Politisk kommunikation i offentligheden

 - ifølge folketingspolitikere ogunge borgere

Specialeafhandling  Christoffer Lehmann & Viktor Jon Branner  Vejleder: Julie Uldam 1. juni 2018  

Institut forKommunikation &Humanistisk Videnskab  Roskilde Universitet 

Titelblad

Politisk kommunikation

i offentligheden

- ifølge folketingspolitikere og unge borgere

Specialeafhandling af:

Christoffer Lehmann (51612)

Viktor Jon Branner (52226)

Vejleder: Julie Uldam

Kommunikation, Roskilde Universitet

Institut for Kommunikation & Humanistisk Videnskab

Specialets omfang:

Antal anslag: 205.979

Antal normalsider: 86

eksklusive forside, titelblad, indholdsfortegnelse,

litteraturliste, formidlingsartikel (debatindlæg), redegørelse

for formidlingsartikel & bilag.

En stor tak skal lyde til vores specialevejleder Julie Uldam,

for oplysende, nysgerrig, opmærksom, åben, samtalende og

diskuterende vejledning.

Abstract

This master’s thesis in political communication aims to compare politicians and young citizens views

and wishes for what political communication should be and entail. We also wish to take a closer look

at how they perceive the practises of political communication they meet in their everyday life.

To examine this, we have conducted interviews with three Danish members of Parliament and five

citizens (ages 18-25), to find out how the two groups view the practises and functionality of the political

communication.

In the search of a perspective on this question we theoretically look towards the German sociologist

Jürgen Habermas and his ideals and theories on the public sphere, communicative action and

deliberative democracy.

Furthermore, we look to the Swedish professor Peter Dahlgren in media and communication and his

analytic framework Civic cultures: An Analytic Frame. He wishes to combine political communication

theory, public sphere theory and cultural theory.

By combining those two theorists’ thoughts on democracy and identity, we present our own analytic

framework called public culture: an analytic frame. Our framework is strongly inspired by Dahlgren’s.

We use the same five dimensions as Dahlgren: knowledge, values, trust, spaces and practises. When

it comes the sixth and last dimension identities, we present it as deliberative identities. While

Dahlgren’s dimension wishes to study the civic culture, we wish to study the deliberative identities

when it comes to young citizens and politicians’ perspectives through practises and wishes to what

political communication is and should be.

Using the analytic framework and the term deliberative identity with our empirical findings, we found

that the political communication, as a part of the public culture, both has challenges but also

opportunities. The challenges lie in what the young citizens describe as a bad practise where they

witness a political communicative culture filled with mud-throwing, roundabout talk and a bad civil

tone. The politicians also experience a bad practise in their own profession and in the media.

On the positive side we see that both the young citizens and the politicians have a somewhat developed

deliberative identity, when it comes to their normative statements. Both groups wish something

different from what they experience today, in terms of information, argumentation and reciprocity.

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1: Indledning .......................................................................................................................................... 1

Problemformulering.......................................................................................................................................... 2

Arbejdsspørgsmål ......................................................................................................................................... 2

Kapitel 2: Teori ................................................................................................................................................... 3

Politisk kommunikation: politik, medier og borgere ........................................................................................ 3

Demokratisk offentlighed og unge borgere .......................................................................................... 4

Offentlighedens og demokratiets tilstand ..................................................................................................... 4

Unge borgere ................................................................................................................................................ 5

Offentligheds- og demokratiteori ..................................................................................................................... 6

Habermas’ borgerlige offentlighed .............................................................................................................. 7

Offentligheden på tilbagetog ........................................................................................................................ 8

Den kommunikerende offentlighed .............................................................................................................. 8

Det deliberative demokrati ........................................................................................................................... 9

Kritik og anvendelse................................................................................................................................... 10

Civic Cultures: An Analytic Frame ................................................................................................................ 11

Knowledge ................................................................................................................................................. 12

Values ......................................................................................................................................................... 12

Trust ........................................................................................................................................................... 13

Spaces ......................................................................................................................................................... 13

Practices ..................................................................................................................................................... 13

Identities ..................................................................................................................................................... 14

Kapitel 3: Offentlighedskultur: en analyseramme ......................................................................................... 15

Analyseramme til undersøgelse af en kommunikativ offentlighedskultur ..................................................... 15

Fra civic cultures til offentlighedskultur .................................................................................................... 16

Anvendelse af analyserammen ................................................................................................................... 16

Viden .......................................................................................................................................................... 17

Værdier ....................................................................................................................................................... 17

Tillid ........................................................................................................................................................... 18

Rum ............................................................................................................................................................ 18

Praksisser ................................................................................................................................................... 19

Deliberative identiteter ............................................................................................................................... 19

Deliberative identiteter som sum af de foregående fem dimensioner ........................................................ 20

Fra deliberativ demokratiteori til deliberative identiteter ........................................................................... 20

Kapitel 4: Metode .............................................................................................................................................. 23

Specialets videnskabsteoretiske position ........................................................................................................ 23

Et socialkonstruktivistisk forandringsperspektiv........................................................................................ 23

Socialkonstruktivistiske elementer i anvendte teorier ................................................................................ 23

Identitet og livsverden ................................................................................................................................ 24

Paradigme: Craigs syv traditioner .................................................................................................................. 25

Kvalitet af undersøgelsen ............................................................................................................................... 26

Det kvalitative studie .................................................................................................................................. 27

Troværdighed, bekræftbarhed og overførbarhed ........................................................................................ 28

Interview som forskning ................................................................................................................................. 30

Kvalitative enkeltinterviews ....................................................................................................................... 30

Præsentation af informanter i første delanalyse ......................................................................................... 30

Præsentation af informanter i anden delanalyse ......................................................................................... 31

Interviewdesign .......................................................................................................................................... 32

Anvendelse af analyserammens seks dimensioner som forskningsspørgsmål ........................................... 33

Transskribering .......................................................................................................................................... 33

Analyse og kodning af interviews .............................................................................................................. 34

Kapitel 5: Politisk kommunikation i offentligheden - ifølge folketingspolitikere ....................................... 35

Introduktion første delanalyse ........................................................................................................................ 35

Rum ................................................................................................................................................................ 35

Værdi .............................................................................................................................................................. 40

Viden .............................................................................................................................................................. 43

Tillid ............................................................................................................................................................... 45

Praksisser ........................................................................................................................................................ 47

Politikernes deliberative identiteter ................................................................................................................ 52

Kapitel 6: Politisk kommunikation i offentligheden - ifølge unge borgere ................................................. 56

Introduktion til anden delanalyse .................................................................................................................... 56

Rum ................................................................................................................................................................ 56

Værdi .............................................................................................................................................................. 61

Viden .............................................................................................................................................................. 64

Tillid ............................................................................................................................................................... 66

Praksisser ........................................................................................................................................................ 68

De unge borgeres deliberative identiteter ....................................................................................................... 74

Kapitel 7: Diskussion ........................................................................................................................................ 78

Offentlighedskulturen: muligheder og udfordringer ....................................................................................... 78

Diskussion af offentlighedskultur: en analyseramme ..................................................................................... 80

Strategi ............................................................................................................................................................ 82

Kapitel 8: Konklusion ....................................................................................................................................... 84

Litteraturliste .................................................................................................................................................... 85

Bilag

Formidlingartikel, debatindlæg Altinget:magasin

Redegørelse for formidlingsartikel

Interview 1 Morten Bødskov (S)

Interview 2 Uffe Elbæk (Å)

Interview 3 Mette Abildgaard (C)

Interview 4 Erik

Interview 5 Mikael

Interview 6 Nanna

Interview 7 Lene

Interview 8 Camilla

Interviewguide 1 Morten Bødskov

Interviewguide 2 Uffe Elbæk

Interviewguide 3 Mette Abildgaard

Interviewguide 4 unge borgere

1

Kapitel 1: Indledning

Mudderkast. Spin. Personsager. Dårlig debattone. Løftebrud. Fortielser. Fordrejninger. Strategiske

smædekampagner. Ubegrundede affejninger af modargumenter. Mistænkeliggørelse og tilsværtning af

modparten (Albæk & Vreese, 2010; Nielsen, 2012; Kock, 2011; Kjøller, 2011; Elmelund-Præstekær,

2009).

En udbredt historie om den politiske og demokratiske kommunikations forfald går på, at kyniske

politikere har tendens til at være populistiske stemmejagere og at medier sælger flere aviser og får flere

clicks med konflikthistorier. Konsekvensen er, at borgerne er demokratisk uengagerede og konsumerer

konflikterne, alene for underholdningens, ikke for oplysningens skyld. Konsekvenserne knyttes oftest

til en høj politikerlede og en lav tillid til politikere (Sørensen, 2015; Mansø, 2018; Holst, 2017).

I De svarer ikke (2011) konkluderer professor i retorik Christian Kock, at de danske politikere gang på

gang forplumrer eller afviger vigtige debatter, og at medierne ser ukritisk til. Borgerne er de store

tabere, som hægtes af, fordi alt går op i spin eller med Kocks ord: blah, blær og blame-game (Kock,

2011).

Men hvad er konsekvenserne af denne udvikling? Ifølge undersøgelser vælger unge borgere ikke at

deltage i den demokratiske debat online, blandt andet på grund af en for hård debattone. En udvikling,

der over tid vil bevirke, at deltagelsesdemokratiet vil tabe (Eriksen, 2018). Det mener i hvert fald Peter

Aagaard, lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC. I tidsskriftsartiklen Politik

som fiktion - om en ny tids politiske kommunikation (Aagaard, 2017) konkluderer han, at den nye tids

politiske kommunikations omdrejningspunkt er følelser, fiktioner og Facebook (Aagaard, 2017).

De ovenfor rejste problemstillinger er også nået ind bag murene på Christiansborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrede i 2016 i sin nytårstale på Facebook danskerne til

en bedre debattone, også med dem, man er uenig med (Toft, 2016).

Fredag den 6. april 2018 var flere af Folketingets medlemmer samlet til debat i Folketingssalen, om

den svigtende tillid til politikere og de bagvedliggende årsager. Fra talerstolen var diagnoserne mange,

men i et politisk kommunikationsfagligt perspektiv, og med dette speciales fokus for øje, var Jakob

Ellemann Jensens (V) ordførertale særligt interessant:

2

Vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Vi skal lade være med at kaste anklager mod hinanden,

når de ikke er berettigede og vi egentlig godt ved det. Vi skal lade være med at tillægge hinanden

synspunkter og bevæggrunde, som vi godt ved er forkerte.

(Folketinget, 2018)

I februar 2017 udtrykte forhenværende Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, først i

Berlingske (Kildegaard & Rohde, 2017), og senere ved en høring om digital dannelse, sin bekymring

over demokratiets tilstand. Her lød hans vurdering, at den demokratiske debat er truet, og at politik er

blevet til et teater, hvor man godt må lyve, at man på Christiansborg er begyndt at omgå sandheden

lemfældigt, og at sandheden er holdt op med at være sandhed. Ifølge Pind er konsekvensen af denne

udvikling, at både medierne, politikerne og borgerne svigter demokratiet, ved ikke at oplyse, debattere

og argumentere ordentligt (Knudsen, 2017).

Vi mener, at både politikere, medier og borgere har et ansvar for offentligheden og den kommunikative

kultur, aktørerne konstruerer.

I vores speciale undersøger vi tre folketingspolitikeres rationaler bag, oplevelser af og ønsker til den

politiske kommunikation i offentligheden. Vi inddrager politikere som informanter, fordi de ofte er

afsendere på den politiske kommunikation. De er således vores genstand for første analysedel.

Videre undersøger vi, hvordan fem unge borgere oplever politisk kommunikation i offentligheden, og

hvilke ønsker de har til den. Vores informanter i anden delanalyse er fem unge borgere mellem 18 og

25 år. Mange år fremover, skal de unge borgere være medskabere af den demokratiske

offentlighedskultur.

På baggrund af de to aktørers oplevelser og ønsker, diskuterer vi den politiske offentlighedskultur, dens

udfordringer og dens muligheder.

Problemformulering

Hvordan er offentlighedskulturen i Danmark, ifølge folketingspolitikere og unge borgere?

Arbejdsspørgsmål

▪ Hvad er folketingspolitikeres rationaler bag, oplevelser af og ønsker til den politiske

kommunikation i offentligheden?

▪ Hvad er unge borgeres oplevelser af og ønsker til den politiske kommunikation i

offentligheden?

3

Kapitel 2: Teori

I dette kapitel skriver vi os i ind fagfeltet politisk kommunikation. Først ved en kort begrebsafklaring

af politisk kommunikation, og derefter gennem en bedømmelse af forskningsfelterne, der beskæftiger

sig med den demokratiske offentlighed og unge borgere i en dansk kontekst. Formålet er at afgrænse

vores undersøgelse.

Herefter præsenterer vi den offentligheds- og demokratiteori, som udgør fundamentet for den

analyseramme, vi præsenterer i kapitel 3. Vores analyseramme er udviklet med afsæt i Peter Dahlgrens

analyseramme Civic Cultures: An Analytic frame (2009), der vil blive præsenteret til sidst i dette

kapitel.

Politisk kommunikation: politik, medier og borgere

Politisk kommunikation som fagfelt beskæftiger sig med kommunikationens rolle og betydning i

afsender-modtager relationen mellem politiske aktører og borgere (Albæk & de Vreese, 2010, 281).

I specialet har vi afgrænset fokus på folketingspolitikere (herfra benævnt politikere) og unge borgere.

Nedenfor præciserer vi, hvad vi mener, når vi i specialet anvender begrebet politisk kommunikation.

Ifølge sociologen Brian McNair er politisk kommunikation ”purposeful communication about

politics” (McNair, 2011, 4), hvilket indbefatter:

All forms of communication undertaken by politicians and other political actors for the purpose of

achieving specific objectives. Communication addressed to these actors by non-politicians such as

voters and newspaper columnists. Communication about these actors and their activities, as contained

in news reports, editorials, and other forms of media discussion of politics.

(McNair, 2011, 4)

Politisk kommunikation er med andre ord den kommunikative proces der foregår mellem de tre aktører.

De tre aktørtyper er ifølge McNair politiske aktører, medier og borgere.

I forhold til McNairs egen sondring, er det væsentligt at bemærke, at hans overvejelser alene er baseret

på massemedieret politisk kommunikation. Modellen forholder sig med andre ord ikke til offline og

online samtaler og debatter, interpersonel kommunikation eller kommunikation på sociale medier

(McNair, 2011, 4). Den kommunikation og interaktion som vi undersøger, betragter vi i specialet som

politisk kommunikation, uanset hvor og hvordan den foregår. Tillige betragter vi samtalen mellem

4

borgere om politik og demokrati, som politisk kommunikation.

Efter at have begrebsafklaret vores forståelse af politisk kommunikation, går vi nu til

forskningsfelterne, der beskæftiger sig med politisk kommunikation, offentlighed, demokrati og unge

borgere i en dansk kontekst.

Demokratisk offentlighed og unge borgere

Vi vil her præsentere resultater og undersøgelser, der har den demokratiske offentlighed og unge

borgere som genstandsfelter. På baggrund af de præsenterede forskningsresultater og -metoder rejser

vi motivationen for vores speciales empiriske undersøgelse, såvel som teoretiske bidrag. Vi starter med

at se på den demokratiske offentlighed, i et dansk perspektiv.

Offentlighedens og demokratiets tilstand

Når forskningens formål er at undersøge offentlighedens og demokratiets tilstand, er man typisk

interesseret i at finde ud af, om demokratiet lever op til givende idealer (Albæk & de Vresse, 2010),

eksempelvis med udgangspunkt i det deliberative demokratiideal, som vi senere i specialet vil

præsentere.

I en dansk kontekst er Magtudredningen, der udsprang af folketingets bekymring over demokratiets

tilstand omkring årtusindeskiftet, et væsentligt bidrag. Et af Magtudredningens ni genstandsområder

havde titlen Meningsdannelse og medierne i den politiske proces, hvor blandt andre Jørn Loftager

(2004), Louise Phillips og Kim Schrøder (2004) bidrog.

I Loftagers bidrag Politisk offentlighed og demokrati i Danmark fra 2004 undersøger han betingelserne

for den offentlig debat i Danmark. På den ene side finder han, at demokratiet over tid er blevet styrket

og mere lige gennem rettigheder, økonomisk udligning, et højt uddannelsesniveau og adgang til

information, som har skabt demokratisk udvikling. På den anden side ser han også negative

udviklingstendenser ved politiske partiers stigende konkurrence om stemmerne og mediernes stigende

fokus på nyhedskriterier uafhængigt af, hvad der er væsentligt. Loftagers konklusion lyder, at den

negative del af udviklingen svækker det politiske ræsonnement, og at potentialet for demokratiet på

den baggrund svækkes af den manglende evne til at udleve potentialerne (Loftager, 2004).

Loftagers undersøgelse beror på indholdsanalyser, hvor vi med vores speciale vil undersøge

offentligheden via kvalitative interviews med aktørerne: politikere og unge borgere. En tilgang som i

en vis udstrækning ligner Schrøder & Phillips’ (2004). Med diskursanalytiske kvalitative analyser

undersøger de, hvordan danskerne oplever medier og politik i deres dagligdag. Som de selv formulerer

det i forordet, lader de informanterne: “(...) i vid udstrækning selv komme til orde i de analytiske

5

kapitler, hvor vi citerer fyldigt (...)” (2004, 7). Vi vil tilsvarende, i vores speciales to delanalyser, lade

henholdsvis politikerne og de unge borgere komme til orde i vid udstrækning. Vi undersøger, hvordan

de, i 2018, oplever den politiske kommunikation i offentligheden.

Vi bevæger os nu et årti frem og ser på forskning og undersøgelser, der beskæftiger sig med

demokratiet og offentligheden, i et perspektiv af unge borgere.

Unge borgere

Herunder præsenterer vi bidrag og resultater fra feltet, der beskæftiger sig med unge danske borgeres

politiske identitet, engagement og deltagelse. I vores bedømmelse af feltet søger vi indblik i de unge

borgeres demokratiforståelse, medieforbrug og oplevelser af politisk kommunikation.

Akutelt har International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA) udgivet

International Civic and Citizenship Education Study 2016, hvor elever på 8. klassetrins politiske

dannelse undersøges i et internationalt komparativt perspektiv. Konklusionen lyder, at de danske unge

er dem, med størst forståelse for demokrati, politik og samfundsforhold. Samtidig har de stor tillid til

de politiske institutioner. Imidlertid vil de i større grad gøre deres indflydelse gældende ved at stemme

- ikke ved at deltage aktivt. Jens Bruun, Jonas Lieberkind og Heidi Bay Schunck, der har stået for det

danske bidrag til undersøgelsen, sammenfatter i ICCS 2016 hovedresultater blandt andet at: “Af alle

landes elever taler de danske mest med forældre og venner om politiske og sociale emner. I betydeligt

større omfang end i ICCS 2009” (Bruun mfl., 2017).

Men hvad skyldes den relativt lave deltagelse i politisk samtale og debat?

I en DUF-undersøgelse fra 2015 peger 56,5% af danske unge på, at den dårlige tone online afholder

dem fra at deltage i politisk debat (DUF, 2016). I 2017 viser en ny undersøgelse fra DUF, at tallet her

ligger på 64% blandt de 18-29-årige. Samme 2017-undersøgelse viser også, at unges tillid til

demokratiet er svundet og at tilliden til politikerne er faldet med 12 procentpoint fra 2013 til 2017. Kun

46% af de unge er i dag interesserede i politik, sammenholdt med 81% i 2010 (Kjær, 2017).

Vi slutter vores bedømmelse af feltet unge borgere hos Pernille Almlund, der i 2015 med kapitlet Når

de unge skal navigere i politisk kommunikation (Almlund, 2015) bidrog til DUF’s undersøgelse Tag

del i fremtiden: En antologi om unges deltagelse i den politiske offentlighed. Her undersøger Almlund

via fokusgrupper unges manglende valgdeltagelse, som en slags konflikt i vores demokratiske

selvforståelse, og at vi i et perspektiv af Niklas Luhmann med fordel bør betragte konflikt som et

immunforsvar. Herved kan vi, ifølge Almlund, betragte konflikten som et potentiale for at forstå

problemet: “Jeg vil på den baggrund, ud fra interviewene og analysen, pege på, at det umiddelbart vil

være politikere og uddannelsessystem, der skal håndtere denne konflikt og gøre det med involvering

og blik for baggrunden for konflikten” (Almlund, 2015, 21).

6

Hvor udgangspunktet for Almlunds undersøgelse var bekymringen om unges relativt lave

valgdeltagelse, især under kommunalvalg, er vores udgangspunkt og motivation at forstå, hvad unge

borgere mener om den politiske kommunikation de møder, hvor de møder den, hvordan de møder den

og hvad de ønsker sig af den. På baggrund heraf kan vi diskutere udviklingsmuligheder og potentialer

for den politiske kommunikation i offentligheden.

Vi har i vores litteraturbedømmelse inden for feltet den demokratiske offentlighed og unge borgere

ikke fundet litteratur eller forskningsresultater, hvori både politikere og unge borgere lægger stemmer

til oplevelsen af den politiske offentlighed. Derfor har vi i specialets første analysedel tre politikere

som informanter. Vi har heller ikke fundet litteratur hvori unge borgeres idealer for og ønsker til den

politiske kommunikation og offentlighedens kvalitet undersøges. Det ønsker vi med specialets anden

analysedel at bidrage til.

I næste afsnit vil vi præsentere de af Jürgen Habermas’ tanker om offentlighed, demokrati og

kommunikation, som vi bygger vores analyserammes fundament på.

Offentligheds- og demokratiteori

Vi vil i dette afsnit præsentere specialets offentligheds- og demokratiteoretiske fundament. Et

fundament hvorpå vi bygger og udvikler begrebet deliberative identiteter, som vi præsenterer i kapitel

3. I samme kapitel vil vi også argumentere for, hvorfor vi mener, at vi kan undersøge en kommunikativ

offentlighedskultur via politikere og unge borgeres deliberative identiteter.

Hvad kan vi bruge en offentlighedsteori fra 1962 til, når vi i dag har et samfund der i en vis udstrækning

kommunikativt bindes sammen af Facebook, Twitter og informationsteknologier? Jørn Loftager peger

i artiklen Borgerlig offentlighed i dag (2006) på, at Jürgen Habermas’ værk Borgerlig offentlighed

ifølge ham er et uomgængeligt værk, fordi bogen fremsætter idealer, som i dag har vundet almindelig

tilslutning (Loftager, 2006). Værket tjener til formål at undersøge disse idealers muligheder i praksis.

I vores speciale undersøger vi offentligheden i et perspektiv af Habermas’ idealer. Foruden Habermas’

teori om den borgerlige offentlighed, præsenterer vi i det følgende også hans teori om kommunikativ

handlen og deliberativ demokratiteori.

Vi præsenterer Habermas’ teorier, grundet deres kraftige forankring i kommunikationens betydning

for offentligheden og demokratiet. I kapitel 3, hvor vi præsenterer vores analyseramme

Offentlighedskultur: en analyseramme trækker vi i vores begreb om offentlighedskultur veksler på

flere af Habermas’ overvejelser om offentlighed og kommunikation. I samme kapitel præsenterer vi

vores begreb om deliberative identiteter. Her trækker vi på Habermas’ demokratiteoretiske tanker om

7

det deliberative demokrati og overfører flere af teoriens idealer til idealet for den kommunikative

identitet, vi præsenterer.

Vi har udvalgt de af Habermas’ teorier og tanker, som vi mener kan bidrage til vores forståelse

offentligheden og udarbejdelse af begreberne offentlighedskultur og deliberative identiteter. I det

følgende fremhæver vi de grundlæggende dele, som vi finder relevante for vores speciales fokus og

anvendelighed.

Habermas’ borgerlige offentlighed

Habermas skrev i 1962 hovedværket Strukturwandel der Öffentlichkeit, med forankring i

Frankfurterskolens kritiske teori.

I overgangen fra det 17. århundrede til det 18. århundredes Frankrig bevægede eliten sig fra hoffet til

festsalen i Hotel de Rambouillet og senere til byens saloner. En udvikling som Habermas betragter som

et opgør mod den herskende elite, dengang forstået som monarkiet (Habermas, 2009, 83).

Byens nye institutioner, særligt kaffesalonerne, blev et sted hvor der først opstod litterær kritik og

senere politisk kritik (Habermas, 2009, 85-86). I starten var kaffesalonerne et sted for byaristokrater

og intellektuelle adelige, men senere blev institutionerne også steder hvor ”(…) sønner af prinser og

grever [mødes] med urmagere og kræmmere” (Habermas, 2009, 87). De samme tendenser opstod også

i Tyskland og senere i resten af Europa (Habermas, 2009, 87-89).

Et væsentligt udgangspunkt for en offentlighed er, ifølge Habermas, at den er tilgængelig for alle og

på den måde står i modsætning til de lukkede selskaber i det Franske hof. På samme måde står det

offentlige i modsætning til det private (Habermas, 2009, 49-50) og skabes gennem sociale rum, når

borgerne handler kommunikativt (Eriksen & Wiegård, 2003, 246).

Ifølge Habermas er der to formål med den offentlige mening. For det første at være kritisk overfor

politisk magt og for det andet at formidle indtryk (Habermas, 2009, 331). Betingelserne for den

offentlige mening er rationel debat. Derfor skal den kritiske offentlighed antage en position af

upartiskhed og rationel argumentation, men er ellers uden begrænsninger (Eriksen & Wiegård, 2003,

265-266). Idéen med en sådan offentlighed er, at magthaverne må møde borgerne for at ræsonnere

deres rationaler og finde medhold: ”Dens offentlighed skal søges i den offentlige, ”fornuftige”

diskussion” (Eriksen & Wiegård, 2003, 267).

8

Habermas så træk ved det 18. århundredes offentlighed, som var relevante for at forstå det samfund

han oplevede i 1962. Det var idealer som samtale, tilgængelighed, socialt samvær, rationel debat,

argumentation og upartiskhed. Det var netop disse værdier Habermas så som værende udfordret i 1962.

Vi betragter offentlighedskulturen i Danmark i 2018, ud fra nogle af de samme tanker og idealer, som

Habermas gjorde i 1962.

Offentligheden på tilbagetog

Habermas ser, at den offentlige og private sfære flyder sammen. Det betyder, ifølge Habermas, at

offentlighedens samfundsmæssige forpligtelser bliver udvandet, og at dette resulterer i et fravær af

politisk ræsonnement (Habermas, 2009, 243). Det som Habermas ser har erstattet de tidligere

institutioner og dermed den lige og fri kommunikation, er i høj grad massemedierne – i 1962 forstået

som radio, tv og biografer. Man har, ifølge Habermas, skiftet den tidligere offentlige gruppediskussion

ud med de mere uformelle private omgangsformer (Habermas, 2009, 243).

Et væsentligt tilbagefald i den offentlige debat er, at massemedierne rammesætter debatter som en

konflikt, ofte mellem to personer (Habermas, 2009, 244). Konfliktens form bevæger sig væk fra

samtalen og publikum har ikke længere mulighed for at sige til eller fra, hvilket Habermas kategoriserer

som en “don’t talk back”-form (Habermas, 2009, 251-252).

Ifølge Habermas er borgeren derfor kommet længere væk fra det parlamentariske, blandt andet på

grund af at medierne ikke længere kan ”(…) rationalisere det politiske herredømme” (Habermas, 2009,

263). Her skyder Habermas en del af skylden på en voldsomt udvidet offentlighedssfære, der bevirker,

at borgerne befinder sig ”(…) langt væk fra magtudøvelsens og magtudligningens processer (…)”

(Habermas, 2009, 264).

Herudfra har Habermas altså en klar formodning om, at når offentlighedens sfære udvider sig, svækkes

den samtidig (Habermas, 2009: 52).

Nu bevæger vi os fra Habermas’ tanker om offentlighedens udvikling, til hans overvejelser om

kommunikationens betydning for demokratiet og offentligheden.

Den kommunikerende offentlighed

Målet med en offentlighed er, at der skabes fælles opfattelser, selvforståelse og identitet (Eriksen &

Weigård, 2003, 283), hvilket må ske gennem kommunikation.

Ifølge Habermas er det offentlige organer, statsorganer og pressens rolle, at ”bidrage til at øge

kommunikationen hos publikum” (Habermas, 2009, 50). Med andre ord er deres funktion at give

9

borgerne noget at tale om.

