ARBEJDERKLASSEN I›

LOKALSAMFUNDET

ET STUDIE I ARBEJDERBEVÆGELSENS

»UNDERSKOV« I ÅLBORG MELLEM 1890 OG

1930, TILSAT NOGLE PRINCIPIELLE

OVERVEJELSER

Af Stig Günther Rasmussen

OverordnedebetragtningerI de senere år har der kunnet iagtages en stadig mere omfattende interesse

for lokalhistoriske emner. Denne interesse hænger givetvis sammen med

udbredelsen af den opfattelse, at »lokalsamfundet« er en bevaringsværdig

størrelse, der er bragt i fare med den generelle samfundsudviklings tendens

til dannelse af stadig større enheder og til en stadig mere udtalt centralise-

ring, såvel m.h.t. beslutningsprocesserne i samfundet som forvaltnings-mæssigt. Denne opfattelse - som i visse versioner har karakter af en

regulær ideologi - er i 70'erne blevet overordentlig udbredt. Den praktiskekonsekvens heraf har været, at der er sket en kraftig vækst i faciliteterne

på området. En række lokalhistoriske eller sognehistoriske arkiver er så-

ledes dukket op, og disse ting tilsammen har bidraget til, at lokalhistoriens

stilling er styrket både i undervisningen (folkeskolen og gymnasiet) og i

stigende grad også i forskningen.lDer har således været tale om en række ydre tilskyndelser til at beskæf-

tige sig med lokalhistorie, som dog også har affødt en begyndende debat

om det lokalhistoriske felts karakter og status, altså om de mere overord-

nede, erkendelsesmæssige begrundelser for at arbejde med denne side af

historien. Dette forekommer at være en vigtig diskussion, hvis lokalhisto-

rie skal være andet og mere end et af tidens talrige modefænomener. Der-

for må det være på sin plads at indlede denne artikel med nogle betragt-

ninger over, hvad det regional- eller lokalhistoriske forskningsfelt kan

bruges til for også herved at få indkredset, hvad en lokalhistorisk tilgang til

arbejderbevægelsens hitorie vil kunne byde på.På denne baggrund kan opstilles to, indbyrdes afhængige udgangs-

spørgsmål: 1. Hvorfor beskæftige sig med lokalhistorie? 2. Hvad er dette

forskningsfelts særlige kvaliteter sammenlignet med det nationalhistoriske

eller det internationale felt? Før vi går i gang med at opsøge nogle svar på

disse spørgsmål,så må det vel siges, at der er mulighed for at henvende sigtil en ganske bred kreds med en bred faglig baggrund i denne søgning. Det

7

er ikke blot historikere, der har haft intresse i lokalhistorien, men ogsåetnologer, sociologer m.v., omend disse faggruppers beskæftigelse medlokalhistorie supplerer deres arbejde med de lokalsamfundsanalyser, som

igennem de senere år har vundet så stor udbredelse. Når de har kunnetarbejde med denne supplering, så skyldes det naturligvis, at en række

grundlæggende problemer er fælles for disse forskergrupper og historike-re, så snart talen er om lokalsamfund - uanset om vægten ligger på dethistoriske eller på det aktuelle. Derfor må det også være ikke blot forsvar-ligt, men nødvendigt at se studiet af lokalsamfundenes historie såvel som afderes aktuelle situation som ét felt, bundet sammen af såvel indholds-mæssige som fælles teori- og metodeproblemer. Samtidig må det erken-des, at der i denne bevægelse også sker nogle udgrænsninger af nogle siderved den måde, man traditionelt har beskæftiget sig med lokalhistorie på.Det gælder således det isolerede personalhistöriskestudie eller den isole-rede fysiske enhed som f. eks. en bestemt bygnings historie. Selvfølgeligkan der i gennemgangen af en sådan bygnings historie ligge nogle mel-

dinger, der henviser til det samfundsmæssigeniveau, men de må såvogsåkræves uddraget, for det afgørende her er, at det må dreje sig om samfund,d.v.s. totaliteter der karakteriseres af samspil både med omgivelserne ogmellem forskellige dimensioner, økonomiske, sociale, politiske etc.

Denne grundopfattelse har denne artikel til fælles med de nyere tenden-ser i etnologien og visse dele af sociologien? Delen eller delene må ses iforhold til helheden. Imidlertid er dette kun udtryk for en overordnet

tilgang, som dels må begrundes dels udforskes med henblik på at udfinde

implikationerne af en sådan tilgang. I første omgang tjener denne marke-

ring kun til at sige, at lokalhistorie kan være meget forskellige ting, og her-ved adskiller den sig ikke fra anden historie. Der kan være bedre eller

ringere forklaringer, der kan formidles mere eller mindre dybe forståelserog rejses meget eller kun lidet interessante perspektiver. Alt afhængigt afhvilken opfattelse man har af virkelighedens beskaffenhed, hvilke spørgs-mål man stiller til stoffet, hvilke problemer der findes centrale, d.v.s. hvil-ke væsentlighedSkriterier man arbejder med. Kort sagt, hvilket teoretisk

udgangspunkt - im- eller eksplicit - man har.Lokalhistorien må således principielt diskuteres i forlængelse af den

generelle debat om historievidenskabens problematik og formål. Nu er det

næppe nogen hemmelighed, at der i disse år hersker betydelige forskelle idet danske historikermiljø, hvad angår synet på fagets teorier og metoder.Dette må som sagt smitte af også på debatten om lokalhistoriens status ogproblematikker. Inden for lokalhistorien kan problemet illustreres med et

eksempel. Fra traditionel historikerside har man således ofte konfronte-ret lokalhistoriske undersøgelser med et krav om repræsentativitet. Lokal-historikerne har tydeligvis gang på gang følt sig pressede af dette krav, ogselv en traditionelt orienteret lokalhistoriker somiKnud Prange, lederen aflokalhistorisk institut på Københavns universitet, har således forsøgt at

tage brodden ud af dette repræsentativitetskrav.3 Uanset om man synes

8

Pranges modangreb lykkes, så må man se med sympati på hans ærinde.

Derfor skal vi i det følgende se lidt nærmere på dette repræsentativitets-begreb, hvad det indeholder, og hvad det indebærer.

Det skal straks siges, at det ikke er nogen let opgave at få hold på en

kritik af repræsentativitetsbegrebet. Det hænger sammen med, at dette

begreb på den måde, historikerne har brugt det, ikke er særligt præcist, og

at man derfor risikerer at levere et skud ud i tågen. For at komme ud over

dette problem, så vil det følgende nærmest tage form af en begrebsanalyse,for at få bedre hold på begrebets implikationer og konsekvenser. Men det

sker i fuld bevidsthed om, at så upræcist som begrebet er, så vil enhver

kunne hævde, at denne kritik ikke rigtig rammer nogen. Hertil er at sige, at

hensigten her heller ikke er at ramme »nogen«. Formålet er at belysekonsekvenserne af repræsentativitetskravet, som det stilles til lokalhisto-

rien, og i forlængelse heraf at vurdere kravets relevans i lyset af dets kon-

sekvenser.

Hvad betyder det så, at en undersøgelses resultat er repræsentativt? Til

en begyndelse kan vi et øjeblik dvæle ved, hvor begrebet repræsentativitetoverhovedet stammer fra. Der er næppe tvivl om, at det har sin oprindelsei statistikken, hvor det almindeligvis bruges til at udtrykke i hvor høj gradet givent udsnit af en helhed »dækker« alle eller et flertal af de karakteristi-

ka, der gælder for helheden. Og herfra har historikerne så overtaget begre-bet. Værdien af dets indførelse i historisk metode ligger i, at det har pålagtden enkelte historiker at udvikle sin sans for proportioner, men der har

også været bagsider. Netop repræsentativitetskravet i forbindelse med

lokalhistoriske emner kan illustrere dette. For hvad menes der med, at en

undersøgelses resultater skal være repræsentative? Der må vel menes, at

de samme elementer, størrelsesforhold og relationer, som karakteriserer

helheden f. eks. en nationalstat, også - inden for en vis margin - må gældefor udsnittet, in casu lokalsamfundet, på det pågældende tidspunkt. »Denideale repræsentativitet« er således opnået, når delen simpelthen er en

nedfotograferet version af helheden.

Dette får betydelige konsekvenser, for det indebærer, at repræsentativi-tetsbegrebet forudsætter noget om selve genstandsfeltet, det samfund, der

undersøges. Det forudsættes nemlig, at dette samfund karakteriseres ved

en meget høj grad af homogenitet. Spørgsmålet er om noget faktisk, i histo-rien eksisterende, samund, kan leve op til dette krav? Det må betvivles.Tager vi bare den feudale og den kapitalistiske reproduktionsmåde, såkan vi nok i begge samfundstyper konstatere tilstedeværelsen af ganskevist forskelligartede homogeniseringsfaktorer: 1) Socio-økonomiske,nemlig de historisk specifikke former hvorunder merarbejdet/merproduk-tet tilvejebringes og allokeres i det herudfra definerede sociale system og

2) kulturelle, f. eks. kirkens rolle i den feudale epoke og statens (uddan-nelsessystemet) og massemediernes under kapitalismen. Men andre træk i

disse samfund, måske mere prægnante under feudalismen end under kapi-talismen, bidrager til at skabe differentieringer og indre modsætninger,

9

t

der bidrager til at svække repræsentativitetskravets gyldighed og me-

ningsfuldhed.Når kravet hidtil har kunnet fremføres med stor overbevisning, såhænger det utvivlsomt sammen med, at begrebets videnskabsteoretiskeimplikationer falder så godt sammen med de udgangspunkter i så hense-ende, som den traditionelle historievidenskab har haft. Det grundlæggendefor den var/er nemlig - helt programmatisk - det såkaldte individuelle, detunikke. Verden består ifølge denne forståelse - som vel at mærke langt fraer reserveret for historikere - af en række små byggeklodser, der måskenok kan inddeles i grupper med forskellige karaktertræk, men som dogførst og fremmest defineres af 1) deres egenartethed og 2) deres principiel-le ligeværdighed, d. v. 5. ingen elementer er vigtigere end andre (sligt villeforudsætte en teori om virkelighedens⁄samfundets struktur og mekanis-

mer, og alt er således lige-gyldigt. Helheden består så af summen af alledisse individualiteter og kan kun operationelt udtrykkes som enten et

gennemsnit eller som en idealtype. Og det er her repræsentativitetsbegre-bet kommer ind med et krav om, at delene er lig gennemsnittet eller ideal-

typen. Hvis det er tilfældet kan delen, f.eks. et eller flere lokalsamfund,proklameres som værende repræsentativ.Når der er brugt så megen plads på dette repræsentativitesbegreb, så

skyldes det for det første ønsket om at sige, at dette begreb, brugt i dissesammenhænge påtvinger forskeren en bestemt optikog tænkemåde - kaldden induktiv eller metodisk individualistisk, om hvad man vil. Det må man

selvfølgelig stritte imod, hvis ens videnskabsteoretiske udgangspunkt er et

andet. For det andet så skyldes det ønsket om, ja nødvendigheden af, at

lokalhistorien frigør sig fra dette krav, som er ødelæggende for forståelsen

af både lokalsamfundenes historie og større samfundenheders historie.For hvis kravet om, at lokalsamfundet er repræsentativt for helheden,d. v. 5. delen er en tilnærmet udgave af helheden, hvorfor så egentligstudere det pågældende lokalsamfund? Hvorfor ikke nøjes med det natio-nale niveau (eller omvendt)? Anderledes sagt: Hvis alle lokalsamfund var

»repræsentative«, så lod det lokale (og dermed det nationale) niveau sigoverhovedet ikke definere indholdsmæssigt, men kun ved hjælp af tilfæl-

dige ydre kriterier, som f. eks. administrative inddelinger af landkortet.

Følgelig kan det, vi kan kalde det territoriale aspekt af historien, studiet af

forskellige geografiske områders historie, aldrig alene lade sig definere ud

fra rent geografiske kriterier, men må også indeholde økonomiske, sociale

etc. dimensioner. Netop derfor er det vigtigt at understrege, at dette her

drejer sig om lokalsamfundenes historie.

Der er i alt dette lagt vægt på de negative konsekvenser af kritikken afdet klassiske repræsentativitetsbegreb, men ud fra dette kan der også dra-

ges nogle positive, der kan føre os tilbage til de i indledningen opstilledespørgsmål om begrundelsen for og kvaliteten af beskæftigelsen med lokal-historie (lokalsamfundshistorie).

For det første så må vi fastholde, at hvis det skal have mening at beskæf-

lO

tige sig med dette emne, så må forudsætningen være, at lokalsamfundet i et

eller andet - måske historisk variabelt - omfang er anderledes end f. eks.

det nationale samfund. Meningen må udspringe af, at studiet af lokalsam-

fund i en eller anden historisk sammenhæng må kunne fortælle os noget,som vi ellers ikke kan få at vide eller i det mindste ikke kan få så god en

viden om på anden måde. Dette turde være et ret åbenbart mindstekrav.

For det andet så lægger kritikken op til en anden forståelse af forholdet

mellem det egenartede, unikke, og det almene end den, som den traditio-

nelle opfattelse har at byde på. Thi her lader det almene sig ikke reducere

til en summeret specifitet (eller gennemsnittet heraf). Tværtimod må der

insisteres på, at det almene og det specifikke i hvert fald begrebsmæssigt er

autonome, mens de i den virkelige historie er integrerede. I forlængelseheraf kan det almene defineres som de overordnede sammenhænge i den

enkelte samfundstype, hos Marx udtrykt i begrebet produktionsmåden,d. v. 5. de grundlæggende socio-økonomiske relationer med tilhørende

legitimationsapparat, som behersker en bestemt historisk periode i et

bestemt geografisk rum. Ud fra dette kan videre det specifikke bestemmes

som det, der i de enkelte lokale/regionale eller nationale sammenhænge»falder uden for« det karakteristiske ved den pågældende produktions-måde; det kan f. eks. være økonomiske organisationsformer, familiefor-

mer, sociale normer og adfærdsregler m. m. Anskuet på denne måde

angiver produktionsmådebegrebet grænsen mellem det almene og det spe-cifikke. Imidlertid fremgik det, at denne grænsedragning ikke i sig selv

bidrager til udskillelsen af det lokale, her især over for det nationale.

Imidlertid kan det, der her er sagt, stilles op på en anden måde. Således

lader to aspekter af historien sig udskille. For det første det aspekt, der

angår den enkelte produktionsmådes egenudvikling, d.v. s. produktions-mådens gradvise komplettering og det ligeledes gradvise gennemslag af

dens iboende tendenser og modsætninger. For det andet kan det overleve-

rede fra tidligere produktionsmåder subsidiært overgangsfaserne sættes i

fokus.4 Nu er adskillelsen af disse to aspekter et kunstgreb, som alene

bidrager til at præcisere, hvad der i den konkrete, historiske undersøgelsemå søges afdækket. For i det konkrete er det klart, at disse to aspekter altid

indgår i et eller andet blandingsforhold - en »ren« produktionsmåde uden

rester fra foregående faser er vist endnu ikke set. Samtidig betyder det, at

der i ethvert historisk studie på nationalt eller lokalt niveau må indgå en

*tematik omkring en »usamtidighed«,hvor overlevering og den aktuelle

dominerende produktionsmåde er vævet ind i hinanden på overordentligkompleks vis. Således anskuet har vi fået en tematik, der i første omganghar gvldighed både for det nationale og det lokale niveau, men som sam-

tidig kan bidrage til at definere det ene lokalsamfund i forhold til det andet

og i forhold til det nationale niveau. Nemlig ved graden af usamtidighedeller ved det særlige »blandingsforhold« af overlevering og aktuelt domi-

nerende produktionsmåde, der karakteriserer de enkelte lokalsamfund

henholdsvis det nationale niveau. Visse lokalsamfund kan således - hvis vi

ll

tager dette århundrede -ses at være præget af en særdeles udviklet version

af produktionsmåden (København er legio), mens andre har langt mere

udpræget arkaiske træk, primært agrart dominerende »backward di-

stricts«, På denne basis kan der foretages en grovinddeling af lokalsamfun-dene såvel som bidrages til karakteristikken af det nationale niveau med

hensyn til en første bestemmelse af hvilke specifikke træk, der indgår i dendanske* kapitalisme på forskellige tidspunkter. Set på denne led bliver detcentrale bestemmelsen af relationerne mellem det almene og det specifik-ke, dette uanset om det er en Herhed af lokalsamfund i f. eks. Danmark,der undersøges, eller om et enkelt lokalsamfund.

Derfor må den modstilling af lokalhistorien med rigshistorien, som harspillet en stor rolle i den hidtidige måde at anskue lokalhistorieproblema-tikken på, også anfægtes. Især tilbøjeligheden til at udråbe »rigshistorien«som »det almene». Termen »rigshistorie« og dens sammenknytning med

det almene er nemlig om ikke nødvendigvis meningsløs, så dog overor-

dentlig uklar og upræcis. For hvad er rigshistorie for noget? Det kan

næppe bestrides, at det hidtil i høj grad har været studiet af statsapparatetscentrale institutioner og af de hierakisk opbyggede organisationers top-niveauer. Meget kan siges herom, men man behøver blot henvise til de

senere års statsteoretiske debat, især hvad angår dens sætten staten og det

civile samfund op over for hinanden, samt til at toppen af organisations-hierakiet faktisk kun er et af flere niveauer for at indse, at denne »almen-

hed« alene angår noget partielt.Det må således fremhæves, i forlængelse afdet tidligere, at det lokale og

det nationale i realiteten kun angiver forskellige analysefelter, som i virke-

ligheden er vævet ind i hinanden på en overordentlig kompliceret måde.Diskussionen om forholdet mellem det almene og det specifikke kan

således kun få fodfæste, hvis den tager udgangspunkt i den tematik, der

rejses af produktionsmådebegrebet og dens indholdsmæssige sammen-

hæng med overleveringen. Heraf følger igen, at hvis begrebet rigshistorieskal have nogen mening, så må det dreje sig om produktionsmådens gen-

nemslag overfor, i mod- og samspil med, de særlige forudsætninger, der

præger det danske samfund. Og hertil kræves begge analysefelter inddra-

get.

