Selskabet for Landdistrikts- og Regionalstudier (SeLaRS)

Årsrapport 2009

Den blomstrende landsby Ressourcer og udfordringer

Redaktion: Jørgen Møller og Gunnar Lind Haase Svendsen

Forfattere:

Anders Bune, Kræn Ole Birkkjær, Steffen Damsgaard, Carsten Blomberg Hansen, Robert Mogensen,

Jørgen Møller, Niels Christian Nielsen, Gunnar Lind Haase Svendsen

Juni 2010

2

Alle rettigheder forbeholdes centret (CLF). Mekanisk eller fotografisk gengi-velse af denne REPORT eller dele heraf er uden instituttets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er uddrag til anmeldelser. © Syddansk Universitet, Esbjerg og forfatterne, 2010. Center for Landdistriktsforskning CLF REPORT 3/2010 ISBN 978-87-91304-46-0 Forfatterne Center for Landdistriktsforskning Syddansk Universitet Niels Bohrs Vej 9-10 DK-6700 Esbjerg Tlf.: 6550 4221 Fax: 6550 1091 E-mail: clf@sam.sdu.dk

3

Indholdsfortegnelse Summary ............................................................................................................. 5

1 Indledning af Jørgen Møller, Carsten Blomberg Hansen, Gunnar Lind Haase Svendsen ...................................................................................................... 7

Resolution fra SeLaRS årsmødet 2009, Aalborg Universitet, 5. oktober 2009: ............................................................................................................ 9

2 Anders Bune: Erfaringer fra en moderne levende vestjysk landsby ................................ 11

2.1 Kom til den rådne banan .................................................................... 112.2 De omfattende forandringer på landet ............................................... 122.3 Fjaltringloven: Den omvendte Jantelov ............................................. 132.4 Det er vigtigt for en landsby at have nogle pengemaskiner ............... 152.5 Tilblivelsen af Fjaltring Landsbyhøjskole og Fjaltring Gæstehus ..... 162.6 Fjaltring Købmandsgård .................................................................... 172.7 Øvrige indtægtskilder ........................................................................ 172.8 Egnen i øvrigt ..................................................................................... 182.9 LAG-Lemvig ..................................................................................... 182.10 Afsluttende betragtninger .................................................................. 19

3 Niels Christian Nielsen: Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer .......................... 23

3.1 Introduktion: kulturelt, kvalitativt, rumligt ........................................ 233.2 Landskab og kortlægning ................................................................... 243.3 Kilder til dansk landsbykortlægning .................................................. 313.4 Opsamling, diskussion – syntese ....................................................... 343.5 Referencer .......................................................................................... 36

4 Jørgen Møller: De afrakkede landsbyer i Danmark ........................................................... 39

4.1 Abstract .............................................................................................. 394.2 Indledning .......................................................................................... 404.3 Italesættelsen, benævnelsesmagten og den politiske diskurs ............. 414.4 Et forsøg på at begribe fænomenets kvantitative omfang .................. 464.5 De enkelte fysiske artefakter på skemaform ...................................... 514.6 Otte analytiske begreber anvendt på landsbyens artefakter ............... 534.7 Metoder til registrering og fortolkning af fysisk kapital i en landsby 544.8 På vej mod fremtidens landdistrikter og landsbyer ........................... 61

4

4.9 Planlægningen af landsbyfremtider på det kommunale og lokale niveau ........................................................................................................ 624.10 På jagt efter et nyt planlægningsparadigme for den blomstrende landsby ....................................................................................................... 634.11 Konkrete indsatser til genopretning af det fysiske miljø i landsbyerne

........................................................................................................... 634.12 Afslutning .......................................................................................... 654.13 Referencer .......................................................................................... 66Robert Mogensen: Kommentarer til lektor, arkitekt MAA Jørgen Møllers artikel ”De afrakkede landsbyer i Danmark” .............................................................. 68

5 Kræn Ole Birkkjær: Kan det danske landskab overleve fremtidens landbrug ........................... 73

5.1 Fakta og visioner ................................................................................ 735.2 Fremtidsbilleder ................................................................................. 735.3 Landbrugslandskabet ......................................................................... 735.4 Dialog og samarbejde ........................................................................ 745.5 Mælkeproduktion ............................................................................... 745.6 Produktudvikling og reformer ........................................................... 755.7 Planlægning ....................................................................................... 755.8 Afslutning .......................................................................................... 76

6 Gunnar Lind Haase Svendsen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan? ......... 77

6.1 Indledning .......................................................................................... 776.2 Hvorfor måle? .................................................................................... 796.3 Måling af hvad? ................................................................................. 846.4 Hvordan måler vi? ............................................................................. 856.5 Opsummering ..................................................................................... 956.6 Referencer .......................................................................................... 96Steffen Damsgaard: Kommentarer til artiklen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan? ....................................................................................... 97

5

Summary Life conditions have changed drastically in rural Denmark during the last 40-50 years, as is the case in many Western European countries. Not many years ago, farmers were dominant. Today, their number has shrunk to almost noth-ing. The Danish rural population is now very heterogeneous, consisting of many, diverse groups with different needs and worldviews, including many newcomers. But in which villages do the newcomers choose to settle? Which villages will get enough newcomers to survive? Which villages will win this demographic battle? What we see today is a merciless competition for survival between the villages. Who can attract the wealthy families with children? Some villages end up as winners – in particular villages rich on public services, voluntary associations, amenities, and close to the motorway net and/or urban areas. Other villages are, however, losing the battle. These are the so-called villages ’without attrac-tions’. These villages are often situated far from urban areas. They appear shabby, and many of them are in progressive physical deterioration. All shops are closed and, maybe also, the local school. No buses go there anymore. The youngsters leave with no return. It is exactly these two divergent paths in rural Denmark – the paths of the loser and winner villages – that is the subject of this anthology. Except from the introduction, the chapters are based on presentations that were held at the annual meeting of the Danish Society for Rural and Regional Studies, October 5, 2009. The theme of the annual meeting was ‘Thriving villages’. Important issues were: How can we minimize the number of loser villages? How can we help these villages switch track and become successful, thriving villages?

6

7

1 Indledning af Jørgen Møller, Carsten Blomberg Han-sen, Gunnar Lind Haase Svendsen

Jørgen Møller, lektor Aalborg Universitet

Carsten Blomberg Hansen, Dir. Landdistrik-ternes Fæl-lesråd

Gunnar L.H. Svendsen, professor mso, Syd-dansk Universitet

Frem til omkring 1970 var de danske landsbyer meget homogene. Her fandtes i byer af en vis størrelse fra 200 til 999 indbyggere de almindelige funktioner, man forventer af en landsby, såsom brugs, skole med et lille bibliotek, frisør, bankfilial, tatol, forsamlingshus, kro, læge, kirke, håndværkere og andre erhvervsdrivende, samt et rigt, traditionsbåret foreningsnetværk. Frem til midten af 1960’erne talte man derfor næsten udelukkende om forskellen mellem land og by og som oftest i landsbyens favør. Livet i de store byer var blandt andet præget af meget dårlige boligforhold i de store, usanerede brokvarterer, hvorimod livet på landet var forbundet med overskuelighed, personligt kendskab, fred og ro, selvbestemmelse, lokal identitet og et virksomt liv, der som oftest foregik inden for sognets grænser. Livet var i høj grad præget af de mange landbrugere. Og det var præget af de mange foreningsild-sjæle, der gerne ville gøre en ekstra indsats for landsbyen og sognet, både inden for det økonomiske og kulturelle liv. Siden da har det imidlertid været forskellene på landet, der har været mest iøjnefaldende. Antallet af fuldtidslandbrugere er svundet ind til næsten ingen-ting. Mange forskellige grupper af tilflyttere er kommet i stedet, og ofte med vidt forskellige holdninger til, hvorfor man er flyttet på landet. Nogle ønsker fred og ro eller plads til at rode lidt og passe sig selv. Andre ønsker et stærkt fællesskab eller måske bare en billig bolig. Så er der selvfølgelig alle de lands-byer, hvor tilflytterne ikke kom og sandsynligvis heller ikke kommer. Der er på den måde opstået hård konkurrence mellem landsbyerne: Hvem får tilflyttere nok? Hvem kan tiltrække børnefamilierne og de ressourcestærke? Det, vi ser, er en overlevelseskamp. Det er et ’udskilningsløb’, hvor nogle landsbyer ender som vindere – her primært de landsbyer, der har en god offent-lig service, et velfungerende og udviklingsparat foreningsliv, store naturherlig-hedsværdier og ligger tæt på motorvejsnettet og/eller større byer. Tillige har de den kommunalpolitiske bevågenhed og størrelse til at være værdige til at få planmæssigt tildelte udviklingsmuligheder. Andre er derimod endt som de store tabere. De sidste er også blevet kaldt ’taberlandsbyerne’ eller de ’attrakti-onsløse’ landsbyer. Disse er som regel beliggende langt fra alfarvej og prægede af et tiltagende fysisk forfald og en omsiggribende funktionstømning, hvor den sidste butik for længst er lukket, og hvis ikke skolen og busforbindelsen er lukket ned, så hænger de i hvert fald i en tynd tråd. Ofte står kun landsbykirken tilbage som et sidste levn fra gamle dage.

8

Netop disse to vidt forskellige udviklingsspor i landdistrikterne blev belyst på selskabets årsmøde 5. oktober 2009, der bar titlen ”Blomstrende landsbyer”. Centrale spørgsmål var: Hvordan kan vi minimere antallet af taberlandsbyer? Kan vi i fremtiden få disse byer til at ’skifte udviklingsspor’ og forvandle sig til smukke, blomstrende landsbyer, der rummer udvikling snarere end afvikling? Og i givet fald hvordan? Og hvad gør vi egentlig ved de landsbyer, det er umuligt at holde liv i? På årsmødet blev vigtigheden af at udnytte landsbyens egne ressourcer under-streget. Hvordan udnytter en landsby fx sine herlighedsværdier? Hvordan udnytter man et stærkt sammenhold og en stærk lokal identitet? Hvordan etablerer man sine egne ’pengemaskiner’, som kan understøtte lokale projekter til gavn for fællesskabet? (Se Anders Bunes artikel heri). Hvordan formår man at fastholde og videreudvikle stærke traditioner for erhvervsliv og foreningsliv? Hermed mener vi ikke, at regeringen, regionerne og kommunerne blot kan lade stå til og lade alt falde, hvad ikke kan stå. Der er også tegn i sol og måne på, at den blinde tro på centraliseringens velsignelser, der blusser op i disse ord, i fremtiden vil blive udfordret mere og mere af ’ikke-urbane’ borgere og tanke-sæt – de vedvarende debatter om sygehuse, skoler, bredbånd og motorvejsnet vidner herom. Opkomsten af et landdistriktsparti i Holstebro, Fælleslisten, og den nylige debat om udkantsdanmark, anført af DR, kunne også pege i den retning. Udviklingen i landdistrikterne har på mange måder fundament i de borgere, der aktivt har valgt at bo på landet. Disse lokale borgere kan betragtes som ’entre-prenørerne’, der sikrer, at landsbyens liv ikke dør ud, og de arbejder oftest uden betaling men ikke uden motivation. Denne motivation har myndighederne et ansvar for at fastholde og understøtte. Alternativet er betalte entreprenører, der skriver en regning ud fra et budget, der ikke findes. Vi mener således, at landsbybeboerne selv bør have nogle redskaber til – i bred forstand – at ’måle’ på landsbyens egne fysiske og menneskelige ressourcer og hermed få et realistisk billede af, hvor stærkt landsbyen står i konkurrencen om tilflytterne. Hvori består landsbyens styrker? Hvori består dens svagheder? Hvad kan ikke laves om, og hvad kan man i fællesskab forsøge at fremme og videreudvikle? Disse redskaber giver landsbyerne værktøj, der på det strategi-ske, altså det planlæggende niveau, kan skabe en forbedret og positiv dialog mellem landsby og forvaltningen i kommunen. Dermed bevares og styrkes den gensidige motivation hos de to vigtigste partnere i udviklingen – landsbyen og kommunen. Tæller vi de mindre bysamfund med op til 1.999 beboere med, så udgjorde landdistriktsbefolkningen i 2008 27 % - så det er trods alt en ganske stor del af befolkningen, vi taler om, også den dag i dag. Nogle af disse landsbyer er vindere, andre tabere. Opgaven for samfundet, planlægningen og landsbybebo-erne selv må være, at så mange landsbyer som overhovedet mulig i fremtiden bliver blomstrende landsbyer, der formår at tiltrække gode, fastboende skatte-

9

borgere, folk der ønsker sig et sommerhus eller ”second home” i smukke omgivelser, samt turister fra ind- og udland. Samtidig vil en landsby med et veltrimmet, fysisk ydre signalere overskud på alle fronter og modvirke, at man kommer ind i den ’dødsspiral’, der hurtigt kan bringe en landsby ud over afgrundens rand. Årsmødet 2009 bød på 10 foredrag og diskussioner i 3 workshops, der beskæf-tigede sig med henholdsvis landsbyernes fysiske aspekter, erhvervsudvikling og måling af lokale ressourcer. Rapporten bygger på indlæggene fra 5 af disse foredrag. Først fortæller fmd. for LAG Lemvig, Anders Bune, i artiklen ”Erfa-ringer fra en moderne, levende vestjysk landsby” om de spændende tiltag, de har gjort i landsbyen Fjaltring med hjemmel i den ’omvendte Jantelov’, Fjal-tringloven. Herefter følger post.doc, ph.d. Niels Christian Nielsens artikel om ”Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer”, der er en inspirati-onskilde til planlæggere og lokale beboere, som ønsker at skabe sig et overblik over deres lokalsamfunds herlighedsværdier og fysiske kulturarv. Lektor Jørgen Møller giver derpå et grundigt indblik i ”De afrakkede landsbyer i Danmark”, som råber på handling, efterfulgt af en kommentar hertil af arkitekt Robert Mogensen. Bygnings- og landsskabsarkitekt Kræn Ole Birkkjærs artikel stiller det samfundsrelevante spørgsmål ”Kan det danske landskab overleve fremtidens landsbrug?”. Den sidste artikel, ”Måling af lokale ressourcer på landet” er skrevet af professor mso Gunnar Lind Haase Svendsen. Den efterføl-ges af en kommentar af formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Udover vidensformidling var et vigtigt formål med årsmødet at give landsby-beboere, planlæggere og politikere på alle niveauer nogle konkrete redskaber til at måle på en landsbys bæredygtighed – både i henseende til landsbyens ’ansigt’ udadtil, erhvervslivet samt foreningslivet og det lokale sammenhold. På den baggrund mundende mødet ud i en resolution med 11 konkrete anbefa-linger til, hvad der skal gøres, på baggrund af forudgående diskussioner i de tre temagrupper. Resolutionen, der gengives nedenfor, har været offentligt tilgæn-geligt på nettet siden november 2009.

Resolution fra SeLaRS årsmødet 2009, Aalborg Universitet, 5. oktober 2009:

1. En konsensuskonference i løbet af et år: Hvad ved vi om landdistrikterne og landsbyerne? Udvikling på baggrund af faktuel viden og videnskabelig evidens for at sikre vidensbaseret udvikling frem for mytebaseret udvikling.

2. Der er stærkt behov for en mental og funktionel beredskabsopbygning

hos folk på landet og i landsbyerne, hvor man begynder at tænke i net-værkskonstruktioner servicemæssigt, foreningsmæssigt og lokalsamfunds-mæssigt under overskriften ”Fra landsby og sogn til egn”.

10

3. Brug lovgivningen og reglerne i Plan & Miljølovene, og tag planer og planlægning seriøst. Der bør sættes fokus på, at Planloven rent faktisk kan bruges differentieret. Der er sandsynligvis ikke brug for nye regler, men for at potentialet i de regler og love, vi har, udnyttes optimalt i forhold til den ønskede udvikling i landdistrikterne.

4. Bedre byggeskik for alle. Der bør nationalt, regionalt, kommunalt og

lokalt tilbydes borgerne kvalificeret vejledning i forbindelse med nybygge-ri, tilbygninger og ombygninger i landsbyerne og det åbne land i relation til materialevalg, arkitektur, æstetik og byggeskik samt energirigtigt byggeri. At skabe synlige og varige forbedringer i det fysiske miljø kræver en grun-dig planlægningsindsats og vedvarende fokus på emnet fra myndigheder og borgeres side. I forbindelse med de udmeldte puljer til nedrivning og op-rydning opfordres til mådehold og eftertanke, inden gummigeden sættes i gang. Et fjernet hus er et mistet hus.

5. Der er behov for en prioriteringsmodel for investeringer landsdækkende

og lokalt med målbare indikatorer, og ikke kun investeringer i mursten, som ikke er nok.

6. Der er behov for at sikre synergi mellem de administrative niveauer

(statsligt, regionalt og kommunalt), så der på den måde kan defineres klare mål for erhvervsudvikling i landdistrikterne. Hvor vil vi gerne hen med er-hvervsudviklingen, og hvordan sikrer vi, at målene ikke modarbejdes af de rammer, der kan ageres inden for?

7. Gør plads til eksperimenter (også forskningsbaserede) à la frikommune-

begrebet tilpasset landsbyniveauet. Det er nødvendigt at tænke i nye og utraditionelle baner, når det gælder erhvervsudvikling i landdistrikterne. Gerne som en del af en større sammenhæng udviklingsmæssigt.

8. Lokale beboere skal have et konkret redskab til at få et overblik over, hvor

mange lokale ressourcer de råder over – fx herlighedsværdier, uddannel-sesniveau, netværk, mødesteder, bebyggelse. En sådan måling af de lokale ressourcer vha. et elektronisk tilgængeligt spørgeskema skal gennemføres frivilligt af lokalbefolkningen (fx i en landsby eller i et sogn) og gerne i samarbejde med kommunen.

9. Formålet med at måle de lokale ressourcer er at få et videns- og debat-

grundlag, der kan være med til at fremme en bæredygtig, lokal udvikling. 10. Det er vigtigt i målingen at inkludere et spørgsmål vedr. etablering/vedlige-

holdelse af et lokalt mødested, fx et kulturhus/multifunktionelt center. 11. Der er behov for en samlet viden om redskaber til måling af lokale

ressourcer, der skal være synlig og tilgængelig for alle brugere (lokale borgere, lokalråd, foreninger, kommuner mv.) på nettet og andetsteds, med henblik på at fremme tværgående planlægning.

11

2 Anders Bune: Erfaringer fra en moderne levende vestjysk landsby

Anders Bune er formand for Fjaltring Landsbyhøjskole, formand for Fjaltring Gæstehus/Danhostel Fjaltring samt formand for LAG-Lemvig Den rådne banan trænger sig på. Den bliver med ujævne mellemrum markeds-ført i både de trykte og de elektroniske medier. Her i foråret 2010 har udkants-danmark igen været et centralt emne i næsten alle medier, og ”bananen” bliver nævnt igen og igen. Den bliver markedsført både af landsbyernes venner og fjender. Det er ved at være et billede eller, som man siger på nudansk, et ”Brand”. Mange virksomheder kæmper i årevis for at opnå et brand med stor genkendelighed og gennemslagskraft. Her har vi fået et forærende helt uden at bede om det. Lemvig kommune og dermed LAG-Lemvig ligger lige midt i denne banan, og vi er ramt af en af de store mørkebrune rådpletter. Det ser ikke godt ud. Skal man tro på meldingerne, så er vi i en situation, hvor sidste mand lukker og slukker. Hver gang ”bananen” bliver nævnt er vi, der bor i landdistrikterne, tilbøjelige til at jamre os og påpege, hvor uretfærdigt det er. Det gør ikke indtryk på nogen, mange bliver bekræftet i, at der nok er noget om det.

2.1 Kom til den rådne banan

Jeg har uden held gjort mig til talsmand for, at vi skal tage navnet til os. Vi skal lave en reklamekampagne under sloganet ”Kom til den rådne banan”. Helsides annoncer med en stor rådden banan hen over siden, og så skal teksten være omtale af alt det, der foregår i vores område. Det kan være de mange kulturelle tilbud. Det kan være skoler, børneinstitutioner, plejecentre eller de mange foreningstilbud. Vi kunne i vores område med lethed fylde en helsides annonce med kulturelle tilbud inden for en halv times bilkørsel, måned for måned, år efter år. For sandheden er jo, at selv om vi ikke skal fornægte faresignalerne, dem er der mange af, så leves der et moderne, spændende liv i landdistrikterne. Anderledes end det, der leves i de store byer, men man skal være mere end blinddøv for at tro, at samfundets tabere kun findes på landet, ligesom det er åbenlyst forkert, at det kun er i landdistrikterne, at der findes faldefærdige bygninger. Hvis en landsby skal klare sig, det vil sige blive ved med at være et sted, hvor man kan leve det gode liv, er det godt, hvis beboerne gør sig nogen ting klart, og at de derefter lægger en strategi for deres mål. Det er naturligvis ikke alle beboerne, som tænker på denne måde, men det er også nok, bare nogen gør det. En af de vigtigste forudsætninger for succes er, at man ser kendsgerningerne i øjnene. Vi lever i en tid med særdeles store forandringer, ikke mindst i landdi-

12

strikterne. Hvis man bruger al sin energi på at kæmpe for, at ting skal blive ved med at være, som de var engang, så er man dømt til at tabe, for de omfattende forandringer gør, at dette er umuligt.

2.2 De omfattende forandringer på landet

Med udgangspunkt i min egen landsby Fjaltring, som ligger i Lemvig Kommu-ne helt ud til havet, vil jeg anskueliggøre, hvor omfattende forandringerne har været. Jeg vil også prøve at vise, hvordan ideer og projekter som i sit udgangs-punkt bare er folkelige initiativer, kan blive til projekter, som også har er-hvervsmæssig betydning. Selv om rigtig meget kan gennemføres i en lille landsby uden penge, så er der naturligvis brug for penge til mere omfattende projekter. Jeg vil også komme ind på, hvordan vi i Fjaltring har tacklet dette problem. I Fjaltring bor der ca. 200 mennesker, og i nabosognet Trans, som der altid har været et tæt samarbejde med, bor der ca. 50. De forandringer, jeg vil beskæftige mig med, er dem, der er sket de sidste 40 år, altså siden 1969. Dengang lå det aktive, lille mejeri midt i byen, og der var ca. 70 leverandører. De 70 gårde leverede ca. 1 millioner liter mælk om året. I dag ligger det nærmeste mejeri i Holstebro ca. 40 km væk, men den ene leve-randør, der er tilbage, er økolog og leverer til Thise helt oppe i Nordsalling. Til gengæld leverer den ene gård ca. 1,2 millioner liter mælk. Alle de mange gårde havde dengang i 60’erne og begyndelsen af 70’erne blandet besætning, så der var også svineproduktion. Det er lidt sværere at opgøre, hvor mange af svine-bønderne, der er i Fjaltring i dag. Billedet er noget broget, for megen jord er opkøbt af landmænd uden for området. Bosat her i området er der kun en familie tilbage med svineproduktion. Her produceres ca. 35.000 slagtesvin om året, og der er ca. 1200 søer. Desuden er næsten alle arbejdspladser i forbindel-se med forarbejdning af landbrugsprodukterne flyttet til andre egne af landet eller ud af landet. Det siger sig selv, at denne forandring medfører stor nedgang i arbejdsmulig-heder inden for landbruget, og at dette har haft stor betydning for folketallet. Og da stort set samtlige huse i Fjaltring er beboede, har det også betydet, at befolkningen er skiftet fra at være beskæftiget med landbrug til nu at være aktive i alle mulige andre erhverv. Det gamle billede af en landsbybefolkning som en befolkning med generationers tilknytning til stedet er væk. Nu bor her folk fra mange forskellige steder, og vores egne unge er spredt ud over hele verden. I skrivende stund har vi i Fjaltring beboere fra Danmark, Grønland, Færøerne, Norge, Estland, Polen, Østrig, Holland, Tyskland og sandsynligvis flere nationer endnu. For den fremmede ligner det hele sig selv. Der er lys i vinduerne om aftenen i alle huse, og markerne er dyrkede, men virkeligheden bag kulissen er altså, at bondegårdene nok er beboede men ikke med bønder. Det stiller store krav til nutidens landsbybeboere at få dette til at virke. Dels at få nogen til at købe husene og flytte ind i dem, og dels at få landsbylivet til at fungere på en ordentlig måde.

