U.1937.316H

A, der påkørte telefonpæl, måtte foruden materialer til reparation betale arbejdsløn til telefonselskabets faste personale. Automobiler V - Erstatning VII. Antaget at en Automobilist A, der havde paakørt og knækket en Telefonstang, maatte betale Telefonselskabet T ikke blot Udgifterne til Materiel til Skadens Udbedring m m, men ogsaa beregnet Arbejdsløn til T's fastansatte og fastlønnede Personale, idet A var pligtig at erstatte T den dette tilføjede direkte Skade, og det af T beregnede Beløb, efter hvad der var Enighed om, ikke oversteg hvad der med Rimelighed maatte medgaa til Istandsættelsen. 1)

H. D. 16. Februar 1937 i sag 189/1936 *)Jydsk Telefon A/S (Højesteretssagfører David) mod Vognmand Ejner Jensen (Højesteretssagfører Gorrissen).

Nørresundby Købstads Rets Dom 3 April 1936.

Under nærværende Sag har Sagsøgeren, Jydsk Telefon A/S, Aarhus, gjort gældende, at Sagsøgte, Vognmand Ejner Jensen, Tylstrup, den 23 September 1935 paakørte en dem tilhørende Telefonstang paa >> 317 >> Landevejen Hjørring-Aalborg ved Sulsted, saaledes at Stangen maatte udskiftes, og har i den Anledning oprindelig paastaaet Sagsøgte dømt til Betaling af:

1. Materialer Kr 44,45

2.Kørsel, 37 km á 33 Øre

Kr 12,21

3. Arbejdsløn Kr 73,17

Kr 129.83,

med Renter 5 pCt p a fra 24 Februar 1936 til Betaling sker, men har ved Domsforhandlingen nedsat Paastanden til kun at angaa det under 3 nævnte Beløb Kr 73,17, idet Sagsøgtes Forsikringsselskab har betalt de to førstnævnte Poster.

Sagsøgte har paastaaet Frifindelse, idet han har gjort gældende, at da Arbejdet med Udskiftningen af Telefonstangen er udført af Sagsøgernes fast ansatte Arbejdere, kan der ikke tilkomme dem Godtgørelse for Arbejdslønnen til disse.

Sagsøgeren har oplyst, at det omhandlede Beløb fremkommer saaledes:

1.

Overmontør: fast aarlig Løn Kr 4078,80, fast Løn pr Time Kr 1,70, hvilket giver for 8 Timer, som er medgaaet til

13.60

Arbejde

2.

4 Telefonmestre á aarligt Kr 3619,80 pr Time Kr 1,51 for 8 Timer hver Kr 12,08, tilsammen

Kr 48,32

Kr 61,92

3.Udepenge for 5 Mand á Kr 2.25

Kr 11,25

Kr 73,17.

De har derhos gjort gældende, at da der aarligt sker et stort Antal Paakørsler paa Selskabets Materiale - i Aaret 1 Oktober 1934-1 Oktober 1935 saaledes 96 Tilfælde til Beløb 6124 Kr - har det været nødvendigt for Selskabet at lønne et særskilt uddannet Ekstramandskab til hurtigt Udbedring af de skete Skader, 2) og at da Skadernes Indtræden skyldes udefra kommende Omstændigheder, over hvilket Selskabet ikke er Herre, maa det være berettiget at kræve, at den enkelte Skadevolder tilsvarer dem en Andel i Udgifterne ved at en Styrke holdes disponibel til Udbedring af indtrufne Skader, beregnet efter den Tid, som Udbedringen af den in concreto indtrufne Skade tager.

Da imidlertid Lønningen til den omhandlede Arbejdsstyrke afholdes som en Andel af Sagsøgerens Generalomkostninger med et fast aarligt Beløb uafhængig af, om der i det enkelte Aar indtræffer flere eller færre Skader, kan den i nærværende Tilfælde Sagsøgte beregnede Andel i disse Udgifter ikke betragtes som en Sagsøgerne ved Paakørslen i retlig Forstand forvoldt Udgift, hvilket derimod maa siges at være Tilfældet med de beregnede Udepenge.

Herefter vil Sagsøgte være at dømme til Betaling af Kr 11,25 og Renter som paastaaet.

Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at burde ophæves. - - -

>> 318 >> Vestre Landsrets Dom 29 Maj 1936

- - - Ved de foreliggende Oplysninger findes det ikke godtgjort af Appellanterne, at der bortset fra »Udepengene« 11 Kr 25 Øre, er forvoldt dem nogen virkelig og særlig Udgift til Lønninger i Anledning af Paakørslen.

Herefter vil Underretsdommen i Overensstemmelse med Indstævntes Paastand være at stadfæste.

Til Indstævnte vil Appellanterne have at betale Sagens Omkostninger her for Retten med 75 Kr. - - -

Højesterets DomDen i denne Sag af Vestre Landsret afsagte Dom er med Justitsministeriets Tilladelse paaanket til Højesteret.

Det maa paahvile Indstævnte at erstatte Appellanten den denne tilføjede direkte Skade, og idet det af Appellanten beregnede Beløb, efter hvad Parterne er enige om, ikke overstiger, hvad der med Rimelighed maatte medgaa til Istandsættelsen, vil Appellantens Paastand være at tage til Følge.

Sagens Omkostninger for alle Retter findes Indstævnte at burde betale til Appellanten med 500 Kroner.

Thi kendes for Ret:Indstævnte, Vognmand Ejner Jensen, bør til Appellanten, Jydsk Telefon A/S, betale 73 Kroner 17

Øre med Renter heraf 5 pCt aarlig fra den 24 Februar 1936 til Betaling sker samt Sagens Omkostninger for alle Retter med 500 Kroner.Det idømte at udrede inden 15 Dage efter denne Højesteretsdoms Afsigelse.

U.1960.932

Skib erstatningsansvarlig for påsejling af bro. Udmåling af erstatning, herunder driftstab for D.S.B. og en privatbane. Et stort, meget højtliggende og let skib, der under vindbyger på tværs ved passage af jernbanebroen over Limfjorden mellem Ålborg og Nørresundby påsejlede broen, anset ansvarlig for den broen påførte skade, idet der ikke var taget fornøden højde for vinden og iøvrigt ikke udvist den efter situationen påkrævede forsigtighed ved manøvreringen. - Der tilkendtes broens ejer, Ministeriet for offentlige Arbejder, og en privatbane, som efter overenskomst med statsbanerne havde befordringsret over broen, erstatning både for direkte og indirekte tab, men den krævede erstatning nedsattes skønsmæssigt ud fra det synspunkt, at der skulle erstattes sandsynliggjort fragttab ved ikke-gennemførelse af transport over broen i reparationstiden og ikke de ekstraudgifter til meget betydelige beløb, som de skadelidte havde haft ved omdirigering m. m. af gods og personer over Thisted uden forsøg på at afkræve kunderne nogen dækning af disse ekstraudgifter.Det sagsøgte i s. s. 45/1955 Ministeriet for offentlige Arbejder (lrs. Axel Schmidt) mod Mc. Cormack Lines Inc., (lrs. Fich) - og i s. s. 10/1956 - Fjerritslev - Nørre Sundby - Frederikshavn Jernbane (lrs. Axel Schmidt) mod samme (lrs. Fieh) - tilhørende s/s "Mormaefir" påsejlede den 20. februar 1955 kl. 7,16 jernbanebroen over Limfjorden mellem Alborg og Nørresundby. Skibet gik i ballast østover efter at have losset en ladning kul ved Dansk Andels-Cementfabriks kaj i Lindholm. Påsejlingen skete derved, at skibets kommandobros styrbords side under passagen af broåbningen greb fat i den hævede broklap på broens sydlige side og vred denne ud af stilling. Der tilføjedes ved kollisionen broen stor skade, som medførte, at broen blev sat ud af funktion i tiden indtil den 22. marts 1955. Sagsøgerne gjorde under sagen gældende, at sagsøgte var ansvarlig for skaden og påstod sagsøgte dømt til at betale henholdsvis 841.713 kr. 04 øre og 99.258 kr. 31 øre. Sagsøgte bestred at være ansvarlig for skaden og påstod principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et efter rettens skøn fastsat mindre beløb, idet sagsøgte bestred størrelsen af den af sagsøgerne krævede erstatning.

Reparation af broen .......................... 185.247 kr. 97 øreErstatning for forøgede driftsudgifter:I. Statsbane-særtogskørsel som følgeaf trafikomlægninger beregnet efterkilometertal 4 kr. 63 øre pr. km fordamptog og 1 kr. 29 øre for motortog ........ 188.123 - 00 -II. Befordringsafgifter til privatbanernefor kørsel Nørresundby-Fjerritslev-Thistedog omvendt beregnet til 4 øre kr. km ......... 286.054 - 00 ---------------------- >> 933 >> Overføres .... 659.424 kr. 97 øreOverført .... 659.421 kr. 97 øreIII. Ekstraudgifter på stationer ogmaskindepoter ................................ 92.250 - 00 -IV. Bilkørsel mellem Aalborg og Nørresundbydels af personer, dels af gods ............... 48.210 - 00 -V. Ekstraudgifter ved færgetjenesten:a. Danske statsbaners d/f "Glyngøre"på vej mod Nykøbing M. for oplægning

måtte i bemandet stand forblive iAalborg i tiden 21. februar til15. marts, hvorved opstod forøgedeudgifter til personale, kul, oliem. v ........................ 24.840 kr. 00 øreb. Statsisbryderen"Valdemar" måtteindsættes påSallingsund-overfarteni tiden 5.marts til 14.marts. Udgiftenved istjenestensleje afbugserselskabetGoliath'sm/s "Albert" itiden 6. martstil 13. marts 21.500 kr. 00 øreFragår D. S.B.s udgifteri tilfældeaf, at d/f"Glyngøre"havde udførtsejladsen påSallingsund-overfarten itiden 5.marts til14. marts1955 ........ 14.130 - 00 - 7.370 - 00 - 32.210 - 00 ----------------------------------- -------------------832.094 kr. 97 øre-------------------med fradrag af indvundne materialer .......... 974 - 63 --------------------831.120 kr. 34 ørehvortil kommer ekstraordinære udgifter vedposthusene i Aalborg, Frederikshavn og Hjørring 10.592 - 70 --------------------841.713 kr. 04 øre

Privatbanen opgjorde sit krav efter lignende synspunkter.

Medens sagsøgte akcepterede de af ministeriet opgjorte udgifter til istandsættelse af broen, 185.247 kr. 97 øre, kunne sagsøgte ikke anerkende kravene om godtgørelse for de forøgede driftsomkostninger, for ministeriets vedkommende ialt 656.465 kr. 07 øre, ved omlægning af befordring af gods over Thisted, idet sagsøgte hævdede, at dette tab ikke kunne anses for adækvat tab, hvilket i særlig grad gjaldt de krævede beløb for ekstraudgifter ved færgetjenesten og postvæsenet.

Sagsøgte gjorde endvidere gældende, at der ikke forelå fornødent bevis for, at D.S.B. havde gjort, hvad der kunne gøres, for at begrænse tabet. Sagsøgeren kunne have aflyst trafikken, og i hvert fald

burde sagsøgeren have krævet udgifterne ved den forlængede transport betalt af kunderne. Det drejede sig her om et udgiftsbeløb på ca. 350.000 kr., og sagsøgeren kunne ikke være berettiget til at yde sådan kundeservice på sagsøgtes bekostning. Sagsøgte kunne ikke fremsætte speciel kritik mod de opgivne tal - de kunne ikke efterforskes fra sagsøgtes side. Det anførte gjaldt også for det af privatbanen anførte krav.

Sagsøgerne hævdede, at det var nødvendigt ikke at kræve større betaling, da dette ville have medført tab af kunder og dermed større krav over for sagsøgte for mistet fragt end det fremsatte. Det gjaldt om hele det af sagsøgerne rejste krav, at dette var adækvat. Dette gjaldt også ekstraudgifter ved færgetjenesten, idet det drejer sig om beskadigelse af sagsøgerens bro og som følge deraf udgifter vedrørende sagsøgerens færge.

Ved S. H. D. 7. april 1960 tilkendtes der sagsøgerne en nedsat erstatning, idet herom udtales i dommen:

Retten finder ikke efter det fremkomne, at der kan bebrejdes De danske Statsbaner noget med hensyn til tilrettelæggelsen af ordningen med broåbningen og dennes gennemførelse i det foreliggende tilfælde. Hvad specielt angår angivelsen i instruksen om den frie bredde af 30 m, der kun er effektiv til en højde af 17 m, kan retten ikke tillægge dette betydning, idet passageforholdene var tydelige for skibet ved øjesyn. Heller ikke >> 934 >> ordningen af selve betjeningen af broen findes at afgive grundlag for kritik. Hvad angår spørgsmålet, om broen var åbnet til fuld rejsning 79,09° eller kun til 71°, finder retten det fyldestgørende bevist, at broen var hævet til fuld højde, idet man herom henviser til de afgivne forklaringer af brovagten og af føreren af "Goliath II", og til at ingen, bortset fra skibets 2. styrmand, har rejst spørgsmålet om, hvorvidt broen var hævet til fuld højde. Det af sagsøgte anførte om højden af kollisionsstedet på broklappen findes ikke at kunne tillægges betydning, lige så lidt som afviserværkets ubeskadigede stand, idet det meget vel kan antages at være gået til som af sagsøgerne fremhævet, at skibet først har fisket broklappen med sin flying bridge og derefter ramt med kommandobroens hårde kant, ligesom forholdet med afviserværket forklares ved dettes fjedrende evne, jfr. skønnet.

Retten finder, at ansvaret for skibets tørning af broen påhviler skibet. Det var, under hensyn til det store, meget højtliggende og lette skib og vinden, der kom i vindbyger ind tværs, hvilket var klart for skibet, inden det passerede broen, og forøvrigt var vindforhold, som skibet måtte regne med, en situation, der krævede den største forsigtighed ved bropassagen, og sådan forsigtighed finder retten ikke, at skibet har udvist. Der er således ikke taget tilstrækkelig højde for vinden, der er ikke givet bugserbådenes førere nogen som helst instruktion for passagen, ligesom der heller ikke er givet manøvresignaler til dem umiddelbart før passagen, og det må anses for en fejl, at skibet har ladet bugserbåden agter slippe trossen, idet han herved gik glip af dennes mulighed for at rette skibet op under passagen. Sagsøgte må herefter være pligtig at erstatte sagsøgerne det lidte tab.

Med hensyn til erstatningens størrelse er retten enig med det sagsøgende ministerium i, at dette har krav på at få dækket både direkte og indirekte tab, som ligger inden for de almindelige erstatningsreglers rammer, men retten finder ikke imod sagsøgtes protest at kunne lægge til grund den af sagsøgeren fulgte linie for tabets opgørelse, hvorefter sagsøgeren kalkulerer de ekstraudgifter, som omdirigering m. m. af gods og personer har nedført, uden noget forsøg på at afkræve kunderne nogen dækning af disse ekstraudgifter. Det skal for det første fremhæves, at ministeriet om denne beregningsmåde af merudgiften, der er opgjort til ca. 350.000 kr., udtaler, at denne er behæftet med de unøjagtigheder, der følger af de udøvede skøn, og afgørende er, at det måtte påhvile ministeriet over for skadevolderen, der ikke har handlet forsætlig, men efter rettens skøn gjort sig skyldig i uagtsom sejlads under risikobetonede forhold, at at begrænse dette tab. der efter forholdets natur rummer meget stor mulighed for ansvar i størrelsesmæssig henseende, så meget, som det stod i ministeriets magt. Hertil kommer, at statsbanernes publikum ikke havde krav på at få befordring for den hidtidige takst under de rådende forhold, og at en takstforhøjelse inden for visse grænser måtte findes naturlig. Det tab, som statsbanerne har krav på at få dækket, er dets fragttab i den situation, at transporten ikke var blevet gennemført på grund af broskaden med

efterfølgende reparation, og sandsynliggjort på grundlag af fragtindtægt over den pågældende strækning under normale forhold, men et sådant beregningsmateriale er ikke forelagt retten.

Herefter, og idet bemærkes, at der i princippet også må tilkomme statsbanerne dækning for ekstraudgifter ved færgetjenesten, forvoldt ved sagsøgtes beskadigelse af statsbanernes bro, vil erstatningen være at opgøre skønsmæssigt, og der findes herefter at burde tilkendes ministeriet udover det direkte tab til broens reparation til dækning af indirekte tab 500.000 kr. med renter 5 pct. p. a. fra sagens anlæg, den 29. august 1958.

Med hensyn til det af privatbanen fremsatte krav findes den mellem denne og statsbanerne afsluttede overenskomst om befordringsret over broen at afgive fornødent grundlag for privatbanens erstatningskrav mød sagsøgte, men dette krav findes i overensstemmelse med det tidligere anførte at burde nedsættes til 75.000 kr. med renter 5 pct. p. a. fra sagens anlæg, den 16. februar 1956.

Sagens omkostninger bør sagsøgte betale til sagsøgerne med henholdsvis 30.000 kr. og 5000 kr.

Dommen er i sin helhed optaget i S. H. T. 1960 s. 141.

U.1987.587Ø

Fodgænger, som løb ud foran bil, anset ansvarlig efter erstatningsansvarlovens § 19, stk. 2, nr. 1. Efter deltagelse i skolefest løb en elev E uden at se sig for ud på en gade i København, hvor han blev påkørt af en bil, der ikke havde mulighed for at undgå påkørslen. Ved bedømmelsen af en tvist om betaling af kaskoskaden på bilen måtte E's adfærd betegnes som grov uagtsomhed, jfr. erstatningsansvarlovens § 19, stk. 2, nr. 1, og der pålagdes ham fuld erstatningspligt. 1)

Ø.L.D. 2. februar 1987 i anke 1 - 268/1986(Kjær, Wehner og Melchior (kst.)).

E (adv. J. H. Matthiesen) mod Tryg Forsikring (adv. Henrik Jessen).

Københavns Byrets dom af 17. september 1986 (5. afdeling).Under denne sag tiltales E ved Københavns politis anklageskrift af 3. juni 1986 til straf for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jfr. § 10, stk. 4, ved fredag den 28. februar 1986 kl. 22.00 som gående ad Nørre Voldgade ud for nr. 7 under udtræden på kørebanen fra fortov at have undladt at udvise den forsigtighed, der var nødvendig under hensyn til afstanden til og hastigheden af kørende, hvilket havde til følge, at tiltalte blev påkørt af en fra venstre side kommende personbil LX 50.633.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har forklaret, at han intet husker fra den pågældende dag. Han ved, at han havde været til fest på sin skole, og at uheldet skete på vejen hjem derfra. Han kom selv meget slemt til skade og har stadig mén. Tiltalte har endvidere forklaret, at han formentlig løb ud på vejen, måske for at nå en bus.

Jens Peter Andersen, fører og ejer af personbilen LX 50.633, har som vidne forklaret, at han kom kørende med lav hastighed ad Nørre Voldgade, idet han lige var startet for grønt lys. Der var ikke nogen øvrig trafik. Han bemærkede ikke tiltalte, før ulykken skete.

Ved tiltaltes og vidnet, Jens Peter Andersens forklaring i forbindelse med de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter de ovennævnte >> 588 >> bestemmelser under hensyn til den tiltalte pådragne skade til en bøde på 100 kr., subsidiært hæfte i 2 dage.

Jens Peter Andersen har nedlagt påstand om erstatning på kr. 14.833,20 for skader på personbil LX 50.633.

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse for den nedlagte erstatningspåstand, som han beløbsmæssigt har anerkendt.

Retten finder under henvisning til, at tiltalte har udvist ikke ringe uagtsomhed, at den nedlagte erstatningspåstand bør tages til følge som nedenfor bestemt.

Østre Landsrets dom.Københavns byrets dom af 17. september 1986 (afd. 5 nr. 16186/1986) er i den borgerlige retsplejes former anket af E med påstand om frifindelse, subsidiært om ansvarsfordeling.

Indstævnte, Tryg Forsikring, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært ansvarsfordeling.

Appellanten har frafaldet et tidligere fremsat anbringende om nedsættelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 24 under henvisning til, at appellanten er omfattet af en familieansvarsforsikring.

Der er i landsretten givet forklaring af appellanten samt vidneforklaringer af Jens Peter Andersen, Steven Poul Elfort, Benny Petersen samt rektor Caj Olsen.

Appellanten har forklaret, at han den pågældende dag sammen med 4 kammerater i tiden fra kl. 17.30 til kl. ca. 19.30 delte en flaske sherry. Han kom på skolen kl. ca. 19.45. Han følte sig ikke beruset. Han pådrog sig som følge af uheldet et hukommelsestab og husker derfor intet om, hvad der sket efter ankomsten til skolen. Udover brud på venstre arm og venstre ben fik han bl.a. en alvorligt hjernerystelse. Han genoptog ikke skolegangen på grund af manglende koncentrations- og indlæringsevne, men er nu elev på en landbrugsskole.

Jens Peter Andersen har forklaret, at han holdt stille for rødt lys i venstre kørebanehalvdel i krydset Nørrevoldgade-Vendersgade som første vogn. Der holdt til højre for ham en vogn, der må være svinget til højre ad Vendersgade. Ved grønt lys kørte han frem og var kommet op på en hastighed på 40-50 km i timen, da der pludselig lød et smæld. Frontruden var knust. Han standsede op og så, at der ca. 3 billængder tilbage lå en person på kørebanen. Han havde ikke før bemærket denne person på eller ved kørebanen.

Steven Poul Elfort har forklaret, at han var passager hos forrige vidne. Han sad på forsædet, men så ikke appellanten, før denne pludselig ramte bilen.

Benny Petersen har forklaret, at han af en ung mand blev hyret til at køre en elev, der efter det oplyste var lidt for fuld til at fortsætte med festen, hjem. Vidnet kørte langsomt ind på lokalkørebanen ud for Nørrevoldgade nr. 7. Da vidnet næsten var standset, løb en ung mand ud foran vognen 3-4 meter længere fremme og fortsatte videre på selve kørebanen og ind i en bil, der netop var startet for grønt lys i krydset Nørrevoldgade-Vendersgade. Den unge mand stod i en gruppe på fortovet. De unge mennesker pjattede og legede tilsyneladende »fangeleg«. Bilen havde ikke en chance for at undgå påkørsel.

Caj Olsen har forklaret, at han under festen fandt, at appellanten ikke skulle have mere at drikke. Han og appellanten blev enige om, at appellanten skulle tage hjem under ledsagelse af to kammerater. Vidnet fandt det forsvarligt at sende appellanten hjem på den måde og fulgte appellanten ned til skolens port, Nørrevoldgade 7, hvor han så ham gå hen ad gaden sammen med de to kammerater, der skulle følge ham hjem. Pludselig løb appellanten tilbage til porten, hvor han væltede en tidligere elev, med hvem vidnet talte. Appellanten løb 5-6 skridt tilbage, ud på lokalkørebanen, uden om afspærringen mellem lokalkørebanen og den almindelige kørebane, og ud på denne, hvor han blev påkørt af en bil.

Appellanten har til støtte for frifindelsespåstanden nærmere gjort gældende, at reglen i færdselslovens § 101 må føre til, at det fulde ansvar for uheldet må pålægges bilisten, hvis udsyn ikke var hindret af andre trafikanter. Det er uforklarligt, at bilisten ikke har set appellanten på den relativt lange strækning over kørebanen. Det er ikke godtgjort, at appellanten var spirituspåvirket i et sådant omfang, at det havde afgørende indflydelse på hans adfærd. Der er ikke af appellanten udvist en sådan grov uagtsomhed, at der kan ske nedsættelse i medfør af færdselslovens § 101, stk. 2, ligesom der heller ikke er grundlag for at bringe undtagelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, i anvendelse. Den grove uagtsomhed, der i givet fald skulle føre til nedsættelse af indstævntes erstatningspligt eller til bortfald af erstatningsfritagelsen i medfør af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, skal være af en sådan beskaffenhed, at den grænser til forsætligt forhold. En eventuel skyldfordeling må føre til, at der højst kan pålægges appellanten 1/3 af ansvaret for skaden.

Indstævnte har gjort gældende, at det ved >> 589 >> vidneforklaringerne er godtgjort, at appellanten som fodgænger har udvist en sådan grov uagtsomhed, at erstatningsansvaret ikke kan bortfalde i medfør af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1. I hvert fald bør appellanten bære en del

af skaden.

Efter de afgivne vidneforklaringer må det lægges til grund, at appellanten pludselig er løbet ud på kørebanen uden at se sig for, og at vidnet Jens Peter Andersen ikke havde mulighed for at undgå påkørslen.

Ved bedømmelsen af den foreliggende tvist om betaling af kaskoskaden på vidnets bil finder landsretten at måtte betegne appellantens adfærd som grov uagtsomhed, jfr. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der er ikke herved taget stilling til, om betingelserne for nedsættelse i medfør af færdselslovens § 101, stk. 2, 2. punktum, er til stede.

Landsretten stadfæster herefter den indankede dom.

U.1989.278/2V

Også skader, der ikke havde været psykologisk påregnelige for skadevolderne på 4 og 6 år, anset for adækvate. To brødre på 4 og 6 år, S og L, klatrede over hegnet til M's minkfarm og åbnede her 979 bure, hvorfra 1882 dyr løb ud. Deres ansvarsforsikringsselskab havde alene villet anerkende erstatningsansvaret for M's udgifter til indfangning af løsslupne mink (23.500 kr.), og S og L gjorde gældende, at den øvrige skade >> 279 >> (600.845 kr.) havde været psykologisk upåregnelig for dem og derfor ikke kunne kræves erstattet. Heri fik de ikke medhold, idet der ikke var tale om atypiske skader, som det var rimeligt at lade M bære risikoen for. Der fandtes heller ikke grundlag for at nedsætte erstatningen efter myndighedslovens § 63, 2. led. 1)

V.L.D. 24. november 1988 i sag 6-B.328/1986(Ole Unmack Larsen, H. Christensen (kst.) og Marianne Svendsen (kst.)). Minkavler Bent Rasmussen, Hørby (adv. Gert Drews Jensen, Viborg, prøve) mod Steffen og Lasse Hille v/ værgerne Ib Sletten Hille og Etty Marie Hille, Hørby (adv. Ole Anders Pedersen, Viborg, prøve).

Om eftermiddagen den 24. oktober 1985 klatrede de sagsøgte brødre, Steffen Hille, født den 30. juni 1979, og Lasse Hille, født den 3. maj 1981, over et hegn til en ca. 20.000 m² stor minkfarm tilhørende sagsøgeren, minkavler Bent Rasmussen, Hørby. Efter at være kommet ind på farmen åbnede de ialt 979 bure, hvert indeholdende et eller to dyr, hvorfra ialt 1882 dyr løb ud på farmens indhegnede areal og uden for dette.

Under denne sag, der er anlagt den 17. februar 1986, har sagsøgeren efter sin endelige påstand påstået de sagsøgte v/ værgerne Ib Sletten Hille og Etty Marie Hille, Hørby, dømt til som erstatning for den skade, de har forvoldt, at betale 600.845 kr. med procesrente af 496.993 kr. fra den 17. februar 1986 til 6. maj 1986, af 588.039,58 kr. fra 6. maj 1986 til 14. oktober 1988 og af 600.845 kr. fra den 14. oktober 1988, til betaling sker. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om betaling af et mindre beløb.

Sagsøgeren har opgjort kravet således:

151 hanner ` 236,00 kr. ....... 35.636,00 kr.76 avlstæver ` 600,00 kr. ..... 45.600,00 kr.46 ungtæver ` 199,00 kr. ...... 9.154,00 kr. 90.390,00 kr.

Af de forsvundne og dødeungdyr kunne 20% af hannerneog 70% af tæverne have væretbenyttet til avl.

30 hanner ` 514,00 kr.(750,00 kr. - 236,00 kr.) ..... 15.420,00 kr.32 tæver ` 401,00 kr.(600,00 kr. - 199,00 kr.) ..... 12.832,00 kr. 28.252,99 kr.

alle avlsmæssige oplysningertabt, hvorfor dyrene ikke

kan anvendes til avl, men må

Tabet beregnes således:150 hanner ` 514,00 kr.(750,00 kr. - 236,00 kr.) ..... 77.100,00 kr.600 tæver ` 401,00 kr.(600,00 kr. - 199,00 kr.) ..... 240.600,00 kr. 317.600,00 kr.

af alle undslupne, mengenindfangne dyr, ansat til

752 hanner ` 236,00 kr. =177.472,00 kr.20% heraf ..................... 35.494,40 kr.857 tæver ` 199,00 kr. =170.543,00 kr.20% heraf ..................... 34.108,60 kr. 69.603,00 kr.

E. Rengøringsudgifter ................................ 95.000,00 kr.--------------------IALT .............................................. 624.345,00 kr.- betalt af FS Alm. Brand ......................... 23.500,00 kr.--------------------TIL REST (ENDELIG PÅSTAND) ........................ 600.845,00 kr.--------------------

>> 280 >> De sagsøgte, der ikke har haft indsigelser mod opgørelsen af sagsøgerens tab, har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

De sagsøgte er omfattet af en ansvarsforsikring i Almindelig Brand af 1792, der - som det fremgår af sagsøgerens tabsopgørelse - har erstattet sagsøgeren den del af tabet, som udgør udgiften til indfangning af dyr, med 23.500 kr.

Dette er sket i henhold til selskabets skrivelse af 8. januar 1986 til sagsøgeren, hvori det hedder:

»- - - I sagen om skaden på Deres minkbesætning den 24. oktober f.å. skal vi oplyse, at vi efter en gennemgang af sagen og af retspraksis alene kan anerkende, at vor forsikringstagers medforsikrede sønner på 4 og 6 år er erstatningsansvarlige, hvad angår omkostningerne ved indfangning af de løsslupne mink.

En specificeret opgørelse over disse omkostninger imødeses indsendt. - - -«

I en politirapport af 24. oktober 1985 er anført bl.a.:

»- - - Anmelderen oplyste ved telefonisk henvendelse her til stationen i dag kl. 18.05, at der lige var begået hærværk mod deres minkfarm, hvor et meget stort antal mink af ukendte gerningsmænd, kort forinden var lukket ud af deres bure. Et ukendt antal mink var også via en åbenstående port sluppet ud i terrænet.

Pa. Flemming Pedersen og jeg kørte mod stedet. - - -

Undervejs mod stedet blev vi kl. 18.15 via radioen gjort bekendt med, at en person ved navn Etty Hille - - -, telefonisk havde anmeldt, at hendes 2 sønner på 4 og 6 år lige var kommet hjem og havde fortalt, at de havde lukket nogle mink ud på en minkfarm i nærheden af bopælen.

