i1,~1

Den middelalderlige landsbykirke og middelalderens klostre

Museerne i Viborg Amt Sk~ve Museums Forlag 1999

Udgivet af Museumsrådet i Viborg Amts pædagogiske udvalg på Skive Museum Forlag 1999

Tekst: Anne Birgitte Jessen

Fotos: Skive Museum, Curt Johansen

Tegninger: Skive Museum, Kirsten Jensen

Grafisk produktion: Skive Offset

ISBN 87-88126-13-7

Den middelalderlige landsbykirke og

middelalderens klostre

Museerne i Viborg Amt Skive Museums Forlag 1999

INDHOLDSFORTEGNELSE

Den middelalderlig landsbykirke Indledning .............................................................................................................................. 3 Byggematerialer ...................................................................................................................... 4 Kirkens udseende .................................................................................................................... 6 Koret ...................................................................................................................................... 8 Skibet ...................................................................................................................................... 8

Middelalderens klostre Indledning ............................................................................................................................ 16 Klostrenes opståen ................................................................................................................ 16 Klosterordener ...................................................................................................................... 17 Klosterbygningerne .............................................................................................................. 19 Optagelse i klostret .............................................................................................................. 21 Livet i klostrene .................................................................................................................... 22 Klostrene som hospitaler ...................................................................................................... 24 Klostrene nedlægges ............................................................................................................ 27 Ordforklaring ........................................................................................................................ 29 Litteratur .............................................................................................................................. 32

Den middelalderlige landsbykirke

INDLEDNING

Middelalderen dækker over den katolske tid

i Danmark. Den strækker sig fra omkring

1050 frem til reformationen i 1536.

Man deler middelalderen op i forskellige

perioder: Tidlig middelalder, højmiddelalder

og senmiddelalder. Tidlig middelalder er ca.

fra 1050 til 1200. 1200-tallet og 1300-tallet

kalder vi højmiddelalder, mens senmiddelal­

deren er fra 1400-tallet og frem til reforma­

tionen.

Når det gælder kirken, deles middelalderen

også op på den anden måde. Den romanske

3

del fra ca. 1050-1250, og den gotiske del fra

ca. 1250 til slutningen af middelalderen.

Man kan stadig se noget fra middelalderen i

Danmark i dag. De fleste af vores kirker blev

faktisk bygget allerede i middelalderen.

Selvom kirkerne er mange hundrede år gam­

le, bruger vi dem stadig til det samme, som

da de blev bygget, nemlig til gudstjenester.

Både gudstjenesten og kirken har dog foran­

dret sig siden middelalderen. Vi skal her

prøve at vise, hvordan kirken så ud for

omkring 800 år siden.

BYGGEMATERIALER

Det var nyt at bygge af sten i Danmark, da

man begyndte at bygge de middelalderlige

stenkirker. Indtil da havde man kun bygget

af træ. De første stenkirker blev rejst i slut­

ningen af 1000-tallet, men langt de fleste af

vores nuværende kirker stammer fra 1100-

sten, brugte man dem. Til brudsten anvendt

til byggematerialer i danske kirker hører:

frådsten, kalksten, sandsten og tufsten. Fråd-

sten og kalksten kunne brydes forskellige

steder i landet. Sandsten og tufsten hentede

man i henholdsvis Sverige og Tyskland.

og 1200-tallet. Frådsten

Man valgte selvfølgelig at bygge kirkerne i Frådsten er en kalkholdig aflejring i vand­

den slags sten, man havde for hånden, men løb. Det ligner forstenet skum, fordi der er

man overvejede også, om nogle slags sten mange luftbobler i stenen. Så længe frådsten

var lettere at bygge med end andre. er i vand, er den så blød, at den kan hugges

De steder, hvor man havde adgang til brud- eller saves ud i den ønskede størrelse og

Eksempler på byggematerialer, som er anvendt til kirkebyggeriet. a) granit. b) frådsten.ej tufsten. d) kridtsten. e) teglsten.

4

form. Når stenen bliver taget op af vandet,

hærder den og bliver helt hård. Den våde,

bløde sten var let at lave til bygningssten.

Derfor blev mange af de tidligste kirker byg­

get i frådsten i de områder af landet, hvor

man havde frådsten. Der fandtes især meget

frådsten omkring Isefjorden, men også i

Østjylland har der været en del frådstens­

brud. Frådstensbruddene er dog allerede ble­

vet opbrugt i løbet af 1100-tallet. Da bygge­

riet af stenkirkerne virkelig gik i gang, måt­

te man se sig om efter andre byggemateria­

ler.

Kalksten og kridtsten

Kalksten er ligesom frådsten let at skære ud

i den størrelse, man ønsker. Kalksten findes

i store mængder ved byen Fakse på Sjæl­

land. Kridtsten forekommer i store mængder

på Djursland. Derfor er det i de områder, at

man finder kirker bygget af kalk- og kridt­

sten.

5

Granit

Langt de fleste steder i landet byggede man

kirkerne af granit. I Jylland huggede man de

store granitblokke ud i fine kvadre. Derfor

kaldes kirkerne for kvaderstenskirker. På

Sjælland brugte man stenene, mere eller

mindre, som de var. Hvis de var for store,

huggede man dem blot i mindre stykker. De

sjællandske kirker kaldes for rå kløvede

kampestenskirker.

Marksten af andre stenarter end granit er

også blevet brugt i kirkebyggeriet.

Tufsten og sandsten

Vestjylland er ret fattig på sten. Det er fordi,

de mange granitblokke blev ført til landet

med isen under den sidste istid. Isen i denne

istid dækkede dog ikke hele Jylland. Derfor

blev der ikke aflejret granitblokke overalt.