Habermas arbejder senere i sit virke med begrebet kommunikativ handlen og herunder også tre

gyldighedskrav:

a) at udsagnet er sandt

b) at talehandlingen er rigtig i forhold til den gældende normative kontekst; og

c) at talerens manifeste intention er ment sådan, som det er udtrykt

(Eriksen & Weigård, 2003, 63).

Hermed kan man tale om en objektiv sandhed, normativ rigtighed og subjektiv sandfærdighed som

kommunikation skal indeholde, før man kan anse den som værende gyldig (Eriksen & Weigård, 2003,

63). I den forbindelse kommer hans tanker om argumentationen også i spil. Det er nemlig talerens

forpligtigelse at indfri disse gyldighedskrav ud fra det gode argument (Eriksen & Weigård, 2003, 64).

Nu bevæger vi os fra Habermas’ kommunikerede offentlighed, til ideerne om et deliberativt demokrati.

Det deliberative demokrati

I 1992 formulerer Habermas et demokratiteoretisk bidrag, der trækker på de to klassisk

demokratiteoretiske hovedretninger: den liberale og den republikanske tradition. I den liberale tradition

bliver demokratiet legitimeret gennem valghandlingen som et tegn på en kollektiv beslutning med

afsæt i individers valg (Eriksen & Weigård, 2003, 169-170). I den republikanske tradition er det

deltagelse, i formelle såvel som i uformelle rum, som er i fokus. Begge traditioners mål er “det fælles

bedste” (Eriksen & Weigård, 2003, 170).

Habermas kritiserer den republikanske tradition for kun at inddrage borgere, der allerede er en del af

det politiske samfund (Eriksen & Weigård, 2003, 179). Den liberale tradition er i nyere tid blevet

kritiseret for at være et konkurrencedemokrati, hvor argumentation er blevet tilsidesat for strategisk

interaktion og interessekampe (Eriksen & Weigård, 2003, 173).

Habermas ønsker at finde en vej imellem de to traditioner, det han betegner som en diskursteoretisk

deliberativ demokratimodel (Eriksen & Weigård, 2003, 172). En model “(...) hvor borgerne styrer sig

selv ved at deltage i retslige institutionaliserede lovgivningsprocesser, og hvor kun resultater, der kan

få alles samtykke i en fri debat, er legitime” (Eriksen & Weigård, 2003, 172).

Deliberativ rationalitet handler om, hvordan man gennem kommunikation kan opnå en kollektiv

viljedannelse (Eriksen & Weigård, 2003, 184). Der skal findes en fælles løsning eller fastsættes et

fælles mål på et problem, der ikke nødvendigvis er noget klart facit på (Eriksen & Weigård, 2003, 184-

10

185). Over for den strategiske rationalitet findes den kommunikative rationalitet, hvor borgere ikke

kun skal kunne vælge det bedste middel til et bestemt mål, men også må kunne forsvare dette, uden

om private motiver. Det er dette grundlag som kan skabe forandring gennem kommunikation (Eriksen

& Weigård, 2003, 185): “Diskursteorien sigter mod at tilgodese både det liberale bidrag om, at

individet har første prioritet, og den republikanske indsigt om, at legitimitet udspringer af borgernes

deliberationer” (Eriksen & Weigård, 2003, 186).

Dermed er meningsdannelse noget, som sker i offentligheden og viljesdannelse noget, der sker i

politiske institutioner (Eriksen & Weigård, 2003, 188-189).

Der skal dermed også skabes en institutionalisering af fri debat i offentligheden. Derudover skal der

laves procedurer for argumentation, forhandling og valg i det parlamentariske (Eriksen & Weigård,

2003, 189).

Ifølge Habermas må folkeviljen “lokaliseres i det frie kommunikationsflow i det civile samfund”

(Eriksen & Weigård, 2003, 191). Enigheden kan ikke forudsættes, men skal skabes på baggrund af

argumentation (Eriksen & Weigård, 2003, 193).

Selv om denne model således afviger fra deltagerdemokratiske idealer, fastholder den alligevel, at

demokratisk legitimitet afhænger af, hvorvidt politisk magt kan begrundes og retfærdiggøres i forhold

til borgernes interesser. Folkestyrets grundlag lokaliseres i de institutioner og fora i det civile samfund,

hvor lige borgere frit kan diskutere politiske anliggender.

(Eriksen & Weigård, 2003, 193)

Kritik og anvendelse

En kritik af Habermas’ teoretisering af borgerlig offentlighed kommer fra den amerikanske kritiske og

feministiske teoretiker Nancy Fraser. Hendes hovedfokus i kritikken af Borgerlig offentlighed er, at

der i Habermas forestilling om den borgerlige offentlighed er et repræsentationsproblem, både i forhold

til køn, etnicitet og klasseskel både i hans 1962-udgave og i de senere udgaver (Fraser, 1990, 58-60).

Vi er i specialet opmærksomme på disse faldgrupper i idealet, men ønsker at se idealet som et mere

overordnet fundament for offentligheden og det deliberative demokrati.

Siden udgivelsen af Borgerlig offentlighed er Habermas selv, i hans 1990-forord til genoptrykket

(Habermas, 2009, 7-45), kommet med reviderede perspektiver på de idealistiske tanker om den

borgerlige offentlighed.

Her benytter han i højere grad begrebet til at se på den politiske viljedannelsesprocess og bevæger sig

mere i retning af en systemteori, end i det borgerdemokratiske ideal han fremsætter i 1962 (Eriksen &

Weigård, 2003, 290). Han ser i 1990 at samfundet er blevet for komplekst til at borgerdemokratiske

11

beslutninger overrumpler et demokratisk system (Eriksen & Weigård, 2003, 291). En del af de tanker

har vi præsenteret i vores afsnit om Deliberativ demokratiteori.

En udvikling og en tænkning vi i specialet undersøger ved også at inddrage tre poltikeres perspektiver,

med forhåbning om også, at kunne sige noget om den politiske viljedannelsesprocess. Vi forkaster på

den anden side ikke de borgerdemokratiske idealer, præsenteret i teorien om borgerlig offentlighed, da

vi også ønsker at forstå i hvilken grad idealerne italesættes af både politikere og borgere.

Habermas’ idé om, at der skal eksistere en offentlighed hvori borger og stat kommunikerer, er et

grundlæggende forståelseelement i udarbejdelsen af vores begreb om offentlighedskultur og de

deliberative identiteter.

I næste kapitel vil vi præsentere Peter Dahlgren og Civic Culture: An Analytic Frame (2009). I teorien

og analyserammen trækker Dahlgren på en del af tankerne om den offentlige sfære, deliberativt

demokrati, kommunikativ rationalitet og borgerlig offentlighed. Dahlgren anerkender traditionens

historiske, analytiske og normative sigte. En væsentlig kritik Dahlgren fremsætter, er, at kritisk teori

ofte befinder sig langt væk fra borgernes hverdag. Derfor ønsker Dahlgren at komplimentere

traditionen med et blik på borgerens sociokulturelle betingelser (Dahlgren, 2009, 5).

Civic Cultures: An Analytic Frame

Vores analyseramme, som vi præsenterer i kapitel 3, er i stor grad udgjort af og bygger på elementer

fra Peter Dahlgrens analyseramme Civic Cultures: An Analytic Frame (2009). Vores analyserammes

og specialets undersøgelsfokus adskiller sig imidlertid fra Dahlgrens oprindelige på en række punkter.

Derfor har vi har valgt at revidere og udvikle vores egen analyseramme. Centralt står modsætningerne,

at Dahlgrens ramme undersøger civic cultures, borgerkultur, via undersøgelsen af borgeres identiteter.

Vi undersøger med vores analyseramme afgrænset en offentlighedskultur, der konstrueres af politisk

kommunikation mellem aktørerne politikere og borgere, oftest via medier. Vi mener, at vi kan

undersøge offentlighedskulturen via en forståelse af politikere og borgeres kommunikative identitet. I

vores ramme foreslår vi derfor teori, hvormed vi mener at kunne undersøge aktørernes deliberative

identiteter.

I følgende afsnit vil vi kort præsentere Dahlgrens oprindelige analyseramme. I næste kapitel følger

præsentationen af vores tilpassede analyserammes seks dimensioner, deres teoretiske forankringer og

endeligt, hvordan vi metodisk og analytisk vil anvende dimensionerne til at undersøge aktørernes

deliberative identiteter.

Civic Cultures: An Analytic Frame er en analyseramme, der kan assistere forskere i undersøgelsen af

forhold, der udgør borgeres civic culture, og herunder hvad som er afgørende for om engagementet

12

henholdsvis forhindres eller forbedres: ”[The] framework is intended to help us analytically and

empirically study the factors that can shape civic agency and thereby impact on citizens’ engagement

and participation in democracy” (2009, 102). Civic agency forstår vi som menneskers kapacitet til at

handle kollektivt på fælles problemstillinger, trods forskellige holdninger.

Modellens seks dimensioner har tråde til og bygger på teori- og forskningstraditioner, der beskæftiger

sig med offentligheds-, demokrati, kultur- og identitetsteori (Dahlgren, 2009, 4-5).

Her følger en kort præsentation af Dahlgrens analyserammes seks dimensioner, hvormed

borgerkulturer i et kommunikations-, offentligheds og kulturteoretisk perspektiv kan undersøges. De

seks dimensioner knowledge, values, trust, spaces, practices og identities påvirker gensidigt hinanden

(Dahlgren, 2009, 108), men centralt står identities. Dahlgren mener, at en veludviklet politisk identitet

er afgørende for, om en borger handler demokratisk og politisk (Dahlgren, 2009).

Knowledge

Dimensionen knowledge (2009, 108) vedrører hvorvidt borgere har adgang til information, der gør

politisk deltagelse mulig, og dels om borgeren har forudsætning for at gøre informationer til viden. At

informationer i dag er lettere tilgængelig end nogensinde før er altså i sig selv ikke nok og opfyldende

for en stærk politisk identitet.

Ifølge Dahlgren, er viden først fremmende for den politiske identitet og dannelse, når borgere har

forudsætningen at kunne tilegne sig informationen og derved gøre den personligt meningsfuld. Det er,

når information bliver sat i forhold til ens nuværende referencer, at oplysning bliver til viden (Dahlgren,

2009, 108).

Values

Dimensionen values forholder sig overordnet til, at “Democracy will not function if such virtues as

tolerance and willingness to follow democratic principles and procedures do not have grounding in

everyday life” (Dahlgren, 2009, 110). Dahlgren påpeger i forlængelse heraf, at selve retssystemet og

vores love alene opretholdes ved deres legitimitet i befolkningens øjne: “Democracy will not survive

a situation of widespread lawlessness” (Dahlgren, 2009, 110). Kun hvis fælles værdier findes på tværs

af grupper og enkeltes interesser, vil demokratiet fungere (Mouffe, 2000 i Dahlgren, 2009).

Dahlgren skelner mellem substantive values som lighed, frihed, retfærdighed, solidaritet og tolerance,

og procedural values som åbenhed, gensidighed, diskussion og ansvar (Dahlgren, 2009, 111).

13

Trust

Trust har længe været betragtet som et væsentligt element i demokratiets funktionsduelighed: “It has

been presented as a self-evident “good thing” - the more trust, the better, and declines in trust signal

trouble” (Dahlgren, 2009, 112). Bærerne af tillid er oftest betragtet som borgerne, og objekterne

henholdsvis politiske institutioner og folkevalgte.

I nyere forskning har trust-dimensionen fået en yderligere nuance og udvidet analysefelt ved blandt

andre Tonkiss, Passey, Fenton og Hems (2000, i Dahlgren, 2009). I beskrivelsen af dimensionen

trækker Dahlgren på Robert Putnam, der skelner mellem to typer af tillid: Thick trust og thin trust.

Thick trust vedrører relationer i den private sfære, mens thin trust vedrører graden af tillid til

eksempelvis politikere, som vi oftest kun oplever perifert: “(…) the generalized honesty and

expectations of reciprocity that we accord people we don’t know personally but with whom we feel we

can have a satisfactory exchange” (Dahlgren 2009, 112-113).

Uden thin thrust vil hverken sociale bevægelser eller politiske partier fungere (Dahlgren, 2009, 112-

114).

Spaces

Spaces er i Dahlgrens terminologi steder, for eksempel et givent socialt medie, hvor “communicative

access and contexts of action” udspiller sig (Dahlgren, 2009, 114).

Det vil med andre ord sige rum, hvor borger kommunikerer med hinanden og oplever den politiske

kommunikation. I dag er der utallige fysiske rum og medier, hvor borgere både virtuelt og fysisk kan

mødes og interagere. “The dimension of communicative spaces can thus be seen as the accessibility of

viable public spheres in life-worlds of citizens” (Dahlgren, 2009, 115). Mens Habermas ser udvidelsen

af medier som en indskrænkelse af den offentlige sfære, ser Dahlgren at der med udvidelsen af medier

også skabes mulighed for at borgere mødes og kommunikerer, også i privatsfæren (Dahlgren, 2009,

114-115).

Practices

Practices er den femte dimension i analysen af civic cultures. Praksisser er de sociale konstruktioner

og relationer, hvorpå personlig og social mening konstrueres i forhold til demokratiets idealer. Det kan

eksempelvis være ved at se Nyhederne dagligt, eller tilgå nyheder via Facebook, for at holde sig

opdateret om politiske forhold i samfundet. Hvis en praksis skal fungere som en samfundskultur, må

den have elementer af rutine: “they [practices] must have an element of the routine, of the taken-for-

granted, about them if they are to be part of a civic culture” (Dahlgren, 2009, 116-117).

14

Det er ifølge Dahlgren afgørende at praksisser udvikles i et demokrati. Han formulerer: “New practices

and traditions can and must evolve to ensure that democracy does not stagnate” (Dahlgren, 2009,

118).

Identities

Identities er ifølge Dahlgren grundlaget for handlen og engagement i borgerkulturer. Identiteter kan

fremanalyseres og udgøres af bidragene fra de fem forudgående præsenterede dimensioner. “For

example, identities build on knowledge and values, they can be reinforced by trust, and embodied in

particular spaces via practices - pursuing issues by the use of civic skills - that in turn serve to

reinforce identities” (Dahlgren, 2011, 119). I den forbindelse er det væsentlig at bemærke, at

dimensionerne også kan have en negativ indvirkning på hinanden.

At betragte citizenship, borgerskab, som en af flere komponenter i menneskers identiteter, hjælper

ifølge Dahlgren også til, at vi undgår at betragte eksempelvis unge borgere med et foruddefineret

demokratisk ideal. Et “one size-fits-all portrait of citizenship that is sociologically and psychologically

unrealistic” (Dahlgren, 2009). I stedet pointerer Dahlgren, at selvet er et refleksivt projekt, og at unge

borgeres identitet hele tiden skabes og genskabes. Med denne erkendelse ses her Dahlgrens, såvel som

specialets, socialkonstruktivistiske erkendelsesteoretiske udgangspunkt. Vi vender tilbage til specialets

videnskabsteoretiske position i kapitel 4.

Dahlgren formulerer i sin præsentation af dimensionen identities ikke metodisk klart, hvordan denne

undersøges. Dahlgrens svage metodeforslag søger vi at imødekomme i præsentationen af vores

analyseramme under den sjette og sidste dimensionen, deliberative identiteter. Her forklarer vi,

hvordan vi specifikt vil søge at fremanalysere kommunikative identiteter, i det omfang, de må være

tilgængelig for undersøgeren.

15

Kapitel 3: Offentlighedskultur: en analyseramme

I dette kapitel vil vi præsentere analyserammen, som vi i specialets to delanalyser vil anvende til at

undersøge politikere og unge borgeres deliberative identiteter og fælles offentlighedskultur. I

specialets diskussion sammenholder vi de to analyser.

Formålet med vores analyseramme er, at undersøge kommunikative identiteter via seks dimensioner,

der tager afsæt i dele af de teoretiske overvejelser, som vi har præsenteret i kapitel 2.

Med analyserammen vil vi undersøge den politisk kommunikation, der udspiller sig som en konstrueret

kultur i offentligheden. Det er her væsentligt at bemærke, at vores offentlighedskultur både består af

Habermas offentlig sfære, men også vores egen udvidede forståelse af, hvor politisk kommunikation

udspiller sig. Hermed anerkender vi også, som Dahlgren, at den politiske samtale mellem borgere, også

i privat sfæren, bringes ind i offentlighedskulturen. I figur 1 herunder illustrerer vi vores

grundlæggende forståelse af, hvilke aktører og hvilke rum, vi indregner i vores forståelse af

offentligheden.

Offentlighedskulturen vi undersøger udgøres af alle de samtaler, medier og møder, hvor politisk

kommunikation udspiller sig.

Figur 1 egen tilvirkning. Den kommunikative politiske offentlighedskultur vi undersøger, konstrueres via den

politiske kommunikation i offentlighedskulturen, mellem politikere og borgere og borgere imellem.

Analyseramme til undersøgelse af en kommunikativ offentlighedskultur

I det følgende vil vi præsentere vores analyserammes seks dimensioner, som vi vil anvende til at

undersøge politikere og unge borgeres deliberative identiteter. Dimensionen deliberative identiteter vil

blive præsenteret som den sidste af vores seks dimensioner i dette kapitel.

16

Analyserammen skal læses som som et teoretisk bidrag til fagfeltet, men også som specialets

analysestrategi.

Fra civic cultures til offentlighedskultur

Ved at bevæge os fra en undersøgelse af Dahlgrens civic cultures til en undersøgelse af

offentlighedskulturen, inddrager vi politikere som en væsentlig aktør i analyserammen, modsat

Dahlgren, der med sin analyseramme alene tager udgangspunkt i borgere. Dahlgren undersøger

borgerkulturer, hvor vi med vores analyseramme undersøger en offentlighedskultur, der konstrueres i

den politiske kommunikation mellem politikere og borgere og borgere imellem. Vi understreger, at

vores undersøgelsesfokus og dimensionernes præcisering alene er koncentreret mod kommunikative

forhold.

Analytisk og empirisk vil vi med analyserammen undersøge henholdsvis politikere og unge borgeres

rationaler bag, oplevelser af og ønsker til den politiske kommunikation, de oplever i offentligheden.

I vores forståelse, er det kommunikationen der konstruerer offentlighedskulturen. Oftest er politikere

afsendere, mens borgere oftest er modtagere af den politiske kommunikation. Men på grund af de

teknologiske og medierede muligheder vi har i dag, efterlader rammen også mulighed for, at borgeren

kan kommunikere til politikeren. Uanset om, der opstår en reel debat borgere imellem, eller politiker

og borger imellem.

Den kommunikative offentlighedskultur har ikke i sig selv et iboende succeskriterie hvormed at alle

borgere, alle medlemmer, interagerer, kommunikerer, debatterer og hvor alle er politisk

kommunikative aktive. Offentlighedskultur: en analyseramme er et undersøgelsesdesign hvormed vi

undersøger, hvordan borgere og politikere oplever den offentlighed, som de kommunikerer i og hvor

igennem de kommunikeres til.

Anvendelse af analyserammen

Under hver af vores analyserammes seks dimensioner fremskriver vi hvordan og med hvilket sigte vi

undersøger hver af de respektive dimensioner, når vi undersøger politikerne og de unge borgeres

offentlighedskultur. De specifikke forhold vi undersøger, fremgår i punktform under hver dimension i

den følgende præsentation af vores analyseramme til undersøgelse af en kommunikativ

offentlighedskultur og deliberative identiteter.

Vores fokus på kommunikationen betyder, at vi med hver af vores analyserammes seks dimensioner

koncentrerer deres fokus på kommunikative forhold.

17

Viden

Vi oversætter i vores analyseramme Dahlgrens dimension knowledge til viden. Med viden forstår vi de

informationer, der kommunikers, deres rolle og betydning, i forhold til at indfri videnspotentialet i

deliberative identiteter.

I sin beskrivelse af knowledge fremhæver Dahlgren selv, at medierne i senmoderniteten spiller en

afgørende rolle (Dahlgren, 2009, 109). Vores fokus med dimensionen er imidlertid ikke isoleret på

mediernes rolle, men snarere hvordan politikerne kommunikerer information og hvordan og om de

unge borgere oplever kommunikationen som informerende.

I analysen orienterer vi os under dimensionen tillid imod:

● Hvordan aktørerne oplever, at informationer kommunikeres

● Hvordan aktørerne oplever kvaliteten af den information de møder gennem politisk

kommunikation

● Hvordan aktørerne oplever, at tilgangen til viden konstant er under udvikling (Dahlgren, 2009,

110)

● Hvordan aktørerne oplever videns betydning i den politisk kommunikation

Med dimensionen viden undersøger vi, hvilken betydning kommunikeret viden har, ifølge politikere

og unge borgere. Samtidig skærper vi blikket for, hvorvidt unge borgere via den oplevede politiske

kommunikation føler sig tilstrækkeligt oplyst, i forhold til at netop information yder en positiv eller

negativ faktor for deres demokratiske identitet.

Værdier

Vi oversætter i vores analyseramme Dahlgrens dimension values til værdier. Når vi i dette speciale

undersøger en offentlighedskultur ved hjælp af værdidimensionen, er det med sigtet at undersøge,

hvordan politikere og unge borgere tillægger nedenstående værdier betydning, i deres forståelse af

demokratiet og den politiske kommunikations formål.

Det er de procedurale værdier med stærke deliberative karakterer, hvis tilstedevær vi særligt

undersøger. Som præsenteret i kapitel 2 peger også Habermas på fælles værdier som gensidighed,

åbenhed og diskussion, som værende af afgørende betydning for, at en offentlighed kan dannes og

fungere.

I analysen orienterer vi os under dimensionen værdier imod:

● Hvordan aktørerne oplever de værdier, der kommunikeres

● Hvordan aktørerne oplever, at modsatrettede værdier imødekommes

● Hvordan aktørerne tillægger demokratiske og deliberative værdier betydning

● Hvordan aktørerne tillægger demokratiet og politik værdi

18

● Hvordan aktørerne tillægger kommunikation værdi og betydning

Med dimensionen værdier vil vi undersøge, hvilken betydning givne kommunikative værdier har ifølge

politikerne og unge borgere.

Tillid

Vi oversætter i vores analyseramme Dahlgrens dimension trust til tillid. Vi betragter tillid som en

afgørende faktor for en velfungerende kommunikativ offentlighedskultur. Vi understreger samtidigt,

at tillid udgør én af seks dimensioner i vores undersøgelse. Tillid er af afgørende betydning, men kan

ikke stå alene.

Med reference til Putnam peger Dahlgren på, at sociologien tjener et formål ved at forstå perspektiverne

på strukturer og interaktion. Ifølge Dahlgren har demokratiteorien forsømt et fokus på interaktioners

betydning (Dahlgren, 2009, 113), hvilket vi med vores fokus på deliberative identiteter og

tillidsdimension netop sætter fokus på. Oplevelsen af og ønsker til formen på diskussioner, uenighed

og debat – interaktion med andre borgere, medier og politiske aktører – er gennemgående i vores

tillidsdimension.

Når vi i analysen undersøger politikere og unge borgere ud fra dimensionen tillid, orienterer vi os

særligt imod:

● Hvordan aktørerne oplever at kommunikation styrker/svækker tillid

● Hvordan aktørerne oplever, at tillid styrker/svækker oplevelsen af kommunikation

Med dimensionen tillid vil vi undersøge, hvilken betydning tillid kommunikativt har ifølge politikere

og unge borgere.

Rum

Vi oversætter i vores analyseramme Dahlgrens dimension spaces til rum. Når vi i specialet undersøger

dimensionen rum, foregår det dels på et deskriptivt niveau ved at kortlægge hvilke rum, herunder

særligt hvilke medier, politikerne og unge borgere anvender, men også normativt ved at lade dem

fortælle, hvordan de mener, at kommunikationen i rummene bør være.

Vi afgrænser os i analysen ikke til at undersøge ét specifikt rum, som eksempelvis Facebook. I vores

forståelse udgør rum offentlighedskulturen, der tilsammen udgøres af de rum som den politiske

kommunikation kommunikeres igennem.

Når vi i analysen undersøger politikere og unge borgere ud fra dimensionen rum, orienterer vi os særligt

imod:

19

● Hvilke rum aktørerne har adgang til og benytter sig af

● Hvordan aktørerne ser styrker og svagheder ved de enkelte rum

● Hvordan aktørerne oplever offentligheden som helhed

Med dimensionen rum vil vi undersøge, hvilken betydning rum har kommunikativt ifølge politikere og

unge borgere.

Praksisser

Vi oversætter i vores analyseramme Dahlgrens dimension practices til praksisser. Med dimensionen

praksisser søger vi at opnå indblik i politikerne og de unge borgeres praksisser med politisk

kommunikation. Hvor vi med dimensionen rum undersøger hvor aktørerne kommunikerer og tilgår

politisk kommunikation, undersøger vi med dimensionen praksisser hvordan de kommunikerer og

hvordan de oplever og anvender kommunikationen.

Vores fokus er her rettet mod, om og hvordan de unge borgere og politikerne oplever, at formen på

den politiske kommunikation er informativ, gensidig og argumenterende - og tilsvarende, når de

italesætter det modsatte.

Når vi i analysen undersøger politikere og unge borgere ud fra dimensionen praksisser, orienterer vi os

særligt imod:

● De kommunikative handlinger som bærer præg af rutine hos aktørerne

● Aktørernes kommunikative praksisser med karakter af deliberation og ikke-deliberation

Med praksisdimensionen vil vi undersøge, hvilken betydning praksisser har for politikere og unge

borgere.

Med præsentationen af dimensionerne værdi, viden, tillid, rum og praksisser bag os, er vi nu nået frem

til dimensionen og vores begreb, deliberative identiteter. Vi vil i det følgende præsentere og

argumentere for, på hvilken baggrund vi udvikler begrebet.

Deliberative identiteter

Ifølge Dahlgren er en politisk identitet grundlaget for handlen og engagement i borgerkulturer

(Dahlgren, 2009). På samme vis mener vi, at politikere og borgeres kommunikative identitet er

grundlaget for, hvordan de oplever og agerer med den politiske kommunikation i offentligheden.

Derfor foreslår vi med denne dimension begrebet deliberative identiteter.

Her præsenterer vi hvad deliberative identiteter er, og hvordan de kan undersøges.

20

Deliberative identiteter som sum af de foregående fem dimensioner

Politikerne og de unge borgeres deliberative identiteter, som vi med analyserammen og denne sjette

og sidste dimension søger at undersøge og fortolke, bygger på de fem foregående dimensioners

analysefund, og dimensionernes gensidige afhængighed og påvirkning af hinanden (Dahlgren, 2009,

119). Det vil sige, som eksempel, at politikere og unge borgeres deliberative identiteter løbende kan

ud- og afvikles.

I definitionen nedenfor af begrebet deliberative identiteter, trækker vi på dele af tankegodset fra den

deliberative demokratiteoris idealer. Sammenhængen argumenterer vi for med ligningen, at

deliberative demokratier konstrueres af politikere og borgere, der selv bærer en grad af deliberative

identiteter.

Den deliberative demokratiteoris idealer og Habermas’ idealer for kommunikativ handlen, knyttes

herunder sammen med vores kommunikative identitetsbegreb: deliberative identiteter.

Fra deliberativ demokratiteori til deliberative identiteter

Samtalen, dialogen og debat er kernen i det deliberative demokrati og den deliberative demokratiteori.

Grundidéen er, at samfundet kommunikativt bør udvikles af folkevalgte og borgeres indbyrdes debat

og oplysning.

Videnskabshistoriker og politolog Joseph M. Bessette forklarer forholdet, at der blandt de, der støtter

den deliberative retning, er enighed om tre afgørende præmisser for, at et deliberativt demokrati kan

fungere: information, gensidighed og argumentation (Bessette 1981 i Hansen, 2010). De tre præmisser

vender vi tilbage til nedenfor, i præciseringen af hvad vores kommunikative identitetsbegreb,

deliberative identiteter, helt centralt kredser om og stiller af krav, for at kunne identificeres.

Udgangspunktet for præmisserne er, ifølge Bessette, at deltagerne i den politiske debat argumenterer

med hinanden, for derved at søge at opnå tilslutning til en bestemt holdning eller overbevisning. Vi

tilslutter os Bessettes forståelse og understreger, at både politikere og borgere må debattere og

argumentere - såvel som opleve samme forhold, førend at en velfungerende politisk kommunikation

med deliberativ karakter, eksisterer. Bessettes præmisser stemmer overens med Habermas’ forståelse

af argumentationens vigtighed i det deliberative demokrati.