13

2.3 Fjaltringloven: Den omvendte Jantelov

I Fjaltring har vi italesat (da det jo ikke er noget, som kan vedtages) det, vi kalder Fjaltringloven, og vi har også besluttet os for en strategi til løsning af problemerne. Den første paragraf lyder sådan her: Du skal tro, du er noget. Selvbevidsthed er ikke noget ukendt fænomen i Vestjylland, men normalt er det bare noget man er. Det er ikke noget man siger. Der er ikke tradition for at holde sig selv frem i lyset. Det er mere almindeligt at lade som om, man ikke er noget særligt. Hvordan skal man få nogen til at flytte til, hvis man signalerer, at landsbyen ikke er anderledes end alle andre landsbyer. Man skal, så ofte det er muligt, sige til sig selv, til hinanden og til fremmede, at netop ens egen landsby er noget ganske særligt. Paragraf nr. 2 lyder sådan: Du skal ikke tro, at du er noget særligt bare fordi, du er født her. Så snart man er flyttet til, har man samme ret som alle andre til at deltage i fællesskabet og til at mene noget om, hvor dan tingene skal gribes an. Der findes landsbyer og egne, som praler med, at man skal have boet på stedet i tre generationer eller mere, før man bliver anerkendt. Den holdning er den sikreste måde at lukke sin landsby ned på. Sidste mand kan godt begynde at slukke. Oven på disse to grundregler, som ikke er skrevet ned noget sted, er der en strategi, som heller ikke er nedskrevet eller besluttet, men som fungerer: Hvis du har en idé til noget, som skal udføres, så udfør den. Der er rigtig mange landsbyer og landdistrikter, som er faldet i den demokrati-ske faldgrube. Det vil sige, at hvis en idé skal udføres, så skal den først til bedømmelse i den lokale beboerforening. Tit og ofte ender det så med, at man vedtager, at beboerforeningen skal udføre idéen. Det man får ud af den proce-dure er, at den der fik idéen og havde lyst til at udføre den, pludselig er koblet af projektet, som i stedet er havnet hos nogen, som måske slet ikke er interesse-rede i sagen eller har travlt med en række andre ting. Vi har i stedet i Fjaltring haft det princip, at hver gang et nyt initiativ sættes i gang, så påtager idéhaver-ne sig gennemførslen. Det kan ske gennem en af de eksisterende foreninger eller ved at danne en ny forening eller blot en aktivgruppe, som virker så længe, projektet varer. Det har aktiveret rigtig mange og gjort, at der hele tiden er brug for nogen, som vil gøre en indsats. Lige nu er der over 30 foreninger eller aktivgrupper i gang med et eller andet i Fjaltring. Det har vist sig at være særdeles effektivt og samtidig en let indgang i landsbylivet for tilflyttere. De har ikke været længe i Fjaltring, før de er blevet spurgt, om de vil være med i en af grupperne. Jeg vil her i tilfældig orden liste foreninger, aktivgrupper, institutioner m.m. op for at give et indtryk af, hvad der foregår i vores lille landsby: Fjaltring Beboerudvalg, Fjaltring Gæstehus, Fjaltring Friskole, Kulturcentret Tuskær, Tuukak-teatret, Galleri Møller P, Børneteatret Balder, Fjaltring Lokal-

14

arkiv, Fjaltring Redningshus, Husholdningsforeningen, Fjaltring-Trans Spare-kasse, Dilettantholdet, Revyholdet, St. Hansarrangementet, Open by Night gruppen, FT-GUF (gymnastikforeningen), Fjaltring Genbrugsplads, Fjaltring Forsamlingshus, Fjaltringudstillingen, Universitetet, Fjaltring Byorkester, Savførerforeningen af 1984, Fjaltring Fællesspisning, Fjaltring Menighedsråd, Trans Menighedsråd, Stigruppen, Medborgerhus, Billardklubben, Out-doorgruppen, PHD-Cafégruppen, Græskarfestivalgruppen, Kagebagningskon-kurrencegruppen og Litteraturgruppen. Denne liste omfatter de grupper og steder, hvor alle, der har lyst, kan deltage på den ene eller anden måde. Derudover er der en række mere private gruppe-ringer om forskellige interesser. Vi tror ikke på, at sammenlægning af forenin-ger i det folkelige arbejde er nogen god idé. Det er ofte sidste trin før lukning. Næste afgørende punkt i strategien lyder sådan her: Start aldrig med at undersøge, hvad der gives støtte til. Hverken fra stat, kommune eller EU. Start altid med hvad det er, du gerne vil gennemføre. Start med idéen. Først derefter skal du undersøge, hvilke støttemuligheder der er. Bøj aldrig din idé efter støtteordningerne. Hold fast i idéen og bøj så støtteordningerne, til de passer til din idé. Der er gennemført rigtig mange projekter, som blev betydningsløse, fordi de kun blev udført, fordi der var støttemuligheder. Og der er nok endnu flere projekter, der er røget af sporet, fordi de, der sidder på fondsmidlerne, fremmer egne ideer frem for det, der oprindeligt var planlagt og ønsket. Næste punkt: Sørg for at de gode historier om din landsby bliver fortalt og kendt. Det er ikke nok, at beboerne i Fjaltring ved, at der er godt at være. Man skal sørge for, at det bliver kendt. Man kan selv gøre rigtig meget for, at det sker. Hvis man kontakter medierne, gerne med den færdigskrevne historie, så vil den meget ofte blive bragt. Selv om det kan lyde svært, så kan det også lade sig gøre at komme både i radio og tv, blot man bruger sin fantasi lidt. Der er ingen andre end Fjaltrings beboere, som tænker på Fjaltrings skæbne. Der er ingen folketingsmand, intet regionalrådsmedlem og heller intet kommu-nalbestyrelsesmedlem, som har det sådan, at når de vågner om morgenen, så tænker de: ”Hvad kan man gøre for Fjaltring i dag?” De eneste, som har det sådan, er Fjaltrings egne beboere. Derfor bliver den sidste grundsætning og sandhed, som i virkeligheden gælder for alle små landsbyer: Hvis der skal ske noget i ens landsby, må landsbyens egne beboere selv sørge for det. Det folkelige liv i en lille landsby er ikke afhængigt af nogen uden for landsby-en. Det kan lade sig gøre at skabe en lang række arrangementer og initiativer,

15

som ikke kræver nogen penge, men kun kræver, at man gør det. I Vestjylland er bevidstheden om, at man må klare sig selv, meget gammel. Det er derfor som regel ret let at få folk til at yde en frivillig indsats, og mange af dem, der flytter til, bliver hurtigt præget af denne indstilling. Der er naturligvis nogen, som ikke ønsker at deltage, men ”gratisterne” behøver ikke at være noget større problem, end man selv gør det til. Selv om meget altså kan lade sig gøre uden økonomi, så er der også projekter, som kræver penge. Beløb, som er små set i national sammenhæng men store i det lokale perspektiv, kan være særdeles svære at skaffe. Både LAG’er og fonde synes, at beløb på 10–20.000 kr. f.eks. er helt uinteressante, men i landsbyen er det beløb, som betyder noget. Hvis man f.eks. ønsker at etablere nogle borde og bænke på et udsigtspunkt eller i et anlæg, så rækker 10.000 kr. langt, men hvem skal betale? Hvor skal man tage pengene?

2.4 Det er vigtigt for en landsby at have nogle pengemaskiner

Når der ikke er nogen, som ønsker at give en de penge, man har brug for, så må man søge udveje for at skaffe dem selv. Der er mange steder traditioner for, at lokale foreninger ved forskellige arrangementer skaffer penge til veje, men de går jo så netop kun til den forening. Det er vigtigt at finde på noget, som giver penge til helheden. Jeg vil i det næste gennemgå nogle eksempler på, hvordan et projekt kan udvikle sig og medføre ny projekter, som ingen måske havde tænkt på i forvejen, og hvordan et projekt, som slet ikke var erhvervsrettet fra begyndelsen, endte med at få erhvervsmæssig betydning. Vores primære pengemaskine er vores vindmøller. Der står i Fjaltring i øje-blikket fem vindmøller. Da de blev bygget for 11 år siden, var de store, men nu er det fem små vindmøller på hver 750kw. I etableringsfasen blev det sådan, at de to af møllerne blev fællesejede i form af to vindmøllelaug, og de tre blev privatejede. Det vil føre for vidt her at gøre rede for, hvordan det gik til, men det lykkedes for Fjaltring at få det organiseret sådan, at hver af møllerne skulle afgive 2 % af overskuddet til fællesskabet. Det blev skrevet ned og tinglyst på møllepladserne, at dette beløb skulle gives til kulturelle og bosætningsfrem-mende formål i Fjaltring og Trans. Det lyder ikke af så meget, men det er sådan, at i løbet af de første 11 år har møllerne til denne fællespulje udbetalt godt og vel 1,1 millioner kr. Det er et beløb, som har haft enorm stor betydning i Fjaltring. Nogen vil måske mene, at det er noget helt specielt for Fjaltring, som ikke kan overføres til andre, men det holder nu ikke helt. I vore dage er der intet til hinder for, at en hvilken som helst landsby danner et møllelaug og investerer i en mølle et eller andet sted, ligesom der så heller ikke er noget til hinder for, at man beslutter, at 2 % af udbyttet afgives til fællesskabet. Det er bare at gøre det.

16

2.5 Tilblivelsen af Fjaltring Landsbyhøjskole og Fjaltring Gæstehus

For 15 år siden var vi en gruppe i Fjaltring, som mødtes og talte om landsbyens situation. Der var på det tidspunkt nogle tomme bygninger i sognet, og der var noget der tydede på, at der ville blive flere. På mødet blev det overvejet, om man kunne gøre noget for at vende denne situation. Opfattelsen var, at det gjaldt om at udsprede kendskabet til livet i Fjaltring. Som ovenfor nævnt, er det ikke nok, at man selv kender det gode landsbyliv. Kendskabet skal udbredes. Det blev besluttet, at vi ville invitere folk (familier) fra hele landet til at komme og bo i Fjaltring i en uge for en billig penge. Så ville landsbybeboerne sørge for et program, hvor både børn og voksne fik indblik i livet i en moderne landsby. Vi kunne tilbyde primitiv overnatning på madrasser i klasseværelser eller i telte på sportspladsen. Derudover kunne vi tilbyde gæstevenskab og åbenhed. Det hele blev startet under mottoet ”Kom indenfor i Fjaltring”. Som symbol på hele projektet og som et mediestunt arrangerede vi et stort møde på stranden, hvor der blev udsat flaskeposter med budskab om ”Landsbyhøjskolens” start. Flaskeposten lovede gratis deltagelse i afslutningsmiddagen til evt. findere. Et par af posterne blev fundet af to tyske familier, som kom og deltog i den store fest. På den måde fik vi presseomtale to gange. Både da flaskeposterne blev afsendt, og da tyskerne kom på besøg. Der blev også indrykket små annoncer i de store dagblade. Tilmeldingen var meget sparsom, men det blev besluttet at gennemføre med kun 16 deltagere udefra. Det blev et rigtig godt ophold. Næsten alle kom igen næste år plus nogle flere. Senere har vi udvidet konceptet med flere aktiviteter og bespisning og med foredragsholdere, som er mere landskendte. Nu efter 15 år er foredragssalen fuldstændig fyldt hver formiddag og aften. Vores egentlige formål er at give os selv nogle gode oplevelser og samtidig uddanne alle vores gæster til ”Fjaltring-ambassadører”. Vi tror på, at hvis de har haft en god oplevelse ved at være her, så spreder vi det gode budskab om landsbyen, hvor det er godt at være. Det er vores håb, at det vil være medvirkende til, at hvis man ønsker at bosætte sig på vores egn, så vil man undersøge mulighederne her hos os. Efterhånden blev vi så mange, at den tanke opstod, at vi måtte have et gæstehus til alle de gæster. Vi var godt klar over, at man ikke kan bygge et hus med henblik på at bruge det en uge om året, men vi havde samtidig den tanke, at når huset var bygget, så kunne vi måske lave nogle kulturelle ”byttehandler”, forstået på den måde, at vi måske kunne få forskellige kunstnere og kunstner-grupper til at komme herud og optræde, mod at vi så kunne tilbyde gratis overnatning. Ved hjælp af vindmøllepengene fik vi lavet tegninger og øvrigt forarbejde. Arbejdet med at få vores projekt accepteret af forskellige puljer og fonde var vanskeligt. Lokale- og Anlægsfonden forsøgte at overtale os til at bygge en multihal i stedet, men vi holdt fast ved vores idé, og til sidst lykkedes det at skaffe de nødvendige midler til veje. Så snart huset var bygget, blev vi klar over, at vi måtte gøre noget ekstraordi-nært for at få udnyttet huset og dermed få en god økonomi i husets drift. Vi

17

henvendte os derfor til Danmarks Vandrerhjem/Danhostel, og det lykkedes at få vores hus med i denne kæde. Det blev allerede efter to år klart, at huset var for lille, og allerede på det tidspunkt var økonomien så god, at vi hurtigt kunne sætte i gang med næste fase af byggeriet. I 2002 var huset i sin nuværende skikkelse færdigbygget. Huset er åbent som ganske almindeligt vandrerhjem hele året og drives bortset fra rengøringen med frivillig arbejdskraft. Netop den langvarige frivillige indsats har betydet, at huset har været en sand pengema-skine, og dette har dannet grundlag for næste initiativ.

2.6 Fjaltring Købmandsgård

Købmandsgården i Fjaltring har i mange år været en succeshistorie, hvor man valgte at gå kvalitetsvejen og have en lang række specialiteter, som man ellers ikke finder på egnen, heller ikke i Lemvig. Men her på det sidste er krisen også kommet til vores butik. Købmanden gjorde det klart, at der var røde tal på bundlinjen. På offentlige møder om sagen blev det drøftet, om det var den moderne udvik-ling, vi bare skulle indstille os på, og så få det bedste ud af en situation uden en lokal købmand. Om det måske var en af den slags kampe, man skulle undlade at tage. Der var ingen, som troede på, at man kunne ændre handelsvanerne ret meget, især ikke fordi loyaliteten over for forretningen i forvejen var stor. Det blev dog besluttet at undersøge sagen nærmere. Ud over de faste beboere gjorde Fjaltring Vandrerhjem det klart, at en købmandshandel i nærheden var meget vigtig for vandrerhjemmets drift. Resultatet blev, at vandrerhjemmet opkøbte Købmandsgårdens bygninger med kraftig opbakning af beboerne for derefter at leje lokalerne ud til købmanden for en særdeles favorabel leje, så man på den måde tog en stor udgiftspost fra købmandsdriften, plus at et fremti-digt købmandsskifte blev gjort lettere ved, at en ny købmand ville kunne komme i gang udelukkende ved at investere i varelageret. Vi har således en beslutningskæde fra en vindmøllepulje, som gør det muligt at gå i gang med et gæstehus, som gør det muligt at udbygge til et vandrerhjem, som danner økonomisk grundlag for overtagelse af en købmandsgård.

2.7 Øvrige indtægtskilder

Ud over vindmøllepuljen og vandrerhjemmet er der også andre, som yder økonomisk hjælp til fælles initiativer. På Fjaltring Genbrugsplads er der et overskud på 5-6.000 kr. om året, som kan søges. Open by Night gruppen laver et tilsvarende beløb, og Sparekassen uddeler også nogle tusind kroner hvert år. På den måde er der skabt mulighed for finansiering af små men vigtige ting.

18

2.8 Egnen i øvrigt

Lemvig er en udpræget landkommune med mange små landsbyer. Der er rigtig mange faresignaler for vores område, sådan som de er belyst i den kendte ”bananproblematik”. Det største problem for os som kommune og LAG-område er det faldende befolkningstal. Også etableringen af nye arbejdspladser er problematisk, selv om området har mange særdeles innovative iværksættere. Vores område er præget af en enkelt stor virksomhed, Cheminova, og mange mindre virksomheder. Der er rigtig mange, som pendler til de nærliggende lidt større byer, hvor de har deres arbejde. På trods af denne situation, som er reel og alvorlig nok, så er egnen også præget af mange spændende initiativer. I Fjaltrings nabolandsby Bøvlingbjerg har man haft et omfattende og inspire-rende landsbyprojekt ”Bøvling2010”, som har været dygtigt gennemført med mange aktive frivillige. Bøvlingbjerg har en meget stærk profil med mange små industrivirksomheder, og selv om den offentlige skole i Bøvlingbjerg er blevet lukket, har byen også en stærk skoleprofil med en succesrig friskole og idrætsefterskole. Et virkelig opmuntrende projekt i Lemvig er Bovbjerg Fyr. I forbindelse med at de danske fyrs rolle som vigtige fyrtårn for skibsfarten udspilles, har staten sat sine fyrtårne til salg. En lokal beboergruppe tog sagen i sin egen hånd og fik afværget, at fyret kom på private hænder. Ved hjælp af bl.a. kommunale midler og støtte fra Leader+ lykkedes det at overtage fyret, og det er siden blevet et meget aktivt kultursted med et væld af tilbud året igennem, og der er også etableret arbejdspladser i den forbindelse. Her er frivillige fra hele kommunen engageret i den daglige drift. Det er blevet til et fyrtårn i mere end én forstand. Heldigvis er der stor aktivitet, og der er en stor del af vores landsbyer, som har realiseret nogle af deres planer i samarbejde med LAG-Lemvig.

2.9 LAG-Lemvig

I LAG-Lemvig har vi formuleret en bred strategi. Vi mente ikke, at vi kunne forudse, hvilke typer af ansøgninger der ville komme, så vi forsøgte at beskri-ve, på hvilke områder vi ønskede en udvikling, og i hvilken retning denne udvikling skulle gå. Sammen med Lemvig Kommune er vi meget bevidste om, at LAG og kommune skal arbejde i samme retning, hvis det skal nytte noget, men vi har også gjort os klart, at vi ikke skal styre hinanden. Vi skal i LAG’en repræsentere det, der kommer nedefra og få det til at passe med kommunens overordnede planer. Vi skal også på Leader+ manér forsøge at udbygge og understøtte netværk, så synergieffekter kan opnås. I LAG-Lemvig besluttede vi med det samme, at vi ville sørge for, at de mange folkelige initiativer kunne mærke, at nu var der mulighed for støtte også til mindre ting. Vi afsatte fra starten en pulje på 200.000 kr., som vi besluttede skulle gå til den type projekter, man under et kan kalde livskvalitet på landet. Det er vores opfattelse, at det er meget vigtigt for en egns befolkning, at man

19

har fornemmelsen af succes. At det, man vil, kan lykkes, og at der ikke kun er modvind. Andre steder er det ”op ad bakke”, mens det hos os er mod vinden. Alle de projekter, LAG’en har støttet på den måde, kalder vi medvindprojekter, og det er projekter, som er kommet til os gennem ansøgninger fra græsrødder-ne. Her har vi virkelig fulgt ”bottom up” princippet. Det er naturligvis ikke projekter, som umiddelbart giver arbejdspladser eller tilflytning, men for at budskabet om det gode liv her på egnen skal spredes, er det nødvendigt, at de aktive føler og oplever, at ting kan lade sig gøre. Samtidig er vi i LAG-bestyrelsen meget opmærksomme på, at vi gerne vil støtte erhvervsprojekter. Vi er ikke det mindste bekymrede over, at modtagerne kan få profit ud af det, tværtimod. Det ville jo være en lidt mærkværdig be-tragtning, hvis man besluttede kun at støtte projekter, som ikke kunne give overskud. Heldigvis har vi fået en god del ansøgninger på erhvervsprojekter. Nogle med potentiale til få arbejdspladser og nogle til mange. Ved udgangen af 2009 har vi indstillet 33 projekter til støtte med godt og vel 5 millioner kr., som vi havde til rådighed. Vi er også gået ind i et samarbejde med en række kommuner, LAG’er og regionen om et stort fødevareprojekt. Og vi har selv sat et par undersøgelser i gang i lokalområdet. Det bliver spændende at følge projekterne. Vi tror, at langt de fleste bliver gennemført efter planen.

2.10 Afsluttende betragtninger

Her i foråret 2010 er debatten om ”udkantsdanmark” blusset op. Centralmag-tens arrogance har ført til, at grupper i landbefolkningen, som ellers har været regeringens trofaste støtter, nu synes, at nok er nok. Noget tyder på, at der vil opstå et nyt parti, som har udkantsområderne som det centrale emne. Det har medført, at de gamle partier har vist en ny interesse for sagen, og det har vist, at man godt er klar over, at noget må gøres. Desværre er en af debattens konse-kvenser et billede hos bybefolkningen af, at landdistrikterne ligger hen i ruin og tilbagegang. Et billede af håbløshed. Det kan ikke nytte at fornægte kendsgerningerne. Udkantsområderne er truet af den nuværende udvikling, hvor flere og flere søger til de større byer. Meget er forandret i de seneste år og endnu mere vil sikkert blive det, men ligesom det er en trussel at være et udkantsområde, er det også en mulighed. Det er ikke alle forandringer, der er af det onde, men man skal være villig til at gå nye veje og ændre på gamle vaner. Hvis man vælger et liv i landsbyen, så vælger man et liv langt fra storbyen og dens liv, og dermed også langt fra trafikstøj, bilos, bande-krige osv., men man vælger samtidig et liv tæt på så meget andet. Tæt på naturen. Tæt på naboer. Tæt på fællesskabsmuligheder. Tæt på et rigtigt godt barndomsland.

20

Det siger sig selv, at heller ikke i landsbyerne er alt idyl. En landsby er ikke en institution, hvor nogen hele tiden tager sig af en. Der er også ensomme menne-sker på landet, ligesom der også er sociale tabere. Det er ikke noget, byerne har patent på. Landsbyboere er lige så forskellige som byboere med lige så diffe-rentierede interesser. Her findes den mest moderne teknologi. Her findes finkulturen side om side med populærkulturen. Den største forskel på folk, der bor i landdistrikter og folk i byerne er, at på landet er vi kendte. De unge, der drøner rundt på knallert, er nogen vi kender. Vi ved, hvad de hedder, og hvor de bor. På samme måde med de ældre. Vi kender dem. Vi har kendt dem i deres velmagtsdage, og vi kender dem stadig. Hvis man ikke kan lide at være kendt, hvis man ikke kan lide at have sin historie med sig, så er landet ikke det rigtige sted. De forskellige landdistriktsprogrammer, der har været, og dem der kommer, er udmærkede. Det er til god gavn for landdistriktsudviklingen. Men det, der virkelig kunne betyde noget, ville være en mindre arrogant centralstyring. Som det er nu, har man med stor hast centraliseret det ene område efter det andet, og næsten altid er den centraliserede funktion efterfølgende blevet placeret så tæt på de største byer som muligt. På den måde tømmes landdistrikterne for ar-bejdspladser for højtuddannede. Centraliseringen forstærkes. Her senest, hvor der har skullet placeres nye store centralsygehuse, er man udelukkende gået efter befolkningstæthed. Man har således besluttet, at der i den østlige del af Region Midt skal placeres 4 eller 5 sygehuse, mens der ikke skal være noget i Vestjylland. Der er en højt berømmet rehabiliteringsafdeling på det gamle Lemvig Sygehus, men med jævnlige mellemrum foreslås afdelingen nedlagt og flyttet øst på. Dette er atter foreslået i skrivende stund (maj 2010) Vi har et lærerseminarium i Nr. Nissum, men igen og igen er der planer om at nedlægge det og flytte det til en større by. Vigtige arbejdspladser går tabt. Det bliver færre og færre unge, som kan skabe et livsgrundlag på landet. I vores område skal der nu etableres kæmpe havmøller i Nissum Bredning i Limfjorden. Lokale folk har forhåndstegnet sig for anparterne i samtlige møller. Det er mange, mange millioner, man er villig til at investere. Det er vel ikke helt urimeligt, når nu møllerne ikke skal være statsejendom, at de så bliver ejet af dem, der skal se på dem. Meget tyder på, at centralmagten vil optræde lige så centralistisk som sædvanlig og sørge for, at det lokale ejerskab enten bliver forhindret eller i hvert fald begrænset. Det er rimeligt nok, at man centraliserer industriområder. Der skal ikke være fabrikker i hver eneste landsby, men er det rimeligt, at der er så mange forhin-dringer for udviklingen i en landsby? Hvis nogen ønsker at flytte til og bygge, er det ofte næsten umuligt at få lov til at bygge. Det er som om, det tætbefol-kede Nordsjælland skal danne model også i Vestjylland uden hensyn til de enorme afstande her, hvor reglerne måske ikke behøver at være helt de samme. En landsby som Fjaltring kunne uden tvivl let få den ønskede tilflytning, hvis det blev tilladt at bygge på nogle steder, hvor der er udsigt over havet. Men tag ikke fejl. Bananen har nok sine rådne pletter, men smag og nærings-indholdet er godt nok.

21

Livet på landet er forandret, men det er slet ikke så ringe endda. Vigtige adresser for yderligere oplysninger: www.fjaltring.dk www.fjaltringvandrerhjem.dk www.kulturkysten.dk www.bovbjergfyr.dk www.bovling.dk www.lag-lemvig.dk

22

23

3 Niels Christian Nielsen: Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer

Niels Christian Nielsen er post.doc., Center for Landdistriktsforskning, Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi, Syddansk Universitet, Esbjerg Dette indlæg bygger dels på mit oplæg ved workshoppen om måling af lokale ressourcer, og dels på de spørgsmål og kommentarer, der fremkom under den efterfølgende diskussion samt i den efterfølgende skrive- og review-proces. De har i høj grad været med til at give dette struktur og retning – tak for det. Diskussionen gik, som den nu skal, på kryds og tværs af temaer og definitioner, men jeg vil her afgrænse mig fra opgørelser af de sociale, erhvervsmæssige og økonomiske ressourcer i et lokalområde, som de to andre oplægsholdere har beskrevet. I oplægget til workshoppen udfoldedes ideen om, at en landsbys ressourcebeholdning og -anvendelse simpelthen kan måles i form af et slags ’rating-tal’, så dette indlæg kredser om de parametre, der kan karakterisere de tilsyneladende mest konkrete og stedbundne ressourcer, nemlig de fysisk-geografiske, eller med andre ord dem, som det er muligt at sætte på et kort – og efterfølgende observere og sammentælle. At det ikke er helt så enkelt i virke-ligheden, kommer næppe som den store overraskelse, men jeg vil i det følgen-de prøve at reflektere over, dels hvad det egentlig vil sige at kortlægge i og omkring et lokalsamfund, og dels hvilke informationer som man kan og bør sætte på kortet.

3.1 Introduktion: kulturelt, kvalitativt, rumligt

Lige så lidt som noget menneske er en ø, er der nogen landsby, der udvikler sig uafhængigt af den geografiske kontekst, som den befinder sig i. Landsbyen og dens beboere er i et økonomisk og socialt rum, hvor der på kryds og tværs udveksles alle former for kapital. Man kører på arbejde eller til skole i nærme-ste større by eller endnu længere væk, og informationer og økonomiske midler flyder over by-, sogne-, kommune- og landegrænser. Landsbyen befinder sig naturligvis også i det geometriske rum, hvor den har en placering, der kan beskrives med et par X- og Y-koordinater - så det er muligt at slå den op i et vejatlas eller finde frem til den med bilens GPS-navigation. Landsbyen og dens ejendomme svæver ikke i den blå luft, men er bygget på grus eller ler og ligger omgivet af majsmarker eller bøgeskov. Igennem mange år var den dominerende holdning inden for de mere sociale og humanistiske studier på regionalt plan, at det fysiske miljø og den rumlige dimension spillede en minimal rolle, eller man så ligefrem det rum, der frem-trådte på landkortene, som en konstruktion (Lefebvre 1974). Man talte på det tidspunkt om ”the cultural turn”, med vægt på parametre som køn, klasse, etnicitet og hverdagsliv (Soja 1999). Inden for økonomisk forskning har man

24

også haft et abstrakt forhold til det rumlige, og man har generelt enten helt set bort fra, at økonomisk aktivitet foregik i en fysisk verden eller reduceret den til enkle, håndterbare parametre som afstande eller transportomkostninger. Be-grænsningen til disse aspekter har muliggjort en delvis forståelse af de proces-ser, der foregik i mindre samfund, men den fulde forståelse (eller for den sags skyld forudsigelser af den økonomiske udvikling i mindre områder) har de modeller, der bygger på så forenklede antagelser, ikke kunnet levere alene. Inden for kulturgeografien, den disciplin der her i Danmark sammen med og i overlap med landbrugshistorie (Møller 1990, Porsmose 2008) har beskæftiget sig med landsbyernes udvikling, var der dog altid brug for at benytte kort som kildemateriale og som redskaber til analyse og illustration. Der findes et stort og varieret udvalg af nutidige og historiske kort i Danmark, som hidtil kun er blevet udnyttet til en vis grad, se f.eks. Korsgaard (2006). Ligeledes var der internationalt, i takt med udviklingen af matematiske modeller og (ikke mindst) computere til at udføre de tunge beregninger fra 60’erne og frem, en tendens inden for økonomi og samfundsvidenskab, som man har kaldt ”den kvantitative revolution” (Barnes 2001). Fagdisciplinen geografi har med sin position et sted mellem natur- og samfundsvidenskab haft et særligt forhold til både rumlige og kvantitative data, i sagens natur med fokus på kort og stedsbeskrivende stati-stik. I takt med den stadig hastigere udvikling inden for informations- og kommunikationsteknologi blev det muligt at samle stadig større datamængder og udføre stedse mere omfattende beregninger ved hjælp af den type program-mel, der skulle blive kendt som geografiske informationssystemer (GIS). For en god diskussion af forskellene på papir- og computerkort, se (Balstrøm et al 2006, kapitel 8). Ligeledes har GIS og tilgængeligheden af internet-baserede søgninger og visninger af geografiske data gjort det mere overskueligt at finde og anvende data, der førhen vanskeligt lod sig opdage, for slet ikke at tale om at lade sig bringe på en form, hvor kvantitative analyser var mulige. Denne udvikling, hvor det nu faktisk er muligt at regne på eksempler fra den virkelige verden i de modeller, som den kvantitative revolution frembragte, og hvor der - måske som en modreaktion på den kulturelle drejning - igen sættes fokus på steder og rum kaldes nu ”the spatial turn”, se f.eks. Warf og Arias (2008). Denne artikel kan også siges at være et bud på en rumlig drejning i danske landdistriktsstudier – dog med en central rolle for de aktører i landskabet, som den kulturelle drejning rettede søgelyset mod. Men før der gives et bud på, hvordan det udmøntes i ressource-opgørelser på landsbyniveau, skal der introduceres nogle begreber, som hænger tæt sammen med GIS-tilgangen, specielt natur, landskab og kortlægning. De kan forekomme trivielle og dag-ligdags, men som det vil fremgå, er det fælles træk, at de hurtigt viser sig at have forskellig betydning for dem, som anvender dem, hvilket kan lede til uenigheder og hindre effektivt (sam-)arbejde.