I det stenfattige Vestjylland måtte man der­

for købe sten udefra. Da sten er tunge og

svære at fragte, er det vigtigt at vælge den

nemmeste form for transport. I middelalde­

ren var søvejen meget bedre end landevejen.

Derfor valgte man at købe tuf- og sandsten

nede i Rhin-området i Tyskland. Der kunne

man sejle til hele vejen via havet og den sto­

re flod Rhinen.

Teglsten

Omkring 1160 begyndte man at brænde tegl­

sten i Danmark. Da tegl er hårdt brændt ler,

kan man let forme teglstenene præcist, som

man ønsker det. Da der findes ler stort set

overalt i Danmark, havde man ingen proble­

mer med indsamling af sten til kirkebyggeri­

et. Man kunne brænde teglstenene lige ved

byggepladsen.

hånden blev teglsten dog det mest brugte.

De tilbygninger, som kirkerne får i løbet af

middelalderen, er stort set alle bygget af

tegl. På flere kirker kan man se, at man har

skiftet byggemateriale under byggeriet. Man

kan for eksempel være startet med granit og

derefter skiftet over til tuf eller sandsten,

eller måske bygget kirken færdig i teglsten.

KIRKENS UDSEENDE

Kirkernes størrelse og udseende afhang af,

om det var en almindelig sognekirke, dom­

kirke eller en klosterkirke. Ingen af vores

kirker ser helt sådan ud, som da de blev byg­

get. I løbet af de mange hundrede år, de har

stået, er de blevet bygget om, de fleste end-

da flere gange.

Selv om man begyndte at brænde teglsten, Der var strenge regler for, hvordan en kirke

holdt man ikke op med at bruge de andre skulle se ud. Alligevel er der faktisk ikke to

former for byggematerialer. Vi kender kir- helt ens kirker i landet. Fælles for kirkerne er

ker, der først er bygget op i 1200-tallet, som dog, at de har mindst to rum: et kor og et

er bygget i granit og andre stenarter. Efter- skib. Koret er som regel næsten kvadratisk.

6

Vroue kirke i Fjends. Skibet. koret og den halvrunde apsis er fra den romanske del af middelalderen. Tårnet er bygget i senmid­delalderen.

Vest for koret ligger skibet, der oftest er bre­

dere end koret og rektangulært.

Ud over kor og skib kunne kirken også have

en apsis og et tårn.

I senmiddelalderen byggede man også

våbenhuse, sakristier og måske endda kapel­

ler til kirken.

7

Man byggede også tårne på mange af de kir­

ker, der ikke fra starten havde et. Det var

først i senmiddelalderen, at man begyndte at

hænge kirkeklokken op i tårnet. Før havde

man haft klokken hængende i en klokkesta­

bel, der stod på kirkegården vest for kirken.

Kirkerummets indretning

KORET

Især inde i kirken er der sket store foran­

dringer siden middelalderen.

I koret eller i apsis stod højalteret. Det var

det helligste i kirken. I højalteret lå knogle­

stumper fra den helgen, som kirken var viet

til. Knoglerester fra helgener kaldes for reli­

kvier. Mange af vores kirker har stadig sit

middelalderlige navn. For eksempel er kir­

ker, som hedder "Vor Frue," viet til Jomfru

Maria, og kirker, der kaldes "Sankt Nicolai,"

er faktisk opkaldt efter en, som vi stadig

kender i dag, nemlig julemanden!

8

Kun præster havde adgang til kor og apsis.

Menigheden måtte kun komme i skibet. Der­

for var kor og skib kraftigt adskilt af en mur.

Den kaldes triumfvæggen. Åbningen 1

triumfvæggen, der fører fra skibet ind 1

koret, kaldes triumfbuen, fordi den har form

som en bue.

SKIBET

I triumfbuen hang et stort krucifiks, og under

det stod et alter. Fra dette alter afholdt man

de dele af gudstjenesten, som menigheden

deltog i som for eksempel nadveren.

På hver side af triumfbuen stod et sidealter.

0

Sådan så det middelalderlige kirkerum ud.

Det ene (det på sydsiden) var viet til ærke­

englen Mikael, og det andet (det på nordsi­

den) var viet til Jomfru Maria.

I dag er skibet fyldt med bænke til menighe­

den. Det var det ikke i middelalderen. Der

var kun en række murede bænke langs

væggen. Alt efter kirkens størrelse gav det

plads til, at ca. 50 mennesker kunne sidde

le forskere tror, at kun de folk, som ejede

jord, og deres familier havde lov til at kom­

me til gudstjeneste i kirken. Almindelige

mennesker måtte klare sig med gudstjene­

ster i det fri, sikkert ude på kirkegården.

Almindelige mennesker kom nok kun i kir­

ken, når de skulle have deres børn døbt.

Dette gjaldt dog kun i den romanske tid. I

den gotiske tid havde man ikke længere de

murede bænke langs væggen til at sidde på.

Om de blev skiftet ud med træbænke, skam­

ler eller måske stolestader, som vi kender fra

kirkerne i dag, eller om man nu måtte stå op

under gudstjenesten, ved vi ikke. Vi tror dog,

at vægbænkene blev fjernet, fordi kirkerum­

met blev for alle, og at der derfor ikke var

plads nok til folk på vægbænkene.

under gudstjenesten. Døbefonten

Det var langt fra nok til, at alle kunne være i I skibets vestlige del stod døbefonten midt

kirken til gudstjeneste. Kirken var nok ikke på gulvet. Den stod altså ikke inde i koret

for alle i sognet, ligesom den er i dag. Nog- eller tæt ved triumfbuen, som vi er vant til i

9

dag. Et middelaldermenneske ville blive for­

færdet over at se, at vi i dag kan finde på at

sætte døbefonten så tæt ved det helligste,

koret. Så længe et barn ikke var døbt, var det

nemlig hedning, en der ikke er kristen, og

sådan en skulle helst ikke for langt ind i

Guds hus. Døbefonten var derfor anbragt tæt

ved indgangen. Den stod på en forhøjning.