Vi ankom til gerningsstedet kl. 18.35 og konstaterede - - -

Forurettede forklarede kort, at han havde opholdt sig i farmens pelseri, hvor døren stod åben ud til farmen, da han blev opmærksom på en løs mink, der kom ind i rummet. Forurettede tog dette meget

rolig, idet det kunne ske at en enkelt mink slap ud, hvorfor han gik ud på gårdspladsen for ovre i en anden bygning at hente et net til at fange minken i. Ude på gårdspladsen blev han imidlertid opmærksom på et stort antal mink, der løb løs på jorden i og omkring en port på farmens sydside, mod gårdspladsen.

Porten, der ellers altid var lukket, stod åben i ca. 50 cm.s bredde. - - -

Steffen og Lasse Hille, fortalte, at de efter at have været inde ved deres mormor var gået ned til deres hule vest for gården. De var imidlertid ret hurtig gået fra denne og over mod en gård umiddelbart øst for Hørbylundvej, hvor de ville besøge en ung mand ved navn Peter, men her var ingen hjemme, hvorfor de gik ind på en mark til nogle får.

De kom herunder frem til den udvendige side af en minkfarm. Ved minkfarmen kravlede de op på noget løst tråd, der lå stablet op langs hegnets udvendige side, og herfra hoppede de ned på jorden ind i farmen.

Steffen hjalp Lasse med at komme over muren.

Inde i farmen løb de begge rundt og åbnede en masse bure således at minkene kunne komme ud. - - -

Afstanden fra børnenes bopæl til forurettedes minkfarm er ca. 250 m.

Bortset fra en mark indhegnet med glat strømførende hegn er der ingen hindringer for børnenes adgang til minkfarmens hegn fra deres bopæl. - - -

Gerningsstedet er en minkfarm indhegnet med cementhegn, der har en svingende højde fra ca. 170 cm til 130 cm.

Farmen dækker et areal på ca. 20.000 kvadratmeter og indeholder 55 haller af forskellig størrelse. Den har en bestand på 15.500 mink. - - -«.

Sagsøgeren har forklaret, at han har været selvstændig minkavler i 28-29 år. I burene gik minkhvalpene parvis og de voksne avlsdyr alene. Over hvert bur var anbragt oplysninger om kuld, kvalitetskriterier o.lign. for hvert af dyrene. Minke kan alene skelnes efter deres art. Når dyrene efter drengenes forklaringer ikke straks er løbet ud af burene, efter at disse var åbnet, skyldes det, at der lige var fodret, og at de derfor var rolige. - - -

Ca. 2500 mink, der ved blodprøver havde reageret positivt med hensyn til virussygdommen plasmacytose, var placeret i bure, der ved tomme haller var adskilt fra den øvrige besætning. Af disse bure havde drengene åbnet 25-30, så de inficerede dyr fra disse bure var kommet fri og kunne smitte den øvrige besætning. Han så derfor ingen anden udvej end at lade hele besætningen pelse og anskaffe sig en helt ny besætning.

Etty Marie Hille har forklaret, at hun i den mellemliggende tid har talt med drengene om det skete, tildels i form af leg for herved at modvirke, at de skulle tage skade af bevidstheden om det forkerte i deres handlinger. Det er på dette >> 281 >> grundlag hendes opfattelse, at begivenhedsforløbet har været således:

I strid med det forbud, der var givet dem og indskærpet mange gange, gik de over vejen for at besøge den unge mand, der er omtalt i politirapporten. Efter at have konstateret, at han ikke var hjemme, fik de på en mark øje på nogle får, som de ville kæle med og derfor løb hen imod. Fårene løb imidlertid væk, og drengene løb efter dem. På den måde kom de hen til minkfarmen, og Steffen fortalte Lasse, at det var en minkfarm. Lasse spurgte, hvad det var, og Steffen svarede, at de jo kunne kravle ind og se. Så hjalp han Lasse over hegnet og klatrede selv ind. I et bur så de et dyr, som de ville kæle med. De troede, det var en kat. De åbnede buret, men dyret ville ikke ud. Så åbnede Steffen et andet bur, og på den måde fortsatte han. De havde ikke været bange, før Steffen blev bidt. De kravlede tilbage over hegnet samme sted, hvor de var kommet ind, og de siger, at de ikke vidste, at der var en port i hegnet. Minkfarmen ligger med adgang fra en anden vej end den vej, hvortil der er adgang fra børnenes hjem, og hun har aldrig advaret drengene med hensyn til mink.

Hun ved i øvrigt ikke selv andet om mink, end at deres skind anvendes til pelse.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand anført, at de sagsøgte, som det også er erkendt af dem selv og af deres ansvarsforsikringsselskab, ved deres forsætlige skadevoldende handlinger har pådraget sig erstatningsansvar over for ham. Selv om de på tidspunktet for skadeforvoldelsen kun var 6 og 4 år, har det været påregneligt for dem, at deres handlinger kunne medføre betydelig skade. De må derfor være ansvarlige for hele det tab, som handlingerne har påført ham, idet der ikke er tale om atypiske skader, som det er rimeligt at lade sagsøgeren bære risikoen for. Skaderne må således i deres helhed anses for påregnelige, og det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, at de sagsøgte psykologisk - som det også ville gælde for væsentligt ældre børn og for voksne uden kendskab til minkavl - ikke var sig bevidst, hvilke former for skade handlingerne kunne medføre. De sagsøgtes ansvar kan derfor ikke som påstået af dem begrænses til det tab, sagsøgeren har haft ved at skulle afholde udgifter til indfangning af minkene. Da de sagsøgte er omfattet af en ansvarsforsikring, er der heller ikke grundlag for at nedsætte erstatningen i medfør af myndighedslovens § 63, 2. led.

Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgeren anført, at de sagsøgte - hvis det findes afgørende, hvad de psykologisk har kunnet påregne - i hvert fald må være ansvarlige også for det tab, sagsøgeren har lidt ved, at mink er undsluppet fra farmen enten gennem porten, som de må antages at have åbnet eller undladt at sikre sig var lukket, eller under hegnet.

De sagsøgte har til støtte for deres principale påstand anført, at de to drenge på 6 og 4 år som erkendt under sagen har handlet uforsvarligt og herved pådraget sig erstatningsansvar over for sagsøgeren for det tab, han har haft ved at måtte afholde udgifter til indfangning af de mink, som de havde sluppet ud af burene. Da de imidlertid efter deres alder ikke har kunnet påregne, at deres handlinger kunne få de særlige videregående følger, som fremgår af sagsøgerens tabsopgørelse, rækker deres ansvar ikke videre end til den skade, som sagsøgeren har fået erstattet af deres ansvarsforsikringsselskab. At der foreligger en ansvarsforsikring for drengene, kan ikke føre til en udvidelse af deres erstatningsansvar efter myndighedslovens § 63, 1. led.

Til støtte for deres subsidiære påstand har de sagsøgte anført, dels at der i hvert fald ikke kan pålægges dem ansvar for de undslupne mink, idet det ikke er bevist, at det var dem, som åbnede porten til minkfarmen, eller at de havde kendskab til, at porten var åben, dels at erstatningen, selv om de er omfattet af en ansvarsforsikring, bør nedsættes i medfør af myndighedslovens § 63, 2. led, jfr. afgørelsen i U.1951.999 H. - - -

Uanset om porten til minkfarmen er åbnet af de sagsøgte, eller om en af sagsøgerens medarbejdere måtte have glemt at lukke porten, må det tab, sagsøgeren har lidt ved, at mink er undsluppet gennem porten, ligesom sagsøgerens øvrige tab anses for en følge af de sagsøgtes handlinger.

Herefter og af de grunde, som sagsøgeren har anført til støtte for sin principale påstand, må de sagsøgte anses for ansvarlige for hele det tab, som de ved deres handlinger har påført sagsøgeren.

Da der ikke er grundlag for at nedsætte erstatningen efter myndighedslovens § 63, 2. led, tager landsretten derfor sagsøgerens principale påstand til følge. - - - samt sagens omkostninger med 40.000 kr.

U.1990.688V

Passager hos spirituspåvirket bilist nægtet erstatning. En bilist T, der ikke havde førerbevis, og som knap 1 time efter kørslen havde en blodalkoholpromille på mindst 2,27, mistede herredømmet over bilen og kørte tværs over vejen ind i et hus, hvorved en kvindelig passager P kom til skade (kraniebrud m.v.), men dog alene rejste krav om erstatning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste med ialt 11.877,30 kr. P havde i længere tid samme dag været på restaurant sammen med T, hvorunder han havde drukket et betydeligt antal genstande, og hun, der vidste, at han ikke havde førerbevis, opsøgte ham, efter at han var gået hjem, og formåede ham til at køre for sig hjem, idet hun tog bilnøglerne fra ham og gik ned til bilen. - Under disse omstændigheder fandtes P at have udvist en så betydelig grov uagtsomhed, at erstatningen - også under hensyn til det oplyste om skaden - burde bortfalde. 1)

V.L.D. 18. juni 1990 i anke 7-B. 2143/1988(Juul-Olsen, Jochimsen, Thrane).

Assurance-Compagniet Baltica, Ballerup (adv. Bodil Abildgaard, Viborg) mod P (adv. Allan B. Møller, Lemvig).

Lemvig rets dom 5. september 1988.Ved nærværende rets dom af 12. maj 1987 blev T efter færdselslovens § 117, stk. 1, jfr. § 53, stk. 1, efter § 117, stk. 4, jfr. § 56, stk. 1, og efter § 118, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, samt efter straffelovens § 249, stk. 1 idømt hæfte i 60 dage og frakendt førerretten i 3 år fra dommens dato for følgende forhold:

Overtrædelse af

I

færdselslovens § 53, stk. 1, spirituskørsel og § 56, stk. 1, ved den 1. december 1986 kl. 01.43 at have ført personbil - - - i Thyborøn ad Vesterhavsgade mod syd, senest ud for nr. 51, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 1,20 promille, uagtet han ikke havde erhvervet kørekort,

II

færdselslovens § 3, stk. 1, ved under den i forhold I anførte kørsel ikke at have optrådt hensynsfuldt og udvist agtpågivenhed, idet han under kørsel ad Vesterhavsgade mistede herredømmet over personbil - - -, hvorefter den kørte tværs over vejen og ind i huset på adressen Vesterhavsgade nr. 51 alt med materiel og personel skade til følge, straffelovens § 249, stk. 1, ved under de foran angivne omstændigheder uagtsomt at have tilføjet nogen betydelig skade på legeme eller helbred, idet P, der var passager i personbil - - - ved uheldet pådrog sig kraniebrud, et ikke forskudt brud i højre kindben, knusningslæsion i hjernens tindingsregion, nogen sammentrykning af hjernens væskefyldte hulrum samt et ikke forskudt brud i 5. halshvirvels ringbue, alt med 12 dages sygehusindlæggelse samt efterfølgende sygemelding i 1½ måned til følge.

Til påkendelse foreligger nu et erstatningskrav fra P, der har påstået Assurance-Compagniet Baltica som ansvarsforsikrer for den af T førte bil tilpligtet at betale erstatning for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste med ialt 11.877 kr. 30 øre.

Assurance-Compagniet Baltica, der har anerkendt kravets størrelse, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb under anbringende af, at skadelidte har medvirket til skaden ved grov uagtsomhed.

Det fremgår af sagen, at T samme nat kl. 2.35 havde en alkoholkoncentration i blodet på mindst 2,27 .

P har forklaret, at hun den 30. november indfandt sig på restaurant »Hyttefadet« i Thyborøn sammen med en veninde omkring kl. 14.00. De fik hver en øl og tog derefter til restaurant »Kanalen«, hvor hun traf T, som hun har kendt i ca. et halvt år. Hun selv og veninden samt endnu en person, hun husker ikke hvem, raflede her med tiltalte, og de fik herunder 3 øl hver. Skadelidte gik hjem omkring kl. 20. Ca. en halv time senere kom T, og de gik igen på værtshus. Skadelidte mener ikke, at hun der var sammen med tiltalte, og hun har iøvrigt ingen erindring om, hvad der senere >> 689 >> passerede. Hun var klar over, at tiltalte ikke havde kørekort.

T har forklaret, at han den pågældende dag var på restaurant Kanalen fra omkring kl. 11.00. Han fik her 2-3 øl. Omkring kl. 12.00 kom P og hendes veninde - - -. T havde kort forinden slået op med P, som han var kommet sammen med gennem nogen tid, og han gik derfor på restaurant »Hyttefadet«. Kort tid efter kom P på »Hyttefadet«, og T spillede her »kasino« med P. Under spillet fik T mange genstande, dels øl og dels juice med vodka. Efter et skænderi gik P hjem. Lidt senere hentede T hende, og de fulgtes ad til restaurant »Hyttefadet« igen. T husker ikke, om de derefter var sammen på »Hyttefadet«. Senere gik T op til en kammerat, som bor på et værelse lige over restauranten, med en kasse øl. Her lå T på gulvet og halvsov, da P kom og bad ham køre sig hjem. T bad hende tage en taxa, men hun kunne ingen få. Da T stadig vægrede sig ved at køre, tog P bilnøglen fra hans lomme og gik ned til bilen. T fulgte efter, og han kørte nu med P som passager. Han husker ikke, hvordan uheldet skete.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at færdselsuheldet skyldes T's forudgående spiritusindtagelse. Det må videre lægges til grund, at skadelidte og T med en kort afbrydelse har opholdt sig på samme værtshus fra først på eftermiddagen til kort før uheldet kl. 1.43, og at skadelidte i dette tidsrum har overværet, at T fik et betydeligt antal genstande. Under disse omstændigheder og under hensyn til, at T knap en time efter uheldet havde en alkoholkoncentration i blodet på 2,27 , findes skadelidte at måtte have indset, at T på grund af spiritusindtagelse var uegnet til at føre bil. Skadelidte findes derfor ved grov uagtsomhed at have medvirket til skaden i et sådant omfang, at den hende tilkommende erstatning i medfør af færdselslovens § 101, stk. 2, bør nedsættes med halvdelen.

Skadelidte har under sagen været repræsenteret af advokat, og udgiften hertil findes at burde godtgøres hende med 1.000 kr. - - -

Vestre Landsrets dom.For landsretten har appellanten, Assurance-Compagniet Baltica, påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end det idømte.

Indstævnte, P, har påstået dommen stadfæstet.

Appellanten har anført, at indstævnte har udvist en så betydelig grov uagtsomhed, at erstatningspligten skal bortfalde. - - -

Efter bevisførelsen for byretten tiltrædes det, at det er lagt til grund, at indstævnte og T med en kort afbrydelse har opholdt sig på samme værtshus fra først på eftermiddagen til kort før uheldet, og at indstævnte har overværet, at T i dette tidsrum har drukket et betydeligt antal genstande. Det må endvidere efter T's forklaring lægges til grund, at da indstævnte med henblik på hjemtransport henvendte sig til T, som hun vidste ikke havde kørekort, vægrede T sig ved at køre, hvorefter indstævnte tog bilnøglen fra hans lomme og gik ned til bilen. Ved under disse omstændigheder at have deltaget i kørslen med T, der knap en time efter uheldet havde en alkoholpromille i blodet på 2,27, som fører af bilen, findes indstævnte at have udvist en så betydelig grov uagtsomhed, at der -

også under hensyn til det oplyste om den skade, der blev påført indstævnte ved uheldet - bør ske bortfald af erstatningen. Landsretten tager derfor appellantens frifindelsespåstand til følge. - - -

U.1991.274H

Ejer og bruger af mindesten, der væltede og ramte en dreng, frifundet for erstatningsansvar, men drenge, der rokkede ved stenen, dømtes. Under en spejdertrop A's ophold uden for et skovareal, der ejedes af missionshjemmet T, som havde tilladt spejdertroppen H at benytte arealet, der af H var anvist til A, legede nogle 10-11 årige spejdere ved en mindesten på 150 centimeters højde i skovarealet og skubbede til stenen, således at den rokkede. Efter nogen tids forløb faldt stenen og ramte den 11-årige spejder D, der kom til skade. Under et erstatningssøgsmål blev 2 drenge, der havde været med til at rokke stenen, anset ansvarlige for skaden, der dækkedes af deres ansvarsforsikring. 1) Derimod blev T og H frifundet trods stenens noget svækkede stabilitet på uheldstidspunktet 2), og A blev frifundet, da det ikke kunne anses uforsvarligt at lade 10-13 årige børn lege i et skovområde som det >> 275 >> omhandlede. (Dissens af 2 dommere for at dømme T).

H.D. 8. februar 1991 i sag II 342/1989, II 367/1989, II 344/1989, II 373/1989 og II 7/1990.Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark (adv. Per Markussen) mod Raffael Voigt Durand ved værgerne Lisbeth Voigt Durand og Jean Louis Marie Durand og Tandslet Missionshjem ved formanden Christian Schmidt (adv. Torben Oxbøll, Vejle, e.o.). Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark (adv. Per Markussen) mod Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen ved værge Børge Hansen og Peter Tanghus ved værge Kjeld Tanghus (adv. Jørgen Julius Kopp) Tandslet Missionshjem ved formanden Christian Schmidt (adv. Ulf Andersen) mod Raffael Voigt Durand ved værgerne Lisbeth Voigt Durand og Jean Louis Marie Durand (adv. Torben Oxbøll, Kolding, e.o.) og Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark (adv. Per Markussen) Tandslet Missionshjem ved formanden Christian Schmidt mod Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen ved værge Børge Hansen og Peter Tanghus ved værge Kjeld Tanghus (adv. Jørgen Julius Kopp) og Raffael Voigt Durand ved værgerne Lisbeth Voigt Durand og Jean Louis Marie Durand (adv. Torben Oxbøll, Kolding, e.o.) mod Thorbjørn Hansen ved værge Børge Hansen og Peter Tanghus ved værge Kjeld Tanghus (adv. Jørgen Julius Kopp).

Vestre Landsrets dom 20. november 1989 (2. afd.)(Lilholt, C. Haubek, F. Ohlsen (kst.)).

Denne sag, der er anlagt den 28. november 1985, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, Raffael Voigt Durand, over for en eller flere af de sagsøgte 1-5, 1. Carsten Rasmussen, 2. Thorbjørn Hansen, 3. Peter Tanghus, 4. Tandslet Missionshjem og 5. Landsorganisationen KFUM-spejderne i Danmark, kan gøre erstatningskrav gældende i anledning af en ulykke, der fandt sted den 3. juli 1984, hvorved sagsøgeren kom alvorligt til skade.

Sagsøgeren har nedlagt følgende endelige påstande:

Principalt:

De sagsøgte 1-5 dømmes til in solidum at betale 251.150 kr., subsidiært et mindre beløb, med sædvanlig procesrente fra den 28. november 1985, til betaling sker.

Subsidiært:

To eller flere af de sagsøgte 1-5 dømmes til in solidum at betale 251.150 kr., subsidiært et mindre beløb, med rente som anført.

Mere subsidiært:

En af de sagsøgte 1-5 dømmes til at betale 251.150 kr., subsidiært et mindre beløb, med rente som anført.

Sagsøgeren har opgjort sit erstatningskrav således:

1. Udgifter til lægeerklæring og til forældrestransport under sagsøgerens hospitalsindlæggelse .......... 6.150 kr.2. Erstatning for svie og smerte ............................. 20.000 kr.3. Erstatning for invaliditet (30 %) ......................... 225.000 kr.------------I alt ........................................................ 251.150 kr.------------

De sagsøgte, der ikke har gjort indsigelse mod opgørelsen af sagsøgerens erstatningskrav, har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte 1-3:

Over for sagsøgeren:

Frifindelse.

Over for sagsøgte 4 og 5:

Disse sagsøgte dømmes til principalt solidarisk, subsidiært alternativt, at friholde sagsøgte 1-3 for beløb, som de måtte blive pålagt at betale til sagsøgeren.

Sagsøgte 4:

Over for sagsøgeren:

Frifindelse.

Overfor sagsøgte 1-3:

Frifindelse.

Over for sagsøgte 5:

Denne sagsøgte dømmes til at friholde sagsøgte 4 for beløb, som denne sagsøgte måtte blive dømt til at betale til sagsøgeren eller til sagsøgte 1-3.

Sagsøgte 5:

Over for sagsøgeren:

Frifindelse.

Over for sagsøgte 1-3:

Disse sagsøgte dømmes til at friholde sagsøgte 5 for beløb, som denne måtte blive dømt til at betale til sagsøgeren eller sagsøgte 4.

Over for sagsøgte 4:

Denne sagsøgte dømmes til at friholde sagsøgte 5 for beløb, som denne sagsøgte måtte blive dømt til at betale til sagsøgeren eller til sagsøgte 1-3 på grund af sagsøgte 5's manglende vedligeholdelse af mindestenen.

Samtlige sagsøgte har bestridt sagsøgerens rentekrav og gjort gældende, at et eventuelt domsbeløb skal forrentes fra den 1. december 1986, da sagsøgerens tilstand først fra dette tidspunkt var stationær.

Under sagen har foruden de sagsøgte 1-5 endvidere Henrik Rasmussen, Alminde, og Karsten Nissen, Alminde, været sagsøgt sammen med de sagsøgte 1-3. Efter bevisførelsen under domsforhandlingen hævede sagsøgeren sagen mod disse sagsøgte, der således under domsforhandlingen har afgivet forklaring som parter i sagen.

Sagens omstændigheder er følgende:

I begyndelsen af juli 1984 deltog 25-30 KFUM- og K-spejdere i alderen 10-13 år i Almindetroppens lejrtur til Høruphav. I turen deltog bl.a. sagsøgeren og de sagsøgte 1-3, der på dette tidspunkt var henholdsvis 11, 13, 10 og 10 år gamle. De foran nævnte Henrik Rasmussen og Karsten Nissen deltog også som spejdere. Foruden børnene deltog seks voksne ledere, der enten var direkte involveret i ledelsen af Almindetroppen eller som forældre til spejdere i troppen deltog som medhjælpere. Sagsøgte 1, Carsten Rasmussen, var ikke selv spejder, men ledsagede sine forældre, der deltog som medhjælpere. Jørgen Erik Petersen, der var juniorleder for Almindetroppen, havde inden lejrturen truffet aftale med lederen af KFUM-spejdertroppen i Høruphav, Hans Christian Hansen, om brug af Høruphavtroppens lejrhytte i Høruphav. Man havde i tilslutning hertil >> 276 >> drøftet muligheden for under spejderlejren at foretage en 24 timers lejrtur med overnatning i det fri i selvbyggede bivuakker. Ledelsen af Høruphavtroppen, der efter aftale med sagsøgte 4 kunne disponere over et areal ved Vibæk Mølle tilhørende sagsøgte 4, anviste Almindetroppen dette område som overnatningssted under lejrturen. Med Høruphavtroppens lejrhytte som udgangspunkt skulle lejrturen herefter foregå den 3. og 4. juli 1984. Ruten for lejrturen var i forvejen bestemt af lederne i Almindetroppen, og Jørgen Erik Petersen havde sammen med sin ægtefælle ca. en måned tidligere i bil gennemkørt ruten og herunder set området ved Vibæk Mølle. Mens spejderbørnene i løbet af den 3. juli nærmede sig overnatningsstedet, fragtede lederne granrafter og andet materiale, der skulle anvendes i forbindelse med overnatningen, til arealet ved Vibæk Mølle. Sidst på eftermiddagen, formentlig ved 17-tiden, ankom spejderne til overnatningsstedet. På en mark uden for det skovområde, hvor bivuakkerne skulle bygges, spiste børn og ledere herefter et måltid bestående af smørrebrød. Efterhånden som børnene havde spist færdig, gik flere af dem ind i skoven. Børnene var i skoven skjult for lederne, der fortsat opholdt sig i området uden for skoven. Under børnenes ophold i skoven legede flere børn omkring et ældre stenmindesmærke, der var opstillet her. Nogle af børnene, bl.a. de sagsøgte 1-3, berørte stenen, som det var muligt at bevæge. Nogle børn begyndte at skubbe til stenen fra to sider, således at stenen på denne måde kom til at rokke frem og tilbage. Sagsøgeren, der var gået ind i skoven for at gå på toilette, var ikke blandt de børn, der opholdt sig ved stenen. Efter at have forrettet toilette gik sagsøgeren hen til stenen, som andre børn stadig stod og rokkede med. Sagsøgeren standsede op i nærheden af stenen og stod med ryggen til den, da den pludselig væltede. I faldet blev sagsøgeren ramt af stenen og kom til at ligge delvis under den. Efter de forklaringer, der er afgivet under domsforhandlingen, forløb der mellem 5 og 10 minutter, fra det første barn efter måltidet løb ind i skoven, til stenen væltede.

Sagsøgeren pådrog sig kvæstelser, der i konklusionen i en erklæring af 14. december 1987 fra overlæge Jørgen Christian Iuel, Fysiurgisk afdeling, Kolding Sygehus, beskrives således:

»Skadelidte, der nu er 14½ år, pådrog sig ved ulykkestilfældet for 3 1/4 år siden følgende skader:

1)Brud på venstre bækkenhalvdel omfattende hofteskålen, resulterende i forstyrret vækst af lårbenshovedet og herved tab af hofteleddets funktion. 1 3/4 år efter ulykkestilfældet måtte man derfor ved operation gøre venstre hofteled stift.Når skadelidte engang er udvokset, vil man formentlig forsøge at indsætte kunstigt hofteled i den nu stivgjorte hofte.En stiv hofte medfører en betydelig begrænsning i skadelidtes fysiske udfoldelsesmuligheder og vil også medføre en vis øget belastning af lænderygsøjlen.

2)Tyndtarmslæsion, der nødvendiggjorde operation med bl.a. fjernelse af lille stykke tyndtarm

(20 cm). Et sådant indgreb vil altid medføre en vis risiko for senere optrædende tilfælde af tarmslyng.

3)Under sygdomsforløbet var der inden for det første år 3 tilfælde af urinvejsinfektion. Havde ikke haft lignende tilfælde tidligere. Tilfældene må anses for komplikation til det langvarige sengeleje. Man vil ikke forvente yderligere tilfælde af urinvejsinfektion, der skulle have forbindelse med det her omhandlede forløb, og heller ikke forvente andre eftervirkninger.«

I en supplerende erklæring af 22. december 1987 har overlæge Jørgen Christian Iuel udtalt, at sagsøgerens tilstand må betragtes som stationær siden december 1986.

Sikringsstyrelsen har i en erklæring af 18. maj 1988 udtalt, at invaliditetsgraden i henhold til Ulykkesforsikringslovens § 32 vurderes til 30%.

Der er om det areal ved Vibæk Mølle, hvor ulykken fandt sted, oplyst følgende:

I 1921 erhvervede sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, ved en gavedisposition ejendommen ved Vibæk Mølle. Mindesmærket, der også er en gave, blev opsat i 1923. Sagsøgte 4 afhændede i midten af 1970'erne den del af ejendommen, hvorpå den bygning, der havde tjent som missionshjem, var beliggende, men beholdt arealet med bl.a. skoven og mindesmærket. Skovarealet og den tykning, hvori mindesmærket står, blev indtil engang i 1950'erne benyttet til friluftsmøder. I midten af 1970'erne fik KFUM-spejdernes Høruphavtrop efter aftale mellem ledelsen af spejdertroppen og ledelsen af Tandslet Missionshjem adgang til vederlagsfrit at benytte arealet med skoven og mindesmærket. Siden har spejdere fra Høruphav og andre spejdere flere gange hvert år benyttet området til ophold og overnatning. KFUM-spejdernes tilladelse til at bruge arealet er ikke nedfældet skriftligt. I vinteren 1977-78 blev der øvet hærværk >> 277 >> mod mindesmærket, hvorved mindesmærkets øverste sten væltede. Den 19. maj 1978 genrejste Høruphavtroppens leder, Hans Christian Hansen, den væltede sten med bistand af to voksne medhjælpere og nogle spejdere. Indtil den 3. juli 1984 var mindesmærket herefter intakt, og der foreligger ikke oplysninger om, at det i den mellemliggende periode har været konstateret, at mindesmærket kunne bevæges ved berøring eller skub.

Der har over det væltede mindesmærke været afholdt syn og skøn den 20. marts 1987. Syns- og skønsmanden, akademiingeniør Peter Rastrup, Aabenraa, har i en erklæring af 25. august 1987 besvaret følgende spørgsmål:

»Spørgsmål 1

Syns- og skønsmanden bedes oplyse såvel den samlede mindestens som de enkelte deles højde, bredde og vægt. - Den nederste sten benævnes i det følgende som sten A, den mellemste sten som sten B og den øverste sten som sten C.

Svar:

Stenens mål og vægt fremgår af bilag 5 og 6.

Sten A's højde kendes ikke præcist da den er nedgravet med overkant i terrænhøjde.

Bredden er 60 cm, længden er 90 cm, højden (fundamentsdybden) er mindst 50 cm, dybere kunne ikke graves p.g.a. frost.

Vægten menes uinteressant i denne forbindelse, da sten ikke menes at have bevæget sig, men anslås til at være mellem 700 kg og 1400 kg afhængig af funderingsdybden.

Sten B har en højde på 42 cm og en bredde på 26 cm forneden og 25 cm foroven, samt en længde på 58 cm forneden og 55 cm foroven. Vægten er beregnet til 166 kg.

Sten C har en højde på 108 cm, bredden er 20 cm forneden og 15 cm foroven, længden er 49 cm forneden og 45 cm foroven, idet stenen afsluttes med en bueformet overside.

Vægten er beregnet til 224 kg.

Den samlede højde af sten B og sten C er således 150 cm, bredden varierer som anført ovenfor. Den samlede vægt af sten B og sten C er således 390 kg.

Spørgsmål 2

Det bedes oplyst, hvorledes sten A er funderet i jorden, samt hvorledes sten A og B, samt B og C har været sammensat. Herunder bedes det oplyst, hvilket sammensætningsmiddel der eventuelt har været anvendt.

Svar:

Sten A er fundet ved nedgravning i mindst 50 cm's dybde under det omgivende terræn, sandsynligvis dybere, hvilket dog ikke kunne konstateres p.g.a. frost i jorden.

Udfra de foretagne undersøgelser af de udtagne prøver og det besigtigede, jf. bilag 7 kan flg. derudover konstateres:

På sten A fandtes et lag cementmateriale vedhæftet til stenen. Overfladen af cementmaterialet var meget ujævn svarende til undersiden af sten B, som kun havde ganske lidt cementmateriale vedhæftet.

På prøverne fra sten A kan spores en brunfarvning fra den mod sten B vendende overflade.

Tilstedeværelsen af Araldit eller lignende har imidlertid ikke kunne påvises, jf. bilag 10.

På sten B's overside fandtes ligeledes et cementmateriale, hvilket der ikke gjorde på sten C's underside. Langs kanten af sten B's overside og sten C's underside fandtes desuden brunlige rester af et materiale, som ikke med sikkerhed kan bestemmes, jf. bilag 7, men som kan være et limmateriale.

Det er skønsmandens vurdering at sten A og B har været sammenholdt med et cementholdigt mørtelprodukt, og at sten B og C udover at have været sammenholdt af et mørtelprodukt har været forsøgt sammenholdt med et brunligt limprodukt.

Om der yderligere har været lim mellem mørtel og stenmaterialet, har ikke kunnet påvises jf. bilag 10.

