Side 1 af 59

Velkommen til Kreta Seværdigheder.

Af familien Andreasen og Vanggaard.

Mange danskere er ikke klar over, hvad de går glip af, når de holder ferie på Kreta, så

her er et par rejsetips, der kan lede dig på sporet af de store Kreta oplevelser.

Et gammel og kendt tip er: lej en bil og tag ud og oplev øen! Når du kommer rundt ved

alle de store oplevelser. Vil du hurtigt blive ramt af ”Kretasygen”. Symptomerne viser

sig ved at man aldrig helt kan lade være med at tænke på øen og mindst en gang om

året tager derned igen.

Kør selv giver en fantastiske Kreta oplevelser

Vær ikke nervøs for at køre på Kreta. I visse dele af bjergene kan det være

skræmmende for os danskere at køre, men hvis man bruger sin sunde fornuft og ikke

overvurderer sig selv, så venter der nogle fantastiske oplevelser, både i den

storslåede natur og med de meget gæstfrie Kretensere.

I byerne skal man være opmærksom og tålmodig, men modsat andre middelhavslandes

trafikkultur, så er Kretenserne sjældent aggressive, lidt skødesløs med regler og

fartglade, ofte dog hensynsfulde over for os turister.

Side 2 af 59

Chania.

Hovedbyen på Vestkreta med ca. 70.000 fastboende. Byen er oprindeligt grundlagt af

Venetianerne i 1200-tallet på ruinerne af den tidligere storby Kydonia som kan

dateres helt tilbage til det 5. århundrede før Kristi fødsel. Byen har været underlagt

forskellige folkeslag igennem tid, hvilket man nemt kan se bare ved en gåtur rundt i

byen. Her findes indflydelse fra Venetianerne, Tyrkerne, Osmannerne og romerne.

Desuden har byen også en synagoge og en protestantisk kirke, så stort set alle

religioner er repræsenteret i byen.

Mest berømt er dog den gamle bydel og havnen, som har udsigt til et gammel fyrtårn

Her ligger masse af restauranter, cafeer og shopping muligheder.

Byen er desuden også fyldt med museer og andre kulturelle attraktioner. Her kan

marinemuseet og ”Det græske hus”, som er museum for det græske folk, nævnes som

det mest spændende. Man kan desuden tage en gåtur hele vejen ud til fyrtårnet eller

gå på den gamle bymur og nyde udsigten.

Desuden er byen fyldt med shopping muligheder – både af den turistmæssige slags og

mærkevarer butikker med tøj, sko osv. Derudover kan det anbefales at tage på et

besøg i byens markedshal, hvor der kan købes alt fra nødder, frugt og grønt til frisk

fisk og hele grise. Her ligger desuden en par meget lokale cafeer, hvor man kan få

noget af det mest lokale og friske mad, som serveres på øen.

Byrundture findes i alle afskygninger blandt rejsebureauerne og de lokale arrangører.

Mange har frokost eller aftensmad inkl. i prisen eller med stop hvor der mulighed for

at købe noget, hvis man har lyst. Mange besøger desuden et udkigspunkt beliggende

på bjerget, hvor man kan se helt fra Chania hele vejen til vestkysten i godt vejr.

Besøg den gamle del af byen – Går man en tur i de gamle gader, får man den rigtige

græske følelse af smalle gader og gamle huse. Her finder man mange

shoppingmuligheder – både af souvenierbutikker men også mange små butikker med

håndlavede smukker, tøj og keramik.

Hvis du besøger udkigspunkter over Chania, er der mange gode ting at opleve. Blandt

de bedste er cafeen Koykoyvaria som er et af grækerne fortrukne afslapningssteder

om søndagen – Men kommer man andre dage, er der masser af plads, fantastisk udsigt

og god chokoladekage og kaffe.

Side 3 af 59

Rotonda.

10 km syd for Kolymbari ved landsbyen Episkopi ligger en af de mest besynderlige og

særegne kirker på Kreta. Det er kirken til Ærkeengelen Michael, der efter sin form

ofte blot kaldes Rotonda. Byen blev bispesæde i den anden byzantinske periode (961-

1204), og i kirken findes der stadig en del bevaret fra den tid, f.eks. rester af

mosaikgulvet og en døbefont, hvilket viser, at der har fundet dåbshandlinger sted.

Ved restaureringen af kirken (2001-2003) afdækkede man forskellige lag

freskomalerier, der tyder på, at kirken har været malet op mindst fem gange.

Arkæologerne mener, at kirken er bygget over flere perioder. Således skulle den

midterste rotunde (E) stamme fra det 4. årh., mens koret (A) og de andre rum er

bygget til siden hen - af flere omgange.

Efter sigende skulle der kun findes to andre kirker af denne type, en i Thessaloniki og

en i Italien. Ved udgravninger i 1994 fandt man byzantinske grave fra ca. 900 e.Kr.

omkring kirken.

Side 4 af 59

Akrotiris-Profitis Iliashøjen.

På Akrotirisvestskråning ligger en park med adskillige mindesmærker og en betagende

udsigt over Chania. Højen hedder Profitis Ilias og er opkaldt efter et kloster, der

engang lå her. Nu findes kun kirken, der blev genopbygget på russisk ordre efter

bombardementet i 1897.

Endvidere er højen kendt for sin betydning under oprørene mod tyrkerne. Mens

tyrkerne i januar 1897 foretog massakrer på den kristne befolkning i Chania og satte

ild til flere kvarterer og stormagternes flåder passivt lå forankret uden for havnen,

samledes Akrotiris Revolutionære komite her under ledelse af Ioannis Sfakianakis og

EleftheriosVenizelos. Uden varsel begyndte den internationale flåde den 9. februar,

at beskyde oprørernes lejr. Det græske flag, der vajede over lejren, blev ramt og

faldt til jorden. Straks greb en af oprørerne – SpyrosKagialedakis – flaget og sprang

op den højeste klippe med flaget udstrakt i sine hænder. Det fik stormagterne til, at

indstille beskydningen. Episoden vakte så megen furore over hele Europa, at man nu

efter et halvt århundredes passivitet seriøst gik i gang med, at finde en løsning på

konflikterne på Kreta.

Øen blev besat af stormagterne, indtil den overgik til selvstyre – først med Prins

Georg af Grækenland som højkommissær (1898 – 1906) og senere Alexandros Zaïmis

(1906 – 1908). I 1937 blev der opstillet en stor statue af frihedsgudinden, men den

blev delvis ødelagt under de tyske bombardementer i 2. verdenskrig og et jordskælv

nogle år senere ødelagde resten af statuen. I 1997 – på 100 – året for kampene på

Akrotiri – blev der opstillet en statue, der forestiller Kagialedakis med flaget.

Foran Profitis Ilias kirken ses ElefteriosVenizelos og hans søns Sofoklis grave.

ElefteriosVenizelos var nok den største af det moderne Grækenlands politikere.

ElefteriosVenizelosd’de i eksil i Paris i 1936, men efter at hans båre var blevet ført

til Chania, blev han begravet på Akrotiri.

Side 5 af 59

Korakies.

Et par kilometer ud af vejen mod lufthavnen drejer en vej fra til landsbyen Korakies.

Her ligger et smukt nonnekloster. Klostrets oprindelige navn var Agios Ioannis o

Vitas. Man ved ikke hvem denne Vitas egentlig var. Man regner med, at det er

grundlæggeren af klostret eller en person, under hvem klostret er blevet restaureret

af. I dag kaldes klostret, der er viet til Agios Ioannis o Prodromos (johannes

Døberen), blot klostret i Korakies eller Nonneklostret.

Klostrets kirke er to-skibet: Det ene til johannes Døberen og det andet til Agios

Georgios.

Det er uvist hvornår klostret blev grundlagt, men allerede i venezianer – og tyrker

tiden eksisterede det som nonnekloster, hvor unge piger søgte tilflugt for, at undgå

forfølgelser. I denne periode havde klostret sin storhedstid med mere end 100

nonner.

Under oprøret mod tyrkerne i 1821 blev klostret ødelagt, nonnerne myrdet og dets

jordbesiddelser underlagt Gourverneto klostret, som det stadig hører under. Det blev

genopført i cirka 1840, men atter ødelagt under oprøret i 1866.

Naturvidenskabsmanden Vittorio Simonelli besøgte i 1893 kreta. I hans rapport får

man en levende beskrivelse af forholdene i Korakies, selv om han af en eller anden

grund ikke omtaler selve klostret: Vi red op ad skråningerne nord for Souda-bugten

og nærmede os landsbyen Korakies, der ligger på Akrotiri højsletten. For hvert intakt

hus er der mindst ti ødelagte – et typisk eksempel på tyrkernes måde at holde lov og

orden på Kreta. Men vi fik også et første eksempel på lokalbefolkningens gæstfrihed,

idet enhver ville have, at vi tilbragte de varme middagstimer i netop deres hjem og at

vi spiste Staka – en blanding af mel og kogt mælk, som – hvis man ikke har andet – kan

være helt velsmagende.

Klostret blev atter genopbygget og i slutningen af den 19. århundred boede en af

nonnerne i længere tid hos den engelske ambassadørfrue i Athen, hvor hun fik

undervisning i broderi. Siden har klostret været kendt for sine smukke broderier, der

stadig kan beses i dets lille museum og købes i dets butik.

Side 6 af 59

Theriso.

Et yndet udflugtsmål er den historiske landsby Theriso, 15 km syd for Chania. Byen

ligger i ½ km's højde omkranset af afrundede bjerge for foden af Lefka Ori, hvis

nøgne toppe står i skarp kontrast til stedets tætte bevoksning. Navnet (opr.

Therisos) er af førgræsk oprindelse, hvilket bevidner byens alder, men i historisk tid

er landsbyen første gang omtalt i Francesco Barozzi'sDescrittionedell' isola di Creta

fra 1577.

Fra Chania snor vejen sig gennem den seks kilometer lange og imponerende Therisiano

kløft, og flere steder kører man mellem lodrette klippeskrænter, der nogle gange

ligefrem rager ud over vejen.Kløften er delvis dannet af floden Kladissos, der især

om foråret forvandles til en fossende strøm, når sneen smelter.

To kilometer inden Theriso fører en trappe på højre side op til den 20 m dybe

Sarakina hule, hvor arkæologen Paul Faure i 1950'erne fandt potteskår fra neolitisk,

senminoisk og protogeometrisk tid.

Byens strategiske beliggenhed har ofte givet den en plads i historien. Under det

store oprør i 1821 lykkedes det indbyggerne og partisanere under ledelse af

VasilisChalis og Andreas Fasoulis at slå 5.000 tyrkerne på flugt ved Kambia, ved

indgangen til kløften. Landsbyens kvinder hjalp til med at bringe vand og ammunition.

Overleveringen nævner en pige ved navn Andiánira fra Theriso, der blev beskudt,

mens hun bar vand til oprørerne i en spand på hovedet. Spanden gik i stykker, og selv

blev hun lettere såret, men hendes eneste bekymring var det spildte vand.

Da pasha Mustafa Naili (Giritlis) i 1866 brændte byen ned til grunden, flygtede mange

af indbyggerne til Kythira og Peloponnes, bl.a. StylianiPloumidaki, med sin kun 2-årige

søn, der senere skulle blive en af Grækenlands største politikere

(EleftheriosVenizelos).Året efter lykkedes det de kretensiske oprørere at isolere og

udradere to kompagnier tyrkiske soldater i nærheden af Theriso. Som hævn dræbte

Mustafa Naili den unge pige, ChrysiTsepeti, ved at rulle et møllehjul over hende.

Hjulet er nu opstillet i midten af byen foran en samling af krigsmateriel fra Anden

Verdenskrig.

Side 7 af 59

Men mest kendt blev Theriso i 1905, da EleftheriosVenizelos havde sin base her

under oprøret mod højkommissær Prins Georg. Højkommissæren og Venizelos var -

mildest talt - dybt uenige om, hvordan Kreta skulle opnå forening med Grækenland,

hvilket resulterede i, at højkommissæren i 1901 afsatte Venizelos som

justitsminister. Efter nogle års kontroverser samlede Venizelos i 1905 revolutionære

fra hele Kreta i landsbyen, hvor de proklamerede forening med Grækenland og blev

direkte årsag til Georgs afgang som højkommissær. I midten af byen er der i dag

oprettet et Venizelos-museum med fotografier, dokumenter og andre vidnesbyrd fra

Theriso oprøret.

Over for den gamle Agios Georgios og Charalambos kirke fra 1555 ligger byens

ældste café, der stadig bliver passet af det gamle ægtepar Maria og Artemis

Papadakis.

Fra Theriso fortsætter vejen videre over bjergene til landsbyerne Zourva og Meskla.

På turen er der en formidabel udsigt over dalen ned mod nordkysten og Chania, mens

en lodret klippevæg knejser stolt på venstre side af vejen.

Side 8 af 59

Verdens ældste oliventræ.

Kreta er verdenskendt for sin olivenolie produktion, og du kan ikke undgå at se et

oliventræ, når du er på Kreta. De står nemlig på alle bjergsider. Men Kreta har ikke

bare en masse oliventræer - Kreta har verdens ældste oliventræ.

Vest for Chania ligger landsbyen Voúves, og her findes verdens ældste oliventræ.

Mange eksperter har studeret træet og nogle mener, at træet kan være helt op til

4000 år gammelt. Træet er hult i midten og 13 meter i diameter.

I forbindelse med det gamle oliventræ, har man nu bygget et oliventræsmuseum, hvor

du blandt andet kan se udstillinger af gamle redskaber, man har brugt til

produktionen af olivenolie.

Side 9 af 59

Botanical Park of Crete.

Næsten 20 hektar jord venter på at byde dig velkommen, fuld af frugttræer fra hele

verden, urter, medicinsk og prydplanter i en park forskellig fra andre, hvor jorden,

AOS dannelse og regionen, AOS mikroklima gør det til et paradis for hundredvis af

planter og dyr!

Midt i denne farverige og levende landskab står en brændt Centennial oliventræ, et

mindesmærke og en henvisning til de dystre brande i 2003, parken, AOS historie og

oprindelse.

