEN I DET NORDLIGE COLOMBIA FOR SYV ÅR SIDEN – NU VENDER HUN HJEM FOR FØRSTE GANG.
46/
Barakken summer af livlig aktivitet. Rygsække pakkes, og småting samles i kasser. Alle ser ny-vaskede ud, og tøjet er det fineste. Her i barakken i Bogotá, Colombias ho-vedstad, har familier fra det indianske emberá-folk fra Chocó, den fattigste region i Colombia, boet, siden de blev tvunget til at flygte fra deres hjemegn.
Skylden har landets 50 år lange voldelige konflikt med guerillagrup-per som FARC og ELN, paramilitære grupper og landets militær som par-ter. Midt imellem findes den lukrative narkohandel. De indianske folk og mange afrocolombianere er ufrivilligt blevet en del af konflikten, fordi der på deres territorier findes strategiske steder for dyrkning af koka, foregår våbenhandel, minedrift eller findes skjulesteder for guerillagrupper.
Sisifredo og Maria Elena Arias er klædt i matchende lilla. Maria Elena reder håret, samler det i en fletning og sminker sig blegere. Parret er blandt de 305 personer, der i dag forbereder sig på en voldsom forandring i deres liv: De flytter fra millionbyen Bogotá tilbage til junglen i Chocó. Denne gang er flytningen frivillig. For mange har der været adskillige flugter, før de endte her.
Barakken har senge som eneste møbler. Hist og her ligger en dukke, et par strømper eller andre ejendele. “Midlertidig overnatning for emberá-folket,” står der på en plakat. Velkom-men til Sisifredos, Maria Elenas og mange andres hjem gennem de sene-ste syv år.
I slutningen af 2012 var det første gang, at personer fra emberá-folket tog tilbage til deres hjemegn, ledsaget af repræsentanter for den colombianske stat. Men selvom staten garanterer for sikkerheden i området, når flygtnin-gene vender tilbage, er virkeligheden nogle gange anderledes. I september
2013 bombede militæret i området i jagten efter FARC. Viden, der rumler i baghovedet, når ejendelene lige nu pakkes ned, og livet flyttes til en helt anden verden, langt ude i junglen.
Og hvad der lyder som en succeshi-storie for Sisifredo og Maria Elena, er det ikke nødvendigvis. Francesca Fon-tanini er regional ansvarlig for eks-terne forhold hos FN i Latinamerika. Hun er kritisk over for den colombi-anske stat. Colombia har ifølge hende en af verdens bedste lovgivninger om internt fordrevne.
“Men staten er ikke til stede, hvor der er behov. Nogle gange kan det for eksempel tage en måned at blive registreret som flygtning. Det er ingen succes at få folk til at vende hjem. Folk er ikke dumme. Der er ikke noget at vende hjem til. Og folk er trætte af at flytte rundt,” siger hun. KULTUREN FORSVINDERFor familien Arias har livet i Bogotá ikke været let.
“Vi har været meget sultne. Hvor skulle vi få penge og mad fra, her i byen?” spørger Sisifredo Arias.
Området, hvor herberget ligger i Bogotá, er farligt. I løbet af de syv år, familien har boet her, har de nogle gange fået humanitær støtte til at købe mad og tøj. Ellers har de levet af de penge, Sisifredo kunne tjene ved at sælge slik, cigaretter og sodavand. Parret har fire børn. De to ældste kunne ikke lide livet på herberget i Bogotá og tog tilbage for at bo hos bedsteforældrene i Chocó.
I 2012 hørte familien første gang om muligheden for at komme tilbage.
“Vi tænker meget på vores territo-rium. Her i Bogotá er farligt og kede-ligt,” siger Sisifredo.
Familien har været tilbage på be-søg en gang.
COLOMBIAS VÆBNEDE KONFLIKT
• Den oprindeligt revolutionære gueril-lagruppe FARC har eksisteret i 50 år
• Højreorienterede paramilitære grupper udgør en anden side i konflikten
• De seneste år har narkokriminalitet spil-let en væsentlig rolle hos begge parter
• Lige nu er der fredsforhandlinger i gang på Cuba mellem FARC, guerillagruppen ELN og regeringen.
“Det er ingen succes at få folk til at vende hjem. Folk er ikke dumme. Der er ikke noget at vende hjem til.
Francesca Fontanini,
regional ansvarlig for eksterne forhold, FN i Latinamerika
>
47/
“Det var fantastisk,” husker Sisif-redo.
Ofelia Restrepo Villa, den colom-bianske stats ansvarlige for Chocó-flygtningenes tilbagevenden, forstår godt frustrationerne.
“Det er alvorligt for de indianske folk at komme til byen. De har nær-mest levet som fanger i mange år. De har jo et helt andet livssyn. Det er ikke værdigt. Især børnene har mistet store dele af deres kultur. Det gode er, at de nu er oplyste om deres rettigheder for eksempel som kvinder, at de spiser sundere og eksempelvis børster tæn-der,” siger hun.
SØNNER I FAREDen væbnede konflikt i Colombia har givet landet en trist rekord. Næstefter Syrien har landet verdens største
DERFOR FLYGTER COLOMBIANERNE
De vigtigste årsager til flugt er: • Kampe mellem forskellige væbnede
grupper og militæret • Rekruttering til væbnede grupper • Minedrift • Brud på menneskerettighederne
(for eksempel voldtægt) • Vold i forbindelse med narko-
kriminalitet
antal internt fordrevne – ifølge den colombianske regering er tallet knap 5,2 millioner. Det svarer til, at mere end hver niende colombianer lever som intern flygtning.
Mens familien Arias forbereder sig på at forlade flygtningebarakkerne i Bogotá for at tage tilbage til Chocó, kommer nye internt fordrevne til. For eksempel til kommunen Soacha, der ligger ret op og ned ad hovedstaden Bogotá.
José Emeterio Vargas Sanchez er 49 år og far til tre. Han boede med fa-milien i landsbyen Puerto Triste. Her dyrkede han maniok og havde dyr. Men for syv år siden skete der noget.
“Da jeg kom hjem fra arbejde, var der otte bevæbnede personer i mit hjem. ’Enten lader du os få din ældste søn, og du flytter herfra – eller vi dræ-
ber jer alle sammen,’ sagde de,” fortæller han.
José sendte sin søn væk med det
sam-
me, og otte dage senere flygtede resten af familien til den nærliggende by Vista Hermosa. De havde ikke an-det med end deres tøj. Men heller ikke her var familien i sikkerhed.
“Vi turde ikke blive boende i Vista Hermosa med vores sønner på 14 og 15 år. De ville være oplagte mål for guerillaen at rekruttere.”
Derfor tog familien til storbyen. Det var en drastisk forandring for fa-milien at komme til Soacha.
“Her skal man bruge mange flere penge til alting,” siger José.
“Vi vil gerne vende tilbage. Hvis det er sikkert, og man ikke skal rende rundt og være bange hele tiden. Vi har forsøgt at få jord og bolig af regerin-gen, men det er ikke lykkedes endnu.”
