Lars Bo Kaspersen

BegrebsrammeOverlevelsesenhedStatSamfundVelfærdsstatFigurationYdre eksistensbetingelserIndre eksistensbetingelser

Staten er en overlevelsesenhed konstitueret i sit forhold til andre stater – i en gensidig anerkendelseskamp. Staten er både substantielt og eksistentielt defineret qua sit forhold til andre stater.

Den overlevelsesenhed, som den europæiske politiske tænkning har givet betegnelsen en stat, vokser gradvist frem i Europa fra 1400-tallet som en konsekvens af samspillet mellem krig udadtil (mellem staterne) og intern centralisering, territorialisering og hierarkisering. Ofte var krigen en væsentlig drivkraft i denne proces.

Den moderne stat er karakteriseret ved et center med en regering og en forvaltning.

 Den moderne stat tilstræber monopol på

voldsmidlerne og skatteopkrævning. En del moderne stater besidder et legitimt monopol på voldsmidler og skatteopkrævning.

Staten betragtes som suveræn, ifald nabostater ikke kan intervenere på statens territorium. Ved at afholde sig fra intervention i en stat anerkender og respekterer andre stater, at den pågældende stat besidder suveræniteten inden for et afgrænset territorium.

 Den moderne stat er demarkeret og territorialiseret. Med andre ord er udstrækningen af forvaltningen og regeringsudøvelsen begrænset; de foregår inden for et territorium.

En række moderne stater i Vesteuropa gennemløber en særlig udvikling i 1700- og 1800-tallet, hvor staten bidrager til at skabe sit eget samfund forstået som både et marked og et civilsamfund. Den franske revolution markerer fuldstændiggørelsen af denne bestræbelse på at skabe en fri sfære, som vi i dag ofte forstår som markedet og civilsamfundet. De nye borgerlige-liberale forfatninger gør individer til personer og borgere med civile og politiske rettigheder, herunder privat ejendomsret. Rettigheder, person- og ejendomsret skaber det fri marked. Dermed opstår retsstaten, som netop er en variant af den moderne stat, hvor vi finder en adskillelse mellem stat og samfund (marked).

Idet staten uddifferentierer samfundet (dvs. markedet og civilsamfundet) som en selvstændig sfære, skabes der et rum for individet til at forfølge sine egne snævre interesser. Staten betinger markedet og samfundet ved tildelingen af statsborgerskab og rettigheder, således at individerne kan udfolde sig på markedet. Hvor staten skal varetage det almenes interesser, skal markedet muliggøre individernes individuelle behovstilfredsstillelse.

Skabelsen af markedet som en fri sfære betinget af staten viser sig at besidde en iboende systemfejl. Markedet er dynamisk og producerer rigdom, men rigdommen viser sig at være stærkt ulige fordelt, således at markedet også utilsigtet producerer fattigdom. Der skabes med andre ord et socialt problem.

I en række stater ser vi i de følgende århundreder fremvæksten af socialstaten – også betegnet som velfærdsstaten – der griber ind i samfundet/markedet for at afbøde de negative konsekvenser af denne sfære. Statens indgriben skal både styrke det samlede ressourcegrundlag og den sociale sammenhængskraft.

Velfærdsstaten – eller socialstaten – kan ses som en særlig statsform, der først udvikler sig i Vesteuropa og Nordamerika, og som er karakteriseret ved, at staten intervenerer i sit samfund for at beskytte samfundet fra sig selv og for at styrke staten og dens ressourcer i kampen for fortsat at blive anerkendt som en uafhængig, suveræn stat.

”kritisk konjunktur””undtagelsestilstand”. despotisk magt infrastrukturel magt EuropæiseringGlobalisering

De ti konventionelle opfattelser:

1. ”Den danske velfærdsstat og det tilhørende samfund er et fælles produkt af danskernes indsats gennem mange årtier”.

2. ”Mennesker fødes ind i verden som selvstændige og frie individer!”

3. I forlængelse af forestillingen om det frie individ, hævdes det, at ”udviklingshistorisk kom mennesket først; derefter skabte det samfundet, og til sidst kom staten.”  

4. ”Velfærdsstaten har udviklet sig af moralske grunde for at hjælpe samfundets svageste.”