Habermas, såvel som Bessette, fremhæver videre at demokratiet, for at deliberation kan foregå, må

indrettes således og give rum for, at det fremmer en rationel og fornuftig debat blandt borgerne - og vi

21

tilføjer, blandt politikerne og politikerne og borgerne imellem, ofte via medierne. De rum hvori de

deliberative kommunikative handlinger skal foregå, skal med andre ord muliggøre denne

kommunikation, oplysning, debat, dialog og samtale.

Offentlighed forudsætter, at borgerne - og vi tilføjer politikerne - handler rationelt og moralsk

ansvarligt (Habermas, 2009). Denne forudsætning kræver, at de deltagende har en forholdsvis høj grad

af indsigt og viden for at kunne samtale og debattere med hinanden, såvel som oplyse, således at

samtalen og deliberationen holdes i gang og kan føre til et frugtbart udfald, for demokratiets bedste.

Habermas taler i denne forbindelse om kommunikativ rationalitet, som vi har præsenteret i kapitel 2.

Ifølge Habermas skal debatten være lige for alle, og kommunikationen skal være åben og bygge på

politikernes og borgernes gensidige anerkendelse af hinanden. Helt så langt strækker vi os ikke med

begrebet deliberative identiteter, hvor vi mere moderat forventer, at debatten og kommunikationen skal

være tilgængelig for dén, som ønsker at tilgå den.

Herunder præsenterer vi vores teoris tre præmisser for deliberative identiteter. De tre præmisser

anvender vi overordnet til at identificere og fortolke politikerne og de unge borgeres deliberative

identiteter. Herunder benævner vi både politikerne og de unge borgere som aktørerne.

Information. Aktørernes refleksioner under dimensionerne værdi, viden og tillid må

imødekomme de deliberative krav til informations betydning for et velfungerende

demokrati og den politiske kommunikation. Ydermere med skal aktørerne opleve, at

information i praksis formidles, og at denne information er sand og rigtig.

Vi bevæger os med information som opmærksomhedspunkt mellem normative

italesættelser af ønsker til og idealer for, hvad demokratiet skal være, og deskriptive

italesættelser, hvor præmissen for information faktisk praktiseres.

Gensidighed. Aktørernes refleksioner under dimensionerne værdi, tillid og praksis må

imødekomme de deliberative krav til gensidighedens betydning for politisk

kommunikation. Ydermere skal aktørerne opleve, at gensidigheden også i praksis

foregår og at denne opleves.

Vi bevæger os med gensidighed som opmærksomhedspunkt mellem normative

italesættelser af, ønsker til og idealer for, hvad demokratiet skal være, og deskriptive

italesættelser, hvor præmissen for gensidighed faktisk praktiseres.

22

Argumentation. Aktørernes refleksioner under dimensionerne viden og praksisser må

imødekomme de deliberative krav til argumentationens betydning for et velfungerende

demokrati og politisk kommunikation. Ydermere skal aktørerne opleve, at

argumentationen også i praksis foregår og at denne opleves.

Vi bevæger os med argumentation som opmærksomhedspunkt mellem normative

italesættelser af, ønsker til og idealer for, hvad demokratiet skal være, og deskriptive

italesættelser, hvor præmissen for argumentation faktisk praktiseres.

De seks dimensioner er ovenfor præsenteret i samme rækkefølge, som Dahlgren oprindeligt

præsenterer sine seks dimensioner (2009, 102-123). I de to delanalyser anvender vi dimensionerne i

rækkefølgen: rum, værdi, viden, tillid, praksisser og deliberative identiteter. Hermed bevæger vi os fra

indledende at fortælle hvor (rum) politikerne og de unge borgere eksekverer og oplever politisk

kommunikation. Herefter undersøger vi hvorfor og på hvilken baggrund de eksekverer og oplever som

de gør (værdi, viden og tillid). Slutteligt undersøger vi hvordan (praksisser). Under dimensionen

deliberative identiteter i de to delanalyser fortolker vi aktørernes deliberative identiteter.

I specialets diskussion vil vi diskutere analyserammens anvendelighed til formålet at undersøge

kommunikative identiteter og offentlighedskulturer, gennem interviews med aktørerne politikere og

unge borgere.

Inden vi når til specialets to delanalyser, vil vi gennemgå og præsentere specialets

videnskabsteoretiske, metodiske og empiriske grundlag.

23

Kapitel 4: Metode

I dette kapitel præsenterer vi indledende specialets videnskabsteoretiske position, hvormed vi

fremskriver vores måde at anskue viden og fortolkning. Herefter præsenterer vi vores overvejelser

omkring, hvordan vi vil sikre kvalitet i vores undersøgelse. Afsluttende i kapitlet vil vi præsentere

vores metodiske tilgang til vores empiri.

Specialets videnskabsteoretiske position

I dette afsnit præsenterer vi specialets videnskabsteoretiske afsæt og position: socialkonstruktivismen.

Her vil vi argumentere for perspektivet inden for hvilket vi undersøger deliberative identiteter og den

kommunikative offentlighedskultur.

Et socialkonstruktivistisk forandringsperspektiv

Specialets socialkonstruktivistiske erkendelse bygger på en grundlæggende forståelse af, at fænomener

“(...) er menneskeskabt og bærer aftryk af sine menneskelige oprindelse” (Collin, 2003, 248). Det

betyder, at vores erkendelsesteoretiske udgangspunkt er, at den politiske kommunikative

offentlighedskultur er formet og præget af menneskelige interesser (Collin, 2003, 248).

Ved at tilgå feltet og fænomenet med en socialkonstruktivistisk position udarbejder vi undersøgelsen

med en motivation for at underkaste offentlighedskulturen en grundig kritisk vurdering (Collin, 2003,

248) og refleksion. Vi ønsker at undersøge hvilke rationaler og oplevelser som bevirker, at den politiske

offentlighed kommunikativt konstrueres og opleves som den gør, samt hvordan den under tid er

forandret og i fremtiden kan forandres, og af hvem. Herunder medvirker aktørers rationaler og

oplevelser. Med tilgangen er specialet i sin grundessens tillagt et forandringsperspektiv hvor

mennesket, via dets handlinger, er i stand til at skabe og forandre offentlighedskulturer.

I det følgende vil vi argumentere for, hvordan vi anvender vores udvalgte teori med specialets

socialkonstruktivistiske position.

Socialkonstruktivistiske elementer i anvendte teorier

Vi finder i de præsenterede teorier i kapitel 2 socialkonstruktivistiske elementer, hvorfor vi finder dem

anvendelige i samspil og som bidrag til vores speciale. Nedenfor fremhæver vi forhold, som vi mener

gør sig gældende, i forhold til teoriernes anvendelighed og formålet at undersøge deliberative

identiteter og offentlighedskulturen.

24

Lad os starte med Habermas, der mener, at hvis vi skal forstå et udtryk, må vi indgå i en kommunikativ

relation med afsenderen (Eriksen og Weigård, 1999, 39). Ved at indgå i en kommunikativ relation

med afsenderen peger Habermas på, at hvis vi vil bedrive forskning, der giver indblik og forståelse for

handlen og ytringer, må vi som undersøgere samtale med de som rationaliserer og operationaliserer

politisk kommunikation. Sagt med andre ord, kunne vi også have undersøgt tonen og indholdet i

ytringer fra mediedebatter via tekstanalyser, men hvis vi skal forstå meningen, kræver det ifølge

Habermas en interaktion, hvori rationalerne bag ytringerne kan udfoldes. Denne mening søger vi at

undersøge og frembringe i specialets første- og anden delanalyse. I specialets diskussion

sammenholder og fortolker vi resultaterne fra de to analyser.

At kommunikation og magt ses som et fænomen der produceres, er i overensstemmelse med

socialkonstruktivismens ontologiske perspektiv, hvor fænomener forstås som produktet af

konstruktionen mellem de medvirkende sociale aktører.

På lige fod med Habermas peger Dahlgren også på, at både system og relation er afgørende for

demokratiet. Det er borgernes engagement som giver demokratiet sin legitimitet og vitalitet (Dahlgren

2009, 12). Det er netop denne del af både Habermas’ og Dahlgrens forståelse af demokratiets

elementer, som vi koncentreret undersøger. Og yderliger herunder, hvad den kommunikative handling

og den politisk kommunikation betyder og udgøres på baggrund af.

Dahlgren er videre socialkonstruktivistisk, når han formulerer at: “Civic identities are not static, but

protean and multivalent” (Dahlgren 2009, 119). Hermed peger Dahlgren altså på, at selvet er et

refleksivt projektet, og at eksempelvis politikere og unge borgeres politiske identitet hele tiden skabes

og genskabes. Denne erkendelse demonstrerer specialets socialkonstruktivistiske erkendelsesteoretiske

udgangspunkt. Ifølge Dahlgren er forudsætninger for demokratiet, at det bliver embodied i praksisser,

individuelt i grupper og kollektivt. Disse praksisser generer personlig og social mening til ideen om

demokratiet (Dahlgren, 2009, 116).

Identitet og livsverden

Overordnet for analyserammens erkendelses- og identitetsperspektiv forklarer Dahlgren, at:

Today, identity is understood as plural: In our daily lives we carry within us different sets of

knowledge, assumptions, rules, and roles for different circumstances; we operate different

registers in different contexts.

(Dahlgren, 2009, 119)

25

Dahlgren fremhæver her, hvordan borgerkultur er forankret i individets levede erfaringer, personlige

ressourcer og subjektive dispositioner. Med andre ord betoner analyserammen, at man som forsker må

anerkende, at mange identiteter eksisterer i senmoderniteten. Vi anerkender derfor, med anvendelsen

af store dele af Dahlgrens analyseramme, forskellige kulturer og identiteters tilstedeværelse. Vi

undersøger den kommunikative offentlighedskultur og identitet gennem unge borgere og politikeres

kommunikative kulturer.

Dahlgren pointerer også, og som vi tilslutter os, at borgerkulturer henviser til kulturelle mønstre og

strukturer hvori eksempelvis borger-, demokrati og politiske identiteter er indlejret og skabes: den

fælles offentlighedskultur: “Civic cultures refer to cultural patterns in which identities of citizenship,

and the foundations for civic agency, are embedded” (Dahlgren, 2009).

Habermas arbejder med begrebet om livsverdenen. Her tilskriver vi os Habermas’ forståelse af, at den

kommunikative handling er konstituerende både “(...) fra et et indre deltagerperspektiv og et ydre,

samfundsteoretisk tilskuerperspektiv” (Eriksen & Weigård, 2003, 78).

I specialet undersøger vi en offentlighedskultur, hvor vi både ser på forskelle og ligheder i

informanternes udsagn. I Habermas’ begreb om livsverdenen, er det væsentligt at aktørerne har fælles

forståelse af forhold og dermed en fælles forudsætning for diskussionen (Eriksen & Weigård, 2003,

79). Vi vil med vores analyseramme undersøge i hvilken udstrækning der findes fælles forståelse og

forudsætning hos informanterne. Det er livsverdenen der forsyner aktører med viden og erfaring, som

skaber grundlag for at fortolke verdenen på baggrund af viden og erfaring (Eriksen & Weigård, 2003,

78-79) og dermed også mulighed for en fælles forståelse.

Livsverdenen skal dermed forstås som en fælles kontekst, hvor aktørerne, på grundlag af sproglig

formidling og kulturel overlevering, kan etablere processer for at nå frem til enighed om problematiske

spørgsmål.

(Eriksen & Weigård, 2003, 81)

Vi tilkender os i specialet ovenstående forståelse af identitet og livsverdenen. En subjektforståelse,

gennem Dahlgren, som anerkender at der i dag, i senmoderniteten, findes mange identiteter udover den

specifikke deliberative identitet vi undersøger. Derudover tilskriver vi os en forståelse af specialets

informanters udsagn som konstrueret gennem kommunikation, kultur, viden og erfaring. Det vil i sidste

ende give os et indblik i en offentlighedskultur, ved hjælp af en kommunikativ relation med aktørerne,

for at kunne sige noget om begge gruppers oplevelse af denne kultur.

Paradigme: Craigs syv traditioner

Med specialets valg af teori og tilgang til empiri placerer vi os i de to kommunikationsfaglige

traditioner, som Robert T. Craig optegner som den sociokulturelle og den kritiske (Craig, 1999). Med

26

placeringen bevæger vi os inden for kommunikationsvidenskabens udprægede konstitutionalistiske,

fortolkende traditioner (Griffen, 2012, 47; figure 4-1).

Teoretisk udspringer specialet fra felterne, der orienterer sig mod undersøgelse af den offentlige sfære.

Her finder Habermas med sit afsæt i Frankfurterskolen sin forankring i kritisk teori.

Dahlgren bygger med sin analyseramme og begreb om politisk identitet bro mellem den kritisk

teoretiske og den sociokulturelle tradition (Dahlgren, 2009, 5).

I figur 2 herunder illustrerer vi vores speciales grundlæggende elementer, hvorpå vi bygger specialets

struktur og sammenhæng. I nævnte rækkefølge illustrerer figuren fra toppen: specialets

videnskabsteoretisk forankring, hvilke af Craigs kommunikationsfaglige paradigmer vi bevæger os

inden for, hvilke teoretiske hovedbidrag vi anvender, fagfeltet vi beskæftiger os med og undersøger og

endeligt begrebsapparatet hvormed vi strukturerer specialets empiri-konstruktion og analyse.

Figur 2 egen tilvirkning Illustration af specialets design, konstruktion og opbygning

Kvalitet af undersøgelsen

I det dette afsnit beskriver vi vores motivation, overvejelser og strategier, for at tilsigte en kvalitet i

vores undersøgelsesdesign og analyse. Indledende præciserer vi, hvad vi mener karakteriserer det

stærke kvalitative studie generelt. Herefter fremskriver vi de kvaliteter og de muligheder, som vores

type undersøgelse efterlader af betingelser for tilegnelsen af ny viden.

27

Det kvalitative studie

Kvalitative studier er, som fremhævet af Lene Tanggaard og Svend Brinkmann (2015), så forskellige,

at det inden for traditionen er svært at finde fælles kernestandarder. Derfor stiller Tanggaard og

Brinkmann også spørgsmålet “(...) om det giver mening at udpege særlige kvalitetsstandarder, der

gælder for kvalitative studier og ikke for forskningsprocesser i det hele taget” (2015, 521). Hermed er

pointen, at det i forskningsprocessen er væsentligt at have for øje, at et for stift blik på positivistiske

kriterier undervejs i forskningsprocessen: “(...) ikke udgør en kongevej til målet om kvalitet” (2015,

521). Som Tanggaard og Brinkmann fremhæver det, og som vi med specialets metodiske troværdighed

søger at opfylde det, er spørgsmålet om kvalitet i det kvalitative studie en proces der involverer faglige

skøn og vurderinger. I det følgende præsenterer vi, hvordan vi søger at skabe størst mulig troværdighed

i fremgangsmåden, ved specialets empiri-konstruktion og senere tolkning af resultater.

Det er er ikke vores ambition med specialet at kunne påvise, hvorvidt eller i hvilken udstrækning alle

eller større dele af folketingsgruppen har de samme rationaler bag og oplevelser af deres egen og

kollegers eksekverede politisk kommunikation, såvel som vi heller ikke tilsigter at udmåle en

landsdækkende eller repræsentativ udsigelse på baggrund af, hvad fem unge borgere mener om den

politisk kommunikations kvalitet og den politiske offentlighedskultur i Danmark. Vi forsøger med

andre ord ikke at overføre positivistiske kvalitetskriterier med et formål om at berettige den kvalitative

forskningstraditions kvalitet og krav om generaliserbarhed.

Som Tanggaard og Brinkmann fremhæver det, mødes kvalitative forskere med en fordom om: “(...) at

kun det blindt kontrollerede eksperiment kan producere ny viden” (2015, 522), og de mødes således

med kravet om anvendelsen af de bredt anvendte kvalitetskrav reliabilitet, validitet og

generaliserbarhed, der oprindeligt stammer fra kvantitative naturvidenskabelige forskningstraditioner.

Hvis vi overtager disse begreber og deres medfølgende metodologiske betydning, vil vi, ifølge

kritikerne - og efter vores egen bedste overbevisning - underkende vores egen og den kvalitative

forsknings iboende kvalitet (2015, 522) - dens egenart (Thagaard, 2004).

Med formålet netop at tilskynde den kvalitative metodes iboende kvaliteter bedre, foreslår Tove

Thagaard (2004), at man anvender kvalitetskriterier, der respekterer den kvalitative forsknings

særegenhed (Tanggaard & Brinkmann, 2015, 522). Thagaard fremstiller derfor forslaget om at arbejde

med begreberne troværdighed i stedet for reliabilitet, om bekræftbarhed i stedet for validitet og

overførbarhed i stedet for generaliserbarhed (Thagaard, 2004, 176-199). I næste afsnit præsenterer vi,

hvordan vi anvender disse som kvalitetskriterier for specialets metode, analyse og resultater.

28

Troværdighed, bekræftbarhed og overførbarhed

Nedenfor opstiller vi tre kvalitetskriterier, hvormed vi tilsigter at bidrage til og understrege den

kvalitative forsknings kvaliteter. Vi ønsker ikke at overføre kvalitetskriterier fra den kvantitative

forskningstradition til den kvalitative forskningstradition. Det vil underminere kvaliteten af den

kvalitative indsigt, refleksion og nuancerede udsigelse, som specialet har som ambition at indfri. Vores

ambition, inden for fagfeltet, er at provokere til refleksioner og genovervejelser af praksis og tidligere

traditionelle tilgange til undersøgelserne.

Herunder præciserer vi, hvordan vi arbejder med specialets tre kvalitetskriterier troværdighed,

bekræftbarhed og overførbarhed.

Troværdighed, eller transparens og gennemsigtighed (Tanggaard & Brinkmann, 2015), behandler

fremgangsmåden ved empiriens tilblivelse og herved empiriens kvalitet (Thagaard, 2004). Det er vores

ambition at opbygge metodisk troværdighed i indeværende kapitel, ved refleksivt og metodologisk at

beskrive processen fra den indledende identifikation af specialets problemfelt, over argumentationen

for vores valg og anvendelse af teori til interview-overvejelser, gennemførelsen af interviews og

analyse. Videre tilskynder vi, i kapitlerne undervejs i specialet, at argumentere for og reflektere over

valg og fravalg, såvel som vi undervejs noterer, når vi selv oplever usikkerhed om eksempelvis vores

funds udsigelseskraft. Det er for eksempel både specialets styrke og svaghed, at de tre informanter, der

er politikere, alle har stor erfaring med strategisk politisk kommunikation. Det bliver således særligt

væsentligt at skelne tydeligt mellem hvad der er direkte citeret information fra interviewene, og hvad

der er vores tolkninger af informationen. I The Quality of Qualitative Research (1999) pointerer Seale,

at denne skelnen bør foregå både under feltarbejdet såvel som under vurderingen og analysen, af de

gennemførte forskningsinterviews.

Sådan søger vi at opbygge troværdighed i forskningen

I specialets analyser skelner vi tydeligt mellem direkte informationer og udsagn fra informanterne ved

at “kursivere citater”, der er under tre linjer. Øvrige citater fremhæves ved indrykning i teksten. Al

tekst derudover er vores egen analyse og fortolkning, og alene udtryk for vores egen teoretiske og

empiriske oplevelse af empirien.

Med gennemsigtighed søger vi at læseren sikres bedst mulige betingelser for at opnå indsigt i, hvordan

vores forskerrolle kan have påvirket tolkningen af specialets resultater.

Disse overvejelser leder til at pointere vores opmærksomhedspunkter i forhold til specialets

bekræftbarhed.

29

Bekræftbarhed vedrører, hvordan vi vurderer grundlaget for vores tolkning (Thagaard, 2004, 187-

191). Bekræftbarhed som kvalitetskriterium knytter sig derfor til, hvordan vi som forskere forholder

os kritisk til vores egne tolkninger, og videre hvordan vores undersøgelses resultater kan bekræftes af

anden forskning. Med bekræftbarhed reflekterer vi over vores position i interviewsituationerne og i

forhold til det studerede miljø på en sådan måde, at læseren kan vurdere tolkninger i forhold hertil. Vi

fremhæver særligt dette forhold, fordi vi med forskningsinterviews, kvalitativ metode og al dens

tilhørende kompleksitet er bevidste om, at sociale fænomener er præget af gensidige sammenhænge

snarere end enkle årsagsvirkning-forhold (Thagaard, 2004, 181). Et forhold som vi allerede har erkendt

med specialets teorivalg og med udviklingen af offentlighedskultur: en analyseramme, hvor vi netop

søger at undersøge deliberative identiteter, ud fra gensidige sammenhænge. Vores gennemførelse af de

i alt otte forskningsinterviews er udtryk for en mellemmenneskelig proces, der ikke uændret kan

gentages på et senere tidspunkt (Thagaard, 2004, 191).

Overførbarhed er den sidste af Thagaards tre kvalitetskriterier: “Overførbarhed indebærer en

rekontekstualisering i den forstand, at den teoretiske forståelse, der knytter sig til et enkelt projekt,

sætter ind i en videre sammenhæng” (Thagaard, 2004, 192). Som kort berørt ovenfor berører

Thagaards definition her, hvad vi netop foreslår at specialets teoribidrag skal. Det er vores ambition,

at vores teori om en kommunikativ offentlighedskultur, kan undersøges via identifikationen af

politikere og unge borgeres kommunikative identitet(er) og kan føres videre i et kritisk arbejde med

videreudvikling og afprøvningen af teoriens og analyserammens muligheder.

Vi påstår ikke, at specialets empiriske udsigelser er generaliserbar, men at vores resultater kan tjene

som genstand til lignende undersøgelser, hvormed det kan sammenholdes, om en genkendelighed i

resultaterne kan findes - eller lige så interessant, modstridende fortolkninger. Eksempelvis vil det være

interessant at undersøge øvrige folketingsmedlemmers rationaler bag deres politisk kommunikation.

Det er vores motivation og tankebygning, at vores speciale, i tradition med flere kendte kvaliteter i

kommunikationsforskningen og humaniorafaget, kan levere et nyt og originalt forskningsbidrag. Her

forstået dels et selvstændigt undersøgelsesdesign, der efterlader rum for beskrivelser af begrundelser

for, beretninger om og oplevelser af offentlighedskulturen vi undersøger. Hermed søger vi at levere

genkendelsesmuligheder i teksten og det fortolkede (Thagaard, 2004, 194).

Som vi har beskrevet i litteraturbedømmelsen, er vores speciale et nyt bidrag til feltet idet politikere

aktivt medvirker med deres oplevelser og forståelser af genstandsfeltet. Derfor anbefaler vi, at læser

sammenholder specialets fortolkninger og konklusioner med andre undersøgelser fra feltet. Oftest har

vi fundet, i undersøgelsesdesign, der er sammenlignelige med vores, at demokratiet og den politiske

kommunikations kvalitet er undersøgt på baggrund af (unge) borgeres ytringer, journalister/mediers

30

udsagn og eksperter og forskeres anlyser heraf. Eksempelvis allerede nævnte Sådan taler borgerne om

politik (2004). På baggrund heraf mener vi at have fundet et research gap i krydset mellem fagfelterne

politisk kommunikation og undersøgelser af borgeres engagement og identitet. Vores speciales

undersøgelsesdesign beror på en handlingsforståelse og indblik i rationaler bag og oplevelser af

kommunikative handlinger (ved politikere i første delanalyse) og meningsforståelse og oplevelser (ved

unge borgere i anden delanalyse).

Det er vores ambition, at specialets analyser og resultater vil give læseren, herunder praktikere såvel

som forskere inden for fagfeltet, en dybere forståelse af den tid, hvori vi har undersøgt demokratiets

kvalitet og funktionsduelighed, med særligt fokus på den politiske kommunikations indflydelse og

betydning.

Interview som forskning

I dette afsnit vil vi præsentere vores tilgang til konstruktionen af vores empiri.

Kvalitative enkeltinterviews

I det følgende præsenteres de i alt otte informanter, der i specialet medvirker i de enkeltinterviews, der

danner grundlag for specialets empiri. Alle otte interviews er foretaget som kvalitative individuelle

interviews.

Empirien vi undersøger i specialets første delanalyse udgøres af transskriberede interviews med

folketingspolitikerne Morten Bødskov, Socialdemokratiet (Interview 1, 2018), Uffe Elbæk,

Alternativet (Interview 2, 2018) og Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti (Interview 3,

2018).

I specialets anden delanalyse udgøres empirien af transskriberede interviews med fem unge borgere i

alderen 18-25 år. Senere i dette kapitel præsenterer vi de fem informanter.

Præsentation af informanter i første delanalyse

Vi har i forbindelse med udarbejdelsen af specialet indgået interviewaftale med folketingspolitikerne

Morten Bødskov (S), Uffe Elbæk (Å) og Mette Abildgaard (C) gennem eget netværk. Vi har ingen nær

personlig relation til de tre politikere, men interviewaftalerne er opnået på baggrund af og via

professionelle relationer. Herunder forklarer vi, hvordan vi har etableret kontakt til og indgået

interviewaftaler med de tre folketingspolitikere.

Christoffer Lehmann har i 2017 og 2018 perifert samarbejdet med Morten Bødskov i forbindelse med

afviklingen af et fodboldstævne. I 2016 samarbejdede Lehmann med Mette Abildgaards mand, Jens

31

Jacob Juulsager, i forbindelse med afviklingen af et cykelløb. Det er via Juulsager, at kontakten til

Abildgaard er etableret.

Viktor Jon Branner har i 2017 og 2018 arbejdet på Alternativets landssekretariat. Det er via Uffe

Elbæks personlige assistent, at kontakten til Elbæk er etableret.

De tre folketingspolitikere har alle accepteret vores betingelse for at medvirke i specialet: at dette er

offentligt tilgængeligt, og at deres medvirken ikke anonymiseres. Det har i hele specialeprocessen

været en klar ambition og krav fra vores side, at de medvirkende folketingspolitikere skal være

indforstået med specialets principper og kvalitetskriterier.

I det følgende præsenterer vi de tre folketingspolitikere med fokus på og med sigtet at skabe

troværdighed omkring de udvælgelseskriterier og karakteristika, hvormed vi fandt de tre

folketingspolitikere værende interessante som informanter til besvarelse af og refleksion over

specialets problemfelt.

Uffe Elbæk, 63 år (Interview 1) er politisk leder af Alternativet. Han blev første gang valgt til

Folketinget i 2011 og har tidligere været Kulturminister for Radikale Venstre. Han er

medgrundlægger af partiet Alternativet.

Morten Bødskov, 47 år (Interview 2) er folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Bødskov

har ligesom Elbæk tidligere været minister. Han har siden 1985 været en del af det

socialdemokratiske parti.

Mette Abildgaard, 29 år (Interview 3) er den yngste af de tre politikere og den yngste

nuværende folketingspolitiker. Abildgaard er gruppeformand for Det Konservative Folkeparti,

der er en del af den nuværende trekløverregering.

Ambitionen med de tre interviews er at opnå en bred forståelse af og nuanceret indblik i de tre

folketingsmedlemmers roller i den politiske kommunikation, og deres eget syn på det tilhørende

ansvar. Bidragene skal medvirke til at klarlægge de rationaler, der ligger bag politikernes eksekverede

politiske kommunikation.

Præsentation af informanter i anden delanalyse

De medvirkende fem unge borgere er alle rekrutteret gennem eget netværk, dog uden at vi har personlig

relation til dem. De fem interviews med de unge er anonymiseret, da vi ikke har formål med det

modsatte.

32

Erik, 21 år (Interview 4). Stemte ved sidste valg på Alternativet. Bor på Amager. Læser

samfundsfag på universitetet. Er politisk aktiv, tidligere som ungdomspolitiker og i dag som

studentermedhjælper i politisk parti.

Mikael, 21 år (Interview 5). Forventer at stemme på Radikale Venstre ved det kommende

folketingsvalg. Bor på Frederiksberg hos sin far. Har en STX. Skal til sommer læse historie på

universitetet. Er ikke politisk aktiv i et parti.

