Skatte- og Velfærdskommissionen

Børn og unge

Baggrundsrapport – marts 2011

2

Indholdsfortegnelse

1. Indledning _________________________________________________________3 1.2. Målsætninger ____________________________________________________________________________ 4

2. Børn og unges trivsel ________________________________________________6 2.1. Fysisk og psykisk trivsel ____________________________________________________________________ 6

2.1.1. Selvmord __________________________________________________7 2.2. Skolebørns trivsel og udbytte af skolen________________________________________________________ 8 2.3. Omsorgssvigt ____________________________________________________________________________ 9

2.3.1. Seksuelle overgreb__________________________________________10 2.3.2. Alkohol og vold _____________________________________________10

2.4. Familiernes ressourcer og vanskeligheder ____________________________________________________ 10 2.4.1. Geografiske forskelle _______________________________________________________________ 11

2.5. Opsamling ______________________________________________________________________________ 12

3. Ressourceforbrug og fordeling _______________________________________12 3.1. Personale: Stillinger og uddannelsesbaggrund _________________________________________________ 13

3.1.1. Uddannelse _______________________________________________________________________ 15 3.1.2. Personalemangel __________________________________________________________________ 16

4. Socialpolitikken____________________________________________________17 4.1. Tilbud og programmer til udsatte børn, unge og deres familier ___________________________________ 18

4.1.1. Tidlig indsats i sundheds- og socialvæsenet ______________________18 4.1.2. Forebyggende tiltag _________________________________________19 4.1.3. Daginstitutioner_____________________________________________20 4.1.4. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning____________________________21 4.1.5. Anbringelser udenfor hjemmet _________________________________22 4.1.5. Tidlige anbringelser udenfor hjemmet____________________________24 4.1.6. Døgninstitutioner ___________________________________________25 4.1.7. Familiepleje _______________________________________________25 4.1.8. Tilbud til handicappede børn og unge____________________________26 4.1.9. Tidlig indsats_______________________________________________28

4.1.9.1. Tidlig indsats overfor gravide familier______________________________________________ 28 4.1.9.2. Klar til barn___________________________________________________________________ 30 4.1.9.3. Dukkeprojekt _________________________________________________________________ 30

4.2. Opsamling ______________________________________________________________________________ 31

Primære kilder/metoder _______________________________________________32

Litteraturliste ________________________________________________________35 Dette notat er udarbejdet i forbindelse med Skatte- og Velfærdskommissionens arbejde, og indgår som en del af baggrundsmaterialet for kommissionens arbejde. Specialkonsulent Hannah Ilima Packness Wilson har haft ansvaret for udarbejdelsen af notatet. For yderligere information om Skatte- og Velfærdskommissionens opgaver og arbejde henvises til www.nanoq.gl/svk.

3

1. Indledning

De fleste børn og unge trives godt i Grønland. De har forældre, der har ressourcer til at

tage vare på dem og en opvækst med trivsel og gode vaner.

På trods af en positiv udvikling på flere områder er der et mindretal af børn og unge, der

lever med problemer i forskellige afskygninger. Og dette mindretal er stort. Mange

grønlandske børn og unge oplever vold og seksuelle overgreb, ligesom mange børn og

unge vokser op i hjem med misbrugsproblemer. En del hjem er præget af svage

ressourcer i forhold til bl.a. økonomi og omsorg, hvilket influerer negativt på deres børns

fysiske og mentale sundhedstilstand (Curtis et al. 2006; Christensen 2009). Dette afspejles

også i det relativt store antal børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet.

En del børn og unge i Grønland har således en opvækst med dårligere trivsel og

udviklingsmuligheder end deres jævnaldrende (Christensen 2009). På sigt reducerer det

deres muligheder for et godt voksenliv med sunde relationer og fravær af vold, misbrug og

kriminalitet.

Skal der skabes bedre forudsætninger for at børn og unge får lige livsmuligheder, er det

nødvendigt at fokusere en væsentlig del af de sociale indsatser på at afhjælpe de afsavn

og svigt, som udsatte børn og unge i Grønland lider under. Dette er særlig vigtigt for, at

alle børn og unge kan få en kvalificerende skolegang og en uddannelse, som øger

chancerne for at få et velfungerende voksenliv markant. Dette er særlig vigtigt set i lyset

af, at uddannelsesniveauet stiger er en af de vigtigste forudsætninger for at sikre

velfærden i Grønland fremover.

Socialpolitikken har de seneste år været fokuseret på at opbygge projekter omkring tidlig

indsats og familieorienterede indsatser. Dette har synliggjort behovet for tidligere

anbringelser og støtte til familierne i at varetage forældrerollen. Denne efterspørgsel har

socialforvaltningerne og anbringelsesområdet hidtil haft vanskeligt ved at imødekomme.

Dette skyldes flere faktorer, hvor manglende økonomiske ressourcer på socialområdet er

en del af forklaringen. Men vanskelighederne skyldes i særdeleshed mangel på kvalificeret

personale. Hvis indsatserne skal forventes at skabe bedre liv for børnene, de unge og

deres forældre er det vigtigt, at der er de fornødne kompetencer til at rådgive og støtte

familierne og tage sig af de børn, der ikke kan være hjemme. Som situationen er nu, er der

ikke tilstrækkeligt med uddannet personale til at varetage disse opgaver.

En anden udfordring er kapaciteten på anbringelsesområdet, hvor der på nuværende

tidspunkt er stor efterspørgsel på døgninstitutionspladser og på plejefamilier. Dette

betyder, at mange børn anbringes relativt sent, samtidig med at personalesituationen

vanskeliggør systematiske indsatser i familierne.

4

1.2. Målsætninger

Et velfærdssamfund skal være med til at sikre lige muligheder for landets borgere til at

udfolde sig og udvikle sig i overensstemmelse med de evner og præferencer, som hver

enkelt borger har.

Når det gælder børn og unge er den afgørende velfærdsmæssige samfundsopgave at

sikre, at hvert enkelt barn og ung får de rette muligheder for at erhverve og udvikle de

fornødne kompetencer og ressourcer til at leve et liv med meningsfuldt indhold og givende

samvær med andre mennesker.

I Grønland var der pr. 1. januar 2009 15.650 børn og unge under 18 år. Dette svarer til 28

pct. ud af en samlet befolkning på 56.194 personer. 2857, svarende til ca. 18 pct. af alle

børn og unge under 18 år boede i en bygd pr. 1. januar 2009, mens 12.793 boede i en by.

Det er en væsentlig målsætning for et velfærdssamfund at sikre ordentlige og trygge

opvækstvilkår for børn og unge. Dette er en værdi i sig selv, men det har også stor

betydning for den senere udvikling i livet. De tidlige år er helt afgørende for et barns

udvikling, indlæring og sociale kompetencer.

Færdigheder udvikles over tid. Det er vigtigt at starte tidligt med at opøve disse, da der er

en tendens til en selvforstærkende proces, hvor færdigheder og viden forstærker udvikling

af færdigheder og viden (se Carneiro og Heckman (2003) og Heckman og Masterov

(2004)). Afgørende faktorer som motivation, vedholdenhed og selv-kontrol udvikles tidligt i

livet. Mangler og forsinkelser i udviklingen tidligt i livet er vanskelige at indhente senere1.

Familien er samtidig vigtig baggrund for udviklingen, og derfor er en tidlig indsats især

vigtig i forhold til børn med en svagere familiebaggrund.

Sådanne overvejelser afspejler sig også i Grønland, hvor udviklingen af barnets

personlighed og sociale evner samt samarbejde med barnets forældre indgår både i

formålet for Atuarfitsialak (Den Gode Skole) og de pædagogisk udviklende dagtilbud for 0-

6-årige børn (Meqqevitsialak – Den Gode Daginstitution). Dertil er der sat fokus på tidlig

indsats for udsatte børn.

Denne diskussion er tæt knyttet til betydningen af social arv som en vigtig faktor for børn

og unges udvikling. Negativ social arv kan gøre opvæksten problemfyldt, hvilket ofte

efterfølges af en problematisk skolegang og manglende succes i uddannelsessystemet.

1 Amerikanske undersøgelser indikerer, at de forhold, der bestemmer, om unge bliver optaget på og gennemfører en

universitetsuddannelse i højere grad er kognitive og sociale færdigheder fastlagt i barndommen frem for en senere indsats – f.eks. støtte til universitetsuddannelse eller anden kompetencegivende uddannelse, jfr. Carneiro og Heckman (2003). Svenske erfaringer viser, at en reform af den svenske kommunalskole i 1960erne, som udvidede skolepligten til 9 år og muliggjorde økonomisk støtte til børn af fattige forælde, især øgede den efterfølgende uddannelse hos bogligt stærke børn af ufaglærte forældre, jfr. Meghir og Palme (2001).

5

Dette giver en dårlig indgang til arbejdsmarkedet og kan medføre hyppige jobskift,

arbejdsløshed og marginalisering. Hertil knytter sig ofte også misbrugsproblemer og

sociale problemer. Dermed er der en stor risiko for en negativ spiral, hvor børnene oplever

en problematisk opvækst og dermed har en stor risiko for at gennemleve det samme

forløb som forældrene, jfr. figur 1.1

Figur 1.1: Negativ social arv

Problematisk

opvækst

Problemer iskolen

Manglendeuddannelse

Marginal tilknytning tilarbejdsmarkedetAlkoholmisbrug

KrimialitetDårlig økonomi

Ustabiltfamilieliv

Næste generation

Erfaringer fra bl.a. Danmark viser, at det godt kan betale sig at investere målrettet i

forebyggende indsatser – særligt tidlige indsatser – og intensive indsatser for og i familier

(Capacent 2009, Sørensen 2009). Ved at investere målrettet i tidlig indsats for børn og

familier er det muligt at reducere antallet af anbragte børn og samtidig skabe bedre trivsel

blandt børn og familier.

Kan den negative sociale arv brydes, høstes ikke kun gevinster for børnene, men for hele

samfundet. En tidlig indsats, hvor hjælpen iværksættes før et barn har fået alvorlige

skader, kan medvirke hertil. I de tilfælde hvor et barn allerede har alvorligere skader er det

sværere at bryde cirkelen. Undersøgelser fra Danmark viser, at anbringelser udenfor

hjemmet ikke i sig selv er nok til at forbedre anbragte børn og unges udviklingschancer

(Egelund m.fl. 2008). Dette understreger betydningen af at sætte ind tidligt, inden børn og

unges vanskeligheder udvikler sig i en sådan en grad, at en anbringelse bliver nødvendig.

Skolen er det vigtigste springbræt videre i livet for alle børn og trivsel og faglighed i skolen

er tæt forbundet. Derfor er det afgørende at støtte udsatte børn og unge i deres

skolegang. Bedre trivsel i skolerne for udsatte børn vil skabe et større fagligt udbytte, så

flere kan klare sig videre i en senere uddannelse.

Lykkes det at skabe større trivsel for en større andel børn og unge, vil der samtidig være

flere, der får en kompetencegivende uddannelse og integreres mere permanent på

arbejdsmarkedet i bedre betalte jobs. Der må være fokus på drengene, der klarer sig

dårligere end pigerne i skole- og udannelsessystemet. Samfundsgevinsten ved at flere får

6

en uddannelse og integreres på arbejdsmarkedet er både sparede udgifter til

overførselsindkomster og sygdom som følge af nedslidning eller dårlig livsstil, og øgede

skatteindtægter.

2. Børn og unges trivsel

De fleste børn og unge trives og har et godt børneliv, som giver dem en god start på livet.

Men flere undersøgelser viser, at et stort mindretal af børn og unge ikke trives. Børns

trivsel er som udgangspunkt tæt knyttet til den generelle trivsel i familien og særligt til

deres primære omsorgspersoner – som regel mor og far.