Spørgsmål 3

Såfremt stenene A og B og B og C har været sammensat med cement eller andet materiale, bedes det oplyst, hvilken kraft der har været nødvendig for at bringe stenene B og C til at vælte, henholdsvis ved at skubbe til stenene og ved brug af kæppe eller lignende anvendt som løftestænger mellem A og B.

Svar:

Den nødvendige kraft for at vælte stenene B og C ved at skubbe til stenene er udregnet i bilag 6.

Såfremt bindemidlet er cement i intakt tilstand kræves en kraft på 123 kp for at vælte sten B og C (cementen bryder).

Ved anvendelse af kæppe som løftestænger mellem sten A og B kan væltning af sten B og C opnås, ved en kraft på 333 kp. Ved anvendelse af flere løftestænger mindskes den nødvendige kraft tilsvarende.

>> 278 >> For alle tallene gælder de i bilag 6 nævnte forudsætninger, ellers ændres tallene.

Såfremt et materiale som Araldit er anvendt korrekt, kræves en kraft, der er 7-10 gange større end ved anvendelse af cementmørtel (20 MPa ≈ 200 kp/cm²).

Såfremt klæbefladerne ikke har været ordentlig rengjort og affedtede, mindskes vedhæftningsevnen, og slip kan forekomme inden brud i sammenbindingsmaterialet opstår. D.v.s. ved en mindre

kraftpåvirkning end ovenfor anført.

Spørgsmål 4

Såfremt stenene har stået løst oven på hinanden uden nogen form for sammensætningsmiddel mellem stenene, bedes det oplyst, hvilken kraft der har været nødvendig for at bringe stenene B og C til at vælte, henholdsvis ved at skubbe til stenene og ved brug af kæppe eller lignende anvendt som løftestænger mellem sten A og B.

Svar:

Såfremt stenene har stået løst ovenpå hinanden uden nogen form for sammensætningsmiddel mellem stenene, vil den nødvendige kraft for at vælte sten C være 24 kp. For at vælte sten B og C (B og C forudsættes at være sammenhæftede) kræves en kraft på 38 kp.

Ved anvendelse af en løftestang kræves en kraft på 101 kp.

For alle tal gælder de i bilag 6 anførte forudsætninger, ellers fås andre værdier.

Spørgsmål 5

Såfremt stenene stod løst ovenpå hinanden, bedes det oplyst, om der kan konstateres rester af tidligere anvendt sammenbindingsmiddel.

Svar:

Stenene forefandtes væltede, spor af klæbemateriale fandtes imidlertid på sten A og sten B's oversider. Endvidere fandtes på randen af sten B's overside og sten C's underside brunlige spor af et materiale, som kan være et limmateriale.

Spørgsmål 6

Såfremt spørgsmål 5 besvares bekræftende, bedes det oplyst, hvilket sammenbindingsmiddel der har været anvendt, og hvornår dette blev påsat stenene.

Svar:

Vedrørende sammenbindingsmidlernes art henvises til spørgsmål 2.

Hvornår sammenbindingsmidlerne er blevet påsat stenene, kan ikke med sikkerhed besvares af skønsmanden. Det brunlige materiale på sten B og C ser dog ud til at være pålagt efter cementmaterialet.

Spørgsmål 7

Det bedes oplyst, om araldit er et velegnet middel til sammenfæstning af sten.

Svar:

Araldit kan ifølge den danske forhandler Ciba-Geigy anvendes til limning af sten under ganske bestemte forudsætninger, hvoraf kan nævnes, at hærdetemperaturen bør være over + 20° C, helst mellem 40 og 150° C.

- Limfladerne skal være tørre, støvfri og fedtfri, eventuelt sandblæst eller kemisk rengjort.

- Fugetykkelser på 0,1 til 1,0 mm giver de bedste vedhæftningsegenskaber.

- Klæbefuger udsat for vand og vejrlig bør beskyttes med fugtisolerende lak eller lign.

- Den anvendte limtype skal være af typen Araldit AW106 med hærder HV953U.

- Hærdningstiden er 15 timer ved + 20° C faldende til 5 min. ved 150° C.

- Hærdning under + 20° C giver dårlige resultater.

I stenhuggerbranchen (Batzlaffs Stenhuggeri, Ulnæs pr. Gråsten) anvendes Araldit ikke til limning af sten. I branchen anvendes bl.a. AKEMI også kaldet marmorkit og DIROL eller krystalkit. Disse

produkter har en hærdetid på under 1 time.

På gravsteder opsættes mindesten (i et stykke)normalt direkte på fundamentet uden lim eller evt. dorn.

Større mindesten limes og/eller forsynes med en messingdorn, der er boret og limet fast til fundamentet, hvorefter mindestenen med hul for dornen anbringes ovenpå.

På grundlag af ovenstående må skønsmanden vurdere, at sten med ujævn overflade, som de i sagen omhandlede udendørs opstillede sten, ikke uden særlige forholdsregler kan forventes sammenlimet med et godt resultat med Araldit, som da heller ikke anvendes af professionelle stenhuggere.

Spørgsmål 8

Det bedes endvidere oplyst, i hvor lang tid Araldit anvendt i midten af 70-erne til sammenfæstning af sten A og B må antages at have haft virkning.

Svar:

Araldit ville under de rette betingelser jf. spm. 7 kunne have haft virkning i praktisk taget ubegrænset tid.

Anvendt på sten A og B må virkningen >> 279 >> imidlertid anses for tvivlsom p.g.a. stenenes ujævnheder i limfladen og den store fugetykkelse, samt den sandsynlige lave hærdetemperatur og vejrligets påvirkning.

Spørgsmål 9

Det bedes oplyst, hvilken kraft en dreng på 10 år kan præstere henholdsvis ved brug af løftestænger og ved skub.

Svar:

En dreng på 10 år antages ved skub at kunne præstere en kraft af en størrelse på ca. 2/3 af hans egen egenvægt (ca. 30 kg)d.v.s. ca. 20 kp. Ved påvirkning af en løftestang vil drengen med sin egenvægt kunne præstere en kraft på ca. 5 y sin egenvægt, svarende til 150 kp., udfra bilag 6's forudsætninger. Ved dynamisk påvirkning (tilløb eller hop) kan kraften blive større. Hvor stor afhænger af drengens fysik.

Egentlig dokumentation kan eventuelt fås ved udførelse af kontrollerede forsøg.

Spørgsmål 10

Det bedes oplyst, hvor stenene A, B og C befinder sig i forhold til jordens overflade, herunder hvormeget af de enkelte sten der befinder sig over jordens overflade.

Svar:

Sten B og sten C ligger på jorden ved siden af sten A, som har sin overside 0-10 cm over jordoverfladen, som er skrå det pågældende sted.

Sten B's overside ligger dog med det ene hjørne op på sten A, men ellers på jorden. Se iøvrigt bilag 7.

Syns- og skønsmanden har under domsforhandlingen besvaret spørgsmål i tilslutning til skønserklæringen.

Sagsøgeren, der er født den 27. maj 1973, har forklaret, at han i 1984 var spejder på tredje år. Efter måltidet på marken uden for skoven løb børnene ind i skoven. De var ikke blevet formanet om ikke at røre ved, klatre på eller i øvrigt lege i nærheden af mindesmærket. Da sagsøgeren kom ind i skoven, stod der flere børn ved mindesmærket, og et barn sad på det. Børnene var ved at dele sig op i hold til »fangeleg«. Kort tid efter gik sagsøgeren sammen med sagsøgte 3, Peter Tanghus, og Henrik Rasmussen længere ind i skoven for at forrette toilette. Bagefter sprang de i ca. 5 minutter længdespring, inden de gik tilbage mod mindesmærket. Nogle af børnene var da i gang med at

rokke med mindesmærkets overdel, bl.a. sagsøgte 1, Carsten Rasmussen og sagsøgte 2, Thorbjørn Hansen. Der kan godt have været flere, men sagsøgeren kan ikke huske det. Sagsøgeren tror, at der stod nogle børn ved siden af mindesmærket, men han kan hverken sige, hvem det var, eller om de var med til at rokke med stenen. Der sad ingen børn på det. Der blev skubbet til stenen med håndkraft uden brug af kæppe eller andre hjælpemidler. Det så ikke voldsomt ud. Sagsøgeren stod et kort øjeblik og så på mindesmærket uden at røre ved det. Så vendte han ryggen til og blev umiddelbart efter ramt i ryggen af stenen. Sagsøgeren mener, der var gået ca. 15 minutter, fra han forlod spisepladsen, til han blev ramt af stenen.

Sagsøgte 1, Carsten Rasmussen, der er født den 1. oktober 1970, har forklaret, at der var en del børn, der var i gang med at lege »tag fat«, da han kom ind i skoven. Han gik hen til mindesmærket, hvor der stod 2-3 børn, som rørte ved mindesmærket, der kunne rokke. Sagsøgte 1 rokkede også med stenen ved at skubbe med hænderne i skulderhøjde. Der skulle nogen kraft til at få stenen til at bevæge sig. De skubbede til stenene for sjov, ikke for at vælte den. Sagsøgte 1 holdt op efter et par minutters forløb og forlod stedet ved mindesmærket. Han befandt sig ca. 10-15 m fra mindesmærket, da han med ryggen til hørte, at stenen faldt. Da han vendte sig om, så han, at sagsøgeren lå under stenen, der dækkede ham fra lænden og nedefter. Han kan ikke huske, hvem der nu befandt sig ved mindesmærket, men Karsten Nissen var med til at løfte stenen væk fra sagsøgeren. Han kan ikke huske, om begge sten eller kun den øverste sten var væltet. Der var gået ca. 15-20 minutter, fra sagsøgte 1 kom ind i skoven, til stenen væltede.

Sagsøgte 2, Thorbjørn Hansen, der er født den 18. august 1973, har forklaret, at de fleste børn, der gik ind i skoven efter spisningen, gik hen til mindesmærket. Sagsøgte 2 befandt sig omkring mindesmærket hele tiden og var gennem nogen tid med til at rokke med stenen. Der stod børn på begge sider af stenen og skubbede. De holdt pauser ind imellem, men stod ellers og rokkede med stenen, lige til uheldet skete. Sagsøgte 2 kan ikke huske, om han var med til at skubbe lige til det øjeblik, stenen fik overbalance, men han stod på samme side af stenen som sagsøgeren og med ryggen til denne. Da stenen væltede, prøvede sagsøgte 2 at holde imod stenen og gribe den. Det var hele stenen fra fundamentet og opefter, der væltede, og det var også helt nede fra jorden, de >> 280 >> havde kunnet rokke med stenen. Sagsøgte 1, Carsten Rasmussen, og Karsten Nissen var med til at løfte stenen væk fra sagsøgeren.

Sagsøgte 3, Peter Tanghus, der er født den 12. december 1973, har forklaret, at lederne sammen med nogle spejdere havde lagt materiale til bivuakkerne i 3-5 meters afstand fra mindesmærket. Sagsøgte 3 gik sammen med sagsøgeren og Henrik Rasmussen på toilette i skoven og derefter hen til stenen, hvor der stod nogle børn og rokkede med den. Det så ud til at være for sjov og ikke for at vælte den. Han begyndte selv at rokke med stenen, og de var nu fire i alt, som rokkede med den - to på hver side. Stenen kunne ikke rokke ret meget, og der skulle nogen kraft til at rokke med den. Den rokkede helt nede fra fundamentet. Henrik Rasmussen var med i begyndelsen, men han gik. Sagsøgte 3 kan ikke huske, om sagsøgte 2 var med til at skubbe. Pludselig var der nogen, der råbte, at stenen væltede. Sagsøgte 3 stod på den side, som stenen væltede imod, og han prøvede forgæves sammen med sagsøgte 2 at holde imod. Sagsøgeren havde ikke på noget tidspunkt været med til at rokke stenen.

Henrik Rasmussen, Alminde, der er født den 29. oktober 1973, har under domsforhandlingen som sagsøgt forklaret, at han sammen med sagsøgeren og sagsøgte 3 gik hen til mindesmærket, da de havde været på toilette. Der stod nogle og rokkede med stenen, muligvis fire. De stod på hver sin side af stenen. Han kan ikke huske navnene på de pågældende. Selv stod han 1 m fra stenen ud for siden af denne, og han kan ikke huske, om han på et tidspunkt også prøvede at skubbe til stenen. Han mener ikke, sagsøgeren skubbede til stenen. Han var sammen med sagsøgte 3 med til at løfte stenen væk fra sagsøgeren.

Karsten Nissen, Alminde, der er født den 7. februar 1972, har under domsforhandlingen som sagsøgt forklaret, at lejrledelsen havde været inde i skoven, inden man begyndte at spise på marken udenfor. Allerede inden de begyndte at spise, havde han set, at nogle af børnene havde været i gang

med at rokke med stenen. Da han havde spist, gik han alene ind i skoven, hvor han gik og snittede i en gren. Han så, at der igen var nogle, der rokkede med stenen, og at der var en, der var oppe at kravle på den. Han gik hen imod stenen, og det hele så meget roligt ud. Han rørte ikke selv ved stenen, og selv om han befandt sig kun 2 m fra den, da den væltede, så han ikke selve faldet. Han var sammen med sagsøgte 2 og Henrik Rasmussen med til at flytte stenen væk fra sagsøgeren.

Bettina Munk, Alminde, der er født den 3. februar 1972, har som vidne forklaret, at hun så sagsøgte 2 og 4-5 andre børn stå og rokke med stenen. Hun så, at der blev stukket en pind ind imellem den øverste og næstøverste sten i mindesmærket, men hun kan ikke huske, hvem der gjorde det, og det så ud, som om det var for sjov og ikke et forsøg på at vælte mindesmærket.

Der er endvidere afgivet vidneforklaring af følgende børn - - - 3).

Jørgen Erik Petersen, Alminde, har som vidne forklaret, at han i mange år har arbejdet inden for KFUM-spejderbevægelsen. Han traf i første omgang pr. telefon aftale om lån af Høruphav spejdernes lejrhytte og dernæst med Hans Christian Hansens ægtefælle aftale om at benytte arealet ved Vibæk Mølle som overnatningssted, idet han fik at vide, at Høruphavtroppen havde »brugsret« over arealet. Da vidnet i begyndelsen af juni 1984 gennemkørte hajkruten med sin ægtefælle, Johanne Petersen, så de området, hvor bivuaklejren skulle ligge, men de besigtigede ikke arealet eller skoven nærmere. Spejderne havde forud for lejrturen fået undervisning om færdsel i naturen i almindelighed, og forud for selve hajkturen i reglerne for gåendes færdsel på vej. Vidnet fulgte i sin bil spejderne under hajkturen. Da vidnet ankom til området med færdigsmurte madpakker, var børnene kommet. Børnene fik at vide, at de efter måltidet skulle holde sig inden for skovområdet. Vidnet kan ikke huske, om der fulgte en leder med ind i skoven. Selv kunne han kun høre børnene, men ikke se dem. Ca. et kvarter efter, at det første barn var gået ind i skoven, blev der råbt, at stenen var væltet. Vidnet var ikke klar over, at der var en mindesten i skoven.

Johanne Margrethe Almind Petersen, Alminde, har som vidne forklaret i det væsentlige i overensstemmelse med sin ægtefælle Jørgen Erik Petersen.

Anna Solskov Jensen, Alminde, har som vidne forklaret, at hun ikke er spejderleder, men at hun havde to børn med på lejren og derfor deltog som »tante«. Hun ankom til overnatningsstedet den 3. juli 1984 kl. ca. 17. Hun gik op i skoven og så mindesmærket og tænkte, at det var et mærkeligt sted at placere en mindesten. Hun rørte ikke ved >> 281 >> stenen og tænkte ikke på, at der kunne være nogen risiko forbundet med stenens tilstedeværelse. Efter samtale med de andre ledere var der enighed om, at pladsen op mod stenen var det bedste sted at bivuakere. Der gik 10-20 minutter, fra det første barn efter spisningen var gået ind i skoven, til hun hørte, at stenen var væltet. Der var i dette tidsrum ingen voksne ledere inde i skoven.

Karen Riis, Viuf, har som vidne forklaret, at hun i sommeren 1984 havde været hjælpeleder i spejderbevægelsen i ca. to år, og at hun havde deltaget i planlægningen af lejren ved Høruphav. Hendes søn, Torben Riis, deltog som spejder i lejren. Hun var med til at bære granrafterne til bivuakkerne op fra vejkanten til pladsen foran mindesmærket. Hun gik hen og så på stenen og læste inskriptionen. Hun rørte ikke ved stenen og forbandt ikke nogen risiko med den. Spejderne vidste fra deres spejderbøger, at mindesten skal respekteres. Der gik 10-15 minutter, fra de første børn havde fået lov til at gå ind i skoven, til hun hørte råbene om, at stenen var væltet.

Birthe Hansen, Alminde, har som vidne forklaret, at hun i 1984 var spejderleder i Almindetroppen. I de ugentlige spejdermøder blev børnene belært om, at man på kirkegårde skulle gå stille og ikke berøre gravsten. Hun var inden spisningen sammen med nogle af børnene oppe i skoven med materiale til bivuakkerne. Hun gik hen og læste inskriptionen på mindesmærket, men hun rørte ikke ved det, og det gjorde børnene heller ikke. Hun tænkte ikke på, at der kunne være nogen risiko knyttet til stenen. Hun sagde til børnene, inden de gik ind i skoven, at de ikke måtte kravle op i træerne og falde ned og brække benene, men hun sagde ikke noget om mindesmærket.

Hans Christian Hansen, Kegnæs, har som vidne forklaret, at han fra 1973 til 1987 var leder af Høruphavtroppen. Han indgik i 1976/77 aftale med sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, ved den

daværende formand, Christian Jessen, om brug af arealet ved Vibæk Mølle. Høruphavtroppen fik lov til vederlagsfrit at benytte grunden og tilladelse til at låne den ud til andre spejdere mod at holde grunden i orden, det vil sige holde ukrudt og brombær nede. Omkring juletid 1977 fik han af ejeren af nabohuset, Marc Jørgensen, telefonisk besked om, at stenen var væltet. Han ringede herefter til Christian Jessen og tilbød, at spejderne ville genrejse stenen, hvilket Christian Jessen accepterede. Det var den øverste sten (C) der var væltet, mens der ikke var sket noget i sammenføjningen mellem fundamentstenen (A) og den mellemste sten (B). Den 19. maj 1978 satte vidnet sammen med to voksne og nogle spejdere stenen på plads ved hjælp af nogle granrafter. Forinden var gamle cementrester skrabet af og stenen vasket i natronlud og vand. Til fastgørelsen benyttede man Araldit, som blev købt hos en materialist. Aralditten blev påsmurt endefladerne på begge sten. Man brugte ikke vaterpas eller lodlinje ved sammenføjningen, og fugerne mellem stenene blev ikke lakeret. Den 21. maj 1978 var vidnet sammen med to voksne mænd igen ved stenen, og de prøvede alle tre på en gang, om de kunne rokke stenen. Den gav sig imidlertid ikke. Efter genrejsningen af stenen er vidnet kommet på pladsen ca. fem gange om året sammen med spejdere. Han har aldrig hørt om, at stenen skulle stå usikkert, og han har aldrig prøvet, om den fortsat stod fast. Pladsen bruges 12-14 weekender om året. Troppen fra Alminde havde lejet Høruphavtroppens lejrhytte i Høruphav, og vidnet havde i samme forbindelse givet tilladelse til, at arealet ved Vibæk Mølle blev brugt til bivuakering. Han fandt ingen anledning til at advare mod mindesmærket.

Christian Schmidt, Kegnæs, har som vidne forklaret, at han er formand for sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, der er et andelsselskab. Han har været formand siden 1980. Sagsøgte 4 ejer det pågældende grundstykke, der er vurderet til 3.000 kr. Sagsøgte 4 ejer ikke anden fast ejendom. Der er ikke tegnet forsikring for arealet. Sagsøgte 4 har en formue på 3-400.000 kr. Vidnet var spejderleder fra 1939 til 1969 og har i den periode nogle gange telefonisk indhentet tilladelse fra den daværende formand Christian Jessen til at benytte arealet til overnatning for spejderne. På et tidspunkt fik Høruphavtroppen lov til at bruge stedet, når det passede dem. Han har ikke kendskab til, at der herudover skulle være noget aftaleretligt grundlag for spejdernes benyttelse af grunden. Han havde, da ulykken skete, bortset fra en enkelt gang i forbindelse med formandsskiftet i 1980, ikke været på stedet siden en gang i 1950'erne. Han var ikke klar over, at stenen havde været væltet i 1978.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at samtlige, subsidiært to eller flere, sagsøgte har handlet culpøst og hver for sig medvirket til skadens indtræden på en sådan måde, at de er solidarisk ansvarlige for det tab, ulykken har påført sagsøgeren. Mere subsidiært har sagsøgeren >> 282 >> gjort gældende, at en af de sagsøgte er ansvarlig for skaden.

Sagsøgeren har over for de sagsøgte 1-3 i første række gjort gældende, at skaden efter bevisførelsen må antages at være sket under disse sagsøgtes leg med stenen, og at de - selv deres alder taget i betragtning - burde have indset, at legen var farlig, ligesom det måtte være påregneligt for dem, at stenen kunne vælte med personskade til følge. Sagsøgeren har i anden række gjort gældende, at disse 3 sagsøgte, selv om det ikke måtte anses for bevist, hvem der foretog det afgørende skub, der fik stenen til at vælte, alle tre var med til at skubbe til stenen, lige til den væltede eller umiddelbart før, og de må derfor være solidarisk ansvarlige for skadens indtræden og dens følger. Den culpøse adfærd, som de sagsøgte 1-3 har udvist, er i sig selv ansvarspådragende, således at disse sagsøgte må dømmes, selv om en af de sagsøgte 4 og 5, eller begge, måtte blive frifundet. Sagsøgeren har for det tredje bestridt, at sagsøgeren, der ikke deltog i legen med mindestenen, har udvist nogen form for egen skyld, eller har accepteret nogen risiko ved at stille sig i nærheden af stenen, selv om han kunne se, der blev rokket med den. Sagsøgeren har i hvert fald ikke udvist forhold af en sådan karakter, at det kan bevirke bortfald af erstatningen, højst nedsættelse. Sagsøgeren har for det fjerde bestridt, at reglen i Myndighedslovens § 63 kan føre til nedsættelse eller bortfald af erstatningen bl.a. fordi alle tre sagsøgte er ansvarsforsikrede.

Sagsøgeren har over for de sagsøgte 4 og 5 gjort gældende, at skaden er indtrådt bl.a. som følge af manglende vedligeholdelse af sammenføjningerne mellem mindesmærkets enkelte sten. Ikke mindst på baggrund af hærværket i 1977/78 har begge sagsøgte, hver for sig og i forening - sagsøgte 4 som

ejer og sagsøgte 5 Høruphavtroppen som regelmæssig bruger af arealet, hvorpå mindesmærket stod - haft en forpligtelse til at vedligeholde mindesmærket, i hvert fald så det ikke kunne vælte ved blot små børns skub til det. Det kan i så henseende ikke tillægges betydning, at sagsøgte 4 havde givet Høruphavtroppen ret til vederlagsfri brug af arealet. Derfor må begge sagsøgte, subsidiært den ene, være ansvarlige for den skade, som bl.a. skyldes tilsidesættelse af denne vedligeholdelsespligt.

Sagsøgeren har over for sagsøgte 5 yderligere gjort gældende, at skadens indtræden også skyldes, at ledelsen af KFUM-spejdernes Almindetrop har tilsidesat sin pligt til at føre tilsyn med børnenes leg, idet ledelsen, forinden børnene gik ind i skoven, som de ikke tidligere havde besøgt, burde have undersøgt forholdene nærmere, herunder mindesmærket. Ved at undlade dette og dernæst uden opsyn lade børnene lege i skoven i 10-20 minutter har Almindetroppens ledelse pådraget sig, og dermed sagsøgte 5, et selvstændigt erstatningsansvar.

Sagsøgte 1-3 har til støtte for deres frifindelsespåstand i første række gjort gældende, at det ikke er bevist, at det er en eller flere af de sagsøgte, som har væltet stenen. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgte 1 var borte fra stenen, da den væltede, og at ingen af de sagsøgte 2 og 3 skubbede til stenen, umiddelbart før den væltede, og at de i øvrigt da begge stod på den side, som stenen væltede mod. I anden række har de sagsøgte gjort gældende, at både de sagsøgte og de andre børn, som legede ved mindesmærket, har anset legen for harmløs og ufarlig, og at ulykken må karakteriseres som et hændeligt uheld, som ingen af de sagsøgte kan gøres ansvarlig for. I tredje række har de sagsøgte gjort gældende, at det var upåregneligt for børnene, at de med håndkraft kunne vælte så stor en sten, ligesom de måtte kunne gå ud fra, at forholdene var i orden, når ledere forinden havde besigtiget stedet, herunder mindesmærket. I fjerde række har de sagsøgte gjort gældende, at erstatningen bør bortfalde i medfør af bestemmelsen i Myndighedslovens § 63, navnlig da der af sagsøgte 5 er tegnet ansvarsforsikring mod ledernes ansvar. I femte række har de sagsøgte gjort gældende, at erstatningskravet må bortfalde som følge af sagsøgerens egen skyld eller accept af risiko, idet han, hvis de øvrige børn burde have forudset faren ved deres leg, selv burde have indset denne fare og derfor placeret sig uden for rækkevidden af den væltende mindesten.

De sagsøgte 1-3 har til støtte for friholdelsespåstanden over for de sagsøgte 4 og 5 gjort de samme synspunkter gældende, som sagsøgeren har gjort gældende til støtte for sin påstand over for disse sagsøgte. De sagsøgte 1-3 har over for sagsøgte 5 yderligere gjort gældende, at et eventuelt ansvar for børnene skyldes, at de voksne har tilsidesat deres vedligeholdelses- og opsynspligt, og at børnenes ansvar derfor bør absorberes af det ansvar, der påhviler sagsøgte 5 som følge af, at Høruphav- og Almindetroppens ledelser har tilsidesat de pligter, der påhvilede dem.

Sagsøgte 4 har til støtte for sine påstande om >> 283 >> frifindelse over for sagsøgeren og sagsøgte 1-3 i første række gjort gældende, at det ikke er bevist, at sagsøgte har handlet culpøst. Det er således hverken gennem syns- og skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at stenene ikke var forsvarligt sammenføjede, og det må derfor antages, at spejderne har udsat mindesmærket for påvirkning af en sådan størrelsesorden, at børnene, og ikke sagsøgte 4, må være ansvarlige for, at den væltede og for følgerne heraf. Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at det i hvert fald har været upåregneligt for sagsøgte, at mindestenen skulle blive udsat for så grov en vold, at den væltede. I tredje række har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgte, der vederlagsfrit havde overdraget brugsretten over arealet til Høruphavtroppen, dermed er blevet frigjort for pligten til at vedligeholde og føre opsyn med mindesmærket.

Sagsøgte 4 har til støtte for sin friholdelsespåstand over for sagsøgte 5 gjort gældende, at sagsøgte 5 i hvert fald i det indbyrdes forhold mellem disse to sagsøgte må antages i tilslutning til den vederlagsfrie overdragelse af brugsretten til arealet at have overtaget pligten til at vedligeholde mindesmærket. Høruphavtroppen, der 12-14 gange årlig benyttede eller lod arealet benytte, skulle »holde arealet i orden«, hvilket må medføre en pligt til at vedligeholde mindesmærket, som Høruphavtroppen selv havde repareret, da det i 1978 havde været udsat for hærværk.

Sagsøgte 5 har til støtte for sine påstande over for sagsøgeren og sagsøgte 1-3 gjort gældende, at hverken ledelsen af Høruphavtroppen eller ledelsen af Almindetroppen har handlet

ansvarspådragende.

Til støtte for, at der ikke fra ledelsen af Høruphavtroppen er udvist culpøst forhold, har sagsøgte i første række gjort gældende, at det må anses for bevist, at stenene B og C sammen er væltet som følge af en brist i sammenføjningen mellem sten A og sten B, og at det ikke er godtgjort, at den sammenføjning mellem sten B og sten C, som Høruphavtroppen havde foretaget i 1978, var utilstrækkelig på uheldstidspunktet. Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at det ikke kan antages, at Høruphavtroppen i forbindelse med overdragelse af en ret til at bruge arealet skulle have overtaget ejerens forpligtelse til at vedligeholde et mindesmærke, som man hverken havde brug for eller brugsret til. For det tilfælde, at det antages, at der påhvilede Høruphavtroppen en vedligeholdelsespligt, har sagsøgte i tredje række gjort gældende, at der ikke er grundlag for at antage, at sagsøgte har tilsidesat denne vedligeholdelsespligt, idet der ikke er godtgjort mangler ved den fastgørelse, som i 1978 skete af sten C på sten B, og som blev afprøvet af tre voksne mænd. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at sammenføjningen mellem sten A og sten B ikke den gang var i orden, og der har derfor ikke været anledning til for sagsøgte senere at undersøge denne sammenføjning.

Sagsøgte 5 har til støtte for, at der ikke af lederne af Høruphavtroppen er udvist culpa, i første række gjort gældende, at lederne ikke har tilsidesat nogen tilsynspligt, som ville have påhvilet dem som forældre, og at der ikke til frivillige spejderledere kan stilles strengere krav end til forældre og heller ikke de samme krav, som kan stilles til personale og lærere i børnehaver og skoler, hvortil børnene overlades. Det kan således ikke være ansvarspådragende at have overladt ganske almindelige 10-årige børn til sig selv i 10-15 minutter på et areal, der i mange år havde vist sig brugbart til spejderformål, og som ingen leder, selv ikke en leder, der var mor til et af børnene på lejren, og som havde set mindesmærket, fandt anledning til at reagere imod.

Sagsøgte 5 har til støtte for sin friholdelsespåstand over for de sagsøgte 1-3 yderligere gjort gældende, at forudsætningen for, at sagsøgte 5 kan gøres erstatningsansvarlig, er, at mindst en af de sagsøgte 1-3 kendes ansvarlige for skaden. Den eller de sagsøgte 1, 2 eller 3, der findes erstatningsansvarlige, må antages at være hovedansvarlige for skadens indtræden og derfor i forhold til sagsøgte, der hæfter for en culpøs adfærd, der under alle omstændigheder er mindre end den, de sagsøgte 1-3 har udvist, være nærmest til endeligt at bære erstatningsansvaret, navnlig når der er tale om en skade, der skyldes en handlemåde hos de sagsøgte 1-3, som var upåregnelig for ledelsen af Almindetroppen.

Sagsøgte 5 har til støtte for friholdelsespåstanden over for sagsøgte 4 gentaget de synspunkter, der er gjort gældende til støtte for, at sagsøgte 5 ikke kan pålægges ansvar overfor sagsøgeren på grund af, at Høruphavtroppens ledelse skulle have tilsidesat nogen vedligeholdelsespligt. Sagsøgte 5 har yderligere anført, at reparationen af mindesmærket i 1978 blev foretaget af Høruphavtroppen på vegne af sagsøgte 4 og ikke i egen interesse.