3.2 Landskab og kortlægning

Før der kan opstilles en metode eller tilgang til opgørelse af fysiske ressourcer i et givet område, antageligt mindre og velafgrænset, som typisk et landsogn vil

25

være, er det vigtigt at få afklaret, hvad der forstås ved sådanne fysiske ressour-cer, og om alle interessenter i (i dette tilfælde) landsbyen har den samme forståelse heraf. I dette tilfælde har vi i første omgang valgt at inkludere alt lige fra jordbund og terræn, over vegetation til det bebyggede miljø – med andre ord, alt det der tilsammen udgør et landskab. Derfor handler hele dette indlæg da også i mindre grad om landsbyen eller bebyggelsen i sig selv, og mere om det landskab, som den blomstrende landsby er en del af. Den faglige baggrund er overvejende geografisk med afsæt i disciplinen landskabsøkologi. Specielt den gren af landskabsøkologien som bl.a. den israelske forsker Zev Naveh repræsenterer (Naveh 1995), hvor man med en holistisk tilgang stærkt betoner menneskets ansvar som forvalter af såvel landskaber som økosystemer. Andre grene af landskabsøkologi må siges at være mere reduktionistiske og to-dimensionelle, herunder de mange der arbejder med kvantitative strukturmål, som diskuteret i Nielsen (2004), der indeholder talrige referencer til studier, hvor landskabsstruktur er beskrevet kvantitativt ud fra GIS- data og satellitbil-leder. Det rumlige udgangspunkt eller centrum må naturligt være landsbyen og dens nærmeste omgivelser inden for ”gåafstand”, eller der hvortil der er visuel kontakt fra bygrænsen. Dette aspekt herunder tilgængeligheden og anvendelsen af GIS-data diskuteres af Nielsen og Johansen (2009), der vælger at bruge sognet som det rumlige niveau, hvorpå man skelner mellem ruralt og urbant. Normalt foretages klassifikation af ruralt versus urbant eller beregninger af ”grader af ruralitet” på højere, regionale niveauer ofte begrundet i tilgængelig-heden af sammenlignelige data. Vi har dog fundet, at forskellige arealanven-delsesdata (se figur 2.2) giver tilstrækkeligt grundlag for en skelnen på sogne-niveau, og at der findes righoldigt baggrunds- og supplerende materiale på sogneniveau, f.eks. i Traps Danmarksbeskrivelser (se også Møller et al 2005, Møller 1990), i historiske matrikelkort (Korsgaard 2006), eller i de lokalhisto-riske arkiver. Valget af en fast geografisk ramme for beskrivelse og analyse i form af de administrative afgrænsninger gør det lettere at kvantificere nogle, men ikke alle aspekter af et landskabs indhold og struktur. Hvorvidt de så også repræsenterer ressourcer, er det den næste store udfordring af vurdere. Hvis da ikke udfordringen allerede ligger i at bestemme, hvem der skal foretage en sådan vurdering. Ordet ”landskab” har meget forskellige betydninger, afhængig af den sammenhæng, hvori det anvendes. Det kan dels betegne en afbildning, således at et stykke land først bliver til et landskab, når det er blevet iagttaget og fotograferet eller (som oprindelig) malet med dekorativt formål. Dels kan det betegne et område, hvori der foregår forskellige men sammenhængende fysiske og biologiske processer, som vi mennesker i større eller mindre grad påvirker. Det er den betydning som ”landskab” har i landskabsøkologien, som defineret af f.eks. Naveh (1995) og Forman (1995, refereret i Nielsen 2004: afsnit 2.2.3). Faktisk udskiltes landskabsøkologi først som selvstændig disci-plin med tilgængeligheden af de flybilleder, som gjorde det muligt at se møn-stre i terrænet på en anden måde end landkort hidtil havde gjort. Endelig kunne man se landskabet med et neutralt overblik, der muliggjorde objektiv beskri-velse. Eller med turistens eller outsiderens blik, det der også omtales til ”the

26

tourist gaze”, hvor landskabet fremstår som en tekst eller en illustration, der indtages med nydelse for øje eller, mere reflekterende, analyseres som en tekst. Et andet væsentligt element, der også har vist sig at have stor betydning for attraktiviteten af og i bosætning i landdistrikter, er tilstedeværelsen af naturom-råder – også et omstridt begreb, for er naturen nu noget der gik forud for os mennesker, er det noget vi producerer eller er den bare noget, der finder sted inde i vores hoveder? For et overblik over de centrale positioner i denne væsentlige diskussion, se Kristensen og Larsen (1995). Natur forstås i dag oftest positivt, som noget man ønsker at være tæt på og i kontakt med. Forskel-lige studier har da også vist, at udsynet til vand, og især til havet er den egen-skab ved en ejendom, der medvirker mest til at hæve dens værdi i forhold til andre ejendomme, der ellers har samme egenskaber. Også nærheden til skov-områder indvirker positivt på ejendomspriserne. I en undersøgelse af landdi-strikters regionale afhængighed (beskrevet i Johansen 2008, Nielsen og Johan-sen 2009) viste der sig tydelige sammenhænge mellem det arealmæssige indhold af områder, der falder ind under betegnelsen natur, befolkningsvækst og uddannelsesniveau (upubliceret afrapportering fra IFUL til Velfærdsmini-steriet, 2008). I dette indlæg henviser natur til områder og steder i en relativ oprindelig og uforstyrret tilstand, og det antages yderligere, at det er muligt at graduere forstyrrelsen, så man kan tale om større eller mindre naturlige områ-der, og (forsøgsvis) beskrive dette med det kvantitative ”Hemerobi” mål, som beskrevet nedenfor. I et speciale udarbejdet ved Københavns Universitet har Nissen og Olafsson (2007) arbejdet med og konkretiseret begreberne ”oplevel-sesværdi” og ”landskabskarakter” i et GIS med henblik på anvendelse i det strategiske planarbejde i Frederikssund kommune, specielt med henblik på at skabe gode forhold for friluftslivet. Se også By- og Landskabsstyrelsens retningslinjer for anvendelse af landskabskaraktermetoden, der tilstræber en ensartet vurdering af Danmarks landskaber, og som bygger på inddeling af kommunerne i områder med særlige karakteristika for landskabstræk, som ideelt set omfatter både kortlægning, vurdering, strategi og implementering (BLST 2010). Kortlægning er andet og mere end opmåling og registrering. Det er i høj grad også et spørgsmål om udvælgelse og redigering af virkeligheden. Kort har ofte været brugt som redskaber til at udstrække magt (1500-tallets søkort) og befæste ejendomsret (matrikelkort fra slutningen af 1700 tallet og frem) eller tjene som beskatningsgrundlag, som på de matrikelkort der blev udarbejdet op gennem 1800-tallet med angivelse af de enkelte jordlodders bonitet (se Kors-gaard 2006, side 78-83), der kunne omregnes til tønder hartkorn. Historiske kort kan i dag bruges som væsentlige kilder, der ikke bare bidrager med oplys-ninger om, hvordan landskabet har set ud tidligere, men også om hvilke aspek-ter af landskabet datidens producenter og brugere af kortene lagde vægt på. Selv de topografiske (ordret: stedbeskrivende) kort, som dækker hele landet efter møjsommelig opmåling og indtegning, og som i tidligere versioner kaldes målebordblade rummer spørgsmål og konflikter. Hvor går f.eks. grænsen mellem overfladetyperne hede og kratskov, eller mellem eng og mose, spørgs-mål der kan have betydning for nutidig naturforvaltning eller ligefrem -

27

genopretning. Hvilke gårde og huse eller grupper af samme skal nævnes med navn? Det kan måske være afgørende for, om en husmandskoloni fremtræder med en samlet identitet eller blot ligger som en spredt samling ejendomme. En udfordrende kombination af traditionel kortbladsanalyse og historiske kildestu-dier finder man i arbejdet med kulturmiljøregistrering på lokalt plan. Et kul-turmiljø er defineret som „..et geografisk afgrænset område som ved sin frem-træden afspejler væsentlige træk af samfundsudviklingen“, og kan derfor, når det først er identificeret, forventes at have en vis fortælleværdi, der understøtter lokale identiteter. For en beskrivelse af arbejdsgangen, også i GIS, kan ses i Møller et al (2005). Der er her defineret en lang række kategorier og kulturmil-jøtyper, hvoraf nogle såfremt de er helt eller delvist bevarede (herregårdsmiljø-er, vandmøller, religiøse miljøer) kan ses som berigende indslag i landsbyens fysiske omgivelser. Kulturmiljøtypen ”husmandskoloni” er anvendt ved en undersøgelse af deltidsbosætning på Langeland, gennemført af CLF i 2008-9, se (Nielsen og Kromann 2010), hvorfra eksemplet i figur 3.1 stammer. Figur 3.1 - Eksempel på to udpegede kulturmiljøområder, vist på baggrund af målebordsblade fra hhv. 1891 og 1926, Humble sogn på Langeland med henholdsvis et husmandsmiljø der daterer sig tilbage fra udskiftningstiden: Aalemose huse, øverst og fra udstykning af præstegårdsjord efter 1919-lovgiv-ningen: det større område nederst. Kortblade copyright Kort & Matrikelstyrel-sen.

28

Et eksempel, hvor naturopfattelser og kortlægningsteknikker støder sammen er ved bestemmelser af, hvor der er natur, og hvor meget og af hvilken kvalitet der er af forskellige naturtyper. I dagens Danmark har der pågået og finder stadig en omfattende registrering og kortlægning sted af forskellige naturtyper. Det er man fra statslig side forpligtet til ifølge naturbeskyttelseslovgivningen og en række internationale konventioner og aftaler, senest også EU’s Natura 2000-netværk. Omkring årtusindskiftet gennemførte Danmark Miljøundersø-gelser (DMU) et stort forsknings- og udviklingsprojekt omkring opbygningen af et Arealinformationssystem. Heri indgik der også afprøvning af nye, auto-matiserede metoder til kortlægning af forskellige naturtyper, baseret på satellit-billeder fra især de amerikanske Landsat satelitter. Blandt de vigtigste resulta-ter var udarbejdelsen af et landsdækkende arealanvendelseskort (AAK), bygget på en kombination af matrikel og registerdata med oplysningerne fra satellitbil-lederne og et arealdække (land cover) kort, der fremkom direkte ud fra bereg-ninger på satellitbillederne, såkaldt multispektral klassifikation. En tilsvarende kortlægning af arealanvendelse på europæisk plan findes i det omfattende Corine Land Cover (CLC) projekt, der tager udgangspunkt i manuel tolkning og digitalisering af satellitbilleder. Det tilstræbes at opdatere CLC hvert 10. år, og der findes nu næsten komplet dækning af Europa for årene 1990 og 2000. Et eksempel med satellitbilleder oprettet til kortformat, og de afledte arealklassifi-kationer ses i figur 3.2. Figur 3.2 - Eksempel fra vestlige Sønderjylland på udsnit af satellitbillede, der har dannet basis for arealklassifikation, Image2000-data fra Danmarks Miljø-undersøgelser, samt det tilsvarende arealanvendelseskort i Corine Land Cover databasen. Udsnittets størrelse 12,5*15 km. Overlejret med sogne- og kommu-nekort fra DAGI med markering af bycentre i Hoptrup sogn, der evt. kunne danne udgangspunkt for en måling af ressourcer i sognet eller i en given omkreds.

29

Både ud fra data for arealanvendelse og ud fra de klasser eller typer af areal-dække, der fremkommer ved satellitbaseret kortlægning, er det muligt at beregne en integreret værdi for kulturpåvirkning eller Hemerobi i et givet område. Hemerobi kan kvantificeres ved tildeling af et ”natur degraderingspo-tentiale” (NDP) til arealdækkeklasserne i de forskellige korttyper, se tabel 3.1. Der kan så tilføjes en rumlig dimension ved anvendelse af bevægeligt fokus, så der kan skabes Hemerobi- eller naturlighedskort (Nielsen 2004, kapitel 5), se også eksempel i Figur 3.3. Disse viser sig at kunne give et nyttigt overblik over arealanvendelsesintensiteten - med mulighed for anvendelse i miljøforvaltning og -planlægning på landskabsniveau. Tabel 3.1 - Forskellige arealanvendelsestyper og deres tilsvarende NDP-værdier. Lave værdier tildeles områder nærmere en ”naturtilstand”, højere værdier tildeles områder, der er kulturpåvirkede, på en skala fra 0 til 100. Værdier modificeret efter Brentrup et al (2002), der tildelte værdier til areal-klasserne i Corine Land Cover.

Hemerobitype NDP-værdi AAK arealanv.type

Oligohemerobisk 15 Sparsomt bevoksede overflader, vådområder, højmoser, marskenge

25 Sand/klitter

Mesohemerobisk 30 Løvfældende skov, hede, rørsump

35 Blandet skov, eng

40 Nåleskov

50 Vandløb,søer, hav

Euhemerobisk 55 Fælleder, overdrev

60 Permanent græs

70 Kirkegårde, græsflader i byområder

80 Landbrug i omdrift, dambrug, bygninger i det åbne land

Polyhemerobisk 85 Lave (etplans) bygninger, spredt bymæssig

90 Høje (fleretages) bygninger, veje og jernbaner, dæmninger, lufthavne, tekniske arealer

Metahemerobisk 95 Bycentre, befæstede arealer (P-pladser o.lign.), industri

30

Figur 3.3 - Kort over typer af Hemerobi i Danmark beregnet ud fra Corine CLC data med de værdier, der er anført i Tabel 3.1 med efterfølgende filtrering for at opnå et enklere billede. De indsatte områder (inkl. større vandløb) repræ-senterer EU-udpegede habitatområder, der udgør det væsentligste bidrag til Natura 2000-systemet. Data fra AIS (2003). Det er ikke kun omkring de store byer, at landskabet fremtræder polyhemerobisk, altså stærkt kulturpåvirket, også områder domineret af landbrug træder frem.

Som anført ovenfor, så var workshoppens formål at udvikle redskaber til måling af lokale ressourcer. Det forekommer umiddelbart nemmere, når det drejer sig om synlige ressourcer som landskabelige herlighedsværdier i forhold til de mere usynlige som foreningsliv og lokalt uformelt samarbejde og sam-vær. Der vil for disse elementers vedkommende nærmere være tale om en visualisering eller ”mind map” model af de for hånden værende ressourcer, altså en projektion af nogle abstrakte relationer, og beregningen af det efter-spurgte rating tal kan blive både kompliceret og subjektiv. Anderledes burde

31

det være med parametre fra og data der beskriver det fysiske miljø, hvis til-gængelighed og anvendelighed diskuteres i næste afsnit. En alternativ metode til at skabe overblik over lokale, stedbundne ressourcer findes der dog i den såkaldte ”community mapping” tilgang, der bygger på inddragelse af så mange af lokalsamfundets medlemmer som muligt. Her sættes der en proces i gang, hvor man lader landsbyens eller områdets beboere udpege de steder og områ-der, der har en særlig betydning for dem, eller som de af den ene eller anden grund finder det vigtigt at gøre opmærksom på (Perkins 2007). Det er ikke en proces, der sker af sig selv, den skal sættes i gang og understøttes, og det sker let, at de tekniske rammer og den anvendte IT og internetløsning bliver be-stemmende for, hvilke (typer af) informationer der kan komme med (Parker 2006). Der er imidlertid i England allerede blevet fremstillet hundredvis af sådanne lokalsamfundskort, især de såkaldte parish maps (sognekort), der udmærker sig ved deres æstetiske fremtoning og vægtning af historie og landskaber, der gerne skal tage sig pæne ud (England in particular 2009). Lokale kortlægningsinitiativer kan dog antage mange former, spændende fra fredelige lokalhistoriske registreringer med henblik på styrkelse af den lokale identitet til virkelig radikale projekter (især i 3.verdens lande), der sigter på at vise og understrege ejerskab og rettigheder, her betegnes det også ”counter-mapping” eller mod-kortlægning (Perkins 2007). Som det udtrykkes af den engelske miljøaktivist og –debattør Sue Clifford (udateret): Making a Parish Map is about creating a community expression of values, and about beginning to assert ideas for involvement, it is about taking the place in your own hands. (Skabelsen af et sognekort handler om at skabe et fælles udtryk for værdier og om at stimulere involvering, det handler om at tage stedet i egne hænder).

3.3 Kilder til dansk landsbykortlægning

Det efterspurgte rating-tal for landsbyernes fysiske ressourcer skal gerne kunne beregnes ud fra standardiserede og landsdækkede data, såfremt en sammenlig-ning skal være mulig. Dette vil i nogen grad svare til den frivillige kvalitets-mærkning for landsbyer, som Landdistrikternes Fællesråd har iværksat i foråret 2009, og som blandt andet er udmøntet i hjemmesiden blomstrendelandsby.dk. Det falder uden for rammerne for dette indlæg at diskutere, hvilke data der kan og skal anvendes i processen med kvalitetsmærkning, men forhåbentlig kan en stringent vurdering af det fysiske miljø indgå. Der er dog gode muligheder for en samlet tilgang, da forskellige dataportaler er under udvikling, de fleste med et kort-interface, som gør det nemt at lokalisere de relevante informationer. Især den statslige Miljøportalen (miljoeportal.dk) er vigtig, men også hjemmesiden plansystem.dk er meget nyttig. I nedenstående Tabel 3.2 er der søgt at organisere de forskellige tilgængelige data efter tema, suppleret med en beskrivelse af, hvilke(t) aspekt(er) af landsbyernes fysiske omgivelser de har betydning for.

32

Tabel 3.2 - Oversigt over mulige datakilder ved en kortlægning af fysi-ske/landskabelige ressourcer på landsbyniveau. De fleste af disse datasæt kan enten i større eller mindre udstrækning downloades og anvendes i egen kort-lægning og visualisering eller ”linkes” til med forskellige ”mash-up” teknikker. De anførte dataleverandører og internet-adresser kan i sagens natur ikke være meget mere end et øjebliksbillede. En opdateret oversigt over disse datakilder vil være at finde på hjemmesiden for CLF. Tema Betydning for Data fra Geologi, jordbund Landskabelige herlighedsværdi-

er, grundvand, landbrug, naturpleje og skovrejsning

http://kort.arealinfo.dk/

Terræn (højde) Landskabelige herlighedsværdi-er, trafik- og boligplanlægning, skovrejsning (sigtelinjer)

Kort- og Matrikelstyrelsen, kommuner/miljøcentre. Data i lavere opløsning, mindre præcision fra et antal kilder

Hydrologi Naturpleje og –genopretning, klimatilpasning

http://kort.arealinfo.dk/

Historisk udvik-ling/dybde

By- og landskabsplanlægning, bevaringsarbejde, udvikling af fortællinger og oplevelser

”Fund og fortidsminder”, det kulturhistoriske centralregister: http://www.dkconline.dk/ historiske matrikelkort historisk atlas (region Syddan-mark): http://historiskatlas.dk/

Kulturmiljø Bevaring (prioritering), fortæl-ling og formidling

Kortlægningsindsatser, kommune-atlas. Se f.eks. http://www.langelandatlas.dk/

Arealdække Mulige aktiviteter. Naturpleje, klimatilpasning. Herligheds-værdier.

Satellitbilleder, flyfotografi, f.eks. i AIS og ud fra billedegrundlaget for Corine Land Cover, Image 2000.

Arealanvendelse Mulige aktiviteter. Grad af naturlighed /uforstyrrethed.

Arealinformationssystemet AIS. http://www.dmu.dk/Udgivelser/Kort_og_Geodata/AIS/

Forvaltning og planlægning

Lokale aktiviteter og initiativer, mulighed for investeringer. Konflikter. Interesser på kommunalt niveau.

http://kort.arealinfo.dk/ http://www.plansystemdk.dk/ kommuner, amter (til 2006) og statslige myndigheder

Beskyttede og fredede områder

Lokale aktiviteter og initiativer. Miljøportalen http://www.miljoeportal.dk/Arealinformation/

Turisme-infrastuktur

Vurdering af eksisterende faciliteter, muligheder og potentialer.

VisitDenmarks portal med kort-interface http://www.visitdenmark.com/danmark/da-dk/menu/turist/kort/kort/danmarkskort.htm bygget på databasen GuideDenmark; Lokale turismeportaler

Erhverv, landbrug Potentialer for synergi, konflik-ter

CVR-registeret og kommercielle services, landbrugsregistre (EU-tilskud)

33

Det oplagte redskab til at holde styr på alle disse informationer vil være et GIS. Hvem der da skal stå som databasemanager og samle informationer til bereg-ning af et eller flere rating-tal, må i så fald afklares. Det vil næppe i første omgang være en offentlig opgave, måske et forskningsprojekt (se diskussion nedenfor) eller en interesseorganisation som Landdistrikternes Fællesråd eller Friluftsrådet vil være det mest relevante sted at huse systemet. De ovenfor nævnte datasæt kan i de kommende år forventes yderligere at samles i offentli-ge portaler med nem adgang, også til at kombinere med andre typer af (kort-) data i eksempelvis Google Earth, og dermed for alvor blive en del af den nationale infrastruktur for geodata. For et bud på hvordan offentlige instanser kan have udbytte af at dele specielt geografiske data med borgerne, se Tulloch og Harvey (2007). En væsentlig udfordring, som den her skitserede metode har til fælles med andre tilgange, som baserer sig på statistiske data fra forskellige kilder, er aktualitet og pålidelighed af de forhåndenværende data. Det problem, som kan ligge heri, må dog forventes at blive mindre efterhånden som data fra kommuner og forskellige statslige overvågningsprogrammer mere automatisk lægges ud på de forskellige hjemmesider og portaler. For klassificerede data for arealanvendelse og overfladedække vil en hurtigere opdatering dog kræve, at der udvikles mere effektive, formodentlig (næsten) automatiske metoder, der samtidig har samme troværdighed som den nuværende omstændelige frem-gangsmåde. Hermed burde det kunne lade sig gøre at opdatere et ratingtal f.eks. ved årlige ”kørsler”, hvor modellen henter data fra de forskellige (geo-grafiske) databaser. De administrative afgrænsninger, der kan fungere som ramme for beregninger og klassifikationer findes nu offentligt tilgængelige i form af de såkaldte DAGI-data, der står for Danmarks Administrative Geografiske Indde-ling (KMS 2009), og som inkluderer alt fra sogne- og valgdistrikts- til regions-grænser. Et bud på en radikalt anderledes tilgang kunne være, at man lod landsbyens eller sognets beboere selv registrere de punkter, ruter og områder, der betyder noget for dem, uden hensyn til eksisterende zoneringer og planer inspireret af den ”community mapping”, der er beskrevet ovenfor. Det kunne foregå enten i grupper ved et blankt papir (måske med de vigtigste veje og terrænelementer markeret) eller ved at stederne registreres med GPS, enten af beboerne selv (efter introduktion til udstyret) eller ved en ”walk-and-talk” tilgang, hvor man følges rundt i området med en forsker/interviewer. Dette er blandt andet forsøgt på Mandø i Vadehavet i forbindelse med udpegningen af ”oplevelsespunkter” til en event i forbindelse med Vadehavsfestivalen 2010, hvor man tilstræber at bringe samtidskunst ud til lokalområderne og ud, hvor den præsenteres i samspil med landskabet (Liburd og Derkzen 2009), se også Figur 3.4 nedenfor.

34

Figur 3.4 - Øjebliksbillede fra data-redigering i GIS-programmet MapInfo, hvor oplevelses- og fortællingspunkter er registreret med GPS i forbindelse med ”walk-and-talk” feltarbejde oktober 2009. Tilsvarende og lignende meto-der er anvendt med ”community mapping” i udlandet, og dette repræsenterer et første forsøg herpå i Danmark.

3.4 Opsamling, diskussion – syntese

Der er her gjort rede for nogle data og teknikker, som gør det muligt at få overblik over lokale ressourcer i eller omkring en landsby. Det har vist sig, at der er en nærmest overvældende mængde data til rådighed, som enten kan hentes direkte fra nettet eller rekvireres fra offentlige myndigheder. Desuden gør geografiske informationssoftware det muligt ikke bare at holde styr på de store mængder data, men også at foretage beregninger der involverer afstand, arealer og kvalitetsvurderinger. Begreber som natur og kulturmiljø, der vides at have stor betydning for en landsbys attraktivitet, er formodentlig for komplekse til at lade sig beskrive med en enkelt talværdi, og kan derfor vanskeliggøre en fuldstændig automatisk (forprogrammeret) beregning, ud fra en præcist define-ret fremgangsmåde. Gennemgående er der her præsenteret to tilgange: dels en arealanvendelses- og plan-tilgang, der vil kunne benytte eksisterende data, evt. suppleret med infor-mationer fra ekstra målinger eller databaseudtræk. Landskabskaraktermetoden

35

(BLST 2010) kan ses som et eksempel herpå. Dels en lokalsamfundskortlæg-ning, eller kortlægning nedefra, inspireret af de erfaringer med ”community mapping”, der især er beskrevet i England og USA – tiltag, hvor man søger at involvere så mange som muligt i lokalområdet, men ikke viger tilbage for at benytte IT som GPS og internet på innovative måder. Der er dog blevet stillet spørgsmål ved, om det virkelig lykkes at involvere alle (grupper) i lokalsam-fundene, og at man, hvis det er de ressourcestærke, der deltager, kan komme til at fastholde eksisterende strukturer for magt og indflydelse. Ligeledes kan teknikken og kartografiske og designmæssige hensyn blive en hæmsko for hurtig og ucensureret indsættelse af relevante data (for øvrigt et problem der går igen i mange andre ”open source” eller web 2.0 sammenhænge). En fordel ved (kun) at benytte offentlige registerdata er, at det umiddelbart vil være muligt at sammenligne ratingtal fra hele landet, og at de måske ligefrem kan beregnes og vises direkte på en hjemmeside som Danmarks Miljøportal. Den store interesse for dette årsmøde i SeLaRS med temaet ”den blomstrende landsby” og initiativet med udviklings- og mærkningsprogrammet ”Blomstren-de Landsby” viser et behov for, om ikke nødvendigvis kvantitative, så dog strukturerede tilgange, der muliggør sammenligning på tværs af kommuner og regionsgrænser. Vi er stadig et stykke vej fra et fungerende system, men der kan bygges videre på oversigten i Tabel 3.2, som bør suppleres med en vægt-ning af betydningen af de enkelte (typer af) elementer. I første omgang kunne man forsøge med en simpel registrering af, hvor mange forskellige typer af landskabs- og naturelementer, der var til stede inden for en given radius om-kring landsbyen, senere inddrage et potentiale eller en værdi som i eksemplet med Hemerobi-kortet. Helt centralt for definitionen af og dataindsamling til et ”rating-tal”, som bygger på fysisk-geografiske data, er, hvem der står som aftagere eller slutbru-gere, og hvad de forventes at bruge tallet til. Er målgruppen f.eks. potentielle tilflyttere, investorer eller kommunale planlæggere, der skal prioritere, hvor det kan betale sig at anlægge cykelstier? Man kan også frygte, at en dårlig rating vil forstærke en nedadgående udvikling for en landsby, der i forvejen har problemer (tilsvarende hvad der kan ske og sker for folkeskoler med lave karaktergennemsnit/testresultater). Under alle omstændigheder, og hvad enten den ene eller anden tilgang vælges, er det dog vigtigt, at kortet eller ratingen ikke blot bliver et mål i sig selv, men indgår som et redskab i en proces, hvor landsbyens eller områdets beboere involveres. I øjeblikket påhviler det kom-munerne at udarbejde landdistriktspolitik for deres områder, og det er nok mest her ratingtal for natur og kulturmiljøer vil komme i spil, potentielt som delop-læg til debat og udspil til prioritering i forhold til udvikling af specielt bosæt-ning, landbrug og turisme. I et fremtidigt perspektiv for forskningen på dette område indgår det at definere kriterier for de værdier, der kan og skal indgå i en samlet kvantitativ vurdering af en landsbys fysiske ressourcer. Der kan (og bør) gennemføres sammenlig-nende undersøgelser, hvor der indhentes data for udvalgte landsbyer og deres nærmeste omgivelser (sognet de ligger i) og relevansen og pålideligheden af de

36

fundne værdier vurderes. På det metodiske plan bør man se på, om den engel-ske ”parish map” tilgang, eller ”community mapping” tilgange i det hele taget, lader sig overføre til danske forhold, og om de steder og områder, der udpeges som værdifulde, svarer til dem, som fremgår af arealplanlægningen eller fremkommer ved de her skitserede kvantitative metoder. Der er nok at tage fat på; ud af de p.t. 2121 kirkesogne i Danmark har vi identificeret 1588 sogne som værende landsogne!