Der er ikke lavet særskilte undersøgelse af førskolebørns trivsel, men undersøgelser af de

0-14 åriges trivsel viser, at 10 pct. af alle børn ned til 3 års alderen har psykosociale

vanskeligheder (Christensen et al. 2009)2.

For de større børn dokumenterer mange undersøgelser trivselsproblemer på forskellig vis.

I Christensen et al. (2009) vurderes det, at 15 pct. af pigerne og 25 pct. af drengene i

skolealderen har trivselsproblemer. Hertil kommer, at der er forholdsvis høje rater af

selvmord og selvmordsadfærd. Selvmordsadfærd har en tæt sammenhæng med seksuelle

overgreb og alkoholproblemer i hjemmet, hvilket der også er en hyppig forekomst af

(Pedersen et al. 2007).

2.1. Fysisk og psykisk trivsel

De fleste unge synes selv, at de har det godt. 7 ud af 10 folkeskoleelever i 6. – 10. klasse

synes, at de har en høj livskvalitet og 86 pct. af de yngste drenge og 76 pct. af de yngste

piger vurder, at de har et virkelig godt eller godt helbred. Tendensen er, at jo yngre

skolebørn er, jo mere positive er de, når de vurderer deres eget helbred og egen

livskvalitet. Generelt syntes piger, at de har en lavere livskvalitet og et dårligere helbred

end drenge. I de ældre klasser vurderer 34 pct. af pigerne, at de har nogenlunde eller

dårligt helbred mod 20 pct. af de ældste drenge (Niclasen et al. 2007).

Såvel fysisk som psykisk trivsel hænger sammen med sundhedstilstanden hos den

enkelte. Karakteristisk for grønlandske børn og unges sundhed er det, at

spædbarnsdødeligheden og forekomsten af infektionssygdomme er høj sammenlignet

med andre vestlige lande. Hertil kommer, at grønlandske unge sammenlignet med unge i

andre europæiske lande er mere overvægtige og har rekord i rygning

(Folkesundhedsprogrammet Inunneritta 2007-2012). Dette har en betydning for deres

trivsel nu og her, men gør dem også mere eksponeret for livsstilssygdomme senere i livet.

2 Målt ved den såkaldte SDQ (Strengths and Difficulties Questionnaire) – test, som vurderer børns

svagheder og styrker på fem overordnede parametre - 1) Emotionelle problemer, 2) Adfærdsproblemer, 3) Hyperaktivitet, 4) Kammeratskabsproblemer samt 5) Prosocial adfærd.

7

Mange unge i Grønland har en tidlig seksuel debut. Forekomsten af seksuelt overførte

sygdomme er høj ligesom andelen af teenagegraviditeter og teenageforældreskaber er

det. Andelen af unge mødre er størst i mindre byer og lavest i Nuuk. Det at være ung

forælder er ikke i sig selv et problem, men når der alligevel er rettet fokus mod unge

mødre skyldes det, at børn af unge mødre statistisk set har større risiko for at blive udsat

for omsorgssvigt (Niclasen 2008).

Piger vurderer generelt deres trivsel lavere end drenge. I lighed med helbred og livskvalitet

vurderer piger også deres psykiske helbred dårligere end drenge, idet de oftere har haft

symptomer på ængstelighed eller depression. Der er også geografisk forskel på de unges

selvvurderede trivsel; flere unge i byerne end i bygderne vurderer deres forgangne uge

positivt (Curtis et al. 2006, Niclasen et al. 2007). Dette mønster på psykisk trivsel går igen i

selvmordsadfærden blandt unge.

2.1.1. Selvmord

Selvmord og selvmordstanker blandt børn og unge er et stort problem og en klar indikation

på trivselsproblemer. Hyppigheden af selvmord blandt unge under 24 år er ca. 30 gange

højere i Grønland end i Danmark (Danmarks Statistik og Grønlands Statistik).

Næsten hver fjerde ung har forsøgt at begå selvmord, hvor der er tale om markant flere

piger (33 pct.) end drenge (11 pct.). Over en tredjedel unge har tænkt alvorligt på at begå

selvmord, og her er der også tale om markant flere piger end drenge (52 pct. af pigerne

mod 20 pct. af drengene) (Curtis et al. 2006).

Der er stor geografisk forskel (både for drenge og piger) på forekomsten af

selvmordsforsøg. Over halvdelen af de unge i Østgrønland har forsøgt at begå selvmord

og en tredjedel af de unge i Nordvestgrønland. I Nuuk og i Sydvestgrønland har

henholdsvis 15 pct. og 20 pct. af de unge forsøgt at begå selvmord (Pedersen et al. 2007).

Rigtig mange unge – 78 pct. – kender også nogen, der har begået selvmord. For

halvdelens vedkommende drejer det sig om en kammerat, en kæreste eller en god ven,

mens ca. en tredjedel af de unge kender til selvmord i familien (Pedersen et al. 2007).

Faktorer som usikre opvækstvilkår, dårlige sociale relationer, belastende oplevelser og

dårligt fysisk og psykisk helbred er medvirkende årsager til selvmordsadfærd. En række af

de risikofaktorer, der har en sammenhæng med selvmordsadfærd er i høj grad knyttet til

unges sociale relationer til hinanden og til deres forældre.

I tabel 2.1 og 2.2 vises risikofaktorerne for henholdsvis selvmordstanker og

selvmordsforsøg for drenge og piger.

8

Tabel 2.1: Risikofaktorer for selvmordstanker for henholdsvis drenge og piger

Drenge Piger

Selvvurderet helbred

Holdt op med kæreste

Kæreste eller god ven har begået

selvmord

Depressionssymptomer

Uønsket alene

Selvvurderet helbred

Klarer sig fagligt dårligt i skolen

Seksuelle overgreb

Svært at tale om problemer med forældre

Depressionssymptomer

Tabel 2.2: Risikofaktorer for selvmordsforsøg for henholdsvis drenge og piger

Drenge Piger

Bor i bygd ved 10 års alder

Konflikter med forældre

Uønsket alene

Kæreste eller god ven har begået

selvmord

Klarer sig fagligt dårligt i skolen

Alkoholforbrug

Ikke ofte sammen med venner efter skole

Depressionssymptomer

Bor i bygd ved 10 års alder

Konflikter med forældre

Uønsket alene

Selvvurderet helbred

Kæreste eller god ven har begået

selvmord

Klarer sig fagligt dårligt i skolen

Svært at tale om problemer med forældre

Seksuelle overgreb

Alkoholproblemer i familien

Depressionssymptomer

(Kilde: Pedersen et al. 2007)

Desuden er selvmordsadfærd mere udbredt blandt unge, der har oplevet problemer med

alkohol i deres barndomshjem, eller som har været udsat for seksuelle overgreb.

Selvmordsadfærd er således tæt forbundet med omsorgssvigt og negative livsforløb

(Pedersen et al. 2006)

2.2. Skolebørns trivsel og udbytte af skolen

I Sundhed på Toppen fremgår det, at 78 pct. af eleverne virkelig godt eller godt kunne lide

at gå i skole i 2006. Dette tal er et gennemsnit og dækker over relativt store forskelle

mellem aldersgrupperne, idet de ældste elever alle årene har været mindst glade for at gå

i skole. I de fire undersøgelser fra 1994 til 2006 var der for både de 13-14-årige og de

ældste elever sket et fald i andelen af elever, der virkelig godt eller godt kunne lide at gå i

skole. I 2006 rapporterede 69 pct. af de ældste elever og 78 pct. af de 13-14 årige at de

virkelig godt eller godt kunne lide at gå i skole. For de ældste var faldet 12 pct. fra en andel

på 85 pct. i 1994 i andelen af elever, der godt kunne lide at gå i skole.

Over halvdelen af eleverne mente, at deres klasselærer anså deres faglige kunnen for

meget gode eller gode i sammenligning med deres klassekammerater. Således mente kun

knap 4 pct., at deres klasselærer vurderede deres faglige niveau under middel.

9

De yngste elever har - ligesom tidligere år - den største tiltro til lærerens vurdering af deres

faglige niveau, hvilket stemmer fint overens med, at det er de yngste elever, der har den

højeste skoletrivsel, samtidig med at det er de ældste, der får karakterer for deres

præstationer. Over halvdelen af de elever, der vurderede, at deres faglige niveau var over

gennemsnittet, kunne samtidig godt eller meget godt lide at gå i skole, mens det samme

kun var tilfældet for 1 pct. af de elever, som mente, at læreren vurderede deres faglige

niveau som under middel.

6 ud af 10 af eleverne havde et positivt syn på forholdet til de øvrige elever i klassen, dog

var cirka en tredjedel hverken enige eller uenige i de positive udsagn om kammeratskaber

i skolen. En tiendedel var uenige eller fuldstændig uenige i positive udsagn om

kammeratskaber i skolen. Det betyder, at selvom hovedparten var tilfredse med

kammeraterne, så havde 1-2 i hver klasse et dårligt forhold til klassekammeraterne, de

følte sig ikke accepteret og havde en meget ringe tillid til, at deres kammerater ville støtte

dem, hvis de fik behov for dette.

Undersøgelsen konkluderer, at der lader til at ligge en fremtidig udfordring for

skolesystemet og for de enkelte skoler i at fastholde den skoletrivsel, som de yngste

elever i undersøgelsen viser, samt i at vende tendensen om fortsat dalende

skoletilfredshed hos de store elever.

I Christensen et al (2009) fremgår det, at 33 pct. af mødrene mener, at deres børn har

nogen (28 pct.) eller mange vanskeligheder (5 pct.) i skolen. 32 pct. af mødrene mener, at

deres barn i nogen eller kun ringe grad lærer noget i skolen. Samlet viser det, at mødrene

vurderer, at ca. 30 pct. af børnene i nogen grad har vanskeligheder i skolen og ikke lærer

noget. Det fremgår også af undersøgelsen, at over halvdelen af forældrene kun i nogen

grad er tilfredse eller slet ikke er tilfredse med skolen.

2.3. Omsorgssvigt

I Grønland er en forholdsvis stor andel af børn og unge anbragt udenfor hjemmet. I 2006

var 60 ud af 1000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet, hvilket er ca. seks

gange flere end i Danmark og omkring 10 gange så mange som i Sverige (Bengtsson og

Jakobsen 2009). I alt var der i 2006 ca. 1100 børn og unge anbragt udenfor hjemmet.

Størstedelen er anbragt i plejefamilie, mens ca. 250 børn og unge er anbragt på

landsdækkende, kommunale og private døgninstitutioner. Disse anbringelser skyldes

primært massive omsorgssvigt og overgreb3.

Anbringelsestallene viser, at andelen af børn og unge, der omsorgssvigtes er stor, og

undersøgelser understreger dette. I Christensen et al. (2009) vurderes det, at 25 pct. af

3 En mindre del af anbringelserne omfatter handicappede børn og unge, som ikke nødvendigvis har oplevet

omsorgssvigt, men som er så plejekrævende, at en døgnanbringelse er nødvendig.

10

børn i 0-14 års alderen er udsat for omsorgssvigt. Omsorgssvigtet kan have karakter af

aktive fysiske og psykiske overgreb, men også mere passive former for omsorgssvigt, der

ikke nødvendigvis har mindre alvorlige konsekvenser. Det kan bl.a. være børn, der bliver

overladt til sig selv pga. alkoholmisbrug i hjemmet eller børn, der er vidner til vold i

hjemmet. Generelt er omsorgssvigt meget ofte forbundet med forældrenes

alkoholproblemer og mangel på ressourcer, herunder forældrevne..