På dette punkt i gennemgangen turde det være oplagt, at forskelligeteoretiske tilgange, in casu forskellige grundantagelser om virkelighedensbeskaffenhed (monadisk versus holistisk), giver forskellige perspektiverfor studiet af lokalsamfundenes historie. Vi kan herefter gå videre med at

inddrage det, som læseren måske utålmodigt har ventet på: Arbejder-bevægelsen og dens historie. Nu består arbejderbevægelsen jo, i hvert fald

som den almindeligvis opfattes, af to bærende organiseringer, den politi-ske og den faglige (med forbehold for situationen efter DKP'S fremkomst

og senere ved knopskydning SF°s og VS's, hvorved den politiske del er

blevet flerstrenget). Men i hvert fald fra starten og op til 0. 1930 - den peri-

12

ode, som 'vi siden skal fokusere på - domineres bevægelsen af to organisa-tioner: Fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Med inddragelsen af dette organisationsfelt skal det straks bemærkes, at

Vi hermed får indført nogle nye udtryk for forholdet mellem det regionale/lokale og det nationale niveau, i hvert fald for så vidt der er tale om en

landsdækkende og hierakisk opbygget organisationsstruktur. For i en

sådan kommer forholdet mellem de territoriale niveauer nemlig til at syne

på en ny måde: som en differentiering mellem forskellige kompetence-niveauer. Organisationsfeltet bidrager altså med en ny dimension med

hensyn til relationen lokalt/nationalt, som selvfølgelig er vigtig i sammen-

hængen, fordi den allerede fra starten angiver, at lokalhistoriske studier af

fagbevægelsen eller partiet kan sige noget om forholdet mellem de forskel-

lige kompetence-niveauer og dermed om den interne sammenhæng eller

manglen herpå i de enkelte organisationer på forskellige tidspunkter i'

deres hidtidige levetid. Men det er kun én af de indsigter en lokalsam-

fundstilgang til arbejderbevægelsens historie kan byde på. De øvrige skal

udvikles af det følgende.Som indgang til forholdet mellem lokalhistorie 0g arbejderbevægelsens

historie kan det være rimeligt at tage udgangspunkt i de synspunkter, der

hidtil har været fremført om dette forhold. Det drejer sig om de bidrag, der

er leveret af Gerd Callesen og Niels Ole Højstrup Jensen.5 De to artikler

ligger på en række punkter hinanden nær, idet de begge insisterer på

nødvendigheden af at inddrage det lokale i sammenhæng med sine om-

givelser, samt det centrale forhold mellem klasse og bevægelse, eksempel-vis i forbindelse med klassens og bevægelsens konstitueringsfase.° Det

turde være klart, at disse felter også i denne artikel må have en særdeles

fremskudt placering, eftersom klassebegrebet hos de to forfattere nemlighænger intimt sammen med det marxske produktionsmåde-begreb, der påden måde, via klassebegrebet, forbindes med organisationsfeltet (bevæ-gelsen). Dannelsen af arbejderklassen, klassen af besiddelsesløse menne-

sker, der er henvist til at leve gennem salg af deres arbejdskraft, og til-

svarende dannelsen af en klasse af arbejdskraftkøbere er således et grund-læggende træk i dannelsen af den kapitalistiske produktionsmåde.7 Denne

nye klasserelation afviger fra den dominerende i den forudgående produk-tionsmåde, og analysen af den nye klasserelations tilblivelse må derfor

nødvendigvis også blive en analyse af den gamle relations afvikling. Der

bliver således tale om en undersøgelse af en social tranformationsproces,der sætter i gang som pendant til grundlæggende ændringer såvel med

hensyn til produktionens organisering, herunder dens organisering i det

fysiske rum, som med hensyn til dens formål/rationaler. Ud af denne

transformationsfase kommer arbejderklassen, som derefter kan organise-res ud fra nogle forståelser af sine interesser som klasse (fra klasse an sich

til klasse an und für sich).8 Arbejderklassen og dermed dens organisationerhænger således organisk sammen med produktionsmåden som helhed og

er dermed direkte under påvirkning fra de kræfter, der udgør produktions-

13

mådens drivkraft, ligesom den/de selv er eller i hvert fald bliver en kraft,der påvirker den retning, produktionsmådens udvikling tager.

Der ligger i dette nogle henvisninger til centrale dele af både klasse- ogmere specielt fagforeningsteorien, som den er udviklet de senere år, ogsom nødvendigvis må indgåi analysen af såvel fagforeningernes som parti-organiseringernes udfoldelse på de forskellige niveauer. Vel at mærke i

stadig konfrontation med den del af virkeligheden, der træder os i møde idet empiriske materiale.

Erkendelsen af det nødvendige i etableringen af sådan et løbende sam-

spil mellem teori og det empiriske materiale finder vi imé eller eksplicit ibåde de to nævnte forfatteres artikler og i nærværende forfatters bog»Træk af fagbevægelsens historie i Aalborg ca. l885-l914«.9 I denne bogforsøges det at bruge fagforeningsteorien som grundlag for en række for-

klaringer af problemer, dels i 6 lokale fagforeningers struktur og dels i det

udviklingsforløb, som de 6 gennemgår. Herved søges der formidlet et bil-lede af den lokale fagbevægelses udvikling i et løbende samspil med sine

omgivelser: Lokalsamfundet, organisationsfeltet, kapitalstrukturen m. m.

og ændringerne som disse størrelser undergår. Dette kan illustreres i

følgende model:

ner ses det, hvorledes det undersøgte felt, fagforeningerne i Aalborg, er

under konstant bombardement fra omgivelserne og ligeledes ses de for-skellige niveauer, som gør sig gældende og som sammenfattes i begrebet»omgivelserne«. I sammenhængen her ses tillige hvorledes lokalsam-fundsfeltet bliver det »filter«, som omgiver undersøgelsesfeltet, og som

samtidig selv både er et niveau af »omgivelserne« og under konstant på-virkning fra de andre niveauer. Hvordan denne påvirkningså slår igennemafgøres af både påvirkningens styrke og af de trægheder, ikke mindst i

14

form af overleveringen, der gør sig gældende i lokalsamfundsfeltet, såvel

som i selve undersøgelse-sfeltet. Det uheldige ved en sådan model er selv-

følgelig, at pilenes retning i realiteten ikke er så entydige, som det kan se ud

til. Tværtimod virker det lokale fagforeningsfelt tilbage på lokalsamfunds-

feltet og på felter i de andre niveauer, f. eks. organisationsfeltet, og den

samme tilbagevirkning gælder for lokalsamfundsniveauet i forhold til de

andre niveauer. På denne måde modificerer det specifikke det partikulæreog det almene og dermed skabes der en kompleksitet i det hele, som

rækker ud over modellens begrænsede univers. Men modellen angiverdog de sammenhænge og betingelsestyper, som er uomgængelige, hvis

analysen af fagforeningerne skal forklare noget som helst og have perspek-tiv overhovedet.

Således angiver modellen altså en række af de felter, der må være

centrale, hvis målsætningen om at forklare struktur og udviklingsforløb/proces skal indfries. Det gælder den lokale klassestruktur, herunder sam-

menhængen mellem byens fysiske struktur og klassestrukturen (fandtesder samlede arbejderkvarterer/-miljøer som en ressource i både daglig-dagen og i kampsituationer?). Det gælder ændringerne i byens erhvervs-

struktur, samt i virksomhedernes teknologiske niveau, idet disse størrelser

påvirker både de enkelte fagforeningers som den samlede, lokale fagbevæ-gelses struktur og giver oplysninger om graden af opsplittethed i byensarbejderklasse. Det gælder spørgsmålet om arbejderklassens rekrutteringpå grund af den mulige sammenhæng med problemet om holdningsdiffe-rentieringen i den lokale arbejderklasse, jfr. diskussionen om fænomenet

'

»førstegenerations-arbejdere« (overleveringens rolle). Og sådan kunneman blive ved med at remse felter op. I omtalte bog belyses disse uden-

omsværker, men selvsagt langtfra udtømmende. Kildematerialet om disseforhold er for en stor provinsby som Aalborg så omfattende, at det langtoverstiger et enkelt individs muligheder at gå i dybden med det hele. Menhvad man kan vise -

og det er, hvad bogen forsøger - er det frugtbare, janødvendige i at få disse forhold inddraget i en undersøgelse af en lokal fag-bevægelses struktur og udvikling.

Arbejderbevægelsens»underskov« i Aalborgca. 1890-1930Det havde måske været nærliggende at søge et af disse felter belyst nær-mere i denne artikel for derved at give et konkret eksempel på, hvad lokal-

historiske undersøgelser af hele eller dele af arbejderbevægelsens struktur

og udvikling kan byde på. Et konkret eksempel herpå skal'selvfølgeligblive givet. Men i stedet for at gå direkte ned i et af de nævnte felter, ud-

draget af ovennævnte bog, så vil vi gå en omvej over en uddybning af selve

bevægelsesfeltet, eller rettere: klasse- og bevægelsesfeltet.10

15

En af pointerne iundersøgelsen af de 6 fagforeninger i Aalborg er påpeg-ningen af de muligheder som den lokalhistoriske tilgang giver for at trængened i bevægelsens basis. Derved gives der mulighed for at udbygge ognuancere billedet af fagbevægelse - for nu at tage denne del af arbejder-bevægelsen -i en given periode i forhold til, hvad man får ud af alene at se

på ledelsesniveauet (DsF/LO-niveauet). Man vil få et langt bedre billede

af, hvad der påvirker organisationsdannelsen og de aktiviteter, som

organisationen er ramme om, og man vil således kunne trænge ind til de

bevæggrunde og tilskyndelser, der prægede aktørene, når de skulle tackle

de problemer, som rejste sig, f. eks. i rummet mellem bevægelsens indre

målsætning og rationaler og så de betingelser, som var skabt og løbendeskabtes af omgivelserne.

Dette problem kan illustreres af ,forholdet mellem bevægelsen ogklassen. Som omtalt karakteriseres den nytilblevne arbejderklasse af noglegrundlæggende vilkår, nemlig dens medlemmers status som besiddelses-

løse udbydere af arbejdskraftvaren. Men foruden dette fælles vilkår - som

kapitalismen havde skabt- så eksisterede der samtidig en række kræfter,en række præformerede strukturer, såsom forskelle i kvalifikationer,forskellig status i virksomhedernes produktionsproces,11 forskelle i kraft

af køn, forskelle med hensyn til holdninger og forståelser m. m. Disse

forskelle, selv produkter både af den nye produktionsmåde og af overleve-

ringen, var de betingelser, som den opvoksende arbejderbevægelse måtte

bearbejde for dels ved hjælp af og dels på tværs af disse betingelser at

skabe et fælles grundlag for klassen. Et grundlag, der i et eller andet omfangkunne gøre klassen til et handlingsdueligt kollektiv. Et vigtigt element heri

var at etablere fællesskab med hensyn til samfundsforståelser og skabe

samling omkring bevægelsens formuleringer af behovene, interesserne 0g

målene. Redskaber hertil kunne findes på to fronter:

1. Der måtte etableres en alternativ offentlighed12 til den dominerende

i det danske samfund i denne periode for derigennem at formidle de

samfundsforståelser samt interesse- og målformuleringer, der var bevæ-

gelsens, videre til klassen. Der var således tale om en faktor, der kunne

bidrage til at binde bevægelsen og klassen sammen og som samtidig ogsåkunne medvirke til at binde klassen som helhed sammen.

2. Man måtte etablere rammer, som kunne tilfredsstille en række af de

behov, såvel de fysiske som de sociale, som bevægelsen dels selv appelle-rede til og som dels opstod af klassens konkrete situation, f. eks. det for-

hold, at de tilvandrede fra landet må antages ofte at have befundet sig i en

»tomrums-position«,hvor de efter at have løsgjort sig fra ét sæt sociale

sammenhænge nu som byboere stod og ventede på et nyt.Der var altså brug for nogle redskaber, der kunne bidrage til indsociali-

seringen af den nye byarbejder-klasse til nye sammenhænge. De vigtigsteredskaber i denne bestræbelse var ubestrideligt fagbevægelsen og partiet,men derudover voksede der rundt omkring en »underskov« af mindre

foreninger og aktivitetsfelter op, som dels var selvgroet dels plantet, dels lå

16

[3---ë.-:7,.---- w

inden for bevægelsens rammer, dels uden for, omend inden for arbejder-klassens sociale territorium. Vi skal i det følgende se nærmere på denne

underskov, som den udvikles i Aalborg mellem 1890'erne og 193013 og det

af to grunde. For det første fordi der herigennem kan gives et bidrag til

forklaringen på, hvorledes det lykkedes at etablere et nogenlunde fælles

grundlag, organisatorisk 0g ideologisk for langt den største del af en stor

dansk provinsbys arbejderbefolkning.” For det andet fordi dette emne

demonstrerer nogle af de muligheder, der ligger i en lokalhistorisk tilgangtil arbejderbevægelsens historie.

Det område vi hermed bevæger os ind i udmærker sig på flere måder.

Det er således et vanskeligt, men samtidig meget spændende emne, som

man skal ganske langt omkring for at skaffe kilder og oplysninger om.

Ganske vist er det sådan, at der inden for organisationsfeltet kan findes

nedslag fra disse mangeartede aktiviteter i en betydelig del af materialet

fra »hovedorganisationerne«, d. v. s. fagbevægelsen, herunder de enkel-

te afdelinger, samt partiet. Imidlertid er der ingen garantier for, at alt

derved kommer med, men et ganske pænt udsnit er der givetvis tale om.

Dog er oplysningerne i hovedorganisationernes materiale ikke altid over-

vældende omfattende, men man bliver i det mindste gjort opmærksom påden nugældende aktivitet og får dermed'et holdepunkt for videre søgning.

I nogle tilfælde findes der endvidere et egentligt kildemateriale, et par

forhandlingsprotokoller i dette tilfælde en regnskabsbog eller nogle små-

tryk, men disse kilder er dels af meget svingende værdi, dels er det relativt

få aktiviteter, der har sat sig arkivalske spor. Men også disse oplys-ninger indgår blandt de »clues«, som man havde for at benytte den i mangetilfælde mest informative kilde: Avismateriale. Nu er der et problem med

avismateriale, at det er særdeles tidskrævende-at bearbejde, medmindre

man på forhånd har nogle indgange, d. v. s. nogle datoer, som man vedeller antager har været betydningsfulde. Dette problem gælder især, når et

studies formål er at belyse processer, d. v. s. udviklinger over længere for-

løb, frem for begivenheder, som man på forhånd har dateret, og som ud-

spiller sig inden for et kortere spand af tid. Uden at gå så langt som til at

hævde, at introduktionen af aviser som kildemateriale generelt har bi-

draget til en indsnævring af tidshorisonten i historiske undersøgelser, så

ligger der her en fare og en fristelse, som det kan være nyttigt at advare

imod. Som det vil fremgå, så kræver f. eks, en undersøgelse som denne, at

der opereres med et længere tidsperspektiv, simpelthen fordi for megetellers vil undslippe opmærksomheden. For at avismateriale i denne

sammenhæng skal være rimeligt overkommeligt, så forudsætter det, at

man først indsamler nogle holdepunkter, og så går ud fra dem i sin avis-

afsøgning.Det sted, hvor man kan finde flest spor afde aktiviteter, vi her søger, er-

ikke særlig overraskende - i den lokale socialdemokratiske avis Nordjyl-lands Socialdemokrat (indtil 1905: Nordjyllands Arbejderblad). Heri

finder vi smånotitser, generalforsamlingsreferater (som regel ganske

17

korte), jubilæumsartikler og annoncer, som alle i større eller mindre gradindeholder informationer om aktiviteterne i underskoven. Det gælderikke mindst de aktiviteter. som ligger inden for bevægelsens rammer. Men

man kan dog også nu og da være heldig at få oplysninger om initiativer, der

ligger uden for bevægelsens rammer, men inden for klassens - eller i hvert

fald i første omgang ser ud til at være placeret sådan.Imidlertid er det sådan, at disse aktiviteter, som ligger uden for bevægel-

sens rammer, er nok så vanskelige at få opsamlet som dem indenfor.

Derfor er der en større usikkerhedsmargin med hensyn til hvad det lykkesat få med af disse aktiviteter. Der findes meget sjældent et egentligt arki-

valsk materiale efter dem, og som sagt så vil det være fantastisk krævende

at gennemarbejde avismaterialet over mange årtier for at finde de spor, der

her er efterladt - rent bortset fra, at derselvfølgelig ikke er nogen garantifor, at alt hvad der har været af initiativer er kommet med i f. eks. Nord-

jyllands Socialdemokrat, bl. a. af politiske grunde. Det er de vanskeligebetingelser, der gælder i disse tilfælde. Her er sagen blevet tacklet på den

måde, at der anvendt avismateriale fra perioden 1915-24, de arkivalske

levn samt i et par tilfælde småskrifter, der giver meddelelse om de pågæl-dende aktiviteter.