3.5 Referencer

Balstrøm, Thomas , O. Jacobi og L. Bodum (2006): Bogen om GIS og geodata. Forlaget GIS, København. Barnes, Trevor (2001): Retheorizing Economic Geography: From the Quantita-tive Revolution to the “Cultural Turn”. Annals of the Association of American Geographers vol. 91, nr. 3, s. 546–565. BLST(2010): Landskabskaraktermetoden. Tema med baggrunds- og kursusma-teriale, By og Landskabsstyrelsens hjemmeside: http://www.blst.dk/LANDSKABET/Landskab/Landskabskaraktermetoden/. Besøgt maj 2010. Brentrup, F., J. Küsters, J. Lammel, H. Kuhlmann (2002): Life Cycle Impact Assessment of Land Use Based on the Hemeroby Concept. International Journal of Life Cycle Assessment vol. 7, no. 6, pp. 339-348.

Clifford, Sue (udateret): Parish Maps - Places, People and Parish Maps. Inter-net artikel på http://www.commonground.org.uk/parishmaps/m-ppp.html Besøgt december 2009. Crampton, Jermemy W. og Krygier, J.(2006): An Introduction to Critical Cartography. ACME: An International E-Journal for Critical Geographies, vol. 4, nr. 1, siderne 11-33. http://www.acme-journal.org/vol4/JWCJK.pdf Sidst besøgt december 2009. England in Particular (2007). ‘Parish Maps’, fra http://www.england-in-particular.info/parishmaps/m-index.html Sidst besøgt maj 2010. Johansen, P.H. (2008): Regional afhængighed i vidensamfundet og oplevelses-økonomien set fra et landdistriktsperspektiv. IFUL Working Paper no. 5. KMS (2009): Danmarks Administrative Geografiske Inddeling: http://www.kms.dk/Produktkatalog/DAGI/DAGI-forside.htm. Sidst besøgt maj 2010. Korsgaard, Peter (2006): Kort som kilde. Dansk historisk Fællesråd.

37

Kristensen, Thomas Møller og Larsen, Svend Erik (1995): Hvem producerer naturen? Indledning, siderne 7-10, i antologien Mennesket og naturen – Essays om natursyn. Odense Universitetsforlag. Liburd, Janne J. og P. Derkzen (2009): Emic perspectives on quality of life: The case of the Danish Wadden Sea Festival. Tourism and Hospitality Re-search Vol. 9, 2, 132–146 Møller, Per Grau (1990): Fra Landsby til soveby. Odense Universitetsforlag. Møller, Per Grau, Stenak, Morten og Thøgersen, Mette Ladegaard (2005): Kulturmiljøregistrering - i praksis. Fortid og Nutid 2005 nr. 3, s. 192-220. Naveh, Zev (1995): Interactions of Landscapes and Cultures. Landscape and Urban Planning vol. 32, s. 43 – 54. Nielsen, Niels Chr. (2004): Spatial Metrics of Structure and Diversity. Upubli-ceret PhD-afhandling, geografi, Lancaster University. Tilgængelig på http://www1.sdu.dk/kulturmiljoe/publikat.html Sidst besøgt maj 2010. Nielsen, Niels Chr. og Pia H. Johansen (2009): A functional approach to classifying rurality at parish level in Denmark : combining Corine Land Cover data and administrative boundaries. 22 pages. Working group paper for the XXIII European Society For Rural Sociology Congress, Vaasa, Finland, 17.-20. August 2009. Nielsen, Niels Chr. og Dorthe Salling Kromann (2010): Landejendomme på Langeland: Fra jordbrug til fritidsbrug. Deltidsbeboelse i tidligere husmands-steder og husmandskolonier. Landbohistorisk Tidsskrift 2010:1, s. 78-120. Nissen, Martin og Anton Stahl Olafson (2007): Landskabskaraktermetoden og oplevelsesværdimetoden i et kommunalt perspektiv. Speciale i geografi, Københavns Universitet. Tilgængelig, med kortbilag, på http://www.obvious.dk/, sidst besøgt maj 2010. Parker, Brenda (2006): Constructing Community Through Maps? Power and Praxis in Community Mapping. The Professional Geographer. Vol. 58, nr. 4, s. 470 – 484. Perkins, Chris (2007): Community Mapping. The Cartographic Journal, vol. 44, nr. 2, s. 127-137. Porsmose, Erland (2008): Danske Landsbyer. Gyldendal. Soja, Edward (1999): In different spaces: The cultural turn in urban and re-gional political economy. European Planning Studies, Volume 7, Is-sue 1 February 1999, s. 65 – 75.

38

Tulloch, David L. og Francis Harvey (2007): When Data Sharing Becomes Institutionalized: Best Practices in Local Government Geographic Information Relationships. Journal of the Urban and Regional Information Systems Associ-ation (URISA Journal). Vol. 19, nr. 2, s. 51-59. Warf, Barney og Arias, Santa (2008): The Spatial Turn: Interdisciplinary Perspectives. Routledge.

39

4 Jørgen Møller: De afrakkede1

Landsbyens artefakter, problemer, udfordringer og bud på nødvendige indsigter

landsbyer i Danmark

Jørgen Møller er lektor, arkitekt MAA., Aalborg Universitet, Institut 20. Samfundsudvikling og planlægning. Sektion 2.

4.1 Abstract

Denne artikel handler først og fremmest om landsbyernes fysiske udtryk og forhold, eller det man med et samlende begreb kan kalde landsbyens artefakter, og kun i et ubetydeligt omfang om situationen i det åbne land uden for lands-byerne. Tidligere var det sådan, at landsbyernes fysiske tilstand nådesløst blev udstillet på de særlige dage, der engang imellem opstår, når det sene efterårs, vinterens og det tidlige forårs bladløse og nøgne vegetation er baggrundskulisse for det ubarmhjerteligt afslørende solskin, der opstår på frostklare dage med barfrost, som i overført betydning virker som at køre en landsby gennem en MR-scanner2

, hvorved alle dårligdomme afsløres. Man behøver således ikke at være særlig sensibel og sensitiv for at se, at der findes et enormt problem med mange landsbyers fysiske performance.

Samme afslørende og ubarmhjertige observationer kan man nu også foretage på en dag, hvor vintertågen og de trøstesløse dryp fra de bladløse træer sætter grundstemningen i landsbyen. Man kan ikke længere undgå at bemærke det generelle indtryk af en grå, snigende fattigdom og det umiskendelige præg af åndelig og materielt armod, som de mange misligholdte bygninger og de dårligt passede og skamløst rodede forhaver giver. I de senere år har situatio-nen imidlertid ændret sig derhen, at selv ikke det formildende skær fra somme-rens blomster, buske og bladfyldte træer kan nu længere skjule, at der i de omkring 4.000 danske landsbyer (Møller, Staunstrup & Johansen, 2010) findes et enormt, ikke erkendt, snigende forfaldsproblem, som allerede blev introdu-ceret i den faglige debat for flere år siden (Møller, 2005). Eneste tilfælde, hvor 1 Begrebet afrakket er et ældre udtryk, der ifølge Jysk ordbog betyder følgende: Mager, afpillet. Afrakket om en Hest, når man ved strengt Arbejde eller ved Mishandling har pillet Kjødet af den. 2 MR-scanning dækker over en lang række teknikker. Afhængigt af hvordan målinger foretages og analyseres, kan MR-scanning således bruges til at visualisere eksempelvis anatomiske strukturer, vævets konsistens, hjernens aktivering, cellernes stofskifte, og blodets gennem-strømning. Metoden bruges til diagnostik af sygdomme som cancer, ryg-, hjerte-, led- og hjernelidelser. Derudover anvendes MR forskningsmæssigt til eksempelvis kortlægning af hjernens funktioner. Der menes ikke at være skadelige effekter forbundet med MR-scanning. (Wikipedia)

40

de fleste bosættelser på landet fremtræder med deres smukkeste, fysiske performance, er når 20 cm sne, som vi oplevede i vinteren 2009-10, lægger sit dæmpende, udglattende, barmhjertige og forsonende skær over alskens vanrøg-tede, nedlagte og forfaldne bygninger, haver og pladser i landsbyerne.

Sneen lægger sit barmhjertige og forsonende skær over hovedgaden i en afrakket landsby. Artiklen er bygget op således, at jeg først forsøger at indkredse problematikken fra flere forskellige synsvinkler, men på et samfundsmæssigt helhedsniveau. I anden del af artiklen diskuteres forskellige analysemetoders anvendelighed i forsøget på at forstå landsbyens fysiske kapitalressourcer ud fra en række helhedsbetragtninger og metoder, der er anvendelige i en lokal udviklingssitua-tion. Her er hovedsynspunktet, at der er stærkt brug for en (mere) professionel tilgang til analysen og fortolkningen af dens resultater fremadrettet og anvendt i en planlægningssammenhæng, der både giver indspil til kortsigtede og lang-sigtede policyformuleringer og konkrete aktioner og indgreb omkring at forstå og forbedre den fysiske kapital i den enkelte landsby.

4.2 Indledning

For nogle år siden var jeg i Lemvig for at holde et foredrag om landdistrikters udvikling og fremtid, og her mødte jeg for første gang begrebet og udsagnet om, at landsbyer kan være afrakkede, idet en ældre kvinde sagde: ”.. at vore landsbyer her på tangen op mod Harboøre er jo noget afrakkede”, og siden har begrebet spøgt i hovedet på mig.

41

Efterhånden som jeg har besøgt flere hundrede landsbyer rundt omkring i Danmark i forbindelse med min landsbyforskning, og i den forbindelse har taget over 10.000 digitalfotos af disse meget forskellige, store og små landsby-er, er jeg nu overbevist om, at begrebet ”en afrakket landsby” giver mening både som et stærkt billedskabende og associationskraftigt begreb, men også som et begreb med stærke analytiske potentialer. Denne artikel baserer sig i nogen grad på tidligere arbejder omkring samme problemstilling. Her kan nævnes Møller 2005, Møller 2008, Mogensen og Møller 2007 samt Møller, Staunstrup og Johansen, 2010. I artiklen introduceres et nyt begreb i min analyse og typologisering af danske landsbyer, nemlig begrebet de ”afrakkede landsbyer”.

4.3 Italesættelsen, benævnelsesmagten og den politiske dis-kurs3

Artiklen forsøger at behandle den komplekse og forskningsmæssigt noget oversete problemstilling omkring den åbenbare, fysiske vanrøgt og fattiggørel-sen i og af de fysiske miljøer i de danske landsbyer.

I den politiske diskurs om landdistriktsudvikling i Danmark er det min klare opfattelse, at regeringen forsøger at nedtone og neddrosle problemernes om-fang og udbredelse omkring de fysik dårlige landsbyer, og det politiske rationa-le i det kan være, at dybtgående og omfattende analyser af de derved fremdrag-ne problemerne er uoverskuelige, og løsningen vil koste samfundet ganske betydelige summer. Birkkjær og Eide (Birkkjær & Eide, 2006) anslår, at det vil koste ca. 7 mia. kr. at fjerne 25 mio. kvadratmeter overflødiggjort landsbrugs-byggeri. Samtidig vil det vel også være en påpegning af, at regional- og landdi-striktspolitikken på trods af tilførslen af midler gennem en næsten uoverskuelig række af ukoordinerede ordninger, puljer og fonde, er nødvendige, men langt fra tilstrækkelige. Det skal for fuldstændighedens skyld påpeges, at vi i de senere år har været vidne til forskellige positive tiltag, der relaterer sig til problemstillingen om de fysisk nødlidende landsbyer. Disse tiltag skal kort belyses nedenfor. Problemet med de allerdårligste boliger er efterhånden erkendt (Gottschalk m.fl. 2007), ligesom der også er fremkommet kvantitative opgørelser over omfanget af overflødiggjorte og umiddelbart nedrivningsegnede landbrugspro-duktionsbygninger (Eide & Birkkjær, 2006). Birkkjær (2003) har også tidligere skønnet antallet af stuehuse, som vil komme i spil i takt med landbrugets strukturrationaliseringsproces, uden at der dog er taget politisk aktion på disse

3 I sociologien er diskurs en institutionelt funderet måde at tænke på; en social ramme der definerer, hvad der kan siges om et givet emne. Der kan dog godt eksistere flere diskurser omkring det samme emne mellem forskellige sociale grupperinger. Diskurs er tæt forbundet med forskellige teorier om magt, hvor det at kunne definere diskursen tit sidestilles med det at definere virkeligheden selv, og der foregår en stadig kamp om ordene, der skal beskrive verden.

42

oplysninger. Ved siden af disse nogenlunde sikre opgørelser over antallet af dårlige boliger og funktionelt afskrevne landbrugsbygninger4

i de danske landdistrikter, er især landsbyerne fyldt med funktionstømte, nedslidte, vanrøg-tede og mishandlede bygninger af mange slags. Omfanget af disse forhold er ikke kendt på centralt niveau, men der kan dog være kommuner, der lokalt har oplysninger om sådanne forhold.

I Velfærdsministeriets velmenende vejledning (2009) angives en lang række redskaber, der kan tages i anvendelse i kampen for landsbyudvikling. I vejled-ningen italesættes implicit, at de fysisk nedslidte landsbyer i hovedsagen findes i landets udkantsområder (Velfærdsministeriet 2009, p. 21). På trods af min generelt meget positive holdning til vejledningen, skal jeg dog alligevel ikke undlade at dryppe lidt malurt i bægeret, idet der er åbenlyse mangler og ting, der savnes, hvis vejledningen skal nå hele vejen rundt om landsbyproblematik-kens fysiske dimensioner. Der mangler simpelthen kontekst i vejledningen, eller bare en antydning af udfordringernes omfang, og man kan spørge sig selv om hvorfor? Er det fordi de fysiske problemer er spredte, forskelligartede, geografisk diffuse og dermed næsten ”ubegribelige” i modsætning til byfornyelsen på Vesterbro i Køben-havn, hvor man kunne overskue udfordringen geografisk og økonomisk. Eller skyldes det, at den økonomisk nødvendige indsats vil blive så omfattende, at det ikke er politisk opportunt at få landsbyudfordringens rette proportioner frem i lyset? I den ualmindelig tynde og fagligt ikke særlig interessante5

Landsplanredegø-relse fra Miljøministeriet (2009) er det samme forståelse for problematikken, der skinner igennem, idet der under hovedtemaet landdistrikter (Forslag til Landsplanredegørelse 2009, p. 13) under opremsningen af alt hvad regeringen gør for yderområderne også nævnes byfornyelsesloven og mulighederne, som denne lov giver i kampen mod de nedslidte og skæmmende boliger.

Regeringens seneste tiltag på samme front har været en pulje på 150 mio. kr., som i det oprindelige indspil til finansloven gennem den såkaldte økonomiafta-le mellem regeringen og kommunerne fra juni 2009 skabte mulighed for, at kommunerne kunne søge om tilskud til opkøb af private ejendomme og visse avls- og driftsbygninger med henblik på nedrivning og renovering, samt til kommunal medvirken ved oprydning og finansieringen af den kommunale andel af byfornyelsesmidlerne.

4 Der findes ingen umiddelbart tilgængelige statistikker om antallet af landbrugsbygninger i og uden for drift inde i landsbyerne. 5 I BYPLAN 3/2009 udsættes Landsplanredegørelsen for en sønderlemmende kritik, som især går på, at redegørelsen mere er en opremsning af hvad regeringen har gjort, og hvad man forventer at kommunerne og regioner skal gøre end en udmelding om regeringens visioner for fremtiden i en geografisk, analytisk kontekst i relation til nogle påtrængende samfundsmæssige problemer, som vil være af afgørende betydning for fremtidens Danmark.

43

Økonomiaftalens ordlyd var imidlertid yderst forvirrende, idet der i det 9 linjer store afsnit om ordningen bruges tre vidt forskellige begreber om, hvor det egentlig er, at ordningen kan bruges. De tre begreber er udkantsområder, landdistriktsområder og yderområder, og de dækker i en universitetsoptik i hvert fald ikke den samme geografi. Senere over sommeren 2009 blev det afklaret, efter hvilke kriterier de støtteberettigede kommuner skulle udvælges, og 39 kommuner blev udvalgt. Det betyder, at der er 59 kommuner i Danmark, som ikke kan søge om tilskud fra ordningen, hvilket vel må være ud fra den betragtning, at de ikke har problemer med de fysiske forhold i det åbne land og i landsbyerne. Den kommunale medfinansieringsgrad blev på 25 %, og man kan sige, at puljen selvfølgelig er positiv i sig selv, men langt fra tilstrækkelig. Politikerne burde vide, at beløbet er for beskedent og min primære kritik går på, at man negligerer det faktum, at de fysisk nødlidende landsbyer er et landsdækkende fænomen, og at kommunerne stort set kun har budt ind på nedrivningsdelen. Man kan således sige, at på den ene side har vi allerede en del nogenlunde sikre oplysninger om omfanget af nogle få af problemkompleksets mange facetter - nemlig de dårlige boliger, men der mangler især oplysninger om det, man kan kalde ”øvrige bygninger”, som nævnes senere i denne artikel, og nogle pro-blemer især omkring landbrugets overflødiggjorte bygningsmasse håndteres med politisk tavshed. Man prøver således på at få ganske få enkeltelementer i det samlede problemkompleks frem i lyset og få problemet delt op i overskue-lige størrelser, og andre og langt større udfordringer og håndteringen af et ubegribelige stor antal overflødiggjorte landbrugskvadratmeter ties ihjel. På den andens side prøver regeringen samtidig også at få os til at tro, at problemerne hovedsageligt findes i landets yderområder, hvilket jeg mener er en ukorrekt opfattelse. Min baggrund for at postulere dette er begrebet ”Det professionelle selvsyn”6

, som dækker over, at jeg har beskæftiget sig med problemstillingen på et professionelt niveau som tømrer, husbygningsarkitekt, byplanlægger og lands-byforsker gennem mere end 30 år. På baggrund af en lang række feltobservati-oner, som jeg har foretaget i de senere år rundt omkring i Danmark, viser det sig entydigt, at de fysisk vanrøgtede landsbyer findes i alle landsbystørrelser og landsbykategorier overalt i landet, - og måske overraskende også i ganske kort afstand (7 – 12 km) fra større provinsbyer som Randers, Horsens, Skanderborg, Tønder, Aalborg, Svendborg, Fåborg og Næstved. Mine observationer omkring fænomenet fortæller mig derfor endvidere, at forfaldet og forarmelsen ikke blot er et udkantsfænomen, men også kendes i de suburbaniserede eller ”rurba-ne”områder tæt ved købstæderne, således at det ikke er helt ved siden af at sige, at fænomenet stort set er landsdækkende.

6 Begrebet blev første gang præsenteret i en videnskabelig publikation i 2007 i bogen Landvin-dinger. Før det var det blevet brugt i en længere række af forelæsninger og foredrag.

44

På trods af ny, positiv lovgivning inden for by- og områdefornyelsen, kan det stadig være ganske svært at løse op for det kompleks af sammenhængende problemer, der medfører tomme og/eller dårlige bygninger, nedslidte landsby-miljøer, mangel på rekreative arealer og en generel nedslidning og fysisk afrakning. Man må stadig sige, at løsningsmulighederne er ganske sporadiske og usammenhængende, hvilket skyldes Christiansborg-politikerne, ministrene og de mange forskellige, egentlig ganske behjertede indsatser, der iværksættes herfra. Man må desværre sige, at disse indsatser er nødvendige, men langt fra tilstrækkelige, og uheldigvis uden særlig succesfuld koordinering og sammen-hæng.

Sådanne bygninger findes i landsbyer overalt i Danmark. Først og fremmest savner jeg ganske stærkt en oversigt over landsbyudfordrin-gernes nominelle størrelse og sammenhæng med de statslige og kommunale midler, der tilføres området i øjeblikket. Eller med andre ord, hvor mange landsbyer har vi i Danmark, og hvor mange af dem trænger til en øjeblikkelig indsats (brandslukning) og efterfølgende strategisk og planlagt udvikling eller afvikling, og hvad vil det koste at udføre disse indgreb.

45

Her var der engang en levende forretning i en levende landsbyhovedgade. Her ville nogle ædruelige, økonomiske overslag over omfanget af nødvendige, statslige, kommunale og private investeringer være meget oplysende. Dernæst savner jeg en oversigt over, hvor mange dårlige boliger og erhvervsbygninger, der findes. I samme boldgade savner jeg nogle vurderinger af, hvor mange millioner kvadratmeter stærkt skæmmende, tomme landbrugsbygninger, vi har henholdsvis inde i landsbyerne og ude i det åbne land, og en belysning af, hvad det vil koste at løse disse problemer op til en eller anden given, politisk ønsket standard. Her kunne det være givtigt at arbejde med forskellige scenari-er og løsningsniveauer og dermed forskellige investeringsrammer og indsats-planer med tidsmæssigt forskellige horisonter. Skal problemerne løses på 5 år, 10 år eller 50 år? Opsummerende kan man sige, at nedrivningspuljer samt positive ændringer i bolig- og byfornyelseslovgivningen mest handler om enkeltbygninger og muligheden for at få skovlen under navngivne boligsvindleres kyniske udnyt-telse af situationen. Ved at hænge disse spekulanter ud i pressen forskydes den folkelige og politiske interesse bort fra andre strukturelle og mere tungtvejende dele af det samlede problemkompleks. Sjældent tages der fat om de to største problemer af dem alle, nemlig for det første, at der mangler nogle indikationer på, at ministerierne har tænkt nogle sammenhængende tanker om, hvad der skal ske med de ubegribeligt mange overflødige landbrugsbygninger, som aldrig vil kunne bruges til noget, selv om lovgivningen egentlig ikke lægger hindringer i vejen for alternative anvendelser. For det andet, og ved siden af landbrugsbygningsproblematikken, anser jeg den hastige afrakning af landsby-

46

ernes fysiske fremtræden for et lige så stort, men mindre erkendt problem. Hver dag tæres der i ubemærkethed på den fysiske kapital, der er ophobet i landsbyerne gennem generationers kontinuerlig pasning, pleje og stolthed for de nære omgivelser. I dag sætter ligegladhed, hverdagsblindhed samt åndelig og økonomisk fattig-dom deres negative præg på de danske landsbyer og en stemning af ”afslut-ning”7

, ”given op” og forfald skinner igennem. Fænomenet er ubegribeligt, diffust, og der kan sandsynligvis ikke opnås støtte til løsninger på dette pro-blem gennem de nuværende støtteordninger.

Skåret helt ind til benet kan man sige, at regeringen italesætter fænomenet som nogle få tusinde dårlige boliger, der bare skal fjernes, hvorefter problemet så er løst, samt en tankevækkende tavshed omkring landbrugssektorens forhold, og sidst men ikke mindst, at det i altovervejende grad italesættes som et yderom-rådefænomen.

4.4 Et forsøg på at begribe fænomenets kvantitative omfang

Med den forskningsbaserede viden, som vi har i øjeblikket, er det muligt at skabe et omrids af udfordringernes omfang. Først behandles spørgsmålet om folk og landsbyer og dernæst undersøges oplysninger om bygningsmæssige artefakters omfang og tilstand.

4.4.1 Folk og landsbyer

Der har igennem flere år hersket en betydelig usikkerhed i den politiske og faglige diskurs om, hvad en landsby er, og hvor mange vi har af dem i Dan-mark8

, men i en analyse foretaget af Møller, Staunstrup & Johansen (2010) på data fra 2002 viser det sig, at når vi definerer en landsby som en samling af gårde og huse på landet (Gyldendal, 1931) så er der cirka 4.100 landsbyer fordelt over hele Danmark.

Af Danmarks omkring 4.500 byer i alle størrelser, er de 3.100 byer således på mellem 25 og 199 indbyggere. To tredjedele af vore byer eksisterer dermed ikke i den officielle bystatistik.

7 Hans Edward Nørgård Nielsen. Den rådne banan. DR2. 27.11.2007 8 Christiansen (1980) skriver, at der er mellem 4 og 5.000 landsbyer i Danmark. Porsmose (2008) skriver, at der i perioden mellem år 1.000 og år 1.800 maksimalt har været 7.500 landsbyer, og at i dag er de 1.500 kun tilstede som arkæologiske levn, og endelig skriver Planstyrelsen (1979), at før landboreformerne omkring år 1.800, var der godt 5.000 landsbyer i Danmark. Heraf havde knap 4.000 under 200 indbyggere.

47

Figur 4.1 - Antallet af landsbyer og byer 2002 Bef. analyse 25 - 199 200 - 499 500 - 749 750 – 999 Over 999 I alt

Hovedstaden 152 34 13 7 87 293

Midtjylland 744 184 62 32 119 1.141

Nordjylland 374 107 38 24 67 610

Sjælland 848 108 47 16 100 1.119

Syddanmark 953 171 55 30 143 1.352

Hovedtotal 3.071 604 215 109 516 4.515

I parentes bemærket er der i Danmark blot fem hundrede ud af vore 4.500 byer, hvor der bor over 1.000 indbyggere i. Figur 4.2 - Gennemsnitligt antal indbyggere i de forskellige landsbyklasser 2002 Befolkningsanalyse 25 – 199 200 - 499 500 - 749 750 – 999 Over 999 I alt

Hovedstaden 71 318 629 847 16.898 5.183

Midtjylland 75 305 612 861 7.148 1.030

Nordjylland 73 317 621 866 5.547 934

Sjælland 65 307 611 872 5.376 697

Syddanmark 71 326 603 843 5.784 853

Hovedtotal 70 314 612 858 7.863 1.151

Tallene i ovenstående tabeller er ligeledes interessante til at belyse, hvor hurtigt vores bymønster har ændret sig på det seneste. Hvor der, som tidligere nævnt, var omkring 5.000 landsbyer i Danmark i 1780’erne, og omkring 4.000 lands-byer med under 200 indbyggere i Danmark i 1980, er der blot omkring 3.100 landsbyer med under 200 indbyggere i 2002. Det ser således ud til, at de seneste 20 til 30 års samfunds- og byudvikling har opslugt op imod 900 små-landsbyer herhjemme.9

Analyserne viser, at der bor ganske mange mennesker i sluttede bebyggelser med mellem 25 og 199 indbyggere i de rurale områder i Danmark.

9 Denne konstatering bør nærmere efterprøves i senere forskningsarbejder.

48

Helt præcist boede der i 2002, 216.304 personer i de mindste landsbyer her-hjemme – dem på mellem 25 og 199 indbyggere10

. Man kan derfor roligt sige, at de mange små landsbyer, der ligger spredt ud over landet spiller en betydelig rolle som bosætningsmulighed for et betydeligt antal mennesker. Ud fra en række andre og bredere betragtninger, så udgør disse mange smålandsbyer både et funktionelt og oplevelsesmættet fikspunkt i kulturlandskabet. Produkti-onslandbrugenes mere og mere intensivt udnyttede og biodiversitetsfattige dyrkningslandskab understøttes og akcentueres visuelt, og i kulturlandskabet udgør landsbyernes byggede miljø på engang både en kontrast til landskabet og repræsenterer på samme tid også en fuldstændig symbiotisk sammensmeltning æstetisk og historisk med det omkringliggende landskab, og landsbyen må derfor i sig selv opfattes som den vigtigste kulturarvsbærende artefakt i det danske kulturlandskab overhovedet.