2.3.1. Seksuelle overgreb

Flere undersøgelser dokumenterer, at omfanget af seksuelle overgreb er foruroligende

højt. Det vurderes at 28 pct. af pigerne og 9 pct. af drengene har været udsat for et

strafbart seksuelt overgreb før 15-års alderen. 16 pct. af overgrebene er udført af et

familiemedlem (Curtis et al. 2006). Samtidig angiver mange mødre (35 pct.), at de selv har

været udsat for seksuelle overgreb som børn (Christensen et al. 2009).

2.3.2. Alkohol og vold

Alkohol spiller en fremtrædende rolle i mange hjem. F.eks. har 62 pct. af unge angivet, at

have oplevet alkoholproblemer i familien (Curtis et al. 2006), og det vurderes, at 30 pct. af

børn under 14 år lever eller har levet med forældre, som har alkoholproblemer

(Christensen et al. 2009).

Der er en klar sammenhæng mellem alkoholproblemer og vold i hjemmet. Ud af de 20 pct.

af mødre, der har været udsat for vold eller trusler om vold fra deres samlever, har mange

alkoholproblemer, og der er langt flere samlevere med alkoholproblemer, der udøver vold

(Christensen et al. 2009).

Vold og alkohol i hjemmet skaber problemer for børn og unge. De udsættes for et passivt

omsorgssvigt som i sig selv skader børnene. Dertil er der er en sammenhæng mellem

vold, alkohol og seksuelle overgreb og vold mod børnene Der er således en tendens til, at

passive former for omsorgssvigt går hånd i hånd med fysiske overgreb mod børnene.

2.4. Familiernes ressourcer og vanskeligheder

Ser man på forældrenes ressourcer, kan man få et billede af deres forventede evne til at

løse almindeligt forekommende problemer og tage vare på deres børns trivsel. Det drejer

sig naturligvis om økonomiske ressourcer, men også om sociale og omsorgsmæssige

ressourcer, der har stor betydning for forældrenes evne til at tage vare på deres børn.

En statistisk analyse af børnefattigdommen i Grønland viser, at 9 pct. af alle børn lever i

en husstand, hvis disponible indkomst er mindre end 50 pct. af medianindkomsten i

Grønland. Det svarer til ca. 1400 børn eller hvert 11. barn i Grønland. 18 pct. af børnene i

Grønland lever i husstande med en husstandsindkomst under 60 pct. af

11

medianindkomsten. Dette svarer til ca. 2800 børn eller hvert 6. barn i Grønland. Disse

andele af relativt fattige børn er markant større i Grønland end i de nordiske lande.

Ses der mere differentieret på ressourcer fremgår det i Christensen et al. (2009), at 35 pct.

af familierne har svage økonomiske ressourcer, 29 pct. af familier har forældre med svage

uddannelsesmæssige ressourcer, 26 pct. af familierne har forældre med svage

omsorgsmæssige ressourcer og 27 pct. af forældrene har få ressourcer i deres netværk.

12 pct. af forældre til børn i alderen 0-14 år har svage ressourcer forstået som problemer

på tre eller flere af faktorerne vurderet i analysen.

De familier, der har svage økonomiske ressourcer, har indenfor det seneste år ikke haft

råd til at betale basale udgiftsposter i et husholdningsbudget, f.eks. køb af tøj og fodtøj til

dem selv og deres børn, betaling af husleje og regninger og opvarmning af boligen.

Økonomisk fattigdom har betydning for børn og unges trivsel. Børn, der vokser op i familier

med knappe økonomiske ressourcer, risikerer en opvækst med dårlig kost og materielle

afsavn. Der er også børn, der bliver mobbet, og som ikke kan deltage i fritidsaktiviteter på

lige fod med andre børn, fordi de kommer fra en familie, der lever under trange

økonomiske kår (MIPI 2008).

2.4.1. Geografiske forskelle

Der er stor geografisk forskel på indkomsterne i Grønland, hvilket også afspejles i en

geografisk forskel i andelen af forældre med svage økonomiske ressourcer. De fem byer

og fem bygder, hvor befolkningen har de laveste bruttoindkomster ligger alle i Nord- og

Østgrønland (jf. afsnittet om indkomstfordeling). Det er også i disse områder, at der findes

flest familier, der ikke har råd til at købe basale fornødenheder (Christensen et al. 2009).

Sociale og økonomiske forskelle i Grønland er en trussel mod børn og unges sundhed. En

af de faktorer, der har størst negativ indflydelse på sundhed, er fattigdom, og børn synes

at være mere følsomme for effekterne af dårlige økonomiske forhold end andre grupper i

samfundet. Børn udgør en større del af befolkningen i bygder - ca. 34 pct. - og

yderområderne har langt flere børn, der bor i økonomisk fattige hushold (Niclasen 2009).

Samtidig er bygder og yderdistrikter de områder, hvor både socialvæsenet og

sundhedsvæsenet har den mindste specialisering og det mindst udbyggede tilbud. Det har

betydning for sundhedsvæsenets og socialvæsenets nuværende mulighed for at afhjælpe

de sociale forskelle i sundhed.

Børn, der lever i yderområder og bygderne i særligt Nord- og Østgrønland, er generelt

mere udsatte end børn fra de større byer, og der er behov for at rette et skarpt fokus på at

skabe bedre livsvilkår ikke blot for børnene, men også for familierne disse steder.

12

o Der findes flere familier med svage ressourcer i Nord- og Østgrønland

o Særligt familier med svage økonomiske ressourcer er overrepræsenteret i Nord- og

Østgrønland.

o Forekomsten af familier med alkoholproblemer er størst i Nord- og Østgrønland

o Andelen af mødre udsat for seksuelle overgreb som barn er størst i Nordgrønland

samt området omkring Diskobugten.

o Flere unge i Nord- og Østgrønland har selvmordsadfærd.

(Kilde: Christensen et al. 2009 og Pedersen et al. 2007)

2.5. Opsamling

De fleste børn i Grønland har en opvækst med omsorg og trivsel. Men et stort mindretal

oplever ikke samme omsorg og trivsel i opvæksten som andre børn, hvilket begrænser

deres udviklingsmuligheder. Dårlig trivsel har bl.a. en negativ effekt på lysten og evnen til

at kunne begå sig i skolen og uddannelsessystemet, og det begrænser bl.a. mulighederne

for senere i livet at kunne bidrage til samfundsøkonomien på arbejdsmarkedet.

Børns trivsel er tæt knyttet til familiens trivsel, hvorfor psykosociale forhold i familien er en

central faktor i forhold til en god børneopvækst. Alkohol- og hashmisbrug er meget ofte en

udløsende faktor i forhold til omsorgssvigt. Omfanget af omsorgssvigt er stort, hvilket ses

af det relativt store antal af børn, der er anbragt udenfor hjemmet. En høj forekomst af

selvmord er en indikator på en negativ social arv, der bl.a. reproducerer alkohol- og

hashmisbrug, social udstødelse og afmagt i samfundet.

Omsorgssvigt er imidlertid ikke den eneste årsag til trivselsproblemer blandt børn.

Arbejdsløshed, usunde boligforhold, mangel på sociale netværk mv. fører også til afsavn,

der har negativ indflydelse på familier og børns trivsel.

Manglen på faglige ressourcer i de sektorer og institutioner, der varetager børne- og

ungeområdet er ligeledes en væsentlig problemstilling. Ved siden af det begrænsede

udbud af kvalificeret arbejdskraft er incitamentsstrukturer i forhold til løn- og

ansættelsesforhold desuden en barriere for rekrutteringen.

Data og viden på børne- og ungeområdet er begrænset og ikke systematiseret. Der er ikke

overblik over de tiltag, der igangsættes for børn, unge og deres familier og der er ikke

systematisk viden om indsatsernes virkninger for målgrupperne. Dette gør det vanskeligt

at prioritere og målrette indsatserne for de børn og familier, der har behov støtte.

3. Ressourceforbrug og fordeling Kommunerne afholder udgifterne til støtte til børn og unge i henhold til

Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge. I 2008 var

13

kommunernes udgifter til drift af de landsdækkende døgninstitutioner omkring 110 mio. kr.

(Finansloven 2010). Samme år var kommunernes udgifter til hjælpeforanstaltninger til børn

og unge på ca. 115 mio. kr.. Dette tal dækker udgifter til øvrige anbringelser udenfor

hjemmet, herunder i familiepleje, på kommunale og selvejende døgninstitutioner og til

forebyggende foranstaltninger (Kanukoka: Kommunernes regnskab 2008). Dette tal

indeholder ikke kommunernes udgifter til sagsbehandling og familierådgivning på børne-

og ungeområdet, som må antages at udgøre en væsentlig andel af kommunens samlede

administrationsudgifter på ca. 372 mio. kr.

Hertil kommer udgifter til anbringelse af handicappede børn og unge, som anbringes efter

Landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående

handicap. Anbringelse af handicappede børn og unge finansieres af Selvstyret. Udgifterne

til anbringelse af handicappede børn og unge opgøres ikke særskilt, men de samlede

udgifter til handicapforsorgen var i 2009 ca. 214 mio. kr.. Heraf blev ca. 96 mio. kr. brugt til

forsorgen i Grønland, mens 118 mio. kr. blev brugt til forsorgen for handicappede visiteret

til Danmark. Desuden blev der brugt ca. 105 mio. kr. til driften af alle handicapinstitutioner i

Grønland (Finansloven 2010). Pr. januar 2010 var der anbragt 32 børn og unge på

døgninstitutioner for vidtgående handicap i Grønland,. I Danmark var der anbragt 4 børn

og unge i alderen 7-17 år. Ingen børn under 7 år var anbragt på døgninstitution for

personer med vidtgående handicap i Danmark.

Udsatte børn, unge og deres familier er også målgruppen for en del af

folkesundhedsprogrammet, som i 2008 kostede godt 6,5 mio. kr.. Herudover blev der i

Selvstyret i 2008 brugt samlet ca. 17 mio. kr. på øvrige tiltag på børne- og ungeområdet

(Finansloven 2010)4.

De offentlige budgetter til udsatte børn og unge er steget en del frem til 2010.

Kommunernes udgifter til drift af de landsdækkende døgninstitutioner udgør i 2010 135

mio. kr., ligesom der i Selvstyret er afsat godt 46 mio. kr. i 2010 til øvrige tiltag på

børneområdet. Folkesundhedsprogrammet koster i 2010 8 mio. kr. Hertil kommer

kommunernes udgifter til hjælpeforanstaltninger og øvrige anbringelser udenfor hjemmet,

som i 2009 var steget til 178 mio. kr. (Kanukoka: De kommunale budgetter 2009).

3.1. Personale: Stillinger og uddannelsesbaggrund

Indsatserne på børne- og ungeområdet omfatter mange sektorer, institutioner og faglige

kompetencer mv., herunder specialiserede stillinger i kommunerne og Selvstyret. Det er

således vanskeligt at fremkomme med et fuldstændigt personaleoverblik på børne- og

ungeområdet. Arbejdet med børn og unge foregår hovedsageligt i sundhedsvæsenet, i

4. De øvrige tiltag på børne- og ungeområdet består af opkvalificering af sagsbehandlere, tilskud til

familiecentre og -højskole, væresteder og krisecentre, åben telefonisk rådgivning samt projekter på børne- og ungeområdet.

14

daginstitutioner og skoler og i regi af socialforvaltningerne. Indsatserne varetages primært

af sundhedsplejersker, jordemødre, forebyggelseskonsulenter, pædagoger, skolelærere

og socialrådgivere samt en række øvrige faglærte og ufaglærte, der varetager lignende

funktioner.

På landsplan der 12½ normerede sundhedsplejerskestillinger samt en koordinerende

sundhedsplejerske. I oktober 2010 var der ansat 7 fastansatte sundhedsplejersker, en

koordinerende sundhedsplejerske og 4 vikarer i sundhedsplejen. I Nuuk er ansat 4 af de

fastansatte sundhedsplejersker, mens der kun er 3 ansat på kysten. Desuden er der ansat

9 sundhedsassistenter (4 af disse med overbygningsmodul i sundhedspleje), 1

sygeplejerske og 2 sundhedsmedhjælpere i sundhedsplejen i Grønland. De små steder,

hvor der ikke er ansat sundhedsplejersker, varetages sundhedsplejen af

sundhedsassistenter.

