DKG

DANMARKS KRISTELIGE GYMNASIASTBEVÆGELSE1897UDFORDRING AF TROEN SIDEN

8 siders

dannelseshistorie

DKGs grundlæggelseAf Povl v. SpreckelsenTidligere kontorchef i DKG

Af Børge Munk PovlsenProvst og tidligere formand for DKGs bestyrelse

17årige Børge fra Hurup mødte Danmarks Kristelige

Gymnasiastbevægelse

Jeg var 17 år gammel, da jeg i 1970 var til mit første DKG-møde i Thisted. Den første gang var 12-15 mennesker forsamlede. Langhå-rede lømler. Halvdelen dampede løs på deres piber, og halvdelen af halvdelen var oveni købet piger. Den progressive linje var lagt! – Ung-domsoprøret var ved at blive løbet i gang i Thy. Jeg var sikker på, at kommunisterne nu havde fundet en ny vej at snige sig ind på ordent-lige mennesker.

Man diskuterede eksistentialisme, og det var jo noget anderledes end de bibeltimer, der blev holdt hjemme i Hurup, hvor vi gik på opdagelse med Paulus og Peter i både Korint og Rom og Jerusalem og altid af-sluttede det hele med lidt bibelkryds. - Der var jeg altid stærk. Det kneb - reverenter talt - mere for mig at hænge på i debatten ude hos frøken

Thisted 1970

Af Steen AndreasenPræst og tidligere landssekretær i DKG

DKG startede i 1897 med de såkaldte ’Moltkemøder’. I første omgang var det 4 latinere fra Borgerdydsko-len paa Østerbro, der tog initiativet. De havde i 1896 meldt sig ind i KFUM i København, men KFUM var stærkt præget af ’smededrengene’, og de faldt ikke til.

Derfor samledes de en dag i 1897 til et møde, hvor de drøftede muligheden for at lave arrangementer spe-cielt for Latinere for på den måde ”at få lidt federe kost” og samtidig have et kvalificeret tilbud til deres klassekammerater. De enedes om at henvende sig til den nye KFUM-sekretær, Olfert Ricard, og det vi-ste sig, han i et stykke tid havde gået med de samme tanker. Hans problem havde været at finde et ’neu-tralt’ mødested. Ganske vist kunne de godt mødes på KFUM, men det ville forlods få mange latinere til at afslå tilbuddet.

Olfert Ricards problem løste sig imidlertid en formid-dag, hvor han havde været til morgengudstjeneste. På hjemvejen fulgtes han med grev Joachim Moltke, der pludselig gav udtryk for, ’at han ville Ønske, hans Hjem kunde bruges endnu mere til Guds Riges Frem-me.’ Dermed gik kabalen op.

DKG blev en realitet, og den 11. december 1897 blev dørene slået op til gymnasiastbevægelsens første møde hos greven i Bredgade 41 - kun et stenkast stenkast fra Amalienborg Slot, hvor Moltke var hofchef.

DKGs grundlæggelse i 1897

Præsten, greven og latinerne

Greven stod selv i døren og bød velkommen med Haandtryk, og man fordelte sig i Saloner af Klunketidens Hygge og Elegance med mægtige Malerier, funklende Krystalkroner, dybe Tæpper, tætte Portierer og fede Polstermøbler.

Bredgade 41 omkring år 1900Af Peter SchindlerPræst og forfatter

Man smaasnakkede, gjorde Bekendtskaber og hilste paa prominente Kirkemænd af den intellektuelle Type, som man ellers kun kendte fra Avisen, og man følte sig udmærket, hvis de erindrede Ens Navn næste Gang. Der var Conrad Hansen, som havde forladt Præstegerningen for, som Rector, at præge dog en af Hovedstadens Latinskoler kristeligt; der var den rare Overkammerherre Oxholm; der var Fibiger, som her vendte sin dannede Side udad, og der var, over alle og fremfor alle, den straalende Olfert Ricard, fornem, lidt indolent og dekadent, en Smule træt at se til, men slebent elskværdig og fjern...

Saa blev der kaldt til Tale; man placerede sig i den store Salon, Greven satte sig hen til Flygelet og opgav en Sang, man sang den, og saa stod Taleren der. Bedst husker jeg Ricard i dæmpet Lys opad en stor Vase med hvide Chrysantemer paa det blanke, sorte Flygel med et eller andet kendt Kæmpebillede af en af Guldalderens Malere til Bag-grund og Scenen afgrænset til Venstre af et enormt Draperi af tunge, tæt sammentrukne, folderige, dybt vinrøde Silkegardiner og til højre af Sofaer og Stole fulde af unge Ansigter, der lyttede i Betagelse af hans fornemme, noget prætentiøse Sprog. Jeg mindes ogsaa Fibiger ved Fly-gelet, og her var det ikke Jargonen fra de ’Kristelige Vækkelsesmøder’, men manden ud af en gammel Kulturslægt, der talte. Jeg mindes en Række andre, som alle hørte til paa et Aandens akademiske Plan, og som vidste, at det var ’Latinere’ og ikke KFUM’s Smededrenge og Kon-torynglinge, de havde for sig.