Nanna, 25 år (Interview 6). Stemmer på Enhedslisten. Bor på Nørrebro. Læser

socialvidenskab på universitetet. Er ikke politisk aktiv i et parti.

Lene, 18 år (Interview 7). Forventer at stemme på Enhedslisten eller Alternativet ved det

kommende folketingsvalg. Bor i København. Læser på SOSU-uddannelse. Er ikke politisk

aktiv i et parti.

Camilla, 22 år (Interview 8). Stemte på DF ved sidste valg. Bor på Nørrebro. Læser på SOSU-

uddannelse. Er ikke politisk aktiv i et parti.

Interviewdesign

Af de vedlagte interviewguides fremgår det, at vi i udarbejdelsen af interviewguiden til de i alt otte

semistrukturerede interviews kategoriserer vores interviewspørgsmål efter vores analyserammes seks

dimensioner. Hermed sigter vi efter at konstruere empiri der potentielt kan hjælpe os med at undersøge

de seks dimensioner og deres betydning for undersøgelsen af deliberative identiteter.

Vi har valgt den semistrukturerede tilgang til vores interviews, fordi vi ønsker svar på og indsigter i en

række temaer og problemstillinger - eller dimensioner, som vi kalder dem i analyserammen, samtidig

med at der gives mulighed for at forfølge de fortællinger og perspektiver interviewpersonerne kommer

med (Kvale, 1997, 129).

De fleste af spørgsmålene i de otte interviewguides går igen, for at kunne sammenholde politikernes

og de unge borgeres svar, refleksioner og vores fortolkning i specialets diskussion.

De tre interviewguides til politikerne tilsvarer i vid udstrækning hinanden, men er i enkelte tilfælde

justeret i forhold til specifikke forhold ved politikeren, som vi finder interessant at undersøge.

Eksempelvis spørger vi under interviewet med Elbæk indtil Alternativets “nye politiske kultur”. Under

Bødskovs interview spørger vi ind til hans mange år på Christiansborg, og den medieudvikling, som

han over årene har oplevet. I interviewet med Abildgaard spørger vi ind til det forhold, at hun er en

33

relativ ung folketingspolitiker. De fem interviewguides til de unge borgere er ens.

Vores tematisering i interviewguiden tager udgangspunkt i vores analyserammes seks dimensioner:

rum, værdi, viden, tillid, praksisser og deliberative identiteter. Formålet med denne tematisering er at

skabe et sammenspil mellem den teoretiske analyse og vores forskningsspørgsmål (Kvale, 1997, 99).

Vores tematisering i interviewguiden, på baggrund af analyserammens seks dimensioner, er dog ikke

formuleret som forskningsspørgsmål.

Anvendelse af analyserammens seks dimensioner som forskningsspørgsmål

Under dimensionen og tematiseringen identitet i interviewguiden, spørger vi meget åbent ind

informantens forståelse af demokrati og politisk kultur, mens vi under dimensionen rum spørger mere

direkte og afgrænset ind til hvilke medier afsender og modtager anvender. I vores interviewguide og i

gennemførelsen af de i alt otte interviews, er det en klar motivation og overvejelse, at de indledende

interviewspørgsmål tager afsæt i politikernes og de unge borgeres forståelse af demokrati og politisk

kommunikation. Vi stiller spørgsmålene indledende uden at benævne eller problematisere de politisk

kommunikationsfaglige problemstillinger, som vi blandt andet berører i specialets indledning:

mudderkast, fortielser, debattone etc. Hermed er det samtidigt vores intention at opnå indsigt i om og

hvornår kommunikation, dens kanaler og overvejelser om henholdsvis afsendere og modtagere

kommer i spil, som elementer i deres forståelse af demokratiet og offentlighedens betingelser.

De otte informanter bliver ikke præsenteret for tematiseringen, vores dimensioner eller i det hele taget

undersøgelsens detaljerede sigte. Informanterne informeres forud for interviewene alene om, at

specialet undersøger politisk kommunikation og dens kvalitet.

I udformningen af vores interviewspørgsmål er vi bevidste om at holde spørgsmålene korte og

spontane, med et ønske om at interviewpersonerne ligeledes kommer med spontane, uddybende og

måske uventede svar (Kvale, 1997, 134).

Transskribering

Vi tilsigter med transskriberingen af de i alt otte interviews at opnå et konsistent fælles udtryk i forhold

til form og struktur, hvilket også kan være med til at styrke interviewets validitet og reliabilitet (Kvale,

1997, 163-165) - eller troværdighed og bekræftbarhed.

Vi er i specialet opmærksomme på at transskriptionen, når den er nedskrevet, fremgår i en anden

kontekst, end det faktiske interview (Kvale, 1997, 163, 167). Interviewene er transskriberet som det

talte, og bærer derfor også præg af blandt andet uafsluttede sætninger (Kvale, 1997, 168). Dermed er

der ikke lavet omformuleringer eller kondenseringer af interviewpersonernes udsagn (Kvale, 1997,

171). Det valg er taget, da det blandt andet kan give læseren en indsigt i, om et svar kommer prompte

34

eller om interviewpersonen “leder” efter svar. Når det giver mening for betydningen, er tænkepauser

markeret med tre punktummer i det transskriberede. I enkelte tilfælde er der markeret med [tekst] når

informanten i væsentlig grad for det usagte laver understøttende artikulation eller referer til et tidligere

udtalt forhold, som ikke fremgår af citatet.

Alle interviews er optaget med diktafon. Optagelserne er ikke vedlagt specialet.

Alle interviews er transskriberet og vedlagt, se bilagene Interview 1, Interview 2, Interview 3, Interview

4, Interview 5, Interview 6, Interview 7, Interview 8.

Analyse og kodning af interviews

Som allerede forklaret, er vores interviewguides struktureret efter vores analyserammes seks

dimensioner. Tillige koder vi de transskriberede interviews ud fra de seks dimensioner. Når

informanterne taler om eksempelvis Facebook, kategoriseres citatet efter dimensionen rum. I samme

citat kan informanten tale om, at vedkommende ikke oplever at få relevante politiske oplysninger.

Derfor kodes citatet også med dimensionen viden. Vi tager altså højde for, at et citat kan rumme flere

dimensioner på en og samme gang. Dermed begår vi en meningskategorisering (Kvale, 1997, 190).

Kategoriseringen er dog ikke udtryk for et ønske om at kvantificere informanternes svar ved for

eksempel en styrkemarkør.

Vi tilslutter os, at der ikke findes en objektiv sandhed, heller ikke i transskriberede interviews (Kvale,

1997, 207). Med erkendelsen understreger vi samtidigt vores videnskabsteoretiske positions

overvejesler om rollen som forsker og som medskaber. Dels i interviewsituationerne og dels i

analysearbejdet er vi medskabere af fænomenet som undersøges. Med Finn Collins præcisering for øje,

er specialets undersøgelsesresultater afspejlinger af det samfund og fænomen som undersøges, og i

hvilket det er fremkommet, snarere end af en virkelighed, der er dets genstand (Collin, 2003, 251).

35

Kapitel 5: Politisk kommunikation i offentligheden

- ifølge folketingspolitikere

Introduktion første delanalyse

Hvad mener politikerne Uffe Elbæk (Å), Mette Abildgaard (C) og Morten Bødskov (S) om deres egen

og den politiske kommunikation i offentligheden, når vi beder dem om at reflektere over dens generelle

funktionsduelighed? Det undersøger vi i den følgende analyse.

I analysen fortæller de tre politikere om deres praksisser med, oplevelser af og ønsker til den politiske

kommunikation.

Analysen er strukturet efter vores analyserammes seks dimensioner i rækkefølgen: rum, værdi, viden

tillid, praksisser og deliberative identiteter. Under hver dimension er analysen struktureret tematisk

efter empirien. De første fem dimensioner indledes med en opridsning af de væsentligste fund fra

empirien. Analysen slutter med en vurdering af de medvirkende folketingspolitikeres deliberative

identiteter.

Hver dimension indledes med en kort opsummering af fundene, hvorefter analyserne udfoldes med

eksempler fra empirien.

I specialets diskussion sammenholder vi politikernes deliberative identiteter med de unge borgeres. På

baggrund af sammenholdningen fortolker vi den fælles kommunikative offentlighedskultur.

Vi starter her med at kigge på, hvor politikerne kommunikerer.

Rum

De interviewede politikere tillægger sociale medier dialogiske og demokratiske muligheder. De forstår

sociale medier som fremmende for dialog og som en mulighed for direkte kommunikation til borgerne.

På de sociale medier oplever politikerne endvidere et kommunikativt engagement fra nye deltagere,

forstået som borgere, der tidligere ikke har engageret sig i politik og den politiske kommunikation.

Politikernes refleksioner peger dog også på et forbehold over for de sociale medier, idet de ikke mener,

at engagement med demokratiet alene må udgøres af en for uforpligtende eller for nem dialog.

Politikerne peger også på, at sociale medier er en “game-changer” i forhold politikernes måde at agere

på, og at traditionelle medier i en overvejende grad er domineret af en for udbredt konfliktlogik, de

ikke oplever som hensigtsmæssig. Endelig peger politikerne alle på en udvikling i den politiske

36

kommunikations tempo, på tværs af alle rum. En ændring, som de ikke oplever, er med til at forbedre

den politiske kommunikations funktionsduelighed.

Nedenfor kaster vi et blik på politikernes forståelse af mediernes og kommunikationsmulighedernes

udvikling.

Rummenes udvikling: sociale medier, sociale medier, sociale medier

Alle tre folketingsmedlemmer er enige om, at mediebilledet og dermed også rummene hvori den

politiske kommunikation foregår, har ændret sig betragteligt over tid. En udvikling som de også

understreger, er under forandring. En forandring som både medfører fordele og ulemper, ifølge

politikerne.

De tillægger sociale medier, især Facebook, deliberative muligheder, men mener samtidig, at de sociale

medier skaber udfordringer for demokratiet. Hos politikerne oplever vi en refleksion over tilstedeværet

af gatekeepere i traditionelle medier og fraværet af dem på sociale medier.

Morten Bødskov (Interview 1, marts 2018) forklarer her den medieudvikling, han har oplevet, siden

han første gang blev blev valgt ind som folketingspolitiker for Socialdemokratiet:

(...) jeg kom ind i 2001, os der kom ind der, kan man vel karakterisere som ”TV2 News-generationen”.

Altså, vi har jo siddet og råbt ad hinanden i de der skærme, og så gik der jo ikke mange år før at vi fik

dem vi har i dag, der er kommet ind, det er jo ”SoMe-generationen” om du vil, altså Facebook, Twitter,

Instagram og andre.

(Interview 1, side 2, l. 19-24)

I citatet italesætter Bødskov TV2-News, som et dominerende politisk kommunikativt rum, da han

startede som folketingspolitiker. Modsat råberiet på TV2-News, tillægger Bødskov sociale medier

dialogiske og demokratiske muligheder:

Så man kan sige, at jeg er gået fra midten af 80’erne, det traditionelle, organisations-bårne, blok-bårne

danske demokrati, til et Facebook- og Twitter-demokrati, hvor at rigtigt meget foregår på og hvor man

bare må sige, at når man flere end man gjorde dengang? Det tror jeg man gør, og derfor er det entydigt

det gode, at vi har fået den udvikling, fordi dem vi er i dialog med i dag og som benytter sig af, at der

er nem dialog, altså alle kan sende mig en besked på Messenger eller på Twitter. De [borgerne] har fået

adgang til os, hvis de har et tastatur og en computer.

(Interview 1, side 2, l. 30-37)

Politik er med andre ord, ifølge Bødskov, blevet tilgængeligt for flere. Han karakteriserer også den

dialog, som foregår på sociale medier for “nem”, men hans bekymring går imidlertid også på, at det

ikke er lige så forpligtende at være engageret på sociale medier, som det er at møde op i eksempelvis

37

partiforeningerne. De sociale medier som demokratiske rum er altså ikke et entydigt positivt forhold

for Bødskov. Hans forbeholdenhed eksemplificerer han ved, at han mener, at en borgers politiske og

demokratisk engagement ikke alene bør udgøres af “tre linjer på Messenger” (Interview 1, side 1, linje

43-47).

Uffe Elbæk (Interview 2, marts 2018) er også opmærksom på de sociale mediers centrale rolle i dansk

politik. Ligesom Abildgaard og Bødskov bringer Elbæk, på eget initiativ de sociale medier på banen

under interviewet. Han beskriver dem som en væsentlig kanal, når han reflekterer over de politiske og

demokratiske rums betingelser og muligheder:

Det, der er en… game-changer, det er de sociale medier. Det er jo det der virkelig har ændret

dynamikken i forhold til vores måde at agere som politiker… der vil jeg gerne være generel, det går på

tværs af partierne. Altså fra... femten år siden, der var medierne, journalisten, en gatekeeper for, om en

politiker fik et budskab eller holdning ud, eller ikke fik det ud, eller din idé eller din politik, der skulle

du gennem en journalist for at komme i et givent trykt medie eller radio eller tv eller... det er blevet

vendt fuldstændigt på hovedet i dag, hvor man som politiker kan kommunikere direkte med borgerne

gennem Facebook og Twitter og Instagram og hvad man nu er på, ik?

(Interview 2, side 1, l. 32-41)

Elbæk pointerer her, hvordan journalister og mediers rolle, ifølge ham, er forandret og svækket med

den politiske kommunikations nye kanaler og muligheder. Hvilke konsekvenser det kan have, ifølge

politikerne, vender vi tilbage til.

Ligesom Bødskov ser Elbæk en demokratisk fordelagtig funktion ved at kunne kommunikere i en

direkte form mellem borgere og politikere.

Mette Abildgaard er folketingspolitiker i hendes første valgperiode. Alligevel oplever hun, gennem

ældre kollegers udsagn, at rummenes udvikling og konstruktion har afgørende betydning for den

politiske kommunikations betingelser. Særligt peger hun på tempoet som en udvikling:

Jeg kan ikke se den store udvikling over så relativt få år. Men det er meget tydeligt, når jeg taler med

lidt ældre politiske kollegaer, det her med tempoet, det er især det de peger på. At det går så ekstremt

stærkt i dag, i forhold til hvad det har gjort, og nyhederne holder kortere tid.

(Interview 3, side 13, linje 11-15)

Det er tydeligt at alle tre politikere på den ene eller anden måde har oplevet en udvikling af de rum der

benyttes til offentlig kommunikation. I habermasiansk forstand har de oplevet en udvidelse af den

offentlige sfære. Ifølge Habermas betyder udvidelsen, at offentligheden svækkes (Habermas, 2009).

Det er dog ikke entydigt, at politikerne oplever den offentlige sfære som svækket. Den udvidede

offentlighed betyder, ifølge de tre politikere nemlig også, en større grad af tilgængelighed for borgeren

- et forhold som Habermas i sin offentlighedsteori også betoner væsentligheden af.

38

De tre folketingspolitikere mener alle, at de sociale medier tilfører både muligheder og udfordringer

for demokratiet. Når de tre politikere på eget initiativ italesætter deres anvendelse af de sociale medier,

lægger de særligt vægt på, at kommunikation her kan foregå “uden filter” og “uredigeret”. Vi starter

med Elbæk:

Det positive, det er, at du pludseligt kan have en dialog med borgerne meget mere direkte, fra mig til

dig, uden noget filter, altså... jeg har små 60.000 følgere på min Facebook. De følger mig jo ikke alle

sammen, men i princippet hvis jeg lægger noget ud, så kan jeg nå 60.000 mennesker sådan her, hvis jeg

mener, der er noget vigtigt jeg skal fortælle, uden filter, ik?

(Interview 2, side 5, linje 42-46)

Abildgaard ser også en fordel ved nogen gange at kunne kommunikere “uredigeret”, men pointerer

samtidigt en demokratisk fare ved, at journalistens traditionelle kritiske spørgsmål kan undgås ved at

bruge de sociale medier (Interview 3, side 10, l 7-16).

Sociale medier har altså, ifølge Abildgaard og Elbæk, en tvetydighed, i forhold til kvaliteten af den

politiske kommunikation i offentligheden. Ligesom Abildgaard og Elbæk, er Bødskov også bevidst

om, hvor let det sociale medie kan anvendes til politisk kommunikation, der ikke er demokratisk

fremmende: “Jeg ved jo godt hvad jeg skal skrive på Facebook, hvis jeg vil have, jeg ved ikke hvor

mange tusinde, der synes det er godt… Men gider jeg det?” (Interview 1, side 4, linje 25-27), siger

Bødskov med henvisning til, at en konfrontatorisk tone på sociale medier kan skabe stor synlighed.

Sociale medier fylder meget i de tre politikeres forståelse, men de betragter det dog ikke som en

entydigt positiv udvikling. Sociale mediers muligheder er, ifølge politikerne, også dets største

sårbarhed.

Traditionelle medier som konfliktrum

Alle tre politikere påtaler den konfliktlogik, som ifølge dem, er determinerende for de traditionelle

mediers indhold og kommunikative form. Abildgaard ærgrer sig over, når nyhedsdækningen

forsimples:

Jeg kan godt blive ærgerlig over nogen gange, hvor man har indgået en aftale herinde [på

Christiansborg], og man synes man har trukket det meget i den rigtige retning, at øh, så bliver det meget

hurtigt til en taber-vinder diskussion, når man står foran kameraet, de rullende kameraer lige bagefter.

Hvem har vundet? Hvem har tabt?

(Interview 3, side 2, l. 31-40)

Her peger Abildgaard altså på at medierne er med til at skabe en form, som gør konsensus svær.

Bødskovs oplevelse af de traditionelle mediers konfliktlogik tilsvarer Abildgaards.

39

Selvom de tre politikere ærgrer sig over konfliktlogikken i medierne, nuancerer Elbæk også billedet

ved at se en demokratisk udfordring og konsekvens ved, at de traditionelle medier svækkes:

Det negative er jo, at den kritiske presse bliver svækket, deres evne til at holde os politikere fast, og...

sige ”jamen det du siger Uffe Elbæk det er jo ikke rigtigt? Altså, kan du dokumentere det du lige har

sagt der? Hvad er referencerne? Hvad er det for noget viden eller fakta du står på, når du…” Det er den

negative side.

(Interview 2, side 5, l. 48-52)

Ingen af de tre politikere stiller spørgsmålstegn ved, om vi skal have en kritisk presse. I varierende

udlægninger stille de dog spørgsmålstegn ved måden hvorpå konflikter anvendes som kriterier for en

given sags relevans. Ifølge Habermas er det den kritiske journalistik, der bør forme rammerne for

informationen, i den større og større offentlig sfære.

Fysiske rum er nærvær og kompromisvillighed

Selv om de tre politikere udtrykker bevidsthed om de traditionelle og de sociale mediers betydning og

afgørende funktion for, at politik når ud til borgerne, peger de også på værdien ved det fysiske møde,

med borgere og mellem borgere, uden medier som mellemled.

Bødskov er især opmærksom på at være til fysisk til stede i sin valgkreds. Et rum hvor tempoet i

medierne kan imødekommes med en større grad af nærvær: “(...) altså, når jeg går en tur i Rødovre

Centeret, møder jeg masser af mennesker som synes, at man sådan set gør det godt. Altså, det er jo

dejligt” (Interview 1, side 7, l. 15-16).

For Bødskov er mødet med borgeren “kerneaktiviteten” i det politiske arbejde, men mener, at idealet

er svært at indfri på Facebook (Interview 1, side 4, l. 4-9). Han ser derfor en stor værdi i at være til

stede i sin lokale valgkreds.

Abildgaard ser også en stor værdi i at møde borgerne face-to-face. Hun mener, at mødet her kan hjælpe

til at skabe en bedre forståelse og “kompromisvillighed”, noget hun ikke ofte oplever hos medierne

medierne:

Jamen jeg synes jo i virkeligheden, når man kommer ud og møder folk ansigt til ansigt, så er det faktisk

nemmere at forklare behovet for kompromisser (...) så kan folk jo godt se: ”nåh ja, gud ja, det måske

heller så oplagt, kan vi så finde et eller andet kompromis imellem tingene”. Så jeg synes i virkeligheden

at kompromisvilligheden er større når man møder folk ansigt til ansigt.

(Interview 3, side 5, l. 24-34)

Også Elbæk påskønner, når den demokratiske samtale foregår i det fysiske rum:

40

(...) det der motiverer mig, det er at almindelige borgere tager deres demokratiske autoritet tilbage og

siger… jeg har lyst til at sige hvad jeg mener i kantinen hvor jeg sidder, jeg giver udtryk for min

mening... Jeg har lyst til at diskutere hvad der er fair og ikke fair i det, der sker lige nu.

(Interview 2, side 4, linje 7-11)

Elbæk betoner politik og demokratiet først lever rigtigt, når borgerne ytrer holdninger og debatterer i

det fysiske rum, her eksemplificeret i kantinen. Med referencen “at tage autoriteten tilbage”, udtrykker

Elbæk, at demokratiet ikke lever, hvis ikke borgeren sætter det i spil.

I forhold til det fysiske møde med politik eller politikere, mener Dahlgren, at det medierede netværk

ikke kan afløse face-to-face, men har potentiale til at kompensere og komplimentere (Dahlgren, 2009,

116).

Efter nu at have set på rummenes betydning for politikernes kommunikation, går vi nu videre til den

næste dimension: værdi.

Værdi

Alle tre politikere tillægger gentagende gange demokratiet en række deliberative værdier i deres

normative beskrivelser. Vi finder dog en væsentlig forskel i det ansvar de tillægger deres egen

kommunikative rolle som folketingspolitiker. I politikernes refleksioner over og svar på, hvad

demokrati betyder og er for dem, italesættes principielle kommunikative værdier som “ordentlighed”,

“overskud”, “dialog”, “ærlighed” og “ansvar” hos Bødskov og Abildgaard, med kobling til det

parlamentariske arbejde og deres folkelige mandat. Elbæk italesætter lignende værdier, men orienterer

sig i sit svar i større grad mod det ekstraparlamentariske.

Demokrati betyder “åbenhed”, “gennemsigtighed” og “dialog”

I interviewene med de tre politikere, stiller vi som det første spørgsmålet: “Hvad betyder demokrati

for dig?”. Til spørgsmålet svarer Bødskov:

Det betyder muligheder for indflydelse, det betyder muligheder for at forandre, det betyder

udfoldelsesmuligheder, det betyder dialog og på den baggrund mulighed for at skabe resultater. Set fra

min stol, resultater for dem der har valgt at stemme på mig (...) Man kan sige, at det der er demokratiets

største styrke, det er jo, at det er den bedste form til at holde et samfund sammen. Med åbenhed, dialog,

kritisk stillingtagen og mulighederne for at finde sammen for at forandre. Det er vel det, der er

demokratiets styrke

(Interview 1, side 1, linje 7-18)

Bødskov udtrykker her en række procedurale kommunikative værdier som “udfoldelsesmuligheder”,

“dialog” og “åbenhed”. Væsentligt er det imidlertid at bemærke, at Bødskov forstår disse idealer ud

fra sin egen position, eller stol, som han kalder det. Her bliver forståelse af demokratiet til et spørgsmål

41

om at skabe resultater for dem, som har stemt på ham, og dermed hans folkelige mandat. Hans

forståelse af demokrati er altså også bundet op på repræsentativitet.

En lignende repræsentativitetsforståelse ser vi hos Abildgaard:

Når I siger demokrati, så tænker jeg folkestyre. Og så tænker jeg, at det er repræsentanter, mennesker

der repræsenterer resten af befolkningen som har et særligt ansvar for at træffe beslutninger i

fællesskabets bedste, under åbne forhold, gennemsigtige forhold, og at man står til regnskab for de

beslutninger man træffer over for de der har valgt en.

(Interview 3, side 1, linje 6-10)

Abildgaard tillægger altså, som Bødskov, demokratiet procedurale kommunikative værdier som “åbne

forhold” og “gennemsigtige forhold”. Elbæk tillægger også demokratiet en række kommunikative

værdier og understreget, at demokratiets værdi ligger hos “folket” - vel at mærke uden om

“folkestyret”:

Men for mig er demokrati meget mere [end folketingsvalg hvert fjerde år]. Involvering på alle de

niveauer man overhovedet kan forestille sig. Fra børnehave, vuggestue og forældrebestyrelser til

elevrådsrepræsentanter til medarbejdsrepræsentater i virksomhedernes bestyrelser og sådan noget. Hele

forståelsen af hvordan mennesker er med til at indgå i de beslutninger der bliver truffet i et samfund på

alle de niveauer man kan forestille sig. Så for mig er demokrati mange ting (...) Det er jo hele den måde

vi har indrettet samfundet på og hvordan man som borger kan indgå eller ikke indgå, og på hvilke

præmisser man kan.

(Interview 2, side 1, linje 9-33)

Kommunikativt sidestiller politikerne demokrati med “dialog”, “deltagelse”, “udfoldelsesmuligheder”,

“gennemsigtighed”, og “involvering”. Forskellen på politikernes værdier i relation til kommunikativ

handlen kommer til udtryk er ved Bødskov og Abildgaards repræsentative forståelse af det

parlamentariske, over Elbæks ekstraparlamentariske ambitioner på demokratiets vegne. Han ser det

som sin kerneopgave, at fremme borgernes betingelser for, at bedrive politik nedefra og op - og

herunder at kommunikere deltagende.

Ordentlighed som strategi

Når vi taler om, hvilken værdi de enkelte politikere tillægger kommunikation og dennes betydning for

politik og demokrati, henviser Abildgaard til Det Konservative Folkepartis kommunikationsstrategi.

En strategi der blev vedtaget, da partiet trådte ind i den nuværende regering:

Vi har en klar kommunikationsstrategi hos os, for hvilket parti vi vil være, og et af de ord der står med

store fede bogstaver deri, det er overskud, vi vil gerne prøve at vise overskud over for vores politiske

kollegaer, anerkende når der er ting vi er enige om, når tingene bevæger sig i den rigtige retning,

fokusere på hvad vi selv vil.

(Interview 3, side 15, linje 38-43)

42

Til det tilføjer hun også værdien “ordentlighed” til den måde hende og hendes parti kommunikerer

(Interview 3).

Ordentlighed i praksis betyder for Abildgaard, at politikerne udviser bevidsthed om den

fortolkningsmagt de har, når eksempelvis konkrete aftaler skal formidles:

Jo, vi har jo en magt i og med, at vi selv styrer hvad vi siger når vi kommer ud ad døren. Og vi har en

magt i vores egen kommunikationsplatforme, via sociale medier osv., hvor vi selv også kan være med

til at lave en del af fortolkningen af, hvad er det for en aftale vi har indgået. Vi har også et ansvar i

forhold til, når vi så indgår kompromiserne med hinanden, ikke og tvære hinanden ud, ikke og gå efter

og udstille sig den anden part, og sådan hovere i virkeligheden.

(Interview 3, side 3, linje 36-42)

Da vi under interviewet spørger ind til, om det ikke er lidt søgt at forestille sig, “at man kan redde

verden ved at tale ordentligt”, svarer hun:

Jo, det kan man jo godt mene, men jeg kan i hvert fald ikke se, at vi har opnået noget brugbart med det

modsatte.

(Interview 3, side 16, linje 13-14)

Også Bødskov mener, at den gode og ærlige dialog, fremmer politik og demokratiet:

Sådan klassik engageret, så vil folk jo gerne involveres ved en åben dialog, en god diskussion i TV eller

TV-debat osv., osv. Der kommer stadigvæk masser mennesker rundt omkring og vil lave disse ting. Den

gode dialog, den kommer ved at man lægger tingene ærligt frem.

(Interview 1, side 5, linje 13-17)

Alle politikerne ser en værdi i at kommunikere på en ordentlig og dialogsøgende måde, og vi oplever

en udtalt ambition om, at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de mener er den rigtige.

En række af politikernes værdier for demokratiet er i overensstemmelse med Habermas’ deliberative

demokratiideals værdier. I Habermas’ beskrivelsen af den borgerlige offentlighed, er det værdier som

“adgang”, “argumentation” og “upartiskhed”. Som Dahlgren understreger, er tilstedeværet af fælles

demokratiske værdier afgørende for, at vi overhovedet kan have et velfungerende demokrati (Dahlgren,

2009, 111). Dahlgren tilføjer, at fælles procedurale værdier er afgørende for, at uenigheder ikke ender

i vold. Samme tankesæt fornemmes tydeligt hos alle tre politikere, der alle udviser bevidsthed om, at

dialog, accept af modstanderen og åbenhed er afgørende for den kommunikative demokratiske proces

funktionsduelighed.

