- en belysning af interaktionen mellem det amorfe og det euklidiske

am

orf

Det kaotiske og ustrukturerede forsidebillede er blevet valgt ud fra den betragtning, at det står i tydelig kontrast til den rene geometri, der udgør layoutet. Det indbyrdes forhold mellem disse udtryk er netop hovedessensen af denne opgave.

Indholdsfortegnelse Et arkitektonisk eksperiment 3 Forsøg 3 Størrelse 3 Materialer til lodning 3 Yderligere materialer 3 Teknik 3 Udførelse 3 Eftertanker 3

Fra kaos til kosmos og tilbage 5 Tilbageblik 5 Eksperimentel konklusion 7 Perspektivisk afrunding 8 Kildehenvisninger 10

Billedmateriale 10

2

Fig. 1 Den udvalgte euklidiske beholder.

Et arkitektonisk eksperimentForsøgTilførelse af polyurethan ekspansionsskum til en euklidisk cylindrisk beholder.

Størrelse32 x 30 x 36 cm.

TeknikIndledningsvis foretages limningen af støttefladerne, hvorefter sort pap tilføjes på de indvendige flader. Sam-menlodningen af metalstængerne til koordinatakser fore-tages efterfølgende og fungerer som et underbyggende element i det euklidiske rum. Beholderen placeres i rum-met og fyldes nede fra med ekspansionsskum. Herved opstår “sprængningen” af det euklidiske univers, som et resultat af skummets amorfe udtryk.

Materialer til lodning- Gasbrænder. - Metalstænger, 2 mm.- Flusmiddel til afrensning af loddeområde.- Sprit.- Bæger til opbevaring af flusmiddel.- Loddeflise.- Loddesølv.- Sandpapir, korn 160, til afslibning af loddeområde.

UdførelseFørste del af arbejdsprocessen består i at sammenføje skumpappet således, at der opstår koordinatplaner i tre retninger, præcis som når man inden for matematikkens verden, arbejder med vektorer i rummet. De indvendige flader beklædes med sort pap for, at en tydelig kontrast mellem skummet og fladerne opstår i den efterfølgende proces. Det indvendige rum har målene 25 x 25 x 25 cm. For at understrege det euklidiske univers, der opstår mel-lem de tre flader, sammenloddes tre metalstænger. De fungerer som koordinatakser og tilføjes en retning i de udadgående ender. Disse koordinatakser integreres i pap-modellen og den euklidiske cylindriske beholder tilføres et hul i siden med en bidetang. De åbnede flader i beholderen bøjes ud i rummet, så en sprængningseffekt opnås og der laves et hul op gennem pappet således, at skummet kan tilføres op i beholderen. Efter påfyldningen af skum beregnes en tørretid på en lille time. Sidste del af processen består af iagttagelser og perspektiviske tanker nedfældet på papir gennem skitser-inger og korte beskrivelser.

EftertankerHvad gør noget amorft? Kan det amorfe defineres som et selvstændigt fænomen eller er det blot alt det, som efter menneskelig overbevisning ikke er euklidisk? Disse spørgsmål er åbenlyse efter den indledende præsentation af dette emne. Den græske matematiker Euklid som levede i Alexandria, Egypten, var med til at indlede den geometriske og dermed matematiske måde at opfatte verden på og til trods for en lidt snæversynet opfattelse af den fysiske verden set med nutidige briller, har hans tanker haft enorm betydning for den verden, der omgiver os i dag1.

Fig. 2 Eksperimentet umiddelbart efter tilførelse af skum.

Fig. 3 Skummets voluminøse effekt ses tydeligt efter nogle timers tørring.

3

Yderligere materialer - Euklidisk cylindrisk beholder med et påført hul i siden.- Bidetang.- Tuschpen.- Lineal.- Polyurethan ekspansionsskum.- Skumpap til afstivning, 10 mm.- Sort pap til underlag ved tilførelse af skummet.- Sikkerhedshandsker.

Fig. 5 Dette diagram illus-trerer det færdige resultat af eksperimentet.

Fig. 6 Inden den endelige udførelse var dette det for-modede udfald.