Den nyeste og en af de mest interessante steder i Chania ligger kun 18 kilometer

udenfor byen, på fødderne af De Hvide Bjerge. Det er ideelt for besøgende i alle

aldre, der kombinerer fornøjelser, at kun Kreta kan tilbyde!

Kort tid efter du passerer Fournes landsby, og før den historiske Lakkoi-Skordalou,

vil et tegn lede dig i retning af den botaniske Park, til en hidtil uset tur i regionen,

AOS magiske natur og den kreative fantasi af de fire brødre, der drømte om og

indset dette unikke heaven on earth!

Når du først se parken og dens faciliteter, er det umuligt at forestille sig, at dette

er den samme flade af de 15-20 hektar, der brændte i brandene i 2003, i dag

litterær genfødt af asken. I stedet for den grå landskab står en gang, uddannelse og

underholdning park unik i sin art på Kreta, AI vente for unge og gamle, lokale og

udlændinge, til at stifte bekendtskab med de mere end 150 arter af frugttræer

sammen med snesevis af urter, medicinal og prydplanter er vært, mens de nyder

deres gåtur gennem en frodig natur. Hemmeligheden bag at nyde dit besøg til det

maksimale, er at vandre gennem stierne i Botanisk Park langsomt og afslappet, hvilket

gør mange stop for resten i de forskellige egnede resten punkter til rådighed. Derfor

skal du have mulighed for at virkelig værdsætte den skønhed, som du vil støde på.

Uanset hvordan du ser dit besøg her, enten som en naturskøn tur, eller en interessant

rundvisning af naturen, AOS stier, Botanisk Park er det ideelle alternative forslag til

en dag, AOS flygte fra byen, AOS støj og de fashionable strande. Den dramatiske

landskab her er sammensat af sjældne prøver af den lokale flora og fauna samt

tropiske og subtropiske arter fra hele verden, med nye prøver tilføjet dagligt, ændre

udseendet af Botanisk Park og give besøgende med et motiv til at nyde det igen og

igen!

Side 10 af 59

Dette eventyr i naturen, som varer en til to timer, følger stier af enestående

naturskønhed og giver besøgende mulighed for at stifte bekendtskab med de mange

forskellige planter og træer, der vokser på de to hundrede kvadratkilometer af

veldesignede plantet bjergskråning. Den passende skiltning af stierne fører den

besøgende til forskellige dele af Botanical Park tropiske træer, frugtbærende træer,

citrusfrugter, krydderurter og vinmarker.

Den frodige landskab er afsluttet ved søen i den nederste del af den del, der tilbyder

indlogering og beskyttelse til ænder, gæs og andre vandfugle (og sjældne arter), selv

til høge, der flyver i området. Parken har også en open-air, sten atmosfærisk

amfiteater egnet til små (kapacitet til cirka 250 personer) begivenheder.

Afhængig af tidspunktet på året, vil du have mulighed for at nyde blomster, planter

og træer gennem alle faser af deres livscyklus, parallelt med de forskellige arter af

vilde flora og fauna, som de tiltrækker hver sæson. Som helst tidspunkt af året, du

besøger den botaniske Park, vil du blive imponeret over de farver, dufte og

forskellige arter.

I sommermånederne, er det bedste tidspunkt at planlægge dit besøg tidligt om

morgenen, så man undgår den stærke varme, og have mulighed for at fuldende din

oplevelse med en fremragende måltid i parken, AOS restaurant. Dens helt lokal,

økologisk og sæsonbetonet filosofi vil være uforglemmelig.

Side 11 af 59

Koumos-Stenlandsbyen.

Dette digt er direkte oversat fra græsk og står ved indgangen til Georgos

Chavaledakis pragtfulde sted, som er skabt med 15 års håndarbejde og store

kærlighed til sten. Sten i alle størrelser og former ses overalt! Denne stenverden skal

simpelthen opleves, for den kan ikke beskrives med ord.

Det 4000 m2 store område er en sand fornøjelse at gå på opdagelse i og man kan

desuden få indblik i det traditionelle græske liv og de redskaber der blev brugt år

tilbage. Et par dyr er der skam også på stedet, et par ørne /et par grise /en påfugl

blot for at nævne et udpluk. Familien Chavaledakis har desuden indrettet et lille

serveringssted i disse dejlige omgivelser hvor man skal nyde en forfriskning samt et

par græske småretter.

Stedet ligger i byen Kalives i Chaniaområdet og hedder Koumos /der er intet

gadenavn men kør til Kalives og spørg efter Koumos. Alle kender stedet når man først

er i området!

Sten,skulle du have et hjerte,

så vil jeg det forsøde,

Stenen,når jeg elsker dig

jeg til pynt vil gøre dig.

Side 12 af 59

Gramvoussa.

Denne fantastiske strand er beliggende som et af de nordligste punkter på Kreta.

Halvøen Gramvoussa har lagt navn til stranden som ligger alleryderst på tangen. Ud

for stranden ligger øen Balos som giver læ og en lagune med lavt vand og fantastisk

sandbund.

Gramvoussa stranden kan besøges på flere måder.

Den mest brugte tur for rejseselskaberne er med båd. Sejlturen afgår fra Kissamos

og via Gramvoussa Island, hvor man gør et kort stop, så når man stranden og kan nyde

solen.

En anden måde at besøge stranden på er i bil og på gåben. Det er muligt at køre hele

vejen ud af tangen, parkerer og gå ned af bjerget til stranden – Det kan dog være en

hård tur selvom der er trapper – Der er langt ned og endnu længere op igen på

hjemturen.

De fleste ture som går til Gramvoussa er uden frokost, men det er muligt at købe mad

på båden samt der ligger en lille cafe på stranden, som er åben i højsæsonen. Hvis

man besøger stedet selv eller på en privat tur kan det anbefales at spise frokost i

Kissamos by eller i en af de omkringliggende byer – Her kan specielt Kolymbari

anbefales med nogle rigtig gode fiskerestauranter.

Friheden er meget begrænset når man vælger sejlturen. Båden er meget stor – Nok

det nogen vil betegne som en færge og man er bundet af et afgangstidspunkt for

hjemturen. Hvis man kan klarer gåturen ned af bjerget til stranden, kan det klart

anbefales at arrangerer en privat tur af landvejen. Kontakt os hvis du vil vide mere

om dette – Vi kan anbefale lokale bureauer som arrangerer denne type ture for

mindre grupper.

Husk dine badesko eller sandaller – sandet på stranden kan blive meget varmt når

solen står på.

Vand kan købes på båden og på stranden i højsæsonen, men det kan være en rigtig

god ide at medbringe noget selv. Tager man landevejen il stranden ligger der en

cafe/supermarked ved nedstigningen mod stranden.

Føler man at turen op af bjerget fra stranden er for hård, kan man i perioder leje et

taxiæsel til at blive transporteret op igen – prisen er typisk €10-15 pr. person.

Side 13 af 59

Karydi Monastery.

På Apokoronas halvøen - halvvejs mellem Vamos og Vrysses - ligger et Agios Georgios

kloster, der i daglig tale kaldes Karydi klostret. De første oplysninger om klostret

stammer fra den venezianske guvernør Francesco Barozzis rapport til det

venezianske senat i 1577, hvor han omtaler landsbyen Caridhi San Zorgi. Nogle år

senere nævner en anden veneziansk embedsmand Pietro Castrofylaca, at byen Caridi

S(an) Zorzi skyldte 30 hoveritjenester.

I den ægyptiske folketælling fra 1834 hører vi, at landsbyen bestod af seks kristne

og tre tyrkiske familier. I samme periode havde klostret sin storhedstid, da det i

1829 havde fået tilladelse til at fremstille olivenolie. Olieproduktionen gav

beskæftigelse til mange af områdets indbyggere, og derfor opførtes i 1860 den store

hal med de seks oliemøller. I de senere folketællinger omtales klostret ikke, da det

var blevet lagt under AgiaTriada klostret på Akrotiri.

Overleveringen fortæller, at områdets indbyggere - mere eller mindre frivilligt - var

konverteret til islam, undtagen klostrets abbed. Da områdets tyrkiske øvrighed

truede med at omdanne klostret til en moske, overlod abbeden klostret til

AgiaTriada, der hørte under patriarkatet i Konstantinopel, og derfor ifølge tyrkisk

lov var ukrænkeligt.

Sidste gang landsbyen Karydi omtales separat, er i folketællingen i 1928, hvor den

hørte under Vamos landkommune og havde 31 indbyggere. Efter at have været

ubeboet siden 1900 blev klostret officielt nedlagt i 1923 og dets jorder fordelt til

veteraner fra Balkankrigene og fra det mislykkede togt i Lilleasien. På foranledning af

EirinaiosGalanakis, den netop afgåede metropolit over Kissamos og Selino (24. aug.

2005), blev klostret genindstiftet i 1996. I dag ledes det af prior Dorotheos, der har

gjort - og stadig gør et stort arbejde for at renovere det gamle kloster.

Side 14 af 59

Agia Triad Monastery

Klostrets officielle navn er AgiaTriada ton Tzangarolon efter brødrene Ieremias og

LavrentiosTzangarolas. Der kom fra AgiaKyriaki klostret i Chalepa. Ieremias fik af de

venezianske myndigheder overdraget opførelsen af det nye kloster i 1611.

Arbejdet skred planmæssigt frem, men var dog langt fra færdigt, da han ti år efter

blev pålagt, at overtage ledelsen af Gouverneto klostret, hvor han bl.a. stod for

opførelsen af dets nye kirke, samt den store bro i det nærliggende Katholiko kloster.

Da Ieremias døde i 1634, fortsatte broderen Lavrentios opførelsen af AgiaTriada.

Han nåede dog heller ikke, at fuldende deres fælles værk, idet kirkens kuppel stadig

manglede, da tyrkerne erobrede Chania området i 1645. Selvom tyrkerne officielt

førte en politik – der på visse punkter forbedrede den ortodokse kirkes stilling i

forhold ti tidligere – fandtes der dog samtidig en tyrkisk lov, der forbød opførelse og

istandsættelse af kristne bygninger. Således blev abbed Melchisedek (i 2. halvdel af

det 17. årh.) fængslet af de tyrkiske myndigheder, da han var i færd med, at

flisebelægge jorden foran kirken. For at redde deres abbed for hængning måtte

munkene betale gigantiske beløb af en guldflorin for hver flise der var lagt. På grund

af det tyrkiske forbud blev klostret først færdigbygget 200 pr senere, da den

ægyptiske øverstkommanderende over Kreta Mohammed Ali i 1827 gav tilladelse til

reparation af klostret efter ødelæggelserne under 1821 – opstanden.

AgiaTriada er et såkaldt Stavropigiaki kloster, hvilket betyder, at det hører direkte

under Økumeniske Patriakat i Konstantiopel. Kretas første ærkebiskop efter den

tyrkiske besættels – NeofytosPatellaros – sørgede i 1654 for, at AgiaTriada blev lagt

under Patriarkatet for, at undgå tyrkernes plyndringer. Alligevel blev klostret

plyndret adskillige gange af de tyrkiske elitesoldater og janitsharerne, men hver gang

lykkedes det, at få klostret på fode igen, selv om fordums storhedstider var

endegyldigt forbi.

Trods flere plyndringer blev klostret ret velstående i den tyrkiske periode. Der var

mange munke til at dyrke jorden og en del kretensiske familier testamenterede deres

formue til klostret for, at denne ikke skulle falde i hænderne på tyrkerne. I samme

periode blev også mange mindre klostre lagt ind under AgiaTriada, ligesom klostret

opkøbte en del jord.

Under den Græske Revolution i 1821 blev store dele af klostret ødelagt. Et

håndskrift fra klostret fortæller om episoden:

"Vi flygtede fra klostret, da tyrkerne, der i deres rasende og vanvittige had til os,

strømmede ind i kirken, ja i hele klostret, mens de stjal, knuste eller afbrændte alt,

der kunne ødelægges eller flyttes. Det gik så voldsomt for sig, at kirken i vores

kloster efter deres angreb mindede om en kalkbrænderovn. Kirkestolene, væggene

med de hellige ikoner, alteret og alterrummet, træskabene og selv træloftet i den

Side 15 af 59

store kuppel, der endnu ikke var færdig, satte de ild til. Ilden var så kraftig, at den

ikke blot pulveriserede mange af kirkens sten, så de kom til at ligne brændt kalk, men

også de tykke jernstænger, der holdt den meget tunge bronzelysekrone, smeltede

som vokslys."

Efter denne store katastrofe skulle der gå 20 år, inden klostret blev genopbygget.

Side 16 af 59

Bear Cave.

På vejen mod Katholiko klostret passere man Bjørnegrotten, hvor der findes en stor

drypsten, der minder om en bjørn der står bøjet over den store cisterne i grotten.

Traditionen fortæller, at det oprindeligt var en levende bjørn, der drak af vandet.

Munkene fra Gouverneto klostret og de lokale havde aldrig set den, men da de

undrede sig over, at cisternen altid var tom, besluttede nogle af munkene sig for, at

holde vagt inde i hulen for, at finde årsagen. De blev rædselsslagne, da den store

bjørn pludselig formørkede indgangen og en af dem skyndte sig, at påkalde Jomfru

Maria. Næppe var han færdig med sin bøn, før bjørnen blev forstenet.

Faktisk var hulen allerede i antikken hjemsted for tilbedelse af Artemis i skikkelse af

en bjørn. Men i dag ser man en lille kirke der er bygget ind i klippen. Den er viet til

YpapantitouChristou (Jesus fremvisning i templet i Jerusalem), som bliver fejret 2.

februar med optog og efterfølgende messe for troende fra hele kreta.

Over døren til kirken kan man se fem indmurede platter anbragt i korsform. De er

forsynet med Kallergis familiens våbenskjold – denne familie var en af de mest

fremtrædende allerede i venezianertiden.

Uden for hulen ligger de få ruiner af det gamle Panagia tis Arkoudias kloster (den

bjørnebekæmpende Jomfru Maria) fra 16. århundrede. Som de fleste klostre i

området opstod også bjørneklostret af en eremitbolig. Den sidste eremit –

GerasimosGlyniadakis – boede her indtil 1915. Udover sine religiøse beskæftigelser

var han travlt optaget af at udbedre den stenbelagte sti op til Gouverneto klostret og

restaurere klostret.

