ÅRSS

KRIFT 2013

2

ÅRSS

KRIFT 2013

Vi har valgt Løven som vores gennemgående ikon i dette års skrift.

Løven, som er hugget i rød granit, og som vi hver dag kan se og føle på i Sansehaven vest for hospicebygningen.

Vi har valgt Løven, idet den i dens form og udtryk opleves stærkt sanselig. Ifølge billed-huggeren Claus Ørntoft berø-rer løven som sindsbillede de egenskaber, som kan bruges på et hospice – mod, styrke og tapperhed. Arkitektonisk lader den rummet, skaber ret-ning i rummet og skaber rum-met uden at skulle forandre noget.

3

ÅRSS

KRIFT 2013

IndLednIngDorit SimonSen HoSpiceleDer

AT TRÆde IndenFORSteen FriS beStyrelSeSFormanD

AT FORneMMe FReMTIdenDorit SimonSen HoSpiceleDer

SAnS eVIgHedenann maJ lorenZen SoGne- oG HoSpiceprÆSt

SAnS Og SAMLIngmicHael StUbberUp ceo, SynerGaia, cHieF oF boarD, SUStainableleaDerSHip.Dk

TAKTIL STIMULeRIngirene kaySen oG Vibeke eDSen SyGepleJerSker

TIL gAVn Og gLÆdetoVe mikkelSen FriVilliG

HUSK PAUSeRneHilDe SkrUDlanD mUSikterapeUt

FRIRUM FOR FORTÆLLIngeRHelle Dalby SoUScHeF

eKSISTenTIeL LedeLSe JØrGen keinicke ceo, keinicke mennesker/udvikling/ledelse

HUSeT I gRÆnSeLAndeTleiF erik VaaG ÆGteFÆlle til patient

MAVeFORneMMeLSenbirGitte JenSen SyGepleJerSke

Jeg SAnSeRkUrt cHriStenSen patient

SAnS FOR HeLHederlinG raSmUSSen FormanD For kUnStUDValGet

MAd FOR LIVeTanneGrete VenborG UDViklinGSSyGepleJerSke

KØKKenSAnSeRpia kraG mortenSen kØkkenleDer

SAnSeRne BeSTeMTe MIn FReMTId SOM FRIVILLIgpoUl erik SØrenSen FriVilliG

LAngSOMT TIL STedelotte JenSen SyGepleJerSke

AT SAnSe Og BÆRe SMeRTen line kloDe FySioterapeUt

OVeRFØRIng Og MOdOVeRFØRIngHelle JoHnSen pSykoloG

STATISTIK FOR 2013Dorit SimonSen HoSpiceleDer

Jeg KAn dUFTe FORÅReTerik SalomonSen FormanD For StØtteForeninGen

FOR en STUndJoHS JakobSen FriVilliG

ePILOgDorit SimonSen HoSpiceleDer

05

07

09

14

17

20

22

23

45

48

51

54

58

60

63

66

26

30

32

35

37

38

40

42

4

ÅRSS

KRIFT 2013

5

ÅRSS

KRIFT 2013

Hemmeligheden, som den lille prins får indsigt i, bliver betroet til ham i rævens afskedstale i eventyret ”den lille prins” af Antoine de Saint-exupéry fra 1943.

At det væsentlige er usynligt for øjet, og at det kun er med hjertet, man rigtigt kan se, er ikke en uvæsentlig lille hemmelighed. det er for den lille prins, for mig og for mange andre en værdi-fuld hemmelighed at få indsigt i, idet den hjælper os til at skærpe opmærksomheden på, hvorfra vi hver dag får vores måske væsentligste sanseindtryk, fornemmelser og viden.

I Årsskrift 2013, det sjette årsskrift som er udgået fra Hospice djursland, har vi valgt at foku-sere på det, som sanses på et hospice, og måden hvorpå det sanses. Vi vil forsøge at give en indsigt i dette univers’ mangfoldighed gennem forskellige fortællinger. Fortællinger fra forskel-lige vinkler, af forskellige mennesker og af forskellige sanser.

Vi kender jo alle vores fem sanser, og vi har i dette årsskrift valgt også at inddrage sansen: at se med hjertet. Her på hospice er det på mange måder en væsentlig sans at kunne gøre brug af. Med hjertet kan man se den anden, det andet menneske, lidelsen, sorgen, kærligheden og det, som endnu ikke har vist sig – fremtiden.

Vi håber med dette årsskrift at give et mangfoldigt billede af det, som vi i 2013 har været opta-get af. Vi ønsker at give indsigt i de tanker og oplevelser, der er i vores hverdag, og vi ønsker at bidrage med nye tanker, ideer og viden om, hvad der sker inden for det specialiserede niveau på hospiceområdet.

Så ud over at læse med øjnene, så læs også dette årsskrift med hjertet, det kan give et større indblik i, hvad der egentlig forgår her på Hospice djursland.

IndlednIngDorit SimonSen HoSpiceleDer

”Farvel, sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.”

6

ÅRSS

KRIFT 2013

nyt foto?

7

ÅRSS

KRIFT 2013

I årsskrift 2013 har vi valgt at sætte fokus på sansning og sansningens mange betydninger. et rigtigt spændende tema jeg gerne sætter et par ord på.

Min baggrund er som lægmand og bygger ikke på nogen større undersøgelse af emnet, men på egne oplevelser og erfaringer gennem livet.

Jeg vil i mit indlæg holde mig inden for Hospice djurslands rammer og forsøge at beskrive, hvordan mine og nok også andres sanser bliver påvirket ved ankomst til stedet og ved at træde indenfor.

Uanset fra hvilken side og hvor ofte jeg kommer til Hospice djursland, bliver mit syn altid fanget og positivt påvirket af den spændende bygning beklædt med egestave, omgivet af kunstværker og indplaceret i et naturområde med udsigt til mark, skov og strand.

Straks jeg forlader min bil, er det ikke længere kun min synssans der påvirkes men også hørel-sen og lugtesansen. Vindens susen, træernes knagen, fuglenes sang og de mange dufte fra græs, træer og blomster fanger mig.

når dørene åbnes til Hospice djursland, bliver alle mine sanser påvirket.

I receptionen fanges øjet af fine farvesammensætninger, kunstværker, blomster, dekorationer og sidst men ikke mindst et personale, der altid udstråler stor imødekommenhed.

Disse oplevelser og sanseindtryk fortsætter gennem hele bygningen. Ja, flere kommer til. Fra køkkenet kommer dejlige dufte af hjemmelavet mad, fra Atriumgården og baderummet andre

AT TRÆde IndenFORSteen FriS beStyrelSeSFormanD

8

ÅRSS

KRIFT 2013

dufte, der også er med til at påvirke ens velbefindende. Akvariet med smukke fisk og volieren med farvestrålende fugle, der kvidrer og giver god stemning. Sådan kan jeg blive ved!

Følesansen, som jeg ikke har været inde på, har rigtig stor betydning både for patienterne, men bestemt også for de pårørende. Jeg tror, vi alle har behov for et venligt smil, et lille knus eller en berøring, når det gør allermest ondt!

Ja, alt dette er godt nok, men det får kun betydning, hvis vi lader os påvirke af alle disse ind-tryk, vi dagligt bliver mødt af. Og det tror jeg, vi gør, i et eller andet omfang!

Meget mere kan siges om vore sanser. Så glæd dig til at blive klogere på dette interessante emne, der kan anskues fra mange forskellige synsvinkler, og som vi mennesker kan få stor glæde af, når interessen og viljen er til stede.

På Hospice djursland vil vi fortsat arbejde med sanserne; vi er dybt afhængige af dem, for det er gennem dem, vi forholder os til den verden, vi lever i.

9

ÅRSS

KRIFT 2013

AT FORnemme FRemTIden Og kOmme den I mødeDorit SimonSen HoSpiceleDer

”kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” Således lød ordene fra ræven til den lille prins. Og hvad vil det så sige at se eller sanse med hjertet, og er det overho-vedet noget, man kan bruge i ledelse? Til det er mit svar: ”Ja, i allerhøjeste grad, - og det kræ-ver en del øvelse.”

Otto Scharmer, som er uddannet inden for økonomi og ledelse, og som i øjeblikket er en af de mest omtalte ledelsesteoretikere med sin præsentation af ledelsesteorien Teori U, anvender udtrykket presencing. Ordet er sammensat af ordene presence: at være nærværende, og sen-sing: at sanse eller fornemme. presencing er egentlig en almen menneskelig evne, som vi mere eller mindre er gode til at gøre brug af. Som leder er det dog en evne, man med stor fordel kan fokusere på og udvikle, når det drejer sig om nytænkning og innovation i organisationen.

Hvorfor er jeg nu egentlig så optaget af lige præcis Teori U og ikke en af de mange andre ledelseste-orier, jeg har stiftet bekendtskab med igennem min tid som leder? det er ganske enkelt fordi, Teori U indfører et væsentligt nyt aspekt i ledelsestænkningen: sansning. Ikke kun sansning med de fem velkendte sanser, men også med en anden sans: presencing. Med fokus på og udvikling af denne sans forsøger man som leder at fornemme, hvad fremtiden kalder på, og hvor fremtiden bærer hen.

de nye ideer, de nye tanker, kommer gennem os. de kan opstå i den enkelte, hvor som helst og når som helst; i morgenbrusebadet, på cykelturen eller i drømme. de nye ideer kan også opstå i samarbejdet med andre, og pludselig kan man sammen fornemme en retning, en sammen-hæng, et potentiale i en gruppe, som med hjælp kan forløses og medføre noget, som er mere end gruppemedlemmernes indsats tilsammen. når sådanne ideer opstår, er udfordringen at være nærværende, at gribe dem og holde fast. Jeg plejer selv at udtrykke det på denne måde: ”Alle de store tanker og gode ideer er derude. det drejer sig om at sidde helt stille og vente, så lander der helt sikkert en god ide lige i hovedet på dig, og så er det bare om at holde fast i den.”

når tanken ”er landet” eller fornemmet, skal jeg have en skærpet opmærksomhed på, hvorfra den egentlig udspringer, idet det er vigtigt at kunne skelne mellem mine egne personlige følelser og den værdi, der ligger i selve tanken og dens levedygtighed. det er i den forbindelse begre-bet presencing kommer ind. Otto Scharmer udtrykker det således: ”Begrebet beskriver det at knytte forbindelse til kilden for den optimale fremtidige mulighed, at sanse fremtiden i nu’et og bringe fremtiden ind i det nuværende øjeblik.” 1)

1) otto Scharmer: ”teori U – lederskab der åbner fremtiden mod en ny social teknologi – presencing.” ankerhus 2009

10

ÅRSS

KRIFT 2013

11

ÅRSS

KRIFT 2013

I 2013 besluttede vi på Hospice djursland at arbejde med og udvikle den tværfaglighed, vi har, og den tværfaglighed, som vi har en fornemmelse af, at fremtiden kalder på. der er mange gode grunde til, at det netop blev det tværfaglige samarbejde, vi ønskede at udvikle. For det første forventes det af os fra Sundhedsstyrelsens side, at vi arbejder tværfagligt, dog uden at det er beskrevet, hvad det vil sige. For det andet havde vi både i ledelsen og i medarbejder-gruppen fornemmet, at der var ”overskudsenergi” hos nogle faggrupper, energi som egentlig var stillet til rådighed, men som ikke blev omsat, mens der hos en anden faggruppe var under-skud af energi til at løse opgaverne. Og ikke mindst så havde vi en klar fornemmelse af, at det at blive bedre til tværfagligt samarbejde og udnytte den synergi, der ligger i det, er noget, som får stor betydning for os i arbejdet med de faglige udfordringer fremover.

Vi har gennem årene i perioder haft skarpt fokus på tværfaglighed og italesat de vanskeligheder og udfordringer, der indimellem er i dette samarbejde, uden dog at komme så meget videre.

da vi i 2007 åbnede hospice, sammensatte vi en medarbejdergruppe ud fra de erfaringer, som hospicerne før os havde. den organisering, vi i dag har, tog også sit udgangspunkt i de andres erfaringer – dog med enkelte tvist. På mange måder var det et ganske godt udgangspunkt, og alligevel er det en tanke værd, om vi med den aktuelle organisering, medarbejdersammensæt-ning, faglige selvforståelse og afgrænsethed til fulde udnytter de potentialer, der ligger i intenti-onen: tværfaglig indsats på et højt specialiseret niveau.

På den årlige visionsdag sammen med vores bestyrelse, april 2013, besluttede vi, at vi ville videre. Vi vil udnytte den synergi, der ligger i at være en tværfaglig gruppe, og vi vil være en organisation, som kan byde de fremtidige udfordringer velkommen. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel først og fremmest for de patienter og pårørende, vi møder her på Hospice djursland, men også for vores arbejdsmiljø og for såvel egen faglig og personlig udvikling som organisationens udvikling.

Det fordrede, at vi gravede et spadestik dybere og fik indsigt i den enkeltes intention, de for-skellige faggruppers intention og ledelsens intention om, hvad vi på et dybere plan ønskede at opnå med vores tværfaglige samarbejde.

Og så gik vi i gang.

12

ÅRSS

KRIFT 2013

I den proces, vi har været i gang med siden august 2013, og som vi forventer af afslutte i slut-ningen af 2014, har Otto Scharmers Teori U været en stor inspirationskilde for mig som leder og for os som organisation.

Alle ved, hvor vanskeligt det kan være at ændre kulturen i organisationen, selv om man gerne vil. Vi downloader, hvilket betyder, at vi bliver ved med at gøre det samme igen og igen uden at give det en nærmere tanke. når man, som vi, ønsker at ændre kulturen og skabe innovation i organisationen, må vi som udgangspunkt holde op med at downloade gammel viden og gamle tankesæt. For at komme videre med det, talte vi med hinanden om Otto Scharmers fire barrie-rer for organisatorisk læring og forandring:

- ikke at erkende, det man ser - ikke at sige, hvad man tænker - ikke at gøre, hvad man siger - ikke at se, hvad man gør

disse barrierer ville vi fokusere på og arbejde seriøst med – en proces vi er godt i gang med.