De fleste kirker har i dag stadig en døbefont

fra middelalderen. De er oftest af granit og

er udsmykket med smukke, men underlige

figurer. Det er for eksempel ikke ualminde­

ligt at finde løver på døbefontene. Døbefon­

tene var malet i kraftige farver, så man lette­

re kunne se, hvad figurerne forestillede.

Portaler

Der var to portaler, som man kalder dørene

på kirker, til menigheden. En på sydsiden til

mændene og en i nord til kvinderne. Mænd

og kvinder sad også i hver sin side af kirken.

Portalerne var placeret i den vestlige del af

10

skibet. I dag er kun den ene portal i brug,

mens den anden er muret til.

Portalerne var tit udsmykket. Især omkring

Viborg kan man se mange kirker med søjle­

portaler. Man var især glad for at udsmykke

stenen, der lå lige over døren. Denne sten

havde tit form som en halvcirkel. På dør­

overliggeren valgte man ofte at lave forskel­

lige former for kors eller andre symboler på

Jesus. Man kunne også udsmykke dørover­

liggeren med historier fra biblen. Man kun­

ne også vælge at vise, at det onde lurede

over alt, også uden for Guds hus. Det er ikke

ualmindeligt at finde farlige fabeldyr som

griffen, glubske løver eller slanger omkring

kirkens portaler.

Vinduer

På mange af vores landsbykirker kan man

stadig se de oprindelige små romanske vin­

duer. De fleste er muret til, fordi kirken har

fået nye, større vinduer. De små romanske

Kalkmalerierne kunne vise folk, hvordan de skulle opføre sig. Den fattige lader fromt sin tanker gå til den korsfæstede Kristus. Han siger.«<Gud vær mig mine synder nådig Den rige mand tænker derimod mere på sin rigdom, mens han beder.

vinduer sad højt oppe på kirkemuren for at

beskytte Guds hus mod de onde magter.

Vinduerne var ofte prydet med smukke glas­

malerier. Glasmalerierne var lavet som mo­

saikker: små stykker glas i forskellige farver

var sat sammen til et billede. Man havde

med blystykker. Bly var så blødt et metal, at

man kunne forme det præcist i de former,

man ønskede. Blystykker til at holde glas­

stykkerne sammen i et glasmaleri kaldes for

blysprosser.

glasstykker i stort set alle nuancer, men som Kalkmalerier

baggrundsfarve brugte man mest rød eller På væggene både i koret og i skibet var der

blå. De små glasstykker blev sat sammen kalkmalerier. Billederne kunne vise historier

11

* 1:- ~ ~ •• * ••• ," • • •• • •• . ,, •• ~

* ••• . " ::*-

Det er en synd at snakke under prædiken, og djævlen skal nok huske alle synder!

fra biblen, fortælle om helgeners pinefulde

død, eller om skærsilden og dommedag, som

ingen mennesker kunne undgå.

Især i senmiddelalderen var det meget yndet

at minde folk på, at der var liv efter døden,

og at det var i levende live, at man skulle

gøre sig fortjent til at komme i himlen.

Man skulle bede til Gud med rent hjerte.

12

Hvis man som herremanden i Fanefjord kir­

ke lod tankerne gå til hus, hest eller andre

jordiske ting under bønnen, var frelsen i

hvert fald ikke nær.

Alle småsynder talte med. Derfor kan man i

Fanefjord kirke se, hvordan to kvinders snak

under prædiken bliver skrevet ned i en bog

af en lille djævel.

Ud over at tale til moralen fortalte motiver­

ne også, hvad der stod i biblen. Dette var

nødvendigt, da biblen var skrevet på latin, et

sprog som kun præsterne kunne. På kalkma­

lerierne kan man derfor for eksempel se Jesu

fødsel, korsfæstelsen, Kain og Abels ofring,

og Jesus, som dømmer menneskene på dom­

medag.

Selvom kalkmalerier fortæller historier fra

biblen, giver de os også et godt indblik i

middelalderens dagligdag.

For at middelaldermennesket kunne forstå

billederne, viste kalkmalerierne bibelshisto­

rierne i en hverdag, som de kendte. De bibel­

ske personer har for eksempel middelalder­

dragter på, og de redskaber man brugte på

markerne kan ses på de kalkmalerier, som

har med landbrug at gøre.

Gulv og loft

Det var forskelligt, hvor meget man havde

gjort ud af gulvet i kirken. Mange steder

13

nøjedes man med et lergulv, der var stampet

hårdt sammen, eller med en brolægning med

piksten. Andre steder havde man trægulve

eller mørtelgulve. Mørtel er det bindemiddel

man bruger til at lægge imellem mursten,

men man brugte altså også mørtelen som

gulv. Efter man havde lært at brænde tegl­

sten, kunne man også lave teglgulve. Nogle

steder anvendte man bare de almindelige

munkesten til gulvet, mens man andre steder

valgte at lave fliser. Fliserne pyntede man

med fine mønstre, og nogle af dem blev end­

da dækket af glasur. De glaserede og uglase­

rede fliser blev tit lagt i flotte mønstre.

Loftet i kor og skib var et fladt træloft i den

romanske tid. I nogle kirker havde man dog

slet ikke lagt noget loft. Der kunne man se

lige op til taget og tagspærene. Det kaldes, at

kirken har »åben tagstol.« I apsis havde man

ikke fladt tag. For at loftet i apsis skulle lig­

ne himlen mest mulig, havde man lavet et

hvælv.