Side 17 af 59

Katholiko Monastery.

Fra parkeringspladsen uden for Gouverneto klostret går en sti mod nord ned til

Katholiko klostret. Stien fører forbi bjerget Arkoudokefalo (Bjørnehoved) på højre

side og Agios Antonios klostret på venstre. Man når hurtigt ned til bjørnegrotten,

hvorefter stien bliver stejlere, mens den snor sig ned ad den nordlige bjergskråning,

hvor Katholiko ligger. Efter en lille naturlig platform (Kathia tou Despoti) går en

trappe direkte ned til klostret.

Overleveringen fortæller, at trappen har 128 trin, men at det er umuligt at tælle

dem, da man kommer til, at ”snuble” over trinene. Umiddelbart inden trappen ender,

ligger Johannes Eremittens hule, hvor selve klosterområdet startede. Lidt længere

fremme ses klokketårnet, hvorfra man kan komme ind i passagen foran kirken. Kirken

er bygget ind i en grotte i klippen, så man udefra kun kan se facaden, der tydeligt er

påvirket af veneziansk byggestil. Selve passagen er bygget oven på klostrets

forrådskamre.

For at komme ned i klostrets gård skal man tilbage gennem klokketårnet og ned af

endnu en trappe der ligger umiddelbart ved siden af munkenes celler. Lige fremme ses

en anden 2 – etagers bygning – abbedens bolig. Inde i bygningen vokser nu et

oliventræ – symbolet på fred – der ifølge den folkelige overlevering har omvendte

blade. Det mest imponerende af klostrets bygningsværker er den store bro, der blev

opført, mens IeremiasIsagarolos var abbed i Gouverneto klostret i begyndelsen af

1600 – tallet. Broen forbinder de to bjergskråninger og gjorde det nemmere, at

komme over til de små bygninger og huler, hvor eremitterne trak sig tilbage. Man kan

stadig enkelte af disse bygninger.

Klostret blev adskillige gange udsat for piratangreb, hvor det blev plyndret og

ødelagt, men atter genopbygget. Man mener bl.a., at den kendte pirat Barbarosse

angreb klostret i midten af 1500 – tallet.

4 kilometer fra lufthavnen ligger den gamle, venezianske landsby Pazinos, der indtil

1961 hed Kalangadon. Som så mange andre byer på Kreta blev den opkaldt efter sine

grundlæggere – i dette tilfælde familien Kalangas. Uden for landsbyen ligger det

nyereataurede, men ubeboede Agios Ioannis o Eleimonas kloster. Klostret omtales

første gang i 1637 – nogle få årtier inden tyrkernes besættelse – og er som alle

klostre fra den periode bygget med tykke mure, så det nærmest fremstår som en

fæstning. Man kan dog formode, at klostret er opført tidligere, idet dets kirke ikke

ligger i selve kloster gården, som tilfældet er ved andre klostre på Kreta fra den

sene venezianertid. Dette brud på den tradionelle byggestil tyder på, at det er opført

Side 18 af 59

i en tidligere og dermed roligere periode. Også anlægget omkring kloster gården

leder tanker hen på italiensk atkitektur, så måske klostret oprindeligt var katolsk.

Under tyrkertiden blev det underlagt det nærliggende AgiaTriada kloster, der især i

sine storhedsperioder udsendte munke til bl.a. Pazinos for, at varetage de kirkelige

handlinger, samt arbejde på markerne.

Stavros Beach.

Stavros beach ligger på akrotirihalvøen. Det er en af øens fineste lagunestrande. Det

er her filmen Zorba med Anthony Quinn, blev indspillet. Når du vil have en pause fra

solen kan du gå op til tavernaen og få en lille forfriskning.

Ligeledes kan du gå ud mod havet og nyde den flotte udsigt. Her kan du se, at vandet

har lavet nogle forskellige ”mønstrer / former” ind over stranden. Nogen steder

ligger der stadig vand og du kan også se saltet ligge rundt omkring. En utrolig flot

oplevelse.

Agia Sofia Cave.

Cirka 13 km syd fir Kissamos ved Topolia, begynder den imponerende Topoliano

Farangi (kløft), der 1,5 km lang og når en dybde på 300 m. Bredden veksler mellem 5

og 50 meter. Lidt fremme forsvinder vejen ind i bjerget gennem en tunnel, som

tyrkerne lavede under 2. verdenskrig. Efter tunnelen ligger Agia Sofia hulen oppe ad

bjerget til højre. EN pæn, men ret stejl sti fører op ti den store hule, der er

udsmykket med både stalagmitter og stalaktitter. Hulen er 20 meter høj og har en

diameter på 70 meter. Desuden ligger der en lille kirke viet til Agia Sofia ved

indgangen.

Hulen har efter alt, at dømme været beboet siden neolitisk tid, da man har fundet

potteskår fra den periode og helt frem ti romersk tid. Det fortælles, at brødrene

Michail og Ioannis Psaromilingos brugte hulen som skjulested for venezianerne, da de

fortsatte Leon Kallergis mislykkede opstand i 1341. Leon Kallergis var et af de få

medlemmer af Kallergis familien, der ikke ville føre en forsonlig politik over for

venezianerne. Derfor led han en frygtelig død, idet dogen Andrea Cornaro opsporede

ham og puttede ham i en sæk, der blev smidt i havet. Også brødrene Psaromilingos led

en krank skæbne, i det Ioannis blev dræbt i kamp, mens den sårede Michail

beordrede en af sine mænd til, at hugge hovedet af sig og aflevere det venezianerne,

så de andre kunne blive reddet.

Side 19 af 59

Embrosneros.

For foden af Lefka Ori ligger landsbyen Embrosneros – 5 km syd for Vrises. Det er en

gammel by, der har rødder tilbage til 1355, hvor den tilhørte den latinske Patriark

over Konstantinopel. Embrosneros er især kendt for historien om storbonden

Janitsharen Alidakis, der havde et stort gods i byen – det græske ord for godset er

Pyrgos, der betyder ”en høj befæstet tårnbygning”, hvilket svarer glimrende til dets

udseende. I udkanten af byen kan man stadig se resterne af godset, der for tiden

(2006) er under restaurering.

Især indgangsdøren er flot med rester af udskåren ornamentik. Den ligger hævet

over terrænet – med en ”opkørsel” i begge sider. Selv om godset ligger i ruiner, kan

man tydeligt få en fornemmelse af, hvor stort det har været.

En gammel folkesang beskriver Alidakis rigdom:

Han havde utallige fåreflokke og marker og enge,

Samt hyrdehytter med kilder og brønde,

Skove, bjerge og vintergræsgange, cisterner og vandingssteder,

Flokke af vilde okser, flokke af geder.

Firetyve hyrdehytter havde han på rad,

Han herskede over hele Riza (området nord for Lefka Ori), over marker,

Og skrænter.

Efter at Daskalogiannis opstanden var slået ned i 1770, samlede Alidakis en regulær

hær for, at tilrane sig kretensernes græsgange. Det kom dog disse for øre og

Manousakas fra Imbros samlede en skare mænd på Askyfou, hvorfra de drog mod

Embrosneros for, at dræbe Alidakis.

Manousakas sagde til dem med sin dybe røst,

Med sin flotte dragt og brede bælte:

”Folkens, hør engang mit forslag,

Der har voldt mig så mange kvaler, at mit hår er blevet hvidt.

Jeg mener ikke, vi skal tøve og bare vente,

For snart ser vi Alidakis her,

Så lad os beslutte at drage ned

Til Brosnero, til hans fæstning, og finde ham der”.

Inden daggry stod alle op og drog af sted,

Og i den årle morgenstund omringede de Brosnero.

Efter at have dræbt dem alle, trængte de ind i fæstning,

Og tog alt, hvad de fandt. Intet lod de tilbage.

Side 20 af 59

Kournas Lake.

Cirka 44 km øst fra Chania og cirka 30 km vest fra Réthimno ligger kretas eneste

naturlige ferskvandssø - Kournás Lake. Fra både Chania og Réthimno kører der en bus

til Georgioupoli, herfra kan man de sidste 6 km tage Talos Expressen op til søen.

Den har fra de tidligste tider været omgærdet med mystik pga. vandets hyppige

farveskift. I gamle dage mente man således, at søen var bundløs. Det har dog vist sig,

at den kun er 25 m dyb. I antikken lå en helligdom til Athene ved søen, der dengang

hed Korisia. Man mener, at søens nuværende navn er fra den arabiske periode, idet

'kourna' på arabisk betyder 'sø'.

Søen er cirka 60 hektar og har i flere år indgået i den offentlige vandforsyning til

Georgioupoli og Rethymno. På grund af det stigende vandforbrug har OADYK

(Vestkretas udviklingsorganisation) besluttet, at vandstanden ikke må blive lavere end

15 meter – man frygter at afvanding kan medføre uoprettelige skader på det

naturskønne vådområde og muligvis vil medføre, at der trænger saltvand ind i søens

vand.

Mytologien siger, at der i tidernes morgen eksisterede Kournas søen slet ikke. Men i

nærheden lå en lille by, hvor folk levede lykkeligt og i harmoni med hinanden. Hver dag

arbejdede de i markerne og glædede sig over jordens frugtbarhed.

I byen boede en ung pige, der var så fortryllende smuk, at selv de skønneste

prinsesser i eventyrene blegnede.

Når der kom fremmede til byen, bad de straks om at få hende at se, så stort var

hendes ry. Alle blev slået af hendes skønhed og glemte alt om at vende hjem. I stedet

slog de sig ned i byen for, at nyde pigens nærhed.

Folk var naturligvis stolte over den kønne pige, så de beskyttede hende som den

dyrebareste skat.

En dag fik pigen lyst til at se sig om i verden. Selv om indbyggerne forsøgte at tale

hende fra det, holdt hun fast på sit. Man blev derfor enige om, at hun i det mindste

skulle have en ledsager med fra byen, der kunne beskytte hende på turen.

Dagen for hendes afrejse oprandt og alle byens borgere var samlet på torvet for at

tage afsked. De var klædt i deres stiveste puds og havde medbragt

musikinstrumenter for, at gøre dagen til en festdag, men stemningen var trykket og

ingen var i godt humør.

Side 21 af 59

Da pigen så sine triste medborgere, fik hun ondt af dem. Hun begyndte at synge med

sin smukke stemme og snart istemte alle. Da festen var på sit højeste og alle var

glade, begav pigen sig af sted sammen med sin ledsager.

På turen betragtede hun nysgerrigt al den skønhed, hun så, mens hendes ledsager

fortalte om alle de ting, de mødte.

Snart kom de til en kilde, hvor de gjorde ophold for at svale deres varme kroppe med

det forfriskende vand. Da ledsageren ville fortsætte, bad pigen inderligt, om de ikke

kunne blive lidt længere, da hun gerne ville vaske sig og rede sit lange, gyldne hår.

Netop som hun løsnede sit hår, så det bølgede over skuldrene som det pureste guld,

skete der noget forfærdeligt. Følgesvenden så på hende med "onde øjne". Så

skrækindjagende var hans blik, at pigen blev ude af sig selv af rædsel og skreg:

"Lad jorden åbne sig og blive til en sø. Hellere vil jeg opsluges af søen end af disse

øjne."

Straks åbnede jorden sig og frem brød en sø. Pigen blev trukket ned i dybet og

forvandledes til en nereide – Nereider er overnaturlige væsner med kvindeoverkrop

og fiskehale. De er døtre af havmanden Nereus, der var søn af pontos (hav) og Gaia

(Jord) og besidder stor visdom og profetiske evner. Fra mytologiens sirener har de

arvet deres farlige og forføriske sang. Deres skikkelse der oprindeligt var tvehalet,

opstod i Den Nære Orient i det 2. årtusinde f.kr., men er først kendt i Grækenland

fra det 7. århundred f.Kr., hvor de ses afbildet på vaser.

I dag ligger der flere restauranter og butikker helt ud til søen. Fra stranden er det

muligt at afsvale sig med en dukkert i vandet eller en tur med vandcykel.

Side 22 af 59

Falasarna.

Falasarna ligger på Kretas vestkyst for foden af Koutri-næsset. I antikken fungerede

byen som havneby for det nærliggende (8 km) Polyrrinia og må have været et

blomstrende handelssted, idet mange antikke forfatter henviser til byen.

Havnen var beskyttet af en mur og stod i forbindelse med havet gennem en kanal. Der

er spredte murrester fra byen og havnen samt kyklopmure og ruiner af et Artemis

Diktyni eller Apollon tempel. Desuden står der en "trone", lige inden man kommer ind

på selve det arkæologiske område. Dens anvendelse er stadig omdiskuteret.

I 1834 besøgte Pashley stedet. Han starter sin beskrivelse med disse ord:

Vi begav os af sted kl. 8 for at besøge resterne af byen, hvor vi ankom en time

senere. Dagen var meget smuk. Regnskyllet i går var højst sandsynligt det sidste i de

næste mange måneder, for, når april nærmer sig sin afslutning, oplever man kun

sjældent byger eller skyer, der formørker den dybblå, græske himmel...

Faktisk er det et dejligt sted at besøge, hvor man foruden det blå hav, de smukke

bjerge og den flotte sandstrand også kan nyde en fantastisk solnedgang, mens man i

fantasien forestiller sig, hvordan stedet summede af liv i gamle dage.

Side 23 af 59

Vejen til Omalos højsletten.