I den videre proces var det derudover vigtigt, at vi havde opmærksomhed på og arbejdede med Scharmers tre niveauer hen imod egentlig innovation: åbent sind – åbent hjerte – åben vilje.

Åbent sind betyder, at vi er åbne for, at virkeligheden kan opfattes på mange måder. det bety-der, at vi hver især er i stand til at se en sag fra forskellige vinkler, og at vi skal være fleksible i forhold til at erkende hinandens syn på tingene. dette har bl.a. medført, at vi har ændret på form og indhold i vores ugentlige, tværfaglige konference.

Åbent hjerte betyder, at vi hver især ikke kun er i stand til at betragte en situation fra forskellige vinkler, men også er i stand til at indleve os i den konkrete situation og i de andres perspektiv. At vi kan fornemme, hvad hinanden føler. dette perspektiv har endnu brug for en del opmærk-somhed. Jeg overvejer indimellem, om der her på hospice er for meget ”støj på senderen,” og tænker her på alle de følelser, der til stadighed vælder op i os alle i vores daglige arbejde med alvorligt syge og døende mennesker og deres pårørende. Vi har klart et udviklingsområde her.

13

ÅRSS

KRIFT 2013

Åben vilje. denne del af processen er den sværest tilgængelige, og dertil er vi endnu ikke nået. det er her, vi tager den endelige afsked med det, vi allerede ved og gør, og har vilje til, at det nye kan fæste rod. det er en meget krævende proces, som kan medføre en del angst i både den enkelte, i gruppen som i organisationen. det er under disse betingelser presencing kan finde sted; det er her, fortiden slippes og giver plads til, at fremtiden kan tage form. Det er her, vi hver især skal fornemme, hvad det er, der giver mening for helheden, det er her, det skal bringes frem.

Helt konkret har vores arbejde med tværfaglighed fokuseret på fem områder:

- Visitation og modtagelse af nye patienter - Den tværfaglige konference - tværfaglig supervision - Fredags refleksion med brug af narrative metoder - læringsmøder

der har været nedsat en styregruppe med støtte af sociolog, Ph.d. i organisatorisk læring, eva Just, som har beskæftiget sig med tværfaglighed i sundhedsvæsnet. Og der har været nedsat en undergruppe til at arbejde med struktur og form for den tværfaglige konference. Processen er blevet beskrevet løbende, og vi laver i processen ”pitstop” i form af styregruppemøder og personalemøder, hvor formålet er at få overblik over, hvor langt vi er nået i de fælles anstren-gelser og få et overblik over, hvilken vej vi nu skal følge.

Vi er på vej – rigtig godt på vej – og vi har fortsat et stort arbejde foran os, og det uden præcis at vide, hvor vi ender, og hvornår vi er færdige, eller sagt på Scharmer-sprog: klar til at komme fremtiden i møde. det drejer sig om innovation i bogstaveligste forstand.

når jeg som leder står lige her og nu og betragter organisationen, så tænker jeg: ”Wauw, denne proces er godt nok vigtig.” Udviklingen af det tværfaglige samarbejde giver mening; den er væsentlig, og alle bidrager på bedste vis. Vi skal nok blive klar til at tage imod fremtiden. Og det siger jeg, uden at jeg med sikkerhed ved, hvad denne proces ender med.

14

ÅRSS

KRIFT 2013

Jeg husker min sidste ridetur, som ligger nogle år tilbage. det var en kølig, men lys dag i det tidlige forår. glaumur, en smuk islandsk hest, var stadig klædt i sin gyldne vinterpels. Luften var klar og hestens ånde stod som små dampskyer ud af dens næsebor. Opmærksomt, som skulle hele verden indåndes, sitrede sanserne på det smukke dyr. Jeg red en tur, mens jeg sugede oplevelsen til mig, sansede naturen omkring mig; vinden i mit ansigt, farverne, himlen foroven og jordens faste underlag, der genlød af hestens taktfaste bevægelser. da jeg igen satte fød-derne på jorden, vidste jeg, at jeg aldrig ville komme til at sidde på en hest igen. Min hofte vil ikke, som jeg vil. Jeg aede den bløde, varme pels, lagde mit ansigt ind til dyrets hals og dvæ-lede et øjeblik, mens duften af fugtig, varm hest fyldte mine næsebor. Hesten bøjede halsen, så på mig med et uudgrundeligt blik og udstødte en sagte, dyb vrinsken. I det øjeblik var vi som forenet. Og i den korte tid, favntaget med glaumur varede, var det, som om alle de heste, jeg har kendt, og alle timerne, jeg har brugt i deres selskab, kom tilbage til mig. det var som at sanse evigheden.

Sansning åbner døren til erindringen. når vi hører den sang, der blev spillet første gang vi dan-sede med den udkårne, vækkes der minder. eller vi ser billeder fra ferieture og husker det hele, skønt vi har glemt årstallet. en duft af en bestemt parfume kan kalde mormor, der døde for mange år siden, frem fra erindringen, og en velkendt genstand, f.eks. en gammel, rød hovren-ser, kan i et splitsekund fremkalde en lille, sort pony, der nægtede at løfte benet, medmindre den fik en gulerod for det.

Sanserne hjælper os med at huske, og vi kan bruge sanserne helt bevidst, når noget skal beva-res i erindringen. det er derfor, at der i kirkens ritualer er knyttet helt håndgribelige elementer som f.eks vand og jord til dåbs- og begravelsesritualet. Og derfor er det vel, at Jesus, den sid-ste aften før sin død, bruger måltidet med dets brød og vin, for at hans venner fremover skal

SAnS evIgheden!ann maJ lorenZen SoGne- oG HoSpiceprÆSt

Vore sanser åbner til bevidstheden. Sansning åbner døren til erindringen. Sansning kan være et glimt af evighed.

15

ÅRSS

KRIFT 2013

16

ÅRSS

KRIFT 2013

huske ham, når de spiser sammen. de har sunget, talt og spist sammen, da Jesus tager brø-det, bryder det i stykker, og rækker det til dem med ordene: ”Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. gør dette til min ihukommelse.” Han tager også bægeret med vin, takker og giver dem det, idet han siger: ”drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for Jer til syndernes forladelse. gør dette hver gang, I drikker det, til min ihukommelse.” Brød og vin var basis i måltidet på Jesu tid, og det er med vilje Han tager det helt basale og gør det til erindringsobjekt. Hver gang I spiser brød og drikker vin, skal I huske på mig, og jeg vil huske Jer, er Hans budskab. Siden har kristne over hele verden spist brød og drukket vin til erindring om den aften, hvor Jesus deler et måltid med sine nærmeste, før Han tager afsked med dem. I ritualet genoplever man så at sige afskedsmåltidet og får tilsagt syn-dernes forladelse præcis ligesom dengang, og nadveren er den dag i dag et måltid til påmin-delse om guds tilgivelse og forsoningens mulighed.

På hospice er bordfællesskabet af stor betydning, og vi oplever alle, at måltider er mere end mad. Alle sanser er i brug. Vi nyder synet af maden, nyder duften og smagen. Vi hører lyden, når det sprøde brød brydes, og vi mærker konsistensen af maden, når den kommer i munden. Og alt imens vi spiser, er vi sammen og taler, ler, lytter og tænker. På den måde mættes vi både af maden og af fællesskabet med hinanden. Vi får noget af hinanden. Vi styrkes og mættes på flere måder. Det er ikke kun maven, der bliver mæt. I måltidsfællesskabet deler vi en stund med hinanden, som hæver sig ud over tiden.

Ved nadverbordet på hospice har vi et lignende fællesskab. nogen synes måske, at ritualet er underligt og fremmed, og alligevel ønsker mange at deltage i det, når vi f.eks. holder nadver i gudstjenesten. Jeg tror, det har at gøre med, at nadveren fortsat har karakter af måltid. det er måske verdens mindste måltid, men ikke desto mindre er det et styrkende og livgivende måltid. Både fordi vi kommer hinanden nær og føler os forbundet med hinanden, men især fordi gud kommer os nær og forener sig med os, sansbart i brødet og vinen.

nadveren er et måltidsfælleskab hen over tid og evighed, og i mange kirker er det gjort sans-bart, ved at alterskranken med knæfaldet danner en halv cirkel. Resten af cirklen, den usynlige del, skal forestille at runde ind i evigheden. Ved alteret har vi således bordfællesskab med både de levende og dem, der ikke længere er iblandt os. Med de levende spiser vi sammen til liv og forsoning. Med vore døde deler vi et måltid til frelse og evigt liv.

Ved nadverbordet bruges alle sanser. I nadverritualet er der rum for den dybe sansning. Men først og fremmest er nadveren et måltidsfællesskab. Til liv og glæde. Til frihed. Til ihukommelse.

17

ÅRSS

KRIFT 2013

SAnS Og SAmlIngmicHael StUbberUp ceo, SynerGaia cHieF oF boarD, SUStainableleaDerSHip.Dk

”Vi eksisterer i nuet – fortid og fremtid er måder at fungere på nu.”(maturana og Varela 1987)

Vi mennesker fødes med forudsætninger for kontakt; en lille nyfødt ankommer med for-pro-grammeringer i højre hjernehalvdel for via sanserne at møde og opleve verden, gennem fx øjnene at tage kontakt, aflæse ansigtsudtryk, mimik og gestik. I løbet af de første par år sam-les og organiseres titusindevis af små og store kontaktoplevelser til et indre fokus, til et jeg. de mange plus- og minusoplevelser ordnes i hukommelsen efter mønstergenkendelse, dvs. det, der ligner, bundtes sammen og danner efterfølgende en mental model. disse generaliseringer base-ret på gentagne oplevelser skabes i de aktiveringsmønstre i hjernen, der er knyttet til sanserne (syn, hørelse, lugt, smag, berøring, osv.), og de skaber temaerne i de historier, som vi fortæl-ler om os selv, og organiserer de måder, vi træffer beslutninger på. Man kan sige, at mentale modeller er en form for filter eller linse, der hjælper os til at forudsige fremtiden og forberede os til handling. dette sker uden for den bevidste opmærksomhed, og præger vores perception, uden at vi har bevidst kendskab til det – alt sammen skabt ud fra tidligere erfaringer.

evolutionshistorisk er menneskets nervesystem opbygget således, at det hele tiden i en rolig, jævn og automatisk rytme sanser og scanner indefra og ud og udefra og ind. det autonome ner-vesystems to grene, sympaticus (evnen til opspænding) og parasympaticus (evnen til afspæn-ding), koordinerer hjerterytmen i en jævn variation; sympaticus forøger hjerterytmen og skær-per årvågenheden, mens parasympaticus sænker hjerterytmen og sørger for afspænding og regeneration. denne stadige ud-ind- og ind-ud-rytme er koordineret med det at mærke kroppen og via sanserne mærke den ydre verden. det er som et pendul eller som en åbne-lukke-meka-nisme, der hele tiden veksler mellem at være klar til handling og derefter hvile, og hele tiden skifter mellem at sanse omgivelserne og at sanse sig selv. denne stadige organiske opmærk-somme lytten er en central del i det feedback-system, som siden tidernes morgen har sikret overlevelse og reproduktion; bæredygtighed. nervesystemet handler i et og alt om at forbinde det indre og det ydre.

Liv er bærer af mening og retning og har således et orienteringssystem, et selvorganiserende kompas, som motiverer til at leve, dvs. sikre overlevelse og belønningen i at reproducere og udfolde sig selv. I evolutionen er det selve meningen med livet. Vi sanser for at sikre dette.

18

ÅRSS

KRIFT 2013

Selve denne overordnede orienteringsevne foregår helt af sig selv, i ethvert nutids øjeblik bru-ges summen af vores fortids erfaringer til at forudsige den nærmeste fremtid. eller udtrykt på en anden måde: musikken til livets dans spilles i en vedvarende dynamik mellem på den ene side øjeblikket og efterklangen af det øjeblik, der netop er gået, og på den anden side årvågen-heden, der foregriber tonen og bevægelsen, som er på vej i det næste øjeblik.

De historier, vi fortæller om vores liv, kan gøres eksplicitte og bevidste ved fokuseret selvreflek-sion. en sådan bevidst proces ændrer selvforståelsen og er allerede derved i gang med at ændre de mentale modeller. Når man giver sig tid til at reflektere, åbnes døren til bevidst opmærk-somhed, og dette giver mulighed for forstå og fordybe. Vi kan bruge evnen til eftertanke; vi kan tænke over, hvad der er vigtigere end andet, føle erfaringer af tidligere intense oplevel-ser, vi kan fra enhver nutid tænke over, hvad der har været vigtigt i dag/i disse måneder/i livet, og hvad der skal være mere af i den tid, vi har foran os. Vi kan med andre ord øve os i at skifte gear fra en automatisk sansemodus til opmærksomt nærvær. Hvad der er vigtigere træder i relief, når vi husker, at vi skal dø; igen og igen minder os selv om at glædes over og prioritere det, vi elsker. Vi kan så yderligere fordybe den eksplicitte og betydningsbærende proces ved at sætte ord på og kommunikere det, der er vigtigere til andre. Således kan ”meningen med livet” være med til at forme porten til ”meningen i døden.”

en smagsprøve på en ekspliciteret sanseproces følger i denne lille øvelse, som skaber indre ro og samling:

Sæt dig på en stol, med fødderne på gulvet, med hænderne i skødet, luk øjnene og MÆRK: KROPPEN som RUM i tre trin dvs. periferi, overflade, rum.

Mærk kroppens periferi; fodfladerne, håndfladerne, toppen af hovedet – efter hinanden fx 3 gange.

Mærk derefter hele kroppens hudoverflade.

Mærk nu KROPPen som RUM.

Skift til HJeRTeT som FOKUS: mærk det fysiske hjerte, som repræsenterer døren til nervesystemet.

Åbn øjnene, se ud i RUMMeT omkring dig uden at fokusere blikket og uden at tabe kontakten med hjertet og kroppen.

Slut øvelsen af med at lukke øjnene - mærk hjertet – mærk kroppen – følg en ind- og udånding.