Om-og tilbygninger

Hvælv

I skriftlige kilder kan vi læse, at brande var

et stort problem i middelalderen. Brandfaren

er nok en af forklaringerne på, at man i høj­

og senmiddelalderen udskiftede de flade

trælofter eller den åbne tagstol med hvælv i

mange kirker. Nogle kirker fik dog kun

hvælv i dele af kirken. Især i Midt- og

Vestjylland var der mange kirker, hvor man

slet ikke byggede hvælv. Her beholdt man

det flade træloft.

Hvælvene er muret op af teglsten. I hjørner­

ne og flere steder langs væggen måtte man

bygge piller, som hvælvene kunne bygges

udfra. Pillerne kaldes for hvælvpiller.

14

Hvælvpilleme var kun nødvendige de steder,

hvor hvælvet erstattede en anden form for

loft. Hvis man allerede, mens man byggede

selve kirken, vidste, at man ville bygge

hvælv, behøvede man ikke hvælvpillerne. Så

sørgede man for at lave en slags hylde 1

muren som hvælvet kunne bygges udfra.

Sakristi

Først i senmiddelalderen begyndte man at

bygge sakristier til kirkerne. Sakristiet lå

som regel på korets nordside. Der var kun

adgang til sakristiet gennem koret. At der

ikke førte en dør direkte ud fra sakristiet

skyldes, at sakristiet var kirkens »bank-

boks«. Her opbevarede man kirkens værdi­

er: helgenskrin, højaltrets lysestager, alter­

kalken og den tilhørende disk, bøger og så

videre. Sakristiet var også det sted, hvor

præsten gik ind for at tage sin messehagel på

under gudstjenesten.

Stort set alle sakristier blev bygget med

hvælv fra starten. Det var selvfølgelig vig­

tigt at sikre kirkens »bankboks« så godt som

muligt mod brand.

Våbenhus

Næsten alle kirker fik også et våbenhus i

senmiddelalderen. Enkelte kirker fik dog

allerede et våbenhus i højmiddelalderen.

Våbenhuset blev som regel placeret op mod

syddøren i skibet. Modsat sakristierne ved vi

ikke, hvad våbenhuset skulle bruges til. Ud

fra navnet er det rimeligt at tro, at menighe­

den lagde sine våben her, før de gik ind i sel­

ve kirken. Det kan også tænkes, at man holdt

møder i våbenhuset. Helt sikkert er det i

15

hvert fald, at våbenhusene ikke blev brugt

under gudstjenesten, ligesom sakristiet blev

det.

Afslutning

Kirkebygningerne er blevet lavet om i takt

med, at gudstjenesten har ændret sig. Trods

800 år med løbende ombygninger kan man

finde dele af den middelalderlige i kirke.

Prøv selv i din egen kirke.

Middelalderens klostre

INDLEDNING

Ordet kloster betyder indelukke. Havde man

valgt at gå i kloster, havde man også lukket

sig inde, væk fra verden uden for. Man svær­

gede på, at man ville vie sit liv til Gud og

leve helt efter klostrets regler.

I løbet af middelalderen kom der til at ligge

klostre i alle landets egne. De steder, hvor

der lå flest klostre, var i de (set med middel­

alderens øjne) store byer, i Østjylland og i

Nordsjælland. I Vestjylland var det ikke bare

tyndt med klostre, men også med mennesker

i det hele taget.

0

før det første kloster blev grundlagt i Dan­

mark. Ideen om at vie sit liv til Gud opstod

allerede i de første århundreder efter Kristi

fødsel. Det startede i Egypten med eneboere,

som flyttede ud i klippehuler i ørkenen for at

have ro til kun at tænke på Gud. Alene ude i

ørkenen levede de i yderste fattigdom.

Efterhånden fandt man ud af, at det rent

praktisk var bedre at bo sammen i kolonier

ude i ørkenen. Man havde stadig sin egen

hule, og man arbejdede hver for sig uden at

tale sammen, men man kunne hjælpes ad

med at skaffe mad og hjælpe ved sygdom.

Man holdt også gudstjenester sammen.

KLOSTRENES OPSTAEN Senere udviklede klostertanken sig. I stedet

Klosterideen var opstået flere hundrede år for ørkenkolonierne, hvor man var sin egen

16

herre, boede man sammen inden for en mur.

Inden for muren gjaldt fælles regler for livs­

førelse og dagligdag. Nogle af de vigtigste

regler inden for klostermuren var fattigdom,

lydighed og kyskhed. Kyskheden gjorde, at

mænd og kvinder ikke måtte bo i samme

kloster. Mændene boede i munkeklostre og

kvinderne i nonneklostre.

KLOSTER ORDENER Selv om grundtanken for klostrene var den

samme: at hellige sit liv til Gud, var der

mange forskellige klosterordener. Der var

for eksempel benediktinerne, augustinerne,

cistercienserne, dominikanerne og francis­

kanerne.

De forskellige klosterordener kan deles op i

to: herreklostre og tiggerklostre.

Herreklostre

De første klostre, som vi kender til, kommer

til Danmark i slutningen af 1000-tallet. Det

17

var herreklostrene. Vi kalder dem herreklo­

stre, fordi klostrene ejede store landområder.

Jorden blev dyrket, og det var den måde,

man skaffede økonomi til klostret. Herreklo­

strene lå langt væk fra byer og hovedveje.

De skulle ligge ensomt, og munkene havde

ingen kontakt med folk uden for klostret.

Den jord, som et kloster havde, var blevet

givet til det som gaver. Ved at give gaver til

et kloster, var man sikker på, at munkene vil­

le bede til Gud for ens sjæl, efter at man var

død. Munkenes bøn kunne forkorte sjælens

ophold i den pinefulde skærsild, så man hur­

tigere kom til paradis. Da man gerne ville

slippe så let fra skærsilden som muligt, var

der mange, som testamenterede både penge,

jord og ejendomme til klostrene. På den

måde blev klostrene meget rige. Dette var jo

faktisk imod hele klostertanken.