Trænger man til at komme lidt væk fra varmen og bylivet i Chania, er Omalos

højsletten et godt bud. Tilmed byder køreturen derop også på mange varierede og

spændende seværdigheder. Efter industrikvarteret i Vamvakopoulo står der ved

vejen til Galatas et monument over kretensere, der blev henrettet under anden

verdenskrig. Ved siden af monumentet ligger fængslet med sin smukke rosenhave ud

til vejen. Det er de indsatte, der selv passer haven.Kort efter fører en vej ind til Agia

søen - en kunstigt anlagt ferskvandssø, hvor der året igennem er et spændende

fugleliv. Inden Fournes passerer man de store appelsinplantager, der om vinteren

nærmest ligner en harmonisk juleudsmykning med de mange appelsiner, der pryder

træernes friske og mørkegrønne blade. Der er en del trafik i området i disse

måneder, hvor plukkerne anbringer de mange kasser med appelsiner langs vejen. Der

bliver kasserne senere afhentet af store lastbiler og kørt til fabrikker, hvorfra de

bliver solgt videre til udlandet, eller til Viochim fabrikken i Chania, hvor der bliver

fremstillet store mængder appelsinsaft. Fra Fournes stiger vejen op mod Lakki, og

efter flere hårnålesving fornemmer man, at man nu er kommet på bjergtur. Fra Lakki

er der en smuk udsigt ned over dalen, hvor man bl.a. kan skimte Meskla og Zourva. Et

par kilometer efter Lakki kan man gøre en afstikker til landsbyen Karanou, hvor der

hver sommer holdes kirsebærfest. Uden for landsbyen har man fundet spor efter den

gamle vej til Omalos, den berømte Mousouros-vej, kendt fra sangen 'Pote

thakanixasteria':

Efter Lakki er vejen smal, og asfalten trænger til en kærlig hånd, men det varer ikke

længe, før vejen atter bliver så bred, at busser og andre store køretøjer uden

problemer kan klare svingene. Men snart efter bliver vejen igen smal, da terrænet

her ikke tillader en udvidelse af vejen. Efter endnu nogle hårnålesving kommer man til

en lille aflang slette ved navn Fokies. Her tilintetgjorde de græske partisaner en

deling tyske soldater i august 1944, mens disse transporterede forsyninger til deres

post på Omalos - som det fremgår af en mindeplade. På den modsatte side er der i

nyere tid opført en kirke til profeten Zacharias. Herefter skifter området karakter,

og vejen fortsætter langs stejle bjergsider, hvor løvtræerne erstattes af nåletræer.

Kort efter venter en stejl bjergside med nogle imponerende hårnålesving. Efter den

kraftige stigning står et mindesmærke, der fortæller om en af de drabelige

hændelser, der kendetegner Kreta under tyrkertiden.

Side 24 af 59

Omaloshøjsletten.

Omalos højsletten er dannet af flere forskellige geologiske processer, der har

bevirket, at området har "sat sig", som det fremgår af skitsen fra geologen Fasoulas'

bog om Kretas geologi. Sidenhen er eroderet materiale skredet og skyllet ned fra de

omkringliggende bjerge og har dannet den frugtbare jord.

Selv om sletten ved første øjekast ser helt plan ud, er der alligevel en højdeforskel

på 200 m mellem det lavest liggende punkt (1.047 m) ved indkørsel fra Chania og

Xyloskalo (1.236 m) ved nedgangen til Samaria kløften. Der er i alt tre udgange fra

sletten: Vejen mod Chania i slettens nordlige hjørne, vejen mod AgiaEirini i det

sydvestlige hjørne og Xyloskalo i det sydøstlige hjørne. Sletten er 25 km2 og

anvendes nu hovedsageligt til græsning af fåre- og gedeflokke samt lidt landbrug

(dyrefoder og kartofler). På Omalos findes der kun en samlet bebyggelse, der er

opkaldt efter sletten. Den ligger i den nordlige del og består af nogle hoteller og

restauranter samt et mejeri og nogle private huse. Ellers findes der kun få spredte

huse.

Netop som man er kommet ned på sletten, ligger der en stor hule til højre for vejen.

Hulen er ikke synlig fra vejen, men ligger umiddelbart til venstre for den store

hulning i klippen. Den går under navnet Tzanis' hule eller Chonos (= tragt). Tzanis, der

var modstandsmand i de første år af tyrkertiden, holdt til i hulen.

Da hulen blev udforsket, viste den sig at være enorm med 3 km lange gange, der når

ned i en dybde af 600 m. Gennem den føres overskudsvandet fra sletten ned til

lavlandet og videre ud til havet. Lidt efter Tzanis' hule ses på venstre side

Chatzimichalis Giannaris' hus på toppen af en lille bakke.

Det er et typisk eksempel på de såkaldte tårnhuse (pyrgospita), hvor man kunne

forskanse sig i tilfælde af angreb. Chatzimichalis Giannaris blev født i Lakki i 1831 og

døde i 1916. Han levede således i en af de uroligste perioder i Kretas historie, og hele

livet igennem deltog han da også i forskellige opstande mod tyrkerne.

Selv om han blev taget til fange flere gange, lykkedes det ham altid at undslippe.

Efter en særlig vanskelig flugt i 1860 fra Firkas borgen i Chania byggede han som tak

den kirke til Agios Panteleimon, der ligger ved siden af hans hus. I 1877 vendte han

tilbage fra Odessa, hvor han i en periode havde været sendt i eksil. Fra 1889 tilhørte

han det konservative parti Karavanades (de kloge). Der var på det tidspunkt to

Side 25 af 59

partier, nemlig det konservative og et mere liberalt, hvis medlemmer gik under navnet

Xypolytoi (de barfodede). I 1912 blev Giannaris medlem af regeringen under

KritikiPoliteia (Kretas selvstændighedsperiode). Det er også værd at kigge nærmere

på de gamle landbrugshuse, zevgospita, hvor bønderne boede om sommeren.

Nogle af husene, der alle ligger langs kanten af sletten, er i løbet af de sidste år

istandsat og anvendes nu som sommerhuse. I slettens østlige hjørne går en grusvej op

til Kallergis hytten, hvor bjergvandrere kan søge ly eller overnatte. Herfra er der en

imponerende udsigt over Samaria kløften,

Omalos sletten, og mod nord kan man lige skimte Chania og Theodoros øen. Længst

mod øst ligger indgangen til Samaria kløften. Stedet kaldes Xyloskalo (trætappe),

efter den trætrappe, områdets hyrder havde bygget for at lette adgangen til

kløften. Oven over Xyloskalo ligger en restaurant, hvorfra der er en fantastisk udsigt

over kløften med Pachnes og andre af LefkaOris højeste tinder i det fjerne.

Mod syd ligger det grå bjerg Gingilos, hvor man med lidt held og tålmodighed kan se

den berømte, kretensisk vildged, kri-kri. Selv om Gingilos synes meget tæt på, er det

dog nødvendigt at benytte den store kikkert, der er opstillet på terrassen.

Fra udgangen i slettens sydvestlige hjørne, hvor der også ligger lidt spredte huse,

fører vejen til Selino distriktet, hvor man bl.a. finder AgiaEirini og Sougia. Et stykke

ud ad vejen møder man den lille Agios Theodoros kirke.

Side 26 af 59

Argyroupoli.

Argyroupoli ligger ca. 20 km sydvest for Rethymno på skråningen af Azonas klippen

ned mod Mouselas dalen. Pga. højdeforskellen i terrænet er byen opført i flere

niveauer med en øvre og en nedre by. 50 m længere nede ad skråningen ligger

området med de ti kilder, der kaldes AgiaDynami (Den hellige Kraft). Argyroupoli er

en meget gammel by, der oprindeligt hed Lappa eller Lambi. Ifølge traditionen blev

den grundlagt ved den achaiiske invasion omkring 1400 f.Kr., der samtidig betød

afslutningen på den minoiske æra. Lappa var en betydelig by, der flere gange er

omtalt i historien, f.eks. i 220 f.Kr. da byen modtog flygtninge fra Lyktos (øst for

Iraklion), efter at Knossos havde ødelagt deres by.I 68 f.Kr. besatte den romerske

officer Octavius byen, men hans modstander Metellus, der siden erobrede hele Kreta,

overraskede ham ved et lynangreb, dræbte hans soldater og ødelagde byen. Igen i 31

f.Kr. nævnes Lappa under borgerkrigen mellem Octavian - den senere kejser Augustus

og Marcus Antonius. Byen støttede Octavian, og efter dennes sejr ved Actium

begunstigede han Lappas indbyggere og opførte nye flotte bygninger.

I hele romertiden var Lappa en blomstrende by, hvilket også fremgår af de mange

fund og ruiner fra denne periode. Byen havde bl.a. ret til at slå sine egne mønter. Selv

om byen ligger langt fra havet, havde den en omfattende handel fra sine to

havnebyer, Ydramia (ved det nuværende Dramia) på nordkysten og Foinix (nuværende

Loutro) på sydkysten. Så ud over at være en rig handelsby, rådede den også over

meget store landområder.

I den første byzantinske periode var byen bispesæde - indstiftet af apostlen Titus,

Kretas første biskop og skytshelgen. Denne position beholdt den indtil den arabiske

erobring i 824, hvor byen atter blev ødelagt. Efter det byzantinske riges generobring

af øen i 961, blev bispesædet flyttet til den nærliggende by Episkopi, men det gamle

bispesædes navn lever stadig videre i det moderne bispesæde over Lambi, Syvritos og

Sfakia med sæde i Spili.

Side 27 af 59

Små hundrede år efter NikiforosFokas' generobring af Kreta sendte den byzantinske

stat "de 12 fyrstesønner" til øen for at bestyrke sin magt. Lappa blev overdraget til

Chortatsis slægten, der rådede over byen indtil deres mislykkede oprør mod

venezianerne i 1278, hvor byen blev givet til AlexiosKallergis som belønning for hans

indsats mod oprørerne. I den anden byzantinske periode og op gennem

venezianertiden blev byen slet og ret kaldt Poli (Byen), hvilket viser, at den stadig var

en vigtig storby.Navnet Argyroupoli fik byen først i 1822 efter at have været kaldt

Gaidouropoli (Æselby) eller Samaropoli (Saddelby) i det meste af tyrkertiden. Ordet

Argyroupoli betyder Sølvby og refererer til en antik sølvmine sydøst for byen.

Argyroupoli er i dag en malerisk landsby og en spændende oplevelse i arkitektur, idet

mange af husene delvis er opført af bygningsrester fra det antikke Lappa, ligesom

der også findes mange gamle ruiner fra såvel romersk som veneziansk tid.

For at komme til de ti kilder, der er et yndet udflugtsmål i weekenden, skal man dreje

af mod Asi Gonia inden Argyroupoli. Vandmasserne, der konstant fosser ud af

bjerget, er imponerende (20.000 m3 dagligt), og derfor lå her tidligere en del

vandmøller. Vandmøllerne er nu nedlagt, og i stedet ligger der en del restauranter,

hvor man kan sidde mellem de mange klukkende, plaskende og drønende vandfald, hvis

vand indgår i Rethymnos vandforsyning. Fra vejen fører en flisebelagt trappe op til en

hule med et lille Agios Ioannis kapel, hvor halvdelen af gulvet ligger under vand.

Side 28 af 59

Askyfoa.

Askyfou højsletten ligger i ca. 750 meters højde i Lefka Ori. Højslettens navn

stammer fra det oldgræske ord 'skyfos', der betyder 'bæger', og henviser til

højslettens beliggenhed mellem de op til 1500 m høje bjerge.I lighed med Lassithi

højsletten er også Askyfou dannet af eroderet materiale, der i tidens løb er skredet

ned fra de omkringliggende bjerge. I forhistorisk tid menes højsletten at have været

en indsø, men i dag er den frugtbart agerland, hvor der især dyrkes hvede, havre,

kartofler og dyrefoder. Udover landbrug holdes der også en del får og geder.

Fra nordkysten går vejen til Askyfou via Vrises og Krapi højsletten. Her ligger en

Agios Ioannis Prodromos Rigologos kirke, hvor Daskalogiannis' mænd i 1770 fejrede

påsken inden deres frygtelige nederlag. Kort efter kører man gennem Katres kløften,

og efter at have passeret turens højeste punkt, Xylodema, begynder nedkørslen mod

højsletten.

Noget af det første, man ser på Askyfou, er ruinerne af to tyrkiske borge på hver sin

bakketop - Planas' bakker. Borgene blev opført i 1868-69, men blev kun anvendt i fire

år, inden slettens indbyggere ødelagde dem efter at have jaget tyrkerne ud af

området. Af den nordlige borg står der kun nogle lave mure tilbage, mens man i den

sydlige borg lettere kan danne sig et indtryk af indretningen. Den nemmeste måde at

komme op til borgene på, er at følge grusvejen ved Xylodema, men vær forberedt på

at skulle forcere adskillige gedehegn!

Langs hovedvejen, der slynger sig ned mod sletten, er der bygget et par caféer,

hvorfra der er en storslået udsigt over området. Der ligger fire mindre bebyggelser

på højsletten: fra nord Kares, Ammoudari og Petres samt Goni på den østlige del af

sletten. Slettens byer, der tidligere udgjorde en selvstændig kommune med 444

indbyggere, fordelt med 200 i Ammoudari, 156 i Kares, 44 i Petres og 44 i Goni, blev

ved kommunesammenlægningen "Ioannis Kapodistrias" i 1998 lagt under Sfakia

kommune. Om vinteren bliver højsletten ofte helt dækket af sne, så i ældre tider

forlod indbyggerne Askyfou og flyttede ned i de små byer langs sydkysten. I den

første af bebyggelserne, Kares, ligger GiorgosChatzidakis' krigsmuseum med

genstande fra anden verdenskrig og en mindre samling af husgeråd og

landbrugsredskaber.

Mellem Kares og Ammoudari ligger den farvestrålende Manouil og Ioannis kirke. I

slutningen af det 18. årh. var Manouil med sin familie samt mange kvinder og børn fra

Side 29 af 59

området flygtet til øen Chios for at undgå tyrkernes aggressioner i årene efter

Daskalogiannis' mislykkede opstand i 1770. Men i 1792 blev han - kun 34 år gammel -

dræbt af tyrkerne på øen, da han nægtede at frasige sig sin kristne tro. Han mindes

ved en kirkefest den første søndag efter Panagia festen den 15. august. På

kirkepladsen er opstillet en sten til minde om de kretensiske partisaners fællesmøde

(21. august 1866), hvor de vedtog union med det fri Grækenland - der skulle dog gå

næsten 50 år, inden dette blev til virkelighed.

Ammoudari er den største af landsbyerne. Bag den ligger bjerget Tavri, og i det

fjerne ses toppen af Kastro (2.218 m), der hedder sådan, fordi man derfra kan se

helt til Iraklion, der i gamle dage kaldtes MegaloKastro. På torvet står tre buster: En

af Georgios Tsontos, der var general under kampene i Makedonien 1903-08 og 1914.