På kysten er der 10 jordemødre normeringer, hvoraf mange er besat med vikarer. På

Dronning Ingrids Hospital i Nuuk er der 8 jordemoderstillinger og 1 fødselsassistent.

Desuden er der 15 jordemoderfaglige nøglepersoner på kysten.

Derudover er der ansat forebyggelseskonsulenter i mange socialforvaltninger. Der er i dag

ca. 20 forebyggelseskonsulentstillinger i Grønland, hvoraf 5 i april 2010 var ubesatte.

Daginstitutionerne drives af kommunerne, og der er 90 kommunale og private vuggestuer

og børnehaver. Ud af ca. 300 pædagogstillinger på daginstitutionsområdet var ca.

halvdelen i 2007 besat af uddannet personale. Det vurderes, at andelen af uddannede

pædagoger i daginstitutioner er steget siden 2010, da der er blevet uddannet flere

pædagoger.

I Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) i Kommuneqarfik Sermersooq er der ansat

ca. 10 talepædagoger, socialrådgivere og psykologer, mens der i de øvrige kommuner er

væsentligt færre medarbejdere. Ifølge oplysninger tilgængelige på kommunernes

hjemmesider er der ansat 2-3 psykologer eller pædagogisk ansatte i de øvrige kommuners

PPR.

Derudover er der ansat forebyggelsespersonale i det omfang, der er kapacitet til det. Det

være sig psykologer, familiebehandlere, støttepersoner, personlige rådgivere mm.

Der er i alt 153,25 normerede pædagogstillinger på døgninstitutionsområdet. Desuden er der normeret 22 barne- socialmedhjælperstillinger og 25,25 medhjælperstillinger.

På handicapinstitutionsområdet er der normeret 120 pædagogstillinger, 28 barne- socialmedhjælperstillinger og 39 medhjælperstillinger.

15

Derudover er der oprettet familiecentre i en række byer5, og der afholdes familiehøjskoler.

Familiecentrene og højskolerne drives af kommunerne med tilskud fra Departementet for

Sociale Anliggender.

3.1.1. Uddannelse

Sundhedsplejersker rekrutteres blandt sygeplejersker, som efterfølgende får en

diplomuddannelse i sundhedspleje. Denne uddannelse udbydes i Danmark. Jordemødre

uddannes ligeledes i Danmark.

Paarisa har afholdt to uddannelser for forebyggelseskonsulenter – en med afsluttende

eksamen i 2007 og en i 2008 (uddannelsen er ikke gentaget siden). Uddannelserne blev

afholdt i Nuuk, hvor i alt 11 deltagere afsluttede uddannelsen. Tidligere er

forebyggelseskonsulenterne hentet blandt personer med anden faglig baggrund, som har

modtaget oplæring og kurser i forebyggelsesarbejdet.

Der uddannes 15-20 pædagoger og 30-40 socialhjælpere om året fra Socialpædagogisk

Seminarium i Ilulissat. Pædagoguddannelsen varer 3½ år, mens

socialhjælperuddannelsen varer 2 år. Optagelseskravet til pædagogstudiet er en

gymnasial uddannelse, hvilket ikke er et krav på socialhjælperuddannelsen.

Socialhjælperuddannelsen er imidlertid adgangsgivende til pædagogstudiet.

Der er som noget nyt oprettet tre meritpædagoguddannelser for socialhjælpere i hhv.

Ilulissat, Nuuk og Sisimiut. Meritpædagoguddannelsen varer 3 år. Det forventes, at

mellem 10 og 20 bliver færdige fra merituddannelsen i Ilulissat i 2011. I 2010 blev 22

pædagoger færdige i Nuuk, mens det forventes at ca. 20 bliver færdige i Sisimiut i 2011.

Socialrådgiveruddannelsen varetages af Ilisimartusarfik i Nuuk, hvor der optages 15 – 20

elever, men kun uddannes ca. 5 om året. Her er adgangskravet også en gymnasial

uddannelse.

Som ufaglært uden gymnasial baggrund eller kontoruddannet kan man blive optaget på

den nye rådgivningsassistentuddannelse, som er ½ årlig, hvorfra der i 2010 blev uddannet

16. Rådgivningsassistentuddannelsen er ikke adgangsgivende til

socialrådgiveruddannelsen.

Som noget nyt kan socialrådgivere og pædagoger supplere deres uddannelse med en

diplomuddannelse, som består af 6 moduler over 2 år. 17 socialrådgivere blev som de

første færdige med diplomuddannelsen i 2010.

5 Selvstyret gav i 2010 tilskud til drift af 10 familiecentre. Herudover kan der være familiecentre eller

familiecenterlignende tilbud, der er 100 pct. kommunalt finansieret.

16

3.1.2. Personalemangel

Ses der på lønoplysninger fra kommuner og Selvstyre fremgår det, at der er ansat en del

medarbejdere under socialrådgiveroverenskomsten, som ikke er uddannet

socialrådgivere, men er indplaceret på løntrin som sagsbehandlere, hvilket dækker over

ansatte med en anden relevant uddannelse end socialrådgiveruddannelsen. I 2009 var der

ansat ca. 30 som sagsbehandlere og 65 som socialrådgivere i kommunerne og Selvstyret.

En rundspørge til kommunerne viser, at mellem en tredjedel og to tredjedele af de

normerede socialrådgiverstillinger på børne- og ungeområdet er besat af sagsbehandlere,

som ikke har en socialrådgiveruddannelse. Derudover er der vakante stillinger i nogle af

kommunerne. I Qaasuitsup Kommunia var der f.eks. i august 2010 22 normerede

socialrådgiverstillinger, hvoraf 3 var vakante og 7 besat af socialrådgivere. Resten var

besat af sagsbehandlere med anden uddannelse, heraf nogle rådgivningsassistenter.

Det samme gælder for de ansatte under pædagogernes overenskomst, hvor også en

væsentlig del er indplaceret på løntrin for anderledes kvalificerede. Her dækker

anderledes kvalificeret pædagoger over barne- og socialmedhjælpere med minimum tre

års erfaring eller personer med en videregående uddannelse, hvori der indgår pædagogik

og psykologi. Ca. 100 personer var i 2009 ansat som anderledes kvalificerede pædagoger,

mens 175 var ansat som pædagoger uden lederansvar. Herudover var ca. 220

pædagoger i 2009 indplaceret på et løntrin med ledelsesfunktion. Det drejer sig primært

om souschefer, afdelingsledere, ledere og forstandere.

Hertil kommer, at der på døgninstitutionerne arbejder relativt mange ufaglærte vikarer (på

SIK overenskomst). På døgninstitutionsområdet varierer billedet fra institution til institution.

Nogle institutioner har ca. halvdelen af pædagogstillingerne besat af anderledes

kvalificerede pædagoger, mens andre institutioner alene har lederstillinger besat af

pædagoger, mens det øvrige personale er ufaglært og altså ikke har formelle

kvalifikationer der gør, at de kan ansættes som ”anderledes kvalificeret”.

Døgninstitutionsområdet er generelt kendetegnet ved, at det ikke er muligt at få besat de

normerede stillinger med pædagoger eller andet uddannet personale (sygeplejersker,

ergoterapeuter mm.). Der er på alle institutioner tilknyttet et relativt stort korps af ufaglærte

vikarer, og udskiftningen i denne gruppe er stor.

Der ansættes en del danske pædagoger på døgninstitutionerne, og udskiftningen blandt

dem er også relativt stor.

En af de største udfordringer på socialområdet er således manglen på uddannet

arbejdskraft og i mange tilfælde manglen på arbejdskraft i det hele taget. På de fleste

døgninstitutioner er en del pædagogstillinger besat af ufaglært personale, ligesom det

uddannede personale ofte er ansat i de ledende funktioner. Herudover er der et miks af

fastansat uudannet personale og timelønnet uudannede vikarer. Udskiftningen blandt

vikarer og uuddannet personale er stort, da det uuddannede personale ikke er klædt på til

17

opgaven og arbejdstiderne ofte ikke harmonerer med familieliv. Den gennemsnitlige

ansættelsestid på døgninstitutionerne svinger mellem 1 år og 5-6 år.

Manglen på personale kan skyldes flere forhold:

o Varierende lønsats imellem faggrupper; en nyuddannet pædagog får ca. 17.200 kr. om

måneden. Til sammenligning er startlønnen for en socialrådgiver ca. 21.000, mens den

er næsten 24.000 for en sygeplejerske. En person med en to-årig faglæreruddannelse

får knapt 22.000 kr. i startløn, og en social- og sundhedsassistent får godt 19.000 kr. i

startløn. For pædagoger er tillæg for aften og weekendarbejde lave sammenlignet med

f.eks. sygeplejersker, hvorfor indtjeningsmuligheden som pædagog generelt er dårlig.

o Krævende arbejdsforhold; pædagoger og socialrådgivere er ofte ansat i psykisk

belastende arbejdsmiljøer, hvor der sker en stor udskiftning af kolleger, og der mangler

supervision.

o Skrøbelige faglige miljøer og organisatorisk forankring; i mange mindre byer arbejder

en socialrådgiver eller forebyggelseskonsulent ofte alene og sårbarheden ved

personaleskift er derfor stor.

4. Socialpolitikken Naalakkersuisut har udråbt børne- og ungeområdet som et af de vigtigste fokusområder,

og der blev i 2010 afsat 25 mio. kr. til en særlig indsats for børn og unge. Prioriteringen af

indsatserne for børn og unge omhandler i høj grad tidlig indsats og familieorienterede

indsatser, men også forebyggelse af vold og seksuelle overgreb er sat højt på den

politiske dagsorden. Som et mere generelt tema lægges der politisk stor vægt på at

fremhæve det sociale ansvar – alles ansvar for at gribe ind og reagere når børn og unge

ikke trives. Socialpolitikken på børne- og ungeområdet er sammenfattet i Tryg Barndom

2010, hvor de grundlæggende visioner for et godt børneliv beskrives sammen med de

konkrete prioriterede indsatsområder.

Den nuværende socialpolitik er på mange måder en videreførelse af de seneste års

prioriteringer, som har været fokuseret på at styrke den tidlige indsats og de

familieorienterede indsatser såsom familiecentre og -højskoler. Herudover er

selvmordsforebyggende tiltag og tiltag mod vold og seksuelle overgreb blevet prioriteret

gennem igangsættelse af konkrete projekter, såsom etablering af et børnecenter for

seksuelt misbrugte børn og holdningsbearbejdende aktiviteter.

Socialpolitikken fastsættes i vid udstrækning gennem lovgivningen, som udstikker

rammerne og mulighederne for at hjælpe udsatte børn, unge og familier. Med en ny

Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 blev det understreget, at barnets tarv skal

være i centrum for de sociale indsatser. Der lægges desuden vægt på, at der skal sættes

tidligt ind for at sikre barnets sundhed og udvikling, og at FN’s konvention om Barnets

Rettigheder skal gennemføres.

18

I henhold til lovgivningen iværksættes en række hjælpeforanstaltninger for børn, unge og

deres forældre. Det strækker sig fra anbringelser udenfor hjemmet til forebyggende tiltag

for børn og familier med behov for støtte og konkrete projekter.