Samtidig udgør det store antal bebyggelser i sig selv en del af de fysiske udfordringers ubegribelighed, fordi ingen har et generelt, helhedsorienteret og samlet overblik over, hvor problemerne er størst eller mindst. Figur 4.3 - Indbyggertallet fordelt på landsby og bystørrelser 2002

Der bor knap 220.000 mennesker i disse mindre landsbyer, der statistisk altså ikke eksisterer. I tillæg bor over en halv million mennesker i det åbne land og i de helt små bebyggelser på under 25 indbyggere. Alene af denne årsag burde vi politik-, debat- og planlægningsmæssigt interessere os for smålandsbyer og mindre bosættelser i Danmark. Opsummerende kan man sige, at i mere end 800 år har antallet og beliggenhe-den af landsbyer i Danmark stort set været uændret. Nogle landsbyer har dog vokset sig så store, at de ikke længere er landsbyer, andre blev til stationsbyer, og atter andre blev opslugt af storbyernes udadgående byvækst. Sådanne landsbyers problemer vil ikke blive behandlet i denne artikel.

10 Disse data baserer sig på analyser foretaget på baggrund af alle danske by-polygoner sammenholdt med et befolkningsdatasæt, indkøbt fra Danmarks Statistik, der viser natbefolk-ningen i 100*100 meter celler.

Bef. analyse Under 25 % 25 -199 % 200-499 % 500-749 % 750-999 % Over 999 % I alt

Hovedstaden 12.913 0,9 10.720 0,7 10.808 0,7 8.176 0,5 5.928 0,4 1.470.109 96,8 1.518.654

Midtjylland 147.348 12,5 55.778 4,7 56.204 4,8 37.931 3,2 27.552 2,3 850.594 72,4 1.175.407

Nordjylland 92.226 16,2 27.424 4,8 33.943 6,0 23.615 4,1 20.794 3,7 371.661 65,2 569.663

Sjælland 111.729 14,3 55.134 7,1 33.149 4,2 28.695 3,7 13.955 1,8 537.628 68,9 780.290

Syddanmark 144.893 12,6 67.248 5,8 55.793 4,8 33.192 2,9 25.291 2,2 827.177 71,7 1.153.594

Hovedtotal 509.109 9,8 216.304 4,2 189.897 3,7 131.609 2,5 93.520 1,8 4.057.169 78,1 5.197.608

49

De bagvedliggende strukturelle årsager til landsbyernes afrakning, fysiske forfald og vanrøgt skal findes i en blanding af stærke, internationale, nationale og regionale udviklingstræk i det økonomiske kredsløb, og den deraf følgende byudviklingsproces, som i de senere år har favoriseret de stærke vækstcentre i og omkring hovedstaden, trekantsområdet og den jyske motorvejsby fra Ran-ders til Kolding. I den proces er Danmark trukket skævt (Møller, 2009) og en række områder borte fra de større byer kan kaldes udkants- eller yderområder, som man kan læse om i Landsplanredegørelser fra regeringen i henholdsvis 2003 og 2006, og hvor det fysiske forfald og afrakningen nok lige har en ekstra styrke, set i forhold til de mere bynære landdistrikter, hvor efterspørgslen efter og alternativ anvendelse af funktionstømte bygninger er større og bredere. Disse udviklingstendenser får stærke, lokale konsekvenser for bygningskultur-miljøet i landdistrikter og landsbyer, og her er vi er i disse år vidne til et sandt drama af storslåede dimensioner, hvor et stolt, selvbevidst og talmæssig betyd-ningsfuld landbrugserhverv gennemløber en voldsom strukturtilpasningspro-ces, hvor antallet af selvstændige landbrug falder drastisk, hvor mange millio-ner kvadratmeter overflødiggjorte landbrugsbygninger langsomt, men sikker går i forfald, og hvor den flere tusind år gamle, nødvendige sammenhæng mellem landbrug og landsby er brudt sammen (Møller, J. 2006 ). Undersøgelser (Bille, T. m.fl. 2004) omkring de nye muligheder, som planlo-ven giver for andre anvendelser af disse mange funktionstømte landbrugsbyg-ninger tyder ikke på, at problemet kan løses på den måde, og selv om der ihærdigt og talentfuldt (Birkkjær m.fl. 2009) forsøges at italesætte andre, forskellige funktioner i overflødiggjorte landbrugsejendomme, synes disse eksempler netop kun at være eksempler for de få og ressourcestærke ejere og ejendomme med unikke forudsætninger i historie, bygningsmasse og/eller beliggenhed. I samme udviklingsproces fra omkring 1970 og frem til i dag uddør næsten alle serviceerhverv i landsbyerne, og de efterlader alle sammen tomme, og efter-hånden forfaldne værkstedsbygninger og korn– og foderstoffirmaer, og det er mange år siden lukningen af op mod 1800 mejerier var tilendebragt, ligesom måske op mod 8-9.000 landsbybutikker11

er bukket under og henstår som tavse vidner om forgangne tiders livsskabende landsbyaktiviteter. Rækken af byg-ninger, der henstår som tomme skaller, kan yderligere suppleres med et antal tankstationer, grillbarer, landsbykroer, frysehuse, transformatorstationer og missionshuse, således at man kan sige, at de eneste af landsbyfællesskabets huse, der bygningsmæssigt vedligeholdes på et højt niveau, er forsamlingshuset og i særlig grad folkekirkens bygninger.

11 I arbejdsrapporten ”Dagligvareforsyningen i landsbyer”. Landsbykommissionen (1981) opgøres antallet af dagligvarebutikker i landsbyer i 1969 til 10.500, hvoraf de 6.000 skønnes at være købmænd og brugsforeninger.

50

Et af de over 1700 lukkede andelsmejerier. De henstår ofte som bygningsmæs-sigt mishandlede og afrakkede monumenter over andelssamfundets fallit i landdistrikterne.

4.4.2 Landsbytyper

I Danmark findes en række karakteristiske og forskellige landsbytyper, som derfor har vidt forskellige, fysiske ressourcer og problemstillinger, der skal analyseres og policyformuleres på baggrund af. Porsmose (2008) nævnes i sin bog om danske landsbyer en række forskellige landsbytyper, hvoraf kan nævnes Andelslandsbyen, Hedebygderne, Kystbyg-derne samt Agerbygden med undertyperne Stjerneudskiftede landsbyer, Forte-landsbyer, Slyngede vejlandsbyer og Torper, og det er klart, at både størrelser, funktioner og beliggenhed spiller en vigtig rolle for, hvilke artefakter det er vigtigt at registrere og efterfølgende bearbejde i en genopretningsproces. For at nævne et par eksempler. I en østjysk agerlandsby Vestrup øst for Ran-ders ligger alle gårdene på række langs vejen med enge mod syd og agerland mod nord. Gårdene er alle firlængede, og et vældig karakteristisk træk er porten midt i længen mod landsbygaden. En fjernelse af denne længe vil være en kulturhistorisk, landbohistorisk og arkitektonisk katastrofe. I andre landsby-er i samme del af landet ligger gårdene tilbagetrukket fra landsbygaden med haven mod vejen. Her vil bygningsmæssige indgreb have langt mindre og mere overskuelige konsekvenser.

51

4.5 De enkelte fysiske artefakter på skemaform

For at prøve at give et indtryk af udfordringernes omfang er nedenstående skema udarbejdet. Skemaet skal ses som et forsøg på at give et overblik over de vigtigste enkeltelementer i den samlede pakke af fysiske artefakter. Type Omfang (Skønnet eller

præcis angivelse) Bemærkninger

Landsbyer 4.100 stk. Fra 25 – 999 indbyggere. År 2002 Landbrugsbedrifter 1960

208.000 stk. Det antages, at bygningsanlæg stadig findes, men oftest med andre anvendelser i dag.

Overflødiggjorte landbrugsbygninger

Ca. 65.000.000 kvm. Eide & Birkkjær (2007)

Umiddelbart nedriv-ningsegnede

Ca. 25.000.000 kvm Eide & Birkkjær (2007)

Herregårde Ca. 770 stk. Hovedbygninger 800.000 kvm. Driftsbygninger 3.600.000 kvm. Ca. 840.000 kvm driftsbygning står tomme i 2010. (Hvidtfeldt, 2010)

Dårlige boliger i landets yderområder

Mindst 10.000 stk. Både enfamilieshuse og stuehuse. (Gotschalk m.fl. 2007 Dårlige boliger og stuehuse i andre dele af landet udgør måske op mod 55.000 boliger. (J.M)

Nedlagte andelsmeje-rier

1780 stk. Der findes under 65 fungerende mejeriproduktionsanlæg i 2010. (Dansk landbrug i tal. 2009) Antallet af mejerier kulminerede i 1930’erne med ca. 1.780. 80 % var andelsmejerier. H.H. Madsen (2009)

Stuehuse Op mod 60.000 stuehuse kommer i spil i takt med landbrugets voldsomme strukturudviklingsproces.

Birkkjær. 2003

Nedlagte foderstoffor-retninger

Antallet ukendt.

Detailhandelsbutikker Lukkede ca. 8.000 – 9.000 Estimeret af Jørgen Møller Transformatorstationer Antal ukendt. Frysehuse 2.000 stk. eksisterer stadig

fysisk, men med andre eller ingen funktioner.

Antallet er skønnet af Jørgen Møller

Missionshuse Nedlagte missionshuse ca. 5-600 med andre eller ingen funktioner. I alt har der i Danmark eksisteret 1.073 missionshuse med tilknytning til IM, LM, ELM og DDM. Langt hovedparten, 945 eller 88 % - havde tilknytning til IM, mens 73 (7 %) var knyttet til LM, 21 (2 %) til ELM og 34 (3 %) til DDM. Flere missionshu-

Indre Mission sælger i disse år missionshusene i landsbyerne. De fleste missionshuse er bygget for godt hundrede år siden, hvor samfundsstrukturen var en helt anden. Da lå missionshusene meget tæt. Mange missionshuse på landet har i dag ikke længere tilstrækkeligt med brugere til, at de kan fortsætte. I løbet af 30 år er antallet af IM-Missionshuse faldet fra 700 til

52

se er gennem tiden blevet nedlagt og for eksempel findes der pr. 2005 403 missionshuse med tilknytning til IM.

omkring halvdelen.

Forsamlingshuse på landet

Der er opført i alt 1400 huse. I drift i 2007 ca. 1.000.

Ifølge en undersøgelse fra 2007 er der stadig liv i forsamlingshusene. (Landsforeningen) Forsamlingshusene blev opført i tre perioder. 280 i perioden 1871- 1895 700 i perioden 1895 – 1915 Efter 1916 420 (Kayser Nielsen, 2009)

Værkstedsbygninger og industribygninger i landsbyer. Lokale produktions-enheder såsom bagere og slagtere

Antal, art og omfang ukendt.

Butikslokaler og bygninger, som ikke var detailhandel

Antal og omfang ukendt.

Folkeskoler på landet

I landsogne uden for hoved-stadsområdet.

I 1955 var der 3.010 skoler. I 1976 1.199 skoler. Ref. Landsbykommissionens delbetænkning 2. 1981. Befolkning og offentlig service

Tallet er i 2010 langt mindre end 1976 antallet.

Folkekirker I Danmark er der over 2.000 middelalderkirker. Der er bevaret 1728 kirker bygget før år 1500; det er 83 købstadskir-ker og 1645 landsbykirker. Denne opgørelse inkluderer Sønderjylland til Ejderen og stammer fra optællinger gjort af Mackeprang i 1920. I Skåne er der knap 100 kirker tilbage fra dansk tid, idet Sverige i 1800-tallet nedrev de fleste af de oprindelige kirker.

De bevarede landsbykirker er for langt størstedelen romanske (1598 af de 1728), og kun meget få er gotiske landsbykirker. Landsbykirkebyggeriets hovedperi-ode ligger mellem år 1175 og 1225, hvor der bygges over 1.000 kirker af sten i Danmark. (Jensen, F.E.) Sognestrukturen undergår i disse år en voldsom strukturudviklings-proces. Ingen landsbykirker er dog nedlagte i nyere tid

Artefakternes konkrete fremtrædelsesformer kan betragtes som de ydre, umid-delbart synlige resultater af både generelle, samfundsstrukturelle processer og disses lokale gennemslag i erhvervs-, detailhandels-, forenings-, bosætnings-

53

strukturen og udviklingen i det åndelige liv i den enkelte landsby, men også personlige og individuelle handlinger eller mangel på samme, eller det man kan kalde ikke-handlinger, sætter sit præg på en landsbys fysiske performance. Det er ikke alt sammen samfundets og udviklingens skyld.

En overflødiggjort erhvervsbygning. Hvor mange kvadratmeter mon der findes i Danmarks landdistrikter? En væsentlig pointe er, at de enkelte bygninger kan være i en meget dårlig tilstand, men at helheden kan være chokerende dårlig, hvilket yderligere er tankevækkende og problematisk for landsbyen, netop fordi helhedsbilledet af landsbyens fysiske tilstand er det, som Lynch (1960) kalder folks ”mental maps”, hvilket kan opfattes som folk sammenfattende ”billede” af landsbyens fysiske struktur, bygninger og performance. Der er grund til at tro, at fremme-de, som kan være turister, folk på jagt efter et nyt sted at bo, eller bare folk på gennemfart sandsynligvis opfatter landsbyen på en anden måde end de fastbo-ende, som ifølge kulturanalytiske teori om hjemmeblindhed (Ehn & Løfgreen, 1968) ser og fortolker de nære omgivelser på en anden måde, hvor man vænner sig til eller bevidst overser det nedslidte og forfaldne i landsbyen.

4.6 Otte analytiske begreber anvendt på landsbyens artefakter

I denne artikel opererer jeg med mine egne tre begreber fysisk forfald, fysisk forarmelse, fysisk afrakning samt fem analytiske begreber fra Kevin Lynch’s byanalytiske univers nemlig landmarks, edges, districts, paths og nodes.

54

Fysisk forfald Fysisk forarmelse Fysisk afrakning

Der er tale om fysisk forfald, når bygninger står og falder sammen i større eller mindre grad.

Bygninger vedligeholdes eller ombygges forkert med anvendelse af dårlige materialer og elendigt håndværk, herunder de mest ubehjælpsomme resulta-ter af ”Gør det selv” og ”Silvaniseringen”.

Bygningernes vedligeholdelsestil-stand er synligt nødlidende. Bygninger og forhaver fremstår som nedslidte. Fravær af rettidig omhu.

Der kan være tale om egentlige ruiner.

Nybyggeri, ombygninger og tilbygninger er ude af den lokale kontekst arkitektonisk, materiale-mæssigt og skalamæs-sigt.

Når forhaver og indkørsler fyldes op med skrammel og gamle biler med og uden plader. Når hække ikke klippes (til Sankt Hans) og vedligeholdelsen af stakitter og plankeværker er dårlig.

Der kan være tale om bygninger med større eller mindre huller i tag og fag, samt manglende glas i vinduer og døre samt decideret tilgroede haver eller haver fyldt op med gamle landbrugsmaskiner og bygningsaffald i mange afskygninger.

Den kommunale sektor: Når inventaret i det offentlige rum er af uhørt dårlig kvalitet og vedligeholdelsesstandard. Når offentlige veje, rabatter og kantsten samt pladser ikke vedligehol-des.

Den kommunale sektor: Når busstoppesteder er dårligt byggede og vedligeholdte. Når vejskilte udsættes for hærværk, graffiti eller snerydning og ikke rettes op igen.

Der vil altid på visse punkter være tale om glidende overgange mellem afrak-ning, forfald og forarmelse, og først meget grundig feltregistreringer kan til fulde dokumentere problemernes omfang.

4.7 Metoder til registrering og fortolkning af fysisk kapital i en landsby

I indledningen til denne artikel omtalte jeg, at den skulle afsluttes med en oversigt over metoder, der kan anvendes til en registrering af en landsbys fysiske kapital, og at min faglige holdning til dette er, at det er en sag, der kræver fagfolk med professionel kunnen, viden og indsigt i analysemetoder og fortolkning af fysiske strukturer, herunder bygninger, byplaner med videre. Det kan dog ikke understreges ofte nok, at uanset hvilken metode der vælges, er

55

involvering og ejerskab fra de lokale beboere af afgørende vigtighed for at skabe den altafgørende, lokale forankring.

4.7.1 Walk and talk metoden

Metoden er vist den enkleste og mest direkte metode, der kan anvendes. I al sin gribende enkelthed består metoden i at arrangere en gåtur rundt i landsbyen og undervejs udpege interessante steder og bygninger. Der kan foretages fotoregi-strering og skitseoptegninger før eller undervejs. Men forudsætningen for succes er, at seancen ledes af en faglig kompetent bygnings - og byplansag-kyndig.

4.7.2 Savemetoden og kommuneatlastraditionen

Navnet er sammensat af begreberne Survey of Architectural Values in The Environment, og har i mange år været den metodiske hovedhjørnesten i en lang række kommuneatlasser. Metoden er i store træk videreført i en nyere Kultur-miljøatlastradition. Metoden er udviklet for at skabe en enkel og let forståelig metode, der på kort tid kan give en vurdering over en bydannelse og en vurdering af de kvaliteter, byen og dens bygninger har. De arkitektoniske iagttagelser vurderes som værende de vigtigste for en arkitektonisk vurdering, hvilket indebærer, at det er hvad man umiddelbart kan se, der gøres til genstand for vurdering. Fra udlan-det stammer inspiration fra Camillo Site, Kevin Lynch, Gordon Cullen m. fl. (Miljø – og Energiministeriet. Skov og Naturstyrelsen 1997). Kritikken mod metoden er, at den er ganske kostbar at få udført.

4.7.3 Kevin Lynch i landsbyen

For alligevel at få et professionelt greb om tingene inden for langt billigere økonomiske rammer end kommuneatlastraditionen foreskriver, og for at undgå hjemmeblindhed, vil jeg foreslå, at man anvender det analyseinstrumentarium, som oprindelig blev udviklet af byplanteoretikeren Kevin Lynch og præsente-ret i bogen ”The Image of the City” (Lynch.1960). Selv om teorien og analyserne oprindeligt er udviklede til at forstå, hvordan folk opfatter (større) byer, er analysemetoden rigtig god også til at analysere landsbyer fysiske forhold. Metoden har sin styrke i, at man gennem analysen opbygger en helhedsforstå-else af landsbyens fysiske rum, hvor de enkelte elementer kan analyseres hver for sig, men tilsammen giver en meningsfuld helhedsforståelse. Kevin Lynch kan indgå i en større, nødvendig analyse af et sted, og så bliver der tale om en egentlig stedsanalyse, der ud over de fysiske forhold som

56

hovedregel vil indeholde en socioøkonomisk, historisk/kulturhistorisk analyse (Ruud, 2007) og en ressourceanalyse, og som procesmæssigt kan indpasses i en community-mapping-tradition, som anvendes over hele verden i forskellige udgaver (Warren 2005, Waters 2000, Indenrigs- og Socialministeriet 2010). Hvilke forhold er det særlig vigtigt at være opmærksom på i en landsbys fysiske fremtræden? Kevin Lynch-analysens elementer

Forklaring

Landmarks Landsbyens mest markante og synlige bygninger. Både fjernt og nært.

Edges Landsbyens kanter. Fysisk afgrænsning mod det åbne land. Kan også findes intern i landsbyen

Paths De ruter, som folk bruger til at nå frem til landsbyen, og de ruter/spor man bruger for at komme fra det ene sted til andre steder. Landsbyens veje og stier.

Nodes Hvor større ruter løber sammen og måske skaber en plads-dannelse

Districts Landsbyens forskellige, typiske og let genkendelige delom-råder.

Enkeltelementerne i Kevin Lynch analysen vil blive præsenteret på samme måde, som en gæst første gang møder en given landsby og lynhurtig opbygger sin egen helhedsorienterede ”Mental Map ” over landsbyens fysiske kapital.

4.7.3.1 Landsbyen på afstand Landsbyens vigtigste landmarks er bygninger, som er synlige fra distancen. Der vil i langt de fleste tilfælde være tale om folkekirken på en bakke eller den store kornsilo ved et foderstoffirma.

4.7.3.2 Landsbyens kanter Næste i samme stund, men dog lidt senere dukker landsbyens kanter op som et fænomen, man må forholde sig til. Der er tale om den konkrete, fysiske af-grænsning af landsbyen mod det åbne land.

57

En østjysk landsbykirke sender signaler om uforgængelighed, kultur og historie til gæsten på lang afstand.

Kirken i landsbyen er måske det vigtigste landmark inde i landsbyen.

58

4.7.3.3 Ved indkørslen til landsbyen Særlig vigtige steder i landsbyens kant er, hvor indfaldsvejene skærer sig ind i landsbyen.

Hvis byens indgangsvej ser sådan ud, så udsendes der negative signaler til gæsten.

4.7.3.4 Landsbyens ”distrikter” Det vil altid eller ofte være muligt at dele en landsby af en vis størrelse op i områder, som klart adskiller sig fra andre områder fysisk, funktionelt og historisk. Mine feltanalyser afslører, at der findes en række nedslidnings- og forfaldspro-blemer i de indre dele af større landsbyer. Der kan være tale om større områder eller landsbygadestrækninger, der ligger funktionstømte og døende hen.

59

Fra det indre af en landsby. Sådan ser der ud ganske mange steder. Langs hovedgaden ligger alle de funktioner placeret, som tidligere gav lands-byen liv. Derfor vil man ofte finde mange funktionstømte bygninger samt de ældste boliger, der fra starten var små, dårligt byggede huse og baghuse.

4.7.3.5 I den ombyggede landsbygade Der tænkes her på de til ukendelighed og kedsommelighed ombyggede nye landsbyhovedgader i de planunderstøttede lokalcentre, som ”med rødmosset frejdighed” (Bistrup.1971) 12

fjerner alt, hvad der har kulturhistorisk og arki-tektonisk fortælleværdi (f.eks. Harridslev, Øster Tørslev og andre skrækek-sempler).

4.7.3.6 Parcelhuskvarterene fra 1960 og frem Fra den modsatte side af den komplekse landsbypalet kan udfordringen i andre landsbyer være at planlægge for en vækst, som desværre i alt for mange tilfæl-de ikke tager tilstrækkelig hensyn til de landsbykarakteristiske træk i gaderum, lokal byggeskik og arkitektur. Herved kan man på ganske kort tid af mangel på omtanke og faglig indsigt påføre en landsby ubodelig og uoprettelig skade. De forhold, som netop var en del af attraktionen ved at bosætte sig der, er i den seneste byggehøjkonjunktur ganske mange steder blevet udraderet af opulente

12 Et lånt udtryk fra Bidstrup(1971) om de knap 600 stationsbyers forhold til planlægning og æstetik for et par generationer siden.

60

landsbyvillaer, svenske Pippilangstrømpetræhuse og amerikanske Logcabins helt ude af trit med alle lokale normer for god byggeskik og materialevalg. Oplevelsen af disse bygninger af tvivlsom arkitektonisk værdi kan ved selvsyn suppleres op med oplevelsen af de bygningsmæssige konsekvenser af den seneste halve snes års friværdifest. Resultaterne af folks selvbyggeri i ”Silvani-seringens” årti viser sig sammen med arbejdet lavet af udygtige håndværkere fra ind- og udland i bygninger, der i bedste fald er ligegyldige, men ofte spæn-der fra det ubehjælpsomme til det ubehagelige. Pointen er, at for megen vækst, mangel på byggerådgivning og for lidt kvalifi-ceret, fysisk planlægning, kan gøre mere ubodelig skade i en landsby end mangel på vækst.

4.7.3.7 Landsbyens indre ruter Der er her tale om de indre ruter i en landsby. Der kan være tale om offentlige veje, offentlige stier samt markveje og skovstier samt ”hemmelige” stier, som kun landsbyens indbyggere kender og bruger.

4.7.3.8 Landsbyens pladser (Nodes ) Der er her tale om pladser, hvor især større ruter løber sammen inde i landsby-en, og hvor der måske er en plads- eller torvedannelse, som bruges til legeplads og mødeplads for indbyggerne.

En plads i landsbyen hvor ruter mødes. Et billede som dette er ikke sjældent.

61

4.8 På vej mod fremtidens landdistrikter og landsbyer

Det er min grundlæggende antagelse i denne artikel, at substantielle og synlige forbedringer af den lokale bygningskultur (måske) kan bruges som løftestang for en positiv udvikling af landsbysamfundene. Det kræver penge, tid, plan-lægning og samarbejde om sådanne processer og projekter, fordi netop i disse år kan man tale om, at bygningskulturen i de danske landsbyer er udsat for et kolossalt pres, og udfordringerne findes i slagskyggen fra strukturreformer, globalisering og ”Silvanisering”. Landsbyernes bygningskultur og bygningskulturmiljøer bliver i disse år løbet over ende eller stærkt udfordret af strukturreformernes landsbyfunktionstøm-ning, fattigdom, kynisk spekulation, ivrige, men uvidende selvbyggere, et skræmmende stort udbud af byggematerialer, en mængde letkøbte fjernsyns-programmer, nyrige friværdiryttere og fraværet af kommunal interesse, vilje og evner i og omkring det offentlige rum samt fraværet af en helhjertet og res-sourcekraftig planlægningsindsats. I samme proces har landsbybeboerne tilsyneladende ”mistet” deres orienteringspunkter i forhold til, hvad der er god ”byggeskik” og tradition, og en lokal forankret fællesopfattelse eroderer bort under fødderne på landsbyboerne, og det afsætter dybe og uheldige spor i landsbyernes fysiske udtryk. Landsbyerne som sådan er ”forsvarsløse” mod disse forhold, og problemet med bygningskulturen i en lang række landsbyer er i al sin gribende enkelthed, sådan som vi ser det, at vi er i gang med en omstillingsproces fra fortidens fysiske strukturer til skabelsen af fremtidens fysiske strukturer….uden at være forberedte mentalt, økonomisk og planberedskabsmæssigt Den øjeblikkelige miserable tilstand som mange bygninger og anlæg på landet befinder sig i, kan imidlertid sagtens blive yderligere forværret, og den kvali-tetsorienterede udvikling kommer ikke af sig selv. Der skal politisk vilje til at få ryddet op på landet,13

og der skal politisk vilje til at forbedre den trafikale og sociale infrastruktur.

På mange måder kan situationen på landet sammenlignes med situationen i byerne før 1980’ernes og 90’ernes store byfornyelsesindsats (Møller & Mo-gensen 2007). Dengang flyttede folk fra de gamle brokvarterer ud i forstæder-ne. Brokvarterernes bygninger var nedslidte og uden tilstrækkelige tekniske og hygiejniske faciliteter. Lejlighederne var små og dårligt indrettede. Gårdrum og gader var misligholdte, og større områder var mere eller mindre uegnede til menneskeboliger. Gennem en massiv indsats over 15-20 år lykkedes det at ændre disse forhold radikalt, så de centrale bykvarterer i dag er blandt de mest 13 Forståelsen for, at det danske samfund må træffe beslutning om at nedlægge en række små og mindre landsbyer vokser støt i og roligt, efter først at være introduceret i debatten i starten af 2006 af Møller. (Møller 2006a, Møller 2006 b.m.v)

62

efterspurgte boligområder overhovedet. Det meget store antal bygninger, som er mere eller mindre ubrugelige og skæmmer i landsbyerne på akkurat samme måde som mange produktionsbygninger, side- og baghuse lå i vejen og ødelag-de bokvaliteterne i byernes brokvarterer før den store byfornyelsesindsats.