Selvom der er bedre mulighed for at finde arbejde i Soacha, er det ikke lykkedes familien at slippe fri for vol-den, de flygtede fra. I Soacha er der både paramilitære og guerillagrupper, og det er ikke klogt at vise sig udenfor efter mørkets frembrud.
INGEN HJÆLP FRA STATENPå en bakkeskråning er en grund fyldt med vasketøj. Et lille barn græder. En kvinde kommer ud af et træskur med filtret hår.
“Jeg flygtede til Soacha for fem år siden og har ingen hjælp fået, mens andre, der ikke er flygtninge, får hjælp. Det er ikke i orden,” raser 46-årige Edelmira Niasa.
Hun og hendes mand kan hverken læse eller skrive og ved meget lidt om deres rettigheder, og hvordan de kan søge støtte. Og ingen har henvendt sig til dem, fortæller Edelmira.
“Hvis man ikke er godt skolet, så modtager man ikke noget. Og se! Vi bor i en skrotbunke,” siger hun.
Modvilligt fortæller hun om årsa-gen til flugten.
“Vi var i gang med at plukke chili, da de kom. De paramilitære. De ville
TILBAGE I JUNGLEN SKAL DE MANGE FORDREVNE NU FORSØGE AT GEN-STARTE DET LIV, DE HAVDE FØR DE BLEV FORDREVET TIL STORBYEN.
>
48/
marken, dukkede personer fra gueril-lagruppen ELN så op.
“Hvis ikke I forsvinder, slår vi jer ihjel,” lød beskeden.
Så flygtede familien gennem den tætte jungle. De havde ingen sko på og ingen ejendele med sig. Efter et døgns flugt nåede de byen Po-payán, hvor de blev registreret som flygtninge. Derefter blev de sendt til hovedstaden Bogotá – nærmest i den anden ende af det enorme land. Efter-følgende fandt de ud af, at deres hus var blevet brændt ned, og de 100 køer var også hurtigt væk.
TILBAGE, MEN IKKE HJEMI bussen på vej mod Chocó lyder der glad musik, men mange græder også. Børn og unge, der har boet størstede-len af deres liv i Bogotá, skal nu til et sted, de nærmest ikke kender.
For Sisifredo og Maria Elena er det så som så med at komme “hjem”. Der er stadig ikke sikkert, hvor deres jord
HER ER FLEST INTERNT FORDREVNE
1. Syrien: 6,5 millioner 2. Colombia: 5,7 millioner3. Sudan: 2,9 millioner4. DR Congo: 2,6 millioner5. Sydsudan: 1,1 millioner
Kilde: Internal Displacement Monitoring Centre
DANMARK TIL STEDE
Den 1. august i år åbnede Danmark en ambassade i Bogotá, Colombia med Lars Steen Nielsen som ambassadør.
“Da jeg kom hjem fra arbejde, var der otte bevæbnede personer i mit hjem. ’Enten lader du os få din ældste søn, og du flytter herfra – eller vi dræber jer alle sammen,’ sagde de.
José Emeterio Vargas Sanchez,
internt fordrevet
rekruttere min ældste datter. Men jeg ville ikke give min datters liv til dem, og så kom de efter os. Én fra gruppen kom og truede med at slå os alle sam-men ihjel.”
Edelmira og hendes familie tog derfor til Bogotá og boede på herberg. Så fandt de huset i Soacha. Men livet i storbyen er barsk for en indiansk fa-milie fra landet.
“Den eneste måde, jeg kan få penge på, er ved at stå nede ved busstatio-nen med mine børn og tigge. Her er ikke arbejde til nogen af os.”
Mange fra Edelmiras indianske folk har forsøgt at vende hjem. De er blevet dræbt.
“Vi vil ikke ofre én af os for at vende hjem. Vi har forsøgt at vende hjem tre gange, men er hver gang blevet truet på livet. Jeg er træt og vil gerne hjem, men vi er tvunget på flugt,” siger hun.
Foran huset ligger vasketøj og flyder på jorden. Det lille barn render nøgen rundt og stiller sig og tisser i hjørnet. Edelmira er trist og skuffet.
“Mit liv er fyldt med fiaskoer. Vi blev registrerede som flygtninge i 2009, men har intet modtaget endnu.”
FORSVIND ELLER DØ!De fleste af de internt fordrevne i Soacha drømmer om at vende hjem en dag. Den drøm er lige nu i gang med at blive virkeliggjort et andet sted. Ved barakken i Bogotá er Sisifredo og Maria Elena Arias klar til at returnere til Chocó i junglen.
Seks busser holder klar til turen tilbage. Der er et kaos og menneske-mylder. Er der nu noget, man skal have købt med fra millionbyen til livet i junglen? Begyndelsen af turen er kaotisk. Der er demonstrationer og trafikprop, da busserne krydser Bogotá. Til sidst bliver der længere mellem husene og grønnere uden for vinduerne. Mens landskabet suser forbi, ruller minderne om flugten rundt inde i hovedet på Sisifredo og Maria Elena.
Flere i området var allerede blevet slået ihjel, men parret blev og passede deres omkring 100 køer og markerne, hvor de dyrkede majs, maniok, suk-kerrør og bananer. Naboer og fami-liemedlemmer begyndte at flygte. Sisifredo og Maria Elena modtog også jævnligt trusler. Maria Elenas mor blev slået ihjel, og faderen flygtede. En dag, da de var på arbejde ude i
er, så de bliver sendt tilbage til et sted i nærheden, det vil sige tre-fire dages vandring gennem junglen fra deres tidligere hjem. De skal bo hos Sisifre-dos bror.
“Det første år bliver hårdt, indtil vi kan høste de linser, majs og bøn-ner, som vi planter, første gang,” siger Sisifredo.
Vi har kørt hele natten og begyn-der nu at kunne skimte junglen gen-nem morgendisen. En popsang giver genlyd i bussen. “Dét, der er sket, er sket,” vrænger det ud af højtalerne. Mon passagererne i bussen kan leve efter de ord? 16 timer efter afgang fra barakkerne i Bogotá stiger Sisifredo, Maria Elena og alle de andre ud af bussen. Klokken er otte om morgenen, og her er ulideligt varmt. Snart står familierne ved hver sin bunke af pak-kenelliker. Syv år i storbyen har sat sig sine spor. Flygtninge vender hjem. •
I SYV ÅR VAR EN MIDLERTIDIG BARAK FAMILIEN ARIAS' HJEM. DE ENESTE MØBLER I BARAKKEN VAR KØJESENGE.
49/
ILLU
STR
AT
ION
: PLA
KAT
50/
VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD.FOREIGN AFFAIRS
SANDHEDEN OM CONGO
Politik
AF STEPHEN R. WEISSMAN
Hemmelige militæraktioner, en ivrig spion-chef og en myrdet pre-mierminister. Den amerikanske efterretningstjenestes rolle i Congo, efter at landet blev uafhængigt, er en tragisk fortælling om magt, skriver Stephen R. Weissman, forfatter og tidligere stabschef for
Afrika-komiteen i Repræsentanternes Hus, USA.