Den anden er af Andreas Polentas, der deltog i modstandsbevægelsen under anden

verdenskrig, men blev dræbt i 1942. Den tredje buste forestiller Stavrianos Polentas

(Sisanes), der døde i 1959 103 år gammel. Han ligger begravet ved AgionPnevma

kirken på Tavri højsletten.Den tredje af byerne, Petres, er Manousos Koundouros'

fødeby. Koundouros arbejdede ivrigt for Kretas selvstyre og fungerede som

indenrigs- og trafikminister i den første regering under KritikiPolitia.

På den anden side af sletten ligger Goni ved bakken Skogio, lige syd for Planas-

bakkerne med de to tyrkiske borge.

Side 30 af 59

Chrysoskalitissa.

Efter at have passeret den frugtbare dal i kommunen Inachorio – der er kendt for

sine mange kastanjetræer – nærmer man sig kysten, hvor bevoksningen tynder ud og

de kalkholdige bjerge lyser op og giver et nærmest skarpt lys. Næppe er man kommet

ud af dalen, før man kan skimte det kridthvide kloster Chrysoskalitissa ligge på en

klippe. En mil fra dette anløbssted ligger Panagia Chrysoskalitissa omgivet af nogle få

huse.

Der hersker en del usikkerhed omkring klostrets historie. Nikos Psilakis skriver i sin

bog om byzantinake kirker og klostre på kreta, at der i begyndelsen lå et kloster til

Agios Nikolaos der er sømændenes helgen. Senere blev det forladt, men bygningerne

fandtes stadig, da den engelske kommandør Spratt besøgte stedet i 1865. Klostret

oplevede en ny æra, da munken ManassisGlynias – med tilnavnet Koutsomytis – i 1881

begyndte, at opføre nye bygninger til det eksisterende kloster, der på daværende

tidspunkt havde seks munke. Allerede 20 år efter blev det i den offielle registrering

anført som værende et nonnekloster med 15 nonner. Kirken – opført i 1894 – er viet

til jomfur Marias hensoven og Den Hellige Treenighed. Ikonerne er udført af malerne

Vlachakis og Polakis, mens den gamle ikon af Jomfru Marias Hensoven siges, at være

adskillige hundreder år gammel.

Navnet på klostret der betyder Panagia med guldtrinet, henviser til overleveringen,

der fortæller, at munkene lavede det sidste af trinene op til klostret af det pureste

guld, mens der stadig var rigt og havde jordbesiddelser fra Sfinari i nord til Elafonisi

i syd. I tyrkertiden blev klostret nødt til, at udlevere trinet til sultanen for, at denne

ikke skulle fratage patriakatet i konstantinopel dets privilegier. En anden overlevering

siger, at trinet skam stadig findes, men at man kun kan se det, hvis man har et rent

og uskyldigt hjerte. En tredje overlevering vil vide, at guldtrinet aldrig har

eksisteret, men rygtet om det skyldes, at munkene havde lavet et hult trin, hvor de

kunne gemme deres kostbarheder når og hvis klostret blev angrebet – og angrebet

blev de, for hvem vil ikke gerne have fat i et ægte guldtrin?

Et af de angreb, som klostret slap uskadt fra var i 1824, da tyrkerne under ledelse af

Ibrahim Pasha Messez i forbindelse med nedslagtningen af kvinder og børn på

Elafonisi også ville plyndre klostret. Men soldaterne blev tvunget til, at flygte da de

blev angrebet af arrige bisværme, der holdt til i klippen.

Side 31 af 59

Imbros City.

Følger man vejen sydover fra Askyfou kommer man til Imbros, der ligger på endnu en

lille højslette. Inden byen - ved vejen mod Asfendou - ligger et område, Fantása, som

siges at være hjemsøgt af spøgelser og onde ånder. Ved indkørslen til byen ligger en

dobbeltskibet Koimisis tis Theotokou (Jomfru Marias Hensoven) kirke. På toppen af

bakken bag kirken, findes ruinerne af en gammel tyrkisk borg.

I den sydlige del af byen ligger en Agios Konstantinos og Eleni kirke. Ved siden af

kirken er en lille indhegning med tre buster af kendte bysbørn og en mindeplade over

de faldne i anden verdenskrig.

Indbyggerne ernærer sig hovedsageligt ved fåreavl og landbrug (korn og vin) plus lidt

turisme fra de besøgende i Imbros kløften.

Byens grundlæggere opkaldte den efter deres fødested, nemlig øen Imbros ved

Dardanellerne i den nordøstlige del af det Ægæiske Hav. Her boede syv brødre, der

alle blev dømt til døden. Sultanens kone greb ind, inden dommen skulle eksekveres, så

i stedet for at lide døden blev brødrene sendt i landflygtighed. De gik i land ved

Loutro, lidt vest for ChoraSfakion, og grundlagde Imbros.Brødrene fik øgenavnet

Pattakos (patasso = slå ned) pga. deres hidsige og voldsomme temperament. Navnet

blev siden hen et almindeligt efternavn.Fra denne slægt stammede bl.a. Manousos

Pattakos (Manousakas), der deltog i Daskalogiannis' opstand. Opstanden blev slået

ned i 1771, men tre år efter samlede Manousakas en skare våbenføre mænd på

Askyfou. Herfra drog de ned til Embrosneros på Apokoronas halvøen for at dræbe

storbonden og janitsharen Ibrahim Alidakis, der havde samlet en hær omkring sig for

at tilrane sig de kretensiske hyrders græsgange.

Side 32 af 59

Imbros gorge.

Efter Imbros, den sydligste af landsbyerne på Askyfou højsletten, starter kløften af

samme navn. Der er to nedgange til kløften: Enten fra landsbyen, hvor man går et

pænt stykke i et relativt fladt landskab eller ca. 1 km længere fremme, hvor man

hurtigt kommer ind i selve kløften.

Imbros kløften snor sig syv kilometer gennem høje – op til 400 meter - og næsten

lodrette klipper, der flere steder giver indtryk af, at være skarpt ved et brud i

jordskorpen. Det er også delvis tilfældet, idet man mener, at kløften oprindeligt er

skabt af en sideværts forkastning, hvorefter det fossende vand siden hen har

udhulet den yderligere.

I 1920'erne byggede man den nuværende vej oppe langs klippesiden og kløften

mistede sin betydning som passage - undtagen i en kort periode under Anden

Verdenskrig, da tyskerne sprængte vejen. Vejen blev dog hurtigt genetableret.

På det smalleste sted, Portes, er kløften så smal, at æslerne ikke kunne passere med

deres last, der ofte hang i to store kurve på hver side af dyret. Æseldriveren blev

nødt til at læsse al oppakningen af, bære den gennem det smalle sted for til sidst at

hænge den på dyret igen, inden turen kunne fortsætte. Inden Portes kan man i

klippen se nogle fascinerende, sorte aflejringer, kaldet De arabiske Tegn efter deres

facon. Efter Portes har opsynsmanden sin hytte ved siden af en gammel veneziansk

cisterne. Ca. 500 m højere ligger Mitsos' café med en formidabel udsigt over kløften.

Efter at have passeret et stort stenskred på venstre hånd kommer man til en stor

fritstående klippe, kaldet Xepitira, der har form som en kæmpe gotisk bue. Herefter

bliver kløften bredere og tager form af et flodleje med mange rullesten, inden den

munder ud ved landsbyen Komitades.

Side 33 af 59

Arkadi Monastery.

Arkadi klostret ligger cirka 23 km syd for Rethymnon og det er her det blodigste af

de mange oprør udspillede sig. Arkadis betydning for kreta kan måske sammenlignes

med jødernes Massada eller vores eget Dybbøl. Klostret blev bygget i 1300 tallet og

blev et af de rigeste og vigtigste klostre på Kreta.

I 1866 brød oprøret løs endnu engang. Tyrkerne var som sædvanlig overlegne både i

antal og i bevæbning. Det generelle mønster for de tidligere oprør blev fulgt – når

kretenserne blev trængt, trak de sig tilbage til de vældige bjergmassiver (især de

hvide bjerge – Lefka Ori). Denne gang slog deres taktik dog fejl – større styrker

under ledelse af guvernør Mustafa Pasha overrumlede en stor oprørsstyrke ved Vafes

på vestkreta og de måtte tage flugten.

Oprørernes hovedstyrke havde taget ophold i Arkadi-klostret, hvis strategiske

beliggenhed og hvis massive mure ydede god beskyttelse. Desuden havde klostret

store forsyninger af fødevarer og drikkevarer.

Flere måneder i forvejen havde Mustafa Pasha send besked til abbed Gabriel om, at

klostret ville blive brændt ned, hvis man ikke smed oprørerne ud. Men denne og

efterfølgende advarsler blev ikke fulgt.

I begyndelsen af november 1866 omringer tyrkerne klostret med en hær på 16.000

mand, 26 kanoner og 2 morterer. Oprørerne - 300 soldater og ca. 600 kvinder og børn

- forskanser sig i klosterbygningerne og sender bud efter forstærkninger. Den 20.

november angriber tyrkerne. Først efter 2 døgns voldsomme kampe lykkes det

angriberne at passere den svære jernport og trænge ind i den indre gård.

Tyrkerne kæmper sig frem fra celle til celle. Der tages ikke fanger. De overlevende

er nu samlet i abbed Gabriels store værelse. De ved, at slaget er tabt og at der

venter dem en grusom skæbne, hvis de falder i tyrkernes hænder.

De sværger, at de hellere vil dø for egen hånd. Man beslutter, at man vil sprænge det

store krudtmagasin, som ligger under abbedens værelse, i luften. Men man vil vente

til allersidste øjeblik, når tyrkerne er trængt ind i rummet, for at tage så mange

fjender som muligt med i købet.

Side 34 af 59

Nu viser sig én af de helteskikkelser, som den kretiske historie er så rig på. Kaptajn

Konstantinos Jamboudakis, født i landsbyen Adele, råber med høj røst: "Enhver, der

har sin ære kær, kom! Lad os brænde op sammen.". Alle med undtagelse af abbed

Gabriel følger ham ned i krudtkamrene. Jamboudakis griber sin pistol fra bæltet og

da han hører at tyrkerne er trængt ind i rummet ovenover, affyrer han den ned i en

krudttønde. "Jorden blev sønderrevet, og flammer slog op, som havde Hades åbnet

sig. Krudtmagasinerne, Krudtmagasinerne, skriger tyrkerne, mens de løber og ser

jorden, hvor de træder, åbne sig for at opsluge dem...". Sådan skriver Pandelis

Prevelakis i Panderim Kriti.

De tyrkiske soldater myrder i raseri løs på de overlevende kretere og kun 33 mænd

og 26 kvinder og børn overlever. Det tyrkiske tab, da de næste morgen forlader det

rygende kloster, udgør mere end 3.000 mand.

Braget fra krudtkammeret gav genlyd over hele Europa, panhellenismen blomstrede,

og mange frivillige kom til Kreta for at kæmpe mod de tyrkiske besættere.

Amerikanske sympatisører indkøbte et handelsskib, som fik navnet Arkadi og som

trodsede den tyrkiske blokade af øen.

Cirka 30 år skulle der gå, før stormagtsinteresserne tillod, at det frihedselskende

Kreta fik lov at slutte sig til det øvrige Grækenland. Der er nu indrettet et mindre

museum på klostret, som indeholder mange ting fra disse begivenheder i 1866, ligesom

det har en samling af smukke ikoner. Klostret er for nylig blevet restaureret, og der

bor et par munke på stedet.

Bestemt et besøg værd.

Side 35 af 59

Agia Eirini gorge.

Når man på vejen til Sougia har passeret højderyggen Tsi Petras to Seli, kører man

ind i Øst – Selino distriktet. Det består hovedsageligt af den frodige dal, der er

omkranset af Lefka Ori mod øst, Apopigadi bjerget mod nord, Agios Dikios bjerget

mod vest – strækker sig helt ned Sourgia og det Libyske hav. Øst Selino er ud over

sine 1000 – årige oliventræer også kendt for den smukke AgiaEirini kløft, der

begynder cirka 1 km efter landsbyen af samme navn – i det kvarter der kaldes

Pentariana.

Ved indgangen til den 8 km lange kløft ligger et traktørsted på venstre hånd. Her bør

man unde sig selv, at stoppe op, for bag det ligger en bro fra Kretas

selvstændighedsperiode og på den modsatte side af vandløbet ligger to gamle kirker.

På Agios Georgios kirken fra 1460 er taget styrtet sammen for længe siden, men

alligevel er freskomalerierne utroligt velbevarede. Den anden kirke er en kristuskirke

fra 1357. Desværre er den som oftest aflåst, hvilket man kun kan beklage, da den er

udsmykket med mange smukke freskomalerier.

Bag kirkerne står flere gamle oliventræer. Igennem kløften møder man ret hurtigt et

skilt, der viser vej til Fygou – en kløft som områdets indbyggere tidligere benyttede,

når de skulle til Omalos højsletten. Her lå også en bebyggelse ved navn PollaSpitakis

(mangehuse). Den blev opført af frihedskæmpere i begyndelsen af det 19. århundred

– efter at tyrkerne havde angrebet og brændt deres landsbyer ned. Her boede de

med deres familier, indtil den tyrkiske janitshar Kaouris også angreb og ødelagde

deres nye by. I et gammelt håndskrift skriver præsten Konstantinos Fiotakis: ”I

1822, da tyrkerne i Selino var forsamlet i Kandanos, forsøgte de gentagne gange

under ledelse af Kaouris at angribe landsbyerne AgiaEirini, Epanochori, Prines og

Tsiskiana. De satte ild til indbyggernes huse og tvang dem således til at søge tilflugt i

den nærliggendekløft, hvor de byggede huse, der i dag er bevaret som en stor

bebyggelse. Her boede indbyggerne fra førnævnte landsbyer i syv år…”

I 1829 var næsten alle mændene draget til Anopoli for, at kæmpe, så byen lå

ubeskyttet hen og tyrkerne kunne derfor uforhindret ødelægge byen og dræbe alle

kvinder og børn. Der var kun blevet to mænd tilbage, som forgæves forsøgte, at gøre

modstand, men blev dræbt i den nærliggende hule Choirotrypa, hvor de havde søgt

tilflugt.