Til de vigtigste herreklosterordener i Dan­

mark hørte cistercienserne og benediktiner­

ne.

Tiggerklostre

Omkring år 1200 opstod tiggerklostrene

som en protest mod herreklostrene og deres

rigdomme, som blev større og større. Tig­

gerklostrene lå ikke øde ude på landet lige­

som herreklostrene, men derimod inde midt

i byerne. Tiggerklostrene måtte ikke eje jord.

De skulle skaffe mad og penge gennem

almisser. Tiggermunkene havde kontakt

med folk i byen. De gik rundt i byen og

prædikede Guds ord, hørte skriftemål og gav

syndsforladelse. Tiggermunkene tog sig

også af de syge og fattige i byerne.

Selvom tiggerklostrene blev startet som en

protest mod de rige herreklostre, blev mange

tiggerklostre selv meget rige: Ikke ved land­

områder, men med penge. Mange rige folk

gav nemlig store pengegaver til tiggerklo­

strene, så de fromme tiggermunke kunne

bede for deres sjæl efter døden.

De vigtigste tiggerklosterordener i Danmark

18

En franciskanermunk. For at understrege at de var fattige, skulle franciskanerne have bare fødder.

var dominikanerne og franciskanerne.

Dominikanerne blev kaldt sortebrødre efter

farven på deres dragter, og franciskanerne

blev kaldt gråbrødre.

KLOSTERBYGNINGERNE

At livet i klostret var adskilt fra omverden,

kunne tydeligt ses på den måde, klostret var

bygget på. Klostrets bygninger var bygget

sammen, så de dannede en stor lukket fir­

kant omkring en aflukket gård.

I dag kan man stadig se dele af middelalder­

lige klostre rundt omkring i Danmark, men

det er ikke muligt at se, hvordan et helt klo­

ster så ud i middelalderen. De fleste steder

rev man klosterbygningerne ned, da klostre­

ne blev nedlagt, og andre steder er bygnin­

gerne blevet bygget så meget om, at man

ikke kan se, hvordan de egentlig så ud.

Da det vigtigste i klostrene var at hellige sig

Gud, havde ethvert kloster selvfølgelig en

stor, prægtig kirke. Munkene skulle have et

sted at bo, og køkken og arbejdsrum var

også nødvendigt i alle klostre, uanset hvil­

ken orden klostret tilhørte.

Derfor var klostrene på trods af de f orskelli-

19

ge ordener ret ens. Selv inden for samme

orden indrettede man som regel de enkelte

kloster forskelligt.

Kun inden for en orden, cistercienserne var

der helt faste regler for, hvordan hvert rum

skulle indrettes. Hvis en cisterciensermunk

fra Italien besøgte et dansk cistercienserklo­

ster, ville han faktisk kunne finde rundt på

klostret, fordi hans eget kloster i Italien så

lige sådan ud. (I hvert fald i følge reglerne,

men det var nu sjældent, at man huskede at

følge reglerne helt!)

Indretning af et kloster

i følge cistercienserne.

Kirken, den vigtigste bygning i klostret, var

formet som et kors. Kirken lå mod nord,

således at koret vendte mod øst. I kors­

skæringen ret tæt ved højalteret, sad munke­

ne. I skibet var der plads til lægbrødrene.

I østfløjen lå klostrets andre vigtige rum.

ø

V Idealplanen for et cistercienserklost.er I kirken, 2 højaltret, 3 sakristi, 4 bibliotek, 5 kapitelsal, 6 parlatorieum, 7 munkenes spi­sesal, 8 køkken, 9 processionsgang, I 0 læg brødrenes fløj, li klostergård, 12 klosterbrønd

Sakristiet var klostrets kirkelige skatkam- Munkenes sovesal lå på første sal i østfløjen.

mer. Her opbevarede man processionskors,

relikvier, messehagler og andre dyrebare Fra sovesalen gik der en trappe direkte ned i

ting til brug i gudstjenesten. Kapitelsalen kirken, så munkene let kunne kommet til

blev brugt som samlingssal til den daglige bøn midt om natten (se livet i klostret).

oplæsning af et kapitel af ordensreglemen-

tet. I skriptoriet blev der fremstillet bøger, Så langt fra kirken som muligt, i sydfløjen lå

og i parlatoriet måtte munkene tale sam- køkkenet og spisesalen. Munkene skulle jo

men. Det måtte man ikke i de andre rum. ikke forstyrres af duften af mad under bøn.

20

Vestfløjen var indrettet som sovesal og spi- firefløjede klosteranlæg. Klosteranlægget og

sesal forlægbrødrene. de ekstra bygninger lå inden for en høj mur,

så ingen var i tvivl om, hvad der hørte til

De fire fløje gjorde klostret til et lukket klostret, og hvad der hørte til verden uden­

anlæg med en gård. I midten af gården lå for.

klosterbrønden. Langs de fire fløje gik en

overdækket korsgang. Den blev brugt til

processioner, religiøse optog, hvor munkene

under bøn og messer frembar eksempelvis

kors eller helgenskrin. Fra korsgangen var

der adgang ind til klostrets forskellige rum.

Klostrene i de andre herreklosterordener har

været indrettet nogenlunde på samme måde.