Congos overgang fra belgisk koloni til suveræn stat var ikke nogen køn affære.
Sovjetunionen og USA holdt begge skarpt øje med det mineralrige land i Afrikas hjerte, da Congo 30. juni 1960 fik sin uafhængighed under en demokratisk valgt regering, ledet af premierminister Patrice Lumumba. Den karis-matiske nationalist Lumumba stod i spidsen for det eneste parti i parlamentet, der havde støtter i hele landet – frem for bare i et område eller i en etnisk gruppe.
Men i løbet af få dage herefter gjorde Con-gos tropper oprør mod deres officerskorps, der udelukkende bestod af hvide (et levn fra kolonitiden), og begyndte at terrorisere den europæiske befolkning i landet. Belgien svarede igen ved at sende tropper, der skulle genbesætte landet og hjælpe Congos rigeste provins, Katanga (der blandt andet havde store kobber- og guldminer, som belgisk mine-industri var involveret i, red.), til at løsrive sig fra resten af landet.
USA afviste på sin side den nye congole-siske regerings bøn om hjælp og støttede i stedet en fredsbevarende FN-mission i håbet om, at det ville hindre congoleserne i at bede om støtte af sovjetisk militær. Men Lumumba ragede hurtigt uklar med FN, der ikke formå-
ede at drive de belgiske tropper ud af landet og sætte en stopper for Katanga-provinsens løsrivelse. Efter at have stillet en række ulti-matummer til FN, vendte Lumumba sig derfor mod Moskva og bad om hjælp – Moskva kvit-terede med at sende transportfly, der kunne flyve Lumumbas tropper ind i Katanga.
Og så var det, at den amerikanske rege-ring med daværende præsident Eisenhower (1953-61, red.) i spidsen besluttede at sende den amerikanske efterretningstjeneste CIA til Congo.
I de efterfølgende årtier hed det sig i den amerikanske udenrigspolitik, at den hemme-lige aktion i Congo var en veltilrettelagt suc-ces med få omkostninger. *
De, der deler dette synspunkt, roser den amerikanske regering for at have undgået en direkte militær konfrontation med Sovjetunio-nen og Kina samtidig med, at man fik afvær-get kommunisternes forsøg på at skaffe sig indflydelse på et afrikansk land af afgørende betydning. De anerkender, at CIA bidrog til Lumumbas nederlag, da denne tabte en magt-kamp til Joseph Mobutu, den pro-vestlige leder af Congos hær i september 1960. Men de fastholder, at selv om CIA planlagde at myrde Lumumba – og endda på et tidspunkt forsøgte
SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS
Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som ud-gives af den amerikan-ske tænketank Council on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, at vi bringer artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse.
>
51/
at få en rekrut til at forgifte hans tand-pasta eller hans mad – gjorde CIA det aldrig og havde ingen aktier i mordet på ham i januar 1961. *
I årenes løb har mange forskere og journalister sat spørgsmålstegn ved denne udlægning, og den offentlige mening er begyndt at følge trop. Men kritikken besværliggøres af en man-gel på officielle, dokumentariske be-viser. Det er imidlertid ikke så længe siden, at nye beviser er dukket op, og disse maler et langt mere dystert billede, end selv kritikerne havde fore-stillet sig. *
CIA havde en finger med i spillet i hvert eneste af Congos vigtigste politiske vendepunkter i denne pe-riode, og man sørgede for at have økonomiske og politiske forbindelser til samtlige regeringsledere. Og Law-rence Devlin, der var CIA’s lokale chef i Congo i hovedparten af perioden, havde direkte indflydelse på de be-givenheder, der førte til Lumumbas død. *
POLITISK LEGI begyndelsen var de hemmelige ame-rikanske operationer udelukkende politiske. Den amerikanske regering var bekymret for, om Lumumba var for upålidelig og for tæt på Sovjet, og at Congo, hvis han blev siddende på magten, kunne ende i et endnu større kaos og til sidst blive kommunistisk. Allen Dulles, daværende leder af CIA, telegraferede i august 1960 til CIA-kontoret i den congolesiske hovedstad Léopoldville: “Vi konkluderer, at det er en presserende og central opgave at løse, og at den under de givne omstændigheder bør have meget høj prioritet i vores hemmelige mission.”
CIA-kontoret i Léopoldville støt-tede derpå, i tæt samarbejde med det belgiske efterretningsvæsen, to oppositionssenatorer, der forsøgte at stable et mistillidsvotum på benene mod Lumumbas regering. Planen var, at Joseph Kasavubu, som var Congos præsident og Lumumbas rival, skulle opløse regeringen efter afstemnin-gen og udnævne en af senatorerne til ny premierminister. CIA finan-sierede også demonstrationer mod Lumumba, faglige protester og propa-ganda. Men Kasavubu var, opmuntret af belgierne, lige lovlig hurtig på af-trækkeren og afsatte Lumumba i fuld offentlighed to dage før afstemningen skulle finde sted.
Lumumba reagerede ved at nægte at trække sig og fortsatte med at styre parlamentet, som skulle godkende en ny regering. CIA-landechef Dev-lin fandt hurtigt en løsning på den fastlåste situation i skikkelse af den 29-årige øverstbefalende general Mobutu Sese Seko. Ved to lejligheder fortalte Mobutu Devlin, at han var på vej til at flytte tropper til hovedstaden, og han bad USA om at hjælpe sig med at bekæmpe Lumumba. Devlin indvil-ligede i at finansiere hans indsats og fortalte efterfølgende CIA-rapportø-rerne, at dette, som det formuleres i de nye offentliggjorte dokumenter om USA's udenrigspolitiske beslutninger, “var første skridt i planen om, at Mo-butu skulle overtage regeringsmag-ten”. Den 14. september erklærede Mobutu, at han suspenderede parla-mentet og forfatningen. Han fyrede
Lumumba og beholdt Kasavubu, men nu var det Mobutu, der styrede slagets gang ude fra kulisserne.
ET BEBUDET MORDCIA støttede straks Mobutu med flere penge, advarede ham om planlagte attentater og kom med anbefalinger til, hvem der kunne udnævnes til mi-nistre. Tjenesten rådede Mobutu til at afvise en forsoning med Lumumba og i stedet at arrestere ham og hans ledende samarbejdspartnere; råd som Mobutu beredvilligt tog imod.
Devlin blev ikke bare kassemester, men også et indflydelsesrigt de facto-medlem af den regering, han selv havde været med til at få indsat. Hans primære indgang var den såkaldte Binza-gruppe, en undergruppering blandt Mobutus allierede, opkaldt efter den Léopoldville-forstad, hvor
DIKTATOR. CONGOS ØVERSTBEFALENDE GENERAL I HÆREN, MOBUTU SESE SEKO, TABTE I FØRSTE OMGANG KAMPEN OM MAGTEN TIL LUMUMBA, MEN KOM MED CIA’S HJÆLP TIL MAGTEN I 1965 OG VAR ENERÅDIG PRÆSIDENT I 32 ÅR DEREFTER.