Side 36 af 59

Imeri Gramvousa.

Nordvest for Gramvousa halvøen ligger øen Imeri Gramvousa, hvor venezianerne i

tidsrummet 1579-84 opførte en fæstning, hvorfra de kunne kontrollere farvandet

mellem Kreta og Peloponnes.I 1588 blev fæstningen lagt i ruiner, da et lyn slog ned og

antændte borgens 350 tønder krudt. Den blev genopført i 1630, da venezianerne -

med god grund - følte sig truet af det osmanniske rige, der til stadighed blev mere og

mere påtrængende efter sultan Murad 4's magtovertagelse.

Den 23. juni 1645 indledte tyrkerne deres angreb på Kreta, da de med en stor hær

gik i land i nærheden af Gonia klostret ved Kolymbari. Det lykkedes dem at erobre

hele øen i løbet af kort tid, på nær Iraklion, der holdt stand indtil 1669, samt de tre

fæstninger Gramvousa (1691), Souda og Spinalonga, der først overgav sig i 1715.

Efter indtagelsen af Iraklion flygtede mange partisaner (chaïnides) til Gramvousa - og

de to andre øer. Chaïnides var kretensere, der søgte tilflugt i bjergene, hvorfra de

angreb tyrkerne. Angrebene var tit "personlige", idet de ville hævne de angreb,

tyrkerne havde begået mod deres familier og landsbyer. Ordet chaïnides er arabisk

og betyder svigagtig, forræderisk o.l. Man hører også chaïnides omtalt som

"kalisperides" (= dem, der siger godaften), fordi de ofte foretog deres angreb om

aftenen og hilste fjenden godaften, inden de dræbte ham.

Under den store græske revolution forsøgte nogle lokale kretensere i 1823 at erobre

borgen på Imeri Gramvousa fra tyrkerne, men forsøget var dømt til at mislykkes.På

grund af øens strategiske beliggenhed i nærheden af Peloponnes, hvorfra oprørerne

kunne skaffe krigsmateriel, foretog de et nyt angreb i 1825. Denne gang lykkedes det

at indtage øen, der således blev det første område, der blev befriet for tyrkerne.

Kort tid efter søgte 3.000 oprørere til øen. Der blev bygget en hel by og en kirke til

PanagiaKleftrina (Jomfru Maria, der beskytter tyvene), og fæstningsværket blev

udbedret. Samtidig blev der oprettet et administrationsråd "KritikonSymvoulion", der

var oprørernes officielle organ. En streg i regningen var dog, at oprørerne i realiteten

blev afskåret fra at komme i land af de tyrkiske tropper, så for at skaffe proviant

var de tvunget til at angribe forbipasserende skibe.

Side 37 af 59

Øen blev derfor snart kendt som "piraternes ø", hvilket var medvirkende til at vende

den politiske stemning i Europa.

I januar 1828 besatte engelske og franske tropper øen, og to år senere overdrog de

borgen til Kretas daværende ægyptiske herskere, hvorefter den blev forladt.

Fra Kavonisi havnen, vest for Kissamos, afgår der hver formiddag (kl. 10) skibe til

Imeri Gramvousa og videre til den maleriske Balos strand.

Under sejlturen kan man beundre det vilde landskab på Gramvousa halvøen, hvor også

den gamle vandlinje er meget tydelig. Fænomenet skyldes jordskælv for ca. 2.000 år

siden, der hævede Vestkreta 6-9 m. Efter en times sejlads nås Imeri Gramvousa,

hvor båden gør ophold i 2½ time, så der er rigelig tid til at gå de 137 m op til borgen

ad en pæn, men stejl stentrappe. Herfra er der en storslået udsigt over naboøen

AgriaGramvousa, Balos stranden og Gramvousa halvøen.

Derefter sejles videre til Balos bugten, hvor båden kaster anker, og den sidste del af

turen ind til stranden foregår i en lille motorbåd.

Side 38 af 59

Samaria gorge.

Samaria kløften er klassificeret som en national park, det er en af de meste

imponerende nationalparker i Europa.

Samaria kløften starter ved Xylóskaló på Omalos højsletten ca. 42 km. syd for Chania

og kløften strækker sig 18 km. ned til byen AgiaRoumél ved det libyske Hav.

Samaria kløften er åben fra 1. maj til 31. oktober i tidsrummet kl. 7.00 til kl. 15.00.

På de 18 km. har man en nedstigning på 1250 meter, i starten en meget stejl

nedstigning som senere bliver til en vanskelig gåtur i stenede terræn og de sidste ca.

3 km. en god vandretur, der findes ikke indkøbs muligheder i kløften, men der er

rastepladser med drikkevand, bænke og toiletter ca. hver ½ times vandring.

Jernporten er det smalleste sted i kløften, med sine kun ca. 3,5 meter mellem de over

600 meter høje klippevægge virker det helt befriende, når kløften åbner sig efter

Jernporten.

Siden 1962 har Samaria kløften, som en af de første, været en fredet nationalpark

med reservat for den kretensiske vildged kri-kri(Capra aegagruscreticus) Kri-Kri er

en lille brun ged med et meget karakteristisk krøllet horn.

Om sommeren kommer denne ged ned i dalen og man kan måske se dem på tæt hold og

på andre tidspunkter kan du ikke se dem medmindre du stopper op og kigger opad på

afsatser og sprækker på kløftens væggen.

Samaria er også kendt for de sjældne planter der findes der og det er strengt

forbudt at plukke dem.

Man ved fra forskellige fund år der har boet mennesker i Samaria kløften i

århundreder, ligesom man ved at Samaria kløften også har været tilholdssted og

flugtvej for kretensiske partisaner helt frem til anden verdenskrig.

Side 39 af 59

Palaiochora.

Palaiochora er en ny by, der først er opstået i slutningen af det 19. årh. Inden da lå

her kun spredte hytter, hvor områdets bønder kunne bo, mens de var beskæftiget i

markerne, eller bruge til opmagasinering af redskaber og afgrøder. De havde en ret

stor produktion af især oliven, der via søvejen blev fragtet til Chania.

Derfor grundlagde nogle oliveneksportører den kommende by her, hvor skibene kunne

lægge til i ly af den gamle venezianske borg. Borgen blev oprindeligt opført i 1279 for

at bekæmpe "den vilde befolknings oprør", som Gerola beskriver lokalbefolkningen.

Men oprørerne erobrede den og ødelagde den. Igen i 1325 besluttede venezianerne at

genopføre borgen og kolonisere området.

I 1536 bombarderede Barbarossa fæstningen og atter en gang blev den ødelagt. Selv

om den blev genopbygget senere, opnåede den aldrig mere sin tidligere betydning.

Igen i 1653 erobrede og ødelagde tyrkerne den fra landjorden. I 1639 sejlede

HieronymoSemitecolo rundt om Vestkreta for at kortlægge kysten, da venezianerne

på det tidspunkt med god grund frygtede tyrkernes invasion. Han beskrev Palaiochora

som følger:

I begyndelsen består stranden af en lav sandtange, der lidt inde i landet hæver sig til

en høj, hvorpå Selino borgen ligger, omgivet af havet fra både øst og vest. Selino

borgen, der ligger på denne høj, er næsten firkantet i sin form.

Mod syd har den to tårne: Det østlige har tre skydeskår og det vestlige ligeledes tre

skydeskår. Mod nord - mod bjergene - ligger der et fremskudt tårn, så der dannes en

bastion med skydeskår i tre retninger. Her står der desuden otte trefodede kanoner

og ligger et krudtkammer. På nordvest siden går en mur skråt mod syd. Her ligger der

en cisterne med godt vand.

Neden for muren ligger den lokale befolknings huse som en landsby, og længere væk

er der en meget smuk slette, der er helt opdyrket.

Herefter drejer muren mod syd. Den er bygget på et fladt stykke jord med skarpe

klipper, der fortsætter helt ud til havet ½ mil derfra.

Side 40 af 59

Dette område kaldes Tigani. På borgen er der altid en borg-mester og en kaptajn, der

har kommando over en permanent vagt på 20 soldater, og i nødstilfælde kan der

straks tilkaldes 200 skytter, alle lokale folk.

I 1881 blev byen registreret med 13 kristne og 25 tyrkiske indbyggere. Byen voksede

hurtigt, selv om indskibningen af oliven ophørte, da der blev åbnet vej over land. Hvad

byen mistede i handel, har den fået i turisme, idet den er blevet en af de vigtigste

turistbyer på sydkysten på grund af sin fine beliggenhed omgivet af vand på begge

sider. Især vestkysten er berømt for sin lange sandstrand, PacheiaAmmos. Fra den

lille havn på østsiden af byen er der daglige afgange med 1-dagsture til Elafonisi og

færgefart langs sydkysten til Sougia - AgiaRoumeli - Loutro - Sfakia.

En herlig ting er, at hovedgaden bliver afspærret om aftenen, så folk frit kan færdes

mellem de mange restauranter og caféer. 5 km vest for byen ligger området

Koundoura, der i løbet af de senere år er blevet et rigt landsbrugsområde med

drivhuse, hvor der foregår en intensiv dyrkning af grønsager.

Side 41 af 59

Moni.

I Selino distriktet på vejen mod Sougia passerer man landsbyen Moni, hvor der

såmænd blot bor et halvt hundrede mennesker. I udkanten af landsbyen ligger en

gammel Agios Nikolaos kirke fra 1315. Kirken er prydet med freskoer af den kendte

maler Ioannis Pagomenos, der i årene 1314-1347 udsmykkede adskillige kirker i

området samt på Apokoronas, bl.a. Agios Georgios kirken ved Komitades (1314), Agios

Georgios kirken i Anydroi (1323), Michael Archangelos kirken i Kavalariana ved

Kandanos (1328), Panagia kirken i Veilitika ved Kakodiki (1332), Panagia kirken i

Skafida ved Rodovani (1347) samt Panagia kirken i Alikambos på Apokoronas (1316) og

Agios Nikolaos kirken i Maza (1326), hvor han i øvrigt ligger begravet.

Uden for kirken står et mindre klokketårn. Øst for landsbyen - i nærheden af

AgiaEirini kløftens udmunding - ligger en PanagiaKera kirke med et imponerende

klokketårn. Tårnet er opført i begyndelsen af 1800-tallet. Ud over det specielle tårn,

der er en seværdighed i sig selv, bør man også se kirkens meget smukke, udskårne

trætemplo.

Side 42 af 59

Komitades.

Ved Imbros kløftens udmunding ligger landsbyen Komitades. Der findes flere

udlægninger af byens navn:

Den første fortæller, at nogle venezianske fyrster (comes) flygtede fra storbyerne

på nordkysten og bosatte sig her, efter at tyrkerne havde indledt deres invasion af

Kreta i 1625.

En anden udgave refererer til det græske verbum "komizo", der betyder "at

transportere". Tidligere var byen nemlig en driftig handelsby, hvis indbyggerne dels

besejlede Middelhavet og dels videresolgte varerne i de rige byer på Nordkreta.

Imbros kløften var dengang eneste passage mod nord.

Den tredje udlægning forbinder byens navn med det græske ord for købstad (komi).

Den mest sandsynlige forklaring er dog, at byens navn er afledt af dens grundlægger,

Komitas, et navn, der kendes på øen fra 1368.

Indbyggerne beskæftiger sig hovedsagligt med får og geder samt olivenolie og

honning, men i de senere år spiller også turismen en betydelig rolle.

Hvert år vandrer mange turister gennem Imbros kløften, og der er derfor åbnet en

del spisesteder samt en taxiholdeplads, hvorfra man kan blive kørt til ChoraSfakion

eller til Imbros, alt efter om man skal med bussen tilbage til nordkysten eller har en

bil parkeret ved kløftens begyndelse.

Syd for landsbyen ligger en gamle Agios Georgios kirke fra begyndelsen af det 14.

årh. Selv om kirken er meget gammel, er dens spændende freskomalerier stadig i en

rimelig god stand. De er udført i 1313 af en af datidens kendte malere Ioannis

Pagomenos, der også har udsmykket syv andre kirker i Selino distriktet og på

Apokoronas halvøen. Ifølge traditionen blev kirken opført af nogle af byens

indbyggere (bl.a. EmmanouilSkordilis og munken GerasimosFourogiorgis, der ses på

billedet) i taknemmelighed over, at byen ikke led overlast ved et af de mange

piratangreb, der hærgede Kretas kyster på daværende tidspunkt.

Side 43 af 59

Sydvest for Komitades ligger PanagiaThymiani kirken (Jomfru Maria Timian). Navnet

skyldes, at ikonen af Panagia blev fundet under en timianbusk.

Kirkens historie er ganske speciel, idet den i gamle dage fungerede som

rådslagningssted og domstol. Her samledes områdets indbyggere for at diskutere og

beslutte vigtige fællesanliggender, og personer, der var anklaget for fåretyveri, blev

ført hertil. De skulle sværge ved den mirakelgørende ikon, at de ikke havde begået

tyveriet, og så var det op til Jomfru Maria at dømme.

Også i 1821 havde kirken en fremtrædende plads i historien, idet det var her, det

Kretensiske Revolutionsråd mødtes og vedtog at deltage i den Store Græske

Revolution (29. maj).

Kirken var oprindeligt en del af et kloster af samme navn fra 1500, men det blev

ødelagt af tyrkerne efter det mislykkede oprør i 1821.

Klostret blev endegyldigt nedlagt i 1905 og underlagt Preveli klostret.De gamle

munkeceller fandtes indtil 1942, hvor tyskerne rev dem ned for at genanvende

materialerne til deres bunkers.

Side 44 af 59

Spili.

Spili, en lille bjerglandsby beliggende midtvejs mellem Rethymnon og AgiaGalini, med

ca. 30 km. til hver by, Spili har ca. 700 indbyggere. Spili har alt for en besøgende der

ønsker at opleve en græsk by, hyggelig med charmerende små gader, en del cafeer og

taverner, samt butikker at handle i. Da Spili er central beliggende er det også nemt

at komme til byen, der er god vej fra Rethymnon og der kører en del busser igennem

byen hver dag.