Hos tiggerklostrene skulle der ikke være

plads til lægbrødre, så her har den fjerde fløj

måske været indrettet til steder, hvor man

kunne pleje syge og fattige. Hospitalsplads

har man også haft på herreklostrene. Her

kunne hospitalet være en del af lægbrødre­

nes fløj, hvis det ikke lå i en særskilt byg­

ning, der ikke hang direkte sammen med det

21

OPTAGELSE I KLOSTRET

Før man blev munk, skulle man have en

prøvetid på et år eller mere. Under prøveti­

den var man novice. Som novice boede man

på klostret. Novicen skulle lære klostrets

regler, læse biblen og bede bønner og delta­

ge i arbejdet på klostret. Måske skulle novi­

cen endda allerførst lære at læse. Når prøve­

tiden var ovre, bestemte klostrets leder,

abbeden, om novicen kunne få lov til at bli­

ve munk. Hvis abbeden sagde god for ham,

skulle novicen love at leve et fromt liv sam­

men med klostrets andre beboere, at give

afkald på alt, hvad han ejede, og han skulle

sværge på at følge klostrets regler. Herefter

fik novicen en munkekutte på og fik det

meste af håret barberet af. Kun en smal hår­

krans måtte være tilbage. Kransen skulle lig­

ne den tornekrans, Kristus havde på ved

korsfæstelsen.

Nu var novicen blevet en rigtig munk.

LIVET I KLOSTRENE

Bed og arbejd - Det var dagligdagen i et klo­

ster uafhængigt af, om man boede i et tigger­

eller i et herrekloster. Gudstjenester og tide­

bønner (8 i alt) var fordelt over hele døgnet.

Mellem tidebønnerne skulle der arbejdes. En

tidebøn består af lovsang og gregoriansk

sang, bønner og læsning af biblen.

For en cisterciensermunk startede »dagen«

med tidebønnen matutin (morgen) kl. 2 om

natten! En klokke vækkede de sovende mun­

ke, som skyndte sig ned i kirken. Det tog

ikke lang tid for munkene at gøre sig klar, da

de sov med tøjet på. Og en trappe førte

22

Sådan så cisterciensernes munkekutte ud

direkte fra sovesalen ned i kirken. Bønnen

midt på natten var den vigtigste af de otte

tidebønner, da den skulle vise, at munkene

bad, mens almindelige mennesker sov. Den

varede som regel i flere timer.

Efter matutin gik munkene til kapitelsalen

for at bede, læse i biblen eller for at lære de

150 Davids salmer udenad. (Davidssamlerne

kan du finde i biblen). Nogle munke blev

dog i kirken for at bede for de mennesker,

som havde givet gaver til klostret.

Ved solopgang var det tid til dagens anden

tidebøn Laudes (lovsang) i kirken. Denne

gang skulle lægbrødrene også være med.

Efter landes var det tid til at blive vasket.

Det foregik ude ved klosterbrønden. Til

morgenvask hørte også at smøre sin sko ind

i fedt.

Efter morgenvask gik man til tidebønnen

prim (den første time), som efterfulgtes af en

morgengudstjeneste. Efter gudstjenesten gik

munkene samlet til kapitelsalen for at få læst

et kapitel af ordensregeleme og for at bede

for klostrets afdøde munke. Bagefter skulle

munkene bekende, hvis de havde overtrådt

klostret regler. Overtrædelser blev som regel

straffet med ekstra bønner eller faste. Hvis

23

overtrædelsen havde været meget grov, kun­

ne straffen være stokkeslag eller fængsel.

Næste punkt på dagens program var arbejde!

Der var mange praktiske ting, der skulle ord­

nes i klostret. Nogle munke skulle ned i køk­

kenet for at hjælpe med madlavning, andre

skulle gøre rent, vaske tøj eller måske bryg­

ge øl. Det hårde arbejde som dyrkning af

marker og pasning af dyr ordnede læg­

brødrene. Ligesom munkene boede læg­

brødrene i klostret. De havde også helliget

deres liv til Gud, men de var ikke rigtige

munke. Lægbrødrene skulle ikke til lige så

mange tidebønner og gudstjenester som

munkene. Fordi lægbrødrenes opgave mest

var arbejde, var det ikke nødvendigt, at

lægbrødrene kunne læse og skrive, som det

blev krævet af munkene.

Nogle af de vigtigste arbejder i klostret var

at læse og forstå de hellige skrifter, læse om

videnskaber som lægekunst, matematik og

stjernerne, og at skrive bøger af. Disse opga­

ver var kun for rigtige munke.

Det var et stort arbejde at skrive bøger af.

Man skrev på pergament med gåsefjer. Mun­

kene blandede blæk i mange forskellige far­

ver for at kunne lave smukke tegninger, der

passede til det, der stod i bogen. Ved nye

kapitler pyntede man det første bogstav.

Det kunne let tage flere år at skrive biblen af.

Arbejdet blev afbrudt af tidebønnen terts

(den tredje time), hvor både munke og

lægbrødre deltog. Efter terts genoptog

lægbrødrene arbejdet, mens munkene blev i

kirken til højmesse.

Midt på dagen lå tidebønnen sekst (den sjet­

te time), og herefter var det spisetid. Det var

dagens hovedmåltid, der blev indtaget midt

på dagen. Efter spisning havde munkene en

time fri, hvor de enten kunne hvile sig, eller

gå ned og snakke sammen i parlatoriet. Alt

arbejde og spisning skulle foregå i stilhed, så

24

munkene kunne koncentrere sig om Gud.

Efter pausen fortsatte dagen med arbejde og

tidebønnerne non (den niende time) og

vesper (aften). Efter vesper fik munkene

aftensmad. Herefter var det tid til dagens

sidste tidebøn complet (fuldendelse). Kl. 19

eller 20 (alt efter om det var sommer eller

vinter) sluttede dagens sidste tidebøn, og

munkene gik op i sovesalen og gik i seng.

Kl. 2 ringede klostrets klokke igen, og mun­

kene var klar til en ny dag med bøn og arbej­

de.

KLOSTRENE SOM HOSPITALER

I kristendommen er næstekærlighed og

barmhjertighed meget vigtig. Derfor var ple­

je af syge mennesker en vigtig opgave for

klostrene.