>> 284 >> Det lægges efter bevisførelsen til grund, at mindestenen og arealet, hvorpå mindestenen stod, tilhører sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, at sagsøgte 4 i 1976 eller 1977 gav KFUM-spejdertroppen Høruphav tilladelse til vederlagsfri benyttelse af arealet og ret til at tillade andre spejdertroppe at benytte grunden mod, at Høruphavtroppen vedligeholdt arealet, således at ukrudt og brombær blev holdt nede, at mindestenen som følge af hærværk i vinteren 1977-78 væltede, at stenen efter aftale med sagsøgte 4 blev genrejst den 19. maj 1978 af spejdere og ledere fra Høruphavtroppen og efterset den 21. maj 1978, at stenens forankring og stabilitet ikke siden har været undersøgt, og at stenen ikke har været væltet før den 3. juli 1984. Det lægges endvidere til grund, at spejderne fra KFUM's Almindetrop af ledere fra Høruphavtroppen havde fået tilladelse til at benytte arealet til overnatning natten mellem den 3. og 4. juli 1984, at spejdere fra Almindetroppen efter ankomsten til arealet den 3. juli 1984 om eftermiddagen legede ved og omkring stenen og herunder konstaterede, at det var muligt at rokke med stenen, at stenen kunne rokke som følge af helt eller delvis brud af bindemidlet i kontaktfladen mellem mindestenens fundament (sten A)og mindestenens mellemste sten (sten B), at mindestenen under spejdernes leg

og som følge af et eller flere direkte skub mod stenen væltede og ramte sagsøgeren, Raffael Voigt Durand, der havde iagttaget kammeraternes leg med stenen, men som ikke deltog i eller tidligere havde deltaget i denne leg. Det lægges yderligere til grund, at ingen, der virkede som leder for Almindetroppen, havde undersøgt mindestenen eller bemærket, at den stod usikkert. Det lægges endelig til grund, at det efter bevisførelsen vedrørende spørgsmålet om, hvem af de tilstedeværende børn der i tidsrummet, umiddelbart før stenen væltede, var i berøring med stenen og skubbede til den, ikke med fornøden sikkerhed kan fastslås, at et bestemt barn eller flere bestemte børn direkte har forårsaget eller dog på ansvarspådragende måde har medvirket til stenens fald. Landsretten lægger herved navnlig vægt på, at bevisførelsen om dette spørgsmål, der har fundet sted mere end 5 år efter ulykken, udelukkende har kunnet gennemføres ved afhøring af unge mennesker, der på ulykkestidspunktet var mellem 10 og 13 år gamle, og som under domsforhandlingen - forståeligt - har afgivet usikre og til dels modstridende forklaringer om hændelsesforløbet og om de enkelte børns placering og handlemåde i ulykkesøjeblikket. Som følge af det anførte finder landsretten det ikke bevist, at nogen af de sagsøgte 1-3, Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus, er ansvarlige for den skete ulykke, og disse sagsøgte frifindes derfor. Landsretten finder endvidere ikke, at nogen af de voksne personer, der virkede som ledere for Almindetroppen, ved at undlade i forvejen at undersøge stabiliteten af mindestenen, som ikke kan anses i sig selv at være farlig for legende børn, eller på anden måde har handlet således, at der derved er påført sagsøgte 5, Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark, et erstatningsansvar.

Sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, overgav i 1976-77 som ejer af arealet, hvorpå mindestenen står, dispositionsretten over dette areal til Høruphavtroppen. Hverken på dette tidspunkt eller efter hærværket i 1977-78 sikrede sagsøgte 4 sig, at Høruphavtroppen ikke blot af hensyn til spejderne, men også af hensyn til andre besøgende regelmæssigt kontrollerede stenens fundering og stabilitet. Sagsøgte 4 har endvidere heller ikke selv i tiden efter 1976 foretaget nogen kontrol med stenens fundering og stabilitet. Sagsøgte 4 findes herved at have pådraget sig ansvar for den skade, sagsøgeren blev påført.

Høruphavtroppen findes ved erhvervelsen af dispositionsretten over arealet i 1976 til brug for børns spejderaktiviteter at have påtaget sig en forpligtelse til i almindelighed at sikre sig, at arealet kunne benyttes uden fare for benytterne, og Høruphavtroppen findes efter hærværket og stenens vælten i 1977-78 at have haft en særlig forpligtelse til at kontrollere holdbarheden af den fastgørelse af stenen, som Høruphavtroppen foretog i 1978, og som Høruphavtroppen var eller i hvert fald burde være klar over, sagsøgte 4, Tandslet Missionshjem, ikke kontrollerede. Da Høruphavtroppen ikke har foretaget sådanne eftersyn, findes også sagsøgte 5, Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark, at være ansvarlig for den skete skade.

Efter det foreliggende findes hver af de sagsøgte 4 og sagsøgte 5 i det indbyrdes forhold at burde betale halvdelen af den tilkendte erstatning.

Der findes ikke grundlag for at statuere, at sagsøgeren ved sin adfærd har udvist forhold, der kan begrunde nedsættelse af erstatningen.

Forrentningen af erstatningsbeløbet vedrørende invaliditet findes at burde ske fra >> 285 >> stationærtidspunktet den 1. december 1986, hvor kravet må anses for forfaldent.

- - -

De sagsøgte 4 og 5 skal i sagsomkostninger hver betale 2.870 kr. i retsafgift til statskassen samt en for begge og begge for en yderligere 36.896,85 kr. til statskassen og 30.000 kr. til sagsøgeren. For de sagsomkostninger, som disse sagsøgte skal betale in solidum, betaler de i det indbyrdes forhold endeligt hver halvdelen.

- - -

I øvrigt betaler ingen part sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Bangert, Kiil, Else Mols, Wendler Pedersen og Melchior.

Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark og Tandslet Missionshjem ved formanden Christian Schmidt har over for Raffael Voigt Durand påstået frifindelse. Tandslet Missionshjem har subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb end pålagt ved landsretten. Raffael Voigt Durand har påstået stadfæstelse.

Raffael Voigt Durand har over for Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus principalt nedlagt påstand om, at de in solidum med Tandslet Missionshjem og/eller Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark eller in solidum alene skal betale 251.150 kr. med rente som fastsat ved landsrettens dom. Raffael Voigt Durand har endvidere nedlagt nogle subsidiære påstande. Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus har påstået stadfæstelse.

Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark, Tandslet Missionshjem, Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus har endvidere indbyrdes nedlagt en række påstande. Bl.a. har Tandslet Missionshjem påstået, at Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus principalt solidarisk, subsidiært proratarisk skal friholde missionshjemmet for det beløb, hjemmet måtte blive dømt til at betale til Raffael Voigt Durand. Carsten Rasmussen, Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus har nedlagt påstand bl.a. om, at Tandslet Missionshjem friholder dem for, hvad de måtte blive tilpligtet at betale til Raffael Voigt Durand.

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.

Tre dommere - Bangert, Kiil og Else Mols - udtaler:

Efter den i landsrettens dom gengivne bevisførelse, herunder Thorbjørn Hansens og Peter Tanghus forklaringer, må det lægges til grund, at de to drenge, der da var mellem 10 og 11 år gamle, var med til at rokke mindestenen, indtil denne væltede og ramte Raffael Voigt Durand. Efter deres alder burde de to drenge have indset, at deres handlemåde indebar risiko for, at stenen kunne vælte, og at andre derved kunne komme til skade. De findes herefter begge at være erstatningsansvarlige for den skade, som tilføjedes Raffael. Da der ikke af denne er udvist noget forhold, som kan begrunde bortfald eller nedsættelse af erstatningen, og da ansvaret for de to drenge er dækket af en for drengene tegnet ansvarsforsikring, således at ansvaret ikke bør lempes i medfør af myndighedslovens § 63, stemmer disse dommere for at anse dem solidarisk ansvarlige for den krævede erstatning, mod hvis størrelse der ikke er gjort indsigelse.

Mindestenen var opstillet i et skovområde og frembød ikke umiddelbart nogen risiko for personer, som færdedes i området. Stenen væltede da også først, da de legende børn i nogen tid havde skubbet til stenen fra begge sider og derved fået den til at rokke. Under disse omstændigheder kan stenens noget svækkede stabilitet på uheldstidspunktet ikke give grundlag for at pålægge hverken Tandslet Missionshjem som ejer eller Høruphavtroppen som bruger af området noget medansvar for ulykken. Da det endvidere ikke kan anses for uforsvarligt at lade børn i 10-13 års alderen lege uden opsyn i et skovområde som det omhandlede, kan heller ikke Almindetroppen gøres medansvarlig for den skete skade. Disse dommere stemmer derfor for at frifinde Tandslet Missionshjem og Landsorganisationen KFUM-Spejderne i Danmark for de erstatnings- og regreskrav, der er rejst mod dem, og for som følge heraf at stadfæste frifindelsen af Carsten Rasmussen.

I det indbyrdes forhold mellem Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus findes ansvaret at burde fordeles med halvdelen til hver.

Dommerne Wendler Pedersen og Melchior, der er enige med flertallet i, at Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus er erstatningsansvarlige, og at der ikke foreligger omstændigheder, der kan begrunde bortfald eller nedsættelse af erstatningen, udtaler videre:

>> 286 >> Det må som anført i landsrettens dom lægges til grund, at børnene under leg ved mindestenen opdagede, at den kunne rokkes helt nede fra fundamentet. Efter oplysningerne i skønserklæringen om den kraft, der kræves for samlet at vælte sten B og den øverste sten C, henholdsvis stående løst på eller sammenhæftet med fundamentstenen A, og om den kraft, drenge på 10 år må antages at kunne præstere, må det endvidere lægges til grund, at mindestenen har kunnet rokkes og væltes, fordi bindemidlet mellem sten A og sten B praktisk taget var uden virkning. Som ejer af mindestenen og arealet har Tandslet Missionshjem, der var klar over, at området ofte benyttedes af børn, og at den øverste sten var væltet i 1977, haft pligt til at sikre den 150 cm høje mindestens stabilitet. Disse dommere finder herefter, at Tandslet Missionshjem over for Raffael har pådraget sig ansvar for skaden.

Hverken den omstændighed, at Høruphavtroppen havde fået lov til at bruge området vederlagsfrit mod at ryddeligholde det, eller at troppen havde repareret mindesmærket i 1977, kan begrunde noget ansvar for troppen for den manglende vedligeholdelse. Som anført af flertallet er der heller ikke grundlag for at pålægge Almindetroppen medansvar for skaden.

De finder herefter, at Thorbjørn Hansen, Peter Tanghus og Tandslet Missionshjem er solidarisk ansvarlige for skaden. I det indbyrdes forhold skal Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus, der begge er ansvarsforsikret, friholde Tandslet Missionshjem, der er uforsikret, og hvis medansvar for skaden må anses for underordnet i forhold til børnenes ansvar. Der er ikke grundlag for at pålægge Carsten Rasmussen, som ifølge den af ham afgivne forklaring befandt sig 10-15 m fra mindesmærket på uheldstidspunktet, at friholde Tandslet Missionshjem.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:Thorbjørn Hansen ved værge Børge Hansen og Peter Tanghus ved værge Kjeld Tanghus skal en for begge og begge for en betale til Raffael Voigt Durand 251.150 kr. med sædvanlig procesrente af 26.150 kr. fra den 28. november 1985 til den 30. november 1986 og af 251.150 kr. fra den 1. december 1986. Landsorganistionen af KFUM-Spejdere i Danmark og Tandslet Missionshjem ved formanden Christian Schmidt frifindes.Frifindelsen af Carsten Rasmussen stadfæstes.I sagsomkostninger for begge retter skal Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus en for begge og begge for en til statskassen betale 80.000 kr. og til Raffael Voigt Durand 30.000 kr.I det indbyrdes forhold skal Thorbjørn Hansen og Peter Tanghus hver betale halvdelen af de idømte beløb.I sagsomkostninger for begge retter skal statskassen til Landsorganisationen af KFUM-Spejdere i Danmark og til Tandslet Missionshjem betale 60.000 kr. til hver.I øvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part eller til statskassen.De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1991.310H

Brandforsikringsselskab ikke regres i medfør af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, da ingen af undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 var anvendelige. Brandforsikringsselskab B påstod skadevolder S dømt til at refundere godt 1 million kroner, der var udbetalt skadelidte for brandskader, men fik ikke medhold. 1)

H.D. 13. februar 1991 i sag I 171/1990A/S Forsikringsselskabet Codan (adv. Erik Ryefelt) mod Glostrup Autoradio ApS og direktør Kaj Hjælm Jensen (adv. Rolf Gregersen).

Østre Landsrets dom 17. maj 1990 (3. afd.)(Bent Otken, Blinkenberg, Erik Kjærgaard (kst.)).

Lørdag den 11. juni 1988 opstod en mindre brand på ejendommen Sydvestvej 85 i Glostrup samt en mere omfattende brand på naboejendommen Sydvestvej 87-91, der er beliggende umiddelbart vest for førstnævnte ejendom. Ejendommen Sydvestvej 85 ejedes på tidspunktet for branden af sagsøgte Kaj Hjælm Jensen, der havde udlejet ejendommen til medsagsøgte Glostrup Autoradio ApS, i hvilket selskab Kaj Hjælm Jensen var direktør og eneanpartshaver. På naboejendommen Sydvestvej 87-91 ligger et snedker- og tømrerfirma, der ejes af Mogens Eichen & Sønner A/S. Brandskaderne på denne virksomhed, der beløb sig til ca. 1 million kr., blev dækket af selskabets brandforsikringsselskab, sagsøgeren A/S Forsikringsselskabet Codan.

Nærværende sag angår spørgsmålet, om sagsøgeren kan gøre regres gældende mod de sagsøgte for et beløb svarende til den udbetalte brandskadeerstatning.

Sagsøgeren har efter sin endelige påstand påstået de sagsøgte dømt til in solidum, respektive alternativt, at betale 1.015.000 kr. med procesrente fra den 21. oktober 1988.

De sagsøgte har begge påstået frifindelse.

Der er mellem parterne enighed om størrelsen af det rejste krav, og at branden var forårsaget af en af sagsøgte Kaj Hjælm Jensen foretagen afbrænding af affald.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Sagsøgte Kaj Hjælm Jensen solgte i 1988 ejendommen Sydvestvej 85 med overtagelse til den 2. juli 1988. Som følge af salget udførte han lørdag den 11. juni 1988, hvor den sagsøgte virksomhed, Glostrup Autoradio ApS, havde lukket, malerarbejde i bygninger på ejendommen, ligesom han foretog indsamling af affald i form af grene og papir på grunden. Kaj Hjælm Jensen blev herved bistået af sin hustru og sine to børn på henholdsvis 12 og 4 år. Det indsamlede affald blev sammen med den papemballage, som de benyttede malervarer havde været anbragt i, brændt i en udendørs ovn, der var placeret i det sydvestlige hjørne af grunden tæt ved skellet til ejendommen Sydvestvej 87-91.

Omkring kl. 14.00 blev Kaj Hjælm Jensen opmærksom på, at der var opstået en brand på ejendommen Sydvestvej 87-91 og alarmerede brandvæsen og politi.

Ifølge politirapport af 11. juni 1988 var brandvæsenet på brandstedet kl. 14.05 og politiet kl. 14.18. I politirapporten er angivet, at brandstedet er beliggende i tættere bebygget industrikvarter, og dels

er et oplagringsskur på ejendommen Sydvestvej 87-91, dels et udhus på ejendommen Sydvestvej 85.

Det hedder nærmere herom i rapporten:

»- - -

Selve brandstedet er et oplagringsskur, der er ca. 30 meter langt og 3 meter bredt indeholdende >> 311 >> div. bygningsartikler og maskiner. Udhuset er ca. 5 meter langt og 2 meter bredt indeholdende div. fejekoste og udstillingsmateriel. Ca. 1,5-2,0 m mod øst fra udhuset står afbrændingsovnen. Mod vest fra udhuset var et træ plankeværk. Mod syd et stål trådhegn. Begge skure/udhuse er opført i træ. Taget var af grå bølgeeternit.

Gerningsstedsundersøgelsen viste, at både udhuset og skuret var udbrændt, ligesom der var brandskade på forurettedes hovedbygning, hvor et lager var blevet »afsvedet« og tilsodet. På hovedbygningen var mange af ruderne desuden sprunget p.g.a. varme. Arnestedet var beliggende ca. 5 m vest for anmelderens afbrændingsovn, hvorfra ilden havde bredt sig i vestlig retning. Gerningsstedsundersøgelsen viste også, at der stadig var ild i den omtalte afbrændingsovn. Når man åbnede lågen ind til ovnen blæste der straks gløder og aske op af skorstenen. Disse begav sig i vindretningen mod arnestedet.

- - -«

Det fremgår iøvrigt af rapporten, at vejret var tørt og med kraftig østenvind.

Under en afhøring den 12. juni 1988 erkendte Kaj Hjælm Jensen sig skyldig i overtrædelse af brandlovens § 37, stk. 1. Han afviste dog senere at vedtage et bødeforlæg og anmodede om, at sagen måtte blive indbragt for retten, idet han nægtede sig skyldig i den rejste tiltale for at have undladt at udvise tilbørlig forsigtighed under afbrændingen.

Det er oplyst, at Kaj Hjælm Jensen på skadestidspunktet havde tegnet en hus- og grundejeransvarsforsikring i Tryg Forsikring, hvorimod der ikke var tegnet en erhvervsansvarsforsikring for det sagsøgte anpartsselskab. Tryg Forsikring har over for Kaj Hjælm Jensen tilkendegivet, at man bedømmer, at der er tale om et hus- og grundejeransvar, og at man derfor betragter ansvaret som dækket af den tegnede forsikring, og at kravet dermed er omfattet af en regresfrafaldsaftale mellem Tryg Forsikring og A/S Forsikringsselskabet Codan.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af Kaj Hjælm Jensen og af vidnerne direktør Mogens Eichen, brandchef Bent Knudsen, politibetjent Hans Henrik Glavind samt brandmester Erik Lund Pedersen.

Kaj Hjælm Jensen har bl.a. forklaret, at der i det sagsøgte anpartsselskab var ansat tre mand. Man beskæftigede herudover en løs medarbejder, og det var denne, der havde bygget den ovn, sagsøgte benyttede den 11. juni. Ovnen var opført til afbrænding af papaffald fra det sagsøgte anpartsselskab. Sådanne afbrændinger blev foretaget et par gange om ugen og blev normalt foretaget af den løst ansatte mand. Som virksomhedens direktør havde han intet med disse afbrændinger at gøre.

Den 11. juni 1988, da virksomheden var lørdagslukket, og da der ikke var ansatte til stede, var han færdig med at male i bygningerne ved 12-tiden. Hans hustru og hans ældste barn foretog derefter opskæring af den papemballage, hvori de medbragte malingsdunke havde været anbragt. Papaffaldet blev afbrændt i ovnen sammen med grene, kviste og papiraffald, som familien havde indsamlet ved oprydning på grunden. Papiraffaldet var blæst derind fra et mod syd liggende jernbaneterræn.

Det blæste lidt med vindretning nærmest mod jernbaneterrænnet, men han anså ikke blæsten for nogen problem i relation til afbrændingen. Afbrændingen varede en times tid. Ved 14-tiden tilså han ovnen gennem påfyldningslugen, der var ingen gnister. Ovnen virkede lunken og der kom ikke røg fra skorstenen. Ca. 10- 15 minutter senere, da han sammen med familien opholdt sig i virksomhedens hovedbygning, hørte han 2-3 voldsomme brag. Han løb ud og så en kraftig

røgudvikling bag sit eget udhus samt fra oplagsskuret på naboens, Mogens Eichen & Sønner A/S' grund. Han hørte yderligere brag og så nu også flammer fra naboens lagerbygning. Lagerbygningen havde eternittag, men de brag, han havde hørt, lød ikke som den knitrende lyd, der kommer fra eternitplader, der knækker. Det brændende oplagsskur på naboens grund lå nær skellet til hans grund. I skellet var placeret et hegn, og naboen havde langs hegnet oplagret en række dunke. Han så, at lågene sprang af nogle af dunkene. Den følgende dag bemærkede han yderligere nogle dunke, der var forsynet med låg. Af teksten på dunkenes etiketter fremgik, at dunkene indeholdt brandfarlig imprægneringsvæske. Etiketterne var forsynet med røde advarselstrekanter. Han løftede et par af dunkene, og de virkede fyldte. Han omtalte ikke dette over for brandvæsenet eller politiet og heller ikke over for vidnet Mogens Eichen, med hvem han talte om mandagen. Han har ikke over for politiet erkendt sig skyldig i overtrædelse af brandloven og gik i øvrigt ud fra, at der alene var tale om et forsikringsspørgsmål.

>> 312 >> Direktør Mogens Eichen har bl.a. forklaret, at det udbrændte oplagsskur var placeret ved det sydlige skel mod jernbaneterrænnet. Oplagsskurets østlige ende lå tæt ved skellet til Glostrup Autoradio. Virksomheden benyttede oplagsskuret til opbevaring af tomme malingsdunke m.v., og han mener bestemt ikke, at der stod dunke forsynet med røde advarselstrekanter. Virksomheden rådede over et særligt, brandsikret lokale til opbevaring af dunke med maling, lak og fortyndervæske. Der måtte kun anbringes - og blev kun anbragt - tomme dunke i oplagsskuret. De ansatte var instrueret om disse sikkerhedsregler.

I oplagsskuret kan der muligvis have stået nogle dunke, indeholdende træbeskyttelsesmiddel. Dette er imidlertid ikke i sig selv brandfarligt. Der kan også have stået dunke med fejeaffald fra snedkeriet, men fejeaffaldet kan ikke have indeholdt celluloseholdigt affald, idet dette som brandfarligt opbevares under låg i virksomhedens brandsikrede lokale. Der lød høje brag, da eternittagplader over lageret sprang. Vejret var tørt, men med kraftig blæst fra øst.

Brandchef Bent Knudsen, Vestegnens Brandvæsen I/S, har bl.a. forklaret, at han var leder af slukningsarbejdet. Der var en kraftig vind med retning mod vest. Han bemærkede ikke dunke med indhold i eller ved oplagsskuret. 30-45 minutter efter, at han var ankommet, kiggede han ind i afbrændingsovnen og konstaterede, at den indeholdt glødende materiale. Ovnen var meget pænt lavet. På jernbaneterrænnet var der pletvis ild i mindre græspartier m.v. Der var ikke på brandstedet spor efter eksplosioner. Vindforholdene samt de brandskadede bygningers beliggenhed i forhold til ovnen tilsagde, at brandårsagen måtte stamme fra ovnen. Hvis arnestedet havde været på naboens grund, ville brandmønsteret på grund af vindretningen have været et andet.

Politibetjent Hans Henrik Glavind har bl.a. forklaret, at han udfærdigede politirapporten efter besigtigelse af brandstedet og afhøring af Kaj Hjælm Jensen, der erkendte sig skyldig i sigtelsen. Vidnet ville i modsat fald ikke have skrevet det i rapporten. Det blæste kraftigt med vindretning mod vest. Vidnet besigtigede bl.a. ovnen og konstaterede, at den indeholdt affaldspap, der stadig brændte. Der føg gnister fra ovnens skorsten. Han hørte ikke brag fra eksplosioner. På snedkeriets grund bemærkede han nogle få dunke, men hæftede sig ikke i øvrigt nærmere ved disse.

Brandmester Erik Lund Pedersen har bl.a. forklaret, at han deltog i slukningsarbejdet og har udfærdiget en udrykningsrapport herom. Ved brandvæsenets ankomst stod der røg fra afbrændingsovnen. Der var gløder i ovnen, og da han åbnede for ovnen stod der gløder op igennem skorstenen, der ikke var forsynet med gnistfanger. Vinden var kraftig med retning mod snedkeriet. Han hørte brag fra eternitplader, der sprængtes. På snedkeriets grund lå der nogle dunke, men han hørte ikke dunkene sprænges eller eksplodere. Var dette sket, ville dunkene være blevet spredt over hele området. Der var efter brandvæsenets opfattelse ikke tale om en brand, opstået eller udbredt ved antændelse af brandfarlige væsker.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at Kaj Hjælm Jensen var bekendt med, at der fra naboejendommen blev drevet en brandfarlig virksomhed. Afbrændingen af papaffald m.m. skete i en udendørs ovn, der var placeret kun ca. 5 meter fra naboejendommen. Det må efter det oplyste om omstændighederne i forbindelse med afbrændingen lægges til grund, at Kaj Hjælm Jensen ikke

har ført fornødent tilsyn med afbrændingen. Der er således i forbindelse med denne udvist et uforsvarligt forhold, der må betegnes som groft uagtsomt, og som efter sin karakter må anses for omfattet af hvervgiveransvaret efter reglen i DL 3-19-2. De forvoldte skader må anses for påregnelige følger af den skete afbrænding. Branden blev i øvrigt forårsaget ved, at Kaj Hjælm Jensen udførte malerarbejde m.m. hos medsagsøgte, Glostrup Autoradio ApS, og i dettes interesse. Skaderne er således forvoldt ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, og det må i denne forbindelse være uden betydning, at skaden indtraf, medens Glostrup Autoradio var lørdagslukket, og de ansatte var fraværende. Sagsøgerens krav må herefter kunne indtales hos sagsøgte, Glostrup Autoradio ApS, i medfør af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 2.

Iøvrigt må der ske erstatningsretlig identifikation mellem de sagsøgte. Kaj Hjælm Jensen var direktør for og eneejer af anpartsselskabet, og Kaj Hjælm Jensen må som den, der udøvede den pågældende erhvervsmæssige aktivitet, tillige være selvstændigt ansvarlig efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 2.

Det bestrides, at der hos skadelidte blev opbevaret brandfarlige væsker, eller at skadelidte iøvrigt har udvist noget forhold, der har været >> 313 >> medvirkende til brandens opståen eller udbredelse.

De sagsøgte har bl.a. anført, at afbrænding fandt sted i en lukket ovn, hvis indretning og konstruktion må anses for forsvarlig. Der var tale om en sædvanlig afbrænding af papaffald m.m., og Kaj Hjælm Jensen, der var til stede under hele afbrændingen, tilså ovnen i nødvendigt omfang. Det bestrides således, at der af Kaj Hjælm Jensen er udvist noget uforsvarligt forholdt i forbindelse med afbrændingen, og såfremt dette alligevel måtte blive lagt til grund, at hans forhold kan karakteriseres som groft uagtsomt. Iøvrigt må følgerne deraf karakteriseres som upåregnelige. Kaj Hjælm Jensen var vel direktør for og eneanpartshaver, men afbrændingen blev foretaget med bistand af hans familie og fandt sted på et tidspunkt, da virksomheden var lørdagslukket, og da der ikke var ansatte til stede. Der var udelukkende tale om afbrænding af medbragt papemballage samt opsamlede grene m.m. Kaj Hjælm Jensen ejede den grund, hvorfra anpartsselskabet drev virksomhed, men hans tilstedeværelse og aktiviteter den 11. juni 1988 fandt sted i hans egenskab af grundejer og ikke som led i erhvervsudøvelse eller i øvrigt i erhvervsmæssigt øjemed. Sagsøgerens krav mod Glostrup Autoradio ApS kan således ikke støttes på undtagelsesbestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 2, ligesom det på den anførte baggrund bestrides, at et selvstændigt ansvar kan gøres gældende overfor Kaj Hjælm Jensen.

Såfremt det imidlertid lægges til grund, at de sagsøgte - solidarisk eller alternativt - måtte være ansvarlige overfor sagsøgeren, må dennes krav i hvert fald nedsættes. Skadelidte drev en brandfarlig virksomhed, og det må lægges til grund, at der hos skadelidte blev opbevaret brandfarligt materiale under forhold, der ikke var betryggende. Sagsøgeren har ikke ført bevis for, at de nævnte forhold har været uden indflydelse på brandens opståen eller udbredelse.

Landsretten skal udtale:

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at sagsøgte, Kaj Hjælm Jensen, har handlet uforsvarligt i forbindelse med afbrændingen, idet han efter de foreliggende omstændigheder, særlig ovnens indretning og placering, vindforholdene og gnistdannelserne, ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn med afbrændingen. Der er ikke grundlag for at antage, at der hos skadelidte har foreligget forhold, der kan begrunde et medansvar for brandens opståen eller udbredelse.

Det må i overensstemmelse med Kaj Hjælm Jensens partsforklaring lægges til grund, at afbrændingen blev foretaget af ham og hans familie på et tidspunkt, da virksomheden var lørdagslukket, og at der alene blev brændt emballage til maling, indkøbt med henblik på hans og hans families istandsættelse af den bygning, hvorfra virksomheden blev drevet, samt papir og kviste, der var samlet ved oprydning på grunden. Afbrændingen findes herefter ikke at være foretaget som led i det sagsøgte anpartsselskabs drift eller af Kaj Hjælm Jensen som ansat i selskabet.

Herefter tages de sagsøgtes frifindelsespåstande til følge, for så vidt angår sagsøgte, Kaj Hjælm Jensen, i medfør af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, idet undtagelsesbetingelserne i § 19, stk. 2, ikke findes at være til stede.

- - -

Sagsøgeren betaler i sagsomkostninger 50.000 kr. til de sagsøgte.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Funch Jensen, Riis, Hermann og Per Sørensen.

Appellanten har gentaget sin påstand.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Højesteret tiltræder, at den uagtsomhed, indstævnte Kaj Jensen har udvist ved forvoldelsen af skaden, ikke kan betegnes som grov.

Det lægges til grund, at Kaj Jensen den pågældende dag foretog oprydning og malerarbejde med henblik på den forestående overdragelse af sin ejendom. Højesteret tiltræder herefter, at afbrændingen af affaldet ikke er sket som led i anpartsselskabets virksomhed.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom bør ved magt at stande.I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanten, A/S Forsikringsselskabet Codan, 55.000 kr. til de indstævnte, Glostrup Autoradio ApS og direktør Kaj Hjælm Jensen.De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.1994.208V

Ansvarsforsikringsselskab for taxa, der holdt stille ved en vejudmunding, ansvarligt for personskade på føreren af anden bil, som ramte taxaen. Ikke grov uagtsomhed hos skadelidte. En bilist A, der kørte med en betydelig hastighed ad en 4 meter bred asfalteret vej, pådrog sig betydelig personskade ved, at hans bil efter påkørsel af nogle træer landede på køleren af en taxa, der ved udmundingen af en skovvej holdt stille for at afvente passage af trafikken på den asfalterede vej. - Den væsentligste personskade måtte anses for opstået ved sammenstødet med taxaen, og dennes ansvarsforsikringsselskab var derfor ansvarligt for skaden. Da årsagen til, at A havde mistet herredømmet over sin bil, ikke kunne fastslås, fandtes det ikke bevist, at han ved grov uagtsomhed havde medvirket til skaden, og erstatningen blev derfor ikke nedsat. 1)

V.L.D. 20. december 1993 i anke 10. afd. B 2326-92 Jochimsen, Poul Hansen, Søren Moustesgård (kst.))