Jeg tror, jeg aldrig har hørt saa mange gode Taler i eet Milieu; jeg mindes Ting, der kunde skurre i mine Øren, men aldrig noget jævnt, banalt el-ler trivielt, som blot alt for ofte i FDF og KFUM. Det var Bibelen, der var Basis; Tanker eller Skikkelser fra den droges frem og belystes; og her tales i Nuancer, her toges Hensyn til Personlighedernes forskellige Bygning og Kapacitet, her afholdt man sig fra den direkte Appel; her var intot paagaaende, alt religiøst forebragtes høfligt, henstilledes ven-ligt og bilagdes med et Billedmateriale fra Talerens egne Erfaringer-ofte (og med særdeles Virkning) fra Rejser-fra Litteraturen, fra Musikken, fra Videnskaben. Det var føste Gang, jeg mødte kristen Kultur, og jeg var dybt betaget. Hvad skulle det saa til: ude paa de bejtsede Talerstole i de oliefarvede Lokaler at skrælle Religionen for alt dette, der var saa gennemtrukket af Gud? Hvortil denne Tale om ’det egentlige’, ’det cen-trale Sigte’, naar Gud afspejlede sig saa rigt facetteret i alt dette, i rige Personligheder, i rige Toner, i rige Tanker, i rige Farver, i Naturen, i Videnskaben...?

Efter Talen og en Salme, som Greven selv spillede til, sloges Dørene optil en (syntes jeg) kirkestor Spisesal, hvor der med Sølv, Kry-stal og Porcellæn var dækket op til ’staaende The’; Greven bød ind, og kjoleklædte Tjenere med hvide Handsker betjente os, og vi Ø det herlige Bagværk vederfares al Retfærdighed. Atter fordelte man sig i Salonerne, og nu grupperede man sig om Taleren eller de prominente Personer og simpelthen interviewede dem om Æmnet eller om andre religiøse og religiøsthumane Æmner; her brillerede gode Hoveder og fine Sjæle for os; og vi tog ved, i en Grad, at da Conrad Hansen en Aften havde har-celleret over pompøse Underskrifter med Krøller og Sving, der skulde dølge manglende Personlighed hos Signaturens Indehaver, aflagde ikke faa de fejende Streger under vort Navn - en enkelt fik endda saa vidt, at han herefter skrev selv sine Forbogstaver med smaat! Saa nærmer Tiden sig til Afsked, man samledes atter i den store Salon, hvor Greven selv holdt en priselig kort Andagt med Salmer, Skriftord og Bøn, og saa stod han paany i Deren og trykkede i Hænder og modtog vort ’Tak for i Aften’ med Smil paa sit lille fine, rynkede Ansigt. Gud lønne hans Sjæl i Himmerig!’

Fra erindringsbogen ”Vejen til Rom”, 1949

Beretning fra Grev Moltkes Palæ

Hvid. Når jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, gik der det meste af to aftener og mange opslag i diverse fremmedordbøger, før jeg fik mig pejlet ind på, hvad ordet eksistentialisme betød, og hvad diskussionerne i det hele taget gik ud på.

Så var det tid til te. Det havde jeg godt nok aldrig været budt på hjemme i Hurup. Der var kaffen at betragte som sideordnet med kirkens øvrige sakramenter. Men her fik vi te. Det tætteste jeg havde været på te, var en reklame i BIO Hurup, der oplyste, at hvis man var træt kl. 3, så skulle man bare drikke Medova. Så træt havde jeg godt nok aldrig været. - Og hos frøken Hvid var der langt fra tale om Medova te. Nej, det var urtete. Og den første gang var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var i færd med at blive indfanget af en opiumliga, og jeg slog diskret korsets

tegn for både pande og bryst, inden jeg bad en stille bøn om, at vor-herre ville velsigne og bevare mig og da ikke mindst forhindre, at jeg blev afhængig af stadset. Og efter det har jeg altid siden med sindsro kunne sige: Stol blot på din frelser. For han forandrede i ét nu frøken Hvids te til en ufarlig varm væske, hvortil vi spiste sandkage. - Og han forhindrede, at jeg nogensinde blev afhængig af skidtet.

Til gengæld oplevede jeg et godt og spændende samvær i frøken Hvids lune stue. - Og i dag tror jeg godt, at jeg tør garantere, når sandheden skal frem, at der aldrig var andet end almindelig orlik eller everton pibetobak i de fede, der blev fyret af til DKG-møde hos frøken Hvid i Thisted i min tid. 2011

NY BOG!