Vi bevæger os nu fra en analyse af politikernes italesatte kommunikative værdier og idealer for den

43

politiske kommunikation, til et indblik i, hvilken betydning de tillægger information for kvaliteten af

politisk kommunikation.

Viden

At formidle information kræver plads og tid. De betingelser mener politikerne, at de i dag har nemmere

ved at opnå på de sociale medier, fremfor de traditionelle medier, hvor de ikke føler, at de har den

samme tid og mulighed for at informere og debattere sagligt.

Denne kritik af de traditionelle medier bliver udtalt, når Bødskov undrer sig over brugen af politiske

eksperter, frem for politikere. Abildgaard stiller sig ligeledes undrende overfor nogle af mediernes

(manglende) krav til viden, idet hun oplever, at journalister ikke udviser forståelse, når hun melder fra

til at medvirke i artikler om sager hun ikke føler hun har tilstrækkelig viden om. Det pointeres også at

tempoet i medierne er begrænsende for kommunikationen.

Vi starter med et kritisk blik på, Hvad der sker når grænserne mellem sociale og traditionelle medier

er uklare, ifølge politikerne.

Brugen af egne medier til at formidle viden

Under interviewet med Abildgaard, falder samtalen på det forhold at Socialdemokratiet i 2017 betalte

tidligere DR-vært, Reimer Bo Larsen, for at interviewe deres gruppeformand Henrik Sass Larsen. Et

interview, der blev bragt på Socialdemokratiets sociale platforme. I den forbindelse er Abildgaard

bekymret for og kritisk overfor, at det ikke er transparent, hvem de givne informationer kommer fra.

Hun anerkender formålet, da det skaber det eftersøgte rum til tid. Hun anerkender dog ikke udførelsen:

På sin vis har jeg respekt for at man skaber et forum hvor man har plads til at forklare sin politik

ordentligt. Det jeg synes, der er kritisabelt i “Reimer Bo-sagen”, det er, at de ikke varedeklarerer, fordi

jeg tror at der er rigtigt mange danskere der tror, at det er et nyhedsindslag. I et nyhedsindslag vil der

være flere kritiske spørgsmål, end hvad Reimer Bo stiller, og det har det lidt karakter af mikrofonholderi

nogen gange.

(Interview 3, side 14, l. 24-29)

Abildgaards eget parti benytter sig også flittigt af egne kanaler til at formidle informationer, og i flere

medier har partiet fået kritik for at være (for) synlige med partiets egen partimikrofon. En grøn

mikrofon, hvor partiets listebogstav “C” tydeligt fremgår. Men netop, mikrofonhættens tydelige

markering af afsender, er en afgørende forskel fra Reimer-Bo-interviewet, ifølge Abildgaard:

Der er ikke nogen der i tvivl om, at det her, det er en Konservativ der står og interviewer her, for der er

en Konservativ mikrofon. Så der får vores politikere også mulighed for at folde ud mere detaljeret. Hvad

44

er det for en aftale vi har lavet, hvad synes vi er godt og hvad synes vi er skidt hvor vi må gå på

kompromis, men vi er fuldstændig tydelige omkring at det ikke er et kritisk interview (...)

(Interview 3, side 14, linje 36-41)

Partiets eget medie bliver altså en måde, hvorpå man kan få taletid og kommunikere den ønskede

information ud til modtagerne, på samme måde som på de sociale medier. Hermed retter Abildgaard

også en indirekte kritik af, at hun ikke oplever, at den samme mulighed for at informere og oplyse er

tilstede via de traditionelle medier.

Bødskov er mere direkte i sin kritik af flere af de traditionelle mediers indhold:

Der sidder nogle folk, der har nogen magasiner på TV2-News, som udtaler sig om politik, og som var

ansatte i centraladministrationen inden internettet var opfundet. Ik? Altså, fair nok. (...) det kan man

sige, jojo det er fint nok, men hvis årsagen til at de hiver alle de her kommentatorer og spændende

mennesker ind og taler om os, og det vi beskæftiger os med, er, at de mener, at de ikke får noget ud af

os, og at vi taler sort og at vi er dumme og ikke til at holde ud at høre på. Så siger jeg bare: Så tag os da

for helvede ind og kølhale os.

(Interview 1, side 9, l 20-27)

Ifølge Habermas er det en væsentlig opgave i offentligheden at kræve svar af magthaverne. Morten

Bødskov ser hermed et problem med, at de politiske kommentatorer videreformidler og dermed

fortolker hvad han mener. Han ønsker i større grad selv at være tilstedeværende og selv kunne stå på

mål for egne holdninger i offentligheden.

Abildgaard nævner flere gange i interviewet at journalister ikke accepterer at hun ikke har viden til det,

de spørger om, en pointe som vil blive præsenteret senere. Hun oplever at det ikke bliver accepteret fra

medier og journalisters side at hun ikke kan svare. Hvilke konsekvenser det har beskriver hun her:

Så jeg har simpelthen svært ved at se, at det der med tempoet, gør noget godt. Jeg kunne mærke det selv,

også som politisk ordfører, jeg skal jo forholde mig til så forskellige dagsordner på en dag, at det ikke

kan undgå at blive overfladisk og det tror jeg ikke gør noget godt. Og jeg tror heller ikke, at det gør

noget godt i forhold til politikerlede og tilliden til politikere, når vi hele tiden udtaler os om nye

forskellige ting, og når det hele bliver overfladisk, og når vi nogen gange må svare udenom på

journalistens spørgsmål, fordi den sag vi udtaler os om, har vi fået en halv time til at sætte os ind i.

(Interview 3, side 14, linje 5-13)

Elbæk mener, at hvis ikke at borgeren oplever kommunikationen som dynamisk, interessant og

meningsfuld, vil de frafalde de klassiske politiske engagementer - som medlemskab i et politisk parti:

Altså røv kedeligt forstået på den måde, at hvis man kommer til et partimøde i en traditionel

partiforening, altså… Det er så lidt dynamisk så du slet ikke forstår det. Og folk i dag er jo godt uddannet.

Og de kan godt finde ud af at bruge deres tid på noget andet. Så derfor, hvis politik ikke er interessant

og meningsfuldt, så stempler folk ud. Fordi der er masser andet de kan bruge deres tid på.

(Interview 2, side 4, linje 36-41)

45

Bødskov mener, at borgerne er trætte af konfrontation og processnak, frem for vidensdeling: “(...) det

kan man jo se af de målinger, der bliver lavet, folk gider ikke det der råben og skrigen og konfrontation

og processnak osv. De vil have at vide, og forstå hvad vi siger.” (Interview 1, side 6, linje 5-7)

Som politikerne nævner kan den overfladiske viden og manglende engagement i kommunikationen

have indflydelse på tilliden, en dimension vi nu vil se på.

Tillid

Inden vi går til dimensionen praksisser vil vi se på dimensionen tillid. Her vil politikerne give svar på,

hvorfor de mener at der er lav tillid til dem som politikere og deres syn på tilliden til medier og

demokratiske institutioner.

Politikerne har forskellige svar og løsninger til spørgsmålet om deres lave tillid. Mens Abildgaard ikke

i særlig grad oplever det, mener hun at borgeren ofte betvivler folketingspolitikeres motiver. Bødskov

mener at tilliden og stemmeprocenten højnes når politikerne møder borgeren fysisk og i øjenhøjde.

Uffe Elbæk frygter et stort tillidstab og dannelsen af en politisk klasse, samtidig med at han ser en

udfordring i svækkelsen af public service. Alle tre ser formen på kommunikation som afgørende for

tilliden.

Politikerne om den svage tillid til dem

Abildgaard anerkender faren ved, at tilliden til politikere er lav. Men samtidig peger hun også på, når

hun ikke altid oplever den svage tillid så udtalt. Det viser hun med eksemplet om, at 10.000 danskere

har doneret penge til hendes private konto i forbindelse med en indsamling (Interview 3).

Til spørgsmålet om baggrunden for den lave tillid til politikerne, svarer Abildgaard:

Jamen, jeg tror grunden til at vi bliver rated så lavt på papiret, er fordi man betvivler vores motiver, jeg

tror det er fordi man tror at vi er i politik af nogen andre årsager end hvad jeg oplever er virkeligheden

herinde, og hvis man ikke stoler på folks motiver, så stoler man heller ikke på dem. Og det tror jeg er et

væsentligt argument i den manglende tillid.

(Interview 3, side 9, l. 19-23)

Bødskov mener at debattonen har meget at sige i forhold til den lave tillid:

Jeg tror det skyldes, at folk er trætte af den debat der er, jeg tror det skyldes at vi lader os fange i råben

og skrigen og alt for meget, som ikke handler om almindelige menneskers hverdag, og som måske fordi

vi er for koncentreret om os selv, alt for meget. Det er jo helt åbenlyst, når jeg er ude og lave aktiviteter,

det er jo ikke fordi folk står og råber og skriger af politikerne. Jeg tror bare de er trætte af at se på det

der.

(Interview 1, side 5-6, l. 47-4)

46

Som i foregående afsnit peges der i Bødskovs citat også på at kommunikationen er afgørende for

indtrykket af politikerne og dermed også tilliden til dem. Omvendt ser Bødskov på hvornår tilliden til

dem højnes:

(...) man kan jo starte med at kigge på hvordan arbejder de af os, der får høje stemmetal rundt omkring.

Og det er jo ved at være til stede i lokalområdet. Det er ved at følge nærværet. Det er ved at tage de

problemer som almindelige, som vores vælgere oplever. Gøre sig til deres talerør, vise at man arbejder

for deres sag. Altså, det er grundlæggende det du skal som folketingskandidat i et område, så er du jo

deres tillidsrepræsentant, og det er jo ligegyldigt hvem pokker det er. De er fra dit område, du er

ansvarlig for at hjælpe dem, hvis de har et problem.

(Interview 1, side 7, l. 2-9)

Som vi så det i afsnittet om rum, er Bødskov opmærksom på at være tilstede i sin valgkreds. Derudover

knytter han også tillid til “høje stemmetal”. Igen ser vi den repræsentative rolle han ønsker at påtage

sig ved blandt andet at være borgernes “talerør”.

Politikernes tillid til medierne og de demokratiske institutioner

Elbæk taler om, at tilliden til medierne bliver skrøbeligere og skrøbeligere. Han relaterer det til, at

public service udfordres, og at øvrige medier er under massivt pres (Interview 2, side 6, l. 18-31).

Elbæk peger på, at “thin trust” svækkes ved, at det er en politisk klasse borgerne skal spejle sig i. En

politisk klasse hvori de skal genkende deres egen stemme. Det er svært, og derfor kan tilliden naturligt

svækkes. Han uddyber:

Parallelt med det [svag partideltagelse] kan man se at tillidsgabet mellem folkevalgte og vælgere bliver

større og større. Min profession ligger jo lavest på tillidsparameteret, og lidt floskelagtigt kan man sige

at over os er der brugtvognsforhandlere og journalister. Så der ligger vi og roder rundt dernede. Hvis

man kombinerer de to ting, at der er ved at blive dannet en egentlig politisk klasse på samme tid med

der er et stort tillidsgab, det er en meget meget farlig, giftig cocktail.

(Interview 2, side 2, linje 5-11)

Elbæk anerkender altså fuldt ud den svage tillid til politikere som en væsentlig udfordring for

demokratiets udvikling, men han afviser at ‘tonen’, forstået som formen på den politiske

kommunikation, er afgørende for tilliden til politikerne:

Det er en del af det. Lige nøjagtigt det der med tonen, det kan godt til en vis grad gå hen og blive en

floskel, det vil jeg lige sige. Men, det har mere, tror jeg, større konsekvens i forhold til at folk ikke har

lyst til at involvere sig partipolitisk. Jeg tror egentlig... og så feeder det selvfølgelig også ind i en

mistillid, ik? Men… Det har ikke direkte noget at gøre med de her typeangreb på de demokratiske

institutioner, men de er medvirkende, men det er ikke forklaringen.

(Interview 2, side 2, linje 33-39)

47

Elbæk anerkender dog, at ‘den dårlige tone’ i den politiske debat, svækker lysten til at engagere sig

partipolitisk.

Elbæk ønsker at se på formen af den politisk kommunikation, med formålet at fremme engagement og

meningsfuldhed hos borgerne. Løsningsorienterede refleksioner, der behandler samfundsmæssige

anliggender:

Den tillid man kunne have, og som er helt afgørende for at have et stærkt demokrati, øh… det bliver

skrøbeligere og skrøbeligere, og det bliver endda… nu om en uge, fjorten dage, kommer regeringen ud

med deres medieudspil, der kan man givetvis se at Danmarks Radio skal skæres et sted mellem 10 og

25%, og hvis man ved, hvis man går ned og kigger på alle de lande der har en stærk public service, det

er også de lande der har en høj vælgerdeltagelse. Hvis du så går ind og kan se, kronjuvelen af alle public

service, BBC, er også under massivt pres, og herhjemme er det så også nu Danmarks Radio. Så vi har

både public service-stationerne under pres, og samtidigt de private nyheds- og mediehuse som har haft

en høj journalistisk kvalitet, og deres forretningsmodel heller ikke fungerer, hvad er vi så overladt med?

Fake news, rygter, trolls, manipulation fra enten interesseorganisationer eller magter som har lyst til at

manipulere valg. Vi så Rusland ved valget i USA, du har set det i Tyskland, du kommer også til at se de

til folketingsvalget herhjemme i Danmark.

(Interview 2, side 6, l. 27-39)

Selvom dette speciale ikke har fokus på medier i sig selv, og ej heller medieforligets mulighede

konsekvenser, hæfter vi os ved hvordan Elbæk påpeger at den demokratiske tillid vil svækkes, hvis

medierne ikke har de fornødne/nødvendige ressourcer. En lignende bekymring fremsætter Albæk og

Vreese, der blandt andet peger på mediernes ansvar for at sikre politisk socialisation: “Massemedierne

forventes med andre ord at medvirke til, at borgerne forstår de demokratiske værdier og gøre dem til

deres egne” (2010, 287). På samme måde ser Habermas også at det er den kritiske presse, som binder

offentligheden sammen.

Praksisser

Under de foregående fire analysedimensioner, har politikernes refleksioner og svar oftest fundet

forankring i, hvilke normative idealer for og ønsker til den politiske kommunikation, de har. Med

praksisdimensionen går vi så at sige fra normative svar, til deskriptive. Vi præsenterer, hvordan

politikerne selv mener, at de og deres kolleger faktisk kommunikerer.

I afsnittet vil vi se på både hvordan politikerne oplever de andre politikeres, deres egne og mediernes

praksisser. Vi vil se på hvad det betyder for kommunikationen og synligheden når politikerne fravælger

konflikten. Og vi vil se på hvordan de oplever de praksisser og den kommunikation, som ikke når

offentligheden.

48

De andres kommunikerede fjendebilleder

Et eksempel på hvornår praksisser ikke har deliberativ karakter, finder vi, i Elbæks forståelse af dele

af Venstre og Socialdemokratiets politiske kommunikationspraksisser, særligt på de sociale medier. I

citatet nedenfor svarer Elbæk på, hvordan han oplever deres kommunikation på de sociale medier:

(...) altså, de laver fjendebilleder (...) Om det er nyt? Det tror jeg ikke. Hvordan politikere har ageret

100-150 år tilbage, så har de også svinet hinanden til. De har kommet med stråmænd. De har

manipuleret. Det er ikke noget nyt. Det der er det nye det er, at de har fået nye værktøjer til det (…).

(Interview 2, side 6, l. 14-21)

Abildgaard oplever også at Socialdemokratiet og Venstre er meget angrebslystne og at det forhold kan

blive en ond spiral. Hvis det ene parti angriber skal det andet komme med et modsvar:

Det er en stil som de har valgt og som de fører. Jeg tror ikke det gør noget godt, jeg tror folk bliver trætte

af det og de synes det er mega irriterende at se på mudderkastning og at de ikke kan sige hvad de vil i

stedet for at kritisere hinanden.

(Interview 3, side 15, l. 35-38).

Når konflikten fravælges

Alt tre medvirkende politikere peger undervejs i de respektive interviews på, hvordan de til- og

fravælger opmærksomheden og spaltepladserne i de traditionelle medier. Bevæggrundenene er oftest

‘mangel på viden’ eller ønsket om ‘ikke at medvirke i en konflikthistorie’.

Specifikt peger Abildgaard på, at det at besidde en given viden, for hende, kan være afgørende for, om

hun udtaler sig om en given politisk sag:

Jeg havde en oplevelse så sent som i dag, hvor jeg havde været til den her tekniske gennemgang i

Miljøministeriet af en meget meget kompliceret sag, og så bliver jeg ringet op af en journalist fra Ritzau,

som spørger ind til den her sag og så siger jeg det som det er til hende: ”jeg er simpelthen ikke blevet

klogere af den her tekniske gennemgang, det har nærmere givet mig 20 nye spørgsmål, jeg er nødt til at

finde ud af det, før jeg kan konkludere hvad der er hoved og hale i den her situation”. Det blev hun så

irritabel, så fornærmet over, at jeg ikke bare kunne svare: ”så du har slet ikke noget til citat?”. ”Nej, det

har jeg ikke, fordi jeg mangler at finde ud af hvad hoved og hale er i den her sag”. ”Så, jeg kan

overhovedet ikke citere dig for noget?” [Abildgaard slår i bordet]. Hun blev så irriteret på mig over det,

og det oplever du tit som politiker, at medierne har svært ved at acceptere at du for eksempel ikke ved

nok om en sag til at udtale dig, og der tror jeg der er få politikere der er så ærlige som mig og det er jeg

fordi jeg ikke skal citeres for et eller andet jeg ikke ved en pind om.

(Interview 3, side 11, linje 5-19)

I citatet er det tydeligt, hvordan Abildgaard lægger afstand til at praktisere politisk kommunikation på

et uoplyst, vidensfattigt grundlag. Før en praksis har en særlig deliberativ karakter, må den være

determineret af viden - eller som her, bevidstheden om ansvaret for at dele viden.

49

Nedenfor forklarer Abildgaard, hvordan hun trods idealer og praksis, alligevel kan være nødsaget til at

gå på kompromis med hendes eget videnskrav.

Selv beklager Abildgaard, når hun oplever, at hun må lave ‘sløjfer’, grundet det førsnævte høje tempo.

Sløjfer der, ifølge Abildgaard selv, svækker hendes troværdighed og skaber overfladisk viden:

Jeg kunne mærke det selv også som politisk ordfører, jeg skal jo forholde mig til så forskellige

dagsordner på en dag, at det ikke kan undgå at blive overfladisk, og det tror jeg ikke gør noget godt, og

jeg tror heller ikke at det gør noget godt i forhold til politikerlede og tilliden til politikere, når vi hele

tiden udtaler os om nye forskellige ting, og når det hele bliver overfladisk og nogen gange må svare

udenom på politikerens spørgsmål fordi den sag vi udtaler os om har vi fået en halv time til at sætte os

ind i. Så er der grænser for hvad du kan svare på, og så er du bare nødt til nogen gange at lave sløjfer

når journalisten har spurgt, fordi du kan ikke svare og det tror jeg ikke gøre noget godt for vores

troværdighed. Og når man så nogle gange siger: ”det ved jeg ikke”, til en journalist, så bliver man nogle

gange slemt udstillet for det, og andre gange får man respekt for det, det er sådan lidt et lotteri, det ved

man ikke hvordan det lige bliver.

(Interview 3, side 14, l. 6-18)

Bødskov har på lignende vis ofte oplevelser med, at en given historie om en bestemt sag allerede er

skrevet, inden han har valgt om han vil medvirke i den:

Hvis jeg da ellers nogenlunde ved hvad det er for en debat og historie, der kører rundt omkring i

medierne, så ved jeg jeg stor set med søvngængeragtig-sikkerhed, at når en bestemt journalist ringer, og

det er stor set hvilken avis de ringer fra, så ved jeg hvilken vinkel de har lagt. Jeg behøver ikke engang

at snakke med dem. Og derfor så oplever jeg, at inden de har spurgt os om hvad de mener, så har de

rammen. Så sent som i den her uge har jeg oplevet at et indslag om, at hvis jeg ikke ville svine en bestemt

bank til, sådan meget voldsomt, så var der ikke den store interesse. Så den ramme, den er sat... det er

helt givet. Det kan der være mange årsager til, jeg kan bare mærke at det er i dialogen med os at

interessen om hvad fanden det egentlig er han sidder og siger og hvorfor fanden han siger det, den er

farvet, forstået på den måde at den er forudsat, hvad det er for en ramme, man vil snakke med mig om.

(Interview 1, side 6, l. 15-27)

Eksemplerne viser, hvordan både Bødskov og Abildgaard har holdninger til, hvordan praksisser med

politisk kommunikation bør vær - vel at mærke uden at vi som interviewere i interviewsituationen har

italesat specialets teoretiske fokus over for dem.

Alle tre peger på McNairs påtegning af betydningen af et: knowledgeable, educated citizenry (McNair,

2011), og væsentligheden i, at god praksis er, at nå kompromiser nås via demokratiets væsen - samtalen

(Koch, 1995). Imidlertid er det ikke altid den erfarede praktiske oplevelse med den politisk

kommunikation.

Elbæk tager afstand fra forestillingen om, at politisk bør være konfliktløs:

50

Altså hvis du som politiker har lyst til at blive genvalgt, bliver du nødt til at være synlig, den måde de

bliver synlige på det er og være konfliktfokuseret. I det hele taget, politik er jo også konfliktdrevet, fordi

vi mener noget forskelligt. Det bliver så enormt boostet af, at medierne er i den specifikke situation de

er i lige for øjeblikket. Hvor deres forretningsmodel ikke fungerer længere, og de penge de dog får ind,

er gennem annoncer, og de annoncer kan de kun få hvis de har rigtig rigtig mange besøgende. Så de to

spiller ind i forhold til hinanden. Hvad kan man så gøre ved det? Øh…. Fordi… der må hvert parti jo

finde deres egen måde. Vi, Alternativet, vi har gjort det på vores måde.

(Interview 2, side 1, l. 43-52)

Elbæk peger i citatet på konflikt som et essentielt element i politik. Samtidig anerkender Elbæk også

her Bødskovs bevidsthed omkring synlighed i forhold til at a. En udsigelse der tilsvarer de

konfliktteoretiske positioner, som blandt andre Laclau, Mouffe og Schmitt repræsenterer: At det

politiske, med andre ord, ikke har noget naturligt fællesskabselement, men kun partikulære diskursive

positioner - det vil sige afgrænsede dele af en større helhed, der hver især kæmper for at sætte sig

igennem. Pointen understreger Elbæk med at pege på folketingets medlemmer som

enkeltmandsvirksomheder:

På nationalt niveau, altså herinde, der er der 179 medlemmer som i princippet er 179

enmandsvirksomheder. Og hver lille enhed vil jo gerne genvælges. Og den måde du bliver genvalgt på

er, at du er synlig i din kreds og i offentligheden, og den måde du lettest bliver synlig på, er hvis du går

ud og kritiserer nogen.

(Interview 2, side 3, l. 19-23)

Politikernes normative italesættelser af kommunikationspraksisser flugter idealerne for god deliberativ

praksis. Mere problematiseret bliver praksisserne, når politikerne dels forklarer egne praksisser, og

dels kommer med eksempler på andre politiske aktørers praksisser. Nu vil vi se på de praksisser, der

ikke når offentligheden.

Parlamentariske praksisser, der ikke når offentligheden

At al politisk og parlamentarisk arbejde bag murene ikke når offentligheden, finder vi i Abildgaards

italesættelse af forskellen mellem at sidde i regering og det at være i opposition:

Det gør jeg, det er et rigtigt godt spørgsmål, det mærker jeg i den grad. På mange måder var det nemmere

at være støtteparti fordi man havde mulighed for at kommunikere meget mere rent og sige meget mere

lige ud af posen hvad man mente, end da vi blev et regeringsparti, fordi, der er dels nogle gange hvor

man er i en venteposition, fordi, tingene mangler at blive afklaret internt i regeringen og man derfor ikke

kan sige noget endnu. Så er der også rigtig mange sejre jeg f.eks. har vundet på det grønne område som

jeg har vundet internt i regeringen, men som jeg ikke kan gå ud og prale med fordi det har været interne

kompromisser og hvis jeg gik ud i medierne og lavede ramasjang om det, så ville jeg ikke få de resultater

næste gang det er et vilkår apropos den gode stil, kultur osv. og det gøre også nogen gange.

(Interview 3, side 6, linje 24-35)

I et deliberativt perspektiv svækkes gennemsigtigheden til offentligheden ved, at borgerne ikke oplyses

om hvordan vejen til det givne resultat fandt sted. Jo friere kommunikationen er, desto flere uenigheder

51

og konflikter vil vi også se. Uenigheder og konflikter som regeringen tilsyneladende ønsker at undgå.

Strategien om en usagt viden må nødvendigvis stride mod Habermas’ tanker og idealer om den frie

offentlige meningsdannelse, -debat og -udveksling med baggrund i kommunikationsfriheden. En

praksis hvis funktion, ifølge Habermas, er at skabe grundlag for: ”(…) bedre funderede

overbevisninger og rationelle standpunkter” (Eriksen & Weigård, 2003, 284) blandt borgerne.

Hvad Abildgaard italesætter i citatet ovenfor er i et deliberativt perspektiv omvendt også positiv i sin

form ved, at der politisk og parlamentarisk tilsyneladende arbejdes mod kompromisser i gabet mellem

konflikt- og konsensusniveauet for politikken (Nielsen, 2012). Beklageligt i forhold til idealet er det

dog, at det vel at mærke foregår, når medierne ‘ikke er til stede’. Dermed løftes processen ikke ind i

offentligheden.

Tilsvarende Abildgaard har Bødskov også en forståelse og oplevelse af det politiske samarbejde og

oplevelsen af deliberationen i det parlamentariske arbejde:

Man kan sige, herinde, det er kun når medierne kommer på, at jeg synes det fylder. Virkeligheden er

den, at vi faktisk har en utrolig god omgangstone herinde. Vi kan ret hurtig finde ud af, er der noget vi

kan snakke om, er der ikke noget vi kan snakke om. Og selvfølgelig kan man det politiske spil og

selvfølgelig kan man spænde ben for hinanden, og man kan lave flertal udenom regeringen og man kan

alt det der. Det spiller selvfølgelig en stor rolle, sådan er det, sådan har det alle dage været. (...) Men

grundlæggende synes jeg herinde, vi er gode til at finde hinanden (...) Er der et problem, så finder man

sammen, og det kommer af at vi møder og snakker med hinanden, masser af steder og har kendt hinanden

i mange år mange af os.

(Interview 1, side 8, linje 12-28)

Bødskov oplever at det ofte er medierne der fremstiller konflikten og at der reelt er en god stemning

og en kompromisvillighed i folketinget.

Abildgaard forklarer, hvornår hun synes at den parlamentariske praksis er ideel:

Nogle af de dage når jeg går hjem som folketingspolitiker og synes det er allerfedest at gå hjem, det er

når vi har haft de der debatter i folketingssalen og der ikke er alle mulige mennesker til stede og der ikke

er alt muligt medieopmærksomhed på det, men bare reelt det at kunne få vendt nogle spændende ting

og hvor folk er villige til at rykke sig lidt og se ”Gud, det var da en spændende idé du kom med, gad

vide om man kunne gøre det sådan” og folk har forståelse, hvor at fordi at man siger at noget er en

spændende idé lyder næste spørgsmål ikke ”nå du er Konservativ folkeparti, så foreslå det til næste

finanslovsforhandling”, men hvor man kan have lov til har have en udvekslinger af tanker og idéer og

håb og drømme i virkeligheden, det må godt blive lidt stort nogen gange, det er jo de dage hvor det er

fedt at være folketingsmedlem, de dage er der bare for få af, hvor der er plads til den type debatter

herinde ik? Selvom man synes det burde fylde meget mere, men det er sgu oftest når der ikke er kamera

på at de opstår de øjeblikke.

(Interview 3, side 16, linje 21-36)

52

Her ser Abildgaard, ligesom Bødskov, at mediernes tilstedeværelse ofte kan frembringe en svækket

praksis. Hun ser at den gode parlamentariske praksis findes i anerkendelse og kompromis med sine

Christiansborg kollegaer.