>FO
TO: A
BB
AS/
MA
GN
UM
/PO
LFO
TO
52/
de fleste af dem boede. Gruppen talte blandt andre Mobutus sikkerhedschef og hans udenrigs- og finansministre. I månederne efter kuppet rådførte gruppen sig med Devlin i de vigtig-ste politiske og militære spørgsmål, særligt de, der berørte Lumumba, som nu sad i husarrest, men under FN-beskyttelse. Gruppen fulgte stort set altid Devlins råd. *
14. januar 1961 modtog Devlin besked fra en regeringschef om, at Lumumba, der var flygtet fra sin FN-sikkerhedsvagt og var blevet taget til fange af Mobutus soldater, stod over
for at skulle overflyttes til den belgisk dominerede, separatistiske provins Syd Kasai, hvis leder havde sværget at ville slå Lumumba ihjel. Devlin af-lagde via telegraf rapport om den kri-tiske situation til CIA’s hovedkontor 17. januar, og nævnte ikke noget om, hvorvidt han havde protesteret mod planen. *
Men Devlin nøjedes ikke med at give grønt lys for overflytningen. Han sørgede også helt overlagt for at holde Washington hen – et særsyn i et hem-meligt program, der blev nøje styret af CIA, det amerikanske udenrigs-ministerium samt det nationale sik-kerhedsråd. Samme dag, som han fik beskeden om Lumumbas mulige flyt-ning, fik Devlin at vide, at udenrigs-ministeriet havde afvist hans og CIA-ledelsens indtrængende anmodninger om at bestikke en central congolesisk
garnison, der var på nippet til at gøre oprør for at få genindsat Lumumba. John F. Kennedy skulle indsættes som præsident seks dage senere, og uden-rigsministeriet betragtede forespørgs-len som en varm politisk kartoffel, der måtte afvente, at den nye regering tog stilling til sagen.
Da Devlin indså, at hans foretrukne metode til at blokere for Lumumbas comeback ikke kunne bruges, har han måske betragtet den forestående over-flytning som en lovende plan B. Men han vidste også, at hvis han fortalte le-delsen om planen, ville den konsultere udenrigsministeriet, der formentlig – taget i betragtning hvordan de havde reageret på hans seneste henvendelse – ville have betragtet overflytningen som noget, der skulle vendes med den nye regering. * Så selv om han kom-munikerede med sin ledelse om andre ting, tilbageholdt Devlin oplysninger om den planlagte overflytning i tre dage, indtil den næsten var en realitet.
I sidste øjeblik ændrede man pla-ner og sendte i stedet Lumumba til Katanga, den anden belgisk støttede, separatistiske provins, hvis magtfulde indenrigsminister gentagne gange havde krævet hans hoved på et fad. Da Devlins telegram nåede Washington den 17. januar, var Lumumba allerede skuddræbt i Katanga.
PARAMILITÆR STØTTEAttentatet på Lumumba satte dog ikke punktum for kampen om magten i Congo – det intensiverede den.
I august 1961 gik USA, efter pres fra FN og en pro-Lumumba-stat i Øst-congo, med til at det congolesiske par-lament skulle træde sammen igen og vælge en ny, national regering. Men CIA fik gennem bestikkelse sikret, at den nye regering blev ledet af efter-retningstjenestens allierede, Cyrille Adoula. *
Da Adoula var kommet til magten, udstyrede CIA ham med et pr-bureau, der skulle hjælpe ham med at styrke sit image i udlandet. CIA bestak også parlamentet, Binza-gruppen, en fag-forening og en sammenslutning af stammeledere for at skaffe opbakning til den nye leder. Imens fortsatte Dev-lin med at opføre sig som et medlem af regeringen. På Binza-gruppens foranledning overtalte han Adoula til ikke at komme med nogen indrøm-melser til sin vicepremierminister, der var lumumbist. Da Adoula bestemte
“CIA havde en finger med i spillet i hvert eneste af Congos vigtigste politiske vendepunkter.
>
53/
sig for at fyre Mobutu, fik Devlin ham overtalt til at lade være. *
Adoulas regering gjorde det ikke så godt, som man havde håbet på i Washington: Soldater blev tvunget til at leve af eget jordbrug, grådige embedsmænd plyndrede statskassen, og inflationen drænede den øvrige befolknings lønninger. Efter at Adoula i 1963 fjernede næsten alle de lumum-bistiske ministre og opløste parlamen-tet, drog lumumbisterne hjem til deres provinser og greb til våben.
I begyndelsen af 1964 havde deres oprør fejet hen over næsten halvdelen af landet. Foruroliget over oprøret be-sluttede Binza-gruppen og Kasavubu at udskifte Adoula med nogen, som de regnede med ville takle det mere effektivt: Moise Tshombe, den tidli-gere separatistiske leder i Katanga, hvis løsrivelsesregering havde myrdet Lumumba i 1961. CIA accepterede den nye situation og satte stammefolk, der støttede Tshombe og andre centrale politikere, på lønningslisten. Man tilføjede også en stor paramilitær ind-sats til sit politiske program i Congo.
Efterretningstjenesten udrustede Tshombes nye regering med et “øje-blikkeligt luftvåben” til at nedkæmpe de oprørere med, som på daværende tidspunkt modtog begrænset rådgiv-ning og økonomisk støtte fra Kina. Enheden, der primært var sammensat af amerikanske fly, styret af eksil-cubanere, gjorde det muligt for de hvide lejesoldater (flest sydafrikanere og rhodesere), som ledte den congo-lesiske regeringshær, at rykke frem. I august 1964 havde en national sik-
kerhedskomité givet grønt lys til en plan om at bruge 41 kamp- og trans-portfly og et mandskab på næsten 200 personer (cubansk flypersonale og europæere til driften på landjorden). I begyndelsen af 1965 supplerede CIA så kludetæppet med en lille flåde, også bemandet af eksil-cubanere, for at bremse forsendelserne af militært udstyr fra nabolandet Tanzania over Tanganyikasøen.
Den amerikanske regering gik ind i en særdeles blodig konflikt. Da de hvide lejesoldater og regerings-tropperne indtog områder, der var kontrolleret af oprørere, slagtede de både oprørere og civile i flæng. Selv om der ikke foregik nogen systema-tisk optælling af tab, vurderer man, at mindst 100.000 congolesere mistede livet i denne fase af krigen. Oprørerne dræbte omkring 300 amerikanere og europæere, som de havde taget som gidsler, da Stanleyville, oprørernes hovedstad, faldt.