UDKLIP

FRA

GYMNAS

IASTBL

ADET

- et m

åneds

magasin

udgiv

et af

Danmark

s Kris

telige

Gymna

siastb

evægel

se

fra 19

12 til

1968

Et Mindeskrift om Olfert Ricard i 70-året for hans fødsel

redigeret af Svend Rehling med Bidrag af

Ricards Venner og Medarbejdere.

HVAD ANMELDERNE SKRIVER

Horsens Avis

»Ricards Indflydelse spænder over tre

Felter. Han blev den, der kom til at føre

den kristne Ungdomsbevægelse i Dan-

mark frem fra en forholdsvis ubemær-

ket Tilværelse til at blive en landsomfat-

tende og landskendt Organisation, og

han kom til at sætte sit personlige Præg

paa Bevægelsen. Dernæst fik han som

Prædikant en Indflydelse, som naaede

et godt Stykke ud over Menighedens

Grænser, og endelig var han en meget

læst Forfatter, hvis Bøger blev trykt i

Hundredtusinder af Eksemplarer. Alle

disse tre Sider af hans Gerning kommer

klart frem gennem Mindebogens 17

forskellige Artikler«.

Berlingske Aftenavis

Det er ikke det mindst betagende ved Bogen, at

den ikke er blevet en Hymne til Ricard, men et

Vidnesbyrd om den Herre, i hvis Tjeneste Ricard

stod. Det kaster et blændende Lys over en Side af

Ricards Væsen, som er Hemmeligheden ved alt

det, han fik Lov til at udrette

DE UNGES FORLAG

Opråb fra Olfert Ricard

Ungdom, Ungdom! og du som har saa faa, saa faa Aar at lege med!Det var visselig ikke Visdom, det der blev givet til bedste i de mer eller mindre fedtede Slaabrok-ker, i den mer eller midre gode Tobaks-Os, naar vi i vor Stundentertid sad paa dens Værelse, hvis ”tur” det nu var at have ”klubben” hos sig. En sad maaske paa Sengen og en paa Gulvet, fire i Chaiseloungen og en i det aabne Vindu, - en var saa, ivrig, at jan sad ikke længere, men stod og fægtede i Luften men sin lange Pibe; nej, det var saavist ikke Visdom det der blev sagt men; Tim-erne fløj, Klokken kunde blive baade tolv og ét, og endda var man ikke blevet færdig, men under den stjærnebesaaede Himmel fortsattes Debatten, to og to eller i Klynger, til man var helt fastende og maatte hen og have varme Boller ud gennem et Bagervindue; -- Visdom? nej, men vi havde dog noget at tale om! De gærede i os, alle disse Spørgsmål, og Forudbestemmelsen, og Fredssagen, om det Sociale spørgsmål, og Bibelkritikken, om Forsagelse, og Frelsens Hær, om Ibsen og Høffding, og hvad véd jeg mere, hvad vi drøftede; og der klarede sig baade bevidst og endnu mere ubevidst en hel Del hos os, når vi saaledes skiftede Tanker, og vi havde Udbytte af at være sammen.

Det er det, jeg forlanger af de Unge. Ikke at de skal have en færdig Mening (aa nej, endelig ikke!), hellerikke, at de skal have den rigtige Mening; der er jo Tid nok til at rette den, og vi skal jo hverken idaf eller i morgen skrive i Aviser og stemme til Menighedsraad og Borgerrepræsentation og Rigsdag, - nej, bare de har en Mening, bare de tænker over det, der gaar for sig, og interesseret sig derfor, og saa virkelig, naar de sidder sammen, har noget at tale om, som er noget ved.

Altfor ofte har Ungdom været sammen, uden at de fik det ringeste Udbytte deraf. Man “kon-verserede” paa et Bal, man greb til den Fallit-Erklæring at bede Klør-knægt med for at more Selsk-abet, man drev ud for at “se paa Livet” og endte med Pjank eller det, der er værre, eller man stod og gloede i en Ladeport, fjasede lidt, gabede et Par Gange og gik saa i Seng; Ungdom, Ungdom! og du som har saa faa, saa faa Aar at lege med! Olfert Ricard, 1905