4.1. Tilbud og programmer til udsatte børn, unge og deres familier

Kommunerne har i henhold til Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn

og unge pligt til at skabe opvækstvilkår, som fremmer børns og unges trivsel og

selvstændighed. Kommunalbestyrelserne kan derfor i henhold til lovgivningen iværksætte

forskellige hjælpeforanstaltninger for de børn og unge, som vurderes at have behov for

det. Det kan enten være hjælp til barnet og familien, mens barnet bor hjemme, f.eks. i form

af psykologbistand, praktisk og pædagogisk hjælp i hjemmet og familiebehandling, eller

barnet kan anbringes udenfor hjemmet på en døgninstitution eller i familiepleje.

I interviews med mødre med børn i alderen 0-14 fortæller 16 pct. af mødrene, at de på et

eller andet tidspunkt har været i kontakt med socialforvaltningen pga. vanskeligheder hos

barnet eller med at tackle barnets opvækst. Nord- og Sydgrønland har den største andel af

familier, der har modtaget hjælp fra socialforvaltningen. Hjælpen dækker over samtaler i

socialforvaltningen eller hjælp gennem PPR, anbringelser udenfor hjemmet eller anden

form for hjælp (Christensen m.fl. (2009)).

Antallet af familier, der har fået hjælp gennem socialforvaltningen, er lavere end de 27 pct.,

der i større eller mindre grad er blevet omsorgssvigtet. Dette indikerer, at ikke alle børn og

familier får den hjælp, de har behov for.

De nuværende tidlige indsatser for børn og familier, som har til formål at sikre kommende

familier og små børns trivsel og udvikling, kan deles op i indsatser i normalsystemet og

specialindsatser. Til indsatserne i normalsystemet hører de almene tilbud såsom

vuggestuer, børnehaver, dagplejere, jordemoderkonsultationer under graviditeten,

sundhedsplejerskebesøg og tandplejen. De mere specialiserede tilbud tæller PPR, projekt

tidlig indsats og andre sociale indsatser omkring familierne og børnene, såsom væresteder

og familiecentre, som er forankret i kommunerne. De almene tilbud spiller sammen med

de specialiserede tilbud, da der sker visitation og henvisninger fra de almene tilbud, og

fordi langt de fleste specialindsatser sker i et samarbejde eller indenfor rammerne af de

almene tilbud og indsatser.

4.1.1. Tidlig indsats i sundheds- og socialvæsenet

Sundhedsvæsenet varetager størstedelen af de generelle tidlige indsatser. Til de generelle indsatser i sundhedsvæsenet hører:

• Den perinatale indsats

19

• Tilbud om sundhedspleje fra fødsel til udskoling • Tilbud om børneundersøgelser og vaccinationer

• Tilbud om tandpleje Sundhedsvæsenets perinatale indsats har til formål at styrke og bistå kvinden og familien gennem hele graviditeten. Indsatsen bygger på centrale retningslinjer og inkluderer undersøgelser hos læge og jordmoder under graviditeten og opsporing af gravide med særlig risiko for graviditets- eller fødselskomplikationer. Indsatsen følges gennem de årlige statusrapporter. Tilbuddet om sundhedspleje bygger på en bekendtgørelse og inkluderer dels et generelt tilbud om besøg i hjemmet til alle familier i de første år, men har specielt fokus på familier med særlige behov, der kan følges frem til skolealderen. Der tilstræbes kontinuitet fra den perinatale omsorg til sundhedsplejen specielt for familier med særlige behov. I skolealderen findes tilbud om indskolingsundersøgelse og sundhedssamtaler i løbet af skolealderen. Denne indsats har ligeledes specielt fokus på børn med specielle behov. Indsatsen i sundhedsplejen følges gennem årlige statusrapporter. Tilbud om børneundersøgelser og vaccination er stadfæstet gennem en bekendtgørelse på området. Tilbuddet omfatter børneundersøgelser ved læge fra barnet er 5 uger til indskolingsundersøgelsen. Vaccinationstilbuddet er omfattende og omfatter også TB og fra 2010 også Hepatitis B og 13 valent pneumokokcvaccination. Tilbud om tandpleje følger den nationale strategi for cariesforebyggelse fra 2008, der er en intensivering og kvalitetssikring af børnetandplejen fra tandfrembrud i 6 måneders alderen og hele vejen gennem skolealderen.

4.1.2. Forebyggende tiltag

I kommunerne er der ansat forebyggelseskonsulenter, som indgår i lokale

forebyggelsesudvalg. Forebyggelsesudvalgene udformer årlige handlingsplaner for den

forebyggende og sundhedsfremmende indsats lokalt. Forebyggelseskonsulenterne dels

varetager og dels koordinerer lokale forebyggende og sundhedsfremmende indsatser.

Nogle steder deltager forebyggelseskonsulenten i indsatsgrupperne i tidlig indsats og kan

f.eks. stå for at arrangere støttegrupper for unge mødre eller koordinere forældrekurser

eller lignende.

Udover de opgaver, som forebyggelseskonsulenterne og forebyggelsesudvalg udfører,

varetager kommunerne en række andre forebyggelsesindsatser. Sagsbehandlerne i

socialforvaltningerne rådgiver og vejleder borgere med behov for støtte og indgår i

samarbejdet med de øvrige instanser på børne- og sundhedsområdet.

I kommunernes socialforvaltninger er der også ansat egentligt forebyggelsespersonale i

det omfang, der er kapacitet til det. Det være sig psykologer, hjemmehossere,

støttepersoner, personlige rådgivere mm.

20

Derudover er der oprettet familiecentre i mange byer, og der afholdes familiehøjskoler. Et

familiecenter er et forum, hvor familier, børn og unge med problemer kan få behandling,

bearbejdning, rådgivning samt krisehjælp. Familiecentrene er meget forskellige og

tilpasset de lokale behov. De fleste familier, der kommer i familiecentrene er henvist fra

socialforvaltningen, og nogle af familiecentrene har også åben anonym rådgivning og/eller

et kriseberedskab. Indsatsen i familiecentret består typisk af samtaleforløb med familien

og børnene, der kan være sammensat forskellige kurser og nogle familiecentre har også

aktiviteter for børnene og de unge. Departementet for Sociale Anliggender yder tilskud til

maksimalt 2 ansatte i byer med op til 2000 indbyggere og 4 ansatte i større byer.

På familiehøjskolerne har familier med behov for behandling og støtte mulighed for at

arbejde med deres problemer i samspil med andre familier og modtage professionel

rådgivning. En familiehøjskole er et kursus og ikke en højskole i traditionel forstand. Et

ophold varer typisk et par uger. Departementet for Sociale Anliggender bevilger tilskud til

afholdelse af familiehøjskoler.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke opgørelser over antallet af børn og unge, der

modtager forebyggende foranstaltninger i henhold til Landstingsforordningen om hjælp til

børn og unge.

Som det fremgår af Christensen et al (2009) er samtaler med socialforvaltningen eller PPR

den hyppigste forebyggende hjælp til familier, der henvender sig på grund af problemer

relateret til deres børn. På grund af kapaciteten i socialforvaltningerne rundt omkring i

Grønland er det meget begrænset, hvor formaliseret hjælpen er, og hvor skarpt den kan

inddeles på forskellige hjælpeforanstaltninger som personlig rådgiver, støtteperson eller

hjemmehosser. En del hjælpeforanstaltninger vil være bestemt af kompetencer fordelt på

få hænder, og derfor struktureres og udføres forebyggende arbejde på meget forskellig vis

rundt omkring i landet. Støtten til børn, unge og familier er udpræget karakteriseret ved råd

og vejledning, og i relativt begrænset omfang ved at børn og unge indgår i definerede og

beskrevne behandlingsprogrammer.

Netop personfølsomheden og -afhængigheden er en stor udfordring for kvaliteten i det

sociale arbejde. Dette betyder, at der er begrænsede muligheder for at iværksætte

egentlige forebyggende foranstaltninger, såsom støttepersoner eller hjemmehossere, som

i nogle tilfælde kan forebygge anbringelser udenfor hjemmet, hvis de bidrager til at

håndtere vanskelighederne i familien, inden det bliver nødvendigt at fjerne børnene eller

de unge fra hjemmet.

4.1.3. Daginstitutioner

Daginstitutionerne drives af kommunerne, og der er 90 kommunale og private vuggestuer

og børnehaver. Der blev i 2009 brugt 270 mio. kr. på daginstitutionsområdet på 0-5 årige,

21

inkl. den kommunale dagpleje. Udgifterne pr. indbygger varierer fra ca. 6000 kr. pr.

indbygger i Qeqqata Kommunia, mens Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq

bruger ca. 4000 kr. pr. indbygger på daginstitutioner.

Antallet af daginstitutionspladser (ekskl. fritidshjem) svarede i 2007 i gennemsnit til ca. 80

pct. af de 0-5 årige. Der var dog en forskel mellem de nuværende storkommuner, hvor

dækningsgraden i det nuværende Qaasuitsup Kommunia svarede til 75 pct. af de 0-5

årige, mens der i det nuværende Qeqqata Kommunia var daginstitutionspladser svarende

til 90 pct. af børnene i alderen 0-5 år.

Adgang til vuggestuer og børnehaver for børn, som kommer fra hjem med svage

ressourcer, kan være med til at øge børnenes trivsel. I vuggestuer og børnehaver kan

andre voksne mennesker tage vare på barnet, barnet får mulighed for at udvikle sociale

kompetencer, og forældrene kan få råd og vejledning af det faglige personale i

institutionerne. Ventelisteprincippet til daginstitutioner er derfor indrettet sådan, at børn,

der har behov for en daginstitutionsplads af sociale årsager, kommer først på listen.

Der er dog stadig geografisk stor forskel på, hvor mange børn, der passes udenfor

hjemmet, idet andelen af børn, der går i daginstitution eller dagpleje, er højere i de større

byer end i de mindre byer og bygderne. I byerne er der som regel etableret vuggestuer og

børnehaver, mens der i større bygder som regel findes dagplejecentre. I de små bygder er

der ofte hverken daginstitutioner eller dagplejecentre.

Manglen på faguddannet personale vanskeliggør det pædagogiske udviklingsarbejde med

de små børn, hvilket i særdeleshed rammer de børn, der i forvejen har vanskeligheder, og

som har behov for en særlig pædagogisk indsats, mens de er i vuggestue eller børnehave.

I 2007 igangsattes Meeqqerivitsialak – Den gode Daginstitution, som har til formål at

udvikle nye pædagogiske redskaber og implementere dem i 6 udvalgte forsøgsinstitutioner

i perioden 2008-2011. Ledere og medarbejdere på de udvalgte institutioner har

gennemgået uddannelses- og kursusforløb. Igangsættelsen af Meeqqerivitsialak banede

vejen for en ny forordning om pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen,

som trådte i kraft 1. januar 2009, som giver mulighed for at oprette andre aktivitetstilbud

end daginstitution eller dagpleje. Forordningen er stadig i implementeringsfasen, således

at ”andre aktivitetstilbud” antages først at blive udviklet hen over de næste par år. Dette

kan bl.a. være deltidstilbud, hvor børn med ledsagelse af en voksen, bliver tilbudt

målrettede aktiviteter.

4.1.4. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning

Psykologisk og pædagogisk rådgivning i forhold til førskoleområdet er i dag kommunernes

ansvar. PPR er traditionelt og fortsat primært orienteret mod skolerne og bruges primært til

22

at lave udredninger mhp. vurderinger om specialundervisning. Nogle kommuner har dog

udvidet PPR-funktionen til også at omfatte førskolebørn, samtidig med at der er ansat

kommunale psykologer, som også tager sig af førskolebørnene.

I Kommuneqarfik Sermersooq er PPR imidlertid indrettet således, at PPR også yder

rådgivning mm. i forhold til daginstitutioner og forældre fra Nuuk, Tasiilaq og de

nærliggende bygder. Dagsinstitutionerne og forældre kan i lighed med skolerne indstille til

udredninger i PPR. Førskoleområdet er et prioriteret indsatsområde, hvor en væsentlig del

af undersøgelserne og udredningerne i PPR regi omhandler førskolebørn ned til etårs

alderen.