Der hvor politikerne særligt oplever deliberativt karakterfulde praksisser, er i det fysiske møde med

borgere. Her synes det, at politikerne oplever både personlig og social mening (Dahlgren, 2009, 116).

Bødskov siger om betydningen af integritet og oplevelsen af rådslagning, borgere og politikeren

imellem, i det fysiske rum:

Ja, altså man kan sige, det er jo noget der kommer med årene, jo længere tid du er i en folketingskreds,

jo bedre føler folk, som du måske ikke kender, at de kender dig. Og så bliver den der afstand mellem os

mindre, og så bliver svaret, for så er det en adfærd osv. En ting er de politiske sager, som de måske

synes man håndterer godt. Noget andet er, om man er en som de tør gå hen til og sige, hvad pokker de

mener, og signalerer åbenhed overfor det. Og det betragter jeg mig selv som, og jeg møder da masser af

mennesker hver dag, altså ikke masse, men nogen som kommer ind, og som aldrig nogensinde har

snakket med, men kommer hen og siger dav. Så man kan sige det gør man også, men det klart at det

kræver år, og det kræver at man viser sig de steder hvor folk er. Og gør man det, så får man også den

del med, hvor det er uafhængig af politiske sager. Men det er sympatien, det er imødekommenheden,

det er muligheden for at gå hen til folk osv. Den oplever jeg også. Bestemt.

(Interview 1, side 7, linje 25-38)

Citatet er også et udtryk for, hvornår politikerne oplever en høj tillid til deres virke. Samtidig oplever

Bødskov også, at det fysiske møde er med til at mindske afstanden mellem ham og borgeren. Dette

lægger sig tæt op ad de fordele Habermas beskriver ved en borgerlig offentlighed. Først og fremmest

væsentligheden i at offentligheden er med til at lokke politikeren ud, for at skulle argumentere og stå

til regnskab for sine holdninger og politik. Derudover oplever han også en fordel ved den oplevede

tilgængelighed hos og samtalen med borgeren.

Politikernes deliberative identiteter

Vi vil nu fortolke de tre folketingspolitikeres deliberative identiteter. Vores fortolkning af deres

deliberative identiteter beror på vores undersøgelse af folketingspolitikernes rationaler bag, oplevelser

af og ønsker til den politiske kommunikation i offentligheden. Vores fortolkning bygger på en

sammenholdning mellem deres normative svar og ønsker til den politiske kommunikations kvalitet, og

deres deskriptive svar, hvor de fortæller, hvordan de i praksis kommunikerer og selv oplever den

politiske kommunikation.

Bødskov, Elbæk og Abildgaards normative beskrivelser af og overvejelser om den politisk

kommunikations formål i offentligheden, som vi særligt har undersøgt under dimensionerne, værdi,

viden og tillid, bevidner et stort ønske om, at den politiske kommunikation ideelt bør være sand,

53

vidensrig, ærlig, tilgængelig og dialogbaseret. Der er ingen af de tre, der udtalt ønsker eller taler om

spin eller mudderkast som gavnlige kommunikative greb. Vi har ved politikerne identificeret en

grundlæggende motivation for, at den politiske kommunikation bør udgøres af gensidighed,

information og argumentation. Vi oplever et ønske om, at den politiske viljesdannelse, især den

medierede, skal være til stede i større grad, end det er tilfældet i dag.

Der hvor politikerne særligt adskiller sig fra hinanden i deres normative svar, er ved deres henholdsvis

stærke parlamentariske og ekstraparlamentariske forståelse af demokratiet. Ingen af de tre taler direkte

imod den ene eller anden forståelse, men vi ser ved Bødskov og Abildgaard en overvejende forståelse,

at demokrati og den politiske kommunikation er forankret i et parlamentarisk perspektiv, mens Elbæk

i større grad italesætter politisk kommunikation og borgeres samtale, som det der bør foregå i

offentligheden. Vi oplever, at alle tre politikere forstår borgerne som afgørende aktører i forhold til, at

vi overhovedet kan tale om et demokrati og en offentlighed. På trods af politikernes forskellige

parlamentariske og ekstraparlamentariske udsigelsespunkter ser vi, at de italesætter en række fælles

deliberative værdier. Netop fælles værdier er afgørende for, at forandring kan ske, at demokratiet kan

udvikle sig og at man kan finde fælles løsninger gennem kommunikationen.

Det er for undersøgelsens troværdighed væsentligt at bemærke, at politikerne fremhæver deres ønsker

til den politiske kommunikation, uden at vi overfor dem har italesat deliberativt demokrati eller

lignende som et ideal vi leder efter eller undersøger i interviewsituationerne.

Politikernes tilsyneladende stærke normative deliberative identitet bliver imidlertid udfordret, når de

selv italesætter deres kommunikative praksis. De oplever selv en meget udtalt konfliktlogik i politik

og i medierne. En konflikt de oplever som determinerende og begrænsende.

Det er især forhold som at medierne skaber konflikt, gennem opstilling af taber-vinder sager og

manglende viden i kommunikationen, grundet et opskruet tempo. De bedste praksisser oplever

politikerne, når kameraerne ikke ruller, og når de møder borgerne i det fysiske rum.

Flere steder ser vi politikernes overvejelser pege i en retning af, at det fysiske rum skaber plads og tid

til argumentation, møde med borgeren og kompromisvillighed. Både Bødskov og Elbæk oplever, at

fysisk tilstedeværelse i valgkredsen skaber stemmer. At kommunikere med et formålsrationale, ser vi

hos Bødskov, mens Elbæk nævner at det skal man, for at genvælges som folketingspolitiker - at være

synlig. Abildgaard italesætter, at ordentlighed er en italesat kommunikationsstrategi i hendes parti.

Dermed bliver spørgsmålet om tilstedevær og gensidighed også et spørgsmål om strategi hos

politikerne. Det kan man sammenholde med Habermas’ handlingstypologi. Det som Bødskov, Elbæk

og Abildgaard forklarer i ovenstående, kan ses som en strategisk handlen, da handlingsorienteringen

54

er resultatorienteret i en social handlingssituation (Eriksen og Weigård, figur 2.2, side 47). Til

sammenligning er Elbæks ønske om at borgerne skal tage deres demokratiske autoritet tilbage, i

kategorien kommunikativ handlen, da den er forståelsesorienteret i en social situation.

Vi identificerer en grad af deliberative identiteter, ved alle tre politikere. Men grundet politikernes

kommunikative kompromis med de idealer, som de selv opstiller, finder vi ikke at politikernes

kommunikative identitet og praksisser imødekommer de opstillede præmisser for en udtalt deliberativ

identitet. Mulighedsperspektivet er, set med deliberative øjne, at politikerne ønsker at informere,

argumentere og at være gensidig i deres kommunikation, på tværs af partiskel, erfaringsniveau og

politiske uenigheder.

For opsummering af undersøgelsen af politikernes deliberative identiteter, se figur 3, på næste side. I

figuren er det alene politikernes egne oplevelser, rationaler og ønsker der opridses i dimensionerne

rum, værdier, viden, tillid og praksisser. Under ‘fortolkning af deliberative identiteter’ er det vores

fortolkning af politikernes deliberative identitet, der er opridset.

55

Figur 3 opsummering af undersøgelsesfund i første delanalyse. I figuren er det alene politikernes egne

oplevelser og rationaler der opridses i dimensionerne rum, værdier, viden, tillid og praksisser. Under

‘vurdering af deliberative identiteter’ er det vores vurdering af politikernes deliberative identitet, der er

opridset.

56

Kapitel 6: Politisk kommunikation i offentligheden

- ifølge unge borgere

Introduktion til anden delanalyse

Hvor tilgår og møder unge borgere mellem 18 og 25 år politiske kommunikation?

Hvordan oplever de den kommunikation, de møder, og hvilke ønsker har de til den? Det vil vi se på i

følgende delanalyse.

I analysen fortæller de fem unge borgere om deres praksisser med, oplevelser af og ønsker til politiske

kommunikation.

Analysen er struktureret på samme måde som vores første delanalyse, efter de seks dimensioner i

rækkefølgen: rum, værdi, viden tillid, praksisser og deliberative identiteter. Under hver af

dimensionerne er analysen struktureret tematisk efter empiriens udsigelser. Analysen slutter med en

vurdering af de medvirkende unge borgeres deliberative identiteter.

Vi starter med at se på de unge borgeres anvendelse af medier via dimensionen rum. Her vil vi se på,

hvor de unge mennesker oplever den politiske kommunikationen, og hvad de mener om de respektive

rums kvaliteter.

Rum

Næsten alle de unge beskriver sociale medier som de primære steder hvor de møder politisk

kommunikation i deres hverdag, i større eller mindre grad. De fleste fremhæver Facebook, men også

Twitter og Instagram er medier hvorigennem de møder politisk kommunikation. Vores analyses fund

stemmer til dels overens med at 65% af den danske befolkning er på Facebook dagligt. Derudover

bruger de 15-29-årige over dobbelt så lang tid på sociale medier dagligt, som aldersgruppen 30+ gør

(DR Medieudvikling, 2017, 16-18).

Fælles for de unge borgere vi har talt med er det, at de gerne vil tilgå og møde nem og overskuelig

viden via digitale medier. Flere af dem italesætter også, at de på sociale medier ofte møder politisk

kommunikation der ikke begrænser sig til kun at have politikere som afsendere, men også

privatpersoner og organisationer. De fleste af de unge har haft en positiv oplevelse i forbindelse med

et fysisk offline møde med politisk kommunikation.

Det følgende er en kort gennemgang af, hvor de møder politisk kommunikation, online og offline.

57

Under dimensionerne værdi, viden og tillid, kommer vi nærmere ind på, hvad de mener om

kommunikationen, og hvorfor. Under dimensionen praksis dykker vi ned i, hvordan de mener

kommunikation er og bør være.

De unge borgere møder oftest politisk kommunikation på sociale medier

De fem unge borgere har alle sammen et overvejende medieforbrug som ligger online, og som primært

foregår på de sociale medier.

Til spørgsmålet om hvor han oplever politisk indhold, svarer Erik:

Facebook tror jeg? Ja. Det er der man ser det allertydeligst. Så er der også Twitter og sådan noget, men

der hvor man mærker mest forskellige politiske partier og måske også organisationers kommunikation,

det er i hvert fald på Facebook. Jeg får alt muligt i mit nyhedsfeed, men det er også fordi jeg er venner

med folk fra forskellige politiske partier.

(Interview 4, side 6, l. 8-12)

Det er væsentligt at notere at Erik, som tidligere ungdomspolitiker og nu ansat som

studentermedhjælper i et parti, har en del personlige, og dermed også online-relationer til personer i

politik og med politisk interesse.

Erik problematiserer selv, at de sociale medier kan fungere som et ekkokammer, uden dog selv at

anvende begrebet:

Det er jo også et problem. Jeg vælger jo ud, hvem jeg gerne vil høre på, ud fra mine likes. Det er også

et problem, for at være helt ærlig.

(Interview 4, side 6, l. 17-18)

Mikael oplever ligeledes primært politisk kommunikation på Facebook og Twitter (Interview 5, side

2, linje 15-37). Også Nanna benytter Facebook og Instagram til at følge “forskellige politikere og

partier” (Interview 6, side 2, l. 11-16). Herudover får hun primært sit politiske indhold fra P1-radio og

en DR nyheds-app, hvor hun modtager breaking news fra (Interview 6, side 2, l. 10-32).

Modsat Erik, Mikael og Nanna benytter 18-årige Lene ikke Facebook til at se og høre politisk

kommunikation. Lene forklarer, at hun i dag i større grad benytter Instagram. Her oplever hun, hvordan

andre personer, der ikke er politikere, kommunikerer om politik:

Ja, det er der, og det oplever man også fra andre personer, der så ikke er politikere, at de har nogle

statements. Det er ligesom der man også kan komme ud med feminisme og alle de andre ting og alle de

der #metoo og forskellige ting, der ligesom også er politisk og demokratisk, ik?

(Interview 7, side 5, l. 39-42)

58

Her ser Lene altså politisk kommunikation som mere end politikeres kommunikation og forklarer det

ud fra en bevidsthed om feminisme og #metoo bevægelsen som politiske forhold. Hos Lene er der en

forståelse af Instagram som et “ekkokammer”, mens hun i højere grad ser Facebook som en

nyhedskanal, da der her dukker indhold op, hun ikke selv har “liket” (Interview 7, side 5, l. 29-31).

Fælles for Erik, Mikael, Nanna og Lene er det, ser vi, at de, uagtet deres større eller mindre tilgang til

politisk kommunikation via online medier, udviser en hvis grad af digital dannelse og bevidsthed om,

hvorfor de ser og møder det de gør, online.

Vores sidste informant Camilla møder sjældent politisk indhold, hverken via offline- eller online

medier:

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg ser en lille smule nyhederne en gang imellem, bare lige for at se hvad

der sker, også med det her lockout [OK18] og altså… man holder øje. Men jeg går ikke så meget op i

det.

(Interview 8, side 3, l. 20-23 )

Trods Camillas mindre politiske medieforbrug, fortæller hun, at hun synes godt om en enkelt

lokalpolitikers side på Facebook, men ellers ikke (interview 8, side 4, linje 6-9).

Senere vil vi se flere eksempler på, at de unge ser en fordel i den nemme og tilgængelige viden. Det

betyder dog ikke, at de fire andre unge ikke også bruger mere traditionelle medier.

Traditionelle medier (TV, radio, avis - massemedier)

De fem unge borgere benytter i begrænset omfang de traditionelle medier såsom TV, radio og

(online)avis, til at tilgå politisk kommunikation.

Erik benytter sig især af (online)aviser og mener, at den kommunikation han møder her, er mere

“faktuel”, end det han oplever på Facebook:

Altså, det er det der er vigtigt for mig, nogle gange, bare at gå ind og læse faktuelle nyheder. Jeg læser

rigtig mange nyheder. Og ikke bare det på Facebook. Jeg kan godt lide at læse TV2 og Politiken og…

jeg har så ikke lige Politiken-abonnement, så det begrænset hvor meget man kan se af dem, ik? Men…

så det bliver meget på TV2.

(Interview 4, side 7-8, l. 47-7)

Mikael læser også online aviser, men ligesom Erik, har han ikke lyst til at betale for nyhedsartikler:

Det gør jeg, ja. Specielt Politiken og Berlingeren. Det er noget jeg kan sætte mig bag og ved, at det er

gode aviser på en eller anden måde. De kan noget mere.

(Interview 5, side 5, l. 43-45)

59

Jeg sad i dag og læste en artikel, og så var jeg sådan: ”det er da irriterende, at man skal betale”, så nej

det kunne jeg ikke finde på at betale for, aldrig.

(Interview 5, side 6, l. 5-7)

Mikael ser også Debatten på DR2 med den motivation, at programmet hurtigt giver ham ny viden

(Interview 5, side 6, l. 20-24).

Som vi så i det tidligere afsnit bruger Nanna de traditionelle medier som radio, hvor hun føler at hun

får “et lidt større billede”:

Det er det vigtigste der kommer derinde [DR Nyheds-app]. Jeg holder mig ikke løbende opdateret, eller

jeg går ikke løbende ind og kigger, med mindre jeg ved der er sket et eller andet. Hvis jeg skal have et

lidt større billede, så er det radioen.

(Interview 6, side 2, l. 36-39)

Lene benytter sig engang imellem af online aviser, men ser mest nyhederne i TV om aftenen. Camilla

læser Ekstra Bladet og BT, da hun godt kan lide formatet med korte artikler (Interview 8, side 5, l. 36-

39).

De unges indgangsvinkler til traditionelle medier er forskellige. Tilfælles har de dog, at der umiddelbart

ikke er nogen af dem, som betaler for den adgang der af flere traditionelle medier kræves i dag. Ifølge

Dahlgren skal rummet virke tilgængelige for borgeren (Dahlgren, 2009, 115), hvilket de unge i en vis

udstrækning føler, men at de unge ikke ønsker at købe indhold, kan ses som en udfordring.

Når de unge møder politik

De fleste af de vores unge informanter har haft en positiv oplevelse i forbindelse med face-to-face

møder med politisk kommunikation offline, i det fysiske rum.

Erik har valgt ikke længere at debattere i kommentarfeltet på de sociale medier. Han beskriver her,

hvordan han tillægger det at være i en “fysisk debat” en stor værdi:

Ja, det synes jeg har en anden værdi end debatten på sociale medier, hvor folk gemmer sig væk bag en

skærm, og nogle gange bliver meget personlige, uden at have noget at have det i. Og det bliver de bare

ikke på samme måde, når man faktisk har en fysisk debat. Så jeg vil gerne engagere mig i en fysisk

debat, men den der politiske kommunikation på medierne har jeg holdt mig meget fra det senere stykke

tid, det vil jeg sige. Men altså maks vil jeg gå ind og sige: “meget fedt!” og lige vise at jeg støtter op,

men ikke noget negativt. Jeg tror også lidt det er det… det er de samme SoMe-krigere der kæmper på

alle opslag. Næsten. Desværre.

(Interview 4, side 10, l. 23-31)

60

Mikael har ligeledes en positiv oplevelse af det fysiske møde med politik. Her beskriver han, hvordan

det er at være til valgmøder:

Den er svær, for hvornår har man kommunikation med sine politikere? Jeg har været til valgmøder, er

det noget af den vej, hvor man selv møder politikerne? (...) det oplevede jeg da som sindssygt interessant,

fordi det er en helt anden måde at møde politikere på og politisk kommunikation. Der får man jo også

noget politisk kommunikation ud, og der går det sådan direkte på en eller anden måde, for der kan man

sidde og spørge om spørgsmål og så skal de svare sådan, okay. (...) lidt mere i levende live, end ja når

man ser dem i fjernsynet, ja det er godt nok. Men så når man sidder overfor dem, så er man sådan: ”okay,

du sidder faktisk inde i Folketinget og har noget at skulle sige”, så det er da relevant at skulle spørge om

noget.

(Interview 4, side 10, l. 23-31)

Det er altså entydigt positivt for Mikael, når den politiske kommunikation i høj grad bærer en grad af

samtale. Også Nanna beskriver, at hun har haft oplevelse byen, med en jævnaldrende fra et

ungdomsparti, der politisk havde et andet ståsted end hende selv:

Jeg havde en god sludder en dag byen, med en fra Konservative Ungdom, som egentlig var en meget

fin debat, fordi vi begge to gik ind til det på en ordentlig måde. Og anerkendte, at vi synes noget andet,

og at der er nogle forskellige problematikker, men den foregik på en god, ordentlig måde, hvor der ikke

blev sagt tarvelige ting. Virkelig eksklusionssnak, og så synes jeg den er fin. Så synes jeg man får meget

bedre viden og diskussioner og frem, som er reelt, i stedet for bare det her med at tale dårligt om andre.

(Interview 6, side 4, l. 26-33)

Ved Erik, Mikael og Nanna ser vi, at samtale og diskussion, i det fysiske møde med politisk

kommunikation, har stor værdi.

Camilla, som vi ellers oplever som mindre politisk engageret end de øvrige informationer, italesætter

også styrken ved et fysisk møde med en lokalpolitiker, under sidste års kommunalvalg:

Altså, jeg fik en pjece, og jeg kan faktisk ikke huske halvdelen af hvad der står i den, men jeg kan bare

huske, at jeg blev simpelthen så rørt. Jeg blev simpelthen så rørt over, hvor sejt det er, at han stiller op

for borgerne på Nørrebro og: “vi vil gerne videre, vi vil gerne have flere i ungdomslejligheder og sådan,

så folk ikke står uden boliger”, og det der med at fange, ja, børn der kommer ud i kriminalitet eller et

eller andet i den form. Det er sådan noget, det kan jeg godt lide. Det der med, at prøver virkelig at bakke

op, og fange det her, inden det går helt galt, eller, ikke helt galt, men det bliver jo forværret.

(Interview 8, side 4, l. 14-22)

Med scenen sat for hvor de unge borgere møder politisk kommunikation, går vi nu til dimensionen

værdi. Her undersøger vi, med hvilke grundlæggende værdier de unge borger forstår og italesætter

demokratiet, og herunder særligt, hvilken værdi de tillægger indholdet i og formen på politisk

kommunikation.

61

Værdi

I nedenstående afsnit vil vi se, at de fleste af de unge borgere tillægger demokratiet værdien

“indflydelse”. Mens Erik forstår indflydelse som “borgerinddragelse”, ser de andre også indflydelse

som individets handlemuligheder for at være med til at bestemme hvordan samfundet ser ud. Nanna

knytter værdier som “tryghed” og “ytringsfrihed” til hendes forståelse af demokratiet. Ved Camilla vil

vi imidlertid også se, at demokrati kan være svært at sætte ord på.

De fleste unge borgere knytter værdier som ærlighed, gennemsigtighed, tilstedeværelse, ansvar og

ordentlighed til deres ønsker til den politiske kommunikation.

De unge borgeres demokratiforståelse

Ligesom under vores interviews med de tre politikere, spørger vi også de fem unge borgere ind til deres

forståelse af demokrati.

Eriks forståelse af demokrati er, at det er et samfundsideal, både i forhold til institutioner og borgere,

bundet op på værdien “inddragelse”, også forstået i en forstand af “borgerinddragelse”:

Jeg tror demokrati, for mit vedkommende, meget indlejret i general tankegang om, hvordan vi gerne vil

have samfundet skal være. (...) Demokrati har altid for mig været en meget vigtig ting. At tingene skal

foregå på en demokratisk måde, og så vidt muligt, være så borgerinddragende som muligt.

(Interview 4, side 1, l. 8-13)

Mikael og Lene forbinder demokrati med “indflydelse”, forstået som en indflydelse i samfundet og

forstået som at man har mulighed for at bestemme hvordan samfundet skal se ud (Interview 5, side 1,

l. 7-15; Interview 7, side 1, l. 23-28).

Nanna knytter en mere personlig værdi til demokratiet, og tillægger ytringsfrihed en væsentlig værdi:

Demokrati er for mig… jeg tror, tryghed. Rigtig meget. Nu kan jeg jo kun lige snakke i danske systemer.

Retten til at have lov til at sige hvad jeg mener, synes og fornemmer, uden at skulle blive stillet til

regnskab for det overhovedet. Det handler for mig meget om det med at ytre sig, som vi overhovedet

har lyst til, og at vi alle sammen har lov til at gøre det. Og at vi gør det, det er også rigtig vigtigt.

(Interview 6, side 1, l. 13-18)

Modsat de fire øvrige informanters klare forståelse af demokratiet, er Camilla ikke helt sikker på, hvad

demokrati indebærer. Af citatet nedenfor tolker vi, at Camilla efter nogen tids refleksion forstår

demokratiet som et system, der foregår omkring hende, men som ikke vedrører hende - noget der ikke

har med hende at gøre.

62

Demokrati... det ved… jeg er faktisk lidt blank, hvis jeg må indrømme det. Men jeg ved det ikke, for

det er jo et stort ord. Jeg ved ikke engang hvad jeg tænker? Kender I ikke det? Altså det er et ord, og jeg

ved ikke hvordan jeg skal formulere det. Demokrati det vel bare, at der er nogen der sidder og

bestemmer? Eller, ja, jeg ved det ikke? Er det inde i den der sal? Er det demokrati, der hvor de sidder

der, i den der sal, og bestemmer?

(Interview 8, side 1, l. 38-44)

Hvilke værdier ønsker de unge borgere i den politiske kommunikation?

I dette afsnit vil vi se på hvilke værdier de unge borgere tillægger det, som de oplever som god politisk

kommunikation.

Mikael ønsker mere ærlighed og oprigtighed i den politiske kommunikation og hos politikerne:

(...) man vil jo gerne have at ens politikere i Danmark, og dem der styrer landet, gerne er helt ærlige og

oprigtige. Det kan de ikke være altid, men man vil jo gerne have, at det er de, så jeg vil da gerne have

noget politisk kommunikation, hvor man tænker ”okay, det er sgu sådan her de gerne vil have det”, og

så må de gå ud og sige bagefter ”det kunne vi ikke alligevel”, og så forklare hvorfor, og så fair nok.

(Interview 5, side 4, l. 24-29)

I ovenstående citat anerkender Mikael den politiske kompleksitet og afmonterer forestillingen om at

borgeren, medieforbrugeren, alene ønsker konflikt i sin nyhedsformidling og politiske kommunikation.

Af citatet fremgår det også, at Mikael har en forståelse af, at politikerne ikke altid kan være ærlige.

Hvad hans forståelse bygger på er os ubekendt, men hans udtalelse vender vi tilbage til i specialets

diskussion.

Mikael værdsætter, når han oplever, at politikerne tydeligt udviser et tilstedevær i deres

kommunikation:

Det er, når den kommer fra noget, hvor man kan mærke at politikerne har været, ikke med inden over

det, men sådan at man kan mærke, at det ikke er journalisterne der prøver at skabe den her breakthrough-

nyhed ved at overdramatisere alt muligt, men bare prøver at skrive det som det er, på en eller anden

måde ikke?

(Interview 5, side 3, l. 11-15)

Mikael vi altså gerne have noget gennemsigtighed i kommunikationen, gennem en følelse af at

politikeren ved noget om sagen, vedkommende udtaler sig om. Selv italesætter han, at Twitter er et

rum, hvor han i højere grad oplever at politikerne er til stede i kommunikationen, og at der ikke har

været spindoktorer eller journalister inden over kommunikationen (Interview 5, side 3, l. 18-27).

Nanna ønsker som Mikael også en tydelighed i, hvad de selv mener:

63

Jeg synes man skal holde sig, så vidt muligt, til det som ens parti står for. Ens kerneværdier og de ting

man gerne vil have ændret, eller synes er forkerte. Det synes jeg egentlig man burde gøre over hele

linjen. Jeg kan godt se, at det er noget fint i, det bliver man jo nødt til at diskutere, hvor er

forskellighederne, og hvor distancerer vi os fra hinanden, men jeg synes de skal holde sig på deres egen

halvdel ved at sige: “hvor adskiller vi os som parti fra Jer”, og så komme frem med det.

(Interview 6, side 3, l. 39-45)

Nanna mener at det er politikernes ansvar, eller måske nærmere bestemt partiet, at give hende

information, så hun ved hvor hun skal sætte krydset. Det er altså forskellene og ikke en

uhensigtsmæssig konflikt i kommunikationen, hun ønsker. Her svarer hun på spørgsmålet: “Men kan

det ikke nogen gange være fedt, når venstrefløjen sparker de andre i røven? Siger tingene lidt skarpt”

(Interview 6, side 4, l. 35-36):

Jo, det synes jeg jeg jo… Men jeg synes også det skal gøres på en ordentlig måde. Jeg synes heller ikke

bare man kan kaste den tilbage og sige: “I er nogle racistiske røvhuller”, eller hvad man nu kunne finde

på. Men det gør de jo ikke [griner]. Men jeg tror, jeg er mere fortaler for, at man bliver ved med at holde

fast i, hvad vi synes der er vigtigt, og så holder den lige linje hele vejen hen. I stedet for det bliver

mudderkast.

Den gode debat er hvor… det synes jeg godt nok også sker sjældent. Det er, hvor man giver plads til

hinanden, hinandens meninger og samtidigt bliver på sin egen banehalvdel. Fremsætter hvad man synes

er vigtigt, i det der nu er uenighed om.

(Interview 6, side 4, l. 38-43; side 6, l. 38-41)

Nanna er med andre ord udtalt i hendes ønske om en konsensusorienteret kommunikation. En

kommunikation som hun ikke oplever ofte. Lene har lignende oplevelser, og sidestiller ligefrem

konflikt med uprofessionalisme:

Ja, altså, jeg vil da sige, at folk helt klart holder sig tilbage, det tror jeg folk gør. Man har selvfølge lyst

til, når man kommer op i en konflikt med en anden, at bare råbe ud hvad man nu skal, men som sagt, de

[politikerne] har den her professionelle rolle og de skal som sagt kunne holde tingene tilbage, og ikke

bare lade det flyde ud over alle, for så ville det virke uprofessionelt. Og sådan ville jeg personligt også

selv have det, jeg ville jo ikke støtte op om en politiker, der sagde alt muligt møg og opførte sig som om

personen var 18 år og lige var blevet sur over et eller andet (...).