Fig. 7 Da skummets po-tentiale var ukendt, ansås dette for et muligt resultat.

Fig. 8 En udvikling i retning af dette resultat ville have været overraskende.

Euklid´s overbevisning bar præg af det helhedsbillede, som var en implementeret del af den overordnede filosofi på daværende tidspunkt. Præcis som mange andre store tænkere i det antikke Grækenland anså han den fysiske verden for værende enkel og forklarlig i både matema-tisk og filosofisk forstand. Kunne et fænomen umiddelbart forklares i både teoretisk og fysisk forstand, antog man det ofte for den endelige sandhed. Det gjorde sig gældende, da Ptolemæus frembragte teorien omkring det geocen-triske system med jorden placeret i centrum af universet og det gjorde sig gældende, da Euklid fremførte teorier om den geometriske opfattelse af den fysiske verden. For Euklid bestod verden på den ene side af smukke eu-klidiske og dermed forklarlige elementer og systemer og på den anden side af deciderede grimme strukturer - det amorfe2. Dykker man lidt ned i denne opfattelse af verden, står det hurtigt klart, at kun meget få naturligt forekom-mende strukturer og elementer lever op til den euklidiske opfattelse af verden. Kvadrater, trekanter, kugler, cylindre og mange andre geometriske figurer eksisterer kun som et resultat af menneskelig bearbejdning.Denne tankegang er efter min overbevisning inspirerende i henhold til det videnskabelige eksperiment. Den cylin-driske beholder placeret i et koordinatsystem illustrerer både menneskets søgen efter et indholdsmæssigt formål med udformningen af beholderen og samtidig forsøget på at placere et fysisk element i en matematisk sammenhæng for derved at kunne beskrive det. Ganske vist er skummet også et resultat af menneskelig bearbejdning og eksperi-mentelt arbejde, men så snart det frigives fra dåsen, er det de iboende fysiske kræfter, der er determinerende for den endelige udformning af skummet. Det oprevne hul i siden på beholderen iscenesætter det amorfe udtryk på en måde, hvorved de euklidiske rammer delvist destru-eres og opsluges af det amorfe.

Kontrasten mellem de to udtryk er gennemgående for det endelige resultat, men som strukturer opleves de in-tegrerede, da skummet griber om de homogene flader og omslutter beholderen. Dog antydes den cylindriske beholder ved en udkrængning i skummet omkring den blanke bund i beholderen, som er forblevet synlig.Valget af et matematisk rum, koordinatsystemet, som en omsluttende ramme for forsøget kan også tolkes i retning af den menneskelige bestræbelse på at ville dokumen-tere og i matematisk forstand beskrive det umiddelbart ubeskrivelige - det amorfe (i dette tilfælde skummet). Disse forskelligartede måder hvorpå sammenstødet mel-lem det euklidiske og det amorfe kan tolkes, er i særde-leshed toneangivende i den videre bearbejdning af emnet og bidrager i min optik til en arkitektonisk debat, som for alvor er blevet indledt med computeren som arkitektonisk redskab.

4

Fig. 4 I teorien kan ethvert objekt placeres i dette matema-tiske rum og herigennem beskrives og placeres. Naturligvis er geometriske objekter mere håndgribelige at beskrive.