Undersøgelserne af førskolebørnene resulterer i forskellige anbefalinger, enten ved at

PPR yder rådgivning og vejledning til daginstitutionen, ved en viderevisitering til

udredninger i børnepsykiatrien eller ved henvisning til socialforvaltningen. Det er

vurderingen at en væsentlig del af førskolebørnene, der henvises til PPR, har

vanskeligheder grundet problemer i hjemmet.

PPRs virke i Nuuk er desuden rettet mod at styrke daginstitutionernes arbejde med

støttekrævende børn og deres kompetencer til dels at identificere og handle i forhold til

børn med særlige behov eller problemstillinger.

Overdragelsen af PPR-funktionen og vidtgående specialundervisning til kommunerne er

for øjeblikket under forhandling, hvor der er lagt op til, at kommunerne overtager

områderne på de nuværende økonomiske vilkår.

4.1.5. Anbringelser udenfor hjemmet

De seneste opgørelser af antallet af anbragte børn og unge stammer fra 2006. Ved

udgangen af 2006 var omkring 1100 børn og unge anbragt udenfor hjemmet. Heraf var

langt de fleste anbragt i familiepleje, mens godt 250 var anbragt på døgninstitutioner. Figur

4.1 og 4.2 viser antallet af anbragte børn og unge fordelt på hhv. anbringelsesformer og

byer.

Figur 4.1 viser antallet af børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, fordelt på de forskellige

anbringelsesformer. Tallene stammer fra 2006.

23

1627

49

17

8

709

170

5

25

Døgninstitution

Kommunal døgninstitution

Privat døgninstitution

Handicap døgninstitution

Handicap døgninstitution i Danmark

Familiepleje

Privat P lejefamilie

Plejefamilie i Danmark

Adoption/pleje med adoption for øje

Figur 4.2 viser antallet af børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, fordelt på anbringelser i

de forskellige byer. Tallene stammer fra 2006.

3763 44

0

44

292

995633643

101

15

52

46

21

178

22

Nanortalik

Qaqortoq

Narsaq

Ivittut

Paamiut

Nuuk

M aniitsoq

Sisimiut

Kangaatsiaq

Aasiaat

Qasigiannguit

Ilulissat

Qeqertarsuaq

Uummannaq

Upernavik

Qaanaaq

Ammassalik

Ittoqqortoormiit

Der foreligger ikke opdaterede tal for antallet af anbragte børn og unge, men det forventes,

at anbringelsesniveauet er nogenlunde uændret siden 2006. Der kan dog være kommet

flere anbragte udenfor hjemmet, idet der er oprettet flere private døgninstitutionspladser.

Anbringelsesmønstret er meget forskelligt fra by til by, og der er ikke en entydig

sammenhæng mellem indbyggerantal, andelen af unge og antallet af anbringelser. Der er

store forskelle mellem og indenfor samme kommuner. I Sisimiut, hvor der bor ca. 2550

børn og unge under 24 år, var der i 2006 anbragt 56 børn, mens der i Manitsoq, hvor der

bor knap 1300 børn og unge under 24 år, var anbragt næsten 100 børn udenfor hjemmet.

Det har ikke været muligt at foretage nærmere analyser af anbringelsespraksis på tværs af

landet, men forskellene i anbringelsesfrekvensen kan forventelig både skyldes forskellig

anbringelsespraksis og forskelle i sociale belastningsgrader i de forskellige byer.

24

Derudover må adgangen til anbringelsesmuligheder forventes at have en betydning for,

hvor mange børn og unge der anbringes udenfor hjemmet. Forskellene i

anbringelsestallene kan også skyldes forskellig indberetningspraksis.

Siden 2006 er det også blevet muligt at anbringe i professionel familiepleje, hvor minimum

den ene voksne i familien er uddannet pædagog eller på anden måde har solide

kompetencer til at tage vare på børn og unge med særlige behov for omsorg og pleje. De

professionelle plejefamilier er kommunalt ansatte, men arbejder fuld tid som plejefamilie

og skal være et alternativ til døgninstitutionsanbringelser. Der er på nuværende tidspunkt

relativt få professionelle plejefamilier.

4.1.5. Tidlige anbringelser udenfor hjemmet

Anbringelser af børn er også en del af den tidlige indsats. Gamle tal fra den centrale

venteliste viser, at 20 pct. af de børn, der i 2002 var skrevet op til anbringelse på en af de

landsdækkende døgninstitutioner, var under 6 år. 27 pct. var mellem 6 og 9 år, 38 pct.

mellem 10 og 14 år, og 15 pct. i alderen 15 til 17 år (Kanukoka 2002). Næsten halvdelen

af børnene opskrevet på den centrale venteliste var således under 10 år.

De seneste tal fra den centrale venteliste viser imidlertid, at der kun er 2 børn under 10 år,

og 23 børn i alderen 10-17 år. Heraf er 12 børn i alderen 15-17 år. Det svarer altså til, at

næsten halvdelen af de børn, der står på ventelisten nu er over 15 år, mens 92 pct. af

børnene på ventelisten er over 10 år. Denne ændring i alderssammensætningen siden

2002 kan skyldes mange faktorer, og kan give en mistanke om, at gennemsnitsalderen for

anbragte børn ikke er faldende. Men på grund af manglende opgørelser over udviklingen i

anbringelser og alderen for anbringelser kan denne udvikling ikke slås fast med sikkerhed.

Grunden til, at der ikke er flere små børn skrevet op på ventelisten skyldes formegentlig

også, at der anbringes relativt få børn under 3 år på døgninstitutioner, da der ikke findes

nogen egentlige spædbarnshjem eller observationshjem. De børn, der anbringes udenfor

hjemmet, som er under tre år, anbringes således primært i familiepleje.

Der var pr. juni 2010 anbragt 259 børn på døgninstitutioner (ikke handicappede). Nedenfor

ses aldersfordeling over anbragte børn på døgninstitutioner:

Tabel 4.1: Aldersfordelingen af anbragte børn på døgninstitution

Alder 0-2 år 3-6 år 7-10 år 11-14 år 15 – 17 år 18-20 år

Antal 8 12 27 76 95 40

Gennemsnitsalderen for døgninstitutionsanbragte børn var pr. juni 2010 13,7 år. Dette

vidner om, at mange børn og unge anbringes relativt sent, hvoraf en del formentlig

anbringes for sent.

25

4.1.6. Døgninstitutioner

Der er på nuværende tidspunkt 16 døgninstitutioner for børn og unge, hvor der anbringes

børn og unge i henhold til Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og

unge. 8 af disse døgninstitutioner er landsdækkende og drives af Selvstyret, mens der er 5

selvejende og 3 kommunale døgninstitutioner, som Selvstyret har godkendt og indgået

aftale med. Der var pr. januar 2010 anbragt 153 børn og unge på Selvstyrets

døgninstitutioner, mens det skønnes at knap 100 børn og unge er anbragt på selvejende

eller kommunale døgninstitutioner6.

Der er i øjeblikket venteliste til døgninstitutionerne, hvor der pr. oktober 2010 var 25

personer registreret. Ud af de 25 børn og unge er 18 anbragt, langt størstedelen på

døgninstitutioner. For én, er der fundet en anden løsning. Det betyder, at mindst 6 børn og

unge, der er så omsorgssvigtede, at de bør fjernes fra hjemmet, forbliver derhjemme på

grund af manglende anbringelsesmuligheder.

Sammenfattende for de børn og unge, der er registrerede på ventelisten er, at de har

behov for behandling af deres massive omsorgssvigt, de har brug for struktur, faste

rammer og forudsigelighed og ikke mindst en personalestab, der har den rette uddannelse

og kompetence til arbejdet med omsorgssvigtede børn og unge.

Problemet med manglende anbringelsestilbud kompliceres af manglen på uddannet og

kvalificeret personale til de eksisterende døgninstitutionstilbud. Problemet er mest udtalt

for de døgninstitutioner, der ligger udenfor Nuuk, men også i Nuuk er det vanskeligt at få

og fastholde uddannet og kvalificeret personale til døgninstitutionerne.

Siden 2003 har det været muligt for kommunerne og private aktører at oprette

døgninstitutioner. Der er 3 kommunale og 5 private døgninstitutioner. De private er som

regel dyrere og grundet ventelisten til de landsdækkende døgninstitutioner skaber brugen

af private døgninstitutioner et vist pres på den kommunale økonomi.

4.1.7. Familiepleje

Størstedelen af anbragte børn og unge er anbragt i familiepleje. Som det fremgår af figur

4.1 ovenfor var godt 900 anbragt i familiepleje i 2006, hvoraf de 170 var i privat

familiepleje, hvilket vil sige, at familien selv har fundet en plejefamilie, som myndighederne

efterfølgende har godkendt. En privat plejefamilie kan være en person i barnets/den unges

netværk, f.eks. en bedstemor eller en moster. Børn og unge, der bor i privat familiepleje

6 Der foreligger ikke tal for kommunernes anbringelser på selvejende og kommunale institutioner, men der

var i 2008 94 normerede pladser på disse institutioner. Grundet det generelt store pres på anbringelsesstederne, vurderes det at også de selvejende og kommunale døgninstitutioner er fuldt belagt.

26

har ikke nødvendigvis sociale problemer, men kan bo der midlertidigt, hvis f.eks. moren er

under uddannelse et andet sted i landet eller udenlands, eller hvis barnet/den unge selv er

flyttet pga. skole eller lignende.

Der er en stor efterspørgsel på plejefamilier, og kommunerne har vanskeligt ved at

rekruttere og fastholde egnede plejefamilier.

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke noget behandlingstilbud i institutionsregi til

børn under 3 år, men det er planen at etablere et spædbarnshjem i løbet af 2011. Med den

intensiverede tidlige indsats omkring gravide familier og familier med små børn er det

blevet klart, at anbringelsesmulighederne for denne gruppe mangler. Det er vanskeligt at

finde plejefamilier, og der et stort pres på de eksisterende familieafdelinger, hvor forældre

og børn kan indskrives sammen.

Boligmanglen er et problem for anbragte unge, som nærmer sig voksenalderen, og som

derfor skal sluses ud til et liv, hvor de skal tage vare på sig selv. Ofte har disse unge ingen

steder at tage hen end hjem til den familie, der har omsorgssvigtet dem. Der ses derfor et

stort behov for udslusningspladser eller mindre værelsestilbud til unge, der har været

anbragt, hvor de kan få støtte til at håndtere dagligdagen og til at komme i gang med

uddannelse og arbejde.

Her er udfordringen ikke blot, at der mangler de fysiske faciliteter, men også at der

mangler specialiseret og uddannet personale til at varetage den socialpædagogiske og

psykologiske behandling.

4.1.8. Tilbud til handicappede børn og unge

Der er i alt 7 landsdækkende døgninstitutioner for personer med vidtgående handicap,

som drives af Selvstyret, hvor der anbringes personer iht. Landstingsforordning nr. 7 af 3.

november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap. 4 af disse

døgninstitutioner er målrettet børn og unge.

Målgruppen på handicapinstitutionerne er overordnet fysisk og psykisk

udviklingshæmmede børn og voksne. Dette rummer bl.a. Rett Syndrom,

multihandicappede, ADHD, autisme, skizofreni, Prader-Willi Syndrom, medfødte

handicaps som følge af alkoholindtagelse under graviditeten og handicaps som følge af

massivt omsorgssvigt.

Pr. januar 2010 var der anbragt 21 handicappede børn og unge på Selvstyrets

institutioner. Alle pladser på disse døgninstitutioner er fuldt belagt, og det er vurderingen,

at der også er mangel på institutionspladser til handicappede børn og unge.