Hvad opsøgning af kildematerialet angår, så må man altså temmeliglangt omkring for at finde det, hvilket nok er uomgængeligt ved under-

søgelser af basisniveauet. Det ville utvivlsomt bekræftes, hvis andre gik i

gang med tilsvarende forsøg på at kortlægge »underskoven« i andre

danske byer. For at der findes sådanne rundt omkring er hævet over

enhver tvivl. I København blev der således efterhånden skabt et betydeligtnet af kooperative virksomheder. »Arbejdernes Fællesbageri« (grundlagt1886), »Arbejdernes Kødforsyning« (filial af fællesbageriet), det berøm-

melige bryggeri »Stjernen« fra 1901/02, Mælkekompaniet »Enigheden«(1897) og en række håndværkerkooperationer.ls Endvidere har der for-

modentligt også været en del arbejdere involveret i brugsforeningsdannel-ser i hovedstaden - til trods for den megen debat i fagbevægelse og partiom brugsforeningsbevægelsen (i øvrigt en overset, men meget spændendedebat på grund af de strategiske elementer, den indeholder). Manden bagdannelsen af Hovedstadens Brugsforening (HB) i 1916, J .M. Johansen, var

i hvert fald organiseret socialdemokrat.16 En boligkooperation med til-

hørende produktionsled fik man også op at stå (1912) og i 1915 etableredes

»Fællesorganisationens Brændselsforretning«. Man var således i rigt måldækket ind med hensyn til kooperationens »tre store B'er«, brød, bolig og

brændsel.17 På det külturelle område og det, der gjaldt fritidslivet, havde

hovedstaden også en del at byde på. I 1921 var der således hele 27 arbejder-sangforeninger i København, ligesom der fandtes en række Sportsfor-eninger, der henvendte sig til arbejderne. Der var således et par fag-foreningstilknyttede foreninger (kvindelige herreskræddere og typogra-ferne) og desuden Kbh”s Atletklub (grundlagt 1888) og Arbejdernes Bi-

cycle Klub, der stiftedes 1894, nærmest som en agitationsenhed med

18

2: 2** var

henblik på at udbrede kendskabet til Socialdemokratiet i landdistrikter og

provinsbyer omkring København. 1895 tilkommer Arbejdernes Idræts-

klub (AIK) og i 1905 modspillet til den spejderbevægelse, man opfattedesom borgerlig, De unges Idræt.18 En gennemgående figur i både sang- og

idrætsforeningerne var A. C. Meyer, og bag ham igen anes den venstre-

socialdemokratiske Karl Marx-klub, en af de mange socialdemokratiskediskussionsklubber i København, men samtidig en klub, der havde

forbindelseslinier til en række provinsbyer.19 Herforuden havde man

påbegyndt opbygningen af en »oplysningssektOr« i 1890,erne, først med

Folkeuniversitetsforeningen og siden med en række andre undervisnings-mæssige aktiviteter, både aften- og dagskoler. Det sidste bl. a. for de

arbejdsløse i 1918. Det var disse aktiviteter, der siden indgik i AOF, som

det københavnske bidrag, hvilket giver os den første melding om, at AOF

ikke blev dannet ud af den blå luft, men snarere opsamlede en række ak-

tiviteter, som i 1924 havde en del år bag sig.20Også i de store provinsbyer genfindes dette mønster, hvor den unge

arbejderbevægelse søger at udvikle sit organisatoriske net til at dække en

hel' række livssammenhænge ud over de sociale roller som »borger« ogsom arbejdskraftsælger, som partiet henholdsvis fagbevægelsen tog deres

udgangspunkt i. I Helsingør synes der således at have været en omfattende

kooperativ bevægelse, der havde Arbejdernes Fællesorganisation som

udgangspunkt. De kooperative aktiviteter omfattende omkring 1920 en

barber- og frisørsalon, et fællesbageri, en brugsforening, en slagterfor-retning, en biograf, en forsamlingsbygning med restaurant og Helsingør

'

Handelsselskab, der handlede med bygningsartikler og kul.21 Hvornårdisse foretagender oprettedes og hvor længe de levede, vides ikke, men der

er dog i Helsingør tale om en ganske imponerende aktivitetsflade.'

I landets næststørste by, Århus, var der også en ganske stærk arbejder-kooperation, bl. a. i form af Arbejdernes Produktionsforening medhovedkvarter i Studsgade, der drev mølleri, bageri, bryggeri, kul- og

brændselsforretning m. m. Denne produktionsforenings formål ifølgedens love var gennem indkøb af råvarer til produktion »af de vigtigste Livs-

fornødenheder at skaffe Arbejderne den økonomiske Fordel, der frem-kommer ved Stordrift og at dygtiggøre den 'selv til at overtage Samfunds-Produktionen«.22 Der var således både et kortsigtet perspektiv i produk-tionsforeningen, der sigtede mod den umiddelbare, fysiske reproduktion,og et langtsigtet, der skulle opdrage til det fremtidige socialistiske

samfund. Foruden denne produktionsvirksomhed havde man »Arbejder-nes Byggeselskab« og »Arbejdernes Andelsboligforening« (oprettet1919). Især den sidste forening var meget aktiv og havde i sine første 10-] l

leveår fået opført hele 61 ejendomme og 626 lejligheder.23 Med hensyn til

fritidens organisering havde man i Århus et Arbejdersangkor, en Social-

demokratisk Afholdsforening og i 19 10 tillige en Aftenskole for Arbejdere,som var stiftet i 1872 og havde en bestyrelse bestående af3 mænd og 2 kvin-

der valgt af Arbejdernes Fællesorganisation i Århus plus skoleinspektøren

19

og overlærerne fra de skoler, der blev brugt i undervisningen. Man havde

også en Folkeuniversitetsforening, som var en afdeling af den københavn-

ske forening. 20 år senere var til disse aktiviteter yderligere kommet

Arbejdernes Idrætsklub i Århus (AIA), en Arbejdernes Brugsforening,Arbejdernes Radioklub og selvfølgelig en lokalafdeling af AOF." » Under-

skoven« voksede altså overalt, sandsynligvis endda i større omfang end

denne opregning på basis af trykte og relativt lettilgængelige kilder

angiver. I hvert fald nøjedes man ikke i Aalborg med den halve snes side-

aktiviteter til parti og fagbevægelse, som her er angivet for Århus'

vedkommende. I Aalborg viser floraen sig at være betydeligt rigere end

som sa.

1884 var året, hvor både Socialdemokratiet og fagbevægelsen erhver-

vede sine første sikre bastioner i Aalborg. I dette år og de følgendeoprettedes en lang række fagforeninger, som i slutningen af 1886 dannede

»De kontraherende Foreninger«, et samarbejdsorgan, som også den

lokale afdeling af Socialdemokratisk Forbund tilsluttede sig, og som - fra

1892 under betegnelsen »Arbejderpartiet« (forkortet AP) - indtil 1918 var

det ubestridte koordineringsorgan mellem den lokale arbejderbevægelsesstadig flere led. I 1918 indtraf imidlertid »det store Skisma« i byens fag-bevægelse mellem på den ene side de ufaglærtes, arbejdsmændenes fag-foreninger og så de øvrige med de faglærtes fagforeninger som det domine-

rende element. Så stærkt var dette skisma, at det har præget aalborgensiskfagbevægelsetil denne dag, og så sent som 1. maj 1980 kom det til udtryk i

to maj-demonstrationer inden for den lokale arbejderbevægelses rammer.

Men hvad betyder det så for det område, vi her beskæftiger os med? En hel

del, idet skismaet ikke bare fik konsekvenser for »underskoven«, men i

hvert fald ved 'første blik ligefrem havde sin oprindelse inden for vores

undersøgelsesfelt. Om dette første indtryk så holder eller ej, skal vi se påsidenhen. Her skal det nævnes, fordi det i sammenhængen er uomgænge-

ligt og derfor må præge fremstillingen og disponeringen af stoffet.

Partiet 0g fagbevægelseni AalborgSocialdemokratiets historie i Aalborg præges af, at det i en lang periodefandt udtryk i hele to foreninger. Den første af disse, moderforeningen,Socialdemokratisk Forbund (SDF), oprettedes i efteråret 1884. To år

senere dannedes en socialdemokratisk vælgerorganisationen, nærmest

som en underafdeling under SDF. I 1890 vedtages der nye love for vælger-foreningen og dens løsrivelse fra SDF påbegyndes. Samtidig sker der en

tilpasning til partiets opbygning andre steder, idet byen ved denne lejlig-hed inddeles i 30 agitationskredse.” Fra ca. 1892 er situationen den usæd-

vanlige, at man bevarer to socialdemokratiske foreninger, SDF og Vælger-foreningen, som begge er selvstændige, begge aktive ved opstilling af

kandidater til folketings- og byrådsvalg og som begge sender delegerede til

20

partikongresserne.26 Denne tilstand varer til 1914. På kongressen i 1913

vedtages det, at der skal være SD-foreninger i alle kredse, men'så må der

også kun være én i hver kreds. I Aalborg fører dette til, at vælgerfor-

eningen deler sine medlemmer efter kredstilhørsforhold, og disse udgør da

den nye kredsorganisation. Herefter er SDF sat uden for indflydelse på

opstillingerne, og i december 1914 føres der en diskussion om det betime-

lige i at lade foreningen fortsætte. Debatten ender med, at det vedtages at

bevare foreningen, men samtidig beslutter man at melde sig ud af »hoved-

organisationen« samt fremover at satse på oplysningsarbejdet - især hvad

angår folketings- og kommunalpolitik.27 På den måde bliver SDF til en

slags diskussionsklub, men synes iøvrigt at bevare en betydelig prestige og

måske uformel indflydelse, idet alle lokale partispidser enten sidder i besty-relsen eller frekventerer møderne med stor hyppighed. I 20,erne fortsætter

man med diskussionsmøderne i vintersæsonen. Der hersker dog fortsat

tvivl om, hvorvidt denne aktivitet kan berettige SDF*s fortsatte beståen, og

i 1929 fremkommer der påny forslag om nedlæggelse. Det forkastes dog

atter, og man kører videre. Sidenhen bliver afglansen af fordums storhed

stadig svagere, men foreningen nedlægges først - på grund af manglende

nyrekruttering - i 1963. Dermed var en lang og i starten glorværdig til-

værelse i den aalborgensiske arbejdsbevægelse bragt til afslutning.Før vi forlader SDF må det nævnes, at man, mens foreningen var ved

magt, foruden sine politiske gøremål også drev biblioteksvirksomhed.

Biblioteket oprettedes i 1889 og havde i starten 3, derefter 2 bibliotekarer,

der valgtes på de årlige generalforsamlinger, hvor der også næsten hvert år

bevilgedes penge til indkøb af bøger. I 1894 beslutter man at assurandere

bogbestanden for 500 kr. et ganske betydeligt beløb, 'der antyder, at

foretagend'et har haft et vist omfang. Imidlertid daler interessen for biblio-

teket de følgende år. Bibliotekarfunktionen nedlægges, og 1903 nedlæggesbiblioteket selv med den begrundelse, at der ikke har været bogudlån

gennem flere år. Bogsamlingen sælges herefter på en auktion for Arbej-

derpartiets medlemmer.”Efter 1914 var de socialdemokratiske kredsvælgerforeninger således de

centrale politiske instanser og hertil sluttede sig, som forskole for den

opvoksende ungdom, partiets ungdomsorganisation, SUF/DSU. Fra 1889

til 1904 havde ungdomsarbejdet været varetaget af den såkaldte »Frem-

tidsklub«, men den måtte nedlægges på grund'af manglende tilslutning.30Senere dannes en afdeling af SUF, som efter ungdomsbevægelsensreorga-

nisering i 1920 bliver til DsU. Tilsammen udgjorde disse to organisationerdet officielle parti i byen og hører således ikke i sig selv med til »under-

skoven«. Det samme gælder for så vidt både partipressen og fagbevægel-

sen. Men det kan diskuteres, om den i 1920 oprettede Socialdemokratiske

Kvindeforening gør det. For nok bar denne forening partiets navn, men

det at kvinderne organiserede sig som separat gruppe gav anledning til

megen uro og anklager for splittelsesbestræbelser,som det var tilfældet

overalt, hvor kvinderne dannede deres egne foreninger.31 Der var således

21

her særlige forhold, der giver denne forening en' marginal status i forholdtil det officielle apparat.

i'

Den samme usikkerhed eksisterer ikkevmed hensyn til den lokale parti-presse, som var stærkt integreret i partiet. Avisen i Aalborg var blevetoprettet på lokalt initiativ i 1887 som ugeblad. I 1889 overtages bladet som

led i en centralisering af hele den socialdemokratiske presse af »Demokra-ten« i Århus, hvad angår redigering og trykning, mens den økonomiskestyring foretages af kontrolkommiteen for »Socialdemokraten« i Køben-havn. I oktober 1894 får bladet i Aalborg en delvis selvstændig status og i1897 fuld selvstændighed med hensyn til trykning og redaktion. Det øko-nomiske ansvar forbliver dog i København-Erastarten til 1905 bar bladetnavnet »Nordjyllands Arbejderblad«, hvorefter det omdøbes til »Nordjyl-lands Socialdemokrat«, og dette navn beholder det indtil 1945, hvor det fårdet på én gang forhåbningsfulde og uforpligtende navn »Ny Tid« (til1972, hvor bladet gik ned). Det lokale partiblads redaktører og journalisti-ske stab kom til at spille en overordentlig betydningsfuld rolle i den lokalebevægelse. Redaktørerne var således med en enkelt undtagelse nærmest

fødte medlemmer af folketinget, medarbejderne sad i byrådet og alle præ-gede de både på print og i tale den lokale debat inden for arbejderbevægel-sen. Bladets oplag viste i perioder særdeles smukke stigninger. Man be-

gyndte med 500 i 1890, og dette tal var ved navneskiftet i 1905 steget til2600. På blot fem år fordobledes dette tal, således at mani 1910 havde 5200

abonnenter, i 1920 var man oppe på 7200 og i 1930 havde man lagt 1000mere til.32

Forholdene omkring bladets organisation er for nærværende rimeligtbelyst, takket været Willy Markvads undersøgelser af disse materier. Der-imod ville det være ganske interessant, om nogen ville foretage en mere

omfattende indholdsmæssiganalyse af avisen. Der kan næppe herske tvivl

om, at bladets tone og sprogbrug i hvert fald et godt stykke ind i 20”erne

afviger væsentlig fra en nutidig udgave af'»Aktue1t«. Det gjaldt reportagenog udvælgelsen og opsætningen af de udenlandske telegrammer, ja indimellem gjaldt det' sågar føljetonen.33 Disse ting afventer dog stadig en

nærmere analyse. Omkring holdningen til bladet kan det i hvert fald slås

fast, at begejstringen ikke mindst i fagforeningerne ofte var blandet. Sidst i

perioden - i 1927 - får Fabriksarbejdernes repræsentant i bladets repræ-sentantskab således pålagt at tage afstand fra bladets »Utaaleligheder« ogi øvrigt at indtage en kritisk holdning.34

Det var således andet end løn- og arbejdsforhold, fagforeningernebeskæftigede sig med. De enkelte fagforeninger udfoldede adskillige ak-tiviteter af kultureVbevidsthedsmæssigkarakter, som må bemærkes,alenefordi fagbevægelsens berøringsflade til byens arbejderklasse givetvis harværet langt bredere end partiorganisationens. Således praktiserede en

række fagforeninger især i 1890”erne et omfattende, såvel internationaltsom nationalt og lokalt, solidaritetsarbejde, som dog langsomt ebbede udefter århundredskiftet, velsagtens fordi forbundene og DsF efterhånden

22

,

“we-'Kg

overtog arbejdet med at yde pekuniær støtte til aktionerende organisatio-ner i udlandet. Der blev dog fortsat ved enkelte lejligheder ydet støtte fra

de lokale fagforeninger til hjemlige eller udenlandske konflikter. I 20'erne

udløste f. eks. generalstrejken i Randers i 1922 en betydelig understøttel-

sesaktivitet fra fagforeningerne i Aalborg, og i hvert fald Arbejdsmænde-

nes Fagforening ydede i 1926 støtte til de strejkende engelske minearbej-dere (i forbindelse med generalstrejken i GB i-26), allerede før forbundet

opfordrede til at foranstalte indsamlinger til formålet.”

I fagorganiseringens første fase foregik der også en slags internt solidari-

tetsarbejde i fagforeningerne, som var baseret på princippet om gensidigunderstøttelse. Således havde de fleste fagforeninger forbindelse med en

sygekasse - ofte de gamle laug - eller de oprettede sygekasser, hvor der

ikke var noget laug at trække på, således arbejdsmændene. Efter at loven

om de statsanerkendte sygekasser kommeri 1892 sker der efterhånden en

udskillelse af denne aktivitet, men stadig er der personforbindelse mellem

fagforening og sygekasse, noget der først ophører ved den endelige stats-

liggørelse af sygesikringen i l960”erne og 70'erne. Med loven om de stats-

anerkendte arbejdsløshedskasser kom der her yderligere et område til,

som kom ind under fagforeningernes administration.36 Disse aktiviteter

må ses både som holdningsdannende og som frugter af en holdning, nemlig

opfattelsen afklassesolidaritetens ønskværdighed og nødvendighed. Der

var tale om, at man involverede sig i klassereproduktive aktiviteter, som

statsmagten på det tidspunkt var noget tøvende overfor selv at gå alt for

direkte ind i.

Udover dette så havde fagforeningerne andre gøremål, der gik udover

arbejdslivets rammer. De afholdt således lejlighedsvis oplæsningsaftener,ligesom man gennem årene afholdt en række udflugter og fester, ja sågarmaskeballer og skiveskydninger. Disse arrangementer var som regel »medDamer« og bidrog således til at placere fagforeningen i de gifte, hjemme-

gående kvinders bevidsthed. Også i andre sammenhænge var fagfor-eningerne initiativtagere til reproduktive aktiviteter, men her blev initia-

tiverne som regel kanaliseret ind gennem den lokale arbejderbevægelses

koordineringsorgan, Arbejderpartiet.