Fra kaos til kosmos og tilbageTilbageblikAntages det, at en forudsætning for euklidiske elementer eller strukturer er den menneskelige bearbejdning, finder man nogle af de første eksempler på euklidisk tænkning helt tilbage i jægerstenalderen og muligvis endnu længere tilbage. Pilespidser og spydspidser i sten har i visse tilfæl-de været udformet næsten triangulært i og med, at denne udformning var hensigtsmæssig i henseende til penetre-rings- og fæstningsevne. Dog skulle der gå nogle tusinde år, før de euklidiske systemer begyndte at præge udform-ningen af hytter og huse3. I takt med at stenalderfolket be-gyndte at bosætte sig rundt omkring, opstod behovet for mere permanente hytter og huse. Fra arkæologiske fund ved man, at flere af disse stenalderhuse var opført på re-ktangulære fundamenter og tagkonstruktionerne var kon-strueret ud fra triangulære principper4. Udformningen af taget viste sig fordelagtig i henhold til afledning af vand og vind, men var først og fremmest med til at stive konstruk-tionen af og gøre den stabil under de fleste vejrforhold. Den rektangulære grundplan bidrog til en simplificering af byggeprocessen og understregede for alvor kontrasten til naturens kaotiske og ustrukturerede sammensætninger.Mennesket var hermed blevet i stand til i stor skala at kontrastere naturen og det har uden tvivl været en fas-cinerende tanke for mange på daværende tidspunkt. Det endelige vidnesbyrd på denne udvikling er pyramiderne i Giza. Den største af disse, Keopspyramiden, som blev opført for 4500 år siden og stadig står mere eller mindre intakt, har fascineret mennesker verden over gennem årtusinder. Dels på grund af dens størrelse og histor-iske betydning og dels fordi den står i bidende kontrast til det omkringliggende foranderlige ørkenlandskab. Det gennemførte euklidiske udtryk understreger, at dette mon-

ument ikke blot er skabt af mennesker, men skabt med en forestilling om at det arkitektoniske udtryk kan etablere en forbindelse til en udenfor liggende verden. Den samme eskapistiske tankegang ligger til grund for adskillige re-ligiøse bygninger og monumenter verden over. Dette er naturligvis blot en antagelse, men man må formode at disse religiøse bygninger og monumenter, havde haft et mere integreret naturligt udtryk, hvis tanken blot var at in-dordne dem i den fysiske verden her på jorden. I kraft af kontrasten mellem det amorfe repræsenteret ved naturen og det euklidiske repræsenteret ved menneskelig bear-bejdning, har mennesker gennem tiden formået at skabe bygningsværker, som fremtvinger en følelse af underdan-ighed og sågar underkastelse til en højere magt. Som en personlig erfaring kan jeg nævne mit første besøg i Peterskirken i Rom, hvor jeg på trods af en gennemført ateistisk livsopfattelse, havde en nærmest religiøs oplev-else. Jeg følte, som et resultat af bygningens størrelse, pragt og utrolige gribende rummeligheder, en indbildt tilst-edeværelse af en højere magt. Min betagelse af bygnin-gen var så overvældende, at jeg fik et tydeligt indblik i de forestillinger, der danner grundlaget for en religiøs livsop-fattelse. Det stod klart, at netop bygningens geometriske elementer og rummeligheder, gentagne systemer og gennemarbejdede detaljer, kontrasterede naturen i så høj grad, at det var naturligt at forestille sig, at bygningen symboliserer forbindelsen til en udenfor liggende verden. Historisk set er denne betragtning interessant, fordi det betyder, at et væsentligt arkitektonisk virkemiddel i form af kontrasten mellem det amorfe og de matematiske syste-mer, har haft en helt essentiel betydning for magtfordeling, religion og samfundsforhold generelt set.

5

Fig. 9 Et af de tidligste eksempler på ubevidst geometrisk tænkning.

Fig. 10 Keopspyramiden udstråler med sine 4500 år en gedigen konstruktions-mæssig bedrift.

Fig. 11 I dette kig op i en af kuplerne i Peterskirken ses den tydelige geometriske opbygning.

Denne måde at katalogisere naturen på har betydet meget for mennesket, da vi af natur er nysgerrige og fascinerede af den objektive sandhed og de kontekstuelle sammen-hænge. I en globaliseret verden er det helt afgørende, at vi som individer kan forholde os til disse sammenhænge, fordi vores samfund er baseret på videnskab - en viden-skab som er funderet i matematikken med dens mange facetter.

Som mennesker har vi udover at være nysgerrige og videbegærlige et behov for at skabe og det er i denne sammenhæng at Euklid´s tanker har været særdeles uvurderlige. Ved at beskrive et bygningselement ud fra geometriske retningslinjer er det blevet muligt at skabe identiske bygningsdele og foretage tilpasninger ved hjælp af beregninger, hvilket har medført langt mere præcise og effektive byggeprocesser. De euklidiske systemer har sågar muliggjort tilblivelsen af det amorfe udtryk i arkitek-turen ved hjælp af computerens regnekraft og store hu-kommelse7.