(Interview 7, side 4, l. 10-17)

Lene mener altså, at man har et ansvar som politiker i form af at skulle opføre sig ordentligt og tale

pænt, hvis man vil fremstå professionel. Hertil ønsker Lene ordentlighed i den politiske

kommunikation:

Jamen, altså, igen så tror jeg at jeg fokuserer meget på det med at være en ordentlig person. Også det

der med, ja i det hele taget, når man omgås med andre mennesker og hvis man så hører en eller anden

politiker som skal stå og svine andre til eller opfører sig på en eller anden måde hvor man tænker: ”okay,

det er bare slet ikke en ordentlig opførsel”, så mister man noget.

(Interview 7, side 7-8, l. 47-4)

64

Ovenfor har vi undersøgt, hvilke værdier de unge borgere tillægger det, som de mener er god politisk

kommunikation, såvel som de har sammenholdt deres egne ønsker og værdier, med deres oplevelser

af den politiske kommunikation. I det følgende kigger vi på, hvilken betydning viden og information

har for de unge borgere, i relationen til en vurdering af kvaliteten af politisk kommunikation.

Viden

I dette afsnit vil vi se på, hvilken viden de unge knytter til den politiske kommunikation og hvilken

viden de unge oplever i den politiske kommunikation. Senere, under afsnittet praksisser, vil vi se på

hvad de unge gør med den viden.

Flere af de unge ønsker at den viden de oplever i den politiske kommunikation skal være tilgængelig,

også indholdsmæssigt. Nå det bliver for videns tungt, står de af. De unge oplever også at den viden

de får er afhænger af mediet. Derudover opleves der også en fordel ved at få viden få begge sider.

De unges viden

Når Nanna og Erik taler om viden i relation til politiske kommunikation, taler de ofte om andres

viden - eller mangel på viden. Nanna mener, at hun selv kan ræsonnere sig frem til hvad politikerne

og partierne mener, men at rigtigt mange ikke kan, og at det er et problem (Interview 6, side 3, l. 17-

18). Tydeligt er det altså, at viden om demokrati og politik spiller en afgørende rolle, for Nanna og

Erik.

Mindre udtalt er Camilla om et vidensbehov og krav til den politiske kommunikation, men i forbindelse

med hendes uddannelse har hun i 2018 været til en temadag omkring velfærdsstaten:

Ja… altså, jeg lærte jo derude, at velfærdssamfundet var der ikke rigtigt noget af i den tid. Altså, så

jeg… Jeg har fået et indblik i, hvordan vores samfund er blevet, og hvor meget hjælp vi faktisk for, i

følge det at betale skat. Og at der flere, ligesom goder, frynsegoder, eller hvad det hedder. At man kan

komme til lægen gratis og alle de der ting. Det er sådan jeg tænker på velfærd. At man tager lidt hånd

om hinanden? Det synes jeg meget man glemmer, eller sådan? Men jeg er glad for, at vi er i 2018 i det

mindste, fordi ellers så havde det nok været lidt anderledes, ik?

(Interview 7, side 2, l. 20-27)

Her viser Camilla en forståelse af den værdi, som ligger i den danske velfærdsmodel og dermed også

hendes egen profession, såvel som hun har opbygget en grad af viden om netop samfundet. Hun

tillægger altså det en positiv betydning og at være oplyst om et forhold.

Viden i den politiske kommunikation

Erik har tidligere været kampagneleder for en lokalpolitiker. Her oplevede han noget af det meste

“kedelige” politiske kommunikation, fordi det var meget og for videnstungt:

65

Det er, det bedste eksempel er fra da jeg var kampagneleder for [person]. Han lavede tirader, “tirsdags

tirader” kaldte han det, som var lange, kedelige opslag om et politisk emne. Man kan sige, at det er ret

nørdet, og det er sikkert helt vildt spændende for den politiske nørd, og jeg vil nok også selv se mig som

en politisk nørd, men det var så kedeligt… og så langtrukkent.

(Interview 4, side 4, l. 42-47)

For ham må den politiske kommunikationen gerne gøre borgeren klogere, også gennem nyheder i

medierne. I det næste uddrag udtaler han dog en forståelse af, at der bliver manipuleret med politisk

indhold i medierne, for at gøre indholdet mere ekstremt. Når det sker, føler han, at han bliver dummere:

Det er jo at manipulere lidt med tingene, for at få det til at se lidt vildere ud end det egentligt er. Så kan

man godt blive dummere. Men hvis kommunikation er rigtig, og undgår at man gør det, jeg synes er lidt

fordummende, så bliver man klogere.

(Interview 4, side 5, l. 30-33)

Camilla viser også en bevidsthed omkring den viden hun får fra medierne:

Det er latterligt. Jeg burde jo få noget mere viden omkring de her ting, fordi det her, det jo bare… Det

jeg læser, det jo bare et lille billede af, hvad der faktisk indgår. Alle de ting. Alt hvor jeg ikke rigtig har

viden om det, der er det bare et billede for mig at læse om det.

(Interview 8, side 5, l. 43-47)

Mikael oplever at det tidspunkt han især bliver klogere på politik, er under valg, både kommunalt og

nationalt (Interview 5, side 5, l. 1-3). Derudover er han også opmærksom på at være kritisk overfor de

ting han læser:

Ja, det føler jeg da, men jeg synes også man skal være meget påpasselig med bare at tage alt til sig, når

man læser. Der kan godt være noget, hvor de prøver at gøre det bedre end det er, eller sådan, værre end

det egentligt er. Så jeg synes også, man skal tænke sig om, når man læser sådan nogen ting.

(Interview 5, side 5, l. 10-14)

Tidligere i afsnittet så Nanna et problem med at partierne ikke sagde tydeligt nok hvad de mente, og at

andre borgere kunne have svært ved at ræsonnere sig frem til meningen. Mikael ser en værdi i at læse

tingene fra begge sider, både dem han har stemt på og dem han er uenige med:

Jeg synes, det er interessant at få, fordi hvis man læser noget og så tænker, om det man kun selv kan

lide, så sidder man og tænker: ”okay, fuck hvor fedt, det parti jeg stemte på ser så præcis det samme

som mig, ej hvor ærgerligt”, og så kan man sidde og læse Dansk Folkeparti og tænke: ”pyha, godt jeg

ikke stemte på dem”. Det er da meget interessant at tage deres synspunkter og sidde og være sådan:

”okay, de mener måske det her sådan fordi, og fordi de har de vælgere de har”.

(Interview 5, side 5, l. 29-36)

66

At gå til offentlig kommunikation på den måde, kan sige at indfrie en del af formålet med at den

offentlige menings betingelse om at gå upartisk og med rationel argumentation til en debat (Eriksen &

Wiegård, 2003, 265-266). Forskellen til idealet er dog her at det ikke er borgerens egen offentlige

mening, men politikerens mening, der her er i spil.

Med indblikket i de unge borgeres forståelse af kommunikeret videns betydning bag os, er vi nået frem

til dimensionen tillid. Her undersøger vi de unge borgeres tillid til politikere og medier.

Tillid

Graden af tillid til politikerne og medierne er blandt de unge borgere svingende. Tilliden svækkes,

ifølge de unge borgere, når kommunikationen fra poltikerne er konfrontatorisk. Afhængigt af hvilke

traditionelle medier de unge borgere benytter, viser det sig, hvilke medier de har tillid til.

De unges tillid til politikerne

Erik er den af de unge, som udtrykker størst tillid til politikerne, men han kan samtidig godt forstå,

hvorfor nogen har lav tillid:

Altså jeg tror, at jeg har en ret høj tillid til politikerne. Jeg ved hvor hårdt de kæmper, og jeg har siddet

med rigtig mange politikere fra forskellige partier og været i debatter. Altså i bund og grund synes jeg,

at politikere vil jo bare det, der er bedst for Danmark, ud fra deres perspektiv, men jeg kan også godt

forstå hvorfor der er mange der har en lav tillid. Altså… at det er blevet så konfrontatoriske, at de måske

er blevet hægtet af. Men jeg synes, at når man har en mediesamtale med en politiker, så er de saglige,

og står ved de ting de siger. Så jeg har ret høj tillid vil jeg sige.

(Interview 4, side 8, l. 23-31)

Lene føler ligesom Erik, at hun har tillid til politikerne:

Men jeg tror, som sådan er jeg egentlig meget sådan, jeg stoler på dem, igen, det er mennesker ligesom

os selv. Man skal også være realistisk. De er bare politikere. Det betyder ikke de kan knipse og så sker

tingene, men at man stadigvæk lige forholder sig til at det er mennesker og de skal også bruge noget til

til at komme igennem med de ting.

(Interview 7, side 7, l. 22-27)

Hun synes også at det er “let” at skyde skylden på politikerne for noget, de ikke har gjort, og anerkender

kompleksiteten af deres arbejde (Interview 7, side 7, l. 20-40).

Nanna har tillid til det parti hun stemmer på, Enhedslisten, men ellers betegner hun tilliden til danske

politikere som “overordnet ikke så godt” (Interview 6, side 4-5, l. 48-1):

67

Jeg tror igen det handler om, at de.. at de ikke rigtig siger hvad de mener. Det føler jeg i hvert fald. Og

det er for at få stemmer, i høj grad. Der er nogen der selvfølgelig siger hvad de mener, men de andre…

(Interview 6, side 5, l. 5-8)

Det betyder meget for Nanna, at Enhedslisten står ved hvad de mener, og ikke “er gået med på bølgen”,

hvilket betyder meget for hendes tillid (Interview 6, side 5, l. 14-18). Bølgen defineres ikke af Nanna,

men vi tolker, at hun både refererer til en politisk, men også kommunikativ praksis.

Mikael har modsat de tre andre ikke meget tillid til politikerne:

Jeg forstår godt at der er lav tillid til dem og nej, jeg har ikke selv så meget tillid til dem. Jeg tror ikke

der er særligt meget tillid, fordi at medier meget hurtigt, er meget meget hurtige til at skyde dem ned

(...) Ja, man forstår da godt at folk er sådan lidt: ”Nå, er det sådan det er? Er det sådan vores politikere

er i dag?”.

(Interview 5, side 7, l. 27-35)

Et af de steder hvor Mikael oplever, at man kan miste tilliden til politikerne, er når de ikke overvejer,

at de repræsentanter for “5-6 millioner mennesker” (Interview 5, side 7, l. 45):

Der synes jeg nogen gange, de skal stoppe op og kigge på sig selv og tænke ”okay, vi er

folketingspolitikere, vi har nogle opgaver vi skal løse, måske er det ikke lige nu, når vi er i modvind, at

jeg skal tage på ferie og poste billeder alle mulige steder”. Så er det måske der, man lige skal tage et par

skridt tilbage, og så synes jeg også nogen gange at de ødelægger det lidt for sig selv.

(Interview 5, side 7-8, l. 47-3)

Som tidligere beskrevet, føler Camilla ikke, at hun møder politisk kommunikation særlig tit. Alligevel

finder hun ikke, at hun har tillid til dem:

Nej… altså… Jeg har ikke så stort kendskab til dem. Altså, hvad jeg ligesom har hørt og sådan noget,

så har man ikke tillid til dem, politikerne. Det har man ikke... de vender på en tallerken, alt muligt, og

så sker der noget nyt, nye love, nye regler og alt muligt. Så jeg synes det er svært at finde tillid til dem,

fordi at det ændrer sig jo hele tiden.

(Interview 8, side 5, l. 11-15)

De unges tillid til medierne

Ligesom at Erik havde tillid til politikerne, føler han også at han har tillid til medierne og føler, at han

har større tillid til medierne end til politikerne, men også afhængigt af mediet. I citatet forklarer han

hvornår han mister tillid til medierne:

Der er også nogle medier hvor jeg ved, at det bliver voldsomt. Jeg vil sige det sådan, at det bliver

meget… at for eksempel den måde med Anne Mee-skandalen. Der synes jeg bare det blev for meget.

Og hvor det var sådan, i stedet for at det var… Man kan se… medierne kan godt blive opslugt så meget,

68

at nu har de fundet en eller anden god sag, og en eller anden politiker som de kan trampe helt vildt meget

på. Og så mister jeg tillid (...)

(Interview 4, side 9, l. 27-33)

Nanna har tillid til de medier, hun selv bruger:

De medier jeg er på, som jeg… Dem har jeg meget god tillid til. P1, primært. Men det er også fordi, at

det er det eneste jeg beskæftiger mig med. Jeg læser ikke Ekstra Bladet og de andre… Så umiddelbart

okay fint. Godt.

(Interview 6, side 5, l. 22-23)

Mikael føler umiddelbart heller ikke, at han har tillid til medierne, men det kommer an på hvilket medie

det bringes i:

Nej, det tror jeg ikke jeg har. Det synes jeg er svært, for det kommer an på hvad jeg læser. Som sagt,

når jeg læser Politiken og læser deres fysiske avis, så sidder jeg og tænker: ”okay det her er rigtig, det

er faktisk sådan, som det er”, men så når man læser nogle af de andre der, de der gør nogle store nyheder,

så synes jeg nogen gange godt man kan være sådan: ”tag jeg lige sammen”, på en eller anden måde. Det

kan godt ødelægge tilliden meget for mig (...).

(Interview 5, side 8, l. 23-29)

Med dimensionerne rum, værdi, viden og tillid undersøgt, er vi nået frem til undersøgelsen af de unge

borgeres praksisser med politisk kommunikation. Her undersøger vi hvordan de unge tilgår og

anvender politisk kommunikation, og særligt, hvordan de oplever politikere kommunikative praksisser.

Praksisser

I afsnittet vil vi se på både de unge borgeres egen praksis med politisk kommunikation og deres syn på

politikernes praksisser. De unges egne praksisser spænder vidt. Fælles for dem er, at de i lav grad selv

indgår i den politiske kommunikation på sociale medier.

De unges praksisser med politik

Erik er som tidligere nævnt politiske aktiv både igennem sin tid som ungdomspolitiker og gennem sit

arbejde som studentermedhjælper i et parti. Her forklarer han sin oplevelse af reaktioner på det at tage

politisk stilling i offentligheden:

På det tidspunkt jeg valgte at være meget politisk aktiv, der mistede jeg også nogle venner på at jeg var

politisk aktiv, og jeg tog aktiv stilling. Offentligt kendt, hvad er det jeg støtter? Hvad er det jeg arbejder

hen imod? Det er en privat ting. Sådan er der også nogle der har det. Og det er også det der gør det svært,

for hvis man vil have et inkluderende demokrati, og politisk deltagelse, hvordan sikrer vi så at politik

ikke bare er en privat ting, men en offentlig ting (...)

(Interview 4, side 3, l. 23-29)

69

Som vi så det under dimensionen rum, er Erik holdt op med at kommentere på sociale medier. Det er

heller ikke noget Mikael kunne finde på. Som han forklarer det, er han den “den mindst socialt aktive

på sociale medier” (Interview 5, side 8, l. 38):

Jeg liker nogle gange ting på Twitter, hvis jeg tænker at det var sjovt eller godt, det er det eneste man

lige får ud af mig, fordi jeg synes sgu ikke jeg kunne finde på at kommentere på et Facebook-opslag og

diskutere noget. Fordi så kan man sidde der, bag en skærm, og så sidder der en bag en anden skærm, så

kan man sidde og være lidt internetkriger. Det har jeg sgu ikke lige behov for.

(Interview 5, side 8, l. 38-44)

Ligesom de to andre gider Nanna heller ikke at kommentere på sociale medier og ligesom Erik er det

noget hun er holdt op med:

Det skyldes at jeg bliver død-rasende over de kommentarer der er. Simpelthen, intet mindre. I starten

der prøvede jeg at tage den… ved at kommentere så ordentligt som man overhovedet kan. Som i, at her

er nogle fakta eller hvad faen det kunne være. Men det gav ingen mening. Det er en meget voldsom

tone, og det kan jeg bare mærke, at det er ikke….

(Interview 6, side 5-6, l. 48-4)

Lene får umiddelbart lyst til at skrive at det ikke er i orden at tale sådan, når hun ser en grim kommentar

på de sociale medier:

Men jeg tænker også at det er vigtigt at vælge sine kampe, og jeg ved ikke meget man får ud af at sidde

og diskutere med en fremmed på Facebook omkring et eller andet fuldstændigt irrelevant, som han

måske har en eller anden sindssyg holdning til, som jeg er modsat af. Så, jeg tror det er vigtigt at vælge

sine kampe, hvornår det rent faktisk er vigtigt at tage en konflikt op (...)

(Interview 7, side 3, l. 19-24)

I stedet for at kommentere på de sociale medier, mener Lene, at man lige så godt kan like en side, da

det er en “ (...) måde at holde sig aktiv og informeret, uden selv at skulle deltage, sådan specifik i en

speciel sag og sidde og diskutere” (Interview 7, side 5, l. 12-15).

Camilla kan godt finde på at kommentere på Facebook, men er i tvivl om hvor diskussionerne ender,

hvorfor hun oftest at holde sig fra at kommentere og debattere online (Interview 8, side 6, l. 7-14).

Camilla er optaget af indvandrerdebatten, og ofte diskuterer hun emnet med andre unge:

Så er det mine kammerater, venner og sådan noget. Når jeg sidder i klubber. Ja, klubber og forskellige

steder i skolen. Altså det er sådan der… det kommer hele tiden ind over, fordi der er mange der føler

sig virkelig stødt over det, eller sådan. Og når jeg så siger direkte: “jamen, jeg stemmer på DF, og det

gør jeg, der er ikke noget der”, så er der også et problem der. Fordi så føler folk, at man har vendt sig

imod dem, agtigt.

(Interview 8, side 3, l. 6-11)

70

Mens Camilla diskuterer med vennerne i klubben, føler Mikael også, at det at tale med andre i det er

det, der flytte hans forståelse af politik:

(...) tit så er det, at ens venner tænker noget andet, eller ens familie tænker noget andet. Så der får jeg

det fra, for, jeg er sgu lidt ligeglad med Mikkel, der bor i Odense og som stemmer noget andet end mig.

Jeg er da ligeglad med, hvad han siger til mig bag sin skærm, det har jeg sgu ikke så meget for. Så vil

jeg da hellere, at mig og min mor, at vi kan sidde ned og have en god diskussion om politik og hvad vi

skal stemme på den her gang, og være lidt sådan: godt argumenterende for, hvad man stemmer.

(Interview 5, side 9, l. 3-10)

Lene diskuterer ligesom Camilla og Mikael også med sin familie:

(...) for eksempel sådan noget med flygtningekrisen og hvornår folk er danske og hvornår, hvis de gør

noget kriminelt, om det så skal smides ud af landet og alle sådan nogle ting, så ja, der er ting som bliver

diskuteret i familien.

(Interview 7, side 5, l. 4-7)

Når de unge oplever konflikt

Camilla beskriver her, hvordan hun har oplevet når politik bliver konfliktfyldt, og når måden

politikerne kommunikerer og taler på, bliver forstyrrende for hendes forståelse:

Jeg kan ikke lige huske, hvor det er jeg så det henne, men det var sådan, nyhederne tror jeg, hvordan de

snakkede til hinanden, i folketinget, hvor jeg havde det lidt sådan: “okay, det er lidt en joke, at I snakker

sådan der til hinanden, når I gerne vil have at vi har respekt for Jer, samtidigt med, at det er Jer der skal

have det sidste ord i realiteten inden for det her samfund, ikk?” Så der mister jeg lidt den der tro til, at

det er de bedste der sidder derinde, når de snakker sådan der. Altså, ét er, man kan sagtens være uenig,

og jeg kan sagtens have en anden mening end du har, men det der med lige pludseligt at skulle snakke

grimt eller nedladende, eller sidde og hoste når den ene fremlægger et eller andet, det synes jeg

simpelthen er børnagtigt. Det synes jeg.

(Interview 8, side 6, l. 25-35)

Nanna føler en irritation, når der “Når der bare bliver kastet med skyts” i den politiske kommunikation

(interview 6, side 3, l. 23). Også Erik står af, når der mangler saglighed i den politiske kommunikation.

Her knytter han det også til en medielogik:

Sagligheden forsvinder ret hurtigt, i sådan noget som Debatten. Fordi det handler om “det du mener, det

er forkert, og det skal jeg fortælle dig”. Mere end det handler om “okay, jeg ser det fra den her side af,

og måske kunne det være, vi skulle herhen ad, hvor vi er enige”. Altså, der er ikke den her

enighedsproces i det, og der er ikke den der “hey, har du tænkt på det her i stedet for?” Der er altid den

her meget konfrontatoriske “det er helt ude i skoven det du siger”, i stedet for “det er jo ikke helt ude i

skoven det du siger, det du siger, er din måde at tænke på”. (...) Det er jo sjovt at se på folk der er meget

uenig, i stedet for at se på folk der finder frem til løsninger. Det er jo heller ikke sjovt at se Folketingets

TV.

(Interview 4, side 9, l. 9-23)

71

Senere i interviewet beskriver Erik denne logik som en “kamp mod konsensus” (Interview 4, side 8, l.

36-44) og forklarer videre:

Det er meget to fløje, der bliver sat op overfor hinanden. Og der kan jeg godt se, og så peger de hinanden

ud, og så kommer de med personangreb. Men i virkeligheden, når de er færdige, så er de jo mega gode

venner. Men lige når de står der, udadtil, så virker de meget griske og meget sådan.

(Interview 4, side 8, l. 39-42)

Både Nanna og Erik føler, at politikerne har et stort ansvar i forhold til den politiske kommunikation

(Interview 4, side 5, l. 10-18; Interview 6, side 3, l. 29-33). Til et spørgsmål om mediernes rolle og

ansvar, svarer Nanna:

Ja. Det synes jeg absolut de har. Igen, det her med at fremlægge det på en måde der er saglig, som er

okay, som er objektiv…. Men... Det kan selvfølgelig også være lidt farvet. Det ved jeg ikke… Men som

ikke er igen, for at få folk til at læse, lytte eller what ever, fordi de har en bestemt agenda… Det synes

jeg er meget vigtigt.

(Interview 6, side 5, l. 30-34)

Mikael er heller ikke tilfreds med den politiske kommunikation, han oplever i medierede debatter:

Jamen der sker da det at jeg tænker sådan lidt: “er det også sådan det foregår når de sidder inde i

Folketinget? Er det sådan de sidder når de har møder på Christiansborg?” Så, det giver mig et dårlige

billede af politik, det gør det for mig, altså. Jeg tænker meget tit over når man ser dem diskutere over

for hinanden, hvis andre kunne se det fra den store verden (...) hvis nu nogen så Debatten i to timer, hvor

der var nogen fra Dansk Folkeparti og nogen fra Enhedslisten der stod og diskuterede, så ville de da

også sidde og tænke: “okay, hvad fanden sker der lige i Danmark”.

(Interview 5, side 9, l. 16-26)

Når de unge roser politikerne

Trods ovenstående udtalte utilfredshed med den typiske kommunikation, som de unge borgere møder

fra politikerne, roser de dem også. Her peger Erik på “engagement” som et væsentligt forhold:

Men jeg synes også der er rigtigt mange politikere som er dygtige til, når de har lagt noget op, til at

engagere sig lidt i de diskussioner. Hvor de faktisk ikke bare smider noget op, og så lader det leve, men

hvor de faktisk også oftest tager den samtale der er med folk. Det er jo også en ny måde at tage den

politiske samtale på, som jeg synes er mega fed.

(Interview 4, side 7, l. 19-28)

Og trods politiske uenigheder, bifalder Nanna politikere, der kommunikerer og opfordrer til en

ordentlig tone. I nedenstående citat roser hun Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, på baggrund af,

at han i et opslag på Facebook beder om en ordentlig tone:

Ej jo, jeg så lige at Martin Henriksen havde lagt et billede op med en muslimsk kvinde, tror jeg, det var,

der var blevet medlem af Dansk Folkeparti, et eller andet, hvor kommentarerne bare begyndte at rulle:

72

“forrædere”, “hvad laver hun der?”, “hun skal ikke være med!”, “send hende hjem!” og sådan nogle

ting, hvor jeg tror, faktisk ham selv, var inde og skrive: “nu stopper i, det er ikke i orden”. Det er total

vigtigt. Jeg er død-uenig med ham, men det tror jeg ikke... det ser man jo ikke ellers, synes jeg ikke, at

man ser.

(Interview 6, side 6, l. 9-18)

Lene er stolt over, at vi har et demokratisk land og giver politikerne kredit for at sige hvad de føler og

tænker, og har respekt for at “folk stiller sig op” (interview 7, side 6, l. 20-21). Lene mener også, at det

er vigtigt med uenigheder, til en vis grad:

Jeg synes at det er vigtigt at der er uenigheder, ellers kommer man jo ikke frem til nogle ting overhoved,

altså det ville jo være noget andet hvis man bare var enig om alt, det ville også være kedeligt. Så, det er

vigtigt at der er nogle uenigheder og at man kan få diskuteret nogle ting, så man kan få nogle holdninger

på bordet (...) men selvfølgelig er der også ting hvor det er voldsomt med uenigheder og hvor det måske

ikke er en specielt god ting. Men overordnet så er det jo bare en del af demokratiet at man er uenige

omkring ting og skal finde kompromis.

(Interview 7, side 1, l. 38-42)

Ønsker til praksis

Erik kan godt lide, når den politiske kommunikation er “nemt forståeligt”, har et “kreativt twist” og

“skaber nogle følelser i folk”: “Hvis du kan leve op til de her tre ting, så får du også folk med, som ikke

bare interesserer sig for det” (Interview 4, side 4, l. 1-3).

Når Nanna skal sætte ord på den den gode debat, som hun sjældent oplever, peger hun implicit på de

gyldighedskrav, som vi har opstillet for den stærke deliberative identitet: information, gyldighed og

argumentation:

Det synes jeg godt nok også sker sjældent. Det er, hvor man giver plads til hinanden, hinandens

meninger og samtidigt bliver på sin egen banehalvdel. Fremsætter hvad man synes er vigtigt, i det der

nu er uenighed om.

(Interview 6, side 6, l. 43-46)

Nanna mener derudover, at hvis politikerne talte pænt, kunne det være, at borgerne også gjorde det

(Interview 6). Når Nanna bliver spurgt til om det ikke er okay at tale grimt til dem, som har ekstreme

holdninger, svarer hun:

Nej! Nej… det kommer an på hvad du mener med at tale grimt. Jeg synes man skal udfordre og gøre

klart, at man er helt dødsens uenig, og at… og også hvilke konsekvenser det kunne have… men jeg

synes man skal gøre alt for at bevare den gode tone. Det må jeg bare sige.

(Interview 6, side 7, l. 37-38)

For Camilla er det også vigtigt, at politikerne holder sig til sagen:

73

Ja, eventuelt bare holde sig helt vildt til sagen i stedet for at snakke om alt muligt andet. For jeg synes

nogle gange det tager sådan en drejning, og så handler det ikke kun om det. Så handler det også om alt

muligt de lige får vippet ind over, og så man dér, helt lost, og tænker: “Hvad var det så, vi lyttede på?

Øh... der tabte jeg den”, agtigt.

(Interview 8, side 5, l. 1-6)

Til spørgsmålet om hun tror det vil gøre en forskel hvis politikerne taler pænere, svarer hun, at det ikke

ville gøre udfaldet, men at det ville være meget rart (Interview 8, side 6, l. 40-44).

74

De unge borgeres deliberative identiteter

Vi vil nu fortolke de fem unge borgeres deliberative identiteter. Vores fortolkning af de unge borgeres

deliberative identiteter beror på vores undersøgelse af deres oplevelser af og ønsker til den politiske

kommunikation i offentligheden. Vores fortolkning bygger på en sammenholdning mellem deres

normative svar og ønsker til den politiske kommunikations kvalitet, og deres deskriptive svar, hvor de

fortæller, hvordan de i praksis oplever den politiske kommunikation.

Når vi kigger på de unge borgeres svar og refleksioner, beror langt størstedelen af deres normative svar

på ønsker til politikernes kommunikation. Det skyldes i høj grad, at de unge ikke ser sig selv som

afsendere på en medieret politisk kommunikation, men som modtagere.

Overordnet har de unge borgere et ønske om noget andet end det, de oplever. Vi har set hvordan de

fem unge borgere har problematiseret indholdet og formen på den politiske kommunikation.