Arbejderpartiet og »underskoven«

Det gjaldt således den sangforening, der bar partiets navn. Den var ganskevist stiftet af »De kontraherende Foreninger« allerede i 1887, men fik siden

egen bestyrelse. Sangforeningen synes især i de første år at have spillet en

betydelig rolle ved Arbejderpartiets arrangementer, ikke blot ved dens

medlemmers stemmemæssige udfoldelser, men også som arrangør af

optog og tableau”er med politisk indhold. Denne aktivitet bliver snart til et

dilettant-teater, der 1892 udskilles som Dramatisk Selskab. l Sangfor-

eningens jubilæumsartikel i Nordjyllands Socialdemokrat fra 1912 hedder

det om denne periode, at »Sangforeningens Koncerter formede sig snarere

23

Arbejderpartiets Sangforening for Aalborg, Hjørring og Viborg på udflugt ca. 1900.

1

som politiske Demonstrationer, idet Foreningen hovedsagelig lagdeVægten paa at indføre de mange klangfulde og opflammende Arbejder-sange«. Det er bemærkelsesværdigt, at man er så opmærksom på sangensbetydning sOm agitationselement og holdningspåvirkende kraft, hvilket

også ligger i ordene »mangfoldige Partifæller har paa den Maade bog-stavelig faaet Socialismen sunget ind i deres Bevidsthed«. Denne funktionser artiklen i sammenhæng med foreningens formålsparagraf i For-

eningens første love, hvori det skulle hedde, at »Foreningens Formaal er

at uddanne de syngende Medlemmer samt at udbrede Sansen for firstem-

mige Sange, navnlig saadanne, som har Betydning for Forståelsen af Sam-

fundslivet.«37 Imidlertid står der i de første love intet om forståelsen af

samfundslivet, men kun første linie.38 Den anden linie må således væretilkommet senere, formodentlig ved revisionen i 1908.39 Men på det tids-

punkt var man måske netop ved at ændre signaler og gå bort fra de speciel-le arbejdersange, omend Sangforeningen hvert år er fast inventar i Ar-

bejderpartiets l. maj-demonstration og får vel herved lejlighed til at

bidrage til »Forståelsen for Samfundslivet« gennem sangen. Også ved

24

v

_.,_,_ vw: ,77 .Vuvi"

andre lejligheder bliver man tilkaldt af Arbejderpartiet, ligesom man

holder koncerter for blandt andet Arbejderpartiets medlemmer, men der

kan gå flere år mellem disse arrangementer.” Ellers er foreningen efter

århundredskiftet især optaget af jyske og landsdækkende sangerstævner

(og man afholder selv i 1906 og 16 jyske sangerstævner) og- fester.

Maskerader, skovture og præmiebilliard står ofte på dagsordnen og også

egentlige baller i et sådant omfang, at det i 1915 kommer op på Arbejder-partiets repræsentantskabsmøde. Her klages der over Sangforeningensmange baller, som klagerne især på grund af de vanskelige tider finder

forkastelige, og i en vedtagelse henstilles det til Sangforeningen at indstille

sine fester. Men forgæves. I 1916 kommer spørgsmålet op igen i forbindel-

se med en kautionsansøgning til Sangerstævnet 1916, og der foregår en

større diskussion i repræsentantskabet, hvorunder Sangforeningen beteg-nes som en rent »selskabelig Forening«. Kautionen ydes dog og hele

debatten ikke så meget som nævnes i Sangforeningens protokol, men

balfeberen synes dog at ebbe ud efterhånden!1 Hvad angår Sangfor-eningens repetoire, så er der kun få kilder hertil, og det er jo kedeligt i

betragtning af, at man gerne ville vide, hvorledes man forvaltede sin for-- målsparagraf. Der findes dog programmer fra forskellige festlige lejlig-

heder og et sangerstævne, men man leder helt forgæves efter arbejdsange,undtagen måske Overbys »Socialistmarch«, som synes at have nydt be-

tydelig popularitet. Ellers var det romantiske kantater, nationalsange og

drikkeviser, der stod på programmet.42

Arbejderpartiets Haveselskab

Var sangkoret i mange henseende overordentlig selvstændigt, så var Have-

selskabet direkte underlagt Arbejderpartiets forretningsudvalg, der

fungerede som bestyrelse for aktieselskabet. Arbejderpartiets Have var en

lille park med et mindre træhus og legefaeiliteter, hvis nøjagtige beliggen-hed det ikke er lykkedes at fastslå, men som formodentlig har ligget i detdaværende byområdes sydvestlige udkant. Selskabet og Haven etable-

redes i 1894, men dens glanstid blev kort. 1 1900 fandt Arbejderpartietsforretningsudvalg ved en besigtelse Haven i en skrækkelig dårlig forfat-

ning, blandt andet som følge af hærværk. Man fik ryddet op denne gang,men i 1904 giver man op, og det besluttes at sælge Haven til en interesseret

køber. Salget går dog ikke i orden, og den udlejes i 1906 til græsning for en

slagter i Tiendeladen. 1 1907 lykkes det endeligt at få haven afhændet, også er den historie uden*3

ArbejdermøderneNår Havens livstid blev så kort, hænger det sikkert sammen med, at den

var for lille til at rumme de arrangementer, som Arbejderpartiet stod for.

Det var dels Majmøderne, som ikke kunne rummes i Haven, og det kunne

de arbejdermøder, som afholdes fra slutningen af 90”erne heller ikke.

Arbejdermøderne var fællesarrangementer for arbejdere fra flere byer.

25

Allerede i begyndelsen af 90”erne havde de enkelte fagforeninger afholdt

agitationsmøder og dermed haft kontakt med fagfæller i andre byer, men

Arbejderpartiets arbejdermøder er af større dimensioner. I arbejdermøderpå Skovbakken i juni 1900 deltog således repræsentanter fra Fællesorgani-sationen i Randers, men ellers synes disse møder at have haft ren nordjyskkarakter, det vil sige repræsentanter fra de mindre byer og landdistrikter. I

nogle år holdtes møderne også andre steder end i Aalborg, der dog var

rammen om sådanne arrangementer i 1902, 1904, 1905, 1907 og 1913.44

Omkring l. Verdenskrigs udbrud hører disse møder op, hvad man muligviskan se som et udtryk for, at organiseringen på det tidspunkt var så langtfremskredent, at behovet for disse møder, hvis sigte i høj grad var agitato-risk, var borte. Måske hænger det også sammen med, at centraliseringenpå dette tidspunkt er så fremskreden, at forbundene nu var det centrale

fixpunkt uden for det enkelte lokalsamfund, og dets arrangementerkontaktformer nok. Under alle omstændigheder har disse møder utvivl-

somt været en effektiv manifestation af bevægelsen på linie med 1. Maj-møderne.

F oredragsforeningen/AftenskolenI slutningen af 1899 nedsatte Arbejderpartiets forretningsudvalg et udvalgtil at tage sig af foredragsforeningen. Den foredragsforening, der var tale

om, var vist nok den, der i 1898 blev oprettet af en gruppe akademikere ogbedre borgere, måske en lokal afdeling af Folkeuniversitetet, der havde sit

udspring i Studentersamfundskredse i København.” Der kan være tvivl

herom, men tvivlen opstår ved, at Foredragsforeningen under Arbejder-partiets ledelse går ind og ud af Folkeuniversitetet, eller i perioder er

»hvilende medlem«. I hvert fald fremstår i protokollen flere af de første

foredrag, som afholdes i Arbejderpartiets regi som frugter af lokal initiati-

ver. I 1901 engagerer men således en norsk forfatter til at læse op af

B jørnsons og Ibsens værker, og i 1902 får man i samarbejde med teatret en

forestilling for Arbejderpartiets medlemmer stablet på benene. l 1903

søger man indenrigsministeriet om økonomisk tilskud til aktiviteterne, ogdet får man på betingelse af, at man nedsætter et tremandsudvalg til at være

ansvarlig for foredragenes afholdelse og tilskuddets anvendelse. Dette

bliver først bragt i orden i 1905, men så får man også 150 kr., hvilket man

blandt andet fejrer ved, at Bjørnstjerne Bjørnson i maj 1905 holdt foredragfor »partiet« (Arbejderpartiets medlemmer), og i begyndelsen af 1906 har

man Mylius Erichsen på besøg. 1907 nedlægges tremandsudvalget og

forretningsudvalget bliver bestyrelse for Foredragsforeningen. I dette år

har man foredrag om »Bornholms Geologi« (måske via Folkeuniversite-tet) og en dansk-amerikaner taler om udvandring. 1 november 1907

nævnes det for første gang eksplicit, at man får en taler fra Folkeuniversi-tetets række, og i begyndelsen af det nye år har man fået forslag om 3

foredrag »fra Studentersamfundet«, men man venter dog ikke, at det

bliver til noget.46

26

*i,

I 1908 etableres der en betydningsfuld nydannelse. På basis af Fore-

dragsforeningen skabes der en aftenskoleforening, der afholder aftenskole

i samarbejde med Teknisk Skole allerede fra vinteren 1908-09. I det følgen-de år er der 32 elever i aftenskolen, men allerede det følgende år når man

aop på 172, et tal der først nås igen i sæsonen 1912/13 med 210 elever. Frem

til 1920 ligger deltagertallet på mellem 220 og 260." Hvad underviste man

så i? Et af de store fag i henseende til deltagere var syning. Dette fag blev påen af de første generalforsamlinger i foreningen genstand for betydeligopmærksomhed, og det skyldtes, at det var kommet til fleres kendskab, at

adskillige elever havde brugt tiden til at sy selskabskjoler. Det blev der

ikke set på med milde øjne, idet det blev præciseret, at det var syning af

dagligtøj og reparationer, der var det centrale. Pynten måtte man lave

derhjemme. Foruden syning så havde man i hvert fald dansk, skrivning,regning og engelSk på programmet og måske også andre fag.48

I 1918 blev aftenskolen suppleret med en dagskole for de arbejdsløse,der leder tanken hen på den højskole for arbejdsløse, som Fællesorganisa-tionen 0g SD i København lavede i samme år.” Nogen forbindelse mellem

de to initiativer kan ikke konstateres, men i Aalborg er der' tydeligvis tale

om en forlængelse af aftenskolen. Også til dagskolen stillede Teknisk

Skole lokaler til rådighed, og der gaves 2 timers undervisning og 2 timers

foredrag pr. dag. Undervisningen var i regning, dansk, tysk og engelsk,mens foredragene var bredt causerende om forskellige »neutrale« emner

og holdt af lokale folk. Undervisningen varede i 6 uger frajanuar til marts,'

og der var ca. 200 deltagere!0I 1924 sker der også i Aalborg en reorganisering af oplysningsarbejdet,

idet det bærende nu bliver det lokale oplysningsudvalg, som bliver lig denlokale gruppe af AOF. Men det er ikke overraskende, at nydannelsen ikke gi-ver anledning til de store ændringer, idet man allerede havde et apparat og

nogle erfaringer, som man har kunnet trække på. Der etableres dog visse

landsdækkende aktiviteter som følge af AOF”s dannelse, således oprettel-sen af arbejdsskolerne efter københavnsk forbillede i en række provins-byer med fag og emner som »Socialismens historie«, fagforeningskund-skab, samfundskundskab, kooperation, bogholderi m. m. på skemaet.Sådan en arbejderskole skulle også være blevet oprettet i Aalborg.51 Underalle omstændigheder repræsenterer AOF ikke nogen altomvæltende ny-dannelse, men en ny ramme for allerede etablerede aktiviteter.

ArbejderkoncerterneDisse koncerter påbegyndes i 1901 og fra starten garanterede Arbejder-partiet för et eventuelt underskud. Koncerterne blev arrangeret af en

komité bestående af en repræsentant for Arbejderpartiet, en glasmager,en grosserer, en arkitektog en præst. Hvem af disse, der var ideologen bag,disse koncerter, ved vi ikke, men den af dem, der har forfattet kommi-

teens 10-års festskrift må fortjene denne titel. Skriftet oser af kultur-

elitistisk højnelsesfilosofi, der med rimelighed kan formodes at have stået

27

\

det store flertal af Arbejderpartiets medlemmer fjernt.52 Hvilke overvejel-ser, der lå bag Arbejderpartiets støtte til denne aktivitet, fremgår ikke af

materialet. Det eneste .man kan slå fast er, at Arbejderpartiet troligt dæk-ker det næsten årlige underskud ved disse koncerter frem til i hvert fald1917.53

Socialdemokratisk AiholdsforeningHvornår denne forening er stiftet fremgår ikke, men i 1898 får den sine

egne love, så det må vel være kort tid før. Det sker altså på et tidspunkt,hvor der er en stigende forståelse i bl.a. fagbevægelsen for at sætte ind mod

alkoholmisbruget i arbejderklassen feks. ved under lock-outen i jern- ogmetalindustrien i 1897 og under Den store Lock-outi 1899 at gøre udbeta-

lingen af understøttelse betinget af, at medlemmer ikke færdedes beruset

på gaden?4 Medlemskab af afholdsforeningen betingedes af, at man enten

var medlem af partiet eller af fagbevægelsen. Man ønskede således ikke

tilgang »udefra«, hvilket muligvis skyldes, at man ikke ønskede sin hold-

ning til alkoholmisbrug sammenblandet med den ikke-socialdemokratiske

afholdsbevægelse. 1904 søger foreningen optagelse i Arbejderpartiet, men

det afvises under henvisning til lovene. Om den senere optages fremgårikke, men foreningen lader senere høre fra sig med et interessant initiativ. l

1915 foreslår man således Arbejderpartiet at henvende sig til regeringenom forbud mod udførsel af kød på grund af dyrtiden. Arbejderpartietsender dels sagen til Rigsdagsgruppen (SD”s) og får svar tilbage, at man «

følger udviklingen, dels drøftes det om man skal arrangere en demonstra-

tion mod dyrtiden. Den bliver ikke til noget i 1915, men to år efter arrange-rer Arbejderpartiet en demonstration mod den lokale hjælpekasses ad-

ministration af dyrtidsloven.” Den lille forening fik således den store i

bevægelse.

Brændselsforretninger mm.

Det var nu nok heller ikke så svært at interessere Arbejderpartiet for disse

ting netop under Verdenskrigen. Denne periode med dens dyrtid og lø-

bende lønefterslæb skabte store problemer i arbejderhjemmene, og der

lød klager fra mange sider. En af de måder, Arbejderpartiet kunne gå ind i

denne situation på var ved at søge at skaffe billige dagligvarer i kraft af

kvantumsrabatter. I 1915 indkøbte man således et større parti ris til videre-

salg blandt medlemmerne, men desværre købte man for dyrt og får tab påhandlen. Det afføder en principdiskussion om indkøb affødevarer til med-

lemmer i rerpæsentantskabet. Diskussionen afsluttes dog ikke med nogen

afklaring af holdningen, men det kan konstateres, at man ikke 'tiere ind-lader sig på fødevareindkøb. Derimod giver krigstilstanden luft under et

gammelt projekt i Arbejderpartiet. Allerede i 1899 tages spørgsmålet om

fælles kulindkøb op på et repræsentantskabsmøde. Der sker dog intet i

denne omgang, men i 1901 nedsættes et udvalg for at overveje sagen.

Udvalget barsler da også senere på året med en indstilling, som for så vidt

28

er positiv, men tanken vinder ikke tilslutning og henlæggesf6 I stedet for

starter enkelte fagforeninger deres egne fællesindkøb af kul og koks.

Arbejdsmændenes Fagforening allerede fra 1899 og med mellemrum til

1912, der er sidste gang, og Tobaksarbejdernes Fagforening gør det i 1903

og 1911, mens denne fagforening” under krigen i øvrigt foretager fælles

indkøb af kartoffler. Netop i 1911 kommer sagen op igen i arbejderpartiet

og det vedtages at oprette en brændselsindkøbsforening. Det bliver dog

næppe til noget før i 1912, hvor Arbejderpartiet låner 5000 kr. af bogtryk-ker og byrådsmedlem Leander Nielsen. For dette beløb indkøbes koks til

fordeling blandt medlemmerne, dog sådan at hvert medlem max. kan købe

10 hl. Året efter hedder det, at man har foretaget nyt indkøb af koks til

medlemmerne, men i 1914 sker der intet. I november 1915 modtager man

en skrivelse fra Svendborg om brændselsindkøb, og den er åbenbart så

inspirerende, at det straks vedtages at søge en forening (gen?)oprettet. 1

august startes brændselsindkøbsforeningen med 1300 medlemmer i

Aalborg og 300 i Vejgaard. Ved juletid forlyder det, at ArbejderpartietsBrændselsforening har økonomiske vanskeligheder, men de må over-

vindes efterhånden for siden får man eget siloanlæg ved havnen, og der

bliver de følgende årtier tale om et betydeligt foretagende.”l Men om man

får midler andetsteds fra, f .eks. den åbenbart kapitalstærke Fællesorgani-sationens Brændselsforretning i København vides ikke, omend det vel

først kan være sket nogle år efter 1915, hvor også den københavnske

brændselsforretning blev oprettet.

Lejerforeninger m.m.