19

ÅRSS

KRIFT 2013

20

ÅRSS

KRIFT 2013

Sygepleje handler om faglighed og viden, erfaring og håndelag, men det handler i høj grad også om at sanse. For det er med vores sanser, vi er intuitive, empatiske og forudseende. det er med vores sanser, vi opfatter, fanger og fortolker stemninger.

Patienten og de pårørende kan forvente vores faglige ekspertise, når det gælder pleje og medi-cinsk behandling, og det er og bliver en væsentlig del af vores arbejde. Og når det er sagt, så kommer omsorgen for det menneske, vi har med at gøre, først rigtigt til udtryk, når vi har vores sanser og intuition med i spil.

da bliver det væsentlige spørgsmål: ”Hvordan kan jeg bidrage til at gøre en forskel for dig i dag?” Måske er det en forløsende snak eller bare en snak om ”gamle dage,” en hånd at holde i, et varmt spabad, en pude, der skal rettes, eller en tur ud i forårssolen på terrassen. en lille gestus eller en oplevelse kan have afgørende betydning for patientens dag og sindsstemning.

I efteråret 2013 var vi to sygeplejersker, som tog en uddannelse i Taktil Stimulering. en metode, hvor man ved struktureret berøring og lette massagestrøg af huden, stimulerer de taktile san-ser via hudens receptorer for tryk og vibrationer, smerte, kulde og varme. Taktil stimulering kan gives som en helkropsmassage, men mere almindeligt i vores arbejde på hospice gives det på en del af kroppen. På arme og hænder eller ben og fødder. Selv når det gives på et mindre område af kroppen, er effekten ganske mærkbar. Vi prøver gerne at sætte en stemning ved at have dæmpet belysning og stille, afstressende musik i baggrunden, da det bidrager til at have fokus på massagen og lukke omverdenen ude.

gennem taktil stimulering frigives der i kroppen det naturligt forekommende hormon, Oxytocin, som er modsætningen til vores stresshormoner og derved har fået betegnelsen ro-/hvile-hor-mon. Der er gennem forskning fundet evidens for metodens positive indflydelse på kroppen,

TAkTIl STImuleRIngirene kaySen oG Vibeke eDSen SyGepleJerSker

21

ÅRSS

KRIFT 2013

idet man har kunnet fastslå, at den øgede mængde Oxytocin i blodet medfører et fald i puls og blodtryk, øger blodcirkulationen i hjernen, dæmper angst og uro, og så fremmer det søvnen.

det, vi umiddelbart oplever ved behandlingen, er, at patienten slapper af, vejrtrækningen bli-ver rolig og dyb, og måske falder de i søvn. Patienternes tilbagemeldinger er flere: At det er en positiv kropslig oplevelse, en lindring i forhold til uro eller smerter, en fornemmelse af ”at kunne være i sin krop,” eller blot en dejlig og dyb afslapning.

Vi føler os privilegerede over at arbejde et sted, hvor der til stadighed er mulighed for udvikling og for at gå nye veje. Vi er ved at træde en ny sti til, og vi håber og tror, at flere vil følge efter.

22

ÅRSS

KRIFT 2013

TIl gAvn Og glÆdetoVe mikkelSen FriVilliG

når man kommer indenfor på Hospice djursland, og nu mener jeg som en af de mange frivillige, så kan man godt gå hen og blive lidt afhængig af det.

Man bliver nemlig her en del af et hele, der vil forsøge at være til gavn og glæde for de patienter og pårørende, som kommer her.

det er sådan, jeg oplever det, når pårørende, patienter og medarbejdere påtaler, at mit arbejde med at sørge for, at der altid er friske blomster rundt om på hospice, giver opmuntring og glæde og får mennesker til at føle, at hospice snarere er et hjem, end et hospital.

Højdepunkter er der mange af. når det f.eks. lykkes at få de første grene til at springe ud, så patienterne kan fornemme, at de oplever endnu en bid af foråret. når gran og juleroser pry-der gangene. da Rasmus fulgte efter mig i sin kørestol gennem hele hospice og gav mig gode råd om blomsterne. eller den dag vi blev Kongelig Hof Leverandør i blomsterbuketter.

Her kan jeg stadigt for mit øje se den lille skrøbelige dame, der afleverede buketten til Prinsesse Benedikte. Da Prinsessen, i lysegrøn dragt, modtog den gulgrønne buket, takkede hun den gamle dame for farvevalget, som jo fuldstændig stod til drag-ten, hun havde på, og den gamle dame rettede sig op i køre-stolen og så meget stolt ud. – Ja, hvor heldig kan man være!

23

ÅRSS

KRIFT 2013

huSk pAuSeRneHilDe SkrUDlanD mUSikterapeUt

Jeg går ind til en patient på en stue på hospice, hun ligger i sin seng og kigger op på mig. Jeg mødte denne kvinde i går, hun fortalte mig da, at hun var uddannet pianist fra musikkonserva-toriet i København. Hun ville gerne høre lidt klassisk musik, så jeg spillede nogle små stykker for hende.

Kvinden er ud over sin kræftsygdom også præget af tegn på demens. Hun havde i går svært ved at sige, hvilke klaverstykker, hun kunne tænke sig at høre, og bad mig om at vælge.

Jeg spørger, om hun har lyst til at høre klavermusik igen i dag. Hun smiler og siger, at det vil hun gerne. Jeg henter klaveret. Jeg spørger, om der er noget, hun har lyst til at høre, og hun beder om at se min nodebog. denne bog, der har fulgt mig siden 1982, er fyldt med kopier af klassiske stykker og sange, jeg har spillet gennem årene. Hun læser i den håndskrevne ind-holdsfortegnelse og kommenterer: ”Poem, ja den var jo meget spillet engang. Pavane for en syg prinsesse, har du spillet den? Den er ikke nem at spille så flydende, som den skal være.” Jeg kan kun give hende ret og indrømmer, at det er mange år, siden jeg har spillet den. ”Träumerei, den er jo altid smuk.”

Igen i dag beder hun mig om selv at vælge, hvad jeg vil spille. Jeg tager tråden op og foreslår at spille Träumerei. ”Ja, den kan vi starte med, men husk pauserne,” siger hun og tegner en bue med sin hånd, der stopper i en lille pause. Jeg svarer, at hun gerne må inspirere mig ved at kommentere mit spil. Hun kigger på mig og siger, at det jo er lang tid siden, hun har kunnet sidde ved et klaver, så det er fint for hende det, jeg spiller. Hvortil jeg svarer, at jeg virkelig vil være glad for, hvis hun giver mig input.

Jeg kan sandelig mærke mit hjerte banke lidt ekstra, da jeg pludselig bliver bevidst om, at det er en højt uddannet pianist, jeg sidder sammen med. Jeg husker klavertimer, hvor jeg ikke altid havde øvet nok…

Første takt. Jeg spiller koncentreret, og kvinden siger stop efter de første toner. Beder mig om at dvæle lidt efter optakten og første tone - give det tid. Jeg prøver igen og kan høre forskellen. Spiller lidt videre, ottendedelene op mod den høje tone i anden takt, kvinden stopper mig igen, siger, at jeg her godt må stræbe lidt fremad, tegner med armen bevægelsen i tonerne frem mod den høje tone. Jeg spiller det, hun smiler og jeg fortsætter. Sådan arbejder vi os videre og videre. Vi er begge ivrige, smiler, jeg sveder lidt, det er hårdt arbejde!

24

ÅRSS

KRIFT 2013

25

ÅRSS

KRIFT 2013

Kvinden siger indimellem ”perfekt,” mens jeg spiller og retter derefter de næste toner. Jeg er fuldt bevidst om, at det ikke er ”perfekt,” men er alligevel glad for hendes anerkendelse.

de sidste toner er spillet, kvinden spørger, om de sidste toner er ottendedele eller fjerdedele. Jeg svarer, at det er ottendedele, ”nå, men så er det i orden, at du spiller dem sådan.” Jeg for-står, at hun synes, slutningen kan rundes bedre af og kommenterer, at der står ”riterdando” i noden og derfor vil prøve at afrunde bedre. Jeg gentager, og hun smiler tilfreds.

Vi fortsætter med, at jeg spiller et lille norsk stykke, hun ikke kender, hvortil hun foreslår at lytte til forskellige indspilninger af dette stykke for at lytte til, hvad andre gør og finde min vej til, hvordan jeg vil spille det.

Jeg takker glad for hendes undervisning. Hun svarer: ”Jeg ligger her og venter og venter. Jeg har ikke kunnet sidde ved et klaver i meget lang tid, og pludseligt er jeg i gang med mit fag igen.”

Vi aftaler, at jeg kommer ind til hende igen. Vi takker begge for i dag.

Sygeplejersken, der er på kvindens stue i dag, fortæller, at det første, kvinden sagde til hende, efter jeg havde været der, var: ”Jeg har fået mig en klaverelev.” Sygeplejersken havde spurgt hende om, hvordan det var. Kvinden kiggede på hende og svarede: ”Vildt.” Sygeplejersken spurgte, om ”vildt” var godt eller skidt for hende. ”Rigtig godt,” svarede kvinden.

Sygeplejersken var glad for at opleve kvinden levende og relevant, hvor hun ellers ofte svarede på andet end det, hun blev spurgt om, ofte virkede springende og usammenhængende i det, hun sagde.

det var en stor oplevelse for mig som musikterapeut at møde denne kvinde, at invitere hende med til hendes egen ”hjemmebane” og derefter opleve et rolleskift, hvor hun var den førende, guidende, anerkendende. en berigende oplevelse for både hende og mig.

næste gang, jeg spiller Träumerei, vil det være med bedre kvalitet i klaverspillet og med mindet om en solid klaverundervisning.

26

ÅRSS

KRIFT 2013

FRIRum FOR FORTÆllIngeRHelle Dalby SoUScHeF

Min ledelseshverdag er fuld af fortællinger, relationelt arbejde, etiske dilemmaer, følelser, en dominerende omsorgsdiskurs, naturvidenskab, forskellige fagsprog, forskellige kulturer, tvær-faglighed og meget mere. Ud over min teoretiske uddannelse og mine erfaringer som leder, så er mine sanser, mine ord, min stemme, mine evner til at lytte, fornemme og mærke - mine vig-tigste ledelsesværktøjer.

Hvis jeg skal prøve at brede grundlaget for mine tanker bag det ovenstående lidt ud, vil jeg gøre dette inspireret af, min netop afsluttede narrative Lederuddannelse fra dISPUK, med henvisnin-ger til filosoffen Ole Fogh Kirkeby (OFK) ”Ledelsesfilosofi - et radikalt normativt perspektiv” 1) og psykoterapeut Michael White (MW) ”Kort over narrative landskaber.” 2)

OFK kalder lytning for den vigtigste ledelsesdyd. ”den gode leder er en, der kan og bør tale, så andre får mere lyst til at lytte, og lytte, så andre får mere lyst til at tale.” når lytning bestem-mes som den første og vigtigste ledelsesdyd, betyder det samtidig, at tanken om objektiv sand-hed og rationalitet må opgives. der er mange sandheder, da sandheden altid er kulturel, relatio-nel og intentionel betinget. dette betyder, at alting altid kunne have været anderledes. OFK skri-ver: ”at tale og lytte som det at finde frem til, hvad der er vigtig for den anden og for en selv. At lytte til sin egen indre stemme er at forstå, hvorfor man handler som man gør.”

OFK beskriver et fænomen, han kalder translokutionaritets-princippet: ”Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger, eller læser, hvad jeg selv skriver.” Jeg har med dette ord, translokutionaritet, fået kendskab til et begreb, der beskriver noget, jeg har oplevet adskil-lige gange, uden at kunne sætte ord på. At meningen opstår, mens man taler eller skriver. At den, der kommer over til mig og siger: ”Lyt lige til mig, Helle!” næppe bliver forløst af de få spørgsmål, jeg stiller, men snarere selv taler sig frem til en meningsforståelse.

1) Samfundslitteratur, 2010. 2) Hans reitzels Forlag, 2008

27

ÅRSS

KRIFT 2013

28

ÅRSS

KRIFT 2013

det narrative perspektiv har på mange måder udfordret min forståelse af verden og min måde at forstå f.eks. kommunikation - diskussion og dialog - på. Jeg har været nødt til at slippe noget af det, jeg tidligere troede på og har f.eks. ladet mig overbevise om, at det at forstå den anden fuldstændigt, på trods af empati og ivrige bestræbelser, i virkeligheden ikke er muligt. At vi taler og lytter fra hvert vores sted, betyder, at jeg med ydmyghed må indse, at jeg nok aldrig helt fatter, hvad den anden præcist mener, uanset hvor stor umage jeg gør mig.

Jeg øver mig i – ud fra den bedste intention - at aflære ”at kloge mig på den anden,” og jeg øver mig i at lytte samt spørge åbent ind uden hele tiden at analysere og tolke og uden at være norm- eller værdisættende. Jeg prøver at sikre mig, at det handler om, hvad den anden mener, vil, ønsker og synes er vigtigt. Jeg øver mig i at være rummelig i forhold til andre og give plads til forskellige værdier, normer, sandheder og ”burder”, - det vil sige det, vores indre stemmer dikterer, vi burde/bør gøre.

Jeg stiller mig til rådighed og tilbyder medarbejderen min faglighed, min viden, og mine erfarin-ger. giver også et råd eller en handleanvisning, hvis det er det, der er ønsket. Som leder prøver jeg at minde mig selv om, at tingene altid kan ses anderledes ud:

- at der er rigtig mange vinkler at se fra, - at jo mere jeg ser og får øje på, jo mere går det op for mig, hvor meget jeg kan have overset, - at det, der er så rigtigt for mig, kan være helt forkert for andre, - at jeg skal holde fast i og stole på min tvivl, når den viser sig, - at jeg skal blive ved med at stille spørgsmål – også de ”irriterende” spørgsmål, - at jeg aldrig må holde op med at undre mig, - og at der er nogle vilkår og beslutninger, jeg ikke kan gøre noget ved.