Præmiekonkurrence for matematikereSproglige må også gerne være med.Vor sidste præmiekonkurrence, der drejede sig om at oversætte et digt af den østrigske digter Rilke, blev vel nok opfattet som en særlig opgave for sproglige. Da vi under ingen omstændigheder ønsker at give det udseende af, at vi tager parti i den evigt standende strid mellem sproglige og matematikere, bringer vi her en opgave, der især er beregnet for matematikere. Dog er den ikke sværere, end at sproglige med bare en lille smule sans for matematik skulle kunne løse den: Præsten i den lille by møder den gamle matematiklærer på gaden og giver sig i snak med ham. Læreren er gift anden gang og har 3 døtre; i samtalens løb spørger præsten til disse og vil vide hvor gamle de nu er. »Ja, lad mig nu se,« siger den gamle, »- produktet af deres aldre er 2450, og summen af dem er lig kordegnens alder.« Præsten tyggede lidt på det svar; han kendte imidlertid kordegnens alder og gik hjem for at prøve at regne ud, hvor gamle de tre piger kunne være. Da han havde siddet lidt og tumlet med det, ringer han læreren op og siger, at han mangler een oplysning. »Det er rigtigt,« siger den gamle, »men det er tilstrækkeligt, at De får at vide, at min ældste datter er yngre end De selv.« »Tak for det,« sagde præsten, og så regnede han lærerdøtrenes alder ud. Hvor gammel var præsten?

Løsningen må være redaktionen i hænde senest d. 15. september. Der trækkes lod blandt indsen-derne af rigtige løsninger om følgende præmier: 1. præmie: Martin A. Hansen: »Løgneren« 2. præmie: Exupéry: »Den lille Prins« - 3. præmie: Jung: »Fremtiden er begyndt«Resultatet vil blive meddelt i næste nr. af bladet. God fornøjelse!

Rundspørge ved Niels Thomsen

Har gymnasiaster en tendens til at blive høje i hatten?Når ens daglige færden foregår bag gymnasiets fire mure, og ens omgangskreds består af gym-nasiaster, er den mulighed nærliggende, at man kommer til at sole sig temmelig meget i egen gymnasiastværdighed og i nogen grad glemmer, hvad udeforstående eventuelt måtte mene om standen. For at vore læsere ikke skal ligge under for denne fare, har vi foretaget en excursion i København og udspurgt nogle unge menne-sker, der ikke går i gymnasiet, om deres indtryk af gymnasiaster i al almindelighed.

I »Cap Horn« i larmende jazz og tætte røg-skyer, blandt et talrigt og livligt publikum og muskelstærke tjenere finder vi Jørgen, der er 19 år og maskinlærling. Han pointerer straks, at hans indtryk af gymnasiaststanden ikke bygger på noget særligt stort erfaringsmateriale, men han kender dog en 3 – 4 gymnasiaster ret godt. - Hvad mener du om dem? - Jeg tror skam, det er et sundt og fornuftigt tids-fordriv, de har valgt, når de nu har lyst til den slags. - Hvordan virker gymnasiaster, når man er sammen med dem? - Nåh, de er jo sådan forskellige, men mange af dem er jo temmelig blærede. Jeg bryder mig ikke om at komme til deres selskaber. Det er ikke sådan, at de ligefrem fryser en ud, men jeg befinder mig ikke godt. Og så er deres udtale af ordene så snobbet. Det skal lyde så fint og være ligesom hjemme hos dem selv. - Er gymnasiasterne ligeså udviklede som I er? - Det er de måske nok, men med ham, jeg ken-der bedst, er det nu, som om han mangler noget – sådan rent pigemæssigt.

- Hvorfor tror du, gymnasiasterne har valgt at gå i gymnasiet? - Ja, det må jo altså være fordi de har interessen, d.v.s. jeg tror nu nok, mange af pigerne gør det for at kapre en sheik.

I jazzklubben »Montmartre« er stemningen en anden: dunkel belysning, hyggelige småkro-ge og masser af unge mennesker, der imidlertid i øjeblikket for størstedelens vedkommende står tæt pakket om tribunen, hvor Bunny Peters er i gang med en forrygende opvisning i tromme-slagningens ædle sport. Først da han slutter af, bliver der mulighed for at komme i snak med menighedens medlemmer. Så udstrakt, som man nu kan ligge på en bænk, der kun er 1 m. lang, har Per anbragt sig. Vi bringer ham på ret køl. Han går i realklassen og har ikke tænkt sig at gå i gymnasiet »fordi han ikke er noget stort lys«, men det har ikke affødt nogen bitterhed i hans sind: - Naturligvis er der nogle gymnasiaster, der har en tendens til at blive lidt høje i hatten, men dem, jeg har gået i mellemskole sammen med, er ganske, som de altid har været. - De lukker sig ikke inde i deres egne cirkler? - Der er selvfølgelig visse kredse, der ikke er me-get for at vende indersiden udad, men det er ikke de fleste. - Ville du gerne selv have været i gymnasiet? - Hvorfor dog det? De, der går i realen, er jo mest folk, der skal ind i handelslivet, og handel-slivet har brug for folk med realeksamen. De, der går i gymnasiet, skal vel læse videre, og så skal de bruge en studentereksamen. Man har brug for forskellig uddannelse.