27

Nogle handicappede børn og unge anbringes i Danmark. I 2008 var 13 børn og unge i

aldersgruppen 7-17 år anbragt i Danmark. 7 af børnene/de unge var anbragt i familiepleje

eller opholdssted. 6 børn og unge var anbragt på specialinstitution, 5 pga. et psykisk

udviklingshandicap og en enkelt på grund af synshandicap.

Også i forhold til indsatserne for og med handicappede børn og unge er der store

udfordringer i forhold til at tiltrække, opkvalificere og fastholde personale til

døgninstitutionerne i Grønland og til at varetage specialundervisning og behandling. Dette

kompliceres yderligere af, at indsatserne i de mindre byer og bygder er meget

personafhængige, og at indsatserne for handicappede børn og unge står og falder med

tilstedeværelsen af bestemte ressourcepersoner.

Udover manglende uddannet og specialiseret personale på døgninstitutioner mangler der

også uddannet personale i daginstitutioner, som dels er i stand til at identificere eventuelle

handicaps og særlige behov før skolealderen, og som er i stand til og har viden om,

hvordan det pågældende barns handicap skal håndteres.

Handicappede skolesøgende børn får ofte specialundervisning og herigennem sikres

dækning af nogle af de særlige behov de har. Men der er sjældent fritidstilbud målrettet

handicappede børn og unge. Efter folkeskolen står nogle handicappede i den situation, at

de ikke har kunnet klare de almindelige krav, som giver adgang til et videre

skoleuddannelsesforløb, og derfor ingen reelle tilbud har. Der er her tale om de lettere

retarderede, døve m.m., som ofte bliver afvist ved henvendelse til arbejdsmarkedskontor

og henvist til kommunens handicapafdeling.

Derudover mangler der tilbud til de særligt svage og svært handicappede når de forlader

folkeskolen, idet de hurtigt mister de færdigheder, som de gennem deres skoleforløb er

blevet trænet i.

Det er i dag rent lovgivningsmæssigt muligt at få langt de fleste grupper af handicappede i

gang med undervisning, uddannelse, arbejdsprøvning, beskæftigelse eller arbejde, fx i

form af et fleksjob eller gennem beskyttede beskæftigelsesforanstaltninger. Der er på

nuværende tidspunkt mulighed for, at unge over den undervisningspligtige alder tilbydes

specialundervisning, som er en særlig tilrettelagt undervisning, der tilbydes personer med

handicap. Endvidere er der gode muligheder for at udnytte revalideringslovgivningen til at

hjælpe unge handicappede i gang med eksempelvis arbejdsprøvning, erhvervsmodnende

eller afklarende aktiviteter, oplærings- eller optræningsprogram, uddannelse, herunder

omskoling med arbejdsprøvning eller fleksjob. På trods af de lovgivningsmæssige

muligheder er det vurderingen, at uhensigtsmæssigt mange handicappede henvises til

førtidspension uden at deres muligheder for uddannelse og arbejde er fuldt afprøvede. Der

er ikke noget egentligt tal på, hvor mange handicappede under 25 år der modtager

28

førtidspension. Men det samlede antal af førtidspensionister under 25 år i 2009 var 69, og

det må forventes, at en væsentlig del af disse er handicappede.

Problemerne med at hjælpe handicappede i gang med aktiviteter kan skyldes flere

faktorer:

o Manglende kendskab til lovgivningen og de muligheder, der er herigennem

o Mangel på socialpædagogisk uddannede støttepersoner, fagpersoner samt personer

med specialviden

o Manglende tilbud til de handicappede fra de enkelte kommuner

o Den store spredning af de forskellige handicappede

o En generel manglende viden i samfundet om handicappede

I forhold til sidstnævnte er der således et stort behov for en generel holdningsændring i

samfundet i forhold til de handicappede. Det er bl.a. blevet udtrykt, at

arbejdsmarkedskontorer, Piareersarfiit og uddannelsesinstitutionerne er meget

tilbageholdende over for unge handicappede, og at de ofte føler ikke at have ressourcer

nok til at gå ind i en mere indgående rådgivning eller støtte. Det samme gælder

arbejdsgiverne – såvel offentlige som private, som på grund af usikkerhed hellere vælger

en handicappet fra til fordel for en ikke-handicappet.

Boligsituation for unge handicappede er ligesom for mange andre unge vanskelig, da den

generelle boligmangel naturligvis også gør sig gældende for handicappede.

4.1.9. Tidlig indsats

Der er på landsplan iværksat tre overordnede projekter med fokus på en tidlig indsats i

forhold til vordende forældre; ”Tidlig indsats overfor gravide familier”, ”Klar til barn” og

”Dukkeprojektet”. Dukkeprojektet og Klar til barn fokuserer på primær forebyggelse, hvor

ønsket er at fremme graviditeter med ønskebørn og ruste kommende forældre til

forældrerollen. ”Tidlig indsats overfor gravide familier” er en del af en sekundær

forebyggelsesindsats, hvor formålet er at reducere omfanget af omsorgssvigt.

4.1.9.1. Tidlig indsats overfor gravide familier

Projektet har kørt siden 2007 og er etableret i 13 byer. Projektet udvides med yderligere 2

byer i 2011, hvorefter projektet omfatter hele Grønland.

Projektets overordnede formål er at forebygge tidlig omsorgssvigt blandt børn fra -9

måneder til 2 år. Projektet er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem sundhedsvæsenet

og socialvæsenet om dels at opspore sårbare gravide familier samt udarbejde

handleplaner og iværksætte tilbud og tiltag for familien. Dette sker i lokale indsatsgrupper

29

bestående af nøglepersoner fra sundhedsvæsenet og socialvæsenet og i mange tilfælde

andre lokale ressourcepersoner.

I henhold til projektbeskrivelsen for projektet visiterer jordemoderen familier til at indgå i

projektet. Indsatsgruppen udarbejder handleplaner for familien og mødes jævnligt for at

følge op på familiens udvikling. Indsatsgruppen udfylder i den forbindelse

monitoreringsskemaer for hver familie.

Indsatsgruppen refererer til auditgruppen, som består af repræsentanter for den lokale

sundhedsledelse og socialchefen samt øvrige relevante personer med

beslutningskompetence. Auditgruppen har til ansvar løbende og i samarbejde med

indsatsgrupperne at vurdere de indsatser og de lokale handlemuligheder. Derudover har

auditgruppen til opgave at følge op på hvor mange børn, der vurderes omsorgssvigtede,

antallet af familier, der visiteres til tidlig indsats samt beskrivelse af de konkrete tiltag og

tilbud til familierne.

I efteråret 2010 blev der gennemført en midtvejsevaluering af projektet. Heraf fremgår det,

at pr. oktober 2010 har 291 familier deltaget i projektet. Dette svarer til 14,6 pct. af alle

nybagte forældre. Det er dog vurderingen, at andelen af familier i målgruppen er 25-30 pct.

af nybagte forældre. Deltagelsesprocenten i projekt tidlig indsats udtrykker formentlig

derfor forskelle i praksis og er udtryk for det lokale personales kontinuitet og forankring af

projektet.

Midtvejsevalueringen af projektet har tydeliggjort behovet og målgrupperne for den tidlige

indsats og undervejs i projektet er det blevet klart, at målgruppen er både større og langt

tungere end først antaget.

Projektet tidlig indsats har potentiale til at blive et vigtigt omdrejningspunkt for den tidlige

indsats i Grønland. Men det kræver flere handlemuligheder for at hjælpe familierne og

børnene, der indgår i projektet. De indsatsmuligheder, der efterlyses, er følgende:

- boliger til sårbare familier

- daginstitutionspladser

- psykologbehandling/terapi

- vejledning og konkret støtte i forhold til forældrerollen, herunder familiebehandling og

støtte i hjemmet

- anbringelses- og døgnbehandlingsmuligheder

- misbrugsbehandling tilpasset målgruppen

30

4.1.9.2. Klar til barn

Udgangspunktet for tiltaget er et ønske om at styrke relationer og følelsesmæssige bånd

mellem kommende forældre og barn gennem et forældrekursus. Formålet med

forældrekurserne er således at bidrage til styrkelse af kompetencer hos kommende

forældre omkring opdragelse, styrke det sociale netværk og stimulere forældres sunde

følelsesmæssige tilknytning til barnet. Kurset skal desuden give de kommende forældre

konkrete redskaber til at håndtere vanskelige situationer, således at forældrenes

robusthed overfor krisesituationer styrkes. Forældrekurserne vil således ruste de

kommende forældre til at give det nyfødte barn en god start på livet.

Kursusforløbet i ”Klar til barn” skal foregå over fire gange inden fødslen og én gang efter

fødslen. Undervisningen skal foregå i grupper med fem forældrepar (eller mødre/fædre,

der kommer som enkeltpersoner). Den præcise tilrettelæggelse af kurserne foregår lokalt.

De forældreforberedende kurser integreres så vidt muligt med den eksisterende

fødselsforberedelse i sundhedsvæsenet. Kursusforløbene varetages lokalt af jordemødre,

jordemoderfaglige nøglepersoner, fødselshjælpere eller andre relevante fagpersoner. Der

vil i løbet af 2010 blive tilbudt kurser i Klar til Barn til forældre i hele Grønland.

4.1.9.3. Dukkeprojekt

Dukkeprojektet blev igangsat i 2007 og har til formål at give unge mennesker et realistisk

billede af, hvad det vil sige at være forældre. I forlængelse heraf er formålet at få de unge

til aktivt at tage stilling til forældrerollen samt tage ansvar for egen seksuel adfærd.

Dermed er formålet også at forebygge uønskede graviditeter og at fremme graviditeter

med ønskebørn.

Eleverne i 9.-11. klasse deltager i et undervisningsforløb over 2-3 dage, hvor der

undervises i spædbarnspleje og forældrerollen, hvorefter eleverne får udleveret en

elektronisk RealCare-dukke. Dukken kræver pleje og pasning som et rigtigt spædbarn,

dvs. den skal mades, skiftes, bøvse, vugges mm. Efter pasning af dukken deltager

eleverne i seksual- og præventionsundervisning.

De unge viser generelt en god interesse for projektet, og erfaringerne fra de afholdte

undervisningsforløb er meget positive. Der er bl.a. dokumenteret en ændring af synet på

forældrerollen og vigtigheden af prævention blandt de unge. Efter pasning af dukken giver

størstedelen af eleverne udtryk for, at de er overraskede over arbejdsbyrden, der er

forbundet med et spædbarn, og at de vil vente med at få børn, til de har uddannelse/job og

overskud til at være forældre.

31

4.2. Opsamling

Børn og unge er et prioriteret emne på den politiske dagsorden og der er en række

forskellige tiltag. Der er således sat fokus på tidlig og familieorienterede indsatser,

forebyggelse af vold og seksuelle overgreb samt det ansvar alle i samfundet har for at

gribe ind, når børn øg unge ikke trives.

De nuværende tidlige indsatser for børn og familier kan opdeles i indsatser i

normalsystemet og specialindsatser. Indsatser i normalsystemet dækker de almene tilbud

såsom vuggestuer, børnehaver, dagplejere, jordemoderkonsultationer under graviditeten,

sundhedsplejerskebesøg og tandplejen, mens de mere specialiserede tilbud dækker PPR,

projekt tidlig indsats og andre sociale indsatser omkring familierne og børnene, såsom

væresteder og familiecentre, som er forankret i kommunerne. De almene tilbud og de

specialiserede tilbud spiller sammen. Der sker visitation og henvisninger fra de almene

tilbud, og langt de fleste specialindsatser sker indenfor rammerne af de almene tilbud og

indsatser.

Antallet af familier, der har fået hjælp gennem socialforvaltningen er lavere end de 27 pct.

der i større eller mindre grad er blevet omsorgssvigtet, hvilket indikerer, at ikke alle børn

og familier får den hjælp, de har behov for.