Et andet spørgsmål, som blev rejst af krigstidens reproduktionsproblemerfor arbejderklassen, angik boligsituationen. Allerede i 1908 havde Arbej-

derpartiet haft en diskussion af bolignøden i Aalborg, men under krigenblev det værre og værre. Man afholdt flere møder om boligsituationenbl.a. for at lægge pres på byrådet, og Socialdemokratiet rejste her krav om

at kommunen skulle påtage sig at skaffe gode, billige boliger. l 1916 afhol-

des_der et møde med Arbejderpartiets förmand, cigarmager Willumsen,

som indleder om boligsituationen. Han påpeger behovet for, at lejerneslutter sig sammen, som boligsituationen efterhånden er og mødet munder

ud i oprettelsen af en lejerforening. 44 melder sig straks ind og ide følgende .

år vokser foreningen hurtigt.58 Året efter i 1917 afholdes der et nyt stort

møde om bolignødenmed b1.a.SD“s byrådsgruppetil stede. Men senere på

året er der andre, der tager fat. En gruppe medlemmer af Murernes Fag-

forening tager således initiativ til oprettelsen af en byggeforening efter

forbillede af tilsvarende foreninger i København, Odense og Esbjerg. 1

første omgang vedtages det, at foreningen optager alle byggefagenes arbej-dere. Men et par måneder efter ændres denne bestemmelse til, at alle er-

ganiserede arbejdere kan optages, hvilket antyder Arbejderpartiets ind-

fiydelse, og foreningens navn ændres til Arbejdernes Byggeforening.

Samtidig fremlægger foreningen sit byggeprojekt for offentligheden gen-

29

nem Nordjyllands Socialdemokrat og på et byrådsmøde i april får for-eningen lov til at købe en grund af kommunen på fordelagtige betingel-ser.59 Herefter bliver der stilhed om denne forening, men det kan ved selv-syn konstateres, at der på den bevilgede grund faktisk ligger et hus, derligner det projekterede meget, omend bygningen præges af en senere

modernisering.

ForsamlingsbygningerAlle disse ting viser den aktivitet, der var i krigsårene. I 20'erne ebberdenne aktivitet noget ud, idet der kun startes initiativer op -

og det enddauden for Arbejderpartiets regi, om dog inden for bevægelsen. I 1927 fårAalborg sin afdeling af Arbejdernes Radioforbund. Det er den lokaleforenings formål at arbejde for, at radioen bringer udsendelser for arbej-derne, ligesom man giver teknisk vejledning og varetager radio-amatører-nes interesse. Klubben begyndte med 75 medlemmer, men den vokser pågodt 1'⁄z år til 341 og man får i 1929 sit eget medlemsblad, Aalborg RadioPost. I øvrigt synes klubben fra starten orienteret mod det sociale samvær

som en vigtig del af sit virke.60 I 1927 får byen en lokalafdeling af diskus-sionklubben »Socialisten«, der har følgende formål: »Personlig Dygtig-gørelse til Kampen for Arbejderklassens kulturelle og økonomiske Frigø-relse« og medlemskab af SD er en forudsætning for optagelse. Hermed er

der etableret en konkurrent til SDF, og vilkårene for den gamle forening er

næppe blevet nemmere heraf.›

Disse sidste initiativer ligger ikke direkte i Arbejderpartiets regi, men

deres forbindelser til bevægelsen markeres dog i deres tilfælde som i så

mange andre ved, at man ofte benytter Arbejderpartiets forsamlingsbyg-ning til visse arrangementer. Denne forsamlingsbygning havde man er-

hvervet i 1918, men der gik en hel del forud for det.Allerede i 1898 begyndte man at føle forholdene i »Dramatikken«for

trange og spørgsmålet om erhvervelse af egen bygning kommer på tale,vel også inspireret af de andre fællesorganisationers køb af egne forsam-lingslokaler. Man opretter så Arbejderpartiets Byggeselskab, idet man

allerede fra starten sigter på at kunne bygge selv. Men det går langsomtmed indsamlingen af midler. I de følgende år gøres der nu og da fore-

spørgsler om indestået i fondet, og i 1905 oplyses det, at der står 1700 kr. i

Sparekassen. I 1909 foreslår formanden for Arbejdsmændenes Fagfor-ening, Hans Nielsen, at man nedsætter et udvalg til at arbejde med sagen,men det kommer der ikke noget ud af. I 1913 bringes spørgsmålet igen op.Der står nu 2828 kr. på byggekontoen -

unægteligingen formue, men for-retningsudvalget skal komme med oplæg om sagen. Dette oplæg kommerijanuar 1914. Der er enighed om, at man ikke vil købe Arbejderforeningensbygning Dramatikken, men .bygge selv. Det foreslås, at hvert fagforeningyder 1 kr. pr. medlem til formålet, og dette sendes til høring hos afdelinger-ne. I maj meddeles det, at 16 fagforeninger har sagtja til forslaget, men 11har sagt nej og 2 gjort forbehold. Herefter foreslås det, at indlede aktie-

30

Ålborg-Varietéen,Frederikstorv (før 1918).

tegningen og det vedtages. Hvad dette indbringer er noget tvivlsomt, i

hvert fald går der 2 år, inden sagen igen tages op, og nu er der betydeligmodstand. Således mener flere talere, at man hellere skulle bygge godeboliger end huse til Arbejderpartiet. Trods uenigheden går forretnings-udvalget dog videre med sagen og i april 1918 meddeles det, at man har fået

tilbudt en bygning i stedet for at bygge selv - nemlig »Varieteten« påFrederikstorv. Dette afføder en voldsom diskussion, hvorunder især

repræsentanterne for arbejdsmændenes fagforeninger lufter deres util-

fredshed. Men Arbejderpartiets ledelse har travlt, allerede 5 dage efter det

første møde indkaldes der til et nyt, og her vedtages det med alle stemmer,

undtagen repræsentanterne for arbejdsmændenes fagforeninger, at købe

»Varieteten«. Arbejdsmændenes afvisning af købet får ingen konsekven-

ser, for man tager straks fat på finansieringsproblemerne og de løses ved, at

Fællesorganisationens Brændselsforretning i København kautionerer for

et lån på 140.000 kr. mod, at alle tilknyttede fagforeningsmedlemmer giverderes underskrift. Det gør de, og erhvervelsen af »Varieteten« er en reali-

tet. Dermed har man fået eget tag over hovedet, og i oktober flytter man

31

fra Dramatikken og ned på Frederikstorv anført af syngende medlemmeraf Arbejderpartiets Sangforening.61 Driften af huset finansieres ved, at detilsluttede fagforeninger årligt indebetaler et beløb efter hvor mange med-lemmer de har, og dermed får de lov til at benytte bygningen og dens facili-teter. Der er også nogle lejeindtægter fra lokaler, der udlejes til private,ligesom en række enkeltpersoner i de første år yder mindre bidrag.62 Ende-

lig så kunne, som eksemplet med Radioklubben og Diskussionsklubbenviser, foreninger uden for Arbejderpartiet, men med særlige relationer tilbevægelsen også leje sig ind. Huset synes således at bære sig selv og synesikke at have været i økonomiske vanskeligheder på noget tidspunkt.Sådan set var alt så godt. Men der var lige det med arbejdsmændenes

fagforeninger. Deres afvisning af erhvervelsen af »Varieteten« ender med,at de køber deres egen forsamlingsbygning, og den største af disse fagfor-eninger, Arbejdsmændenes Fagforening med sine ca. 1100 medlemmermelder sig ijanuar 1919 endda ud af Arbejderpartiet.63 Skismaet i byensfagforeninger er en realitet.

Arbejdsmandsfagforeningeme 0g »Underskoven«

Umiddelbart kunne det se ud som om det var surhed over købet af »Varie-

teten«, der ledte til arbejdsmændenes enegang og det følgende totalebrud. Men det var givetvis kun et symptom. De første gnidninger bliverallerede tydelige fra omkring 1908, hvor arbejdsmændene først nægter at

yde bidrag til aftenskolen. Året efter udspilles der en magtkamp omkring»Nordjyllands Socialdemokrat«, hvor nogle af byens fagforeninger og ihvert fald Arbejdsmændenes Fagforeninger støtter hver sin part. På et

stort møde om sagen i Arbejderpartiets udvidede repræsentantskab i okto-ber 1909 får dog Hans Nielsen, arbejdsmændenes formand, en resolution

vedtaget til støtte for sin mand, journalist og byrådsmedlem Aage Riis Flor

(senere borgmester i Randers og MF), men ved sære manøvrer i forret-

ningsudvalget fratages Nielsen sejrens frugter?4 Senere bliver Hans Niel-sen igen centrumfigur for diskussionen i Arbejderpartiet. I 1915 er HansNielsens holdning til DsF oppe på foranledning af smedenes formandMarius Andersen, der endog synes at have antydet, at Hans Nielsen skullehave syndikalistiske tilbøjeligheder. Mødet slutter dog med at erklære

Hans Nielsen renset for alle beskyldninger. Året efter er der uro om Hans

Nielsens adfærd som byrådsmedlem, hvor han beskyldes for illoyalitetover for gruppen, og denne gang får Hans Nielsen en misbilligelse fraArbejderpartiet.“'Alt taget i betragtning er det dog mest Arbejdsmænde-nes holdning til DsF, der er hovedtemaet under alt dette her. 1 1914 kræverArbejdsmændenes Fagforening DAF udmeldt af DSF, og Hans Nielsen

optræder for første gang på en DAF-kongres som leder af udmeldelses-fløjen, en rolle som han skulle få talrige lejligheder til at spille i 201erne som

forbundssekretær, indtil han i 1925/26 kan stå som sejrherre - for en korttid. Efter Hans Nielsen i 1915 går over i forbundsarbejdet, fortsætter hans

32

⁄

'

gamle fagforening i Aalborg med at kræve udmeldelse af DSF, og i 1916

overvejer man endda at melde sig ud af Arbejdsmandsforbundet.66 I den-

ne periode foregår der en betydelig radikalisering i denne fagforening,som tilsyneladende river de andre DAP-afdelinger i byen med sig, og det er

formodentlig her vi skal finde den egentlige baggrund for begivenhederne i

1918/19. Det er dog muligt, vi skal et lag længere ned for at finde forkla-

ringen på det, der sker. Arbejdsmændene udtræder af Arbejderpartietbegrundet med, »at »de tekniske Fag« havde hånet arbejdsmæmdene »...som de ved enhver Lejlighed gør«, Her er det helt tydeligt modsætningenmellem de faglærte og de ufaglærte, der træder frem, og som givetvis ogsåhar været et væsentligt element bag kritikken af DSF. Men de fagpolitiskemodsætninger må dog heller ikke glemmes, eftersom de fører Arbejds-mændenes Fagforening helt dertil i 1920, hvor de prøver at mobilisere det

2⁄3-f1ertal, der kræves for at komme ud af DAF, hvad bl.a. efter et med-

lemsmøde med syndikalisten Lauritz Hansen næsten lykkes, idet der kun

mangler få stemmer.67›

I april 1919 køber Arbejdsmændenes Fællesbestyrelse SøndergadesKaserne og arbejderbevægelsen i Aalborg har fået to centre. Selvstændig-heden markeres bl.a. året efter ved oprettelsen af Arbejdernes Sangkor,hvis fane indvies dec. 1921. Faneindvielsen fejres med en fest, hvor for-

mændene for afdelingerne under DAF taler sammen med det social-

demokratiske Folketingsmedlem, N. C. Christensen. Dette må vel ses som

et udtryk for, at flertallet af arbejdsmæmdene ikke ønsker at kappe for-

bindelsen til SD. N. C. Christensens tale er interessant derved, at den atter

viser den vægt, man tillagde sangen. Han sagde bl.a., at »når en ny Klasse

skal kæmpe sig frem til Indflydelse, er Sangen et godt og nyttigt Middel i

Kampen«. Man ser atter forståelsen for sangen som agitationsmiddel. Det

nye kors første offentlige fremtræden er en koncert i april 1924, hvorunder

bl.a. fremføres »Internationale« med orkesterledsagelse.68To af de rebelske arbejdsmandsfagforeninger er i begyndelsen af

20*erne involveret i et par interessante tiltag. I februar 1921 oprettedes en

kooperativ kartoffelforretning. Dette initiativ er baseret på et samarbejdemellem Arbejdsmændenes Fællesbestyrelse og en salgsorganisation, som

husmændene på St. Restrup har dannet. Dens primære vare er kartofler,men siden kommer andre grøntsager til. Forretningen har lager i Arbejds-mændenes bygning i Søndergade og får kort efter startet udsalgssteder i

Korsgade og derefter i Reberbanegade. Der hersker meget store forvent-

ninger til dette samarbejde, således luftes der sommeren 1921 planer om

oprettelsen af et mælkeudsalg med husmændene som leverandører. Imid-

lertid bliver glæden kort. Allerede i december 1921 meddeles det, atkar-

toffelforretningen er nedlagt og lager og udsalgssteder er lukket. Grunden

til denne udvikling i sagen er uafklaret.69

Allerede året før var Den kooperative Kødforsyningi Vejgârd blevet dan-'

net. Forretningen blev officielt oprettet 10.6.20 og skulle primært forsyneNr. Tranders kommune, herunder Vejgård med denne forstads mange

33

V i.” tv,« ,7.1 ,1 g, (31,, am ›___

, n w ;WM .'wa ,2 -.:*

-

Vi« '"-›

nv

arbejdere. Der kan fra starten konstateres personsammenfald mellem

Kødforsyningen, Vejgård Ny Brugsforening (se senere) og Fabriksarbej-nes Fagforening, hvis formand sidder i den første bestyrelse. Denne fag-forening går da også aktivt ind i foretagendet. Den får fast repræsentant iledelsen og kautionerer for foreningen, da den i sommeren 1923 kommeri

vanskeligheder. Desuden drøftes kødforsyningens forhold ofte på fag-foreningens møder, bl.a. klages der over, at udsalgsstedet er for lille i for-hold til omsætningen. Denne bekymring er dog i længden overflødig foriefteråret 1924 gør man skridt til at likvidere og fagforeningen må træde til

og udrede det beløb, den har kautioneret for. Da den endelige opgørelseforeligger, giver det anledning til en diskussion af sagen, flere giver udtrykfor principiel betænkelighed ved kooperativ virksomhed, hvilket andre

synes at afvise, idet de mener, at kødforsyningens skæbne skyldes pro-blemer med bestyreren.”

Selv om disse initiativer kun fik kort levetid, l henholdsvis 4 år, så er det

ganske bemærkelsesværdigt at se, hvorledes disse fagforeninger prøver at

gå direkte ind i fødevareforsyningen - trods Arbejderpartiets tidligeredårlige erfaringer. Det siger noget om den lokale fagbevægelses forståelseaf nødvendigheden af at satse på mere end blot løntarifferne. Bredere livs-felter må forsøges inddraget i fagforeningens arbejdsområde, behovene i

bred forstand må søges imødekommet. Imidlertid byder denne linie ube-

strideligt på en række skuffelser, hvilket vel kan være medvirkende til at

forklare den følgende tids tilbageholdenhed med hensyn til disse aktivi-

tetstyper.Før vi forlader disse fagforeninger for at bevæge os ind i grænsefeltet

mellem arbejderbevægelsen og -klassen, et par ord om den videre udvik-

ling i 20,erne i Arbejdsmændenes Fagforening. Udmeldelsen af DAF i

1920 blev ikke til noget på grund af de manglende stemmer, og de følgendeårs offensiv fra arbejdsgiverne gav også anledning til at rykke sammen,omend afdelingen hurtigt markerer sin utilfredshed angående DSF ogkræver DAF udmeldt. Dette sker som bekendt i 1926, dog kun i 3 år. I 1929

kommer man ind igen. Imidlertid eksisterer der stadig en aktiv opposi-tionsgruppe i fagforeningen, nu åbenbart med tilknytning til DKP. En af de

måder, denne gruppe markerer sig på, er ved at foreslå film om Rusland

forevist for medlemmerne, og det får de igennem i 1928, hvor filmen

»Lenins Land« forevises for alle DAF-afdelingernes medlemmer. Der

afholdes i tilknytning hertil diskussionsmøde om udviklingen i Sovjet, hvor

DKP-gruppens leder Arthur Kristiansen (bliver siden Socialdemokrat,formand for fagforeningen og forbundssekretær) diskuterer med Hans

Nielsen."

Foreninger og initiativer uden for bevægelsenVi bevæger os nu uden for de områder, som éntydigt ligger inden for par-tiets eller fagbevægelsens rammer. Imidlertid forholder det sig sådan,at

34

der ikke går nogen særlig skarp grænse mellem »det officielle felt« og så

den første gruppe, vi skal se på. Der var på forskellig vis forbindelser -ikke

mindst personforbindelser. Den første repræsentant fra grænse-området,vi skal møde tilhører kooperationerne.