Forsikringsselskabet Nordlyset, Tåstrup (adv. Erik Ryefelt, København) mod A (adv. Jørgen Vangsgaard, Århus, e.o.)

Af anke 10. afd. B 2326-92 - Forsikringsselskabet Nordlyset, Tåstrup (adv. Erik Ryefelt, København) mod A (adv. Jørgen Vangsgaard, Århus, e.o.) - fremgik, at indstævnte, der ved et færdselsuheld den 16. maj 1991 som bilist var kommet alvorligt til skade ved et færdselsuheld, under en den 10. december 1991 anlagt sag havde påstået appellanten som ansvarsforsikrer for en taxa, som indstævnte var stødt sammen med, dømt til at anerkende det fulde ansvar for den skete personskade. Påstanden støttedes på, at appellanten ved en skrivelse af 11. juli 1991 havde anerkendt erstatningspligten, at indstævnte efter færdselslovens § 103, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, havde krav på erstatning for personskaden, og at der ikke efter § 101, stk. 2, var grundlag for nedsættelse af erstatningen, idet sagsøgeren ikke ved grov uagtsomhed havde medvirket til skaden.

Appellanten havde påstået frifindelse, subsidiært nedsættelse af erstatningspligten. Til støtte for den principale påstand var anført, at skrivelsen af 11. juli 1991, der ikke var accepteret af indstævnte, ikke var en bindende anerkendelse af erstatningspligten, at den forsikrede taxa havde holdt i en indkørsel, hvor færdselsloven ikke er gældende, at den i uheldsøjeblikket ikke havde været i brug som trafikmiddel, og at det ikke var bevist, at personskaden var sket ved sammenstød med taxaen.

I Silkeborg Civilrets dom 10. november 1991 siges bl.a.:

Denne sag drejer sig om hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang, sagsøgte, forsikringsselskabet Nordlyset, - - -, under de nedenfor anførte omstændigheder er erstatningsansvarlig for en personskade, der den 16. maj 1991 overgik sagsøgeren, A, i forbindelse med et sammenstød mellem motorkøretøjer:

Omkring kl. 16.10 var sagsøgeren, der er født den 1. november 1972, og som fik kørekort første gang i 1990, i sin bil, en rød Ford Escort 1,6, årgang 1986, på vej hjem fra arbejde i nordlig retning ad Nørhedevej i Silkeborg kommune, med en hastighed på mindst 100 km/t, da han noget syd for vejen/indkørslen til nr. 11, der løber fra Nørhedevej i vestlig retning over en strækning på ca. 200 meter, mødte to biler på vej ad Nørhedevej mod syd: Først en blå Honda ført af B, - - -, og dernæst

en uidentificeret, hvid 2 CV, som sagsøgeren mødte, da afstanden til den nævnte vej/indkørsel var nede på omkring 100 m. De nærmere omstændigheder omkring passagen af bilerne er ikke fuldstændigt oplyst, men mødet med den bil, B førte, fandt formentlig sted, mens sagsøgeren - for at undgå påkørsel af B's bil - havde højre hjulpar ude i rabatten, men at det herefter lykkedes ham at rette sin bil op og fortsætte den videre kørsel på asfalten. Ved mødet umiddelbart efter med 2 CV'en kom sagsøgeren på ny ud i rabatten, hvorved han nu totalt >> 209 >> mistede herredømmet over bilen, der skred over i venstre side af vejen og ramte nogle træer, der var placeret til venstre for vejen i nordlig retning umiddelbart syd for vejen/indkørslen til nr. 11. Disse træer væltede, hvorefter bilen nærmest med nogen af træerne under sig »faldt ned« på en taxa, Citrokn - -, der var forsikret hos det sagsøgte forsikringsselskab, således at sagsøgerens bil herefter blev bragt til standsning med bagenden på taxaens køler i samme retning som denne. Taxaen havde netop optaget en kunde på indkørselsvejen til nr. 11, og da den blev påkørt, afventede den på denne vej passage af trafikken fra Nørhedevej. Det er anført i sagen, at årsagen til, at sagsøgeren måtte vige uden om 2 CV'en muligvis var, at sidstnævnte bil slog et »slag«, fordi taxaen holdt på den omtalte indkørselsvej, således at sagsøgeren skulle være kommet ud i rabatten i et forsøg på herved at undgå påkørsel af 2 CV'en. Ved uheldet brækkede sagssøgeren sin ryg med den konsekvens, at han nu er kørestolsbruger. Det fremgår af den i forbindelse med uheldet optagne politirapport, at føret var tørt og sigtbart, at der ikke var nedbør, og at sagsøgeren ikke havde spændt sikkerhedsselen eller var spirituspåvirket. Uheldsstedet er beliggende, hvor den generelle hastighedsbegrænsning på 80 km/t er gældende. - - -

Efter uheldet sendte det sagsøgte forsikringsselskab den 11. juli 1991 sålydende skrivelse til sagsøgeren:

»- - -

Vi har nu modtaget politirapporten for gennemsyn, og selskabet hvori din bil er forsikret har anerkendt erstatningspligten overfor os.

Udfra rapporten har vi erfaret, at du er kommet til skade ved uheldet.

Med baggrund i færdselslovens paragraf 101 stk 1 har du krav på erstatning for sket personskade.

Udfra samme paragraf stk 2, kan erstatningen nedsættes såfremt uheldet er sket ved grov uagtsomhed, hvilket der efter vores opfattelse er tale om i dette tilfælde.

Vi må derfor påstå erstatningen nedsat med 1/3del.«

Den 31. s.m. besvarede sagsøgerens advokat skrivelsen således:

»- - -

Jeg skal herved meddele, at en nedsættelse af erstatningen på baggrund af grov uagtsomhed ikke kan anerkendes.

Det er således min opfattelse, at politirapporten på ingen måde indicerer forhold udvist af min klient, som berettiger til betegnelsen »grov uagtsomhed« således som dette må tolkes i færdselslovens § 101, stk. 2.

- - -

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand yderligere anført, at den mellem parterne foreliggende korrespondance har godtgjort, at sagsøgeren skal have erstatning allerede fordi, sagsøgte i skrivelsen af 11. juli 1991 har anerkendt erstatningspligten efter at have fået forelagt relevant rapportmateriale. Sagsøgerens skrivelse af 31. juli 1991 er alene et udtryk for, at det ikke kan anerkendes, at der skal ske nedsættelse af erstatningen, - - -. I hvert fald fører reglen i færdselslovens § 101 stk. 1 til, at der skal betales erstatning, da skaden er indtruffet på en vej, der som adgangsvej til Nørhedevej 11 anvendes til almindelig færdsel, jvf. færdselslovens § 2 nr. 26, da uheldet efter taxaens placering er sket på eller tæt ved rabatten, og da der er tale om et alvorligt uheld, således at der også må lægges afgørende vægt på de konkrete omstændigheder, når det skal

afgøres, om færdselsloven er gældende. Taxaen, der holdt stille med igangsat motor, har af denne årsag været i brug som trafikmiddel, og da det ikke er muligt at fastslå, om sagsøgerens ryg er blevet beskadiget ved sammenstødet med træerne eller med taxaen, foreligger der også den fornødne adækvans, da træerne ikke - som antaget for et motorkøretøj ved Højesterets dom af 8. oktober 1992, sag I 116/1990 - kan betegnes som en ansvarlig årsag. Da der ved den af sagsøgeren udviste kørsel er sket et sammenstød med taxaen, har sagsøgeren løftet sin bevisbyrde i så henseende. Der skal ikke ske nedsættelse af erstatningen efter færdselslovens § 101 stk. 2, da sagsøgerens kørsel ikke kan betegnes som tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og da der ikke er rejst tiltale mod sagsøgeren for overtrædelse af færdselslovgivningen.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at sagsøgte ikke kan være bundet af indholdet af skrivelsen af 11. juli 1991, da tilbuddet om betaling af erstatning med 2/3 aldrig - navnlig ikke ved skrivelse af 31. s.m. - er blevet accepteret af sagsøgeren, der rent faktisk fører retssag ud fra et synspunkt om, at sagsøgte er erstatningsansvarlig fuldt ud. Der foreligger også bristede forudsætninger, da der ved sagens videre behandling, efterfølgende er fremkommet sådanne oplysninger, at der ikke er baggrund for at yde erstatning. Færdselslovens erstatningsregler finder ikke anvendelse, da uheldet er sket på en skovvej, der må ligestilles med en indkørsel, da skovvejen kun benyttes af de mennesker, der har adgang til ejendommen i nr. 11, da uheldet ikke er sket ved, at taxaen er kørt ud over rabatten, hvor der gælder ubetinget vigepligt, og da føreren af taxaen kun havde bakket langt ud ad indkørslen for at undgå at blive ramt af sagsøgeren. Da taxaen holdt stille i påkørselsøjeblikket, har den ikke været i brug som trafikmiddel og skal ligestilles med en parkeret bil, da taxaen ikke har været medvirkende årsag til, at ulykken kunne ske. Ej heller har taxaen voldt uheldet og >> 210 >> den deraf følgende personskade, da det ifølge vidnet C's forklaring er grantræerne, der var årsag til denne skade, således at den alvorlige personskade ikke har noget at gøre med taxaens tilstedeværelse i indkørslen. Der foreligger ikke en direkte påkørsel, og da sagsøgeren ikke har bevist, at det ikke er sammenstødet med træerne, der har medført skaden, må sagsøgte også, og i overensstemmelse med den af sagsøgeren anførte højesteretsdom frifindes af denne årsag. Der foreligger i hvert fald grov uagtsomhed fra sagsøgerens side, da denne groft har overtrådt færdselsloven ved den udviste kørsel, der efter de stedlige forhold har været særlig uforsvarlig, hvorfor nedsættelsen må være med mere end 1/3. Der kan ikke lægges vægt på, at der i en sag om alvorlig personskade ikke er rejst tiltale mod sagsøgeren.

Retten skal udtale:

Da skrivelsen af 31. juli 1991 fra sagsøgerens advokat ikke indeholder en utvetydig accept af sagsøgtes tilbud af 11. s.m. om betaling af personskade med 2/3, og da der efterfølgende har været ført en korrespondance mellem parterne om erstatningens størrelse og erstatningspligten, der i hvert fald bestrides i sagsøgtes advokats skrivelse af 4. september s.å., anses det for betænkeligt at fastslå, at sagsøgte er forpligtet til at betale erstatning allerede som følge af sagsøgtes formulering af skrivelsen af 11. juli 1991.

Som adgangsvejen til Nørhedevej nr. 11 forløber i terrænet, og som denne vej er beskrevet i politirapporten som en skovvej på i hvert fald ca. 200 meters længde, finder retten, at vejen må betegnes som en privat vej, der er omfattet af færdselslovens § 2 nr. 26, selv om den kun måtte tjene som adgangsvej til denne ejendom. Færdselslovens regler om erstatningsansvar for motorkøretøjer finder derfor anvendelse for kørsel på vejen, - og da vidnet C i uheldsøjeblikket har haft motoren kørende for umiddelbart efter - når trafikken på Nørhedevej måtte være afviklet - at kunne fortsætte sin kørsel med hyrevognen ad denne vej i sydlig retning, har taxaen i påkørselsøjeblikket været i brug som trafikmiddel, således at reglerne også finder anvendelse for dette køretøj.

Herefter må det lægges til grund, at det er uvist, om den sagsøgeren overgåede personskade, er påført denne ved sammenstødet med træerne, taxaen eller en kombination af begge faktorer. Da formålet med de nugældende erstatningsretlige regler i færdselsloven er at give en skadelidt bedre muligheder for at opnå erstatning for personskade, og da disse regler er indført kort efter, at

lovgivningen om erstatningsansvar - der har det samme formål - trådte i kraft, må denne bevisusikkerhed efter en samlet afvejning komme skadelidte (sagsøgeren)til gode, da træerne ikke kan betegnes som en ansvarlig årsag, således at Højesterets dom af 8. oktober 1992 ikke er vejledende. Sagsøgte er derfor som ansvarsforsikringsselskab for et motorkøretøj, der er omfattet af færdselslovens regler om erstatningsansvar, som udgangspunkt ansvarlig efter færdselslovens § 103 stk 1 jvf. § 101 stk. 1 for personskaden derved, at det forsikrede køretøj har været indblandet i et sammenstød med sagsøgerens bbil.

Da sagsøgeren efter Nørhedevejs anlæg og efter sin egen forklaring har kørt med en efter forholdene for høj hastighed, der har været en direkte årsag til, at sagsøgeren har mistet herredømmet over sin bil - således at kørslen kan betegnes som tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden - finder retten, at sagsøgeren har udvist en sådan grov uagtsomhed, at sagsøgtes erstatningsansvar efter færdselslovens § 101 stk. 2 bør nedsættes med 1/3, hvorfor sagsøgerens påstand tages til følge i overensstemmelse hermed. - - -

- - - skal sagsøgte i retsafgift til statskassen betale 500 kr. og øvrige sagsomkostninger med 10.000 kr. til sagsøgerens retshjælpsforsikringsselskab subsidiært til statskassen.

I V.L.D. 20. december 1993 (Jochimsen, Poul Hansen, Søren Moustesgård (kst.)) siges bl.a.:

- - - For landsretten har appellanten, Forsikringsselskabet Nordlyset, gentaget sin påstand i 1. instans om frifindelse og har subsidiært påstået frifindelse mod betaling af en mindre andel end den andel, der ved dommen er tilkendt indstævnte, A.

Indstævnte har gentaget sin påstand i 1. instans og har subsidiært påstået dommen stadfæstet. - - -

Landsretten udtaler:

Det tiltrædes af de i dommen anførte grunde, at appellanten ikke er anset erstatningspligtig allerede som følge af indholdet af appellantens skrivelse af 11. juli 1991.

Det tiltrædes endvidere, at det er lagt til grund, at færdselslovens regler om erstatningsansvar for skader, som køretøjer forvolder ved færdselsuheld, finder anvendelse for uheld på det pågældende sted, og at den af vidnet C førte bil i påkørselsøjeblikket har været i brug som trafikmiddel.

Det må - i mangel af præcise oplysninger om hvorledes indstævntes passage til skovområdet fandt sted og under hensyn til usikkerheden om hvor mange træer, der blev påkørt - anses som uoplyst, hvilke skader, der skete på indstævnte, inden han med sin bil landede på taxaen. Det må derimod efter vidnerne C's og D's forklaringer og efter det oplyste om skaderne på taxaen lægges til grund at indstævntes bil landede på taxaen med en ikke ubetydelig kraft. Under disse omstændigheder og under hensyn til C's forklaring til politiet om, at han hørte skrig fra >> 211 >> indstævnte straks efter, at denne med sin bil var landet på taxaen, findes det sandsynligt, at indstævnte har pådraget sig de væsentligste personskader ved sammenstødet med taxaen, og appellanten er derfor som ansvarsforsikrer for taxaen som udgangspunkt ansvarlig for skaden på indstævnte.

Efter de af vidnet B og indstævnte afgivne forklaringer må det lægges til grund, at indstævnte efter at have passeret den af B førte bil fik sin bil rettet op og havde fuld kontrol over denne. Der findes ikke grundlag for at tilsidesætte indstævntes forklaring om, at han herefter blev bange for et eller andet, muligvis en færdselsmanøvre fra en anden trafikant, og at dette var årsagen til, at han mistede herredømmet over sin bil. Indstævnte findes ikke herved at have medvirket til skaden ved grov uagtsomhed, hvorfor der ikke er grundlag for at nedsætte erstatningen. Landsretten tager derfor indstævntes principale påstand til følge som nedenfor bestemt. - - -

U.1995.737H

Brand opstået ved svejsning på bil ikke forvoldt ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. A, der var ansat som maskinmester hos Midtkraft I/S, ville efter arbejdstid svejse en revne i den forreste lydpotte på sin private bil, idet han anbragte bilen over graven i en smørehal i Midtkrafts garageanlæg og hentede et autogensvejseanlæg på værkstedet. Under svejsningen skete der antændelse af det rustbeskyttelsesmiddel, der var påført bilens bund, og ilden bredte sig til bygningen. Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, hos hvem bygningen var brandforsikret, udbetalte ca. 1,2 mio. kr. i erstatning til Midtkraft og søgte herefter regres mod A under påberåbelse af, at denne havde udvist grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. A's adfærd fandtes at have været i betydelig grad uagtsom, men ikke at have indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A kunne anses at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den nævnte bestemmelse. 1)

H.D. 22. juni 1995 i sag I 388/1992Kommunernes gensidige Forsikringsselskab (adv. Svend Paludan-M|ller) mod Jens Juul (adv. Per Hemmer, Århus).

Vestre Landsrets dom 25. september 1992 (9. afd.).(Sigrid Ballund, Bjerg Hansen, T. Bybjerg Nielsen (kst.)).

Den 24. september 1987 udførte sagsøgte, Jens Juul, der var ansat som maskinmester hos Midtkraft I/S, Århus, en reparation på sin private bil i arbejdsgiverens garageanlæg Ryhavevej 50 i Århus. Reparationen blev foretaget efter arbejdstid i garageanlæggets smøre- og vaskehal. Sagsøgte havde placeret sin bil over smøregraven i hallen og befandt sig i graven, hvor han med et autogensvejseanlæg var i færd med at svejse en revne i bilens lyddæmper, da der opstod brand i bilens bund. Ilden bredte sig hurtigt til resten af bilen og derfra videre til bygningen. To rum i garageanlægget samt et tagudhæng midt i bygningen blev stærkt beskadiget, inden brandvæsenet, der var blevet tilkaldt, fik slukket branden.

Under denne sag, der er anlagt den 3. maj 1989, har sagsøgeren, Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, som brandforsikrer for Midtkraft I/S principalt påstået sagsøgte dømt til at betale 1.381.341,29 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte dømmes til at betale 154.203 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Sagsøgerens principale påstand udgøres af det forsikringsbeløb, som sagsøgeren har måttet udbetale Midkraft I/S i anledning af den skete brand, inklusive Midtkraft I/S's selvrisiko på 154.203,00 kr., som sagsøgeren efter aftale med Midtkraft I/S indtaler under denne sag.

Sagsøgerens subsidiære påstand er opgjort som selvrisikobeløbet på 154.203 kr.

Sagsøgte, der ikke har haft indvendinger mod opgørelsen af størrelsen af de udgifter, der har været en følge af branden, har påstået frifindelse, idet han i første række har gjort gældende ikke at være ansvarlig for branden og i anden række, at lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, bør finde anvendelse.

Det er oplyst, at sagsøgte er ansvarsforsikret i forsikringsselskabet Tryg.

Det fremgår af sagen, at branden blev anmeldt til politiet den 24. september 1987 kl. ca. 20.05.

Af en politirapport, der er udfærdiget samme dag, fremgår bl.a. følgende beskrivelse af brandstedet:

»Gerningsstedet er en garagebygning opført i gule teglsten og med fladt built-up tag. Bygningens grundmål er ca. 60 x 14 m. Den er indrettet med 10 garager, hver med skydeport - lodretgående. Der er indrettet kontorer m.v. i bygningens sydøstligste ende. Bygningen vender sydøst-nordvest. Der er udkørsel fra garagerne mod sydvest. I den fjerde garage set fra sydøst er der en smøregrav.

>> 738 >> Garagerne er adskilt fra hinanden med brandmure mellem hver anden eller tredje. Fra garage »nr. 4« var der kun en halvmur til »nr. 3«.

Gerningsundersøgelsen viste, at der havde været ild i garage nr. 3 og 4 set fra sydøst. En personbil mrk. Volvo 360 holdt over graven i nr. 4 og var totalt udbrændt. Nummerpladen kunne ej aflæses. Der havde endvidere været ild i tagudhænget (sternen) der var af træ. Ved bilens venstre bagende stod et autogen svejse anlæg. Bilens bageste lyddæmper hang ned mod garagens gulv.«

Endvidere er det under sagen oplyst, at der under gulvet i smørehallen er en kælder, der er beliggende i forlængelse af smøregraven til begge sider for denne, samt at der bagest i smørehallen er et depotrum, hvori der blandt andet blev opbevaret olietønder.

I smøre- og vaskehallen hang følgende opslag:

»VASKE- OG SMØREHAL

MKH

REGLER FOR PRIVAT BRUG

Vaske- og smørehallerne kan uden for normal arbejdstid benyttes af distributionssektorens egne medarbejdere, med mindre hallerne anvendes til tjenstlige formål.

Ved ankomst skal alle brugere notere dato, navn, og ankomsttidspunkt i den fremlagte bog.

Hallerne må anvendes til vask, smøring, olieskift og mindre reparationer på egne vogne.

Hallerne må ikke anvendes til malearbejder, tectylbehandling og langvarige reparationer.

Anvendelse af selskabets olie-, smøre- og rensemidler er ikke tilladt.

Der må ikke stilles på varme- og varmtvandsanlæggets ventiler.

Inden hallerne forlades skal brugere sørge for oprydning og rengøring samt notere afgangstidspunkt.«

Vedrørende sagsøgtes bil - en Volvo 360 årgang 1984 - er det oplyst, at den havde to lydpotter, der indbyrdes var forbundet med et afgangsrør (mellemrør). Fra den bageste lydpotte gik ligeledes et afgangsrør. Bilens benzintank bestod af to indbyrdes forbundne beholdere, der begge var beskyttet af et skjold. Bilens benzinrør var af kobber og løb inde i en åben tunnel - kardantunnellen - under bilens bund.

Under sagen har sagsøgeren fremlagt en skrivelse af 3. august 1988 fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, hvori er indeholdt nogle spørgsmål og svar, der vedrører en anden retssag om en brandskade i forbindelse med benyttelse af et svejseapparat. Af skrivelsen fremgår det bl.a.:

»Under forudsætning af, at brændbart materiale (f.eks. undervognsbehandlingsprodukter) fjernes eller afskærmes effektivt, og tanken afskærmes mod opvarmning, må der anvendes svejseapparat ved arbejde på en bils udstødningsrør, selv om der er benzin i bilens tank, jf. ... § 13, nr. 2, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse og afsnittet om foranstaltninger mod brandfare på side 5 i At-meddelelse nr. 2.09.2 (Vejledning om svejsning m.v.).«

- - -

»Der findes ikke specielle regler for svejsearbejde på biler.

At-meddelelse nr. 2.09.2 indeholder vejledning om svejsning m.v., - - -«

Af At-meddelelse nr. 2.09.2 fra marts 1984 fremgår det blandt andet:

»Foranstaltninger mod brandfare

Alt brændbart materiale i 10-15 meters afstand omkring svejsepladsen fjernes så vidt muligt. Vær særlig opmærksom på letantændelige materialer. Kan de brændbare materialer ikke fjernes, skal de eller svejsestedet afdækkes effektivt.«

Sagsøgte har i anledning af branden efter anklageskrift af 14. december 1987 fra politimesteren i Århus betalt en bøde på 200 kr. for overtrædelse af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 66 af 27. marts 1961 om brug af ild, lys m.v. § 5, stk. 2.

Sagsøgte Jens Juul har forklaret, at han fortsat er ansat hos Midtkraft I/S. Han er udlært maskinarbejder og har derefter taget maskinmestereksamen. Han har været beskæftiget som maskinmester i knap 25 år. Han har ingen faglig uddannelse som svejser, men har udført svejsearbejde i sin læretid. Han har gennem årene foretaget en del svejsearbejde i privat regi, men han har ikke beskæftiget sig med svejsearbejde hos Midtkraft I/S. Han har i de sidste 30 år selv repareret sin bil og i forbindelse hermed udført svejsearbejde på denne. Den bygning, hvori brandulykken indtraf, er en 60 meter lang og 14 meter dyb lager- og garagebygning. Der er dobbelte murstensvægge mellem de forskellige rum i bygningen, således bl.a. mellem smøre- og vaskehallen og værkstedet ved siden af. Smørehallen afgrænses fra vaskehallen med en lav ca. 20 meter lang flisebeklædt halvmur. Formålet med denne mur er ikke at adskille smøre- og vaskehallen som et samlet rum, men alene at hindre sprøjt fra vaskeafdelingen. I et aflåst depotrum bagest i vaske- og smørehallen står bremsevæske, vaskemidler og olietønder. Depotrummet er adskilt fra resten af hallen af en mur. Til venstre for vaske- og smørehallen ligger en garagebygning, hvor der står olietønder og lignende. Til højre for vaske- og smørehallen ligger værkstedet, som blandt andet indeholder svejseapparater. På begge sider af graven er der overdækket, således at man kan komme et stykke ind under smørehallens gulv. Midtkraft I/S benyttede smøregraven ved skift af hjul, hjullejer m.v. Der blev også foretaget svejsearbejde, f.eks. i forbindelse med reparationer af lydpotter. Disse arbejder blev foretaget af en ansat mekaniker. Større reparationer udførtes ude i byen. Nede i selve graven >> 739 >> stod en olietønde på hjul. Tønden var skubbet op i det ene hjørne. Den var beregnet til aftapning af olie fra biler. Endvidere var der en lille beholder på hjul beregnet til påfyldning af gearolie. Begge tønder stod permanent i graven og blev efter benyttelse kørt ind til siden. Yderligere lå der enkelte vinterdæk inde under overdækningen. Endelig stod der i området ved siden af graven, i formentlig 6 meters afstand fra svejsestedet, nogle olietønder. Sagsøgte husker ikke, om der lå tvist i graven. Hvis det var tilfældet, må det have ligget i sække langs væggene i formentlig 3 meters afstand fra svejsestedet. Bunden af graven var dækket af olieabsorberende grus. Den 24. september 1987 om aftenen kørte sagsøgte sin bil over graven, idet han samme dag på vej til arbejde havde hørt, at lydpotten larmede. Han konstaterede en højst 2 cm lang revne ved en tidligere svejsning på underfladen af den forreste lydpotte lige ved afgangsrøret, som førte hen til den bageste lydpotte. Han bestemte sig for at svejse revnen. Han har tidligere udført tilsvarende arbejde. Det var hans vurdering, at arbejdet højst ville tage 15 min. Han løsnede derefter for- og bagophænget til udstødningen, således at det blev sænket til en afstand af ca. 20 cm fra bunden. Han hentede derefter svejseapparatet - et autogensvejseapparat - i værkstedet. Han benyttede apparatets mindste brænder, idet han ellers ville have brændt hul i lydpotten. Bilen var »pæn« i bunden. Den havde fået undervognsbehandling året før. Udstødningsrøret var helt rent for olie m.v. Fra vognbund til svejsested var der formentlig 20-25 cm. Fra benzintanken til svejsestedet var der 50 cm. Han arbejdede med front mod bilens forende og stående skråt med ryggen til tanken. Der var ingen problemer med svejseudstyret. Han registrerede ikke benzinlugt fra bilen og heller ikke utætheder ved benzintanken. Han har dog ikke direkte undersøgt benzintanken eller benzinslangen, men han har kigget under vognbunden og alt så tørt og rent ud. Han foretog ingen rengøring af svejsestedet, for det var ikke nødvendigt. Han lagde ikke svejseapparatet fra sig på noget tidspunkt, mens han svejsede. Efter nogle minutters forløb, lød der et knald, og da han efter nogle sekunders forløb tog sine svejsebriller af, opdagede han, at vognbunden var omspændt af flammer. Han slukkede svejseapparatets brænder og løb op ad trappen i graven. Flammerne stod nu

op ad vognsiderne. Han løb hen til en kollega og bad denne tilkalde Falck. Han greb selv en stor CO2-slukker og forsøgte at slukke branden, men ilden havde fået for godt fat, og der var intet at gøre. Han sikrede sig ikke, at han havde brandslukningsmateriel til rådighed, inden han begyndte på arbejdet. Han vidste ikke dengang, at der var en pulverslukker ved indgangen til garagen. Som vagthavende driftsmester stod han blandt andet for udlevering af reservenøgler, og i forbindelse hermed havde han nøgle til værkstedet. Han havde ikke direkte i kraft af sit arbejde adgang til at låse sig ind i værkstedet. Værktøj måtte ikke blot tages, men der var kutyme for, at man kunne låne det af mekanikeren. Hvis mekanikeren havde været til stede, ville han have spurgt denne, om han måtte låne svejseapparatet. Han er ikke i tvivl om, at mekanikeren ville have sagt ja.

Der er senere kommet forbud imod lån af svejseapparatet. Der stod intetsteds, at man ikke måtte svejse i smørehallen, og det har han da også set andre gøre. Grunden til, at han har betalt en bøde for overtrædelse af brandlovgivningen, var ikke, at han følte, han havde gjort noget forkert, men alene at han ønskede at få spørgsmålet ud af verden.

Torben Schmidt, Beder, har forklaret, at han er leder af Midtkraft I/S' Hasle-afdeling (M.K.H.), hvor der er cirka 70 personer ansat. Afdelingens arbejde består i at overvåge områdets højspændingsanlæg og foretage vedligeholdelse og reparationer af forsyningsnettet. Smøre- og vaskehallen benyttes til vedligeholdelse og reparationer af afdelingens vogne. Medarbejderne har fortsat adgang til som et personalegode at benytte hallen til småreparationer m.v. Efter normal arbejdstid kunne medarbejdere ikke komme ind på værkstedet, hvor værktøj, herunder svejseapparatet, befandt sig, idet døren til værkstedet var låst, og idet de ikke havde nøgler hertil. Der var dog nogle reservenøgler, men det var en forudsætning, at disse alene benyttedes i jobmæssig sammenhæng. Det var ikke tilladt at flytte autogensvejseapparatet til vaske- og smørehallen. Der hang en ildslukker på væggen i smøregraven og en anden lige inden for porten. På gulvet i smøregraven stod en tromle til opsamling af spildolie. Der har ligeledes stået andre olietønder og fedttønder, men nogle af disse har muligvis været tomme. Det var ikke tilladt for de ansatte at svejse i vaske- og smørehallen. Han er ikke bekendt med, at nogen skulle have gjort det alligevel. Var det blevet set, ville det være blevet påtalt. Det kan godt tænkes, at Midtkraft I/S' mekaniker har foretaget svejsearbejde på selskabets biler i graven.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at sagsøgtes adfærd, der er årsagen til den opståede brand, må betegnes som så groft uagtsom, at lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, ikke bør finde anvendelse, jfr. lovens § 19, stk. 2, pkt. 1, Sagsøgeren har herved navnlig henvist til, at sagsøgte uberettiget har skaffet sig adgang til arbejdsgiverens aflåste værksted og uden at have haft adkomst hertil har sat sig i besiddelse af arbejdsgiverens svejseapparat og derefter har benyttet dette til private gøremål, at sagsøgte har benyttet svejseanlægget i en smørehal, hvor der henstod brandfarligt materiale og brandfarlige væsker, >> 740 >> samt at sagsøgte har foretaget svejsningen uden forinden at foretage de fornødne og foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger, som for eksempel at sikre sig, at slukningsmidler var inden for rækkevidde, og at afdække den tectylbehandlede vognbund, benzinslangen og benzintanken.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgtes handlemåde i hvert fald må betegnes som en ansvarspådragende simpel uagtsom adfærd.