Fordi munkene brugte tid på at læse om syg­

domme og medicin, fandtes middelalderens

bedste læger faktisk blandt munkene.

Udover at bede til Gud kunne man gøre en voksede i klosterhaven. Mange urter og

patient rask på to måder: med medicin eller krydderier, som vokser i Danmark i dag, er

ved at operere. faktisk planter, som middelalderens kloster-

Medicin

Munkene brugte helst medicin. Den lavede

de selv på klostrene af de lægeurter, som

Læge stokrose. Både dens rod og blade blev anvendt i helbre­delsen af sygdomme, og læge stokrose kunne bruges mod man­ge forskellige lidelser. Ved tandpine skulle man prikke til den syge tand med roden indtil smerten holdt op.

25

folk bragte med sig sydfra.

Eksempler på lægeplanter:

Plante Virkede mod

Salvie hoste, sår og blødning

Timian kighoste

Merian gulsot, spolorm

Kvan hundebid, pest

Persille spedalskhed

Læge stokrose epilepsi, sindssyge

Iris febersygdom, bylder

Purløg blødning, ørepine

Selleri hovedpine

Lavendel mundbetændelse

Husløg feber, diarre

Der blev også dyrket krydderier til madlav­

ning i klosterhaven.

Operationer

Hvis den medicinske behandling ikke hjalp,

måtte man bruge andre måder.

De mest almindelige former for operation i

middelalderen var åreladning og kopsæt­

ning. Begge måder blev brugt til at tappe

blod fra patienten. Man mente nemlig, at

sygdommen sad i blodet. Fjernede man det

syge blod, blev patienten rask, mente man.

Åreladning blev gjort med et åreladejern.

Man stak hul i blodåreren, og lod så en vis

mængde blod løbe ud. Der var faste regler

for hvilke blodårer, der skulle årelades, alt

efter hvad patienten fejlede. For eksempel

skulle den øverste blodåre i armen slås for

hovedpine og andre sygdomme i hovedet,

mens øjensygdomme kunne klares ved åre­

ladning i tindingen, og mod tandpine skulle

man slå blodåren, der ligger under tungen.

hul det sted, hvor patienten havde ondt. Her­

efter satte man en lille opvarmet kop hen

over hullet. Den varme kop sugede sig fast

på kroppen, og sugede blodet ud. I stedet for

en kop, kunne man placere en blodigle på

det syge sted. En blodigle er et dyr, der lever

af blod. Den vil derfor straks begynde at

suge blod, når det bliver sat på et menneske.

Pleje af åbne sår blev også klaret i klostrenes

hospitaler. Det var vigtigt at holde åbne sår

rene, så der ikke gik betændelse i dem. Man

rensede sårene med vand og brugte sårskra­

bere til at fjerne bensplinter og snavs fra

såret. Store åbne sår blev syet sammen, og

munkene lagde forbindinger efter at have

smurt såret med helbredende salver.

Klosterfolkene kunne også hjælpe folk med

benbrud. På skeletter kan vi se, at selv meget

svære benbrud har man kunnet få til at vok­

Kopsætning virkede ligesom åreladning ved se ordentligt sammen. Nogle gange var det

at tappe blod. Med en skarp kniv stak man også nødvendigt at amputere et ben eller en

26

arm. Også disse operationer kunne munkene

hjælpe med.

Munkene var dog ikke glade for at lave ope­

rationer. De prøvede først alle andre mulig­

heder: bønner til Gud og medicin. Munkene

måtte nemlig ikke »udgyde blod.« Så faktisk

brød de et klosterløfte, når de opererede, for

her kunne patienten ikke undgå at bløde. Til

gengæld hjalp man jo sin næste, og næste­

kærlighed og barmhjertighed er noget af det

vigtigste i kristendommen, og dermed også

for klosterfolkene.

KLOSTRENE NEDLÆGGES

I 1536 var reformationen i Danmark. Fra at

være katolikker blev vi protestanter i Dan­

mark. Protestanterne troede ikke, at andres

bøn til Gud kunne hjælpe en død i skærsil­

den. Der var derfor ikke længere nogen

grund til at give gaver til klostrene, så mun­

kene skulle bede for afdøde.

27

Mange var også ret trætte af, at den katolske

kirke prædikede fattigdom, når både kirke

og klostre faktisk hørte til nogle af de rigeste

i landet.

Reformationen betød, at klostrene ikke læn­

gere var populære. Der blev ikke givet gaver

til klostrene, og de begyndte at lukke. De

første klostre, der lukkede var tiggerklostre­

ne, der helt skulle klare sig ved hjælp af

gaver. Herreklostrene holdt stand lidt længe­

re, fordi de havde indtægter fra deres jorder.

Det blev dog bestemt, at klostrene ikke måt­

te optage nye munke.

Efterhånden som klosterfolkene døde, ned­

lagde man klostrene.

28

ORDFORKLARING

DEN MIDDELALDERLIGE

LANDSBYKIRKE

Apsis: halvrund afslutning på kirkens kor.

Blysprosse: En lille liste af bly, som holder

sammen på de forskellige stykker glas i et

glasmaleri. Der sidder blysprosser mellem

alle glasstykkerne.

Brudsten: Sten, som man udvinder i sten­

brud.

Frådsten: Hullet, lys kalksten, som dannes i

vandløb.

Grif: Et fabeldyr med hoved, hals og vinger

som en øm.

Hedning: En person, som ikke er kristen.

Først når man var døbt, kunne man kalde sig

kristen.

Helgen: En person, som paven har bestemt

er hellig. Man kunne først blive helgen, når

man var død. For at blive helgen skulle der

29

ske mirakler ved ens grav.

Hvælv: Buet loft, som især bruges i kirker.