Forbrugs- og SpareforeningenDenne forening stiftedes 1872, vistnok af Arbejderforeningen af 1865. I de

første år skrantede foreningen flere gange, og først i 1881 blev der sat skik

på tingene gennem oprettelsen af »Aktieselskabet af 1881«. Formålet med

dette A/S var at skaffe driftskapital til påbegyndelsen af selvstændig pro-

duktionsvirksomhed, idet foreningen i starten kun uddelte rabatkort til

medlemmerne, hvorpå de hos på forhånd udpegede leverandører kunne

købe varer til nedsat pris. Denne metode var imidlertid meget usikker, dels

fordi man helt er i leverandørernes hænder, dels fordi det kun giver for-

eningen små muligheder for selv at opbygge en formue, det vil sige skaffe

midler til at realisere målet om egen produktionsvirksomhed. Efter etable-

ringen af aktieselskabet oplever foreningen imidlertid nogle gode år, og i' 1887 når man målet, man får eget bageri. På dettetidspunkt er repræsen-

tanter for arbejderklassen' ved at gøre sig gældene i foreningen og igennemdet meste af 80'erne er en arbejder formand. I 1890 overtager en uldhand-

ler Sørensen (senere aktiv i amtsrådspolitik for Venstre) formandsposten,men han sidder kun et år, hvorefter posten overtages af ingen ringere end

N. C. Christensen, ledende socialdemokrat og medarbejder ved Arbejder-bladet (senere redaktør og MF mm).72 Det er ikke meget galt at kalde det,der sker, en socialdemokratisk magtovertagelse i forbrugsforeningen,omend konsekvenserne heraf først for alvor bliver klart fem år senere. På

1

generalforsamlingen 1896 vedtages det således, at foreningen skal foretagebrøduddelinger til de dårligtstillede i tilfælde af streng vinter eller anden

form for længerevarende arbejdsstandsning. Denne tilføjelse skaber megenfurore og får oppositionen i foreningen til på grund af denne vedtagelse at

karakterisere forbrugsforeningen som en socialdemokratisk strejkekasse.Og det var ikke dårligt set, for allerede året efter under lock-out'en ijern-industrien ser vi foreningen uddele brød til de lock-out,ede arbejdere.73Når man var i stand til det, så skyldes det blandt andet, at man i 1892 havde

fået udvidet bageriet og i 1897 får man eget bryggeri (hvidtøls-). N. C.

Christensens formandsperiode betød således blandt meget andet en be-

tydelig udvidelse af foreningens produktionskapacitet. Christensen går af i

1902 og det viser sig her, at so'cialdemokraterne sidder sikkert i sadlen, for

den nye formand er også partimedlem, og således går det også ved næste

formandsskifte i 1918, hvor Vilh. Jensen bliver formand for forbrugs-foreningen samtidig med, at han, foruden at være socialdemokrat, også er

formand for Arbejderforeningen af 1865. I øvrigt skal det bemærkes, at

tilknytningen til Nordjyllands Socialdemokrat også fastholdes, idet re-

daktør J. P. Kirk sidder i foreningens bestyrelse 1907-21.

Som sagt begyndte foreningens ekspansion med udvidelsen af produk-

35

tionssiden i 90,erne. I 1891 har man også erhvervet ejendommen Sønder-gade 58b, og i 1913 køber man ejendommen 58a. Hermed har man fået

tilstrækkeligt med plads til endelig at åbne et egentlig udsalg af daglig-varer, og dette udsalg udvides betydeligt 2 år efter ved erhvervelsen af

ejendommen Søndergade 60. I denne store forretning handler man dels

med kolonialvarer, dels med isenkram og manufaktur, og i 1922 når man så

vidt, at man kan åbne den første filial, nemlig Østre afd", mens vestre afd.

åbnes 1931.

Socialdemokraterne havde således i 1891 sikret sig kontrol med et fore-

tagende med store muligheder og var dermed gået aktivt ind i kooperativvirksomhed, omend der aldrig blev tale om nogen organisatorisk sam-

køring af nogle af arbejderbevægelsens organisationer og forbrugsfor-eningen. Denne interesse for kooperative initiativer viser sig også i andre

tilfælde.

Byggeforeningerne »Fremtidshåb« og »Klosterkolonien«

Byggeforeningen »Fremtidshåb« blev oprettet i december 1900, men\

virkede i det første år meget skrøbelig. Derefter får foreningen ny for-

mand, og hvem er det andet end den allestedsnærværende N. C. Christen-

sen. Under dennes ledelse foretages der en omorganisering af foreningen,'

idet den nedlægges ijanuar 1902 for at genoprettes en måned efter sam-

tidig med, at der har været nyindtegning af medlemmer, således at man i

februar 1902 begynder på en frisk med 50 medlemmer, hvoraf langt de

fleste er arbejdere. N. C. Christensen tager derefter kontakt med byrådetsmark- og vejudvalg, hvilket ikke skulle falde ham svært, da han selv sidder

i byrådet, og allerede 1. april kan han meddele, at foreningen har købt

grund af kommunen ved Hobrovej og Ørstedsvej. Så laves der kontrakt

med en entrepenør og i oktober står 27 huse færdige som fordeles efter lod-

trækning blandt medlemmerne, som ifølge en lovændring af 7. oktober

hæfter solidarisk for foreningens gæld. 25. november ændres lovene påny,idet det slås fast, at hvis nogen får skøde på det hus, de bebor, udtræder de

af den solidariske hæftelse og dermed foreningen. Det bliver den udvik-

ling, der kommer til at præge »Fremtidshåb«, omend det tager sin tid.i

Først i november 1924 er de sidste huse erhvervet afderes beboere og som

følge heraf ophæves foreningen.”I tilfældet »Klosterkolonien« er forbindelsen til den egentlige arbejder-bevægelse noget tyndere, men den er der. Byggeforeningen dannes 20.

maj 1915 på initiativ af2 typografer og medlemmerne er -ifølge det opgiv-ne - alle arbejdere. Der bygges ialt 36 lejligheder i 9 4-lejlighedshuse med

2 og 3 værelser. Husene er færdige i efteråret 1917, men der findes forskel-

lige tilfælde af byggesjusk og der bliver en voldgiftssag mellem foreningenog dens murermester, som foreningen vinder. Blandt foreningens to vold-

gifsmænd finder vi »Postbudformand M. Jørgensen«, uden tvivl det social-

demokratiske byrådsmedlem og senere Aalborgs første socialdemokrati-ske borgmester. Men det var kun i denne krise, man søgte assistance hos en

36

fremtrædende socialdemokrat. Ellers klarede medlemmerne sagerne selv,

således at man måsige, at initiativet her lå inden for klassens, men uden .

for bevægelsens rammer.

De arbejdsløses organisation (1921)

Det samme må stort set siges om den aktivisering af de arbejdsløse, der-

foregik i året 1921 i efterkrigskrisens l. fase. Og dog - også her er der for-

bindelseslinier til en del af arbejderbevægelsen. Alt tyder på, at aktivi-

sterne i dette forsøg på at samle de mange arbejdsløse til kamp for fælles

interesser, var medlemmer af Arbejdsmændenes Fagforening. I hvert fald

holdt det nedsatte arbejdsløshedsudvalg sine møder i Arbejdsmændenes

Fællesbestyrelseshus i Søndergade. Ved disse møder planlagdes adskilligemøder og demonstrationer, som løb af stablen i perioden februar til sep-

tember 1921. Ved det første møde i februar var blandt talerne den kendte

venstresocialist Marie Nielsen/'lS Det er næppe for meget sagt, at det var

dette møde, der satte gang i arbejdsløshedsarbejdet i Aalborg. I maj af-

holdes der således en stor demonstration med formændene for byens

afdelinger af Arbejdsmandsforbundet som talere, og i eftersommeren

afholdes en demonstration, der åbenbart er et led i en landsdækkende

kampagne, som er inspireret af DKP og eller syndikalistiske grupper. Ved

mødet i Aalborg langes der kraftigt ud efter Socialdemokratiet, men Nord-

jyllands Socialdemokrat kan fortrøstningsfuldt oplyse sine læsere, at til-

slutningen ikke var ret, stor."7 Under alle omstændigheder synes udvalget at

have standset sin virksomhed i efterårets løb, efter alt at dømme for at fort-

sætte arbejdet inden for de respektive fagforeningers rammer.

Cigarmagernes SangforeningDenne forening repræsenterer noget helt andet end forsøget på at organi-sere de arbejdsløse i 1921 gjorde. Det eneste fællestræk, der har været, er

formodentlig, at også sangerne blandt tobaksarbejderne på et eller andet

tidspunkt er blevet medlemmer af deres fagforening. Imidlertid er denne

sangforening relativt gammel, idet den blev startet op allerede i'slutningenaf l870”erne under navnet »Ydun«. I 1883 fik den så navnet CigarmagernesSangforening, og det beholdt den, selv om andre tobaksarbejdergrupper i

1889 fik adgang til foreningen, indtil 1935, hvor man fik navnet »Tobaks-

arbejdernes Sangforening«.xDet, der udmærker sangforeningen, er dens

status som »huskor« for firmaet C.W. Obel. Den' havde fra starten det

bedste forhold til principalerne, der støttede foreningen økonomisk, bl.a.

ved at betale dens lokale-udgifter, og koret pryder festdagene i Obel-fami-

lierne og ved virksomhedens jubilæer ved altid at være på pletten med en

sang. Hvad man sang ved sådanne lejligheder, ved vi ikke med bestemt-

hed. Der findes i foreningens arkiv en oversigt over dens ejendele, her-

under dens beholdning afnoder og sangtekster. Denne fortegnelse viser, at

det også her var romancer, nationale sange og drikkeviser, man havde

forkærlighed for, mens man af sangemed tilknytning til arbejderbevægel-

137

sen kun havde én, nemlig »Internationale«, og det var næppe den, man

sang på Obel-slægtens mærkedage. Der synes ikke at have været nogensærlig nær tilknytning til Tobaksarbejdernes Fagforening, udover at

sangerne formodentlig var medlemmer. Det kunne trods alt nok ind imel-lem være svært både at være økonomisk understøttet af arbejdsgiveren også være nært tilknyttet en fagforening, hvis forhold til Obel-familiensoverhoveder ind imellem var noget anstrengt. Således befinder denne for-ening sig absolut i arbejderbevægelsens periferi, omend medlemmernegivetvis har tilhørt arbejderklassen - bortset fra dem, der med »Firmaets«velsignelse var avanceret til tobakshandlere.78

Tobaksarbejdernes IdrætsforeningHvad man så ellers kan sige om tobaksarbejderne, så kommer man ikkeuden, om, at de udfoldede en betydelig initiativrigdom. Det gjaldt ogsåinden for idrætten. Allerede i 1898 startede man »TobaksarbejdernesAtletklub«, som 3 år efter i 1901 skiftede navn« og blev til den så hæder-kronede atletklub_»Jyden«.Tobaksarbejdernes Idrætsforening stiftedes i

august 1917 med adskillige idrætsgrene på programmet- i hvert fald efterforeningens bevarede regnskabsbog at dømme. Man havde således udgif-ter til en lang række Sportsrekvisitter, der viser noget om, hvad man harhaft på programmet. Således fodbolde, spydspidser, boldtræer, kricket-bolde, springbrædder samt udgifter til leje af gymnastiksal. Allerede i 1918får man tilskud til virksomheden fra kommunen og 10 år efter starten luk-kede »fabrikant Obel« også portemonnæen op med et tilskud.79 Atter er

der tale om en aktivitet hvis forbindelse til arbejderbevægelsen er tynd,men som har sit udgangspunkt blandt medlemmer af arbejderklassen.

Arbejdernes Idræts Klub (AIK)Det samme gælder i hvert fald grundlæggerne af AIK. Denne foreningblev til 1. oktober 1919 og gjorde sig allerede fra starten gældende medterrænløb og herfra kom man naturligt over i atletikken. I starten havdeman endvidere en gymnastikafdeling, som dog i 1935 blev selvstændigunder navnet »Vidar«, ligesom man drev håndboldspil for både kvinder ogmænd. Midt i tyverne fik foreningen aflæggere i Vejgaard og Nr. Sundby.Foruden de kropslige idrætter bidrog man også på anden måde til medlem-mernes og sympatisørernes udvikling, idet man i 1927 oprettede en Spare-forening, der også fungerede som Støtteforening for klubben, idet renterne

tilfaldt AIK. I øvrigt synes foreningen at gå stærkt op i sine medlemmers

sportslige præstationer, hvorved foreningen unægteligikke adskiller sigfra andre idrætsklubber. I klubbens festskrift hylder man dog også kamme-ratskabet, men også her er det spørgsmålet, om man adskiller sig fra andre,tilsvarende foreninger. Nogle overvejelser om forholdet til arbejderbevæ-gelsen forekommer kun i en enkelt sætning og her i negativ retning, efter-som en 'af foreningens veteraner i festskriftet beklager, at man har haftvisse vanskeligheder på grund af navnet.80

38

»Tobaksarbejdernes Idrætsforening Ålborg«.Fra venstre: Ludvig Jørgensen, Jens Christen-

sen, Carl Lyngberg, Richard Christensen og Karl Kirk (ca. 1918/19).-

39

Vejgaard-aktiviteterI den stærkt arbejderprægede østlige forstad til Aalborg, Vejgaard, etable-redes der omkring og efter århundredskiftet flere foreninger med interes-se for vores emne. Således Vejgaard Brugsforem'ng af 1897 og Vejgaard NyBrugsforening. I begge tilfælde var der tale om initiativer, hvor medlemmeraf arbejderklassen stod stærkt i bestyrelsessammenhæng.Den mest initia-tivrige af dem var den ny brugsforening, der stiftedes i 1901, og som ogsåsynes at have haft visse forbindelser til dele af arbejderbevægelsen. l 1915etablerer denne brugsforening således et kooperativt mælkeudsalg ogforeningen er andelshaver i den tidligere omtalte Vejgaard kooperativeKødforsyning sammen med Fabriksarbejdernes Fagforening. Samfølelsenmed arbejderbevægelsen antydes vel også af, at alle større arrangementeri20'erne finder sted i Arbejderpartiets Forsamlingsbygning.81 Det er et

spørgsmål, om denne brugsforening har noget med Vejgaard Brændselsfor-retning (stiftelsesår ukendt) at gøre, eller om den har været et helt lokaltinitiativ. I hvert fald er bestyrelsen også her arbejderdomineret og med-lemstallet var i 1916/17 på omkring 170.82 Endelig skal VærftsarbejdernesByggeselskab nævnes. Det blev som de øvrige aktiviteter på boligområdetstartet op under den store bolignød under 1. Verdenskrig, nemlig i 1915.Foreningen har allerede ved stiftelsen erhvervet grunde i Lundsgaards-gade i Vejgaard, hvor man planlægger med statsñnansiering at kunnebygge 10 småvillaer med fuld kælder, 3 værelser i stueetagen, 2 på kvistensamt udhus og - svine- og hønsehus.83 De agrare tilbøjeligheder er sejg-livede og kan samtidig bidrage til en individuel reallønningsforbedring.

Opsamlende kan det således siges, at af de 26 foreninger og aktiviteter(incl. SDF e. 1914), vi her har fremdraget, var de 12 direkte under ledelse af

'

eller afhængig af Arbejderpartiet. 4 opstår i forbindelse med eller efterarbejdsmændenes udbrud i 1918/19, mens 10 har mere eller mindre klare

,

forbindelseslinier til bevægelsen, mens deres medlemmer overvejenderekrutteres fra byens arbejderklasse. Hertil kommer så yderligere en

f

række syge- og arbejdsløshedskasser tilknyttet fagforeningerne. Man kan -

så spørge, om det var »Tordenskjolds soldater«, der frekventerede Aften-skolen og Afholdsforeningen, gik til koncerter, var medlemmer af Brænd-

selsforeningen, Lejerforeningen subsidiært en af byggeforeningerne,Forbrugs- og Spareforeningen og AIK osv. Det var det næppe, alene pågrund af den geografiske og organisatoriske differentiering, og derfor kandet med rimelighed antages, at alle disse aktiviteter tilsammen omkring19201 større og mindre grad berørte flere tusinde mennesker. Ganske vist

er der ikke tvivl om, at fagforeningerne var den del af bevægelsen,derhavde den bredeste berøring til byens arbejderklasse. Men selv om ogsåfagforeningernes aktivitet ind imellem viser en betydelig bredde, så betød»underskoven« dog, at arbejderbevægelsen i sidste del af perioden mani-festerer sig for byens arbejdérklasse i særdeles forskelligartede livssitua-üonen

40

AfslutningDet var således et omfattende netværk, der fra slutningen af l880°erne ogtil tyverne blev opbygget: 'Partiet med dets presse, fagbevægelsen og hertil

i

alle disse aktiviteter, der direkte sigtede på klassens fysiske og sociale

reproduktion, »underskoven«. Denne »underskov«, der som del af den

lokale arbejderbevægelse samtidig var et produkt af de forhold, der her-

skede inden for bevægelsen, feks. forholdet mellem de faglærte og de

ufaglærte. Et forhold der igen viser hen til dybereliggende størrelser i kapi-talismens, produktionsmådens, organisering af arbejdet. ,.