6

Disse betragtninger har derfor været genstand for megen spekulation i diverse samfund og riger gennem historien. Magtfulde historiske personligheder som ægyptiske faraoer, græske hærførere, romerske kejsere osv. har tydeligvis fokuseret deres indsats omkring opførelser af enorme og betagende bygningsværker med det entydige formål at intimidere fjender og manifestere deres magt-position gennem religiøst betingede bygningsværker. Det var medvirkende til, at de opnåede et stærkt eftermæle og en ophøjet status i samfundet. Disse anskuelser un-derstreger, at Euklid´s systematisering af de geometriske principper og måde at beskrive euklidiske strukturer på bestemt var udforsket land. Mange havde beskæftiget sig med geometrien og anvendt de sociologiske og psykolo-giske kvaliteter der opstår, når det euklidiske står i kontrast til det amorfe naturlige udtryk. Det afgørende var imidler-tid, at Euklid systematiserede denne del af matematikken og forhøjede principperne til en guddommelig og smuk orden. Som nævnt tidligere har dette arbejde haft stor be-tydning for udviklingen inden for mange områder i vores samfund, men hvad er årsagen? Først og fremmest har geometrien givet mennesket muligheden for at beskrive den fysiske verden på en tilnærmelsesvis objektiv måde. Selv om naturen umiddelbart bærer præg af amorfe struk-turer, kan mange naturligt forekommende elementer og sammensætninger i naturen indskrives i geometriske fig-urer og derved beskrives og sammenlignes. Eksempelvis har vores egen jordklode en radius på ca. 6370 km og et overfladeareal på 510 mio. kvadratkilometer5. Disse tal er fremkommet ved at betragte jorden som en kugle med en radius og et overfladeareal. Faktum er blot, at jordk-loden, med dens bjerge og dybe grave ikke virker syn-derligt kugleformet. Den er deform og kun tilnærmelsesvis kugleformet, men det er den mest præcise måde, vi på nuværende tidspunkt kan beskrive den på.

Fig. 12 Med programmer som Rhino og ArchiCAD er det i dag muligt for arkitekter som Fernando Romero at kon-struere bygninger med amorfe udtryk6.

Eksperimentel konklusionUndervejs i behandlingen af de historiske begivenheder genereredes mange nye tanker vedrørende det arkitek-toniske eksperiment og af denne årsag er det interessant at vende tilbage til eksperimentet for yderligere refleksion. I forbindelse med eksperimentet var det indledningsvist centralt at udforske spørgsmålet om, hvorvidt det amorfe udtryk repræsenteret ved skummet ville lade sig integrere i den euklidiske systematik, der udgøres af rammen om-kring eksperimentet og af selve genstanden, hvori skum-met tilføres, eller om der ville opstå et kontrastfyldt forhold mellem de to udtryk. Imidlertid inden der konkluderes på dette, er det essen-tielt at understrege, at hverken det integrerede eller kon-trastfyldte udtryk er at foretrække. Hver især indeholder de kvaliteter, som gør dem interessante at arbejde med og udvikle. Et eksempel på et veludført samspil mellem det amorfe og det euklidiske finder man i “The Water Cube”, som blev bygget til de olympiske lege i Beijing 2008. På trods af de organiske cellelignende strukturers usystematiske sammenhæng og den afgrænsende kubiske udformning af bygningen opstår der et samspil mellem de to udtryk, hvorved de lader sig integrere i hinanden. De fungerer som hinandens forudsætninger forstået på den måde, at uden den stramme kubiske form fornemmer man, at de cellelignende strukturer vil kollapse, som når over-fladespændingen på en dråbe vand brydes. Omvendt bidrager det organiske udtryk med liv til den ellers døde kube. Overføres disse tanker til eksperimentet ses relationen til eksemplet i skummets organiske bevægelige overflade. Med skummets udflydende udtryk opnås en fornemmelse af en frosset organisk struktur som er i færd med at inkor-porere de euklidiske systemer.