Sidst har vi en samtale med Birthe, der er 17 år, har realeksamen, er i huset og går og venter på at komme ind på Gentofte Amtssygehus som sygeplejeelev. Hun er her sammen med Jørgen, som selv går i 3.g, og hendes indtryk af gymna-siaster er af en eller anden grund vældig posi-tivt. Efter at vi har sendt Jørgen bort, begynder Birthe: - De gymnasiaster, jeg kender, er ualmindelig søde og flinke og hyggelige. - Det er ikke svært at kontakte gymnasiaster? - Jeg har aldrig haft svært ved det. Jeg tror nu nok, det er lettere for en pige at kontakte en dreng i gymnasiet end omvendt. - Hvorfor? - Åh, pigerne er vel nok mere »gymnasiastbe-vidste« end drengene. De har vist nok en for-nemmelse af, at det er lidt fint at gå i gymnasiet, og derfor holder de sig til deres egne. - De er med andre ord en lille smule snobbede? - Ja, en lille smule, kan man vist godt sige.- Også overfor dig? - Nej. Imidlertid er Jørgen ved at vende tilbage, så vi tør ikke længere lægge beslag på Birthe, men trækker os diskret tilbage.

Dette var tre unge menneskers syn på gymnasiaster. Hvilke konklusioner, man kan drage af deres udtalelser, skal vi ikke gå nærmere ind på; det overlader vi til vore læsere. Men i hvert fald blev det klart, at problemet ikke beskæftiger �ik��ik�ik�ke�gymnasiaster« så meget, som det ofte beskæftiger gymnasiasterne selv.

Oktober 1957 (forkortet)

Billeder fra sommermøderne! Alle, der hat taget billeder på et af sommermøderne, og som vil give deres kammerater mulighed for at købe aftryk, bedes så hurtigt som muligt og i alle tilfælde inden d. 1. september indsende eksemplarer af billederne til Gymnasiastbevægelsens kontor. Husk at opgive navn, adresse og stykpris for aftryk. Billederne vil så blive samlet i albums, der vil blive rundsendt til tillidsmændene, hos hvem interesse-rede kan bestille. Bestillingerne sendes til de pågældende fotografer, som så selv må effektuere dem. Red., august 1956

Jeg læste engang i et eller andet Ugeblads Spør-gerubrik om, hvorledes en Moder fortalte, at hendes Søn, der gik i II. G., havde faaet Læ-setræthed, og nu spurgte Moderen, hvad hun skulde gøre ved ham. Svaret lød kort og godt: »Lad ham forelske sig! Forelskelse kvikker op, og da en Gymnasieskole med Elever af begge Køn jo er en ren Udklækningsanstalt for Forel-skelser, skulde det let kunne lade sig gøre!«

Jeg tror, det er det klogeste Svar, der nogensinde er givet i en saadan »personlig Spørgerubrik«, og jeg er overbevist om, at hvis den unge Mand er blevet lykkeligt forelsket, saa er Læsetræthe-den forsvundet. Man advarer og prædiker fra Skolens Side ofte imod saadanne »Gymnasie-forlovelser«, idet man mener, at de tværtimod tager Tiden fra Lektielæsningen. Dette er en

Gymasiaster - forelsk jer!kæmpemæssig Fejltagelse. Ganske vist findes der enkelte svage Individer, som »bukker un-der« ved Forelskelse og falder hen til erotiske Fantasier, hvilket maaske giver Udslag i, at han bliver Skørtejæger. Den slags Eksempler kender vi, men de er Undtagelser. Paa ethvert fornuf-tigt Individ vil en Forelskelse virke opkvikkende og inspirerende – og faa en gavnlig Indflydelse paa Arbejdet. Et Bevis for dette faar man ved at betragte de sidste 4 Aars III. G’ere her paa Skolen. Jeg skal ikke nævne Navne, men en-hver, der har kendt dem, kan se, at næsten alle de dygtigeste Elever har »gaaet« med en eller anden, som man siger, og jeg er overbevist om, at hvis en ihærdig Sjæl foretog en Undersøgelse paa alle Landets Gymnasieskoler, vilde han komme til samme Resultat. Det erotiske – som det straaler i sin smukkeste Form – spiller en af-