Også på andre leder og kanter melder produktionsmåden sig som be-

tingelse for det aktivitetsfelt, vi her har afsøgt. Den nye industrielle-urbane

livsform var/er et produkt af den kapitalistiske akkumulationsproces.Industrien blev, som den stoflige side af akkumulationsprocessen og sam-

tidig med sin koncentration af arbejdskraftindsatsen i et begrænset fysiskrum, ophav til en tilsvarende koncentration af menneskene i deres egen-skab af arbejdskraft. Dermed var forudsætningen skabt for den moderne,industrielle storby og den industrielle-urbane livsform med dens nyebehovsstrukturer. Det, vi har fulgt i det foregående, er således en del af det

reaktionsmønster, hvormed den nykonstituerede arbejderklasse og

-bevægelse mødte disse ændrede livsbetingelser. Eller som Ib Bondebjergsiger: »I den forstand den industrielle kapitalismes udvikling er blevet oplevetsom en veritabel kulturrevolution og et socialhistorisk chok og erfarings-skred for store grupper, dér har den efterhånden velorganiserede arbejder-offentlighed kunnet fungere som et identifikationspunkt og et socialise-

ringsinstrument på vejen mellem den førindustrielle og den industrielle

livssammenhæng«.84'

Imidlertid har Bondebjerg ikke meget godt at sige om denne reformisti-ske arbejderoffentlighed, som efter hans opfattelse præges af en »småbor-

gerlig retardering«, og hans begrebsanvendelse og periodiseringer kunneman bruge ganske megen tid på at diskutere. Det samme gælder hanstendens til at se lidt meget på formerne frem for indholdet. Dette skyldesmåske den oversigtsagtige karakter den her benyttede del af hans bog har,men set i lyset af denne undersøgelse burde man nok forsøge sig med en

noget mere nuanceret tilgang.\

Det er klart, at man kan pege på en mangel på perspektiver i en række af

de aktiviteter, der er fremdraget her. Ligeledes kan man ud fra nec-marxi-

stiske positioner kritisere den socialismeopfattelse, der rådede i det dan-

ske Socialdemokrati og dansk arbejderbevægelse frem til engang i 20'er-

ne, hvorefter det egentlige forfald sætter ind." Men det bør ikke - i en

form for historisk' deterministisk »sådan måtte det jo gå-holdhing«-

afskære os fra at erkende de tilløb til opbygningen af alternative struktu-

rer, som findes i den tidlige arbejderbevægelse.Som vi har set, var der bud på, hvorledes sangforeningerne kunne udvik-

les til kommunikationskanaler for alternative budskaber/samfundsforstå-

41

elser, omend disse hensigter efterhånden blev undergravet af praksis. Det'

samme formål kunne pressen tjene og gjorde det givetvis også i det meste

af perioden, men den var dog så bundet til partihierakiet, at den blevet

meget følsom overfor ændringer i den generelle partilinie, ikke mindst'den

»folkepartilinie«, der udvikles i 209erne. Oplysningsarbejdet indeholdt

visse reproduktive hensyn (jfv. sykurserne og diskussionen herom), men

led i øvrigt under manglen på bredde med hensyn til foredragsholdere med

markante socialisme-forståelser, ligesom idrætsforeningerne, såvidt det

kan ses (AIK), kritikløst overtog en borgerlig konkurrence- og præstations-fixering, selv om det dog også her gælder, at der ikke i samtiden fandtes

tilløb til en bredere debat om en socialistisk holdning til idrætten.86 Til

gengæld er der mere grund til at fastholde perspektiverne i flere af de

kooperative initiativer, perspektiver, der gik ud over imødekommelsen af

umiddelbare reproduktive behov. Det drejede sig i flere tilfælde helt åben-

bart om at etablere alternative forsyningskanaler, der kunne fungere i

arbejdskampe og måske også i det længere perspektiv i mere tilspidsedesamfundsmæssige konfliktsituationer. Lad være, at disse initiativer enten

degenererede iforhold til udgangspunktet eller helt gik ned, men det viser,at der i bevægelsen også fandtes grupper, der tænkte mere langsigtet, og

som kunne komme igennem med konkrete tiltag så længe initiativet lå pådet lokale plan. Alt dette viser, at der fandtes forskellige samfundsopfattel-ser og dermed også forskellige bevidstheder med hensyn til bevægelsensmål og midler i den lokale arbejderklasse, og det gav naturligvis anledningtil spændinger inden for den lokale arbejderoffentlighed. I den forbindelse

er det ganske interessant at konstatere, at perioden mellem 1914 og begyn-delsen af 1920”erne præges af en meget høj aktivitetsgrad. Dette vidner

om, hvorledes disse for den internationale arbejderbevægelse så storm-

fulde år slår ind i et lokalsamfunds arbejderklasse, og også dér afføder ikke

bare aktivitet, men også ganske stærke brydninger, bl.a. på grund af be-

vidsthedsmæssige differentieringer. _

Alt i alt illustrererdenne undersøgelse - ved dens påvisning af dybden og

bredden i arbejderbevægelsen i Aalborg omkring 1930 - at omfanget af

organiseringen i denne by på ingen måde står tilbage for den organisering,som det agrare småborgerskab, gårdmændene i slutningen af det 19. år-

hundrede foretog i landdistrikterne."7 I begge tilfælde gælder det imidler-

tid, at produkterne af denne fase af massiv basisorganisering i dag enten er

visnet, eller også er de blevet bureaukratiseret/centraliseret til ukendelig-hed. Der er: mange grunde hertil, som vi ikke skal gå i dybden med nu,

eftersom vi hermed bevæger os ind i et af de de mest afgørendespørgsmålidansk historie i det 20. århundrede: Hvorfor blev selvorganiseringen fra

mellem 1870 og 1930 afviklet -

og ikke udviklet?

Hvad siger så alt dette om den lokalhistorieproblematik, vi lagde ud

med. Her blev der bl.a. opstillet det krav, at den lokalhistoriske under-

søgelse skal fortælle os noget, som vi ellers ikke vil kunne få at vide. Og

42

mon ikke dette krav må siges at være opfyldt her? Kilder og skrifter fra det

centrale niveau vil ikke på nogen måde kunne vise den dybde, arbejder-bevægelsen havde i et lokalsamfund som Aalborg. De ville slet ikke i

samme grad kunne afdække, hvorledes bevægelsen i denne periode mani-

festerede sig over for arbejderklassen. Og de ville ikke kunne fortælle

noget om karakteren af de enkelte initiativer, om hvilke systemoverskri-dende/systemkritiske momenter - eller mangel på samme disse initiativer

hver for sig indeholdt. Alt dette kan den lokal-historiske undersøgelsebelyse og derved også bidrage til en bedre forståelse af arbejderbevægel-sens og arbejderklassens historie i tråd med det dynamiske klassebegreb,som f. eks. E. P. Thomsen har gjort sig til fortaler for.88

For den lokalhistoriske undersøgelse vil ofte sprænge den entydighed,der har præget mange fremstillinger af dette emne. Her møder vi spæn-

dingerne og konflikterne i bevægelsen, og derved får vi bedre mulighed for

at skaffe os en bedre forståelse af dynamikken i bevægelsens udviklings-proces og af de modsætninger og sammenholdsfaktorer, der findes og som

har virkninger, der præger arbejderbevægelsen den dag i dag.Endelig må der peges på det måske mest værdifulde i den lokalhistoriske

tilgang, nemlig at den giver os mulighed for at vise det handlende menne-

ske i defs bestemthed, det vil sige bestemt af de omgivende, samfundsmæs-sige strukturer. Dermed bringes den menneskelige handling og dens

baggrund på en ny måde ind i historien. Nemlig på en måde, der giver men-

neskene mulighed for at erkende deres egne livssammenhænge og de

reaktions- og aktionsmuligheder, de har over for disse sammenhænge. Det

giver dem endvidere mulighed for gennem lokalsamfundshistorien at op-

fatte de handlinger, der finder sted i samfundets basis som historiske hand-

linger, det vil sige handlinger, der enten viderefører eller gør op med for-

tiden og som - om det nu er den ene eller denianden handlingstype - får

konsekvenser for fremtiden.Hermed kan lokalhistorien, forstået og anskuet på den måde, det er sket

'

her, bidrage til at gøre op med den tilskuerrolle til den historiske proces,som fremmes både af den traditionelle historievidenskabs fixering påledende politikere, topembedsmænd og organisationsledere og af den ob-

jektivistiske fixering på primært de økonomiske strukturer, som i de sene-

re år er blevet bedrevet af såvel borgerlig som en vis form for marxistisk

videnskab."

System og handling må bringes sammen og sættes overfor hinanden som

det spændingsfelt, hvori historien bliver til, hverdagen må rehabiliteres ogtilskuerrollen dementeres. Det må være en ny lokalhistories fornemste

didaktiske og politiske mål.

Noter

1. Den øgede interesse for lokalhistorie demonstreres på mange måderi »Den jyske histori-

ker«, nr. 17, tema »lokalhistorie«, Århus 1980. 81.21. i Søren Kolstrups artikel om lokal-

historien i den gymnasiale pædagogik (s. 83-91) og i Steen Buscks oversigtsartikel over de

senere års forskning (s. 92-102).

43

2. Se bl.a. Bjarne Stoklunds artikel i Fortid og Nutid XXVIII, hft. l 1979, især s. 31 samt

Jørn Falk/Allan Madsens og Søren Villadsens artikler i Lokalsarrifund, udvikling eller

afvikling, SUC, Esbjerg 1974.

3. Jfr. Knud Pranges artikel i Fortid og Nutid, XXVII, 1978, s. 490. Det skal understreges, at

den følgende kritik gælder en bestemt brug af repræsentativitetsbegrebet, ikke dets an-

vendelse i andre sammenhænge således:

a. I forbindelse med evaluering af et statistisk materiale (kvantitative data).b. Noget mindre præcist, men dog meningsfuldt som udgangspunkt for overvejelser om

det forsvarlige/uforsvarlige 'i benyttelsen af udpluk af et større kildemateriale om et

emne. Det kan diskuteres om det er særlig heldigt med at bringe repræsentativitets-begrebet ind i forbindelse med en sådan overvejelse, men selve overvejelsens beret-

tigelse turde være indlysende.H. P. Clausen bruger begrebet på en lidt anden måde end ellers i sin »Hvad er historie«,Kbh. 1963, s. 66-67. Her taler han om repræsentativitet som værende lig med »kildens

mere eller mindre specifikke og direkte tilknytning til den virkelighed, undersøgelsengælden. dette kan vel formuleres som et spørgsmål om, hvorvidt kilden repræsentererden virkelighed, den angiver at repræsentere. Det er altså en autencitetsbestemmelse,det her drejer sig om. Mon man så ikke skulle sige det frem for at benytte et i forvejen fler-

tydigt og misbrugt begreb.4. 0. Marquardt m.fl. i »Den jyske historiker«, nr. 13, Århus 1978 s. 107 og Jens Hougaards

r artikel »Kultur og klasse«, nr. 32, Kbh. 1978, 5. 5-17.

5. Gerd Callesen, Lokalhistorie og arbejderbevægelse, Fortid og Nutid XXVI,›hft. 4, Kbh.

t t 1976, s. 558-567. N. O. Højstrup Jensen i Meddelelser om forskning i arbejderbevægel-*

sens historie (forkortet: Meddelelser) nr. 11, 1978, s. 22-37.W

6. Ibid. NOHJ's artikel tager flere tråde fra GC's artikel op. Begges inspirationskilde har

især været den østtyske forskning i arbejderbevægelsens lokalhistorie. NOHJ er ogsåinde på de engelske bidrag, men nævner kun J. Fosters i øvrigt fortræffelige »Class

y Strugle and the Industrial Revolution«, Lond. 1977, men man kunne herudover nævne

Sidney Pollards, History of Labour in Sheffield, Liverpool 1959 og Mich. Anderson,

,

'

Family Structure in Nineteenth Century Lancashire, Cambr. 1971 (om arbejderfamilieriPreston) som eksempel på en ganske omfattende litteratur om den lokale/regionale ar-

bejderklasse i GB. Imidlertid er den teoretiske eklektisme nok mere udtalt i den britiske

end i den østtyske litteratur.

,For en god ordens skyld skal der også gøres opmærksom på den relevante forskning i

i

' andre nordiske lande som den norske »Kristiania-undersøgelse«, se Jan Myhres præsen-tation i »Kontrast« nr. 68, Oslo 1977, s. 51-60. Denne undersøgelse er baseret på positio-ner, der ligger tæt op ad denne artikels.

7. Det er et problem, at denne »arbejdskraft-som-vare«-optik totalt dominerer synsfeltet i

fagforeningsanalyserne, mens denne udvekslingsakts reale karakter af en udbytningsaktkun sjældent kommer frem til overfladen. Det hænger sammen med, at en sådan erken-

delse forudsætter nogle ræsonnementskæder, som ikke kan udledes direkte af den

empiriske dimension, men som kræver inddragelse af de marx*ske indsigter. I alt dette er

i' der intet nyt, og der er næppe andet at gøre ved det end at erkende, at anvendelsen af

disse indsigter i diverse fremstillinger må kræve, at vægten forskydes væk fra arbejds-kraftssiden og over til kapitalsiden, hvor disse forhold kommer til syne som profit. Bort-

set fra de kildemæssige problemer heri, så må man nok se i øjnene,at en sådan forskyd-ning er svær, når man har arbejderklassens/-bevægelsens historie som indgang.

. Jfr. Højstrup Jensen, op.cit., s. 31-32.

. Udkom Aalborg 1978 (herefter forkortet: S.G. Rasmussen).

. Der er, som det vil fremgå, en tydelig affinitet mellem de problemer, deri det følgendebliver taget op og så forholdet mellem den lokale fagbevægelse og holdningsfeltet hhv.

ideologi-feltet i forhold til S. G. Rasmussens op.cit. er der tale om en udvidelse af betragt-ningeme. 5.120-12l, 180-1-81 samt kapitel IV.

0000

44

11.

12.

13.

14.

15.

1

Der tænkes her ikke,.bare på skellet mellem faglærte 0g ufaglærte (kvalifikations-forskelle), men også på de opdelinger, der eksisterer internt i disse to grupper og som

udtrykkes i betydelige lønforskelle f.eks. inden for Smedenes og Maskinarbejdernes

Fagforening, jfr. S.G. Rasmussen op.cit. s.76 og s. 158-159.

Her benyttes »alternativ« og ikke »Proletarisk« som prædikat. Denne skelden viser hen

til de senere års diskussion om offentlighedsbegrebet bl.a. i 0. Negt og A. Kluge, Offent-

lighet og erfaring, Oslo 1974. Heri udmøntes termerne »empirisk arbejderoffentlighed«

og »lejroffentlighed«til beskrivelse af offentlighedsformeme i arbejderbevægelsen før 2.

Verdenskrig i modsætning til den »proletariske offentlighed«, der karakteriserer den

revolutionære fase (eller er en forudsætning herfor). Negt & Kluge finder ikke meget po-

sitivt at sige om disse offentlighedsformer, da de efter deres opfattelse mere eller mindre

definerer sig ind i forhold til den dominerende, borgerlige offentlighed og dermed, trods

deres »arbejderisme«, bliver mere afhængige end egentlig frigørende i forhold til den

borgerlige offentlighed. Ib Bondebjerg trækker i Proletarisk Offentlighed, 2, Kbh. 1979,

f.eks. 5. 17-31 kraftigt påNegt & Kluge. Pladsen er ikke her til en større diskussion afdisse

synspunkter, men det er klart at prædikatet »alternativ« 0m arbejderoffentligheden fra

1890'erne til 1920ierne markerer en vis distance til især Bondebjergs applicering afNegt& Kluge på danske forhold. Denne distance skal siden blive angivet mere præcist.Denne tidsmæssigeafgrænsning skyldes l . at vi i 1890'erne får en nogenlunde velkonsoli-

deret »kerne« i arbejderbevægelsen, partiet og fagbevægelsen, som alle disse side-aktivi-

teter kan relateres til og 2. at der kan konstateres en temmelig udbredt enighed om, at

30,erne markerer et afgørende skel i arbejderbevægelsens historie, både hvad angårrelationen fagbevægelse-(parti)-statsmagt og hvad angår arbejderoffentlighedens udvik-

1ing.jfr. H. Jørgensen og Fl. Ibsen, Fagbevægelse og stat, bd. 2, Kbh. 1979, s. 220 ff., Tage

Bild, Udviklingstendenser i forholdet mellem stat og arbejderklasse, iNordisk tidsskr. f.

Politisk Økonomi, nr. 5, Lund 1977, s. 70 ff. og 1. Bondebjerg, op.cit. s. 47 ff.

Et udtryk for denne opbakning er i et vist omfang stemmetallene fra valgene i perioden,d.v.s. fra folketings- og byrådsvalgene i Aalborg, Hasseris og Nr. Tranders kommuner.

Imidlertid er disse stemmetal ganske problematiske sålænge der benyttes valg i enkelt-

kredse, dalder under disse forhold som regel kun er få partier opstillet (som regel to) mens

tilhængerneaf de ikke-opstillede partier enten stemmer på de to opstillede kandidater

eller også bliver hjemme på sofaen. Det giver en usikkerhed, som ikke forsvandt med

introduktionen af tillægsmandaterne til det gl. valgsystem i 1918. Først med gennem-

førelsen af forholdstalsvalgmåden i 1920 kan vi udskille de enkelte partiers vælgergrup-per og dermed.angive deres tilslutning.. Socialdemokratiets tilslutning i de 2 Aalborg-kredse var i 20'erne:

192921.9.1920 1924 1926

Vest-kredsen . . . . . . . . . . . . . .. ca. 54% ca. 56% ca. 55% ca. 56%

Østkredsen ............... .. ca. 55%. ca. 57% ca. 59% ca. 61%

Kilde: Statistiske meddelelser 4,62,1;4,71,1; Stat. Efterr. 18,34 og 21,11. Disse tal fra

20'erne angiver selvsagt resultatet af 30-40 års arbejde på at påvirke byens arbej-derklasse. For at det var arbejderkassen, der især støttede SD er der næppe tvivl om,

selvom det i disse tal kun indiceres af forskellen mellem de to kredse, idet østkredsen

havde en noget større arbejderbefolkning end vestkredsen, der bl.a. inkluderer det bour-

geoisi-dominerede, konservative Hasseris.

Wiinblad og Alsing Andersen, Det danske Socialdemokratis historie fra 1871-1921, 2.

Del, Kbh. 1921, s. 304-311. Dette 50-års jubilæumsskrifthari debatten om det danske

SD”s udvikling levet en skyggetilværelse i forhold til det yngre »En bygning vi rejser«

45

›

'r1

›

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

46

(v.O. Bertolt, E. Christiansen og Poul Hansen) (bd. 1-3), Kbh. 1955. Det er synd, efter-som opfattelsen af partiets/bevægelsens placering i samfundet er en noget anden end

den, der behersker det statsbærende partis officielle historieskrivning: »En bygning vi

rejser«.Ibid. s. 312-318. Her også en kort introduktion til kooperationsdebatten i SD.Ibid. s. 318-322 og »Snorens tredje Streng, Det kooperative Fællesforbund gennem 25 år,1922-1947«, Kbh. 1947, 5. 3-13 og s. 38.