Fokuseres der i stedet på et mere kontrasterende udtryk, kan et segregeret element på en bygning fungere dra-gende. Især parasitiske konstruktioner som adskiller sig fra gennemførte geometriske bygninger skaber en stærk kontrast. Den seneste opgave på skolen omhandlende parasitiske udkragninger fæstnet på de mere eller mindre geometrisk opbyggede bunkers var inspirerende i forhold til indholdet af denne opgave. Gennem forløbet erfaredes det, hvor stærk en omsluttende og nærmest fortærende ef-fekt disse elementer har, præcis som det ekspanderende skum. Skulle skummet dog have fungeret som et tydeligt segregeret element i denne sammenhæng, burde det eu-klidiske element være udformet mere lukket og afvisende. Et interessant aspekt i det eksperimentelle forsøg var des-uden den uforudsigelighed, hvormed skummet fortærede den euklidiske konstruktion. Som et resultat af det tætte gittersystem, der omslutter den cylindriske beholder, ophobedes skummet længe inde i beholderen, før trykket forårsagede en udposende effekt gennem gitteret. Det bevirkede, at skummet længe forblev omkring beholderen og den fremstod næsten kvalt. Efterhånden som skummet posede ud, fungerede elementerne i højere grad som en helhed, fremfor at det ene udtryk dominerede det andet. Under tørringen indtog skummet en større del af det eu-klidiske rum og fremstod derved mere integreret. Det var dog et overraskende moment i processen, at den endelige udformning af skummet var så uforudsigelig, men virknin-gen var bestemt positiv. Ikke desto mindre kunne en ud-vikling i retning af det amorfe skums totale omslutning af det geometrisk opbyggede element også have indeholdt kvaliteter. Et omsluttende ydre kunne i en bygningsmæs-sig sammenhæng illustrere effekten af et tæppe hængt over et umiddelbart genkendeligt objekt, men indeholde en uventet rummelighed inde i selve bygningen.

Fig. 14 Her ses den oplyste “Water Cube” med et netværk af organiske strukturer fastlåst i det kubiske rum.

Fig. 13 På billedet antydes en bevægelse og skummets fortæring af det euklidiske element fornemmes.

7

8

Princippet kan til dels opleves i den euklidisk opbyggede bygning “Bølgen”, hvor det bevægelige euklidiske ydre integrerer sig i det omkringliggende kuperede amorfe ter-ræn indhyllet i skov, men samtidig dækker over kubiske, skarpe rummeligheder. Rummeligheder som, når man tager bygningens ydre i betragtning, ikke er forventelige. Tager man disse overvejelser til efterretning, står det klart, at en entydig konklusion ikke eksisterer i dette fag. Det endelige resultat af eksperimentet vil altid være et frag-menteret billede med mange sandheder, men forhåbent-ligt bidrage til at udvide den arkitektoniske horisont.

Perspektivisk afrundingDa opgaven blev tildelt meldte adskillige spørgsmål sig på banen. De fleste af disse er efterhånden blevet gennemar-bejdet og analyseret, men et enkelt spørgsmål som man må anse for at indeholde selve essensen af denne dis-kussion, er ikke blevet debatteret tilstrækkeligt. Hvordan definerer man det euklidiske og det amorfe? I filosofisk forstand udelukker de to hinanden, da enhver amorf struktur kan indskrives i store eller små geometriske figurer og omvendt er det umuligt i den fysiske verden at konstruere en ren euklidisk linje. Betragtes linjen tilpas tæt på vil den opløses i små ustrukturerede amorfe strukturer. Naturligvis kan man argumentere for, at disse strukturer kan indskrives i geometriske figurer, men omvendt kan en opløsning af de definerede linjer endnu engang finde sted. Betragter man dermed de to modsætninger med en filosofisk optik, ender man med to ikke definérbare begre-ber. Det euklidiske udelukker det amorfe og omvendt. Derfor er det særdeles mere meningsfuldt at gribe spørgsmålet rationelt an og forholde sig til den fysiske verden. Eftersom vi som mennesker har haft et behov for at kunne stille tingene i modsætning til hinanden, må in-tuitive indfald have været udslagsgivende i tilblivelsen af euklidiske geometrier.