»Selvfølgelig er bibelen da ikke en naturvidenskabelig bog«Tro og videnskab. Der har gennem de sidste slægtled været vældige diskussioner om bibelens skabelsesberetning og videnskaben. Mon de ikke er ved at ebbe ud nu, så at vi kan begynde at interessere os for det, som det virkelig drejer sig om, og atter opleve lidt af det, der fik Michelangelo til at skabe sine vældige skabelsesbilleder i det sixtinske kapel. Selvfølgelig er bibelen da ikke en naturvidenskabelig bog. Den ken-der ikke moderne videnskabelige metoder, ej heller moderne tekniske hjælpemidler i videnskabens tjeneste, men må nøjes med umiddelbar, primitiv iagttagelse naturens verden og et verdensbillede konstrueret derudfra. Til gengæld er så forholdet til den levende verden for bi-belens mennesker endnu personligt og varmt; naturen er ikke blevet et koldt objekt, som man kan stå udenfor som neutral tilskuer og betragte. Objektiv, upersonlig, uansvarlig undatgen overfor videnska-ben selv, således er al moderne videnskabs væsen.

Bibelens verden er en ganske anden. Her drejer det sig i egentligste forstand ikke om ufuldkommen viden kontra mere fuldkommen, om f.eks. arterne er skabt afgrænsede eller har udviklet sig efterhånden; om det er dage eller billioner af år, som et gammelt orientalsk ver-densbillede overfor et moderne. Ej heller er det spørgsmålet om en førsteårsag, om hvordan det hele begyndte. Al den slags ting er gan-ske perifere for bibelen, således som selv det mest moderne verdens-billede altid – for at sige det lidt skarpt – vil være det for kristentroen. Videnskaben er en metode – altid med sine grænser og ufuldkom-

menheder – til at forstå visse sider af tilværelsen og gøre den brugbar for mennesket. Det gælder også bibelvidenskaben. Men der er tillige noget i dens væsen, der gør, at den uhyre let vil blive livsanskuelse, hvor mennesket er herre, som dissekerer og ordner og sætter tingene på plads, og hvor for-nuften er den hersker, der har krav på lydighed og tilbedelse.

Heroverfor står bibelens forkyndelse, der mesterligt er gengivet i Luthers forklaring til trosbekendelsens første led begyndende med: »Jeg tror, at Gud har skabt mig så vel som alle andre skabninger«, og endende med: »for alt dette er jeg skyldig at takke og prise ham, tjene ham og være ham lydig«. Bibelen forkynder ganske personligt som mit livs virkelighed, at Gud er min verdens, så vel som den store verdens, midtpunkt, hvem jeg skylder alt, og som jeg for evigt er bundet til. Her er det ikke mig, der sætter tingene på plads og ordner dem – som om jeg får lov at give dem navn og bruge dem – men det er tværtimod mig selv, der er sat på plads som skabning. Bibelens univers er lige så stort og frygtindgydende som den moderne videnskabs, selv om det ikke bliver målt ud i lysår. Mennesket står overfor det med dyb undren og ærefrygt; ikke blot med en drengenysgerrighed, der genre vil pille det hele fra hinanden for at se, hvordan det er lavet. Heller ikke som hedningen, der frygter og tilbeder naturen og dens udtryksformer som guddommelige. Men som skabningen, der i det vældige skaberværk ser et stykke af Guds visdom og herlighed, således som omkvædet lyder i sl. 8: »Herre, vor Gud, hvor herligt er dit navn på den vide jord«.

Provst Sv. Å. Nielsen, august 1959 (forkortet)

Forstyr ikkemine cirkler!

DKG Sommermøder 1953:

Juulsborg d. 27. juni - 3. juli

Krabbesholm Højskole den 3. - 8. august

DERFOR!

gørende Rolle for begge Parter af den læsende Ungdom – hvorfor saa paa nogen Maade lægge dem Hindringer i Vejen og dermed skade dem.

Mange Forældre og mange Lærere mener, at vi Gymnasiaster er for unge til den Slags endnu – vi gaar jo kun i Skole! Ja, det er netop det – vi gaar jo kun i Skole. Her hersker en grundig Misforstaaelse af Sagens virkelige Tilstand. Vi gaar ikke i Skole! Vi studerer – stud.art., om jeg maa bede. Husk paa, vi gaar i Gymnasiet lige indtil 18 – 19 Aars Alderen. Vore jævnaldrende Kammerater ude i det praktiske Liv vilde nok have sig frabedt at blive kaldt »Skolebørn«, men vi har jo mange af Mellemskolens Lærere og derfor disse forkerte Anskuelser, som man dog nu er ved at rette her paa Skolen, men til-bage til Forelskelserne. Vi er altsaa slet ikke for smaa til den Slags! Vi er voksne Mennesker i alt Fald i II. og III. G. Der er vel ikke noget at sige til, at Forældre passer paa deres Piger – dem skal man jo passe mest paa (!), men der er

dog Maade med. Hvad skulde det kunne gøre, at hun gaar i Biografen og kører Ture med en ung Mand og i det hele taget kommer sammen med ham? Jeg vil minde om, at Poul Martin Møller i »En dansk Students Eventyr« siger, at hvis en Mand ikke bliver forelsket, før han er 17 Aar, og en Kvinde, før hun er 16 Aar, saa bliver de det aldrig. Og hvad siger ikke C.O. Lund i følgende Digt: Der er en Elskov fra Ungdommens Tid, saa meget, der vækker vor Tro og vor Lid,den kan ej som Boblerne briste!Selv da, naar vi skilles i Tid og i Sted, det holder dog ud, og det varer dog ved, det kræver sin Ret til det sidste.