Wiinblad og Andersen, op.cit. s.337-344. ›

Ibid. og 0. Bertolt m.f1., op.cit.,bd.1, s.174 og 94 samt R. Skovmand, Lys over Landet,Kbh. 1949, s. 77-85. ›

R. Skovmand, op.cit. s. 98, 176-77 og 190.

Wiinblad og Andersen, op.cit. s. 325.

Ibid. s. 325-26 og Aarhus vejviser 1910, s. 27.

Aarhus Vejviser 1910 og ditto 1930._

Ibid.

Socialdemokratisk Forbund, Aalborg afd., Forhandlingsprotokol 1884-1920 (ABA),(fork. SDF,prot), 18.11.1890 og V. Dybdahl, Partier og erhverv, 1, disp., Århus 1969,s. 217. ›

Ibid. s. 218. Dybdahl synes at undre sig over, at der er repræsentanter på 1906-kongressenfra 2 foreninger i Aalborg (forbundet og vælgerforeningen), men det er faktisk tilfældet

både i 1906 og ved tidligere og senere kongresser, f.eks. SDF, prot. 9.7.1895, 7.7.98. (kon-gresforberedelser med de delegerede)SDF, prot. 4.6.1914 og 2.12.1914.

SDF, forhandlingsprotokol 1920-63 (ABA), 25.5.29.

SDF, prot. 1884-1920, 25.10.89, 25.4.91, 27.10.92, 12.6.94, 21.10.97 og 3.5.03.

J. Würtz Sørensen, Socialdemokratisk Ungdom. Fremtidsklubberne i Jylland 1885-1904,Meddelelser 8, 1977, s. 6 og 15

Jubilæumsartikel (60 år) i Aalborg Stiftidende d. 27.5.1980. Der tales heri meget om

anklagen mod kvindeforeningen for at ville splitte partiet. Imidlertid er det spørgsmålet,hvor meget af den diskussion, der har sin oprindelse lokalt og hvor meget der er afsmit-

ning af diskussionen på bl.a. partiets kongresser om de separate kvindeorganisationer, se

D. Dahlerup, Kvinders organisering i det danske Socialdemokrati 1908-69, Meddelelser

13, 1979, især s. 11-13

W. Markvad, Mellem to ugeblade, Den nordjydske arbejderpresse 1887-1972, Aalborg1974, s. 13-27 og tillæg III, s. 57

g

1 1923 kører man således en sindsoprivende føljeton med titlen »Storspekulanten«,Nordjyllands Socialdemokrat (fork. NJS), Statens Avissamling, Århus, 15.12.1923LAA 726, 4, (Fabriksarbis Fagforening, forhandl. prot.) 26.1.27. Se også LAA 698, 5

(Arbejdsmændenes Fagforening, forhandl. prot. ;1916-22) om kritikken fra denne fag-forenings side, 10.4.18

698, 5, 5.4.22. og 14.9.36, 726, 4, 24.3.22.

S.G. Rasmussen, op.cit. s. 64-67 og s. 218-19

NJS 10.2.1912. I 40-års jubilæumsartiklen NJS 10.2.27 henvises denne politiserende sangtil foreningens første år: »Den Gang var der »Kamp« i Sangene ...«. Artiklen frem-

hæver i øvrigt smedenes rolle i koret.

LAA503, 4 (AP's Sangforenings arkiv), Trykt eksemplar af 'lovene fra 1887 i kasse med»diverse papirer«.503, 2, Forhandl. prot. for AP's Sangforening 1907-32, 21.8.08

Arbejdernes Fællesorganisation, Aalborg, Forhandl. prot. 1898-1908 (ABA) (fork. AP-

prot.) 12.3.03., 24.11.08 og 14.2.14 (koncert for de arbejdsløse). AP betaler i øvrigt i

perioder sangforeningens husleje 16.1.01 og 11.1.15

Ibid. 20.4.15. og 18.5.16, Samt LAA 503, 2, AP's sangforening prot. ultimo maj samt juni1916

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57

57a. AP prot. 1908-19. 20.7.11, 7.8.13, 31.1.15, 3.6.1

58

59.

60.

61.

62.

63.

64.

65.

66.

67.

68.69.

70.

71.

72.

73.

75.

LAA 503, 4 »diverse Papirer«og 503, 2, heri dog kun få repertoireangivelser, dog 14.1.27

SDF-prot. 1884-1920, 1.2.94. AP prot. 1898-1908, 26.4.1900, 6.7.14, 24.4.06. og 19.2.07

Ibid. 21.6.1900, 7.4.02, 22.6.04, 7.6.05, 17.5.07. AP prot. 1908-19 (ABA), 13.6.13

Ibid. 1898-1908, 21.11.99. Roar Skovmand, op.eit. s. 9 98

AP prot. 1898-1906,27.10.01, 27.11.02, 12.11.03, 25.11.03, 28.5.05, 27.11.05, 11.10.07,

7.2.08, 31.8.08, 3.9.08 og AP prot. 1908-19, 15.6.09

LAA, unummeret regnskabsbog for Aftenskoleforeningen 1908-41, under de enkelte år.

Se jubilæumsartiklen i NJS 18.9.1933 (25-års jubilæet)

Skovmand, op.eit. s. 176-77

NJS 24.1.1918 og 12.3.18

V. Bramsnæs, 10-Aars Arbejderoplysning, AOF, Kbh. 1934. s. 9 46

Anonym, Arbejderkoncerterne gennem 10 Aar, Aalborg 1911 og S. G. Rasmussen,

op.eit. s. 231-33

AP prot. 1898-1908, 28.10.01, 30.1.03, 811,04 og AP prot. 1908-19, 8.1.14 og 26.1.17

S. G. Rasmussen, op.eit. s. 228-29 og AP prot. 1908-19, 19.12.16

Aalborg Vejviser 1910 (om Afholdsforeningens Optagelseskrav) og AP prot. 1898-1908,

13.8.98, 18.5.04. AP prot. 1908-19, 11.6.15 og 26.6.17

Ibid. 1898-1908, 29.11.99, 19.6.01 og 28.10.01

. S. G. Rasmussen, op.eit. s. 225-26 -

5,17.8.15 og 22.12.15

. Ibid. 9.11.16 og NJS 10.11.16..Ved generalforsamlingen 1923 er der 100 medlemmer til

stede og dette fremmøde omtales som »beskedent«, så der må have 'været væsentlig

flere end de 100 medlemmer i foreningen på dette tidspunkt, NJS 21.2.23

NJS 11.12.17, NJS 16.2.18, 17.2.18 og 21.4.18. Grunden er beliggende på hjørnet af

Dannebrogsgade og passagen ned til Ryesgade skole

NJS 15.3.27 og Vibeke Broby, Arbejdernes Radioforbund 1926-40, Århus 1979, bd. I

. s. 207 og bd. 2 bilag XVII, s. 410 og 426

APprot. 1898-1908,13.8.98,14.8.05,APprot. 1908-19,15.11.09, 17.11.13,8.1.14, 13.5.14,

17.4.16, 24.4.18, 29.4.18 og 30.6.18 samt NJS 12.10.18

LAA 1083, Kassebog for Arbejderpartiets Forsamlingsbygning 1918-42

LAA 698, 5, 14.5.18, 30.5.18 og 14.1.19 (udmeldelsen). De øvrige afdelinger af Arbejds-mandsforbundet (der er 5 i alt) træder samtidig ud. Fællesorganisationen i Aalborg,

Kontingentbog 1915-43 (ABA), januar kvartal 1919

APprot. 1908-19, 4.10.09, 29.10.09, 11.1 1.09, 12.2.10 og S. G. Rasmussen, op.eit. s. 237-40

AP prot.op.eit.1.4.13,12.11.14 og 24.11.14

LAA 698,4, 13.7.14, 8.9.14, 18.5.16, 27.5.16

LAA 698, 5, 3.5.20, 8.6.20, 22.6.20 og 17.8.20. Stemmetallene ved afstemningen er 776ja,251 nej og 20 er blanke. Da der er 1190 medlemmer mangler der således 17 (1) stemmer i

de 2⁄3

NJS 6.2.20, 4.12.21 og 16.4.24

LAA 698, 5, 8.2.21 og LAA 726, 4, 8.12.21 og NJS 9.7.21

LAA 726, 4, 21.7.22, 5.7.23, 6.10.24 og 14.6.26, NJS 15.5.20 og 11.6.20

LAA 698, 6, 9.10.28' og 5.12.28. Om Arthur Kristiansens videre løbebane se Bodil Chri-

stensen og Egon Petersen, Arbejdsløshedsbevægelsen og fagoppositionen i Aalborg

1930-33, Aalborg 1978, s. 82-83.

Historisk gennemgang- angiveligt på basis af foreningens protokoller - i NJS 7.9.22

(50-års jubilæum)P. Dollerup, Brugsforeningerne 1866-96, Albertslund 1966, s. 282 og LAA 691,2

(forhandl. prot. for Formernes Fagforening, Aalborg) 14.7.97 og AP prot. 1908-19, 4.2.09

(brøduddelinger dels til loekout”ede dels til de arbejdsløse)

Landsarkivet for Nørrejylland, PX 10 B 1-1, Byggeforeningen »Fremtidshaab«, Aalborg,

Forhandl. prot. 1900-24

47

76. Jfr. C. H. Petersen (udg,), Danske revolutionære, bd. 2, Kbh. 1974, s. 106-09 (foto 5. 64 b)77. NJS 26.2.21, 31.5.21 og 9.9.21

78. LAA 239, Tobaksarbejdernes Sangforening, kasse med »diverse papirer«, heri listenover ejendele, dateret 2.3.1911 samt 60 års jubilæumsskrift(1883-1943).Desuden artikel iNJS 8.11.23 (40-års jubilæum)

79. LAA240, 7, Regnskabsbog for Tobaksarbejdernes Idrætsforening af 31.8.191780. AIK - Jubilæumsskrift 1919-44, Aalborg 1944, 5. 7-24 og s. 73

,

81. NJS 1.5.1915, 1.9.15, 24.8.20, 25.2.21 og 3.12.26 (jubilæumsartikel) \

82. NJS 2.5.1917

83. NJS 2.8.1915

84. Ib Bondebjerg, op.cit. s. 28-29

85. Karin Hansen & Lars Torpe, Socialdemokratiet og krisen i 30'erne, Århus 1977, s. 53-8086. Se Ole Langes anmeldelser af J. Fischer og P. M. Meiners, Proletrischer Körperkultur

und Gesellschaft, i Meddelelser 8, 1977, s. 7287. Et ganske illustratin vidnesbyrd herom er LAA's registratur, der bl.a. omfatter en stor

samling arkivalier fra denne agrare organisering lige fra forsamlingshuse til kreaturfor-sikringsforeninger. Disse ting er blevet afleveret efterhånden som' disse aktiviteter i

regionen er uddøde. Arkivet kan i denne sammenhæng anskues som en socialhistorisk

kirkegård og arkivpakkerne som monumenter over en døende, tidligkapitalistisk sam-

fundsorganisering. ''

88. E. P. Thompson, The Making of the English Working Class, Lond. 1968, 5. 9-11.

SummaryIn the introduction, this article discusses the approach to the study of local history. It is

pointed out, that local history is ideally dealt with as history of local societies; this concept isfollowed by critical remarks on the concept of representativeness as it has been traditionallyused in dealing with local history, the point of the matter being that representation - a

concept derived from statistical methodology - seems to cause some confusion as qualitativeaspects of local society are considered and also seems to enforce certain assumptions as to thecharacter of reality in the minds of scholars using that concept. Alternatively the point of viewis advocated that defines local history as the crossing point of 1) general tendencies in theentire socio-economic development as expressed in the Marxian concept of ”mode of pro-duction” (successively modified by its special ”national appearances”) and 2) delaying forcesand traditions with regard to for example consciousness/social norms in the presently dis-cussed local or regional setting.

These considerations are extended to a case study of the ”secondary activities” of the earlyLabour movement in Aalborg - the fourth to largest urban community of Denmark - from1890 to 1930. Such secondary activities comprise cultural, cooperative and similar initiatives.

Altogether twenty-six such initiatives from that period are presented in the study emphasizingthe importance of that kind of activities in two respects. In the first place, these activitiesserve as a means by which the young Labour movement gains contact with and confidence ofthe first generations of the working classes of Aalborg, thus familiarizing its members withconserted and organizational behaviour.

Secondly these activities appear as a central arena of internal disputes in the local Labourmovement and working classes. Such disputed conflicts .are primarily caused by themembers' different position in the capitalistic organisation of the process of production (e.g.the division between skilled and unskilled workers) and by different attitudes and patterns ofreaction towards the development of capitalist society in the local working-classes, especiallyduring and after World War 1. .

Conclusively it is pointed out, that the ”spirit of organization” of the low levels of societyappears to be just as strong in the cities as it is well known to be in the Danish agratian

48

districts in this period. Furthermore the potentials of the study of the Labour movement in a

local society are underlined. e.g. as a means by which to modidy the tendency of ”objectiv-ism” in much historical writing by presenting the ”acting rank-and-file” as an element of

dynamic concept of classes such as presented by E. P. Thompson, and as an alternative to the

focusing of traditional historiography on the social elite as the only agent in society and histo-

ry.

Kilder og litteratur

Utrykte kilder

Lokalhistorisk arkiv for Aalborg kommune

Arbejdsmændenes Fagforening, Aalborg, forhandlingsprotokol 1912-16, 1916-22 og

1922-28.

Fabriksarbejdernes Fagforening af 1902, Aalborg, forhandlingsprotokol 1921-31.

Formernes Fagforening, Aalborg afd., Forhandlingsprotokol 1892-98.

Arbejderpartiets Sangforening, Aalborg, Forhandlingsprotokol 1907-32.

Arbejderpartiets Sangforening, Aalborg, »Diverse papirer«.Arbejderpartiets Forsamlingsbygning Aalborg, kassebog 1918-42.

Aftenskoleforeningen, Aalborg, Regnskabsbog 1908-41.

Tobaksarbejdernes Sangforening, Aalborg, »Diverse papirer«,Tobaksarbejdernes Idrætsforening, Aalborg, Regnskabsbog 1917-36.

Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Kbh.

Socialdemokratisk Forbund, Aalborg afd., forhandlingsprotokol 1884-1920 og 1920-63.

Arbejdernes Fællesorganisation, Aalborg, forhandlingsprotokol 1898-1908 og 1908-19.

Arbejdernes Fællesorganisation, Aalborg, kontingentbog 1915-43.

Landsarkivet for Nørrejylland, ViborgByggeforeningen »Fremtidshaab«, Aalborg, forhandlingsprotokol 1900-1924.

Avismateriale: Statens Avissamling, ÅrhusNordjyllands Socialdemokrat 1912, 1915-24, 1927 og 1933.

Trykte kilder og litteraturAIK 1919-44, jubilæumsskrift, Aalborg 1944.

Anonym, Arbejderkoncerterne gennem 10 Aar, Aalborg 1911.

O. Bertolt, E. Christiansen og Poul Hansen, En bygning vi rejser, bd. 1-3, Kbh. I955.

B. Bjerring: Lokalsamfund, udvikling eller afvikling, SUC, Esbjerg 1974.

Ib Bondebjerg, Proletarisk Offentlighed, bd. II, Kbh. 1979.

V. Bramsnæs, 10 Aars Arbejderoplysning, AOF, Kbh. 1934.

V. Broby, Arbejdernes Radioforbund 1926-40, Århus 1978.

H. P. Clausen, Hvad er historie, Kbh. 1963.

B. Christensen og E. Petersen, Arbejdsløshedsbevægelse og fagopposition i Aalborg1930-33, Aalborg 1978.

*

P. Dollerup, Brugsforeningerne 1866-96, Albertslund 1966.

V. Dybdahl, Partier og Erhverv, bd. 1, Århus 1969.

(F. Dalgaard m.fl.), Snorens tredje Streng, Det kooperative Fællesforbund gennem 25 Aar,

Kbh. 1947.*

Fortid og Nutid XXVI (Kbh. 1976), XXVII (Kbh. 1978) og XXVlll (Kbh. 1979).K. Hansen og L. Torpe, Socialdemokratiet og krisen i 30”erne, Århus 1977.

49

JW, '

s

'

'

_

1978 'ginn 1'7 (Lokalhistoriex'Århus1980

YKontrast, nr.,68, Oslo 1977.

i '

.

,_

'

(V1

,i

*

,

« 'Marks/ad, Mellem to ugeblade, den nordjyskerarbejderpresse 1887-1972,Aalborg. 7?'

1974..i

.

›

_

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historiernr. 8 (1977) og nr. 11 (1979).;0. Negt og A. Kluge, Offentlighet og erfaring, Oslo 1974.

'

'*

C. H. Petersen, Danske revolutionære, bd. 2, Kbh. 1974.\ _

Stig G. Rasmussen, Træk af fagbevægelsens historie i Aalborg ca. 1885-1914, Aalborg1978. 1

R. Skovmand, Lys over landet, Kbh. 1949.v

Statistiske Meddelelser 4.62.1,4.7l.1 og Statistiske Efterretninger 18.34 og 21.1'.- E. P. Thompson, The Making of the English Working Class, Lond. 1968. r

.

LE. Wiinblad og A. Andersen, Det danske* Socialdemokratis Historie fra 1871-1921',2.;f.- Del,'Kbh. 1921.

'

*

“

AalborgVejviser 1910, Aalborg så.

AarhusVejviser 1910 og 1930, Århus diverse år.