Ifølge det narrative perspektiv, inspireret af MW, opfattes identitet som noget, der er socialt konstrueret. Identitet er ikke et individuelt projekt, men skabes gennem respons fra andre. ”Hvis man ikke bliver set, eksisterer man ikke.” OFK siger således om dette: ”… lederen skal være meget omhyggelig med at skabe et frirum for fortællinger i organisationen…”

29

ÅRSS

KRIFT 2013

Ordene styrker min tro på, at den tid, vi på hospice bruger på faglige fortællinger og sparring, er betydningsfuld. Her bliver der rum for, at den der fortæller, bliver set, hørt og mødt i forhold til fortællingen. Her er der mulighed for at fortælle de fortællinger, der skal fortælles, tale om stemninger, følelser og fornemmelser, dele betydningsfulde oplevelser, sætte ord på ”det svære” og sparre med hinanden. det giver mig som leder en fornemmelse af, hvad der foregår, hvad der fylder i medarbejderne og hvad der lige nu er på spil. I dette frirum kan jeg give plads til meningsudvekslinger og diskussioner uden nødvendigvis at forsøge at fremtvinge nogen kon-sensus for fremtidige handleanvisninger. Jeg kan i stedet medvirke til at få problemstillingerne bredt ud, således at alle bliver nysgerrige på, hvorfor vi hver især opfattede, argumenterede eller følte, som vi gjorde. Her får jeg samtidig mulighed for at sikre mig, at vi alle sammen hele tiden holder os vores kerneopgave for øje.

OFK har nogle interessante pointer omkring stemningens betydning i forhold til det, vi sanser. Han taler, på samme tid, om stemningens betydning, begivenhedens betydning og betydnin-gen af både stemningen og begivenheden. OFK siger, at stemningen har tre afgørende egen-skaber: den former den virkelighed, vi erfarer, den forvandler denne virkelighed, den er denne virkelighed.

Som så mange andre mennesker er jeg meget sensitiv over for stemninger – den gode, den dårlige, den underlige, den trykkede, den anspændte stemning etc. - og jeg har øvet mig i at tale højt om det, jeg mærker. Som leder prøver jeg at forholde mig nysgerrigt til stemningen og til at skabe stemninger, ved at styrke den gode stemning og tage den trykkede stemning alvor-ligt. Jeg tror ikke, at jeg alene bare kan skabe en god stemning, men jeg tror på, at det er vig-tigt at tale om at skabe og håndtere og at forholde sig til stemningen, netop med sin stemme. Som leder er mine handlinger centrale, og jeg ved også og må acceptere, at jeg først ved, hvad jeg har gjort, når jeg ser effekten i de andres ansigter.

30

ÅRSS

KRIFT 2013

ekSISTenTIel ledelSe – ekSISTenTIel SAnSnIngJØrGen keinicke ceo, keinicke mennesker/udvikling/ledelse

Jeg lovede mig selv for seks år siden at give mit bidrag til en værdig afsked med livet. Jeg er derfor kommet på Hospice djursland som ledelsens rådgiver og har således været med i hele processen med opbygning af organisationen Hospice djursland. det har givet mig en fornem-melse eller nærmere en sansning af, hvad der driver organisationen, og hvad og hvor ledelsen gerne vil hen med deres ledelse, og hvilke værdier de tager deres afsæt i. deres lederskab er grundlaget for de beslutninger og valg af retning, der skaber fundamentet for, at medarbejderne kan yde den specialiserede palliative indsats til livstruede syge mennesker og deres pårørende – medarbejdernes personlige lederskab.

Hvad er det så, jeg som ledelsesrådgiver fornemmer, når jeg kommer ind i organisationen Hospice djursland? det kan måske lyde mærkeligt at omtale medarbejdere og lederne som dybt engagerede, højt motiverede personer. det må man måske ikke sige således i en så dyb eksi-stentiel sammenhæng. Men når denne første usikkerhed har lagt sig så er Hospice djursland jo en organisation, der behøver drive, engagement og ledelse ligesom alle andre. det er ud fra dette perspektiv, jeg gerne vil se mit arbejde med ledelse i Hospice djursland.

det man yder til sine omgivelser, er ofte det, man selv efterspørger internt i organisationen. På Hospice ser jeg ydelserne som omsorg, lindring, respekt og nærvær; det som medarbejderne 24 timer i døgnet yder til de livstruede mennesker og deres pårørende. – det er altså også det, de efterspørger internt i organisationen. det har været et vigtigt aspekt i mange af vores snakke i ledergruppen gennem årene.

Hvorledes er det muligt at skabe omsorg, lindring, respekt og nærvær i medarbejdergruppen samtidig med, at der også er et arbejde at passe? det er her, ledelse kommer ind i billedet. Ledelse betragtes af mange som en meget kompleks opgave, der består af både relationer mel-lem mennesker, strukturer og fælles mål.

endnu mere kompleks kunne man frygte, fordi der er tale om at lede mennesker i en eksisten-tiel kontekst. der er alt på spil for både de syge og deres pårørende – hele livet er på spil, og man kan ikke gøre en oplevelse om igen! det stiller krav til ledelsen og til udøvelse af ledelse.

det, jeg sanser allermest, når jeg kommer ind på Hospice djursland, er nærvær. Måske er det netop spændingsfeltet mellem liv og død, det eksistentielle, der skaber nærværet eller kræver nærværet. det er et fundament i ledelsesværdierne på stedet; det er et fundament

31

ÅRSS

KRIFT 2013

for medarbejdernes omsorg og lindring, og det er et fundament for kulturen på stedet. når jeg mærker dette nærvær, er jeg blevet klar over, at det er forudsætningen for respekten mellem ledelse og medarbejdere, mellem medarbejdere og syge og pårørende og mellem kolleger på stedet.

”Vi tager bedst vare på fremtiden ved at tage vare på nuet” er et citat, der ofte benyttes. På Hospice djursland har dette fået en helt klar betydning for mig som ledelsesrådgiver. det er et paradoks, når fremtiden citeres i denne organisation, men paradokser behandles netop bedst, når vi er nærværende. det er blevet helt klart for mig, at accept af nuet og nærvær begge er forudsætninger for udvikling; udvikling både personligt og af organisationer og virksomheder. nutidens hyppige forandringer kræver mere selvberoenhed og mere mod. det er produktet af nærvær, og organisationen i Hospice Djursland er en flok af modige mennesker, som mange andre organisationer kunne lære rigtig meget af.

dette nærvær og dette mod udspringer af de daglige eksistentielle udfordringer i arbejdet med omsorg og lindring, men det faciliteres af den ledelse, den struktur og den kultur, der er på ste-det. Medarbejderne har brug for at blive set, hørt og respekteret i et miljø, hvor alt er på spil hver eneste dag. det kræver et ledelsesmæssigt arbejde med både processer, strukturer og målsætning. derfor bliver et ledelsesmæssigt tema ofte en ”balance” mellem at foretage de rig-tige handlinger, på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt. Ledelse bliver et koncentrat, som man skal behandle varsomt, man eksperimenterer ikke med mennesker eller livet; en helt klar kontekst på dette sted.

Jeg tror på, at den dybeste drift i os mennesker er ønsket om mening. Jeg sanser den dybeste mening i det arbejde, som organisationen udfører, og oplever ledelsens arbejde på konstant at skabe mening for alle medarbejdere i Hospice djursland. det er netop det, jeg anser for at være eksistentiel ledelse. en speciel koncentreret ledelsesform, som har åbenbaret sig for mig de sidste seks år.

32

ÅRSS

KRIFT 2013

huSeT I gRÆnSelAndeTleiF erik VaaG ÆGteFÆlle til patient

når man kommer til huset ved den smukke vig, ved man som patient oftest hvorfor, man kom-mer; som pårørende og besøgende ved man præcis, hvad man skal her; og som ansat ved man, hvordan man bedst udfører sit virke som hjælper for såvel patienter som pårørende her i græn-selandet mellem livet og døden.

Huset, vi møder, opleves som et led mellem de levendes land og det ukendte, som venter os alle engang. Jeg har haft min gang i huset nu i næsten tre måneder, fra oktober til januar, fordi min kone er syg af brystkræft, og snart rinder hendes tid ud. Men gennem denne tid, hvor vi bl.a. boede knap to måneder på hendes stue sammen med vores to døtre på 10 og 15 år, groede vi umærkeligt sammen med huset og lærte dets rolige åndedrag at kende. det er dette åndedrag, denne sansning, jeg vil prøve at beskrive i ord, trods det at ord aldrig slår til.

Vi mødte hospicet en oktoberdag sent på eftermiddagen. Vi kom vitterligt fra de levendes land på godt og ondt, fra lyskurve og rundkørsel gennem et lille industrikvarter. Hospicebygningen emmer fra denne vinkel ikke umiddelbart af varme og tryghed. Vindfanget dunstede mærkeligt – vi fandt senere ud af, at det skyldes den store måtte, der som det eneste på denne institution aldrig formår at være helt på sin plads.

Men bygningens gulv skulle snart sluge vores fodtrins lyde, og roen indfandt sig straks; lydene her er relativt dæmpede, men at der er liv, og at livet gerne må leves, fandt vi hurtigt ud af, især omkring hjertet ved køkken og spisestue. Pludselig et højt grin, en klirren af bestik, en telefon der ringer, meget hjemligt, meget normalt.

Vi har prøvet at bo på to stuer, dels stue 13 med udsigt til Hestehaveskoven, dels stue 8 til ven-stre for køkkenet med udsigt direkte ned over Følle Bund. når døren trækkes til med det bløde-ste klik, der kan opdrives i landet, så er man i en anden verden. den smukke stue, funktionel men varm alligevel, der ender i panoramavinduet, der indrammer det smukkeste natursceneri. Det er, som landskabet fungerer som et kæmpe maleri eller fotografi, der på Harry Pottersk vis er levende og hele tiden foranderligt. Lyden i stuen er helt vores egen. gangen udenfor med dens aktivitet bemærkes kun som et fjernt sted; den eneste lydkulisse er ventilationens kon-stante susen. den skærmer og blødgør lydene fra verden udenfor.

33

ÅRSS

KRIFT 2013

Henrik martensen. kaløvig. olie på lærred. 200x300 cm. Hænger på patientgangen ved stue 4.

34

ÅRSS

KRIFT 2013

Skulle al verden være af lave og delvis synke i grus, så er jeg overbevist om, at hospicet – jeg savner et bedre navn til dette sted – her vil bestå og fortsætte sit rolige arbejde og værne om stedets beboere. Vi har været igennem to efterårsstorme herude, og det eneste, der bøjede, var et vejskilt ude på vejen mellem vigen og huset. Resten stod, som det var sat. Husets væsentlig-ste aktiv, trygheden, led ingen overlast.

Vi har gennem vores tid her nået at gro sammen med husets rytme, i alle døgnets 24 timer, hverdag som weekend. Selvom man står i den tristeste situation, føler man altid en varme, har altid en skulder at græde ud ved, finder altid et sted, en plads eller en krog, hvor man kan lade tankerne flyve og roen indfinde sig. Frustrationen mildnes af stedets ånd. Det er, som man befinder sig i en slags ingenmandsland. En trædesten fra virkeligheden til det ukendte. Forunderlig skabt af træ, beton og inventar. Stuerne er slusen, der åbner mod det drømmende landskab af næsten overnaturlig karakter. Den brede gang en livets flod, hvor vimse kvinder agerer færgemænd, administrationen er skibsbro og maskinrum i ét, hvor motoren holdes ved lige, og kursen stikkes ud. Og kabyssen kræser for alle ganer og giver os noget at samles om, så snakken går. Det hele toppes af musik, der gør blikket fjernt, hvad enten man finder den vemodig, længselsfuld eller glad.

Hele dette livskloge hus vugger os blidt, når nøden er størst. Og udenfor rusker vinden i de to stærke træers grene, der giver øjeblikkes ro for trætte sorte rågefugle fra skoven, og åbnes døren lyder vildgæssenes skræppen fra den fjerne eng ved stranden. Verden bliver sat på plads, finder sit leje, og vi ved med det, at vi er kommet til det rigtige sted, til vadestedet, hvor over-gangen er mulig, og vi ikke behøver frygte noget.

35

ÅRSS

KRIFT 2013

mAveFORnemmelSenbirGitte JenSen SyGepleJerSke

- lyt til din mavefornemmelse! - Jeg kan mærke på min mavefornemmelse, at noget er galt. - min mavefornemmelse siger mig, det var den rigtige beslutning, der blev taget.

Ja, mon ikke vi alle kender disse vendinger, og også bruger dem i flæng, måske uden helt at tænke over, hvad de betyder? For hvad er den egentlig for en størrelse, denne mavefornem-melse? Ifølge den danske Ordbog er ordet Mavefornemmelse nydansk, kendt fra 1994 og bety-der: ”Sikker fornemmelse, der intuitivt føles rigtig.”

Betegnelser som: den er din indre stemme eller man tænker mere med maven end med hjernen bliver brugt om mavefornemmelsen. Men hvordan opstår denne fornemmelse? er det en spe-ciel egenskab, vi mennesker har? er vi født med den, eller udvikler vi den med årene i takt med vores livserfaring? er mavefornemmelsen at betegne som en følelse, eller kunne man forestille sig, at den tilhører vore sanser?

Selv ved jeg det ikke, men jeg ved, at jeg ofte stifter bekendtskab med min egen mavefor-nemmelse, om end den er svær at beskrive. På godt og på ondt er den en del af mig, i mit pri-vate liv og i mit arbejde som sygeplejerske. den kan komme som en kær ven, der hjælper mig til at træffe beslutninger, der føles rigtige, eller den kan rumstere rundt og give uro i det meste af kroppen og fortælle mig, at der er noget, der ikke stemmer. Jeg kan forsøge at ignorere den, og alligevel bliver den ved at dukke op. Lidt tankevækkende er det, at det er 20 år siden, nogen fandt på ordet Mavefornemmelse, altså har jeg levet mine første 30 år uden denne egenskab. eller har jeg!