Derfor opfordrer jeg alle Forældre til snarere at opfordre deres Sønner og Døtre til Forelskelse end at forhindre dem deri paa alle tænkelige Maader. Og jeg opfordrer Lærerne – alle som de burde hedde – Gymnasieprofessorerne (i Modsætning til Universitetsprofessorerne og

Mellemskolelærerne) til at rette deres vidt ud-bredte Feltagelser! Og Gymnasiaster – jeg op-fordrer Jer til Forelskelse.

Mange har fundet sin fremtidige Hustru al-lerede i Gymnasietiden, og intet Ægteskab er saa stærkt og vidunderligt som det, der har sine Rødder i Ungdommens tidligste Vaar, men selv om I ikke opnaar dette, saa forelsk Jer alligevel! Det giver Minder, det kvikker op – og det er dejligt! Gymnasiaster i hele Danmarks Land – forelsk Jer. Bryd alle Modstandsforsøg baade ude- og indefra. Det at leve, er at elske. Jeg vil elske i hele mit Liv – elske, elske – ene elske, og jeg føler, at naar jeg engang bliver gammel, saa vil jeg dog være ung i Aanden, fordi jeg vil føle med den Ungdom, som elsker hinanden – to og to. Intet er smukkere, og intetsteds staar Livet i Flor – som naar Ungdommen sværmer. Som der er raabt: »Proletarer, forener Jer!«, saaledes vil jeg raabe: »Gymnasiaster, forelsk Jer!!« »Vitamo«, november 1944

»I min gymnasietid var DKG stedet for alle gode diskussioner om eksistens- og tros-spørgsmål, stedet for gode delte læse-oplevelser og en del fest og ballade. Utallige blev ført di-rekte videre til teologi-studiet og er den dag i dag præget af at have levet under DKGs be-tydelige loftshøjde.«Niels Henrik Arendt Biskop over Haderslev Stift

»Det der betød mest for mig, var at møde de mennesker, jeg mødte i gymnasiastbevægelsen. Specielt husker jeg et foredrag af Jørgen K. Bukdahl, der satte mig i gang med mange af de tanker, der stadig optager mig.«

Johannes MøllehavePastor emeritus og forfatter

Blandt de absolutte højdepunkter var Gymna-siastbevægelsens lejre, hvor man kunne få afløb for alle sine spørgsmål til kristendommen. For disse gode år og mange strålende venner jeg mødte er jeg Gymnasiastbevægelsen en stor tak skyldig.«

Sven AukenTidligere miljø- og energiminister

Formodentlig berører dette Budskab ingen nulevende Gymnasiast dybere, da han formod-entlig var ganske ukendt for den nulevende Generation af Gymnasiaster. Og dog maa der nødvendigvis skrives nogle Mindeord om ham i Gymnasiastbladet, som er Organ for den Bev-ægelse, som fødtes og levede paa det nærmeste en Menneskealder i hans Hjem. Paa en Maade er det mærkeligt, at netop Grev Moltke blev Pioner for Gymnasiastbevægelsen, for han ejede næsten ingen af de Egenskaber, som hører til for at have med Ungdom at gøre. Han var hverken livlig eller morsom, ejheller indladende eller »forstaaende«, endsige veltal-ende. Tværtimod, han var en stilfærdig og fin, tilbageholdende Hofmand, yderst konservativ

Grev Joachim Moltke er dødog til Tider stædig i sine Standpunkter. Hele hans Opdragelse som Adelsmand og hans Stilling som Hofchef for Kong Frederik d. VIII maatte nødvendigvis yderligere berede ham Vanskeligheder for at komme i Kontakt med ganske almindelige Københavnerdrenge. Og dog lever der rundt om i vort Land idag mange »gamle Gymnasiaster« eller »Latinere«, som de dengang kaldtes, som har følt Vemod ved hans Bortgang, og som tænker med den dybeste Taknemmelighed paa, hvad denne Mand kom til at betyde i deres Liv. Thi han ejede noget, som trodser alle ydre medfødte Vanskeligheder, og som altid vil sejre tilsidst: Kristentro og Kris-tenkærlighed. Derfor mindes vi ham i Ærbø-dighed, Taknemmelighed og Kærlighed.