MERE MAGT TIL MOBUTUI efteråret 1965 var det stort set lyk-kedes den congolesiske hær og dens udenlandske støtter at genvinde kontrollen over landet, men en anden trussel lurede om hjørnet: en stigende politisk rivalisering mellem præsi-dent Kasavubu og premierminister Tshombe. Både den amerikanske re-gering og Binza-gruppen frygtede, at konflikten mellem de to mænd ville få en af de to rivaler til at se sig om efter støtte hos nogle af de mere radikale afrikanske regimer. Da krisen skær-pede til, sagde Mobutu til Devlin, at han overvejede at iværksætte endnu et statskup for at få udskiftet både Ka-savubu og Tshombe, eller at finde en anden, ukendt løsning. Den 22. novem-ber reagerede USA ved at øge CIA’s økonomiske støtte til Mobutus officerer og ved at give Mobutu carte blanche til at gøre, hvad han fandt bedst.
I løbet af tre dage tog Mobutu mag-ten uden blodsudgydelser, et resultat som Devlin betegnede som “den bedst mulige løsning”. CIA’s reaktion bestod i at sende endnu flere penge, som Mobutu brugte på at bestikke centralt placerede officerer, politiske ledere og stammeoverhoveder. I løbet af 1966 og 1967 holdt CIA Mobutu orienteret om forskellige trusler mod hans regime, afslørede adskillige større komplotter (hvoraf et endte med, at de formodede gerningsmænd blev hængt offentligt). Og CIA’s hemmelige flyvevåben hjalp – sammen med åbenlys transporthjælp fra det amerikanske forsvarsministe-rium Pentagon – Mobutu med at af-værge to lejesoldat-styrede oprør.
I oktober 1966 smed Mobutu den amerikanske ambassadør ud af lan-det, fordi han ikke viste tilstrækkelig respekt for Mobutus nye, magtfulde position, og han holdt op med at bede om den månedlige økonomiske støtte fra CIA. To år senere ombestemte Mo-butu sig, bad atter CIA om flere penge – og fik dem. På det tidspunkt havde CIA lukket sit paramilitære program og begrænset sin finansiering på den politiske arena til fire nøglepersoner uden om Mobutu.
Nu, hvor der ikke var en lovlig op-position at kontrollere og heller ikke flere lumumbistiske oprørere eller pro-Tshombe-lejesoldater at bekæmpe, kunne støtten til Congo, set fra et amerikansk perspektiv, overgå til ude-lukkende at være af åbenlys militær og økonomisk karakter.
“CIA støttede Mobutu med flere penge, advarede ham om plan-lagte attentater og kom med anbefalinger til, hvem der kunne udnævnes til ministre. CIA rådede Mobutu til at afvise en forsoning med Lumumba og i stedet at arrestere ham og hans ledende samarbejdspartnere.
>
>
ELITEN MANGLEDE IKKE NOGET UNDER MOBUTU – HER ER TO FINE DAMER TIL LEGENDARISK BOKSEKAMP MED MUHAMMED ALI VS. GEORGE FORMAN I KINSHASA I 1974 – ET OPGØR SENERE KENDT SOM "RUMBLE IN THE JUNGLE".
FOTO
: AB
BA
S/M
AG
NU
M/P
OLF
OTO
(TV
) &
E-T
YPES
-DA
ILY(
TH)
54/
KUP
BØDE
CONGO-NOPOLY
Du er blevet afsat som premier-
minister og skal vente en omgang
Din hær er for svag. Betal 500 point til CIA for
paramilitær hjælp. Parkér gratis her
Spillet, hvor du kan gøre gode politiske handler
LUMUMBA 50 SOVJET 600 DEVLIN 1000DU
LLES
600
RIVA
L-AFG
IFT 3
00TS
HOMB
E 400
FN 10
0MC
BRID
E 200
KASAVUBU 300BELGIEN 300CHANCEN
CHANCENMOBUTU 700
KINA 400ADOULA 300
RIVAL-AFGIFT 300
STARTModtag 1.000
point i bestikkelse fra CIA, når du
passerer.
55/
NÅR SKADEN ER SKETDesværre er det fulde billede af CIA’s engagement i Congo stadig sløret.* Alligevel er det tydeligt, at CIA’s programmer i 1960’erne forvrængede congolesisk politik i årtierne, der fulgte. Dermed ikke sagt, at Congo uden USA's indblanding ville have fået en repræsentativ regering efter vestligt forbillede. Men selv i en region med masser af diktaturer har landet skilt sig ud ved at være ekstremt dysfunktionelt. Siden CIA’s intervention har Congos ledere ud-mærket sig ved en unik kombination af karaktertræk: spinkel politisk legitimitet, begrænset lederevne og en så omfattende korruption, at den udhuler både institutioner og nor-mer. Disse træk har i årene efter den hemmelige amerikanske aktion ført til økonomisk katastrofe, tilbageven-dende politisk ustabilitet og vestlig militær invasion.
Først i 1997 fik oprørere ledet af tidligere lumumbister og støttet af militære styrker fra Rwanda, Uganda og Angola omsider væltet Mobutu, hvilket førte til en regional krig i det efterfølgende årti, som endte med at koste mere end tre en halv million mennesker livet.
Selvfølgelig var Mobutu hjernen bag alt dette. Men taget i betragtning, at han aldrig ville have været i stand til at fastholde sin magt, hvis det ikke havde været for de CIA-penge, han
videreekspederede til sine allierede – hvilket han også selv indrømmede over for CIA – så må USA også påtage sig en del af ansvaret. Læg dertil at CIA’s foretrukne metoder – nemlig brug af bestikkelse og anvendelse af fremmede styrker – har været en lære-bog i uansvarlig regeringsførelse.
Mobutu og hans kammerater var aldrig nødt til at bejle til den brede
offentligheds gunst eller skabe sig en reel politisk base, for de kunne læne sig op ad den amerikanske tjenestes korrupte praksis, og de havde heller ikke noget incitament til at forvalte statens økonomiske ressourcer for-nuftigt. Og da Mobutu kunne regne med CIA’s paramilitære støtte, var det
“Jeg tror ikke, at der er noget, der kan bremse dette letsindige præsidentielle forbrug, for Mobutu er åbenbart svulmet op med soufflé-agtig svulstig-hed. Det er mit indtryk, at det vil udløse øjeblikkelig vrede at henlede hans opmærksomhed på det risikable i dette.
Robert McBride, USA’s ambassadør i Congo, 1969
heller ikke nødvendigt for ham at ud-vikle et blot minimalt velfungerende militær.
Selv om det lykkedes Mobutu at blive udnævnt til hærchef i det kaos, der herskede omkring uafhængighe-den, var han ude af stand til at lede en hær. Det stod klart i 1964, da hans hær, ifølge den daværende amerikan-ske viceudenrigsminister Averell Har-riman, beviste sin uduelighed: Den var ude af stand til at forsvare nøgle-områder uden hjælp fra udenlandske lejesoldater.
Til gengæld havde Mobutu et veludviklet talent for noget, ameri-kanerne havde lært ham: at smiske sig til bestikkelse. Det lykkedes ham tilmed to gange at overtale Devlin til at dække nogle udgifter til hæren, som han hævdede at have brugt på ureglementerede udgifter eller CIA-formål ved at argumentere med, at hvis hans rivaler opdagede penge-misbruget, ville de måske anklage ham for korruption.