4.9 Planlægningen af landsbyfremtider på det kommunale og lokale niveau

Hvis en kommune14

er interesseret i at (gen)skabe smukkere landsbyer gennem at arbejde med bygningskulturen, så må der planlægges på forskellige niveauer, og der er ingen tvivl om, at al god landsbyplanlægning starter med en strategisk screening af alle kommunens landsbyer, for at få et overblik over den aktuelle tilstand. Herefter må politikkerne på det strategiske niveau i kommuneplanpro-cessen melde klart ud om, hvilke konkrete landsbyer der kan påregne kommu-nal støtte og hvornår til genopbygningen af det fysiske miljø.

Næste trin i processen er derefter en detaljeret planlægning for hver enkelt landsby i et forpligtende, gensidigt, dialogpræget samarbejde med borgerne, hvor det i første instans handler om kampen mod ”hverdagsblindheden,” ”ligegladheden” og den udbredte ”laden stå til holdning” hos både private og det offentlige. Processen skal på sigt (gen)opbygge og vedligeholde beboernes og kommunens stolthed og engagement i landsbyens fortsatte udvikling. Erfaringer viser, at en kombination af ”bløde” og ”hårde” kulturarvselementer virker pædagogisk overbevisende, og når man tager udgangspunkt i ”Stedets betydning”, den gode historie og de spændende oplevelser, så er det muligt at få folk med. På det fysiske niveau handler den bredspektrede planlægningsindsats om, at man gennem planlægningsprocessen og små, måske symbolske handlinger opbygger troværdighed og gensidig respekt mellem kommune og borger15

. Man kan måske ligefrem tale om, at der opbygges social kapital (Putnam 2000, Svendsen & Svendsen 2007) som en nødvendig forudsætning for at arbejde med de mere håndfaste, fysiske forhold såsom huse, gader, pladser og inventar i det offentlige rum, som i allerhøjeste grad trænger til en ”fast, kærlig og vidende hånd”.

Målet er på sigt at genskabe de smukke, autentiske og velholdte landsbyer, renset for bil- og bygningsvrag, misligholdte og tomme bygninger/boliger, plastikvinduer og andre æstetisk utilfredsstillende forhold og med en god blanding af gammelt og nyt, så afrakkede landsbyer bliver til blomstrende landsbyer.

14 Jeg mener, at kommunerne qua deres planlægningsret og pligt må stille sig i spidsen for landsbygenopretningen i et fast, inkluderende samarbejde med landsbyerne og deres ildsjæle. 15 For eksempel, at kommunen fjerner graffiti fra vejskilte eller retter skæve vejskilte op, så de igen står lodret.

63

4.10 På jagt efter et nyt planlægningsparadigme for den blom-strende landsby

Vi må konstatere, at de anvendte planlægningsparadigmer, der har været anvendt over for landsbyerne og landdistrikterne, ikke har været synderlig succesfulde, når vi betragter det fysiske resultat ude i virkeligheden. Det nye, overordnede planlægningsparadigma kunne være ” Plads til reguleret og planlagt forskellighed”. Forholdene skal selvfølgelig ikke være ens i de over 4.000 små og store landsbyer, men med udgangspunkt i en ligeværdig dialog mellem en professionel proceskonsulent med viden om de fysiske forholds betydning, beboere, kommune og den Lokale Aktionsgruppe (LAG’en), bør alle landsbyer udvikles med udgangspunkt i stedets beliggen-hed, kulturarv, byggeskik, folkelige traditioner og ressourceprofiler med videre. Planlægningen af landsbyer kunne tage udgangspunkt i en mellemting mellem det ekstremt regulerede, ”kedelige” forstadslivsideal og det totalt uregulerede Klondyke. Forskellighed og dynamik bør selvfølgelig respekteres, understøttes og fremmes, men alle på landsbyscenen bør kende både de skrevne og uskrev-ne spilleregler for landsbyernes fremtidige udvikling. Hvis den frodige forskel-lighed dyrkes som udgangspunkt for fremtiden, så er det vel kun fantasien, der sætter grænser for arbejdet med landsbyens fremtid. Kunne man forestille sig økolandsbyer eller transition villages, hestelandsbyer, iværksætterlandsbyer, landbrugslandsbyer, stokroselandsbyer, refugielandsbyer, foreningslandsbyen, skolelandsbyer, kulturlandsbyer med videre i et velstruktureret netværk af landsbyer, hvor ingen har det hele, men tilsammen har man ”alt”. Planlægningen af den fremtidige bosætning på landet bør derfor dreje sig om, at man uden alt for megen Morten Korch sentimentalitet registrerer, planlægger og koordinerer indsatser (Hansen, m.fl. 2007), der forsøger at modulere og tilpasse de historiske og aktuelle, fysiske strukturer således, at de dækker fremtidens behov. Denne proces kan lokalt indebære fjernelse af de dårligste landsbyer, samt sanering, oprydning, ombygning og en vis mængde nyt bygge-ri i et lokalt vurderet blandingsforhold således, at taberne også bliver vindere.

4.11 Konkrete indsatser til genopretning af det fysiske miljø i landsbyerne

Der findes i den danske planlægningstradition og lovgivning en række mulig-heder for planlægning på forskellige niveauer og med forskellig grader af juridisk retskraft.

64

4.11.1 Lokalplanen

Genopbygning af det fysiske udtryk i en landsby vil være en langvarig og kompliceret proces over lang tid, og pointen er, at de private bygningsejere uophørligt arbejder med deres bygninger. Der sker små og større og desværre ikke altid lige vellykkede indgreb i bygningsmassen, uanset om der er puljer og fonde at søge tilskud hos, og helhedsindtrykket skabes af summen af hundred-vis af større og mindre og måske ligefrem ubetydelige indgreb i bygningsmas-sen og i de æstetisk vigtige forhaver. Det juridisk mest potente redskab i kampen for et smukkere landsbymiljø er lokalplanen, der sætter de bindende regler for bygningers ydre fremtræden, bygningers anvendelse, beskyttelse af friarealer, hegn og lignende16

. Når man samtidig ved, at et par forkert restaurerede huse vil skæmme en landsby i mere end en generation, er det vel logisk, at en succesfuld genopretningsproces må foregå efter klare retningslinjer, som sikrer kontinuitet i planlægningsgrundla-get og en ensartet byggesagsbehandling over tid, og allerede Groth og Møl-gaard (1986) skrev, at den daglige, løbende byggesagsbehandling er en hjørne-sten i skabelsen af det fysiske miljø på det lokale niveau.

For at sikre, at denne løbende forandring i bygningsmassen i en landsby under-støtter målet om på sigt at skabe en smuk og autentisk landsby, er det også af uhørt stor vigtighed, at planen er udarbejdet i samarbejde med borgerne, som helst fra starten skal være positiv, fordi borgernes investeringer udgør det altoverskyggende grundlag for genopbygningen af det fysiske miljø.

4.11.2 Vejledninger på papir

Ved siden af lokalplanen og som et supplement til denne, vil det være oplagt at arbejde med vejledninger om god byggeskik i det lokale område, hvilket betyder, at der skal være tale om lokalt udarbejdede vejledninger, der afspejler den lokale byggeskik, og som er pædagogisk opbyggede, lette at bruge og med masser af billeder, der kan understøtte teksten. Sådanne vejledninger bør indgå i enhver ejendomshandel, og bør derfor uddeles til alle potentielle og nybagte ejere af fast ejendom i landsbyerne. Et andet oplagt uddelingssted vil være de kommunale folkeregistre eller i en kommunal velkomstpakke, ligesom ejen-domsmæglere, der sælger fast ejendom sådanne steder, vil være oplagte som overbringere af sådan en vejledning17

. Herved kan man håbe på, at husejerne, der foretager bygningsindgreb, der ikke kræver byggetilladelse, ikke forgriber sig på deres egen ejendom allerede fra starten, inden de er flyttet ind. Et par eksempler på sådanne bygningsødelæggende indgreb er den grasserende mode med at vandskure ældre teglstenshuse uanset arkitektur, byggeskik og alder, samt isætning af æstetisk afvigende, underlødige plastikvinduer.

16 Lov om planlægning § 15. Stk. 2. nr. 7, 8, 9 og 14 17 Man kan så håbe, at ejendomsmæglerne også selv vil læse vejledningen om byggearbejder på ældre huse, således at de ved, hvad det er, de handler med.

65

Kommunen bør finansiere18

4.11.3 Vejledninger på internettet

udarbejdelsen og distributionen af sådanne vejled-ninger, som også skal tilgå de professionelle rådgivere i byggesektoren, og sidst men ikke mindst skal alle håndværksmestre selvfølgelig have en sådan vejledning overrakt.

Det er oplagt, at sådanne lokale vejledninger også skal ligge på nettet, hvor alle kan downloade dem. Dette bliver endvidere af større og større betydning, efterhånden som byggesektoren i Danmark bliver mere og mere elektronisk, og alle skurvogne selvfølgelig er koblet op på nettet døgnet rundt.

4.11.4 Priser og kampagner

Mange kommuner har i en del år uddelt priser til gode projekter, hvor man præmierer smukt byggeri i landsbyerne og det åbne land. Her kan både være tale om nybyggeri eller ombygnings- eller renoveringsprojekter på ældre ejendomme. En handlekraftig borgerforening kan også arrangere lokale opryd-nings- og forskønnelseskampagner, hvor man hjælper hinanden, og måske gør aktionen til en anledning til en fest, hvor den sociale kapital vedligeholdes og udbygges.

4.12 Afslutning

Det er min gennemgående pointe i denne artikel, at den fysiske afrakning og nedslidning af mange tusinde landsbyer er et voldsomt, nærmest ubegribeligt og ikke italesat fænomen i den offentlige diskurs og i de politikker, der iværk-sættes på forskellige niveauer. Det er også min påstand, at de fysisk afrakkede landsbyer i virkeligheden har langt større problemer end de landsbyer, hvor man mener, at der kun er tale om et par forfaldne huse eller enkeltbygninger, der skal fjernes for at løse problemet, hvilket netop er, hvad den officielle politik lægger op til med nedrivningspuljen. En afrakket landsby sender det signal til gæsten, at her bor der en del menne-sker, som af forskellige årsager ikke udviser rettidig omhu for deres bygninger, haver og offentlige rum. Ansvaret påhviler således de fleste af landsbyens indbyggere. Ansvaret for et par forfaldne huse kan pålægges en begrænset ejerkreds, og er derfor langt lettere at håndtere løsnings- og fremadrettet. For at håndtere den fysiske udfordring i de 4.000 landsbyer i Danmark, er det muligt at opstille en række betydningsfulde forudsætninger, der skal være til stede, for at man kan tro på, at de danske landsbyer igen bliver blomstrende rent fysisk i løbet af en periode på 15-25 år. 18 Vi kunne forestille mig, at realkreditinstitutter, banker og fonde vil være oplagte for fundrai-sing omkring sådanne initiativer.

66

En korrekt planlagt landsbyreetableringsproces med det visionære mål at genskabe den blomstrende landsby bør startes med grundige analyser af alle landsbyer og den enkelte landsby med kompetente fagfolk til registrering, analyse og fortolkning af de fysiske forhold, videreført gennem langsigtede plan- og udviklingsovervejelser på bymønster – og enkeltlandsbyniveau. Disse overvejelser skal sikres implementering gennem ressourcestærke, strategisk prioriterede, kommunale handlingsplaner, det sikrer de nødvendige økonomi-ske ressourcer, og helt afgørende for succesen er dialog med og involvering af landsbyens indbyggere samt erhvervs- og foreningsliv.

4.13 Referencer

Bidstrup, K. (1971) Ebenerz diciple. Fra dansk byplanlægnings pionertid., Dansk Byplanlaboratorium, København Birkkjær, K.O. (2003) I Kulturmiljøet i kommunernes planlægning - til inspira-tion. (Red.Robert Mogensen) Skov og Naturstyrelsen. København

Birkkjær, K.O., Kruse, P. og Moesgård, J. (2008) Når landbrugets bygninger skifter erhverv. Real Dania. København Birk, H. & Lind Mikkelsen, M. (Ingen årstal) Stuehuset - en grundbog. Land-brugsforlaget. BYPLAN 3 (2009) Tidskrift. 61. Årgang nr. 3. København Christiansen, P.O. (1980) Fire landsbyer - en etnologisk rapport om nutidige livsformer. Landsbykommissionen, København Ehn,B & Løfgreen, O. (1986) Kulturanalys. Stockholm Eide,T. & Birkkjær, K.O. (2006) Kortlægning af problemstillinger vedrørende fjernelse af overflødiggjorte landbrugsbygninger. Dansk Landbrugsrådgivning. Landscenteret. Skejby Gottschalk, G, Ærø.Th. og Rasmussen, M.(2007) Dårlige boliger i landets yderområder- om omfanget og betydningen af boliger i særlig ringe stand. Statens Byggeforskningsinstitut og Aalborg Universitet. Hørsholm.

Groth, N.B, og Møllgaard,J. (1989) Fysisk planlægning i mindre kommuner. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm

Gyldendal (1931) Ordbog over det danske sprog. København

67

Hansen, Ch. H ; Jepsen, Ch. D. F ; Jørgensen, M. G ; Møller, J. (2007) Plan-strategien er redskabet. Teknik & miljø: stads- og havneingeniøren. 2007. nr. 1, Januar 2007

Hvidtfeldt, L. (2010) Fremtidens herregård. Morgenavisen Jyllands-Posten. 26.02.2010 Indenrigs-og Socialministeriet (2010) Kortlægning af hverdagslandskaber. København Jensen, F.E. (2008) Middelalderinfo. Trukket fra nettet 14.01.2010 http://www.middelalderinfo.dk/kirker.php Jysk Ordbog. http://www.jyskordbog.dk/hjemmesider/index.html. trukket fra nettet 12.04. 2010 Kayser Nielsen, N. (2009) Bonde, stat og hjem. Nordisk demokrati og nationa-lisme- fra pietismen til 2.verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag Landsbykommissionens delbetænkning 2. (1981) Befolkning og offentlig service. København Lohmann Hansen, A. & Møller, J. (2009) Landsbyerne er truet af samfundet. Byplannyt 3. 7.årgang. Juni 2009 Lov om Planlægning. (2010) Miljøministeriet Madsen, H.H. (2009) Skæv og National. Dansk Byplanlægning 1830 – 1930. København Miljøministeriet, By– og Landskabsstyrelsen (2009) Landsplanredegørelse 2009. Forslag. København Møller,J. (2005) The physical impoverishment and decay of Danish Villages. Causes and consequences. VIII Nordic-Scottish Conference of Rural And Regional Development. Akureiry, Iceland. September 2005. Unpublished Conference paper. Møller, J. (2006) Landsbyer uden fremtid. Skal vi nedlægge de landsbyer, som ingen fremtid har? Bygningskultur DK. Debatmagasin. August 2006 Møller, J. (2008) Villages in Landscapes- the importance of appearance. I Innovation Systems and Rural Development. (red. Tanvig, H.) Forets & landscape Working Papers 27/2008, København Møller, J. (2009) Mellem udvikling og afvikling - en minianalyse af de danske landdistrikter og landsbyer. Tidskriftet Plan, Oslo

68

Mogensen, R. & Møller, J. (2007) Forfaldet i det fysiske miljø i landsbyer og landdistrikter. I Landvindinger. Landdistriktsforskning- og perspektiver. Red. Svendsen,G.L.H. og Tanvig,H. Odense. Møller, J.,Staunstrup, J. & Johansen, H,H,W ( 2010) Villages and hamlets in Denmark Revisited - A spatial planning challenge in the making? Conference paper. Nordic Rural Futures. Pressures and possibilities. Research conference on the future of Nordic rural areas. May 3 -5. 2010 Upsala ,Tamswik, Sweden Lynch, Kevin. (1960) The Image and the City . The MIT Press. Cambridge, Massachusetts and London, England. 24. udgave 1996. Porsmose, E. (2008) Danske landsbyer. Gyldendal, København Planstyrelsen (1979) Rapport om det fremtidige bymønster. København Putnam. Robert D. (2000) Bowling Alone. The collapse and Revival of Ameri-can Community. Touchstone Book Ruud, M.E. m.fl. (2007) Sociokulturelle stedsanalyser. Veileder. Akershus Fylkeskommune. Svendsen, G.T. & Svendsen, G.L.H. (2007) Social kapital. En introduktion. Hans Reitzels Forlag. København Velfærdsministeriet (2009) Udvikling af landsbyer - En værktøjskasse. Køben-havn Warren, C. (2005) Communitymapping, local planning and alternative land use strategies in Bali. Geografisk Tidsskrift . Kbh. Waters, N. (2000) The community planning Handbook. How people can shape their Cities, Towns & Villages. Earthscan. UK. 2000 (Findes og på nettet. http://www.communityplanning.net/ )

Robert Mogensen: Kommentarer til lektor, arkitekt MAA Jørgen Møllers artikel ”De afrakkede landsbyer i Danmark”

Robert Mogensen er forfatter, arkitekt og byplanlægger

Artiklen har til formål at indkredse og problematisere landsbyernes fysiske problemer samt at diskutere forskellige analysemetoders evne til at afdække

69

deres udviklingspotentialer - alt med henblik på at skabe baggrund for en succesfuld landsbyreetableringsproces. Artiklen søger at illustrere den fysiske vanrøgt og fattiggørelse af det samlede miljø i de danske landsbyer med henvisning til en række undersøgelser og analyser fra de senere år, som alle synes at pege på endog meget store proble-mer med overflødiggjorte landbrugsbygninger, som ingen tilsyneladende ved, hvad man skal stille op med, mange dårlige og stærkt nødlidende boliger samt en generel nedslidning af landsbyernes fysiske miljø. Hertil kommer problemer med privat og offentlig service i form af lukkede skoler, manglende plejetilbud, butiksdød etc. Artiklen beskriver endvidere de mange og forskelligartede initiativer, der er taget fra politisk hold i et forsøg på at imødegå nogle af problemerne, idet der anlægges en kritisk tilgang, der både anfægter den politiske lyst til at erkende problemernes fulde omfang (fx de 25 mio. m² overflødiggjorte landbrugsbyg-ninger) og til at marginalisere problemerne til udkants- og spekulationsproble-mer. Politikernes indtil dato noget adspredte og ukoordinerede indsats, funge-rer tilsyneladende som figenbladet, der skal henlede opmærksomheden på noget andet. Artiklen opsummerer, at der sjældent tages fat på de 2 største problemer, nemlig en sammenhængende politisk strategi for, hvad der skal ske med de ubegribeligt mange overflødiggjorte landbrugsbygninger samt den fremskredne forarmelse og hastige afrakning af landsbyernes fysiske tilstand. Endelig forsøges etableret et kvantitativt overblik over antallet af landsbyer og indbyg-gere samt artefakter og fysiske udfordringer i landdistrikterne. Anden del af artiklen giver en oversigt over en række analyse- og beskrivel-sesmetoder, der kan bringes i anvendelse med henblik på at afdække landsby-ernes fysiske kvaliteter eller kapital, som der står. Der peges på nødvendighe-den af en generel screening af kommunernes landsbyer med henblik på en opfølgende plan- og genopbygningsstrategi. Målet er på sigt at genskabe smukke, autentiske og velholdte landsbyer. Hertil anbefales en strategi, der hviler på ”plads til reguleret og planlagt forskellighed”. Man kan forestille sig økolandsbyer, hestelandsbyer, refugielandsbyer, kulturlandsbyer og mange flere. Midlerne til at nå disse mål kan være lokalplaner, vejledninger i byg-ningsvedligehold og arkitektur, uddeling af anerkendende priser og forskønnel-seskampagner. Afslutningsvis opsummerer artiklen sin påstand om, at problemet med de mange landsbyers fysiske nedslidning og forarmelse er langt mere komplekst end blot et spørgsmål om at fjerne et par forfaldne huse og, at dets karakter og omfang tilsyneladende ikke er politisk erkendt. En korrekt planlagt reetable-ringsproces af vore landsbyer bør starte med en grundig og faglig velfunderet analyse af de fysiske forhold, fulgt op af langsigtede plan- og udviklingsover-vejelser. Overvejelserne skal efterfølgende sikres implementering gennem

70

strategisk prioriterede kommunale handlingsplaner og investeringer. Proces-sens succes beror på en åben dialog med beboere og erhvervsinteresser. Artiklen rummer mange interessante og vægtige informationer og forslag. Alligevel er det som om analysen og den skitserede strategi ikke hænger ordentlig sammen. Der er simpelt hen for langt mellem den analytiske konsta-tering af problemernes store omfang, politikernes manglende lyst til at kon-frontere sig med virkeligheden og den tilforladelige planproces, der skal føre os frem til autentiske og blomstrende landsbyer. Processen knækker over på midten, og medicinen virker ikke troværdig. Det kan undre, at det forholder sig således, idet der under artiklens kritik af Velfærdsministeriets vejledning konstateres, at ”Der mangler simpelthen kontekst i vejledningen eller bare en antydning af udfordringernes omfang, og man kan spørge sig selv om hvorfor? Er det fordi de fysiske problemer er spredte, forskelligartede, geografisk diffuse og dermed næsten ”ubegribelige”, i modsætning til byfornyelsen på Vesterbro i København, hvor man kunne overskue udfordringen geografisk og økonomisk. Eller skyldes det, at den økonomisk nødvendige indsats vil blive så omfattende, at det ikke er politisk opportunt at få landsbyudfordringens rette proportioner frem i lyset”. Til begge de 2 stillede spørgsmål må man svare ubetinget ”ja”. Problemet er samlet set diffust og næsten ubegribeligt, fordi man fra politisk side, først og fremmest på samfundsniveau, ikke ved hvad man skal stille op med landdi-strikterne og de jernhårde økonomiske megatrends, der har fjernet landbruget fra sin tilknytning til landsbyerne, efterladende striber af tomme bygninger og beboere som ikke længere har en økonomisk fremtid på landet. De unge søger mod de større byer, befolkningstallet reduceres, butikker og skoler lukker. Den nødvendige økonomiske indsats er så omfattende, at enhver sundt tænken-de politiker vil spørge sig selv, før han/hun bevilger de store summer, der er nødvendige for at rydde op i ”skramlet derude” (min formulering), om formålet med investeringen? Hvordan skaber man blomstrende og autentiske landsbyer, når der ikke er et presserende behov for at bosætte sig eller etablere virksom-hed i landsbyen? Analogien med situationen i byerne og den store statsinitierede byfornyelses-indsats i 1980’erne og 1990’erne er god, men ikke dækkende på det afgørende og springende punkt, formålet. I byerne var man vel bekendt med formålet, der var simpelthen et behov for nyindrettede og ordentlige boliger i de centernære brokvarterer. Artiklens svage punkt eller missing link er en fremstilling af et overbevisende svar på, hvad der skal ske på landet og i landsbyerne i fremtiden. Kender vi det svar, så vil pengene også strømme i rigt mål, både fra de offentlige kasser og i form af private investeringer. Og så vil de forskellige planmæssige tiltag, som artiklen beskriver som en relevant fremgangsmåde komme til fuld udfoldelse og mere til.

71

Har vi en klar forestilling om landdistrikternes indretning i fremtiden, vil vi nemlig ikke kun genanvende tiloversblevne bygninger til nye og spændende formål, vi vil også restaurere boliger og stuehuse, gøre landsbyernes samlede miljø dejligt at færdes i, og som noget helt nyt begynde en landskabelig kulti-vering baseret på landskabsarkitektoniske overvejelser, fuldstændig som byfornyelsen voksede udover bygningsstadiet og det nære gårdmiljø og ind-drog gader, pladser og torve i samlede helhedsløsninger. Men der skal være et rationelt formål, en bevæggrund der får folk til at flytte ud i de smukke land-skaber og grønne herligheder. Landsbyer og landdistrikter bliver ikke alment tiltrækkende, før folk kan se en mening, ud over de æstetiske kvaliteter, med at bo på landet. Et studie af de landsbyer, der faktisk vokser og øger sit befolkningstal midt i den almindelige bedrøvelighed, kan måske give et fingerpeg om, hvad det drejer sig om.

72

73

5 Kræn Ole Birkkjær: Kan det danske landskab overleve fremtidens landbrug

Kræn Ole Birkkjær er bygnings- og landskabsarkitekt, Videncenter for Landbrug

5.1 Fakta og visioner

Som det tegner sig i Sol og Måne, og som udviklingen i disse år beviser, er vi med stormskridt langt inde i den største strukturændring og -tilpasning siden "Landboreformerne" omkring år 1800. Reformerne, der dengang resulterede i den mest radikale ændring af det danske landbrug – og dermed landbrugslandskabet – som nogen sinde har fundet sted. Hvis vi ser på vores nuværende situation, forventer vi bl.a., at antallet af selvstændige landbrug vil blive væsentligt reduceret, og forventningen er, at af de 208.000 landbrug, der fandtes i 1950, vil der være mindre end 8.000 virk-somhedslandbrug i 2020 krydret med 25.000 deltids- og fritidslandbrug. Udviklingen vil være afhængig af de rammevilkår bl.a. miljøet og det omgi-vende samfund sætter samt virksomhedslandmandens evne til at omstille sig og samarbejde i spændingsfelten mellem produktion, myndigheder, miljø og naboer. Disse kompetencer vil blive afgørende for landmandens manøvredyg-tighed i lokalsamfundet.

5.2 Fremtidsbilleder

I det følgende vil jeg forsøge at tegne et billede af landbruget i år 2020. Med baggrund i et fiktivt landbrugslandskab, hvor området i størrelse svarer til hvad et almindeligt dansk landsogn var i sin tid, og med vandløb, natur, skove, dyrkningsflader, landsby, fritliggende gårdejendomme og by med byzoneud-læg, vil der i 2020 være 3 virksomhedslandbrug, med henholdsvis plantepro-duktion på 750 ha, svineproduktion med 2500 årssøer og kvægbedrift med 1200 malkekøer. Af fælles tekniske anlæg er der et andelsejet bioenergiværk, som bl.a. produce-rer el og varme til alle i området, herunder den nærliggende større by.

5.3 Landbrugslandskabet

Udover de 3 virksomhedslandbrug, er der i området 6 deltidslandbrug og 6 boliglandbrug i 2020.

74

Der er fjernet 5 gårde og i øvrigt gennemført en generel bygningsbortskaffelse på i alt 30.000 m², og der er i området gennemført en natur- og landskabsplan, hvor landbrugsproduktion og naturbeskyttelse går hånd i hånd til hele lokal-samfundets glæde.

5.4 Dialog og samarbejde

De mest miljøfølsomme arealer er udlagt til naturområder under devisen: Her opnås mest miljø for pengene og størst naturglæde for samfundet, og igennem et samarbejdsprojekt mellem virksomhedslandbrugene og de 4 deltidsland-mænd, som ligger i nærheden af den gennemgående ådal, er der bl.a. etableret ”Studeproduktion”, som er med til at naturpleje virksomhedslandbrugenes engarealer. Deltidslandbrugene producerer specialprodukter, som sælges i en nærliggende lille ”Torvelade”, der er indrettet i en bevaringsværdig gårdejendom, som ligger på Margueritruten, som turister bruger på deres vej til og fra et større sommerhusområde.