De fem unge borgere er langt fra ens, men på trods af det, har de i vid udstrækning de samme ønsker

til den politiske kommunikations form og indhold. Hos de fem unge borgere er der i forskellig grad et

ønske om information. De ser en væsentlighed i at have adgang til information og at informationen

skal være tydelig og synlig. Flere af de unge peger også på, at den viden, de bliver præsenteret for,

gerne må være nemt tilgængelig. Hvis politikerne ikke holder sig til emnet, fraholder de unge sig fra

at forholde sig til den politiske kommunikation.

De unge borgere har alle refleksioner over og tanker om, hvad demokrati er, og bør vær. Flere af dem

peger på, demokrati for dem sidestilles med indflydelse. Enten som indflydelse via valghandlingen, til

medbestemmelse omkring hvordan samfundet skal se ud, eller det Erik betegner som

borgerinddragelse.

Det er tydeligt, at de unge borgere ønsker en bedre debat og argumentation i den politiske

kommunikation. De unge ønsker, at politikerne holder sig til sagen, og at de kommunikerer på en

ordentlig måde. Hvis politikerne ikke gør det, fremstår de som utroværdige og uprofessionelle, ifølge

de unge. Det er okay at sparke røv, man skal bare gøre det på en ordentlig måde, som Nanna formulerer

det. De forstår god debat, som det at give plads til hinanden og uenigheder.

De sociale medier, er der hvor de unge borgere primært møder politisk kommunikation. Mens nogle af

de unge sætter pris på at følge forskellige partier og organisationer, følger andre privatpersoner med

politiske holdninger. To af de unge er opmærksomme på, at de sociale medier kan fungere som

ekkokamre.

75

To af informanterne har tidligere kommenteret på politiske opslag på sociale medier, men er holdt op

med det på grund af den dårlig tone der, ifølge dem, hersker. En af informanterne gør det sjældent,

men oplever ikke, at kommentaren tjener et formål. Det vil sige, at de unge er til stede på de sociale

medier, men at de sjældent engagerer sig som andet end modtagere af den politiske kommunikation.

De unge tilgår også traditionelle medier som (online)aviser, TV og radio i varierende grad. De unge er

også opmærksomme på og i stand til at forhold sig kritisk til medierne og deres logikker.

De unge borgere har alle haft positive oplevelser med at møde politik i det fysiske rum. Det både over

en øl og til vælgermøder. Derudover har mange af de unge politiske samtaler med familie og venner.

De unge beskriver i stor grad, at de i politikernes kommunikation oplever en konfrontatorisk form. En

kommunikationsform hvor der kastes med skyts, en kommunikation der angriber i stedet for at stille

spørgsmål. En kamp mod konsensus og personangreb. De unge borgere placerer både et ansvar hos

medierne og hos politikerne.

Mange af de unge borgere har stærke deliberative træk i deres viden og i deres tilgang til den politiske

kommunikation. De er dog ikke en aktiv del af den politiske kommunikation. De møder den politiske

kommunikation i offentligheden, men samtidigt en kommunikation, de ikke er tilfredse med. Vi

vurderer, at de unge borgere har en tilstrækkelig grad af viden og fælles værdier til at kunne indgå i og

forhandle samfundet og demokratiet, men at de bremses af en offentlighed, de ikke kan kende deres

egne stemmer i.

For opsummering af undersøgelsen af de unge borgeres deliberative identiteter, se figur 4a & figur 4b,

på de næste to sider. I figuren er det alene de unges egne oplevelser, rationaler og ønsker, der opridses

i dimensionerne rum, værdier, viden, tillid og praksisser. Under ‘fortolkning af deliberative identiteter’

er det vores fortolkning af de unges deliberative identitet, der er opridset.

76

Figur 4a Opsummering af undersøgelsesfund i anden delanalyse. I figuren er det alene de unge borgeres egne

italesættelser af oplevelser, ønsker og praksisser, der opridses i dimensionerne rum, værdier, viden, tillid og

praksisser. Under ‘vurdering af deliberative identiteter’ er det vores vurdering af politikernes deliberative

identitet, der er opridset.

77

Figur 4b Opsummering af undersøgelsesfund i anden delanalyse. I figuren er det alene de unge borgeres egne

italesættelser af oplevelser, ønsker og praksisser, der opridses i dimensionerne rum, værdier, viden, tillid og

praksisser. Under ‘vurdering af deliberative identiteter’ er det vores vurdering af politikernes deliberative

identitet, der er opridset.

78

Kapitel 7: Diskussion

Vi vil nu diskutere og sammenholde vores to delanalyser, for at diskutere offentlighedskulturens

muligheder og udfordringer. Herefter følger en diskussion af vores teori, metode og analyseramme.

Afsluttende vil vi diskutere og reflektere over strategiske kommunikative perspektiver og muligheder,

på baggrund af specialets undersøgelse.

Offentlighedskulturen: muligheder og udfordringer

I denne første del af vores diskussion, vil vi sammenholde politikerne og de unge borgeres oplevelser

af og ønsker til den politiske kommunikation, og på baggrund heraf vil vi diskutere

offentlighedskulturens muligheder og udfordringer.

Specialets i alt otte informanter spænder bredt i alder, uddannelsesniveau, profession, politisk

overbevisning og aktørrolle i politisk kommunikation. Derfor finder vi det bemærkelsesværdigt, at de

alle har normative kommunikative identiteter og værdier, der i stor udstrækning tilsvarer hinandens.

Kommunikative værdier der på mange niveauer tilsvarer idealerne for deliberative identiteter, som vi

har formuleret i vores analyseramme. Politikerne italesætter, at politisk kommunikation i et

demokratisk perspektiv bør være ordentlig, åben og kendetegnet ved gennemsigtige forhold,

involverende, båret af dialog, kritisk stillingtagen og udfoldelsesmuligheder. Til sammenligning

italesætter de unge borgere indflydelse, gensidighed og retten til at have lov til at sige hvad man mener,

synes og fornemmer. Vi ser altså, at både politikerne og de unge borgere peger på de idealer, som også

er karakteristiske for det deliberative demokrati. Og vi ser, at informanternes ønsker nærmer sig

Habermas’ teori om deliberativ rationalitet, hvor man gennem kommunikation kan opnå en kollektiv

viljesdannelse. Vi kan således anskue politikerne og de unges fælles værdier som en mulighed for opnå

en bedre deliberativ offentlighedskultur. Gennem Dahlgren og Mouffe ser vi, at demokratiet kun

fungerer, hvis vi anskuer det på tværs af individer og gruppers fælles forståelse af værdier. Ud fra

Habermas’ tanker om livsverdenen er dette også et positivt fundament, da han ser det som afgørende

for forandring og enighed, at aktørerne har en fælles forståelse på baggrund af sproglig formidling og

kulturel overlevering.

Vores sammenholdning kan samtidig udfordre Elbæks bekymring om, at en politisk klasse er ved at

udvikle sig i Danmark. I vores empiri har vi fundet, at de unge borgere, uagtet uddannelsesniveau og

politisk overbevisning, er dannede og vidende om demokratiske og politiske forhold. Nok er de ikke

partimedlemmer eller frontløbere i en fagorganisation, men de ved og anerkender, at samfundet

omkring dem, vedrører dem. De er kritiske overfor mediernes betingelser og handlinger, de er kritiske

79

overfor politikernes motiver og de er reflekterede over, hvad de ønsker sig af den politiske

kommunikation i offentligheden. Ønsker, der i en overbevisende grad bærer præg af, at demokratiet

og kommunikation skal være vedrørende, oplysende og tilgængelig, ifølge de unge borgere. De er

oplyste og de har ønsker til, at noget forandres kommunikativt. Det fandt vi idet vi bad dem om at

reflektere over hvad demokrati og politik er, og bør være. Vi kan på baggrund heraf ikke sige, om en

ikke-politisk klasse er ved at etablere sig eller ej, men vi har fundet, at unge borgere, trods manglende

partimedlemskab og online-engagementer, har en holdning til og ambition på vegne af samfundet og

demokratiet. Hermed ikke sagt, at der ikke er udfordringer, men vi finder potentialer for, at unge

borgere i Danmark kan være kommunikative demokrater i fremtiden, i langt større grad, end de er i

dag.

Dér hvor det deliberative demokratiideal og vores identitetsbegreb imidlertid ikke mødes med

informanternes refleksioner og oplevelser, er når idealerne sammenholdes med de oplevede praksisser.

Vi ser at de unge ikke vil deltage i den politiske debat online og at de ikke føler sig oplyst via den

medierede politiske kommunikation. De føler endda fra tid til anden, at den er fordummende. I et

deliberativt identitetsperspektiv er ovenstående utilstrækkeligt og utilfredsstillende.

En mulig konsekvens er, at de unge borgeres deliberative forståelser og tilgange til samtale, samfundet

og debat, over tid, hvis ikke allerede, vil blive udvandet og ikke imødekommet af den kommunikation,

de hver dag møder. Offentlighedskulturen konstrueres ved den kommunikation, som foregår i

offentligheden. Såvel som at borgere og politikere kan bidrage til den og udvikle den, med oplysende

og nysgerrige bidrag, kan de også afvikle den, med mudderkast og ved at omgå sandheden. Såvel som

at kommunikative identiteter er afgørende for, hvordan offentlighedskulturen konstrueres, er

offentlighedskulturen også determinerende for den enkelte borgers kommunikative identitet, og i sidste

ende motivation for at være borger.

Et parlamentarisk perspektiv har samme mulige forfaldshistorie. Hvis ikke der er politiske aktører, der

beslutter sig for at ændre den kommunikative kultur, til at være noget andet, vil den blot fortsætte med

at konstruere sig ned ad en nedadgående spiral.

Et eksempel på, hvor politikerne og de unge borgeres forståelse af offentligheden er i

uoverensstemmelse, er de sociale medier. Her oplever politikerne, at de er i dialog med borgerne.

Imidlertid forstår de unge borgere ikke sociale medier som et rum, hvor de er i dialog med politikerne,

eller andre borgere gennem en politisk kommunikation. Det på trods af, at flere af dem følger politikere,

såvel som at de løbende i deres feeds får politisk indhold præsenteret, de kan interagere med. Her bliver

en modstridende oplevelse af dele af den kommunikative offentlighedskultur tydelig, og der foregår

tilsyneladende ikke den deliberation, debat og samtale, som politikerne mener, der gør. Hvad

politikerne oplever som et deltagelsesdemokrati, praktiserer de unge borgere som et tilskuerdemokrati.

80

Et væsentligt opmærksomhedspunkt i forhold til vores analyse af den kommunikative

offentlighedskultur i Danmark, er, at vi inddrager interpersonel kommunikation som værende en del af

den politiske kommunikation. Hvis ikke vi inddrager interpersonel kommunikation, som en politisk

kommunikativ handlen, vil vores vurdering af den demokratiske kommunikative offentlighed se noget

fattigere ud, end vores konklusion lyder. Så meget desto mere, er der store krav til, hvad den medierede

politiske kommunikation, ofte med politikere som afsendere og medier som kanal, skal indfri i

fremtiden, både i form og indhold.

Diskussion af Offentlighedskultur: en analyseramme

Vi vil nu diskutere vores analyseramme og begrebet deliberative identiteter.

Vi starter med at diskutere vores anvendelse af analyserammen, og hvad vi mener, den kan bidrage

med. Videre vil vi diskutere de udfordringer vi har mødt ved anvendelsen af analyserammen, og vi vil

rejse opmærksomhedspunkter, som vi mener, at et videre arbejde med analyserammen med fordel kan

imødekomme.

Afsluttende vil vi diskutere et videre arbejde med det kommunikative identitetsbegreb: deliberative

identiteter.

Hvad kan analyserammen? Med analyserammen som analytisk værktøj mener vi, at vi har opnået et

indblik i og en forståelse af tre politikere og fem unge borgeres kommunikative identiteter, særligt med

sigte mod identifikationen af deliberative identiteter. Med rammen mener vi at kunne dissekere forhold,

i rammen forstået som dimensioner, hvormed vi kan opnå indsigt i hvad informanterne mener, ønsker

og hvordan de oplever politisk kommunikation. Anvendelsen af analyserammen medvirker, at

undersøgeren kan opnå et kvalitativ indblik i aktørers politiske kommunikative identiteter.

Analyserammen giver os mulighed for at undersøge hvor (rum), hvorfor (værdi, viden og tillid) og

hvordan (praksisser) aktørerne oplever den politiske kommunikation i offentligheden, ligesom

analyserammens dimensioner giver os mulighed for at undersøge, hvilke ønsker de har til

kommunikationen.

Udfordringer? At anvende analyserammen til kvalitativ analyse, stiller store krav til omfang og

ressourcer. Vi stræber i specialets to delanalyser efter at undersøge otte informanters deliberative

identiteter på 40 sider. Dette arbejde har krævet stor kondensering og stiller tillige store krav til læsers

tillid til undersøgelsens troværdighed, da vi som undersøgere bibringer fortolkninger i analysen og

diskussionen af empirien.

81

Opmærksomhedspunkter? Et opmærksomhedspunkt i det videre arbejde med analyserammen, som et

værktøj til at identificere og undersøge politiske aktører, borgere - og måske endda medier og

journalisters - deliberative identiteter, er, at undersøgeren skal være opmærksom på, i hvilken grad man

er villig til at lade informanterne tale og reflektere. Vi har fundet en styrke ved, at informanterne

tillægger forskellige forhold betydning for deres forståelse af, oplevelse af og ønsker til den politiske

kommunikation. Som eksempel mener vi, at det ikke havde tjent et formål, hvis vi for insisterende

havde fastholdt de unge ved spørgsmålet, om de har tillid til politikere, hvorfor og hvorfor ikke. Fælles

for de fem unge borgere er, at de i langt større grad satte ord på og havde refleksioner over spørgsmål,

der eksempelvis behandlede hvad demokrati betød for dem.

Såvel som at demokratiet til enhver tid må være til forhandling, må begrebet deliberative identiteter og

den kommunikative offentlighedskultur nødvendigvis også være det. I vores teoretiske beskrivelse af

de deliberative identiteter har vi formuleret de præmisser, som vi særligt finder væsentlige.

Deliberative identiteter? Arbejdet med at udvikle begrebet deliberative identiteter, som en

kommunikativ identitet, der kan undersøges via seks dimensioner og deres gensidige afhængighed og

påvirkning, kræver en stor teoretisk forståelse og indsigt. I vores tilfælde ved, at vi har bygget vores

forståelse og beskrivelse af identitetsbegrebet på baggrund af et arbejde i krydsfeltet demokrati- og

offentlighedsteori, kulturteori og politisk kommunikationsteori. Vores forståelse og fremgangsmåde er

lig den, som Dahlgren præsenterer og foreslår forud for hans præsentation af hans politiske

identitetsbegreb. Centralt står vores forståelse af, at kommunikation er en afgørende faktor for

konstruktionen af identiteter og den offentlighedskultur, vi undersøger. Fundamentet for vores

forståelse er Habermas’ italesættelse af, at deliberativ rationalitet opnås gennem kommunikation og

dermed en fælles viljesdannelse og erfaringsgrundlag.

På baggrund af vores fremgangsmåde og empiriske grundlag, søger vi at fortolke aktørernes

deliberative identiteter individuelt, men også kollektivt ved at summere de unge borgere og politikere

som ‘grupper af aktører’.

I et videre empirisk arbejde med deliberative identiteter kan man med store ressourcer med fordel

fortsætte arbejdet ved at opskalere antallet af informanter. På baggrund heraf kan specialets

undersøgelse og konklusionens troværdighed, bekræftbarhed og overførbarhed be- eller afkræftes. Et

videre arbejde kan imidlertid også bestå ved, at undersøge og sammenholde enkelte politikeres

kommunikative identiteter, eksempelvis ved at lave en komparativ sammenholdning af statsminister

Lars Løkke Rasmussen og Enhedslistens Pernille Skipper. Tilsvarende kunne det være interessant, i et

større omfang end hvad specialets rammer tillader, at sammenholde to unges deliberative identiteter,

én til én.

82

Strategi

Vi vil nu, med vores tredje og sidste diskussionspunkt, rette blikket væk fra specialets inderste arbejde

med teori, metode, analyseramme og vores undersøgelse. Vi kigger ud mod de praksisser og miljøer,

hvorfra den professionelle politiske kommunikation ofte planlægges og eksekveres: partiernes

pressesekretariater og ministerkontorerne. Vi bevæger os dog ikke længere væk fra specialet, end at vi

bygger på og trækker tråde fra vores empiriske udsigelser, såvel som potentialerne for at anvende vores

analyseramme i arbejdet med en ny målgruppeforståelse inden for politisk kommunikation.

Vi tror, at offentligheden, demokratiet og den politiske kommunikation har et uforløst potentiale. Også

strategisk.

Både før og under udarbejdelsen af specialet har vi haft en fornemmelse af, at forståelsen af

‘professionel politisk kommunikation’ indbefatter, og forstås ved, om man er i stand til at opnå

strategisk vinding ved at manipulere, spinne, mudderkaste og tilsværte den politiske modstander. Men

hvad nu, hvis professionel politisk kommunikation i fremtiden er en disciplin, hvor afsenderen, foruden

at kende borgernes real- og identitetspolitiske præferencer og tilhørsforhold, også har en indsigt i,

hvordan borgerne rent faktisk gerne vil kommunikeres til? Vi er bevidste om, at retorikken i mere end

2000 år har beskæftiget sig med narrativer, følelser og fakta, og hvordan vi med sproget og

kommunikation kan skabe overbevisning. Men før, vi når til arbejdet med den sproglige og tekniske

udformning af kommunikationen, må vi nødvendigvis også forstå vores målgruppe - herunder deres

kommunikative behov og ønsker til kommunikationens funktionsduelighed.

Gennem vores arbejde med empirien tyder noget på, at vi måske skal genbesøge betydningen af

professionel politisk kommunikation. Vi har i hvert fald ikke fundet litteratur der overbevisende kan

fastslå, at eksempelvis tilsværtning af modstanderen fremmer egen vinding.

Derfor foreslår vi, at politiske partier og forskningsfeltet indleder et arbejde med eksempelvis at

undersøge, hvad effekten reelt er af, at få modstanderen til at se dummere ud, end en selv.

Vores undersøgelser af, hvad de unge borgere ønsker sig af den politiske kommunikation viser, at de

ikke ønsker en unødig konflikt og konfrontatorisk formidling, hverken i medierne eller via politikernes

direkte kommunikation. De ønsker at kommunikationen skal være ordentlig, den skal informere og den

skal være gensidig. Med andre ord er der ikke noget i de unge borgeres kommunikative identitet, der

taler for, at mudderkast og tilsværtning af en modpart, kan få den unge borgere til at stemme på

afsenderen.

Når unge borgere, såvel som politikerne på et normativt plan ønsker, at politik skal foregå på egen

83

banehalvdel, med øjnene på bolden og med gode argumenter, stiller vi spørgsmålet, om der potentielt

er professionel strategisk vinding ved, netop at kommunikere sådan?

Vi oplever, at de unge borgere vi har talt med, er demokratisk dannede, reflekterede og kritiske. De er

i stand til at navigere i politikernes kommunikative handlinger og mediernes logikker.

Politikere og borgere er mere komplekse end hvad vores speciales blå og røde blokpolitiske omslag

afslører. Vi tror på, at en bedre forståelse af borgeres kommunikative identiteter og ønsker er afgørende,

for en sund og tilfredsstillende kommunikativ offentlighedskultur.

84

Kapitel 8: Konklusion

Ifølge vores empiri, er offentlighedskulturen i Danmark er præget af både muligheder og udfordringer.

Udfordringer i form af en oplevet konfliktlogik i både politik og i medier. Folketingspolitikere føler,

at de gennem medierne ikke kan komme til orde uden konflikt, samtidigt med, at de unge borgere

oplever, at de mangler informationer og ordentlighed i den politiske kommunikation. En anden

udfordring ligger i, at folketingspolitikerne går på kompromis med, hvad de selv ønsker af den politiske

kommunikation, hvilket går ud over indholdet og formen. Det resulterer i en politisk kommunikation

præget af konflikt, hvilket de unge borgere oplever som utroværdigt og uprofessionelt.

Kommunikationens form og indhold betyder, at de unge borgere afholder sig fra at indgå i den politiske

kommunikation på sociale medier, stedet hvor de primært møder politisk kommunikation.

Men vi ser også muligheder i offentlighedskulturen. For både folketingspolitikerne og de unge borgere

ønsker en anderledes politisk kommunikation, end den de oplever. De har en række kommunikative

værdier, som flugter med hinanden, både indbyrdes men også på tværs. Politikerne er opmærksomme

på borgerne, og de unge borgere er tilstede i den politiske kommunikation, med en stor viden om både

samfund, demokrati og politik. De unge ønsker politisk information og kommunikation og ser en

væsentlighed i adgangen til den. Vi ser dermed et potentiale for en offentlighedskultur, der i fremtiden

i større grad er præget af information, argumentation og gensidighed.

Offentlighedskulturen har et uforløst potentiale. Vi har fundet, at de medvirkende politikere og unge

borgere, alle har et udtalt ønske om, at den politiske kommunikation foregår på en måde, der

imødekommer de deliberative idealer. Mange forhold vanskeliggør idealet, herunder

folketingspolitikeres nuværende strategiske kommunikation, medielogikker og de unge borgeres

begrænsede motivation for at deltage i en konfliktpræget offentlighedskultur. Men

offentlighedskulturen kan forandres, så længe vi hos aktørerne kan identificere deliberative identiteter

og et ønske om, at offentlighedskulturen er udgjort af deliberative egenskaber. Demokrati bør være

samtale, og offentlighedskulturen må opleves som et informerende, gensidigt og argumenterende

kommunikativt rum. Det er ikke kun Habermas, der ønsker det. Det viser vores empiri, at også

folketingspolitikere og unge borgere gør.

85

Litteraturliste

Aagaard, P. (2017). Politik som fiktion: om en ny tids politiske kommunikation. Oekonomistyring og

Informatik, 32(3).

Albæk, E., & Vreese, C. (2010). Forskning i politisk kommunikation. Politica, 42(3), 279-293. Lokaliseret 20.

marts, 2018, fra https://tidsskrift.dk/politica/article/view/69817

Almlund, P. (2015). Når de unge skal navigere i politisk kommunikation. I H. Laursen (red.), Tag del i

fremtiden: En antologi om unges deltagelse i politiske offentlighed (s. 21-47). København: Dansk Ungdoms

Fællesråd

Brinkmann, S., & Tanggaard, Lene. (2015). Kvalitative metoder, en grundbog (2. udgave ed.). Kbh.: Hans

Reitzel.

Bruun, J., Lieberkind, J., & Schunck, H. B. (2017). ICCS 2016: internationale hovedresultater. København:

Aarhus Universitet, DPU.

Collin, F., & Køppe, S. (2003). Humanistisk videnskabsteori. Kbh: Lindhardt og Ringhof, 247-276

Craig, R. T. (1999). Communication theory as a field. Communication Theory, 9(2), 119-161.

http://dx.doi.org/10.1111/j.1468-2885.1999.tb00355.x

Dahlgren, P. (2009). Media and political engagement, citizens, communication, and democracy

(Communication, society, and politics). Cambridge: Cambridge University Press.

DR Medieudvikling 2017. (s.d.). Lokaliseret fra https://www.dr.dk/om-dr/fakta-om-

dr/medieforskning/medieudviklingen/2017

DUF. (2016, 7. januar). Unge fravælger debat: Tonen er for hård. Lokaliseret 30. april, 2018, fra

https://duf.dk/nyhed/unge-fravaelger-debat-tonen-er-for-haard/

Elmelund-Præstekær, C., & Syddansk Universitet Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. (2009). Kammertoner

og unoder i dansk valgkamp, partiernes positive og negative, person- og politikfokuserede kampagner 1994-

2007 (Ph.d.-afhandlinger og disputatser Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet 102).

Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Eriksen, E., & Weigård, Jarle. (2003). Kommunikativt demokrati, Jürgen Habermas' teori om politik og

samfund. Kbh: Hans Reitzel.

Eriksen, F. (2018, 23. april). Forsker: Politisk kommunikation er blevet til fiktion. Lokaliseret 20. maj, 2018,

fra https://www.denoffentlige.dk/forsker-politisk-kommunikation-er-blevet-til-fiktion

Folketinget. F 21 Om borgernes tillid til de folkevalgte på Christiansborg. [Folketinget]. (2018, 6. april).

Lokaliseret 8. april, 2018, fra http://www.ft.dk/samling/20171/forespoergsel/F21/BEH1-

78/forhandling.htm#t54E00A74F3CA47469EC0530A5DE3070Ftab1

Fraser, N. (1990). Rethinking the Public Sphere. Social Text,8(3), 56.

Griffin, E. (2012). A First Look at Communication Theory. 8th edition McGraw-Hill, New York, 47

Habermas, J. (2009). Borgerlig offentlighed, offentlighedens strukturændring, undersøgelser af en kategori i det

borgerlige samfund, med et forord til det nye oplag 1990 (1. udgave, 1. oplag ed.). Kbh: Informations Forlag.

Hansen, M. (2010). Demokrati som styreform og som ideologi. Kbh: Museum Tusculanums Forlag, 109-124

86

Holst, E. Q. (2017, 14. september). Politikere og embedsmænd skraber bunden: Se de mest utroværdige job.

Lokaliseret 20. maj, 2018, fra https://www.altinget.dk/artikel/politikere-og-embedsmaend-skraber-bunden-se-

de-mest-utrovaerdige-jobI

Knudsen, L. (2017, 24. februar). Lisbeth Knudsen: Er demokratiet truet? [Blogindlæg]. Lokaliseret 30. april,

2018, fra https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-er-demokratiet-truet

Kock, C. E. J. (2011). De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. København: Gyldendal

Akademisk.

Kjær, K. (2017, 30. maj). Unge fravælger den digitale demokratiske samtale. Lokaliseret 15. maj. 2018, fra

https://www.medieraadet.dk/medieradet/unge-fravaelger-den-digitale-demokratiske-samtale

Kjøller, K. (2011). Den politiske komedie, at forstå politik uden at forstå sagen. Kbh.: Hovedland.

Kvale, S., & Brinkmann, S. (1997). Interview, introduktion til et håndværk. Kbh: Hans Reitzel.

Loftager, J. (2004). Politisk offentlighed og demokrati i Danmark. Århus: Aarhus Universitetsforlag

Loftager, J. (2006, 1. januar). Borgerlig offentlighed i dag. Lokaliseret 20. maj, 2018, fra

http://turbulens.net/borgerlig-offentlighed-i-dag/

McNair, B. (2011). An introduction to political communication (5.th ed., Communication and society). London

New York: Routledge.

Mansø, R. G. (2018, 6. april). Løkke i debat om politikerlede: Vi har nok en tendens til at forvrænge

virkeligheden. Lokaliseret 6. april, 2018, fra https://www.dr.dk/nyheder/politik/loekke-i-debat-om-

politikerlede-vi-har-nok-en-tendens-til-forvraenge-virkeligheden

Nielsen, H. K. (2012). Den demokratiske offentlighed i senmoderniteten. (Arbejdspapir nr. 1 udg.) (s. 1-48).

Aarhus Universitet: AU Ideas Pilotcenter: Den demokratiske offentlighed. Arbejdspapirer fra AU Ideas

Pilotcenter: Den demokratiske offentlighed

Phillips, L., Schrøder, K., & Magtudredningen projekt. (2004). Sådan taler medier og borgere om politik, en

diskursanalytisk undersøgelse af politik i det medialiserede samfund (Magtudredningen). Århus: Aarhus

Universitetsforlag.

Kildegaard, K. & Rohde, T. (2018, 18. februar). Søren Pinds opsang til Danmark: Vi svigter demokratiet, og

det kan ende galt. Lokaliseret 19. februar, 2018, fra https://www.b.dk/politiko/soeren-pinds-opsang-til-

danmark-vi-svigter-demokratiet-og-det-kan-ende-galt

Seale, C. (1999). The quality of qualitative research (Introducing qualitative methods). London: SAGE.

Sørensen, B. (2015). Folkestyre og fornuft, alternativer til politikerlede og finanskriser. Gilleleje: Secantus.

Thagaard, T. (2004). Systematik og indlevelse, en indføring i kvalitativ metode (1. oplag] ed.). Kbh:

Akademisk Forlag.

Toft, E. (2016, 2. januar). Løkke holder alternativ nytårstale på Facebook. Lokaliseret 20. maj, 2018, fra

https://www.dr.dk/nyheder/politik/loekke-holder-alternativ-nytaarstale-paa-facebook