Jeg har arbejdet som sygeplejerske i 26 år. de seneste 6½ år på Hospice djursland. Én af mine vigtigste funktioner som sygeplejerske er at observere, for uden observationer er jeg ikke i stand til at handle. Jeg bruger mine fem grundsanser hver eneste dag for at finde ud af, hvor-dan den enkelte patient har det. Udover dette bruger jeg også min mavefornemmelse. For når man arbejder i et felt, hvor liv og død dagligt kæmper en kamp med hinanden, er der mange følelser i spil.

Fra den dag, vi bliver født, ved vi, at vi skal dø på et tidspunkt. Patienter på et hospice ved, at døden ligger inden for nær fremtid. den enkelte patient, det enkelte menneske og dennes fami-lie har hver deres helt egen måde at tackle denne ”ventetid” på. Men uanset hvordan den sidste

36

ÅRSS

KRIFT 2013

levetid forløber, er det en tid, hvor glæde, sorg, smerte, afklaring, angst, uvished og ikke mindst håb kæmper om at få mest magt. Uanset hvilke observationer, jeg som sygeplejerske gør hos patient og pårørende, er jeg ikke i stand til at ændre deres vilkår. Men jeg kan ved brug af min faglige viden og sammen med mine tværfaglige kolleger lindre både fysiske og psykiske symp-tomer, så det ubærlige i langt de fleste tilfælde bliver til at bære.

når man arbejder tæt på andre menneskers følelser, er man nødsaget til også at bruge sig selv. Jeg er ofte ude for at skulle tage beslutninger på patientens vegne. det kan jeg gøre med min forstand, men jeg gør det også indimellem ud fra min mavefornemmelse. Fordi det føles rigtigt, dog uden at jeg har fakta til at understøtte følelsen. det er også via min mavefornemmelse, at jeg fornemmer, når der er noget, der ikke helt stemmer, noget jeg skal være særlig opmærksom på hos en familie. Ofte er det, når det sagte ord ikke stemmer overens med den nonverbale kommunikation, når patienten siger ét, men ser ud til at mene noget andet. eller dér, hvor der slet ingen ord er. Hvor tavsheden runger, og jeg skal forsøge at pejle mig ind på, hvad der fore-går i patientens indre. Her lader jeg mavefornemmelsen understøtte min faglige viden og lader dette være rettesnor for mine handlinger.

det at have en sikker fornemmelse, der intuitivt føles rigtig er jo i sig selv ganske godt, og i de fleste tilfælde også vældig brugbart. Men kan jeg nu også altid være sikker på, at min mavefor-nemmelse er på rette spor? Formentlig ikke. Men sikkert er det: jeg skal være meget opmærk-som på ikke at lade egne forventninger og holdninger danne grundlag for det, jeg mærker i min mave. Og nu kan jeg jo så sidde og granske over, om det overhovedet er muligt? Kan vi men-nesker selv bestemme, hvad vi vil tænke, føle, sanse. Jeg tror det næppe. Men jeg kan skærpe min opmærksomhed og være ydmyg over for, hvornår jeg bevidst benytter mig af min mavefor-nemmelse som redskab i mit arbejde.

det ligger fast, at vi mennesker er dybt afhængige af vores sanser. det er gennem dem, vi for-holder os til den verden, vi lever i, lige såvel som det er via sanserne, vi forholder os til vore medmennesker.

Vi ved, at sanserne kan skærpes eller svækkes, sågar ved vi, at vi mennesker besidder en sjette sans, dog hersker der uenighed om, hvorvidt denne sans handler om smerte, rytme, intui-tion, åndelighed eller evnen til at fornemme, hvad der vil ske i meget nær fremtid. Måske er det netop under denne sjette sans, at mavefornemmelsen kan få sin berettigelse?

37

ÅRSS

KRIFT 2013

Jeg SAnSeRkUrt cHriStenSen patient

det er dejligt at ligge i sengen om aftenen og lytte til svanernes vingesus og ændernes skræppen, når de kommer ude fra vandet, og flyver tæt over hospice.

når man trykker på knappen, er det dejligt at høre personalets fodskridt ned ad gangen, så man ved, at der kommer hjælp med det samme.

Man ser rådyr og harer i haven i skumringen. når man kommer ind og det dufter dejligt af mad eller bagværk, føler man sig hjemme.

Man føler en dejlig atmosfære i huset med højt til loftet og dejlige billeder på væggene.

38

ÅRSS

KRIFT 2013

SAnS FOR helhederlinG raSmUSSen FormanD For kUnStUDValGet

Mine oplevelser med sansningen på Hospice djursland er mange. det begynder allerede, når jeg kører fra rundkørslen og ind på parkeringsarealet – er flaget oppe?

er det på hel eller halv - dejligt når det er på hel, så er der nok en fødselsdag eller noget andet godt at fejre! er det på halv, tænker jeg straks: hvem er mon det? er det én, jeg kender, der har fået fred? Ikke mindst tænker jeg på de kære efterladte, der nu står tilbage med en sorg, der skal bearbejdes, og det kan tage tid!

Det næste, jeg sanser, er huset og omgivelserne. Vi har et meget flot og arkitekttonisk spæn-dende byggeri, som vi skal værne om og sørge for, altid fremstår så smukt som muligt. Selve indgangspartiet er nyere end det øvrige byggeri og blev lavet for at modvirke kulde og træk, specielt om vinteren. Kunstudvalget er endnu ikke er helt tilfredse med indgangen, og vi arbej-der stadig med at gøre det mere indbydende og venligt.

når jeg kommer indenfor, sanser jeg en dejlig ro og bliver ved receptionen altid mødt med et varmt smil og et: ”Velkommen her”. Vi får en lille snak og får afklaret, hvor vi skal holde vores møde. Jeg hilser på hospiceleder Dorit Simonsen, og her kommer der flere sanser i brug; Dorit er et varmt menneske med smilende øjne.

derefter går jeg en tur ned af gangen forbi sygeplejerskernes pladser. Her får jeg igen mange søde smil og velkomster. de ansatte viser aldrig, hvilket hårdt arbejde og sørgelige omstændig-heder deres job består af; altid er de åbne og givende.

Min tur går længere ned af gangen forbi køkkendøren, og dejlige dufte bølger ud til mig! Ved siden af i værkstedet huserer pedel og altmuligmand niels Ole. Igen en varm velkomst, og niels Ole fortæller lige, hvis der har været noget specielt med vores kunst. Han er den, der i daglig-dagen træder til, hvis en patient ønsker at få andre billeder op på sin stue.

Muligheden for at få et andet billede op i sin stue, er et tilbud, vi i Kunstudvalget lægger stor vægt på! Og det er lykkedes i kraft af den store velvillighed, vi møder hos lokale kunstnere, der er parate til at låne os billeder, som vi senere kan bytte for at få lidt nye ind, men samtidig også kan købe, når vi får samlet penge nok i vores kunstpulje. denne pulje blev oprettet lige fra starten, og ideen er, at man her kan modtage bidrag fra alle, der vil støtte kunsten på Hospice djursland, det være sig medlemmer af Støtteforeningen, andre foreninger eller patienter og pårørende.

39

ÅRSS

KRIFT 2013

Vi kan glæde os over, at mange har doneret penge til kunstpuljen, så vi har haft mulighed for at købe kunst, og vi i dag kan sige, at vi har et kunstbibliotek. den enkelte patient kan her vælge det billede, som han synes bedst om og derefter få det hængt op på sin stue. Vi ved, at bille-derne betyder meget for patienterne, og at de taler til flere sanser. Det glæder os naturligvis.

På vej tilbage skal jeg lige ud forbi vores Orangeri. Lige nu ligger det hele lidt i vinterhi, men snart kommer foråret, og de planter, der har været til vinteropbevaring, skal køres ud og på plads, og vi skal have vand i bassinet. Udenfor har køkkenet deres dejlige trækar med diverse krydderurter. Her kommer lugtesansen rigtig i brug, og man kan drømme sig til de mange skønne retter, der fremstilles hele året.

I den modsatte ende af huset, uden for caféen, har vi sidste år fået den store løve, hugget i gra-nit, af Claus Ørntoft. Løven er stor og meget maskulin og alligevel med bløde kurver. Man kan ikke lade være med at røre ved den og kan næsten mærke dens pels. Ved siden af løven har vi indrettet Sansehaven med et væld af forskellige stauder og blomster, der, når det bliver forår og sommer, rigtig kan påvirke syns- og lugtesansen.

Ja hele dagen har mine sanser været i brug, men det har kun været positive og dejlige sansninger – præcis som vi ønskede det, da ideen til Hospice djursland blev født.

40

ÅRSS

KRIFT 2013

mAd FOR lIveTanneGrete VenborG UDViklinGSSyGepleJerSke

Visuelle indtryk fra naturen, miljøet og kunsten giver adspredelse og behag. det gør også lyde af nærhed, fra naturen eller musiske klange. At blive lukket af for sanseindtryk kan give en følelse af ikke at leve fuldt ud - kun at leve i sit eget hoved og i egne tanker. dette kan være trist i lyset af den korte levetid, der er tilbage for patienter på hospice. Af de indtryk, sanserne giver os, har dette indlæg spot på smagsoplevelser.

en mundfuld mad betyder livskvalitet, hvis den er forbundet med behag. Ved livets afslutning efter alvorlig sygdom har perspektivet ved måltider fået den drejning i forhold til livets tidligere faser, at måltider ikke mere skal tænkes som næringsindhold, men udelukkende skal tilføre liv forstået som positiv oplevelse.

Vi vil gerne virkeliggøre parolen ”mad skal være lig med glæde” for patienterne på hospice længst muligt i deres sidste levetid og anser dette for en betydningsfuld opgave i det specialise-rede palliative felt.

Ud fra denne betragtning har det givet rigtig god mening at gennemføre Projekt Måltidsstøtte på Hospice djursland. gennem projektet er kortlagt de mange barrierer, der kan afskære patienter på hospice fra den positive oplevelse, som et måltid kan være. Ærindet med Projekt Måltidsstøtte har været at beskrive de nødvendige faglige kompetencer, der kan fjerne eller mindske sådanne barrierer.

Hele Projekt Måltidsstøtte samt essenser udledt af det er at finde på vores hjemmeside.

Som rask går man ikke og tænker over, hvor omfattende en opgave det er for hele kroppen at indtage et måltid. Man sætter sig til rette med hoved, krop og lemmer i rette position til at spise. Man koordinerer øjen- og håndbevægelser som noget selvfølgeligt til, at maden kommer i munden, bliver smagt på, tygget og ført rette vej videre.

At spise er faktisk en vældig kompleks aktivitet, og efter lang tids sygdom er flere funktionsevner ofte berørt på forskellig vis. Særlige tiltag kan kompensere for f.eks. nedsat bevæge- og synkeevne.

Med fokus på smagssansen er det oplagt at tage et kig ind i munden. det er jo processer i smagsløgene på tungen, der gør os i stand til at opfatte de fem grundsmage: sødt, syrligt, salt, bittert og umami. Men mundens tilstand er helt afgørende for, om man overhovedet har lyst til at få mad i den.

41

ÅRSS

KRIFT 2013

Det sygdomsforløb, de fleste patienter ved ankomsten til hospice har været igennem, har sat synlige og mærkbare spor i munden. Svækket modstandskraft kan have givet betændelse og deraf følgende sår og smerter i munden. Patienten har måske ikke selv haft overskud til at udføre den fornødne mundpleje. der har måske generelt ikke været den fornødne opmærksom-hed på patientens mund før hospiceindlæggelse. Mange patienter oplever desuden smagsforan-dringer, som kan skyldes medicin, stråle- og kemoterapi eller svamp i munden.

en vigtig essens fra Projekt Måltidsstøtte har da også været at påpege vigtigheden af at få adgang til at inspicere vore patienters munde. et tiltag, der kan være forbundet med en vis modstand.

Mundproblemer og mundpleje hører normalt til den private sfære. det er forbundet med vær-dighed selv at klare mundhygiejne og at have en proper mund. Mens det kan nydes at få vasket hår og masseret hovedbund eller få nusset og smurt sine fødder af en anden, fører det typisk ikke til oplevet værdighed og velvære, at en anden roder rundt i munden på én.

det kan være meget grænseoverskridende at blive kigget i munden, men også: at være den, der kigger. der er dog så mange faglige begrundelser for at gøre det, at det vil være et svigt ikke at gennemføre det i samarbejde med så at sige alle patienter, der overhovedet kan lukke munden op.

en hjælpsom begrundelse over for patienten for en sådan opmærksomhed allerede ved indlæg-gelsen ligger i den viden, sygeplejersken har om forekomsten af mundproblemer og betydnin-gen af at holde plagsomme mundgener i ave. En række forhold med indflydelse på mundstatus tales med patienten om, bl.a. mundtørhed, som har betydning for mundslimhindens modstands-kraft, men også indvirker på tale- og synkeevne.

Ved fra start at understrege vigtigheden i at kortlægge aktuelle og muligt kommende mundge-ner bliver patienter ofte åbne om emnet, så patient og sygeplejerske i samarbejde og fortlø-bende kan lægge mærke til ændringer i munden og planlægge relevante tiltag.

en systematisk screening af hele mundregionen gør os i stand til at forebygge og indfange gener, der begrænser patienters mulighed for og lyst til at have mad i munden. Flere patien-ter end før er f.eks. kommet i behandling mod svamp i munden så tidligt, at de har kunnet nå at genvinde velvære i munden, hvilket er en livskvalitet i sig selv. Men desuden har det skabt mulighed for som patient at kunne føle sig oplivet af gode smagsoplevelser i måske blot nogle få og små måltider i den resterende levetid.

en nydelse, som vi på Hospice djursland lægger vægt på at kunne bane vejen for.