5.5 Mælkeproduktion

Staldanlægget til de 1200 malkekøer har et samlet bebygget areal på ca. 20.000 m². Alle klimaskærme/staldene til køer, kalve og opdræt er optimeret i forhold til energiforbrug og tilpasningen til omgivelserne og det samlede landskabsbille-de. Organisation

• Ejerform er et interessentskab med professionel gårdbestyrelse • Otte medarbejdere i stald og mark • Samarbejde med tre deltidslandmænd.

Der er sket en så stor professionalisering af erhvervet, der gør, at man inddra-ger virksomhedsledere og kompetencepersoner fra andre erhverv i gårdbesty-relsen. Inspirationen til udviklingen skabes bl.a. gennem deltagelse i erhvervsnetværk, hvor virksomhedslandmanden er aktiv deltager. I dette udviklingsteam er der også tilknyttet myndigheder og miljøorganisatio-ner, således at der også er en samarbejdende topmoderne miljøforvaltning tilknyttet.

75

Eksempel på et fremtidsorienteret staldanlæg til svineavl. Godt indpasset i det samlede landskabsbillede, med stor hensyntagen til terræn samt materiale – og farvesammensætning.

5.6 Produktudvikling og reformer

Allerede i 2015 er landbruget ved at udvikle sig mere og mere i retning af at være et avls- og fremavlsland med produktudvikling af f.eks. rene, sunde og veldesignede avlsdyr samt superudviklede korn- og frøsorter af meget høj kvalitet.

Avlsdyr af høj standard på verdensplan. Fremavl på baggrund af nye dyrkningsmetoder Denne produktudviklede basisavl som grundlag for den globale fødevarepro-duktion, eksporteres sammen med produktudviklede lav- og højteknologiske markmaskiner og staldteknik til hele verden.

5.7 Planlægning

I forløbet frem mod 2020-landbrugslandsognet er der anvendt strategisk, fysisk planlægning i tæt samspil med de økonomiske strategiplaner. Den fysiske og miljømæssige planlægning er sket i et respektfuldt samarbejde med deltidslandmænd og andre erhvervsvirksomheder i området og ikke mindst lokalsamfundet, og som led i den strategiske planlægning er der om-kring 2015 foretaget en gennemgribende jordfordeling mellem virksomheds-landbrugene og 4 deltidslandbrug. Jordfordelingen muliggjorde anlæggelse af lukkede rørføringer til gylletrans-port fra staldene til bioenergiværket og herfra ud til markfelterne.

76

Samtidig blev der etableret et lukket markvejssystem, som udgør en særskilt infrastruktur på virksomhedslandbrugene, så de offentlige veje og beboerne ikke bliver belastet. Denne infrastruktur har givet både arbejdslettelser og minimalt energiforbrug samt mange miljømæssige fordele i lokalsamfundet. Formålet med jordfordelingen var også at få skabt mere regulære marker for anvendelse af GPS-styrede redskaber til række- og højbedsdyrkning. I dette dyrkningsprincip anvendes faste kørespor, som også kan følge landska-bets ”konturer” og højdekurver med et spændende landskabsbillede til følge.

Natur- og landskabsplanen blev også til i forbindelse med jordfordelingen i 2015, som gjorde det muligt at lave helhedsorienterede hegnsstrukturer, spred-ningskorridorer og vandhuller m.v., samt stiforløb for mennesker i bevægelse til fods, på cykel eller hest. Med landskabsplanen blev der skabt et fælles ”ejerskab" til lokalområdet og samtidig skabt "Rum til Udvikling” for virksomhedslandbrugene.

5.8 Afslutning

Set i lyset af erfaringerne fra landboreformerne i slutningen af 1700-tallet kan vi sige, at vi i dag har et politisk og praktisk forbillede at tage afsæt i, og med et mindst lige så stort reformbehov i dag som dengang for at nå frem til en ny optimeret landbrugsstruktur, hvor produktionshensyn spiller sammen med de miljømæssige og landskabelige hensyn, og man kan afslutningsvis spørge, hvem har ansvaret for fremtidens landskab? Og svaret er, at det har vi alle sammen, men at de vigtigste aktører er og bliver landmændene og de øvrige beboere i landdistrikterne.

77

6 Gunnar Lind Haase Svendsen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan?

Gunnar Lind Haase Svendsen er professor mso, Center for Landdistriktsforskning, Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi Syddansk Universitet, Esbjerg

6.1 Indledning

6.1.1 Lokale ressourcer

Man hører ofte, at der er mange lokale ressourcer på landet. Hermed menes ikke blot naturressourcer men også iværksætterånd, godt foreningsliv, gode vilkår for børn mv. Men hvad er en ’ressource’ egentlig? På nydansk bliver ordet nærmest brugt i flæng. ’Manglende ressourcer’ er som oftest en sleben omformulering af: Mangel på penge. Kalder man et menneske for ’ressource-svagt’, slipper man for at sige det ligeud: Han er en taber. De såkaldt ’ressour-cestærke’ folk er derimod overleverne. Succesmennesker med overskud til ægtefælle, børn og samfund. Slår man op i ordbogen, læser man, at en ressour-ce (fra oldfransk: resourdre19

6.1.2 Håndgribelige og uhåndgribelige former for kapital

) er ”en person, værdi, materiale eller kapital, som kan anvendes til at opnå et mål”. Andre steder læser man, at det er en rigdoms-kilde, man kan trække på, når det er nødvendigt – eller lignende vendinger.

Som sådan er ordet ’ressource’ egentlig ikke andet end en lidt upræcis beteg-nelse for det, man førhen kaldte en kapital. En kapital er en rigdom, der skaber mere kapital, dvs. mere rigdom, uden at ejeren mister den oprindelige kapital. Det latinske ord capitalis betyder bogstaveligt talt en hovedsum, der giver ejeren renteindtægter uden (straks) selv at gå til grunde.20

Kapital består dog ikke kun af store fabrikker fyldt med maskiner, som mange måske tror. Ikke alle former for kapital er nemlig synlige for øjet. Forestil dig, at du kigger ud over et landskab. Du kan måske se fabrikker og landbrugsjord – altså fysisk kapital. Og du bemærker måske, at menneskene har mange penge, dvs. økonomisk kapital. Men kan du se, hvor megen viden de rummer – human kapital? Eller hvor gode de er til at samarbejde, eller det der er blevet kaldt social kapital? Det er straks sværere, eftersom der her er tale om ressourcer, der

19 Resourdre, ”at stige igen”, fra latin resurgere. 20 Smith (1904 [1776], II.1.2) taler her om en rigdom, ejeren “forventer, vil give ham (..) afkast [og som] kaldes hans kapital” (op.cit.: II.1.2). På oldnordisk har vi det rammende ord ’høved’, der netop betyder hovedsum, altså en kapital i form af høveder, der avler mere rigdom uden (straks) selv at gå til grunde.

78

ikke umiddelbart kan ses eller mærkes rent fysisk. Men ikke desto mindre er viden og evnen til samarbejde også vigtige, økonomiske faktorer i en region eller et land. Man kan endog argumentere for, at svært målelige værdier som livstilfredshed og tillid har en betydning for den økonomiske vækst i et områ-de.21

De kapitalformer, der er målelige og håndgribelige (som maskiner), bliver efterhånden slidt op, jo mere de bliver brugt. Modsat øges de mindre håndgri-belige kapitalformer (som viden og samarbejdsevne), jo mere de bliver brugt. Erkendelsen heraf har bl.a. fået Verdensbanken til at udvikle et måleinstrument af social kapital i tredjeverdenslande – SoCAT (Social Capital Assessment Tool). Samme erkendelse ligger bag social kapital forskningen og den fornyede interesse for tillid som en vigtig faktor for velstand og – modsat – fraværet af tillid mellem forskellige befolkningsgrupper som en barriere for økonomisk fremgang. Tag blot finanskrisen, der har skabt dyb mistillid til den finansielle sektor. Eller mange lande i Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og det tidligere kommunistiske Østeuropa, hvor korruption og udbredt mistillid er domineren-de.

6.1.3 Hovedspørgsmålet

På denne baggrund er den udbredte myte om, at landbefolkningen er mere rig på immaterielle ressourcer end bybefolkningen, ret interessant. Ude på landet, siges det fx, har folk tillid til hinanden. De kommer hinanden mere ved. De hjælper hinanden (Sørensen & Svendsen 2010).22

Men én ting er, at folk siger, man kommer hinanden mere ved på landet end i byerne. Noget andet er, om vi rent faktisk kan måle, at det forholder sig sådan. Derfor bliver hovedspørgsmå-let i denne artikel:

Hvordan måler vi lokale ressourcer på landet? Jeg vil komme ind på både hvorfor, hvad og hvordan, vi skal måle. Mit fokus vil rette sig mod de ressourcer eller – i min terminologi – kapitaler, jeg har benævnt uhåndgribelige, og som øjet ikke umiddelbart fanger, her primært social kapital.

6.1.4 Indhold

Artiklen er sammensat på følgende måde. Først diskuterer jeg i afsnit 2 HVORFOR-spørgsmålet. Det indebærer dels overvejelser om, hvorledes italesættelsen af udkantsområderne bidrager til at forme virkeligheden (også kaldet diskursiv magt), dels en gennemgang af argumenter for og imod lukning af landsbyer. På den baggrund ser jeg i afsnit 3 på HVAD-spørgsmålet, altså

21 For en oversigt over forskningen om sammenhængen mellem social tillid og økonomisk vækst, se Bjørnskov 2010. 22 Og ikke et ord om sort arbejde her!

79

hvilke lokale ressourcer det giver mening at måle på. Endelig besvarer afsnit 4 HVORDAN-spørgsmålet. Det sker først i form af et eksempel på måling af lokale ressourcer, eller kapitaler, på sogneniveau – nemlig Karby på Mors og Klitmøller på Thy. Derefter følger et eksempel på måling på nationalt niveau, nemlig en sammenligning af forekomsten af tillid og livstilfredshed på land og i by. Afsnit 5 opsummerer.

6.2 Hvorfor måle?

I sommeren 2009 var der en heftig og ret følelsesladet debat i Jyllands-Posten om, hvorvidt man skal lukke små, forfaldne landsbyer med fortsat befolknings-tilbagegang. Den er sidenhen blevet fulgt op af en landsdækkende debat om de danske udkantsområder, primært foranlediget af DRs tema ”Danmark knæk-ker” april-maj 2010.

6.2.1 Diskursiv magt: Rådne bananer og rådne tomater

Det er imidlertid sjældent, der i sådanne diskussioner kommer klare argumen-ter på bordet. Lad mig tage et enkelt illustrativt eksempel – den såkaldt ”rådne banan”, forstået som Nordjylland og den jyske vestkyst ned til Tønder, ja til tider en betegnelse for hele ’udkants’-Danmark fra Nord- til Sønderjylland, de sydfynske øer, Lolland-Falster til Bornholm. Med dette udtryk er underforstået: Her kan intet menneskeligt liv gro. Området er råddent. Dødt. Som et goldt farvand plaget af permanent iltsvind. Men hvad dækker dette yndede journalist-udtryk egentlig over? Hvilket ver-denssyn, og hvilken politisk agenda skjuler sig bag det? Eftersom Bananen altid skrives i bestemt form, forestiller jeg mig, at det må dreje sig om en meget konkret ting. Sandheden er dog, at der er tale om en meget upræcis, ja faktisk direkte misvisende betegnelse. Et pseudo-argument, eller ’følelsesargument’. Der gror ingen rådne bananer her. Men nogen påstår, at der findes en sådan mislykket grøntsag. Og befolkningerne i disse områder bliver til stadighed puttet ned i denne klistrende kasse, der selvsagt skræmmer potentielle tilflytte-re væk og dermed bidrager til at fastholde disse områder i en ond cirkel. Som sådan er Den rådne banan en slags omvendt Grønland – altså et land, der i vikingetiden blev forsøgt opreklameret via falsk varebetegnelse. Det vestlige Jylland nedreklameres derimod i medierne. Det kan tolkes som udtryk for en urban diskurs, der ikke vil landområderne det godt, og som – endnu vigtigere – er med til at forme sandheden om verden. Budskabet er i sin grundessens: Vinderne kommer herind (til byen), taberne bliver derude (i den henrådnende landsby). Og det bliver efterhånden en selvopfyldende profeti. Det bliver en naturlig og helt uproblematiseret del af danskernes verdensopfattelse. Sådan er det bare. Sådan er ’Udviklingen’. Men nu er det sådan, at den måde vi begrebsliggør verden bidrager til at skabe verden, skaber vores virkelighed – tag bare Karl Marx’ ord ’klassekamp’ som

80

et af de mest berømte eksempler. Som sådan bidrager selve diskursen om byen som noget godt og vitalt og landsbyen som gammeldags, hendøende og yt til, at politikker formes på en bestemt måde – altså, fx, at små skoler lukkes derude, hospitaler, lægehuse, biblioteksfilialer, postafdelinger, domstole, politistationer, kaserner, pædagogseminarier måske også. Centraliserings-/rationaliserings-diskursen, som har været på fremmarch siden midten af 1960’erne, buldrer til stadighed fremad på bekostning af diskursen om det lille samfund – the small community – med værdier som naturrigdom, fred og ro, overskuelighed og, måske også, større kendskab til hinanden, mere tillid til hinanden og mere samarbejde og fællesskab. Det er først i forbindelse med den stadig pågående skole- og hospitalslukningsdebat, at der for alvor er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om ensidig centralisering er den bedste løsning, når man også medtager borgertilfredshed som en vigtig faktor. Sæt nu at vi begyndte at kalde storbyerne for 'rådne tomater'! Fx fordi – faldt det os lige ind – at der findes en stor koncentration af folk på overførselsind-komster disse steder. Eller indvandrerghettoer. Eller alternative familier. Eller socialister. Det ville selvfølgelig være ligeså absurd som talen om rådne bana-ner. Nogle steder i fx Vestjylland har man problemer de små steder, men bestemt ikke alle steder. Man kunne med ligeså god grund benytte et andet følelsesargument, når talen går på det vestlige Jylland – fx Rygsøjlen af Dan-mark, for herfra udgik andelsbevægelsen, her udviklede tekstil- og møbelindu-strien sig, her er 'et ord er et ord', osv. Kort sagt: Der er i høj grad tale om en kamp på ord – en symbolsk kamp, som sociologen Pierre Bourdieu har formu-leret det. Det er ikke ligegyldigt, om vi taler om rådne bananer, Danmarks rygsøjle eller grønne agurker (et ’mod-udtryk’, der for nyligt er poppet op i den offentlige debat). Sådanne udtryk er værdiladede, aldrig neutrale, og propfyldte af gruppeinteresser. Som sådan kan man argumentere for, at forestillingen om den rådne banan har været med til at legitimere den centraliseringsbølge, der er sket siden kommunesammenlægningerne og – i særdeleshed – de sidste to år.

6.2.2 Argumenter for og imod lukning af landsbyer

Indledningsvist er det værd at bemærke sig, at ifølge Jørgen Møllers opgørelse (se artiklen heri) udgjorde byer under 1.000 indbyggere næsten 90 % af de omkring 4.500 danske byer i år 2002. Definerer vi en landsby som en by med mellem 25 og 199 indbyggere, er tallet knap 3.100 ifølge denne opgørelse. Trods en nedgang på omkring 1000 landsbyer siden 1980 er der dog stadig tale om en andel på næsten 70 % af alle danske byer. Ifølge Landdistriktsredegø-relsen 2009 udgjorde befolkningen i byer mellem 200-900 indbyggere i 2008 7,8 %, mens befolkningen i landdistrikterne udgjorde 13,6 %. Her benyttes Danmarks Statistiks definition af landdistrikter som områder, der ligger uden for byområder, der statistisk opgøres som sammenhængende bebyggelser med mindst 200 indbyggere. Her boede der ifølge Velfærdsministeriets opgørelse 2008 ca. 745.000 mennesker, hvilket var ensbetydende med et fald på ca. 40.000 i perioden 1998-2008 (Velfærdsministeriet 2009, s. 31). Møllers meget mere finmaskede opgørelse viser, at der i 2002 boede lidt over 216.000 menne-sker i landsbyer med 25-199 indbyggere, mens over en halv million mennesker

81

boede ude i landdistrikter, forstået som bebyggelser under 25 indbyggere. Jeg vil i det følgende tale om de mindste landsbyer med 25-199 indbyggere, der har været i befolkningstilbagegang, omend der naturligvis også er større landsbyer, der i dag er lukningstruede. Jeg har forsøgt at skitsere nogle af de vigtigste argumenter for og imod lukning af sådanne landsbyer nedenunder. Tabel 6.1 - Argumenter for og imod lukning

Argumenter for og imod lukning af affolkede landsbyer

FOR LUKNING IMOD LUKNING For dyrt og besværligt Bosætningsmulighed (alternativ til byerne) Fysisk forfald Tilgængelighed Usikker investering Turisme/rekreation Gammeldags (dårligt rygte) Kan ikke lukkes op igen Ghettoer for ressourcesvage/ Samfundstabere

Tab af samfundsværdier (?)

Skeptikerne kan med rette hævde, at det rent økonomisk er dyrt at opretholde offentlige serviceydelser i udkantsområderne – måske også for dyrt, når man tænker på, hvor få af landets borgere, der bor her. Tag fx småøerne, der lige har været oppe i medierne. Her er befolkningstallet mange steder ved at være under smertegrænsen, og politikere kvier sig naturligt nok ved til stadighed at bruge penge på færge, skole, børnehave, offentlige anlæg og lignende, der kommer færre end 100 af kommunens borgere til gode. Man glemmer dog ofte, at der for det første ikke er mange offentlige serviceydelser (tilbage) i de fleste udkantsområder; for det andet at disse områder modtager et minimum af offentlig støtte – puljer som LEADER+ og Landdistriktsprogrammet er små-penge i forhold til de penge, der fx er blevet brugt på byfornyelse i storbyerne, offentlige prestigeprojekter, subsidier til spillesteder, teaterscener og borgerhu-se, osv. Desuden er der et fremskredent fysisk forfald i en del landsbyer (se også Jørgen Møllers artikel heri), og man spørger sig, om det er værd at bruge penge på at genoprette disse landsbyer, hvis de alligevel ikke har nogen attraktions-værdi. Kritikere kan også sige, at det er for besværligt at holde liv i landsbyerne i yderområderne. Det er svært at komme derud pga. de dårlige veje. Beboerne her er egenrådige og kontrære – ja, taler og tænker måske på en anden måde end i centerbyen. Der skal laves landdistriktspolitikker, lokalplaner, hyres landdistriktskonsulenter og LAG-koordinatorer. Kommunen skal desuden bruge tid på at engagere sig i lokale aktionsgrupper (LAGs). Politikerne skal gøre opmærksom på, at de kerer sig om landbefolkningen. Landbefolkningen skal have ældreservice, små og som oftest urentable skoler, børnehaver, læge-huse, politi, apoteker, posthuse, kirker, idrætshaller, fodboldbaner, borger- og

82

biblioteksservice og meget mere. Er det egentlig besværet værd? Det er i øvrigt også en meget usikker investering at putte offentlige kroner i en afsides lands-by – ikke mindst anskuet ud fra den nær hegemoniske centraliseringsdiskurs. Man risikerer jo bare, at landsbyen lukker ned alligevel om 2-3 år. Hvorfor så ikke bare lukke ned med det samme, så man undgår at smide gode penge efter dårlige? Eller simpelthen investere i landsbyer, hvor beboerne udnytter de lokale ressourcer, som i Skive Kommune, hvor borgmester Flemming Eskild-sen har udtalt: ”Vi ønsker at satse på de byer, som selv tager affære. Det betyder så, at byer uden samme ressourcestærke beboere de kan få det svært” (Pedersen 2010). Et ofte hørt argument (især fra unge) er tillige, at det er gammeldags at bo på landet. Ja, folk her er nærmest sådan lidt tilbagestående og som sådan en slags ’indre ulandsbefolkning’. Der er kun få større uddannelsessteder i udkanterne og ligeledes få offentlige og private virksomheder med højt uddannede blandt de ansatte, omend regeringen i skrivende stund overvejer at flytte flere offent-lige arbejdspladser ud i provinsen. Udkanten kan hermed hurtigt blive ’mar-kedsført’ som en rådden banan, det nærmest er degraderende at bo i/på – blandt bybefolkningen såvel som, internt, blandt landbefolkningen. Her bor kun de stakler, der aldrig fik taget sig sammen til at tage en længerevarende uddannel-se, de efterladte så at sige. Problemet er såmænd ikke, at de unge rejser væk for at få sig en uddannelse men netop, at de aldrig vender tilbage. Fordi der ingen arbejdspladser er, men måske især fordi det at bo i en landsby efterhånden forbindes med lavstatus. Vender vi bøtten engang og tager de positive briller på, finder vi også nogle argumenter for at bevare og videreudvikle disse landsbyer. For det første kan man stille spørgsmålstegn ved bæredygtigheden i at klumpe sig sammen i storbyerne – da især i disse finans- og miljøkrisetider. Er det ikke vigtigt at bibeholde landsbyerne, inklusive dem som ligger i udkanten, som et alternativt bosætningssted med relativt billige huse, store herlighedsværdier og en (efterhånden savnet) fred og ro? Et sted hvor man har masser af plads til at eksperimentere med alternative energiformer, hvor innovative ’Georg Gearløs’ typer trives – originaler i ordets bedste betydning – og hvor normen er at forbruge mindst muligt og sætte tæring efter næring. På den anden side vil storstilet pendling til bycentrene ikke ligefrem afhjælpe klima-/miljøproblemerne! Det er vel også vigtigt, at landområderne overhovedet er tilgængelige. Det kan vel siges at være et offentlig gode, dvs. et gode for alle borgere uden undtagel-se, at vi overhovedet kan komme derud. Hvis landsbyerne lukkede, ville der ikke være landeveje, stisystemer, torve og pladser, cykelstier, fortove – kort sagt, vi ville skulle kæmpe os gennem landskabet med en machete. Eller hvis det hele var landbrugsjord, så langt øjet rakte, prydet med ”Ikke adgang” skilte – måske rationelt men også ønskeligt?

83

Kulturhistoriske værdier i form af bygninger, gadekær, bavnehøje osv. er vel også offentlige goder, vi alle nyder eller har muligheden for at nyde – fx ved at flytte derud eller, mere almindeligt, ved at tage derud i weekender og ferier. Man kan derfor argumentere for, at lukker vi landsbyer, mister almindelige borgere (også byborgerne) muligheden for at rekreere sig på landet i natur-skønne, rolige omgivelser. Desuden vil det være en uafvendelig, eller irreversi-bel, udvikling – man lukker jo ikke bare disse landsbyer med alle deres offent-lige anlæg (belysning, kloakering, strøm og vand) op igen i morgen. Kapitalen forsvinder simpelthen, og det vil desuden koste samfundet mange penge at sløjfe disse byer. For da ikke at tale om problemer i forbindelse med ekspropri-ation og opkøb af de lokale borgeres huse, genhusning, etisk-demokratiske problemer mv. Hvis bølgerne går højt, kan man alt i alt argumentere for, at lukning medfører tab af betydelige samfundsmæssige værdier – ikke kun de synlige, håndgribeli-ge (bygninger, kulturmiljøer), men også mindre synlige som velfungerende fællesskaber, perfekte rammer for ’Georg Gearløs’ typerne, der går og makker med alt fra biogas til bølgeenergi, levende foreningsliv hvor børn opdrages til gode samfundsborgere, trygge omgivelser for børn, områder hvor kriminalitet nærmest ikke eksisterer (som fx på småøerne, fx Ærø), samt arnesteder for folk, der gider arbejde gratis for det fælles bedste, altså de såkaldte ildsjæle (se også Anders Bunes artikel heri). De siger dog sig selv, at det er umuligt at bevare og udvikle alle 3.000 mindre landsbyer. Nogle er dem er for nedslidte, for uinteressante i landskabsmæssig henseende, for langt væk fra alting; nogle har mistet for mange offentlige serviceydelser og frivilligt foreningsliv. Sådanne ”attraktionsløse” (Møller og Mogensen 2005) landsbyer i stadig befolkningstilbagegang er det svært at se en fremtid for. Her må der nødvendigvis være en kommunal debat og landdi-striktspolitik, der tager stilling til, om det er værd at investere nogle af de dårligst fungerende landsbyer (fx i form af offentlig service), eller om det ikke snarere er en idé at ’opruste’ i de mindre eller større landsbyer, der er rige på herlighedsværdier, erhvervsudvikling, foreningsliv og aktive beboere.

6.2.3 At måle sig med andre kan være motiverende

Metaforen den rådne banan rummer mange klange af opløsning og tilbagegang: Befolkningsmæssigt, uddannelsesmæssigt, landskabsmæssigt, socialt og i henseende til landbefolkningens sammensætning. Det er et ’Låsby-Svendsen’ billede af de ressourcesvage landbefolkninger i landets ravnekroge: Foraldrede, forarmede, forladte. Dette noget ensidige billede har som nævnt de seneste år ofte været den gode historie i pressen. Men hvis det imidlertid forholder sig sådan, at livsvilkårene disse steder faktisk er lige så gode eller måske endog bedre end i byerne, kunne det være oplagt at synliggøre dette forhold. Ofte hører man landboere lovprise deres landsbyer og naturskønne områder. Det gælder også folk i udkantsområder, der er i befolkningsmæssig tilbage-gang. Disse landboere har typisk svært ved at forstå, hvorfor der ’dog ikke

84

flytter nogen herud’ – underforstået, at hvis folk bare vidste, hvor dejligt, deres område er, ville de straks flytte derud. Det er faktisk muligt, at befolkningstil-bagegangen til dels hænger sammen med en mangel på oplysninger om sådan-ne udkantsområders ressourcer. Det bliver hermed relevant at forsøge at måle på de lokale ressourcer – både de materielle og mere immaterielle. Sådanne ressourcer indbefatter et velfungerende foreningsliv, mange uformelle netværk, udbredt samarbejde, et godt kendskab til hinanden, tillid, lav kriminalitet, fred og ro, lokal viden, fælles værdier og normer, centrale mødesteder som skole, idrætshal/kulturhus og købmand samt herlighedsværdier. For politikere og embedsfolk på alle niveauer vil det være nyttigt at kunne få et skøn over de lokale ressourcer i et bestemt udkantssamfund i en bestemt udkantskommune. Et mål herfor vil kunne bidrage til yderligere at målrette støttemidler, rådgivning samt investering i offentlige anlæg og serviceydelser i et udkantsdanmark med befolkningstilbagegang. Man kan også formode, at en sådan måling kunne være nyttig for de lokale beboere. Det er selvsagt ikke alle lokalsamfund, der rummer ovennævnte ressourcer, ligesom det heller ikke er alle, der udnytter deres ressourcer – fx herlighedsværdierne. Hermed bliver der ikke kun tale om en by-land sammenligning. Med en måling af lokale ressour-cer bliver det nemlig også tydeliggjort, hvordan og hvorfor en landsby klarer sig bedre end nabolandsbyerne på trods af samme ydre betingelser. De lokale beboere får med andre ord et redskab til at sammenligne sig selv med tilsva-rende lokalsamfund. Derfor vil udviklingen af et redskab til lokal ressourcemå-ling gøre landsbyer i Danmark i stand til ikke blot i stand til at ’måle sig’ med hinanden, men også at lære af hinanden. I den proces motiveres de til at forbed-re deres ’rating-tal’. Landboere kunne så vælge at forsøge at synliggøre de lokale ressourcer noget mere. I den forbindelse vil artiklens sidste to spørgsmål give nogle idéer til: Hvilke kapitaler skal vi måle på derude, og hvordan gør vi det helt konkret?