I naturen står vi ikke over for kontrasterende strukturer af denne art og derfor må oprindelsen til det euklidiske system findes i den menneskelige intuition og evne til at tænke fantasifuldt og innovativt. Disse evner har til dags dato været uvurderlige for den menneskelige udvikling. Som nævnt tidligere baseres adskillige tegneprogram-mer i dag på disse euklidiske systemer, hvor alle struk-turer kan indskrives i geometriske figurer og det har netop medført, at man i dag kan konstruere bygninger og byg-ningselementer med gennemførte amorfe udtryk. I denne sammenhæng er det interessant rent filosofisk, at man konstruerer amorfe udtryk i den fysiske verden ved hjælp af teoretiske euklidiske systemer, som forenklet set kun eksisterer, fordi vi som mennesker anerkender dem og kan se en mening med at bevare dem. Ved at anskue en struktur som ordnet eller struktureret som en følge af men-neskelig bearbejdning, kan strukturen netop opfattes som et modstykke til det, der omgiver os - naturen. Kvaliteten ved denne opfattelse af det euklidiske som en modsæt-ning til det amorfe ligger i det kontrastfyldte forhold mellem de to begreber og muligheden for at kunne beskrive det ubeskrivelige. I min optik er en følge af de modsætninger, vi som mennesker opstiller, en forbedring af tilværelsen. Simplificeret set betyder det, at forestillingen om modsæt-ninger gør os i stand til at sætte pris på det æstetiske, fordi vi sammenholder det med det, vi som individer anser for uæstetisk. Man ser først det æstetiske, når det uæstetiske er en del af helheden og derved gør vi os i stand til at ska-be det smukke, som bestemt har en positiv indvirkning på tilværelsen. Det er naturligvis indlysende, at en egentlig definition på, hvad man kan kategorisere som grimt, ikke vil kunne blive tilvejebragt, da det som sagt beror på indi-videts subjektive præferencer. Man kan dog argumentere for at et element i sig selv ikke fremstår grimt, men blot indgår i en uheldig kontekst.

Fig. 15 Bølgen ved Vejle er tegnet af Henning Larsens tegnestue og har med sit særprægede udtryk integreret sig i det kuperede skovlandskab, der omgiver Vejle.

Siden mennesket for første gang bearbejdede naturen og derigennem frembragte kulturen, har mennesker overalt opnået en erkendelse af tilværelsen. I de tidlige stadier handlede det at skabe om forsørgelse og overlevelse, men efterhånden har det udviklet sig til en måde, hvorpå man skaber en positiv mening med tilværelsen, som det nævnes tidligere. Et eksempel på dette vil fremgå af den afsluttende anekdotiske perspektivering til den gård, hvor jeg voksede op. Min far havde i sin tid købt gården på en tvangsauktion og alt med undtagelse af stuehuset henledte tankerne på en udtjent ruin. Op gennem min opvækst er det svært at er-indre et eneste tidspunkt, hvor gården ikke var underlagt en større eller mindre renovering og på trods af den evige tilstedeværelse af en fysisk krævende arbejdsbyrde var projekterne af altafgørende betydning for hele familien. Det at skabe og sætte sig eget præg på de omgivelser man befinder sig i, giver tilværelsen indhold. Årsagen til, at denne anekdotiske fortælling er relevant i forbindelse med denne opgave, er at omgivelserne gav mig indsigt i de æstetiske aspekter, som gør sig gældende, når det drejer sig om arkitektur i planmæssig forstand. Haven, hvor meget tid blev tilbragt med venner og familie, opsum-merer for mig de vigtigste pointer i denne opgave, men for at opnå indsigt i tankerne bag det planmæssige arbejde med haven følger her en kort beskrivelse af denne. De afsides beliggende områder af grunden bestod af læhegn, grantræer, asketræer og små zoner med vildt-voksende plantearter. På denne del af grunden var det amorfe udtryk meget udpræget, men små geometrisk ud-formede græsstier skabte en indbydende kontrast.Tæt-tere på stuehuset og garagen bestod haven af græsa-realer og stier som fungerede som “infrastruktur”. Som kontrastskabende elementer havde vi anlagt to norsk in-spirerede havedamme og adskillige bede af forskellig art.