42

ÅRSS

KRIFT 2013

køkkenSAnSeRpia kraG mortenSen kØkkenleDer

For at måltidet bliver en god smagsoplevelse, skal maden helst tilfredsstille alle sanser; duf-ten skal lokke, udseendet skal friste. En af de sværeste sanser at definere er smagssansen, da vores opfattelse af smag ikke kun frembringes ved påvirkning af smagsløgene men også i høj grad af en kombination af synsindtryk, madens konsistens, madens temperatur, vores humør osv. Smagssansen har tillige en samordning med lugtesansen, hvilket er med til at give smags-oplevelsen flere nuancer. Det er altså ikke kun smagen, men et samspil af faktorer omkring mål-tidet, der gør måltidet til en succes.

I køkkenet på Hospice djursland arbejder vi hver dag med at tilberede maden, så den lever op til de ønsker, patienterne måtte have. Appetit hænger normalt sammen med sult, men det fysi-ologiske behov for kost er ikke mere så vigtigt for patienter på hospice. Appetitten er desuden bundet sammen med en kompleks blanding af forventninger, vaner, minder, duft og smag, og når man dertil lægger, at måltider er med til at fastholde hverdagens rytme, forbliver maden en vigtig del af patienternes hverdag.

At lave velsmagende mad kræver gode råvarer. Vi vælger vores leverandører med omhu og laver maden fra bunden. Omkring 70% af maden er lavet af økologiske råvarer. Vi vælger de bedste råvarer og vælger hellere lokale konventionelle grønsager frem for spanske økologiske, der er transporteret langt. Råvarerne skal være friske og maden så hjemmelavet som muligt.

Anretningen af maden er det visuelle kneb, hvor portionen kan tilpasses i størrelse for at vække appetitten. en stor portion kan virke overvældende og uoverskuelig for en patient med lille appetit. det grønne drys/pynt er en vigtig del af maden til patienterne, da det fylder godt på en tallerken med en ellers lille portion samt pynter, så synssansen bliver tilgodeset.

Smagssansen registrerer basissmagene sødt, syrligt, bittert, salt og umami. de fem basissmage forsøger vi at få dækket ind i alle måltider. Smagssansen forringes og forandres desværre ved sygdom, behandling og medicin. Smagsforandringerne opleves meget forskelligt fra patient til patient, og smagsoplevelsen af livretter ændrer sig. når patienterne dertil ofte har meget lille appetit, udfordres vi i køkkenet dagligt til at tilpasse maden den enkelte.

Vi arbejder med at tilpasse maden, således at så mange patienter som muligt får serveret mad, så længe de ønsker det. når det kniber med at spise hovedmåltider, er supper et stort hit blandt patienterne. de er lette at spise samt kan indeholde alle basissmagene i en enkelt mundfuld.

43

ÅRSS

KRIFT 2013

44

ÅRSS

KRIFT 2013

desserter og grød er også meget ønsket, det er let kost, som er nem at overskue, når kræfterne mangler. Enkelte patienter savner dog fornemmelsen af fast føde, og her kan modificeret mad som gelekost give en oplevelse, der vækker minder om ”den ægte vare.” gelekost er purerede råvarer, som tilsættes husblas, så maden nærmest smelter på tungen og er let at synke. Modificeret mad eller gelemad er dog ikke svaret for alle patienter med dysfagi/synkeproblemer. Reaktionerne, når vi serverer gelemad, er meget blandede, helt fra afsky over nysgerrighed til glæde.

den uvante konsistens ser anderledes ud, og derfor anretter vi eksempelvis altid gelerugbrøds-madderne, så de ligner en almindelig rugbrødsmad så meget som muligt. de bygges op og pyn-tes som almindelige rugbrødsmadder, så farve og smagsnuancer passer med den smagsrefe-rence, man kender.

når man har oplevet en patients umiddelbare begejstring over igen at smage en ”rugbrødsmad” efter lang tids afsavn, får man en klar fornemmelse for, hvor meget maden betyder for den enkelte patient. en patient, der var særlig glad for gelerugbrødet, nævnte, at det er ligesom at være på toprestaurant, hvor der også leges med form og konsistens. den slags reaktioner moti-verer os i køkkenet til fortsat at arbejde med at forbedre den modificerede mad, så alle kan få glæde af den hjemmelavede mad og samtidig opleve at være en del af fællesskabet omkring måltidet.

Målet er at bevare madglæden længst muligt med de muligheder og forudsætninger, den enkelte patient har den pågældende dag. Ved dagligt at være i dialog med patienterne samt gennem samarbejde med kolleger og pårørende prøver vi at bidrage til at tilvejebringe gode sanseoplevelser lige til det sidste.

45

ÅRSS

KRIFT 2013

SAnSeRne BeSTemTe mIn FRemTId SOm FRIvIllIgpoUl erik SØrenSen FriVilliG

Indtil for få år siden havde jeg absolut intet kendskab til Hospice djursland. Og ud over en idé om, hvad der foregik i det smukke hus oppe på bakken, var det heller ikke en institution, jeg beskæftigede mig med. Jeg kendte til eksistensen af hospicebegrebet, men det vakte ikke mine sanser, når jeg kørte forbi bygningen fra vandsiden på vej ud til min yndlingstur på Kalø Slotsruin.

Jeg havde en forestilling om, at det var et sorgens hus. Jeg lagde mærke til flaget på halv og havde en forestilling om, at sådan var det hele dagen. Hvad der foregik inden døre, sansede jeg ikke at forestille mig på det tidspunkt. Og så kørte jeg ellers videre.

En usædvanlig smuk frostklar solbeskinnet dag i februar måned for fire år siden skulle min tilvæ-relse tage en drejning, jeg ikke havde forestillet mig. døden har aldrig afskrækket mig, og jeg har flere gange oplevet livets afslutning på tætteste hold, når et kært familiemedlem ikke kunne mere. Jeg har aldrig kunnet glemme lyden af en respirator, og jeg havde da også en forestilling om, at det var en gennemgående lyd på et hospice. Men jeg tog grundigt fejl. en god bekendt var blevet indlagt få uger forinden, og uden at vide, at det skulle blive den sidste afsked, til-bød jeg at køre familien derud og så samtidig få sagt det svære farvel. det blev et svært farvel og samtidig en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Alle de tanker om et hospice, jeg havde på vej derud, måtte jeg senere revidere fra den ukendte sans til den varme og positive sans.

Min første oplevelse i huset var smil. Smil fra alle. Ikke et sørgende medfølende smil men et velkomment smil. Jeg sansede ikke mange ord i de første øjeblikke, men fornemmelsen af at være velkommen og værdsat som pårørende behøvede heller ingen ord. Og gør det stadigvæk ikke efter min mening. Jeg sansede simpelthen, at huset i det hele taget bød mig velkommen og værdsat som pårørende, og at jeg på gangen op til stuen havde det rigtig godt med den situation, jeg i virkeligheden havde frygtet. Jeg sansede en stemning på gangen, der var en blanding af effektivitet og varme og ikke mindst omsorg. Og den oplevelse bevarede jeg under hele besøget.

naturen har altid betydet meget for mig, og jeg sansede straks, at naturen også spiller en stor rolle for Hospice djursland. den er allestedsnærværende og har mange udseender. At træde ind i en stue på Hospice djursland er som at sanse naturen på nærmeste hold. Jeg vil aldrig glemme den vinterdag med hvid uberørt sne foran huset. det var som om, naturen selv var en del af det, der skete på stuerne. det var en befriende oplevelse at kunne bevæge øjnene

46

ÅRSS

KRIFT 2013

47

ÅRSS

KRIFT 2013

fra sygesengen og ud på naturen. Jeg sansede uden at overdrive, at naturen hjalp i den svære stund. Lydene udefra mindede én om, at der var liv både indenfor og udenfor. Og den sansning tog jeg med derfra senere på dagen.

Jeg har flere gange oplevet døden på en intensivafdeling på hospitalet, hvor man af naturlige årsager kun sanser lugten af medicin, skridt på gangene, og i langt højere grad oplever en situ-ation, der kun kan vække ubehag. Sådan må det jo nødvendigvis være på et hospital.

Sådan oplevede jeg slet ikke situationen på Hospice djursland, den smukke, men svære vinter-dag i februar. I alt, hvad der foregik, var nøgleordene omsorg og ikke mindst nærvær. Kan man sanse et nærvær? Svaret kan kun blive et stort ja. Som pårørende er man nærværende med alle sanser åbne og ikke styret af den usikkerhed, mange nærer for et hospice. det lærte jeg på tætteste hold.

Jeg gik ind imellem en tur på gangene. Overalt var der plads, luft, ro og nærvær. efter frokosten faldt jeg i snak med en person, jeg først troede, var ansat, men det viste sig hurtigt, at det var mit første møde med en frivillig. Vi snakkede lidt om de forskellige funktioner, man kan have som frivillig på et hospice, og jeg sansede tilfredshed og hjælpsomhed hos den frivillige. det åbnede en ny verden for mig og berørte mig meget, ikke mindst senere på vej hjem. Men jeg sansede også et engagement, jeg ikke tidligere havde kendt til. det satte mange tanker i gang. Tanker, jeg ofte vendte tilbage til i årene efter. Var det en sansning, jeg ikke kendte til? det tror jeg.

Senere på dagen skete der det, et hospice er indrettet til. Og det kunne ikke ske i smukkere og varmere omgivelser end i det hus, der er baseret så meget på liv.

Jeg tog alle sansningerne med mig hjem og lagrede dem, indtil mit arbejdsliv var tæt på at slutte. Jeg kunne dog ikke helt slippe de lyse gange, sygeplejerskernes nærvær og diskrete omsorg og i det hele taget den varme atmosfære i huset, der vakte alle mine hidtil ukendte san-ser for et hospice.

Jeg er nu frivillig på tredje år. de mange indtryk og sansninger fra mit første besøg på Hospice djursland bestemte min fremtid som frivillig. Og det vil jeg aldrig fortryde. når jeg kører forbi Hospice djursland nu fra vandsiden, sanser jeg ikke længere huset kun som en afslutning på livet, men også som et symbol på livet.

48

ÅRSS

KRIFT 2013

lAngSOmT TIl STedelotte JenSen SyGepleJerSke

en patient spurgte mig en dag, jeg kom ind på stuen – ”Har du travlt?”. Jeg skammede mig lidt over, at hun kunne mærke på mig, at jeg ikke havde god tid til hende og har reflekteret over, hvad Kari Martinsen(K.M.) kunne sige om min måde at være til stede i mødet med patienten på og hvilke konsekvenser, det kan have for patienten.

Jeg er blevet meget inspireret ved at læse K.M.s bog ”Løgstrup og Sygeplejen” fra 2012, hvor hun bl.a. beskæftiger sig med Løgstrups tanker om sansningens betydning i mødet mellem sygeplejersken og patienten.

K.M. skriver om Løgstrups filosofi, at patienten er sårbar og afhængig af sygeplejersken, og dennes måde at møde hende på. For at kunne tage vare på patientens behov, må jeg være san-sende og sårbar til stede. Ved at være sansende til stede får jeg mulighed for at mærke, hvor-dan patienten har det i nuet – den stemning, patienten er i og vil selv blive ”stemt” og berørt af den i øjeblikket, og når det berører mig, har det betydning for mig og kræver, at jeg tager vare på den anden.

Hvis jeg f.eks. kommer ind til en patient med svær vejrtrækningsbesvær og angst for at blive kvalt, kan jeg således blive ramt og berørt af denne stemning og vil derfor ønske at hjælpe. Jeg oplever i første omgang med min sansning, som Løgstrup mener, er afstandsløs. denne sans-ning og berørthed kræver en tydning for at give forforståelse, som han kalder afstandsska-bende. I tydningen bruger jeg min forforståelse og kultur, mine refleksioner og min faglighed for at finde muligheder for at hjælpe patienten bedst. Det, at patienten oplever, at jeg er til stede, interesseret, nærværende og drager omsorg i det svære at trække vejret, kan give patienten mulighed for at udtrykke sin angst, og hun oplever at få et pusterum og kan slappe lidt mere af.

Hvis jeg ikke er i stand til at skabe denne afstandstagen, risikerer jeg at overtage patientens panik som min egen, og patienten vil derfor ikke opleve sig hjulpet, men forladt og alene med sin oplevelse af vejrtrækningsbesvær og panik. K.M. kalder dette for den sentimentale omsorg.

nogle dage oplever vi, at vi ikke har tid nok til det, vi gerne vil gøre for den enkelte patient den dag. Vi kan opleve, at vores tid går med andre ting, såsom telefon med kald fra øvrige patien-ter, samtaler med pårørende, dokumentation, møder, praktiske opgaver i organisationen osv. Vi kan opleve vores hverdag presset af mange gøremål, og er det den oplevelse, vi har i kroppen, vil vi være sansende fraværende, så vi ikke er i stand til at sanse, hvilken stemthed patienten

49

ÅRSS

KRIFT 2013

i grunden har, og vi modtager ikke den appel om hjælp som patienten udtrykker i stemtheden. Patienten trækker sig måske og vil ikke forstyrre den travle sygeplejerske.

er vi ikke i stand til at træde væk fra vores travlhed og udføre det tydningsarbejde, der er nød-vendigt for at forstå de indtryk, der berører os på patientstuen, risikerer vi, at det går ud over vores faglige skøn. Vi kan opleve, at refleksionen over mødet med patienten først kommer, når vi er på afstand af mødet – måske i omklædningsrummet, hvor vi ofte taler om dagens oplevel-ser, eller når vi er kommet hjem, og der er tid til at reflektere over de indtryk, vi har sanset hos patienten.

Løgstrup mener, at tydningen er en konstant bevægelse mellem sansningen og forståelsen og giver mulighed for refleksionens eftertanke. Jeg kan i dette tydningens rum, hvor der er afstand til stemtheden, få et pusterum, og egen balance kan genetableres, og jeg kan vende tilbage til patienten med nye muligheder og ro.

På Hospice Djursland har vi fastlagte dage med refleksion og supervision, her arbejder vi i tyd-ningens rum dvs. at vi fremlægger det, vi sanser, bevæger os og giver os undring. Vi deler det med kollegaer, de stiller spørgsmål, og måske undrer de sig, og vi bevæger os frem og tilbage fra det sansede til en forståelse og opnår ny erfaring og viden.