Amerikanske embedsmænd uden for CIA havde længe kendt til Mobu-tus brister. * Den daværende ameri-kanske ambassadør i Congo, Robert McBride, betegnede Mobutu som “irrationel” og “stærkt ustabil”. Præ-sident Lyndon Johnsons sikkerheds-rådgiver, Walt Rostow, kaldte ham “en irriterende og ofte dum” mand, der “kan være grusom, grænsende til det umenneskelige”. I 1968 sendte McBride et telegram til det amerikan-ske udenrigsministerium, hvor han noterede sig præsidentens nye luksus-fly, hans planer om at anlægge parker efter Versailles-forbillede, tanker om at bygge en kopi af Peterskirken i hver af Congos tre største byer og hans anskaffelse af en ferievilla i Schweiz. McBride konkluderede:
“Jeg tror ikke, at der er noget, der kan bremse dette letsindige præsidentielle forbrug, for Mobutu er åbenbart svulmet op med soufflé-agtig svulstighed. Det er mit indtryk, at det vil udløse øjeblikkelig vrede at henlede hans opmærksomhed på det risikable i dette. Men jeg følte, at en kortfattet rapport om dette beklage-lige fænomen var nødvendig at lave, fordi det efter min opfattelse er Con-gos alvorligste problem lige nu, og skylden er præsidentens, da de ukon-trollerbare udgifter stammer direkte fra ham. Det forekom mig desuden, at det kan have indflydelse på den po-AMERIKANERNE STØTTEDE MOBUTO I ÅREVIS TRODS ADVARSLER.
HER ER HAN PÅ BESØG HOS USA'S TIDLIGERE PRÆSIDENT REAGAN I 1983.
>FO
TO: C
HA
RLE
S TA
SNA
DI/
POLF
OTO
(TV
) &
IAN
BER
RY/
MA
GN
UM
/PO
LFO
TO (
TH)
56/
litik, som USA fører over for Congos nuværende styre.”
VORES MANDHvad McBride tilsyneladende ikke var klar over, var, at otte års hemmelige aktioner i høj grad havde udelukket en-hver anden form for amerikansk politik – såvel på det tidspunkt som senere. CIA havde ikke alene fostret et dikta-tur, det havde også givet det stemplet “made in America” til brug for fremti-dige beslutningstagere i den amerikan-ske regering. Mens Mobutus regering slingrede af sted fra krise til krise, nød den fortsat godt af økonomisk og mili-tær støtte fra USA og Vesten.
Mange medlemmer af den ameri-kanske kongres og systemkritikere i Udenrigsministeriet havde gennem årene indtrængende opfordret den amerikanske regering til at presse på for at få lavet økonomiske og politiske reformer i det land, som Mobutu i 1971 havde omdøbt til Zaire. Lykkedes det ikke, skulle man lægge afstand til Mobutu og i stedet opdyrke politiske bånd til oppositionen, sagde de. Da Den Kolde Krig sluttede, lukkede kon-gressen omsider ned for den militære og ikke-humanitære støtte. Men efter-følgende, da regimet var ved at bukke under for sine dødskramper, kunne de amerikanske embedsmænd alligevel ikke få sig selv til at slå hånden af det og støtte den fredelige, demokratiske overgang, som den voksende opposi-tion ønskede.
At klynge sig til en diktator, man har et livslangt venskab med, også når vedkommendes fejl og mangler bliver stadig mere risikable for amerikanske interesser, er en velkendt patologi i amerikansk udenrigspolitik. I Congos tilfælde var forholdet skabt og frem-elsket af en hemmelig CIA-aktion. Dette udstyrede forholdet med en særlig aura af intimitet, der blandt an-det kom til udtryk i den besidderiske sprogbrug, som amerikanske embeds-mænd brugte, når de omtalte Mobutu. For Devlin blev Mobutu “stort set vo-res eneste anker op mod vinden”. Un-der den eskalerende konflikt mellem Kasavubu og Tshombe skrev Harold Saunders, et medlem af det nationale sikkerhedsråd, at Mobutu var den eneste, der burde løse konflikten – om nødvendigt med militære midler – for “han er allerede vores mand”. *
Hemmelige aktioner har afsted-kommet en congolesisk regering, der
i grove træk støttede USA's udenrigs-politik, men de har belastet det ame-rikanske diplomati i Afrika i årtier. Særligt kuppet mod og drabet på Lu-mumba og støtten til Tshombes hvide lejesoldater harmede afrikanske na-tionalister og kølnede USA's forhold til mange vigtige lande, blandt andet Algeriet, Ghana, Kenya og Tanzania; disse handlinger gjorde også friheds-bevægelser i Angola, Mozambique, Sydafrika og Zimbabwe vrede. *
ET KOMMUNISTISK CONGO?Grundlaget for CIA’s indgriben i Congo var en alt for overdrevet ana-lyse af den kommunistiske trussel. Congo-forskere har længe været skeptiske over for teorien om, at hvis Lumumba var blevet siddende på magten, ville hans regering være fal-det i hænderne på Sovjetunionen eller Kina. Dengang havde selv visse ame-rikanske embedsmænd deres tvivl.
I 1962, kort efter at han trak sig som chef for CIA, indrømmede Allen Dulles: “Jeg tror, at vi overvurderede truslen fra Sovjet, for eksempel i Congo”. *
Skeptikerne havde ret: Lumumba havde aldrig været kommunist, og han ville ikke have givet efter for udenlandsk dominans. Han og hans tilhængere havde trådt deres politiske barnesko i kampen mod kolonialis-men og fandt enhver form for ekstern dominans uacceptabel. De var langt mere interesserede i alliancefrihed, og de udlændinge, de identificerede sig med, var andre uafhængige afrikanske ledere, ikke Khrusjtjov (Sovjetunio-nens ministerpræsident 1958-64, red.) eller Mao (Præsident i Folkerepu-blikken Kina 1949-76).
Lumumba og hans tilhængere forstod også, at den kommunistiske verden aldrig ville kunne erstatte den massive europæiske investering og de 10.000 belgiske teknikere, der ud-gjorde fundamentet i Congos vestligt orienterede økonomi. *
Når man ser tilbage på begiven-hederne i dag, er det tydeligt, at de amerikanske embedsmænd, der dengang formede Congo-politikken på uhensigtsmæssig vis, projicerede deres egne erfaringer fra Den Kolde Krig i Europa, Asien og Latinamerika over på Afrika, hvor omstændighe-derne var fuldstændig anderledes. I Congo havde der ikke været nogen sovjetisk militær besættelse og ikke
noget marxistisk eller kommunistisk parti eller kadrer af betydning. Tra-gisk nok afviste den amerikanske re-gering en alternativ politik: nemlig at indlede en diplomatisk forbindelse til Lumumba og hans efterfølgere som et led i en bred indsats for at holde Den Kolde Krig ude af Congo. I ste-det udpegede man Mobutu og andre medlemmer af Binza-gruppen som Belgiens arvtagere.