Navnet Spili kommer af det græske ord 'spileon' som betyder 'grotte', eftersom der

er en grotte i nærheden af byen. Man kan godt udforske den på egen hånd, men den

er ikke blevet gjort tilgængelig for turister.

Spili er et hyggeligt sted med en charmerende atmosfære beliggende i et frodigt

skovklædt område nedenfor Voritzi bjerget. Der er stenbrolægning og huse med

venetianske buer og blomstrende altankasser, når man bevæger sig rundt i byen ad de

små, snoede gader.

Mount Vorizi, bjerget man tydeligt ser fra Spili er imponerende, det rejser sig højt

op, et syn man sjældent ser. Går man op i de brostensbelagte sidegaderne i Spili,

bliver man imponeret over de blomstrende buske og de blomstret altaner der er

overalt, det er en fotografisk drøm.

I centrum af Spili er et venetiansk springvand med en lang række af 19 løver hoveder

hugget i sten, et varetegn som mange kender, dog uden at vide hvor det er fra.

Løvefontæne bliver kaldet 'Kefalovrissi', herfra strømmer hver time 350 m3 rent

drikkevand.

Side 45 af 59

Sougia-Beach.

Den lille landsby Sougia i den sydvestlige del af Kreta har formået at forblive

upåvirket af vækst i turismen på Kreta. Det er stadig en fredelig oase, med en lang

strand, masser af god indkvartering og fremragende steder at spise, alle til priser

under dem, der findes i det meste af øen.

Fra begyndelsen af april til slutningen af oktober Sougia tiltrækker besøgende på

udkig efter en afslappende ferie væk fra masseturismen. Mens du kan vælge at gøre

meget lidt bortset fra dase på stranden eller nyde den afslappede atmosfære i et par

strand foran caféer er der også en række smukke vandreture, du kan gøre i regionen.

Landsbyen har appelleret til besøgende fra Nordeuropa siden begyndelsen af

1970'erne, og mange af de mennesker, du vil møde i Sougia har været på besøg mange

gange.

Side 46 af 59

Melidoni Cave.

Melidóni hulen – Gerontospilios på græsk (cirka 380 meter oppe) ligger cirka 2 km fra

landsbyen Malidoni – 28 km øst for Rethimo. Uden for hulen er der en pragtful udsigt.

Ikke langt fra grotten ligger der en lille taverna, hvor man kan købe drikkevare og lidt

at spise.

Det koster penge at komme ned i grotten, ikke meget, men bestemt pengene værd.

Tasker må ikke medtages, man kan enten lægge dem i bilen, eller også kan vagten

passe på dem.

Grotten har en lang og grusom historie bag sig og netop af den grund, er der også

mange grækere som besøger grotten.

Melidoni-grotten blev i den minoiske periode betragtet som et helligt sted og der er

fundet potteskår og en dobbelt økse i grotten. Senere blev grotten brugt som helligt

sted, hvor man tilbad Den store Talos, som levede og døde her.

Ifølge den græske mytologi betroede Kong Minos, hvis ben og krop var lavet af

kobber, at bevogen Kreta og Talos løb trofast hele vejen rundt om øen 3 gange om

dagen. Derfor fik de små omgivende bjerge navnet De Taleanske bjerge.

Grotten har også spillet en betydelig rolle i øens nyere historie. Lige fra begyndelsen

af opstanden mod tyrkerne i 1821 kæmpede Melidonis indbyggere vildt og grusomt

mod den tyrkiske hær og derfor var de også konstant under tyrkisk angreb. Grotten

fungerede som skjulested for de folk i landsbyen, som forsøgte at undslippe

tyrkernes hævn.

Under et tyrkisk angreb i november 1823 skjulte 370 af byens indbyggere -

hovedsageligt kvinder, børn og ældre - sig i grotten sammen med 20-30 af rebellerne.

Side 47 af 59

Hussein Bey - lederen af den tyrkiske hær - omringede hulen og befalede

landsbyboerne at overgive sig. Da de ikke adlød, angreb han grotten, men tabte i

dette slag 24 mænd. Derefter sendte Hussein Bey en kristen kvinde ned i grotten

med budskab om, at alle ville blive skånet, hvis de overgav sig.

Kvinden blev dræbt og hendes lig kastet ud af hulen. Rasende over sit nederlag

planlagde han en stor hævnakt: Han anbragte store mængder brændbart materiale i

hulens indgang og satte ild til det. Røgen trak ned i grotten og kvalte alle

menneskerne dernede.

Da Robert Pashley (rejsende og forfatter) kom til Melidoni i 1834, lå skeletterne fra

de omkomne stadig i grotten.

Der foregår stadig udgravning i grotten, så kun en brøddel af grotten er tilgængelig,

men når man tænker på dens historie, er den absolut et besøg værd. Gå forsigtigt ned

ad de over 60 trin – nogle steder er de glatte – og se på de flotte stalaktitter og

stalagmitter nede i det kun 18 grader varme hovedrum og lad fantasien få frit løb

med hensyn til grottens lange historie.

Side 48 af 59

Frankokastello.

Frankokastello borgen ligger lige ud til havet og er den eneste venezianske borg der

næsten står intakt udvendigt. Borgen blev opført i 1371 og har en størrelse på cirka

60 x 30 meter. Det var senatet i Venezia der satte dette bygningsværk i gang og man

kan se et relief af den venezianske Sct. Markus løve og det venezianske våbenskjold.

De indvendige bygninger er dog af tyrkisk oprindelse. 500 meter øst for borgen ligger

ruinerne af Agios Charalambos klostret med en Agios Nikitas kirke fra det 14.

århundred.

Borgen blev brugt til, at venezianerne kunne kontrollere kysten og forsvare sig mod

angreb fra pirater og ikke mindst mod de gentagne angreb fra den lokale befolkning

fra Sfakia.

Da tyrkerne i midten af 1600 tallet erobrede kreta, besatte de også borgen. Det var

her, at den første oprørsleder (Daskalogiannis) i 1771 med sine 70 mand måtte

overgive sig til den nye besættelsesmagt.

I Januar 1828 drog frihedskæmperen ChatzimichalisDalianis fra det græske fastland

til kreta (Mens den første græske stat var ved, at blive dannet på fastlandet) med

100 ryttere og 600 fodfolk for, at hjælpe kretenserne i deres frihedskamp mod

tyrkerne. Hvad Chatzimichalis manglede af militært overblik havde han til gengæld i

(dumdristigt) mod. Få måneder efter sin ankomst til kreta, indtog han Frankokastello,

hvorfra han ville slå tyrkerne. Allerede den 18. maj blev han omringet af Mustafa

Pashas styrkerne – Senere kendt for erobringen af Arkadi klostret i 1866.

Chatzimichalis red overmodigt ud mellem den talstærke btyrkiske hær for, at slå så

mange som muligt ihjel. Selvfølgelig blev han hurtigt selv hugget ned.

Hans mænd fortsatte kampen i seks dage, indtil de blev nødt til at overgive sig,

tvunget af sult og tørst. Tyrkernes sejr varede nu ikke længe, for sfakioterne havde

lagt sig i baghold i bjergene og dræbte omkring 2.000 af dem.

Side 49 af 59

Agios Antonios.

Fra parkeringspladsen uden for Gouverneto klostret går der til venstre for stien mod

Katholikoklostrot – en anden og betydelig mindre sti over til det nedlagte Agios

Antonios kloster, der blev forladt i slutningen af det 19. århundred. Allerede inden

man er fremme ved klosterruinen, fornemmer man hvor velorganiseret det har

fungeret, idet man stadig kan se de mange terrasser i terrænet, hvor der har været

dyrket vin, korn, kikærter, johannesbrød og oliven.

Når man står lige udenfor klostret og kigger til venstre ser man abbedens bolig som

ligger adskilt fra resten af klostret. I midten ligger der en kirke, som er bygget ind i

en grotte og til højre ligger munkecellerne.

Man mener, at klostret er opført i slutningen af 1500 – tallet for, at huse nogle af de

mange munke fra det nærliggende Katholiko kloster. Dengang søgte mange kretensere

tilflugt i klostre for, at undgå venezianernes tvangsarbejde.

En anden årsag kan være, at Katholiko klostret havde været ude for et piratangreb

og at munkene derfor fandt det mere sikkert, at flytte længere ind i landet. I

begyndelsen hørte klostret under Katholiko, men blev senere underlagt Gouverneto.

Klostrets sidste beboer var en kvinde ved navn Maria, hvis søn Nikodimos var munk i

Gouverneto. Hun havde fået en særlig tilladelse til, at opholde sig i klostret for, at

bøde sin synd, fordi sønnen var født uden for ægteskab.

16. juli 1889 angreb tyrkerne klostret og stjal hvad der var af værdier. Det blev

samtidig slutningen på klostrets liv.

Side 50 af 59

The gorge of Aradena.

Kløften af Aradena ligger i regionen Sfakia. Det kører fra de sydlige skråninger af De

Hvide Bjerge og danner en dyb nedskæring til den lille strand i Marmara (lidt vest for

Loutro).

Det er en af de mere populære slugten gåture i det vestlige Kreta, så du ikke vil være

helt på egen hånd, men det er meget mere støjsvag end Samaria Imbros eller Agia

Irini.

Selvom gåtur er ikke så længe (2½ til 3 timer Walking tid til Aradena landsby til

Marmara sektion eller omvendt) det er lidt sværere end nogle af de bedre kendte

kløfter og det anbefales ikke til folk uden nogen walking erfaring: mange passager

kræver en god portion sikker-poter (især hvis du er til fods nedad) og et hoved for

højder.

Landsbyen Aradena som blev opgivet i 1950'erne er også et besøg værd, og vil give

dig en god idé om traditionelle kretensiske arkitektur. Du kan se billeder af husene

her.

Siden 1986 i landsbyen er blevet forbundet med vej til Anopolis og resten af

vejnettet via en spektakulær Bailey bro, der spænder over den dybe kløft. Bemærk

platformen i midten af broen: det anvendes til elastikspring (generelt i weekenden i

sommermånederne).

Den gamle sten sti krydser slugten på Aradena (en af flere gamle stier krydser

slugten) er et spektakulært eksempel på traditionel kalderimia (brostensbelagte

muldyr spor). Dette er, hvad du vil følge for at få dig ind i (eller ud) af slugten.

Kløften af Aradena er meget rig på chasmophyte (klint bolig) blomster, mange af dem

endemiske for Kreta og nogle ret sjældne.

Flere par Griffin gribbe yngler i klipperne af slugten, og du vil generelt se dem flyve

over dig.

Side 51 af 59

Zoniana.

Et af de mest interessante huler på Kreta er i landsbyen Zoniana, kun 43 km fra

Heraklion og 52 km fra Rethymnon. Den maleriske landsby Zoniana, som har en lang og

spændende historie, ligger 630 meter op på PsiloritisMountain (Mount Idi) i

Mylopotamos region i RethymnonPrefecture. Zoniana er landsbyens moderne navn -

før 1920 blev det kaldt Zeus ' Pit, muligvis opkaldt efter guden Zeus. Hovederhverv

beboerne er kvægavl

Efterhånden som du kører op ad bjerget vej i Zoniana, som ligger kun en kort afstand

fra den berømte landsby Anogeia, vil du se tegn for den berømte SfentoniCave, eller

SfentoniHole , en af øens smukkeste huler , ekstensivt prydet med stalaktitter og

stalagmitter .

Følge skiltene vil bringe dig til den parkeringsplads, som giver en panoramisk udsigt

over området. I parkeringspladsen er en kiosk, hvor du kan købe billetter til hulen ved

4 euro hver (2004).

Da du ikke er tilladt at komme ind i hulen på egen hånd, billetprisen omfatter

tjenesteydelser af en veluddannet guide, der er ansvarlig for både din personlige

sikkerhed og beskyttelse af hulen. Guiderne, som alle er bosiddende i landsbyen, der

voksede op med at spille spil til børn i og omkring hulen gallerier , før den var åben

for besøgende , er velbevandret i at forklare alt om de dybe, mørke hemmeligheder i

denne fascinerende attraktion.

Side 52 af 59

Knossos.

Det berømte minoiske palads Knossos ligger ca. 5-6 km syd for Iraklion. Knossos var

det mest imponerende og luksuriøse bygningsværk, som kunne ses i Europa i

bronzealderen (2.800-1.100 f.Kr.).

Udgravningerne blev først ledet af Minos Kalokairinos og senere af englænderen Sir

Arthur Evans. Paladset blev bygget to gange, anden gang endnu smukkere end første

gang. Det dækkede et areal på 22.000 kvadratmeter. Der var omkring 1.400 værelser

i det originale palads, og der boede 300 mennesker (Knossos' kongelige familie og

deres tjenestestab). Kongen hed Minos, og var søn af Zeus.

På Kreta findes der 4 minoiske paladser, men Knosses er det største af dem. Alle

paladserne er meget karakteristiske med deres slotsgårde, templer og

opbevaringsrum. På Knosses findes to store brolagte slotsgårde, mange

opbevaringsrum, templer, private værelser og et teater. Nogle steder var

bygningerne 4-5 etager høje. Trapper med lave alabaster trin fører op til de øverste

etager eller ned til kælderetagerne.

Det siges, at ingen gæst kunne gå ind i paladset uden én til at føre ham rundt.

Årsagen er, at ingen kunne finde rundt i den berømte "labyrint". Dets navn kommer af

ordet "Lavrys", som betyder "dobbeltøkse". Økser blev meget brugt i dagligdagen, og

mange af dem blev fundet i paladset eller endda indhugget i Knossos vægge. Så

labyrint betyder "De dobbelte øksers hus", selve paladset.

Det er virkelig spændende at besøge dette minoiske sted og beundre kongens og

dronningens gemakker med den udsøgte dekoration, som forestiller blå delfiner. Man

kan også se den ældste trone i Europa: Kong Minos alabaster trone i tronrummet.

Side 53 af 59

Spinalonga eller Kalidon på Kreta: De spedalskes Ø.