Et stort rhododendronbed udformet som to triangler med en gennemgående sti anlagt med norske sten fra fjeldet markerede overgangen mellem den euklidisk opbyggede del af haven og den amorfe del. Netop dette bed havde en central betydning i haven på grund af dets udprægede kontrastfyldte udtryk i form af et euklidisk ydre bestående af sammenføjede stammer og de mere eller mindre vildt-voksende rhododendronbuske omgivet af skifersten fra det norske fjeld. Midt på den gennemgående sti var plac-eret en bænk af fyrretræ, som udfyldte funktionen som åndeligt tilflugtssted, hvorfra den “vilde” natur kunne iagt-tages. I denne kontekst bidrager det euklidiske med en indby-dende ro og orden til det amorfe udtryk i naturen og herfra kan det mere ekspressive amorfe udtryk iagttages. I visse sammenhænge hvor oplevelsen af den nærværende na-tur er i højsædet bør det euklidiske nedtones for at det generelle billede bærer præg af et ekspressivt og mere faretruende amorft udtryk. Haven er for mig et vidnesbyrd om de utallige udtryk, der genereres ved at lade amorfe og euklidiske strukturer interagere som både integrerede og kontrasterende strukturer og samtidig understreger ek-semplet de essentielle kvaliteter, der opstår i interaktionen mellem det amorfe og det euklidiske.

9

Fig. 16 Et view ud gennem asketræerne en tidlig morgen.

Fig. 19 Mellem rhodo-dendronbuskene er en sti svagt antydet. Den skaber kontrasten til de tætbevoksede bede.

Fig. 18 På den ene side ses den kubisk klippede ligusterhæk og på den anden forskellige vildt-voksende træsorter.

Fig. 17 Hele vejen op igennem haven var en sti anlagt, hvorfra mindre stisystemer fordelte sig ud i haven.

Kildehenvisninger 1 Forelæsning ved Karl Christiansen, “Det amorfe”.2 Forelæsning ved Karl Christiansen, “Det amorfe”.3 Forelæsning ved Leif Høgfeldt Hansen, “Arkitektur i yngre jernalder og vikingetid”.

4 Forelæsning ved Leif Høgfeldt Hansen, “Arkitektur i yngre jernalder og vikingetid”.5 Wikipedia den frie encyklopædi, “Jorden”.6 Forelæsning ved Karl Christiansen, “Det amorfe”.7 Forelæsning ved Karl Christiansen, “Det amorfe”.

Billedmateriale Fig. 1 Eget billede, redigeret i photoshop.Fig. 2 Eget billede, redigeret i photoshop.Fig. 3 Eget billede, redigeret i photoshop.Fig. 4 http://commons.wikimedia.org/wiki/File:3D_Carte-sian_coordinates.PNG.Fig. 5 Egen skitse, scannet.Fig. 6 Egen skitse, scannet.Fig. 7 Egen skitse, scannet.Fig. 8 Egen skitse, scannet.Fig. 9 http://www.biopix.dk/photo.asp?photoid=8997&photo=pilespids---fladehugget.Fig. 10 http://www.antike-weltwunder.de/die-pyramiden-von-gizeh/, redigeret i photoshop.Fig. 11 Eget billede.Fig. 12 http://www.archinect.com/images/uploads/show-case_soumaya_museum_main.jpg, redigeret i photo-shop.Fig. 13 Eget billede.Fig. 14 http://www.worldarchitecturenews.com/index.php?fuseaction=wanappln.projectview&upload_id=10574.Fig. 15 http://www.flickr.com/photos/44719573@N02/4184568293/sizes/l/in/photostream/.Fig. 16 Eget billede.Fig. 17 Eget billede, redigeret i photoshop.Fig. 18 Eget billede, redigeret i photoshop.Fig. 19 Eget billede, redigeret i photoshop.

10