Utålmodig og uerfaren som han var, var Lumumba alligevel det bedste bud på en vellykket postkolonial pe-riode. Der er al mulig grund til at tro, at et samarbejde med ham og andre spirende demokratiske kræfter havde tjent både USA og Congo bedre.
Oversat af Julie Top-Nørgaard. Læs hele artiklen på dansk i Udviklings app.
Teksten er en forkortet udgave af artik-len What really happened in Congo bragt i Foreign Affairs’ juli/august-nummer 2014. Udeladelser er markeret med *
Reprinted by permission of Foreign Af-fairs, July/August 2014, Vol. 93, No. 4. Copyright 2014 by the Council on Foreign Relations, Inc.
Stephen E. WeissmanEr forfatter til bogen ameri-can Foreign policy in the congo 1960–1964 og tidligere stabs-
chef for Afrika-komiteen i Repræsentan-ternes Hus i USA's Kongres.
“UN WILL EXTERMINATE YOU.” ANTI-FN-PAMFLETTER MOD FN'S FREDSBEVARENDE STYRKER BLEV UDDELT I ELISABETH- VILLE I 1961 EFTER MORDET PÅ LUMUMBA.
57/
VÆRKER FRA VERDENKUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING.
MOR OG SØN
58/
MOR OG SØN
Mens Egypten går igennem oprør og forandringer, har den algeriske fotograf Denis Dail-leux (f. 1958) rettet blikket mod noget uforanderligt: kærlig-heden mellem mor og søn.
I hans serie, der blev nomi-neret til World Press Photo 2013, poserer egyptiske bo-dybuildere med deres mødre. At være stærk og muskuløs er noget, mange egyptere stræber efter – og har man en bodybuilder i familien, er det ofte en kilde til stor stolthed og ære.
Se hele serien på:www.denisdailleux.com
59/
CHRISTIAN FRIIS BACH, 48, er tiltrådt po-sten som undergeneral-sekretær i FN, som leder
af FN’s økonomiske kommission for Europa (UNECE). Den tidligere udviklingsminister er adjungeret professor i international økonomi og har været international chef for Folkekirkens Nødhjælp.
JAKOB KIRKEMANN BOESEN, 40, er ny in-ternational chef i Mel-lemfolkeligt Samvirke.
Han er uddannet antropolog og kommer fra en stilling som leder af Institut for Menneskerettigheders (IMR) afdeling for Civilsamfund og Deltagelse.
ELLEN MARGRETHE LØJ, 65, er udpeget til særlig repræsentant og leder for FN's mission
i Sydsudan (UNMISS). Hun har tidligere været særlig repræsentant for FN’s generalsekretær i Liberia og har været Danmarks faste re-præsentant i FN samt ambassadør i Tjekkiet og Israel.
ØJVIND KYRØ, 61, er tildelt danske globale journalisters hæderspris, Nairobi-prisen. Den
erfarne journalist har i 30 år været i 70 lande og dækket konflikter i hele verden gennem artikler, radioind-slag, film og bøger.
SIGNE BYRGE SØ-RENSEN, 44, er tildelt Timbuktu-prisen for kritisk u-landsjournali-
stik. Filmproduceren stod bag den Oscar-nominerede film The Act of Killing om folkemordet i Indone-sien og har tidligere lavet film fra Afrika, Asien og Sydamerika.
DER RYKKER
Han er blevet kaldt en af ver-dens mest respekterede diplomater. Han er populær, dygtig og kendt som en vigtig fortaler for både men-neskerettigheder og international retfærdighed. Han spillede da også en afgørende rolle i skabelsen af Den in-ternationale straffedomstol i Haag. Nå ja, og så er han prins af Jordan.
Det er ikke hr. hvem som helst, der fra september kan sætte sig i stolen som menneskerettighedskommissær i FN.
50-årige prins Zeid Ra'ad Zeid Al-Hussein har i løbet af sin karriere været på fredsbevarende opgaver på Balkan i FN-regi, arbejdet som råd-giver for tidligere generalsekretær Kofi Annan og siden år 2000 været Jordans FN-ambassadør – kun afbrudt af de tre år, fra 2007-2010, hvor han var ambassadør i USA og Mexico for Jordan.
Efter alt at dømme får prinsen brug for al sin erfaring i sit nye embede.
KRÆVENDE POSTFra sit kontor i Genève skal den kommende kommissær lede FN's
AF GERD KIEFFER
Sekretariat for menneskerettigheder, (OHCHR), der har haft konstant vok-seværk i både størrelse, indflydelse og forpligtelser siden sin stiftelse i 1993. Samtidig skal han lære at mestre den svære balancegang mellem på den ene side at understøtte kravene fra FN's politisk drevne Menneskerettig-hedsråd, og på den anden at rappor-tere selvstændigt og uafhængigt til generalsekretæren og kunne råbe op – også når det er ubelejligt for FN.
I sin sidste tale til Menneskeret-tighedsrådet kom prinsens forgænger på posten, tamilsk sydafrikanske Navi Pillay, med et par rettesnore, han sik-kert kan have gavn af at følge.
Den afgående menneskerettig-hedskommissær understregede nem-lig nødvendigheden af at beskytte OHCHR mod finansielle og politiske begrænsninger. For kun gennem inte-gritet og frihed fra politisk indflydelse kan sekretariatet bibeholde sin auto-ritative status i menneskerettigheds-sammenhæng.
Prins Zeid Ra'ad Zeid Al-Hussein bliver den syvende i rækken af men-neskerettighedskommissærer. •
NYT OM NAVNENAVNE
Prinsen af menneske- rettighederPrins Zeid Ra’ad Zeid Al-Hussein af Jordan er udnævnt til FN's nye menneskerettigheds-kommissær.
60/
ASIATISK PLADSKORT NYT OM DANIDA
AKTUELT• Handels- og udviklingsminister
Mogens Jensen var i august måned på rundrejse i Østafrika med første stop i Kenyas hovedstad, Nairobi.
• Irak: Regeringen har afsat to mio. kr. til akut nødhjælp til de internt fordrevne flygtninge i Irak. Pengene går til Dansk Flygtningehjælp, som igangsætter en akut nødhjælpsind-sats for at sikre mad og vand til internt fordrevne civile. Dermed har Danmark i 2014 bidraget med i alt 30 mio. kr. til humanitære indsatser i Irak.
• Gaza: Som følge af den eskalerede konflikt og forværring i den humani-tære situation i Gaza har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen ekstraordinært bevilliget 11 mio.kr., der skal gå til bl.a. vandforsyning, me-dicin og beskyttelse af civile i Gaza.
• Nye ambassader: Udenrigsmini-steriet lancerede i januar 2014 en reform af den danske udenrigstjene-ste, der bl.a. indebærer, at Danmark den 1. august åbnede ambassader i Nigeria, Filippinerne, Colombia og Myanmar (Burma) og et handels-kontor i Lagos i Nigeria.
• København er blevet udpeget som vært for det internationale topmøde Women Deliver 2016 Global Confe-rence, som afholdes maj 2016.