Sagsøgte, der ikke har bestridt sagsøgerens adkomst til at indtale Midtkraft I/S's krav vedrørende selvrisikobeløbet, har til støtte for påstanden i første række gjort gældende, at han ikke har udvist et ansvarspådragende forhold. Da brandårsagen er ukendt, og da det bevismæssigt må komme sagsøgeren til skade, at der ikke er foretaget brandtekniske undersøgelser, bør det lægges til grund, at skaden er hændelig. I anden række har sagsøgte gjort gældende, at han under alle omstændigheder ikke har udvist en så grov uagtsomhed, at undtagelsesbestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, pkt. 1, bør finde anvendelse. Han har herved navnlig henvist til, at der ikke har været noget direkte forbud mod at anvende svejseanlægget til privat brug, men tværtimod var kutyme for, at værktøj fra værkstedet blev stillet til rådighed for medarbejderne. Han

har således ikke benyttet garageanlægget og svejseanlægget i strid med reglerne, men selv om anvendelse måtte blive anset i strid med reglerne, har dette ikke haft nogen indflydelse på den indtrufne skade. Smørehallen har ikke været uanvendelig til svejsearbejde, og vidnet Torben Schmidt har da heller ikke villet afvise, at Midtkrafts mekaniker benyttede hallen til svejsning. Selve svejsningen er heller ikke udført på en groft uagtsom måde, idet han har foretaget sikkerhedsforanstaltninger i form af afmontering af ophæng, ligesom han har arbejdet på afstand af og bort fra de mest brandfarlige steder. Særlige regler for svejsning af biler findes ikke, og de generelle regler om svejsning er i hvert fald ikke tilsidesat på en groft uagtsom måde.

I pådømmelsen har dommerne Sigrid Ballund, Bjerg Hansen og T. Bybjerg Nielsen (kst.) deltaget.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig sagsøgtes forklaring, lægges det til grund, at sagsøgte påbegyndte svejsning af sin bil uden forinden at foretage afdækning af brandfarlige dele og brandbare områder under bilen, uden at sikre sig mod utætheder i benzinsystemet, uden at foretage særlige foranstaltninger under hensyn til, at der i nærheden af svejsestedet stod brandbart materiale samt uden at sikre sig, at brandslukningsudstyr var ved hånden. Ved denne adfærd, hvorved nødvendige og foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger er undladt, findes sagsøgte at have udvist en betydelig grad af uagtsomhed, med den følge, at der er opstået brand ved bilens bund, idet dog den nøjagtige årsag hertil ikke efter det oplyste kan fastlægges. Der findes imidlertid ikke grundlag for at karakterisere den af sagsøgte udviste uagtsomhed som så grov, at bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, bør finde anvendelse.

Under hensyn til den af sagsøgte udviste uagtsomhed og det oplyste om sagsøgtes ansvarsforsikringsdækning tager landsretten sagsøgerens subsidiære påstand til følge.

- - -

Sagens omkostninger ophæves.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Blok, Jørgen Nørgaard, Walsøe og Asbjørn Jensen.

Appellanten, Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Jens Juul, der har opfyldt dommen, yderligere skal betale 1.227.138,29 kr. med sædvanlig procesrente.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

For Højesteret vedrører sagen alene det spørgsmål, om Jens Juul har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

I en erklæring af 22. november 1993 fra Dansk Brandteknisk Institut - der synes at have forudsat, at bilens benzinrør var af plast - hedder det bl.a., at »det er velkendt blandt mekanikere, at rustbeskyttelsesmidlerne vil antændes, hvis man svejser i nærheden af dem«, og det udtales i konklusionen:

»På grundlag af det foreliggende skriftlige materiale er det vor vurdering, at branden er opstået ved svejsning for tæt på og uden afskærmning af undervognen, der var dækket med rustbeskyttelsesmiddel.

Denne vurdering har en høj grad af sikkerhed, idet

- antændelse på denne måde er velkendt og hyppigt forekommende

- Jens Juul ser branden i vognbunden, førend i noget andet materiale,

- der ikke er andre tændkilder, som kan give brand begyndende i vognbunden.

Det ville principielt være muligt med svejsebrænderen at smelte plast-benzinrøret og først antænde udstrømmende benzin. Hvis der løb benzin ud, ville Jens Juul næppe have kunnet overse dette.«

Den 13. oktober 1994 har Dansk Brandteknisk Institut afgivet en yderligere erklæring, hvori det bl.a. hedder:

»Spørgsmål 3

Kan der, når henses til, at bilen er årgang 1984 og >> 741 >> tidspunktet for svejsningen er 24. september 1987, være andre forhold ved undervognen end rustbeskyttelsen, som har betydning for brandskadens opståen, bl.a. under hensyn til det sted, der svejses?

Svar på spørgsmål 3

Nej vi er ikke bekendt med, at den pågældende bil skulle have andre særlige forhold ved undervognen.

Vedrørende benzinledningen henvises til vor erklæring af 22. november 1993.

Spørgsmål 4

Kunne en lignende skade være sket, uden at der var givet undervognen rustbeskyttelse - og i givet fald hvordan?

Svar på spørgsmål 4

Vi antager, at vognen originalt har været påført en eller anden form for rustbeskyttelse, som også har været brandbar.

Herudover vil man ved meget kraftig varmepåvirkning af vognbunden kunne antænde den indvendige beklædning i vognen, såsom filttæppe, elkabler mv.

Risikoen for at antænde brand i en bil ved svejsning på lyddæmpersystemet hænger dog væsentligt sammen med det brændbare undervogns-behandlingsmiddel.«

Jens Juul har bl.a. forklaret, at han købte bilen privat, og at den blev undervognsbehandlet lige efter købet i midten af 1986. Det skete med normale produkter til undervognsbehandling. Han svejsede kun på selve revnen i lydpotten. Ved svejsningen varmes revnen op, så den flyder sammen. Han har nok også anvendt svejsetråd. Indimellem springer en gnist, men det er ikke så mange, at det er nødvendigt at have handsker på, og han havde ikke handsker på. Han havde sit almindelige tøj - altså ikke arbejdstøj - på. Han anvendte svejsebriller. Han bemærkede ingen utætheder på undervognen, og han havde heller ikke under tidligere kørsel bemærket utætheder. Han benyttede ingen af de tønder, der stod i smøregraven, og han flyttede dem ikke. De stod i den ene ende af graven, og han svejsede i den anden ende. Afstanden fra svejsestedet til tønderne var nok 3-4 meter. Han havde ikke fået at vide, at der ikke måtte svejses i smørehallen. Der var andre, der svejsede i smørehallen. Midtkrafts mekaniker gjorde det i det daglige. Han ved, at de tidligere ansatte mekanikere har svejset i smørehallen i private ærinder. Han hentede svejseapparatet i værkstedet, fordi han mente, at der måtte svejses i smørehallen, og fordi han mente, at han måtte låne svejseapparatet. Det mente han at have ret til. Ved svejsningen bruges ilt og gas. Det sidestiller han ikke med olie og smøremidler, men med el, som godt måtte anvendes. Han mente også, at han godt måtte bruge svejsetråden. Han havde ikke sin gang i værkstedet, og ville han noget dér, skulle han skrive en nøgleseddel i driftscentralen. Det er normalt ham selv, der skriver sådanne nøglesedler ud. Hvis det skulle være gået helt rigtigt til, skulle han således have skrevet en nøgleseddel ud til sig selv. Det gjorde han ikke. Han husker ikke tidligere at have lånt ting i værkstedet, men det kan sagtens være sket. Han mødte på arbejde kl. 15, og da var de ansatte i værkstedet gået hjem. Derfor havde han ikke fået spurgt mekanikeren, om han måtte låne svejseapparatet, idet skaden i lydpotten var opstået på vej til arbejde.

Vagn Christensen har bl.a. forklaret, at han blev ansat i august 1982 hos Midtkraft som

automekaniker. Hans arbejde består i at vedligeholde vognparken. I 1987 var der foruden ham selv ansat en overmontør og en mekaniker. Han arbejdede både i værkstedet og i smørehallen. Der er låst til værkstedet og til smørehallen. De ansatte har nøgle til smørehallen, men ikke til værkstedet, som kun de to mekanikere og overmontøren har nøgle til. Andre ansatte må derfor henvende sig i driftscentralen for at låne nøgle til værkstedet og skal udfylde seddel herom. Der sidder en maskinmester i driftscentralen. Der er vagt i driftscentralen døgnet rundt. Det kunne udmærket ske, at medabejdere lånte værktøj fra værkstedet. De kom så og fik en aftale med én af de tre i værkstedet. De ansatte i værkstedet skulle altid spørges først. Han har aldrig udlånt svejseapparatet og har aldrig hørt, at det er sket. Han foretog ofte reparationer i smørehallen. Hvis han havde brug for at svejse, gjorde han det også i smørehallen. Også den anden mekaniker har svejset i smørehallen. Han kan ikke sige, om det var forbudt at svejse i smørehallen, men han har aldrig lånt svejseapparatet ud. Han kan ikke sige 100%, om det på tidspunktet for branden var indskærpet, at der ikke måtte svejses i smørehallen, da han aldrig har lånt svejseapparatet ud. Svejseapparatet er noget, man normalt ikke udlåner, da det kræver specialkendskab. Han har udlånt almindeligt værktøj og også specialværktøj, som f.eks. et måleapparat til tændingssystemet. Et sådant specialværktøj kræver også specielt kendskab, og hvis vedkommende, der ville låne, ikke havde sådant kendskab, havde han ikke noget at bruge det til. På spørgsmålet, om han ville låne svejseapparatet ud, hvis der kom én, der havde kendskab til svejsning, kan han kun svare, at han ikke har lånt svejseapparatet ud. Han er heller aldrig blevet spurgt om udlån af svejseapparatet. Han ved ikke, om de andre på værkstedet har lånt svejseapparatet ud.

Finn Møller Jørgensen har bl.a. forklaret, at han er maskinmester og blev ansat hos Midtkraft den 1. april 1968. Han mener ikke, at der var forbud mod svejsning i smørehallen før branden. Han véd, at smørehallen har været brugt til svejsning efter arbejdstid før branden. Det skete ikke hver dag, men det er helt klart sket ved flere lejligheder. Han er ikke >> 742 >> bekendt med, om der var særlige regler for brug af svejseapparat, men der var kutyme for, at medarbejderne kunne låne værktøj på værkstedet. Han mener, at et svejseapparat kan sidestilles med andet specialværktøj. Der blev skelnet skarpt mellem medarbejdernes kendskab til brug af værktøj. Vedkommende skulle være kvalificeret til brug af det pågældende værktøj. Det har fortrinsvis været mekanikere fra værkstedet, han har set svejse i smørehallen. Han erindrer ikke umiddelbart at have set andre gøre det. Han har selv brugt smørehallen, og han har lånt værktøj, blandt andet en aftrækker og andet specialværktøj. Fremgangsmåden var den, at han traf aftale med mekanikeren, som så lagde værktøjet frem. Efter brug afleverede han værktøjet til mekanikeren. Han har måske langt tilbage i starten af ansættelsen lånt svejseapparatet selv. Han mener, at det var i starten af 70'erne. Han har selv et anlæg derhjemme og derfor ikke behov for at låne svejseapparatet. Han tror bestemt, at han har set andre end mekanikerne svejse efter arbejdstid i smørehallen. Han har adskillige gange set svejsning dér, og det ville være mærkeligt, hvis det kun havde været mekanikerne. Der var nogle fra »buret«, som svejsede i smørehallen efter arbejdstid. Det var i starten af hans ansættelse hos Midtkraft. »Buret« er den almindelige betegnelse for det værktøjslager, hvor almindeligt værktøj udlånes medarbejderne til brug i arbejdet. Han har ikke de sidste 10 år set andre end mekanikerne fra værkstedet svejse i smørehallen. Han véd, at svejseapparatet inden for de sidste 10 år har været udlånt til en medarbejder til brug andet sted. Udlån af værktøj har været administreret forskelligt i tidens løb. På et tidspunkt bad de timelønnede ledelsen om at oplyse nærmere, hvem der kunne låne hvad. Ledelsen ønskede ikke at give faste regler herfor, men tilkendegav, at udlån kun måtte ske til folk, der havde kvalifikation til at bruge værktøjet. Det skete i forbindelse med et møde for år tilbage. Han mener, at det var i slutningen af 70'erne eller i begyndelsen af 80'erne.

Højesterets bemærkninger.

Det findes ikke godtgjort, at det var forbudt medarbejderne at låne svejseapparatet og/eller at anvende det i smørehallen.

Det må lægges til grund, at branden opstod ved antændelse af det rustbeskyttelsesmiddel, der var påført bilens bund. Risikoen for en sådan antændelse er efter det oplyste velkendt blandt mekanikere, men kan ikke betragtes som almindelig kendt.

Herefter finder Højesteret, at Jens Juuls adfærd vel - som anført af landsretten - var i betydelig grad uagtsom, men at den ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han kan anses for at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom stadfæstes.I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 70.000 kr. til indstævnte, Jens Juul.

U.1996.285H

Sygedriftstabsforsikring anset for personforsikring omfattet af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, der ikke giver regresret. En tandlæge T havde hos forsikringsselskabet A tegnet en forsikring, der skulle dække hans driftstab som følge af hans egen sygdom eller eget ulykkestilfælde. T blev påkørt af en lastbil, der var ansvarsforsikret hos forsikringsselskabet B, og efter at have udbetalt driftstabserstatning til T gjorde A regres gældende mod B. T's forsikring hos A blev anset for en personforsikring, der var omfattet af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2. Højesteret frifandt derfor B for A's regreskrav. 1)

H.D. 28. november 1995 i sag II 370/1994Tryg-Baltica Forsikring (tidligere Assurance-Compagniet Baltica Aktieselskab) (lrs. J.J. Kopp) mod Forsikringsselskabet Codan A/S (adv. Mikael Rosenmejer).

Østre Landsrets dom 3. oktober 1994 (12. afd.)(Plessing, Kjærsgaard, Merete Engholm (kst.)).

Denne sag, der er anlagt den 21. maj 1992 ved retten i Ballerup og i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1, henvist til behandling ved Østre Landsret, drejer sig om, hvorvidt en af Per Stylvig hos sagsøgeren, Forsikringsselskabet Codan A/S, tegnet forsikring mod driftstab som følge af sygdom eller ulykkestilfælde er en skadesforsikring eller en livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring, hvilket efter erstatningansvarslovens § 22 er afgørende for, om der for sagsøgeren er regresret mod en skadevolders ansvarsforsikrer, in casu sagsøgte, Assurancekompagniet Baltica A/S.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte til sagsøgeren tilpligtes at betale 140.971 kr. med tillæg af rentelovens almindelige rentesats fra den 20. juli 1990, til betaling sker.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende:

Tandlæge Per Stylvig har hos sagsøgeren tegnet forsikring mod driftstab som følge af sygdom eller ulykkestilfælde for den af ham drevne tandlægevirksomhed, som med virkning fra 1. januar 1990 blev omdannet til et anpartsselskab.

Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a. følgende:

»1 Hvad omfatter forsikringenForsikringen omfatter tandlægevirksomhed og dækker tab ved nedgang i den personlige omsætning, som ikke hidrører fra den offentlige sygesikring (driftstab)

... 4 Hvornår dækker forsikringen

... Forsikringen giver ret til erstatning, når de(n)i policen nævnte tandlæge(r) er erhvervsudygtig(e) som følge af sygdom eller ulykkestilfælde ud over 20 på hinanden følgende hverdage (5-dages uge).

... 5 Risikoforandringer5.10 Sker der i forsikringstiden ændring i kredsen af de i policen nævnte tandlæger, jfr. pkt. 4.20, skal dette uden ophold anmeldes til selskabet.

... 7 Forhold i skadetilfælde

... 7.40 I skadetilfælde er forsikringstageren forpligtet til i videst muligt omfang at afværge og begrænse skadens virkninger, herunder at søge at opretholde sin omsætning for at afværge eller begrænse driftstabet.

... 8 Hvorledes fastsættes erstatningen

... 8.20 I skadetilfælde opføres den af skaden - i de første 250 hverdage efter dennes konstatering - forårsagede forskel mellem:

8.21 virksomhedens forventede omsætning (excl. merværdiafgift)8.22 og den konstaterede omsætning (excl. merværdiafgift).8.30 Ved omsætning forstås:

indgåede honorarer

+ udestående fordringer ultimo/ udestående fordringer primo+ igangværende arbejder til salgspris ultimo/ igangværende arbejder til salgspris primo

... 8.41 reduceres med sparede omkostninger og ydelser fra anden side (dagpenge fra det offentlige, dagpenge fra administrationsfond, hjælpefond, understøttelsesfond o.lign.

8.42 og tillægges rimelige omkostninger, der efter samråd med selskabet afholdes i henhold til pkt. 7.40 og 7.41, dog kun i det omfang, de har virkning i de første 250 hverdage efter skadens konstatering og forøvrigt med den begrænsning, at selskabets samlede ydelse (incl. sådanne omkostninger) ikke kan blive større end, hvis de under pkt. 7.40 og 7.41 nævnte foranstaltninger ikke var foretaget.8.50 Erstatningsbeløbet kan dog aldrig overstige tabet ved nedgangen i den erhvervsudygtiges personlige omsætning, som ikke hidrører fra den offentlige sygesikring, opgjort efter reglerne i pkt. 8.20 - 8.42.

>> 286 >> ... 11Præmieregulering

11.10 Forsikringen beregnes en forskudspræmie baseret på det foregående regnskabsårs personlige omsætning, som ikke hidrører fra den offentlige sygesikring.

... 14 Fornyelse og opsigelse

... 14.20 Forsikringen er uopsigelig fra selskabets side indtil udgangen af det regnskabsår, hvori forsikrede fylder 65 år.

15 Anden forsikring15.10 Forsikringen omfatter ikke tab ved nedgang i omsætningen, der dækkes ved anden driftstabsforsikring.«

Den 26. august 1989 blev Per Stylvig påkørt af en lastbil. Ansvaret for færdselsuheldet påhvilede føreren af lastbilen, for hvem der var tegnet ansvarsforsikring hos sagsøgte. Denne anerkendte erstatningspligten. Uheldet medførte, at Per Stylvig var uarbejdsdygtig fra den 26. august 1989 til den 1. oktober 1989 og delvis uarbejdsdygtig fra 2. oktober 1989 til den 30. oktober 1989.

Som følge af Per Stylvigs tilskadekomst påførtes der den af ham drevne tandlægevirksomhed et driftstab. Da sagsøgeren var af den opfattelse, at sagsøgte skulle betale Per Stylvigs driftstab, meddelte man den 16. oktober 1989 Per Stylvig, at sagsøgeren ikke foretog sig videre i anledning af driftstabet, og den 15. november 1989 udbetalte sagsøgte et acontobeløb på 50.000 kr. til Per Stylvig til dækning heraf.

Da Per Stylvig imidlertid ikke var tilfreds med den måde, hvorpå sagsøgte behandlede sagen,

rettede han henvendelse til sagsøgeren, som herefter indvilligede i at overtage den videre behandling af Per Stylvigs krav om driftstabserstatning med henblik på efterfølgende at få udlagte beløb refunderet af sagsøgte.

Sagsøgeren meddelte den 23. januar 1990 Per Stylvig, at sagsøgeren havde opgjort hans driftstab til 175.684 kr., hvilket beløb sagsøgeren udbetalte med fradrag af det tidligere af sagsøgte betalte acontobeløb på 50.000 kr. eller 125.684 kr. Den 20. juni 1990 udbetalte sagsøgeren yderligere 15.287 kr. til Per Stylvig, således at sagsøgeren har udbetalt i alt 140.971 kr., hvilket udgør det påstævnte beløb.

Sagsøgeren anmodede den 23. januar 1990 sagsøgte om at refundere det beløb, som sagsøgeren havde udbetalt til Per Stylvig. Da sagsøgeren ikke modtog nogen reaktion herpå, rykkede sagsøgeren herfor ved skrivelse af 20. juni 1990. Sagsøgeren rykkede den 29. april 1991 på ny sagsøgte skriftligt for betaling af beløbet efter flere gange forgæves telefonisk at have rykket herfor.

Sagsøgte afviste ved en skrivelse af den 26. marts 1992 sagsøgerens krav, idet sagsøgte var af den opfattelse, at der ikke var regresret i den foreliggende situation.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den tegnede driftstabsforsikring er en skadesforsikring og ikke en personforsikring, således at sagsøgeren har regresret over for sagsøgte i medfør af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1.

Det fremgår af forsikringsbetingelserne, at forsikringen dækker den omsætningsnedgang (driftstabet) der opstår, når forsikringstageren er erhvervsudygtig på grund af sygdom eller ulykkestilfælde.

Den forsikrede interesse er ikke den tilskadekomnes indtjening, men tandlægevirksomhedens omsætning. Den erstatning, der udbetales, opgøres med udgangspunkt i den forventede omsætning, hvilket er karakteristisk for driftstabsforsikringer. Den omhandlede forsikring adskiller sig ikke fra andre driftstabsforsikringer som følge af f.eks. brand eller tyveri. Om en virksomheds indtjening svigter som følge af brand eller en persons sygdom eller ulykkestilfælde er ligegyldig i relation til bedømmelsen af forsikringens karakter.

Også den skatteretlige behandling, hvorefter forsikringspræmien er fradragsberettiget, mens forsikringsydelsen er skattepligtig indtægt indicerer, at der foreligger en skadesforsikring.

Forsikringens karakter af personforsikring eller skadesforsikring er ikke afhængig af, om Per Stylvig har drevet sin virksomhed som personligt ejet eller i selskabsform.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at forsikringen er en personforsikring tegnet som en skadesforsikring, og omfattet af ordlyden af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, om anden personforsikring, hvorfor regres er udelukket.

at der er tale om en personforsikring fremgår af forsikringsbetingelserne, idet forsikringen er knyttet til en fysisk person. Endvidere er forsikringsbegivenheden sygdom eller ulykkestilfælde, hvilket er begivenheder, der er knyttet til en person. Den forsikrede interesse er den skadelidtes personlige indtjening, og dækker således det opståede indtægtstab. Det er uden betydning, om tabet opgøres som et omsætningstab eller på anden måde.

Af forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 17 og § 22 fremgår, at man har ønsket at afskaffe enhver regres ved personforsikringer, hvilket støtter sagsøgte. Det er uden betydning, hvorledes forsikringen behandles skatteretligt.

Det bestrides endvidere, at der kan ske subrogation, idet den forsikringsydelse, som sagsøgeren har betalt Per Stylvig, er væsentligt forskellig fra Per Stylvigs krav på tabt arbejdsfortjeneste, som kunne kræves hos sagsøgte.

>> 287 >> Landsretten skal udtale:

Af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, følger, at det er lovens udgangspunkt, at der ikke er

regresret for driftstabserstatning, når skaden er dækket af en tings- eller driftstabsforsikring. Undtagelsen til denne bestemmelse findes i erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1, hvorefter skadesforsikreren har regresret over for skadevolderen i 3 tilfælde, der er omfattet af erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, og § 21 og falder uden for § 22, stk. 2. Erstatningsansvarslovens § 19, stk. 1, tager således sigte på driftstabserstatning som følge af tingsskade, mens § 22, stk. 2, tager sigte på forsikringsydelser som følge af personskade.

Livs-, ulykkes- og sygeforsikringer, der kan tegnes som summaforsikring, det vil sige, at den forud fastlagte forsikringssum skal udbetales ved forsikringsbegivenhedens indtræden, uanset om noget formuetab er lidt, kan tillige tegnes som skadesforsikring, det vil sige, at forsikreren skal udrede en erstatning svarende til det faktisk lidte økonomiske tab og beregnes da som personforsikring.

Det er i erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, bestemt, at ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har forsikringsselskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige.

I betænkning nr. 829/1978 om lempelse af erstatningsansvar m.v. (betænkning II)p. 46, foresloges en bestemmelse med følgende ordlyd:

Ȥ 9. ...

Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- og sygeforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den, der har fremkaldt forsikringsbegivenheden.«

Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår p. 54-55 bl.a. følgende:

»- - -

Stk. 2 erstatter forsikringsaftalelovens § 25, stk. 2. Efter bestemmelsen i forsikringsaftaleloven har forsikringsselskabet ikke noget krav mod skadevolderen ved livs-, ulykkes- og sygeforsikringer. Er en ulykkes- eller sygeforsikring tegnet som en egentlig skadesforsikring, har selskabet dog regres mod skadevolderen i samme omfang som ved tingsforsikring. Personforsikringer omfattet af forsikringsaftaleloven, der er tegnet som skadesforsikringer, er sjældne, og regresretten har næppe særlig betydning. I betænkning I, side 31, nævnes, at regresretten for sådanne forsikringer formentlig kunne ophæves uden større betænkelighed, men at udvalget anså spørgsmålet for at ligge uden for kommissoriet. Nærværende udvalg finder, at det må være en naturlig konsekvens af udvalgets forslag om i øvrigt at ophæve regresret for ydelser ved personskade, at også regresretten for disse forsikringer ophæves. Det er derfor i stk. 2 anført, at selskabet ved personforsikring ikke har regres mod skadevolderen uanset forsikringens karakter, dvs. uanset om forsikringen er tegnet som en skadesforsikring eller som en summaforsikring.

- - -«

Ordlyden af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 22 svarer til § 9 i betænkning nr. 829/1978, idet der dog efter justitsministerens forslag efter »livs-, ulykkes- eller sygeforsikring« indføjedes »eller anden personforsikring«. Af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, sp. 116) fremgår bl.a. følgende:

»Bestemmelsen, der erstatter fal. § 25, stk. 1, 1. pkt. og § 25, stk. 2, svarer med redaktionelle ændringer til erstatningslovudvalgets forslag. Der henvises til betænkning II, side 46 (§ 9)og side 54-55 (bemærkninger til § 9).

Reglen i stk. 1 omfatter generelt skadesforsikring. Ved tingsforsikring og driftstabsforsikring har reglen betydning i de tilfælde, hvor erstatningsansvaret ikke falder væk som følge af § 19, stk. 1. Bortfalder ansvaret således ikke, har forsikringsselskabet regres mod den erstatningsansvarlige.

Reglen i stk. 2 følger i og for sig allerede af bestemmelsen i § 17, stk. 1, efter hvilken der ved personskade og tab af forsørger ikke er regres for forsikringsydelser, uanset forsikringens karakter. For at tydeliggøre, at § 22, stk. 1, ikke finder anvendelse på personforsikringer, er det dog fundet hensigtsmæssigt også at medtage bestemmelsen her.

Reglen omfatter enhver personskadeforsikring uanset forsikringens karakter, dvs. uafhængigt af, om forsikringen er tegnet som en skadesforsikring eller summaforsikring. Såvel stk. 1 som stk. 2 skal i overensstemmelse med fal. § 22, som reglerne afløser, forstås således, at bestemmelsen kun gælder for forsikring, der er omfattet af forsikringsaftaleloven.«

Af de fællesnordiske forhandlinger om revision af forsikringsaftalelovgivningen fremgår, at der synes at være enighed om at holde driftstabsforsikring uden for personforsikringerne, jf. NOU 1983:56 p.23 og 45 og SOU 1986:56 p.217, 219, 220, 222-223 og p.464.

Efter betingelserne for den hos sagsøgeren tegnede driftstabsforsikring er det afkastningsinteressen ved tandlægevirksomheden, der dækkes af forsikringen, der således må betegnes som en skadesforsikring. Idet det af forarbejderne til bestemmelsen i erstatningsaftalelovens § 22, stk. 1, fremgår, at bestemmelsen omfatter driftstabsforsikringer, og da tilføjelsen til den i erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, nævnte livs-, ulykkes- og sygeforsikringer »eller anden personforsikring« uanset det i betænkningen anførte er betegnet som redaktionel, findes sagsøgeren at have regresret i medfør af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1.

Sagsøgerens påstand tages derfor til følge.

>> 288 >> Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

- - -

Sagsøgte betaler 20.000 kr. i sagsomkostninger.

Højesterets dom.Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Kiil, Hornslet, Riis, Poul Sørensen og Per Sørensen.

Appellanten har gentaget sin påstand om frifindelse.

Indstævnte har påstået stadfæstelse.

Højesterets bemærkninger.

Det er ubestridt, at den af tandlæge Per Stylvig tegnede forsikring mod driftstab som følge af sygdom eller ulykkestilfælde er en skadesforsikring. Denne skal efter forsikringsbetingelserne dække hans tab ved nedgang i den personlige omsætning. Forsikringsydelsen skal således kompensere ham for hans tabte arbejdsfortjeneste som følge af hans egen sygdom eller eget ulykkestilfælde. Under disse omstændigheder må forsikringen tillige anses for at være en personforsikring.

Efter erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, har et forsikringsselskab ved livs- ulykkes- eller sygeforsikring eller ved anden personforsikring ikke noget krav mod den erstatningsansvarlige »uanset forsikringens karakter«. Efter ordlyden, der klart underbygges af forarbejderne, gælder bestemmelsen således også personforsikringer, der som den omhandlede er tegnet som skadesforsikring.

Det følger herefter af erstatningsansvarslovens § 22, stk. 2, at indstævnte ikke har noget krav mod appellanten. Højesteret tager derfor frifindelsespåstanden til følge.

Thi kendes for ret:Appellanten, Tryg-Baltica Forsikring, frifindes.Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.

U.1998.1558H

Brand opstået ved svejsning af bil anset forvoldt ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. A, der var uddannet VVS-rørsmed, havde fået tilladelse til at benytte værkstedsbygningen på en skole i Randers til udførelse af pladearbejde på en bil. Medens han inde fra kabinen var i færd med at svejse en ny plade i bunden under højre forsæde, opstod der ild under den opklodsede bil, og en væsentlig del af bygningen udbrændte. Det lagdes til grund, at branden opstod som følge af, at benzinslangen, der var placeret i højre side under bunden, men som A ikke havde skænket en tanke, smeltede som følge af varmen fra svejseflammen. Under hensyn bl.a. til, at der var tale om omfattende svejsearbejder, fandtes udførelsen af disse uden at træffe sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til benzinslangen at have indebåret en så indlysende fare for brandskade, at A - selv om han ikke handlede bevidst uagtsomt - havde udvist grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarlovens 19, stk. 2, nr. 1. (Dissens). 1)

H.D. 26. august 1998 i sag II 146/1998Niels Christian Rothmann (adv. Jørn Friis, Viborg) mod Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab (adv. Svend Paludan-Müller, Kbh.). Vestre Landsrets dom 16. marts 1998 (10. afd.) 2)

(Kristian Petersen, Engholm Jacobsen, Steffen Pertou (kst.)).