Idet vi er optaget af både tid og travlhed, er det væsentligt, at vi fokuserer på disse begre-ber. da det ikke er muligt at stoppe tiden, og vi kun har den tid til rådighed, som den enkelte vagt giver, må vi beskæftige os med travlheden for at få så meget som muligt ud af tiden. Vi kan lade os styre af tiden og de opgaver, vi skal løse, men vi kan også vælge at lade os styre af patientens behov og have travlt sammen med patienten. Patienten, som har smerter, har brug for vores tid og faglige skøn og handling for at blive lindret, og det vækker tillid. Løgstrup siger, at når tiden er kort, er kunsten - at være langsomt til stede.

50

ÅRSS

KRIFT 2013

51

ÅRSS

KRIFT 2013

AT SAnSe Og BÆRe SmeRTen line kloDe FySioterapeUt

At føle en stemning i et rum kan mange. Om det er en trykket stemning, en let stemning, eller måske bare noget, der er svært at sætte fingeren på. Det er sansning af omgivelserne, sansnin-gen af mennesker på vor vej.

gennem forskellige uddannelser, jeg har suppleret fysioterapien med, har jeg trænet den bevid-ste sansning i mødet med det andet menneske. Jeg har så at sige brugt flere år på at skærpe min opmærksomhed på netop dette område. For mig er det således, at når jeg går ind på en stue, så oplever jeg med hele mit sanseapparat, min krop, mine følelser den angst, uro, smerte, utryghed eller hvad, det må være, patienten og dennes pårørende oplever.

når jeg lægger hænder på en krop i en bevidst behandlingsberøring som f.eks. Stillness Touch, så oplever jeg i min egen krop en del af det, patienten oplever. Helt konkret kan det f.eks. være stærk hjertebanken, følelsen af stakåndethed eller måske den mere udefinerbare følelse i maven. et indtryk af noget, som jeg måske kun langsomt er i stand til at sætte ord på.

det skal jeg kunne bære. Og det er min erfaring, at jeg faktisk kan bære det bedre, når jeg bestandigt minder mig selv om, at det ikke er mig, der er angst, urolig eller utryg. det san-sede indtryk er let at fejltolke. Hvis jeg bilder mig ind at vide, hvad patienten oplever, hvordan patienten forstår sin krop og sin tilstand, så er der stor risiko for, at jeg rammer ved siden af. Men jeg får en pejling på noget, jeg kan vælge at undersøge nærmere sammen med patienten. eller som jeg kan vælge blot at observere, og hvor jeg blot anerkender det sansede som en del af virkeligheden. en vigtig del, som jeg ikke forsøger at skubbe væk. Jeg accepterer og rummer uroen med omsorg. Ligeså vel som jeg accepterer og rummer patienten med omsorg.

en del af det bevidste arbejde med sansning er også, at jeg må minde mig selv om, at patient og pårørende på samme måde kan mærke det, jeg kommer med. det, jeg udsender, er det, patienten har mulighed for at mærke inden i sig selv. Jeg skal således ikke kun udstråle ro og glæde for, at patienten indirekte bliver mere rolig. Jeg skal være og dermed udstråle ro, fordi således sanser patienten roen helt direkte i egen krop. et påtaget smil, der skal dække over indre uro, opfanges kropsligt som det, det er: et påtaget smil, der dækker over noget andet.

52

ÅRSS

KRIFT 2013

når jeg vælger med bevidsthed at reagere ved at være i ro, ved at observere angsten, uroen og faktisk favne det ubehagelige fra et sted med stor kærlighed og accept af tingenes tilstand, så overfører jeg denne accept og ro tilbage til patienten. JA! – det kræver, at jeg selv har udviklet mod til at være i det svære. når jeg bliver grebet af panikken og selv bliver urolig, når jeg for-søger at skubbe det ubehagelige væk for at undgå at føle det håbløse og svære, så overfører jeg den panik. Jeg overfører modviljen.

Måske aktiverer mødet med patientens uro min egen uro eller bekymring, og det kræver stor opmærksomhed at se og indse, hvad der er på spil. det kan blive endog meget intenst. Stor selvindsigt og et bestandigt vågent øje indad i eget følelsesliv er en nødvendig vejviser.

Jeg har fundet, at forløsningen ligger i at være i fuldkommen accept af tingenes tilstand. At turde og at være villig til at acceptere alt det vanskelige, ubærlige og smertefulde, som opfan-ges af sanseapparatet. det bliver som at stå i et stormvejr og lade blæsten rive og ruske og lade regnen falde, som den vil, uden at lade sig anfægte, uden at ændre naturens gang. Acceptere det hele fra det mest kærlige sted, jeg kan finde i mig. Det hænder ikke sjældent, at så bryder solen frem.

53

ÅRSS

KRIFT 2013

54

ÅRSS

KRIFT 2013

OveRFøRIng Og mOdOveRFøRIng - SAnSnIngeR I den pSykOlOgISke pRAkSISHelle JoHnSen pSykoloG

Overføring og modoverføring er teoretiske begreber udviklet inden for psykoanalysen for at beskrive, og dermed bevidstgøre, fænomener, der opstår i det terapeutiske rum mellem klient og terapeut. det gælder især i forhold til klienter, hvor jeg-strukturen er i opløsning på grund af et skrøbeligt jeg. Siden hen er overføring og modoverføring beskrevet og forstået bredere og omfatter nu, hvad der ubevidst sker mellem mennesker, der relaterer til hinanden. det er blevet bekræftet gennem forskning omkring spejlneuroner, 1) at det, som psykoanalysen har beskre-vet, rent faktisk sker.

I hospiceregi arbejder vi med mennesker, hvis jeg-struktur er i opløsning, ikke nødvendigvis pga. et skrøbeligt jeg, men pga. dødsprocessen. det samme gælder de pårørende, som står over for at skulle miste et vigtigt menneske i deres liv.

Overføring defineres i den psykologiske litteratur som en aktivering af mønstre grundlagt i barn-dommen. det kan f.eks. være bestemte måder at reagere på, at opleve andre mennesker på, at tænke og føle på. Overføringer opleves af os selv som realiteter her og nu, selv om de egentlig hører fortiden til. Teorien siger, at de mønstre, som er grundlagt i relationerne til vores mor, far, søskende, pædagoger og andre betydningsfulde mennesker i vores liv, er mønstre, vi ubevidst vil udspille igen.

eksempelvis: en pårørende bliver ved med at omtale sig selv som en slem pige. At manden nu skal dø, er hendes straf. Af den pårørendes historie fremgår det, at den måde at tænke, føle og ræsonnere på, stammer fra barndomshjemmet.

Afhængighedsfølelser, emotionelle konflikter, utilfredshed, attituder, tvang, afreageren, mod-stand, undgåelsesadfærd, overfølsomhed for kritik, krav om perfektion, den altid glade, den hjælpsomme, hvad er roden i alle disse mønstre?

Ubevidst forventer vi bestemte reaktioner fra vores nærmeste omgivelser. Som eksempelvis kri-tik, råd, ligegyldighed, sympati. Og ubevidst gør vi, hvad vi kan, for at få vores ubevidste for-ventninger til at gå i opfyldelse.

For at kunne håndtere overføring og modoverføring så hensigtsmæssigt som muligt er det nød-vendigt at lære sig selv at kende. Som psykolog skal jeg kunne (gen)kende mange af de impul-ser, der dukker op indeni mig, og jeg skal kunne vide, hvor de kommer fra. Jeg skal kunne

1) bauer, J.: ”Hvorfor jeg føler det, du føler.” borgen.

55

ÅRSS

KRIFT 2013

skelne dem, integrere dem og forandre dem. det kræver års systematisk arbejde i terapi. Jeg skal kende mine egne behov både som person, kollega og medarbejder. Terapi gør ikke, at jeg bliver perfekt. Jeg skal kende mig selv nok til, at jeg kan træde ud af automatismerne. Jeg skal kunne vurdere, om de er relevante, rumme impulserne og bearbejde dem. Jeg skal vide, hvor-når det er tid nænsomt at bibringe klienten den viden, jeg har fået om hans/hendes ubevidste mønstre. Jeg skal have kontinuerlig supervision, så jeg altid har ekstra øjne på mine egne over-føringer og modoverføringer. dette arbejde er livslangt.

Modoverføring er defineret som terapeutens ubevidste reaktioner på klienten, specielt på klien-tens overføringsreaktioner. Hvis vi tager eksemplet fra før med den pårørende, der følte sig som ’den slemme pige,’ så kan jeg som psykolog have en fortid, hvor jeg har fået at vide, at jeg var en slem pige. Kender jeg ’den slemme pige’ i mig selv, og hvordan jeg dengang håndterede at blive ’den slemme pige,’ kan jeg møde den andens ”slemme pige” uden mine ubevidste møn-stre. Kender jeg ikke ”den slemme pige,” kan jeg reagere ud fra mine gamle, ubevidste møn-stre på den pårørendes ’slemme pige’. det kan f.eks. betyde, at jeg ikke tager den pårørende alvorligt, at jeg overfortolker, at jeg tillægger den pårørende egenskaber, som er mine egne etc., hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Som psykolog er det vigtigt, at jeg har adgang til egne følelser og er opmærksom på mine egne tendenser til at reagere mod stimuli, der sættes i gang af andre mennesker. en af mine opga-ver som psykolog er at reagere funktionelt og fleksibelt - modsat fastlåst og automatisk - på de påvirkninger, jeg får fra andre mennesker. Jeg skal kunne vurdere, hvad ’den slemme pige’ i mig selv og i den anden har brug for her og nu for at komme ud af den låste rolle som ”slem pige” og ind i en centreret udgave af mig selv/sig selv.

På hospice kender vi til modoverføring, f.eks. i forbindelse med, at en patient ikke ønsker vores hjælp. Patienten har et udtalt og uudtalt ønske om at være i fred. det rammer noget i os, der giver udfordringer. Vi kan have alle mulige argumenter for, at patienten ikke skal være i fred. det interessante er at blive klar på, hvad er det, det rammer i os, at patienten vil have fred? et meget vigtigt spørgsmål at stille sig selv.

når jeg som psykolog arbejder med at sanse ind i overføring og modoverføring, bruger jeg ”frit flydende opmærksomhed;” jeg lytter, på samme tid udad og indad, til såvel tanker, fornem-melser, billeder, følelser som på kropslige reaktioner for at forstå, hvad der ubevidst sendes af

56

ÅRSS

KRIFT 2013

57

ÅRSS

KRIFT 2013

information(er) fra den anden. det er min opgave at bringe de impulser op, der er ubevidste for den anden. Ubevidste impulser kan være endog meget insisterende, så jeg pludselig tæn-ker, føler og handler anderledes, end jeg plejer. Hvis f.eks. en familie ikke har lyst til at tale om døden, som er meget nærværende for de fleste hospicepatienter og deres pårørende, kan pres-set fra deres overføring på mig, der arbejder omkring familien, blive så stort, at jeg begynder at insistere på, at der SKAL tales om døden og det uanset hvad, – hvilket er min modoverføring. Her skal jeg opdage, hvad der foregår og finde ud af, hvad familien egentlig har brug for.

For at holde balancen i overførings- og modoverføringsfeltet er det en basal nødvendighed, at jeg kan rumme mine egne reaktioner og centrere mig, så min energi rettes mod selvcentrering, at jeg hviler i mig selv, i stedet for, at energien går til forsvarsreaktioner, som kan vise sig som: vi SKAL tale om døden, eller patienten SKAL have hjælp.

Overføring og modoverføring er vigtig information. Om os selv og det, vi står i. Kunsten er at blive klogere til gavn og glæde for patienter, pårørende og kollegaer.

Foto: orangeriet gjort klar til bryllup.

58

ÅRSS

KRIFT 2013

STATISTIk FOR 2013Dorit SimonSen HoSpiceleDer

Hospice djursland modtog 444 henvisninger i 2013 - en lille stigning i forhold til tidligere år. I alt har 235 patienter og deres familier været indlagt i løbet af 2013 - heraf 12 patienter fra 2012.

181 patienter blev ud over ovenstående visiteret til indlæggelse men af forskellige årsager ikke indlagt:

77 patienter døde inden for få døgn efter modtagelsen af henvisningen•25 blev for dårlige til at flytte eller døde i samme døgn, som de skulle have været indlagt•24 patienter valgte at forblive i deres eget hjem•52 patienter blev indlagt på et andet hospice•3 patienter fik tilbudt plads på plejehjem og takkede ja til dette•3 patienter blev først indlagt i 2014•

derudover opfyldte 40 patienter ikke kriterierne for indlæggelse på hospice. det var eksempel-vis patienter, som fortsat var i aktiv helbredende behandling for deres sygdom, patienter som ønskede genoptræning og patienter, som ikke havde palliative problemstillinger i en sådan grad, at en hospiceindlæggelse var påkrævet.

Opgørelsen viser, at 102 patienter ikke nåede at få en plads på hospice, og det selv om de både havde et stort behov og et ønske om indlæggelse. en af årsagerne er uden tvivl den øgede inte-resse for hospicepladser. denne interesse har medført længere ventetid, hvilket her vil sige mere end en uge. en anden årsag skyldes formodentligt, at det kan være svært at forudse, hvornår døden er tæt forestående, dette også selvom man har stor erfaring for at arbejde med alvor-ligt syge mennesker. en sen henvisning øger dog risikoen for, at patienten ikke når at komme på hospice. Vi arbejder fortsat på, sammen med vores samarbejdspartnere, at sikre gode patient-forløb for den alvorligt syge patient og dennes familie. Vi håber på, at vi i 2014 vil kunne efter-komme flere patienters ønske om en hospiceplads ved at fokusere mere på muligheden for, at flere patienter kan udskrives, når det er lykkedes at lindre og stabilisere deres livssituation. Vi ved, det bliver en udfordrende opgave for alle parter.

Af de 223 patienter, der blev indlagt i 2013, var 217 patienter fra Region Midtjylland, 4 fra Region nordjylland, 1 fra Region Syddanmark og 1 fra Region Hovedstaden.