Sammenlignet med de nordiske lande er der anbragt mange børn og unge i Grønland.

Størstedelen af børnene anbringes i plejefamilier. Der er en stor efterspørgsel på

plejefamilier, og kommunerne har vanskeligt ved at rekruttere og fastholde egnede

plejefamilier.

Der kan på baggrund af ældre og nyere tal fra den centrale venteliste for anbringelser af

børn og unge på døgninstitutioner rejses mistanke om at gennemsnitsalderen for anbragte

børn og unge ikke er faldende. Andre faktorer, såsom at børn under 3 år primært

anbringes i familiepleje spiller selvfølgelig ind, og grundet manglede data på

anbringelsesområdet kan mistanken ikke verificeres.

Gennemsnitsalderen for døgninstitutionsanbragte børn var pr. juni 2010 13,7 år, hvilket

vidner om, at mange børn og unge anbringes relativt sent, hvoraf en del formentlig

anbringes for sent.

Et gennemgående problem i den sociale indsats både ift. diverse indsatser, projekter og

institutioner er manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Projekt ’Tidlig indsats overfor gravide familier’ har desuden tydeliggjort behovet for boliger

og institutionspladser, anbringelsesmuligheder for små børn, misbrugsbehandling,

hjemmehosser, familiebehandling, traumebehandling, og dygtige medarbejder, der kan

32

observere og rumme de meget udsatte familier samt videreuddannelse af personale der

skal arbejde med tidlig indsats.

På baggrund af ovenstående gennemgang af børns og unges trivsel i Grønland, af

socialpolitikken og ressourceforbrug og -fordeling på området kan der identificeres en del

udfordringer på området. Nedenstående er en kategorisk opdeling af disse udfordringer,

og det er vigtigt at have for øje, at de ofte har sammenhæng til hinanden.

o I forhold til befolkningens størrelse er der generelt et meget højt niveau af børn, der

må forventes at have behov for indsats.

o Der er massiv mangel på uddannet personale. Landsdækkende er der en hel del

ubesatte stillinger på området, og store dele af det ansatte personale mangler de

faglige uddannelser og kompetencer, som der er behov for, og de sidder ofte alene

med arbejdet. Følgelig er der er en stor udskiftning blandt dette personale. Desuden

besættes en del stillinger af danskere for kortere perioder.

o På landsplan eksisterer der store uligheder mellem områder. Børn, der lever i

yderområder og bygderne i særligt Nord- og Østgrønland er generelt mere udsatte

end børn fra de større byer. Bygder og yderdistrikter er samtidig de områder, hvor

både socialvæsenet og sundhedsvæsenet har den mindste specialisering og det

mindst udbyggede tilbud

o Der er børn med identificeret mistrivsel, som venter på indsats, grundet manglende

ressourcer og indsatsmuligheder.

o På baggrund af tidlig indsats identificeres problemer i familier og hos børn tidligere,

men der er ofte ikke ressourcer til at tilbyde videre indsats i form af behandling,

anbringelse mm.

o Der mangler koordinering og sammenhæng mellem indsatser.

o Helt basalt mangler der viden og data på børne- ungeområdet om hvilke indsatser,

der virker. Der mangler systematik i socialforvaltningernes arbejde, og der mangler

den rette metodeudvikling. Der er meget lidt eksplicit formuleret viden om

antagelserne af de sociale indsatsers virkning.

Primære kilder/metoder

De primære kilder for problemformuleringerne i notatet er undersøgelserne ”Børn i

Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn og familiers trivsel”, ” Unges trivsel i

Grønland 2004” samt ”Sundhed på toppen”.

”Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn og familiers trivsel” blev udført af

Departementet for Familie og Sundhed i samarbejde med SFI (Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd) i 2007/2008. Undersøgelsen er udformet, så resultaterne

kan danne udgangspunkt for politiske indsatser og initiativer, der kan forbedre forholdene

for grønlandske børnefamilier.

33

Undersøgelsen er gennemført som en interviewundersøgelse foretaget af grønlandske

interviewere via telefon efter et spørgeskema. I tilfælde hvor børnene har været under 11

år, er interviewene blevet gennemført med deres mødre og i enkelte tilfælde deres fædre.

Spørgsmålene er udformet, så de medtager de fleste aspekter af barnets liv.

I henhold til Grønlands Statistik udgør børn i alderen 0-14 år cirka 24 procent af Grønlands

befolkning (2007). I alt deltog forældre til 1.160 børn med bopæl i Grønland i

undersøgelsen. Det svarer til cirka 8 procent af alle børn i alderen 0-14 år.

� Fordeling på byer og bygder:

� By: 84 procent

� Bygder: 16 procent

� Fordeling på køn:

� Piger: 537 (46 procent)

� Drenge: 623 (54 procent)

� Fordeling på nationalitet:

� 90 procent grønlandske

� 8 procent grønlandsk/danske

� 2 procent danske

”Unges trivsel i Grønland 2004” er en computerbaseret spørgeskemaundersøgelse, hvor

folkeskoleelever i alderen 15-18 år har besvaret spørgsmål med relation til flg. 8 temaer: 1)

Personlig og familiemæssige baggrundsdata 2) Sociale relationer 3) Skolegang 4)

Fritidsaktiviteter 5) Sundhedsadfærd 6) Helbred og trivsel, herunder spørgsmål om

psykiske problemer og selvmordstanker 7) Seksuelle erfaringer, herunder udsættelse for

seksuelle overgreb 8) Svarpersonernes vurdering af undersøgelsen.

Undersøgelsen er baseret på 508 unges besvarelser, 231 drenge og 277 piger. 82 procent

var 15-16 år gamle, 16 procent var 17 år gamle, og 2 procent var 18 år gamle.

”Unges trivsel i Grønland 2004” og ”Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børn

og familiers trivsel” supplerer hinanden, fordi den ene undersøgelse præsenterer børn og

unges syn på problemstillingerne, mens den anden primært præsenterer mødres (den

faktiske omsorgsperson i de fleste familier) syn på problemstillingerne. Blandt andet er

tallene på omfanget af seksuelle overgreb i ”Unges trivsel i Grønland 2004” et vigtigt

supplement til tallene på seksuelt omsorgssvigt i ”Børn i Grønland”, hvor målingerne ikke

stemmer overens forudgående antagelser og undersøgelser. Tallene på seksuelt

omsorgssvigt illustrerer en af svaghederne ved metoden i ”Børn i Grønland”-

undersøgelsen; nemlig at der vil være områder, hvor forældre ikke har kendskab til/har

34

svært ved at forholde sig til problemstillingerne. Børn fortæller sjældent deres forældre om

seksuelle overgreb, fordi de føler skam, frygter konsekvenserne m.m. Imidlertid vil der

være en række andre områder, hvor forældre er bedre til at vurdere familiens

funktionsniveau og børns trivsel i familien, skolen osv. Antagelig gør det sig særligt

gældende i forhold til mindre børn.

Terminologien og definitionerne af fx vold og seksuelle overgreb er ikke helt ens i

undersøgelserne, ligesom det naturligvis influerer på besvarelserne, hvilke spørgsmål, der

bliver stillet i forhold til problemstillingen, hvordan spørgsmålene bliver stillet, selve

interviewsituationen etc. Således kan data i undersøgelserne ikke uden forbehold

sidestilles og sammenlignes.

”Sundhed på toppen” er en oversigt over centrale resultater i Health Behaviour in School-

aged Children (HSBC), der er en international spørgeskemaundersøgelse støttet af

Verdenssundhedsorganisation, WHO. Undersøgelsen blev gennemført i 2006, og i alt

deltog 40 procent af alle skoleelever i 6. til 11. klasse i Grønland. ”Sundhed på toppen”

præsenterer elevernes sundhed samt udviklingen fra tidligere undersøgelser i forhold til

helbred, livskvalitet, symptomer, mobning og sundhedsvaner. Endvidere inddrager

undersøgelsen områder som f. eks. elevernes psykiske sundhed, fornemmelse af deres

etniske identitet og deres sprogkundskaber.

Undersøgelsen perspektiveres dels gennem en generel beskrivelse af mulighederne for

sundhedsfremmende projekter i skoler og dels gennem at vise hvor store forskelle, der

findes imellem skolerne i Grønland samt forslag til, hvordan HBSC undersøgelsen kan

bidrage til at lave mål for sundhedsfremmende projekter i den Grønlandske folkeskole. I og

med undersøgelsen arbejder med et bredt sundhedsbegreb og ser skolebørns sundhed og

sundhedsvaner i forhold til omgivelserne - primært familien, kammerater og skolen - er den

ligeledes et værdifuldt supplement til vurderinger af børn og familiers trivsel i Grønland.

HBSC undersøgelsen gentaget hvert 4. år, og er netop gennemført i 2010. Resultaterne

af 2010-undersøgelsen forventes offentliggjort i første halvdel af 2011.

Undersøgelse ’Unges Trivsel’ gentages i 2011, hvor resultaterne af undersøgelsen

forventes offentliggjort ultimo 2011.

35

Litteraturliste

Bengtsson, T.T, og T.B. Jakobsen, 2009, Institutionsanbringelse af unge i Norden. En komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, København

Bjerregaard, P., 2004, Folkesundhed i Grønland, Inussuk Arktisk Forskningsjournal 1:2004. Nuuk, Grønlands Hjemmestyre Capacent, 2009, Tidlig indsats for sårbare gravide og familier med små børn. Afsluttende evalueringsrapport, http://www.servicestyrelsen.dk/default.asp?id=148369&sshow=1&itemid= 154288

Carneiro, P.M. og J.J. Heckman, 2003, Human capital policy, IZA Discussion Paper 821. Christensen, E.; L., G Kristensen og B. Siddhartha, 2009, Børn i Grønland – En kortlægning af 0-14 årige børns og familiers trivsel, SFI.

Curtis, T; H. B. Larsen, K. Helweg-Larsen, C. P. Pedersenn, I Olesen, K Sørensen, M E Jørgensen og P Bjerregaard, 2006, Unges trivsel i Grønland 2004, INUSSUK - Arktisk forskningsjournal 1 Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (KIIIN), 2010. Efterårsafrapportering af status på sektorprogrammet og den ekstraordinære uddannelsesindsats (uddannelsesplanen) 2010

Det Rådgivende Udvalg vedr. Grønlands Økonomi, 2008, Den Økonomiske Udvikling i

Grønland. Nuuk

Egelund, T; N. D. Andersen, A.-D..Hestbæk, M. Lausten, L. Knudsen, R.-F. Olsen og F. Gertoft, 2008, Anbragte børns udvikling og vilkår, København, SFI 08:23

Grønlands Selvstyre, 2010. Finanslov for 2010

Heckman, J.J., og D.V. Masterov, 2004, The Productivity Argument for Investing in Young Children In Working Paper 5. Chicago: Invest in Kids Working Group, Committee for Economic Development.

MIPI, 2008: Børns levestandard I Grønland. Nuuk:MIPI

Niclasen, B., 2009, Børns sundhed i et socialt perspektiv med udgangspunkt i Inuuneritta – Folkesundhedsprogrammet, Naqitat A/S

36

Niclasen, B.; K Løngaard, L K Laursen og C Schnohr, 2007, Sundhed på toppen, Inussuk Arktisk Forskningsjournal 1:2007

Pedersen, C.P: I. Dahl-Petersen og P. Bjerregaard ,2007, Notat om selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt unge i Grønland. Nuuk: MIPI, Paarisa og Statens Institut for Folkesundhed.

Ploug, N., 2005, Social Arv – Sammenfatning, SFI, 05:10

Sørensen, T. H., 2009, Med familien i centrum, Københavns Kommune, http://www.kk.dk/FaktaOmKommunen/PublikationerOgRapporter/Rapporter/~/media/C59E34E7D877418080240598B08D0CA2.ashx