Da sagsøgte, Niels Christian Rothmann, den 26. juli 1994 om eftermiddagen var i færd med at udføre svejsearbejde på en bil, der stod i en værkstedsbygning på Oust Mølleskolen i Randers, opstod der ildebrand, hvorved en væsentlig del af bygningen udbrændte. Bygningen blev som følge heraf nedrevet og en ny opført. Oust Mølleskolen ejes af Randers Kommune, og skaden på bygningen var dækket af brandforsikring hos sagsøgeren, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.

Under denne sag, der er anlagt den 23. september 1995, har forsikringsselskabet påstået Niels Christian Rothmann dømt til at betale 863.657 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Niels Christian Rothmann har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Niels Christian Rothmann har forvoldt brandskaden ved grov uagtsomhed, således at der kan gøres erstatningsansvar gældende mod ham, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Erstatningskravets størrelse er ubestridt.

Vedrørende sagens nærmere omstændigheder:

Forsikringsselskabet lod dagen efter branden et besigtigelsesbureau foretage en teknisk undersøgelse på brandstedet. I besigtigelsesbureauets rapport med skadeopgørelse af 4. august 1994 hedder det blandt andet:

». . .

Den pågældende 163 kvm. værkstedsbygning i eet plan er opført med stålskelet og af elementsten på betonsokkel. . . . Endvidere er opført en 64 kvm. stor parallel tilbygning med svejserum, toilet og systue. . . .

Ved besigtigelsen konstateredes, at bygningen var stærkt brandhærget på 75% af områderne samt

øvrige bygningsdele (murværk) varmesprængte eller stærkt sodforurenet.

. . .«

Bygningen beskrives på bygningstegning som et ombygget drivhus. Den havde facade med vinduer mod syd, og en port førte i den vestlige gavl ind til bygningens største rum, der på tegningen betegnes »metalværksted«. Et tilstødende rum betegnes »svejserum«. Taget havde ensidig hældning mod syd, således at også loftshøjden indvendig var lavest i den sydligste del af >> 1559 >> »metalværkstedet«, hvor den ifølge bygningstegning var 2,51 meter. Af samme tegning fremgår, at gulvet var af beton, at taget bestod af eternitplader, at loftet var isoleret med 200 mm A-batts, og at det indvendigt bestod af 13 mm gipsplader.

Den bil, Niels Christian Rothmann var ved at reparere, en Opel Kadett, stod opklodset på bukke i »metalværkstedet« inden for den nævnte port i vestgavlen. Af politirapport af 26. juli 1994 fremgår, at bilen var totalt udbrændt. Brandskaderne beskrives i øvrigt således:

». . .

at hele den sydlige facade af glas var total udbrændt/ødelagt.

Ca. halvdelen af tagkonstruktionen i den vestlige ende var udbrændt/sammenstyrtet.

. . .

Overalt i bygningen henstod mere eller mindre udbrændte/sodsværtede ældre møbelgenstande samt en mængde andre ikke særligt værdifulde effekter. . . . «

Niels Christian Rothmann blev afhørt til politirapporten, og om hans forklaring hedder det:

». . .

at han af skolens pedel, Erik Toelberg, har fået lov til at benytte værkstedet i den brandhærgede bygning til at lave pladearbejde på sin fars bil . . .

Rothmann har benyttet værkstedet hver dag i snart 14 dage og var d.d. i færd med at svejse (CO2) ny plade i bunden under højre forsæde. Dette foregik inde fra bilens kabine.

Under denne svejsning opdagede Rothmann pludselig kraftig ild under bilen, og forsøgte forgæves at slukke ilden med en pulverslukker, men det var umuligt.

Der var masser af åben ild under hele bilens bund, der var ca. 1 m over cementgulvet, og på selve cementgulvet.

Rothmann er ikke i tvivl om, at han under svejsningen har ramt bilens benzinrør fra tanken til motoren, og det var udstrømmende benzin, der var ild i.

Rothmann løb nu hurtigt over på skolen, hvorfra han via 112 tilkaldte Falck.

Få minutter efter ildens opståen var hele bilen og dens nærmeste omgivelser antændt, og ved Falcks ankomst var der åben ild i hele den vestlige ende af bygningen.

. . .«

Niels Christian Rothmann, der på uheldstidspunktet var 27 år, er faguddannet VVS-rørsmed. Han havde i september 1993 med tilfredsstillende resultat gennemført kursus i lysbuesvejsning på AMU-center Randers.

Niels Christian Rothmann har den 13. september 1994 vedtaget en bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af beredskabslovens § 71, nr. 1, jf. bekendtgørelse nr. 66 af 27. marts 1961 med senere ændringer om brug af ild og lys m.v., § 28, jf. § 5, stk. 2, ved at have undladt at udvise særlig forsigtighed og undladt at træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med svejsearbejdet.

I forbindelse med syns- og skønsforretning den 16. april 1996 er der optaget fotografier af en Opel

Kadett model D, årgang 1981. Der er enighed om, at denne model i henseende til opbygning m.v. svarer til den bil, sagen angår. Det fremgår af billederne, at benzinslangen og bremserøret er ført under vognbunden i bilens højre side. Benzinslangen er af et plastmateriale. Skønsmanden, ingeniør Leo Nielsen, Galten, har i skønserklæringen af 12. juni 1996 besvaret en række spørgsmål således:

»Spørgsmål 1.

Det ønskes oplyst, hvor branden kan antages at være opstået, hvad årsagen til branden kan antages at have været samt, hvorledes branden må antages at have udviklet sig?

Svar spørgsmål 1.

Ud fra de forelagte informationer om det udførte svejsearbejde, sagens bilag samt de fotos som sagsøger havde medbragt ved syns- og skønsmødet må svejsearbejdet antages at være brandårsagen.

To faktorer i forbindelse med svejsearbejdet kan være anledning til branden.

l. Mangelfuld afrensning af gammel undervognsrust beskyttelsesmiddel. Dette middel bliver ved den opvarmning som en svejseproces er, yderst brændbart og kan være vanskeligt slukke.

2. Svejsning omkring og eventuelt direkte på benzinslangen der herved smelter og benzin strømmer ud og antændes.

På syns- og skønsmødet tilkendegav sagsøgte, at der var gjort meget for at fjerne rustbeskyttelsesmidler under vognbunden, men at benzinslangen var overset.

Der er derfor grund til at antage at en smeltet/overbrændt benzinslange er den direkte brandårsag.

Med hensyn til brandens udvikling er det sandsynligt, at den udstrømmende og brændende benzin har antændt de møbelgenstande og andet brandbart materiale der ifølge det oplyste stod opmagasineret i lokalet.

Spørgsmål 2.

Skønsmanden bedes oplyse omfanget af den reparation sagsøgte var i færd med at foretage?

Svar på spørgsmål 2.

Sagsøgte var i færd med at renovere karrosseriet på den i sagen omhandlede Opel Kadet. Renoveringen bestod i udskiftning af begge forskærme, udskiftning af udvendig- og indvendigt bagpanel, udskiftning af sidepaneler i begge sider, både det udvendige og indvendige panel blev udskiftet, udskiftning af 2 døre samt isvejsning af ny bundplade foran begge forsæder.

Spørgsmål 3.

Skønsmanden bedes vurdere reparationslokalets egnethed til autosvejsning baseret på oplysningerne om de ting, der befandt sig i lokalet.

Svar på spørgsmål 3.

Det er oplyst, at der var opmagasineret møbler og >> 1560 >> loppemarkedseffekter i lokalet. En række fotos som sagsøger har taget umiddelbart efter branden viser resterne af disse effekter samt at der også befandt sig træbearbejdningsmaskiner i lokalet.

Der var ikke brandslukningsmateriel i bygningen/lokalet.

Det er min overbevisning at lokalet ikke var egnet til autoreparation/autosvejsning.

Spørgsmål 4.

Er udførelse af pladearbejde en farlig aktivitet med hensyn til risiko for antændelse af brændbart materiale?

Svar spørgsmål 4.

Ja. Pladearbejde udføres overvejende med slibemaskine og svejsemaskine. Arbejdet med disse

værktøjer frembringer mange gnister og meget varme hvorved der er stor risiko for at antænde brændbare materialer, såfremt disse materialer er tæt på arbejdsstedet.

Spørgsmål 5.

Hvilke skrevne henholdsvis uskrevne forholdsregler bør normalt iagttages forud for påbegyndelse af pladearbejde som det omhandlede?

Svar spørgsmål 5.

Skrevne forholdsregler i forbindelse med svejsearbejde er dels arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejdets udførelse der foreskriver at enhver risiko for brand skal bekæmpes. Arbejdstilsynets bekendtgørelse om brug af ild og lys mv. foreskriver i forbindelse med svejsearbejder at antændelige materialer fjernes fra arbejdssteder og omgivelserne i en passende sikkerhedsafstand samt hvis en passende sikkerhedsafstand ikke er muligt at der er slukningsmidler i beredskab. Endvidere foreligger der en vejledning fra arbejdstilsynet om svejsning mv. der ligeledes foreskriver fjernelse af brændbart materiale fra svejseområdet og evt. vagtmand med ildslukker.

Spørgsmål 6.

Bør man iagttage specielle forholdsregler når man som sagsøgte svejser en ny plade i bunden af bilen, og i bekræftende fald hvilke?

Svar spørgsmål 6.

Ud over forholdsreglerne som omtalt under spørgsmål 5 og værkstedets egnethed er der ikke specielle forholdsregler.

Spørgsmål 7.

Henset til at bilen henstod opklodset på bukke, ønskes det oplyst, hvorvidt det er forbundet med vanskeligheder at konstatere benzinslangens fysiske placering under bilen.

Svar spørgsmål 7.

Det er ikke vanskeligt at konstatere benzinslangens fysiske placering når bilen kan iagttages fra undersiden. Slangen ligger frit og synligt under højre side af vognbunden.

Spørgsmål 8.

Det bedes oplyst hvorvidt det for oversmeltningen af benzinslangen er af betydning om denne er fremstillet af plastic eller metal.

Svar spørgsmål 8.

Benzinslanger er normalt fremstillet af plastic. Grunden er at kun få metaller kan undgå at tæres op dels af benzinens indhold af alkohol og dels af salt fra vejene.

På biler hvor metalrør er anvendt er det af kobber eller en særlig aluminiumslegering. Begge disse materialer vil smelte ved temperaturer langt under stål som vognbunden er lavet af.

Der vil derfor uanset slangen/rørets materiale, være tale om gennembrænding når der svejses forbi røret.

Spørgsmål 9.

Under hensyn til svaret til spørgsmål 3 og under hensyn til AT-meddelelse nr. 2.09.2 fra marts 1984, »Foranstaltninger mod brandfare«, ønskes det oplyst, hvorvidt forholdene på brandstedet kan anses som et korrekt reparationssted for pladearbejde?

Svar spørgsmål 9.

Jævnfør min besvarelse af spørgsmål 3 finder jeg ikke at forholdene var egnet for karosserireparation/pladearbejde.

Med hensyn til AT-meddelelses forskrifter anføres at der kan svejses i nærheden af brandbart materiale når en række sikkerhedstiltag iværksættes. Afskærmning af materialer eller svejsested og vagt med slukningsudstyr.

Ingen af disse sikkerhedstiltag var foretaget.

Spørgsmål 10.

Kan tilstedeværelsen af ældre møbelgenstande m.m. i lokalet antages at have medvirket til brandens udvikling?

Svar spørgsmål 10.

Tilstedeværelsen af møbelgenstande og andet brændbart materiale har medvirket til brandens udvikling og i særdeleshed vanskeliggjort slukningsarbejdet.

Spørgsmål 11.

Under hensyn til svarene givet på spørgsmål 5 og 6 ønskes det oplyst hvorvidt de for reparationen gældende forholdsregler har været iagttaget.

Svar spørgsmål 11.

Med henvisning til min besvarelse af spørgsmål 5 og 6 samt spørgsmål 9 finder jeg ikke at der har været iagttaget tilstrækkelige forholdsregler til begrænsning af ildens udbredelse. At der opstår ild under en svejseproces er i sig selv ikke usædvanlig hvorfor såvel slukningsmateriel som afstande til brændbare materialer er ting der må overvejes før arbejdet igangsættes.

Spørgsmål 12.

Skønsmanden bedes vurdere betydningen af, at sagsøger er påbegyndt svejsningen uden forud at have undersøgt, om der i bunden befandt sig en benzinslange.

Svar spørgsmål 12.

At der er foretaget svejsning tæt på benzinslange som oplyst på syns- og skønsmødet har uden tvivl medført beskadigelse af slangen. Den herved udstrømmende >> 1561 >> benzin antændes let af gnister fra svejsearbejdet hvorved en brand er en realitet. Det er uheldigt at den pågældende benzinslange ikke er lokaliseret før svejsearbejdet påbegyndes.

Spørgsmål 13.

Det ønskes oplyst, hvad sagsøgtes uddannelse som VVS-svend indeholder om svejsning, og de med svejsning forbundne forholdsregler?

Svar spørgsmål 13.

Grunduddannelse som VVS-smed indeholder instruktioner omkring arbejdets udførelse herunder fjernelse af brandbart materiale og risiko for brand i forbindelse med svejsearbejder.

Specielt i II skoleperiode i grunduddannelsen er der uddannelse i brandbekæmpelse og slukningsudstyr.

Aarhus teknisk skole VVS afdelingen oplyser at der orienteres om indholdet af arbejdstilsynets bekendtgørelser, men de udleveres ikke.

Spørgsmål 14.

Hvad indeholder sagsøgtes supplerende svejsekursus om forholdsregler i forbindelse med svejsning?

Svar spørgsmå1 14.

Ifølge AMU center Århus indeholder suppleringskurserne ikke grundlæggende elementer og man henregner fjernelse af brændbart materiale under grundlæggende idet det indgår i basisuddannelsen.

Suppleringskurset indeholder dog de særlige sikkerhedsforskrifter der knytter sig til svejsemetoden (Lysbuesvejsning).

Det er ikke lysbuesvejsning der er anvendt i den konkrete sag.

Spørgsmål 15.

Under hensyntagen til besvarelsen af spørgsmål 13 og 14 om sagsøgtes uddannelse bedes det oplyst, hvorvidt sagsøgte har handlet i overensstemmelse med fagets normer?

. . .

Svar spørgsmål 15.

Ifølge fagets normer skal brændbart materiale fjernes før svejsningen påbegyndes. Jævnfør besvarelsen af spørgsmål 13 og 14 er sagsøgte bekendt hermed.

Sagsøgte har også fjernet indvendig klædning bundmåtter osv. Det er oplyst at undervognsrustbeskyttelsen også er fjernet, tilbage står at benzinrøret er overset/undladt fjernet.

Ifølge fagets normer skal der også være brandslukningsudstyr til stede såfremt der skønnes en brandrisiko. Dette udstyr var ikke til stede.

Tillægsspørgsmål A.

Under hensyn til at benzinslangen ikke befinder sig på samme sted på alle biler bedes det oplyst, hvor benzinslangen normalt befinder sig.

Svar tillægsspørgsmål A.

Benzinslangen befinder sig normalt ført under vognbunden, principielt som på den aktuelle bil. Der kan være tale om anbringelse i højre og venstre side og i enkelte tilfælde i midten af bilen. Ved den aktuelle bil er slangen anbragt i højre side.

. . .«

I Arbejdstilsynets vejledning om svejsning m.v. af marts 1984 hedder det blandt andet:

». . .

Foranstaltninger mod brandfareAlt brændbart materiale i 10-15 meters afstand omkring svejsepladsen fjernes så vidt muligt. Vær særlig opmærksom på letantændelige materialer. Kan de brændbare materialer ikke fjernes, skal de eller svejsestedet afdækkes effektivt.

. . .«

Niels Christian Rothmann har forklaret, at han i forbindelse med sin faguddannelse har lært en lille smule om svejsning, men ikke om CO2-svejsning. Det var CO2-svejsning, han udførte på bilen. Han havde ikke lært noget nærmere om sikkerhedsforskrifterne i forbindelse med svejsning, men han var klar over, at brændbart materiale ikke bør findes i nærheden. Han havde ikke tidligere udført pladearbejde på biler. Bilen tilhørte hans forældre. Det var en 1984-model, og i 1994 var den så angrebet af rust, at han påtog sig at sætte den i stand. Han kendte pedellen på Oust Mølleskolen og fik af ham tilladelse til at benytte værkstedet. Det blev ellers brugt til reparation af skolens køretøjer og til opbevaring af forskellige ting. Han havde mange gange tidligere været der, og han har blandt andet set pedellen udføre svejsearbejde på skolens køretøjer i værkstedet. De ting, der blev opbevaret på stedet, stod ikke i den ende af lokalet, hvor bilen blev placeret, men i den modsatte ende, bortset fra et par afsyrede møbler og en motocrosscykel, der stod i et hjørne inden for porten. Bilen stod midt for porten ca. en meter indenfor og var sat op på bukkene ved hjælp af en værkstedsdonkraft. Bilens bund var herved hævet ca. 60 cm over gulvet. Der var fri gulvplads omkring bilen. På uheldstidspunktet havde han arbejdet på bilen i ca. 14 dage. Han havde fået hjælp til en del af arbejdet af pedellen og af en kammerat, der er klejnsmed. Han lånte skolens værktøj,

herunder svejseværk. Han havde selv kun noget håndværktøj. Inden selve reparationsarbejdet var alt løst inventar taget ud, og det rustbeskyttelsesmiddel, bilens undervogn var behandlet med, var renset af. Han havde skiftet bilens forskærme og bagpaneler ud. Han havde desuden udskiftet dørene og både ind- og udvendige sidepaneler under begge døre. De nye sidepaneler blev svejset fast. Han havde også fornyet bundpladen i førersiden. Det gjorde han ved at skære den tærede del ud med en vinkelsliber og tilpasse en ny plade, som han svejsede fast. Han var i færd med at foretage en tilsvarende fornyelse af bundpladen i højre side, da branden opstod. Han var den dag alene. Pedellen var på ferie. >> 1562 >> Han havde skåret et hul i bunden på ca. 10 × 20 cm ca. midt for højre forsædes normale placering og havde tilpasset en plade, som han var ved at svejse fast. Han sad inde i vognen under dette arbejde. Pludselig bemærkede han, at det røg fra bilens bund. Han troede først, at det var rester af rustbeskyttelsesmidlet, der var gået ild i, men da han kom ud af bilen, opdagede han, at der var ild på gulvet, og han blev derfor klar over, at der løb benzin ud. Kort efter gik der ild i bilen. Han løb til skolebygningen for at få fat i en pulverslukker, og han tilkaldte brandvæsenet. Da han kom tilbage til værkstedsbygningen, havde ilden bredt sig til loftet, og taget gennembrændte senere. Bortset fra de afsyrede skabe brændte ingen af de ting, der blev opbevaret i bygningen. Ved arbejdets start havde der været en pulverslukker i værkstedet, men den var senere blevet fjernet. Han havde på uheldsdagen med henblik på at kunne slukke eventuel ild i rester af rustbeskyttelsesmidlet en spand vand stående og våde klude. Han var klar over, at der er en benzinslange, og hvis han havde tænkt sig om, vidste han godt, at den ligger under bunden et sted; men han havde ikke skænket den en tanke - heller ikke i forbindelse med, at rustbeskyttelsesmidlet blev renset af - og han havde derfor ikke undersøgt placeringen nærmere. Han vidste ikke, at benzinslangen var af plast. Han havde dengang selv en bil, hvis benzinrør var af kobber. Der var meget lidt benzin på bilen. Da han i sin tid havde kørt den hen til Oust Mølleskolen, havde han bemærket, at der var så lidt på, at han nok skulle fylde benzin på for at kunne køre derfra igen.

Syns- og skønsmanden har forklaret, at rustbeskyttelsesmiddel må fjernes ved at skrabe det af, men det er næsten umuligt at fjerne helt. Risikoen for kortvarig antændelse af rester er stor, når der svejses i bilens bund, men ilden kan normalt slukkes blot ved hjælp af våde klude. Benzinslangen er antagelig smeltet på grund af, at svejsningen har fundet sted for tæt på. Gennemsmeltning kan godt ske, selv om der ikke er svejset hen over selve slangen. Varmen fra svejseflammen er så høj, at det kan ske i en afstand af 10-15 cm. Han kan ikke forklare, hvorfor slangen ikke er smeltet under svejsning på sidepanelerne, der er tættere på slangen end det svejsested i bunden, som Niels Christian Rothmann har udpeget. Men man kan godt være heldig at svejse i en afstand af 10 cm, uden at smeltning sker. Den korrekte fremgangsmåde ved svejsning nær benzinslangens placering vil indebære afmontering af slangen. Det vil de fleste værksteder nok gøre, men mange steder ville man nok ved svejsning i en afstand af 10-15 cm i stedet vælge at sætte en brandvagt til at køle slangen med vand, mens svejsningen sker. I betragtning af det store arbejde, der har ligget i at fjerne rustbeskyttelsesmidlet, tror han ikke, at Niels Christian Rothmann undlod at fjerne benzinslangen mod bedre vidende. Den samlede reparation, som Niels Christian Rothmann var i færd med, må anses for ret omfattende, og det ville formentlig være uøkonomisk at lade et autoriseret værksted udføre den på en så gammel bil. Selve værkstedslokalet var for så vidt egnet også til svejsearbejde, og en loftshøjde på ned til 2,5 m har ikke betydning i den henseende, men der bør ikke være umiddelbart brændbare genstande i nærheden af arbejdsstedet. Desuden er det nødvendigt at have en pulver- eller CO2-slukker ved arbejdsstedet. En sådan brandslukker ville have kunnet slukke benzinbranden, hvis den var blevet anvendt straks, hvorimod vand fra en spand er uegnet. Arbejdstilsynet foreskriver, at svejsearbejde - af hensyn til risikoen for personskade - kun må udføres, når der er andre til stede. De grundlæggende sikkerhedsregler for CO2-svejsning svarer til reglerne i forbindelse med andre former for svejsning.

Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab har gjort gældende, at Niels Christian Rothmann har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, og at han derfor er erstatningsansvarlig. Selskabet har herved anført, at det må lægges til grund, at skaden er sket ved, at Niels Christian Rothmann har svejset så tæt på benzinslangen, at den er smeltet,

hvorved benzin er strømmet ud og er blevet antændt, hvorefter ilden hurtigt bredte sig til bilen og værkstedsbygningen. Niels Christian Rothmann havde på forhånd et vist kendskab til svejsning og derfor også til de høje temperaturer, svejsning sker ved. Han vidste, at der var benzin på bilen, og den mest elementære sikkerhedsforanstaltning måtte være at lokalisere benzinslangen inden arbejdets udførelse. Det er en grov fejl, at han ikke sørgede for det. Selv ufagkyndige ved, at når benzin fyldes på tanken bagi, og motoren er placeret foran, er der en benzinslange et sted. Såvel reglerne i beredskabsloven som i bekendtgørelse om ild og lys som § 13, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 om arbejdets udførelse og Arbejdstilsynets vejledning om svejsning er overtrådt. I forhold til Midtkraft-sagen (UfR 1995.737 H) er der afgørende forskelle: (1) I Midtkraft-sagen var der tale om en ukompliceret, korterevarende svejsning af en lydpotte. I denne sag er der tale om et omfattende arbejde over en periode på 14 dage. Niels Christian Rothmann havde derfor større anledning til at planlægge arbejdet og herunder træffe foranstaltninger til sikring mod brandfaren. (2) I denne sag var der en helt konkret brandrisiko knyttet til et afgrænset objekt - benzinslangen - mens der i Midtkraft-sagen var tale om et mere udbredt forhold - rustbeskyttelsesmidlet på undervognen. (3) Udstrømmende benzin er en indlysende risiko - også for lægfolk - hvorimod det forhold, at rustbeskyttelsesmidlet er brændbart, ikke er almindeligt kendt. (4) Skadestedet i denne sag var en skoleværkstedsbygning, der desuden blev brugt til opmagasinering af inventar m.v. Den var ikke velegnet til at udføre svejsearbejde i, hvorimod arbejdet i Midtkraft-sagen blev >> 1563 >> udført i fornuftige omgivelser i en smørehal. (5) Niels Christian Rothmann havde ingen relevante sikkerhedsforanstaltninger foretaget. Den spand med vand og klude, han havde stående, var kun egnet til småting og helt uegnet til at slukke en benzinbrand. I Midtkraft-sagen havde skadevolderen dog foretaget den mest nødvendige sikkerhedsforanstaltning ved at løsgøre udstødningssystemet. (6) Niels Christian Rothmann havde på skadetidspunktet en »frisk« uddannelse i svejsning, mens skadevolderen i Midtkraft-sagen ikke havde uddannelse i svejsning, men blot gennem årene havde opnået en vis øvelse. (7) Endelig indebærer udstrømmende benzin en indlysende fare for hurtig udvikling af en brand og dermed for andres goder, mens der ved brand i rustbeskyttelsesmidlet på undervognen kun er umiddelbar fare for bilen. Som følge af disse forskelle indebar Niels Christian Rothmanns adfærd en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han i modsætning til skadevolderen i Midtkraft-sagen må anses for at have handlet groft uagtsomt.

Niels Christian Rothmann har bestridt, at han handlede groft uagtsomt. Arbejdsstedet blev i forvejen af skolen anvendt til reparation af skolens køretøjer, herunder til svejsning, og han lånte skolens svejseapparat. Et tilstødende rum betegnes ligefrem på bygningstegningen »svejserum«, og det må antages at være indrettet forskriftsmæssigt. De genstande, der var opmagasineret i bygningen, stod ikke i nærheden af arbejdsstedet, bortset fra et afsyret skab, der næppe kan anses for let antændeligt. Niels Christian Rothmann havde tømt bilen for brændbart inventar og havde renset undervognen for rustbeskyttelsesmiddel. Han holdt en spand med vand og våde klude i beredskab. Han havde ikke skænket det en tanke, at der måtte være en benzinslange eller -rør et sted. Det er ikke almindeligt kendt, at slangen normalt skal demonteres. Det erkendes, at benzinslangen var let synlig, men det kan ikke ses, at det er en benzinslange. Desuden havde han, da han udskiftede sidepanelerne, arbejdet tættere på slangen end under isætningen af bundpladen. Derfor havde han ikke særlig anledning til at tage sig i agt. Han vidste, at der kun var lidt benzin på bilen. I forhold til Midtkraft-sagen må det antages, at skadevolderen i den sag i praksis havde opnået en sådan rutine i svejsearbejde, at han i hvert fald i lige så høj grad som Niels Christian Rothmann kendte til arbejdsprocessen. Niels Christian Rothmanns opgave var nok af længerevarende karakter end i Midtkraft-sagen, men den bestod for så vidt blot af en række temmelig ukomplicerede arbejdsprocesser. Niels Christian Rothmann havde i modsætning til skadevolderen i Midtkraft-sagen foretaget en meget væsentlig sikkerhedsforanstaltning ved at rense undervognen for rustbeskyttelsesmiddel og tømme bilen. Derfor er der ikke afgørende forskelle mellem omstændighederne i de to sager. Der er som følge heraf heller ikke grundlag for at anse Niels Christian Rothmanns forhold for groft uagtsomt.

Landsretten udtaler:

Det lægges til grund, at branden opstod ved, at benzinslangen under svejsearbejdet i bilens bund smeltede som følge af varmen fra svejseflammen. Det lægges endvidere efter Niels Christian Rothmanns forklaring til grund, at han befandt sig inde i bilen under svejsearbejdet, at han ikke forinden havde undersøgt benzinslangens placering, og at han ikke havde skænket benzinslangen en tanke.

Det må anses for indlysende selv for ikke fagkyndige, at der i en bil med benzintank bagi og motor foran er en benzinslange eller et benzinrør, og det er nærliggende, at slangen eller røret er placeret et eller andet sted under bilen. Det må derfor anses for en elementær sikkerhedsforholdsregel at undersøge placeringen inden svejsearbejde i bunden.

Selv om Niels Christian Rothmann efter det, der er lagt til grund, ikke handlede bevidst uagtsomt, og selv om han i et vist omfang havde foretaget relevante sikkerhedsforanstaltninger, findes hans adfærd efter det anførte at have indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han må anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Landsretten tager derfor Kommunernes Gensidige Forsikringsselskabs påstand til følge.

— — —

Sagsøgte skal i sagsomkostninger til sagsøgeren betale 60.000 kr.

Højesterets dom.I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 10. afdeling den 16. marts 1998.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Wendler Pedersen, Melchior, Walsøe og Lorenzen.

Appellanten, Niels Christian Rothmann, har påstået frifindelse.

Indstævnte, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, har påstået stadfæstelse.

Højesterets bemærkninger.

Tre dommere - Hermann, Wendler Pedersen og Lorenzen - udtaler:

I den dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995 side 737, har Højesteret tilkendegivet, at der ved anvendelsen af begrebet »grov uagtsomhed« i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, skal lægges vægt på, om skadevolderen har udvist en adfærd, der indebar indlysende fare for den indtrådte skade.

Niels Christian Rothmanns svejsearbejder på bilen var omfattende og havde på uheldstidspunktet varet ca. 14 dage. Han havde i den forbindelse afrenset hele den udvendige side af vognbunden, hvorpå benzinslangen var fastgjort, og havde foretaget svejsearbejde bl.a. ved >> 1564 >> vognens inderpaneler i umiddelbar nærhed af benzinslangen.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, finder vi, at udførelsen af svejsearbejderne uden at træffe sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til benzinslangen indebar en så indlysende fare for brandskade, at Niels Christian Rothmann har udvist grov uagtsomhed.

Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Dommerne Melchior og Walsøe udtaler:

Det må lægges til grund, at Niels Christian Rothmann ikke havde tænkt på benzinslangen og således ikke var bevidst om, at han svejsede i nærheden af denne og derved foretog en handling, hvis farlighed er indlysende. Det må afhænge af en helhedsvurdering, om den herved udviste betydelige uagtsomhed er af en sådan karakter, at den kan betegnes som grov i den forstand, hvori dette udtryk

er anvendt i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1. Ved denne vurdering lægger vi - ud over den nævnte fare - vægt på, at Rothmann ikke var fagkyndig, men dog havde kendskab til svejsning, og at arbejdet blev udført i et værkstedslokale, der ifølge skønsmandens forklaring i sig selv var egnet. Rothmann havde endvidere foretaget nogle relevante sikkerhedsforanstaltninger. Under disse omstændigheder finder vi, at Rothmanns undladelse af at tænke på benzinslangen, der ikke kunne ses fra det sted, hvor han svejsede, da ulykken skete, ikke er udtryk for hensynsløshed eller grov ligegyldighed. Vi mener herefter, at hans adfærd ikke kan anses for en grov uagtsomhed, jf. erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Vi stemmer derfor for at frifinde Niels Christian Rothmann.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom stadfæstes.I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Niels Christian Rothmann, betale 45.000 kr. til indstævnte, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

U.2000.2058H

Kommune var som driftsherre for forbrændingsanlæg ikke regrespligtig over for medskadevolders ansvarsforsikringsselskab. I 1993 kom en chauffør C hos vognmandsfirmaet V til skade ved fald ned i en affaldssilo under aflæsning på et forbrændingsanlæg, som kommunen K var driftsherre for. Efter at V var blevet dømt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven, udbetalte V's ansvarsforsikringsselskab F erstatning til C hovedsagelig til dækning af tabt arbejdsfortjeneste og for svie og smerte. F gjorde derefter regresansvar gældende over for K under henvisning til, at K var medskyldig i ulykken. K blev anset for medansvarlig for ulykken. K, der på en række forvaltningsområder havde tegnet forsikringer, men ikke havde ansvarsforsikret forbrændingsanlægget, blev ikke anset for omfattet af erstatningsansvarslovens § 20 som selvforsikrer. Landsretten og Højesteret udtalte, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved udøvelse af offentlig erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene er dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem skadevolderne i medfør af erstatningsansvarslovens § 25 skal bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Da sådanne omstændigheder ikke forelå, blev K frifundet. 1)

H.D. 30. juni 2000 i sag II 463/1998Codan Forsikring (adv. Tina Reissmann, Kbh.) mod Århus Kommune (adv. Søren A. Pedersen, Århus). Retten i Århus' dom 6. marts 1997 (5. afd.).Den 21. juli 1993 kom Flemming Lauritsen, der var chauffør hos vognmandsfirmaet Frode Laursen A/S, til skade ved fald ned i en affaldssilo under aflæsning på Forbrændingsanlæg Århus Nord, som Århus Kommune er driftsherre for. Efter Frode Laursen A/S ved Århus Rets dom af 14. marts 1995 var blevet dømt for overtrædelse af Arbejdsmiljølovens § 38, stk.1, udbetalte Frode Laursen A/S's ansvarsforsikrer, Codan Forsikring, 249.774.55 kr. i erstatning til Flemming Lauritsen hovedsagelig til dækning af tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte. Denne sag drejer sig om, hvorvidt Århus Kommune er erstatningspligtig som medskadevolder og derfor regrespligtig over for Codan Forsikring.

Under sagen, der er anlagt den 18. april 1996, har sagsøgeren, Codan Forsikring, principalt påstået sagsøgte, Århus Kommune, dømt til at betale 166.516 kr. med procesrente fra sagens anlæg, subsidiært et mindre beløb.

Det påstævnte beløb udgør ⅔ af den udbetalte erstatning til Flemming Lauritsen.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Ved byrettens dom af 14. marts 1995 blev Frode Laursen A/S idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af Arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1. Ved samme dom blev sagsøgte frifundet for medvirken hertil, men blev idømt en bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 § 20.

Flemming Lauritsen havde ved stævning af 17. marts 1994 anlagt sag mod Frode Laursen A/S til betaling af erstatning. Sagen blev hævet, da sagsøgeren udbetalte erstatning til Flemming Lauritsen, og Frode Laursen A/S blev da pålagt at betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til Flemming Lauritsen. Disse 8.000 kr. er indeholdt i det påstævnte beløb. Der er også indeholdt et beløb på 4.669,89 kr., der udgør renter af den udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og skade fra

skadestidspunktet til betalingen. Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgerens eventuelle regres ikke kan omfatte disse beløb. Der er i øvrigt ikke nogen opgørelsesmæssig uenighed mellem parterne.

Sagsøgte har fremlagt et notat fra sin juridiske afdeling, hvoraf det fremgår, at sagsøgte på en række områder har tegnet forsikringer. Den samlede forsikringspræmie er for tiden på cirka 15 millioner kroner årligt.

Under denne sag har vidnerne vedstået de forklaringer, de har afgivet under straffesagen, og alene afgivet en supplerende forklaring dertil.

Jens Boisen har som vidne forklaret, at han er leder af chaufførgruppen hos Frode Laursen A/S. Firmaet har aldrig fra forbrændingsanlægget modtaget noget instruktionsmateriale. Firmaet har været på anlægget før uheldet med en bil af samme type. Han har aldrig hverken fra anlægget eller chaufførerne hørt, at bilerne var for store eller om problemer i det hele taget. Efter ulykken har han spurgt om, hvordan der tidligere er blevet læsset af. Han har af en chauffør fået oplyst, at det har været på samme måde, som da ulykken skete.

Den trailer, der blev anvendt i forbindelse med ulykken, blev normalt ikke anvendt så ofte, da den ikke havde nogen stor lastekapacitet. Før brug blev bremser afprøvet, men der blev ikke foretaget nogen afprøvning af læsserampen. Traileren var hvert år på tvunget syn. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvorfor stemplerne på læsserampen brød sammen. Han har ikke hørt noget om, at Flemming Lauritsen skulle have været >> 2059 >> hjemme i firmaet på grund af problemer på forbrændingsanlægget. Han er ikke bekendt med noget telefonisk opkald fra Flemming Lauritsen til firmaet.

Flemming Lauritsen har som vidne forklaret, at han ikke er bekendt med, hvornår traileren sidst havde været brugt, da han blev sendt på forbrændingsanlægget med den. Han afprøvede kun, om instrumenterne virkede. Da han kom til forbrændingsanlægget, talte han med portneren, der viste ham hen til hallen for automatisk aflæsning. Han fik oplyst, at der der ville være en mand, der kunne anvise ham en plads. Han kørte derover og talte med en person. Han husker ikke længere, hvad de talte om. De talte dog om, at han manglede en løftevogn. Han husker ikke drøftelser om manuel aflæsning kontra mekanisk. Han var da slet ikke klar over, at der var flere muligheder for aflæsning. Han husker ikke, at der har været tale om, at han skulle komme på et andet tidspunkt. Han husker, at han ringede hjem til firmaet, men husker ikke om hvad. Han husker ikke, at der på pladsen skulle have været nogen snak om, at hans vogn var uhensigtsmæssig stor. Han kørte herefter til vognmandsfirmaets lager og hentede en løftevogn, hvorefter han kørte tilbage til forbrændingsanlægget. Der bakkede han ud til en silo. Det var en ansat på pladsen, der dirigerede ham på plads. Han skulle bakke godt tilbage for ikke at tage plads op for de store renovationsvogne, der kom til. Han husker ikke, om han har set advarselsskilte på stedet. Det var ikke behageligt at stå ude på læsserampen, der ragede ud over silokanten. Han tænkte alligevel ikke på at køre væk fra kanten igen, da han jo af den ansatte havde fået besked på at bakke så langt tilbage som muligt. Pludseligt, uden forvarsel, brød rampen sammen. Imellem ham og siloen stod der en palle, der røg ud i siloen før ham. Affaldet, han skulle læsse af, var emballeret i kasser. Han har stadig mén efter ulykken. Han har netop påbegyndt en ny uddannelse.

Vagn Larsen har som vidne forklaret, at han i dag er pensionist. På ulykkestidspunktet var han driftsleder på det omhandlede forbrændingsanlæg. Anlægget kørte hele døgnet året rundt og modtog cirka 110.000 tons affald årligt. Der var cirka 50 ansatte, og han skulle sørge for, at anlægget kørte, og skulle løse de problemer, der måtte opstå. I hallen med manuel aflæsning betjente brugeren sig selv, men skulle man anvende hallen til automatisk aflæsning, skulle der forinden være givet en anvisning.

Da Flemming Lauritsen kom til anlægget, blev han tilkaldt, fordi bilen var for stor til, at den kunne anvende hallen til manuel aflæsning. Dette problem drøftede han med Flemming Lauritsen, og de drøftede, hvordan problemet kunne løses. Han mente, at hallen til automatisk aflæsning kunne anvendes. Han mener, at de også drøftede andre løsninger, men husker ikke, at de skulle have talt

om, at der skulle ske omlæsning til en mindre bil. Da der var tale om fordærvede madvarer, der var i glas, var det hans opfattelse, at man i videst muligt omfang skulle undgå at håndtere affaldet alt for meget. Man kunne jo blandt andet risikere, at glassene gik i stykker og at eventuelle bakterier kunne brede sig. Han kunne have valgt at afvise vognen, men ville gerne optræde smidigt, derfor anviste han den metode, at vognen skulle bakkes hen til silokanten. Havde chaufføren ikke skullet have pallerne med tilbage, havde han nok valgt at køre pallerne ud til siloen med en truck. Han henviste chaufføren til at komme tilbage efter klokken 13.00, hvor den værste travlhed ville være overstået. Alle specielle aflæsninger blev altid henvist til efter klokken 13.00 for ikke at være til gene for de store renovationsvogne.

Han har ikke været i kontakt med Flemming Lauritsen, da han kom tilbage. Han var ikke klar over, at han havde bakket læsserampen ud over silokanten. Det er ikke noget, han har anvist ham, og havde han set det, ville han havde bedt ham om at køre frem foran silokanten. Det havde slet ikke været nødvendigt at køre ud over silokanten for at læsse affaldet af. I aflæsningshallen er der ikke noget direkte tilsyn med de vogne, der læsser affald af, og som for hovedpartens vegne kommer der dagligt.

Flemming Ombo har som vidne forklaret, at han er ansat på det omhandlede forbrændingsanlæg. Han var nyansat, da ulykken skete. Da Flemming Lauritsen kom til hallen, hvor han ryddede op, tilkaldte han Ove Lindhardt, der drøftede omlæsning af lasten med Flemming Lauritsen. Han hørte, at han ville kontakte sit firma. Efter denne kontakt hørte han, at Flemming Lauritsen ville hente en løftevogn. Vagn Larsen blev herefter tilkaldt, og han deltog derefter ikke i videre drøftelser.

Da Flemming Lauritsen kom tilbage, arbejdede han i hallen. Bilen kunne ikke køre til afsnit 5, hvorfor han henviste den til afsnit 4. Han har ikke dirigeret bilen, da den bakkede hen til siloen. På et tidspunkt var henne for at kigge og kunne da se, at aflæsningsrampen var bakket længere tilbage end advarselsskiltene. Det gav ham ikke anledning til at gribe ind, da han troede, at det var sket efter aftale med Vagn Larsen.

Ove Lindhardt har som vidne forklaret, at han er ansat på det omhandlede forbrændingsanlæg. Han stoppede Flemming Lauritsen, som han vidste var nyansat, uden for hallen. Han bad ham vente, til han kunne tale med Vagn Larsen. Han overhørte noget af deres samtale og mener, at Vagn Larsen sagde, at han skulle vente med at komme til efter klokken 13.00, hvor der ikke ville være så travlt. Han var ikke selv kompetent til at bede Flemming Lauritsen om at køre igen.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand blandt andet gjort gældende, at sagsøgte både som driftsherre for >> 2060 >> forbrændingsanlægget og i henhold til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1182 af 18. december 1992 over for chauffør Flemming Lauritsen har haft en selvstændig instruktionsforpligtelse om de sikkerhedsmæssige forhold, der havde betydning for hans opgave med aflæsning af affald. Sagsøgte har efter det foreliggende ikke opfyldt denne forpligtelse og har derved handlet culpøst. Denne culpøse adfærd har været en samvirkende årsag til ulykken, og sagsøgte hæfter derfor som medskadevolder over for skadelidte.

Sagsøgeren har blandt andet anført, at Flemming Lauritsen fulgte den anvisning, han fik fra Vagn Larsen om at bakke hen til siloen, der kun var indrettet til automatisk aflæsning. Det kan videre lægges til grund, at en anden ansat dirigerede bakningen, og at han herunder blev bedt om at bakke helt frem til silokanten. Sagsøgtes ansatte har herved tilsidesat de retningslinier fra arbejdstilsynet, der efter det foreliggende fortsat blev fulgt hos sagsøgte om, at personale ikke under aflæsning måtte befinde sig i en afstand af 3 meter fra silokanten. Vagn Larsen burde have været bekendt med, at denne sikkerhedsafstand ikke kunne overholdes, da det da ikke ville have været muligt at kaste affaldet ned i siloen. I hvert fald har han ikke sikret sig, at Flemming Lauritsen blev instrueret heri. Han sikrede sig heller ikke, at der blev truffet foranstaltninger, der kunne hindre en nedstyrtning, idet den omstændighed, at pallerne skulle stå imellem silokanten og chaufføren, var en helt utilstrækkelig foranstaltning. Hertil kommer, at sagsøgtes ansatte, Flemming Ombo, undlod at gribe ind, da han observerede læsserampens placering ud over silokanten. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til straffesagens præmisser og konklusion.

Sagsøgeren har gjort gældende, at det ikke er diskulperende, at Vagn Larsen med sin anvisning har ønsket at optræde smidig på sagsøgtes vegne. Vagn Larsen burde ikke på den farlige arbejdsplads have gået på kompromis med sikkerheden. Sagsøgeren har videre gjort gældende, at måtte der være opstået en misforståelse mellem chaufføren og Vagn Larsen, da det er sagsøgtes risiko, da sagsøgtes ansatte ikke fulgte op på, om anvisningerne faktisk blev fulgt ved den efterfølgende aflæsning.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Frode Laursen A/S ikke har haft nogen kompetence til at instruere om forholdene inde på forbrændingsanlægget. Denne kompetence var udelukkende sagsøgtes, og ansvaret følger med kompetencen, og sagsøgte er i medfør af danske lov 3-19-2 ansvarlig for de ansattes culpøse undladelser og handlinger.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der er årsagssammenhæng mellem sagsøgtes adfærd og den indtrufne ulykke. Sammenbruddet af læsserampen var det, der udløste ulykken. Men ulykken fik de alvorlige følger på grund af vognens placering i forhold til affaldssiloen.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Flemming Lauritsen ikke har udvist egen skyld eller accepteret risiko på en sådan måde, at der var grund til at lade erstatningen bortfalde eller nedsætte. Det må lægges til grund, at han blot fulgte de anvisninger, han fik på stedet. Vagn Larsen, der havde kompetencen til at afvise ham, kunne blot have gjort dette.

Sagsøgeren har gjort gældende, at man har forsøgt at begrænse tabet mest muligt. Sagsøgeren udbetalte først erstatningen, da straffesagen var afgjort, hvilket affødte, at sagsøgte blev tilpligtet at betale sagsomkostninger til Flemming Lauritsen. De renter, der er udbetalt, er lovpligtige renter i henhold til erstatningsansvarslovens § 16. Begge beløb er omfattet af sagsøgerens regresret.

Om erstatningsbyrdens fordeling har sagsøgeren i første række gjort gældende, at sagsøgte er regrespligtig over for sagsøgeren i henhold til erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, da sagsøgte må anses for selvforsikrer, jf. erstatningsansvarslovens § 20.

Sagsøgeren har i anden række gjort gældende, at der i henhold til erstatningsansvarslovens § 25 stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, skal ske en fordeling af ansvaret, idet der ikke bør tages hensyn til, at sagsøgeren optræder som ansvarsforsikrer. Det bør i den forbindelse tillægges betydning, at uheldet indtraf i forbindelse med udøvelsen af offentlig virksomhed, for hvilken sagsøgte som driftsherre er ansvarlig. Sagsøgte har bevidst undladt at tegne en ansvarsforsikring, selv om det må være åbenbart, at der var tale om en farlig arbejdsplads. Hertil kommer, at sagsøgte er en af landets største kommuner. Såvel præventive som økonomiske hensyn tilsiger derfor, at sagsøgte er regrespligtig. Sagsøgeren har gjort gældende, at en fordeling af ansvaret med to tredjedele til sagsøgte må anses for rimeligt under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand blandt andet gjort gældende, at der ikke af sagsøgtes ansatte er udvist nogen forsømmelser, der har haft betydning for ulykkens indtræden. Der er derfor ikke noget ansvarsgrundlag. Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke blev givet chaufføren nogen detailinstruktioner vedrørende fremgangsmåden, der skulle anvendes i forbindelse med aflæsningen. Vagn Larsen har alene accepteret, at aflæsningen kunne foretages, dog på betingelse af at det skete efter kl. 13.00, og han har alene anvist, at pallerne kunne fungere som en art rækværk. Vagn Larsen har derimod ikke givet nogen instruktioner om, hvor langt chaufføren skulle køre frem til siloen, og han har ikke kunnet forestille sig, at vognens aflæsningsrampe blev kørt ud over siloens kant. Det må efter bevisførelsen derimod lægges til grund, at chaufføren selv bestemte >> 2061 >> vognenes placering. Det må herefter bestrides, at der af sagsøgtes ansatte skulle være givet forkerte eller farlige instruktioner. Havde Vagn Larsens anvisninger været fulgt, og havde chaufføren tænkt sig om og rettet sig efter advarselsskiltningen på stedet og ikke kørt rampen ud over silokanten, kunne ulykken have været undgået. Chaufføren var da også klar over, at det var en farlig aflæsningsmetode, han anvendte. Han har forklaret, at det gav et sug i maven, da han stod ude på aflæsningsrampen. Alligevel fortsatte han. Det kan lægges til grund, at aflæsningsmetoden blev anvendt, fordi chaufføren skulle have pallerne med sig tilbage.

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte således i erstatningsretlig sammenhæng på tilstrækkelig

vis har efterlevet sine forpligtelser i henhold til bkg. nr. 1182 af 13. december 1992 § 20 og har herunder efterlevet den heri omtalte instruktionspligt.

Sagsøgte har anført, at det ville have været muligt at foretage aflæsningen uden at køre rampen ud over silokanten. Sagsøgte har videre anført, at det er uden betydning, at Flemming Ombo ikke greb ind, da han så, at chaufføren havde kørt rampen ud over silokanten. Ombo var meget nyansat og var bekendt med, at chaufføren havde fået anvisninger fra Vagn Larsen. Han var desuden ikke ansat til at vise chaufførerne til rette, og der var i øvrigt skilte, der opfyldte dette behov.

Sagsøgte har anført, at man i straffedommen er blevet frifundet for medvirken til ulykken. Den omstændighed, at sagsøgte er blevet dømt for overtrædelse af bekendtgørelse 1182 af 13. december 1992 er over for vognmandens ansvar af underordnet betydning. Årsagen til ulykken kan alene eller i helt væsentlig grad henføres til de konstaterede fejl og mangler ved den anvendte trailer.

Efter det anførte har såvel chaufføren som vognmandsfirmaet udvist egen skyld og accepteret risiko.

Sagsøgte har videre gjort gældende, at der ikke er en tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem sagsøgtes eventuelle forsømmelser og det indtrufne uheld.

Om en eventuel regresforpligtelse har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgte ikke er selvforsikrer i henhold til erstatningsansvarslovens § 20. Det er i den forbindelse afgørende, at sagsøgte ikke i almindelighed har undladt at tegne forsikringer. Et eventuelt erstatningsansvar skal derfor i henhold til erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, jf. §§ 19 og 20 placeres hos Frode Laursen A/S og dermed hos sagsøgeren. Det er i den forbindelse uden betydning, at den ikke forsikrede er en kommune. Det er derimod af betydning, at chaufføren har været den mest aktive, at aflæsningen blev fortaget i vognmandsfirmaets interesse, og at ulykken alene eller i helt overvejende grad skyldtes sagsøgerens forsikringstagers forhold. Sagsøgeren skal derfor i det indbyrdes forhold med sagsøgte bære hele erstatningsbyrden.

Sagsøgte har videre gjort gældende, at skal der ske en ansvarsfordeling, da skal den væsentligste del lægges på sagsøgeren. Sagsøgeren har ikke i forbindelse med den af Flemming Lauritsen anlagte sag på tilstrækkelig vis varetaget sine interesser, idet sagsøgeren i forhold til Flemming Lauritsen burde have fremført et anbringende om bortfald/nedsættelse af et eventuelt erstatningsansvar som følge af egen skyld/accept af risiko. Den af byretten i straffesagen foretagne strafferetlige vurdering har ikke nogen præjudikatsværdi for denne sag, da den strafferetlige bedømmelse foretages på et helt andet grundlag end den erstatningsretlige bedømmelse.

Sagsøgte har endeligt gjort gældende, at en eventuel regres ikke kan omfatte renters renter og de omkostninger, sagsøgeren er pålagt at betale til Flemming Lauritsen. Omkostningerne vedrører en sag, sagsøgte intet har haft med at gøre, og renterne kunne have været undgået, såfremt sagsøgeren havde betalt kravet noget tidligere.

Retten udtaler:

Det kan lægges til grund, at Flemming Lauritsen ved sin henvendelse på forbrændingsanlægget af driftsleder Vagn Larsen fik tilladelse til at foretage aflæsning i den silohal, der alene var beregnet til automatisk aflæsning, selv om det var åbenbart, at Flemming Lauritsens trailer ikke var indrettet dertil. Det kan lægges til grund, at Flemming Lauritsen i den anledning ikke fik nogen tilstrækkelig relevant instruktion fra Vagn Larsen eller andre ansatte på anlægget om, hvordan aflæsningen kunne foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det kan videre lægges til grund, at Flemming Lauritsen fik opfattelsen af, at han skulle bakke traileren så langt tilbage til siloen som muligt for at give plads til andre, der skulle aflæsse affald. Det kan videre lægges til grund, at en af sagsøgtes ansatte så, at trailerens aflæsningsrampe var bakket ud over silokanten, uden at dette gav anledning til indgriben. Da den omstændighed, at aflæsningsrampen var bakket ud over silokanten, må antages at have været en væsentlig medvirkende årsag til ulykken, der indtraf, da aflæsningsrampen brød sammen, finder retten, at den manglende instruktion og indgriben fra sagsøgtes side har været en

medvirkende årsag til ulykken. De advarselsskilte, som det må antages har været opsat på stedet, har ikke på tilstrækkelig vis givet instruktion om, hvordan aflæsningen kunne foregå sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og kan derfor ikke fritage sagsøgte for et medansvar for ulykken.

Efter det, der er oplyst under sagen, finder retten ikke, at sagsøgte i almindelighed er selvforsikrer. Erstatningsansvarslovens § 20 finder derfor ikke anvendelse.

Efter erstatningsansvarslovens § 25, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, skal ansvaret herefter fordeles mellem sagsøgte og sagsøgerens forsikringstager, Frode >> 2062 >> Laursen A/S, der har tilsidesat sin pligt til at planlægge og tilrettelægge chaufførens arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Under de foreliggende omstændigheder finder retten ikke, at Flemming Lauritsen har udvist egen skyld eller accepteret risiko i et sådant omfang, at der ville have været grundlag for at lade Frode Laursen A/S's erstatningsansvar bortfalde eller nedsætte. Retten finder endvidere ikke, at Frode Laursen A/S's forsømmelse har været så graverende i forhold til sagsøgtes, at der af den grund er anledning til at lade sagsøgtes erstatningsansvar bortfalde. Når især henses til de erstatningsansvarliges skyldgrad og også til, at aflæsningen fandt sted i Frode Laursen A/S's interesser, finder retten, at erstatningsbyrden skal fordeles med halvdelen til hver. Retten har under de foreliggende omstændigheder ikke fundet tilstrækkelig anledning til at tage hensyn til den foreliggende ansvarsforsikring.

Sagsøgte er herefter over for sagsøgeren regrespligtig for så vidt angår halvdelen af den udbetalte erstatning. Det omtvistede rentebeløb er påløbet i henhold til erstatningsansvarslovens § 16 og er som sådan en del af erstatningsbeløbet, som også sagsøgte skulle have betalt, såfremt Flemming Lauritsen havde rejst sit krav over for sagsøgte. Det omtvistede omkostningsbeløb er en følge af, at Frode Laursen A/S forsøgte at begrænse tabet, og ville også være påløbet, såfremt kravet i første omgang var blevet rettet mod sagsøgte. Regresforpligtelsen omfatter derfor også disse beløb.

Som følge af det anførte skal sagsøgte derfor til sagsøgeren betale 124.887 kr. med procesrente som påstået.

— — —

Sagsøgte betaler til sagsøgeren sagens omkostninger med 18.000 kr.

Vestre Landsrets dom 30. april 1998 (8. afd.)(Vogter, Dorthe Jensen, Annemarie Harsberg (kst.)).

Den indankede dom er afsagt den 6. marts 1997 af Retten i Århus, 5. afdeling.

For landsretten har appellanten, Århus Kommune, gentaget sin frifindelsespåstand i 1. instans.

Indstævnte, Codan Forsikring, har påstået dommen stadfæstet. Subsidiært har indstævnte påstået appellanten dømt til at betale et mindre beløb.

Kirsten Houmann Magnussen har forklaret, at hun er kontorchef i Juridisk Afdeling, Århus Kommune, der er en magistratskommune. Det var indtil 1994 i det væsentlige overladt til de enkelte magistratsafdelinger at sørge for at få tegnet de forsikringer, som afdelingerne fandt var nødvendige. Der var enkelte områder, hvor kommunen ville være helt sikker på, at der blev tegnet forsikringer. Det var Juridisk Afdeling, der angav retningslinierne herfor. I 1994 var præmien på samtlige kommunens ansvarsforsikringer 234.712 kr. Der var ansvarsforsikret i samme omfang i 1993. Kommunen har ikke en samlet opgørelse over, hvad der er udbetalt i forbindelse med uforsikrede ansvarsrisici. I 1993 var forbrændingsanlægget ikke ansvarsforsikret. Det er fortsat de enkelte magistratsafdelinger, der som følge af den økonomiske decentralisering afgør, om der skal tegnes erhvervsansvarsforsikring. Juridisk Afdeling råder til ikke at tegne sådanne forsikringer. I femårsperioden fra 1990-94 har Århus Kommune betalt i alt 57.908.775 kr. i forsikringspræmier, og der er udbetalt 45.006.690 kr. i skadesudgifter på de områder, hvor forsikring er tegnet. Med fradrag af præmier og skadesudgifter vedrørende arbejdsskade udgør tallene 44.318.490 kr. og 36.180.871 kr.

Appellanten har for landsretten til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at appellanten ikke er selvforsikrer, jf. erstatningsansvarslovens § 20, da der er tegnet mange og forskelligtartede forsikringer inden for de enkelte magistratsområder. Appellanten har ikke konsekvent undladt at forsikre sig. Appellanten har videre gjort gældende, at erstatningsansvaret i det indbyrdes forhold mellem appellanten og indstævnte skal placeres hos indstævnte i medfør af erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger helt særlige forhold, som taler for en anden fordeling. Appellanten har ikke handlet forsætligt eller med meget høj grad af uagtsomhed eller udvist hensynsløs ligegyldighed over for andres værdier, og der er ikke tale om en særlig farlig handling. Det kan ikke tillægges betydning, at uheldet er indtrådt i forbindelse med udøvelse af offentlig virksomhed. Kommunens størrelse er uden betydning.

Indstævnte har for landsretten gjort gældende, at erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., ikke finder anvendelse, da appellanten på uheldstidspunktet var selvforsikrer. Appellanten har, da man har undladt at tegne ansvarsforsikring, bevisbyrden for, at man ikke er selvforsikrer, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Appellanten er selvforsikrer på flere områder, blandt andre erhvervsansvarsområdet, idet appellanten kun har tegnet enkelte erhvervsansvarsforsikringer. Anses appellanten ikke som selvforsikrer, har indstævnte gjort gældende, at såvel økonomiske som præventive hensyn tilsiger, at der i et regresopgør mellem et forsikringsselskab og en uforsikret kommune under de foreliggende omstændigheder, herunder kommunens størrelse, hverken bør ske en hel eller delvis kanalisering af erstatningsbyrden til forsikringsselskabet. Der er under ingen omstændigheder grundlag for at kanalisere hele erstatningsbyrden til indstævnte alene under henvisning til erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, 2. pkt.

>> 2063 >> Landsretten udtaler:

Efter de oplysninger om appellantens forsikringsforhold, der foreligger for landsretten, må det lægges til grund, at appellanten på en række forvaltningsområder har tegnet forsikringer, og at disse forsikringer dækker flere forskellige forsikringsområder. Herefter og under hensyn til det oplyste om størrelsen af præmiebetalingerne findes det godtgjort, at appellanten ikke konsekvent har undladt at forsikre sig, og appellanten er derfor ikke omfattet af erstatningsansvarslovens § 20 som selvforsikrer.

Det er i motiverne til bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, 2. pkt., forudsat, at en foreliggende ansvarsforsikring i mange tilfælde vil medføre, at erstatningsansvaret - ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene er ansvarsforsikret - kommer til at påhvile ansvarsforsikringen.

Motivudtalelserne kan dog ikke antages at gælde tilfælde, hvor præventive eller økonomiske hensyn i særlig grad taler for at pålægge den ikke forsikrede skadevolder en del af erstatningsbyrden.

Efter det oplyste om omstændighederne ved ulykken, herunder om omfanget og karakteren af appellantens medvirken over for aktieselskabet Frode Laursens medvirken, det oplyste om tidligere uheld på appellantens forbrændingsanlæg og appellantens foranstaltninger for at imødegå uheld, finder landsretten ikke, at præventive hensyn i en sådan særlig grad taler for at pålægge appellanten en del af erstatningsbyrden.

På baggrund af den begrænsning, der - i forhold til erstatningslovsudvalgets forslag - blev gennemført med hensyn til anvendelsesområdet for bestemmelsen om selvforsikring i erstatningsansvarslovens § 20, for så vidt angår offentlig og erhvervsmæssig virksomhed, finder landsretten heller ikke, at økonomiske hensyn, herunder at appellanten er en større kommune, i særlig grad taler for at pålægge appellanten nogen del af erstatningsbyrden.

Appellantens frifindelsespåstand tages derfor til følge.

— — —

Sagens omkostninger for begge retter skal indstævnte, Codan Forsikring, betale til appellanten med 35.000 kr.

Højesterets dom.I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Århus den 6. marts 1997 og af Vestre Landsrets 8. afdeling den 30. april 1998.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Hornslet, Hermann, Marie-Louise Andreasen, Børge Dahl ogEngholm Jacobsen.

Appellanten, Codan Forsikring, har gentaget de for landsretten nedlagte påstande.

Århus Kommune har påstået landsrettens dom stadfæstet.

Parterne er for Højesteret enige om, at Århus Kommune ikke har status som selvforsikrer, jf. erstatningsansvarslovens § 20.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

Højesterets bemærkninger.

Det er i forarbejderne til erstatningsansvarsloven anført, at størstedelen af alle erstatningssager afgøres udenretligt ved forhandling mellem de implicerede parter og forsikringsselskaber, og at det derfor er af væsentlig praktisk betydning, at erstatningsreglerne, herunder også reglerne om regres, bliver så klare og let anvendelige som muligt, jf. betænkning nr. 829/1978 om lempelse af erstatningsansvar m.v. s. 14. Med denne bemærkning tiltræder Højesteret, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene er dækket af en ansvarsforsikring (eller er selvforsikrer i medfør af erstatningsansvarsloven § 20), i det indbyrdes forhold mellem skadevolderne i medfør af erstatningsansvarsloven § 25, stk. 1, og § 25, stk. 2, 2. pkt., skal bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er oplyst sådanne særlige omstændigheder, som kan føre til fravigelse af dette udgangspunkt. Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:Landsrettens dom stadfæstes.I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Codan Forsikring, betale 25.000 kr. til indstævnte, Århus Kommune.De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.