Hvælvpille: Søjle, der bærer et hvælv.

Kalksten: Sten af kalk, som er hugget ud i

et kalkbrud.

Kapel: Specielle rum i kirken, hvor der stod

et ekstra alter, eller hvor en var begravet.

Klokkestabel: Et trætårn på kirkegården,

hvor kirkeklokken hang.

Krucifiks: Et kors med den korsfæstede

Kristus.

Messehagel: Kåbe, som præsten bærer ved

altertjenester under gudstjenesten.

Mosaik: Billede lavet af små, farvede styk­

ker glas.

Reformationen: Tiden, da Danmark gik fra

at være katolsk til at være protestantisk. Det

skete i året 1536, og hermed sluttede mid­

delalderen.

Relikvie: rester (som regel knogler) fra en

helgen.

Sakristi: Det rum i kirken, hvor kirkens hel-

lige ting opbevares. Det er også opholdssted

for præsten, og nu bruges sakristiet også

mange steder som venterum, når der er bar­

nedåb.

Sandsten: Sten af hårdt sammenpresset

sand.

Skærsild: Stedet, hvor man troede, at de

døde kom hen, før de kunne komme i him­

len. "Skærs"-ild var en rensende ild, hvor

sjælen skulle bøde for sine synder.

Teglsten: Sten af brændt ler.

Triumfvæg: Navnet på væggen, der adskil­

ler koret og skibet.

Tufsten: Blød stenart dannet af vulkaner.

Våbenhus: Forrum til kirken

de klosterordner i middelalderen.

Complet: Døgnets ottende og sidste tide­

bøn. Complet betyder fuldendelse.

Herrekloster: Et kloster, hvor man havde

landbrug til

Kapitelsal: Munkenes mødesal.

Kopsætning: Måde at lave blodudtømning

ved at sætte små, opvarmede kopper fast på

ryggen.

Laudes: Døgnets anden tidebøn. Laudes

betyder lovsang.

Lægbroder: En munk, som tager sig af det

praktiske arbejde som for eksempel at dyrke

jorden.

Matutin: Døgnets første tidebøn. Matutin

betyder morgen, selvom denne tidebøn alle-

MIDDELALDERENS rede lå kl. 2 om natten.

KLOSTRE Messehagel: Kåbe, som præsten bærer ved

altertjenester under gudstjenesten.

Abbed: Lederen af et kloster. Non: Døgnets sjette tidebøn. Non lå 1

Almisse: Gave, man giver af barmhjertighed. dagens niende time.

Cistercienser: En af de mest betydningsful- Novice: En person, der er munke-elev.

30

Ordensreglement: Regler som fortalte,

hvordan munkene skulle opføre sig.

Parlatorium: Det eneste rum i klostret,

hvor munkene måtte snakke.

Prim: Døgnets tredje tidebøn. Prim lå 1

dagens første time.

Procession: Et optog af munke under en kir­

kelig handling.

Processionskors: Kors, som man bar under

processioner.

Reformation: Tiden, da Danmark gik fra at

være katolsk til at være protestantisk. Her­

med forsvandt grundlaget for klostrene.

Reformationen var i 1536.

Relikvie: rester (som regel knogler) fra en

helgen.

Sakristi: Det rum i kirken, hvor kirkens hel­

lige ting opbevares.

Sekst: Døgnets femte tidebøn. Sekst lå 1

dagen sjette time.

Skriftemål: Når man bekender sine synder

til en præst eller munk. Skriftemål bruges

31

stadig i den katolske kirke.

Skriptorium: Det rum, hvor munkene skrev

og fremstillede bøger.

Skærsild: Stedet, hvor man troede, at de

døde kom hen før de kunne komme i himlen.

"Skærs" -ild var en rensende ild, hvor sjælen

skulle bøde for sine synder.

Tiggerkloster: Et kloster, hvor man ikke

måtte eje jord, men skulle klare sig med

gaver og almisser.

Terts: Døgnets fjerde tidebøn. Terts lå 1

dagens tredje time.

Vesper: Døgnets syvende tidebøn. Vesper

betyder aften og lå i dagens niende time.

Åreladejern: Det redskab man brugte til at

slå hul på blodårerne ved åreladning.

Åreladning: Måde til at lave blodudtøm­

ning ved at slå hul på en blodåre.

LITTERATUR

Om kirker

Als Hansen, Birgit: Middelalderlige glasma­

lerier. I: Hikuin 1, Højbjerg 1974, s. 87-96.

Johannsen, Hugo og C:M. Smidt: Danmarks

arkitektur. Kirkens huse, 1981.

Liebgott, Niels-Knud: Dansk middelalderar­

kæologi. Gad 1989.

Nyborg, Ebbe: Kirke og klostre. I: Da klin­

ger i muld ... 25 års arkæologi i Danmark.

(Red. S. Hvass og B. Storgaard) 1993, s.

242-247.

Wienberg, Jes: Den gotiske labyrint. Mid­

delalderens kirker i Danmark. Stockholm

1993.

Om klostre

Det europæiske klostervæsen. Acta Jutlandia

LIX. Teologisk serie 13. Det lærde selskab

Århus 1985.

Hjortlund, Marianne, Jens Anker Jørgensen

32

og Bente Thomsen: Esrum kloster. Frede­

riksborg Amt 1992.

Reimer, Ole og Margit Warming: Livet på

Esrum kloster. Esrum kloster 1998.

Højrup, Lene Birgitte: Bed og Arbejd.

Moesgård museum 1997.

Liebgott, Niels-Knud: Dansk middelalderar­

kæologi. Gad 1989.

Nielsen, Harald: Lægeplanter og troldom­

surter. Politiken 1969.

Nota:

33

Nota:

34

Nota:

35

Nota:

36