UDGIVELSER• Politik for dansk støtte til civilsam-
fundet. Erstatter den tidl. civilsam-fundsstrategi fra 2008.
• Danidas årsrapport 2014. Kun elek-tronisk. Dansk og engelsk version.
www.danida-publikationer.dk
NYE HJEMMESIDER• Gennemsigtighed: Udenrigsmi-
nisteriet har nu – i lighed med en række andre europæiske donorer – lanceret en hjemmeside, der giver klar og let tilgængelige data om Danmarks statlige udviklingssam-arbejde
www.openaid.dk
• Tværfagligt: Der er nu offentliggjort et omfattende undervisningsweb-site til dokumentarfilmen The Act of Killing. Websitet består af under-visningsmateriale i fagene dansk, mediefag, historie, psykologi og filosofi, og er målrettet undervisning på gymnasiale uddannelser. Produk-tion: Final Cut for Real med støttet af Danida.
www.theactofkilling.dk/undervisning
EVALUERINGERI løbet af efteråret 2014 forventes tre evalueringer offentliggjort:
• Evalueringen af Freds- og Stabilise-ringsrammen vil blive offentliggjort i slutningen af september 2014.
• Evaluering af Danidas Business-to-Business program vil blive offentlig-gjort i oktober måned.
• Evaluering af Business Advocacy Challenge Fund i Ghana: Fokuserer på erfaringer med støtte til privat-sektororganisationers fortalervirk-somhed i Ghana. Forventes ligele-des offentliggjort i oktober måned.
www.evaluering.dk
REJSESTIPENDIER ETC.• Ansøgningsfrist for oplysningspro-
jekter og u-lands-tv-puljen: 8. sep-tember 2014.
• For rejsestipendier og omvendte rej-sestipendier: 22. september 2014.
www.oplysningsbevillingen.dk
NYE BEVILLINGERDanidas eksterne bevillingskomité har på sit møde den 17.6. indstillet føl-gende aktiviteter til støtte:
• Joint civil society SRHR (Sexual and Reproductive Health and Rights) advocacy fund – 167,2 mio. kr.
• Contribution to the International Monetary Fund’s (IMF) Poverty Re-duction and Growth Trust (PRGT) – 120 mio. kr.
• Myanmar Quality Basic Education Programme (QBEP) – 20 mio. kr.
RETTELSEForkert foto. Portrætbilledet til artik-len Den sidste omfavnelse på side 53 i Udvikling nr. 3 viser ikke den bang-ladeshiske fotograf Taslima Akhter, men, ved en fejl, hendes landsmand forfatteren Taslima Nasrin.
Her er det korrekte foto af Taslima Akhter, der har taget billedet af to anonyme dødsofre fra Rana Plaza-tragedien.
61/
IndVikling
CLINTON VEJER 900 KILO
AF STEFAN KATIĆ, PRISTINA
Den amerikanske hovedstad Washington DC er pakket med natio-nale monumenter og skulpturer i hvid marmor. Men ingen af dem forestiller en eks-præsident, der lever og ånder i bedste velgående.
Der findes dog en enkelt statue af en lyslevende, amerikansk ex-præsident, nemlig af Bill Clinton, USA's præsident gennem to perioder (1993-2001). Det er dog hverken i den amerikanske regeringsby eller i Clin-tons fødestat Arkansas, hvor han over to gange var guvernør, at man er kom-met på den tanke at rejse en statue af William Jefferson Clinton.
Nej, faktisk skal vi snurre globussen en halv omgang og finde et lille land,
Da Bill Clintons embedsperiode sluttede i 2001, var det en noget bulet og slidt præsident, der gik af. Men ét sted på kloden funkler Clintons stjerne på fuld kraft.
hvor Clinton og USA nyder en uhyre popularitet. Bemærkelsesværdigt nok en nation, hvor op mod 80 procent af befolkningen er muslimer: Kosovo, Europas yngste selvstændige nation.
Det er i Pristina, hovedstaden i den lille Balkan-nation, at man finder den tre meter høj og 900 kilo tunge, for-gyldte statue af De forenede Staters 42. præsident. Den viser Bill Clinton i fuld figur med venstre arm er hævet. I højre hånd bærer Clinton en mappe med sit navn og datoen 24. marts 1999 – dagen, hvor NATO begyndte bombardementerne af Jugoslavien, som Kosovo forsøgte at vride sig fri af. Et militært indgreb, som Clinton-regeringen var hovedarkitekt bag.
Kritikere har siden påpeget, at NATO-interventionen kom belejligt til at lukke mediernes fokus på Mo-nica Lewinsky-skandalen. At den mi-litære operation ikke var godkendt af FN’s sikkerhedsråd. At bombningen af Beograd også ramte en række civile mål, herunder den kinesiske ambas-sade, som lå lige ved siden af det jugoslaviske forsvarsministerium. Og at angrebet gav fornyet støtte til Jugo-slaviens præsident Milošević.
Bottom line er, at NATO-angrebet førte til en tilbagetrækning af jugosla-viske tropper fra Kosovo-provinsen, tvang serberne til forhandlingsbordet – og på sigt banede vejen for Kosovos uafhængighed af Serbien i februar 2008.
HVAD SKAL MAN SIGE…Clinton fik i øvrigt æren at afsløre statuen af sig selv under et besøg i Pristina i november 2009. Det kan for-modentligt være svært at finde ud af, hvad der egentlig er passende at sige, når man nu står og skal afsløre en statue af sig selv. Clinton citeres i al fald for følgende måske ikke voldsomt originale ord:
"I never expected that anywhere, someone would make such a big sta-tue of me," (Jeg havde aldrig forventet, at der noget sted ville være nogen, der ville lave sådan en stor statue af mig)" ifølge en AP-artikel i netavisen Daily News America.
“Klinton” er siden slut-90’erne er blevet et populært drengenavn i Kosovo. Men det er ikke kun Clinton, der er populær – det er USA også. Det faste flag-sæt på offentlige kontorer består af potpourriet: Kosovo, broder-landet Albanien, USA, NATO og må-ske Tyskland eller Storbritannien.
Kommer du forbi Pristina, så slå et smut forbi Clinton-statuen. Og hvor finder man så den?
På Bulevardi Bill Klinton, naturlig-vis – en af byens hovedfærdselsårer. Et stenhuggerfirma samme steds hedder også Bill Clinton. •
“I never expected that anywhere, someone would make such a big statue of me.
Bill Clinton, amerikansk ex-præsident
FOTO
: AR
MEN
D N
IMA
NI/
AFP
/SC
AN
PIX
62/
Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet. Vores nye app-version af magasinet åbner op for nye måder at fortælle
historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografi k.
God fornøjelse!
Download app'en gratis – søg efter Udvikling på:
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
FÅ UDVIKLING SOM APP
KRIMINELKÆRLIGHED
Glem kvinderne — seksuelle minoriteter er den nye globale kampplads
>>
Al henvendelse: Rosendahl-Schultz Distribution, Herstedvang 10, DK-2620 Albertslund, id-nr.: 42328