I henhold til Sundhedsloven er ophold på hospice gratis, og der er frit hospicevalg i danmark. Patienter kan altså selv vælge, hvilket hospice i danmark, de ønsker at blive indlagt på.

59

ÅRSS

KRIFT 2013

Ovenstående tal viser, at langt de fleste patien-ter vælger et hospice i nærheden af, hvor de bor. de, som vælger anderledes, vælger hospice ud fra, hvor deres nærmeste pårørende bor.

I 2013 døde 193 patienter på Hospice djursland, 20 patienter blev udskrevet til eget hjem og 9 patienter til plejehjem. Udskrivningsprocenten var i 2013 på 13,1 %, klart stigende i forhold til de tidligere år.

Som det fremgår af fig.1, var den gennemsnit-lige indlæggelsestid 20,3 dage, og den medi-ane var 15 dage. Medianen fortæller, at halvde-len af patienterne var indlagt mellem 1 og 15 dage og den anden halvdel mere end 15 dage.

Ved indlæggelsen er langt de fleste patien-ter i en dårlig almentilstand, og de fleste har været sengeliggende i dage eller uger forud for indlæggelsen. Smerter, åndenød, træthed og angst er de hyppigst forekommende sympto-mer. Men også kognitive forstyrrelser som følge af enten hjernetumor eller metastaser til hjer-nen er hyppigt forekommende.

de 197 patienter fordelte sig med 121 kvin-der og 102 mænd. gennemsnitsalderen for det samlede antal patienter var 69 år, se fig. 2.

Fig. 3 viser de hyppigst forekommende kræfttyper hos patienter indlagt på Hospice djursland.

endnu er det primært kræftpatienter, der henvi-ses til hospice. Vi oplever dog, at der er en øget kontakt til afdelinger med andre typer af patien-ter. Vi håber, at også andre, altså patienter som ikke har kræft, må få et tilbud om ophold på hospice, når deres palliative problemstillinger fordrer en indsats på det specialiserede niveau.

Sygdomsmønster fig. 3

Lungekræft 20%

Tarmkræft 10%

Kræft i under- livet 6%

Brystkræft 9%

Ikke kræft 5%

Hoved-/hals- kræft 5%

Blod-/lymfekræft 6%

Kræft i spiserør/ mavesæk 8%

Andre kræft- former 19%

Ukendt kræft 5%

Kræft i bugspytkirtel 8%

Antal liggedage fig. 1

median = 15 dage

middel = 20,3 dage

01-07 dg 08-14 dg 15-21 dg 22-28 dg 29-60 dg >60 dg

66

4233

26

42

13

Aldersfordeling fig. 2

<40 år 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70-79 år 80-89 år >90 år

3

33

7181

23

5 7

60

ÅRSS

KRIFT 2013

Jeg kAn duFTe FORåReTerik SalomonSen FormanD For StØtteForeninGen

I dagligdagen tænker vi ikke over, at sanserne er i aktivitet, men i nogle situationer bliver vi opmærksomme. når vi f.eks. kommer udefra og ind i køkkenet, hvor mor laver mad, så pirres sanserne momentant og mundvandet begynder at løbe. Forårsdagen hvor skovbunden pludselig er vågnet op, sommeraftenen hvor luften er fyldt med duften af nyslået hø, når efterårsmorgen-solen blinker i frostkrystallerne, når vintersneen dæmper og forandrer alle lyde.

Sanserne er samtidig en så naturlig del af vores liv, at de ofte bruges som talemåde eller indgår i sproget på anden måde; Sanser du overhovedet? Hun har sans for…

naturen omkring Hospice djursland er fantastisk. den indeholder elementer for alle sanser, og det er kun et spørgsmål om at være til stede. At være til stede med åbne sanser. Rådyrenes adfærd i skoven, de gemmer sig, men de er der, jeg ser dem, og de æder af vort udlagte foder. Jeg har oplevet råbukkenes kamp om hunnerne. Regnormene der krøller efterårsbladene sam-men og trækker dem ned i ormegangene. når jeg plukker ramsløg til salatskålen, og den skarpe duft gennemtrænger skovluften.

Jeg sætter mig på en væltet træstamme i skyggen og funderer over livet i naturen, så mangfol-dig, at det er helt ufatteligt. Sammen med Preben eller Hans-erik vælter vi et udgået træ, saver det op, kløver og stabler det til tørring, sætter os på en væltet træstamme i skyggen og læsker os med en velfortjent øl eller kaffe.

På Hospice djursland er vi begavet med kunstværker af mange slags: billeder på væggene, skulpturer ude og inde, løve på græs, fisk i vand, vand på sten, ja det er flot, og det giver alle i huset en god oplevelse af liv og miljø.

Men at sidde på en bænk i skovbrynet, kigge mod vest og se solen gå ned over et landskab som vores, det er malerisk. Hestene græsser i forgrunden, fugleflokkene flyver mod Følle Bund for overnatning, duggen falder, det er tid at gå hjem gennem skoven.

I de seneste år har der været megen debat om, hvilke fortidsminder der kan kategoriseres som de syv underværker. en gymnasielærer lavede en test på sine elever.

Han spurgte: ”Vil I notere de rigtige syv underværker ned?” Følgende fik flest stemmer: Pyramiderne, Taj Mahal, grand Canyon, Panamakanalen, empire State Building, St. Peters Basilikaen og den kinesiske mur.

61

ÅRSS

KRIFT 2013

da læreren samlede sedlerne ind, bemærkede han, at en pige ikke var færdig med at notere, og efter at alle undere var listet op, spurgte han pigen, om hun havde problemer med at beslutte sig.

Pigen svarede, at hun havde vanskeligt ved at beslutte sig blandt de mange muligheder. Jamen lad os så høre, hvad du er kommet frem til. Pigen tøvede lidt og læste så: ”Jeg synes, at de syv vidundere i verden er: at røre, at smage, at se, at høre.” en lille pause og så tilføjede hun: ”At føle, at le og at elske.”

Sanserne er naturens egne fantastiske underværker.

62

ÅRSS

KRIFT 2013

63

ÅRSS

KRIFT 2013

FOR en STundJoHS JakobSen FriVilliG

Det første møde finder sted en højsommerdag på stuen. En midaldrende mand med milde øjne sidder i sin kørestol og venter på mig som sin ledsager på en tur. Første stop bliver i Sansehaven, der står i fuldt flor. Ild på en cigaret, og kontakten er etableret, og den vil blive god, fornemmer jeg straks.

I løbet af kort tid kender jeg baggrunden for indlæggelsen. Han ønsker, at jeg skal kende den, og den bliver en vigtig klangbund for mange efterfølgende træf:

Livet var, som det er for flest af os. Et godt arbejdsliv, godt familieliv, første barnebarn over-strålede alt, sommerhuset netop købt og istandsat. dertil også overskud til at gøre livet godt for en kone med kroniske smerter. de første symptomer på, at noget ikke er, som det skal være. Herefter tiden med forhåbninger om, at det er noget forbigående, og hvis ikke, så noget der kan afhjælpes. Alle håb slukkes med lægens uigenkaldelige dom. Mange følelser må have været på paletten, inden der også blev plads til den stille resignation.

Den første tur blev til mange ture – allerhelst til Følle Strand med kaffe og brød i rygsækken. det, der skulle fortælles, var fortalt, så derfor var stilheden bare rigtig og kun afbrudt af brud-stykker af de bekymringer og den vemod, der må være et menneskes vilkår, når tankerne om afskeden med livet presser sig på.

At lægge Hospice djursland bag sig, om det så blot er for en halv time, er en mulighed for, for en stund, at forlade det nødvendige fokus på sygdom og lindring, som hospicestuen byder på. Mange ture i årenes løb har vist mig, at der ligger en stor værdi i den uforpligtende nærhed, man som udenforstående besøgsven kan byde på.

den usikkerhed, jeg de første gange kunne føle ved at træde ind i stuen hos en patient, som jeg skulle ledsage på en tur, er i dag afløst af en erfaring og viden om, at jeg møder et menneske, der har en klar fornemmelse af, hvilken dagsorden vi skal dele, både når det gælder dialog, og hvad der fysisk er overskud til og interesse for.

Lange ture med en patient bliver kortere og kortere ture i takt med, at sygdommen tager over, men dog ikke af den grund mindre attraktive. en tur på gangene med alle synsindtrykkene, og også turen fra stuen og ud på terrassen til en velsignet varm sol og en overvældende udsigt, giver mening. det samme gør turen ud på terrassen en februaraften, hvor det stille snefald ska-ber et fortæppe sammen med de evigt snakkende gæs, som overnatter ved Følle Bund.

64

ÅRSS

KRIFT 2013

Hvorfor skal vi dog dø så snart, når vi ikke lever så længe, alting går i en rygende fart, Fra vuggen til hvide senge.

(Johannes Wulff 1956)

65

ÅRSS

KRIFT 2013

digtet lå på bordet hos en patient, jeg besøgte. Han bad mig læse det uden hverken at forvente eller ønske ord fra mig, og det føltes rigtigt.

(Johs Jakobsen)

66

ÅRSS

KRIFT 2013

epIlOgaF Dorit SimonSen HoSpiceleDer

når jeg oplever årstidernes vekslen uden for de store vinduer på Hospice djursland, bliver jeg også her erindret om naturens og dermed tidens gang og livets forgængelighed. det er alt sam-men større end mig. Men når jeg bevæger mig ud i det og sanser det i fulde drag, da mærker jeg i det mindste, at jeg er en del af det hele. Og det at være en del af et hele, det hele, er for mig en både betydningsfuld og sanselig oplevelse.

At være en del af et hele, her på netop dette sted, på vores sted, her på Hospice djursland, får mig til at reflektere over betydningen af at sanse stedet. At have en såkaldt stedsans, og hvad denne stedsans betyder for vores dagligdag og vores samarbejde.

At have en stedsans forstår de fleste af os som, at man er i stand til at ”finde rundt,” at man er i stand til at skelne det ene sted fra det andet sted, og at man ved lidt om, hvor ”man er.” denne forståelse kan dog udvides til også at handle om, hvordan vi oplever og sanser det sted, man er, og den sans, man har for stedet.

et hospice er på mange måder et specielt sted. det er et sted, hvor mange alvorligt syge og døende mennesker opholder sig og oplever den sidste tid af deres liv. det er et sted, hvor de store følelser som sorg og kærlighed udfolder sig, og det er et sted, hvor medarbejderne ople-ver en mening med det, de beskæftiger sig med, og er glade for at være, på trods af den dag-lige konfrontation med lidelse og død.

For at udholde at være på netop dette sted skal man kunne sanse stedet, mærke efter, hvad stedet gør ved os og for os, og derigennem få øje på de unikke muligheder, dette sted har at byde på.

noget af det, som stedet her har at byde på, er blandt meget andet en høj grad af faglighed og en høj grad af tværfaglighed. netop tværfagligheden, som vi har arbejdet så intenst med her i 2013, danner fundament for, at vi via vores forskelligheder kan udveksle viden og erfarin-ger med alt det, som vi kan gøre her på dette sted. dette altid tilstedeværende arbejde med at udvikle vores tværfaglige samarbejde er med til, at vi kontinuerligt udvikler og forandrer vores sted. Som medarbejdere her på Hospice djursland er vi dermed med til at skabe vores sted, og vores sted medvirker til at skabe og udvikle os. Til netop denne udveksling er stedsansen en meget vigtig egenskab.

67

ÅRSS

KRIFT 2013

Stedet er ikke det samme sted hver dag. Stedet er hver dag påvirket af hvilke patienter, hvilke pårørende og hvilke hændelser, der er den enkelte dag. Man kan ofte mærke det, når man træ-der ind ad døren om morgenen, og man kan til tider mærke, at det forandrer sig i løbet af den enkelte dag.

Sansningen af denne forskellighed åbner hele tiden op for nye muligheder. nye muligheder som skal gribes og give den nødvendige forandring plads. det er disse nye muligheder, vi forsøger at få øje på i vores hverdag, og som vi arbejder på at konkretisere således, at vi fortsat vil kunne leve op til det, som er vores mission og vores vision.

Vi glæder os til at få konkretiseret de nye muligheder, som vores tværfaglige projekt helt sik-kert vil medføre, når vi afslutter det i 2014. Så en implementering af denne forandring vil være et af vores mål for 2014. et andet mål vil være, gennem et samarbejde med Forskningsenheden for almen medicin, Aarhus Universitet, at få kvalificeret vores ide om at etablere et palliativt dagtilbud, eller en daghospicefunktion, her på Hospice djursland - et tilbud til både patienter og deres pårørende. For som einstein har udtalt: ”Hvis vi insisterer på at blive ved med at gøre det samme, kan vi ikke forvente, at der sker noget nyt!” Og der skal ske nyt inden for den pal-liative indsats, idet vi samlet set ikke kan leve op til den efterspørgsel, der er efter den indsats, vi kan tilbyde. den samlede rapport om anvendelse af hospicepladser i Region Midtjylland 2013 viser et øget antal i både henvisninger, afviste og indskrevne på de fire hospicer. Opgørelsen viser også, at 685 henviste patienter, som opfyldte kriterierne for at komme på hospice, ikke fik det behov opfyldt. det vil vi gerne være med til at kunne gøre bedre. derfor er det både påkræ-vet og væsentligt at finde nye organisationsformer og nye metoder til at drive og udvikle nye til-bud, tilbud som gør en forskel for alvorligt syge mennesker. det er herfra den spirende fremtid skal mødes.

Jeg vil afslutte med en tak til alle medarbejdere. Tak for jeres fantastiske indsats hver dag. Tak til alle de frivillige, til Bestyrelsen for Hospice djursland og Støtteforeningen Hospice djursland. I er alle medvirkende til, at kvaliteten af det, vi tilsammen kan tilbyde patienter og pårørende her i huset, er på et højt niveau. Tak til alle jer, som har støttet os økonomisk eller på anden måde. Tak til alle kolleger og samarbejdspartnere. Tak for endnu et inspirerende år. – Og ikke mindst tak til alle, der har bidraget med deres fortællinger i dette årsskrift.

68

ÅRSS

KRIFT 2013