6.3 Måling af hvad?

Det er inden for samfundsvidenskaberne blevet populært at forsøge at måle på mange former for kapital – og her ikke kun de mere traditionelle og håndgribe-lige som fysisk og økonomisk kapital. Figuren nedenunder viser den totale mængde af kapital, det kunne give mening af måle på i et lokalsamfund. Bemærk, at den sidste fjerdedel af cirklen er sort. Det illustrerer, at der i princippet kunne tænkes at være endnu flere kapitaler til stede, med indflydelse på de lokale beboeres økonomiske formåen og – i sidste instans – befolknings-tallet.

85

Figur 6.1 - Måling af ’totalkapital’ i et lokalsamfund

Figur 6.1 viser, at de mere håndgribelige og målbare værdier består af fysisk, økonomisk, natur og human kapital. Dvs. hvor mange fabrikker er der i et sogn, hvordan er boligbestanden, infrastrukturen osv.? Hvor høje indkomster har borgerne? Hvor store herlighedsværdier har man, og i hvor høj grad er de tilgængelige? Er beboerne højt uddannede? Man kan dog også inddrage nogle mere uhåndgribeligt og vanskeligt målbare kapitaler: Social, kulturel og sym-bolsk kapital. Hvor gode er borgerne til at trække på samme hammel? Hvor stærk er den lokale identitet? Og hvilket omdømme har sognet? Problemet er naturligvis, at det er svært at gøre profitterne af disse tre kapitaler op i kroner og øre. Tag fx det stærke fællesskab i landsbyen Fjaltring i Lemvig Kommune (jf. Anders Bunes artikel heri). Hvordan gavner dette fællesskab egentlig kommunen rent økonomisk?

6.4 Hvordan måler vi?

Hvordan gør vi så helt konkret? Ja, hvis vi tager eksemplet social kapital, kunne man vælge at opgøre ’beholdningen’ af denne kapital ved at lade de lokale borgere udfylde et spørgeskema og så diskutere resultatet på et fælles-

86

møde (se tabel 6.2 nedenunder). Hvordan står det til med samarbejdet i dette lokalsamfund? Er det en vigtig ressource? Skal det være en vigtig ressource? Et sådant koncept er færdigudviklet i udviklingsprogrammet Den Blomstrende Landsby, hvor målet er ”at lægge op til at borgerne valgfrit og i fællesskab forholder sig til, hvordan det er at bo og leve i deres landsby. Tilrettelæggelsen af dette landsbyudviklingsprogram sikrer landsbyens borgere, at de kan skabe udvikling frem mod egne strategiske mål og beslutninger i et samspil med de kommunale planer og initiativer” (Blomstrende landsby 2010). Tabel 6.2 – Måling af social kapital i et lokalsamfund Kredse eller ’netværk’ af personer, der mødes regelmæssigt, kender hinanden og har tillid til hinanden giver social kapital. Netværk findes både i forenings-livet inden for f.eks. idræt, folkeoplysning, politik og kultur samt i form af venner og familie.

Ja Nej Ved ikke

Findes netværk, og hvordan er jeres foreningsliv?

Findes der mange lokale foreninger?

Er det et bredt udsnit af befolkningen, der deltager i disse foreninger?

Finder der et samarbejde sted mellem disse foreninger?

Er det en lille kreds af "Tordenskjolds soldater", der står bag for-eningslivet?

Er der et godt idrætsliv i lokalområdet?

Er der mange gode, kulturelle tilbud i lokal-området?

Står der en engageret kreds af folk bag den lokale skole?

Er det udbredt, at venner/slægtninge hjælper hinanden, f.eks. med at passe hinandens børn, holde øje med hinandens huse osv.?

Har folk generelt mange forbindelser/netværk uden for lokalområdet?

Bruges disse forbindelser/netværk i det lokale udviklingsarbejde?

Er der mange kredse af ildsjæle i området?

Findes generelt et godt sammenhold i lokal-området?

Har lokalområdet ry for at have et godt sammenhold?

Er det nemt at få folk til at lave et stykke frivilligt arbejde?

Man kunne så sammenligne den samlede score med nabolandsbyens – om ikke andet, så for at få håneretten det næste års tid!

87

I det følgende vil jeg give to eksempler på konkrete målinger af lokale ressour-cer på landet. Bemærk, at jeg af pladshensyn ikke vil gå dybere ned i de to undersøgelser men alene skitsere metoden.

6.4.1 Måling på sogneniveau

Jeg har selv været med til at forsøge at måle på social kapital i lokalsamfund (Svendsen & Sørensen 2007; Svendsen 2007). En interviewundersøgelse i fire danske udkantssamfund i 2004 viste, at beboerne selv så sammenhold, samar-bejde og indbyrdes kendskab (altså, det der kan opsummeres som social kapi-tal) som den vigtigste styrkeside. Tabel 6.3 - De 6 mest hyppige svar på spørgsmålet ”Hvilke styrkesider rum-mer jeres lokalsamfund nu og her?” (pct.) 55 interviewpersoner fra fire landsbyer (Karby, Torup, Klitmøller, Skuldelev), 2004.

Svar-kategorier

1 2 3 4 5 6 Øvrige svar

Antal svar i alt

Antal interview-personer

Karby

38

7,5

13

13

7,5

4

17

53

15

Torup

32,5

10

15

10

10

2,5

20

40

15

Klitmøller

32

24

19

2

4

4

15

47

14

Skuldelev

19

23

4,5

14

11,5

7

21

43

11

1: Sammenhold, samarbejde, indbyrdes kendskab, nærhed, trivsel, åbenhed, tolerance Svarkategorierne er:

2: Kulturelle aktiviteter, inkl. et godt foreningsliv 3: Beliggenhed 4: Lokale institutioner (f.eks. skole, børnehave, ældrecenter) 5: Meget aktive enkeltpersoner (ildsjæle) 6: Den lokale mentalitet Vi blev overraskede over, at interviewpersonerne anså sammenholdet for en større styrke end fx vigtige institutioner som skole og børnehave. Det peger på, at folk selv anser usynlige ressourcer for mindst lige så vigtige som de mere synlige. I en sammenligning af landsbyerne Karby og Klitmøller fremgik det endvidere, at den sociale kapital stærkt bidrog til at forklare, hvorfor der var befolknings-fremgang i Klitmøller men ikke i Karby. Således røbede individuelle inter-

88

views, fokusgruppeinterviews samt borgermøder, at foreningslivet og uformel-le mødesteder spillede en stor rolle for, hvorfor det gik bedre i Klitmøller, sammen med en bedre udnyttelse af herlighedsværdier (sommerhuse, tyske turister mv.), jf. tabel 6.4. Tabel 6.4 - 9 områder i foreningslivet af særlig vigtighed for en lokal, positiv udvikling (skønsmæssig vurdering)

*** Høj ** Middel * Lav

6.4.2 Måling på nationalt niveau

Det ovenstående er et eksempel på en sammenligning af landsbyer. Det er også interessant at sammenligne by og land, hvilket Værdiundersøgelsen 2008 giver os mulighed for på nationalt niveau. Hvis vi antager, at folks tilfredshed med livet har en indflydelse på et områdes økonomiske formåen, kunne det være interessant at se på tallene her. Tabel 6.5 viser gennemsnittet af tre danske værdiundersøgelser (1990, 1999, 2008). Det fremgår, at det er befolkningerne i provinsbyerne, der er mest tilfredse, derefter følger beboerne i de mindste landsbyer og til sidst folk i de mindre byer samt i hovedstadsområdet.23

23 Bemærk dog, at tallene er ujusterede. De justerede tal viser dog det samme resultat.

KLITMØLLER KARBY Foreningslivet som tilvejebringer af fælles goder

*** ** Antal netværk

Formelle

Uformelle

** ***

*** *

Antal mødesteder *** ** Antal supra-lokale netværk ** * Graden af tillid *** *** Graden af integration ** * Få konflikter ** * Organisationsmåde ** ** Udnyttelse af herlighedsværdier *** *

89

Tabel 6.5 - Svar på spørgsmålet: ”Alt taget i betragtning, hvor tilfreds eller utilfreds er De for tiden med livet?” Gennemsnit af 1-10 skala gående fra ”meget utilfreds” til ”meget tilfreds”. Kilde: Danske værdiundersøgelser.

Rangering efter område 1990 1999 2008 Gennemsnit

1. Provinsbyer (20.001-50.000) 9,90 7,98 8,34 8,74

2. De tre større provinsbyer (100.001-500.000) 8,67 8,24 8,46

3. Større provinsbyer (50.001-100.000) 8,47 8,32 8,44 8,41

4. De mindste byer (2001-10.000) 8,35 8,31 8,37 8,34

5. Landsbyer og landområder (under 2.001) 8,10 8,36 8,49 8,32

6. Mindre byer (10.001-20.000) 8,07 8,13 8,45 8,22

7. Hovedstadsområdet (over 500.000) 7,93 7,91 7,92

Note: For 1990 findes kun kategorien ”Flere end 100.000”. Derfor har jeg udeladt kategorierne ”100.001-500.000” og ”Flere end 500.000”. Men hvad så, hvad angår social kapital, bredt forstået som netværkssamarbejde baseret på tillid og regelmæssig ansigt til ansigt kontakt? Hvem har mest af det – folk på landet eller i byerne? Som nævnt ovenfor henviser de lokale ofte selv til en sådan ressource, når de taler om det lokale sammenhold, og at her kender alle hinanden, samarbejder og hjælper hinanden. Dette afspejler sig i det lokale foreningsliv, anført af ildsjæle – ja, nogle kalder dem også ’trækdyrene’. Myten går altså på, at folk kommer hinanden mere ved på landet end i byerne, men forholder det sig nu også sådan? De tre danske værdiundersøgelser i 1990, 1999 og 2008 giver mulighed for at slå en pæl gennem denne myte – eller vise, at den taler sandt. I undersøgelsen benyttede vi i tråd med den internationale litteratur følgende 4 mål, der omfat-ter tillid og foreningsaktivitet: 1) tillid til andre mennesker generelt (social tillid), 2) tillid til samfundsinstitutioner (institutionel tillid), 3) medlemskab af foreninger samt 4) frivilligt, ubetalt arbejde i foreninger. Alt i alt viste tallene, at der ikke er mere social kapital på landet end i byerne – i hvert fald ikke, når man benytter disse mål. I de følgende diagrammer vises de ujusterede tal, men de justerede tal viste næsten samme resultat.24

24 Se Sørensen, Svendsen & Jensen 2010.

90

Et vigtigt mål for social kapital er social tillid, forstået som tillid til andre mennesker generelt. Tankegangen er, at hvis man stoler på andre folk, viser det, at man er tilbøjelig til at samarbejde med dem. Som det fremgår af figur 6.2, er folk ude på landet ikke mere tillidsfulde end i byerne. Tværtimod finder man mest tillidsfuldhed i storbyerne.25

Figur 6.2 - Social kapital mål 1: SOCIAL TILLID Spørgsmål: ”Alt i alt – Mener De, at folk er til at stole på, eller mener De, at man ikke kan være for forsigtig, når man har med mennesker at gøre?” (N=3345) Svar: ”De fleste er til at stole på” (% del af alle svar inden for hvert område) Kilde: Danske værdiundersøgelser.

Som det andet mål valgte vi nogle spørgsmål, der kunne belyse det, der i forskningen er blevet benævnt institutionel tillid – dvs. tillid til vigtige sam-fundsinstitutioner som retsvæsen, regering, politi og administration. Også det anses som en vigtig indikator for, om man vælger samarbejdsstrategien frem for at holde sig til sine egne cirkler og (eventuelt også) modarbejde ’de andre’.

25 OMRÅDEDEFINITIONER: Landområder er defineret som byer med under 5001 indbygge-re; Byområder som byer med mellem 5001 og 100.000 indbyggere; Storbyområder som byer med over 100.000 indbyggere.

0

10

20

30

40

50

60

70

80

90

1990 1999 2008

Landområder

Byområder

Storbyområder

91

Figur 6.3 - Social kapital mål 2: INSTITUTIONEL TILLID Spørgsmål: 1) ”Hvor stor tillid har De til politiet?” 2) ”Hvor stor tillid har De til retsvæsenet?” 3) ”Hvor stor tillid har De til det offentlige?” (N=3293) Svar: ”Meget stor” (% del af alle svar inden for hvert område, gns. af 3 svar) Kilde: Danske værdiundersøgelser.

Igen ser vi, at heller ikke målt på institutionel tillid er der mere social kapital på landet end i byerne (figur 6.3). Som i tilfældet social kapital (hvor Danmark scorer højest af alle de lande, der er med i de internationale undersøgelser), ser vi en generel fremgang i Danmark, men den er ikke skævt fordelt på land-by. Vi er alle blevet mere tillidsfulde – til andre folk såvel som til vore samfunds-institutioner. Hvad med foreningslivet, som landboerne (som oftest) er meget stolte af? Også de frivillige foreninger er blevet brugt som et vigtigt mål for forekomsten af social kapital, bl.a. af den amerikanske forsker Robert D. Putnam, som i den forbindelse har begrædt tilbagegangen af foreninger i USA – noget, han ser som et fald i social kapital. Når vi ser på medlemskaber af foreninger, må vi igen konstatere: Der er ikke den store forskel (figur 6.4). Og hvis der er en forskel, er den ikke i landområdernes favør.

0

10

20

30

40

50

60

70

1990 1999 2008

Landområder

Byområder

Storbyområder

92

Figur 6.4 - Social kapital mål 3: MEDLEMSKAB AF FORENINGER Spørgsmål: 1=Tilhører 2 eller flere af 14 foreningstyper. 0=Tilhører 0-1 af de 14 forenings-typer (N=3422) Svar: 1=Tilhører 2 eller flere af 14 foreningstyper Kilde: Danske værdiundersøgelser.

Det sidste mål er frivilligt arbejde i foreningerne – altså social kapital praktise-ret kan man vel nærmest sige. Her finder vi faktisk lidt mere i landområderne, i hvert fald når vi sammenligner med storbyområderne (figur 6.5). Det kan altså til dels forklare, hvorfor ordet ’ildsjæl’ som oftest benyttes i en landdistrikts-sammenhæng. Dog er der ikke den store forskel, og det er forkert at tage for givet, at landbefolkningen skulle være mere rig på social kapital end bybefolk-ningen.

0

10

20

30

40

50

60

70

1990 1999 2008

Landområder

Byområder

Storbyområder

93

Figur 6.5 - Social kapital mål 4: FRIVILLIGT ARBEJDE I FORENINGER Spørgsmål: 1=Har De udført frivilligt arbejde i 1 eller flere af 14 foreningsty-per? 0=Har De ikke udført frivilligt arbejde i 1 eller flere af 14 foreningstyper? (N=3388) Svar: 1=Har udført frivilligt arbejde i 1 eller flere af 14 foreningstyper. Kilde: Danske værdiundersøgelser.

Her kunne man indvende, at folk på landet har mere tillid til de folk, de kender, og at de kerer sig om de øvrige landsbybeboere – og at det vel også falder inden for kategorien ’social kapital’. Tabel 6.6 vidner imidlertid om, at det heller ikke er tilfældet – forrest ligger de store provinsbyer og først herefter kommer de mindste byer, mens landsbyer og landområder under 2000 indbyg-gere kommer på tredjepladsen. Bemærk dog, at der ikke kan spores den store forskel, samt at vi kun har ét undersøgelsesår.

0

5

10

15

20

25

30

35

40

1990 1999 2008

Landområder

Byområder

Storbyområder

94

Tabel 6.6 - Svarene ”I høj grad” og ”En hel del” på spørgsmålet: ”I hvor høj grad kommer det Dem ved: Levevilkårene for folk i det område, De bor i?” Sammenlægning af svarene ”I høj grad” og ”En hel del” %-del af alle svar inden for hvert geografisk område Kilde: Den danske værdiundersøgelse 2008. NB: Tal findes ikke for de øvrige år.

Rangering efter område 2008 1. Større provinsbyer (50.001-100.000) 31,5

2. De mindste byer I (2.001-5.000) 29,3 3. Landsbyer og landområder (under 2.001) 26,5 4. Provinsbyer (20.001-50.000) 24,8

5. De mindste byer II (5001-10.000) 24,6 6. Mindre byer (10.001-20.000) 24,2 7. De største byer (over 100.000) 24 Antal respondenter i alt 1.390

Endelig finder vi i Værdiundersøgelsen 2008 et lignende spørgsmål, nemlig i hvor høj grad folks levevilkår i nabolaget kommer respondenten ved. Også her indtager de større provinsbyer og de mindste byer de to første pladser, og igen er de største byer på sidstepladsen.

95

Tabel 6.7 - Svarene ”I høj grad” og ”En hel del” på spørgsmålet: ”I hvor høj grad kommer det Dem ved: Folk i nabolagets levevilkår?”. Sammenlægning af svarene ”I høj grad” og ”En hel del” %-del af alle svar inden for hvert geografisk område Kilde: Den danske værdiundersøgelse 2008. NB: Tal findes ikke for de øvrige år.

Rangering efter område 2008 1. De mindste byer I (2.001-5.000) 36,6

2. Større provinsbyer (50.001-100.000) 36,3 3. Mindre byer (10.001-20.000) 35,3 4. Landsbyer og landområder (under 2.001) 33,3

5. De mindste byer II (5001-10.000) 31,7 6. Provinsbyer (20.001-50.000) 31,3 7. De største byer (over 100.000) 30,3 Antal respondenter i alt 1.392

På dette sted kunne man i værdiundersøgelserne savne et spørgsmål om, om de lokale beboer rent faktisk hjælper hinanden – altså det, man kalder reciprocitet – men det findes desværre ikke. Man kunne dog med god grund formode, at folk hjælper hinanden mere på landet end i byerne, hvilket det lidt større frivillige arbejde, der udføres i foreningslivet på landet, kunne tyde på.

6.5 Opsummering

I artiklen argumenterede jeg for, at rigdom og fremgang ikke kun betinges af de mest håndgribelige former for kapital – som fysisk, økonomisk og human kapital. Også uhåndgribelige kapitaler som social, kulturel og symbolsk kapital spiller en rolle. Antager vi, at landområderne er særligt rige på de sidstnævnte kapitaler, bliver det ekstra vigtigt at kunne måle på disse ressourcer. Derfor stillede jeg spørgs-målet: Hvordan måler vi lokale ressourcer på landet? idet jeg rettede et særligt fokus på social kapital. Jeg forsøgte på få sider at skitsere både hvorfor, hvad og hvordan, vi skal måle. Hvorfor? medførte nogle overvejelser om, hvorledes italesættelsen af udkants-områderne bidrager til at forme virkeligheden, dvs. diskursiv magt. Jeg gav her

96

det illustrative eksempel ”den rådne banan”. Det blev efterfulgt af en gennem-gang af argumenter for og imod lukning af landsbyer i befolkningstilbagegang. Hvad? medførte nogle tanker om, hvilke former for lokal kapital det vil være nyttigt at medtage i målingen. Jeg foreslog her, at man ud over de mere traditi-onelle kapitalformer også bør medtage social, kulturel og symbolsk kapital, selvom de er svære at opgøre – i hvert fald rent talmæssigt. Endelig fulgte hovedspørgsmålet Hvordan? Her viste jeg først et eksempel på måling af lokale ressourcer, eller kapitaler, på sogneniveau. Ifølge denne måling hang befolkningstilgangen i Klitmøller på Thy sammen med mange uformelle mødesteder og en bedre udnyttelse af herlighedsværdier, i hvert fald når man sammenligner med Karby på Mors. Derefter lavede jeg på nationalt niveau en land-by sammenligning af livstilfredshed og social kapital – hvor sidstnævnte i tråd med faglitteraturen på området blev målt som tillid og foreningsliv. Her fremgik det, at der er størst tilfredshed med livet i provinsby-erne, mens den sociale kapital ifølge denne måling næsten er ens på land og i by, bortset fra lidt mere frivilligt arbejde i foreningerne i landområderne, i hvert fald når vi sammenligner med storbyområderne. Som sådan forsøgte jeg på baggrund af min egen forskning at give nogle idéer til, hvordan vi kan måle lokale ressourcer på landet. Dette vil dels kunne belyse, om der er tale om potentielle eller reelt udnyttede ressourcer i de enkelte lokalsamfund på sogneniveau, samt hvordan ressourcerne – eller kapitalformerne i min terminologi – fordeler sig på land og i by på et nationalt niveau.

6.6 Referencer

Bjørnskov, C. (2010) ”Tillid og økonomisk vækst”. I: P. Hegedahl & G.L.H. Svendsen (red.) Tillid. Udkommer på Syddansk Universitetsforlag. Blomstrende Landsby (2010) ”Blomstrende landsby”: http://blomstrendelandsby.dk/programmet/programmet/(adgangsdato: 11-5-10) Møller, J. & R. Mogensen (2007) ”Forfaldet i det fysiske miljø i landsbyer og landdistrikter”. I: G.L.H. Svendsen & H. Tanvig (red.) Landvindinger. Landdi-striktsforskning- og perspektiver. s. 123-143. Syddansk Universitetsforlag, Odense. Pedersen, J.V. (2010) ”Kun støtte til stærke landsbyer”: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/04/28/203015.htm?rss=true (adgangsda-to: 11-5-10) Smith, A., 1904 [1776] An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Methuen and Co. Ltd., London. Elektronisk version: www.econlib.org/library/Smith/smWN6.html (adgangsdato: 28-9-05)

97

Svendsen, G.L.H. (2007). Hvorfor klarer nogle udkantssamfund sig bedre end andre? En analyse af udnyttelsen af stedbundne ressourcer i to danske udkantssamfund. Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrik-ter, Esbjerg. IFUL rapport nr. 2/2007: http://www.sdu.dk/~/media/D9691F13A9FE4482AB6B64DC2BAEA95F.ashx Svendsen, G.L.H. & J.F.L. Sørensen (2007) “There’s more to the picture than meets the eye: Measuring tangible and intangible capital in two marginal communities in rural Denmark”. Journal of Rural Studies, vol. 23, nr. 4, s. 453-471. Sørensen, J.F.L., Svendsen, G.L.H. & P.S. Jensen (2010) “Der er så dejligt derude på landet? Social kapital på land og i by 1990-2008”. Udkommer i P. Gundelach (red.) Danskernes værdier 1981-2009. Hans Reitzels Forlag, København. Velfærdsministeriet (2009) Landdistriktsredegørelse 2009. Velfærdsministeri-et.

Steffen Damsgaard: Kommentarer til artiklen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan?

Steffen Damsgaard er formand for Landdistrikternes Fællesråd Artiklen af Professor Gunnar Lind Haase Svendsen berører et meget centralt område omkring landdistriktsudvikling, og hvordan vi måler lokale ressourcer på landet i begrebet social kapital. Jeg er enig med forfatterens konklusion omkring, at der er et højt niveau af social kapital i befolkningen og selvfølgelig også i landdistrikterne – Danmark topper jo internationalt. Jeg er også enig i at den sociale kapital er vigtig, eller måske endda altafgørende! Jeg vil fra start slå fast, at der er meget stor variation blandt de enkelte lands-byer og lokalsamfund, fra sprudlende samfund nogen steder, til hensygnende samfund andre steder. Der er også stor forskel, om det er bynære landdistrikter eller landdistrikter i et udkantsområde. Jo længere væk, jo mere skal der kæmpes for, at der sker vækst og udvikling. Endelig kan man tænke sig, at fraflytningen fra, eller den manglende tilflytning til landdistrikterne sker i gruppen af personer med mest social kapital, som derved bosætter sig i byerne og tæller med i statistikken der, hvem ved?

98

Den sociale kapitals sammensætning er i mine øjne bestemt af stor betydning, idet en social kapital, som indeholder stor grad af frivillige i foreninger, alt andet lige bør vægte tungere end den sociale kapital, der er målt på, om man ”bare” er medlem af en forening. Målt på frivillige i foreninger specifikt, så har landdistrikterne mere social kapital end byerne har (Figur 6.4+6.5). Målt på social tillid (generel tillid) så overrasker det mig, at der er mere tillid i storbyerne, også set i lyset af artiklens tese, om at tillid og samarbejde hører sammen. Til gengæld overrasker det mig ikke meget, at den institutionelle tillid er lavere på landet, idet det kan spille ind, at landdistrikterne generelt oplever, at det er det første sted, som kommuner skærer i service, fx lukker en skole, eller det er i landdistrikterne, at politiet kommer sidst frem, eller ambulancen sidst når frem til ulykken. Jeg er enig i forfatterens betragtninger omkring den negative mediebårne itale-sættelse af landdistrikter og især udkantsområder som den rådne banan. Det giver et dårligt indtryk af landdistrikterne. Den må ikke blive vedvarende, men den har været nødvendig for at kunne skabe politisk bevågenhed for bedre basale rammevilkår for landdistrikterne. Her trænger vi til, at den rådne banan gradvis bliver skiftet ud med noget mere positivt. Sammen med nogle ordentli-ge basale rammevilkår (fx bedre infrastruktur/tilgængelighed, uddannelsesmu-ligheder, erhvervsmuligheder, nye bosætningsmuligheder og tryghed i sund-hedssektoren), så skal vi vise en mere positiv profil af landdistrikterne. Med gode basale rammevilkår og borgere med stor andel af social kapital (især frivillige i foreninger), så er der en fremtid for landsbyerne rundt i landet. Men det kræver, at landsbyernes borgere tager det første skridt selv. Her er jeg enig med forfatteren i, at udviklingsprogrammet Blomstrende Landsby er et rigtig godt værktøj til at sætte fokus på udvikling og arbejde med udvikling af sit eget lokalsamfund. I samspil med kommunen vil man med fx en lokal udviklings-plan og andre elementer i Blomstrende Landsby kunne opnå store resultater til gavn for kommune og borgere i lokalsamfundet. Det kan også være den positi-ve udvikling skal kick-startes sammen med investeringer eller sanering af dårlige boliger. Landsbyer, som ikke vil tage det første skridt og arbejde med udvikling, er især i udkantsområder i overhængende fare for at gå mod kontrolleret afvikling eller i værste fald uddø. På det område er jeg enig med borgmester Flemming Eskildsen fra Skive Kommune, som citeres i artiklen. Landsbyer er stadig store kulturbærere, måske ikke længere så domineret af bondekulturen, men i større stil en landsbykultur som baseres på sammenhold og elementer af den sociale kapital. Det er endnu en grund til at satse på udvik-ling i vores landsbyer og investere i landsbyer, hvor de selv viser vilje til udvikling.

99

Vi skal derimod ikke holde liv i landsbyerne, for at bybefolkningen har noget at komme ud og se på som turister. Det er ikke holdbart på sigt, når vi i stedet kan arbejde på udvikling som beskrevet ovenfor. Jeg har en formodning og håb om, at vi i fremtiden i større stil kan tiltrække flere yngre mennesker til vores landdistrikter og lokalsamfund, men det er et langt og meget sejt træk, som først kan få fuld succes, når megatrenden med urbanisering i større stil får konkurrence af andre megatrends, som går i den modsatte retning, og samtidig at vi har nogle attraktive landdistrikter med landsbyer og lokalsamfund. Jeg enig med forfatteren i, at en massiv fraflytning af borgere fra vores landdi-strikter og især udkantsområder vil være forbundet med eksorbitante omkost-ninger til afvikling og nedlukning af samfund. Samtidig skal man investere et endnu større beløb i nye veje, skoler, servicefaciliteter generelt og bosætnings-områder med kloakker og energiforsyning. De midler kan bedre bruges på at skabe bedre rammevilkår i vores landdistrikter i dag. Jeg tror at alle vil medgive, at social kapital er vigtig. Der kan sikkert opstilles flere kategorier og definitioner, som artiklen også gør opmærksom på. Derfor bør det være et område, som har fokus i landdistriktsudviklingen fremover.