5. ”Demokrati og demokratiske retsstater er resultatet af fornuft, debat, samtale og rationelle overvejelser.”

6. ”Den danske stat er en suveræn stat med selvbestemmelse og autonomi.”

7. ”Globaliseringen og europæiseringen er nye fænomener, der siden 1970’erne har dikteret nye vilkår for velfærdsstaterne.”

 8. ”Samfundsudviklingen er drevet af aktører og

motiveret af deres interesser.”

9. ”Menneskets stofskifte med naturen er omdrejningspunktet for samfundsmæssig udvikling. Derfor driver økonomiske processer som fx markedsmekanismen, kampen om markeder, lave produktionsomkostninger, større indtjening, klassekamp og teknologikapløb samfundet fremad og er bestemmende for samfundsudviklingen.”

10. ”Det danske demokrati blev indført med Grundloven i 1849 og konsolideret med parlamentarismen i 1901. Demokratiet har været særdeles stabilt gennem ca. 150 år og er velkonsolideret.”

1815

1861

1871

1914

’velfærdssamfundet’Det anspændte forhold til Tyskland (Slesvigs

annektering 1879), Moltkes truslerP. Munch – leder af det Radikale (1905)Staten og folket er ikke en enhed…

P. Munch‘Staten og Folket er ikke eet. Skulle den

usandsynlige Ulykke ramme det danske Folk, at blive lagt ind under en fremmed stat, saa lever Folket alligevel … Og Folket lever stærkere og sikrere jo mere udviklet dets aandelige og materielle Kultur er, jo mindre der er tilbage af de Klassegrænser, som splitter og deler et Folk i stridende lejre med forskelligartet Tænkevis.’ (Det ny Aarhundrede, 2. Aarg., 2. Bd., 1905, s. 55)

’ Derimod staar det i vor Magt at sikre vor Tilværelse som Folk, som Nation. Midlet dertil er at forøge vor Kultur og skabe Samfølelse i det danske Folk ved at udvikle saadanne Samfundstilstande, at alle Lag af Folket faar Grund til Omfatte deres Land og deres Folk med varm Hengivenhed. Der drives ofte Spot med Sætningen: Det er ved Kultur, ikke ved Vaaben, vi skal forsvare os. Spotten kommer fra Folk, som ikke har evnet at forstaa denne sætnings Betydning. Meningen er selvfølgelig ikke, at Vaabene skal falde Fjenderne af Hænderne af Respekt for vor Kultur. Det er en Selvfølge, at ingen saa høj Kultur kan sikre Statens Bestaaen som Stat. Men derimod kan en fri og ejendommelig Kultur, der gennemtrænger alle Lag af Folket, skabe Sikkerhed for, at Folkets nationale Liv Bestaar, selv om den Ulykke skulde komme over os, at Staten bøjedes ind under fremmede Voldsmænds Vilje med Krigens og Erobringens Brutale Ret.’ (Munch 1907:107)

“..vi kan lige så lidt forsvare den danske Stat med Kultur som med Festningsværker. Derimod kan Kulturen skabe det danske Folk et aandeligt Værn…Hvis Forholdene skulde stille sig saa ulykkeligt at den danske Stat blev erobret – det sømmer sig at se i Øjnene den Sandhed at dette kan ske – da vil en ejendommelig, højt udviklet dansk Kultur saa fjern fra Erobrerstatens militaristiske Kultur som muligt betyde Sikkerhed for, at det danske Folk kan bevare sit eget nationale Liv, indtil det faar ogsaa sin ydre Selvstændighed tilbage.” (Munch 1908, citeret fra Lidegaard, Radikal Politik, nr. 9/1998a, 17/6.)

Social sammenhængskraft som forsvarRinge social ulighedUndgå ekstremer i det politiske landskabNationale velfærdsinstitutioner som værn

mod den tyske trusselMunch og Stauning

Den danske ’model’Demokratisk korporatismeForhandlingsøkonomiPolitisk konsensualismeGrundlagt med 1. verdenskrigDen Overordentlige Kommission 7. august

1914 (Ove Rode, indenrigsminister)Staten intervenerer..

1949

1949