Øen Spinalonga på Kreta er mest kendt for at være ”de spedalske ø”, hvilket dog kun

er en brøkdel af øens historie. Forud for dette ligger mere end 1000 års historie med

besættelser af snart sagt alle befolkninger omkring Grækenland, og de fleste af

bygningsværkerne på øen vidner da også om dette; øen er ét stort fort, bygget af de

skiftende besættelsesmagter såsom venetianerne, ottomanerne og tyrkerne.

Men lad os her holde os til øens sidste beboere, de spedalske.

I 1903 blev Spinalonga ”udnævnt” til det sted, hvor alle Kretas spedalske skulle bo.

Dette til trods for, at øen på dette tidspunkt var beboet af tyrkiske muslimer. Disse

flygtede selvsagt, da de første spedalske blev sejlet til øen den 13. oktober 1903.

Fra 1913 var det ikke kun spedalske fra Kreta men fra hele Grækenland, der blev

internerede på Spinalonga, hvilket fik øens beboertal op på omkring 400.

Når man tænker på, at øens størrelse – at gå rundt om øen er en gåtur på mindre end 1

km – skal der ikke meget til at forestille sig, at man har boet tæt her.

Der, hvor turisterne bliver sat i land i dag, er en lille havn lavet til formålet. De

spedalske blev i årenes løb sejlet over det smalle stræde fra den nærmest liggende by,

Plaka, til den daværende hovedport, som er et imponerende bygningsværk med søjler

og en stor jernport. I tiden med spedalske på øen blev alt, selv penge, desinficeret i de

store rum i denne port.

Side 54 af 59

Dagligdag på Spinalonga

Når man som turist ankommer til Spinalong, går man gennem en tunnel, og herefter står

man ved begyndelsen af en hovedgade med små huse på begge sider. Det ligner faktisk

alle andre, små kretensiske landsbyer. Følger man hovedgaden længere frem, finder

man de sidst byggede bygninger på Spinalonga: Et lejlighedskompleks.

De spedalske gjorde, hvad de kunne for at forsøge at leve et normalt liv. De fleste

smittede havde haft et erhverv, før de blev syge, og de fortsatte med dette erhverv,

bare begrænset til Spinalonga. Bageriet og hospitalet er stadig bevaret, og dette

samme gælder et par små tavernaer. Som i alle andre samfund var der her en

borgmester, og indbyggerne blev gift og fik børn. Var børnene ikke spedalske (hvilket

de sjældent var), blev de taget fra forældrene og sejlet til fastlandet, hvor de voksede

op på børnehjem eller hos familie. De spedalske kom ikke til Spinalonga blot for at ligge

på hospitalet og vente på at dø.

Stop et par sekunder enten ved begyndelsen af hovedgaden eller vend dig om og se dig

tilbage, når du er nået til de sidst byggede lejligheder. Det er slet ikke svært at

forestille sig en beboet by her.

Selvfølgelig har det været forfærdeligt først at få diagnosticeret en dengang

uhelbredelig sygdom og derefter blive bortvist til en lille ø for resten af livet. Der blev

dog gjort en del for at opveje dette. Alle spedalske fik en ikke ringe økonomisk

kompensation fra regeringen samtidig med, at de også fik løn for de arbejde, de

udførte på øen. Mange mennesker, som på en eller anden måde havde tilknytning til øen,

enten som læger, præster eller familie, gjorde meget for at give Spinalongas

indbyggere et tåleligt liv. Bl.a. kan nævnes, at Spinalonga fik elektricitet i form af en

generator allerede før 2. verdenskrig, mange år før der kom elektricitet til både

Elounda og Plaka! Spinalonga var af samme grund også et af de første steder på Kreta,

hvor der var en biograf – for øvrigt den bygning, som nu tjener som café for os turister.

Med ca. 400 mennesker på så lille en ø har der været mangel på mange ting, mest af alt

jord at dyrke. Det er faktisk kun på øens østside, hvor der findes en smule af dette.

Man kan stadig se, hvordan denne værdifulde del af øen har været opdelt i små

firkanter for ejerne at dyrke, og sådan et lille stykke jord var noget af det mest

værdifulde, man kunne eje. Dette selv om jorden var så udpint at stort set kun et par

mandel- og oliventræer gav en smule udbytte.

Side 55 af 59

Kirkerne på Spinalonga

To kirker blev brugt i de mange år, hvor byen var beboet af spedalske: Agios

Panteleimon, som ligger på hovedgaden lige foran sygehuset, og Agios Giorgos, som

ligger på østsiden af øen. Den sidstnævnte kirke blev kun anvendt til begravelser, og

kirkegården ligger da også lige ved siden af. Agios Panteleimon blev bygget om i 1953

for penge samlet ind blandt de spedalske. Det kan give lidt stof til eftertanke, da vi nu

ved, at penicillinen, som helbreder spedalskhed, blev opdaget netop dette år.

Man leder forgæves efter navnene på de begravede på øens lille kirkegård. Årsagen er

simpel: Gravstederne blev brugt igen og igen. De fleste gravsteder er ikke meget større

end en fortovsflise, men der findes nogle enkelte større – men det kostede mange penge

at blive stedt til hvile i et mandsstor gravsted.

Tag selv en tur til Spinalonga – eller Kalidon, som denne lille ø også hedder, da det er

hele halvøen fra Elounda, der benævnes Spinalonga. Og nu vi er ved navnet, som jo slet

ikke lyder græsk, og derfor er der også mange forklaringer på det. Her er bare at par

af dem: Det kan være udsprunget af det græske ”stinElounda” som betyder ”i Elounda”.

Andre forklaringer er, at stedet er navngivet af venetianerne og derfor har fået det

latinske navn Spina = ryg og Longa = lang, som beskrivelse af hele halvøen.

Man kan sejle til Spinalonga med båd, større eller mindre og med eller uden guide, fra

Agios Nicolaos, Elounda og Plaka.

Hvis denne historie virker barbarisk på danske læsere, vil jeg lige minde om de mange

Skt. Jørgens Gårde rundt omkring i Danmark, som gjorde det ud for ”de danske

Spinalongaer”.

Der findes ikke meget litteratur om Spinalonga. Kretenserne er ikke særlig stolte af

denne sidste del af øens historie, men der begynder at komme små hæfter og bøger

om stedet, f.eks. Followus in Spinalong af Alibertis Antonis eller The island of the

lepers af Beryl Darby.

En anden måde at anskue dette meget specielle sted er romanen ”The Island” af

Victoria Hislop. Selvom det er fiktion, lever man sig hurtigt ind i bogen og græder og

ler med personerne.

Side 56 af 59

Sitia.

Beliggende på vandet omkring en bugt i den østlige del af Kreta, Sitia og dens 9.000

indbyggere synes at have bevaret en vis form for rolig atmosfære, at du ikke

længere kan finde i meget større byer som for eksempel Heraklion. Det føles mere

som en landsby end en by, og det er pænere og mindre udviklet (hvilket betyder:

mindre grimme beton, smagløse bygninger). Sitia lever af sin havn, dyrkning af oliven

og en lille smule fra turisme. I området druer dyrkes også til produktion af vin og

rosiner. Sitia har hvide huse, der er bygget som et amfiteater omkring sin store halv

runde bugten og er ofte beskrevet som den smukkeste landsby i det østlige Kreta.

Sitia ligger 70 km afstand fra hovedstaden Heraklion. Siden 2005 den lille by har en

international lufthavn, der ikke benyttes meget.

Update: siden 2012 er antallet af internationale flyvninger til Sitia lufthavn er

steget, og der er nu for eksempel også en række direkte fly fra Amsterdam til Sitia,

som kan være nyttige for folk, der ønsker at besøge den østlige del af øen.

I havnen kan du finde de sædvanlige kaiks sammen med nogle nyere både og private

yaughts, og nogle gange en fragtbåd eller en færge, fordi det er også den afgående

punkt for Lane Lines, der forbinder Kreta med øerne Kassos, Chalki, Rhodos, og

Karpathos og i den anden retning til byen Agios Nikolaos, Milos, og end efter der

sejler til fastlandet i Grækenland, omkring tre gange hver uge.

Der er en lang boulevard med masser af taverna og coffeeshop, og nogle palmetræer

og roser. Bag der er shopping gader. Byen er kronet af den venetianske Kasarma borg,

der i sin dag form stammer fra 1631. Den er bygget på resterne af en ældre

byzantinske borg. Inden for murene er en tre-etagers tårn. Dette er den gamle

arsenal af venetianerne, den såkaldte "Casa di arma". Måske resterne af det

venetianske fort er mindre imponerende end nogle af de andre slotte, du kan finde på

Kreta, men udsigten fra Kasarma er vidunderligt. Der er en cental torv / bypark med

palmetræer og en buste af en berømt kretensiske digter, Vitzentzos Kornaros, der

blev født i Sitia.

Det område, hvor Sitia nu er har altid været et yndet sted for folk at leve. Gravfund

fra området går tilbage til 2000 f.Kr. Venetianerne byggede en defensiv mur her, at

lukkede hele byen. Efter et jordskælv i 1503, og flere angreb fra pirater i 1651, blev

byen ødelagt af venetianerne og alle folk forlod Sitia til gode. Først efter 1870

(århundreder senere) nogle mennesker tilbage til at starte byggeriet af den nye by

Sitia .

Side 57 af 59

Palmestranden ved Vai.

Palm beach af Vai (faktisk: Palm skov af Vai, græsk Φοινικόδασος τουΒάι ) er placeret

på østkysten af den græske ø i Middelhavet Kreta , i bugten Grandes ( Ormos

Grandes ) . Den kretensiske Dato Palm (Phoenix theophrasti) Her er den største

naturlige palmelund i Europa. Opkaldt stranden er efter den lille landsby Vai en

kilometer bag kysten.

Efter en kretensiske legenden om palmelunden opstod fra det faktum, at pirater, der

skjulte her efter deres raids, kerner af frugt spist smed, hvorfra palmer voksede.

Det siges at have udviklet sig over århundreder af palmelund. Men dette er en unik,

forskellig fra den ægte daddelpalme palme, hvis frugt er temmelig uspiselige. Derfor

er legenden ikke er holdbar.

"Opdaget" for turismen var Vai der blev pensioneret i 1970'erne fra de resterende

"gamle hippier " fra Matala og Prevelis.

I midten af 1970'ern, spidsen Vai gjorde runder af backpackere i hele Europa, var fra

Vai en blanding af kaotisk campingpladsen og dump, hvorefter ordenshåndhævere

reagerede strengt. Vai er blevet indhegnet og erklæret for naturreservat, Wildlife

campister og resten resterende der " hippier " sælges af drastiske metoder. Det

gjorde den enestående biotop meget go, skoven inddrives, stranden var ren. Så

"opdaget" den nye turisme Vai. The Palm Beach, der hører til boet efter klostret

Toplou, oplevede sin anden "Kør" som en attraktion for endagsture, der ankommer der

dagligt med flere busser. Fra palmeskov i dag er kun en smal stribe af stranden for at

gå på, resten er ikke åbent for offentligheden.

The Palm Beach i dag er en turist højborg i det østlige Kreta, med tusindvis af

besøgende hvert år. Nærmeste byer er Palekastro og Siti.

Side 58 af 59

Gavdos Europas sydligste punkt.

Ca. 2 timers sejllads syd for Kreta ligger den lille ø Gavdos som er Europas sydligst

beliggende ø. Øen er lidt større end den danske ø Anholt og har ca. 150 faste

beboere.

Gavdos er som at komme væk fra civilisationen – flere steder på øen er der ingen

elektricitet og signal til mobiltelefon er yderst sparsomt.

På øen er besøg på sydsiden det mest spændende, da man så står på Europas sydligste

punkt – Her er opsat et monument med en stol i overstørrelse for at gøre opmærksom

på det.

Ellers har øen masser af dejlige strande og hyggelige små byer med få familieejet

tavernaer, hvor maden er mest traditionelt græsk med friskfanget fisk.

Denne sydligste del af Europa er bestemt et besøg værd af flere grund – Både på

grund af beliggenheden som det sydligste punkt i Europa og på grund af den

uspolerede natur. Øen er nu beboet af ca. 150 indbyggere og fremstår flere steder

meget forladt med tomme bygning.

Øen har tidligere været et vigtigt punkt i det byzantinske rige, hvor øen var beboet

med over 8000 indbyggere, hvor øen endda havde sin egen ærkebiskop. Siden blev øen

forladt under det venetianske styre og blev derefter et tilholdssted for pirater i

området. Der kan stadig findes rester af de forskellige styrer på øen.

Selvom befolkningstallet er så lille på øen, findes der mange ting på øen. Gavdos har

bla. et postkontor, sin egen læge og endda en politimand, som passer på befolkningen.

Øen har desuden 4 mindre hoteller, så det er muligt at overnatte på øen, som turist.

Naturen er højdepunktet på Gavdos – Øen har flere flotte strande og en meget

uspoleret natur som man ikke finder mange andre steder i Grækenland. En del af

strandene på Gavdos fungerer som naturiststrande.

Man kan nå Gavdos fra 3 havne på Kreta. Der sejles primært fra Paleochora til

Gavdos i lavsæsonen, men der også sejles til øen fra ChoraSfakion og Sougia i

højsæsonen.

Lad være med at drikke vandet på øen, hvis det ikke kommer fra flaske – Mange

steder på øen er der ikke vandforsyning, så indbyggerne bruger regnvand som

vandforsyning.

Side 59 af 59

Aradaina Bridge.

Aradaina Bridge er 138 meter høj og er beliggende i Chania, kommunen Sfakia, Kreta.

Det er den højeste bro for elastikspring i Grækenland og den næsthøjeste i Europa.

En genial mand fra New Zealand tog denne idé og skabte det, vi i dag kender som

bungy ved at erstatte de ranker med elastiske reb fra naturlatex udelade den "jord

crash" del af testen noget, der ikke ville være meget tiltalende. I løbet af de seneste

år bungy har udviklet sig til et punkt for at blive en af de sikreste og udbredte

ekstreme sportsgrene i verden. I dag er bungy teknikker og metoder baseret på

matematiske beregninger og sikkerhedsstandarder, der er certificeret af officielle

internationale organisationer.