Th. Glahn., februar 1944

Nekrolog

»Eksamensskolernes Pølsemaskine indpo-Eksamensskolernes Pølsemaskine indpo-der Folk Passivitet. Vi skal lære derfra og dertil, og naar vi passer vort, skal vi ikke mere. Efter 12 Aar i Pølsemaskinen er Stu-denter aldeles uimodtagellige for aandelig Påvirkning. De bliver dygtige, bevares, men frygteligt fantasiløse og usmidige.«

Interview med Professor Hal Koch i næste nummer af Gymnasiastbladet, september 1947

CITAT

”Dét, der forbinder os, er DKG, ikke sandt?”, spørger Runa Kähler, da vi sætter os om hendes sofabord. Det er dækket op med dug, kaffekopper og stearinlys. Og jo, det er netop dét, der gør det interessant, at bringe nuværende DKGer Helene Langgaard og tidligere DKGer Runa Käh-ler sammen på en sen og mørk november-mandag. Umiddelbart virker forskellene på de to påfaldende. Generationskløften i sig selv påpeger, at de kommer fra to forskellige verdener. Spørgsmålet er dog, om der i virkeligheden er så stor forskel på Runas og Helenes opfattelse og ople-velse af DKG?

Runa Kähler, født 1935, er ikke opvokset i et videre kristent hjem. Hun opdagede DKG, da hun begyndte på gymnasiet. DKG lokkede med nogle lejre, og Runa tog med som 1.g’er. Mødet med DKG gjorde et stort indtryk på den unge gymnasieelev, og hun endte med at være fast inventar på DKG-lejrene gennem hele gymnasietiden, og mens hun læ-ste på universitetet. Runa beskriver sin tid i DKG som ”Fantastisk, med masser af sjov på sommerlejrene, der blev holdt i spejderhytter rundt omkring, og samtidig et meget højt intellektuelt niveau i de foredrag, der blev arrangeret. Jeg har tit siddet og tænkt, at jeg ikke forstod, hvad der blev sagt, men hvor ville det da også være kedeligt, hvis man forstod det hele med det samme!”

Runas kommentar om sommerlejrene er noget Helene kan nikke gen-kendende til: ”Men jeg synes altid, jeg har fået et eller andet ud af fore-dragene på stævnerne. Og jeg har tit brugt noter fra stævnerne i timerne på gymnasiet. Det har gjort, at jeg i f.eks. religion og filosofi tit var lidt foran, fordi jeg netop havde tænkt og debatteret nogle af tankerne på

forhånd. Dét, der er så fint i DKG er, at der er rum til at tale om tro, tvivl og andre dybe emner – emner, der ikke bliver snakket om i andre fritidsgrupper som fodboldklubben.” Helene Langgaard, født 1991, har hele sit liv været aktiv i KFUM/K. Gennem KFUM/K blev Helene præsenteret for DKG, men begyndte først at komme på stævnerne i 2.g. Helene fremhæver det intellektu-elle niveau, der for hende er den største forskel på hendes deltagelse i KFUM/K i forhold til DKG.Derudover har det sociale på stævnerne stor betydning for hende. Det intense samvær og stærke fællesskab, der bliver skabt over et weekend-stævne er unikt, mener hun. ”Dét, der gør det rart at være på stævnerne, er at være oppe hele natten og være trætte sammen næste dag. Det er med til at skabe følelsen af fællesskab. Man har ikke lyst til at gå i seng, man er bange for at gå glip af noget i den korte tid man er samlet. Derfor er alle i samme båd sidste dag – alle er lige trætte.”

Her ved det dækkede kaffebord med to DKG-generationer samlet bli-ver det tydeligt, at Helene ikke bare er i samme båd som sine jævnald-rende DKGere, men at hun også deler pladsen med Runa Kähler og i øvrigt også mange andre tidligere DKGere. Allerede fra Runas første bemærkning er det tydeligt, at vi er fælles om DKG og fælles i DKG. Bevægelsen, hvori tiden står stille, er elsket, både af sine nuværende og tidligere deltagere, på grund af den unikke egenskab: At kunne rumme og bevæge gymnasiasterne og ikke mindst føre det høje intellektuelle niveau videre gennem generationer. 2011

DKG har igennem de sidste 114 år bevæget og udfordret sine unge deltagere med dybdegående foredrag, sommerlejre og stævner med temaer som ’kristendom og modernitet’, ’krig’, ’skabelse’ og ’dannelse’. Men hvilken opfattelse har deltagerne, der står på hver deres side af generationskløften, af DKG?

Foto: Kathrine K

jærsgaard

Af Johanne Nørtoft Thomsen, Efterskoleteam i DKG

Interview med Runa Kähler og Helene Langgaard

I en lille båd der gynger